Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

Peder Palladius

Danske Skrifter

Udgivet for Universitets Jubilæets danske Samfund
Af Lis Jacobsen

9. Levering
København
H H. Thieles Bogtrykkeri
1916

b

PEDER PALLADIUS' DANSKE SKRIFTER INDHOLDSOVERSIGT

    I.BIND

  • 1. Oversættelse af Luthers lille Katekismus. 1537.
  • 2. Oversættelse af Luthers Enchiridion. 1538.
  • 3. Om lønligt Skriftemaal. 1538.
  • 4. Oversættelse af Kirkeordinansen. 1539.
  • 5. Oversættelse af Luthers En enfoldig Bedebog. 1540.
  • 6. Fortale til Huberinus' Guds Straf og Vrede. 1543.
  • 7. Fortale til Luthers Bedebog. 1544.
  • 8. Fortale til Urbanus Regius' Sjælens Lægedom. 1544.
  • 9. Fortale til Matthias Parvus' Oversættelse af Palladius' Katekismusudlæggelse. 1546.
  • 10. Fortale til Alb. Gjøe's Loci communes. 1549.
  • 11. Hvorledes Manddrabere skulde afløses. 1542. Expeditiones pro pastoribus.
  • 12. Undervisning om besatte. 1547. Expeditiones pro pastoribus.
  • 13. Om lønligt Skriftemaal u. A. Expeditiones pro pastoribus.
  • 14. Modus absolvendi puerorum oppresseres. u. A. Expeditiones pro pastoribus.

    II. BIND.

  • 15. Oversættelse af Veit Dietrichs Trøstesprog. 1550.
  • 16. Fortale til Christian den Tredjes Bibel. 1550.
  • 17. En daglig Bekendelse. 1551.
  • 18. Oversættelse af Ochino's Nogle mærkelige Bønner. 1551.
  • 19. Oversættelse af Savonarola's Udlæggelse af Miserere. 1551.
  • 20. Oversættelse af Justus Menius' Om Exorcismo. 1551.
  • 21. En Undervisning udi Husholdning. c. 1552.
  • 22. En Traktat (Uddrag af Visitatsbogen). 1553.
  • 23. En Præservativ mod Pest. 1553.
  • 24. Om Mildhed. 1553.
  • 25. Om Aager. 1553.
  • 26. Efterskrift til Ordinansen. 1553.
c d

        

e

Peder Palladius

Danske Skrifter

Udgtvet for
Universitets-Jubilæets danske Samfund ved
Af Lis Jacobsen

Tredje Bind

København
H. H. Thieles Bogtrykkeri 1914-15

f

INDHOLDSFORTEGNELSE

Sankt Peders Skib. 1554. 1
En ny evangelisk Rimstok 1554 135
Tre mærkelige Sange af Arved Persen. 1554 161
Jesu Forklarelse paa Thabor Bjerg. 1555 179
Om de dødes Opstandelse. 1555. 267
Alterbogen. 1556. 307
Rettelser til 3. Bind. 497

1
SANKT PEDERS SKIB.
1554.
2

        

3

INDLEDNING.

PALLADIUS skrev sine litterære Hovedværker paa Latin. Hvad han udgav paa Dansk var i det væsentlige Oversættelser og Tilrettelæggelser af andres Skrifter. Der er imidlertid - bortset fra Visitatsbogen, som jo ikke er udarbejdet til Offentliggørelse - bevaret to større originale Arbejder af ham, der er affattet paa Dansk: det ene er Bogen om Sankt Peders Skib, skrevet 1553 og udkommet 1554, det andet er "Jesu Forklarelse paa Thabor Bjerg", 16 Homilier over Forklarelsen, skrevet 1554 og prentet 1555.

Det første af disse er ikke blot - ved Siden af Visitatsbogen - Palladius' i Omfang og Indhold vægtigste Skrift, men det er sprogligt, kulturhistorisk og kirkehistorisk et af Reformationstidnes betydeligste Værker. En nærmere Analyse af Skriftet, illustreret ved Exempler, der fremdrager Sprogets djærve Folkelighed, vil formentlig her være paa sin Plads.

I.

Paa Titelbladet til Bogen om Sankt Peders Skib staar der, at den er "predicket i Københaffn vdaff D. Pet. Pall.", og i Tilegnelsen til Herluf Trolle kalder Palladius den "mit arbeyde om S. Peders Skib, som ieg haffde her i Predickestolen vdi Københaffn". Der kan saaledes ikke være Tvivl om, at Grundlaget for Bogen er en Række Prædikener, som Palladius har holdt i København; men - selv naar Hensyn tages til Datidens fra vor Tid meget forskellige Prædikeform - maa Prædikenerne være blevet underkastet en væsentlig Bearbejdelse, inden de udkom i Bogform (jf. A. C. L. Heiberg, Peder Palladius S. 82 og N. M. Petersen, 4 Lit.hist II. 242). - Det Tidspunkt, paa hvilket Prædikerne er holdt, kan med nogenlunde Sikkerhed angives. I Fortalen staar der, at en af Aarsagerne til Skildringen "giffuer os Tiden, det er den femte Søndag effter Trefoldigheds Søndag, paa huilcken det Euangelium om S. Peders Skib falder . . . ". Da Fortalen er underskrevet 24. Juni 1553, maa Palladius have holdt Prædikerne i Sommeren og Høsten 1552 - første Prædiken 28. Juni - og udarbejdet dem til Trykken det følgende Foraar.1

Hvad Palladius vilde med dette Arbejde, var at give en klar, for alle forstaaelig Fremstilling af, hvorledes Romerkirken havde bragt Kristendommen i Fordærv, og hvorledes den hellige Kirke var blevet frelst fra Undergang ved den evangelisk-lutherske Reformation. For at give denne Fremstilling plastisk Form, benytter Palladius Billedet af Kirken som et Skib, der paa Verdens vildende Hav udsættes for alle Arter af Farer - især under de romerske Kætteres Kommando, indtil Gud fratager dem Styret og ved Luther fører Skibet frelst i Havn.

Første Afsnit af Bogen skildrer Kirkens omtumlede Skæbne i det gamle Testamentes Tid. Grundlaget for Fremstillingen er d. g. T.s Bøger; men Fortidens Begivenheder føles ikke som dødt Stof - ved stadige Sammenligninger med Forholdene i Samtiden gør Palladius dem nærværende for Tilhørere og Læsere.

Talen er om Kirkens Frelse fra Syndfloden ved Noa (S. 30 L.30)2:

Men hver give her Agt paa, hvorledes at Arken førtes oven paa Vandet og sloges og stødtes hid og did af Bølger udi Storm og Blæst . . Ligesaa er den hellige Kirke af Guds besynderlig Raad altid i Vove og Fare, *

* 5 og alligevel bliver hun ved og ikke forgaar. S. Peders Skib synker ikke, om det end hælder . . ligesom han her kom Noe ihu og dem som vare i Arken, saa kommer han ogsaa i Dag sine ihu, ihvor de ere adspredte.

Derpaa skildres "den hellige Kirke"s Historie i Patriarkernes Tid; Patriarkernes Farten og Flakken fra Canaans Land til Ægypten og tilbage igen: saaledes lod Gud sit Ord spredes fra et Sted til et andet "som han gør endnu paa denne Dag". Hermed har Palladius Tag i Tilhørerne, og han fortsætter (S. 32 L 17):
De som ere trætte og mætte af Guds Ord, dem tager han det fra for deres Utaknemmeligheds Skyld og giver det andre, som hungre og tørste derefter. Gud raade vor Færd vel her i Danmark; vi kedes og trættes fast ved Guds hellige og salige Ord . . Vi ere ligesom hine fortrædelige Børn, der Moderen staar over med et Ris og vil nøde dem til at æde god Mad, som de sidde og væmmes ved; og naar hun vender Bagen til dem, da øse de paa hverandre og spilde Maden og slide Skeerne paa hverandre; lige saa bære vi os ad med den danske Bibel . . Tiden er kortere, end vi tænke, og Guds Ord tages os fra igen, saa at Styremændene sejle fra os, som Jacob maatte fra Canaans Land og ind i Ægypten.

Hvor Palladius fortæller om Jødernes Ophold i Ægypten under Jacob og Josef, tilføjer han (S. 33 L. 27):
O, hvor salig var Ægypten paa den Tid! Hvor mange hellige og Kristne hvile deres Ben der . . O, hvor salig er Danmarks Rige i Dag, der som vi kunde skønne derpaa, som vi ej kunne desværre.

Og efter at have berettet om Faraos Grusomheder og Frelsen ved Moses, skriver han (S. 35 L. 28):
Dette er end ogsaa vor Trøst paa denne Dag udi denne store Utaknemmelighed og Guds Ords Foragtelse, som her er udi Danmark, Gud bedre det. Nu vel, S. Peders Skib hældte udi Ægypten, men det sank ikke der; saa gør det ikke heller her. Men de ugudelige Foragtere og Forfølgere maa visselige vente sig Faraonis Straf eller den der værre bliver.

Ogsaa til de datidige Forhold i Tyskland kan Palladius hentyde, som ved Omtalen af "de syv store og svare Storme" i Dommernes Tid, som Gud førte sit Skib frelst igennem (S.39 L. 3):
Den samme Herrens Haand er ikke forkortet, som han har ladet 6 paakende i Tyskland udi disse Aaringe, der som de endnu lovere og søge efter en god Havn, de kunde komme til Rolighed udi. Gud unde dem den. Amen.

Saa følger Skildringen af Kongernes Tid med kraftig Hentydning til Datidens Kirkekampe (S. 41 L. 9):
Se mig her til, hvad Bistand de hellige Profeter have haft under saadanne ugudelige Halse, som ikke holdt med Religion, men vare mere hadske til at forligge den og det salige Guds Ords Tjenere. Derfor maa den hellige kristelige Kirke ikke være saa kælen [dvs. følsom], om hende ogsaa vederfares det samme i denne Tid af dem, som hun skulde allermest have Hjælp, Trøst og Bistand udaf . . Herodes maatte ikke lide, at Kristus var født, saa maa ikke heller hans Lige det lide, at Guds Ord, som Kristus prædikede, skal have nogen Fremgang; derfor ere de om Borde med Kristi uskyldige Børn ogsaa i Dag og gøre dem al den Skade, som de kunne finde paa at gøre, saa at kunde de synke [dvs. sænke] S. Peders Skib udi en Skefuld Vand, da toge de ikke en Spandfuld dertil

Jerusalems Ødelæggelse giver Palladius Anledning til en helt gribende Skildring af Tyrkernes Grusomheder overfor de kristne - et Forhold, der jo optog Sindene saa meget, at der i næsten hver Bedebog fandtes Bønner mod Tyrken. Palladius skriver (S. 42 L. 12):
O hvilken Jammer og Usælhed maa det være, at et ganske Landfolk [dvs. en hel Nation] hen føres og kommer hen udi Elendighed [dvs. Udlændighed] med deres Børn, Tyende og Folk, dèr som de have ingen Bolig, Hus, Herberg eller anden Værelse, men skulde have deres Omgængelse iblandt deres hovmodige Fjender . . hos en fremmed Tro og hos et Folk med fremmede Sæder, hvor Hustruen tages med Vold fra sin Husbonde, og Barnet rives og rykkes fra sin Moders Bryst, som vi høre og spørge, at det gaar til i vor Tid hos Tyrken og vil række til os med - - -

Til Slutning skildres Macchabæernes Tid. Haggajs og Sakarias', Esras og Nehemias' Arbejde paa Genopførelsen af Templet og Murerne jævnstilles med Luthers og de evangeliske Præsters Genrejsning af den hellige Kirke (S. 44 L. 35):
Disse to, der de kom til de andre to, da gik det for sig med Templets og Stadens Bygning. Gud være lovet til evig Tid, at der findes end nogle udi Øvrigheds Stat, være sig hvor faa de kunde være, som rettelige og hjertelige mene Guds Sag godt og ere deres Landsherrer til Hjælp og Tilskyndelse at promovere og forfremme Religion til det bedste og ere end redebonne dertil og tage end undertiden 7 en Snibbe op af de ugudelige og snababes med dem - - - [dvs. gaar ikke af Vejen for en Kamp med de ugudelige].

Anden Del af "St. Peders Skib" handler om Kirkens Skæbne under det ny Testamente. Det er her Palladius' Opgave at vise, hvorledes Vanrøgt af Kirken og kætterske Lærdomme griber stadig mere om sig, indtil Kulminationen naaes under det papistiske Herredømme: "Nu følger herefter, hvad den hellige Kirke er vederfaret i det ny Testamente og i det Romske Kejserdom. Sandelige, hvad der blev glemt af Tyranni og Grumhed i det gamle Testamente og de andre Kejserdomme, det vederlægges hende overflødige nok i det ny Testamente."

Palladius inddeler Tidsrummet i fem Parter: Den første Part er Kristi Tid [til Paulus' Død], den anden Tyrannernes Tid [fra Nero til Diokletians Død], den tredje Kætternes Tid [fra Konstantin til Fokas bliver Kejser], den fjerde Pavedømmets Tid [fra Gregor d. Store til Luthers Gennembrud], den femte Part er Evangelii Fornyelses Tid [Palladius' egen Tid indtil den nær forestaaende Dommedag].

De "Kilder", Palladius henviser, til er: for "Kristi Tid" Apostlenes Gerninger, for "Tyrannernes Tid" Euseb's Kirkehistorie, for Tiden fra Konstantin til Fokas Historia Tripartita (et berømt Samlerværk fra 6. Aarh. af Cassiodorus; dets Grundlag er de tre græske Kirkehistorikere Sokrates, Sozomenos og Theodoret) og Rufinus' Fortsættelse af Euseb, og for Pavedømmets Tid Platina (d. e. Bartholomæus Platinas grundlæggende Pavehistorie: Opus de vitis ac gestis Summorum Pontificum ad Sixtum IV. Orig.udg. 1479). Desuden nævner Palladius enkelte Steder i Marginalnoterne Ursperger-Krøniken (et middelalderligt Kompilatorarbejde, sammendraget af ældre kirkehistoriske Værker, af Burchard fra Biberach, der 1215 blev Provst i den lille würtembergske By Ursperg1).

* 8

Mens der næppe er Tvivl om, at Palladius har benyttet selve Ursperger-Krøniken (navnlig øst flittigt af dennes Randglosse, se Noterne til S. 54 L. 8 og S. 65 L. 28), er det yderst usikkert, om han har mere end Andenhaands Kendskab til Euseb, Cassiodor og Piatina. Særlig findes i Fremstillingen af Kejsertiden mange Enkeltheder, som hverken omtales hos Rufinus-Euseb eller hos Cassiodorus, hellerikke Navneformerne hos disse stemmer med Navneformerne hos Palladius, og hele Kronologien i "St. Peders Skib" mangler ganske hos de gamle Kirkehistorikere (jf. f. Ex. Noterne ndf. til S. 53 L. 29, L. 33, L. 34, S. 95 L. 1 ff.). Omvendt - havde Palladius benyttet selve de Værker, han nævner, havde han rimeligvis medtaget adskillige Oplysninger, som havde passet ind i hans Plan, og nu savnes. Jeg antager derfor, at Grundlaget for Fremstillingen af Kirkens Historie i Kejser- og Pavetiden er et eller andet latinsk eller tysk Kompendium fra Reformationstiden.

Bearbejdelsen af Stoffet er derimod - baade hvad Indhold og Sprog angaar (jf. Noten S. 58 L. 4 f.) - præget af Palladius' Personlighed, og ligesom ved Fremstillingen af Kirkens Skæbne i det gamle Testamentes Tid, gør han her det historiske Stof levende ved at uddrage en paa sin egen Samtid tilpasset Moral af hvert enkelt Exempel (se ndf. S. 49 L. 12 f., S. 51 L. 23 f., S. 57 L. 5 ff., L. 33 ff. o. m. fl.).

Hvor massivt haandgribeligt Palladius kan udføre sine Lignelser viser et Sted som følgende. Talen er om de kristnes Redning fra Kejser Valens's Tyranni ved Goternes Indfald i Romerriget. Palladius tilføjer (S. 60 L. 6):
Saaledes som Gud dengang frelste de kristne ved at sende Fjender over deres Fjende "saa kaster Gud Bladet om ogsaa paa denne Dag . . Gud synes at sove ved de Potentaters Tyranni og Grumhed, men den 9 sover ikke og ikke end heller slummer som bevarer Israel. Sover han end, da sover han ikke over sig fordi.

Efter Kirkens Skæbne i Kejsernes og Kætternes Tid "gaar hendes onde Dage ind tilfulde". De fyrretyve Aar i Ørkenen, det assyriske og babyloniske Fangenskab, Antiokus' Grumhed, Tyrannernes Regimente kan ikke lignes ved det, som herefter følger.

Hvad der følger er - Pavedømmet, hvormed Palladius er naaet til Fremstillingens Maal Den kraftige Tiltaleform fra den mundtlige Prædiken er her bevaret:

Ingen af Eder ved ej nu mit Forsæt hvorfor jeg dette prædiker og skriver . . . Enddog det staar aldrig til at skrive, hvor ynkelige og hvor jammerlige Guds udvalgte ere plagede, og den hellige kristelige Kirke fortrykt og ødelagt i Papisteri under de Romske Paver . . dog maa det ikke stoppes ned, men tales og skrives, synges og siges - evige og altid . . paa det man kan vide, hvor Grundsuppen [dvs. Hovedmassen] var af alt det onde, som hun har lidt fra Verdens Begyndelse, og at man kan ogsaa se Guds Hævn over den Romske Kirke . . Den rette kristelige Kirke befries jo mere og mere, Dag fra Dag, saa at Bladet er omkast, og Riset brændes nu op, og Børnene løbe og lege . . . (S. 61-62).

Palladius viser nu - ganske kort - hvorledes den hellige Kirke er blevet ødelagt under Bonifacius d. 3. og Bonifacius d. 4., Gregor d. 3. og Zacharias; derpaa vender han sig med Styrke mod dem i hans Samtid, der længtes tilbage mod deres Fædres Kirke (S. 64-65):

Saa er det jo høj Tid, vi overveje og tænke paa, hvorlunde det er tilgaaet i Pavedommet, efterdi at vi se og forfare, at mange deres Næse klør derefter, at de kunde komme derhen igen, som Israeliterne vilde tilbage til deres Kødgryder igen . . .

Derfor stifte somme nu Altere igen udi Djævlens Navn og lægge Gods dertil, somme lade hente flere Afguder fra Holland [se Noten til S. 64 L. 34], somme stikke dem hen i Skjul, at de en Tid skulde her for igen, somme stafere de gamle Altere og Afguder ud med Malning, at den gamle papistiske Hore, som er ni hundrede Aar gammel, skal ikkun synes at være femten Aar. . . Somme lægge Vind paa at gøre ny Munke igen, at raade Folk til at løbe til Bistrup og andensteds hen med deres Offer . . .

Dette som adskilligt lignende i "Sankt Peders Skib" giver et uimodsigeligt Vidnesbyrd om, at gammel Sæd og 10 Tro stadig næres og lever videre i Folket - uden Hensyn til eller paa Trods af de ny Lærdomme.

Hermed slutter den kronologiske Fremstilling. Sidste Halvdel af Bogen er ikke leddelt efter Tid, men efter Emne - er en i Enkeltheder gaaende Paavisning af Pavedømmets Ukristelighed. Lignelsen om Skibet fastholdes dog stadig. Det fremstilles, hvorledes "alle vore Troes og den kristelige Lærdoms Artikler . . ere hovedkulds udkastede for Borde udi Havet, og Menneskens Lærdom er indskibet igen i deres Sted (S.66 L.22). Først blev Gud Fader, Gud Søn og den Helligaand kastet over Bord "hver med deres Embeder og Velgerninger", saa Loven, Evangeliet, Troen, Præsteembedet, Sakramenterne - i deres rette Form. Udtrykkene er - som hos alle Reformationstidens Talsmænd - lidet afdæmpede:
Papisternes Lære om Frelse ved gode Gerninger er "idel Skalkhed og Bedrageri" (S.72 L.18); - "det hellige Prædikeembede maatte hovedkulds ned af Stavnen, ned af Prædikestolen, og Paven med hans Kardinaler, Ærkebisper, Lydebisper og Prælater ragede og smurte en Hob Alterpræster i den Sted og fik dem den Pavemesse ved Stjærten" (S. 73 L. 20); - Nadverens Sakrament er i Pavedommet "aldeles forvendt til et Offer for Levende og Døde og til adskillige Messer for Svin og Køer" . . Kalken blev stjaalen og bortrøvet fra den menige Mand, at "det kunde være en Skarns ugudelig Skilsmisse imellem en Klerk og en Lægmand" (S. 75 L. 14) o. s. fr.

Men Palladius synes at have følt, at Ordene nok faldt lidt ublide, og for selv at komme en mulig Angriber i Forkøbet siger han (S. 76 L. 1):
Hør, hør, hvilken Skændegæst er den Palladius. Luk Bogen til. Nok have vi der hørt af; han gør ikke andet end skænder paa os. - Du lyver, du Hykler. En Skændegæst er den som skænder nogen over med aabenbarlige Løgn til onde og ikke til gode, men dette er Sandhed jeg skriver, og Forfarenhed giver det saa klarlige til kende, at man kan tage og føle derpaa.

11

Nu skildrer Palladius, hvorledes den rette kristelige Lære er - om "Nøglerne", gode Gerninger, Bønnen, Almisse, Sabbath, Faste, Pønitense, Skriftemaal, Fyldestgørelse ("Nokgørelse"), Band, Ægteskab, Øvrighed, Synd, og hvorledes man i Pavedømmet har forvansket og forfalsket denne Lære. F. Ex.:

"Den hellige Kirkes Nøgle er en Magt og Befaling ud af vor Herre Kristo til at lade op for de gode og lukke til for de onde . . Under det Skin har Paven vældet sig Magt og Herredom til at sætte og afsætte Kejsere, Konger, Herrer og Fyrster . . efter som Mude [dvs. Bestikkelse] maatte volde" (S. 76 L. 13).

"Almissegerning kaldes i Skriften alle gode Gerninger, hvormed man kan tjene sin Næste udi Nød og Trang . . Her siger Paven nej til, og at det er Almissegerninger at stifte Kirker og Klostre, at give Munke og Mulestødere [dvs. Tiggere], at tænde Lys for Helgener . . ." (S.78 L. 10).

"Ægteskab er Guds Ordning og Skik og Befaling til alle dem som ere bekvemme dertil" men i Pavedømmet sætter de "fra Embedet først og saa fra Livet alle dem, som vilde gifte sig udaf den aandelig Stat [dvs. de gejstlige], saa at de maatte ikke mere lide dem, end det Skarns Skørlevneds Folk paa Bryggen i Bergen maa lide, at nogen gifter sig af deres Selskab paa denne Dag." (S. 81 L. 1).

Og meget karakteristisk for Palladius benytter han Lejligheden til at bede for de Bergens Folk:
"Du almægtigste Gud, hvi bier du saa længe med Straffen ogsaa over dem . . Gud give, at der var en Sten om hver deres Hals dèr paa Bryggen, og de vare nedsunkne der uden for i Havet, som Kristus siger, at det var dem bedre end saa forarge de fattige kristne."

Efter at Pavens Folk saaledes har hugget for Borde, afskibet, udlosset og udkastet den rette kristelige Lære af Sankt Peders Skib, indfører de deres egne "Bylter og Pakker": Menneskets fri Vilje - i Modsætning til Troen paa Guds Naade -, Munkeløfte og Klosterlevned ("den ene troede sig at blive salig i en sort Kappe, den anden i en hvid, den tredje i en graa, den fjerde i en broget" S. 85 L. 30), Vievand, viet Røgelse, Salt, Lys o. s. v. Men Palladius lader disse Bylter fare for at beskue de ypperste og kosteligste Klenodier i Pavedømmet.

Disse Klenodier er, hvad vi nu vilde kalde Tidens Folketro og folkelige Kultus.

12

Vi hører her, hvorledes Messeofferet brugtes til at afværge Krig og Orlog, Pest og Misvæxt, Sygdom og Død hos Mennesker og Dyr. Vi hører, hvorledes Monstransen blev baaret omkring Kirkegaarden, omkring Byen, ud paa Marken, ned paa Stranden (S. 86-87).

Helgendyrkelsen skildres. Hvert Menneske havde sin Helgen, som han skulde holde - faste hans Aften, fejre hans Dag. Fattige enfoldige Mennesker kom man til at tro, at Helgenerne aabenbarede sig for Folk og gjorde Jærtegn. "Claus Dæen her uden for København ved St. Anne, som de kaldede, vidste end noget heraf" (S. 87), sml. S.67: Helgenerne "bleve paakaldede, som de havde skabt os eller skulde og kunde forvare os . . St. Blasius for Ulve, St. Brandanus for Vaadeild, St. Gregorius og Sankta Karene for Peblinge og Skolegang, . . Sankta Agata for Spene-Ve [dvs. Smerter i Brysterne], Sankta Apollonia for Tandværk . . . Hvo kan opregne dem allesammen, efterdi at der var ikke ét Menneske, én Stad, én By . . som ikke havde sin besynderlige . . Patron og Frelser, som man paakaldte i al Nød og Trang; som disse syv Biskopstifter her i Danmark havde syv Patroner, som skulde bæres paa Axele og paakaldes mod Ild, Vand og mod alle Guds Elementer og Kreatur, naar Behov gjordes. Du maa spørge mine Byfolk, vore Riber ad, om den kronede og forgyldte Trægud St. Lambert . . ." .

Om Skærsilden siger Palladius: "Her er Grundsuppen, her hængte det paa alt sammen", og han fortæller, hvorledes man mente, at de efterlevende kunde "stække og forkorte" de dødes Pinsler ved Pengegaver til Kirken, ved Sjælemesser, ved at fejre Aartiden (dvs. den aarlige Sjælemesse) for den Døde - idet man bar Røgelse omkring en Forhøjning ("Ru") med en tom Ligbaare, hvorover der var lagt et sort Klæde, stænkede Vievand paa den og sang Libera me Domine derover (S. 88).

Vi hører om Troen paa Gengangere. De dødes Sjæle kommer om Natten til de efterlevende; sukker, græder, 13 stønner og giver sig, idet de fortæller om deres Pinsler og meddeler de efterlevende, hvordan disse kan mildne deres Kaar gennem Bøn og Almissegerning, Valfart til hellige Steder, Lystænding paa Graven osv. (S. 88).

Vi hører om Pilgrimsgang til Helgengrave og hellige Kilder, til hvilke de valfartende skænker Vox, Hør, Hamp, Staal, Guld, Sølv, Penge osv. "Ved denne Pilgrimsgang er mange Købstæder opbyggede udi Tyskland . . saavel som i Danmark og andetsteds" (S. 89).

Endelig skildrer Palladius Reliquie-dyrkelsen: "Hvad dette var for et Bedrageri om Jomfru Marias Mælk udi mange Steder, saa at hun har intet andet kunnet gøre i sit ganske Levneds Tid end sidde og drage sine Spener ud og skænke Mælk fra sig . . lige saa om Sankta Barbaræ Hoved i mange Steder, om Stykker af det hellige Kors i mange Steder . . Ogsaa her i Danmark om det Blod i Bistrup, Sakrament i Falster, om det Afguderi til Sankta Anne, til Si Severin i Jylland, i Sjælland osv. Det er dem alle vitterligt, som noget er kommet til Alder og omgikkes dermed."

Efter at have gjort det af med Folketro og Folkekultus i Kirken angriber Palladius Romerkirkens Dogmatik, idet han viser, hvorledes alle Hovedkætternes Vranglærdomme har fundet Optagelse i denne.

Skønt dette Afsnit af Bogen nødvendigvis maa have taget Sigte paa en snævrere Kreds - Nicolaiter og Ebioniter, Eucheter og Priscillianer kan jo ikke engang af Navn have været den læge Tilhører og Læser bekendt - saa er Sproget dog fuldstændig folkeligt og Emnet gjort almenfatteligt.
Alle disse Kættere - siger Palladius - "finge til Livs igen i Pavedømmet den Tid deres Vildfarelser blev indført af de Romske Paver, som de endnu paa denne Dag sælge ud omkring i Kristendommen og vilde endnu gerne skubbe os den fordærvede og fordømte Kram paa Hænder, nu med Løgn, nu med Sværd, at vi endnu skulde blive usseligere end alle andre Guds Kreaturer, om vi vilde være som hine gerrige 14 Folk, der købe op alt sammen hvad der findes paa Lusetorvet; . . saa vilde Paven, at vi skulde ogsaa købe op altsammen, hvad der er paa hans Lusetorve . . . (S. 91 L. 23).

Papisternes Lære sammenlignes nu med de forskellige Kætteres: Simon Magus' (S. 92), Nicolaiternes (S. 93), Ebioniternes (S. 95), Basilides' (S. 96), Montanus' (sst.), Manicheus' (S. 98), Arrianernes (S. 99), Apollinaris' (S. 100), Eunominianernes (S. 101), Eucheternes (sst.), Donatisternes (S. 102), Priscillianernes (S. 103), Jovinianus' (sst.) og Pelagius' (S. 104).

Saa tit Lejlighed gives, gør Palladius Fremstillingen levende ved at stedfæste Ugudeligheden. Om Nicolaiterne siger han (S. 94 L. 9):
Lærte de ikke saa, at man skulde komme til den og den Sted og der tilbede den og den afdøde Helgens Billede . . Gud give det, at de endnu vilde afstaa her hos os udi dette klare Evangelii Lys at bisse til den formaledidede Sted Bistrup . . og til andre saadanne Steder, udi hvilke Djævlen og Paven have haft deres Kram og holdt Krohus og Horehus for alle dem, som vilde bole dèr med deres Afguder.

Om Montanus siger han, at han var haard og grum mod dem som angrede og ruede deres Synder -
Hvor venlige og hvor mildelige Paven lod handle med fattige Syndere, det vide de vel alle sammen, som maatte hviske Præster og Munke deres Synder i Øret . . . Det er endnu i Mands Minde, alligevel at Ungdommen her hos os ved ikke meget deraf at sige. Salige ere de nu i vor Tid som aldrig saa Munke; dog kunde de unge spørge saa langt, som de gamle mindes: hvo der havde ikke Haanden fuld afgive dem, den saa de kroget paa [dvs. skævt til], naar han kom til Skrifte. (S. 98 L 1).

Sammenligningen mellem Eucheterne og Papisterne lyder saaledes (S. 101 L. 10):
Eucheterne var "en Sekt fuld med ledige og lade Buge og Fraadsere, som sade tilsammen paa deres Kor og sang Psalmer med Mundklammer uden Afladelse . . . Har du ikke her, min fromme Kristne, Pavens Sangheste, Korpræster og Munke, som synge om Morgenen og Aftenen i deres Domkirker og Klostre. Ja de hyle, røde (dvs. ryde, brøle) og tude og kalde det at bede, naar de bruge Mundene fastere, end naar de pleje at synge Vigilias for en død, som ikke er meget fed, thi da faar "Placebo" Patiner at gaa paa . . ." [dvs. da faar Salmen Ben at gaa paa].

15

Kætter-Skildringen slutter med Jovinian, de kristnes Epikur ("saadanne vare ogsaa det Romske Folk med deres Anhængere rette Galte udaf Epikuri Sti og Svinehob"), og Pelagius; og derpaa gives en udførlig Sammenligning mellem Paven og Muhammed: "Mahomed følger nu her næst, saa godt som Pavens Jævnling, ja hans Broder og gode Ven til at forfølge de fattige kristne" (S. 104 L. 15).

Til sidst sammenfatter Palladius sin Fremstilling om Sankt Peders Skib (S. 106 L. 17):
Af alt dette, som nu er opregnet, kan hver Kristen vel agte, dømme og holde den Romske Pave at være den rette Antikrist, og at han holder St. Peders Skib, det er den hellige Kirke, med Vold under sig - mod og ikke med vor Herre Kristo, saa at hans Brud, den Romerkirke, er visselige den Kvinde, som er sat paa det Bæst, der St. Hans taler om i sin Aabenbarelses Bog.

Efter at Palladius gennem Fremstillingen af Kirkens Historie under Pavedømmet har paavist dettes Vranglære, vist, hvorledes St. Peders Skib har været plustret, slaget, væltet hid og did af Storm og Bølger, ja noget nær sunket og gaaet under i Løgn og Tyranni, opbygger han Læseren ved at fortælle, "hvorlunde det er tilsammen klinket og bødet igen udi disse 30 Aar og længere ved den salige Guds Mand Lutherum"; og for at det skal være enhver klart, "hvad himmelsk Kram, der er indført igen i St. Peders Skib", vil Palladius i en Sum bekende sin og sine Kaldsfællers Tro og Lærdom.

Denne "Sum paa vor Saligheds Lærdom" fremsættes kort og klart i 20 Punkter, i hvilke den evangeliske Kristendom modstilles den papistiske Kætterlære (S. 107-111).

I Efterskriften til Læseren fastslaar Palladius, at man ikke maa tage hans Lignelse om St. Peders Skib for bogstaveligt; thi den hellige Kirke er ikke - som Papisterne har villet gøre den til - St. Peders, men vor Herre Jesu Kristi Skib.

16

II.

Bogen om St. Peders Skib er bevaret i to Udgaver: Originaludgaven fra 1554 og et Optryk fra 1615.

1. Originaludgaven bestaar af 17 Ark i Oktav (sign. A-R). Format som Titelbladet (ndf. S. 19). Linjetallet er 22. Udgaven er "Prented i Københaffn"; Bogtrykkerens Navn er ikke meddelt, men Udstyret svarer ganske som i de foran udgivne navnløse Tryk til samtidige Tryk af Hans Vingaard; jf. Bind II S. 312, 331, 370.

Paa Titelbladet findes et Træsnit af Gud Fader i Skyerne, med Omskrift: Ego sum Dominus omnipotens. Paa Titelbladets Bagside er Herluf Trolles og Birgitte Gøes Vaaben gengivet.

Tre Exemplarer af denne Udgave findes paa d. kgl. Bibliothek i København.

2. Udgaven 1615 bestaar af 19 Ark i Oktav (sign. A-T). Format som Gengivelsen af Titelbladet (S. 17). Linjetallet er 20. Paa Titelbladets Bagside (se Gengivelsen S. 18) findes et Træsnit af Jesus paa Korset, ved Korsets Fod Maria og Johannes. Paa sidste Blad staar, at Bogen er Prentet i Helsingør/ Aff Peder Huæn. M. DC. XV. Paa sin egen Bekaastning/ Oc findis hoss hannem til kiøbs.

Udgaven er et ordret, men ikke bogstavret Optryk af Originaludgaven. Exempel paa ortografiske Ændringer er: Dygd > Dyd, arbyster > Armbyster, thu > Tow, ferne Land > Fæderne Land, klenodier > klenodier, huouidkalds > Hoffuitkulds, forlaassit > forlossit. Aabenbare Trykfejl er som Regel rettede: sterngde > strengde (ndf. S. 63 L. 32), hoffari > Hoffart (ndf. S. 76 L. 21), udskast > udkast (ndf. S. 83 L. 15) m. fl., derimod er de talrige fejle Henvisningstal til Bibelcitater bevarede ligesom mere skjulte Trykfejl som Navnet paa Simon Magus' Frille Silene for Helene

17

(S. 93 L. 10) o. l. Den i Originalen tilføjede Trykfejlsliste (ndf. S. 115) er strøget, men betegnende nok for Optrykkets Art, er de deri meddelte "Vildelser udi Prenten" ikke rettede i den ny Udgaves Text.

18

Exemplar af denne Udgave findes baade paa d. kgl. Bibl. og paa Univ. Bibl. i København.

19
21

Erlig och Velbyrdig Mand Herloff Trolle til Hillerødsholm Kongelig Maiestats Befalnings Mand/ paa Øre Kraagen/ ynsker Ieg Peder Palladius Doct: S. S.

NAade och Fred aff Gud Fader/ ved Iesum Christum. Kære Hermolae gode Patron oc sønderlig gode ven/ effter en euige tacksigelse for alle Velgerninger/ Ære och Dygd/ som i oc den fromme quinde Frw Berethe Gøye/ eders kære Hustru/ haffue beuist: imod mig/ vil ieg haffue eder ihw draget dette Mantuani verss Si qua placent/ abeunt/ inimica tenacius || hærent.

* Det gode mand skeer/ bliffuer snarlige forglemt.

* Det onde mand vederfaris/ vdi hiertet inderlige gemt.

* Der faar dragis mig vel til minde/ huad haffs nød wi vaare vdi/ nu i dag ti Aar/ Eders salige Fader/ Erlig oc velbyrdig Mand/ oc Streng ridder Her Iacob Trolle/ i / oc ieg/ der wi vaare til Skibs paa Belt til hobe/ fra otte slet faar middag/ oc til sex slet effter middag/ vnder Guds verlig/ regen/ liunild/ Torden/ staarm oc blest/ den ganske dag igennem/ der Gud maatte sig offuer forbarme/ saa at Pompen bleff wklar/ oc de try tackeler/ som vaare til veyrss bruste offuer tuert oc knuppe i synder/ som mand haffde skut try arbyster vdaff/ oc seylet vd faar borde paa den anden side/ oc nogle aff vore karle met/ som || wi droge ind igen met seylet/ oc maatte wi saa fare faar vind oc voffue/ til wi kumme i smult Vand imellem Raarsøer oc Skielskøer/ oc maatte der kaste Ancker vd oc ligge oc bøde tackel oc thu igen/ icke lender fra lander/ end som mand kunde kaste met en Sten/ oc wi kunde icke alligevel naa Landet vden wi vilde haffue sæt Skibet der/ 22 icke vden vort Liffs større fare/ end som wi vaare da vdi/ Huor faare/ wi maatte til søess igen hen vd mod Sproffue/ oc siden tit oc offte Loffuete før end wi aff Guds Naade kunde naa ind til Kaarsøer om afftenen i saa maade/ at der vaar icke en tør traad paa oss etc.

* End dog min fromme Herloff mange andre haffue verit vdi større Haffs nød/ oc liffs fare end wi vaare paa den dag/ som ocsaa den hellige Prophet Ionas/ Ia vor Henris Apostler || Matth: viii. oc den hellige S. Pouel Apostel/ dog vaar dette icke en ringe fare paa Belt/ der haffuer mangen fra sin dawre velt/ som mand siger/ og ieg der faare kand icke forglemme den dag/ men met en idelige tacksigelse/ bekende Guds Naade oc miskundhed/ som redder oc friir dem/ som hannem kalde paa/ ocsaa i haffs nød/ Psal. Cvii. Qui mare nauigant etc. Kære Herloff/ til en ihowkommelse/ at wi haffue verit til skibs i saa maade til hobe/ viste ieg ingen/ ieg vilde helder dedicere oc tilscriffue mit arbeyde/ end eder/ om S. Peders Skib/ som ieg haffde her i Prædickestolen vdi Københaffn/ imod den vaanbrug/ som dette merckelig spraag/ S. Peders Skib helder vel tit/ men det syncker icke fordi strax/ haffuer veret vdi hoss Paffuen vdi Rom/ som met it løgenactigt haab/|| haffuer trøstet sine Creatur der met/ saa lenge til de syncke til baanden alle sammen/ nid i helffuedis affgrund/ som icke komme i det rette S. Peders Skib/ met vor Herre Iesu Christo. Thi ingen maa velde sig der til/ som hører den menige mand til. Nu hører S. Peders skib den gandske Christendom til/ Der faar haffuer icke den Romer kircke mact/ at velde sig samme skib til/ for det haffuer verit deris nogle hundrede Aar/ icke anderledis/ end som vnder nogle Sørøffuere/ der gribe oc fange it Skib vdi Haffuit oc holde det siden met vold vdi vanbrug/ effter deris egen vilie oc begering/ Lige saa haffuer S. Peders Skib værit vnder de Romske Sørøffuere/ Paffuer/ fra en Person oc til en anden/ mere end vdi ni hundrede Aar/ som klarlige beuisis vdi disse Prædickener/ met scrifft oc || skiel/ Først at S.Peders Skib hører den gandske Christendom til/ fra første Verdsens begyndelse/ met gode gamle Lauheffds

        

23 breff/ som hun haffuer der paa. Der til met/ at det hører inted den Romer Kircke til/ vden som it veldigt Roff/ der mand faar nu fra dem igen met rette. Huor faar at de tøre icke rose sig aff S. Peders skib/ huad heller det helder/ eller det siuncker/ End dog det siuncker aldri. Thi det er bygget paa den faste Kiøl oc grunduol/ som er Christus Iesus/ hues lerdom/ døds oc pinis verdskyld de forskyde/ oc henge sig hen/ ved deris egne Gerninger/ vden faare S. Peders Skib/ saa at de seyle bag roret oc icke i skibet/ Kære Herloff/ dette stycke arbeyde vdi disse predickener/ om S. Peders Skib/ skencker ieg eder til en tacksielse/ oc vil det gerne forbedre vdi fremtiden aff min fattige formue/ bedendis eder gerne/ at i dette || ville annamme tacknemmelige/ forhaabendis at det bliffuer til gaffns oc til Guds ære. Vor Herre Iesus Christus styre selff oc regere sit Skib oc Kircke/ ved sit hellige Euangelium/ oc foruate det fra Røffuerens hender/ offuerfaldelse oc plusteren/ fra nu oc ind til euig tid amen/ Hannem eder befalendis til euig tid
amen. Screffuit i Københaffn vdi Rigens Herre dage
S. Hans Baptistes Dag. Aar etc.
M.D.Liii.

Faartalen

AArsage til dette arbeyde i denne bog/ ere tho/ den første giffuer oss tiden/ det er denne femte Søndag effter Hellig Trefoldigheds || Søndag/ paa huilcken det Euangelium om S. Peders Skib falder/ som S. Lucas Euangelist scriffuer i sit femte Capitel. Iesus stigede op i it Skib etc.

* Den anden Aarsag giffuer oss den Vanbrug/ som dette Euangelium et vonbrugt met/ saa vel/ som de andre Søndagers Euangelia/ om Aarit. Thi det er io storlige behoff/ at wi paaminde huer andre/ huorlunde at dieffuelen haffuer sæt 24 en Voxe nese/ det er/ en falsk forstand/ ved sine Papister oc Muncke/ paa huert Søndags Euangelium/ saa vel som paa andre steder i den hellige Scrifft/ Oc i onde maade saaet sine klinter iblant det gode Korn/ at hand der met kunde tage ordit aff hiertet/ paa det mand skulde icke tro og bliffue salig/ Dette beuise vel deris egne bøger/ at her gøris icke mange exempler behoff. ||

* Det Euangelium om det brulupe vdi Cana/ bleff hen vent mod Ecteskab/ oc til at splide oc riffue Ecteskab i sønder/ at Paffuedommet kunde disbedre bliffue ved mact oc det met den store løgen (som Dieffuelen er en løgnere oc en fader til løgen) om S. Hans Euangelist oc S. Maria Magdalena etc. at hand vaar brudgommen oc hun vaar bruden/ oc at Christus skulde haffue taget hannem til sig oc saa skildt det Ecteskab at etc.

* Det Euangelium om den tredske Foget/ der forkom sin hosbondis gods/ bleff hen vent til Gerningers Retferdighed faar Gud/ etc.

* Lige saa dette Euangelium om S. Peders skib/ vaar hen vend til den Rommer Kircke/ saa at de wgudelige Paffuer haffue it ordspraag der om saa lydendis/ S. Peders skib helder || vel/ men det siuncker icke fordi/ det er/ Den Romer Kircke lider vel mangen anstød/ men hun bliffuer dog ved mact.

* Vdi saa maade kand Dieffuelen mesterlige velde sig oc sine det til alt sammen/ som hører den gandske Christelig Kircke til. De Romske Paffuer gøre lige saa i den maade/ som hine Sørøffuere/ der met vold oc mact røffue oc tage paa deris hals vdi haffuet det som dem icke hører til/ ind til de bliffue grebne/ da faa de at slippe det de haffue røffuit/ oc miste saa halsen til met. Saa gaar det til paa denne dag. Den Romske Sørøffuer maa nu slippe S. Peders skib/ oc icke aleniste faa wtack for sit skalckhed/ men holdis ocsaa i fengsel/ hoss alle fromme hierter/ oc den hellige Kircke faar sit igen oc seyler fra de røffuere.

* For disse tuende Aarsager/ tog || ieg mig faare /at predicke 25 om S. Peders Skib/ Oc acter ieg nest Guds hielp/ met scrifft oc skel/ at affuerie den Papistiske vanbrug/ ocsaa her hoss oss/ at wi icke lengere skulle lade oss lure oc bedrage til vor euige skade.

* Thi oss ligger mact der paa oc det gelder oss ocsaa/ om wi ville tencke oss ret om. Der faar sagde Christus/ huo der haffuer øre at høre met hand høre vel nøye til.

* Først er det en sand tale oc it vist ordspraag/ som saa lyder. S. Peders Skib helder vel/ men det siuncker icke fordi. De er aff Guds naade kommen til sin rette brug igen/ fra den Romske kircke/ saa at det som Esaias scriffuer/ er den Romske kircke vederfarit Væ dig som røffuer/ thi du skalt berøffuis igen. Oc er S. Peders Skib oc det ordspraag nu i sin || rette brug igen/ Thi den hellige kircke/ som vor Credo melder om/ tror paa een Gud/ som er Fader Søn oc hellig Aand/ oc haffuer een daab/ een Christum/ een Tro etc. Oc der faar er hendis lycke saare tynd her i Verden/ saa at det er en møsom vanderen oc en farlig Seylatz aff en haffn oc til en anden/ faar vind oc voffue. Oc lignes hun der faar/ ved et skib/ som er vde fra Landet/ vnder staarm oc byllier/ oc Folck staa paa haffuebredden/ og see/ huorledis det slas oc driffuis faar veyret/ lige som det skulde strax skiltes at/ oc brydis i tusinde stycker/ det er/ de dømme saa der om/ lige som Gud vilde inted skøde det/ effterdi ath hand lader det saa fare/ faar vind oc voffue. Der faare lade mange sig tycke/ at de ville helder staa hoss haffuit oc see til/ end at de || ville vere met vdi Skibet vde paa haffuit.

* Oc til denne lignelse bruger mand gerne S. Peders Skib/ for det Lucas scriffuer vdi denne Søndags Euangelio. Iesus stigede op i it Skib/ som hørde Simon til/ oc bad hannem ro lidet vd fra Landet/ der faar kalder mand den hellige Kircke S. Peders Skib/ huilcket er vde fra Landet/ oc vor Herre Iesus er dog der vdi met/ det er/ hand lader sin Christen Kircke fristis oc er dog icke fra/ men hoss hende/ ind til Verdsens ende/ oc da skal hun siden vere met oc hoss hannem i 26 Himmelen til Euig tid/ oc hun der offuer maa lide forfølgere her paa Iorden/ oc aff mange forladis. ||

* Som nu skeer hoss vore Naboer i Tydskland/ der helder S. Peders Skib/ der er den Christelig Kircke i vaade oc fare paa denne dag/ oc mange staa der hoss paa Landet/ paa det tørre/ oc ere trygge oc see der til/ som ville dog icke giffue sig til hende/ oc lide nogen forfølgelse met hende/ Thi de see ocsaa det/ at de mectige Potentater/ som mest skulde staa met hende/ henge ved den Romske Paffue oc der faar mene de/ at det skal nu ville vere met hende/ oc at hun skal nu aldelis siuncke ned til baande.

* Men de rette oc retsindige fromme Christne/ som ere i S: Peders Skib de feste øyen paa Styremanden/ som er vor Herre Iesus Christus/ oc der faare bliffue de ved oc tencke/ lad staarme oc bruse huor meget det vil/ skibet helder vel/ men det | siuncker icke fordi.

* Men effterdi at wi ere ocsaa i det samme Skib/ bør oss at vere visse der paa/ at det er sant/ at det Skib/ som wi ere vdi/ kand icke siuncke/ alligevel at det helder vnder tiden/ lige som det skulde siuncke/ Der til kunde alle Historier i den hellige scrifft tiene oss/ som beuise huorledis denne Skiper/ Styremand oc høye Baasmand Christus Iesus met sin Himmelske Fader haffue styret dette Skib oc holder det i sin Framferd/ fra haffn oc til haffn/ fra sted oc til sted/ aff første verdsens begyndelse oc til denne dag/ oc vil det samme gøre ind til Domme dag/ som er icke langt borte oc det er vdseylet i sted.

* Thi Skibet er gammelt vdi dette siette tusinde Aar/ oc formaa icke meget i sted. ||

* Dog findes der end nu en sterck Køl/ oc tette borde vdi/ oc gaat redskab/ Fordi/ at Gud er selff til stede oc seer til met/ at samme skib holdis ved mact/ oc hans kære Søn disligeste ved sit hellige ord som mand griber fat paa met Troen/ oc kommer saa igennem til den rette haffn/ det er til det euige liff oc Salighed.

* Men Pauens Skib/ som hand seyler vdi/ er tilhobe klincket met løsd timmer/ det er/ met Menniskens Lerdom/ ia met 27 Dieffuelens lerdom Oc baade Staffnen oc effter tæcket ere fulde/ met Pauer/ Cardinaler/ Biscoper/ Abeder/ Prierer etc. Oc bugen i Skibet er fuld met Muncke/ nunder/ Alterprester som den wgudelige Malning/ der om er malet/ giffuet klarlige til kende.

* Der faare effterdi at den Papistiske || skib er fuld met Sørøffuere/ oc Sælemordere/ da er det høy tid at fly fra det Skib/ oc giffue sig ind i det andet rette Skib/ som aff den hellige Scrifft haffuer ret oc sant vidnesbyrd/ at det er det rette Skib/ der mand skal seyle vdi/ til det euige liff.

* Men paa det at huer kand kende ved sig/ som mact ligger paa/ huad helder hand er i det rette eller vrange Skib/ ville wi see huilcket det rette er/ Oc huo der er vdi.

* Effterdi at det er io S. Peders skib/ som vor Herre Iesus er vdi/ da er det ocsaa klart/ at alle de ere i dette Skib met vor Herre Iesu/ som holde ved den lerdom/ som er obenbaret aff Gud oc bescreffuit aff de hellige Propheter oc Aposteler/|| oc de lade den lerdom icke forkrencke eller forfalske i deris Hierter met nogen menniskelig lerdom/ oc de saa ved samme lerdom paakalde Gud met en god samuitrighed/ tacke hannem etc.

* Disse/ siger ieg/ ere alle sammen/ vdi det rette S: Peders Skib/ det er/ de ere Borger vdi Guds meninghed/ ihuor de findis at vere oc ved huad lycke/

* Dette kand beuisis aff de Fire hoffuit sager/ oc der nest/ aff de omstændeligheder/ som denne lerdom haffuer om sig.

* Den første sag/ som kaldis Caussa efficiens er denne/ at den rette Skibbygger oc Eyermand til dette skib er Gud Fader ved sin Søn oc || den hellig Aand/ Thi hand baade kaldede oc bygde den hellige Christelige kirke/ den tid hand sagde det løffte fram om sin Søn/ met disse ord/ Quindens Sæd skal knuse hugormens Hoffuid/ Oc met denne røstis bekendelse skilier hand hende aff fra alle Hedninger/ oc hun kaldis der faar Guds kirke/ Christi kirke/ den hellig Aands kirke. Item Guds lerdom/ den Christelig lerdom/ den Hellig-Aands lerdom etc.

28

* Den anden sag/ som kaldis Caussa materialis/ et den hellige Scrifft i gamle oc ny Testamente/ som Christus siger/ Raadsager scriffterne/ Item det bør at fuldkommis om Menniskens Søn som staar scriffuit i Mosi low/ i Propheter oc Psalmer etc. Oc i Apostelers gerninger/ Alle Propheter bære vidnesbyrd om hannem/|| Oc S. Powel siger: I ere bygde paa Apostelers oc Propheters grunduaal/ der aff kaldis den sande lerdom/ det gamle oc ny Testamentis lerdom/ Item Patriarckers/ Mose/ Prophetiske oc Apostoliske lerdom.

* Den tredie sag/ som kaldis Formalts er Lowen oc Euangelium til syndernis bekendelse oc til syndernis forladelse/ vdi vor Børne lerdom/ i S. Pouels Episteler oc andetsteds i scrifften oc kaldis der faar den sande lerdoms rette faarm. Item pænitentzis/ Troens oc gode gerningers lerdom.

* Den fierde sag/ som kaldis Finalis er Menniskens salighed oc Guds Ære/ som Paulus siger. Euangelium er Guds krafft alle dem til salighed/ som tro/ oc Englene siunge: || Ære vere Gud i Det høyeste/ det aff kaldis det retferdighedz/ salighedz oc det euige liffs lerdom.

* Den første omstandelighed er Steden det er Himmelen huor fra den sande lerdom er kommen/ Ioan 3/ der aff kaldis det den Himmelske lerdom.

* Den anden omstandelighed er tiden/ det er den euige tid/ som Esaias siger: Guds ord bliffuer til euig tid/ der aff kaldis det oc den euige lerdom.

* Disse sager oc omstændeligheder beuise det at vere den rette Kirke som denne lerdom haffuer/ oc dem at vere i den rette S. Peders Skib/ som haffue denne lerdom kær oc den effterfølge. Oc tuert om igen ere alle || de vdi det baandløse oc mordiske Pawens Skib/ som forsmaa denne sande lerdom/ oc henge ved Menniskens tradition oc ved dieffuelens lerdom.

* Nu ville wi see/ huor vnderlige at Gud almectigste haffuer ført S. Peders Skib igennem/ i denne Verden/ oc huor tit det haffuer fuld saare heldet oc saa gaat/ som leyet paa siden omuelt/ oc er dog icke siuncket.

29

For det første

* Først vaar i dette Skib Adam/ Abel/ Seth/ Enock/ Cainan/ Malaleel/ Iared/ Mathusalah oc Lamech met deris børn oc affkomme.

* Det er vdi den Christelig kircke vdi første Verdsens begyndelse ved hele tusinde aar ind til Noe tid/ See mig her/ der Gud haffde oprest Mennisken aff det førfte fald oc sæt || hannem i Skibet/ at seyle fram til det Euige liff/ huad skede der?

* Gick icke Cain til oc slo sin egen broder Abel ihiel? oc haffde i finde at velte Skibet om/ oc plat nidsiuncke og vnderstøde den føtste kirke oc meninghed at hun skulde aldri komme lenger fram. Huo kunde da andet dømme/ end det skulde faa en ende met hende? Men Gud almectigste/ som til forne haffde reddit oc friit Adam fra Dieffuelen/ vilde icke nu forlade hans Børn oc affkomme/ men fride ocsaa dem fra det Cainiske blod/ affuend oc onde forsæt/ Oc opuacte en anden Patriarch i Abels sted/ hans egen Broder/ ved naffn Seth/ hannem sette Gud ind igen (som hand bær naffnet met sig) at styre dette Skib ind til Noe tid/ først selff oc saa ved Enock oc andre. ||

* Dette første exempel skal vere oss kært oc trøsteligt/ at i de første tusinde aar/ da helte S. Peders Skib vel saare/ men det sanck icke fordi.

For det andet

* Nu ville wi see det andet exempel/ huorledis Gud haffuer der vdi hafft sig vnderlige nock met dette Skib/ hans Christelig Kirke/ Thi Gud er icke/ som en Timmermand eller bygningsmand/ der bygger it huss op/ oc gaar saa der fra/ Eller som en Skibbygger/ der skillier sig aff met Skibet oc tager sin løn/ oc gaar sin vey/ men Gud bliffuer hoss sit Skib/ oc altid bøder oc læger huad brøst hand finder der vdi/ oc hand støtter oc opholder sin Kirke/ vdi alle haande fristelser oc 30 anlaab/ Som hand icke || helder forlod verden/ der hand haffde skabt hende/ men ocsaa nu paa denne dag lader sin Soel skinne offuer de gode/ oc offuer de onde/ oc ladet regne offuer de tacknemmelige oc wtacknemmelige/ Meget mindre forlader hand sin kircke her paa Iorden/ men vil holde hende fram til den tid/ at Verden skal forgaa aff Syndild/ som hun i dette exempel forgick aff Syndfloden/ Oc siden vil Gud haffue samme hans Kirke vdi Ære til euig tid.

* Der nu Seth/ Enock oc deris ienfflige vaare hiemfarne til det euige liff/ sick S. Peders Skib atter en anstød/ op til hine suare klipper/ som kaldedis Enachims folck eller Kemper/ da maatte der en anden Styremand til/ aff Guds faderlig Forsiun/ Det vaar Noe/ som maatte || klincke oc bøde paa Skibet/ Ia som sik befalning/ at bygge en Arck til it nyt Saligheds tegen/ som hand arbeydede paa i tiue aar oc Hundrede/ oc predicket dissimellem Poenitentz anger oc ruelse til syndernis forladelse etc.

* Der det vilde icke hielpe (som det icke helder vil hielpe meget paa denne dag/ mand predicker oc er dog imod Ildfloden eller Syndilden som vil komme her effter fuld snart) da lod Gud den ganske verden siuncke oc druckne vdi Syndfloden/ oc vnderlige nock beuarede sine vdualde/ Noe selff ottende/ vdi Arcken som vaar den tid S. Peders Skib/ at hand der met/ vilde giffue til kende/ at lige som der bleff ingen ved liffuit aff alle dem/ som vaare vden ved Arcken/ saa bliffuer der ingen || aff alle dem ved det Euige liff/ som ere vden ved den hob/ som annammer det hellige Euangelium/ som den hellige Scrifft alle vegne bar vidnesbyrd om/ oc S. Pouel siger/ Dem hand vdualde/ dem kaldede hand. etc.

* Men huer giffue her act paa/ huorledis at Arcken førdis offuen paa vandet/ oc sloes oc stottis hid oc did aff Bylier/ vdi staarm oc blest vdi stor haffs nød etc. Lige saa er den hellige kirke/ af Gudz besønderlig raad/ altid i voffue oc fare/ oc alligeuel bliffuer hun ved/ oc icke forgaar/ S. Peders Skib siuncker icke/ om det end helder/ Thi hand vil lade sin kircke saa ansees oc kendis/ oc beuiser det altid/ met visse oc sande 31 tegen/ som icke kunde feyle/ Oc lige som hand her kom Noe ihy/ oc dem som vaare vdi Arcken/ saa kommet hand ocsaa || i dag/ sine ihu/ i huor de ere adsptredde/ oc huor faa eller mange de ere/ som høre oc beuare den sande lerdom/ oc den beuise met deris paakaldelse oc bekendelse/ Ia som hand sende Dwen igen til Arcken met en grøn oliquist/ betegnendis der met sin gunstighed imod Noe oc hans/ saa finde wi det samme ocsaa paa denne dag.

For det tredie

WI haffue hørt den hellige Kirkis begyndelse oc framferd/ faare oc effter Syndfloden/ nu ville wi aff Guds naade høre videre/ det tredie exempel/ huorlunde der er vnder tiden sæt it bord eller thu til S. Peders Skib/ oc stundom er tagit it eller thu der fra igen. Det er || huorledis den Christelige kirke er formeret oc bestyrcket/ oc atter igen forringet oc formindsket til oc fra/ nu met faa nu met mange/ oc end dog lerdommen oc paakaldelsen haffuer altid verit eens/ men lycken oc framgongen haffuer verit wlige. Herberiger oc haffner haffue icke verit lenge varende til sammel/ alligeuel at der er dog altid/ nogen sted/ nogle som lære oc høre den sande lerdom/ huor fra Ordet kand henspredis til andre folck.

* Det ville wi nu høre om de hellige Pattiarcker i dette tredie exempel.

* Der Noe haffde sidet ved Styret noget nær vdi try hundrede aar/ vd paa hans alderdom fra den tid hand gick vd aff Arken/ oc det andet tusinde aar aff Verden vaar borte/ da begyntis atter en Staarm/ Iling || oc veyrkul offuer S. Peders Skib/ saa at Gud maatte først adsprede de wgudelige hen offuer den ganske Verden/ vdi atskillige tungemaal/ Oc da maatte Sem/ Noe Søn/ til Styret/ oc strax der effter met hannem Abraham som bleff vdkaldet aff Gud/ vdaff den stad Vr i Chaldeæ land/ at hand skulde seyle eller fare hen til Canaans land. Der kom S. Peders Skib vdi en haffn/ men 32 meget wrolige/ thi det varede icke lenge/ Der vaar vel den rette oc sande lærdom oc Gud loed bøde oc opklincke sit Skib der igen/ met en ny Foriettelse til Abraham saa lydendis/ vdi din Sæd skulle alle Folck velsignes/ Oc hand fick saa Sem oc strax der hoss/ Abraham/ Isaac oc Iacob det at føre oc styre.

* Men see huor tit det maatte helde/ der Patriarckerne maatte fare || oc flacke fra en sted oc til en anden/ Huor tit maatte Abraham i sin tid oc Isaac i sintid rycke op oc ligge vd/ oc fare fra Canaans land oc til Egypti land/ oc til bage igen? Huor tit vaare Styremendene i liffs fare? nu hoss Pharaonem/ nu hoss Abimelech i Gerar/ først Abraham oc saa Isaac? Ind til saa lenge at Skibet haffde ingen platz lengere paa den tid vdi Canaans land/ Men Iacob maatte til Styret oc seyle der fra met halffierdesinds tiue personer hen ind vdi Egypten oc haffde Guds salige ord met dem/ Saa vnderlige loed Gud sit ord hen spredis fra en sted til en anden/ som hand gør end nu paa denne dag/ De som ere trette oc mette aff Guds ord/ dem tager hand det fra/ for deris wtacknemligheds skyld/ oc giffuer det andre/ som hungre oc tørfte der effter/ Gud raade || vor ferd vel her i Danmarck/ wi kedis oc trettis fast ved Gudz hellige oc salige ord/ tencke sig her effter/ huo lengst leffuer vdaff oss/ huor det vil gaa/ om Ioannis Hiltens Prophetie icke vil bliffue fuldkommen inden en stacket tid/ Wi ere lige som hine fortrædelige Børn der moderen staar offuer met it riiss/ oc vil nøde dem til at æde god mad/ som de side oc vemme ved/ Oc naar hun vender bagen til dem/ da øse de paa huer andre oc spilde madden oc slide skederne paa huer andre/ lige saa bære wi oss at met den Danske Bibel/ som wi dog skulde tage fuldgerne til tacke/ fuldgerne lesse eller lade lesse faar oss der vdi/ Tiden er kortere end wi tencke/ oc Guds ord tagis oss fra igen/ saa at Styremendene seyle fra oss/ somIacob maatte fra Canaans land/ oc ind vdi Egypten. || Huer betencke det til alle gode/ som hannem selff ligger mact paa/ oc lade sig vere aduaret.

* Dog skulle fromme Christne trøstis oc husuales aff dette exempel oc aff disse Patriarchers ferd oc reyse/ betenckendis 33 at ocsaa i dag oc ind til domme dag vil S. Peders Skib bliffue ved mact/ det er/ den hellige Kircke her paa Iorden oc lerdommen beholder nogen sted/ platz oc rum/ huor fra det som hun end bliffuer forstøret oc fordreffuen/ da skeer det dem til gode och gaffn/ som hun kommer hen til igen/ vdi hendis nød/ trang oc vanderen/ Som den tid hun bleff adspred effter S. Staphens død/ oc i dag adspredis fra Tydskland vdi sine Limmer/ oc hen til andre Lande/ som hun icke haffuer veret tilforn/ Heller oc om || hun haffuer end verit der før/ da er det lenge siden/ som vdi Greckeland/ i Valland/ i Hispanien oc Vngerland etc. Er hun icke en sted/ da skal hun vere en anden sted/ der vil icke andet bliffue aff ind til domme dag. Som Christus siger/ Der som de forfølge eder paa en sted/ da flyer til en anden etc. Sandelige siger ieg eder i skulle icke fare dem alle sammen igennem/ før end alle ting bliffue fuldkomne/ det er/ før end domme dag kommer. Saa lenge haffuer hand oc loffuit at bliffue hoss hende her paa Iorden.

For det Fierde.

HEr haffue wi hørt/ vnder forblommede ord oc tale om S: Peders skib/ aff det femte Capitel i S. Lucæ Euangelio/ || at den hellige Kircke er beuarit fra første Verdsens begyndelse/ oc Gud er selff opstiget først i Adams/ saa i Noes och siden i Patriarckernis skib/ som disse try exempler ere vdlagde der om/ Oc at hun er framholden ved Kaarssit/ omuelt paa siden tit oc offte/ men dog icke siuncken.. Nu følger effter det sierde exempel/ om huad lycke hun haffde i Egypten vdi thu hundrede oc femten Aar/ O huor salig vaar Egypten paa den tid/ Huor mange Helligen oc Christne huile deris ben der/ som døde vdi Herren/ vdi saa lang tid/ O huor salig er Danmarcks rige i dag/ der som wi kunde skønne der paa/ som wi ey kunde disuerre.

* Ieg sagde tilforn at det er en almindelig Christelig kircke/ som haffuer een Gud/ een Aand/ een || daab/ een Tro/ een 34 Christum etc. Men ieg sagde der hoss/ at hendis lycke er icke altid ens/ i det at hun maa vandre oc reyse Pelegrims ferd/ fraen sted til en anden/ fra it Folck til it andet/ fra en haffn til en anden. Saa ville wi nu høre Iacobs oc hans søns Iosephs ferd/ seyladz/ oc pelegrims gong.

* Gud loffuede Abraham/ at hand vilde ocsaa forsee hans affkom vdi Egypti Land/ det skede saa i sandhed thuhundrede Aar der effter/ ved Iacob Patriarck/ Thi hand foer ned til Egypten aff Guds forsiun/ i det at Gud sende hans Søn Ioseph hen faar hannem til Egypten/ oc aff hans tilskyndelse bleff Iacob did kaldit met halfierdesinds tiue Personer de som bleffue saa mange/ paa thu hundrede Aars tid/|| at den tid de reysde der fra igen/ da vaare de sex maal hundrede tusinde fodgongere/ foruden quinder oc børn/ oc det menige Folck/ som haffde slaget sig til dem. Der vaare thu hundrede aar forløbne til forne fra den tid Abraham fick Guds foriettelse oc bleff vdkaldet aff den Stad Vr vdi Chaldeæ land/ oc til Iacob tog ind i Egypten/ oc siden vaare de vdi Egypten andre thu hundrede Aar/ oc det er de fire hundrede aar/ som bemeldis aff Mose oc aff S. Pouel til de Galater.

Men huorlunde vaar deris ferd oc seylatz i Egyptens haffn vdi de thu hundrede Aar? I det første/ som det pleyer at ske/ da gick det dem noget vel met oc de haffde en lycksalig oc rolig huile oc stilhed ind til Ioseph vaar død/ oc den Kong Pharao som || haffde Ioseph kær/ Oc aff huis tilstedelse oc befalning de fore til Egipten/ Thi de leffuede vdi Egypten vnder den Egyptiske landz regement/ vnder deris Low oc Ræt/ for den almindelig fred oc sandrectigheds skyld/ men de behulde ligeuel deris egen Religion effter Gudz befalning oc til Gudz Ære/ Thi de Christne skulle altid leffue fredsommelige vnder den neruerendis Øffuerighed/ oc bære almindelige tynge met andre/ dog saa at de lade icke tage Guds ord fra sig/ eller den Christelige Tro/ men langt helder miste liffuit der offuer.

*Vdi den lycksalighed bar Gud Søn dem i liffuit paa sit Skib/ ind til der kom en anden Pharao/ som icke kende Ioseph. Der kom fristelsens tid/ der gick en sort Sky op/ der 35 voxte en staar staarm oc kom it || Mørck offuer S. Peders Skib/ Det Pharao lod det Hebreiske Folck haardelige tuingis/ trællis oc slæbis met kleg oc sten/ vdi den Iern Ouen oc befalede de Ægyptiske Iordmodre/ at miurde alle de nyfødde Hebreiske drenge/ oc der det vilde icke lyckis for hannem/ befalede hand at de skulde kastis vdi vandet oc drucknis/ paa det at folcket skulde icke voxe oc formens hos de Egypter der i landet.

* Den tid/ den trældom bleff stønre/ saa at de skulde gøre huer dag dubbelt saa mange stene som de giorde til forn/ da kom Mose igen ind i Landet/ oc bleff skicket til at vere Pharaonis Gud/ oc til at fri det Hebreiske folck vdaff Egypten/ oc aff den store trældom.

* Der Mose met sin broder Aaron || haffde nu tit oc offte paamint Kong Pharao/ Oc giort iertegen der offuer/ Ia plaffuit Egypten met ti suare plaffuer/ at hand vilde lade Israels folck fare vdaff landet/ da førde hand siden folcket igennem det Røde haff/ ved sex maal hundrede tusinde mand/ oc Kong Pharao met al sin Hær bleff der nidsiuncken i samme røde haff/ Oc Folcket bleff saa befriiet oc reddet der fra ved en Skystøtte om dagen/ oc ved en Ildstøtte om natten.

Denne vaar den hellige Kirkis wlycke oc modgang i Egypten dog icke foruden stor fruct/ i det at der bleffue mange aff det Heynske folck i Egypten salige ved Israels folckis lerdom oc Tro/ Hues Been der huilis til sammen i Egypten ind til Domme dag/ Thi Guds ord/|| siger Esaias/ predickes oc høris icke forgeffuis/ men annammis oc gør fruct vdi de Troendis Hierter/ Dette er end ocsaa vor trøst paa denne dag/ vdi denne store wtacknemmelighed/ oc Guds ords foractelse/ som her er vdi Danmarck/ Gud bedre det. Nu vel/ S. Peders Skib helte vdi Egypten/ men det sanck icke der/ saa gør det icke heller her/ Men de wgudelige foractere/ oc forfølgere mue visselige vente sig Pharaonis straff/ eller den der verre bliffuer. Huer rette sig i tide/ som hand vil icke gieide vide.

36

For det Femte om Mose tid.

NV ville wi see/ Huorlunde Mose sad ved Styret/ oc førde S. Peders Skib igennem Ørcken i fyretiue Aar. Thi her til er || seylet vdi halff tredie tusinde Aar/ nu følger her effter halff anden Tusinde aars Seylatz/ ind til Christi tilkommelse vdi sin Ærefulde Mandom/ saa at det halffue tusinde strecker sig hen til Kongernis tid/ oc siden det hele tusinde til Christum/ oc til enden paa det gamle Testament. Gud unde oss naade til/ at tencke oss til bage/ at wi kunde see oc høre huor vnderlige/ huor veldelige/ oc huor faderlige Gud haffuer handlet met sin Christelige Kircke oc hendis Limmer/ nu paa det sette tusinde aar/ Forhaabendis/ Ia visselige troendis/ at hand lige saa holder det vd met hende/ til Domme dag/ dog vnder kaarssit/ och mod alle hendis Fiender/ wuennere oc forfølgere.

* Der nu Mose haffde ført folcked egennem det røde haff/ oc || giort Gud en tacksigelse der faare/ da ledde hand Guds Folck egennem Ørcken/ det er/ egennem nogle skarpe oc skrubuordne Steder emellem Egypten och Canaans Land/ Der maatte den ypperste Økibmand det er/ Gud selff megit lide aff det wtacknemmelige oc genstridige folck/ Hand giorde Vandet søt faar dem vdi Mara/ Hand gaff dem Man at æde/ oc Vacteler i store hobe offuerflødelige nock/ Hand gaff dem Vand aff den horde sten oc klippe at dricke/ Oc Christus vaar den samme klippe/

* Item hand gaff dem Lowen paa Synai bierge/ oc tolff Førster offuer de tolff Israels slecter met andre regentere/ som vaare Mose til hielp oc forleskelse/ Oc hand visde Mose paa Bierget en fadzun och maade/ huaarlunde Tabernackelen || skulde byggis/ deris skw oc kleder bleffue icke sledne vdi de fyretiue Aar/ oc hand bar offuer med dem/ i saa lang tid med omskerelsen etc.

* Men huad lidde den hellige Kircke disimellem vdi den 37 seylatz? Vdi den fierde Mose bog opregnes xlii. leyrer vdi deris pauluner/ der som Israels folck bleff en tidlang i huer sted/ lige som vdi en haffn om huilcke leyrer S. Hierom: screff en hel bog. Huad lidde de oc disimellem i same lange vandring/ oc reyse aff deris fiender trint om kring dem/ vdi de omliggende land/ som vdaff de Amalechiter/ Edomiter/ Moabiter/ Ammoniter aff kongen aff Basan/ oc aff de Philisteer? Det finder mand altsamen udi den fierde oc femte Mose bøger/ ind til Iosue tid som kom/ strax effter || Mose/ der faare ville wi ocsaa haabe som i dag leffue paa Guds naade oc hielp/ at hand ocsaa vil føre oss igenem denne ørken/ oc iemer dal/ som wi nu vandre vdi/ oc det mod vaare fiender oc vnder kaarssit etc.

For det siette om Iosue tid.

* Der nu Iosue strax effter Mose død/ bleff Styremand/ da indledde hand folckit i det foriette land det er/ i Canaans land/ oc hand skibede dem offuer Iordans flod vnderlige nock/ oc der de vaare komne i Landet/ fick hand strax befalning aff Gud/ at Omskerelsen skulde holdis ved mact igen/ Hand lagde oc strax de Købsteder/ Iericho/ Hay/ oc Bay plat øde/ Hand slo xxxi. Konger || ihiel vdi Canaans land/ I saa maade/ effter megen Staarm oc suare haffs byllier komme de til den haffn/ som deris forfedre vaar loffuet aff Gud/ at de skulde huile dem vdi/ Der droge de skibet paa Landet oc hengde seylet op at tørre/ som de der ville ligge vinterleye i nogen haffn/ Ia de skyffte Landet emellem dem altsammen effter Guds befalning. Sex Købsteder skilde de fra skyfftet/ som de skulde haffue deris tilfluct til/ som uforuarindis sloge nogen ihiel. Ruben/ Gad/ oc den halffue Manasse slect lode de fare paa hin side Iordan tilbage igen/ effter den pact oc forening som de haffde giort met dem.

* Der opregner Iosue Guds mangefoldige velgierninger/ lige som de der fare til vands kunde opregne huad haffs nød 38 de haffue veret vdi/|| tacke oc loffue saa Gud der faare/ at de ere vel der fra befride/ Gud giffuit at wi kunde ocsaa vere tacknemmelige/ oc opregne och bekende/ huad nød wi haffue veret i/ vdi Paudommen. Gud hielpe dem/ som end nu ere i samme nød. Amen.

For det siuende. om Dommernis tid.

* Men strax effter Iosue død bleff denne rolighed til wro/ de maatte til Søes igen oc vinde seyl op/ oc verie sig huorlunde de kunde for deris fiender vnder sexten dommere. Eblant dem vaare Gedeon oc Samson de ypperste oc besynderligste. Der blesde siu store oc suare staarme offuer dem at Gud maatte forbarme sig der offuer.

* Først Kongen aff Mesopotamia || som plagede dem vdi otte aar/ Oc da fride den dommere Ottoniel dem.

* Den anden staarm vaar met de Moabiter/ som i Atten Aar vaare om borde met dem oc paa det siste bleffue de foriagede aff den Dommer Ehud.

* Den tredie Staarm vaare de Cananeer vdi tiue samfelde Aar/ dem vant den Dommer Barach vdoffuer.

* Den fierde Staarm blesde ind paa Skibet ved de Madianiter oc varede i siu Aar til den Dommere Gedeon stillede dem.

* Den femte Staarm førde de Ammoniter ind paa Guds folck vdi fulde atten Aar/ och Iephthah dreff || dem bort/

* Det siette Staarmueder vaare de Philisteer først vdi fyretiue Aar/ til Samson fick dempet dem.

* Den siuende vaare de samme atter igen/ oc end da komme de flere gonge vdi mange Aar/ ind til saa lenge de bleffue tuingde oc stillede af Samuel den dommer oc Prophet/ aff Kong Saul oc aff Kong Dauid. Oc i saa maade ophult Gud S. Peders Skib/ ved Dommerne at det sanck icke paa den tid alligeuel/ at det vaar i voffue oc fare/ men Fienderne styrte 39 ned/ velte om oc bleffue skudne i hul oc suncke til baande i haffued.

* Den samme Herrens haand er icke forkortet/ som hand haffuer ladet paa kende/ i Tydskland vdi || disse Aaringe/ der som de end nu lowere oc søge effter en god Haffn/ de kunde komme til rolighed vdi/ Gud vnde dem den Amen.

* Aff denne vnderlige beuaring/ som Gud beuarer sin Christelige kirke/ kunde wi io forfare vdi sandhed/ at Gud er icke som en Timmermand/ der gaar bort fra huset/ naar det er bygd/ Men hand bliffuer hoss sin kirke/ oc altid bøder igen hues brøst oc breck der findis hoss hende/ saa at hand opholder hende vdi al hendis modgong oc fristelse. Som hand icke end helder forlod Verden siden hand den skabte/ Meget mindre forlader hand sin Christne kirke som hand forsamler sig ved sin eniste oc kæriste Søns blod/ oc som skal ære oc loffue hannem til euig tid. Der for bør oss ocsaa at trøste oss met disse || exempler/ at Gud ocsaa i dag oc framdelis hen til Domme dag/ vil holde sin Kirke ved mact oc vere hoss hende her paa Iorden/ som Christus siger Ieg vil vere hoss eder ind til verdsens ende. Item Heluedis porte skulle icke faa mact offuer hende.

For det ottende om Kongernis tid.

NU ville wi framdelis høre huorlunde det gick til met den hellige Kircke oc Guds Folck vdi Kongernis tid. Thi her til haffue de verit vnder Patriarchernis oc Dommernis regement/ Nu komme de vnder Kongelig Regemente oc end siden vaare de under Prest Høffdingernis || regement ind til Christi tilkommelse til Verden.

* Nu vil det io gelde for aluore effter at de begerede oc finge Konger oc it konge Rige i Iøde Land/ som Hedningene haffde/ Men det bleff dem til bugbid/ Det haffuer eckon verit saa gaat som leeg her til/ nu vil det bliffue aluors tale/ Men det vil end da bedre bidde i det Ny Testamente/ huo der 40 haffuer Øre at høre met hand høre sig vel nøye til/ huorledis det gick den lille Guds hob/ vdi S. Peders Skib.

* Først skal mand her mercke at disse konger haffde de hellige Propheter til Høyebaasmend i Skibet met sig/ besynderlige vdi det Aandelige Regemente/ som det vaar da it kongeligt Presteembede oc it Presterligt || Rige/ det er/ som skulde holdis ved mact met hellige ting/ met Louen/ met offer oc met foriettelser lige som den Christelige Kircke ved mact holdis ocsaa i dag ved lowen/ ved Euangelium oc de høyuerdige Sacramenter.

* For det andet at mercke/ da vaare Iøderne vnder Kongelige Regemente ved fem hundrede Aar/ alligeuel at den rette Kongelig spir varede siden vdi andre fem hundrede Aar/ vnder Presthøffdinger oc de Machabeer ind til Christus den rette Konge kom selff til Verden.

* For det tredie/ vaare Kongerne ekon tre før end Iødedommen bleff skild at i tuende parter/ som vaare Saul/ Dauid oc Salomon/ met disse tho merckelige Propheter Samuel oc Nathan foruden andre || flere/ Men effter at de tolff Slecter bleffue atskilde vnder Hieroboam/ De thi Slecter for dem oc kaldedis Israel/ oc de tho slecter Iuda oc Beniamin for dem oc kaldedis Iuda slect/ Thi Beniamins Slect vaar noget nær ødelagt paa den tid for den leuitis Hustru som bleff vanbruget til døde oc parteret etc.

* Offuer Israels Folck vaare nitten Konger fra Hieroboam den første oc til Oziam den siste/ alle wgudelige/ oc Kong Achab gick dem alle sammen offuer i ondskab. Vdi hans tid vaar Elias en Prophet offuer Israel oc Helizeus effter hannem/ Oc vnder denne Ozia bleff Israels Folck/ de ti Slecter hen strødde først til de Assyrier ved Kong Salmanasser/ oc siden adspridde hen i den ganske Verden. Det vaar en stor || haffsnød/ den hellige Kircke vaar da vdi/ lige som Esaias ocsaa propheterede hende det langt tilforne oc begred hendis ferd met disse ord/ Vor ondskab haffuer adsprid oss lige som en Staarm veyr etc.

* Iuda Konger vaare atten/ fra Roboam den første ind 41 til Zedechiam den siste. Vnder hannem bleff Iuda henført til Babylon. Det vaar den anden haffsnød och der vaar den hellige Kircke vdi aller største vaade oc fare.

* Iblant disse Konger offuer Iuda vaare nogle faa gode Konger/ som Kong Asa/ Iosaphat/ Ezechias/ Iosias/ de andre vaare noget nær alle sammen wgudfryctige oc onde/ dog vaar Manasses den aller verste iblant dem/ vnder disse || Koniger vaare meste Propheter/ Huer vnder sine Konger/ som langt vaare at opregne. See mig her til huad bistand de hellige Propheter haffue hafft vnder saadanne wgudelige Halse/ som icke hulde met Religion/ men vaare mere hadske til at forligge den/ oc det salige Guds ords tienere/ Der faare maa den hellige Christelige Kirke icke vere saa kielen om hende ocsaa vederfaris det samme i denne tid/ aff dem som hun skulde allermest haffue hielp/ trøst oc bistand vdaff. Thi mand kand icke ellers vide at Christi Rige er it Aandeligt Rige/ vden det bliffuer forfuld aff disse verdslige riger/ Det vil icke andet vere/ Herodes maatte icke lide at Christus vaar fød/ saa mue icke helder hans lige det lide/ at Guds ord/ som Christus predickede skal haffue nogen framgang/ der faare ere de om || borde met Christi wskyldige Børn/ ocsaa i dag/ oc gøre dem al den skade som de kunde finde paa at gøre/ saa at kunde de syuncke S. Peders skib vdi en skedfuld vand/ da toge de icke en spand fuld der til/ Saa gick det oc met de fromme Propheter i deris tid. Siden maatte det straffis baade paa Høffdinger oc paa Folcket i Iøde Land.

* Thi end dog den bolig oc huile vdi Canaans Land/ vaar Israels Folck loffuet oc til sagd aff Gud/ oc dem vaar ocsaa der faare beskicket en herlig Polici oc Lands Regemente/ met Guds Low oc rett/ Dog alligeuel maatte det Folck vere vnder idelig krig oc Aarloff/ oprør oc tuidragt/ at de gode oc Gudfryctige kunde forstaa dem at haffue en anden haffn/ vdi det euige liff.

* Der faare ere de ilde metfarne || vdaff deris Naboer/ de omliggendis hedniske Land stedze oc altid som aff de Babylonier/ Philisteer/Moabitter/ Damascener/Ismaeliter/Egyptier 42 oc aff dem vdi Tyro oc Sidone steder/ vden det/ at de induortis met dem selffue ryctis oc slogis Som Kong Asa oc Kong Baasa ved oprør oc tuidragt/ ind til saa lenge at de ti Slecter bleffue hen strødde vdoffuer den gandske Verden/ men det kom andre til gode. Thi der ved/ bleff den sande lerdom hensprid iblant Hedningne.

* Siden der effter bleff Hierusalem forderffuet/ oc de leffninger aff Israel oc Iuda bleffue henførde vdi Chaldea/ oc maatte icke komme til deris ferne Land igen før end halffierdesins tiue Aar haffde ende/ som Ieremias haffde propheterit der om || langt tilforn.

* O huilcken iammer oc wselhed maa det vere/ at it gandske Landfolck hen føris oc kommer hen vdi ælendighed/ met deris Børn tiunde oc folck/ der som de haffue ingen bolig/ huss/ herbere eller anden verelse/ men skulle haffue deris omgengelse iblant deris hoffmodige Fiender/ som dem haffue offueruundet/ oc hoss en fremmet Tro/ oc hoss it folck met Fremmede Seder/ huor Hustruen tagis met vold/ fra sin hosbonde/ oc Barnet riffuis oc ryckis fra sin moders bryst/ som wi høre oc spøre/ at det gaar til i vor tid hoss Tyrcken met de fattige Folck/ Ia met de fattige Christne aff Vnger/ oc vil recke til oss met inden sex oe fyretiue Aar/ effter den lerde Mands Ioannis Hiltenii Prophetie etc. Alligeuel at || det er nu skiult faar vaare Øyen/ oc der gredis end nu huer dag offuer oss/ aff Guds ords tienere/ lige som Christus græd offuer Ierusalem.

* Der nu de vise vdi Chaldea saae den iammer oc ælendighed/ da hulde de icke saa faare/ at den arme oc wsle hob/ skulde vere Guds folck eller den hellige Kirke/ som verden dømmer altid falskelige om Guds folck.

* Her vaar io S. Peders Skib saa gaat som vndertryct oc nid siuncket vdi huer mands mund/ alligeuel at det siuncker aldri. Thi Gud opholder det som hand loed paakende hoss den Støtte der Kongen aff Babylon loed opreyse/ der de tre vise Personer bleffue kaste vdi den gloende offuen etc. oc mange der faare || trode paa Israels Gud/ end ocsaa aff Høffdingerne/ som den tid effter huer andre hulde Regementet/ 43 der vdi Babylon oc siden de Perser oc Meder/ Som Nabogodonosor/ Euildmerodach/ Darius Medus/ Cyrus/ Artaxerxes/ det er/ Assuerus etc.

For det Niende/ om Machabeernis tid

NV ville wi framdelis faa at høre/ huorlunde det gick den hellige Kirke/ vdi de andre fem hundrede Aar/ som vaare de siste/ faar Christi tilkommelse til Verden/ vnder Prestehøffdinger oc vnder de Machabeer/ vdi

Danielis Vger etc.

* Thi der vaar ocsaa stor fare paa ferde/ at Skibet heldede fuld || saare besynderlige/ der den wgudelige Antiochus vaar om borde met dem/ som Daniel tilforne haffde Propheteret om/ Oc er denne Machabeers tid/ som vaar nest faar Christi mandoms Annammelse/ meget lig denne tid som wi nu leffue vdi/ imod vaar herris Christi anden tilkommelse/ som er til Dommen/ saa at wi faa ocsaa aff denne Histori stor trøst oc husualelse/ der faare ville wi den gerne offuerløbe.

* Effter nu at Iøderne haffde hafft Vinterleye vdi Babylon/ som de vaare hen dreffne vdi haffs nød/ oc det vdi halffierdesins tiue Aar/ da bleffue de vdfriide ved Cyrum Kongen aff Persen/ som haffde offuer vundet de Babylonier oc ført Monarchien oc Keyserdommen til de Perser oc Meder fra de Chaldeer/ || oc da fore Iøderne hiem igen til Canaans Land/ det er/ Iøde Land/ vnder den Første som hed Zorobabel oc vnder den Prestehøffding ved naffn Iosua. Der begynte de da paa ny igen at bøde oc klincke S: Peders Skib/ det er/ de begynte at bygge op igen Staden oc Templen/ effter den ypperste Skibmands/ det er Gud Faders vilie/ som vilde lade sin Søn fødis oc haffue sin Vandrilse oc værilse paa en naffnkundig oc visser Sted/ der faar maatte det Iødske Folck komme til deris Land igen/ oc Ierusalem oc templen maatte fornyes igen/ som der tilforne haffde verit en Politie oc en hellig Sæd/ som Esaias det saa kalder/ det er/ en visser oc 44 sande Guds Kircke oc Menighed/ alligeuel at hun end siden effter at hun kom aff Fenxelet/ bleff mere vanskabt oc saa verre vd/|| end hun giorde mit i sin ælendighed vdi det Babilonske Fenxel/ thi end dog Cyrus Kongen aff Persen loed vdgaa en recess oc befalning/ at Templen oc Staden skulde opbyggis igen/ oc hand gaff dem igen de Kaastelige Kar oc klenødier/ som Nabogodonosor loed tage fra dem aff Templen/ da bleff alligeuel den bygning/ det er/ Templens oc Stadsens opretning forhinderit dem faare vdi thu oc fyretiue Aar/ fordi at Cyrus haffde rustet sig/ oc førde kriig mod de Scyter oc vaar der met forhindret/ ind til saa lenge at der gick en Ny befalning vd ved Darium/ som kom effter Cyrum vdi den Persiske Monarchi/ oc det skede vdi det andet Darii regementis Aar/ oc i det samme aar begyndis Danielis Vger/ det er fire hundrede oc halffemte sinds tiue aar/ || som varede ind til Christum en Første/ det er/ ind til Christus vaar Tredue Aar gammel/ oc begynte sit embede.

* Men huad det vaar for en Seylads/ huad for nød oc wmage de haffde vdi disse fem hundrede Aar/ finder mand klarlige vdi Esræ Nehemiæ oc i de Machabeers bøger. Oc wi som leffue i dag forfare lige saadan forhindrelse paa Guds ords Framgong/ som de forfore oc forsøgte den gong. Ia stor wuillighed/ stor affdragt/ stor had oc affuend/ stor forfølgelse er saa vel nu paa ferde/ som i den tid.

*Disse tho merckelige Propheter Haggeus oc Sacharias hengde hart ved/ hoss Zorobabel oc hoss Iosua oc paaminte oc formanede dem/ at de skulde lade opbygge || Templen oc Staden igen/ men de fordroge det/ dag fra dag/ at det vilde icke fram/ som det skeer ocsaa nu hoss oss/ der mange hande ting maatte vere ydermere beskickede oc vdrette til gaffns oc til Guds Ære/ oc der veries dog faare/ aff de wgudelige/ saa gick det ocsaa den tid til/ ind til saa lenge at Esras Oc Nehemias komme hiemeffter huer andre vdaff Persen vdi Artaxerxis Kongis tid.

* Disse tho/ der de komme til de andre tho/ da gick det faar sig met Templens oc Stadsens bygning/ Gud vere loffuit til 45 euig tid/ at der findis end nogle vdi Øffrigheds Stat/ vere sig huor faa de kunde vere/ som rettelige oc hiertelige mene Guds sag gaat oc ere deris Lands Herrer til hielp oc tilskyndelse || at promouere oc forfremme Religion til det beste/ oc ere end redebone der til/ oc tage end vndertiden en snibbe op/ aff de wgudelige/ oc snababis met dem/ som disse tho giorde Esras oc Nehemias oc Folcket met dem/ der de maatte haffue Mureskeen i den ene haand oc Suerdet i den anden haand/ saa lenge til Templen oc Staden vaare fornyede igen/ Saa vil det icke gaa vdaff foruden Kaarsit oc forfølgelse/ huad mand vil haffue fram til Guds Ære/ der faar bliffuer der/ disuerre/ megit til bage staaendis/ som burde at vdrettis. Ingen vil fortørne hin anden der offuer/ vden en ret Esras eller Nehemias findis der iblant at vere/ som taar trolige oc dristelige hugge sin Nese vdi Sten for Gudz Æris skyld. ||

* Her vaare Guds Folck først vnder Prestehøffdinger eller vnder de ypperste Prester mere end i 300 Aar/ der nest vnder de Asmoneer eller Machabeer mere end i hundrede Aar/ paa det siste vnder de Idumer er/ ind til Herodis tid/ oc til Christi tilkommelsis tid/ icke langt fra it hundrede Aar. Legge disse Aar til sammen/ da haffuer du lxx Daniels vger/ det er/ cccclxxxx. Aar.

* De ypperste Præster vaare tiue i tallet oc alle Aarons Slect/ fra Iosua den første/ ind til Oniam den siste/ som hed Menelaus. Vnder disse Regenter leffuede Guds Folck mere end vdi try hundrede Aar/ som førre er sagt/ oc i den tid førde den Store Alexander Monarchien oc Keyserdommen fra de Perser oc Meder/ til de Græcker/ || effter Daniels Prophetie.

* Men der Alexander vaar død da fulde de aff Syria oc aff Ægypten tit oc offte ind i Iødeland/ oc sloge mange tusinde ihiel.

* Der effter kom Antiochus den blodhund/ vdi den siste ypperste Prestis tid/ som hede Onias Menelaus/ som giorde hannem hielp oc bistand vdi hans Tyranni oc grumhed. Hand plagede Iødeland/ at det vaar aldrig saa plaget til forn/ 46 hand giorde try anlaab til Iødeland/ den første ved sig selff/ den anden ved Apolonium/ och den tridie ved Atheneum.

* Thi først gaff hand sig selff ind i Staden oc i Templen/ met plustern/ mord oc blodstyrtning/ paa || det aller gruseligste.

* Der nest sende hand Apolonium der ind/ at hand skulde lade/ som hand vilde gøre sit offer der/ Oc der met giorde hand it stort Mandmord i Iødeland.

* Paa det siste sende hand did/ en Første ved naffn Atheneus/ met streng befalning/ at de skulde annamme oc ved mact holde Hedningernis oc Græckernis Religion i Hierusalem oc i Iødeland/ oc at de skulde offre oc ede Suinekød/ oc da bleff deris omskerelse dem forbuden vnder deris liffs fortabelse. Her fundis mange/ som vilde langt heller dø/ end forlade deris Iødske Religion/ som den Quinde met hendis siu Sønner etc. ||

* Her reysde sig da op de Asmoneer/ det er/ Matathias met sine fem Sønner/ som vaare Iudas Machabeus/ Simon/ Ionathas/ Ioannes oc Hircanus/ oc de stridde for Folcket mod den tyranni/ som Antiochus brugede oc loed bruge i Iødeland/ Paa det siste leffuede de vnder de Idumeer oc Herodes/ ind til den rette Frelsermand vor Herre Iesus Christus kom til Verden/ sist vdi Daniels vger/ der Keyserdommen vaar førd/ fra de Græcker til de Romere/ ved Keyser Iulium etc.

* Saa førde Gud almectigste S. Peders Skib/ som ieg nu saa kalder/ det er sin Christne Kircke igennem det gamle Testamente fra Patriarckerne oc til Dommerne/ fra Dommerne oc til Kongerne/ fra Kongerne oc til Presterne och || fra dem til Christum/ som er en euige Fader/ en Dommer offuer leffuende oc døde/ en Konge offuer alle Konger/ oc en euige Prest/ ocsaa i dag ved sin Faderlighed holder oss fram/ iblant vore wuenner/ ved sin Dom/ fordømmer vore modstandere/ ved sit Kongedom beskermer oss fra vore Fiender oc holder oss i sit Rige/ och ved sin Prestedom beder for oss/
hoss Gud Faders høyre haand/ at der som wi end helde
oc velte/ da siuncke wi dog icke oc ey helder forgaa/
der paa ere wi fuld visse/ des vere Gud
loffuit til euig tid Amen. ||

47

Den anden part aff denne bog om det ny Testament

HEr til haffue wi hørt/ huorlunde S. Peders Skib der er/ Iesu Christi egen Skib/ den hellige Kircke er foruaret aff Gud/ det gandske gamle Testamentis tid/ vdi fire tusinde Aar til land och vand/ fra første Verdsens begyndelse oc ind til enden paa det gamle Testamente.

* Som fra Adam oc til Noe hen ved tusinde Aar/ der hun huilede sig vdi den første Foriettelse om || Quindens velsignede Sæd.

Fra Noe oc til Abraham ved andre tusinde Aar/ der hun i meddel tid/ vaar vdi Arcken oc kastis hid oc did/ i stor fare. Fra Abraham oc til Iacob vdi thu hundrede Aar der hun vandredde nu i Canaans Land/ nu i Egypti Land.

* Fra Iacob oc til Mose/ vdi andre thu hundrede Aar/ der hun fant en haffn i Egypten oc Ioseph der faar sig/ huilcken haffn der bleff wrolig paa det siste.

* Fra Mose oc til Iosue vdi fyretiue Aar/ der hun vandrede vdi Ørcken.

* Fra Iosue oc til Dommerne/ vdi it hundrede Aar/ der hun || fant en haffn i Canaans Land/ effter at Hedninge vaare vddreffne faar hendis Ansict.

* Fra Dommerne oc til Kongerne vdi trehundrede Aar/der hun bleff offuer falden aff de omliggendis land.

* Fra Kongerne oc til de ypperste Præster vdi fem hundrede Aar/ der hun maatte hen vdi det Assyrieske oc siden hen i det Babylonske fenxel.

* Fra de ypperste Præster oc fra de Machabeer ind til Christum/ vdi andre fem hundrede Aar/ der hun kom igen til Canaans land alligeuel at hun fik mindre rolighed der/ end tilforne.

* Dette/ siger ieg/ haffue wi || hørt huorlunde hun er plaget/ vdi de Keyserdomme paa det siste/ først aff de Chaldeer vdi Babylon/ saa aff de Perser oc Meder/ paa det siste aff 48 de Græcker/ Antiocho oc andre/ dog saa at hun bleff foruaret aff Gud/ at hun bleff ved oc icke forgick eller bleff til inted/ Heluedis porte kunde icke bliffue hende formectige/ som de icke end helder bliffue nu i denne siste tid/ imod Verdsens ende/ det skal inted lyckes hendis wuennere mod hende/ de bliffue endelige forderffuede.

* Nu følger her effter huad den hellige Kirke er vederfaret i det ny Testament oc i det Romske Keyserdom/ Sandelige/ huad der bleff glemt aff Tyranni oc grumhed/ i det gamle Testamente oc i de andre Keyserdomme/ det vederliggis || hende offuer flødelige nock i det Ny Testament.

* Her haffde hun ventit sig bedre lycke oc framgong ind til Verdsens ende/ effterdi Christus vaar nu selff kommen/ oc haffde omvent det gamle Testamentis offer oc skick/ til det Ny Testamentis skick oc det stadfestet met de thu høyuerdige Sacramente/ daaben oc hans hellige Naduere/ Men dis bedre det gick hende met/ paa denne side/ disuerre gick det hende paa den anden side vnder Kaarssit oc forfølgelse/ vnder Dieffuelens oc/ Verdsens mord oc løgen/ som hende lider icke end meget vel paa denne dag i den maade/ det maa vere kerd oc klaget faar hannem aleniste/ som kand oc vil snarlige gøre en god ende der paa ved Domme dag. ||

* Det ny Testamentis tid oc Aar her til/ ere tusinde fem hundrede/ halfftredie sinds tiue oc try paa dette Aar/ som wi lige saa tele/ Oc vaar begyndelsen til disse Aar/ end nu en part/ aff de halfffierdesins tiue Danielis vger/ som ind til Clristum en Første/ som bleff ihiel slagen i den siste Danielis vge/ oc mit i samme vge ophørde Lowen/ det er saa at forstaa/ at Christus Iesus sad selff ved styret i S: Peders Skib/ det er hand styrde personlig selff sin Christelige Kircke vdi sin ærefulde manddom/ met sin lerdom oc vnderlige gerninger/ i try samfelde Aar/ och først i det fierde Aar døde hand paa Kaarssens Galie for vore Synders skyld/ oc strax i det samme Aar lagde Apostlerne Mosi oc det gamle Testamentis Low oc skick || vdaff som vaare ekon figurer til Christi embede oc Testament/ som mand maa lesse i Apostlernis gerninger.

49

* End dog at Christus predickede icke vden i tre Aar/ saa forlod hand alligeuel aldri sin kircke huercken tilforn eller siden. Christus vaar den klippe vdi Ørcken/ der gaff Vand aff sig/ oc Esaias siger aff Christi mund saa/ Ieg bar hende/ oc ieg vil framdelis bære hende. Christus siger selff: Ieg vil icke forlade eder at i skulle vere Faderløsebørn Ieg vil vere hoss eder ind til Verdsens ende.

* Men i disse try aar sancker Christus sin Kircke til sammen igen som vaar adspred vdaff de wgudelige Pharisæer/ Sadducæer/ Essæer oc aff andre Secter/ oc renser hende || igen met sin sande och Christelige Lerdom aff den Pharisaiske surdey/ som hun oc saa i dag rensis aff den Papistiske vildfarelse oc bedrageri etc.

* Huad Christus nu lerde oc giorde met sine Discipler i de try Aar findis vdi de Euangeliske Historier/ som bare vidnisbyrd om hans Lerdom/ miracler/ død oc opstandelse etc.

*Der til met/ huad der er skeet met den hellige Kircke strax effter hans opfarelse til Himmelen finder mand i Apostlernis gerninger/ oc huad lycke hun haffde vnder Anna/ Caipha/ Pilato och Herode/ i det hun effterfulde Christum. Lige som Herodes loed hals hugge S: Hans Baptist/ och som Iøderne vilde sla Lazarum ihiel/ der Christus haffde opreyst hannem || aff døde saa stenede de S: Staffen ihiel oc S: Iacob maatte bucke for Herodis suerd/ der S: Peder nøye vndkom paa den tid/ och mange andre met dem lidde somme døden/ oc somme anden forfølgelse/ spaat/ armod/ slag/ oc atspredelse effter S: Staffens død.

* Dette skede alt met det første/ effter at Christus vaar opfaren/ oc vaar ekon en begyndelse til mere ont/ oc saa gaat som leeg/ ind til Keyser Nero loed huæde sit Suerd til det Christne blod/ der vnder bleff S. Pouel/ der bleff S. Peder kaarsfest/ Oc her skal mand først begynde at tæle trehundrede Aar/ vdi huilcke den hellige Christelige Kirke bleff forfuld/ Pint oc plaget aff de Romske Keysere oc Tyranner. ||

50

For det andet om Tyrannernis tid

SAa haffue wi nu hørt aff Guds naade/ huorlunde den hellige Kirke er beuarit først i det nye Testament/ der vor Herre Iesus Christus selff sad ved Styret/ i S. Peders Skib/ met hans forklarede Manddom/ som hand tog aff Iomfru Maria etc. Der faar ville wi nu see den samme Christelige Kirkis framgong i det Ny Testament/ huorlunde hun haffuer vandrit vde fra Herren/ som Paulus siger/ i denne Verden oc i det Romske Keyserdom/ saa at hun bleff sig altid selff liig i Kaarssit oc forfølgelse. Hun lidde meget ont i de andre Keyserdomme til forn/ som før er sagt/|| men det kom icke her ved/ Her maatte hun drage den røde Kiortel paa/ thi det kaastede blod/ dog kom hun end her offuer met/ aff Guds Naade/ Hand vere der faar loffuit oc Ærit til euig tid. Amen.

* Paa det/ at mand kand disbedre mercke/ huad her effterfølger/ skal der giffuis act paa/ at det Ny Testamentis tid/ ind til denne vor tid/ som wi nu leffue vdi/ skifftis bequemmeligst vdi fire parter.

* Den første part er Christi tid oc alder/ paa hans Manddoms vegne/ her paa Iorden.

* Den anden er Tirannernis tid/ ved tryhundrede Aar.

* Den tredie er Kieternis tid/|| ved andre try hundrede Aar.

* Den Fierde er Pawernis tid aff Rom ved Ni hundrede Aar/ ind til vor tid/ saa at denne tid kand vere den Femte part/ aff det Ny Testament/ oc maa kaldis Euangelii fornyelsis tid/ i disse siste dage mod Dommen/ som Christus propheterede der om oc sagde.

* Oc skal dette rigis Euangelium predickes vd offuer den gandske Verden/ alle Folck til it Vidnesbyrd/ oc da skal enden komme. Her til brugede Gud den salige Martino Luthero/ Det er gruseligt faar de wgudelige/ at det skal prædickis dem til it Vidnesbyrd/ som skal siden strax paa domme dag bære 51 vidne offuer deris wgudelighed/ at de vaare forherdede och || vilde icke tro.

* Saa er nu den Hellige Kircke først foruaret aff wor Herre Christo selff/ som leffuede her paa Iorden i try oc tredue Aar/ Der nest antuordede hand sine Apostler hende/ oc de hulde hende framdelis ved heffd oc mact/ ind til det andet oc hundrede Aar/ effter Christi fødsel/ det er/ til det andet aar vdi Keyser Traiani Regement. Thi da døde S: Hans Euangelist/ som leffuede lengst aff alle Apostler/ oc hand screff de siste bøger i Bibelen findis. Oc da ophørde mirackeler oc den første Kirckis tid/ som kaldedis Primitiua Ecclesia.

* Lige som nu Christus bleff fristet aff Dieffuelen første gong met Sten/ at vende om til || brød/ saa bleff ocsaa hans brud den hellige Kircke hannem liig i det stycke oc i den Fristelse/ i det ath hun bleff tryct vnder Kaarssit i try hundrede aar/ aff Dieffuelens limmer/ som vaare Tyranner/ oc det met Suerd/ hunger oc bester.

* Oc alligeuel den Christne hob leffuede i disse tryhundrede aar/ vnder fem oc tredue Romske Keysere/ saa bleffue dog de fattige Christne allermest plagede oc foriagede/ forfulde oc ihielslagne aff disse thi effterfølgendis Tyranner/ Oc vaar samme forfølgelse saa stor och saa grum/ at det er inted vden leeg met den forfølgelse/ som er vdi Tydskland/ mod Guds ord paa denne tid/ om den lignes ved disse Tyranners forfølgelser. ||

* Den første Staarm och hellige Kirckis forfølgere vaar vnder Keyser Nero/ som vaar den siette Keyser Nero/ oc da vaar der sæt en Skaw offuen ved S: Peders Skib/ saa at det vaar nu fulder met Christet Folck/ det er/ den christelige Kircke vaar da formerit met det hedntske Folck/ som trode paa Christum Iesum vdi Grecke land/ Valland/ i Rom etc.

* Denne Nero vaar en grum Tyran/ som myrde sin egen Moder/ oc giorde mange skendelige oc whørsomme Gerninger/ som vaare mere aff dieffuelen selff/ end aff Keyser Nero/ som aff it Menniske. Eblant andre dieffuelsens gerninger hand 52 giorde/ da forfulde hand de Christne vdi siu Aar/ Den tid Vespasianus met sinSøn Tito lagde || Iødeland øde/ Da loed ocsaa Nero halshugge S. Pouel/ oc kaarsfeste S. Peder/ siden slo den Tyran sig selff ihiel. Sku mig her huilcken rød Kiortel hand førde hende vdi/ oc huorlunde hand foer aff sted met hende/ saa at hand fick it ret Skalcke naffn der aff/ som end nu i dag brugis. Den er en ret Nero/ siger mand/ det er saa meget sagt/ det er en Skalck/ oc naar mand kand icke nock sige aff en Tyran oc Skalck i it Land/ da siger mand at hand er Nerone Neronior/ det er/ hand er verre oc grummere/ ocgør gruseligere Gerninger end Nero giorde/ Gud giffuit at der aldri skulde findis nogle aff hans Børn flere ehuor krafftig at Dieffuelen er i de vantro Børn/ oc gør sine gerninger i dem oc ved dem. ||

* Den anden Staarm och forfølgelse vaar vnder den elløffte Keyser Domitiano/ vdaff hues befalning S. Hans Euangelist bleff forsent til den Øe Pathmos. Denne Flusmecker bleff ihiel slagen vdi sit Pallatz aff dem som haffde besoret sig mod hannem. Det faar saadan ende met Tyranner/ naar de haffue lengst forfuld vor Herre Christum/ hans ord/ Kirske/ Religion oc Tienere/ De vdstyrte blod/ de mue lade deris blod til igen/ oc det vaar end da gaat for dem/ om det maatte der met vere giort/ den euige heluedis ild ere de der effter fuld visse paa/ saa mange/ som sig icke rette oc bedre.

* Den tredie staarm vaar vnder Traiano. De tho første forfølgese skede vdi det første hundrede || Aar/ hen ved halffiersinds tiue Aar/ effter Christi opfarelse til Himmels/ Men disse fire/ som følge nu her effter skede vdi det andet hundrede Aar/ effter Christi opfarelse. Vnder denne Traiano bleff S. hans Euangelist hiem kaldet igen aff den Øe Pathmos/ oc døde vdi denne Keysers regementis andet Aar/ som vaar i det hundrede oc tiuende Aar effter Christi fødsel. Oc strax effter hans død/ bleffue der giorde tre suaare anløb til den hellige Christelige Kirke/ saa at de vilde strax haffue skudet S. Peders Skib i senck.

53

* Den første vaar Suerdet/ som bleff io skarpere oc skarpere der imod.

* Den anden vaar de Romske Biscopers (thi mand viste icke end da aff Paffuer at sige paa den tid) ny traditioner || oc paafund/ som de besuarede det met/ som met Viiduand/ fyretiue dags faste/ Chrissme/ plet i houedet etc. Huilcket den hellige Augustinus siden vdi sin tid klager vdoffuer.

* Den tredie vaar den Ketters Montani vildfarelse/ Her giffue huer act paa/ om det icke ocsaa i vor tid er plaffuit met lige saadanne try anløb/ først met Paffuernis paafund oc traditioner/ der nest met Tyranners Suerd oc forfølgelse oc end ocsaa der hoss/ met Gendøberis vildfarelse/ saa at det maa nu saa vel vdi sin alderdom oc siste tid lide alle honde/ som vdi den tid. S. Ignatius bleff vnder denne Tyran/ hen dømt til at kastis faar bester oc grumme Diur vdi Antiochia der som hand vaar en biscop.

* Den fierde Staarm vaar || vnder den Keysere oc Tyran Seuero/ vnder hannem bleff Leonides Origenis fader met mange andre Martyrizerede oc drebte/Hand døde aff Podal etc.

* Den femte Staarm och forfølgelse vaar vnder Maximino/ oc her miste disse Fromme Biscoper Pontianus oc Anterus deris liff/ oc denne Tyran bleff ihielslagen vdi hans Pawlun.

* Den siette Staarm vaar vnder den blodhund Keyser Decio/ oc bleffue fult Martyres tagne aff dage/ besynderlige/ Sixtus en Romske biscop/ S. Laurentius de Fattiges forstandere i Rom/ Fabianus/ Agatha/ Apolonia oc andre/ Denne Tyran bleff drucknet. ||

* Den siuende Staarm vaar vnder Keyser Vibio/ Hostilio Gallo/ Vdi hans første Aar/ døde Origenes/ och bleff denne Tyran met sin Søn Volusiano ihielslagne.

* Den ottende Staarm vaar vnder Valeriano/ vdi det tredie hundrede Aar/ her bleffue disse Biscoper Lucius/ Stephanus/ Martinus drebte/ oc denne Tyrann bleff Kong Saporis aff Persen/ fodskammel/ naar hand vilde stige paa sin hest/ eller aff.

54

* See mig her til huad den hellige Kirske haffuer lidt vnder disse Tiranner/ dog leffuer hun end nu/ oc de haffue deris løn borte. ||

* Den Niende Staarm vaar vnder Aureliano/ som bleff ihielslagen aff sine egne Tienere. Vdi saa maade fare de blodige nid til Heluede/ som hine Slactere.

* Den tiende vaar vnder Diocletiano som varede vdi ti samfelde aar/ oc her bleffue søtten tusinde Martyres Krunede i en Maaned/ Denne Tyran slaa sig selff ihiel oc tog saa hen effter de andre.

* Saa haffue wi nu hørt begyndelsen aff det ny Testamente/ och den hellige Kirckis ferd oc lycke vdi de første try hundrede aar/ effter Christi fødsel/ der som hun haffde den røde Kiortel paa/ som vaar døbt oc faruet vdi hendis lams och brudgoms blod/ den tid de wgudelige Tyranner lagde dem effter/ oc vilde besegle til/ det salige Guds || ord/ met deris velde oc pine/ som Pilatus beseglede Christi graff til/ at hand
aldri skulde opstaa igen aff døde. Om disse indsegle kand
mand lesse vdi S: Hans Euangelistes obenbarelsis
bog/ fra det fierde Capitel oc ind til det
ottende/ oc der til met de ni Eusebii
bøger vdi Kirskens Historier. ||

Om Ketternis tid.

NV følge her effter de andre try hundrede Aar/ ind til Pauens oc til Mahumeths tid/ Oc i disse try hundrede Aar/ bleff der støt i de siu Basuner/ som S. Hans scriffuer om i sin obenbarelsis bog/ fra det ottende Capitt: oc ind til det trettende/ det er/ Hine mange Kettere/ som lagde den hellige Scrifft vrangelige vd/ effter deris løgen oc falske mening/ saa at S: Peders skib/ der det haffde verit i den haffsuelff/ vnder de thi suare Staarm/ maatte nu støde paa disse klipper/ Det er/ den hellige Kirske/ som vaar til forn ilde plaffuit aff thi grumme Tyranner/ bleff nu forstyret vdaff 55 mange Rettere/ saa at hun lidde her den anden fristelse effter vor herre Iesum Chrishim der Satan førde Scrifften mod hannem || dog i styckeuerck aleniste oc her haffde hun sin huide kiortel paa etc. Thi dette er Satans seduane/ at hand først grummelige offuer falder den Christelige Kirske/ met mord oc manddrab/ siden der effter met smigger oc løgen/ paa det siste met baade dele til sammen. Saa vederfaris oc den lille Christi hob det samme/ først vnder de siu Indsegle aff Tyranner/ der nest vnder de siu basuner aff kettere/ paa det siste vnder de siu Skaale aff den Antichrist Paffuen/ oc aff Mahumet/ dog bliffuer den arme ringe hob alligeuel ved/ oc bier oc foruenter en bedre lycke/ den feyler dem icke paa det siste vdi Himmelen/ der som de bliffue en euig Kirske oc endelige beuarede fra alle saadanne Bylier/ Staarm oc Anlaab.

* Saa ville wi nu giffue oss til || disse try hundrede Aar/ oc her see den hellige Kirskis lycke/ fare oc fristelser/ at Gud kand faa disydermere sin loff der faar/ ath hand foruarer sin kircke stedtze oc altid.

* Der nu den siste Tyran/ aff de thi/ Diocletianus Keyser vaar død/ sist i de try første hundrede Aar/ da kom effter hannem i Regementet en drabelig from Keyser/ den Store Constantinus/ som styrde oc regerede det Romske Keyserdom vdi tredue Aar/ en merckelig lerd oc god Første/ vel optuctet i bogelige kunster oc gode Seder/ Ia vdi al Gudfryctighed oc dydelighed/ Oc der hand vaar omuent til Christum/ skickede hand alting til Veye oc i law igen/ til fred oc enighed i Religion/ som til forn vnder de thi Guds ords forfølgere vaar forstyret oc fordempet. Saa || at S.Peders Skib bleff saa bøt oc ferdet igen/ at alt det fremgangende onde bleff forglemt/ som det skeer naar en god afften kommer effter en ond dag/ Oc it varmt Solskin effter mange mørcke oc regenuordne dage/ Saa kommer dog Gud igen (som hand kom Noe ihw vdi Arcken) oc giffuer en gledelig Stund/ der som wi kunde ekon giffue act der paa.

* Denne Keyser loed beskicke alle vide vegne/ vdi sit gantske Keyserdom den rette Guds dyrckelse vdi vor Herre Iesu 56 Christo/ och at det hellige Euangelium bleff predicket rent oc klart/ oc at Guds ords Tienere komme til deris heder/ oc til en god vnderholding igen/ Oc at de affgudiske templer oc dyrckelse bleffue nedslagne oc ødelagde. Oc i deris || sted gode Christne kircker oc templer opbygde igen.

* Men her er ingen languarende glede i dette liff/ thi hun omuendis snarlige til graad oc sorge/ Gud giffue oss naade/ ath wi kunde det acte vdi denne naadelige tid/ Oc tage tiden vare/ bedre end wi gøre etc. paa det/ at den wendelig tid i gleden maatte snart komme:

* Thi Arrius en Prestmand vdi Alexandria spilte den glede igen Oc forstyrede den gandske Christelige Kircke vdi Greckeland/ tuert oc endelangs oc bleff en Hoffuitketter først i disse try hundrede Aar/ i det at hand sette sig op mod sin Biscop/ oc fornictede Christi Guddom/ oc støtte saa i den første Basune/ aff den Sted i S: hansis Euangelio. Faderen || er yppermer end ieg/ Der bleff da hagel oc ild/ oc blod der iblant menget oc sent ned paa Iorden/ oc den tredie part aff Træene bleff opbrent oc alt grønt Gress forbrent/ saa at der vaare vdi den gandske Christelige Kirke icke flere end disse tho Biscoper/ Alexander oc Athanasius/ som stode imod Arrio den Hoffuit ketter.

* Denne Constantinus loed forsamle til Concilium i den Stad Nicea/ vdi Greckeland/ tryhundrede oc atten lerde mend/ Biscoper oc andre om Arrii Lerdom at dømme paa/ oc om det ord/ [x][x][x][x][x][x][x][x][x]. Oc da lod hand Arrium foruise vdaff Keyserdommet. Men Constantius Constantini Søn loed hannem hente hiem igen oc fordagtinget hans vildfarelse oc Ketteri. Saa mue der alt vere || fem i it huss mod huer andre/ som Christus siger/ Sønnen mod Faderen etc. som denne Constantius vaar imod hans fromme Fader Constantinum.

* Effter denne Constantinum kom den forløbne Christen Iulianus oc bleff Keyser vdi en ond tid/ Oc haffde sig mod de fattige Christne først som en Ræff oc stiden som en Vlff. Thi først brugede hand tredskhed oc surfittighed/ i det/ at hand loed alle Scholer komme paa fode igen/ oc loed det sig 57 saa ansee/ lige som i Constantini tid/ Men strax der effter brugede hand sin Grumhed och loed hente alle framuoxne personer aff Scholerne oc skickede dem hen i Krii oc aarloff/ Oc scseff saa til alle steder at de skulde forlegge deris Tienere som predickede dem Gudz ||ord faare/ Huilcket mange falske Christne skulde vel ocsaa i dag vere rede til ihuor hellige de siunis vnder it falsk skin oc it bøckelers hierte/ vaare ekon Aarloff giffuit/ oc deris Suerd vaare dragit/ da laa straxvort hoffuit i gressit. Wi omgaas met dem/ wi ede oc dricke met dem/ predicke faar dem etc. Saa gaar det nu/ saa gick det den tid til.

*Denne Iulianus stod met de Arrianer lige som Papisterne haffue bistand aff de wgudelige/ i denne tid/ oc hand forfulde de Christne oc kaldede dem spaattelige Galileer/ fordi at vor Herre Christus som de dyrckede/ vaar opfød i Nazareth vdi Galilee Land/ Ia hand loed søge offuer den gandske Verden/ effter S. Athanasium Biscop/ oc vilde haffue død paa hannem/ dog bleff hand || vnderlige nock beuaret baade til land oc vand/ Oc kom end hiem til sin Faar igen/ som hand end ocsaa trøstede dem/ der hand foer fra dem/ met disse ord/ Mine Børnlille verer Trøstige/ det er eckon it taag/ oc gaar snart vdoffuer/ oc ieg skal komme til eder igen.

*Strax effter Arrius haffde faaet en slem død/ begynte hans tuende Discipler at forstyre den hellige Kirske/ Den ene ved naffn/ Eunomius/ Den anden Macedonius ind til Iouiniani Keysers tid/ oc saa forløb sig det første hundrede Aar aff disse try Hundrede aar.

* Thi Iouinianus bleff keyst til Keyser/ Guds Aar try hundrede tresinds tiue oc sex/ der Iulianus vaar stungen i strid/ oc sprette blodet || aff sit saar op mod Himmelen oc gaff sig tabt met disse Ord/ Vicisti tandem Galilæe/ Du Galileyske mand haffuer dog vundet/ Saa pleyde hand at kalde vor Herre Christum. Ia hand vinder lige saa i dag alle falske Christne oc Guds ords forfølgere vdoffuer/ de faa at giffue sig tabt/ spaatte oc styrte/ naar de kunde icke lengere forfremme deris onde vilie/ och tyranni mod de fattige Christne/ 58 Faa Tyranner aff det slag fare fra detis bleseng til heluede/ men faa gerne en wdød aff Verden/ som ocsaa mange bede dem ont etc.

Denne Iouinianus vilde icke før annamme Regementit/ før end den gandske Hær loed sig omuende til Christum som haffde verit wgudelig met/ oc vnder den wgudelig || Tyran oc blodhund Iuliano. Huad/ sagde hand/ skal ieg vere Keyser offuer en hob Paganer oc wchristne/ effterdi at ieg er selff aff Guds naade en Christen? O huilcket Førsteligt Hierte/ oc huilcke førstelige ord/ som ere io verde at effterfølgis/ aff huer Christen Første/ som haffuer Mange wgudelige vndersaatte baade i sit Raad oc vden faare. Det skicker sig saa vel vdi Guds ansict/ at huor som en Christen oc gudfryctig Første er/ der kunde ocsaa findis it Christeligt oc Gudfryctigt raad oc Christelige oc Gudfryctige Regenter oc vndersaatte i lands regementit. Ellers kand en Christen første icke meget vdrette til gaffns oc til Guds Ære/ der som de ere wgudelige oc frauillige/ som skulle hielpe hannem at styre oc regere land oc rige etc. ||

HEr begynte atter igen den Christne hob/ at rette sig op oc fick it haab/ at det maatte end da bliffue gaat. Men i denne Verden er inted fast oc vist/ det mand kand forlade sig til. Denne Iouenianus bleff icke vden siu Maaneder i Regementit/ oc døde vdi it ny kalkit herberig aff kalck oc stanck i en Stad ved naffn Dadastana.

* Den tredie fra hannem ved naffn Valentinianus vaar ocsaa en Christen Keysere. Mand siger at det skal tilige krøge/ en god kraag skal vorde/ det findis ocsaa sant at vere vdi denne Valentiniano.

* Thi der hand vaar end da vdi tieniste met den wgudelige Iuliano/ gaff hand en affgudiske Prest/|| som stencte Viid vand paa hannem/ en kind hest/ strax i Kirske dørren oc sagde. Hui stencker du skarn paa mig? Ieg bliffuer mere skiden der aff end ren/ det vaar oc i sandhed saa.

59

* Men hand tog en anden til sig i Regementit som hed Valens oc vaar hans Broder/ hand vaar en Arrianer/ oc der faar vaar hand de Christne saare hadsk oc forfulde dem paa det høyiste/ som den histori om de Edessener vel vduiser/ der hand gaff sin Slaatsherre en kindhest/ oc en grum befalning der hoss at alle Christne vdi den gandske Stad skulde anden dag ihielslaas i Kirsken/ Men det bleff aff Guds naade affuent ved samme Slaats Herris snilde raad etc. Tyrannen fick sin fortiente løn. ||

* Thi der hand icke torde saa ilde fare met de fattige Christne/ som hand gerne vilde den stund hans broder Keyser Valentinianus leffde met hannem/ oc hand bleff effter hans død saa megit hadskere/ mod dem vdi try samfelde Aar/ bleff hand først faargiort aff de Gother/ oc siden opbrent vdi it armt hiurde huss. Sic transit gloria mundi. Saadan ende faar det met denne verdsens praal oc wgudelige væsen.

* Vdi denne tid vaar S. Augustinus it vnct Menniske/ oc lidet tilforne leffuede disse effterscreffne Patres Basilius/ Epiphanius/ Ambrosius/ Cirylius/ Nazianzenus oc vaare Biscoper oc screffue gode bøger huer i sin Sted/ som hand bode.

* Oc de haffde disse Rettere || Fotinum/ Iouinianum oc Vigilantium at dragis met/ Oc da vaar det Concilium til Constantinopel mod Macedonium oc Eudoxum/ som de haffde ocsaa at dragis met.

* Oc der nu Damasus Paffuen i Rom/ met sine effterkommere/ ginge frem met deris wgudelige Ceremonier/ Menniskens paafund och skick/ da bleff Rom forstyret och forderffuit aff de Gother/ oc det aff Guds synderlig dom och tilladelse/ Thi naar det vil icke andet vere/ da faar hand selff/ at slaa der iblant etc.

* Vdi saa maade bleff da Keyser Valens Tyranni oc grumhed/ oc den gandske Staarm nidlagt ved de Gother/ som det gerne skeer/ ath naar de Christne haffue engen redning heller vndsetning hoss Mennisken/|| da pleger Gud at sende fiende offuer fiende/ oc faar dem at ryckis til sammen/ saa at de Christne vndkomme da deris forfølgelse/ oc bliffue 60 reddede/ Som Gud fride Dauid ved den Suend der kom rendende til Kong Saul/ oc gaff hannem til kende/ at de Philisteer vaare indfaldne i Landet/ der maatte hand lade Dauid fare/ som hand haffde faar sine øyen/ oc giffue sig mod de Philisteer oc bleff siden met sin Søn Ionatha slagen i strid/ och Dauid bleff Konge effter hannem. Saa kaster Gud bladet om ocsaa paa denne dag/ tencke sig der effter/ huo som der ligger mact paa/ Gud siunis at soffue ved de Potentaters Tyranni oc grumhed. Men den soffuer icke/ oc icke end heller slummer som beuarer Israel. Soffuer hand end da soffuer hand icke offuer || sig fordi.

Nu følger Gratianus hernest/ en gudfryctigeKeyser/ oc effter hannem kom Theodosius Magnus Keysere/ en offuer maade from Første. Vdi hans tredie aar/ bleff S. Augustinus døbt/ som til forn vaar en Arrianer vdi tredue aar/ oc siden bleff en Christelig Strismand mod mange Kettere/ som hans thi bøger vel vduise/ besynderlige den anden siette och siuende/ som hand forfølger de Arrianer/ Manickeer/ Donatister/ Pelagium oc andre vdi/ som en ret Guds mand/ der til kaldet aff Gud/ oc kunde icke trettis der ved/ som ocsaa den fromme Guds mand Lutherus i vor tid lagde sig veldelige mod det ganske paffuedome. ||

* S. Augustinus haffde mettienere faar sig/ Ambrosium oc effter sig Hieronymum oc Gregorium Nazianzenum/ oc deris lerdom er bemenget met Ceremonier/ oc fremmede meninger/ som de Paffuer i Rom haffde besmittet den hellige Scrifft met/ oc vaare nu komne i brug oc vane/ før end disse Patres begynte at scriffue/ saa at mand skal lesse deris scrifft met en ret paaactelse/ huad ret oc huad icke ret er. Dog er S. Augustinus den ypperste oc beste iblant dem alle oc en krone faar de hellige Patres i dette Ny Testament/ som Kong Dauid vaar faar alle Propheter i det gamle Testament en krone etc.

* Disse tider vaare ved fire hundrede Aar/ effter Christi fødsel. ||

61

* Denne Keyser Theodosius vaar det hellige Euangelii Sandheds beskermere/ oc beskickede alting vel/ vden det ene stycke/ at for hand vaar snar troendis/ naar mand klagede noget faar hannem/ da slo hand der offuer een tid/ tolff tusinde mend ihiel vdi den stad Thessalonica/ huor faar hand bleff i bande sæt oc haardelige til talet vdaff S. Ambrosio/ som vaar Biscop i Mediolan/ oc siden igen affløst/ effter at han giorde Poenitentz oc det fortrød etc.

* Dette altsamen skede vdi det andet/ aff disse try hundrede Aar/ vdi den hellige Kirske/ oc da bleffue fult Synodi huldne mod adskelige Kettere. Oc i det siste hundrede Aar vaare disse Keysere Arcadius/ oc Honorius oc paa det siste || den martyr S. Moritz/ ind til at Keyser Phocas fick regementit/ och Paffuedommet begyntis for aluore.

* Saa ere disse try hundrede Aar framdragne/ effter de andre try hundrede/ vdi det ny Testamente/ Loffuit vere Gud almectigste/ som haffuer huldet sin Kirke ved mact/ met den lycke/ som hende pleger at følge/ vdi fire tusinde oc sexhundrede Aar/ ind til denne Keyser Focas fik Regementit i Romer Rige. Men nu gaar hendis onde dage ind til fulde De fyretiue Aar i Ørcken/ det Assyriaske oc Babyloniske fenxel/

Antiochi grumhed/ Tyrannernis oc Ketternis tid komme

inted ved det som her nu effterfølger etc. ||

Om Pauffuedommet.

* Ingen aff eder veed ey nu min forsæt huor faar/ ieg dette predicker oc scriffuer/ som er/ at ieg vil beuise det i sandhed saa at vere/ at S. Peders Skib er icke end nu siuncket/ end dog at det haffuer tit oc offte verit i voffue oc fare/ vnder Staarm oc bylier i haffuit/ oc at ieg vil mand skal forstaa ved S. Peders Skib/ den hellige almindelige Christelige Kirke fra første Verdsens begyndelse/ oc ind til Verden faar ende/ som vaar først i det gamle Testamente/ der Adam/ Noe/ Abraham/ Isaac/ Iacob/ Ioseph/ Mose/ Iosue/ Dommerne/ Kongerne/ Propheterne/ Prestehøffdinger och de Machabeer/ 62 haffde befalning offuer Guds Folck. Der nest i det Ny Testamente/ der || Ioannes Baptista/ Christus selff/ Apostlerne/ oc siden de hellige Fedre/ vdi Tyranners oc Ketteris tid/ ind til de sexhundrede Aar i dette ny Testamente finge ende/ Nu følge her effter de ni Hundrede Aar ind til denne tid/ som wi nu leffue vdi/ End dog det staar aldri til at scriffue/ huor ynckelige oc huor iammerlige Guds vduolde ere plaffuede/ oc den hellige Christelige kircke fortryct/ oc ødelagd i Papisteri/ vnder de Romske Paffuer/ i disse ni hundrede Aar/ dog maa det icke stoppis ned/ men talis oc scriffuis/ siungis oc siges euige oc altid/ saa meget som mueligt er/ paa det/ mand kand vide/ huor grundsuppen vaar aff alt det onde/ som hun haffuer lidt fra verdzens begyndelse/ oc at mand kand ocsaa see Guds heffn offuer den Romske Kirske/ oc hendis || anhengere/ paa denne dag/ som vil ocsaa vare til Domme dag/ Thi at ni hundrede Aars forfølgelse/ vil icke straffis vdi en kort tid/ men som hun haffuer varit lenge/ saa vil ocsaa straffen vare lenge/ oc som den Christelige Kirske vaar plat ødelagt vnder den Romske Kirske/ saa leggis nu den Romske kircke øde/ oc den rette Christelige Kirske befries io mere oc mere/ dag fra dag saa at bladet er omkast/ Oc riset brendis nu op/ oc Børnene løbe oc lege/ des vere Gud loffuit til Euig tid Amen.

* S. Peders Skib kom til Valland som det haffde end verit tilforne vdi S. Pouels tid/ oc vaar da bedre met faret den tid deris Tro i Rom bleff forkyndet vdoffuer den gandske Verden/ som S. Pouil scriffuer || til dem i det første Capitel/ Men nu kom det vdi en ond haffn oc ret i wtid/ Thi det bleff opdraget paa det tørre/ oc saa gaat som skild at/ huer naffle der vaar vdi fra anden/ saa at det hengde icke mere sammen end it gammelt vrag/ som ligger skild at/ stycke fra stycke/ der alt det andet er borte/ Ia haffde icke vor Herre Christus sagt/ Ieg vil vere hoss eder ind til Verdsens ende/ oc en anden sted/ Ieg vil beuise hende al sandhed/ da haffde det aldelis forfarit/ at der haffde aldri bleffuit it splinder igen der aff/ saa vaar hun met faret/ den hiertens Christi brud/ vor Aandelige moder/ den hellige Christelige Kirske/ oc ned suncken i

        

63 Menniskens lerdom oc vnder deris vold oc Tyranni vdi disse ni hundrede Aar/ som deris egne bøger klarlige nock vduise/ at det er || verd at græde blod der faar huo det kunde gøre.

* De Romske Paffuer behulde it stycke vdi deris Fenxel/ det andet fick Tyrcken bort. Lige som de thi Slecter aff Israels børn bleffue henførde vdi Assyrien/ oc Iuda Slect hen til Babylonien i Fenxel/ saa bleff denne vestre part aff den hellige Kirke henført vnder Paffuedommet/ oc strax tiue Aar der effter/ bleff den Østre part/ vnder Tyrcken/ i thu saa grumme Fenxel som hun aldri haffde verit vdi tilforn.

* Wi hørde til forne/ at den tid Mauritius vaar i hiel slagen/ oc der rant melck oc blod til hobe/ vdaff hans legem/ da forhuerffuede den Paffue Bonifacius den tredie aff det naffn/ at Herredommet oc Herligheden || aff den hellige Christelige Kirke skulde bliffue vdi Rom/ her haffue wi begyndelsen/ til alt det onde/ her følger effter/ Thi da maatte icke Christus vere hoffuid eller Regentzmand lengere for sin Christelige Kirke/ men Paffuen i Rom skulde da vere hendis hoffuid i Dieffuels naffn oc i onde maade/ til hendis wbodelige skade/ Thi det vil saa gaa/ naar mand skiffter en god oc mild Øffuerigheds mand bort/ oc faar en grum Tyran igen/ huad vaar det for it iammerligt skiffte/ at skiffte Christum Iesum bort/ oc faa en Paffue igen/ it Tyraniske hoffuid effter it andet/ som paa kender i disse ni hundrede Aar etc.

* Den anden Bonifacius/ som vaar den fierde aff det naffn kom strax der effter/ oc forhuerffuede || vdi Rom Pantheon/ det er al helligens Kirke dem til loff oc Ære/ Der bleff da stadfest for aluore det affguderi om helligens paakaldelse.

* Siden kom Gregorius paffue den tredie aff det naffn/ oc vende Christi naduore fra sin rette brug om til it offer for leffuende oc døde/ See/ disse tre Paffuer lagde dette trestrengde reb/ om den Romske Herredom offuer den hellige Kirke/ om Helligens paakaldelse/ oc om den Paffue messe.

* Her haffuer du Paffuedommet met sin rette houfart/ Her gaar det faar sig til fulde/ vnder Keyser Phocas oc vnder de tre Paffuer/ Lige som den hellige Kirke vaar i de sex hundrede 64 Aar nest til forne plaffuit serdelis/ nu aff Tyranner/ || nu aff Rettere/ saa bleff hun i Paffuedommet plaffuit aff baade dele til hobe/ Hun bleff tilforne fristet effter hendis Brudgoms fristelser/ met sten/ oc paa tempelet det er vnder Tyranner oc saa vnder Kettere/ Men denne Bonifacius fick at høre aff Satan/ Vilt du nidfalde oc bede til mig etc. Oc hand tog ved strax og giorde sig til en Herre oc voldzmand offuer den gandske Christenhed/ Ia offuer den gandske Verden.

* Effter disse Paffuer kom den Paffue Zacharias/ hand veldede sig met mact til at sette Herrer oc Førster/ aff oc i deris embeder oc Herredomme/ Oc tog sig faare/ at bruge baade Suerd/ det er/ kirckens Regemente/ oc Verdzlig Regemente/ Thi som der sigis. Lader || mand Soen i Hunigtruit met it ben/ da springer hun i met baade/ Paffuen fick da det verdslig Suerd i haand/ der vilde da flue Hatte/ de maatte da alle sammen vdi denne vestre part aff Christendommen/ dantze effter Paffuens pibe/ vden de faa/ som kunde skiule sig neden ved køllen i Skibet.

* S. Pouil befaler oss/ at see til bage/ och ihukomme huad vildfarelse wi haffue verit vdi/ paa det at wi skulle icke falde til bage der i dem igen/ Saa er det io Høy tid/ wi offuerueye oc tencke paa/ huorlunde det er tilgaaet i Paffuedommet/ effterdi at wi see oc forfare/ at mange deris Nese klør der effter/ at de kunde komme der hen igen/ som Israeliterne vilde til bage til deris kødgryder igen/ oc kunde icke || tencke paa den Iern oen der vaar i Ægypten/ Saa kunde disse icke helder tencke paa den treldom de vaare vdi/ vnder Paffuens Regemente/ for de gode dage de haffde at hoffue met/ vdaff den meninge Mands sure Sued/ arbeyde oc blod/ som de forledde/ Oc icke end nu ville aflade/ vdaff it falsk haab/ som de haffue der til/ at rette deris kremer bord op igen/ som Christus haffuer omkast/ Der faare svigte Somme nu Altere igen/ vdi dieffuelens naffn oc ligge guods der til/ Somme lade hente flere affguder fra Holland/ Somme sticke dem hen i skiul/ at de en tid skulle her faar igen/ Somme stafere de gamle altere och affguder vd/ met malning/ at den gamle Papistiske Hore/ 65 som er ni hundrede Aar gammel/ skal ekon siunis at vere femten Aar gammel || oc nu først begynde ath Bole/

* Som hine gamle Trafaler in quinto Collegio til Lips pleyde at smøcke sig vd om Marckendz tid met emtyr oc fornisse/ som huer aff dem haffde ekon verit en vng skøge paa femten Aar/

*Saa kand oc den Babylonske Hore smøcke sig vd met staack oc Sten/ at hun kand faa fult bolere/ end ocsaa i hendis vdleffuede tid/ Somme ligge vind paa at gøre ny Muncke igen/ at raade Folck til at løbe til Bistrop ocanderstedz hen met deris offer/ Somme holde sigfra Christi Naduere oc rose der aff/ at de kunde det gøre/ Oc de see icke huad ende det vil tage/ oc huor deris iordeferd vil bliffue baade de til liff oc siel/ huer aff dem vender io noget faare/ at de maatte komme || vnder Paffuens Aag igen oc fli andre der vnder met dem/ som Christus bander sadanne Matth: xxiii. Der faar er det tid/ at du lader dig icke skuffe/ men see dig vel faare/ huad vildfarelse wi vaare vdi/ oc tag dig vare/ Ieg vil opregne her effter noget der aff/ at huer kand dis bedre vide at sky oc fly det som ont er etc.

DE ti Guds budord met vor Tro oc Fader vor/ Ia met den gandske Christelig Religion/ bleffue saa fortrøcte oc foriagede/ at de vaare glade at de kunde fly ind vdi Børne Scholer/ oc en part vdi almuis folckis huss/ ind til at de finge icke der meget mere platz end andre steder. Vdi Closteret oc kircker viste mand inted aff dem at sige/ vden til onde. Alle ting bleffue || kuldkaste strax vdi de første thu Hundrede Aar i Paffuedommet/ ind til den Store Keyser Karl kom til Regementit/ oc saa framholdet vdi de neste thu hundrede Aar/ til ved den tid/ at de Siu Electores bleffue vdualde/ som skulde keyse dem vd/ som skulde vere Keysere/ oc siden vdi femhundrede Aar etc.

* Her haffue wi nu hørtbegyndelsen aff Paffuedommen/ oc ekon en vinge aff Fulen/ eller en klo aff Løuuen/ fram for 66 det/ som her følger effter/ vdi de siu hundrede Aar/ Gud forbarme sig offuer oss/ oc lade oss aldri mere komme vdi Saadan en gruselig vildfarelse/ som den vaar/ ehuor arme Syndere wi ere eller kunde bliffue. Amen amen. ||

Wi wille nu tale om den aller største haffs nød S. Peders Skib haffuer verit vdi/ fra første Verdzens begyndelse ind til denne dag/ det vaar vnder Paffuedommet vdi ni hundrede aar/ oc besynderlige i de siu hundrede aar/ som nu her effter skulle opregnis. Thi huercken den Assyriaske eller Babylonske Fenxel/ eller Antiochi/ Neronis oc de andre Tyranners grumhed/ ey heller den Ketterske parti fra Arrio oc til Pelagium plaffuede den hellige Kirke/ saa grummelige/ som hun bleff plaffuit i Paffuedommet

* End dog at it tusinde Aar ere faar Gud/ som den dag i gaar vaar/ dog vaare disse ni hundrede Aar de fattige forledde/ foruilte oc offuermaade ilde plagede Christne longe/ suare oc kedsommelige nock/ de thu hundrede til Keyser Karl den || Store/ oc de andre thu hundrede til Electores imperii bleffue vduolde/ oc tilskickede/ oc saa femhundrede Aar/ til denne Keyser Karl/ som nu er Keysere.

* Nu/ wi ville lade huer andre forstaa denne haffs nød/

* Først vil ieg opregne alle vore Trois oc den Christelige lerdoms Article/ oc tilkende giffue/ huorlunde de ere huouidkalds vd kaste for borde vdi Haffuit/ oc Menniskens lærdom er indskibet igen i deris Sted/ Der nest huor vdi Paffuedommet haffuer sin verelse/ paa det siste/ huorlunde alle Ketters vildfarende lærdom er fornyet vdi Paffuedommet/

* Eder bør at haffue taalmodighed/ at læse dette oc komme || ihu den blindhed wi vaare vdi den gandske Paffuedoms tid/ oc at wi ere befride der fra/ ved Guds salige Ord/ oc aff hans besynderlig Naade oc Barmhiertighed ved vor Herre Iesum Christum/ des vere Gud loffuit/ tacket oc priset til euig tid. Amen.

* Først ville wi see/ huorlunde Gud Fader/ Søn oc Hellig Aand bleffue kaste forborde/ huer met sit embede oc velgierninger/ om det kunde haffue verit muligt/ at de skulde aldri 67 haffue kommet til sig igen/ da bleff der lagt vind paa. Thi den store Antichrist sette sig i Guds Sted/ som Daniel oc Paulus propheterede/ oc loed sig ophøyes oc tilbedis offuer alt det/ som kaldis Gud/ Oc fick ocsaa sine Creatur som hannem tilbadde/ Det som Christus oc selff propheterede der hand saa sagde/ Ieg kom i min Faders naffn/ oc i annammede icke mig/ om en anden kommer i sit naffn/ hannem skulle i annamme etc.

Om Gud Fader.

DEn hellige Scrifft tillegger Gud Fader besynderlige/ at hand haffuer skabt alle Creatur/ styrer Regerer och foruarer dem/ oc at mand skal der faare paakalde hannem vdi sorge oc siugdom/ i Pestelentze/ dyrtid/ oc i al anden modgang.

* Men denne velgierning/ dette embede oc denne Ære bleff Gud || Fader berøffuit oc frataget i Paffuedommet/ vdi alle prædickestole/ oc bleff helligene tillagt/ oc end vndertiden dem som mand haffuer ingen sand vidskab paa/ om de vaare eller ere til iblant Guds Creatur/ end sige iblant Guds helligen. De bleffue paa kaldede som de haffde skabt oss eller skulde oc kunde foruare oss/ som de Femten Nødhielpere. Item S. Blasius for vlffue/ S. Brandanus for vaade ild/ S. Gregorius och S. Karene for peblinge oc skolegong/ S. Iøren for Reysener oc heste/ Item S. Antonius mod hedild/ S. Agata for spenne we/ S. Apelloni for tenduerck/ oc saa hen at/ som vaare langt op at regne/ Ia wmuligt. Thi huo kand opregne dem alle sammen/ effterdi at der vaar icke it Menniske/ en Stad/ en By/ it Rige etc. som icke haffde sin besynderlige || Engel/ Apostel/ Patron oc frelsere/ som mand paakaldede i al nød och trang/ som disse siu Biscop Stigter her i Danmarck haffde siu Patroner/ som skulde bæris paa axele/ oc paakaldis mod ild/ vand oc mod alle Guds elementer oc creatur/ naar behoff giordis. Du maat spørre mine Byfolck 68 vore Riber at/ om den kronede oc forgylte træ Gud S. Lambert etc.

Her bleff ocsaa Verdige Iomfru Maria Christi velsignede moder/ hues rette loff staar vdi vor Credo/ vaanæret/ at hun skulde alene faar alle de andre/ opholde den gandske Verden/ met alt det som der er vdi/ oc vere vor Middel oc vor fortaliske til Christum. Alt dette er obenbarlige mod den aller Første vor Trois Artickel om Gud || Fader/ oc mod det første Bud och andit bud.

Om Guds Søn.

DEn gandske hellige Scrifft tillegger Guds Enborne Søn/ vor Herre Iesu Christo/ hans hellige manddoms pinis/ Blods/ Døds oc opstandelsis rette Ære/ oc den rette Guds dyrckelse/ at hand er vor igenløsere aff Synd/ død oc helffuede/ oc at der er icke noget andet Naffn giffuit Menniskerne/ huor ved/ de skulle bliffue salige.

* Men dette bleff altsammen foruent hannem fra vdi Paffdommet/ saa at wi skulde hente vor igenløselse/|| det er/ Synds forladelse/ hoss oc aff de døde Elementer/ oc aff vore stynckende Gerninger oc paafund/ met Vied vand/ vied Røgelse/ vied Salt oc Aske/ vied Vox/ Vrter/ Palmer/ Fastedage/ Hellige dage/ Muncke Capper/ Præsteplette/ Affladsbreff/ Pelegrimsgong/ Paffue messer/ oc tusinde andre saadanne stycker/ der wi skulde hente vor Salighed aff/ met vor Herris Iesu Christi store wret/ forhaanelse oc ny Kaarsfestelse. etc.

* Iomfru Maria maatte her ocsaa vaanæris/ gøris til affgud/ oc kaldis Naadens oc Miskundelighedsens moder/ det er/ at mand skulde hente al Naade oc Miskundhed aff hende/ oc icke aff hendis Søn/ vden ved Hende/ oc igennem hendis hender. Thi hand holtis for en streng Dommer/ som || mand ocsaa maler hannem paa regenbuen/ oc hende met sine spenne at bete hannem/ at hand der ved/ skulde kunde bøyes vdaff 69 sin grumhed til nogen mildhed/ oc barmhiertighed imod oss/ Gud naade oss for malen/ de malede hannem faar oss/ Gud vere loffuit/ at wi kende hannem nu bedre/ end wi giorde den tid/ der de ledde oss til de blinde staacke oc Stene/ Oc Gud vnde oss at bruge hans embede oc velgerning ret/ oc findis tacknemmelige Amen.

Om den Hellig Aand.

SCrifften tillegger den hellig Aand/ vor Helliggørelse oc opliuselse til/ at hand er den/ som giffuer || oc vddeler iblant oss/ al den naade som Gud Fader skencker oss ved sin kære Søn vor Herre Iesum Christum.

* Men dette den Hellig Aands embede/ bleff ocsaa hannem forryct faare/ der Paffuen met hans Cardinaler/ Erchibisper oc Lyebisper begynte at Canonizere/ oc gøre helligen oc consecrere/ viie/ smøre/ rage/ at lige som Dieffuelen er Guds Abe/ saa er Paffuen den Hellig Aands Abe/ som holder faare at hand gør det langt bedre etc.

* Der nu denne Styremand oc skiper/ Gud Fader/ Søn oc hellig Aand/ bleff vdkast faar borde/ vdi den Romske haffs nød/ oc ved den Romske Sørøffuere/ da maatte Skibet klinckis om igen/ oc faa en anden || fadzun/ oc en anden skickelse/ oc for borde alt det der i vaar/ oc Gud tilhørde/ oc ny Romske vare oc fremmed Kram der vdi igen som her effterfølger.

Om den hellige Kircke.

DEn sande Christelige Kirke er alle tro Christnis forsamling vnder en Gud/ en Daab/ en tro/ it haab/ en Herre/ en hellig Aand/ som haffuer Guds ord/ oc de Høyuerdige Sacramenters rette brug tilsammen/ alle vegne vd offuer den gandske Verden vden Personernis Anseelse etc. || 70 * Men denne Kirske bleff omuent baade i naffn oc gaffn/ til den Romske Kirske/ at Paffuen Aleniste met hans Cardinaler Erchebisper och lydebisper oc deris Anhengere skulde vere oc kaldis den Christelige Kirke. Der faar/ veldede de sig al mact til/ at biude oc befale/ oc at biude til bage igen huad dem løstede/ vnder en streng lydighed/ vnder huert menniskis Siels saligheds fortabelse/ vnder den lille oc den store Band/

* Thi saa belagde de det met Kabel och thow/ ath den hellige Kirske kunde icke fare vild/ Och S. Peders Basilica kunde icke helder (Ia til at sancke Pendinge sammen met afflad oc aff Præbender) Paffuen icke helder/ oc saa hen at. ||

* Vdi saa maade bleff den rette Christelige Kirske ombygd igen/ oc vonskabt/ oc siden kaldet Sancta Romana Ecclesia/ den hellige Romske Kircke/ alligeuel/ at den Christelige Kircke/ som er alle Christne Menniskers Samfund/ bør icke at vere bunden til nogen besynderlig Sted/ vdi Verden/ fordi at hun er vniuersalis et Catholica/ det er/ almindelig oc vdspredt offuer den Gandske Verden/ som vor Credo indeholder oc vduiser.

Om Louuen

GVds Low/ er den Lerdom/ som Gud ved Mose loed vdraabe til sit Folck mod Synden/ paa Sinai Berg/ oc hun giffuer oss til kende/ huad wi ere || oc huad wi skulle gøre oc lade/ oc hun straffer oc forbander/ Ia fordømmer alle dem/ som icke gøre det hun befaler. Hende lode de Romske Paffuer bagbinde/ oc sende saa hiem igen til Iøderne oc sagde/ at hun hørde ingen til vden dem/ som vaare omskorne/ oc at hun vaar inted behoff til at lære folck/ at komme til Syndernis bekendelse/ Thi de viste bedre raad der til/ met Muncke regle/ oc S. Francisci oc S. Benedicti oc andris Aarden met decreter oc Decretaler. etc.

* Item De affprædickede Lowens krafft/ oc sagde/ at alt det/ som Christus befalede. Matth v. skulde icke vere Lowen/ men aleniste gode raad/ huor met/ hand vilde raade dem deris 71 beste. Ia de prædickede der hoss/ at Mennisken || kunde vel holde Guds Bud och end fuldkommelige nock/ aff sin egen krafft oc Styrcke.

Om Euangelio.

EVangelium er en Lærdom/ om Syndernis forladelse/ for Christi skyld aleniste/ vdaff Guds Naade oc barmhiertighed/ foruden vor fortienste/ forskylding eller verdighed.

* At dette hellige Euangelium maatte vd for borde/ effter sin Styremand/ och druckne der hen/ giffue alle Papistiske bøger nocksom til kende/ Icke aleniste Kirkiloffuen decreta oc decretalia/ men den gandske Scholastica Theologia oc || alle hendis Scribenter Thomas/ Scotus/ Pomerius/ Michael Holkot/ Raimundus/ Gabriel/ Beel/ Iacobus de voragine/ Petrus de palude/ Ioannes de butrio/ item de Turre cremata/ Sichot/ Brichot/ Olichot oc andre wtalige met deris bøger Mariale/ Rosetum/ Quadragesimale/ Dormisecure/ Discipulus oc mange flere andre som indeholde Menniskens lerdom oc paafund/ optenct Løgen/ oc stynckende Gerninger/ oc de haffde dog alle Prædicke stole indtagne/ oc Euangelio vaar sin Ære fra tagen oc dem tillagt.

* Ia de lerde/ saa groffuelige der om/ at Euangelium skulde icke vere vden en ny low/ oc inted andet end de fire Euangelister haffde screffuit/ men den Prophetiske || oc Apostoliske Lærdom/ oc de foriettelser som Abraham fick/ skulde vere den gamle low/ vdi saadan Haffs nød hoss de Romere/ sanck det hellige Euangelium til baande.

Om Troen.

TRoen er en viss tillid at forlade sig/ paa Guds foriettelse/ om den euige Salighed/ at faa for Christi skyld/ oc met denne Tro aleniste bliffuer it Menniske

fri aff sine Synder oc retferdigt giort faar Gud.

72

* Men den Romske Paffue/ met alle sine Scholer oc Kirsker/ siger her ney til/ oc kalder Troen aleniste en vidskab om den Historie/ || der Christus bescriffuis met/ ath mand skal tro den at vere sandru/ oc at det gick lige saa til/ som det bescreffuit er aff de fire Euangelister/ oc at mand skal der paa gøre skilsmis imellem Christne oc Hedninge/ som icke tro den histori om vor Herris Christi pine oc død/ sandru at vere/ alligeuel at Dieffuelene vide det/ oc beue der ved.

* Der faare lere ogsaa Papisterne fra sig/ det som er lige tuert imod vor Christne Tro/ som er/ at tuile paa Guds naade/ oc kalde det en stor fordristelse oc formastighed/ om nogen tør stadelige tro/ oc at den tuilsmaal er ingen Synd/ men en hellig ydmyghed/ Oc at mand kand siden bliffue viss paa Guds Naade/ oc paa sin Salighed aff sine egne Gerninger/ Troen (sige de) || gør oss huercken retferdige eller sallige/ men vore Gerninger/ helgens paakaldelse/ oc at tuile om Gud/ oc om vor Salighed/ det er en stor hellighed oc ydmyghed/ Ia det er idel skalckhed oc bedregeri.

Om Retferdiggørelse

WI gøris retferdige aff Gud aleniste/ naar hand ved vor Tro til Christum/ icke tilregner eller tillegger oss vore Synder/

* Denne retferdighed vaar affhuggen/ oc mand lerde vdi Paffuedommet/ at den ganske Verden/ det er alle Mennisker bliffue retferdige/ for deris Gerningers skyld/ || for helligens verdskyld/ oc forbedelse/ for afflad/ oc nockgørelse etc. Ellers skulde de altid tuile/ om deris Sallighed/ Thi Paffuen holder det for en stor Guds bespaattelse/ om nogen tør fordriste sig til at tro stadelige vden tuil/ at hand haffuer en Naadige Gud/ for Christi skyld/ oc at hand haffuer den hellig Aand.

* Saa haffuer nu nest hoss Gud Fader/ Søn oc hellig Aand/ vor Christne lerdoms ypperste Article/ den hellige Kirke/ Lowen/ Euangelium/ Troen/ oc den rette 73 Retferdighed verit i saadan haffs nød oc bortdrucknede i Paffuedommet/ oc andre wduelige oc skadelige Article/ aff Menniskens lerdom/ ved Dieffuelen oc Paffuen indført igen/ vdi Christendommen i deris sted/ met en wbodelig Sieleuaade oc Siele||skade. Nu maatte strax der effter alle deris børn/ tiunde oc tienere faar borde met dem/ den ene effter den anden vden al skonsel/ som Christus sagde det samme selff longt tilforn/ Om de forfølge mig/ da skulle de ocsaa forfølge eder/ Thi naar mand icke maa lide Christum oc hans ord/ da maa mand icke helder lide nogit/ som Christo til hører. Christus den Høybaasmand bleff vdskut/ saa maatte de andre Baasmend vd effter hannem.

Om Prædicke Embedet

INgen kand komme til sine Synders forladelse/ oc til den rette Retferdighed/ vden hand hører Ordet/ der || faar er den Tieniste io aller mest behoff/ at der skulle vere de/ som skulle prædicke oc forkynde samme Ord/ Oc er it ret Apostoliske embede at prædicke Euangelium faar de Fattige/

* Men see mig her til/ huorlunde at det hellige Prædicke Embede maatte hoffuitkaaldis nid aff Staunen/ nid aff prædicke Stolen/ Oc Paffuen met hans Cardinaler Erchibisper Lyebisper oc prælater ragede oc smurde en hob alter prester i den Sted/ oc fick dem den Paffue messe ved sterten oc at de skulde gaa vdi Process/ met Helligen oc Hellige mends Been/ met Kaarss oc Fane/ met Letanier/ oc tider/ met Sang oc lessning om Helligen/ met firen oc Fasten etc. Dette skibede de ind igen/ icke som Selesørgere || men som glubende Vlffue.

* Oc de som effter en Seduane skulde predicke noget vndertiden/ da vaar det inted andet/ end idel Løgen/ om Helligen/ oc om deris optencte Miracler/ saa at der bleff icke en Artickel aff vor Christne Lerdom ret prædicket/ forstaat eller troet. De sende deris affladz brødre oc Termebrødre vd/ at prædicke/ 74 oc effter at huert Søndags Euangelium vaar oplest i onde maade/ oc met ingen forstand/ eller Christelig vdtydning da sende de Folckit hiem met en Fabel/ Drøm/ Løgen etc.

Om Sacramenterne.||

SAcramenternE ere Guds Naadis tegen/ bundne ved Guds Ord/ oc befalede oss Christne til at bruge ret/ effter som de ere indsette aff vor Herre Christo/ Oc de ere Thu som ere Daaben oc Herrens Naduere/ dem legge somme den tredie til/ som er Nøglerne eller affløsning/

* Men i Paffuedommet ere disse saare ilde met farne oc lemmeleste oc andre flere sette ind til dem/ saa at de skulde vere siu til hobe/ som icke maatte vere bundne ved Guds ord/ men ved nogle besynderlige Personers Verdighed/ som vaare ragede oc smurde/ til at olie oc ferme Folck. Her maatte ocsaa den hellige Ecteskab vere i talet met/ alligeuel/ at de vemmede der ved/ som ved it stynckende aatzel/ der kunde ilde lucte || faar deris Nese/ som de end nu gøre/ oc det er obenbarlige faar Øyen/ huor som de Hyglere bo til samen hossDomkircker eller i Clostere.

Om Daaben.

DAaben er it Naadis tegen/ Oc it igenfødsels bad i vand ved Guds ord/ oc forarbeyder ocsaa Synds forladelse hoss dem/ som det bruge.

* Her suarer Paffuen saa til/ Ia der som funten er viet/ da er Daaben it Sacrament/ oc tager eckon den opryndelig synd bort/ Men gierningers Synder skal huer affslette met sin egen nockgørelse/ Oc Vandet duer || inted i Daaben/ vden der kommer Salt/ Olie/ oc it funt liuss til met/ oc Ordene skulle regnes op paa Latine.

* Item Closterleffnit skal vere lige ved Daaben/ Ia yppermere/ saa at de mue skiffte det naffn bort/ som de finge i 75 Daaben/ oc faa dem it andet naffn igen/ effter deris Aardens Fedris naffn etc.

* Item Klaacker/ der mand ringer Folck til Kirske met/ skulde ocsaa døbis/ smøris oc biudis Fadder til dem/ som skulde siden lære dem deris Catechismum/ Oc huad daarlighed

hed fant icke Dieffuelen paa/ ved sine Creature/

til at beklicke oc bespaatte vor

Hellige Daab met. etc. ||

Om Christi Naduere.

CHristi Nadueris Sacrament er Christi sande Legeme oc hans sande Blod/ giffuit oc befalet alle Christne at ede oc dricke i oc met brød oc vin/ at komme Christi død oc vor igenløselse ihu der met.

* Vdi Paffuedommet er dette Sacramente aldelis foruent til it offer for Leffuende oc Døde/ oc til atskillige Messer for Suin oc Køer/ mod staarm oc hagel/ oc for och mod al den ting/ mand kand neffne/ saa at det er wmugeligt at kunde det opregne altsammen/ som den wgudelig Paffue Messe bleff bruget til/ met Christi Nadueris store bespaattelse. ||

* For det andet/ bleff den ene part aff dette Sacramente/ som vaar Kalcken/ bort staalen oc bort røffuit fra den meninge mand/ at det kunde vere en skarns wgudelig Skilsmisse imellem en Clerck oc en Legmand/ lige som der vaare inted andet/ der mand kunde kende dem fra huer andre paa.

FOr det tredie/ Nødde de alt Folckit til vnder band/ at de skulde en tid om Aarit scriffte oc lade dem Berette/ som vaar om Paaske tid.

* Ney det Høyuerdige Alters Sacrament er icke saadant it Nødzmon/ at mand saa skal tuinge Folck der til/ oc besynderlige om Paaske tid. Ia de giorde alt mere vidunder der aff/ de lucte det ind i Monstrantzer/ oc stundom bare det omkring || byen/ met anden saadan stor oc mangfoldig vonbrug.

76

Hør hør/ huilcken Skendgest er den Palladius/ lyck bogen til/ nock haffue wi der hørt aff/ hand gør icke andet/ end skender paa oss/ du liuer du Hyckeler/ en Skendgest er den/ som skender nogen offuer met obenbarlige Løgen til vnde oc icke til gode/ men dette er Sandhed ieg scriffuer/ oc Forfarenhed giffuer det saa klarlige til kende at mand kand tage oc føle der paa/ at det gick io saa til i Sandhed. Gider du icke hørt sandhed/ saa lyck øerne til/ oc der som du vilt io holde det huit som er sort/ oc det søt som er surt/ oc gaat som er ont/ da beholder du ocsaa den Formaledidelse/ som Esaias truer met. ||

Om Nøglene.

DEn Hellige Kirckis Nøgle er en mact oc befalning vdaff vor Herre Christo/ til at lade op for de gode/ oc lycke til for de onde/ at lade op/ det er/ at predicke det hellige Euangelium oc vddele de høyuerdige Sacramenter etc. At lycke til/ det er/ at lycke dem vde fra Christi Nadueris delactighed som ere forherdede i deris ondskab/ ind til de rette oc bedre sig oc bliffue saa affløste igen.

* End dog Paffuen haffuer meget rosit sig aff disse Nøgle/ oc brugit dem vdi sit indzegel/ oc til sin hoffart/ oc i sine Buller etc. Dog haffuer hand vnder det skin veldet sig mact oc Herredom til at || sette oc aff sette Keysere/ Konger/ Herrer oc Førster til oc fra det verdzlige Regement effter som mude maatte volde. Oc at ordinere oc skicke vdi Kirskens Regemente alting effter hans vilie/ ved disse thu Nøgle/ oc befale det som Christus haffde befalet/ som en ret Antichrist Det beuiser sig vel i Helligens paakaldelse/ i den ene part aff Sacramentit/ oc i tro oc lid at sette til sin egne Gerninger etc.

Om gode Gerninger.

ODe Gerninger ere oc kaldis de/ som læris oc befalis vdi vor Herris ti Budord/ at beuises og gøris imod Gud i Troen oc imod sin neste i Kierlighed/ effter som || behoff er/ oc hans nød oc trang dem vdkreffuer.

77

* Disse Gerninger vaare foractede oc nedstaappede i Paffuedommet/ Oc en hob vduolde Gerninger aff Menniskens oc icke aff Guds befalning/ bleffue indsette oc strengelige befalet i deris sted/ som met Vied Vand/ Pelegrims gong Muncke Cappe/ Præstetider/ Faste/ løffte etc. Ia disse Gerninger oc deris lige/ effter deris predicken oc mening/ skulle kunde forhuerffue folck Syndernis forladelse/ Huilcket den Hellige Scrifft aldri tillegger de rette gode Gerninger/ Men Guds Naade oc Christi død oc pine ved Troen/

* Huad skal mand der mere tale om/ de lære/ at samme deris optenckte Gerninger kunde vere de || døde til forleskelse vdi Skiersildz pine/ O blindhed blindhed. Saa bleff alt det som vaar i S. Peders Skib/ foruent i Paffuedommet.

* Wi ville gaa lenger fram oc see vdi denne haffs nød/ hoss Papisterne/ huad den Romske Sørøffuere kaste mere for borde/ der Gud Fader/ Søn oc Hellig Aand/ oc effter dem/ den hellige Kirske/ Louen/ Euangelium/ Troen/ Retferdig gørelse/ Prædick embedet/ Sacramenterne/ Daab oc Christi Naduere/ Nøglene oc gode Gerninger vaare affhugne oc
vdkaste/ Thi hand begynte da at hugge tackel oc toff
synder/ oc hues andet redskaff der vaar
lødst oc fast i Skibet/ som
her effter følger. ||

Om en Christen Bøn

EN Christen Bøn er at klage sin oc andre deris Nød faar Gud/ i Troen/ ved Christum/ met faa ord oc fæste.

* Bort bort/ siger Paffuen der met/ Thi at bede/ det er/ at læse oc sunge meget/ alligeuel at mand icke forstaar huad mand læser eller siunger. Huilcket mand kand tage oc føle paa/ hoss dem aff Franckrige/ Engeland/ Skaatland/ Holland Oc Brabant etc. som icke viste at læse deris Pater noster/ vden paa Latine/ alligeuel at de forstode inted aff det som de læsde/ Ia at Bede/ det mercker i Paffuedommen at læse saa || mange 78 Rosenkrantze/ oc at paakalde Helligen/ eller Gud for Helligens verdskyld/ Oc den Engelske helsen Aue Maria/ vaar den ypperste bøn hoss Papisterne/ Oc bleff mere afflad lagt til hende end til Pater Noster. Læss den bog Hortulum Animæ oc andre saadanne Papistiske bøger/ da sinder du der screffuit
huorledis de giorde Bøn til spiudet/ til Kaarssit/
til Naglerne til den Tornekrune som
Christus bleff pint met etc.

Om almisse Gerning.||

ALmisse Gerning kaldis i Scrifften alle gode Gerninger/ huor met/ mand kand tiene sin Neste vdi nød oc trang/ som er met brød/ pendinge/ Raad oc daad etc.

* Her siger Paffuen Ney til/ oc at det er almisse Gerninger at stiffte Kirsker oc Closter/ at giffue Muncke oc mulstødere/ at tende liuss faar Helligen etc/ oc at disse Gerninger kunde forhuerffue Folck Syndernis Forladelse vdi Skiersildz pine/ Der faar hengde de hart ved de rige/ som laa for døden/ at
de skulde gøre en almisse Gerning oc giffue det oc det
til det oc det Fattige Closter/ oc giffue dem i
brøderskab met dem oc iordis
vdi deris kapper. ||

Om Sabbatz dagen.

SAbbatz dagen/ eller Søndagen er en huile vdaff Trældoms arbeyde/ til at bruge hellige Gerninger/ som er at høre Gudz Ord/ at Bede/ at Tacke/ at bruge de Høyuerdige Sacramenter etc.

* Vdi Paffuedommen er det at holde Sabbatz dagen hellig/ ath gaa ledige/ at høre Messe/ at tage Salt oc vied vand til sig eller paa sig/ Al wlycke lagde de der til/ at nogen 79 forsømede at høre Messe/ De lagde ocsaa mange helligens dage til Søndagen/ Men der taledis inted om Guds ord/ vden det som vaar forfengeligt whørsomt oc baguent. etc. ||

Om Faste.

FAste mercker en taalmodighed vdi al modgong/ oc it affhold eller maadelighed i mad oc dricke/ i liff oc leffnit oc vdi alting etc.

* Men i Paffuedommen er det at faste/ at ede fisk oc icke kød/ oc Huo der icke saa faster effter deris falske mening før end at hand gaar til Sacramentit da synder hand dødelige der met. Oc met den faste predickede de/ at mand kunde forhuerffue Syndernis forladelse oc de Dødis forleskelse i
Skiersildz pine/ Men om Søndagen maatte ingen
faste. etc. ||

Om Poenitentze.

POenitentze mercker Anger oc ruelse/ for de synder som ere bedreffne/ met it aluorligt forsæt at rette oc bedre sig/ oc met en fast Tro och tillid at faa Syndernis forladelse for Guds Søns skyld.

* Men vdi Rom oc til Trent/ oc i alle Papisters steder/ Scholer oc Kirsker/ er Poenitentze Hiertens fortrydelse/ Mundens bekendelse oc Gierningernis nockgiørelse. Item at en fremmet poenitentze kand ocsaa hielpe den/ som giffuer noget til it Closter/ oc de gøre skiffte met hannem oc tage alle hans onde Gerninger til sig/ oc de giffue hannem || alle deris gode Gerninger igen/ Der hengde mand hannem hen paa.

Om Scrifftemaal.

SCrifftemaaL er at bekende sig oc klage sin nød faar Gud eller faar Tieneren i Gudz sted/ oc søge effter trøst/ husualelse oc affløsning.

* Hoss Paffuens Folck kaldis det at opregne alle Synder i 80 lenge oc brede/ oc tage scrifft for dem/ somme siu Aars scrifft/ somme saa mange arene oc karene/ oc affløsning i Iomfru Mariæ/ S. Peders oc S. Pauils naffn/ oc somme maatte Sognepresterne løse aff/ oc bispen somme/ de andre maatte til Paffuen selff/ naar det vaar Casus Papalis/ det er/ Paffue sag. ||

Om Nockgørelse.

NOckgørelse er den som aleniste vor herre Iesus Christus giorde paa Kaarssit men i Paffuedommen staar Nockgørelse i Fem Pater noster oc saa mange Aue Maria i Rosenkrantze vdi siu Psalmer. etc.

* Nu/ wi ville til oc giøre ende paa dette Tyranni oc wgudelige plustren/ oc see huorledis de tømde S. Peders Skib vdi Rom der det bleff vraget der hoss dem/ Her staar ekon lidet til bage/ det ville wi nu offuer løbe.

Om Band. ||

BAnd mercker at vdlucke dem som ere forherdede i deris Synder/ fra Christi Naduere oc antuorde dem hen vnder Dieffuelen til deris Legoms forderffuelse etc. paa det/ at de kunde met deris skade lære at ydmyge sig/ komme til Syndernis bekendelse oc omuendis igen.

* Dette Band maatte for borde oc it nyt der ind igen/ icke for Synd oc ondskab/ men for Pendinge/ gield/ oc andet saadant/ saa at lige som de gaa fram til ting oc steffne i Verdzlige sager met Steffnen/ delen/ fordelen oc platzen/ saa giorde de ocsaa i Kirsken/ met Steffnings breffue vnder den lille oc store Band icke til nogen ydmyghed oc bedring/ || men til tuil/ vantro oc mishaab/ Oc de forbøde den bandsette Kirsken/ oc at hand maatte icke høre predicken/ Men de rette Synder/ huor faar Band bør at gaa offuer de forherdede/ som er skiørleffnit/ hoer/ Guds bespaattelse/ Aager/ vold oc wret/ dem actede de inted oc ey helder hulde dem for synd etc.

81

Om Ecteskab.

ECteskab er Guds Ordening oc skick oc befalning til alle dem som ere bequemme der til/ indsæt mod Horeri/ skørleffnit/ boleri/blodskam/ oc anden synd mod det siette Bud. ||

* Men huad Paffuer/ Muncke/Nunder oc andre Papister/ som mand kaldede det Aandelige Folck/ holde aff Ecteskab/ oc huor meget de acte det/ giffuis klarlige nock til kende icke aleniste der aff/ at Closter leffnit er Ecteskabs vandbrug/ men at de ocsaa sette fra embedet først/ oc saa fra liffuit alle dem/ som vilde giffte sig/ vdaff den Aandelig Stat/ saa at de maatte icke mere lide dem/ end det skarns skørleffnids Folck paa bryggen i Bergen mue lide/ at nogen giffter sig aff deris selskab paa denne dag/ Du almectigste Gud/ hui bier du saa lenge met straffen ocsaa offuer dem/ effterdi at de saa traadzelige oc saa skammelige leffue mod dit Bud/ met mange tusinde fattige Christnis forargelse etc. Gud giffuit at der vaare en Sten om huer deris halss/ der paa || Bryggen oc de vaare nidsunckne/ der vden faar i Haffuit/ som Christus siger/ at det vaare dem bedre/ end saa forarge de fattige Christne/ Guds lille hiord/ kortelige/ Gud omuende eller affuende dem/ Amen.

* End dog Apostelen vil at Ecteskab skal Herlige holdis oc æris/ oc vil at en Ecteskabs seng skal vere wbesmittit/ dog holdis det for en whøffuisk oc wren Stat hoss Papisterne/ som sige at de kunde huercken tro eller tiene Gud i den Stat oc der faar/ forbiude de deris Aandelige/ som de kaldis/ Ecteskab/ huor met de giffue dog til kende/ at de lære Dieffuelsens lærdom fra dem.

* Der hoss lære de alligeuel (som hine daarer der fly en Synd || oc falde vdi en anden/ som er lige tuert imod den) at Ecteskab er it Sacrament/ som kand Tiene mod Dieffuelen oc Fordømmelsen.

* Vndertiden dispensere de met Legfolck oc andre for pendinge/ vdi Hoer/ Blodskam oc anden saadan forargelse/ som de tilstede. Ia de taare vel skilie Ectefolck at/ for vden relige 82 oc Christelige sager/ saa at end dog Christus tilsteder skilsmisse i Ecteskab aleniste for Hoer skyld/ da finder mand dog ligeuel in Decretis oc in Iure Canonico vel Atten sager/ Huor faare mand maa skilie Ecteskab at/ oc besuare saa der met fattige Samuittigheder/ oc kaste dem snare paa/ som Paulus siger.

* Oc alligeuel at de kalde || Ecteskab it Sacrament oc icke Iomfrudom/ da holde de dog mere aff Iomfrudom end aff Ecteskab/ oc holde hin langt offuer denne/ Men huad Iomfruløffnit de føre/ kunde de spøre huer andre at i deris lønlig Scrifftemaal/ Den Romske Synd oc S. Gregorii fiske parck giffue det vel tilkende/ oc huad det vaar for Iomfruer hand fødde saa mange i de Nunde Clostre i Rom/ som der staar vdi hans Legende/ Aliquot Virginum miliia/ Romæ pauit sub regula/ alt vaare de Fatuæ virgines/ det kende paa de sextusinde Børn pander/ de groffue op aff S. Gregorii fiske
parck. Ieg frycter at skulde hand rensis i dag/
der bleffue end da flere vdaff/ Gud
forbarme sig der offuer. ||

Om øffuerighed.

ØFuerigheds Stat er Guds Ordening oc Skick/ som vndersaate bør at vere hørige oc lydige vdi al low oc ræt/ som er i Land oc Rige/ ocsaa for deris Samuittighed/ som Paulus siger/

* Denne Stat er saa ilde met farit saa skamferet/ saa saare forringet/ at de hulde Dommere oc Fogeder/ for røffuere oc mandrabere/ oc Scriffuerne dømde de wduelige at vere til al Kirke tieniste/ icke maatte de heller tilstedis at komme der til/ Ia Paffuen traadde Keysere oc Konger vnder sine fødder/ som Pauffue Alexander giorde ved Keyser || Fridericus Barbarossa/ vdi Fenedien/ Saadan ære giorde hand Guds ordening oc Skick/ Huad ville wi sige/ Øffuerigheden/ som Suerdet er befalet paa denne dag/ skal kysse Paffuens Fødder/ oc Paffuen griber Suerdet til sig/ oc gør der met/ huad hannem løster.

83

Om Synden

SYnden er alt det/ som skeer mod Guds bud/ oc mod it Menniskis Samuittighed/ met hierte/ mund oc Gerning.

* Paffuen holder det for den største Synd/ at mand synder mod den Romske Kirske oc hendis bud || oc befalning/ som er at icke sige eller høre Messe/ at icke Faste effter hendis skick/ at ede Eg/ smør/ Ost paa vor Frw afften/ eller Kød om fredagen
etc. De lære det at vere Synd aleniste/ som skeer
vduortis met gerningen/ Den opryndelige
Synd vide de inted aff.

Om huad der er ført vdi S. Peders Skib igen hoss de Romere.

HEr til haffue wi nu sist hørt/ huad der er hugget forborde/ oc affskibet/ forlaassit och vdkast aff S. Peders Skib/ Nu ville wi høre huad Paffuens Folck haffuer skibet ind igen/ den tid de rette Styremend/ oc det gode Redskab vaar omuent til Ny Styremend oc nyt Redskab.

* Thi da sette Paffuen/ sig selff til Styremand/ der Gud Fader Søn oc Hellig Aand/ met deris baadsmend/ religion oc lærdom/ vaare kaste offuer borde/ Oc da loed hand indføre i Skibet/ som hand da kaldede den Romere Kirske/ adskillige Bylter aff Menniskens lærdom om Fri vilie/ Munckeløffte/ Viiduand/ viid Røgelse/ Salt/ Liuss/ Billeder etc. || dem vil ieg kortelige offuerløbe/ at ieg kand disnarere komme til ende met denne Ni hundrede Aars histori.

* Først ville wi see huorlunde den Romske Styremand sider ved Rorit oc tager selff Godz ind i Skibet/ som den aller ypperste/ ia som den aller mectigste/ vdi Guds sted/ som Daniel oc Paulus tale der om.

84

* End dog hand foractede baade Faderen oc Sønen (som Dieffuelen giorde) dog loed hand sig kalde Christi Stadzholder her paa Iorden/ oc den hellige Kirskis hoffuit longt offuer al den Hellige Scrifft/ saa at hand vilde haffue mact alene/ at vdtolcke hende effter sin mening/ Thi mand sagde om hannem/ at hand haffde i sit hiertis skrin al ræt/ vere sig Guds eller Menniskens || ræt/ Ia at hand haffde mact offuer alle Concilia/ oc at vende om effter sin kødelig Mening alt det som findis i den Hellige Scrifft/ saa at i den gandske Verden/ skulde icke vere it Menniske/ som kunde bliffue saligt/ vden det vaar hannem vndergiffuet/ oc at Nøglene oc baade Suerd skulde vere hannem giffne/ som der staar/ See her ere thu Suerd/ paa det hand skulde haffue Herredom offuer alle. Oc met den almectighed kunde hand dispensere met alle oc fri dem aff deris løffte oc fra Guds Budords lydelse/ Hand haffde icke behoff at predicke oc lære/ ey heller hans Biscoper oc Prælater/ men aleniste at de kunde stride for den hellige Kirske/ oc der faar/ maatte hand ocsaa strax (sagen wforhørt) tage aff dage dem alle som talede eckon it ord mod hannem || Hand haffde ocsaa mact offuer Dieffuelen at biude offuer hannem/ oc befale hannem huad hand vilde/ oc tage Siele vdaff Skersilds pine etc.

* Nu ville wi see huad for Bylter eller Packer hand haffuer ført i Skibet igen.

* Den første Bylte vaar fuld met Menniskens lerdom/ oc kom i steden igen for de thi Guds Budord/ oc strax kaldede de samme Menniskens lære en fuldkommenhed/ oc sagde Mennisken Salighed til/ som dem beuarede/ oc dem fordømmelsen til/ som icke beuarede dem/ oc at saadanne skulde affskæris/ ved Band/ fra Christendommen/ oc kaldis Kettere oc Scismatici/ det er affskorne. Huor aff det kom/ at Folck bar større redsle for at holde Menniskens lære || end Gudz lære ved mact.

* Den anden Bylte vaar Menniskens Fri vilie/ huor met huert Menniske kunde fuldkommelige holde Louen til punct oc til pricke/ oc elske Gud offuer alting/ aff gandske Hierte/ 85 oc at alt det/ som it naturligt Menniske er metfød/ skulde end nu vere helt oc huldet/ effter det gruselige Adams fald/ saa at it Menniske kunde vere beskickit til at holde alle vor Herris budord/ oc til at gøre alle gode Gerninger. Ia fuldkommen der til/ saa at Closter leffnit kaldedis den fuldkommeligste Stat/ Ia den Engelske oc Himmelske Stat. Er icke det gruseligt at høre? oc end besønderlige dette forbandede stycke/ at
det skulde regnis lige ved Christi verdskyld at vere/
O blindhed offuer al blinhed. ||

* Den tredie Bylte vaar de samme Muncke løffte oc Closter løffnit/ meget weens indenbyrdis dog lige huldne ved Christi Høyuerdige Daabssens Sacramente/ naar de loffuede deris faarmand lydelse/ kyskhed och fattigdom/ Lydelsen skulde vere offuer Foreldernis Lydelse/ Kyskhed skulde veyersige Ecteskab/ oc Fattigdom skulde forlade Verden oc gøre Guds Børn/ som der staar wbeskemmet i S. Francisci Regel i det v Capitel saa screffuit/ Kære brødre/ denne er den aller Høyste Fattigdoms høyhed oc ypperlighed/ som gør eder til Børn och arffuinge vdi Guds Rige/ huor haffuer mand hørt større bespaatelse
mod vor Herris Iesu Christi røde rosens blod/
oc mod den hellige scrifft etc. ||

* Dog skulde dette vere deris ypperste fuldkommenhed at vide inted/ at vere wforsøcte/ at feye effter der som Quindfolck ginge/ at foruare sig for kødmad/ at beholde selff en part aff deris Gudelighed/ oc at sælie andre den anden part dyre nock.

* Der skulde besynderlige klædebon til besynderiige skw/ patiner/ klaatzer/ belte rebet/ Cappe/ kul/ Skabellarius oc andet saadant/ det skulde vere det aller helligste.

* Ia den ene trode sig at bliffue salig i en sort Cappe/ den anden i en Huid/ den tredie i en graa/ den fierde i en braagede/ den femte met sin veyermølle/ den siette vdi sin almutze/ som hine Canonici regulares/ som vaare ocsaa som hine || Caponer/ bundne fra Ecteskab/ dog icke fra Quindfolck/ som paa kende/ om mand skal tale groffuelige der om. Gud giffue dem end nu en god omuendelse som henge vdi det hyggeleri/ oc i det skarn.

86

* Den Fierde Bylte vaar fuld met Viid vand vdi Flasker oc stencke kelde

* Den Femte vaar fuld met Viid Røgelse/ viid Salt/ viide Liuss etc.

* Den siette vaar fuld met Billeder/ oc de andre fulde met anden affguderi/ Huor om vilde bliffue for langt at scriffue

* Der faare ville wi lade disse Bylter fare/ oc beskue deris ypperste oc kaasteligste klenodier i Paffuedommet/ huad de haffue udi sig/ som ere. ||

  • i Messen
  • ii Helligens paakaldelse
  • iii Skiersild
  • iiii Iertegen
  • v Pelegrims ferd/
  • vi Hellige Mends been
  • vii Afflad/
  • viii Brøderskab/
  • ix Viielser etc.

Om Messen.

HVor stor en Christi høyuerdige Sacramentis oc Nadueris vonbrug den Paffue Messe met sin Canone oc anden tilbehøring haffuer verit/ det er nu aff Guds naade den meninge Mand vitterligt oc kundgiort. ||

* For det andet ocsaa/ at mand lagde tiden/ steden/ oc personen al samme Messis myndighed til/ at det skulde vere it viid alter oc altersten/ en raget oc smurd præstmand/ saa at Guds befalning ordening oc skick haffde inted der met at gøre.

* For det tredie/ at deris Gerning i samme Messe/ vaar it Offer for leffuendis oc døde/ som mod krig oc aarlow/ mod pestelentze/ mod wtimelig verlig/ for Heste/ for Køer/ for døde elementer/ for pendinge etc. Paa Guds Legems dag maatte Cibauit holde faare/ Oc huer Fest i Aaret/ haffde sin Messe/ dog gaffue de almuis folck aleniste om Paaske tid/ eckon den 87 ene part aff det/ de haffde der faar hender/ Men huor mange andre vonbrug de haffde der hoss/ at lucke || det inde vdi Monstrantzen/ at bære det om Kieregaarden/ om byen/ om i Marcken/ føre det til skibs vd paa stranden/ oc saa hen at/ det vil ieg lade fare/ at det bliffuer icke for langt oc eder kedsommeligt at høre.

Om helligens paakald.

DEtte vaar oc en aff deris ypperste klenodier/ at søge til de affdøde helligen oc kalde paa dem om hielp/ oc at det skulde vere Gud behageligt/ oc de skulde kunde forhuerffue oss Guds Naade/ met deris forbøn/ oc Iomfru Maria faar dem alle etc. Oc at wi der faare skulde faste deris afften/ oc hellige deris dag/ oc bygge dem templer oc || Capeller oc holde Messe aff dem/ oc vduele dem til vore Patroner/ at huer fick sin/ huilcken hand skulde faste oc fire til/ oc holde vdaff/ som aff Gud selff. Fattige enfoldige Mennisker komme de til at tro/ om Helligen at de obenbarede sig faar folck/ at de giorde Iertegen/ Oc Folck bleffue saa beskuffede der met. Claus Dæen her vden faar Københaffn/ ved S. Anne/ som de kaldede/ viste end nogit her aff/ Men huo kand opregne alle de veyrstyggeligheder/ som der met fulde? oc vaar dog altsammen lige tuert imod alle Patriarckers/ Propheters Christi oc Apostelernis lærdom/ Ia tuert imod det Første budord oc imod den gandske hellige Scrifft.

Om Skiersild. ||

HEr er grundsuppen/ Her hengde det paa altsammen/ der skulde vere en besynderlig Sted/ som de kaldede Skiersild/ til huilcken de affdødis Siele skulde bort føris oc der pinis for deris Synder/ effter døden til en tid/ somme i thi/ somme i hundrede/ oc somme i mange tusinde Aar/ effter huer deris Gerninger/ oc som de kunde faa Messer oc Guds tieniste her paa Iorden effter dem/ oc Paffuens afflad oc som 88 deris Slect oc Venner haffde pendinge til at komme dem til hielp met/ at deris pine kunde stæckis oc forkortis dem faare/ Ellers maatte de bliffue der i siu Aar for huer Synd som de haffde icke screfftit/ ey helder || giort fyldeste for/ om deris venner lode dem icke komme der fra ved Messer/ ved Pelegrims gong etc. Her aff er det/ at mand skulde holde Vigilias oc Siele messer/ Item Aniuersaria/ det er/ Aars tid oc begengelse for de døde/ met den Rw/ oc det sorte klede/ offuer en ledig Ligbar/ som mand bar Røgelse omkring/ oc stencte viid vand paa/ oc sang Libera me Domine etc. der offuer.
Saadan kram førde Dieffuelen i Skibet/ ved spøgelse ocp
falske obenbarelser/ at hand der met kunde
stadfeste affguderi oc menniskens
egne Gerningers
verdskuld.

Om Spøgelse.

SPøgelse kaldis Dieffuelens kaageleri/ huor met hand loed giffue faare/ ved sine Creatur Papisterne/ at de affdødis Siele komme igen aff Skiersilds pine/ som de ocsaa kaldede dem der faar Gengongere/ oc gaffue Folck deris vilckaar til kende/ oc huorlunde de kunde bliffue reddede aff Skiersilds pine/ Suckede/ græde/ stønde oc gaffue sig/ at de maatte icke lengete vere vde/ for de haffde deris beskicket tid aff Diefflene/ Huor lenge de maatte vere vde/ lige som der haffde verit it Seyruerck vdi Skiersild/ oc de viste huor mange timtner de maatte vere borte/ oc holde saa Diefflene met Tro oc loffue/ at de vilde komme igen i pinen. Læss den Fierde bog/ ex Dialogo Gregorii/ da faar du dette at see/|| oc end at Messen kunde alderrnest hielpe dem der vd. Thi det duede saa vel til at gøre det Aandelige folckis Stegers fed/ oc til at stadfeste den wgudelige Paffue messe met/ imod Christi hellige Naduere. Siden der hoss kunde de ocsaa haffue hielp 89 aff Pelegrims gong/ aff Liuss/ som mand tende op paa deris graffue/ oc elders for deris Siele/ item aff almissegerning etc. Deroffuer lode de sig mane/ belgede met øyen/ oc lode ilde/
lige som det giorde dem ont/ met andre dieffuelens
Skalckheder/ som hand er en Mestere
der paa/ oc haffuer lenge
kundet Kaansten. ||

Om Pelegrims gong

VEd denne Pelegrims gong/ et mange købsteder opbygde vdi Tydskland/ som Aken/ Duren/ Collen/ Vilsnack/ Stierberg/ S. Anne Dal etc. saa vel som i Danmarck oc andersteds. Thi mand prædickede at det vaar saa Gud behageligt/ oc at mand forhuerffuede der met/ det euige liff/ lycksalighed her paa Iorden oc veyrquegelse aff Skiersilds pine/ Oc dieffuelen soff icke her til/ met sine falske Iertegen/ som Christus oc S. Pouil propheterede om/ oc som alle Papisternes bøger ere fulde der aff/ som om den S. Iacobs broder der hengde i Galien/ oc her i Danmarck/ om Seuerin pilckelaass etc. Her met finge de | Vox/ Hør/ Hamp/ Staal/ Guld/ Sølff/ Pendinge oc alle honde igen. Der offuer bleffue mange vnge menniske forderffuede/ oc Iomfruer krenckede etc.

Om Hellige Mends Been.

HVad dette vaar for it bedregeri om Iomfru Maries Melck vdi mange Steder/ saa at hun haffuer inted andet kunde haffue giort i sit gandske leffnis tid/ end side/ oc drage sine Spenner vd/ oc skenct Melck fra sig/ til alle dem/ som det haffue siden ført saa vide om Verden/ lige saa om S. Barbaræ Hoffuit i || mange Steder/ om Stycker aff det Hellige kaarss i mange Steder. Item til Aken om Iomfru Maries serck oc om Iosephs Hoser/ vdi Collen/ om de hellige tre Konger/ til Treueris om Christi kiortel/ oc hundrede tusinde saadanne Stycker. Oc saa her i Danmarck om 90 det blod i Bistrop/ Sacrament i Falster/ om det Affguderi til S. Anne/ til S. Scuerin i Iyland/ i Sieland etc. Det er dem alle vitterligt/ som noget ere komne til alder/ oc omgingis der met.

* Ia vdi Domkircker oc Closter skulde hellige Mends been tois oc Kyssis/ der laa afflad til/ som Paffuen haffde aleniste at vddele met buller oc breff/ Smørbreff/ hualfisbreff vdi Island/ som de haffde hent vdi Rom for store pendinge/|| at de maatte ede Hualspeck vdi den Fyretiue dags Faste. Hid høre hine mange Brøderskab oc Companier/ hid atskillige viielser/ oc den wgudelige Sang. Surgite Sancti etc. som er Dieffuelens oc alle hans Limmers Credo/ optenct lige tuert imod vor Credo. Nu/ huo kand fare dette altsammen igennem? det er wmueligt. Omne malum multiplex. Det onde er saa meget/ at det staar icke til at opregne/ Gud giffuit at wi vilde ekon vnder tiden see oss til bage/ som den hellige Paulus raader oss/ at wi falde icke vdi saadan vildfarilse igen/ der ligger oss mact paa/ oc vore Børn.

HEr til haffue wi hørt huad for kram den Romske Paffue loed S. Peders Skib belade || met aff sit eget gods/ huad for Bylter/ huad for klenodier/ som vaare Menniskens lære/ Fri Vilie/ Closter løffte/ viid Vand/ Røgelse/ Liuss/ Billeder/ Messe/ Helligens paakald/ Skersild/ Spøgelse/ Pelegrims gong/ Hellige Mends Been/ afflad/ Brøderskab/ Viielser etc.

* Nu komme wi til den fremmede Kram som hand loed indføre i samme Skib/ som hine Skibmend oc Skibskremere pleye ocsaa at tage kram ind for andre/ oc sælie det saa hen paa deris vegne/ som de lade sig fracte vdaff/ Saa indførde Paffuen/ vdi den hellige Kirske først alle Kætteris vildfarelse oc Falsk lærdom/ fra den første/ som vaar Simon Magus/ Simen troldkarl/ fra Christi tid her paa Iorden oc de sex hundrede aar igennem ind || til den siste/ som vaar Pelagius/ oc hand vaar nest faar Paffuedommet/ Alle de Mange Kætteris vildfarende lærdom alligeuel at den vaar fordømt aff 91 de hellige Fedre oc merckelige Gudz mend/ som vaare Tertulianus/ Ireneus/ Eusebius/ Epiphanius/ Cyprianus/ Hieronimus/ Augustinus/ etc. som deris bøger giffue vel det til kende/ ocsaa paa denne dag/ effter som huer aff dem leffuede vdi sin tid/ oc haffde atskelige Kettere at ryckis met/ imellem Apostlernis tid/ oc Paffuedommet/ dog kunde det icke affueries/ met mindre end ath Paffuen skulde io indføre alle de ketters Lerdom i Christendommen igen/ tage dem an/ fernisse oc forny dem/ och sælie dem saa for gaat gods vnder it stort Helligheds skin/ Dette wnyttige/ gamle/ forderffuede oc forgifftige || gods tog Paffuen ind igen/ paa det at hand der met/ disbedre kunde sælie sin egen Kram som det skeer/ at mange sælie deris godz vnder oc iblant fremmede godz/ oc holde sig saa fram met det andre hører til.

* Nu er oc kaldis den en Kættere som haardtryckelige fordagtinger sin egen mening/ imod den Hellige Scrifftis rette forstand/ som hand haffuer vreed samme sin mening vdaff/ oc det aff en ond behagelighed oc forsæt/ aff en Æregirrighed oc aff en vrang dom oc forstand/ heller och vdaff had oc affuend aff høyferdighed wgudelighed/ Vederuordighed? Saadanne vaare disse hoffuit Kættere Simon Magus/ Nicolaus/ Ebion/ Montanus/ Arrius/ Manicheus/ Pelagius etc. disse oc andre flere finge til liffs jgen i Paffuedommet/ den || tid deris vildfareise bleff indført aff de Romske Paffuer/ som de end nu paa denne dag sælie vd omkring i Christendommen/ oc vilde end nu gerne skubbe oss den forderffuede oc fordømde kram paa hender/ nu met løgen/ nu met suerd/ at wi end nu skulde bliffue wseligere/ end alle andre Guds Creatur/ om wi vilde vere/ som hine girrige Folck/ der købe op alt sammen huad der findes paa Luse torffuit/ oc riffue oc skrabe til hobe/ baade det som duer noget oc det som inted duer/ saa vilde Paffuen at wi skulde ocsaa købe op altsammen/ huad der er paa hans Luse torffue/ om wi vaare saa flædige/ oc lode oss finde letsindige. etc.

* Men paa det at huer from Christen kand føle oc tage paa at || dette er saa i sandhed/ ville wi det forsøge oc holde 92 det ene mod det andet/ huad forneffnde Kættere haffue lerd fra sig oc huad der er siden lerd i Paffuedommet aff det samme/ oc see saa til/ huorlunde de komme offuer ens met huer andre.

* Oc wi ville begynde paa Simen Troldkarls væsen/ som dette Verss oc almindelig ordspraack er om/ Piscatum rediit Petrus gerit omnia Simon/ S. Peder gaff sig til Fiskeri igen/ oc Simon regerer nu alting i Paffuedommet.

* Denne Kætter Simon Magus eller Simen Troldkaarl/ vaar den første Kætter effter Christi opfarelse til Himmels/ vdi Apostlernis tid/ som Petrus i sin sendinge breff taler om saadanne oc siger/ || der skulle ocsaa vere falske lærere iblant eder/ som skulle indføre forderffelige Secter/ oc skulle forsuerie Herren/ som dem haffuer igenløst/ oc Ioannes siger/ Der ere allerede mange Antichrister til/ huor aff mand kand forstaa/ at strax vdi Apostlernis tid/ begynte den Antichristiske handel at feste rod oc giffue spiter aff sig/ ind til hand bleff fuldmod i Paffuedomet/ Der faare vaare alle disse Kættere Antichristi faarløbere huilcke de hellige Patres kunde icke saa legge øde/ eller vdslycke deris vildfarilse/ met mindre at den skulde ey optendis igen vdi Paffuedommet/ oc forgiffue saa flere vdi disse nihunddre Aar/ end de nogen tid giorde tilforne/

1 Denne Simon sagde sig at vere en stor Guds krafft/ saa at de || Romere lode opreyse hannem til ære/ en stor Stytte/ met denne Titel/ denne Stytte er opreyst den hellige Guds mand Simon til ære.

* Huo der vil nu see lige til/ oc dømme ræt/ da skal hand finde det/ at de Romiske Paffuer vaare huercken Christi eller Simonis Petri/ men denne Simonis Magi effterfølgere. Thi lige som denne Simon vaar i sit Hierte/ lige tuert mod Christum oc hengde alligeuel ved Philippum at hand loed sig der hoss hedre oc ære for Gud/ saa ophøyede de Romske Paffuer sig offuer alt det som kaldis Gud/ som den hellige Paulus Propheterede om dem

* De hulde deris decreta oc decretalia lige ved/ Ia offuer den hellige Scrifft. Hine Curtisaner oc || Canonister kaldede Paffuen en Iorderigs Gud/ oc at hand vaar fød aff Gud oc 93 Mennisken/ oc haffde at biude offuer Englene/ som Gud selff/ ia at vdfri Siele aff Skersild/ oc føre dem ind i Himmelen/ formiddelst sine buller oc afflads breff/ Er icke det met Lucifero oc met Simone Mago at holde sig lige ved Gud/ oc tillegge sig Guds heder oc ære?

2 Denne Simon vilde købe sig den Hellig Aands gaffuer til for pendinge/ lige saa køber oc sælier Paffuen den Hellig Aands gaffuer/som hand kaldede/item Sacramenterne/Viielser/ præbender etc.

3 Denne Simon foractede Ecteskab met sin Skøge Helene/ saa forbiuder ocsaa Paffuen sine creatur/|| sine Caponer Ecteskab/ oc tilsteder dem der vden ved/ at haffue deris Skøger/ oc Hore børn.

* Vdi saa maade følge de Romske Paffuer denne Kættere Simen Troldkarl effter oc førde hans kram ind i Skibet at sælie vd offuer den gandske Christendom.

* De Nicolaiter som vaare til/ halfffemte sinds tiue Aar/ effter at Christus vaar opfaren til Himmels/ som mand maa læse om dem/ vdi Kirskernis Historier/ oc vdi S. Hansis obenbarelsis Bog/ de fore vild i disse thu stycke.

* Først haffde de deris hustruer til fælis/ oc sagde at hor/ boleri oc skørleffnit vaare ingen synd/ Skue her det gandske Paffuedom/ || huordant det haffuer verit her til/ oc end nu er/ monne du icke finde en hob Nicolaiter/ som leffue til sammen vdi en wren Coelibat oc i skørløffnit/ oc haffue deris Skøger til fællis/ oc holde boleri for ingen Synd oc forbiude der offuer de smurde oc ragede Creatur ecteskab lige som det vaar en wren concubinatus eller boleri/ oc der vnder tilstede al wrenhed oc wdygd oc sige/ Si non caste/ tamen caute/ Kand du icke leffue Kyskelige/ da far saa varlige oc saa lønlige aff sted der met etc. Saa haffue disse deris Quinder til fællis/ lige som Nicolaiter haffde.

* For det andet/ lagde de Nicolaiter sig effter at holde al den Hedniske Guds dyrckelse oc offer ved mact/ Huad? haffuer icke Paffuen indført i den Christelige || Kirske/ al saadan Guds dyrckelse/ aleniste met foruende naffn oc met andre Titeler?

94

Offrede mand icke i Paffuedommet til staack oc steen? det er/ til affguds billeder oc støtter/ Suin/ Gess/ Hønss/ Eg/ Lam/ Vox/ Hamp/ Hør etc. som dog bleff altsammen forteret aff altere præste/ aff muncke oc aff deris boelskab oc skøger/ saa vel som det der bleff offeret Bel i fordum tid.

* Saadant tog Paffuen icke aleniste til sig oc sine/ men lagde ocsaa afflad der til/ som hans Buller mangfoldige nock der om vduise/

* Lerde de icke saa/ at mand skulde komme til den oc den sted/ oc der tilbede den oc den affdøde helligens Billede/ oc hoss dem søge om hielp oc raad/ om trøst oc husualelse/ || saa at den ene loffuede sig hid/ den anden did/ Gud giffuit at de end nu vilde affstaa her hoss oss/ vdi dette klare Euangelii liuss/ at bisse til den formaledidede sted Bistrop (som er en ret Tophet) oc til andre saadanne steder vdi huilcke Dieffuelen oc Paffuen haffue hafft deris Kram/ oc huldit kruhuss oc horehuss/ faar alle dem/ som vilde bole der met deris affguder.

* Det vaar Iudæ pung de drogis om/ huo der kunde faa noget i den/ der faar lode de alle ting saa vdstafere oc pryde/ at der vaar ingen maade met/ Støtterne oc Billederne vaare smøckede met Guld/ Sølff/ oc kaastelige kleder/ met Liuss oc anden smycke.

* Kære sig mig huad vaar det || andet end it forkledt oc fortact Hedniske væsen i Paffuedommet/ der naffnene vaare eckon foruende/ Hedniske naffn om til Helligens naffn/ Den Hedniske tempel i Rom Pantheon/ det er alle Hedniske Guders tempel/ om til Iomfru Maries oc alle helligens Kirske/ For Iuno Maria/ for Iupiter de femten nødhelpere/ for Mars oc Hercules S. Iørgen/ for Æsculapius S. Rochus oc S. Sebastianus/ for Bacchus S. Vrbanus oc S. Morten/ for Neptunus S. Nilaus/ for Minerua S. Carine/ for Lucina S. Margrete/ oc huo kand opregne eller telie dem alle sammen?

95

EBion/ som vaar til paa det halffemtesinds tiue oc fierde Aar/ effter Christi opfarelse til Himmelen/ som mand maa læse || i Kirskens Historier om hannem/ haffde sin kætteti oc vildfarelse i disse thu stycker.

* Først vilde hand/ at Mose low/ met alle sine Ceremonier met omskerelsen/ met dage/ mad/ kledebon/ offer etc. skulde ved mact holdts/ der faare forskød hand S. Pouels Episteler/ for de lerde lige tuert imod/ som der/ Lader ingen dømme eder vdi mad eller dricke etc.

* Men huo befaler mere at mand skal end nu holde alle disse vduortis ting/ som vaare Mose oc det Iødiske Folck aleniste befalede/ end Paffuen i Rom? Mange Samuittigheder ere nu mere plaffuede met de Ceremonier/ end det Iødiske Folck vaar vnder Mose. Huo taar i Paffuedommet ede it stycke brød || eller kød/ paa deris budne Faste dage?

* Sandelige Paffuen vaar en langt verre Kætter i de stycker end Ebion vaar i sin tid. Mose Ceremonier finge ende i det Ord som Christus talede paa Kaarssit/ Consummatum est/ det er/ huad i Mose low vaar sigureret oc screffuit om mig/ det haffuer nu ende/ oc huad der hører til Menniskens Salighed/ det er nu fuldkommet. Der faar haffde icke de Paffuer i Rom burt at oprippe saadant igen. Thi Christus købte det dyre nock/ før end at hand fick giort ende der paa/ oc begynte sit ny Testament. Det beuise vel de herlige S. Pouils Episteler til de Romere oc til de Galater/ oc den Epistel til de Hebreer/ at Christus er dem inted nøttelig/ men de ere faldne fra || Guds naade/ som ville hente deris retferdiggørelse aff Mose lowis gerninger.

* For det andet/ haffde ocsaa denne Ebion en falsk mening/ om vor Herre Christo/ at hand skulde icke vere vden aleniste it Menniske/ oc icke en sand Gud/ oc det imod den gantske hellige Prophetiske oc apostoliske Scrifft.

* Huad Paffuen holder om vor Herre Christo/ giffuer vel hans lærdom til kende/ hand gør vor Herre Christum til en streng Dommere/ oc træder Christi Testament oc nockgørelse 96 vnder sine fødder/ alligeuel at der er ingen Salighed vden ved Gud/ oc ingen forladelse/ vden ved Christum/ Men hand foracter dette altsammen oc sælier folck for pendinge/ sine Gerninger som er Messen/ Afflad etc. ||

* Basilides som vaar til vdi det hundrede oc treduende aar effter Christi opfarelse/ oc scriffuis om hannum ocsaa vdi kirkens historier/ hand bar saa faare/ at Christus bleff icke Kaarsfest/ men at Simon Cireneus bleff kaarsfest i hans sted/ Huo der nu holder faare/ at Christi Verdskyld oc blods vdgydelse skal icke kunde vere nock til vor Salighed/ vden vore Gerninger komme der til met/ hand er lige saa god/ som Basilides vaar/ Nu er den gantske Paffuedom i den mening/ Der faar er Basilidis Kætteri ved mact i Paffuedommet/ S. Hieronimus kalder Basilidem en Mester vdi al wrenlighed/ dog haffuer hand sine Mestere vdi Paffuedommet.

*Huad skal ieg sige om hine wrene Gnosticis/ huad skal ieg sige om Valentino/ om Marcione/ om de || atianer oc Encratiter/ om huilke du kant læse i Kirckens Historier/ oc ligne saa sammen oc dømme selff der paa/ om deris vildfarelse findis icke ocsaa i Paffuedommet. Wi ville fram bedre til de andre Hoffuit kættere/ først ville wi satteden kætter Montanum oc Paffuen paa maalet til sammen/ oc see huorlunde de tho komme offuer ens met huer andre.

* Montanus leffuede paa det Hundrede oc halff femte sinde tiuende Aar/ effter Christi opfarelse til Himmelen/ en hoffmodige kætter met sin prophetisse oc boelskab Maximilla/ som S. Hieronymus scriffuer til Marcellam om hannem/ oc Kirskens historier vdi den femte bog/ fra det femtende Capitel til det Nittende. ||

* Hand gaff saa først faare/ at den Hellig Aand kom.icke ned offuer Apostlerne/ paa Pintzdag/ men at hand vaar endelige kommen ned offuer hannem/ det rosede hand sig aff.

* Fulde icke de aff Rom ned i dette Kætteri oc lærde saa/ at den Hellig Aand haffde icke lærd Apostlerne/ alt det som er behoff at vide til saligheden/ vdi Prophetiske oc Apostoliske skrifft/ men at mange nyttelige ting til Saligheden ere 97 obenbarede faar hannem oc faar hans Maximilla/ det et/ faar den Romske kircke/ faar Paffuer/ Biscoper/ Præster oc Muncke.

* For det andet/ sagde Montattus/ at hand oc hans Maximilla haffde forstand oc mact til/ at vdtaalcke || oc vdlegge den hellige scrifft.

* Saa gaff den Romske Montanus met sin Maximilla ocsaa faar i det Concilio til Trent/ Guds aar M. D. xLvi. vdi den tredie Samsæde/ at alle skulde saa tro/ vnder deris Siels fortabelse/ at alle Concilia (alligeuel at de vaare mod Sandhed/ oc mod sig selff indbyrdis) alle Paffuens decreter/ statuter oc obseruantier skulde holdts lige ved den Hellige Scrifft i act oc ære/ oc der giffuer hand sine prester oc muncke mact/ at tractere oc handle den hellige Scrifft/ vride oc vende den effter deris egen løst oc begeringer/ Huilcket den hellige Augustinus oc andre torde aldri gøre.

* For det tredie/Montanus sagde/ at hand lærde mectigere oc || bedre lærdom fra sig/ end Christus oc Apostlerne giorde.

* Monne icke Paffuen haffue hafft den samme mening om sig/ lad oss høre it exempel eller thu/

* Cristus befalede oc sagde i sin Naduere/ Dricker alle her aff/ der siger Paffuen ney til/ at det skal icke saa vere/ men prester skulle aleniste oc icke legfolck dricke der aff.

* S. Pouil siger/ En Tiener vdi Guds ord/ skal haffue sin ecte hustru/ Ney siger Paffuen/ en bisloperske oc boelskab maa hand vel haffue.

* S. Pouil siger/ at wi bliffue retferdige aff naade/ oc icke aff vore Gerninger/ men Paffuen vdi det Concilio til Trent i den siette || Samsæde forbander den/ som det tror.

* Lige er det saa/ om den lydelse imod Øffuerigheden/ oc i mange andre stycker/ som Paffuen haffuer fordristet sig til/ at corrigere Magnificat/ som mand siger.

* For det fierde/ Montanus vaar haard oc grum imod dem som angrede oc ruede deris Synder/ oc vilde rette oc bedre sig/ alligeuel at huercken hand selff/ eller hans Maximilla vilde rette oc bedre sig.

98

* Huor venlige oc huor mildelige Paffuen loed handle met fattige Syndere/ det vide de vel/ alle sammen/ som maatte huiske Præster og Muncke deris Synder i øret/ huad trøst oc husualelse de finge/ som Iudas fick aff Bisperne i Hierusalem (Tu videns/ der maatt du see dig || om) oc som Danyser fick i Rom/ saa at de maatte baade falde i mishaab/ oc bliffue der borte.

* Mand veed vel/ huorlunde de fattige Samuittigheder bleffue plaffuede met menniskens lærdom/ met scrifftemaal plict oc bod/ met faste oc anden nockgørelse for Synden/ der som icke bleff tenct/ end sige talet/ it ord/ om vor Herre Iesu Christo. Det er end nu i mands minde/ allegiuel at vngdommen her hoss oss/ veed icke meget der aff at sige/ Salige ere de nu i vor tid/ som aldri saae Muncke/ dog kunde de vnge spørie saa langt/ som de gamle kunde mindis/ Huo der haffde icke haanden fuld at giffue dem/ den saae de kroget paa/ naar hand kom til Scriffte/ mod de Fattige vaare de haarde/ mod de Rige som haffde || at giffue/ vaare de end noget miskundelige/. Dette kom den Montaniske Paffue aff sted/ alligeuel at hand leffde selff/ vdi Simonie oc sacrilegio/ vdi Sodomitiske synder/ i hoer/ boleri oc skørleffnit/ i had oc affuend oc i forfølgelse mod de fattige Christne/ Ia vdi alle hande legemens løst oc begerelse/ vden al anger oc ruelse/ oc fore saa der hen/ den ene effter den anden/ som Dathan oc Abyron/ som Iudas oc Simon Magus oc som denne Montanus etc.

* Her vil ieg spange offuer Nouatum oc hans Catharos/ som icke vilde lade sig vnderuise/ eller straffis aff nogen/ her mue ocsaa fare de Kættere/ som lode sig kalde Catholiske oc Apostoliske mend

* Manes eller Manicheus som vaar til ved thu hundrede trysinds tiue oc sex Aar effter Christi opfarelse/ || om hannem scriffuer Eusebius i Kirckens historier/ i den siuende bogs/ siu oc tiuende Capitel.

* Først sagde hand sig at vere den rette Guds Apostel/ vdsent aff Christo/ oc at hand annamede først den Hellig Aand.

99

* See ret til Paffuedommet/ vdi disse nefte siuhundrede Aar/ da sinder du/ at de vaare rette Manicheer/ oc rosede der aff/ at de vaare Apostlernis effterfølgere/ alligeuel at deris lærdom vaar lige tuert imod Apoftlernis lærdom.

* For det andet/ Manicheus vdualde sig tolff Apofteler/ lige som Christus giorde/ paa det ath hand vilde io vere lige ved vor Herre Christo. ||

* Men Paffuen tog dybere ind i sæcken/ oc vilde icke aleniste lade sig holdis/ Uge vid Aposteler og ved Christo/ men hand vilde vere en Christus for sig selff/ Ia en Gud i mact oc vold/ offuer Himmelen/ Iorden oc skersild/ der faare vduolde hand sig tolff Cardinaler/ som skulde vere tolff pillere oc støtter i den Romske Kirske/ end dog/ at de ere nu mange flere/ saa at hand ved dem setter Keysere/ Konger/ Herrer oc Førster til rette/ som hand vil. Siden haffuer Paffuen der hoss sine Biscoper/ Præster oc Muncke i den sted/ som Christus haffde sine halfffierdesinds tiue Discipler/ oc Franciscus vduolde sig och tolff Brødre huor mange de ere siden bleffne/ maa mand vndre paa. Disligiste fandis de Clostere som skulde vere en Confessor/ fire Euangelister/ oc tolff Apostler || vdi/ ia der hoss/ nogle fatuæ Virgines/ som skulde see dem til gode/ altsammen it abespil/ oc en formalet hellighed.

* For det tredie/ Manicheus førde en ny lærdom/ som hand kaldede Epistolam Fundamenti/ oc S. Augustinus screff meget mod samme lærdom vdi sin tid/ fordi at Manicheus actede samme sin dict/ lige ved den hillige Scrifft.

* See til om Paffuens Decret bog er icke en ny lærdom/ oc fremmet fra Christi lærdom/ oc holdis dog lige ved/ ia longt offuer den Hellige Scrifft. Saa komme de Romske Paffuer offuer ens met Manicheo.

* Her vil ieg sette Sabellium til bage/ som sagde sig at vere Mose || oc Aaron/ och forbød Kødmad och Ecteskab/ der wi haffue hørt nock om i Paffuedommet/ oc alt formeget.

* Arrius som leffuede Anno Domini ccc xx. lærde icke aleniste en vildfarende och fordømmelig lærdom mod Christi/ oc den Hellig-Aands Guddom/ som en ret Hoffuit Kætter/ 100 men fick det Verdzlig Suerd til hielp/ saa at Keyser Constantius oc andre nødde och tuingde dem alle til at tro Arrii lærdom/ mod den rette Christelig lærdom/ om de hellige Trefoldighed/ oc de røffuede Godz oc liff fra alle dem/ som icke saa vilde tro/ som Arrius lærde/ saa at der bleffue den tid flere hellige Martyres affliffuede/ end til forne/ vnder Tyrannerne/ Nero Domitianus etc. ||

* See til Paffuedommet/ End dog de haffue Christum oc den hellig Aand i munden dog forsuerie de hans krafft/ som den hellige Paulus propheterede/ oc de giffue hannem inted mere/ end det blote naffn/ at hand skal vere deris Syndeskiul/ det andet haffue de beuaret dem selff/ met Menniskens lærdom/ Gerninger oc verdskyld til Salighed/ oc de haffue der offuer opuect den gandske Verdens Mact oc velde/ mod alle dem/ som icke vilde tro oc gøre effter deris befalninger/ oc det met forfølgelse/ forderffuelse/ mord oc mandslet/ brenden/ hengen oc sencken/ som haffuer nocksom giffuit sig til kende i disse neste otte hundrede Aar/ huad for blods vdgydelse de Romske Paffuer haffue kommet aff sted/ oc besynderlige i disse fem hundre Aar/ som Iulius secundus/|| Leo decimus oc Clemens septimus. Ia Paulus Tertius haffue vel plaffuit Christendom i disse neste forgangne Aar/ met det verdzlig Øffuerigheds Suerd/ oc lagde hand afflad der til/ at mand skulde fordagtinge oc beskerme Paffdommet.

* For det andet/ Finge de gods/ pendinge oc rigdom nock/ som vilde beskerme Arrii lærdom oc de hulde dem for martyres/ som miste liffuit for Arii Lerdom.

Lige saa i Paffuedommet bleffue de Biscoper oc andre indscreffne in Canone/ oc vdrobte for hellige mend/ som beskermede Paffuens lærdom oc de kaldedis Martyres som for den lærdom maatte lide noget.

* For det tredie/ Arrianer kaldede sig Catholicos oc Orthodoxos/ || men dem/ som vaare imod deris lærdom kaldede de Athanasianer/ lige som Papisterne kalde nu dem Husiter oc Lutheraner/ som ere mod deris lerdom.

* Her vil ieg springe offuer Apollinarem/ som gaff faare 101 at Christi verdskild vaar icke nock til salighed/ Huad finder du andet i Paffuedommet?

* Disligiste vil ieg inted tale om hine Eunomianer/ som lagde deris lerdom Syndernis forladelse til/ Thi det er mere end obenbarligt vdi Paffuedommet/ at det gaar der lige saa til.

* Euchetæ/ som kaldis ocsaa Psallianer/ oc Messalianer/ om dem finder mand screffuit in historia tripartita/ de leffuede vdi det fierde hundrede Aar/ effter Christi opfarelse || til Himmelen/ som vaar Guds Aar try hundrede halffierdesindstiue oc otte. It Secte fult met ledige/ oc lade buge/ oc fraadzere/ som sade til sammen/ paa deris kor/ oc sunge Psalmer met munde klammer/ vden affladelse/ det er/ faare middag oc effter middag/ ia om natten met/ oc forstode saa det/ som Christus sagde mand bør al tid at bede/ oc Paulus sagde/ Beder foruden affladelse.

* Haffuer du icke her/ min fromme Christne/ Paffuens Sangheste/ Korprester oc Muncke/ som siunge om morgenen oc afftenen i deris Domkircker oc Closter. Ia de hyle/ røde oc tude/ oc kalde det at bede/ naar de bruge mundene fastere/ end naar de pleye at siunge Vigilias for en død som er icke meget fed/ Thi da faar/ Placebo/ patiner at gaa paa/ saa at de vide icke huad de siunge/ oc gøre ligeuel andre vise der paa/ at de siunge oc bede for dem/ och lure saa der met Folck deris Pendinge aff/ ia Vin/ Korn/ oste/ eg etc.

* For det andet/ de Euchiter arbeydede inted/ oc ey haffde sorge for hussholdning/ oc ey studerede til at Prædicke eller gøre nogit til gaffns oc til Guds ære/ men aleniste fortærede andris arbeyde oc sued/ for samme deris korsang/

* Sige icke Papisterne at de ere Aandelige Folck in vita Contemplatiua/ som icke bør at arbeyde/ som de andre/ der aff dem ere foractede in Vita actiua/ men at de skulle dyrcke oc tiene Gud for dem selffue oc for andre/ som den hellige Paulus taler om dem. Ieg beder || eder brødre etc.

* Oc en anden sted. Mange vandre som ieg haffuer sagt eder til forne oc end nu siger eder/ met gredende taare/ Guds kaarsis wuennere etc.

102

* For det tredie/ Psallianer vaare ocsaa enthusiastæ/ det er/ offerer som Theodoretus scriffuer om dem/ in Historia Tripartita.

* Her haffuer du Paffuens Folck met deris Offermesse.

* For det Fierde/ de Psallianer hulde meget aff deris Drøme/ oc talede meget om Sielernis Renselse. Kiere/ huad holt mand icke aff muncke Drøme i Papisteriet/ oc aff Fabel oc løgenactig Snack || om Skersilds pine/ oc om den Siele renselser? Læss den fierde Gregorii bog in dialogis ipsius der om.

* Donatister som vaare til ved try hundrede oc firesinds tiue Aar/ effter Christi opfarelse til Himmelen. De førde allegorier ind offuer alle steder i den hellige Scrifft.

* Finder mand icke det samme vdi Paffuedommet? Skal ey Solen mercke Paffuen/ oc Maanen skal mercke Keyseren? Der aff er den hellige Prophetiske oc Apostoliske Scrifft fortryct oc den rette forstand nidlagt oc forderffuit/ ind til Gud almectigste opliuser sine vduoldis hierter i denne tid/ met sit hellige Ords rette forstand/ som aff den Papistiske Thalmud/ som mand kalder rationale Diuinorum vaar forlagt oc saa || gaat som ødelagt vden i nogle faa deris hierter/ som vaare Ioannes Hus/ Hieronymus de Praga/ Ioannes hilten/ Hieronymus Sauanorola/ Vesselus oc nogle andre/ som lode sig høre met den rene Christi lærdom/ oc maatte dø der offuer som rette hellige Martyres. Ellers vaar der saa stor blindhed paa ferde/ at mange bleffue doctores promoti in Theologia/ som aldri haffde lest Bibelen/ Ia aldri haffde seet Bibelen/ men decreta oc decretalia vaare dem nock/ Thi de frøctede for det som dem nu offuergaar/ at ocsaa Legfolck skulde faa fat paa den hellige Scrifft/ der faare maatte den vnder bencken/ oc hen i lencker paa deris liberier/ oc de finge nogit andet at bære faar oc der vdi loede sig kalde Magistros oc magistros nostros/ det er/ doctores Theologiæ/ || saa vederfaris den wgudelige det/ som hand frøcter faar.

* For det andet/ De Donatister lagde sig den hellige Kirskis naffn oc Titel til/ saa lagdis i Paffuedommet den rette hellige 103 Kirskis naffn oc Titel den Romske Kirske til/ saa at de hulde de andre for Kættere oc wchristne oc forfulde dem/ ia toge død paa dem/ som icke vilde samtycke det samme met dem i deris Papisteri/ lige som Phariseerne oc Prestehøffdinger i Hierusalem forfulde oc ihielsloge vor Herre Christum.

* Merck ocsaa her du Christne læsere/ oc døm selff/ om de Donatisters Kætteri oc vildfarelse bleff icke indskibet i Rom/ oc soldis vd for god Kram/ quid/ pro quo/ album græcum pro balsamo. ||

* Priscilliani som saa kaldedis aff en Hispaner ved naffn Priscillianus/ som leffuede ved try hundrede oc firsinds tiue oc otte aar effter Christi opfarelse til himmelen/ som Augustinus scriffuer mod dem/ oc om dem i sin bog om Kætterske Vildfarilse/ De hulde met de Manicheer og sagde/ Iura Peiera/ det er/ Suer fri oc suer dig om meen/ oc holt inted der aff/ menendis at de maatte fri suere dem om meen/ oc holde ingen Tro oc loffue/ oc at det vaar ingen Synd etc.

* Vaare icke Papisterne i den samme mening mod alle dem/ som icke vilde vere deris Creatur/ Huad tro oc loffue hulde de den hellige S. Hans Huss/ oe S. Hieronymus de Praga/ som de toge aff dage til Costnis i det Concilio/ mod det || leyde breff/ som Keyser sigismundus gaff dem/ at de skulde fare fri til Concilium oc fra/ oc de maatte det icke nyde.

* Lige saa handle de paa denne dag/ met dem som de kalde Lutheraner/ Ia de suore oc loffuede Kyskhed/ men at de suerie sig om men/ er obenbarligt nock/ oc Paffuens hellighed haffde beuaret sig den mact/ at hand maatte løse dem aff/ saa lenge til hand bleff ked der aff/ oc loed dem det friit faar/ at leffue huorlunde de kunde/ dog vden ved Ecteskab.

* Iouinianus/ denne Kætter leffde ved Firehundrede oc femten Aar/ effter Christi opfarelse/ hannem kalder S. Hieronimus i sin første bog/ mod Iouinianum/ en Epicurum || hoss de Christne/ Thi lige som den Hedniske Philosophus Epicurus lærde fra sig at it Menniske skulde søge sin Salighed oc lycksalighed/ vdi velløst/ som vdi legemlig begering/ øyenløst/ legemens løst oc dette liffuis hoffmod/ saa vilde denne 104 Iouinianus lige saa/ Ia saadanne vaare ocsaa det Romske folck/ met deris anhengere/ rette galte vdaff Epicuri sti oc Suinehob/ saa vel/ som de Dauid om taler i den trisinds tiuende/ oc ottende Psalme der som hand kalder dem Animalia ventris in arundineto/ det er/ Fede stigalte vdi blød leyre/ oc Paulus siger/ at deris Gud er deris bug.

* Pelagius hand leffde oc samme tid/ Oc de Pelagianer haffue naffn aff hannem som nectede Christi ære oc verdskyld mod det som hand || siger hoss Ioannem. Sine me nihil potestis facere/ det er/ Foruden mig kunde i inted gøre/ oc de skuffede de fattige Christne met det ord Gratia. Det samme er lige saa skeet i Paffuedommet oc i det Concilio til Trent/ der som Christi verdskyld oc fortienste/ icke maatte gielde it skerff etc.

* Mahomet følger nu her nest/ saa gaat som Paffuens Ienfflige/ Ia hans broder oc gode ven/ til at forfølge de fattige Christne/ som Pilatus oc Caiphas/ ia Herodes met/ oc Annas vaare gode vennere/ til at forfølge Christum/ til de finge død paa hannem.

* Paffuedommet er tiue Aar eldre end Mahomets vildfarelse/ Thi Mahomet vaar først til vdi || Heraclii Keyseris tid/ Guds Aar sex hundrede oc tiue. Men Bonifacius Paffue/ den tredie aff det naffn/ vaar den først som trengde/ lidet tilforne/ Keyser Phocas/ den øfferste Herredom vdaff i Religion/ offuer den gantske Christendom/ wi ville ligne dem met huer andre.

* Mahomet vaar en kremerdreng vdi Arabia/ som sagde met den Kætter Nestorio/ at Christus vaar icke Født aff Iomfru Maria. Strax der effter gaff hand en ny Kætteri faar/ vdaff sin Alcoran/ som vaar denne/ at hand gaff sig vd faare oc kaldede sig den euige oc øffuerste Guds Prophete. Der til fick hand mange anhengere i Arabia oc Aphrica/ saa at hand som vaar en Suend til forne/ bleff || strax en Første/ paa den tid/ der de Land oc Riger fulde fra det Romske Keyserdom.

* Saa bleff ocsaa Bonifacius Paffue stor oc mectig i denne vester part aff Christendom/ Ia der som de vaare faar 105 hannem ekon Biscoper inden Romer Porte/ der bleff hand en stor Herre oc Første/ saa at hans effter kommere Paffuer bleffue saa mectige at de indtoge met mact Valland oc Lomberdi/ met Kongens hielp aff Franckrige. Siden toge de sig større mact til/ som vaar i oc aff at sette Keysere oc Konger.

* Her haffue wi begyndelsen/ nu ville wi see framgongen.

* For det andet. Mahomet drog til sig Konger oc hele Riger nu met || sin list oc sødtalenhed/ ia løgenactig hellighed/ som hand brugte ocsaa vdi Ceremonier oc vduortis skinnende/ dog falsk Guds dyrckelse/ nu met suerd oc vold/ Lige saa lagde den Romske Paffue det ganske Keyserdom/ oc denne vestre Part aff Christendommen vnder sig oc sin mact/ ved sine Decreter oc ved Suerdet/ det er/ ved vold oc mact/ som hans tredubbelte Paffue krone beuiser vel/ at S. hans bescriffuer hannem rettelige nock/ at vere det beest/ som haffuer vel thu horn i Ansictet som it Lam/ men hand taler dog ligeuel som en drage/ mod Christum oc hans helligen.

* For det tredie/ Mahomet oc hans Tyrcker haffue deylige oc skinnende Ceremonier til siune/ saa at de idelige bede/ oc lade sig rense/|| kaste sig nid paa Iorden/ naar de bede/ de dricke icke vin/ de side paa Iorden oc faa sig mad/ de vandre pelegrims reyse til den Sted/ ved naffn Mecha/ som Mahomet ligger iordet/ Deris muncke føre it strengt leffnit met faste/ met kuld/ met affhold oc anden vduortis tuang/ huo vilde icke sige det at vere it helligt leffnit/ oc en hellig Religion?

* Men see om det gaar icke saa til i Paffuedommet/ met mange Ceremonier? som er Messen/ lang lesning oc sang/ ringen/ helligdags hold/ fasten/ pelegrims gang/ cappe/ plet etc. de lade sig oc purgere oc rense met viid vand/ ede aldri eller sielden kød. Huo vilde icke her sige alt dette at vere helligt oc kaasteligt? ||

Men S. Hans siger at det tuehornede Beest haffuer it Menniskis ansict oc lader sig ansee som it Lam/ det er Tyrcki oc Paffuedommet/ men det haffuer en Dragis røst/ at bespaatte Christum met.

* For det fierde/ Mahomet nicter Christi Guddom/ icke 106 aleniste met Nestorio/ men ocsaa met Arrio. Hand holte vel Christum ellers for en Prophet/ vndfangen aff den hellig Aand/ i Iomfru Maries liff/ men hand trode icke/ at Christus er Guds Søn/ ey heller/ at hand taalde pine oc død for Menniskens Slect.

* Saa holder vel Paffuen ocsaa noget aff Christo/ oc giffuer hannem noget til forne/ men hand fortager Christo sin mact oc setter || den hen i Messer/ vigilier/ pelegrims gong etc.

* For det Femte/ Mahomet steder sine til at haffue flere Quinder til sammen/ saa tilsteder Paffuen sine att haffue flere boelskab/ men met de Sodomiters Synder etc.

* Lige saa findis de ens Paffuen oc Mahomet vdi mange andre stycker/ mod Herren oc mod hans Christum/ alligeuel at de ere wens i naffnit oc i Ceremonier/ oc saa gaat som wuenner/ som Herodes oc Pilatus.

* Aff alt dette som nu er opregnet/ kand huer Christen vel acte/ dømme oc holde den Romske Paffue/ at vere den rette Antichrist oc at hand holder S. Peders Skib det er || den hellige Kircke/ met vold/ vnder sig/ mod oc icke met vor Herre Christo/ saa at hans brud den Romer Kirke er visselige den Quinde som er sæt paa det Beest der S. Hans taler om i sin obenbarilsis bog.

Beslutning.

SAa haffue wi her Paffuedommet vdi noger maade bescrefuet och affmalet/ huorlunde den Helige Kirke (som ved S. Peders Skib forstaas oc haffuer verit oc varit fra første Verdsens begyndelse vdi Patriarckers/ Dommeris/ Kongernis/ Propheters/ Machabeers/ Christi oc Apostlernis/ ia ocsaa i de hellige Fedris tid/ vdi || det Ny Testamente vnder Tyranners vold og Kætteris modstand) haffuer verit nu i lang tid plustrit/ røffuit oc saare ilde met faret aff de Romske Paffuer/ oc støt/ slaget oc velt hid oc did/ aff 107 Staarm oc bylier ved Menniskens lære. Ia noget nær suncken oc vnder gaait i løgen oc Tyranni.

* Men huorlunde det er tilsammen klincket oc bøt igen vdi disse tredue Aar oc lenger/ ved den salige Guds mand Lutherum/ oc huorlunde at Christus vor Saliggører selff nu regerer samme Skib igen ved sit hellige Euangelium oc formedelst de Høyuerdige Sacramenter/ effter at de wgudelige Kremere/ vedzler/ tiffue/ Røffuere oc Sørøffuere ere vddteffne oc vdiagede der aff/ end dog det et alle Flomme || Christne vel vitterligt oc obenbarligt nock/ dog vil ieg end nu/ paa det aller korteligste sette her effter huad himmelske Kram der er indført igen i S. Peders Skib/ vdi en summa oc her met bekende min Tro oc lærdom/ som mine metbrødre oc mettienere Superintendenter i disse thu Konge Riger oc aff dette Vniuersitet her i Københaffn haffue bekent oc bestaat i deris tid oc ere bortfarne til det euige Rige/ somme faar oc somme effter Salige docter Morthen Luther/ Crucigerum/ Vrbanum Rhegium/ Vitum Theodorum/ som den salige Mester Iohan Vendel aff Ribe/ Mester Iacob Skøning aff Viborg/ Docter Iens Sining Theologus her aff Scholen/ Mester Frantz Vormordsen aff Schaane/ Docter Oloff Chrisostomus aff Vendsøssel/ Mester Taarbern aff || Trundhiem/ Mester Andris
Matsen aff Oslaa/ oc her Sitzer aff Island/
alle salige met Gud/ oc soffne hen
til en gledelig opstandelse.

Følger her en kort summa paa vor Saligheds lærdom.

GVd almectigste haffuer vdaff sin store Miskunhed/ oc Kierlighed/ vdualt oc forseet til den euige Salighed/ oc til sit Rigis arff alle dem/ som skulle bliffue salige/ oc det vdi hans enborn Søn/ vor Herre Iesu 108 Christo/ til at leffue vdi kierlighed og gode Gerninger/ icke som Mennisken selff optencker/ oc gør effter sit eget gode Tycke/ men som hand selff haffuer beredet til oss/ at wi skulle vandre vdi.

2 Effterdi at wi ere forseet oc vdualde faar Verdsens begyndelse/ aff Gud/ til at bliffue salige oc wstraffelige/ vdi vor Herre Iesu Christo/ det er/ ved Troen/ til Iesum Christum/ da er der oc inted || andet naffn eller ting/ vdi huilcket wi kunde bliffue salige/ oc faa Syndsens forladelse/ vden aleniste Iesu Christi/ vor Herris Naffn/ som oc alle Propheter bære vitnesbyrd om.

3 Der faar kand inted Menniske fortiene sig selff Guds naade oc Syndsens forladelse/ men det er en naadelig skenck oc gaffue/ aff Guds barmhiertighed oc miskundelighed/ foruden al Menniskens fortienste oc verdskyld/ aleniste for Iesu Christi vor Herris skyld.

4 Her vdaff følger det at alle de/ som ville købe/ selie/ fortiene oc forskylde Guds Naade oc Syndsens forladelse met deris egne/ eller andre Menniskers gode Gerninger/ de ere formaledidede oc haffue ingen part eller deel vdi Guds rige. ||

5 Thi gode Gerninger gøre oss icke gode faar Gud/ men de ere oss faar Menniskerne it tegen/ at wi ere gode oc fromme aff Guds Naade/ lige som Fructene vduise oc giffue Træsens dygd oc godhed til kende. Icke ere helder gode Gerninger vore egne Gerninger/ men Guds Gerninger vdi oss. Thi Guds Børn regeris aff Guds Aand.

6 Der faare ere ocsaa de Gerninger icke gode/ oc skulle icke helder kaldis gode Gerninger ihuor gode oc hellige de kunde siunis at vere som Menneskene selff optencke/ oc effter deris gode Tycke/ lære oc befale andre at gøre. Thi Gud dyrckis oc æris til forgeffuis met dem/ Fordi at hand vil æris oc dyrckis aff oss/ effter sine egne Ord/ oc Guddommelig vilie/ huilcken hand || haffuer fuldkommelige nock obenbaret oc vdtryct oss vdi den hellige Scrifft.

7 Gud almectigste vil haffue sin ære aleniste for sig selff/ oc hand kand ingenlunde lide/ at hans ære tilleggis nogen 109 anden/ oc hand vil der faar aleniste selff anrobis/ bedis/ paakaaldis/ trois/ oc bekendis for den eniste hielpere/ Frelsere oc saliggørere der forlader synderne for ingens verdskyld/ men for sin egen Godheds oc Naffns æris skyld.

8 Der faar skulle wi indfly aleniste til Gud/ anrobe/ bede oc paakalde hannem/ vdi al vor nød/ ved Iesum Christum oc i Iesu Christi naffn/ som er vor eniste Middeler/ Talsmand oc Patron/ som ocsaa beder for oss. ||

9 Gud er ingenlunde begerendis aff oss nogen gaffue aff Guld/ Sølff/ Gods eller pendinge oc hand kand icke helder tienis oc dyrckis met noget saadant/ men aleniste met Aanden oc Sandhed/ som er it ræt angerfult Hierte/ som bekender sin synd oc ondskab/ oc troer paa Guds Miskundheds och Barmhiertigheds mangfoldighed.

10 Fordi finder mand oc ingen Bøn vdi den gandske hellige Scrifft til nogen anden end til Gud aleniste. Oc icke helder vdi nogen Helligens/ eller andris naffn/ men aleniste paa Guds æris trøst oc tillid. Men at Gud formanes vdi nogle Bøner ved Abraham Isaac Iacob oc Dauid/ det skeer icke ved deris fortienste men ved Gudz ords oc forietternis trøst oc tillid/ som dem bleffue loffuit oc tilsagt aff Gud/ oc alle deris rette affkomme.

11 Vor Herris Iesu Christi blod/ oc icke vied vand/ eller noget andet/ afftoer alle vore Synder.

12 Ved dette Iesu Christi vor Herris blod afftois alle deris synder som ere en gang Døbte vdi Faders/ Søns oc hellig Aands naffn oc fordempe/ nedtrycke/ døde oc begraffue i sig/ Syndsens løst/ kødelig begering oc attraa/ oc ved Troen til Iesum Christum leffue effter Guds ord oc vilie. Oc der faar kaldis Daaben i den hellige Scrifft/ Bodsens Daab/ for wi negte oc forsage oss selff vdi Daaben/ oc bekende oss for arme Synder/ der hoss ocsaa tro oc forlade oss/ paa den Bod som Christus Iesus vor Herre haffuer giort || for vore synder/ oc der til met loffue wi oc tilsige vor Herre/ vor Synders bod oc bedring.

13 Foruden Blods vdgydelse/ er ingen Synds forladelse/ 110 som der staar klarlige til de Hebræer. Vdi Paffue Messen vdgydis inted blod. Thi er der ingen Synds forladelsse i Messen/ Men paa Kaarsens galie vdgydede Iesus Christus vor Herre sit blod for alle vore Synder.

14 Siger ocsaa samme Epistel til de Hebreer/ at vor Herre Iesus Christus haffuer hellig giort oss een tid ved sit Legoms Offer/ som een tid er skeet/ oc kand icke ske tidere/ som der staar strax til forne i det niende Capitel. Fremdelis staar der saa/ at hand haffuer || met det samme aleniste Offer/ som een tid er skeet/ forhuerffuit oss en euig genløselse/ oc fuldkommelige helliggiort/ det er/ forhuerffuit oss syndernis forladelse.

15 Her aff er det io klart/ at der forhuerffuis ingen genløselse eller forladelse met Paffue Messen/ icke kand Messen helder kaldis vdi nogle maade it Offer/ for synden/ men huo det siger oc lærer/ hand siger oc lærer mod Guds ord oc mod den euige sandhed. Oc al den lærdom er en formaledidet lærdom som lærer noget/ noget andet/ at kunde hielpe til vor Salighed/ end som det hellige Euangelium lærer oc indholder.

16 Effter vor Herris Iesu Christi egne ord/ oc den Apostoliske || lærdom/ edis oc drickis vdi Christi Naduere hans sande legom oc hans sande blod/ icke til at forhuerffue Syndernis forladelse met/ som er een tid forhuerffuit aff vor Herre Iesu/ paa Kaarsens Galie/ men til en stadfestelse/ paa vore Synders forladelse/ oc til at begaa/ betracte/ ihukomme/ kundgøre/ loffue/ prise/ tacke oc ære Gud/ for den store/ wbegribelig kierlighed/ som hand haffuer beuist oss met sin egen Søns død og pine/ for vore Synder.

17 Bisper oc Præster vdi den hellige kircke ere skickede til at predicke/ at skiffte oc vddele vor Herris Iesu Christi Høyuerdige Sacramenter/ oc icke til at offre dem for deris eller andris syndere/ Oc skal Alterens Sacrament annamis aff alle Christne Menniske i begge || Parter/ som kaldis vdi Scrifften/ nu Herrens brød oc kalck/ nu hans legem oc blod.

* Der faare ere de icke den Hellige Christne kirckis rette Præster/ men deris egen Bugs tienere/ som ere skickede mod 111 Guds ord oc befalning/ til at offre oc icke til at vdskiffte Herrens Sacramente. Saadanne ere alle Messe præster/ som icke andet gøre end sige Messe.

18 Effterdi Gud haffuer strengelige forbaaet al horeri/ skørleffnit oc boleri/ oc indsæt/ skicket oc velsignet den hellige Ecteskabs stat oc leffnit for alle dem/ som der til ere bequemme/ oc haffue icke Iomfrudoms naade oc gaffue/ da dømmis alle de/ vere sig Præster/ Muncke/ Nunder eller andre/ som leffue || anten lønlige met Hiertens samtycke/ løst/ brønde og begering/ imod det siætte bud/ eller oc obenbarlige/ met vduortis Gerninger oc leffnit der imod/ forlaabne Christne oc menædere at vere/ hine faar Gud oc disse faar Gud oc al Verden.

19 Ecteskab bør effter Guds egit ord oc befalning/ at vere alle Mennisker Frii til at indgaa oc anname/ saa at det kand icke bliffue nogit Menniske formeent eller wfriit for noget løffte eller Menniskens forbuds skyld/ Oc er Ecteskabs forbud (der faare) vnder kyskheds oc renheds skin oc prætext it løgenactigt oc Dieffuelsens forbud oc lærdom

20 Faar Gud regnis/ actis/ ansees inted/ som hannem kand vere || behageligt/ vdi it Menniske/ end aleniste Troen til Iesum Christum som giffuer sig til kende/ oc beuiser sig
imod sin Neste/ vdi Kierlighed/ oc aleniste
ere de de rette Christne/ som dyrcke
oc tilbede Gud i Anden oc
i Sandhed.

112

Til den Christen Læsere.

ENd dog/ min Fromme Christen/ ieg bruger i denne Bog de figurer om S. Peders Skib/ oc om den hellige Christelige Kirske/ som er Metaphora/ oc Allegoria/ da vil || ieg icke at nogen skal vrangelige førstaa det/ lige som den hellige Kirke skulde vere grundet oc bygget paa S. Peders person/ som det Papistiske folck haffuer nock abet sig met den Voxe Nese/ som de sette paa disse vor Herris Christi ord.

Du est Petrus/ oc paa denne Klippe vil ieg bygge min Menighed/ der met/ at de lagde S. Peder det til/ at hand skulde være grunduolen oc den ægsten eller hiørnesten som den hellige Kirske er bygd paa/ ia hendis Hoffuit til met/ huor aff de Romske Paffuer haffue altid roset sig/ oc indset der faar S. Peders nøgeler/ som de kalde/ vdi deris buller oc indsegler/ lige som de haffde mact aff hannem/ at lade op oc lucke til/ at løse oc binde/ ia at bruge begge Suerd etc. alligeuel at den || hellige Scrifft er lige tuert imod deris mening/ oc legger vor Herre Christo selff det til/ at hand er den rette Grunduol/ den rette Hiørnesten/ oc sin hellige Christelige Kirskis rette Hoffuit/ oc ingen anden.

* Det første beuisis i Cor.3. Der kand ingen legge en anden Grunduol/ end den som lagt er/ som er Iesus Christus.

* Det andet beuisis Psal. 118. Den Sten som Bygnings mendene bort kaste/ er bleffuen til en Hiørnesten/ Huilckit Verss vor Herre Christus beuiser hoss Matheum/ at være Propheteret om hannem selff oc om ingen anden.

* Det tredie beuisis Ephe: i. Hand sette Hannem til Menighedens Hoffuit offuer alting/ huilcken der er hans Legem.

* Oc mange andre steder det beuisis i den hellige Scrifft/ ocsaa at Christus gaff befalning ved Nøglene/ at løse oc binde/ at forlade synder oc beholde dem/ at oplade oc tillucke etc. Der faar bør ingen at legge S. Peder til/ det som hør vor Herre Christo alene til.

* Saa skal mand icke helder legge S. Peder den hellige 113 Kirske til/ for hun kaldis her i denne bog/ hans skib/ for de tho aarsagers skyld som berøris først i bogen oc vdtydis hen bedre i denne samme bog || alle uegne/ ath den hellige Kirske kaldis och er vor Herris Christi Skib. Thi end dog vor Herre Christus traadde ind vdi S. Peders skib (verdslige at tale) da forloed S. Peder dog/ samme tid/ sin baad eller skib/ och traadde ind i vor Herris Iesu Christi skib/ det er/ ind vdi den hellige Christelige Kirske oc fulde saa Christum effter/ det samme bør ocsaa alle dem ath gøre/ som ville bliffue salige hoss vor Herre Iesum Christum.

* Der faar min gode Christen Broder oc ven/ vil ieg haffue dig paamint/ at saa tit/ som ieg neffner S. Peders skib i denne bog/ huorlunde at det er ført om kring oc vonbrugt paa det siste i Paffuedommet/ da vil ieg haffue forstaad der met/ vor Herris Iesu Christi skib/ det er/ hans || hellige Christelige Kirske/ som er grundet oc bygget paa hannem/ oc hand er hindis hoffuit etc.

* Icke er det heller nyt eller wseduanligt at bruge saadanne Figurer oc lignelser til opbyggelse och til Guds Ære/ som mand finder tusinde exempler om saadanne Figurer/ oc end finder mand ocsaa at dette ord Skib mercker Huss/ Stad/ Kirske etc. Som Esaias scriffuer om Tyro oc andre Søsteder saa sigendis. Græder i Skib paa haffuet etc. huor met hand mener alle omliggendis Øer oc steder. Oc Salomon ligner en from Quindis husholding vid it Skib/ oc siger/ Hun er lige som it Købmands Skib/ som henter sin næring langt borte. Oc den hellige Augustinus bruger mange stede denne lignelse/ som || mand maa læse offuer den ciii Psalme/ Skibene løbe paa vandet oc icke syncke/ Skibene (siger hand) forstaa wi at vere Menigheden/ som vandrer vdi Fristelsers staarm oc bylier/ vdi denne Verdsens flode iblant store og smaa Dyr. Christus er Styremanden paa sit Kaarsis træ etc. Læss det samme offuer S. Hansis Euangelii siette Capitel. Item vdi den xiiii. prædicken offuer Matthæi Euangelium scriffuer hand saa/ Den stund Christus beder paa bergit/ da driffwer Skibet faar vind oc voffue vdi det dybe haff/ men det kand 114 icke siuncke/ for Christus beder. Kære Brødre tencker at det Skib er den Hellige Christelige Kirske/ oc den staarmende Haff er denne Verden/ oc naar hun lider forfølgelse/ da reser sig en stor Staarm offuer Christi baad eller skib. ||

Effter disse oc andre saadanne exempler bruger ieg denne samme lignelse forhaabendis/ at det holdis mig til gode oc tagis mig icke vdi nogen vrang mening/ effterdi at huer from Christen/ veed io vel aff Guds Naade/ huad hannem bør at holde om vor Herre Christo/ oc huad om S. Peder Apostel.

Herren gaar faar etc. Hannem ske loff/
priiss oc ære til euig tid
amen.

Prented i Københaffn. Guds Aar. M. D. Liiii.
115

* Nogle smaa vildelse vdi Prenten.

C vii. facie ii. linea xvi Moabiter.
E i. fa. ii li. xvii Cyrum
L iiii. fa. i. li: vii. bruge de
M ii. fa. i. i bredden Rom:
Q ii. fa ii. li xii Apoc: 13

116

TEXTRETTELSER.

117
S. 25 L. 13. ordspraag Orig. ordpraag
- 28 - 21. /Joan/ - . Joan
- - - - Marg. Joan: 3 - Joan: 2
- 29 - 1. Overskriften mangler i Originalen
- 33 - 14 Marg. Matth: 10 Orig. Matth: 5
- 36 - 1-2. For det Femte om Mose tid - om Mose tid For det Femte
- - - 9. det hele tusinde - det hele tusindede
- 37 - 2. bleff - belff
- - - 6-7. Moabiter - Maabiter jf S. 115 L. 2.
- 38 - 26 Marg. Jud: 15 mangler i Originalen
- 39 - 3 - Esa: 59 Orig. Esa: 51
- 40 - 7 - 1.Pet:2 - 1. Pet: 1
- 41 - 7. iblant dem/ - iblant dem
- - - 36. Philisteer/ - Philisteer (Linjeudg.)
- 43 - 2. Cyrus/ - Cyrus (Linjeudg.)
- - - 21 Marg. Ezre 1 - Ezre 12
- 44 - 12. Cyrum - Cirum jf S. 115 L. 3.
- 46 - 5 Marg. 2 Mach: 3 - 1 Mach: 3
- - - 16. Jonathas/ Joannes - Jonathas Joannes
- 47 - 5. aff Gud/ - aff Gu/ d
- - - 6. Verdsens - Vverdsens
- 49 - 6. Joan: 14 - Joan: 15
- - - 25. armod / slag - armod slag
- 53 - 26. biscop/ - biscop.
- 55 - 10. Antichrist - Antechrist
- - - 30. en ond dag/ - en ond dag.
- 57 - 23 Marg. Lib: 10. Cap: 14 - Lib: 10. Cap: 13
- - - 27 -Cap. 37. et 38 - Cap. 37. et 3
- 58 - 23. Regementit/ oc - Regementit. oc
- 60 - 13. effter hannem kom - effter hannem Kom
- 60 - 19. Donatister/ Pelagium - Donatister Pelagium
- 63 - 31 f. trestrengde - tresterngde
- 65 - 28 Marg. vrsp. fol: 226 - vrsp. fol: 236
- 69 - 8. Joan: 16 - Jaon: 16
- - - 10 Marg. Under 2. Cor. 1 findes i Orig. en fejlagtig Henvisning til 4 Gal 4. (!).
- - - 29. vd offuer - vd offer
- 72 - 27. Sallighed - Salligded
S. 76 L. 21. hoffart Orig. hoffari
- 78 - 10 Marg. Maafh. 6. - Maatk. 4.
- - - 27. bruge de - bruged e jf. S. 115 L. 4.
- 79 - 6 Marg. Esa.58 - Esa. 59
- 81 - 4. Horeri/ - Horeri (Linjeudg.)
- 83 - 4. Rom: 5 - Ram: 5 jf. S. 115 L. 5.
- - - 15. vdkast - vdskast
- - - 29. Dan: 7 - Dan: 9
- 89 - 10. Duren/ Collen - Duren Collen
- 90 - 33. vaar - Vaar
- 91 - 2. Eusebius/ Epiphanius - Eusebius Epiphanius
- 91 - 22. Manicheus/ - Manicheus (Linjeudg.)
- 93 - 10. Helene - Silene
- - - 19. lib: 3. Cap: 29 - lib: 3. Cap: 39
- 93 - 21. til fælis - til falis, jf. L. 26 tilfælis og især L. 31 : Saa haffue disse deris Qvinder tilfællis/ lige som [de] Nicolaiter haffde.
- 95 - 1 f. Marg, Henvisn. gentages i Orig. øverst BL O 3V.
- 96 - 6 - lib: 4. Cap: 7. Orig. lib: 4. Cap: 8
- 105 - 14 - Apoc: 13 - Apoc;31 jf. S. 115 L. 6.
- 106 - 28. Patriarckers / - Patriarckers (Linjeudg.)
- - - 29. Propheters/ - Propheters (Linjeudg.)
- 107 - 24. soffne hen - soffue hen
- 109 - 12 Marg, Joan: - Jaon:
- 111 - 10 Marg. Hen findes i Orig. en fejlagtig Henvisning til "Cor: 15 et 17".
- 113 - 26. Købmands Orig. Købmads

I Orig. er Skriftstederne nærv. Udg. S. 112 L. 10 i, L, 22 i, L. 24 f., L. 28 f. trykt med stor Skrift.

NOTER.

S. 21 L. 7. Hermolae, formentlig Vokativform af Hermolaus, en - iøvrigt ukendt - Latinisering af Herluf.

S. 21 L. 11. Mantuani verss, se Mantuani Parthenopæi Carmelitæ, Opera omnia, Antv. 1576. 8°. I. 174. Johs. Baptista Mantuanus, spansk Digter (1448-1516), W. W.1 I. 1970.

1 Wetzer u. Weltes Kirchenlexicon. 2. Aufl.

118

S. 22 L. 10. . . Belt/ der haffuer mangen fra sin dawre velt dvs. Bæltet, som har drevet mangen fra sin Davre, skilt mangen ved sin Morgenmad. Jf. vælde, Kalkar IV. 903, Udtrykket bruges ogsaa af Kingo (Samsøes Beskrivelse 1675, Bl. a 2r): . . jeg frygter kun for Belt/ Der mangen haver fra sin goode Daure velt.

S. 26 L. 10, det skal nu ville vere met hende dvs. det skal nu være ude med hende. Udtrykket kendes ikke andetstedsfra. Jf. Kalkar IV. 910 b. L. 48. Muligvis foreligger her en Trykfejl.

S. 26 L. 26 og 28. isted "snart" (Kalkar IV. 89a. L. 9).

S. 32 L. 22 f. Joannis Hiltens Prophetie; Johan Hilten var en Franciskanermunk, der levede i 2. Halvdel af 15, Aarh., og hvis Profetier om Pavemagtens Fald, Tyrkernes Herredømme og Verdens Undergang vandt stor Udbredelse i Reformationstiden. Ifølge Melanchthon (Corpus Reformatorum XXIV, 64) havde Joh. Hilten spaaet, at Tyrkerne Aar 1600 skulde faa Magt over Italien og Germanien ("Anno 1600. Turci dominabuntur in Italia et Germania"). Det er muligvis hertil Palladius sigter. Verdens Undergang havde Hilten forudsagt til 1651, men dette kunde dog selv de længst levende ikke opleve. Jf. iøvr. Realencyklopädie f. prot. Theol.VIII. 79 og Noten til S. 42 L. 22 ndf.

S. 33 L. 6 f. den tid hun bleff adspred effter S. Staphens død dvs. dengang Kirken, ved Paulus, vandt Udbredelse efter St. Stefanus' Død. Et gammelt Ord, der (fejlagtigt) tillægges Augustin lyder: Si Stephanus non orasset, ecclesia Paulum non haberet. - I nuværende Betydning findes adsprede S. 49 L. 26: de kristne led "forfølgelse . . oc atspredelse effter S: Staffens død."

S. 37 L. 3 f. S. Hierom: screff en hel bog, se Erasmus' udgave af Hieronymus, Basel 1516, IV, 17 v: De quadraginta duabus mansionibus, Ep. ad Fabiola.

S. 37 L. 20 f. Hand lagde oc strax de Købsteder Iericho/ Hay oc Bay plat øde; hermed hentydes vel til Josvas Erobring af Jericho, Ai og Bethel (Josv. 6.15 ff., 8.7 ff, jf. 12.16).

S. 39 L. 1. skudne i hul dvs. skudt i Stykker, se Kalkar II. 289.

S. 39 L. 31. bugbid d. e. Mavepine, Ærgrelse.

S. 40 L. 12 f, den rette Kongelig spir d. e. det rette kongelige Scepter dvs. Herredømme, jf. Kalkar IV. 66.

S. 42 L. 9. ferne Land d. e. Fæderae Land.

S. 42 L. 21. de fattige Christne aff Vnger. Unger bruges i Almindelighed om Folket "Ungarere", men er her brugt om Landet "Ungarn", ellers Ungerland; jf. Kalkar IV. 678.

S. 42 L. 22. den lerde Mands Joannis Hiltenii Prophetie. Om 119 Johs, Hilten se Noten til S. 32 L. 22. Paa nærværende Sted sigter Palladius jo utvivlsomt til Hiltens Profeti om Tyrkernes Erobring af "Germania" Aar 1600. Det er paafaldende, at han skriver "inden 46 Aar", da Bogen efter Fortalens Datering at dømme er skrevet 1553; men da den først er trykt 1554, kunde han maaske under Korrekturen have rettet "47" til "46"?

S. 44 L. 16. ind til Christum en Første (jf. S, 48 L, 27) sml: bis auf den Fiirsten Messia etc., Luthers Udregning af Daniels Uger (Erfurterudg. XXIX, 70 ff.).

S. 45 L. 5-6, tage . . en snibbe op aff de wgudelige oc snababis met dem dvs. tage en Forhaanelse op fra de ugudelige og strides med dem; ikke gaa af Vejen for en Strid med de ugudelige. Jf. Kalkar IV. 22.

S. 45 L. 12-15. Ingen vil fortørne hin anden der offuer etc. dvs. Ingen vil af den Grund fortørne sin Næste (og vove Skindet), med mindre en ret Esra eller Nehemias findes imellem dem, der tør hugge sin Næse i Sten (dvs. tør indlade sig i Kamp jf. Kalkar IIL 259) for Guds Æres Skyld (og saaledes ved sit Exempel opildne de træge).

S. 46 L. 17. Hircanus, Fejl for Eleazar. Matathias Sønner, der opregnes 1. Macch. 2.1, er: Johannes, Simon, Judas, Eleazar og Jonathan. Hircanus er Søn af Tobias, 2. Macch. 3.11.

S. 50 L. 12, Her maatte hun drage den røde Kiortel paa dvs. her maatte Kirken døje blodig Forfølgelse. Samme Udtryk bruges S. 52 L. 4f. og S. 54 L. 13f. Som Modsætning hertil bruger Palladius S. 55 L. 3f. Udtrykket: her haffde hun sin huide kiortel paa om den ublodige Undertrykkelse.1

S. 51 L. 29. en Skaw; Betydningen tvivlsom; maaske - skab "Skab", Tilbygning paa Skibet; jf. Kalkar III. 748; Prof, Verner Dahlerup mener, at skaw muligvis er en Fordanskning af græsklat, scapha, Baad.

S. 52 L. 4 f. rød Kiortel se Noten til S. 50 L. 12.

S. 53 L. 7. Ad Janu: Epist. 119, se Erasmus' Udg. af Augustin II, 362 ff.

S. 53 L. 25, bleffue fult Martyres tagne aff dage, jf. S. 61 L. 10 da bleffue fult Synodi huldne og S. 65 L. 8 hun kand faa fult bolere. Alle tre Steder har fult "fuldt" Betydningen "fuldt af", "fuldt op af", "i Mængde". (Udtrykket findes ikke hos Kalkar, jf. I. 797 a, Suppl. 326 b. L. 44).

* 120

S. 53 L. 29 f. vnder Keyser Vibio/ Hostilio Gallo; Gajus Vibius Trebonianus blev Kejser 251; hans Medregent Hostilius døde samme Aar, hvorefter Gajus' Søn Volusianus blev Kejser. Han faldt sammen med sin Fader i Kamp mod Emilianus, Statholder i Møsien, 253. Hos Euseb. (Rufinus), til hvem Palladius henviser, kaldes Decius' Efterfølger kun med ét Navn: Gallus (VII. l og 10), i Ursperger-Krøniken findes derimod Sammenblandingen med Hostilius; Gajus kaldes her: Virius (baade Udg. 1537 og 1540 har r for b) Gallus Hostilius (p. 77).

S. 53 L. 33. disse Biscoper Lucius/ Stephanus Martinus; herom findes intet hos Euseb., til hvem Palladius henviser; derimod nævner Ursperger-Krøniken (p. 78) Lucius og Stephanus blandt de kristne, som led Martyrdøden under Valerian. Martinus er sikkert Fejl for Martyrus eller Martirus, saa de omtalte Bisper kun er to: Lucius og Stephan Martyr. Fejlen skyldes næppe Sætteren; havde Palladius kun villet nævne to Biskopper, havde han forbundet Navnene med "og" jf. S. 53 L. 21 og sammenlign hermed Opremsningen L. 26 f.; snarere har Palladius læst Martinus for Martirus i sin Kilde. - Den hellige Martin led ikke Martyrdøden under Valerian, men døde roligt under Honorius Aar 395.

S. 53 L. 34 f. denne Tyrann bleff Kong Saporis aff Persen fodskammel etc. Denne Oplysning er heller ikke taget fra Euseb, til hvem Palladius henviser, men findes ligeledes i Ursperger-Krøniken, hvor det hedder: Nam quam diu uiuiebat, semper accliuis humi, r egern in equum ascensurum dorso attollebat. (p. 78). Endnu nærmere Palladius' Text er Fremstillingen i en sammen med Ursperger-Krøniken 1540 indbundet Krønike af Joh. Cuspinian, som beretter: Quoad enim uixit Rex Sapor, eo incuruato, pedem ceruicibus eius imponens, equum ascendere solitus erat pro scabello eo usus (Udg. 1540, p. 114).

S. 54 L. 8. Historien om de 17000 Martyrer findes i Randglossen - og kun her - i Ursperger-Krøniken p. 82: Decem & septem millia martyrum pro Christo in uno mense.

S. 54 L. 13 f. den røde Kiortel, se Noten til S. 50 L. 12.

S. 55 L. 3 f. sin huide Kiortel se Noten til S. 50 L. 12.

S. 55 L.7 ff. Jf. Apok, 5.1 ff. ("de syv Segl"), 10.1 ff. ("de syv Basuner") og 15.5 ff. ("de syv Skaaler").

S. 56 L. 32. Constantinum Skrivefejl eller Trykfejl for Constantium.

S. 57 L. 34 f. de faa at giffue sig tabt/ spaatte oc styrte; dette 121 Udtryk synes at være tautologisk; i saa Fald maa her foreligge en særlig Betydning af Verbet "spotte"; men muligvis er Udtrykket flertydigt, saa spaatte ligefrem betyder "tale bespotteligt". S. 58 L. 4 ff. Som Vidnesbyrd om den kraftige Maade, hvorpaa Palladius gengiver sin Kilde, kan samstilles L. 4-9 og det Stykke i Historia Tripartita (det direkte eller - snarere - indirekte Grundlag), til hvilket der henvises:

Sankt Peders Skib.

Denne Iouinianus vilde icke før annamme Regementit/ før end den gandske Hær loed sig omuende til Christum . . . Huad/ sagde hand/ skal ieg vere Keyser offuer en hob Paganer oc wchristne/ effterdi at ieg er selff aff Guds naade en Christen?

Hist Trip. (MigneLXIX,1063) Qui cum violenter a militibus ad imperium traheretur, clamabat, dicens non se velle paganis hominibus imperare, cum ipse Christianus existeret.

S. 59 L. 18 f. Basilius fra Kæsarea (330-79), - Epiphanius, formentlig E. fra Palæstina, Biskop i Konstantia (d, 403), Ambrosius (340-97), - Cirylius d. e. Kyrillos fra Jerusalem (c. 315- 86), - Nazianzenus d. e. Gregor fra Nazianz (330-90). Jf. Noten ndf. til S. 91 L. 1 ff.

S. 60 L. 4. Dauid . . som hand haffde faar sine øyen, idet Saul og hans Mænd omringede David, se 1.Sam.23.26.

S. 61 L. 10. fult = "fuldt af", jf. Noten til S. 53 L. 25.

S. 62 L. 11 f. paa det/ mand kand vide/ huor grundsuppen vaar aff alt det onde etc.; Grundsuppe betyder egentlig "Bundfaldet", "Bærmen", men brugtes af Palladius overført ikke blot om Bærmen, men ogsaa (nedsættende) om Hovedindholdet af noget, saaledes paa nærværende Sted og i Visitatsbogen (Grundtvigs Udg. S. 117.21); mere bogstaveligt er Udtrykket brugt ndf. S. 87 L. 26. Ordet er laant fra tysk Grundsuppe, jf. Sv. Grundtvig i Visitatsb. S. 185 samt Kalkar II. 80 samt Suppl 379.

S. 64 L. 15. der vilde flue [flyve] Hatte dvs. der blev da smældet og slaaet. Jf. Hier. Just. Ranchs Danske Skuespil S. 278: her fyger hatte, vor naboer kiffuis som hunde oc katte og Kalkar II. 174. b hattefog = Slagsmaal.

S. 64 L. 34. affguder fra Holland. Hermed sigter Palladius til den stadige Indførsel af Helgenbilleder, næppe til selve Helgenvandringerne; - ny Helgener indførtes vist ikke i 16. Aarh.

S. 65 L. 3f. hine gamle Trafaler dvs. hine gamle Skøger, 122 Gadetøjter (jf. nederty. dravaljen, geschäftig hin und her laufen) in quinto Cottegio til Lips. Talen er vel om de bekendte LeipzigerMesser, men hvortil Palladius hentyder ved "femte Collegium" er mig ubekendt.

S. 65 L. 4 f. smøcke sig vd . . met emtyr oc fernisse, d. e. udstafere sig med "Eventyr" [dvs. Gøgl, uægte Smykker] og "Fernis" [dvs. Sminke].

S. 65 L. 28. ved den tid/ at de siu Electores bleffue vdualde; denne Oplysning findes i Randglossen - og kun her - i Ursperger-Krøniken p. 226.

S. 67 L. 21 ff. de Femten Nødhielpere, se II. Bind S, 360 (Note til S. 340 L. 7) samt Kirkehist. Saml. II. 8 f. De sammenstilles med Jupiter S. 94 L. 29:

Item S. Blasius; S. Blasius regnes almindeligt til Nødhjelperne, se Kirkehist. Saml. anf. St. samt Ellen Jørgensen, Helgendyrkelse, S. 118. At han paakaldes som Beskytter mod Ulve har sin Aarsag i hans Legende, hvori det fortælles, at han skaffede en fattig Kone, fra hvem en Ulv havde ranet hendes eneste Gris, denne tilbage (Legenda aurea, under 3. Februar). Han paakaldes ellers især for Halspine (se Nord. K.1 I. 337).

S. Brandanus for vaade ild; denne Paakaldelse skyldes sikkert Navne-Lighed (Brand - Ild). Han er ellers Skipperhelgen, se Ellen Jørgensen, anf. Skr. S. 41 og 134.

S. Gregorius och S. Karene for peblinge oc skolegong, jf. at S. Katarina - der iøvrigt ogsaa er en af Nødhjælperne - af Palladius sammenstilles med Minerva S. 94 L. 32.

S.Jøren [St. Georg], ogsaa en af Nødhjælperne,- der ifølge det udbredte Sagn sprænger frem paa sin Hest og jager sin Lanse i Dragens Gab, - beskytter reysener (d. e. Ryttere, Krigere til Hest) oc Heste. Jf. Ellen Jørgensen, anf. Skr. S. 115 ff.

S. Antonius mod hedild d. e. "Rosen"; jf. den onde eller vilde ild/ som mange kalle s. Anthoniess ild, Chr. Pedersens Lægebog 1533 BL 83v. St. Antonius tilbades ogsaa mod faldende Sot og Pest - var i det hele Lægedomshelgen, se Ellen Jørgensen, anf. Skr. S. 123.

S. Agata for spenne we d. e. Smerter i Brysterne hos Kvinder. Ifølge Legenden (Legenda aurea, under 5. Februar) fik S. Agata begge Bryster skaaret af, men helbredtes paa vidunderlig Vis.

S. Apelloni for tenduerck jf. Peder Smed, Bl. I 3V: For tanduerck er S. Apellonis sterck. Ifølge Legenden fik S. Apollonia, *

123 før hun led Martyrdøden paa Baalet, alle sine Tænder slaaet ud. (Legenda aurea, under 9. Februar).

S. Lambert kommer fra Nederlandene til Mildsted, Husum og Ribe. Ellen Jørgensen, anf. Skr. S. 36.

S. 68 L. 30. Som Himlens Herre fremstilledes Kristus almindeligt siddende paa Regnbuen, se H. Otte, Handbuch der kirchl. Kunstarchäologie, 5. Opl. I, 514. Jf. Apok, 4,3.

S. 70 L. 13. Decretum Gratiani, Paris 1612, p. 59-60, Decreti prima pars Distinctio XV, can. 3: Quae concilia sancta Romana ecclesia suscipiat etc.

S. 70 L. 17. hun er vniuersalis et Catholica . Ordet "katolsk" bruges stadig i sin oprindelige og almindelige Betydning. Jf. om Lutheraner Noten til S. 103 L. 24 f.

S. 70 L. 25 ff. Henvisningen til Gal. 3 som Vidnesbyrd om "Loven"s stadige Kraft er jo paafaldende; Palladius bruger da ogsaa dette Kapitel ganske modsat (og mere overensstemmende med Texten) S. 95 L. 8 f. og L. 24 ff.

S. 71 L. 13 ff. Denne Opregning af Skolastikere synes at være temmelig overfladisk. Det lader sig derfor ikke afgøre, hvem Palladius har ment med enhver af de nævnte Theologer; - det hele har et mere stilistisk end sagligt Præg. Thomas er jo nok Thomas af Aquino, men kunde ogsaa være Skolastikeren Thomas af Strassburg(XIV. Aarh.) W. W. XI. 1689. Scotus er vel sikkert Johannes Duns Scotus - den berømte engelske Skolastiker (XIII. Aarh.) W.W.X. 2127. En Skolastiker ved Navn Pomerius kendes ikke, men ikke usandsynligt har Palladius tænkt paa den ultraskolastiske Prædikensamling fra c. 1500 Sermones Pomerii af Franciscaneren Pelbartus de Themesvar, se Realencyklopädie XV, 655. Samme Prædikensamling nævnes i en stærk skolastiskpræget Bogliste fra 1525, trykt i Kirkehist. Saml. I, 461 f. Om Spanieren Julianus Pomerius (V, Aarh.), W.W.X. 156, kan der formentlig ikke være Tale.

Michael Holkot er ogsaa en ukendt Skolastiker, men muligvis skulde her staa Michael/ Holkot; i saa Fald kunde Michael være Skotlænderen Michael Scotus (XII.-XIII. Aarh.) W.W. VIII. 1492, og Holkot den engelske Skolastiker Robert Holkot (Holcoth) (XIV. Aarh.), Dictionary of National Biography, XXVII, 113.

Raimundus er rimeligvis den spanske Dominikaner Raimund de Peñaforte (XIII. Aarh,) W. W. X. 755, men kunde ogsaa være den spanske Mediciner og Theolog Raimund fra Sabunde (XV. Aarh.) W. W. X.757; ogsaa andre Raimund'er kunde der være Tale om.

124

En Skolastiker ved Navn Gabriel kendes ikke, heller ikke nogen ved Navn Beel, men sandsynligvis er Gabriel/ Beel Fejl for Gabriel Bid, den berømte Tübinger-Theolog (XV. Aarh.) W. W. II. 804.

Hvem Jacobus de Voragine (W.W. VI. 1178) og Petrus Paludanus (WW. IX. 1321) er, derom er ingen Tvivl; derimod er det ganske usikkert, hvem Palladius mener med en Joannes de butrio; skulde det mon ikke være Fejl for Antonius de Butrio, en fremragende Kanonist fra 14. Aarh. (W.W. II 1619)?

Turrecremata er den lærde Kardinal Johannes de Turrecremata d. e. af Torquemada (XIV. Aarh.), W.W. XI. 1883.

Finalen - Sichot, Brichot og Olichot - synes at være fordrejede eller opdigtede Navne - maaske dannet over Scotisten Thomas Bricot's Navn (W.W. VIII. 1111).

De skolastiske Værker, Palladius nævner, kan heller ikke alle med Sikkerhed identificeres:

Mariale; her kan være Tale om flere Marialer, i hvert Fald om tre: 1) Sololoquium sololoquiorum sive Mariale, der snart tillægges Anselm af Canterbury, snart Bernhard af Clairvaux, snart Thomas af Aquino. 2) Mariale af Bernardino de Bustis, Franciskaner i Milano (XV. Aarh.). 3) Mariale seu sermones de beata virgine af Jacobus de Voragine, findes paa den ovenf. nævnte Bogliste (Kirkehist. Saml. I, 462).

Rosetum; hvilken af de mange existerende Rosarier, Palladius her tænker paa, er det umuligt at afgøre.

Quadragesimale (Fasteprædikener) af Baseler-Franciskaneren Johann Gritsch (XV. Aarh.), oversat paa Latin med skolastisk Kommentar. Jf. "Sermones de adventu quadragesimalis i Boglisten 1525.

Dormisecure, Prædikensamling af Köllner-Minoriten Johann v. Werden (XV. Aarh.).

Discipulus, utvivlsomt Discupili Sermones de tempore & de sanctis af Baseler-Dominikaneren Johann Herolt (XV. Aarh.). Findes ogsaa i Boglisten 1525.

S. 73 L. 33. Termebrødre "Tiggermunke", se Kalkar IV. 331.

S. 74 L. 28. funt liuss, Døbefont-Lys, cerei baptismales, se Augusti, Christl. Archäologie VII. 875.

S. 76 L. 7. tage oc føle . . paa, samme Udtryk findes S. 77 L. 30, jf. S. 91 L. 35 - alle Steder i nuværende Betydning.

S. 76 L. 21. til sin hoffart, jf. 63 L. 34: Paffuedommet met sin rette houfart (Kalkar IL 250 a).

S. 76 L.24. mude, Bestikkelse (Kalkar III.132).

S. 77 L. 26. met faa ord oc fæste jf. Math. 6.7: Orantes autem 125 nolite multum loqui sicut ethnici; - fæste (= faste, pl.) er altsaa Palladius' egen Tilføjelse. Denne Form, der er bevaret i Udg. 1615, kendes ellers ikke. Rimeligvis foreligger her en Trykfejl for faste, jf. Ordsproget: Faa Ord og faste ere saa godt som fire og tyve. Mau Nr. 7243.

S. 78 L. 4. Hortulus Animæ , den udbredte Husandagtsbog med Kalender og alle mulige katholske Bønner, se Chr. Pedersen, Danske Skr. IV. 595, jf. Luther, Erlangen-Udg. XXII, 3.

S. 78 L. 15. mutstødere, Tiggere, jf. Kalkar III. 139, Suppl. 728. Palladius bruger samme Udtryk i Visitatsbogen, se Sv. Grundtvigs Udg. S. 112.11 med Ordforklaring S. 203.

S.79 L.26. Der hengde mand hannem hen paa dvs. det bandt man ham paa Ærmet.

S. 80 L. 2. saa mange arene oc karene; karene er det almindelig middelalderlige Ord for 40 Dages Faste se Kalkar II. 485a; arene kendes kun fra nærværende Forbindelse, som ogsaa Tavsen bruger (Småskr. S. 9). Ordet er muligvis, som Kalkar foreslaar, identisk med fr. arenga (harangue) Kalkar I. 72 i Betydning Tale, Bønneremse (?); snarere dog spøgende Rimord paa Karene.

S. 81 L. 12 f. Palladius omtaler i flere af sine Skrifter det ugudelige Liv paa Tyskebryggen, saaledes i Visitatsbogen (Grundtvigs Udg. S. 50), i Haandbogen for norske Sognepræster (nærv. Udg. L 336.8 med Note S. 344) og i en nu tabt Bog imod Uvæsenet i Bergen, se Rørdam, Københavns Univ. Hist. I. 519 samt Grundtvigs Udg. af Visitatsbogen S. XXVII.

S. 82 L. 11. Den Romske Synd, se Rom. 1.26-27.

S. 82 L. 11 f. S. Gregorii fiske parck etc. Fablen herom findes i Ursperger-Krøniken, p. 437, hvortil Marginalnoten henviser. Ogsaa i Visitatsbogen (Grundtvigs Udg. S. 17.20 f.) har Palladius brugt denne Fabel, jf, Grundtvigs Indledning S. XXVI.

S. 82 L. 31. vdi Fenedien d. e. "i Venedig".

S. 85 L. 16 f. 5. Francisci Regel i det v Capitel etc, Secunda regula B. Patris Francisci pro fratribus minoribus Cap. VI (ikke V), L. Holstenii Codex Regularum monasticarum, tom. III, p. 32: Haec est illa celsitudo altissimae paupertatis, quae vos clarissimos fratres meos hæredes et reges regni cælorum instituit.

Det foregaaende om Lydelse etc. findes spredt i Reglerne, dog især i Prima regula Cap. 1.

S. 85 L. 28. patiner (fr. patin) og klaatzer ("Klodser") er begge Betegnelser for Trætøfler (Kalkar III, 458, II. 535); kul betegnede Munkehætten - kappe og kul var en almindelig Forbindelse - 126 (Kalkar II. 654), og skabellarms var Betegnelse for Munkekappen eller hele Klosterdragten (Kalkar III. 750).

S. 85 L. 32. den femte met sin veyermølle, hentyder vistnok til den flagrende Dragt, jf. Kalkar IV. 899.

S. 85 L. 32. almutze, "Kappe", "Hætte", Kalkar I. 48.

S. 85 L. 34. som paa kende dvs. som det var kendeligt, som Resultatet viste, jfr. Kalkar III, 538 a L. 1.

S. 86 L. 33. Cibauit, d. e. Begyndelsen af Introitus paa Kristi Legems Fest, Vulgatas Ps. 80.17: Et cibauit eos ex adipe frumenti.

S. 87 L. 19 f. Claus Dæen . . ved S. Anne. Stifteren af St. Annæ Hospital, Klavs Jensen Dæne, se H. F. Rørdam, Københavns Kirker og Klostre, S.346 ff.

S. 87 L. 26. grundsuppen, se Noten til S, 62 L. 11 f.

S. 88 L. 27 f. Læss den Fierde bog/ ex Dialogo Gregorii. Her hentydes formentlig til Dialog 4, Cap, 39: "An post mortem purgatorius ignis sit" og de flg. Exempler (Divi Gregorii magni opera. Paris 1521, Bl. 240 ff.).

S. 89 L. 3. belgede met øyen; belge = sv. dial. bälga, da. dial. bälla, "stirre", "vende det hvide ud af Øjnene".

S. 89 L. 10 f. Af de tyske Valfartssteder, Palladius her nævner, var Aken (Aachen) og Collen (Kölln) jo fra gammel Tid store Byer, mens Duren (Düren) - med en St. Annæ-Reliquie - og Stierberg (Sternberg) og Wilsnack - begge med "hellige Sakramenter" - var opvoxede ved den stærke Valfart til deres Helligdomme, jf. Enders, Luthers Briefwechsel VII, 275. Ogsaa fra Danmark søgte mange dertil (se Kirkehist. Saml 4. R. III. 439 og 450, jf. Visitatsbogen S. 116.18). St. Annæ Dal er formodentlig Annathal i Böhmen.

S. 89 L. 17 f. den S. Jacobs broder der hengde i Galien; her hentydes vel til den tyske Pilgrim, der blev hængt i Toulouse paa Vejen til St. Jacobs Grav, men paa vidunderlig Vis frelstes af Helgenen (Legenda aurea, under 25. Juli).

S. 89 L. 18 f. Seuerin pilckelaass, d. e. St. Søren, den hellige Severin fra Köln, der i den senere Middelalder blev en meget yndet Helgen i Danmark. Valfartssteder for ham fandtes baade i Jylland (Ry) og paa Sjælland (Holmstrup), jf. S. 90 L. 2: S. Seuerin i Jyland/ i Sieland. I Visitatsbogen (S. 17.4) fortæller Palladius, at St. Søren i Holmstrup er brændt, "S. Søffren er brent op, hans block er heden tagen"; men en halv Snes Aar efter fik Lensmanden i Roskilde Ordre til at tage til Holmstrup, hvor der ofredes Lam, Gæs og Høns til St. Søren (Kirkehist. Saml. 5. R.

127

I. 29; jf. 1. R. II. 31-40). Sit Tilnavn Pilkelaas - den der pilker Laasene op - har St. Søren faaet, fordi han efter Legenden skaffede de kristne Fanger løs, se Niels Helvad's Calendarium (Calendariographia sacra, 1618, Bl. kk 3V). Jf. om St. Sørens-Dyrkelsens Udbredelse: Ellen Jørgensen, Helgend. 154

S. 89 L. 29 f. Om Reliquierne i Aachen, Köln og Trier se A. Müller, Das heilige Deutschland, 1897, samt Enders, Luthers Briefwechsel VII, 275.

S. 90 L. 1. det blod i Bistrop; et af de mest søgte Valfartssteder i 15. og 16. Aarh. var Bistrup (ved Roskilde), hvis Kirke ejede en undergørende Hostie, paa hvilken der i 1402 skulde være dryppet Blod fra et Kors. Efter Reformationen fandt man det nødvendigt at nedbryde Kirken, for at komme Sakramentdyrkelsen til Livs. Se Kirkehist. Saml. 4. R. III. 441. I sit Skrift De pænitentia et de justificatione, 1559, siger Palladius, Bl. B 2V, at man allerede ved Chr. III's Kroning havde faaet Bugt med Valfarten til Bistrop og Kipping (. . statim a coronatione regis Christiani perierunt . . idolatricæ superstitiones in Kipping et in Bistrob ad torrentem Roschildiæ). Mærkeligt er det, at Palladius har skrevet dette, naar han i St. Peders Skib, en Snes Aar efter Chr. III.s Kroning, siger: "Gud give at de endnu vilde afstaa her hos os . . at bisse til den formaledidede Sted Bistrop" (S. 94 L. 12 f.).

Sacrament i Falster, d. e. "det hellige Sakrament" i Kirken i det berømte Valfartssted Kippinge, hvortil Valfarterne under forskellige Former vedblev i Aarhundreder. Se H. F. Rørdam's saa rigt dokumenterede Afhandling i Kirkehist. Saml. 4. R. III. 433-86. Jf. Palladius' Visitatsbog ved Grundtvig S. 116-17 og Kirkehist. Saml. 5. R. I. 29 Fodn. 2.

det Affguderi til S. Anne, jf. S. 87 L. 19. Om den over hele Danmark udbredte St. Anna-Dyrkelse - St. Annæ Højtid, St. Annæ Messe, St. Annæ Tider, St. Annæ Glæder og Drøvelser etc. - se Ellen Jørgensen, Helgend. S. 103-06.

S. 90 L. 7. Smørbrev og Hvalfiskbrev, jf. Allen, Nordens Historie II. 406.

S. 90 L. 11. Surgite Sancti; hvilken Salme Palladius hermed hentyder til kan jeg ikke oplyse.

S. 91 L. l ff. Mens Tertullian (c. 160-230), Irenæus (c. 120- 200), Cyprianus (c. 200-258), Hieronymus (c. 340-420) og Augustinus (c. 353-430) jo ingen Vanskeligheder frembyder som Kirkefædre og "mærkelige Guds Mænd", er det tvivlsomt, hvem Palladius har tænkt paa med Eusebius. Snarest er det vel Eusebius 128 fra Edessa (d. 360); - Kirkehistorikeren euseb. var jo ariansk anløben, saa ham kan det næppe være. Epiphanius er vel Biskoppen i Konstantia, jf. Noten til S. 59 L. 18 f.

S. 91 L. 30. Lusetorffuit, Torv hvor der solgtes gamle Klæder. Palladius tænker vel særlig paa Lusetorvet i København, der i 16. og 17. Aarh. holdtes ved Frue Kirke, se O. Nielsen, Kjøbenhavns Hist. IV. 164-65.

S. 92 L. 5f. Piscatum rediit Petrus etc.; hvorfra dette Hexameter stammer, har jeg forgæves søgt Oplysning om.

S. 92 L. 22 ff. Historien om, at Romerne rejste en Støtte for Simon Magus, findes i den af Palladius gengivne Form hos Euseb (VII. 13.3), der rimeligvis har den fra Justinus (Apologi I. 26 og 56).

Beretningen om en saadan Søjle bekræftedes, da man i 1547 fandt en Billedsøjle paa en Ø i Tiberen med Indskrift: Semoni Sanco Deo Fidio Sacrum; senere fundne Indskrifter af samme Indhold viser imidlertid, at der ikke er Tale om "Simon sanctus", men om en romersk Guddom. Justinus's Ytring er altsaa en Fabel, om man end nok kan forstaa dens Tilblivelse. - Om Semo Sancus se Wissowa, Religion u. Kultus der Römer, p. 120 ff.

S. 93 L. 17. Nicolaiter; saaledes kaldtes efter den formentlige Stifter Diakonen Nicolaus (Ap. G. 6.5) en Kættersekt i Aposteltiden, som fordømmes i Johs, Aab. 2. 6 og 15. Se iøvr. W.W. IX. 273. Palladius' Kilde er Euseb. III. 29.2.

S. 94 L. 14 f. Bistrop som er en ret Tophet; jf. Tophets Høje i Ben-Hinnoms Dal, hvor Jøderne offrede deres Sønner og Døtre til Molok. 2. Kg. 23.10. Jer. 7.31 o. fl.

S. 94 L. 28 ff. At Maria sammenstilles med Juno og de femten Nødhjælpere med Jupiter, viser, hvilken fremtrædende Plads disse sidste Helgener indtog.

S. Jørgen (St. Georg) jævnstilles paa Grund af sin Styrke med Hercules og Krigsguden Mars (jf. S. 67 L. 23 f.), 5. Rochus og S. Sebastian var Pest- og Lægedomshelgener som Æsculap.

St. Urban sammenstilles med Bacchus, fordi han var Vindyrkernes Skytshelgen. Sammenstillingen mellem Bacchus og St. Morten skyldes formentlig, at Mortensdag holdtes som Takkefest for Vinhøsten. I Niels Helvads ovennævnte Calendar staar der om Mortensdag (Bl. Aaa 3V): "Denne dag er bleffuen meget affholden aff de fromme gamle Christne/ som haffuer leffuit for ["før"] voris tider. Thi effter som Korn/ Vijn oc Humble . . aarligenn er formedelst Guds Naadis hielp indsamlit vdi Huse oc 129 Laderne/ da komme tilsammen Naboer oc grande at tacke Gud . .".

St. Nilaus var Værnehelgen for Søfarende, fordi han ifølge Legenden ved et Under var blevet frelst fra Havsnød (sml. Ellen Jørgensen, Helgend. 121 og Helvads Calendar under 6. Dec.), derfor Sammenstillingen med Havguden,

S. Carine var, som Palladius siger S. 67 L. 23, Helgeninde for "Peblinge og Skolegang" - derfor Samstillingen med Visdomsgudinden, Om St. Katarinas flittige Studier fortælles i hendes Legende (Legenda aurea, under 25. Nov.).

S. Margrethe tilbades i Barnsnød. Sammenstilles derfor med Fødselsgudinden Juno (Lucina). I en gammel Andagtsbog fortælles det, at i det Hus, hvor St. Margrethe-Legenden læses "skulde ej Kvinder dø af Barn", se Ellen Jørgensen, Helgend. 130.

S. 95 L. l ff. Naar Palladius ved Skildringen af "Ebion" ligesom ved de følgende Kætterskildringer henviser til Euseb. ("Eccle. Hist.") som sin Kilde, saa maa dette som omtalt S. 7 f. vistnok forklares ved, at han har benyttet et eller andet Kompendium, (af Euseb. og andre Kirkehistorikere), hvori Henvisninger fandtes til Euseb. Henvisningstallet passer nemlig paa Euseb.s Kirkehistorie, men mange af de enkelte Oplysninger og Kronologien findes ikke hos Euseb.

Palladius omtaler saaledes Ebion som en Person, der virkede Aar 94 efter Kristi Himmelfart, men Euseb har hverken den fejlagtige Opfattelse af Ebion som Person, eller nogen Datering. Derimod passer de følgende Oplysninger ret godt med Eusebs Fremstilling (Kap. 27,2-3). - Om Ebioniterne, hvis Navn er afledt af et hebraisk Ord for "fattig", og som betegnede forskellige Tilhængere af Jødekristendommen i Oldkirken, henvises iøvrigt til Kirkelexikonerne (f. Ex. W.W. IV. 82 f., Nord. K. I. 706).

S. 96 L. 5 ff. Basilides, alexandrinsk Gnostiker paa Hadrians Tid. Hans Lære føres videre af Basilidianerne. Disses Lære om Simon af Cyrenes Korsfæstelse for Kristus, som Palladius omtaler, nævnes ikke hos Euseb., jf. Euseb. IV. 7.3-7; jf. W.W. II. 14.

S. 96 L. 16 f. Gnostikerne, Fællesnavn for forskellige kætterske Sekter i den efterapostoliske Tid, omtales i Euseb. IV. 7. 9-11.

Valentinus, den betydeligste af Gnostikerne (W. W. XII. 551- 58), jf. Euseb. IV. 11, 29 o. fl.

Marcion, anerkender kun de paulinske Skrifter (Nord. K. III. 178 f.) jf. Euseb. IV. 10 ff.

130

Tatianer oc Encratiter. Tatian var efter Overleveringen Stifter af en enkratitisk Sekt. (W.W.V.773). Enkratiterne, "de afholdende", brugtes af ældre Kirkehistorikere om nogle Kristne, der hævdede Afholdenhed fra Kødspise, stærke Drikke og Ægteskab som det ene rette. Se Nord. K. I. 774, W. W. IV. 630-32. Jf. Euseb. IV. 28-29.

S. 96 L. 24. Montanus fra Frygien (II. Aarh.) forkyndte fuldstændig Verdensforsagelse. Han fandt bl. a. Støtte hos to Kvinder Prisca og Maximilla, der ligesom han profeterede om Verdens nærforestaaende Undergang. Hans Lære vinder - trods dens strenge etiske Krav - stor Udbredelse i de følgende Aarhundreder. Nord. K. III. 281 f., W.W. VIII. 1228-42. - Euseb. V. 14 [ikke som Palladius skriver "det Femtende Capitel"] 16. 7-9, 17.4, 18.2.12.

S. 96 L. 27. S. Hieronymus . . til Marcellam, se Erasmus' Udg. af Hieronymus III, 58v.

S. 98 L. 4. som Iudas fick aff Bisperne i Hierusalem etc. Math. 27.4. Biblen 1550 har ligesom den nuværende Oversættelse: See du der til (= Luther: Da sehe du zu).

S. 98 L. 5. som Danyser [Tannhaüser] fick i Rom; efter nogle Tannhaüser-Sagn søgte Tannhaüser forgæves Syndsforladelse i Rom efter sit Ophold i Venusbjærget.

S. 98 L. 16. se kroget paa, "se skævt til"; jf. kroget "indviklet" Kalkar Suppl. 616 samt II. 635 b L. 26.

S. 98 L. 24. Dathan oc Abyron, blev paa Grund af deres Modstand mod Moses opsiugte af Jorden. 4. Mos. 16.

S. 98 L. 26. "Nouatum oc hans Catharos". Novatian, romersk Skismatiker i 3. Aarh., hævder Kirken som de renes Samfund. Hans Tilhængere kaldes Novatianere eller Katharere ("de rene"). Nord. K. III. 404 f., W. W. IX. 542-50. Jf. Euseb. VI. 43. 1-20.

S. 98 L. 28 f. de Kættere/ som lode sig kalde Catholiske oc Apostoliske mend; det er uvist, hvortil Palladius hentyder; muligvis tænker P. paa nogle Kættere fra 2.-3. Aarh., hvis Lære var beslægtet med Tatianernes og Enkratiternes. Disse Kættere kaldte sig baade Apostolske og Katharer - og det er jo muligt, at denne sidste Betegnelse i Palladius' Kilde er blevet forvansket til "katholske". Se W.W. I. 1141 f.

S. 98 L. 30 ff. Manes eller Manicheus. I 3. Aarh. stiftede Perseren Mani en Lære, der hviler paa kaldæiske, parsiske, buddhistiske og kristelige Dogmer, og hvis bærende Idé er dualistisk: det gode og det onde som lige evige Magter. Manikæismen 131 vandt en overordentlig Udbredelse i Oldtiden. - Augustin, der havde været Manichæernes Tilhører, blev deres heftigste Modstander; jf. S. 99 L. 24 f. Nord. K. III. 159 ff., W. W. VIII. 604-14. - Euseb. VII. 31. 1-2; Palladius' Opgivelse "den siuende bogs siu oc tiuende Capitel skyldes formentlig Trykfejl i hans kilde.

S. 99 L. 31. Sabellius, Vranglærer i 3. Aarh. W. W. X. 1448-51.

S. 99 L. 34. Arrius. Henvisningen til Eccle. Histo. XVIII. 6 er til Rufinus' Fortsættelse af Euseb.

S. 100 L. 36 f. Apollinaris, d. e. Apollinaris d, yngre (d. 380) Stifter af Apollinaristerne, en arriansk Kættersekt. W.W. I. 1087-91.

S. 101 L. 3 f. Eunominianer; deres Stifter er Eunomios, en yderliggaaende Arrianer (IV. Aarh.). Nord. K. I. 825, W.W. IV. 987-S9.

S. 101 L. 6 ff. Euchetæ/ som kaldis ocsaa Psallianer/ oc Messalianer . Evketerne eller Messalianerne var en mystisk-fanatisk Sekt i 4. Aarh., der førte et Liv i Bøn og tiltiggede sig det daglige Brød. Nord.K. III. 235, W.W. VIII. 1309 f. Navnet Psallianer skyldes en gammel Trykfejl for Messalianer. W.W. X. 589.

S. 101 L. 21. da faar Placebo patiner at gaa paa, dvs. da faar Salmen Ben [egl. Tøfler, se Noten til S. 85 L. 28] at gaa paa. Placebo er Vulgatas Ps. 114.9: Placebo Domino in regione vivorum, der brugtes ved Døde -Vigilierne. Jf. Chr. Pedersens Tidebog (Danske Skrifter II. 353), hvor "Placebo" er Introitus, hvorefter selve Salmen Dilexi quoniam exaudiet dominus (Ps. 114.1) følger.

S. 102 L. l f. enthusiastæ/ det er/ offerer = Hist. Trip. VII, 11 (Migne LXIX, 1077): [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] id est sacrificatores.

S. 102 L. 9. den fierde Gregorii bog etc., se Noten til S. 88 L. 28.

S. 102 L. 11. Donatister, en skismatisk Bevægelse, rettet mod den Konstantinske Statskirke. Dens Lære hviler i meget paa Montanismen. Nord. K. I. 669, W.W. III. 1969-80.

S.102 L.22f. Ikke alle de her nævnte "Før-Reformatorer"bleve, som Palladius siger, "rette hellige Martyres". Joh. Hilten, der forudsagde Pavedømmets Fald, døde en naturlig Død c. 1500, og Joh. Wessel, den bekendteste af de tyske Førreformatorer døde ogsaa uden Vold - 1489. Derimod blev jo Joh. Huss brændt 1415, hans Meningsfælle og Medkæmper Hieronymus fra Prag 1416 og Savonarola 1498.

I Indledningen til Skriftet De pænitentia et de iustificatione, 132 hvor Palladius genoptager Tanken om, hvad Kirken har lidt i det gamle og det ny Testamentes Tid, skriver han Bl. B. 5v: a nullis enim fere consolationem accepit, nam Vicleuus, Johannes Hus, Ieronymus de Praga, Johannes Hiltenius, Ieronymus Sauonarola, Taulerus cum paucis alijs a longo steterunt.

S. 103 L. 9. album græcum pro balsamo. "Album græcum" er et gammelt Apotekerudtryk for Hundeekskrementer, "balsamus" er den kostbare Mekkasalve. Talemaaden betyder altsaa omtrent at faa Skidt for Kanel

S. 103 L. 10. Priscillianerne hævdede en vidtgaaende Askese. Nord. K. III. 600, W.W. X. 416-21.

S. 103 L. 12 f. Se De haeresibus ad Quodvultdeum LXX (Mignes Udg. af Augustin VIII, 44). L. 14: De . . sagde Iura Peiera jf. Augustin: habent in suis dogmatibus et hæc verba: Iura, parjura, secretum prodere noli.

S. 103 L. 24 f. dem som de kalde Lutheraner; i 16. Aarh. beholdt Lutheraner den nedsættende Betydning; først i Skrifter fra Jubelaaret 1617 antager de evangeliske Ordet som Hædersnavn.

S. 103 L. 30. Jovinian optraadte c. 385 i Rom mod Overvurderingen af Cølibat og Askese. Nord. K. II. 690, W. W. VI. 1902-4.

S. 103 L. 31 f. hannem kalder S. Hieronimus . . en Epicurum hoss de Christne, se Erasmus' Udg. af Hieronymus III, 7v.

S, 104 L. 4 f. Animalia ventris in arundineto "Bugens Dyr i Rørlejet", jf. Vulgata Ps, 67. 31: Increpa feras arundinis.

S, 104 L. 7. Pelagius, Ophavsmand til den pelagianske Lære i 5. Aarh., hvis Grundidé var Hævdelsen af Menneskets fri Vilje. Nord. K. III. 515 f., W. W. IX. 1756-69.

S. 107 L. 8. vedzler d. e. Vexelerere (Kalkar IV. 802a).

S. 107 L. 17 ff. Crucigerus/ Luthers Medarbejder ved Bibeloversættelsen, d. 1548, Urbanus Rhegius d. 1541, Vitus Theodorus (Veit Dietrich) d. 1549.

Af de danske og norske evangeliske Biskopper, som Palladius nævner, døde Johan Vendel (Vandal) 1541, Biogr. Lex.. 18, 249, Jacob Skøning (Skjønning) 1549, Biogr. Lex. 16, 54, Jens Sining (Sinning) 1547, Biogr. Lex. 15, 614, Frantz Vormordsen 1551, Biogr. Lex. 19, 203, Oloff Chrisostomus 1553, Biogr. Lex. 3, 587, Taarbern (Torbjørn Olavssen Bratt) 1548, Yngv, Nielsen, Norges Historie IV.I, 34, Andris Matsen (Anders Madssøn) 1548, anf. Skr. IV.I, 228 og Gitzer (Gissur Einarsson) 1548, Biogr. Lex. IV. 473.

S. 109 L. 27. fordempe "kvæle, tilintetgøre", Kalkar I. 613.

133

S. 111 L. 4. forbaaet "forbudt". Denne Stavemaade er yderst sjælden.

S. 113 L. 27 ff. De Steder som Palladius henviser til er flg.: Enarratio in Psalmm CIII (Mignes Udg. af Augustin IV, 1335 ff.), In Ioannnis Evangelium, tractatus XXV, cap. 6 (Mignes Udg, III.II, 1599), Sermo LXXV (Mignes Udg. V, 475).

BIBELCITATER

De aller fleste af Marginalnoternes talrige Bibelcitater henviser til større Dele af Kapitler, hvor den i Texten nævnte Begivenhed er omtalt. Det kan tit være tvivlsomt, hvilket Bibelsted Palladius ved sin Henvisning har ment, - og at angive Verstallet for disse Bibelcitater er derfor umuligt.

Anderledes med de Citater der henviser til Skriftsteder som helt eller delvis anføres i Palladius' Text. For disses Vedkommende er nedenfor Verstallet tilføjet. Det er ogsaa disse ordret citerede Skriftsteder, det har Interesse at sammenligne i den autoriserede danske Bibel og i Palladius' Gengivelse. Sammenligningen viser, at Palladius saalidt i "St. Peders Skib" som i tidligere Skrifter har benyttet den danske Bibel eller tilstræbt en Overensstemmelse mellem Ordlyden heri og i sin Gengivelse. Et Par Exempler skal anføres. Es. 33. i lyder:

S. 25 L. 12.

Væ dig som røffuer/
thi du skalt berøffuis igen.

Vulgata.

Væ qui prædaris,
nonne et ipse prædaberis.

Biblen 1550.

Ve dig du Ødelæggere/
ment du at du bliffuer icke ødelagt.

Luther.

Weh aber dir du Verstörer/
meinstu du werdest nicht verstöret werden.

I Math. 5. 45 skriver Palladius (foran S. 30 L. 3), at Gud lader sin Sol skinne "offuer de gode oc offuer de onde", hvilket gengiver Vulgata-Texten: super bonos et malos, mens Biblen 1550 har: offuer de onde oc offuer de Gode = Luther-Biblen: vber die Bösen vnd vber die Guten.

I Math. 24. 14 har Palladius (foran S. 50 L. 29) dette rigis Euangelium = Vulgata: hoc Euangelium regni, mens Biblen 1550 har: Euangelium om Riget= Luther: Euangelium vom Reich.

134

Ikke blot Texten, men ogsaa Citatbetegnelsen er uoverensstemmende med den danske Bibel. Saaledes svarer til Palladius' Citat 1. Reg. 4, 2. Reg. 5. (S. 38 L. 28 f.) ikke 1. og 2. Kong., men 1. og 2. Sam. i den danske Bibel. -Jf. II. Bind S. 281 ff. og 368 f.

Følgende Bibelsteder er anførte:

S. 24 L. 5: Luc. 8.12.

S. 25 L. 6: Luc. 8.8, L. 11: Es. 33.1, L. 28: Luc, 5.3.

S. 27 L. 22: Eph. 2.19.

S. 28 L. 3: Joh.5.39, L. 5: Ap. G. 10. 43, L. 6: Eph.2.20, L. 16: Rom.1.14, L. 17: Luc. 2. 14, L. 21 Joh. 3 fejl for Joh. 7 (Vers 16)? [vii læst iii?], L. 24: Es. 40. 8.

S. 30 L. 3: Math.5.45, L. 29: Rom.8.30.

S. 33 L. 14: Math.10.23.

S. 35 L. 26: Es. 55. 11.

S. 39 L. 19: Math. 28.20, L. 20: Math. 16. 18.

S. 40 L.5: 2. Mos. 19.6, L.7: 1. Pet. 2.5 og 9, L. 34: Es. 64.5.

S. 43 L. 32 f: Es. 66 (22)? eller fejl for Es. 6 (13)?

S. 49 L. 4: Es, 46.4, L. 6: Joh. 14. 18, sst.: Math. 28. 20.

S. 50 L. 28: Math. 24. 14.

S. 56 L. 6: Joh. 14?? L. 16: Joh. 14. 28, L. 17: Apoc. 8. 7.

S. 62 L. 32: Math, 28. 20, L. 33: Joh. 16. 7 (?).

S. 66 L. 13: Ps. 90.4, sst: 2. Pet. 3.

S. 67 L. 2-3: Dan. 11.36, 2. Thess. 2.4, L. 6: Joh. 5. 43.

S. 69 L. 8: jf. Joh. 16. 5-15, L. 26: Eph. 4. 5.

S. 73 L.7: Joh. 15.20.

S. 76 L. 10: Es. 5.20, L. 14: Math. 16. 19, sst.: Joh. 20. 23.

S. 81 L. 22: Ebr. 13.4.

S. 84 L. 12: Luc. 22.38.

S. 92 L. 10: 2. Pet. 2. 1 ff.

S. 94 L. 4 d. e. Dan. Apokr. (Vulgata cap. 14. 1 ff) 1-21.

S.95 L.7: Coloss.2.16.

S. 97 L. 21: Math. 26. 27, L. 24: 1. Tim. 3.12.

S. 101 L. 34f: Rom. 16. 17-18, Fil. 18.

S. 104 L. 6: Fil 3. 19.

S. 104 L. 10: Joh. 15. 5.

S. 105 L. 14: Apoc. 13. 11.

S. 112 L. 10: Math, 16. 18, L. 22: l.Kor.3.11, L. 24: Ps. 118.22, Math. 21. 42, L. 28: Eph. 1.22-23.

S. 113 L. 23: Es. 23. 1 og 14, L. 24: Ordspr. 31.14.

135
EN NY
EVANGELISK RIMSTOK.
1554.
136

        

137

INDLEDNING.

I.

EN NY EVANGELISK RIMSTOK bestaar af 72 to-linjede Strofer, en til hver af Aarets Evangelietexter. Palladius tilegner "alle Sognedegne udi Sjællands Stift" det lille Skrift, for at de kan lære Børnene at opregne Rimene paa Fingrene, saa de kan fortælle deres Forældre forud, hvilken Evangelietext der skal læses "paa den næste Søndag", men - tilføjer Palladius - heller burde det være Forældrene der lærte Børnene, end "at Ægget skal springe op og lære Hønen". Og Biskop Peder fortæller nu om sin egen Barndom, da hans Fader Esbern Jensen, en Borger i Ribe, en Lægmand, der aldrig havde lært et Bogstav, skammede ham ud, fordi han, der var Pebling og gik i Skole, ikke kunde opregne alle Søndagsevangelierne paa sine Fingre, som hans gamle Fader kunde.

Det lille Forord er ved sit jævne folkelige Sprog og den stærkt personlige Farve i udpræget Grad ejendommeligt for Visitatsbogens Forfatter; det er et af de Smaastykker i Palladius' Produktion, der hæver Visitatsbogens Oprindelighed over enhver Tvivl.

Selve Rimstokken er derimod af ringe Værd. De slette Vers, hvor f. Ex. Sæd danner Rim med derved, fattig med ydmygelig osv., er ingen Pryd for deres Forfatter. Iøvrigt turde det være tvivlsomt, om Rimene skyldes Palladius, eller om hans Andel i dem ikke snarere er Udgiverens. I Forordet siger han nemlig, at han "lod denne ny Rimstok udgaa . . ., efterdi at den gamle Rimstok om 138 Søndage og Helligdage er ikke nu saa længer i Brug som tilforn", hvilket efter Tidens Sprogbrug meget vel kan forstaas saaledes, at han paany lod den gamle Rimstok udgaa fra Pressen. At Palladius har haft et ældre Forlæg, derfor taler ogsaa den katolske Betegnelse af Søndagene, der ikke stemmer med den da gængse, som den f. Ex. findes i Palladius' omtrent samtidige Alterbog, I Alterbogen betegnes efter Tidens Skik Søndagene i Fasten som: Den I. (II. III.) Søndag i faste, Medfast Søndag, mens disse Søndage i Rimstokken betegnes ved de latinske Begyndelsesord til Introitus: Invocabit [Orig. Inuocauit], Reminiscere, Oculi, Letare; paa samme Maade betegnes Søndagene efter Paaske som: Quasi modo geniti, Misericordia [Orig. Misericordias] Domini osv., mens Alterbogen har de danske Betegnelser: Den I. (II. osv.) Søndag effter Paaske. Heller ikke Helligdagenes Rækkefølge stemmer med Alterbogens (se Noterne ndf. S. 158 f.); endelig maa det nævnes, at et Par af de anførte Evangelietexter afviger fra de almindelig brugelige, nemlig Texten paa Skærtorsdag og Paaskedag samt paa 26, Søndag e. Trinitatis, hvor Rimstokken har Matth. 26. Matth. 28 og Joh. 6, i Stedet for Luc. 22, Marc. 16 og Matth. 11. Alt dette er vanskelig forklarligt, hvis Rimstokken er forfattet af Sjællands Biskop, hvorimod disse Forskelligheder fra den da almindelige Brug forstaas, hvis Palladius har indskrænket sig til at sende en gammel Rimstok i Trykken.

Ifølge Sagens Natur kan Forholdet kun oplyses med Sikkerhed, hvis den "gamle" Rimstok findes; og desværre har al Eftersøgning været forgæves. At den "ny" Rimstok ikke har været den eneste i Reformationsaarhundredet, er det derimod lykkedes at konstatere, idet der nyligt - af Bibliothekar Victor Madsen - er fremdraget et Fragment af en illustreret Rimstok, i et Tryk fra c, 15701. Til *

139 Sammenligning med Palladius' Rimstok skal nogle Strofer anføres :

Ny evang. Rimstok.
Nyt Aars dag
Luc. ii.

Jesus som er baade Gud oc Mand/
Paa ottende dag omskaaris hand.

Skiertorsdag
Matth. xxvi.

Met brød oc vin sit Legem oc blod
Skencte oss/ før hand sig pine lod.

Rimstokken 15701.
Paa nyt Aars dag
Euangelium Luc. 2.

Christus omskæris effter Mosis lou
At hand oss fri vilde giøre:
Haffue Jesv naffn i mund oc hu/
Til dyd lad det dig røre.

Skiertorsdag
Luc. 22.

Jeg troer det sande Legem oc blod/
Vnder Brød oc Vin at være:
Til min sidste spise/ O Herre god/
Vil ieg det stedse begere.

Foruden Forskellen i Linjeantallet, som de anførte Vers viser, maa Forskellen i Helligdagenes Ordning nævnes. Mens de Helligdage, der medtages i den ny evangeliske Rimstok, som Mariæ Renselsesdag (Kyndermiss dag), Mariæ Bebudelsesdag (Annunciationis) og Mariæ Besøgelsesdag (Visitationis), er anbragt paa deres kronologiske Plads, samles "hellige dager oc andre Fester" i Rimstokken 1570 efter den almindelige Søndagsrække (hvori er indfattet Jule-, Paaske- og Pinsefesten). Men ikke blot i den ydre Ordning er der Forskel mellem de to bevarede Evangelie-Rim; der er en væsentlig Forskellighed i Rimstokkenes Tendens: Mens Palladius' er ganske brodløs og for saa vidt kunde stamme fra Tiden før Kirkekampen, selv om Skriftet demonstrativt kaldes evangelisk Rimstok, saa er Rimstokken 1570 stærkt protestantisk-farvet. Der er kraftig luthersk Statshævdelse i en Strofe som denne:

Sammenligning med Palladius' Rimstok skal nogle Strofer anføres:

* 140

Herrer oc Førster hør machten til/
Som styre Land oc Rige.
Det Guds ords tienere ey sømme vil/
Hues Kald er langt wlige.

Og Forfatteren lægger ikke Skjul paa sin Mening i denne Strofe - Rimet til Alle Helgens Dag, hvormed Bogen ender -:

Vor Hellighed staar i Christi blod/
Som oss den dyre fortiente:
Udi Paffuens afflad/ tant/ drøme oc bud
Er Salighed ey at vente.

Denne Rimstok synes ikke at have vundet nogen videre Udbredelse; i hvert Fald har den ikke fortrængt Palladius' Rimstok, der optryktes i Salmebøgerne langt ned i Tiden og endnu i Mands Minde levede i Almuemund1; af Rimstokken fra 1570 kendes derimod ingen senere Udgave eller Optryk.

II.

En ny evangelisk Rimstok er bevaret i følgende Udgaver og Tryk:

l. Originaludgaven, trykt i København 1554. Fortalen er ikke dateret, men da Palladius sender Sognedegnene den "til Nyt aars gaffue", maa Skriftet vel være udkommet ved Aarets Begyndelse.2

Trykket bestaar af 12 Blade, sign. A-B, med 20 Linjer paa Siden. Formatet er lille Oktav, som den facsimilerede Gengivelse af Titelbladet, ndf. S. 145, viser. Træsnittet paa Titelbladet forestiller Palmesøndag. Bogtrykkerens Navn er ikke meddelt, men Udstyret svarer som i de foran *

* 141 udgivne anonyme Tryk til samtidige navngivne Tryk af Hans Vingaard (se foran S. 16 med Henvisninger)1.

Exemplar af Udgaven findes i d. kgl. Bibliothek.

2. Københavner-Tryk u. A. Dette Tryk, hvis Titelblad omstaaende er gengivet, bestaar af 8 Blade. Hverken Bogtrykkerens Navn eller Trykaaret er meddelt. Trykket maa derfor dateres efter Sproget (Ortografien) og det typografiske Udstyr, og kan herefter tidfæstes til første Halvdel af 17. Aarh.

I mange Henseender adskiller denne Udgave sig fra Originaludgaven.

Den mest iøjnefaldende Forskel er, at de latinske Overskrifter er ombyttede med danske: In Quinquag: er erstattet med Fastelavns Søndag, Inuocauit med Første Søndag i Faste, Ascensionis med Christi Himmelfarts Dag osv. (se Noterne ndf. S. 158 f.).

Dernæst er Helligdagenes Rækkefølge bragt i nærmere Overensstemmelse med Alterbogen: 6. og 7. Søndag efter Hellig tre Kongers Dag er udeladt, og Rimene flyttet til 27. og 26. Søndag efter Trinitatis, hvorved man har faaet et Rimpar til den manglende 27. Søndag og faaet Rimet til Joh. 6 erstattet med et Rim til den almindelige Søndags Text: Matth, 11. Mariæ Bebudelsesdag og St. Hansdag, der i Originaludgaven følger efter 4. og 6. Søndag e. Trin., er i denne Udgave ombyttede, saa de følger efter 6. og 4. Søndag e. Trin. (I Alterbogen 1556 følger de efter 4. og 3. Søndag e. Trin.). To Helligdage med dertil hørende Rim er tilføjede, nemlig: S. Michels Dag efter 18. Søndag e. Trin. og Alle Helgens Dag efter 23. Søndag e. Trin. Rimene til disse Dage lyder:

(S. Michels Dag) Matth. 18.

O Jesu Christ lad os bevar'
Din' hellig' stercke Engle Skar'

* 142

143

(Alle Helgens Dag) Matth. 5.

Jesus er Vey til Salighed/
Oc ey vor egen Hellighed.

Foruden disse reale Ændringer er der foretaget en Del af rent sproglig Art. Det har aabenbart været den ukendte Bearbejders Hensigt at tilvejebringe en fastere Rhythme, hvilket han har gennemført ved en kraftig Apostrofering; saaledes forandres faar [dvs. for] de vise oc kloge (ndf. S. 149 L. 23) til for Visz' oc Klog', Oc Pigen (S. 156 L. 12) forandres til Dend Pig', Oc giffuer Ecteskab (S. 149 L 4) bliver Giffu'r Ecteskab, Hør du Peder (S. 148 L. 15) bliver Hør du Pedr osv. I nogle Tilfælde er Forkortelserne af rent grafisk Art, som naar Du dræber Propheter (S. 148 L. 12) ændres til Du dræbr Prophetr.

Af Overensstemmelser bør nævnes, at Udgaven har bevaret Henvisningerne til Matthæusevangeliet paa Skærtorsdag og Paaskedag, og at Trykfejlen Matth. 24 for Matth. 23 (se Textrettelse ndf. S. 157) er overført uændret. Palladius' Forord er gengivet uden Forandringer.

Exemplar af Udgaven findes paa d. kgl. Bibliothek.

Naar der er givet en saa udførlig Beskrivelse af denne Udgave, tiltrods for at Ændringerne efter al Sandsynlighed er foretaget efter Palladius' Død, saa er det, fordi det var denne Udgave, der gik over i det 17. Aarhundredes Salmebøger under Palladius' Navn, mens ikke et eneste Genoptryk kendes af Originaludgaven.

Af Københavner-Trykket u. A. er følgende Udgaver og Optryk mig bekendt:

2 a. Et i det hele bogstavret Optryk af Rimstokken med Palladius' Fortale i den foran Bind II. 100 omtalte Bog af H. P. Resen: Instructio Executionis Catecheticæ. 1636. Rimstokken findes Bl. T. 3r og har følgende Titel:
D. P. P. \ Evangeliske Rijm- \ stok/ ofuer Søndages oc hel- \ lige Dages Evangelier om Aaret/ \for unge Folck oc 144 Børn/ etc. Dem saa- ledis/ ocsaa til brug oc nytte/ efter det som for er rørt.

2 b. Udgave af Rimstokken - uden Palladius' Fortale - og med tilføjede Rim til Epistlerne i 2. Del af R. Svendsen-Odense's Haandbog 1643. Overskriften (Bl. X 4v) lyder:

D. P. P. \ Euangeliske Rjmstock/ of- \ver Søndages oc hellige Dages Euangelier om Aaret: Sampt lige saa- \ dan en ofver Epistlerne/ nu nyligen \ tillagt.

Rimene er delt i to Parter med Overskrift Første Part og Anden Part svarende til Vinter- og Sommerhalvaaret.

Som Exempel paa Rimstokkens udvidede Form anfører jeg det første Rim:

Første Advents Søndag
Euang. Matth. 21.

Christus ind til Jerusalem reed/
Oss all' til Trøst oc Salighed.

Epist. Rom. 13.

Dis nærmer vor Gienløsning er/
Dis meer' skull' vi Gudfryctig vær'.

Exemplar af Haandbogen findes paa d. kgl. Bibliothek.

2 c. Optryk - uden Fortalen - i en Del Udgaver af Cassubens Salmebog, saaledes i Udg. 1661 S. 627, 1666 S. 686, 1677 S. 712 o. fl. Overskriften (Udg. 1661) er:

Doct. Petri Palladii Evangeliske \ Rjmstock/ ofver Søndages oc hellige Da- \ ges Evangelier/ om Aaret/ for unge Folck \ oc Børn/ &c dem saaledis til \ brug oc nytte.

I disse Udgaver er Trykfejlen Matth. 24 rettet.

Til Trods for at En ny evangelisk Rimstok findes i Salmebøgerne langt ned i Tiden, er den dog ikke nogen Repræsentant for dansk Salmedigtning, og til Andagtssang - i Kirken eller i Hjemmet - har den næppe nogensinde været brugt1

*
145
146

Petrus Palladius til alle Sogne degne vdi Sielands Stict.

DEi gratiam et pacem per Iesum Christum/ Lod ieg denne ny Rymstaack vdgaa til eders brug/ oc eder til Nyt aars gaffue/ at i kunde holde eders Catechumenis oc Lærebørn/ den faare/ effterdi at den gamle Rimstaack/ om Søndage oc hellige dage/ er icke nu saa lenger i brug/ som til forne. Paa det at Børnene kunde effter denne Rimstaack/ sige deris forældre tilforn vdi vgen/ huad syndags Euangelium er paa den neste Syndag/ Huilcket dem burde helder/ at kunde sige deris Børn. Men Gud almectigste skicker det nu saa/ at egget skal springe op oc lære hønen/ It fire aar gammilt Barn skal || lære en vdleffuit Mand/ det som hør til hans Salighed/ Der maa hand dog nogit skamme sig ved/ vdi dette klare Euangelii liuss/ effterdi hand skulde vere en spegil faar de vnge. Min Salig Fader/ ved naffn Esbern Iensen/ en Borger i Ribe/ en legmand/ der aldrig haffde lærd en bogstaff straffet mig haardelige met ord/ i hans alderdom/ oc i min vngdom/ vde imellom Ribe oc Bierige/ fordi at ieg vaar en Pebling oc gick til Schole/ oc kunde dog icke opregne/ faar hannem/ alle Syndagers Euangelia/ paa mine fingre/ som hand kunde strax opregne faar mig. Hand oc hans lige/ som icke finge saadant at høre/ som mand nu faar at høre/ aff Guds Naade/ før end i deris alderdom/ oc da lode sig omuende/ ved det Salige Guds ord til Iesum Christum/ skulle opstaa paa Domme dag (som Christus siger om Droningen || aff Synden/ oc om de Niniuiter) oc dømme dem/ som paa denne dag/ ere wuillige til at lære det/ som høre til deris/ oc til deris Børns Salighed. Naar en gammel mand faar en Psalterbaand i haanden at bede paa/ da mener hand at hand haffuer staffuen i den rette haand. Men naar hand skal støe sig der paa for aluore/ da falder hand oc støder sin hals i sønder/ ned i heluedis affgrund/ vden hand faar andet at støe 147 sig paa/ fom er det hellige Euangelium/ som hand kand nu lære (Gud vere loffuit) aff sine egne Børn/ om hand vil trolige holde bem til Sogne degnen/ at lære deris Børne tørbom. Her paa gaar nu denne Rimstock/ som inde holder en kort Sum paa huert Euangelium om Aaret/ huad helder mand vil lære Børnene dem/ paa deris fingre at opregne/ effter huer andre heller oc at siunge dem/ huerie fire linier til || sammen/ met de Noder/ som den Iule sang. Aff himmelen høyt komme wi nu her etc. siungis met/ Bedendis oc formanendis eder/ paa mit Embedis vegne/ at i lade icke vngdommen/ som eder er befalet (Pasce agnos meos) forsømmis/ i huad raad i finde der til/ at kalde dem til eder/ eller gaa i huss til dem/ vdi Paaske oc Pintze hellige dage etc. I høre mange store forargelser/ disuer/ aff dem som ere ilde optuctede/ findis der nogle saadanne suerd Børn/ galie Børn/ steyle børn etc. vdi sognen som i tiene/ da henger noget aff skylden paa eders Samuittighed/
om det skeer for eders forsømmelse skyld./p>
Stabit anima tua pro anima illius.
In Christo valete. ||

Aduent syndag. matth. xxi.

CHristus indtil Hierusalem red/
Oss alle til trøst oc salighed.

Anden Syndag. Luce xxi.

* Tegen settis frem faar Domme dag/
At huer skal vel betencke sin sag.

Tredie Syndag. Matth: xi.

I fengzelet spurde S: Hans Baptist/
Om Christus vaar Messias vist.

148

Fierde Syndag. Iohan: i.

* Ioannes bekende Christum fri/
Gøre det samme skulle oc wi. ||

Iule dag. Luce: ii.

Til Verden føddis Guds enborne Søn.
At frelse aff Synd/ al Menniskens køn.

Anden Iuledag. Matth: xxiii.

* Ierusalem Ierusalem/
Du dræber Propheter oc stener dem.

Tredie Iuledag. Ioannis xxi.

* Hør du Peder/ huad jeg siger dig.
Gør du dig rede oc følge mig.

Intra octauas Luc: ii.

* Dine forældre forundrede sig/
O Christ/ paa det mand sagde om dig. ||

Nyt Aars dag Luc. ii.

* Iesus som er baade Gud oc Mand/
Paa ottende dag omskaaris hand.

Epiphaniæ Matth. ii.

* De Visse leddis aff Stierne saa klar/
Did hen som Barnit fødder vaar.

Første syndag post Epipha: luc: ii

Der Iesus gick paa tolffte Aar/
Aff sine forældre forglemt hand vaar.

149

ii Syndag Io: ii.

Iesus vender vandet om til vin/
Oc giffuer Ecreskab en trøst vel fin. ||

Tredie Syndag. Matth: viii.

Den Spidalske rensis/ Troen det gør/
Oc Centurionis suend bliffuer føer.

iiii Syndag. Matth: viii.

Iesus vdi it Skib traadde ind/
Disciplerne reddedis for Storm oc vind.

v Syndag. Matth: xiii.

* At saa sit Korn gick vd en Mand/
Hans wuen saade der klinte iblant/

Sette Syndag. Matth: xvii.

* Christi Guddom paa biergit soes/
Mose oc Elias vaare der hoss ||

Siuende Syndag. Matth: xi.

* Guds ord faar de vise oc kloge er skiult/
Faar de wmøndige er det icke dult.

In Septuag: Matth. xx.

* De som i Vingarden at arbeyde gaa/
Alle sammen lige løn monne faa.

Kyndermiss dag. luc: ii.

Kyndermiss dag Maria gick/
I Kirsken effter den Iødske skick.

150

In Sexag: Luc: viii.

Alene lyckis den sierde Sæd/
Oss giffuis en aduarsel der ved. ||

In Quinquag: matth: iii:

Jesus Guds søn sig døbe lod/
Vdaff S. Hans i Iordans flod.

Inuocauit. Matth. iiii.

* Iesus offueruant sin Fristermand/
Oss alle der met da trøster hand.

Reminiscere. Matth: xv.

* Den Cananeiske quindis Tro/
Gør hinde salig/ hindis Daatter fro.

Oculi. Luc: xi:

Der den stumme Dieffuel vddreffuen vaar/
Iesus fick spe oc spaat der faar. ||

Letare. Io: vi.

* Femtusende mend met fem bygbrød/
Iesus spisede/ som hielper i nød.

Iudica. Io: viii

* Huo Guds ord hør/ aff Gud er hand/
Døden huercken see eller smage kand.

Annunciationis. Luc. i.

* Iomfru Maria for vden Mand/
vndfick Iesum aff den helliger Aand.

151

Palmarum Matth. xxi.

* Iesus rider Asenen saa fattig/
Sit folck til ære ydmygelig. ||

Skiertorsdag. Matth. xxvi.

* Met brød oc vin sit Legom oc blod
Skencte oss/ før hand sig pine lod.

Langfredag. Matth: xxvii.

Langfredag døde Guds eniste Søn/
Paa kaarsens galie for Menniskens køn.

Paaskedag Matth. xxviii.

Ved din Opstandelse Iesu Christ/
Offueruanst du synd oc døden vist.

Anden Paaske dag. Luc: xxiiii.

* Til Emaus ginge Discipler tho
Iesus deris Hierter paa veyen slo. ||

Tredie Paaske dag. Luc. xxiiii.

* Christus bød Fred/ oc lod sig see.
Sine Hender oc Føder lod hand betee.

Quasi modo geniti. Ioan: xx.

* Fred vere met eder/ giff der paa act/
At Løse oc binde giffuer hand dem mact.

Misericordias Domini: Ioan: x.

* En god Hiurde Iesus er oc vaar/
Der hand sit Liff gaff for sine Faar.

152

Iubilate. Ioan: xvi.

* De Christne sørrige en liden tid/
men Verden glædis til sorrig oc quid. ||

Cantate: Ioan: xvi.

Den Hellig Aand dømmer Verden wfrom/
For Synd/ Retferdighed oc Dom.

Vocem Iucunditatis: Ioan: xvi.

* Huad i bede/ Iesus siger saa/
Vdi mit naffn/ det skulle i faa.

Ascensionis. Marci vltimo.

* Til himmel foer Iesus Gud oc mand/
Sider hoss sin Faders høyre haand.

Exaudi: Ioan: xv.

* Huo de Christne kunde sette i Band/
Gud tieniste at gøre/ saa tencker hand. ||

Die Pentecostes. Io: xiiii.

* Den Hellig Aand aff Fader oc Søn/
Vdsent at lære Menniskens køn.

Anden Pinst dag. Io: iii.

Saa elste Gud Verden at hand hende gaff
Sin enborene Søn vnder dødsens straff.

Tredie Pinstdag Io: x.

* Christus er dørren sine Faar til trøst/
Som følge hannem effter oc høre hans røst

153

Trinitatis Syndag. Io: iii.

Aff vand oc Aand genfødis hand maa/
Som ind i himmerigis Rige vil gaa. ||

Første Syndag effter Trinitatis Luc: xvi.

Den rige Mand ligger i helffuedis glød/
Men Lazarus leffuer/ oc er icke død.

Anden syndag effter Trinitatis Luc: xiiii.

* Huo sig aarsager Quinde eller Mand/
Til Naduer hand ey komme kand.

Tride Syn: effter Trinitatis Luce xv.

* Naar som en Synder omuender sig/
Da glædis alle Englene i Himmerig.

Fierde Syn: effter Trinitatis Luce vi.

* At dømme din Neste er inted vert/
Naar Bielcken i dit øye sider tuert. ||

Visitationis. Luce i.

* Maria gick sig mødig oc tret.
Hen til sin Frencke Elizabeth.

Femte Syn: effter Trinit: Luce v.

* Lær aff S: Peder dette Bud/
Før du arbeyder/ at kalde paa Gud.

Siette Syn: effter Trinitatis: Matth: v.

Guds Bud skulle holdis aff Hiertens Grund
Oc icke alene met haand oc mund.

154

S: Hans dag. Luce i.

* Elizabeth fødde S. Hans Baptist/
Zacharias sang om Iesu Christ. ||

Siuende S: effter Trinitatis. Marci viii.

* Iesus spisede firetusinde Mend/
Met Siu brød/ nock til huer oc en.

viii Syndag effter Trinitatis Matth. vii.

* Drage Vlffue end Faare klæder paa/
Mand dem aff fructen dog kende maa.

ix. Syndag effter Trinitatis. Luce xvi.

* Venner gør sig den wtro Suend/
Lære det aff hannem huer from Christen.

x. Syndag effter Trinitatis Luce xix.

* Christus græd/ Oc som en sand Gud/
Dreff Aager Karle aff Templen vd. ||

xi. Syndag effter Trinitatis Luce: xviii.

* Phariseen holt sig selff from/
Retferdig bleff Tolderen vid Christum.

xii. Syndag effter Trinitatis. Marci. vii.

* It armt Menniske døu oc stum/
bleff Helbrede vid vor Herre Iesum.

xiii. Syndag effter trinitatis. Luce. x.

* Samaritanen tog til sig/
den Siuge/ tag du din Neste til dig.

155

xiiii. Syndag effter Trinitatis Luce. xvii.

* Christus rensede Spidalske ti/
Men wtacknemmelige vaare de ni. ||

xv. Søndag effter Trinitatis. Matth. vi.

* Paa Marcken gress oc Fulene i sky/
Gud Fader hand føder oc kleder aff ny.

xvi. Syndag effter Trinitatis Luce. vii.

* Christus opreyste for Naim stad/
den Enckis Søn/ oc hun bleff glad.

xvii. Syndag effter Trinitatis. Luce xiiii.

* Christus helbrede den vatter sot Mand/
Som hand om Sabathen faar sig fand.

xviii. Syndag effter Trinitatis Matth xxii.

* Vor Neste at elske nest ved Gud/
Siger Christus at vere det ypperste Bud. ||

xix Syndag effter Trini: Matth. ix

* Christus til liff oc siel giorde sterck/
den mand som plauedis oc brødis aff verck.

xx Syndag effter Trinit Matth: xxii.

* Gud mange til Brølluppet kalde lod/
Men de indbodne dræbte hans bud.

xxi. Syndag effter Trinit: Io. iiii.

* Høffuids mands søn i Capernaum/
hand bleff helbred giort vid Christum.

156

xxii. Syndag effter Trinit. Matth. xviii:

* Den onde Suend gick det icke vel/
Som icke vilde giffue sin neste til. ||

xxiii. Syndag effter Trini: Matth: xxii.

* Giffuer Keyseren det som Keyseren bør/
Oc Gud alt det som hannem tilhør.

xxiiii. syndag effter Tri: Matth: ix.

* Den Quinde aff blodsot hun bleff sund/
Oc pigen opreest i samme stund.

xxv syndag effter Trinit: Matth. xxiiii.

* Huad der skulde skee for en gruselighed/
før end at Hierusalem sloes ned.

xxvi. syndag effter Trinit: Ioan: vi.

* Christus femtusinde aff hungers nød/
Hialp met tho fiske oc fem bøg brød.

Prentet i Københaffn M. D. Liiii.
157

TEXTRETTELSER.

S. 148 L. 10. Matth. xxiii Orig. Matth. xxiiii
- 151 - 24. betee - betle
- 156 - 12. stund - stnud

NOTER.

S.146 L. 12. Vistnok ældste Exempel paa denne endnu almindelige Talemaade; jf. Kalkar IV. 957 a, L. 54.

S. 146 L. 26 f. Droningen aff Synden D. e. Sydens Dronning, Matth. 12.42.

S. 146 L. 30. Psalterbaand, Rosenkrans, Kalkar III. 524.

S. 146 L. 30 f. hand haffuer staffuen i den rette haand. Udtrykket er mig ikke bekendt andet Steds fra.

S. 146 L. 31 og 33. støe, "støtte", jf. Kalkar IV. 177, vestjydsk Udtale, se Feilberg III.638a, L. 39 f.

S. 151 L. 28. Af Løse oc binde giffuer hand dem mact til Joh. 20. 23 synes helt katolsk; Rimstokken 1570 har:

For Thoma loed sig Christ betee
Sin Herre oc Gud hand kiende:
Salige ere de/ dog de icke see/
Troens øyne til Christum vende.

S. 154 L. 23. Phariseen for Phariseeren (Biblen 1550), "Subtraktionsdannelse" jf. Festskrift til Vilh. Thomsen 1894, S. 3 f.

158

TAVLE OVER SØN- OG HELLIGDAGES BENÆVNELSER OG RÆKKEFØLGE I RIMSTOKKEN 1554, ALTERBOGEN 1556 OG RIMSTOKKEN U. A.

159
Rimstokken 1554 Alterbogen 1556 Rimstokken u. A.
1 Aduent syndag Den I. Søndag i Aduent Første Advents Søndag
2 Anden Syndag - II. - - Anden - -
3 Tredie Syndag - III. - - Tredie - -
4 Fierde Syndag - IIII. - - Fierde - -
5 Juledag Paa Christi Fødzelsdag Juledag
6 Anden Juledag - St. Staffens dag Anden Juledag
7 Tredie Juledag - S. Hans Euan. dag Tredie -
8 Intra 0ctavas Den I. Søndag effter Jule. Søndag efter Juledag
9 Nyt Aars dag Paa Nyt Aars dag Nyt Aars dag
10 Epiphaniæ - hellig tre Kong. dag Epiphaniæ
11 Første syndag post Epiph. Den I. Søn. e. hell. tre K. Første Søndag e. Epiph.
12 ii Syndag - II. - - - Anden - -
13 Tredie Syndag - III. - - - Tredie - -
14 iiii Syndag - IV. - - - Fierde - -
15 v Syndag - V. - - - Femte - -
16 Sette Syndag.
17 Siuende Syndag
18 In Septuag: Paa Marie Renselsesdag Den Søndag Septuagesima
19 Kyndermiss dag Den Søn. Septuagesima Mariæ Reenselsis dag
20 In Sexag: - Sexagesima Dend Søndag Sexagesima
21 In Quinquag: Paa Fastelaffuens Søndag Fastelavns Søndag
22 Inuocauit Den I. Søndag i faste Første Søndag i Faste
23 Reminiscere - II. - - Anden - -
24 Oculi - III. - - Tredie - -
25 Letare Paa Medfast Søndag Midtfaste Søndag
26 Judica Den Søn. e. Medfast Dend Søndag e. Midtfaste
27 Annunciationis Marie Bebudelsis dag Mariæ Bebudelsis dag
28 Palmarum Paa Palme Søndag Palme Søndag
29 Skiertorsdag Paa Skærtorsdag Skærtorsdag
30 Langfredag Langfredag
31 Paaskedag Paa Paaskedag Paaske Dag
32 Anden Paaskedag Anden Paaskedag Anden Paaske Dag
33 Tredie Paaskedag Tredie Paaskedag Tredie -
34 Quasi modo geniti Den I. Søn. e. Paaske Første Søndag e. Paaske
35 Misericordias Domini - II. - - Anden - -
36 Jubilate - III. - - Tredie - -
Rimstokken 1554 Alterbogen 1556 Rimstokken u. A.
37 Cantate Den IIII. Søn. e. Paaske Fierde Søndag e. Paaske
38 Vocem Jucunditatis - V. - - Femte - -
39 Vdi Bededage
40 Ascensionis Vor Herris Jhesu Christi Himmelfardsdag Christi Himmelfarts Dag
41 Exaudi Den VI. Søn. e. Paaske Siette Søndag e. Paaske
42 Die Pentecostes Paa Pintzedag Pintze Dag
43 Anden Pinstdag - Anden Pintzedag Anden Pintze Dag
44 Tredie Pinstdag - Tredie - Tredie -
45 Trinitatis Syndag Hell. Trefoldighedz Søn. Trinitatis Søndag
46 Første Syndag e. Trin. Den I. Søn. e. Trin. Første Søndag e. Trin.
47 Anden - - - II. - - Anden - -
48 Tride - - - III. - - Tredie - -
49 Paa S. Hans Bapt. dag
50 Fierde - - Den IV. Søn. e. Trin. Fierde - -
51 Visitationis Paa Marie Besøgelsis dag S. Hans Dag
52 Femte Syndag e. Trin. Paa V. Søn. e. Trin. 5. Søndag e. Trin.
53 Siette - - - VI. - - 6. - -
54 S. Hans dag Mariæ Besøgeisis Dag
55 Siuende Syndag e. Trin. - VII. - - 7. Søndag e. Trin.
56 viii - - - VIII. - - 8. - -
57 ix - - - IX. - - 9. - -
58 x - - - X. - - 10. - -
59 xi - - - XI. - - 11. - -
60 xii - - - XII. - - 12. - -
61 xiii - - - XIII. - - 13. - -
62 xiiii - - - XIIII. - - 14. - -
63 xv - - - XV. - - 15. - -
64 xvi - - - XVI. - - 16. - -
65 xvii - - - XVII. - - 17. - -
66 Paa S. Michels dag 18. - -
67 xviii - - Paa XVIII. Søn. e. Trin. S. Michels dag
68 xix - - - XIX. - - 19. Søndag e. Trin.
69 XX - - - XX. - - 20. - -
70 xxi - - - XXI. - - 21. - -
71 Paa Alle Helgene dag 22. - -
72 xxii - - Paa XXII. Søn. e. Trin. 23. - -
73 xxiii - - - XXIII. - - Alle Helgens Dag
74 xxiiii - - -XXIIII. - - 24. Søndag e. Trin.
75 XXV - - - XXV. - - 25. - -
76 xxvi - - - XXVI. - - 26. - -
77 - XXVII. - - 27. - -

160

        

161
TRE MÆRKELIGE SANGE
AF
ARVED PERSEN
1554.
162

        

163

INDLEDNING.

I.

ARVED PEDERSEN, den lutherske Læres betydeligste Forkynder paa Bornholm, er knyttet til den danske Salmedigtnings ældste Historie. Han havde Andel i den første evangeliske Salmebog (1528) og var ligeledes med til at besørge de forbedrede Udgaver fra 1529 og 1534.1 Af hans Salmer, hvoraf en Del gik over i Hans Thomissøns og senere Salmebøger, blev den mest yndede: "Al den ganske Christenhed", hvis Begyndelseslinjer benyttedes af Grundtvig og saaledes endnu findes i Salmebogen.2 Ogsaa de tre Sange som Peder Palladius udgav fik senere Plads i Hans Thomissøns Salmebog.

Palladius' Fortale er skrevet Nytaarsdag 1554 - i Pestens Tid. Mange Peblinge og Studenter er rejst bort fra den pestbefængte By, aabenbart til Forargelse for adskillige - "besynderlige hine Papister, som saae gerne, at I havde blevet her tilstede og gaaet eders Vej med hine Bortdøde" (ndf. S. 167).3 Nu skænker Palladius Ungdommen denne lille Bog til Nytaarsgave "at I skulle ikke tænke Eder at være forglemte", og han opfordrer dem til at synge disse Sange, at Gud kan bekendes, paakaldes, loves og prises i *

* * 164 vort danske Tungemaal. Endnu mere levende kommer denne Lovprisning af Sangen frem i Efterskriften: De mange dejlige Takkesalmer og Lovsange paaminde alle fromme Christne, at de gerne lade deres Mund op, baade i Kirken og andetsteds, Mand og Kvinde, ung og gammel, og synge og love og takke Gud. Ja de dejlige Fugle i Vejret (dvs. Luften) omkring os fra Morgen og til Aften paaminde os det samme - det fordriver ogsaa Sorg af et sorgfuldt Hjerte og gør et Menneske glad.

Her, som i Forordet til Rimstokken, genfinder vi den Menneskelighed og den Livsglæde, der er saa ejendommelig for Visitatsbogens Forfatter; og deri: at gøre Enheden mellem den Del af Palladius' Produktion, som ikke kan være oversat, og Visitatsbogen aabenbar, ligger den litterærhistoriske Betydning af disse Smaastykker.1

II.

Af Arvid Pedersens Sange kendes kun én Udgave. Denne er i lille Oktav, - Format som det facsimilerede Titelblad S. 165. Bogen bestaar af 12 Blade, sign. A-B; Linjetallet er 22. Efter første Sang findes - paa Bl. A 5v - Hans Vingaards Symbolum: HGHVDA; ogsaa det øvrige typografiske Udstyr viser, at Trykket er udgaaet fra Hans Vingaards Presse.2

De tre Sange er som nævnt optaget i Hans Thomissøns Psalmebog 1569 og er derfra gaaet over i yngre Salmebøger (se Brandt og Helweg, Psalmedigtning I, 27 ff.)3; hele Skriftet er genudgivet i Danske Magasin V, 345.

* * *
165
166

        

167

Petrus Palladius Til Københaffns Peblinge.

KIÆRE Børn baade i/ som ere her til stede/ oc som ere adspridde hen offuer dette gandske Rige/ fordenne Pestelentze/ Huilcket/ de som kunde hende mesterlige spaatte oc Guds riss foracte/ bære affuend ved/ oc besynderlige hine Papister/ som saae gerne/ ati haffde bleffuit her til stede/ oc gaaet eders Vey met disse bort døde/ at Guds salig Ord/ kunde haffue hafft den affdragt oc skade/ met deris store glæde/ Ieg ønsker eder alle sammen ith saligt/ Nyt aar/ oc beder Gud dagelige der om/ at i kunde snarlige komme til hobe igen/ saa vel som vore Studiosi her aff Vniuersitetet || oc saa oplæris och optuctis i bogelig konster/ Gudfryctighed och gode Seder/ til gaffns oc til Gudz ære at holde ved mact/ vdi framtiden/ mod hans wuenner etc. Men paa det ati skulle icke tencke eder ath vere forglemte/ Skencker ieg eder til Nytaars gaffue/ vdaff en andens oc icke aff mit egit arbeyde/ disse Tre merckelige Sange/ at formere eder Psalme bog met

* En From lærd mand/ oc Guds Ords Tiener/ paa Bornholm ved naffn Dominus Aruidus Petri/ Sogneprest til S. Ibs Sogne kircke/ haffuer giort dem/ som hand haffuer giort andre flere/ som staa indprentende vdi Psalm bogen/ oc ere i daglig brug/ som disse ere nogle aff dem her opregnis. Al den gantske Christenhed etc. Iesu Christ wi tacke dig etc. Loffuer Gud i Fromme Christne etc. Du est alene vor Salighed etc. Thi Samme Dominus Aruidus studeret i Vittenberg den samme || tid/ som Erlig oc velbyrdig Mand Sti Porss/ Kongelig Maiestats befalnings Mand offuer Stigtens guotz i Skaane studeret der ocsaa/ som vaar Anno xxiiii oc xxv etc strax effter at Gud haffde opuect den Salige Mand Lutherum til at komme hans Ord paa Fode igen. Kære Børn saa annamer disse Christelige 168 Sange oc siunger dem ocsaa faat andre/ at Gud kand disydermere bekendis/ paakaldis/ loffuis oc Prisis i vor Danske
tungemaal/ ved Iesum Christum/ hannem eder befalendis.
Haffniæ die Circumcisionis Christi.
M. D. Liiii.

OVerden huor gruer mig for dit væsen/
Naar vilt du opnæse/
oc rese aff Synden/
aff Dieffuelen est du bunden
til Helffuedis fart. ||

* O nød/ O iammer/ O ælende/
Saa vden maade oc ende/
alle stende paa iorden/
Skendelige forførde vorde/
det gremmer mig hart.

169

* Døw/ Blind er huer nu i de sager/
Der i hand skulde vaage/
Oc tage sig vare/
At hand salig maatte fare/
i al Euighed.

* Gansk mesterlige oc wformercket/
Dieffuelen saadant vercker/
Oc stercker sin Skare/
vden al frøct oc fare/
i stor tryghed.

* Guds ord der mod rober oc lærer/
Ingen sig forbedrer/
Huer ærer men selskab/
Rende i hob til helffuede aff/
Som i en Dantz.

* Synd er ey nu mere for synd actit/
Men huer for sig tracter/ ||
Oc vaacter/ huad løst er/
Der til huer nu sig trøster/
Aldelis gansk.

* Mand finder ey nogen sted vdi Landen/
Guds frøct mere faar haanden/
Synd/ klander regerer/
Vng/ Old/ Arm/ Rig sig tierer/
I ondskab friit.

* Brask/ bram/ Guds edele gaffuer skender/
Stor kaast huer tiluender/
Oc blender vden sorrig/
Skulde hand end laane oc borge/
Det staa sin tid.

* Det vaare vist io/ it Christeligt stycke/
Maadelige sig skicke/
Vaar icke slem Daarhed/
Mod Gud oc nødtørfftighed/
I spillet mest.

170

* Fraadzeri vraal skraal suerie sla met neffue/
Stedz udi suss hen sueue/
Oc leffue som bester/
Acter mand nu aller mest/ ||
For tickort best.

* Huo tencker/ at Gud vil ey sligt haffue/
Huad hielper alle dage/
Den skade beklage/
At Gud straffer oc plager
Synden met Død.
* Dieffuelen kand mand nu saa til ære/
Gierne villig at være/
Kaast tære/ ringe acte/
Egit beste her ey betracte/
Heller Brødris nød.

* Men huad til Guds ære kunde komme/
Guds ord Oc Christendomme/
Til fromme fra arghed/
Der kand mand inted vden Karighed/
Tui dig den skam.

* Det er stor Blindhed som ieg mener/
Det maatte stocke oc stene/
Vel vene de plager/
Der met Gud saadanne sager/
Vil straffue gram.

* Huad vil mand nu om saadanne klage/ ||
Der Dieffuelen behage/
Oc voffue liff/ leffnit/
Gods/ ære/ hustru/ børn offuer giffuit/
Mod Guds forbund.

* Oc de megit Christeligt blod vdspilde/
Sit ferne land foruilde/
wmilde i sager/
Huilcket Dieffuelen behager/
vel alle lund.

171

* Hor/ Boleri er Hiertens gilde/
Slem snack det kand kilde/
Aarle/ silde/ legemit/
Hoffmod/ had/ Tuedrectighed/
wlydighed.

* Den onde rod Girrighed til Rigdom/
Er Gud al verden om/
der aff kom den vaade/
At ey ræt brugis Guds naade/
Til salighed.

* Ah huo kand al ondskab fottellie/
Der aff dybeste helffuede/
Opuelder vden maade/||
Lader sig huercken stoppe eller raade/
nogerlund disuer.

* Mand siunger/ mand maner/ mand lærer/ mand straffer/
Ingen fruct mand skaffer/
det napper dog inted/
Saa slet verden forblindet/
I arghed er.

* Adelen aff ære oc dygd maa sigis/
Edel naffn dem giffuis/
oc scriffuis til ære/
Om de det alle fult gøre/
Findis nu vel.

* Borger oc Bønder som de mene/
Acte Guds ord rene/
dog ene i Kirsken/
Siunes de Gud at dyrcke/
Er det oc skel?

Guds Edele Sæd paa veyen trædis/
aff Fule opædis/
Ey glædis paa stene/
Torn monne hinde oc formene/||
At gøre fruct.

172

* Ey hielper at Gud straffer oc ræder/
Met ild/ vand/ oc væder/
wglæder/ dyre tide/
Pestelentz/ Krig/ oprør/ quide/
Følger dog ingen tuct.

* Der faar Kiere Herre/ dig dog hid vende/
Paa ondskab gør ende/
Lad kende din Doms stund/
Dieffuelen sla ned i grund/
Med din haand vel hart.

* Din Herlighed/ O Christ/ sig skynde/
Din Basun lad klinge/
Forsuinde alt wkrud/
Hielp oss vel aff Verden vd/
Io snart Io snart.

* Det begiere alle Christne fromme/
Til priis dit naffn komme/
Hørsomme vden gammen/
Oc siger alle sammen/
Amen Amen.

HGHVDA

Den anden Sang met de noder/ som/ O Stierners skabere/ siungis met

HERRE Gud Fader være loff oc tack/
Der alting skabte met sin mact/
Himmel och Iord/ alt met sit ord.
Oss alle til gode haffuer hand det giort

* Hand skabte met stor ære oc krafft/
Englerne met Herredom oc mact/
oc sette hand dem vdi sin koer/
At de skulle giøre hannem ære stor.

173

* Men da en part aff Englernis tal/
lode sig for megit tycke met al/
Støttis de strax aff Himmelen ned/ ||
Til euige pine i Helffuedis glød.

* At Gud nu effter Englernis fald/
Kunde met andre opfylde sin Sal/
Menniskens køn skabte hand saa ren/
At i hannem vaar slet inted men.

* At sette hannem hen i paradis ind/
Oc giffue hannem nock/ fick Gud i sind/
men visdoms træ hand hannem forbød/
Eller hand skulde faa den visse død.

* I Orme lige da kom Sathan/
oc strax fortiende Guds Ord oc Aand/
Slo vore forældre ned i synd/
oss der met at forderffue i grund.

* Aff Adams synd kom bitter død
oc al vor sorrig/ angist oc nød/
Synden regerede met stor vold/
Oc døden baade offuer vng oc old. ||

* Da sende Gud sin søn saa kær/
der fands icke anden frelsere mer/
hand bleff Menniske from oc god/
Dog led hand iammer oc armod.

* Begynte hand strax i sin Barndom/
At bære vor byrde met stor modgong/
for Adams synd hand giorde bod
Tre aar oc tredue met taalmod.

* Hand tiente oss met gierning oc ord/
gick faar oss/ gennem den sneffre port/
lærde oss at komme til Gud igen
fly synd/ Tro Gud oc bliffue hans ven.

174

* Der hand da haffde Guds ord fram ført/
Oc oss den rette Guds tieniste lærd/
Taalde hand den suare bittere død/
hialp oss der met fraa helffuedis nød.

* Hand stod aff døde met stor krafft/ ||
Andre befalede sit budskaff/
hand foer til himmelen/ der hand nu/
sider hoss sin fader met glæde oc ro.

* Hand sende oss hid den Hellig Aand/
At skicke vore hierter til ræt forstand/
At de kunde søge delactighed/
Hoss Iesum Christ vor salighed.

* Dig Gud fader i Euighed/
Met din Søn lige i herlighed/
Den Hellig Aand disligeruiss/
I euighed ske loff oc priss.

Den tredie Sang/ at Syndsens straff maatte bortuendis/ oc siungis met de noder/ som Aff dybsens nød siungis met. ||

AF dybiste nød lader oss til Gud/
Aff ganske hierte robe/
At wi som haffue offuertraad hans Bud/
Til hannem oss dette forhaabe/
At hand vor synd met gerning oc ord/
Oc huad wi alle mod hannem haffue giort/
vil som en Fader forlade.

* O Gud Fader alt effter dit ord/
See ned til oss elende/
wi som haffue saare meget ilde giort/
Met hierte mund oc hender/
175 Hielp oss i Iesu Christi naffn/
Altid at gøre huer mand gaffn/
oc faa en salig ende.

* Vor skyld saa stor oc megen er/
huo kand den nock begrunde/
Dog er din barmhiertighed fast mer/ ||
Mod oss i mange lunde/
der søge wi alle aff hiertit til/
Oc haabes det haffuer inted feyl/
du vilt oss alt gaat vnde/

Du vilt io icke en synders Død/
Eller at hand skal omkomme/
Men at hand helder omuender sig/
oc kommer saa blant de fromme/
Saa hielp oss nu O Herre Gud/
At den skyld wi haffue mod dine Bud/
Skal oss icke offuer komme.

* Forlad/ forlad oc haffue god taal/
met oss arme oc suage/
lad din Søn alle vore synders sold/
Met sin død fra oss tage/
O Fader du vor Siel beuar/
At hende ingen skade vederfar
Vdaff den helffuedis drage. ||

* Om du met oss vilde io regne/
oc gaa met oss i rette/
Ah huor skulde wi da blegne/
huo kunde oss da vndsette/
O Herre ver oss barmhiertig/
Hielp oss at gaa den rette stig/
met alle fromme slecte.

* Vort offer er aff en syndige rod/
det kand dig icke behage/
176 Vden ved Troen/ thi du est god/
wi kunde oss icke aarsage/
O hielp at wi fuldhugss oc fri/
vden argelist oc hyggleri/
Dit Aag til enden drage.

* Du befaler dine sende bud/
vor samuittighed at trøste/
vort hierte vend om o herre Gud/
Til hannem som oss genløste/
Det er Christus din enborne Søn/ ||
Som taalde død for Menniskens køn/
Der hand sit blod vdøste.

* Beuar vdi vor Hiertens grund/
Din Guddoms ord alle sammen.
Oc hielp at wi dem alle stund/
Betencke ret vden gammen.
oc leffue saa ret sandelig/
Foruden falsk ret Christelig/
Oc loffue dig altid Amen.

177

Til den Christen Læsere.

DE mange deylige Tacke-Psalmer vdi kong Dauids Psalmebog/ disligeste andre hymner oc Loffsange/ baade i den hellige Scrifft oc vden ved/ paaminde alle fromme Christne/ at de gerne lade deris mund op/ baade i Kirsken oc andersteds/ Mand oc Quinde/ vng oc gammel/ den ene met den anden/ och siunge loffue oc tacke Gud/ for sine velgerninger/ Fordi at wi ere skabte til Guds ære oc Loff/ oc det er den rette Guds dyrckelse/ vdi det ny Testamente/ som wi kalde Sacrificium Laudis et gratiarum actionis/ effter det andet budord/ Ia disse deylige Fule met deris Sang oc quidderen/ her i veyret omkring oss/ Fra morgen || oc til afften/ paaminde oss det samme/ Oc haffue ocsaa Guds befalning der paa/ vdi den Cxlviii. Psalme/ ath de skulle siunge oc loffue hannem. Laudate volucres coeli Dominum. I fule i skyen/ loffuer oc tacker Herren/ Det fordriffuer ocsaa Sorrig aff it sorrigfult Hierte/ och gør it Menniske glad/ at hand venner sig til at siunge Hellige Psalmer oc andre hellige Sange/ som den Hellige Paulus oc raader oc formaner oss til de Epheser i det Femte Capitel/ Dricker eder icke (siger hand) druckne aff Vin/ aff huilcket der følger it wskickeligt væsen/ Men bliffuer fulde aff Aanden/ oc taler met huer andre/ om Psalmer oc Loffsange oc Aandelige Viser/ siunger oc leger for Herren/ i eders Hierter/ Oc siger altid Gud oc Faderen tack for alting i vor Herris Iesu Christi naffn. Lader eder der faar i Fromme

Christne ocsaa her vdi vere || formanede til Guds ære/
ved Iesum Christum/ Hannem eder befalendis
til euig tid/ Amen.

Prentet vdi Københaffn.
M. D. Liiii.
178

NOTER.

S. 167 L. 23. Al den gantske Christenhed, trykt hos Brandt og Helweg I. 25.

S. 167 L. 24, Jesu Christ wi tacke dig, sst. 26.

S. 167 L. 24. Loffuer Gud i Fromme Christne, sst. 26-27.

S. 167 L. 25. Du est alene vor Salighed. Salmen kendes ikke, se Brandt og Helweg I, Biografien S. 4.

S. 167 L. 27. Sti Porss, Stig Pors, c. 1498-1556, Biogr. Lex. XIII. 233.

S. 168 L. 13. alle stende paa torden, alle Stænder paa Jorden; det almindelige Ord i Reformationstiden er Stat, jf. Kalkar IV. 110 og 101.

S. 169 L. 13. Huer ærer men selskab etc. dvs. "Enhver sætter kun Pris paa Selskab - de render i Hob ad Helvede til som i en Dans". I Hans Thommissøns Salmebog 1569 er men ombyttet med ond; rimeligvis fordi det er opfattet ikke som kun (se Kalkar III. 74), men vistnok som Adjektivet men "almindelig" i Betydningen "usædelig, slet" (jf. menæ qwynnæ boæth "Horehus" Kalkar III. 77).

S. 169 L. 24 f. sig tierer \ I Ondskab früt dvs. viser sig uden Blu i deres Ondskab. tere sig fra mnt. sik teren, se Kalkar IV. 330. Ordet bevares i Hans Thomissøns Salmebog 1569, men er i Salmebøger fra 17. Aarh. omdannet til tiener, lerer ofl.

S. 170 L. 22. vene, klage, jamre over, Kalkar IV. 798.

S. 170 L. 32. ferne land d. e. Fædreneland.

S. 171 L. 18. napper, d. e. udretter, jf, sv. nappa = lyckas, Dahlgren's Glossarium 577. Hos Kalkar (III. 190) findes kun dette Citat paa den nævnte Betydning.

S. 172 L. 21. HGHVDA, se Bind I. 116.

179
JESU CHRISTI
ÆREFULDE FORKLARELSE
PAA THABOR BJERG.
1555.
180

        

181

INDLEDNING.

PEDER PALLADIUS har - som foran (S. 3) nævnt - foruden Visitatsbogen forfattet to større originale danske Værker, begge i Prædikenform: "Bogen om Sankt Peders Skib" og "Jesu Christi ærefulde Forklarelse paa Thabor Bjerg".

Mens det første af disse Skrifter er af betydelig Værdi baade paa Grund af dets personligt prægede Sprog og paa Grund af de Strejflys Indholdet kaster over Tankesæt og Følemaade i hin religiøse Brydningstid, saa er Skriftet om Jesu Forklarelse sandt at sige et temmelig tørt formalistisk Tolkningsforsøg, hverken farvet af Tidens Kamp som Bogen om Sankt Peders Skib eller præget af Forfatterens Personlighed som Visitatsbogen - derfor manglende saavel hins djærve Kraft som dennes menneskelige Varme.

I.

Efter en ret intetsigende Tilegnelse til Lensmanden paa Københavns Slot Peder Godske, skrevet Mikkelsdag (29. Sept.) 1554, meddeles den bibelske Beretning om selve Forklarelsen, sammenskrevet - som det hedder - af de tre Evangelister Matthæus (17.1-9), Marcus (9.2-10) og Lucas (9.28-36). Denne Beretning - Texten - er delt i 10 Punkter og slutter med en Oversigt over Rækkefølgen af de vigtigste Led i Forklarelseshistorien (ndf. S. 194).

Saa følger Den første Prædiken.

I dennes Indledning siger Palladius: "Efterdi vi nu have gjort Ende paa den Oliebjergs Historie udi nogle Prædikener 182 før Paaske, vil vi . . nu høre, hvorlunde at Christus blev ophøjet paa Thabor Bjerg, . . paa det at efterdi vi have hørt hans Fornedrelse, vi kunne ogsaa høre hans Herlighed."

De 16 Prædikener er altsaa blevet holdt i Foraaret og Sommeren 1554. Samme Efteraar har Palladius udarbejdet dem til Trykken og skrevet Tilegnelsen, og i Begyndelsen af 1555 er Bogen udgaaet fra Pressen.

For Skriftets Plan giver Indledningen et fuldstændigt Program. Forklarelsens Hovedbetydning "Summen paa denne Historie", siges det, er, at den beviser Christi Guddommelighed; Christus er "ikke aleneste Jomfru Mariæ Søn og et sandt Menneske, men ogsaa Guds og vor himmelske Faders Søn, født af ham fra evig Tid . . en Herre over Himmel og Jord". "Men" - fortsætter Palladius - "førend vi tager fat paa Texten at udlægge, vil vi undervise hverandre om disse tre Omstandeligheder [dvs. Forhold], som er: om Stedet, om Tiden og om Personerne, det er, hvad Sted denne Forklarelse skete paa, og i hvad Tid og ved hvilke Personer; derefter . . vil vi opregne, hvad Sager [dvs. Aarsager], der var til samme Forklarelse, og siden skifte Historien i sine Parter og udtyde i dem de ypperste Hovedstykker og Lærdomme."

Den fremtrædende skematiske Form, Indledningen har, præger hele Skriftet. Opstilling af Skemaer, Oversigt over Inddelinger, Opregning af "Hovedstykker" og Underafsnit udgør en ikke uvæsentlig Del af de fleste Prædikener. Som Exempel paa et saadant sindrigt opbygget Æskesystem kan nævnes Indledningen til den anden Prædiken, der handler om "Personerne". Disse, hedder det, kan deles paa to Maader:

I. i to Dele: a) de fire Personer fra Himlen: Gud Fader, den hellig Aand, Moses og Elias; b) de fire Personer fra Jorden: Christus i sin Manddom [dvs. i sin Menneskeskikkelse] og de tre Apostle Peder, Hans og Jacob.

II. i tre Dele: a) de guddommelige Personer: Gud Fader, Sønnen, den hellig Aand, b) de to Personer fra det gamle 183 Testamente: Moses og Elias, Guds tro Tjener og den navnkundige Profet; c) de tre Personer fra det ny Testamente: Peder, Hans og Jacob.

Hvor meget af denne og lignende Inddelinger, der skyldes Palladius' egen Udspekulerthed, og hvor meget der er theologisk Arvegods fra Kirkefædre og Skolastikere falder det udenfor nærværende Udgaves Plan at undersøge, men sikkert er det, at disse evindelige Tvedelinger og Tredelinger, som har deres Forbillede i den middelalderlige Homilieform, bidrager til at berøve Fremstillingen Varme og Liv. Hertil kommer, at Palladius i paafaldende ringe Grad har gjort det bibelske Stof nærværende ved, som det ellers er hans Vane, at indskyde Smaatræk fra sine egne Oplevelser, sine egne Minder, vise Stoffets Samhørighed med de Mennesker, til hvem han taler.

Naturligvis - Sammenligninger drages; men de er oftest vage, holdt i al Almindelighed, og derfor uden synderlig Virkning. Flest er Jævnførelserne mellem Skriftens Vantro og Datidens Papister, - som følgende:
"I have intet med Christo at gøre; Christus gavner eder intet; I ere faldne fra Naaden, sagde Paulus . . til dem som vilde tilbage til Mose og Loven igen. Hvad mon han nu vilde sige til dem, som vil tilbage til Pavedømmet igen, som de vilde til hine Kødgryder i Ægypten?" (S. 230 L. 9 ff., jfr. foran S. 64 L. 21-25).

Eller denne:
"Ah Fader! Hvo ser udi saa foragtet og forsmæligt [dvs. ringeagtet] et Menneske, at Menneskenes Salighed skal hænge paa ham alene? Det sige først alle Farisæerne i Jerusalem hardt nej til og tillægge Templet og deres Offer Salighed; dernæst alle Papister, som kalde denne Gud Faders Røst Kætteri og lægge deres Messe Salighed til. Men du min fromme Christne, lad fare Farisæere med deres Offer og Papister med deres Messer og hæng hardt ved denne Gud Faders elskelige Søn" (S. 240 L.20 ff.).

Kraft og Liv er der i dette Sted:

"Naar man . . spurgte sig for, hvad han var for en Mand, da blev der saa svaret til: "Han er en Tømmermands Søn af Nazareth". Af Nazareth? Hvad godt skulde der komme af Nazareth? - Derimod var 184 Præstehøvdinger og Leviterne med deres holdt udi stor Hæder og Ære og havde deres Præbender og Renter . . Vi, sagde de, vi er de som bør at prædike, os har Gud befalet det og ikke denne Tømmermands Søn . .

Ser eder omkring I fromme Christne, om det gaar ikke endnu saa til imellem de ragede og smurte og . . de fattige Prædikanter; hvad Bulder og Trætte, hvad Avind og ond Vilje, hvad Afdragt [dvs. Modstand] og Modsigelse, man gør dem, som det salige Guds Ord fremføre" (S. 234 L. 30-36, S. 235 L. 11-20).

Et enkelt Sted bruger Palladius til Illustration af Skriftens Ord et helt konkret Exempel - en Oplevelse. Med Henvisning til Matth. 11 (hvor Christus "skammede de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig" og tilsiger dem: "Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder", Vers 20-24) skriver han:
"Saa skal ogsaa udi vor Tid alle de Steder som Guds Ord prædikedes udi, bære Vidne mod de ugudelige. Ja dette Tempel, disse Piller og Vægge skal fordømme vore ugudelige"

og han fortæller en Historie om Doctor Pommer [d. e. Bugenhagen], som, da han var i København, var indlagt til Herberge hos [dvs. boede hos] gamle Mester Mads [d. e. Kanniken Magister Hans Pedersen]:
"der han var dragen hjem til Wittenberg igen og fik at vide om Mester Mads, at han blev den samme, som han var tilforn, med sine Anhængere, som kaldte ham Mesteren og vilde gerne have gjort Christus ud af ham, som Graamunkene af deres Francisco, da skrev den fromme Doctor Pommer disse Ord hid til os saa lydendes: "De Piller dèr i Københavns Kirke og de Vægge i Skolen vide, hvad jeg har gjort mod Mester Mads". Her kalder han Sten og Stok til Vidnesbyrd mod ham; og Christus sagde om sig, at Stenene skulde love ham, om Disciplene maatte ikke det gøre" (S. 197 L. 27-S. 198 L. 11).

Paa den ene Side Farisæerne og Papisterne: Ugudelighed og Død - paa den anden Side Christus og de Evangeliske: Fromhed og et evigt Liv! Det er denne Reformatorernes robuste og sejrsikre Lære, der gennemtrænger Prædikensamlingen om Jesu ærefulde Forklarelse paa Thabor Bjerg.

185

Den Form, i hvilken den rette Opfattelse af et Skriftsted fremsættes, er meget ofte Svar paa et direkte eller indirekte Spørgsmaal.

I Omtalen af Tiden, paa hvilken Forklarelsen fandt Sted, siger Matthæus og Marcus jo, at Forklarelsen fandt Sted sex Dage efter Jesu Forudsigelse af sin Død og Pine, Lucas derimod siger otte Dage derefter (Matth. 17.1, Marc. 9.2, Luc. 9.28). "Her synes Evangelisterne at være mod hverandre", skriver Palladius, men, lyder Svaret, "dog er de ikke mod hverandre [idet de regne forskelligt], . . som vi ogsaa paa denne Dag kalder en Uge otte Dage; udi disse otte Dage, siger vi, alligevel at der er ikke uden syv Dage om Ugen" (S. 199 L. 6 ff.).

Efter Beretningen om, at Christus tog de tre Apostle med op paa Bjerget, hedder det:
"Men her falder et Spørgsmaal ind - som vort Kød og Blod vil alle Ting vide og er mere omhyggeligt i saadant, end det sig burde - . . hvorfor Christus tog ikke alle Disciple hen op paa Thabor Bjerg med sig, men ikkun de tre . . Der skal saa svares . ." (S. 200 L. 23 ff.).

Hvor Palladius taler om Christi Fornedrelse og Korsfæstelse siger han:
"Her maatte man atter føre et Spørgsmaal ind: Hvi lod han sig saadan anse og ikke langt heller udi sin Herlighed og Majestæt . . Svar: det er sket for vor Skyld" osv. (S. 236 L. 5 ff.).

Den femtende Prædiken omhandler Christi Forbud overfor de tre Apostle mod at røbe hans Herliggørelse før hans Pine og Død.

"Hvi gjorde han det?" spørger Palladius, og han svarer: "Derfor vilde ikke Christus, at saadant skulde aabenbares aldeles, førend hans Pinelses Tid var kommen, enten derfor at hans Pine og Død ikke skulde forhindres . . eller for andre Sager som er, at Christus for sin Høviskhed vilde give sin Fader al Ære" (S. 252 L.2ff.).

Det skal endnu nævnes, at Palladius i de Skriftsteder, han anfører i Prædikerne, ligesom i de tidligere Skrifter, 186 som Grundlag har en Vulgatatext, ikke en Lutherbibel eller den autoriserede danske Bibeloversættelse.

Blot et enkelt Exempel:

Palladius, S. 198 L.26ff.

Det hende sig/ der hans Annammelsis dage vaare fuldendede/da beskicket* hand sit Ansict til at hand vilde gaa til Jerusalem.

Biblen 1550.

Oc det begaff sig/ der tiden vaar fuldkommen/ at hand skulde tagis herfra/ da vende hand sit Ansict at vandre strax til Jerusalem, *

Vulgata, Luc. 9.51.

Factum est autem, dum complerentur dies assumtionis ejus, et ipse faciem suam firmavit, ut iret in Jerusalem.

Luthers Oversættelse 1545.

Es begab sich aber/ da die zeit erfüllet war/ das er solt von hinnen genomen werden/ wendet er sein Angesichte stracks gen Jerusalem zu wandeln.

Samme Forhold genfindes i alle de i Texten anførte Skriftsteder. Derimod er Biblen 1550 afskrevet i de efter Prædikerne tilføjede sammenhængende Vers fra Johannes Evangeliet og fra Peters andet Brev (Joh. 12.28-30, 2. Pet. 1. 16-18), hvad der bekræfter, at Palladius ved Udarbejdelsen af sine Prædikener og andre Arbejder har benyttet en latinsk Skriftsprogsamling, der byggede paa Vulgata, mens han, hvor Bibelstykker ligefrem skulde afskrives, altsaa hvor han skulde benytte selve Biblen, som naturligt var, har brugt den autoriserede danske Bibeloversættelse. Jf. foran S. 133-34 og Bind II S. 281 ff. og S. 368 f.1

*
187

II.

"Jesu ærefulde Forklarelse paa Thabor Bjerg" er kun bevaret i én Udgave, Originaltrykket 1555.

Dette bestaar af 92 Blade, 12 Læg sign. A-M (Læg L har kun 4 Blade). Formatet er lille Oktav som det facsimilerede Titelblad ndf. S. 189. Linjetallet er 22.

Paa Titelbladets Bagside findes i en Ramme, der svarer til den i "Sankt Peders Skib" anvendte (se foran S. 20), to Vaabenskjolde: Bielkernes - Godskerne var en Linje af denne Slægt - og Ravensbergs. Bogstaverne P. G. betegner Peder Godske, Bogstaverne E. P. betegner hans Moders Navn, Elline Pedersdatter (Ravensbergs). Mens de 188 to Vaabenskjolde i "Sankt Peders Skib", der var tilegnet Herluf Trolle, repræsenterede dennes og hans Hustrus Slægt: Troliernes og Gjøernes, har man - da Peder Godske var ugift - i Rammen anbragt hans fædrene og hans mødrene Vaabenskjold.1

Bogtrykkerens Navn er ikke angivet, men det typografiske Udstyr viser, at Trykket er udgaaet fra Hans Vingaards Presse (Lauritz Nielsen, anf. Afh. S. 103, Nr. 72).

Exemplarer findes paa det kgl. Bibliotek og Universitetsbibliotheket i København.

Senere Optryk kendes ikke, men i Harboes Palladius-Haandskrift anføres foruden Originaludgaven 1555 en Udgave fra 1570 - dog uden nærmere Titelbetegnelse. Andetsteds har jeg ikke fundet Oplysninger om en saadan Udgave.

*
189
191

Erlig oc Velbyrdig mand Peder Gaatske/ Kongelig Maiestats Lensmand/ paa Københaffns Slaat/ Naade oc fred aff Gud Fader ved Iesum Christum.

KÆre Peder loffuede ieg at skencke eder til en tacksigelsis/ bekendelse/ for eders mangfoldige velgerninger imod mig/ dette mit stycke arbeyde/ offuer denne merckelig/ oc herlig Historie om vor Herris Iesu Christi forklarelse paa Thabor bierg/ Saa haffuer ieg ladet denne Bog Prente/ som indholder sexten Predickener om samme Historie || den meninge mand i dette Rige oc andre som forstaa vort tunge maal til nytte oc gaffn/ trøst oc husualelse/ besynderlige vdi Gud Faders vidnesbyrd/ som hand selff ned fra Himmelen bær offuer hans elskelig Søn vor Herre Iesum Christum der hand saa siger Denne er min Elskelige Søn/ vdi huilcken ieg haffuer behagelighed/ hannem skulle i høre. Thi dette vidnesbyrd offuergaar Himmel oc Iord/ oc der som mand aldrig vilde tro de andre vidnesbyrde/ om vor Herre Iesu Christo/ som Engelne/ Ioseph oc Maria/ Hyrderne oc de Vise/ Simeon oc Anna/ Zacharias oc Ioannes Baptista/ Apostlene och Christi egne gerninger oc tegen bare om hannem/ oc om mand icke vilde tro Mose oe Elie/ Ia alle Propheternis vidnisbyrde/ da burde mand io at tro Gud almectigste || selff/ som lader sig Høre met sin egen Mund oc Røst/ oc selff wmager sig ned fra Himmelen/ at hand io icke vil/ mand skal høre andre til salighed/ end hans elskelige Søn/ det er/ vor Herre Iesum Christum/ Saa finder i foruden denne hoffuid artickel/ ocsaa mange andre nyttelige lærdomme vdi disse Predickener/ som denne Historie fører met sig/ om en Christen Bøn/ om de dødis Opstandelse/ om det euige Liff/ om døden oc synden/ om det salige Guds Ord/ om Troen etc.

192

Huilcken bog ieg sender eder/ bedendis/ at i den ville tage til tacke/ til Gud vil/ ieg i andre maade kand beuise eder nogen
veluilighed som ieg displictig er/ Eder Gud almectigste
befalendis/ Screffuit i Københaffn.
S. Mickels dag/ Aar
M.D.Liiii.||

Vor Herris Iesu Christi forklarelsis Historie/ tilsammen screffuen/ aff de tre Euangelister/ Mattheo i det syttende/ Marco i det niende/ och Luca i det niende.

1

DEt hende sig nogit nær ved otte dage/ effter at disse ord/ vaare talede/ tog Iesus Peder oc Iacop oc Hans/ hans broder/ oc gick op paa it Bierg at bede/ oc der hand vaar alene/ ledde han dem op met sig/ paa det høye Bierg/ aff til en side.