Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

Gud skabe it rent hierte i mig/ oc giff
mig en ny vis Aand.

Ah HERre/ mit Hierte haffuer forlat mig/ det tencker ick mere paa min elendighed/ det haffuer forglemt sin egen Sa lighed/ det gaar vilt/ det er longt hen reyst i fremmede Land/ effterfølger forfengelighed oc falsk lærdom oc haffuer sine øyen hen hoss Verdsens ende/ Jeg haffuer robt effter det/ men det suarede mig icke/ det er longt fra mig/ det er omkommet oc hensoldt i Synden/ der faar min Gud huad skal ieg gøre/ huad skal ieg sige? Min HERRE ieg rober til dig/ Skaffe i mig it rent hierte/ it || ydmygt oc fornedret hierte/ it sactmodeligt oc fredsommeligt hierte/ it gaat oc Gudfryctigt hierte/ it hierte/ som ingen gør skade/ oc ingen betaler ont met ont/ Men offueruinde det ont met gaat. It hierte/ som elsker dig offuer alle ting/ som tencker altid paa dig/ taler altid om dig/ tacker dig alle vegne/ forlyster sig altid i Psalmer/ oc Aandelige Loffsang/ oc haffuer altid sin omgengelse i Himmelen. Skabe saadant it hierte i mig/ skabe det aff intet/ paa det/ at ieg kand faa saadant it hierte ved din Naade/ som ieg kand icke bekomme aff min nature. Thi saadant it hierte kant du aleniste skabe. Ja saadant it || Hierte/ som fører met sig alle dygder/ oc vddriffuer alle laster. Saa skab nu/ min Gud/ saadant it hierte i mig ved din Naade/ oc giff mig en Ny oc visse Aand.

Lad din gode Aand føre mig paa en slet Bane/ oc rense mig aff Jordelige affecter/ oc ophøye mit hierte til de Himmelske ting/ Huad der elsker oc bliffuer elsket/ det er en ting/ Huo der elsker Kødet/ hand bliffuer Kødelig/ Huo der elsker Aanden/ hand bliffuer Aandelig/ Der faar giff du nu mig saadan en Aand/ som dig kand elske/ som dig kant tilbede/ Thi du Gud est en Aand/ Oc de sande tilbedere skulle tilbede dig i Aanden oc i Sandhed. Giff mig en || retsindig Aand/ der icke søger effter sit/ men effter dit. Giff mig en Ny vis Aand: Den som du gaffst mig før/ den haffue mine Synder vndryckt for mig/ Der faar giff mig en Ny Aand/ som kand 187 forny i mig det som er forgammelt oc forderffuit. Min Siel er en Aand/ oc er saa Skabt aff dig/ at hun er retsindig i sig selff. Thi aff Naturen elsker hun dig offuer sig/ Oc for din skylt begerer hun alt gaat. Thi den Naturlig Kierlighed/ som kommer fra dig er retsindig/ men hun er forderffuit ved den onde oc forkrenckte vilie/ Der faar giff mig en Ny vis Aand ved din Naade/ paa det/ at mit hierte kand rettelige || vandre i dine Bud. Giff mig saadan en ny viss Aand/ som kand saa rodfestis oc henge ved mit hierte/ at hun kand aldri opryckis/ som kand optende mit hierte wdi Guddommelig Kierlighed/ som kand giffue mig Aarsage at sucke altid til dig/ at omfaune dig/ oc aldri forlade dig.