✂

Peder Palladius

Danske Skrifter

Udgivet for Universitets Jubilæets danske Samfund
Af Lis Jacobsen

5. Levering
København
H H. Thieles Bogtrykkeri
1914

✂

PEDER PALLADIUS'
DANSKE SKRIFTER
INDHOLDSOVERSIGT

I.BIND

1. Oversættelse af Luthers lille Katekismus. 1537.
2. Oversættelse af Luthers Enchiridion. 1538.
3. Om lønligt Skriftemaal. 1538.
4. Oversættelse af Kirkeordinansen. 1539.
5. Oversættelse af Luthers En enfoldig Bedebog. 1540.
6. Fortale til Huberinus' Guds Straf og Vrede. 1543.
7. Fortale til Luthers Bedebog. 1544.
8. Fortale til Urbanus Regius' Sjælens Lægedom. 1544.
9. Fortale til Matthias Parvus' Oversættelse af Palladius' Katekismusudlæggelse. 1546.
10. Fortale til Alb. Gjøe's Loci communes. 1549.
11. Hvorledes Manddrabere skulde afløses. 1542. Expeditiones pro pastoribus.
12. Undervisning om besatte. 1547. Expeditiones pro pastoribus.
13. Om lønligt Skriftemaal u. A. Expeditiones pro pastoribus.
14. Modus absolvendi puerorum oppresseres. u. A. Expeditiones pro pastoribus.

II. BIND.

15. Oversættelse af Veit Dietrichs Trøstesprog. 1550.
16. Fortale til Christian den Tredjes Bibel. 1550.
17. En daglig Bekendelse. 1551.
18. Oversættelse af Ochino's Nogle mærkelige Bønner. 1551.
19. Oversættelse af Savonarola's Udlæggelse af Miserere. 1551.
20. Oversættelse af Justus Menius' Om Exorcismo. 1551.
21. En Undervisning udi Husholdning. c. 1552.
22. En Traktat (Uddrag af Visitatsbogen). 1553.
23. En Præservativ mod Pest. 1553.
24. Om Mildhed. 1553.
25. Om Aager. 1553.
26. Efterskrift til Ordinansen. 1553.

c d
e

Peder Palladius

Danske Skrifter

Udgtvet for
Universitets-Jubilæets danske Samfund ved
Af Lis Jacobsen

Andet Bind

København
H. H. Thieles Bogtrykkeri 1914-15

✂

INDHOLDSFORTEGNELSE.

✂

Oversættelse af Veit Dietrich, Nogle dejlige Sprog, 1550........	1
Fortalen til Chr. IIIs Bibel, 1550......................	45
En daglig og personlig Bekendelse, 1551.................	69
Oversættelse af Ochino, Mærkelige Bønner, 1551............	83
Oversættelse af Savonarola's Udlæggelse af Miserere, 1551......	133
Oversættelse af Justus Menius, Om Exorcismo, 1551..........	219
En Undervisning kortelig at bede, c. 1551................	277
En Traktat, Uddrag af Visitatsbogen, 1553................	309
En Præservativ mod Pestilens, 1553....................	323
En Undervisning om Mildhed, 1553....................	363
Bibelsprog mod Aager, 1553.........................	389
Efterskrift til Ordinansen, 1553.......................	407

✂

OVERSÆTTELSE AF
VEIT DIETRICH
NOGLE DEJLIGE SPROG
1550.

2
3

✂

INDLEDNING.

✂

I.
ORIGINALEN.

✂ DET lille Skrift af den tyske Reformationsskribent Veit Dietrich, der er Grundlag for Palladius' Oversættelse "Nogne deylige Sprock aff den Hellige Scrifft", omtales ikke i nogen af de dog meget udførlige Veit Dietrich-Bibliografier, der findes fra ældre og nyere Tid.1 Heller ikke nævnes det i nogen Lutherbiografi, skønt det indeholder autentiske Oplysninger om Luthers Liv og Sindsstemning under Opholdet paa Koburg Slot 1530. Der var da al Grund til at tro, at Skriftet længst var gaaet tabt. Ved Henvendelse til de tyske Biblioteker, hvor Reformationslitteraturen er særlig rigt repræsenteret, viste det sig imidlertid, at nogle enkelte Exemplarer af det endnu var i Behold. Disse er:

✂ 1. Et Tryk, hvis Titelblad mangler, men paa hvis sidste Blad staar: Zu Nürnberg/ bey M. Joachim Hellern. Mester Joachim Heller blev i 1546 Professor i Matematik i Nürnberg og oprettede her i Begyndelsen af Halvtredserne et Trykkeri, der bestod, indtil han 1563 forlod Byen.2 Trykket maa da være ældre end dette Aar. Skriftet bestaar af følgende Dele: 1. Veit Dietrichs Fortale, Bl. A2r-A3r = Palladius' Oversættelse, nf. S. 19-20; 2. Trøstesprog, * * 4 Bl. A3v-B2v = Pall. Overs., nf. S. 21-28; 3. Exempler, Bl. B2v-B4v = Pall. Overs., nf. S. 28-30; 4. Trøstesprog for Kirken, Bl. B4v = Pall. Overs., nf. S. 31; 5.-7, Ps. 25, Ps. 34, Ps. 85, Bl. B5r-B8r = Pall. Overs., nf. S. 31-34. Herefter Bogtrykkerens Navn og Trykkestedet. Til Oversættelsens sidste Stykker, nf. S. 35-39, har denne Udgave intet tilsvarende.

✂ 2. Et Königsberg-Tryk fra 1577. Exemplaret er fuldstændigt; paa Titelbladet staar:

✂ Schöne Trostsprüche / für die Engstigen Gewissen. H. Vitus Dietrich. Gedruckt zu Königsperg/ Bey Georgen Osterbergern. 1577.

✂ Udgavens Indhold stemmer med Nürnbergtrykkets til og med Ps. 34; derefter følger forskellige korte Bønner under Titlen "etliche schöne Gebetlin".

✂ 3. Et Königsberg-Tryk fra 1583: bogstavret Optryk af Nr. 2.

✂ 4. Et Nürnberg-Tryk fra 1597 med Titel:

✂ Sehr schöne Trostsprüche/ auss heiliger Göttlicher schrifft

✂ gezogen/ Für die ängstigen Gewissen. Durch Veit Dietrich.

✂ Nürnberg. MDXCVII.

✂ Indholdet stemmer med Königsbergtrykkets. Kun findes

✂ i Stedet for Bønnerne den 127. Psalme.

✂ 5. En latinsk Oversættelse af Nicolaus Selneccerus, trykt i Nurnberg 1553. Titlen er:

✂ Sententiæ consolatoriæ. Ex sacra scriptura collectæ, et ad conscientias tristibus cogitationibus, et alijs incommodis oppressas accommodatæ.

✂ Oversættelsen indeholder af Veit Dietrichs Trøstesprog kun selve Trøstesprogene med Exempler.

✂ 6. En ny Udgave af Selnecceri Oversættelse, trykt i Wittenberg 1556. 1 * 5 Veit Dietrich døde 25. Marts 1549. De bevarede Tryk er altsaa alle udkommet efter hans Død. At Original-Udgaven dog ikke som enkelte andre af hans Skrifter er et "efterladt" Værk, men er udkommet i hans Levetid, viser den danske Oversættelse os. Palladius fortæller nemlig i sin Fortale, der er dateret "St. Thomas Dag før Jul 1549", at han har oversat Skriftet efter en lille tysk Bog, som han har laant af Herluf Trolle. Denne maa da have haft et Tryk af Trøstesprogene i sit Eje i Sommeren 1549, og Originaludgaven maa derfor senest være fremkommet i 1548 eller i Begyndelsen af 1549, Men mange Aar gammelt kan den ikke have været, thi Veit Dietrich benævner i sin Fortale Luther: "dem Ehrwirdigen vnnd seligen Mann D. Martin Luther"; Fortalen maa da være skrevet efter Luthers Død 18. Febr. 1546.

✂ Medens Originalens Udgivelsestid saaledes falder i Slutningen af Fyrrerne, er Trøstesprogenes Affattelsestid langt ældre. Herom faar vi Oplysning i Fortalen, hvor Veit Dietrich meddeler:
Ich soll aber gleich wol euch nicht verhalten/ das diß büchlein nicht von mir zugerichtet/ sondern durch aus1 von einem andern Gottseligen frommen Mann zusammen gezogen ist. Denn da ich vnter dem Reychßtage zu Augspurg/ bey dem Ehrwirdigen vnnd seligen Mann D. Martin Luther/ im Schloß zu Coburg war/ hetten wir daselb einen feynen Pfarrherrn Johann Grosch/ der alle Sontag im schloß Predigte. Vnnd weyl es/ des ehegemelten vnnd inn Gott seligen D. Luthers brauch für vnd für war/ das er gemeinigklich inn viertzehen tagen.... zum Hochwirdigen Sacrament gienge/ vnd zuuor die Absolution begerte/ vnd suchete/ rhümete er des genielten Pfarrherrn trost vnnd vnterricht dermassen/ das ich auff ein zeyt jhn drumb bate/ er wolte in einer kurtz/ die Sprüche mir zusammfassen/.... Solches thet der fromme Mann gern/ vnd richtet mir dieses Büchlein von wort zu wort zu/ wie jhrs jetzvndt sehet.

* 6

✂ Trøstesprogene er altsaa samlede, ikke af Veit Dietrich i 1546-48, men af Luthers Sjælesørger paa Koburg Slot, Johan Grosch2, i Aaret 1530. Men hvor meget af Skriftet skyldes Joh. Grosch, hvor meget Udgiveren Veit Dietrich? En Sammenligning mellem Skriftsteder og Salmer i "Trøstesprogene" og i de forskellige Udgaver af Luther-Biblen vil give Svar herpaa. En saadan Sammenligning vil nemlig vise, at Stykke 2-3 (Trøstesprogene og Exemplerne) stemmer nøje overens med Texten i Luthers Bibeloversættelser fra Slutningen af Tyverne, mens Stykke 4-7 (Trøstesprog for Kirken og Salmerne) har en fra disse Udgaver forskellig Text, men nøje stemmer med Texten i Luthers reviderede Bibeloversættelser fra Fyrrerne. Da Joh. Grosch nu ikke i 1530 kan have forudset, hvorledes Luther 10-15 Aar efter vilde forbedre sin Bibeloversættelse, følger heraf, at Koburg-Præsten kun har skrevet selve Trøstesprogene med de vedføjede Exempler; Tillæggene maa skyldes Skriftets Udgiver eller Bogtrykker; men deraf følger ogsaa, at Præstens Skriftsprogsamling virkelig er blevet udgivet uændret, "Ord for Ord" som Veit Dietrich siger. Et Par Exempler fra det gamle og det nye Testamente vil vise Forholdet mellem Skriftets Text og Luthers Bibeloversættelser.

* 7

✂ Ps. 51.19:

Trostsprüche, Bl.B3r

Ein zerbrochen vnnd zerschlagen hertz/ wirst du Gott nicht verachten.

New deudsch Psalter. Wittemb. 1528.

Ein zcbrochen vnd zeschlagen hertz wirstu Gott nicht verachten.

✂ Udgaverne efter 1530 har derimod: ein geengsfes vnd zeschlagen hertz etc.

✂ Rom. 3.25:

Trostsprüche, Bl. B2 r

Welchen Gott hat fürgestellet zu einem gnadenstul/ durch den glauben inn seinem blut/ damit er die gerechtigkeyt die für jm gilt/ darbiete/ in dem das er vergibt die sünde/ die zuuor sind geschehen/ vnter Göttlicher gedult/

Das Newe Testament. Wittemb. 1529.

Welchen Gott hat furgestellet zu einem Gnadenstuel/ durch den glauben jnn seinem blut/ damit er die gerechtickeit/ die fur jm gilt/ darbiete/ jnn dem das er vergibt die sunde/ die zuuor sind geschehen vnter göttlicher gedult/

✂ I Stedet for darbiete har Udgaverne 1522-28 beweyse, og i Stedet for das er vergibt die sunde die zuuor sind geschehen har Udgaverne 1532-45 das er sunde vergibt/ welche bis an her blieben war.

✂ Der er saaledes ingen Tvivl om, at Joh. Grosch har afskrevet sine "Trøstesprog" efter de i 1530 nyeste Bibeloversættelser; og Veit Dietrich har udgivet Samlingen uændret henved en Snes Aar derefter uden Hensyntagen til de forbedrede Lutherske Oversættelser, der siden da var fremkommet.

✂ Med de Stykker, der følger efter "Exemplerne", er Forholdet et andet. Det første af disse er: Trost Sprüche/ für die Christliche Kirche. Skriftstedet Ps. 43.5 heri lyder:
Was betrübst du dich meine Seel/ vnd bist so vnruhig in mir? Harre auff Gott/ dann ich werde jm noch dancken/ das er meines angesichts hülffe/ vnd mein Got ist.

✂ Dette svarer ganske til Skriftstedet i Bibeludgaverne 1543 og 1545, men er forskelligt fra alle ældre Bibeludgaver og Særudgaver af Salmerne, der fra 1531 har: das er mir hilfft mit seinem angesicht/ vnd das er mein Gott ist, og før 1531: vmb das hayl seines angesichts etc. Forholdet er det 8 samme ved de følgende Salmer. De er afskrevet efter den reviderede Bibel 1545 (el. 1543) af Veit Dietrich - eller af Bogtrykkeren. Det sidste er sandsynligst, da Veit Dietrich ikke nævner disse Bilag i Fortalen, men udtrykkelig siger, at Joh. Grosch har skrevet "denne lille Bog, Ord for Ord, som I nu se den". Sikkert er det imidlertid, at de maa være tilføjede i Originalen - eller i hvert Fald i de aller ældste Udgaver - da de fandtes i "den lille tyske Bog", som Palladius i 1549 oversatte Nogne deylige Sprock efter. Den Udgave, der har ligget til Grund for Oversættelsen, har altsaa bestaaet af følgende Dele: 1. En Fortale, skrevet af Veit Dietrich i Tidsrummet 1546-48; 2. Trøstesprog med Exempler samlet og nedskrevet af Koburg-Præsten Joh. Grosch 1530; 3. Trøstesprog for Kirken og tre af Davids Salmer afskrevne efter Luthers Bibeloversættelse 1545 (el. 1543) og vedføjede af Veit Dietrich eller Bogtrykkeren. 4. Desuden har den muligvis indeholdt den Samling korte Skriftsprog om Troen og de to Bønner, der afslutter den danske Oversættelse (jfr. nf. S. 14).

✂

II.
OVERSÆTTELSEN.

✂ Af de to ældste tyske Udgaver, der er bevaret, Nürnbergtrykket fra Halvtredserne og Königsbergtrykket fra Halvfjerdserne, er det sidste omtrent ordret overensstemmende med det første, men dog, som det allerede vil være fremgaaet, intet Optryk af dette: 1.1 Nürnbergtrykket findes efter Trøstesprogene tre Davidssalmer, Nr. 25, 34 og 85, i Königsbergtrykket findes kun to, Nr. 25 og 34; derefter følger forskellige Bønner, som ikke findes i Nürnbergtrykket; 2. Königsbergtrykket har i Fortalen et durch aus, som mangler i Nürnbergtrykket. Paa det første Punkt stemmer den danske Oversættelse med Nürnbergtrykket, paa det andet med Königsbergtrykket, man maa derfor, naar man vil bestemme Oversættelsens Forhold til Originaltrykket, 9 tage Hensyn til begge disse ældste bevarede Udgaver.1 Lad os tage et Exempel - Skriftsproget 1. Joh. 2.1-3; dette lyder i de to tyske Tryk:

Nürnbergtrykket.

Vnd ob yemandt sündiget/ so haben wir einen Fürsprecher bey dem Vatter/ Jhesum Christ/ der gerecht ist/ vnd derselbig ist die versönung für vnnser sünde/ nicht allein aber für die vnnsere/ sonder auch für der gantzen welt/ Vnnd an dem mercken wir/ das wir jn kennen/ so wir sein gebot halten.

Königsbergtrykket.

Vnd ob jemand sündiget/ so haben wir ein Fürsprecher bey dem Vater/ JESum Christ/ der gerecht ist/ vnd derselbig ist die versönung für vnser sünde/ nicht allein aber für die vnsere/ Sondern auch für der gantzen Welt/ etc.

✂ Den sidste Sætning er altsaa i Königsbergtrykket erstattet med et "etc.", men Oversættelsen følger Nürnbergtrykket Ord for Ord:
Oc der som nogen synder/ da haffue wi en Talsmand hoss Faderen/ Jesum Christum/ der retferdig er/ oc hand selff er forligelsen for vore synder/ men icke alene for vore/ men ocsaa for den ganske verdens/ Oc der paa mercke wi/ at wi kende hannem/ der som wi holde hans bud. (Nf. S. 25).

✂ Ligeledes stemmer Oversættelsen overens med Nürnbergtrykket i Fortalens Min kære Ven oc Broder (S. 19, L. 3) = Nürnbergtrykkets Mein lieber Freundt vnnd Bruder, mens Königsbergtrykket kun har: Mein lieber Bruder. Endvidere har Oversættelsen ligesom Nürnbergtrykket i "Exemplerne" Rækkefølgen: Zach. 2, Jer. 31 (S. 29 nf.), mens Königsbergtrykket (og det yngre Nürnbergtryk) har: Jer. 31, Zach. 2. Endelig har Königsbergtrykket fejlagtigt Joh. 16, hvor Oversættelsen ligesom Nürnbergtrykket har det rette Citat Joh. 6 (S. 23, L. 12), omvendt har Nürnbergtrykket ved Fejl Rom. 2, hvor Königsbergtrykket og Oversættelsen rigtigt har Rom. 3 * 10 (nf. S. 27). At her ikke kan være Tale om, at der i Oversættelsen er rettet Fejl, som fandtes i Grundtexten, tør man slutte af den ganske ukritiske Maade, paa hvilken andre baade Talfejl og Ordfejl overføres paa Dansk (se Noterne til S. 29, L. l og L. 29, samt til S. 30, L. 13). Et Par Steder stemmer de to tyske Udgaver overens, men afviger fra Oversættelsen, som derfor rimeligvis her, sikkert ved Skødesløshed, har ændret Originalens Text: Tilføjelsen til Joh. 1.29: Min broder du est oc en syndere etc. (nf. S. 27, L. 3) staar i de tyske Tryk efter det følgende Skriftsprog (1. Pet. l); og i Oversættelsen følger Rom. 5 efter 1. Joh. 4 (nf. S. 26), i de tyske Tryk findes mellem disse to Skriftsprog et Vers fra Ezech. 18. Af det anførte vil det fremgaa: 1. at hverken Oversættelse eller noget af de tyske Tryk paa alle Punkter er overensstemmende med den tabte Original, 2. at ingen af de bevarede Udgaver er direkte Grundlag for en anden af disse. Grafisk kan dette fremstilles saaledes:

✂ Hvor de to tyske Udgaver stemmer ordret overens, maa dette skyldes, at begge stemmer med Originaltrykket, d. v. s. vi kender i disse Tilfælde Ordlyden af Originalens Text. Jeg vælger da nogle saadanne Steder til Sammenligning med den danske Oversættelse. I det ortografiske følges det ældste Tryk, Nürnbergtrykket.

Fortalen S. 20, L. 1

da er det meget gaat at wi haffue it vist forraad aff Scrifften/ om det oc det Sprock vil icke vere sterck nock/ at wi da søge it andet op/ som er ret klart oc vist/ som wi kunde staa paa/

Nürnbergtrykket, Bl. A3r

Da ist es sehr gut/ das wir einen gewissen vorrath auß der Schrifft haben/ ob der vnd jener Spruch nicht wolte starck genug sein/ das wir einen andern suchen/ der lauter klar vnd gewiß sey/ vnd darauff wir fussen können/ 11

Indskud efter 1. Tim. 1, S. 27, L. 22

* Det forsee dig ocsaa til hannem/ saa vel som Paulus/ saa bliffuer du from oc salig.

Indskud efter Luc. 18, S. 29, L. 16

* Der faare tro frilige at vor Herre Christus haffuer giort fyllist for dine Synder/ oc forlader dig dem/ saa est du allerede salig/

Nürnbergtrykket, Bl. A4'

* Das versehe dich auch zu jhm als wol/ als Paulus/ so wirst du fromm vnd selig.

Nürnbergtrykket, Bl. B3v

* Darumm glaub frey/ das der Herr Christus für deine sünde genug gethan/ vnd sie dir vergeben habe/ so bist du schon selig.

✂ Disse Exempler er tagne fra Stykker udenfor Skriftsprogene, hvor enhver Paavirkning fra ældre danske Bibeloversættelser er udelukket. At Palladius her fulgte Originalen nøje var at vente.

✂ Af meget større Interesse er det imidlertid at undersøge Oversættelsen af selve Skriftsprogene og Salmerne. Da disse, som paavist, nøje stemmer med den tilsvarende Text i Luther-Biblen, har vi jo i den danske Text en dateret og autentisk Palladius-Oversættelse af forskellige Stykker af Biblen, en Oversættelse, der er samtidig med Christian den Tredjes Bibel, og hvis Grundlag i det væsentlige er det samme som dennes, - Afvigelserne i de tilgrundliggende Luther-Bibler kan i hvert Fald, da de kendes, elimineres -; lad os da se, hvilket Resultat en Sammenligning vil give. Har Palladius, der som Formand i Bibelkommissionen1 maa formodes at have taget virksom Del i Revisionen af Chr. Pedersens Oversættelse og Fastsættelsen af den endelige Text, afskrevet Trøstesprogene i Veit Dietrich-Skriftet efter de tilsvarende Steder i Christian den Tredjes Bibel, saa Bibelstederne i de to Skrifter, der skulde udkomme samtidig, stemte overens, eller har han uden Hensyn hertil selv oversat Trøstesprogene, - og er i saa Fald hans Text mere frigjort fra Luther-Texten end Biblens 1550, eller er det omvendte Tilfældet?

✂ Lad os til Sammenligning vælge nogle Exempler, hvor Veit Dietrich-Texten og Grundlaget for Christian den Tredjes * 12 Bibel, Luthers reviderede højtyske Bibeludgave 1545 1, har

✂ samme Ordlyd.

✂ Jes. 53.4:

Veit Dietrich, Bl. A3 v

FVr war er trug vnsere kranckheit/ vnd lud auff sich vnserc schmertzen/

Palladius' Oversættelse, S. 21, L. 4

Sandelige drog hand vor Siugdom oc lagde paa sig vor pine

Luther-Biblen 1545

Fur war er trug vnser Kranckheit/ vnd lud auff sich vnser Schmertzen/

Biblen 1550

Sandelige hand bar vor Siugdom/ oc tog vor Pine paa sig

✂ Hebr. 9.27-28:

Veit Dietrich, Bl. A4v

Wie den menschen gesetzt ist ein mal zu sterben/ darnach aber das gerichte. Also ist Christus ein mal geopffert/ wegk zu nemen viler sünd. Zum andern mal aber wird er one sünd erscheinen/ denen die auff jhn warten zur seligkeyt.

Palladius' Oversættelse, S. 21, L. 29

Lige som det er Mennisken skickket at hand skal en tid dø/ der effter dommen/ saa er Christus en tid offret at borttage mangis synder/ men den anden tid/ skal hand obenbaris/ foruden Synd/ dem/ som biie effter hannem til salighed.

Biblen 1545

wie den Menschen ist gesetzt/ ein mal zu sterben/ darnach aber das Gerichte/ Also ist Christus ein mal geopffert/ weg zu nemen vieler sünde/ Zum andern mal aber wird er on sünde erscheinen/ denen die auff jn warten/ zur Seligkeit

Biblen 1550

lige som det er skicket for alle Menniske/ at de skulle en gong dø/ oc der effter Dommen/ Saa er Christus en gong offret/ at borttage mangis synder/ Men anden gong skal hand obenbaris vden synd/ faar dem/ som vente hannem/ til Salighed.

✂ Det vil ses, at de to Oversættelser er ganske uafhængige af hinanden - forskellige i Ordvalg drog: bar (tysk trug), lagde: tog (ty. lud), tid: gong (ty. mal), bie: vente (ty. warten), i Ordstilling lagde paa sig vor pine: tog vor Pine paa sig (ty. lud auff sich vnsere schmertzen), i Syntax Mennisken: for alle Menniske (ty. den Menschen), dem: faar dem (ty. denen). Palladius' Oversættelse er mere bundet til Originalen, men Biblens Ordvalg og Ordføjning * 13 sejrede i det danske Sprog. En nærmere Sammenligning bekræfter dette.

✂ I Joh. 6.37 staar der i Luther-Biblen og hos Veit Dietrich den werde ich nicht hinauss stossen; Palladius gengiver det ved det stærkt tyskfarvede den skal ieg icke støde hen vd (S. 24, L. 12), Biblen 1550 derimod ved den skal ieg icke vdstøde; i l. Joh. 2. l har Luther (og Veit Dietrich) Jhesum Christ/ der gerecht ist, Palladius bevarer Ordstillingen: Jesum Christuml der retferdig er/ (S. 25, L. 8), Biblen 1550 fordansker den: Jhesum Christum/ som er retferdig/; i Rom. 14.8 har den tyske Text: Wir leben oder sterben/ so sein wir Gottes (Biblen 1545: so sind wir des Herrn); dette oversættes i Biblen 1550: huad helder wi leffue eller dø/ da høre wi Herren til, mens Pall. bevarer den tyske Konstruktion: Wi leffue eller dø/ da høre wi Gud til (S. 26, L. 33). Meget ofte gengives samme tyske Ord, ved forskellige Ord eller Udtryk i Biblen og hos Palladius. Denne har l. Pet. 2.24: Hand haffuer selff offret vore Synder paa sit Liff (S. 21, L. 13), Biblen 1550 har det sejrende Udtryk paa sit legeme (tysk an seinem leibe). Pall. gengiver i Joh. 6.37-40 am Jüngsten tage ved paa domme dag (S. 24, L. 17 og 19), Biblen 1550 ved paa den yderste dag; Pall. bevarer den upersonlige Form i "længes" og "frygte", saaledes har Pall. i den 25. Ps. (S. 31, L. 17) Effter dig HERre lengis mig = tysk Nach dir Herr verlanget mich, men Biblen Herre/ ieg lengis effter dig; og i 34. Ps. har Pall. dem som hannem frycte (S. 32, L. 9), men Biblen de som hannem frøcte (tysk: die jhn fürchten). Hos Pall. læser man Jeg oc Faderen ere ens (S. 26, L. 9); det er en "Oversættelse" af det tyske Ich vnd der Vater sind eins. Ogsaa her har Biblen det rette: Jeg oc Faderen ere it (Joh. 10.30).

✂ Disse og mangfoldige andre Forskelligheder synes mig et nyt Vidnesbyrd om, at Sproget i Christian den Tredjes Bibel i det væsentlige skylder Christiern Pedersen, ikke Bibelkommissionen, sin Form; Revisorernes Arbejde har bestaaet i, at indføje alle de - rigtige og gale - Forandringer, 14 der var foretaget i de senere Udgaver af Luthers Bibel, d. v. s. bringe Biblen 1550 i fuldstændig verbal Overensstemmelse med den sidst reviderede Bibel 1545; men af Hensyn til det danske Sprog har Bibelrevisionen næppe ændret Chr. Pedersens Text, og skal man dømme efter Palladius' Bibeloversættelser, har dette ikke været til Skade.

✂ Efter Oversættelsen af de tre Salmer følger som ovenfor omtalt nogle Skriftsprog og Bønner, hvortil intet tilsvarende findes i de bevarede tyske Udgaver. Da Tillæggene i disse imidlertid indbyrdes er ganske forskellige, er det meget sandsynligt, at Tillæggene i den Udgave, efter hvilken Palladius har oversat Trøstesprogene, har afveget saavel fra Nürnbergtrykkets som fra Königsbergtrykkets og indeholdt den Skriftsprogssamling og muligvis de Bønner, der findes i den danske Udgave. Havde Palladius taget dem andetsteds fra, vilde han vistnok have bemærket dette i Forordet, saaledes som han i Forordet til det nedenfor udgivne Skrift "Mærkelige Bønner" giver Meddelelse om sine Tilføjelser (se nf. S. 105).

✂ "Ordsprogene om Troen" stemmer med Skriftstederne i Luthers reviderede Bibel: "Der som i icke trol saa kunde i icke blifiue ved/" lyder Es. 7. 9 (S. 35, L. 5); dette gengiver Luthers Gleubt jr nichtl So bleibt jr nicht, som det hedder i Udgaverne efter 1540, mens de ældre Udgaver har: Gleubt jr nicht/ so werdet jr feilen. Derimod synes den efterfølgende "Velsignelse over Israels Folk" at stamme fra en af de første Udgaver af Luthers Bibeloversættelse. Udgaverne 1534-45 har: Der Herr lasse sein angesicht leuchten vber dir (= Biblen 1550: Herren lade sit Ansict skinne offuer dig), men de ældre Oversættelser har: Der Herr erleuchte sein angesicht vber dir, hvilket svarer til Texten hos Palladius: Herren opliuse sit ansict offuer dig (S. 37, L. 18).

✂ Disse Exsempler vil have vist, at ogsaa her er Oversættelsen, som venteligt var, ganske uafhængig af den samtidige danske Bibeloversættelse. Lad os tage endnu et Exempel, hvor det tyske Grundlag er ens. Paulus' Brev 15 til Epheserne 6.16 lyder i Luther-Biblen: Vor atten dingen aber/ ergreiffet den Schilt des glaubens/ mit welchem jr auslesschen künd alle fewrige Pfeile des Bösewichtes. Dette gengives i Christian den Tredjes Bibel: Men faar alle ting/ tager Troens Skiold/ met huilcken i kunde vdslycke alle den forgifftige Fiendis gloende Pile, men hos Palladius: I alle ting griber fat paa Troens skiold/ met huilcken i kunde vdslycke alle den skalckis gloende pile (nf. S. 36, L. 23).

✂ Hvad man derimod næppe vilde vente er, at samme Skriftsprog kan være oversat forskelligt i "Trøstesprogene" og i "Ordsprogene". Og dog er det saa. Et enkelt Exempel:

✂ Joh. 5.24:

Palladius' Oversættelse, S. 23, L. 21

Huo der hører mine ord oc troer den/ som mig haffuer vdsent/ hand haffuer det euige liff/ oc kommer icke til dommen/ Men er hen trengt igennem fra døden til liffuit.

Palladius' Oversættelse, S. 35, L. 18

Huo der hører mine ord oc troer paa den som meg haffuer vdsent/ hand haffuer det euige liff/ oc kommer icke i dommen/ men hand haffuer trengt sig igennem fra døden til liffuit.

✂ Saa lidet bekymrede Sjællands Biskop, Lederen af Bibelkommissionen, sig dengang om verbal Overensstemmelse i Skriftens Ord. Vi skal nedenfor se, hvorledes denne Frihed paa overraskende Maade giver sig Udslag i selve Biblen.

✂

III.

✂ Palladius' Oversættelse af Veit Dietrichs Skrift er i lille Kvart, med 24 Linjer paa Siden. Det bestaar af 6 Læg, sign. A-F. Bogen er "prentet i den kongelige Stad København af Hans Vingaard" Aar 1550. Af Originaludgaven findes to Exemplarer paa d. kgl. Bibl. - det ene trykt paa gult Papir. Senere Udgaver kendes ikke.

16
17

✂

Erlig oc Velbyrdig Quinde Fru Berete
Gøye/ Naade oc Fred i vor Herre Christo.

✂ Kjere Fru Berete/ den lille Tydske Bog/ som ieg laante aff eders Riere hosbonde/ Erlig oc Velbyrdig Mand/ Herluff Trolle/ vdsette ieg paa danske/ oc sender ieg eder den/ til Nyt Aars gaffue/ for en tacfnemmeligheds bekendelse/ som it ædelt Liggende fæ/ der dog icke skal skiulis i kister oc skrin/ men vddelis til Guds vdualde. Thi det er til hobe sancket aff det Ny oc Gamle Testamente/ til at trøste bedrøffuede Hierter/ i fristelsens tid/ som tit oc offte er behoff/ Fordi at Satan icke vil lade Guds vdualde vere met fred/ i denne iammer dal/ Huor faare it christet menniskis leffnit er ocsaa en Strid oc Ramp/ || at træde frem vdi/ mod Fristeren/ som Christus vor salig gørere trædde selff for oss/ vdi saadan en kamp/ i ørcken/ i vrtegaarden/ paa kaarsit etc. oc brød igennem ved det Salige Gudz ord/ Bogen er liden dog skal den vel loffue sig selff aff sin fonstermand/ det er/ aff den Helligaand Lige som Perler oc dyrebare Stene ere vel smaa/ dog ere de kaaftelige/ oc ædele Folck haffue dem besynderlige kære/ saa er vel denne bog liden i sig selff/ men offuergaar dog i Gudz sandhed alle liggendefæ/ som kunde findis i Verden aff Guld/ Perler oc dyrebare Stene. Bedendis eder der faare at i ville tage dette hiertens Liggendefæ til tacke oc haffue det Fært oc vdi en idelig brug/ da skal eder icke fattis trøst oc husualelse i tilbyrlig tid/ Eder den almectigste
Gud befalendis/ Screffuit i Røbenhaffn/
S. Thomis dag/ faar Juuel.
M. D. Xlix.

Peder Palladius.

✂

Fortalen.

✂ N. N. Min sønderlig gode ven/ Naade oc fred aff Gud/ ved vor Herre Jesum Christum. Min kære Ven oc Broder/ effterdi ieg veed vel aff eders nød oc daglige fristelser at sige/ som i haffue beklaget faar mig oc spurt mig om raad/ oc ieg er i alle maade skyldig/ at giffue eder oc huer Christen trolige/ raad i saa maade/ haffuer ieg ladet Prente eder oc andre/ som ere stedde i lige saadan nød (thi denne fristelsse er saare almindelig oc findis mestendel hoss de beste christne) denne lille Bog til trøst/ at i skulle den bruge/ oc affuerie samme fristelsse der met/ Thi tvi kunde icke haffue nogen anden hielp/ eller beskermelsse/ mod Satans forgiftige pile oc vort syndige hiertis forargelse/ oc forfengelige tancker/ end Gudz ord/ Jeg vil dog alligeuel det icke forholde for eder/ at denne lille Bog er icke aff mig beskicket/ men altsammen aff en anden from/ gudfryctig mand til hobe dragen/ Thi der ieg vaar hoss den Verdige || oc Salige Doct. Morthen Luther paa SIaattet til Coberg (paa den tid/ der Herre dagene vaare til Ausborg) haffde wi der en from Sogneprest/ ved naffn Her Johan Grosk/ som predickede huer syndag paa Slaattet. Oc effterdi det vaar salige D. Morthen Luthers seduan stedze oc altid/ at hand mestendel/ huer fiortende dag/ eller i det lengste/ huer tre vgers dag gick til det Høyuerdige Sacramente oc begerede oc søgte effter affløsning tilforn/ da prisede hand forneffnde Sogneprestis trøst oc vnderuisning i den maade/ saa at ieg en tid bad hannem der om/ at hand vilde tilsammen scriffue mig samme Sprock effter som hand brugede dem i affløsningen til at trøste Samuittigheder met/ Det giorde den fromme mand gierne/ oc screff mig denne lille Bog ord fra ord/ som i nu see/ Det behagede den Høyuerdige oc salige mand/ met Gud D. Morten Luther saa vel/ at ieg maatte vdscriffue hannem dem/ Thi hand haffde lert oc forsaret i daglige friftelser || mere end en gong/ huorlunde de Sprock som wi end vel vide/ at trøste oss met/ holde sig til bage oc ville icke indfalde naar behoff 20 giøris/ da er det meget gaat at wi haffue it vist forraad aff Scrifften/ om det oc det Sprock vil icke vere sterck nock/ at wi da søge it andet op/ som er ret klart oc vist/ som wi kunde staa paa/ oc vaare vel behoff/ at huer Christen toge daglige saadane Sprock faar sig/ at bruge dem tit oc offte/ paa det at naar nøden trenger oss/ wi ere da beutebnede oc rustede met scrifften/ som met det beste Vaaben/ Saa bør eder nu at haffue denne lille/ men saare nyttelige Bog kiær oc studere
daglige der vdi/ det skal visselige føre sin fruct met sig/
oc vel løne arbeydet. Gud beware eder oc
alle fromme Christne vdi denne
nødsommelige tid.
E. V. T.

Vitus Theodorus.

✂

Nogne deylge Sprock aff den Hellige
Scrifft/ for en bedrøffuit Samuittighed etc.

✂

Esaie. Liij.

✂ SAndelige drog hand vor Siugdom oc lagde paa sig vor pine oc wi hulde hannem for den/ som vaar plagit oc straffit aff Gud/ men hand er saargiort for vore misgerninger/ oc slagit for vore Synders skyld/ Straffen ligger paa hannem/ paa det/ wi skulde haffue fred/ oc wi ere helbrede giorde ved hans Saar/ wi ginge alle vild/ huer saa paa sine veye/ men HERREN kaste alle vore synder paa hannem.

✂

j Pet. ij.

✂ Hand haffuer selff offret vore Synder paa sit Liff/ paa det/ at wi skulle vere fri fra Synden/ oc leffue effter retferdighed/ ved hues Saar i ere bleffne sunde. ||

✂

j Timoth. j.

✂ Thi det er io visselige sant/ oc it dyrebart ord/ at Jesus Christus er kommen til verden/ at salige gøre Syndere/ iblant huilcke ieg er den største/ Men der faare er Barmhjertighed mig vederfaret paa det/ at Jesus Christus vilde først giffue til kende ved mig/ taalmodighed/ alle dem til it exempel/ som skulle tro paa hannem til det euige liff.

✂ * Det forsee dig ocsaa til hannem/ saa vel som Paulus/ saa bliffuer du from oc salig.

✂

j Ttmoth. ij.

✂ Thi der er en Gud/ oc en Meglere mellem Gud oc mennisken/ som er det Menniske Jesus Christus/ som haffuer giffuit sig selff til en igeniøselsse.

✂

Heb. ix

✂ Lige som det er Menntsken skickfet at hand skal en tid dø/ der effter dommen/ || saa er Christus en tid offret at borttage 22 mangis synder/ men den anden tid/ skal hand obenbaris/ foruden Synd/ dem/ som biie effter hannem til salighed.

✂

Eph. j.

✂ Ved Christi blod haffue wi igenløselsen/ som er syndsens forladelse/ effter hans naadis rigdom.

✂

i Cor. j

✂ Jesus Christus er giort oss aff Gud til visdom oc til retferdighed/ til hellighed oc til igenløselse.

✂ * Est du en synder oc wretferdig bekende det/ oc klage det faar Christus/ holt hannem for din eniste salighed/ saa er Christi retferdighed din egen oc skiuler dig alle dine synder/ at de kunde icke giøre dig skade. ||

✂

Rom. v.

✂ Thi der som wi ere forligte met Gud/ ved hans Søns død/ der wi vaare end nu Syndere/ Huor meget mere skulle wi bliffue salige vid hans pine/ effterdi wi ere nu forligte.

✂

Galat. j.

✂ Christus haffuer giffuit sig selff for vore Synder/ at hand vilde fri oss fra denne onde verden/ effter Guds oc vor Faders vilie.

✂

Collos. ij.

✂ Gvd haffuer giort oss leffuende ved Christum/ oc haffuer skenckt oss alle Synder/ oc affslæt den handskrifft som vaar mod oss/ Huilcken der haffde sin mact ved Skickelser oc vaar mod oss/ den borttog hand oc festede den paa kaarsit/ oc vddrog Førstedøme oc de veldige/ oc obenbarlige drog dem frem at besee/ || oc giorde en Triwnph aff dem/ ved sig selff.

✂

Matth. jx

✂ De stercke haffue icke Læge behoff/ men de Siuge. Jeg er kommen at kalde syndere til bedring oc icke de fromme.

✂ * Der faar siger Gud ved propheten Ezech. 18. Jeg vil icke en Synders død/ men mere/ at hand skal omuende sig oc leffue.

✂

Matth xi

✂ Rommer hid til mig/ alle i som arbeyde oc ere besuarede ieg vil verqitege eder. Tager mit Aag paa eder/ oc lærer aff mig/ thi ieg er sagtmodig/ oc ydmyg aff hiertet. Saa skulle i finde rolighed for eders siæle. Thi mit Aag er søt och min byrde er læt.

✂ * Ued troen til Christum kommer mand til hannem naar wi tro/ Gud er || oss naadig/ at hand mener oss det trolige/ at hand haffuer forladet oss alle Synder/ at Christus haffuer giort fylleste for alle vore Synder/ at wi ere Guds børn oc arffuinge. Thi saa siger Christus.

✂

Joan. vj.

✂ Hvo der kommer til mig/ den hungrer aldri/ oc huo der troer paa mig/ den tørster aldri.

✂ * Saadant it menniske kand huerken Døden/ Synden/ Dieffuelen oc ey heluede gøre skade/ hand kand oc icke bliffue fordømt/ men bliffuer euige salig ved Troen oc en hiertelig tillid/ paa Guds sande ord oc store naade/ mtskunhed oc barmhiertighed. Thi saa siger Christus selff.

✂

Joan v.

✂ Sandelige Sandelige siger ieg eder/ Huo der hører mine ord oc troer || den/ som mig haffuer vdsent/ hand haffuer det euige liff/ oc kommer icke til dommen/ Men er hen trengt igennem fra døden til liffuit.

✂ * Ey en trøstelig ting er det/ at en Christen ved den timelig død/ trenger sig hen til det euige liff.

✂

Joan viij.

✂ Sandelige sandelige siger ieg eder huo der vil holde mine ord (det er bliffue der ved/ tuile inted der paa/ men tro stadelige/ at hand haffuer faaet ved mig oc for min skyld en naadig Gud oc barmhiertig Fader i Himmelen) hand skal icke see døden euindelige.

✂ * Det er Gud Faders oc Guds Sons kierlige vilie/ at saadant it menniske/ som bliffuer i Troen/ oc tillid paa Guds Naade oc ord/ skal bliffue euige beholden oc salig/ oc at Synd/ Død/ Dieffuelen oc Heluede mue gøre hannem lige || saa lidet skade stedze oc altid/ som Christus selff/ Thi ved Troen til Christum bliffue wi Gudz vdualde børn/ som hand siger.

✂

Joan j.

✂ Saa mange som hannem annammede/ dem gaff hand mact/ at bliffue Guds Børn/ de som trode paa hans Naffn. etc

✂

Joan vj.

✂ Alt det som min fader giffuer mig/ det kommer til mig/ oc huo som kommer til mig/ den skal ieg icke støde hen vd. Thi ieg er kommen fra Himmelen/ icke at ieg skal gøre min vilie/ men hans/ som mig haffuer vdsent. Oc denne er Faderens vilie/ som mig haffuer vdsend/ at ieg skulde inted miste aff alt det han haffuer giffuit mig/ men at ieg skal det opuecke paa domme dag. Men det er hans vilie/ som mig haffuer sent/ at huo der seer Sønnen/ oc troer paa hannem/ hand || haffuer det euige liff/ oc ieg skal opuecke hannem paa domme dag.

✂

Joan iij

✂ Lige som Mose ophøyede en hugorm i ørcken/ saa skal Menniskens Søn ophøyes/ paa det/ at alle de/ som troe paa hannem/ skulle icke fortabis/ men haffue det euige liff/ Saa haffuer Gud elskt verden, at hand gaff sin eniste Søn der hen/ paa det/ at alle de som tror paa hannem/ skulle icke fortabis/ men haffue det euige liff. Thi Gud sende icke sin Søn til verden/ at hand skulde dømme verden/ men at verden skulde bliffue salig ved hannem. Huo der troer paa hannem/ hand skal tcke dømmis/ men huo icke troer/ hand er allerede fordømt/ Thi hand trode icke paa Guds enborne Søns naffn.

✂

Rom viij

✂ Er Gud for oss/ huo tør vere mod oss/ som oc icke sparde sin egen Søn/ men || haffuer giffuit hannem der hen for oss 25 alle/ huorlunde skulde hand icke skencke oss alting met hannem? Huo vil klage paa Guds vduolde? Gud er her som gør retferdig/ huo vil fordømme? Christus er her/ som er død/ Ja meget mere hand som er opueckt/ huilcken der er ved Guds Høyre haand oc beder for oss.

✂

j Joan. ij

✂ Oc der som nogen synder/ da haffue wi en Talsmand hoss Faderen/ Jesum Christum/ der retferdig er/ oc hand selff er forligelsen for vore synder/ men icke alene for vore/ men ocsaa for den ganske verdens/ Oc der paa mercke wi/ at wi kende hannem/ der som vi holde hans bud.

✂ * Christus er ocsaa vor Skylddragere/ Thi hand haffuer draget alle vore synder paa syn Ryg. Esaie Liij. oc haffuer fast dem ned i Heluedis affgrund. Mich. vij. Lige som nu Christus || haffuer offueruundet Døden/ Dieffuelen oc Synden/ saa skal en Christen offueruinde det altsammen/ Naar hand Troer at Døden/ Dieffuelen/ Synden oc Helffuede kunde lige saa lidet skade hannem/ som de kunde skade Christo. Thi saa

✂ siger hand.

✂

Joan. xvj.

✂ Saadant haffuer ieg talet met eder/ at i skulle haffue fred i mig. I verden skulle i haffue angist/ Men verer trøstige/ jeg haffuer offueruundet verden. Lige saa oc

✂

j. Joan. v.

✂ Alt det som er født aff Gud/ offueruinder verden/ oc vor Tro er Seyruindingen/ som haffuer offueruundet verden.

✂ * Den Seyruinding haffuer Christus vor Saliggørere forhuerffuit met sin død ||

✂

j. Cor. xv.

✂ Døden er opsluget i Seyer/ Død huor er din braad/ Helffuede huor er din Seyer. Men dødsens Braad er Synden oc Synsens krafft er Louen. Men Gud vere tack/ som haffuer giffuit oss Seyer ved vor Herre Jesum Christum.

✂ * Der faar kand huercken Synden/ Døden eller Dieffuelen vende saadant it menniske fra Gud/ som Christus siger

✂

Joan. x

✂ Mine faaer høre min røst/ oc ieg kender dem/ oc de følge mig oc ieg giffuer dem det euige liff/ och de skulle icke euindelige omkomme/ oc ingen skal riffue dem aff min hand. Faderen som haffuer giffuit mig dem/ hand er større end alting/ Och ingen kand rycke dem aff min Faders haand/ Jeg oc Faderen ere ens. ||

✂ * Er Faderen større end alting/ kære menniske/ Huor faare bedrøffuer du dig/ huor faar vilt du fortuile/ oc giøre din synd større end Gud er?

✂

j Joan. iv

✂ Den som er i oss/ er større end den der er i Verden.

✂ * Hui frycter dti dig da for Dieffuelen/ effterdi at Christus din Gud oc Herre haffuer offueruundet hannem/ Hui frycter du dig da for Helffuede/ efferdi ath Christus haffuer sønderbrudet det for dig oc alle dem som troer/ Hui frycter du dig da for Synd/ effterdi at hun er opsluget oc bedrit vdi Christi død.

✂

Rom. v.

✂ Der faare priser Gud sin kierlighed mod oss/ at Christus døde for oss/ der wi vaare end nu syndere/ saa bliffue || wi to meget mere beholne ved hannem for vreden. Effterdi at wi ere bleffne retferdige ved hans blod.

✂ * Gud er vor Fader thi wi haffue hans ord/ oc hans Søn Christum/ oc ere ocsaa bleffne hans vdualde Børn/ ved Chriftum/ Ved huilcken wi haffue faaet arffuedel/ Thi Christus sagde til Magdalena.

✂

Joan. xx.

✂ Gack hen til mine Brødre oc sige til dem/ Jeg far op til min Fader oc til eders Fader/ til min Gud/ oc til eders Gud.

✂

Rom. xiiij.

✂ Wi leffue eller dø/ da høre wi Gud til.

✂

Joan. j.

✂ See Guds Lam/ som bær Verdsens synder. ||

✂ * Min broder du est oc en syndere/ saa bær Christus oc dine synder/ Tuil der inted paa/ saa est du allerede fri fra synden oc it Guds Barn.

✂

i Pet. j.

✂ Wi ere icke igenløste ved forgengelige ting/ font sølff oc guld/ aff vor forfengelige handel/ Men met Christi dyrebar blod/ som met it wskyidigt oc wbesmittet lams.

✂

j Pet. ij.

✂ Christus haffuer selff baaret vor synd i sit Legome paa Træet.

✂

j Pet. iij.

✂ Christus haffuer en tid lidt for vore synder/ den retferdige for de wretferdige/ paa det/ at hand kunde føre oss til Gud. ||

✂

j Joan. j.

✂ Jesu Christi blod renser oss/ aff alle vore synder/ der som wi bekende vore synder/ saa er hand trofast oc retferdig/ ath hand forlader oss vore synder oc renser oss aff al wdyd.

✂

Rom. iij

✂ Retferdighed faar Gud kommer ved Troen til Jesum Christum til alle oc offuer alle dem som tro. Thi her er ingen skilssmisse. De ere allesammen syndere/ oc fattis den ære/ som de skulde haffue til Gud/ oc de bliffue retferdige vden fortieniste/ aff hans naade/ ved den igenløselse som er skeet ved Christum Jesum/ huilcken Gud haffuer skicket til en Naade Stoel/ ved Troen i hans blod/ huor met hand frembiuder den Retferdighed/ som gielder faar hannem/ i det/ at hand forlader de synder/ som til forne ere skede/ vnder Guds || taalmodighed/ som hand bar/ at hand paa denne tid/ fremsette Retferdighed som gielder faar hannem/ paa det at hand kand alene vere retferdig oc gøre den retferdig/ som er aff Troen til Jesum.

✂

Rom iiij

✂ Christus er der hen giffuen for vore synder skyld/ oc opuect for vor retferdighed skyld.

✂

Rom v.

✂ Wed Christum haffue wi en tilgong i Troen/ til denne naade/ i huilcken wi staa/ oc vden ved Christum kommer ingen til faderen Heb. 12. Joan. 14.

✂

Exempla.

✂

Joan viij.

✂ Den Horquinde/ Haffuer ingen fordømt dig/ saa fordømmer icke heller || ieg dig/ Gack hen oc synde framdelis icke mere.

✂

Luce vij.

✂ Siger Christus til den Synderinde/ dine synder ere dig forladne.

✂

Luce xix.

✂ Zacheus den Toldnere.

✂

Luce xxiij.

✂ Den ene Røffuere.

✂

Matth ix.

✂ Mattheus den Toldnere.

✂

Luce xxij.

✂ Petrus som forsuor Christum.

✂

Act. ix

✂ Paulus som forfulde Christum fra en stad til en anden. ||

✂

ii Reg xii

✂ Dauid/ Der hand haffde bedreffuit hoer och mord/der faare

✂ sagde Dauid.

✂

Psal. li.

✂ It sønderbrut oc knusit hierte/ forsmaar Gud icke.

✂

ii Paral. xxxiii

✂ Kong Manasses/ effter ath hand haffde storlige fortørnet Gud/ tilbedit affguder/ oc begaaet mange gruselige ting mod Guds bud/ oc falt der faare i Kongens haand aff Assyrien/ Dog alligeuel der hand wende sig til Gud/ och bad om naade/ tog Gud hannem til sig igen/ oc sette hannem ind igen/ i sit Konge rige.

✂

Luce rv.

✂ Den fortabte Søn/ som kom i sin Faders || yndeste igen/ Aleniste ved en sand bekendelse/ om hans misgerninger/ oc ved en bøn/ ath hand sagde/ Fader ieg haffuer syndet etc.

✂

Luce xviij.

✂ Den obenbare Syndere/ som icke torde opløffte sine øyen/ Men slo sig faar sit bryst oc sagde/ Gud vere mig Syndere naadig.

✂ * Der faare tro frilige at vor Herre Christus haffuer giort fyllist for dine Synder/ oc forladet dig dem/ saa est du allerede salig/ Thi Gud vil vere vor Naadige oc Barmhiertige Fader/ Fordi at wi tro paa Christum/ oc anamme hannem/ som hand haffuer loffuit oss/ vdi Propheterne/ ved den hellig Aand/ som her effter følger.

✂

Esai. xliij.

✂ Jeg er den/ som affsletter dine misgerninger for min skyld. ||

✂

Zacha. ij

✂ Huo der rører eder/ hand rører min øyesten.

✂

Jere. xxxj

✂ Jeg vil vere eders wretferdighed naadig/ oc ieg vil icke mere komme eders synder ihw

✂

Psal. xxv

✂ HERRENS veye ere idel miskundhed oc sandhed/ alle dem/ som holde hans bud oc vidnesbyrd.

✂

Psal lxviii

✂ Gvd legger oss byrde paa/ men hand hielper oss ocsaa. Wi haffue en Gud som hielper/ som redder aff Døden.

✂

Joel. ii.

✂ Vender eder til HERren eders Gud/ || Thi hand er miskundelig oc Barmhiertig/ Taalmodig oc fuld aff Barmhiertighed/ oc tilgiffuer misgerntnger.

✂ * Paa disse oc andre saadane Sprock hør Troen.

✂

Jere v.

✂ HERre dine øyen see paa Troen.

✂

Matth viii.

✂ Ske dig lige som du Troer. Item o Quinde din Tro er stor/ dig ske lige som du troer. Matth. xv.

✂

Matth ix.

✂ Din tro haffuer hiulpet dig.

✂

Act. xv.

✂ Troen renser hiertit.

✂ * Det vnde oss vor kære Gud/ ved Christum Jesum hans søn vor Herre

AMEN.

✂

Trøstelige Sprock for den
Christne Kircke.

✂

Esa. xlix.

✂ ZIon siger/ HERren haffuer forladit mig/ HERRen haffuer forglemt mig/ Kand nogen Quinde forglemme sit spæde Barn/ at hun icke forbarmer sig offuer hendis liffssens fruct/ oc der som hun end forglemmer det/ da vil ieg dog icke forglemme dig etc. Du skalt fornemme/ at ieg er HERREN/ oc at ingen skal bliffue beskemmet/ som bier effter mig.

✂

Psal. xliij.

✂ Hvi bedrøffuer du dig min Siel/ oc est saa wrolig i mig/ Bie effter Gud/ thi ieg skal tacke hannem/ at hand er mit ansictis hielp/ oc min Gud. ||

✂

Den xxv: Dauids Psalme/ som et en
deylig Bøn at Gud vil styre/ oc regere/ forlade Synder/ trøste oc redde.

✂ Effter dig HERre lengis mig/ Min Gud ieg haaber paa dig/ lad mig icke bliffue beskemmet/ at mine Fiender icke skulle glede sig offuer mig.

✂ Thi der bliffuer ingen beskemmet som bier effter dig/ men de skulle bliffue beskemmede/ som ere/ hine wnyttige foractere.

✂ HERre vise mig dine veye/ oc lær mig dine stie.

✂ Led mig i din sandhed/ oc lær mig/ Thi du est den Gud/ som mig hielper/ daglige bier ieg effter dig.

✂ Tenck HERre paa din Barmhiertighed oc paa din miskundhed/ som haffuer verit aff Verdens begyndelse.

✂ Rom icke min vngdoms synder ihu/ oc mine offuertredelser/ men kom mig || ihu/ effter din Barmhiertighed/ for din miskundheds skyld.

✂ HERren er god oc from/ der faare vnderuiser hand syndre paa veyen.

✂ Hand ledsager de elendige ret/ oc lærer de elendige sin vey.

✂ Herrens veye ere idel miskundhed oc sandhed/ dem som holde hans bud/ oc vidnesbyrd.

✂ HERre ver naadig mod min misgerning/ som er stor/ for dit naffn skyld

✂ Huo er den som frycter HERren/ hand skal vnderuise hannem den beste vey.

✂ Hans Siel skal bo i det gode/ oc Sæden skal beside iorden.

✂ HERrens Hemmelighed er iblant dem som hannem frycte/ oc hand lader dem faa sin Pact at vide.

✂ Mine øyen see altid til HERren/ Thi hand skal drage mine Føder aff garnet.

✂ Vent dig til mig oc ver mig naadig/ Thi ieg er enlig oc elendig.

✂ Mit hiertens angist er stor/ led mig aff min nød. ||

✂ See til iammer oc elendighed/ forlad mig alle mine synder.

✂ See til/ at mine Fiender ere saa mange/ oc hade mig aff ret ondskaff.

✂ Beuar min Siel oc fri mig/ lad mig icke bliffue beskemmet/ Thi ieg tror paa dig.

✂ Godhed oc Fromhed beuare mig/ Thi ieg bier effter dig.

✂ Gud fry Israel/ aff al sin nød.

✂

Den xxxiiij. Dauids Psalme den tid
hand foruende sin Skickelse faar Abimelech/
som dreff hannem fra sig/ oc hand
gick bort.

* Oc er en Tacksigelse for de aandelige gaffuer/ at Gud bønhører/ hielper/ trøster oc beskermer sine i alle honde nød. ||

✂ JEg vil altid loffue Herren/ Hans loff skal altid vere i

✂ min mund.

✂ Min Siel skal rose sig aff Herren/ at de elendige kunde høre det oc glede sig.

✂ Priser Herren met mig/ oc lader oss til sammen ophøye hans naffn.

✂ Der ieg søgte effter Herren/ suarede hand mig/ oc reddede mig aff al min fryct

✂ Huo der seer til hannem oc løber til hannem/ hans ansict bliffuer icke beskemmet.

✂ Der den elende robte/ hørde Herren oc halp hannem aff al sin nød.

✂ Guds Engel leyrer sig trint omkring dem/ som hannem frycte/ oc hielper dem vd

✂ Smager oc seer huor venlig Herren er/ Salig er den som troer paa hannem.

✂ Frycter Herren i som ere hans helligen/ Thi dem som hannem frycte fattis inted

✂ De rige skulle vere nødtørtige oc hungrige/ men de som søge effter Herren/ dem fattis inted paa nogit gaat

✂ Rommer hid Børn/ hører mig/ Jeg vil lære eder Herrens fryct.

✂ Huo er den som begerer it gaat leffnit/ || oc haffde gerne gode dage?

✂ Beuar din tunge fra ont/ oc dine læbe at de tale icke falskt

✂ Lad aff det onde oc gør gaat/ atspør fred oc søge effter hannem.

✂ Herrens øyen see paa de retferdige/ oc hans øern paa deris rob

✂ Men Herrens Ansict staar offuer dem/ som gøre ont/ at hand kand oprycke deris ihukommelse aff iorden.

✂ Naar de retferdige robe da hører Herren oc redder dem aff all deris nød

✂ Herren er nær hoss dem/ som haffue it sønderknusit hierte/ oc hielper dem/ som ere mistrøstige i deris synd

✂ Den retferdige maa megit lide/ men Herren hielper hannem aff alt det

✂ Hand beuarer hannem alle hans been/ at der bliffuer icke it sønder brudet aff dem

✂ Wlycke skal sla den wgudelige ihiel/ oc de som hade den retferdige skulle haffue skyld.

✂ Herren Frier sin tieneris Siel/ oc alle de som tro paa hannem skulle icke haffue skyld. ||

✂

Den lxxxv. Psalme/ som er Kore Børns
Psalme faare at siunge.

* Det er en Bøn/ at Gud vilde forbarme sig offuer sin kircke oc giffue naade/ fred och velsignelse igen.

✂ HERRE du som haffuer verit Naadig i fordum tid i dit land/ oc haffuer friit de fangne aff Jacob.

✂ Du som haffuer forladit i Fordum tid/ dit folck deris misgerning/ oc skiult alle deris Synder. Sela.

✂ Du som i fordum tid togst al din vrede bort/ Oc vende dig fra din vredis hastighed.

✂ Trøste oss Gud vor Salighed oc lad aff din wnaade offuer oss.

✂ Vilt du da euindelige vere vred paa oss/ Oc lade din vrede gaa stedze och altid

✂ Uilt du da icke verquege oss/ at || dit folck maatte giede sig offuer dig.

✂ Herre vise oss din naade oc hielp oss.

✂ Ah kunde ieg høre at Gud Herren vilde tale/ At hand vilde tilsige su folck oc sine helligen fred/ paa det/ at de skulle icke giffue dem til nogen daarlighed.

✂ Dog er io hans hielp nær hoss dem som hannem frycte/ at ære skal bo i vort Land.

✂ At miskundhed oc sandhed kunde møde huer andre/ Retferdighed oc Fred kunde kysse huer andre.

✂ At Sandhed kunde voxe paa iorden/ oc Retferdighed kunde see ned fra Himmelen.

✂ At Herren vilde ocsaa gøre vel mod oss/ at vort Land kunde giffue sin fruct

✂ At retferdighed kunde dog bliffue faar hannem oc gaa faar sig.

✂

Nogle Ordsprock om Troen aff det
Gamle oc Ny Testamente. ||

✂ Gud du seer til Troen Jere. v. Den retferdige leffuer aff Troen Abac. 2. Der som i icke tro/ saa kunde I icke bliffue ved/ men forfaris Esa. 7

✂ Salige ere alle de/ som forlade sig paa dig. Psal. 2.

✂ Abraham trode oc det er hannem regnit til retferdighed Gene. 15.

✂ Troen bltffuer icke beskemmet Dan. 3.

✂ Tro paa Gud/ saa hielper hand dig. Eccle. 2.

✂ Huo icke Tror/ hand er allerede fordømpt Joan. 3.

✂ Huo som icke Tror/ hand skal fordømmis Marci 16.

✂ De som Tro/ dem haffuer hand giffuit mact at vere Guds Børn. Joan. i.

✂ Wi haffue alle annammet aff hans fuldhed/ Item naaden er ved Jesum Christum Joan. j.

✂ Sandelige Sandelige siger ieg eder/ Huo der hører mine ord oc troer paa den som meg haffuer vdsent/ hand haffuer det euige liff/ oe kommer icke i dommen/ || men hand haffuer trengt sig igennem fra døden til liffuit. Joan. 5.

✂ Det er Faderens vilie/ som mig haffuer vdsent/ Huo der Tror paa Sønnen/ hand haffuer det euige liff/ Oc ieg skal opuecke hannem paa domme dag. Joan. 6.

✂ Gud er alle Tro menniskers Salighed. Joan. 4.

✂ Huo der tror paa mig/ hand skal leffue/ alligeuel at hand døer/ Oc huo der leffuer oc tror paa mig/ hand skal icke dø eundelige. Joan. II.

✂ Salige ere de som icke see och Tro dog. Joan. 20.

✂ Huo der Tror paa Sønnen/ hand haffuer det euige liff/ men hvo der icke Tror/ hand skal icke see liffuit/ men Gudz vrede bltffuer offuer hannem Joan. 3.

✂ Ver trøstig min daatter/ din Tro haffuer hulpet dig Matth.9.

✂ Gack bort/ dig ske lige som du trode. Matth. viij. ||

✂ O Quinde din Tro er stor/ dig ske lige som du vilt Matth.15.

✂ Jesus giorde mange andre Tegen/ som icke ere skreffne i denne bog men disse ere screffne/ at i skulle tro/ at Jesus er Christus Guds Søn/ oc at i haffue liffuet ved troen til hans naffn Joan. 20.

✂ Saa holde wi nu/ at mennisken bliffuer retferdig ved Troen/ alene/ foruden Louens gerninger Rom. 3.

✂ Effterdi at wi ere bleffne retferdige ved Troen/ saa haffue wi fred met Gud/ ved vor Herre Jesum Christum. Rom. 5.

✂ Der som du bekender/ Jesum met munden at hand er Herren/ oc Troer det i dit hierte/ at Gud haffuer opuect hannem fra de døde/ saa bliffuer du salig/ Der som mand Tror aff hiertit/ da bliffuer mand retferdig/ Oc der som mand bekender met munden/ saa bliffuer mand salig. Thi Scrifften siger/ Huo der Tror paa hannem/ hand bliffuer icke || beskemmet Rom. 10.

✂ Saa holde wi nu/ at mennisken bliffuer alentste retferdig ved Troen. Rom. 3

✂ Den retferdige skal leffue aff sin Tro. Rom. 1.

✂ Retferdighed/ som gelder faar Gud/ kommer aff Troen. Rom. 3.

✂ I alle ting griber fat paa Troens skiold/ met huilcken i kunde vdslycke alle den skalckis gloende pile. Ephe. 6.

✂ Vden Troen/ er det wmueligt at vere Gud behagelig. Ebre. 11.

✂ Alle de som tro paa hannem/ de skulle faa ved hans naffn syndsens forladelsse. Act. 10.

✂ Tro paa Jesum Christum/ saa bliffuer du oc dit gantske huss saligt. Act. 16

✂ Jeg haffuer min retferdighed icke aff Lowen/ men ved Troen til Jesum Christum. Philip. 3.

✂ Wi bliffue foruarede til salighed ved Guds krafft/ ved Troen. i. Pet. i.

✂ I Christo gelder huercken omskerelsen eller forhuden noget/ men Troen ||/ som arbeyder ved kieriighed. Gal 5.

✂ Huilcken Aand der bekender/ at Jesus Christus er kommen i kødet/ hand er aff Gud/ i. Joan. 4.

✂ Huo det bekender/ at Jesus er Guds Søn i hannem boer Gud oc hand i Gud/ oc wi haffue det bekent oc troe etc. ibidem.

✂ Huo der tror at Jesus er Christus/ den er fød aff Gud/ 1. Joann. 5.

✂ Alt det der er fød aff Gud/ offueruinder verden/ Oc denne vor Tro er Seyruindingen/ som offueruinder verden. Huilcken er den der offueruinder verden/ vden den der Tror/ at Jesus er Guds Søn? ibidem.

✂ Den som Tror paa Guds Søn/ hand haffuer vidnesbyrd i sig selff/ Oc strax der effter følger/ Oc det er vidnesbyrdit/ Thi hand haffuer giffuit oss det euige liff. ||

✂

Her effter følger den velfignelse/ som
vor Herre Gud sagde offuer Israels Folck.

✂

Nume. 6.

✂ HERREN velsigne dig oc beuare dig.

✂ HERREN opliuse sit ansict offuer dig oc vere dig naadig.

✂ HERREN opløffte sit ansict offuer dig/ oc giffue dig fred.

✂

Psal. xxxii.

✂ Saligt er det menniske som HERREN icke til regner sine misgerninger oc i hues Aand der er ingen falskhed. ||

✂

En merckelig tacksigelse oc Bøn.

✂ OAlmectige/ Sande oc Leffuende Gud/ vor Saliggørers Jesu Christi euige Fader/ du som haffuer obenbaret dig faar oss/ aff din store Barmhiertighed/ Oc sagt om din Søn Jesu Christo/ Denne skulle i høre/ Du som haffuer skabt oc opholder alting/ met din euige Søn Jesu Christo/ oc den Hellig Aand/ viss/ retferdig/ en naadig Gud/ 38 en dommere oc hielpere/ Jeg beder dig/ forbarme dig offuer mig/ for din kære Søns Jesu Christi skyld/ som du haffuer skicket til it Offer for oss/ oc til en Middeler oc Talsmand/ Oc giff mig den Hellig Aand/ som vdgaar aff dig Fader oc din Søn/ At hand lær mig rettelige at paakalde dig/ du euige/ sande Gud/ som haffuer obenbaret dig i Christo/ oc at hand lær mig rettelige at tacke dig/ oc leffue vdi en ret lydighed/ som || dig behager/ vdi Guds fryct oc en ret tro oc tillid paa dig.

✂ Jeg tacker dig Almectige Gud vor Saliggørers Jesu Christi Fader/ at du haffuer obenbaret dig faar oss/ oc sent din Søn til verden/ oc skicket hannem til it offer for oss/ och haffuer giffuet oss dit Euangelium oc lærdom oc beuarer oss det til gode/ Du haffuer vdualt dig en euig Kircke/ oc forlader oss vore synder/ oc annammer oss til naade/ for din Søns skyld/ oc vilt visselige bønhøre oc hielpe oss och giffue oss den Hellig Aand oc det euige liff.

✂ Jeg tacker oc saa dig/ O Herre Jesu Christe/ at du est død for oss/ oc løffte den retferdige oc forferdelige Guds vrede mod vore synder/ paa dig/ oc forligte oss met din euige Fader/ oc est opstanden igen af døde/ at regere oc salige gøre oss/ oc gaffst oss dit Euangelium oc vilt beskerme oc giffue oss den euige salighed. ||

✂ Jeg tacker oc dig/ du Euige Hellig Aand/ at du opliuser oss/ oc giffuer oss forstand paa den Guddommelige Lerdom/ oc gode Raad/ oc regerer oc leder vort hierte til dydelighed.

✂ Jeg tacker dig eitige Gud du som obenbarede dig i Christo/ for alle dine velgerninger/ for du holder din lærdom oc kircke ved mact/ for gaat regemente/ næring/ fred/ oc formildede paa vor straff.

✂ * Her kand mand læse de thi Budord/ Troen/ Fader vor oc den xxv. Psalme Effter dig Herre lengis mig etc. som findis til forne i denne bog.

✂

En Bøn der effter.

✂ OAlmectige/ sande oc leffuende Gud/ vor Herris Jesu Christi euige Fader/ du som haffuer sagt/ Saa sandelige som ieg leffuer/ vil ieg icke en synders død/ men at hand skal omuende sig/ oc bliffue ved liffuit/ || Jeg beder dig/ forlad mig alle mine synder oc forbarme dig offuer mig/ for din Søns Jesus Christi skyld/ oc regere mig met din Hellig Aand/ omuende mit gantske hierte varafftelige til dig/ oc hielp mig i min nød som mig paa henger. N. giff it saligt Regement i din krcke oc i dette land/ Beuare oc regere oss alle sammen til vor salighed oc til din ære.

✂ O Herre Jesu Christe Guds Son Du som eft død paa kaarsit for oss/ oc haffuer dog offueruundet døden oc est opstanden igen aff din Guddommelige krafft/ oc leffuer oc regerer i euihed/ du som haffuer sagt. Kommer til mig alle i som ere elendige oc besuarede/ Jeg vil verquege eder. Jeg beder dig aff hiertet/ forbarme dig offuer mig oc bønhøre mig/ som du bønhørde den Cananeiske Quinde/ oc ver min Talsmand hoss den euige Fader/ oc giff mig din Hellig Aand/ som du haffuer loffuit. Jeg vil icke forlade || eder Faderløse/ men ieg vil komme til eder. Paa denne din foriettelse kalder teg paa
dig/ effter din befalning oc beder dig/ regere mig met
din Hellige Aand i mit gantske leffnit.
Amen.

✂ H. G. H. V. D. A.
Prentet i den Kongelige stad
Riøbenhaffn aff Hans Vingaard Aar M. D. L.

✂

NOTER TIL NOGLE DEJLIGE SPROG.

✂ S. 17, L. 9. Kommer til Mig, sml. S. 23, L. 2 Kommer hid til mig.

✂ S. 18, L. 3 flg. Palladius, der stod i nært Venskabsforhold til Herluf Trolle og Birgitte Giøe, skriver i et Brev til Herluf fra Begyndelsen af Halvtredserne, da Birgitte var syg: Jeg wedtt, y haffue gode bøger ther paa slottitt.... som y kunde trosthe hennde och etther selff med (Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, udg. af G. L. Wad, I, 1893, S. 26). Det Slot her er Tale om er Krogen, hvor Herluf var Lensmand 1544-54, og hvor Palladius altsaa i 1549 har besøgt ham og laant Veit Dietrichs Trøstesprog.

✂ S. 18, L. 27. S. Thomis dag/ faar Juuel d. e. 21. Dec.

✂ S. 19, L. 2. N. N. Nürnbergtrykket har her Dem Erbarn Sebald Ochsenfelder; Navnet er udeladt baade i Königsbergtrykket og i den danske Oversættelse; naturligvis, fordi den ærbare Sebald Ochsenfelder maatte være Læserne ubekendt. Paa samme Maade udelades i Palladius' Oversættelse af Bedebogen Navnet paa Mester Peter Balber, hvem Luther havde dediceret Skriftet (se Bind I, S. 243 flg. sml. Noten til S. 269, L. 17).

✂ S. 19, L. 16 flg. Veit Dietrich var 1527-30, fra sit 21. til 24. Aar, Luthers Famulus; han boede hos ham paa Koburg Slot i den vanskelige Tid under Forhandlingerne paa Rigsdagen i Augsburg. Om Luthers Sindsstemning dengang har han givet Underretning i Breve til Melanchton, Justus Jonas o. a. se Joh. Mathesius, Luthers Anfang, Lehre, Leben, 1565, Udg. 1583, Bl. 83 flg., Köstlin, Martin Luther II, 201 flg., Kolde, Martin Luther II, 328 flg., Realencyklopädie f. prot. Theol. IV, 655 med Henvisninger; sml. Indledn. foran S. 5, Fodnote 2.

✂ S. 19, L. 19. Johan, Orig. har Jahan, men da begge de tyske Udgaver har Johan, er vist a Trykfejl for o, skønt Formen Jahan findes i Dansk.

✂ S. 20, L. 13. E. V. T. d. e. Eders vnderdanige Tiener; de tyske Udgaver har "E. W."

✂ S. 21, L. 9. wi ginge alle vild, den tyske Text: Wir giengen alle inn der jrre/ wie Schafe.

✂ S. 21, L. 22. Det forsee dig til, ty. Das versehe dich zu; jfr. Kalkars Ordb. I, 690a.

✂ S. 22, L. 10. salighed, ty. Heylandt.

✂ S. 22, L. 24. Skickelser d. e. Lovbestemmelser, ty. satzung jfr. Kaikars Ordb. III, 789 a.

✂ S. 23, L. 25. £3; en frøsfelig ting er det, "Ja, det er en trøstelig Ting", ty. Ey em trb'stlich ding ist das.

✂ S. 26, L. 8. Jeg oc Faderen ere ens; ens fejlagtig overført fra ty. eins "et"; ens havde i Reformationstiden Betydningen "enig". Jfr. Indledn. foran S. 13.

✂ S. 27, L. 27. Naade Stoel, ty. gnadenstul, saaledes alle LutherBibler. Grundtexten [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] "Sonoffer". At denne Betydning af "gnadenstul" ikke forstodes, ses af Chr. Pedersens Oversættelse (Danske Skr. III, 300): Huilken Gud skickede til naadens throne. Ordet "Naadestol" bruges dog ofte i senere Tid i Kirkesproget.

✂ S. 28, L. 5. en tilgong i Troen/ til denne naade, ty. ein zugang im glauben zu dieser gnad d. v. s. Adgang til Naaden gennem Troen.

✂ S. 29, L. 17. fyllist for dine Synder jfr. S. 23, L. 10 fylleste for alle vore Synder.

✂ S. 33, L. 6. sin nød, Biblen 1550 hans nød.

✂ S. 33, L. 28. synd d. e. sind, ty. gemüt

✂ S. 35, L. 3. Jer. 5.3, sml. S. 30, L. 10.

✂ S. 35, L. 18. Joh. 5.24, sml. S. 23, L. 20 flg.

✂ S. 35, L. 22. Joh. 6.40, sml. S. 24, L. 14.

✂ S. 35, L. 33. hulpet, jfr. hiulpet S. 30, L. 15.

✂ S. 36, L. 1. du trode, jfr. du Troer S. 30, L. 12.

✂ S. 36, L. 2. lige som du vilt, jfr. lige som du troer S. 30, L. 13.

✂ S. 36, L. 18. Rom. 3.28, sml. S. 36, L. 7-8.

✂ S. 36, L. 20. Rom. 1. 17, sml. Hab. 2.4, S. 35, L. 4.

✂ S. 39, L. 25. H. G. H. V. D. A. Hans Vingaards Symbolum, se l.Bind, S. 116.

✂

BIBELCITATERNE HENVISER TIL FLG. STEDER:

✂ S. 21, L. 3: Es. 53.4-6, L. 12: 1. Pet 2.24, L. 15: 1. Tim, 1. 15-16, L. 24: 1. Tim. 2.5-6, L. 28: Hebr. 9.27-28.

✂ S. 22, L. 3: Ephes. 1.7, L. 6: 1. Kor. l.30, L. 13: Rom. 5.8-10, L. 17: Gal. 1.4, L. 21: Kollos. 2. 13-15, L. 28: Math. 9.12-13, L. 31: Ezech. 18.23.

✂ S. 23, L. 1: Math. 11.28-30, L. 12: Joh. 6.35, L. 20: Joh. 5.24, L. 27: Joh. 8. 51.

✂ S. 24, L. 7: Joh. 1.12, L. 10: Joh. 6.37-40, L. 20: Joh. 3.14-18, L. 31: Rom. 8.31-34.

✂ S. 25, L. 6: 1. Joh. 2.1-3, L. 13: Es. 53, hele Kap., L. 14: Mich. 7.19, L. 20: Joh. 16.33, L. 24: l.Joh. 5.4, L.29: l.Kor. 15.54-57.

✂ S. 26, L. 3: Joh. 10.27-30, L. 13: l.Joh. 4.4, L. 20: Rom. 5.8-9, L. 29: Joh. 20.17, L. 32: Rom. 14.8.

✂ S.27, L. 1: Joh. 1.29, L. 6: l.Pet. 1.18-19, L. 10: l.Pet. 2.24, L. 13: 1. Pet. 3.18, L. 16: 1. Joh. 1.7 og 9, L. 20: Rom. 3.22-26.

✂ S. 28, L. 1: Rom. 4.25, L. 4: Rom. 5.2, L. 7: Hebr. 12. (?), Joh. 14.6, L. 9: Joh. 8. 11, L. 12: Luc. 7.48, L. 15: Luc. 19. 1-10, L. 17: Luc. 23. 39 flg., L. 19: Math. 9. 9 flg., L. 21: Luc. 22. 54 fig., L. 23: Ap. G. 9. 3 fig., L. 25: 2. Sam. 12, L. 28: Ps. 51.19.

✂ S. 29, L. 1: 2. Krøn. 33.12-13, L. 8: Luc. 15. 21, L. 12: Luc. 18.13, L. 22: Es. 43.25, L. 24: Zak.2.12, L. 26: Jer. 31. 34, L. 29: Ps. 25.10.

✂ S. 30, L. 1: Ps. 68. 20-21, L. 4: Joel 2.13, L. 9: Jer. 5.3, L. 11: Math. 8.13, L. 13: Math. 15.28, L. 14: Math. 9.22, L. 16: Ap.G. 15.9.

✂ S. 31, L. 3: Es. 49.14-15 og 23, L. 10: Ps. 43.5.

✂ S. 35, L. 3: Jer. 5.3, L. 4: Habac. 2.4, L. 6: Es. 7.9, L. 7: Ps. 2.12, L.9: l. Mos. 15.6, L. 10: Dan. 3.(?), L. 11: Jes.Sir.2.6, L. 12: Joh. 3. 18, L. 13: Marc. 16.16, L. 15: Joh. 1.12, L. 17: Joh. 1.16 og 17, L. 21: Joh. 5.24, L. 24: Joh. 6.40, L. 25: Joh. 4. (?), L. 28: Joh. 11.25-26, L. 29: Joh. 20.29, L. 32: Joh. 3.36, L. 33: Math. 9. 22.

✂ S. 36, L. 1: Math. 8.13, L. 2: Math. 15.28, L. 6: Joh. 20.31, L. 8: Rom. 3.28, L. 10; Rom. 5. 1, L. 17: Rom. 10. 9-11 jfr. Es. 28.16, L. 19: Rom. 3.28, L. 20: Rom. 1. 17, L. 22: Rom, 3.22, L. 24: Ephes. 6.16, L. 26: Hebr. 11.6, L. 28: Ap. G. 10.43, L. 30: Ap. G. 16.31, L. 32: Fil. 3.9, L. 34: l.Pet. 1.5, L. 36; Gal. 5. 6.

✂ S. 37, L. 2: 1. Joh. 4.2, L. 4: l. Joh. 4. 15, L. 6: 1. Joh. 5. 1, L. 10: 1. Joh. 5.4-5, L. 11 flg.: 1. Joh. 5.10-11, L. 16: 4. Mos. 6.24-26, L. 20: Ps. 32.2.

✂

TEXTRETTELSER.

✂ S. 19, L. 19, Johan Orig. Johan Jfr. Noten foran S. 40.

✂ S. 22, L. 2. til salighed Orig. tilsalighed

✂ S. 23, L. l. Matth xj Orig. Matth jx

✂ S. 23, L. 27. Joan viij. Orig. Joan xiiij.

✂ S. 25, L. 26. Seyruindingen Orig. Seyruindigen

✂ S. 26, L. 13. j Joan. iv Orig. j Joan. ij

✂ S. 26, L. 31. min Gud/ Orig. min Gud.

✂ S. 27, L. 14. retferdige Orig. tetferdige

✂ S. 28, L. 2. opuecf Orig. vpuect

✂ S. 28, L. 15. Luce xix. Orig, Luce x.

✂ S. 29, L. 1. ii Paral. xxxiii Orig. ii Paral xxiii; da Fejlen findes i alle bevarede Tryk, maa den gaa tilbage til Veit Dietrichs Original.

✂ S. 29, L. 22. Esai. xliii. Orig. Esai. ii. Nürnbergtrykkene Es. 49. Königsbergtrykkene Es. 9. Ingen af Udg. har altsaa det rigtige.

✂ S. 29, L. 29. Psal. xxv Orig. Psal. xxiiij Fejlen findes ogsaa i begge de tyske Udgaver og maa altsaa gaa tilbage til den tyske Orig., som her undtagelsesvis har citeret efter Vulgata.

✂ S. 30, L. 13-14. dig ske lige som du troer. Matth. xv. | Matth. ix. Orig. dig ske lige som du troer. | Matth. xv. Fejlen gaar tilbage til den tyske Orig.

✂ S. 31, L. 10. Psal. xliij. Orig. Psal. xl.

✂ S. 32, L. 2. veye ere Orig. vey ere Jfr. Plur. veye oc.. stie S. 31, L. 22.

✂ S. 36, L. 6. Joan. 20. Orig. Joan. 16.

✂ S. 36, L. 24. skalckis Orig. stalckis

✂ S. 37, L. 7-8. Oc denne vor Tro er Seyruindingen/ som offueruinder verden. Orig. Oc denne er Seyruindingen/ som offueruinder verden/ vor Tro. Rettelsen foretaget i Overensstemmelse med Texten i Luther-Biblen: vnd vnser Glaube ist der Sieg/ der die welt vberwunden hat (l. Joh. 5.4).

✂ STOR SKRIFT er brugt i Udg., hvor Orig. har almindelig Skrift, S. 19 L. l, S. 31 L. l, S. 32 L. 23, S. 34 L. l, S. 35 L. l, S. 39 L. 1.

✂ INITIALER findes i Orig. ved hvert Skriftsprogs Begyndelse, hvor der i Udg. (S. 21-30) er brugt almindelige Typer.

✂ MINDRE SKRIFT findes i Orig. ved Forfatterens med Stjerne betegnede Tilføjelser efter Skriftsprogene, hvor Udg. har almindelig Skrift.

✂

FORTALEN TIL
CHRISTIAN DEN TREDJES BIBEL
1550.

46
47

✂

INDLEDNING.

✂

I.

✂ Petrus Parvus Rosæfontanus udgav 1543 en Oversættelse af en lille bibelsk Traktat. I Fortalen til denne skriver han, at den "skal og maa være som een forløbere for den store Danske Bibel/ som nu Erlig/ fornumstig/ wiis oc vel lærd mand Mester Christiern Pederssen... med stoor fliit paa ræt forstaandeligt Danskt maal wdsæt hafuer/ efter vor Naadigste Herris Konglig Maiestatz Ordinantz/ med vort Vniuersitetz fuldburd oc myndighed ded aller snariste der Gud altmectigste giifuer naaden oc efnen til paa prentten kommendis/ oc til alles voris lycke oc vælfærd til liif oc siæl/ wdgaangendis vorder." 1

✂ Dette er det ældste Vidnesbyrd, vi har om Arbejdet paa Christian den Tredjes Bibel. Vi ser heraf, at det var overdraget Chr. Pedersen at oversætte Biblen, og at han havde fuldført dette Hverv, inden han som sindslidende i 1544 maatte tage Bolig i Helsinge Præstegaard og opgive saa godt som al litterær Virksomhed. Vi faar dernæst Oplysning om, at Bibeloversættelsen nu kun ventede paa Universitetets Godkendelse for at blive trykt. Denne er først bleven given efter en - ret indgribende - Revision af Chr. Pedersens Oversættelse. Af Kongebrevet foran i Biblen ses det, at Gennemsynet er foretaget af "lerde Mendt her wdi wort Rijge Danmarck/ och besynderligen aff the høglerde wdij wort wniuersitet". Nogle * 48 Regnskabsdokumenter fra Midten af Halvtredserne og Begyndelsen af Treserne giver os Navnene paa disse Lærdmænd. Der er først Sjællands Biskop Peder Palladius, dernæst den fra Tyskland indkaldte Skotte, Professor theologiæ Johannes Machabæus, endvidere den unge Professor i Dialektik Niels Hemmingsen, endelig er der Aarhuskanniken Hans Henriksen og den flittige Bibeloversætter, Præsten i Herstedvester, Peder Tidemand1. Hvorledes Arbejdet har været fordelt imellem disse, véd man intet om; ingen Oplysninger fra Samtiden eller Eftertiden meddeler, som ved Frederik den Andens Bibel, hvem der har revideret Mosebøgerne, hvem de historiske Bøger, hvem Profeterne osv.2, og da Revisionen, som paavist foran S. 13, næppe har været af sproglig Art, vil de forskellige Bibelbøger ikke gennem en forskelligartet Sprogform røbe Revisorerne. Kun en enkelt Del af Biblen tør man med overvejende Sandsynlighed tillægge en bestemt Mand. Det er Fortalen.

✂

II.

✂ Mens Texten i Biblen 1550 er en ordret Gengivelse af Luthers reviderede Bibel, er Fortalen vistnok uden fremmed Grundlag. Den viser ved Citater hentede fra Skriften og Kirkefædrene - og blandt disse først og fremmest fra Augustin "Kronen over de andre Patres" - at Guds Ord i det ny og gamle Testament "er nok til Salighed". Det rummer i sig al Lærdom om Gud; gennem det erkender man Kristus: "Læs alle Profeters Bøger! Forstaar du ikke Christum derudi, hvad finder du der da, som ikke er usmagende og end daarligt tilmed. Forstaar du Christum derudi, da smager det ikke aleneste, som du læser, men ogsaa gør dig drukken."

* * 49

✂ Forfatteren af Fortalen til Christian den Tredjes Bibel lader det dog ikke blive ved at sanke sammen Bibelsteder og Citater fra de hellige Fædre. Han giver selv den kristne Læser Raad. Han skriver: "Og skal der ogsaa være udi Læseren en indvortes brændende Begærelse og Kærlighed til den hellige Skrift..... Vilt du gaa ind i den hellige og lønlige Sted, saa læg af dig al Hovmod og Stolthed. Thi Guds Aand skyer og flyer saadanne Ting og bor gerne udi et fornedrigt og ydmygt Hjerte. End dog Palladset er vidt og herligt, saa er dog Døren saare lav og trang; derfor maa du alt bøje din stærke og stinde Hals og bukke, om du vilt, at man skal lade dig ind."

✂ Der var blandt Kommissionens Medlemmer kun én, der havde Evne til at skrive saaledes, det var Visitatsbogens Forfatter.

✂ Der er da ogsaa gammel Tradition for, at Peder Palladius har skrevet Fortalen. Den ældste Udtalelse herom finder jeg i et Aktstykke fra c. 1630 om Planen for Christian den Fjerdes Foliobibel (1633). Det tilraades heri ved den ny Bibeludgave at optage "Palladii skøne Fortale, som vel er verd at tryckis igjen".1 Fra Palladius selv eller fra hans Samtid har vi ingen Oplysning herom, men i et Brev fra Biskoppen til Provsterne 1547 ses det, at han er stærkt optaget af Arbejdet paa den danske Bibel.2 At han var den ledende indenfor Bibelkommissionen tør anses for sikkert, og det vilde da være ganske usandsynligt, at han skulde have overladt til Kommissionens yngre og underordnede Medlemmer at forfatte selve Fortelen. Baade af ydre Grunde og af indre synes det mig derfor utvivlsomt, at det er med Rette, naar Fortalen til Biblen 1550 fra gammel Tid tillægges Palladius.

* *

✂

III.

✂ Som nævnt udgør Bibelsteder og Citater fra Kirkefædrene en stor Del af Fortalen. Man maatte nu vente, at Bibelcitaternes Text i Fortalen stemte nøje overens med de tilsvarende Textsteder i selve Biblen. Dette er dog aldeles ikke Tilfældet. Et Par Samstillinger fra det gamle og ny Testamente vil vise Forskellen.

✂ Ps. 119.130:

Fortalen til Biblen 1550nf. S. 59, L. 36

Din talis forklaring opliuser oc giffuer de vnge forstand/

Texten i Biblen 1550Bl. CLVIIr

Naar dit Ord obenbaris/ da glæder det/ oc gør de enfoldige kloge.

✂ Rom. 10.17:

Fortalen nf. S. 58, L. 24-25

Troen er af hørelsen/ oc hørelsen er ved Guds ord.

Biblen Bl. LXIXr

Saa kommer Troen aff predicken/ Oc predicken formedelst Guds ord.

✂ Dette er ikke særligt grelle Exempler, men betegner det gennemgaaende Forhold mellem Biblens Fortale og dens Text. Hvorledes kan en Uoverensstemmelse paa et saa væsentligt Punkt som Skriftsted-Citering da forklares? Svaret vil fremgaa af følgende Citater:

✂ Ps. 119.130:

Grundlaget for Fortalen

Declaratio sermonum tuorum illuminat, et intellectum dat parvulis.

Grundlaget for Bibeltexten

Wenn dein Wort offenbar wird/ so erfrewet es' Vnd machet klug die Einfeltigen.

✂ Rom. 10.17:

Ergo fides ex auditu, auditus autem per verbum Christi.

So kompt der glaube aus der predigt/ Das predigen aber durch das wort Gottes.

✂ Som det ses, er Skriftstederne i Fortalen oversat efter en Vulgatatext, mens Bibeltexten som Enegrundlag har 51 Luthers højtyske Oversættelse. Hvorledes dette er gaaet til, om den af Kommissionen indkøbte Luther-Bibel har beroet hos et andet af Kommissionens Medlemmer, da Palladius skrev Fortalen, og Korrekturarkene til Biblen ikke har været i hans Eje, saaledes at han hverken har haft nogen tysk eller dansk Luther-Bibel ved Haanden, eller om han trods al Lutheranisme har følt det som det eneste naturlige at oversætte Bibelstederne efter en - mere eller mindre revideret - Vulgatatext, derom kan man kun gisne. Dog hvad enten ydre Tilfældigheder eller Traditionens Magt har været bestemmende, saa er den Kendsgerning, at Bibelcitaterne i Fortalen ikke stemmer med de tilsvarende Steder i Biblens Text, og at dette skyldes at Fortale og Text har haft forskelligt Grundlag, et karakteristiskt Vidnesbyrd om, i hvor ringe Grad Kravet om Ensartethed endnu dengang gjorde sig gældende.1

* 52

✂ Gives Bibelstederne i ganske forskellig Form i Fortalen og Texten, kan man ikke vente, at Ensartetheden i Sprogform er gennemført. I Luc. 16. 29 har Fortalen saaledes høre sig dem (nf. S. 58, L. 1), Texten Lad dem høre dem, i Gal. 1. 9 bliffue sig forbandet (nf. S. 58, L. 4), Texten Hand vere forbandet, i 1. Joh. 2.8 har Fortalen (nf. S. 58, L. 10) det sande Liuss skinner med den yngre Verbalform, Texten derimod den ældre Form: det sande Liuss skin o. s. fr.1 Saadanne sproglige Uoverensstemmelser, sete i Forbindelse med Fortalens og Bibeltextens forskellige Grundlag, tyder jo paa, at Palladius har overladt en væsentlig Del af det egentlige Revisionsarbejde til andre af Kommissionens Medlemmer. Naar Chr. Bruun af Størrelsen af de Summer, der udbetaltes til Kommissionen, slutter, at Palladius ved Revisionen har været Hovedmanden "ikke blot som den Ledende, men ogsaa som den Arbeidende" (Aarsberetninger II, 327), er dette derfor næppe holdbart. At Sjællands Biskop blev lønnet højere for sin Medvirken end en Kannik eller en Sognepræst eller en ung Professor, vilde ske til enhver Tid, men at det ikke desto mindre kunde tilfalde disse sidste at gøre Hoveddelen af Arbejdet, er ikke dermed bevist. Ligesaa usandsynligt det er, at Palladius skulde overlade andre at skrive Biblens Fortale, ligesaa rimeligt er det, at han har ladet Kommissionens sprogkyndige yngre Medlemmer Niels Hemmingsen og Peder Tidemand besørge Hovedparten af Revisionen.

✂

IV.

✂ Medens Fortalens Gengivelse af Bibelstederne holder sig tæt til den latinske Text, er Oversættelserne af Kirkefædrene noget mere omskrivende. Et Par Exempler herpaa skal anføres:
Vulgata's scripta sunt end Erasmus' præscripta sunf, der af Luther noget misvisende gengives: was vorhin geschrieben ist og troligt følges i den danske Bibeltexts: huad som er tilforn screffuit. * 53

Fortalen
S. 55, L. 16 flg.

Mig tyckis det at være saare skadeligt at tro noget at vere løgn i de hellige Bøger/ det er at de som haffue screffuit same Bøger skulde haffue liuget noget i deris bøger.

Fortalen
S. 61, L. 1 flg.

Der som wi beholde denne hellige regel at wi kunde forstaa noget i Scrifften effter Troen/ som wi ere indlærde vdi/ da kunde wi ocsaa glede oss der ved lige som ved den rette gode mad eller spise/ Men der som noget er wi kunde icke forstaa effter Troens rette snore/ da skulle wi icke tuile der paa/ men holde stille mett vor forstand/ indtil wi lære at forstaa det ocsaa.

Augustin, Ep. 28.3
(Migne's Udg. II, 112)

Mihi enim videtur exitiosissime credi, aliquod in Libris sanctis haberi mendacium; id est eos homines, per quos nobis illa Scriptura ministrata est atque conscripta, aliquid in libris suis fuisse mentitos.

Augustin, In Joan. evang. tract. 18. 1
(Migne's Udg. III, 1536)

[et corde pio et cum tremore, sicut scriptum est,] hanc tenentes regulam sanitatis, ut quod secundum fidem qua imbuti sumus, intelligere valuerimus, tanquam de cibo gaudeamus: quod autem secundum sanam fidei regulam intelligere nondum potuerimus, dubitationem auferamus, intelligentiam differamus;

✂ Sammenligner man disse Oversættelser med de Dele af Fortalen, hvor Palladius skriver frit uden fremmed Grundlag, vil det fornemmes, hvor meget naturligere Ordstillingen er, hvor meget fyndigere Udtrykket paa disse sidste Steder. Man jævnføre den citerede Sætning: "Men dersom noget er vi kunde ikke forstaa efter Troens Rettesnor" osv. med følgende, hvor Palladius med sine egne Ord giver samme Tanke Udtryk: "Finder du noget i den hellige Skrift, som du ikke forstaar... da skalt du ikke give Skriften nogen Skyld eller Straf, men lægge det din Uforstandighed til og ikke den hellige Skrift" (Fortalen nf. S. 64, L. 28 flg.).

✂

V.

✂ Palladius' Fortale blev ikke optrykt i nogen senere Bibeludgave, skønt der, som nævnt, i Bibelkommissionen til Christian den Fjerdes Foliobibel var Forslag fremme 54 herom.1 Biblen 1550 er saalcdcs den eneste Kilde til dette Skrift.

✂ Fortalen begynder her Bl. AAAiiijr og fylder fire Sider med 58 Linjer paa Siden. Om Udstyr, Bogtrykker, Trykkested o. a. lign. henvises til den udførlige Litteratur om Christian den Tredjes Bibel.2

* *

✂

Fortale
til
Biblia/ Det er den gantske Hellige Scrifft/ vdsæt paa Danske.

✂ Prentit i Københaffn/
aff Ludowich Dies
M. D. L.

56
57

✂

Fortalen.

✂ Den almectigste Gud haffuer fra verdens begyndelse vdaff sin store naade oc miskundhed beust menniskens Slect en offuermaadig stor velgerning/ I det hand haffuer obenbaret sig met klar Røst oc sant vidnesbyrd vdi sit ord/ Huor vdi hand vil ocsaa bekendis for en Gud/ oc lade vdrobe sine merckelige gerninger/ oc hand vil at mand skal der vdi kende hans Søn vor Herre Jesum Christum met sin ære oc Herlighed. Ja hand vil der vdi giffue tilkende den rette vey til den euige Salighed/ som den hellige Dauid siger: Dit Oid er it Liuss faar mine fødder etc. Vdi huilcken Psalme hand beder flitelige/ at hand maate beuaris i Guds ord/ oc hand loffuer det storlige/ ath mand der ved kand læriss/ røriss/ regerts/ trøftis/ frelsis fra synden oc salig gøris/ huilcket hand och saa giffuer rigelige til kende i den nittende Psalme.

✂ Derfaare priser Dauid den Mand/ och siger hannem salig ath vere/ som haffuer sin lyst i Herrens Lou/ oc offuertencker hans Lou dag oc nat. Ja derfaare befaler Gud selff at hans Lou skal beseglis vdi hans Discipier/ och hand foruiser alle hen til Louen oc til vidnesbyrdet hoss Esaiam Prophete/ och necter Guds ords Foractere morgen Liuset/ ath hand der met vil giffue til kende/ ath ingen kand begribe eller forstaa hans vilie vden ved ordet/ oc at alle menniske vden ordet bliffue i vankundigheds mørckhed/ ind til de skiudis ned houitkolds til heluede.

✂ Vdi den femte Mose bog giffuis tilkende/ at Gud vil at der skal tnted leggis til hans ord/ och ey heller fratagis/ huilket er en fast grund och beuisning/ at Guds ord er aldelis nødtørtigt til Salighed/ Oc at den Hellig Aand der ved indleder Mennisken vdi al sandhed. Thi det er sant/ nytteligt oc nock saa at mand haffuer tcke Menniskens decret behoff met oc offuer Guds ord/ thi det vaare mørckets offuer Liuset. At Guds ord i det Ny och Gamle Testamente er nock til Salighed/ beuiser Christus hoss Lucam der som hand saa siger: De haffue 58 Mose och Propheterne/ høre sig dem/ Oc hoss Johannem: Randsager Scrifften/ effterdi at i acte eder at faa der vdi det euige liff. Oc den hellige Paulus siger: Huo som predicker it andet Euangelium/ bliffue sig forbandet. Och Augustinus siger: Huo som giffuer andre Scriffter mact eller hellige acter vden dem/ som den hellige Kircke haffuer vedtaget/ være sig forbandet.

✂ Guds ords sandhed beuisis i Christi bøn/ hoss Johannem der som hand siger: Dit ord er sandhed. Oc vdi S. Hansis Epistel. Det Gamle oc Ny bud er sant/ Oc det sande Liuss skinner nu. Mose scriffuer i den fierde bog/ Gud er icke som Mennisken ath hand kand liue. Oc Augustinus siger: Mine Brødre ieg beder eder/ giffuer act paa den hellige Scrifft/ om den haffuer bedraget nogen/ eller sagt noget och det er anderlunde skeet/ Det vil visselige saa skee til enden/ som der vdi staar screffuit/ Oc en anden sted/ Mig tyckis det at være saare skadeligt at tro noget at vere løgn i de hellige Bøger/ det er at de som haffue screffuit same Bøger skulde haffue liuget noget i deris bøger.

✂ Den hellige Scrifftis nødtørtighed giffuis klarlige nock tilkende vdi dette ene stycke/ at Troen som alene gør Mennisken salig/ foruden huilcken det er wmueligt at teckis Gud/ kand ingen anden sted findis eller hentis/ end aff Guds ord/ end aff den hellige Scrifft/ Som S. Pouel siger: Troen er aff hørelsen/ oc hørelsen er ved Guds ord.

✂ Om den hellige Scrifftis nytte oc gaffn scriffuer S. Pouel til de Romere. Huad der er screffuit/ det er screffuit til vor lærdom/ Oc i det andet Sendebreff til Timotheum/ AI den Scrifft som er offuen ned kommen fra Himmelen/ er nyttelig til at lære/ at formane/ at straffe.

✂ Sandelige effterdi at alleniste den hellige Scrifft/ som kaldis Canonica scriptura vdi det gamle och ny Testamente begriber vdi sig al den lærdom/ som er om Gud/ vere sig Louens eller Euangelij lærdom/ da bør den at skillies fra de bøger/ som den hellige Christelige Kircke kalder Apocriphos/ det er ellers nyttelige bøger som findis i Bibelen/ til Folckis opbyggelfe/ 59 alligevel at mand fan icke aff dem beuise oc forsuare vor Saltgheds lærdom/ som aff de andre/ om huilcke Christus taler hoss Lucam saa sigendis: Det er behoff at alle de ting skulle fuldkommis som staa screffne i Mose Lou/ i Propheter oc Psalmer om mig. Oc den hellige Petrus taler om Propheternis bøger/ oc siger: Prophetier komme icke aff Menniskens villie/ Men de hellige Guds Menniske talede som de vaare tiltuingde aff den Hellig Aand. Oc den hellige Augustinus siger: Lader oss vige oc samtycke vdi den hellige scrifftis myndighed/ som icke kand bedrage oc ey heller bedragis/ oc atter igen/ Jeg acter inted at vere bedre/ renere oc gudeligere screffuit end al den Scrifft som den hellige almindelige christelige Kircke holder under det gamle Testamentis naffn. Thi huad der er vdi same Scrifft/ det er || saa høyt oc saa guddommeligt/ at det er aldelis Sandhed/ oc aldermest beskicket til at verquege oc forny menniskens hw oc sind/ at huer kand opøse der aff saa meget som hannem kand nock vere/ der som hand ellers giffuer sig til at opøse gudfryctelige/ oc som den sande Religion vdkreffuer.

✂ Der faare bør alle Christne menniske/ met aller størst ære oc verdighed at anname oc lære den hellige Scrifft/ vdi de rette gamle oc ny Testamentis Canoniske bøger/ Oc holde dem icke aleniste at vere nock for en lerdom/ men ocsaa nyttelige och allermest nødtørtige til at kende Gud oc Guds Søn rettelige oc til den euige Salighed.

✂ Men om den hellige Scrifftis rette forstand/ effterdi at Christus selff oplod Disciplernis sind/ at de kunde forstaa scriffterne/ bør alle Christne det oc saa at vide/ at den hellige Scrifftis vdleggelse er icke bunden til nogen mact/ sted eller tid/ Men er en Guds gaffue som nedkommer fra Liusens Fader/ som giffuer alle rundelige/ oc giffuer sin Lou vdi deris sind at de skulle alle vere lærde/ icke aff nogen tiltuongen vdleggelse aff mennisken/ men aff Guds besynderlig naade oc gaffue/ Thi end dog mand lærer den sande lærdom om Gud aff det mundeligt ord/ ved same ords tienste oc predicken/ som der staar screffuit i Psalmen/ Din talis forklaring opliuser oc 60 giffuer de vnge forstand/ det skeer aff Textens mening i Scrifften/ effter som det der gaar faare oc følger effter i same Text/ suarer lige til same Sentens oc mening/ effter Troens rette Snore/ dog er det Faderen som inden til drager ved aanden/ Som Johannes scriffuer/ Jngen kommer til mig/ vden min Fader drager hannem.

✂ Oc den Hellig Aand er alene Mesteren oc den alter beste Scrifftens vdleggere oc Forklarere/ som Johannes siger en anden sted/ Den hellig Aand skal lære eder al ting/ oc hand skal ihu skiude eder alt det som ieg haffuer sagt eder. Thi lige som Guds Søn framførde det hellige Euangelij røst aff sin euige Faders skød/ saa er oc saa Euangelij Forstand och mening langt offuer vort skel oc Fornufft/ Oc det hellige Ords forstand er nedkommen fra Himmelen.

✂ Derfaare skulle wi altid bede Gud der om/ at hand vil oplade oc obenbare oss Scrifftens rette Forstand oc mening/ Giff mig forstand (siger Dauid) at ieg kand lære dine bud/ oc at hand vil besegele Louen i sine Discipler/ som alle Historier i alle tider bære vidne om hannem/ at hand haffuer saa giørt/ Fra den første Seth Abels broder oc ind til denne tid/ ved alle Propheter oc Discipler som haffde den gaffue til at vdlegge Scrifften/ ved huilcken hand vilde obenbare sig/ oc lade forklare sin Sons ære. Thi denne er Scrifftens besynderlig mening/ at forklare Guds Søns ære. Som Augustinus siger: Læss alle Propheters bøger/ Forstaar du icke Christum der vdi/ huad finder du der da/ som icke er wsmagende oc end daarligt til met. Forstaar du Christum der vdi/ da smager det icke aleniste/ som du læss/ men ocsaa gør dig drucken. Oc Christus siger selff: Scriffterne bære vidne om mig. Huo som icke effterfølge denne Troens rette Snore/ de forstaa icke vel den hellige Scrifft/ men vdøse oc lære idel Ketteri/ oc falsk lærdom til at gribe oc fange fattige Siæle met. Derfaare paaminder Augustinus oss ret/ der som hand siger en anden sted/ Mine aller kiæriste oss bør varlige at høre disse ting/ effterdi at wi ere ekon børn til at forstaa dem/ oc handele dem met it gudfryctigt hierte oc met skeluelse oc beuelse.

✂ Der som wi beholde denne hellige regel at wi kunde forstaa noget i Scrifften effter Troen/ som wi ere indlærde vdi/ da kunde wi ocsaa glede oss der ved lige som ved den rette gode mad eller spise/ Men der som noget er wi kunde icke forstaa effter Troens rette snore/ da skulle wi icke tuile der paa/ men holde stille mett vor forstand/ ind til wi lære at forstaa det ocsaa. Oc atter en anden sted/ Vdi alle hellige bøger bør oss at beskue/ huilcke de euige ting ere som der giffuis til kende vdi. Huad der fram sigis at være giort/ huad der Propheteris at komme skulle i framtiden/ Huad der befalis eller paamindis at mand skal gøre. Oc en anden steb/ Besynderlige raader ieg dig til at læse Apostlernis Scrifft/ Thi vdaff dem skalt du opueckis til at forstaa Propheterne/ Huor vdi hand giffuer klarlige nock tilkrende/ at det er den beste oc besynderligste vdleggelse paa Scrifften/ at vdlegge den ene sted met den anden/ oc en ypperlig gaffue at kunde vdtyde en mørck oc wforstandelig sted/ ved den som klarere oc forstandeligere er/ som Propheternis Scrifft ved Apostoliske Scrifft.

✂ Och effterdi at Christus/ der hand foer op til Himmelen/ gaff Mennisken gaffuer/ som vaare Propheter och Doctorer/ det er Scrifftens vdleggere oc vdtydere. Huo forstaar icke at Scrifftens vdleggelse er Guds gaffue/ som mand bør at bede dem om som giffue sig vd faare at haffue samme gaffue/ Saa at ingen ligmand tør tage sig faare/ at vdlegge Scrifften/ alligeuel at hand haffuer lærd at læse i Scrifften/ men hannem bør at sige som den ædel Mand sagde til Philippum Apostel/ Huorlunde kand ieg det forstaa/ vden nogen vdleggere mig det? Oc Philippus lagde hannem saa den sted vd i Esaie bog/ Som oc Christus selff vdlagde dem || aff Nazareth en anden sted vdi Esaie bog. Ellers maa vel huer selff læse den hellige Scrifft vdi sit eget tungemaal/ oc vdi andre tungemaal som hand forstaar/ huer tunge kand bekende Gud/ etc. Men vdleggelsen er en Guds besynderlig gaffue/ och it liuss som optendis i deris hierter som den hellig Aand skencker samme gaffue/ Thi det er en aff den hellig Aands besynderlige gaffuer/ som den hellige Paulus opregner til de Corinther.

✂ Men om de hellige Forfædre oc deris Scrifft oc vdleggelse/ disligeste om Concilijs oc deris Statuter/ Item om dem som vdsette den hellige Scrifft aff it tungemaal paa it andet/ lærer oc befaler den hellig Aand oss vdi S. Hansis Sendebreff/ der som hand saa siger: Prøffuer Aanderne om de ere aff Gud/ Huor ved skal mand prøffue dem? ved fundamentet som er Guds ord/ der ved skal mand dømme oc skelne imellem Guld/ Sølff oc Perler/ oc imellem Træ/ Høe oc Straa. Thi wi haffue en Mestere som er Christus/ oc til hans lærdom/ som er sandhed/ som er ren oc ingen kand bedrage/ skulle wi/ som til en ret prøffue steen/ holde alle deris Scriffter/ som wi kalde Patres/ Item alle Concilia oc Decreter/ alle Bibelens vdtolckere/ Huilcket de hellige Patres selff ville haffue/ som det kand oc beuisis vdi deris Scrifft.

✂ Den hellige Augustinus scriffuer saa til S.Hieronmum: Jeg bekender faar din kierlighed/ at ieg haffuer lært at gøre alleniste den hellige Scrifftis bøger den reuerentz oc ære/ at ieg tror vtsselige at ingen af dem som screffue same bøger haffue farit vild/ oc der som ieg finder noget i same bøger/ som icke siunis sant at være/ da tuiler ieg inted paa/ at det er ey enten forseet aff den som bogen haffuer omscrefftuit eller oc icke forstaat aff hannem/ som bogen haffuer vdtolcked/ eller oc ieg kand icke forstaa det. Andre som haffue screffuit bøger læser ieg saa/ vere sig huor hellige eller lærde de kunde vere/ at ieg holder det icke for sant at vere for de haffue saa screffuit/ men for de kunde beuise mig det sant at vere vdaff den hellige Scrifft. Jeg tror icke min broder at du haffuer anden mening/ heller at du holder dine bøger lige ved Propheters oc Apostlers bøger/ om huilcke mand maa ingelunde tuile.

✂ Disse oc andre saadane Regele vdi S. Augustini bøger/ vdi huilcke hand gør skilsmysse imellem den hellige Scrifft oc de hellige Fæderis Scrifft/ bør mand vel at mercke oc beuare/ effterdi at S. Augustinus er en Krone offuer de andre Patres. Nu ville wi ocsaa høre noget huad de andre holde der om. S. Hieronimus scriffuer saa offuer Mattheum: Det som icke haffuer sin myndighed oc beuisning aff den hellige Scrifft/ 63 maa mand saa lettelige foracte som giffue nogen mact. Oc paa en anden sted/ Man skal huercken effterfølge Foreldernis eller de gamles vildfarelse/ men den hellige Scrifftis myndighed/ oc den mact met huilcken Gud selff lærer.

✂ Gregorius scriffuer: Lader oss enten forskiude Menniskens ord/ eller oc læse dem met beskedenhed.

✂ Bernhardus scriffuer saa: Jeg vil heller opøse Saligheds lærdom ass brønden selff end aff strøme oc becke/ thi huo som forlader brønden oc søger becken/ det er til fare/ at hand ey ved enden paa becken/ falder i haffuit oc bliffuer borte.

✂ Aff disse vidnesbyrd er det io obenbarligt/ at baade de hellige Patrun och Conciliorun mact oc myndighed er hellig oc stor oc verd at holde vdi heder oc ære/ dog effter som de kunde beuise deris scrifft met den hellige Scrifft/ oc icke ellers. Thi mand nødis til at bestaa de hellige Fædre oc de hellige Concilier det at de haffue giort den hellige Christelige Kircke en wsigelige nytte oc gaffn/ met deris Scrifft/ huor met de haffue forsuarit den rette lærdom/ mod alle haande Kætteri oc vildfarelse/ Men dog kunde de icke orsagis/ at de haffue ey somme steds/ screffuit noget til aff deris eget/ vden Guds ord/ oc ere icke samdrectelige met huer andre/ saa at Gratianus in Decretis/ oc Magister Sententiarum lagde dem effter at ville forlige dem/ men det vaar dem icke mueligt.

✂ Men dem som vdtolcke Bibelen paa andre tungemaal/ bør mand saa langt at betro som de rettelige effterfølge Ebraiske oc Gredske tungemaal effter S. Pouils regel/ Prøffuer al ting/ oc holder ved det gode/ etc.

✂ Derfaare kand huer lettelige formercke at den hellige Scrifft er oc bør at vere vor bekendelsis rette grunduaal/ oc at oss bør flitelige at læse och lære den/ icke bøye der fra enten til den venstre eller høyre side.

✂ Saa er det io nytteligt oc gaat at paaminde oc formane den Christne Læsere/ at det er storlige behoff/ at de som ville læse oc forstaa den hellige Scrifft/ skulle faar alle ting inderlige oc aluorlige bede/ oc nedfalde faar Gud som faar den rette Læremestere i denne kunst/ oc begere en hellig oc god 64 Aand som dem vil opliuse/ gøre dem forstandige oc lære dem. Ja som vil gøre deris hierter/ saa meget som mueligt er/ rene aff al lastelig besmittelse oc wrenhed/ Oc rolige och stille aff den kødelig begerelsis wrolige tilfald och fristelse/ Paa det at Guds enige || sandheds billede som i den hellige Scrifft er malet/ maatte skinne oc liuse der vdi.

✂ Derfaare bør oss at føre til den hellige Scrifft pure oc rene hierter/ oc icke drage vore affecter der ind och der met besmitte hende/ men søge først Gud i den hellige Scrifft/ oc lære hans villie oc forfremme hans ære/ at wi kunde finde vor genløselse oc salighed/ oc vor nestis nytte oc gaffn. Det enfoldige Troens øye skal icke see til andet/ end til de Himmelske ting.

✂ Oc skal der ocsaa vere vdi læseren en induortis brendende begerelse oc kierlighed til den hellige Scrifft. Thi det kaaftelige Klenodi/ vil icke alenifte vere elsket/ men vil oc haffue it hungrigt oc tørstigt hierte som icke seer til andre ting/ Vilt du gaa ind i den hellige oc lønlige sted/ saa leg aff dig al hoffmod och stolthed. Thi Guds Aand skyer oc flyer saadane ting/ och boer gerne vdi it fornedrigt oc ydmygt hierte. End dog Pallatzet er vijt och herligt/ saa er dog dørren saare lau oc trang/ Derfaar maat du alt bøye din stercke oc stinde halss/ oc bucke om du vilt at mand skal lade dig ind.

✂ Naar du kommer da ind/ saa holt dig tuctelige oc christelige/ oc det som bliffuer opladit faar dig oc dig til kendegiffuit/ det beholt met stor tuet/ forundrelse oc reuerentz/ oc huad dig icke til kende giffuis i Scrifften/ det skalt du icke aff din fornufft randsage effter.

✂ Finder du noget i den hellige Scrifft som du icke forstaar/ eller dig tyckis/ at det er imod huer andet/ da skalt du icke giffue Scrifften nogen skyld eller straff/ men legge det din wforstandighed til/ oc icke den hellige Scrifft. Tenck at du forstaar det icke/ eller oc at det haffuer en anden forstand.

✂ Den rette klarhed oc klare liuss til at opsøge Scrifftens forstand/ kommer der aff/ naar mand icke aleniste gtffuer act paa huad der sigis oc skriffuis/ men om huem oc huo det haffuer screffuit eller sagt/ met huilcke ord/ paa huad tid/ vdi huad 65 mening/ met huilcke vilkaar/ huad faar oc effter gaar. Somt er skeet oc screffuit/ at wi skulle lige saa gøre/ som der Abraham trode paa Gud oc vaar hannem lydig/ Men somt at wi skulle det fly oc tage oss vare der faare/ som der Dauid tog Hustruen fra den fromme Vria/ oc loed hannem sla ihiel.

✂ Vdi saa maade maa mand viselige och forsiunlige vandre i Scrifften/ och i Troens oc kierligheds liuss/ oc det bruge met stor aluorlighed i alle ting/ oc bede oc robe til Gud om naade/ at mand ingen tid farer vild eller falder fra scrifftens rette mening. See til huad tid/ huad person huer stycke hører hen. Dette maa vere nock der om sagt/ huad mand skal holde om den hellige Scrifft/ oc hendis forstand/ om de hellige Fædris Scrifft/ Concilter oc Scrifftens vdtolckere oc huorltwde mand kommer til den hellige Scrifft/ oc huorlunde mand skal vandre der vdi/ Oc end dog at det er meget fuldkommeligere oc fliteligere tilkende giffuit aff mange fromme oc lærde mend baade i fordum tid och nu i vor tid/ dog er det nytteligt at den Chrtstne Læsere her paamindis huorlunde hand sig skal skicke til at læse vdi denne Danske Bibel Gud til loff oc sig selff til forbedring oc en salig opbyggede Vor Herre Christus giffue naade
effter hans løffte/ at hans Rige kunde formeris oc
verden kunde bedre sig oc bliffue from.

AMEN.

✂

NOTER TIL FORTALEN TIL BIBLEN 1550.

✂ Side 57:

✂ L. 11. Marginalnote Psal. 119 d. e. Ps. 119.105.

✂ L. 15. den nittende Psalme d. e. Ps. 19.8 flg.

✂ L. 18. Psal. 1 d. e. Ps. 1.1-2.

✂ L. 20. Esa. 8 d. e. Es. 8. 16 flg.

✂ L. 26. Deut. 4 d. e. 5. Mos. 4.2.

✂ L. 34. Luc. 16 d. e. Luc. 16.29.

✂ Side 58:

✂ L. 1. Joan. 5 d. e. Joh. 5.39.

✂ L. 3. Gal. 1 d. e. Gal. 1.9.

✂ L.4. August. sermo 119. de tempore vistnok Fejl for Ep. 119 = Ep. 55, Kap. 19, Classis II, Migne's Udg. II, Sp. 221: Omnia itaque talia, quæ neque sanctarum Scripturarum auctoritatibus continentur etc. (ældre Udg. Ep. 119).

✂ L. 8. Joan. 17 d. e. Joh. 17. 17.

✂ L. 10. 1. Joan. 2 d. e. 1. Joh. 2.7-8.

✂ L. 11. Nume. 23 d. e. 4. Mos. 23.19; Gud er icke som Mennisken ath hand kand liue = Vulgata: Non est Deus quasi homo, ut mentiatur; Bibeltexten: Gud er icke it Menniske at hand liuger = Luther: Gott ist nicht ein Mensch das er liege.

✂ L. 12. In de uerb. Dñi scdm[x]. Matth. Sermo 20 (Migne's Udg. V, Sp. 1890, Appendix, Sermo LXXV. l: Fratres mei, obsecro vos, attendite Scripturas sanctas, si aliquid fefellerunt; si aliquid dixerunt, et aliter accidit etc.

✂ L. 16. Ad B. Hiero. Epistola 8 = Ep. 28, Kap. 3, Classis I, Migne's Udg. II, Sp. 112: Mihi enim videtur etc. (ældre Udg. Ep. 8). Jfr. Indledn. foran S. 53.

✂ L. 20. Ebre. 11 d. e. Hebr. Kap. 11.

✂ L. 24. Ro. 10 d. e. Rom. 10. 17; jfr. Indledn. foran S. 50.

✂ L. 26. Ro. 15 d. e. Rom. 15.4; jfr. Indledn. foran S. 51 Fodnote.

✂ L. 28. 2. Timo. 3 d. e. 2. Tim. 3. 16; jfr. Indledn. foran S. 51 Fodnote.

✂ L. 31 flg. Her henvises til Augustins De doctrina Christiana, lib. 2, cap. 8, Migne's Udg. III, Sp. 40, samt til Hieronymus' Epistola præfixa Proverb. Salomonis, Baseler-Udgaven 1516, 4. Bind, Bl. 10v: ad ædificationem plebis non ad authoritatem ecclesiasticorum dogmatum confirmandam.

✂ Side 59:

✂ L. 3. Luc: ult. d. e. Luc. 24.44.

✂ L. 6. 2. Pef. 1 d. e. 2. Pet. 1. 21.

✂ L. 9 flg. De peccatorum meritis et remissione I. 22, § 33, Migne's Udg. X, Sp. 128: Cedamus igitur et consentiamus auctoritati sanctæ Scripturæ etc.

✂ L. 11 flg. De utilitate credendi ad Honoratum, Cap. 6, Migne's Udg. VIII, Sp. 74: Testor... nihil me existimare prudentius, castius, religiosius, quam sunt illæ Scripturæ omnes etc.

✂ L. 21. Luc. 24 d. e. Luc. 24.45; jfr. Indledn. foran S. 51 Fodnote.

✂ L. 30 flg. Her henvises vel til Jer. 31.34, Hebr. 8.11, Joh. 6.45?

✂ L. 36. Psal. 119 d. e. Ps. 119. 130; jfr. Indledn. foran S. 50. Side 60:

✂ L. 5. Joan. 6 d. e. Joh. 6.44.

✂ L. 9. Joan. 14 d. e. Joh. 14.26; ihu skiude eder, Bibeltexten minde eder paa.

✂ L. 17. Psal. 119 d. e. Ps. 119. 73: Giff mig forstand at ieg kand lære dine bud = Vulgata: da mihi iniellectum, ut discam mandata tua; Bibeltexten: vnderuiss mig/ at ieg lærer dine Bud = Luther: Vnterweise mich/ das ich deine Gebot lerne.

✂ L. 18. Esa. 8 d. e. Es. 8.16; jfr. S. 57, L. 20.

✂ L. 25 flg. Augustin, In Ioannis Evangelium Tractatus IX, § 3, Migne's Udg. III, Sp. 1459: Lege libros omnes propheticos etc.

✂ L. 29. Joan. 5 d. e. Joh. 5. 39.

✂ L. 34 flg. Augustin, In Ioannis Evangelium Tractatus XVIII, § l, Migne's Udg. III, Sp. 1536: Itaque, charissmi, valde caute hæc audire debemus etc. Jfr. Indledn. foran S. 53. Side 61:

✂ L. 7 flg. Augustin, De Genesi ad Litteram, libri duodecim, I, cap. l [Orig. har fejlagtigt cap. 2], Migne's Udg. III, Sp. 247: In Libris omnibus sanctis intueri oportet/ qvæ ibi æterna intimentur etc.

✂ L. 11 flg. Augustin, Ep. 132, Classis III, Migne's Udg. II, Sp. 508: Præcipue Apostolorum linguas exhortor ut legas etc. (Ældre Udg. Ep. 1).

✂ L. 20. Ephe. 4 d. e. Ephes 4.8 og 11.

✂ L. 27. Act. 8 d. e. Ap. G. 8.31.

✂ L. 27. vdleggere for vdlegger. Fejlen skyldes "falsk Etymologi"; idet Endelsen -ere ofte bevares i Skrift (f. Ex. i den aller beste Scrifftens vdleggere oc Forklarere S. 60, L. 7), mens den er tabt i Talesproget, indsættes den undertiden ogsaa, hvor den ikke er hjemlet.

✂ Side 61 (fortsat):

✂ L. 28. Esa. 53 d. e. Es. 53.7.

✂ L. 29. Luc. 4 d. e. Luc. 4. 17 flg.

✂ L. 30. Isaie 61 d. e. Es. 61.1.

✂ L. 32. Rom. 14 d. e. Rom. 14. 11.

✂ L. 36. 1. Cor. 12 d. e. 1. Kor. 12. 10 Side 62:

✂ L. 5 flg. Ioan. 4 d. e. 1. Joh. 4. 1.

✂ L. 16 flg. Augustin, Ep. 82, Classis II, Cap. 3, § 24, Migne's Udg. II, Sp. 286:... tantummodo Scripturis canonicis hanc ingenuam debeam servitutem etc. (Ældre Udg. Ep. 19).

✂ L. 35 flg. Hieronymus, Super Mattheum cap. 24. Ikke egenligt Citat; findes omtrentlig i Baseler-Udgaven 1516, 9. Bind, Bl. 35v. Side 63:

✂ L. 1. lettelige d. e. "let"; Meningen kræver "lidt".

✂ L. 2 flg. Hieronymus, Super Iere. cap. 9. Baseler-Udg. 1516, 5. Bind, Bl. 133v: Ergo nec parentum nec maiorum error sequendus est, sed auctorttas scripturarum et Dei docentis imperium etc.

✂ L. 21. Decretum Graiiani danner første Del af "Corpus juris canonici" og samledes af Gratianus c. 1150.

✂ L. 21. Magister sententiarum; saaledes kaldtes Petrus Lombardus (d. 1164) efter sit Hovedværk "Sententiarum libri IV", i hvilket han samstiller Kirkefædrenes - især Augustins - Udtalelser om de forskellige Dogmer, med Tilføjelse af herfra afvigende Opfattelser, som han derpaa imødegaar.

✂ L. 26. 1. Thessa. 5 d. e. 1. Thess. 5.21.

✂

TEXTRETTELSER.

✂

S. 58	L. 4.	Marginalnote	sermo	Orig.	sermo.
-	L. 16.	-	sermo	-	sermo-
S. 59	L.9.	-	et	-	et.
S. 60	L. 32.		lærdom	-	lærdum
-	L. 33.		oss ret/	-	/ oss ret
-	L. 35.	Marginalnote	Tracta.	-	Tracta
S. 61	L. 7.	-	gene.	-	gene
-	-	-	ca. 1.	-	ca. 2.
-	L. 24.		ingen	-	igen (for [x]gen).
S. 62	L. 22.		haffuer	-	haff- (Linjeskifte).

✂

EN DAGLIG OG PERSONLIG BEKENDELSE
NYTAARSGAVE TIL KØBENHAVNS INDBYGGERE
1551.

70
71

✂

INDLEDNING.

✂

I.

✂ DETTE lille Skrift skænkede Palladius Københavnerne som Nytaarsgave 1551; det maa derfor formodes, at det er udkommet ved Begyndelsen af dette Aar. Skriftet er vistnok uden direkte Forbillede: Sproget har ikke Oversættelsens Præg, men viser ved sin Brug af folkelige Billeder Slægtskab med Sproget i Visitatsbogen. Et Par Exempler herpaa kan fremhæves. I det første Stykke, Bekendelsen, taler Synderen om, hvorledes Menneskets Hjerte (dvs. Sjælen) drages med af Sanserne i Syndens Fordærv: "Mine fem Sind (dvs. Sanser) har brugt sig mangfoldigt i Synd; mit Hjærte har fulgt dem efter i mange Stykker som et Nød til Slagterboden". I det andet Stykke, Bønnen, beder Synderen, at han maa faa Kraft til at modstaa de onde Lyster; "Styrk mig derfor, o Herre og Fader, og lær mig den rette Kunst at styre mit Kød og Blod; og naar jeg bliver for balstyrig og kan ikke selv binde mine onde Begæringer i Bidsel og Tømme, da vilt du hjælpe mig med dit hellige Kors - dog naadelige og maadelige". Efter Bekendelsen og Bønnen følger Taksigelsen, og dermed slutter Skriftet.

✂

II.

✂ Følgende Udgaver findes:

✂ 1. Originaludgaven 1551, der er optrykt nedenfor. Den er i lille Kvartformat, som det facsimilerede Titelblad viser, og bestaar af 7 Blade, signerede A-A4, B-B3. Titlen er omgivet af en Ramme, paa hvis nederste Stykke er fremstillet et Skjold med Hans Vingaards Navnetræk, baaret 72 af to Engle (sml. Titelrammen I. Bind, S. 311); paa Titelbladets Bagside (se nf. S. 76) findes et Træsnit af Kristus paa Korset, foroven ses Sol og Maane, ved Korsets Fod Marie og Johannes. Texten er udstyret med smukke Initialer og Vignetter (se ovenstaaende Gengivelse af Bl. B2r; jfr. nf. S. 80, L. 15 flg.).

✂ 2. Et bogstavret Optryk af Originalen i en Bønnebog fra 1553: En skøn liden Bønbog... Fordansket aff Francisco Vormorsen... oc nu forbedret met mange andre skiøne Bøner... Anno 1553. Denne indeholder: 1. Frans Vormordsens Bønnebog, frit bearbejdet. 2. Peder Palladius' En Undervisning kortelig at bede. 3. Palladius' "Nytaarsgave", der findes Bl.R2r-S4r og har følgende Titel:

✂ Bønnebogen, der som hosstaaende Facsimile af Bl. S 2v viser, er i meget lille Oktav, vil blive nærmere omtalt nedenfor i Indledningen til "En Undervisning kortelig at bede".

✂ Det eneste bevarede Exemplar, der er stærkt beskaaret, findes paa det kgl. Bibliothek.

✂ 3. Et ordret, men ikke bogstavret Optryk i den ældste bevarede Udgave af Palladius' "Et almindeligt Skriftemaal", Kbh. 1561. Palladius' Nytaarsgave, der findes Bl. B4v- C6r har følgende Titel:

✂ Bogen vil blive nærmere omtalt nedenfor i Indledningen til "Et almindeligt Skriftemaal".

✂ 4. Et ordret, men ikke bogstavret Optryk i H. P. Resens Jesv Christi Testamente, trykt i Oktav hos Henrich 74 Waldkirch i København; uden Aarstal. Palladius' Skrift findes Bl. G5r-Hlr, Titlen lyder:

✂ 5. Samme Bog i Duodez, ligeledes trykt hos Henrich Waldkirch; uden Aarstal. PaUadius' Skrift findes her Bl. I1r-I9r. Titlen lyder:

✂ Derefter følger som i Nr. 4 Opfordringen til Bekendelse oc Bøn.

✂ 6. Optryk i en Udgave af "Et almindeligt Skriftemaal" fra 1652 (Udgaven vil blive omtalt nærmere i Indledningen til Skriftemaalet).

✂ Palladius' Nytaarsgave findes Bl. A9v-B5v og har følgende Titel:

✂ Ligesom Titlen er en nøje Gengivelse af 1561-Udgaven; saaledes er ogsaa Texten aftrykt ikke blot ordret, men for det meste bogstavret, efter det hundredaar-gamle Tryk.1

✂

En daglig oc personlig Bekendelse
faar Gud.

✂ ALmectige Gud oc Himmelske Fader/ Jeg bekender mig it armt syndigt Menniske faar dit ansict/ at ieg haffuer veret dine hellige Budord imod/ Dig vnder øyen/ oc min fattige neste til skade. Saa at mit kød oc blod taar icke trolige forlade sig paa dig/ eller kalde dig en god oc naadig Fader/ Men holder saa faare/ at du est mig vred/ Ja min strenge Dommere/ Som vil straffe/ forskiude/ forderffue oc ødelegge mig/ huilcket ieg haffuer oc vel fortient/ om retten skal haffue sin gong.

✂ Thi mine fem Sind haffue bruget sig mangfoldelige i Synd/ mit Hierte haffuer fuld dem effter i mange styckere/ som it Nød/ til slactere || boden/ Først met wgudelige tancker/ der effter er kommen en Syndig lyst/ effter den er kommen en vnd begering/ saa at det er kommen der nest til Samtycke/ saa til Gerningen i seg selff/ oc den er kommen i vaane/ saa at der effter haffuer fuld en haardnackedhed oc frimodighed i Synden/ den at fordagtinge/ saa lenge/ at ieg nu er bleffwen saare forskrecket oc fortuilet/ at ieg er vad for langt vd/ oc vil falde vdi Mishaab/ saa at ieg gruer for den euig fordømmelse/ oc er vel kommen longt offuer halff weyen/ rette vey ned til Heluedis affgrund/ saa at min orm skulde aldri dø/ min Ild aldri vdslyckis/ men vare til euig tid.

✂ Hvor met ieg nu vrier oc vender mig/ anseendis min Synds suarhed/ ionguarendehed/ seduane oc isted wendelighed/ huor met ieg haffuer visselige fortient din euige vrede oc wgunst/ Louens formaledidelse/ || den euige død/ dieffuelen/ heluede oc fordømmelse/ vden al ende. Her er min Sorg/ bedrøffuelse oc grædende taare/ Her henger mit Kød oc Blod/ lenger kunde de icke komme.

✂ Dog aff dit Salige ord/ oc Euangelium/ som ieg huffuer hørt om din Kære Søns Jesu Christi verdskyld/ staar nu min Aand/ imod mit Kød oc Blod/ oc vil icke lenger fram paa den onde vey met Cain oc Juda/ som løber ned til Heluede/ Men vil om igen paa den anden vey met Peder och Magdalene forhaabendis/ ath du bliffuer mig dog en naadig Fader ved Jesum Christum.

✂ Huor faare ieg vil icke aldelis offuergiffue mig/ effter mit kiøds oc Blods indskiudelse/ Men ieg angrer oc fortryder min Synd/ och vil rette oc bedre mig/ aff hw och || Hierte/ oc indflyer til din blote oc bare naade oc miskundhed/ oc dypper mit arme syndige hierte/ met min Tro/ ned vdi vaar Herris Jesu Christi røde/ rosens Blod/ oc er vis paa alle mine Synders forladelse/ ved hans hellige Døds oc pinis verdskyld/ forhaabendes/ at ieg maatte siden leffue vnder det hellige Kaarss/
vdi gode Gerninger at beuise min neste/ oc vdi den rette
Guds dyrckelse/ til min døde dag/

AMEN.

✂

En daglig Bøn der paa til Gud.

✂ DEr faar beder ieg dig/ O kære Fader/ at du vilt aff din euige Godhed/ for Jesu Christi skyld/ forlade mig alle mine framfarne Synder/ oc aldri regne mig til Synd/ Det som daglige henger vdi mit Kød oc Blod/ aff min oprindelig Synd/ som ieg icke kand || bliffue aff met/ før end/ ieg bliffuer ocsaa aff med dette legomlig liff. Oc at du vilt giffue mig den Hellig Aands naade/ at verie oc styre den onde Natur oc min oprindelig synd at de met Dieffuelens oc Verdens tilskyndelse/ icke skulle kunde faa/ saa stor mact met mig/ effter denne dag/ at de saa skulle offuerfalde mig/ met Syndige tancker/ Samtycke/ Gierning oc seduane/ som til forne/ Men at ieg kand oc maa/ staa dem imod/ met min Aands sterckhed/ ved dit Salige Ord/ at ieg icke lyder dem at/ oc falder saa i din vrede igen.

✂ Lad mig heller da begræde min Naturis skrøbelighed/ oc vocte mig for Dieffuelens Falsk oc Suig/ komme dine løffter oc tilsigelser ihw/ at ieg icke forkaster dem/ men at ieg kan skride mandelige mod mine Fiender/ Fly al aarsag oc tilskyndelse til Øynd/ vare paa mit embede/ faa mig strax gode || tancker/ end oc saa med faste oc affhold/ vennis fra deris indlaackelse/ lift oc bedregeri/ oc icke lenger lade mig forføre aff dem/ til din fortørnelsse/ til min Nestis skade/ oc til min egen forderffuelse oc fordømmelse.

✂ Saa ath effterdi du haffuer giort skiffte met mig/ oc giffuit mig/ for Synd/ retferdighed/ For skyld/ wskyldighed/ for straff oc pine/ ære oc glæde/ for din vrede/ dit venskab/ for Louens formaledidelse/ Jesu Christi Benedidelse oc verskyld/ for den euige død det euige Liff/ for den euige Fenxel oc Tiranni/ en affløsning oc Frihed/ fra Dieffuelen/ Heluede oc fordømmelse/ da fli det saa/ at ieg icke vddriffuer fra mig igen/ den Helligaands Naade/ oc ey heller optender i mig/ oc føder de onde begeringer/ men staar imod dem/ demper dem ned/ oc slycker dem vd/ at det siste || bliffuer icke verre met mig/ end det Første.

✂ Styrcke mig der faare/ O Herre oc Fader/ oc lær mig/ den rette konst/ at styre min fød oc blod Oc naar ieg bliffuer for balstiyrig/ oc kand icke selff binde mine onde begeringer i bidzel oc tøme/ du vilt da hielpe mig/ met det Hellige Kaarss/ dog Naadelige oc maadelige/ at ieg bliffuer icke borte met/ naar du vilt driffue mine onde begeringer bort/ saa at naar du vilt straffe dem i din vrede oc hastighed/ du vilt da spare mig vdi din Naade/ Dog saa/ at de faa icke deris fremgong/ met mig/ Gack imellem dem oc mig/ met dit Suerd/ der som det skal
recke til mig met/ da lad det bliffue naadelige oc maadelige/
oc meg til gode for Jesu Christi skyld

Amen. ||

✂

En daglig Tacsigelse/ der paa/ til Gud.

✂ NV er ieg/ min Himmelske Fader/ glad aff mit gantske hierte/ oc tacker dig ydmygelige/ for god trøst oc husualelse/ at du haffuer hørt min bekendelse/ oc bønhørt mig/ ved din kære Søn Jesum Christum/ vnd mig hoss hannem at bliffue met min Tro/ oc at tiene min Neste/ vdi mit embede oc kald/ met Kierligheds Gierninger ind til min døde dag/ imod alle mine fiender oc wuenner/ Aandelige oc legomlige/ Forderffue deris anslag/ opsæt/ oc onde vilie mod mig/ oc fri mig fra dem/ Det samme begerer ieg/ for
alle Christne/ Dig Kære Fader/ din Søn Jesu
Christo/ oc den Hellig Aand/ ske loff
priss oc ære/ til euig tid

AMEN. ||

✂

En anden Tacsigelse vdi almindelighed/
Thi wi kunde aldri fuldtacke Gud.

✂ JEg tacker dig Almectigste Gud vor Herris Jesu Christi euige Fader som haffuer skabt alle ting/ oc beuarer dem/ met din euige Søn Jesu Christo/ oc din Hellig Aand/ du vise/ retferdig oc naadig Gud/ en dommer oc hielper/ som haffuer obenbaret oss dig/ Oc send din Søn til Verden/ Oc beskicket hannem til it Offer for oss/ oc haffuer giffuet || oss dit Hellige Euangelium/ Oc holder det ved mact hoss oss/ oc haffuer vduold dig en euig Kircke/ oc forlader oss vore synder/ oc tager oss til naade/ for din Søns skyld/ oc du vilt visselige bønhøre oss/ oc hielpe oss/ oc giffue oss den Hellig Aand oc det euige Liff.

✂ Jeg tacker dig Herre Jesu Christe/ at du est død for oss/ och haffuer lagt paa dig/ Guds retferdig oc gruselig straff/ som wi 81 haffue fortient met vore synder/ Och haffuer forligt oss met din euige Fader/ oc du est opstanden igen/ fra de døde/ at regere oss oc gøre oss Salige/ Oc du haffuer giffuit oss dit Hellige Euangelium oc vilt beskerme oss oc giffue oss den euige salighed. ||

✂ Jeg tacker dig/ du euige Hellig Aand/ at du opliuser oss oc giffuer oss forstand paa Guds ord oc gode raad/ oc regerer oc leder vort hierte til dygdelighed oc Gudfryctighed.

✂ Jeg tacker deg Euige Gud/ som haffuer obenbaret oss dig/ vdi Christo Jesu/ for alle velgierninger/ for du holder din lærdom oc Kirke ved mact/ for god Regiment/ næring/ fred/ oc formildelse paa vor straff/ For disse store velgerninger tacker ieg dig Gud/ vor Herris Jesu Christi euige Fader/ oc beder dig
aff mit gantske hierte/ for din Søn Jesum Christum vor
Herre/ som er Kaarsfest oc oprest igen aff døde/
at du vtlt regere oss met den Hellig Aand/
her effter oc euindelige.

AMEN. ||

✂

Prented i den Kongelige Stad Københaffn hoss Hans Wingaard/ i det ny Kloster
stræde/ Aar effter Guds byrd/
MDLI.

✂

NOTER TIL PALLADIUS' "NYTAARSGAVE" 1551.

✂ S. 76. I. N. R. I. d. e, Jesus Nazarcnus Rex Judæorum.

✂ S. 77, L. 13. mange styckere for mange sfycker jfr. vdleggere for vdlegger foran S. 67 (Note til S. 61, L. 27).

✂ S. 77, L. 13-14. som it Nød/ til slactereboden, sml. det lignende Udtryk i Ap. G. 8.32.

✂ S. 77. L. 16. Samtycke "Begær", se Kalckar III, 683a.

✂ S. 77, L. 17. i vaane d. e. "i Vane".

✂ S. 77, L. 22. longt offuer halff weyen/ rette vey, "langt over Halvdelen ad den lige Vej".

✂ S. 77, L. 26. isted wendelighed "næsten Uendelighed"; jfr. Kaikar IV, 89a, hvor dog intet Exempel findes paa ganske samme Brug af "isted".

✂ S. 78, L. 20, 22, 25, Marginalnoterne. Tallene henviser til de tre Bønner om 1. at forlade den bedendes egne Synder, 2. ikke at regne til hans Synd den medfødte Synd, 3. at give ham den Helligaands Naade til at besejre Synden.

✂ S. 79, L. 2-7. Tallene henviser til Synderens Pligter: 1. at vogte sig for Djævlens Svig, 2. ihukomme Guds Løfte, 3. stride mod de onde Magter o. s. v.

✂ S. 79, L. 10 Marginalnote. O vel skifft, Orig. Q vel skifft, Resens Udgave O vel skifft. Meningen af det første Bogstav er uklar; vel skifft kan enten være Subst. Skifte, Skift (se Kaikar III, 785a), med vel brugt adjektivisk, eller Partc. skift, med vel brugt adverbielt. Q er muligvis, som Resen har antaget, Trykfejl for Interpunktionen O, saa Betydningen af Marginalnoten bliver "O lykkeligt Skifte" eller "O lykkelig omskiftet".

✂ S. 79, L. 10-14. Tallene i Marginen henviser til de syv gode "Skifter", Gud har givet den bedende: 1. Retfærdighed for Synd, 2. Uskyld for Skyld, 3. Ære og Glæde for Straf og Pine o. s. v.

✂ S. 79, L. 21. min kød oc blod; formodentlig skyldes Fælleskønsformen Palladius' jydske Mundart; i de senere Udgaver er den rettet til Intetkøn, ligesom dette er det almindelige i Originaludgaven (se S. 77 L. 6 og 30, S. 78 L. 3, 8 og 23) jfr. Kaikar II, 706b.

✂ S. 80, L. 9. opsæt "onde Anslag, Rænker" (se Kaikar III, 356b).

✂ S. 81, L. 14. oprest; i de følgende Udgaver er denne ældre Form erstattet af den fra Nedertysk paavirkede Form opreyst, som ogsaa er den almindelige i Biblen 1550.

✂

OVERSÆTTELSE AF
BERNARDINO OCHINO MÆRKELIGE BØNNER
1551.

84
85

✂

INDLEDNING.

✂

I.

✂ I November 1550 døde den rige Hr. Mourits Olsen Krognos til Bollerup efterladende sig som Enke Frue Elline Gjøe, en Søster til Birgitte Gjøe og Albert Gjøe. Som foran omtalt (S. 40) stod Palladius i Venskabsforhold til de gudfrygtige og boglærde Gjøe'er. I 1549 havde han skrevet Fortalen til Alb. Gjøe's Loci communes (se Bind I, S. 318 og 341), i 1550 havde han tilegnet Birgitte Gjøe og Herluf Trolle sin Oversættelse af Veit Dietrichs Trøstesprog, og nu i 1551 sender han Fru Elline sin Bearbejdelse af Ochino's Bønner til Trøst i hendes Enkestand.

✂ Tilegnelsen er mærkelig derved, at den ret indgaaende gør Rede for Forholdet mellem Original og Bearbejdelse, et Forhold man i hin Tid ikke plejede at skænke megen Omtale. Palladius skriver her: "denne lille Bønnebog indeholder tredive smaa Bønner, hvilke jeg uddrog af to lange Latins Bønner, som en lærd og from kristen Mand af Valland, ved Navn Bernardinus Ochinus af Senis, udi Papisteri, giorde og bad" og han tilføjer: "Jeg lod ikke disse Bønner blive ved den Langhed, som de havde tilforne, paa det ingen skulde kedes ved at læse dem."

✂ Paa Grundlag af disse Oplysninger skulde det ikke synes vanskeligt at finde det latinske Skrift, der var Grundlag for den danske Bearbejdelse. En Gennemgang af den meget udførlige Ochino-Bibliografi, der findes i Karl Benrath's "Bernardino Ochino"1 viste imidlertid, at intet af de * 86 latinske Skrifter eller Dele af Skrifter kunde være identisk med de af Palladius omtalte "to lange Latins Bønner". Originalen maatte vel da være gaaet tabt. Dette skulde dog vise sig ikke at være Tilfældet.

✂ Blandt det kgl. Biblioteks ganske faa Ochino-Skrifter findes to smaa tyske Traktater sammenhæftede i en rød Pergaments Mappe. Titlen paa disse Skrifter er:

✂ 1. Von der Hoffnung aines Christlichen gemüts. Wie dieselbige jr vnzweyfliche gewissenschafft/ durch den glauben der Almächtigkait/ Weysshait/ Güte vnd Barmherfzigkait Gottes/ inn Christo bestendigklich yebe. Durch den Gottsäligen vnnd Hochgelerten Herren Bernhardino Ochino/ kurtz verschiner zeit in Italianischer sprach/ jm selbs/ vnd andern guthertzigen zu trost gestellt.

✂ Paa sidste Blad:

✂ Getruckt zu Augspurg/ durch Philipp Vlhart. 1547.

✂ 2. Ain christlichs schöns vnd trostlichs Bett/ in dem/ mit wunderbarlicher kürtze/ die gantz säligkait vnnd gerechtigkait/ wie die mit verleügnuss vnd zunichtigmachung sein selber/ vnd auss ainiger genad Gottes/ durch Christum Jesum/ der mensch erlange/ gar trostlich vnd reichlich begriffen ist/ sampt ainer rechten waren geschrifftgelerten Biblischen vnd Christenlichen Beycht. Durch Bernhardinum Ochinum von Senis in Welsch beschriben/ vnd verteütscht.

✂ Paa sidste Blad:

✂ Getruckt zu Augspurg/ durch Philipp Vlhart.

✂ Sammenligner man disse to Skrifter med Palladius' Mærkelige Bønner, vil man se, at det sidstnævnte Værk er en ordret Fordanskning af de første; kun har Palladius skaaret de to Traktater i 30 Smaastykker, givet hver af disse sin egen Overskrift med stor Skrift - ganske efter moderne journalistisk Princip - "paa det ingen skulde kedes ved at læse dem". "Ain Christlichs schöns vnd trostlichs Bett" svarer til "Indgangen" og 1.-9. Bøn, og 87 "Von der Hoffnung aines Christlichen gemüts" svarer til 10.-30. Bøn. Nogle Exempler vil tilfulde belyse Forholdet mellem Original og Oversættelse.1

Palladius' Mærkelige Bønner,
Bl. A5r, nf. S. 107:

DEN FØRSTE BØN
at giffue sig skyldig oc Herren
i vold.

O Herre/ effterdi at ieg haffuer til denne dag/ regeret mig effter min blinde fornufft/ saa at ieg haffuer ilde leffuit/ Thi ieg haffuer veret en stor offuertredere/ lige tuert imod dine Hellige Budord. Men effterdi at ieg kand nu bekende det ved din naade/ flyer ieg til dig om hielp oc trøst/ oc skencker dig aff mit hierte/ alt mit Timelige Gods/ Heder oc ære/ Børn oc foreldre/ slect oc venner/ min karskhed oc sundhed/ liff oc Siel/ oc alt det mig tilhører/ inted vnder taget. Brug ved mig mild eller haard lægdom/ effter som du selff kant dømme at vere nytteligt imod min bræck o c brøst.

Ochinus' Ain Christlichs Bett, Bl. Alv, L.6 f.n.:

Aber vnder anderem/ wolt ich/ das du zu jm sprechest: Herr/ weil ich mich biß auff disen tag/ durch mein blinde vernunfft hab regieren wöllen/ so hab ich auff das ergest gelebt/ Ich bin überzwerch/ vnd in das widerspil gangen. Weil ich nun diß durch dem gnad erkenne/ so kumm ich zu dir vmb hilff/ vnd schenck dir hiemit von hertzen/ mein zeitlich gut/ zeitliche ehr/ kinder/ eltern/ freünd: mein gsundthait/ leben/ seele/ vnd alles was mein ist/ nicht außgenommen. Gebrauch gegen mir/ süsse oder herbe artzneyen/ nach dem du es meiner sucht vnnd gebrechen für nutz erkennest.

* 88

Jeg giffuer mig gantske wdi din vold/ Handle mct mig/ effter din Guddommelige vilie/ aleniste at ieg maatte bliffue Salig ved dig/ O Herre/ Amen.

DEN ANDEN BØN
At giffue sig hart ind/ til Guds
kierlighed.

O Herre/ Jeg haffuer ingen raad eller vndsetning/ wden hoss dig alene. Der faare/ giffuer ieg mig gantske hen/ vnder dit regemente/ Thi ieg veed vel/ at du lader icke dine vdualde leffue i ledighed oc ørckeløshed/ Men du øffuer dem wdi alle dygder at de kunde bliffue retsyndige oc fuldkommelige.

Palladius' Mærkelige Bønner, Bl. B4r, nf. S. 111:

DEN TIENDE BØN
Om Guds almectighed.

O Herre Gud/ ieg veed at du est aleniste Gud i Himmelen oc paa Jorden Stor oc almectig/ oc at du kant frelse mig/ met din almectigheds krafftighed/ der som ieg end vaare aldelis forblindet/ oc icke kende dig. Ja der som ieg end haffde it hierte haardere end en Demant/ oc vaare wlydig/ genstridig oc lige tuert imod din vilie/ Ja huad vil ieg mere sige/ der som ieg end vaare rodfest wdi alt ont/ oc nedsuncken wdi al ondskabs oc skalckheds dybhed/ dog veed ieg alligeuel til Fuld visse/ oc foruden al tuil/ at du kant opliuse mig/ oc gøre mit haarde hierte/ vegt oc bløt/ Der faare kalde mig til dig/ Forny mig/ omkringuend mig/ affløss mig aff alle mine synder/ oc gør mig retferdig from oc hellig igen/ som du giorde S. Pouil/ oc mange

Ich übergib mich dir gantz aigen/ handlen mit mir nach deinem göttlichen willen/ allain das ich durch dich salig werd.

[Herefter fortsættes umiddelbart i
samme Linje:]

Ich hab kain scheüchnuß/ mich gantz vnd gar/ deiner regierung zu befelhen/ ob ich schon wol waiß/ das du die deinen nit im müssiggang lassest/ sonder in allen tugenten übest/ damit sy volkommen werden.

Ochinus' Von der Hoffnung, Bl. A2v, L. l flg.:

Herr Gott vater/ Ich waiß das du allain Gott bist/ im Himel vnd auff Erden/ auch gewaltig vnd Allmächtig/ vnd mich auß sollicher deiner Allmächtigen krafft/ allain kanst sälig machen/ So ich schon zu deiner Erkendtnuß blind/ vnd dermassen verstockt/ das ich ain hertz herter/ als Diemant/ vngehorsam/ widerspenstig/ vnd deinem Götlichen willen in allem zuwider hette/ auch im argen vest vnd steiff eingewurtzlet/ vnd in abgrundt aller boßhait vnd laster eingefallen wäre/ So waiß ich doch gewiß vnd vnzweyfelbar/ das du mich kanst mit deiner erkantnuß erleüchten/ mein verstockt hertz erlindern vnd besänftigen/ mich zu dir ziehen/ ernewern/ bekeren/ von allen meinen sünden erledigen/ vnd mich wie 89 andre dine vdualde/ oc det/ til dit loff oc ære/ Amen.

DEN ELFFTE BØN
Om Guds Viisdom.

O Herre Gud/ Jeg veed til Fuld visse/ at du est altid en stor almectig Gud at du kant igenløse oc frelse mig/ foruden min møde oc arbeide. Ja meget mere/ met din ære oc loff. Paulum/ vnd vil ander deine außerwölten/ widerumb gerecht/ frumm/ vnd hailig machen.

[Derpaa fortsættes i ny Linje:]

Vber das alles/ waiß ich auch gewiß/ das allweyl du ain Allmächtiger/ Gewaltiger Gott bist/ das du mich kanst on alle dein müh/ verdruß/ arbait/ kostung/ noch schaden/ sonder vil mehr mit deinen höchsten ehren vnd preyß/ erlösen vnd sälig machen.

✂ De her citerede Steder vil have vist Palladius' Fremgangsmaade. Hver Bøn gøres til et Hele paa den simple Maade, at den forsynes med en Overskrift, et Indlednings-O Herre og et Slutnings-Amen el. lign. - Som almindeligt i Palladius' Oversættelser gengives Originalens Enkeltord ofte ved Tautologier. I 1. Bøn er hilff oversat ved hielp oc trøst, ehr ved Heder oc ære, freünd ved slect oc venner, gsundthait ved karskhed oc sundhed; i det anførte Stykke af 2. Bøn er müssiggang oversat ved ledighed oc ørcheløshed og volkommen ved retsyndige oc fuldkommelige. Af de mangfoldige andre tautologiske Gengivelser nævner jeg: i 5. Bøn er puncten oversat ved puncter oc artickler, i 6. Bøn er sich entdecke oversat ved giffuis til kende/ forklaris oc obenbaris; i 17. Bøn gengives ain pfand ved it pant oc Guds penning, og i 19. Bøn gengives zwar ved sant oc vist og zu beweysen ved at giffue oc beuise. Disse Tautologier skyldes jo aabenbart Palladius' Tilbøjelighed til ikke at nøjes med ét Ord, hvor han kunde bruge to. Men Aarsagen til den tautologiske Oversættelse kan ogsaa være en anden: Palladius' svigtende Kendskab til Originalens Sprog. Saaledes gengiver han aberwitz "Uforstand" ved modstand oc genstridighed (nf. S. 108, L. 10), arbaitsäligkait "Kummer" ved møye oc arbeyde i synden (nf. S. 122, L. 21) og scheüchnuss "Angst" ved raad eller vndsetning (nf. S. 107, L. 21), hvorved hele Stedet forvanskes (se Citatet ovf. S. 88) 90 Ogsaa paa anden Maade viser det sig, at Palladius ikke har mestret det tyske Sprog. For Ordet "Taare" bruges to Gange Dialektordet trähe, én Gang Ordet zähre; alle tre Steder benytter Palladius mere og mindre dækkende Omskrivninger: I 8. Bøn, nf. S. 110, L. 26, skriver Pall. din pine oc blodige sued, Orig. har: deine träher/ dein schwaiss vnd blut, i 22. Bøn, nf. S. 118, L. 13, skriver Pall. din forligeisis salige strøme oc becke, Orig. har: die haylsamen träher der versönung, og i 29. Bøn, nf. S. 122, L. 13, skriver Pall. met en bedrøffuet Aand, men Orig. har: mit den zehern des gemüts. Ikke sjældent er Konstruktionen gaaet i Stykker ved Overførelse til Dansk. I 12. Bøn, nf. S. 112, L. 17 flg., vil man forgæves søge andet Led til Sætningen effterdi at din Kierlighed o. s. v. Palladius har her ladet sig vildlede af Originalens Tegnsætning, og gjort Sætningen: Jeg veed ocsaa det o. s. v. (L. 20) selvstændig, mens i Originalen den sidste Sætning staar som Eftersætning til den første: dieweil zugleich auch die grosse unausssprechliche liebe... nit minder vnbegreiflich.. ist.. Derhalben so waiss ich auch.. Ikke meget bedre er det gaaet med Begyndelsen af 30. Bøn, der i Orig. lyder: Die arbaitsäligkait/ Herr/ bewegt die Barmherzigkait... Allweil dann meine arbaitsäligkaiten vnd übertrettungen grösser seind/ weder zuerzellen müglich/ also das sy auch die vnbarmherzigkait möchten überwinden. So hab ich so vil dest mehr zuhoffen... Dette gengives: O Herre oc Gud/ møye oc arbeyde i synden oc i offuertredelse ere en beuegelse til Barmhiertighedl oc io større offuertredelsen er/ io mere er forladelse behoff/ effter at min offuertredelse er stor oc wtallig oc hun haffuer vel forskylt din vrede oc wgunst/ dog haffuer ieg saa meget distørre haab...1

* 91

✂ Endnu kan det nævnes, at i 26. Bøn er Betydningen af den partitive Genitiv misforstaaet; Originalens das ich eben derselben ausserwölten Schäflin aines bin er oversat: jeg er aldelis det samme vdualde arme Faar (nf. S. 120, L. 29).

✂ Heller ikke har Palladius evnet at genskabe i det danske Sprog den henrivende Veltalenhed, som bragte Ochino's Samtid til at jævnstille ham med Savonarola, og som man selv i den tyske Oversættelse levende fornemmer. Jævnførelse mellem Palladius' Bearbejdelse og den tyske Oversættelse af 16. og 17. Bøn vil vise Forskellen:

Palladius' Oversættelse, nf. S. 115, L.6 flg.:

O huilcken en naadefuld oc stadig Fred/ haffuer nu mit Hierte oc min Samuittighed/ saa at ieg veed/ oc er vis paa/ at du est icke lenger min Fiende/ icke vilt du heller regne mig mine synder til/ eller vere mig en streng dommere/ Men du est vorden mig en Barmhiertig oc Naadefuld Gud/ som haffuer fraa begyndelsen regnet mig met wdi talet iblant dine vduolde/ Oc haffuer annammet mig til din Søn/ oc til Christi broder/ oc haffuer giffuit mig alting ved hannem. Ja/ hannem selff faar mine øyen/ met alle hans velgerninger oc verdskyld/ Lad mig der faare bliffue delactig wdi alt det gode/ som du haffuer i Himmelen/ ved den samme din Søn Jesum Christum vor Herre/ Amen.

DEN SYTTENDE BØN/
Om den Hellig Aands Naade.

O Herre Gud/ Jeg forsøger det daglige ved dit salige ord/ at alle dine foriettelser ere beuijste mig til gode/ aff din runde veluillighed oc ere fuldkomne ved Christum/ Oc skulde ieg end nu tuile/ om min genløsere? Ja skulde ieg end nu tuile om din kierlighed? Den Hellige Guds Aand/ som ingen Suig eller bedragelse er wdi/ Hand giffuer mig daglige til kende/ hand taler til mig oc bær vinde faar mig daglige/ aller inderste wdi mit hierte/ at ieg er it vdualdt Guds barn/ at du elsker mig/ oc du haffuer besynderlig tilsiun til mig/ fordi at Christus haffuer igenløst mig oc den Helligaand er mig vorden it pant oc Guds penning/ paa min salighed/ oc skulde ieg icke sette Tro til hannem wden ieg skulde ocsaa tuile? Min Gud lad det aldri ske/ for dit. Naffns ære skyld/ Amen.

Ochino, Von der Hoffnung, Bl. A4r, L.6 flg.:

O wie ain so gnädigen vnd bestendigen frid/ hat yetz mein hertz vnnd Conscientz empfangen/ also/ das ich waiß vnd sicher bin/ das du mich nit mehr anf eindest/ mir mein missethat nit mehr zurechnest/ mir nit mehr ain gestrenger Richter/ sonder ain barmhertziger gnädiger Got worden bist/ Der du mich von anbeginn in die zal deiner außerwölten gezelet/ zu ainem Sun vnd bruder Christi angenommen/ mir alles durch jn/ ja jn selbs/ sampt allem seinem verdienst/ für aygen geschenckt/ vnd mich der himlischen erbschafft tailhaftig gemacht hast/ vnd ich solt noch an meiner erlösung zweyflen?

[Herefter fortsættes i ny Linje:]

Ich erfar täglich durch dein hailsams wort/ das alle die verhayssungen deiner freymiltigkait/ mir zu gutem beschehen/ vnd durch Christum erfüllet worden sein/ vnnd ich solt noch an deiner liebe wancken? Der hailig gaist Gotes/ in welchem kain falsch noch betrug ist/ vergwißt/ redt/ vnd bezeügt mir täglich/ in dem innerlichsten meines hertzens/ das ich ain außerwöltes kind Gottes sey/ das du mich liebest/ das du ain sonderbarlichs aufsehen auf mich habest/ das mich Christus erloset/ vnd Er hailiger Gaist/ sey mir ain pfand meines hails worden/ vnd ich solt jme nit glauben?

✂ Palladius' Mærkelige Bønner er da ikke, som han selv siger, uddraget af to lange Latins-Bønner, men er en udvidet - undertiden parafrastisk, men ofte ordret - Fordanskning af to tyske Traktater. At Ordvalg og Sætningskonstruktion i den danske Text ikke giver Plads for en latinsk Oversættelse som Mellemled, vil vistnok de ovenfor anførte Exempler tilstrækkelig have godtgjort, men desuden kan henvises til Steder, hvor Ordvalget i den danske Text aabenbart er bestemt af Ordvalget i den tyske. Saaledes i 25. Bøn: Oc du Min Gud / vilde du... ey heller laaeke mig til dig igen, hvor Brugen af "lokke" forklares ved den tyske Text:... noch zu dir locken; ligeledes er i 27. Bøn Udtrykket Ieg kommer til dig wdi min syndelige Stat næppe uafhængigt af den tyske Texts meines sündtlichen staats, og naar det i samme Bøn hedder: O Herre oc Gud... Pibe faar mig/ met din Euangeliske Fløyte, da skyldes dette Ordvalg jo sikkert den tyske Texts pfeiff mir mitt dem wisplen deines Euangeliums. Et uomtvisteligt Bevis paa, at den tyske Oversættelse - ikke en latinsk - har været 93 Grundlag for Palladius' Skrift, finder jeg i følgende Fejllæsning. I 21. Bøn staar: der som ieg kommer oc indflyer til dig/ met it wtuilactigt haab; her vil enhver sikkert opfatte "komme til dig" og "fly ind til dig" som en tautologisk Oversættelse; men den tyske Text har: der ich in der vnzweyfenlichen hoffnung also zu dir flehende komme. Tautologien skyldes altsaa, at Palladius har læst fliehende "flyende" for flehende "bedende".

✂ Naar jeg har ment det nødvendigt at give en saa udførlig Dokumentation for at vise, at Grundlaget for Palladius' Skrift er en tysk Oversættelse, ikke en latinsk Original, er det, fordi man havde al Grund til at tro, at hvad Palladius selv udtaler om Grundlaget for sin Bearbejdelse, ikke blot var autentisk, men rigtigt. Det er da ogsaa alle Palladius-Biografer og -Bibliografer gaaet ud fra uden nærmere at undersøge Forholdet.1 Men hvad er da Aarsagen til, at Palladius kalder de tyske Smaaskrifter "to lange Latins Bønner". Jeg kan ikke finde anden Forklaring, end at dette er en Korthed i Udtrykket; han har ment det urigtigt at betegne dem som tyske, da jo selve de tyske Titler angiver, at Bønnerne er skrevet "in Welsch", "in Italianischer sprach"; det er dette han har villet sammenfatte i Udtrykket "Latins Bønner". Thi, at Biskoppen har villet give det Udseende af, at han som Grundlag for sin Bearbejdelse har benyttet den vælske Original, ikke en tysk Oversættelse, er der ikke nogen som helst Grund til at tro.

✂

II.

✂ Grundlaget - og Enegrundlaget - for Palladius' Mærkelige Bønner er altsaa Ochino's to Skrifter Ain Christlichs schöns vnd frostlichs Bett og Von der Hoffnung aines Christlichen gemüts. Af det første Skrift kendes tre Udgaver:

✂ 1. den ovenfor nævnte, trykt i Augsburg, uden Aarstal,

✂ 2. en Udgave, der er indføjet i Ochino's Skrift "Ain * 94 Gesprech der flaischlichcn vernunfft" 1546, hvor det er betitlet ain kurtze Ainlaitung, wie man sich im Gebet üben solle, og 3. en italiensk Udgave, der er tilføjet i en yngre samlet Udgave af Ochino's "Prediche". Af det andet Skrift kendes kun den ovenfor citerede Udgave, trykt i Augsburg 1547. En Udgave, der sammenfatter de to Skrifter, findes ikke. Muligvis har Palladius da, eller den, fra hvem han har faaet Skrifterne, selv sammenhæftet dem, - i saa Fald er det sandsynligt, at det Exemplar af de to Skrifter, der findes paa det kgl. Bibliothek, just er det, Palladius har benyttet. I Tidens Løb er Hæftningen da løsnet, og ved Omhæftningen er det sidste Skrift sat først (Jævnf. Noten foran S. 87). - At Skrifterne ikke blot er trykt, men ogsaa forfattet i Augsburg, anser Ochino's Biograf Karl Benrath for at være udenfor Tvivl. Men heraf følger, at Grunden til, at vi ikke kender italienske Udgaver af Skrifterne (før end i en sen Samlings-Udgave) er den, at de ikke har existeret. I Oktober 1545 kom Ochino - efter lang Tids Omflakken - til Augsburg. Her opnaar han i December en Stilling som Præst for den vælske reformerte Menighed. Sine Prædikener holder han paa Italiensk, det eneste Sprog han kunde, men han lader dem udkomme paa Tysk: "in Welsch gepredigt vnd verteütscht", staar der paa Titelbladet af den Prædikensamling, han 1546 udgav i Augsburg; paa samme Maade bør man sikkert opfatte Udtrykket "in Welsch beschriben vnd verteütscht", som findes paa Titelbladet til "Ain Chrislichs Bett", og vistnok ogsaa Udtrykket "kurtz verschiner zeit in Italianischer sprach.. gestellt" paa Titelbladet til "Von der Hoffnung". Disse Skrifter er, ligesom de Prædikener, Ochino holdt i Augsburg, saa snart de var nedskrevne, bleven oversat og udgivet paa Tysk. At de skulde være oversat til Latin, er der al Grund til at betvivle. Sandsynligheden taler da for, at Palladius af gode Grunde ikke har kunnet uddrage sine Mærkelige Bønner af "Latins Bønner".

✂

III.

✂ Efter Bearbejdelsen af Ochino's Skrifter følger "en Bøn at bruge besynderlige udi en svar Sot og Sygdom". Naar man læser denne efter de tredive Bønner med deres knudrede Sprog, hvor de tyske Sætningskonstruktioner ofte ganske var gaaet i Stykker ved Overførelsen til Dansk, saa kan man ikke lade være at lægge Mærke til det ukunstlede, helt gennemsigtige Sprog i denne Bøn. Lidet rimeligt vilde det derfor være, om den skulde være oversat af den samme, der har oversat hine Bønner, ja om den overhovedet skulde være oversat. Om Palladius eller en anden dansk Reformator har forfattet Bønnen - eller om den er en Omskrivning af en ældre dansk Bøn, har jeg forgæves søgt Midler til at afgøre.

✂ Efter denne Bøn følger en Udlægning af 3. Vers i den 35. Salme: Ieg er din Salighed1 . Heller ikke til denne har jeg kunnet finde noget Forbillede.

✂ Udgaven sluttes med en Formaning "til den kristne Læser". Denne Slutning maa - i hvert Fald i den Form, hvori den her findes - være tilføjet i Udgaven 1558, den ældste bevarede Udgave. Fortalen er jo dateret 1551, og i dette Aar er Bogen sandsynligvis ogsaa udkommen; i Slutningsordene hedder det imidlertid, at "den fromme Herre og streng Ridder Hr. Eske Bille, nu salig med Gud, fik først disse Bønner at høre, der de bleve læste for hannem hos hans Syge Seng, ikke mange Dage før end hans Tid var kommen". Nu døde Eske Bille 9. Febr. 1552, altsaa kan det anførte Sted ikke være skrevet i 1551.

✂ Derimod har rimeligvis Originaludgaven sluttet med en Udlægning af Ordet Amen. Palladius siger nemlig i Fortalen "Udi Enden finde I et trøsteligt Svar af den xxxv Psalme.... og en ret Udtydning paa det Hebraiske Ord * 96 Amen, som staar udi Enden bag efter hver Bøn". Denne Udtydning findes ikke i nogen af de bevarede Udgaver. Man har af en eller anden Grund udeladt den, men glemt samtidig at stryge Henvisningen dertil i Fortalen. Om Udlægningen særlig var forfattet til Mærkelige Bønner, eller om Palladius har taget Stykket fra En ret enfoldig Bedebog (se Bind I, S. 267), kan naturligvis ikke afgøres.

✂

IV.

✂ Palladius' Bearbejdelse af Ochino's Smaaskrifter er bevaret i følgende Udgaver:

✂ 1. Et Tryk fra 1558, prentet af Jürgen Richolff i Lybeck. Dette, det ældste bevarede Tryk, er Grundlag for nærværende Udgave. Formatet er lille Oktav, som Gengivelsen af Titelbladet, nf. S. 103, viser; Bogen bestaar af 36 Blade, sign. A-F, med 22 Linjer paa Siden. Læggene A, C, E har 8 Blade, Læggene B, D, F 4 Blade. Fuldstændige Exemplarer findes paa d. kgl. Bibl. i København og i Karen Brahes Bogsamling i Odense.

✂ 2. Et Tryk fra 1562, prentet af Ambrosius Kirchner i Magdeburg. Af dette er kun et Fragment bevaret; det findes paa d. kgl. Bibl. Af de 6-bladede Ark er følgende Blade bevaret: A2-A4 (Forord-"Indgang": som haffue hans hielp, Udg. nf. S. 106, L. 32), B3-B6 (3. Bøn i det ieg haffuer, Udg. S. 108, L. 9-8. Bøn Slutn.), Cl-F5 (11. Bøn at det maa ske, Udg. S. 112, L. 13-Skriftet ud). Titelbladet mangler; men paa sidste Blad staar: Prentit i Magdeborg/ hoss Ambrosia Kyrchner. Aar effter Guds byrd. M.D.LXII.

✂ Grundlaget for dette Tryk er ikke Originaludgaven, men 1558-Udgaven. Som denne har Magdeborg-Trykket Slutningsstykket "til den kristne Læser", der som paavist ikke kan have staaet i Originaludgaven. Udlægningen af Ordet Amen, der maa formodes at have staaet i Originaludgaven, mangler i Magdeborg-Trykket ligesom i 1558-Udgaven. Denne Udgave følges ikke blot i Stoffets Ordning, men 97 ogsaa - undtagelsesløst - i Ordvalg og Ordstilling og gennemgaaende ogsaa i Stavemaade. Enkelte Afvigelser heri findes dog. Magdeborg-Trykket har f. Ex. regelmæssigt kiere, giøre, 1558-Udgaven oftest kære, gøre, Magdeborg-Trykket har regelmæssigt Bøner, 1558-Udgaven har ofte Bønner v. S. a. Bøner o. a. lign. Men hvor nøje Ortografien i det hele følges, kan vises ved et enkelt Exempel. I 23. Bøn bruges i 1558-Udgaven regelmæssigt den brudte Form Hiurde (se Udg. nf. S. 118, L. 24 og 26, S. 119, L. 6, 11, 12 og 15), i 24. Bøn gennemgaaende den ubrudte Form Hyrde (se nf. S. 119, L. 22, 29 og 33, S. 120, L. 2; men S. 119, L. 30: Hiurde). Denne ganske vilkaarlige Forskel i Brugen, der muligvis skyldes, at der er skiftet Sætter, er uændret overført i Magdeborg-Fragmentet (Bl. D4v flg.). Noget ukritisk Optryk af 1558-Udgaven er dette dog ikke. Aabenbare Trykfejl er rettede, saaledes form til from (Bl. A2r, jfr. Textrettelse til S. 105, L. 9), bisnarer til dissnarer (Bl. D2v, se Textrett. til S. 117, L. 13), der første til det første (Bl. D3v, se Textrett til S. 117, L. 30), nødtørfftighed for nøttrøfftighed (Bl. F4r, se Noten til S. 125, L. 33). Enkelte ny Trykfejl er indkommet, saaledes sin muds Aand (Bl. A2v) for sin munds Aand (se Udg. nf. S,.105, L. 21); men i det hele er Magdeborg-Trykket omhyggeligt korrigeret.

✂ 3. Et Tryk fra Lybeck. Ogsaa af dette er kun et Fragment bevaret (paa d. kgl. Bibl.). Det er i lille Oktavformat og bestaar af følgende Blade: Al-B8 (Titelblad, Forord, "Indgang", l.-17. Bøn til bær vinde faar mig dagli-, Udg. nf. S. 115, L. 26) og C3-C6 (20.-24. Bøn til Du min vdualde oc tro Hyrde oc beskerme-, Udg. nf. S. 120, L. 2)1.

* 98

✂ Hver Side er omgivet med en ornamenteret Ramme, sammensat af fire Stykker. Paa det nederste af disse er - paa 1. og 2. Bl. i hvert Ark - anbragt Signaturen: A, ij, B, ij osv. = Al, A2, Bl, B2 osv.; paa 3. Blad i Arkene findes paa Signaturens Plads Navnetrækket A.F., de fem sidste Blade i Arkene er ikke signerede. Titlen lyder:

✂ Paa Titelbladets Bagside findes to Skriftsprog: Ps. 145 (V. 18-19) og Es. 65 (V.24); derefter følger Forord, Indledning, Bønner, bogstavret stemmende med Magdeborg-Trykket 1562. Ikke blot er som her kære, gøre osv. ændret til kiere, giøre, og Trykfejl som form, bisnarer, der første rettet til from, dissnarer, det første; men ogsaa de ny indkomne Trykfejl er uændret overførte: Lybeck-Fragmentet: sin muds Aand Bl. A2v = Magdeborg-Fragmentet Bl. A2v. Kun en eneste Afvigelse fra Magdeborg-Trykket findes; Forordet i Lybeck-Fragmentet slutter: Palme Syndag/ Aar effter Guds byrd/ 1551, mens Magdeborg-Fragmentet ligesom 1558-Udgaven har: Palme Syndag/ Guds Aar 1551.

✂ Da Slutningen af Lybeck-Fragmentet mangler, ses det ikke, naar det er trykt, og hvem Bogtrykkeren er, men herom giver det følgende Tryk nogen Oplysning.

✂ 4. Dette Tryk er prentet af Augustinus Ferber i Rostock, 1572. Saavel Udstyrelse: Rammer, Linjetal, Typer, som Ortografi svarer nøje til Lybeck-Fragmentet. Ligesom her er Signaturen A, ij, B, ij, osv. anbragt paa 1. og 2. Blad af hvert Ark i Rammernes nederste Stykke; ligesom her findes paa Arkenes 3. Blad paa Signaturens Plads Navnetrækket A. F. Og Ortografien kier, giøre, Bøner osv. er 99 gennemført, ligesom Trykfejlene er gentagne - saaledes det fra Magdeborg-Trykket stammende muds og det vist i Lybeck-Trykket indkomne haadere for haardere (Lybeck-Fragm, A6v, Rostock-Trykket A7v; jfr. Udg. nf. S. 108, L. 7). At det er Lybeck-Fragmentet, der er Grundlag for Rostock-Trykket, ikke omvendt, ses af, at mens de faa Trykfejl, der fandtes i Lybeck-Fragm., gentages i Rostock-Trykket, findes ingen af dettes talrige Trykfejl i Lybeck-Fragmentet; Rostock-Trykket har f. Ex. de samm Ord (Bl. A4v), Lybeck-Fragm. de samme Ord, R. tuileh (Bl. A5r), L. tuiler, R. som kaffen (Bl. A5r), L. som haffue o. s. fr. Ligesom Lybeck-Fragmentet (og i Modsætning til Magdeborg-Fragmentet og 1558-Udg.) har Rostock-Trykket i Slutningen af Forordet: "Palme Syndag/ Aar effter Gudes [L. Guds] byrd/ 1551". Rostock-Trykket er altsaa et - ganske ukritisk-Optryk af Lybeck-Fragmentet. Dets Titel er:

✂ Som det ses: væsentlig bogstavret Overensstemmelse, kun forskellig Linjedeling (sml. Rostock: na- | ar, Lybeck: naar |).

✂ Paa Titelbladets Bagside findes, ligesom i Lybeck-Fragmentet, to Skriftsprog. Om disse er indføjede i Lybeck-Trykket eller stammer fra Magdeborg-Trykket, kan paa Grund af dettes defekte Tilstand ikke afgøres. Paa Bogens sidste Blad staar: Prentet i Rostock hoss Augustinus Ferber. Aar effter Guds byrd. M. D. LXXII. Heraf erfarer man Betydningen af Navnetrækket A. F. paa Rammerne, og man har da samtidig et fuldgyldigt Vidnesbyrd om, at ogsaa Lybeck-Trykket er udgaaet fra Augustinus Ferbers Presse, da Navnetrækket ogsaa findes paa dettes Rammer1.

✂ Fuldstændigt Exemplar af Rostock-Trykket findes paa d. kgl. Bibliothek.

* 100

✂ 5. Optryk af H. P. Resen i "Insfructio Executionis Catecheticce,... Huorledis Catechismi Øfuelse bør at drifuis... Kiøbinghafn... 1636". Bl. Q4v-Tlr. Resens Udgave er et ordret - oftest bogstavret - Optryk af Udgaven 1558. Ligesom denne slutter Resens Udg. med Stykket til den kristne Læser om Eske Bille, der ikke fandtes i Originaludgaven (se ovf. S. 95).

✂ Titlen i Resens Optryk lyder:

✂ Umiddelbart efter Titlen følger Forordet ligesom i 1558-Udgaven, ikke Skriftstederne som i Lybeck- og Rostock-Trykket. Disse kan da, saalidt som Original-Udgaven, have været Grundlag for Resens Udgave. Muligt er det, at Magdeborg-Trykket har tjent som "Tryk-Manuskript", i hvert Fald er alle Trykfejl i 1558-Udg. rettet i Overensstemmelse med dette. Iøvrigt har Sætteren af og til moderniseret Ortografien: Modgong til Modgang, Kaarssit til Korsset, haffue til hafue o. lign., men hvor den gamle Retskrivning ikke har stødt Sætteren, har han ladet den staa; saaledes er for at nævne et enkelt Sted den omtalte vilkaarlige Skiften af Hiurde og Hyrde i 23.-24. Bøn forblevet uændret. Ganske undtagelsesvis er et Udtryk moderniseret som Forordets Latins Bøner til Latinske Bøner (Bl. Q4v, jfr. nf. S. 105, L. 8). - Efter Palladius' Forord har Resen indføjet nogle biografiske Oplysninger om Ochino, og efter Palladius' Slutningsord til den kristne Læser har han tilføjet: 101 "P. P. 1551". Denne sidste Tilføjelse er jo meget misvisende, da netop Slutningsstykket ikke kan være skrevet 1551.

✂ 6.-7. Foruden disse Udgaver nævnes i ældre Bibliografier et Lybeck-Tryk fra 1560 og et Rostock-Tryk fra 1575 (Moller, Cimbria literata I, 1744, S. 478, Zwergius, Det siellandske Clerisie 1754, S. 76, Videnskabernes Selskabs Almanak 1766). Det første har jeg ikke fundet i nogen Bogkatalog, det sidste fandtes i Resens Bogsamling (Resens Bibl. Kbh. 1685, S. 245, Nr. 42). Muligt er det, at Aarstallene skyldes Trykfejl for 1572 og 1568 (?).

✂ 8. Tilbage staar det at omtale Original-Udgaven. Som det fremgaar af ovenstaaende, er denne ikke benyttet til nogen af de senere Udgaver; det er 1558-Udgaven, der direkte eller indirekte ligger til Grund for Magdeborg-Trykket, Lybeck-Trykket, Rostock-Trykket og Resens Udgave. Orig.-Udg. synes da meget tidligt at være gaaet tabt. Kun i én Katalog over det 17. og 18. Aarh.'s store Bogsamlinger har jeg fundet den. Det er i Fortegnelsen over Hielmstiernes Samling II. Kbh. 1785, S. 685, Nr. 8. Her staar: "Nogle merkelige. Bønner udi denne Verdens Modgang fordanskede af Dr. Peder Palladius, Lybeck 1551". Denne Bog findes nu paa d. kgl. Bibl. som Nr. 1441, 8°, i Hjelmstiernes Samling, men det er desværre ikke Originaludgaven, men det ovenfor beskrevne Lybeck-Fragment. Katalogens Forfatter har fra Titelbladet taget Trykkestedet "Lybeck" og fra Fortalen Aarstallet "1551", og sammenlagt er dette blevet: et Tryk fra "Lybeck 1551". I Universitets-Bibliothekets haandskrevne Katalog nævnes et Rostock-Tryk fra 1551; men heller ikke dette er Original-Trykket: det Exemplar, Katalog-Nummeret henviser til, er et defekt Exempl. af det ovf. beskrevne Rostock-Tryk 1572.1 Atter her skyldes Fejlangivelsen Katalogisatorens Kombineren af Titelblad og Fortale. Endelig maa det omtales, at Vid. Selsk. Almanak 1765 nævner et Lybeck-Tryk fra *102 1551, men om denne Angivelse er bedre hjemlet, er tvivlsomt. Om Originaludgaven 1551 vides i Virkeligheden intet Man kunde derfor spørge: Har en saadan Udgave existeret? Er ikke Udgaven 1558 Originaludgaven? og maa Aarstallet 1551 i Palladius' Forord ikke forklares som fremkommet ved en Sætters Fejllæsning af 1557 i Palladius' Manuskript? - Efterskriften til den kristne Læser giver Svar herpaa, thi i denne siges det jo, at "Eske Bille... fik først disse Bønner at høre", men da Eske Bilde som omtalt døde i Begyndelsen af 1552, maa Bønnebogen jo have foreligget inden dette Tidspunkt.

✂ 9. Til Slut maa det nævnes, at der, som omtalt I. Bind S. 353, findes en Afskrift af den efter 30. Bøn følgende "Bøn at bruge udi en svar Sot og Sygdom" i et Hdskr., der er ældre end noget af de bevarede Tryk, nemlig i Vexiø-Haandskriftet fra 1557 (Bl. 75v-77v). Denne Afskrift er, som Varianterne nf. S. 131 vil vise, paa mangfoldige Punkter forskellig fra den trykte Text; og Afvigelserne er af en saadan Art, at de kun kan forklares ved, at Bønnen i Vexiø-Haandskriftet er nedskevet efter Hukommelsen. Snart er Smaaord udeladt: her (S. 123 L. 15, at L. 23 o. fl.), snart er Ord tautologisk tilføjede: O Herre Jesu bliver til O Herre gud Jesu christe (S. 123 L.12) o. lign. Ikke sjældent er Sætninger og Ord ombyttede (se S. 124 L. 1-2), og Ord, erstattede af andre - ofte mere dagligdags - Ord: usalige af usle, Satan af det eufemistiske Skam, Barmhjertighed af Miskundhed, forlade mig paa af stole paa, ganskelige af ganske, formere af forøge, fejle af vanske, forgaa af snave o. fl. Sammenholdt med Originalen giver Afskriften saaledes et ikke uinteressant Bidrag til Tidens Sprogbrug. - En halv Snes Aar efter er Bønnen blevet bearbejdet af Rasmus Hansen Reravius og (uden Forfatterangivelse) optaget i hans Bønnebog, hvorfra den er gaaet over i senere Bønneog Salmebøger. Sml. nf. S. 132.

103

✂

104
105

✂

Erlig oc Pelbyrdig (Quinde/ Frue Eline
Gøye/ paa Skioldews/ Salig Her Moritz Olsens Ridders
effterleffuerske/ ønsker ieg Peder Palladius Naade
oc fred/ aff vor Herre Jesu Christo.

✂ RÆre Frue Eline/ Jeg tacker eder for alle velgerninger/ Oc til it tacknemligheds tegen/ sender ieg eder denne lille Bønebog/ for en ringe skenck/ som indholder tredue smaa Bøner/ huilcke ieg vddrog aff tho lange Latins Bøner/ som en lerd oc from Christen mand aff Valland/ ved naffn Bernardinus Ochinus aff Senis/ || wdi Papisteri/ giorde oc bad/ At mand Band see oc formercke ocsaa her paa/ at der vaar mange fromme hierter/ wdi Paffuedommet/ som Gud Almectigste beuarede fraa Helligens paa kaldelse oc anden Papistiske wgudelighedt oc Affguderi/ Hues Bøger/ Bønner oc anden scrifft nu foruaris oc vdryckis vdaff den store ild som Gud lader den gantske Paffuedoms vildfarelse opbrende wdi/ io lenger oc mere/ imod hans Kære Søns Jesu Christi tilkommelse til dommen/ Naar hand skal endelige forstyre oc ødelegge det gandske Antichristis regemente som S. Po. siger ij. Thes. ij

✂ Huilcken/ Herren skal dræbe met sin munds Aand oc || hand skal gøre hans endeligt/ formiddelst sin Tilkommelsis obenbarelse/ Saa haffuer dog vor Herre Christus verit hoss sine vdualde/ ocsaa mit i det gruselige Paffuens wgudelige Regemente/ Oc sælemord/ at de ere bleffne reddede der fra/ oc haffue toet deris klæder/ oc haffue giort deris kleder klare/ i Lammens Blod/ Apocalip. vij. Der faare ere de faar Guds Stol/ oc tiene hannem dag oc nat i hans tempel.

✂ Kære Frue Eline/ Jeg loed icke disse Bønner bliffue ved den langhed/ som de haffde tilforne/ paa det ingen skulde kedts ved at læse dem. Wdi enden finde i it trøsteligt suar aff den xxxv. Psalme/ til dem alle sammen/ oc en ret vdtydning || paa det Hebraiske ord Amen/ som staar wdi enden bag effter huer Bøn.

106

✂ Bedendis eder gerne/ at i ville tage dette mit føye Arbeide til tacke/ oc bruge dem wdi eders daglige Bønner/ oc enlighed/ som den hellige Paulus j. Timoth. v. scriffuer om de Viduer/ som haffue effter deris kære Hosbonders død/ Huss/ Børn oc tiunde at regere vdøffuer/ at de dog skulle holde sig enlige/ sette deris haab til Gud/ oc bliffue i deris Bøn oc formanelse dag oc nat/ Thi/ siger hand/ det er vel giort oc tacknemmeligt
faar Gud. Hannem eder oc alle gode oc Gudfryctige
Vidner befalendis til euig tid Amen/ Screffuit
i Københaffn. Palme Syndag/
Guds Aar Mdlj. ||

✂

En indgong
til disse effterfølgende Bønner.

✂ Naar wi ville aluorlige bede Gud om noget/ da maa mand io giffue sig stunder der til/ Oc end wdi enlighed/ der som icke er megen bulder oc forhindrelse/ Oc da skal it menniske skillie sig aff/ met alle Timelige tancker/ saa meget som mueligt er/ oc holde sig tcke anderledes wdi sin Bøn/ end som hand haffde der/ vor HERre Jesum Christum faar sine øyen/ oc hand talede met hannem aff sit hierte/ paa det enfoldigste/ de same ord/ som hand kunde staa legemlige at tale faar hannem. Der som hand || kunde det gøre/ da tuiler mig inted der paa/ at hand haffde ey meget at tale met hannem. Oc der som hand end icke torde tale for redsel oc blusel/ for hans Guddommelig neruerrelse/ da kunde det alligeuel regnis for en Bøn/ som naar en fattig mand staar oc seer ynckelige paa en Rigmand/ oc taar dog icke tale til hannem/ da kand den rige mand alligeuel forftaa/ at hand vil bede hannem om noget for Guds skyld/ som mand siger paa Latine/ Misere videre/ satis est rogare/ at see ynckelige paa nogen/ det er biddet naack/ Nu ere wi alle den rige oc almectigste Guds fattige Børn/ som haffue hans hielp oc trøst behoff/ der faar bør || oss at 107 falde hart ind til hannem/ oc see ynckelige paa hannem/ oc bede met mund oc hierte/ disse Bønner som her effter følge/ oc andre deris lige/ nest hoss Fader vor.

✂

Den Første Bøn
at giffue sig skyldig oc Herren i vold.

✂ O Herre/ effterdi at ieg haffuer til denne dag/ regeret mig effter min blinde fornufft/ saa at ieg haffuer ilde leffuit/ Thi ieg haffuer veret en stor offuertredere ||/ lige tuert imod dine Hellige Budord. Men effterdi at ieg kand nu bekende det ved din naade/ flyer ieg til dig om hielp oc trøst/ oc skencker dig aff mit hierte/ alt mit Timelige Gods/ Heder oc ære/ Børn oc foreldre/ slect oc venner/ min karskhed oc sundhed/ liff oc Siel/ oc alt det mig til hører/ inted vnder taget. Brug ved mig mild eller haard lægdom/ effter som du selff kant dømme at vere nytteligt imod min bræck oc brøst.

✂ Jeg giffuer mig gantske wdi din vold/ Handle met mig/ effter din Guddommelige vilie/ aleniste at ieg maatte bliffue Salig ved dig/ O Herre/ Amen ||

✂

Den Anden Bøn
At giffue sig hart ind/ til Guds kierlighed.

✂ O Herre/ Jeg haffuer ingen raad eller vndsetning/ wden hoss dig alene. Der faare/ giffuer ieg mig gantske hen/ vnder dit regemente/ Thi ieg veed vel/ at du lader icke dine vdualde leffue i ledighed oc ørckeløshed/ Men du øffuer dem wdi alle dygder at de kunde bliffue retsyndige oc fuldkommelige.

✂ Jeg er vis paa/ at du haffuer mig kær/ oc bekender at du haffuer giffuit dig selff for mig/ vdaff den store kierlighed/ som du beuiste mig. || Der faare vil ieg bliffue hart ved dig/ der som du end vilde handle saa haardelige met mig/ som du giorde met din tienere Job/ effterdi ieg veed at det er mig nytteligt oc gaffnligt til min salighed/ Ehuad du bær paa mig/ eller til føyer mig/ da skil mig icke ved min salighed/ men vnd mig den at beholde euindelige/ Amen.

108

✂

Den Tredie Bøn
At Christus vilde staa paa sin Ret

✂ O HERRE/ Jeg giffuer mig icke vnder dit vold oc vnder dit Regemente/ en dag eller tho/ men euindelige wden affladelse/ Men der som || det end saa skede/ at ieg vilde det fortryde/ at ieg haffde giffuit mig dig i vold (som snarlige kunde ske) aff wtolmodighed/ om du lagde Paarssit end nu haardere paa mig/ da beholt mig alligeuel hoss dig/ effter den ret/ som du haffuer til mig/ i det ieg haffuer giffuit mig veluillige vnder din lægedom. Lad icke aff for min modstand oc genstridighed/ men effterdi at du haffuer en tid annammet mig faar din egen/ oc haffuer tilsagt mig at du vilt giøre mig salig/ da vil ieg at du skalt fuldkomme din gerning/ som du haffuer begynt/ at du kant ærts der aff ewindelige/ Amen. ||

✂

Den Fierde Bøn
Om at kunde giøre noget gaat.

✂ O Herre/ det er sant/ at ieg haffuer vel sind oc vilie til at tiene dig/ men effterdi/ at det er icke wdi min krafft oc mact/ men i din aleniste/ da beder ieg dig/ at du vilde aldelis gøre mig vis paa min Salighed/ oc det aff Naaden oc icke aff retten/ ey heller aff nogen Gerning som ieg kunde gøre foruden din naade/ Men der vil ieg bygge paa oc rose mig aff/ huad du vilt gøre aff mig/ effterdi at ieg er ellers altid genstridig mod dig.

✂ Der faare/ skencker ieg || mig dig/ icke som it fromt menniske/ men som en syndere/ at du skalt gøre mig from/ oc begerer at du vilt annamme mig til dig/ som en aff dine/ icke at ieg regner mig verdig at vere/ heller holder mig den at vere/ som kand tiene dig verdelige foruden din naade/ men at du vilt vise mig den rette vey ved din naade/ at ieg kand vandre i dine Budord oc gøre noget gaat som dig kunde vel behage/ Amen.

109

✂

Den Femte Bøn
Om Herrens Naade oc Barmhiertighed. ||

✂ O HErre/ Jeg veed at du est god/ oc at du elsker mig fuldkommelige/ der faare skenckte teg mig dig ved alle de puncter oc artickler/ som ieg til forn i min Bøn opregnede faar dig/ Oc det met en sterck oc liffactig tro/ Thi ieg veed at huo som tror oc forlader sig paa dig/ hand bliffuer salig/ oc hand skal icke forfaris/ Thi haabet beskemmer icke/ Der faare/ annamme mig icke effter min fortienste eller effter det ieg haffuer forskylt/ men effter din blote naade oc barmhiertighed.

✂

Den Siette Bøn.
Om salighed at hente aff Herren alene. ||

✂ O HErre/ huorlunde kand ieg begere Salighed for min retferdighed/ effterdi at ieg haffuer hende i ingen maade/ der faare flyer ieg til din Barmhiertighed. O Herre beuijss din ære i det at du giffuer din store godhed til kende/ oc beuar oc frels mig store Syndere. Der wdi gør du en vnderlig gerning/ offuer alle andre vnderlige gerninger/ som du gør alene. Tag aarsage aff mine wtalige Synder/ oc beuijss din mact faar den gantske verden/ huor wransagelige ere din naadis liggendefæ. Jeg veed at du kant frelse mig/ Thi at du haffuer wdi din pine mere beuijst mig din offuerflødige kierlighed/ end din almectighed ||/ Huor faare/ mig bør to mindre/ at tuile paa din vilie end paa din mact. Jeg veed at mine synder haffue icke vdslyct oc ey heller formindsket din kierlighed imod mig/ men de giffue større aarsage til/ at samme din kierlighed kand giffuis til kende/ forklaris oc obenbaris/ Saa forklare den ocsaa i mig/ til din egen ære/ Amen

110

✂

Den Siuende Bøn
Om beskermelse mod Dieffuelen. ||

✂ O HErre/ Jeg veed at du kant gøre/ huad du vilt gøre/ Oc huad som du vilt/ det er retferdigt oc gaat/ der faare veedst du vel raad til at frelse/ Oc det io der faare/ at du seer icke til mig/ men til dig/ oc huad du haffuer lidt oc igennem draget for min skyld/ brug der faare mod mig din almectighed/ oc det som dig bør at gøre.

✂ Men dig bør at vere Jesus/ det er/ en Frelsermand/ oc der faare est du vdfent aff Faderen til verden/ end dog at dieffitelen haffuer hafft mact offuer mig/ oc ieg er saar giort i tusinde maade.

✂ Dog er det icke i min mact at tage dig din mangfoldige ret fra/ som du haffuer til mig/ || Der som du icke vilt miste din ret som du haffuer til mig/ da bør dig/ oc retten giffuer det/ at du skalt veidelige tage mig fra dieffuelen til dig igen/ som dit egit rette gods oc eydom/ Gør det min Herre/ for dit hellige naffns æres skyld/ Amen.

✂

Den Ottende Bøn
At Herrens villie maa ske.

✂ O Herre/ forsmaa icke den som haffuer kaaftit dig saa dyre/ der som du vilde end aldelis fordømme mig/ da vilde det vel gøre mig ont/ for den euige skade ieg finge der aff. Men det vilde gøre mig || mere ont oc en euig tancke/ at alt det store arbeyde/ som du haffuer taget dig til for min skyld/ oc din pine oc blodige sued skulde vere til forgeffuis paa mig/ at du ingen Seijer kunde sige dig/ at haffue faaet for mig.

✂ Men ieg fornemmer i mit hierte/ at du siger til mig/ at ieg er salig giort ved dig oc i dig. Der faar/ vaare det nu min store begering/ at ieg skuide icke ienger leffue i mig/ men i dig/ at det skeer snart/ beder ieg om din naade der til/ Amen.

111

✂

Den Niende Bøn
At Herren vil tage oss i forsuar. ||

✂ O HErre/ Jeg kommer til dig/ efter som du aff din store kierlighed haffuer kaldet at mig/ Jeg veed at din Barmhiertighed er saa stor/ at mig bør at haabe ret tuert imod alle mine Synder/ Jeg kende dig icke tilforn/ der faar elskte ieg dig icke.

✂ Oc effterdi ieg kand icke aarsage mig/ da holder ieg mig icke/ at vere bedre end en aff de Jøder/ som dig kaarsfeste/ Huilcke du selff/ der du hengde paa kaarsit, aarsagede oc sagde. De vide icke huad de gøre/ Aarsage ocsaa mig/ i den samme maade/ hoss dig selff oc din Fader. O Herre ver mig arme syndere naadig/ som kommer til dig/ Lige som til min eniste hielp oc tilfluct/ Amen. ||

✂

Den Tiende Bøn
Om Guds almectighed.

✂ O Herre Gud/ ieg veed at du est aleniste Gud i Himmelen oc paa Jorden Stor oc almectig/ oc at du kant frelse mig/ met din almectigheds krafftighed/ der som ieg end vaare aldelis forblindet/ oc icke kende dig. Ja der som ieg end haffde it hierte haardere end en Demant/ oc vaare wlydig/ genstridig oc lige tuert imod din vilie/ Ja huad vil ieg mere sige/ der som ieg end vaare rodfest wdi alt ont/ oc nedsuncken wdi al ondskabs oc skalckheds dybhed/ dog veed ieg alligeuel til Fuld visse/ oc || foruden al tuil/ at du kant opliuse mig/ oc gøre mit haarde hierte/ vegt oc bløt/ Der faare kalde mig til dig/ Forny mig/ omkringuend mig/ affløss mig aff alle mine synder/ oc gør mig retferdig from oc hellig igen/ som du giorde S. Pouil/ oc mange andre dine vdualde/ oc det/ til dit loff oc ære/ Amen.

112

✂

Den Elffte Bøn
Om Guds Viisdom.

✂ O HERRE Gud/ Jeg veed til Fuld visse/ at du est altid en stor almectig Gud at du kant igenløse oc frelse mig/ forvden min møde oc arbeide. || Ja meget mere/ met din ære oc loff. Der faar vil ieg ydermere ingen tuil haffue paa min Salighed/ Men ieg vil vere gantske vis oc frimodig/ om min Genløsere oc Saliggører/ oc det saa meget mere/ at ieg haffuer en sand vidskab/ om din euige oc wransagelige Vijsdoms Kelde/ som er wbegribelig/ wendelig som icke staar til at tøme.

✂ Der til met/ er ieg ocsaa der vis paa/ at du veedst raad/ middel oc lempe til at framlede oc indføre mig til den euige Salighed oc himmelske glæde/ at det maa saa ske/ beder ieg dig/ du som est min eniste Frelsermand oc Genløsere/ Amen. ||

✂

Den Tolffte Bøn/
Om Guds Kierlighed.

✂ O HERRE Gud/ effterdi at din Kierlighed/ som du haffuer til mig/ oc til det gandske menniskelige slect er stor/ wsigelig oc icke mindre wbegribelig oc wendelig/ end din Vijsdom oc Almectighed/ Ieg veed ocsaa det oc er vis der paa/ at lige som du kant igenløse oc frelse mig ved din Almectighed/ oc du veedst raad der til/ ved din Vijsdom/ saa vilt du det ocsaa gøre ved din Kierlighed/ oc det for din kære Søns vor Herris Jesu Christi alsombitterligste pine oc død/ som hand taalde oc || lidde paa Kaarssens Galie for mig arme wsle syndige Menniske/ der hand vdgaff offuerflødelige sit hellige rosens Blod for min skyld/ Der obenbarede du din Kierlighed alsommest/ oc beuisde dig mere i den gerning imod mig/ end enten i din Almectighed/ heller oc wdi din Vijsdom/ Oc samme din Kierlighed oc veluillighed haffuer mere arbeyde gjort til min Salighed end enten din Almectighed/ huor met du kant 113 hielpe mig/ eller din Vijsbom huor met du vedst raad til at hielp mig/ Der faare lad meg nyde samme din Kierlighed gaat at/ til euig tid/ Amen. ||

✂

Den Trettende Bøn
Om vor skabelse oc Verelse.

✂ O HERre Gud/ Huo vil bygge it Taarn op/ oc hand sider icke tilforn/ oc legger vdoffuer/ huad det vil kaaste/ oc om hand formaar det at gøre? Du est den vijse mand/ imod hues Vijsdom/ vor fornufft oc den gandske Verden er idel daarhed/ Thi du min Gud haffuer skabt mig oc giffuit mig Liff oc Siel oc alt det ieg er/ haffuer oc formaaer.

✂ Der faar veed ieg det/ min HERre oc Gud/ at ieg som er dine Henders Gerning/ som vdflød aff din || Guddommelig Vijsdoms kelde icke bliffuer forskut oc fortabt. Thi end dog at du haffuer skabt mig aff inted/ dog haffuer du icke alligeuel skabt mig til forgeffuis/ meget mindre fordømmer du mig/ men du frelser mig meget heller/ oc vilt vere mig en naadig Gud/ Der faare beder ieg dig/ at du vilt føre oc lede mig til den ende/ til huilcken du haffuer skabt mig/ oc fra begyndelsen vdualt mig wdi din kære Søn vor Herre Jesu Christo/ Amen.

✂

Den Fiortende Bøn
Om Guds Faderlig Forsiun. ||

✂ O HERre Gud/ den daglig forfarenhed ber vidnesbyrd der om/ At en Fader ingenlunde tilstedder sin Søn at giffue sig til skibs wdi haffuit/ der som hand viste tilforne/ at hand skulde drunckne der i haffuit/ oc icke komme til den haffn som hand skickede hannem hen til/ vere sig huor wlydig/ fortraadden/ oc genstridig hand kunde vere imod sin Fader/ oc end om hand selff kunde vere aarsage der til oc forskylde det/ at hand skulde drunckne i haffuit.

114

✂ Huorlunde kunde ieg da det tro/ eller bedrøffuis der aff/ at du/ du siger ieg/ min eniste/ almectigste/ euige Fader/ som / haffuer skabt mig/ som haffuer giffuit mig min || Værelse oc væsen/ at ieg er bleffuen it Menniske oc haffuer indsæt mig wdi denne Verdens staarminde oc brusinde haff/ skulde saa forseet mig fra euig tid/ at ieg skulde skillies fra dit naadefuldt ansict oc hen kastis wdi den euige Død/ oc bliffue saa borte/ nedsuncken i Synden oc fortabt euindelige/ Der faare lad det / io ingenlunde ske/ men fri mig ved din Søn Jesum Christum vor Herre/ Amen.

✂

Den Femtende Bøn/
Om Foriettelserne oc om Haabet. ||

✂ O HERre Gud/ end dog ieg vil icke indfalde wdi din wransagelig raad oc dom/ lige som du haffde icke mact/ ey heller sag oc gaat skel til at fordømme mig/ effterdi/ at ingen kand met nogen ret imod sige din Guddommelig mectighed oc forsæt/ eller finde skick oc maade der til/ Thi du est alene retferdig oc hellig i alle dine gerninger/ dog er mit haab HERre/ saa stort oc wden al tuil/ at ieg kand icke end finde en eniste sag/ som mig kand indlede/ til at tuile oc sorge/ lige som du min Gud oc Herre/ haffde forskut mig/ men ieg veed/ at den tillid oc det haab/ skal aldri gøre mig til skamme/ Thi end dog mine synder oc misgerninger || ere store oc wtalige/ dog tror ieg icke dismindre paa dine foriettelser. At din naade oc barmhiertighed er wendelig/ wbegribelig/ oc meget større oc offuerflødeligere end mine offuertredelser oc misgerninger.

✂ Der til met seer ieg oc fornemmer at mine synder ere affslecte oc afftode wdi Chrifto/ icke aleniste saa meget som nock kand vere/ men offuerflødelige oc paa det aller fuldkommeligste/ Der faar effterdi at ieg veed dette altsammen/ da beder ieg dig/ at du vilt vere til freds met mig i den maade oc icke ydermere optendis til at refse oc straffe mig/ oc det for Jesu Christi skyld/ Amen. ||

115

✂

Den Siettende Bøn/
Om Syndernis forladelse.

✂ O Min eniste HERre oc Gud/ nu fornemmer ieg huor storlige oc wsigelige ieg elskis aff dig/ oc det for Christi skyld/ som forligte mig met dig/ oc kom mig i vendskab met dig igen. O huilcken en naadefuld oc stadig Fred/ haffuer nu mit Hierte oc min Samuittighed/ saa at ieg veed/ oc er vis paa/ at du est icke lenger min Fiende/ icke vilt du heller regne mig mine synder til/ eller vere mig en streng dommere/ Men du est vorden mig en Barmhiertig oc Naadefuld Gud/ som haffuer || fraa begynderen regnet mig met wdi talet iblant dine vduoIde/ Oc haffuer annammet mig til din Søn/ oc til Christi broder/ oc haffuer giffuit mig alting ved hannem. Ja/ hannem selff faar mine øyen/ met alle hans velgerninger oc verdskyld/ Lad mig der faare bliffue delactig wdi alt det gode / som du haffuer i Himmelen/ ved den samme din Søn Jesum Chrtstum vor Herre/ Amen.

✂

Den Syttende Bøn/
Om den Hellig Aands Naade. ||

✂ O HERAE Gud/ Jeg forsøger det daglige ved dit salige ord/ at alle dine foriettelser ere beuijste mig til gode/ aff din runde veliullighed oc ere fuldkomne ved Christum/ Oc skulde ieg end nu tuile/ om min genløsere? Ja skulde ieg end nu tutte om din kierlighed? Den Hellige Guds Aand/ som ingen Suig eller bedragelse er wdi/ Hand giffuer mig daglige til kende/ hand taler til mig oc bær vinde faar mig daglige/ aller inderste wdi mit hierte/ at ieg er it vdualdt Guds barn/ at du elsker mig/ oc du haffuer besynderlig tilsiun til mig/ fordi at Christus haffuer igenløst mig oc den Helligaand er mig vorden it pant oc || Guds penning/ paa min salighed/ oc skulde ieg icke sette Tro til hannem wden ieg skulde ocsaa tuile? Min Gud lad det aldri ske/ for dit Naffns ære skyld/ Amen.

116

✂

Den Attende Bøn
imod Fald oc Frtstelse.

✂ O HERre Gud/ end dog at det Punde vel saa ske/ At du kunde lade mig atter igen (effter mit syndige kiøds skrøbeligheds skyld) falde wdi Fristelse/ wdi nogen last/ eller offuertredelse oc misgerning/ dog skal ieg icke alligeuel/ min HErre/ tuile paa || din Barmhiertighed/ men ieg vil saa heller tencke/ at saadant kunde hende mig aff den aarsag/ at du der faar lodst mig falde/ icke at ieg skulde bliffue wdi det fald/ oc biiffue saa borte/ om ieg icke komme til anger oc ruelse/ men at ieg skulde dismere falde i mishaab/ om al min kødelig krafft oc mact/ oc sette al min tro oc tillid/ oc eniste haab til dig/ saa skulde din store kierlighed opdages mere i meg/ at ieg den disbedre kunde kende oc forstaa/ Thi wdi fald oc synd paamindis ieg om min skrøbelighed/ oc lærer at kende min offuertredelse/ oc den kand giøre mig ont/ saa at ieg dog mere tuingis til at begere din Guddommelig naade ||/ Oc at du vilde siden Framdelis foruare mig fra fald/ at ieg der effter aldri aff min styrcke oc krafft/ men euig oc altid/ aff din hielp oc trøst kunde husuale mig/ Beuijss dig her wdi imod mig effter din hiertens verdige vilie/ Amen.

✂

Den Nittende Bøn/
Om Guds retferdiggørelse.

✂ O Min Herre oc Gud oc eniste Frelsere/ Det er to sant oc vist/ at dig ligger eniste mact der paa/ at giffue oc beuise Mennisken dine besynderlige || wbegribelige oc alsom ypperste Gerninger/ oc velgerninger. Thi der som it Menniske kunde ved sig selff bliffue retferdig/ from oc hellig oc du vilde alligeuel gøre hannem salig/ huad ære haffde du der aff? Sant er det at en snild Første begaffuer dem iblant hans hoffsinder/ som tiene alle troligste/ men der som du HERre vilt begaffue de genstridige/ wlydige/ wtacknemmelige oc affaldne syndere 117 met din Naade/ oc gøre dem retferdige oc Fromme/ disse ere offuer naturlige/ oc Guddommelige gerninger/ som bequemme din Maiestat/ huilcke der kunde ocsaa tiene til din glori oc ære. Lad ocsaa mig/ ære loffue oc prise dig i || den maade for Christi skyld/ Amen.

✂

Den Tiuende Bøn
Om Troen oc imod Mishaab.

✂ O HErre Gud/ Naar de wgudelige bliffue forferdede for deris synder skyld oc falde i mishaab/ effter at de haffue ingen vidskab om din Naade/ da annammer ieg der lige tuert imod/ en aarsage aff mit haab i saa maade/ Jodiss større oc foruden tal/ mine synder oc misgerninger ere/ to dis større aarsag haffuer ieg til at tro/ at du skalt || dissnarer frie oc frelse mig der fra/ At du kant beuise dig der met/ dismere Barmhiertig/ taalmodig/ mild/ medlidende oc naadig/ der faare vil ieg ingenlunde falde wdi mishaab/ men skadelige tro oc inted tuile der paa/ at ieg ey faar salighed hoss dig/ Formere du io min Tro til din ære/ Amen.

✂

Den xxj. Bøn
Om Guds Naade oc Mildhed.

✂ O Herre Gud/ Jeg veed at din kierlighed er foruden ende/ alligeuel at ieg kand icke begribe hende/ effter || min syndige oc forblindede Naturs vilkaar/ at ieg aldri kand fuldkommelige sette tro til hende/ som mig burde/dog er jeg icke dismindre vis paa/ io dismere ieg begynder at husuale mig met hende/ io disoffuerflødeligere faar ieg hende/ der som ieg kunde ellers nock som oc foruden tilbagdragelse/ sette tro til hende/ Thi lige som Jacobs børn/ der de haffde lenge naack bespottet/ soldt oc forsent deris broder Joseph/ da funde de hannem dog venlig/ veluillig/ mild oc Naadig/ Disligeste den fortabte Søn/ det første hand angrede oc ruede sin gerning oc kom til 118 sin Fader da fick hand strax naade oc forladene/ Huor meget mere || tør ieg husuale mig aff din naade oc aff dit gode/ Du naadefulde oc barmhiertige Gud oc Fader/ der som ieg kommer oc indflyer til dig/ met it wtuilactigt haab/ Der faare beder ieg dig/ at du vilt see til mig/ oc annamme mig/ met lysteligere øyen aff din Naade oc mildhed/ end Joseph saa til sine Brødre/ oc annamede dem til naade/ eller oc Faderen saa til sin fortabte Søn/ oc tog hannem til Naade/ oc det for din elskelig Søns Jesu Christi skyld/ Amen.

✂

Den xxij. Bøn
Atter om Guds mildhed oc Barmhiertighed. ||

✂ O HERre Gud/ du est al miidheds oc Barmhiertigheds kelde/ huor vdaff din forligelsis salige strøme oc becke/ vdflyde offuer it armt oc fortabt syndigt menniske som kafter sig hen vnder din Naadis mact oc vold/ met en sand tro oc it wtuilactigt haab/ Jeg veed at du vilt begaffue mig/ met større gaffuer/ oc met en yppermere naade/ end ieg kand bede oc begere aff dig/ Der faare beder ieg dig kiære Herre oc Gud at du vilt lade din Naadis strøm vdflyde til mig/ at den kand bliffue en springende oc rindende vandkelde/ wdi mig til det euige liff nu oc euindelige. Amen. ||

✂

Den xxiij. Bøn
Om Guds omhu oc beskermelse.

✂ O HERRE Gud/ Den Hiurde haffuer end nu aldri veret til/ som haffuer dreffuit fra sig igen det arme faar/ som er vigt fra Hiorden oc er atter igen kommet til sin Hiurde/ men det aller første hand sagnede det/ da lod hand de andre gaa for dem selff oc søgte oc kallede effter det saa lenge til hand fant det/ oc der hand haffde fundet det/ lagde hand det paa sine skuldere met glæde/ Oc bar det hiem oc kallede sine venner til sammen oc sagde til dem/ glæder eder met mig/ at ieg 119 haffuer || fundet mit faar som vaar borte. Der som Menniskene/ som ere ellers wbarmhiertige oc wmilde/ aff deris natur/ kunde haffue saa stor en sorge oc omhu/ for it eniste fortabt faar som er dog ringe actendis/ Huor meget mere bør mig at tencke oc inderlige haabe at du/ Du siger Jeg/ som est aieniste min gode hiurde/ oc haffuer giffuit dit liff for dine Faar/ Vilt holde wdi stor act/ min siel som haffuer kaastet dig meget/ oc som er dig saa wsigelige kær/ Huor meget mere bør mig at annamme husualelse aff din mildhed oc vetaellighed/ effterdi/ at det wskyldige Creatur/ det arme Faar kand lade sig saa snorlige vere befalet hen vnder sin || Hiurdis troskab oc kierlighed/ end dog at samme Faar er noget wlydigt oc genstridigt imod sin Hiurde/ da giffuer det sig ligeuel hen vnder hans beskermelse/ Der som det bltffuer frimodigere/ end om det vaare fra hannem. Der faare effterdi/ at en Hiurde tager saadant ith armt faar vnder sin beskermelse oc vnder sin Hiord igen/ Huorlunde skulde ieg icke vere ved ith Friit mod oc giffue mig hen vnder din beskermelse oc almectighed/ effterdi at du est mit eniste gode/ Elskelighed/ naade oc Frimodighed/ Saa lad mig der faar io altid bliffue vnder din beskermelse/ Amen. ||

✂

Den xxiiij. Bøn
Om den rette Hyrdis voct oc vaaretect.

✂ O Herre Gud/ der som ieg fortabte Faar giffuer mig atter igen/ vnder din Barmhiertigheds beskermelse/ da maate nogen sige at ieg fore vild/ oc vigede fra din hiord met min egen fri vilie/ at du skulde icke vere skyldig til/ at beuise mig den minste part aff din barmhiertighed/ men sig min Herre/ om it Faar farer vild/ oc gaar aff veyen/ huad heller er det Faarens skyld/ eller Hyrdens? Er det icke saa/ Min Herre/ at der som en Hiurde icke vaager oc beuarer trolige/ da adspredis Faarene oc || bliffue borte? effterdi it Faar aff sin natur naar det er fortabt/ oc irommen i vildfarelse/ kand icke hielpe eller raade sig selff / men haffuer sin Hyrdis hielp behoff / hues røst det 120 hører/ oc der som hand kalder effter det/ da kommer det strax. Saadan er ieg (Du min vdualde oc tro Hyrde/ oc beskermere) it vildfarende oc fortabte Faar/ som er faren vild i Adam/ oc fortabt ved min indplantede Syndige Nature/ saa at ieg kand huercken raade eller hielpe mig selff/ der faar raad du mig/ oc hielp du mig/ ved dit riis oc ved din kiep for Christi skyld/ Amen. ||

✂

Den XXV Bøn
Om Guds flitighed at kalde oss tilbage igen.

✂ O HErre oc Gud/ effterdi at alt det som ieg haffuer giort oc disligeste alt det/ som ieg haffuer forsømmet at gøre/ er inted andet end synd/ icke veed ieg heller andet/ icke kand ieg heller andet gøre/ end alt det som wretferdigt oc ont er/ Oc du Min Gud/ vilde du dømme oc fordømme mig i mine synder/ Oc icke tilstede mig/ at høre din Naadis salige røst/ oc ey heller kalde ydermere at mig/ oc ey heller laacke mig til dig igen/ effterdt at ieg dog alligeuel i || ret sandhed er en aff dine vdualde/ som du gaffst mig min genløser oc HErre Jesum Christum faar mine øyen/ oc beskickede mig hannem til en hyrde/ da vaare det sandelige din Søns skyld/ fordi at hand icke vilde lyde sin Fader at/ som sende hannem der faar/ til denne Verden/ at huo som tror paa hannem/ skal icke forfarts/ men faa det euige liff. Det giff du mig ocsaa for hans skyld/ Amen.

✂

Den XXVI. Bøn/
Om vor rette Hyrde oc Saliggører. ||

✂ O Herre oc Gud/ du haffuer selff giffuit mig til kende/ huad du vilt vere for en tro hiurde/ at du vilt giffue dit altsomedeligste liff for oss dine arme Faar/ Der faare/ effterdi ieg er vis der paa/ oc veed det i sandhed/ at ieg er aldelis det samme vdualde arme Faar/ for huilcket du lodst dit liff/ oc forhuerhuide mig det euige liff. Men ieg forsømmede dissuerre din venlige røst/ oc foer vild fra din hiord/ at ieg kand ingenlunde 121 hielpe mig selff / Der faare kalde mig arme fortabte faar til bage igen/ Du min tro Hiurde/ met din Barmhiertigheds røst. Annamme mig til dig/ oc til dit hellige ords salige Føde/ huor met jeg kand || mette mig/ oc bliffue Fed oc heldig/ oc fuld med din vidskab/ formiddelst din Kære Søns Jesu Christi skyld/ Amen.

✂

Den XXVII. Bøn/
Om at høre vor rette Hyrdis røst.

✂ O HERre oc Gud/ Jeg kommer til dig wdi min syndelige Stat/ dog i en sand poenitentzis anger oc ruelse/ met mine grædende taare/ for min offuertredelse oc misgerninger/ giff du mig at dricke aff din kierligheds oc Barmhiertigheds vandstrømme/ Pibe faar mig/ met din Euangeliske Fløyte/ Huor met || ieg kand komme til en ret bekendelse/ paa dine velgerninger/ oc at ieg kand kende dig/ for min rette Hiurde/ oc icke høre nogen andens røst/ ey heller nogen Creature/ men at ieg kand altid haffue til dig mine øyen/ at ieg icke skal ydermere falde i synd oc last/ oc ey heller vige fra din Hiord eller fare vild lenger/ men bliffue hoss dig min rette Hyrde oc hoss din aandelige Føde det hellige Euangelium/ Amen.

✂

Den XXVIII. Bøn/
Om at beholde vort haab fast oc sterck. ||

✂ O HErre oc Gud/ giff mig en sterck tro oc en emste trofasthed til dig/ Beholt oc beuare mig/ wdi dette mit haab/ at om du end nogen tid tilsteder mig/ at fare vild igen saa at det er min egen oc icke din skyld/ at ieg kand dog altid vide oc bekende min skrøbelighed/ oc angre oc rue min synd oc vende mig om til dig/ oc aldri miste dette mit haab/ som ieg haffuer til din Barmhiertighed/ Saa bønhør mig nu Min HERre oc Gud oc kalde mig/ da kommer ieg til dig/ som du haffuer selff sagt/ at du vilde kalde alle dine vdualde til igenløselse ved vor Herre Jesum Christum/ Amen. ||

122

✂

Den XXIX. Bøn/
Om en Fri Forladelse paa Guds Barmhiertighed.

✂ O HERre oc Gud/ der som vort haab/ er hoss Mennisken/ at de benaade oc forlade oss hues fortørnelse wi haffue giort dem/ om wi met it ydmygt hierte falde dem til fode/ Oc met grædende taare bede om forladelse/ Huor meget mere HERRE skal ieg trøste mig met din forligelse/ oc hende haabe aff mit Hierte/ effterdi/ at din Guddommelig/ wbegribelig oc wsigelig mildhed/ Herlighed/ Naade oc Barmhiertighed langt || offuergaar alt det Mennisken er begaffuit met/ Thi du est aleniste Herre oc alene den som kender hierterne/ oc du veedst at mig fortryder det at ieg haffuer syndet/ oc begreder mine synder/ met en bedrøffuet Aand/ at mine been/ oc Marffue i mine ben oc min Aand ere der vdaff forslagne oc forknusede/ huilcke du dog icke begerer at forskiude/ som der staar screffuit om dig/ Gud forsmaar icke it angerfult hierte/ oc ey heller en forknusit Aand/ Saa lad du det icke ske ved mig/ der beder ieg deg om for Jesu Christi skyld/ Amen. ||

✂

Den XXX Bøn
Om at vort haab skal aldri bliffue til skamme.

✂ O HERRE oc Gud/ møye oc arbeyde i synden oc i offuertredelse ere en beuegelse til Barmhiertighed/ oc io større offuertredelsen er/ io mere er forladelse behoff/ effter at min offuertredelse er stor oc wtallig oc hun haffuer vel forskylt din vrede oc wgunst/ dog haffuer ieg saa meget distørre haab at du icke forlader mig/ For din Barmhiertighed er stor/ saa at din Naade offuergaar altid min offuertredelse/ din Barmhiertighed/ offuergaar || min wgudelighed/ oc din Kierlighed al min vankundigheds oc wtacknemmeligheds synd oc last/ Thi du est selff Barmhiertighed oc huad skal ieg mere sige/ Lige som mand tør icke vente sig andet vdaff en kilde/ som flyder met honnig/ end idel sødhed/ lige saa kand der icke andet vdflyde aff dig/ du som aleniste est al naadis kilde/ end idel elskelighed/ 123 mildhed/ kerlighed/ Barmhiertighed oc veluillighed/ Det kunde vel ske/ at ieg icke altid kunde bekende saa stor naade oc Barmhiertighed/ dog alligeuel icke dismindre opholder ieg mig daglige ved min genløselsis haab/ Der wdi leffuer ieg/ paa din naade forlader ieg mig/ || O HERRE/ ieg haaber paa dig i min bøn/ lad mit haab aldri bliffue til skamme/ for din kære Søns Jesu Christi skyld som met dig leffuer oc regnerer i den Hellig aands enighed en Gud fra euighed oc til euigbed/ Amen.

✂

Her effter føløer en Bøn/
at bruge besynderlige wdi en suar soet oc siugdom.

✂ O HERre Jesu/ du som est de leffuendis eniste Salighed/ oc de dødis euige liff/ Jeg giffuer mig gantske hen/ vnder din allerhelligste vilie/ Huad heller du vilt/ at min || Siel skal end nu lenger duæle i denne legemlige Bolige/ at ieg kand her tiene dig/ eller oc du vilt/ at ieg skal flytte vdaff denne Verden saa skee din vilie/ Thi ieg er vis der paa/ at det som din miskundelighed er befalet/ kand icke bliffve borte eller forfaris.

✂ * Jeg vil gerne bortsette dette skrøbeligt oc wsaligt legeme/ for det Haab ieg haffuer til Opstanderen/ som skal giffue mig det deyligere oc lycksaligere igen.

✂ * Jeg beder dig/ at du vilt bestyrcke min Siel/ met din Naade/ mod alle fristelser/ oc at du vilt beskerme mig/ mod al Satans anfald/ met din Barmhiertigheds Skiold/ huor met du giorde i fordom || dage/ dine Martyrer woffueruindelige mod hine suare Piner/ oc alsomgrumiste Død.

✂ * Jeg seer oc formercker/ huor aldelis ingen hielp eller vndsetning ieg haffuer aff mig selff/ al min Trofasthed oc tillid staar i din wsigelige Godhed. Jeg haffuer ingen verdskyld/ ey heller gode gerninger/ som ieg kand drage faar dig/ oc forlade mig paa. Meget ont seer oc formercker ieg hoss mig selff/ Men ieg trøster mig ved din Retferdighed/ at ieg skal regnis met wdi de Retferdige Menniskers tal.

124

✂ * Du est født mig til gode/ du haffuer hungrit oc tyrstit mig til gode/ du haffuer || lært/ bedit oc fastit mig til gode/ Du haffuer giort mange gode Gerninger for min skyld. Du haffuer lidt din suare og bitter pine/ for min skyld/ Du haffuer giffuit dit dyrebar Blod vd/ paa kaarssens Galie/ oc dit liff i døden for min skyld.

✂ * Lad mig nu komme til gode og gaffne de ting/ som du veluillige haffuer giffuit mig/ i det/ du haffuer giffuit mig dig ganskeltge/ Lad dit Blod affto alle mine Synders oc Lasters besmittelse. Lad din retferdighed skiule min wretferdighed/ Lad din Verdskyld følge mig fram/ faar den øffuerste Dommere.

✂ * Naar det onde ieg haffuer/ bliffuer suarere/ da || formere din Naade i mig/ at min Tro icke skal feile/ at mit Haab icke skal forgaa/ at min Kierltghed icke skal bliffue kaald/ oc at den menneskelige Skrøbelighed i mig/ icke skal lade sig nedsla aff Dødsens fryct oc fare.

✂ * Men naar Døden haffuer faaet fat paa mine legemlige øyen/ at mit Hiertis øyen icke da vendis fra dig/ Naar min tunge kand icke lenger tale/ at mit Hierte kand da alligeuel robe til dig/ oc tencke saa. O HERRE/ wdi din Hand befaler ieg min Aand/ Dig ske loff oc ære foruden ende/ AMEN. ||

✂

It endeligt Suar aff Gud/ til alle
disse Bønner/ aff den XXXV. Psalme. Jeg/ er/ din/ Salighed.

✂

Jeg.

✂ Gvd Fader/ som haffuer skabt Himmel oc iord/ haffuit/ oc alt det der er wdi/ oc er der faare/ almectig/ fom lader min Soel skinne offuer de onde/ oc offuer de gode/ Ja ieg beuiser naade oc misktund i det tusinde led/ imod alle dem som elske mig/ oc du est kast paa mig aff din moders liff. ||

125

✂

Jeg.

✂ Guds Søn Jesus Christus/ som haffuer igen løst dig/ oc den gandske verden/ met min død oc met mit blod/ der faare er ieg din genløsere/ hoss min Himmelske Fader/ oc din Talßmand/ middeler oc forligere/ Ja din Konge/ ypperste prest/ Hyrde/ haab/ trøst oc tillid/ Jeg er hoss dig ind til verdsens ende/ at du skalt inted frycte dig faare/ Oc ey heller giffue dig offuer naar modgong/ fattigdom/ siugdom/ vanrøct/ elendighed/ død oc helffuede/ ville pine oc plaffue dig.

✂

Jeg.

✂ Gud Helligaand/ som lerer dig den Hellige Christelig tro/ ved det mundelige ord/ || oc ieg vddeler dem som tro/ de høyuerdige Sacramenter effter Christi skick oc indsettelse/ Der faar er ieg din Helliggørelse som trøster oc husualer dig/ met mange andre gaffuer/ Jeg døder oc dræber dit kød oc blod/ at du kant met den ganske hellige Christelig kircke/ giøre den rette penitenzis fruct til din døde dag.

✂

Jeg er din.

✂ Huilcken din? du som est en arm syndere/ vndfaangen oc født i synden oc i min vrede/ Oc det for dine forelders Adam oc Euæ skyld/ som met deris synd oc offuertredelse/ forkaste det ganske menniskelige slectis lycksalighed oc velferd / Ja de forkrencte || den ganske menniskelige nature icke aleniste/ met den oprindelig wretferdighed/ men ocsaa skilde hende aff met al hendis fri vilies krafft oc mact/ saa at al ond begering/ synd oc fortørnelse henger i kødet ind til den siste andedret/ huor aff Cain bleff ocsaa en manddrabere strax i begyndelsen/ oc Dauid der effter en horkarl oc manddrabere/ Judas en forræder/ Peder en forsuerere/ Pouil en forfølgere oc den gandske verden bleff lagt i det onde.

✂

Jeg er din salighed.

✂ Salighed/ det er/ dit legemis oc din Siels beskyttere oc beskermere/ oc aff mig skalt du faa alt dit liffs nøttrøfftighed/ || for dig oc alle dine/ wdi fred oc rolighed/ oc du skalt faa yndest oc vendskab/ glæde oc salighed/ syndsens forladelse/ en 126 god samuittighed/ en ret forstand/ at du kand leffue i mine budord/ imod mig/ oc din neste/ i dit kald oc embede/ met al lydighed/ oc taalmodighed ind til saa lenge/ at du kant faa/ naar du est opstanden fra de døde/ det euige liff oc salighed fuldkommelige/ oc du kant det saa besidde til euig tid. I saa maade haffuer ieg bønhørt dig oc du skalt der faar hedre oc ære mig altid oc euindelige/ Amen

✂

Til den Christen læssere. ||

✂ Min Fromme Christen/ effterdi at du forstaar nu disse Bøners vilkaar/ huor til at de ere nyttelige oc gaffnlige/ vil ieg icke forlade/ at paaminde oss her hoss om de fire besynderlige tyder/ som oss ligger mact paa at komme aller mest ihu/ den Første er Naadens tid/ den anden er dødsens tid/ den tredie er Domsens tid/ Oc den fierde er en euig tid/ Wdi de tho første tider kunde wi bruge disse Bønner/ saa vel som al anden trøst oc husualelse/ der vdspindis faar oss aff den Hellige scrifft/ Som den Fromme Herre oc Streng Ridder Her Eske Bilde/ nu salig met Gud/ fick først disse Bønner at hørre der de bleffue iesde || faar hannem/ hoss hans siuge seng/ icke mange dage før end hans tid vaar kommen/ huor aff hand sagde sig ocsaa at haffue faaet en merckelig god Trøst oc Husualelse/ som ocsaa paa kende/ der hand saa Christelige skildis fra denne Jammerdal. Gud vnde oss at bruge de tho første tider saa Christelige/ baade wdi vor paakaldelse til Gud oc
wdi anden Gudfryctighed/ at wi kunde bliffue bestandige
wdi de andre tho tider/ først faar Guds domstoel/
oc siden i det euige liff til euig tid.
AMEN.

Prentet i Lybeck aff Jurgen Richolff.
1558.

127

✂

NOTER TIL OCHINO'S MÆRKELIGE BØNNER.

✂ S. 104. I Lybeck- og Rostock-Trykket findes følgende Skriftsprog:

✂ Psal. 145 [V. 18-19]. HERREN er nær hoss alle dem/ som kalde paa hannem/ Hoss alle dem/ som kalde paa hannem aluorlige.

✂ Hand giør det/ som de Gudfryctige begære/ Oc hører deris skrijg/ Oc hielper dem.

✂ Esai. 65 [V. 24]. Oc det skal ske/ før end de Robe/ Da vil ieg suare/ Naar de endnu tale/ vil ieg høre.

✂ Begge Skriftsprog stemmer ordret med Texten i Biblen 1550.

✂ S. 105, L. 10. Bernardinus Ochinus aff Senis/ wdi Papisteri/ giorde oc bad; som omtalt i Indledningen S. 94 har Bernardino Ochino skrevet de to Traktater, der er Grundlaget for "Mærkelige Bønner", i Augsburg 1546-47, længe efter at han havde aflagt Munkekutten og var bleven en af de voldsomste Modstandere af "Papisteriet"; se K. Benrath, Bernardino Ochino von Siena, 1892, S. 160 flg.

✂ S. 105, L. 20-23. 2. Thess. 2.8, ordret som i Biblen 1550.

✂ S. 105, L. 26-28. Joh. Aab. 7.14-15, ordret som i Biblen 1550.

✂ S. 105, L. 31. it trøsteligt suar aff den xxxv. Psalme, nærv. Udg. S. 124 flg.

✂ S. 105, L. 32. en ret vdtydning paa det Hebraiske ord Amen jfr. Indledn. S. 95.

✂ S. 106, L. 3 flg. 1.Tim. 5.4.

✂ S. 106, L. 13 flg. "Indgangen" = Ochino's Ain Chrislichs Bett, Bl. Alv L. 4 f. o. flg. Exemplet om den fattige og den rige L. 27 flg. er Palladius' Indskud.

✂ S. 107, L. 4 flg. 1. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. Alv L. 5 f. n. flg.

✂ S. 107, L. 19 flg. 2. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A2r L. 9 f. o. flg.

✂ S. 108, L. l flg. 3. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A2r L. 8 f. n. flg.

✂ S. 108, L. 15 flg. 4. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A2v L. 3 f. o. flg.

✂ - L. 31: gøre noget gaat, ty. gute werck volbringen.

✂ S. 109, L. l flg. 5. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A2v L. 6 f. n. flg.

✂ - L. 8-10: Der faare - barmhiertighed er tilføjet af Palladius. S. 109, L. 11 flg. 6. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A3r L. 4 f. o. flg. S. 110, L. l flg. 7. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A3r L. 3 f. n. flg.

✂ - L. 11: oc ieg er saar giort i tusinde maade, ty. vnd ich mich jm tausent mal verbunden hette. Palladius har aabenbart læst jnn for jm og veruunden for verbunden, hvorved Stedet er blevet forvansket.

128

✂ S. 110, L. 19 flg. 8. Bøn = Ain Chr. Bett, Bl. A3v L. 14 f. o. flg. - L. 23-24: Men det vilde gøre mig mere ont oc en euig tancke, ty. Aber nit weniger wurd mich betrieben/ wann ich bedächte. - L. 26: din pine oc blodige sued, ty. deine träher dein schwaiss vnd blut, jfr. Indledn. S. 90.

✂ S. 111, L. l flg. 9. Bøn = Ain Chr. Bett. Bl. A3v L. l f. n. flg. Skriftet ud.

✂ S. 111, L. 15 flg. 10. Bøn = Ochino, Von der Hoffnung aines Christlichen gemüts, Bl. A2r L. l f. o. flg. Jfr. Indledningen foran S. 88.

✂ S. 112, L. l flg. 11. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A2r L. 17 f. o. flg. - L. 4-5: forvden min møde oc arbeide, ty. on alle dein müh/ verdruss/ arbait/ kostung/ noch schaden.

✂ S. 112, L. 15 flg. 12. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A2v L. 5 f. o. flg. - L. 17-20: effterdi at - Ieg veed, ty. dieweil - Derhalben jfr. Indledningen S. 90.

✂ S. 113, L. 4 flg. 13. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A2v L. 2 f. n. flg. - Svarende til L. 6-11 har den tyske Text: Dann ain yetwederer weiser Man/ wie du Herr selbs sagst/ facht kain sach an / so er nit zuuor den kosten überschlegt/ vnd dasselbig waisst hinauss zufüren/ Noch vil minder vnderstat sich ainiches fürnemens/ so ers nit waisst mit ehren zu volenden. I Marginen: Luc. 14. Palladius har omarbejdet dette ved at indflette Luc. 14 (V. 28-29, Lignelsen om Taarnet) i Texten. Jfr. Noten til S. 122, L. l.

✂ S. 113, L. 21 flg. 14. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A3r L. 9 f. n. flg.

✂ S. 114, L. 11 flg. 15. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A3v L. 6 f. o. flg. - L. 27: affslecte, saaledes i alle Udgaver! Muligvis Paavirkning fra højtysk abschlichten; snarere dog Sætterfejl for affslette, - Forvexling af t og c er meget almindelig. (Den tyske Text har abgetilget. Von der Hoffnung, Bl. A3v L. 4 f. n.).

✂ S. 115, L. l flg. 16. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A4r L. 2 f. o. flg. Jfr. Indledningen S. 91.

✂ S. 115, L. l flg. 17. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. A4r L. 18 f. o. flg. Jfr. Indledningen S. 91-92.

✂ S. 116, L. l flg. 18. Bøn = Von der Hoffnung. Bl. A4v L. 3 f. o. flg.

✂ S. 116, L. 22 flg. 19. Bøn = Von der Hoffnung. Bl. A4v L. 22 f. o. flg.

✂ S. 117, L. 6 flg. 20. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B lr L. 8 129 f. o. flg. - L. 11: en aarsage aff mit haab, ty. Vrsach der hoffnung.

✂ S. 117, L. 18 flg. 21. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B. lr L. 16 f. o. flg. - L. 26: tilbagdragelse, saalcdes i alle Udgaver, formodentlig en af Talesproget paavirket Form for tilbagedragelse. - S. 118, L. 4: oc indflyer, ty. flehende jfr. Indledn. S. 93.

✂ S. 118, L. 10 flg. 22. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B.lv L. 11 f. o. flg. - L. 13: salige strøme oc becke, jfr. Indledn. S. 90. - L. 18-21 er tilføjet af Palladius.

✂ S. 118, L. 22 flg. 23. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. Blv L. 19 f. o. flg. - S. 119, L. 9: veluellighed, muligvis Paavirkning fra Talesproget, snarere dog Sætterfejl. Alle øvrige Udgaver: veluillighed.

✂ S. 119, L. 21 flg. 24. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B2r L. 17 f. o. flg.

✂ S. 120, L. 8 flg. 25. Bøn = Von der Hofmung, Bl. B2v L. 10 f. o. flg.

✂ S. 120, L. 24 flg. 26. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B2v L. 4 f. n. flg. - L. 29-30: at ieg er aldelis det samme vdualde arme Faar jfr. Indledn. S. 90-91. - L. 30-31: forhuerhuide, Udgaven 1562 forhuerffuede. Fejlen i Originalen skyldes formentlig Ukyndighed af Sætteren: Forvexling af det enslydende hu og ffu; næppe Fejlgreb i Sætterkassen: Forvexling af Typerne ff og h. - S. 121, L. 3: dit hellige ords salige Føde, ty. die gesundes waid/ deines Götlichen worts.

✂ S. 121, L. 7 flg. 27. Bøn = Von der Hofmung, Bl. B 3r L. 10 f. o. flg.

✂ S. 121, L. 20 flg. 28. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B3r L. 20 f. o. flg. - L. 24 flg.: saa at det er min egen oc icke din skyld, ty. nit durch dein/ sonder mein schuld.

✂ S. 122, L. l flg. 29. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B3v L. 4 f. o. flg. - L. 3: der som, ty. So dann dvs. "efter som". - L. 5- 6: met grædende taare, ty. mit wainenden augen. - L. 13: met en bedrøffuet Aand jfr. Indledningen S. 90. - Samme L.: Marffue, Sammenhængen fordrer Marffuen; Formen skyldes formentlig Sætterfejl e for e[x]; men da alle Udgaver har Marffue (Marve), og da denne Form er ret hyppig i 15. og 16. Aarh.'s Litteratur, vilde det næppe være forsvarligt at ændre Originalens Text. Den tyske Oversætt. har: maine gebayn/ marck/ vnd gaist, Von der Hoffnung, Bl. B3v L. 11 f. n. - L. 15 flg.: ty. Ps. 51 Marginalnote. Palladius citerer Skriftstedet i selve Texten. Biblen 1550 har: En angerfuld Aand er det Offer som Gud behager/ Gud 130 forsmaar icke it sorgfult oc angerfult Hierte (Ps. 51.19). Hele Skriftet "Von der Hoffnung" er forsynet med Marginalnoter, i hvilke der henvises til Bibelsteder. Et Par Steder har Pall. som her omtalt indføjet Bibelstederne i Texten, men Citattallene anfører han aldrig. Jfr. Noten til S. 113, L. 6-11

✂ S. 122, L. 19 flg. 30. Bøn = Von der Hoffnung, Bl. B3v L. 20 f. o. flg. Jfr. Indledningen S. 90.

✂ S. 124, L. 25. Ieg er din Salighed. Jfr. Indledn. S. 95 Fodnote.

✂ S. 125, L. 33. nøttrøfftighed, saaledes baade i Kustode og Text. De følgende Udgaver har; nødtørfftighed.

✂

TEXTRETTELSER.

✂ S. 105, L. 9 from Orig. form - S. 106, L. 33 trøst Orig. trost - S. 111, L. 27 forny Orig. forni - s. L. affløss Orig. affloss - S. 113, L. 2 at hielp for af hielpe Jydskhed. - L. 22 Forsiun Orig. Forsiu for Forsi[x] - S. 115, L. 19 Aands Naade Orig. Aands. Naade - S. 117, L. 13 dissnarer Orig. bisnarer, Kustoden dissna - L. 30 det første Orig. der første - S. 118, L. 23 omhu Orig. om hu - S. 121, L. 28 bønhør Orig. bonhør - S. 122, L. 14 forknusede Orig. forsknusede - L. 21-22 offuer-tredelse Orig. off- | tredelse - L. 27-28 Barmhiertighed Orig. Barmhiertighes - S. 124, L. 24 Bønner/ Orig. Bønner - S. 125, L. 15 andre gaffuer Orig. andre/ gaffuer - L. 31 din Orig. den - S. 126, L. 24 paakaldelse Orig. paakalse

✂ Jævnfør desuden Noterne til S. 114 L. 27, S. 117 L. 26, S. 119 L. 9, S. 120 L. 31, S. 122 L. 13 og S. 125 L. 33.

✂ STOR SKRIFT er i Udgaven brugt S. 126 L. 8, hvor Orig. har almindelig Skrift; omvendt har Orig. stor Skrift S. 125 L. 25, hvor Udgaven har alm. Skrift. I Orig. findes Initialer ved Bønnernes Begyndelse; disse er i Udgaven af typografiske Grunde erstattet med almindelige Typer.

131

✂

VARIANTER TIL OG BEARBEJDELSE AF EN BØN UDI EN SVAR SOT.

✂

✂ Mens de trykte Udgaver alle er ordret overensstemmende med den her udgivne Text, afviger, som foran S. 102 omtalt, Afskriften i Vexiøhaandskriftet af "En Bøn udi en svar Sot og Sygdom" væsentlig fra Texten i Trykkene. Afvigelserne i Ordforraad og Ordstilling er følgende:

✂ S. 123, L. 10-11] En bøn vdj en suor siuge eller soett L. 12 O HERre Jesu] O herre gud Jesu Christe L. 13 gantske hen] ganske och antuorder megh hen L. 15 denne legemlige Bolige] dette legommelige bolighe L. 15 kand her] kand L. 16 eller oc du vilt] heller attu wilt L. 17 saa skee din vilie/ Thi] ÿ thett att L. 17 vis der paa] wiss paa L. 17-18 det som din miskundelighed er befalet/ kand icke bliffve borte eller forfaris] thett kand icke fforfaris heller bliffue borte som er befalett thin meskunhedtt L. 19 dette skrøbeligt oc wsaligt legeme] dette skrøbelighe och wsle legom L. 20 det Haab ieg] dett hob som ieg L. 22 met din] wedtt thin L. 23 mod alle] ymoedtt alle L. 23 oc at] och L. 23 mod al] ÿmoedtt all L. 24 Satans anfald] skams anfald L. 24 Barmhiertigheds] meskurihedttz L. 25 fordom dage] ffordom tiedtt L. 26 mod hine] ÿ moedtt the L. 27-28 huor aldelis ingen hielp eller vndsetning ieg haffuer] att jegh haffuer slett inghenn hielp eller wndsettningh L. 28 Trofasthed oc tillid] troffasthedtt L. 30 oc forlade mig paa] att stole paa L. 31 seer oc formercker ieg] seer iegh och fformercker

✂ S. 124, L. 1-2 du haffuer hungrit oc tyrstit mig til gode/ du haffuer lært/ bedit oc fastit mig til gode] Du haffuer lerdtt, beditt och fastiidtt megh tÿll gode, du haffuer hungrit och tørstedtt megh tÿll gode L. 3 Gerninger] gierningher ÿ dette liff L. 5 dit dyrebar Blod vd/ paa kaarssens Galie/ oc dit liff i døden] dÿtt dÿrebar liff i dødenn paa korsens galie L. 7 komme til gode] ske tÿll godhe L. 9 ganskelige] ganske L. 13 ieg haffuer] iegh haffuer (med andet Blæk:) giort L. 13 suarere] suarede L. 13 formere] fforøgh L. 14 feile] wanske L. 15 forgaa] sznaffue L. 16 menneskelige] meskundelighe (Ordet overstreget med andet Blæk) L. 16 mig] megh (med andet Blæk:) er L. 18 faaet fat] ffangitt ffatt L. 19 mit Hiertis øyen] mÿne hiartens øgne L. 20 132kand icke] ÿcke kand L. 20-21 da alligeuel robe til dig] alegheuell raaber indherliigh tÿll degh L. 21 oc tencke saa] saa tenckende L. 21 wdi din Hand] ÿ dinne hender. L. 22 AMEN] amen || P: P: d. e. Peder Palladius.

✂

✂ Som Prøve paa RERAVIUS' Bearbejdelse gengives her Bønnens Begyndelse og Slutning1, svarende til Texten foran S. 123 L. 10-26 og S. 124 L. 18-22:
EN BØN AT BEDE / NAAR MAND ER SIUG.

✂ O HERRE JESV / Du som est de Leffuendis eniste Salighed/ Oc de Dødis Evige Liff/ Forbarme dig offuer mig Syndige Menniske/ Oc forlad mig alle mine Synder/ for din hellige oc bittre Død oc Pine skyld/ huilcket jeg nu visselige troer/ oc aldelis vil mig der til forlade/ oc derfor vil jeg ocsaa aldelis giffue mig hen vnder din allerhelligste villie/ huad heller du vilt/ at min Siel skal endnu lenger bliffue her i dette mit Legeme/ at jeg kand her tiene dig som mig burde/ eller oc du vilt at jeg skal heden vandre aff denne Verden/ saa skee din Villie/ Thi ieg er vis der paa/ at det som din Miskundhed er befalet/ kand icke bliffue borte oc forfaris.

✂ Jeg vil gierne bort sette dette Skrøbelige oc wsle Legeme/ for det Haab ieg haffuer til Opstandelsen/ som skal giffue mig det deyligere oc lycksaligere igien.

✂ Jeg beder dig/ at du vilt bestyrcke min Siel met din Naade/ imod alle fristelser/ oc at du vilt beskerme mig imod alle Sathans Fristelser/ met din Barmhiertigheds Skiold/ met huilcken du giorde vdi fordom dage/ dine Marterer woffueruindelige/ imod hin suare Pine oc aller grummiste Død.

✂ Men vnd mig din hellig Aands Naade/ Naar Døden kommer paa mine Legemlige Øven/ at mit Hiertis Øven/ icke da vendis fra dig/ Naar min Tunge kand icke lenger Tale/ at mit Hierte kand da alligeuel raabe til dig/ oc tencke saa/ O HERRE i din Haand befaler jeg min Aand/ Dig skee loff oc ære foruden Ende/ AMEN.

✂

133

OVERSÆTTELSE AF
SAVONAROLA'S UDLÆGGELSE AF MISERERE
1551.

134
135

✂

INDLEDNING.

✂

I.

✂ DEN 8. April 1498 fængsledes Girolamo Savonarola, og Dagen efter begyndte Forhørene - strax voldsomt, formløst, med Benyttelse af Torturens Rædsler. De fortsattes en Uge, men uden at føre til Domfældelse. Efter Forhandlinger med Paven genoptoges de i Midten af Maj, og nu lykkedes det paa Pinebænken at aftvinge Savonarola en halv Tilstaaelse. Han blev derpaa dømt til Baalet som Kætter - og brændtes 23. Maj.

✂ I Fængslet havde han under legemlige og sjælelige Pinsler, i Tvivl om sin Sags Ret og sin egen Frelse, fundet Trøst i Davids Bodssalmer, og han havde nedskrevet sine Betragtninger over Miserere og over In te domine speravi i et Sprog, der er gennemglødet af hans indtil Sprængning spændte religiøse Sind.

✂ Udlæggelsen af Miserere naaede han at fuldende, mens hans Betragtninger over In te domine kun blev et Fragment. Dette sidste udgaves sammen med Udlæggelsen af Miserere kort efter hans Død paa Latin og Italiensk, og begge Skrifter vandt hurtig stor Udbredelse i Italien og Tyskland.

✂ I 1523 skrev Luther et varmt Forord til den latinske Udgave, i hvilket han fremhævede, hvorledes Savonarola i disse Salmeudlæggelser naaede til den fulde Erkendelse af, at man ikke frelses ved gode Gerninger, men alene ved Guds Naade. Dette Forord bidrog yderligere til Skriftets Udbredelse og Yndest i Tyskland. Skønt der i 1522 var fremkommet en tysk Oversættelse baade af Miserere 136 og af In te domine, oversattes nu paa ny Udlæggelsen af Miserere med Luthers Forord. En Snes Aar efter fremkom endnu en tysk Oversættelse af Miserere (uden Luthers Forord) ved den kendte Reformationsskribent Johan Spangenberg. Ved Aarhundredets Midte er en tysk Oversættelse naaet til Danmark, til Høvedsmanden paa Solte i Sydsjælland, Borchart v. Boynelberg, som fandt saa stort Behag i Savonarolas Udlæggelse, at han lod Oversættelsen "udskrive" og sendte den til Sjællands Biskop med Bøn om, at denne vilde oversætte den paa Dansk. Palladius indvilger heri, trods sin store Uledighed: for det første, fordi ogsaa andre af Adelen havde ytret Ønske om at faa Miserere oversat, dernæst fordi han mente det nyttigt, at Folk lærte at tænke over og paa rette Maade at forstaa just denne Salme, som man tidligere tankeløst havde liret af; det er, skriver han i Forordet, "en af de syv Salmer, som haver været i stor Vanbrug under Pavens Vildfarelse og et dagligt Mundklammer, ikke aleneste hos alle Præstemænd og Klosterfolk, men ogsaa hos dem, som havde de smaa Vielser og den lille Plet i Hovedet" (jfr. Noten ndf. til S. 168, L. 6); endvidere vilde han gerne udsætte Salmen, for at Savonarolas mærkelige Udtydning kunde blive fattige og forslagne Hjerter til Trøst og Oprejselse; endelig - tilføjer han - bevægedes han til at føje Borchart i dennes Bøn ved "de mange mærkelige Exempler og Historier af den Hellige Skrift, som Savonarola har indført i sin Udtydning - om Sankt Peder, Sankt Paul, den Synderinde, den fortabte Søn, den kananeiske Kvinde, Røveren paa Korset og andre, som ogsaa bekende dem, saavel som David gjorde, af hvilke Exempler vi skulde ogsaa bekende os, at vi ere Syndere". Denne Udtalelse er af ikke ringe Interesse til Oplysning om, hvor fjernt Palladius i Virkeligheden stod det Skrift, han skulde gengive paa Dansk. Naar Savonarola nævner disse Exempler, er det nemlig aldeles ikke for at sige: "jeg bekender at have syndet ligesom disse"; - hvilken Trøst vilde der være 137 deri? - det er for at dulme sin Kvide ved Tanken om, at disse har syndet som han, og dog er de blevet frelste. Savonarolas Udlæggelse er et Trøsteskrift for dem, hvem Syndsbevidstheden knuger, men i Palladius' Gengivelse bliver det til en moraliserende Prædiken for de letfærdige, der ikke bekymrer sig om deres Brøde. Savonarolas Skrift er et sindrigt bygget Forsvar for Synderens Frelse, med Bevis paa Bevis herfor hentet fra Salmerne, fra Evangelierne, fra Apostelbrevene; ikke sjældent giver hans lidenskabelige Følelser sig umiddelbart Udtryk, saa han i fortvivlet Sjæleangst trygler Gud om Naade for derpaa at slaa over i en næsten desperat Gaaen i Rette med Gud, naar Haabet synes at glippe. I Palladius' Gengivelse er den fast tømrede Bevisrække oftest brudt, opløst i en Række forvanskede Enkeltheder, og de lyriske Steder er berøvet deres Kraft. Dette skyldes vel for en Del, som vi skal se, at den danske Oversætter ikke har behersket Sproget i det tyske Grundlag, og den tyske Oversætter ikke Sproget i den latinske Original, men en væsentligere Grund er den, at begge har staaet fremmede overfor Originalens Tankegang og Stemningsliv og derfor ikke, hvor den sproglige Forstaaelse af Enkeltheder svigtede, har kunnet bøde derpaa ved en Samføling med Helheden. Udlæggelsen af Miserere og af In te domine er skrevet af en Mand, hvis Liv var Kamp, skrevet paa et Tidspunkt, da hans Modstandere var blevet Sejrherrer, skrevet i Tvivl, i Utryghed: Jorden havde dømt ham, vilde han finde Naade hos Gud? For den danske Biskop som for adskillige af de nordtyske Reformationsskribenter efter Luther var denne Følelse fjærn. De har ikke som Banebryderne for Kirkeomvæltningen tilkæmpet sig den ny Lære gennem indre Strid og ydre Forfølgelser, de har faaet den fix og iærdig i Wittenberg, og de har forvaltet den med kraftig Støtte fra den jordiske Hersker og i sikker Forvisning om den himmelske Konges Tilslutning. Forudsætningen for en samfølende Forstaaelse af Savonarolas Skrift manglede.

138

✂

II.

✂ For at bedømme Palladius' Oversættelse maa vi naturligvis kende hans Grundlag, vide, hvilke Forvanskninger der skyldes den tyske Oversætter, og hvilke Palladius alene bærer Ansvar for. Af Fortalen erfarer vi, at Palladius har benyttet en tysk Oversættelse, men nogen som helst nærmere Oplysning om denne Oversættelse meddeles ikke. Pall. skriver til Borchart v. Boynelberg, at han lod sig bevæge til at udsætte Savonarolas Udlæggelse af Miserere paa Dansk "den Tid ærlig og vellærd Mand Hr. Søren Persen.. bar mig Eders Bog, som I havde ladet udskrive samme Salme udi paa Tysk", men den Bog, hvori Udskriften stod, er sikkert længst tabt; der er da intet andet at gøre end at sammenligne Palladius' Udgave med de bevarede tre tyske Oversættelser for at erfare, om muligvis en af disse har været Grundlag for Borcharts Udskrift og saaledes kan erstatte denne ved en Vurdering af Palladius' Text.

✂ Den ældste Oversættelse, fra 1522, bestaar af to Tryk i Kvart; det første indeholder Udlægningen af Miserere, det andet Udlægningen af In te domine speravi. Titlerne paa de to Tryk er:

✂ Die weil sich in vil Crist glaubigen menschen in disen zeyten yrrige / vnnd parteysche hanndlung begeben. So ist ainem yetlichen gerechten notwendig/ ynnigklich in grundt des hertzens zubetrachten den Psalmen Miserere mei deus. mitt auszlegung in disem büechlein würt angezaygt/ durch bruder Jeronimum Ferrariensem. Miserere mei deus. Gedruckt am XXX. tag Junius. Anno domini M.D.XXII. Jar.

✂ Ain Auszlegung der dreyer versz des dreyssigisten Psalmen. In te domine speraui etc. gemacht durch bruder Jheronimum. Gedruckt an dem vierden tag des Hewmonats. Anno domini. M.CCCCC.XXII. Jar.

✂ Den følgende Oversættelse, fra 1524, bestaar af ét Tryk i Oktav, der indeholder en Oversættelse af Luthers Forord 139 1523 og af Savonarolas Udlæggelse ar Miserere, derimod ikke af Udlæggelsen af In te domme. Titlen er:

✂ Eyn andechtige vnd kunstreyche betrachtung odder ausslegung Hieronimi Sauonarole/ vom Bapst verbrand/ vber den eynfunfftzigisten Psalm/ Gott erbarm dich meyn. Trostlich allen Christen Gotts barmhertzickeyt die du ynn diesem buchleyn kanst spören. Wittemberg. MDXXiiij.

✂ Spangenbergs Oversættelse (Udg. i Kvart Augsburg 1542 og Leipzig 1542 og senere) indeholder en Oversættelse af Udlæggelsen af Miserere, men hverken af Luthers Forord eller af Udlæggelsen af In te domine. Dens Titel er:

✂ Der LI. Psalm Dauids Miserere mei Devs durch den Christlichen Bruder Hieronymum Sauonarolam Prediger Ordens / vom Bapst verbrandt/ in Gebets weise Lateinisch gestellet/ vnd Christlich ausgelegt/ Verdeutscht durch Johan. Spangenberg Prediger zu Northausen. 1542. Paa sidste Blad: Gedruckt zu Leipzig/ durch Nicolaum Wolrab. M.D.XLII. 1

✂ Sammenligner man disse Oversættelsers Titler og Indhold med Palladius' Udgave, vil man se, at mens dennes Titel intet har fælles med de to ældre tyske Oversættelsers, er den en forkortet Gengivelse af Titlen paa Spangenbergs Oversættelse; ogsaa med dennes Indhold stemmer Indholdet af Palladius' Udgave overens, idet denne som hin kun gengiver Savonarolas Udlæggelse af Miserere. Paa Forhaand er det altsaa sandsynligt, at om nogen af de bevarede tyske Oversættelser har været Grundlag for Palladius', har det været Joh. Spangenbergs. Vi skal nu se, om en Sammenligning mellem de forskellige Oversættelsers Text bekræfter eller afkræfter denne Formodning.

✂ I Indledningsbønnen, nærv. Udg. S. 170, L. 17-18, har Palladius: Thi du est alene mit Haab/ min trøst / oc min tilfluct; 1522-Oversætt. har: wann du allain bist mein * 140 hoffnung vnnd mein zuflucht, 1524-Oversætt.: denn du alleyn bist meyn hoffnung/ Du alleyn bist meyn zuflucht; ingen af disse to Oversættelser har altsaa et Led svarende til "min trøst"; derimod lyder Stedet hos Spangenberg: denn du bist allein mein hoffnung/ mein trost/ mein zuflucht. Denne Overensstemmelse mellem Palladius' og Spangenbergs Text kunde dog skyldes, at begge gengav Originalen fuldstændigere end de to ældre tyske Oversættelser, men dette er ikke Tilfældet; Savonarolas Text lyder: quoniam tu solus spes mea, tu solus refugium meum (Per che tu solo se la mia speranza: Tu solo il mio refugio).1 Formodningen om Afhængighedsforholdet mellem Palladius' Oversættelse og Spangenbergs synes altsaa at bekræftes. Nogle flere Parallelsteder skal anføres:

✂ Nærv. Udg. S. 170, L. 30 flg. staar: Thi ieg veed i sandhed/ at du est det høyeste gode/ ja begyndelse oc aarsage til alle ting. Jeg finder inted Naffn/ huormet ieg kand framsige din wsigelige Maiestat. Eftersætningen: Jeg finder inted Naffn osv. er paafaldende, da Forf. i Forsætningen jo har sagt, at han "i Sandhed ved, at Gud er det højeste Gode, altings Begyndelse og Aarsag". Men Skylden er ikke Savonarolas. I Orig. lyder nemlig Texten: "Thi jeg ved, at du er det højeste, hvis du da overhovedet er noget bestemt og ikke snarere alle Tings Aarsag, hvis du da er en Aarsag - thi jeg finder intet Navn, hvormed jeg kan nævne din unævnelige Majestæt" (Scio enim te summam esse rem, si tamen es res et non potius omnium rerum causa, si tamen es causa. Non enim inuenio nornen quomodo tuam ineffabilem maiestatem nominare queam). De tyske Oversættelser fra 1522 og 1524 gengiver dette uændret: Ich waisz das du bist das allerhöchst wesen/ bistu anders ain wesen / vnnd nit fiil mer ain vrsach aller wesen / mag ich dich anders nennen ain vrsach. Ich find kain namen etc. (1522-Oversætt. Bl. A2r; - 1524-Oversætt ikke væsentlig afvigende herfra), mens Spangenbergs Oversættelse * 141 lyder: Denn ich weis für war/ das du das höchste gut bist/ ja ein anfengliche vrsach atter dinge. Ich finde keinen namen etc. Her er altsaa Forklaringen til Palladius' Textforvanskning.

✂ S. 171, L. 31 staar: Gud.. loed sig kaarsfeste oc ihiel sla; denne lidet heldige Tautologi svarer til Spangenbergs: lassen creutzigen vnd tödten, mens de ældre tyske Oversættelser kun har gekreüfzigt (1522), an das kreutz geschlagen (1524), i Overensstemmelse med Originaltextens crucifixus est. Saadanne tautologiske Omskrivninger er meget almindelige hos Spangenberg, og Palladius har uden Undtagelse gengivet alle hans Tautologier.

✂ S. 174, L. 28-29 skriver P.: tag al skyld fra mig/ tag al ondskab bort / alle Synder / alle onde gierninger = Spangenberg: Nim alle schuld von mir/ nim hinweg alle bosheit/ alle sünde/ alle vbelthat; Orig. har derimod kun to Led: totte culpam vniuersam, totte reatum. 1

✂ S. 190, L. 12 skriver Palladius: Hand er sandelige Gud oc Menniske/ Ja verdsens hielpere oc det euige liff = Spangenberg: der ist warhafftiger Gott vnd mensch/ ja der Helffer der welt/ vnd das ewige leben; men Halvdelen heraf skyldes Oversætteren. Det tilsvarende Sted i Orig. lyder: hic est verus deus et vita æterna.

✂ Efter dette turde der næppe være Tvivl om, at Palladius som Grundlag har haft Spangenbergs Oversættelse og denne alene. Som et sidste Vidnesbyrd følgende: S. 181, L. 33 læser man, at Gud har skjult sin Visdom for denne Verdens Vise og aabenbaret den for de enfoldige "det er / for arme Syndere/ oc for dine Hellige Propheter/ som haffuer giffuit oss saadant til kende". At stille de Verdenskloge i Modsætning til Syndere og Profeter virker ligesaa forbløffende som Erklæringen om, at det er disse: Profeterne og Synderne, der har forkyndt Guds Visdom for Menneskene. Undersøger man Originalens Text, viser det sig da ogsaa, at denne er væsentlig forskellig fra * 142 Palladius' Oversættelse: Savonarola har som Modsætning til Verdens Vise stillet Guds Vise, Forkynderne af det gamle og ny Testament: de hellige Profeter og de ringe Fiskere (d. e. Apostlene); Originalens Udtryk er: quia.. reuelasti ea paruulis, id est humilibus piscatoribus et sanctis prophetis tuis (a humili pescatori et a sancti tuoi propheti). Overensstemmende hermed har den tyske Oversættelse 1522: den klainen demütigen fischern vnd hailigen propheten og Oversættelsen 1524: denn kleinen demutigen Fischern/ deinen heyligen Propheten. At Palladius, eller den der har afskrevet Oversættelsen, ikke læser Sündern for Fischern eller egenmægtig ændrer det velbegrundede Udtryk "Fiskere og Profeter" til det meningsforstyrrende "Syndere og Profeter", er jo utvivlsomt Fejlen maa søges i Grundlaget for Palladius' Oversættelse - og den findes da ogsaa i Spangenbergs Text, som har: den armen sündern vnd deinen heiligen Propheten. Aarsagen til Fejlen her er letforstaaelig: Spangenberg har oversat efter den latinske (eller italienske) Original og i Skyndingen læst peccatoribus (peccatori) for piscatoribus (pescatori).

✂ Grundlaget for Palladius' danske Oversættelse har altsaa været Spangenbergs tyske. Allerede de faa ovf. anførte Exempler vil have vist, at Palladius har fulgt denne Oversættelse tro gennem Omskrivninger, Misforstaaelser og ligefremme Forvanskninger. Paa mangfoldige Steder, hvor Palladius' Text afviger fra Savonarolas, skyldes Afvigelserne saaledes ikke Palladius, men Spangenberg. For at bedømme Palladius' Oversættelse maa vi da karakterisere Spangenbergs. Uoverensstemmelserne mellem denne og Savonarolas Original er af to Arter: dels ufrivillige, beroende paa Oversætterens mangelfulde Kendskab til det latinske Sprog og mangelfulde Forstaaelse af de Følelser og Tanker, Savonarola har givet Udtryk, dels tilsigtede, beroende paa Tidens Hang til sproglig Vidtløftighed, og - hvad der ikke er af mindst Interesse - paa den rettroende Protestants Forsøg paa at fjerne, hvad han ansaa for 143 papistiske Reminiscenser. Lægger man Palladius' Text ved Siden af Originaltexten, vil man finde talrige Exempler paa enhver Art af de nævnte Uoverensstemmelser. Nogle enkelte skal nærmere omtales.

✂ En ligefrem Læsefejl saa vi Exempel paa i Oversættelsen af Originalens piscatoribus ved "Syndere" (ovf. S. 142); en ganske ensartet Fejl skyldes det, naar det om Peder, der fornægtede Kristus, hedder, at han "saa underlige [d. v. s. vidunderligt] der henfalt" (nærv. Udg. S. 193, L. 29) - et noget overraskende Udtryk at bruge om Apostlens fejge Holdningsløshed; vnderlige er imidlertid en rigtig Gengivelse af den tyske Oversættelses wunderbarlich, men dette Udtryk skyldes, at Spangenberg har læst Originalens miserabiliter som mirabiliter!

✂ En ubetydelig Ændring, men betegnende for, hvor lidet indtrængende Spangenbergs Forstaaelse af Originalen har været, findes i Palladius' med Spangenbergs overensstemmende Oversættelse S. 200, L. 7: Men Aanden plaffuer sig aleniste for syndsens skyld/ at hun haffner syndet mod dig/ min Gud / som hende burde/ at frycte oc elske. Dette skal gengive Originalens: "Men Aanden knuges ved sin Brøde, naar den har gjort Gud, som den elsker, imod" (Spiritus vero contristatur de culpato, quia fecit contra deum quem amat). Savonarola har følt, hvor smerteligt det var at volde den ondt, man holdt af, men Spangenberg har omtydet Originalens menneskelige Følelsesudbrud til det moraliserende - og ganske meningsløse - Aber der geist engstet sich allein der sünden halben das er wider dich/ mein Gott/ gehandelt hat/ den er billich solt fürchten vnd lieben. Som om det voldte Smerte at gøre Uret imod den, man burde elske!

✂ Ikke mindre misvisende er Oversættelsen ndf. S. 174, L. 36 flg.: affslet icke alleniste min Skyld/ men ocsaa Pinen/ Ja ocsaa roden oc optendelse til alle Synder; d. v. s. Synderen beder, at Gud maa borttage ikke blot hans Brøde, men ogsaa Pinen (d. e. Straffen derfor), ja ogsaa 144 Aarsagen dertil. Rækkefølgen er paafaldende; men Skylden er heller ikke her Savonarolas. Det tilsvarende Sted i Orig. lyder nemlig: "Udslet ikke alene min Skyld og Brøde, men tilintetgør ogsaa det Tønder, hvoraf Synden næres". Denne toleddede Stigning har imidlertid ikke været tilstrækkelig for Spangenberg, som derfor har tvedelt det første tautologiske Udtryk, hvorved den uheldige treleddede Klimax er fremkommet. Originalens non solum culpam et reatum, sed etiam peccatorum fomitem deleas er hos Spangenberg blevet: tilge nicht allein meine schuldt/ sondern auch die straff/ ja die wurtzel vnd zündel aller sünde.

✂ Den samme Tilbøjelighed til at lade Tankens Klarhed vige for en tilslørende Retorik saa vi Exempler paa i hans tautologiske Omskrivninger (S.170 L. 17, S. 171 L. 31, S. 174 L. 28, S. 190 L. 12, se ovf. S. 139 flg.). Denne Tilbøjelighed kan ganske forvanske Texten. I Udlægningen af V. 14 skriver Savonarola: "Hjælp mig derfor, o Herre... thi ellers vil jeg bukke under i saamangfoldige Kampe: Kødet begærer mod Aanden, Verden trænger mig fra alle Sider, Djævlen sover ikke." I sin Drift til Bedre-Mageri har Spangenberg efter Gal. 5.17 udvidet det første Led caro concupiscit aduersus spiritum til Das fleisch gelüstet wider den geist/ vnd den geist wider das fleisch, hvorved unægtelig det ene Led bliver til to, men det andet (i Sammenhængen) ophæver det første. Palladius følger naturligvis sin Kilde: "Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod Kødet" (ndf. S. 193 L. 24). Ganske samme Forbedring er foretaget i Udlæggelsen af 7. Vers (se Noten til S. 178 L. 26).

✂ Undertiden har Spangenberg svækket Originalens Udtryk, fordi han har fundet dets sanselige Energi stødende. I Betragtningerne over det 8. Vers trygler Savonarola Gud om Naade med disse Ord: occurre mihi et osculum oris tui da; de ældre tyske Oversættelser bevarer Billedets Sanselighed (der er overført fra Luk. 15.20); saaledes lyder Texten i Oversættelsen 1522: Lauff mir entgegen/ gib mir den kusz deines munds, men Spangenberg gengiver Stedet: 145 Begegene mir vnd nim mich freundlich an, hvorefter Palladius oversætter: Gack imod mig oc Anamme mig venlige (ndf. S. 180 L. 34). I Udlægningen af 14. Vers staar der i Orig.: "Hvi skulde jeg ophøre at bede.. Du, Herre, opfordrer mig jo selv til at bede og banke paa indtil Paatrængenhed" (ad petendum et pulsandum vsque ad imporfunifatem). Spangenberg svækker Udtrykket til:... zu bitten/ zu suchen vnd anzuklopffen, hvorfor Palladius har: at bede, lede oc bancke (ndf. S. 191 L.16).

✂ I Definitionen af Gud som "det højeste Gode" ovf. S. 140-141) har vi et Exempel paa, hvorledes Spangenberg i sit Forsøg paa at tydeliggøre Originalens Mening ganske forvansker denne. Saaledes ogsaa - for at nævne endnu et Exempel - i Oversættelsen ndf. S. 191 L. 9: Jeg beder dig ocsaa min Herre/ om din Søns Christi kierligheds Brød / som hand deler met alle sine vdualde = Spangenberg: Ich bitt auch/ mein Herr/ vmb das brod der liebe deines Sons Christi/ welchs er allen seinen gleubigen mitteilt, mens Orig. mere haandgribeligt har: "Jeg beder dig ogsaa om Kristi Kærligheds Brød, thi han uddeler sig selv til alle ligesom et Brød" (qua se sicut panis omnibus communicat).

✂ Omvendt kan Spangenberg ved sin Ukyndighed i Latinen komme til at give et Billede en massiv Haandgribelighed, som det ikke har i Originalen. Idet Savonarola søger Trøst i Jesu Ord om Bønnen i Luk, 11.11-12: "Hvis en Søn bad sin Fader om en Fisk, mon han da vilde give ham en Slange, eller om han bad ham om et Æg, mon han da vilde give ham en Skorpion", slutter han: "Jeg beder Dig, Herre, om Haabets Æg: ligesom man af Ægget forventer Ungen, saaledes lad mig naa fra Haabet om din Salighed til Synet deraf." Dette gengives hos Palladius: Jeg beder dig min Herre om Haabens æg/ Thi lige som mand haaber sig/ at faa en kylling aff æget/ saa hielp mig ocsaa ved haabet/ til din Saligheds skin (ndf. S. 191 L. 1).

146

✂ "Kylling" svarer til Spangenbergs hünlin, men dette er jo en noget upoetisk Specifikation af Originalens pullus. 1

✂ De her nævnte Uoverensstemmelser mellem Palladius-Spangenberg-Oversættelsen og Savonarolas Original skyldes dels ligefremme Læsefejl, dels Ukyndighed i Originalens Sprog parret med Ønsket om i Oversættelsen just at give Sproget større Flugt og mindre Voldsomhed. Men ved Siden af disse i hvert Fald halvt ufrivillige Ændringer af Originalens Indhold, findes som nævnt i en Række Tilfælde helt bevidste Fordrejninger af Savonarolas Text.

✂ I Udlægningen af Verset: "jeg vil lære Overtrædere dine Veje" staar der i Orig.: "Præster følge en Vej, Munke en anden, Stoddere en tredje, Gifte en, Ugifte og Afholdende en anden, fromme Jomfruer en tredje, Fyrster følge en, Lærde en anden, kort de forskellige Arter af Mennesker drager ad forskellige Veje til det himmelske Fædreland" (per aliam namque incedunt Clerici, per aliam Monachi, per aliam mendicantes, aliamque tenent matrimonio conjuncti, aliam in uiduitate degentes et continentes, aliam virgines, aliam sequntur Principes, aliam Doctores, denique diuersi status hominum per diuersas vias ad patriam cælestem proficiscuntur). Denne Inddeling af Kristenheden har ikke passet Spangenberg. "Præsterne" har han naturligvis bevaret, "Munkene" har han lige saa selvfølgelig * 147 slettet, "Fyrsterne" har han ikke blot bevaret, men har med skyldigt Hensyn sat dem først, hvorimod han betegnende nok aldeles har udeladt "Stodderne"; Slutningen har han efter sin Sædvane givet en moraliserende Form, saa hele Sætningen lyder: Es sey nu der regierende stand/ Predigerstandl Ehestand/ Jungfrawstand / witwenstand/ oder der gleichen / Ein jglicher hat seinen beruff/ wo er den selbigen nach deinem befehle im glauben volbringt/ so ist er schon auff deinem wege / der jn füret gen himel/ vnd zum ewigen leben. Palladius følger Spangenberg ordret: vere sig nu Overigheds Stad/ Predicke Embedis Stat/ Ecteskabs Stat/ Jomfrudoms Stat/ Vidnes Stat eller ander saadanne/ huer haffuer sit kald/ der som hand det volkommer effter din befaling i Troen/ saa er hand allerede paa dine Veye/ som føre hannem til Himmelen/ oc til det evige Liff (ndf. S. 195 L. 32 flg.).

✂ Udlægningen af det følgende Vers "Frels mig fra Blod" er af Spangenberg tilpasset efter den fejlagtige Opfattelse af Blod som Blodskyld, uden Hensyn til at de af Savonarola brugte Lignelser derved ganske ødelægges. Savonarola skriver: "Fri mig fra Blod, min Gud!... Jeg drukner i Strømme af Blod (in multis sanguinibus suffocor), og fra deres Dyb raaber jeg til Dig: Herre, Herre, hør min Røst, tøv ikke, thi jeg er Døden saare nær... Blodhavets Malstrøm drager mig mod Afgrunden (gurgites sanguinum me trahunt ad inferos), frels mig, at jeg ikke skal omkomme." Dette gengiver Spangenberg: Errette mich von den Blutschulden... Mein Gott/ Die blutschulde wöllen mich erseuffen. Derhalben aus der tieffe der selbigen ruff ich Herr zu dir / Herr höre meine stimme/ Verzeuch nicht mein Herr / Denn ich bin in den blutschulden schier gestorben... Die tieffen der blutschulde ziehen mich bis in die helle! Hilff mir Herr / das ich nicht verterbe. Og Palladius overfører trøstigt paa Dansk Spangenbergs mærkelige Lignelser om Blodskylden (se ndf. S. 196 L. 12 flg.).

✂ I Betragtningerne over Salmens sidste Vers ("Da-naar 148 Jerusalems Mure atter er rejste - skal Du finde Lyst i Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre. Da skal man ofre unge Tyre paa dit Alter") har Fordrejninger og Misforstaaelser hobet sig sammen, saa denne gribende Bøn har tabt baade sin Mening og sin lyriske Kraft. Savonarola skildrer Kristenhedens Forfald paa hans Tid: "Hvor er der nu Spor af Apostlenes Herlighed? Hvor af Martyrernes Kraft? Hvor af Forkyndernes Høst? Af Munkenes hellige Enfold? Af de ældste Kristnes Kraft-Gerninger? (Vbi nunc Apostolorum gloria? vbi marfyrum fortitudo? vbi prædicatorum fructus? vbi monachorum sancta simplicitas? vbi primorum Christianorum virtutes et opera?) Spangenberg gengiver monachorum ved der Mönche vnd geistlichen og virtutes et opera ved glaube/ tugenthafftig leben vnd wercke. Palladius' Oversættelse, i hvilken Omtalen af Munkene helt er udeladt, lyder: Huor er nu Apostlernis herlighed? Hvor er de hellige Martyrers sterckhed? Huor er predickernes Nytte oc Lycke? Huor er de Aandeliges enfoldighed? Huor er den første Christen Tro/ dygdelig Leffnet oc Gerninger? (S. 203 L. 21 flg.). Som her de papistiske Munke er erstattet af det vagere Udtryk "de Aandelige" og den lutheranske Fordring om Tro er føjet til den katolske om gode Gerninger (sml. Noten til S. 204 L. 5), saaledes ændres den følgende Sætning helt i lutheransk Aand. I Orig. hedder det: "Da vil du med Glæde modtage dem, der lever et helligt Liv, naar de bringer sig selv som Offer, naar de, frigjorte for al Sløvhed og rensede for al Lunkenhed, lader Guds Kærligheds Brand fortære hele deres Væsen" (tunc grata tibi erunt holocausta religiosorum, qui relicto torpore et tepiditate eliminata, incendio diuini amoris omni ex parte consumabuntur). Denne Askesens Helliggørelse forvendte Spangenberg til Lutheranismens Forherligelse: Denn werden dir auch gefallen die opffer der ordensleut/ wenn sie naeh abgelegter faulheit/ vnd vergessenheit Göttlicher schrifft/ mit Göttlicher liebe angezündt/ vnd in den Götlichen diensten 149 fleissig werden/ anhalten vnd fortfaren = Palladius (ndf. S. 203 L. 33 flg.): da skal ocsaa det Offer vel behage dig/ som det Aandelige Ordens Folck skal gøre/ Naar de effter deris lange ledighed/ oc den hellige Scrifftis forglemmelse bliffue optende met Guds kierlighed/ oc bliffue siden varactige oc sted wdi Guds tieniste. Savortarola skildrer videre denne Naadens Tid, da man "skal ofre Kalven paa Guds Alter, d. v. s. sit eget Legeme paa Korset, til Lidelse og Død; Da skal Kirken blomstre, da skal den udvide sine Grænser, da skal Guds Lov genlyde fra Jordens yderste Egne, Fryd og Glæde skal opfylde Jordens Kreds". Og idet hans Sind, der har kvæget sig ved Fremtryllelsen af Jorderigs Fryd, nu vender sig indad mod ham selv, der martret i Tvivl om, at de Ofre, han har bragt og vil bringe, er Gud velbehagelige, saa han ved Guds Naade skal blive salig, udbryder han: "Herre, jeg beder dig, hvad da skal ske, lad det ske mig nu.. at du vil modtage mig selv som et Retfærdigheds Offer, et Helliggørelsens Brændoffer, et fromt Livs Heloffer - som en Kalv paa dit Kors! Maatte det forundes mig ved dettes Hjælp at vandre bort fra denne Jammerdal til den Herlighed, som du har beredet for dem, som elske dig!" Denne gribende Slutningsbøn er kun halvt forstaaet af Spangenberg, og idet den Afskrift, Palladius har haft som Grundlag, paa dette Sted maa have oversprunget to Linjer i Spangenbergs Text, er Palladius' Oversættelse blevet ganske uden Mening. En Jævnstilling mellem Savonarolas Orig., Spangenbergs Oversættelse og Palladius' Gengivelse heraf vil vise Forholdet:

Savonarola

Fiat obsecro domine nunc mihi illud tunc, vt miserearis mei sccundum magnam misericordiam tuam, vt suscipias mc in sacrificium iusticiæ in oblationem sanctimoniæ, in holocaustum religiosæ vitae, et in vitulum crucis tuæ

Spangenberg

So bitt ich dich nu/ mein Gott/ mein Herr/ sey mir gnedig nach deiner güte/ vnd tilge meine sünde nach deiner grossen barmhertzigkeit/ auf das du mich annemest/ als ein opffer der gerechtigkeit/ vnd als ein brandopffer vnd gantzopffer eines heiligen geistlichen lebens / ja als einen farren deines creutzes vnd sterbens /

Palladius

Der faar beder ieg dig nu/ Min Gud/ min Herre/ Ver mig nadig effter din Miskundhed oc som it Brendoffre/ oc it helligt Aandeligt Leffnis ganske Offer/ Ja som en Oxe aff dit kaarss oc død/1

150

✂ De her anførte Exempler, som med Lethed kunde mangedobles2, viser, at den Gengivelse, i hvilken Palladius modtog Savonarolas Skrift, var fuld af baade ufrivillige Misforstaaelser og tilsigtede Forvanskninger, fordi Oversætteren ikke forstod og ingen Samfølelse havde med det Sprog, Forfatteren talte. Vi skal nu undersøge, hvorledes Palladius meddelte denne Text i dansk Oversættelse.

✂

III.

✂ Som vi saa af Forordet, var Grundlaget for Palladius' Oversættelse en Afskrift, ikke et Tryk. Dette mærkes i Oversættelsen. Adskillige Fejl i denne skyldes utvivlsomt, at Palladius har læst et Ord urigtigt i Afskriften, andre at Afskriveren har gengivet Spangenbergs Text skødesløst.

✂ Nogle Exempler.

✂ S. 170 L. 19 ndf. hedder det: Jeg vil vdøse iammerlige ord / oc it aluorlig klagemaal, men Spangenberg har: Ich wil ausgiessen schmerzliche wort/ vnd engstliche klage (Orig. * * 151 kun: verba doloris). Det meningsløse aluorlig skyldes vel, at Palladius har læst Afskriftens engstliche som ernstliche.

✂ S.174 L. 12 hedder det: Du Gud est allene Gud, men Spangenberg har: Du Gott bist allein gut = Orig. solus deus bonus. Ogsaa her skyldes Fejlen vel, at Palladius ikke har læst Afskriften rigtigt.

✂ S. 181 L. 8 skriver Palladius: hand er Sandhed/ aff huilken all Sandhed i Himmelen oc paa Jorden vdflyder oc formeris, men hos Spangenberg hedder det for "udflyder og formeres": fleust vnd genent wird (Orig. kun: nominatur). Den danske Oversættelses "formeres" dvs. "forøges" for "benævnes" skyldes vel, at Afskriveren eller Oversætteren har læst geneut i Stedet for genent.

✂ S. 184 L. 27 staar der: Mennisken er ligesom Græss/ oc lige som it visset Blomster, mens Spangenberg har: der mensch ist wie das gras/ vnd wie ein feldblume (Orig. kun: homo tanquam flos agri). At feld blume i den danske Oversættelse er blevet til "en vissen Blomst", maa formentlig forklares ved, at Palladius (eller Afskriveren) har læst feld blume som falb blume; men man undres over, at den bibelkyndige Biskop ikke har elimineret Fejlen, ihukommende Salmens Ord: It menniske er.. lige som Gress/... som it Blomster paa marcken.

✂ Ligesom Aarsagen til de her nævnte Fejl jo utvivlsomt er, at der har ligget en Afskrift mellem Spangenbergs Text og Palladius' Oversættelse, saaledes maa ogsaa de ikke faa Overspringninger i denne forklares som Skødesløshed fra Afskriverens Side. Det er foran (S. 149) nævnt, hvorledes Slutningsbønnen ved en saadan Overspringning er blevet ganske ødelagt. Et andet Exempel skal her anføres. I Udlægningen af 3. Vers skriver Savonarola: "Og da du er barmhjertig, hvad er du da andet end Barmhjertigheden selv? Men hvad er jeg andet end Nøden selv? Se, derfor, o Gud, du evige Barmhjertighed, se mig, som er Nøden selv, for dit Aasyn! Hvad vil du gøre, o 152 Barmhjertighed? dog vel din egen Gerning? Skulde du kunne vige fra din egen Natur? Og hvad er din egen Gerning? At ende Nøden og at hjælpe den, som lider Nød". I Palladius' Oversættelse er de to fremhævede Sætninger sprunget over (se ndf. S. 171 L. 6-11), saa den fastbyggede Aarsagsrække brydes; og denne Fejl maa være indkommet ved Afskriften, thi hos Spangenberg findes alle Led (.... Was bin ich/ denn die dürfftigkeit selbs?.... Was ist dein werck?..)

✂ Af lignende Art som Overspringninger er meningsforstyrrende Ombytninger af Ord. S. 172 L. 8-9 staar der hos Palladius: forbarme dig offuer mig.. at du vender dig til mig / vdsletter mine Synder. Den fremhævede Sætning maa opfattes, som om Synderen beder Gud vende sig til ham dvs. ikke glemme ham; men i Spangenbergs Oversættelse lyder den: das du mich zu dir bekerest (= Orig. vt me ad te convertas), altsaa: at du vender mig til dig, d. v. s. at du gør mig gudhengiven.

✂ S. 190 L. 2-4 har Palladius: Smaa oc foractelige gaffuer ere de legemlige oc forgenglige ting/ Men store oc kaastelige gaffuer ere alle Aandelige oc legemlige ting. Fejlen, som jo er aabenbar, skyldes, at Palladius tankeløst er kommet til at gentage legemlige i andet Led. Spangenberg har: geistliche vnd ewige dinge = Orig. spiritualia.

✂ S. 197 L. 9 staar der: du hielper alle dem som haabe oc tro paa mig; dette overraskende Udsagn skyldes ogsaa fejl Opfattelse af Spangenbergs Text, som har: du hilffst alle denen/ die in dich hoffen vnd vertrawen.

✂ De Tilfælde, i hvilke Uoverensstemmelserne med Spangenbergs Oversættelse skyldes - eller kan skyldes - Skødesløshed i Afskriften, er dog faa imod dem, i hvilke Fejlene kun kan forklares ved Palladius' svigtende Kundskab i det tyske Sprog. Herpaa saa vi adskillige Exempler i Oversættelsen af Ochino's Mærkelige Bønner (se foran S. 89 flg.). Gengivelsen af Spangenbergs Oversættelse er endnu mindre fuldkommen. Nogle enkelte Samstillinger 153 mellem Palladius' danske Oversættelse og Spangenbergs tyske vil være tilstrækkeligt til Vidnesbyrd herom.

✂ I Skildringen af Peders Fejghed skriver Savonarola: "dog vovede han ej at træde frem for Menneskene, fordi han af Erfaring kendte sin egen Skrøbelighed, havde prøvet sin egen Svaghed" (nec tamen in publicum prodire audebat, experientia quippe didicerat fragilitatem suam, probauerat infirmitatem). Dette gengiver Spangenberg rigtigt: Er hett aus erfarung seine schwacheit erlernet/ vnd mit der that seine gebrechligkeit erfunden; men Palladius opfatter erfarung seine schwachheit som en objektiv Genetiv og oversætter: Hand lerde aff hans skrøbeligheds forfaring oc haffde fundet hans skrøbelighed met Gerningen (ndf. S.193 L. 12-14)!1 Mens her en Akk. er opfattet som Gen., er i Oversættelsen S. 203 L. 24 Gen. opfattet som Nom. Stedet lyder hos Palladius: Huor er den første Christen Tro / dygdelig Leffnet oc Gerninger; hvilket jo maa forstaas som tre sideordnede Led: den første kristne Tro, dydigt Levned og (gode) Gerninger, men dette er urigtigt; thi Spangenbergs Oversættelse har: wo ist der ersten Christen glaube/ tugenthafftig leben vnd wercke, hvad der ogsaa svarer til Originalens: vbi primorum Christianorum virtutes et opera. 2

✂ Ofte skyldes Uklarheden i den danske Oversættelse Sprogets mangelfulde Udvikling af Abstrakter. Betragtningerne over 15. Vers begynder saaledes i Originalen: "Regn mig ikke dette til Formastelighed" (temeritati); det sidste Ord gengives af Spangenberg ved thorheit vnd vermessenheit, hvilket Palladius oversætter ved daarlighed oc berømmelse, skønt "Berømmelse" i 16. Aarh. ligesom i 20. * * 154 brugtes i meliorativ Betydning = "Pris", "Ros".1 I Betragtningerne over 10. Vers skriver Savonarola: "Nu adlyder Kødet ikke Aanden, men Aanden Kødet" (Jam non caro obedit rationi, sed ratio carni); dette gengiver Spangenberg: Das fleisch ficht wider den geist/ die sinligkeit wider die vernunfft. Palladius oversætter die sinligkeit ved sindet, hvad der gør Meningen tvetydig, fordi Sindet ikke alene bruges om "Sanserne", men ogsaa om "Sjælen, Tanken" (= ty. gemüt); saaledes oversættes l Ex. Rom. 7.23: men ieg seer en anden Lou i mine limmer/ som strider imod den Lou / der er i mine Sind (S. 179 L. 8-9), Spangenberg: in meinem gemüte. Det sidste Sted er det saa meget vanskeligere at opfatte rigtigt, som Plur. er brugt for Sing. Ved "mine Sind" har Læseren maattet forstaa "mine Sanser", ikke "min Sjæl".2

✂ Den lidet tilfredsstillende Maade, hvorpaa Palladius har gengivet Spangenbergs Oversættelse, skyldes da, som de anførte Exempler vil have vist, delvis at hans Grundlag ikke har været selve Spangenbergs Oversættelse, men en - ofte skødesløs - Afskrift af denne. For en ikke uvæsentlig Del maa dog Skylden for den uheldige Gengivelse gives Palladius' mangelfulde Forstaaelse af den tyske Text og hans ringe Evne til, selv hvor han forstod den, at nyskabe den i dansk Sprog.3 Det er utvivlsomt, at dette * * * 155 hænger sammen med, at han ligesom Spangenberg stod fremmed overfor den religiøse Lidenskab, der havde fundet Udtryk i Originalens stærkt personligt bevægede Sprog.

✂

IV.

✂ Savonarolas Bevisførelse, om man kan sige saaledes, for Guds Barmhjertighed er helt igennem bygget over Skriftsteder, der i stort Antal citeres ordret efter Vulgata, uden at dog Kapitel- og Verstal nævnes. Til Oversættelse heraf har Spangenberg, hvor han har kendt Skriftstederne, benyttet Luthers Bibel ordret. Palladius derimod har oversat Skriftstederne ganske uden Hensyntagen til den autoriserede danske Bibel, der dog alt i et Aar havde været færdigtrykt. En Sammenligning mellem Palladius' Gengivelse af den tyske Bibeltext og Gengivelsen heraf i Christian d. Tredjes Bibel vil da være af ikke ringe Interesse som Vidnesbyrd om Palladius' Deltagen eller Ikke-Deltagen i det store danske Sprogværk. Og det kan strax siges, at Sammenligningen helt ud bekræfter det Resultat, Undersøgelsen af de Palladianske Bibeloversættelser i Veit Dietrichs Trøstesprog gav (se foran S. 11 flg). Nogle faa Exempler skal nævnes.

✂ I Palladius' Oversættelse ndf. S. 180 L. 20 staar der: Fader / jeg haffver syndet wdi Himmelen oc mod dig. Dette kunde i 16. Aarh. som i 20. Aarh. kun forstaas: "jeg har syndet i Himmelen og imod dig." Det første Forholdsled bliver derved meningsløst - thi Synderen er ikke i Himmelen -, og det andet bliver forvansket. Den tyske Text har: Vater/ ich hab gesündiget in den himel vnd für dir (Spangenberg = Luc. 15.21 i Lutherbiblerne 1534-45), altsaa in med Akk. i Betydningen "imod" og für i Betydning "for", "for dit Aasyn"; Biblen 1550 gengiver dette rigtigt: Fader/ Jeg haffuer syndet mod Himmelen oc faar dig.

✂ L. 16, S. 187 L. 27, S. 192 L. 2, S. 203 L. 4; jfr. ogsaa Omtalen af S. 203 L. 23-24 foran S. 153.

156

✂ I Udgaven ndf. S. 189 L. 5 skriver Palladius: Men huad der er screffuit/ det er screffuit oss til lærdom! at wi kunde haffue haab aff Scrifften ved taalmodighed/ oc trøst. Den sidste Sætning er enten uden Mening, idet den siger, at man skal have Haab ved at læse i Skriften, gennem Taalmodighed og Trøst, eller den giver i bedste Fald en gal Mening, idet man, under Hensyn til Kommaet foran "oc trøst", kunde opfatte Udsagnet: vi skulde have Haab ved at læse i Skriften og Trøst - naar vi blot er taalmodige. Men i Spangenbergs Text staar der - Ord for Ord overensstemmende med Rom. 15.4 i Luther-Biblen: auff das wir durch gedult vnd trost der schrifft hoffnung haben - altsaa: ved at være taalmodige og søge Trøst i Skriften skulde vi faa Haab. Ogsaa dette gengives rigtigt i den danske Bibel: paa det wi skulle haffue haab formedelst taalmodighed oc Skrifftens trøst.

✂ Dette maa være tilstrækkeligt som Vidnesbyrd. - Til Karakteristik af Palladius' Sprogbrug har naturligvis de rigtige Oversættelser større Værdi end de fejle. Et Par Sammenligninger med Bibeltexten kan anføres: Math. 11.12 die reissen es zu sich gengiver Palladius ndf. S. 189 L. 5: [de] riffue det til dennem, Biblen [de] rycke det til sig; i Gengivelsen af Aab. 3.7 har Palladius ndf. S. 197 L. 20: tillucker og oplader, Biblen lycker til og lader op; i Gengivelsen af Ps. 38.6: meine wunden stincken vnd eitern har Palladius mine Saar styncke oc rynde (ndf. S. 174 L. 16), Biblen: Mine Saar lucte ilde oc flyde met raad. Palladius oversætter bey den verkereten bistu verkeret (Ps. 18.27) ved hoss den foruende/ est du foruend (ndf. S. 201 L. 29), Biblen har: hoss den fortrødne/ est du fortrøden; Palladius oversætter ein Mitler (1.Tim. 2.5) ved en Middeler, Biblen ved en Meglere. I Oversættelsen af 2. Kor. 3.18: mit auffgedecktem angesicht har Palladius met optecte Ansict (ndf. S. 202 L. 7), Biblen met it bart Ansict o. s. fr.1 * 157 Mens Oversættelsen af de i Texten indføjede Bibelcitater er ganske uafhængig af Christian den Tredjes Bibel, har denne været Grundlag for selve Salmetexten og den til Udgaven vedføjede Oversættelse af Manasses Bøn, hvorimod den følgende "Kong Salomons Bøn", Ordspr. 30.7-9, er oversat efter Vulgata eller vel snarere afskrevet efter en gammel Oversættelse heraf. Se iøvrigt Noterne til S. 204-207.

✂

V.

✂ Af Palladius' Oversættelse af Savonarolas Miserere vides tre Udgaver at have existeret.

✂ 1. Originaludgaven. Denne er nu tabt, men dens fuldstændige Titel, med Linjeinddeling, er gengivet i Biskop Harboes haandskrevne Palladius - Samling fra c. 1750 (Ny kgl. Saml. 2710, III, 4°. Bilag 47). Efter denne er dens Ordlyd:

✂ L. 19, 24 og 25, S. 178 L. 26, S. 179 L. 5 og 32, S. 180 L. 10 og 20, S. 183 L. 21, 23 og 29, S. 184 L. 28, S. 185 L. 19, og 29, S. 186 L. 30, S. 187 L. 30, S. 189 L. 4, 5, 17 og 24, S. 190 L. 22 og 23, S. 191 L. 32, S. 193 L. 24 og 26, S. 194 L. 14, S. 197 L. 2, 19, 21 og 26, S. 198 L. 32, S. 199 L. 13, 15 og 29, S. 200 L. 25, S. 201 L. 17 og 28, S. 202 L. 7, 14 og 24.

✂ Det maa bemærkes, at Afvigelser mellem Palladius' Oversættelse og Texten i den danske Bibel i nogle Tilfælde skyldes Uoverensstemmelse i disses Grundlag, idet Bibelcitaterne hos Spangenberg stemmer med den ureviderede Luther-Bibel (Udgaverne 1534-40, mens Grundlaget for den danske Bibel er den yngste reviderede Luther-Bibel (Udg. 1545). Saaledes - for at nævne et Exempel - gengiver Palladius Rom. 8.26 (ndf. S. 189 L. 25): Men Aanden beder veldige for oss efter Spangenberg Sondern der geist vertrit vns selbs mechtiglich = Luther-Biblerne 1534-40, mens den danske Bibel har Men Aanden traader selff frem for oss til det beste efter Biblen 1545 (= 1541- og 1543-Udg.): Sondern der Geist selbs vertritt vns auffs beste. - Da Spangenbergs Oversættelse er fra 1542, er det sandsynligt, at han har udarbejdet den i 1541, inden den reviderede Luther-Bibel var udkommet.

158

✂ Baade N. M. Petersen (Literaturhist. II, 2403) og Chr. Bruun (Danske Samlinger I, 163) har forgæves eftersøgt denne Udgave.

✂ 2. Det i nærv. Udgave gengivne Tryk. Dette er bevaret i to - desværre begge defekte - Exemplarer. Det ene, som findes paa Universitetsbibliotheket, er et Fragment, bestaaende af Titelblad, Fortale og Udlægning af de første 18 Vers (Bl. Al-I7). Det er i nyeste Tid indbundet i et Papbind. Titelbladet er ikke forsynet med Aarstal, og Trykket giver ikke paa anden Maade Støtte for en Tidfæstelse. I Bibl. Danica I, 31 formodes det, at Fragmentet er trykt i Wittenberg 1552. Denne Formodning er imidlertid, som det følgende vil vise, urigtig. I 1911 har Underbibliothekar Victor Madsen fundet et andet Fragment af Palladius' Savonarola-Oversættelse i et Samlingsbind (Kat. 2131) i Karen Brahes Bogsamling. Dette Bind indeholder tre Tryk: l. Jhesus Syrach paa Danske.. Anno M.D.LVIII; Bl. Y2: Tobie Bog paa Danske; paa sidste Blad:.. prentet i Lybeck hoess Jørgen Richolff/ Aar effter Guds Byrd M.D.LVIII. 2. Palladius' Savonarola-Oversættelse. Titelbladet og Bogens næstsidste Blad mangler. 3. Palladius' Bearbejdelse af Ochino's Bønner, udg. foran S. 83-132. Ogsaa i dette Tryk staar til Slut: Prentet i Lybeck aff Jurgen Richolff. 1558. Alle tre Skrifter er trykt paa samme Papir, i samme Format, med samme Type. Det er derfor utvivlsomt, at de alle er trykt hos samme Bogtrykker, og da den typografiske Udstyrelse i de tre Skrifter er fuldstændig ensartet, er der en til Vished grænsende Sandsynlighed for, at det midterste Skrift er trykt samtidig med det første og sidste Skrift dvs. at alle tre Skrifter er udkommet i ét Bind 1558, men hvert forsynet med selvstændigt Titelblad og Signatur, som det var saa almindeligt i 16. og 17. Aarh. Dette bekræftes ved, at det Hellæderbind, de er indbundet i, ikke er et nyere Bibliotheksbind, men fra samme Tid som Trykkene, hvad Paaskrifterne paa Bindets Inderside viser.

159

✂ Her staar foroven: 15*67. | Mein geluck kompt | wenn gott will | A. Wgrup. Neden under med anden Haand: Denne bogh hór meg Beate Turs dotter till och er meg giiffuen aff min farsóster sonn Arved Vgrup thenn 27 aprilis 1567. Derefter (med samme Haand):

✂ huem hende meg stieler ifrá
en troll wnge Jag [!] were má
Jeg will heffne paa min sand
sá hand schall fá bade last oc scham
Amen

✂ Hr. Arvid (Arild) Urup1 har altsaa forsynet Bogen med Paaskrift, inden han d. 27. April 1567 skænkede den til sin Kusine Frøken Beate, Datter af Hr. Ture Trolle til Bergqvara, en Broder til Arvids Moder Fru Anne Trolle.2

✂ Palladius' Oversættelse af Savonarolas Skrift bestaar af 12 Læg, signeret A-M.-1. 3. 5. 7. 9. 11. Læg har hvert 8 Blade (sign. A-Av, C-Cv osv.), 2. 4. 6. 8. 10. 12. Læg har hvert 4 Blade, sign. B-Biij, D-Diij osv.). 1. Blad og 71. Blad er som nævnt tabt. En Sammenligning mellem dette Tryk og Fragmentet i Univ. Bibl. har imidlertid vist, at Fragmentet er ganske samme Tryk som Exemplaret i Karen Brahes Bogsamling. Ikke blot svarer den bevarede Del af Exempl. i Univ. Bibl. Side for Side, Linje for Linje, Ord for Ord med alle Trykfejl til Exempl. hos Karen Brahe, men alle tilfældige Typeejendommeligheder, et slidt t, en afsprunget Bindestreg, en skraatstillet Type osv. er i ét og alt fælles for de to Exemplarer, saa den Mulighed er udelukket, at det ene skulde være et Optryk af det andet. Dermed er det altsaa givet, at Sted- og Tidfæstelsen "Wittenberg 1552" for Fragmentet i Univ. Bibl. er uholdbar. Dette saavel som Karen Brahes Exemplar er trykt i * * 160 Lybeck hos Jørgen Richolff 1558. De to Fragmenter kan altsaa supplere hinanden; d. v. s. vi kender nu Titelbladet til Udgaven 1558. Dette er derfor ndf. gengivet i Facsimile efter det eneste bevarede Exempl., Fragmentet i Univ. Bibl. Paa Træsnittet ses Kong David knælende i Bøn med Harpen ved sin Fod. Paa Titelbladets Bagside findes et Træsnit af Kristus paa Korset, aabenbart et Udsnit af et større Træsnit, paa hvilket Maria og Johannes har staaet ved Korsets Fod (sml. Træsnittet i "En daglig Bekendelse" foran S. 76). De nederste Folder i Marias og Johannes' Kjortel er bevarede. Under Træsnittet er Joh. 3.16 aftrykt efter Texten i den danske Bibel. Samme Skriftsted eller et andet fra Johannes' Evang har sikkert staaet paa det nu tabte 71. Blad, idet Kustoden paa Bl.70v har: Johan. Til Slut har formodenlig som paa Samlingsbindets første og sidste Skrift staaet Trykkested, Bogtrykker og Aarstal.

✂ 3. Et Tryk fra 1562. Af dette er ét fuldstændigt og ét defekt Exempl. bevaret, begge paa d. kgl. Bibl. Hosstaaende Facsimile-Gengivelse viser Titelbladets Forside. Som det ses, er samme Træsnit som paa 1558-Udg. benyttet, men her prydet med et Bladornament. Paa Titelbladets Bagside findes i Stedet for Træsnit to Skriftsprog: Joh. 3.16 (som i 1558-Udg.) og Ps. 34.2-4, begge afskrevne efter Biblen 1550 (se Noterne ndf. S. 209). Trykket bestaar af 12 sexbladede Læg, sign. A-M. Paa Bl. M 4 staar: "Prentit i Magdeborg/ hoss Ambrosio Kyrchner. Aar effter Guds byrd. M.D.LXII." De to sidste Blade har været blanke. Grundlaget for denne Udgave er, som Titlen viser, ikke Originaludgaven, men Udgaven 1558. Dennes Text følges ogsaa ordret og for det meste bogstavret. Kun iøjnefaldende Trykfejl er rettede som od til oc, gegraffuit til begraffuit, Samiritan til Samaritan, foriertelse til forieftelse o. lign., derimod er selv ganske meningsforstyrrende Sætterfejl bevaret, naar blot det trykte Ord overhovedet fandtes i 161 Sproget, saaledes den for dem S. 192 L. 18, igen for [x]gen (ingen) S. 197 L. 20, Regerer for Begerer S. 200 L. 7, beste

for beske S. 200 L. 14, Huo for Huor S. 202 L. 10, lære for bære S. 206 L. 9, jfr. Textrettelserne ndf. S. 208.1

162

✂

VI.

✂ Efter Palladius' Tid er Savonarolas Betragtninger over Miserere to Gange blevet oversat paa Dansk. Første Gang i Midten af 17. Aarh. Denne Oversættelses Titel er:

✂ Bogen er i Duodez og bestaar af 10 Læg, sign. A-K. Paa Titelbladets Bagside findes et Træsnit, der i Komposition ganske ligner Træsnittet med Kong David; men dette forestiller (som et Navnebaand meddeler) Kong Manasse. Man ser ham knælende i Bøn bag Babylons Mure, til hvilke han er lænket. Ved hans Side et brudt Scepter og Krone. Efter Titelbladet følger Salmen, overensstemmende med Texten i Biblen. Derefter Savonarolas Udlæggelse og til Slut en Morgen- og Aftenbøn.

✂ Grundlaget for denne Oversættelse er, ligesom for Palladius', Spangenbergs tyske Oversættelse. Saaledes lyder det til nærv. Udg. S. 170 L. 30 flg. svarende Sted, der i Spangenbergs Oversættelse, som foran omtalt, er ganske forvansket:
Thi jeg veed visselige/ at du est det allerypperste Gode/ ja en Aarsage oc Begyndelse til alt Got oc jeg finder ingen anden/ ey heller noget andet Naffn/ med oc ved huilcket jeg din wsigelige Mayestet oc wbegribelige Herlighed kand oprægne eller fortelle.

✂ En Sammenligning med Spangenbergs Oversættelse (jfr. foran S. 140-141) viser, at denne er fulgt helt igennem. Oversættelsen 1643 har da ogsaa ligesom Palladius' Oversættelse de fra Spangenberg stammende mærkbare Fejl "Syndere" for "Fiskere" (Bl. D1v) og "vidunderlig" for "ynkelig" (Bl. F10v), jfr. foran S. 141 og 143. I det hele genfindes alle Spangenbergs Fejllæsninger og Misforstaaelser, 163 Omskrivninger og Udvidelser i den ny Oversættelse, hvorimod ikke en eneste af de Fejl, der skyldes Palladius eller hans Afskrift, findes. Ordforraadet er ogsaa i det hele forskelligt fra den ældre danske Oversættelses; selv om derfor adskillige Steder i de to Oversættelser har stor Lighed med hinanden, er dette vist nok tilfældigt: Oversætteren af 1643-Udgaven har næppe benyttet eller kendt Palladius' hundrede Aar ældre danske Gengivelse.1

✂ Den anden danske Oversættelse er fra Midten af 19. Aarh. Dens Titel er:

✂ Savonarolas Betragtninger over den 51de og 31te Davids Psalme. Ved M. Th. Wøldike, Cand. theol. Kjøbenhavn. Udgivet af Foreningen til christelige Opbyggelsesskrifters Udbredelse i Folket. 1850.

✂ Paa Titelbladets Bagside oplyses det, at Grundlaget for Oversættelsen har været Luthers Udgave af Savonarolas Betragtninger 1523.

✂ Efter et orienterende Forord om Savonarola følger Oversættelsen af hele Udgaven 1523: Luthers Fortale og de to Salmeudlægninger. Oversættelsen er i det hele meget omhyggelig og velegnet til at give en Forestilling om Indholdet af dette Savonarolas sidste og mest personlige Skrift, selv om det naturligvis ikke er lykkedes Oversætteren at meddele den danske Gengivelse Originalens Glød.

✂ Skriftets Forord slutter saaledes: "med Luthers Anbefaling overgives det herved til danske kristelige Læsere, at det maaske ogsaa maatte her kunne virke til Opbyggelse". Oversætteren har ikke vidst, at det alt tre Hundrede Aar tidligere var skænket "alle fromme oc retsindige Kristne som danske Maal forstaa til Trøst oc Husvalelse".

164
165

✂

166

✂

167

✂

Erlig oc Velbyrdig Mand Borchart
van Boynelberg Høffuitzmand paa Solthe/ ønsker ieg
Peder Palladius Naade oc Fred wdi vor
Herre Jesu Christo.

✂ KIere Borchart/ lerer den hellige Paulus oss til de Corinther/ at huer skal bygge paa Troens grunduol/ det som dueligt er/ aff den Naade Gud hannem giffuer/ oc en anden sted i samme sendinge breff/ der som hand opregner den hellig Aands mangfoldige || gaffuer/ setter hand denne gaffue der iblant met/ som er/ at vdtaalcke it tungemaal paa it andet/ oc vil at huo den gaffue er aff Gudz Aand begaffuet met/ da skal hand den bruge paa Troens grunduol til Gudz ære/ oc hans nestis salighed.

✂ End dog ieg bekender mig icke at haffue den gaffue fuldkommelige/ som inted er fuldkommeligt met oss aff det gode/ her i verden/ dog vil ieg lade vere wspard det ringe/ som ieg haffuer aff samme gaffue/ huor faare ieg oc saa gerne loed mig beuege til at sette denne Psalme Miserere mei Deus, vd paa danske/ met sin herlighe vdtyelse som den fromme || Christen mand Hieronimus Sauonarola haffuer besegeit met sit blod/ den tid hand bleff brend for Christi salige Ord/ aff den wgudelig Pawe i Rom/ ieg loed siger ieg/ mig gerne beuege der til/ den tid Erlig oc Vellerd Mand Her Seuren Persen Sogneprest oc Prouisten i Nestued/ bar mig eders bog/ som i haffde ladet vdscriffue samme Psalme vdi paa Tyske/ oc gaff mig eders vilie oc begering til kende/ at i saae gerne/ at denne Psalme bleff vdset paa Danske/ oc haffuer ieg der faare beskicket mig nogerlunde effter eders begering/ som mig haabis/ Først for den aarsage skyld/ at mange andre oc saa vdaff || Adelen haffue det samme begeret/ som Erlige oc Velbyrdig Quinde Fru Anne Globs begerede storlig aff min Broder Mester Niels Palladius at hand vilde vdsette samme Psalme paa Danske/ ock icke end heller saa megit for hendis skyld/ effterdi hun 168 forstaar oc saa vel Tyske tunge maal/ som for mange andre/ dem til trøst/ Der til med for Psalmens skyld i sig selff/ Thi det er en aff de siu Psalmer/ som haffuer veret i stor vanbrug vnder Paffuens Vildfarelse/ oc i it dageligt mundklammer/ icke alleniste hoss alle præstmend oc Closter Folck/ men oc saa hoss dem/ som haffde de smaa viielser oc || den lille plet i hoffuedet/ Thi at de vaare oc saa forplictede oc forbundne til en daglige siu Psalmes lesning/ dog met ingen fruct/ foruden anden vanbrug de vaare wdi/ saa at mand sette en siu Psalmers lesning mod en dødelig synd som vaar bedreffuit/ at den skulde der met vere affslet/ vor Herris Jesu Christi wskyldige død oc pine til en bespaattelse/ dog i stor blindhed oc vonkundighed/ lige som disse siu Psalmer skulde derfaare kaidis/ Septem Psalmi pænitentiales, det er/ siu poenitentze Psalmer/ for mand skulde bøde met dem for synden/ Oc det haffuer sig dog icke saa/ Thi der faare kaldis de vij Poenitentze || Psalmer/ Den vj. Den xxxij. Den xxxviij. Denne lj. Den cij. Den cxxx. oc den cxliij. Psalme/ at huo dem vil rettelige læse/ oc offuerueie/ da finder hand i huer aff dem/ besønderlige ydermere end i andre Psalmer/ den rette hoffuid lærdom om Poenitentze/ det er/ om anger oc ruelse/ oc om vor retferdiggørelse faar Gud/ saa at mand finder der Louen/ at bekende sig it armt syndigt Menniske mer/ oc Euangelium/ at sette tro til/ oc bliffue saa aff met Synden vid Syndz forladelse/ som Dauid i denne Psalme bekender sig/ oc faar saa trøst/ oc husualelse/ det er deris rette brug/ oc det er oss || arme Syndere allermest nyttelig oc saare behoff/ huor faare wi skulle oc saa gerne læse dem/ nu denne/ nu en anden/ icke aff anden tuang/ end aff wor Synde tuang/ som er dog stor naack/ at wi thøre icke lade oss viie eller binde til dem alle Siu/ at læse daglige/ som wi vaare wdi vor vngdom.

✂ Den tredie Aarsage huor faar ieg gerne vd sette denne Psalme/ er denne merckelig vdtyning som denne fromme Mand Hieronimus Sauonarola/ haffuer vdlagt denne Psalme met/ alle fattige forslagne hierter til trøst/ oc opreysselse/ oc saa for de mange merckelige Exempler oc Historier aff den Hellige || Scrifft/ gamle oc Nye Testamenter som hand haffuer indført 169 wdi denne hans vdtyning/ om S. Peder/ S. Pouel/ den Synderinne/ den fortabte Søn/ den Cananeyske Quinde/ Røffueren paa Kaarsit oc andre/ som ocsaa bekrende dem saa vel som Dauid giorde/ Aff huilcke Exempler wi skulle oc saa bekende oss/ at wi ere saa vel Syndere som de vaare/ Ellers lade wi oss finde vnder den trusel/ som Christus gør selff hoss Lucam i det trettende Capitel/ der som hand saa siger/ Mene i at de Galileer/ hues Blod Pilatus blandede/ met deris offer/ vaare Syndere ydermere end alle andre Galileer/ for de || lidde saadant? Ney/ ieg siger eder/ men vden i angre eders Synder/ da skulle i alle lige saa omkomme. Som oc saa de atten/ der det Taarn i Siloe fald paa/ oc slo dem ihiel/ mene i at oc saa de vaare skyldige/ framfor alle Mennisker/ som bode i Jerusalem? Ney/ ieg siger eder/ der som i icke angre eders synd/ da skulle i alle lige saa omkomme. Disse sager oc andre flere/ Min fromme Borchart/ beuegede mig til/ at vide eder bøn allermest eders gode hierte mod oss danske Folck/ som i viste at dette vilde komme til trøst oc husualelse/ Derfaare sender ieg nu eder denne Bog/ oc beder eder gerne/ at i ville tage dette mit arbeyde || til tacke/ oc bære offuer met hues der feyler paa Dansken/ anseendis min store wledighed. Jeg vil gerne vdi alle maade/ vere eder til vilie oc tieniste effter min Formue/
Eder oc eders kære Frue/ Fru Margarete met alle eders/
Gud Almectigste befalendis. Screffuit i Kiøbenhaffn
paa Sancti Michaelis dag/
Aar effter Gudz byrd/
M. D. LI.

170

✂

Dauidz Psalme/ faar at siunge/ der
Nathan Prophete kom til hannem/ der hand
vaar indgangen til Bersabee.

✂ JEg vonsalig menniske/ hielpeløss oc arm i alle maade/ som haffuer fortørnet Himmelen oc Jorden/ Huort skal ieg gaa hen? Huort skal ieg vende mig? Huem skal ieg fly til? Huo vil forbarme sig offuer mig? Jeg tør icke løffte mine øyen op til Himmelen/ Thi ieg haffuer suarlige syndet mod Gud/ Paa Jorden finder ieg ingen hielp eller tilfluct. Thi ieg vaar min neste || til stor forargelse. Huad skal ieg da gøre? skal ieg falde i misshaab? Det vere langt fra/ Gud min skaber er Barmhiertig/ Christus min Saliggørere er Miskundig. Der faar er Gud aleniste min tilfluct/ Hand foracter icke sine Henders gerninger/ oc ey heller forskiuder sit Billede.

✂ Der faar kommer ieg til dig/ du Barmhiertige Gud ieg som er fuld met angest oc bedrøffuelse/ Thi du est alene mit Haab/ min trøst/ oc min tilfluct. Men huad skal ieg sige til dig? Effterdi at ieg tør icke løffte mine øyen op til dig/ Jeg vil vdøse iammerlige ord/ oc it aluorlig klagemaal/ Oc ieg || vil paakalde din Barmhiertighed oc sige.

✂

Gud ver mig naadig/ effter din Miskundhed/
Affslet mine Synder effter din
store Barmhiertighed.

✂ O Gud du som boer wdi it Liuss der ingen kand komme til/ der som du est skiult/ som mand icke kand see met Legemlige øyen/ ey heller begribe met Menniskelige forstand/ oc ey kand naack prisis met Engelske Tunge. Min Gud du som est wbegribelig/ dig søger ieg effter/ du som est wsigelig/ dig rober ieg paa/ du som est alle vegne/ Thi ieg || veed i sandhed/ at 171 du est det høyeste gode/ ja begyndelse oc aarsage til alle ting. Jeg finder inted Naffn/ huormet ieg kand framsige din wsigelige Maiestat. Min Gud du som est alle ting/ Du est den euige Visdom/ Den euige Barmhiertighed/ Den euige Mact oc Salighed.

✂ Effterdi at du est ocsaa Barmhiertig/ huad est du andet end barmhiertighed selff? derfaar ver du en Barmhiertig Gud/ See min wselhed er faar dig/ huad vilt du nu gøre du euige Barmhiertighed? Sandelige du maat icke forkomme din egen Gerning/ huad er din Guddommelig nature/ Sandelige/ inted andet || end at borttage wselhed/ Oc at hielpe arme elendige menniske. Derfaar miskunde dig offuer mig o Gud/ Ja du euige Barmhiertighed/ tag bort min wseihed/ affslet mine synder som ere den høyste aarsage til min wselhed/ trøste mig elendige/ beuijss din gerning i mig/ øffue din krafft i mig/ Den ene Dybhed rober til den anden dybhed/ Wselheds Dybhed rober til Barmhiertigheds Dybhed/ Syndsens dybhed rober til Naadens dybhed. Men Barmhiertigheds dybhed er megit større/ end Wselheds dybhed/ Derfaar opsluger den ene dybhed den anden dybhed/ Barmhiertigheds dybhed opsluger Wselheds dybhed. ||

✂ Gud ver mig Naadig/ effter din store Barmhiertighed/ icke effter Menniskens barmhiertighed/ som er saare ringe/ men effter din Guddommelig Barmhiertighed/ som er stoer/ som er wmaalelig som er wbegribelig/ som høyt offuergaar alle Synder. Forbarme dig effter den store Barmhiertighed/ huor met du haffuer giort saa merckelige vel/ oc elsket verden/ at du haffuer oc saa giffuit din eniste Søn for hende. Huor kand vere større Barmhiertighed? huor kand vere større kierlighed? huo kand falde i mishaab? Huo vilde icke ver trøstig? Gud er vorden Menniske/ oc loed sig kaarsfeste oc ihiei sla for alle Menniske. || Der faare min Gud forbarme dig offuer mig effter den store Barmhiertighed/ ved huilcken du haffuer giffuit din elskelig Søn i døden for oss alle/ oc der met bort togst alle verdsens Synder/ igenløste alle Menniske ved hans kaarss/ oc opliuste alt det som er i Himmelen oc paa 172 Jorden/ Rense mig min Gud i Hans Blod/ opliuss mig i Hans Pinis ydmyghed/ Gør mig glad i hans Hellige Opstandelse. Forbarme dig offuer mig/ min Gud/ icke effter den ringe Barmhiertighed. Thi din Barmhiertighed er liden oc ringe/ naar du trøster Mennisken i Legemlig nød oc angeft/ Men din Barmhiertighed || er stor/ naar du forlader Synderne/ oc ophøyer Menniskene ved din Naade/ offuer Himmel oc Jord/ Lige saa min Gud/ min HErre/ forbarme dig offuer mig/ effter din store barmhiertighed/ at du vender dig til mig/ vdsletter mine Synder/ oc retferdig gør mig ved dyn Guddommelig Naade.

✂

Affslet mine Synder/ effter din store Barmhiertighed.

✂ Min Gud/ min HErre/ din Barmhiertighed oc din Miskundhed er wsielig/ Oc du forbarmer dig offuer alle dine Gerninger/ Oc der er icke tal/ maade eller ende paa || din Barmhiertighed. Maria Magdalena fald til din kære Søns Jesu fødder/ tode dem/ met hendis grædende taare/ oc tiurde dem/ met hendis Houidhaar/ Du forlodst hende hendis Synder. Petrus forsoer sin saligørere/ oc soer en Eed/ at hand icke kende hannem/ hand græd bitterlige/ du forlodst hannem sine Synder/ oc togst hannem til Naade igen. Røffueren paa kaarsit sagde icke vden it ord til din kære Søn/ hand tilsagde hannem Paradiss. Paulus forfulde din Christen menighed/ oc du kallede at hannem fra Himmelen oc opfylte hannem met den hellig Aand. Disse ere HErre dine Barmhiertigheder. Tiden || bliffue mig forstacket/ om ieg vilde opregne alle dine Barmhiertigheds Exempler. Thi huor mange retferdige der ere til/ saa mange ere dine Barmhiertigheder. Ingen kand berømme sig aff sig selff. Lad komme hid alle retferdige i Himmelen eller paa Jorden/ oc lad dem sige faar dig om de ere bleffne Salige aff deris kraffter/ Gerninger eller fortienste/ De skulle visselige alle aff it hierte/ Ja aff en mund suare oc sige.

173

✂ Icke oss HErre/ icke oss/ men giff dit naffn ære/ for din Naade oc Sandhed skyld. Thi de indtoge icke deris Fedris Land/ ved deris Suerd/ oc deris arm halp dem inted/ men din høyre || haand din arm oc dit Ansictis liuss. Thi du haffde en velbehagelighed i dem. Det er icke aff deris fortieniste/ oc de ere icke beuarde aff deris Gerninger/ paa det at ingen skal kunde berømme sig/ men det vaar dig saa behageligt/ som oc Propheten siger klarlige/ hand haffuer beuaret mig/ Thi hand haffuer mig kær. Effterdi da/ at du est den Almectigste euige Gud/ hoss huilken ingen omkringskiffteltghed er/ oc ingen omskifftelighed paa Liuss oc Mørck/ Oc wi ere dine Creatur/ som oc saa vore Fædre/ de som oc ere fødde i Synder/ aff kødsens lyst/ saa vel som wi/ oc der er eckon en Middeler imellem Gud oc Mennisken/ || Christus Jesus som bliffuer euig. Huor for vdøser du icke din Barmhiertighed offuer oss? som du vdøste hende offuer vore forfedre? eller haffuer du forglemt oss/ eller ere wi allene Syndere? Er icke din kære Søn Chriftus død for oss? er der da ingen Barmhiertighed mere for haanden?

✂ O Gud vor HErre/ ieg beder dig/ ieg formaner dig/ affslet mine Synder/ effter din store Barmhiertighed. Thi din Barmhiertighed oc medynck ere wbegribelige/ oc wudsigelige/ Lige som du haffuer nu dragit mange wtalige arme Syndre til dig/ Anammede dem til dig/ oc giort dem retferdige/ du vilde || lige saa drage mig til dig/ oc saa ved din Barmhiertighed/ Naadelige anamme/ oc retferdtg gøre meg ved din Naade. Derfaar affslet nu mine Synder/ ved din store barmhiertighed/ ren gør mit hierte/ Paa det/ at det kand vere (naar det er rent giort aff alle Synder) en slet oc vel rensede taffle/ som Guds finger kand scriffue kierligheds Lou wdi/ hoss huilken ingen ondskaff kand bo eller bliffue.

✂

To mig vel aff mine misgerninger oc gør
mig ren aff mine Synder.

✂ JEg bekender det/ min Gud/ min Herre/ at du haffuer en gong oc anden gong/ || forladet mig mine Synder/ Ja tusinde 174 gonge haffuer dit rengiort mig/ Der faar to mig end nu aff mine misgerninger. Thi ieg er disuerre ydermere falden. Du haffuer io icke taget dig nogen visse tal faare/ at forlade Synderne deris Synder? Petrus spurde din kære Søn at/ HErre huor tit maa ieg forlade min Broder som synder mod mig? Er det naack i siu gonge? Da fick hand saadant suar/ Icke siu gonge/ men halffierdesindstiue gong siu gonge/ det er/ saa offte/ som hand haffuer det behoff/ Skal nu it Menneskis forbarmelse vere større end din store Barmhiertighed? Est du icke større oc bedre end it Menniske er? || Ja sandelige du est en større Gud/ oc alle leffuende Menniske ere forfengelighed. Du Gud est allene Gud/ alene sandru/ men alle Menniske ere Løgnere. Du haffuer io sagt/ Paa huilken dag/ en Syndere sucker oc giffuer sig/ oc det angrer hannem/ at hand haffuer syndet/ da vilt du icke mere komme hans synd ihu/ See min Gud ieg arme Syndere sucker oc græder/ Thi mine Saar styncke oc rynde for min Daarhedz skyld/ ieg gaar krum oc nedbøyet/ den gantske dag gaar ieg sorrigfuld/ Jeg er alt saa saare forskøt oc forslagen/ ieg hyler for mit hiertis wro-

✂ lighed.

✂ HErre for dig er al min begering/ oc min Suck oc || grad er icke skiult faar dig/ Mit hierte beffuer/ min krafft haffuer forlad mig/ oc mine øynis liuss er icke hoss mig. Huor faare/ vilt du icke min Gud/ affslette mine Synder? haffuer du tilforn giort mig ren aff Synden/ effter din store Barmhiertighed/ saa to mig end nu ydermere aff mine Misgerninger/ Thi ieg er icke end nu fuldkommelige ren giort/ Fuldkom du din Gierning/ tag al skyld fra mig/ tag al ondskab bort/ alle Synder/ alle onde gierninger/ Lad liuse dit Guddommelig liuss/

✂ Optent mit hierte i din Guddommelig Kierlighed/ Bortdriff fryct fra mig/ Frycte er icke i Kierlighed/ Men fuldkommelig

✂ kierlighed vddriffuer || fryct. Beskicke det saa/ at den verdslig oc kødelig kierlighed/ oc den selffgode kierlighed kand vige fra mig. To mig/ min Gud/ aff min Misgerning/ huor met ieg

✂ haffuer giort min Neste skade/ oc aff min Synd/ ved huilken ieg haffuer fortørnet Gud/ Rengør mig/ affslet icke alleniste 175 min Skyld/ men ocsaa Pinen/ Ja ocsaa roden oc optendelse til alle Synder.

✂ To mig met din Guddommelig Naadis vand/ aff huilcket Vand/ huo der dricker/ skal icke tørste til euig tid/ men det skal bliffue til en Vandkielde i hannem/ som skal opspringe i det euige liff. To mig/ met mine grædende taare/ to mig met dit Guddommelige || Ords vand/ at ieg kand oc findis i det tal/ til huilket der er sagt/ I ere nu rene/ for det Ord skyld/ ieg haffuer talet til eder.

✂

Tht ieg bekender mine Misgerninger/ oc
mine synder ere altid faar mig.

✂ END dog min Gud/ Jeg flyer dristelige til din Naade oc Barmhiertighed/ saa kommer ieg dog icke/ som den Phariseer/ der bad ved sig sielff/ Ja der loffuede sig selff/ oc foractede sin Neste/ Men som den Tølner/ der icke vilde opløffte sine øyen mod Himmelen. Thi ieg bekender min misgerning/ Sandelige naar || ieg offuertencker mine Synder/ da er ieg tcke dristig til/ at oplyffte mine øyen mod Himmelen/ men ieg siger met Tølneren/ Gud vere mig syndere Naadig/ Thi min Siel sueuer imellem Fryct oc Haab. Nu vil hun fortuile aff syndsens forferdelse som er i mig/ nu faar ieg trøst igen aff det Haab til din Barmhiertighed. Men effterdi din Barmhiertighed er større end min wselhed/ da haaber ieg altid HErre paa dig/ oc vil siunge om din Naade euindelige. Thi ieg veed at du haffuer icke lyst til en Synders død/ men du vilt/ at hand skal omuende sig/ oc at hand skal bekende sin Misgerning/ at hand skal bliffue ledig fra Synden/ || Oc komme til dig/ oc leffue.

✂ Min Gud giff mig/ at ieg kand leffue wdi dig/ Thi ieg bekender mine misgerninger/ Thi ieg veed huor suare de ere/ huor mange/ huor skadelige/ Men ieg vil icke skiule dem/ icke døllie dem/ men skicke dem faar dine øyen/ paa det/ ieg kand affto dem/ met mine grædende taare/ Oc ieg bekender min offuertredelse faar HErren. Thi mine Synder/ som ieg haffuer begaaet mod dig/ ere stedse faar mig/ Ja imod mig/ Thi ieg 176 haffuer Syndet mod dig/ Ja visselige imod mig/ thi de ere imod min Siel/ Oc klage altid paa mig/ faar dig min Dommere/ oc fordømme mig alle vegne/ Oc de ere saa aldelis imod mig/ at de ere || ocsaa altid faar mig/ oc sette sig imod mig/ at min Bøn kand icke komme til dig/ Oc din barmhiertighed kand icke komme til mig. Der faar beffuer ieg/ oc sucker/ oc kalder paa din Naade.

✂ Som du nu min Gud haffuer vnt mig at bekende mine misgerninger/ oc at begræde mine Synder/ saa forarbeyde i mig en ret Anger/ oc fuldkom i mig en retskaffen ruelse. Thi alle gode gaffuer oc alle fuldkomne gaffuer/ komme her offuen ned/ fra dig/ du som est Liusens Fader.

✂

Jeg haffuer alene syndet mod dig/
oc giort ilde faar dig. ||

✂ ALT for meget haffuer ieg/ min Gud/ syndet mod dig. Thi du haffuer befalet mig/ at ieg skal elske dig offuer alle ting/ Oc drage Creaturenis elskelighed til dig/ Nu haffuer ieg elsket Creaturene mere end. dig/ huad synd er storre/ end at elske Creaturene mere end Gud? Huo det gør/ hand synder mod dig.

✂ Thi sandelige huo der elsker Creaturene offuer dig/ hand gør Creaturene til Gud. Der faar haffuer ieg aleniste syndet mod dig/ fordi at ieg haffuer giort mig Creaturene til Gud. Jeg haffuer disuer forskut dig/ oc giort dig aleniste wret.

✂ Oc det der end verre er/ ieg haffuer ilde giort faar dig/ || ieg haffuer icke skammet mig ved at synde for dig. O min Gud huor mangfoldelige haffuer ieg begaaet det faar dig/ det ieg ingenlunde haffde begaaet faar Mennisken/ oc vilde meget mindre/ at nogen skulde vidde det. Jeg haffuer mere fryctet Mennisken end dig min Gud/ Thi ieg vaar blind/ oc elskte blindhed. Der faare saa ieg icke met øyen/ oc merckte icke met hiertet/ Thi ieg haffde kødelige øyen/ der faare saa ieg icke anderlunde/ Fryctede mig oc icke anderlunde/ end kødelige Menniske. Men du min Gud saaest oc talde alle mine Synder/ 177 Der faar kand ieg icke skiule dem for dig/ eller holde dem lønlige ved || mig. Jeg kand oc icke fly fra dit ansict.

✂ Huort skal ieg gaa hen for din Aand? oc huort skal ieg fly hen for dit ansict? huad skal ieg gøre? huort hen skal ieg vende mig? Huor finder ieg en HErre/ som mig kand beskarme? Huem skal ieg bede? Huem skal ieg formane met grædende taare? Wden dig min Gud/ Huo er saa miskundelig som du? Huo gør saa mange velgerninger som du? huo er saa Barmhiertig som du? Du som longt offuer gaar alle Creatur wdi velgerning oc Barmhiertighed. Dig bør rettelige at forbarme oc spare. Du som obenbarer din Almectighed aldermest i det/ at du offuerseer oc forbarmer || dig. Jeg bekender/ min HErre/ at ieg haffuer aleniste syndet mod dig/ oc ilde giort faar dig/ forbarme dig offuer mig oc lad din almectighed bliffue obenbaret i mig.

✂

Paa det at du skalt beholde Ræt i dine
Ord/ oc bliffue ren/ Haar du
bliffuer dømt.

✂ Thi du haffuer sagt ved din kære Søn/ Jeg er icke kommen/ at kalde de Retferdige/ men Syndere til anger oc ruelse/ Retferdig gør mig HErre/ i dit Ord/ kalde mig/ tag mig til dig/ vnd mig at ieg kand gøre Poenitentzis rette fruct. Thi der faare er || din kære Søn kaarsfest/ død oc begraffuit/ hand siger oc saa/ Naar ieg bliffuer ophøijet fra Jorden/ da vil ieg drage dem alle til mig/ Der faare retferdig gør mig i dit Ord/ drag mig til dig/ Hand siger oc saa/ Kommer til mig alle i som arbeyde oc ere besuarede/ ieg vil vederquege eder. See ieg kommer til dig besuarit met Synd/ oc dragis der met nat oc dag/ oc hyler for mit hiertis wrolighed/ Vederquege mig Herre/ at du bliffuer retferdig/ oc icke kant straffis/ naar du dømmis. Thi mange sige om min Siel/ hun haffuer ingen hielp hoss Gud/ Gud haffuer forlat hende. O HErre bliff retferdig/ lad dig icke || straffe/ naar du bliffuer dømt aff dem/ 178 forlad mig icke i nogen maade/ Gtff mig Naade oc Salighed/ saa ere de allerede offueruundene.

✂ De tørre sige/ at du skalt icke forbarme dig offuer mig/ men forskiude mtg fra dit Ansict/ ock icke lenger tage mig til Naade/ See/ saa tale Folck om dig/ det er deris mening oc dom. Men du Miskundelige oc Barmhiertige Gud/ ver du mig Naadig/ oc gør deris dom til inted/ beuiss din Barmhiertighed imod mig/ saa skal din Guddommelige Miskundelighed prisis wdi mig/ Gør mig til it aff din Naadis kar/ at dit bliffuer retferdig i || dit Ord/ oc icke kand straffis/ naar du bliffuer dømt/ Thi Menniskene gøre dig til en aluorlig oc streng Dommere/ der faare offueruind nu deris dom/ ved din Miskundhed oc søde Barmhiertighed/ paa det at Mennisken kunde lære aff dit exempel at vere Syndere Naadig/ oc at Syndere kunde oc optendis til ret Penitentze naar de see wdi mig/ din store Naade Miskundelighed/ oc Barmhiertighed.

✂

See ieg er fød aff Syndig Sæd/ Oc min
Moder haffuer undfanget mig i Synd.

✂ Min Gud/ see icke til min Synds storhed oc mangfoldighed/ || men kiend din Skabning/ Tenck at ieg er Støff oc Aske/ oc alt kød som Gress/ See ieg er afflet aff Syndige Sæd/ oc min Moder haffuer vndfanget mig i Synd/ Min Moder haffuer vndfanget mig i Rødelig lyst/ oc haffuer arffuet den Arffuesynd paa mig/ Huad er Arffuesynden andet/ end at man fattis den første Retferdighed? Saa bliffuer nu Mennisken vndfangen oc fød i Synd/ oc hans gantske leffnit er Syndeligt/ Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod kødet/ Fornufften er skrøbelig/ Vilien er siug/ Mennisken suag oc forfengelig/ hans fem sind bedrage hannem/ hans || tancker gøre hannem vild/ Vankundighed fører hannem hen paa vronge veie/ Ja mennisken haffuer wtalige mange forhindrelser/ som drage hannem aff det gode/ oc giffue hannem aarsag til det onde.

✂ Saa er nu Arffsynden en Rod til alle Synder/ en opten delse til alt ont. Oc end dog det er en enig Synd effter natu 179 oc naffnet/ saa er hun dog i sin krafft en Aarsag til alle Synder/ Der faar seer du nu min Gud huad ieg er/ oc hueden ieg kommer/ Jeg er vndfangen oc fød i den oprindelige synd/ Jeg er begreben aldelis oc ganske omkring met Synd/ som met snarer/ Huorlunde skal ieg || vndfly/ Thi det gode som ieg gerne vil/ det gør ieg icke/ men det onde som ieg icke vil/ det gør ieg. Jeg haffuer lyst til Guds Lou effter det induortis Menniske/ men ieg seer en anden Lou i mine limmer/ som strider imod den Lou/ der er i mine Sind/ oc tager mig til fange/ wdi Syndsens Lou som er i mine Limmer.

✂ Der faare min Gud/ lad dine Miskundelighed komme mig til hielp/ effterdi du seer/ at ieg er siug oc nøgen/ oc omslagen met mange farlige snarer/ Huo vilde icke forbarme sig offuer den elendige? Huo vilde icke haffue medlidelse met en siug? Kom du kære Gud/ du søde Samaritan/ || hielp mig arme/ mig som er saar giort ind til døden/ forbind mig mine saar/ Giff Vin oc Olie der wdi/ løfft mig paa dit Diur/ oe føer mig til Herberig/ oc befale Hosbonden mig/ at hand røcter mig/ oc giff hannem tho sølffpendinge oc sig/ der som du legger noget mere vd/ vil ieg betale dig/ naar ieg kommer igen.

✂

Se/ du haffuer lyst til Sandhed/ som
ligger i skiul/ du lodst mig forstaa
din Visdoms Lønlighed.

✂ Kom du min kære Samaritan/ See du haffuer lyst til Sandhed/ oc til din || sandru foriettelse/ som du haffuer loffuit Menniskens slect. Ja du haffuer icke aleniste loffuit oc tilsagt dem/ men oc saa huldet dem det/ Thi din elskelighed er icke andet end at hielpe oc vel at gøre. Du bliffuer icke omkring skyfft min Gud/ du bliffuer som du est. Du est icke tilsinde som wi/ at du elsker nu oc strax her effter icke elsker/ saa at fierligheds gerning er nu hoss dig/ oc nu fra dig/ Du est en ret Elsker/ ia du est kierlighed selff/ Thi Gud er kierlighed/ oc at vere kierlig der er at gøre vel/ Oc huilken du gør mest vel 180 imod/ den elsker du paa det høyste. Huad er nu at elske sandhed andet/ end at holde Sandhed. ||

✂ Du tilsagde vor Patriarch Abraham/ at du vilde giffue hannem en Søn wdi hans allerdom/ oc du hølt den alderne wfructsommelig Sara din foriettelse/ thi du haffuer lyst til Sandhed.

✂ Du tilsagde Israels Børn it Land/ som skulde flyde met Melck oc Hunig/ du gaffst dem det/ oc holt din foriettelse/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

✂ Du loffuede oc tilsagde Dauid/ Jeg vil sette dit Liffs fruct paa din Stoel/ du haffuer holdet hannem samme foriettelse/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

✂ Dine foriettelse ere wtalige/ dem haffuer du alle trolige holdet. Thi du haffuer lyst || til Sandhed/ du haffuer loffuit oc tilsagt fattige Syndere/ som fly til din Naade oc Barmhiertighed/ oc det haffuer icke feilet dem. Thi du haffuer lyst til Sandhed/ Den fortabte Søn/ som drog langt hen i fremmede Land/ oc forkom sit Gods met slemmen oc demmen/ Der hand haffde nu fortæret alt det hand haffde/ gaff hand sig aff sted/ oc kom til dig oc sagde/ Fader/ ieg haffuer syndet wdi Himmelen oc mod dig/ oc er icke nu lengere verd at ieg skal kaldis din Søn/ Gør mig som en/ aff dine daglønere/ Oc der hand vaar end nu langt borte/ saast du til hannem/ met dine Barmhiertigheds øyen/ || løbst til/ oc faldst hannem om hans halss/ oc kyste hannem/ Du befalede at mand skulde hente de beste klæder oc gaffst hannem en guldering/ paa hans finger/ oc Sko paa hans fødder/ oc slactet en fed Kalff/ oc giorde det gantske huss glad/ oc sagde/ Lader oss æde oc vere glade. Thi denne min Søn vaar død/ oc er vorden leffuende igen/ hand vaar borte/ oc er funden igen.

✂ Huor faare haffuer du giort saadant min Gud? Sandelige der faare/ at du haffuer lyst til Sandhed/ Der faare elsk nu i mig du Barmhiertige Fader din Sandhed/ ieg som kommer aff fremmede Land til dig/ || Gack imod mig oc Anamme mig venlige/ Pryde mig met wskyldigheds klædebon/ Leed mig ind i husit/ slacte en fed Kalff/ at alle de som tro paa dig/ kunde 181 glede sig met mig/ oc æde met huer andre/ oc vere glade/ wdi al Aandelig glede/ Huor faare vilde du min Gud forholde din Sandhed for mig allene? Der som du Herre vilt tilregne Synden/ huo kand da bestaa? Men du icke tilregner dine vduolde dem/ Thi du haffuer lyst til Sandhed.

✂ Oc huilken er den Sandhed/ som du haffuer lyst til? Er det icke din elskelig Søn? som siger/ Jeg er Veyen/ Sandhed/ oc Liffuit/ hand er Sandhed/ aff huilken all || Sandhed i Himmelen oc paa Jorden vdflyder oc formeris/ til den Sandhed haffuer du lyst/ den Sandhed vaar dig alleniste behagelig/ thi du fandst hende wden smitte/ oc haffuer giffuit hende i døden for alle Synder/ Der faar holt mig nu denne Sandhed min Gud. Thi see ieg er en stor Syndere/ forlad mig mine Synder/ mig som du haffuer rengiort/ ved din kære Søns blod/ oc igen løst ved hans pine oc død/ Huor faare haffuer du min Gud ladet mig kende din Søn? Huorfaare haffuer du giort mig delafftig i Troen til Christum? Maa vel ske/ paa det/ at ieg skulde høyelige bedrøffue || mig/ naar ieg saa min igenløselse faar øyen/ oc kunde dog icke naa til den? det vere langt fra/ Men paa det/ at ieg kand vide/ at Naadens dør staar oben faar mig/ oc vere visse paa/ at ieg skal faa Barmhiertighed/ ved Jesum Christum/ der faare frij mig nu min HErre/ Thi du lader mig forstaa den lønlig Visdom/ paa det at saadan Guddommelig visheds kendelse kand hielpe mig/ oc lede mig til Salighed. Sandelige Philosophi (det er de verdslige vise)/ kende icke denne Visdom/ den vaar dem aldelis skiult faare/ for din kære Søn bleff fød/ vndertagene dine vduolde/ da viste ingen Menniske aff denne Visdom. ||

✂ De vise wdi denne Verden/ som ellers vaare forsiunlige oc flitige til at randsage alle ting/ løffte vel deris øyen op imod Himmelen/ men de kunde icke finde denne Visdom/ Thi du haffuer skiult saadant for de vise oc forstandige/ oc obenbaret det for de smaa Børn/ oc Wmyndige/ det er/ for arme Syndere/ oc for dine Hellige Propheter/ som haffuer giffuit oss saadant til kende. Der som du haffuer nu obenbaret mig/ den lønlig visdom/ ved den Hellige Scrifft/ huor til er hun mig Nyttig?

182

✂ Huad hielper mig det/ at ieg kender hende? Der som hun icke fører mig til Salighed/ Thi ocsaa Philosophi/ effter at de viste || der vaar en Gud til/ oc dog icke loffuede oc ey heller prisede hannem som en Gud/ men ere bleffne forfengelige i deris sind/ oc deris wforstandige hierte er forblindet/ Oc der de hulde sig for vise/ bleffue de til daarer/ Vilt du nu haffue mig vnder det tal? Det være langt fra/ Thi du est Barmhiertighed selff som aldri ophører oc forlader ingen/ Der faar spar kære HERRE/ spar din Suend/ oc tag mig i dine wmyndiges tal/ At du oc vilt lade mig vide den lønlige Visdom. Føer mig til Visdoms kilde/ som er der offuen i Himmelen/ paa det/ at du kand loffuis i din Barmhiertigheds gerning/ som du bewiser din Tienere oc || aldri forlader dem som haabe paa dig.

✂

Affløss mig met Isop/ at ieg bliffuer ren/
to mig/ at ieg bliffuer snehuid.

✂ Effterdi du min Gud haffuer lyst til Sandhed/ som er skiult/ oc du lader mig vide din lønlige Visdom/ saa opøser ieg it stort haab/ oc troer at du haffuer icke forskut mig fra dit ansict/ men at du bestencker mig met Isop/ at ieg kand bliffue ren/ Isop er en lau vrt hed oc velluctende/ huad betyer det andet/ end din kære Søn Jesum Christum vor HErre/ som haffuer ydmyget sig selff/ || hen ind til døden/ ja ind til kaarsens død/ hand som haffuer elsket oss/ met en brendende kierlighed/ oc toed oss aff alle vore Synder wdi sit blod/ hand som haffuer opfyldet den gantske verden/ met det gode/ wdi hans Sactmodigheds oc Retferdigheds gode luct/ met den Isop skalt du bestencke mig/ naar du vdøser hans hellige Blod offuer mig/ naar Christus boer i mig ved Troen/ Naar ieg bliffuer indplantet i hannem ved kierlighed/ naar ieg effterfølger hans ydmyghed oc hans pine/ da bliffuer ieg ren aff alle mine Synder. Du skalt tho mig/ met mine gredende taare/ som vdflyde aff mine øyen/ || vdaff min HERris Christi hiertens elskelighed/ da bliffuer ieg tret aff suck/ oc væter min seng 183 den gantske Nat/ oc gør mine lagne vode met mine gredende taare/ da skalt du to mig/ at ieg vorder snehuid.

✂ Sne er huid oc kolt/ saa er ieg oc saa i Sandhed/ naar du bestencker mig met Isop/ da bliffuer ieg huid som Sne/ Thi ieg bliffuer omgiffuen/ met din Guddommelig Liuss/ som offuergaar al legemlig skønhed/ oc ieg bliffuer optend ved din Naade/ til alle de Himmelske gode ting/ saa at ieg offuergiffuer alle kødelig affect oc beuegelse/ kold til de Jordiske/ oc hed til de Himmelske ting. ||

✂

Lad mig høre Glæde oc Fryd/ at de ben
bliffue Glade/ som du haffuer
Syndet slaget.

✂ Da skal ieg bede faar dig min Gud/ oc aarlige om morgen skalt du høre min røst. Oc ieg skal høre/ huad den HERre Gud taler i mig/ thi hand skal sige sit Folck fred til/ oc beskicke mig oc saa fred/ Ja HErre du skalt giffue mig fred/ Thi ieg haaber paa dig/ lad mig høre glede oc fryd/ det skeer/ naar ieg faar at høre det/ som den Synderinde hørde/ om hende siger ieg/ som vætte Christo din kære Søn hans fødder/ met sine gredende taare/ oc tiurde dem met haar || aff hendis houid/ Huad fick hun at høre? Quinde din Tro haffuer hulpet dig/ Gack hen met fred/ Jeg skal oc høre det/ som Røffueren paa Kaarsit hørde/ I dag skalt du vere met mig i Paradiss/ Saa skal ieg nu haffue glede oc fryd/ for ieg faar Syndernis forladelse/ Oc skal fryde mig aff Gudz foriettelse/ Skulde ieg icke glede mig? Ja skulde ieg icke fryde mig? Effterdi du giffuer mig todubbelt Naade for alle mine Synder/ da skal ieg først smage huor sød du est min Gud/ oc ieg skal bo i de Himmelske ting/ oc sige met Propheten/ huor stoer er din Miskunhed/ som du haffuer skiult til dem som dig frycte/ || Da skal ieg haffue glede oc fryd/ oc mine Ben skulle bliffue glade/ som du haffuer knusit/ huad ere de Ben som bære Kødet/ andet end Aandens krafft/ som bær vor køds skrøbelighed/ at 184 det falder icke hen i alle honde skendige Synder/ oc at Mennisken skal icke aldelis/ bliffue Kødelig oc aldelis forderffuis. Saa ere Benene nu knusede/ Thi fornufft/ hierte oc vilie ere offuermaade skrøbelige giorde/ oc storlige tilbøyede til det onde/ kødet stride mod Aanden oc sindet mod fornufft/ Jeg formaar icke at sta imod Synden met min krafft/ Thi mine Ben ere knusede/ oc huor faar ere de || knusede? Ah HErre de haffue forladet dig/ den leffuende kilde oc haffue giort sig skøne brynde/ de dog ere elendige brynde/ som giffue inted vand. Thi de ere icke opfylte met din Naade/ foruden huilken ingen kand leffue/ eller noget gaat vdrette. De haffue sæt deris tro paa deris Sterckhed/ der som dog ingen sterckhed vaar/ Der saare ere de omkomne i deris daarlighed/ Saa lad nu min Gud din Sterckhed komme/ saa bliffuer benene glade/ som du haffuer knuset/ komme sig HErre din Naade oc Troen som forarbeider ved kierlighed/ lad komme dine Guddommelige gaffuer/ saa bliffue de knusede bene glade/ || Min fornufft skal oc glede sig/ min ihukommelse fryde sig/ oc mit hierte oc vilie skal vere glade/ oc sandelige icke wden Aarsage/ Thi der som de driffuis ved din Aand til gode gerninger/ bliffue de øffuede met stor styrke i dem/ oc icke ophøre/ men fare fram ved din hielp i det gode lycksalige ind til enden.

✂

Skiul dit Ansict fra mine Synder oc
vdslet alle mine Misgerninger

✂ Min Gud huorfaare seer du paa mine Synder? Huor faare regner du myne wdygder? Huor faare merker du saa flitelige paa myne Misgerninger/ Vedst du icke || at Mennisken er lige som Græss/ oc lige som it visset Blomster/ Huor faare seer du icke meget mere paa dine Saluedis Ansict? Huor faar gør du dig vred paa mig. Min Gud/ ieg bekender at ieg haffuer syndet mod dig/ men du Miskundelige Gud forbarme dig offuer mig/ Skiul dit Ansict fra mine Synder/ Dit Ansict er din kendelse/ saa affuend nu din kendelse fra mine Synder/ 185 Jeg taler icke om den kendelse/ som du seer oc kender al ting met/ men om den kendelse/ ved huilcken du annammer de frommis oc retferdigis gerninger/ oc forskiuder de ondis oc wretferdiges gerninger/ Saa vilt du icke min Gud saa kende mine Synder/ || at du tilregner mig dem/ men skiul dit Ansict fra mine Synder/ paa det/ at de kunde affslettis ved din Barmhiertighed. See HErre til din Creatur/ som du haffuer skabt. See til din Billede/ ieg elendige Menniske haffuer disuer giort dieffuelens Billede aff din Guddommelig Billede. O HERRE skiul dit Ansict fra dieffuelens Billede/ paa det/ at du skalt icke bliffue vred paa mig/ men see paa dit Billede/ paa det/ at du kant vere mig Naadig.

✂ O du Barmhiertige Gud tenck der paa. Christus din kære Søn/ saa til Zacheum paa det Morbærtræ/ oc gick ind i hans Huss/ huilket hand || haffde visselige icke giort/ der som hand haffde seet til dieffuelsens Billede Paa hannem/ Men effterdi at Christus saa til Gudz Billede paa hannem/ haffde hand medlidelse met hannem/ oc forbarmede sig offuer hannem/ loed hannem Salighed vederfaris. Thi hand sagde/ See HERRE/ halffdelen aff mit gods giffuer ieg fattige/ oc der som ieg haffuer besuegit nogen/ giffuer ieg det fyredubelt igen. Jeg giffuer mig gantskelige oc aldelis dig i vold min Gud/ oc ieg vil inted haffue vndertaget. Jeg loffuer at ieg vil altid tiene dig met it rent hierte/ oc ieg vil betale dig mit løffte/ saa lenge som ieg leffuer/ || Huor faar vilt du dog icke HErre/ oc saa see til dit Billede paa mig? Hui mercker du end nu/ paa mine Misgerninger/ Jeg beder dig/ skiul dit Ansict fra mine Synder/ oc vdslet alle mine Misgerninger/ Vdslet dem alle/ at der bliffuer icke en i mig. Det staar screffuit/ Der som nogen holder den gantske Lou/ oc Synder i it stycke/ hand er skyldig i louen alsammen/ Ja hand er skyldig vnder den euige Ild/ det er den endelig straff til alle Synder/ som er til Døden. Der faar affslet alle mine Misgerninger/ at der icke bliffuer nogen sted nogen/ som kand gøre dig skade oc mig skyldig vnder straffen. ||

186

✂

Gud skabe it rent hierte i mig/ oc giff
mig en ny vis Aand.

✂ Ah HERre/ mit Hierte haffuer forlat mig/ det tencker ick mere paa min elendighed/ det haffuer forglemt sin egen Sa lighed/ det gaar vilt/ det er longt hen reyst i fremmede Land/ effterfølger forfengelighed oc falsk lærdom oc haffuer sine øyen hen hoss Verdsens ende/ Jeg haffuer robt effter det/ men det suarede mig icke/ det er longt fra mig/ det er omkommet oc hensoldt i Synden/ der faar min Gud huad skal ieg gøre/ huad skal ieg sige? Min HERRE ieg rober til dig/ Skaffe i mig it rent hierte/ it || ydmygt oc fornedret hierte/ it sactmodeligt oc fredsommeligt hierte/ it gaat oc Gudfryctigt hierte/ it hierte/ som ingen gør skade/ oc ingen betaler ont met ont/ Men offueruinde det ont met gaat. It hierte/ som elsker dig offuer alle ting/ som tencker altid paa dig/ taler altid om dig/ tacker dig alle vegne/ forlyster sig altid i Psalmer/ oc Aandelige Loffsang/ oc haffuer altid sin omgengelse i Himmelen. Skabe saadant it hierte i mig/ skabe det aff intet/ paa det/ at ieg kand faa saadant it hierte ved din Naade/ som ieg kand icke bekomme aff min nature. Thi saadant it hierte kant du aleniste skabe. Ja saadant it || Hierte/ som fører met sig alle dygder/ oc vddriffuer alle laster. Saa skab nu/ min Gud/ saadant it hierte i mig ved din Naade/ oc giff mig en Ny oc visse Aand.

✂ Lad din gode Aand føre mig paa en slet Bane/ oc rense mig aff Jordelige affecter/ oc ophøye mit hierte til de Himmelske ting/ Huad der elsker oc bliffuer elsket/ det er en ting/ Huo der elsker Kødet/ hand bliffuer Kødelig/ Huo der elsker Aanden/ hand bliffuer Aandelig/ Der faar giff du nu mig saadan en Aand/ som dig kand elske/ som dig kant tilbede/ Thi du Gud est en Aand/ Oc de sande tilbedere skulle tilbede dig i Aanden oc i Sandhed. Giff mig en || retsindig Aand/ der icke søger effter sit/ men effter dit. Giff mig en Ny vis Aand: Den som du gaffst mig før/ den haffue mine Synder vndryckt for mig/ Der faar giff mig en Ny Aand/ som kand 187 forny i mig det som er forgammelt oc forderffuit. Min Siel er en Aand/ oc er saa Skabt aff dig/ at hun er retsindig i sig selff. Thi aff Naturen elsker hun dig offuer sig/ Oc for din skylt begerer hun alt gaat. Thi den Naturlig Kierlighed/ som kommer fra dig er retsindig/ men hun er forderffuit ved den onde oc forkrenckte vilie/ Der faar giff mig en Ny vis Aand ved din Naade/ paa det/ at mit hierte kand rettelige || vandre i dine Bud. Giff mig saadan en ny viss Aand/ som kand saa rodfestis oc henge ved mit hierte/ at hun kand aldri opryckis/ som kand optende mit hierte wdi Guddommelig Kierlighed/ som kand giffue mig Aarsage at sucke altid til dig/ at omfaune dig/ oc aldri forlade dig.

✂

Forkast mig icke fra dit Ansict/ oc tag
icke din hellig Aand fra mig.

✂ See min Gud/ min HErre/ ieg staar faar dit Ansict/ at ieg kand faa Barmhiertighed/ Jeg staar faar din Miskundelighed/ oc bider effter din Naadelig suar. || Forskyud mig icke fra dit Naadts Ansict. Huo haffuer nogen tid hafft tilfluct til dig/ oc er bleffuen beskemmet? Huo haffuer nogen tid bancket paa din dør/ oc bedet faar dit Ansict/ oc er icke bleffuen bøn hørt? Sandelige ved din offuerflødige Naade/ offuergaar du alle Menniskis fortieniste oc bøn/ Oc du giffuer mere/ end Mennisken tør bede eller begere. Fra verdsens begyndelse er det icke hørt/ at du haffuer forskut it Menniske fra dit Ansict/ som haffuer bedet dig met aluorlighed/ Skulde ieg nu min Gud vere den første/ som du skulde forskiude fra dit Ansict? Vilt du nu begynde din vrede met mig? || Vilt du aldri spare oc vere Barmhiertig? Det vere longt fra/ Den Hedniske Quinde vaar saare bedrøffuit/ Hun fulde effter din kære Søn Christum oc robte effter hannem oc sagde. O HErre Dauids Søn/ forbarme dig offuer mig/ Thi min Daatter plaffuis ilde aff Dieffuelen/ Men hand suarede hende icke it ord/ Hun loed icke aff/ saa at hun ocsaa beuegede hans Discipler til medynck oc de 188
bade for hende oc sagde: HERRE lad hende dog gaa fra dig/ Thi hun rober effter oss/ Huad suarede hand sine Discipler? Jeg er vdsent sagde hand/ aleniste til de fortabte Faar aff Israeis huss/ Huad skulde || den arme Quinde her gøre? Skulde hun falde i Mishaab? Ingelunde/ hun trøstede sig end nu met Guds miskundhed/ kom oc falt ned faar hannem oc sagde/ HErre hielp mig/ hand suarede hende oc sagde/ Det er icke smuckt at mand tager brød fra Børn oc kaster faar Hunde fom hand vilde saa sige/ Vig fra mig Quinde/ I Cananeiske Folck ere Hunde/ wrene Folck/ affgudiske Menntske/ Guds gaffue oc Naade hører icke eder til/ det er icke ret at ieg skal tage dem fra Jøderne som tilbede den sande Gud/ oc giffue dem hundene det ere de affgudiske Hedninge som tilbede dieffuelen. Huad vilt du nu gøre || du arme Quinde/ vilt du afflade? See HErren er vred/ oc haffuer beskemmet dig/ Oc icke alene dig/ men ocsaa alle Hedninge/ Ja HERRE/ Huo kunde bestaa for saadant it suar? Huo vilde icke forferdis? Huo vilde icke dømme dig at vere en Tyran? Alligeuel henger denne Quinde ved/ oc bliffuer varactig wdi hendis bøn/ Falder icke i Mishaab/ Ja hun opøser nu først it Haab/ tager Christi Ord til tacke/ er icke vred/ men ydmyger sig faar HERren oc siger. Ja HERre det er sant men dog æde de smaa hunde de smuler/ som falde aff deris HErris bord/ som hun vilde saa sige/ Jeg beder icke om brød/ ieg spør icke heller effter || dine Børns gaffue oc Naade. Thi ieg er en hund/ ieg beder icke wden aleniste om smulerne/ som falde aff dine Børns bord. Jeg vnder dem vel aff hiertit/ at de mette sig met dine vnderlige gerninger predicken oc Naade/ min bøn er/ at ieg maatte nyde den aller ringste Naade/ paa det/ at min daatter maatte bliffue befrijd fra dieffuelen. Thi de smaa Hunde æde oc saa aff smulerne/ som falde aff deris Herris bord. See min Gud huilcken stor Tro/ huilken sterck tillid/ huilken ydmyghed/ som er icke hørt tilforne/ at ocsaa Christus er icke mere vred/ men gleder sig aff hendis Tro/ oc vndrer oc siger. O Quinde || din Tro er stor/ dig ske lige som du vilt/ Oc hendis daatter bleff sund/ i samme stunde. Huor faar ere disse ting screffne 189 min Gud wden aleniste der faar/ at wi skulle lære der aff/ at haabe oc tro paa dig/ oc at wi aluorlige oc met ydmyghed henge ved i vor bøn/ anseendes at du haffuer sagt at du vilt bønhøre oss. Ja Himmerigis rige lider vold/ oc de som gøre vold riffue det til dennem/ Men huad der er screffuit/ det er screffuit oss til lærdom/ at wi kunde haffue haab aff Scrifften ved taalmodighed/ oc trøst.

✂ Der faar forskiud mig nu icke HERre/ fra dit Ansict/ mig som staar dag oc nat faar dit Ansict hyler oc greder || icke at du skalt fri mig fra dieffuelsens legemlige plager/ men at du vilde fri min Siæl/ fra den helffuedis Satans aandelig vold/ Stød mig icke fra dig/ min Gud/ Thi ieg haaber aleniste paa dig/ min hielp er aleniste hoss dig/ De haffue alle giffuit mig offuer/ mine Brødre oc venner haffue forladet mig/ ia mit eget kød er imod mig/ Jeg haffuer ingen hielp/ wden aleniste i dig/ Der faar forskiud mig icke fra dit Ansict/ Oc tag icke den Hellig Aand fra mig/ Ingen kand kalde Jesum en HERRE/ wden ved den Hellig Aand/ Naar ieg paakalder min HERRE Ihesum/ da gør ieg det ved den Hellig Aand/ || naar ieg angrer oc begreder mine fremfarne Synder/ oc beder Naade aff dig min Gud/ da gør ieg oc det formiddelst den hellig Aand/ der faar beder ieg dig min fromme Gud/ tag icke den hellig Aand fra mig/ Men skicke det saa/ at hand er hoss mig/ oc at hand boer hoss mig/ at hand beder oc arbeyder met mig. Thi wi vide icke huad wi skulle bede/ som det sig bør/ Men Aanden beder veldige for oss met wsigelige sucker/ oc tage icke denne din hellig Aand fra mig/ Men beskick det saa/ at hand staar met mig i arbeyde/ at hand lærer mig at bede/ oc henge ved/ i min bøn oc gredende taare/ oc bide der effter/ paa || det at ieg kand endelige finde Naade hoss dig/ oc maatte saa tiene dig alle mine liffsdage.

✂

Trøste mig igen met din hielp/ oc en
frimodig Aand opholde mig.

✂ Store ting beder ieg om min HERRE/ Thi du est en stor Konge oc HERRE offuer alle Land/ Oc en mectig Gud 190
offuer alle Guder/ Huo der beder deg om smaa gaffuer/ hand gør dig wret. Smaa oc foracteltge gaffuer ere de legemlige oc forgenglige ting/ Men store oc kaastelige gaffuer ere alle Aandelige oc legemlige ting. Tag Aanden oc Sielen fra || legemet/ huad bliffuer der da andet igen end støff oc skugge? Huad er der for en skilsmisse imellem kød oc Aand/ andet end imellem legemet oc skuggen/ Der faar huo der beder dig om legemlige gaffuer/ hand beder om smaa oc foractelige ting/ Men huo der beder om aandelige gaffuer/ Hand beder om store oc kaastelige ting/ Men den beder paa det høyste/ som beder om din trøst oc hielp. Men huo er din hielpis trøst anden end vor salighed Jesus Christus din kære Søn. Hand er sandelige Gud oc Menniske/ Ja verdsens hielpere oc det euige liff. Huor faare skulde icke ieg nu bede aff dig/ du Miskundelige Fader/ saadan || en trofast hielpere oc Salighed som du haffuer hen giffuit i kaarsens død for mig/ du haffuer skenckt mig hannem aff Naaden/ Huor faare vilde ieg skamme mig at bede dig om den samme/ det er en stor wsigelige gaffue/ Jeg er den icke verd/ Men dig bør at giffue saadane store oc herlige gaffuer. For saadan Wsigelig Miskundheds oc Barmhiertigheds skyld gaar ieg trøstelige til dig oc siger. Trøste mig igen met din hielp/ oc ophold mig met en frimodig Aand: Huilken Søn beder sin Fader om Brød/ oc hand biuder hannem en Sten der faar? Oc der som hand beder om en Fisk/ Oc hand biuder hannem || en Hugorm for Fisken? Eller den som beder om it æg/ at hand biuder hannem en Scorpion der for? Der som nu Fedrene/ som ere onde oc Syndere/ kunde giffue deris børn gode gaffuer/ huor meget mere skalt du Himmelske Fader/ du som est god aff art/ kunde giffue dem/ den Hellig Aand/ som dig bede. See/ din Søn er kommen igen aff fremmede Land. Hand er iammerfuld oc bedrøffuit/ oc beder aff dig Troens Fisk. Thi lige som Fisken er skiuld i Vandet/ saa er ocsaa Troen om de ting/ mand seer icke faar øyen. Der som din fortabte Søn beder dig nu om en ret Tro/ paa det/ at hand kand glede sig i din Salighed/ || Monne du oc giffue hannem en Hugorm? Monne du oc indgyde i hannem Troens forgifft/ som er kommen aff 191
den gamle helffuedis Hugorm? det vere longt fra. Jeg beder dig min HERRE om Haabens æg/ Thi lige som mand haaber sig/ at faa en kylling aff æget/ saa hielp mig oc saa ved haabet/ til din Saligheds skin/ paa det min Siælkand opholdis i denne iammerdal/ oc maatte altid glede sig i Gud min Salighed. Monne du oc giffue mig Mishaabens Scorpion for Haabens æg? paa det at lige som Scorpion stinger oc indgyder forgyfft/ at ieg ocsaa skulde bliffue stongen oc forgiffuen aff Synd? Det vere || longt fra. Jeg beder dig ocsaa min HERRE/ om din Søns Christi kierligheds Brød/ som hand deler met alle sine vdualde/ paa det at ieg kand altid glede mig i Gud min Salighed/ Monne du ocsaa ville giffue mig en Sten/ det er/ it stienhierte/ for din Guddommelig kierligheds Brød? Det vere longt fra/ Huor faare skulde ieg nu lenger fortøffue at bede store oc herlige gaffuer aff dig? Du est dog den/ som haffuer ved din Søn paamint oc befalet mig at bede/ lede oc bancke/ Huad kand ieg bede/ der kand vere dig kærere/ oc mig Nytteligere/ end at du trøster mig/ met din hielp/ Jeg haffuer smagt || huor sød/ HERren er/ huor læt hans byrde er/ oc huor sagtmodig hans Aag er. Jeg tencker vel der paa huor stor en Fred oc rolige sind ieg haffde/ der ieg Gledde mig i HERRen/ oc frydede mig i Gud min Salighed. Det er oc det/ som henger mig saa hart paa/ som bedrøffuer mig saa saare. Thi ieg veed huad ieg haffuer mist/ Jeg bekender nu huor store ting ieg er berøffuit. Der faare rober ieg oc saa met stor Skraal/ Trøste mig igen met din hielp/ giff mig til bage igen/ det som ieg haffuer mist ved mine Synder/ Jeg beder dig min Gud/ giff mig naade/ ved hans fortienste/ som er ved din høyre haand/ oc || beder for oss/ paa det/ ieg kand faa ved hannem ad vide/ om du vilt vere mig naadig/ at ieg kand haffue it vist tegen intryct i mit hierte/ oc kand sige met den fromme Apostel Paulo. Jeg er kaarsfest met Christo/ men ieg leffuer/ dog nu icke ieg/ men Christus leffuer i mig/Effterdi min skrøbelighed er stor/ saa beder ieg at en Frimodig Aand vil opholde mig/ at ieg bliffuer icke fraskild fra Christo/ ved nogen fristelse eller vedermod/ oc ey heller viger fra dig/ ved 192 nogen fristelse/ oc ey heller affalder fra dig ved nogen martyr eller plage. Thi min styrke er meget skrøbelig at ieg skulde stride met den gamle helffuedis Hugorm || oc vinde Seyr. Den hellige Petrus haffuer giffuit mig tilkende/ huor skrøbelig min natur er/ hand saa Christum din Søn/ oc omgick met hannem/ Hand saa hans Herlighed paa det hellige Bierg/ oc smagte hans sødhed/ den tid hand bleff forklaret faar hannem/ oc hørde faderens røst aff Himmelen/ Oc huad skal ieg meget sige/ hand saa met sine øyen/ Christi store vnderlige Gerninger. Ja hand giorde oc selff ved Christi krafft/ store vnderlige Gerninger. Hand hørde daglige met sine øern hans søde predicken/ hand gick paa haffuit met sine Fødder/ hand haffde saadan en brendendis Tro/ || Hand berømmede sig at hand vilde gaa i død oc fenxel met Christo/ Oc der hannem bleff til kende giffuit at hand skulde forsuere hannem tre gonge/ vilde hand det icke Tro/ hand trøstede sig/ paa sin styrcke/ oc paa Menniskens krafft mere end paa Guds Ord. Ja der den pige traadde til hannem oc sagde. Du est oc en aff dem/ som vaare met Jesu/ da bleff hand forferdet oc sagde ney. Strax saa en anden pige hannem/ oc sagde/ Sandelige du est en aff dem/ da sagde hand atter Ney.

✂ Den gode Petrus kunde icke bestaa faar de Quindfolck/ huorlunde skulde hand vere bestandig faar Konger || oc faar Tyranner? Ja der hand bleff ydermere adspurd aff dem som stode der hoss/ begynte hand at forbande sig oc suere/ at hand kende icke det Menntske/ huad mene i at hand haffuer sagt? Jeg holder saa faare/ at hand haffuer soret ved Gud oc Mose Lou/ oc sagt/ Mene i at ieg er den Samaritans oc forførers Discipel/ som haffuer forstyret vor Lou? Jeg er Mosi Discipel/ men denne ved ieg icke/ hueden han er/ Deo Gratias min gode Peder/ haffde de mere spurd dig at/ da haffde du mere forsoret/ Tusinde spørsmals haffde fød aff dem mere end Titsinde forsuerelse/ Men see/ disse Spørsmaal || vaare icke wden blot ord/ huad vilde hand haffue giort/ om Jøderne haffde grebet til verie/ hand haffde sandelige fundet paa alle honde/ at hand kunde haffue reddet sig aff deris hender ved forfueren/ 193
ved sueren oc banden/ Men den miskundelig Herre/ ansaa hannem dog met naade/ at hand bekende strax sin synd/ oc dog turde icke gaa frem/ oc obenbarlige bekende CHRristum at vere den leffuende Guds Søn/ Thi hand vaar icke end nu stadfest met Naaden ned aff det høye/ Wden tuil haffde hand ydermere forsoret/ der som hand haffde seet Limerne oc Kaarsit for øyen/ men hand gick vd i rette || tid/ oc græd bitterlige/ offuer det obenbarede Christus sig for hannem effter sin opstandelse/ oc trøstede hannem. Alligeuel laa hand i skiul/ for Jødernis fryct/ Hand saa Christum opfare til Himmelen/ met stor Herlighed/ hand bleff oc saa trøstet aff Engelske siun oc ord/ dog alligeuel turde hand icke trede frem/ Hand lerde aff hans skrøbeligheds forfaring oc haffde fundet hans skrøbelighed met Gerningen/ Der faar bider hand effter din Foriettelse/ om den Hellig Aand/ hand kom/ oc opfylte hans hierte. Da tradde hand frem/ da begynte hand at tale oc predicke/ da bar hand vidnesbyrd met || stor mact om vor HERres Jesu Opstandelse/ da fryctede hand sig icke mere/ for Presthøffdinger oc for Konger/ men rosede sig i sin sorrig/ oc holt Kaarsit for sin høyeste giede. Saa beskicke nu min Gud/ at din Frimodige Aand kand opholde mig/ paa det/ at ieg kand altid trøste oc giede mig aff din hielp/ Ellers er det mig icke mueligt/ at ieg kand bestaa for saa mange Fiender oc Fristelser/ Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden imod Kødet/ Dieffuelen soffuer icke/ verden trycker mig/ Giff mig din Aandes krafft/ at Tusinde falde hoss min side/ oc Ti tusinde hoss min høyre side/ at ieg kand vere || en Tro oc bestandig vinde om din Tro. Thi der som den gode Petrus som du haffuer prydet met saa megen Naade oc Gaffue/ saa vnderlige der hen falt/ huad skal ieg forsee mig til/ min HERre/ som icke haffuer seet din Elskelig Søn CHRIstum i sin anammede mandom/ Jeg haffuer icke smagt hans Herlighed paa Bierget/ Jeg haffuer icke beskuet met øyen hans Guddommelige/ vnderlige Gerninger oc jertegen. Jeg haffuer icke hørt met øern hans Salige predicken/ men ieg er en arm Syndere/ fød i Synd/ oc kand disuer/ icke leffue wden Synd. O du 194 Miskundelige Gud/ trøste mig nu der faare/ met dit || hielp/ oc den Frimodig Aand vil opholde mig/ at ieg kand fortøffue trolige i din tieniste/ oc endelige bliffue hoss dig.

✂

Thi ieg vil lære offuertrædere dine Veye/
at Synder fkulle omuende sig til dig.

✂ Min kære Gud regne mig det icke til daarlighed/ oc berømmelse/ at ieg vil lære offuertrædere dine Veye/ effterdi at ieg er selff en offuertrædere/ wrætferdig oc Syndsens fange/ begerer ieg icke saadant at gøre/ Men der som du trøster mig met din hielp/ der som den Frimodige Aand opholder mig/ || der som du gør mig fry fra Synden da vil ieg lære offuertræderne dine Veye. Det er dig icke suart/ ey heller wmugligt/ Du kant opuecke Abraham Børn aff Stene/ Synden kand icke forhindre den Gerning/ Ja dersom Synden er vorden mectig/ der er Naaden vorden end mectigere. Saulus fnystede met trusel oc mord/ mod HERrens Discipler. Hand gick til Prestehøffdingen/ oc bad hannem om breff til Scholerne/ paa det/ om hand kunde finde nogle/ som effterfulde Christum/ Mend eller Quinder/ hand kunde føre dem bundne til Hierusalem/ hand gick der hen hastig oc grum/ som en glubende || Vlff/ at hand kunde atsprede dine faar/ røffue oc ihielsla dem. Der hand vaar nu paa Veyen oc vilde forfølge dig/ oc sla dine Discipler ihiel/ Hand haffde icke bered sig til nogen Naade/ ey heller bekend sig til nogen Synd/ men hand handlede met all syn krafft mod dig/ bandede oc forbandede dit Hellige naffn/ See da kom din Godheds røst offuer hannem oc sagde/ Saule/ Saule/ hui forfølger du mig? Strax fald hand ned paa Jorden oc sagde/ HERre/ huad vilt du at ieg skal gøre? Da sende du Vlffuen til Faaret/ Saulum til Ananiam/ hand rette sig op/ Effter fødet falt hand til Jorden/ effter || Aanden reyste hand sig op mod Himmilen. Du vecte den soffuende/ du gaffst it Liuss i de slommende øyen/ du lodst hannem see dit Ansict/ oc obnede hans øyen/ hand bleff døbt oc opfylt met den 195
Hillig Aand/ hand bleff it vdualt redskaff/ at hand skulde bære CHRIsti naffn faar Hedninger oc Konger oc faar Israels Børn/ Strax gick hand ind i Jøde Scholen/ oc predickede der wforfæret oc vindede at CHRIstus er Guds Søn/ oc bleff io mere oc mere krafftig/ oc offueruan Jøderne i alle steder. See HERre/ huor snart giorde du en Apostel/ aff en forfølgere/ oc saadan en/ der haffuer || mere arbeidet/ end alle andre Aposteler. O Guds vnderlige krafft/ naar du vilt da kant du gøre en retferdig aff en offuertræder/ it Faar aff en VIff/ en Predickere faar Hedninge/ aff de Christnis forfølger/ Huo kand forbiude dig det? Huo kand staa imod dig? Huo dig vil i sige huor faar gør du det? alt det du vilt/ gør du i Himmelen/ paa Jorden i haffuit oc i alle affgrunde/ Der faar regne mig icke det til daarlighed/ at ieg vil lære offuertræderne dine veye/ Thi ieg acter icke at gøre det aff min/ men aff din krafft/ Jeg veed/ at ieg kand icke gøre dig it behageliger Offer/ ey heller tage mig nytteligere || ting faare/ end at ieg lærer Offuertræderne dine Veye/ Det er det høyste oc behagligste Offer/ Giffuer du nu mig it andet hierte oc gør it andet Menniske aff mig/ saa vil ieg lære Offuertræderne dine Veye. Icke Platonis Veye. Icke Aristotelis Veye. Icke hine skarpsindige Sophisters Veye. Icke hine klaage Philosophers Veye. Icke met veltalende oc forblommede ord. Icke Verdsens handel. Icke forfengelige Veye som føre hen til døden/ oc fordømmelse. Men dine Veye oc dine Bud/ som føre til Liffuit/ Jeg vil icke lære dem en Vey/ men Mange Veye/ Thi dine befalninger ere mange. Dog || gaa de alle sammen til it maal/ Thi alle dine Bud ere besluttede i kierlighed/ Oc kierlighed gør de Troendis hierter endrectige/ saa at de bliffue it hierte/ ia en Aand i Herren/ der faare er de mange Veye icke andet end mangfoldige Maader i Menniskens Leffnit/ paa huilcke Veye huer øffuer sig daglige i sit kald/ at hand kand faa din Naade/ vere sig nit Ouerigheds Stad/ Predicke Embedis Stat/ Ecteskabs Stat/ Jomfrudoms Stat/ Vidues Stat eller ander saadanne/ huer haffuer sit kald/ der som hand det volkommer effter din befaling i Troen/ saa er hand allerede paa dine Veye/ som 196 føre || hannem til Himmelen/ oc til det euige Liff. Der faar vil ieg nu lære Offuertrederne dine Veye/ huer effter sit kald/ leylighed oc forstand/ at Syndere kunde vende sig om til dig. Thi ieg vil icke Predicke dem mig selff/ men den Kaarsfeste Jesum Christum. De skulle icke vende sig om til mig/ de skulle forlade deris vildfarende Veye/ oc lære dine rette Veye/ paa det/ at de kunde vandre paa dem oc endelige komme til dig.

✂

Gud du som est min Gud oc salighed/
frelss mig fra de blotskyldige/ at
min Tunge kand prise din
Retfecdighed. ||

✂ MIn Gud/ den Blodskyld vil nedsencke mig/ der faar rober ieg til dig HErre/ aff samme Blodskylds dybhed/ HERRE høre min røst. Tøff icke min HERRE/ Thi ieg er paa det neste død i den Blodskyld. Den Blodskyld er mine Synder/ Lige som blodet er kødsens liff/ saa er oc saa en Synderis liff i Synden. Vdøss legemens blod met Vaaben/ saa dør Diuret/ Vdøss Synden ved bekendelse/ saa dør Synderen oc bliffuer Retferdig. Nu ligger ieg icke alemste min Gud i Blod/ Men er aldelis nedsiuncken i Blodskyld. Blodskyldens dybhed drager mig ned til helffuede/ Hielp mig HERre/ at ieg bliffuer || icke forderffuit. Fri mig fra Blodskyld/ min Gud/ du som regerer oc oppeholler all ting. Du som kand alene fri mig/ i huess hand/ min Aand oc mit liff er/ Fri mig fra Blodskyld min Gud/ du som est min Gud oc Salighed/ Gud i huilcken alene min hielp oc trøst er/ Fri mig HERRE/ som du Fride Noe aff Sindfloden/ Fri mig som du fride Loth fra den/ som forderffuede Sodoma/ Israels Børn aff den gloende Oen i Aegypten/ Jonam aff Hualfiskens bug/ De Tre Mend aff den gloende Oen i Babilonia. Fri mig oc saa/ som du Fride Petrum fra Herodis haand/ Paulum aff haffsens Dybhed/ Fri || mig oc saa/ som du haffuer fritt mange Syndere fra døden/ oc 197 Helffuedis Porte/ paa det at min Tunge kand rose din Retferdighed/ som ieg føler/ oc befinder i mig ved din Naade/ Thi din Retferdighed kommer ved Troen til Jesum Christum i alle oc offuer alle/ som Tro paa hannem/ der faar skal min Tunge rose din Retferdighed/ ophøye din Naade oc storgøre din Miskundighed/ Ja ieg vil oc saa bekende mine Synder/ at din Barmhiertighed kand prisis i mig/ at du haffuer Retferdig giort saadan en stor Syndere/ paa det/ at alle Menniske kunde vide/ at du hielper alle dem som haabe oc || tro paa mig/ oc frier dem fra angest oc bedrøffuelse/ min Gud/ min HERRE.

✂

HERRE oplad mine Læbe/ at min
Mund kand kundgøre din priss.

✂ Det er en stor Herlig ting/ om din Loff oc Priss/ Saadan Loff flyder aff dine brynde/ huor aff ingen Synder dricker. Thi det Loff som gaar vd aff en Synders mund/ er dig icke tacknemmelig. Der faar fri mig fra Blodskylde/ Gud/ du som est min Gud oc Salighed/ at min Tunge kand loffue din Retferdighed/ da skalt du oplade mine Læber/ at || min mund kand forkynde dit Loff. Du haffuer Dauids nøgel/ du/ som tillucker oc ingen oplader/ Du oplader/ oc ingen tillucker/ der faar oplad nu min mund/ som du haffuer opladet vnge Børns oc diende Børns munde/ aff huess mund du HERre haffuer beredt din mact. Det haffuer visselige veret dine Hellige Propheter/ Apostler/ oc andre dine vdualde Børn/ som haffuer loffuit dig/ met enfoldige hierter oc munde. Icke de Verdslige Vise/ Philosophi oc Veltalende/ som sige/ Vor Tunge skal haffue offuerhaand/ Oss bør at tale/ Huo er vor HERre? De haffue opladet deris mund/ Du haffuer icke obnet dem || deris mund. Ja i deris mund haffuer du ingen Loff bered. Dine wmyndige Børn Herre loffue dig/ oc ydmyge sig selffue/ men de verdsens vise loffue sig selffue/ oc holde stort aff sig selffue. Dine Børn oc diende Børn prise din Herlighed som de haffue bekent ned fra Himmelen ved din Naade. De verdslige vise 198 vilde aleniste kende dig/ ved naturlige ting/ men de kunde icke fuldkommelige naa til den Loff oc Priss. HErre Helligen haffue loffuit dig met hierte oc mund/ der til met gode gerninger. De Verdslige vise/ aleniste met forfengelige ord/ Oc opblest Visdom/ Børnene haffue vdbred din Loff/ offuer || gantske Jorderig/ men de Philosophi met faa Disciple. Dine Venner haffue omuend Wtalige mange mennisker fra Synd/ til sand anger oc ruelse. Philosophi de haffue huerken kend anger eller ruelse oc ey salighed/ dine Elskelige haffue forkyndet i alle Steder din wsielige Miskundhed/ som du haffuer beuist Verden i din kære Søn/ Men de verdslige Vise Philosophi haffue ingen aff de ting forstaad/ der faar haffuer du bered Loff aff vnge Børns oc diende Børns munde. Det haffuer altid behaget dig/ at ophøye de fortrycte/ nedertrycke de hoffmodige/ Effterdt du min Gud staar imod den || Hoffmodighed/ saa giff mig sand ydmighed/ paa det/ at du kand berede Loff aff min mund/ Giff mig it Barns hierte. Thi der som ieg icke omuender mig/ oc bliffuer som Børn/ da maa ieg icke komme ind i Guds Rige/ Der faar gør mig nu som til et aff dine Børn/ oc diende Børn/ at ieg kand altid henge ved din Visdoms bryst/ Thi dine Bryst ere sødere end Vin/ oc din Visdom er kaasteligere end Rigdom. Alt det mand kand begere/ er inted at ligne ved hende. Din Visdom er it Edelt Liggendefæ/ Huilke Menniske der haffue bruget hende/ de ere Guds venner. Naar du haffuer nu giort mig til it || diende Barn/ da skalt du berede Loff oc Priss aff min mund.

✂

Thi du haffuer icke lyst til Offer/ Jeg
vilde vel ellers giffue dig det/ oc
Brendoffer behager dig icke.

✂ O Gud min mund skal forkynde dit Loff/ Thi ieg veed/ at det er dig it behageligt Offer/ effterdi du siger ved Propheten/ huo der gør tackoffer/ hand ptiser mig/ Der faar vil ieg øffre 199 dig Loff oc Tack/ vnge Børns oc diende Børns loff for alle mine Synder/ Oc huor faar Loff oc Tack/ oc icke heller || Brendoffer/ eller ellers nogen anden Offer? Du haffuer icke lyst til Offer/ Du siger selff i Psalmen/ Jeg vil icke tage øxen aff dit Huss/ ey heller Bucke aff din Stold/ Ment du at ieg vil ede Oxekød eller dricke Bucke blod/ der faar ved ieg ocsaa/ at du skøder intet om Guld eller Sølff/ Thi Himmelen oc Jorden hører dig til/ der faar vilt du icke heller/ at ieg skal sla mig selff ihiel. Du vilt icke en Synderis død/ men meget mere at hand omuender sig oc leffuer/ dog vil ieg met skel oc effter leyligheden spege mit fød/ at det kand vere din Naade hørsomt oc lydigt oc tiene dig veluillige/ Thi der som ieg treder offuer maalet/ || da regner du mig det visselige til Synd. Eders Guds tieniste/ siger den hellige Apostel Paulus skal vere fornumstig/ du haffuer oc sagt ved Propheten. Jeg haffuer en velbehagelighed/ til Barmhiertighed/ Oc icke til Offer. Der faar skal min mund forkynde dit Loff. Thi saadan Offer priser dig/ oc giffuer oss Guds salighed til kende. Ja min Gud/ det er mit rette aluere/ ieg vil siunge oc loffue/ Det er min ære/ Alt det ieg veed/ som dig behager vil ieg fuidkomme wdi din Naade. Nu befinder ieg/ at ingen Offer er tacknemmeligere faar dig/ end at loffue prise oc tacke. Der effter vil ieg oc holde mig. Did hen vil ieg sla || mine tancker/ Der om vil ieg tale siunge oc prise/ Thi du haffuer icke lyst til Diurenis Offer/ Jeg vilde ellers vel giffue dig det. Thi mit hierte er bered at fuldkomme din vilie ved din Naade. Men saadan Brendoffer behager dig icke. Du haffuer skabt legemet for Aandens skyld. Der faar behager icke de legemlige Offer dig/ men de Aandelige/ Du siger i Scrifften. Min Søn giff mig dit Hierte/ Det er det Offer/ som dig behager/ som er it angerfult penitentzis hierte/ it hierte som er optend/ met Guddommelig kierlighed/ som begreder Synden oc beuarer sig framdelis for Synden/ Saadan Brendoffer behager dig min Gud. ||

200

✂

En angerfuld Aand er det Offer som
Gud behager/ Gud forsmaar icke
it sorgfuld oc angerfuld Hierte.

✂ Sandelige min Gud/ dig behager it angerfult Hierte/ oc en knusit Aand/ oc icke it angerfult oc knusit legeme/ Thi kødet bliffuer der saar aff plaffuit/ at det haffuer icke det som det Begerer eller Føler det/ som sig er imod. Men Aanden plaffuer sig aleniste for syndsens skyld/ at hun haffuer syndet mod dig/ min Gud/ som hende burde/ at frycte oc elske. Det gør hende ont/ at hun haffuer fortørnet dig/ sin Skabere oc || genløsere/ at hun foracter din kære Søns dyre blod/ oc vonærer dig/ miskundelig oc søde Fader. Saadant it plaffuit oc knusit Hierte er it velluctende Offer faar dig som bliffuer giort oc tilred/ vdaff den beske rod/ som er/ aff syndsens anger oc bekendelse. Thi ieg forsamler mine Synder wdi mit Hiertis mortere oc knuser dem met ruelsis stempel/ oc gør dem til puluer oc væder dem met anger oc ruelsis graad/ saa bliffuer der en god salue/ Ja it behagelig Offer vdaff/ som du HErre icke foracter. Thi du min Gud foracter icke it angerfult oc knusit Hierte/ Huilket Menniske der synderknuser nu sit haarde sten || hierte/ saa at hand gør en Salue der aff/ ved anger oc ruelsens graad/ oc falder icke i Mishaab/ for Syndsens mangfoldighed oc storhed/ men giffuer sig hen vnder dig ydmygelige til it leffuendis Offer/ den forskiuder du ingenlunde. Thi at it angerfult oc knusit hierte foracter du icke min Gud. Der vaar en Quinde en Synderinde i Staden/ Hun beredde saadan en Salue i hendis Hierte/ Hun gick ind i den Phariseers huss/ oc traadde bag til din kære Søns fødder/ Hun skammede sig icke ved/ at græde for Gesterne/ Hun kunde icke tale for angst/ men hun vdøste sit Hierte met gredende taare/ oc vætte hannem hans || fødder/ oc tiurde dem met Haar aff hendis hoffuit/ Oc kyste dem oc saluede dem met Salue. Huo haffuer saadant mere hørt/ Huo haffuer seet saadant? Der faar behagede dig 201 oc saadant Offer. Ja det vaar dig saa behageligt/ at du ocsaa meget mere actede denne Quinde/ end de Phariseer/ som lode sig tycke at vere saa fromme oc retferdige/ oc du gaffst til kende met dine Ord/ huor vijt de vaar fra huer andre/ denne Quinbis oc den Phariseers retferdighed/ som er saa vijt/ som imellem/ at to fødder met Vand/ oc to dem met gredende taare/ som at kysse Ansictet en gong/ oc icke lade aff at kysse fødderne/ som || at salue hoffuedet/ oc at salue fødderne. Ja denne Quinde gick longt offuer den Phariseer. Thi hand gaff din kære Søn/ huerken Vand eller kyss/ huerken Olie eller Salue. Ø Gud stor er din Miskundelighed/ stor er din Mact/ som du gør obenbarlige paa det høyste/ i det/ at du offuerbær oc forbarmer dig offuer Mennisken. Huor aff ieg lærer/ at du foracter icke it angerfult oc knusit Hierte. Der faar vil ieg oc saa legge al min vind paa/ at ieg kand offre dig saadant it Hierte/ icke aleniste met Ord/ men oc saa met Gerninger. Thi du est aleniste den/ som prøffuer Hierter oc Nyrene/ Der faar tag nu/ min Gud/ || dette mit Offer til dig/ oc alligeuel at det er WfuIdkommeligt/ da kant du gøre det fuidkommeligt oc gaat/ at det bliffuer it behageligt Brendoffer/ optend ved din Guddommelig kierlighed/ at det kand behage dig/ eller oc at du det icke foracter/ Ja der som du aleniste vilde det icke foracte/ saa veed ieg at ieg finder Naade hoss dig/ oc at ingen aff dine Helligen/ vere sig i Himmelen/ eller paa Jorden kunde siden foracte mig.

✂

Gør vel mod Zion/ effter din Naade/
Byg Murene i Jerusalem.

✂ Der staar screffuit/ Hoss den hellige est du Hellig/ hoss || den Fromme est du From oc hoss den rene est dit ren/ Oc hoss den foruende/ est du foruend. Nu ynsker ieg aff Hiertet/ at alle Menniske mue Nyde det gaat at/ oc komme til Sandheds bekendelse/ Det vaar dem behoff oc mig nytteligt/ Thi ieg bliffuer paamindet ved deris Bøn oc Exempel/ oc dalige 202
beueget til det gode. Der faar beder ieg dig/ Min HERRE/ alligeuel at ieg er en arm syndere/ Gør vel mod Zion effter din Naade/ Byg de Mure i Jerusalem. Zion er din Christendom/ Huad kaldis Zion andet end en beskuelse? Thi saa longt som Gud giffuer Naade/ beskuer Christendommen Guds herlighed i || dette Liff/ Der faar siger den hellig Apostel Paulus. Guds klarhed spegler sig i oss alle met optecte Ansict/ Oc wi bliffue forklarede i det samme Billede/ Fra en klarhed til en anden/ som aff HERREns Aand. Min Gud/ min HERRE/ Huor ringe er din Christendom paa denne dag? Den gantske Verden falder aff/ Thi der er mange flere vantro Mennisker end Christne: Ja huo er iblant disse Christne/ som forlade disse Jordelige ting/ oc beskuer Guds herlighed/ Sandelige du skalt finde faa mod dem som henge ved disse Jordelige ting/ huilkis Bug er deris Gud/ oc deris ære bliffuer til skamme. HERre gør vel mod || Zion/ effter din Naade/ at din Christenhed kand bliffue formeret. See ned fra Himmelen/ oc gør vel effter din Guddommelige Natur/ Sende din Kierligheds ild fra Himmelen/ ned offuer oss/ at den kand optende oss i Naaden/ oc fortære alle vore Synder. Gør vel mod oss HErre/ handle icke met oss effter vore Synder/ oc betale oss icke effter vore misgerninger. Men handle met oss effter din store Barmhiertighed/ du est vor Fader/ vor genløsere/ vor Fred oc glæde/ haab oc euige Liff/ alle tage vaare paa dig/ at du giffuer dem deris spise til sin tid. Naar du giffuer dem/ da samle de/ Naar du lader din || haand op/ saa bliffue de mette/ aff det gode/ Skiuler du dit Ansict/ saa forferdes de. Du tager deris Aande bort/ saa forgaa de oc bliffue til stoff igen. Du vdgiffuer aff din Aande/ saa bliffue de skabte/ oc du fornyer Jordsens skickelse. Min kære Gud/ huad hielper det dig/ at du forderffuer saa mange tusinde Menniske? Helffuede bliffuer fuld/ Christendommen formindskis. HERRE Veck dig op/ huor faar soffuer du/ Vaag op/ oc forskiud oss icke saa aldelis/ Gør vel imod Zion effter din Naade/ Byg de Mure i Jerusalem: Huad er Jerusalem andet end Fredsens beskuelse. Guds hellige Stad som er || allis vor Moder? Denne Stads murer ere 203 nedfaldne/ Der Satan fald ned aff Himmelen met sine Engle/ oc ere wdi deris Sted Anammede idel retferdige Mennisker/ Der faar gør nu vel HERRE mod Zion/ paa det/ at det tal/ paa Guds vduolde/ maatte snart bliffue opfylt/ Oc Jerusalems Mure maatte byggis op aff Ny met vdgraffne poleert Stene/ som bliffue til euig tid/ oc loffue dig aff Hiertit.

✂

Da skulle Retferdighedens Offer behage
dig/ Brendoffer oc hele Offet/ Da skal
mand || offer øxen paa dit Altere.

✂ Naar du gør vel imod Zion/ effter din Naade/ saa bliffuer Retferdigheds Offer dig behagelig/ Saa bliffue de dig behagelige/ siger ieg/ som Abels/ Mose/ oc Elie Offer vaare dig behagelige/ i det du fortærede dem/ met din Guddommelig Kierligheds Ild/ Da behager dig Retferdigheds Offer/ Naar du haffuer opfylt de Retferdigis Hierter met din Naade. Huad er det Nytteligt min HERRE/ at Mand gør dig megit Offer/ Naar det icke behager dig? Huor mange Offer skeer der paa || denne dag/ som icke behage dig/ Min Gud/ Men ere dig en Vederstyggelighed/ Thi de ere icke Retferdigheds Offer/ men Offer aff vore egne optenckte gerninger oc Ceremonier. Der faar behage de dig tcke/ Huor er nu Apostlernis herlighed? Huor er de hellige Martyrers sterckhed? Huor er predickernis Nytte oc Lycke? Huor er de Aandeligis enfoldighed? Huor er den første Christen Tro/ dygdelig Leffnet oc Gerninger? Deris Offer behager dig. Naar du pryder dem met dine Naader oc gaffuer/ Ja Naar du gør vel imod Zion effter din Naade/ saa behager dig/ de Retferdigis Offer. || Thi Menniskene begynde da en Penitentzis leffnit/ oc holde dine Bud/ oc øffue dem wdi det/ som gaat oc retferdigt er/ oc din Benedidelse kommer offuer dem/ da skulle Presterms oc Leuiternis offer behage dig/ Naar de forlade disse Jordelige ting oc vende dem til it fuidkommeligt Christeligt Leffnit. Da kommer din Benedidelsis salue offuer deris hoffuet/ da skal ocsaa det 204 Offer vel behage dig/ som det Aandelige Ordens Folck skal gøre/ Naar de effter deris lange ledighed/ oc den hellige Scrifftis forglemmelse bliffue optende met Guds kierlighed/ oc bliffue siden varactige oc sted wdi Guds || tieniste/ Da skulle Biscoper oc Predickere legge øxen paa dit Altere/ Naar de bliffue stadfeste i Troen/ oc opfylte met den hellig Aand/ da bliffue de villige oc redebogne til at sette deris Liff for deris Faar. Huad er dit Altere O min Miskundelige Gud/ andet end din Kære Søns kaarss/ som hand bleff offrit oc død paa? Huad ere de øxen andet end vore Legemer? Da skulle de Offre øxen paa dit Altere/ Naar de giffue deris Legemer hen i døden/ for dit Naffn skyld/ da skal Christendommen grønts/ voxe oc formeris/ Da skal den hellige Kircke vdbrede hendis Landemercke/ Da skal mand || loffue Gud til Verdsens ende/ Da skal mand glæde sig oc fryde sig paa den ganske Jorderig/ Da skulle dine Helligen vere glade/ oc prise oc loffue dig i deris Bolige/ oc bide effter oss i de leffuendis Land. Der faar beder ieg dig nu/ min Gud/ min HErre/ Ver mig nadig effter din Miskundhed oc som it Brendoffre/ oc it helligt Aandeligt Leffnis ganske
Offer/ Ja som en Oxe aff dit kaarss oc død/ ved huilken
ieg kand gaa vdaff denne Jammerdal til den
herlighet/ som du haffuer bered til
alle dem som haffue dig
kær aff Hiertet/
AMEN ||

✂

Nu Følger samme LI. Psalm i sig selff.

✂ GVD ver mig naadig/ effter din Miskundhed/ Affslet mine Synder effter din store Barmhiertighed. To mig vel aff mine Misgerninger/ Oc gør mig ren aff mine Synder.

✂ Thi ieg bekender mine Misgerninger/ Oc mine Synder er altid faar mig. ||

✂ Jeg haffuer alene Syndet mod dig/ oc giort ilde faar dig.

205

✂ Paa det at du skalt beholde Ræt i dine Ord/ Oc bliffuer ren Naar du bliffuer dømt.

✂ See ieg er født aff Syndig Sæd/ Oc min Moder haffuer vnd fanget mig i Synd.

✂ See du haffuer lyst til Sandhed som ligger i skiul/ Du lodst mig forsta din Visdoms lønlighed. ||

✂ Bestenck mig met Isop at ieg bliffuer ren/ To mig at ieg bliff uer sne huid.

✂ Lad mig høre glæde oc fryd/ at de ben bliffue glade/ som du haffuer Sønder slaget.

✂ Skiul dit Ansict/ fraa mine Synder/ oc vdflet alle mine Mis gerninger.

✂ Gud skab it rent Hierte i mig/ Oc giff mig en ny viss Aand.

✂ Forkast mig icke fra dit Ansict/ Oc tag icke || din hellige Aand fra mig.

✂ Trøst mig igen met din Hielp/ Oc en Frimodig Aand opholde mig.

✂ Thi ieg vil lære Offuertredere dine Veie/ At Syndere skulle omuende sig til dig.

✂ Gud/ du som est min Gud oc Salighed/ Frelss mig fra de Blodskyldige/ At min Tunge kand prise din Retferdighed.

✂ HERRE oplad mine || Læbe/ at min Mund kand kundgøre din Prijss.

✂ Thi du haffuer icke lyst til Offer/ Jeg vilde vel eller giffue dig det/ oc Brendoffer behager dig icke.

✂ En angerfuld Aand er det Offer som Gud behager/ Gud for smaar icke it sorgfult oc angerfult hierte.

✂ Gør vel mod Zion effter din Naade/ Byg murene i Jeru salem. ||

✂ Da skulle Retferdighedens Offer behage dig/ Brendoffer oc hele Offer/ Da skal mand offre øxen paa dit Altere.

206

✂

Manasse Juda Kongis Bøn/ der hand
vaar fangen i Babilon.

✂ HERRE/ vore Fedris/ Abrahams/ Isaacs oc Jacobs/ oc deris Retferdige Sædz/ Almectigste Gud/ du som haffuer giord/ Himmel oc Jord/ oc alt det som der er wdi. Oc du beseglede haffuit met dit Bud/ oc du tillucte oc beseglede Dybene/ dit forferdelige oc Herlige naffn til ere. At huer mand skal forferdis for dig/ oc frycte sig for din store Mact. Thi der kand ingen bære din vrede/ som du truer Syndere met/ Men din Barmhiertighed || som du tilsiger/ er wbegribelig oc wrandsagelig/ Thi du est den Allerhøyste HERRE offuer det gantske Jorderige/ som haffuer stor taalmodighed/ oc est meget Naadig/ oc straffer Folck icke gerne/ Oc du haffuer tilsagt effter din Godhed/ Penitentze til Syndernis forladelse.

✂ Men effterdi at du est de Retferdigis Gud/ da sette du icke de Retferdige/ Abraham/ Isaac/ oc Jacob penitentze faare/ huilke der icke Syndede mod dig/ Men ieg haffuer Syndet oc mine Synder ere flere end Sand i Haffuit/ oc ieg er bøyt kroget wdi suare Jernbaand/ oc haffuer || ingen rolihed/ Fordi/ at ieg opuacte din vrede/ oc giorde meget ont faar dig/ der met/ at ieg kom saadan Verstiggelse oc megen forargelse aff sted.

✂ Der faare bøyer ieg nu mit Hiertens knæ/ oc beder dig HERRE om Naade. Ah HERRE/ ieg haffuer Syndet/ Ja ieg haffuer Syndet/ oc bekender mine Misgerninger/ ieg beder oc formaner/ forlad mig/ O HERRE forlad mig det/ Lad mig icke forderffuis i mine Synder/ oc lad straffen icke
bliffue Euindelige paa mig. Men hielp mig wuerdige/
effter din store Barmhiertighed/ Saa vil ieg || loffue
dig al min Liffs tid. Thi al Himmelens Heer
loffuer dig/ oc dig skal mand prise
al tid oc euindelige/
AMEN.

207

✂

Kong Salomonis Bøn om timelig liffs
nøtorfft oc næring. Prouer. xxx.

✂ TVende haande beder ieg aff dig O HERRE/ dem veyre mig icke før ieg dør/ Lad forfengelihed oc løgn vere longt fra mig/ Fattigdom oc Rigdom giff mig icke/
Men giff mig min nødtørfftelige føde/ Jeg maatte ellers
naar ieg vaare mette forsage dig oc sige/ Huo er
HERREN/ eller naar ieg vaare forarmed/
maatte ieg stiæle oc forsuerie
HERREns naffn.

Johan

208

✂

TEXTRETTELSER.

✂ Orig. = Udg. 1558. 1562 = Udg. 1562; se Indl. S. 157 flg.

✂

S. 167.	L. 23.	oc (= 1562)	Orig.	od
S. 174,	L. 26.	Misgerninger (= 1562)	-	Misgerninger
S. 174,	L. 30.	Bortdriff	-	(= 1562) Bort \| driff
S. 177,	L. 23.	begraffuit (= 1562)	-	gegraffuit
S. 178,	L. 27.	oc Aanden (= 1562)	-	oc Aaden
S. 178,	L. 29.	hannem/ (=1562)	-	hennem/
S. 179,	L. 15.	Samaritan (= 1562)	-	Samiritan
S. 180,	L. 11.	foriettelse (= 1562)	-	foriertelse
S. 180,	L. 17.	fremmede (= 1562)	-	frommede
S. 181,	L. 14.	rengiort	-	(=1562) ren \| giort
S. 181,	L. 25.	(det er de verdslige vise)	-	(= 1562) (det er) de verdslige vise
S. 182,	L. 7.	det være	-	(= 1562) det vare,næppe Præt. Konj.
S. 182,	L. 29-30.	effterfølger (= 1562)	-	effterfolger
S. 183,	L. 2.	snehuid	-	(= 1562) sne \| huid
S. 185,	L. 10.	Ansict (= 1562)	-	Ausict
S. 185,	L. 27.	Misgerninger (= 1562)	-	Misgerniuger
S. 186,	L. 14.	hierte (= 1562)	-	hierre
S. 186,	L. 34.	Der faar (= 1562)	-	Der/ faar
S. 187,	L. 28.	Barmhiertig (= 1562)	-	Bermhiertig
S. 187,	L. 28.	Quinde (= 1562)	-	Quinge
S. 191,	L. 7.	indgyder (= 1562)	-	ind\| gyder
S. 191,	L. 8.	forgiffuen (= 1562)	-	for \| giffuen
S. 192,	L. 18.	dem	-	(= 1562) den
S. 192,	L. 36.	forsueren (= 1562)	-	fosrueren
S. 195,	L. 10.	Hedninge (= 1562)	-	Hednininge
S. 195,	L. 11-12.	Huo dig vil	-	Huor dig vil (1562 Huo vil dig)
S. 196,	L. 13.	HERRE (= 1562)	-	HRRE
S. 197,	L. 20.	igen oplader	-	(= 1562) igen oplader
S. 198,	L. 1.	naturlige (= 1562)	-	natutlige
S. 200,	L. 3.	angerfuld (= 1562)	-	anger \| fuld
S. 200,	L. 7.	Begerer (= ty. begeret)	-	(= 1562) Regerer
S. 200,	L. 14.	beske, ty. bittern	-	(= 1562) beste
S. 201,	L. 19.	Wfuldkommeligt (=1562)	-	Ufudlkommeligt
S. 204,	L. 2.	hellige Scrifftis (= 1562)	Orig.	hellige i Scrifftis
S. 205,	L. 11.	vdslet (= 1562)	-	vd\| slet
S. 205,	L. 16.	Trøst	-	(= 1562) Trost
S. 206,	L. 9.	bære (= Biblen 1550)	-	(= 1562) lære

✂

VARIANTER OG NOTER.

✂

✂ S. 165, L. 7. Christne, den tabte Orig. Udg. Christne/ som danske maal forstaa, se Indl. S. 157.

✂ S. 166, L. 1. Joh. 3.16 = Texten i Biblen 1550. I Udg. 1562 findes her to Skriftsteder: Joh. 3.16 og Ps. 34.2-4 (Jeg vil loffue HErren altid etc.). Disse har muligvis staaet sidst i nærv. Udg. se Noten til S. 207.11.

✂ S. 167, L. 1. Borchart von Boynelberg (Borkard vom Bommelberg) var Lensmand paa Solte fra 1539 til sin Død 1. Nov. 1551. Da Palladius' Fortale er underskrevet 29. Sept. 1551, maa han altsaa have faaet Bogen i Hænde kort før sin Død. Se iøvr. Erslev, Len og Lensmænd S. 90 og Danmarks Adels Aarsbog V, 102.

✂ S. 167, L. 10. vdtaalcke it tungemaal etc. 1. Kor. 12.10.

✂ S. 167, L. 23. Her Seuren Persen (Søren Pedersen) blev Provst i Næstved 1540, d. 1575. (Wibergs Præstehist. I, 435).

✂ S. 167, L. 30. Fru Anne Globs g. m. Melchior Glob til Vellumgaard (2. Gang med Gregers Holgersen Ulfstand), d. 1559. Se Danm. Adels Aarb. XVIII, 251.

✂ S. 168, L. 6. dem/ som haffde de smaa viielser oc den lille plet i hoffuedet; dette er de Kirketjenere, som har de aller laveste og ikke egentlig gejstlige Grader - Ordines minores -, idet Tonsurens Størrelse i den senere Middelalder retter sig efter Klerke-Graden.

✂ S. 169, L. 7 flg. Luc. 13.1-5. Texten ikke overensstemmende med den danske Bibels.

✂ S. 169, L. 23. Fru Margarete d. e. Margrete Brahe til Krogholm (Danm. Adels Aarb. V, 102).

✂ S. 169, L. 25. Sancti Michaelisdag, d. 29. Sept.

✂ S. 170, L. 3. Bersabee; denne Form for Batseba stemmer med Biblens 1550, efter hvilken selve Salmetexten som nævnt er afskrevet; se Indl. S. 157.

210

✂ S. 170, L. 20. aluorlig for "bange"; se Indl. S. 50-51.

✂ S. 170, L. 23. Affslet - Barmhiertighed er ved Skødesløshed tilføjet. Det findes hverken i den tyske Oversætt. eller i Orig.; den efterfølgende Udlægning er da ogsaa kun knyttet til første Del af Verset, mens Betragtningerne over Affslet - Barmhiertighed staar i den følgende Bøn S. 172.

✂ S. 170, L. 30. Thi ieg veed i Sandhed etc., forvansket, se Indl. S. 140-41.

✂ S. 171, L. 3-4. den euige Visdom/ Den euige Barmhiertighed/ Den euige Mact oc Salighed = Spangenberg: die ewige weisheit/ die ewige gütigkeit/ die ewige Gewalt vnd seligkeit, men Orig. sapientia tua, bonitas tua, potentia tua et summa felicitas tua. De ældre tyske Oversættelser følger her som ellers Orig., har altsaa dein, ikke die.

✂ S. 171, L. 6-11. Palladius' Gengivelse forvansker Spangenbergs, se Indl. S. 151-52.

✂ S. 171, L. 9. Sandelige du maat icke forkomme din egen Gerning dvs. Du maa gøre (fuldkomme) din Gerning = Spangenberg: Warlich dein eigen werck mustu verbringen (= Orig. certe opus tuum scil. facies). Jfr. Kalkar I, 648. Se iøvrigt Indledningen foran S. 151-52.

✂ S. 171, L. 27. huor met du haffuer giort saa merckelige vel/ oc elsket verden, Spangenberg: mit welcher du die welt also vberschüttet vnd geliebet hast.

✂ S. 171, L. 31. Huo vilde icke ver trøstig; Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

✂ S. 172, L. 9. at du vender dig til mig, i Stedet for... mig til dig. Jfr. Indl. foran S. 152.

✂ S. 172, L. 14-17. Min Gud-din Barmhiertighed = Spangenberg: Mein Got/ mein Herr/ dein barmhertzigkeit/ deine gütigkeit ist vnaussprechlich / Du erbarmest dich aller deiner wercke/ vnd deiner barmhertzigkeit ist kein zal/ kein mass / kein end. Men Orig.-texten lyder: Misericordia tua domine est abundantia pietatis tuæ, qua miseros pie respicis. Miserationes autem tuæ sunt opera et processus misericordiæ tuæ.

✂ S. 173, L. 2 flg. Thi de indtoge icke deris Fedris Land / ved deris Suerd/ etc. Ps. 44.4.

✂ S. 173, L. 8. hand haffuer beuarit mig/ etc. Ps. 18.20.

✂ S. 173, L. 10-11. omkringskifftelighed = Spangenberg verenderung; omskifftelighed = Spangenberg wechsel. Biblen 1550: Jac. l.17 ingen omskifftelse eller foruendelse met Liuss oc Mørck.

211

✂ S. 173, L. 13. der er eckon en Middeler etc. 1. Tim. 2.5. Biblen 1550; en Meglere.

✂ S. 173, L. 25. en slet oc vel rensede taffle, Spangenberg: ein wol gepolirte tafel, Orig. tabula munda.

✂ S. 173, L. 30-31. en gong oc anden gong, Spangenberg: ein mal vnd abermal.

✂ S. 174, L. 2. ydermere "atter", Spangenberg: wider.

✂ S. 174, L. 4. Petrus spurde din kære Søn etc. Math, 18.21-22.

✂ S. 174, L. 12, Du Gud est allene Gud, Spangenberg: Du Gott bist allein gut. Jfr. Indl. foran S. 151.

✂ S. 174, L. 12, alle Menniske ere Løgnere. Ps. 116.11.

✂ S. 174, L. 16-17, mine Saar styncke oc rynde etc. Ps. 38.6.

✂ S. 174, L. 31. Frycte for Fryct. Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

✂ S. 174, L. 31. Frycte er icke i kierlighed = Spangenberg: Furcht ist nicht in der Liebe. Sætningen mgl. i Orig.

✂ S. 175, L. 1. men ocsaa Pinen, Orig. "Brøden", se Indl. S. 143 flg.

✂ S. 175, L. 8. I ere nu rene etc. Joh. 15.3.

✂ S. 175, L. 15. Tølner, sml. S. 175 L. 18 Tølneren; Omlyden vel overført fra ty. Zölner. I Kaikars Ordb. findes kun den uomlydte Form (IV, 417a).

✂ S. 175, L. 18. men ieg siger met Tølneren etc. Luc. 18.13.

✂ S. 175, L. 24-25. du haffuer icke lyst til en Synders død, sml. Ez. 33.l1.

✂ S. 176, L. 11. alle gode gaffuer etc. Jac. l.17.

✂ S. 176, L. 16 flg. Thi du haffuer befalet mig etc. = Spangenberg: Denn du hast mir geboten/ ich sol dich vber alle ding lieben/ vnd die liebe der creaturen auff dich tragen. Nu hab ich die creaturn mehr geliebet den dich. Was ist sündigen/ denn die creaturn mehr lieben denn Gott, men Orig.: quia mihi præcepisti, vt diligerem te propter te, et creaturarum amorem ad te referrem; ego autem dilexi creaturam magis quam te, diligens eam propter se. Quid est autem peccare nisi amori inhærere creaturæ propter se?

✂ S. 176, L. 25. faar dig d. e. "for dit Aasyn", saaledes oftere.

✂ S. 176, L. 32-33. anderlunde, Spangenberg: anders "andet".

✂ S. 177, L. 5. beskarme, saaledes ogsaa i Udg. 1562. Formen findes ikke i Kaikars Ordbog (I, 172a). Muligvis Trykfejl.

✂ S. 177, L. 19. Jeg er icke kommen etc. Math. 9.13.

✂ S. 177, L. 22. vnd mig at ieg kand gøre Poenitentzis rette fruct = Spangenberg: verleihe mir das ich rechtschaffene früchte der busse thu, men Orig.: da mihi agere fructum dignum pænitentiæ.

✂ S. 177, L. 24. Naar ieg bliffuer ophøijet fra Jorden etc. Joh. 12.32.

212

✂ S. 177, L. 26. Kommer til mig etc. Math. 11.28.

✂ S. 177, L. 29. Vederquege mig Herre etc. Spangenberg: erquicke mich Herr/ auff das du recht bleibesf / vnd nicht mögest gestrafft werden/ wenn du gericht wirst. Orig.: Refice me domme, vt iustificeris in sermonibus tuis et vincas cum iudicaris.

✂ S. 178, L. 26. Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod Kødet, Spangenberg: das fleisch gelüstet wider den geist/ vnd den geist wider das fleisch (= Luther-Biblen Gal. 5.17). Orig.: caro concupiscit aduersus spiritum; jfr. Indl. S. 144.

✂ S. 179, L. 5-10. Thi det gode som ieg gerne vil etc. Rom. 7.19

✂ og 7.22-23.

✂ S. 179, L. 9. i mine Sind, in meinem gemüte, Biblen 1550: i mit Sind, jfr. Indl. S. 154.

✂ S. 179, L. 11. dine Miskundelighed for din Miskundelighed, Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn.2.

✂ S. 179, L. 12. siug oc nøgen, Spangenberg: schwach vnd blöde, Orig.: me fragiliorem.

✂ S. 179, L. 27. Thi din elskelighed er icke andet end at hielpe oc vel at gøre = Spangenberg: Denn dein lieben ist nicht anders/ denn helffen vnd wolthun. Orig.: nam tuum diligere ipsum est benefacere.

✂ S. 179, L. 32. Gud er kierlighed. 1. Joh. 4.8.

✂ S. 180, L. 10. Jeg vil sette dit Liffs fruct paa din Stoel. Ps. 132.11.

✂ S. 180, L. 16. oc det haffuer icke feilet dem, Spangenberg: vnd hast jnen nie gefeilt = Orig.: et neminem vnquam fraudasti.

✂ S. 180, L. 20. Fader/ ieg haffuer syndet wdi Himmelen oc mod dig, Spangenberg: in den himel, Orig.: in cælum et coram te. Luk. 15.24. Jfr. Indl. S. 155.

✂ S. 181, L. 9. vdflyder oc formeris, se Indl. S. 151.

✂ S. 181, L. 11. wden smitte, Spangenberg: on makel. Smitte - "Plet", "Lyde" alm. (Kalkar IV, 6b).

✂ S. 181, L. 21. vere visse paa; visse for viss, Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

✂ S. 181, L. 27. for d. e. "før". Ret alm. Form hos Pall.

✂ S. 181, L. 33. arme Syndere i Stedet for arme fiskere, se Indl. S. 141 flg.

✂ S. 182, L. 24-26. hand som haffuer opfyldet den gantske verden - gode luct = Spangenberg: der im süssen geruch seiner sanfftmut vnd gerechtigkeit die gantze welt mit güte erfüllet hat. Orig.: Qui odore suauitatis et mansuetudinis suæ atque iustitiæ totum mundum suauitate repleuit.

213

✂ S. 182, L. 33. væter "væder". Skrivemaaden paafaldende. Sml. væder S. 200, L. 17. - Præt. vætte S. 183, L. 19, S. 200, L. 30.

✂ S. 183, L. 21. Quinde din Tro etc. Luc. 7.50.

✂ S. 183, L. 23. Idag skalt du vere met mig etc. Luc. 23.43.

✂ S. 183, L. 29. huor stoer er din Miskunhed etc. Ps. 31.20.

✂ S. 184, L. 5. kødet stride [!] mod Aanden oc sindet mod fornufft, Spangenberg: Das fleisch ficht wider den geist/ die Sinligkeit wider die vernunfft. Se Indl. S. 154.

✂ S. 184, L. 8. oc haffue giort sig skøne brynde/ de dog ere elendige brunde = Spangenberg: vnd in schöne brunnen gemacht/ die doch elende brunnen sind; men Orig.: et foderunt sibi cisternas dissipatas.

✂ S. 184, L. 28. it visset Blomster, se Indl. S. 151.

✂ S. 184, L. 29. dine Saluedis Ansict for din Saluedis (d. v. s. Kristi) Ansict, se Indl. S. 154 Fodn. 2.

✂ S. 184, L. 33. kendelse, Spangenberg: erkentnis, Orig.: cognitio.

✂ S. 185, L. 8. din Billede, men L. 11 dit Billede. Denne Vaklen skyldes Palladius' jydske Mundart. Jfr. mine Sind for mit Sind S. 179, L 9 og din og dit Kød, Note til S. 79 L. 21 foran S. 82.

✂ S. 185, L. 19-20. See Herre etc. Luc. 19.8.

✂ S. 185, L. 29. Der som nogen holder den gantske Lou etc. Jac. 2.10.

✂ S. 186, L. 23, giff mig en Ny oc visse Aand, Spangenberg: Gib mir einen newen gewissen geist, Orig: innoua spiritum rectum in visceribus meis. Om visse = viss se Indl. S. 154 Fodn. 2.

✂ S. 186, L. 30. du Gud est en Aand etc. Joh. 4.24.

✂ S. 187, L. 27. aldri, Spangenberg: nimmer d. e. nie mehr = Orig. numquam amplius.

✂ S. 187, L. 30-S. 188, L. 36. O Herre Dauids Søn etc. Sml. Math. 15.22-28.

✂ S. 189, L. 4. Ja Himmerigis rige lider vold etc. Math. 11.12.

✂ S. 189, L. 5. Men huad der er screffuit etc. Rom. 15.4.

✂ S. 189, L. 14. mine Brødre oc venner, Spangenberg: meine bruder vnd freunde; men Orig.: fratres et filii.

✂ S. 189, L. 17. Ingen kand kalde Jesum en Herre etc. l. Kor. 12.3.

✂ S. 189, L. 24. Thi wi vide icke huad wi skulle bede etc. Rom. 8.26.

✂ S. 189. L. 34. en mectig Gud offuer alle Guder; denne ukristelige Sentens stemmer saavel med Spangenbergs Oversættelse (ein mechtiger Gott vber alle götter) som med Orig. (rex magnus super omnes deos).

✂ S. 190, L. 4. legemlige for ewige, se Indl. S. 152.

214

✂ S. 190, L. 10-11. din trøst oc hielp = Spangenberg: trost vnd hülffe; Orig.: salutaris tui læticiam; saaledes oftere.

✂ S. 190, L. 12. Hand er sandelige Gud etc., se Indl. S. 141.

✂ S. 190, L. 22. Huilken Søn beder sin Fader om Brød etc., tilføjet af Spangenberg efter Luc. 11.11.

✂ S. 190, L. 24. Lignelsen om Fisken og Hugormen etc. i Luk.

✂ 11.12 flg.

✂ S. 191, L. 3. kylling = Spangenberg: hünlin, Orig.: pullus "Unge", jfr. Indl. S. 145 flg.

✂ S. 191, L. 4. til din Saligheds skin, Spangenberg: zum anblick deines Heiland - ad visionem salutaris tui.

✂ S. 191, L. 9. Jeg beder dig ocsaa min Herre/ om din Søns Christi kierligheds Brød etc., se Indl. S. 145.

✂ S. 191, L. 13. it stienhierte, Jydskhed.

✂ S. 191, L. 16. at bede/ lede oc bancke, se Indl. S. 145.

✂ S. 191, L. 32. Jeg er kaarsfest met Christo etc. Gal. 2.20.

✂ S. 192, L. l. martyr "Pine", ty. marter, jfr. Kalkars Ordb. III, 46a.

✂ S. 192, L. 2. meget.. at, Spangenberg: viel zu.

✂ S. 192, L. 5. omgick met hannem, Spangenberg: ist mit jm vmbgangen (Orig.: tecum familiaris).

✂ S. 192, L. 12. hand haffde saadan en brendendis Tro; Spangenberg: Er hett einen solchen hitzigen glauben, Orig.: feruentisseme fidei videbatur.

✂ S. 192, L. 30-31. min gode Peder, Spangenberg: lieber Petre; mgl. i Orig.

✂ S. 192, L. 36 flg. ved forsueren/ ved sueren oc banden, Spangenberg: verleugnen/ schweren vnd verfluchen.

✂ S. 193, L. 12-13, Hand lerde aff hans skrøbeligheds forfaring etc., se Indl. S. 153.

✂ S. 193, L. 24. Kødet begerer mod Aanden/ oc Aanden mod Kødet. Se Indl. S. 144, sml. Noten til S. 178, L. 26.

✂ S. 193, L. 26. Tusinde falde hoss min side etc. Ps. 91.7.

✂ S. 193, L. 29. vnderlige for ynkelige, se Indl. S. 143.

✂ S. 194, L. 5. Synder for Syndere, Jydskhed, se Indl. S. 154 Fodn.2.

✂ S. 194, L. 6. til daarlighed/ oc berømmelse, Spangenberg: thorheit vnd vermessenheit, Orig.: temeritati "Formastelighed". Jfr. Indl. S. 153-54.

✂ S. 194, L. 14. dersom Synden er vorden mectig etc. Rom. 5.20.

✂ S. 195, L. 11-12. Huo dig vil i sige huor faar gør du det, Spangenberg: Wer wil sagen/ Warumb thustu das; isige "modsige", Kalkar III, 718b (kun Exempler fra Palladius).

215

✂ S. 195, L. 21. skarpsindige, Spangenberg: spitzigen.

✂ S. 195, L. 32-33. vere sig nu Overigheds Stad etc. Se Indl. S. 146-47.

✂ S. 196, L. 9 flg. blotskyldige, Blodskyld, se Indl. S. 147.

✂ S. 197, L. 2-3. din Retferdighed kommer ved Troen etc. Rom. 3.22.

✂ S. 197, L. 9. tro paa mig Fejl for tro paa dig (Spangenberg: die in dich hoffen vnd vertrawen). Jfr. Indl. S. 152.

✂ S. 197, L. 19. Du haffuer Dauids nøgel etc. Joh. Aab. 3.7.

✂ S. 197, L. 21. du oplader vnge Børns oc diende Børns munde etc. Math.21.16.

✂ S. 197, L. 26. Vor Tunge skal haffue offuerhaand etc. Ps. 12.5.

✂ S. 197. L. 31. oc holde stort aff sig selffe dvs. "holde sig selv for noget stort", Spangenberg: vnd halten gros von jn selbs (Orig.: se ipsos magnificare volebant). Sml. "holde af" Kaikar II, 260a.

✂ S. 198, L. 32, huo der gør tackoffer etc. Ps. 50.23. I Orig. er hele Verset citeret.

✂ S. 199, L. 13-14. Eders Guds tieniste.. skal vere fornumstig. Sml. Rom. 12.1.

✂ S. 199, L. 15. Jeg haffuer velbehagelighed til Barmhiertighed etc. Hos. 6.6.

✂ S. 199, L. 17-25. Thi saadan Offer - giffue dig det = Spangenberg: Denn solch opffer preiset dich/ vnd zeiget vns das heil Gottes. Ja / mein Gott/ es ist mein rechter ernst/ Ich wil singen vnd rhümen / mein ehre auch. Alles was ich weis/ das dir gefellet/ wil ich in deinen gnaden verbringen. Nu befinde ich/ das dir kein opffer angenemer ist/ denn loben/ rhümen vnd dancken/ Des wil ich mich auch halten/ Darauff sollen meine gedancken gericht sein/ Dauon wil ich reden/ singen vnd rhümen/ Denn du hast nicht lust zum opffer der thiere/ Ich wolt dirs sonst wol geben, men Orig.: quia hæc oblatio honorificat te, et pandit nobis iter ad salutare tuum, paratum cor meum deus, paratum cor meum paratum per gratiam tuam, ad omnia quæ tibi grata sunt facienda, hoc vnum inueni tibi acceptissimum, hoc offeram tibi, hoc semper erit in corde meo, hoc personabunt labia mea, quoniam si voluisses sacrificium corporale, vtique dedissem.

✂ S. 199, L. 29. Min Søn giff mig dit Hierte, Ordspr. 23.26.

✂ S. 200, L. 9. som hende burde/ at frycte oc elske, se Indl. S. 143.

✂ S. 200, L. 15. Thi jeg forsamler mine Synder etc., jfr. Indl. S. 146 Fodn. 1.

216

✂ S. 200, L. 25-26. Der vaar en Quinde en Synderinde i Staden etc. Luc. 7.37.

✂ S. 201, L. 17. du est alenisfe den etc. Jer. 11.20.

✂ S. 201, L. 28. Hoss den hellige est du Hellig etc. Ps. 18.26-28.

✂ S. 202, L. 3-6. Zion er din Christendom/ Huad kaldis Zion andet end en beskuelse? Thi saa longt som Gud giffuer Naade/ beskuer Christendommen Guds herlighed i dette Liff = Spangenberg: Zion ist die Christenheit Was heist Zion anders/ denn ein warte? Denn so viel Gott gnad verleihet/ schawet die Christenheit in diesem leben die herligkeit Gottes, men Orig.: Sion est Ecclesia tua. Nam Sion interpretatur specula, quia Ecclesia tua per gratiam spiritus sancti, gloriam dei pro captu huius vitæ speculatur.

✂ S. 202, L. 7. Guds klarhed spegler sig i oss alle etc. 2. Kor. 3.18.

✂ S. 202, L. 14. dem som henge ved disse Jordelige Ting etc. Fil. 3.19.

✂ S. 202, L. 24. alle tage vaare paa dig etc. Ps. 104.27-30.

✂ S. 202, L. 28. stoff "Støv" alm. v. S. a. støff, Kalkar IV, 152a.

✂ S. 203, L. 4. Oc Jerusalems Mure maatte byggis op aff Ny met vdgraffne poleert Stene, Spangenberg:....... aus newen wol-

✂ gepolirten steinen, Orig.: ex lapidibus nouis.

✂ S. 203, L. 21-S. 204, L. 24. Se Indl. S. 147-50.

✂ S. 204, L. 5. Naar de bliffue stadfeste i Troen = Spangenberg: wenn sie im glauben bekrefftiget, men Orig.: quia in omni virtute consumati. Sml. S. 203, L. 24, Indl. S. 147 flg.

✂ S. 205, L. 1. bliffuer, sml. S. 177, L. 17 bliffue = Biblen 1550.

✂ S. 205, L. 7. Bestenck, sml. S. 182, L. 14 Affløss = Biblen 1550.

✂ S. 205, L. 13. skab, sml. skabe S. 186, L. 1.

✂ S. 205, L. 16. Trøst, sml. Trøste S. 189, L. 31.

✂ S. 205, L. 24. eller, sml. ellers S. 198, L. 28 = Biblen 1550.

✂ S. 205, L. 31. offre, sml. offer S. 203, L. 9.

✂ S. 206, L. 1. Manasses Bøn, ordret Afskrift efter Biblen 1550, kun S. 206, L. 9 Thi, Biblen Oc, S. 206, L. 10 din, Biblen den.

✂ S. 207, L. 1. Ordspr. 30.7-9. Oversættelse efter Vulgata.

✂ S. 207, L. 11. Johan, i Kustoden; Bl. M 3 tabt, men Kustoden viser, at der efter "Kong Salomons Bøn" er fulgt et Skriftsted fra Joh. Evang. Jfr. Noten til S. 166, L. l samt Ind. S. 161.

217

✂

✂ Fra 1593 findes en dansk Oversættelse ved Jacob Madsen Kjøbenhavn af en Miserere-Udlæggelse. Dens Titel er:

✂ Originalen til denne Oversættelse er det ikke lykkedes mig at finde. Muligvis er den en forkortet Bearbejdelse af Savonarola-Udlæggelsen. Oversættelsen er optrykt uændret 1638 af Tyge Nielszen, men med Udeladelse af Jacob Madsens Navn og med Tilføjelse af en Fortale. I denne hedder det: "Den gamle Hieronymus Savonarola haffuer en merckelig oc nyttig betenckende/ vdi huilcken hand lige som paa en Taffle stiller it Menniske for øyen it wgudeligt oc wbodferdigt Menniskes tilstand efter Døden/ da det er alt for silde at giøre Poenitentz oc omvende sig/ naar Naadens tid er vdløben" etc. Exemplar af begge Udgaver findes det kgl. Bibliothek i København.

218

✂

219

OVERSÆTTELSE AF
JUSTUS MENIUS OM EXORCISMO
1551

220
221

✂

INDLEDNING.

✂

Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

Peder Palladius

Danske Skrifter

5. Levering KøbenhavnH H. Thieles Bogtrykkeri1914

PEDER PALLADIUS' DANSKE SKRIFTER INDHOLDSOVERSIGT

I.BIND

II. BIND.

Peder Palladius

Danske Skrifter

KøbenhavnH. H. Thieles Bogtrykkeri 1914-15

INDHOLDSFORTEGNELSE.

INDLEDNING.

I.ORIGINALEN.

II. OVERSÆTTELSEN.

III.

Erlig oc Velbyrdig Quinde Fru Berete Gøye/ Naade oc Fred i vor Herre Christo.

Fortalen.

Nogne deylge Sprock aff den Hellige Scrifft/ for en bedrøffuit Samuittighed etc.

Esaie. Liij.

j Pet. ij.

j Timoth. j.

j Ttmoth. ij.

Heb. ix

Eph. j.

i Cor. j

Rom. v.

Galat. j.

Collos. ij.

Matth. jx

Matth xi

Joan. vj.

Joan v.

Joan viij.

Joan j.

Joan vj.

Joan iij

Rom viij

j Joan. ij

Joan. xvj.

j. Joan. v.

j. Cor. xv.

Joan. x

j Joan. iv

Rom. v.

Joan. xx.

Rom. xiiij.

Joan. j.

i Pet. j.

j Pet. ij.

j Pet. iij.

j Joan. j.

Rom. iij

Rom iiij

Rom v.

Exempla.

Joan viij.

Luce vij.

Luce xix.

Luce xxiij.

Matth ix.

Luce xxij.

Act. ix

ii Reg xii

Psal. li.

ii Paral. xxxiii

Luce rv.

Luce xviij.

Esai. xliij.

Zacha. ij

Jere. xxxj

Psal. xxv

Psal lxviii

Joel. ii.

Jere v.

Matth viii.

Matth ix.

Act. xv.

Trøstelige Sprock for den Christne Kircke.

Esa. xlix.

Psal. xliij.

5. Levering
København
H H. Thieles Bogtrykkeri
1914

PEDER PALLADIUS'
DANSKE SKRIFTER
INDHOLDSOVERSIGT

København
H. H. Thieles Bogtrykkeri 1914-15

I.
ORIGINALEN.

II.
OVERSÆTTELSEN.

Erlig oc Velbyrdig Quinde Fru Berete
Gøye/ Naade oc Fred i vor Herre Christo.

Nogne deylge Sprock aff den Hellige
Scrifft/ for en bedrøffuit Samuittighed etc.

Trøstelige Sprock for den
Christne Kircke.

Den xxv: Dauids Psalme/ som et en
deylig Bøn at Gud vil styre/ oc regere/ forlade Synder/ trøste oc redde.

Den xxxiiij. Dauids Psalme den tid
hand foruende sin Skickelse faar Abimelech/
som dreff hannem fra sig/ oc hand
gick bort.

Den lxxxv. Psalme/ som er Kore Børns
Psalme faare at siunge.

Nogle Ordsprock om Troen aff det
Gamle oc Ny Testamente. ||

Her effter følger den velfignelse/ som
vor Herre Gud sagde offuer Israels Folck.

Fortale
til
Biblia/ Det er den gantske Hellige Scrifft/ vdsæt paa Danske.

En daglig oc personlig Bekendelse
faar Gud.

En anden Tacsigelse vdi almindelighed/
Thi wi kunde aldri fuldtacke Gud.

Prented i den Kongelige Stad Københaffn hoss Hans Wingaard/ i det ny Kloster
stræde/ Aar effter Guds byrd/
MDLI.

Erlig oc Pelbyrdig (Quinde/ Frue Eline
Gøye/ paa Skioldews/ Salig Her Moritz Olsens Ridders
effterleffuerske/ ønsker ieg Peder Palladius Naade
oc fred/ aff vor Herre Jesu Christo.

En indgong
til disse effterfølgende Bønner.

Den Første Bøn
at giffue sig skyldig oc Herren i vold.

Den Anden Bøn
At giffue sig hart ind/ til Guds kierlighed.

Den Tredie Bøn
At Christus vilde staa paa sin Ret

Den Fierde Bøn
Om at kunde giøre noget gaat.

Den Femte Bøn
Om Herrens Naade oc Barmhiertighed. ||

Den Siette Bøn.
Om salighed at hente aff Herren alene. ||

Den Siuende Bøn
Om beskermelse mod Dieffuelen. ||

Den Ottende Bøn
At Herrens villie maa ske.

Den Niende Bøn
At Herren vil tage oss i forsuar. ||

Den Tiende Bøn
Om Guds almectighed.

Den Elffte Bøn
Om Guds Viisdom.

Den Tolffte Bøn/
Om Guds Kierlighed.

Den Trettende Bøn
Om vor skabelse oc Verelse.

Den Fiortende Bøn
Om Guds Faderlig Forsiun. ||

Den Femtende Bøn/
Om Foriettelserne oc om Haabet. ||

Den Siettende Bøn/
Om Syndernis forladelse.

Den Syttende Bøn/
Om den Hellig Aands Naade. ||

Den Attende Bøn
imod Fald oc Frtstelse.

Den Nittende Bøn/
Om Guds retferdiggørelse.

Den Tiuende Bøn
Om Troen oc imod Mishaab.

Den xxj. Bøn
Om Guds Naade oc Mildhed.

Den xxij. Bøn
Atter om Guds mildhed oc Barmhiertighed. ||

Den xxiij. Bøn
Om Guds omhu oc beskermelse.

Den xxiiij. Bøn
Om den rette Hyrdis voct oc vaaretect.

Den XXV Bøn
Om Guds flitighed at kalde oss tilbage igen.

Den XXVI. Bøn/
Om vor rette Hyrde oc Saliggører. ||

Den XXVII. Bøn/
Om at høre vor rette Hyrdis røst.

Den XXVIII. Bøn/
Om at beholde vort haab fast oc sterck. ||

Den XXIX. Bøn/
Om en Fri Forladelse paa Guds Barmhiertighed.

Den XXX Bøn
Om at vort haab skal aldri bliffue til skamme.