Forkast mig icke fra dit Ansict/ oc tag
icke din hellig Aand fra
mig.
✂
See min Gud/ min HErre/ ieg staar faar dit Ansict/ at ieg kand faa
Barmhiertighed/ Jeg staar faar din Miskundelighed/ oc bider effter din
Naadelig suar. || Forskyud mig icke fra dit Naadts Ansict. Huo haffuer
nogen tid hafft tilfluct til dig/ oc er bleffuen beskemmet? Huo haffuer
nogen tid bancket paa din dør/ oc bedet faar dit Ansict/ oc er icke
bleffuen bøn hørt? Sandelige ved din offuerflødige Naade/ offuergaar du
alle Menniskis fortieniste oc bøn/ Oc du giffuer mere/ end Mennisken tør
bede eller begere. Fra verdsens begyndelse er det icke hørt/ at du
haffuer forskut it Menniske fra dit Ansict/ som haffuer bedet dig met
aluorlighed/ Skulde ieg nu min Gud vere den første/ som du skulde
forskiude fra dit Ansict? Vilt du nu begynde din vrede met mig? || Vilt
du aldri spare oc vere Barmhiertig? Det vere longt fra/ Den Hedniske
Quinde vaar saare bedrøffuit/ Hun fulde effter din kære Søn Christum oc
robte effter hannem oc sagde. O HErre Dauids Søn/ forbarme dig offuer
mig/ Thi min Daatter plaffuis ilde aff Dieffuelen/ Men hand suarede
hende icke it ord/ Hun loed icke aff/ saa at hun ocsaa beuegede hans
Discipler til medynck oc de 188
bade for hende oc sagde: HERRE lad hende
dog gaa fra dig/ Thi hun rober effter oss/ Huad suarede hand sine
Discipler? Jeg er vdsent sagde hand/ aleniste til de fortabte Faar aff
Israeis huss/ Huad skulde || den arme Quinde her gøre? Skulde hun falde
i Mishaab? Ingelunde/ hun trøstede sig end nu met Guds miskundhed/ kom
oc falt ned faar hannem oc sagde/ HErre hielp mig/ hand suarede hende oc
sagde/ Det er icke smuckt at mand tager brød fra Børn oc kaster faar
Hunde fom hand vilde saa sige/ Vig fra mig Quinde/ I Cananeiske Folck
ere Hunde/ wrene Folck/ affgudiske Menntske/ Guds gaffue oc Naade hører
icke eder til/ det er icke ret at ieg skal tage dem fra Jøderne som
tilbede den sande Gud/ oc giffue dem hundene det ere de affgudiske
Hedninge som tilbede dieffuelen. Huad vilt du nu gøre || du arme Quinde/
vilt du afflade? See HErren er vred/ oc haffuer beskemmet dig/ Oc icke
alene dig/ men ocsaa alle Hedninge/ Ja HERRE/ Huo kunde bestaa for
saadant it suar? Huo vilde icke forferdis? Huo vilde icke dømme dig at
vere en Tyran? Alligeuel henger denne Quinde ved/ oc bliffuer varactig
wdi hendis bøn/ Falder icke i Mishaab/ Ja hun opøser nu først it Haab/
tager Christi Ord til tacke/ er icke vred/ men ydmyger sig faar HERren
oc siger. Ja HERre det er sant men dog æde de smaa hunde de smuler/ som
falde aff deris HErris bord/ som hun vilde saa sige/ Jeg beder icke om
brød/ ieg spør icke heller effter || dine Børns gaffue oc Naade. Thi ieg
er en hund/ ieg beder icke wden aleniste om smulerne/ som falde aff dine
Børns bord. Jeg vnder dem vel aff hiertit/ at de mette sig met dine
vnderlige gerninger predicken oc Naade/ min bøn er/ at ieg maatte nyde
den aller ringste Naade/ paa det/ at min daatter maatte bliffue befrijd
fra dieffuelen. Thi de smaa Hunde æde oc saa aff smulerne/ som falde aff
deris Herris bord. See min Gud huilcken stor Tro/ huilken sterck tillid/
huilken ydmyghed/ som er icke hørt tilforne/ at ocsaa Christus er icke
mere vred/ men gleder sig aff hendis Tro/ oc vndrer oc siger. O Quinde
|| din Tro er stor/ dig ske lige som du vilt/ Oc hendis daatter bleff
sund/ i samme stunde. Huor faar ere disse ting screffne 189 min Gud wden aleniste der faar/
at wi skulle lære der aff/ at haabe oc tro paa dig/ oc at wi aluorlige
oc met ydmyghed henge ved i vor bøn/ anseendes at du haffuer sagt at du
vilt bønhøre oss. Ja Himmerigis rige lider vold/ oc de som gøre vold
riffue det til dennem/ Men huad der er screffuit/ det er screffuit oss
til lærdom/ at wi kunde haffue haab aff Scrifften ved taalmodighed/ oc
trøst.
✂ Der faar forskiud mig nu icke HERre/ fra dit Ansict/ mig som staar dag oc nat faar dit Ansict hyler oc greder || icke at du skalt fri mig fra dieffuelsens legemlige plager/ men at du vilde fri min Siæl/ fra den helffuedis Satans aandelig vold/ Stød mig icke fra dig/ min Gud/ Thi ieg haaber aleniste paa dig/ min hielp er aleniste hoss dig/ De haffue alle giffuit mig offuer/ mine Brødre oc venner haffue forladet mig/ ia mit eget kød er imod mig/ Jeg haffuer ingen hielp/ wden aleniste i dig/ Der faar forskiud mig icke fra dit Ansict/ Oc tag icke den Hellig Aand fra mig/ Ingen kand kalde Jesum en HERRE/ wden ved den Hellig Aand/ Naar ieg paakalder min HERRE Ihesum/ da gør ieg det ved den Hellig Aand/ || naar ieg angrer oc begreder mine fremfarne Synder/ oc beder Naade aff dig min Gud/ da gør ieg oc det formiddelst den hellig Aand/ der faar beder ieg dig min fromme Gud/ tag icke den hellig Aand fra mig/ Men skicke det saa/ at hand er hoss mig/ oc at hand boer hoss mig/ at hand beder oc arbeyder met mig. Thi wi vide icke huad wi skulle bede/ som det sig bør/ Men Aanden beder veldige for oss met wsigelige sucker/ oc tage icke denne din hellig Aand fra mig/ Men beskick det saa/ at hand staar met mig i arbeyde/ at hand lærer mig at bede/ oc henge ved/ i min bøn oc gredende taare/ oc bide der effter/ paa || det at ieg kand endelige finde Naade hoss dig/ oc maatte saa tiene dig alle mine liffsdage.