Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

✂

I.

✂ DEN her udgivne "Undervisning i at bede" er tilegnet Palladius Svoger, Niels Pedersen.1 "Kære Svoger", siger Pall. i Forordet, "skrev jeg eder denne Maade.. at bede med og tage Svar igen for et Exempel og Eftersyn, som I kunde siden efterfølge udi alle de andre Bønner"; og han slutter i Efterskriften: "Kære Svoger, dette maa være nok paa denne Tid til et Exempel at bede saa inden Døren om det, som kommer en Person og hans Embede og Husfolk til. Formærker jeg, at det er eder behageligt, da vil jeg med Guds Naades Hjælp fare længere frem til de Bønner om Religionen og Landets Regimente," Det lille Skrift er da tænkt som en Begyndelse til en mere omfattende Bønnebog, men en saadan fik Palladius vistnok aldrig skrevet. Muligvis har hans "store Uledighed" hindret ham deri, muligvis har han ment sin Plan overflødiggjort af et Skrift, der maa være udkommet omtrent samtidig med hans "Undervisning", og som strax vandt megen Yndest og Udbredelse: Frants Vormordsens Bønnebog.

✂ Mens denne meddeler en rig Fylde af Lejlighedsbønner: Syndsforladelsesbønner, Bønner i Nød og Fare, Bønner mod Djævlens Anslag, mod Uvenner og Fjender, mod Pest og mod Tyrken, Rejsebønner og Taksigelsesbønner, Daabsog Nadverbønner o. m. a., indeholder Palladius' Skrift kun otte korte Bønner: (1) om at Gud vil forlade den bedende *1 Niels Pedersen, en Broder til Palladius' Hustru, var Foged i Vor Frue Kloster i Roskilde (Rørdams Universitetshistorie I, 532). 280 hans Synd, (2) styrke ham i hans Tro, (3) staa ham bi i hans Gerning, (4) give ham Føde og Klæder, (5) trøste ham i Angst, (6) bortlede ham fra de onde Veje, (7) beskytte ham mod hans Fjender og - (8) skaffe ham gode Tyende.

✂ Disse Bønner er vistnok sammenskrevne af Palladius uden direkte fremmed Forbillede, men noget Særpræg eller nogen personlig Farve har ingen af dem. Sprogbillederne kan efter Tidens Skik være ret kraftige: den onde Samvittighed kaldes "et Bæst, der river og slider et Menneske fra Troen" (ndf. S. 299 L. 27), og, ligesom det i "En daglig Bekendelse" hed om Hjertet, at det lod sig forlede af Sanserne til Synd "som et Nød til Slagterboden" (foran S. 77 L. 13), saaledes siges det her, at den onde Sædvane drager Mennesket stadig længere ind i Synden "som et Nød til Slagterbænken" (ndf. S. 299 L. 34). - Mens den Bedende i stærke Ord bekender sin Synd overfor Gud, føler han sig tryg i sin Skyldfrihed overfor sine Medmennesker, som f. Ex. i denne Bøn (ndf. S. 300 L 30 ff.): "Almægtigste, vældige og stærke Gud, som adspreder de Folk [dvs. bryder deres Rækker], som vil yppe Kiv og Trætte.. og sønderbryder deres Bue og Pil, og lader dem ligge under i Strid og ikke oven paa.., i det at Du est en fredsommelig Gud og ikke maa lide uretfærdigt Overfald.. Jeg beder dig, se til mine Fjenders.. Anløb og Overvold og fri mig for dem,.. at de ikke skal kunne mætte eller fuldkomme deres onde Vilje mod mig og ej heller overvinde mig, efterdi at min Sag er ret og deres er uret!" Heller ikke i Forholdet mellem Herskab og Tyende er der Dialektik: Palladius lader Husherren klage til Gud over, at skønt Tjenerens Øje skal vare paa hans Herres Hænder og Tjenestepigens paa hendes Husmoders, saa fornemmer man alligevel, at Tjenestefolkene mange Steder i Stedet for at være gudfrygtige og tugtige "opfødes til Kælenskab, Ladhed, Balstyrighed og Genstridighed imod dem som de skal tjene". Derfor skal man bede Gud om at skaffe sig gudfrygtige og tro 281 Tyende "paa det at naar hver tager Vare paa det, som ham er befalet, udi al Troskab og Lydighed, da kan Husholdningen desydermere fremholdes til Guds Ære, ved.. Jesum Christum, som gjorde sig til en Tjener for vor Skyld" (ndf. S. 301-302).

✂ Til hver af de otte Bønner er der knyttet en Række Bibelsprog, som "Svar fra Gud". Disse Sprog er, skønt Skriftet sikkert er yngre end Christiern den Tredjes Bibel, forskellige fra de tilsvarende Steder i denne. Man undres vel ikke meget herover, naar Palladius i selve Biblens Fortale gengiver Skriftstederne efter en Vulgataversion (se foran S. 50); alligevel kunde man have ventet, at Palladius her, hvor Bibelsprogene udgør en væsentlig Del af Skriftet, havde udskrevet dem af den autoriserede danske Bibel. Det er, som de følgende Exempler vil vise, lige saa lidt Tilfældet her som i Biblens Fortale.

Palladius, ndf. S. 294 L. 30-32

Jeg er din Salighed/

Jeg er den/ ieg er selff den/ som affsletter din ondskab for min skyld/

Biblen 1550, Ps. 35.3 og Es. 43.25

Jeg er din Hielp/

Jeg/ Jeg affsletter dine synder for Min skyld/

✂ Grundlaget er utvivlsomt:
Salus tua ego sum, Ego sum, ego sum ipse, qui deleo iniquitates tuas propter me,

(Vulgata)

Ich bin deine Hülffe/ Ich/ Ich tilge deine vbertrettung vmb Meinen willen/

(Luther)

✂ Eller følgende Sprog:

Palladius, ndf. S. 296 L. 4-6

Du est min Tienere/ ieg haffuer vdualt dig oc icke forskudet dig/ frøcte dig icke/ Thi ieg er hoss dig/ vig icke fra mig/ thi ieg er din Gud/

Vulgata

Servus meus es tu, elegi te, et non abjecite. Ne timeas, quia ego tecum sum: ne declines, quia ego Deus tuus,

Biblen 1550, Es. 41.9-10

Du skalt vere min Tienere/ Thi ieg vdueller dig/ oc forskyder dig icke. Frycte dig icke/ Jeg er met dig/ Vige icke/ thi ieg er dinGud/

Luther

Du solt mein Knecht sein/ Denn ich erwele dich/ vnd verwerffe dich nicht Fürchte dich nicht/ Ich bin mit dir/ Weiche nicht/ Denn ich bin dein Gott/

282

✂ Fra det ny Testamente kan anføres:

Palladius, ndf. S. 295 L. 7

See Gudz Lam/ som bær Verdens Synder.

S. 302 L. 13-14

I Suenne lyder eders legemlig Herrer/ met fryct oc beuelse/ wdi eders Hiertis enfoldighed/ ligesom Christo/

Vulgata

Ecce, Agnus Dei, Ecce, qui tollit peccatum mundi.

Servi, obedite dominis carnalibus cum timore et tremore, in simplicitate cordis vestri, sicut Christo;

Biblen 1550, Joh. 1.29

See/ Det er Gudz Lam/ som bær Verdens Synder.

Eph. 6.5

I Tienere/ verer eders legemlige Herrer lydige/ met fryct oc redzel/ i eders hiertis enfoldighed/ ligesom Christo/

Luther

Sihe/ Das ist Gottes Lamb/ welchs der Welt sünde tregt.

Ir Knechte/ seid gehorsam ewren leiblichen Herrn/ mit furchte vnd zittern/ in einfeltigkeit ewers hertzen/ als Christo/

✂ At Palladius' Oversættelse er ganske uafhængig af Biblen er indlysende; og at dette ikke blot skyldes, at Gengivelsen af samme Ord i Grundlaget er forskellig (Suenne - Tienere; fryct oc beuelse - fryct oc redzel), men ogsaa at selve Grundlaget har været forskelligt, derom kan der ikke være Tvivl: Palladius' Grundlag er her ligesom i Biblens Fortale Vulgata, Biblens derimod Luthers tyske Oversættelse. Paa ny spørger man da, hvorledes gaar det til, at den Lutherske Kirkes Øverste søger Tilflugt til den forkætrede Vulgata-Text? Hvor Talen var om Forordet til Biblen, kunde man formode, at intet Exemplar af Korrekturarkene til den endnu ufærdige Danske Bibel var i hans Eje, da han skrev Forordet, og at Luthers tyske Bibel beroede hos et andet af Bibelkommissionens Medlemmer (se foran S. 51); sligt er jo udelukket her. Og, hvor enkelte Skriftsteder anførtes, kunde det formodes, at Palladius citerede efter Hukommelsen, og at han fra sine første Studieaar var mest fortrolig med den latinske Bibel. Men denne Forklaring er mere end usandsynlig, hvor Skriftet som det nærværende indeholder ligefremme Samlinger af Bibelsprog. Imidlertid tror jeg, at have fundet Løsningen 283 paa Spørgsmaalet - en Løsning, der baade forklarer Citeringen i Bibelfortalen og i de yngre Smaaskrifter.

✂ Fra Laurens Benedicts Presse udgik der i 1552 en lille Bog med Titel "Nogle mercketige Bøner/ kortelig at Bede: Desligeste nogle deylige Spraack aff den hellige Scrifft Til it Gensuar aff Gud". Hvem der har forfattet Bønnerne eller samlet Bibelsprogene siges ikke, men ved Slutningen af disse staar Bogstaverne L: B:, hvad der vistnok betyder, at Laurens Benedict selv har besørget Udvalget (jfr. Noten nedenfor). Bønnerne er, som en Sammenligning med Vormordsens Bønnebog viser, taget fra denne, og Bibelsprogene er sikkert taget fra en eller anden datidig Samling, ikke fra selve Biblen. Var de i Begyndelsen af Halvtredserne udskrevet af en Bibel, vilde de jo have været overensstemmende med Texten i den danske Bibel; de er imidlertid ganske forskellige herfra, ikke blot i Ordvalg - men ogsaa i Grundlag: Bibelsprogene i "Mærkelige Bønner" er nemlig oversat efter en Vulgataversion. Det er nu saa heldigt, at en stor Del af disse Bibelsprog ogsaa findes i Palladius' Undervisning; at de skulde være taget herfra - eller at Palladius skulde have taget sine Bibelcitater fra "Mærkelige Bønner" - er udelukket, da de to Samlinger er ganske forskelligartede: der findes i Palladius' Skrift mange Sprog, der ikke findes i "Mærkelige Bønner", og omvendt; men de Bibelsprog, der er fælles for de to Skrifter stemmer ordret overens, som følgende Exempler kan vise:

Palladius, ndf. S. 301 L. 19 f.

Jeg er met dig/ at ieg kand frelse dig/ oc fri dig vd/ siger HERREN/ Jeg vil fri dig aff de ondis hender/ oc vdløse dig aff de sterckis hender.

Mærkelige Bønner, Bl. C3r

Jeg er met dig at ieg kand Frelse dig och fri dig vd/ (siger HERREN) Jeg vil fri dig aff de ondis hender/ oc vdløse dig aff de sterckis hender/

Biblen 1550, Jer. 15.20-21

ieg er hoss dig/ at ieg vil hielpe oc frelse dig/ siger HERREN. Jeg vil oc redde dig aff de Ondis haand/ oc frelse dig aff de Tyranners haand.

Vulgata har:

ego tecum sum/ ut salvem te, et eruam te, dicit Dominus. Et liberafo te de manu pessimorum, et redimam te de manu fortium. 284

Luther har:

Ich bin bey dir/ das ich dir helffe vnd dich errette/ spricht der HERR. Vnd wil dich auch erretten aus der hand der Bösen/ vnd erlösen aus der hand der Tyrannen.

✂ Som det ses, følger Palladius og "Mærkelige Bønner" Vulgata, den danske Bibel Luther; den fuldkomne Overensstemmelse i Ordvalg (salvem, eruam, liberato - gengivet ved frelse, fri, fri, ikke redde f. Ex.) og i SmaaAfvigelser fra Grundlaget (manu gengivet ved hender, ikke ved haand) viser, at Oversættelserne ikke kan være uafhængige af hinanden, men maa have samme danske Kilde. Endnu et Par Exempler skal nævnes:

Palladius,
S. 296 L. 2

Jeg ieg er din HERRE oc Gud/ oc der er ingen frelsere eller Saliggørere/ wden ieg.

Mærkelige Bønner,
Bl. C2v

Jeg/ Jeg/ er din HErre oc Gud/ och der er ingen Frelsere eller saliggørere/ vden Jeg/

Biblen 1550,
Es. 43. 11

Jeg/ Jeg er HERREN/ oc der er ingen Frelsere vden ieg

Vulgata:

Ego sum, ego sum Dominus, et non est absque me salvator.

Luther:

Ich/ Ich bin der HERR/ vnd ist ausser mir kein Heiland.

Palladius,
S. 299 L.12

Jeg er din beskermer oc din megen store Løn.

Mærkelige Bønner,
Bl. C3r

Jeg er din beskermere/ och din megen store løn.

Biblen 1550,
1. Mos. 15.1

Jeg er din skiold/ oc din meget store løn.

Vulgata :

ego protector tuus sum, et merces tua magna nimis.

Luther:

Ich bin dein Sehilt/ vnd dein seer grosser Lohn.

✂ Det ses, at i Es. 43. 11, hvor Vulgata og Luther stemmer overens, findes hos Palladius og i Mærkelige Bønner samme tautologiske Gengivelse, og i Gen. 15.1, hvor Ordvalget hos Luther (Schilt), ikke ganske dækker Vulgata (protedor), følger Pall. og M. B. Vulgata, men Biblen naturligvis Luther.

285

✂ Fra det ny Testamente:

Palladius,
S. 296 L. 10

Jeg er Veyen/ Sandhed oc Liffuet.

Mærkelige Bønner,
Bl. D1r

Jeg er Veyen/ Sandhed oc Liffuit.

Biblen 1550,
Joh. 14.6

Jeg er veyen/ oc Sandhed/ oc Liffuit.

Vulgata:

Ego sum via, et veritas, et vita = Luther: Ich bin der Weg/ vnd die Warheit/ vnd das Leben.

Palladius,
S. 297 L. 11

Jeg vil giffue dig Mund oc Visdom/ som alle dine wuenner icke skulle kunde staa imod.

Mærkelige Bønner,
Bl. C3v

Jeg vil giffue dig Mund o c Visdom/ som alle dine wuenner icke skulle kunde staa imod/

Biblen 1550,
Luc. 21.15

ieg vil giffue eder Mund oc Visdom/ huilcken alle eders Modstandere icke skulle kunde imod sige oc ey imod staa.

Vulgata:

Ego enim dabo vobis os et sapientiam, cui non poterunt resistere, et contradicere omnes adversarii vestri = Luiher: Denn ich will euch Mund und Weisheit geben/ welcher nicht sollen widersprechen mügen noch widerstehen/ alle ewre Widerwertigen.

✂ Alene det at baade Palladius og Mærkelige Bønner i Joh. 146, mangler Konjunktionen "og" i 2. Led, og i Luc. 21.5, har "dig" for "Eder" og "modstaa" for "modstaa og modsige", skønt dette hverken begrundes af Texten i Luthers Bibel eller Vulgata, viser, at Grundlaget for de to Skriftsprogsamlinger maa være samme danske Oversættelse, og da denne Oversættelse er forskellig fra de kendte Bibeludgavers (Chr. Pedersens Testamente, Christiern III's Bibel), og da det er umuligt, at en fuldstændig Bibeloversættelse skulde have existeret foruden de nu kendte, maa Grundlaget have været en dansk Samling af Bibelsprog1. At det er denne Samling, Palladius har benyttet ogsaa til Forordet til Chr. III's Bibel, turde være utvivlsomt. Man *1 Efter "Nogle deylige Spraack vdaff den Hellige Scrifft/ til it Gensuar aff Gud", Bl. C2v-E2r, følger "nogle andre skøne Spraack vdaff den hellige Scrifft", Bl. E2v-F2v. Disse sidste - mest Første-Vers fra Salmerne - er udskrevet af den danske Bibel, muligvis af Laurens Benedict selv. Det er nemlig under dem Mærket L: B: findes. I det foregaaende er Talen stadig om den første og større Samling. 286 sammenligne Gengivelsen af Ps. 119.73 i Forordet Giff mig forstand (foran S. 60 L. 17) med Gengivelsen af Ps. 32.8 i Palladius' "Undervisning" og i Mærkelige Bønner: Jeg vil giffue dig forstand (ndf. S. 297 L. 9 og M. B. Bl. C3v), der begge som Grundlag har Vulgata: da mihi intellectum; Intellectum tibi dabo, mens Texten i Biblen 1550 lyder: Vndemiss mig (Ps. 119), Jeg vil vnderuise dig (Ps. 32), overensstemmende med Luther Vnterweise mich; Ich wil dich vnterweisen. At Palladius, naar han har haft staaende en dansk Bibelsprog-Samling, har benyttet denne ved Udarbejdelsen af sine Skrifter uden at bekymre sig om dens Grundlag, er naturligt, mens det var lidet forklarligt, at han, hvis han selv havde opsøgt Skriftstederne i Biblen, da havde benyttet en Vulgata og ikke en Luther-Bibel eller den danske Bibel; - at han ikke bagefter konfererede Citaterne med Bibeltextens, men gengav dem som de fandtes i hans Kompendium, skyldtes ikke Ligegyldighed overfor Skriftens Ordlyd, men den sædvanemæssige Benyttelse af Kilden uden Anvendelse af komparativ Kritik: det var endnu ikke gaaet selv den mest luthersksindede Gejstlige i Blodet, at Luthers Bibeloversættelse - eller Chr. III's danske Bibel - var den eneste rette.

✂

II.

✂ Palladius "Undervisning i at bede" er bevaret i to Udgaver, af hvilke den ældste findes i en Bønnebog fra 1553, den yngre i en Bønnebog fra 1562.

✂ 1. Bønnebogen fra 1553 er, som efterstaaende Facsimile-Gengivelse af Titelbladet viser, i ganske lille Oktav. Den bestaar af 18 otte-sidede Ark signeret A-Av, B-Bv osv. Bogen indeholder: 1. en Bearbejdelse af Vormordsens Bønnebog, Bl. A2r-O3r, 2. En Undervisning kortelig at bede, Bl. O3r-R2r, og 3. En daglig og personlig Bekendelse Bl. R2r-S4r (udgivet foran S. 69 ff. efter Originaludgaven); til sidst findes en Indholdsfortegnelse "En 287 Tavle over alle Bogens Bønner", Bl. S5r-S7v, hvis Slutning mangler, idet Bogens sidste Blad(e) i det eneste bevarede Exemplar er udrevet.

Paa dette (disse) har formodentlig ogsaa Trykkested og Bogtrykker været angivet; vi kan nu ikke afgøre, hvor og af hvem Bønnebogen er trykt, da den typografiske Udstyrelse ikke giver et tilstrækkelig sikkert Holdepunkt.

✂ 2. Bønnebogen 1562 er trykt hos Ambrosius Kirchner i Magdeburg; den er i lille Oktav - se efterstaaende Gengivelse af Titelbladet S. 288 - og bestaar af 5 Læg; første Læg har fire Blade, sign, Aij, Aiij, de øvrige Læg har sex Blade, sign. B-Bv osv. Indhold: l. Jacob Henriksens "Fader vor", med Forord (dateret Nytaarsdag 1560), 2. Palladius' "Nogle Bønner" (uden Forord og Efterskrift), Bl. B6v-E3r, 3. "En Taksigelse" (indsat af Bogens anonyme Udgiver) Bl. E3r-E5v. Paa sidste Blad Angivelse af Bogtrykker og Trykaar.

✂ Originaludgaven er tabt, men det er sandsynligvis denne Udgave der beskrives af Biskop Harboe i hans Palladius-Samling (Ny kgl. Saml. 2710, III, 4°, S. 266); dens Titel lyder her:

✂ En Vnderuissning kortelige ath bede vdi Husholding, oc at annamme Suar igen aff Gud. Peder Palladius. Prentet i Kiøbenhaffn aff Lauritz Benedict. Vdi det Nye Klosterstræde [med Tilføjelse Jn 12.].1

*1 Meddelelsen om, at Trykkestedet er "det Nye Klosterstræde", vilde, hvis man var sikker paa, at det var Originaludgaven, her var Tale om, vise, at Laurens Benedicts oprindelige Officin havde ligget i samme Gade som Hans Vingaards. Men hvis det Tryk, Harboe beskriver, er fra Begyndelsen af Tredserne, viser Stedangivelsen intet herom, da L. B. erhvervede Hans Vingaards Trykkeri efter dennes Død 1559. Omvendt kan man naturligvis ikke af Meddelelsen slutte, at Trykket er yngre end Aaret 1559 (altsaa ikke kan være Originaludgaven); intet taler nemlig imod, at L. B.'s egen Bogtrykkergaard i Begyndelsen af Halvtredserne laa i Klosterstræde - ligesom Hans Vingaards. 288

✂

✂ Titlen i 1553-Bønnebogen stemmer altsaa med denne oprindelige Titel, mens 1562-Bønnebogen har forandret Udtrykket En Vnderuisning til Nogle Bøner ogudeladt Adv. kortelige; desuden véd vi fra Harboe (anf. St.), at den selvstændige Udgave indledes med et Forord til Palladius' Svoger; dette mangler, ligesom Efterskriften, i Bønnebogen 1562, mens begge Dele findes i Bønnebogen 1553; man tør heraf slutte, at denne gengiver Originalen mere troværdigt end den yngre Bønnebog. Dette bekræftes ved en nærmere Sammenligning. Foruden adskillige Smaa-Afvigelser mellem de to 289 bevarede Udgaver findes den gennemførte Forskel, at 1553-Bønnebogen kun anfører første Linje af de Salmer, der henvises til, mens 1562-Bønnebogen anfører de første Vers:

1553-Udgaven Bl. P5r, ndf. S. 297 L. 18:

Salig er den Mand/ som frøcter HERren/ etc. den Psalme til ende. Psal. 128.

1562-Udgaven Bl. C5v:

Salige er den Mand som frycter HErren/ oc gaar paa hans Veye. Du skalt nære dig aff dine henders arbeide/ salig est du/ det gar dig vel/ Psal. Cxxviij.

Bl. Q2r, ndf. S. 299 L. 19:

Naar ieg kalder paa dig/ da hører du mig/ etc. den 4. Psalm til enden.

Bl. D3r-D3v:

Naar ieg kalder paa dig/ da hører du mig/ Gud min retferdighed/ Du som trøster mig i angist/ Ver mig naadig/ oc hør min bøn. Kiere Herrer/ huor lenge skal min ære beskemmis/ Hui elske i saa forfengelighed oc løgn saa gerne? Sela. Vider dog at Herren fører sine Helgene vnderlige/ Herren hører naar ieg rober til hannem/ Psalm. iiij.

✂ Om det er 1553-Udgaven, der har forkortet Orig., eller 1562-Udgaven, der har forøget den, lader sig jo ikke paa Forhaand sige. Men sammenligner man Citaterne med de tilsvarende Skriftsteder i Biblen 1550, bliver der ingen Tvivl tilbage. Det viser sig nemlig, at Citaterne i 1553-Udgaven er forskellig fra Texten i Biblen 1550 (men overensstemmende med Vulgata), mens Tilføjelserne i 1562-Udgaven ordret stemmer med Texten i den danske Bibel. Naturligvis har Palladius ikke skrevet første Linje af efter sin Skriftsprog-Samling og det øvrige efter Biblen; hvorimod det er let forklarligt, at Udgiveren af 1562-Bønnebogen har suppleret Citaterne i den Bønnebog, han afskrev, efter den danske Bibel. Nærværende Udgave følger derfor helt igennem Texten i Bønnebogen 1553, mens alle Afvigelser herfra i Bønnebogen 1562 meddeles som Varianter (ndf. S. 304).

✂ Ligesom Bønnebogen 1553 gengav Palladius' Skrift "En daglig og personlig Bekendelse" ordret og i det væsentlige bogstavret (se foran S. 73), saaledes tør vi altsaa ogsaa antage, at Gengivelsen af "En Undervisning kortelig at 290 bede" Ord for Ord svarer til den nu tabte Original. Naar, hvor, og af hvem denne er trykt, faar vi imidlertid ingen Oplysning om i Bønnebogen; og mens vi af Harboe's Afskrift faar at vide, at Originalen - eller i hvert Fald Skriftet i dets selvstændige Form - er trykt i det ny Klosterstræde hos Laurens Benedict, meddeler Afskriften intet om Trykaaret. Heller ikke Affattelsestiden kan man slutte noget om ad direkte Vej, da Forordet ikke er dateret. Tidfæstelsen maa derfor blive meget omtrentlig. Da Skriftet er optaget i en Bønnebog 1553, maa det være ældre end dette Aar, dette er sikkert nok; og hvis Laurens Benedict, hvad der er sandsynligst, har trykt Orig., maa denne være yngre end 1550, da han først begyndte sin Bogtrykkervirksomhed efter dette Aar. Som ovf. nævnt, synes det rimeligt, at det er Fremkomsten af Vormordsens Bønnebog, der har været Skyld i, at Palladius ikke fortsatte sin "Undervisning i at bede"; er denne Formodning rigtig, følger deraf, at Tilegnelsen til Pall.'s Svoger er skrevet, inden Vormordsens Bønnebog udkom, d. v. s. senest i Begyndelsen af 1551. (Forordet til Vormordsens Bønnebog er dateret Nytaarsdag 1551, og Bogen er rimeligvis udkommet kort derefter. Den ældste bevarede Udgave er først fra 1552). Det syntes mig derfor rigtigst, at sætte Palladius' Skrift til Tiden omkr. 1551 og i den kronologiske Række anbringe det efter de Skrifter, der med Sikkerhed kunde tidfæstes til dette Aar, og før Skrifterne fra de følgende Aar.1

*1 I Worms Litteraturlexikon (II, 158) nævnes følgende Udgave: En Vnderuisning kortelige ath bede udi Husholding, oc at annamme Suar igen aff Gud. Kiøbh. 1560. 12°. Hvis Aarstallet er rigtigt, har der altsaa existeret i hvert Fald ét selvstændigt Tryk yngre end Originaltrykket - foruden de to bevarede Udgaver. At det skulde være dette med Aarstal forsynede Tryk, Harboe har beskrevet, er yderst usandsynligt, da H., med sin Omhu for Kronologien, i saa Fald sikkert vilde have nævnt Trykaaret.