Palladius, Peder

DEtte som her er screffuit om fred oc enighed om forligelse och tilgiffuelse mellem broder och broder/ mellem Neste oc Neste/ bør ingen at vende hen mod øffrigheds straff oc heffn/ som det er befalit aff Gud/ at heffne effter Louen/ och hører denne røst besynderlige til øffuerigheds embede/ som saa liuder. Giff mig heffn/ ieg vil vederligge/ ieg vil straffe/ anten selff/ eller ved andre/ Och det for disse tre sager skyld/ først at Retferdighed maa haffue sin gong/ Thi det hør til Guds retferdighed at Misdedere skulle rettis oc borttagis/ der som Barmhiertighed icke kand recke til dem. Der nest ath || de wskyldige kunde beskermis oc fordagtingis/ paa det siste for it exempel skyld/ at andre kunde see sig i spegel oc tage sig vare. Oc Gud vil at øffuertgheden skal icke vere forsømmelig i samme sit Embede/ Thi hand vil at tuct oc Fred skulle aluorlige hanthaffus oc beskermis/ som Louen siger/ Du skalt icke spare en Misdedere/ men tage hannem aff dage/ Ja der faare/ haffuer Gud skicket Lands Regement oc Herredømme/ och holder dem ved mact/ och end vnder tiden foruandler dem/ som Daniel ii. siger. Gud foruandler Riger/ oc skicker dem til veye/ Der faar er øffuerigheds straff en loulig straff/ aff Gud befalit/ offuer Røffuere/ Horfolck/ Aagerfolck/ Menedere/ Voldzmend och andre saadanne/ som bliffue effter Louen faar dom offueruundne oc dømte/ Der faar siger ieg/ bør ingen at vende det hen til øffuerigheds straff/ som ieg haffuer screffuit i denne lille Bog om en broderlig forligelse oc tilgiffuelse. Thi disse tho / som er øffuerigheds embede || och en Broderlig forladelse och tilgiffuelse/ maa mand icke blande til sammen/ som den wgudelig Julianus giorde och spaattede det hellige Euangelium/ lige som de Steder der forbiude en Christen broder/ at heffne sin skade paa sin Jeffn Christen der haffuer fortørnit hannem/ skulde kunde forhindre oc fortage øffuerigheds straff oc den menige Lands Fred och Regement/ Och hine Gendøbere haffue ocsaa giffuit saadant faare/ men denne Regel skulle fromme Christne beholde/ at det hellige Euangelium styrcker

        

384 oc stadfester øffuerigheds embede/ oc Lou och Ræt i Land oc Rige/ som komme offuer ens met vor Skel oc fornufft/ som det beuises aff det xiii. Capittel til de Romere.

Der er stor skel imellem Beskermelse oc Heffngirrighed/ Beskermelse er at fordagtinge den wskyldigis liff/ godz oc ære/ rettelige oc loulige/ vden al begering oc hadskhed til at at gøre den anden skade. Men heffngirrighed er en hadsk begering i Hiertit oc en Sind || optend til vrede och ath gøre sin neste skade. Der som nogen vil wrettelige tage dit Liff heller Gods fra dig/ da er det io retferdigt/ at du besøger øffuerigheden om hielp och beskermelse/ som S. Pouil appelleret til Keyseren. Men her skalt du lade din hadskhed oc Heffngirrighed vere borte/ at du vilt icke gøre din Neste skade/ for hand giorde eller vilde gøre dig skade/ Lider du spaat och spe/ forhaanelse oc skendzord/ da giff vel act paa naar det er behoff at rense dig der faar/ och naar det er icke behoff. Thi da er det behoff/ naar det hellige Euangelium bespaattis der offuer heller oc naar der settis saadant it brendemercke paa dig/ som anten forarger den Christen Meninghed/ eller gør den almindelig Fred oc endrectighed skade oc affdragt/ som den hellige Athanasius lagde sig fra/ baade Troldom oc andet/ som hans vederpart haffde oplagt om hannem. Vdi saadanne Sager/ er beskermelse nødactig/ och mand kand alligeuel beholde en god Sarmuittighed || der hoss/ oc end bede for sin vederpart/ och alligeuel fordagtinge sin ære/ mere for andris end for sin egen skyld.

* Men der falde mange andre Skendzord/ baade vdi druckenskab disuerre/ oc aff wbesindighed/ vonkundighed oc daarlighed/ som huercken gøre det hellige Euangelio skade/ heller de Christne forargelse/ heller den mennige Fred oc rolighed nogen forhindrelse/ dem kand mand sla igennem den store Sold/ Thi det er icke behoff at ligge sig saadant fra/ fordi der vil voxe mere ont vdaff/ saa at Land oc Rige kand forstyres der offuer/ Saadan fare bør en Christen ath forstaa oc offuerueye oc stille sin vredactighed oc heffngirrighed der faare oc dricke nogen wret vdi sig/ for den almindelige fred 385 och roligheds skyld/ oc icke kiffue oc trette/ for det/ som hand kand vel giffue til for Guds skyld/ Thi det er Gud teckeligt oc behageligt/ som Jesus Syrach siger/ Capite/ xxviii. Den som holder sig aff kiff oc trete || hand formindsker oc affliger Synderne. Ingen bør helder at tage aarsag her aff/ til at fortørne sin Neste. Thi at de som dette ville gerne gøre/ falle snart i øffrigheds Suerd oc straff/ om deris Neste vil end gerne giffue dem til.

* Her vilde ieg at alle Sogneprestere Huer saa langt i det mindste som hans Siele sorrig recker/ vilde vere de rette Pacifici Matth. v. oc vere om borde met hine Heffngirrige/ æregirrige oc Hoffmodige Hierter/ som tage lidet oc gøre meget vdaff/ oc at de vilde hart holde dem/ den fattige Gud oc den fattige Christum faare/ som de saa ringe acte oc saa høylige foracte/ ath de maatte end bliffue bønhørde met dem/ ydermere end nogen deris kødelig ven/ it armt dødeligt Menniske. Gud kand end ocsaa ihuor arm de holde hannem at vere/ baade veye ved dem/ oc end true dem saa at det suier effter/ oc gør væ paa det siste Thi hand kand sla baade Liff oc Siel ned i Heluede. Matth. x. Fredsens Gud vnde oss fredsommelige at leffue met huer andre/ vdi vor Herre Jesu Christo amen.

Prentet i Københaffn.