Michaëlis, Sophus Æbelø

ÆBELØ

II

        

III

SOPHUS MICHAËLIS

📖 ÆBELØ

FORLAGT AF BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN)
TRYKT HOS J. H. SCHULTZ
1895

IV

        

V

jil

August og kirsten enna

VI

        

1

I.

Midt i Søen ligger den lille. Ø

Den Sø, der omskyller den, er en Rest af Havet, der trak sig bort, medens Landet langsomt højnede sig og afskar Forbindelsen. Set fra Luften ser Søen ud som et dødfødt Barn, der reves bort fra sin Moder Oceanet.

Oprindelig var den lille Ø en brændingbestormet Grund i Havet, nu er den en Holm i en Ferskvandssø. I sit Indre gemmer den Lag paa Lag af forvitrede Muslingeskaller, der, naar de kommer for Lyset, smulrer som perlemorglinsende Mel. Opslemmet Dynd dannede dens Muld, og Bølgerne bar til den Olden og Bog og Ellens Frugt. De lune Sommervinde tilpustede den Blomsterstøv og Frø, og Planterne sloges om hver Tomme af dens Jord.

Nu ligger den i Søen som et lille afsondret Fort, bygget af Buske og Træer, tækket af tungt og solhærdet Løv. En Hær af høje 2 Sivlanser løber ud langs den flade Bund og spejder til alle Sider, om nogen Fjende nærmer sig.

Men nej, i Aarhundreder laa Øen herreløs, den vildtvoksende Natur skræmmede Mennesker bort.

Endnu er der over den et Minde om den evigtrislende Brænding, der omgav den, da den var et Skær i Havet.

Det suser og syder gennem det vindtørrede Løv, som søgte fra alle Kanter en svag, men vedholdende Brise ind mod denne Holm. Og alt det sydende Sus har vendt sig indad og samlet sig midt paa selve Øen som en forunderlig Mumlen, der hvisker og hvisker med Millioner af Blades Tunger.

Men mod Aften stiger Bruset til et tungt og monotont Suk, der gaar saa uhyggeligt dybt til Naturens Sjæl, at Ravnen vaagner derved og skræpper højt som et ondt Varsel. Thi Ravnen er den eneste Fugl, der bebor denne Ø. Alle de smaa Sangere tør ikke være i det evigtrislende Sus, som vilde drukne deres spæde Sang. De flyver forbi paa skyndsomme Vinger, og det dybe Løvmørke drager dem ikke.

Engang er en saaret Kriger tyet hertil. Han laa i en Baad, gemt under et forrevent Sejl, han 3 laa langs Bundplankerne uden at kunne røre sig, hans Tunge brændte i Saartørst, hans Fingre klamrede om det Bræt, der laa over Bundvandet, Neglene borede sig fast i det møre Træ og rev det bort, og han drak af det slimede grønne Vand, han saa en Regnorm krympe sig deri, men han væmmedes ikke, han drak og drak af den raadne Drik, og Trætheden tog ham, og han sov ind.

Saa drev Strømmen ham mod Æbelø, ind mellem Siv og Rør, der lukkede sig om ham og lig en Lansevagt førte ham videre som Øens Fange.

Bredden dannede en lille Fjord, hvor Bunden hævede sig paa den ene Side som en kroget Finger. Denne Finger greb ham og holdt ham fast. Og Søen rejste sig under Aften og drev tungt op mod Øen, og den lille Baad huggedes læk mod den grusede Grund, og Vandet trængte ind og vækkede den sovende Kriger.

Hvor længe han havde ligget der, vidste han ikke, men Jærnsværdet var bleven rødt af Rust, og Blodet var størknet til en tyk Skorpe paa hans Bryst.

Vandet isnede ham igennem, og Træernes Susen isnede ham endnu mere. Ubarmhjertigt 4 begyndte det stigende Vand at skylle Blodskorpen bort og at løse Saarets Rande.

Han huskede intet. Kun naar han pinte sine Sanser, var det som han endnu for sine Øren hørte Jærnet rasle og skrige og Eder og vilde Ord skrige endnu højere.

En Edderkop var dalet ned fra Løvet over hans Hoved og havde begyndt at spinde mellem Hæftet paa hans Sværd og Baadkanten, som det ragede op over.

Han smilede sygt, da han saa den løbe op og ned. Den gav slip paa Sværdknappen, faldt og firede sig langsomt ned, til den naaede Rælingen. Saaledes tog det lille bitte Dyr uden videre det Sværd i Besiddelse, som for kort Tid siden havde slaaet Gnister i Kampen. Rolig lænkede det Vaabnet med sin næppe synlige Traad. Det skulde aldrig bruges mere.

Med stive Lemmer krøb han op af Baaden ved Skub, der skar ham i Saaret. Han trykkede den vaade Sejldugspjalt mod det løste Saar, hvoraf Blodet løb tyndt og næsten uden Farve. Og halvt faldt han ud af Baaden, ind paa den solstegte Strand, hvor visne Blade blandede sig med Græs og raadnede Siv.

Der løb to røde Myrer afsted med hinanden, de flakkede raadvilde om paa hans finthaarede 5 Bryst. Saa slæbte han sig længer og længer op, og Solen sugede Vandet af hans Tøj, og alt for snart gispede han i brændende Hede.

Suset over sit Hoved forstod han ikke: Det var en underlig Blanding af hviskende Ømhed, saaledes som man hvisker i sin første Elskov, og af truende Mumlen, som naar Naturen truer over at være forstyrret i sin Fredhellighed.

Og den saarede Mand lukkede sine Øjne, og Suset trængte ind i ham og fik ham til at skælve. Ingen Fugl greb med skarp Stemme ind i det dumpe mumlende Brus. Det var som et tungt og ubønhørligt Kvad, et Suk fra hans egen Livsstræng, der skjalv under Nornens uafvendelige Kniv: Nu skal du dø — nu skal du dø.

Jo længere han slæbte sig ind under Løvet, desto stærkere lød Bladenes Tunger. Og Solen begyndte at synke.

Han laa i et højt Mylr af toppede Planter med røde trævlede Blomster, og favnehøjt i Vejret strakte sig tykke Stængler, der bredte Skærme til alle Sider med nedhængende Svøb fra fine hvide Blomster.

Han fornam en sød og pirrende Lugt. 6 Højt over hans liggende Hoved skinnede runde, grønne Æbler med store rustrøde Pletter paa den ene Side.

Kunde blot Vinden rive et af disse vilde Æbler løs og lade det falde for hans Vederkvægelses Skyld. En eneste af disse grønne kolde sure Frugter! Men ingen faldt, skønt Løvet raslede over ham, saa der ikke var et stille Blad paa den hele Ø.

Men lige for hans Øjne groede nogle store sorte Bær. De skinnede saa blanke, saa klare, de var fulde af Vædske, af Saft — Giftbær vidste han det var, men for ham kunde de ikke rumme Gift, ikke Død, kun Livsens søde Drue. Og hans feberfamlende Fingre knækkede Planten over ved Roden, saa den faldt, og de sorte Bær slog ham ind i Ansigtet og søgte selv hans Mund. Men over ham luede de rustrøde Pletter paa de grønne Æbler, og Vinden førte deres søde Vellugt ned til den døende Mand.

Hans sidste Ord — han sagde ingen. Hans sidste Tanker — han tænkte ingen. Hans Sjæl var fyldt af det rislende Sus, hans Sjæl gik over deri som en enkelt Bølges Suk i Havets store Klage. Og tilbage laa en kold og sammensunken Krop, af hvis Saar der ikke mere 7 flød hverken Blod eller Vand. Han er død — suste Sivskoven og bar det hele Øen rundt, til det pustedes bort over den vuggende Sø, som standsede sin Gænge for at lytte.

Da tav med eet det aldrig før forstummede Sus, og Ravnen vaagnede ved den pludselige Stilhed og skreg højt, og de fjærne Skrænter kastede langsomt Skriget tilbage.

Men den rastløse Edderkop spandt siden i Natten sine Traade over den Dødes Sværd. Og Fugtigheden satte sine Rusttænder dybere i Jærnklingen, og Jordens Mund aad Liget som en nedfalden Frugt, saa hurtigt som Kødet af en Fersken, kun Knoglerne blev tilbage og maatte gnaves med større Sindighed.

Og visne Blade dækkede det hele, og ingen søgte den Forsvundne, og ingen talte de Tusinder af Dage, de Hundreder af Aar, som randt, før Æbelø igen blev gæstet af et Menneske.

8

II.

Alle Fugle var frie.

Svaler svippede over Gravens døde Vand. Bogfinker smuttede ud og ind mellem Vandpilenes fintløvede Vidier. Ud fra et sort Kælderhul i den røde Mur, der sank helt ned under Vandskorpen, strakte sig et magert Kirsebærtræ, som kunde det være en vissen Arm fra en indespærret Fange, og Spurvene hakkede i de faa sygeligt røde Bær, der vinkede paa de yderste bladløse Kviste. Højt op over Taarnets spidse kobbergrønne Hjælm strøg en Ravn med smækkende Vingeslag. Inde i Skydeskaarene paa Solsiden trippede nogle Duer og kroede sig frem i Solskinnet, saa de oppustede Brystfjer glinsede med Farver som anløbet Staal.

Alle Fugle var frie.

Kun paa Nordøstsiden af Gaarden sad en Ædelfalk fastsnøret til en Jærnring, der hang paa en Stang langt ud fra Muren og svinglede 9 for Vinden, som netop her strøg om Hjørnet. Krampagtigt holdt den fangne Falk sig stiv og fast med sine fjerede Kløer i Ringen, som uden Ophør gyngede i Blæsten.

Ind i Pupillens brune Mørke, der som en Brønd var indfattet af en guldlysende Ring, stirrede to hvasse Menneskeøjne. Fuglens og Junkerens Blik mødtes som Staal mod Staal. Fra Falkens Øjne lynede en ubændig Grumhed, der i den Grad beherskede Fuglens ejendommelige Udtryk af Rovlyst, at selv det jærnblaa Næb syntes at krumme sig og slibes af dette diamanthaarde Blik. I bogstavelig Forstand var det Falk, der stirrede paa Falk; thi Junkerens Navn var Sylvester eller Sølver Falk.

Sølver standsede den slingrende Ring og løsnede behændig Baandene om Falkens Fødder. Begge hans Hænder bar tykke gule Læderhandsker. Han holdt den højre hen for Falken, der villigt satte sig paa den tykke Tommel, lokket af lidt raat Kød, han viste den i sin anden Haand.

»Haahaa«, sang Junkeren, da den grisk hakkede efter Kødet, »nu er du villig.« Lynsnart trykkede han en lille rød Læderkappe ned over dens Hoved og Øjne, gik ad den lille aabenstaaende Dør tilbage ind i Loen, satte 10 Falken paa en Stang og traadte selv ud i Gaarden.

Efter mange Dages Sultekur og Dressur i den svinglende Jærnring uden Hvile Dag eller Nat, skulde nu Falken endelig prøves.

Solvers Øjne søgte op til de kurrende Duer, der kom og forsvandt i de aabne Skydeskaar. Han begyndte at kalde ad dem og strøede en Haandfuld Ærter ud over en af de slidte Pletter paa den græsgroede Gaardsplads. Et Øjeblik efter dalede en Due ned, saa to og tre, tilsidst et helt Brus med baskende og hvinende Vinger, og et halvt Hundrede Næb pikkede Ærterne op, idet de tættere og tættere nærmede sig Solvers Fod. Saa knælede han ned; en sølvgraa Durik gik frem og aad af hans Haand; i samme Nu havde Sølver grebet den og skaaret Halsen over paa den med en Kniv, han lynsnart snappede fra Bæltet.

Hele Dueflokken svirrede skræmt til Vejrs. Sølver hentede Falken, der klamrede sig til hans venstre Haand, spændte en Rem om dens ene Fod, kastede den dræbte Due højt op i Luften, og idet han rev Hætten af dens Hoved, slyngede han Falken efter Duen.

Falken spredte sine Vinger, og som magnetisk tiltrukken af den livløse Duekrop, der 11 allerede sank i Luften, skød den skraat ned paa den, greb den med sine borende Kløer kun faa Alen fra Jorden og laa i næste Nu for Solvers Fod.

Dens Sult var skærpet i Dage og søvnløse Nætter, og dens korte seglkrumme Næb flænsede i Duens Bryst. Men Sølver rev Byttet fra den, strakte bydende Haanden ud, og Falken plantede sig lydigt paa Handskens tykke Tommel idet den sendte ham sit bitre gule Blik.

Junkerens stærke Øjne luede af Triumf. Han fæstnede behændigt en lang Line, han havde surret om sin Arm, i Remmen om Falkens Fod. Han greb en Sten og ramte midt i en Skare skræmte Duer, der med ind- og udtrukne Hoveder saa til fra et lavt Tag. Duerne fløj til Vejrs, og Sølver kastede Falken op i Luften.

Instinktmæssigt dalede alle Duerne mod Jorden, som vidste de, at Ædelfalken kun griber sit Rov i Flugten. Kun en eneste fløj lige op i Luften og søgte at holde sin Fjende under sig. Men Falken steg og steg, naaede den, vandt i Højden — et hastigt Ryk i Solvers Arm — der brast Linen! Falken steg endnu et Øjeblik, foldede saa Vingerne ind til Kroppen, skød lodret ned og plantede sine Kløer 12 i Duen, der nu dalede, men med spredte Vinger: De sank tilsammen og blev borte bag den kobbergrønne Taarnhjælm.

Junkeren skreg af Jagtglæde, løb over Gaarden, sprang med eet Sæt op i den højtsiddende Taarndør, hvis Trætrappe han væltede, og for op ad den smaltrinnede Sten-Vindel, der som en Ormgang borede sig op gennem det tykke Taarn.

Jagtens Rus var i hans Blod, de svære Munkestens klamme Kulde og skummeltrøde Halvmørke dæmpede den ikke, men lod kun Fantasiens Billeder straale dobbelt gyldne. Alt mens han ilede opad, saa han Falkejagten, hvorom han drømte: Et Hærtog af Ryttere med Falke paa Hænder og Hovedets Læderhjælm. Som dødbringende Skyts kastede han de stolte Fugle ud i Luften. Som udskudte af Blider for de frem og skød ned paa Ræve og Hjorte og Hejrer. Han saa hvorledes de med spilede Vinger klamrede sig fast til de store Fugles Nakke. Aa, disse kongelige Falke, de var som bevingede Tanker, der lynende for ud af Jægerens blodtørstige Sjæl!

Vejen op gennem Taarnet var lang, og Heden blev efterhaanden tung inde i Vagtrummene bag de skoddede Luger. Der laa en 13 Svend langt ud ad Gulvet og snorkede med opknappet loddent Bryst og et væltet Trækrus ved Siden. Sølver sparkede haardt til ham, idet han for videre.

Endelig var han i øverste Stokværk, der laa skummelt og osende af Kalk og Harpix med uhøvlede Fyrretræsluger for alle Udsigtshullerne. Kun nogle knivsmalle Solstriber sneg sig ind gennem Revnerne.

Sølver stængede fra, Dag og Blæst styrtede ind, Solen blændede hans Øjne, Vinden fyldte hans Bryst med et vandflodslignende voldsomt Pust.

Til denne Side maattc Falk og Due være faldne. Han bøjede sig ud af Lugen, hans Blik sank ned langs Taarnsiden til Pilekrattet dernede paa Bredden af den krusede Sø, der lydløst gnistrede sine Sølvreflexer op til ham.

Intet at se og intet at høre til Falk eller Due.

Solvers Øjne gled ud over Søen, der smult bortkrusede sine Vande, til de sitrede i løvskygget Læ derude under de soldisede Bredder af Æbelø. Rolig som en lukket grøn Løvhytte laa Holmen midt i det kviksølvglinsende Vand.

Da greb Sølvers falkeskarpe Blik en lille Baad, der fra den modsatte Kant syntes at 14 styre for stærkt Sejlpres lige mod den lille herreløse Ø.

I det samme var Falk og Due og Jagt blæst ud af Sølvers Tanker.

Denne Baad maatte komme fra Genbogaarden derovre. Og da nu det brunrøde Sejl vendte i Vinden og bar ind under Øen, blev han var et lyserødt Flor, der ligesom flagrede op i Agterstavnen. Det var en Kvinde, der sad alene i Baaden og lod Vinden drive sig ind for at erobre den herreløse Holm, han selv endnu aldrig havde dristet sig til eller blot tænkt paa at betræde.

Hvem denne Kvinde var?

Ved dette Spørgsmaal til sig selv videdes Solvers Øjne ud, som vilde de aabne sig for at rumme den hele Himmelhvælving. Da spiledes hans Næsebor ud som for at drikke alle Skoves Vellugt.

Som i en straalende Drøm gensaa han sit eneste Møde med hende. Og op af hans Erindring groede et Vildnis af kæmpestore Konvaller, grønne som kun Konvallers Krus kan være i det tidlige Foraar, og hvide Klokker vældede frem paa Liliekonvallernes tynde Stængler, og Blomst faldt ud af Blomst i lange hvide Buer.

15

Foraaret groede omkring ham, og Livets grønne Almagt mylrede op af Jorden i duftende Krusblade, der voxede og voxede for at favne ham, saa han kun tænkte, hørte, saa og lugtede Grønt. Og han sank ned i det spirende Hav og kyssede de friske Planter, mens Tusinder af hvide Blomsterbjælder ringede syngende Duft ud over hans Hoved.

Hans Haar følte Solen som et Kys, men med eet var det, som blev hans nøgne Nakke overskyllet af en endnu varmere Lysbølge, og han rejste sit Ansigt fra Jorden:

Foran ham stod en ung Pige, der var som lutter Lys. Et skælvende blegrødt Klædebon svøbte sig blødt om noget usynligt fast og slankt, hvis Glans sivede gennem det tynde Stof med perlehvidt Skær. Øjnene var uden Pupiller, uden Blik; naar de saa, var det som hvide Skyer gled frem fra en himmelblaa Baggrund. Om det fintbøjede Hoved dannede Haaret en Glorie af bleggyldent Solspind, der sitrede med fine glimtende Traade i den blidt bevægede Luft.

Sølver sprang op og stod hende Ansigt til Ansigt. Hendes Kinder rødmede som af hastig Gang, hendes Øjne smilede af Foraarets overmodige Lykke. Vinden pustede Haarspindet 16 bort fra hendes Pande, og han saa dens fine blaa Aarer — som Drømmenes sarte Floder over Kyskhedens hvide Slette.

Hvor de smilede til hinanden. Hvor den grønne Skov groede op omkring dem. Hvor Vinden lod deres Aande flyde sammen. Ukendte smilede de til hinanden som to Serafer, skabte af Foraarets Gud i eet og samme Billede. Hendes Hænder aabnede sig mod hans, og ned foran hende, som ud af hendes Skød, sank de Blomster, hun havde samlet. Saa bøjede han sig ned og plukkede de høje Konvaller, der groede frem under Sømmen af hendes Kjole. Det kom ham for, at der bag det blegrøde Klædebon var en Vidunderverden, en levende gylden Rigdom, hvoraf han saa et eneste Glimt, da en Fodspids i et Nu kom til Syne med en dunkelgrøn Tyrkis paa den hvide Skos Midtribbe. Ved hendes guldstukne Bælte hang en lysegrøn Ærtebælg, men ud fra dens aabnede Flige skinnede store hvide Perler i Stedet for Ærter.

Sølver troede et Øjeblik, at alt var en Drøm. Skovbunden løftede og bar, og blot ved at følge Træernes opadstigende Rytmer med Øjet syntes han, at Sjælen højnede hans Legeme, saa det voxede synligt som alt det 17 grønne omkring dem. Træernes Blade aabnede sig over deres Hoveder, og alle de knoppede Tanker brød ud i Blomster. Sølver nynnede uden selv at vide af det:

Ring, Konval du hvide,
Vaar i Skoven ind.
Dryp din Duft den blide
i mit grønne Sind.

Solen, Solen synger
højt sit gyldne Kvad.
Let mit Hjerte gynger
som et Birkeblad.

Sølver vuggede sine Hænder i Luften, og en Haand vuggedes mod hans som en Blomst, der af Vinden gynges mod en Blomst. Han lukkede sine Øjne for ret at sanse det lette flygtige Haandtryk. Det gled igennem hans Haand som et ulegemligt Pust. Var det da et Aandesyn, der vandrede ved hans Side? Han aabnede sine Øjne, standsede og saa til Siden. Nej, denne Jomfrukind var af Kød og Blod, rundet og rødmende under guldglinsende Dun. Sølvers sunde stærke Virkelighedssans vaagnede, denne Kind drog hans vantro Mund, og længselsitrende sank hans Læber ind derimod, langsomt, umærkeligt og dog uigenkaldeligt.

I det Øjeblik Kysset aandede sig ud over 18 den bløde varme Kind, gled en Sky for Solen, en af de smaa hurtigsejlende Dampskyer. Da blev Lyset med eet mat, som faldt der Taage ned i alle Blomster, som graanede det grønne Bladkrus, som sluktes Glansen bag det blegrøde Flor, som fyldtes selv hendes Øjne af Damp.

Alt dette sansede han ikke før i samme Øjeblik hans egen Kind klang under et susende Slag.

Solvers Stolthed brændte op under denne uventede Haan fra hendes Haand. Hans Læber skiltes i et Nu over hans sammenbidte Tænder, hans Øjne skød Lyn, saa styrtede han sig næsegrus til Jorden for at tøjle sit opblussende Raseri med denne hidsige Bevægelse. Hans Hænder sled og flængede i de grønne Planter, mens han skreg: »Skoven er min! Skynd dig at gaa! Skoven er min!«

Han huskede endnu hendes harmglødende Ansigt og de blegblaa Aarer, der svulmede op i hendes Pande. Han huskede det haanlige Blik, hvormed hun vendte ham Ryggen. Kun et Nu saa han paa hende, saa borede han sit Ansigt ned i Jorden og bed i Bladene: »Skoven er min, Skoven er min!«

— — — »Øen er min!« skreg Sølver nu i dette Øjeblik, da han stod paa Taarnet og 19 stirrede ud over Søen. Mindet om dette Møde var faret som et Lyn gennem hans Sind, og saa stærkt levede han det hele om i Erindringen, at hans Kind blev blussende rød netop der og kun der, hvor hendes Haand havde mærket den. Hans Blod blev optændt af Hævnlyst. Den Dag havde han været svimmel og svag af Foraarets stærke Luft. Han, som besad den ubændige Ungdoms Trang til at herske og tilegne sig alt, hvad der vakte hans Attraa, havde dengang mistet sin Selviskhed, fordi han ydmyget og blændet havde knælet for hendes aabenbaringsagtige Skønhed. Thi skøn var hun, og hun havde baaret en perlefyldt Ærtebælg ved sit guldstukne Bælte. Han havde straks gættet sig til, at hun maattc være en Datter af Herren til Egenæs derovre hinsides Søen. Som en Falk havde han sultet efter at se hende igen, men det var ikke lykkedes ham, thi hun havde ikke oftere forvildet sig ind paa hans Skovomraade, og Sten Basse aabnede sin Gaard og sit Selskab for ingen.

Nu saa han hende styre ind under den lille herreløse Ø midt i Søen, den han aldrig selv havde gæstet, men kun skinsygt vaaget over, at heller ingen anden betraadte. Fra

        

20 ældgammel Tid havde den ligget som et fredet Skel mellem de to Gaarde og deres Part af Søen.

«Øen er min!« skreg Sølver endnu engang. Saa sprang han i lange Sæt ned ad Taarntrappen, løb gennem Gaarden, over den skrøbeligt knirkende Vindebro, over det smalle Stykke Eng, der suppede under hans Fødder, løb til Søen, løsnede en Baad, roede ud mod Vinden, handlede ilsomt og instinktmæssigt som en Falk, der flyver paa sit Bytte, og besindede sig først, da han drejede om Sivskoven ind i den lille Vig, hvor en Baad var løbet paa Land.

Baaden var tom, men paa Bredden laa et lyserødt Klædebon. Hvor var hun selv? Tanken om hendes Nøgenhed gød Ild i hans Blod, og han drev Baaden haardt op paa den smalle Bred. Som han nu rejste sig fra Toften for at springe i Land, veg han blændet tilbage. Foran ham stod hun, han søgte, som skudt op af Jorden, nøgen og hvid mod det grønne Løv, beskinnet af Solen, uden en dækket Plet paa sit Legeme, og dog rolig og rejst, med Armene stolt krydsede under Brysterne. Hendes Haars bleggyldne Spind faldt som en Kappe over de blødt skraanende Skuldre. Intet af al hendes skønne glatte Nøgenhed rødmede uden de rosenfarvede Knopper paa de smaa jomfruelige Bryster. 21 Men Øjets Glans var som samlet til et staalblaat Straalespyd, og dette Spyd flammede gennem den Forvovne, der krænkede hendes Nøgenhed med sit griske Blik. Det var som Hejrens stolte Næb, der sylspidst borer sig i Falkens Bryst, i det Øjeblik denne slaar ned mod dens Nakke.

Sølver var som lamslaaet, han gispede efter Vejret og følte Blodet buldre i sine Tindinger. Hans Blik blev slaaet ned af dette rolige flammende Blik, der tydeligere end Ord sagde: Kvindeskænder — se min Nøgenhed — min Kyskhed vanhelliges ikke af dit urene Øje — men du skal dø af dette Syn.

Men da Sølver slog Øjet ned, var hendes Øjes truende Magt forbi med det samme. Hans indre Øje saa hendes skønne nøgne Legeme som i et Lyns blændende Ramme. Brynden væltede sin stigende Bølge gennem hans Blod, han sprang imod hende, idet han stønnede: »Øen er min, Jagten er min, og du er mit Bytte.« Han var hende saa nær, at han troede at spore hendes Nøgenheds fine Duft, der var som Duften af modne Solbær, da hun med eet veg tilbage ud i Søen, der netop paa dette Sted var dyb. Hendes elfenbensblanke Lemmer smuttede ind under det sølvblaa gyngende Vand. Sølver 22 tøvede intet Øjeblik, men fulgte efter. Vandet sugede hans Klæder tunge som Bly, men alligevel stræbte han ud ad. Hendes Hoved var synligt, hvorfra det gule Haar flød ud og bredtes foran ham som en bølgesitrende Vifte; ellers var alt forsvundet. Sølver svømmede efter og greb et Par Gange ind i det skønne Haarnet, men det smuttede hen over Fladen i glimtende Slangelinier. Med eet forsvandt det ind under det nedhængende Elieløv, Grenene slog ham i Ansigtet og hindrede hans Forfølgelse. Det var som Træerne bøjede sig ned for at gribe og skærme hende. Et Øjeblik tabte han hende af Sigte; men hans Rus varede ved, al hans Manddoms Attraa var hidset op, Besiddelsesbegæret bruste i hans Blod. Han saa fremdeles hendes solbeskinnede Nøgenhed for sig og de rødbrune strittende Brystknopper. Rasende vred han Ellegrenene til Side og saa hende i Færd med at gaa i Land mellem gamle trøskede Træstubbe, hans Haand greb frem og berørte hendes vaade glatte Hud; men i det samme vendte hun sig imod ham med angstfuld fortrukken Mund og med skumblaa Øjne. Hendes Haand løftede sig og svang et gammelt rustent Sværd mod hans Hoved, der havde mistet sin Læderhue under Forfølgelsen.

        

23

Et Hug — et Skrig — ikke fra ham, men fra hende — og mens Sølver tumlede tilbage i Vandet, knagede Grene og Kviste, hun krøb bort mellem Buskene, løb til sine Klæder, kastede dem i Baaden, greb en Aare og stagede bort, forsvandt mellem Sivene, nøgen, med sit lange vaade Haar klæbet til Skulder og Lænd. Det løse Sejl baskede og slingrede omkring Masten.

Paa dette Sted, hvor for Aarhundreder siden en døende Kriger var drevet ind, hvor Edderkoppen havde lænket hans Sværd til Uvirksomhed og Glemsel, laa nu Sølver med blødende Hoved, saaret af Kvindehaand med netop hint Sværd, der rustrødt og halvfortæret var raget frem som en Knokkelhaand af Jorden for at hjælpe den Forfulgte.

Han vaklede i Land og segnede om i Græsset. Hans lange Haar hang vandtungt ned ad Nakken, Blodet piblede svagt af hans Pande. Men Sølver tørrede det ikke bort. Hans Læber stivnede i et Smil — ikke af Haan eller Trods, men af fanatisk opskudt Lidenskab. Hans Hjerte hamrede af Begejstring over dette skønne, han havde set, dette blændende nøgne, hans Øjne havde indsuget, dette vidunderlige stærke, der havde standset ham. Længe laa han bedøvet 24 af sin egen Tanke, inden han søgte sin Baad, spilede sit Sejl og lod det drive for den stilnende Vind.

Han stirrede lige ind i den stærke Aftensol — den syntes ham kold. De grønne Banker dansede lave og forkuede omkring Søen, der med eet syntes ham snæver og lille som en Vandpyt. Selv Himlen var lav — aldrig havde Verden forekommet ham saa begrænset. Hans Blik fløj hastigt til de røde Mure hinsides Søen; de truede ikke længer, saa forsvindende saa de ud. De enkelte hvide Hyttepletter langs Bredden, de mange smaa Møllers udspændte Korsarme, alt var som taabeligt Legetøj, bestemt for Spurve og Sommerfugle. Kun eet var stort og vældigt: Flammen i hendes Øje, Hadet i hendes Kind, Hugget fra hendes Haand.

Med en besynderlig Vellyst følte han Saaret smerte helt ind mod Pandebenet, hans Fingre strøg over Saaret og blev røde af dets blodige Skrift, og han smilede over at vide sig mærket af hendes Kraft.

Hugget havde ramt hans Inderstes haarde Flint, saa Lidenskabens Gnist var slaaet løs.

Han elskede Jomfru Gro.

25

III.

Sølver laa uafklædt i sin Alkove. De gyldenlakgule Gardiner var trukne for. Det sidste Dagslys sivede gennem dem med et underligt gustent Kryptskær. Sølver tænkte sig hvilende paa Laaget af en Sarkofag som en mægtig henfaren Herre, og Gardinerne bevægede sig som viftende Bannere om hans Hovedgærde.

Han følte en saligt glidende Mathed i sit Blod og dog lidt af Saarfeberens fantasitændende Brand. Altid vilde han hvile i denne billedløse Døs. Og dog var det til Tider, som et nøgent Kvindebryst langt borte fristede ham. Begge de smaa Brystvorter var røde som skinnende Bær, der rakte ham deres søde Gift. Hans Læber og Arme strakte sig uden at naa de ildrøde Bær.

Fjærnt gennem Mur og Træ hørte han trilrende Fløjtesignaler, Hovslag og Skridt, højrøstet Tale og Raab. Raabene kom nærmere, og med eet lød det lige ind i hans Øre:

26

»Herre, Sten Basse holder for Porten og begærer Jer i Tale.«

Sølver blev liggende uden at røre sig. »Sten Basse? — Hvem er Sten Basse ? — Luk ham ind.«

»Han vil ikke over Broen.«

»Hvad vil han da?«

»Han vil hente Jer som sin Gæst, siger han.«

»Jeg kender ham ikke.«

»Han vil hente Jer som Gæst til sin Datter, siger han.«

»Sølver rejste sig over Ende. Saa stærkt for Blodet ham til Hovedet, at det opbrød Saarets fine Hinde, saa det igen begyndte at bløde.

»Hils og sig, at han har taget fejl af Vej og Gaard. Jeg kender hverken ham eller hans Datter.«

Karlen for ud af Kammeret. Men Sølver havde forstaaet Truslen fra Herren til Egenæs. Han stod op og aabriede en lille Kigluge ud mod Vindebroen og saa tre Ryttere ride bort, den sidste en kantet og bred Skikkelse i kulsort Kappe. Et Øjeblik vendte han Hovedet og stirrede lige mod det Glughul, bag hvilket Sølver stod, et surt og stikkende Blik, der gled forbi 27 og svandt, kom og gik som en spillende Slangetunge.

De følgende Dage holdt Sølver sig mest inden Døre. Saaret lægtes kun langsomt, og Sten Basses Indbydelse havde bragt Uhygge og Angst i hans Tanker. Datteren maatte have berettet om det Angreb, hvormed han havde krænket hendes nøgne Person — det var et aabenlyst Voldtægtsforsøg, og nu lurede Sten Basse paa Hævn.

Sølver ønskede ingen Fejde. Egnen vidste at fortælle om Egenæs-Herrens barske og lovløse Færd og det stærke Karlehold, han altid havde paa sin Gaard. Sølver havde derimod kun faa Folk i sin Tjeneste. Han behøvede ikke at indskærpe dem Forsigtighed; thi af sig selv anede de Overfald lige fra den Dag, Sten Basse red op for Gaarden. Broen holdtes bestandig oppe, og hver Nat skiftedes de til skarpt Udkig, at ingen Baad skulde gaa over, og ingen Overrumpling finde Sted.

Sølver selv bevægede sig først ikke langt udenfor Gaardens Enemærker. Men efterhaanden maatte og vilde han længer ud. For sit eget Vedkommende trodsede han al Forsigtighed og droges mod det Sted, hvorfra Faren truede, 28 skønt han ikke aandede trygt, før han igen havde sin egen Grav og Mur omkring sig.

I flere Dage rislede Regnen ned. Skoven randt som af tusind smaa Vandfald, der skyllede Sandet frem under den tyndtmuldede Skovbund. Ensom gik han over det vaade Mos, der ikke gav Lyd, men sank blødt og svampet under hans Fod. Egene bruste under Regnen, Birkene gyste som af Kulde og rystede Regndraaberne af sig. Time for Time skød Svampene op og bugnede i al denne trøskende og smulrende Væde, — fantastisk formede Knolde, giftigt gule, blæksorte og irrgrønne, og slanke Paddehatte, hvide som Handskeskind, blegrøde som Menneskehud.

Sølver gyste for disse underlige Forraadnelsesblomster, der syntes at gro for Trolde, og undgik at røre ved dem.

Instinktmæssig søgte han til den Plet, hvor han i Foraaret havde truffet Jomfru Gro. Konvallernes grønne Krus var der endnu, men uden Friskhed og uden Blomster. Han lagde sig ned i de vaade Planter og lod Vandet kølne sin Pandes Saarrift. Thi han bar ingen Forbinding over sit Saar. Solen skulde altid se det. Sølver vilde ikke skjule sin Brøde og sin Straf.

Hvor fjærn var den Foraarsdag, og hvor 29 uvirkelig og udvisket den lyserøde Skikkelse svævede for hans Erindring. Altid gled Dragten bort, faldt som Anemonens Blade om Frugten, og foran ham stod det nøgne hvide Legeme, hans Blik havde krænket. Han havde hørt om en græsk Yngling, der skuede Gudinden i Badet og til Straf blev forfulgt og sønderrevet af Hunde. Skulde nu den samme Skæbne vente ham selv?

En fortærende Længsel rasede i hans Blod. I Tanken knælede han altid for det uudslettelige Syn, der slog ham til Jorden med Øjnenes vrede Himmelflamme. Ydmygt tilbad nu han, hvis unge stærke Trods hidtil ubændig havde favnet fri og ufri Kvinde, og for hvem Kærligheden indtil nu kun var en sund Tilfredsstillelse af Drift, en hed Leg i den lyse Dag, en højtleende Lyst til at lyse op i Nattens Mørke.

Nu græd han Længselens hede Graad med sit Ansigt begravet i grønne, blomsterløse Planter, der rislede af Regn. Og for sammen ved en haard svirrende Klang i Luften over sit Hoved, som troede han, det var en Jærnbolt, der søgte hans Pandeskal. Sin Falk havde han fundet igen; mæt af Bytte var den frivillig vendt tilbage og var lydig sprungen paa hans Haand. Da nu Sølver for sammen, flagrede Falken i det 30 samme op og hvæsede sit uartikulerede Rovskrig, som var der Bytte i Nærheden.

Sølver rejste sig forundret. Ved Siden af ham laa en Mand indhyllet i en sort Kappe. En gul Læderkabuds var krænget ned over Ansigtet, saa hverken Øjne eller Næse kunde ses, kun en bred og blodlos Mund, trukket skarpt ind om Kæberne, og et underligt spredt Hageskæg, stridt og stikkende som Naalene paa en Kaktus.

Skikkelsen laa paa Ryggen med Haanden under Hovedet. Sølver kunde ikke slutte, om den var vaagen eller sov; men han havde en ubehagelig Fornemmelse af, at de usynlige Øjne stirrede stift paa ham.

»Hvad Vej er du kommen?« spurgte han tøvende og skræmt.

»Samme Vej som du — over Jorden, gennem Luften,« svarede en ru og enstonig Stemme.

»Jeg troede, jeg var alene,« stammede Sølver.

»Alene — alene — hvem er vel nogensinde alene ?«

»Hvorfor kunde jeg ikke høre dig komme?«

»Man hører sjældent, hvem der kommer. Og hvoraf ved du, jeg ikke var her først?«

»Saa havde jeg set dig, da jeg lagde mig her. Jorden du ligger paa, er min Grund.«

31

»Den Grund jeg ligger paa, er altid min. Vil du have den, maa du flytte mig forinden.«

Sølver sprang op og svang Falken paa sin Haand. Den Fremmedes spottende rolige Stemme tirrede ham til Vrede.

»Nu er det nok med Snak! Hvem er I?«

En klangløs Latter kom frem under Læderkabudsen, uden at de blodløse Læber rørte sig.

»Lille Junker — lad der nu ikke gaa Galde i din Feber. Dit Saar kunde tage Skade deraf. Hvad om jeg nu bildte dig ind, at jeg var Sten Basse ? Naa, naa, bliv ikke hvid som en kalket Væg — hvad er det for en rød Figur, du bærer paa din Pande ? Du skulde forføje dig snarest hjem, inden den begynder at bløde, og saa stænge godt baade for Saar og Gaard. Skynd dig, at du ikke kommer for silde og finder Sten Basse for Gaarden. Haahaa, du holder af at jage med Falk — ikke sandt, hedder ikke du selv Falk ? — men du jager ikke godt. Naar en Falk sigter uden om, bliver den til Skamme og let at tage for Fjenden. Gaa du nu hjem med din Falk og øv dig selv lidt mere. Men for alle Ting, skynd dig, at Sten Basse ikke skal besøge dig forgæves.«

Igen lo den Fremmede skærende klangløst. Og endnu havde Sølver ikke set hans Øjne. 32 Han blev rød af Harme over denne Latter, hans Øjne lynede, men den Fremmede blev ved at le, drejede saa Hovedet om paa Siden, trak Kabudsen længere ned over Mund og Hage, drog Vejret dybt og sovende og begyndte at snorke.

Sølver havde aldrig følt sig saa uhyggelig til Mode. Hvad betød denne haanlige og gaadefulde Tale? Stod den Fremmede i Ledtog med selve hans nyserklærede Fjende? Skulde han straks vende hjem eller først afæske ham en nærmere Forklaring? Han sparkede ublidt til den Fremmede, der imidlertid ikke lod sig vække, men snorkede videre.

Advarslen for Sten Basses Besøg havde opskræmt hans Fantasi. Hvor let kunde ikke Gaarden blive overrumplet i hans Fravær? Den Fremmedes Ord var ikke lutter dunkel Tale. Noget var der sikkert i Gære.

Pint af alskens Anelser gik Sølver tilbage gennem Skoven ad uvejsomme Stier under dryppende Træer. Falken sad paa hans Arm og skuttede sig af og til, naar Draaberne stænkede paa dens hvide, brunspættede Fjerham. Men Sølver brød sig Vej gennem Egepurr og unge Naaletræer, der søgte at gribe ham med strittende Grene. Han vilde skyndsomt hjem. Skoven 33 kunde vrimle af Fjender og Gaardcn være truet.

Men den hastige Gang jog Frygten paa Flugt. Sølver spottede sig selv, fordi den gaadefulde Fremmedes frække Tale havde formaaet at skræmme ham. Endnu nogle Skridt, og han fortrød, at han ikke havde aftvunget ham en tydeligere Forklaring. Faa Øjeblikke efter vendte han om og ilede tilbage. Men han havde ikke mærket sig Vej eller Sted, Træerne saa uforstaaende paa ham og skiftede Plads i uberegnelig Forvirring. Han søgte og søgte uden at finde, blev hidsig og troede tilsidst paa Kogleri. Da han endelig igen stod paa den konvalgrønne Plet, var den Fremmede som sunken i Jorden. Skovbunden bar intet Spor, intet Fodtrin lød der omkring. Fortumlet i den øde, vaade Skov overtalte Sølver sig tilsidst til at tro, at det hele havde været en Drøm, et Sansebedrag.

Alligevel ilede han hjem, saa hurtigt han kunde. Regnen var hørt op, Skyerne jog af Sted for en stærk Blæst, der afdækkede et Stykke kummerlig blaa Himmel. Fra Skovbrynet søgte han ud paa en aaben Mark for ligesom at fylde sig med fri Luft. Nu smilede han ad sin egen taabelige Indbildningskraft, og Solen smilede i det samme og luede i Tusinder 34 af faldende Regndraaber, der regnbueglimtende skiltes fra Blade og Grene.

En Agerhøne fløj op lige for hans Fod. Sølver afkappede sin Falk, der jog den, slog den og villig lod sig fratage sit Rov.

Glad over sit Bytte fordybede Sølver sig igen i Skoven og stod kort efter frisk og kæk i Sinde foran den optrukne Bro paa sin Gaard. Alting var lydløst og fredhelligt — Solskinnet fik Taarnets store Sten til at gløde, Svalerne skar smaa Vingesmut i Gravens matblanke Vand.

Han fløjtede sit Signal. Brokæderne raslede og peb. Sølver traadte haardt i Plankerne og svingede sin Agerhøne i Luften. I det samme bragede den jærnbeslaaede Port tilbage. Da tabte han Fuglen af sin Haand og lod venstre Arm synke, saa Falken med baskende Vinger reddede sig opad til hans Skulder. Thi foran ham i Portgabet stod den sorte Kappe. Læderkabudsen var skudt højt op over det kaktusstrittende Skæg og blottede to sure stikkende Øjne.

»Haahaa,« lo den ru Stemme ham i Møde. »Vel mødt, Junker Falk! Sten Basse har ventet dig længe. Hvor blev du af? — Din Vægter var noget uhøvisk. Jeg bad ham lukke op. Han vilde ikke. Han brugte Kæft. Saa slog en lille 35 Jærnbolt Laas for hans Mund, og nu siger han ikke mere.«

Sten Basse sparkede til en halvdød Svend, der laa støttet op mod Portvæggen med lukkede Øjne, blodig Mund og nervøst krympet Hovedhud.

«Vær nu min Gæst!« tilføjede han og rakte Haanden ud mod Sølver.

Denne traadte et Skridt tilbage. Hans Øje var blodskudt, og Arret i hans Pande luede. Et hadefuldt Raseri greb ham mod denne sortklædte Røver, der havde opbrudt Porten til hans Gaard og slaaet hans Svend ihjel.

Han stod paa Springet til at styrte sig over sin Fjende. Men dennes skumle sikre Smil gav ham et Øjebliks Fatning, et eneste Glimt af Beregning. Han traadte Sten Basse ganske nær under Øjne og strakte Armen frem som for at gengælde det tilbudte Haandslag. Men i samme Nu løftede han sin knyttede Haand og drev den i Modstanderens Pande.

»Hvorfor slog du min Mand?«

Sten Basse greb sig til Øjet.

»Hvorfor slog du min Mand!« hvæsede Sølver endnu en Gang. »Fordømte Ufredsmand! Røver!« Han greb efter den tykke Jagtkniv i sit Bælte. Men nu styrtede Sten Basses Karle 36 sig over ham, afvæbnede ham og bandt og bastede ham i en Haandevending.

Sten Basse havde imidlertid fattet sig. Han havde straks grebet sig til Panden, nu strøg han Fingeren over Brynet og det ene Øje, der var lukket af Blod; men det andet skinnede skadefro, han pegede paa det halvlægte Saar i Sølvers Pande og sagde:

»Eja, bitte Junker, du har lært at slaa, men du har ogsaa selv faaet Hug, hvad? Den Skramme klæder dit Ansigt som en Blomst et Jomfrubryst. Hvor har du faaet den Rosenstrime? I lovlig Kamp, ikke sandt? Du har aldrig været Røver, vel? Du har naturligvis langt større Ære af den Flænge, du har faaet,. end af den, du har givet. Ikke sandt, bitte Junker? Nu koldt Vand i Blodet, lille Kalkun! Nu er vi to Venner, hvad?« — han strøg Sølver om Kinden med en uhyggelig iskold Haand — »Nu skal du være min Gæst, godvillig, ikke sandt? og mit Hus skal være dit, og mit bedste skal ikke være dig for godt.«

Sølver blev gaaende ført til Egenæs. Sten Basse red i Forvejen paa en af hans egne Heste.

37

IV.

Sølver blev skubbet ned ad nogle Kældertrin, en smal tung Dør gik langsomt op, hans bagbundne Hænder løstes, og han sparkedes ned i et mørkt Dyb, mens Døren lukkedes efter ham.

Han ramlede ned ad et Par usynlige Trin og laa en Stund bedøvet af det gysende Mørke. Intet Vindue, ingen Adgang for Dagslyset. Først da hans Syn langsomt skærpedes i Mulmet, saa han langt borte til den ene Side en lille Firkant af Lyslinier, der maatte skrive sig fra en lukket Skodde.

Han rejste sig og gjorde et Par Skridt. Gulvet var haardt af Mursten, der drønede for hans Fod, som kunde Grunden være hul derunder. Saa begyndte hans Øjne at vinde Styrke, især da han vendte sig bort fra det indsivende Sprækkelys. Han skelnede utydeligt det store Rum, hvori han befandt sig. Ubestemt anede han over sit Hoved store plumpe Gjordbuer. 38 Han famlede sig langs Væggen og følte under sine Hænder tykke klamme Mursten med grove Kalkstrimler imellem. Paa den ene Væg opdagede han en bred Sovebænk af uhøvlede Brædder, bedækket med Skind og Ulddækkener; bagved var Muren beklædt med et flere Alen højt Panel i brede Fyldinger. Ellers stødte han hverken paa Bord eller noget andet.

Der lugtede køligt som i en Brønd.

Sølver søgte mod Lyssprækken — hvert Skridt paa Stengulvet gav drønende Ekko. Da han standsede, blev der saa stille, at han hørte Bruset af Buske udenfor, et Brus, der vandt i Anskuelighed ved de svage blege Skyggerids af Blade, der ligesom kogledes lysende ned i Mørket.

Saa var han da stænget inde i sit Fængsel, sin Grav. Der var en dump Fortvivlelse i hans Sind, en uhyggelig Bevidsthed af, at han var i en uforsonlig Fjendes Vold, at her i dette klamme Kælderrum skulde hans Trods gaa sig træt og hans Vrede knækkes i Stormløb mod ufølsomme Mure. Hvad havde Sten Basse i Sinde? Sikkerlig vilde han hævne baade sin Datter og det Slag, han selv havde faaet. Han øjnede ingen Frelse. Hans Gaard var beslaglagt, hans Folk tagne. Inden Bud kunde naa til fjærntboende 39 Venner og hans eneste Slægtning, Søster Elsyf, vilde maaske alt være for sent.

Skyggebilledet af svajende Løv flyttede sig for hans Fod. Det var som et ondt Mareridt det hele — Gravmulm gennemvævet af ligagtigt Lys — en uhyggelig Drøm, der som en Kæmpeedderkop spandt ham i alle Mulmets og Forglemmelsens støvede Traade.

Fra Stenfliserne klang med smaa Mellemrum et svagt og nøgent Klask — det maatte være en Tudse, der hoppede om i det blinde Mørke. Nu skulde Tudser være det eneste Liv omkring ham.

Og dog følte han, at et Sted over hans Hoved, oven over det klamme trykkende Hvalv, var hans Elskovs Maal sluttet inde af de samme Mure, som herfra tunge og tykke steg til Vejrs og et Sted mødtes til et violduftende Rum, gennembrudt af Dag og Sol, men lysende af et indre Skønhedens Lys: Jomfru Gro den dejlige, han een Gang havde skuet for aldrig mere at se. En Vaanden, en Higen hævede hans Bryst. Der, over ham, var hun; han ønskede at være selve denne Hvælving, denne Mur, at give den døde Stenmasse Liv af sit Hjertes varme Banken, at stige op og knæle og være den Sten, der bar hendes Fod.

40

Inde bag det høje Panel lød med Sekunders Mellemrum en Raslen som af en Kæde, og et Ryk, et Fald i denne Kæde. Det lød som et kæmpemæssigt Taarnuhr, hvis Lodder gik helt ned i Grunden, og hvorfra Sekunder, Minutter og Timer faldt ned i Mulmet, ned i den øde Tomhed.

Nu knagede Døren, og i Aabningens svage Lys kom Sten Basse til Syne fulgt af nogle Svende, der bar et Bord med Mad og Kander.

»Føj, hvor I sidder i Mørke! luk dog Gluggen op!« sagde han og gik frem mod Sølver, bøjede sig mod Lysstriben og skød Skodden op.

Lyset væltede ind, skummende som Vand af en Sluse. Dagen laa med eet i Rummet, og Livet var der med det samme. Det grønne Skær fra Træerne derude faldt hen over de vaade blodrøde Murstensfliser.

Sten Basses Læderbaret var krænget ned over det saarede Øje. Det andet stirrede sort og stærkt paa Sølver, idet han rakte ham et sølvkantet Træbæger med kruset Rand, af hvis ene Bugt han selv havde drukket.

»Vær mig velkommen, Junker Falk! Og tag til Takke med dette tarvelige Kammers. Til Eder er ellers det bedste ikke for godt. Bered Jer derfor paa, at jeg har det bedste til Jer, 41 Alt hvad eders Hu begærer. Jeg drikker Jer til som Vært og Ven.«

Sølver greb Bægeret, spildte Vinen ud paa Gulvet, idet han saa fast paa sin Fjende, og satte det haardt i Bordet.

»Sten Basse, hvad er det I vil mig? Spot er overflødig.«

»Hvad jeg vil, Junker Falk? I hører jo, jeg vil hædre min Gæst efter al Formue. Tag nu for Jer af, hvad mit Hus kan evne. Men er I ilter og lysten efter andet end Mad, saa giv Stunder, giv Stunder! I skal faa det, bitte Junker! Det kommer. Aftenen falder paa. Eders Sovebænk er blod og god. Det bedste har vi i Vente til Jer. I skal faa, hvad I begærer.«

Sten Basse smilede bestandig. Det var som prægede alle Tændernes Smil sig gennem Læbernes tynde Hud. Rolig og sikker gik han op ad Trinnene og trak Døren til efter sig.

Det bruste i Sølvers Sanser. Intet af alt dette forstod han. Hvad mente Sten Basse? Var det Døden han havde i Vente? Han varjo hjælpeløst i hans Vold, uden Forsvar, uden Haab.

Han saa paa Brødet og de store Stykker ristet Kød paa Bordet. Var det den Dødsdømtes sidste Maaltid? Skulde han dø, uden 42 at nogen erfarede det, uden at nogen vidste, hvordan han var forsvunden?

Sølver gik hen og kastede sig næsegrus ned paa Lejets Tæpper. Og igennem sin Ryg, tungt op gennem hele Bygningen fornam han, hvordan de gik paa ham, hvordan Fødder drønede op og ned ad Trapper, hvordan Lænker raslede og Vaaben klirrede og Døre smældede i, og det var, som om alt Livet i den hele Gaard skred nedad mod hans Fængsel og samlede sig omkring hans Leje som Mængden om den, der skal lade sit Liv. Og Uhret faldt og faldt derinde ved Siden, som skulde Tidens Lodder dale ned og knuse ham.

Nu knagede Døren virkelig og tunge og lette Trin kom over Gulvet mod hans Seng. Men Sølver rejste sig ikke. Sten Basses Røst skar sig pludselig ind i hans Øre, skrattende som en skaaret Kniv mod Sten.

»Junker Falk, I har ikke villet tage min Datter med Vold, som hun siger, — vel? I attraar hende, som sig anstaar velbyrdig og redelig Mand. I bejlede kun paa urette Tid og Sted, ikke sandt? Derfor vil jeg ikke gaa i Rette med Jer, men bringe Eder, hvad I begærer. Jeg vil hædre min Gæst med det bedste jeg formaar. Tag hende nu. Jeg giver Eder min 43 Datter til Hæder og Hustru, til halv Seng og halvt Bo, til Laas og Lukke og til halvt vundet. Skøn nu paa min Godhed, lille Junker.«

Uden at løfte Hovedet hørte Sølver denne spottende Tale. Han vidste knap, om han vaagede eller drømte. Vilde da dette Gækkeri aldrig tage Ende? Hvor længe vilde Sten Basse brutalt forhaane sin Fange? Han drog et Befrielsens Suk, da Skridtene fjærnede sig, og den haardt smældende Dør afskar den raa Latter.

44

V.

Saa var Sølver ene, hensunken i sin dumpe raadvilde Ensomhed. Han vilde ikke igen slaa Øjnene op og omkring sig se dette Lukke, denne Hvælving, dette friske Løvskær som en Spot ind i Kælderens jordsvøbte Mulm.

Han hørte Suset af Træer deroppe, igen det nøgne Klask af de springende Tudser, igen det dumpe Fald af Uhrets Lodder. Men efterhaanden slugte Ensformigheden alle disse Lyde, Stilheden sank ned over ham, og tilbage i Luften blev kun et langsomt Aandedrag, der højner og sænker Brystet, et Aandedrag, der stiger og falder som et Suk. Sølver holdt sit Vejr, men Aandedraget var der alligevel, fint og let og sagte, det var ikke fra hans eget Bryst, thi der dunkede Hjertets Slag for af og til ligesom at snuble over sig selv. Var det da Murene omkring ham, var det Fængslet selv som aandede?

Sølver drejede sit Hoved og aabnede Øjet: 45 Der laa igen den skumle Hvælving, og det grønne Skær bruste ind af Gluggen. Men det sugedes ikke bort af Mørket, det nedadstrømmende Lys brødes mod en Skikkelse, der stod høj og slank i en Dragt, som lyste himmelblaa i Dagen, men i Skyggen rødmede som Ild, — et hvidt Ansigt mod den grønne Dag — et skinnende Øje, hvis Blik ikke stængtes af Mure, men saa langt ud af Gluggen, — et Blik, hvis stærke Straaler drog hende og ham ud under endeløs Himmel, ud over syngende Vand. Hendes Hænder holdt om Nakkens lange gyldne Haar, og gennem Haar og Barm, gennem hele den blomsterslanke Skikkelse bølgede Aandedraget ud og ind som en svag Dønning i et aftenstille Hav.

Det var hende selv, Jomfru Gro, der stod i hans Fængsel, stænget inde med ham, stænget ind i hans Magt, givet i hans Arm af Faderen selv. Sølver begreb intet mere. Himmel og Jord flød i eet, Gulvet svandt under hans Fødder, Murene trak sig bort, Mørket skyllede frem, intet blev tilbage uden hun, staaende i et Brus af grønt Lys, spillende i Farver som Himlens Lila og Solnedgangens Ild, aandende, aandende, saa hvert hendes Aandedrag sitrede

        

46 gennem Universet, — aandende, saa hans Hjerte stod stille for at lytte.

Han vovede ikke at røre sig. Hun stod som gledet ned i hans Fængsel ad Lysningens Flod, og han skælvede for, at Lyset igen skulde suge hende til sig — bort — bort — for at lade ham være i det evige Mørke.

Hvor sitrede dog hans Hjerte, hvor tilbad hans Sjæl. Ydmyg blev han, som han aldrig havde været, grebet af en hellig Magt, opløst i Andagt. Alt hans Liv samlede sig i hans Blik og lyste af hans Øjne som en skinnende Glans, der kappedes med Lugens rislende Lys om at straale over hendes Skikkelse som et Vandfald uden Lyd.

Han vidste ikke, hvilken Magt der drog ham ned i Knæ og slæbte ham hen over de kolde Fliser, til han med eet laa for hendes Fod, og til hans Læber berørte Sømmen af hendes Kjole. Men al hans Sjæls Hede og Begær flød ud i et eneste sagte hvisket: »Tilgiv mig, tilgiv mig!« Og i denne stille Bøn følte han for første Gang i sit Liv den vidunderlige Sødme i at ydmyge sig for en Kvinde, blive lille og dog lykkelig ved at knæle.

Han saa ikke det foragtelige Smil, der i et Nu krusede hendes Læber, medens hun lod sit 47 Blik falde paa hans bøjede Nakke. Men som et Kølleslag faldt dette ene Ord over hans Hoved: »Kryb!«

Fortryllelsen var hævet. Sølver knælede ikke længer. Han havde rettet sig i Vejret som en Hugorm, der fra den sammenrullede Dvaletilstand pludselig skyder sin Krop frem til Forsvar og Angreb. I et Nu sluktes den magiske Nimbus om hendes Skikkelse, og han stod Ansigt til Ansigt med en Kvinde, han havde krænket, og som nu gengældte hans flammende Blik med et isnende Smil, der tydeligere end Ord talte — ikke om Blidhed eller Tilgivelse, men om et uforsonligt Had.

Sølver sagde hæst: »Jeg kryber kun, fordi jeg selv vil!« Og han knejsede med Pande og Skulder som for at vise sin egenmægtige Vilje.

Men Gro smilede, som man smiler ad et Barns Indbildskhed: »Et Ord af min Mund — et Smil — og I kryber igen.«

»Saa prøv det!« sagde Sølver, der havde genvundet sin naturlige stolte Trods. »Hvorfor prøver I ikke?«

»Fordi — fordi I er den sidste Mand, paa hvis Nakke jeg vilde besmitte min Fod med at træde.«

»Er jeg da ringere Mand end andre?« 48 spurgte Sølver med en Stemme, der dirrede af undertrykt Vrede.

»Mand?« gentog Gro spottende: »Mand!« Sølver svarede ikke. Han stirrede paa hende, til Luen i hans Øje kølnedes og hans knyttede Hænder løsnede sig i Raadvildhed. Gros Blik fulgte Forandringen og ledsagede den med et foragteligt Smil. Sølver kastede et lynsnart Blik omkring sig og skiftede Tanker med det samme. Han saa det madfyldte Bord, det tomme Murstensgulv, den jærnbefæstede Dør. Mandsbrutaliteten skød op i ham og forjog alle blide Følelser. Den æggedes frem netop ved den spottende Tvivl i hendes Gentagelse af Ordet Mand. Her stod han fangen overfor en værgeløs Kvinde, der var stænget inde med ham, han begreb ikke i hvilket Anfald af Galskab hos Faderen. Men i hans eget Sind steg Hævnlysten til Raseri mod den Fjende, der havde overrumplet ham. Var han ikke Herre i sit Fængsel, stærk og eneraadig indenfor dets Mure? Sten Basse anede ikke, hvad han havde gjort. Døren derhenne var stænget med Bjælker, ingen var Vidne til hvad der skete i dette Fængsel. Nu var hans Datter i Sølvers Magt. Han kunde tage hende med Vold, fuldbyrde det Forsøg, hvorfor Sten Basse havde taget en

        

49 grusom Hævn, dræbe hende om han vilde, og naar Faderen kom igen med ny Spot over sin Fange, slænge ham Datterens skændede Lig i Møde og haanle.

Først gjaldt det en Prøve: Var Fængslet beluret eller ikke? Han greb Bordet med Fade og Kander, løftede det højt i begge sine Arme og kastede det af al Magt mod den stængede Dør, saa det klirrende og drønende ramlede tilbage ned over Trinnene. Den blandede Støj vakte mangeartet Ekko, men ikke en Lyd opstod der uden for. Efter Braget blev der saa stille, at han hørte Spurvene kives oppe i Træerne udenfor Gluggen, og spinkelt klang ned i Stilheden højt oppe fra Luften en grov og sprukken Røst, der afsluttede et Vægtervers med en høj langtrukken Tone efterfulgt af en dybere kort:

Solen gaar i Sø.
Dag og Daad skal dø.

Derefter hørtes nogle skrattende falske Stød i et Horn og derpaa klemtede nogle underligt udsvømmende Klokkeklange fjernt borte fra for ogsaa at ringe Solen ned.

Sølver lyttede ved Døren. Han vendte sig om og saa Gro bestandig staa og stirre ud af Gluggen, hvorfra Lyset nu faldt mattere end 50 før og kastede flagrende Skyggeblomster over hendes blege Ansigt. Sølver traadte til og lagde sin Haand paa hendes Skulder. Hun for sammen som i Kulde. Sølver saa paa sin egen dristige Haand og følte sit Mod vokse. Han drog en tung massiv Guldring med ældgammelt Bomærke af sin Lillefinger — den eneste Ring, han besad, arvet gennem mange Slægtled.

»Her, min Allerkæreste, tag min Fæstens- gave«, sagde han og rakte hende Ringen.

Uden at tøve tog hun Ringen. Uden at tøve kastede hun den ud gennem Gluggen.

Nu blev Sølver grebet af den vildeste Harme. Forbitrelsen kogte i hans Blod. Han bøjede sig ind under hendes Ansigt for at gribe hendes Blik; men dette mødte ikke hans, skønt det var rettet lige mod hans Øjne. Det var overhovedet intet Blik, men et Dyb, hvori alt det sidste Dagslys, der nu blaanede ovenfor, sugedes ned som i en Brønd.

Sølver blev rasende paa dette Lys, der ligesom kun søgte hende og om hendes Skikkelse lagde en Glorie af uantastelig Skønhed. Han krøb ind i Murens dybe tragtformige Indsnit og trak Træskodden til. Saa vendte han sig om, og hun var borte for hans Øjne, slugt af Mørket. Et Par Skridt og hans famlende 51 Hænder stødte mod hendes Bryst, han greb hende i sine Arme, løftede hende op, vendte sig i Retning af Træbænken, snublede flere Gange imod Væggen, fandt endelig frem til Lejet og kastede hende derpaa. Hun havde fundet sig i hans Tag uden Modstand og faldt ned som livløs med slapt nedhængende Arme.

Sølver lagde sit Ansigt tæt til hendes. Hans Aande brændte, hans Blod var som Ild, hans hidsige Harme var paa Nippet til at gaa over i Sanselighedens sydende Koghede. Hans Tænder knitrede, hans Næsebor prustede, hans Læber krummedes frem og fandt hendes Mund.

Hendes Kind, hendes Hud, hendes Læber var kolde som paa en Død.

Sanseløst gav han sig alligevel til at kysse hendes Ansigt Gang efter Gang som for at vække Varmen og Livet i den kolde Hud. Men for hvert Kys var det som stivnede hun mere, som skrumpede Læberne ind og forsvandt over Tændernes fugtige Is. Og det krøb koldt igennem Sølver fra dette Favntag, der sugede Heden og Brynden af hans Nerver saa længe, til han med eet skjalv af Kulde og gyste i den pludselige Tanke, at han havde et Lig under sig. Dog i det samme fornam han selve det højnende Aandedrag i hendes Bryst, stærkt i 52 al sin Kulde, saa stærkt, at det pustede ham bort, som Vinden flytter et Blad. Halvt tumlede han, halvt skød han sig selv bort fra hende, gled ned og laa tilsidst paa det klamme Murstensgulv.

        

53

VI.

Sølver laa paa Gulvet, gennemisnet af en Kulde, der var stærkere end selve de klamme Flisers. Det krøb igennem ham, som var han nøgen og hele hans Hud kuldeplettedes af Tudsers slimet-fugtige Skind.

Mørkt var der som i en tilmuret Grav, saa mørkt, at naar hans Øjne spiledes op som for ved egen Kraft at tvinge Lys frem af Mulmet, slog Synsnerven Gnister og luende Ringe af Anstrængelse.

Hvor længe han laa saaledes halvt bevidstløs og sløv, vidste han ikke. Han vovede ikke at rejse sig, ikke at røre sig til Siden af Angst for igen at føle det isnende Legeme.

» Hør « — var der med eet en underlig skinger Stemme, der hviskede: » Hør, saa sandt I er en Mand, saa skaf mig ud! Kald paa min Fader! Jeg vil ud — skaf Lys — skaf Luft — jeg er ved at kvæles — jeg vil ud! «

54

Sølver følte den samme Rædsel for Mørket. Han krøb over Gulvet paa sine Knæ. Ofte lynede Ringe for hans Øjne, og han greb for sig i den Tro, at det var Glugsprækken, han havde for sig. Langs den ene Væg famlede han sig frem saa længe, til han fandt Nischen og fik Skodden stødt op.

Hvad var det for et kummerligt skyggeblaat Skær, der denne Gang faldt ind: Armod — Armod var der i Lyset. Han saa paa sine Hænder, de var blege som et Par Pletter. Han rejste sig og stak Hovedet ud af det smalle Hul, der passede ham som en Halskrave. Han saa gyldne Stjerneprikker tindre svagt gennem sorte susende Løvmasser — det var som Stjernerne pinte sig gennem Bladene for at skinne lidt spinkelt Lys ind i hans Ansigt.

Forresten kølede Luften duggstærk og drev dog Heden op i hans kolde Kinder.

Da han trak Hovedet ind igen, stod Gro bag ved ham, lang og tynd i det svage Lys. Kjolens Ildfarve var for længst slukket, og det blaa var svækket til graat.

» Skaf mig ud — skaf mig ud! « bad hun. » Jeg er angst hernede — ikke for Jer — men for mig selv og for Mørket — skaf mig ud! «

For første Gang hørte Sølver en mild 55 Rytme i denne staalsmidige Stemme. Et blødt Pust aandede ud af hendes Bøn.

Han blev til Mand, til Beskytter og følte sin Styrke vokse ved denne Bøn. Han gik mod Døren, snublede op ad Trinnene mellem Resterne af det knuste Bord og huggede haardt med hele sit Legemes Vægt mod Døren. Forgæves at han brød paa. Der fandtes hverken Laas eller Klinke, som kunde brydes. Døren maatte være stænget udefra med massive Egeeller Jærnplanker.

Længe blev dog Sølver staaende og lod sine Angreb drøne mod Døren, ikke i Haab om at faa Bugt med den, men i Haab om at nogen kunde komme til. Forgæves. Hver Gang han holdt inde for at lytte, sukkede Gjaldet bort under hans eget Fængsels Gjordbuer, og han hørte i Stilheden dobbelt tydeligt de kippende Bump inde bag Panelet. Tilsidst midt under hans fornyede Stormløb var det med eet, som hørte han et brat og dumpt Fald. Han lyttede, og alt var stille. Det maatte være Uhrets Stenlodder, som stødte mod Grunden.

Han opgav alt og vendte tilbage til Lysaabningen. Gro var sunken sammen uden Klage, uden Lyd helt inde i Murtragten under 56 det sidste Lys. Hendes Øjne var lukkede, hun støttede sit Hoved mod Hullets skarpe Kant, og hendes Arme hang slappe ned.

Sølver bøjede sig over hende: Aandedraget var næsten uhørligt, men uregelmæssigt og tydede ikke paa at hun sov. Som en tørstig Plante strakte hun sig ud af Fængslets eneste Lufthul for at gribe den sidste Draabe Lys, inden Mørket slukkede alt.

Sølver turde ikke berøre hende, ikke tage hende og bære hen paa Bænken. Han forstod, at hun ikke kunde fjærnes fra denne Lysaabning. Han hentede alle Lejets Skind og bredte dem over hende, skød dem ind under hendes Legeme, fik varsomt hendes Hoved løftet saa meget, at Skindet kunde glide ind og dække den haarde Kant, og alt dette uden direkte at berøre hendes Haand eller Hoved, — i den Grad skælvede han af forsigtig Ømhed. Al hans Raahed var borte, al hans Brynde. Her laa hun for ham som en syg og sart Blomst, der maatte dækkes til for Nattekulden.

Og tilsidst strakte han sig selv paa de kolde Stenfliser uden Tæpper, uden Ly, skød sig saa langt ind til hende, at han rørte hendes Fødder og varsomt, uendelig forsigtigt tog den kolde Grund bort ved at liste sin Arm ind 57 under dem som Støtte, uden at hans Haand dog nogensinde berørte dem.

Saaledes laa de i den tavse Nat. Og Mørket tog dem, det steg ned som tunge sorte Bølger, der klukkede ind ad den eneste Aabning og fyldte Rummet. Det var som gurglende, glidende Vand, der vuggede de trætte Tanker op og ned som Vragstumper.

Udenfor var Løvet holdt op at suse. Flaggermusenes korte spidse Hvin skar gennem den stille Luft.

Men Mørket blev ved at skumme ned, og Mørket bruste, og de laa som et Par varme gispende Livskim midt i det uendelige Øde.

Sølver halvsov i en underlig Døs — af Sult og Mathed — ved Gros Fødder, uden at elske, uden at attraa, men kun som Liv, der klynger sig til Liv dybt i Nattens store knugende Grav.

58

VII.

Sten Basse var en barsk Fatalist. Han havde dannet sit Livssyn ved at betragte Naturen i denne dens vældige Kamp for Tilværelsen, der har været iagttaget til alle Tider, Aartusinder før den blev paavist systematisk. Det Øje, der trænger ind i Naturkampens utallige Smaaepisoder, vænner sig til at se Blod, Blod i alle Farver — hvidt og grønt og rødt. Længe før vore Dages Naturforskere undersøgte Grøftevandets Organismer og mikroskoperede hver Stump levende Cellevæv, har der været Hænder, som drejede Løvet paa Træerne og saa Insekterne paa Bagsiden i Færd med at æde Bladkød og svøbe Bladet som en Hud om hver sin lille Verden. Der har været Mænd, som ikke var uvidende om, at deres Fødder for hvert Skridt søndertraadte Liv, og som i Menneskenes blodige Nærkampe kun saa store larmende Gentagelser af den Strid, der oftest uden Lyd føres i alt Liv, stort og smaat, og som er selve Livets Spore og Fornyer.

59

Sten havde fra sin Barndom af søgt Samkvem med Naturen, den vi kalder den stumme, fordi den ikke ejer menneskeforstaaeligt Mæle, men ve? Skrig af Smerte og Skrig af Glæde. Han havde tidlig faaet Øje paa, hvordan Livet kryber gennem Jorden, skærer gennem Luften og smutter gennem Vandet i de utalligste Former, hvordan Livet bogstavelig talt æder sig gennem Liv.

Og han havde fattet Foragt for dette saakaldte Liv i dets enkelte og magtesløse Ytringer. Han havde opsporet det hensigtsløse, det mylrende, det utalte, det usete, det uhørte i den uendelige Verden.

Han kendte Dyrenes Drifter. Han saa dem parres i frygtløs Aabenhed, som var de i selve Parringsøjeblikket det eneste levende, uden Fjender, uden Forfølgere. Han saa dem knuse hinanden, fortære hinanden i ubekymret Ligegyldighed, besjælet af den Stærkeres Ret, men underkastede en endnu Stærkeres Ret — Høg over Høg, til Mennesket som det allersidste og allerklogeste Rovdyr dræbte det stærkeste Dyr, spiste dets Kød eller klædte sig i dets Skind eller klemte dets muskelstolte Sider mellem sine Hæle.

Næveretten sad ham som Instinkt i Blodet. 60 Han havde deltaget i Opbud, været over Grænserne, slaaet ned paa knortede Fjender, der fløjtede et underligt blødt Plattysk, brugt Stridsplejlen til højre og venstre, mejet Fjender som Skaar i en Kornmark og berust sig i Duften af frisksprøjtet Blod. Der var ingen humane Skrupler, ingen Taarekilder til at rinde over lemlæstede Kroppe. Der var avlet i ham selv den rette Krigslyst, som altid vil spire af indædt Nag og Had til Fjender, thi de havde sparket paa ham selv i Haandgemænget, rettet deres Bolte mod hans Øjne og paa Nidvis stukket med Lanser efter hans Mave.

Han anerkendte ganske vist en Konge og et Fædreland, som havde ikke en guddommelig, men alligevel en uafviselig Ret og Pligt til som Familierede at værge Jord og Indtægt, og som helst endog skulde søge Vinding fra Naboerne. Landet var forøvrigt i Splid med sig selv. Standsinteresser og Begærlighed hidsede Herremand mod Konge, Bisp mod Herremand, Herremand mod Herremand indbyrdes. Sten Basse kendte ogsaa Krapylets Krav. Han havde set en Flok rasende Bønder slaa Kres om sin Gaard og brænde de kornfyldte Lader af, han havde slaaet ned iblandt dem som blandt en Hob Ulve, han havde sat Pris paa hvert grovskægget

        

61 Oprørerhoved, han havde taget sig selv rundelig til Rette og siden maattet døje kongelig Tiltale og Fængsel for sin grusomme Selvtægt.

Saaledes var han mærket som den bitre Livsforagter, han var. Livet havde vel Værd i hans Øjne, men kun et ringe og et meget relativt.

Naar han med sin store Knippelstok stolprede over sine stenede Marker og saa Træploven magtesløs ridse sine lave Furer i den karrige Jord og doven skrælle det øverste Lag for at afdække nye Sten, forbandede han dette trælsomme Agerslid, hvor ingen Kornfold høstedes, før der var høstet Fold af Sten. Naar han saa de fire elendige Krikker ase frem til de trevne Raab, der lød som Støn fra den misdannede krogbenede Hoveribonde, kunde han gribes af en pludselig rasende Lyst til at sparke baade Øg og Plovmand, at de kunde styrte om og raadne i den utaknemlige Jord. Rovnaturen i ham kunde ikke finde sig i Stilstandskultur. Hvor langt rigtigere og raskere vilde det ikke være at øve Rov og Ran, at befare Landevejen og kræve Kopskat, at fravriste Sjakresjælene det møjsommeligt sammenskrabede Bytte. Der var jo dog Kamp paa alle Felter i Livets uendelige Verden. Hvorfor skulde Manden nogensinde 62 nedlægge sine stærke Vaaben? Hvorfor skulde Kampen standse mellem Menneskene? Nogle var født til at trælle, andre til at røve. Og om man skød en Hjort i Skoven eller en Købmand paa Alfarvej — Drab var det begge Dele, men Drab var nødvendigt, og Drab var en Lyst til Livet.

Derfor var Sten Basse frygtet af sine Bønder og alle fredelige Sjæle og kun afholdt og yndet af dem, der som han elskede Vaaben og Vaabnenes Brug.

Hovfolkene veg langt til Side for ham, naar de mødte ham paa Broen. Heller havde de ladet sig falde i Vandet fra de rækværkløse Planker end rørt ved hans Klæder. Men inde i Gaarden logrede Hundene ham i Møde og snuste til ham som for at lugte friskt Blod, og Portsvenden hilste dybt med sit store rødskægget grinende Fjæs. Naar han steg op i Taarnet, morede det ham at iagttage Edderkopperne, som havde spændt deres Net i Glughullerne mod Vest. Han havde sin bestemte Yndling, der ligesom havde voxet sig stor og tyk under hans Beskyttelse. Han fangede Fluer til den og havde vænnet den til at gribe Offeret lige ud af hans Fingre. Engang da han standsede ved Gluggen, saa han et tyndt grønligt Insekt 63 med fire gennemsigtige Vinger, der spillede som anløbne Ruder, og med Øjne, der lignende smaa bitte kulørte Perler. Det lille Dyr, som lignede et Spøgelse af et Foraaarshaab, gispede i Lufttrækket som i et koldt Bad. Sten tog det og rakte det til sin Edderkop, der lynsnart traadede sig frem, men efter ligesom at have vurderet Byttet, trak sig baglæns tilbage igen. Sten knuste Vaarfluen mellem sine grove Fingre og lo: »Næ — næ — du æder ikke blodløse Gespenster.«

Sten selv yndede ikke Spøgelser eller blodløst Føleri. Han hadede alt uvirkeligt, alt uforstaaeligt, alt overnaturligt. Han hadede Sygdom og Sot og gav heller en saaret Mand Dødsstødet, end at han skulde leve som Krøbling. Hans Helt var hin berygtede Italiener, hvorom han havde læst i en Krønike, Ezelin, kaldet » Guds Svøbe «, der udryddede sine Fjender som kunde det være Giftslanger; der tilintetgjorde Adelsfamilier med Rod og Top og sved hvert eneste Skud af, der lod Bøddelen meje Mennesker som Korn og ialt skal have ombragt 50,000 Liv, hin vidunderlig stærke Menneskeforagter, der rasede i Norditalien som en Dødsengel, og som, da han endelig blev taget til Fange af sine Fjender, nægtede at pleje sine Saar eller

        

64 tage Næring til sig og endda levede II Dage i sin utilgængelige Stolthed.

Sten havde set til Bunds i Menneskelivets Intethed. Han var fortrolig med Naturens ødsle Husholdning og lydhør for dens talløse Røster eller rettere for dens grænseløse Stumhed; thi kun et forsvindende ringe Tal af disse Røster opfangedes af et Øre. Han hørte Livet skrige af Jubel og skrige af Nød, men han saa det segne uden Lyd i Døden, uden Anklage mod noget Forsyn, upaaagtet af det mylrende Liv trindt omkring. Hvad Livet var, vidste han ikke; han saa kun det var noget sejgt og stædigt, noget, som krympede sig Led for Led under Døden, den stive Ubevægelighed. Han havde set Regnormen gennemskæres af Spaden og blive ved at leve Stykke for Stykke; han havde set Søstjernens i Brændingen løsrevne Arme vride sig som Slanger og fortsætte Livet som selvstændige Individer; han havde set 01- denborren krybe frem med spillende Følehorn, skønt Bagkrop og Ben var borthakket af en Stær; han havde set en afhugget Arm bøje sig i Albueleddet og et afhugget Hoved skære Tænder. Overalt havde han iagttaget Livets stumme Afmagt overfor den stivnende Død. Men samtidig med at han foragtede det hjælpeløse

        

65 Liv og haanede al menneskelig Lidelse, fordi han saa, hvorledes i Naturens evige Kamp alting led og dog bukkede under uden at udtrykke sin Klage, uden Krav paa Deltagelse, samtidig hadede han Døden og gyste ved Tanken om, at naar den engang kom til ham, vilde den isne hans Arme, saa han ikke kunde slaa sin usynlige Fjende i Ansigtet, og lamme hans Tunge, saa han ikke kunde udspy sin Protest.

Sten Basse havde giftet sig med en Kvinde, han tog med Vold. Bedst som han hoverede over at have knækket hendes Vilje een Gang for alle, bed hun ham i Hagen, saa Blodet sprang frem, og spyttede ham hans eget Blod ind i Øjnene. Han studsede af Beundring over denne Kraft. Han havde tænkt at forlade hende med det samme. Nu løftede han hende i sine Arme bar hende ud af hendes Faders Gaard, ned i Stalden, bandt hende til sin Hest og red bort — hjem til sit eget.

Deres Ægteskab havde først været som en lang Række Gentagelser af det første Sammenstød. Tilsidst elskede hun ham, som Hesten elsker Jærnbidslet mellem sine Tænder og Pigsporen i sin Flanke. Hun lod sig ikke kue af de Hug, han gav hende, men den svageste var 66 hun, og hun elskede ham, fordi han var stærk nok til at være den stærkeste.

Hun skænkede ham Børn. Og i ham, den store Livsforagter, fremspirede der en Tro paa Livet netop i disse Børn, der skulde træde ind i Livskampen hærdede med al den stolte Overlegenhed, han selv havde samlet, med staalsatte Nerver, der ikke skulde krympe sig i blødagtig Følsomhed, der kun var en Begyndelse til Kraftens og Livets Svækkelse.

Men selve den hensigtsløse Tilfældighed, hvorover han haanlo i Naturen, ramte ham i hans eget Kød. Thi Døden snappede hans Sønner bort, tilfældigt og uanet, som Svalen snapper Myggen i Luften.

Den ene styrtede som lille Dreng i Borggraven, mens Faderen stod paa Taarnets øverste Tinde og maalløs af Skræk hørte Plasket og Nødskriget uden Middel til at kunne redde; thi at styrte sig fra Taarnet var den visse Død og at ile ned gav netop Døden Forspring til at sejre.

Den anden Søn fik Solstik paa Marken og døde straks efter at være baaret hjem. Men den tredie fik dog den tungeste Død — tungest for Sten selv; thi han døde for Vaadeskud at Faderens egen Haand.

67

Og for hver Gang knyttede Faderen, der ellers hadede Sot og Sygepleje, sine Hænder i Raseri mod den blinde Tilfældighed, mod den usynlige Død, der umeldt, uden Varsel og Sygdom røvede hans Børn. Den sidste Gang, da han holdt sin tiaarige Søn i sine Arme med det blødende Hul i Nakken, bed han i sin egen Tunge af Smerte, strøg over Drengens bløde Haar og dernæst over sin egen Pande uden at mærke, at Blodet drog sit røde Spore i Pandens vilde Rynker.

En Søn og en nyfødt Datter havde Sten tilbage. Sønnen slap han aldrig af Syne. Han tog ham med paa Hesten, naar han red ud. Han lod ham sove i samme Seng. Ofte om Natten listede han sin Haand ind paa hans Hjerte og følte henrykt dets sunde boblende Slag. Om Dagen lærte han ham Vaabnenes Brug og skjalv af Glæde, da han fik hærdet hans Musker til første Gang at spænde Staalbuen, hans egen gamle Armbrøst uden Hjælp af Vinde eller Drev. Selv bar han aldrig Skudvaaben efter sin tredie Søns Død. Og naar de kom hjem fra Jagt, lod Sten Basse Sønnen kredense sin Drik, rakte ham Bægeret og nødte ham til at tømme det halve.

Sten hadede Døden, der havde frarøvet 68 ham saa meget af hans levende Kød og Blod. Sine Sønner jordede han ikke i Ligkapel eller Kirkejord: Ingen skulde se ham græde som en Kvinde eller bøje Hovedet af Sorg. Aldrig vilde han ydmyge sig for Døden.

Sønnens Lig bar han ud i den tidlige Morgen, ned til Søen, hulede selv en Grav ved Foden af det skønneste Træ, han kunde finde. Saa tog han alle sine kostbareste Skind, Maarog Graaskind og et gammelt Hermelin, hans Fader havde baaret over Brystet — og lagde som Underlag for Sønnens Lig. Og i sit ubændige Had til det Liv, der umedfølsomt levede videre omkring ham, dræbte ham alt levende, der kom indenfor hans Haand, Fugle og Vildt, han mødte paa sin Vej, slagtede det og lod Blodet rinde i Gruben som et Dødningeoffer. Sin bedste Hund slog han ihjel og kastede i Graven. Det grønne Løv omkring ham tirrede ham til Raseri, Blomsterne grinede ad hans Tab i deres blussende Farvepragt. Og som om han vilde true Døden ind i alt og hævne sig paa den stolte sejrrige Natur, rev han i Vildskab alle Skud og Planter op, flængede Buske og Blomster, rykkede unge Birke og Graner op med Rode, plyndrede og hærgede alt omkring sig og slængte Grene og Urter ned i Graven,

        

69 der ved dette Myrderi højnede sig som en Undgældelsens Trofæ for, hvad Døden havde berøvet ham. Liv skulde sones med Liv, og hans Tab skjules i Dynger af Tab.

Da den tredie Søn omkom ved Vaadeskud, var den sidste endnu kun en Dreng. Sten tog ham med sig den Morgen, han bar Liget ud. Han valgte en vældig ældgammel Eg. Drengen fattede ikke, hvad det skulde betyde, men Faderen saa underlig strengt paa ham og befalede ham at søge alle de Fuglereder, han kendte og kunde finde i Skoven. Sønnen gik og samlede og bar til — Reder med skrigende Unger og Reder med varme Æg. Faderen gravede Graven og lagde Sønnens Lig deri. Saa vendte han alle Rederne og lod Fugleunger og Æg falde deri. Drengen stod og saa til med Taarer i Øjnene. Han forstod ikke dette Myrderi, men saa bønfaldende paa Faderen. Denne blev rasende over Blikket. Han greb Drengen og svang ham ud for sig i sine Arme, tænkte et Øjeblik paa at kaste den Levende til den Døde — saa havde Døden intet mere at røve fra ham, saa var dens umættelige Gab stoppet med det sidste Offer. Men Drengen klamrede sig saa fast til hans Hals, som om

        

70 ingen Magt skulde kunne rive ham derfra mere, og Hjertet slog i den lille Krop og hamrede sin Fortvivlelse helt ud i Hændernes krampagtige Tag. Saa slap han Drengen, væltede Grene og Blomster ned, rev unge Bøge op med Rode, sønderlemmede alt, hvad friskt og blomstrende han saa omkring sig, og lukkede Graven dermed. Samme Dag lod han Egen fælde, som en uhyre Kæmpekrop dækkede den Sønnens Grav, og ingen vovede at røre den.

Da han samme Aften kom hjem med sin Søn, den sidste, berusede han sig i Drik og tvang Vinen i Drengen ogsaa.

En fordærvelig Lidenskab vaktes i Sønnen. Han forelskede sig i stærke Drikke, mere og mere jo ældre han blev. Han sneg sig ned i Oplagskælderen, borede Hul i de gamle Ankre og sugede Vinen ud med et Straa. I Lediggang gik han hjemme hos Faderen, hans Fantasi blev sulten efter Handling og søgte Næring i Vinrusens taagede Drømme om Bedrifter. Da Faderen for sent opdagede det, forbandede han Skæbnen og ønskede, at han havde slaaet Drengen ihjel, før han blev voksen. Nu slap han ham aldrig af Syne, afholdt sig selv fra Vin for ikke at friste ham; men intet hjalp 71 det. Sønnen skaffede sig Vin, om ikke paa anden Maade — saa ved at stjæle.

Saa døde hans Moder. Ingen vidste, hvor hendes Lig blev jordet. Sten Basse tog det en Nat og roede over til Æbelø, vadede i Land med sin kolde Byrde og gravede det dybt ned i Jorden under de hængende Elle: Han viede Øen til Døden, og de talløse Ravne skingrede deres ligvarslende Raab over hans Hoved.

En Morgen var Sønnen forsvundet, ingen kunde sige hvorhen. Han kunde ikke være forulykket, men maatte have gjort sig usynlig med Forsæt. Thi paa hver af de tre Sønners Jordtuer fandtes hensat en Fuglerede og i den fældede Eg var et stort Kors udskaaret, friskt og blødende af Saft. En Hest var taget af Stalden, og Sønnen maatte være redet af Land. Først Aar efter fik Sten Basse Bud fra Tyskland, at Sønnen tjente i mange Fejder, og at hans Navn nævnedes med Hæder.

Længe haabede Faderen at se sin Søn igen. Men Meddelelserne fra ham var tilfældige og usikre og maatte opsnappes som sjældne Trækfugle, der ikke hørte hjemme i Landet. Tilsidst udbelev de helt. Men skønt Aar randt paa Aar, tillod Sten ingen at udtale den Formodning, 72 at Sønnen kunde være død. Døden skulde ikke igen meje paa hans Jord. Sønnen skulde leve. Og af den lange Tavshed tog han sikkert Pant paa, at han var i Live og en skønne Dag vilde overraske ham med sin Hjemkomst.

        

73

VIII.

En Aften ved Solnedgang holdt nogle Mænd med en Baare i Krattet foran Egenæs. Paa Baaren laa en dræbt Mand. Det var Sten Basses sidste Søn. Han var faldet som den Hest, der traver hjem ad lange Veje, karsk og stærk, for at styrte paa Tærsklen. Fra de tyske Felttog drog han hjem med lægte Saar og friskblomstrende Ære. Kun et Par Mil fra Hjemmet blev han slagen i Tvist med en Mand, han aldrig tilforn havde set.

De standsede i Krattet med Baaren og stirrede op til Gaarden, hvis kantede Luger sugede den sidste Sol. Ingen vilde være over at bringe Sten Basse Melding. De turde ikke bringe Liget for hans Aasyn eller kaste Ordet Død for hans Mund. Tilsidst rejste sig den dræbtes egen Svend, der havde fulgt sin Herre i Aar og Dag.

»Døden er lyst i Fred,« sagde han. »Jeg 74 gad set, om ikke den sidste Søns Død kan knække hans stive Nakke.«

Han gik op paa Gaarden og lukkede sig Op og frem gennem alle Døre. Han dunkede i den sidste og traadte ind i den egebrune brede Hal, hvor Sten sad for Bordet i den røde Sol.

»Guds Fred i Stuen!« sagde Svenden og traadte hen til ham.

»Kommer du med Guds Fred?« spurgte Sten og mønstrede den Fremmede skarpt. »Ingen har meldt dit Komme.«

»Døden kommer altid umeldet,« svarede Svenden og saa igen uden at blinke.

»Er du Døden maaske?« spurgte Sten spottende.

»Nej, men jeg melder ham.«

»Ham tager jeg aldrig imod«, sagde Sten og vinkede med Haanden, som vilde han bryde Samtalen.

»Ikke om han kommer i Skikkelse af Jer egen Søn?« sagde Svenden og lagde en blottet Klinge paa Bordet.

»Min Søn? min egen Søn?« gentog Sten og rejste sig paa en underlig knagende Maade, som knirkede alle Ledemod efter et aarelangt Sæde. — »Hvad ved du om min Søn?«

75

»Her er hans Klinge — han bruger den ikke mere.«

»Saa bruger jeg den for ham,« sagde Sten og løftede det skaarede Jærn over Svendens Hoved. »Sig nu, hvad du ved. Men vogt dig for at lyve!«

»Jeg lyver ikke«, sagde Svenden, hvis Pandeaarer svulmede under denne Trusel. Han slyngede Sandheden frem som et Slagsværd: »Jer Søn er død.«

Men Sten hylede under Slaget: »Død — død — sig det igen — død! — hvem har set ham død?«

»Jeg selv«, sagde Svenden, skønt han følte, det blev hans sidste Ord.

»Saa gaa og se om igen! Se om igen! Dit forbandede Øje saa fejl. Det var dig selv, du saa død!«

Sten drev Sværdet gennem hans Isse i et frygteligt Hug. Uden Lyd segnede Svenden. Men Sten styrtede ud af Hallen, til Vejrs, op ad krinklede Trapper og Stiger, til han naaede Taarnets øverste Tinde. Solen luede blodiggylden ind til ham gennem alle Luger og Sprækker — det var som Lysets haanende Grin ad den Smerte, der rasede i Stens Bryst. Han steg op og op, til han stod paa den øverste 76 Terrasse og saa Solen synke i flammende Blod som en uhyre Dødens Hilsen. Det tyktes Sten, at selve det blussende Solansigt var Dødens eget Fjæs, der besprængte hans Pande, hans Mund, hans Hænder og Klæder med sit lunkne purpurrøde Blod. Og han hev Sværdet over Brystningen imod Solen, han saa det lyne i et sidste Blink og falde, som skar det dybt ned i Solens blodigt grinende Ansigt.

Den Nat forlod han ikke Taarnet. Sanseløs sad han og stirrede efter Solen, til Mørket havde bortskyllet den sidste Draabe af dens Blodspor. Natten duggede hans Haar og hans Øjne og lindrede Blodets hede Brand. I denne Nat stred han den sidste Dyst med Døden og blev Sejrherre. Thi han blev stiv i sin Tro paa, at Svenden havde løjet og faaet Løn som forskyldt for sin Løgn.

I Stilhed fjernede Gaardens Folk Liget af deres Herres Søn og lagde det i en ældgammel halvraadden Kiste i det forfaldne Kapel. De begravede ogsaa den dræbte Svend og vaskede Blodet af Gulvet. Da Sten igen gik ned i Hallen, stod hans Vinkrus foran Stolen, halvfyldt som Aftenen før, og der var intet Spor af Mord eller Ufred tilbage. Guds Fred var der i Stuen.

77

Og Sten troede tilsidst, at det hele havde været en ond Drøm. Ingen af Folkene sagde noget til ham. Han spurgte usikkert, om der var kommen nogen den foregaaende Aften, men de svarede: »Nej Herre, ingen!«

Sten blev ved at have sin Søn derude i fremmede Lande. Han klyngede sig til Troen paa hans Liv. Og alt som Datteren Gro voksede til, udmalede han tiere og tiere for hende, i hvilke Kampe hendes Broder deltog derude. Og kom der langvejs Melding om Forandring i Tysklands Forhold, sagde han altid: »Der har Erik været med! Og der har Erik hjulpet til Sejren!«

Thi dybt nede i hans klippehaarde Sind, var det som Fjældgrunden svandt og Jorden blev skør og blød og frugtbar og fremelskede en lille solbelyst Plet, hvoraf alle Faderkærlighedens Blomster skød, milde og fredelige, og der græd Faderhjertet sin Dugg over alle Minder, og der spirede og voksede Forhaabninger om denne ene Søn, som var fjærn og skulde blive ved at leve, selv om han maaske aldrig vendte tilbage, og om denne ene Datter, hvis gyldne Hoved han hver Dag kunde tage i sine svære Hænder og kysse med sin farveløse runkne Mund.

78

Men stolt og foragtende og stiv var han, og han søgte at fremlokke Stivheden i sit eget Blod, i sin eneste Datter. Hun maatte ikke kende til Frygt eller Svaghed, hendes Vilje skulde hærdes og hendes Mod staalsættes som en Mands.

Da han hørte, at hans Datter havde været i Fare, men frelst sig selv, svor han Voldsmanden Hævn; men samtidig lo hans Hjerte af Stolthed over hendes Uforfærdethed. Han tog Junkeren til Fange og lovede ham dyr og langvarig Pine til Bod for hans Frækhed; men samtidig frydede han sig ved Tanken om at sætte sin Datter paa en endnu farligere Prøve. Han vilde se den purunge uøvede Fugl strække Vinger og Kløer til Forsvar og Angreb. Derfor satte han den i Bur med den iltre Jagtfalk, sikker paa, at den vilde bjærge sig selv i denne Fare. Derfor hastede han næste Morgen ned at aabne Buret for at se, hvorledes de to stridbare Fugle havde enedes om Natten.

79

IX.

Men Sølver sov ved Foden af sin Jomfru som en Løve med indtrukne Kløer ved et uskadt Bytte. Og Nattesuset tog dem og skvulpede deres Drømme bort til den lille Ø, hvor deres første Kamp stod.

Den laa i Mørket, koglende op af den sorte Sø sit viltrede Slyng af Vidjer og Buske, der alle skælved og sang med i den monotone Natursang, der syded og dirred i sig selv som en Kedel boblende Tanker.

Og Hugormen kasted sin levede Yngel ved det blege Stjerneskin, der stjal sig ned mellem Porsbuskene, og Sneglen krøb sin Nattevandring og Sommerfuglelarven pupped sig ind for at være blindet, naar Dagen steg med sit stærke Skær, og Muldvarpen skød sit Muldtaarn op i tunge dumpe Stød.

Øen var herreløs — Øen var menneskefri. Thi halvt begravne i Sandet laa kun to Hovedskaller, 80 den ene længst hvidnet og vitret bort i Vand og Sand, den anden friskere og hel, med Tændernes Emalje kun halvt løsnet af Kæben lig blanke Perler, der er ved at falde af deres Indfatning.

Og Manden, som havde jordet sin Hustru her, hvor ingen skulde finde hendes Grav, sov drømmeløs i sit lumre Sengeskab, halvt druknet i Dyner af gammeltlugtende Dun.

Og Sværdet, hvormed hans Datter havde værget sig mod Voldtægt, var atter sunket til Hvile i det lave Vand for at ruste videre i sin Glemsel.

Og fra Østen drog de bovnende Skymasser frem og fyldte Himlen med det lunefulde Formspil, som ikke al Jordens Øjne kan iagttage, og ikke al Jordens Hænder overkomme at nedtegne.

Og Sildigmaanen vadskedes bort af disse Skyer, som et gustnet ophovnet Ansigt af en Druknet skylles bort i Bølgerne.

Og Jorden drejede sig og førte Millioner af sine Beboere ind i Nattens Skygge og andre Millioner ud i Dagens Glans.

Og Solen steg over Æbelø.

Og Sølver vækkedes.

Længe havde i hans halvvaagne Bevidsthed sitret den flirende Kvidder af Lærker højt i 81 Luften. Det var som Blinken af Glasskaar skar sig ind i hans Synsnerver gennem denne Lyd. Hans Øjelaag plirede nogle Gange, og han drejede sig helt rundt over Gros Fødder. Lufttrækket fra Lugen slog ind over hans Ansigt og vækkede ham.

Han slog Øjnene op.

Det var som Solen væltede ind ad hans aabne Øjne. Det var som flydende og flammende Guld kastedes ind i hans Indre og fyldte ham helt indeni med en forunderlig Hede.

Solen stod netop og udfyldte Gluggen til en stor blændende Firkant, der fik grønne og violblaa og orangegule Kvadrater til at danse for hans indre Øje.

Med et eneste tungt Skvæt rystede han Morgenkulden af sig. Hans Blod tændtes gysende med det samme, og han saa ihukommende paa Gro, der laa foran ham med Fødderne stemte mod hans Hofte, med det øverste Purr af sit løste Haar tændt i flimrende Sollue.

Hun sov endnu i korte kippende Stød, og de fine Øjenvipper sitrede under Solen.

Sølver vaagnede med hele Morgenens raa Virkelighed i sine Sanser. Han saa den fine fugtige Søvnhinde over hendes Laag og samlet som en lille hvid Draabe i Øjekrogen. Han 82 saa hendes Hænders svulne blaa Aarer, han saa den meget spidse Skos fine hvide Skind buge sig blødt ind om Tæerne paa hendes Fod. Og han skelnede Duften af hendes Legeme, der var som modne Solbær, endnu stærkere efter denne Nat i Klæder og Huder.

Og et eneste Nu oversaa han den hele Hændelses nøgterne Yderside: Han selv fanget i Sten Basses Vold, spærret inde med hans Datter, gjort tam af en Kvinde, kuet af Fængselsluften, gjort modløs af Mørket, krybende som en Hund for Foden af en ung Pige, hvem hendes egen Fader havde givet i hans Vold.

Behersket af dette ædru Klarsyn vilde han rejse sig og skoggerle ad hele sin taabelige Umandighed, le ad sin Frygt nu i den morgenblanke, lærkesitrende Dag, le ad denne unge sarte Pige, for hvem han sidste Aften havde skælvet, tage hendes Uskyld nu hun sov som en Sten og give hende tilbage til hendes Fader med samme brovtende Haan, hvormed denne havde betroet ham sin Datter » til Hæder og Hustru, til halv Seng og halvt Bo, til Laas og Lukke« — haha.

Men da Sølver vilde rejse sig, mærkede han først, at hans ene Haand var fangen — grebet i Søvnens Ubevidsthed og holdt fast af 83 hendes lange fine Fingre, der klamrede sig om hans Haand, netop nu da han vilde rykke den løs. Og en pludselig Indskydelse af mild grædefærdig Svaghed betog ham ved dette uvilkaarlige Tryk af hendes Haand. Det var som hendes Sjæl i Søvne klamrede sig til ham som til en Hjælper og Frelser mod ham selv, mod hans egen raa Vildskab. Sølver mindedes en Gang, da han netop løftede sin Kniv for at støde et Raalam ned, hvorledes dette ligesom krøb i Ly under ham og strakte Munden op som efter det moderlige Yver.

Sølver fik ikke lang Tid til at gøre sig klar over sit Sinds underlige Blødgørelse; thi i det samme glammede det over hans Hoved, Gluggen formørkedes, og han saa et Par glubske Køtere halse ind ad Hullet. Straks efter sparkedes de til Side af et Ben i en høj Rytterstøvle, og han genkendte Sten Basses skrattende Stemme:

»Naa, har I vel sovet, Børnlille?«

Et eneste Øjeblik kom Stens haarde skadefro Ansigt til Syne i Hullet, mens han bøjede sig helt ned til Jorden. Saa fjærnede han sig med de halsende Hunde.

Men Gro var vaagnet. Hun rejste sig halvt over Ende og stirrede stift ind i Sølvers solbeskinnede 84 Ansigt. Hendes Hoved virrede genkendende frem og tilbage. Alle Linier om Mund og Øjne vibrerede ud og ind og ud i en voldsom Graad. Laagene blev med eet røde, Kinderne blussede under Graadens blaaligt gysende Skybrud, der skyllede frem af usynlige Kilder. Hun græd og græd, rædselslagen over denne Opvaagnen i et Kælderhul, ind i hvis klamme Fugtnat hun saa, mens hendes Voldsmands Ansigt luede solstærkt foran hende, — uden at forstaa eller samle noget af alt, hvad der var gaaet for sig.

Hun hulkede i en ustandselig Graad, der lød som en dyb, dyb Stønnen. Og hun blev ved at hulke, selv da hendes Fader stængede fra Døren og steg ned i Kælderen med sine Hunde, der labbede snusende frem for straks efter at vende tilbage til Kødet paa Trinnene.

Sølver havde uden at vide sine levende Raad bøjet sig ned over Gros Haand og kysset den.

» Har du gjort min Datter Tort, lille Junker, har du været hende for nær, skal ingen Straf være dig for stræng!« hvinede Sten, for frem til sin Datter og sluttede hende i sine Arme med en saadan Voldsomhed, at Baretten gled af hans Hoved og blottede det sorte Bind, 85 der over det ene Øje var knyttet op om det graasprængte Haar.

»Gro, lille Sisken, lille stærke Gro, blev du ræd, blev du skræmt? Er der handlet ilde med dig? Gro, lille Gro, har jeg ikke troet dig stærk — græd nu ikke! græd nu ikke! — har jeg ikke troet dig stærk nok til at knække denne bitte Karl og lære ham Høviskhed paa en Nat?«

»Forbandede .... « hvæsede han Sølver i Ansigtet. »Har du rørt hende, skal du aldrig komme til at røre dig mere. Svar, har du rørt hende? har du rørt hende, svar!«

Sølver stod forsvarsløs overfor dette skummende Raseri. De to Hunde havde forladt Kødresterne paa Trappen og stod nu paa hver Side af deres Herre og peb og gøede omkap med ham.

»Svar, har du rørt hende?«

Da skød en vild Lyst til Hævn op i Sølver: Hvorfor ikke? Det havde været hans Livsfjendes Mening at fornedre ham og vise hans Afmagt overfor den Kvinde, han attraaede. Nu troede den Gamle at være fangen i sin egen Snare. Gro græd ustandseligt. Alt var for Sølver og hans Hævn. Hvorfor ikke lade Sten tro, at hans frygtelige Mistanke havde Grund?

86

Der var en æggende Kulde i Sølvers Røst, da han langsomt svarede:

»Ja Jeg tog hvad du gav. Du bragte hende selv i min Nærhed, du lagde hende selv i min Favn. Nu kan du tage hende igen. Jeg forsmaar din Datter og har ikke begæret hende til Hæder og Hustru, men kun til Gammen for en Nat. Tag hende igen! Tag hende igen!«

Stens ene Øje spyede Ild. Men Sølver lod sig ikke antænde mere. Rolig lagde han Armene over Kors og kneb Læberne sammen. Og Sten turde ikke slippe sin Datter, der var afmægtig og ordløs af Graad, for at styrte sig over Sølver. Han halvt bar sin Datter op ad Trinnene og tørnede Døren op.

»Vent, lille Junker, vent! Du har været min Gæst, og du er det endnu. Slaa dig nu til Taals herinde. Har jeg ofret dig mit bedste, kan du vente dig mit værste. Vent, lille Junker, vent! Gør dig nu til Gode saa længe! Maden driver jo paa Gulvet. Vær blot ikke altid saa ødsel! Du kunde komme til at savne. Glem saa ikke at gnave dine egne Fingre!«

87

X.

Først da Sten forsvandt igennem Døren og denne straks efter larmende blev stænget, følte Sølver sin grænseløse Forladthed og anede, hvad Skæbne der ventede ham. Først da han saa Hundene forsvinde hver med sit Bytte af den Føde, han selv havde slængt paa Gulvet, følte han i det samme Sulten i sine Indvolde.

Men Sølver vilde ikke tabe Modet. Han krøb op i Gluggen og søgte at kigge ud. Han saa kun Ugræsset gro stift og langt over den knudrede Gaardsplads, han saa kun den høje Lind tæt udenfor og Hyldebuske blomstre paa Siden af en Opgangsdør, der stod i Forbindelse med Jorden ved en spinkel Tømmerstige, der kunde trækkes op.

Dog var han glad for dette Kig ud i den friske Luft, for denne Hyldelugt, der pustedes ned til ham, ja selv for den lille krybende Slyngplante med gule Blomster, der strakte sine 88 Ranker imod ham. » Fredløs « hed den jo — fredløs var han selv.

Han gøs for at vende sig tilbage mod Kælderrummet. Og dog, naar Solen faldt derind, var det som om Klamheden trak sig tilbage op ad Væggene og gemte sig i Kroge og Hjørner. Som holdt Tudserne op at hoppe, ækle ved det stærke Skin. Han skelnede det ujævne, røde Teglstenstavl, der paa de lyssky Pletter havde hvide Skimmelovertræk, og højt op under Hvælvingen sporede han Spindelvævet i tunge støv- fyldte Hæng, der lignede forladte Reder.

Hvor længe han havde ligget der i Gluggen og stirret, vidste han ikke. Han saa nogle Karle vade gennem det tykke Græs, han hørte Brøndvippen knirke og Spandens Lænker rasle op og ned. Fra nogle Vinduer højt oppe paa Mursiden sloges Vand ud og kastedes Affald ned.

Engang slentrede en rødskægget Karl tæt forbi Lyshullet og blev Fangen var.

»Naadigherren slikker Sol?« sagde han grinende. Sølver værdigede ham intet Svar.

»Tag Jer vare, 1 ikke faar Solstik. Hun brænder hedt ved Middagstide.«

Sølver lod som han hverken saa eller hørte. Men Karlen tog Træskodden og smækkede den haardt i, saa den ramte Sølver i Panden. Sølver 89 puffede den tilbage med harmfuld Kraft. Men i samme Nu blev den paa ny smældet i og en tung Jernkrampe lagt for.

»Hæhæ, bitte Junker. I trænger til lidt Svale.«

Saa var Sølver alene i Mørket, alene med sin Sult og alene med sin Angst. Sollyset stjal sig ind til ham i tynde Strimer, Tudserne begyndte igen at hoppe og Tiden sneglede sig afsted. Sølver gættede sig til Dagens Forliden efter Klokken, der ringede til Davre og Nadver.

Efter Vesper hørte han Skrig og Raaben udenfor højt oppe fra. Der kastedes noget susende og klaskende ned i Gaarden. Det maatte være Kødresterne fra Herskabets Bord. Hundene blev slupne ud, de styrtede sig over Ben og Affald, og ned fra Tagene kom Krager og Alliker flyvende for at rives med Hundene om Byttet. Der blev en Støjen og Glammen, en Knurren og Skræppen derude, afbrudt af Tilraab fra Tilskuerne. Sølver skelnede Stens skingrende Stemme og hørte Hvinen i Luften som af Skud og Basken som af utallige Vinger. Saa døde Larmen hen igen, Hundene blev stille, og Fuglene svang sig til Vejrs og hvæsede bort over Tagene, og ind fra Markerne 90 lød paany Lærkernes Sang som en evig rislende Melodi.

Og Sølver bøjede sit Hoved i tankeløs Forpinthed. Han sad og saa paa de fine Solstrimer, der randt over hans Hænder. Et blaat Slør af sitrende Støvgran hang ned fra de blanke Ildklinger. Solen randt over hans Hænder og trak sig højere og højere op, luede et Øjeblik i Læbernes røde Blod, gnistrede i Øjets Blaa og skød saa langt hen i Rummet paa det muldne tunge Spindelvæv, hvis Traade alle skinnede i det støvede Væv. Og saa trak Ildklingen sig ud med eet og var borte, og Sølver sad uden Sol og uden Varme paa de uldne Skind, der længst havde tabt Solbærduften af Gros Legeme og nu kun lugtede stramt af Faar og Ræv.

Den svage Luftdønnen af Landbykirkens sprøde Klokkekimen fortonede hastigt, da Solen gik ned. Ak, for Sølver var den længst gaaet ned. Og han saa for sig den lille røde Murstenskirke: Han gik ind ad den lave Dørbue, der krummede sig som et Aag over hans Nakke, og han saa den kalkhvide Væg rundt, hvor Dødningedansen svang sine grelle Figurer i Farver som af levret Blod eller irret Grønt. Alle dens uhyggelige Billeder ridsedes op i hans 91 syge Indbildning med en levende Styrke. Djævlene svang deres lange Haler som Skorpioner om Ofrene, de svovlgule Luer hoppede under Kedlerne, og Forkene prikkede de nøgne Kroppe, hvoraf Sveden randt som tunge Draaber Blod.

Og Sølver fjærnede Lemmen mellem de slidte Gravsten og steg gysende ned i det stinkende Liglukke under Gulvet, hvor Kisterne stod i dybe Lag ovenpaa hverandre med sunkne Laag og fremstikkende Skeletter.

— Men alle de grufulde Billeder forsvandt for den frygtelige Tørst. Sølver klæbede sin Tunge til de vaade Fliser, og tilsidst laa han og søgte Brød og Kød paa Gulvet og slikkede en størknet Draabe Vin af det knuste Bæger.

92

XI.

Tiden sled sig langsomt hen for Sølver. Dagen gav ham intet Tidsfordriv og Natten ingen Hvile. Møjsommelig samlede han de spildte Madrester op fra Gulvet. De stillede ikke hans Hunger. Og værre virkede Tørsten. Feberen brændte i hans Kinder. Med udstrakte Haandfiader famlede han langs sit Fængsels Vægge, helt ned til Grunden, hvor den raa Kampesten stak frem, dugget af den klamme Kælderluft.

Engang lagde han sig helt ned i den inderste Krog, draget af den kølige Em, der opsteg derfra. Stenene blev koldere og koldere nedefter — hans Hænder gled nedad og vædedes mere og mere — tilsidst troede han i et Øjebliks Hallucination at fornemme Fugtigheden drive mellem sine Fingre — han stak dem i Munden — og aldrig havde nogen Vin læsket hans Gane saa dejligt som disse Fugtdraaber, 93 der samlede sig paa Kampestenenes skimlede Kanter.

Han borede sit Ansigt dybt ned i den inderste Krog og — o Under! o Vellyst! — det var som om Vandet rislede frem, stilfærdigt sivende som Blod, men dog — det rislede, det randt, det flød, det veg for nyt, det løb som en Aare, en Puls med friskt livsaligt Vand — det vældede frem af Stenen, og det sank — han syntes, han kunde se det blinke i Faldet det sank ned i Jorden tykt som en hel lille Strøm — fingertykt blev det ved at rinde, og Sølver bøjede sin Mund til og fangede den lille Aare i sin Mund som et Kys, som et Haab, som en Frelse.

Ja, Sølver drak Haabet ind med det samme. Længe efter at han havde drukket sig mæt af det kølige Kildevand, laa han med Haanden under den stille sivende Strøm og nød det som en uendelig Fryd at føle det drive og drive og ikke holde op. Og det var, som om dette Vand havde opløst i sig alle Markers Duft og alle Enges blomsterkrydrede Aande, det havde Solens gyldne Tilsætning og Høets Saft, og det hastede mod ham som en usynlig Fe, det snoede sig lydløst ned lig et blinkende Livets Baand deroppe fra den blaa Himmel.

94

Og Sølver vædede sit Ansigt med Vandet: Han gned sine Øjne som med en livsfornyende Salve, han besprængte sine Hænder dermed og sit hede Bryst, han lod den spinkle Straale sno sig som et Sølvbaand op om begge sine blottede Arme.

Og berust langt stærkere af det ædru Vand end af den hedeste Vin gik næsten dansende tilbage til sit Leje og lagde sig paa de mange Skind, og saa laa han og stirrede ud i Kælderrummet, der syntes at blive lysere og lysere gennemtrukket af sitrende Guldtraade, og det var som Solen sad bag den skoddede Glug og spandt sit Guldvæv dybere og dybere ind i hans Fængsel, trak sine Traade i en bred Rundkres og befæstede dem i alle Rummets Hjørner, og mellem alle disse løb der af sig selv Tværtraade, der sprang frem fra den ene gyngende Stræng til den anden. Og tilsidst var han spundet ind i hele den luende Væv, og nu begyndte selv Væggene at faa Farve, og Hvælvingen funklede som Kobber, gennemaaret af Sølvtraade ....

.... Hvor længe Sølver havde sovet, vidste han ikke. Han anede ikke, om Nat havde afløst Dag og denne paany var veget for Nat, eller om han kun havde sovet en Time. Men 95 da han slog Øjnene op, laa han i et skælvende grønt Halvlys som den første Aften han blev spærret inde.

Gluggen var aabnet udefra, og der var atter Vej for Lyset.

Sølver rejste sig mat i alle Lemmer og vaklede hen til Aabningen. Netop nu styrtede Hundene frem i Gaarden til Aftenfodring. Sølver kunde høre Stens hæse Stemme, og da han bøjede sig stærkt frem i Gluggen, fik han Øje paa Gaardherren oppe i et Vindue, hvorfra han smed Kødben ned af et stort Tinfad. Bag ham skimtedes Gros Ansigt lysende blegt over den sorte Kjole, der endte højt i Halsen med en Bræmme af endnu sortere Pelsskind.

Hundene glammede og gjorde kæmpemæssige Sæt i Vejret efter hver Bid, der kastedes ned. Og allerede var ogsaa Luftens Rovdyr paa Færde og dalede med baskende Vingeslag for at snappe deres Bytte. Enkelte søgte straks at gribe det i Faldet, inden det naaede Jorden.

Sten Basses Stemme skingrede: »Ville — og Tyre — herhid! — Der er til Lump! For Satan, tag det! — Vorre, se her! højere, højere! Svup! Der! — Skal Rakken dernede i Hullet ogsaa have sit Ben? Han ser saa forsulten ud!«

96

Dermed kylede Sten en vældig Knokkel over efter Gluggen. Men Sølver var saa længe forud bleven ramt af hans hvasse Pilblik, at han fik Tid til at trække sig tilbage. Kødbenet faldt for kort, men den rødblissede Svend tog det og slængte det ind ad Gluggen. Sølver bed sig i Læben af Harme over denne lurvede Spot. Han greb Knoklen og kylede den tilbage, løb saa hen og kastede sig næsegrus ned i sine Skind, forfulgt af Skoggerlatter fra mange Munde.

Efterhaanden stilnede Larmen af. Hundene trak sig tilbage hver i sin Krog med sit Ben til Eftergnavning. Krager og Alliker fløj klodset rundt og nippede i Kødsporene mellem Græsset.

Sølver kunde høre Sten blive ved med at le og fjase. I Mellemrummene lyttede han efter Svar; men aldrig opfangede han Lyden af Gros Stemme.

» Skal vi se den bitte Junker efter? « hørte han Sten sige saa højt, at han forstod, det var beregnet paa at høres af ham selv. »Maaske er han bleven noget klejnere end før. Høj, gaa ned og hent ham op til Vanding.«

Kort efter brød Karlene ind til ham. Skønt han intet foretog sig til Nødværge, bastede 97 de hans Hænder bag Ryggen og førte ham op.

Det svimlede for hans Sanser, da han igen stod i Luften. Alligvel rettede han sin Ryg, skønt Nerverne ligesom vaandede sig i Lys og Luft, og stirrede stift ud for sig med sammenbidte Tænder.

»Byd ham at drikke — han kan nok være tørstig«, befalede Sten fra Vinduet. Den rødblissede Svend holdt en fyldt Spand op foran hans Mund.

Det forbavsede øjensynligt Sten, at Sølver ikke drak med glubende Begær, som han havde ventet.

»Den bitte Junker er svært stivsindet endnu«, sagde han. »Vil han ikke have Vandet forinden, saa giv ham det foruden! « skreg han ned. Og Karlen hældte Vandpøsen ud over Hovedet paa Sølver.

Sølver gispede et Nu under det vaade Gys. Saa drejede han sit Hoved opad og stirrede fast paa Sten. Han saa et eneste Øjeblik Gros blege Ansigt og det hvide Blink i hendes Øjne — kolde og fremmede saa de paa ham — saa vendte hun sig bort, og hendes lyse Haar og sorte Dragt gled ind i Vinduets Mørke.

98

»Du har ringe Ære af dette, Sten.« Sølver fornam sin egen Røst besynderlig rusten og dog skarp som et tveægget Sværd. »Jeg er i din Vold uden Ret. Du kan tage mit Liv uden Ret. Men du er en Nidding, om du længer piner mig som hidindtil.

» Haahaa, lille Junker!« lo Sten. »Ved du virkelig, at du er i min Vold — med Ret eller Uret — som du vil! Du vilde min Datter paa Liv og Ære —.«

»Jeg har hverken taget hendes Liv eller Ære.«

»Nej — nej, bitte Junker. Dertil var du ikke Mand nok. Men du var fus nok til at slaa din Overmand, ikke sandt? Og du kommer ikke fri, før denne Skramme er lægt. Bed nu du til alle gode Magter, at de hjælper mig lidt snart og trøster dig saa længe i din Ensomhed. Al den Tid jeg har stor Lyst til at prøve, hvor længe det vil vare at spæge en Hanekylling som dig.«

Dermed blev Sølver ført tilbage til sin Kælder. Han var afmægtig til at gøre eller indvende noget. Han trøstede sig med sin Kilde, der var ham som en uset Hjælper.

Men endnu samme Aften blev der gennem Gluggen kastet Brød og Kød og en gammel 99 tør Klædning ned til ham, og et lille Vandtrug blev stillet udenfor Hullet.

Og dermed begyndte Solvers Bedring. Modet voksede, og han følte, at der blandede sig en blidere Vilje ind i den ublu Behandling. Han sendte Jomfru Gro en hed Tanke af Taknemlighed, thi han tvivlede intet Øjeblik om, at han skyldte hende denne Vending til det bedre. Han bar det hvide Blink fra hendes Øjne i sin Sjæl som en Fredens Blomst, og det var igen som den første Dag, at hans Elskov forvandledes til tilbedende Længsel, der fra Kælderens dybe Grund sendte sine Kim i Vejret op mod den Plet, den Sten, der bar hendes Fod, og hans Tanker slyngede sig som Rødder om denne Sten og smygede sig i inderlig Ømhed til denne Kvinde, der var stor og stærk og dog saa svindende svag, et Kyskhedens Fnug, et Dejlighedens Glimt fra en finere og renere Verden, hvor intet var Raahed eller Begær, men alle Følelser smeltede hen i stille sitrende Sjælesvingninger.

100

XII.

Det var en Aften, at Sølver var træt af at tænke sine egne Tanker — de havde saa ringe Flyveevne i dette Lukke. Han tænkte paa sin Falk, der vel nu fløj vild over Heden. Han tænkte paa sit Korn, der vel nu blev høstet af Sten Basses Folk for at fylde de Egenæs Lader. Han tænkte paa sine egne Folk: de var vel dræbte eller gaaede i Stens Tjeneste. Hans Armbrøst rustede derhjemme paa Væggen. Det friskbryggede Porseøl blev surt i hans Kælder.

Hans Tanker forsøgte at svinge sig ud over Egnen og faa et Glimt af det øvrige Land at se. Men der bares sikkert intet Nyt til denne Kant, og der bares intet Nyt derfra. Ingen anede maaske, at han sad i Bolt og Lukke, og ingen tænkte paa at befri ham. Ingen ænsede, hvor han var, eller om han overhovedet var i Live. Thi ingen savnede ham. Klokkeblomsterne svinglede over Markerne, Kornet gik i Hæs, Sommerfuglene flagrede rundt, og 101 Nattergalens Unger fløj fra Reden nu som hver Sommer. Søen skvulpede sin tungsindige Sang. Æbelø laa hen med sine Siv i Blomster og sine vilde Æbler raslende ned, plukkede af Vindens usynlige Haand, for at falde i Jordens raadnende Mund.

Saa varmt og stille var det i Luften, at Sølver troede at kunne spore Lugt af modent Korn helt ind i sit Fængsel, baaret over Vold og Grav, over Mur og Tag blot for at føre Frugtstøv og Vellugt ned til ham. Saa hedt var der udenfor, at alskens Fluer og Biller sværmede ind ad Gluggen for at friskes op i hans kølige Halvmørke. De tumlede ind i støre Stimer, vilde som af Solstik, faldt til Jorden, kravlede op og kom til sig selv igen for paany at søge ud i Lyset.

Saa stille var der, at ingen Vejrfløj knirkede, ingen Lærke trilrede, men kun Insekternes Summen hørtes højt op i Luften, hvor en af de smaa grønne Ruder knagede op.

Hyldebusken hang ganske stille og umuliggjorde ham ved sin Ubevægelighed at faa noget Kig af Vinduet deroppe. I hele Timer kunde han ellers staa her for at fange et Glimt af Gros Guldhaar i den aabne Rude.

Sølver lænede sit Hoved baglæns ud af 102 Gluggen, saa kun en Strimmel af den blaa Himmel sank ned i hans halvtaabne Blik.

Da kom som noget selvfølgeligt, som noget lige saa naturnødvendigt som at den blaa Himmel sank ned i hans Øjne, en Klimpren af spinkle Strænge — nogle lette aandeagtige Akkorder, frygtsomme lig lønlige Suk, ingen maa høre, fine og fødte af Metalstrænge, der klinger under en følsom Kvindefinger.

Og paa denne Strøm af klingende Akkorders Krus, der snirklede sig hen som Hvirvler i rindende Vand, vovede en Kvinderøst sig frem i en vuggende Melodi, der dvælede længe i Højden for straks efter at synke ned i korte sonore Toner, der flød sammen med Strængenes Akkompagnement.

Jomfru Gro sang, saa han paa hendes Røst maatte tro, hun var alene paa den hele Gaard.

Hun sang Visen om Herre Tidemands Runer. Fra Strofe til Strofe spandt den enkle Melodi sin vidunderlige Stemning af middelalderlig Mystik og vemodig Elskov.

Hun sang om Herre Tidemand, der vilde lokke Jomfru Blidelille til sit Skib med ramme Runer, og som kastede Runerne skrevne i Roser ud for Strande.

103

Det var Jomfru Blidelille,
hun ganger ud mod den Strand;
fandt hun der de Roser to,
de fløde ind for det Land.

Tog hun op de Roser to,
stak dem i Ærmelin,
saa bar hun dem i Bure hjem,
lagde dem paa Sengen sin.

Det var Jomfru Blidelille,
hun vaagner om Midjenat:
sine stærke Drømme,
dem talte hun til saa brat.

Jeg ved ej, hvi mig monne lange,
og hvi mig monne saa traa
alt efter hannem Herr Tidemand,
jeg aldrig med Øjen saa.

Og Fostermoderen befaler at brede Silke og Fløjel blaa paa Blidelille, at hun maatte faa Søvnen. Men hun staar brat op og klæder sig og gaar ned til Stranden, og hun træder ind ad Skibsbord til Herr Tidemand, og han gaar hende spottende i Møde:

Værer velkommen, Jomfru Blidelille,
værer velkommen os til Hand!
Var der ikke Ridder og Svende
udi Eders Faders Land?

104

Der var baade Ridder og Svende
udi min Faders Land:
det gjorde I med de ramme Runer,
at jeg kom Eder til Hand.

Taaren randt af Øjenbraa,
hun vredtes ved de Ord:
saa gjorde hun Kors for Bølgen blaa,
sprang ud fra Snækkebord.

Det var Jomfru Blidelille,
gjorde Kors for Bølgen blaa:
saa tog hun den liden grøn Sti,
til Havsens Bunde laa

Længe stod Herre Tidemand,
og undredes han derpaa:
saa kaste han sin Kaabe,
skød sig for Bølgen blaa.

Ilde saa var den Rune skreven,
og ilde saa var hun skabt:
at slig to ædelig Kongens Børn
skulde blive saa ilde fortabt.

Og Gros Stemme døde bort i Melodiens sidste monotone Krusning, Strængene dirrede til Hvile, og den tungsindige Sang var rislet gennem Solvers Sind som en uklar Drøm.

Alt blev stille. Gro havde fjærnet sig fra Vinduet, og saa lydhøre var Solvers Sanser, at han troede at føle hendes Trin gaa bort, tabe 105 sig i en lang Korridor og forsvinde ind i et Kammer bag tunge blaa Draperier, ind i den tykke Mur, hvor hendes Leje maatte være imod Solnedgangens Lys, mod Søen, mod Æbelø. Der lagde hun sig fladt paa sine Albuer og stirrede ud i Aftenens vældige violette Skydrag, der som en uhyre Drage rugede over den gyldent gnistrende Ø.

Bort saa hun, bort fra Fangen, paa hvis Skæbne hun ikke tænkte, — bort stirrede hun til det fjerne Hav, der vred sig langt derude som en kæmpemæssig Orm, hvis blanke Bølgeskæl stundom kunde sende et hvidt Lys mange Mil ind over det flade Land op paa den Banke hvorfra Jomfruen stirrede ud efter den usete Fæstemand.

Bar Havet mon paa sin Ryg et Skib med Silkesejl, der bugnede højere og bredere end nogen Fugls Vinger, en Kongesnække med takket gylden Kronring om Masten, en dristig Sejler, ved hvis Ræling Herr Tidemand stod og skar de ramme Runer i Rosens fine Blomsterkød? Og længtes Gro mod disse Roser, at de skulde skylle ind for den Strand og flyde netop hende til Hand?

Da følte Sølver sin Kærligheds uendelige 106 Afmagt overfor denne rene Jomfru, som hans Raahed havde taget i Favn, hans Attraa skoldet med sin hede Aande, og som dog havde isnet ham ussel og fejg og svag. Da begreb han, at Kærligheden for at sejre først maatte ydmyge hans egen Kraft, slappe hans Muskler og blødgøre hans raa Vilje, — at Elskoven først maatte stemme alle hans Legems fineste Nerver som sitrende Strænge til kun at hviske et Navn og sukke en eneste Melodi. Da begreb han, at han maatte riste Kærlighedens mystiske Runer i sit eget Hjerte som i en blødende Rose og kaste det i Følelsernes vældige Hav og bede det flyde Jomfru Gro til Haand.

Da kom Tilbedelsen i hans Blod, og han skjalv og bøjed rystende Knæ, og alle hans Aarer risled opad i et stort og sugende Savn. Det var som Savnet steg op gennem Luft og Løv, gennem Mur og Tømmer, steg i lige Linie til Gros Leje, til hendes Mund og sugede Aanden fra hendes Hjerte som en Himmelstige ned til den ensomme Fange.

Sølver bøjede sit Hoved ud gennem Gluggen. Hans Mund berørte Græsset udenfor, og hans Haand greb frem og plukkede en Ranke af den gule Fredløs' Blomster. Han trykkede 107 Kyssets Rune paa den fine lille Blomst, og han kastede den ud, og han ringeagtede sin egen Svaghed, da han saa den lette Ranke dale til Jorden. Dette Bud skulde aldrig naa til Jomfru Gro.

        

108

XIII.

Men fra den Dag var Sølvers Beslutning taget. Ikke at han troede paa Runer og vilde øve hemmelige Trolddomskunster; men han vilde samle alle sine Tanker, al sin Vilje til Elskovens ene Hovedsum, han vilde skærpe sin Fantasi til at se lukt gennem Væg og Mur, til at følge Gros Skridt paa den stille Gaard, til at drikke Aanden fra hendes Nattesøvn. Han vilde tvinge sit Blod til at kime hendes Navn gennem Dages og Nætters uafbrudte Stilhed. Han vilde tænde al sin Bevidsthed, alle sine Ønsker, al sin Livskraft til et eneste brændende Baal, hvorover Luften skulde sitre og som et usynligt Fluidum stige op og tvinge sig frem til Gro, hede hendes Kinder og betage hendes Blod og magtstjæle hendes Hu, saa hun med eller mod sin Vilje droges til ham i hans Fængsel.

Om Dagen kunde han i Timevis lytte ved 109 sin Glug efter de mange forvirrede Lyde af Dyr og Mennesker, hvormed Gaarden fyldtes. Og alle Lyde randt gennem hans Øre som gennem et Sold, uden at ænses, uden at holdes tilbage — der var kun een Klang, een Stemme, som Trommehinden indsugede og holdt fast, en Stemme, hvoraf den svageste Lydbølge naaede ind i hans Hjerte og trods sin næsten umærkelige Svingning drev hans Blod i stormende Brænding. Den fine Sølvklang af Gros Stemme ridsede sin spinkle Skrift ind i alle hans Hjernes Blade, og skelnede han end ikke Ordene, blev dog den blotte fjerne Lyd til et Sprog for hans Tanke.

En sjælden Gang kom hun til Syne ved en Rude, altid ventet, altid anet af Sølver med en saadan Styrke, at han ofte indbildte sig, at selve hans Tankers stærke Koncentration havde manet hende frem. Og da var det, som om Gaarden fyldtes med hvide Lys, som om hvert Blad paa Træerne blinkede, som om hvert Græsstraa gnistrede, som om hver af Fredløsplantens gule Blomster aabnede en begærlig Mund.

En Gang kom hun til Syne i selve Gaarden I Timer havde Sølver ligget bag sin Glug og kaldt og hvisket og kaldt igen. Og da endelig 110 Døren højt oppe aabnedes og Gro traadte frem og steg ned ad den stejle Trappestige, rejste Sølver sig med udbredte Arme og med hamrende Hjerte, som var han forvisset om, at hendes Gang kun kunde gælde ham.

Men Gro gik ikke frem mod hans Glug. Hun skred over Græsset, der krummede sig under hendes tunge sorte Fløjelsslæb, og frem imod hende førtes en stramt optømmet Hest.

Men en saadan Bevægelse bragte Gros Gang i Græsset, at det tyktes Sølver, at alle Straaene skælvede og bølgede hendes Fodtrin til ham som en Duft af skjulte Violer.

— Sølver spiste kun hver Eftermiddag, naar hans Kost blev skubbet ind ad Hullet. Den Karl, der bragte Træbakken, besvarede aldrig de Spørgsmaal, Sølver stillede til ham, med andet end et bredt Grin. Det hjalp ikke, at Sølver Gang efter Gang bad ham bringe Hilsen til Sten og begære ham i Tale. Enten han overbragte Fangens Ønske eller ej, tog Sten Basse intet Hensyn dertil. Og tilsidst spurgte Sølver ikke mere. Han indskrænkede sig til som sin eneste Berøring med Yderverdenen at stille Træbakken op i Gluggen uden at oppebie det Øjeblik, da den blev ombyttet med en ny.

111

Men naar han havde spist, satte han sig ufravigelig i Gluggen og stirrede ud gennem Buske og Træer, op mod det Vindue, hvorved Gro havde sunget hin Aften.

Det var paa den Tid, da Lind og Hyld blomstrer. Lige udenfor Gluggen kuplede sig en gammel Lind, hvis Løv blev gulnet af Tusinder og atter Tusinder af Blomster. Og hver Dag, saa længe Solen skinnede, blev dette Træ besøgt af Myriader af Bier. Nedenfra set var der Blomst ved Blomst, og hver var gæstet af sin Bi. Summende krydsede de travle Insekter hverandre, og deres fine Musik blev en tusindstemmet Symfoni fra uendeligt høje, spinkle Metalstrænge, hvis hastige Svingninger flød sammen til et klingert summende Brus. Tilsidst troede Sølver, at det hele Træ blev een uhyre levende Kube, hvor hver Celle var en Blomst, og hvor Bierne, lokkede af den søde Duft, uvilkaarligt dannede Hjem og glemte alt andet for denne bugnende Rigdom af Blomster.

Tværs igennem det tætte bisummende Træ sendte Sølver sin stumme hede Kalden op til Gros Rude. Han hørte sit eget Hjerte synge højt over det sitrende Bihav og raabe til Gro: Kom og spil! Kom og syng!

Men Gro kom ikke. En eneste Gang troede 112 han at høre Akkorderne begynde at hviske frem under hendes Fingre. Men da lød det, som om et vredt Tag rev alle Strængene over, saa de døde i en skurrende Klang. Og Sølver hørte aldrig Visen om Herr Tidemand mere.

Men Sølver gik til sin levende Kilde, der randt i Fængslets mørkeste Afkrog — lydløst over skimlede Kvadre. Og han lukkede sine Øjne i skælvende Ømhed, medens han nærmede sine Læber til den spinkle Strøm, og al hans Sjæl samlede sig i det Ønske, at Kilden skulde bringe ham et Kys fra den Elskede, et Kys i en Draabe, der var dryppet fra hendes udslagne Haar i den friske Sommermorgen, et Kys i Duggen fra en Blomst, hun havde kysset.

Og naar det levende Vand flød fra hans Læber igen, da var det viet af hans Mund til Hilsen og Bud — Duften af hans Elskovskys skulde være opløst deri og følge det ned gennem Grundsten og Jord, til det sivede ud i Brønden, og hele denne Brønd skulde det meddele hans Kys, og alt Vandet skulde gennemduftes deraf som af en Draabe Rosenolie, og lutret af hans Kys skulde det skinnende og krystalblankt naa den Mund, hvorefter han alene tørstede.

— Sølver rensede sit Fængsel for Smuds og Tudser og Kryb. Omhyggeligt afsøgte han 113 de skumleste Kroge, greb de lyssky Dyr og sendte dem ud af Gluggen til Sol og Græs. Selv gæstede Solen ham hver Dag og trængte sejrrig frem som en venlig Forbundsfælle, der vandrede i en stor lysende Rundkres over Murstensgulvet. Og hvor dens Straaler satte Spor, forsvandt den blege Svamp og Skimmel, og hele den Plet, hvor Gro havde hvilet, blev luftig og tør og ren, saa Sølver kunde kysse det Sted, hvor hendes gyldne Haar havde ligget, og den Sten, der havde baaret hendes unge fornemme Fod.

Om Natten faldt han ikke i Søvn uden at arbejde sig dybere og dybere ind i Tanken paa hende. Hans viljekraftige Fantasi var altid stærk nok til at trænge sig frem og finde, hvor hun var. Den tvang sig ud af den skoddede Dør, den pressede sig frem ad de krinklede Gange, den famlede sig op ad Vindeltrappen, hvor Foden næppe kunde finde Fæste, den løftede Egebjælker fra de stængte Døre — uden nogensinde at gaa fejl, drevet af en magisk Stedsans, naaede den gennem Gange og Døre frem til den sidste, der lydløst aabnede sig, til Draperiet, der tungt gled til Side, saa han stod for Gros Leje og saa hende stirre sig i

        

114 Møde med store hvide Øjne, hvis Pupiller ligesom var gledne til Siden ind i Søvnens Mørke.

Sølver var sikker paa at finde hende — han var virkelig hos hende — han saa alt til den mindste Enkelthed: en lille Bedeskammel, hvis vinrøde Fløjel endnu ikke var slugt af Natten, — Rosenkransen hængt paa Krucifixet, dannet af brune Buxbomperler med et Kors af maaneskinsfarvede Stene, — den tunge højryggede Stol skjult under hendes Kjole, der var rød som vilde Roser, — Bæltet, hvis Sølvskæl blinkede paa Gulvet, — en stor Perles rolige hvide Glans paa en Sko af snefarvet Skind.

Og frem over Lejets Tæpper, der var bræmmet med brede Hermelinskanter, laa hendes to lysende Arme, og den højre Haands Fingre sitrede, som greb de om en anden, en usynlig Haand.

Og i dette Kammer blev Sølver dvælende, lige til Søvnen drog ham selv, til hendes Brysters Bølger sugede ham nær, til hendes Fingre filtredes i hans, til deres Aandedrag blandedes og Laaget sænkedes for hendes hvide Blik.

I dette Nattesyn inkarneredes alle hans Tanker og Sanser. Han var i Gros Kammer: Luften gennemrisledes af Duftstrømme — ind gennem den aabne lille Rude, der skinnede 115 som et dunkelblaat Hul mellem de lukkede løvgrønne Ruder, pustedes Duft af Honning og Lindeblomster for at mødes med det unge Legemes Solbærduft — fra de blanke Stene i det lille Kors flød Maaneskin ud som Fosforlys fra en Sankt-Hansorm — den vidt udbredte Kjole med de lange Ærmehæng mylrede med store vilde Roser, der dryppede ned paa Gulvet som duftende Lysblade — Himlen vibrerede med alle sine Toner og Farver i dette lukkede Rum, i denne Drøm var al Jordens Herlighed krystalliseret, og Gro skinnede paa sit Leje som en Diamant, der er skabt midt i det uendelige Mørke. …

… Og Sølver sov, stærk i sin sejrrige Vilje, der oversteg alle Hindringer og virkelig borede sig Vej til den Elskede — op gennem Sten og Træ lig en Plante, der gennembryder alt, lig det Kirsebær, der fra Kælderen i hans egen Gaard tvang sig ud gennem Muren op mod Sol og Himmel.

Men undertiden kunde han vaagne i et pludseligt Anfald af Smerte — da svandt Drømmens hele Glans som et Lys, der pustes ud, og over sit Ansigt følte han det kolde Nattetræk fra Gluggen, og Mørket koglede i hans Øre, og han fornam sit Fængsels lænkende 116 Mure, skønt han ikke saa dem. Med eet laa han sunken dybt ned fra hendes Side, dybt nede paa sit ensomme Leje i Lugt af Ræve- og Faareskind. Og han udmalede sig, hvorledes Gro vaagnede i samme Øjeblik og greb ud i Luften med søgende Arme, og han næsten legemlig mærkede hendes nøgne Fødders Vandren over kolde Sten, og han dreves med et Sæt fra sit Leje hen til Gluggen for at se hende staa højt deroppe og stirre ned efter sig.

Og en Gysen for igennem ham, da han virkelig saa et hvidt Glimt højt deroppe i det øverste Stokværk — et hvidt Glimt af et natteblegt Ansigt og to Hænder, der vredes i hinanden. Og i samme Nu hørte han oppe i Luften, højt over Tag og Taarn, et underligt skingrende Hvin, der sved hans Øre, saaledes som et glødende Jærn maa svide Øjet. Og Uhygge og Overtro greb ham saa stærkt, som kunde det være selve Sagnenes onde Lindorm, der svirrede over hans Hoved, saa han gyste, indtil hans vaagnende Forstand sagde, at det kun var Gravændernes Træk.

Skælvende af Kulde søgte da Sølver tilbage til sit Leje og faldt i en tung, drømmeløs Søvn.

117

XIV.

En Aften brød et Uvejr løs over Egnen. Midt i de klangsvage Kirkeklokkers dinglende Klemten bragede Tordenen løs, og Lynene glimtede dybt ned i Solvers Kælder, saa selv det sivende Vand i Krogen kom til at blinke. Samtidig hvirvlede Stormene frem fra forskellige Himmelhjørner og brød mod hinanden i en underlig flængende og skrattende Voldsomhed. Dybt ned i Gaarden kom der ligesom Hvin af vrede Kæmpers klirrende Klinger. Snart efter skyllede Regnen skybrudsagtig ned i Gaarden og drev ind ad Gluggen som en Bæk. Sølver trak Skodden ind, men endda flød Vandet ned, og samtidig sivede Grundvandet fra alle Kanter og steg og steg, som vilde det vokse til en Sø midt inde i Solvers Fængsel.

Fortumlet søgte han sin Bænk og lagde sig paaklædt derpaa. Hans Tanker søgte Jomfru Gro, men evnede ikke at finde frem til 118 hende, saa stærkt larmede Elementerne omkring ham, og hans Viljes Strøm blev brudt. Trætheden overvældede ham, og tilsidst sov han fra Orkan og Vand og Lyn.

Han vaagnede gennemisnet af Fugtighed, i fuldstændig Stilhed — Uvejret var forstummet, ingen Lyd hørtes uden Vandets sagte Synken ned i Grunden. Sølver frøs i sine Klæder. Han afførte sig sin Vams og kastede den ud paa Gulvet. Det var, som strakte selve Mørket en Arm ud for at gribe den.

Sølver krøb dybt ind i sine Skind. Det stille sydende Mørke greb ham paa en besynderlig Maade. Han tvang sine Tanker mod Gro og sov ind.

… Sølver drømte sig langt ud paa Havet. Hans Snække havde kastet Anker i glasgrønt Vand, og saa stille laa det, at Øjet kunde følge Ankertovet dybt ned til Bunden, og saa længe havde det ligget der, at der groede Sø-Anemoner op langs Tovet, fimrende Dyreblomster, der bugtede deres røde eller gulgrønne Arme ud om den runde forslugne Bug. Et underligt stribet Lys smuttede ud og ind mellem Bundens Tangskove, i tusind Glimt af Fisk, der spillede om mellem de tavse Træer. Det rustrøde Anker var klædt i sølverne Skæl af alskens Skaldyr, 119 og store perlchvide Gopler hang som stille Klokker i Vandet rundt langs Skibets Sider.

Uendelig lys var Natten, beskinnet af en blaahvid Nordlysbue, der ikke blinkede frem i Lys, men blev staaende som en fast, straaleskydende Kronring højt oppe paa den stjerneflimrende Himmel. Sølver sad paa Skibets Skanse, omhegnet af slappe Silkesejl. Men Ræerne paa de tomme Master var lutter blomstrende Stænger — fra den ene dryppede blaa Fingerbølblomster, fra den anden hvide Klokkekonvaller, og Masten selv steg i et Svøb af grønne Blade, og højt fra Knappen knejsede en Vimpel i Form af en stor gyldenstøvet Lilie.

Sølver sad bøjet over Rælingen og stirrede ned i det stille sovende Vand. Og Fiskene dernede var som Havets drømmende Tanker, der krydsede ud og vendte sig i gnistrende Skælblink og gled bort i kølige Søskove. Og Sølver saa sit eget Billed i det blanke Vand, forskønnet i det sølverne Spejl, — og han saa sine Fingre famle om to Roser røde som Blod — og Billedet dernede i Vandet var rødere endnu end Roserne i Virkeligheden, og det trak dem ud af hans Hænder, saa de faldt og sank ned i Munden paa hans eget Billed dernede. Og Vandet sitrede dybt ned til 120 Bunden for Rosernes lette Vægt, og Havet begyndte at gynge i lange smalle Bølgelinier. Og hver Bølge bar Roserne bort, som kunde det være milevidt; men tilsidst skinnede de som to Draaber opskyllet Blod inde paa den fjerne Strand.

Og Sølver saa op mod Himlen og begyndte at længes saa stærkt, at Skibets Planker ligesom steg under ham, og han stirrede ind mod Stranden, og saa vildt svulmede hans Længsel, at alle Silkesejlene begyndte at bovne og Ankeret at rykke i Grunden.

Og hans Øjne blev fulde af Taarer, og de begyndte at dryppe som Regn i Havet, og han græd saa længe, saa længe, at det var som voksede selve Havet ved hans Graad, og alle Blomsterne i Ræerne visnede og hang udtørrede ned, og Mastens Bladesvøb skrumpede ind, og selv Masten bøjede sig som et knækket Straa. Men Sølver stirrede mod Stranden, og han stirrede et lille hvidt Punkt til sig. Det kom ud imod ham, det voksede til et Fnug, det vuggede sig frem, det skød sig op som et slankt Gevandt, det skred frem over Vandene som en hvidklædt Kvinde med Roser som to Pletter Blod foran paa hendes Bryst.

Paa nøgne Fødder skred hun frem over 121 Bølgen — hun sank ikke — hun vaklede ikke — for hvert Trin skød en Gople sig ind under hendes Fod som en bærende Skammel, og naar den gled tilbage, bar den paa sin fine glasklare Ryg et tydeligt Spor af hendes smalle nøgne Fod.

Sine Hænder holdt hun korslagt lige under Brystets blodige Roser, og sit hvide Blik havde hun naglet til Sølvers Øjne, som Linedanseren har sit Øje rettet mod Snorens yderste Endepunkt. Og Sølver rejste sig grebet af Forfærdelse, og uden at slippe hendes Øjne gik han ned i Læsiden til Skibsbordets Indgang, hvis Tærskel ikke laa højere end selve Vandet. Og Gro nærmede sig stedse. Og nu traadte hun ind ad Skibsbordet, og Sølver veg tilbage. Skridt for Skridt fulgte hun ham med det dødblege Ansigts smertelige Blik opsuget af hans. Og han veg over til det andet Bord, veg, til han følte det haardt i Ryggen. Men Gro skred frem, og det var ikke muligt at standse hende — han følte det, som vilde hun trænge ind i ham som en afskudt Pil i sit Maal. Men i sidste Nu, da hendes Klædebon allerede flagrede imod ham, kastede han sig med et højt Skrig til Siden og saa med en besynderlig Gysen, at Gro gik frem, gik gennem Rælingen som gennem Luft og forsvandt i Havet paa den anden Side,

        

122 mens Sølver laa stønnende paa Dækket og kun foran sig saa den røde Rose, faldet fra hendes ene Bryst, drivende som levende Blod paa Dækket.…

… Sølver vaagnede ved sit eget Skrig, og i det Nu han slog Øjnene op, var Fængslet der ogsaa, og den skumle Hvælving ligesom sank ned over ham og sagde: Jeg er her altid, og Muren viste, om end kun svagt gennem Mørket, sin skimlede Stentrusel: Jeg er her endnu.

Og Sølver var atter bundet af den vaagne Bevidstheds nøgterne Forstand. Drømmens spillende Regnbuefarver forsvandt, da han gned sine Øjne, og det var forgæves han stræbte at gribe blot en Flig af det flygtende Gevandt.

Hvor var det længe siden, Uvejret havde raset derude. Solen maatte staa bag den lukkede Skodde, thi den strakte sine Fangarme ind ad Sprækkerne og hvirvlede mellem dem sine knivtynde Slør af dirrende Støv. Med eet listede Straalerne tilbage ud af Revnen, derpaa skød de forenede frem, efter at der et Minut havde hersket sort Nat, i en lang lysende Pil, der borede sig ned i Gulvet og ligesom spiddede noget rødt, der gav sig til at bløde.

Sølver pinte sine Øjne og troede at se 123 Syner. Han stirrede stift paa Gulvet, men det røde blev ved at ligge der, og den gyldne Solplet kunde umuligt faa Murstenene til at lue saa rødt. Det maatte være noget nyt, noget fremmedt, hvis Farve saaledes blødte midt i hans Fængsel, noget, han ikke kendte og ikke anede Aarsagen til.

Sølver krøb over det klamme Murstensgulv, hvoraf Grundvandet først lige var sunket, og listede sig nærmere med skælvende Forsigtighed, at ikke Synet skulde svinde eller vise sig at være et Bedrag af den straalende Morgensol.

Og som han krøb over de vaade Sten bøjede han sig i Undren dybere og dybere. Thi lige tæt ved den røde Glans var der ligesom henaandet Fodspor over Gulvet, fine tynde Spor vendt imod ham, ikke mere tydelige end om en lun Luftning havde bortdampet Stenens fugtige Hinde uden om en Fods Omrids og ladet dens Spor staa klamt tilbage.

Da Sølver endelig bukkede sig ned over den blodrøde Plet og greb frem, famlede hans Haand som i Angst for ingen Ting at fatte. Men det var intet Blændværk og intet Skin, thi hans Fingre greb om en tung fuldmoden Rose, og da han løftede den op til sit Ansigt, forsvandt dens rubinrøde Glans, trukket ud af 124 Solpilen. Men som i en Rus af Virkelighed inddrak han den stærke søde Duft.

Da sprang Sølver op med sit vidunderlige Bytte og skyndte sig til Lugen. Krampen var sat paa indvendig, altsaa havde ingen kunnet aabne den udefra. Han stødte den op, og i den indstyrtende Soldag saa han i sin Haand den tunge fulde Rose, der tabte sine Blade ud over hans skælvende Fingre og havde dryppet Stænk som af Blod tilbage over Gulvet.

Sølver samlede alle de spredte Blade, Blomsten forvitrede i hans Haand, og han trykkede dem til sin Mund og sit Hjerte. Snart vejede han dem i Haanden, som havde det været tunge Guldpenge, snart tog han et for et og undersøgte i Lyset; men han saa ikke andre Runer end det fine Straalenet af Aarer i Bladkødet. Og alligevel stod der i denne naturlige Livsens Skrift et vidunderligere Budskab at læse end i Alverdens Runer. Thi Haabets Sommerrose var vokset op af golde Sten.

Og hvad gjorde det, at Tvivlen kom og spurgte den røde Rose: Hvem har lagt dig her i Nat? Hvem har bragt dit duftende Bud ind i mit stængte Fængsel?

Hvem kunde være steget ned i Kælderen? Hvorfra var denne Blomst kastet ned til ham? 125 Han stirrede op paa Loftets Krypthvalv, som ventede han der at finde det Hul, hvorfra den kunde være styrtet ned til ham — langt ned gennem Mur og Gulv fra selve Gros Haand. Thi højt deroppe maatte hun være som Borgens evigt brændende Lampe, hvorfra Rosen var dryppet som blodig Ild til ham.

Derefter kastede Sølver sig ned over Stengulvet for paany at finde de lette Spor, han havde troet at skimte i Mørket. Men der var intet mere at se, de aandeagtige Spor var stegne op i Soldisen, og det hjalp ikke, at han atter lukkede Gluggen og knælende gav sig til at søge: Der kom ingen Fodspor til Syne.

Den Dag gik Sølver om paa sit Kældergulv som paa den blødeste Skovbund. Thi Lykken var kommen til ham. Rosen kunde ikke af sig selv være skudt op af de haarde Sten, den maatte være lagt i hans Fængsel af en beskyttende Aand, og ingen andre kunde beskytte Sølver end hun, hvem han anede usynlig under samme Tag, og op mod hvis Fod han sendte sine sitrende Ønsker lig de blinde Ranker, der drevne af en sejrrig Følsomhed Dag for Dag hælder sig en umærkelig Linie mod det faste Gitter, til de endelig snor sig derom.

Nu havde Sølver fundet Støtte for alle sin Længsels fine Fimretraade, og de greb til og 126 slyngede sig om den usynlige Gro, paa hvem han nu tænkte dobbelt stærkt og dobbelt troende.

Saaledes jublede han, saa længe Dagen smilede ned til ham, saa længe Lindetræet summede af Biernes glade Arbejdshymne, der ligesom spandt sig om den Tanke: Alt skal gro, hvor vi skal bo, og alt skal blive til Honning! Blomster fler og endnu fler til Føde for vor Dronning!

Men da Natten igen sænkede sine skumle Skygger lig spottende Fangevogtere ned i hans Kælder, da kom Tvivlen op i hans Sind. Han tog de hensmulrede Rosenblade frem fra sit Hjerte og kyssede dem med et Suk: Nogen maa have bragt denne Rose ned i Nat. Igennem Gluggen er det ikke sket — altsaa har Døren været aabnet — der er ikke anden Vej.

Og Sølver gik hen til Trappen og befølte Døren, men det stumme jærnbeslagne Træ gav intet Svar. Og Sølvers Haab blev sygt og visnede som Rosen, og tilsidst gik han hen og samlede alle sine Huder fra Bænken og bar dem til Stentrappen, og der lagde han sig til Hvile i den nøgterne Overbevisning, at den, der gæstede hans Fængsel, maatte komme den Vej og i fornyet Fald vække ham af hans Søvn, saa han kunde faa afgjort, hvem det var.

127

XV.

Nu randt Sølvers Nætter hen i en tung drømmeløs Søvn paa et umageligt Leje. Han havde opgivet sin Tro paa det overnaturlige og dermed sin tilbedende Higen efter Gro. Dagen bragte ham intet Glimt af hendes Ansigt, og hans Øre var ikke længer lydhørt nok til at sigte den fjerne Klang af hendes Stemme fra Røsters og Lydes forvirrede Strøm.

Og om Natten sov han ind i en Slags Sult efter at føle hende legemlig og haandgribelig i sine Arme. Hans Længsel steg ikke til Vejrs som en Andagt, en Bøn, — den krævede og satte Stævne, begærligt vækkede den ham midt i Søvnen til at lytte og vente og spejde efter muligt at høre Trin derude og Døren knage og nogen træde ind.

Stakaandet tænkte han, og stakaandet sov han. Ingen blid Drøm forjog Bevidsthedens dumpe Mulm for at vise ham Gro i sit levende 128 Lys, der er kraftigere og mere forklaret end noget virkeligt Dagskær.

Nat gik paa Nat, og Sølver skræmtes kun op for at høre Rotterne gnave over al den Gaard eller Uhrets tunge Lodder falde stødvist Linie for Linie derinde bag Panelet.

En Nat havde han ligget i den underlig susende Blanding af Slummer og Vaagen, da hver Lyd udefra trænger ind i Bevidstheden, der tumler kaotisk med sine Billedrækker. Han hørte Løvsuset gennem den aabne Glug. Det raslede og løftede ham snart som en stigende og blinkende Sø, snart sænkede det ham ned i et køligt kogende Brus.

Trappens haarde Trinkanter skar gennem Tæpper og Skind og føltes skarpe under hans Nakke. Hans Mund var tør, og Øjenlaagene brændte tungt, saa han ikke kunde aabne dem.

Det kom ham for, at Løvsuset med eet steg ned i Rummet og luskede rundt i Krogene som en stor lodden Hund, der ikke kunde finde ud igen. Saa klirrede det paa Fliserne som af en indkastet Sten. Saa knagede det i Panelet, og Lyden af de faldende Lodder blev nogle Øjeblikke dunkende haard, som faldt de lige tæt ved hans Øre. Saa blev den igen svag og dæmpet som sædvanlig, og i det samme 129 var det, som om Løvsuset atter hvirvlede ud af Rummet.

Sølver glippede med Laagene og tittede frem for sig. Der laa en koglende grønlig Lysplet langt hen over Gulvet. Han rejste sig over Ende og aabnede Øjnene helt: Maaneskinnet laa i en Firkant paa Gulvet.

Da han vilde lægge sig tilbage, ramtes hans Øje af et lille stærkt Blink. Han prøvede et Par Gange vekslende at rejse og lægge sig; hver Gang kom Blinket igen. Var det en lille Sankt-Hansorm, der laa tæt henne foran Maaneskinspletten som en lille Ært af Lys tabt udenfor den store Firkant? Nej, en Sankt-Hansorm kunde ikke blinke.

Saa stod Sølver op og traadte hen til Pletten. Han bøjede sig og tog i sine Fingre et lille Guldkors, hvis seks smaa slebne Stene ligesom i sig selv udstraalede Maaneskin. Det var som Maanelyset laa inde i hans Haand. Han lod det lille Kors glimte og glimte, og hans Hjerte slog af vidunderlig Glæde; thi det maatte være Gros Kors — det var det, han havde set i Drømme ved hendes Rosenkrans. Gro havde altsaa været i hans Fængsel. Lige nu var hun kommen og forsvunden som et Syn; men Korsets Maaneskin var dryppet fra hendes 130 Rosenkrans — han holdt det i sin Haand som et uimodsigeligt Bevis for det vidunderlige Faktum, at Gro var hans Nætters Gæst, om naturligt eller overnaturligt, vilde han ikke længer spørge. Han knælede, idet han kyssede de kølige Sten i Korset, og han bad til Gro; thi han følte hendes Sjæl i sin umiddelbare Nærhed og fornam hendes Brysters Aandedrag og hendes stærke Drømme som et hedt Pust rettet imod Solvers Hjerte.

        

131

XVI.

Fra Egenæs gik der aldrig Bud efter nogen Guds Mand. Sten Basse havde intet med Kutterne at skaffe. Og disse kom kun med væbnet Følge, naar de skulde stævne ham for Bispen.

Kun en enkelt Broder, der foruden Landsbykirken tilsaa Egenæs' gamle Kapel, gæstede af og til Herr Sten i fordringsløs Venskabelighed.

Ingen vidste, naar han kom vadende ad de smalleste Markstier, forvokset og skæv, med Hætten ridende paa Ryggens Pukkel, mager, saa det kunde kendes gennem Kutten, med et stort svampet Skæg og to smaa lavgraa Øjne, der holdt mere af at tale end Munden, og som talte med en langvarig Stirren, der mildt ransagede uden at blive ubehagelig.

Broder Jørgen stod stundom stille paa sin Vandring, brød et Aks af den modne Rug og gned dets Kerner ud i sin snavsede Haand. 132 Han befølte Kløver og Kvæg, kneb Faarene i Ulden, talte Unghøveder og Heste, gik om uden Noterbog og fyldte dog sine Øjne saa grundigt som nogen Inventarliste.

Paa Egenæs var man vant til hans Besøg og taalte dem uden at jage ham ud, thi han var saa stilfærdig og beskeden. Han gik ind i Stalde og Skur, i Udhuse og Lader, altid iagttagende, men aldrig ubehageligt. Han spurgte sig troskyldigt for, roste med smaa Nik de Kendsgerninger, hvormed hans Videlyst tilfredsstilledes, han aabnede hver Dør uden at banke paa, klappede hvert Dyr, velsignede hver Røgter og Gaasepige og var velset af alt Tyende, da han aldrig kom nogen for nær, men bestandig ydmygt skjulte sine Hænder i Kuttens lange Ærmer.

Herskabet gæstede han ogsaa, i Reglen ved Aftentide. Sindigt klappede han paa sine fladc Saaler op ad alle Trapper, aabnede Dørene uden Knagen og traadte ind til Sten og hans Datter som en fredelig Aftenskygge, som en afdæmpet Skumringsven, der kommer mere for at tie end for at tale.

Gro havde holdt op at træde sin Væv og saa langt ud af den aabnede, runde Rude, vidunderlig stille overfor den Myggesværm, der 133 steg udenfor højt op mod den messinggule Himmel. En enkelt Gang skar en Svale sig pilsnart gennem Sværmen, smuttede ind ad Ruden og svippede sine Vinger op under de mørke Loftsbjælker.

Da Broder Jørgens Finger tegnede sit lette Kors over hendes Pande, for hun sammen og greb efter sin Rosenkrans. Men Broder Jørgen var allerede traadt hen til Sten, der sad i sin egen Vinduesfordybning, hvor alle de runde Ruder var aabnede, i skarp Betragtning af de sorte Fugletræk, der steg og sank i stadig Rundsejlen over den modsatte Tagryg.

Sten blev ikke forbavset over at se den lydløse graa Kutte ved sin Side. Han henkastede blot et ligegyldigt:

»Broder Jørgen endnu en Gang!«

»Kapellet endnu en Gang!« svarede Munken. »Det ramler ned over sig selv. Gør noget ved det i Tide!«

»Det gamle Benhus har jeg ingen Brug for.«

»Giv det til Klosteret! Men giv Jordstumpen med!«

»De gamle Ben maa I gnave saa meget I lyster! Tag Stenene med og det hele Skrammel! Men Jorden lader I ligge, I Tyvepak!«

134

Dermed var det gamle Kævlsmaal endnu en Gang affærdiget.

Sten blev ved at brumme. Men Broder Jørgen svarede ikke. Saa skubbede Sten trevent sit Trækrus hen til Munken, og denne drak langsomt og smaskende. Saa gik han noget rundt i Stuen, der havde Vinduer til tre Sider, og saa ud af alle Ruder, maalte atter Gulvet paa kryds og tværs med sine slatne Saaleskridt og stod igen ved Stens Side.

»I har en Fange i Kælderen.«

»Hvorfra ved du det, lille Munk? Gaar mine liggende Gæster dig an?«

»I har en Fange i Kælderen,« gentog Broder Jørgen i en Tone, som sagde han noget ganske ligegyldigt. Han saa uhyre sikkert og mildt paa Sten. »Driv ikke den Leg for længe! Bispen ved det.«

»Hils ham og sig det er Løgn, Broder Jørgen.«

»Jeg skal hilse ham og sige, det er sandt.«

»Det er Løgn! Har du set ham, lille Munk.«

»Nej. Men jeg har intet imod at se Eders — Gæst.«

Sten Basse saa tirret paa ham, men Broder Jørgen vedblev kun sagtmodigt:

»Om det da er muligt at faa saadan mærkelig 135 Gæst at se. Tør I vise mig »Gæsten«, Herr Sten?«

Sten Basses Ansigt begyndte at svulme af Vrede. Men Munkens haanlige Spot fortjente et overlegent Svar. Sten havde allerede besluttet sig, da Gro traadte til, greb sin Fader i Armen og halvt hviskende bad: »Gør det, Fader.«

Han gav sin Svend en kort Befaling, og faa Øjeblikke efter var Sølver paa Vej fra Kælderen op til Hallen.

I Døren mødte han Gro og veg tilbage — saa stærk en Magt udgik der fra hendes levende Skikkelse. Efter Dages og Nætters Tankejagt mod Fantasibilleder, der vel havde Farve, men dog var stofløse som Luft, kom det Sølver for, nu da han gensaa Gro, at hendes Forms faste Fylde laa som et Tryk i Luften, en uforklarlig dragende Tynge, der lagde Baand og legemlig Vilje paa alle hans Sanser. Saa stor var hun, saa rundt hendes Bryst, saa hvælvet hendes Hals. Som Marmorsten stod hun paa Gulvet og aandede Elskovens stærke virkelige Duft over ham lige fra sin unge fornemme Fod til sit tunge glinsende Haar. Hun stod i Halvskumringen med de hvide Hænder og den hvide Hals og Pande selvlysende ud af 136 Dragtens kulsorte Fløjel. Der var en blendende vidunderlig Virkelighed over hende, som lokkede ham lig en stor duftpirrende Blomst. Hans Hoved droges ind mod Brystets hede bølgende Fasthed, og han følte en heftig Higen efter at presse sine Hænder mod dette levende Kød og Blod, som ingen Drøm kunde fremtrylle.

I dette Øjeblik skød Broder Jørgens Skikkelse sig frem paa Tærsklen:

»Junker Falk«, sagde han, »jeg ser I lider Overlast. Hvad er der imellem Jer og Herr Sten?«

Sølver blev rasende over at se den plumpe Kutte skyde sig frem for det skønne Billede og svarede barskt:

»Hvad der er mellem mig og Herr Sten, det bliver mellem Herr Sten og mig.«

»Forstaa mig dog som Ven! Hvor I har skæmmet Jer! Det Fangenskab har taget paa Jer!«

»Hvad taler I om Fangenskab og Skæmmelse? Ved I da ej, at jeg er Sten Basses frivillige Gæst?«

Broder Jørgen vendte sig tilbage mod Sten Basse. Hans Øjne funklede af en egen skadefro Forstaaelse, og idet han gjorde Korsets Tegn for hver af de Tilstedeværende, sagde han skarpt og langsomt:

137

»Pax vobiscum! Her er allerede den rette Fred. Nu ser jeg, Herre Sten, at I har en værdig og medgørlig Gæst. Og jeg beundret Eders strænge Hustugt. Den har I lært paa højere Steder. Mindes jeg ret, saa har T selv engang været »Gæst« paa samme Vis.«

Sten havde rejst sig i Harme over Munkens frække Hentydning til den Fængselsstraf, han selv engang havde lidt. Han snappede det tunge Krus fra Vindueskarmen og kylede det haardt efter Munken; men denne var allerede ude paa Trappen.

Sten havde i trodsigt Overmod ladet Sølver hente op. Men Sølvers hvasse Svar til Munken havde overrasket ham i høj Grad. Han beundrede dette unge haardføre Sind, der ikke fandt sig i at blive beklaget.

Sølver stod overfor Gro med Armene ud til Siden og aandede dybt og stærkt. Hans Øje indsugede det hvide Lys fra hendes Hænder og Ansigt.

»Kom hid, lille Junker!« sagde Sten Basse med en underlig lav Røst, saa hvert Ord kom klumpende frem. »Det glæder mig, at I betragter Jer selv som min frivillige Gæst. Hvor længe vil I være det endnu?«

»Indtil der er hel Hud paa Eders Saar«, 138 sagde Sølver og lagde rask sin Finger paa Stens Pande.

»Tag Jer vare, I ikke pløjer det Saar op igen,« sagde Sten, idet han traadte tilbage. »Tøv nu, lille Junker, og lad os tales til Rette.«

Sølver vendte sig med Afsky bort fra den fremstrakte Haand.

»Her er ikke Tid eller Sted,« sagde han stolt. »Som Fange blev jeg ført herop. Som Fange gaar jeg frivillig tilbage. Vil I gøre mig Afbigt, ved I, hvor mit Fængsel findes.«

Og Sølver gik rask ud af Hallen uden at vende sig mod Gro, steg ned i sin Kælder, gik ind i Mørket og trak Døren buldrende til efter sig.

Dette Fængsel var bleven ham kært, thi det var befolket af alle hans Kærligheds Suk. Og Mørket hyllede ham ind i sin Kappe som til en ny Riddervagt, og han skjalv ikke mere. Hans Sanser havde grebet det blendende varme Billede af den dejlige Gro og plantet det midt i hans Fængsel. Han saa det straale for sine Øjne i Maaneskinskorsets gnistrende Skær, han sporede den vidunderlig modne Duft af hendes Bryst og Fod og Haar, og det kom ham for, at hans Sanser i deres friske Indtryk havde bortført Jomfru Gro og taget hende lyslevende og 139 tung og fast med ned i Kælderens koglende Mulm.

Og Sølver knælede i sin Glug og kyssede det lille Kors og bad til sin Madonna og følte ligesom hendes faste levende Kys i de kølige Sten. Og han spejdede efter Stjerner mellem Buskenes Løv, og han længtes efter Nattens store Lys, at det skulde gaa frem og levendegøre hans Drømmesyner.

En Græshoppe sang sin Elskovsmelodi i smaa afbrudte Sølvlyde, der syntes at komme saa ganske nær fra og dog ligesom bragte Duft fra modne Marker og høje Grøfteplanter.

Sølver følte i sit Hjerte en svulmende Taknemlighed mod Natten og dens mægtige Herre. Han kendte saa lidt til Livet i dets Uendelighed af Former og forstod intet af, hvad han saa. Men han fornam Naturens sunde Søvn som en mild Fællesmagt, der omsluttede Hest og Fugl, Ko og Insekt, Blomst og Bær, Orm og Kryb, hvert lille Skud og hvert lille Dyr i et uhyre Moderskød, hvor alle var ens, alle lige smaa, men alle lige trygge. Og Sølver strakte sine Arme mod dette høje ubegribelige, han favnede det i sin Sjæls Fylde, og han følte Taknemlighed mod den Stjerne, der lyste gennem Løvet, mod Bladenes melodiske Raslen, 140 mod det fine Døgnflueliv, der spredte sine Yinger til Parringstimens søde Frihed, inden Døden kom eller Larvelivet igen begyndte, mod den sølvstøvede Natsværmer, der strejfede hans Kind, mod al den befrugtende Sæd, Natten var svanger med, mod Blodets stærke Banken i sine Arme, mod selve den Guddomslykke at føle sin egen Sjæl, at leve, at længes, at attraa Elskoven som Fuldkommengørelsens Lyst indtil Døden.

Og Sølver var stolt og stor trods sin Fangetilværelse. 0Hans stakkels forsømte Legeme rankede sig i en hidtil aldrig følt Kraft; hans stride uplejede Skæg tyktes ham med eet manddomsskønt og naturligt. Høstmaanedens brede Flod af modne Frugters Vellugt vældede ned i hans Kælder og rensede den ud. Og Sølver gik til sin Kilde og vædede sit Ansigt, sin Hals, sit Bryst og sine Arme med dens rene krystalduftende Vand, og han sprængte det i sit Haar som en tindrende Krone af Draaber, blanke som Rosenstene. Og han klædte sig nøgen og lod Sommernattens Luft afsvale og ligesom rense alle sine Lemmer, inden han lagde sig paa sit Leje.

Det lille Kors lagde han paa sit nøgne Bryst, og han blev ved at se Maaneskinnet ulme grønligt og blaaligt frem af hver Sten, og han 141 kyssede det og i Tanken tillige den Haand, der havde ladet det falde paa hans Fængselsgulv.

Saa lykkelig var Sølver, som han aldrig havde følt sig tilforn, og saa fri som ingensinde før. Ikke fordi Døren den Nat ikke var stænget, men fordi han endelig nu kendte sin Kærligheds frigjorte Kraft. Det var ikke længer Brynde, hvorunder Legemet krymper sig, ikke Luer i Blod og Nerver, men det var Lykken over at vide, at det Væsen virkelig var til, som han kunde elske, at den Helligdom var til, hvorfor han kunde knæle, — det var Troens vidunderlige Magt, som faar Stenene til at synge og Blomsterne til at tale.

142

XVII.

Ja, Sølver følte det, at han kunde faa Stenene til at synge: De Mure, i hvis dybeste Afgrund han selv hvilede, var kun høje opadstigende Hymner, der gled op forbi den Elskedes Le je for at mødes over hendes Leje — det var som en Kube af syngende Celler, der alle omgav een Dronnings kronede Hvile.

Det var Salighed at sove i det samme Hus, ja blot at sove paa den samme Jord som hun.

Og Sølver sov ind som Nattergalens Han, naar den i den lyse Nat har ladet alle sin Strubes Toner sprudle for sin Elskede og endelig føler Laagene sænke sig selv til det lille lette Blund, som en nyfødt Solstraale kan sprede ved sin lune Kildren paa Brystets Fjer.

Da han pludselig vaagnede, var der ingen ydre Grund dertil, og tilsyneladende heller ingen indre; thi hans Søvn havde været klar og salig uden Drøm og Tanker.

143

Men med eet løftedes Laagene for hans Øjne og hans Sjæl uden Tynge og uden Forbavselse. Han var vaagen, ædru og dog tillige sært behersket af noget udenfor ham selv, en ejendommelig ukendt Kraft, der lige saa godt kunde være mystisk som naturlig.

Det kom ham for, at Maaneskinnet havde løsnet sig fra Maanen, havde frigjort sig fra den lovbestemte Plet, hvor det skulde ligge paa Gulvet, og nu svævede omkring i Rummet som et levende Væsen.

Saa faktisk tyktes denne Indbildning ham, at han drejede Hovedet til Siden og slet ikke forfærdedes ved virkelig at se en Skikkelse staa midt i Mørket.

Men en hellig Gysen kom over Sølver, da han stirrende anspændte sine Øjne og efterhaanden i det maaneskinshvide Klædebons svage Bølger skelnede de faste kvindelige Linier af et Par Arme med korslagte Hænder under et halvnøgent Bryst, den glansløse Krusning af blødt Haar, et Strejf af Tænder i en aaben Mund, et Blink af hvidt Lys i Gros store stirrende Øjne.

Hellige Guds Moder — det var hende selv!

I et Nu sad Sølver over Ende, forfærdet over sin egen Bevægelse; thi han vovede næppe 144 at aandc, langt mindre at gaa hende i Møde — han følte sin Nøgenhed som en Brøde, ja selve sin vaagne Tilstand som en Forbrydelse.

Men Skikkelsen gled frem af Maaneskinnet, de korslagte Hænder skiltes foran Brystet, og Gro gik frem med udstrakte Arme, famlende og dog magnetisk sikkert som en Søvngængerske.

Ja, hun gik i Søvne — Sølver erkendte det paa Øjnenes stive Blik, der saa frem gennem Mulmet som gennem Mile. Han gled lydløst ned paa Gulvet foran hende, ræd for at blive set, dødelig angst for at skulle vække hende; thi han vidste hvor forfærdeligt det kunde være at vække en Søvngænger, og i sin opskræmte Fantasi hørte han allerede det Rædslens og Vanviddets Skrig, der vilde lyde fra Gros Mund, om hun vaagnede og saa sig selv i dette underjordisk skumle Dyb — dæmonisk ene overfor en nøgen Mand.

Det var, som alt indeni Sølver græd i afværgende Angst, at ikke Gro skulde vaagne. Han krympede sig bedende paa Gulvet, hele hans Sjæl var en hulkende Bøn om Naade, om lynsnar Frelse, nu da Gro uafvendelig skred frem imod ham.

Der lød en hviskende Lvd fra hendes aabne 145 Mund, hvis Læber et Øjeblik bøjede sig mod hinanden. Det var som hun stødte Aanden fra sig i det ene Ord: Sølver.

Men dette at ane sit Navn nævnet gjorde med eet Sølver stærk, det tvang ham op fra Gulvet, det tog Angsten fra hans Sjæl, det lod ham juble i alle Fuger. I næste Nu naaede hendes fremstrakte Arm hans egen Haand — han følte den kølige faste Hud under sine sitrende Fingerspidser, og hans Ansigt mødte det varme Aandepust fra hendes Mund: Sølver — Sølver —

Og greben af en mystisk Viljestyrke tvang han sig ind under samme hypnotiske Strøm som hun. Han tvang sig selv fra Fornuftens ædruelige brede Vej ind paa Søvngængerens extatiske knivsmalle Bane. Han holdt op at være vaagen, han søgte, han ledte, han stod overfor den, han havde famlet efter, han var selv dreven af en magisk Kraft, af et eneste vidunderligt Maal, der skulde naas. Og hele denne Forvandling foregik med ham, blot fordi han følte, det var det eneste Middel til Redning, for at hun ikke skulde vækkes til Bevidsthed og Vanvid.

Sølver — Sølver —

Ja —

Sølver — er du — er du — der —

Ja — jeg — er — her —

146

Ja — det er dig — det er dig — jeg føler dig —

Og du ser mig —

Ja — jeg ser dig —

Og du vil være hos mig —

Ja — jeg vil være — jeg vil være hos dig —

Sølver svarede hende i samme Hvisken, hvori hun selv aandede Ordene frem. Hans Hænder famlede over hendes og op over hendes nøgne Arme med en usigelig Forsigtighed, som var hendes Hud belagt med uendelig fine Guldblade og han var angst for, at de skulde klæbe ved hans Fingre. Men endelig lukkede sig hans Favn om hendes Hals, og han følte en underlig Knitren i sine Fingerspidser, da de rørte hendes tørre silkebløde Haar. Hans Mund kom nær til hendes og blandede sin varme Aande med det Pust, der ligesom koldt kom fra hendes Læber. Han drog nøjagtig Aande i samme Takt som hun — det var, som bøjede hans nøgne Hjerte sig mod hendes, saa de med eet berørtes — da brændte Blodet ud i hendes Kinder og straalede over i hans, skønt de ikke laa til hinanden. Og Blodet tændtes i hele hendes Hud, og Sølver skjalv et Øjeblik for, at denne Antændelse skulde være Begyndelsen til Opvaagnen.

Hans Hjerte lyttede i Angst. Men Blodet 147 blev ved at bølge i Gros Legeme — hun knugede ham tæt til sig, og gennem det bløde Klædebon følte han hendes Bryster svulme og knoppes, som skulde de bore sig ind i hans Kød.

Sølver — jeg elsker dig —

Gro — jeg elsker dig —

Da greb den vidunderlige Svimmel ham ganske, som skulde han i hendes Arme styrte ned fra et milehøjt Taarn. Han aandede hendes Ansigt over med ulegemlige Kys, som lukkede hendes Læber, som fugtede hendes Pande og derfra steg ned lig en læskende Vaarregn, hvorfor hendes Øjenlaag sænkede sig. Og først da hendes Øjne var lukkede, følte Sølver sig tryg — han forseglede dem med et virkeligt Kys og hviskede højere end før, nu da hendes Søvngængervandring havde naaet sit Maal i hans Favn og han var sikker paa, at hendes Elskovsdrøm var for fast til at brydes:

»Gro — jeg elsker dig — «

»Sølver — jeg elsker dig — «

»Hvor længe har du elsket mig, Gro?«

»Længer end jeg har kendt dig, Sølver.«

»Hvorfor sagde du det ikke, Gro?«

»Sølver, jeg siger det aldrig.«

Saa bar Sølver sin vidunderlige Byrde til 148 sit Leje. Først var den let som det Barn, den hellige Kristoforus bar; men for hvert Skridt han tog, steg Havet i hans eget Blod, og Byrden blev til en tungtaandende Kvinde, mere og mere virkelig, mere og mere knugende. Og dog tog han om hende, som man tager om en fuldmoden Valmue for at skærme den mod Vinden, at den ikke skal afblades. Men da han lagde hende paa Lejet, og hans Hænder nænsomt gled ned over hendes hele Skikkelse, var det med samme Følelse som den, hvormed man slanger sine Fingre gennem sitrende blaa Luer. Ja, som en Lue laa hun her paa hans Leje, en slumrende Luc, der sitrede mod hans Ansigt, mod hans Hjerte, mod hans Manddom. Alle de forvirrede Tanker, der mylrede frem af hans Hjerne, blussede bort som gnistrende Fnug over denne Lue: Han erindrede ikke de tusind tilbedende Bønner, han havde sendt mod dette Jomfruelighedens Alter, ikke sit Fængselslivs fastende Askese, der var bleven ham hellig, han mindedes ikke Tid eller Sted, ikke sine egne Løfter, han følte kun sit Væsens hvirvlende Brand, følte, at her var Elskovens blaa Luer hede under hans Hænder, slikkende og gribende om hans Hjerte, der gled bort i sød svindende Fortabelse. Hele hans Tilværelse laa i sort Nat,

        

149 kun glimtvis belyst af Elskovens flammende Instinkt: Det var som Murene pustedes bort og han et Nu saa Stjernerne mylre frem som stirrende Øjne — saa koglede Mulmet paa ny — derpaa saa han sin Falk dale i svimlende Flugt med sit Bytte under sig — som var han selv denne Falk, der med eet flød i Vandet og hørte Bølgerne klukke mod sit Bryst — saa laa han igen paa det faste Flisegulv med Armen slynget om den unge sovende Kvinde — hun sov virkelig, og hun holdt sine Arme saa stærkt om hans Hals som den Druknende, der ikke vil slippe Taget i sin Redningsmand.

Og Sølver indaandede hendes unge nøgne Duft og fæstede sin Mund paa hendes, og alt Blodet skød frem i det samme — hvert Korn vilde kysse, hver Blodsdraabe blev en begærende Mund, der vilde mødes med hendes Blods tusinde Munde. Og sanseløs — vældig — greben af Naturens guddommeligste Kraft — uden Frygt for at hun skulde vaagne — uden Herredømme over sig selv og dog stolt som en Verdenshersker — dreves han som en Solstraale mod sit Maal, naar den tvinger Blomsten aaben og begraver sig i dens duftende Indre.

Sølver forenedes med Gro.

Og under deres vidunderlige Forening blev 150 de sitrende blaa Luer mindre og mindre, blafrede en enkelt Gang, før de helt døde hen. Kun Hjertet hamrede højt for at vidne om det voldsomme Højtryk, Livet havde taget. Men efter- haanden var det, som om alle Blodets Bække rislede tilbage fra deres Stormgang og paany sugedes op og fyldte Hjertet, saa det blev stort og stille.

Gro slumrede videre — rolig som Havet, der har lukket sig over sit Offer og ladet en funklende Diamant synke til Bunds i sit Løn- domsdyb. Men Sølver følte sine Sanser vaagne paany: Verden genskabtes omkring ham — Stykke for Stykke — Stilheden blev til og med den hørte han de huggende Dump af Uhrets Lodder, som var de flyttede ind i selve Rummet til ham. Han saa Maanen i Færd med at liste ud af Gluggen — han hørte en Flagermus hvine udenfor. Og uden at kunne skelne noget bestemt, var det alligevel, som saa han Hvælvingen lukke sig over Rummet fast og snævert, med hver Sten hvilende paalideligt paa Plads.

Hvad nu? Skulde han lade Gro sove, til Dagen vækkede hende og hun saa sig i hans Arme? Sølver kyssede smilende hendes Pande og følte et Øjeblik sin egen Triumf ved at tænke sig dette Gensyn. Men straks efter blev han 151 god og øm og bøjede sig over sin Elskede i den dybeste Bekymring. Hun maatte ikke vaagne i Forfærdelse, ikke græde igen som hin første Morgen, hun var hos ham. Hendes gyldne Kærlighedsdrøm skulde ikke afsluttes af nogen brutal Opvaagnen i Fængselsluft. De fineste Strænge havde sitret i hendes Sjæl og ved Nat sunget sig frem til ham, ham, hun elskede ubevidst med alle sit Hjertes usporligste Anelser. Denne Elskov maatte ikke brat afbrydes og visne som den Plante, hvis Hjerteskud rives itu. Hun skulde tilbage til sit Jomfruleje og leve videre i sin Drøm, til Blomsten en Dag skød frem af Svøbet. Og sikkert maatte det ske snart, at hun følte Kærlighedens Sol varme ogsaa sine vaagne Tanker og saa den straale frem paa sin Bevidstheds Himmel.

Og Sølver rejste sig fra sin vidunderlige Søvn, og han bøjede sig beskyttende over Gro og svøbte det lange bløde Klædebon ned om hendes kølige nøgne Fødder.

Da han stod paa Gulvet, mærkede han ret, hvor stærkt og tungt Lodderne gik lige ved Siden af ham. Han famlede efter Lyden og fandt, at Panelet ved Lejets Fodende var aabnet, idet en Fylding var drejet tilbage fra Rammen. Ad denne Vej maatte Gro være kommen.

152

Og ad den Vej bar Sølver hende tilbage. Ledet af et klarsynet Instinkt, som om han kendte alle Gange og Afsatser fra sine natlige Tankebesøg, gik han uden at betænke sig ind i det hemmelige Rum bag Panelet, fandt Opgangen til Hovedtrappen, steg bestandig opad, drejede igennem Korridorer, gik under det tunge Tæppeforhæng, aabnede den sidste Dør og mærkede først, han havde baaret en Byrde, da han slap den.

Og den ømmeste Glæde betog Sølver, da han saa hende hvile paa hendes egen Seng — uskadt — stedse sovende sundt og trygt — men stemplet af hans Elskov som en Rosenobel, der paa den modsatte Side af sin store stiliserede Rose har faaet præget Billedet af sin Konge.

Maanen kastede sine flimrende Sølvstjerner rundt omkring i det lille Rum. Med sød Undren betragtede Sølver Bedeskamlen og den brune Rosenkrans — uden Kors.

Og da han gik tilbage til sit Fængsel, følte han sig som Gaardens Herre. Og dybt ned i sit Kælderrum fornam han som en Syngen i alle Sten et Ekko af Gros sunde besvangrede Søvn.

153

XVIII.

Sølver sov stærkt og længe til højt op paa den lyse Dag.

Kort efter at han havde forladt sit Leje, traadte Sten Basse ind ad den smalle Dør, som han lod staa efter sig.

»Junker Falk,« sagde han, »nu er denne Dør aaben, og I kan gaa, naar I lyster?«

»Hvad skylder jeg denne Naade?« spurgte Sølver spottende og traadte tæt hen til sin Fjende. — »Er Øjet maaske lægt allerede?«

»Ja,« svarede Sten og skubbede Baretten op, saa det syge Øje kom frem, klart som det andet, men endnu meget rødt. »Jer forstandige Tale i Aftes var en god Øjensalve.«

»Og hvad Vederlag byder I mig for det lange Fangenskab?«

»Vederlag?« spurgte Sten med et skærende Smil. »Vederlag? Giver I Utak, fordi jeg har lukket den Gravdør op?«

154

»Saaledes lukker I den ikke op. Gaar I, skal jeg lukke den efter Jer.«

»Det faar vi at se«, sagde Sten og steg op ad Trappen. »Halløj!« skreg han. »Tag den Dør af Hængslerne og bær den bort!«

»Saa!« vedblev han og vendte sig mod Sølver. »Nu er Buret aabent, og I er en fri Fugl. I er galen, om I bliver.«

Dermed gik han sin Vej.

Men den lumre Middagsluft smældede ind ad det store Dørgab i Gennemtræk mod Gluggen. Det var, som om Høstvinden, Løvet, de sejlende Skyer lagde Vejen gennem hans Fængsel og kaldte: Vil du med!

Denne friske Luftning var ikke til at modstaa; den skyllede al Trods og Hævnlyst bort. Det varede ikke længe, før han fulgte Kaldet. Han steg op ad Kældertrappen og traadte ind i den lange Stengang — den raa Luft gik ham i Møde og ønskede ham Velkommen. Før han vidste af det, stod han barhovedet ude i Gaardens Solskin, givet tilbage til Luften og Lyset.

Hvor aandede han op i dette Solbad, der rislede ned over hans Haar, hans Hals, dybt ind under de mørkefyldte Klæder. Murenes røde Sten skar ham i Øjnene, han løftede sit blendede Blik og saa højt op i en blaa Himmel, 155 hvor smaa hvide Fjerskyer drev milehøjt over hans Hoved.

Og det var som denne Himmel steg ned til ham og løftede ham op, tog ham under Armene og drog ham højere for hvert Aandedrag.

»Naa, Vej fandt I ud endda — velmødt! velmødt, lille Junker!« lød Sten Basses Stemme tæt imod ham, og han saa sin Fjende iført en skiddenrød Vams med alenlang Hundepisk i Haanden. »Vil I hjem, kan vi slaa Følge.«

Sølver vendte sig bort. Synet af Mennesker æklede ham og allermest af Sten. Han vilde hverken tænke eller tale, ikke mindes om sit Hjem eller hvad der var foregaaet, men kun beruse sig i Luft og Sol og Himmel, han vilde ud og lade sit Blik svimle over brede bølgende Marker, over grænseløse Vidder.

Han vidste ikke, hvordan han fandt Udgangen, men han hørte Broen gungre under sine Fødder og saa Gravens bløde blinkende Vand gennem Plankerne. Men Sten fulgte tæt efter ham med sine Hunde, og imod ham kom Gaardfogeden gaaende, en firskaaren Kæmpe, klædt i sort krøllet Hundeuld, sortsmudset af Lød med en bred skægfri Overlæbe under en trekantet benskarp Næse og med en dyb Dalfure mellem de hvasse rødsprængte Øjne.

156

Sølver saa ud over det bakkede Land, hvis høstede Marker bar Kornet i smaa runde Tuer. Saa vidt, næsten endeløst laa det for hans Blik, at det tyktes ham, at Træer og Krat ilede bort over Bakkerne, sprang fra Jordbølge til Jordbølge over glimtende Mosevand, mens staalblanke Hjulspor løb bort til Verdens Ende. Og der kom Søen frem, kruset og stærkt dunkelblaa, og derude laa Æbelø som en mørkegrøn Løvkuppel, skudt op af den friske Sø.

Sølver valgte Vejen langs Søen for at styre mod sin egen Gaard. Sten Basse holdt sig stædig paa Siden af ham og slog af og til høje Knald med sin lange Hundepisk. Bagefter kom den tunge Gaardfoged humpende.

»Hvem har skøttet mit Gods og min Jord, mens I holdt mig fangen?« spurgte Sølver brat og vendte sig mod Sten for at faa ham til at standse.

»Det har jeg,« svarede Sten ligegyldigt og gik bestandig videre. »Jere Folk er rendt fra Gaarde. Saa tak I mig, at jeg tog mig af Driften.«

Sølver æggedes af Hundepiskens Smæld. Han fik en ubændig Lyst til at rive ham den af Haanden og slaa ham til Jorden. Men i det samme strøg Gaardfogedens svære Legeme tæt 157 forbi ham: Sten havde sørget for god Bevogtning. Og tillige, da han rettede Øjet mod den frie straalende Himmel, faldt det sollyse Minde om sidste Nats uendelige Lykke ned i hans Sjæl, saa han smilede, og al Hævn tyktes ham taabelig.

De gik længe stiltiende videre. Sølver aandede som en nyfødt. Han frydede sig over at finde sit Syn skarpt som før. Markernes faa og fjerne Lyde naaede hans Øren som indsvøbt i tykke Lag Luft. Langt borte saa han en Tøjrekølle falde, men hørte først Rammet længe efter.

Vejen førte forbi det lille Kapel med den forfaldne Kirkegaard. Plumpe Trækors, samlede af et Par Lægtestumper, var al den Pynt, der saas paa de indsunkne Grave, hvor Mosset bredte sig og Ugræsset stod stridt eller alt var skjult af det høje filtrede Traadløv af »Jomfruen i det Grønne.«

En sødlig vammel Lugt af solhedet Ambra bredte sig derfra. Uden Hegn, uden Træer laa Gravene der som en Klump vanføre Tiggere udenfor Kapellets Tærskel. Et enkelt af de skæve plumpe Kors bar et daarligt indskaaret Bogstav eller et simpelt Bomærke af krydsede Streger.

158

Sølver vilde bøje udenom den sørgelige Plet; men Sten blev det var, smilte spottende og tog ham under Armen. Uden Forklaring drejede han midt ind paa den hullede og sammenskredne Kirkegaard. Hundene løb snusende foran.

»Hvor er Mandhaftigheden bleven af, lille Junker?« spurgte han i sin haarde hæse Tone. »I bliver bleg om Næsen. Kan I mærke Ligstanken? Ja, her sætter de dem ned, saa Mulden knap dækker de raadne Vomme. Men et Kors skal de alle have, et Kors, at de kan staa op igen, helst et Kors med Bogstaver og Navn, at Herren kan kende sine. De fineste forlanger Blykister, men Jorden æder dog dem selv, længe før Rusten æder Lovtalen af deres Kistelaag. — Bjørn, hvad roder du efter? Væk derfra! Det er ingen Rævegang. Hold dig til de Levende og vær ingen Aadselhund!

Tjen mig i at se paa dette. Kapel, lille Junker. Om nu I var død i Eders Hul og puttet ned her, tror I vel, nogen havde savnet Jer? Den tynde Vædske, som I er stolt af flyder i Eders Aarer, hvad duer den til andet end til at gøde Marker? Ja, endnu stolprer I afsted paa Jere levende Knogler, men Jorden er sulten. Et Par Dage før eller senere aabner den sin Rakkermund for at gnave Jere Ben.

159

Mands Liv er ingenting, og Mands Død end mindre. Lad dem slænge deres Rester. ned i den fælles Kule eller hver i sit Hul som her. Men aldrig faar de mig til at forgylde gamle Skrin op eller bygge Højalter over raadne Ben. Igaar kom en sølle Klerk — ham, der snuste efter Jer, lille Junker — og klagede over, at Kapellet ramler sammen. Men jeg har ikke bygt det og jeg gør intet derved. Nu skal vi se!«

Mænd og Hunde stod foran Porten til Kapellet. Sølver var fulgt med uden Modstand, træt af den friske Luft, fortumlet af Solen, lammet af den stærke skrigende Magt i Stens Tale.

Sten sparkede de trøskede Portfløje op og gik ind. Han kastede et flygtigt Blik paa de grelt bemalede Gjordbuer, paa det skummeltgrønne Lys over det graa Stenkors paa Alteret og vendte sig strax til Siden mod den aabne Begravelse, hvorfra der udstrømmede en klam Skimmelstank af mange raadnende Ting. Bag det plumpe Jærngitter saas det gamle træskaarne Relief styrtet ned i det ene Hængsel.; dets Golgathafigurer var næsten ukendelige af Støv og Spindel. Ruderne i det eneste lille Buevindue højt oppe var faldne ind, og Regnen havde kastet sine Svamp- og Rustpletter rundt 160 omkring paa de opstablede Kister derinde. Sten ruskede det rustrindende Jærngitter op og sparkede til den uformelige Dynge af Skrin i alle Størrelser og Stofter — af Jærn og Bly og klædebetrukket Træ.

»Hej!« raabte han og fløjtede i det samme, saa Hundene sprang op ad ham og Gaardfogeden fulgte efter. »Hej! Kom her, Foged! Lad os rydde op! Jeg vil ikke længer taale Formaninger for denne Benkules Skyld. Lad dem faa Fred engang i Jorden! Kom hid, Foged, og tag fat! Vi tømmer det hele Pakhus — vi tømmer det i den store Kule derude. De trænger til at luftes ud — og soles — hvad skal den Masse Jærnskrammel til! Gavn skal det gøre, saa længe det er Jærn og Træ — ikke ædes væk af gamle Lig! Det meste kan vi bruge endnu — til Hakkelsekister, om ikke til andet! Tag fat! — Se her!«

Dermed begyndte Sten at vælte Kisterne ud. Og den kæmpemæssige Foged tog imod dem uden at fortrække en Mine, og uden at slappe den dybe Fure mellem sine stærke Øjne løftede han dem op, bar dem ud til Kulen, brød Laaget op med en Spade, væltede dem om og lod Skeletterne rasle ned i den dybe Grav.

161

Arbejdet ildnede højligt Sten. Han lo og skæmtede paa sin egen grove Maade, smed smaa Børneskrin op, flere ad Gangen: »Dødfødte Unger og Fostre og Æg — en Helvedes Yngel af alskens fornemme Spirer og Poder — væk dermed!«

Længe baksede de med en stor jærnbeslagen Kiste. Den var saa tung, at de ikke kunde løfte den. — » Tag Indmaden ud! Det hjælper! « skreg Sten. Fogeden klappede op og greb ned. Længe laa han bøjet over Kistens Indre, saa rejste han sig vaklende, bevægede længe Læberne paa en underlig krampagtig Maade og sagde med sin slæbende tørre Røst:

»Han har Harnisk paa — og griner saa grimme.«

»Hvad? — Er Fogeden ogsaa en Kryster?« skreg Sten og sprang til. »Har han aldrig taget paa Jærn før?«

Han skubbede Fogeden til Side, bukkede sig ned og greb om Liget. Jærnhylsteret holdt sammen paa Skelettets Knogler — Sten greb med den ene Haand om det hjelmklædte Kranie, at det ikke skulde falde fra.

Saaledes slæbte han den Døde ud af Kapellet og hen til Kulen — han svingede et Par 162 Gange Liget frem og tilbage i sine Arme for at kaste det langt ud —

Hvorfra kom denne Erindring som et Lyn i hans Sjæl? Sten mindedes i et eneste Glimt hint Øjeblik, da han svingede sin sidste Søn i sine Arme over den vaadeskudte Broders Grav. Det Lig, han nu holdt i sin Favn, var tungt af Jærn, men ellers kummerlig let som et lille Barn.

Genkendte Sten i Solblinket noget Mærke paa den Dødes Harnisk, eller kom Vishedens Rædsel over ham uden ydre Grund — han følte det ikke selv — han vidste kun i samme Nu, at han holdt sin sidste Søn i sine Arme — Kraften lammedes i hans Tag — han og Liget skiftede Rolle — og nu var det endelig Dødens Knokkelarme, der greb ham og klemte et hvinende Skrig af hans Bryst, mens han styrtede med Liget ned i Kulen.

Sølver og Gaardfogeden sprang til og trak den bevidstløse Mand op af Graven.

Kort efter var de med en Baare paa Vej tilbage til Egenæs.

163

XIX.

Da Sten Basse blev baaret ind i sin egen Gaard, var det, som Døden endelig hoverende trængte sig ind, hvor den saa længe havde været banlyst. Karlene veg tilbage for Baaren, som bar den selve Pesten. En Sværm af store Fluer fulgte med og stimedes om at sætte sig i Mund og Øjenkroge. Sølver skræmmede dem bort, men altid kom de igen, og han vovede ikke at lægge noget Klæde over det gustne Ansigt; thi vel kunde han intet Aandedrag spore, men Huden blev ved at være klam og varm, og Sten var ikke død.

Sten Basse havde favnet Døden, den Død, han saa længe havde fornægtet og trodset. I pansrede Knogler havde den grebet ham med sine forfærdelige Arme og knuget ham i Knæ. Hans eget Afkom var steget frem af Kisten for at isne Visheden ind i hans Sjæl, at Døden var til og forlængst havde besejret det stærkeste, det dyreste af hans eget Kød og Blod.

164

Stille holdt de foran den høje Gaardtrappe. Ingen tænkte paa at gaa videre og bringe Datteren Budet.

Sølver knælede ved Baaren og badede den Bevidstløses Mund og Pande med friskt Vand fra Brønden. Blodet var trængt ud af det daarligt lægte Øje og sivede størknet ned ad Kinden. Sølver viskede det bort og saa i det samme, at der for et Glimt af Liv gennem alle Pandens og Mundens Furer — de graablaa Læber skiltes og snappede efter Luft.

Døren blev revet op, og Gro stod paa Tærsklen i sort Fløjel, der blaanede som Røg i den stærke Sol. Det gyldne Haar gnistrede i Strømme om det hvide Ansigt.

Da Sølver rejste Hovedet og mødte hendes Blik, blev hun flunkende purpurrød; saa voldsomt skød Blodet frem i den hvide Hud, at selv hendes Hænder blussede i det Øjeblik, hun førte dem op foran sit Bryst.

Hendes Øjne flammede mod Sølver, og han forstod deres vilde ordløse Anklage: Dræbt — dræbt min Fader! Men han rejste sig sikker, næsten smilende og bøjede sit Hoved rystende til et Nej.

Han saa Gro hulkende strakt hen over Baaren — som et sort Sorgskrud over den 165 Dødsmærkede, hvis tynde graasprængte Haar saa ud, som det af sig selv skulde falde fra Issen.

»Gro,« hviskede han og bøjede sig ned til hendes Øre. »Eders Fader er ramt, men ikke af mig. Ihvor det end gaar, saa ved I jo nu, at vi to hører hinanden til. «

Gro drejede langsomt Hovedet op imod ham og stirrede paa ham med store graadsvulne Øjne. Dette Blik var saa fremmedt og uforstaaende, at Sølver begreb, at hun ikke blot benægtede, men end ikke erindrede.

Sølver vendte sig og gik, medens de bar den Døende op.

Han vilde bort fra dette Sted, hvor han for Øjeblikket intet kunde udrette, han vilde hjem og se til sit eget.

Nu da han denne Gang valgte en anden Vej og gik gennem Skoven, følte han en underlig kvælende Angst for saaledes at vende hjem til sin tomme Gaard som et Genfærd, der ingen finder at besøge. Skoven selv tyktes ham trang og trykkende — Træernes Løv var ældet og mørkt — nye højstilkede Blomster var skudt op af Jorden, siden han sidst traadte paa denne Bund — selv Fuglene var ligesom en ny Generation, der flygtede for ham.

166

Han fjærnede sig da fra Skoven og søgte langt ud paa de aabne Marker. Lig visne Tæpper og Maatter laa de ned over de lange bølgende Bakker. Græsset var svedet af Solen. Tislerne strittede op af den magre golde Jord, Vinden tog ham i Ryggen og drev ham frem, Kæruldens fine hvide Fnugfugle fløj ham forbi og vinkede ham efter, ligesom Lærkernes Trilren højt i den skyløse Himmel, den samme Sang, der ogsaa var naaet til ham i hans Fangenskab.

Sølver blev ved at gaa, milelangt over Tuer og Tørv, over Mark og Mose, over Eng og Uføre. Solen sved hans tunge vildtvoksne Haar og brændte hans Nakke, men han ænsede det ikke, han kastede Stykke for Stykke af sine Klæder og gik tilsidst halvt paaklædt frem med Sol over hele sin Hud, med Lærketrilren over sit Hoved og med et kogende Brus i sit Øre og sin Sjæl. Tilsidst klatrede han op ad en lyngklædt Høj og stod, da han naaede dens Top og skuede vidt over Lyng og Porse og Marehalmsklitter, foran selve Havets skummende Majestæt.

Da jublede Sølver endelig af Befrielse. Han sprang ned gennem det tunge Sandælte — de lysegrønne Riskviste lokkede ved hans 167 Fod — han styrtede sig ned, og hans Haand strøg de mylrende Bær af Kvistene, og som en Slurk Vin læskede de store blanksorte Kragebær hans Gane.

Og Sølver rejste sig og gik imod Havet, der ligesom dansede ham i Møde i løssluppen Kaadhed. Tøjet faldt af hans Lemmer, medens han løb, og han sprang mod den saltfriske Brænding som i et Par aabne Arme — hans Mund kyssede de store sydende Skumblomster, og et Øjeblik efter flød han paa Havets stærke Ryg som en Gud paa en Delfin.

T Havet genvandt han sin Ungdom og sin Frihed, sit straalende Haab og sin Kærligheds jublende Vished: Gro elskede ham! Men endnu var hendes Kærlighedstanke ikke stegen fra Sjælens dybe Bund lig en Perle mod Lyset; endnu groede hendes Elskovs vidunderlige Blomst i Drømmens gyldne Skær.

Det var Solnedgang, da Sølver efter Miles Vandring stod foran sin Gaard — stille og beklemt som den, der længe har været borte og venter at finde Skæbnens pinlige Omskiftelser indenfor sine Enemærker.

Der var intet Kvæg paa hans Marker og intet Korn — alt var mejet og bart. Han gik til sine Længer og tittede ind: Ingen Køer. 168 ingen Svin, ingen Heste, ingen kurrende Duer, da han kastede en Sten ind ad deres Huller, ingen opskræmte Høns i Tørvehuset. Men Korn var der i alle Lader og duftende Hø paa hvert Stænge.

Broen var nede og drønede tungt under hans Fjed i den dybe Aftenstilhed. Der kom ingen frem for at modtage ham. Gaarden var tom — Forstuen nøgen med afkalkede Vægge — alle Vaaben var borte — kun et gammelt bulet Bygelhorn hang urørt paa sit Søm. Sølver tog det — der fløj en tung lodden Sommerfugl ud af Tragten, da han blæste — Tonerne vred sig snadrende ud deraf, klaskede mod alle Vægge og Mure, men efter det øde Ekko opstod der ikke en levende Lyd.

Og Sølver gik søgende rundt i de mange Rum — kun det nagelfaste var tilbage — alt rørligt Gods var bortført, om af Sten Basse eller de rømte Karle, vidste han ikke. Kun hans eget Sovekammer var urørt. Møllene fløj tykt mellem Sengens gule falmede Gardiner.

Fra Taarnets Tinde saa Sølver ud over sin øde Gaard. Vejrhanen stod stille, som havde den ophørt at dreje sig i sin upaaagtede Ensomhed.

Da han gik ned ad den smalle Taarntrappe, 169 hørte han sagte listende Trin foran sig som af en, der hurtigt søgte at smutte ned. Da Sølver raabte an, kom der intet Svar, men Fjeddene standsede. Sølver steg længere ned; da han drejede om en Afsats, saa han en Graakappe komme gaaende op imod sig med lange vadende Trin.

» Velkommen tilbage, Junker! — Herren til det herreløse Gods! « sagde Broder Jørgens blide Stemme.

»Hvad gør I her?« spurgte Sølver skarpt.

»Intet, Junker! Hvad er vel her at gøre? Jeg søgte om en levende Sjæl at tale med om Jer. Men her er mindre Liv end paa en Kirkegaard. «

Sølver følte Mistanke til Munken. Han slap ham ikke af Syne, men fulgte ham ud paa Broen.

»Hvad Vej skal I nu?« spurgte han.

»Til den Led!« svarede Broder Jørgen med et besværligt Nik.

»Har I ingen Hænder at pege med?« spurgte Sølver. »Vis mig Eders Haand!«

»Hvorfor, Junker?« sagde Munken og saa stift smilende paa Sølver.

» Hvad har I indenfor Kutten?«

170

»Sjældne og dyre Sager, Junker. Kostbare Klenodier.«

Sølver rynkede sine Bryn, men Broder Jørgen fortsatte:

»Har I aldrig set de hellige Sakramenter før?«

»Hvor skal I hen med Sakramenterne?«

»Ikke til Jer endnu, Junker. Men Eders Vært dernede paa Egenæs har maaske Brug for dem.«

»Tror 1?«

»Ak nej 1 — Det er maaske for silde.«

Broder Jørgen luskede af, uden at Sølver nærmere forlangte at efterse hans Kutteærmer. Han blev paa sin Gaard, til det næsten var mørkt. Han havde klædt sig om og søgt efter noget spiseligt, men kun fundet skimlet Brød og stenhaard Ost. Han følte sig forladt som selve Gaarden, glemt af alle, uden engang et umælende Dyr at underholde sig med. Alle hans Tanker stundede tilbage til Egenæs — det var der han hørte hjemme, som var hans eneste Slægt i Verden der. Og han længtes efter Gro som efter sin Brud, skønt han kun var hendes Drøms Brudgom, der ikkun turde kysse hende, naar hendes Øjne var lukte. Om Dagen var han hendes Fjende lig Eventyrets 171 Bjørn, der kun ved Nat omskabes til en ung og skøn Mand.

Sølver stængede Porten efter sig og gik. Han undredes paa, at ingen Ravne eller Alliker kresede om Taarnet som før. Hen over Himlen gled en Stork med Ben og Vinger strakte i vandret Plan som et sort skarpt Tegn mod den mathvide Luft — den styrede ogsaa mod Egenæs som alt levende fra Sølvers Gaard.

Sølver gik igennem den mørke Aften over de tunge skyggesvøbte Marker. Et enkelt Vandskaar blinkede midt i den sorte Tørvejord som et skinnende hvidt Spejl. Saa rolig og klar var Sølvers egen Sjæl.

Da han kom til Egenæs, var Broen nede endnu, skønt det var den silde Aften. Det betød en pludselig Slappelse af den strænge Hustugt. Ingen traadte ham i Møde, ingen syntes at bemærke hans Komme. Det var som Døden rugede over al den Gaard. Kun et enkelt Lysskær piblede ud fra det øverste Stokværk, ikke som Lys, der skal beherske Mørket, men som et svagt forkuet Glimt af endnu vaagende Liv.

Sølver famlede sig op ad de mange Stentrapper, bestandig uden at møde nogen. En harpixdryppende Fyrrepind oste paa en Afsats og 172 kastede hans egen sorte Slagskygge som en Kæmpesilhuet frem over Gangens hvide Loft. Han gik gennem Døre, der klagede højt, over Flisegulve, der skreg under hans Fodtrin, og stod endelig i et højt Kammer, fra hvis Hvalv der hang en rusten Lampering med tre tynde Lys, hvis osende lange Tander krummede sig til alle Sider som glødende Orme.

Mulmet havde samlet sig dybt inde i det tunge klodsede Sengeskab, der stod i det fjerneste Hjørne. Det røde Spærlagen var slaaet til Side og rislede som en Rlodstrøm ned over en sort Fløjelsskygge, der knælede med Hovedet skjult inde i Sengen.

Sølver traadte til saa sagte han formaaede. Han bøjede sig ned over hendes gyldne varme Silkehaar, hans Haand gled op over det unge dejlige Hoved og vilde drage Gardinet helt til Side, at han kunde se den Syge. Da kom den i Berøring med noget iskoldt eller luehedt, noget, der sugede Blodet fra hans Haand, saa den stivnede. Han bøjede sig frem og saa Sten Basses voksgule Hoved, allerede skrumpet ind og formindsket i Døden.

Og grebet af Dødens knugende Andagt bøjede han Knæ — løftede Ligets ene frie Haand, der var tung som Metal, kyssede 173 den og lagde derpaa begge Hænder for sine Øjne.

Længe laa han saaledes, smittet af Gros dumpe Sorg. Den Mand, der havde haanet og skadet ham saa blodigt, og hvem han selv havde hadet som sin Dødsfjende, laa nu der som en livløs Ham, for hvis henfarne Sjæl han trods alt følte Medynk. Og Gro laa ved hans Side, isnet af Døden, uden Tanke, uden Graad, næsten uden Liv, og dog med Kærlighedens usynlige Frø saaet i sit Skød.

Han vaagnede ved at føle sig betragtet og drejede sit Hoved til Siden. Gros Øjne var fæstede paa ham som paa en Fremmed, stive af Forundring, tindrende af en mystisk Glans. Hvorfor laa denne Fremmede ved hendes Side, den Mand, hendes døde Fader havde pint og forhaanet? Og dog var hans Øjne duggede af Medlidenhedens Taarer, og hun følte, at denne Mand kun længtes efter at tage hendes Haand og klappe hendes Kind.

Sølver saa paa hende med sin inderste Sjæl. Han knugede i sine Hænder det lille Maaneskinskors, han bøjede sig og kyssede det, og et Glimt af dets blanke Sten strejfede Gros Øjne, og hun strakte Armene ud og tog Korset fra ham, og hun stirrede ind i det som i kendte 174 Øjne, hun vidste ikke, hvordan det var kommen i hans Hænder, men ogsaa hun bøjede sig og kyssede det, og hendes Sjæl hældede sig imod hans som mod en fjern, fjern Sjæl, hun engang havde kendt, men næppe kunde huske.

Og de knælede begge ved hinandens Side, hver med en af den Dødes Ishænder i sine.

175

XX.

Sten Basse blev jordet i selve det Gravkapel, han havde vanhelliget. Det blev restavreret og alle Kisterne sat tilbage i bødet Stand. Saaledes sonede han efter Døden sin Brøde. Men ingen var modig ved at se ind i det skumle Rum, og Folkeovertroen foregøglede sig uhyggelige Spøgelse-Optrin, hvor alle de forurettede Genfærd tog Hævn over den formastelige Gravrøver, der nu hvilede i deres egen Midte.

Sølver gik ud og ind paa Egenæs, som var han Arving og Herre til Gaarden. Det forlød ogsaa blandt Folkene og Hovbønderne, at han var trolovet med Jomfru Gro.

Dog var der intet Ord skiftet mellem dem om dette. Sølver stod hende bi i stort og smaat, og hun lod sig trygt lede af hans Styrke og Kløgt. Fra den Nat, han havde knælet hos hende ved Faderens afsjælede Legeme, var hun knyttet til ham ved et navnløst Baand af Taknemlighed, 176 af Fællesfølelse, af en indre Anelse om at deres Skæbner skulde følges. Men ingen Elskovsbevidsthed farvede hendes Sind.

Hun længtes mod hans stærke Haandtryk, fordi det rankede hendes Vilje til Modstand mod den haabløse Sorg. Hun kunde tænke sig at hvile ved hans buede brede Bryst, men kun fordi hun der maatte kunne sove ind i tryg Glemsel. Og naar hun i et flygtigt Strejf lod sine Øjne dvæle i hans, var det vel med den ømme Glans, som Følelsen af en andens Godhed, navnlig naar den synes uforskyldt og uegennyttig, kaster i Sindet, —.men aldrig med nogen forelsket Hengivelse. Kun var hun glad over at vide sig betragtet af disse rolige faste klare Øjne, hvorfra Bryndens røde Spøgelse, der hin Dag havde skræmt hende paa Æbelø, forlængst var manet bort. Hun troede i Sølver at have faaet skænket en Ven over Liv og Død, en Ven, der ikke kunde begære eller begæres, en Broder, som var uendelig mere betryggende og tro end nogen Elsker.

Det første Bevis paa hendes dybe Tillid fik Sølver, da hun Dagen efter Faderens Død rakte ham alle dennes Nøgler til Rum og Gemmer. Hun vidste, at han var grovelig forurettet af 177 Faderen — til Gengæld vilde hun nu give ham Raade og Ret over alt sit Gods.

Og Sølver overtog Gaardens Drift og Styrelse og traf alle Forberedelser til Sten Basses Jordefærd. Han lod Hallen betrække med Sort, vadskede og klædte selv den Døde, lod Kapellet skyndsomt istandsætte, sendte Bud efter Klosterbrødrene til Dag- og Nattevagt og lod Kerterne straale fra Gry til Aften og fra Aften til Gry.

Gro trøstede han — ikke med Ord eller Kærtegn, men ved sin blotte Nærværelse i Kammeret. Naar han traadte ind, lys i sin stolte Livskraft, var det som Sorgens skumle Dæmoner forsvandt — de manedes ikke bort af hans Stemme, men de flygtede for selve den Livets Dag, der straalede af hans Skikkelse.

Han lod ikke Gro være længe ene, han gav hende de hundrede Opgaver, han fik hende til at se de Pligter, der kaldte paa hende fra alle Kanter, og gav hende det Ansvar, at intet maatte ske, som ikke hun skulde lede.

Og hver Dag førte han Hestene frem, og blot hun hørte deres Vrinsken, løb hun ned for at stige op og ride med ham langt af Led. De jog gennem Skoven, saa den bløde Muld sprøjtede op under Hovene og Løvet piskede 178 dem om Ørene, de galoperede afsted uden at ænse Vej eller Mark, red gennem Sæd og Mose, entrede Bakker og Høje, saa Hestene stod i Sved og Skum. Og tilsidst styrede de lige mod det brede Hav, de drev Gangerne ud mod de lange Bølger, til Vandet steg over Bringe og Lænd, til det skummede og piskede om de vældige Kroppe og brød sig som imod et Par knejsende Havdrager. Saa vendte de sig mod hinanden og lo, saa det hvinede lig Ørneskrig over Havet.

Men ved Solnedgang plejede Sølver at føre hende over Broen, over Graven til Rosengaarden, der laa paa Skrænten af den modsatte Bred med tusind stærke Blomster blussende mod Syd. De vilde Æbelrosers grønne tykke Hæk duftede syrligt og sødt. Spredt i det høje Græs stod enkelte spinkle Buske, hvorunder de plejede at hvile. De bugnede saaledes af overmodne Roser, at Bunke faldt paa Bunke af duftende Blade, blot deres Aande strejfede dem, og strøedes over deres Haar og Klæder.

Sølver betragtede bestandig Gro: Hans Øje spejdede, om ikke det engang kunde gribe Drømmens hvide Blink i hendes Øje og faa Elskovens skjulte Rose til at bryde sit grønne Hylster og rødme frem til Virkelighed. Han 179 higede saa inderlig efter engang at se Sjælens Dag- og Natside smelte sammen i Dæmringens vidunderlige Gyldenlys.

Men Gro besvarede ikke hans Øjnes Stirren — hun bøjede sit Hoved til Siden, saa de lange Silkevipper skjulte Blikket og sænkedes ned mod den bløde runde Kind, hvis Kontur blev mere rytmisk, jo længer hun drejede Hovedet bort.

»Gro, hvorfor ser I aldrig paa mig?«

»Jeg ser jo paa Jer, Sølver.«

»Ser I med Eders Kinder, Gro?«

»Jeg ser Jer alligevel, Sølver. Jeg ser Jer med den yderste Krog af mit Øje.«

»Skal jeg prøve Jer, Gro? — Hvad ser I vel nu?«

»I rynker Bryn og spænder Næsebor.«

Sølver lo. Saa bøjede han sit Ansigt ind under hendes: »Se paa mig!« Men Gro kneb Øjnene sammen som for stærkt Lys og virrede med Hovedet: »Nej, Sølver — ikke saaledes. I ser for stærkt, I ser for dybt — I ser saa dybt, at det gør ondt indeni mig. Nej, sæt Jer saaledes — Sølver, tag Eders Øjne bort.«

»Er I bange for mig?«

»Nej, nej — hvorfor skulde jeg være bange? Men jeg ynder ikke, at I altid vil læse i mit 180 Hjerte, at Eders Øjne gransker efter en Skrift, der ikke staar skrevet. Min egen Ven og Broder, jeg er ræd for Eders Øjnes Sugen — hvad er det, de vil suge frem af min Sjæl?«

»Den Foraarsdag vi mødtes, Gro, de hvide Konvallers Duft, vore Sjæles gyldne Møde.«.

»Ak Sølver — jeg mindes det næppe. Jeg synes kun, jeg har kendt Eder altid, at I alle Dage har været mig mild og god. I den sidste Tid har jeg følt det i mit Hjerte og mine Kinder, som naar min Moder klappede mig, og det er dog saa længe, længe siden — «

»Gro, sig det kun, I er bange for Ordet, men ikke sandt — sig det kun — I elsker mig.

— I tier, fordi det er sandt.«

»Nej, Sølver. Jeg har aldrig følt det.«

»Saa har I drømt det, Gro.«

»Drømt — «

Gro blev blussende rød som de Rosenblade, hun smulrede mellem sine Hænder.

»Drømt — drømt — Aa Sølver, hvad har jeg drømt? — Hvad ved I om mine Drømme? — Drømt er drømt — og mine Drømme er mine, mine alene — «

Et eneste Nu sendte hun ham et sky og skælvende Blik, saa sitrede Graaden ud under de nedslagne Laag.

181

Men Sølver begreb, at han havde ramt. Men med det samme fortrød han, at han havde kastet dette Blik ind i hendes Sjæls Helligdom. Det var som det nyfigne Blik, Ridderen sendte gennem et Nøglehul for at belure Undine sin Hustru.

Længe sad de tavse. Sølver vovede ikke at se hende græde. Og Skumringen sank ned over Gros Løndom og dækkede den dobbelt blødt med sit milde Tungsind. Og Gro blev atter sig selv, behersket og rolig. Da sagde hun med sagte, men fast Stemme:

» Sølver — hvis I kun er hos mig for at vække mig til Elskov, saa beder jeg Eder — rejs og kom aldrig igen! Aldrig kan jeg se Jer med Kærligheds Øjne. Elskov tykkes mig som en glødende Klinge, der brænder Øjet ud, idet den farer forbi. Der var en Dag, da I førte Eders Attraas flammende Jærn forbi mit Syn — siden da er det brændt ud. Jeg er blindet, Sølver, jeg er blind for Eders Øjnes Begær og alle de luende Bønner. Jeg har hadet Jer, foragtet Jer, trodset Jer — men I gengældte ondt med godt, og nu gengælder jeg godt med godt. Se ikke paa mig med Elskovs Øjne — prøv ikke at vække alt det døde i mig til Live. I synes mig jo kær, som var i Jer min Barndoms 182 stolte Broder vendt hjem — Eders Aand er hans — jeg troede ikke saa megen Mildhed kunde rummes i en Mands Vilje. Lad det da blive derved — vær hos mig som min Broder — eller forlad mig som min Broder — men tal aldrig om Elskov, hverken med Ord eller Øjne, thi jeg kender intet Svar.«

Gro havde talt. Og hendes Stemme forsvandt og gik ligesom over i den sagte Susen i Vandpilene ved deres Fødder. Selv lænede hun Hovedet i sine Hænder og skjulte sine Øjne.

Men Sølver svarede bortvendt, idet hans Øjne fulgte en Svane, der langsomt gled forbi som en hvid Skygge paa Gravens violette Vand, idet den nejede sin Hals til lydløs Hilsen for den skønne Gro:

»Hvad hjælper det da, Gro, at jeg bliver her som denne Svane, der sejler rundt og rundt i den samme Grav om den samme røde Borg — den glider og glider og finder ingen Ende paa sin Sejlads — og dog naar den aldrig Havet og ind i Borgen ikke heller. Intet over- eller underjordisk Vand fører derind. Fra hin Nat, da I ydmygede mig, Gro, har min Sjæl kreset om Jer som om Lykkens gyldne Borg — men altid finder jeg den stænget. Ingen Strøm fører 183 mig til Eder. Hvad hjalp det da, om jeg blev? Heller maa jeg forsøge at lette til Flugt, om mine Vinger kan løfte mig op, og jeg fra Taarnet kan trænge ind i Borgen. Ak, Gro — I ryster paa Hovedet — i al Eders Skønhed er der intet Haab — ingen vil I lade eje den straalende Skat, der glimter i Eders Øjne, skinner i Eders Haar og fylder Eders Sko med Eders Fødders kostelige Guld. Hvad hjælper det da at jeg ser Jer Ansigt til Ansigt, at jeg sukker, naar mine Suk kun er taabelig Klynken for Eder? Ofte ønsker jeg mig tilbage til Fængselskælderen bag Muren dernede — aner I alt hvad jeg har længtes mod Eder der? Der blev min Fængsel aldrig modsagt. Ved I, hvad jeg har drømt om Æbelø, paa hvis Bred jeg blev brændemærket af Eders Haand? Hvad hjælper vel Flugt, naar jeg altid maa vende tilbage? Paa Æbelø kunde jeg bygge min Eneboer-Celle og hver Dag bede til Eder.«

»Sølver — der maa I ikke bygge og ikke bede. Sølver, den Ø er hellig — den er upietet af Mennesker, den er Fremtiden viet.« Og Gro pegede ud over Søen mod den lille slumrende Holm, der laa skudt op af Vandet lig en Vugge for Fremtidens Barn, udøbt og uindviet. Ingen Klerk havde bestænket den med Vievand. Men

        

184 Søen havde bygget den af Aartusinders Dynd, Søen havde beplantet den med Blomster og Træer, Søen havde kysset alt Livet derpaa. — »Sølver«, vedblev Gro, »lov mig et eneste: der maa I ikke ty hen, Æbelø maa I lade ligge hellig og ren.«

»Gro, det lover jeg Eder: uden Eder vil jeg aldrig gæste den Ø. Engang sagde jeg: Øen er min — nu siger jeg: Øen er Eders. Eders Fod alene skal betræde dens uplettede Bund. Tag derover, naar I nogen Tid vil tænke paa mig — Træernes Sus skal naa mig, ihvor jeg saa færdes, og Øens Fugle skal flyve mig op og bringe mig Bud.«

Og begge stirrede de længe over mod den lille jomfruelige Ø, der ventede paa sin Indvielse og sin Herre.

185

XXI.

Sølver tænkte for Alvor paa at drage bort Ungdommens flyvende Udve sad ham i Kroppen som den Luft, der fylder Fuglenes Knogler og gør dem lette. Han følte en ubændig Trang til en Dag at bryde alle sine egne Følelsers Baand og alle sine Minder og give sig Stormen i Vold til Strandhugst paa nye ukendte Kyster. Hælde al Føleriets opsamlede dovne Cisternevand af sin Sjæl for at fyldes til Bunden af nye Regnskyl.

Hvad vandt han ved at blive? Gro stred mod Magten i sit eget Hjertes Dyb. Og endnu kunde maaske Dagens luende Sol bringe Drømmens svage Puppe til at visne, saa aldrig nogen Sommerfugl brød Hylstret for at juble i Dagens Lysvæld. Men var Sølver borte, vilde Længslen støtte Drømmens usynlige Vækst og bane den Vej til Bevidstheden.

Hallo! — det gjaldt om at komme bort, 186 at flyve med Storkene mod Syd, at hvirvles hen gennem Skoven som det faldende Blad, at fare længere end det, at ride over Sø og Land.

Den sene September spredte Metalfarver over alle Skove. Farverne skreg op mod hverandre: Det orangegule stødte sammen med det spanskgrønne i hvinende Disharmonier, Vildvinen blødte, Lønnen blev bleggul som et Lig, Bøgen raslede som en solbrun vindtør Mumie, kun Fyr og Gran holdt stille som en mørkegrøn Falanks af bannerbehængte Lanser. Men i Løv- skovene raslede det som af Vaaben og Metal, det var som tusind Harnisker, der løsnedes i deres Masker og Ringe, og hver Ring og hvert Skæl dryppede til Jorden med klinger Metallyd.

Sølver drev rundt i al denne krigeriske Opløsning. Han vadede gennem Dynger af Blade, der i det flygtige Solskin funklede og klirrede lig Bunker af tynde Guldbrakteater. Det var som store Hververpenge, Høsten slængte for hans Fod for at vinde ham i sin Sold. Han gik til Søen og syntes, den vuggede lutter blinkende blaa Brynjer paa sit Bryst, og fjernt ude flød Æbelø som en kobberrød Stormhjelm.

Og midt i denne Efteraarsfanfare fra Skov og Sø hørte han med eet en ægte durende Lyd af et virkeligt Valdhorn. Den fyldte Skoven 187 med gjaldende Velklang og mangetunget villigt Ekko. Sølver lyttede og spejdede, og hen langs Søen saa han et rødt Punkt komme nærmere og nærmere og vokse og vokse, og tilsidst red frem imod ham en Purpurstandart med gylden Kongekrone blinkende om den solbeskinnede Od, og bag efter fulgte Kongens Hærmand med Opbud, som red sønder paa lig en Flod, der svulmede større og større af tilstrømmende Bække.

Solvers Hjerte skjalv af Lyst ved alt dette blinkende og hoppende Tros. Lanser lyned, og Hjelme lued, Rustningsknæ og Skinner stak frem af højfarvede Vaabenkjortler, der lignede en hel Efteraarsflora af Stokroser, Skabioser og Asters. Hestene prustede og vuggede deres spraglede Fjertoppe op og ned i festlig Forvirring. Næsten hver Rytter førte sit lille Banner fastspændt til Saddelen: Der var guldskællede Lindorme, langtungede Leoparder, klo-strittende Løver, Lilier, Falke, Bispehuer og gyldne Søblade paa havblaa Grund.

Og Krigsrusen greb Sølver, da Kongens Hærmand red frem imod ham, stor og skulderbred med det vældige Skæg helt ned til Bæltet, og slog ud med Haanden: »Hvorfor tøver I? Vi venter paa ingen, men Krigen venter paa os.«

188

Og mens Skaren muntert red gennem de visnende Skove, ilede Sølver hjem som en Stormvind, fik sin Hest af Stalden, sine Vaaben lagt an, og saa red han derfra med Befaling til sine faa Karle at ruste sig og ufortøvet følge efter.

Hans Hest slog sine Hove i Egenæs-Broen og stejlede foran Opgangsdøren inde i Gaarden. Sølver hoppede selv af Hesten, men havde ondt ved at bære det meget Jærn op ad Trappen. Alligevel klang hvert Skridt som Musik i hans Øre, og han raabte til Gro, der sprang ham i Møde:

»Gro — Levvel! Nu flyver din Svane herfra. Kroppen er vel tung i sin Ham af Staal, men det faar bære endda. Levvel! Husk paa vor Ø: Stævn mig did naar du vil. Vinden skal finde mig, hvor jeg er. Og sig de vilde Fugle, naar du længes og kalder mig hjem.«

Gro veg sky tilbage for den svære Skikkelse, hvem Harnisk og Kjortel gjorde endnu anseeligere. Men Sølver betænkte sig ikke, han bøjede sig frem, saa det knagede i alle Led, og kyssede det silkegule Haar for hendes Pande. Saa bragede han ned ad Trappen, maatte lade sig hjælpe i Stigbøjlen af en Svend, men sprængte et Øjeblik efter derfra.

Og Gro steg alene op ad de tunge smalle 189 Trapper. Og det var, som Rustningens Klirren havde rystet al Lyd ud af den hele Gaard. Alting tav og alting blev dødt. Medens hun steg højere og højere, gik hun ind i en Forladthed i Gange og Rum, der var endnu større end hin Aften, hendes Fader døde.

Fra Taarntinden saa hun ud over det store Land, og hun hørte Valdhornene dirre som Naturlyde fra Skovenes Dyb, og hun saa Ryttere vrimle omkring paa alle Veje. Det var, som om alle Sommerens sidste blussende Blomster red derfra, og tilbage blev kun de visne Skove og de øde forladte Gaarde, der blikkede til hinanden gennem de afbladede Lunde.

Og hun fulgte de Bortridende længer, end hendes Øjne endnu havde fulgt nogen. Thi Lanserne blev ved at blinke og Kapperne ved at skinne og Hornene ved at skingre et sidste Farvel.

Et eneste Nu følte Gro et Sting af Savn, — som skulde hun sende en Falk efter ham og kalde ham hjem. Nu skulde hun jo være uden Beskytter, uden Værn, ja tilmed selv være Beskytter for den Gaard, Sølver lod tilbage.

Da klemtede de sprøde hastige Klokker fra Kapellet som en underlig hostende Klang fra de Døde. Gro mindedes sin Fader og følte 190 hans trodsige stolte Foragt højne sit Bryst: Lad rejse, hvo vil! For den Stærke sømmer det sig ej at sørge. Den Stolte knuser hver blødagtig Længsel under sin haarde Haand.

Gro var alene, men Gro var stolt nok til at ønske, at ingen Sølver vilde vende tilbage.

Men i Sølver sang det, mens han red frem til Møde med Kongens Hærbud:

Jeg rider alle Blomster ned,
jeg rider som Storm i Skove.
Min egen sygnende Hjertefred
skal trampes af Hestens Hove.

Jeg rider de falmende Blade af
Erindringens Efteraarslunde —
der følger et Kobbel mit stolte Spor
af Hadets halsende Hunde.

Til Side, Grene! knæk dig, Kvist!
de Tjørne skal ej mig standse —
jeg flyver gennem det tykkeste Krat
saa let som en susende Lanse.

Jeg kaster bag mig Løgn og Last
og Løfternes falske Mynt —
den Kæde af koglende Elskovsord,
mit Hjerte havde begyndt.

Jeg rider de hvide Blomster ned,
der skummer paa Løvets Bølge —
jeg rider over min Hjertefred,
saa langt at ingen kan følge.

191

De røde Blomster skinne som Ild,
som Lys mellem Skovens Stammer —
o blus, I Blomster! blus til Brand
som Tornebuskens Flammer!

Jeg rider gennem Baal og Brand
med gnistrende Næsebor —
jeg søger Kampens aabne Mark,
hvor ingen Giftblomst gror.

Jeg rider den stærke Gud imod,
der kommer paa Stormens Vinger.
Jeg favner hans Himmelkappes Flig,
vore Tanker krydses som Klinger!

Jeg red af min Ensomheds skumle Skov
fra Tvivlens lurende Slanger —
jeg rider den aabne Gud imod.
der kommer paa Stormens Ganger.

192

XXII.

Gro var alene.

Mod Syd gik Fuglenes Træk, mod Syd gik Landets vaabenføre Mænd og selve den mægtige Vind fra Nord. Lovet faldt om Egenæs, der Dag for Dag dukkede mere ensom frem over Sø og Mose og Marker. Sangerne forsvandt fra de nøgne Buske, selv Linden i Gaarden stod bladløs, og alle Bierne havde med Vokssegl laaset sig inde i deres Kube.

Højt fra sit Vindue stirrede Gro ud over det øde Land, hvis Muld sortnede mere og mere, hvis Grønne visnede og blegedes. Solen stjal sig flygtigt frem mellem forrevne Skyer, blinkede i en fjern, hvid Kirkegavl, luede i de nøgne Grenes røde Hyben og faldt ind gennem Vinduets smaa matte Ruder, silkegrønt og sagte varmende som en lunken Aande over Gros fine Kind.

I denne Vinduesfordybning havde hun levet 193 sit meste Liv — et Liv som de Urter, hun havde plantet i mange lave Trækasser, og som endnu holdt sig sygeligt grønne og bar deres fint rødmende Blomster mod Syd, hvorhen hun bar sit eget lille silkehaarede Hoved.

Her var hendes Udsigt over Verden, randet af flade Bakker, der sank og steg, saa den ene tittede frem hinsides den anden, til de lige i Syd alle tabte sig i en blød blaanende Linje, der var Havets Grænse.

Indenfor denne vide Horisont fløj hendes Blik som en Falk, der ikke vover sig ud over Havet, men altid vender tilbage til den samme høje Rede. Hun kendte intet udenfor denne Synskres, hun vidste intet om de store Afstande, om Jordens Flugt i Himmelrummet, forstod ikke Maaneskifternes Aarsag eller Grunden til Solens vekslende Magt. Men hun saa paa Sol og Maane som paa store sikre Jærtegn og var fortrolig med selve deres daglige Stilling og Gang. Hun vidste nøje, hvor Solen hver Dag skulde staa ved sin Opgang og sin Nedgang, hun fulgte Maanens Vækst fra Aften til Aften og saa Stjernerne forskyde sig over den dybsorte Nattehimmel. En højtidelig Andagt betog hende, naar hun ved Midienat saa Stjerneskuddene 194 flyve over Himlen som gyldne Rids af en usynlig Punktergriffel.

Og hun vidste, at hinsides Horisonten ude paa Havet flød der Snækker som store Vandfugle med spilede Vinger over Fladen, og at disse Snækker kunde føre til Kongestaden, hvor Borg laa bag Borg og Taarn knejsede over Taarn til en straalende By, hvor Menneskene vrimlede, hvor Instrumenterne klang Natten ihjel og Lysene fordrev Mørket og Damer og Herrer gantedes i et slynget Elskovsvirvar. Og hun vidste, at langt imod Syd skinnede hvide Telte med brogede Vimpler og Bannere, og der samledes Rigets vaabenføre Mænd til klirrende Slaglinier, som skød sig frem mod fjendtlige Staalmure og brødes og brast under Sværdslag og Skud, der for frem som Ildkugler i vældige Buer og pløjede op i det levende i Menneskehav … Og naar hun anspændt lyttede, var det som Vinden kunde bære til hende milefjern Lyd af Vaaben og Raab.

Men naar hun i de mørke Efteraarsaftener stirrede ud fra sin Gaard, strittede de høje Popler derude som truende Galger, Krager og Ravne baskede derom med hæse Skrig, og et enkelt Lys piblede frem fra en jordklinet Hytte hinsides Graven. Da paakom der hende et 195 usigeligt Tungsind for dette lille Lys, der blafrende kæmpede inde i det lave usle Rum med et Par bange Menneskesjæle omkring sig, medens Mørket laa udenfor og ovenfor og truede med at begrave det lille Lysskær under sine milehøje Skyggeblokke.

Hvor var Menneskelivet svagt og forsvindende som dette lille Lyskorn i en Ørken af Mulm. Hvor let kunde det ikke trille ned i Mørkets bundløse Dyb og blive borte — i Graven — ja i Graven sluktes de smaa kummerlige Gnister, medens Universets uendelige Hav af Mulm skyllede frem fra alle Sider ....

Og kun med knugende Angst vovede Gros Tanke i Natten at flagre til den gitrede Kirkerude, bag hvilken hendes Fader smulrede under sit Kistelaag, som aldrig nogen Haand skulde løfte.

I disse Øjeblikke trængte hun til Sølver, til den stærke Vilje, hvorfra Lyset vældede frem, og som ved sin klare Tale kunne faa Livet til at skinne, Blodet til at rulle som levende Sølvaarer i en Fjældskakt, — som kunde faa Hjertet til at attraa, handle, lægge Planer, der kun ventede paa Morgen, den usvigeligt sikre Morgen, for at blive til Virkelighed.

Efter Sølver længtes hun, naar hun laa 196 mørkeræd i sin Seng og gøs for det Vindtræk, der sivede ind gennem Vindue og ud gennem Dør. Hvad hjalp det, hun skoddede Rude og boltede Dør, naar Nattens isnende Spøgelseaande alligevel trængte ind?

Efter Sølver længtes hun, naar ubestemmelige Lyde holdt hende vaagen, og hendes Hjerne sydede i Angst for at tyde dem. Straks hun tænkte sig Sølver komme — gjalded hans kraftige Fodslag, saa Stenene klang og Bjælker og Vægge knagede, saa man hørte, hvad alting var af.

Fra Æbelø holdt hun sig borte i mange Dage, thi hun nærede en underlig Frygt for, at Jorden derovre skulde være Sølver gunstig og fordoble hendes Savn. Men ofte gik hun ud paa Muren mod Søsiden og saa over paa den lille Ø, hvis Sivskov nu kun kransede strittende Træer og Kviste. Men naar Vinden bar til derudefra, bragte den hende en sød Vellugt, der fik hende til at lukke sine Øjne halvt og ønske sig derud.

En stille Graavejrsmorgen roede hun derover. Sivene strakte sig ud imod hende, nikkede og nikkede og drejede sig indad, da hun fandt den lille Havn og lagde Baaden til Land. Den søde Vellugt omgav hende nu paa alle Kanter, det visne Græs mylrede af sene Violer, 197 Slaaenbuskene strittede med rimbidte Bær, og utallige Hybener og Snebær dryssede som en Regn af store røde og hvide Perler ned over hende, da hun gik ind under det tykke Krat.

Her havde ingen Fod traadt. Kun Vinden havde slaaet dybe Plejlspor ned i den visne Bund, som halvt var dækket af gammelt Løv. Og pludselig stod Gro indhyllet paa alle Kanter som af en Mur af krogede Træer og Eliekviste og den knejsende Bjørneklos høje tykke Stængler, der endnu bar sine Blade som slingrende Pjalter. Et eneste Vindstød fra oven fik en Regn af vilde Æbler til at trille for hendes Fødder — de duftede, som aldrig nogen Frugt havde duftet før, og Gro lagde sig paa Knæ og begyndte at samle de smaa Æbler, hvis ene Kind var blaafrossen rød midt i den sure grønne Farve.

Og med Skødet fuldt af Frugt gav hun sig til at søge de mørkeblaa Violer. Hun fandt og fandt, og i et Nu blev Sindet lysnet som af en Foraarsluftning, og hun mindedes vidunderlig stærkt sit allerførste Møde med Sølver — det maatte være dette Minde, som fik Foraarsviolerne til at spire — og i samme Nu blev hendes Hjerte forunderlig varmt, rigt og svulmende ved Tanken paa Sølver — hun længtes og tænkte: O, gid han snart kom igen!

198

Vinden fik et Øjeblik Træerne over hendes Hoved til at svaje — hun hørte et smækkende Vingeslag — og en Fugl strøg bort.

Hun blev blussende rød over sin egen Tanke: Var det et Bud, hendes Længsel sendte afsted? Det var jo mod hendes Ønske og Vilje — hun vilde ikke længes — ikke kalde tilbage — ikke elske! Hun rejste sig vred og søgte efter det Sted, hvor Solvers bryndeluende Blik havde indsuget hendes Nøgenhed. Men hun kunde ikke kende, hvor det var. Saa tog hun alle sine Violer og strøede dem som blaa Draaber i det blaa Vand, og alle Æblerne lod hun trille af sit Skød tilbage i det visne Græs. Jorden skulde sluge sin egen Frugt og alting visne og raadne paa den lille tryllebundne Ø. Thi Gro vilde ikke længes og ikke elske.

Med fortørnet haarde Aareslag drev hun Baaden bort fra Æbelø.

199

XIII.

Det blev Vinter, og ad de frosne Veje vendte Krigerne tilbage. Men Sølver kom ikke. Ingen af de Ryttere, hvis Heste gungrede paa den frostslagne Jord, holdt foran Egenæs. Og heller ikke paa hans egen Gaard hørtes der fra ham, skønt Felttoget var endt for længst.

Da den naturlige Tanke en Dag uventet paakom Gro, at han kunde være falden, knyttede hun sine Hænder og slog sine Kinder: Nej — nej — nej!

En Morgen, da hun aabnede sin Rude for at fodre Duerne, der plejede at hoppe helt ind i Karmen, fik hun Øje paa en Due, hun i Maaneder havde savnet. Den sprang graadig op paa hendes Haand og nippede Bygkorn. Hun greb den om Vingerne og betragtede den nøje genkendende. Da rødmede hun dybt og snappede hastigt om dens højre Vinge. En lille rød Silkesnor greb ind mellem Fjerene, hvor 200 hun fandt en lille Strimmel Pergament med snirklede Minuskier — med Bud — med Bud- skab fra Sølver:

Til Gro derhjemme.

Jeg gaar nu over den Flod Rhin. Jeg gaar at tjene Kongen af Frankerig. Thi den, som ikke kaldes, kommer ikke.

— Gro jublede over dette Bud, thi hun vidste, at det kom hurtigere, end nogen Storm kunde have fløjet, og altsaa var Sølver i Live. Og hendes Stolthed frydede sig over, at hendes Mistanke havde været ugrundet hin Dag, da Fuglen fløj op fra Æbelø. Thi Sølver havde ikke faaet Bud fra hendes kaldende Længsel.

Vinteren blev streng, og Is i Søen umuliggjorde ethvert Forsøg paa at ro over til Øen. Men Gro gik og længtes efter, at Isen helt skulde slaa Bro over til hendes lille Rige, saa hun kunde gæste det igen.

En Morgen stirrede Gro over mod Æbelø. Solen stod netop lavt derude. Luften var tyk af Snerøg, og Solen skimtedes kun som en gulhvid Lyskugle, kold som en Snebolt, halvkvalt mellem tykke Taagedyner. Gros Aande stod ud i Luften som to lange hvide sitrende Spyd. Den hvide Rim strittede ud af alle Haarene paa hendes Maarskindspels.

201

Gro saa over mod Æbelø. Den laa som klædt i skinnende hvidt Løv med kuplede Buske og snetætte Træer. Den lokkede som en vidunderlig hvid og skinnende Have med Buehvalv af tykke Krystalgrene.

Saa gik hun ud over Søen, hvis staalblanke Is var vindfejet for Sne. Hun ønskede, at ingen Hindring, ingen Flage maatte standse hendes Gang. Og virkelig blev hun ved at gaa uden at finde Vaage i Isen. Enkelte Huller havde Sneen stoppet, og Gro satte sin Fod saa let, at alting bar.

Sivene stod ranke som hvide Sølvklinger, og her skød Øens Sne sig frem over Isen som et Tæppe for at modtage Øens Dronning. Da Gro traadte paa Land, sank hun ned i dybe Driver som i Dun, hun vidste ikke hvor langt og følte intet haardt under Foden, selv da hun stod.

Hun lænede sig til et rankt Træ, der stod som en Krystalsøjle midt i den tindrende Sne. Det bar fine Snestjerner selv paa de mindste Kviste. Da hun støttede sig til Stammen, dryssede de ned over hendes Hals og Ansigt og blev liggende der uden at tø.

Gro drog Aanden langsomt i den snetunge Luft, der havde kvalt hver Luftning i sine bløde 202 Dun, og som næppe vilde strømme ind af Næse og Mund. Hendes Hoved var tungt af forvirrede Tanker. Nat paa Nat havde hun drømt om Sølver, og nu sidste Nat var hun vaagnet pludselig og havde fundet sig gaaende i sit Kammer, frysende, nøgen, mens hun hørte den sidste Klang af sit Hjertes ubevidste Bekendelse: Sølver — jeg elsker dig.

Der var Forandring i hendes Indre. Time efter Time kunde hun sidde dorsk og halvsovende og lytte til Hjertets uregelmæssige Banken — der var noget, som sugede dybt derinde — sugede Kraften fra hende selv, fra hendes stolte Vilje, noget, der magtstjal hendes Tanker og bøjede dem mer og mer om dette ene Navn, om dette ene Minde.

Hun var saa træt, saa underlig knuget til Mode. Altid vilde hun nu helst lukke sine Øjne og synke hen i denne vegetative Dvale, i hvilken Blodet sysler af sig selv lig Vandaarer i den mørke Jord, da alle Legemets indre Organer føles at virke stilfærdigt og selvfølgeligt — intet tager fejl af sin Funktion, uafhængigt af Viljen griber det ind i det store usynlige Kresløb og fører Vædsker og Ernæring, hvorhen de skal, efter store stumme Love.

Og Gro sank ned i den bløde Sne og lukkede 203 sine Øjne under det hvide Sollys, der mælkeblegt og lunkent var sivet ud over den hele Himmelkuppel. Sneen greb om hende som bløde forsigtige Arme, Sneblomsterne dryssede over hende, duftende som frisk Æter. Mod deres skinnende Hvidhed syntes Blodet i hendes Kinder at rødme som Mandelblomster. Det var en egen salig Svimmel saaledes at flyde ind i sig selv, at høre sit Blod synge, sine Millioner af Celler virke og sysle mellem hverandre.

Hjertet slog saa støt og stærkt, undertiden slog det et haardere hulkende Slag, truede et Øjeblik med at standse og flød saa videre.

Engang holdt det inde usædvanligt længe — det var som hun skulde kvæles — hun slog Øjnene op i Angst — Hjertet snublede videre — men i det samme fornam Gro dybt under sit Hjerte noget, der gled, noget, der rørte sig, noget, der levede som et Liv i Livet, et Væsen i hende selv.

Hendes stirrende Øje saa lige foran sig en lille Kvist, hvoraf Sneen var drysset. Den bar i Spidsen en lille frisk grønbrun Knop og tæt derved — vidunderligt at se — en lille bitte fuldt udsprungen rødmende Æbleblomst. Medens alle Skud var frosne af og alle Blade dræbte, medens Livet trak sig dybere og dybere 204 ind i de inderste Celler, hvor Saften endnu sivede som en levende lille Strøm, havde denne ene Blomst foldet sig ud i et for tidligt Skud, klækket frem i Ly, i Sol og i lunende Sne.

Og Gros Øjne duggedes af en underlig sød Følelse, hun aldrig forhen havde kendt. Paa ny lukkede hun sine Øjne og sænkede sine Tanker dybt ned i sin egen Organisme. Da var det, som følte hun sit Blod i alle dets rislende Forgreninger, som saa hendes indre Øje ned i det skjulteste Mørke og anede, hvad der sugede og levede af hendes Hjerteblod, og hun lyttede dybt ned i sig selv, og hun greb et Nu, som et svagt, et hastigt kimende Ekko af sit eget langsomme Hjerte, et travlt levende lille Hjerte, der dikkede højere og højere, saa det tilsidst overdøvede hendes eget. Og en sanselig sitrende Jubel betog hende ved i dette Øjeblik at vide, at hun bar Liv i sit Liv, at hun i sit Legeme indesluttede Spiren til et nyt Liv, der ikke helt var hendes, men var kommet til hende for at vokse og leve af hende.

Og Anelsen af det vidunderlige Mysterium, der var fuldbyrdet i hendes Moderskød, greb Gro som en Rus, en Svimmel. Hun løftede sit Hoved og kyssede den lille rødmende Æbleblomst paa den snehyllede Kvist.

205

XXIV.

Men da Gro roede hjem fra Æbelø, fyldtes hendes Sjæl af en knugende taageklam Rædsel: Hun havde ikke taget fejl — hun var svanger — hun skulde være Moder! Men hvem var hendes Barns Fader?

Saa brat kom dette Spørgsmaal over hendes naive Sjæl, at hun et Øjeblik indbildte sig, at det kunde være Skæbnens Straf for hendes Længsel efter Sølver. Denne Længsel var jo Attraa og Attraa var Synd, ikke mindre Synd end Elskoven selv. Hendes Savn var steget til Brynde i Blodet, og nu var hun besmittet af sin egen Brynde, besvangret af sin egen Synd, Guds Straf kom over hende, og snart skulde den blive synlig for Alverden.

Men Gro indsaa straks sin Tankes Taabelighed. Og kun et Øjeblik dvælede hun ved Mindet om den eneste af alle Jordens Kvinder, der havde undfanget ubesmittet. Det var formasteligt at stille sig ved Siden af den eneste 206 Rene, Guds Moder Madonna, den velsignede blandt Kvinder.

Da Gro steg op ad Trapperne paa Egenæs, tyktes Gangen hende tung, og Blodet skød til Hovedet. Dæmpet blev hun ved at tro at høre Fosteret dikke, og hun forstod sit eget Væsen og dets Forandring i den senere Tid.

Hun gik hen og knælede paa sin Bedeskammel. Hun bad saa mindelig, at Guds Moder vilde opklare hendes Forstand og skaffe Lys, saa hun ikke skulde gruble sig afsindig over Mysteriet.

Saa lod hun sin Amme kalde og spurgte hende straks, om nogen Kvinde kunde blive svanger uden Vidende og Vilje, uden Mands Elskov. Den svære rødmossede Edele slog en frisk klingende Latter op og sagde: »Kors nej!« Gro saa irettesættende paa hende og spurgte, om aldrig det var hørt, at Trylledrik kunde gøre en Kvinde svanger. Edele sænkede sine kraftige Bryn og sin endnu kraftigere Stemme og svarede i en forskrækket Hvisken: »Nej, Kors nej!« idet hun slog Kors for sig.

Men da Ammen havde stadfæstet Gros Anelse til Vished og endnu engang fik det alvorlige Spørgsmaal: »Hvem har besvangret 207 mig?« — da brast den skikkelige bondske Amme i den mest respektstridige Latter:

»Saadant er der kun to, der ved. Saadant plejer ikke let at gaa af Minde. Har den naadige Jomfru glemt, til hvem hun har haft Elskov?«

»Til ingen!«

»Saadant ved dog enhver, at det var den høje Junker fra den anden Side Søen.«

»Jeg har hverken kysset eller favnet ham.«

»Men paa Eders Leje har han været —«

»Edele, vogt din Mund!«

»Eller I paa hans!«

»Edele —!«

»Kors — uden Vidende eller Vilje er det sket. Har I da ingen Nat været under Tag med ham?«

»Nej!« — Gro blev rød — »Jo!« sagde hun i det samme og kastede sig ind til Edeles Bryst. »Jo — jo —«

Nu forstod hun det forfærdelige. Taarerne brød frem af hendes Hjerte og Meddelsomheden af hendes Sjæl. Hun fortalte alt til sin Amme, om den første Nat hun blev spærret inde i hans Fængsel, men med klart Instinkt vidnede hun, at den Nat havde Sølver ikke rørt hende, dertil var hans Omhu alt for hellig; men saa 208 fortalte hun om de mange senere Nætter, da hun havde drømt om den ensomme Fange, der straffedes for hendes Skyld: Naar hun laa i sin mørke Seng, var der kommet over hende en forunderlig Nysgerrighed efter at tænke sig hans Lod dernede, og alt som Søvnen tog hende og Drømmene forjog de bitre haarde Tanker, blev hendes Hjerte mildere, og Solen skinnede over hendes Drømmesyner som hin Foraarsdag over de konvalgrønne Skove, og mangen Nat eller Morgen var hun vaagnet med et besynderligt hedt Savn i sine Tanker og med sin Mund besmittet af friske Drømmekys, og da var hun gaaet i Rette med sit eget svage Hjerte og havde opflammet sig selv til Trods og Had, saa hun intet havde gjort for at mildne Fangens Skæbne.

Nu begreb hun den lønlige Nattevækst, hendes Kærlighed havde faaet: Som en Urt, der spirer i Maanelys, havde den suget Lys af de halvklare Drømme; men Dagens Sol havde med sit stærke Skin afsvedet den spinkle farvefine Blomst, hendes Elskov skød ved Nat, og kun dens dybe Rødder havde levet dybt i uigennemtrængeligt Mørke for i næste Drøm at vove sig frem i Blomst paa ny.

Men hvorledes havde Sølver kunnet gæste 209 hendes Drømme ? Og hvordan havde han kunnet raade over den jomfruelige Elskov, hendes Søvn gav Næring? Havde han sneget sig ind i hendes Nætter og magtstjaalet hendes Kyskhed, mens hun sov? Gros inderste Fibre dirrede af Harme — —

Da kom Edele hende til Hjælp og skaffede den sidste Klarhed. Hun vidste, at Jomfru Gro havde gaaet i Søvne: Folkene havde talt om Trappernes hvide Nattespøgelse — en Nat havde hun selv set det og genkendt Jomfru Gro, som forsvandt ad en hemmelig Trappe til Fængselskælderen. Edele havde fortiet det i den Tro, at det var frivilig Søvngang hun gik til den unge Junker.

Saaledes fik Gro opklaret Grunden til sit Svangerskab. Hun sitrede af Blu ved Tanken om, at hendes Drømmes Længsel havde haft den forfærdelige Kraft at kunne drive hende mod den ensomme Fange, og hun skjalv i sin inderste Sjæl ved at mindes den sidste salige Drøm, hun havde haft Natten før sin Faders Død.

Nu skød hendes Elskov pludselig for Dagen som en vidunderlig Blomst, der sprang paa een Gang med tusind duftstærke Knopper. Nu var det umuligt at hæmme og dølge — ustandseligt 210 steg de frem som hvide Liljer med højt oprullede Kronflige og gyldne Støvlanser fra den nye Livskilde, der vældede i hendes Moderskød. Hun havde søgt at kue hver Spire, ved sin Faders Kulde og i Dagens ædru stolte Trods at kvæle hver Trang til Elskov, hver Lyst til Bekendelse for sig selv. Men nu fandt hun sin hele Stolthed forlængst undergravet og alt sit Væsen gennemsyret af Elskov fra inderst til yderst. Og nu da Solen faldt paa hendes Hænder og Ansigt, var det, som hun følte sig gennemluet og gennemsigtig af rødt levende Blod, hvis mindste Korn sang hendes Elskovs sejrrige Sang.

Thi Sølver havde hun elsket fra det første Vaarkys, han gav hendes Kind, da de vandrede i de grønne Konvaller, elsket i det Slag, hun rettede mod hans Isse, da han antastede hendes kyske Nøgenhed, elsket i de Nætter, han uden Klage sov i sit Kælderdyb, elsket i de Ydmygelsens beske Øjeblikke, da han trods al Haan og Harme bevarede sin Stolthed, elsket hin Nat, han knælede for hendes Faders Lig og kyssede sin Dødsfjendes Haand, elsket fra Dag til Dag i den Tid, de var sammen, elsket den Aften, hun saa hans Banner ride bort blandt

        

211 de hundrede andre, elsket i Dag paa Æbelø, da hun hørte det nye Liv synge i sit Indre.

Og nu jublede hun, thi hun bar ham altid hos sig. Hun havde modtaget hans Indvielse til den største af alle Bedrifter. Hun havde i Besvangringens vidunderlige Mysterium optaget et usynligt Gran af hans Sjæl og Legem i sig. Hun havde indgaaet Evighedens Pagt med hans Blod, og Dag for Dag skulde hun føle det vokse inden i sig og udfolde den Elskedes Natur, uigenkaldeligt indpodet i hendes egen.

Gro skulde aldrig slippe sin Sølver, thi hun bar ham i sig. Hun bar sin Kærligheds levende Foster, og hver Nat, naar hun bøjede sig ind i sig selv som en Blomst der lukker sin Krone over sin Frugt, hørte hun det lysne og synge i alle sine Aarer, og hun hørte Livets Safter risle til Side, til Næring for dette ufødte Liv, hvis hastige Hjerte kimede, saa hun glemte sit eget Hjertes Slag.

212

XXV.

Vidunderlige Lod at skulle være Moder! Hvad er Kejsermagt, hvad er Guldkroner, hvad er Hære og Stridsmænd, hvad er Riger og Lande mod dette Herskerdømme: at bære Verden i sig selv, at gaa svanger med det, der skal komme, at eje i sit Moderskød det, der skal leve længer end alt det nulevende, at indpode i det ufødte alle de evige Muligheder, hvoraf endnu ikke en eneste er forskertset! Er det ikke den højeste Herskermagt — at skulle fødes og endnu intet at have forspildt, at have alt til Gode, at have alt at tilegne sig, alt at erobre, alt at vorde!

For den Kvinde, der skal være Moder, er alt i Verden smaaligt uden det eneste ene. Stjernerne ejer ingen Løndom, som er værd at granske ved Siden af den Løndom, der endnu ikke har set Dagens Lys. Ingen Kirke har en Andagt, ingen Bibel en Forjættelse saa stor 213 som det ufødte Barn. Jordens Astronomer har fra Oldtid af søgt nye og nye Centrer for Jordens Bevægelse — de Daarer! — det er ikke Jorden, ikke Solen, ikke Herkules, hvorom det hele drejer sig — det er om det lille voksende Fosterkim i Moderliv, at Universet cirkulerer, — Udødelighedens eneste Symbolum.

— Gro valfartede hele Vinteren til sin Ø. Her vil hun føde sit Barn. Jomfruelig længtes Æbelø efter sin Hersker, urørt og ubesmittet ventede Naturen sin Fostersøn. Her skulde Barnet fødes, hvor Begreber som Arvesynd, Last og Moral aldrig havde slaaet sine plumpe Plakater op. Her skulde Klafferen ikke naa det og skadefro spørge efter en lovformelig anerkendt Fader. Her skulde ikke Verdens Børn trænge hen og som onde Feer lægge nidske Faddergaver paa den Uskyldiges Vugge.

Men alt som det usynlige Liv voksede, steg Gros Længselsrøst mod Himlen og fløj bort mod ham, hun elskede. Ravnene paa Æbelø skræmtes op ved hendes hyppige Besøg — de fløj op fra de nøgne Træer, hvor deres Reder dannede sorte Knuder af sammenfiltrede Kviste — de lettede til Flugt og slugtes af Himlen — de gik mod Sønder — Gro gav dem alle Bud 214 — og hver en fløj bort dermed — men Uger og Maaneder gik, og Sølver kom ikke.

Den første Vaar brød i Kviste og Knopper. Æbeløs Træer og Buske luede hver med sin Brydningsfarve fra kødrødt til dungult og til kirsebærblaat. Guldstjernen straalede mod Stjernen i Gros Øje — hun bøjede sig ydmygt og kyssede den lille skinnende Blomst, og den betroede hende Moderglædens første sitrende Fornemmelse. Saa mylrede Græsspirerne frem, og i Ly af dem de blufærdige Violer. Gro knælede over dem og nænnede ikke at plukke dem, hun følte sit Bryst højnes af en usigelig Andagt, hun ikke forstod; thi hun vidste ikke, at netop her, hvor Violerne skød frem som undselige Tanker, her var hendes egen Moder Støv i Støvet.

Men i hver Blomst boede en usynlig Sjæl, der talte til hende i Duftens veltalende Sprog. Hver lille Sjæl tilaandede hende sin Foraarslængsel, og hendes Hjerte svulmede af alle disse Bekendelser, og hun sukkede sin egen Længsel ned i de fine Blomster, og hun bad dem kalde med sig, og de kaldte alle, og deres Duft steg mod Solen, mod det Blaa, og Vinden tog Duften og førte den bort, blæste den mod Syd, og den naaede ham, den skulde naa; men han 215 mærkede det ikke, thi der, hvor han var, der duftede det langt stærkere af langt større Blomster.

Men Gro blev ved at kalde, at han dog skulde høre det og vende hjem til den store Fødselsfest og tage sin Kærligheds Ø i Besiddelse.

— Foraaret skred frem. Raklerne dryssede fra Grene, og Bladene skød. Sivene fordoblede deres Lansevagt om Øen, og Træerne tættede deres Løvmur omkring den, at intet Øje skulde trænge ind i Helligdommen, og som Løvet voksede og grønnedes, begyndte Suset at risle over Øen som hver Sommer og at synge sine sære Sange.

Sammen med Edele gæstede Gro daglig sin Ø — ingen anden fulgte med derover — selv hendes Farbroder, en gammel barsk Mand, der var kommen til Egenæs for at røgte sin Myndlings Tarv, lod hende beholde det lille Kongerige i Fred.

Saa lod Gro et Par Hovfolk ro derover og tømre en Hytte dybt inde paa Øen, saa Træerne lukkede den bort fra Sø og Udsigt. Den stod som skudt op at Jorden, bygget af slanke barkede Granstammer. Græs og Planter skød 216 højt op ad dens Sider, og alle Foraarets Blomster kappedes om at brede Tæppe udenfor.

Her hvilede Gro sig og talte Dagene til sin Forløsning.

I sin side sorte Fløjelskaabe sad hun i Baaden, som Edele roede over. Sivene lukkede sig om hende, Træerne bøjede sig frem, de højstilkede Konvaller ringede af Glæde, og Græsset rettede sig under hendes vuggende fine Fodtryk for at kysse hendes Kaabes Søm. I det lille Granhus kunde hun tilbringe hele Dagen. Edele sørgede for hende og malkede de unge Geder, som var førte over og tøjrede paa Øen, og som aldrig havde været malkede før.

Tilsidst blev Gro paa Øen ogsaa om Natten. Edele redte hendes Leje og dækkede hende varsomt med mange uldne Tæpper. Og saa laa de der i Mørket, omrislede af det ustandselige Sus, der fik alt det unge Løv til at hvisle og de lette Ranker til at gynge om Skovhytten paa alle Kanter.

I dette Løvsus dyssedes Gros Tanker ind i en underlig Dvale — det bar hende som klukkende Bølger langt ud i Natten. Og det fjerne Ekko af Egenæs' monotome Vægtersange blev ved at hviske omkring hende. Og ofte følte hun i sig en drivende Trang til at rejse 217 sig og gaa, gaa over Sø og Land, gaa, til hun fandt ham, gaa, til hun kunde lægge sine Arme om Solvers Hals og klage Fødselsveerne ud ved hans Hjerte og lade ham føle, hvad hun led og endnu skulde lide. Hvorfor havde han forladt hende, og hvorfor kom han hende ikke til Hjælp, nu da Forløsningens Strid stundede til?

Men Sølver kom ikke. Og Gro skælvede af Foraarskulde paa den ensomme Ø. Og Løvsuset blev ved at risle og synge sin enstonige Sang om Glemsel og Forladthed.

I Forladthed fødte hun sit Barn. Edele var gaaet fra hende for at malke Gederne. Da hun vendte tilbage, laa Gro hvid og forløst og forlangte at faa det skrigende Barn rakt op for sit Ansigt. Og da Edele viste hende det, jublede hun midt i sin Svaghed, thi det var, som hun saa et Glimt af Solvers store blaa Øjne.

Ja, disse Øjne var virkelig tilsidst komne til hende: Ud af sit Moderskøds Mørke havde hun draget dem frem som det helligste, længe gemte Minde. Nu var hendes Kærlighed legemliggjort — døbt af Lyset — skilt fra hende selv. Nu havde hun alt af sin Elskede, hvad hun begærede, noget der var skønnere og renere end han, noget, der var løsnet af Forkrænkelighed 218 og Sansernes Drøm og blevet et Væsen for sig, en lille guddommelig Dreng, der ikke kunde tages fra hende.

Og nu havde hendes Længsel fundet Hvile. Naar hun holdt sin Dreng ved sit diende Bryst, var der ingen Tanke længer for Sølver, ingen Spørgen om, hvor han færdedes, intet Savn, ingen Trang til, at han skulde vende hjem. Nu havde hun jo sin Kærlighed i en ung og, finere Skikkelse diende af sit fyldte Bryst.

Og Drengen voksede og fik Blod og Farve, medens Mindet om Sølver blegedes og trak sig ind i Sjælens Mørke.

219

XXVI.

Da Sølver gik over Rhinfloden, var det hans Agt aldrig mere at vende hjem. Han vilde ikke igen tære sit Liv i Taagernes Land eller tale Hjemmets tunge Maal, ikke ælte den brune Muld som et Plovdyr eller sygne af Lediggang inden klamme Mure.

Thi Jærnet havde hærdet hans Arme og Staalet spændt hans Bryst. Vaabenglimtene havde skærpet hans Øje, Saar havde tyknet hans Hud og Feltens frie Luft fyldt hans Sjæl med krigerisk Trang til evig Vekslen.

Hans Hjerte lo, naar han rankede sig i Sadlen og hørte Læder og Jærn knirke mod hinanden. Heraldikens langstrakte Leoparder sprang levende frem paa de vajende Vimpler, og Lansehærene bølgede og blinkede som tusind gyldne Aks, en vandrende Vang, der fik Jorden til at klirre under sine Skridt.

Det var en Lyst at se Rhinens grønne 220 Vande skumme afsted mellem maleriske Klipper, hvis Borge lignede pansrede Kæmper, der smilede til hinanden i uindtagelig Tryghed. Og Domer og Katedraler strittede med Spir og Stenblomster som slanke Buketter højt op mod den blaa Himmels usynlige Dronning.

Saa drog Sølver vide om i det fremmede Land, hvor Foraaret fødtes tidligt, hvor Kirsebærtræerne blomstede langs alle Veje, og hvor Vinen bugnede grøn og gylden op ad alle Højder.

For første Gang i sit Liv traf han her Riddere og Damer. En Tid lang tjente han Bourgogne og blev selv gjort til Ridder i Dijon. Indvielsen var som et Eventyr med hundrede festlige Ceremonier.

Unge blomsterlyse Damer førte ham ind i et Telt, hvor han klædte sig nøgen til Bæltestedet. Uforbeholdent priste de hans hvide faste Kød, og den ene iførte ham den hvide Skjorte, den anden den højrøde Sindalskjortel, den tredje spændte Bæltet om hans Sider. Saa redte fine Fingre hans lange gyldne Lokker som en Manke ned om det solbrune Ansigt, og de høviske Damer førte ham ud af Teltet til Ridderne og Hertugen.

Nu traadte hver af Ridderne frem og rustede 221 ham Stykke for Stykke med Vaabenkjole og Panser, højre og venstre Benskinne, højre og venstre Spore og det nøgne Sværd, som han maatte kysse. Dernæst gav Hertugen ham Halsslaget med sin flade Haand og sagde: »Ridder, vær kæk og tapper!« Og fremdeles modtog han Skjold, Hjelm, Hest og Lanse. For hvert Stykke sagdes en symbolsk Forklaring: »Herre Junker, vi iklæder Eder hvid Skjorte, hvilken betyder, at Ridderen bør have sit Legem skært for alt Smuds og al Usselhed.« Og hver Gang aflagde den nye Ridder Løfte: »Saa sandt hjælpe mig alle Dage vor Herre Gud af Paradis!«

— Saa drog den unge Ridder — Sylvestre, chevalier au faucon — rundt i det store skønne Frankrig, ridende fra chasteau til chasteau, gæstende Sydens mange berømmelige Grever, ofte i Følge med navnkundige menestrels. Overalt blev der sunget og danset:

Det var i Maj*)
saa sød og svaj
med alle Vinde milde.
Naar Solen steg,
jeg gik til Leg
ved Kanten af en Kilde.

*) gammelfransk Pastourelle (Ce fut en mai etc.)

222

En Gige sang
bag Havehang
af Æbleroser røde:
En Ridder sprang
i Dans og svang
sin Dame sig i Møde.

Sproget lød som Fløjtespil og Strængeleg og funklede i sine Dialekter alt som Vinen, der snart blinkede gylden, snart luede som Blod.

I Provences Rosenluft blev selv Nordenvinden lun og kælen og døde som en Hvisken i Olieløvet. Og Sølver mærkede ikke dens fjerne Duft af Æbeløs Violer og hørte ikke dens hviskende Bud om Gros Suk.

Natten var lun, og Maanen stod som de Elskendes gyldne Forpost paa Himlens skumle Taarn. Mod Gry steg den ned, og Sølver traadte frem paa Svalen, stemte sin Viële i Maanens sidste Lys og sang sin Morgensang under det lille Vindue, om hvis gule Lys Roserne rankede sig.

»Taarnvagt, giv Agt*)
med Gud i Pagt
og vogt paa dine Mure!
Vi er i Ly,
men indtil Gry
om Borgen Røvere lure.«

*) gammelfransk Aubade (Gaite de la tor etc.)

223

— »Hu og hu og hu og hu!
jeg saa ham nu —
paa Lur i Krattets Hasler.
Hu og hu og hu og hu!
Skyd ham, naar Løvet rasler!«

— Saa red Sølver fra Borg til Borg, til han langt om længe naaede Kongen af Frankrig. Han tog Tjeneste i hans Hær og kæmpede under den hellige Oriflamme. Som en silkerød Lue vajede den over hans Hoved, og da Bannerføreren engang blev fældet paa sin Hest, greb Sølver den forgyldte Lanse og svang Oriflammen som en Fakkel over sit Hoved.

Da Falkeridderen sejrrig var redet gennem Slag og Turneringer, gik han uden Tøven fra Krigens Straalejer under aaben Himmel til Fredens silkepolstrede Alkover.

Han fulgte med Kongens Hof, der ved Sommertide i de store vældige Paladser indhyllede sig i erotisk Sværmeri som et Drivhus i Dampe. Hver Nat, naar Damer og Herrer skiltes, blev der en Kærlighedens Hvisken rundt i alle Kroge. Det var, som der legedes: Alle Mand skifte Kamre. Fnisende Terner stod paa Lur, Pager bragte mundtlige Billets-doux. Kongen selv gik paa Elskovsvandring gennem lange skumle Korridorer — parfumeret og rosensmykket 224 — foran og bagved en Page med nøgent Sværd som en Art Hovednøgle, der forøvrigt ikke behøvedes, thi Dørene stod ham aabne og Alkoverne ogsaa. Med bankende Hjerte ventede Damen sin kongelige Gæst, og Ternerne trak sig ud i Forværelset for at gantes med Pagerne. Det var, som om alle Døre knirkede i Natten og alle høje Herrer og høviske Damer legede Tagfat. Dagens Planer iværksattes, Erobringer fandt Sted. Det hele gjaldt et Elskovens Gækkeri, et Sovekamrenes Maskebal, hvor det kun drejede sig om at kende Paroler og Tegn for at indlades, en lang letfærdig Række Visiter, hvor Latter kvaltes af Kys, medens stolte fine Damer gav deres Elskere Foretræde. Men ve den Ridder, som tog fejl af Gang eller Dør! Sværdet laa nøgent ved Hovedgærdet, om nogen Ubuden vilde forstyrre et Stævnemøde. Og alligevel morede en medvidende Ven sig ofte med at skræmme en frygtsom Elsker ud af Vinduet eller ind i en iskold Kamin ved falsk Allarm.

I saadanne Nætter gantedes ogsaa Sølver i den store Rundleg, som havde han alle Dage levet og lært i Frankrig. Han elskede Musik og sirlig Tale og at bære skiftende Damers Farver.

225

Om Dagen slyngede de elskovsbetagne Skarer sig gennem Sale og Haver som levende Guirlander med brogede stærke Blomster, hvis Duft var Elskovslyst og Sang og Vinens Aande.

Naar Sølver sad paa Gulvet i sin Dames Kammer og saa Ternen rede hendes lange sorte Haar som en Kaabe ned om den hele Skikkelse og smykke det med Blus af luerøde Nelliker, da tænkte han aldrig paa Egenæs eller paa det fine solgyldne Haarspind om sine Drømmes Fæstemø. Sølver var hørt op at drømme og smægte. Livet skulde nydes som en hed og hidsig Vin, og Elskov var en haandgribelig Kamp, en Dyst med stærke hvide Arme og Rovdyrs hede Aande.

Han saa paa Jehannes lysende hvide Ansigt, der skinnede som den klare Aftenhimmel gennem de kulsorte Haarskyer, han saa den vaade vinrøde Mund, hvis Kys var hedere end den hedeste Vin, og hvis Tænder var mere bidske end Løvindens. Han saa de mandelformede Øjne aabne sig i korte blanksorte Lyn.

Der blev dunket haardt i Døren med lange stærke Slag. Sølver rejste sig fra Gulvet og greb efter sit Sværd. Men Damen smilede hvidt gennem sine sorte Vipper og sagde: »Sire chevalier — her er ingen Frygt eller Fare.«

226

Ternen forsvandt ud af Døren og vendte noget efter tilbage med den Besked, at der stod en fremmed Svend, som havde søgt fra By til By efter en Ridder i Kongen af Frankrigs Tjeneste. Han skulde kendes paa Navnet Falk. Endelig mente han nu at have fundet ham, til hvem han bragte snart aargammelt Brevskab fra Hjemmet. Men dette vilde han ikke give i andre end Ridderens egne Hænder.

Sølver havde rejst sig dødbleg og vaklede til Døren i et underligt Gys. Det var, som hans glemte Fortid stod og bankede ham op og vilde stede ham til Aasyn med hans egen Ungdoms Genganger.

Paa Tærsklen stod den fremmede Svend, støvet og pjaltet i en grov og tyk Vadmelsvams, med en stor nøgen Kniv i Bæltet og Hattens brede Skygge krammet dybt ned for Ansigtet.

Sølver kendte ikke den rødblissede Svend igen, men Luften fra Egenæs hang i hans Klæder, saa han ikke kunde tage fejl. Og med eet var Sølvers Tanker gleden ud af det rosenduftende Rum, og han stod igen i Borggaarden paa Egenæs, bagbunden, overhældt med Brøndens Vand.

»Hvor lider din Frue?« spurgte Sølver med lavt Mæle.«

227

Svenden havde hidtil betragtet ham tvivlende. Men denne danske Tiltale fik ham til at flamme af Glæde over endelig at skulle fuldføre sin Mission.

»Jeg ved intet, Herre! Men velmødt endda! I seks Maaneder har jeg ikke set dansk Jord. To nye Maal maatte jeg lære, før jeg fandt Jer. Skriften er bleven gammel, men maaske den kan tale endda.«

Svenden havde krammet et smalt Pergamentbrev frem fra sit Bryst; det lille Vokssegl var skrumpet ind og næsten blevet sort. Sølver vovede ikke at bryde det. Han vendte sig mod Jehanne:

»Ma chere dame — vredes I, om jeg læser mit Brev her?«

»Saint Jehan nenny!« svarede hun. »Læs det kun straks.«

Sølver overskar den falmede Silkesnor og udfoldede Brevet. Men hans Øjne duggedes af Erindringens tunge Graad. Da han saa Bogstaverne fra Gros Haand, var det, som de forenede sig til et ungt og lidende Ansigt, som udgik der en Strøm af sugende Klager fra de stumme Træk. Ja, hun maatte have længtes og kaldt og lidt og græmmet sig i Glemsel. Thi 228 Sølver havde glemt hende i Maaneder og Aar og været døv for hendes Kalden.

Sølver laa hulkende paa Gulvet uden at læse. »Sire chevalier« — spurgte Jehanne og vendte sig imod ham: »Er der sørgeligt Nyt fra Eders Land? — Er nogen død? — Er det maaske Eders Moder?«

For hvert Spørgsmaal rystede Sølver paa Hovedet.

Saa gik Damen hen til ham og greb om hans Hoved med begge sine bløde elektriske Hænder — hendes sorte Haar faldt ned over ham som varm duftende Silke. «Dous ami, hvorfor græder I?« Og idet hun pressede Sølver til sit Bryst, sagde han: »Dame, det er for hende, jeg elsker.«

Da tog Jehanne det lille Pengamentbrev, saa foragteligt paa det og sagde, idet hun løsnede sit Favntag:

»Sire, saa megen Graad for saa lille et Brev? Gaa nu — og græd ikke oftere for den I elsker — hos den I elsker!«

Men Sølver greb beruset efter hende og knugede hende til sig i lidenskabelig Hede — han vilde ikke rives ud af sin stærke fyrige Elskov.

»M'amite,« sagde han — «behold Brevet! Det er Eders. — Jeg har ikke engang læst det.«

229

Hun smilede: »Jeg kan ikke læse det. Hvad skal jeg med det lille Stykke Pergament? Se!« — hun rev Brevet over — »to smalle Strimler som Saalen paa en Sko. — Berte, læg dem i mine Sko!«

— —-------Den Aften dansede Sølver sig svimmel ved Jehannes Haand. Og Damen dansede Skriften bort paa Gros første og eneste Længselsbrev.

Men da Sølver den Nat sov ved sin Dames Bryst, rejste han sig med eet i saa mægtig en Længsel, som skulde han straks gaa over Lande og Floder — de Hundreder af Mil i Hundreder af Skridt — for at stande Gro Ansigt til Ansigt.

Han tog de mishandlede Brevstumper af Jehannes Sko og gik. Han opsøgte den danske Svend og red endnu den samme Nat af Borg og By.

230

XXVII.

Der laa en Borg og spejlede sig i sin egen Grav. Dens Gavle og Taarne steg takkede og tungt sorte mod en gylden Solnedgang, den klare Luft glødede af Glans, og Borgens smaa Ruder blussede som hede Øjne mod Vesterleden.

Hvor var de Hænder, der havde lagt disse tunge røde Sten i Lag paa Lag og taarnet dem til en Borg? Hvor var de mange Slægters Øjne, der havde stirret ud fra Borgens Skaar ? Hvor var den Fange, der havde befolket Taarnkælderens Mulm med sine farvestærke Drømme?

Hvert Træ, der stod mod den kobberrøde Himmel, havde stivnet sine Blade i skarp metaltung Hvile; de klirrede kun, naar en klodset Bille tørnede mod Løvet i sin Flugt. Og højt paa Taarnet stod Vagten støttestiv med Armene som fastgroede i Brystværnet.

Det var en Aften af den gribende Stilhed, da Livet ikke lever, men Verden spejler sin 231 udødelige Ro i hver stilnet Sjæl som i et hvidt og bundklart Spejl.

Da Sølver holdt med sine Svende for Egenæs, var der saa stille i dem alle, at de uden Aftale stod af Hestene og tøjrede dem i Hvidkløveren ned mod Søen. Og Sølver gik alene til Gravens Bred, satte sig i Græsset og stirrede over mod Borgen.

Saa vide havde har faret, saa skrapt havde han redet gennem Floddale og over Bjerge — Dag for Dag til nye Egne —, og dog havde han aldrig set noget nyere eller noget skønnere end denne Borg i Kløverduft og Aftenrøde. Det var som et gyldent Afbillede af alt det kæreste, han havde kendt, det fagreste han havde drømt, et Minde om en halvforglemt Moder, der med eet begyndte at gløde i hans Sjæl.

Efter flere Aars Utroskab mod sit Land og sin Ungdom var han atter vendt hjem til sit eget Hjerte; thi det havde altid boet i disse stille Skove, i disse Markers Ro, i disse stirrende Borgruder. Sølver havde tumlet sig i fremmede Slag, berust sig i Sydens Vin og sovet ved fremmede Kvinders sanselige Bryster, og dog følte han, at han alle Dage havde haft sin Vugge, sin Seng og sin Grav i dette milde 232 Land, hvis Dugg nu trillede i hans lange lyse Haar og fugtede hans Læber med Hjemmets vidunderlige Kys.

Og Sølver bøjede sin unge Mund mod Fædrelandets gamle Jord, og han skjalv af Ærefrygt for alle sine Minder, der kun havde Rod i denne Jord.

— Sølver rejste sig og gik frem mod den optrukne Vindebro. Den røde Vaabenkappe flagrede til Side for det skinnende Harnisk, han greb sit Horn og blæste en Hjemkomstfanfare op mod Gros Mure.

Men der kom intet Gensvar, og dog maatte Gro være derinde, og i den røde Aften mødtes hans Længsels Aande med hendes ude over det stille slumrende Vand i Borggraven.

Saa kaldte Sølver sine Folk til, ogsaa Tage, Gros Sendesvend, og alle blæste de en skingrende Appel, støttet af to dumpe buldrende Trommer.

Endelig vaagnede Vagten af sin Stenro paa Taarnet og raabte dem an. Langsomt kom hans Røst som en Sten, der falder fra Tinden: »Høj! — Hvem der?«

»Hej!« raabte Sølver. — »Giv Broen ned og luk op!«

»For hvem?«

233

»For Jomfruens Fæstemand!«

»Vor Jomfru har ingen Fæstemand.«

»Saa væk hende og sig, han er kommen.«

»Vor Jomfru er ikke i Gaarde.«

»Hvor er hun da?«

»Hun er paa sin Ø.«

»Hvor?«

»Paa Øen hist ovre!«

»Saa søger vi hende der!

»Vogt Jer, Herre! Der tør ingen komme uden hun selv.«

— Den Nat tilbragte Sølver under aaben Himmel. Han sendte sine Svende tilbage til sin egen Gaard og blev alene med Tage. De laa i deres Kapper nede ved Søen, og Sølver aabnede ofte Øjnene for at stirre over til Æbelø, hvor han indbildte sig at se et Lys blinke svagt som en Stjerne mellem Løvet.

Svenden fortalte mange sære Sagn om Jomfruens Ophold paa den øde lille Ø. Ingen vidste, hvad hun gjorde derovre. Ofte boede hun der mange Dage. Kun hendes Amme var med hende. Mange havde set blaa Blus sitre om Øen og troede paa Hekseri, andre mente, hun holdt sig en Elsker derude, en Fredløs, hvis Spor skulde skjules.

234

Og Sølver kunde ikke sove for tusind Minders Genfærd og tusind onde Tvivl.

— Heller ikke næste Dag lykkedes detham at trænge ind paa Egenæs. Broen vedblev at være løftet, og dog rygtedes det ud, at Jomfruen i den tidlige Morgen var vendt tilbage. Hendes lille gule Bannermærke vajede fra Taarnet.

Sølver lod Tage forkynde hende sit Komme og bede om en Samtale. Svenden blev vel sluppet ind, men holdt tilbage, saa Sølver var uden Svar. Saa lod han Borgen omringe paa alle Sider og Tilgangen nøje bevogte, saa længe det var Dag.

Men om Aftenen sendte han sine Folk hjem og blev alene tilbage. I den fosforgrønne Nat stirrede han over mod Borgens tunge skumle Murværk, om ikke Haabet skulde lysne og Gro komme frem.

En Baad blev staget over Borggraven. Sølver lyttede anspændt. Det var Tage, som havde set sit Snit til at finde baade Løndør og Baad, hvoraf Gro betjente sig paa sine natlige Udflugter.

Sølver roede med tilbage og blev indladt i Borgen. Saa befalede han Tage at gaa til Ro og steg selv op ad de mange smalle Trapper, tryg trods det kvælende Mørke.

Alle Solvers Minder slumrede i den tunge 235 Luft — det var, som han famlede sig frem gennem Minder. Denne Vej havde han engang baaret Gro tilbage til hendes Leje — nu kom han for at bære hende derfra.

Listede det omkring ham? Hørte han sine egne tunge Gengangerfjed komme søgende dybt dernede fra Kælderen? Eller sukkede alle Murene hans gamle Elskovs evige Klage?

Nu kom Sølver vandrende over Aars Utroskab: For hvert Trin traadte han en Erindring sønder som et Lig — svundne Nætters sanselige Lyst glimtede som hvide Genfærd for hans indre Øje — Kvindebryster slappedes og falmede — Haarlokker ringlede bort som sorte Snoge i Mørket — Kys druknede i klaprende Tænders Gnidsel — alt blev dødt og magtesløst — hele Fortiden manedes i Graven — det var, som hans Vilje rammede en Pæl derigennem. Og nu steg Sølver op, vandrede over sig selv, gik over sit eget Hjerte, gik mod sin Ungdom, steg mod sin rigeste Rigdom, gik mod den eneste Ene, der havde skaffet hans Sjæl Evighed og faaet hans Hjerte til at synge, saa selv alle Stenene i et Fængsel sang med.

Der var ingen Døre at aabne — kun det tunge Tæppe at løfte — og Sølver stod i Gros Kammer. Der var Mulm saa tykt derinde, at 236 han ikke engang kunde skimte noget Vindue, og dog aandede han hende ind med Kammerets Luft og vidste, hun var der. Han kastede fra sit Brystgemme en Haandfuld Ædelstene hen paa hendes usynlige Leje, og han hørte dem synke blødt og knitre, saa Lyden tryllede gyldent Lys frem for hans Øje. Og Guldkæderne raslede Lys frem paa hans Bryst.

Og Sølver gik frem og bøjede Knæ midt i Mørket — den lille franske Baret gled bag over hans lange lokkede Haar — Sværdet faldt klirrende fra Bæltet til Gulvet — og Sølver laa knælende uden at se, og dog vidste han, at han laa for sine Dages Maal, for sit Livs udødeligste Begær.

»Gro« — hviskede han — »her ligger jeg paa Skilsmissens tusinde Dage — knuget af mine egne Sansers Brøde — lænket af mit eget genopstandne Haab. Jeg kaldte engang — og du kom! Du kaldte vel tusinde Gange — og jeg kom ikke — ikke før nu. Og dog har jeg vandret alle Dage mod dig — mine Sansers Rus vakte mig til det beskeske Savn — min egen Glemsel blev en Svøbe, der piskede mig hjem Her er jeg og forlanger mit Rige. Al Verdens Lyst har jeg nydt — dig har jeg nydt — men 237 aldrig den evige Sødme at være dine Dages Helt, at være Kongen paa vor Kærligheds Ø.«

Sølver greb frem i Mørket og fandt hendes Haand. Hun stod stiv og ordløs foran ham. Hendes Haand var iskold og besvarede ikke Trykket fra hans. Der undslap ikke hendes Mund eller Hjerte noget Suk.

»Gro — hører du — Gro, før mig til din Ø. Gro — jeg vil! Jeg gæster den kun med dig. Og bliver det kun en eneste Gang, saa vil jeg høre af Løvet og Luften din aarlange Længsel. Gro, jeg stævner dig did. Og gaar du ikke med, saa bærer jeg dig til vor Ø!«

Sølver greb frem og løftede hende op. Hendes Arme hang slappe ned og lagde sig ikke om hans Skuldre og Hals; men Sølver bar hende saa tæt i sin Favn, at hun ikke kunde slippe. En brusende Magtfølelse drev ham frem, en vidunderlig Anelse af en Eventyrnat, hans Styrke skulde erobre.

Han bar hende til Løndøren, ved hvilken Baaden laa i Skjul af Vandpilene ved Murens Fod. Han lagde hende agter i Baaden, dækket med sin Kappe. Ved det matte Stjerneskær genkendte han hendes fine skælvende himmelvendte Træk og saa den sitrende Bleghed over de lukte Øjenlaag.

238

»Gro, nu lægger jeg fra Land. Du tier for ikke at røbe mig Vejen til dit Rige. Og dog skal jeg finde den, Gro. Du hviler der som mit Ror. Din egen Drift skal drage os over Søen. Vor Længsel skal styre, og jeg behøver kun at ro for at lande.«

Snart bøjede Baaden ud af den lille Kanal, der førte fra Borggraven til Søen.

Sølver roede lydløst. Det blikstille Vand veg uden Lyd. Draaberne trillede fra Aarerne som en Sang af blinkende Ædelstene. Da Sølver saa over Baadens Kant, undrede han sig saare; thi de flød med et Stjernedyb under sig saa svimlende, som han aldrig før havde set. Vandet laa uden Spejl og var kun dyb, dyb Bund. Og ned i det dunkelblaa Dyb sank fosforgrønne Taager som Slør over Stjernerne.

Sølver saa sig ikke til Siden, han vidste saa trygt, at Baaden bar i den rigtige Retning. Med eet hørte han Sivene hviske omkring sig — den lille Havn greb ham med sin krogede Tange — Skoven gik frem med sine Skygger og snævrede Søen ind til et lille dugget Spejl; men lige til han naaede Bredden, blinkede Stjernerne under hans Øjne.

Saa gled Baaden til Hvile, og Sølver var paa Æbelø.

239

Gro laa bestandig ubevægelig med lukkede Øjne. Men Sølver lo af Jubel, løftede hende i sine Arme og bar hende ind mellem de susende Træer. Jorden gyngede under hans Fødder, men han bar hende, til Skoven havde lukket sig tæt omkring dem, til Søen var borte og Stjernerne igen sad højt oppe paa den løvdækkede Himmel.

Han knælede ned for hende, kyssede hendes Fod og sagde:

»Gro, jeg hilser dig — Dronning over dit eget Rige — Dronning over din Sølver!«

Og han følte hendes Fod skælve for Kysset, og han rejste sig og støttede hende i sine Arme.

»Gro — jeg ved, at jeg er i din Trylleverden — men jeg er ikke ræd. Hvad end du har drømt og tænkt og koglet herovre — jeg føler, at Luften er mig god, at denne Jord og disse Træer kender min Sjæl gennem dig. — Der hviskes om, at du har din Elsker herovre — ja, jeg ved det — og jeg jubler — thi jeg var din usynlige Elskede — den Fredløse, hvis Spor skulde skjules — jeg var din Elsker — din Øs usynlige Konge.«

Da klang — koldt og fast — det første Ord fra hendes Mund:

»Nej, Sølver!«

240

Og hun begyndte at gaa, og Sølver fulgte hendes hastige Fjed i stønnende Forventning. De gik gennem det tykke Mørke, og hendes Øjne saa for dem begge. De stødte mod faste Planker — Sølver sansede Granvæggens Harpikslugt — en Dør gik op — og de stod i et taglukket Rum.

Da stivnede Sølvers Hjerte, thi han hørte det aande derinde. Og i en Opblussen af skrigende Tvivl lod han sig drage af Gros Haand til den Sovendes Leje.

Og Gro kastede sig over Lejet, idet hun hviskede: »Nej, Sølver — dig var det ikke. — Her hviler min Øs Konge, og her hviler han, jeg har elsket, siden du drog bort.«

Sølver faldt forover i et rasende Anfald af Had, i Skinsyge og fortryllet Rædsel. Da sitrede Rædslen bort under hans Hænder, og Hadet blev til sød og salig Jubel: Thi han følte mellem sine Fingre et Barns bløde Haar, et Barns sunde sovende Hoved.

»Her, Sølver, er alt, hvad jeg elskede i dig.«

* * *

Alle Træer susede om Gros og Sølvers Leje. Alle Blomster voksede tommevis i Mørket 241 Den ubesmittede Ø tilhørte sin unge sovende Prins. Og de to, der tilsammen ikke kendte Frygt, Askese eller syg Religion, de hilsede Stjernernes gyldne Hærskarer over deres Kærligheds grønne Ø og sov ind med Udødeligheden midt imellem sig.

Og Jorden og Gud var glad for to lykkelige Mennesker.