Ulfeldt, Leonora Christina Confrontationen i Malmø 1659

CONFRONTATIONEN I MALMØ 1659

70

        

71

HVAD SOM PASSERET UDI DEN CONFRONTATION HER UDI MIT HUS I MALMØ DEN 17. DEC. 1659.

Den 17. Dec. 1659 sattes Retten her udi Huset, og var Commissarierne 1 disse:

  • Rigens Raad Hr. Johan Gyldenstierne,
  • Gustaf Posse,
  • Claus Raalam,
  • Secreterer Skunck,
  • Gyldengriib,
  • Morten Bremer,
  • Magnus Skilder,
  • Dr. Erick.

Magnus Larsen Kgl. Advocat,
som Tiltalen fremførte.

De, som denne Rettergang skulde være til Paahør, vare disse:

  • Palle Urne Fanger
  • Lave Bille Fanger
  • Steen Ritz Fanger
  • Otte Lindenov Fanger
  • Suab Fanger
* 72
  • Borgemester Hans Hendrichsen
  • Borgemester Jacob Clausen
  • Raadmand Hans Aagesøn
  • Raadmand Jacob Jacobson.

Der var tre Protrocollister, to Skuncks Betjenter1 og en her af Byen.

Der de havde sat sig til Sæde, udi Stuen, blev jeg indfordret, og rejste de sig alle imod2 mig, og gjorde jeg enhver sin tilbørlig Reverentz, hvorpaa Rigens Raad Gyldenstierne bød mig min Lehnestol, og satte jeg mig lided afsides fra Herrerne; de bleve alle med blotte Hoveder; hvorpaa Kgl. Advocat begyndte at tale til Kgl. Commissarier udi den Mening, at eftersom Hs. K. Mt. havde haft Aarsage at lade min Herre og mig tiltale paa adskilligt, som allerede skeed var, og en Conjrontation med dennem, som udi den Sag Vidne var, syntes nødvendigst at være, altsaa bad han den Kgl. Commissarial-Retten, at Vidnerne maatte fremkomme og derres Ed aflægge for deres Sandhed udi den Sag at sige; hvortil R. R. Gyldenstierne svarte ja, ded var billigt, og befol, at først Bartholomeus Mickelsen skulde indkomme, hvilket skeede. Og der han indkom, holdte R. R. Gyldenstierne hannem for, vel at betragte, hvad den Ed havde i sig, han skulde aflægge, og at han intet uden sin Sandhed skulde vidne, hvorpaa Bartholomeus lagde sin Haand paa Evangeli-Baagen og sagde saa hos sig: "Ja saamænd skal jeg saa; saa sandt hjælpe mig Gud." Hvortil Advocaten sagde: "Ded er ikke saaledes ment. I skal sige efter Eden, som Eder bliver oplæst" Hvortil jeg sagde: "Ded, som først skulde have værret, sker nu sidst post festum 3 bag paa Processen." Saa blev en Ed for hannem oplæst af den Mening, at han hverken af Lyst, for Truen eller Nytte skulde vige fra Sandhed, mens4 den sige foruden Sky, saa sandt hjælpe hannem Gud og hans hellige Ord.

Derpaa spurte Advocaten hannem ad, om han var bleven nogen Tid enten lokket eller truet til med Pinen Greven eller *

* * * 73 Grevinden noget at paa sige; hvortil Bartholomeus intet svarte à propos 1, mens sagde: "Ded jeg haver sagt, ded er Sanden, og ded haver jeg skriftligen givet fra mig." Hvorpaa Advocaten vendte sig til mig og sagde: "Der hører Grevinden, at Bartholomeus intet er bleven truet dertil med nogen Pinen, som Greven udi sin Replique haver givet at forstaa." Hvortil jeg svarte, at ded kunde jeg ikke af hans Svar fornemme, kunde og ikke vide, hvad hannem havde beveget min Herre og mig at paalyve, enten ded var Lokken eller Trusel. Hvortil Bartholomeus sagde intet at have løjet. Jeg sagde til hannem: "Skulde nogen tro, at I, som haver ikke haft Samvittighed2 mange uskyllige Mennesker at lade formorde og ombringe, at I skulde gøre Eder Samvittighed os at paalyve?" Hvortil han svarte: "Jeg vilde ikke lægge Haand paa nogen Menneske." Jeg svarte: "Om I ikke havde den Courage selver ded at gøre, vilde I ded dog ved Eders Raad forrette. Dog, den Sag kommer mig ikke ved. Ellers er ded ikke underligt, at I, som vilde lade os selver ombringe med de andre, ikke gører Eder Samvittighed os at paalyve." Hvortil han svarte: "Nej, Eders Hus skulde intet have kommet til Skade. Der var Borren god for3." Svarte jeg: "Ded ved jeg alt for god Beskeen om, baade af en Tjenner, som kom fra København, der før havde tjent os, og endda en Borger af Stralsund, foruden andre, som ded vidste at berette, saa at ded var ordineret 4, at ikke en Sten af vorres Hus skulde blive staaendes paa den anden." Hvortil Bartholomeus intet svarte.

*Advocaten sagde: "Grevinden talte tilforne om Eden før skulde have værret aflagt; saa er ded bleven tilbøded, at Fuldmægtigerne den skulde have værret til Paahør." "Naar?" svarte jeg; "der man var midt i Processen. Er ded brugeligt?" Skunck sagde: "Man vidste ikke, at Bartholomeus vilde tale om Greven, da han blev første Gang examineret." Og Advocaten sagde sit dertil, at eftersom Bartholomeus ikkun blev tilspurt om Anslaget *

* * * 74 paa Malmø, og ded ikke rørte Greven paa, kunde og ingen være paa hans Vegne til Paahør. Jeg svarte Skunck, at "da I gode Herrer gjorde hannem de indstændige Spørsmaal om min Herres Person, da skulde nogen have efter Loven værret paa hans Vegne til Vedermæle1." Derpaa svartes intet.*

Advocaten tilspurte Bartholomeus, om ikke Greven havde søgt Gunst hos Kongen i Danmark. Hvortil Bartholomeus svarte ja. Advocaten spurte, hvorledes ded kom til, at han ded søgte. Jeg interromperede2Advocaten og bad, at Bartholomeus maatte sige af sig selv foruden Spørsmaal, hvad han med min Herre sagde at have talt, saa mente jeg, ded sidste ikke skulde være ded første ligt. Det skulde og ske, sagde Advocaten, mens3 spurte dog Bartholomeus ded samme igen, hvortil Bartholomeus svarte, at ded kom saa til, at hans Venner skrev hannem til fra København, at de saae gerne, Greven havde Gunst hos Kongen af Danmark; saa talte han med Greven derom udi hans Kammers, og han lod sig ded vel befalde4, vilde dog ikke skrive, mens3 bad, han5 skulde skrive derom. Hvortil jeg svarte: "Ded er aldrig skeed. I var den rette Mand, han derudi skulde bruge, om saa havde værret. Jeg er vis paa, havde I kommet med den Snak, da havde han visseligen forbøden Eder vidre til at tale *derom* og viist Eder saa af, I havde ikke kommet igen."

Advocaten tilspurgde Bartholomeus, af hvem han havde den Kundskab om Stormen. Bartholomeus svarte: "Af Greven." Advocaten: hvorledes han fik den? Bartholomeus: "Greven sendte Kield Friis ud efter mig paa Limhavn, at jeg skulde komme til hannem. Saa kom jeg ud Klokken tolv og var udi hans Kammers hos hannem henneved to Timer. Bad Greven mig sætte sig paa sin Stol ved Bordet, og han satte sig paa en Bænk. Saa læste han op for mig af et Papir Stormpuncternef og jeg skrev dennem efter. Saa rev han sit Papir i Stykker og kaste ded paa Ilden." Jeg svarte dertil: "Han tager Løgn sin *

* * * * 75 Løgn med at besmykke; thi jeg er vis paa, at ded skeede aldrig, og kan deraf endog sees, at han lyver, thi paa de Tider plejer vi at holde Maaltid." Og spurgte jeg Bartholomeus: "Fik vi da ingen Mad den Middag?" "Jeg ved ikke," svarte Bartbolomeus, "om I havde faaet Mad før eller fik Mad, da jeg kom, thi jeg gik noget ude paa Gaarden." "Ded kan alle vorres Folk vidne," sagde jeg, "at ded er ikke sandt, I paa de Tider var hos min Herre." Og blev Bartholomeus udviist.

Derpaa blev Rasmus Andersen indkaldet, og holdt R. R. Gyldenstierne hannem i lige Maader for at betragte sin Ed og vide, hvad den betyde. Og der han Eden havde aflagt, spurte Advocaten hannem, om han var bleven truet med Pinen til at sige Greven noget paa. Rasmus teeg1 noget stille, førend han svarte, saa at Advocaten spurte hannem atter igen, hvortil Rasmus svarte: "Jeg blev vel truet med Pinen, ded kan jeg ikke andet sige; mens ikke mere for ded end som for anded." Og bad Advocaten, han skulde sige, hvad Discours 2 Greven og han havde haft tilsammen. Rasmus sagde, at han havde given dennem skriftlig fra sig, og ded var sandt. Jeg sagde: "Siger dennem nu." Saa begyndte han at stamme, sagde et Ord to-tre Gange. Derpaa sagde Advocaten: "I behøver intet at frygte Eder. Siger man3 frem. I haver værret for Herrerne før." Jeg sagde: "Styrker hannem, thi mig synnes, han haver Hjælp behov." "Nej," sagde Advocaten, "jeg styrker hannem ikke. Siger frem." Dermed begyndte Rasmus igen og kunde ingen Vej komme, holdt Fingrene for sin Pande og repeterede Ordene igen, han engang havde sagt, for at mindes dennem. Hvortil jeg sagde: "Ded gaar hannem som smaa Børn udi Skolen, naar de skal recitere derres Lejse4, som de haver lært udenad; naar dennem fattes et Ord, faar de at begynde paany igen." Der Advocaten saae, at han stod og happet derudi, gav han hannem hans Bekendelse, han skriftligen havde givet fra sig; den læste han op. Jeg sagde: "Ded er ikke Under, at l kan læse Eders egen skreven Digt5. *

* * * * 76 Havde I skulle sagt den desforuden, da maaske den havde ikke værret dette ligt." "Jo saamænd," sagde Rasmus, "jeg haver sagt det, som Sandhed er." "Jeg er vis paa," svarte jeg, "at min Herre havde aldrig saadan Samtale med Eder; thi hvad kommer hannem Taubenfeldts Barn ved at have Omsorg for; jeg tror og, at hans Frue ikke skal kunne regne mange Friherrer udi sit Slægt. Hvad han kan gøre, naar Bønder slager fejl, ved jeg ikke. I maa have et skelmsk1 Hjerte, at I saadan Løgn sammensætter, som dog i sig selver intet haver meget at betyde; aleneste Eders onde Gemyt kan deraf sees." "Jeg haver intet skelmsk Hjerte," svarte han; "hvad ved I deraf?" sagde han og sprang frem paa den ene Side; "I var der intet hos; ded er og man Discours.2 " Jeg svarte: "Derfor at jeg ikke var da hos, og I ved, at min Herre er udi den Stand ikke for sig selver at kunne svare, derfor siger I nu, hvad I vil, og hvorfor siger I slig Discours?" "Hvorfor skulde jeg ikke sige dennem?" svarte han; "de vare jo bleven sagt". "I siger ikke sandt," sagde jeg. Hvorpaa R. R. Gyldenstierne vendte sig til de danske Adel og til Borgerne: "Er der nogen af Eder," sagde han, "som ved, at Rasmus Andersen før haver værret for Usandt straffet?" Derpaa stod Palle Urne og Borgemester Jacob Clausen op og sagde, de havde ikke anded hørt, end han jo var holdt for en ærlig Mand. Jeg sagde, at ded var endnu tilig nok at gøre Skelm af sig. Rasmus sagde, han var en erlig Mand. Jeg sagde: "Han fik udi en af disse Dage at vide, hvad han var."

Derpaa blev han viist ud, og kom Nels Pedersen ind, som og aflagde sin Ed, mens blev ingenting tilspurt, blev igen udviist, og Johan Jørgensen indfordret, som gjorde sin Ed. Derpaa spurte Advocaten hannem, om han havde set Grevens Tjenner, en Tyrk, paa Limhavn. Svarte han: "Jeg saae En med et sort Haar paa Limhavn; da spurte jeg Bartholomeus, hvem ded var; sagde han, at ded var Grevens Tjenner, en Tyrk." Advocaten spurte hannem, om ded ikke var den samme, som der blev ført for *

* 77 hannem paa Slottet. Svarte, hannem syntes saa, at ded var den. Johan Stenmand blev indkalded og gjorde sin Ed, og tilspurt af Advocaten, om han ikke havde set Grevens Tjenner, en Tyrk, paa Limhavn, svarede ja at have set hannem der tvende Gange. Hvortil jeg sagde: "Ded er ikke Under, at han siger som Bartholomeus, for han haver værret i hans Hus og ædt hans Brød." Og tilspurte jeg hver især, Johan Jørgensen og Stenmand, om de havde set hannem have noget Brev med sig; svarte de nej. Og blev Isak indhent; hvor da Advocaten atter spurde Johan Jørgensen, om ded var den samme, han havde set paa Limhavn; svarede som før: hannem syntes saa. Advocaten spurte Isak, om han ikke havde værret paa Limhavn; sagde nej aldrig at have værret der. Advocaten spurte atter Johan Jørgensen, om ded var ikke den, han saae der; svarte: "Mig synnes saa, mens han siger selver nej." Advocaten spurte Stenmand ad, om ded var den, han havde set paa Limhavn; svarte ja. Isak sagde nej dertil aldrig at have set hannem der. Advocaten sagde: "Skulde ded da have værret en anden, maaske en Fransos?" hvortil ingen svarede. Omsider sagde Gustaf Posse: "Mener I den Fransos Charle? Nej, han haver ded ikke værret, han siger at have skøt Agerhøns der, mens ellers ikke værret der." Dermed bleve de udviist igen, og sagde Advocaten til mig: "Der ser I, Fru Grevinde, at der erre tre Vidner paa Tyrken." "Ded kommer mig ikke ved," svarte jeg, "thi omendskønt Isak haver værret hundrede Gange paa Limhavn, ded kymrer ikke mig, naar ingen kan bevise, at han haver værret der udi sin Herres Ærinder og bragt noget Brev fra hannem. Tilmed stemmer ikke to Vidnesbyrd overens, at han haver værret der."

Bartholomeus blev atter indkaldet igen. Tilspurte Advocaten hannem, om han ikke havde ded Anslag paa Flaaden udi Landskrone Havn at ruinere af Greven 1. Svarede ja. Jeg sagde dertil, at jeg vidste, ded var ikke sandt, og havde min Herre og erklæret sig derpaa og sagt, at han aldrig havde talt med Bartholemeus *

78 derom. "Ja, den Is," sagde Advocaten, "Greven vil bevise ded med, befinder sig anderledes; thi der laa ingen Is sidst in Februario." Derpaa tog Skunck Ordet: "Jeg rejste," sagde han, "i Begyndelsen af Marti o igennem Landskrone; da løb der Skib ud." "Ded forhindrer ikke," svarte jeg, "at jo min Herre med den Is, han udi sin Erklæring om melder, beviser, at Bartholomeus siger Usandt; thi Bartholomeus siger, at strax efter Stormen skulde han have talt med hannem derom; ded var ikke m Martio. Nu ved alle, at paa de Tider Stormen var, laa der en stærk Is overalt, og beviser Corfitz Trolles Brev ded, at der laa Is; hvorfor ded Anslag ikke kunde gaa an. Og enten der laa Is eller ikke, er ikke derfor sagt, at Bartholomeus ded Anslag havde af min Herre, mens snarere af sig selver, efterdi ded ikke var practiquable.1

Advocaten tilspurte Bartholomeus, hvorfor Greven søgte Gunst hos Kongen i Danmark. Bartholomeus svarte: "For at bore sig ind hos Kongen af Sverrig, sagde Greven mig." Jeg sagde: "Ded er en Bunde-Terminos2, som min Herre aldrig haver brugt." "Ja," svarede Bartholomeus, "naar store Herrer taler med Bønder, bruger de derres Manér." "Men til hvad Ende *spurte jeg* vilde min Herre, som I siger, bore sig ind hos Hs. K. Mt. af Sverrig?" "For at være Mediator3 svarte han; hvortil jeg lo noget sposk og sagde: "Man hører vel, at I er den rette Statsmand, og at ded haver værret med Eder, min Herre haver talt om Statssager. Ded er saadanne Standspersoner, man bruger til Mediateurs." Og sagde jeg til Advocaten: "I haver gjort saa mange Presumsioner4, gører mig nu en og siger mig, hvad der skulde have beveget min Herre til at søge Gunst hos Hs. K. Mt. af Danmark, paa de Tider, da han ikke havde uden den ene Stad igen af sine Lande og ded saae ud for menneskelige Øjne til hans total Ruin. Siger mig dog en Presumsion." Ingen svarte. Og vendte jeg mig til de danske Adel og sagde: "Ded ved en Part af Eder, at der var mange endog af vorres Venner, som *

* * * 79 syntes, at vi gjorde for lidt derudi, da K. Mt. af Danmark var udi Velstanden, at vi ikke søgte Hs. K. Mt.s Gunst. Ded blev ikke overladt, fordi vi den jo højt adstundede1, mens2 ikke paa den Maade Pardon at begere; thi der var ingen Forseelse begaaet. Og vilde jeg, at vi havde alle Potentaters Gunst, dog alting med Manér."

Advocaten tilspurte hannem, om Greven ikke havde talt med hannem om La Voiette. Bartholomeus svarede ja, han havde sagt hannem, at han længe havde kendt La Voiette, der han var Prinsen af Uraniens Page og de var gode Venner. Hvortil jeg svarte: "Hvem monne have sagt Eder ded, at La Voiette havde der værret Page? Jeg er vis paa, at I ded ikke haver hørt af min Herre. Ded er sandt, at min Herre kendte hannem Page hos Prinsen af Uranien, og derres Venskab var saaledes, som den imellem en Ambassadeur og en Page kan værre."

Advocaten tilspurte Bartholomeus, om Greven ikke havde sagt hannem, at dersom de af København havde faldet ud efter Stormen, kunde de Finden3 have ganske ruineret. Bartholomeus svarede ja og repeterede Ordene. Hvortil jeg svarte, at dertil havde min Herre selver svaret, og saae man, at Bartholomeus ikke var bedre Krigsmand end som Statsmand; thi ded vidste min Herre vel, at ded var ikke raadeligt for Fodfolk at attacquere4 Rytteri udi rase campagne5. Hvortil Advocaten sagde: "Eftersom Vorre6 var udi Confusion, kunde ded vel have skeed." "Ded forstaar jeg ikke," svarte jeg; og vilde han derpaa noget mere have talt, mens Gyldenstierne vinkede hannem. Bartholomeus begyndte at sige, at Greven havde skældet hannem for en Tyv, og ded var han ikke, og skulde man ded aldrig kunne bevise. Og sagde han vidre: "Der jeg hørte ded, da maa jeg bekende . ..." "Hvad?" sagde jeg. Han svarte intet. "Jeg ser, I haver gjort af Had," sagde jeg, "hvis7 skeed er." "Nej," sagde Advocaten, "han havde alting bekendt, førend han Grevens *

* * * * * * 80 Erklæring fik at se." Bartholomeus stympet1 immer derpaa igen og sagde, at hannem aldrig nogen Tyveri skulde overbevises, og ded havde man hannem med ingen Sandhed tillagt. Hvortil jeg svarte: "Dersom Eder er længere Liv forelagt og Gud under mig at leve, da skal jeg ded med Eder udføre og bevise, at ded er sandt, hvis2 min Herre haver skreven." Bartholomeus sagde: "Jeg er aldrig bleven dragen udi nogen Rettergang for Tyveri." "For ikke at lade ded komme dertil," svarte jeg, "saa tinget I op3, og ded med min egen Sal. Morbroder Otte Marsvin." Hvortil Bartholomeus teeg lided stille, og sagde siden: "Ded skeede ikke heller." Jeg svarte: "Ded haver Eders Hustrues Midler faaet at vide, som sprang derfor." Hvorpaa han intet svarte.

Advocaten fremviste en Sedel foruden Opskrift4 og Underskrift, som han sagde værre min Haand, spurte Bartholemeus ad, om den Sedel ikke var min Haand og til hannem skreven; hvortil Bartholomeus svarede ja, den Sedel var Grevens *Haand* og til hannem *skreven* Svar paa ded, han skrev hannem om. "Ded er artig," sagde jeg, "han siger, ded er min Herres Haand, og Advocaten siger, at ded er min." Hvortil Advocaten sagde: "Bartholomeus vidste ikke bedre, end ded var Grevens Haand, førend jeg sagde, at ded var Grevindens, for jeg holdte ded ved5 Hinders Skrifter." Bartholomeus blev ved at sige, at det var Grevens Haand. Advocaten tog Sedelen med den Erklæring, min Herre imod Hs. K. Mt. gjort havde, hvilken var skreven med min Haand og af min Herre underskreven, viste den de danske Adel, der var tilstede, og spurte først, om ded ene Skrift ikke var ligt ded anded, siden, om min Herres Haand ikke var saa let at skrive efter som min. Ingen svarte noget dertil. Viste han mig min Herres Navn selver med den anden Skrift og sagde, at jeg mente udi min Triplicque, at ded, Bartholomeus ikke havde skreven min Herres Haand efter, havde værret, fordi den ikke var saa let som min at efterskrive; hannem syntes, at *

* * * * 81 ded jo saa let var til at gøre, og at mere af min Herres Haand skulde findes end af min, eftersom han havde haft meget til at bestille. Jeg svarte, at hvis1 jeg dertil havde svaret, var en Presumsion, at maaske ded havde ded foraarsaget, og skrev min Herre ikke altid lige vel eller lige læselig; der var og maaske ingen af hans Fogder, som vilde gøre Skelm af sig og fly nogen af hans Breve til at skrive efter. Ellers bekendte jeg, at en Skelm, der sig derpaa havde lagt2, saa vel min Herres Haand som min kunde efterskrive, og kan Bartholomeus bedst sige, hvorfor han den enten haver skrevet eller laded skrive. Bartholomeus svarte: "Jeg haver ikke laded den skrive. En blev mig saa sendt her fra Huset." Hvorpaa jeg spurte hannem, hvormed han kunde bevise, at den var skreven til hannem, efterdi der er ingen Opskrift paa. "Den blev mig sendt," svarte han. Jeg spurte: "Hvem bar Eder den?" Bartholomeus svarte: "Ded mindes jeg ikke." "Skulde I ikke mindes ded, hvem der bar Eder den, og I siger, En blev Eder sendt her fra Huset. Der kan man se, hvor han far med Løgn. Ihvorom alting er," sagde jeg, "da siger jeg, en Skelm haver skreven den og ikke jeg, og ingen erlig Mand skal med Sandhed godtgøre, at ded er min Haand, om han var *end* en Furste." "En Skelm haver skreven den," sagde Bartholomeus. "Ded er ded første sandt Ord, I haver sagt i Dag," svarte jeg "mens3 I ved, hvem den Skelm haver værret." Bartholomeus svarte: "Jeg er ingen Skelm; Greven haver skreven den." Og sagde Posse, at Secreteren Kield Friis havde sagt, ded var min Haand; hvortil jeg svarte: "Han maa have sagt, det saae min Haand ligt; mens ded er jeg vis paa, at han ikke kunde sige, ded var min Haand. Her tages Bartholomeus udi Løgn," sagde jeg "ligesom med Nels Pedersen, han havde sagt min Herres Svar om Mikkelsdag, der4 han hannem5 efter hans Sigen om den Gunst, hos K. Mt. af Danmark skulde søges, først om Mortendag proponeret6. * * * * * * 82 Bartholomeus sagde: "Hvad ved jeg, hvad Nels Pedersen siger for Tider." "Lader da Nels Pedersen selver komme ind," sagde jeg "og sige, hvad Tid og hvad I sagde hannem." Advocaten tog og ded og sagde, at slig Folk, som omgikkes med Ager og Kveg, ikke vidste saa lige Tiden at observere, og jeg havde selver skreven udi min Replicque, at ded var vel, man skrev op, naar man talte med En, og hvad man sagde. "Ded er vist nok," svarte jeg, "at mig synnes, ded i denne Tid behøves; mens hvad kommer ded her ved? Saadanne Folk, som omgaas med Ager og Eng, de ved Tiden langt bedre end enten I eller jeg." Bartholomeus sagde atter, at ded kom hannem ikke ved, hvad Tid Nels Pedersen sagde. Jeg sagde da: "Lader hannem selver komme ind og sige sine Ord." Mens1 ingen havde Øren, og han kom intet ind. Advocaten disputeret af al Magt og blev ivrig, hvorover jeg bad hannem ikke ivre sig. Der laa ikke meget Magt paa den stakket Tid, sagde han; ded var ikkun sex Uger imellem Mikkelsdag og Mortensdag, og kunde han baade om Mikkelsdag og Mortensdag have talt derom, kørte en hel Haab sammen, som ingen Fynd havde. Hvortil jeg svarte: "Ded er meget. Vil I det endnu disputere? Tager I de fjorten Dage for Eder, de fire Uger, ja alt saa nær som en Dag, ja en Time, lader2 mig den til at bevise med, at han en Time førend Propositionen skeede, vidste Svaret, saa kan deraf hans Løgn og egen Digt bevises." Advocaten vilde endnu replicere ded samme, han før havde sagt; mens1 Gyldenstierne syntes, ded var nok. Derpaa tog Advocaten Seddelen og vilde lægge den sammen udi en Trekant og sagde: "Saaledes haver den ligget." Mens1 Seddelen var saa reven, at den ikke kunde holde. Dermed tog han et anded Stykke Papir og viste ded, at saaledes havde den værret lagt. "Hvad da?" sagde jeg "Giver mig Papiret hid, jeg vil lægge Eder ded udi en Sexkant, og en Time derefter skal man sige, at den altid saa haver ligget. Hvad skal ded kunne sige?" Han famlet endnu længere dermed, saa at * * 83 Gyldenstierne vinkede hannem, at ded var unødig: "Hvortil ded?" *sagde han*.

Advocaten spurte Bartholomeus, om Greven ikke havde talt med hannem om Tyrkens Troskab. Bartholomeus svarede ja. "Hvorledes kom det til?" sagde Advocaten. "Vi kom i Tale," svarte Bartholomeus, "om tro Tjennere." Jeg sagde: "Jeg er vis paa, at ded ikke er sandt; thi til hvad Ende skulde min Herre have talt med Eder om sin Tjenners Troskab? Skulde den bruges til noget?" Bartholomeus svarte: "Naar man er en to eller tre Timer inde hos en Herre, skal man have noget at tale om." "Ded haver I aldrig værret," sagde jeg; "I haver aldrig værret en Time tillige1 hos min Herre, hvilket jeg med mine Folk vil bevise."

Advocaten tilspurte Bartholomeus, om han ikke havde ført mig et Brev fra Olle Brockenhus. Bartholomeus sagde ja. Advocaten spurte, om ded ikke var om Arvelodder. Bartholomeus svarede: "Jo, saa sagde Grevinden." Jeg sagde: "Aldrig flyde I mig noget Brev fra nogen Menneske, og aldrig skrev Olle Brockenhus mig til om nogen Arv. Hvad skulde ded være for Arv?" sagde jeg. Bartholomeus svarte: "Ded ved jeg ikke; mens saa sagde L" "Hvad skulde ded komme Eder ved, at jeg skulde tale med Eder om ded?" sagde jeg; "ded var og den rette Tid nu at skrive om Arv." Bartholomeus sagde: "Saa sagde I for mig, thi jeg vidste ikke anded, end det var fra Corfitz Trolle." Jeg sagde: "Corfitz Trolle haver I aldrig nævnt for mig og aldrig flyd mig noget Brev, og haver jeg aldrig noget Brev faaet fra Olle Brockenhus i denne Krigs-Tid."

Advocaten tilspurde Bartholomeus, om ikke Tyrken havde baarren et Brev ud fra Greven, som skulde til København til Olle Brockenhus. Bartholomeus svarede ja; Tyrken havde faaet2 hans Hustrue ded, og han var ikke hjemme. Jeg svarte, at ded var ikke sandt, at aldrig havde Isak baarren noget Brev til Limhavn for sin Herre, og min Herre havde udi denne Krigs-Tid aldrig skrevet Olle Brockenhus til. Bartholomeus sagde: "Jeg *

* 84 var ikke hjemme, den Tid Brevet kom, mens i Bunkeflode, og der blev Brevet mig sendt." Jeg sagde: "De kan have sendt Eder et Brev og derfor ikke værret saadant et, som I om taler." "Ded er vist," sagde R. R. Gyldenstierne. Advocaten sagde: "Dersom Bartholomeus havde vilt lyve, da kunde han vel og have sagt, at Greven var udi ded Anslag paa Malmø." Og tog Bartholomeus Orded og sagde: "Jeg talte aldrig til Greven derom, for jeg troede hannem ikke." Hvorpaa jeg sagde til Advocaten: "Der hører I, hvad Fortroenhed dennem var imellem, som I saa stor Fundament paa gjorde1 og jeg vidre udi min Erklæring haver om melded." Og blev Bartholomeus udvist.

Advocaten oplæste en Copia af K. Mt. af Sverriges Skrivelse til min Herre, udi Mening at deraf skulde sees den store Naade, Hans Mt. bar paa de Tider til min Herre, og hvorledes han ded saa naadigt med hannem mente. Jeg svarte dertil, at jeg bekendte, ded var meget naadigt skreven, og at ded var den Naade, som vorres Misundere fortykte paa2, hvorfor de og havde arbeded paa den at formindske. Advocaten sagde, jeg havde udi min Replicque melded, at Grev Steenbuck ikke havde sagt min Herre, at Hs. K. Mt. adstundede, han3 skulde komme til hannem, og her fandtes udi Brevet (*et Brev*) Hans Kgl. Mt. til Greven havde skreven, hvor han begerer, han4 vilde komme til hannem udi i Pommern; og blev samme Brevs Copia af Advocaten oplæst. Hvortil jeg svarede, at dermed kunde ikke bevises, at Grev Steenbuck havde sagt min Herre, at Hs. K. Mt. begerte, han skulde komme til hannem til Gottenburg5, og sagde Grev Steenbuck hannem ganske intet af ded, Hans Kgl. Mt. i sin Skrivelse om melder, han hannem havde befalet min Herre at sige, hvilket min Herre sagde mig, da Grev Steenbuck gik fra hannem, at han næsten to Timer havde sidt hos hannem og ikke talt et Ord om, hvis6 Hans K. Mt.s Skrivelse om meldte, ded han havde Ordre paa hannem at sige; mens sagde Grev Steenbuck, at der til Gottenburg havde værret de, som havde fortykt paa den Tractat, *

* * * * * 85 min Herre havde gjort, og syntes, den kunde have værret bedre i adskillige Maader, og man mere kunde have betinget; mens Hans Kgl. Mt. havde taget min Herres Parti og sagt, at han paa de Tider ikke kunde gøre mere, end som han gjorde; han var vel dermed tilfreds; og foraarsagede den Discours, at min Herre sagde mig: "Jeg seer, Envien1 over den Kongl. Naade tager til; ded haver ikke gaaet dennem an for den første Gang; mens2 man klapper en to-tre Gange paa Døren, man bliver endeligen oplukt; saa hvad nu ikke er bragt til Veje, skeer en anden Gang. Ded er bedst, vi retirer er os i Tide." Advocaten mente, at min Herre efter sin Skyllighed skulde have kommet til Hans Kgl. Mt. udi Pommeren. Jeg svarte, at hans Sygdom ded forhindrede, som af Brevet selv kunde sees. Og sagde Rigens Raad Gyldenstierne: "Dersom Greven havde kommet og agtet paa Hans Kgl. Mt., da havde meget bleven forekommet3, som nu skeed er." Hvortil jeg svarte, ded var vist nok, og ded var ded, jeg beklaget, at vorres Misundere ded forhindrede, hvortil Grev Steenbuck ikke lided havde hjulpet, thi han foraarsagede, at Taubenfelt kom med den Skrabe4 fra Hans K. Mt. til min Herre, som forhindrede, at min Herre ikke efter sin Skyllighed kunde varte Hans K. Mt. op. Raalam tog Orded og sagde: "Jeg skal ikke tro, at Taubenfelt haver haft in Commissione at forhindre Greven Hans K. Mt. at opvarte." Jeg svarte: "Jeg ved ikke, hvorledes hans Commission haver værret; mens ded ved jeg vel, at han gav min Herre at forstaa, at hans Opvartning ikke var Hans K. Mt. behagelig." Advocaten oplæste en Contract, Hans K. Mt. og min Herre for seneste Krigen5 var gangen6 imellem, og kaldte den en Fuldmagt; vilde dermed bevise, at min Herre var udi Hans Kgl. Mt.s Tjenneste. Jeg svarte dertil, at ded var en Contract og ikke en Fuldmagt, thi der var reciproque,7 hvad Hs. K Mt. naadigst havde behaget at love, imod ded, min Herre sig til forbandt. "Thi," sagde jeg og repeterede Ordene, "ded og ded lover Hans K. Mt. at ville gøre, naar Gud hans Vaaben vilde * * * * * * * 86 lyksaliggøre, og ded og ded derimod forpligter min Herre sig til igen1, at gøre. Og er den Contract paa Hans K. Mt.s Side saa vel som desligeste paa min Herres Side fuldbyrded, og derfor mente jeg udi min Replicque med Skel at kunne sige, at seneste Freds-Fordrag hannem fra sin Charge2 havde dimitteret3. At Hans K. Mt. ikke holdt min Herre for sin Tjenner, kunde endog deraf sees, at Hans K. Mt. lovede at sætte hannem udi sin forrige Charge og Dignitet4" udi Danmark; havde han kommet udi den Dzgnitet, saa havde han ikke kunt værret Hans K. Mt.s Tjennere." Advocaten sagde: "Saa mener Grevinden, at Hans K. Mt. ikke haver holdt sit Løfte, efterdi Greven ikke kom udi sin forrige Charge, og havde ded værret5 Hans K. Mt. lige saa let som ded anded med hans Gods at bringe til Veje." "Ded mener jeg ikke," svarte jeg; "Hans K. Mt. haver udi alt ded, den Contract om melder, holdt sit naadige Løfte, og begerte min Herre ikke selver at komme udi sin forrige Charge udi Danmark." "Saa," sagde Advocaten, "haver Hans K. Mt. holdt sit Løfte, siger Grevinden?" "Ja mænd," sagde jeg, "hvad Hans K. Mt. herudi haver behaget naadigst at love, er efterkommet, og hvad min Herre sig haver til obligeret6, formoder jeg og at være af hannem presteret." Raalam mente, at af de Breve, Hans K. Mt. havde skreven min Herre til siden den Tid, den Contract gjordes, kunde sees, at han var Hans K. Mt.s Tjennere; thi der stod den Titel paa af geheime Raad. Jeg svarte, at ded behagede saa Hans K. Mt. til at skrive; mens7 af Brevene udi sig selver kunde sees, at Hans K. Mt. ikke holdt hannem derfor; thi han beder hannem fast mere end som befaler, og sætter ded udi min Herres egen Villie, om han vilde komme til hannem; der8 han havde holdt hannem for sin Tjenner, havde han befalet hannem i ded Sted. Posse sagde: "Hans K. Mt. skriver og sine Raad høflig til." "Ded tvivler jeg ikke paa," svarte jeg, "mens han sætter ikke udi derres Kaar9, hvad han dennem befaler." R. R. Gyldenstierne sagde: * * * * * * * * * 87 "Dersom nogen gives en Titel, som er En prejudicerlig1, da tager man ikke gerne derimod." Jeg svarte: "Ja, ded vuller sig2, hvem der giver En den; a£ Ens Jevnlige lider man ikke ded som af sin Overmand." Advocaten spurte, om Greven og ikke holdt sig da for Hans K. Mt.s Vasal. Jeg svarte: "Jeg haver mig udi min Replicque beklaget, at han ikke var saa lykkelig sig Hans K. Mt.s *Vasal* at *kunne* nævne". Advocaten formente, at da Eden blev aflagt, forstoes Grevens Ed derunder. Jeg svarte, at der var en stor Undersked3 paa at annamme en Ed og at aflægge en Ed; min Herre annammede den paa Hans K. Mt.s Vegne og representerede Hans K. Mt.s Person; hvor kunde ded forstaaes, at han den selver dermed presterede? R. R. Gyldenstierne sagde: "Der er ingen Tvivl paa, at dersom ded Greven havde bleven anmoded, han da ingen Difficulteter4 derudi skulde have gjort." Jeg svarte: "Min Herre haver uden Tvivel ingen Difficulteter gjort; aleneste han havde vilt vide, hvorfor og paa hvad Condition han sig med sin ganske Famille og al sin Formue under Hans K. Mt. skulde nedersætte." Posse sagde, at da han talede senest med Hans K. Mt. om den Sag, da sagde Hans Mt., at ded var selsam, at Greven ikke mente, han var udi hans Tjenneste, fordi han ikke havde gjort hannem Ed; der var de af Raaded, som havde sidt udi Raaded nogle Aar, havde ikke end gjort hannem derres Raadsed. Jeg svarte: "Ded er langt et anded; de ere Hans K. Mt. med Ed forbunden tilforne som Undersaatter; mens min Herre er en fremmet Mand." Raalam sagde, at udi ded Hans K. Mt. min Herre havde forpligt sig (*min Herre havde forpligt sig hos K. Mt.*) sin Dronning og Prins huld og tro at være udi ded Donations-Brev5, ded havde al en videre Udseende6, end at den Obligation7 saa snart kunde faa Ende. Jeg svarte: "Ded er saaledes Eders Cantzeli-Stil; paa andre Steder er ded ikke brugeligt; enhver efter sin Vis. Kejseren udi sine Donations-Breve obligerer En og. Ded er Eders Manér at tale * * * * * * * 88 om Dronningen og Prinsen; mens naar Kongen falder Eder fra, saa sværer I jo Prinsen paany." "Ja," svarte Posse, "ded gør vi; og gør de ikke saa udi Danmark?" "Jo mænd," sagde jeg; "derfor siger jeg, ded er Eders Manér saa at stile." Advocaten sagde: "Saa mener Grevinden, at Greven ingen Troskabs-Ed gjort haver?" "Jeg mener", svarte jeg, "at min Herre haver tjent Hans K. Mt. med saa stor Troskab som de, hannem Troskabs-Ed gjort haver." Advocaten sagde, at jeg havde udi min Replicque talt imod Hans K. Mt.s Højhed og Regalia1, i ded jeg havde sagt, at de her udi Skaane ikke havde gjort Hans K. Mt. Eden, saa som de burte. Jeg sagde, at ded ikke skulde befindes, jeg saaledes havde skreven; bad hannem se efter. "Jeg mindes saa vel, hvad jeg haver skreven, som jeg ded i Dag havde skrevet. Der staar: Om Undersaatterne her udi Skaane derres Ed efter Konning-Balken ded og ded Capt. havde aflagt, ved jeg ikke. Ded er Ordene." Og slog han ded op og befandt ded saaledes. "At Eden ikke dennem," sagde jeg, "paa den Maade som udi Sverrig er sædvanlig, med Fødde og Ufødde, Fraværende saa vel som Nærværende, blev forrelæst, kunde jeg vel sige at tvivle paa; thi min Herre satte den op efter dansk Vis og Manér, og læste Taubenfeldt den op, som bedst derom ved." Og sagde Posse, at den Ed Undersaatterne lige saa vel forbandt som den svenske. Jeg var og udi samme Mening. Advocaten formente, jeg havde talt K. Commissarier for nær2, i ded jeg udi min Replique havde skreven, at Bartholomeus havde skreven min Herre noget paa3 ind for Retten, som han4 ikke mindtes, og bruilleret5 han ded sammen om La Voiette, at Bartholomeus hans Navn mindtes. "Slager op og seer efter." svarte jeg, "hvorledes der staar. Jeg siger der, at Bartholomeus ikke mindtes, hvem de høje Personer var, han dennem i København skulde om forsikre, at Affectionen6 var god; hvorfor jeg sagde, at der var hans Minde svag, og han nu kunde komme ded fremmed Navn af La Voiette * * * * * * 89 saa vel ihu, som saa længe siden efter hans Beretning skulde være om talt; ded kommer intet ved1, hvor han skrev ded eller for hvem." Advocaten sagde, jeg udi min Replicque havde sat, at Hs. K. Mt. havde given min Herre den Titel Friherre til Gratlitz og Herschmanitz, og læste han op, at der ikkun stod Herre til Gratlitz etc. Jeg svarte (*sagde*): "Er ded ikke ét? naar jeg er Herre over en Ting?" "Nej," sagde han, "ded er ikke2 Friherre." Jeg svarte: "Hans K. Mt. raader derfor at lade sætte enten Herre eller Friherre lige som hannem behager." Advocaten stympet atter derpaa igen3 og vilde ikke lige ud dermed; mens jeg forstod vel, at han mente, maaske var min Herre ikke Friherre af de tvende Friherskaber; hvorfor jeg endeligen svarte: "Ej, saa taber min Herre ikke hans Friherskaber, fordi Hs. K. Mt. ikke behager hannem dertil at skrive4." Og vinket Gyldenstierne af hannem, at han derved ded skulde lade blive.

Advocaten sagde, at der formentes, min Herre og jeg havde gjort imod vorres Pligt, i ded vi ikke havde givet tilkende, at Bartholomeus corresponderede med Finden, der vi dog selver bekendte, at vi ded vidste. Jeg svarte, at baade min Herre og jeg havde sagt, at vi mistænkte Bartholomeus at correspondere. Derfor vidste man ded ikke til visse; tilmed kunde ded os efter vorres Stand ikke anstaa at være hans Fichaler5; foruden ded, man ikke kunde bevise ded. Hvortil Advocaten sagde: "Vi bør alle at være Fichaler udi ded, Hs. K. Mt. og Riget angaar." Der svarte jeg intet paa.

Advocaten sagde, at der var endnu Oberste Mørner og andre, som havde givet ind6 om Greven. Jeg svarte: "Ded fik jeg skriftlig først igaar. Vil I nu have mundelig Svar derpaa, er jeg helst tilfreds." "Nej," svarte Advocaten, "ville Grevinden7 svare skriftligen." "Ogsaa vel," sagde jeg; "man kan se, at det gemene Ordsprog er sandt, at naar Vognen hælder, saa skyder de alle *

* * * * * * * 90 efter; saa haver Mørner og de andre to og tænkt, at de vilde have den Ære at kunne sige, de og havde haft Haanden ved for at skyde Vognen udi Skarnet. Mens intet overgaar Dalbergs Snak, som er en Hoved- og Avn1-Løgn." Rigens Raad Gyldenstiern spurte mig, om han2 var Avinds-Mand. Jeg sagde ja og fortælte ded saa ligesom jeg skriftligen siden [fortælte ded]. Og sagde en af Acessorerne [som hos sad], han heder Magnus Skilder: "Grevinden giver ded vel skriftligen?" "Jo mænd," svarte jeg; "jeg skal give Dalberg ded beskriven, at han haver sat min Herre en Hoved-Løgn paa, som ikke er en erlig Karls Stykke3."

Advocaten sagde, at jeg havde udi min Replicque fortykt paa4 Sal. Hr. Christer Bunde, og han havde udi sin Skrivelse til Hs. K. Mt. selver undskyldt Greven. Jeg sagde: "Christer Bunde er en død Mand, derfor vil jeg ikke bruge nogen Vidtløftighed derimod." Derpaa sagde Gustav Posse, at Christer Bunde udi sit Yderste havde takket Gud, at han aldrig havde fortrøt paa5 en andens Lykke, og at han ingen for sin Konge havde forført6. Der havde jeg intet at svare til.

Advocaten sagde: "Ellers seer Grevinden, at Oberste Mørner og taler om, at Greven sig over Rytteres Insolentier7 haver beklaget." "Ded kan vel være," svarte jeg, "og havde min Herre maaske Skel dertil; thi paa Syllizsborg Gods blev plyndret, brændt og Kvinder skændt, og ikke straffet; mens der ded blev klaget for General-Gouverneuren, fik han til Svar, de Ryttere vare ikke under hans Commende. Paa Herritzvad, paa Torup og Bose dreves nogen Motwill8 af Ryttere og blev ikke straffet. Udi Jylland i sidste Krig blev min Herres Fætter Jacob Ulfelts Søn pitsket ihjel, og man vidste, at Grev Gabriel Oxenstiernes Staldmester havde været med hos det Mord, og ded blev ikke straffet. Saa ded havde vel kunne værret, at min Herre sig over Rytternes Insolene e kunde have besværet."

* * * * * * * * * 91

Advocaten sagde: "Nu er her endnu et, som ikke lided graveret1 Greven og Grevinden". "Hvad er ded?" (sagde jeg). "Ded er," svarte han, "at Greven haver haft Rosenkrantzes Gods udi sit Hus, uanseet at Hs. K. Mt.s Mandat af Raad[huset var aflæst, a]t ingen Finden2 Gods skulde forvare [uden han selver] derover vilde komme udi Skade. Hvortil jeg svarte: "Ded er vist, at os var vitterligt, at slig Mandat for Borgerne var aflæst, vidste ikke, at vi var under ded Tal og derunder skulde forstaas3." "Ikke?" sagde Advocaten. "Nej mænd," svarte jeg; "tilmed stod ded ikke her udi Dylsmaal, mens offentlig og her udi Huset, førend vi kom. Mig tykkes og ikke," sagde jeg ydermere, "at os kunde anstaa Godset at angive." "Saa?" sagde Advocaten, og dermed besluttet han sin Tale.

Og er dette, hvis4 jeg mig kan erindre, at der passeret, hvilket jeg haver optegnet til en Ihukommelse, eftersom mig af Protocollet ingen Copia maa forundes.

*Denne Confrontation varte fra Klokken halvgaaen 9 indtil næsten paa Slaget I.*

Den 24. (*22.*) Dec. kom Hr. Gustaf Posse, Skunck, Magnus Skilder, Morten Bremer, Dr. Erick og Advocaten, Palle Urne, Lave Bille, Borgemester Hans Hendrichsen, Borgemester Jacob Clausen og Hans Aagesen hid, og blev Protocollet oplæst som udi mange Maader ikke kom overens med, hvis4 som passeret, var og meget udeglemt, en Del anderledes optegnet, end som ded blev sagt. Noget blev corrigeret; til ded anded sagde somme: "Ded hørte jeg ikke", somme: "Ded mindes jeg ikke". In summa: der blev intet vidre gjort ved. Advocaten begyndte stønnum5 at disputere som før paa et og anded, i Synderlighed paa den Undersked6 paa Mikkelsdag og Mortensdag. Jeg spurte hannem, om vi skulde disputere Sagen eller høre paa et Protocol; saa teeg han stille. Han sagde iblandt *anded*, der man talte om, at vi skulde og have værret myrt, om Anslaget paa Malmø havde *

* * * * * 92 gaaet for sig, at ded stod udi Bartholomei Kaar1, som hannem bedst syntes, om vi skulde leve eller ikke, [og sagde han os saaledes] at være Bartholomei Dis[cretion 2 under]given.

[Dermed en]dtes den Conferentz, og ginge de bort.

* *