↩ Ved Kongens Hof færdedes mange Hof- og Kammerjunkere, unge danske og holstenske Adelsmænd. Blandt disse udsaa Christian IV. Ægtefæller til sine Døtre, som, da de ikke var prinsessefødte, ikke kunde vente at blive gift med udenlandske Prinser. Elegantest af dem alle, mest charmerende ved sit Konversationstalent og ved den fornemme Dannelse, han havde erhvervet sig paa langvarige Rejser i Frankrig og Italien, var den unge fynske Rigsraadssøn Corfitz Jakobsen Ulfeldt. Han var lidt over 23 Aar, da han i Dec. 1629 blev ansat som Hofjunker. Ikke længe efter trolovedes han med den niaarige Leonora Christina. Det var almindeligt dengang, at Piger blev lovet bort allerede i Barnealderen. Om nogen dybere Kærlighed mellem de to kan der vel næppe endnu paa det Tidspunkt have været Tale. Men den synes for hendes Vedkommende at være kommet hurtigt. Leonora fandt sin Corfitz uimodstaaelig. Og en Sygdom i Benet, som han allerede dengang led af, og som fulgte ham Livet igennem, kaldte desuden tidligt paa Medlidenheden og Moderfølelsen hos hende. Hun knyttede sig saa fast til ham, som et Menneske kan knytte sig til et andet. Hustrukærligheden og Hustrutroskaben blev den stærkeste, alt beherskende Følelse i hendes Liv. Hun gjorde sig blind for sin elskede Ægteherres Svagheder - hans Forfængelighed og Ærgerrighed, hans svigtende politiske Klogskab, hans Mangel paa Troskab over for Konge og Fædreland - og naar, som det hændte, hun var af en anden Mening end han, endte hendes langt stærkere Karakter med at bøje sig.