Ulfeldt, Leonora Christina Uddrag fra Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer

Hendes Fader var Christian IV., den arbejds-, fest- og kunstglade Konge, som byggede de skønneste Slotte, vort Land ejer, og mange andre dejlige Bygninger, grundlagde en Række ny Byer og søgte at bringe Liv og Trivsel i dansk Industri og Handel, men led Nederlag udadtil, mod den tyske Kejser, Sverige og Nederland, og efterlod Riget mindre og fattigere, end da han kom paa Tronen. Hendes Moder var den unge livshungrige Adelsdame Kirsten Munk, som Kongen efter sin Dronning Anna Cathrine af Brandenburgs Død ægtede (1615). Længe levede de i Elskov og Gammen og fik en halv Snes Børn. Men Fru Kirsten var selvisk og nydelsessyg og blev til sidst utro mod sin over 20 Aar ældre Ægtefælle. I Januar 1630 fandt en faktisk Skilsmisse Sted, og Kongen vilde aldrig senere se sin Hustru, IX som levede Resten af sit Liv i Jylland paa Gaardene Boller og Rosenvold, hvortil kom de mange Godser, hun 1649 arvede efter sin Moder Fru Ellen Marsvin.