↩ Kærnen i "Jammers-Minde" er imidlertid ikke de mange Billeder, men det Sind, som afslører sig i Bogen. Nu, da Leonora Christina for stedse havde forladt sin Mands omtumlede Baad, og især da hun 1664 erfarede, at han i Febr. dette Aar ved Døden var udfriet fra denne Verdens Fare og Nød - at hans sidste Tanker gjaldt hende, fik hun først langt senere at vide -, fandt hun omsider sin Sjæls Rolighed. For Verden var hun Højforræderens Hustru, maaske hans Medskyldige, udstyret med ét Navn, der brændemærkedes for alle ved den Skamstøtte over Ulfeldt, som lige til 1842 stod paa Graabrødretorv. Bevidstheden herom, Frygten for Mandens Skæbne og for, hvad der kunde være i Vente for hende selv og hendes Børn, knugede hende i de første Fængselsdøgn til Jorden og lod hende ønske Døden. Men hun rankede sig atter. Hendes altid stærke Selvhævdelse, hendes kvindelige Ensidighed i Følelse og Synspunkter blev en Kraftkilde for hende ogsaa nu, da alle ydre Magtmidler og al ydre Ære var uigenkaldeligt tabt. I haarde Sjælekampe gennemtvang hun over for sig selv og over for sin Gud, hvis Ret til at tugte dem, han elskede, hun erkendte, den Overbevisning, at hun kunde bestaa for hans Domstol, at hun havde gjort Ret i over alle andre Hensyn at følge den "Ægte-Kærlighed", der havde været hendes Livs Salt, og at hun hisset skulde faa den XVIII Oprejsning, der nægtedes hende her. Som det hedder i de Vers, hun siden anbragte paa et Alterklæde til Maribo Kirke: