Ulfeldt, Leonora Christina Uddrag fra Leonora Christinas franske Selvbiografi oversat til dansk

Da vor Dame havde naaet en Alder af 15 Aar og omkring 4 Maaneder, udvirkede hendes Fæstemand Kongens Samtykke til at holde sit Bryllup, som fejredes (med mere Pomp end siden hendes Søstres Bryllupper) den 9. Oktober 1636. Vinteren efter Brylluppet var hun hos sin Mand paa Møen, og eftersom hun vidste, at hendes Mands Fader ikke havde efterladt ham nogen Rigdomme, spurgte hun ham ud om hans Gældsposter og besvor ham intet at skjule. Han sagde: "Hvis jeg siger Eder Sandheden, kan I maaske ængstes derved". Hun sværger Nej, og at hun vilde give sine Smykker til Pris, saafremt han lovede at sige alt. Han gør saa og erfarer, at hun ikke nærer Frygt for at skille sig ved sit Guld, sit Sølvtøj og sine Ædelstene for at betale en Sum af 36.000 Rdl. Aar 1637, den 21. April, kom hun med sin Mand til København efter Ordre fra Kongen, som gav ham Stillingen som Statholder. Paany blev han nødt til at sætte sig i Gæld for at købe et Hus og for at underholde et større Tjenerskab.