↩ Mange Gange kommer i Brevene levende Interesse og Sympati for Dyr til Orde: „Det er et rask Liv, kan Du tro, kære Bedste,“ skriver Jensine d. 21. April 1909, „saadan at omgaas med Dyrene og med Smaakreaturerne, de kender mig og min Stemme, baade Køer og Heste og Grisene, Høns og Hund og Kattene“. Og det hedder andet Steds: „Kære Moder, Du kan tro, det er morsomt saadan at køre og ride, de Heste ere gode Dyr, men man maa holde fast, naar man kører dem, de kan lide og springe, men de hverken bider eller sparker,“ eller f. Eks. i Brevet af 22. Marts: „vi har ogsaa faaet lukket begge vore Grise ud, de har staaet indespærret i lukket Hus hele Vinteren, vi har lavet Stakit rundt om Halmstakken. Det kan nok være, de blev glade, da de mærkede, de var i det fri saadan omtrent. De var saa bitte smaa i Efteraaret, nu er de blevet saa store, men de har ogsaa faaet kogt Hvede hele Vinteren, og Hønsene har faaet det samme, de har faaet varm Kærne hele Vinteren, og alligevel har vi mistet to, og to gaar foruden Fødder, de gaar kun paa et Par Stumper, deres Fod er frosset af midt op paa Benet, saa tørrer det ind, som er frosset, og saa falder det af. De er saa tamme, de Høns, den ene gaar med Klud om sine Stumper, for den blødte saa[dare], da Foden faldt af. Den har vi endnu paa Loftet, de gaar omkring os, som det var Kat eller Hund, saa kælne er de Høns, derfor kan vi ikke nænne at hugge Hovedet af dem.“