Larsen, Karl Uddrag fra Daniel — Daniela

Vil vi danne os en nærmere Forestilling om det, der interesserer os her, maa vi først standse ved Spørgsmaalet, hvad det er der betinger, om der udvikles et Individ af Han- eller Hunkøn. Der kan efter de senere Aars Undersøgelser ikke være Tvivl om, at Kønnet normalt bestemmes straks ved Foreningen af den ene Sædcelle og den ene Ægcelle, hvoraf det nye Individ udvikles. Forholdet er for Menneskets Vedkommende saaledes, at det er Sædcellen, der saa at sige afgør Kønnet. Alle Ægceller er nemlig m. H. t. Kønsbetoning af

        

102 een Slags, medens Sædcellerne er af to Slags, der hos Manden findes i lige stort Antal. Kalder vi for Kortheds Skyld den ene Slags Sædceller a, den anden b, vil Foreningen af en a-Celle med en Ægcelle give et hunligt Foster-, Foreningen af en b-Celle med en Ægcelle vil give et hanligt. a-Cellen er udstyret med en mikroskopisk paaviselig Kærnedel (Kromosom) som ligeledes findes i enhver Ægcelle; b-Cellerne mangler derimod denne Kærnedel. Den første paaviselige Følge af, om den befrugtende Sædcelle er en a- eller en b-Celle, viser sig ved, om der ved de Celledelinger der nu følger paa Foreningen, udvikler sig en Klump af Celler, der præges som mandlig eller kvindelig Kønskirtel, henholdsvis Testikel eller Æggestok. Alle de øvrige Organer, ogsaa Kønsorganerne — blot med Undtagelse af Testikel og Æggestok — er endnu i Slutningen af 2. Fostermaaned fuldstændig ens hos de to Køn og først i 3. Maaned begynder de indre og ydre Kønsorganer at udvikle sig forskelligt. Men det maa fastholdes, at den synlige Forskel, der nu fremkommer hos Kønnene, blot bestaar i, at nogle Organer vokser stærkere hos det ene Køn end hos det andet. De Organer, der ikke vokser, bliver altsaa tilbage

        

103 som ubetydelige Rudimenter af den Størrelse, som de havde naaet i 2.—3. Fostermaaned. Dette er tydeligt for de egentlige Kønsorganers Vedkommende (Æggeleder, Livmoder, Skede hos Kvinden, Bitestikel, Sædleder, Prostata, Penis hos Manden), men ogsaa alle andre Organer udvikles kvantitativt noget forskelligt hos de to Køn. Denne oprindelige »Tvekønnethed«, der ofte omtales i mere eller mindre videnskabelige Afhandlinger vedrørende Homosexualiteten, er mærkværdig nok bleven ganske misforstaaet af talrige Forfattere. En af dem, der ivrigst har talt de homosexuelles Sag i Tyskland, Dr. Magnus Hirschfeld, fremhæver Gang paa Gang, at alle Legemets Organer har et Stadium af »Dobbeltkønnethed«, ligesom de egentlige Kønsorganer, ja at ogsaa de Dele af Hjernen, »hvori Kønsdriften og Kønsfølelsen (d. v. s. dens Retning) har Sæde« er dobbelt anlagte, og at det endelige Resultat er afhængig af, hvilke Dele der udvikles og hvilke der hæmmes i Vækst.