Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

Det kunde ofte i Drengens første Aar gøre Thora helt overstrømmende glad og elskværdig at se lille Ejnar og mig sammen. Hun paastod altid, at jeg var bange for mine pæne Klæder, naar Barnet vilde lege hos mig, og at jeg tog paa ham, som om han var af Glas. Hvorimod Drengen maatte stampe omkring paa hende, rive og trække i hende, hvor det faldt ham ind, og hun selv kunde tage nogle Tag i ham, kryste og kaste med ham, saa jeg tit og mange Gange fik mig en ganske 170 alvorlig Forskrækkelse. Saa lo hun og fik Barnet til at le med, helt hvine i vilden Sky: »Nu gør vi Nar af Fa'er, vores fine Pernittengrynsfa'er!« Og bagefter kunde hun omfavne og kysse mig: »Aa, du, jeg elsker dig,« sagde hun, »fordi du er saa ubehjælpsom med Ejnar — og vil saa gerne. Det er rigtignok min Dreng, du — « og hun trak mig i Ørerne og lo mig lige ind i Øjnene ...