↩ I Begyndelsen syntes jeg ogsaa at have Held til at berolige hende, og jeg prøvede da ganske forsigtigt paa at betro hende, hvorfor jeg var saa urimelig glad over det andet Barn, som skulde komme. Det var mit inderlige Haab, at det ikke blot i Tidens Løb vilde blive til Gavn og Udvikling for vor lille Søn, men at det straks vilde faa sin gennemgribende Be tydning for min Hustru. I forsigtige og hensynsfulde Ord talte jeg om, hvor sikkert det, at hun fik endnu et Barn, vilde udvide hendes Syn paa lille Ejnar, hindre hende fra at falde tilbage i hendes gamle Afgudsdyrkelse af ham, hjælpe hende til at blive den retfærdigt opdragende og vidt skuende Moder, som hun burde blive.