Larsen, Karl Syvende Scene.

Syvende Scene.

LINDHOLM.
(kommer ind fra hejre).

Naa er hun gaaet? Havde hun noget Nyt?

FRU LINDHOLM.
(som gaar lidt frem og tilbage i Stuen).

Nej, ikke det ringeste.

LINDHOLM.

Naa, ja jeg mente bare, hun plejer jo at løbe om med en farlig Bunke.

FRU LINDHOLM.

Nej, hun fortalte ikke det mindste af Interesse.

LINDHOLM.

Gik Signe med hende? Skulde de sammen ud?

FRU LINDHOLM.

Nej, de fulgtes blot ned ad Trapperne, Signe skulde paa Universitetet.

LINDHOLM.

Ja, saa er det nok bedst, man ser at komme op paa Kontoret.

FRU LINDHOLM.
(standser).

Naa, gaar Du virkelig derop?

31
LINDHOLM.

Ja, jo ... man trænger til at se dem, jeg mener, der er altid et og andet, der kunde være forefaldet. Jo man kan ikke ganske blive borte, nej ...

(gaar henimod Entréedøren.)
FRU LINDHOLM.

Sig mig, Henrik, er det paa Torsdag, vi skal til Etatsraad Blank's.

LINDHOLM.
(standser).

Ja, det er det jo.

FRU LINDHOLM.

Ja, jeg skulde ud at købe et Garniture af Blomster til den Aften.

LINDHOLM.
(interesseret).

Hvad skal det være for Blomster?

FRU LINDHOLM.

Aa, jeg havde tænkt paa laksefarvede Roser. Og det er i Aften, vi skal til Bentzen's?

LINDHOLM.

Ja, desværre.

FRU LINDHOLM.

Og imorgen har vi den Velgørenhedshistorie, 32 det er da godt, vi kan være hjemme paa Fredag. Det skal blive helt rart.

LINDHOLM.

Ja ... jeg skal desværre til et Møde.

FRU LINDHOLM.

Skal Du nu til et af de kedelige Møder igen?

LINDHOLM.

Ja, det er saagu ikke morsomt. Du kan tro, man var saamænd helst fri.

FRU LINDHOLM.

Naa ja, men det varer jo ikke saa længe. Det er vel Klokken syv?

LINDHOLM.

Jo, men det er rigtignok umuligt at sige, hvor længe det kan trække ud. — Og saa havde jeg for Resten lovet, at jeg bagefter vilde komme lidt op i Sprogklubben. Det har jeg maaske glemt at fortælle Dig, jeg maatte melde mig ind i den Forening forleden, Departementschefen er i Repræsentantskabet.

FRU LINDHOLM.

Hm!

(lille Pavse.)
LINDHOLM.

Departementschefen interesserer sig jo ganske 33 særligt for Sprog ... Fransk, (lille Pause.) Det er jo en gammel fransk Familie.

FRU LINDHOLM.

Hm!

LINDHOLM.

Fordrevne Huguenotter.

FRU LINDHOLM.
(tier helt).
LINDHOLM.

Fra Slutningen af det 17de Aarhundrede. De fik Lov at bosætte sig i Fredericia.

FRU LINDHOLM.
(gaar henimod Causeusen).

Ja, Aarhundredet interesserer mig nu mindre.

LINDHOLM.

Synes Du ikke om det, Emma?

FRU LINDHOLM.

Naa, Du kan jo gøre, hvad Du vil. — Og Du ved, jeg har altid undt Dig dine Fornøjelser.

LINDHOLM.

Ja, ikke sandt!

FRU LINDHOLM.
(sætter sig paa Causeusen).

Men jeg syntes jo nok, at Du engang imellem kunde være lidt hjemme hos mig.

34
LINDHOLM.
(lidt rørt).

Ja, jo ... men jeg forsikrer Dig, Departementschefen har virkelig flere Gange, mange Gange udtalt det Ønske, at jeg skulde blive Medlem. Du ved, han holder af chevaleresk at konversere Damerne lidt og saa trække sig tilbage til en rigtig fin Whist.

FRU LINDHOLM.

Departementschefen er en rigtig rar Mand.

LINDHOLM.
(glad).

Ja, ikke sandt. Og det er det, han altid siger med en lille Version af et gammelt fransk Ord: Chez les danois les jeus sont trop de jeus; man spiller kun Whist tre Steder i Kjøbenhavn, hos Hs. Excellence, hos Dem, Kontorchef Lindholm, og hos mig.

FRU LINDHOLM.
(klapper let med den flade Haand paa Causeusen, hvor hun sidder).

Sæt Dig lidt hos mig, Henrik.

LINDHOLM.
(sætter sig uvilkaarligt).
FRU LINDHOLM.

Jeg holder meget af Departementschefen.

35
LINDHOLM.

Ja det er virkelig en ganske flink Mand — og elegant.

FRU LINDHOLM.

Rigtig passende for min egen elegante Mand

(lægger, idet hun rejser sig, Hænderne hastig op om ham og giver ham et hurtigt, lille Kys).
LINDHOLM.
(lidt varm).

Lille Emma! — Hvor Du ser godt ud idag. Nej sæt Dig ned igen. —

FRU LINDHOLM.

Aa, saadan en gammel Kone som jeg! —

LINDHOLM.

En Kvinde har den Alder, som hun har for den, hun elsker, vilde Departementschefen have citeret.

FRU LINDHOLM.

Jeg synes, Henrik, Du gaar ham ganske godt i Næringen. — Hvor her dog for Resten er dejlig hyggeligt! —

LINDHOLM.

Ja og stille, nu hun er gaaet og Signe med.

36
FRU LINDHOLM.

Ja, og saa sidder vi to gamle Mennesker ganske alene i al den Idyl og kysser hinanden. —

LINDHOLM.

Aa, Du er ti Aar yngre, Emma, naar Du bare selv vil.

FRU LINDHOLM.

Tror Du ikke, Henrik, jeg altid gærne vil? Du skulde blot give mig Lejlighed til det lidt tiere. Du er altfor forfærdelig meget ude, Henrik. Jeg ved jo snart aldrig mere, naar jeg har Dig. Og saa er Du jo dog min egen Mand.

(Tager hans Haand i sin.)
LINDHOLM.
(lægger sin anden Haand over hendes).

Emma! —

FRU LINDHOLM.

Ja, men er det ikke sandt? Om Morgenen har jeg været længe oppe, naar Du engang vaagner, og straks Du har faaet nogen Frokost, gaar Du paa Kontoret. Og er vi ikke netop ude sammen, saa kommer Du først hjem om Aftenerne sent, længe efter at jeg er falden i Søvn. Skal vi da slet ikke mere end spise Frokost sammen?

LINDHOLM.

Naa, lille Emma, ikke være vred.

(vill kysse hende, men hun har gjort sig lempelig fri og gaar langsomt over Gulvet hen imod Vinduet.)
37
FRU LINDHOLM.
(under Gangen).

Aa, jeg siger jo ikke noget til det. Det maa man vel vænne sig til.

LINDHOLM.

Naa, det maa Du ikke sige.

FRU LINDHOLM.
staar tavs henne ved Vinduet og piller ved Blomsterne paa Blomsterbordet).
LINDHOLM.
(gaar over mod hende, staar et Øjeblik og kysser hende paa Haaret).
FRU LINDHOLM.
(bebrejdende uden at vende sig).

Henrik! —

LINDHOLM.

Nej, ikke skænde! Jeg maa kysse den søde Nakke ... Ikke et eneste graat Haar!

(kysser igen, hun vender Ansigtet smilende op imod ham og rækker Munden frem, han kysser hende paa Munden.)
FRU LINDHOLM.

Husker Du hvad Dag det er paa Fredag?

LINDHOLM.

Paa Fredag? Den 24de. Nej.

38
FRU LINDHOLM.

Det er den Dag, Du i sin Tid blev Fuldmægtig i Ministeriet.

LINDHOLM.
(henrykt).

Og det husker Du paa?

FRU LINDHOLM.

Tror Du ikke, jeg husker alle de Dage, da der skete min egen Mand noget godt.

LINDHOLM.

Hvor Du er kær!

FRU LINDHOLM.

Kunde Du ikke blive hjemme hos mig den Aften?

LINDHOLM.

Jo, lille Emma, jo. Jeg skal blive hjemme, jeg skal blæse ... blæse ... Departementschefen et Stykke.

FRU LINDHOLM.

Ja, hvis han da ikke bliver fornærmet.

LINDHOLM.

Pyh! Fornærmet! Nej det bliver han ikke. Det bryder jeg mig ogsaa Pokker om.

39
FRU LINDHOLM.

Ja, men det kunde dog maaske være, at det kunde skade Dig.

LINDHOLM.

Naa, det var da ikke godt. Det skulde man da nok kunne sætte sig ud over. Man er da ingen Slave.

FRU LINDHOLM.

Ja, for Du ved, jeg vilde jo saa nødig faa Dig til noget, som der kunde komme noget galt ud af bagefter.

LINDHOLM.

Lille, søde Emma, Du er den samme, kære, søde, omhyggelige, lille Pige.

FRU LINDHOLM.

Henrik! (Kærtegn.) Behøver Du saa at gaa paa Kontoret idag? Er det meget vigtige Forretninger? Eller er det bare disse Mennesker, der nu igen skal lægge Beslag paa al din Tjenstvillighed.

LINDHOLM.

Naa ja, det var nu ikke saa meget. Endnu var der egentlig ikke Tale om den Legatsag, men .. det er yderst rimeligt, at der bliver saadan noget ved Lejlighed. Jantzen skulde fortælle mig noget 40 saadan i sin Almindelighed om Damerne; han skulde til Konsul Møllers igaar Aftes, de kender alle Mennesker. Du forstaar nok, man maa være lidt orienteret.

FRU LINDHOLM.

Det var jo kedeligt, for ellers vilde jeg bedt Dig gaa et lille Byærinde med mig idag, men saa haster det vel med Fuldmægtig Jantzen?

LINDHOLM.

Naa, nu haster det egentlig ikke saa meget. — Hvad var det, Du skulde købe.

FRU LINDHOLM.

Det var det Rosengarniture til imorgen, vi talte om før.

LINDHOLM.

Naa, de laksefarvede.

FRU LINDHOLM.

Ja, det kom nu til at bero paa Dig. For der er alligevel ikke nogen, der har saa fin en Smag som netop Du. Og det ved Du. at vi Damer i min Alder, vi er sommetider en Smule tilbøjelige til at glemme, at vi ikke er helt unge mere. Nu vilde jeg have, at Du engang skulde klæde din gamle Kone paa.

41
LINDHOLM.

Du kan tro, jeg skal finde ud til Dig alt det, som passer, naar man mangler tre Maaneder i de fyrretyve, og som dog gør baade de fem og seks Aar yngre. Jeg skal blot over til Skræderen at prøve min nye Kjole, saa kommer jeg tilbage og henter Dig.

FRU LINDHOLM.

Ja, jeg er færdig. Jeg skal blot have Hat og Kaabe paa. Farvel saa længe.

(Lindholm ud.)