Larsen, Karl Kvinder

Niende Scene.

FRU LINDHOLM.
(kaster et sidste Blik i Spejlet og ruller en Stol frem, som hun vil sætte sig i. Det banker).

Kom ind!

MADAM JENSEN.
(kommer ind, lukker straks og omhyggelig Døren efter sig, bliver staaende næsten med Ryggen op ad Døren. Hun er henved tredive Aar, tarvelig klædt, men med en lidt ungdommelig Hat og Frisure. Nette om end noget blegede Ansigtstræk).
FRU LINDHOLM.
(som sætter sig).

Vær saa god, kom nærmere.

MADAM JENSEN.

Ja, mange Tak, Frue.

(Gaar nogle faa Skridt nærmere.)
FRU LINDHOLM.
(efter et Blik).

De kan godt sætte Dem ned.

MADAM JENSEN.
(sætter sig paa Kanten af den hende nærmeste Stol).

Ja, mange Tak, Frue.

43
FRU LINDHOLM.

Har De været hos min Datter idag?

MADAM JENSEN.

Ja, jeg har, Frue.

FRU LINDHOLM.

Men hvor kan det saa være, at De kommer til mig?

MADAM JENSEN.
(med et langt Blik).

Jo, fordi at Frøkenen, hun vilde jo ikke give mig noget, Frue.

FRU LINDHOLM.
(ked).

Aa ja, det er jo det, man kan jo ikke give til dem allesammen. Det ... det gaar efter Principer. Det forstaar De jo nok?

MADAM JENSEN.

Jo—o. Men jeg tænkte ...

FRU LINDHOLM.

De har vel faaet Understøttelse flere Gange før?

MADAM JENSEN.

Jo—o, jeg har jo faaet nogle Gange, men ...

44
FRU LINDHOLM.

De er naturligvis gift?

MADAM JENSEN.

Ja, det er det jeg er, Frue.

FRU LINDHOLM.

Det er maaske Dem, min Datter talte om med de mange Børn?

MADAM JENSEN.

Ja, vi har jo otte levende. Den sidste døde for os.

FRU LINDHOLM.

Men du gode Gud! Hvor længe har De da været gift?

MADAM JENSEN.

Ja, det er nu paa niende Aar. (Lille Pavse.) For vi blev først gift bag efter.

FRU LINDHOLM.

Hm. —

MADAM JENSEN.

Jamen det er det, jeg respeterer ham for, for der er nok, der ikke gør det.

FRU LINDHOLM.

Naa ja, han holdt vel af Dem?!

45
MADAM JENSEN.

Ja—a, det gjorde han jo renok.

FRU LINDHOLM.

Sig mig, hvad er nu Deres Mand?

MADAM JENSEN.

Ja, han har ikke lært nogen Profession, han er kuns Arbejdsmand.

FRU LINDHOLM.

Men det er dog en ung Mand, ikke sandt?

MADAM JENSEN.

Ja, vi er lige gamle.

FRU LINDHOLM.

Ja, men saa synes jeg dog nok, han maatte kunne have Arbejde, saadan en ung stærk Mand.

MADAM JENSEN.

Aa Frue, de gaar næsten og spadserer allesammen. Og naar der bliver noget Arbejde, saa er det jo meget disse svenske Labander fra Skaane a', der tager det; det siger de.

FRU LINDHOLM.

Ja, men man maa nu ogsaa gøre alt, hvad man kan, for at faa noget at bestille. Og der er 46virkelig mange, der ikke gør det. Der er professionelle Tiggere, mange.

MADAM JENSEN.

Nej, min Mand render saamænd rundt paa alle Pladserne for at høre om Arbejde, og paa Beværtningerne, hvor at de søger. Og Gud give til Gud han ku' faa Arbejde. For naar han ikke har Arbejde, saa er det en anden, det gaar ud over.

FRU LINDHOLM.

Er han ikke god imod Dem? —

MADAM JENSEN.

Jo—o ...

FRU LINDHOLM.

Ja jeg mener, han holder dog stadig af Dem.

MADAM JENSEN.

Jo—o, det gør han jo renok.

FRU LINDHOLM.

Men saa øder han maaske sine Penge væk, naar han tjener nogle.

MADAM JENSEN.

Ja, han kunde jo nok holde lidt mere sammen paa dem.

47
FRU LINDHOLM.

Ja, men det er netop det skrækkelige ved det. Saa er det, som min Datter siger, saa kan man ikke forsvare at hjælpe. De talte om, at han gik paa Beværtninger. Drikker han?

MADAM JENSEN.

Nej, det gør han renok ikke, Frue. (Lille Pavse.) Men det er det andet. —

FRU LINDHOLM.

Hvad for noget?

MADAM JENSEN.

Jo, Fruen ved nok ... jeg kunde jo ikke saa godt sige det til Frøkenen ... men han er saa flygtig. — Fruen ved nok, Mandfolk de er jo mere saadan ledige, end naar man har alle de Børn og kvæles med, og saa kan jo saadan unge Tøse holde sig meget mere ordentlig i alting end en anden.

FRU LINDHOLM.

Naa. — De har opdaget, at Deres Mand er bleven Dem utro.

MADAM JENSEN.

Ja, lige i Øjeblikket, Frue, tror jeg nu ikke, at der er nogen, for hende, Butiksdamen nede 48paa fjerde Sal, fik jeg da Skræderens til at sige op, for jeg sagde, hun fortalte om Skrædermadamen, og det gjorde hun ogsaa til Rullemadamen, men det var for Resten meget sandt, hun sagde, men det er dog ikke rigtigt. Og hende ved jeg, han havde foræret en Modest, og den stod hun og fnisede med ude paa Gangen og sagde, om jeg vilde ta' og føle, at det var hel Uld, og saa sagde hun, hun havde faaet den af sin Kæreste, men saa sagde jeg bare, om det var ham Attelerisjesanten, som hun havde rendt med ude paa Kristianshavn, da hun var fjorten Aar, og der var baade den ene og den anden, som gik og drak Mælk i Butikken. Det var en ligefrem offentlig, ku' man godt kalde hende. Men hun ku' jo sagtens være ren baade foruden og forinden.

FRU LINDHOLM.

Det maa have været meget slemt for Dem, Madam. — Og naar De saa ikke engang har Deres ordentlige Udkomme! —

MADAM JENSEN.

Ja, naar han gaar fyrig, saa er det jo ogsaa rent galt. For saa gaar de saa meget rundt i Byen for at spørge om Arbejde, og de maa gaa paa Beværtningerne efter Fyraften, og saa kommer han hjem om Natten, længe efter en anden er falden i Søvn. 49Og det er bare, naar at han skal have nogen Mad, at jeg ser ham.

FRU LINDHOLM.

Hm. Ja jeg kan saa godt sætte mig ind i det altsammen. — Sig mig bare, Madam ...

MADAM JENSEN.

Jensen!

FRU LINDHOLM.

Ja, sig mig engang Madam Jensen, kan De nu blive ved at holde af ham, naar han er saadan?

MADAM JENSEN.

Ja det maa man jo blive ved med, Frue. For ellers gik det jo rent galt. —

Og han er ellers ogsaa meget skikkelig, og naar jeg saadan har faaet Børnene, saadan i den Tid, saa er han altid saa respetabel, og han har lovet mig saa tit, at det var Synd, jeg saadan skulde gaa al det Tortur igennem, og han saa skulde rende med andre.

For man maa jo gaa og ligne sit Arbejde, og alle de Børn de rakker en af, det ved jeg meget godt.

FRU LINDHOLM.

Aa, De er jo en rigtig pæn Kone endnu. (Opmuntrende) Det er De virkelig, Madam Jensen. Og De er ingen Jaskehovede, det kan jeg da se.

50
MADAM JENSEN.

Ja, jeg gør jo, hvad jeg kan, Frue. Man sku' ikke sige det, men jeg kniber virkelig somme Tider mange Gange paa Levemaaden, at sige ikke til ham og Børnene, for om jeg ku' lægge lidt til Side og købe lidt ordentligt og ta' paa. Men saa gaar det jo i Reglen som oftest altid, naar at han ikke har noget Arbejde.

FRU LINDHOLM.

Aa ja; det kan jeg saamænd tænke. —

Men De maa indrømme mig, Madam Jensen, det er ogsaa skrækkeligt med, at De faar alle de mange Børn.

MADAM JENSEN.

Aa Gud ja, det er saamænd sandt! —

Men det følger jo netop med det Frue.

Det ku' jeg jo ikke saa godt sige til Frøkenen. (Lidt grædeude) Aa saadan et ungt Barn, hun lærer saamænd Livet tidsnok at kende. — Aa Gud, det kan jeg nu engang ikke taale, at han holder sig med andre. (Græder) Det kraperer mig altfor meget, jeg kan ikke gøre ved det, men det er jo det eneste, som at man har. — Men man kan jo ikke saadan sige det.

FRU LINDHOLM.
(rejser sig).

Jeg forstaar Dem meget godt Madam Jensen.

51
MADAM JENSEN.

Aa Gud ja, Tak Frue. Ja, for det er jo ellers saadan herlige Damer baade Frk. Henriksen og Frøkenen, men det er jo det, at de kender ikke til Livet saadan.

FRU LINDHOLM.

Hvor meget var det, De søgte om Madam Jensen?

MADAM JENSEN.

Aa, det var jo saa meget, som at der kunde blive til En.

FRU LINDHOLM.

Tror De, tyve Kroner kunde hjælpe Dem?

MADAM JENSEN.

Aa, Gud velsigne Dem Frue, ja det vilde renok være en god Hjælp. Aa ja, jeg tænkte jo nok, at naar jeg fik talt med Fruen. ... Aa De maa ikke være vred. Tusind Tak. Ja, jeg skal saamænd ikke rende Dem paa Dørene, Frue. Jeg gør det saamænd nødigt.

FRU LINDHOLM.
(tager Penge i sit Skrivebord).

Ja, men naar nu de Penge er brugte, Madam Jensen, hvad saa?

52
MADAM JENSEN.

Ja, saa maa jeg jo se at finde paa noget andet. Men saa holder jeg ham da saa længe.

FRU LINDHOLM.

Aa ja. De har Ret. (Giver hende Pengene.) Vær saa god.

MADAM JENSEN.

Aa, Tusind Tak Frue.

FRU LINDHOLM.

Og saa kan De gærne høre herop en af Dagene — lad mig se, mellem to og fire. — Det kunde være, jeg havde et og andet aflagt, jeg kunde undvære.

MADAM JENSEN.
(med Taarer i Øjnene).

Aa Gud Frue, ja det var saamænd godt, at jeg gik herop. Farvel Frue og tusind Tak.

FRU LINDHOLM.
(giver hende Haanden).

Farvel Madam Jensen.

MADAM JENSEN.

Aa, nu bliver han glad, Bamsen! — Farvel Frue

(gaar.)