Larsen, Karl Kvinder

Niende Scene.

FRUEN.

Men hvad er der dog sket?

(sætter sig og tager mekanisk Handskerne af.)
OBERSTEN.
(med behersket Ro).

Der var lige nu en Mand her fra Byen hos mig, Bygmester Hans Schulze.

FRUEN.
(urolig).

Ja ... jeg kender ham.

OBERSTEN.
(som før).

Det er en af de respektableste Borgere i Byen, en Mand, der er et Mønster i sit Haandværk, 96og som fører et eksemplarisk Familieliv indenfor sin Stands Fordringer. Og han fortæller mig, at Willibald har gaaet bag Familiens Ryg med en af hans Døtre.

FRUEN.

Saa har der dog været noget om det alligevel!

OBERSTEN.
(opfarende).

Har Du vidst noget om det?

FRUEN.

Ja, det vil sige, jeg har jo ikke vidst noget rigtigt. Jeg havde bare hørt, at de havde truffet hinanden paa disse Baller hos Husmanns i Søndergade ... ja, og saa var der en af Jomfruerne en Gang, som fortalte noget om, at der var nok nogen, der havde set dem sammen i Althausen.

OBERSTEN.

Og det har Du ikke talt om?!

FRUEN.

Aa, jeg tænkte ikke videre over det ... jeg havde bare denne Fru von Aksajeff i Hovedet — og det hele kunde jo ogsaa have været ganske tilfældigt. Jeg har tit set hende paa Stationen 97køre derind, og Willibald tog jo af og til nogle Timer over til ham, Manden, der red Regimentets Heste til. Og saa vidste jeg da desuden, at Willibald var klar over, hvad han skyldte sig selv — og den unge Pige.

OBERSTEN.

Men det er netop det, der desværre ikke har været Tilfældet. Han har i længere Tid gaaet og spillet Kæreste med hende, og nu kommer Faderen i Dag for at fortælle mig, at han har besvangret hende.

FRUEN.
(gør en Bevægelse med Læberne).

Det var meget kedeligt! —

OBERSTEN.
(skarpt).

Det forekommer mig egentlig ikke at være Ordet.

FRUEN.
(i en beroligende Tone).

Rathen, de sender da vel den unge Pige bort?

OBERSTEN.

Det antager jeg. Jeg maatte jo ogsaa sige det til Faderen, og han insisterede ikke overfor, hvad jeg sagde; jeg talte jo om Willibalds Stand, 98om ... kort sagt, at det var umuligt, at Willibald giftede sig med hans Datter.

FRUEN.

Ja naturligvis.

OBERSTEN.

Jeg talte om hans Udsigter, om Carrièren ...

FRUEN.
(indskydende).

Ja ...

OBERSTEN.

Til sidst bad jeg ham.

Jeg føler i dette Øjeblik, at jeg ikke en Gang havde Ret dertil.

FRUEN.

Hvad er det, Du siger, Rathen? Der er jo da ikke Tale om nogen anden Udvej. Husk ogsaa paa, Neindorf er tæt herved.

OBERSTEN.

Det med Meerwaldt's maa der tænkes anderledes over nu. Efter dette maa man dog vel være varsom i den hele Sag.

FRUEN.

Ja, — Men naar nu den unge Pige kommer bort. Historien kan jo gaa ganske ubemærket 99af. Du sagde jo selv, at Folkene ikke stiller andre Fordringer end, hvad der naturligvis kan overkommes. Og det kan vel ikke være saa langt henne endnu. — Mener Du ikke?

OBERSTEN.
(skarpt).

Jeg mener blandt meget andet, at der hos Meerwaldt's er en ung Pige, som jeg troede, Du holdt af, og som Du gærne vilde se lykkelig gift.

FRUEN.

Men selv om der nu ogsaa skulde have været noget mere i det Forhold imellem Willibald og Schulze's Datter, saa bliver det jo netop nu forbi; og Klara von Meerwaldt og han kan blive de lykkeligste Ægtefolk i Tiden, selv om der ikke var saadan nogen ren romanagtig Kærlighed til at begynde med. — Det maa Du jo dog vide, Rathen.

OBERSTEN.
(tier og ser paa hende).
FRUEN.

Ja, og maaske netop dette her vil faa Willibald til at indse, at det er nødvendigt, han gifter sig, som vi har talt om, og som vi begge ønsker.

100
OBERSTEN.

Da jeg giftede mig med Dig, Mathilde, begyndte jeg ganske vist ikke med nogen Roman.

FRUEN.
(vil tale).
OBERSTEN.

Lad mig tale ud. Jeg forlangte ganske vist ikke af mig selv en lyrisk Elskers overstrømmende Sværmeri, men jeg bød Dig en livskraftig Mands inderlige Loyalitet. — Og det er blevet min Mening indtil den Dag i Dag, at det, som en Kvinde kan gøre Krav. paa i sit Ægteskab, det er en Mand, der omfatter hende med sit hele Begreb om Ære, saa at hun ikke er ham en Elskerinde eller Husholderske eller Carrièremagerske maaske, men hendes Sjæl og Legeme er ham hellig, og han til enhver Tid lærer sine intimeste Pligter overfor Mennesker i sit Samliv med hende og deres Børn. Og jeg vil ikke kunne forsvare at tilraade et Ægteskab, naar jeg frygter for, at Manden ikke vil opfatte det paa denne Maade.

FRUEN.

Men Du er uretfærdig, og Du dømmer Willibald for haardt. Husk dog paa, at han er ung endnu ...

101
OBERSTEN.

Naar man er ni og tyve Aar, er man ikke længer nogen Dreng, som render efter Skørter. Man er da enten bleven en Mand, eller man er stærkt paa Veje til at blive til en Døgenigt. — Du talte om Fru von Aksajeff før ...

FRUEN.
(afbrydende).

Aa, men lad os dog for Guds Skyld lade hende fare. Du har naturligvis haft fuldkommen Ret. Hun er forbi, og det har været det med Schulzes Datter, der har tynget ham.

OBERSTEN.

Men der er netop Grund til at tale om Fru von Aksajeff nu Jeg indser for sent, at jeg har taget mig den Affære altfor let.

FRUEN.

Aa, der vil da vel ingen bryde sig om saadan et Fruentimmer.

OBERSTEN.

Ja, jeg har jo tænkt lige saadan, at Fru von Aksajeff var jo af den Sort Kvinder, der ingen Skade tager — og Ungdommen er nu engang ung; Historien forløb jo ogsaa under Iagttagelse af alle Former. Nu indser jeg, at det er Willibald, der har taget Skaden.

102
FRUEN.

Ja, men om han saa ogsaa har givet sig noget af med en anden Kvinde ...

OBERSTEN.

Men det er netop det, at denne anden Kvinde er ikke nogen distingueret Skøge, som han kunde have forglemt sig med, men det har været en ærbar Pige af agtværdige Forældre, som han i længere Tid har lagt an paa og forført, en Kvinde, som han burde have følt sit Ansvar overfor, og det end mere, fordi der var en Stand imellem dem, hvor han yderligere havde en Ære at hævde.

FRUEN.

Tror Du ikke, Du tager for nervøst paa disse Ting, Rathen?

OBERSTEN.

Og det var Dig selv, der i Morges talte om din Angst for Fru von Aksajeff, og sagde, at netop den Slags Kvinder kunde faa forgjort en Mands Syn paa Kvinden. Og nu kan Du ikke se hele Følgen fra det og ned til dette her.

Du forstod maaske kun det skæbnesvangre i den Ting overfor det Meerwaldt'ske Parti alene?

FRUEN.
(rejser sig).

Du sagde, Capitain Hartensleben kommer Kl. 103elleve. Den mangler kun et Par Minuter, jeg vil hellere gaa. Saa kan vi maaske efter Middagen tale lidt mere om dette.

OBERSTEN.

Aa ja. Men jeg tror, det meste er sagt, af hvad der kan siges.

FRUEN.
(staaende, skarpt).

Du vil dog vel i al Fald høre Willibald først?

OBERSTEN.

Jeg har aldrig dømt nogen uhørt. Naar han kommer fra Felttjenesteøvelsen, vil jeg tale med ham straks. Men jeg kan ikke sige, jeg haaber meget af den Samtale.

(uhret slaar.)
FRUEN.

Husker Du egentlig paa, Rathen, at det er din Søn, Du taler om?

OBERSTEN.
(skarpt).

Jeg glemte det maaske noget over, at det var min Hustru, jeg talte med.

FRUEN.
vil tale, men afbrydes i sin Replik af
JOHAN.
(kommer ind, melder).

Capitain Hartensleben ønsker at tale med Hr. Obersten.

104
OBERSTEN.
(rejser sig).

Bed Capitainen komme.

(Johan aabner Daren for den indtrædende Officer, gaar.)