Larsen, Karl ANDEN AKT.

ANDEN AKT.

Første Scene.

(Oberstens Kontor, sen Eftermiddag, tændt Lampe paa Skrivebordet til venstre og paa Bordet midtfor. Obersten sidder ved Bordet til venstre og underskriver forskellige Sager, som han rækker Johan, der staar op henne ved Bordet. Denne retter sig og gaar stiltiende ud med dom. Obersten rejser sig, trækker mekanisk i Frakkens Skøder, gaar et Par Skridt hen over Gulvet, staar et Øjeblik i Tanker med Øjnene hen over Tidsskriftbunkerne paa Midterbordet, gaar saa hen og ringer paa Klokken ved Døren til venstre.)

FRUEN.
(kommer ind).

Det var vel mig, Du vilde tale med?

OBERSTEN.

Er Willibald kommen hjem?

FRUEN.

Ja. Men han har lige faaet nogen Middagsmad. Han var saa forfærdelig sulten efter Øvelsen — jeg nænnede ikke at sige noget til ham straks.

OBERSTEN.

Aa nej. — — Han fik vel Generalens Brev?

106
FRUEN.

Ja, jeg havde lagt det ind i Spisestuen, jeg saa, han lukkede det op. Men der var ogsaa kommet et Telegram. Det var fra Berlin.

OBERSTEN.

Læste han Brevet?

FRUEN.

Ja, han løb det igennem, men han sagde ingenting. Og jeg kunde ikke faa et Ord over mine Læber. Tilsidst maatte jeg gaa ud. Jeg tror ikke engang, han lagde Mærke til det. —

OBERSTEN.

Du bad ham vel komme over til mig?

FRUEN.

Jeg sagde, Du havde noget om Tjenesten at tale med ham om.

OBERSTEN.
(irriteret).

Hvorfor skulde det nu netop være noget om Tjenesten? Du behøvede jo slet ikke at have sagt nogetsomhelst. Jeg hader denne kvindelige Besmykkelseslyst — for at bruge et mildt Udtryk.

FRUEN.
(tier, lille Pavse).

Rathen! — Du maa ikke tage for haardt paa ham.

107
OBERSTEN.
(kort).

Willibald er vel ikke noget Barn.

FRUEN.
(tager et Lommetørklæde op af Lommen som for at aftørre nogle Taarer).
OBERSTEN.

Du ved, jeg har aldrig holdt af Taarer.

FRUEN.
(rejser sig).

Nej, det er sandt — — jeg hører for Resten, han kommer

(hendes Replik afbrydes af Willibalds hurtige Banken paa Døren, som han umiddelbart efter aabner.)

Anden Scene.

WILLIBALD.
(er i Interimsuniform ligesom Faderen, dog med Kaarde).

God Aften, Fader! Er Du her, Moder? —

FRUEN.

Ja, min Dreng.

OBERSTEN.

Din Moder og jeg vilde gærne tale lidt med Dig.

WILLIBALD.
(ser sig lidt om i Stuen — noget forbavset, sætter sig).

Ja, jeg er til Tjeneste.

108
OBERSTEN.

Entrepreneur Schulze her fra Byen var hos mig i Dag.

WILLIBALD.

Saa — — aa —?

FRUEN.

Det var om Datteren, Willibald.

WILLIBALD.
(slaar ud med Haanden).

Naa, saa ved I altsaa det hele. —

FRUEN.

Men Din Fader siger, han var nok til at komme til Rette med. De sender den unge Pige bort. Der var ikke Tale om Giftermaal.

WILLIBALD.

Det har jeg aldrig frygtet.

OBERSTEN.

Du har kanske ment, at med en Smule Borgerdatter kunde man altid tillade sig et og andet. Følgerne kunde man altid løbe fra.

WILLIBALD.

Du tager fejl, Fader. Jeg har holdt af Augusta Schulze.

FRUEN.

Hvad mener Du med det, Willibald?

109
WILLIBALD.

Jeg mener, hvad jeg siger, Moder. Og jeg mener tillige, at jeg har gjort et Menneske, som var blevet mig forunderlig kær, ulykkelig for hele Livet. Og mig selv med.

OBERSTEN.

Talemaader! —

WILLIBALD.

Du har Uret, Fader.

FRUEN.
(meget ængstet).

Hvor Du er rolig, Willibald!

WILLIBALD.

Ja, jeg er meget rolig, og jeg vil bede Eder begge om at høre mig i Ro.

OBERSTEN.

Havde Du været en halv Snes Aar yngre, skulde jeg nok have forstaaet at sætte din Sindsligevægt en Smule i Bevægelse, men det forekommer mig dog, at Du overfor dine Forældre, som begge er i det stærkeste Oprør over din Handlemaade, kunde aflægge noget af din Flegma.

WILLIBALD.

Der er vel Situationer, hvor en Mand maa 110 blive rolig, uden at det egentlig kan kaldes Flegma.

OBERSTEN.

Du skulde have været lidt af denne Mand noget før.

WILLIBALD.

Der har Du Ret, Fader.

OBERSTEN.
(med spydig Harme).

Du taler som en Dommer.

WILLIBALD.
(med Varme).

Fader! Se en Gang bort fra, hvad jeg skylder min Fader, og glem, at Du er min Oberst. Og hør paa, hvad jeg nu maa fortælle Dig og Moder som en Tilstaaelse og en Forklaring. Og saa bevar blot for mig, begge to, mens I hører, den Sympati, som jeg maaske i mine yngre Aar fortjente, og som jeg for Resten med den største Smerte føler for Øjeblikket er lige saa levende og varm i Eder som nogensinde — trods alt.

FRUEN.

Ja, Willibald, det er sandt. Og netop derfor gør dit Fejltrin os saa skrækkelig ondt.

Men, ikke sandt, Du angrer det ogsaa, Willibald?

111
WILLIBALD.

Anger er et trivielt Ord, Moder.—

FRUEN.

Ja, jeg mener, Du vil gøre alt dit for at se at faa det gjort godt igjen ... saa vidt muligt.

WILLIBALD.

Ja, om det var muligt, Moder.

OBERSTEN.

Det er netop Sagen.

FRUEN.

Ja, jeg ved jo nok, at der er meget, som Du ikke kan oprette, (stærkt udbrydende) Stakkels Willibald, min egen Dreng, der er nok at afgøre med Dig og din Samvittighed alene.

WILLIBALD.

Ja, det er sandt, Moder. Den hele Affære og hvad der knytter sig til den, det er netop i strengeste Forstand min egen Sag. Og ikke noget andet Menneske, end ikke Du eller Fader, kan hjælpe mig saa meget som en Fingersbred tilRette. — — Og jeg har ogsaa allerede afgjort det med mig selv ganske ene.

FRUEN.
(ængstet).

Men saadan maa Du ikke tale, Willibald. 112 Du maa ikke staa der saa fortvivlet rolig. — Det ved vi jo dog, at der rindes Tilgivelse for alle Fejl.

OBERSTEN.

Sig mig blot een Ting, Willibald, hvad Du vel selv havde tænkt Dig?

FRUEN.

Havde Du tænkt paa at gifte Dig med hende?

WILLIBALD.

Jeg har aldrig tænkt paa det, men mindst af alting nu.

OBERSTEN.

Og hvad var dine Grunde?

FRUEN.

Du tænkte vel paa din Stand?

OBERSTEN.

Men det var jo netop den, som han satte saa brutalt til Side, da han overhovedet indlod sig med Pigebarnet.

WILLIBALD.

Ja Fader ... Og det kommer Du aldrig til at forstaa, at just det kunde gøre hende saa besynderlig kær for mig, at der laa denne Stand 113 imellem os. Det var netop hele denne Forskellighed i Tanker og Opfattelse af alle Ting, som tog mig fangen.

Og at hun var en ærbar Pige og vidste, hun dog aldrig kunde blive min Hustru, det gjorde, at hver eneste, lille Hengivelse maatte erobres — der var intet, af hvad hun gav, som ikke netop var helt ud mit.

OBERSTEN.

Og paa en saadan Betragtning lykkedes det Dig at føre en ærbar Kvinde ind, og det en Kvinde, der var opdragen i et Hjem, som havde sin Standsfølelse og Egenartethed saa godt som vort.

WILLIBALD.

Netop derfra, Fader, hentede jeg mine Vaaben. Der var en Slags Fætter, som sværmede for hende, en flink Haandværker og et net Menneske. Men han var af hendes egne. Der var hende ikke noget nyt ved ham, ingenting, hun følte sig blændet og imponeret og gjort lille af, saadan som Kvinder vil have det.

FRUEN.

Ja, det forstaar jeg saa godt. — (lille Pavse) Willibald — sig mig en Gang, hvordan var egentlig dit Forhold til Fru von Aksajeff?

114
WILLIBALD.

Jeg var en Tid lang opfyldt af Kærlighed til den Kvinde.

OBERSTEN.

Det antog jeg dog ikke, at man nærede Kærlighed til saadanne Kvinder.

WILLIBALD.

Jo, Fader! Naar man er fire og tyve Aar og saa naiv, som jeg var det dengang. Jeg kan ikke kalde det med noget andet Navn. Spørg mig selv nu bagefter, hvad det var for taabelige Drømme og Planer, der tumlede sig i mit Hovede overfor hende. Jeg ved det knap selv, jeg husker dem næppe, og det var vel ogsaa netop slet ingen Planer, bare Drømme, Fantasterier, Selvforglemmelse, alt hvad Du vil kalde det, men mere end Sandserne alene, det var det.

OBERSTEN.

Havde det endda kun været dem, havde jeg nær sagt. —

WILLIBALD.

Ja, og det kunde Du have sagt med Rette, Fader. Saadan var det hos von Renitz, hos Baumberg og hos Schramm ogsaa; de vidste allesammen saa ganske nøje, hvad de vilde hende, men hun 115 tog ikke nogen af dem, hun valgte mig, fordi netop ogsaa det betog hende, som var en ung Kvinde endnu, at jeg slet ikke tænkte, men bare lod mig rive med af hende.

Husk paa, at indtil da havde alting været Plan i mit Liv, i min Opdragelse og fra Skolen og Lieutenantstiden, alt, lige ned til det, som havde sendt mig til Berlin. Og jeg havde sat hele en Mands Kraft ind paa alt det Arbejde. Nu gav jeg den løse Tøjler overfor en Kvinde. Og alt det, jeg før havde villet og tænkt for mig selv og for Jer, det blev slugt op af denne Stolthed, naar hun sagde mig, at hun var min.

FRUEN.

Hun maa være kommen til at elske Dig højt. —

WILLIBALD.

Og jeg kunde glemme alting i den Kvindes Skød. —

OBERSTEN.

Jeg mente, det kom for en Mand her i Livet netop an paa at huske, til ethvert givet Øjeblik at huske helt.

WILLIBALD.

Men det var netop det at glemme, jeg fik lært hos Fru von Aksajeff, og det lærte jeg til 116 Gavns. Da jeg kom tilbage fra Berlin, maatte jeg ønske det af mangfoldige Grunde. Naar jeg styrtede mig ind i Arbejde, var det bare for at glemme; men Arbejdet alene formaaede det i Længden ikke. Jeg kunde ikke finde den gamle Hvile i det og alle de Forhaabninger, som fyldte saa helt ud før. Saa traf jeg Augusta Schulze. Hun var en Fryd for mine Øjne, som var blevne vænnede til Kvinder, og hun vakte efterhaanden denne altid pirrende Lyst til at blive raadig over hende, Herre over hende, og til atter engang at føle hele det Trylleri, som en Kvinde, der elsker, kan øse ned over en. Og jeg glemte alt igen —

FRUEN.
(meget alvorlig).

Men det maa være forbi, alt dette, nu, Willibald.

WILLIBALD.

Moder! Jeg er bange for, det vilde flytte med for Fremtiden. —

OBERSTEN.
(som rejser sig — meget alvorlig).

Der dømte Du Dig selv, Willibald.

WILLIBALD.

Ja, Fader. Det har jeg gjort.

117
FRUEN.

Men det er det, han hverken maa eller kan. Willibald er ikke sin egen Dommer. Det er dog vel snarere os, hans Forældre, som maa tage den Sag op.

WILLIBALD.

Og netop den Domstol traadte jeg nødigst af alle under Øjne.

FRUEN.

Og saa kan Du dog intet Steds vente bedre Gehør.

OBERSTEN.
(meget bevæget).

Men heller intet Steds vil Retfærdigheden være vanskeligere at naa. For det, vi skulde være Dommere over, det er i altfor meget vor egen Gerning og vor kæreste Gerning, som vi nødigst af alle vil se er bleven røgtet slet.

WILLIBALD.
(stærkt udbrydende).

Ja, Fader, hvad Du siger der, er netop det, der gør mig fejg. Det er det, der kunde bringe mig til at lyve, og som har ladet mig spekulere paa allehaande Krogveje og Udflugter, at jeg rammer Jer, mine Forældre, saa dybt i dette og det, som er mere end dette. Det har jeg aldrig 118 kunnet glemme, og jeg fik aldrig døvet i mit Sind denne pinende Erindring om al den Tanke og Omsorg, som I har ofret paa mig. Og saa skulde I dog have fejlet — fejlet og spildt det altsammen!

FRUEN.

Du sagde, der var mere end dette her, Willibald?

WILLIBALD.

Jeg har faaet et Telegram fra Berlin. Den Mand, der sendte det af, venter inde paa mit Værelse; han kom, ligesom jeg skulde over til Fader. Jeg vil have ham her ind.

(ringer paa Klokken ved Skrivebordet).

Tredie Scene.

JOHAN.
(kommer ind).
WILLIBALD.

Bed den Herre, der venter paa mig, komme her over.

JOHAN.

Javel, Hr. Premierlieutenant

(ud).

Fjerde Scene.

WILLIBALD.

Det maa for en Dag nu, altsammen.

119
FRUEN.

Hvem er den Mand?

WILLIBALD.

Det er en Pengemand fra Berlin.

Femte Scene.

(Johan lukker Døren op for Bankier Veilchenthal, der træder ind med en dyb Kompliment; studser et Øjeblik ved at se Obersten og Fruen. Han er moderne paaklædt, høj Hat, Handsker, Overfrakke.)

VEILCHENTHAL.

Hm! Undskyld, men jeg troede, jeg havde truffet Hr. Lieutenanten alene, (med dyb Kompliment.) Hr. Oberst! Fru Oberstinde!

WILLIBALD.
(med en Haandbevægelse).

Det er Hr. Samuel Veilchenthal fra Berlin.

VEILCHENTHAL.
(noget trykket ved Situationen).

Ja, maaske jeg kommer til Ulejlighed, jeg kan saa godt komme igen ... (mod Willibald) om en lille halv Times Tid maaske, hvis det convenerer?

WILLIBALD.

Nej, Hr. Veilchenthal. Jeg beder Dem blive. Tag Plads.

120
VEILCHENTHAL.
(sætter sig).

Ja, jeg havde jo netop Forretninger i Bernburg, saa havde jeg to Timers Ophold her i Byen til Iltoget, og saa tillod jeg mig ...

WILLIBALD.
(mod Obersten).

Hr. Veilchenthal er kommen hertil for at træffe Aftale med mig om eventuelle Betalingsmaader af en Gæld, som jeg er ham skyldig. Den er 38,000 Mark stor.

FRUEN.

Det er ikke muligt, Willibald!

OBERSTEN.

38,000 Mark?

VEILCHENTHAL.
(farer halv forskræmt op fra Stolen, forsøger at smile og siger i en Slags beroligende Tone).

36,500 Mark, Hr. Oberst, 36,500 Mark. Det er blot 38,000, forsaavidt Beløbet ikke kunde afvikles nu den første, men vi skulde blive nødte til at prolongere (sætter sig atter og ser spejdende paa Obersten. og Fruen). Og dersom Summen maaske skulde kunne betales straks — skal jeg gærne overfor Hr. Lieutenanten være villig til at gøre op pr. den lste, denne Maaned.

121
FRUEN.

Betale 36,500 Mark! —

VEILCHENTHAL.

Ja, eller maaske et større Afdrag?

FRUEN.

Du arvede jo kun 10,000 Mark efter Onkel Heinrich.

VEILCHENTHAL.

Dem har Hr. Premierlieutenanten punktlig betalt mig; jeg modtog en Anvisning dengang straks i Terminen.

FRUEN.

Dem har Du betalt ham!

OBERSTEN.
(mod Willibald).

Det er vel Fru von Aksajeff, som har faaet de Penge.

WILLIBALD.

Hun fik dem, Fader. Det vil sige 10,000 Mark; Resten er Renter og Prolongationer.

OBERSTEN.
(opfarende, imod Veilchenthal).

Og De nærede slet ingen Betænkeligheder ved at laane et ungt og uerfarent Menneske en saa anselig Sum Penge?

122
VEILCHENTHAL.

Jo, Hr. Oberst. Det gjorde jeg rigtignok. Det var jo en meget betydelig Risiko.

OBERSTEN.

Ja paa den har De vist tænkt tilbørligt.

VEILCHENTHAL.
(ivrig).

Jeg forsikrer Dem, Hr. Oberst, ikke mere end tilbørligt. Jeg har virkelig stillet mig yderst kulant overfor Hr. Lieutenanten. Vi havde jo oprindelig afsluttet paa eet Aar, Hr. Oberst, og i Efteraaret var det allerede fire, og saa er jo Hr. Lieutenantens Onkel død i Mellemtiden.

OBERSTEN.

Ja, og alle hans gamle Onkels Penge gav min Søn jo Dem.

VEILCHENTHAL.

Ganske vist, Hr. Oberst, Gud bevares. Men man havde jo rigtignok ment, at Hr. Baronen havde interesseret sig ganske særligt for Hr. Lieutenanten. — Ja, jeg mener, det havde Hr. Baronen jo ogsaa, men der var jo saa mange velgørende Stiftelser og Anstalter, som Hr. Baronen saa smukt havde betænkt ...

123
OBERSTEN.

Naa, De havde vel spekuleret paa mere efter Baronen. — Og Du med, Willibald?

WILLIBALD.

Jeg havde desværre været nødt til at haabe paa mere.

OBERSTEN.

Ja, det forstaar jeg. —

VEILCHENTHAL.

Ja, ikke sandt, Hr. Oberst. Det var en betydelig Skuffelse, det var det virkelig. Og jeg har haft store Tab og svære Udgifter af min Familie. Vi har haft saa megen Sygdom; i Fjor maatte vi ligge ni Personer hele Højsæsonen i Carlsbad, og det er jo ganske skrækkeligt, som de benytter sig af Lejligheden til at flaa Folk dernede. Jeg fornyede meget nødig Laanet for Hr. Lieutenanten dengang.

OBERSTEN.

Men De har dog næppe gjort det uden Vederlag!

VEILCHENTHAL.

Man maa jo beregne sig en passende Avance, Hr. Oberst, det er jo i enhver Forretning. Men kontante Penge, dem kan man have Brug for 124 straks; og saa er der Risikoen. Den bliver jo følgelig bestandig større. Jeg forsikrer Dem, Hr. Oberst, at havde det ikke været Familien von Rathen, saa havde jeg aldrig gjort det.

OBERSTEN.

Hvad mener De med det?

VEILCHENTHAL.

Jeg mener, at jeg skylder Familien von Rathen meget.

OBERSTEN.
(mod Willibald).

Hvad siger den Mand?

VEILCHENTHAL.

Ja, undskyld, Hr. Oberst, men det gør jeg virkelig. Min Familie hører hjemme i Pleschin, der boede jeg som ung Dreng hos min gamle Fader. Han gjorde Forretninger paa Landet. Og det var jo dengang i de urolige Tider, og der blev snakket saa meget om Tyskere og Polakker o. s. v., og Bønderne var ophidsede, og det var meget os Handelsfolk, det gik ud over. Og saa tror de jo altid, at vi .. Jøder har noget. Det begyndte paa Landet, men saa kom det ogsaa ind til Byen. Men dér var jo Militæret. Og Hr. Oberstens Hr. Fader ... salig Hr. Fader ... stod ved det 21de Infanteriregiment den Gang.

125
OBERSTEN.

Og hvad saa?

VEILCHENTHAL.

Ja, saa dengang, de stormede vort Kvarter, Pøbelen, og de havde brudt vore Butiker op, og min gamle Fader havde de slæbt ud paa Gaden og os Børn med, og imedens vilde de sprænge vore Magaziner — saa kom netop Hr. Capitainen med sit Kompagni. Og de maatte slaas dygtig med dem, de saarede flere af Folkene og to Underofficerer med Stene, og der var en Lieutenant, som de rev Hjelmen af ... men min gamle Fader befriede Hr. Capitainen selv. Og min Fader sagde altid: Husk paa den Hr. Officer, Samuel, han hed von Rathen. Han har reddet vor Ejendom — og det har jeg ogsaa gjort.

OBERSTEN.

Ja, saadan har De husket paa det, at De hjalp min Søn til at styrte sig i Ulykke.

VEILCHENTHAL.
(med Liv).

Jeg har laant Hr. von Rathen til en billigere Rente end noget andet Menneske. Fem og tyve Procent, Hr. Oberst, det er en lav Rente i den Slags Forretninger, og jeg har handlet under Usance ved Prolongationerne.

126
WILLIBALD.

Hr. Veilchenthal har været saa hensynsfuld imod mig, Fader, som man kunde forlange det af ham.

VEILCHENTHAL.

Ja, er det ikke sandt, Hr. Lieutenant?

Var der maaske nogen anden i hele Berlin, der vilde have laant Dem, Hr. Lieutenant, paa de Betingelser.

WILLIRALD.

Jeg tror det ikke.

VEILCHENTHAL.

Der hører De selv, Hr. Oberst, Fru Oberstinde.

FRUEN.

Og kan De ikke forstaa, det havde været det bedste, om han ikke havde kunnet faa Deres Penge at laane? De 10,000 Mark havde vi vel endda kunnet skaffe til Veje.

VEILCHENTHAL.
(med et indsmigrende Smil).

Men Hr. Lieutenanten kunde jo netop ikke saa godt gaa til sine Forældre. Det er jo nu engang saadan med den Slags smaa, galante Æventyr. — Det var mig, som hjalp den unge Herre.

Naturligvis mente jeg ogsaa eventuelt at kunne finde nogen Støtte hos den udmærkede Familie — 127 som glæder sig ved de allerfortræffeligste Forbindelser.

OBERSTEN.
(ret og knap).

Saafremt De maatte have noget mere at tale med min Søn om, maa jeg bede Dem gaa over paa hans Værelse.

VEILCHENTHAL.
(rejser sig).

Saa gærne, Hr. Oberst, (ser paa sit Uhr) Der er for Resten meget knap Tid. (mod willibald) Jeg ved ikke, Hr. Premierlieutenant? ...

WILLIBALD.
(med et Blik mod Uhret over Skrivebordet).

Jeg kommer til at skrive Dem til, Hr. Veilchenthal. Jeg skal skrive endnu i Aften.

VEILCHENTHAL.

Men det bliver bestemt, Hr. von Rathen, ganske bestemt. De ved, jeg maa vide, hvordan vi kan arrangere det af Hensyn til en anden Forretning.

WILLIBALD.

De har bestemt Brev.

VEILCHENTHAL.

Mange Tak, Hr. Premierlieutenant. (med dyb Kompliment) Hr. Oberst, Fru Oberstinde! (Obersten og 128 Oberstinden hilse ganske let igen) Hr. Premierlieutenant! (Willibald hilser.) (Veilchenthal gaar henimod Døren, som ingen følger ham til, bukker endnu engang, gaar ud.)

Sjette Scene.

WILLIBALD.
(i halv tjenstlig Tone mod Obersten).

Jeg skylder at forklare, at jeg gav hende, Russerinden, de Penge, Dagen før hun blev udvist af Berlin. Jeg laante dem paa Æresord hos nogle Kammerater i Garden, og bagefter maatte jeg gaa til Jøden.

FRUEN.

Men paa den Tid troede jeg dog saa bestemt, Du havde brudt med hende.

WILLIBALD.

Det havde jeg ogsaa, Moder, jeg havde det. Og jeg vilde ikke gaa til hende, da hun skrev ... Men tilsidst —

FRUEN.

Hun kunde jo være gaaet til en af de andre, som havde noget!

WILLIBALD.

Men der var netop ingen anden i Berlin dengang undtagen Schramm, og ham vilde hun spare sig op. Og hun kunde ikke lade sine Leverandører 129 spærre Vejen for hende. Hun maatte bort. Der var ved at komme Mistanke op imod hende. Det sagde hun rent ud til mig.

OBERSTEN.

Hun sagde det til Dig?

WILLIBALD.

Ja dengang hun begyndte at true.

FRUEN.

Hvad kunde hun have at true Dig med?

WILLIBALD.

Det var med Breve, Mo'er.

OBERSTEN.

Med Breve?!

WILLIBALD.

Ja. Jeg havde skrevet til Schramm, da han en Tid laa i Potsdam. Og dengang havde jeg sendt ham de gamle Jernbaneplaner, som han havde villet købe hende med. Jeg havde Adgang til dem fra Generalstaben — han foregav, han vilde bruge dem til videnskabelige Arbejder.

OBERSTEN.

Det var fra Dig, han havde dem?!

Og Du gik ikke hen og meldte hende og Schramm.

130
WILLIBALD.

Morgenen efter kom Politiet til dem begge, og Schramm skød sig en Kugle for Panden. Ellers havde jeg vel ogsaa nok faaet meldt dem, skønt — jeg havde haabet, hun kunde være sluppen væk, og det hele være gaaet hen uden Spor.

OBERSTEN.

Og saadan kunde Du tænke. — —

FRUEN.

Hvordan tror Du egentlig, Willibald, vi skal komme ud over al den Gæld.

WILLIBALD.

Vi kommer slet ikke ud over den, Moder, om vi saa havde hundrede tusinde Mark, for der er mere, end hvad Jøden har sagt.

FRUEN.

Er der mere endnu end det?

WILLIBALD.

Ikke i Penge. Men der er noget andet. Da jeg stod der otte Dage efter i det haardeste Bekneb; Æresordet til Kammeraterne bandt, og han har Ret, der var ingen anden at opdrive i Berlin, der vilde have laant mig uden ham, saa var det, 131 da jeg skulde underskrive hans Dokument, og han havde alle Pengene paa Bordet, og jeg havde sat mit Navn Willibald von Rathen under, at han skød min Haand bort. Der behøves ingen Titel, Hr. Premierlieutenant, sagde han, Navnet Willibald von Rathen, det er godt nok i sig selv — og da var det ... da lod jeg, som om jeg ikke forstod ham.

OBERSTEN.
(farer voldsomt op).

Hvad mener Du med dette, Willibald?

WILLIBALD.

Jeg mener, at der under Dokumentet bare staar mit og dit Navn, saa mente Jøden, han i paakommende Tilfælde kunde stille Dig Valget.

FRUEN.

Den Udvej har han tænkt paa —

OBERSTEN.
(staar et Øjeblik stum af Bevægelse).
WILLIBALD.
(i dyb Smerte, mod Obersten).

Fader!! —

(lille pavse.)
OBERSTEN.
(med en af tilbagetrængt Bevægelse dirrende Stemme).

Willibald von Rathen, siger Du. — Mit Navn og dit Navn. — Ikke andet end vor Slægts Navn 132 skrev Du under din Forskrivning, (lille Pavse) Og Du lod være at mærke, hvad det betød, for det var nødvendigt. Du havde jo skaffet din Elskerinde Penge, og de maatte betales igen. —

Det forstaar sig: Det ene følger jo altid af det andet.

WILLIBALD.

Jeg har ingenting at sige. —

OBERSTEN.
(heftig opfarende).

Og saa havde Du vel en Udvej til for det Tilfælde, det Navn ikke skulde kunne betale?

WILLIBALD.

Jeg havde aldrig en Gang tænkt paa at gøre Brug af det.

FRUEN.

Hvordan havde Du da tænkt, Du kunde afvikle det, Willibald?

WILLIBALD.

Aa, jeg mente, Jøden havde jo i en vis Forstand faaet sine Penge, og hvad han kunde have fornuftig Krav paa. Nu faar han yderligere Honoraret for min Afhandling anvist.

FRUEN.

Tror Du, han vil give sig tilfreds med det, Willibald?

133
WILLIBALD.

Nej, det vil han ganske bestemt ikke.

FRUEN.

Men hvad saa? (heftig gjentagende) Hvad saa?

WILLIBALD.
(slaar ud med Haanden).

Ja hvad saa?

FRUEN.

Saa ødelægger han din Stilling.

WILLIBALD.

Lille Moder, lad os ikke tale om den mere.

FRUEN.

Ja, men det er den, vi skal tale om, for nu er det jo bare den alene, som det gælder. Alt det andet maa dog komme efter den. (pludselig imod obersten) Rathen, Du maa tage den Gæld paa Dig.

WILLIBALD.
(heftig opfarende).

Du maa aldrig sige saadan, Moder.

FRUEN.
(mod Obersten).

For Du kunde jo dog skaffe den betalt.

OBERSTEN.
(tier og ser paa hende).
134
FRUEN.

Ja, forstaar Du ... jeg mener, der var jo noget rigtigt i, hvad Jøden sagde om Forbindelserne. Han tænkte vel paa de allerhøjeste Herskaber.

WILLIBALD.

Vilde Du have, Fader skulde gaa til dem?

OBERSTEN.

Jeg forstaar, at Du mener, jeg skulde bede Hs. Majestæt betale Willibalds Gæld.

FRUEN.

Nej, det mente jeg egentlig ikke, Rathen, for man maatte vel gøre, som Jøden tænkte, netop at Du tog Gælden paa Dig.

OBERSTEN.
(nikker).

Sagde det var min.

WILLIBALD.
(vil tale, men standses i sit Udbrud af Fruen).
FRUEN.
(indtrængende mod Obersten).

Vilde det i Grunden være saa unaturligt? Hs. Majestæt ved jo netop allerbedst, hvordan vi altid har siddet egentlig smaat i det. Og om vi ikke netop havde sparet og passet paa, som vi har 135 gjort, kunde vi let i Tidernes Løb have faaet en saadan Gæld. Og den kunde jo saa være samlet hos Jøden paa den Tid for et Par Aar siden.

OBERSTEN.

Og Du mener altsaa, jeg skulde gaa til Kejseren at sige det og bede ham betale min Gæld for mig? — —

FRUEN.

Det er den eneste Udvej, Rathen.

WILLIBALD.

Den Udvej vilde Du byde mig, Mo'er?!

OBERSTEN.

Og det kan Du forlange af mig. — Du vilde have, jeg skulde gaa til min Krigsherre og Velgører og bilde ham ind, at jeg mit hele Liv var gaaet omkring som en Bedrager. Jeg havde formanet mine Officerer til Afholdenhed, jeg havde søgt at lade dem lære af mit Eksempel; men det hele havde blot været Løgn.

FRUEN.

Kunde Du ikke bringe det Offer, Rathen?

OBERSTEN.

Det Offer vilde være min egen Ære.

136
FRUEN.

Men det er for at redde din Søns.

OBERSTEN.

Sin Ære redder kun man selv, og den tør heller ikke noget Menneske ofre. Det mente jeg, Du vidste, at den maa hvert enkelt Menneske ufravigelig staa til Ansvar for.

FRUEN.

Ogsaa naar det gælder hele Ens Barns Lykke?

WILLIBALD.
(fortvivlet udbrydende).

Hvor kan Du tale om Lykke, Mo'er?!

FRUEN.

Ja, kalder Du ikke det Lykke, hele din Stilling, Udsigterne, Carrièren, alting, alt.

OBERSTEN.

Der gives ikke nogen Lykke i Verden uden netop den at have hævdet sin Ære.

FRUEN.

Og det er altsaa din Mening, at der ingenting er at gøre for at redde Willibald?

OBERSTEN.

Fordi der ingenting er at redde mere.

137
WILLIBALD.
(tager sin Kaarde ud af Frakken og lægger den paa Bordet, gaar op imod Baggrunden).
FRUEN.
(i en fristende Tone).

Og det er den, Du har elsket, Rathen, elsket højest af alle Mennesker, højere end mig, din Hustru, det er din Dreng, din Søn, dit eget Kød og Blod.

OBERSTEN.

Men der er skrevet, om dit ene Øje forarger Dig, saa riv det ud.

FRUEN.

Ogsaa, om Du selv gaar til Grunde derved?

OBERSTEN.

Ja netop saa. Det er netop disse Hensyn til min egen, lille Person, som skal sættes til Side — saaledes som jeg har maattet glemme dem Gang efter Gang overfor Fjenden.

FRUEN.

Jeg glemmer ikke det ene, at det er mit Barn (med stærkt Eftertryk) og dit.

OBERSTEN.

Og Du tror, det falder mig let. — Men hvori ligger vel min Ret uden alene i Ansvaret overfor 138 mit Land, Slægten og min Stand? Willibald er Sønnen i min Slægt, og han er min Lieutenant.

WILLIBALD.
(gaar langsomt frem paa Scenen).
FRUEN.

Og den som skulde være kommen længst frem af os alle.

OBERSTEN.

Men om man saa bød ham Generalsepauletterne imorgen, kunde jeg kun gaa til Hs. Majestæt for at bede ham tage dem fra ham; for jeg vidste, han vilde ikke forstaa at bære dem med Ære.

WILLIBALD.
(med lav men fast Stemme).

Fader har Ret.

FRUEN.
(i stigende Ophidselse).

Men han skal ikke have Ret. Husker Du paa mig, Rathen, din Hustru. Hvad tror Du, der skulde blive af mig efter alt dette?

OBERSTEN.

Du kom vel til at dele Skæbne med mig, som det er en Hustrus Pligt.

139
FRUEN.

Men hvis jeg nu ikke kunde det denne Gang?

OBERSTEN.

Saa maatte jeg miste min Hustru med.

Og det har jeg vel allerede gjort?

WILLIBALD.
(kaster sig i dybeste Fortvivlelse i en Stol med Hænderne op for Ansigtet).
FRUEN.

Hvad mener Du med det, Rathen?

OBERSTEN.
(meget langsomt).

Jeg mener, at jeg i Dag ogsaa har set, at min Hustru og jeg har levet vort Liv hver for sig med vore Tanker. Og hvad jeg levede paa, har Du bare levet i — det blev aldrig til nogen Religion for Dig.

FRUEN.

Jeg har vist gjort min Pligt og fulgt Dig i et og alt.

OBERSTEN.

Ja — indtil den Dag, Prøvelsen kom.

FRUEN.

Og Du tror, der aldrig har været Fristelser 140 for mig, som jeg betvang af Hensyn til Dig og mit Barn?

OBERSTEN.

Det faldt det mig vel aldrig ind at tvivle om. Men nu er det denne Prøvelse, Du ikke vil bære sammen med mig. Rammer den maaske ikke ogsaa mig?

FRUEN.

Men Du har alt det meget andet. Og jeg havde kun min Dreng.

OBERSTEN.
(med lav Stemme).

Og paa mig tænker Du slet ikke?

FRUEN.

Jeg forstaar Dig ikke, Rathen. —

OBERSTEN.
(meget stille).

Jeg føler nu, at jeg staar ganske ene mellem Mennesker. Men jeg staar ogsaa Ansigt til Ansigt med mit Ansvar og med min Gud. Jeg har selv ikke længere noget Valg. —

FRUEN.
(synker sammen i hulkende Graad).
WILLIBALD.
(rettet mod Obersten, med sammenbidt Stemme, i stram, tjenstlig Tone).

Fader, har Du endnu noget at sige mig?

141
OBERSTEN.

Jeg kan kun løse din Tjeneste, Willibald, saa lempeligt som muligt. Din Orlov vil kunne løbe allerede fra imorgen Aften.

WILLIBALD.
(som før).

Javel, Fader!

OBERSTEN.

Og saa ønsker jeg endnu, at Du sender mig en nøjagtig Fortegnelse over din hele Gæld samt Hr. Veilchenthals Adresse i Berlin.

WILLIBALD.
(med Ængstelse).

Hvad vil Du gøre, Fader?

OBERSTEN.

Jeg vil have den Mand betalt lidt efter lidt, efter min Evne.

WILLIBALD.
(voldsomt udbrydende).

Ogsaa det skulde Du have at bære! — Nej, Fader ...

OBERSTEN.

Du erindrer, Willibald, at jeg spørger ikke Dig.

(ringer paa Klokken over Skrivebordet.)
142
WILLIBALD.
(med bøjet Hoved).

Nej. — (ser paa Obersten og over imod Fruen, synes at ville sige noget, men faar intet frem, drejer om og gaar med raske Skridt over Gulvet og ud ad Døren i Baggrunden).

FRUEN.
(farer op).

Gik han? — Hvor gik han hen?! — —

OBERSTEN.

Jeg ved det ikke. — —

FRUEN.
(løber hen over Gulvet imod Baggrunden, men standser paa Halvvejen, da Johan træder ind).
JOHAN.
(bliver staaende rettet nogle Skridt fra Døren).
OBERSTEN.

Bed Premierlieutenant Ewald melde sig hos mig imorgen tidlig Klokken ni.

JOHAN.

Javel Hr. Oberst!

(Medens Johan træder af, falder Tæppet.)