Første Scene.
(Oberstens Kontor, sen Eftermiddag, tændt Lampe paa Skrivebordet til venstre og paa Bordet midtfor. Obersten sidder ved Bordet til venstre og underskriver forskellige Sager, som han rækker Johan, der staar op henne ved Bordet. Denne retter sig og gaar stiltiende ud med dom. Obersten rejser sig, trækker mekanisk i Frakkens Skøder, gaar et Par Skridt hen over Gulvet, staar et Øjeblik i Tanker med Øjnene hen over Tidsskriftbunkerne paa Midterbordet, gaar saa hen og ringer paa Klokken ved Døren til venstre.)
- ✂
- FRUEN.
-
(kommer ind).
Det var vel mig, Du vilde tale med?
- ✂
- OBERSTEN.
-
Er Willibald kommen hjem?
- ✂
- FRUEN.
-
Ja. Men han har lige faaet nogen Middagsmad. Han var saa forfærdelig sulten efter Øvelsen — jeg nænnede ikke at sige noget til ham straks.
- ✂
- OBERSTEN.
-
Aa nej. — — Han fik vel Generalens Brev?
- ✂
- FRUEN.
-
Ja, jeg havde lagt det ind i Spisestuen, jeg saa, han lukkede det op. Men der var ogsaa kommet et Telegram. Det var fra Berlin.
- ✂
- OBERSTEN.
-
Læste han Brevet?
- ✂
- FRUEN.
-
Ja, han løb det igennem, men han sagde ingenting. Og jeg kunde ikke faa et Ord over mine Læber. Tilsidst maatte jeg gaa ud. Jeg tror ikke engang, han lagde Mærke til det. —
- ✂
- OBERSTEN.
-
Du bad ham vel komme over til mig?
- ✂
- FRUEN.
-
Jeg sagde, Du havde noget om Tjenesten at tale med ham om.
- ✂
- OBERSTEN.
-
(irriteret).
Hvorfor skulde det nu netop være noget om Tjenesten? Du behøvede jo slet ikke at have sagt nogetsomhelst. Jeg hader denne kvindelige Besmykkelseslyst — for at bruge et mildt Udtryk.
- ✂
- FRUEN.
-
(tier, lille Pavse).
Rathen! — Du maa ikke tage for haardt paa ham.
- ✂
- OBERSTEN.
-
(kort).
Willibald er vel ikke noget Barn.
- ✂
- FRUEN.
- (tager et Lommetørklæde op af Lommen som for at aftørre nogle Taarer).
- ✂
- OBERSTEN.
-
Du ved, jeg har aldrig holdt af Taarer.
- ✂
- FRUEN.
-
(rejser sig).
Nej, det er sandt — — jeg hører for Resten, han kommer
(hendes Replik afbrydes af Willibalds hurtige Banken paa Døren, som han umiddelbart efter aabner.)