Kierkegaard, Søren Uddrag fra Dagbøger i udvalg 1834-1846

↩ En Inspiration maa enten tænkes alene at være indskrænket til Apostlenes Virksomhed, medens de forfattede det N. X, ell. ogsaa maa den være udvidet til hele deres Levetid. Til det første finde vi ingen Grund i d. N. T, tvertimod er jo det, man anfører: d. H. Aands Meddelelse noget, der maa tænkes udstrakt til hele deres Levetid. (Noget som overhovedet er characteristisk for det N. T: denne Bliven over). Vilde vi nu tænke os en Inspiration i strængeste Forstand, saa maatte jo den være udstrakt til hele deres Levetid. Men, naar vi ikke kunne 16 antage, at de, Chr: selv havde udvalgt og undervist, var istand til at opfatte Chrstendommen rigtig, saa var jo vel de sikkrede ved denne Inspiration, men den følgende Slægt vilde da misforstaae den o: s: f, medmindre vi ville antage ogsaa en Ufeilbarhed for den ved Inspiration, og da dermed sige, at Chrstendommen var noget som slet ikke lod sig forene med Msklivet, thi ved en Inspiration vare de jo netop rykkede udenfor det almdL msklige Standpunct. - Ja den catholske Theorie om Pavens Ufeilbarhed var ei tilstrækkelig, da den rene Lære dog kun hos ham blev som en Reliqvie, men idet den udtaltes, blev den misforstaaet. Hell. ei var det nok, at det udvidedes til Lærerne; thi deres egl. Virksomhed som Lærere vilde jo Intet gavne, og man blev nødt til at forudsætte og hos hvert enkelt Msk. Ufeilbarhed, og saa behøvede han jo ingen Lærer.