✂ Man behøver altid 1 Lys for bestemt at see et andet. Thi tænkte man sig aldeles mørkt og nu eet Lyspunct, saa vilde man slet ikke kunne bestemme, hvilket det var, da man jo i Mørke ei kan bestemme noget Rumforhold. Først naar endnu et Lys kom til, vilde man kunde bestemme det førstes Sted i Forhold til det andet.

✂ En stræng Prædestinations Lære tilbagefører det Ondes Oprindelse til Gud, og bliver derved ikke engang saa consequent som Manichæerne, idet dette sidste System sætter 2 Væsener; det første forener disse to Modsætninger i eet Væsen.

✂ Synden kan ikke fremkomme alene af Msk. selv, ligesaa lidt som det ene Kjøn alene kan frembringe et nyt Individ, derfor er Chrstd. Lære om Djævelens Fristelse rigtig. Det er det andet Moment, og tillige er derfor Msk. Synd specifik forskjellig fra Djævelens (Arvesynd - Omvendelsens Mulighed). Den anden Sætning vilde stride mod Analogie.

✂ Det forundrer mig, at Ingen af de Theologer, som ellers tidt nok have bemærket, at Chrdommen i det N. T. endnu meget smagte af Jødedom, at de ikke ogsaa have behandlet Læren om det absolute Naadevalg paa en saadan Maade. Naar vi nemlig bemærke, at hos Jøderne optraadte Particularismen i sin allerstærkeste Form, saaledes at den endog grændsede til Fetischismus (cfr. Schleiermacher), saa var det jo rimeligt, at Christendommens universelle Tendents ikke vilde behage Jøderne. Exempler paa en saadan Misfornøielse afgive noksom Acta. Imidlertid maatte dette saa væsentlige Element i Chrstd. (dens 8 Universalisme) ogsaa gjøre sig gjeldende. Nu gik da Jødechristnene et Skridt videre, (først mente de jo, at man skulde lade sig omskjære etc.) idet de nemlig rneente, at ogsaa de øvrige Chrstne vare Gjen-stand for den gudd. Omsorg, men dog saaledes, at Jødechristnene maatte have nogle Forrettigheder. Saaledes stod det sig med Jødechristnene. Men hvor let kunde nu de igjen smitte Hedninge-Christne. Da disse imidlertid bestandig vare vante til i Forhold til Jøderne at betragte sig selv som et Hele, saa modificeredes deres Parti-cularisme ikke som hos Jøderne med H. t. Folk og Sted, og da de desuden tillige anerkj endte Jøderne staaende paa lige Trin med dem, saa mente de, at denne Particularisrne ei indskrænkedes paa hiin Maade; men de antoge dog, at indenfor det store Hele vare nogle enkelte udmærkede fremfor andre.

✂ Begrebet: Prædestination maa betragtes aldeles som et Misfoster, da den vistnok værende opkommen for at sætte Frihed og Guds Almagt etc. i Forbindelse, løser Gaaden ved at negere eet af Begreberne og altsaa Intet forklarer.

✂ [x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] . Dette Udtryk bruges bestandig hvor der handles om Retfærdiggjørelse. Det synes derfor ikke saa meget at betegne: Eftergivelse af Synderne som: Slappelse af Synderne. Det er: Msk. er ved Retfærdiggj øreisens Act stillet i det rette Forhold, derved er Forholdet til Synderne saa at sige overhugget. Men Msk. kan dog godt vedblive at føle Efterveerne deraf.

✂ cfr. ovenfor. See vi hen til, hvorledes Prædestinationslæren er opkommen, da er det tydeligt, at saalænge der ikke er Tale om nogen Frihed, som i Verden gjør sig gjeldende, saalænge er det ogsaa umuligt, at Spørgsmaalet om en Prædestination kunde opkomme, først altsaa, da Forestillingen om den msklige Frihed udviklede sig, og nu ved 9 Reflexion sattes i Forbindelse med Forestill. om Guds Verdens-Styrelse, først da kunde det opkomme, og maatte da opkomme som et Forsøg paa at opløse Opgaven. Men herved bliver det dog mærkeligt, at det, der skulde løse Opgaven, nu stiller sig for os som Opgaven, nemlig, hvorledes disse 2 Forestillinger forenes.

✂ Grunden, hvorfor jeg egenlig ikke kan sige, at jeg bestemt nyder Naturen, er fordi det ikke ret vil gaae op for min Reflexion, hvad jeg nyder. Et Kunststykke derimod kan jeg fatte; jeg kan - om jeg saa maa sige - finde hiint archimediske Punct, og naar jeg først har fundet det, da klarer Alt sig let for mig. Jeg kan nu forfølge denne ene store Tanke og see, hvorledes alle Enkeltheder tjene til at oplyse den. Jeg seer ligesom Forfatterens hele Individualitet som det Hav, hvori alt Enkelt reflecterer sig. Forfatterens Aand er mig beslægtet, den er vel maaskee mig langt overlegen men dog indskrænket som jeg. Guddommens Værker ere mig for store; jeg maa tabe mig i Enkeltheder. Deraf kommer det ogsaa, at Folks Yttringer ved Betragtningen af Naturen: Det er herligt, stort, osv. - ere saa flaue, thi de ere altfor anthropomorphistiske; de blive staaende ved det Ydre; det Indre, Dybe kunne de ei udtale. I den Henseende synes det mig ogsaa høist mærkeligt, at de store Genier af Digtere (som en Ossian, Homer) ere fremstillede som blinde. Det er mig naturligviis ligegyldigt, om de virkelig vare blinde eller ei; jeg holder mig kun til, at Folk har tænkt sig dem som blinde, thi dermed synes ligesom at betegnes, at det, de saae, naar de besang Naturens Skjønhed, det saae de ei med det udvortes Øie, det viste sig for en indre Intuition. Hvor mærkeligt er det ikke, at en af de bedste, ja den bedste Forfatter over Bierne var blind fra sin tidlige Ungdom af; det synes ligesom her, hvor man dog skulde troe, at den ydre Iagttagelse var saa vigtig, at betegne, at han havde fundet hiint Punct, og nu derfra ved en reen sjelelig Virksomhed sluttede sig tilbage til alle Enkeltheder og reconstruerede dem i Analogie med Naturen.

✂ Eller som det dybest er udtalt i Pauli Omvendelses Historie (Act. IX, 8): Da hans Øine aabnedes - saae han Ingen.

✂ Prædestinations-Læren synes mig ligesom Myreslugeren at trække mig ned i en Tragt; det første Fald betinger alle de følgende ved en rædsom Consequents. Lig Myreslugeren opretter den sin Tragt (et vistnok træffende Billede paa en slig logisk Tankerække) i det løse Sand (de religieus-fromme Følelser), og den, der engang er falden ned, ham omslynger Hig Laokoon alle Slutnings-Consequentser som Slanger.

✂ Det forundrer mig, at aldrig (saavidt jeg veed) Nogen har behandlet Ideen til en »Mestertyv«, en Idee, som vistnok i høi Grad vilde egne sig for dramatisk Behandling. Vi maae nemlig bemærke, hvorledes næsten alle Nationer have havt Ideen til en saadan, at for dem alle har der svævet et Ideal af Tyv, og vi vil see, at, hvor forskjellig end en Fra Diavolo kan være fra en Peer Mikkelsen eller Morten Frederiksen, de dog have visse Træk tilfælles. Saaledes coursere mange Historier om Tyve, som tillægges af Nogle Peer Mikkelsen, af Andre Morten Frederiksen, af Andre en Anden osv., uden at det bestemt kan afgjøres, hvilken af dem, det er, de egenlig tilhøre, hvilket netop viser, at man har tænkt sig et vist Ideal af en Tyv med enkelte store Træk, og nu har man tillagt denne eller hiin concrete Tyv dem. Ved denne Idee maa vi nu fornemlig erindre, at man slet ikke har tænkt sig det Slette, det Tyvagtige osv. som det ene og alene til Grund liggende. Nei tvertimod, man har tillige tænkt sig Mestertyven forsynet med Godmodighed, Elskværdighed, Godgjørenhed og derhos med overordentlig Conduite, Forslagenhed, Snildhed, som egenlig ikke stjal for at stjæle *dolgoeO* for at tilvende sig en Andens Eiendom, men han stjal af en eller anden Grund. Ofte maae vi tænke os ham som den, der er misfornøiet med det Bestaaende, og som nu udtrykker sin Misfornøielse dermed ved at krænke Andres Rettigheder og som deri søger en Ledighed til at illudere og komme i Kast med Øvrigheden. I denne 11 Henseende er det mærkeligt, at man (hvilket her fortælles om Peer Mikkelsen) tænker sig ham stjælende fra de Rige for at hjælpe de Fattige, som jo viser Ædelmodighed, og at han ei stjæler for egen Nyttes Skyld. Vi kunne dernæst ogsaa godt tænke os ham med varm Kjærlighed til det andet Kjøn, f. Ex. Foster (Feuerbach, 2den Deel), Noget, som paa den ene Side betegner et Lyspunct i hans Characteer, paa den anden Side netop giver ham og hans Liv det Romantiske, som udkræves til at adskille ham fra simple Tyve, - hvad enten saa Tyveriet skeer for om mulig derved at skaffe ham en bedre Fremtid i hans Elsktes Arme (som Foster); eller han bliver sig sin Virksomhed som Tyv bevidst som en Opponeren mod det Bestaaende; eller som en Hævner paa Øvrigheden af en ham af denne maaskee tilføiet Uretfærdighed. Nu træder hans Pige til ligesom en Skytsengel ved hans Side og skaffer ham Lise i hans Besværligheder, medens Øvrigheden forfølger ham for at gribe ham, og Mængden derimod seer mistænkelig paa ham som den, der dog er Tyv, uagtet en Stemme i dens Indre stundom maaskee dog taler til hans Forsvar, medens han ingen Trøst og Opmuntring kan finde hos andre Tyve, da de staae alt for langt under ham, og det Slette netop er fremherskende hos dem. Den eneste Omgang, han kan have med dem, kan kun være for at benytte dem til sine Hensigters Opnaaelse; iøvrigt maa han foragte dem.

✂ En saadan Mestertyv vil ogsaa dristigt (f. Ex. Kagerup) og frimodigt tilstaae sin Forbrydelse og lide Straffen for den som en Mand, der bliver sig bevidst at have levet for en Idee; og netop herved anerkjender han Realiteten af en Stat og fornægter den ikke - som man muligen kunde sige - i sit Liv; han opponerer kun mod Misbrug. Vel kunne vi ogsaa tænke os ham som den, der vilde drille en Ret, men deri maae vi da see en Slags Spotten over det Hele og en Udtalelse i Gjerning af en Forfængelighed, som ganske hører med til hans Idee. Frimodigheden vil han aldrig glemme, og han vil komme med egen Tilstaaelse, naar han først har viist, hvorledes han kunde illudere en Ret.

✂ Naturligviis maa han ogsaa tænkes udrustet med en høi Grad af Humor†, som meget vel kan forenes med hans Misfornøielse, der netop vil gjøre ham satirisk og - om han end ei altid maa tænkes misfornøiet, - dog let kan forenes med hans Udspring af den simplere Folkeklasse, af Nationens Rod. En Ugelspil vil han i enkelte Tilfælde ligne.

✂ Han er ikke en Mand, der søger at forføre Andre, tvertimod fraraader han dem at føre et saadant Liv; han har smagt dets Bitterhed, og kun fordi han lever for en Idee, udholder han det; de usle Tyve foragter han, og dog fører Skjebnen ham stedse sammen med dem. Den, der nærmest slutter sig til ham, hans sande Ven i Liv og Død, er ingen Tyv, elsker ham og vil opofrre Alt for ham, vil gjerne føre ham bort fra den Afvei, han er kommen paa, men tør ikke tale til ham derom; thi hun kjender hans Heftighed. Ofte føler han (Mestertyven) sig ogsaa høist ulykkelig ved sin Stilling, ved at staa brændemærket i Manges Øine, han føler sig misforstaaet (tragisk).

✂ Jeg vilde helst tænke mig en saadan Mestertyv som En, der tidlig havde mistet sin Fader og nu kun havde en gammel Moder igjen, som han elsker inderlig og hun ham, som dog gruer over sin Søns Afveie, medens netop hans Elskede reent overseer hans slette Sider, føler sig salig i Besiddelsen af hans Kjærlighed, medens hun maaskee knap tør tale om sin Kjærlighed for ei at røbe ham. Dette Forhold til 13 Moder og Kjæreste ønskede jeg især at fremhæve for at betegne hans Gemytlighed.

✂ Som en Scene vilde jeg tænke mig ham i en skovrig Egn i Maaneskin. Han henvender sig til Maanen: »Tak Maane, Du tause Vidne til de Eiskendes Stevnemøde, til Røverens Luren, til den Gjerriges Angst, til Politiets Søvnighed, - dog især ynder Du Tyveriet, Du, som selv er en Tyv og stjæler Dit Lys fra Solen!« -

✂ Maaskee kunde ogsaa min Commentar over Politiets Vaaben passende lægges ham i Munden. Jfr. den hoslagte Seddel.

✂ Jeg kunde ogsaa tænke mig ham træffende sammen i en Kro med en Landstryger (en forulykket Copist eller maaskee tituleret Secretair, som da ogsaa søgte at udmærke sig ved sin Titel, sin Dannelse osv. - forresten en lav comisk Person), som nu søgte at ophidse Bønderne ved sine Taler om Bestyrelsens Mangler osv. og som netop derved vilde contrastere mod Mestertyvens alvorlige Misfornøielse med mangen Indretning.

✂ Det er formodenlig derfor, at Politiet bruger et Vaaben, som forestiller en Haand med et Øie midt i, for dermed at betegne, at det har et Øie paa hver Finger; men at dette Øie ikke strækker sig ogsaa til Tommelfingeren betegner, at det ogsaa har en Finger for naar - det gjøres nødvendigt - at lægge den paa Øiet.

✂ Naar man sammenstiller Mestertyven med den italienske Røver, vil man netop see en væsenlig Forskjel deri, at hos den Sidste det sociale Element er det fremherskende. Vi kunne ikke godt tænke os ham uden i Spidsen for en Røverbande, i hvis Midte han, naar Farer og Besværligheder ved Røveriet ere overstandne, overgiver sig til Lystighed, medens netop hos Mestertyven det langt Dybere gjør sig 14 gjældende, et vist melancholsk Træk, en Indesluttethed i sig selv, en mørk Anskuelse af Livsforholdene, en indre Utilfredsstillethed.

✂ Hvor vanskeligt det er at gaae ret ind i Prædestinations-Theorien, synes jeg vil let indlyse ved følgende psychologiske Experiment. Dersom jeg tænkte mig, at det blev forudsagt et Menneske, at han vilde blive en af de største Lærde, saa vilde han vist, dersom det var Noget, han ønskede, strax sige: Ja, jeg vil ogsaa strax begynde at læse ret ivrigt; eller: - hvis han ikke ønskede det - Jeg vil ikke see i en Bog. Hvilke Yttringer begge netop vare lige gale. Thi han vilde jo i ethvert Tilfælde blive det, han skulde blive, og han glemte reent, at var Alt forudbestemt, saa var denne hans Yttring ogsaa forudbestemt, og saaledes forviklede han sig i de værste Modsigelser med sig selv.

✂ Naar jeg derimod tænkte mig, at Guds Indretning af det Hele var grundet i Guds Forudvidenhed, og altsaa indrømmede Menneskene en virkelig Frihed, saa fik det Hele et andet Udseende; thi tænkte jeg mig nu, at et Menneske fik Lov til at skue ud i Fremtiden og nu der saae, at han var bleven en Forbryder, saa kunde det maaskee have til Følge, at han forandrede sig. Imod dette var da Intet at indvende med Hensyn til Gud, thi ifølge hans Forudvidenhed maatte han da ogsaa vide, at Mennesket vilde forandre sig saaledes.

✂ Det forekommer mig, at i Dogmatiken gjorde samme Opdagelse som i Astronomien Copernicus, da man opdagede, at Gud ikke var den, der forandrede sig (Gud kunde hverken blive mild ell. vred); men at Msk. forandrede sin Stilling til ham - med andre Ord: Solen gik ikke omkring Jorden; men Jorden omkring Solen.

✂ Som et Sidestykke til Prædestinationslæren som den, der bringer ved at fastholdes Msk. i Modsigelse med sig selv, kunde man vel anføre: naar man tænker sig et Msk. udlede Alt af Egoisme; man vilde derved bestandig komme i Modsigelse; man blev sig bevidst, at det var af ædel Opoffrelse, og ifølge sin Theorie maatte man sige det var Egoisme. (Fichtes Identitets Lære er ogsaa et Exempel).

✂ Som Exempel paa, hvorledes Noget fra een Side kan tjene til i høi Grad at styrke Illusionen, fra en anden til at forstyrre den, vil jeg anføre af »Qvækeren og Dandserinden« Lordens Ord: »Det er en forstilt Rørelse«. Disse kunne enten bringe os til at tænke, at det Øvrige, vi see, er Virkelighed, eller erindre os om, at det Hele er en Comoedie.

✂ Saaledes ogsaa i »Aprilsnarrene« Trine: »det er en gammel Mand, der

✂ hedder Rosenkilde, som copierer Dig«.

✂ Blev Jacob v. Thyboe, naar vi tænke os ham døe ved at falde over sine Sporer i 5te Act; eller Lenore (behandlet som Skuespil), naar man lod Wilhelm virkelig komme og hende døe af Glæde - Tragoedier?

✂ En Inspiration maa enten tænkes alene at være indskrænket til Apostlenes Virksomhed, medens de forfattede det N. X, ell. ogsaa maa den være udvidet til hele deres Levetid. Til det første finde vi ingen Grund i d. N. T, tvertimod er jo det, man anfører: d. H. Aands Meddelelse noget, der maa tænkes udstrakt til hele deres Levetid. (Noget som overhovedet er characteristisk for det N. T: denne Bliven over). Vilde vi nu tænke os en Inspiration i strængeste Forstand, saa maatte jo den være udstrakt til hele deres Levetid. Men, naar vi ikke kunne 16 antage, at de, Chr: selv havde udvalgt og undervist, var istand til at opfatte Chrstendommen rigtig, saa var jo vel de sikkrede ved denne Inspiration, men den følgende Slægt vilde da misforstaae den o: s: f, medmindre vi ville antage ogsaa en Ufeilbarhed for den ved Inspiration, og da dermed sige, at Chrstendommen var noget som slet ikke lod sig forene med Msklivet, thi ved en Inspiration vare de jo netop rykkede udenfor det almdL msklige Standpunct. - Ja den catholske Theorie om Pavens Ufeilbarhed var ei tilstrækkelig, da den rene Lære dog kun hos ham blev som en Reliqvie, men idet den udtaltes, blev den misforstaaet. Hell. ei var det nok, at det udvidedes til Lærerne; thi deres egl. Virksomhed som Lærere vilde jo Intet gavne, og man blev nødt til at forudsætte og hos hvert enkelt Msk. Ufeilbarhed, og saa behøvede han jo ingen Lærer.

✂ Christelig Dogmatik maa, synes jeg, blive en Udvikling af Chrsti Virksomhed, og det saa meget mere, som Chr. ikke opstillede nogen Lære; men virkede; han lærte ikke, at der var en Forløsning for Msk., men han forløste Msk. En muhamedansk Dogmatik (sit venia verbo) vilde blive en Udvikling af Muhameds Lære; men en chrstelig Dogmatik er en Udvikling af Chr. Virksomhed. Ved Chrsti Virksomhed var ogsaa hans Natur givet, hans Forhold til Gud, Msk. Natur, Msk, Tilstand betinget ved Chrsti Virksomhed (som egl. blev Hovedsagen). Alt det øvrige vilde kun blive at betragte som Indledning. -

✂ Det vil sige: hele hans Liv i alle dets Momenter maatte afgive Normen for den følgende Christens og saaledes for hele Kirkens Liv. Man maatte da tage hver enkelt Moment af Chr. Liv, og nu vise, hvorledes det tilsvarende var i Kirken, lige fra hans Daab og til hans Opstandelse. - løvrigt er det naturligt, at mod den Anskuelse, at Chr. var blot for at virke, (en Anskuelse, som jeg iøvrigt naturligviis ikke vil urgere, og det saa meget mindre som Ordets Prædikelse vedbliver i Kirken, og maatte altsaa ansees for det Tilsvarende til Chr. Læren) er det, siger jeg, naturligt, at Mange have meget at indvende imod, deels 17 de, som mene, at Chr: dog egl. var sendt for at meddele Msk. en fuldkommen Sædelære, deels f. E. Catholikerne, som mene, at de dog ville være istand til at opfylde Loven. Men desuagtet mener jeg at hans Virken dog var Hovedsagen, fordi nemlig hiin Leven, som han indskjærper (Mth: 5.), ikke kan fremblomstre før efter Gjenfødelsen, saa at altsaa denne er conditio sine qua non, og paa den anden Side dette Liv nødvendig maa udfolde sig hos den i Sandhed gjenfødte. -

✂ Det hedder i Almdl. i de rationalistiske Dogmatiker som en Hovedsætning, at Gud er uforanderlig (kjærlig), og at Chr: Fremtræden egl. kun var en Declaration herom. Man kan nu altsaa bringe et skarpt philosophisk Hoved ind paa det christelige Standpunct uden at nævne Chr., naar dette Msk. nemlig kan fastholde Ideen om Guds Uforanderlighed; thi det er jo dog det eiendommelig christ:. Men for nu dog at vindicere Chr: nogen Betydenhed, siger man, at man ei kan overbevise Msk. derom (Guds Uforandi.), ell. at de ei kunne fastholde det uden et overordentlig Middel og det bliver da Chr: Fremtræden; men man kan dog ikke nægte at det da bliver en eiendommelig Maade for Gud at vise sin Kjærlighed paa, at han lader den, som blot er sendt for at underrette Msk. herom lide og døe, medens der ingen Straf rammer de syndige Msk.

✂ Ved den Udvikling af Forsoningslæren, som Clausen fremhæver, forsvinder den Bevæggrund, som Skriften saa meget fremhæver, nemlig Kjærlighed til Gud. Ved saaledes at statuere, at der slet ikke er foregaaet nogen Forandring i Gud med Hensyn til os, var vi førte tilbage paa et aldeles kantiansk Standpunct; vi bør da forbedre os, fordi vor Fornuft tilsiger os det, og Gud kommer da til at spille en meget underordnet Rolle.

✂ Det er vistnok kun faa Videnskaber, der skjænke Mennesket det rolige og glade Sind, som Naturvidenskaben. Han træder ud i Naturen, 18 Alt er ham bekjendt, han har ligesom talt før med Planter og Dyr; han seer ikke blot den Nytte, Mennesket har af dem (thi det er noget aldeles underordnet), men han seer deres Betydenhed i det hele Universum. Han staaer ligesom Adam fordum, og alle Dyrene komme til ham, og han giver dem Navne.

✂ Forskj ellen imellem en Skribent, som optager sit Stof allevegne fra men ikke bearbeider det til et organisk Hele, og den, der gjør det, forekommer mig at være den samme som imellem forloren og virkelig Skilpadde. Den virkelige Skilpaddes Kjød smager paa nogle Steder som Kalvekjød, paa andre som Hønsekjød osv., men det Hele er gaaet sammen i een Organisme. I den forlorne Skilpadde kommer man alle disse forskjellige Arter Kjød, men det, der forbinder de enkelte Dele, er en Sauce, som dog ofte er kraftigere end det Pjat, som i mange Skrifter træder istedet derfor.

✂ Det mest Ophøiede-Tragiske ligger uden Tvivl i at være misforstaaet. Derfor er Christi Levnet den høieste Tragoedie, misforstaaet som han er af Folket, Pharisæere, Disciple, kort af Alle, uagtet det var de høieste Ideer, han vilde meddele. Derfor er Jobs Liv tragisk; omgivet af misforstaaende Venner, af en spottende Kone, lider han. Derfor bliver Konens Situation i Familien Riquebourg saa rørende, fordi netop hendes Kjærlighed til hendes Mands Brodersøn tvinger hende til at skjule sig og deraf den tilsyneladende Kulde. Derfor er Scenen i Goethes Egmont (5. Act, 1ste Scene) saa ægte tragisk; Clara bliver aldeles misforstaaet af Borgerne. Derfor er det vistnok ogsaa, at enkelte af Holbergs comiske Personer blive tragiske. Jeg vil som Exempel anføre den Stundesløse. Han seer den uhyre Masse af Forretninger hvile paa sig; alle andre smile ad ham og see Intet. Derfra ogsaa det Tragiske i den Hypochondriskes Liv, ogsaa i dens, som en Længsel efter noget Høiere har grebet og som nu støder paa Folk, som misforstaae ham.

✂ Hvor nær det Tragiske ligger det Comiske (en Bemærkning, man især skylder Holbergs Fortjeneste af Comoedien, f. Ex. hans Jeppe paa Bjerget, Erasmus Montanus, den Stundesløse osv.) synes ogsaa at ligge til Grund for, at et Menneske kan lee, saa han kommer til at græde.

✂ Paa den anden Side ligger det Comiske det Tragiske saa nær, at man f. Ex. i Goethes Egmont 5. Act 1ste Scene er tilbøielig til at smile over Hollænderne.

✂ Stenen, der blev lagt for Christi Grav, synes jeg passende kunde kaldes de Vises Steen, forsaavidt dens Fravæltelse har givet ikke blot Pharisæerne men nu igjennem 1800 Aar de Vise saa meget at bestille.

✂ Til Troen hører dog vel vistnok en Villiesyttring, og det endog i en anden Betydning, end naar jeg f. E. maa sige, at til enhver Erkjendelse hører en Villiesyttring; thi hvorledes kan jeg ellers forklare mig, at det hedder i d. N. T, at den, som ikke troer skal straffes. -

✂ Jeg synes, at man kunde bringe Sagen paa Spidsen mellem Catholiker og Protestanter ved at spørge, om det Valg, hvorved Msk. antager den gudd. Naade, er forberedt ved den h. Aands Virksomhed ell. alene har sin Grund i Msk. For det første har Protestanterne vistnok erklæret sig ved at antage, at den hele msklige Natur var uduelig, og først maatte saa at sige omskabes. Men hvad Catholikerne angaaer, da synes Dr: Möhler (thi det er ham, jeg her nærmest har Hensyn til) ikke bestemt at erklære sig; han siger nemlig (Clausens og Hohlenbergs Tidskrift. (2d B. l H. p. 137.): »det guddommelige Kald, der udgaaer til Msk. for Chr. Skyld, udtaler sig ikke blot i den udv: Indbydelse ved Ev: Forkyndelse, men tillige i en indv: Virksomhed af den hellig Aand, der vækker de slumrende Kræfter hos Msk.«, - thi skal vi heraf slutte, at Msk., efter Catholikernes Lære, ei selv kan 20 modtage Naaden (som tilbydes ? dem), men først maa indv: forberedes til at modtage den, derved at dets Kræfter vækkes, saa kan man vistnok ikke beskylde dem for Pelagianisme. Men det synes Möhler paa andre Steder ikke at ville indrømme. I det hele, troer jeg, at Besvarelsen af dette Spørgsmaal fra begge Sider, vilde lede til bedre at forstaae hverandre. -

✂ Forsaavidt som Catholikerne fordre (Mohler, Clausens og Hohl.: Tidsskrift 2d B. l H. p. 182) Opfyldelsen af Moralloven, synes de kun at tillægge Pauli Udvikling af Msk. Forhold til Loven et underordnet Værd, nemlig den, at det var umuligt for de syndige ugjenfødte Msk. at opfylde den, og indsee ikke den langt dybere Betydning. Thi enten maa, saavidt jeg kan see, Loven træde op for Msk. som noget Udv:, og da ligger deri allerede en Umulighed til at opfylde den, ell. den maa ganske være gaaet over i Msk., og optaget i det som Princip; men da er den ikke mere Lov. -

✂ Det synes, at i Vægterverset Kl. 10 den halve Deel: »vær klog og snild« maa i Modsætning til det Følgende: »vogter Lys og Ild« være sagt til Tyvene; thi Snildhed og Klogskab synes mere at burde anbefales de vaagende end de sovende.

✂ Ideen til Hedningernes Fordømmelse maa, synes mig, netop med Hensyn til Chrstendommen faae de modsatte Følger af dem, som denne Sætnings Forsvarere have troet; thi derved nedsættes aabenbart Christendommens Værd, idet den da ikke længer viser sig som en universel Indretning af Guddommen, som et Hvilepunct for Alle, men som en paa Tid og Sted beregnet Indretning. Men ved den Theorie kan naturligviis Chrstendommen ikke skjenke Msk. den evige Salighed, men kun en timelig, og Chrstd. bliver stillet paa lige Trin med Muhameds Lære etc., hvor jo aabenbart ogsaa Hedningerne 21 *dolgoeO* de, som ikke kjendte denne Lære, blive udelukkede fra den Salighed, som Muhamed vil skaffe Msk., kun med den Forskjel, at Muhamed og Moses etc. erkjendte det Timelige i deres Indretning, og derfor ei ansaae den for det, der i Evigheden vilde gjøre sig gjeldende.

✂ Man seer saa ofte Exempler paa, hvorledes Magnetiserede komme til Kundskab om med H. t. Msk. Tilstand efter Døden at Alt dreier sig om Chr., at den, der ikke har troet ganske efter Ev. bliver overgivet til den evige Pine etc. -; det kunde i den Henseende være ret interessant som Tutti Frutti et Sted bemærker (3 B.) at anstille et magnetisk Forsøg med et Msk. af den muhamedanske Religion og see om det kom til de samme Resultater.

✂ Skal en stor Mand bedømmes efter andre Princip er end ethvert andet Menneske? Dette Spørgsmaal har man ofte besvaret med »Ja«, men jeg mener »Nei«. Thi en stor Mand er netop stor, fordi han er et udvalgt Redskab i Guddommens Haand; men i det Øieblik, han indbilder sig, at det er ham selv, der handler, at han kan skue ud over Fremtiden og med Hensyn til den lade Hensigten adle Midlet - saa er han lille. Ret og Pligt gjælder for Alle, og deres Overtrædelse kan ligesaa lidet undskyldes hos den store Mand som hos Stater, hvor man dog bilder sig ind, at Politiken har Tilladelse til at gjøre Uret. Vel har en saadan Uret ofte havt gavnlige Følger, men disse have vi da ikke hiin Mand eller Stat at takke for men Forsynet.

✂ Naar man forklarer Prædestinationen blot som grundet i Forudvidenhed, saa kommer man jo til at antage, at Msk. fortjener Naaden. Dette synes ogsaa at ligge i Origen es Ord, der forsvarer denne Theorie i hans Commentar over Rom: Aarsagen til Forudbestemmelsen 22 ligger i vor egen fri Villie. Paulus var bestemt for Guds Evangelium! Hvorfor? fordi han var værdig dertil, formedelst hans af Gud forudsete Handlinger. -

✂ Som et Bidrag til Bestemmelsen af Begrebet »Tro« maa bemærkes, at man siger om en Syg, som er ængstelig for at døe, at den troede at den skulde døe, hvor netop Villiesyttringen mangler, saaledes ogsaa om Een, der er bange for Spøgelser - at man paa den anden Side kan sige: jeg vilde gjerne troe men jeg kan ikke; thi her synes jo netop Villiesyttringen at være tilstæde.

✂ Det gaaer med Begrebet »Orthodoxie« som med Begrebet »Consequents«; mange mene, at det Sidste bestaaer i bestandig at gjøre det samme, og ville formodentlig saaledes, at fordi man gaaer med Paraplui i Regnveier, man ogsaa skulde gaae med den i Solskin. -

✂ Det synes mig, at Spørgsmaalet om Christendommens Perfectibilitet kan besvares alene ved at tage Hensyn til, at den knytter sig til Jødedommen. Thi da den selv kun anerkjender Jødedommen for relativ sand og knytter sig til denne, kan den aldrig selv være den absolute Sandhed; thi den vilde aldrig kunde anerkj ende den relative og allermindst selv knytte sig til den. -

✂ Maaske er det derfor betydningsfuldt, at, ligesom Messiæ Ankomst forkyndes i det gl. T., saaledes Chr: selv forkynder en Gjenkomst. (l Cor:11,26).

✂ Nu er det rigtignok sandt, at f. E. Paulus i Brevet til Galaterne kalder den (IV,3) [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x] ; og netop paa dette Sted stilles den i det Hele taget paa lige Trin med Hedenskabet. Men det hjælper os ikke stort; thi det bringer os kun ind i en Modsigelse, da der i N: T: paa andre Stæder tydelig læres, at Mosaismen og Jødedommen var en gudd. Aabenbaring. -

✂ For den Christne, der nu betragter Jødedommen, viser det sig vel, at Jødedommen kun var et Gjennemgangspunct; men hvo indestaaer os for, at ikke det Samme er Tilfælde med Christendommen. Thi det er nu godt nok, at Loven blev givet for at forhindre Overtrædelser, og altsaa var en pædagogos (Gal. 3,21-23.); men hvorledes forklare vi os det, at den virkelig tilsiger Msk. Salighed, naar de opfylde den. Jeg kan godt forklare mig, at den kunde indeholde Straf for Overtrædelser; men Guddommen maatte jo (ligesom nu den Christne) indsee, at det var umuligt, at opfylde den, og hvorledes kunde den da love Salighed under Indtrædelsen af en Betingelse, som den selv anerkjendte for umulig?

✂ Man taler ved at udvikle Begrebet af Inspiration om det nære Forhold Apostlene stode i til Chr som en Betingelse for deres rigtige Opfatning fremfor alle Andre - men erindrer ikke, at paa den anden Side de, der leve efter at Chrstendommen har bestaaet i 1800 Aar have et stort Fortrin da nu Chrstendommen har gjort sig gjeldende i alle Livsforhold, udviklet sig mere, medens derimod Apostlene maatte kjæmpe med mangehaande Misbrug, Misforstaaelser etc. netop fordi Chrstendommen nu først begyndte at udvikle sig. -

✂ Ugelspegel synes at repræsentere det Satyragtige i Nordboen.

✂ Ligesom der gives Mennesker, der som de franske Modeboutiker skilte med Alt, hvad de har, saaledes gives der ogsaa Mennesker, hos hvem man bestandig aner Noget dybt, men hvis hele Dybde dog kun er som en Sjat Vand eller Speilglas - Alt viser sig selv deri.

✂ Hvad Jøderne og senere Mange have fordret af Chr:, at han skulde bevise sin Guddommelighed, er en Urimelighed; thi var han virkelig Guds Søn, da vilde Beviset derfor være en Latterlighed, ligesaa latterligt, som naar et Msk. vilde bevise sin Tilvær, da jo for Chr: i dette Tilfælde hans Tilværen og hans Gudværen er det samme - og var han en Bedrager, da vilde han vel nok saa godt kunne være gaaet ind i Characteren, at han indsaae, at netop i det Øieblik han beviste sin Gudværen, slog han sig selv paa Munden. -

✂ Det forekommer mig, at den uhyre Masse Fortolkere i det Hele taget mere skader end gavner Forstaaelsen af det Nye Testamente. Man bliver derfor nødt til ligesom ved et Skuespil, hvor en Mængde af Tilskuere og Reflecteurer saa at sige vil forhindre os i Nydelsen af det egenlige Skuespil og i det Sted opvarte os med smaa Scener, man bliver nødt til om muligen at oversee dem - eller see at komme ind ad en Vei, som dog endnu ikke er spærret.

✂ Det gaaer ofte med at følge Commentatorernes Vei som med den Reisende i London; Veien fører nok til London; men naar man vil derhen, maa man vende sig om. -

✂ Den Subjectivitet, som jeg mener, at det for det første maa komme til med Hensyn til Kirken, - idet der lader sig indvende det Samme imod enhver ny Norm, man vil stille over Kirken, som man rigtigt har indvendt mod Bibelen - er allerede forbilledlig deri, at det meest Objective: Troesbekjendelsen begynder saaledes: Jeg troer.

✂ Jeg bliver mig bevidst jeg existerer. (K.) ei om jeg har existeret ell. hvorledes

✂ consequent Udvikling Indledning til det ap. Symbolum 26 Der ligger i en vis Henseende noget Rigtigt i hvad de Orthodoxe sige, at Kirken maa blive sig sin Existents umiddelbart bevidst; det er noget, jeg finder ligesaa rigtigt, som at ethvert Menneske bliver sig sin Existents umiddelbar bevidst. Men ligesaa urimeligt, som det vilde være, om et Menneske vilde sige: »Jeg bliver mig bevidst jeg er til, ergo var jeg til igaar«, - thi dette sidste bliver han sig dog ikke bevidst, - ligesaa urimeligt er det, at Kirken siger: Jeg bliver mig min Existents bevidst, ergo er jeg den oprindelige apostoliske Kirke. Denne sidste Bestemmelse maa den naturligviis indlade sig paa at vise og bevise, da det er et historisk Spørgsmaal.

✂ Ligesom den consequente Udvikling af den protestantiske Anskuelse af Bibelen, som constituerende K., ledede til Opstillingen af en ny Videnskab, nemlig Indlednings Vidensk., hvori man søgte at bevise, at den ved sin oprindelige Udspringen fra Apostlene havde Ret til at constituere K., saaledes maa ogsaa Theorien om det apostolske Symbolum føre til en Indlednings-Videnskab.

✂ Nogle Bemærkninger angaaende Grundtvigs Kirke-Theorie.-

✂ l. Grundtvig mener, at K. baserer sig paa Sacramenterne, og at hvo, der gjør en Forandring i dem, søger at forandre K., og er eo ipso traadt ud af den. Men i den Anledning maa jeg bemærke: Hvorfor rettede Grundtvig ikke sit Angreb mod Nadveren, som noget virkeligt, men mod Daaben som Noget, der først skulde skee; thi det er jo endnu ikke indført i Kirken. - (ingen Forandring i Indstiftelsesordene. - Commentar - Modpartiet forlanger kun: det vil sige det Onde - Dilemma: enten begge Kjettere ell. begge Christne.) -

✂ 2. Man havde dog altid anseet Noget for væsentligt christ., noget for mindre væsentlig chr., man troede i den Henseende, at Bibelen indeholdt det væsentlige Christ., hvori er altsaa Grundtvigs Theorie forskjellig fra de andre. Deri, at hine lod det være mere vagt, Gr: derimod mener, at have fundet et Udtryk, som engang for alle afgjør, hvad der er chr. Tro, hvad ikke. Det maa han da nu ogsaa væsentlig fastholde, og maa naturligviis urgere det paa det skarpeste, noget som ogsaa Lindberg meget consequent har gjort, han maa urgere hvert 27 Bogstav, ja hver tusinde Deel af en Tøddel; thi ell. er jo Døren strax igjen aabnet for Bestemmelser fra Msk. Side af, hvad der er chr!:, hvad ikke, og i dette Tilfælde maa han da indrømme fonuftigviis ethvert andet Msk. den samme Ret, og i dette Tilfælde bliver da hans Theorie paa samme Trin som de andre. - Men see vi nu hen til det Udtryk af chr: Tro, som han mener at K. baseres paa, saa maae vi jo dog tilstaae, at det i og for sig betragtet er en Umulighed at en Idee kan finde det aldeles adæquate Udtryk i Ord, der bliver da altid, om Gudd. selv udtalte disse Ord, en lille Hage derved, saasnart Msk. skulle forstaae det. Jeg indrømmede her hvilket jeg foreløbig vil indrømme, at det var givet af indspirerede Msk., men naar vi saaledes urgere Inspirationsbegrebet, som vi her efter Mag. Lindb. Theorie maae gjøre, saa maa vi dog vel ogsaa indskrænke denne Virksomhed til det Sprog, hvori det oprindelig er givet, men nu have dog alle de K., som væsentlig have det samme Symbolum det i Oversættelse og netop den græske K. afviger i sit Symbolum fra de andre (hvorfor Grundtvig ogsaa et Sted i Theol: Maanedsskrift siger, at den er som en vissen Green). Men skal vi nu da indrømme et Mirakkel med H. t. Oversættelsen? Det berettiger ingen os til. (Sæt ogsaa, saa galdt det før Anførte). - Men nu ved Oversættelsen er naturligt, at en Deel flere Hager ere komne frem etc. - altsaa jo mere consequent hun Theorie fastholdes desto mere divergerer den fra Sandheden, men fastholdes den ikke consequent, saa ere vi ligesaa nær som før, og Grundtvigs Theorie har slet ingen Betydning. -

✂ 3.1 hvilken Qualitæt gav Apostlene dette Symbolum - (over - under - Kjætter - hørte selv til Kirken.).

✂ Det forekommer mig langt naturligere, at tænke mig, at Nadveren som det egl. centrale i K. oprindelig har været ret levende fastholdt, og at ud fra dette Centrale det ydre Omrids efterhaanden er bleven tegnet. Hvorfor Chr. i Indstiftelsen af Nadveren, saaledes som det fortælles i det N. T., er langt vidtløftigere end i Daaben.† (det Mysterieuse for Hedning- ogsaa for Jødechristne.).

✂ Man har forlangt af Gr., at han skulde bevise at det nuværende Symbolum var det oprindelige; men i den Anledning udfandt Mag., at det paalaae de Andre, at bevise, at det ikke var det oprindelige. Og det kan man forsaavidt ikke nægte; thi Grundtvig kan altid beraabe sig paa, at det er der nu eengang, og han veed ikke hvorledes det har 28 været før; men lad de Andre ogsaa det. Imidlertid bliver det dog en egen Sag med Grundtvig; thi da han selv har sagt, at det ikke kom an paa de døde Bogstaver (*dolgoeO* Bøger) men paa det levende Ord, og det ikke er synderligt rimeligt, at vi kan nu opdrive et levende Ord for 1800 Aar siden, saa sees, at Grundtvig opfordrer til at modbevise sin Theorie, men i det samme siger det skal I nok lade være; thi jeg har afskaaret Eder al Mulighed til at kunne bevise ved selve min Theorie. - Anderledens derimod med Mag.; thi han har for at faae noget ud af Alterbogen gjort opmærksom paa, at det 300 Aar tilbage i Tiden ikke var der, han har altsaa indladt sig paa at argumentere af det døde Bogstav, og forsaavidt kunde man dog fordre af ham om ikke juridisk saa dog med en vis Billighed, at han beviste, at dette Symbolum var det oprindelige.

✂ Man har fra Modpartens Side gjort opmærksom paa, at Symbolet ikke findes i det N. T. (hvorvidt det i og for sig selv er rigtig at angribe ham paa den Maade??). Dertil har Lindb. og Grundtvig etc. svaret, 1) ja det var naturligt, thi det var til Christne han skrev, og de kjendte Symbolet saa godt, saa han ikke behøvede at citere det. Men dermed er det dog en egen Sag; thi de Christ. kjendte dog vel ogsaa Nadveren, og dog citerer Paulus Indstiftelsesordene l Cor. XI; nu kan man dog vel ikke nægte, at de Christne ogsaa ofte forsyndede dem mod Artiklerne i det apost. Symb., hvorfor citere Apostlene det aldrig, om end ikke heelt og holdent, saa dog Dele deraf; men NB. med den Vægt, som det tilkom som Symbolum ligesom han netop i l Cor. XI siger [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] . etc. 2) har Mag. Lindb. gjort opmærksom paa med H. t: at man heller ikke fandt det hos de ældste Kfædre, at de holdt det hemmeligt. Men sæt nu ogsaa at det var saa, saa har den Grund dog vel ikke afholdt Apostlene fra at citere det, da der jo dog var langt større Rimelighed for at man netop havde betragtet Nadveren (hvilket man jo ogsaa gjorde) som noget saadant mysterieust, og det omtales dog heelt i l Cor. XI.; men sæt nu ogsaa at det har været Tilfælde, saa bliver dog saa meget vist, at vi omtrent fra det 4de Aarh: finde det optegnet; men ei ganske som vort, her kan vi altsaa sige (med H: t. Lindberg, der argumenterer af det døde Bogstav), her har vi noget, som vi nu eengang veed om er til, hvordan det før har været vide vi ikke; men antage at det har været ligesaadanne, og fordre ganske consequent af Dig, at dersom Du troer det Modsatte Bevisbyrden paaligger 29 Dig. Men da nu det nuværende Symbolum og det fra det 4 Aarh. ikke ganske er det samme, da tvertimod det fra det 4de Aarh. mangler en og anden Artikel, og dog du, naar du vil være consequent, maa indrømme, at jeg netop efter Din Udvikling ligesaa godt kan sige, at det ene er oprindel. som det andet, saa maa Du indrømme, at vi ikke have det oprindelige. Denne Conclusion bliver nu kun slem for Dig som mener, at naar vi ikke have den, saa er hundrede og eet ude med K:, saa er Pagten brudt, og ingen Lyksalighed kan blive Msk. til Deel, for os derimod ikke, som mene, at K: væsentligen udtaler sig i det concrete Tidsmoment i sine Symboler, og at de altsaa ere at betragte som Milepæle paa den chr. Udviklings Vei. -

✂ Grundtvig meente ogsaa at denne Theorie skulde i theologisk Henseende hjælpe til Bestemmelsen af hvad der er chr. og hvad ikke. Han meente, at Bibelen var døvstum, at man kunde give den alle Fortolkninger, men nu meente han, at disse Ord vare saa simple, at Ingen kunde misforstaae dem. Men for det første er det i og for sig selv en Latterlighed, at paastaae, at en saadan Udvikling som den i Bibelen, der er affattet af de samme Apostle, skulde forvirre Ideerne, som om det skadede en Sags Klarhed, at den belystes fra flere Sider, især af de samme Mænd. Og dernæst er det at bemærke, at nu har Bibelen bestandig maatte udholde Angrebet, men lad os nu tænke os, at denne Theorie om Symbolet blev ligesaa almdl. antaget, som hiin om Bibelen, saa gad jeg dog vel vide, om det skulde falde en Modstander vanskeligere, at angribe blot det enkelte Ord: Syndernes Forladelse, end den hele Lære i Bibelen ligesom om det enkelte Ord ikke indvolverede en langt større Mulighed af Forestillingsmaader, end den hele fuldstændige Udvikling, hvor netop det enkelte Udtryk har fundet sin Belysning i det Hele. -

✂ Mk. det er ret mærkeligt, at Grundtvig ikke har protesteret mod, at Præsterne læse Daabsformularen op af Alterbogen; thi det døde Bogstav bliver dog vel ikke levende Ord ved at læses høit; thi saa kunde man snart hjælpe paa Bibelen.

✂ Mk. det synes mig at Clausen har forfeilet Striden ved at gaae ind paa en Undersøgelse, om det var en væsentlig Forandring ell. ikke, thi det kan der fra Grundtvigs Standpunct ei blive Spørgsmaal om, 30 thi Theorien er netop fremkommet (cfr. ovenfor) for at forhindre msklige Bestemmelser om hvad der var chr. ell. ikke. - Men paa den anden Side have naturiigviis Grundtvig, Lindberg, Engelbrecht etc. ogsaa feilet ved at svare paa Realiteten deraf; thi consequent burde de reent have afviist den Undersøgelse.

✂ Misforstaaelse af Theorie om »[x][x][x][x][x]« overført paa Ordet, da dog det levende Ord hvor levende det end er ikke er skabende i den Forstand, netop fordi det ikke er absolut skabende, netop derfor kommer hell. ikke hele Fylden frem, og derfor er der ingen absolut Forskjel mell: det levende og det skrevne Ord.

✂ De samme Indvendinger kunne gjøres mod Symbolet som de selv gjøre mod Bibelen - den hele udv. Maade hvorpaa man kommer til Resultat - Indlednings Videnskab til Symbolet - forandret Nadveren.

✂ Det forekommer mig, at Grundtvig betragter den chr: Erkjendelses Udvikling ikke gaaer fremad som paa en vanskelig Vei; men som en Dampbefordring, der kjører paa en Jernbane, ved Damp som er antændt af Apostlene, saa at altsaa den chr. Erkj endelse tilberedes i lukkede Maskiner. -

Gilleleie.

✂ Under mit Ophold her paa Gilleleie har jeg besøgt Esrom, Fredensborg, Frederiksværk, Tidsvilde. Den sidste By er fornemlig bekjendt ved Helene-Kilde (cfr. Thiele: Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 29 ff.), til hvilken hele Omegnen valfarter ved St. Hansdags Tider. Naar man kommer lige udenfor Landsbyen, henledes Opmærksomheden strax paa en temmelig høi trekantet Støtte, der ved sin Inscription 31 underretter om, at Flyvesandet her engang har anrettet store Ødelæggelser og i sine Bølger begravet en heel Landsby, Tibirke; men at det tillige ved vor fortræffelige Regjerings utrættelige Virksomhed er bleven standset. Naar man nu fra dette Høidepunct, efter ved Støttens Inscription og den paa begge Sider frodige Boghvede at være underrettet om Terrainets Beskaffenhed, skuer ned i Dalen, hvor Tidsvilde By ligger og vort Øie der møder en venlig, smilende Natur: de smaa men ret nette Huse ligge hvert især omgivne med frisk Grønt (ikke som naar man nærmer sig til større Byer, hvor den hele Masse af Bygninger imponerer os med sit skarpe Omrids, men hvor en Mængde af - om jeg saa maa sige - Individualiteter venligen række hinanden Haanden til en smilende Totalitet), thi hele den Strækning, hvor Flyvesandet meest har raset, er nu beplantet med Fyr, - saa fristes man næsten til at troe, at det Hele var en Fiction, en underlig Fiction: at netop i den Egn, hvor Sundheden er at søge, at netop der saa Mange have fundet deres Grav. Det Hele staaer, seet i Aftenbelysning, som en for Øiet anskueliggjort Legende, et Slags Jobs Historie, hvori fornemlig Tibirke Kirke spiller Hovedrollen. Ene paa en stor Sandbakke staaer den der som et Gravminde over den ulykkelige By men tillige som et Exempel paa en Kirke, der er bygget paa en Klippe, over hvem Storm og Sand Intet formaaer. Men da Kirken holdt sig, fremspirede ogsaa en Skov, der hvor før Flyvesandet havde været. - Naar man nu kommer ind i Byen, da bliver man høist ubehagelig stemt ved istedetfor stille landlig Ro, her maaskee med Hensyn til Omstændighederne blandet med lidt Veemod, at finde støiende Larm, Telte og Borde, hvor mærkeligt nok næsten alle Sælgersker ere tydske, ret ligesom for at betegne, at ikkun Fremmede kunne opføre sig her saaledes, at ikkun i fremmede Tungemaal skulde Stedet profaneres. Man gaaer udenfor Byen og kommer til den Mark, hvorpaa Helene-Grav er. Der staaer den da stille, simpel, omgivet med et Hegn af Kampestene; Døren, som fører ind paa den lidt ophøiede Grav, staaer aaben. Men for ogsaa her at forstyrre ethvert høitideligt Indtryk har et Telt udsøgt sig sin Plads ligeoverfor, hvor der støies og svires, og hvor en Deel Mennesker have valgt sig deres Opholdssted for at spotte over dem, der komme for at besee det. Her føres da en eiendommelig Art af Discours. Da nemlig disse Mennesker ere fra Egnen af, have de med Modermelken indsuget en heel Deel Ærefrygt for denne Grav og de formeentlige Helbredelser ved Hjælp af den.*) 32 Disse kunne de ikke ganske fornægte, men nu ville de dog overbevise sig selv og Andre om, at de kunne sætte sig ud derover og vælge dertil den Vei at gjøre Nar af det Hele. Underligt contrasterer mod disses hele Adfærd en Mands Bemærkninger og Relationer, der fungerer som en Slags Inspecteur og bærer Nøglen til det Brædeskur, indenfor hvilket Kilderne findes (der er nemlig tre, hvorfor det paa Egnen heller ikke hedder: at reise til Kilden men til Kilderne), hvorved han fortjener sig nogle Penge. Han fortæller nemlig, at han, som har været der nu i 20 Aar, har seet flere, som ere blevne helbredede. Imidlertid mærker man snart, at han heller ikke synderlig sætter Lid til det Hele men for Interessens Skyld lovtaler Stedet. Ligesom jeg nu ved min Ankomst ikke behøvede at frygte for at blive Gjenstand for hines Spot, - thi i et Menneske med moderne Klæder, Briller paa og Cigar i Munden ventede de snarere at finde et Væsen, der staaer paa det samme Erkjendelsens Høidepunct som de selv, end En, der i fromme Hensigter reiser derhen, hvilket sidste da just heller ikke var Tilfældet, - saaledes bragtes hiin omtalte Nøglebevarer i Forlegenhed, idet han nemlig befrygtede, at hans Interesse skulde komme i mulig Collision med det Indtryk, hans Fortælling vilde gjøre paa mig. Han greb derfor til den Udvei, som jeg lagde Mærke til, at flere benyttede, at nemlig Vedkommende ere blevne helbredede ved disse Midler »næst Guds Bistand«. Det er imidlertid ret characteristisk, at saadanne Folk netop komme til det Resultat; thi da de ikke kunne forklare sig Helbredelsen af Anvendelsen af hine Midler, saa skyde de den over paa Noget, der ligger dem fjernere, for at blive af med det Hele, men herved gjøre de netop Sagen mærkelig; thi det var jo i Sandhed mærkeligt, at Guds Bistand havde knyttet sig til den Vei. Consequent fra deres Forstands-Standpunct maatte de enten negere det Hele og forlange et fuldkommen beviist Factum eller, dersom de vare meget beskedne, udsætte Forklaringen indtil videre.

✂ Naar man nu træder ind paa Gravhøien, indgiver det Hele En en vis melancholsk Stemning, fremkaldt ved det underlig Mystiske, ved den dunkle, sig for Iagttagerens Øie ligesom unddragende og dog alligevel paa et heelt System eller Nexus hentydende Side, som Overtroen altid fører med sig. Man seer sig omgiven af Haarlokker, Klude, Krykker; man hører, saa at sige, de Lidendes Skrig, deres Bøn til Himlen; man hører den Enkeltes fortvivlede Klager over ikke at kunne falde i Søvn (i det Hele synes det noget ret smukt, at det netop 33 er gjort til Betingelse, at man skal sove paa dette hellige Sted, for ligesom at betegne den stille, Gud hengivne Ro), og alt dette ved Midnatstid paa en Gravhøi, hvor de ere omgivne af lutter smaa Træflader i Form af de Minder, man sætter paa Gravene, og som indeholde Efterretning om de Helbrededes lykkeligt overstandne Lidelser. Og nu gryer det ad Dag, Morgendæmringen med dens underlige levende Bevægelighed samt klamme Fugtighed forsvinder; Solen i sin Majestæt beskinner Landskabet og hører maaskee de Helbrededes Jubelhymner. - Af de omtalte Brætter findes der en Deel, der kort og simpelt berette de Helbrededes Navn og Fødeby, deres Tak til Gud f. Ex.: »Johanne Anders Datter 1834, lidt meget af Hovets Smerter, Underu, d. 23 Juni 1834«; - »Sidse Anders Datter, solo gloria«. - Nogle ere meget længere og fuldstændigere; Nogle have ikke skrevet deres Navne heelt ud; Nogle have skrevet det i første Person; Andre have fortalt det om Vedkommende f. Ex. »Pigen den og den blev helbredet her« osv.**) I det Hele er det ret mærkeligt, at de fleste ere Fruentimmere. Midt paa Pladsen er da egenlig Graven; en Steen eller rettere et Stykke af en ligger paa den; dens Indskrift kunde man ikke læse.

✂ Et kort Stykke herfra lige oppe ved Stranden findes Kilderne i et Brædehuus. Landet gaaer temmelig brat ned til dette Punct. Til Erindring om Arveprinds Frederiks Besøg her har Chr. W. Schröder forfattet en Relation desangaaende.***) - Nede i Stranden ligger nu den Steen, hvorpaa Helene skal være kommet seilende; den skal være synlig ved Ebbe-Tid. Sagnet fortæller, at da de vilde bære hendes Lig til Kirkegaarden, kunde de ikke komme længere end hertil, hvor hendes Gravhøi findes, og at ved samme Leilighed de tre Kilder sprang frem af Jorden. -

✂ Den 5te Juli besøgte jeg Gurre Slot, hvor man nu er ifærd med at udgrave Ruinerne. Slottet selv (cfr. Thiele: Danske Folkesagn, 1ste Samling p. 90 ff. - Et andet ved Vordingborg? bygget af Valdemar Atterdag, ødelagt i Grevens Feide? »Gud maa beholde sit Himmerig, naar jeg maa beholde Gurre Slot«; hans vilde Jagt i Luften paa den hvide Hest; den sorte Høne med de sorte Kyllinger) har haft en deilig Beliggenhed, overalt omgivet med Skov. En meget stor Strækning findes endnu, og Egnen tyder paa, at der i sin Tid har været mere. Hertil kommer nu Gurre Sø; temmelig lang og i Forhold dertil ikke meget bred strækker den sig og har paa den ene Side veivoxet Bøgeskov og paa den anden Side Skov af mindre, mere forkrympede Træer. Søen selv er paa mange Steder bevoxet med Siv. Naar man seer dette Landskab ved Eftermiddags-Belysning, hvor Solen endnu staaer høit nok til at give det venlige Landskab de fornødne skarpe Omrids, som en melodisk Stemme, der er skarp nok accentueret til ikke at blive læspende, synes hele vor Omgivelse at tilhviske os: her er godt at være. Det er af den Art hjemlige, fortrolige Indtryk, som en Indsø med Skovomgivelse (stor nok til paa eengang at adskille og forene) kan fremkalde, men som Havet ikke formaaer. Ret eiendommeligt for dette Parti er ogsaa de langs Kysten sig bølgende Siv. Medens Træernes Susen lader os høre Kong Valdemars Jagt, Hornenes Klang og Hundenes Gøen, synes hine Siv at tilaande Bifald, - de blonde Møer, som beundre Ridderens raske Ridt og ædle Holdning. Hvor forskjeUigt er ikke i denne Henseende Partiet ved Søborg Sø? De mægtige Rør bøie sig ogsaa for Vinden, men deres Susen forkynder Kamp og Magt. Og nu Havet, der som en kraftig Aand altid er i 35 Bevægelse, og endog i sin største Stilhed bebuder voldsomme Sindslidelser. Over Egnen ved Gurre-Sø hviler en stille Veemod; den lever saa at sige mere i Fortiden. Derfor voxer den ogsaa til; Havet derimod erobrer fra Landet - som to fjendtlige Magter staae de ligeoverfor hinanden. Kyststrækningen er øde og sandet; Landet høiner sig op for ligesom med Kraft at gjøre Modstand. Havet er paa sit høieste, naar Stormen istemmer sin Bas, naar dets egen dybe Brusen kappes med Himmelens Torden og det Hele oplyses af Lyn. GurreSø er smukkest, naar en sagte Luftning kruser dens blaa Overflade, og Fuglesang accompagnerer Sivenes Hvislen; Havet accompagneres kun af den eensomme Maages hæse Skrig. Det første (Havet) er som et Mozarts Recitativ; det sidste som en Webersk Melodi. - Herfra gik Veien til Hellebæk. Den sidste Mils Vei dertil gaaer igjennem den deilige Skov, hvor nu Partier af en egen Art frembyde sig. Skoven selv er temmelig stor og vildsom, og ikkun Kjøresporet (ikke Vei) erindrer os om, at vi endnu staae i Forbindelse med Menneskeverdenen. Hist og her springer et Stykke Vildt op, der i Buskenes Skygge har ligget skjult for Middagssolens Straaler. Fuglene løfte sig skrigende i Veiret. Det temmelig bakkede Land danner nu inde i Skoven en Mængde smaa Søer. Saavel derved, at Landet skraaner ned imod dem, som ogsaa ved det Mørke, som Træernes Blade udgyde derover, paatvinger sig en Forestilling om, at de ere meget dybe. I Contrast til denne mørke Speilflade hæver nu en enkelt Blomst sig frem, der voxer paa dens Overflade: en nymphæa alba (hvid Aakande), der svømmer omkring med sit store brede grønne Blad; hvid og reen, uskyldig er den dukket op af Havets Dybder. Ikke langt fra Hellebæk ligger Odins-Høi, hvor Schimmelmann ligger begravet. Den Udsigt er noksom anpriset og omtalt, hvorved desværre meget af Indtrykket forsvinder. At Folk dog ikke kunne blive kjede af at rende omkring saa geskjæftige for at paavise de romantiske Situationer (f. Ex. K... paa Fredensborg). Nu gik Veien til Esrom og derfra til Gilleleie.

✂ Den 8de Juli gjorde jeg en Excursion til Esrom. Naar man gaaer fra Esrom til Nøddebo langs med Søen passerer man en af de yndigste Veie, jeg i lang Tid er kommen. Først paa venstre Side Sølyst, der næsten er bygget paa Søen selv, længere hen Fredensborg. Paa den høire Haand har man bestandig Skov, afvexlende Bøge og Gran. Paa enkelte 36
Steder finder man yndige Plantager af 3 à 4 Aars Graner. Paa Veien indhentede et Tordenveir mig. Jeg glædede mig allerede til at faae et saadant Uveir at see drage op over Esrom Sø og Grib Skov; men det blev kun til Regnen. Imidlertid interesserede det mig dog at see Præliminaireme til et saadant Skuespil. Jeg har vel seet Havet ved en saadan Leilighed at blaagraanes i skarpe Krusninger, og jeg har vel bemærket, hvorledes de Vindstød, der bebude Tordenens nære Ankomst, hvirvle Græsset og Sandet langs Kysten i Veiret; men jeg har ikke seet før, hvorledes et saadant Parti tager sig ud, naar det ikke blot er Græs men en heel Skov, som disse Vindstød (disse Basunstød, der bebude Dommen) have at sætte i Bevægelse. Da det imidlertid ikke blev til andet end Regn, ansaae jeg det for rigtigst at tye et eller andetsteds ind. Et saadant Sted viste sig nu ogsaa. Uagtet jeg længe søgte efter en Indkjørsel, viste der sig dog ingen. En Skikkelse, der lod sig see ved Vinduet, vinkede jeg af; men hun fandt sig formodenlig ikke beføiet til at uleilige sig ud i en saadan Regn, og at lukke Vinduet op kunde her vel ligesaa lidt være Tale om som hos nogen Bonde overhovedet. Mit Kjøretøi maatte jeg altsaa holde ind under nogle Træer, der bøiede sig ud over Veien for ligesom at give mig et Tilflugtssted. Selv traadte jeg nu iført min uhyre Chenille ind i Stuen, hvor jeg fandt Selskabet, bestaaende af 3 Personer, ifærd med at holde Midaften. Af Meublementet forefandtes naturligviis det lange store Bord, ved hvilket vore Bønder behage at æde; fremdeles en Himmelseng i Ordets egenlige Betydning; thi jeg tænker, at man maatte, naar man vilde i Seng, gaae op paa Loftet for derpaa at lade sig falde ned - et Fald, som da efter Bondeskik er temmelig dybt. Det følgende Værelse, hvortil Døren stod aaben, var et Oplagssted for Linned, Lærred, Dreiel osv. i uordentlige Masser, hvilket let kunde fremkalde Forestillinger om, at det var en lille Røvercoloni, man var i, hvortil saavel Stedets Beliggenhed (paa den ene Side Esrom Sø, paa den anden Side Grib Skov og i en Fjerdmgveis Afstand intet Huus) som Folkenes Udvortes syntes at egne sig. Dem ville vi nu tage en Smule i Øiesyn. Ved den øverste Ende af hiint omtalte lange Bord sad Manden selv med sit Smørrebrød og en Brændevinsflaske foran sig. Ganske rolig hørte han paa min Fortælling om min sørgelige Skjebne og nippede blot en Gang imellem til sit Glas, Noget, som hans Næses Cubikindhold syntes at vise, at han ofte havde gjort. Imidlertid havde den hyppige Nydelse paa ingen Maade svækket 37 dens Behagelighed, og jeg er sikker paa, at han drak sin Snaps endnu med samme Velbehag som En, der nylig er traadt ud af et Maadeholdenheds Selskab. Konen var ikke synderlig høi, med et bredt Ansigt og en hæslig opadstaaende Næse, et Par lumske Øine, og som med Hensyn til deres Levevei (at blege for Folk) forsikkrede mig, at man skulde tjene sin Mundbid paa een Maade. Hertil kom en lille skrutrygget Pige, det samme Væsen, der havde viist sig ved Vinduet, og som jeg dengang antog for et Barn.

✂ Snart ophørte Regnen, og jeg ilede videre frem. Dog dette var kun Præliminairerne, og da jeg kom ind i Grib Skov begyndte det først rigtigt at tage paa. Nu begyndte Lynild og Torden for Alvor. Regnen gjennemblødte os snart, og saaledes behøvede vi da i den Henseende ikke at ile; men den lille Dreng (Rudolph), som var med mig, var ganske bange. Der sad jeg da, dyngvaad, i øsende Vande, midt i Grib Skov i Lynild og Torden, med en Dreng ved Siden, der skjælvede for Lynild; i strakt Trav naaede vi da endelig et Huus, hvorind vi toge vor Tilflugt. Usselt og forfaldent. Folkene fattige. Konen huslig. Sad og spandt. Manden snøvlende. Det første, mit Øie faldt paa ved Indgangen, var en Slags Dør til et Lukaf, som var dannet af en gammel Fjel, hvorpaa der var malet en Pige i simpel, landlig Dragt med følgende Underskrift: »Min Ager mig føder, mig klæder mit Faar; her tager jeg min Næring, som Huset formaaer«. Jeg bad dem om lidt Brød til mine Heste, hvilket de ikke vare meget villige til, da de kun havde et halvt. Dog lod de dem bevæge, og da jeg betalte temmelig godt, svarede Konen, at saa meget skulde hun ikke have; men hun lod sig dog ved min Bemærkning: at jeg kunde undvære det og hun behøve det, bevæge til at tage derimod.

✂ Efter en betydelig Marsch igjennem Skov, hvor jeg gjorde Bekjendtskab med flere af den Art Smaasøer, som jeg holder saa meget af, kom jeg da til Hestehaven og Carls-Sø. Her viste sig da et af de skjønneste Partier, jeg nogensinde har seet. Terrainet er temmelig frit og skraaner brat ned mod Søen, dog ikke nøgent men ud af Siderne bevoxet med Bøgeskov. Baggrunden dannes af Siv, og Forgrunden danner Søen selv; et temmelig stort Stykke er klart, men et endnu større Stykke er bevoxet med Aakandens store grønne Blade, hvorunder 38 Fisken ligesom søger at skjule sig men dog en enkelt Gang titter frem og tumler sig paa Overfladen for at bade sig i Solskin. Paa den modsatte Side høiner Landet sig, stor Bøgeskov, og Morgenbelysningen giver de enkelte belyste Puncter en underlig Contrast til de beskyggede. Og Kirkeklokkerne kalde En til Andagt, dog ikke i Templet af Menneskehænder. Behøver Fuglen ikke at erindres om at prise Gud, skulde da Mennesket ikke ogsaa stemmes til Andagt uden Kirke, i det sande Guds-Huus, hvor Himmelens Hvælving danner Kirkeloftet, hvor Stormens Brasen og den lette Zephyr erstatte Orgelets Bas og Discant, hvor Fuglenes Triller danne Menighedens Jubelsang, hvor ikke som i Steenkirken Hvælvingens Echo gjentager Præstens Røst, men hvor Alt opløser sig i en uendelig Vexelsang - ?

✂ - Den 27de og 28de Juli gjorde jeg i Forening med Pastor Lyngbyes*) Fætter en Tour til Sverrig til Mølleleie; besøgte paa Krabberup Herregaard Baron, Friherre von Gyldenstjeme og besaae hans Fiskesamling; besteg de høieste Puncter Östra Högkull og Vestra Högkull; kjørte igjennem et ikke saa lille Stykke Bøgeskov (smaae Indsøer) oppe paa selve Kullan til Fyret; anstillede en lille botanisk Excurs paa Kullan, og en Deel af de der samlede Planter var Pastor Lyngbye saa god at skikke mig tørrede og indsvøbte i Papir.

✂ Den 29de Juli. Naar man gaaer fra Kroen over Sortebro (saakaldet, fordi Pesten i sin Tid skal være standset her) ind paa de nøgne Marker, der ligge langs med Stranden, omtrent en Fjerdingvei mod Nord, kommer man til det høieste Punct her, nemlig Gilbjerget. Dette Punct har bestandig været et af mine Yndlingssteder. Og naar jeg da stod her en stille Aften, naar Havet med dyb men stille Alvor istemmede sin Sang; naar mit Øie ikke mødte en eneste Seiler paa den uhyre Flade, men Havet begrændsede Himlen og Himlen Havet; naar paa den anden Side Livets travle Syslen forstummede, og Fuglene sang deres Aftenbøn - da fremsteg ofte af Graven for mig de faa kjære Afdøde, eller rettere sagt, det forekom mig, som de ikke vare 39 døde. Jeg følte mig saa vel i deres Midtejeg hvilte mig i deres Favn, og det var for mig, som om jeg var ude af Legemet og i en høiere Æther svævede om med dem - og Maagens hæse Skrig erindrede mig om, at jeg stod ene, og Alt forsvandt for mit Øie, og jeg vendte tilbage med veemodsfuldt Hjerte for at blande mig i Verdens Vrimmel uden dog at glemme saadanne salige Øieblikke. - Ofte stod jeg der og skuede ud over mit forbigangne Liv og over de forskjellige Omgivelser, der havde udøvet Magt over mig, og det Smaalige, der saa ofte giver Anstød i Livet, de mange Misforstaaelser, der saa ofte skille Gemytter fra hverandre, som, hvis de ret forstode hinanden, vilde knyttes sammen med uopløselige Baand, svandt hen for mit betragtende Blik. Naar det Hele - saaledes seet i Perspectiv - kun viste de større, de kraftigere Omrids, og jeg saaledes ikke, som man saa ofte gjør, tabte mig i Momentet men saae det Hele i sin Totalitet, da styrkedes jeg til at gribe Tingene anderledes an, til at tilstaae, hvor ofte jeg selv havde begaaet Misgreb, til at tilgive Andres. - Naar jeg stod der, uden at Forstemthed eller Forsagthed lod mig see mig selv som et Encliticon til de Mennesker, der sædvanligen omgive mig, eller uden at Stolthed gjorde mig selv til det constituerende Princip i en lille Kreds, - naar jeg saaledes stod der ene og forladt, og Havets Magt og Elementernes Kamp erindrede mig om min Intethed, og paa den anden Side Fuglenes sikkre Flugt erindrede mig om Christi Ord: »Ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders himmelske Faders Villie«: da følte jeg paa eengang, hvor stor og hvor ringe jeg er; da havde hine to store Magter: Stolthed og Ydmyghed venligen forenet sig. Og lykkelig er den Mand, for hvem det er muligt i hvert enkelt Moment af hans Liv; i hvis Bryst hine to Factorer ikke blot have sluttet Forlig men rakt hverandre Haanden og holdt Bryllup - et Giftermaal, som hverken er et Fornuftgiftermaal eller en Mesalliance men et i Sandhed Stille-Bryllup, holdt i Menneskets dybeste Lønkammer, i det Allerhelligste, hvor ikke mange Vidner ere tilstede, men hvor Alt foregaaer alene for dens Øie, der alene bivaanede det første Bryllup i Edens Hauge og velsignede Parret, - et Giftermaal, der heller ikke vil blive ufrugtbart men have velsignede Frugter, hvad der ogsaa vil vise sig i Verden for den erfarne Iagttagers Blik; thi med disse Frugter gaaer det som med Cryptogamerne i Planteverdenen: de unddrage sig Mængdens Opmærksomhed, og kun en enkelt Forsker opsøger dem og glæder sig ved sit Fund. Roligt og stille vil hans 40 Liv flyde hen, og han vil hverken tømme Stolthedens berusende Bæger eller Fortvivlelsens bittre Kalk. Han har fundet, hvad Min store Philosoph, - der ved sine Beregninger tilintetgjorde Fjendernes Angrebsredskaber, - ønskede men ikke fandt: hiint archimediske Punct, hvorfra han kunde løfte hele Verden, hiint Punct, som netop derfor maa ligge udenfor Verden, udenfor Tids og Rums Indskrænkninger.

✂ Herfra har jeg seet Havet kruses ved en sagte Luftning, seet det lege med Smaastene; herfra har jeg seet dets Overflade forvandles til et uhyre Sneefog og hørt Stormens Bas begynde at fistulere; her har jeg seet, saa at sige, Verdens Fremkomst og dens Undergang, - Syn, der i Sandhed paabyde Taushed. Dog hvortil dette Udtryk, som saa ofte vanhelliges? Hvor ofte møde vi ikke disse sentimentale Blondiner, der, som Nympher i hvide Klæder, med bevæbnet Øie*) betragte slige Phænomener for da at udbryde i »taus Beundring« - ? Hvor forskjellige fra den sunde, livsfro, naturlige Pige, der med Uskyld i sit Øie og paa sin Pande betragter Sligt. Ogsaa hun forstummer; men ligesom Jomfru Maria fordum gjemmer hun det dybt i sit Sind.

✂ For nu saaledes at lære sand Ydmyghed (med dette Udtryk vil jeg betegne den omtalte Sindstilstand) er det godt, at Mennesket trækker sig ud af Verdens Tummel (vi see ogsaa, at Christus drager sig tilbage, saavel naar han skal til at betræde den tornefulde Vei, som naar Folket vil udraabe ham til Konge); thi i Livet er enten det deprimerende eller det eleverende Indtryk for overveiende til at den sande Ligevægt kan komme istand. Her afgjør naturligviis Individualiteten meget; thi ligesom næsten enhver Philosoph troer at have fundet Sandheden, næsten enhver Digter troer at have naaet Parnas-Høide, saaledes finde vi paa den anden Side Mange, der knytte deres Existents aldeles til en Anden, ligesom Parasiten til Planten, leve i ham, døe i ham (f. Ex. Franskmanden i Forhold til Napoleon). Men midt i Naturen, hvor Mennesket, frit for Livets ofte qvalme Luft, aander friere, her aabner Sjælen sig villigen for ethvert ædelt Indtryk. Her træder Mennesket ud som Naturens Herre, men han føler ogsaa, at der i den viser sig noget Høiere, Noget, han maa bøie sig for; han føler en Nødvendighed af at hengive sig til den Magt, som styrer det Hele. (Jeg gider naturligviis ikke tale om dem, som Intet høiere see i Naturen end Masse - Folk, der i Sandhed betragte Himlen som en Osteklokke og Menneskene som Maddiker, der leve deri). Her føler han sig stor og lille paa eengang og det uden at trænge til den Fichteske 41 Bemærkning (i hans: »die Bestimmung der Menschen«) om et Sandskorn som constituerende Verden, en Sætning, der ligger Afsindighed meget nær.

✂ Den 4de August besøgte jeg Pastor Lyngbye i hans Præstebolig og foretog med ham en lille Tour ud paa Søborg Sø. Denne forhen umaadelige Sø er nu godt ifærd med at forsvinde. Igjennem Udløbet af Søen arbeidede vi os med megen Møie; Vandet er nemlig meget lavt og saa fuldt af Mudder, at vi ligesom Hvalfisken ved Sildene drev en Mængde Mudder et godt Stykke foran. Men naar vi abstrahere herfra, var den os omgivende Natur meget interessant; de favnelange, svære Siv og den frodige Vegetation af allehaande Søplanter lod os virkelig drømme os i et ganske andet Clima. Endelig kom vi da ud paa Søen selv. Ogsaa her er Vandet maaskee knap en halv Alen dybt og bevoxet med Alger, hvoraf Lyngbye samlede en Deel for Molluskernes Skyld. En uhyre Larmen af Vildænder, Maager, Krager osv. og de svømmende Øer gjorde et ret behageligt Indtryk.

✂ Ruinerne af Slottet besaae jeg ogsaa; dog viste der sig ikke noget Nyt (Alt findes omtrent hos Becker i hans Beskrivelse af danske Borge). - Kirken viser strax ved sine tre Rader Stole, at det ikke er en almindelig Landsbykirke. Paa Væggen op mod Alteret findes der en Fortegnelse paa Præsterne siden Reformationen, og det havde virkelig noget Høitideligt ved sig at tænke paa disse Mænd - de vare Slotspræster, - der efter Angivelsen ofte havde siddet 30 å 40 Aar (ja een endog 48 Aar) i samme Kald, ved den samme Menighed. - Lyngbye havde paa Kirkegaarden fundet en Gravsteen, som nu bliver sendt til Kjøbenhavn for at opstilles paa Rundetaarn, hvorpaa der med Slynge-Runer stod skrevet »Ave Maria!« Han meente, at det muligen kunde være en Gravskrift over Dronning Helvig, der som bekjendt levede her.

✂ Som FIskerleie og som det nordligste Punct i Sjælland og desaarsag temmelig afsondret fra den øvrige Omgivelse har Gilleleie noget Eiendommeligt, som blandt andet ogsaa viser sig f. Ex. i Beboernes »Gavleforsamlinger« og deri, at de efter enhver Fangst deeltage alle Mand i »et Maaltid« - som det kaldes, - et Selskab, hvortil hver Mand giver sin Skilling. De ere tillige næsten alle forbundne ved Slægtskabsbaand, og det er som een stor Familie. Da derfor en Baad under mit Ophold herude paa sin Tour til Hesseløen udeblev noget længe i en temmelig stormfuld Tid, var der almindelig Sorg i Byen, og de ilede hyppigt op til Gilbjerget for at see, om Baaden ikke lod sig tilsyne. -

✂ Blandt Bønder her paa Egnen har jeg truffet en, som virkelig udmærkede sig meget, nemlig Jens Andersen i Fjellenstrup. Han havde ikke blot megen Læsning i Bibelen men ogsaa i historiske Skrifter f. Ex. i Saxo, Snorre og de islandske Sagaer, udgivne af det oldnordiske Selskab (dem havde han laant af Præsten); talte derhos meget fornuftigt for sig, ja jeg kunde næsten sige med Salvelse, - men han har desværre den Feil, at han drikker, og da skal jeg ikke nægte, at hans Tale endog var modbydelig, netop fordi han førte den samme, som naar han var ædru.

✂ De veed, med hvor megen Begeistring jeg i sin Tid hørte Dem tale; hvor enthusiastisk jeg var for Deres Beskrivelse af Deres Ophold i Brasilien, og i den Henseende igjen ikke saa meget med Hensyn til den Masse af enkelte Iagttagelser, hvormed De havde beriget Dem selv og Deres Videnskab, som med Hensyn til det Indtryk, Deres første Udtræden i den vidunderlige Natur giorde paa Dem; Deres paradisiske Lykke og Glæde. Noget Sligt maa altid virke sympathetisk paa ethvert Menneske, som dog ellers har nogen Følelse og Varme, om han endog mener at finde sin Tilfredshed, sin Virksomhed i en ganske anden Sphære, men især paa den Yngre, der endnu kun drømmer om sin Bestemmelse. Vor første Ungdom staaer som Blomsten i Morgendæmring med en deilig Dugdraabe i sit Bæger, hvori alle Omgivelser harmonisk-melancholsk speile sig. Men snart hæver Solen sig paa 43 Horizonten, og Dugdraaben udtørres; med den forsvinder Livets Drømmerier, og nu gjælder det, om Mennesket er istand til, for atter at tage et Billede fra Blomsterne, at udvikle - ved sin egen Kraft ligesom en Nereum, - en Draabe, der kan staae som Frugten af hans Liv. Dertil hører først og fremmest, at man kommer til at staae i den Jordbund, hvor man egenlig hører hjemme; men den er ikke altid saa let at finde. Der gives i den Henseende lykkelige Naturer, som have en saa afgiort Tilbøielighed til en vis Retning, at de troligen arbeide frem ad den engang saaledes anviste Vei, uden at nogensinde den Tanke faaer nogen Magt over dem, at det maaskee egenlig var en ganske anden Vei, de skulde betræde. Der gives Andre, som saa aldeles lade sig styre af deres Omgivelser, at det aldrig gaaer ret op for dem, hvor de egenlig stræbe hen. Ligesom den foregaaende Classe har sit indvortes categoriske Imperativ, saaledes anerkjender denne sidste et udvortes categorisk Imperativ. Men hvor Faa ere ikke de første, og til de sidstes Classe ønsker jeg ikke at høre. Større er deres Tal, som i Livet faae at prøve, hvad egenlig denne Hegelske Dialectik vil sige. Det er nu forresten ganske i sin Orden, at Vinen gjærer, inden den bliver klar; men ubehagelig er desuagtet ofte denne Tilstand i dens enkelte Momenter, ihvorvel den naturligviis betragtet i sin Helhed har sin Behagelighed, forsaavidt den indenfor den almindelige Tvivlen dog har sine relative Resultater. Især har den stor Betydning for den, der igjennem den er kommet paa det Rene med sin Bestemmelse, ikke blot for den paafølgende Ro i Modsætning til den foregaaende Storm: men fordi man da har Livet i en ganske anden Betydning end før. Det er dette Faustiske Element, som for en Deel mere eller mindre gjør sig gjældende i enhver intellectuel Udvikling, hvorfor det altid har forekommet mig, at man burde indrømme Ideen til Faust en Verdens-Betydning. Saaledes som vore Forfædre havde en Gudinde for Længselen, saaledes, mener jeg, staaer Faust som den personificerede Tvivl. Og mere skal han ikke være, og det er vistnok en Synden mod Ideen, naar Goethe har ladet Faust omvende sig, ligesaavel som naar Merimée har ladet Don Juan omvende sig. Man indvende mig ikke, at Faust dog i det Øieblik, han henvendte sig til Djævelen, gjorde et positivt Skridt, thi heri synes mig netop at ligge Noget af det Dybeste i Sagnet om Faust. Han netop hengav sig til ham for at faae Oplysning og havde den altsaa ikke iforveien, og netop fordi han hengav sig til Djævelen, forøgedes Tvivlen (ligesom en Syg, der 44 falder i en Qvaksalvers Hænder, gjerne bliver endnu værre); thi vel lod Mephistopheles ham see igjennem sine Briller ind i Menneskene og ind i Jordens forborgne Gjemmer, men Faust maatte bestandig nære Tvivl til ham, fordi han aldrig kunde oplyse ham om det allerdybeste i intellectuel Henseende. Til Gud kunde han ifølge sin Idee aldrig komme til at henvende sig, forsaavidt han i det Øieblik, han gjorde det, maatte sige sig selv, at her var i Sandhed Oplysning at finde; men i samme Øieblik havde han jo fornægtet sin Charakteer som Tvivler.

✂ Men en saadan Tvivlen kan ogsaa vise sig i andre Sphærer. Om Mennesket ogsaa er kommet paa det Rene med sig selv om enkelte af saadanne Hovedpuncter, saa gives der i Livet andre ogsaa betydelige Spørgsmaal. Ethvert Menneske ønsker naturligviis at virke efter sine Evner i Verden, men deraf følger da igjen, at han ønsker at uddanne sine Evner i en bestemt Retning, i den nemlig, som er meest passende for hans Individualitet. Men hvilken er denne? Her staaer jeg ved et stort Spørgsmaalstegn. Her staaer jeg som Hercules men ikke paa Skilleveien - nei, her viser sig en langt større Mangfoldighed af Veie, og desto vanskeligere er det altsaa at gribe den rette. Det er maaskee netop en Ulykke ved min Existents, at jeg interesserer mig for altfor Meget og ikke afgjort for Noget; mine Interesser staae ikke alle subordinerede een, men alle staae coordinerede.

✂ Jeg vil forsøge at vise, hvorledes Sagerne staae for mig.

✂ 1. Naturvidenskaberne. Seer jeg for det første hen til hele denne Retning (idet jeg derunder indbefatter alle dem, der søge at forstaaeliggjøre og tyde Naturens Runer, ligefra den, der beregner Stjernernes Fart og saa at sige standser dem deri for nærmere at undersøge dem, til den, der beskriver et enkelt Dyrs Physiologie; fra den, der fra Bjergenes Høider overskuer Jordfladen, til den, der stiger ned i Afgrundens Dybder; fra den, der forfølger Menneskelegemets Dannelse igjennem de utallige Nuancer, til den, der iagttager Indvoldsormene), da har jeg naturligviis paa denne Vei som paa enhver anden (dog fornemlig paa denne) seet Exempler paa Folk, der have skabt sig et Navn i Literaturen ved en uhyre Samlerflid. En stor Mængde af Enkeltheder kjende de, og de have opdaget mange nye; men heller ikke mere. De have blot leveret et Substrat for Andres Tænkning og Bearbeidelse. Og disse Mennesker staae nu der tilfredse med deres Enkeltheder, og dog forekomme de mig at staae ligesom den rige Bonde 45 i Evangeliet; en stor Mængde have de samlet i Laden, men Videnskaben kan sige til dem: »Imorgen vil jeg kræve Dit Liv«, forsaavidt det er den, der afgjør, hvad Betydning hvert enkelt Resultat skal have i det Hele. Forsaavidt nu der var et Slags ubevidst Liv i en saadan Mands Viden, forsaavidt kan Videnskaberne siges at kræve hans Liv; forsaavidt det ikke var, er hans Virksomhed ligesom Menneskets, der ved sit døde Legemes Hensmulren bidrager til Jordens Vedligeholdelse. Anderledes har det naturligviis været med andre Phænomener, med saadanne Naturforskere, som ved deres Speculation have fundet eller stræbt at finde hiint archimediske Punct, som er intetsteds i Verden, og nu derfra have betragtet det Hele og seet Enkelthederne i det rette Lys. Og med Hensyn til saadanne skal jeg ikke nægte, at de have gjort et høist velgjørende Indtryk paa mig. Den Ro, den Harmoni, den Glæde, som man finder hos dem, finder man ellers sjelden. Vi have her i Byen 3 værdige Repræsentanter: en Ørsted, hvis Ansigt bestandig har forekommet mig som en Klangfigur, som Naturen netop har anstrøget paa den rette Maade; en Schouw, der afgiver et Studium for en Maler, der vilde male Adam, hvor han giver alle Dyrene Navne; og endelig en Horneman, der fortrolig med enhver Plante staaer som en Patriarch i Naturen. I den Henseende erindrer jeg ogsaa med Glæde det Indtryk, som De gjorde hos mig, der stod som Repræsentant for en stor Natur, der ogsaa skulde have sin Stemme med paa Rigsdagen. Begeistret har jeg været for Naturvidenskaberne og er det endnu; men dog synes mig, at jeg ikke vil gjøre mig dem til mit Hovedstudium. Mig har altid Livet i Kraft af Fornuft og Frihed interesseret meest, at klare og løse Livets Gaade har bestandig været mit Ønske. De 40 Aar i Ørkenen, inden jeg naaede Videnskabernes forjættede Land, forekomme mig for kostbare og det saa meget mere, som jeg troer, at Naturen ogsaa har en Side at betragtes fra, hvortil ikke hører Indsigt i Videnskabens Hemmeligheder. Hvad enten saa jeg i det enkelte Blomster skuer hele Verden, eller jeg lytter til de mange Vink, som Naturen frembyder med Hensyn til Menneskelivet; eller jeg beundrer hine dristige Frihaandstegninger paa Firmamentet; eller jeg f. Ex. ved hine Naturlyd paa Ceylon erindres om hine Toner i den aandelige Verden, eller ved Trækfuglenes Bortgang erindres om de dybere Længsler i Menneskets Bryst.

✂ 2. Theologien. Det synes at være det, jeg nærmest har grebet; men ogsaa her møder store Vanskeligheder. Her staaer i Christendommen 46 selv saa store Modsætninger, at det idetmindste meget forhindrer det frie Blik. Orthodoxien er jeg saa at sige voxet op i, som De nok veed; men saasnart jeg selv begyndte at tænke, begyndte efterhaanden den uhyre Colos at vakle. Jeg kalder den med Flid en uhyre Colos, thi den har virkelig i det Hele taget megen Consequents, og de enkelte Dele ere i de mange henrandne Aarhundreder smeltede saa tæt sammen, at det er vanskeligt at komme den tillivs. Jeg kunde nu vel være enig med den i enkelte Puncter, men disse bleve da at betragte som de Spirer, man ofte kan finde i Klipperifter. Paa den anden Side kunde jeg vel ogsaa see det Skjæve, der laae i mange enkelte Puncter, men Hovedbasis maatte jeg for en Tid lade staae in dubio. I det Øieblik den forandredes, antog naturligviis det Hele en ganske anden Skikkelse, og saaledes henledes min Opmærksomhed paa et andet Phænomen: Rationalismen, som i det Hele taget gjør en temmelig maadelig Figur. Forsaavidt nemlig Fornuften consequent forfølger sig selv og - ved at gjøre sig Rede for Forholdet mellem Gud og Verden - nu igjen kommer til at see Mennesket i dets dybeste og inderligste Forhold til Gud og i den Henseende ogsaa fra sit Standpunct af betragter Christendommen som den, der i saa mange Aarhundreder har tilfredsstillet Menneskets dybeste Trang, forsaavidt er der Intet at indvende imod den, men det bliver da heller ikke Rationalisme, thi Rationalisme faaer sin egenlige Farve af Christendommen og staaer altsaa paa et ganske andet Gebet og danner ikke et System men en Noahs Ark (for at benytte et af Prof Heiberg ved en anden Leilighed anvendt Udtryk), hvori de rene og urene Dyr ligge ved Siden af hinanden. Den gjør omtrent samme Indtryk som vor Borgervæbning i ældre Tid vilde gjøre ved Siden af Potsdammer-Gården. Den søger derfor væsentlig at knytte sig til Christendommen, baserer sine Udviklinger paa Skriften og skikker en Legion af Skriftsteder forud for hvert enkelt Punct; men selve Udviklingen er ikke gjennemtrængt deraf. De bære dem ad som Cambyses, der paa hans Tog mod Ægypten skikkede de hellige Høns og Katte iforveien, men de ere derfor ogsaa parate til ligesom den romerske Consul at kaste de hellige Høns overbord, naar de ikke vil æde. Feilen ligger altsaa deri, at de, naar de finde Eenhed med Skriften, basere sig derpaa, men ellers ikke, og saaledes staae paa to fremmedartede Standpuncter.

✂ Nonnulla desunt.

✂ - Hvad smaa Ubehageligheder angaaer, vil jeg kun bemærke, at jeg er ifærd med at læse til theologisk Attestats, en Beskjæftigelse, som slet ikke interesserer og som derfor heller ikke gaaer synderlig rask fa Haanden. Jeg har altid holdt mere af det frie, maaskee derfor ogsaa lidt ubestemte Studium end af den Beværtning ved sluttet Bord, hvor man veed forud, hvilke Gjæster man træffer, og hvilke Retter Mad man faaer hver Dag i Ugen. Da det imidlertid engang er en Nødvendighed, og man knap faaer Lov at komme ind paa de videnskabelige Fælleder uden at være indbrændt, og jeg saavel anseer det med Hensyn til min nærværende Sindstilstand for noget Gavnligt for mig, som ogsaa veed, at jeg dermed kan gjøre Fader en stor Glæde (han mener nemlig, at det egenlige Canaan ligger paa den anden Side af theologisk Attestats, men bestiger derhos ligesom Moses fordum Thabor og beretter, at jeg aldrig kommer derind - dog vil jeg haabe, at det ikke ogsaa denne Gang gaaer i Opfyldelse), saa faaer jeg vel at gribe mig an. Hvor lykkelig er ikke De, som i Brasilien har fundet en uhyre Mark for Deres Iagttagelser, hvor der ved hvert Skridt frembyder sig nye Mærkeligheder, hvor den øvrige lærde Republiques Skrig ikke forstyrrer Deres Ro. Thi mig forekommer den lærde theologiske Verden som Strandveien en Søndag Eftermiddag i Dyrehaugstident - de storme hverandre forbi, huje og skrige, lee og gjøre Nar af hverandre, kjøre Hestene ihjel, vælte og blive overkjørte, og naar de saa endelig komme overstøvede og forpustede til Bakken

✂ - ja saa see de paa hverandre - og vende hjem.

✂ Hvad Deres Tilbagekomst angaaer, saa vilde det være barnagtigt af mig at paaskynde den, ligesaa barnagtigt som naar Achilles Moder søgte at skjule ham for at undgaae den hurtige, hæderlige Død. - - Lev vel!

✂ Hvor forvirrende er ikke ofte Betragtningen af Livet, naar det viser sig for os i dets hele Rigdom, naar vi studse over Forskjelligheden i Evner og Anlæg, lige fra den, der saa inderlig har levet sig ind i Guddommen, at han ligesom Johannes fordum kan siges at hvile ved Guddommens Bryst, til den, der i dyrisk Raahed misforstaaer og vil misforstaae enhver dybere Bevægelse i Menneskelivet; fra den, der med Lynceus Blik skuer ind i Historiens Gang og næsten vover at stille dens Viser, til den, for hvem endog den simpleste Ting falder vanskelig; - eller vi lægge Mærke til Uligheden i Stand og Stilling og snart med misundeligt Øie føle Savnet af, hvad der er skjænket Andre, snart med taknemlig. Veemod see, hvor Meget der er givet os, som er nægtet Andre; - - og nu en kold Philosophi vil forklare os det Hele af en Præexistents og ikke see det som et uendeligt Livsmalene med sit brogede Farvespil og sine utallige Nuanceringer.

✂ Saaledes som jeg har søgt at vise det paa de foregaaende Sider, stode virkelig Sagerne for mig. Naar jeg nu derimod søger at bringe mig selv paa det Rene om mit Liv, forekommer det mig anderledes. Ligesom det varer længe inden Barnet lærer at skjelne sig selv fra Gjenstandene, og det saaledes i lang Tid saa lidet udsondrer sig fra sine Omgivelser, at det med Fremhævelse af den lidende Side siger f. Ex.: »mig slaaer Hesten«, saaledes gjentager det samme Phænomen sig i en høiere aandelig Sphære. Jeg troede derfor, at jeg muligen vilde komme mere til Ro ved at gribe et andet Fag, ved at rette mine Kræfter paa et andet Maal. For en Tid vilde det vel og have lykkedes mig at fordrive en vis Uro, men forstærket vilde den vistnok være vendt tilbage som Feberanfaldet efter Nydelsen af koldt Vand. Det, der egenlig mangler mig, er at komme paa det Rene med mig selv om, hvad jeg skal gjøre*), ikke om hvad jeg skal erkjende, uden forsaavidt en Erkjenden maa gaae forud for enhver Handlen. Det kommer an paa at forstaae min Bestemmelse, at see, hvad Guddommen egenlig vil, at jeg skal gjøre; det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed **) Hvor ofte hænder det ikke, at man, naar man allerbedst troer at have grebet sig selv, befindes at have favnet Skyen istedetfor Juno. 49 for mig*), at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en saakaldet objectiv Sandhed; om jeg arbeidede mig igjennem Philosophernes Systemer og kunde, naar forlangtes, holde Revue over dem; at jeg kunde paavise Inconsequentser indenfor hver enkelt Kreds; - hvad nyttede det mig dertil, at jeg kunde udvikle en Statstheorie og af de mangestedsfra hentede Enkeltheder combinere en Totalitet, constraere en Verden, hvori jeg saa igjen ikke levede, men som jeg blot holdt frem til Skue for Andre;

✂ - hvad nyttede det mig at kunne udvikle Christendommens Betydning, at kunne forklare mange enkelte Phænomener, naar den for mig selv og mit Liv ikke havde nogen dybere Betydning? Og jo mere jeg kunde det, jo mere jeg saae Andre tilegne sig mine Tankefostre, desto sørgeligere blev min Stilling, ei ulig de Forældres, der af Armod , maa skikke deres Børn ud i Verden og overlade dem til Andres Pleie. Hvad nyttede det mig, at Sandheden stod der for mig kold og nøgen, ligegyldig ved, om jeg anerkjendte den eller ikke, snarere bevirkende en ængstelig Gysen end en tillidsfuld Hengivelse? Vel vil jeg ikke nægte, at jeg endnu antager et Erkjendelsens Imperativ; og at der igjennem det ogsaa lader sig virke paa Menneskene, men da maa den levende optages i mig, og det er det, jeg nu anerkj ender for Hovedsagen. Det er derefter min Sjæl tørster, som Africas Ørkener efter Vand. Det er det, der mangler, og derfor staaer jeg som en Mand, der samlede Indbo og havde leiet Værelser, men havde endnu ikke fundet den Elskede, der skulde dele Livets Med- og Modgang med ham. Men for saaledes at finde hiin Idee eller rettere sagt finde mig selv, nytter det mig ikke at styrte mig endnu mere ind i Verden. Og det var netop det, jeg før gjorde. Derfor troede jeg, at det vilde være godt at kaste mig ind i Jurisprudentsen, for at jeg kunde udvikle min Skarpsindighed i de mange Livets Forviklinger. Her tilbød sig netop en stor Masse af Enkeltheder, hvori jeg kunde fortabe mig; her kunde jeg maaskee fra de givne Facta udconstruere en Totalitet, en Organisme af Tyve-Liv, forfølge det i hele dets dunkle Side (ogsaa her er en vis Associations-Aand i høi Grad mærkelig). Derfor kunde jeg ønske at blive Acteur, for at jeg ved at sætte mig ind i en Andens Rolle kunde faae, saa at **) Da først faaer Mennesket en indre Erfaring; men hos hvor Mange er ikke Livets forskjellige Indtryk lig de Figurer, Havet tegner i Sandet for strax at udslette dem sporløst igjen. 50 sige, et Surrogat for mit eget Liv, og ved den udvortes Afvexling finde en vis Adspredelse. Det var det, der manglede mig, at føre et fuldkommen menneskeligt Liv og ikke blot et Erkjendelsenst, saa jeg derved kommer til ikke at basere mine Tanke-Udviklinger paa - ja paa Noget, man kalder Objectivt, - Noget, som dog i ethvert Tilfælde ikke er mit eget, men paa Noget, som hænger sammen med min Existents's dybeste Rod*), hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet i det Guddommelige, hænger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen. See det er det, jeg mangler, og derhen stræber jeg. Med Glæde og inderlig Styrkelse betragter jeg derfor de store Mænd, som saaledes have fundet hiin Ædelsteen, for hvilken de sælge Alt, endog deres Liv**) hvad enten jeg seer dem med Kraft gribe ind i Livet, med sikkre Skridt, uden at vakle, at gaae frem paa deres bestemte Bane; eller jeg opdager dem afsides fra den alfare Vei, fordybede i sig selv og i Arbeiden for deres ophøiede Maal. Med Ærbødighed betragter jeg endog de Afveie, der ogsaa her ligge saa nær. Det er denne Menneskets indvortes Handlen, denne Menneskets Guds-Side det kommer an paa, ikke en Masse af Erkjendelser; thi de ville vel følge og ville da ikke vise sig som tilfældige Agregater eller som en Række af Enkeltheder, den ene ved Siden af den anden, uden et System, uden et Brændpunct, hvori alle Radier samles. Et saadant Brændpunct har jeg vel ogsaa søgt. Saavel paa Forlystelsernes bundløse Hav har jeg forgjeves søgt en Ankerplads som i Erkjendelsens Dybderjeg har følt den næsten uimodstaaelige Magt, hvormed den ene Forlystelse rækker den anden Haanden; jeg har følt den Art af uægte Begeistring, **) Hvor nær ligger Mennesket ellers trods al sin Viden ved Galskab? Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee? Alt maa til syvende og sidst basere sig paa et Postulat; men i det Øjeblik det saaledes ikke længere staaer udenfor ham, men han lever deri, først da er det ophørt at være ham et Postulat. (Dialectik - Disput.) ***) Saaledes vil det blive os let, naar vi først eengang af Ariadne (Kjærlighed) have modtaget hiint Nøgle Garn, da at gaae igjennem alle Labyrinthens (Livets) Irrgange og dræbe Uhyret. Men hvor Mange styrte sig ikke ind i Livet (Labyrinthen) uden at have iagttaget hiin Forsigtighed (de unge Piger og Drengebørn, der hvert Aar offiredes til Minotaurus) -? 51 som den er istand til at fremkalde; jeg har ogsaa følt den Kjedsomhed, den Sønderrevethed, der følger derpaa. Jeg har smagt Frugterne af Kundskabens Træ og tidt og ofte glædet mig ved deres Velsmag. Men denne Glæde var kun i Erkj endelsens Øieblik og efterlod ikke noget dybere Mærke i mig selv. Det forekommer mig, at jeg ikke har drukket af Viisdommens Bæger men er faldet ned deri. Jeg har søgt at finde dette Princip for mit Liv ved Resignation, ved at forestille mig selv, at da Alt gik efter urandsagelige Love, det ikke kunde være anderledes, ved at sløve min Ærgjerrighed og Forfængeligheds Følehorn. Fordi jeg ikke kunde faae Alt til at passe efter mit Hoved, trak jeg mig ud deraf med Bevidsthed om min egen Dygtighed, omtrent som naar en aflægs Præst resignerer med Pension. Hvad fandt jeg? Ikke mit Jeg; thi det søgte jeg netop at finde paa hine Veie (jeg tænkte mig, om jeg saa maa sige, min Sjæl som indesluttet i en Kasse med Springlaas for, og som nu de udvortes Omgivelser ved et Tryk paa Fjedrene skulde faae til at springe op). - Det var altsaa det første, der skulde afgjøres, det var hiin Søgen og Finden af Himmerigets Rige. Ligesaalidet som et Verdenslegeme, naar det tænktes at skulle danne sig, først vilde fatte Bestemmelse om, hvorledes dets Overflade skulde være, til hvilke Legemer det skulde vende den lyse, til hvilke den mørke Side, men først vilde lade Centrifugal- og Centripetal-Kræfternes Harmoni realisere dets Existents og lade Resten komme afsig selv - ligesaalidet nytter det Mennesket først at ville bestemme det Udvortes og siden det Grundconstituerende. Man maa først lære at kjende sig selv, inden man kjender noget Andet ([x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x]). Først naar Mennesket saaledes inderlig har forstaaet sig selv og nu seer sin Gang" hen af sin Bane, først da faaer hans Liv Ro og Betydning, først da bliver han fri for hiin besværlige, uheldsvangre Reisekammerat - hiin Livs-Ironi*), der viser sig i Erkj endelsens Sphære og byder den sande Erkjenden at begynde med en Ikke-Erkjenden (Socrates)*), **) Vel vedbliver den da ogsaa i en vis Betydning, men han er istand til at taale disse Livets Kastevinde; thi jo mere Mennesket lever for en Idee, desto lettere kommer han ogsaa til at sidde paa Forundringsstolen for hele Verden. - Ofte kan ogsaa en underlig Ængstelighed paanøde sig for, at man, naar man allermeest troer at have forstaaet sig selv, dog egenlig kun har lært en Andens Liv udenad. 52 ligesom Gud skabte Verden af Intet. Men fornemlig hører den hjemme paa Sædelighedens Farvande for dem, som endnu ikke ere komne ind under Dydens Passat. Her tumler den Mennesket paa det rædsomste omkring; snart lader den Mennesket føle sig lykkelig og tilfreds ved Forsættet om at vandre frem ad den rigrige Vei, snart styrter den ham ned i Fortvivlelsens Afgrunde. Ofte dysser den Mennesket i Søvn ved den Tanke: »det kan nu eengang ikke være anderledes«, for pludselig at vække ham til et strængt Forhør. Ofte lader den ligesom Glemselens Slør falde over det Forbigangne, for da atter igjen at lade hver enkelt Ubetydelighed træde frem i et levende Lys. Naar Mennesket her kjæmper sig frem paa den rette Vei, glæder sig over at have beseiret Fristelsernes Magt, kommer maaskee næsten i samme Moment ovenpaa den fuldkomneste Seir en tilsyneladende ringe udvortes Omstændighed, der støder ham lig Sisyphus ned fra Klippens Spidse. Ofte naar Mennesket har concentreret sin Kraft paa Noget, møder en lille udvortes Omstændighed, der tilintetgjør det Hele. Q eg vilde sige: som en Mand, der kjed af Livet vilde styrte sig i Themsen, og som nu et Myggestik standser netop i det afgjørende Øieblik.) Ofte lader den Mennesket ligesom den Brystsvage befinde sig alierbedst††, naar det er allerværst.Forgjeves søger han at arbeide imod; han har ikke Kraft nok dertil, intet hjælper det ham, at han saa ofte gjennemgaaer det Samme; den Art af Øvelse, som derved opnaaes, kommer det ei an paa. Ligesaalidet som den, der har nok saa megen Øvelse i at svømme, vil kunne holde sig oppe i et Uveir, men kun den, der inderlig er overbeviist om og har erfaret, at han virkelig er lettere end Vandet, ligesaalidet kan det Menneske, der mangler det indre Holdningspunct, holde sig oppe i Livets Storme. - Kun naar Mennesket saaledes har forstaaet sig selv, er han istand til at hævde sig en selvstændig Existents og saaledes undgaae at opgive sit eget Jeg. Hvor ofte see vi ikke - (i en Tid, hvor vi ved vore Lovtaler ophøie hiin græske Historieskriver, fordi han vidste at adoptere en fremmed Stiil til den meest skuffende Lighed med dens Ophavsmand, istedetfor **) Ordsproget siger ogsaa: »Af Børn og Afsindige skal man høre Sandheden«. Og her er vistnok ikke Tale om at have Sandheden ifølge Præmisser og Conclusioner, men hvor ofte har ikke et Barns eller en Afsindigs Tale nedtordnet den Mand, som Skarpsindigheden Intet kunde udrette med - ? 53 at han burde dadles, da den første Priis for en Skribent altid er at have en egen Stiil *dolgoeO* en ved sin Individualitet modificeret Udtryksog Fremstillings-Maade) - hvor ofte see vi ikke Folk, der enten af aandelig Ladhed leve af de Smuler, der falde fra Andres Bord, eller af mere egoistiske Grunde søge at leve sig ind i Andre, for da tilsidst ligesom en Løgner ved den hyppige Gjentagelse af sine Historier selv at troe dem. Uagtet jeg endnu langt fra ikke saaledes inderlig er kommen til at forstaae mig selv, har jeg med dyb Agtelse for dens Betydning søgt at frede om min Individualitet - dyrket den ubekjendte Guddom. Med en utidig Ængstelighed har jeg søgt at undgaae at komme i for nær Berøring med de Phænomener, hvis Tiltrækningskraft maaskee vilde udøve for stor Magt over mig. Jeg har søgt at tilegne mig meget af dem, studeret deres Individualitet og Betydning i Menneskelivet, men dog tillige vogtet mig for ikke som Myggen at komme Lyset for nær. Ved Omgang med de sædvanlige Mennesker har jeg kun havt Lidet at vinde eller tabe. Deels har deres hele Syslen - det saakaldte practiske Liv*) - ikkun lidet interesseret mig; deels har den Kulde og den Mangel paa al Sympathie, hvormed de betragte de aandelige og dybere Bevægelser i Mennesket, fjernet mig endmere fra dem. Mine Omgangsvenner have med faa Undtagelser ikke udøvet nogen synderlig Magt over mig. Et Liv, der ikke er kommen paa det Rene med sig selv, maa nødvendigviis vise en ujævn Side-Overflade frem; her ere de nu kun blevne staaende ved enkelte Facta og deres tilsyneladende Disharmoni, thi til at søge at opløse den i en høiere Harmoni eller til at indsee Nødvendigheden deraf, dertil havde de ikke Interesse nok for mig. Deres Dom over mig var derfor altid eensidig, og jeg har afvexlende enten lagt for megen eller for liden Vægt paa deres Udsagn. Ogsaa deres Indflydelse og de deraf mulige Misvisninger paa mit Livs Compas har jeg nu unddraget mig. Og saaledes staaer jeg da atter paa det Punct, at jeg maa begynde paa en anden Maade. Jeg vil nu forsøge rolig at fæste **) Dette Liv, som er temmelig gjermemgribende i hele Tidsalderen, viser sig ogsaa i det Store. Medens de ældre Tider opførte Værker, som Betragteren maatte forstumme ved, bygge de nu en Bro under Themsen (Nytte og Fordeel). Ja, Barnet spørger næsten førend det faaer Tid til at beundre en Plantes Skjønhed eller en eller anden Dyreart: hvortil er den gavnlig? 54 Blikket paa mig selv og begynde inderlig at handle; thi kun derved bliver jeg istand til, ligesom Barnet ved sin første med Bevidsthed foretagne Handling kalder sig: »jeg«, saaledes istand til i dybere Betydning at kalde mig: »jeg«.

✂ Dog dertil udfordres Udholdenhed, og man kan ikke strax høste, hvor man har saaet. Jeg vil erindre hiin Philosophs Methode: at lade sine Disciple tie i tre Aar, saa kommer det vel. Ligesom man ikke begynder en Fest med Solens Opgang men med dens Nedgang, saaledes maa man ogsaa i den aandelige Verden først arbeide i nogen Tid frem, førend Solen ret kan skinne for os og gaae op i al sin Herlighed; thi vel hedder det: at Gud lader sin Sol opgaae over Gode og Onde og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, men ikke saa i den aandelige Verden. Saa være da Loddet kastet - jeg gaaer over Rubicon! Vel fører denne Vei mig til Kamp; men jeg vil ikke forsage. Jeg vil ikke sørge over den forbigangne Tid - thi hvortil Sorg? Med Kraft vil jeg arbeide mig frem og ikke spilde Tiden med at sørge ligesom den, der i en Hængesæk først vilde beregne, hvor dybt han var sunken, uden at erindre, at han i den Tid, han anvender hertil, synker endnu dybere. Jeg vil ile frem paa den fundne Vei og tilraabe Enhver, som jeg møder: ikke som Loths Hustru at see sig tilbage, men huske paa, at det er en Bakke, vi stræbe op af.

✂ † Deraf lader sig ogsaa forklare et ikke ualmindeligt Phænomen, en vis Gjenighed*) med Ideer. Netop fordi Livet ikke er sundt men Erkjendelsen for prædominerende, opfattes Ideerne ikke som de naturlige Blomster paa Livets Træ og fastholdes ikke som saadanne og som de, der alene have deres Betydning som saadanne - men som enkelte Lysglimt, som om Livet blev rigt ved en Mængde saadanne saa at sige udvortes Ideer (sit venia verbo; - aphoristisk). De forglemme, at det gaaer med Ideerne som med Thors Hammer - den kommer igjen hvor man kaster den hen, om end i en modificeret Skikkelse.

✂ Det gaaer ikke an, saaledes at haste frem som Moralisterne, endogsaa forkastende Anger, mene; - see vi ikke i den physiske Verden Taagen som en stille Bøn at hæve sig op fra Jorden for bønhørt at vende tilbage som forfriskende Dug - ?

✂ Træffende og meget prægnant er hele GI. T. Lov Standpunctet i Modsætning til N. T. angivet i Heb: 12,24. »[x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x]« (Hævn. Straf - Kjerlighed. Naade).

✂ Der gives vistnok Mennesker, hos hvem det Geniale fremtræder paa en ligesaa ubeleilig Maade som det Geniale hos Køerne i deres Bissen.

✂ Der gives Mennesker, der, naar de rigtigen ville udrette Noget, gribe saa grandieuse Forholdsregler, at de aldeles forfeile Maalet, ligesom Dværgen i Eventyret, der, da han vilde forfølge den flygtende Prindsesse og Prinds, tog Syvmile-Støvlerne paa og ikke, førend han var kommen til Tyrkiet, erindrede, at Flygtningene formodenlig ikke brugte samme Art af Befordring.

✂ Modgang sammenknytter ikke blot Msk.; men frembringer ogsaa hiin skjønne inderlige Samleven, ligesom Vinterkulden danner Figurer paa Ruden som Solens Varme udslætten

✂ Det forekommer mig, at Kunstnerne gaae frem derved at de gaae tilbage, hvilket jeg i og for sig ikke har noget imod, naar det, som hos de bedre, er en reproduceret Tilbagevenden. Men urigtigt synes det, at de blive staaende ved de engang givne historiske Emner og saa at sige mene, at ene disse egne sig for poetisk Behandling, fordi nemlig disse Emner, som i og for sig slet ikke ere mere poetiske end andre, nu engang ere belivede og besjælede af en stor poetisk Natur. I saa Henseende gaae Kunstnerne frem, derved at de marschere paa Stedet. - Hvorfor ere den nyere Tids Helte osv. ikke ligesaa poetiske? Er det, fordi der er givet saa meget med Hensyn til Indklædningen af Stoffet, desto mere fuldendt kan den formelle Side blive.

✂ Den critiske Periode forholder sig til den nuværende som et Guldvadskerie til den Bank, der mynter Guldkornene og sætter dem i Circulation.

✂ Hvad Kritiken over de forskjellige Bearbeidelser af Faust angaaer, da kan man derved begrunde en Inddeling af dem og lette Oversigten over dem ved at lægge Mærke til, hvorledes en saadan Idee maatte speile sig i de forskjellige Tidsaldere, eller hvorledes enhver Tidsalders ved dens Individualitet tilslebne Brille maatte betragte denne Idee. For Ex.: den moraliserende maatte benytte Faust som et Involucrum for at lade see det Skjæve i Livet; den critiske maatte indskrænke sig til at see det Overdrevne deri, forklare den som en Munkeopdigtelse osv. Den nyere Tid maatte see det Dybere.

✂ Det gaaer med Christendommen ell. med det at blive Christ. som med enhver Radical-Cour, man udsætter den saa længe som muligt.

✂ Den litteraire Lærdom ligner ofte en uigjennemtrængelig Urskov, hvor man vel paa enkelte Puncter finder et Sted, hvor man kan bede, og en Familie, som udgiver sig for at vide Veien i det nærmest liggende District, men som dog mere har Efterretningen derom traditionelt end ved selv at have vandret Veien. I denne litteraire Urskov opholder sig ogsaa en Mængde vilde Dyr (Recensenter), som man med allehaande larmende Instrumenter maa holde borte, saaledes f. Ex. ved at træde i Pagt med andre Recensenter. Det allerbedste vilde maaskee være, naar man kunde gjøre ved Recensenterne ligesom ved Rotter: afrette een til at bide andre.

✂ Er da Alt Drømmerie og Skuffelse - er da Naturphilosophernes Begeistring og En Novalis Sjelsfylde Opiums Dunster, - griber jeg da der, hvor jeg troede at møde det Ideelle i sin skjønneste og reneste Farve det Materielle -

✂ Det er ikke blot fordi det er en Mskslægt, at Verden ligesom behøvede et Stadium for Synd et andet for Syndebevidsthed (om jeg saa maa sige); den enkeltes Liv viser det Samme. Først Synd, og ofte naar den er ophørt de facto kommer Bevidsthed om Synd.

✂ Det er en mærkelig Sammenhæng, der finder Sted mellem Protestantismen, og den moderne politiske Anskuelse, det er en Kamp om det samme, om Folkets Sovverainitet, hvorfor det ogsaa er interessant at see de egl. Royalister, forsaavidt de nemlig ikke vil have en Anskuelse i en Sag og en væsentlig forskjellig i en anden Sag, der dog begge maa begrundes i et Individ paa de samme Principer, - at nærme sig Chatolicismen. -

✂ cfr. med Hensyn til Luthers Anskuelse i saa Henseende Clausen og Hohlenbergs Tidskrift 3 B. p. 548 nederst og 557.

✂ Philosophie og Christendom lade sig dog aldrig forene*), thi skal jeg fastholde Noget af det meest Essentielle i Christendommen, nemlig Forløsningen, saa maa den naturligviis, dersom den virkelig skal være Noget, udstrækkes til hele Mennesket. Eller skulde jeg tænke mig hans moralske Evner mangelfulde og derimod hans Erkjendelse ubeskadiget? Jeg vil saaledes vel kunne tænke mig en Philosophie efter Christendommen eller efter at et Menneske er bleven Christen, men det blev da en christelig Philosophie. Forholdet blev da ikke Philosophiens til Christendom men Christendommens til christelig Erkj endelse eller - om man endelig vil det - christelig Philosophie, med mindre man vilde have, at Philosophien før eller inden Christendommen skulde komme til det Resultat, at man ikke kunde løse Livets Gaade; thi der negerede Philosophien som en Sig-Rede-Gjøren over Forholdet mellem Gud og Verden sig selv, naar den kom til det Resultat, at den ikke kunde forklare hiint Forhold, saa Philosophien vilde i sin høieste Fuldendthed involvere sin totale Undergang, nemlig som Evidentsen af, at den ikke kunde svare til sin Bestemmelse. Ja, Philosophien vilde end ikke fra dette Standpunct seet tjene 59 til en Overgang til Christendommen, thi den maatte nødvendig blive staaende ved dette negative Resultat, og hele Forestillingen om Forløsningstrang maatte nødvendigviis komme ind i Mennesket fra en ganske anden Side, nemlig først føles og derpaa erkjendes. Og om nu end Philosophien blev opmærksom paa en stor Mængde Mennesker, der holdt sig levende overbeviste om sin Trang til Forløsning og virkelig Forløsning, saa vilde den vel kunne kaste sig herpaa - (ihvorvel det muligen ogsaa vilde falde den vanskeligt, idet nemlig Christendommen fordrer inden Prøvelsen af den en Sig-Leven-ind deri men saaledes vel ogsaa en Forløsnings Bevidsthed, og fastholdt han den i Betragtnings-Momentet, saa opgav han sin Philosophie, og knyttede han sig til denne sidste, saa manglede han Substratet for sin Refiexion og kunde da i det Høieste see tilbage paa den som noget Forbigangent, hvis sande Realitet han saa netop i dette Øieblik maatte benægte**), nemlig som Philosoph) - og forsøge at forstaae disse Menneskers Overbeviisning; men derfor vilde den dog ikke anerkjende Forløsningens Nødvendighed. Overhovedet, her ligger det svælgende Dyb: Christendommen statuerer Menneskets Erkj endelse som mangelfuld formedelst Synd som berigtiget i Christendommen; Philosophen søger netop at gjøre sig Rede for Guds og Verdens Forhold qua Menneske; Resultatet kan derfor gjerne anerkjendes for indskrænket, forsaavidt Mennesket er et indskrænket Væsen, men tillige som det størst mulige for Mennesket qua Menneske. PhUosophen kan rigtignok komme til Forestillingen om Menneskers Synd, men deraf følger ikke, at han erkj ender, at Mennesket trænger til Forløsning, mindst en Forløsning, der - som corresponderende med den almindelige Skabningens Syndighed - maa overføres paa Gud, men vel en relativ Forløsning (*dolgoeO* den forløser sig selv). Ja, han vilde netop tilraabe Mennesket at glemme det Forbigangne, thi for hans kraftige Virksomhed er der ikke Tid dertil.

✂ Den Christne med hele sin Leven og Troen maa dog let komme til at vise sig som et Menneske, der har fixeret sig en bestemt Idee. Før det lykkes ham (saa fortælle de Christne os, naar vi iagttage de i denne Religion eiendommelige Phænomener; jeg vil her nærmest tænke paa dem, der ikke saa meget have søgt at føre Christendommen ind i Verden, men trække sig ud af Verden for at leve i Christus.Jeg sigter til disse Opbyggelsesskrifter, som ere udsugede af et heelt christeligt Liv og altsaa ikke blot ere Iagttagelser over det enkelte Individs Liv, men som igjen have tjent en stor Mængde fromme Christne til Styrkelse i deres Christendom), - før det lykkes ham at komme til den christelige Overbeviisning, møder ham mangen Karup, mangen sjælelig Lidelse, idet Tvivl reise sig. Naar han endelig har naaet den, saa møder ham Anfægtelse *dolgoeO* Fornuften gjør endnu engang sine Fordringer gjeldende før den ganske synker under. Men disse Indvendinger og Spørgsmaal veed den Christne da iforveien Beskeed om, inden han har hørt dem, at de nemlig komme fra Djævelen, saa hele Kunsten bestaaer i at følge det allerede tidligere af Ulysses med Hensyn til Sirenerne anbefalede Middel: at tilvoxe Ørerne, idet man nemlig paa ingen Maade maa indlade sig med dem som kommende fra Djævelen, thi man meente, at saa var man færdig med hans Indvendinger, ligesom man i vore Dage mener, at man er færdig med en Modstander, naar man har angrebet hans Moralitet. Jeg vil derfor ansee hele den Tale om Djævelen for en stor christelig Udflugt. - Grunden hvorfor disse Tvivl anden Gang kunne komme frem (thi det, som nu andengang kommer under Navn af Anfægtelse, er det, som vi paa første Standpunct kalde Tvivl) er, fordi disse ikke førstegang bleve afviste ved en Debat men derved, at en anden Magt eller Spire puffede dem tilside. Grunden hvorfor disse Anfægtelser ikke vedblive hele den Christnes Liv igjennem, er ikke fordi de ere blevne bekjæmpede, thi vi saae jo, at de ikke ville indlade sig med dem; men man kan sløve sig i en vis Henseende, man kan blive aandelig døv paa det ene Øre, saa det er en Umulighed at raabe En op. Endelig staaer da den Christne færdig, og nu viser han da stolt hen paa sin sidste Time og taler med en vis Hovmod om den Ro, hvormed han vil see Døden under Øine; - men hvad Under? Naar et Menneske har anvendt hele sit Liv til at leve sig ind i en bestemt Idee, hvad Under, om han da seer den ligesom den Øiensvage, der overalt seer Funken for sit Øie? Hvad Under, om denne Funke eller 61 Plet forstyrrer ham i at see det, der virkelig ligger for ham? Det faaer da Udseende af en lykkelig Galskab. Vel vil man henpege paa de mange store Skarpsindige og Dybsindige, der have været Christne, men deels maa jeg reservere mig et eller andet lille Kjætteri for disse betydeligste Navne, deels have vi dog før seet Folk, der i en fix Idee have udviist en mageløs Skarpsindighed; thi som noget af det allerfortrinligste ved Don Quixote forekommer mig den Lethed, hvormed han, naar han f. Ex. feilagtig har antaget Veirmøller for Kjæmper, dog udfinder, at det maa have været den onde Dæmon, der bestandig forfølger ham. Og mon han nogensinde tvivlede om sin ridderlige Bestemmelse? mon han manglede Ro og Tilfredshed? - og det er dog det, de Christne fornemlig beraabe dem paa og forlange, at vi, for at bedømme dem, først selv skulle blive Christne.

✂ Naar jeg seer paa en Mængde af enkelte Phænomener i det christelige Liv, saa forekommer det mig, at Christendommen istedetfor at skjænke dem Kraft, - - ja, at saadanne Individer i Sammenligning med Hedningen ved Christendommen ere berøvede deres Manddom og nu forholde sig som Hesten til Hingsten.

✂ - Christendommen var en imposant Figur, da den kraftigt traadte frem i Verden og udtalte sig, men fra det Øieblik af, da den enten gjennem en Pave søgte at afstikke Grændser, eller den vilde kaste Folk Bibelen i Hovedet eller nu senest Troesbekjendelsen, ligner den en Olding, der mener nu at have levet nok i Verden og vil afslutte sig. Derfor falder naturligviis en Deel af dens uægte Børn (Rationalisterne) paa, at den maa erklæres umyndig under Værge, hvorimod dens tro Børn mene, at den ligesom Sophocles i det afgjørende Øieblik reiser sig til Verdens Forundring i fuld Kraft. - Røsten er vel Jacobs men Hænderne Esaus.

✂ - Følgerne af en saadan Forening (af Christendom og PhHosophie) sees af Rationalismen, en Forestilling, hvorpaa Sprogforvirringen er en Type, og ligesom man har bemærket, at mange Ord gaae igjennem 62 de forskjellige Sprog, saaledes have Rationalisterne, uagtet de rive hverandre ned, dog disse Ord tilfælleds: philosophisk, fornuftig Christendom (Christendommen og hele Christi Fremtræden er en - Accomodation).

✂ Jeg har nu søgt at vise, hvorfor vel Christendom og Philosophie ikke lade sig forene. For at eftervise denne Adskillelses Rigtighed har jeg taget Hensyn til, hvorledes Christendommen eller rettere det christelige Liv maa vise sig, seet fra Fornuft-Standpunctet. Jeg skal nu til ydermere Bekræftelse skizzere, hvorledes Mennesket som Menneske udenfor Christendommen maa vise sig for den Christne. I den Henseende vil det være tilstrækkeligt at erindre, hvorledes de Christne betragtede Hedningerne, ansaae deres Guder for Djævelens Værk, deres Dyder for glimrende Laster, hvorledes en af deres Coryphæer erklærer Mennesket for en Klods og Steen før Christus, hvorledes de paa ingen Maade knyttede deres Evangeliums Prædikelse til Mennesket som saadant, hvorledes de bestandig begyndte med: Omvender Eder, og hvorledes de selv erklærede, at deres Evangelium var Hedningerne en Daarskab og Jøderne en Forargelse. Og skulde muligen Nogen have meent, at jeg muligen ved at tage Extremerne havde faaet dem stillede saa skarpt imod hinanden, og at man ogsaa maatte tage Hensyn til de utallige Nuanceringer, der i saa Henseende finde Sted, saa vil jeg da observere dem en Smule, ifald der ellers virkelig skulde gives nogle saadanne. Og hvad er det da, der gjør, at der virkelig gives Mange, som, saa sige de, finde christelige Impulser i deres Bevidsthed men paa den anden Side dog hverken ere eller udgive sig for at være Christne? Det er vistnok, fordi Christendommen er en Radicalcuur, som man krymper sig ved, og det uden at disse Mennesker just behøve at have saa udvortes Forestillinger, som i den ældste Tid bragte flere Christne til at udsætte det afgjørende Skridt til sidste Øieblik - det er vistnok det, at de mangle Styrke til at gjøre det fortvivlende Spring. Dertil kommer ogsaa den underlig qvalme Luft, som kommer os imøde i Christendommen, og som udsætter Enhver for en meget farlig Klimatfeber (hvorom før - Anfægtelser), inden han bliver acclimatiseret. See vi først hen til Livet her paa Jorden, da træde de os imøde med at erklære, at Alt er syndigt, saavel Mennesket som Naturen; de tale om den brede Vei i Modsætning til den 63 trange. See vi hen til den anden Verden, da møde vi, saaledes lære de Christne, først ret Knudens Opløsning (5te Act). Og have de Christne end ikke havt saa grandieus Phantasie som den, der lod Nordboen udmale sig Loke som bunden til en Klippe med Gift dryppende ned paa ham, men som dog satte ham hans Kone ved hans Side, - saa have derimod de Christne vidst at berøve den Ulykkelige enhver Lindring, - end ikke en Draabe Vand til at læske hans brændende Tunge. Overalt næsten, hvor den Christne beskjæftiger sig med det Kommende, der er Straf, Ødelæggelse, Undergang, evig Qval og Pine det, der foresvæver ham, og ligesaa yppig og udsvævende hans Phantasie er i saa Henseende, ligesaa mager er den, naar Talen er om de Troendes og Udvalgtes Salighed, der skildres som en salig Henstirren med et af disse matte, henstirrende Øine, med en stor og fixeret Pupil, eller med et i Fugtighed svømmende Blik, der forhindrer al klar S een. Der er ikke Tale om noget aandelig kraftigt Liv; den Skuen Gud Ansigt til Ansigt, den hele Forstaaen i Modsætning til vor Skuen her paa Jorden i et Speil og en mørk Tale, den har ikke beskjæftiget dem meget. Det forekommer mig ligesom Kjærligheden blev behandlet i en vis Art Romaner. Efter en langvarig Kamp med Drager og vilde Dyr lykkedes det endelig den Elskende at falde i sin Piges Arme, og da faldt ogsaa Tæppet for et ligesaa prosaisk Ægteskab som alle andre, istedetfor der dog vel nu skulde vaagne en Tilvæxt i Kjærlighed, en inderlig Sig-gjensidig-Speilen i hinanden. Mig har altid den Forestilling forekommet langt mere velgjørende: at see hele Verdens store, udmærket begavede Mænd, som have grebet ind i Menneskenes Udviklings Hjul, samlede; for mig har Tanken været begeistrende om en saadan i dybeste Forstand Menneskeslægtens Høiskole, om en saadan videnskabelig Republique, hvor vi - under evig Kamp mellem Modsætningerne - i ethvert Øieblik voxede i Kundskab; hvor Fortidens ofte skjulte og lidet bekjendte Aarsager og Virkninger afsløredes i deres fulde Lys. Imidlertid have de Christne været bange for at tilstede hine store Mænd Adgang til deres Selskab, for at det ikke skulde blive for blandet, for at kun een eneste Accord bestandig kunde slaaes an og de Christne saaledes kunne sidde som en chinesisk Raadsforsamling og glæde sig over, at de have opført hiin høie uoverstigelige Muur mod - Barbarerne. Og hvortil nu alt dette? Ikke for at dadle den Christne men for at vise Modsætningen de facto anerkjendt i det christelige Liv, for at advare Enhver, hvis Bryst endnu 64 ikke er indsnørt i et saadant aandeligt Snøreliv, fra uforsigtigt at indlade sig paa Sligt, for at sikkre ham mod slige trangbrystige, astmathiske Forestillinger. Det er vistnok haardt at boe i et Land, hvor Solen aldrig skinner paa Horizonten; men det er heller ikke synderlig glædeligt at boe paa et Sted, hvor Solen staaer saa lodret over vor Isse, at den ikke tillader os selv eller nogen Omgivelse at kaste Skygge.

✂ Philosophen kan ogsaa anerkjende sin Erkjendelses Mangelfuldhed, men Spørgsmaalet bliver, om han skal anerkjende Grunden i sin Indskrænkethed, (en, der sidder i en Peripherie af en Mill. Diameter, vil vistnok ikkun kunne oversee et lidet Rum, men deraf fulgte ikke at han var ypperlig begavet med Evner) ell. man skal antage, den har sin Grund i Msk. selv og dets Syndighed.

✂ Det egenlig Deilige ved Lemmings Spil (han er en dansk Musicus; jeg hørte ham i Studenterforeningen) var at han strøg Guitarren. Disse Svingninger bleve næsten anskuelige for Øiet, ligesom naar Maanen f. Ex. skinner paa Havfladen, saa Bølgerne næsten blive hørlige.

✂ Det skulde have glædet mig meget, om Goethe aldrig havde fortsat »Faust«, saa vilde jeg have kaldet den et Underværk; men her har den menneskelige Svaghed beseiret ham. Der hører en vis Styrke til at see Helten i et Stykke ligge under for sin Kamp, som her fortvivle over sin Tvivl; men det var netop det, der gjorde Faust til det store, han er; netop ved Omvendelsen bliver han trukket ned i det mere Hverdagslige. Hans Død er den fuldkomne Harmoni i Stykket, og vi kunne vel sidde og græde ved hans Grav men aldrig falde paa at løfte det Tæppe, som ved Døden gjorde ham usynlig for vore Øine.

✂ Der gives Forfattere, der ligesom de Tiggere, der ved at blotte Legemets Feil og Vanskabthed søge at vække Medlidenhed, stræbe efter ved at afsløre deres Hjertes sønderrevne Tilstand at vække Opsigt.

✂ Der gives Kritikere, som, idet de aldeles mangle Øie for det Individuelle, søge at betragte Alt fra et almindeligt Standpunct, og som derfor, for at det kan blive saa almindeligt som muligt, stige saa høit som muligt, indtil de saa i Grunden slet ingen Ting see uden en vid Horizont, netop fordi deres Standpunct ligger for høit.

✂ Er Kirken berettiget til i det concrete Tidsmoment at skrive en Bibel? Man har nu saa længe gjort opmærksom paa det store Fortrin Apostlene havde fremfor enhver senere Christen. Og nu er det vistnok, at den, der staaer Kilden nærmest, ogsaa maa faae det kraftigste og umiddelbareste Indtryk; men følger ogsaa deraf at det netop var det reneste? Jeg maa her nødvendigviis gjøre opmærksom paa den saare væsentlige Omstændighed, at nu efter 1800 Aars Forløb Chrstd: har gjennemsyret hele Livet, saa at hele Livet i den chr. Kirke væsentlig er gjennemtrængt af det Christelige (chr. Philosophie; chr. Æsthetik; chr. Historie.), og da gjøre opmærksom paa, at det nu muligen turde være lettere at udfinde det væsentlige christelige. Man maa ikke studere Planten i Knoppen men i Blomstret.

✂ Har den apostoliske Kirke og Bibelen præfigureret den chr. Kirke og dens Lære. Neil den er ingen præfiguration (en Antagelse som kunde lede til Antagelsen af Inspiration; ligesom Inspirationen consequent leder til denne Antagelse) den er det første Udviklingsstadium; og Bibelen vor første Telegraph-Efterretning. -

✂ Jeg mener derfor, idet jeg for en Deel maa gaae samme Vei som de, der netop ville skjærpe Grændsen og ælte Tegl til at opføre Kirkemuren nemlig gjennem Anerkj endelse af de bestaaende Grændsers Daarlighed, og Brøstfældighed (Bibelen constituerende K.? Nei Kirken constituerer Bibelen det vises vel blandt andet ogsaa derved at den er skrevet for Christne. Protest, antager Bibelen svævende over Kirken ligesom Muhameds Ligkiste mellem de 4 Magneter.) - at 66 Ævret aldeles maa opgives, at Christa, nok kan taale lidt frisk Luft, og at der ligefuldt vil være sande Christne i Verden fordi en saadan himmelhøi Muur (med Rette kalder jeg den saa, da de Christne ikke engang i Himlen vil tilstæde nogen Adgang uden den udfordrede entrée-Billet.) ikke længer skjuler dem for Verdens Øine. Jeg mener dog ogsaa at kjende liberale og liberalisme, uden at jeg derfor nogensteds kan paavise et Samfund, der har udstædt en Trosbekjendelse i saa Henseende, endsige skulde have forsøgt at gjøre en saadan Trosbekj endelse gjeldende ikke som den umiddelb. Udtalelse af, hvad der lever og rører sig i Samfundet; men som en Toldtarif, hvorefter der kan bestemmes, hvilke Vahrer der maa komme inden for Grændserne, og for tillige at bestemme, hvor lang Tids Quarantaine de skulle udholde. -

✂ Man blænder sig ofte selv ved at antage mangt et Indfald og Bemærkning, som enten nu ret livlig springer frem fra en Tid, da man har læst det, eller ligger i hele Tidsalderens Bevidsthed, for sit eget,- ja netop i dette ØiebKk, da jeg gjør denne Bemærkning, er denne maaskee igjen et Resultat af Tidsalderens Erfarenhed.

✂ Hvad er egj. den forskjellige Belysning for Maleriet?

✂ Det som det egl. kommer an paa ved at speculere er Evnen til at see det enkelte i det Hele, ligesom de Fleste egl. aldrig nyde en Tragoedie; men den for dem falder i Stykker i lutter Monologer, og en Opera i Arier eta, saaledes gaaer det og i det Physiske, naar jeg f. E. gik paa en Vei, med hvilken der med behørige mellemliggende Stykker Jord løbe 2 andre paralelle Veie, saa ville de Fleste kun see Veien, derpaa Jordstykket og saa Veien; men at see det Hele som et Stykke Tøi, med forskjellige Striber i - det vilde de ei formaae.

✂ Den samme Vanskelighed, der viser sig paa Erkjendelsens Gebeet med H. t. at faae den empiriske Masse med, viser sig ogsaa f. E. paa Følelsens Gebeet; thi sæt f. E. at Een ved et Dødsfald blev sig bevidst at der f. E. døde 100,000 Msk. hver Dag i Europa saa vilde hans Sorg netop forekomme ham latterlig. Deraf sees Nødvendigheden at holde paa Nationaleiendommeligheden i Erkj endelsen.

✂ Forskiellige Maader at opfatte Livets Dialectik paa f. E. i Middelalderens Folkesagn og Eventyr ved Kamp mod vilde Dyr og Uhyrer; i China ved en Examen; i Kirken ved Tvivl. (I Grækenland ved Reiser. Pythagoras. Homer).

✂ Det er vistnok ofte noget Sørgeligt og Deprimerende, naar man i Livet vil udrette Noget ved sin Tale, og man dog tilsidst seer, at man Intet har udrettet; men at Vedkommende haardnakket vedbliver sin Anskuelse; men det er dog ogsaa paa den anden Side noget stort, at 68 hiin anden og saaledes bestandig hver enkelt er en Verden for sig, har sit Allerhelligste, hvor ingen fremmed Haand kan trænge ind.

✂ Modgang knytter Msk. sammen og bringer Skjønhed og Harmonie i Livsforholdene, ligesom Vinterkuldens Phantasie fremtryller Blomstre paa Ruden, som forsvinde ved Varmen.

✂ Det er underligt nok med Overtro. Man skulde vente, at den, der eengang havde seet, at hans sygelige Drømmerier ikke gik i Opfyldelse, nu tvertimod for Fremtiden skulde opgive dem; men tvertimod de faae mere Styrke, ligesom Spillelysten stiger hos den, der eengang har tabt i Lotteriet.

✂ Sentimentalitet forholder sig til den sunde ægte Følelse som Spurven til Svalen, der lader den sidste bygge sin Rede og gjøre Alt færdigt for derpaa at lægge sine Unger deri. (Jeg veed forresten ikke om det netop er Tilfælde med Spurve og Svaler; men saa meget veed jeg, at der gives tvende Fugle Arter, som det forholder sig saaledes med.).

✂ Det har ofte paatrængt sig mig, naar jeg læste et eller andet godt Digt, et eller andet genialt Arbeide, at det dog var godt, at jeg ikke selv var Forfatter dertil; thi nu har jeg dog Lov til ret at give min Glæde Luft, uden Frygt at blive beskyldt for, at det er Forfængelighed.

✂ Folk forstaae mig saa lidt, at de ikke engang forstaae mine Klager over, at de ikke forstaae mig.

✂ Det er sært, at vor Tidsalder, der er saa begeistret for det Nyttige, ikke kommer saavidt, at den f. E. afskaffer al Begravelse og Pietæt mod de Døde; og anbefaler f. E. at brænde Ligene man kunde jo deraf faae Patent-Gjødmng. -

✂ Livs Ironien maa nødvendigviis meest høre hjemme i Barndommen i Phantasiens Periode derfor er den saa paafaldende i Middelalderen, derfor er den i den romantiske Skole. Manddommen, som den der mere er gaaet op i Verden, har ikke saa meget deraf. -

✂ Hele Msklivet kunde godt lade sig opfatte som en stor Tale, hvor da de forskjellige Msk. komme til at repræsentere de forskjellige Taledele (dette lader sig maaskee ogsaa overføre paa Staterne i Forhold til hverandre). Hvor mange Msk. ere ikke blot Adjectiver, Interjectioner, Conjunctioner, Adverbier, hvor faa ere Subst., Gjerningsord etc., hvor mange ere copula.

✂ Det gaaer med Msk. i Forhold til hverandre, som med de uregelmæssige Verber i adskillige Sprog, alle Verberne ere næsten uregelmæssige.

✂ Om Betydningen af participier for det philosophiske Sprog - det modsatte er Parentheser - et System i een Periode - Fik man end Een, der kunde skrive det fik man neppe Nogen, der kunde læse det

✂ Romanen er kommen ind i Reflexion -

✂ Schiller har rigrig trukket Grændsen mell. det Naive og Sentimentale, ved at sige: at hiint rører os ell. virker paa os ved dets Naturlighed, dets sandselige, objective Sandhed, dets levende Nærværelse; det Sentimentale derimod, der opstaaer ved en Reflexion over det Indtryk, 70 som Digteren selv modtager af sin Gjenstand, virker kun ved Reproductionen af den samme Reflexion hos Andre. cfr. Molbech. Forelæsninger 2d D. p. 234.

✂ For det første maa jeg protestere mod den Anskuelse, at det Romantiske lod sig opfatte i et Begreb, thi deri ligger netop det Romantiske, at det flyder over alle Grændser.

✂ Skulde det romantiske egl. ikke ligge i den Mangel paa relativ Maalestok, som netop her gjør sig gjeldende; thi vilde man blot see paa det Mangfoldige, saa vilde jo Noget, som dog vistnok er romantisk ikke kunde subsumeres under dette Begrebjeg mener den vide udstrakte Ørken†, som f. E. den nordafricanske, der dog efter Ehrenbergs (cfr. Noten) Beskrivelse er meget romantisk, saaledes og den jydske Hede (Blicher); Begyndelsen til Novellen »Telse«

✂ f cfr. det interessante Stykke i Dansk. Ugeskrift. 4 B. p. 153 o:f: p. 154. Note: »Det er allerede af flere Reisende bleven bemærket, at Mangelen paa en Maalestok for Legemernes relative Størrelse i de store, øde africanske Ørkener giver Anledning til besynderlige Forvexlinger. Jeg er selv oftere bleven skuffet saaledes, at jeg i den Formening at see en Grib ell. anden stor Fugl sidde paa en Høi i Nærheden, har begyndt at nærme mig med anlagt Bøsse, indtil jeg tilsidst opdagede, at det ikke var en Fugl i Nærheden; men en Cameel paa en langtbortliggende Høi. Ligeledes har jeg ofte betænkt mig paa og forsømt at skyde efter Fugle, fordi jeg holdt dem for fjerne store Dyr......Ligedan gaaer det med Hørelsen. En saadan Dødsstilhed,

✂ som om Natten hersker i disse Ørkener, er for en Europæers Øre noget ligesaa Usædvanligt, som den flade eensformige Slette er det for Øiet. I utrolig Frastand kan man høre Fodtrin, Tale ja endog en sagte Hvidsken«. - Idet man da hell. ikke kan afgjøre om det er langtfra ell. nærved Lyden kommer.

✂ Man kunde maaskee ogsaa gjøre opmærksom paa Forskjelligheden i Lege, de gl. brugte Legemsøvelser, kastede med Discus, - den romantiske Tid jagede og fiskede (begge Dele netop romantiske. Den hele Drømmen om, hvad man muligen kunde fange etc.).

✂ En egen Art Abe er den saakaldte Entelle (Semn: Entellus), der er lysegraa, men sort paa Ansigt og Hænder....... D en franske Naturforsker Duvaucel havde paa Sumatra stor Vanskelighed med at komme til at skyde disse Enteller, da de Indfødte holdt dem for forvandlede Prindser og Prindsesser med Guddomskraft.

✂ Dansk. Ugeskrift. 4 B. p. 338. (i et Foredrag af Escricht over »Aber«)

✂ Hvoraf kom det, at de fleste, idetmindste de betydeligste af den rom: Skole, gik over til Chatolicismen, var det ikke, fordi netop Reformationen, som den, der gik tilbage til noget oprindeligt, netop derved antydede, at den havde Ideens Tilblivelse i Formen, et Præsens som den nu netop søgte igjen at gjøre til et Præsens, medens Chatol: væsentlig higede frem (og dog vel ikke af den Grund at Gudstjenesten hos Chatol, var mere sandselig etc.) -

✂ Det antique er et Divisions Stykke af det ideele i det reelle som gaar op, det romantiske giver altid Brøk.

✂ En ægte romantisk Situation er saaledes Ingeborgs, hvor hun siddende ved Strandbreden forfølger med Øiet den bortseilende Frithiof, ihvorvel ogsaa her det romantiske vilde forsvinde, dersom man tænkte sig hende mere dvæle ved Tanken om sit Tab, end beskjæftiget med Frithiofs Færd og Stilling.

✂ Det Antike er et Præsens, det romantiske et Aorist.

✂ Det er Forskiellen mell. den, der af Begeistring for en Idee gaaer Døden imøde, og Efteraberen der søger et Martyrium, at medens den første netop i Døden meest lever i sin Idee, glæder den anden sig mere ved den underlige bittre Følelse der ligger i at ligge under, den første glæder sig ved sin Seier, den sidste ved sin Lidelse.

✂ Der viser sig ret Modsætningen mell. den romantiske Tidsalder og vor Forstands Periode, medens den fornemlig dvælede ved Tanken om et stort Træ, der ragede op til Himlen (for saaledes at forbinde Himlen med Jorden. Ask Ygdrasill - Giganter?) søger vor Tid at faae Alt til at udbrede sig for Øiet, det Ene ved Siden af det Andet; medens hiin Tid søgte at faae saa at sige hele Slægten til at gaae op i eet Individ, stræber vor Tid efter at faae alle Nationer til at staae ved Siden af hverandre, det saakaldte kosmopolitiske System. Man indvende ikke, at det foregaaende ogsaa var en Slags cosmopolitisk Betragtning; thi Forskj ellen er, at den rom: Tid mere dvælede ved Forestilling om det Store Ophøiede etc. i dette enkelte Individ, hvorimod vor Tid mere dvæler ved Tanken om det Mangfoldige, Heterogene, der forenes til Eenhed. Derfor medens hiin Tid igjen fastholdt Nationaliteten, og saa saa at sige igjen hver Nation opgaaende i sin Repræsentant, dvæler vor Tid mere ved Tanken om de mangfoldige Individer, der ere forenede i een Stat, de mangfoldige Interesser, der her krydse sig, - og altsaa igjen ved det Mangfoldige.

✂ Det romantiske ligger egl. deri, at een Idees to Halvheder holdes ud fra hverandre ved noget Mellemliggende Fremmedartet. Da Adam var skabt, krævede Adams Ideen sit Supplement i Eva (Dyrene kom til ham og han gav dem Navne - det Mangfoldige er her - Choret om jeg maa sige er her - Ironien er her -) Eva kommer og det romantiske er forbi, der er Ro. - Msk. skabes det synder, dette factum 73 kræver sit Supplement, nemlig Chr:. Hos de Nationer nu der bleve sig denne Halvhed i Existentsen bevidst udviklede det rom: sig, de øvrige dannede Chor - Ironie etc. Chr: kommer der er Ro. - Chr: Gjenkomst kunde nu behandles saaledes igjen.

✂ Det her anførte lader sig let eftervise, saavel i Middeald. overhovedet, som i de Præstationer der henhøre til det rom:

✂ er Ecko romantisk. Ja, men naar det svarer er det romantiske forbi, den romantiske Tid har bestandig noget in mente.

✂ Det er mærkeligt at see, hvorledes der i alle Livsforholde og Retninger (politisk - religieus etc. etc. ogsaa i det Smaa) har dannet sig en Anskuelse, man kalder juste melieux, men som jeg hell. vilde kalde Livets Intetkjøn; thi det er netop den allerkjedsommeligste Art Msk. at have med at gjøre; de ere sande Hermaphroditer.

✂ Ved det romantiske kommer det igjen an paa om det mere er den længselsfuldt skuende hen i en Evighed (det mere sentimentale) ell. den ved kraftig Handlen betingede Brogethed.

✂ Det Historiske ved Stene og Trolde.

✂ Det forundrer mig ingenlunde, da det jo var rimeligt, at hiin mægtige Tidsalder maatte afficeres væsentligen af enhver udv: Omstændighed, at netop saadant Noget som store Stene, maatte tiltale den. Deraf er det formodl. kommet, at de tænkte dem Troldene boe under dem, og det galt blot om, at komme imellem, naar Trolden vilde ned, for at aftvinge ham een ell. anden Gave. Men ret mærkelig er saa den Nemesis, der gjerne fulgte med, naar man indlod sig med dem; thi hvorofte hører vi ikke Tale om, naar Vedkommende havde faaet det gode Sværd, den Bue, den Piil etc. han bad om, at der da gjerne fulgte 74 et lille »aber« dermed, idet han ofte derved blev et Redskab i Skjebnens Haand til at ødelægge hans egen Familie etc., hvor mange sørgelige Consequentser fører ikke den lille Omstændighed til, at dette Sværd engang draget ei kan stikkes i Skeden, uden at det haver været dyppet i varmt Mskblod.

✂ Ret interessant er den underlige Comoedie, der f. Ex. i de nordiske Kjæmpehistorier spilles med Verden, idet den, man mindst skulde vente Noget af, pludselig træder op med en Kraft og Vælde, der ikke er dem synderlig glædelig, der have benyttet hans tilsyneladende Tossethed til at drive Spot med. (Det hele Hamletske; som Exempler vil jeg ogsaa anføre Ketil Hængs Saga 3 D. 2 H. S. 3 o.f; Buesvingers Saga 3 D. 2 H. S. 211.) Det er imidlertid dog ikke saa mærkeligt, da det er Naturen, der ligesom en Tidlang har ladet den Ild gløde under Asken, der senere blusser desto kraftigere op, som netop her er Tilfældet, idet en pludselig Forsvinden danner Overgangen til den senere glimrende Periode. - Men endnu mærkeligere er det Exempel paa den underlige Art Ironiseren over Verden, - idet den i al sin Kløgt staaer overfor et Individ, der spiller den Afsindige og dog overgaaer dem alle - som jeg finder i »Schwab, Buch der schönsten Geschichten und Sagen« i Robert der Teufel S. 357, hvor det paalægges ham af den Eremit, han consulerer, at han skal gebærde sig som en Nar og en Stum, ikke nyde nogen Spise uden med Hundene og ligge hos dem osv. Imidlertid udretter han store Ting for den Konge, han er hos, dog uden at Nogen ahner det undtagen Kongens Datter - men han spiller atter sin Narrerolle. - Herfra kunne vi danne Overgangen til en Undersøgelse om Narrenes Betydning i Middelalderen: hvorledes Narrene i det Store var, om jeg saa maa sige, Choret i de Verdens Tragoedier, der opførtes i Middelalderen; hvorledes netop Narrens Forhold til hans Herre var en Frugt af den Kløft, der var befæstet mellem Adelen og de ringere dasser; hvorledes netop derfra lod sig danne Overgangen til en Wagners, Leporellos og Sancho Pansas Forhold til deres respective Herrer, for saaledes fra en anden Side at komme ind paa den samme Idee, vi ved en anden Leilighed have omtalt.

✂ Det synes næsten, som der behøvedes to Individer for at danne et heelt Menneske; derfra da ogsaa den Begeistring for Fyrsten eller Herren, som Narren ofte udviste. Naar jeg siger, at der skulde ligesom to til for at danne et Individ, saa mener jeg naturligviis ikke det Forhold, Ridderen stod i til hans Riddersvende; thi de spillede slet ingen selvstændig Rolle, men til Narren, der netop repræsenterede Intelligentsen.

✂ Jeg troer, at det kunde blive en ret interessant Idee at udarbeide en comisk Roman: »En litterair Don Quixote«. Der har i den lærde Verden udviklet sig en reen Misforstaaelse af Bøgers Betydning. Istedetfor at ansee dem for et nødvendigt Supplement til Livet, anseer man det for en Hovedsag at læse saa mange som muligt. Det Comiske vilde nu ligge i den fortvivlede Stræben efter »at følge med«, og ved Siden deraf i den fuldkomne Mangel paa dog at udrette Noget i Verden, idet de bestandig levere lærde Arbeider og tabe sig i Noter; en fiin Ironie skulde der gaae ved Siden af i den simple pretensionsløse Virken ved Skrifter, - f. Ex. en Claudius' - der endog vidste at gjøre hele hiin tantaliske Stræben til en frugtbringende Læsning. Ved Siden deraf kunde ogsaa gaae en Ironie, som laae deri, at han bestandig var den, der gik bag efter og samlede op, ligesom den Pige, der følger Høstkarlens Skridt; at hver Gang han vilde sige Noget, som han meente var noget Nyt men som til syvende og sidst var noget Gammelt, han havde læst (thi ogsaa den Side var ret interessant), en Anden saa allerede havde sagt det; - derfra kunde saa udspinde sig et ret comisk Slagsmaal om Ideer (som igjen kastede et nyt Lys over ham). Det kunde ogsaa blive en ret god Side at lade en saadan Mand faae det Indfald at ville skrive for Menigmand. (Dansk Folkeblad.)

✂ Det kunde blive en ret interessant Sammenstilling mellem vore danske Kjæmpeviser og den Art af Drikkeviser, der for et halvhundrede Aar siden var i Brug her; netop fordi begge Dele have en saa væsentlig Farve af Folkelivet; det kunde være ret betydningsfuldt for at see den i Nationen grundede musicalske Tone. (Beranger).

✂ Det vilde være interessant gjennem en ordl. historisk Undersøgelse at see de forskjellige Versemaal som en nødvendig Affødning af hele Tidsalderen, hvori de hørte hjemme.

✂ Vor Tid har Romanen og Novellen.

✂ Det er det Tragiske, der ligger i Umuligheden af at have Een, man kan gjøre sig forstaaelig for, der saa skjønt er udtalt i Genesis, hvor Adam giver alle Dyrene Navne; men finder Intet for sig.

✂ De tre store Ideer (D.Juan; Faust og den evige Jøde) representere saa at sige Livet udenfor Religionen i dets trefoldige Retning, og først idet disse Ideer i Livet gaaer over i det enkelte Msk. og blive middl., først da komme det Moralske og Religieuse, saaledes staaer min Anskuelse af disse tre Ideer i Forhold til mit dogmatiske Standpunct.

✂ Jo mere intensivt Jordlivet er, desto mattere bliver ogsaa Evigheden. Derfor blev saaledes Grækernes Dødeophold kun at ansee som det virkelige Livs Slagskygge, hvorimod hos Nordboerne, de Christne osv. det nærværende Liv kun er et Skyggerids af det tilkommende, ihvorvel de ikke have været heldige i at udmale deres Himmel.

✂ Kan overhovedet Forestillingen om et tilkommende Liv have udviklet sig af Grækernes Individualitet, eller maa der ikke fremmed Hjælp til?

✂ Forholdet mell. Loven som det blot udvortes, objectivt Givne og dens Optagelse i Individet kan man f. E. see ved en Læges diætetiske Forskrifter, deels er det næsten en Umulighed at følge dem, da han egl. burde staae for i hvert Moment at sige, hvad man burde gjøre, deels om man endogsaa kunde følge dem bringer de ingen »Salighed«, 77 da det egl. kommer an paa, at man dybere har tilegnet sig det diætetiske og netop nu ved en sikker Takt afgjør det enkelte Tilfælde.

✂ Der gives en vis Art Metaphysikere, der naar de ikke kunne komme videre tager dem selv i Nakken ligesom Münchausen og saa faaer de noget Apriorisk.

✂ Humor i Modsætning til Ironie, og de kunne derfor gjerne være forenede i et Individ, begge Dele betinges derved, at man ikke er indgaaet med Verden; men ved det første modificeres denne Ikke-Indgaaen med V. derved, at man bryder sig Pokker om den, ved den anden derimod derved at man søger, at paavirke V.; men netop spottes af denne. Det er de to modsatte Ender af et Vippebredt (Bølgebevægelse); thi Humoristen føler Øieblikke, hvor Verden gjækker ham, ligesom den Anden, der i sin Kamp med Livet ofte maa ligge under, ofte igjen hæver sig over den og smiler ad den. (Naar f. E. Faust ikke forstaaer Verden og dog igjen smiler over Verden, som ikke forstaaer ham.).

✂ Der eftervises det Romantiske der ligger i Stikordet i hele Baggesens Thora fra Havsgaard, Atterkommeren, jeg kommer igjen -

✂ Er Johann d'Arc romantisk og hvorvidt-?

✂ Ligger det Romantiske i det Brogede, Mangfoldige. Nei; thi det Antique har jo Nympher, Nereider etc. etc., men det Romantiske i det Brogede ligger deri, at en utilfredsstillet Trang har fremmanet det, uden dog at finde sin Tilfredsstillelse deri.

✂ Da jeg mærker, at mit Hoved begynder at gjøre sig udtilbeens. - Digteren maa nemlig have, hvad Nordboen ventede i Gimle, et Sviin, som han altid kan skjære af og som altid paa ny voxer ud.

✂ Skyder sig en Kugle for Panden, snip snap Snude, saa er Historien ude, og tip tap Tønde, nu kan en Anden begynde.

✂ Een, der gik og tænkte paa et Selvmord, i det Samme faldt en Steen ned og slog ham ihjel og han endte med de Ord: Gud være lovet.

✂ Men naar den egl. Erkjendelse endnu erkjendes for mangelfuld, hvorledes kan da det Abstracte være fuldendt.

✂ Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud fra min Mund, alle loe, beundrede mig - men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier ------------------ hen og vilde skyde mig selv.

✂ Død og Helvede jeg kan abstrahere fra Alt men ikke fra mig selv; jeg kan ikke engang glemme mig selv, naar jeg sover.

✂ Hvorvidt er det sandt, at jeg ikke maa lee af mine egne Vittigheder?

✂ Vittighedens Allestedsnærværelse.

✂ Hvori kan egL den Tilbøilighed ligge, der yttrer sig hos Folk, der i een dl. anden Henseende ere forfaldne, til netop da at styrte sig ind i Verden, istedetfor at skye den. Saaledes siger f. E. J.Jürgensen, at, 79 naar han er fuld, føler han en næsten uimodstaaelig Trang til at gaae til Folk, gaae hen, hvor der netop er Mange,

✂ cfr. Goethes Faust p. 197.1:10 o: f:

✂ Samtale med J.Jürgensen d. 18 April 1836.

✂ Han var fuld, hvilket man fornemlig bemærkede ved at iagttage Kanterne af Lebberne. Han meente, at Poesie dog egl. var noget underordnet, en Udvæxt og anpriste det Philosophiske; anpriste Hukommelse, misundte mig min Ungdom, talte om Løvfaldet, om Vindens Susen, Blæst. »Det halve Liv er for at leve det andet halve for at fortryde og jeg gaaer rask ind paa det Sidste«. »I Ungdommen kan man gjøre meget galt og gjøre det godt igjen«. - »Jeg har ført et meget bevæget Liv, staaet i Forhold til Alt, hvad der nu gjør sig gjeldende, er Duus med alle Talenter, spørg mig nu om dem«. -

✂ Derfor er det nødvendigt for Msk. at antage en Guds Bistand for at forandre sig, ikke fordi det jo nok kan uden at det gaaer op i dets Bevidsthed forandre sig; men saa er den anden Afvei ligesaa nær, at hovmode sig deraf. Tieck fortæller en Historie (i hans Roman: der junge Tischlermeister. Berlin 1836. 1ste Bind i Begyndels.) om en Mand, der vendte sig af med Drik; men som saa snart troede, at han var en Prophet. -

✂ Skulde Mth: 11,12 egl. ikke være at forklare om Mystikere (idet jeg giver dette Ord end videre Betydning, hvorved det lader sig anvende ogsaa udenfor det theologiske Gebeet), som jo mene, at de staae i et umidd. Forhold til Gud og altsaa ikke ville anerkjende at alle Msk. kun staae i et midd. (Kirken - paa det politiske Gebeet Staten.)

✂ En omvandrende Musicant paa en Slags Rørfløite ell. Sligt (jeg kunde ikke see, hvad det var, da han var i en anden Gaard) blæste Menuetten af D. Juan, og Apothekeren stødte sin Medicin og Pigen skurede 80 i Gaarden† etc. og de mærkede Intet og Fløitespill. maaskee hell. ikke og jeg følte mig saa vel.

✂ Det er aabenbart, at det romantiske i Tiden efterhaanden mere og mere tager af, i samme Grad nemlig som Nødvendigheden gjøres gjeldende (Hegel), saaledes at det Christ. hell. ikke bliver det rom: (f. E. Schl. en nødvendig Udvikling.). Hvorvidt ligner det antique, der saaledes indtræder det egl. saa kaldte Antique. (Skjønhedens præsens.).

✂ Naar jeg taler om Modsætningen mell. det Antique og Romantiske, saa tænker jeg naturligviis ikke paa nogen enkelt æst: species, men paa en Grundmodsætning, som maa give hver enkelt Leed i Æsthetik. en anden Farve.

✂ Chr. er egL Bevidstheden om det Midd: Forhold, Msk. altid maa træde i til det Gudd:, derfor f. E. at bede i Chr: Navn *dolgoeO* at bede saaledes som Bevidstheden af at vi ere hver et Leed i en Udvikling i en Slægt fører det med sig, kun nemlig som saadan kan Msk. stille sig i Forhold til Gud, hvad enten han handler ell. beder, derfor have næsten alle Nationer havt en ell. anden, i hvis Navn de bade, men det var da indskrænket til dem, fordi ikke hele Verdensbevidstheden gik op i dem, men deres Nationbevidsthed, Localbevidsthed - derfor at bede ved Helgene, Cathol. Beden ved Guds Moder er noget Lignende.

✂ den underlig forløsende Kraft, der ligger i Børn.

✂ d. 12. en underlig Sikkerhed som Vinden, om hvilken ingen veed hvorfra den kommer og gaaer hen. -

✂ d. 13

✂ Omvendelse gaaer langsomt. Man maae som Fr. Baader rigrigt bemærker, gaae den samme retrograde Vei, som man før gik frem. Man bliver let utaalmodig; naar det ikke strax kan skee, kan man ligesaa godt lade det være eller begynde imorgen og nyde idag; det er Fristelse. - Er det ikke Meningen af de Ord: at tage Guds Rige med Vold - ?

✂ Og derfor hedder det, at vi skulle arbeide paa vor Frelse med Frygt og Bæven, fordi den nemlig ikke er færdig ell. fuldendt; men et Tilbagefald muligt. - Og det er vistnok for en Deel denne Uro, der gjorde at Folk med saa stor Iver søgte at blive Martyrer for at gjøre Prøven saa kort og saa momentan stærk som mulig, en Prøve, det altid er lettere at bestaae i end i en langvarig.

✂ Omfatten af Alt - Afmagt - Velsignelsen (serbisk Folkesagn). - Stilhed Taushed Guds Siden (Muhamed Pythagoras Chr:). underlig Oscillation snart afrunder det Forbigangne sig for mig til en poetisk Anskuelse, og da synes jeg at det er høist interessant - snart føler jeg det ulykkelige deri, netop fordi (for at benytte en Replique af Guldkorset) det Indfald ikke er af nogen Anden; men af mig selv. -

✂ smaa mathemathisk forsvindende Størrelser. -

✂ det er farligt at afsondre sig for meget, unddrage sig Selskabets Baand.

✂ behøver Du ikke Samfundets Ledebaand, kan Du undvære den Understøttelse af en Gangkurv, som Dine Samtidige give Dig. - 82 underlig Ængstelighed, hver Gang jeg efter at have drukket for meget, vaagnede om Morgenen, gik endelig i Opfyldelse.

✂ de Orthodoxe beraabe sig paa Gud og Samvittighed - Noget Hemmelighedsfuldt - bortskjære Mellemleed. - Romerne gjorde August til Gud ydmyge sig for Gud Hoffmænd - store mod Andre.

✂ den nærværende Tid er Fortvivlelsens Tid d. evige Jødes Tid (mange reformatoriske Jøder) -

✂ Een der blev gal ved hvert Øieblik at blive sig bevidst, at Jorden gik rundt.

✂ Forudvidenhed - Vink i Livet - af forskjell: Art i Forhold til sin Stilling til det - anticipation af St. f.E. hvor mangen Bog har jeg af en underlig Drift kjøbt og ladet ligge indtil - ogsaa Begivenheder bagvendt fata morgana. mindes Scene hos Scribe. ogsaa i Faust Ex:, ogsaa i Sygdom -

✂ Don Juan af Hoffmann. (det Melancholske allerede naar Theaterlamperne slukkes - følsom -) -

✂ Ironie den Uvidenhed, Socrates begyndte med, Verden skabt af Intet, den rene Jomfru e, Chr. blev født af -

✂ Een der bliver gal ved hvert Øieblik at blive sig bevidst, at Jorden gaaer rundt - 83 Kant fortvivler over at komme paa det Rene med Verden, derfor kaster han sig ind paa et andet Standpunct - den nyere Philos. forlader det Relativ-Absoluteste.

✂ Situation

✂ Een vil gjøre en Tilstaaelse af yderste Vigtighed; men den han vil

✂ aabne sig for kommer ikke strax, nu fortæller han noget ganske andet

✂ Der maa dog gives en Grændse for Begeistxing, og der gives dog Ting, som ere saa ringe, at det i høieste Grad er uværdigt at blive begeistret, og hvor man bør revse den - tillod man end Pythagoras under det Udraab [x][x][x][x][x][x] at løbe nøgen gjennem Gaderne, saa vilde man vist føle sig høilig forundret, naar Een, der havde fundet en Knappenaal, vilde gjøre det Samme. -

✂ Hvoraf kommer det, at vi ønske helst at læse det Comiske i Selskab, det Tragiske alene. -

✂ Der gives Mennesker, der bestandig ere Tiere i Modsætning til de almindelige Enere.

✂ Nu forstaaer jeg det, som jeg saa tidt har forundret mig over, at netop Thorvaldsen er opstaaet i vor Tid; han er ret egl. Samtidig med Hegel. Det Romantiske er forsvunden og Nødvendighedens (antique) Præsens indtraadt (Billedhuggerie hører til det antique), og saaledes have vi da oplevet et nyt antique Stadium. Det Romantiske er forsonet med Verden. Saaledes er det ogsaa gaaet med Munkevæsenet, som jo nu forlængst er færdigt i Hist:, men hvis sidste Stadium netop var antique, en Form, under hvilken det ogsaa maa komme igjen, dersom det nogensinde gjør det. Først levede Munkene aldeles udenfor 84 Verden, saa i Kamp med Verden i en særegen Dragt, saa at Enhver kunde kjende dem; endelig levede de i Verden, forsonede med den. (Jesuiter etc.).

✂ Derfor heller ikke længere Opbyggelsesskrifter, der lære at foragte det Nærværende og haste ind i Evigheden; men Hverdagsforfattereshistorier. -

✂ Grundtvig anseer det apostoliske Symbolum for det Feldtraab†, som Christus hvidskede Msk. i Øret, og som han paa Dommedag vil høre igjen af den Sidste.

✂ Endogsaa den meest antique Uro (f. E. Laokoon, der knuses af Slanger) er dog Ro, - den meest romantiske Ro - Uro f. E.

✂ Waldeinsamkeit
Wie liegst Du weit!
O dich gereut
Einst mit der Zeit. -
Ach einzige Freud
Waldeinsamkeit.

(Tieck. Phantasus lste B. samtlige Verker 4 B.p. 161 »der blonde Eckbert«.)

Situation

✂ 2 Individer, der begge ere forfængelige fortælle hverandre en glimrende Begivenhed af deres eget Liv, saaledes, at den ene ikke hører stort paa den anden; men dog saaledes at den Ene til Slutning gjør den samme Bemærkning om den anden gjensidig, at det er kiedeligt, thi han vil altid tale om sig selv -

✂ Hvorvidt er Illusion nødvendig i Livet for Msk. dette i Forhold til det Romantiske - Hvorledes gaaer det med Theorien om Verdens Gangen som en nødvendig Udvikling, og hvorledes maa den Theorie virke i Livet? Maa den ikke lamme al Virksomhed idet den ophæver den rigtignok egoistiske; men dog naturlige og enthusiastiske Forvisning om i det mindste i Kampens Øieblik, at det man handler for er det ene rigtige. Eller er denne Philosophie kun anvendelig paa det Forbigangne, saa at den lærer mig at løse dets Gaade, og da igjen lade Samtidens Liv staae som den Gaade, den følgende Slægt har at løse. Men hvad nytter da den Philosophie mig. Og ere de, der ynde den, istand til saaledes at resignere, og lade Verden gaae sin skjæve Gang, og hvad skal man tænke om dem, er det Feil hos dem ell. i Systemet -

✂ Handlingen uden en Idees Interesse er som Dialectik uden Videns Interesse - Sophistik - Derfor er det ret interessant, at samtidigt med de største Sophister (paa Erkjendelsens Gebeet) levede ogsaa de største Sophister paa Handlingens Gebeet nemlig de, som øvede dem selv i Afholdenhed, ved Selvpiinsler. -

✂ Skulde det Ironiske i Christd. ikke ligge deri, at den gjorde et Forsøg paa at omfatte hele Verden, men til Umuligheden heraf laae Spiren i den selv, og hermed hænger det andet sammen - det Humoristiske - dens Betragtning af det den egl. kalder Verden (dette Begreb hører nemlig egl. med til den og den staaer derfor paa en Maade paa 86 halv Veien), idet Alt hvad der hidtil havde gjort og endnu gjorde sig gjældende i Verden blev sat i Forhold til den Christnes formentlig ene Sande, og derfor Konger og Fyrster, Magt og Herlighed, Philosopher og Kunstnere, Fjender og Forfølgere etc. etc. forekomme dem at være Intet og ved deres Formening om, at være noget stort - latterlige -

✂ Alt bliver dog mere tragisk derved at man gjør det, om jeg saa maa sige, historisk, gjør det til Noget, som ikke blot hænder mig; men hele Verden; men naturligviis kun i det Tilfælde, at man først har fastholdt sin egen Nød, og derpaa giver det denne historiske Baggrund. Saaledes Heyne: es ist eine alte Geschichte, wird immer aber neu, und wem sie jetzo passiret, ihm springt das Herz entzwei - dog her er det allerede mere Reflexionen derover; men fornemlig træder det op i sin naive Skikkelse f. E. i flere Digte i Knaben Wunderhorn. - I Novellerne af Brødrene Bernhard er et Ex: i »Børneballet«, hvor man til Slutning seer den samme Lieutenant, som har forgiftet Heltindens Liv, ja saa godt som dræbt hende, gaae bag efter en ikke fuldkommen udviklet Pige, hvorved Historien saa at sige begynder forfra. En saadan Laden Historien begynde forfra kan i en vis Betydning ogsaa blive comisk, idet man gjør Livet til et Lirekasse Stykke, der naar det er ude begynder forfra.

✂ Vilde et Stykke, hvori Helten ell. Heltinden (f. E. hvis man bearbeidede Lenore som et Drama) døde af Glæde, ell. vilde et Stykke som f. E. Jacob v. Thyboe, dersom man deri lod Leander ved Tilfælde have taget en ladt Pistol og nu skudt Jacob, vilde, siger jeg, disse Stykker være Tragoedier.

✂ Jeg synes ogsaa, at man aldeles apriorisk maatte kunne føre et Beviis for Ghr: virkelige Død; thi det maa jo antages, at have hørt med til hans sande msklige Udvikling.

✂ Naar den indiske Lære opfatter Læren om det Onde, saaledes, at den udvikler (cfr. Schlegei Wercke l. p. 213), at Gud ligesaavel er det Ondes som det Godes Ophav, paa en Maade sætter Djævelen med i Triniteten (cfr. Schlegei sammesteds.), er det da ikke Hegelianisme, og hvorvidt lader det sig forene med Forestillingen om det Romantiske, man ell. pleier at lægge i det Indiske.

✂ Hvilken [x][x][x][x][x][x][x][x] for det enkelte Mskliv ligger deri, at vi altid see Nationernes poetiske Udvikling begynde med det episke og først da følger det lyriske.

✂ Den Tvesidethed, som jeg har paavist i Middelalderen ved Narrene, lader sig ogsaa see deri, at de havde et Sprog for Videnskab, et for det poetiske (latinsk-romanske Sprog).

✂ Ligger ikke i l Corinth: XIII,12 [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] en Anerkjendelse af Allegoriens Nødvendighed for vort nu værende Standpunct?

✂ Allegoriens Forhold til det Romantiske?

✂ da netop hele Ideen ikke kan hvile og opfattes i det egentlige Udtryk. - Billedet -

✂ Forsaavidt Chrstd: blev staaende ved Læren om Gud-Msk. [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], forsaavidt er den ikke romantisk; det er og den Side Hegel fornemlig har trukket frem.

✂ Corresponderende Phænomener: Skolastiken i Middelalderens Phantasie-Periode; den romantiske Skole i vor Tids Forstands-Periode.

✂ Det Romantiske har Mirakler, det kan det antique ikke have (Hegelianere - Schleiermacher.).

✂ Det Romantiske kan man paa en Maade ogsaa see i det Draperie, som den moderne Konst giver sine Billedstøtter og Malerier (paa en Maade Allegorie)

✂ cfr. Görres p. 276. lin. 7 o: f: fra oven. p. 302. lin. 5 o: f: fra oven.

✂ Ogsaa det kan man bemærke med Hensyn til Forskjellen mell. Antique og Romantisk; at Skuespillerens (i den rom: Tid) Fremstilling er en bestandig Stræben efter at lade et Phantasiebillede staae for Tilskueren, som han aldrig giver i noget enkelt Moment ell. heelt igjennem; men ved en heldig Mine, Replik, o: s: v: leverer lineamenterne til; hvorimod hos Græk. og Romere Skuespilleren paa sin Cothurne ell. Sokkus øieblikkelig ved Hjælp af Maske etc. traadte saaledes op som han blev hele Aftenen igjennem, ikke saa megen Leilighed for Minespil, noget automatisk.

✂ Striden mell. Orthodoxe og Rationalister lod sig opfatte som Striden meU. den gi. og nye Sæbekjelder, der ogsaa har det tilfælleds med de religieuse Stridigheder at den udvikler en Mængde Terminologier, som da endte med: 1) den gi. Sæbekjelder, hvor de nye SæbekjelderFolk boe (Rationalisterne, der havde kjøbt de gi. Sæbekjelder-Folk ud af Huset *dolgoeO* bemægtiget sig Kirken) 2) d. ny Sæbekjelder, 89 hvor de gl. Sæbekjelder-Folk boe (Orthodoxe, der gjøre Fremskridt (Grundtvig) forlade Luther etc.)

✂ Det Antique har ikke noget Ideal at stræbe efter; det har derimod det Romantiske. Idet nemlig, det Antique maa misbillige enhver Stræben, der gaaer ud over det Virkelige, i det det Fuldkomne er givet i Virkeligheden, ell. i det mindste det Fuldkomneste, der kan gives i Verden (hvilket her maa falde sammen, da der jo ellers maatte tilraades Msk. at stræbe ud over det Virkelige). Det har intet Ideal, hverken i det moralske, intellectuelle, ell. Skjønne; det har intet Ideal ell. hvad der bliver det samme det har et her i Verden opnaaeligt Ideal. Istedetfor det Moralske Ideal træder her en Hvilen i hvad efter den givne Tids conventionelle Forhold ansees for at egne sig for en Samtid; istedetfor Erkjendelsens Ideal træder det nødtørftige Indbegreb af en Samtids Viden, som det høieste for en Samtid (som et saadant Exempel paa en Stræben efter et Erkjendelsens Ideal, maa jeg anføre de Orthodoxes Iver for, ihvordan det end vender og dreier, et over al Tid og Tids Omskiftelse hævet evigt og uforanderligt Guddomsord. Ja om det end ikke ganske er givet ham her i Livet, mener dog den Orthodoxe, at det hisset vil komme; men NB som et Ideal, hvilket f. E. Hegelianeren aldrig kan mene, vel nemlig, at der i Tidens Udvikling vil komme en større Intelligents men aldrig som Ideal, hverken med Hensyn til det forbigangne Erkj endelses Trin, der

✂ ..... Istedetfor det Skjønnes Ideal træder National-,ja By- og Klasse-Smag, og det fuldkomneste Aftryk deraf.

✂ Det er ganske sandt, hvad Heyne (romantische Schule) saa ivrig dadler hos A.W. Schlegel den underlige Krebsegang, hvorved han altid har som Maalestok et tidligere Arbeide og saa fremdeles baglænds; men Heyne selv og Consorter ere netop selv forfaldne til den modsatte Yderlighed, idet de bedømme Alt med den Duodez-Maalestok, som den allertidligste Samtid leverer og igjen her i dette korte Tidsrum 90 har bestandigt et l ell. 1/2 Aar yngre Værk at sammenligne det

✂ med.

✂ Goethe har vel Ironie og Humor; men svæver over begge - forsaavidt forskjellig fra den græske Tragoedie.

✂ Mærkeligt nok er det, at jeg efter saalænge at have beskjæftiget mig med Begrebet af det Romantiske, nu først seer, at det Romantiske bliver det Hegel kalder det Dialectiske, det andet Standpunct hvor: Stoicisme Fatalisme Pelagianisme - Augustianisme. Humor - Ironie

✂ etc.

✂ høre hjemme, Standpunct er, der hver for sig ikke egl. have nogen Bestaaen; men Livet er en stadig Pendulbevægelse derimellem.

✂ Jeg indseer nu ogsaa, at naar Heiberg har overført Hegelianismen paa Æsthetiken og meent at finde Treeheden: lyrisk - episk - lyriskepisk (dramatisk), han vel har Ret; men at dette lader sig gjennemføre i en langt større Maalestok - antik - romantisk - absolut Skjønne, og saaledes at netop den Heibergske Treehed faaer sin Betydning, idet saavel det Antike, som det Romantiske og det abs. Skjønne har sit lyriske - sit episke - sit dramatiske.

✂ Hvorvidt er det forøvrigt rigtigt at begynde med det lyriske; Digtekunstens Historie synes at tyde paa en Begyndelse med det episke.

✂ Den Tvesidethed, jeg fra andre Sider har seet i Middelalderen lader sig ogsaa see deri, Natur og Kunst høre med til at danne en stor Digter, Middelalderen havde derfor de to Poler udviklede for sig - Natur-Digtere og Kunstdigtere og de grebe sjeldent ell. aldrig over i hinanden. Overhovedet synes det Characteristisk for Middelalderen, at de to Magter, der skulde forenes med hinanden, gaae op i hinanden, 91 holdes ude fra hinanden, repræsenteres som 2 Retninger - (f. E. Skolastik - Ridderlivet etc.).

✂ Mangler den Erkjendelsens Begeistring, som dog maa ansees som eiendommelig for Faust, egenlig ikke i Goethes Behandling? - Vel er det sandt, hvad jeg ved en anden Leilighed har yttret, at Faust optager Don Juan i sig; men desuagtet kan hans Kjærligheds-Liv, hans Sandselighed aldrig blive saaledes; hos ham er det Sidste allerede middelbart, Noget, han drevet af Fortvivlelse styrter sig ind i.

✂ Hvorfor tiltaler Lirekassemusik os saa ofte, det er vistnok paa Grund af det Romantiske, der ligger i dens Fremtrædelsesmaade. Det er ligesom noget poetisk i Folkelivet. Man venter slet ikke Musik, og pludselig begynder han at spille.

✂ Den Hegelske Drøvtygningsproces med 3 Maver, først det Umiddelb:, derpaa bliver det stødt op igjen, saa ned igjen, maaskee derfor en følgende Mester kunde fortsætte det med 4 Maver o: s: f:, saa ned igjen saa op igjen, jeg veed ikke om Mester forstaaer, hvad jeg mener.

✂ Da Goethe havde dannet Overgangen til det Antique, hvorfor fulgte Tiden ham ikke, hvorfor følger den ham ikke, da Hegel havde gjort det, hvorfor virker det ikke, fordi disse to havde reduceret den æsthetiske og speculative Udvikling derhen til; men den politiske Udvikling maatte ogsaa gjennemleve sin romantiske Udvikling, og derfor er netop ogsaa den hele nyere romantiske Skole - Politikere.

✂ Fichte havde i høi Grad denne Ederkoppe-Fugtighed, hvormed han saa snart han fik det mindste Holdningspunct strax styrtede sig ned i Slutnings Formens hele Sikkerhed.

✂ Den Sætning: at det ikke kan være sandt, at Chr. er født af en Jomfrue, fordi man fortæller noget Lignende om Hercules etc. og i den indiske Gudelære etc., hvilket ikke er sandt; er dog underlig; thi den omvendte Slutning synes i en vis Hens. rigtigere netop fordi man fortæller det om saa mange andre store Mænd, hvor det ikke var sandt, netop derfor maa det være sandt om Chr., thi det at man saa ofte har sagt det tyder netop hen paa Msk. Trang dertil. Dersom Een, naar der var Tale om en ny Retning, der vilde gjøre sig gjeldende og man undertiden fortalte, der er det brudt frem, uden at det derfor var sandt, dersom han deraf vilde slutte, at den aldrig vilde bryde frem, turde han maaskee slutte feil, og rigtigere den, som netop nu ventede det.

✂ Paa en Tid, da det hører til Dagens Orden, at den ene Forf: plyndrer den anden, er det dog glædeligt, undertiden at støde paa Mænd, hvis Individualitet saaledes stempler og mynter hvert Ord med deres Brystbillede, at det maa paanøde sig Enhver, naar man træffer det paa fremmed Sted at sige til Vedkommende: »giver Keiseren hvad Keiserens er«.

✂ Alt ender med Gehør - Gramatikens Regler ender med Gehør - Lovens Bud med Gehør - Generalbassen med Gehør - Philosophiens System med Gehør - derfor fremstilles ogsaa det andet Liv som lutter Musik som en stor Harmonie - gid snart mit Livs Dissonants maatte opløses deri.

✂ Det er i Grunden den samme Stræben, der (i Phantasiens Tid,) gjorde, at man om jeg saa maa sige oversatte Digte i Prosa (den hele Udvikling der fulgde paa Kjæmpeviser etc. - almdl. Morskabslæsning) - der nu i Forstandens Periode gjør at man oversætter det egl. Videnskabelige i en Slags Poesie - Noveller -

✂ Det er en ret interessant Paralelle Hamann anstiller mell. Loven (Mose L.) og Fornuften. Han gaaer nemlig løs paa Hume* Sætning: »die letzte Fracht aller Weltweisheit ist die Bemerkung der mslichen Unwissenheit und Schwacheit«...... »Unser Vemunft, siger saa Hamann, ist also eben das, was Paulus das Gesetz nennt - und das Gebot der Vernunft ist heilig, gerecht und gut; aber ist sie uns gegeben uns weise zu machen? Eben so wenig als das Gesetz der Juden, sie gerecht zu machen, sondem uns zu überführen von dem Gegentheil, wie unvernünftig unsere Vernunft ist, und dass unsere Irrthümer durch sie zunehmen sollen, wie die Sünde durch das Gesetz zunahm.«

✂ Et andet Sted p. 425. »Ist es nicht ein alter Einfall, den du oft von mir gehört: incredibile sed verum? Lügen und Romane müssen wahrscheinlich sein, Hypothesen und Fabeln; aber nicht die Wahrheiten und Grundlehren unseres Glauben.«

✂ Netop fordi det hos Holberg ret egenlig er Lunet, der gjør sig gjældende, derfor gaaer dette paa flere Steder (Erasm. Montanus, Jeppe osv.) over i det Tragiske, overspringende Ironiens Standpunct, der modererer det; ligesom det Tragiske paa det umiddelbare Standpunct let faaer Anstrøg af det Komiske (igennem det Tilfældige, der som saadant bliver latterligt), eller Ironien allerede slumrer som f. E. i Kjæmpehistorierne.

✂ Ironien hører kun hjemme paa det umiddelbare (hvor Individet imidlertid ikke bliver sig den bevidst som saadan) og paa det dialectiske Standpunct, hvorimod paa det 3die (Charakterens) 94 Verdens-Reactionen ikke træder op som Ironie, da der nu i Individet er udviklet Resignation, som netop er Bevidstheden om den Grændse enhver Stræben, forsaavidt den vil bestaae i en Verdensorden, maa have, da den som Stræben er uendelig og ubegrændset. Ironie og Resignation ere de modsatte Poler, de modsatte Bevægelses-Retninger.

✂ Elvira (i D. Juan) er egl. ikke en Charakter, dertil mangler hun de bestemte og tydeligere Omrids, hun er en transparent, gjennemsigtig Figur, igjennem hvilken man seer Guds Finger, Styrelsen, der paa en Maade mildner Indtrykket af den altfor hevnende Nemesis i Comandanten, idet den bestandig aabner D.J. en Mulighed af at undgaae den, Elvira er altfor ætherisk for en Charakter, hun er Hig Elverpigerne, der ingen Ryg har.

✂ Hvori ligger Begrebet Mythe og Mythologie - har ikke enhver Tid sin Mythologie - Novalis etc. - hvori forskjellig fra Poesie (det conjunktiviske - Romanen, Prosa poetisk) = en hypothetisk Sætning i Indicativ.

✂ Vil Vaudevillen, saaledes som den har udviklet sig her, ikke paa en Maade ophæve sig selv; idet nemlig det musicalske Element her er indrømmet en saa stor Betydning, og Pointen bestandig bliver at søge i Musiknummerets Forhold til den Opera, hvoraf det er taget; men Forraadet deraf vel snart er udtømt, idetmindste forsaavidt det kan blive anvendelig i Vaudevillen (almeen bekjendt - folkelig.), og derfor den ny Vaudeville vil komme til at søge sit Point i Anvendelsen af det samme Musiknummer i en anden Vaudeville (saaledes som det allerede, dersom jeg ikke feiler, er skeet i Nei!) og saa fremdeles, indtil den ophæver sig selv, og ligger heri ikke et Beviis for Vaudevillens transitoriske Betydning - Betydning som Udviklingsleed. -

✂ Hvorlidt Forstanden kan udrette i speculativ Henseende kan man

✂ bedst see deraf, at naar den kommer høist den netop i et selvmodsigende Udtryk maa forklare det Høieste. Som Exempel kan tjene flere Udtryk f. E. i formula Concordiæ.

✂ Hvorfra kommer dog egl. det Comiske, der kan frembringes blot ved at give den samme Idee en anden Indklædning. f. E. Jeg troer det er I »Claras Skriftemaal« (af Hverdagsforfatterens Historier) at en Dame beskrives saa ætherisk, at hun, som det hedder, ikke gaaer; men svæver, ved hvert Skridt i Begreb med at hæve sig fra Jorden, hun var dannet af Bjergets Taage - og man nu tænker paa Hoffmanns Skræder, der fik Balonspiritus, og derfor begyndte paa Apotheket at hæve sig fra Jorden op mod Loftet; men nedstødt derfra dalede ned igjen o: s: f:. - Eller naar man istedetfor at sige: ligesom Høstkarlen med sin Lee gaaer over Marken, siger ligesom Barberen med sin Ragekniv gaaer hen over den tætbevoxede Kind.

✂ Det er ret mærkeligt, at Ingen, saavidt jeg veed, endnu er falden paa, at mane Forfattere op af Graven og lade dem overvære en Auction over deres egne udødelige Værker.

✂ Da man i den fr: Revoloution ønskede at see den sidste Konge hængt i den sidste Præsts Tarme, maa dette Ønske let erindre om hiint Ønske af Caligula, at alle Romeres Hoveder sad paa een Hals for paa eengang at kunne hugge dem alle af.

✂ Det gaaer mange Msk. med Hensyn til Opfattelsen af sin Samtids Historie i sit Forhold til den forbigangne Udvikling som Een, der paa sin Vei hører et Kirkeuhr slaae; men da han er kommen gaaende, kan han forsaavidt ikke vide, om Uhret begyndte at slaae med det 96 første Slag, han hørte; denne Illusion (at det er det første Slag) gaaer han nu i, og deraf bliver let en Følge, at han tæller 2, medens Kl. er 7 o: s: v:

✂ I hvilket Forhold staaer det enkelte Individs Udvikling til det Hele - Jorden dreier sig om sin Axe og gaaer rundt om Solen - det Romantiske overlevet - hvorvidt gjennemløber hvert enkelt Individ hele Verdens Udviklingen - gjennemløber forfra indtil det Stadium paa hvilket hele Udviklingen befinder sig.

✂ Den Forskjel jeg har søgt i de gi. Sprog (Quantitetens) og de moderne (Accentuations) med H. t: Begrebet af det Romantiske har Steffens (i en ganske anden Forbindelse i Caricaturen des Heiligsten l D. p. 350) udtrykt saaledes: »Die europäischen Sprachen sind nur Ton; die Buchstaben, die Sylben, die Worte haben nur Bedeutung für das Ohr, der Klang schliesst sich an das innerste, lebendigste, beweglichste Dasein an, und diejenige Sprache vor allen, die den Ausdruck betont, wo die Töne sich, steigend und fallend, hervorgehoben oder zurückgedrängt, an die innere Bedeutung an jede Gemüthsbewegung eng und leicht anschmiegen, karin recht [S. 351.] eigentlich eine christliche† Sprache genannt werden, und deutet auf den Sieg der Liebe über das Gesetz.«

✂ Overhovedet lod der sig anstille ret interessante Undersøgelser, om den for forskjellige Sprog og Udviklingstrin forskjellige Brug af Lignelsen, i det levende Sprog henkaste vi mere Billedet; det er en vis Duft, der udgydes over Stilen, men som egl. ikke i Reglen fortrænger det virkelige Udtryk, idelige Glimt, der paa en behagelig Maade afficere Gemyttet under Læsningen, - Latineren og Grækeren derimod standser Fortællingens Gang og udfører Billedet saa 97 fuldstændig at man paa en Maade den ogsaa maa søge det virkelige Udtryk f. E. Virgil »Saaledes støder en Vandrer pludselig« etc. Som en egen Retning er ogsaa Naturphilosopherne at mærke, der see i hele Naturen et Billede paa Msklivet f. E. Steffens Karrikaturen des Heiligsten 2det Bind, Indledningen.

✂ Den philosophiske Erkjendelse er først færdig (gaaer op) i Systemet - Idee og Form - derfor intet absolut Princip? Nei - bliver det kun ved Formen.

✂ Det er ret mærkeligt den underlige Maade, hvorpaa noget forlængst Forbigangent pludselig kan springe frem i Bevidstheden f. E. Erindringen om noget Urigtigt, som man neppe er bleven sig bevidst i Handlings Momentet - Lynglimt, der antyde et stort Tordenveier. De træde ikke frem; men springe ret egl. frem med en uhyre Kraft og Fordring paa Gehør. Saaledes i det Store er vel hiint Sted at forstaae i Ev: at Msk. skal paa Dommens Dag gjøre Rede for hvert utilbørligt Ord de have talt.

✂ Man maa vogte sig for ikke for tidligt at gaae ind i Videnskabernes hellige Ægtestand, man har godt af at leve ugift en Tid lang, om end det og er slemt at ende som Pebersvend.

August. 36.

✂ Hos de Gl. gik det Guddommelige bestandig op i Verden, derfor ingen Ironie.

✂ Det jeg kalder det Mythologiske-Poetiske i Historien er den nimbus, der svæver over enhver ægte Stræben i denne, ikke en Abstraction 98 men en Forklarelse, ikke det prosaiske virkelige, og enhver ægte historisk Retning vil ogsaa afføde en saadan Idee-Mythologie.

✂ Skulde ikke noget af det, jeg har kaldt Ironie, nærme sig til det, som Grækerne kaldte Nemesis f. E. den Overskatten af et Individ, netop i det Øieblik han føler sig ulykkeligst ved en Skyld f E. Scenen i Faust, hvor de jublende Bønder tage imod ham og takke ham for hans og hans Faders Kunst i Sygdom, saaledes ofte den Wagnerske Beundring.

✂ Netop fordi Livets forskjellige Factorer ikke var hverken i det enkelte Individ ell. hele Slægten bragte til Eenhed, maatte Livet ende med at Heltene gik i Kloster, og skjøndt de i høieste Grad misbilligede, at Een fra sin Ungdom af bestemte sig dertil, (cfr. Historien om den skjønne Melusina: Geofrroy myrder sin Broder Freymund) finde de det ganske naturligt, at de selv efter et omtumlet Liv, gjøre det. f. E. Geofrroy

✂ Man skrev paa flyvende Blade.

✂ Den Mythologie som Middelalderen frembragte, var om jeg saa maa sige msklig *dolgoeO* det egl. Mythologie er Skabelsen af Gud i Msk. Billede; denne Mytholog. skaber Msk. i sit Billede (mere episk) det var Livet der skulde afklare sig.

✂ Hvorledes forholder Pagen i Figaro sig til D. Juan.

✂ »Min Gud, min Gud [....]

✂ Den dyriske Fnisen [....]

✂ Det som Schleiermacher kalder »Religion«, de Hegelske Dogmatiker »Troe« er igrunden ikke andet end det første umidd., Betingelsen for alt - det vitale Fluidum - den Atmosphære vi i aandelig Forstand indaande - og som derfor ikke lader sig med Rette betegne med disse Ord. -

✂ Noget, der ogsaa taler for at opfatte Mephistopheles Optræden med H: t: Faust humoristisk, er ogsaa de mange Exempler paa, hvorledes Djævelen bliver tagen ved Næsen cfr. f. E. Historien om Virgilius i v. der Hagens Märchen 1ste Bind.

✂ Omvendelsesscenen i D. Juan er Resonantsbunden for den følgende store Arie: »Kjølige Druer«.

✂ Det gjælder i Livet meget om at passe paa naar Eens Stikord kommer.

✂ Spidsborgerlighed. Hoffinanns Meister Floh. Fortællingen om Skrædderen der fik Balonspiritus. Dette blot som saadant er slet ikke humoristisk; men naar det berettes, at han nu havde knebet saa meget fra sine Kunder, at hans Kone havde faaet en ny Klædning, naar det hedder, at han hver Søndag naar han kom fra Kirke fik Lov at gaae over paa Apotheket, kort sagt naar denne commensurable Endelighed i alle Livsforholde bringes i Forhold til Noget saa Extraordinairt, og naar dernæst Hoffmann med en Naturforskers Grundighed fortæller hvorledes han først steeg mod Loftet og blev stødt ned 100 igjen og endelig formedelst Trækken gjennem et Vindue blev paa Siden revet ud af dette - saa fremtræder det Humoristiske. -

✂ B ørnekorstoget er at betragte som en stor Sarcasme af Verdenshistorien over hele den ridderlige Retning.

✂ Kan det ikke synes det Rigtige ligesom hiin gi. Sect (cfr. Kirkehist. ) at gjennemgaae alle Laster for da netop at have Livserfaring. -

✂ Et glt. Sagn, at Antichristen skulde fødes af en Nonne og en Munk (blev og anvendt i sin Tid med H: t: Luthers Giftermaal)

✂ Tvesidetheden i Middelalderen viser sig ogsaa deri, at Menigheden spiste Brødet, Præsten drak Kalken -

✂ Da enhver Udvikling efter min Mening først er færdig med dens Parodie, saa vil det vise sig at det Politiske er det Parodiske i Verdens Udviklingen - først det egl. Mythologiske (Guds-Siden) dernæst det msklig mythologiske (Msk. Siden) og derpaa en Realisation af Verdens Formaale i Verden (som det Høieste) en Slags Chiliasme, der imidlertid bringer de enkelte Politikere, som begeistrede af abstracte Ideer, i Modsigelse med sig selv.

✂ Er ikke ogsaa Prosaens uhyre Overvægt parodisk. Det er ret interessant at see, hvorledes Verseform og hvad dertil hører efterhaanden forsvinder. Romanen var hos Trobadourerne paa Vers og kun saavidt jeg veed Novellen i Prosa (et Bidrag til at opklare Begrebet Novelle) 101 de fleste af de nuværende Folkebøger have oprindelig været skrevne paa Vers. -

✂ Jødedommen havde udviklet sig til sin Parodie da Chrstd. kom: i Loven ved Pharisæerne - i Prophetierne ved Forestillingen om en jordisk Messias.

✂ Det Parodiske (som det sidste Stadium i Udviklingen) viser sig ogsaa i den Maade, paa hvilken Barndommen gjentager sig i Alderdommen: »at gaae i Barndommen.«

✂ Ligesom Opdragelsen er til for at lade Individet gjennemleve det Udviklingen har gjennemgaaet, saaledes har ogsaa enhver Nation et Stadium, i hvilket den gjennemløber det, Verdens-Udviklingen har levet, inden den bliver verdenshistorisk-myndig, og jo mere ligesom ved Opdragelsen dette forborgne Liv bliver holdt udenfor Verdens-Debatten desto bedre, desto eiendommeligere.

✂ Spidsborgerlighed er egl. Uformuenhed til at kunne hæve sig over Tids og Rums absolute Realitæt, og kan derfor som saadan kaste sig paa de høieste Gjenstande f.E. Bøn til visse Tider og med visse Ord. Det er det som Hoffmann altid har vidst saa fortræffeligt at fremhæve.

✂ Dersom Mozart levede nu og skulde componere Musikken til D. Juan og altsaa var sat i den Nødvendighed at skulle bruge en Dandsemusik, vilde det da være rigtigt at bruge en Gallopade eller vilde ikke den frembrusende fortvivlende Musik staae i Modsætning til D.J.S Charakteer, medens den yndefulde saa megen Gratie udfoldende Menuet ypperligt samstemmer med D.J.S Nyden, ligesom dens Sædelighed ypperligt ironiseres ved D.J.S Letfærdighed. Det eneste Øieblik da D.J. kunde dandse en Gallopade vilde være med 102 Commandanten i sidste Act, dersom hans Livsfylde vilde være istand til at henhvirvle ham og indgive ham den fornødne Livslyst.

✂ Hvad vil det sige og hvorvidt er det sandt, at hver Tidsalder har sin Faust etc. - Nei i Verdens-Udviklingen er der kun een Faust, kun een D. Juan, men for det enkelte Individ ligesom for den enkelte Nation i Verdens-Udviklingen er naturligviis en for hver. Netop derfor kan i en vis Henseende Faust f. E. omvende sig, da det er den ny Tids Opfattelse - som da NB. ikke er en Opfattelse af Faust men er denne Tidsalders Idee. -

✂ Naar jeg betragter Sagen aldeles in abstracto, maa jeg ganske consequent komme til det Resultat, at det Romantiske gaaer op i en Classicitet[†], medens naturligviis ethvert Forsøg paa at eftervise den classiske Tid i Tiden er af mythologisk Art, og kun fremkommen af den msklige Svaghed, der aldrig kan fastholde et Begreb i dets hele uendelige Forsvinden; men altid maa afpæle det ved Hjælp af Grændser, saaledes Jødernes Forventninger, knyttede til Christi Komme, Christi Komme til hans Gjenkomst, hvilken sidste consequent maa tænkes at pege paa en Gjenkomst o: s: f:, idet nemlig ethvert Forsøg paa, at sige, nu er det forbi, er et Forsøg paa at gjøre det til Mythologie.

✂ [t] ad lin. 3 paa den foregaaende Side, den romantiske Stræben er nemlig en sig selv fortærende, og jeg kan ikke gjøre den evig, da jeg da fik en Evighed bestaaende af en uendelig Mængde Momenter - dog Alt dette in abstracto.

✂ Deri ligger egl. Løsningen af Prædestinationen, naar det hedder, at de bleve udvalgte »quos vocavit«, de bleve udvalgte til Salighed ell. fordømte; thi det Udtryk quos vocavit hvad vil det sige Andet end de, i hvis Bevidsthed Christend: traadte op, saaledes at denne Anskuelse netop lader sig forene med Schleierm: relative Prædestination; thi de, som vel have levet her i Verden, men hvem intet Kald kom til, de ere naturligviis ikke prædestinerede da de ikke ere kaldede-, ikke hell. er 103 det nok til at kunne siges at være kaldet; men kun den, i hvis Bevidsthed Christd. var traadt i Forhold til hans øvrige Livsanskuelse

✂ f med mindre man vilde sige at det at de ikke vare kaldede det netop var Prædestination; men da kom man jo i Modsigelse med det første Udsagn, at de Udvalgte vare de kaldede.

✂ Sammenstødet d. 30 Nov., da de gav »de to Dage« med en ubekjendt, men smuk Dame (hun talte Tydsk) var ene i Parquettet med en lille Broder - hun forstod Musikken.

✂ Hvad ligger der i disse Ord: dersom de ikke troe Moses og Propheterne, troe de heller ikke om Nogen opstod fra de Døde. -

✂ Hvor skjønt er ikke Jødedommens forberedende Forhold til Christd. antydet i Sagnet om den evige Jøde (cfir. ein Volksbuchlein p. 27), hvor det fortælles som hans Livs Endeligt, at han bestandig ledsager dem, som komme fra fierne Egne, for at besøge det hellige Land.

✂ Mythologie er Evighedens Idee (den evige Idee) Fastholdelse (Undertrykket-Væren) i Tids og Rums Kat egorie - i Tidens f. E. Chiliasme eller Læren om et Himmeriges Rige, der begynder i Tiden†; - i Rummets f. E. naar en Idee opfattes i en endelig Personlighed. Ligesom derfor det Poetiske er det Conjunktiviske, men heller ikke gjør Fordring paa at være mere (den poetiske Virkelighed) er det Mythologiske derimod en hypothetisk Sætning i Indicativ (cfr. p. l i denne Bog), det ligger netop i Conflikten derimellem idet det Ideelle, tabende sin Tyngde fastholdes i den jordiske Skikkelse. -

✂ Modsætningen til Spidsborgerlighed er egenlig det Quækeriske (i dets abstrakteste Betydning), hvor det ogsaa omfatter den Ubestemthed og Tilfældighed, der findes i Livet hos Mange, overhovedet Annihilisation af den historiske Udvikling.

✂ Den hele idealistiske Udvikling i Fichte f. E. fandt vel et Jeg, en Udødelighed, men uden Fylde, som Auroras Mand, der vel udødelig, men uden evig Ungdom endte med at blive en Græshoppe. -

✂ Fichte kastede i Fortvivlelsen den empiriske Baglast over Bord og kuldseglede. -

✂ Som Exempel paa en Arie, der i en vis Henseende er tilfældig i en Opera, men som dog igjen fra en anden Side er af yderste Væsenhed, er den første Arie i »de to Dage«, der er fremkaldt ved den Gls. Ønske om, at høre den, fordi han holder saa meget af den, (dette er det Tilfældige ved dens Existents), hvorimod det, at den saa dybt har grebet den unge Savoyard, der paa en Maade maa ansee den for at være componeret for sig, for sit Liv; det at det viser sig, at hans Redningsmand er den Greve, som hans Fader igjen frelser, uden at vide det; det dybe inderlige Liv i Savoyardernes lille Kreds midt i Livets støiende Larm, som paa en Maade er Grundtonen i Stykket, gjør netop denne Arie til Noget, der hører til denne Operas Hjerte. -

✂ Uagtet vi selv saa lidet stræbe hen til at danne Samfund, til at arbeide i Forening til at stræbe hen til eet Maal, men tvertimod ere temmelig egoistisk isolerende, separerende, saa interesserer vi os dog bestandig for det saaledes knyttede Liv (Munke - Tyve - Røvere - det spidsborgerlige Liv - det religieuse Livs Misfostre ell. Snylteplanter??? politisk Liv i Revoloution - Riddervæsnet) idetmindste viser det associerende Element sig i vor Tid paa en udvortes Maade f. E. ved 105 Pengebidrag (engelske Bibelselskaber - Foreninger til at understøtte Grækerne - Stiftelser for moralsk fordærvede Personer -).

✂ Schleiermacher som Stoicismen gjenfødt i Christendommen.

✂ Det er vel sandt (hvad jeg seer af en Critik over Baggesen efter det Tydske i Kiøbhsposten for idag) at B. mangler hiint »Uudsigelige«, men det er netop det Romantiske, en idelig Grib en efter Noget, der svinder bort for Een, derfor kan den aldrig levere det, men kun Afbilledet deraf Skyggen etc. *dolgoeO* Allegorien, cfr. mine Papirer over det Romantiske, det Classiske har egenlig ingen Allegorie.

✂ Naar det Dialectiske (Romantiske) er verdenshistorisk gjennemlevet (en Periode jeg vistnok ogsaa meget betegnende kunde kalde Individualitets-Perioden (noget, som ogsaa let lader sig historisk eftervise)) maa det sociale Liv igjen i høieste Grad komme til at spille sin Role, og Ideer, som Stat (f. E. som den var hos Grækerne; Kirke i ældre katholsk Betydning) maa nødvendigviis rigere og fyldigere komme igjen det vil sige med alt det Indhold som den overlevede Individualitets Forskjel kan give Ideen, saaledes at Individet Intet har at betyde som saadant; men alt som Leed i Kjeden. Derfor begynder ogsaa Begrebet Kirke mere at gjøre sig gjeldende, Begrebet om en fast objectiv Tro etc., ligesom ogsaa Tilbøiligheden til at constituere Selskaber er en, skjøndt hidentil daarlig, Forløber for denne Udvikling.

✂ Politikere - Spartanere - Modsigelse i at opoffre Livet. Evangeliet lærer om Loven det samme 106 Det Romantiske i Solon, der vilde, at hans Love kun skulle gjelde i 100 Aar.

✂ Naar Staten ret faaer sin Betydning vil det at landsforvises blive, hvad det var hos Grækerne, den haardeste Straf.

✂ Ligesom der gives en apriorisk Sikkerhed i Sammenligning med hvilken ethvert empirisk Factum er et forsvindende, saaledes er Troen (efter det protest: Lærebegreb) den aprioriske Sikkerhed for hvilken al Gjerningens Empirie forsvinder. -

✂ Mærkeligt er det imidlertid i denne Henseende, at det er Katholikerne, der lære, at Een kan have Troen uagtet han er i Dødssynd, hvorimod Protestanterne benægte det. (cfr. Apologien for den augsburgske Confession).

✂ Man kan naturligviis gjøre ved Hegels logiske Trehed, hvad man kan gjøre ved Alt - outrere den, ved at overføre den paa de allersimpleste Gjenstande, hvor den vel er sand; men desuagtet latterlig. Saaledes som hvis Een vilde gjennemføre den paa Støvler, vise det umidd. Standpunct, derpaa det diabetiske (at de begynde at knarke) dette tredie Eenhedens. -

✂ Der maa i Mythologie-Udviklingen være et Stadium, der svarer til den hele Periode i Barndommen, da Individet saa lidet har udsondret sig fra det Hele, at det siger: mig slaaer Hesten, hvor Individet er saa lidet sondret fra det Hele, at det kun ligesom i flygtige Øieblikke kommer tilsyne omtrent som »die Wellenmädchen« paa en Tegning, der findes i Kobberne til Wollmer, vollständiges Wörterbuch der Mythologie paa Plade CXV., hvor det saa rigtigt er viist og gjort anskueligt ligesom en Avlekraft i dens Vorden

✂ Jeg haaber, at efterhaanden den momentane Trøst og Tilfredshed, - der ikke er andet end den Busk, der skjød op og skyggede over Propheten Jonas (under hans tunge Kald at forkynde Ninivitemes Undergang; og saa længe vi saa at sige have det samme Kald med Hensyn til os selv, saa længe kan vi i det høieste nyde den samme Husvalelse) for strax at visne igjen, - skal afløses af en langt dybere Ro, som vil bevirke, at vel Overfladen kan smertelig berøres men som ikke rører det Inderste.

✂ Der er mange Mennesker, der komme til et Livs-Resultat ligesom Skoledrenge; de snyde deres Lærer ved at skrive Facitet ud af Regnebogen uden selv at have regnet Stykket.

✂ Det at Christendommen ikke er kommen udover Modsigelsens Grundsætning viser netop dens romantiske Characteer. Hvad er det, som Goethe har villet oplyse i hans Faust, andet end netop denne Sætning?

✂ Det er ret mærkeligt, at Christus netop blev 33 Aar gammel, hvilket Antal Aar jo efter almindelige Beregninger betegner en Generations Alder, saaledes at ogsaa heri ligger noget Normalt, idet hvad der ligger ud over dette Antal er det Tilfældige.

✂ Der maa dog gives Noget, der er saa saligt, at det ikke lader sig udsige med Ord - hvorfor blev ellers de Mænd, hvem noget ret Stort blev aabenbaret: stumme? -

✂ Paa et høieste Stadium løbe Sandserne i hverandre. Ligesom Lemming ved at stryge Guitaren gjorde Tonerne næsten synlige - saaledes bliver 109 ved Maanens Skinnen paa Vandet Overfladens Farvetoner næsten hørlige.

✂ Man er for Øieblikket Intet mere bange for end den totale Bankerot, som det synes hele Europa gaaer imøde, og glemmer derover den langt farligere, som det synes uundgaaelige Fallit i aandelig Henseende, som staaer for Døren - en Sprogforvirring, langt farligere end hiin babyloniske (repræsentative), end hiin paa Middelalderens babyloniske Forsøg fulgte National- og Dialectforvirring - en Forvirring nemlig i Sprogene selv, et Oprør, det farligste af alle, Ordenes nemlig, der løsrevne fra Menneskets Herredømme fortvivlede ligesom styrte ind paa hverandre, og af dette Chaos griber Mennesket ligesom af en Lykkepose det første det bedste Ord for at udtrykke sine formeentlige Tanker*). Forgjeves søge enkelte store Mænd at mynte nye Begreber og sætte dem i Circulation - det nytter ikke. Kun et Øieblik forbruges de, og det end ikke af Mange, og bidrage saa blot til at gjøre Forvirringen endnu værre; thi een Idee synes at være bleven Tidsalderens fixe, det er den: at være kommen ud over sin Formand. Kan man beskylde Fortiden for med et vist dovent Selvbehag at glæde sig ved det, den havde, saa var det saamænd Synd at beskylde Samtiden derfor (Fortidens Menuet og Nutidens Gallopade). I en underlig Illusion raaber den Ene bestandig, at han er kommen udover den Anden, ligesom naar Kjøbenhavnerne med en philosophisk Mine tage ud til Dyrehaugen »for at see« uden at erindre, at de netop selv derved blive Object for de Andre, der jo ogsaa blot ere komne ud for at see. Saaledes seer man den Ene bestandig at springe Bukkespring over den Anden, - »paa Grund af Begrebets immanente Negativitet«, hørte jeg forleden af en Hegelianer, idet han trykkede min Haand og tog selv Tilløb for at springe. - Naar jeg seer et Menneske med stor Travlhed ile igjennem Gaden, saa er jeg sikker paa, at han i sin Glæde raaber over til mig: jeg er kommen udover - uheldigviis hørte jeg ikke hvem det var (thi det, jeg her fortæller, er en virkelig Begivenhed), men jeg vil lade Navnet in blanco, saa kan Enhver indsætte det, **) Man taler efter Ideeassociation (Ordenes Selbstsucht). 111 han finder for godt.*) Har man beskyldt ældre Kritikere for altid i deres Krebsegang at søge en ældre, hvem de kunde bruge som Mynster for at dadle en nyere, saa var det Synd at beskylde Samtiden derfor, thi her er i det Øieblik, Kritikeren sætter sig ned for at skrive, neppe den Forfatter til endnu, som skal afgive Idealet, og med Forundring seer Forlæggeren, der vil paaskynde Kritikerens Værk, istedetfor dette allerede en Antikritik over den endnu ikke skrevne Kritik†. De fleste Systemer og Anskuelser datere sig ogsaa fra igaar, og Resultatet kommer man ligesaa let til som til Forliebelse i en Roman, hvor det hedder: at see hende og elske hende, det var Eet††- og det er ved et underligt Tilfælde, at Philosophien har faaet en saa lang historisk Hale som fra Cartesius til Hegel, en Hale, der imidlertid i Sammenligning med den i sin Tid brugte fra Verdens Skabelse ikkun er meget liden, ja næsten at sammenligne med den, som Mennesket efter Naturforskernes Mening har. Men naar man seer, hvor nødvendigt det i den senere Tid er bleven at begynde ethvert philosophisk Værk med den Sætning: »Der var en Gang en Mand, der hed Cartesius«, fristes man let til at sammenligne den med Munkenes bekjendte Adfærd. Men kunne nu end enkelte begavede Mænd nogenledes redde sig selv, saa seer det ogsaa desfarligere ud for dem, som maa leve af Andre. Disse maa nemlig gribe de i den største Fart forbi dem svævende Terminologier, hvorved deres Udtryk bliver saa buntet og broget (en Slags Blumenlese), at ligesom det ved det franske Sprog let kan hænde en Fremmed at sige en Equivoque, saaledes de ofte en heel Bog igjennem sige det Samme, kun med forskjellige Udtryk fra forskjellige Systemer. Paa Grund deraf indtraadte nu ogsaa et Phænomen**), som har megen Lighed med hiin bekjendte Disput mellem en Katholik og en Protestant, der overbeviste hinanden, idet nemlig man ved den aldeles vage og ubestemte Betydning af Ordene let kan overbevise hinanden. Men i denne Ideernes vilde Jagt er det dog ret interessant at observere det lykkelige Moment, **) Ligesom visse Mennesker med en instinctmæssig Heftighed sløife enhver Ujævnhed i Papiret, saaledes ere de, saasnart de høre et Navn, strax ude derover. ***) hvilket i Forening med den barhalsede danske Djærvhed har gjort Polemiken ligesaa unyttig som vammel. 112 hvori et saadant nyt System naaer Keiserdømmet*). Alt bliver nu sat i Bevægelse, og fornemmelig gaaer det ud paa ogsaa at gjøre Systemet populairt; per systema influxus physici griber den alle Mennesker. Hvorledes Kant i sin Tid blev behandlet er noksom bekjendt, og jeg behøver derfor blot at erindre om den uendelige Mængde af Lexiconner, korte Indbegreb, populaire Fremstillinger, Udviklinger for Hvermand osv. Og hvorledes er det ikke i den senere Tid gaaet med Hegel, den af alle moderne Philosopher, der ved sin strænge Form vel meest maatte paabyde Taushed? Hvorledes er ikke den logiske Trehed bleven gjort gjeldende paa den meest naragtige Maade? Og det forundrede mig derfor ikke, at min Skomager havde udfundet, at den ogsaa lod sig anvende paa Støvlers Udvikling, idet, som han bemærker, det Dialectiske, som altid er det første Stadium i Livet, endog yttrede sig her, hvor ubetydeligt det end kunde synes, ved den Knirken, som vist ikke var undgaaet nogen dybere forskende Psycholog, hvorimod Eenhed først senere indtraadte, i hvilken Henseende hans Støvler langt overgik alle Andres, der som oftest gik under i Dialectik, en Eenhed, der paa det høieste var opnaaet i hiint Par Støvler, Carl XII foretog det bekjendte Ridt med; og idet han nu som orthodox Skomager gik ud fra den Sætning, at det Umiddelbare (Fødder uden Støvler - Støvler uden Fødder) var en reen Abstraction, optog han det derimod som det første Stadium i Udviklingen. Og nu vore moderne Politikere! De have ved at optage Hegel i Sandhed givet et frappant Exempel paa, hvorledes man kan tjene to Herrer, idet deres revolutionære Stræben blev parret med en Livsanskuelse, der netop er et Helbredelsesmiddel derfor, et godt Middel til at hæve en Deel af den Illusion, der er nødvendig for at begunstige deres phantastiske Stræben. Og Phænomenets Virkelighed vil man dog vist ikke nægte, naar man erindrer, at Ordene: umiddelbar Eenhed forekomme ligesaa nødvendigt i enhver videnskabelig Afhandling som en Brunette og en Blondine i enhver nogenlunde vel indrettet romantisk Husholdning. For det lykkelige Moment fik da ogsaa ethvert Partie en hellig Skrift, hvori der dog var een Bog, der næsten altid var meget kort og undertiden næsten usynlig, og denne var desværre - Apostlenes Gjerninger. Og hvor forunderligt er det ikke **) Det ender formodenlig med, at man maa sætte Philosophien til Auction; for Øieblikket synes der virkelig ingen Kjøber at være. 113 at see, at den Tid, hvis sociale Stræben noksom udbasunes, skammer sig ved Middelalderens Munke og Nonner, da dog - for blot at blive ved vort eget Fødeland, - der der har dannet sig et Selskab, der næsten synes at optage hele Riget, hvor en Taler begyndte saaledes: Kjære Brødre og Søstre. Hvor underligt, at see dem dadle Middelalderens Jesuitisme, da dog netop den liberale Udvikling, som enhver eensidig Begeistring, har ledet og maa lede dertil. Og nu Christendommen, hvorledes er den ikke bleven behandlet? Jeg deler ganske Din Misbilligelse af, at ethvert christeligt Begreb er bleven saa forflygtiget, saa aldeles opløst i en Taagemasse, at man umuligt kan kjende det igjen. Begreberne Tro, Incarnation, Tradition, Inspiration, der paa det christelige Gebeet ere at henføre til et bestemt historisk Factum, have Philosopherne fundet for godt at give en ganske anden almindelig Betydning, hvorved Tro bliver den umiddelbare Bevidsthed, som i Grunden ikke er andet end det aandelige Livs vitale Fluidum, dets Atmosphære; Tradition er bleven Indbegrebet af en vis VerdensErfarenhed, hvorimod Inspiration ikke er blevet andet end Resultatet af Guds Indblæsen af Livsaanden i Mennesket, og Incarnation ikke er bleven andet end en eller anden Idees Tilstedeværelse i et eller flere Individer. - Og endnu har jeg ikke nævnt det Begreb, der ikke blot er blevet, som de øvrige, forflygtiget men endog profaneret: Begrebet Forløsning, et Begreb som Journalistiken isærdeleshed med en vis Forkjærlighed har optaget og nu anvendt paa Enhver, lige fra den største Frihedshelt og lige ned til den Bager eller Slagter, der forløser sit Quarteer af Byen ved at sælge sine Vahrer en Skilling billigere end Andre. Og hvad er nu herved at gjøre? Bedst var det unægteligt, om man kunde faae Tidens Sangklokke til at forstumme en Stund; men da det formodenlig ikke vil lykkes, saa vil vi idetmindste med vore Finantsmænd tilraabe dem: Besparelser, energiske og gjennemgribende Besparelser. Thi at overbyde sine Formænd kan naturligviis ikke nytte, og istedetfor med en Romanskriver, der - i sin Forbittrelse over, at det: at en Pige i en Roman rødmede over hele Ansigtet, ikke var et Tegn paa, at hun var en anstændig Pige - svoer paa, at enhver Pige, der forekom i hans Romaner, skulde rødme langt ned af Ryggen - istedetfor med ham at gjøre et Forsøg herpaa, ville vi heller erindre om et glædeligere Phænomen: at man fra at bande er vendt tilbage til det simple Udsagn. - Tillige ville vi ønske, at der maatte fremtræde kraftigt udrustede Mænd, der gjenvandt Ordenes tabte 114 Kraft og Betydning, saaledes som Luther gjenvandt for sin Tid Begrebet Tro. Thi paa Alt spores den for Tidsalderen saa characteristiske Opfindelse: Hastværks-Pressen, endog paa den besynderlige Reflexion, Tidsalderen er kommen ind i, som gjør, at den, bestandig ved Reflexion limiterende sit Udtryk, egenlig ikke faaer sagt Noget. Denne besynderlige Vidtløftighed har da ogsaa fortrængt de saa megen Tid og Tale sparende prægnante Ordsprog og istedet derfor ladet fremtræde en vis oratorisk Passiar, der jo endog har bemægtiget sig vore Maaltider. Først naar denne Besparelse tillige med Gjenvindelsen af Sprogets forlorne Sønner er indtraadt, da kan man haabe bedre Tider. Og her forekommer det mig, for igjen at komme ind paa Din Skrivelse, at Grundtvig virkelig har Fortjeneste ved at have gjort et Forsøg paa at belive det gamle kirkelige Sprog og gjøre sin Theori om det levende Ord gjeldende, ihvorvel jeg dog ikke kan undlade at bringe Dig i Erindring, at ligesom vi betegne et fuskeragtigt Skrift med det Ord Smøreri, at vi saaledes ogsaa have et særdeles godt Ord for at betegne den bagvendte Snak - Mundsveir, og at dette nu virkelig skulde virke mere end Skrift, det vil jeg dog tiltrods for Pastor Grundtvigs Paastand, at det skrevne Ord er dødt og magtesløst, tiltrods for den hans Theorier ved en underlig Ironi af Skjæbnen sanctionerende Hof- og Stadsrets Dom: at hans (skrevne) Ord vare døde og magtesløse - det vil jeg dog, siger jeg, troe at turde paastaae.

✂ Jeg har havt Sorg, siden jeg sidst skrev Dig til. Det vil Du blandt andet see af det sorte Lak jeg - skjøndt ellers en Hader af slige udvortes Kjendetegn - da intet andet er at opdrive i vor sørgelige Familie, har maatte bruge. Ja min Broder er død; men besynderligt nok, jeg sørger egenlig ikke over ham, men min Sorg over den for flere Aar siden afdøde Broder er derimod aldeles fremherskende. I det Hele har jeg lagt Mærke til, at min Sorg ikke er en momentant opfattende men i Længden tiltagende, og jeg er sikker paa, at naar jeg engang skulde blive gammel, vil jeg ret komme til at tænke paa de Afdøde, men ikke for - som det hedder i Consolations-Sproget - at glæde mig ved at møde dem hisset; men for ret at føle, at jeg har tabt dem. Hvad min nu afdøde Broder angaaer, da er jeg sikker paa, at Sorgen først ret vil vaagne efter lang Tids Forløb. - I det første Øieblik møder der saa mangfoldige latterlige Omstændigheder, at jeg umuligt kan lade være at lee. Saaledes for at give Dig et Exempel. Idag træder min Svoger Kommissionæren - jeg har før omtalt ham og skal ved Leilighed skildre ham nøiere, - ind for at trøste hans Søster; med sin fine, underligt skrattende Stemme, der saa ypperligt parodierer det Gentlemansagtige, han søger at tilkjæmpe sig i sit Udvortes, udbrød han: Ja! Was ist der Mensch? En Clarinet, svarede jeg, hvorved han ret faldt ud af sin Rolle og søgte at udvikle for mig, at den egenlige Gentleman ikke havde en Stemme som en Bjørn men en sonor og velklingende. Og under hele denne Udvikling stod han bestandig foran Speilet og glattede sit Haar eller rykkede et eller andet ud, der var bleven lidt graat eller lidt formeget erindrede om dets oprindelige Farve - den røde, - hvortil han forøvrigt paa sit Toiletbord har et eget Instrument, en Niptang, - og jeg troer vist, at det med Sandhed kan siges om ham med Hensyn til hans eget Hovedhaar, hvad der siges i Evangeliet om alle Hovedhaar, at de ere talte. Nu traadte Bedemanden ind for at erkyndige sig, om man ønskede, at der foruden Skinke, Spegepølse og Hollandskost, skulde serveres andet og tilbød sig at foranstalte alt det Fornødne, hvilket min Svoger Kommissionæren erklærede sig imod, da det, som han meente, vilde være godt, at hans af Smerte dybt nedbøiede Søster fik Noget at tænke paa for 116 derved at glemme det Øde og den Stilhed, der herskede rundt om hende efter hendes »salig Mand«. (Det er forskrækkeligt, saa hurtigt Folk lære at sige det, *dolgoeO* den Mand, der som salig nu ikke trænger mere til mig, og jeg som en naturlig Følge heller ikke mere til ham jeg lægger altid Mærke til Folk, hvor hurtigt de komme igang med at sige: »min salig Mand, min salig Kone«. Ligesom ved et analogt Phænomen: jo hurtigere en Kone taler om Riset - desto mindre Blufærdighed. Derfor vil man vist og lægge Mærke til, at man i Begyndelsen lader Børnene - paa et af de Spørgsmaal, som gjøres ethvert Barn i det korte Indbegreb af Viden, der bibringes dem: »hvad skal Barnet have?« - svare: »Da-Da«; og med slige sørgelige Betragtninger begynder Barnets første dog vel meest uskyldige Periode, - og desuagtet nægter man Arvesynden!

✂ Han raadede hende, da det just var Flyttetid, ogsaa jo før jo hellere at flytte et andet Sted hen for at »undgaae det sørgelige Minde«. Ja rigtigt: »undgaae det sørgelige Minde!« Det passer godt til Erklæringen i Adresseavisen: »at man har tabt Alt«. - Nei i Sandhed, den, der har tabt Alt, for ham blev netop disse Minder dyrebare, glædelige; thi han kan jo aldrig leve lykkeligere end i Fortiden. Een Ting er der, som man kan være temmelig sikker paa, at de Fleste tabe ved slig Leilighed, det er Hukommelsen. - Jeg forbigaaer saa de mellemliggende Dage. Nu kom da Begravelsesdagen. Store Masser af den omtalte Ost, Pølse og Skinke bæres om, diverse Vine og Kager mangle ikke - man seer Ingen nyde Noget - ak, saa stor er Sorgen! Her er virkelig den Regel af Bogen »om den fine Levemaade«: at Ingen maa begynde at spise før hans Nabo, bogstaveligt gaaet i Opfyldelse. Gud hjælpe os, skulde den ligesaa bogstaveligt gaae i Opfyldelse ved ethvert Maaltid! I gamle Dage mindedes man ved slige Leiligheder ved en naturlig Ideeassociation om den sande Sætning, at uden 01 og Mad er Helten ingen Ting, og derfor holdt man et Gravøl, men see nu er det blevet til et - Graverøl; thi Bedemænd, Ligbærere, Gråverkarle osv., det er dem, der spise for os alle. Ved slig Leilighed faaer jeg altid en forskrækkelig Appetit med og begynder tiltrods for den fine Levemaade først, - og desuagtet er der Ingen, der vil følge mit Exempel.

✂ Paa Bryllupsdagen kom et Brev fra hendes Broder; han var Captain i brasiliansk Tjeneste. Det blev overgivet til hende, og da vi alle længtes efter at høre fra ham, læste jeg det op:

✂ »Kjære Søster! Hvad han var for Dig, derom vil jeg ikke tale, det føler Du vist selv for vel. Jeg vil blot sige, at uagtet jeg her seer 100 falde dagligjeg desuagtet i Sandhed føler, at Døden vel er et almindeligt Lod, men ogsaa, at jeg kun har haft een Svoger, ligesom Du vist ogsaa føler, at han var Din første og sidste Kjærlighed.

Efterskrift.

✂ Undskyld det korte Svar; langvarig Snak har Du vist maattet døie nok af, og jeg har just faaet Ordre til Slag og maa lette. - Lev vel og husk paa, at den korte Tid var den apparente Polhøide, og tak Gud, at den varede saalænge; som den apparente Høide er, saaledes er den virkeliges Quotient.

✂ Jeg vil overhovedet ikke mere tale med Verden; jeg vil see at glemme, at jeg nogensinde har gjort det. Jeg har læst om en Mand, der i 50 Aar har ligget i sin Seng, aldrig talt til noget Menneske, og jeg vil, ligesom Dronning Gudrun efter at have været oppe at skjendes med O...., gaae i Seng efter at have skjendtes med Verden. Eller jeg vil see at flygte hen paa et Sted, hvor Ingen kjender, Ingen kan forstaae mit Sprog jeg ikke deres, hvor jeg ligesom en Kaspar Hauser den anden kan staae - uden at jeg egenlig veed, hvorledes det er gaaet til, - midt paa Nürnberger Gade.

✂ Det er netop Ulykken, at ligesom man har forud udviklet Noget, saa er man det selv. Jeg meddeelte Dig forleden en Idee til en Faust, nu føler jeg først, at det var mig selv, jeg beskrev; neppe læser eller tænker jeg paa en Sygdom, førend jeg har den.

✂ Hvergang jeg vil sige Noget, er der En, der lige i samme Øieblik siger det. Det er ligesom jeg var en Dobbelttænker, og mit andet Jeg bestandig kom mig i Forkjøbet, eller medens jeg staaer og taler, alle Folk troe, at det er en Anden, saa at jeg med Rette kan gjøre det 118 Spørgsmaal, som Boghandler Soldin gjorde sin Kone: Rebekka, er det mig, som taler? - Jeg vil rende ud af Verden, ikke i Kloster, - jeg har Kraft i mig endnu, - men for at finde mig selv (det Samme siger enhver anden Vrøvler), for at glemme mig selv; heller ikke hen, hvor en snadrende Bæk over Marken trasker væk. - Jeg veed ikke, om dette Riim er af nogen Digter, men jeg vilde ønske, at en ubøielig Ironi vilde tvinge en eller anden sentimental Digter til at skrive det, dog saaledes, at han selv bestandig læste noget Andet. Eller Echoet - ja Echo, Du Ironiens Stormester, Du, der i Dig selv parodierer det høieste og dybeste paa Jorden: Ordet, der skabte Verden, idet Du blot giver Bobinetsomridset, ei Fylden - ja Echo, hævn alt det sentimentale Vaas, der skjuler sig i Skove og Enge, i Kirke og Theater, og som d er engang imellem løsriver sig og overdøver mig Alt. Jeg hører ikke i Skoven Træerne fortælle gamle Frasagn osv., - nei mig tilhviske de al den Sludder, de saa længe have været Vidner til, mig bede de i Guds Navn om at hugge dem om for at fries fra disse Naturens Tilbedere, der vrøvle. - Ja gid alle disse Vrøvlehoveder sad paa een Hals; jeg skulde nok med Caligula vide hvad jeg havde at gjøre. Jeg seer allerede Du bliver bange for, at jeg skulde ende paa Skafottet. Nei seer Du vel - der vilde vel Vrøvlehovedet (jeg mener det, der indbefatter alle de enkelte) have bragt mig, men Du forglemte, at det gjør ingen Skade i Verden. Ja Echo, - Du, som jeg engang hørte revse en Beundrer af Naturen, da han udbrød: hør hist, eensomme Fløitetoner af en elskende Nattergal - og Du svarede: gal - ja hævn hævn Du - Du er Manden! -

✂ Nei, jeg vil ikke gaae ud af Verden - jeg vil gaae i en Daarekiste, og jeg vil see, om ikke Vanvids Dybsind skal afsløre mig Livets Gaade. O Dosmer, at jeg ikke forlængst har gjort det, ikke forlængst har forstaaet, hvad det vil sige, naar Indianerne ære de Afsindige, gaae afveien for dem. Ja i Daarekisten - troer Du ikke, at jeg kan komme derind?

✂ - Lykkeligt er det dog, at Sproget har en Deel Udtryk for Vaas og Passiar. Hvis ikke, blev jeg afsindig, thi hvad andet var det et Beviis paa, end at alt, hvad man sagde, var Vaas. Lykkeligt er det, at Sproget er saa uddannet i saa Henseende, thi saa kan man dog haabe stundom at høre fornuftig Tale.

✂ Man kalder det en Tragedie, naar Helten sætter sit Liv til for en Idee - Galskab! (Da priser jeg de Christne, de kaldte Martyrernes Dødsdage deres Fødselsdage, idet de dermed forbandt den glade Forestilling, som man ialmindelighed gjør.) - - Nei, Misforstaaelse! Jeg derimod sørger, naar et Barn fødes, og ønsker: o, Gud give, at det dog idetmindste aldrig maa opleve at blive confirmeret! Jeg græder, naar jeg seer eller læser Erasmus Montanus; han har Ret og ligger under for Massen. Ja deri stikker det. Naar enhver confirmeret Æder er stemmeberettiget, naar Stemmefleerhed afgjør Sagen - ligger man da ikke under for Masse, for Kjødhoveder? - Ja, Giganterne, laae de ikke ogsaa under for Masse? og dog - og det er den eneste Trøst, som er tilbage! - dog skrække de engang imellem de Hottentotter, der trave over dem, ved at drage deres Aandedrag og udstøde et ildglødende Suk, ikke for at beklages - nei, al Condolence frabedes; - men for at forskrække. Jeg vil - - Nei, jeg vil slet ingen Ting. Amen!

✂ Og naar man nu møder en Idee, der sprang levende og frisk ud af et Individs Pande, paa tyvende Haand og meget mere, - hvormeget Sandt blev der da tilbage? I det høieste kan man sige med Ordsproget: det smager dog altid af Fugl, sagde Kjærlingen, hun kogte Suppe paa en Green, der havde siddet en Krage paa.

✂ Det er den Vei, vi Alle maae gaae - over Sukkenes Bro ind i Evigheden.

✂ Det er disse smaa Drillerier, som saa meget forbittre Livet. Jeg kan med Glæde arbeide frem mod en Storm, saa at Blodet er færdig at springe ud af mig; men den Vind, der blæser mig et Støvkorn i Øiet, kan gjøre mig saa ærgerlig, at jeg stamper med Foden.

✂ Disse smaa Drillerier, - ligesom om naar En vilde udføre et stort Værk, en stor Gjeming, for hans og Manges Liv afgjørende - og saa en Brems satte sig paa Næsen.

✂ Den ene Tanke afløser den anden; ligesom den er tænkt, og jeg vil skrive den ned, er der en ny - hold den, grib den - Vanvid - Afsindighed!

✂ Før vilde man gjøre Menneskene til Brøks-Mennesker; nu forvandler man dem til en Abstraction; den ene seer aldeles ud som den anden (»djærve, følende, begeistrede Danske«) og nu bliver det let, at der fremtræder en Wehmaler og maler ungersche og dänische Nationalgesichter, Portraiter, som ere malede førend man seer Individet. Alt gaaer jo ud paa at skaffe Enhver Nationalgesicht, ligesom man har en Nationaldragt.

✂ Jeg hader overhovedet disse halvstuderede Røvere - hvorofte har jeg ikke, naar jeg kom i Selskab, med Flid sat mig hen for at tale med en eller anden gammel ugift Dame, som lever af at fortælle Familie-Nyt, og med den største Alvorlighed hørt paa Alt, hvad hun kunde snakke op.

✂ Jeg taler helst med gamle Fruentimmer, der føre Familievrøvl, dernæst med Afsindige - og tilsidst med meget fornuftige Folk.

NogetomHamann.

✂ Det er ret interessant netop i vor Tid, hvor det staaer som anerkjendt Udbytte af Tænkning, at det, det kommer an paa, er at leve for sin Tid, og at den abstracte Udødelighed, man hidtil har glædet sig ved, var en Illusion - det er ret interessant netop paa den Tid at see, at der dog ogsaa ligger Noget i det: at leve for en Efterverden og blive misforstaaet af Samtiden. Mellem disse to Extremer bevæger man sig bestandig; medens Nogle staa isolerede i Verden, som en Simon Stylita under utallige smidige Bevægelser, eller i det høieste slaae med Vingerne ligesom tamme Gjæs, beundrede eller rettere begloede af den gabende Pøbel, haanede af Spidsborgerne, tjente af Engle - saa er der 121 paa den anden Side uendelig Mange, der ret egenlig leve i Tiden, som saa at sige ere Statslegemets Tangenter, der ved den mindste Bevægelse strax svinges, uden Mulighed af at kunne fastholde et bestemt Indtryk, - der ligesom visse Patienter altid faae et lille Anfald af enhver Omgangssyge: en Classe af Mennesker, hvis Mængde er saa stor, at der i hele Samfundet er indtraadt et Slags aandeligt Bugtalerie. Man hører en forvirret Lyd; man veed knap, om det er En selv, der taler, eller en Anden, og fristes let til med Soldin at sige: Rebekka, er det mig, som taler? See paa den Maade at leve i Tiden og døe i Tiden, det har ikke noget synderligt opmuntrende ved sig, og dog er det ikke stort mere, der bliver tilbage for de fleste Mennesker, der nu engang have sat deres Fornuft i Pant for den Phrase: at leve med sin Samtid. At det nu ikke har været de enkelte store Mænds Mening, der først have udtalt denne Livsanskuelse, det er vistnok; men det er netop Ulykken, at naar en fornuftig Mand lukker Munden op, saa er der strax Millioner parate til i største Hast - at misforstaae ham. Ja Gud hjælpe dem, skulde han paa militairviis høre Feltraabet af den sidste igjen (der gives et Feltraab, som Gud hviskede Adam i Øret, som den ene Slægt skulde overlevere til den anden, og som skal affordres dem paa Dommedag) - Gud hjælpe ham, det maatte være frygteligt!

✂ Saa meget med Hensyn til hiin Misforstaaelse, og tillige haaber jeg, at det vil fremlyse, at enhver Mand, der i egenlig Forstand skal udfylde en Periode i Historien, altid maa begynde polemisk, netop fordi det følgende Stadium ikke er et blot og bart Resultat af det Foregaaende. Var det ikke Tilfældet med Holberg, ikke Tilfældet med Goethe, ikke Tilfældet med Kant - osv. osv. Og maa det ikke være saa, maa ikke ligesom ved en Procession (der netop er det Nye, der skal komme) først Stokkemændene gjøre Plads? Her beroer det naturligviis igjen paa, hvor hurtigt det Nye følger ovenpaa Polemiken, om det er Sandheden, der maa kjæmpes for i Aar og Dage, eller det er kun en eller anden ubetydelig Modification.

✂ Hvor ulyksalige ere ikke vi Mennesker, hvor faa ere ikke de Ting, der skaffe os varige og solide Glæder. Allerede havde jeg ved min 122 Udholdenhed haabet at komme i »Possession af Jomfruen« -. O fortræffelige Holberg! Hvor glædeligt er det ikke at see en Phraseolog som S.T. Hr. Leander saaledes ved et eneste Ord at parodiere sig selv - hans solide Glæder - hans - »Possession af Jomfruen«!

✂ Naar man seer Æsthetikens og Theaterkritikens sørgelige Status her og i den sidste in specie Overskous (M. Rosiflengiuss) æsthetiske Fiskebløderie, Begrebs-Forflygtigelse og Opløselse i den oprindelige Taagemasse, saa kunde man næsten fristes til at troe, at det var bedst, at lave en ny Samling af Benævnelser; men det er farligt, da saadanne Benævnelser let kunne forblive blotte personlige Anskuelsers Udtryk. Vigtigere er det at faae en Kritiker med saa megen Aandsfylde at han kan gjenføde og gjenerobre de gamle Udtryk, omtrent som Baggesen i »Agnete« har været istand til at give et Ord, som næsten var blevet ækelt, sin hele Fylde - det Ord »sød«.

✂ Philosophien skyder for hvert Skridt, den gjør, en Ham afsig og deri krybe de daarligere Tilhængere ind. -

✂ Dersom En efter at have læst Afhandlingen vil sige, at jeg vel taler om den Kunst at fortælle Historier men i hele Afhandlingen snarere synes at ivre derimod, saa vil jeg ikke ubetinget indrømme det, da jeg dog kun har ivret mod Misbrug, og tillige gjøre opmærksom paa, at jeg har taget det Ord: »fortælle Historier« i en vidtløftigere Betydning om alt det, hvormed man beskjæftiger Børns Aand uden for de egentlige Læretimer, og som man ikke ligefrem kan kalde Leg, i hvilken Henseende dog vistnok det at fortælle Historier spiller en Hovedrolle.

✂ At saa Mangfoldige give sig af med at fortælle Børn Historier er en naturlig Følge af, at der er en saa stor Mængde Børn og af den i dem saa dybt grundede Lyst til at høre fortælle, og dog er der saa Faa, der egentlig have Talent dertil; som en Følge deraf foraarsages der megen Skade derved. Der gives to Maader at fortælle Børn Historier paa, 124 som er at anbefale; men mellem disse to ligger ogsaa en Mangfoldighed af Afveie.

✂ Den første er den, som Ammer - og hvad man kan sætte i Categorie dermed - ubevidst følge. Ved dem gaaer en heel phantastisk Verden op for Barnet, og Ammerne ere inderlig overbeviste om og troe paa Sandheden af deres Historier*), hvilket nødvendigviis maa bibringe Barnet en gavnlig Ro, hvor phantastisk forøvrigt Indholdet selv kan være; først naar Barnet selv kommer paa Spor efter, at Vedkommende ikke troer paa sine Historier, først da virke de skadeligt - dog ikke ved Indholdet selv men ved deres Usandhed med Hensyn til Fortælleren - paa Grund af den Mistillid og Mistroiskhed, Barnet efterhaanden udvikler hos sig.

✂ Den anden Maade lader sig kun realisere af den, der til fuldkommen Klarhed har reproduceret Barndomslivet, - veed, hvad det forlanger, - veed, hvad der er godt for det, og nu fra sit ophøiede Standpunct byder Børnene en Aandsføde, der er dem tjenlig, - veed at kunne være Barn, medens Ammerne igrunden ere Børn - (at Børn have Leilighed til at nyde godt af begge Maader, er saare gavnligt, og man troe ingenlunde, at det andet Standpunct aldrig vil anerkjende det første. Nei, tvertimod hvad der altid er Tilfældet med Halvstuderede: at bortskjære Udviklings-Veien, saa yder den, der har en moden Livsanskuelse, hiin sin Anerkjendelse).

✂ Her er nu ikke en lang Forberedelse. Manden kommer hjem fra det travle Contoir, skifter Strømper, faaer sig en Pibe, kysser Mutter paa Kinden og siger: »Naa, min søde Glut«, (det er for at vænne Børnene til kjærlig Omgang) og nu indtræder der da en Begivenhed, som man seer afbildet paa de fleste Børnebøger: Onkel Frands, der fortæller Historier, hvortil Børnene have glædet sig hele Formiddagen, og lille Frits og Marie komme løbende og klappe i Hænderne: »Onkel**) Frands fortæller.« Moderen grupperer sig mellem Børnene **) »Ammestue-Historier« - i det Udtryk er der vist ligesaa meget taget Hensyn til Fortællingsmaaden som til Indholdet. ***) Desværre er det ikke uden Grund, at det altid er en Onkel, der optræder som virksom, thi Forældrenes Virksomhed indskrænker sig som oftest til paa den maanedlige Regnskabsdag at optræde enten som Profos eller som Præmie-Uddeler for ædel Daad, - begge Dele med en nøiagtig og punktlig Bogholder-Samvittighed. Naar der derfor var Noget ved Onklerne, var der unægtelig Leilighed nok for dem til Virksomhed. 125 med den Mindste paa Armen og siger: hører nu kjønt efter hvad Jeres kjære Fader fortæller!

✂ Dette med Hensyn til Fortællingens Ramme; vor Fortæller. AI almindelig Beskjæftigelse for Børn udenfor de egendige Underviisningstimer - og ogsaa i disse saa meget som muligt - bør være socratisk; man maa vække Lysten til at spørge hos dem, istedetfor at et fornuftigt Spørgsmaal, som maaskee gaaer uden for Onkel Frands' Kreds af Viden eller paa anden Maade er ham ubeleiligt, bliver afviist med de Ord: »den dumme Dreng, kan han ikke tie stille medens jeg fortæller?« - og Moderen for at forhindre alvorligere Optrin forsikkrer, »at han aldrig vil gjøre det mere.« Det, det beroer paa, er at bringe det Poetiske paa alle Maader i Forhold til deres Liv, at udøve en Tryllemagt, ved den meest uventede Leilighed pludselig at lade et Glimt see og igjen forsvinde; man skal ikke henlægge det Poetiske til visse Timer og visse Dage. Omkring et saadant Menneske springe Børn ikke som bengelagtige Kalve med dinglende Been og klappe i Hænderne, fordi de skulle høre en Historie; ham nærme de sig med et aabent, frimodigt, tillidsfuldt Væsen, betroe sig til ham, indvie ogsaa ham med i mangen lille Hemmelighed, fortælle ham deres Lege, og han veed at gaae ind deri, veed ogsaa at give Legen en alvorligere Side. Børnene falde ham aldrig til Besvær, plage ham aldrig, dertil have de for megen Agtelse og Respect for ham*). Han veed, hvad de bestille i Skolen; han læser ikke Lectier med dem, men i Stilhed erkyndiger han sig om hvad de læse, sætter sig ind deri, ikke for at prøve om de kan det, ikke for at tage et enkelt Parti og dramatisere det for dem, ikke for derved at kunne give dem Leilighed til, naar der er Selskab, at glimre; - men for pludselig at lade et Glimt deraf træde frem, paa en individuel Maade sætte det i Forhold til det, som de nu **) Man skal ogsaa selv lære af Børn, af deres vidunderlige Genialitet, som man ogsaa for en Deel maa lade raade og ikke som visse Selvkloge hovmesterere, og derhos erindre Christi Ord, da han var tolv Aar gammel: »Vide I ikke, at det stedse bør mig at være i min Faders Gjerning«? - (Noget Lignende forekommer det mig, at jeg har læst i en af Mynsters Prædikener.) - Man skal heller ikke strax være ved Haanden med det prosaiske Riis som Skolemesteren i »Alferne«, fordi der rører sig noget Dybere i Børnene - derved undgaaer man blandt Andet (o guddommelige Nemesis!) at falde 1400 Alen ned under Jorden og blive til et - Mulæsel. 126 ellers netop beskjæftige sig med, dog aldeles en passant, saa Barnets Sjæl derved electriseres og føler ligesom AJlestedsnærværelsen af noget Poetisk, som vel er ham kjært, men som han dog ikke tør træde for nær*). Derved næres hos Børnene en bestandig aandelig Bevægelighed, en permanent Opmærksomhed paa hvad de høre og see, en Opmærksomhed, man ellers maa fremkogle paa udvortes Maade ved f.E. at lade Børnene komme ind i et meget oplyst Værelse fra et mindre stærkt oplyst, hvor Onkel Frands sidder - ved at kjede dem hele Dagen med Fortællingen om »hvor rart det er at høre Onkel Frands fortælle« o.s.v.

✂ Men uagtet den Klarhed, her hersker, kan der dog let indtræde en vis Sentimentalitet, idet man glemmer, at Manddommen har, hvad Barndommen lovede; man synes, især naar man har med meget opvakte Børn at gjøre, at den dog lovede noget Mere, thi derved griber man ængstende ind i deres Liv, Noget, der virkelig kan komme af denne Grund og ikke altid af trivielt Flæberi. Disse idelige Forsikkringer: »I ere lykkelige, men naar I blive ældre**), saa kommer der Sorger« o.s.v. virke skadeligt, da de, forsaavidt de slaae Rødder hos Barnet, bibringe det en underlig Angst for, hvor længe det dog endnu kan blive ved at være lykkeligt (og derved ere de allerede ulykkelige); - eller forsaavidt denne idelige Jeremiade intet Indtryk gjør, skader den naturligviis som al anden utidig Snak. - Denne Ubestemthed kunde synes at stride imod en vistnok meget rigtig Fordring til Strenghed og skarp Begrændsning: dette skal nærmest re **) Børn interessere sig ikke saa meget for den græske Mythologie, idetmindste ikke for det, der i en modnere Alder ansees for det Herligste (dog Herkules vel nok - NB. Underværkerne). ***) Og Mange begynde saa tidligt dermed, medens Børnene endnu ere ganske smaa, saa der vist stundom falder et saadant Barn ind det, som Abraham af St. Clara fortæller om et lille Barn, at det, lige da det blev født, saae det Jammerlige i Verden saa grant, at det løb ind i Modersliv igjen. - Er det at styrke Børn for Livet? Er det ikke at enervere hele deres Liv ved at berøve dem Enthusiasmens perpetuum-mobile? 127 repræsenteres i Skolen (hiint er jo Adspredelsestimer) i Personligheden selv. Den, der i sin Barndom aldrig har været under Evangeliet men kun under Loven, bliver aldrig fri*) - kanskee det er Uret, men der er noget Nobelt deri; medens jo mere Loven er udviklet, desto mere fremspire smaa Drillerier, og Intet er saaledes istand til som den at frembringe Kleinmodighed. Der ligger en Magt i Øiet til at fremlokke det Godes Spire og knuse det Onde - men den misforstaaede Strenghed og Tugt, en Datter af Magelighed, vil næsten lade den ene Generation tage Hævn over den anden for de Prygl, den selv har faaet, og de Mishandlinger den selv har lidt, ved at behandle den følgende ligesaa.

✂ - Men skal man da ikke fortælle? Jo, Mythologie og gode Eventyr er hvad Barnet behøver - eller: man lade det selv læse dem og fortælle dem og saa socratisk berigtige dem (ved at spørge efterhaanden berigtige dem, saaledes at Barnet nu slet ikke under Læremesterens Tvang corrigeres, men tvertimod synes at berigtige Andre - og den, der ellers forstaaer at behandle Børn, vil vist ikke være udsat for, at det udarter til Hovmod). Men for alting skee det som Impromptu, ikke til bestemt Tid og Sted; Børn skulle tidligen erfare, at Glæden er en lykkelig Constellation, som man maa nyde med Taknemlighed, men ogsaa vide at afbryde itide; og for Alting glemme man ikke Pointet i Historien. - (En Afvei, jeg strax her kan berøre, skjøndt den siden kommer igjen, er det: idelig og saagodtsom hele Dagen at fortælle intetsigende trivielle Historier og derved forarbeide disse Romanlæsere, der hver Dag sluge det ene Bind ovenpaa det andet uden et bestemt Indtryk). Derhos fremkalde man en vis Productivitet (tegne eller paa anden Maade) ved selv idet man fortæller paa mangfoldige Maader at sætte det i Forhold til det, Børnene ellers bevæge og røre sig i.

✂ Nu opkommer det Spørgsmaal: hvad Betydning har egentlig **) En Stat bliver paa en Maade ufri derved, at den giver sig Loven. 128 Barndommen, er den et blot Trin, der kun har sin Betydning i den Omstændighed, at det paa en Maade betinger de følgende Stadier; eller har det selvstændigt Værdi -? Det Sidste have nu Nogle udvidet i den Grad, at de antoge, at Barndommen i Grunden er det Høieste, Mennesket kommer til, og udover det udarter det mere; det Første har havt den Følge, at man deels søgte blot at faae Tiden til at gaae*),

✂ - og kunde man ligesom ved Fierkreaturer ved at slutte dem inde i Mørke fede dem saa stærkt som ellers ikke i et heelt Aar, saa vilde man vist gjøre Alt dertil; deels søgte at gjøre denne »Barndommens kjedsommelige Tid« nyttig og fornemlig sørge for deres physiske Velvære. Den høieste Opdragelses-Maxime paa dette Standpunct lyder saaledes: »Den som ikke spiser Formaden op, faaer ingen Eftermad.« - (Hvor tidt forbittres ikke Børns, det er da især Pigebørns Liv derved, at de idelig maa høre, at man slet ingen Gavn har af dem - o. s. v.).

✂ A/veiene opstaae idet man kommer ud over Ammernes Standpunct og nu ikke fuldender Løbet, men bliver staaende paa Halvveien.

✂ Første Stadium: De, der efter at være komne udover det umiddelbare Standpunct, nu istedetfor, som naturligt var, i den modnere Alder at optage Barndommen forklaret i sig, istedet derfor ere forfaldne til »at være Børn« (jfr. Foryngelsesdrik), disse lange Labaner, som ere saa uskyldige og saa naive, som vilde give Meget til, at deres Skjæg aldrig blev saa stærkt, at de behøvede at rage det af, for altid at kunne være dunglatte, barhalsede Ynglinger, - der i den Grad ere blevne Børn igjen, at de tale som Børn, tilegne sig alle Barnesprogets Vendinger, og som forlængst vilde have bevirket, at vi alle kom til at tale som Børn og skrive som Børn tale: en Carricatur, der vel ogsaa vil komme, naar først den modsatte, som nu er saa hyppig: at Børn ville være gamle Folk, er overlevet. Det er et tragicomisk Syn at see disse lange barnagtige Gliedermænd springe omkring paa Gulvet og ride paa Kjephest med de søde Smaae og høre deres matte Fortællinger om »den uskyldige og lykkelige Barndom«**). - (Jfr. deres Sammenstød **) Dette ligger i Tidsalderens Hastværk, som igrunden miskjender enhver Alder, fordi den troer, at den ene Alder kun er til for den anden. ***) Jfr. Hamann: »Fünf Hirtenbriefe, das Schuldrama betreffend« i »Sämtl. W.«, 2te Th., S. 412 o.f., - men hans altfor polemiske Ironie gaaer her ogsaa for vidt; saaledes vil han i Grunden have, at man skal lære Alt af Børnene i den strængeste Forstand, hvortil ogsaa hans Motto tyder: »Es ist ein Knabe hie, der hat fünf Gerstenbrod«, hvori der aabenbart ligger altfor Meget. Men det ligger nu igjen i hele hans Retning, thi det er vistnok ikke fordi han selv troer det, men for at ydmyge Verden; det er noget Andet med Socrates - hvilket Hamann ogsaa forlanger, - at spørge som Barn, men det er denne besynderlige Polemik, der gjør, at han heller vilde høre Viisdom af Bileams Æsel end af den viseste Mand, heller af en Pharisæer mod sin Villie end af en Apostel eller Engel (som han selv siger etsteds). Hans Polemik gaaer forvidt og involverer undertiden, saa synes det mig, noget Blasphemisk, Noget, hvorved han synes ligesom at ville »friste Gud«. - Forøvrigt er der naturligviis fortræffelige Ting ogsaa i disse 5 Breve.129 med halvvoxne Pigebørn, der ville være voxne: de parodiere hinanden).

✂ Deres Fortællinger »for Børn og barnlige Sjæle« (poetisk Skyllevand). Findes hiin Feil som oftest hos Yngre, saa findes en lignende Afvei hos Ældre, som »nedlade« sig til Børn i den Overbeviisning, at Barndomslivet er saa tomt og indholdsløst i sig selv, at de ligesom ville indblæse det nogen Fylde. I Grunden maa nemlig begge forudsætte Barndommens Tomhed, thi ellers vilde den første ikke indlade sig paa at byde den noget saa Modbydeligt, som en god Natur strax maa secernere; eller den anden indlade sig paa at blæse Livets Aande ind i den. - Man tilintetgjøre heller ikke hele Indtrykket ved efter at have fortalt Noget at ende med: men I begriber da nok, at det kun var et Eventyr? - Noget, der ogsaa kommer igjen i en senere Tid hos Folk, der slet ikke have Sands for det Poetiske og derfor fordærve Indtrykket af enhver Anecdote o.s.v. ved at anstille Undersøgelse om den factiske Sandhed.

✂ Den phantastiske og eensidige Retning, som Fortællingen har taget. Man fandt det urimeligt og skadeligt for Fremtiden at overfylde Børnenes Phantasie med slige Historier, hvorimod det var ret godt at fortælle Noget for at udfylde Tiden og more dem, og nu begynder da, eftersom det jo var blot til Moro og man egentlig ikke gad 130 anvende nogen Tid til at forberede sig*), hiint uendelige HistorieVrøvl om den Hund og den Kat o. s. v., i den rædsomste Monotonie, som imidlertid Børnene, da de engang ere forvænt idelig forlange flere og flere Udgaver af, og som derfor med en eller anden vigtig Forandring (f. E. at engang var det en rød Hund, en anden Gang en sort) stereotyperede vende tilbage**).

✂ Ogsaa det fandt man imidlertid var galt, da jo dog den Tid kunde anvendes bedre, kunde bruges om end under Form af Spøg og Leg til noget Bedre, og heraf udspandt sig tvende Veie: enten at danne dem i, som man kalder det, moralsk Henseende - eller bibringe dem en nyttig Viden. Følgerne af at gaae den sidste Vei vil jeg dvæle lidt ved. Nu kom der ligesom ved et Trylleslag en Landeplage af naturhistoriske, ikke Lærebøger men: Læsebøger og allehaande Billedbøger for at bibringe Børnene Gloser af levende Sprog, og Onkel Frands fortalte sine Reiser i Africa og benævnede Dyr og Planter med Navne af Systemer, og Forældre og Andre spurgte: hvad en Næse heed paa Fransk? o. s .v., eller man lærte dem at klimpre et enkelt Stykke paa Fortepiano, - og vil man end ved Sligt forhindre Børn fra at være forlegne ved at træde frem, saa skal man dog heller ikke gjøre dem forlegne for at træde frem. - Heraf udviklede sig nu en reen atomistisk Viden, som ikke traadte i noget dybere Forhold til Børnene og deres Existents, som ikke blev tilegnet paa en sjælelig Maade og **) Disse kloge Folk, der mene, at det ingen Kunst er at tale med Børn, - til dem vil jeg sige med Hamann: »Kindern zu antworten ist in der That ein Examen rigorosum; auch Kindern durch Fragen anzuholen und zu witzigen ist ein Meisterstück, weil eben Unwissenheit der grosse Sophist bleibt, der so viele Narren zu starken Geistern krönt - et addit comua pauperi.« (Horats Od. III, 21). ***) Engang imellem erindre Vedkommende tilfældigviis en mere eventyrlig Historie fra deres Barndom, men den fortælle de for - saa snart de ere færdige og det Spørgsmaal opkommen er der saadanne Havfruer til? - at svare: nei, det er noget Folk bilder sig ind. - Eller er da Eventyret noget saa Intetsigende, at man strax maa tilintetgjøre Historien og dens Indtryk, at man strax vilde slaae den glimrende Sæbeboble itu for at vise, at den hele Herlighed dog ikke var andet end Sæbevand? Barndommen kræver Eventyret, og det er allerede Beviis nok for dets Gehalt. - Her fremkommer nu det Spørgsmaal, hvorvidt man selv skal troe paa disse Historier. Jeg troer, at naar vor Fortæller gjør det, idetmindste det Spørgsmaal ikke vil fremkomme fra Børnene: er det nu sandt? thi Historien maa udøve en paa engang saa overvældende og saa beroligende Virkning, at det aldrig falder dem ind. Og det: ikke at fortælle Børn slige Phantasien beskjæftigende Eventyr og Sagn, giver netop Plads for en Ængstelse, som ikke modereret ved slige Fortællinger kommer desto stærkere igjen (jfr. »die Verlobung«, Novelle v. Tieck, Dresden 1823, S. 63 nederst, 64 og 65. - Jfr. ogsaa den jævne og simple Fortale til »Nordiske Kjæmpehistorier«, udg. af Rafh, 2det Bind (NB. Fortalen er naturligviis ikke af Rafh), især Slutningen af den, S. 9: »kan det nu vel hænde sig, at En og Anden, som hører disse Fortællinger, vil finde, at Sagaens vældige Bedrifter og Stor-Værker ikke passe med hans Færd og desaarsag forsmaae dem« - rigtigt: hinc illæ lacrymæ!) 131 derved berøvedes al mulig Maalestok, og som en Følge deraf forfaldt de til at antage sig selv for store Naturforskere og Sprogmestere; naar først Enkeltheder skal afgjøre Sagen, er det naturligviis aldeles tilfældigt, hvor mange og hvor faa der høre til Mesterskabet. Deraf Coquetteriet, deraf de travle Marther, der glemme det ene Fornødne. Det er ikke om slig atomistisk Viden det gjælder, at hvad man i Ungdommen nemmer, man i Alderdommen ei glemmer. -

✂ Med Hensyn til den Maade, paa hvilken jeg troer det er nødvendigt ved al Underviisning og al Opdragelse at lade Barnet afføde i al Stilhed Livet i sig, finder jeg nu, ved i disse Dage at læse Steffens »4 Nordmænd«, en god Bemærkning. Jeg har desværre kun den danske Oversættelse, den Steenske Udgave; Stedet findes 2den Deel, S. 250, 51, 52.

✂ Jeg erindrer et Exempel paa, hvorledes i et saadant Liv Alt bliver affødet, Alt, hvad de læste om i Classikerne, afspeiledes; da de nu læste om Ostracisme, indførte de strax den i deres Leg - o. s. v,

✂ Og saa disse Børnebøger for: »artige, flittige, lydige, elskværdige, uskyldige, ufordærvede« Børn, - hvor man altsaa ved at forære dem 132 et Exemplar siger dem, at de ere det, da det jo ellers var en Misforstaaelse at give dem Bogen*).

✂ 1837.

✂ Disposition til en Prædiken. »Hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter« - Indl: det passer paa hele Pharisæernes Liv deres udv: Hellighed - ere da Tanker ikke toldfrie - nei tvertimod betale de Synden langt større Told end Ord og Gjerninger. De invitere til at undskylde sig selv - ved Ord og Gjerning høre vi sjeldnere den Undskyldning jeg kunde ikke gjøre derfor, det ligger i min Natur - de invitere mere til at forblive deri fordi de kunne skjules - de forhindre langt mere Omvendelsen, fordi man bortskjær den Straf og Lidelse og Ydmygelse her i Verden som ogsaa er et Guds Kald.

✂ Til at kunne skrive en sand dramatisk Replique, hører at man er kommen til betydelig Klarhed og ud over det Almindelige taageagtige Ubestemte; paa et foregaaende Standpunct vil man skrive det der skulde være Replique ind med mell. de parenthetiske Bemærkninger, der gjerne trykkes med smaa Bogstaver og hvori man fortæller, hvad Skuespilleren har at gjøre f. E. »med dyb Følelse« »rørt« etc.

✂ Det hele bliver et Misfoster ligesom de gldags Træsnit f. E. i »Arndts wahres Christenthum«, hvor man har kunstnerisk opfattet den Sætning f.E. Jeg dræber mig selv daglig paa følgende Maade: man seer en Dame, med en Dolk i Haanden og paa hendes Bryst er tegnet et Hjerte, hvori disse Ordjeg dræber mig selv dagligt.

✂ Det er ret interessant med den Episode, Poul Møller har lagt ind i sin Afhandling om Sjælens Udødelighed i det sidste Maanedsskrift, maaskee vil en saadan Afløsen af den strængere videnskabeligere Tone med lettere Partier, men hvor tillige Livet langt fyldigere træder frem blive almdl:, og paa Videnskabens Gebeet være noget tilsvarende til Choret, til de comiske Partier i de romantiske Dramaer.

✂ Der gaaer gjerne en vis Ahnen† forud for alt hvad der skal skee (cfr. en Lap Papir); men ligesom den kan virke afskrækkende, saaledes kan den ogsaa virke fristende, idet den Tanke vaagner hos Msk., at han er ligesom prædestineret, han seer sig ligesom gjennem Consequentser bragt hen til Noget, men Consequentser, som han Intet kan influere paa. Derfor maa man være saa forsigtig med Børn, aldrig troe det Værste, ved en utidig Mistanke, ved en henkastet Bemærkning (en Helvedes Brand, der tænder det Tønder, der er i enhver Sjæl) at fremkalde en ængstende Bevidsthed, hvorved let uskyldige; men ikke stærke Sjæle kunne fristes til at troe sig skyldige, fortvivle og derved gøre det første Skridt til at komme til det Maal, som den ængstende Ahnelse bebudede - en Yttring, hvorved der gives det Ondes Rige Leilighed til med sit slangeagtigt bedøvende Øie at bringe dem i en Slags aandelig Afmagt Ogsaa i denne Henseende gjælder det: Vee den fra hvem Forargelsen udgaaer.

✂ Hertil hører den Virkning Læsning af Sygehistorier ofte kan fremkalde - dog allerede her er 2 Momenter, Sygestoffet er paa en Maade givet i Frygten - thi det er vanskeligt, at sige hvilket der fremkalder sit Andet - der gives en vis Modtagelighed som er saa stærk, at den næsten er productiv -

✂ Ogsaa den Virkning som f. E. Henrettelser etc. fremkalde. - De mange Phænomener, som ere fremkaldte ved Læren om Synd mod den Hellig-Aand. - 134 Al Synd begynder med Frygt (ligesom Frygten for en Sygdom er Disposition dertil cfr. Schubert Symbolik) dog begyndte de første Msk. ikke dermed - der var ikke Arvesynd.

✂ Det var et høist rædsomt Indtryk, det gjorde paa mig, da jeg første Gang hørte, at der stod i Afladsbrevene, at de fyldestgjorde for alk Synder: »etiam si matrem virginem violasset«. - Jeg erindrer endnu det Indtryk, det gjorde paa mig, da jeg for en Deel Aar siden, i ungdommelig romantisk Begeistring for en Mestertyv, kom til at yttre, at det dog blot var en Misbrug af Kræfterne, og at et saadant Menneske nok kunde omvende sig, og Fader saa med megen Alvor sagde: »der gives Forbrydelser, som man kun kan bekjæmpe under Guds stadige Bistand.« Jeg ilede ned paa mit Værelse og saae mig selv i Speilet (cfr. Fr. Schlegels samtl. W. 7. B. S. 15 nederst) - eller naar Fader ofte yttrede, at det var dog godt, om man havde »en saadan gammel ærværdig Skriftefader, hvem man ret kunde aabne sig for.«

✂ Eller hvilken Romantik for det Rædsomme, hvilket Muligheders Rige af unævnelig Rædsel ligger der ikke i den afdøde Aand, som bad Christian Eisengrün i 21 Dage til en vis Tid paa Kirkegaarden at bede disse Ord, blot disse Ord:

✂ l Cor. 2,11; »thi hvilket Msk. veed, hvad der er i Msk., uden Msks Aand der er i ham, saaledes veed og Ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand.«

✂ (Kerner eine Erscheinung aus dem Nachtgebiete der Natur. 1836. p. 217.)

✂ Ved at see en Aargang af Aftenposten for 1782 seer jeg at den fra sit mere indskrænkede Standpunct har søgt at gjøre det samme som Flyveposten fra sit (NB Flyveposten er bevinget) at opfatte det Hverdagslige og det Poetiske i dets besynderlige Conflict dermed. Forøvrigt gaaer det Familieagtige hyggelige mere igjennem Aftenposten.

✂ Hvad er Venskab uden intellectuell Vexelvirken, et Tilflugtssted for svage Sjæle der ikke kunne respirere i Intelligentsens Æther men kun 135 i den animalske Uddunstning? Hvor jammerligt slæber det sig ikke hen uagtet alle de udvortes Hjælpemidler, hvorved man vil lappe paa den (ved at drikke Duus etc. etc.)? Hvor karrikeret er den ikke uden for dem, der ligefrem tilstaae, at Venskab ikke er andet end en gjensidig Assurance? Hvor ækelt at høre disse fade stereotyperede Prædikener over Venskab, over den gjensidige Forstaaen. Ja vist hører der en Forstaaen til Venskab, men ikke den, der gjør at den ene bestandig veed hvad den anden vil sige; nei til Venskab hører netop, at den Ene aldrig veed hvad den anden vil sige, saasnart det Moment er indtraadt er Venskabet forbi. Men denne Forstaaen drive slige Personer ogsaa gjerne saavidt, at de troe at forstaae alle andre ogsaa. Derfra den Selvbehagelighed, med hvilken de fortælle, at de ventede, at man vilde svare netop som man svarede etc., hvilket meget ofte er usandt, og har sin Grund deri, at de forudsætte, at Enhvers Tale er ligesom deres egen fad og trivieli uden alt Point, og ahne slet ikke den hele Skare af individuelle Træk etc., hvorved enhver Bemærkning bliver interessant. Slige Folk er det altid godt at undgaae, da de trods al deres Forstaaen bestandig misforstaae. Hvad er vel peniblere for en Tvivler end at høre af et saadant »Doucin Msk.«, at »han har erfaret det Samme.« Naar man taler om en stor Mand, har han strax en lille Mand, som han synes er ligesaa stor; alle Phænomener ere naturligviis hentede fra hans Duodez-Horizont[†]; (et godt Exempel herpaa: Raketten med Stjerner beklagede, at Sibbern nu begyndte at skrive og fandt det dobbelt sørgeligt, da det netop var paa samme Tid, som Dhr. Blok Tøxen og Lange nedlagde Pennen); naar man taler om en stor Tænker, saa have de strax en Mening derom, fordi de maaskee have hørt hans Navn engang. Overhovedet nærme alle Folk sig med Aarene mere og mere til at blive Lirekasser hvad deres Tale angaaer; til at blive Automater i Bevægelse (derunder indbefattet Muskelspil etc.) ligesom Skipperne, der om der end gives dem Leilighed til at spadsere i den længste og skjønneste Allee dog vilde foretrække deres Skipper-Quantum. -

✂ Al sand Kjærlighed beroer paa, at man elsker hverandre i en tredie, og det ligefra det laveste Stadium, hvor de f. E. elske hverandre i en tredie lige til Chrstd: Lære: at Brødrene skulle elske hverandre i Chrsto.

✂ Naar der ikke var en høiere Individualitet, hvori den enkelte Indiv: hvilede og hvorigjennem den aandelige Vexelvirkning realiseredes, saa vilde det med H: t: denne i Kjærlighed gaae med Individualiteten som det i sin Tid gik med Katholiken og Protestanten, der disputerede og overbeviste hinanden; den Ene vilde nemlig blive den anden, ligesom KathoHken blev Protestant og Protestanten Katholik. -

✂ En Thesis: store Genier kunne egl. ikke læse en Bog, de vil nemlig bestandig under Læsningen mere udvikle sig selv end forstaae Forfatteren.

✂ Naar Grundtvig paa et følgende Standpunct tilbagekalder det foregaaende, saa ligger det ikke i den beskedne Anerkjendelse af sin Feil; men i det nærværendes hovmodige Tilfredshed.

✂ At den Faust, der nu skulde repræsentere Tidsalderen, er væsentlig forskjellig fra den tidligere og overhovedet fra enhver anden Tids, er saa evident, at det blot behøves at erindre derom. Men hvorledes? See vi hen til Tidsalderen, da finde vi en Mængde Msk. der ret egl. i græsk Forstand ere [x][x][x][x][x][x][x][x][x], hvilke allerede Aristoteles anviser det laveste Trin i Udvikl:. Beskjæftigede med deres Sysler med at dyrke deres Jord og som det hedder at opdrage deres Børn - d: v: s: til »confirmerede Ædere« leve de sorgsløse hen og endog ved deres Død practiserende for Verden - ved nemlig at forraadne og gjøde 137 Jorden. Hos dem vil der neppe udvikle sig noget Faustisk. Paa den anden Side staaer der en stor Mængde Msk., der enten have vendt Hovedet om for at gjøre Opdagelser i en forsvunden Tid eller fordybe sig i Naturopdagelser. Hos disse træder paa Grund af deres Travlhed det Faustiske heller ikke frem, thi for at dette skal træde frem, maa Energien først paa en eller anden Maade være lammet. - Men nu træder da endelig den Classe Mennesker frem, vi maa iagttage; det er nemlig dem, der ved Anskuelsen søge at opfatte det uendelig Mangfoldige i Naturen, i Livet, i Historien, i Anskuelsens Totalitet. Men her er ogsaa Ulykken, thi Meget er allerede oprullet for deres Blik, Meget kommer der hver Dag til; men under al denne Viden af Meget slumrer Følelsen af, hvor uendelig Lidet det er, og denne Følelse er det, der netop lammer deres Virksomhed, og nu indtræder det Faustiske som Fortvivlen over ikke at kunne omfatte hele Udviklingen i et altomfattende Totalblik, hvor tillige hver enkelt Nuance blev anerkjendt i sin fulde Værdi *dolgoeO* sin absolute Værdi. - Men hvori er Forskjellen? Den egendige Fausts Fortvivlelse var mere practisk. Han havde studeret; men Studierne havde ikke givet ham noget Udbytte (hvorimod den Anden af det, han har seet, dog har noget Udbytte, om end saa uendelig Lidet mod det, han ønsker. Fausts Udbytte af Viden var et Intet, fordi det overhovedet ikke var det Spørgsmaal, han søgte besvaret, men Spørgsmaalet om: hvad han selv skulde gjøre). Paa Grund af Videnskabernes daværende, langt mindre mangfoldigt udviklede Standpunct kunde han lettere tiltroe sig ved et Overblik at have overbeviist sig om deres Intethed, og formedelst Tidsalderens eiendommelige Charakteer - begeistret Handling for at realisere sit Ideal - maatte Spørgsmaalet føres over paa dette Gebeet; han maatte udsone Livet med Erkjendelsen. For vor Tid maa dette Spørgsmaal langt mere træde tilbage, da den intuitive Retning - som jo naturligt, da Verden bliver ældre - her mere maa træde frem, og Spørgsmaalet altsaa bliver: hvorledes den sande Intuition kan indtræde uagtet Menneskets indskrænkede Standpunct. Men det, som driver Mennesket hen til denne Fordring af en fuldkommen sand Intuition, er Fortvivlelse over Alts Relativitet. Ved nemlig, - medens han selv bruger en temmelig stor Maalestok, (og bestyrket i Overbeviisningen herom ved idelig at maatte høre Klage over Phantasterie) - at omgaaes Folk, der bruge alle en Maalestoks mulige uendelige Nuanceringer lige fra en Decimaltomme til Himmelbanens Diameter; lige 138 fra dem, hvem de største verdenshistoriske Personer begeistre, og lige til dem, for hvem Præsten og Degnen ere hidtil uovertrufne og uovertræffelige Idealer; lige fra dem, der have gjennemfølt og gjennemlevet alle Hjertets stormfulde Bevægelser, og lige til dem, der, fordi de engang ere blevne rørte af en Gøgler, med et selvklogt Smiil lade os vide, »at de have overlevet hine Børnestreger« o. s. v. ... Ved det, siger jeg, vaagner Forestillingen hos ham om, at han selv igjen bruger en altfor relativ Maalestok, og Frygten for selv at synke hen og fortabe sig i Spidsborgerlighed. Han hører Tale om en Opdagelse, der aabner Udsigter over en heel ubekjendt Verden, der maaskee vil tvinge ham til at gradere sin Maalestok endnu anderledens, og gjøre hans Helte, hans Lidelser til forsvindende Størrelser. Han seer, hvorledes de meest Begavede i Samtiden samle et lidet Udbytte sammen (speculativ concentrere - ell. historisk skizzere) han har en hemmelig Frygt for at dette dog muligen ikke er netop som de foregive, det Vigtigste; men kun det, de formaae at omfatte og favne - han længes efter en Anskuelse, der ophæver al Relativitæt og viser ham endogsaa det Ubetydeligstes absolute Værd; thi for den sande (*dolgoeO* gudd.) Anskuelse er Alt ligestort. At en saadan Faust nu ikke mangler Wagnere, det er vel vist og sandt. Heri ligger nu Fortvivlelsen. Hvorledes nu hele Livet slaaer om for ham, viser ogsaa ham forskjellig fra den første Faust, thi medens denne ved sin handlende Retning sank ned i Sandselighed - vil denne trække sig ud af alt, glemme, om muligt, at han nogensinde har vidst Noget, vogte Køer - ell. maaskee af Videbegjerlighed flytte sig selv ind i en anden Verden.

✂ I denne Henseende har Chrstd. en meget beroligende Kraft i en vis Henseende ved nemlig at gjøre den høieste Grad af Relativitæt gjeldende, ved at opstille en Idee, et Ideal der er saa stort, at Alt Andet forsvinder ved Siden deraf (den romantiske og humoristiske Side af Chrstd.). Derfor er det altid langt fornøieligere at tale med en Chrsten, da han har en Maalestok, der er bestemt; han har en Fylde, i Sammenligning med hvilken den uendelige Forskjel i Evner, i Stilling etc. er Intet. Deraf den Holdning, der, naar den ikke udarter til Hovmod, er saa respectabel. - 139 Den Ro den Tryghed man har ved at læse et classisk Værk, ell. ved at omgaaes med et fuldstændigt udviklet Msk., finder ikke Sted ved det Romantiske, det gaaer næsten der ligesom naar man seer en Mand skrive, der ryster paa Haanden man frygter hvert Øieblik for at Pennen skal løbe fra ham til et ell. andet fratzenagtigt Træk. (Dette er den slumrende Ironie).

✂ Her maa Udviklingen af Begrebet Ironie tage sin Begyndelse, de grandieuse phantastiske Ideer tilfredsstilles og Reflexionen har endnu ikke forstyrret dette Standpuncts Godtroenhed; men nu mærker man, at det ikke gaaer saaledes til i Verden, og, da man ikke kan opgive sine store Idealer, maa man tillige føle, hvorledes Verden paa en Maade spotter Een (Ironie - romantisk, det foregaaende var nemlig ikke romantisk; men en Tilfredsstillelse under Daads Form) (denne Ironie er Verdens Ironie over den Enkelte og forskjellig fra det man hos Grækerne kaldte Ironie, som netop var den ironiske Tilfredshed hvori det enkelte Individ svævede over Verden, og som netop begyndte at udvikle sig, da Statens Idee mere og mere forsvandt derfor i Socrates; men paa det romantiske Standpunct, hvor Alt er Stræben, der kan Ironien ikke indtræde i Individet; men ligger udenfor det, denne Forskjel troer jeg man for meget har overseet.) endelig det tredie Standpunct, hvor Ironien er overlevet.

✂ Det har ofte forundret mig at see ellers strænge Chrstne saa let fristes ved Smaating, som det aldrig falder en Anden ind at antage for nogen Sag at overvinde (Jeg har seet dem saa gjerne at ville have Lidt af den Ret, som var dem forbuden, gjerne ville, naar de kunne kjøbe det mod 3 Timers Smerte have et lykkeligt Øieblik under Nydelsen af Et ell. Andet, har seet dem gjøre det til Gjendstand for vidtløftige Undersøgelser, og bildt dem ind at have gjort en stor Seier, naar de have indskrænket Nydelsen til et meget lidet Quantum.) Hvoraf kan det vel komme? Vistnok deraf, at man paa det almdl. Standpunct anseer det for en Indifferents, som altsaa ikke frister, ell. naar man indlader sig derpaa anseer det for ubetydeligt og ikke deler den almdl. christelige Anskuelse af at Djævelen netop i Sligt frister dem, og 140 forsaavidt kan der ligge Noget i det af Katholiker saa ofte til Beviis for den Sætning at Hedningerne ikke kunne blive salige, uagtet de, som man indvendte dog vare skikkelige Folk opstillede Forsvar, at de synes vel saa; thi da Satan alligevel var sikker paa dem fristede han dem ikke. -

✂ Mangen Digter skulde sige med en gl. tydsk Digter:

✂ O starker Gott! O gerechter Richter
Erbarm dich über mich armen Dichter.

(altdeutsche Lieder ved Görres p. 159.)

✂ Barndommen er Livets paradigmatiske Deel; Manddommen dets Syntaxe. -

✂ Jeg har læst Andersens Novelle: Improvisatoren igjennem finder Intet deri, kun en god Bemærkning, Italieneren siger til Afskeed om Aften: felicissima notte og Andersen bemærker: »Nordboen ønsker: god Nat sov vel, Italienerne ønske: den lykkeligste Nat! Sydens Nætter eie mere end - Drømme« (l D. p. 102). Herved kommer jeg til at tænke paa disse trohjertige Vægtere der altid forekommer i gl. tydske Sange med deres: Wach uff Wach uff, hvorved de erindre de Elskende om at det gryer ad Dag.

✂ De fleste Msk. gaae gjerne til Læsningen af en Bog med en Forestilling om hvorledes de selv vilde have skrevet, hvorledes en anden har ell. vilde have skrevet, ligesom en lignende Hillethed indtræder, naar de første Gang skulle see et Msk., og som en Følge deraf saa meget faae Msk. egl. veed, hvordan det andet Msk. seer ud. Her begynder nu den første Mulighed af ikke at kunne læse en Bog, der derpaa gaaer igiennem en utallig Mængde Nüanceringer indtil paa det høieste Trin - Misforstaaelse - de to meest modsatte Arter af Læsere mødes - de dummeste og de genialeste, som begge to have det tilfælleds, at de ikke kunne læse en Bog, de første af Tomhed de sidste 141 af Rigdom paa Ideer; derfor har jeg givet dette Skrift en saa almdl. Titel (det skulde hedde »Breve«) for at gjøre mit til at forhindre hvad der er ofte*) et Tab for Forfatteren stundom for Læserne - Misforstaaelse.

✂ Philosopherne give gjerne med den ene Haand og tage med den anden, saaledes f. E. Kant, der vel lærte os noget om Kategoriernes Tilnærmelse til det egl. sande ([x][x][x][x][x][x][x][x]) men ved at gjøre den uendelig derved tog alt tilbage. Overhovedet spiller denne Brug af Ordet uendelig en stor Rolle i Philosophien. -

✂ Forsaavidt Hegel blev befrugtet af Chrstd. søgte han at udskille det humoristiske Element, der er i Chrstd. (hvorom der findes Noget paa et andet Sted i mine Papirer), og forsonede sig derfor ganske med Verden, og førte til en Quietisme. Det Samme er Tilfælde med Goethe i hans Faust, og det er mærkeligt at den anden Deel kom saa silde. Den første Deel kunde han let give; men hvorledes han skulde berolige den engang vakte Storm det var Spørgsmaalet. Den anden Deel har derfor en langt mere subjectiv Side (det er jo noget Goethe i det Hele tilstrækkeligt har udtalt, hvorledes hvad han gjennemlevede affødte sig i et ell. andet Kunstværk) det er ligesom for at berolige sig selv han aflægger denne Troesbekjendelse. -

✂ Hegels efterfølgende Standpunct sluger det Foregaaeride, ikke som et Livs Stadium det andet, da dog ethvert beholder sin Gyldighed; men som Justitsraaden sluger Kameraaden. -

✂ I Anledning af en lille Piece af Johannes M...... (Martensen) over

✂ Lenaus Faust, hvori der fortælles at Stykket ender med at Faust dræber sig selv og Mephistopheles holder en Epilog, kommer jeg til at tænke, hvorvidt det overhovedet er rigtigt at lade et Stykke af den 142 Art ende paa den Maade. Og her troer jeg Goethe har Ret ved at ende første Deel med Mephistopheless: Heinrich, Heinrich. Et Selvmord vilde nemlig gjøre denne Idee for meget til en Karachteer, det skal være hele Verdens Modvægten der knuser ham, ligesom i D. Juan. - Eller ende med Fortvivlelse (den evige Jøde) Fortvivlelse er romantisk - Straf ikke saaledes som det var Tilfældet med Prometheus.

✂ Ja rigtigt! saaledes gaaer det mig med Alt jeg rører ved som der staaer i et Digt: Knaben Wunderhorn
Ein Jäger stiess wohl in sein Horn,
wohl in sein Horn,
Und Alles, was er bliest, das war
verlorn.

✂ Ligesom der i Familie-Livet gives en vis Klasse af Msk., der, som det saa ypperligt hedder, føre Snak mell: Familier, saaledes gives der en talrig Skare af Msk., der med H. t. Spørgsmaalet om Chrstd. Forening med Philosophie ret egl. føre Snak, idet de uden at kjende nogen af Parterne nøie, paa anden ell. tredie Haand har faaet Noget at vide af den Magister, der paa sin Udenlandsreise har drukket Thee med den ell. hiin store Lærde etc. -

✂ Faust maa paralelliseres med Socrates, ligesom nemlig denne sidste betegner Individets Løsrivelse fra Staten, saaledes betegner Faust det efter Kirkens Ophævelse fra dens Veiledning løsrevne til sig selv overladte Individ, og deri er hans Forhold til Reformationen betegnet og parodierer forsaavidt Reformationen, ved eensidig at fremhæve den negative Side.

✂ Det er dog rørende, naar man gaaer forbi de allersimpleste Boghandleres Boutiquer og saa seer om den Ærke Troldkarl Faust etc. seer det Dybeste at falbydes den simpleste Classe.

✂ D. Juan er aldrig bleven saa popoulair som Faust og hvorfor.

✂ Faust kan Ikke begaae et Selvmord han som den over alle dens factiske Skikkelser svævende Idee maa fuldende sig selv i en ny Idee (den evige Jøde).

✂ Paa den besynderligste Maade kan Reflexionen slynge sig om Een: Jeg tænker mig, at Een vil fremstille Samtidens Feil paa Theatret; men idet han selv befinder sig blandt Tilskuerne, seer han at i Grunden Ingen lægger sig det paa Hjerte, uden for at finde det hos sin Naboe; han gjør endnu et Forsøg han fremstiller denne Scene paa Theatret og Folk leer deraf og siger: det er forskrækkeligt med mange Msk., de kan godt see Feil hos Andre ei hos dem selv. etc. etc.

✂ [I marginen] det gaaer med dem ligesom med Kong David, der ikke forstod Prophetens Lignelse førend han sagde: Du est Manden Herre Konge!

✂ See det er det det kommer an paa i Livet, at man engang har seet Noget, følt Noget, der er saa stort saa mageløst at alt andet er Intet imod det, at man om man end glemte Alt aldrig glemte det, at man med Benvenuto Cellini kan sige, da han, efter i længere Tid at have siddet i et mørkt Fængsel, fik Solen at see: die Gewalt der Strahlen nöthigte mich, wie gewönhlich die Augen zu schliessen, aber ich erholte mich bald, öffiiete die Augen wieder, såh unverwandt nach ihr und sagte: O meine Sonne, nach der ich so lange mich gesehnt habe, ich will nun nichts weiter sehen, wenn axich deine Strahlen mich blind machen sollten, und so blieb ich mit festem Blick stehen. (Goethes W. 8to Stuttgart og T. 1830. 34 B. p. 365 n: og 66 ø.).

✂ Philosophien er Livets Goldamme, den kan vare om os - men ikke die.- 144 Saaledes tænker jeg mig Forholdet mellem satisfactio vicaria og Menneskets egen Sonen for sine Synder. Det er vel sandt, at paa den ene Side Synderne ere tilgivne ved Christi Død; men paa den anden Side bliver Mennesket derfor ikke ligesom ved et Trylleslag revet ud af sine gamle Forhold, det »Syndens Legeme«, som Paulus taler om (Rom. VII. 25). Han maa gaae samme Vei tilbage som han er gaaet frem, medens Bevidstheden om, at hans Synder ere ham tilgivne, holder ham opreist og giver ham Mod og forhindrer Fortvivlelsen - ligesom En, der i fold Følelse af sin Synd angiver sig selv og nu med Frimodighed gaaer selve Misdæderens Død imøde*), fordi han føler, at det maa saa være, men Bevidstheden om, at Sagen nu vil gaae over for en anden og mildere Dommer, holder ham oppe. Han gaaer den farefulde Vei (der jo nok kan være tornefuld, uagtet Bevidstheden om Syndsforladelse, fordi man saa ofte glemmer det) og vil ikke friste Gud eller fordre Mirakel af ham.

✂ Man maa retrograd gjennemløbe den samme Vei, man har gaaet frem, ligesom Trylleriet først ophører ved det musicalske Stykke (Eliekongestykket), hvad man kan lære af Ellefolket, naar man spiller det nøiagtigt igjennem igjen baglænds (retrograd).

✂ Jeg vil vende mig fra dem, der blot staae paa Luur for at opdage, at man har forseet sig i en eller anden Henseende, - til ham, der glæder sig mere over een Synder, der omvender sig, end over de 99 Vise, der ei have Omvendelse behov.

✂ O Gud, men hvor let glemmer man ikke sligt Forsæt! Jeg har atter været vendt tilbage til Verden for dog endnu nogen Tid, afsat i mit eget Indre at herske der. O men hvad hjalp det Msk., at han vandt den ganske Verden; men tog Skade paa sin Sjæl. Ogsaa idag (d. 8 Mai) har jeg forsogt at ville glemme mig selv, dog ikke ved støiende Larm det Surrogat hjelper ikke, men ved at gaae ud til Rordam og tale med Bolette, og ved (om muligen) at faae Vittigheds-Djævelen til at blive hjemme, den Engel, der med det luende Glavind, som jeg har fortjent det, stiller sig mell. mig og ethvert uskyldigt Pigehjerte - da Du indhentede mig, o Gud hav tak at du ikke lod mig strax blive afsindig, - jeg har aldrig været saa angst derfor, hav Tak, at Du endnu engang boiede Dit Øre til mig.

✂ Idag igjen det samme Optrin - Jeg naaede dog ud til Rørdam - min Gud, hvorfor skulde den Tilbøilighed netop nu vaagne - O hvor jeg føler, at jeg er ene - o Forbandelse over hun hovmodige Tilfredshed med at staae alene - Alle ville nu foragte mig - O men Du min Gud slaae Du ikke Haanden af mig - lad mig leve og forbedre mig -

✂ Da Adam levede i Paradiis, da heed det: beed; da han blev uddrevet, da heed det: arbeid; da Chrstus kom til Verden da heed det: beed og arbeid. (ora et labora).

✂ Naar man ikke nøie fastholder Forholdet mell. Philosophien (den reen msklige Verdens Anskuelse - det humane Standpunct) og Chrstd.; men uden synderlig penetrerende Undersøgelser derom, strax begynder at speculere i Dogmet, kan man let faae tilsyneladende glædelige, rige Resultater; men det kan ogsaa let gaae som det i sin Tid gik med Merglet, da man uden at have undersøgt dette og Jorsmondet anbragte det paa hvilken som helst Art - man fik yppig Vegetation nogle Aar; men dernæst befandtes Jorden at være udmarvet.

✂ Det Humoristiske, der overhovedet ligger i Chrstd.† er udtrykt i en Hovedsætning, hvor det hedder, at Sandheden er skjult i Mysteriet 146 ([x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x]), hvor jo ikke blot læres, at Sandheden her findes i et Mysterium (et Udsagn Verden i det Hele har haft mere Lyst til at høre, da der jo tidt nok har dannet sig Mysterier, ihvorvel de i disse Indlemmede da igjen strax opfattede den øvrige Verden i det humoristiske Lys); men endog at den er skjult* i Mysteriet, hvilket netop den over Verdens Klogskab i høieste Grad humoriserende Livs-Anskuelse; ellers pleier dog Sandheden at være aabenbaret i Mysteriet.

✂ Forsaavidt Chrstd. ikke udskiller det Romantiske fra sig vil den bestandig, hvormeget den christelige Erkjendelse end tiltager, dog altid huske sin Oprindelse og derfor vide Alt [x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x]).

✂ Det Humoristiske i Chrstd. træder ogsaa frem i den Sætning: mit Aag er let og min Byrde ikke tung; thi den er det jo vistnok i høieste Grad er tung for Verden den tungeste der kan tænkes - Selvfornægtelse.

✂ Den Chrstnes Uvidenhed (denne reen socratiske Anskuelse [†], saaledes f. E. i en Hamann) er naturligviis ogsaa Humoristik; thi hvori ligger denne uden deri at man derved nedtvingende sig selv paa det laveste Standpunct seer op (*dolgoeO* ned) paa den almdl: Anskuelse dog saaledes at bag ved denne Sig-Nedsætten ligger en i høi Grad sig Ophøien (den Chrstnes Ydmyghed f. E. der i sin polemiske Skikkelse mod Verden profiterer sin egen Usselhed; medens den paa den anden Side involverer i sin normale Skikkelse en nobel Stolthed (den Mindste i Himmerigesrige er større end Johannes d. Døber) ell. i sin Abnormitæt en hovmodig Isolation fra den almdl. Tingenes Gang (det historiske Nexus). Saaledes spiller ogsaa Miraklet en stor Hovedrolle i denne Livs-Anskuelse ikke paa Grund af det Mægtige der derved er opdrevet for Chrstd.; men fordi derved alle Viismænds dybsindigste Ideer blive (for dette Standpunct) til Intet ved Siden af Bileams propheterende Æsel. Jo ubetydeligere derfor Miraklet er, om jeg saa maa sige, ell. jo mindre det træder i Forhold til den historiske Udvikling, ja endog til den Yderlighed at denne Anskuelse saa at sige frister Gud d: v: s: ønskede et Mirakel der blot blev gjort for at gjøre Hovedet kruset paa Professorer i Physik - desto mere glæder den sig derover, ja den vil vel meest glæde sig over Forvandlingen af Viin til Vand i Cana.Ja naar den glæder sig over Miraklet ved Chrsti Opstandelse, da er det ikke den sande Paaske-Glæde[††]; men meget mere Fornøielse over Pharisæerne og deres Soldater og deres store 147 Steen for Graven. Derfor dvæler denne Anskuelse saa gjerne ved Krybben, ved de Pjalter, hvori Barnet blev svøbt, ved Korsfæstelsen mell. to Røvere.*)

✂ Hvorvidt fremtræder det Humoristiske i Chrsti egne Yttringer f. E.: Seer til Lilierne paa Marken - dog siger jeg Eder, at Salomo i al sin Pragt var ikke klædt som Een af dem; Du har aabenbaret det for de Blinde, de Fattige i Aanden; Marthe Marthe. Disse ere alle Yttringer som med Tilsætning af en polemisk Farve alle vilde være humoristiske, men i Chrsti Mund ere forsonende. Ogsaa den Yttring: der er større Glæde i Himlen over een Synder, der omvender sig end over 100, der ikke have Omvendelse behov (hvor tillige det Ironiske træder frem†). Det er lettere, at en Kameel gaar igjennem et Naaleøie end at en Riig kommer ind i Guds Rige.

✂ Et Træk med H. t. det Humoristiske i Chrstd. er ogsaa det at i Middelalderen der i Chrstd. selv udvikledes Parodien (cfr. hvor det ypperligt er skildret i W. Scott »der Abbt« Stuttgart 1828. 2. D. p. 40 o:f: der Narrenpapst, der Kinderbischof, der Abt der Unvernunft, hvor tillige det poetisk er opfattet, da det jo her skeer for at spotte Katholicismen, som en velforskyldt Nemesis.). Denne Bemærkning staaer her raae og maae fordøies i en Afhandling.

✂ Ingen Prophet, ingen Historiker kunde udfinde et mere betegnende Udtryk for Muhamedanismen end den selv har givet sig idet nemlig dens hellige Grav svæver mellem to Magneter [†], det er det Guddommelige der ikke er bleven msklig (Incarnation), det Msklige der ikke er bleven guddommelig (»Brødre og Medarvinger i Chrsto«); det er ikke den individualiserede Polytheisme, ikke den concretiserede Monotheisme (Jehovah); men den abstracte Monotheisme »Gud er een« hvor netop Tallet maa urgeres, ikke som Jødernes vel prædikatløse til en vis Grad; men dog mere concretiserede: »jeg er den, som jeg er«[††]; det er ikke Incarnation (Messias); ikke blot Prophet (saaledes som Moses.); thi Propheter vare der flere af hos Jøderne 149 uden Potents-Forskjel, om end med Grads-; men Muhamed fordrede et specifikt Fortrin som saadan (en Aproximation til en Incarnation; men som naturligviis som Alt i Muhamedanismen blev staaende paa Halweien.)

✂ [†] en attenteret Himmelfart; men Ingen farer op til Himlen uden

✂ den, som nedsteeg fra Himlen.

✂ Det er derfor ogsaa ret interessant at see Muhamedanerne paa en underlig ironisk Maade føre det Vaaben, der saa træffende charakteriserer deres Forhold til Chrstd. - Maanen, der laaner sit Lys fra Solen, (af en Lap Papir af Dato 5 Jan: 37, som jeg fandt i min Skuffe.).

✂ At Pantheismen udgjør et overvundet Moment i Religion, er Grundlag for den, synes nu at blive anerkjendt og herved tillige Feilen i Schleiermachers Definition paa Religion som forblivende i Pantheismen, idet han gjør hiint udenfor Tiden liggende Sammensmeltelses-Moment af det Universelle og det Endelige - til Religion.

✂ Da Gud havde skabt hele Verden da betragtede han den og: see det var saare godt, da Chrstus døde paa Korset da lød det: »det er fuldbragt«

✂ Det er vel sandt, hvad Daub siger (Bauers Tidssk.) at i de 3 Udsagn af Chr. er hele hans Livshistorie indeholdt (Vide I ikke, at det bør mig at være i min Faders Gjerning; Jeg maa udføre dens Værker, der har sendt mig, saa længe det er Dag, Natten kommer, da kan Ingen arbeide; Det er fuldbragt); men man maa dog ikke glemme andre 3: han voxede og blev mægtig i Aand, fuld af Viisdom Luc. 2,40; han fristes; Min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.

✂ Det er den i Rom: VIII,19 omtalte [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x], hvortil enkelte poetiske Glimt svare i Sagnene f. E. om Havfruer der blive forløste ved Msk. Kjærlighed, om Gnomer etc. (F. de la Motte Fouqué, Hoffmann, Ingemann som reproducerende de gi. Sagn, hvis anden Side er den, at disse Aander kunne styrte Msk. i Ødelæggelse.)

✂ Saaledes erindre ogsaa Sagn hos forskjellige Folk om deres meest udmærkede Mænd, deres Heroer, - om hiint Ord i Genes: (du skal knuse dens Hoved, naar den saarer din Hæl) derved at disse kun ere saarlige i Hælen - (Krischna, Hercules, Baldur.)

✂ Middelalderen som romantisk opfattede kun den ene Side af Evigheden - Tids Forsvinden (cfr. Digte fra Middel: mange Exempler - Syvsovere etc.); men ikke som Jøderne den anden Tids-Inderligheden i Evigheden. Midd: siger vel: 1000 Aar er som een Dag; men ikke een Dag er som 1000 Aar, fordi den som stræbende vel havde et Saligheds Øieblik; men ikke en Evigheds Salighed. Forøvrigt er det mere end den simple Paralellisme der ligger i de Ord: 1000 Aar er 151 for Gud som l Dag, og l Dag som 1000 Aar det er meget mere et ægte speculativt Udsagn, idet det ikke ophæver og tilintetgjør Tidsbegrebet; men fuldstændiggjør det.

✂ Hvor nær ligger dog ikke ofte det umidd. Udtryk ved det ironiske og dog hvor langt derfra f. E. Oehlenschlaeger

✂ O Blomster som Eder det gaaer
saa gaaer det mig
En stakkels Poet som en Kornblomst staaer
Og græmmer sig.
Det nærende Kom han i Veien kun er
hvad retter han ud etc.

✂ Er det den samme, skjøndt langt dybere, Umiddelbarhed der gjør, at Chrsti Taler og overhovedet det h: N. T. ikke har det ironiske ell. humoristiske Præg, medens blot en eneste Streg strax vilde give Udtrykket den allerstærkeste Farve af Ironie og Humor.

✂ Ironien kan vistnok ogsaa frembringe en vis Rolighed (som da maa svare til den efter den humoristiske Udvikling følgende Fred), som imidlertid er langt fra at være den christelige Forsoning[† ] (Brødre i Chrsto, hvor jo enhver anden Forskjel er en absolut forsvindende, et Intet i Forhold til den at være Brødre i Chrsto. gjorde Chr. dog ikke Forskjel, elskede han ikke Johannes mere end de Andre - Poul Møller i en høist interessant Samtale d. 30 Juni om Aftenen) - den kan frembringe en vis Kjærlighed†, hvormed f. E. Socrates omfattede sine Disciple (aandelig Paederastie som Haman siger); men det er dog egoistisk, fordi han stod som deres Forløser udvidede deres beængede Udtryk og Anskuelser i sin høiere Bevidsthed i sin Overskuen; men Bevægelsens Diameter er ikke saa stor som Humoristen [††] (Himmel - Helvede - den Chrstne maa have foragtet Alt - Ironikeren høiste polemiske Bevægelse er nil admirari) Ironien er egoistisk (den bekjæmper Spidsborgerlighed og dog vedbliver den om den end i det Individet ligesom en Sangfugl hæver sig stiger [†††] i Luften 152 kaster lidt efter lidt Baglast ud, saaledes at den her løber Fare for at ende med et »egoistisk Fanden i Vold«; thi Ironien har endnu ikke slaaet sig selv ihjel ved at see sig selv, idet Individet seer sig selv i Ironiens Belysning.); Humoren er lyrisk (det er den dybeste Livs-Alvor - dyb Poesie, der ikke kan gestalte sig som saadan og derfor krystaliserer under de barokkeste Former - det er den gyldne Aare non fluens - det høiere Livs molimina.).

✂ Den hele Holdning i den græske Natur (Harmonie - det Skjønne) gjorde at om end Individet løsrev sig og Kampen begyndte denne dog endnu bar Præget af at være udsprungen af denne harmoniske Livs-Anskuelse og derfor ophørte den snart uden at have beskrevet en stor Cirkel (Socrates). Men nu traadte en Livs-Anskuelse op der lærte at hele Naturen var fordærvet (den dybeste Polemik, den største Vingestrækning); men Naturen tog Hævn - og nu faaer jeg Humor i Individet og Ironie†† i Naturen og de mødes deri, at Humoren vil være en Nar i Verden og Ironien i Verden antog dem virkelig derfor.

✂ Man vil sige at Ironie og Humor i Grunden er det samme kun med Grads Forskjel, jeg vil svare med Paulus, hvor han omtaler Chrstd. Forhold til Jødedommen: Alt er Nyt i Chrsto.

✂ Den chrstne Humorist er som en Plante, hvis Rod kun er synlig, hvis Blomst udfolder sig for en høiere Sol.

✂ Jean Poul er den største humoristiske Capitalist

✂ Den gl.-christelige dogmatiske Terminologie er som et Trylleslot, hvor de deiligste Prindser og Prindsesser hvile i en dyb Søvn - den skal blot vækkes belives for at staae i sin fulde Glorie.

✂ At skrive om romantiske Materier i en adæquat Sindsstemning paa Latin er ligesaa urimeligt som at forlange at man skal beskrive en Cirkel ved Firkanter - de humoristiske Livs-Paradoxers Hyperbler overbyde ethvert Schema, sprænge enhver Spendetrøie det er at sætte nye Viin paa gl. Læderflasker, og vil Latinen endelig beherske den ved et tvungent Giftermaal til den knyttede ungdommelige Elsker, 154 saa faaer den gi. tandløse Kjerling, der ikke kan articulere sin Tale at undskylde, om han søger sin Tilfredsstillelse ad andre Veie.

✂ See saa træder det Ironiske ikke niere frem; jeg har saa tidt tænkt mig det som en Verdens Ironie naar f. E. en Bræmse satte sig paa Næsen af en Mand lige i det Øieblik han gjorde det sidste Spring for at styrte sig i Themsen, naar i Historien om Loke og Dværgen, da Eitri er gaaet bort og Brock staaer ved Blæsebælgen, der nu sætter sig en Flue paa hans Næse tre Gange; thi her træder det op som en af Lokes Rænker for at hindre ham i at vinde Veddemaalet, i det andet Tilfælde er det en grandieus msklig Plan, der saa rædsomt spottes af en Bremse.

✂ Humor var der jo vel ogsaa i Middelalderen; men det var i en Totalitet, i Kirken, deels over Verden deels over sig selv, derfor har den hell. ikke saa meget af det Sygelige, som jeg troer hører med til dette Begreb, det var derfor ogsaa, at en Deel af de nyere Humorister bleve Catholiker, ønskede igjen et Samfund, en Holdning som de ikke havde i dem selv.

✂ Jeg maa dog forundre mig over, at Justinus Kerner (i hans Dichtungen) paa en saa forsonende Maade kan opfatte det Phænomen, der altid har været saa skrækkeligt for mig lige fra det Øieblik af at jeg først erfarede det, at Een siger aldeles det Samme som jeg. Naar jeg skulde opfatte vilde i det meest forvirrede næsten mester-jakelske Unsinn, den Ene vilde begynde en Periode, som den Anden vilde fuldende, der vilde opstaae en Forvirring, om hvem det var der talte.

✂ Justimis Kerner har netop i dette Øieblik interesseret mig saa meget, fordi jeg hos ham, skjøndt med langt større Genie, sporer den samme kunstneriske Uformuenhed som hos mig selv, medens jeg dog tillige seer, hvorledes der kan gjøres Noget, skjøndt den egentlige Continuerlighed mangler og kun kan fuldstændiggjøres ved den Stemningens Continuerlighed, hvoraf hver enkelt lille Forestilling er en Blomst, en Slags novellistisk Aphorisme, et plastisk Studium. Medens hans egne »Dichtungen« ere saa fulde af fortræffelige phantastiske Ideer, ere derimod hans »Efterretninger aus dem Nachtgebiete der Natur« saa tørre, at man næsten deraf kunde føre et indirecte Beviis for deres Sandhed.

✂ [†] Jeg har tidt forundret mig over, hvoraf det kunde komme, at jeg havde en saa stor Ulyst til at optegne enkelte Bemærkninger; men jo mere jeg lærer enkelte store Mænd at kjende, i hvis Skrifter man ingenlunde sporer den kaleidoskopagtige Sammenrysten af et vist Indbegreb af Ideer (i hvilken Henseende Jean Paul maaskee ved sit Exempel har bibragt mig en utidig Ængstelighed) men jo mere jeg erindrer at en saa frisk Forfatter som Hoffmann har gjort det, at Lichtenberg anbefaler det, saa vækkes jeg ogsaa til at see hvori det egl. stak, der gjorde det, som i og for sig var uskyldigt, for mig ubehageligt ja næsten ækkelt. Grunden var da aabenbar den, at jeg ved hvert enkelt Tilfælde tænkte mig en publicistisk Mulighed, hvilken maaske krævede en vidtløftigere Udviklingjeg ikke gad have Uleiligheden af, og under en saadan abstrakt Muligheds Udmattelse (en vis litterair Hikke og Qualme) bortdunstede Indfaldets og Stemningens Aroma[††]. Istedetfor det mener jeg, at det vil være godt ved hyppigere Optegnelser, at lade Tankerne fremtræde med den første Stemnings Navlestreng, og saa meget som muligt glemmende ethvert Hensyn til deres mulige Anvendelse, som jeg da i ethvert Tilfælde aldrig vil realisere ved at slaae op i mine Bøger, men ligesom expectorerende mig i et Brev til en fortrolig Ven, og derved vinde deels et Kjendskabs Mulighed til mig selv i et senere Moment, deels den Smidighed i at skrive, den Articulation i skriftligt Udtryk, jeg for en Deel har i Tale, den Kjendskab til en Mængde smaa Træk som jeg 156 hidtil haver ladet staae hen med et flygtigt Blik[†††], og endelig ogsaa en Fordel, saavist det er i en anden Henseende sandt, hvad endogsaa Haman siger, at der dog gives Indfald, man kun faaer eengang i sit Liv. En saadan Øvelse bag Coulisserne er vist nødvendigt for ethvert Msk., der ikke er saa begavet, at hans Udvikling paa en Maade er publik.

✂ disse abrivierede Msker!

✂ Tak Lichtenberg Tak! fordi Du siger: at der ikke gives noget Kraftløsere end at tale med en saakaldt Litterater i Videnskaben, som ikke selv har tænkt, men veed 1000 historisk-litterariske Omstændigheder[†]. »Es ist fast als wie die Vorlesung aus einem Kochbuch, wenn man hungert«. O Tak for denne Røst i Ørkenen, Tak for denne Læskelse, lig et Fugleskrig af en vild Fugl i Nattens Taushed sætter den hele Phantasien i Bevægelse, jeg forestiller mig, at det var efter en langvarig Passiar med et sligt lærd Udgangsøg, som maaskee berøvede ham et lyksaligt Øieblik. Destoværre er der i det Exemplar, hvori jeg læser, sat et Mærke, som forstyrrer mig; thi jeg seer allerede i Aanden en dl. anden Journalist, der omhyggelig har gjennemgaaet dette Værk for at fylde Bladet med Aphorismer med dl. uden Lichtenbergs Navn, og derved har han destoværre berøvet mig Noget af Overraskelsen.

✂ Hvilket velsignet Udtryk Lichtenberg proponerer for »at betegne de Folks Skrivemaade, der i en vis taabelig Modestil skrive HverdagsTanker, hvor idethøieste det bliver udført, som fornuftige Folk allerede have tænkt ved det blotte Ord: Candidat-Prosa«.

✂ Der indtræder undertiden et Phænomen, der i aandelig Henseende aldeles svarer til den vegetative fordøiende Henslumren i en behagelig Reconvalescent-Fornemmelse. Saaledes træder Bevidstheden her som en overskyggende Maane fra Prosceniet til Baggrunden; man ligesom henslumrer i det Hele (et pantheistisk Element, uden at det imidlertid som det religieuse efterlader en Styrke), i den orientalske Hendrømmen i det Uendelige, hvor det saa tillige forekommer En, som om Alt var en Fiction, - - og man stemmes som ved et grandieust Digt: hele Verdens Tilvær, Guds Tilvær, min Tilvær er Digt, hvori alle de mangfoldige, de rædsomme Ujævnheder i Livet, 158 ufordøielige for den menneskelige Tænkning, ere udsonede i en taageagtig, drømmende Tilværelse. - O desværre vaagner jeg op igjen, destoværre begynder netop saa den ulykkelige Relativitet i Alt, de uendelige Spørgsmaal om, hvad jeg er, om mine Glæder og Andres Interesser for mig, for hvad jeg gjør, medens maaskee Millioner gjøre netop det Samme.

✂ Alle see det Parodiske i Smaakjøbstads-Liv, men Ingen seer, at Hovedstaden parodierer en verdenshistorisk Hovedstad, og dog taler man sammen, og dog eftertrykker øieblikkeligt den Ene med gnidrede Duodez-Bogstaver den Andens Uncialer, dog opføres paa samme Tid Scene for Scene med de samme Ord Verdens Tragoedier paa det største Theater og paa Vaudeville-Theatret!

✂ Spidsborgerne springe altid et Moment over i Livet, og deraf fremkommer deres parodiske Forhold til dem, der staae over dem. - [....] Moralitet er dem det høieste, langt vigtigere end Intelligents; men de have aldrig følt den Begeistring for det Store, det Talentfulde endogsaa i sin abnorme Skikkelse. Deres Moral er et kort Indbegreb af de forskjellige Politie-Placater; det Vigtigste for dem at være et nyttigt Medlem af Staten og holde Aftenbetragtninger i en Klub; de have aldrig følt den Hjemvee efter et ubekjendt, fjernt Noget, aldrig det Dybe, der ligger i slet Intet at være, at spadsere ud af Nørreport med 4 B i Lommen og en tynd Rørstok i Haanden; de have ingen Ahnelse om den Livsanskuelse (som jo en gnostisk Sect gjorde til sin): at lære Verden at kjende gjennem Synd, - og dog sige de ogsaa: man maa rase ud i Ungdommen (»wer niemals hat ein Rausch gehabt, er ist kein braver Mann«); de have aldrig haft et Glimt af den Idee, der ligger til Grund herfor, naar man gjennem den skjulte, hemmelighedsfulde, i sin hele Rædsel kun for Ahnelsen aabne Dør er trængt ind i hiint dunkle Sukkenes Rige, - naar man seer Forførelsens og Besnærelsens knuste Offre og Fristerens Kulde.

✂ Man bebreider Andre: at de for meget frygte Gud. Meget rigtigt, thi til ret at elske Gud, hører ogsaa det at have frygtet Gud; Spidsborgernes Kjærlighed til Gud indtræder, naar det vegetative Liv er i fuld Virksomhed, naar Hænderne folde sig behageligt over Maven, og fra det i en blød Lænestol tilbagebøiede Hoved et søvndrukkent Blik hæver sig mod Loftet, mod det Høiere, jfr. det pantheistiske »Velbekom's« (velbekomme os).

✂ Naar de tale om Børneopdragelse, saa mene de ved velopdragne Børn dresserede Abekatte, der hidtil Gud skee Lov ikke ere komne (og skulle de hele deres Levetid forblive i deres Forældres Huus, kunne de haabe: komme aldrig) under deres velvise Forsorg i Forhold til noget Poetisk, der i mindste Maade kunde virke skadeligt paa deres Fordøielse - og det er dette Opdragelses System, der netop nægter Legemernes Opstandelse! Det forstaaer sig, de have da ogsaa ved en lille, vel tilladelig exegetisk Modification Skriftens Ord for sig med Hensyn til Guds Rige her paa Jorden: at det (ikke) bestaaer i Mad og Drikke.

✂ »Man skal elske Næsten som sig selv«, sige Spidsborgerne, og derved mene disse velopdragne Børn og nu nyttige Medlemmer af Staten, - der have megen Modtagelighed for enhver foreløbig Følelses-Influenza, - deels at man, naar En beder om en Lysesax, uagtet han sidder langt borte fra Vedkommende, skal sige »værs'artig« og reise sig »med stor Fornøielse« for at overbringe den, deels at man skal huske paa at aflægge de behørige Condolations-Visiter; men de have aldrig følt, hvad det vil sige, at hele Verden vender dem Ryggen; thi den hele Stime af Omgangs-Sild, hvori de leve, tillader naturligviis ikke et sligt Forhold at indtræde; og naar der engang behøves alvorlig Hjælp, da vil jo sund Sands sige dem, at Een der i høi Grad trænger til dem og efter al Rimelighed aldrig vil komme i det Tilfælde at kunne hjælpe dem igjen, at han ikke er - deres† Næste.

✂

✂ Jeg har ogsaa forenet det Tragiske med det Comiske: Jeg siger Vittigheder, Folk leer - jeg græder.

✂ Man ivrer saa meget mod Antropomorphismer og erindrer ikke at Chrsti Fødsel er den største og den betydningsfuldeste.

✂ Endogsaa Echo, der fra det romantiske Standpunkt seet er i høieste Grad parodisk (altsaa opfattes humoristisk) have Grækerne vidst at passe ind i deres harmoniske Livs Anskuelse og det var en venlig Nymphe.

✂ Humoren er den til sin største Vibration gjennemførte Ironie, og omendskjøndt det christelige er den egl. primus motor, saa kan der desuagtet findes i et christeligt Europa Folk, som ikke er kommen til at beskrive mere end Ironien, og derfor hell. ikke have kunnet gjennemføre den absolut-isolerede, personlig-ene-bestaaende Humor, og derfor enten søge Hvile i Kirken, hvor hele Sammenholdet af Individer udvikler i een Humor over Verden en chrstlig Ironie, saaledes som det var Tilfælde med Tieck etc.; dl. hvor det Religieuse ikke kommer i Bevægelse danne en Klub (Serapions Bruder - som dog imidlertid hos Hoffmann ikke var noget Materiellt virkeligt men et ideelt.). Nei Hamann er dog den største og egligste Humorist, den ægte humoristiske Robinson Krusoe ikke paa en øde Øe men i Livets 161 Larm, hans Humor er ikke et æsthetisk Begreb men Liv, ikke en Helt i et behersket Drama.

✂ Nu indseer jeg hvorfor det egl. Humor ligesom Ironien ikke kan opfattes i en Roman og derved ophøre at være et Livsbegreb, netop fordi det hører med til Begrebet ikke at skrive, hvilket vilde røbe et altfor forsonligt Standpunkt mod Verden, (hvorfor jo ogsaa Haman et Sted bemærker, at der igrunden ikke er noget Latterligere end at skrive for Folk). Ligesom Socrates derfor ikke efterlod Skrifter, saaledes efterlod Hamann kun saa meget som den nyere Tids Skrivesyge forholdsviis gjorde nødvendigt og tillige blot Leilighedsskrifter.

✂ »Thi hvor skulde det falde Hamann ind at udgive sine samtlige Værker« - han, som aldeles enig med Pilatus, hvem han endog erklærer for den største Philosoph, sagde: Hvad jeg skrev det skrev jeg.

✂ Derfor kan Humoristen egl. hell. aldrig blive Systematiker, thi han anseer ethvert System for et fornyet Forsøg i den bekjendte Blickerske Maneer at sprænge hele Verden med en eneste Syllogisme; medens han selv dermed netop har faaet Øie for det Incommensurable, som Philosophen aldrig kan beregne, og derfor maa foragte. Han lever i Fylden og føler derfor, hvor meget der bestandig bliver tilbage, om han end har udtalt sig allerlykkeligst (deraf denne Ulyst til at skrive). Systematikeren mener, at han kan sige Alt, og at hvad der ikke lader sig udsige er feilagtigt og underordnet.

✂ Ironien hos de Gl. er dog af en ganske anden Art end hos de Moderne. Allerede dens Forhold til det harmoniske Sprog, det korte Græsk i Modsætning til den moderne reflecterende Vidtløftighed; men Grækernes Ironie er tillige plastisk f. E. Diogenes, der ikke gjør den 162 Bemærkning, at naar en daarlig Skytte skyder sidder man bedst ved Maalet; men gaaer hen og sidder sig ned ved Maalet. O gid jeg kunde have hørt Socrates ironisere.

✂ Heyne er unægtelig Humorist (udviklet som al Humor af Chrstd. selv, idet den, selv humoristisk, traadte og træder i Modsætning til den ironisk udviklede Verden og ved sin Lærdom aflokkede Ironien humoristiske Funker, idet den (Chrstd.) blev til Forargelse [†], og nu Ironien ikke vilde lade sig gjenføde af Humoren og derpaa forsone; men udviklede sig som diabolisk Humor); men han kunde ikke holde sig ene og constituerede et Modbillede til Kirken, der humoristisk udfolder sig mod Verden, idet Verden nu søgte at constituere sig som en perennerende humoristisk Polemik mod Kirken.

✂ Det Erkjendelsens Moment som den tilkommende Salighed dog nødvendigviis ogsaa maa indeholde, træder paa en Maade frem Eph: 1,21. »over ethvert Navn, der skal nævnes ikke blot [x][x] [x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x]; men ogsaa [x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x]«, hvor jo dog det tillige er indeholdt, at man vil komme til at gøre Bekjendtskab med Navne, der have større Betydning end selv de allerstørste verdenshistoriske.

✂ Hvilken Type for det msklige Hjertes Historie er dog ikke det Træk hos Jøderne, at de, da det gik dem galt i Verden, forvanskende Haabet om en Frelser, ventede en jordisk Messias? Hvor erindrer det ikke om de mange Drømmerier om Penge, som skulle helbrede og berolige, om et lykkeligt Giftermaal, om Anbringelse i en bestemt Embeds Karriere etc. etc.

✂ Enhver Chrsten har ogsaa haft sin jordiske Messias. -

✂ Man maa med sin Gjenfødelse ikke være for hurtig, at det ikke gaaer dermed som det gik med Troldmanden Virgilius, da han vilde forynge sig og til den Ende havde ladet sig slaae ihjel (hugge i Stykker) og nu ved dens Uforsigtighed, der skulde passe paa Kjedelen, denne for tidligen aabnedes, og han (Virgilius) som først endnu var bleven til et Barn forsvandt under Jammertoner.

✂ Det er dog en mærkværdig Overgang, naar man begynder at lære Læren om Indicativ og Conjunctiv, idet her jo det først træder frem for Bevidstheden, at Alt kommer an paa hvorledes det tænkes, hvor altsaa Tænkningen i sin Absoluthed afløser en tilsyneladende Realitet.

✂ Indicativet tænker noget som Virkeligt (Tænkningens og Virkelighedens Identitæt). Conjunctivet tænker Noget som Tænkeligt.

✂ Skulde Grunden til at Latinerne sætte et Indicativ i saadanne Sætninger som: skulde, burde, kunde, det vilde være for vidtløftigt, ikke ligge den, at de moderne Sprog involvere en langt større (ell. rettere først udviklede) Reflexionen, hvoraf naturligviis ethvert Udtryk igjen bliver svangert. Det er ogsaa Grunden til, hvilket jeg ved en anden Leilighed er kommen til at tænke paa, hvorfor det maatte være langt lettere at katechisere paa Græsk (som jo da ogsaa Grækerne opdrev den største Katechet Socrates) fordi i de moderne Sprog det enkelte Udtryk noksaa simplificeret dog endnu indeholder en Reflexion, som skal udskilles.

✂ Læren om Indicativ og Conjunctiv indeholder igrunden de meest æsthetiske Begreber, og volder den næsten høieste æstethiske Nydelse (det grændser nemlig til det Musicalske, der er det Høieste) og Conjunctiv gjelder den saa fortærskede Sætning cogito ergo sum, den er Conjunktivets Livsprincip (derfor kunde man egl. foredrage hele den nyere Philosophie under en Theorie om Ind. og Conj:, den er nemlig reen conjunctivisk)

✂ Man maatte kunne skrive en heel Roman, hvori det præsentiske Conjunktiv var den usynlige Sjæl, var hvad Belysningen er for Maleriet

✂ Deraf kommer det ogsaa at man egl. med Rette kan sige om det Conjunktiv der indtræder som et Glimt af den omtalte Persons Individualitet, ret egl. kan siges at være en dramatisk Replique, hvorved Fortælleren ligesom træder til Siden og giver Bemærkningen som den ud af Individualiteten sande (d: v: s: den poetisk sande) ikke som den factisk virkelige, ikke som om den jo ogsaa kan være det; men den fremstilles netop med Subjectivitetens Belysning. -

✂ Der gives Msk., om hvilke man vel ikke kan nægte, at de ere Msk. (det er høre under Begrebet Msk.); men som mere ell. mindre ere defective casibus.

✂ Det vilde være interessant at forfølge Msk. Naturens Udvikling (i de enkelte Msk. *dolgoeO* altsaa de enkelte Aldere) ved at vise, hvad man i de forskjellige Aldere leer af, deels ved at anstille disse Experimenter med en og samme Forfatter f. E. vor Kilde-Skribent Holberg, deels ved de forskjellige Arter af det Comiske. Det vilde i Foreningen med Undersøgelser og Experimenter over i hvilken Alder det Tragiskemeest behager og andre psychologiske Betragtninger over Forholdet 165 mellem det Comiske og det Tragiske, hvorfor man f. E. hellere læser det Sidste alene, det andet i Forening, afgive et Bidrag til det Værk, jeg mener man nu burde skrive, nemlig den msklige Sjæls Historie (ligesom i et normalt Msk.) i Sjælstilstandenes Continuerlighed (ikke i Begrebets) consoliderende sig i enkelte Bjergknuder (*dolgoeO* verdenshistorisk mærkværdige Repræsentanter for Livs-Anskuelser).

✂ Desto værre er min egl. Aand saa hyppigt tilstæde hos mig kun [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x].

✂ Det er altid vort Livs Moses (det er vor hele fulde poetiske Livskraft) der ikke kommer ind i det forjættede Land; det er kun vort Livs Josua der kommer der. Som Moses til Josua forholder vort Livs poetiske Morgendrøm sig til dets Virkelighed.

✂ Nu veed jeg et passende Æmne for en Disputats: om Begrebet Satire hos de Gl., om de forskjellige romerske Satirikeres indbyrdes Forhold.

✂ Det er derved at Holbergs E. Montanus endnu holder sig paa det Comiske (medens den nemlig i saa mange andre Henseender er tragisk) at til Slutningen Galskaben seirer ved at tage en Straf over E. og tvinge ham til Sandheds Erkjendelse ved et Middel (at prygle ham) der er endnu afsindigere end al deres øvrige Galskab. -

✂ Der gives Msk., der staae i Livet ligesom Interjektioner i Talen uden Indflydelse paa Sætningen - det er Eremiterne i Livet, der i det høieste styre en Casus f. E. O! me miserum.

✂ Mit Liv er desto værre altfor konjunktivisk, Gud give jeg havde nogen indikativisk Kraft.

✂ Hvor det dog er rædsomt naar al Historie forsvinder for en sygelig Grubien over sin egen jammerlige Historie! Hvo viser Middelveien mellem denne Fortæren af sig selv under Betragtninger som om man var det eneste Msk., der nogensinde har været, er ell. vil vorde, og - en daarlig Trøst over et almdl. mskligt commune naufragium? det er dog det, som egl. Læren om en Kirke skulde bevirke. -

✂ Vogter Eder for de falske Propheter, der komme til Eder i Ulveklæder; men indvortes ere Faar, *dolgoeO* Phraseologerne.

✂ Det er nemlig de systematiske Ulve.

✂ Det er det Ulyksalige ved vor Tid, at alle Msk. sige Sandhed - hvor langt bedre maa det ikke have været at leve paa en Tid, da alle Msk. løi men Stenene talte Sandhed.

✂ Naar en Ironiker leer af en Humorists Vittigheder og Indfald, da er det som naar Gribben hakker i Prometheus Lever; thi Humoristens Indfald ere ikke Lune-Glutter; men Smertens Sønner og med 167 ethvert af dem følger et lille Stykke af hans inderste viscera, og det er den magre Ironiker, der behøver Humoristens fortvivlede Dybde. Hans Latter er ofte som Dødningens Griin. Ligesom et af Smerte afpresset Skrig godt kunde forekomme Een latterlig, der i en stor Afstand Intet ahnede om dens Stilling, fra hvem det kom; og ligesom et Muskelspil paa en Stums ell. en Tavs Ansigt kunde forekomme Een latterligt *dolgoeO* fremgaaet af Latter hos Individet, (som jo og Dødmandens Griin er at forklare paa den Maade *dolgoeO* det peterfacte Muskelspil - det evig humoristiske Smil over Msk. Jammerlighed.), saaledes gaaer det med Humoristens Latter; og i Grunden røber det større psychologisk Blik at græde over Sligt (NB. ikke under den Jeremiade, det er dog sørgeligt med det Msk., at han bekymrer sig om saa mange uvedkommende Ting) - end at lee deraf.

✂ Det gaaer i Verdenshistoriens Udvikling som det gaaer i Disputer, man vikler sig i den Grad ind i Mellemsætninger, at det ved Enden næsten er umuligt, at besinde sig paa, hvorfra man gik ud.

✂ Alle andre Religioner ere oblique, Stifteren træder til Side og indfører en Anden talende, de høre derfor selv med under Religionen - Chrstd. alene er direct Tale (Jeg er Sandheden).

✂ Derfor holder jeg saa meget mere af Efteraaret end af Foraaret, fordi om Efteraaret seer man paa Himlen - om Foraaret paa Jorden.

✂ Der er dog Intet farligere for et Msk., Intet mere lammende end en vis isolerende Henstirren paa sig selv, hvorved Verdenshistorie, Mskliv, Samfund kort Alt forsvinder, og man ligesom [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] i en egoistisk Cirkel bestandig kun seer sin egen Navle. - Det er derfor saa dybt at Chrstus ene bar Verdens Synd - ene - ikke blot, fordi 168 Ingen vilde ell. kunde forstaae ham; men ogsaa fordi han maatte tage al den Brøde paa sig som Msk. kun bærer paa, forsaavidt og i den ham tilkommende Grad som Medlem af det msklige Samfund.

✂ Det er ret mærkeligt, det er dog de corresponderende Phænomener, naar i en historisk Periode af Verden den historiske naragtige Grundighed leder Munkene til at begynde deres Historie med Verdensskabelse og til derved aldrig at blive færdige - der i en reflecterende Tidsalder (vor nemlig) saaledes hilder Reflexionen i Reflexion over sig selv, at den derved tilsidst udtømmer sig selv i reent indholdsløse indledende fingerede Bevægelser. Indledende ja det skulde de være; men de ere snarere fraledende, da de ligesom Milepæle der blot angive Veiens Længde ikke afgive nogen Bestemmelse om om man gaaer til sit Maal (Hovedstaden) ell. fra det, ligesom et Uhr, der gaaer galt vel kan angive Tidens Længde rigtigt; men desuagtet gaaer galt. Det er overhovedet latterligt det omvendte Forhold Kortheden i Indholdet i de fleste videnskabelige Værker for nærværende Tid staaer i til Længden i Udviklingen. Det er ikke saa meget den slette Uendelighed som den jammerlige Uendelighed.

✂ Det er dog noget Passiar med den Skriven for Samtiden og Tilfredsstillen af den; saaledes gaaer det ikke til. Det begynder med at Een ell. flere, i Forhold til Ideens Størrelse (jeg er overbeviist om, at der i alle Daarekister have været Copernicaner før Copernicus) blive gale - derpaa følger en mægtig Aand der opfatter Ideen; men bliver ikke forstaaet af Samtiden. Nu gaaer den ved et Trylleslag paa eengang op i Flere og ender som reen Trivialitet. - Det er ikke den skjønne Tid, vi leve, hvor Minerva springer ud af Jupiters Hoved - her sprænger hun Hovedet paa hendes egl. Fader og vandrer nu ustadig omkring, indtil hun tilsidst ender i et Asyl. -

✂ Det Aprioriske i Troen, der svæver over al Gjerningens Aposteriori, er saa skjønt sagt i de Ord: Jeg veed at Intet i Verden - Fyrstendømmer etc. skal rive mig fra Chr. J. vor Herre. Hvor hans Tro sætter ham paa en over al Empirie hævet Klippe, medens han dog paa den anden Side umuligt kan have gjennemlevet denne hele her omtalte Empirie.

✂ Ahnelse er det jordiske Livs Hjemvee efter det Høiere, efter den Anskuelighed som Msk. i sit paradisiske Liv maa have haft.

✂ Humor er derfor først egl. speculativ - den er for al Empirie urokkelig ægte genial Sindsstemning, medens Ironie i ethvert Moment befrier sig fra en ny Afhængighed - hvilket fra en anden Side vil sige er afhængig i ethvert Moment.

✂ Den historiske Anticipation ligesom ogsaa det corresponderende Standpunkt i den reen humane Bevidsthed til det chrstlige Credo ut intelligam, er det Gl. Nihil est in intellectu quod non antea fuerit in sensu.

✂ Naar Ironien (Humor) i sin Polemik har sat hele Verden Himmel og Jord under Vand og til Gjengjeld indesluttet en lille Verden i sig - lader den, naar dens Forsoning med Verden igjen skal begynde først en Ravn flyve ud - derpaa en Due der vender tilbage med et Olieblad† -

✂ Om end i omvendt Forhold vil dog det sande Kjendetegn paa den sande Chrstus være det samme som paa den sande Eva: dette er Kjød af mit Kjød og Been af mine Been.

✂ Der er fornemlig en Slags Reflexion, hvorved man aldeles taber sit Objekt, det er, naar man bærer sig ad som Ravnen, da den tabte sit Objekt (Osten) formedelst Rævens Veltalenhed. Den er i den Henseende et Billede paa den idealistiske Lære, der da Alt var tabt kun beholdt sig selv tilbage.

✂ Schleiermacher er i Grunden det første Standpunkt af den egl. orthodoxe Dogmatik (og han vil derfor ogsaa igjen faae en stor Betydning), hvor heterodox den end i mange Henseender nu end er, og den vil naturligviis blive betydelig modificeret, idet det dogmatiske Indhold vil faae en ganske anden objectiv Bestemmethed og Bestemthed; men rigtig er hans Stilling i mange Dele, saaledes har han optaget Under-Begrebet i dets Inderlighed i Systemet istedetfor det før prælegomenisk blev holdt udenfor, hans hele Standpunkt er Under, og hans hele Selvbevidsthed er en reen ny chr: Selvbevidsthed.

✂ Jeg vilde skrive en Novelle, hvori der skulde optræde en Mand, der hver Dag gik forbi Gibseren paa Østergade, tog Hatten af og stod et Øieblik stille med de Ord, som han regelmæssigt sagde hver Dag: O Du vidunderlige græske Natur, hvorfor blev det mig nægtet at leve under Din Himmel, i dine Velmagtsdage.

✂ Jeg har saa tidt tænkt paa om jeg, naar jeg takkede Gud for Noget, om det da mere var Frygten for at tabe det, der afpressede Bønnen, ell: det skete med den religieuse Sikkerhed, der havde overvundet Verden.

✂ Jeg tænker, at jeg, dersom jeg engang bliver en alvorlig Chrsten, vil skamme mig meest over, at jeg ikke er bleven det før, at jeg først haver villet forsøge alt Andet.

✂ Jeg vilde skrive en Novelle, hvori Hovedpersonen skulde være et Msk., der havde faaet et Par Briller, hvoraf det ene Glas formindskede ligesaa stærkt som Oxy-Gas-Mikroskop, det andet forstørrede efter samme Maalestok, han opfattede Alt meget relativt.

✂ Undertiden hender det mig, at ligesom jeg er gaaet i Sæng og ifærd med at falde i Søvn, at der galer en Hane ved Midnat; det er utroligt, hvor meget det kan beskjæftige Phantasien. Jeg erindrer netop igaar Aftes, hvor levende mine Barndoms-Erindringer traadte frem for mig fra Fredriksborg, hvor Hanens Galen forkyndte en ny Glædesdag, hvorledes jeg havde Alt igjen: den lidt kolde Morgenluft, det duggede Græs, som forhindrede i ganske at tumle sig som man vilde,

✂ Og jeg tog feil; thi det var ikke Morgengal; men Midnatsgal.

✂ Hvorfor udhviler Sjælen sig saa styrkende ved at læse Eventyr? Naar jeg er træt af Alt og »mæt af Dage«, er Eventyr altid det Fornyelsens Bad, der viser sig saa velgjørende for mig. Der ere alle jordiske, alle 172 endelige Sorger ophørte; Glæden, ja Sorgen selv er uendelig (og netop derfor virker den saa udvidende velgjørende). Man drager ud for at finde den blaa Fugl, som Prindsessen, der, udvalgt til Dronning, lader en Anden besørge Riget for selv at opsoge sin ulykkelige Elskede. Og hvilken uendelig dyb Sorg ligger ikke deri, at hun, der forklædt som Bondepige vanker om, siger til den gamle Kone, hun møder: »Ich bin nicht allein, meine gute Mutter; ich habe em grosses Gefolge bei mir von Kummer, Sorgen und Leiden«. Man glemmer saa aldeles den enkelte private Sorg, ethvert Menneske for sig kan have, for at svælge i den for Alle fælleds dybe Sorg, hvorved man saa let fristes til at ønske at møde en gammel Kone, man kunde sige »meine gute Mutter« til - eller en ung Pige, der vanker Verden rundt efter sin Elskede, for i Forening at tiltræde sin Pilegrimsfart. - Eller hvilket kraftigt udholdende evigt Venskab ligger ikke i samme Historie den, at den Tryllemester, der beskytter »Huldreich«, vandrer Verden 8 Gange rundt, og nu efter Sædvane først støder længe i Hornet og derpaa udraaber 5 Gange af al Kraft: »O Huldreich, Konig Huldreich! wo bist Du?« - Eller naar der fortælles om en Konge og Dronning, der havde en eneste Datter - der var ikke Tale om Finantser o. s. v. o. s. v. De sammenkalde ikke Stænder - nei! alle Ammer sammenkalde de.

Nulla dies sine linea.
1838.

✂ En saa lang Periode er atter hengaaet, i hvilken jeg ikke har kunnet samle mig til det Mindste - Jeg vil nu see at tage lidt Tilløb igjen.

✂ Poul Møller er død.

✂ Jeg saae imorges i den friske kølige Luft en halv Snees Vild-Gjæs flyve bort, først stode de lige overhovedet, derpaa fjernere og fjernere og tilsidst deelte de sig i to Flokke og hvælvede sig ligesom to Øienbryn over mine Øine, der nu skuede ind i Poesiens Land.

✂ Der er visse Folk, der tage Feil i deres Forhold til Tids-Udviklingen ligesom naar man synger i Kirken, og man da glemmer Orgel og den hele øvrige Menighed og beundrer sin egen dybe Bas, som om det ikke var de Samtliges Samsyngen men Eens egen Stemme alene, der saa mægtigt fyldte Kirken.

✂ Jeg sad med lille Carl paa Skjøddet og talte om at der i de nye Værelser, jeg agtede at flytte hen i, fandtes en gl. Sopha, jeg ret glædede mig til. Det holder jeg ogsaa saa meget af sagde han. Mit Spørgsmaal: hvorfor kunde han naturligviis ikke besvare. Men er det ikke besynderligt, at jeg med en underlig Veemod dvæler ved Mindesmærker 174 fra en Tid jeg aldrig har oplevet, og jeg nu igjen seer ham paa en lignende Maade rettet derhen paa.

✂ Naar det sortner for en ægte Chrsten i hans Dødsstund, da er det fordi Salighedens Soel-Lys skinner ham for stærkt i Øiet. -

✂ Jeg var henne at høre Nielsen fremsige: »Glæde over Danmark«; men jeg blev saa besynderlig grebet af de Ord:

✂ erindrer I den vidt forreiste Mand

✂ ja nu er han vidt forreist - men jeg idetmindste skal nok mindes ham.

✂ Det er da ikke saa besynderligt med den Rolle, som (Fornuftens Gudinde) det offentlige Fruentimmer spillede i Paris; thi hvor kan den offentlige Mening naturligere incorporere sig end i et offentlig Fruentimmer, og det er hell. ikke første Gang Sligt er skeet; thi allerede Simon Magus udgav jo en Quinde, som var et offentligt Fruentimmer, for sin første udtrykte Tanke (den første der var gjort publici juris).

✂ Der gives en ubeskrivelig Glæde, der ligesaa uforklarlig gjennemgløder os, som Apostelens Udbrud træder umotiveret frem: »Glæder Eder, og atter siger jeg: glæder Eder«. - Ikke en Glæde over Dette eller Hiint, men Sjælens fyldige Udraab »med Tung og Mund og af Hjertens Grund«: »jeg glæder mig ved min Glæde, af, i, med, hos, paa, ved og med min Glæde« - et himmelsk Omqvæd, der ligesom pludselig afskjærer vor øvrige Sang; en Glæde, der ligesom et Vindpust kjøler og forfrisker, et Stød af den Passat, der blæser fra Mamrelund til de evige Boliger.

✂ Fixe Ideer ere ligesom Krampe f. E. i Foden -det bedste Middel derimod er at træde derpaa.

✂ Hvor jeg takker Dig, Fader i Himlene, fordi Du har opbevaret her paa Jorden for en Tid som den nærværende, hvor jeg saa høilig kan behøve det, en jordisk Fader, der saa haaber jeg det, skal ved Din Hjælp have større Glæde af anden Gang at være min Fader end han har haft af første Gang at være det.

✂ Jeg vil arbeide paa at komme i et langt inderligere Forhold til Chrstd.; thi hidtil har jeg paa en Maade staaende aldeles uden for den, kjæmpet for dens Sandhed; paa en reen udvortes Maade har jeg baaret Christi Kors saaledes som Simon fra Cyrene. (Luc. 23,26.)

✂ Jeg haaber, det skal gaae mig med Hensyn til min Tilfredshed med mit Livsforhold her hjemme som en Mand, jeg engang har læst om, der ogsaa var kjed af det hjemme - og vilde ride bort derfra; da han var kommen et lille Stykke, snubler Hesten og han falder af, og idet han reiser sig, kommer han til at see sit Hjem, som nu forekom ham saa smukt, at han strax steeg til Hest, red hjem og blev hjemme. Naar man blot faaer det rette Vue derfor.

✂ Det vilde være et fortræffeligt tragisk Stof: det unge Menneske, der under M. Aurelius' Forfølgelse, enthusiasmeret ved en Polycarp's og saadanne Mænds Mod i deres Dødsstund, ogsaa vilde være Martyr, men da man forestillede ham de rædsomme Pinsler, blev han bange og ... forbandede Christus, som Hedningerne det fordrede. - Deraf seer man, at det gaaer i Christendommen som i det jordiske Liv: man maa først voxe for Gud og Mennesker, og om vi end i vor Tid ikke ere udsatte for saa store Fristelser, der paa en saa rædsom Maade 176 tilintetgjøre det Hele, saa, maae dog f. E. vordende Theologer vogte sig for, at de ikke, ved for tidlig at begynde at prædike, snarere snakke sig ind i end leve sig og finde sig ind i Christendom.

✂ I hvor nært et Forhold til og hvor væsentlig det hvorvidt man selv erkjender afhænger af det, hvorvidt man troer sig selv at erkj endes, kan man indsee deraf, at Nærseende heller ikke troe, at Andre paa en længere Distence kan see dem. Saaledes troer den nærseende Synder heller ikke at Gud øiner hans Afveie, medens den fromme Chrsten, idet han erkj endes af Gud nu ogsaa erkj ender sin egen Skrøbelighed med en Klarhed, som kun Deelagtighed i den Aands Seerblik, der randsager Nyrer kan forskaffe det.

✂ Hvor det dog gaaer tilbage med Verden. I den ældste chrstlige Tid kaldte man dem »Bekjendere« (confessores) »som under deres Formues Tab og Livsfare standhaftigen bekjendte Chrstd.« Nu lærer vi af enhver Geographie at i det og det Land har den christelige Religion saa og saa mange B ekj endere.

✂ Forholdet mellem Chrstd. og Gnosticisme er paa en meget betegnende Maade antydet i Forholdet mellem de to Bestemmelser, de komme til: Chrstd. til [x][x][x][x][x] , Gnosticismen til »Navn« (Chrstus var den usynlige Guds Navn) det sidste er netop det i høi Grad Abstrakte, saaledes som jo hele Gnosticismen var en Abstraktion, hvorfor de jo egl. ikke kunde komme til en Tid- og Rum-opfyldende Skabelse; men egl. maa antage Skabelse for identisk med Syndefaldet.

✂ Naar jeg saaledes staaer og seer ud over Røyens gl. Sted dybt ind i Hestehaven, og Skoven mægtigt fortætter sig i Baggrunden og gjør det Dunkle og Hemmelighedsfulde i Tykningen endnu mere 177 fremtrædende ved de enkelte isolerede kun med Krone bevoxede Stammer - saa synes jeg livagtigt at see mig selv som lille Dreng i min grønne Trøie og graae Buxer løbe afsted - men desto værre jeg er bleven ældrejeg kan ikke indhente mig selv. Det gaaer med Opfattelsen af Barndommen som med Opfattelsen af en skjøn Egn, naar man kjører baglænds, man bliver først ret det Skjønne i den vaer i det Øieblik i samme Nu, som den begynder at forsvinde, og det eneste af hiin lykkelige Tid jeg endnu har tilbage er at græde som et Barn.

Om Forholdet mellem Chrstdom og Philosophie

✂ Motto: Naar jen Mand møder jen Mand paa jen Vei, og jen Mand har en Riv og jen Mand har en Spade, kan j en Mand gjøre jen Mand nogen Skade? -

†

✂ Min Fader døde i Onsdags d. 8. Nat Kl: 2. Jeg havde saa inderlig ønsket, at han skulde have levet et Par Aar endnu, og jeg anseer hans Død for det sidste Offer, han bragte sin Kjærlighed til mig; thi han er ikke død fra mig, men død for mig, for at der om muligen endnu kan blive Noget af mig. Af Alt hvad jeg har arvet efter ham er hans Minde hans forklarede Billede, forklaret ikke ved min Phantasies Digtninger (thi det behøver det ikke), men forklaret ved mange enkelte Træk, som jeg nu faaer Efterretning om - mig det dyrebareste og det jeg vil see at holde meest hemmeligt for Verden; thi jeg føler godt, at der i dette ØiebHk kun er een (E. Boesen) jeg i Sandhed kan tale med om ham. Han var en »fuldtroe Ven«.

✂ Det er en mærkelig Modsætning: Hedenskabet lagde Skat paa Pebersvende-Standen, Chrstd. anbefalede Coelibatet. -

✂ I vore christelige Tider er Chrstendommen nærved at blive Paganisme - Hovedstæderne har den idetmindste forlængst forladt

✂ Om Mandens Forhold til Qvinden betragtet i sin historiske Genesis - »det er ikke godt at Msk. er ene«; den orientalske Anskuelse ifølge hvilken der saa at sige gik flere Koner paa een Mand (Manden Nævner - Konen Tæller). - Qvindens Slaverie - Nordboen - den chr. Anskuelse - den moderne Emancipation. -

✂ Empirie er den idelig sig gjentagende falske Sorites baade i progressiv og regressiv Forstand.

✂ Msket skal efter Chrstd.s Lære gaae op i Gud ikke ved en pantheistisk Forsvinden, ikke ved en Udslettelse af alle individuelle Træk i det guddommelige Ocean; men ved en potenseret Bevidsthed, »Msket skal gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord, det haver talt«, og om end Naaden udsletter Synden, saa gaaer dog Foreningen med Gud for sig i den igjennem denne hele Process afklarede Personlighed.

✂ Det er disse to Momenter i det chr: Liv det kommer an paa at forene a) en urokkelig Sikkerhed, urokkelig Vished om sit Forhold til Gud om Guds Naade og Kjærlighed, som dog ikke maa opfattes i sin Abstraction, hvori den endog igjennem en stor Række af Modifkationer tilsidst kan lede Msk. næsten til at synde, for dog netop deri at være vis paa sin Salighed b) en empirisk Udvikling, som dog ikke maa fortabe sig i sine discrete Momenter, for at den ikke skal omtumle Individet paa et stormende Hav - (jage dem ud i Ørkener, som det hedder i den augsburgske Confession).

✂ Eenheden deraf er den sande [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], der efterhaanden tiltager i Kraft og mere og mere fjerner alle Kastevinde og seirrig fører Msk. over alle Hindringer. -

✂ Et af de Udbrud, hvor det msklige i Chrsto stærkest træder frem er dog i hans Ord til Judas, hvad Du gjør det gjør snart, og hvor Modsætningen ogsaa er saa stærk; thi han vidste jo ifølge sin Forudvidenhed, at Judas vilde forraade (som det jo udtrykkeligt er bemærket i det Foregaaende), men denne msklige Uro, denne Vaklen naar det afgjørende Øieblik nærmede sig fandt dog ogsaa sin Plads, og vil være Trøst for Mange, naar de erindrer sig det i Nødens Stund.

✂ Naar visse Folk forsikkre at de ere komne ud over Hegel, saa maa det bedst ansees for en dristig Metaphor, med hvilken de søge at udtrykke og anskueliggjøre den Grundighed de have studeret ham med, at beskrive det umaadelige Tilløb, de have taget for at komme ind i ham, saa at de i Farten ikke have kunnet standse, men ere komne ud af ham.

✂ Det er netop det Dybe i Chrstd., at Chrstus baade er vor Forsoner og vor Dommer, ikke at en er vor Forsoner en anden vor Dommer, thi saa kom vi jo dog til doms, men at Forsoneren og Dommeren er den samme.

✂ Det forekommer mig, at Napoleon ligner meget mere Muhamed end nogen af de store Fortidens Feldtherrer. N. følte sig ell. optraadte idetmindste som Missionair, som den der forkyndte og medbragte og kæmpede for visse Ideer (det Frihedens Evangelium, som nu hørtes klart og tydeligt i hans Fødeland), dette viser f. E. mange af hans 180 Proclamationer i Italien - og dernæst gik N. Tog i modsat Retning af Muhameds Udbredelse men gjennem de samme Lande. M. fra Ø. mod V, N. fra V. m. Ø. -

✂ Christi Forsonings objektive Realitæt ogsaa uafhængig af den sig denne tilegnende Subjektivitæt er meget klarlig antydet i Historien om de 10 Spedalske, der jo alle bleve helbredede, medens det dog kun om den 10de, der taknemligt vendte tilbage at bringe Gud Æren, hedder: din Tro haver frelst Dig. -

✂ [I marginen] Hvad var det da der havde frelst de Andre.

✂ Saaledes gaaer det ofte med den egentlig Geniale i hans Tilegnelse af Virkelighedens Indtryk, som Een, der sover, og hører Brandallarm, og henfører nu Alt i sin drømmende Verden, medens det Faktiske deri slet ikke træder frem for ham som saadan. Og der ligger noget ret Betydningsfuldt m: H: t: Forholdet mellem det Poetiske og det Faktiske (hvilket sidste jo ofte kan i høi Grad være det første) naar man siger jeg veed ikke om jeg har seet det ell. jeg har drømt det -

✂ Ligesom Jøderne ikke turde udtale Guds Navn, saaledes findes Analogien hertil indenfor Chrstd. ved det latinske Sprogs Brug i Gudstjenesten. Saavidt var man avanceret, at Geistligheden kunde udtale Gud, men Menigheden er ikke istand dertil.

Om Udholdenhed i Bønnen

✂ Jacob Forstander for Menigheden i Jerusalem fortæller man om, at han havde som Kamelen haard Hud paa Knæerne af idelig at bede, og at han kunde holde ud at bede i flere Dage. For vor Tid synes det vel latterligt; men man skulde dog huske paa hvilken Hjertets 181 Veltalenhed, hvilken Fylde der hører til at kunne bede saa længe uden at blive mat, især vi som have ondt nok ved at tilveiebringe en ret hjertelig Bøn. -

✂ Jo mere man giver det Individuelle Spillerum desto mere taber det Continuerlige sig - istedetfor Continent faaer man et Sydsøehav af Øer - maaskee forestaaer denne Udvikling og det er derfor at hiin Verdens-Deel er opbevaret.

✂ Den græske Kirkes Tilbøielighed til Stagnation sees ogsaa af dens Uformuenhed til at fastholde de den ved Udvikling givne Folk, de nordiske Nationer vare alle først Arianere og siden Orthodoxe - de af den græske Kirke omvendte Nationer gik senere over til Rom - ja besynderligt nok havde den græske Kirke ogsaa Fædre i 150 Aar længere end den romerske, men den fik desto færre Sønner. -

✂ I den Forstand er det at Forfatterens Billede, hans Individualitæt, skal afpræge sig i hans Værk, saaledes som det Portrait Christus skal have sendt Kong Abgarus af Edessa, der jo ikke var et kunstigt udpendslet Malerie, men ligesom en Udstrømmen paa Lærredet paa en uforklarlig mirakouleus Maade.

✂ Det er dog den interessanteste Tid Forliebelsens Periode, hvori man, efter det ved det første Trylleslag givne Totalindtryk, ved enhver Sammenkomst ethvert Øiekast (hvor hurtigt endogsaa Sjælen saa at sige skjuler sig bag Øielaaget) henter Noget hjem ligesom Fuglen der i sin Travlhed henter det ene Stykke efter det andet til sin Rede, og dog bestandig føler sig overvældet af den store Rigdom. -

✂ Deri kan man ogsaa see Forskjelen mellem Orient og Occident. Begge havde et paa en ubegribelig, hemmelighedsfuld-mskelig Maade tilveie bragt Aftryk af Chrstus - Orienten i det bekjendte Fortrak af Chrstus til Kong Abgarus - Occidenten i Chrsti 5 Vunder paa den hellige Franciscus Legeme.

✂ Foreningen mellem Loven og Evangelium ligger i den skjønne Bøn: Viis Du, at Du ikke blot boer i det Høie og i det Hellige[†], men ogsaa hos en nedbøiet Sjæl og En Sønderknuset i Aanden, til at[††] gjøre den Nedbøiedes Sjæl, og den Sønderknustes Aand levende i Chrsto Jesu vor Herre, [†††]

✂ Derved er Vanskeligheden i at bedømme store Mænd (Vanskeligheden nemlig for at faae en Maalestok) hævet, at disse som oftest føre en Maalestok med i Lommen, ved den Skare af i og for sig betydningsfulde Personligheder der grupperer sig om dem, og derved afgiver en Melleminstants, en Stade, fra hvilken man kan betragte den egentlige Stor-Mand, en Relativitæt til at bedømme ham med.

✂ Der yttrer sig ved en besynderlig ironisk Consequents altid en stor Tilbøielighed blandt exalterede Partier til ogsaa i det Udvortes at vise sig i den negligé, deres Tankegang altid træder op i: Adamiterne (blandt Hussiterne) meente, at man for at være fuldkommen frie maatte gaae splittemøgne og har formodentlig anseet det specifique forskjellige mellem den paradisiske og Mskets senere Tilstand at ligge heri - Sansculloterne ere noksom bekjendte - barhalsede Personers Forsøg paa at restituere den nordiske Aand ere jo i dette Øieblik ret i fuld Gang. -

✂ Om man end derfor tilgiver Archimedes med Hensyn til hans Opdagelses Vigtighed at han løb splitternøgen gjennem Syracus Gader - saa følger deraf ingenlunde at man bør taale disse moderne Naturligheder. -

✂ Den catholske Kirke er Modbilledet til Jødedommen; der var det Gud i sin Majestæt, der nedlod sig paa Jorden og vilde fastholdes i denne sin Majestæt (tordnede paa Sinai) og derfor dette historiske Moment, da Himlen var paa Jorden, unddrages Reflexionen, medens man fra den anden Side klamrer sig saa fast som muligt dertil, og ligesom Gud er i sin Majestæt saaledes ogsaa den hele Cultus ved Siden af den Ydmyghed, som Følelsen af at være Intet for Herren indgiver, har netop det Majestætiske udefter - i Kirken er det Msk., der efterhaanden stiger op, hæves op hjelpes op ved Gud - Gud begynder med sin Fornedrelse - Chrstus paatog sig en Tjeners Skikkelse og endnu kalder Paven sig servus servorum. Jødedommen henter Gud ned fra Himlen, Chrstd. henter Msket op til Himlen.

✂ Ogsaa hvad Chrsti Lære angaaer bespiser han Folk med 5 Brød og 3 Fiske, naar man seer, hvorledes den ubetydeligste udvortes Omstændighed giver ham Anledning til de dybeste Udviklinger, hvor langt det er fra al storladen Forberedelse, alt prætenderende Apparat.

✂ Fader i Himlene! til Dig vender vor Tanke sig, Dig søger den atter i denne Stund, ikke som med en vildfarende Vandrers ustadige Skridt, men med den hjemvante Fugls sikkre Flugt; lad Du vor Tillid til Dig ikke være en flygtig Tanke, ikke et Øiebliks Indfald, ikke det jordiske Hjertes skuffende Beroligelser; lad Du vore Længsler efter Dit Rige, vore Forhaabninger efter Din Herlighed ikke være ufrugtbare Veer ikke som de vandtomme Skyer, men af Hjertes Fylde hæve sig til 184 Dig, og bønhørte som qvægende Dug læske vor Tunge, som Dit Himmel-Manna mætte os for stedse! -

✂ Det kunde synes underligt, at det N. T. ender med en Prophetie (Joh: Aabenbaring); er det maaskee en Iteration af Jødedommen, saa at Chrstd. igjen kommer til at pege ud over sig selv? Nei ingenlunde, den er snarere som et Speil, der kaster Straalerne tilbage i det chr. Livs Centrum igjen, den fører derfor ikke Blikket ud i Noget Hiinsides, men belyser kun desto stærkere alt, hvad der er Dennesides, derfor hedder den ogsaa »en Aabenbaring« ikke som Spaadommen der er dunkel indtil dens Opfyldelse, det er den chr. Livsaande, der udaandet i det øvrige N. T. nu saa at sige indaandes igjen i Apocalypsen. -

✂ at Chrstd. saaledes allerede i sin første Fremtræden i Chrsto selv har omskibet hele sit Omfang, det sees deraf at d. Hellig-Aand skal blot minde og erindre Apostlene om Alt.

✂ Det gik med Camolicismen som det er gaaet med hele Jordekloden, der kom ogsaa i den Henseende en Copernicus (Luther) som opdagede at Rom ikke var det Centrum som Alt dreiede sig om men et peripherisk Moment. -

✂ Vor Statsforfatning nærmer sig mere og mere til Chinesernes - det eneste der endnu mangler er, at man skulde forbyde Udvandringerne.

✂ Scholasticismen naaede (ligesom enhver Udvikling efter min Theorie) sin Parodie i Paulus Cortesius Forsøg paa ikke saa meget at omskrive som at reenskrive Scholastikerne paa classisk Latin - Chrstus døde heed nu han gik over Akeron. etc.

✂ Munkeordenerne ere forbi med Jesuiterne, thi her naaede disse deres Parodie i en saa reen verdslig Stræben.

✂ Der maa komme Øieblikke ogsaa før den Stund, da der paa Jorden ingen Hjælp er funden, hvor Du føler Dig ene - hvor Du fristes i Ørkenen, saa at om du end raabte over den hele Jord ingen Stemme vilde svare Dig, der kunde trøste Dig - uden den, som det gl.T. saa forfærdelig har skildret uden den Allestedsnærværendes, tager jeg Østens Vinger paa etc. - da er Du der - denne Stemme, som netop er den Chrstne saa trøstelig.

✂ Ogsaa senere gjentager det sig i Chrsti Liv, at han fristes i Eensomhed, da Apostlene sove, saaledes gaaer det ogsaa os i Øieblikke, hvor det synes os som alle, hvem vi kunne henvende os til, sove trygge ubevægelige, ikke til at raabe op for vore Sorger, da gjelder det at finde en høiere Trøst.

✂ Herre vær Du os nær med din Kraft, saa at Vi maae føle Hjertets glade Forvisning om, at Du ikke er langt borte fra os, men at vi leve røres og ere i Dig! - 186 Ligesom Qvækeme af moralske Grunde undgik at aflægge Eed, saaledes dristede det 18de Åarh: Videnskabelighed af intellectuelle Grunde sig aldrig til at kalde Gud til Vidne paa sin Sandhed.

✂ Der gives Msk., hvis Fordærvelse ikke er kommen ved udvortes Skade, men hvor den udvikler sig ligesom Raadenhed i visse Frugter i Hjertet, i Kjernehuset. -

✂ Grækerne havde ikke Under, ligesom de i deres Kunst hell. ikke fremstillede deres Idealer i overnaturlig Størrelse. -

✂ Det ikke-philosophiske Hoved kan vel komme til at indsee et foregaaende Standpunkts Mangelfuldhed; men dette kommer nu til at stille sig som noget Haardt Uigjennemtrængeligt for ham. Man seer derfor ogsaa, at mange Msk. først maa udlade en Masse Polemik førend de kunne komme til deres egl. Gjenstand - det philosophiske Hoved blødgjør de foregaaende Anskuelser nedsætter dem i al Forsonlighed til Momenter. -

✂ Der gives Tilfælde i det aandelige Liv, hvor Prædikatet »mageløs« mod de Vedkommendes Villie, der bruge det, faaer samme Betydning som om man vilde sige om en Handske ell. Strømpe for at rose den - at den var mageløs. -

✂ Det gaaer med at udvikle de aprioriske Grundbegreber, ligesom det i den chr. Sphære gaaer med Bønnen, thi her skulde man jo troe, at Msk. paa den frieste, subjektiveste Maade satte sig i Forhold til Gudd. 187 og dog høre vi, at det er den Hellig-Aand der virker Bønnen, saa at den eneste Bøn der endnu blev tilbage var den: at kunne bede, ihvorvel ved dybere Eftersyn endogsaa den er virket i os - saaledes gives der hell. ingen Deduction Begrebs-Udvikling, ell. hvad man vil kalde det som har nogen constitutiv Kraft - Msk. kan blot besinde sig derpaa, og det at ville dette, naar denne Villie ikke er et tomt ufrugtbar Gaben - er det som svarer til hiin eneste Bøn, og er ligesom denne igjen virket i os.

✂ Man kan derfor ogsaa sige, at al Erkj enden er ligesom Aandedraget

✂ en respiratio.

✂ Paa Grund af det Aprioriske, der ligger i Forsættet i Sammenligning med den timelige successive Udfoldelse - er Forsætter til det Gode saa fristende, og indeholde saa ofte noget Narkotisk, der udvikler en Intuition, og ikke en Elasticitæt, der afføder en Energie. -

✂ Det er et betydningsfuldt Ord med H: t: en utidig Glæde over Magt og Myndighed i aandelig Forstand: »Glæder Eder ikke over, at Aanderne vare Eder underdanige, men at Eders Navne ere indskrevne i Himlene«. Det var med disse Ord at den hellige Antonius ifølge Athanasii Efterretning hos Morder advarede Asketerne om ei at glemme det ene Fornødne ved Siden af den Magt, de havde til at uddrive Dæmoner. -

✂ Det var en meget god Bemærkning Sibbern idag gjorde paa sine Forelæsninger, hvorledes man maa antage en egl. ideel Væren der i sig har en Væren ogsaa før sin Udtalelse i den actueUe Væren, hvilket 188 man jo ogsaa kunde see deraf, at man ikke vilde sige om evige Sandheder, at de nu blive til, men de reveleres nu *dolgoeO* i Tidens Fylde. -

✂ Lad vor Tale ikke være som Blomsten, der idag staaer paa Marken og imorgen kastes i Ovnen, ikke som Blomsten, om den end i Pragt overgik Salomos Herlighed. -

✂ Og vil Du forunde os, at blive bekjendt med Videnskabens mange Herligheder, o lad os dog ikke glemme derover det ene Fornødne, og vil Du udslette vor Aandskraft, dl. vil Du lade os blive gamle paa Jorden, saa vor Aand sløves, o een Ting er der, som aldrig kan glemmes, om vi end glemte Alt, at vi ere frelste ved Din Søn. -

✂ Har Du ret følt, det Trøstelige der ligger i den Betragtning: Gud frister Ingen, har Du følt den overjordiske Styrke den overnaturlige Størrelse, Du faaer ligeoverfor Synden ved Tanken om at det er Dit eget Kjød og Blod, dl. dens Fristelser, som dog engang for alle er overvundet (Gud tilskikker vel Msk. Prøvelser, for at styrke ham og modne ham - Fristelser ere jo netop for at knække, fordi man troer, at den Paagjeldende vil ligge under) men har Du ogsaa følt Dig ydmyget ved den Tanke: han fristes og ikke af Nogen - - hvorfor opløfter Du næsten udfordrende saa udæskende din Røst til Himlen - hvorfor stormer dine Tanker den, dl. mener Du ikke, at Din Ulykke er saa stor, Din Klage saa retfærdig, dine Suk saa dybe saa gribende, at Gud ved dem skulde fristes?

✂ I den chr: Udvikling gjælder det, at Disciplen er ikke større end Mesteren; i Verdens-Udviklingen er det ikke Tilfælde - derfor skal vi ære Fædrenes Overlevering.

✂ Herren kommer, om vi end maae bie paa ham, han kommer, om vi end blev gammel som Anna, graa som Simeon (denne Noah d. 2den), men vi maae vente paa ham i hans Huus.

1839.

✂ Det er det samme Mirakel, som gjentager sig i enhver Chrstens Liv, det samme som Samtiden forundrede sig over ved Bryllup et i Cana: Du haver iskjænket den slette Viin først og siden den gode, især vil Enhver istemme det, der har følt, hvorledes Verden først iskjænker den gode og derpaa den slette.

✂ Herre berolige Du Bølgerne i dette Bryst, dæmp Stormene! Min Sjæl vær stille, at det Gudd. kan virke i dig! Min Sjæl vær stille, at Gud kan hvile i Dig, at hans Fred kan overskygge Dig! Ja Fader i Himlene ofte nok have vi prøvet at Verden ikke kan give os Fred, o men lad Du os føle, at Du kan give Fred, lad os bemærke Forjettelsens Sandhed, at Din Fred kan al Verden ikke tage fra os. -

✂ Jeg føler ret i dette Øieblik den forfærdelige Sandhed af de Ord:

✂ Psalm: 82,6: Jeg har vel sagt til Eder, at I ere Guder, og den Høiestes Børn; men I skulle døe som Msk: og gaae til Grunde som en Tyran. -

✂ Fader i Himlene! Naar Tanken om Dig vaagner i vor Sjæl, da lad den ikke vaagne som en opskrækket Fugl, der forvirret flagrer om, men som Barnet af sin Søvn med sit himmelske Smiil.

✂ Enhver Enkelts Liv har ogsaa sin Genesis og derpaa sin Exodus*) (sin Udgang i Verden,) sin Leviticus, hvor Sindet vender sig mod det Himmelske, sin »Numeri«, hvor man begynder at tælle Aarene, sin Deuteronomion.

✂ Det er det Forvirrede ved os, at vi paa eengang ere Pharisæeren og Tolderen.

✂ Den Christne kan tumles meget i Verden og færdes meget med den, men sit Religieuse maa den beholde for sig, ligesom Jøderne i Handel og Vandel brugte romerske Penge med Keiserens Brystbillede; men i Templet brugte de deres egen Mynt.

✂ Og vil Chrstus end ikke tillade os at følge ham, saaledes som han afslog den Besattes Bøn [x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x]) Luc. 8,38 saa ville vi dog som denne gaae hen til vor Familie og vor Hjemstavn og forkynde Guds Godhed og hvad der er skeet med os. cfr. Luc. 8,39.

✂ Fader i Himlene! Vandrer Du med os som Du vandrede med Jøderne fordum i de gl. Dage. O lad os ikke troe at være voxede fra Din Opdragelse, men lad os voxe til den, voxe under den, som den gode Sæd voxer i Taalmodighed. Lad os ikke glemme hvad Du haver gjort for os, og naar Din Hjælp vidunderlig har været tilrede, da lad os ikke søge den igjen som utaknemlige Skabninger fordi vi aade og bleve mætte. Lad Du os føle at vi uden Dig slet Intet formaaer, men lad os ikke føle det i feig Afmagt, men i kraftig Fortrøstning, i glad Forvisning om, at Du er mægtig i de Svage.

✂ Det er det Sørgelige med mig, at mit Liv mine Sjælstilstande bestandig gaaer efter to Declinationer, hvorved ikke blot Endelserne blive forskjellige, men hele Ordet forandres.

✂ ... Thi Sorg er et gammelt Ord, det er fast ligesaa gammelt som Verden, men »Trøsteren« det er ogsaa et gammelt Ord; men dog ikke slet saa gammelt, som det heller ei i den Enkeltes Liv bliver saa gammelt om han endog blev nok saa gammel, der er dog altid gaaet en Nat forud for den Dag, en Nat, hvor han af Frygt for Verden besøgte Jesus, ell. en Nat, da han mistvivlede om Alt, da han intet Fast fandt mell. Himmel og Jord, en Midnat, - da Chrstus besøgte ham, da Chrstus kom som fordum til Disciplene gjennem lukte Dørre. -

✂ Det første Indtryk man faaer af Chrstd. er saa velgjørende saa mægtig til i et nu at omskabe*) vort hele Sind, at det er intet Under, om vi ønske med Disciplene at blive paa Bjerget at opslaae der vort Telt (cfr. Mc. IX,5 etc.); men vi maae som Disciplene ned igjen af Bjerget, og ofte venter da en ligesaa haard Prøvelse som den Dæmoniske var for Disciplene, (cfr. Mc. IX, 11 o: s: v:)

✂ Herre! gjør Du vort Hjerte til Dit Tempel, hvori Du vil tage Bolig. Lad hver ureen Tanke, hver jordisk Begjær som Afguden Dagon hver Morgen findes sønderknuset for Fødderne af Pagtens Ark, lær os at beherske Kjød og Blod, og lad det være det blodige Offer, saa at vi med Apostlen maa sige: jeg døer daglig.

✂ Hegel er en Johannes Climacus, der ikke som Giganterne stormer Himlene ved at sætte Bjerg paa Bjerg - men entrer dem ved sine Syllogismer.

✂ Gud give Kraft til ene at tænke paa, hvad jeg har at gjøre, og det vil Du anvise mig og byde mig at gaae derefter som Du fordum bød Propheten Elisa: naar Du møder Een paa Din Vei, da hilse Du ham ikke, og naar han hilser Dig, da hilse Du ham ikke igjen. -

✂ Det bør være med Mskets Sjælstilstande, som det er med Bogstaverne i Lexiconner, nogle ere saa stærke og saa voloumineus udviklede, andre have blot et Par faa Ord under sig - men et fuldstændigt Alphabet bør Sjælen have. -

✂ .... først da naar Hjertets ængstelige ell. hovmodige Hyklerie er fortrængt, først da lyder Ordet for os, ligesom Chrst. først naar Pharisæerne vare bragte til Taushed og havde fjernet sig først da lød hans Ord ret af Hjertets Fylde for Disciplene.

✂ Lader os i Taalmodighed forhverve vore Sjæle. (cfr. Luc: XXI, 19).

1839.
ad se ipsum

✂ Fader i Himlene! aaben Du Øiets Kilder, lad en Taarestrøm som en Syndflod udslette hele det forbigangne Liv, der ikke fandt Naade for Dine Øine; men giv Du ogsaa som fordum et Tegn, da Du satte Regnbuen som en Naadeport paa Himlen, at Du ikke mere vil udslette os ved en Syndflod; lad aldrig Synden saaledes faae Magt i os, at Du atter maatte udrive os af Syndens Legemel

✂ Længsel er det høiere Livs Navlestreng.

✂ Der har været Mangfoldige, der omtrent have staaet i samme Forhold til Jesus som Barrabas (han heed: Jesus Barrabas). Barrabas er omtrent paa Dansk: »N. N.«, [x][x][x][x][x][x][x][x] , filius patris, sin Faders Søn. - Forøvrigt er det sørgeligt, at vi slet ikke veed Mere om Barrabas; han forekommer mig i mange Maader at kunne blive et Sidestykke til den evige Jøde. Hans øvrige Liv maa dog være gaaet underligt hen. Gud veed, om han ikke er bleven Christen? - Det vilde være et poetisk Motiv at lade ham optræde og vidne for Christus, greben af hans Guddomskraft.

✂ Du mit Hjertes Herskerinde »Regina«, gjemt i mit Brysts dybeste Løndom, i min fyldigste Livstanke, der, hvor der er lige langt fra til Himlen og til Helvede, - ubekjendte Guddom! O kan jeg virkelig troe Digternes Fortællinger, at man, naar man første Gang seer den 195 elskede Gjenstand, troer at have seet hende længe iforveien, at al Kjærlighed som al Erkj enden er Erindring, at ogsaa Kjærligheden hos det enkelte Individ har sine Prophetier, sine Typer, sine Myther, sit Gamle Testamente. Overalt i ethvert Pigeansigt seer jeg Træk af Din Skjønhed, men jeg synes, at jeg maatte have aHe Piger for af al deres Skjønhed ligesom at uddrage Din; at jeg maatte omskibe hele Jorden for at finde den Verdensdeel, jeg savner, og som dog mit hele Jegs dybeste Hemmelighed polarisk antyder; - og i næste Øieblik er Du mig saa nær, saa nærværende, saa mægtigt udfyldende min Aand, at jeg transfigureres for mig selv og føler, at her er godt at være.

✂ Du Elskovs blinde Gud! Du, der seer i Løndom, vil Du give mig aabenbart? Skal jeg finde, hvad jeg søger, her i denne Verden, skal jeg opleve Conclusionen af alle mit Livs excentriske Præmisser, skal jeg slutte Dig i mine Arme, - eller:

✂ lyder Ordren videre?

✂ Er Du gaaet forud, Du min Længsel, vinker Du mig forklaret fra en anden Verden? O jeg vil kaste Alt fra mig for at blive let nok til at følge Dig.

✂ Det er dog en uforlignelig Følelse, naar man har faaet Ideen indblæst i Begrebets Legeme, naar man i dette har givet hiin sin Begrændsning - ikke et Plankeværk eller en chinesisk Muur, over hvilket den ikke kan gaae, men en Skjønhedslinie, indenfor hvilken Ideen svulmer, ikke krampagtigt men jomfrueligt Vel bliver man undertiden nødt til paa Grund af vor Erkj endelses jordiske Endelighed at sætte den i et Jomfrubuur, indtil vi har fundet en værdig Brudgom; men Herre Gud, - et Jomfrubuur er da intet Nonnekloster.

✂ Det Guddommelige kan godt røre sig under de jordiske Forhold, og det behøver ikke disses Tilintetgjørelse som Betingelse for sin Fremtrædelse, saaledes som jo Guds Aand aabenbarede sig for Moses i Tornebusken, der brændte uden at fortæres.

✂ Al Poesie er Livets Forklarelse (*dolgoeO* Transfiguration) ved dets Forklarelse (ved at det forklares, oplyses udvikles o: s: v:). Det er ret mærkeligt at Sproget har den Tvetydethed.

✂ Det synes som om Philosopheme i deres Efterretninger om den nyere Philosophie siden Cartesius har dannet sig efter den Form, der undertiden findes i Eventyret, hvor man ved at gjentage Alt det Foregaaende, hver Gang man føier et nyt Leed til, tilsidst tilveiebringer en uoverskuelig Række: Stok vil ikke Hund slaae, Hund vil ikke Ko bide, Ko vil ikke hjem gaae etc.

✂ Det er den ene Side af al Guds-Erkjendelse, den historiske Opfattelse; det er derfor yderst betegnende for Jødedommen, at de kun kunne see Ryggen af Jehovah, da jo Historien træder til, idet Jehovah forlader det givne for at gaae videre, da den historiske Opfattelse aldrig bliver præsent med Begivenheden selv. cfr. Exod. 33,20-23. v. 22: »Wenn den nun meine Herrlichkeit voruber gehet, will ich dich in der Felsenkluft lassen stehen, und meine Hånd soli ob dir halten, bis ich vorüber gehe«.

✂ Overhovedet var Jøderne i saa meget dybere Forstand en historisk Nation end nogen Anden og en Nation der accentuerede det Historiske, som det at gjøre den 3die Person til den Form, man gaaer ud fra, antyder dette fremfor enten det abstrakte Infinitiv ell. den subjektiverede første Person.

✂ Det sidst udkomne Værk af Günther (die juste-melieu der Philosophie) har en saa fortræffelig Titel, at jeg i den Grad har forliebet mig i den og beskjæftiget mig med den, at jeg nok aldrig faaer læst Bogen; men bliver staaende ved Titelbladets Aphorisme. -

✂ Der kommer ogsaa i aandelig Henseende et Øieblik, hvor vi føler, at vi slet Intet selv formaae, hvor vi gaae ligesaa† nøgne ud af vor Selvbetragtning*), som fordum af Modersliv -

✂ Deri viser sig den dybe gjennemgribende Betydning af Arvesynden, at al Chrstd. i den Enkelte begynder med Sorg - Sorgen efter Gud.

✂ Det gjelder om enhver Idee, hvad der siges om Messias: den er [x][x][x][x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], [x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x]. (Heb: 7,3.)

✂ En ligesaa dyb og hellig en ligesaa inderlig og stille hellig Sorg, som den æsthetiske Bekymring med hvilken Lavatert taler om den Besmittelse med hvilken Msk. har forvansket Guds Billede i det, forsaavidt dette Guds Billede viser sig i Ansigtet - denne Sjælens Klangfigur - en saadan religieus-moralsk Sorg vilde være den rette christelige Sorgens Gratie, forsaavidt den uden selv at falde ind under Fordærvelsens Bestemmelser, blot opfattede Mskslægtens store og dybe Fald.

✂ men en saadan Sorg er der ikke Plads til i Verden, og naar vi stundom see Msk., der søge at fortabe sig i en saadan Intuition, som om det Hele dog egl. ikke vedkom dem, da lyder Herrens Ord: Qvinde græd ikke over mig, men over Dig selv.

✂ ... Thi Chrstd. har ogsaa en Kamp større end enhver Strid, der er ført i Verden; thi Chrstd. kjæmper med Verden. Men har Du seet Hæren i Slagets Øieblik begeistres ved Feldtherrens Tale, hvorledes skulde den Chrstne da ikke opflammes ved sit Feldtraab: naar Gud er med os, hvo kan da være imod os, et Feldtraab, der i Sandhed indeholder ikke blot et umiskjendeligt Skjelnemærke fra Fjenden men et Evangelium for hver Kjæmper. Eller skulde den Chrstne ikke opmuntres til at kjæmpe under en Hærfører, der selv haver overvundet Fjenden, til at stride en Strid, hvor Seiren er vis, Belønningen en Evighed. -Chrstd. har ogsaa sin Fred - en Fred, der har overvundet Verden - og Chrstd. har ogsaa en Glæde ikke den, der skjuler sig paa Bunden af det berusende Bæger; men der smiler os imøde fra Bunden af den bittre Kalk, og som kun viser sig tydeligere i samme Grad som Kalken bliver bæskere. -

✂ At Tænken og Væren ere eet, det kan man see hos Folk, der lide af fixe Ideer - herved fremgaaer ogsaa et Beviis for Helvedstraffenes Evighed, da Msks fuldkomnere Tilværelse jo netop maa tænkes frie for alle de Adspredelser, Alt det Momentane og Timelige, der gjør at vi ikke føle Identitæten af Tænken og Væren, ikke at tale om, at det der ligger i Kjønsforskjel og den hele Historiske Udvikling, der har sit Udgangspunkt heri maa tænkes borte, da vi jo skulde vorde Engle lige (ikke gifte ell. tages til Ægte); men Englenes Fald lærer jo Kfædrene ogsaa er utilbagekaldelig, da det er skeet under den »sande Tids« Form.

✂ Mængden af Msk. gaaer Chrstd. forbi som Stemmen fra Himlen (Joh: XII,29), de høre den, men forstaae den ikke og troe at det er Torden - eller de høre Stemmen, men see ikke, hvo det er der taler. (Acta IX,7.).

✂ Det er den fyldigste Prophetie, der nogensinde har existeret, da Chrstus siger: det er godt for Eder at jeg gaaer bort, da var det Øieblik da Chrsti jordiske Tilværelse havde i den Grad naaet sin Modenhed, da hans Legeme var indtørret som Frugten er det, naar dens Tid er forbi, da den hele guddoms Fylde ikke længere kunne rummes i jordisk Skikkelse som individuell Existents.

✂ Frygt og Bæven (cfr. Phil: 2,12) er ikke primus motor i det chr. Liv, thi det er Kjærlighed; men den er hvad Uroen er i Uhret - den er det chr. Livs Uro.

✂ Naar man seer det Uvæsen orthodoxe Hegelianere have drevet med deres Mesters Kategorier, som laae der en Salighed deri, hvo kommer da ikke til at tænke paa de [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] som Paulus advarer imod l Tim: l ,4.

✂ Jøderne skruede sig bestandig tilbage i Fortiden (de skreve ikke blot i physisk men ogsaa i aandelig Forstand - fra Høiere til Venstre) men netop jo stærkere de saaledes stemmede sig tilbage, desto nødvendigere søgte Sjælen et Tilkommende, der var ligesom et Resultat af de Lys-Partikler, Øiet ved at stirre paa Fortiden havde indsuget, og som nu lyste desto stærkere i det tomme og mørke Præsens, de følte dem bundne i. De manglede saaledes den egentlige Evolutions rolige Sikkerhed.

✂ Vor Tid taber mere og mere det teleologiske Moment, der hører med til en Livs-Anskuelse - og iblandt de dannede Classer vil man vist finde Mange, der vil ansee et Ægteskab uden Børn for det Høieste - man tænke i denne Henseende derimod paa Jøderne; der næsten reent opgave deres egen Tilværelse og søgte den kun i en Andens.

✂ Chrstd. indeholder en saa meget større Kløftelse mod Verden i Forhold til Jødedommen som de Ord Chrstus sagde til sine Apostle (»hvo som ikke hader Fader og Moder for min Skyld er mig ikke værdig«) - ere dybere end de Ord, der i Begyndelsen lød til Manden (»han skal forlade sin Fader og Moder«) og som en Følge deraf er ogsaa Foreningen ligesaa meget inderligere.

✂ idet han reed hen til ham, hvidskede han: »Hr. Major, de kommer til at gjøre omkring«; hvorpaa Majoren med høi Komandostemme raabte: »Hele Bataillonen omkring« og kom derved til at holde igjen ligesaa forkeert ikke at tale om at hele Bataillonen kom til at staae forkeert. See det er Ulykken med Politikerne, altid hedder det »hele Bataillonen«, uagtet det kun er dem selv, der skulle gjøre omkring.

✂ I Chrstd. er Alt blevet et Trin lavere, idet der er kommen et høiere Moment ind. [x][x][x][x][x][x][x][x][x] var det høieste i det gl. T; men i det N. T. er [x][x] [x][x][x][x][x][x] , saa at [x][x][x][x][x][x][x][x][x] beholder Bevidstheden i sig ikke som i det gl.T.

✂ Det er netop det Sørgelige ved mig, at mit hele Liv er en Interjektion, og slet ikke har noget Nagelfast, (Alt er Rørligt - Intet 201 Urørligt, ingen fast Eiendom) - min Sorg er et fortvivlet Hyl - min Glæde et lyrisk-overvættes Hopsasa.

✂ Deri er vor Tids Lyrik forskjellig fra Middelalderens, at medens i vor Tid den tilfældige Individualitæt voltigerer i sin egen Tilfældighed, hvorfor ogsaa den Enes Lyrik er uforstaaelig for den Anden; i Middelalderen derimod har Lyriken en heel Objektivitæt for sig, det er ikke Individet, det er Mennesket (Adam *dolgoeO* Mskheden) ethvert Træk er verdenshistorisk, dette Ord forstaaet i ideel Forstand.

✂ Jeg har faaet en Sorg i mine Ungdoms
Dage, der aldrig fra mig gaaer saalænge
som jeg lever. Det er den største Sorg som
nogen overgaaer, det er at elske den man ei
kan faae.

✂ Det er den største Sorg som Jorden den
kan bære, det er at miste bort sin Hjertens
Allerkjæreste, det er den største Sorg som Solen
overgaaer, det er at elske den man ei kan naae.

✂ Denne Vise kjøbte jeg for nogle Dage siden hos en af de simple Boghandlere, der tillige ere Bogbindere og som afhænde Triblers Enkes Forlags-Artikler. De to Vers her ere klistrede fast ere i mine Tanker fortræffelige og netop et Exempel paa den anførte Objektivitæt som det egl. Folkelige altid beholder, og besynderligt nok medens det i høieste Grad synes at gaae ud over det Individuelle, tiltaler det netop i største Maade de Msk., der have Individualitæt, ligesom en Prædiken ikke bør være nogen spidsborgerlig Leilighedstale, men hell. ikke en Abstraktion; men have den ideale Individualitæt for Øie.

✂ Jeg hørte forleden en Samtale mell. nogle Bønderpiger og Bønderkarle. Den ene af disse, ret, hvad den jævne Simpelhed kalder en Pigernes Jens, sagde til en meget smuk Bondepige med et stærk Udtryk af den Hemmelighedsfuldhed, som Goethe taler om i hans »römische Elegien«, har Du ingen Kjæreste hvortil hun svarede Nei, hvorpaa han svarede: »saa er Du ogsaa en daarlig Pige.« -

✂ Det der egl vil udgjøre Hovedproblemet m: H: t: Spørgsmaalet om Sjælens Udødelighed vil vist snarere blive Beskaffenheden af Udødeligheden end om Udødeligheden, om nemlig Sjælen maa tænkes ved Døden at slutte sig fast om sit Gjernings Indhold dl. tænkes som opløst i det Gudd. Alt, og det er saa langt fra at Sjælen derved er opgivet, at man jo paa sig selv kan fornemme Analogier dertil, hvor den blot subjektive Bevidsthed træder i Skyggen for en langt objektivere Bevidsthed, hvor Tilværelsen faaer en Gjennemskuelighed, og Spørgsmaal er det dog, om ikke disse Momenter ere af høiere Art end Gjerningsmomenterne.

✂ I Christi Lidelseshistorie fremtræder et Moment, der viser at Loven ikke blot blev opfyldt, men at der traadte mere til, thi da Chrstus havde drukket Edikken, der bødes ham, da sagde han: det er fuldkomment, *dolgoeO* nu er Loven fuldbyrdet, men det blev ikke Chrsti sidste Ord; thi han bad ogsaa for sine Fjender og det er af Evangeliet.

✂ Det er dog en Fordeel jeg har fremfor Fleertallet af Forfattere, at mine Indfald altid lyde paa Navn ikke paa Ihændehaveren, de lyde paa Navn om jeg endog er anonym.

✂ Det Phantasiebillede som Sjælen en tidlang fordrer for at fastholde sin Gjendstand, dette og den derved betingede Udvorteshed 203 forsvinder, naar den sande Erkj endelse træder til, ligesom de to Disciple, der vandrede til Emaus, vel mærkede saa at sige at Chrst. var med dem; men først, da de i Sandhed gjenkjendte ham, da blev han usynlig. -

✂ .... Eller vilde Du, at Guds Riigdom ikke skulde være overflødigere end at Din jordiske Forstand kunde beregne den? Eller vilde Du, at Guds Viisdoms Dyb ikke skulde være uudforskeligere end at den kunde udgrundes af Din Kløgt? Eller vilde Du at Guds Raadslutninger ikke skulde være vanskeligere knyttede end at de kunne løses af din Skarpsindighed? Det vil maaskee synes Dig, at det er Afsindighed jeg forkynder, at det er Daarskab. Men jeg vilde spørge Dig, har Du aldrig følt Dig saa ulykkelig i Verden, at Du indsaae, om Du saa end havde al den Viisdom, Din meest glødende Indbildningskraft kunde udmale sig, saa kunde Du dog ikke rede Dig selv ud af Livets Forvikling, eller har Du aldrig følt Dig saa fattig, at Du maatte sige, om jeg end fik al Verdens Skatte og Herligheder, om jeg end blev sat paa Templets Tinde, og Alt, hvad jeg skuede, var mit, blev jeg dog ikke rigere? Og blev Du dog ikke glad igjen, blev Du dog ikke riig igjen, og hvorfra kom vel den Glæde, hvorfra den Riigdom, uden fra Gud, og var den Glæde ikke saligere, og den Riigdom ikke mere overvættes end Alt, hvad Du havde drømt Dig; var den ikke saa stor og saa herlig, at maaskee en hemmelig Frygt listede sig frem, en hemmelig Bekymring for, at den skulde tages fra Dig, da du ikke havde givet Dig den selv? Men da har Du vist ogsaa i samme Stund følt Trøst ved den Tanke, at Du var i hans Haand fra hvem denne Salighed kom; da har Du følt, at der gives en Kjærlighed, der overgaaer al Sands og al Forstand, og at denne Kjærlighed ikke er den, hvormed Du elsker Gud, men hvormed Gud elsker Dig.

✂ O Riigdoms-Dyb etc., saaledes taler Apostlen P. efter at have fuldendt en af de dybsindigste Udviklinger, Verden nogensinde har hørt, i disse Ord ligesom udhviler han sig ikke træt af Arbeidet, men salig i Beskuelsen; han udhviler sig, siger jeg; thi jeg veed intet bedre 204 Udtryk, jeg veed Intet at sammenligne hans betragtende Virksomhed end med Guds skabende Virken; thi som Guds Aand svævede over Afgrundene, saaledes svæver hans Tanke over Verdens-Historiens Alt, jeg veed Intet at sammenligne hans dybe Følelse af Verdens herlige Indretning, end med hiint Ord: Og see det var saare godt; intet at sammenligne hans Beskuelses Fred med, uden med Guds salige Hvile fra sin Gjerning. Og naar P. nu i dette Sammenhæng udbryder: »O R. D.« etc., hvo føler da ikke, at det er paa dette Sted at hiint Udbrud har hjemme, at der er ligesom et Punkt, hvor Verden ligger bag os som en stille Aften gjennemsigtig og forklaret, en Betragtningens Himmelfart, hvor dette Udbrud i sin dybeste, meest udvidende Forstand har hjemme, at der ligesom kun er et Øieblik, hvor en slig Tanke-Lovsang hører hjemme, et Øieblik, der giver os en Forsmag paa den himmelske Beskuelse Ansigt til Ansigt. Og dog finder jeg netop det Afbrudte i vor Text saa skjønt; det er et Udbrud der ligesom kan*) underlægges hver Christens Liv, hver i Gud levet Time; thi Gud er i Sandhed ikke mindre i den Enkeltes eensformige Liv, end i Verdens-Forviklingens Larm, han er ikke mindre i sine Styrelser med det enkelte Msk., end naar han bøier mægtige Nationer under sin vældige Haand, kun at vi hæve os til ham i sand Andagt, kun at vi med sand Begeistring maatte kunne sige: o Rigdoms Dyb etc.

✂ Det er et i Sandhed opbyggende Syn, at see den instinktmæssige Sikkerhed hvormed simple Folk tilegne sig Guds Ord, hvorofte de gaae med sand Velsignelse fra en Prædiken, som de dog langtfra have forstaaet; som Himlens Fugle saae de ikke og høste de ikke, og dog nærer den himmelske Fader dem. -

✂ Gud kan ligesaa lidt bevise sin Tilværelse i nogen anden Forstand end han kan sværge; han havde intet høiere at sværge ved end sig selv.

✂ Det chr. Liv har Aphorismer af egen Beskaffenhed, som falde udenfor alle æsthetiske Bestemmelser saaledes f. E. Paulus cfr. Rom. 1,1 [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] .

✂ Christus er den sande magister matheseos

✂ Prædestinationslæren og Montanisternes forklare i Grunden hinanden gjensidig; thi begge gaae de ud fra den levende Erkjendelse af den ved Chrstd. givne grandiose Forsoning af Msk. med Gud, i den glade Forviisning herom seer Prædestinationslæren den endelige Empiries Uformuenhed til at rokke denne, som nu eensidig opfattes som en stor Uforanderlighed; i ængstelig Bevidsthed af Mskets Syndighed seer den anden et Tilbagefald som der vilde forstyrre Alt, men netop ved denne Frygt flygter den (ikke blot i den Enkeltes Liv) men i Tanken selv ind igjen under hiin evangelistiske Sikkerhed, men denne Bevægelse opfattes eensidigen, naar der læres at et Tilbagefald bevirker Umuligheden af nogensinde at vende tilbage. Forvexlingen kommer deraf, at denne Lære et Øieblik streifer over paa det praktiske Gebeet, og optager Bestemmelser heraf i sit dogmatiske Begreb; thi dersom det lod sig tænke, at hele Mskslægten kunde synke tilbage til det Syndens Standpunkt hvorpaa Chrst. fandt den, dersom Gud atter kun kunde træde i Forhold til Mskslægten som den straffende, dersom Christi Fremtrædelse ikke havde nogen objektiv Betydning for Gud ikke var en immanent Bestemmelse i hans Væsen - ja da havde Montanisterne Ret. Men i Individernes Sphære har den Anskuelse kun sin relative Betydning. Og den hele Lære er kun et Forsøg paa at gjøre »Frygt og Bæven«, der i den Enkeltes Liv har sin Sandhed, til en videnskabelig-dogmatisk Bestemmelse. -

✂ Der gives visse Leiligheder, ved hvilke man især føler, hvor haardt det er at staae ganske*) ene i Verden. Jeg saae saaledes forleden Dag en 206 fattig Pige, der gik ganske ene til Kirke for at blive confirmeret; og jeg saae en gl. Mand, hvis hele Familie var uddød; en lille Sønnesøn, hans sidste Trøst, bar han i en Ligkiste under Armen, og nogen Tid efter saae jeg ham paa Kirkegaarden sidde som et Kors paa en Familie-Grav. -

✂ .... Og føle vi end, at vi letsindigt have forspilt vor Førstefødselsret, saa vil dog Gud ogsaa høre os, naar vi med Taarer sige som Esau: Fader har du da kun een Velsignelse, velsign ogsaa mig. Og fandt Isaak ogsaa en Velsignelse for sin letsindige Søn, hvorledes skulde da vor himmelske Fader, som er riig paa Velsignelse† ikke finde een for os.

✂ Der gives især hen mod Foraaret, naar Naturen efter sin lange Søvn vaagner en Smule, men atter slumrer ind igjen (saaledes som ogsaa dette Øieblik er det behageligste i Msk. Søvn) visse Dage, hvor Naturen synes saa drømmende saa tankefuld, at vi ret føle, hvad det vil sige, naar Nordboen dannede Skyerne af Ymers Hjerne; saa underlig skjuler Himlen sig i en gjennemsigtig sur-tout, som en skjøn Pige indhyller yndige Former i Phantasiens Hell-Dunkel. - Og ere ikke alle vore Tanker Skyer, som combinere sig i Forhold til de forskjellige 207 Luftstrømninger - ikke andet end Skyer, hvad enten de for en Stund synes at staae stille† over os at ville blive hos os, ell. de hurtigt fortrænge hinanden, fremdrevne af Lidenskabernes Storme. Du kjære Læser, hvis Horizont endnu aldrig har været formørket af slige Skyer, for Dig drive ogsaa denne Skye forbi uformærket og glemt som saa meget Andet, du vel har seet men som intet Indtryk gjorde paa Dig, fordi det ikke i Dig fandt sig selv. -

✂ Og jeg der af Naturen er et Hvile-Bogstav har endnu ikke fundet Noget jeg kan hvile i, blot jeg snart maatte finde det, at jeg ret kunde blive fuldtonig.

✂ »Endnu i denne Stund siger Herren«; thi Herrens Forbarmelse er ligesom Bøgerne, der »trykkes i dette Aar« - evig ung. -

✂ den er ligesom hans Sorg: vidste Du endnu i denne Stund, hvad der

✂ tjener til dit Bedste. Luc: 19,41.

✂ Caligulas Idee, at ønske at alle Hoveder sad paa een Hals - er ikke andet end et attenteret feigt Selvmord. Det er Modbilledet af et Selvmord, det er to lige fortvivlede Verdens-Anskuelser. -

✂ Ligesom det i moralsk Henseende læres, at hvad der var forudskrevet i det Gl. T., var forudskrevet, for at de Christne skulde lægge sig det paa Sinde (Rom. XV,4.), uden at derfor, det der var skrevet, ikke skulde have haft sin Betydning for dem, det oprindelig blev sagt til - 208 saaledes, troer jeg, at det i historisk Henseende forholder sig med Prophetiens Betydning for det N. T.

7de Forsvar for Anonymitæten.

✂ De fleste Forfattere skrive saa lidet eiendommeligt, at næsten enhver Mand i Kongeriget kunde være Forfatter til det, der skrives, og da saaledes Navnet bliver et aldeles intetsigende Accessorium saa indseer man heraf, at Anonymitæten ogsaa i poetisk Forstand har sin Betydning, da jo desuden, fra den modsatte Side seet, de Forfattere, der have en Individualitæt slet ikke behøve at sætte deres Navn under.

✂ Det Meste derfor der skrives er ikke andet end asserta paa slet Papir - jeg skriver dog paa stemplet.

✂ Cornelius Nepos fortæller om en Feldtherre, der blev holdt indesluttet i en Fæstning med et betydeligt Cavallerie, at han, for at Hestene ikke skulde blive syge af den meget Stillestaaen, hver Dag lod dem pidske for paa den Maade at skaffe dem Motion - saaledes lever jeg som en Beleiret paa mit Værelse - jeg gider Ingen see, og hvert Øieblik frygter jeg for, at Fjenderne skulle forsøge en Storm *dolgoeO* at Een skal komme og besøge mig; jeg gider ikke gaae ud; men for ikke at tage Skade af den megen Stillesidden - græder jeg mig træt. -

✂ Jeg er i denne Tid i den Grad ulykkelig, at jeg i Drømme er ubeskrivelig lykkelig.

✂ Ligesom mit Øie i denne Tid, hver Gang jeg slaaer det op, løfter en uhyre Vægt af Lodder (projekterer en Mængde »Fluer«) der øieblikkeligt tynge det ned igjen, saaledes ogsaa mit Haab; thi den Dør ad hvilken det stundom forundes mig at skue ind i lysere Egne, (thi min 209 daglige Horizont og Atmosphære det er som Udsigten og Luften i en grøndlandsk Hule, og jeg modtager desaarsag i denne min Vinterresidents meget faae Besøg; thi kun Missionairer have Mod til at krybe paa alle fire ind i en saadan Hule - Haabet, Himlens Missionair udstraaler en sparsom Gang et Glimt) er ikke en Dør, der bliver staaende aabnet, naar den først eengang er oplukket, ei hell. en Dør, der langsomt lukker sig igjen, saa man dog kunde have Haab om at kunne liste sig til at titte ind af den endnu et Par Gange inden den lukkede sig; nei den falder øieblikkelig i igjen, og Forfærdelsen derover gjør, at man næsten glemmer hvad man saae.

✂ ...... Thi Briller skjule meget - ogsaa en Taare i Øiet. -

✂ Det er ret mærkeligt, at medens alle andre Bestemmelser, der udsiges om Gud ere Adjektiver, er »Kjærligheden« alene Substantiv, og man vilde neppe falde paa at sige: »Gud er kjærlig«. Saaledes har Sproget selv udtrykt det Substantielle, der ligger i denne Bestemmelse. -

✂ Ligesom Chrsti Fremtræden i Aandens Verden er hvad Skabelsen er i den physiske - saaledes er den Hellig-Aand Opholdelsen i Aandens Verden *dolgoeO* Opholdelsens Begreb. -

✂ Hele Tilværelsen ængster mig, fra den mindste Flue til Incarnationens Hemmeligheder; heel er den mig uforklarlig meest jeg selv; hele Tilværelsen er mig forpestet meest jeg selv. Stor er min Sorg, grændseløs; Ingen kjender den, uden Gud i Himlene, og han vil ikke trøste mig; Ingen kan trøste mig uden Gud i Himlene, og han vil ikke forbarme sig - Unge Msk., Yngling, Du som endnu staaer ved Begyndelsen af Maalet, har Du forvildet Dig o! vend om, vend Dig til Gud og ud af hans Opdragelse skal Du føre med Dig en Ungdom, 210 styrket til Manddomsgjerning; Du skal aldrig fornemme, hvad den maa lide, der efter at have forspilt sin Ungdoms Kraft og Mod i Opsætsighed mod ham, nu udmattet og afmægtig maa begynde et Tilbagetog gjennem ødelagde Lande og hærgjede Provindser, overalt omgivet af Ødelæggelsens Vederstyggelighed, af afbrændte Byer og skuffede Forhaabningers rygende Tomter, af nedtraadt Velstand og knækket Velmagt, et Tilbagetog langsomt som et ondt Aar, langt som en Evighed, eensformigt afbrudt af det idelig gjentagne Suk: disse Dage, behage mig ikke.

✂ Jeg siger om min Sorg, hvad Engelskmanden siger om sit Huus: min Sorg is mey castle. - Men der er mange Msk., der naar de have Anledning til Sorg (bære Flor om Hatten) fordre Deeltagelse ikke saa meget for at lindre Sorgen, som for at man skal dægge lidt for dem, og derfor i Grunden ansee det for en af Livets Beqvemmeligheder at have Sorg.

✂ Jeg kan dog ikke antage Andet end at det er Guds Villie, at jeg skal læse til min Examen, og at det er ham behageligere at jeg gjør det end om jeg ved at fordybe mig i en ell. anden Grandskning virkelig kom til en ell. anden klarere Erkjendelse; thi Lydighed er ham kjærere end Vedderens Fedme. -

✂ Gud i Himlene, lad Du mig ret føle min Intethed, ikke for at fortvivle derover, men for desto stærkere at føle din Godheds Storhed.

✂ (dette Ønske er ikke, som Spotteren i mig vilde sige en Epicuræisme, som naar en gourmand sulter sig for at Maden kan smage desto bedre.).

✂ At Bogstavet ihjelslaaer det kan man see paa Sadducæerne, der holdt saa fast ved Lovens Bogstav, at de nægtede Sjælens Udødelighed.

✂ Thi hvad er Udtrykket (Stilen) andet end det evige Modermærke, og disse Folk, der komme til Resultat, som ikke er deres Eiendom, de ere som Høns, der have udruget Ællinger, hver Gang Ideen gjør en Bevægelse ifølge sin Natur (ligesom naar Ællingerne søge Vandet) blive de bange og staae og trippe, fordi de kun kjende Tanken i en bestemt til et bestemt Udviklings-Moment svarende Form; de kunne, som umathematiske Hoveder ikke den Sætning, de før kunne bevise, naar man tegner Figuren anderledens og giver den andre Bogstaver. -

✂ At erindre Philosopherne og Dogmatikerne i vor Tid om de Ords Betydning for Speculationen: Omvender Eder; det er omtrent det samme som at raabe Hep efter en Jøde.

✂ Det er utugtigt at fremstille en Qvinde i korte Klæder, derimod ikke at afbilde hende nøgen som Grækerne gjorde det; thi det Vellystige ligger netop i det at Gevandtet skjuler og lader ahne. Det er uanstændigt, at lade Af- og Omklædningsscener paa Theatret gaae saavidt, at man seer SkuespHderinden i chemise; thi det er ikke det det kommer an paa, om de have ligesaa mange Klæder under, saa at chemisen egl. blot er en Overkjole, men det det kommer an paa er Nødvendigheden af Ideeassociationen.

✂ Først da naar det ved Livets Opfattelse ikke længere er et Tankeexperiment ligeoverfor et andet Tankeexperiment*), ni en en Anskuelse, der netop i Kraft af at være dette har en Drift (en indre, en immanent Magt) til at fordre sig realiseret, og desaarsag ogsaa ponerer sig i hvert 212 Moment, først da indtræder den sande Splid i Msk., først da føler man, at det ikke er et flygtigt Phantom man har at kjæmpe med, men at det er en Magt, et Legeme, et Syndens Legeme (Rom: 7.) man skal udrives af, hvormeget det end koster, at det er en Døen af fra (der som enhver Døen har sine Taarer i Begyndelsen bittre, fordi vi skulle adskilles fra Noget, som vi have levet i, og som vi ofte uforstandige nok have ondt ved at glemme, snart blide og stille, fordi vi føle Herrens Trøst, snart Glædestaarer, naar vi see det lakker mod Enden) at det er et Guds Rige, en gegliedert Tingenes Orden, som ikke lader sig tage med Vold, vi skulle indordnes i. -

✂ Jeg har læst et Sted i et indisk Værk disse Ord: hvo som ikke troer dette, han skal dømmes til Helvede og gjenfødes til et Æsel. -

✂ Om dette Forord skal blive langt ell. kort, veed jeg i dette Øieblik slet ikke; kun een Tanke udfylder min Sjæl, en Længsel, en Tørst efter ret at forvilde mig i Forordets lyriske Underskov, ret at baldre mig deri; thi ligesom det maa gaae Digteren, at han snart føler sig lyrisk bevæget, snart episk tiltalt, saaledes føler jeg som Prosaist i det Øieblik en ubeskrivelig Glæde ved at opgive al objektiv Tænkning, og ret at udtømme mig i Ønsker og Forhaabninger, i en hemmelig Hvidsken med Læseren, en Horatzisk sussuratio i Aftenstunden; thi Forordet bør altid opfattes i Aftenbelysning, som ogsaa unægtelig er den skjønneste; og det er derfor ikke underligt, at vi læse, at vor Herre spadserede i Aftenkjølingen (Genesis), en Aftenstund, naar Tankens Travlhed lyder fjernt høitideligt som Høstkarlens Lee. -

✂ Det er netop den diametrale Modsætning, naar man i ældre Tid, den Gang da Troen paa Gud var større, da Fløilet paa hans Prædikestol 213 ikke var saa affalmet som i vore Tider - beraabte sig paa Guds AImagt og at Intet var umuligt for Gud for at bevise Legemets Opstandelse f. E. o: s: v:, og naar man i nyere Tid smiler heraf idet man opfatter denne Tanke saa karikeret som muligt - og beraaber sig paa den dybt i Msket begrundede Trang, den Fordring, saa at sige, det Krav Msket har, for at bevise Sjælens Udødelighed f. E. o: s: v:; thi dette lod sig opfatte ligesaa karikeret, naar man vilde forstaae det om Mskets blotte subjektive Fordring; thi saa kunde jo enhver Grille gjøre lignende Ophævelser. Disse to Sider bør derfor medieres. -

✂ Naar i vore Tider enkelte Dogmatikere saa stærkt beraabe sig paa den augsburgske Confession i Modsætning til formula concordiæ, saa glemme de, at Forskjellen mell. dem dog mere ligger deri, at en Timeviser aldrig kan vise saa nøiagtigt som en Minutviser, at mange Ting overhovedet ere blevne Spørgsmaal for formula conc. som ikke vare det for Confessionen. -

✂ Jeg lever i denne Tid omtrent som en Brik i Schakspil maa være tilmode, naar Modspilleren siger: den Brik kan ikke røres - som en ørkesløs Tilskuer, da min Tid endnu ikke er kommen.

✂ Kfædrenes Beskrivelser af Dæmonerne passe i mange Maader paa vor Tids Politikere; de levede nemlig i Luften (de ere nemlig altfor vindige til at kunne faae Fodfæste paa Jorden), de levede af Offerrøg og Virak, de vare meget bevægelige og kunde i en Hast overfare hele Verden.

✂ Evigheden er Tidens Fylde (dette Ord ogsaa taget i den Forstand, hvori det bruges, naar det hedder, at Chrstus er kommen i Tidens Fylde.).

✂ .... Men der gives en Anskuelse af Verden, ifølge hvilken Paradoxen er høiere end ethvert System.

✂ Det gjælder om Hamann hvad der staaer skrevet paa en Kakkelovn hos Kold i Fredensborg: allicit atque terret. -

✂ Den chr. Bevidsthed forudsætter en heel foregaaende msklig Bevidsthed (det gjør den baade i verdenshistorisk og individuell Henseende hos den Enkelte), og medens den Chrstne derfor staaer med Bevidstheden om en Syndflod, der har tilintetgjort den foregaaende Tilvær, troer Philosophien at Tilværelsens Begyndelse skeer her.

✂ Besynderligt nok det er Noget, der tidt har ængstet mig, at det Liv, jeg levede ikke var mit eget; men ganske identisk med en anden bestemt Person, uden at jeg var istand til at forhindre det, og først opdagede det, hver Gang det til et vist Punkt var gjennemlevet.

✂ Endogsaa i Vanvid hersker der saa stor Monotonie, at (efter Lægers Beretning) der meget sjeldent indtræder et Phænomen, som ikke allerede tidligere er beskrevet mange Gange.

✂ Hele Læren om Arvesynden fremstilles i den catholske K. igrunden som det enkelte Msk. saa uvedkommende, at man bedst kunde sammenligne den med en Smuds-Titel, der skjæres bort ved Indbindingen, og justitia originalis desaarsag ogsaa saa fjern fra Msk., at denne bedst lader sig sammenligne med en brillant Indbinding, der ikke staaer i Forhold til Bogen.

✂ Efter den Maade som Reformatorerne indskjærpe Troen paa, saa følger, at de gode Gjerninger bør staae i samme Forhold til Msk. som Velgjørenhed efter Chrsti Bud: den høiere Haand skal Ikke vide hvad den venstre gjør.

✂ Chrstd.s Standpunkt i Forhold til et almdl. humant Standpunkt er som Kirkens til Staten, der ikke negerer Staten, uden forsaavidt denne vil gjøre et Indgreb i hiin.

✂ Det er derfor at »Aladin« er saa styrkende ved den geniale barnlige Dristighed i de meest forfløine Ønsker; thi hvor Mange er der vel i vore Tider, der i Sandhed tør ønske, tør begjere, tør fordre, tør tiltale Naturen hverken med et artigt Barns »bitte-bitte«, ell. med et fortabt Individs Raserie; hvormange er der, der i Følelsen af, hvad der i vore Tider snakkes saa meget om, at Msk. er skabt i Guds Billede er hans naturlige Repræsentant, har den sande Komandostemme, den sande gudd. Cancellie-Stiil, ell. staae vi ikke alle der som Nourredin og bukker og skraber, ængstelige for at forlange for meget og for Lidet; ell. nedsætter ikke efterhaanden denne storartede Fordren sig til en sygelig Reflecteren overjeget, fra at kræve til at kræve sig, som Barnet jo strax opdrages til.

✂ Det almdl.-msklige Standpunkt skriver paa egen Haand usikkert og vaklende, det christelige skriver med† paaholden Pen, bevidner Rigtigheden (dette i subjektiv Forstand), men producerer ikke. Heraf den dybe Betydning Ordet »Vidne« har i Chrstd., de ere hverken første Opfindere ell. Forbedrere af det Givne, men Vidner, deels forsaavidt Chrstd. er en objektiv Akt, der realiserer sig i Verden, deels forsaavidt de optage denne i sig.

✂ t thi hvad Msk. gjør paa egen Haand, det bliver dog aldrig mere end

✂ Figenblade.

✂ At relative Modsætninger kan medieres, dertil behøver vi i Sandhed ikke Hegel, da det ligger i det Gl: at de kan adskilles; at absolute Modsætninger skulde kunne medieres, det vil Personlighed i al Evighed protestere imod (og denne Protest er incommensurabel for Mediationens Assertum) den vil i al Evighed gjentage sit udødelige Dilemma: at være ell. ikke være det er Spørgsmaalet. (Hamlet.)

✂ Den Jagen efter Aandrighed, der er saa charakteristisk for vor Tid, har efterhaanden inficeret endog de helligste Forhold, og Bønnen er lidt efter lidt bleven en ved en udhulende Reflexion udpumpet aandrig Conversation. At vore Bønner skulde blive for lange som Pharisæer-nes er vel ikke at befrygte, men derimod synes en sygelig Eftertanke henledet paa at udfinde mere og mere pikante Ting at bede om, man skammer sig saa at sige ved sin jordiske Existents, ligesom Gud ikke ogsaa havde sat os i den. Det Hele skal være saa aandeligt, saa vindigt, at det danner en charakteristisk Modsætning til den Troskyldighed, der f. E. gaaer igjennem den Maisang, man hertillands pleiede at afsynge.

✂ Hvo kommer ikke under Observationen af Sjælens Vibrationer, af det ogsaa i aandelig Henseende herskende ustadige Veierligt† til at tænke paa hine Fortryllelser, som næsten ethvert Eventyr indeholder Træk til, og hvor forfærdelig bliver ikke Ligheden derved, at man opdager, at der ogsaa i Frihedens Verden findes en Lov, vel ikke en Natur-Lov som for hine Fortryllede, men en Syndens Lov (at Fortryllingen varer 7 Dage, 7 Uger, 7 Maaneder etc.) forfærdeligt fordi man først bag efter opdager Loven, man troer frit at røre sig i en Stemning, da man lidt efter lidt ledes til at bemærke denne nærværende 217 Stemnings Modsætning til en foregaaende, og nu denne Tanke som et Lyn slaaer ned i Sjælen, at det maa være efter en indre Nødvendighed at disse Stemninger afløse hinanden, efter en Lov, som vi ikke ere istand til at beregne: [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x]! [x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x] ; Rom. 7,24. Eller naar som i enkelte Eventyr Tanken udvider sig saa det ikke længere er et enkelt Individ men en heel Udvikling der ligger under for denne Fortryllelse? Og hvor Faae ere det ikke, som selv ikke under denne Lovens Trældom bevæges af dette Indtryk, vove at arbeide til deres Frelse, hvor længe varer det ikke inden Eventyret finder det Redskab, der er istand til at bære disse Besværligheder og have Mod til at vove Alt. Ell. hvor nysgjerrige ere ikke i omvendt Tilfælde Mskene, naar den Ulykkelige ønsker at være ene med sin Sorg, kunde end ikke den skjønne Melusinas hele Kjærlighed, hendes dybe rørende Sorg over sin Ulykke, standse hendes Gemals Nysgjerrighed![†]