Kierkegaard, Søren Uddrag fra Dagbøger i udvalg 1834-1846

↩ Paa følgende Maade frelser man i vor Tid det Religieuse. Man qvitterer Virkeligheden til Takke med Humor (thi Endeligheden er vel Synd men ikke den, der skal sørges over) og paa den Maade kan man bevare det sundt. Man gaaer ikke i Kloster, men man bliver en Nar i 339 Verden; man mindes Christi Ord: naar Du faster (hvad vil dette sige andet end: naar Du sørger, thi Fasten var jo blot Sorgens udvortes Tegn) saa salv Dit Hoved og toe Dit Ansigt, at Du ikke maa synes fastende for Mennesker. Ved disse Ord er al Sludder og Sladder om Menighed og Leven for Menighedens Idee ophævet. Det Første, det Religieuse gjør, er at det lukker sin Dør og taler i Løndom.