Kierkegaard, Søren Uddrag fra Dagbøger i udvalg 1834-1846

↩ jeg har dog gjort Alt saaledes, at hun ikke ahner, at hun dog maaskee selv har lidt Skyld. En ung Pige skulde jo have Stilhed og Ydmyghed, i det Sted var det hende der var stolt, mig der maatte lære hende Ydmyghed ved selv at ydmyge mig. Da tog hun mit Tungsind forfængelig, hun troede, at det var fordi hun var en saa mageløs Pige, at jeg var saa ydmyg. Da bød hun mig Spidsen. Gud tilgive det, hun vakte min Stolthed, det er min Synd. Jeg løb hende paa Grund, det havde hun fortjent, det er min oprigtige Mening men ikke det Senere. Da var det at mit Tungsind vaagnede, jo mere hun nu i lidenskabelig Heftighed klamrede sig om mig, desto mere følte jeg Ansvaret, saa tungt var det aldrig bleven, havde denne Strid ikke været. Da brast Baandet.