Kierkegaard, Søren Uddrag fra Dagbøger i udvalg 1834-1846

↩ Den anden Prædiken kunde ogsaa være anlagt anderledens. Den kunde begyndt med de Ord: vide I da som ere onde at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skulde da Gud ikke vide det.† Den skulde da begynde med Tvivlen om nu virkelig et Msk. vidste at give gode Gaver. Denne Tvivl skulde gjennemføres til det yderste Paradox, saa selv Kjærligheden (den reen msklige) blev en tvivlsom god Gave. Det viste sig da, at hine Ord af Chrstus snarere vare en Ironi end som man i Almdl. forstaaer dem. Derpaa skulde Bevægelsen gjøres.