↩ Man kan betragte ethvert af S.K.s pseudonymer som et 152 eksperiment fra forfatterens side, hvor han tager en maske på og gennemspiller en bestemt rolle, som han finder interessant og væsentlig, og hvori elementer af hans egen personlighed kommer til udtryk. Her er det selvfolgelig ofte vanskeligt at afgøre, hvor stor en del af sig selv forfatteren lader komme til udtryk gennem den maske, som han har overladt ordet til: i hvor høj grad er der tale om en reel afstand - og i hvor høj grad er der tale om, at forfatteren gemmer sig bag masken i den forstand, at han bruger masken til at fremsætte synspunkter, som han gerne ser fremsat, men som han i en eller anden henseende anser for problematiske, og som han derfor ikke ønsker at lægge navn til? Under alle omstændigheder lever Vigilius på en markant måde op til den overordnede målsætning i S.K.s forfatterskab: »at ville solo læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede, igjennem endnu engang om muligt paa en inderligere Maade« (SV VII 620).