↩ Ligesom det uerkendte forhold til Gud ved den altid fleksible, tjenstvillige og samtidig almægtige angsts mellemkomst kan fylde skæbnen med en betydning, som den ikke har, f! den til at udsende sigende budskaber, selv om den reelt intet siger - så kan den uerkendte skyld over for Gud, stadig via angsten, tvinge mennesket ud i evindeligt gentagne ofre, der skal rense det for en uklar skyld, som 168 viser sig for det i angstens gådefulde og tvetydige skikkelse, fordi skyldens sande karakter ikke er erkendt. Dette gør renselsesritualerne ineffektive og kræver deres stadige gentagelse (jf. 96). Også det, at mennesket ubevidst drages mod skylden, er med til at fremtvinge gentagelserne. Herom skriver Kresten Nordentoft: »Forklaringen på denne gentagelsestvang ligger i skyldangstens ambivalens. Skylden er ikke kun det afskrækkende, men også det fascinerende, og derfor må offerhandlingen gentages som afværgehandling, rettet mod den fortsatte, men ubevidste fascination af skylden« (Nordentoft 1972 360).