↩ I det foregående er flere gange nævnt, hvorledes angsten, der indefra, af det enkelte menneske, opleves som både skræmmende og dragende, også udefra betragtet må opfattes som tvetydig: den er, ligesom den urealiserede åndelige udvikling, som den er et udtryk for, »en fjendtlig Magt« (42), der bringer forstyrrelse og uro med sig; på den anden side er den også »en venlig Magt« (smst), der vil fore mennesket frem til en højere udvikling. Bortset fra at angsten som nævnt også kan fa mennesker til at stivne, således at ingen udvikling kommer i gang, så er S.K. enig med Hegel i, at bevægelse mod højere åndelige udviklingstrin forløber gennem kriser og konflikter. Uenigheden kommer frem ved S.K.s kritik af Hegels forestillinger om, at udviklingen forløber af sig selv, med logisk nødvendighed, således at der ved mødet mellem enhver tilstand og dens modsætning opstår en konflikt, der fremtvinger en højere udvikling. Modsat hedder det hos S.K.: »At man, naar man udenfra betragter Uvidenheden, seer den bestemmet hen til Viden, er noget, som aldeles ikke vedkommer Uvidenheden« (37).