↩ Den delvise enighed kan ses af, at Hegels kritik af den traditionelle opfattelse af syndefaldsmyten som fremstillende et fald fra en tilstand af fuldkommenhed, er parallel med S.K.s. Hegel kritiserer dels de traditionelle forestillinger, dels selve myten, for at vende tingene på hovedet, dvs. for at fremstille menneskets erkendelse af og harmoni med det gode som det første og oprindelige i menneskets udvikling -og ikke som det sidste, som det der er resultat af bevidstgørelse (jf henvisningerne til Hegel i denne udgaves noter). Hegel støtter bl.a. sin fortolkning på Guds ord om, at »mennesket er blevet som en af os« (1. Mos. 3,22). Syndefaldet bliver for Hegel et nødvendigt, uundgåeligt og relativt udramatisk led i menneskets naturlige og positive stræben efter kundskab og erkendelse. I modsætning hertil er der hos S.K. tale om et absolut vendepunkt i menneskets liv. Aage Henriksen omtaler træffende syndefaldet i Begrebet Angest som »en lykkelig katastrofe« (Henriksen 1954 69). Hvor Hegel er tilbøjelig til at se bort fra synden og fremhæve menneskets avancement, dér fremhæver S.K. menneskets fald og lader det kun indirekte fremgå, at det var godt, det faldt. Dette paradoks er, som det vil ses, kun ét udtryk for det omfattende paradoks, som synden repræsenterer i Begrebet Angest.