↩ Afgørende for S.K.s forestillinger om det kvalitative spring md i synden, der »er udenfor al Tvetydighed« (42), er det, at mennesket ved dette spring bliver skyldigt i forhold til Gud og dermed skyldigt i absolut forstand, »uendelig skyldig« (146). Denne forestilling om skyld står i modsætning til almindelige menneskelige forestillinger om skyld: »endeligt [dvs. inden for endeligheden] lader det Spørgsmaal sig ikke afgjøre, om et Menneske er skyldigt, uden paa en udvortes, juridisk, høist ufuldkommen Maade« (146). Derimod er spørgsmålet om menneskets skyld i forhold til Gud altid allerede afgjort på forhånd, absolut og inappellabelt, ved en overmenneskelig domstol, og dermed er spørgsmålet om skyld definitivt anbragt uden for den menneskelige forståelses begrænsede rækkevidde, inden for hvilken der altid kun kan være tale om noget relativt og kvantitativt, om et mere eller mindre, om et »på den ene side og på den anden side«. Det er dette forhold, der gør, at synden set fra en almindelig menneskelig synsvinkel er uforståelig, således at den kun kan forstås eksistentielt, »indvortes«, af det enkelte menneske, men ikke kan forklares, ikke kan gøres til genstand for en almen og objektiv videnskabelig behandling. Ifølge S.K. så »er det bare sådan«, at mennesket 170 kun kan komme i forhold til Gud som synder: »det er nu eengang en ceremoniel Vedtægt, at naar den endelige Aand vil see Gud, da maa den begynde som skyldig« (99).