↩ Ak, at jeg skal bekende min Synd, jeg som Himlen havde mærket med sin Nåde - at jeg lod mig friste og falde for det, som havde gydt Skræmsel over Steffens unge Ansigt og drevet ham hjem til Barndommens hvide Sand! Ja, jeg, Eberhard Sebastian Badens Barn, der havde siddet ved hans Side i Skøgernes Hus og havde set Helliggørelsens Lys brede sig over hærgede Ansigter og Glorier tændes om Tissel-Hoveder, mens Tungen tvættede sig i Lovprisningens Sprog som de Kårnes på Pinsedag - jeg, som udfriedes fra det lave Tagkammer, fra det smudsige Aviskontor, fra hver trang og formørket Synd, og henflyttedes midt i Havets Øde, under Himlens vældige Vejr - jeg, som havde set de hundrede Sole fødes af Himle som Krystal og Himle som Jærn, jeg, Gud havde viet til at leve som på Skabelsens første Dag - jeg, Guds Helt, som Eberhard Sebastian Båden havde varslet om, jeg faldt for hans Fjendes Hånd, usselt, for den første Snare, han satte ud!