Kidde, Harald Helten

II

HARALD KIDDE

  • SINDBILLEDER. 1900.
  • AAGE OG ELSE - DØDEN. 1902.
  • AAGE OG ELSE - LIVET. 1903.
  • LUFTSLOTTE. 1904.
  • DE BLINDE. 1906.
  • LOVEN. 1908.
  • DEN ANDEN. 1909.
  • DE SALIGE. 1910.
III

HARALD KIDDE

HELTEN
ROMAN

Ak, søger de ydmyge Steder -

BRORSON

KØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG 1912

IV
V
Til
min Moder.

VI
1

FØRSTE DEL
DE SORTE SKOVE OG
DET SORTE STRÆDE

2
3

FØRSTE KAPITEL

ERIK LANGE skød Avisen fra sig, lænede sig tilbage i Stolen og lukkede Øjnene. Han nikkede et Par Gange frem for sig.

Ja, ja, så var det altså omme, så kunde han lige så godt blive her - til sin Dødsdag. Hans Liv var jo dog omme; de havde taget det, Kammeraterne fra Ungdommen, som han i en fortrolig Time havde betroet det.

Dér stod det jo: "Et moderne Kloster. Sanatoriet for Nervesyge. Dr. med. Magnus Kås og Holger Faber." Pengene var rejste, Grunden købt, Pladserne besatte. "Planen var hemmeligholdt til nu, da alt var sikret." Hvorfor? Havde de frygtet ham, at han skulde rejse sig og kræve sin Tanke tilbage?

Ak nej, de vidste jo, at han sad velforvaret her på Øen - og fik Underretningen om, at hans Plan var fuldført - af andre, Ugen efter at det øvrige Land vidste det - -

En Uge gammel var Avisen, kommet med Postskibet fra Jylland nu til Morgen. Grunden til Sanatoriet var allerede begyndt at ryddes. Grunden han havde anvist dem hin Aften på Regensen - - -

Hans Fingre standsede deres Trommen på Bordet. Han så Stedet for sig som hin første Gang fra Damperens Dæk - den skyggede Vig derinde, de mossede Sten, som Kølvandet fra Skruen vuggede sig til Hvile imod, de hvidstammede Bøge mod Skovmørket - - - Han så den lille Bæks Blinken i Solskinnet - og han fornam atter sin Skælven mod at nå derind, at drikke af Bækken, hvile mellem Bregnerne og se Damperen haste videre, mens han selv kun skulde blive her - - 4 Han så de to hvide Sommerfugle, som havde danset foran Skovskumringen, og sig selv, et ni-tiårs Barn, gemme sit Ansigt mod Faderens Malerkasse, der var overklistret med brogede Poststempler fra alle Klodens Stationer - til han mærkede Faderens Hånd på sin Nakke og hørte hans forundrede Stemme:

"Men Erik, hvad er der i Vejen? nu rejser vi jo!" Ja, de rejste - hele Jorden over - - til han atter, som ung Student, en Dag trængte sig gennem Bregnekrattet og virkelig stod på denne stille Plet, han bestandig havde drømt om siden, derude i Syden, i Middelhavet, i Lilleasien eller Indien - mærkede dens svale Dunkelhed om sin Pande og Mossets Fugtighed om sit Knæ, da han lagde sig ned for at drikke af Bækken, drikke for mange Års Tørst. Og da han rejste sig, og hans Øjne gled rundt over de hvide Bøgestammer, de nikkende Dueurter og Mørket, der blånede som Ensomhedens Ånde, vidste han, at han som Barn ikke tog fejl: at her skulde hans Nervesanatorium ligge, her hvor hans Moder fødtes, her hvorhen han havde stundet hver Time på de endeløse Rejser, her i Skjul af Skovene, med Udsigt vidt ud over Fjorden, Odderne og Havet

- Sanatoriet for alle de Børn, som det nittende Århundredes Rejse havde gjort trætte, som længtes mod en Skovbæk at drikke af.

Nej, han havde ikke taget fejl, den Dag på Damperens Dæk og ikke siden, på sine mange Opmålinger og Undersøgelser - dér i de stille Fjordskove var dets rette Plads, det store Sanatorium, det første i sin Slags - eller "et Nutidens Kloster" kaldtes det her i Avisen.

A ja, det var jo også hans Ord den Gang til Kås og Holger Faber: "Et Klosterhelg må vi skabe midt i den nye Sværdtid."

Og nu var det skabt, på hans Sted, efter hans Plan, uden ham, af de to Ungdomsvenner!

Men - havde han ikke også forladt sin Tanke, som han den Gang forlod dens Sted - giftet sig, søgt denne Plads over Hals og Hoved, siddet her nu på tredje År - og vilde han da, at Planen skulde glemmes, som han selv blev glemt herovre, at ingen andre end han skulde nå hin Bæk og drikke af dens Vand?

5

Planen var jo dog hans og skulde nu fuldføres - hvad vilde han mere?

Men pludselig knyttede han Hænderne, løftede dem som til Slag, rejste sig og trådte hen til Vinduet.

Havet bredte sig dernede, ind i den skyede Horizont, uoverskueligt, gråblåt, svagt glitrende af Sol.

Han lod Hænderne synke. .

Å, hvad vilde han? Havet lå mellem ham og dem, Årene mellem ham og hans Plan! De havde arbejdet, mens han havde drømt - rejst Penge og søgt Statstilskud, mens han arbejdede videre med Planen - på Papiret, forvirredes og tabte Troen på den og sig selv, her hvor han sad, Mile fra Mennesker og Tiden.

I Guder, hvorledes var han kommet her! Hvor var det faldet ham ind: Læge på en Ø syv Mil fra nærmeste Kyst, en Ø med knap tohundrede Indbyggere - han, der fra spædt Barn var tumlet om, den halve Jord over, fra Nord til Syd, fra Øst til Vest; som havde alle Jærnbanehjuls Hamren, alle Dampskibes Dunken i sit Blod, alle Horizonters Virvar for sine Øjne, alle Folkeslags Tungemål i sine Øren, han, det rejsende Århundredes Barn mer end nogen; som havde lidt mer end nogen for dets Synder - for at han skulde føre det til Hvile og Fred, han, Århundredets Læge, han var endt her!

Og hvorfor?

Erik Lange vendte sig hastigt mod Døren ind til Ellens Stue, men standsede så - - Å nej, han slap ikke! Langt før og langt dybere: fordi han var Århundredets Barn mer end nogen; fordi han aldrig havde lært at vente, at tåle, at gro - - Fordi han ikke havde kunnet bie, havde han mistet; fordi han kaldte Nuet al Fremtid, et Øjeblik Evigheden, havde han sat sin Evighed overstyr: sin Gerning, sin Bestemmelse - for hendes Skyld derinde, for sin egen.

Distriktslæge-Embedet her var ledigt, han havde søgt det: så kunde Ellen og han gifte sig, og han i Ensomhed modne sin Plan.

Nu var Planen fuldført af andre - og Ellen og han - -

Å - han gjorde en afværgende Bevægelse - - 6 Og han havde troet sig Århundredets Læge, han, som mer end nogen var dets Patient.

Patient -! Hans Hånd jog til Uret. Å det var sandt, her var jo virkelig en Patient at tilse. De havde jo været hos ham inde fra Byen, om han vilde komme og se til den gamle Skolelærer, som nu lå syg på anden Måned.

Nå, så hastede det vel heller ikke! Skønt, han kendte nok Øens Folk, de døde gerne mellem Hænderne på ham, når han endelig blev kaldet.

Hvad skulde egentlig Staten her i dyre Domme lønne en Læge for? Jordemoder havde de jo og Graver. Og andet ønskede de jo ikke.

Han stak Stetoskopet i Lommen og knappede til. Jomfru Camrath, som havde været her, mente, det var noget med Lungen, men huskede han Skolelærer Bek ret, var det nok snarere den rene Alderdom, som sædvanlig her på Øen.

Å nej, de havde nok kunnet nøjes med mindre end dette Århundredes Læge!

Han smilte bittert,

Her levede jo alt de svundne Århundreder, han vilde ført Menneskeheden derude tilbage til, Tiden, da Jordemoder og Graver var nok.

Han gik hurtigt ind gennem Værelset, betænkte sig et Øjeblik og bankede så på ind til Dagligstuen.

"Ja!" lød Ellens klare Stemme.

Han lukkede op.

"Jeg skal ned i Byen og se til en Syg, gamle Lærer Bek, jeg kommer igen til Aften," sagde han med Hånden på Dørgrebet.

Hans Hustru nikkede til ham henne fra Vinduet, hvor hun sad med sit Sytøj. Hendes store, blonde Hår bruste om det fyldige, hvide Ansigt med de mørkeblå Øjne. Hun bed en Sytråd over med de stærke Tænder.

"Hils ham, Erik, og spørg om han ikke trænger til noget, et Par Flasker Vin for Exempel," hun glattede Bakkeservietten ud over Knæet.

"Kender du ham da?" spurgte Erik Lange.

"Skulde jeg ikke kende ham, Erik? Synes du, her er 7 så mange Mennesker på Øen, at vi ikke nok kan kende dem alle, endsige Clemens Bek?"

Han trak kort på Skulderen.

"Ja, ja, det er nu din Fejl, det har jeg altid sagt dig," nikkede hun og bøjede sig over Sytøjet, "at du aldrig bryder dig om at lære dem at kende, aldrig går ind til dem og -"

"Synes du egentlig, de er så venlige, at man får Lyst til det?"

Hun rystede på Hovedet, "De er vel, som man tager dem! Venlige er de ikke, husk på, hvor ensomt de lever og især har levet, i forrige Tider. Men du -"

"Jeg er ikke sat til Sjælesørger for dem," svarede han kort, "han, som var det, har salveret sig."

"Ja, så skammeligt, så utroligt!" Ellen bankede med Foden på Forhøjningen, "tænke sig, at det næsten er umuligt at få en Præst herover! at det skal være Guds Tjenere!"

Erik Lange smilte og trak atter på Skulderen, så nikkede han og gik.

"Husk så at spørge ham om Vinen!" råbte hans Hustru efter ham.

Han tog i Forbigående mekanisk Morfinsprøjten til sig fra Apotekerskabet i Hjørnet og gik ud i Forstuen.

Nu havde han siddet her to År og kunde blive siddende her, til han blev firsindstyve og grå og blind som den forrige Distriktslæge, gamle Doktor Hagedorn, der en Gang i forrige Århundredes Midte sendtes herover, da hans Drikfældighed havde gjort ham uanvendelig på Fastlandet.

Ja, nu blev han, nu de havde stjålet hans Tanke, hans Liv!

Han standsede i den smalle Gang og trykkede et Øjeblik overvældet Panden mod den tunge Pelskåbe.

Og han havde troet sig kåret til at styre en Lægeanstalt for Tidens evige Uro, han, som selv ikke havde kunnet give sig Ro - som strax, strax måtte giftes, måtte - -

Og nu?

Ellen derinde - det var jo hendes Pels, han stod og gemte sit Ansigt i, den Pels hun havde haft på 8 under Farten herover, den ti Timer lange Rejse over Havet med "Anne Hendrikke", da hun frøs og var søsyg og ikke vilde lade ham mærke det, men smilte og trykkede hans Hånd i sin kolde, rystende - til de omsider så Lysene skinne dér midt i Havet og nåede ind forbi Havnelygten og herop, ad de mange Trappetrin, gennem de kulsorte Brinker, som op igennem selve den iskolde Morgens Skyer, og han drog Pelsen af hende og sluttede hende inde i sin Favn - endelig, endelig i deres egne Stuer, deres Hjem . . .

"Endelig" - ja dér var det! et halvt År havde de været forlovet! Om han havde biet et helt, eller to, eller tre? og havde stået som Førstelæge på Sanatoriet, dér hvor nu Kås og Faber stod - - to var de om at dele hans Plads, mindre kunde ikke gøre det.

Ja, om - om!

Men Ellen havde ikke mærket noget - troede han da. Ikke mærket hans Nød, ikke mærket de Aftner, han stod her ved Vinduet med Hænderne tungt i Hasperne og så Dagen, den nytteløse Dag, skumre derude over Havnen og Havet - Havet, der skilte ham fra den Verden, hvor hans Slot skulde stået, Slottet, han det første År i Ensomheden havde fuldendt til øverste Fløj og siden pillet ned igen, Sten for Sten - -

Og hun skulde heller ikke erfare, at det var genrejst, af andre, af andres Hænder, i andres Navne. Han havde gemt Avisen her i sin Lomme. Og mindst, mindst skulde hun erfare hans Anger!

Han gøs sammen. Ja, hun vidste, han angrede, de var kommen her til Øen, men at han - Nej, det skulde hun dog aldrig erfare!

Og var det sandt? angrede han virkelig deres forhastede Ægteskab, deres to Samlivs År?

Var hun ikke, som han havde drømt, frisk og fuld af Hvile, som selve Skovskjulet derovre?

Nu i Dag: hun havde ikke været det mindste glad eller forundret over, at han kiggede ind til hende for at sige Farvel og hvor ofte havde han ikke glemt det det sidste År! - slet ikke mærket, at han søgte til hende, hvad han vilde hende - kun talt om Bek, om hans Pligt mod Øens Folk . . .

9

Hvad han vilde hende? Avisen, han havde jo gemt den, for at hun ikke skulde læse den, ikke se det - hans Nederlag. Ja, Nederlag - derfor gemte han den, og derfor søgte han til hende, af Skam, for at trøstes.

A - men nu måtte det vel blive bedre, nu hans Plan til sidste Stykke var rykket ham af Hænderne, nu den voxede derovre, Dag for Dag, Time for Time, under andre stærkere, tyivlløse Hænder, nu måtte han vel vågne af det sidste Års dumpe Rugen, se hende og sig selv, at det var ham og ikke hende, der havde svigtet, og se Øen hun talte om - og gamle Clemens Bek, nu han nådigt var blevet forløst fra det Foster, han ikke mægtede at føde.

Han åbnede Døren med et Ryk og trådte ud på Trappestenen.

Den kolde Luft slog ham i Møde, og han knappede Frakken om, sig - Havet gled og gled fra Horizonten og ind mod Havnen dernede, ind mod dens grå Moler, der som Øens Arme rakte sig afværgende mod dets ustandselige Kommen.

Solen var gået bagom Skyerne. Ikke en Sejler, ikke en Røg var at øjne. Bådene nede i Havnen krøb sammen, med spinkle Master. Ingen Mennesker færdedes foran Købmandshusets stengrå Længe og de lukkede Oplagsskure. Høstfisket var omme. Blot for to Uger siden havde det vrimlet med fremmede Skibe, fra Sjælland, fra Jylland fra Sverrig, med Fiskeopkøbere og Exportører. Motorerne havde hamret hele Dagen igennem, og Sildebådene stået ud og ind af Havnen. Nu var der tomt og stille - tomt og stille som Årene rundt, på de to Sildemåneder nær. Et Par Måger kresede ude over Vagtskurene og Fyrets Glaskalot.

Erik Lange vendte sig, med Hænderne i Lommen og så mod Nordvest, De vældige, dunkle Banker stod ud under den grå Skyhimmel, nøgne og forladte. Mærket for Fiskeridistriktet tegnede sig som en bitte lille Rist.

Ja, nu kom Vinteren over Øen.

Ikke et levende Væsen at øjne eller høre, undtagen de svingende og glidende Måger.

Han gik hen forbi Trappen, den stejle Trætrappe, der med hundrede Trin førte fra Højden her ned til 10 Havnen. Han så lige Havnemesterens Tegltag dernede under Marehalmsskrænten og endnu længere nede hans første Assistents. Ingen Røg slog op derfra, ingen Lyd. Som Kistelåg lå Tagene over Murene. Som havde hvert Menneske forladt Øen og søgt bort over Havet, til Verden, og ene han og Ellen forglemt sig her . . .

Han gik hurtigt til, ad den skærvelagte Sti gennem Plantagen, med bægge Hænder i Lommerne.

Bankerne i Øst og Syd hvilte derude under Himlen, lersorte og ubevægelige. Skumkransen hvidnede dybt nede for deres Fod. De stod her, før Mennesker kom hertil, og stod her endnu i det forladte Hav.

Skærvernes Raslen under hans Skridt var den eneste Lyd De små, forblæste Bjærgfyr på Klitterne omkring ham rørte sig ikke.

Han drejede ved Havnefogdens sandede Have ud på Kørevejen og begyndte at gå opad. Havet forsvandt bag ham, og han kom ind mellem Klitterne.

Sandets Grå slog ligkoldt mod ham. Hullerne om de udgåede Fyrrer stirrede som døde Øjne under den lange, vindlagte Marehalm. En Spurv smuttede som en Rotte bort gennem de forgæves pløjede Furer, hvor Fremtidens drømte Skove forgik i Sand og Kulde.

Men nu vandrede han ned mod "Kæret", Øens Hjærte.

Stille og grønt bredte det sig dernede, med Vejens hvide Bændel langt hen igennem og op over de mørke Banker histovre. Den lille Lund af Vidier hvilte sig i Efterårsmørket, Krone ved Krone. Dammen blinkede tåget, og de ældgamle Pile længst borte, hvor Engdraget gled ud mellem Bankerne, og Havets Skum sås, sov over hverandre som trætte, gamle Mænd, Øens sidste, der havde været for gamle til at forlade den.

Erik Lange vandrede ned gennem det stille, fugtige Mørke, skød Genvej op over Græsskrænten fra den stenede Vej. Græsset gemte hans Trin, og han åndede den sumpede Luft.

De dunkle Banker lå trindt omkring ham, i ubrudt Grønt. Kun en var skåret op, men Ploven stod nu forladt og sænkede sine Horn mod Skyhimlen.

Her, hvor han gik, lå i gamle Dage Søen. De Ældste 11 på Øen mindedes den endnu. De havde som Børn drevet Kreaturerne her ned og vandet dem ved "de lange Vande".

Hvad havde Menneskene da levet af? når den eneste dyrkelige Plet på Øen stod under Vand.

Han rystede på Hovedet. Ja, hvorledes havde de Gamle på Øen levet, da her stod Vand; da Sandflugten rasede over hele den øvrige Ø, som endnu stedse ude i "Ørkenen" ; da hver Tomme Jord var Herskabets, og de alle var Fæstere under Prinsen; da selv Vraggodset tilhørte ham; da Posten nåede herover et Par Gange om Sommeren, om Vinteren slet ikke; da de ingen Læge havde, og til Præster, når de var så heldige, fordrukne, fra Fastlandet forjagne Teologer eller Degne?

En Duft af Hø og Muld slog om ham gennem den øde Ånde af Græs. Som en Rede lå Lunden for ham, dødsbrun og lerrød, det flygtende Ars, den sene Høsts Rede her på denne løvløse Ø.

Erik Lange standsede midt på Vejen, som havde han trådt på de døde Slægters Grave; som fornam han deres Ve gennem sit hele Legeme. Livet her midt i Havets grænseløse Øde, fra Vugge til Grav, Slægt efter Slægt, i Åarhundreder, i Årtusinder . . .

Pludselig løftede han Hovedet og lyttede. Højt oppe, oppe i den grå Skystilhed sang der en Lærke. En sidste kort og klar Trille; så skød den mod Jorden, lige ned for hans Fod i Græsset, og tav.

Han drog Vejret og gik videre.

Under Himlen havde de levet Livet, alle de der nu sov her i Øens Jord, uforanderligt, Søn efter Fader, her i Havet, der var det samme denne Aften som en Aften for tusind År siden.

Nej, de havde Ret! hvad skulde de med andre end Jordemoder og Graver?

Et Menneskeliv her på øen - Hvordan var det? den gamle Lærer Bek, havde han ikke levet her sit ganske Liv? Han måtte vel nu være de to eller tre og halvfjerdsindstyve År, men var han født på Øen? Næppe. Her var vist aldrig kommet nogen studeret Mand fra.

Ingen havde villet bort, så længe et Studium fordrede, 12 ja ingen havde vel nogensinde så meget som tænkt på det. Fiskere havde de været, Søn efter Fader, lige fra hine første Fiskerpar, som en Storm i Stenalderens Dage forslog fra Jyllands Kyst; som hjælpeløse drev på Havet i deres hulede Træstammer, til de, ved et Under, landede på dette ukendte, ubeboede Land, som de aldrig mer kom fra . . .

Men Bek? Nej, han lignede jo heller ikke de andre, som alle var Brødre og Søstre, én tæt Familie. Han måtte være kommet her over fra Fastlandet, som han selv, en Gang. Men hvornår? Og nu skulde han dø her, en Fremmed, ikke som de andre ned i en Jord, hvor han mødte sin egen Slægt i hver eneste Sandkrumme.

Erik Lange dukkede ud i det dybe Skår mellem "Byens Bakke" og Nordbjærg, og standsede brat, som han altid måtte, hvor ofte han så end var kommet den Vej.

Bag de sandede Hjulspor lå "Ørkenen" for ham. Kulsort, stenet og øde, svagt skimlet af Rensdyrlav, med en enlig Fyrr længst ude i Øst, dukket som et ensomt Elsdyr, der flygtet fra Kysten efter Føde, nu stirrede forstenet over denne milevide Flade, denne tømte Havbund, overspunden af Sandflugtens Grene, knoklet af Stenrevenes Rygrade og de gamle Flintesmedjers Hvirvler, kranset af Horizontens Klitter som af blånende Uvejrsskyer.

Der groede lidt Lyng og Marehalm ved Vejstriben. Telefonstængerne hældede under Nordbjærgs Skrænt, der så fortabt ud over Ørkenen. Et kummerligt Krat hang på dets Side, som et lille Dyr, der skræmt var var sprunget derop. Telefontrådene peb svagt, næsten uhørligt.

Gennem Tiderne havde Fyrren stirret derude, mens Kimmingens Klitter rejste sig og faldt og vexlede som Himlens Skyer, og Sandskornenes hvislende Flugt gik som Regn og Storm gennem dens Krone. En Hares flygtende Fod fik Stenene i Revene og Oldtidens Smedjer til at smutte, uænset og usporligt som Døgnene, som Årene. Et Drøn, et Fugleskrig lød ind fra Havet. Mørket kom og slettede Horizont og Tid.

En Funke sprang op, fjærnt i Mørket som en 13 pludselig Tanke, et Minde, og glemtes. Lidt efter fødtes et nyt Blink, endnu langt længere borte, for sildigt og forgæves. Til omsider det første vågnede påny og for sent spurgte efter Svaret, Det var Fyrene, Fyrtårnet på Øens Østspids, en Mil ude, og Fyrskibet to Mil til Havs, der søgte hinanden gennem Mørket - som Menneskene ...

Han havde rejst - han havde rejst Jorden rundt, før han var femten Aar, rejst lige siden sin Fødsel på en af Fiidjiøerne i det stille Ocean, hvor de begravede hans Moder. Og han var endt her i Ørkenen.

Hans Fader havde jo været en af de Omflakkende, en af de Fredløse, hvem Kunsten er Rejsepenge. Hvad havde hun ikke lidt, den lille, stille Provinspige, under denne rodløse Skiften Sted og Sprog, denne Feberhigen, denne aldrig mættede Nyhedsjagt - før hun, tusinde Mile fra sit gamle Hjem, hin skovbeskyggede Vig, fik Fred midt i en fremmed Verden og et fremmed Sprog? Var hans dybe Træthed ej alene fra hans egen Rejse, men fra hendes?

I et Anfald af Anger havde Faderen besøgt hendes Hjem i de østjyske Skove, og Erik dér fundet sin Havn - som de styrede forbi mod nye, ukendte og skræmmende.

Den ganske Jord havde Faderen krasset ned på sine Lærreder og solgt til høeje Priser. Men aldrig hin lille, grønne Vig.

"Hvorfor græder du? Nu rejser vi jo!"

Erik Lange knugede Hånden hårdt om Stokken.

Ja, hvorfor græd Moder i sin Tid? hvorfor lod hun sit Liv, ene, på den anden Side Jordkloden, borte fra sit Fædreland og sine Kære? Hvorfor havde han aldrig kendt nogen Stue, nogen Sti, nogen Himmel, noget Ansigt, der var hans? hvorfor var, alt i Vuggen, alle Horizonter styrtet sammen over ham og havde nu begravet ham her?

For at Faderen kunde stille sit Kunstnerkrav på Verdens Hovedstæder og Afkroge, Zonernes skiftende Farver og alle Solnedgange og Stjærnehimle, på at krese Jorden rundt med Solsystemet? for at han kunde skabe en Hob febrilske, farveflimrende Billeder, spredt Verden over, i amerikanske Millionærers Samlinger, i indiske 14 Rajaers Gallerier, et enkelt i hans eget Lands - og høste den Dom: "en Guldskat a£ Geni, som var splittet ud for alle Vinde og af alle Vinde ført sporløst bort?"

Å nej, han vidste det bedre: Faderen havde intet Talent, intet Geni været - så lidt som nogen Bøddel! Intet uden en Patient, en Sindsyg, et ansvarsløst Offer for Århundredets Hjul!

Nu sov han, omsider træt, på Kirkegården i Shanghai. . .

Hans Fader i Kina, hans Moder på Naviti-Levu, han selv her i Nordens kolde Hav - - Ja - han lukkede øjnene. Og som han og hans var hvirvlede hver til sit Verdenshjørne, vilde Tiden, vilde Hjulet hvirvle alle sine Børn, dem og deres Tanker, Jorden over, Hjulet, som var Tidens Hjærte, Hjulet, som ikke lod sig standse . . .

Han havde set ret her i Ensomheden . . . Og lad så dem derude, Vennerne, Forræderne, kaste sig mod det og knuses under det. Han var alt dér, hvor de alle vilde ende, udenfor Tiden, udenfor Jorden,

Men Ellen - han havde suget hende med ind i Hvirvlen - og slængt hende op på denne Ø - Ellen, ene derhjemme i Stuerne, nu og de hundrede Dage og Aftner før, næsten lige siden de kom her - til "deres Hjem," som han havde kaldt det . . .

Han bed Tænderne sammen. Nu, hun måtte finde sig i det, som han selv, som Moder. Alle var de hjemfaldne Ofre.

Eller - nej, Ellen og Menneskene her, de var ikke Hjulets Børn, så lidt som Moder havde været det; ti de var ikke Tidens, de var jo de gamle Århundreders, Klostrets.

Var Klostret her?

Han så ud over Ørkenen. Langt ude sad Enebærbuskene på den sorte Jord, som hvilende Skikkelser i deres Kapper. Som Eneboere, faldne til Ro.

Hvem skulde svare ham uden Ellen - og gamle Bek, han var på Vandring til, som Lægen til Patienten . . . Han smilte.

Og han havde drømt sig Menneskehedens Læge! O, nu så han det: han var ikke død, fordi han var kommet hertil. Han var kommet hertil, fordi han søgte sin Grav. Hvem vilde nu vække ham af den?

15

Og idet Erik Lange ad Græsstien gik ind mod Byen, klagede gennem hans Sind Ivan Ssavitsch Nikitins, Skænkeværten fra Voronez's Digt af Ruslands dybeste Nød: "Eine Nacht in einem Bauernhause": "Lerne hier auf Gott vertrauen und geduldig sein. . ."

Han skimtede gennem Skumringen de jordlave Tangtage, som Volde om Kirketårnets kalkgrå Skorsten. Han gik under "Byens Bakkes Hæld, mellem Fiskegarnenes Tågestriber og Stængerne, hvor Isingerne var hængt til Tørring.

I Præstegården oppe på Bakken var der slukket og mørkt. De havde haft Præst fra Jylland sidste Søndag, nu fik de ikke de to næste.

Han kom ind i Byens Gade, i den mugne Lugt mellem Stengærderne og de ludende Bindingsværksgavle.

Foran glødede et rødligt Lys mat, som en Lampe, der var blevet stående glemt på Bordet, da alle flygtede, og endnu en lille Stund vilde brænde som et sidste Minde om Mennesker, til den langsomt, langsomt slukkedes og gik ud, og det endelige Mørke kom. . .

Pludselig gav det et Sæt i ham.

En Brøndvippe knagede. Og nu dukkede et Menneske op, en Fisker, en høj og mager Mand med Kurv på Ryggen.

Han vendte sit hvide, lidt skæve Ansigt inde i det kulsorte Skæg mod Erik Lange og strøg Huen af. Erik hilste hastigt, venligere end vanligt.

Her var dog altså andre Mennesker på Øen, Mennesker han kunde spørge, han kunde søge til - som nu til Bek.

Fiskeren raslede videre i Skærverne, og Erik Lange kom forbi Prinsens Gård.

Dens Trægavl grånede ud af Havens Mørke, under Kirketårnet. Skodderne var lukket for, som de var blevet lukkede den Dag, Prinsen døde - - Hans Arvinger havde aldrig sat deres Fod på hans Ø eller i hans Hus.

Men Erik Lange så på dets Skodder.

Det Liv, som var blevet levet derinde næsten et halvt Århundrede igennem, af en Mand, der havde været et Hofs maitre de plaisir og en Konges Yndling, Gesandt i Europas Hovedstæder, Rom, Paris og Sankt Petersborg, 16 feteret og tilbedt - og med Et, faldet for en hæslig, en spedalsk Brøde, spærret inde bag disse Skodder, i denne Øs Grav - og som havde sovet i dens Sand nu snart andre halvtredsindstyve År, før Erik Lange satte sin Fod på dens Bred.

Og gamle Bek, som havde levet her ligeså længe, for nu også at blive Øens endelige Fange - -

Og han selv? Huskede han sin Forgænger, Distriktslæge Hagedorn? halvblind og sky for Mennesker, med Kundskaber fra forrige Århundredes Begyndelse - Beholdt Øen ikke sine, som Havet sine døde, for først at opsende dem på den yderste Dag?

Han standsede ved Stengærdet, ved Byens sidste Hus. ud mod Ørkenen.

Vilde en Gang en ung Mand komme og træffe ham selv, som han havde truffet Hagedorn?

Om han da ikke som Præsten rømte og nægtede at komme igen?

Nej, nej, sin Pligt, sin sidste Rest af Gerning svigtede han ikke!

For - hvem svigtede vel sit rette Sted og sin rette Syssel?

Havde hans Venner stjålet hans Plan og hans Ære? Eller havde han selv givet dem den?

Var han ikke bundet her, mere end Prinsen, mere end Bek? Som Planten i sin Gromuld -

Og Ellen?

Han tog tættere om Stokken og gik videre frem ad Vejen, "Vestervejen" kaldte de den, påny ud ad Havet til. Kirkebjærg tilhøjre veg langsomt tilbage, og han så atter ind over det skumringsgrønne Kær. Langt derinde, i modsat Retning den han nu gik, løb Vejen, han fulgte før. Så lukkede Sønderbjærg, Øens højeste Tinde, for med sin Fod, men nu var han ved Skolelærerens Hus.

Lille og sort lå det dér under sit Tangtag, der skød sig puklet op mod Himlen, uden Gærde om, nøgent og fladt, med Lyngen og Marehalmen om de grå Mure. Et Lys skinnede under Tagskægget, bag et rødt Forhæng. Bag Huset bredte Ørkenen sig ind i Mørket.

17

Han blev stående og lyttede til Havet, hvis Skumstribe han så, ikke hundrede Skridt fra sig, bag de utydelige Omrids af det tjæresorte, kæmpemæssige Kors på "Kistehøjen" - Agnetes Kors, det kaldtes for.

Nu hørte han også Havet bag Byen, ovre i Nord, voxende over Øen som Mørket. Og i Øst og Vest - Havet overalt, Havet og Mørket.

Og her boede gamle Clemens Bek ....

Han havde set ham, naturligvis, som han havde set alle Øens andre Indbyggere, men han havde aldrig talt med ham. Han kunde ikke tale med Mennesker. Fordi han som Barn havde set tusinder og ikke kendt ét. Og Folket her havde sit eget Sprog. Ikke en Gang gamle Hagedorn, som havde levet iblandt dem to Menneskealdre, havde forstået dem, når de talte indbyrdes. Indelukkede på deres egen Ø, i deres eget Sprog var de. Og Erik havde ikke Nøglen dertil. Han havde jo knap kunnet tale Dansk, så lidt som noget andet af de talløse Sprog, hvori han kunde sige God Dag og Farvel - især Farvel - da han efter Faderens Død, sytten År gammel, kom til sit Fædreland.

Men Clemens Bek - han havde set ham første Gang i Kirken, da han og Ellen var der, af Høflighed mod Præsten - der nu havde forladt sit Embede og Øen.

Han havde strax lagt Mærke til ham, dér i Stolerækken: at han ikke var Fisker, ja, at han vel egentlig var en Slags studeret Mand. Han havde stået dér, med det hvide, lange Hår kæmmet glat, i sin blå Frakke, sin sorte Vest og Krave, og ladet de andre komme ind forbi sig, trykket dem i Hånden og hvisket smilende God Dag. Og siden, som han sad dér under Prækenens Kedsommelighed, midt i Sollyset fra det lave Vindue, med Ørkenens grå Høje i Rammen - hans hvide Hoveds stille Holdning, hans Hænder om Salmebogen, hans sænkede Øjnes Blik - - Erik Lange havde følt et Øjebliks forunderlige Fred i sit Hjærte, som ved et Minde, han ikke den Gang kunde gøre sig klart, men som han nu vidste, var Grunden, Skovvigen derhjemme, hvor hans Slot skulde have stået - hvor det kom til at stå - men bygget af andre . . .

18

Nå, nu ikke tænke på det mere, nu kun ind til den Gamle!

Han trådte op på den sandflugtsstrøede Trappesten mellem en Klynge visnede Graner, der lugtede besk i Kulden, som gamle Kranse. Gud véd, hvorfor Bek havde stukket dem ned her rundt om sin Dør? Var det hans Lystlund? Måske han dér havde vandret så skont som under Palmer.

Erik Lange hørte en Stemme indenfor, en høj, enstonigt syngende Stemme, der talte. Han lyttede, det måtte være Bek.

"Å nej, nej, hvorfor har I endda sendt Bud? ulejlige ham helt herind fra Havnen for min Skyld! Å. nej, nej da - kære Jomfru Lucie, vi to ser jo dog nok, hvordan det er med mig. Hvorfor skal vi så ulejlige ham så langt?"

Og en anden Stemme svarede, svag og grå - som var det kun. Vinden, der stundesløs trak gennem den sprukne Gavl:

"Bek må ikke sige sådan. Hør, Bek? De kan da aldrig tænke på at gå ifra mig og lade mig ene her?"

"Jamen, Jomfru Lucie," spøgte Bek, "se det går nu da ikke! For De kom hele tre År senere her til Øen end jeg, så De kan da ikke slippe herfra, før De har hentet de tre ind!"

Erik Lange famlede mod Forstuens Dør.

"Å hør, dér er han, den velsignede Mand!" Stemmen fik travlt, "lille Jomfru Lucie, luk ham dog endelig ind!"

Lange så som en grå Skygge vige til Side, og lige dér i det svage Skær fra Lampen Beks Ansigt inde i det hvide Hår. Oprejst sad han i sine Puder og smilte undskyldende.

"Det er da så meget en Skam -" begyndte han.

Men Erik Lange vinkede hastigt af. Han følte sin Stemme underlig tyk, og træt sank han ned i Simestolen. Han så sig tåget om i det lave Rum med de røde Gardiner og Forhæng for Vinduerne, med den gamle Lerovn og Klapbordet inde under Hængereolen. De to gamle Ansigter smilte stilfærdigt mod ham.

Han åndede en Lugt af Ælde og Tørverøg, blandet 19 med den søde Duft af Heliotrop. Urets Minutlyd vuggede imod ham, som på Havets Evighedsgænge.

Og han, som havde forfejlet sit Mål, syntes, han havde nået det.

Formiddagssolen skinnede ind gennem den østre Rude og tegnede dens små Felter på Klapbordet og over det sandstrøede Gulv.

Ilden spillede som rde Tunger henne i Lerovnen og tindrede i Bornholmerurets blanke Pendul, der næste Nu svingede ind i Solen.

Erik Lange sad ved den Syges Seng og så på ham. Gamle Bek lå stille, med Hænderne foldet over Tæppet, og smilte til Lægen.

"Ja, Hr. Bek, jeg kan jo ikke sige Dem andet, når De endelig vil have det at vide, end at det er lidt småt med Kræfterne. Kun én Lunge, og så i den Alder -"

"Tak, Hr. Doktor, Tak!" den Gamle nikkede og løste de foldede Hænder; han så lidt ud af den solbeskinnede Rude, ud hvor Ørkenens grå Høje og sorte Stensletter strakte sig bort i Soldisen, "- men hvor længe mener Hr. Doktoren, jeg kan leve endnu?"

Erik Lange så prøvende ind i det magre Ansigt med de høje Kindben og den krumme Næse . . . De smalle Læber rødmede i et Smil. Håret lå som en let Snedrive over Puden.

"Hm ja - De føler Dem selv så forvisset om, at De ikke lever Foråret over - og det er jo også en vanskelig Tid her på Øen for Gamle og Syge.''

De rynkede, gullige Fingre klemte let sammen. Så nikkede Bek.

"Men -" skyndte Lange sig, "her hvor det egentlig kun er Alderdom -"

"Nej, nej," Bek smilte, "tro ikke det, Doktor Lange, at jeg er bange for at dø. Det er man da ikke i min Alder, skønt - der har jo nok været Tider, da jeg vilde det hellere end nu. Nej men - nå - -"

"Hvad, Hr. Bek?" Lange så på ham.

"Nej, nej, det er intet!" Bek rystede på Hovedet. "Ja 20 undskyld!" rettede han sig hurtigt, "jeg vil jo da ikke være uhøflig. Men det var bare, jeg tænkte på, det kunde måske komme til at knibe - så langt et Sygeleje."

"Mener De - med - Penge?" Lange tøvede lidt.

"Ja, ja, men lad os nu ikke tale om det! Jeg har jo da lagt lidt op . . Men det kan nok være . . . Nå, derfor vil Gud Herren nok sørge," han nikkede i et stort Smil.

Erik Lange sad lidt, så rejste han sig og gik hen til den lille Hængereol

Tilbyde den Gamle gratis Lægehjælp og Understøttelse ellers . . . hm, det var ikke så nemt! Det måtte Ellen hjælpe ham med en Dag, hun så herud. Hun og Bek lod jo til at være gode Bekendte.

"Jeg ser på Deres Bøger, Hr. Bek, det må jeg vel nok?" sagde Erik Lange, han lempede en af de små, sortindbundne Bøger ud af den lille Hængereol, om hvis Sejlgarnssnore der var vundet stride, stålgrå Strandtidsler.

"Ak ja, ja, Hr. Doktor, det kan vist ikke more Dem! Det er mest sådan gamle Bøger, men for mig har de jo været så meget, ja mere end Doktoren vist kan tænke."

Lange standsede med en lille Bog i Hånden: "Des Thomas von Kempen vier Bticher von der Nachfolge Christi" med en Velkomst: "Amen dico vobis."

"Har De holdt meget af at læse, Hr. Bek?"

"Om jeg har -" lød den Gamles Røst, "kære Hr. Doktor Lange, om ikke de Bøger derhenne havde været, og andre, som jeg i sin Tid lånte af Hr. Jacobus Uz, så havde det undertiden været - drøjt for mig her på Øen. Ja ikke de senere År," han legede med Sengebåndet, "men de første mener jeg. Når man er blevet gammel, har man jo nok, sådan i sine egne Tanker og Minder."

Lange stod med Thomas a Kempis i Hånden, han så på et af de små Titelstik: "Ich will horen was Gott der Herr in mir redet." Ps. 85. 9.

"Hr. Bek," sagde han sagte, "har De været længe her på Øen?"

"Til Foråret, De talte om, Hr. Doktor, har jeg været her fem og halvtredsindstyve År og et halvt." 21 "I fem og halvtredsindstyve År -" Lange slap den lille Bog ud af Hånden og ned på Kommodens hæklede Tæppe, "i fem og halvtredsindstyve År -"

"Ja, ja," nikkede den Gamle.

I fem og halvtredsindstyve År - til Foråret, han talte om - da han skulde befries . . .

"Men," Lange satte Bogen ind og trak en anden ud, "alle de År - har De ikke været nogle af dem borte fra øen?"

"Nej, aldrig!" Bek rystede på Hovedet. "En eneste Gang" sagde han og smilte svagt, "var jeg en Dag og en Nat herfra, ovre i Jylland, i Grenå, det er nu op mod tredive År siden, og - det var sådan helt sin egen Sag . ."

"Har De ikke været mere end én Gang borte fra Øen i det halve Århundrede og da kun ét Døgn og kun i Jylland?"

"Nej, Hr. Doktor."

"Og har De ikke haft Slægtninge, Venner at besøge?"

Der blev en lille Pause, kun Pendulet gyngede fra Ilden ud i Solen og ind i Ilden igen, og Lange blev bange for sit Spørgsmål.

"Nej, Hr. Doktor, nej," lød så den Gamles rolige Stemme, "jeg - har aldrig kendt hverken Fader eller Moder eller Søskende eller Venner, således som De mener det."

Der blev ganske stille. Havet bruste ude i Solskinnet, og en sen Flue summede om Heliotroperne.

Lange så på Bogen, han stadig holdt i Hånden: "Maiblumen. Lieder einer Stillen im Lande." Hans Øjne gled hen over de andre: Hiller: "Geistliches Liederkåstlein," Spener: "Herzliches Verlangen" . . .

"Hr. Bek," spurgte han lavt, "er De - en meget troende Kristen?"

"Om jeg - ak, Hr. Doktor," han smilte halvt, så Erik rødmede over sit Spørgsmåls Plumphed. "Jeg og mine Lige stod altid Kirken imod, sagde Hr. Pastor Tang til mig, da jeg var ung - "og Kirken det var Gud." Jeg ve l kun, jeg blandt alle Helte bedst har forstået Jesus Kristus, at jeg har forladt mig på hans Ord, 22 at de var sande, og har længtes mod ham hver Stund i mit Liv."

"Men - alle disse sære, gamle Bøger, De her har - se: Arnolds: "Wahre Abbildung," Bogatzkys "Skatkiste," Wandsbecker Botes "Asmus" -"

"Ak, Hr. Doktor, det er gamle Eberhard Sebastian Badens Bøger."

"Eberhard-?"

"Ja, det var en gammel teologisk Student fraset badiske Schwarzwald, der en Gang i det forrige Århundredes Begyndelse kom til København for - å det er en lang og underlig Historie - og han blev min Fader. Jeg sagde nok, jeg ingen Fader har kendt, og det er jo også sandt, men jeg har haft Eberhard Sebastian, og hvad skulde jeg da med en Fader?"

"Døde han, mens De var her på Øen?"

"Nej, før, det var derfor, jeg måtte hertil. Han havde mange Bøger, han var jo en studeret Mand, fra Universitetet i Halle an der Saale, omend han aldrig fik Examen. I København var han på en tysk Købmands Kontor, han informerede i Tysk, Græsk og Hebraisk, var siden Pedel på en Latinskole og - men - ak Hr. Doktor, de vilde ikke lade ham leve - -"

Den Gamles Stemme rystede, hans Hænder gik over Tæppet.

Erik Lange så hen for sig, langt ind i en svunden Tid, i svundne Liv, i svunden Lidelse og Uret. Den gamle, tyske Student, hvis Bøger han her holdt i sin Hånd, Bøger fra Pietismens inderligste Tid, og denne Olding dér i Sengen, der også havde studeret, men ingen Examen nået, som de ikke havde villet lade leve på det faste Land og som var endt herovre . . . Der steg en Duft, hengemt og tør, fra disse gulnede Bøger, en Duft af Støv fra fjærne Dage. Og se, dér stod jo hans Navn prentet: Eberhard Sebastian Båden, Niederwasser, Junius 1812. Og her igen, med Tilføjelse af Opholdsstedet og Året: - Glaucha, Halle an der Saale 1816. Og her, skrevet med samme faste og kantede Hånd, den Gamles eget Navn: Benedict Clemens Bek, Hafnia 1847, i Bjørn Christian Lunds: "Liden Brude-Gave -- til Alle Jesu Brude." 23 "Hr. Bek," sagde Erik Lange, "nu - har De ikke mere Deres Skole at skøtte, og jeg - ja, jeg har intet at tage mig for uden at tilse Dem og de Par andre syge her på Øen. Nu har vi bægge Tid. Vilde De en Gang imellem fortælle mig lidt om hin Eberhard Sebastian Båden - og om Dem selv, i de halvtredsindstyve År?"

"Om os?" den Gamle vendte forundret Hovedet, "ak, Hr. Doktor, hvad kan det interessere Dem at høre om sådanne fattige og ringe Liv? Jeg og mine hørte jo til i helt andre Kår, end De kan tænke Dem - ja, og i en helt anden Tid."

"I en anden Tid, ja netop! Derfor beder jeg Dem fortælle. Men jeg vil ikke plage Dem. Måske det vil gøre Dem ondt."

"Plage? hvor kan De dog tro! Og gøre mig ondt? Nej, nej! se, Jomfru Camrath og jeg har jo da så tit talt sammen om vore Liv, om hendes og mit, hvordan det nu er gået. Og jeg har da tænkt mit igennem, helt fra først til sidst, og endogså prøvet at skrive lidt af det ned. Men det vilde ikke ret falde for mig, jeg har aldrig været dygtig i Pennen - ak nej, så lidt som i andet, men jeg synes dog, jeg har fået det lagt sådan til Rette for mig, mit Liv i København og her, og gamle Eberhards med. Særlig nu på den sidste Tid ser jeg det så klart, helt som - ja som jeg ser Øen derude, og synes, jeg kender det som den, i hver Krog."

"Og De vil fortælle mig om det?" Lange havde nærmet sig Sengen og stille sat sig på Simestolen.

"Jamen hvor kan De dog bryde Dem om det? De, som er en lærd Mand og en ung Mand. Jeg og mit, vi er jo bare det svundne."

Lange så ud ad Østruden, hen forbi Klitternes nedskredne Sand og Marehalm, ud i Ørkenens kulsorte Slette med Revlernes fjærne Rygrade. En Mil derude, over Klitternes vage, blånende Rand, sås Fyrtårnet som et hvidt skinnende Stearinlys mod Himlen.

"Men måske ejede De i det svundne noget, vi ikke tør miste, vi unge, som De siger - om vi skal leve."

"Ak nej, tal dog ikke sådan, som jeg kunde lære Dem noget - jeg, en gamle Pogelærer, som forlængst har glemt den Smule, han i sin Tid sled sig til - og 24 De, som er en dygtig Læge efter alle de nye Regler, og rigtig Doktor tillige, fra Universitetet."

Erik så stadig ud af Ruden.

"Gamle Bek," sagde han dæmpet, "jeg har haft en Sorg, som jeg måske siden en Gang kan tale om - nu beder jeg Dem fortælle mig om Dem og Deres, om hvorledes Menneskene bærer deres Sorger og finder sig til Rette med Glæde i Livet. Jeg tror, De véd det, De og Deres!"

Der blev atter stille. En Ko brølte langt inde i Kæret, som grønnedes bag den vestre Rude.

"Måske, Hr. Lange, måske," nikkede Clemens Bek. Hans lyseblå Øjne så stjålent på den unge Læge.

"Men at tænke sig, at jeg skulde kunne -"

"Ja, De kan! jeg tror det!" Lægen greb hårdt hans Hånd i sin.

"Ja, ja, da skal jeg det så gærne - å, for det var jo dog mit Liv, så ringe det var, det eneste Liv her på Jorden - på Øen, havde jeg nær sagt." Den Gamle hostede. "Og se, det er jo det: husker De - ak nej, nu læser man vel slet ikke mere sådanne gamle Bøger - men se, i Jung Stillings "Lebensgeschichte", i Barnjomshistorien, dér fortæller han, at den gamle Bedstefader sagde til ham en Dag, de sad ved deres Kulmile højt oppe i Westfalens Skove og så ud over det mørke Land: "Vi og vore er kun ringe på Jorden, men i Paradiset grønnes og blomstrer al vor Æt." Ak, Hr. Doktor, der er dem, som kun grønnes og blomstrer dér. Til deres Slægt synes jeg, jeg hører. Men, som den gamle Bedstefader siden sagde til Stilling: "Når vi er døde, da er det ligegyldigt, hvad vi har været på Jorden, om blot vi elskede Kristus og var ham tro."

Lange vendte sig. Uden for Vestenruden stod Sønderbjærgs mørke Fod og Kærets grønne Engdyb åbnede sig, helt bort til Vejen, han gik i Går og i Dag.

"Hr. Bek, Jomfru Camrath - jeg hørte en Smule af deres Samtale i Går - har hun været på Øen lige så længe som De?"

"Omtrent, ja, tre År mindre er det. Jeg skal sige Dem, hun kom til Præsten, som da var her, min Principal, Pastor Rasmus Schwarzflügel hed han. Hun havde 25 da nyssens haft den store Sorg at blive forældreløs. Hendes Moder døde i Koleraåret 1857 og Faderen to År efter. Og da nu Pastor Schwarzflügel var hendes eneste levende Slægtning, en Halvbroder til hendes Moder, blev hun sendt herover for at komme sig lidt. Hun var ellers en rig Pige; Faderen, der var ostindisk Købmand, efterlod hende mange Penge. Men hendes Formynder spekulerede og ruinerede hende fuldkommen og forsvandt til Bengalen. Og så - ja så, da gamle Schwarzflügel døde, blev hun hos den nye Præst, og siden hos alle de andre og kom aldrig herfra, for hvor skulde hun søge hen?"

"Hun har altså - været en Dame en Gang?"

"Ja, ja da, hun har skam været en Dame, så fin i sine Klæder og Vaner som nogen, eneste Barn af hovedrige Forældre, vant til både Kammerjomfru og Tjener. Men siden - ak, her blev hun min Lige, og vi har måttet trælle slemt for Føden bægge to."

"Og - nu ser hun til Dem?"

"Ja, Gud bedre det, Hr. Doktor, hun har jo ingen Kondition nu, da Hr. Clood har forladt os. Hun har jo alle Tider været hos Præsterne."

"Som - Tjenestepige?" sagde Erik Lange sagte.

"Å ja, det blev hun jo, efterhånden som de vexlede, og det glemtes, hvad hun én Gang var. Men - det er jo heller ikke slemt at tjene, når ens Hjærte kun tjener Gud. Men nu er hun jo nok snart for gammel til Tyende og skulde gærne have sin Hvile den sidste Tid. Og så er det jo, vi bægge to håber på den lille Understøttelse De véd, Fyrmester Horn i sin Tid gav Øen, jeg her i min sidste Sygdom og hun for sine sidste År."

Lange vendte sig mod Døren.

"Vilde De ikke hellere - om nu jeg - - Er det ikke ligefrem - en Fattigunderstøttelse?"

"Fattig - ak, Hr. Lange, hvad er vi andet end fattige, vi to?" der lyste et Smil i de blegblå Øjne. "Og tænk så på, at får vi den - det skal afgøres nu i næste Uge, i Mødet hos Svenning Gai - så hører vi hjemme her."

26

"Ja, for vi er jo ikke født her, skønt det mange Gange undrer os. For vi må jo ret tænke os om, for at huske, der var en Gang en anden Verden end Øen - og derfor vil de jo ikke ret erkende os."

Lange så ned for sig. "Særligt venlige var de ikke, Øens Folk" ... Ja mod de enkelte Fremmede, der, med Års Mellemrum, forvildede sig herover på et nysgerrigt Besøg, mod dem var de høflige og talende nok, men mod dem, der vilde blive, Øens Embedsmænd og disse to, som først nu, efter et halvt Århundredes Tjeneste på Øen kunde erkendes værdige til en Fattigunderstøttelse . . . Ellen havde nok Ret: så ensomt havde de levet.

"Fyrmester Horn, ham skulde de have kendt - me'n han var jo allerede gammel, da jeg kom. Om ham og hans Hustru, lille Madeleine fra Provence, og Jacobus Uz, den forfærdelige Historie, skal jeg fortælle Dem, for den er også Øens Historie, omend så helt anderledes end min og Lucie Camraths. Jo, jeg kender øen og husker hvert Menneske på den gennem de sidste halvtredsindstyve År. Alligevel så underligt, nu at skulle bort . . . Men hør, nu kommer vist Jomfru Camrath."

Lange så op. Forbi Vestenruden kom hun, lille og bøjet, med Hænderne foldede foran Snipsjalet og Kurven over Armen. Øens Nationalhue med de stive, hvide Blonder stod hende højt om Panden. - Nu vilde hun snart få Ret til at bære den - som en Indfødt. . . .

Klinken klirrede, og hun trådte ind.

Det lille, magre og brune Ansigt, der i Modsætning til Clemens Beks sarte og barnehvide Hud var gennemkrysset af et Væv af Rynker og garvet af Øens hårde Blæst, blussede, da hun så Lægen.

Hun knixede forlegent i det ene Knæ og satte Kurven fra sig på Klapbordet.

En Gang en Storkøbmands Datter i Hyrdindedragt og Pandering og Bandolérsko - og nu -

"Hvordan går det, Jomfru Camrath? Godt at vi har Dem til at se efter vor Patient," smilte Erik Lange og undrede sig selv over, hvor han fik de Ord fra.

Hun så hurtigt op, to små, brune Øjne under de tynde Bryn.

27

"Å Tak, Hr. Doktor - ja, det er endda en Glæde, at én -" hendes Hånd, der var spæd som et Barns, men krummet af Arbejde og Ælde, glattede over hans Hovedpude.

"Se, Bek, jeg - ja, jeg tog Medisterpølse i Dag, for "Anne Hendrikke" kom jo i Går, og jeg synes - det var så kønt et Solskin - at vi skulde flotte os lidt. Jeg købte den jo henne ved unge Gravemands."

"Ih nej, Jomfru Lucie, så skal vi jo leve højt i Dag!" smilte Bek og prøvede på at komme op på Albuen for at sige Doktoren sømmeligt Farvel.

"Ellen," sagde Erik Lange, han sad ved Vinduet i hendes Stue, hvor han længe ikke havde siddet, og så ud over Havnen og Havet, der gled under det, uendeligt, uophørligt, uden Sejler og uden Røg. "Ellen, jeg tror, du har Ret: jeg må tale med Folkene her, om jeg vil, de skal fatte Tillid til mig og bruge mig mere, end de gør."

Fru Ellen så hurtigt op henne fra Viftepalmen, som hun var ved at vande. Så bøjede hun roligt det blonde Hoved og vandede videre.

"Ja, det har jeg jo altid sagt," nikkede hun og rev med den lille Urtepotterive den fugtige Muld sammen om Roden.

"Ellen," sagde han lavt, "jeg har ikke villet sige det: men Kås og Faber, om du husker dem - de har forelagt Rigsdagen min Plan, mit Sanatorium - og de er udnævnt til Læger dér."

Fru Ellens Hoved løftede sig ikke, men hendes Stemme sitrede let, da hun svarede: "Kære Erik, det har jeg set. Jeg kunde ikke finde Avisen, da du var gået i Går, og gik så ned til Havnefogedens og lånte den."

Han strakte Armen langt ud fra sig på Karmens broderede Pude.

"Så får vi måske blive her - i mange År."

"Jeg har jo tænkt det," sagde hun dæmpet.

Han løftede Hovedet og så hen på hende.

28

"Ellen," sagde han, pludselig, som brast det fra hans Mund.

Hun så hurtigt op, satte Kanden fra sig og var i et Brus hos ham,

"Erik," hun tog ham om Hovedet med de store, faste Hænder, der duftede af den våde Muld derhenne, "Erik!"

De så hinanden i øjnene. Hans Læber dirrede inde i det mørke Skæg.

"At du kunde skjule det for mig!"

"Det - var for at skåne dig, for at -"

"Skåne mig? - å nej, det var for at være ene med din Sorg, som du har været ene med Planen - og med alt, Erik, alt, det sidste År!"

"Det er ikke sandt!" han løftede afværgende Hånden.

Hun så fast på ham, stadig med Hænderne om hans sortkrøllede, tætskæggede Kinder.

"Jo, det er sandt. Hvorfor du vilde være ene og har ladet mig ene, har jeg aldrig ret forstået. Jeg tænkte altid: "Det er den store Plan," når du sad og tav ved Bordet, når du strax efter Kaffen gik ind på dit eget Rum og sjælden så herind om Aftenen, før vi lige skulde i Seng. Og, endnu sjældnere kom og spurgte, om jeg vilde en Tur med dig ind i Byen eller ud i Klitterne og Ørkenen. Men - nu da Sorgen er kommen, så kommer du dog til mig, og så forlanger jeg ikke mere. I Mænd og jeres Planer, må vi Kvinder jo ikke komme nær," hun smilte med Tårer i Øjnene.

Han slog sine ned. Nej, nej, lad hende tro det - lad hende tro, han sad over sine Planer, de Aftner han ørkesløs stod ved Ruden og så ud i det uhyre, sorte Rum og kun hørte Havet dybt nede og fornam dets Kulde på sin Pande - lad hende aldrig erfare, med hvilken Tanke om hende og sig selv han stod dér - at han ikke kunde gå ind til hende og Lampelyset og Sykurven, at han ikke skulde skrige højt i sit Fængsel.

Men nu - nu Sorgen kom, kom han til hende, og hun var rede og havde biet tro - som den grønne Skovdal derhjemme havde biet, mens han flakkede Jorden og Havene rundt - med Fader.

Ja, hin Dal derhjemme havde biet, mens han svigtede 29 den. Nu tog andre den i Besiddelse og hævede dens Skat, Men - hende beholdt han tilbage, hende kunde intet i Verden tage fra ham, ikke en Gang han selv! Han lænede sit Hoved ind mod hendes høje Bryst, og hendes Hånd strøg ham om Nakken.

"Erik, du vil ikke gøre Indsigelse mod dem, rejse din Ret mod dem, der således tager den?"

Han så lidt op og ud over Havet.

"Min Ret - å min Ret var at tænke den Tanke - og give den til andre, som kan udføre den. Jeg selv -"

"Hvad du?"

"Jeg," han smilte, "duede vist mere til Patient end til Læge dér."

"Men -" sagde hun langsomt, hun så med rynkede Bryn langt ud for sig, "om du nu ikke var kommet herover, så langt bort fra hele det Liv, du netop skulde leve i for at læge det, så langt fra Biblioteker og Laboratorier, Klinikker og Kolleger, så langt fra hele din Tid - tror du da -"

Han sad lidt, med Hovedet mod hendes Arm; han mærkede, hvor hun rystede. Så sagde han, lavt, hæst, som efter en fremmed Vilje:

"Jeg har troet det, indtil nu. Men nu véd jeg det: om vi ikke var kommet her til Øen, ja måske jeg da nu havde stået som Førstemand på mit Slot, men - at vi kom, det var helt min Skyld."

Hun nikkede langsomt og tungt: "Jeg sagde dig det, Erik, men -" hun blev pludselig blussende rød.

"Men hvad?" han så op.

"Helt din Skyld var det ikke," hviskede hun, hun gemte sit brændende Ansigt ved hans Skulder.

Han smilte svagt og strøg hende over den hvide, gyldne Nakke.

"Lille Ellen, det skulde jeg da være den første til at takke dig for."

"Jamen - når det nu voldte -"

"Det voldte vel det, det skulde," nikkede han. "Se, mit Slot bliver bygget, Portene til Klostret bliver åbnet, de Syge kan komme og smage af Bækkens Vand, og jeg selv -"

"Ja du - du?" hun så ham spændt ind i Øjnene.

30

"Jeg," han lagde sin Arm om hendes Nakke, "jeg tror nu, her er Brug for en Læge og et Menneske på denne Ø - og at jeg, med Tiden, kan blive den Læge og det Menneske."

Hun gispede kort og pressede sin Mund ind mod hans Kind, gledet halvt ned på hans Knæ.

"Om jeg ikke var bestemt til det," sagde han sagte, "kan jeg vel blive det, når jeg har lært, hvad jeg skal."

De tav bægge og så ud over det uendelige, strømmende Hav, der skilte dem, ene her på denne bitte Ø, syv Mil fra den øvrige Verden.

"Jeg tror, jeg er ved at lære, Ellen, at denne Ø er også Verden."

Hun nikkede ivrigt og så ham ind i Ansigtet.

"Jeg tror, jeg kom i rette Tid til gamle Clemens Bek."

"Til - Clemens Bek?"

"Ja. Véd du, at han har levet her i femoghalvtredsindstyve År?"

"Så længe -" hun så ud af Vinduet over Havet.

Han tog hende fast om Hånden.

"Ellen, om nu vi blev her ligeså længe?"

Hun rørte sig ikke, så ham kun ind i Ansigtet i et sitrende Smil.

"Med dig, Erik, er denne Ø mig Verden."

"Ellen," han drog hende til sig i et Kys, "du skal gå med mig og høre af gamle Clemens Bek, hvorledes man her lever et Liv."

"Ih nej, kommer Fruen også med?"

"Ja, jeg kommer, Lærer Bek, for jeg har jo hørt den glædelige Nyhed!"

"Ih nej, har De hørt den?" den Gamle smilte forlegen og glattede over Tæppet med de gullige Hænder. "Ja," sagde han, idet han længe så ud ad østvinduet, hvor i Dag Skyerne drev og drev, hastige og grå, over det sorte Øde. Havet hørtes som lige udenfor Murene. "Med mig var det jo endda kun en mindre Sag, for Deres Mand har jo lovet, at jeg skal ikke tære længere 31 på det end til Foråret, og Gud have Lov at jeg kan dø, som jeg har levet, uden at falde nogen til Byrde. Men for gamle Jomfru Camrath - å, Fru Lange, så glad mindes jeg ikke, jeg har været, lige siden jeg var ganske ung. Jeg synes, det er bestandig Solskin derude, jeg tænker jo hele Tiden på, at nu behøver hun ikke at begynde sin ny Tjeneste hos den ny Præst."

"Ja, om vi får nogen," smilte Erik Lange.

"Og så er der det," sagde Bek og fæstede sine øjne på dem, "at når jeg dør, så har Svenning Gai næsten lovet mig, at hun også, skal få min Part. Tænk så har hun 350 Kroner om Året at leve af, så får hun det jo næsten som i sin Ungdom igen."

Erik Lange så på ham. Næsten som i sin Ungdom - en ostindisk Storkøbmands Datter - Skænkede Øen sådan Glemsel for Penge?

Men Ellen viklede roligt Papiret af en Flaske Bourgogne og satte den på Bordet foran ham.

"Se her, Hr. Bek, denne Flaske skal vi drikke i Dag i den store Anledning. Og Boel skal bringe andre herud, at De kan have dem og styrke Dem på siden."

"Ak Frue," Beks øjne hvilte i et Smil på Flasken, "Vin, det har jeg såmænd ikke smagt siden hans Højhed Prins Philips Dage."

"Har De også kendt Prinsen?" spurgte Lange og løftede Hovedet.

"Om jeg har?" Bek nikkede, "han levede jo endnu de første tretten År, efter at jeg var kommet til øen. Hvor skulde jeg undgå at kende ham? Han ejede os jo allesammen. Nu ligger han derude i sit Kapel i Ørkenen. Han drømte altid, han skulde dog tilsidst slippe herfra ved Kongens Nåde, som han jo en Gang havde ejet mer end nogen anden Mand i Landet. Men det hjalp aldrig det mindste med alle hans Tiggerbreve. Just fordi han havde stået så højt i Kongens Gunst, var han nu faldet så ubønhørligt dybt. Men Tak, kære Frue, mange Gange Tak for Deres store Gave! Ih nej, at Fruen også kom, med Deres Mand!"

Hans perleblå Øjne gled i et svagt Smil fra den ene til den anden.

Ellen blev rød, og Lange vendte Hovedet bort. Havde 32 Øens Folk talt om, hvor sjældent de fulgtes? Ikke ét Skridt kunde man jo gå her på øen, uden Øjne vogtede én. Undtagen i Ørkenen da, dér satte aldrig et Menneske sin Fod.

"Tror De ikke, Hr. Bek," spurgte Erik, "at så liden Plads vi end har til at røre os her på Øen, der dog er .mangfoldige Steder derude," han nikkede mod det østre Vindue, "hvor aldrig et Menneske har trådt?"

Gamle Bek lå lidt stille og så ud i det sorte Land. En Fugleskare trak hen over det som et dunkelt Slør. Så rystede han på Hovedet. "Nej," sagde han lavt, "jeg tror ikke, der er den Plet på Øen, så stor som min Fod, som den ikke én Gang har dækket. Husk det dog, jeg var her i femoghalvtredsindstyve År, og én og en halv Mil lang er øen og knap en halv Mil bred."

Lange dukkede Hovedet. Å, hvor havde han løbet langs Havet for at finde ud!

"Og Ørkenen, Doktor Lange og Frue, dér gemte jeg mig den første Tid og siden mange Gange. Nej, der er ikke den Plet i Ørkenen, hvor jeg ikke har siddet og tænkt og bedt og fortvivlet og fundet mig selv igen. Om ikke Ørkenen var her, jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde have klaret mig. Og tidt griber jeg mig i at tænke, at Paradiset kan ikke være uden sin Ørken."

"Gamle Hr. Bek," sagde Erik Lange, "har De noget imod, at Ellen, min Kone, hører med, når De fortæller mig om Deres Liv?"

"Nej, nej, men -" den Gamle smilte undseligt, "hvor tør jeg dog fortælle om noget så småt - og sådan bare om mit eget?"

"Fordi det er det, vi helst vil høre og mest har behov."

Bek nikkede. "De er så gode mod mig, at sige det. Og ja, jeg bad i Går Jomfru Lucie lede mig de Papirer op, jeg talte til Doktoren om forgangen Dag, og de ligger derhenne - hvis jeg tør bede Dem. Ja, i Skuffen, i vestre Hjørne."

Ellen rejste sig og fandt en tyk Pakke gulnede Papirer frem af Klap-Bordet.

"Jeg synes, det er på Bagsiden af Kvitteringer, De har skrevet det," sagde Erik Lange, 33 "Ja, det er mine Kvitteringer for alle de År, jeg har været Lærer her. Kan De se, her står alle Præsternes Navne ned gennem Årene. Ak ja, ikke mindre end ni Præster har her været - og Pastor Flak var her dog enogtredive År."

"Og Læger?" spurgte Erik Lange.

"Ja se, Læge havde de jo først fået en ti-tolv År, føer jeg kom - det var Doktor Ørebro, og han var her til sin Død. Siden har vi så kun haft gamle Doktor Hagedorn, til nu De kom."

"Det glæder mig på Standens Vegne, at vi Legemets Læger har holdt bedre ud end Sjælens," smilte Erik.

"Har De boet her i denne Stue alle de År, De har levet på Øen?" spurgte Ellen.

"Ja - det vil sige, da jeg kom her, skulde jeg bo i Præstegården og gjorde det også de første syv År, hos Hr. Pastor Schwarzflügel, men da så Pastor Tang kom - Det var de værste År, da troede jeg ikke, jeg skulde have levet . . . Han tog både mit lille Embede og mit Kammer i Præstegården fra mig og -"

"Jog han Dem ud?"

"Ja, ja - husk på, jeg var jo ikke og har jo aldrig været ansat sådan som andre Lærere. Præsten skal jo tillige være Lærer for de femten-tyve Børn her er. Men Hr. Schwarzflügel kunde ikke overkomme det i sin Alderdom og Svagelighed og søgte sig en Hjælper. Men derfor behøvede Pastor Tang jo ikke at bruge mig, men kunde gøre med mig, hvad han vilde. Alle de andre Præster var dog så gode at tage mig igen. Men sikkert har det jo aldrig været."

"Og det har De måttet frygte for de mange Gange?"

"Ja, otte Gange har jeg gået og skælvet for, hvad den nye Præst vilde gøre. Men det er jo da altid gået ..."

"Men den Gang Pastor Tang jog Dem ud?"

"Ja, da var jeg jo ren tud omkommen her på Øen, om ikke Doktor Ørebro havde taget mig i sit Hus, for at jeg skulde læse med hans Datter, Frøken Barbara. Siden gav Prinsen mig Lov til at bo i dette her lille Hus, som stod tomt, fordi de var døde, som skulde boet her, et ungt Brudepar, der havde været i Grenå og blive viet. Men druknede på Hjemvejen til Øen. Så 34 flyttede jeg ind i deres Hjem, og siden har jeg jo så ganske rigtigt boet her. Fæsteafgift slap jeg for at betale. Og nu går det sagtens tilbage til Prinsens Arvinger. Men - det vil jeg hellere fortælle Dem om til sin Tid," han bladede i sine Papirer.

Ellens og Eriks Øjne mødtes og gled rundt i den lille, lave Stue.

To Vinduer havde den, ét mod Ørkenen og ét mod Sønderbjærg og Kæret. Mod Øst stod den åben til Ørkenen, mod Vest skyggede Bjærgets mørke Fod. Loftsbjælken hang tungt fra Køkkendøren til Døren ud til Forstuen. Uret dikkede enstonigt som Havets Brusen. Heliotroperne duftede sødt i Karmen . . . Klapbordet med det hæklede Tæppe; Simestolen og den rødmalte Træstol; Lerovnen, "Munken", som de kaldte den her på øen, med sine grønne Plader; et Par gamle, bibelske Billeder med tysk Underskrift: af de hellige Mænd i den gloende Ovn, Samsons Kamp med Timnas Løve, og de sovende Disciple i Getsemane - mellem dette havde Clemens Bek levet Livet, i det unge Brudepars Stue.

Erik Lange lyttede til Urets Gyngen igennem den Tid, det halve Århundrede, der var svundet hen på denne Ø - som Århundreder før var svundne og skulde svinde, mens Havet bruste mod dens Kyst.

"Fortæl, gamle Bek, fortæl," bad han og klemte sin Hånd hårdt om Ellens.

"Ja ja," Clemens Bek så langt ud af Østenruden; det milde Smil i Øjnene forsvandt, han hævede de dunede Bryn; der kom et strengt Udtryk over hans Ansigt, som så han fjærne og ophøjede Ting, ophøjede gennem Døden til Evighed - som udmålte han sit Liv, det Gud havde givet ham at leve, fra Begyndelsen ind til denne Time:

"Skal jeg fortælle, Doktor Lange og Frue, da vil jeg begynde med Begyndelsen, og den véd jeg, jeg finder nede i et lille Hus i Gutachdalen i badisk Schwarzwald.

Dér, i en lille Sidedal med Skov tæt ned omkring, nær Landsbyen Niederwasser, boede en from Skovhugger og Kulsvier ved Navn Theobald Efraim Båden og hans Hustru Theodore.

35

Deres Hu havde aldrig stået til Ungdommens Lyst, og de havde først sent fundet hinanden, men Gud Herren havde dog skænket dem to Børn, en Dreng ved Navn Eberhard Sebastian og en Pige, der hed Christine.

De boede midt i en katolsk Egn, men de holdt fast ved den protestantiske Lære, som de havde bragt med sig oppe fra Westfalen, hvorfra en Gang en af deres Slægt var vandret ud. Ti hvad Faderen havde lært, var Sønnen helligt, og ingen kunde tænke på at glemme det.

Men derfor var der ingen Strid mellem dem og deres katolske Naboer, og kom Theobald og Theodore og deres Børn forbi et af de store Gårdes Kapeller eller et af de talløse Krucifixer ved Vejen eller i Skoven, da knælede de ned og bad inderligt en Bøn. Ti i disse gamle, kolde og dunkle Stenhuse under Fyrrernes sorte og fugtige Skygge, eller ved Foden af de kransesmykte Trækors ude på de solede og blomsterfyldte Enge havde jo så mange Slægtled bøjet Knæ og betroet deres Sorg og bedt om Hjælp og Trøst, dér hvor den er at finde. Og Theobald og hans Kone så på de ældemørke Træstøtter, som stod dér på Hylderne mellem blomstrende Kirsebærgrene og duftende Mjødurt, og vidste, at de havde været fromme Slægters Trøst, og bøjede Panden for dem til Tak. Ti den store Lærer fra Halle, Philip Jacob Spener og hans Disciple havde lært dem, at enhver Strid om Trossager er Gud imod, og at han ene kræver Hjærtet

De havde det meget småt, Theobald og hans Familie, men det havde dog aldrig manglet dem på Brødet. Theobald huggede Stammer i de store Skove og slædede dem ned til Bønderne i Reichenbachdal eller den øvre og nedre Gutachdal. Men helst vogtede han deres Kulmiler.

Han gik derop Mandag Morgen og kom - om da Milen tillod det - ned igen til sine Lørdag Aften, for at være hos dem Søndag over, læse en Betragtning af Riegers "Hjærtepostil" og et Stykke af Forklaringerne til den gamle Berleburger Bibel, synge en Sang af "Der andåchtig singende Christenmund", tale med Theodore og Børnene om det læste og siden lege med dem i Engen ved Kilden, forsyne sig med Proviant for den 36 100kommende Uge og næste Morgen atter vandre op ad den stejle Sti og forsvinde ind i det tætte Mørke.

Da Eberhard var fem År, fik han Lov at ledsage sin Fader. Og det var jo ret Moro for Drengen at trave dybere og dybere ind i Fyrreskovens Nat, at høre de mørke Træers højtidelige Susen, se Solen glimte igennem et Sted langt inde og tænde hvidt Lys over de rustrøde Fyrrenåle, og prøve, om han kunde følge Faderen, der høj og tavs skred dér foran med Skovexen og Proviantsækken over Ryggen.

Og hvad var det ikke for ham, der aldrig havde været længere end til Landevejen gennem Niederwasser, at nå det store, sorte Kulbjærg heroppe, som stod og dampede hvidt under de brede Fyrregrene; at sove ved Faderens Side i Græstørvshytten og lytte ud i Skoven til dens natlige Sus og ukendte Lyde og vågne næste Morgen i dens Dug og Spindelvæv og fjærne Fuglesang!

Da Eberhard blev større, kom han i Skole inde i Hornberg hos den lille, protestantiske Menighed. Han havde en halv Mil at løbe med sin Taske med Tavlen og Læsebogen og den heidelbergske Katekismus, Men han var glad for at lære og for de andre Børn og sang hele Vejen langs de gamle Rønnebærtræer og Frugttræer, der i Våren stod så snehvide og i Høsten så koralrøde under de uhyre, sorte Skovmure. Vejen løb gennem den grønne Dal med Gutach skummende Strøm, forbi de klaprende Savmøller ved de store, ensomme Gårde, hvis vældige Tage favnede hele Huset så hjemligt og trygt, at man kun så et Glimt af de små Ruder og de mange røde Blomster på Svalegangene.

Hornberg Kirke dukkede frem derinde og Borgruinen oppe på sin fyrreklædte Højde Han løb over Broen og ind i den toppede Gade, forbi de lave, grå Gavle med Håndværkernes Skilte og Købmændenes Boder og de gamle Skriftsprog over Dørene, til han nåede Skolen, der lå lige nede ved Gutach, med Vinduerne ud mod Strømmen og de sorte Fyrrehøjder ved Markgrafenschanze.

Præsten og Skolemesteren hed Hr. Tobias Beutel og var en tør og drøj, lille Mand med et gult Ansigt og 37 en brun og støvet Paryk, med store Metalbriller og Knæbenklæder. Han fik snart Øje på Eberhards Lærelyst og Flid, men var dog streng og fåmælt mod ham som mod de andre Børn.

Med dem legede Eberhard ret af Hjærtens Lyst i Frikvartererne og vinkede langt efter dem, når de efter Skoletid spredte sig hver til sin Kant og i deres små, brogede Dragter forsvandt, én efter én, i Skovene.

Ingen skulde ad Niederwasser til som han, ti Menighederne dér var som sagt alle katolske. Og han løb alt, hvad han kunde, for han længtes efter sin Fader og Moder og den lille Christine og den lave, enebærstrøede Stue med den trebenede Ovn, det skurede Bord af Fyrreplanker og de hvide Træskeers Række på Væggene, med Moders Væv og "der Herrgottswinkel," det lille Alter med Krucifix, de trods deres Protestantisme ligesom deres Naboer havde i Hjørnet af Stuen, og for hvis friske Blomster han og lille Christine måtte sørge fra de våde Skovenge her inde i den lille Sidedal, hvor kun deres Hus lå, og hvor de derfor var Eneherrer.

Der stod et Kirsebærtræ for deres Dør, og en lille Lund af gamle Valnøddetræer, hvori Børnenes Gynge hang. Der rislede en Bæk forbi Dørtærsklen. Den kom højt oppe fra Skovene og bragte Bud fra Fader - ja undertiden lagde han virkelig hvide Fyrresplinter i den, og den bragte dem, tro og travl, ned til Eberhard og lille Christine. Små Væld brød op af Græsset, rustbrune og klukkende, som bristende Jærnhatte. Røgen fra Moders Nadvergryde steg op af Skorstenen mellem Husløgene og sejlede hvid under de sorte Fyrreskove. Aveklokken ringede inde fra Hornberg og svaredes fjærnt og nært fra Niederwasser Kirke og Gårdenes Kapeller. Og mens Solen blev rødere over det mossede Stråtag, korsede Eberhard og Christine sig andægtigt.

Eberhard lukkede Øjnene og drømte om de Lørdagaftner, han med Faderen dukkede frem af Skovene svimmelt højt oppe, ud på "der Feierabendfelsen," og med Huen i Hånden og Arbejdsredskaberne for Fødderne lyttede til de utallige, skjulte Kirker, der nu dybt dernede i de sorte Skovkløfter ringede Helligdagen ind. Og han smilte med Tårer i øjnene og lovede lille 38 Christine, så snart hun bare kunde kravle Vejen, at lede hende op til fra Festaftnens høje Klippe at høre alle Schwarzwalds Klokker ringe Hverdagens Sol i Bjærge.

Eberhard var stor og grov i Lemmerne ligesom Faderen, men Christine var lille og fin, red og hvid som Moderen nok en Gang havde været, da hun var ung. Og Eberhard elskede hende. Hun kransede de røde Rønnebær om den hvide Hals, satte Skærmblomsterne, der stod som en Tåge over Engen, i sit Hår og spejlede sig i Bækken. Fader syntes ikke ret om det og rystede tit strengt på sit grå Hoved, men Eberhard sprang efter Blomster til hende og bragte hende de største og saftigste Brombær i et æbleduftende Valnøddeblad eller hentede Nødder ned til hende fra Egernernes Reder.

Men en Dag kom Hr. Pastor Tobias Beutel ind ad Døren med sin Stok i Hånden og blev hilst med megen Ærbødighed af dem alle. Han satte sig på Bænken ved "der Herrgottswinkel," som han rynkede let på Næsen ad, så sig om, rømmede sig og drog ned i Vesten.

Og hvad han vilde, var da det, at de skulde lade Eberhard studere. Han vilde læse Latin og Græsk og Hebraisk med ham, som han stadig havde holdt vedlige ved sin flittige Gransken i de hellige Skrifter på Grundsproget - og siden . . Gud vilde hjælpe, han havde vel ikke uden Hensigt nedlagt så store Evner i Eberhard. De fik se. Han vidste, at de havde Slægtninge i Halle an der Saale, i Værtshuset "Zum guten Geist" - kan hænde Eberhard kunde bo der for en ringe Betaling, han nok kunde fortjene som Præceptor for godt Folks Børn i Halle, hvor der foruden Saltværksejerne i Giebichenstein fandtes mange rige Købmænd.

Theobald sad længe tavs, med de store Hænder på Knæene og grundede. Theodore gik til og fra med Risene til Ovnen og sagde intet. Lille Christine tittede nyfigent fra den ene til den anden, og Gøgen i Uret sprang frem og kukkede. Men Eberhard vovede ikke at løfte sine Øjne, sådan rystede han på sin Bænk.

Ti hvad var dog egentlig det, Hr. Tobias Beutel dér sad og talte om! Halle an der Saale, lå den ikke hundrede Mile borte? og - Student, Lærer, Præst? ak, 39 Kulmilerne deroppe og lille Christine og Niederwasser By - - Nej, nej, aldrig! i Evighed nej!

"Hm," sagde gamle Theobald, "det var sære og store Nyheder, Hr. Pastoren her forebringer os. Ingen af vor Slægt har nogensinde forladt Gutach og dette Hus, siden vi kom herind fra Westfalen. Vi har alle ernæret os af Skovene - selv min Farfaders Broder, der var Skovløber hos hans rigsfyrstelige Højærværdighed, Benediktinerabbeden i Sankt Blasien. Vi kender ikke det, Hr. Pastor Beutel taler om,"

"Nå, derfor kan det vel nok være godt," mente Hr. Tobias og brystede sig lidt, "jeg selv er en Bondesøn fra Odenwald, og jeg skulde mene, at -"

"Ak ja, De, Hr. Pastor! Men hvem véd, om Gud vil føre vor Eberhard så vel, som De blev ført? Halle an dér Saale, det er ret, at vi har Slægtninge dér, men vi har aldrig set dem, siden vor første Ungdom - og den Stad ligger mange Mile herfra."

Men Hr. Tobias Beutel rettede Hagen i sit Halsbind og klemte om Stokken. Og da han gik, var det afgjort, at han fik råde. Ti da han havde rørt ved det, at Gud Herren vel kun havde skænket Eberhard hans Evner, for at han skulde bruge dem i hans Tjeneste og til hans Forherligelse i disse frafaldne og vanartede Tider, hvor turde da den fromme Theobald tale længere imod?

Men han sukkede ofte, når han ved Aftensbordet tog efter de grove Rugbrødsskiver, og skottede hen til Øxen i Krogen, hvis Skaft var slidt blankt af hans og hans Fædres Arbejde efter Ordene: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød." Theodore sænkede Vandøsen. Hun syntes, hun et Øjeblik så de blodige Sårmærker fra Krucifixets Herre på sin Drengs brune Hænder og Fødder. Men hendes Blik mødte Theobalds, og de nikkede til hinanden. De skyldte Gud deres Søn, men han ikke dem Regnskab for, hvad han vilde bruge ham til.

Lille Christines Øjne fløj fra Forældrene til Broderen. Hvorfor var de så alvorlige? Fordi den fremmede Mand havde været her? Lille Christine blev altid glad, når der kom Fremmede. Det skete så sjældent her i Sidedalen. Kun af og til en Hausierer, vandrende under sin Varekasses hvælvede Trætag, eller en Urmager, hvis 40 utallige, små og store Ure dikkede om ham med så travle Penduler, som ilte Tiden anderledes hastigt derude, hvorfra han kom, og vilde de med alle deres spillende Tunger minde ham om, som han sad her hos dem på Bænken i Skovene, at de længtes derud igen . . .

Fyrreskoven og Valnøddetræerne ude bag Ruden skinnede i Solnedgangen så rade som en Arneild. Hun søgte Broderens Øjne, men slog fortumlet sine ned. De lyste jo som - ja som selve den hellige Sebastians på Martertavlen ved Wiesereck!

"Eberhard," forsøgte hun, "skal vi lege?"

Men Eberhard rystede langsomt på Hovedet. "Jeg skal ikke lege mer," sagde han.

Lille Christine stirrede. Ikke lege, når hun vilde det. . .

Men Faderen nikkede tungt, og hun turde ikke spørge. Hun kendte ikke Eberhard mere.

Ti havde Hr. Tobias Beutels Bud om Herrens Kald og Vilje med Eberhard boret sig ind i Faderens og Moderens Hjærte, havde de stunget som en Lanseod i hans og ved en Tornekrans skilt det fra alt, det til nu havde drømt som sit.

Når han nu hver Dag gik ind til Hr. Tobias i Hornberg, så han stift ud for sig, uden et Blik til de andre Drenge.

Hvor kunde nogen Tid de Ord glemmes, Hr. Tobias havde råbt i sin Harme over deres enfoldige Modstand: at selve den hellige Guds Finger havde mærket ham som sin, at han skulde blive Gud Herren en Tjener som en af dem, Faderen læste for dem om i "Martyrernes Historie," en Efterfølger i Nagler og Blod! Ham undtes ikke Skæmt eller Leg.

Ene lille Christine kunde bringe ham til at smile som Barn igen. Men mangen Gang, når han så Aftenrøgen fra den lille Hytte stige og Faderen dukke ud af Skoven derhenne med Øxen og Risknippet, mens Moderen vinkede til ham fra Døren, og lille Christine løb ham i Møde, fyldte Tårerne hans Øjne.

Ti da randt det ham i Hu, at dette havde været alt hans Fædres Liv, og indtil hin Dag hans visse Vej.

Men som hans Fædre aldrig havde klaget over deres nøjsomme, strenge Liv, men taget dets galdebitre 41 Træskål med Tak, således slap heller aldrig en Klagelyd, endsige en Bøn om Fritagelse fra hans Læbe.

Og da de fornødne År var gået, drog han en Dag fra det Hus, hvori han fødtes, og som hans Fader aldrig havde forladt, mod Nord ad de ukendte Veje, mod hin fjærne og ukendte Stad, under Herrens Hånd,

Han drog med sin Stav og sin Bylt fra de dunkle Schwarzwalddale op over Rhinens Vinbjærge, gennem hele Schwabens Land.

Det var i Dagene efter det store Folkeslag ved Leipzig, i det sene Efteraar 1813. Og han mødte Landsbyer og Byer på Flugt. Verden stod i Brand. Folkeslagene løb på Vejene. Han mødte Flyttelæs med segnefærdige Heste, bandende Mænd, skrigende Kvinder og nøgne Bern. Han fandt Syge og Gamle, ja spæde Nor i Grøfterne, efterladte af de Flygtende. Han måtte hjælpe og trøste og kom sent frem.

Han gik gennem Landsbyers sortsvedne Ruiner, i Halm og sønderslaget Bohave, og han løsnede de vildt brølende Kreaturer i Staldene, hvis Stråtage var skredet over dem og havde begravet dem levende. Han stod ene ved Brønden i de uddøde Landsbyer og grundede tungt over den gudløse Verdens Ondskab og det stundende Tusindårsrige, som den lærde Johann Albrecht Bengel efter Apokalypsens sikre Ord havde varslet til År 1836, og hvis Tegn af Ild og Blod jo alt sås på Himmel og Jord.

Og han gik videre, trøstig og støt. mod sin lange Vandrings Mål, mens Napoleon intet anende fuldbyrdede sit som Gud Herrens Tugtensris i de sidste Dage.

Og så sad Eberhard Sebastian Båden omsider i et lille, venligt Kammer i Værtshuset "Zum guten Geist" i Forstaden Glaucha i Halle an der Saale og studerede til Teolog.

Han var blevet en høj og stor og mager Yngling med et langt, strengt og furet Ansigt, der voldte, at ingen trådte ham nær, med en dyb, ru Stemme og stive, kantede Bevægelser.

Han havde døjet ondt af Rejsen og den fremmede Stad, ti hans Hjærne var fyldt af Schwarzwaldskovenes dybe Sus, af Kulmilernes Glød og hans Fædres langsomme, sørgmodige og fromme Tanker, men havde ikke 42 nemt for Syslen med Bog og Pen - ihvad så den gode Hr. Tobias Beutel troede.

Men han lød jo Guds udtrykkelige Bud, og han passede sine Kollegier og sine Pensa som en tro og flittig Student og sled tro og flittig i det som Præceptoi for de Halle'ske Saltværksejeres og Købmænds Børn og erhvervede sig just så meget, som medgik til den billige Kostpenge til hans Slægtninge her, den sindige, gode Vært og hans milde, moderlige Kone.

Men mangen ensom Stund ved Bogen stred han hårdt mod sin Længsel efter dem derhjemme, først da efter lille Christine, efter Suset af de sorte Skove og Klukket af Bækkene i de milde Dale og Savmøllernes skingre Svirren . . . Da kunde han, ør og svimmel, gribe sin Stav og vandre ud af Byen, ud langs Saales stejle Bredder, ud at svale sin Pande ved Giebichenstein eller i Peissnitz' og Rabeninsels Lunde og røre sit tunge Legeme, der blev stift af evigt at sidde bøjet, og råbte på de stejle Vandringer, den tunge Skovøxe og Jærnets Vægt på Skuldrene.

Eller han satte sig ned i den enebærduftende Gæstestue, når ingen Fremmede fandtes, og talte med den lavmælte Vært og hans Kone, om det fælles Hjem i Gutach ved Niederwasser. Og da så de alle langt ud for sig og forstod knap, hvorledes de var kommet her, og hvad de vilde. Men så rejste Værten sig, klappede ham på Skulderen og sagde mildt:

"Ak Eberhard, vi får mindes: skønt er Sshwarzwald som intet andet Land, men fattigere end noget. Det kan ikke livnære alle sine Børn, de må ud. Men det følger dem altid i deres Tanker, til den sidste."

Men da skete det en Dag, at Schwarzwald kom til ham i sin kæreste Skikkelse. Ja, lille Christine kom til ham, med Bud og Hilsen fra Hjemmet i Gutach.

Hun var aget den lange Veje, de mange, mange Mile, først med en Købmand fra Hornberg, der skulde til Leipziger Messe, siden med Bønder og Fragtkørere, og nu stod hun dér for ham i den lave Dør til hans Værelse.

Ja det var lige det, at hun kunde stå der, så høj var hun blevet, men så slank som en af de unge Popler derhjemma og så lys som en af Birkene. Og hun 43 lo så muntert og overmodigt til Eberhards store, stumme Undren, at han fik føle sig helt genert overfor sin lille Søster. Sin lille Søster - var det virkelig hende fra Bækken, fra Engen, fra der Herrgottswinkel derhjemme? Så glad var Eberhard, at han ikke kunde tale for Tårer, ja, at han glemte at undres over, hun uden Fornødenhed havde ladet de gamle Forældre ene. Men samtidig var han beklemt om Hjærtet, han vidste knap hvorfor . . over at hun også var kommet ud af Schwarzwalds Skove og det lille Hus i Niederwasser, hvor Slægten havde levet, Fader efter Søn, i de mange Led, og aldrig været mere end højest to Dage og to Mile borte

- at også hun var kommet til den store Stad.

Og ak, Tiden viste, han havde haft kun altfor god Grund til sin Frygt!

Lille Christine var ikke som Eberhard og sine Forældre eller de gode Værtsfolk i "Zum gut en Geist." Enten det nu var et stærkt Solglimt i Dalen, eller de røde Rønnebær, eller en Fugl, der havde fløjtet langt inde i Skoven og var fløjet endnu dybere ind, da hun løb efter den, der havde vakt hendes Længsel - eller om hun havde lyttet for meget til hin vandrende Urmager, der i sin Rustning af dikkende Ure havde siddet som selve Tidens Feberhjærte på Bænken foran deres Hytte i Dalen - hvad nu Gud Herrens Hensigt var - så hørte hun slet ikke hjemme i Schwarzwald, i den lille Stue, i de gamle Kapeller, hos de fromme og fattige Folk i de sorte Skove. Hun hørte hjemme i Byerne

- ja ikke i Halle, ikke i det fromme Halle, hvor August Hermann Francke og Breithaupt havde virket, hvor Thomasius havde levet, hvor Waisenhuset stod og Pietismens Stad var, men i store, farlige, brogede Byer

- ja, dér hørte den lille Christine hjemme, så underligt det lød.

Eberhard mærkede det snart til sin store Skræk: hun brød sig ikke om at besøge de collegia pietatis, hvor de sidste fromme Stundenleute fra Speners Tid, fra Pietismens store Dage samledes og drøftede Slægtens Vanart og det tusindårige Riges Komme.

Selv i Würtemberg, der jo alle Dage havde været "Guds Øjesten," hvor Hiller og Oetinger og Bengel havde 44 sunget og lært, ja i Wetterau, "de Inspirerede" s Land, hvor Berleburg lå, var nu Frafaldets Tid inde som. over al Verden, og de sidste Ting nær. Hvad mægtede imod dette Mørke endog det klare Lys, der skinnede fra Wupperthal, fra Krummachernes hellige Sædejord? Den var jo i Menneskenes Øjne kun: "der Muckerthal"!

Men hellere end at lytte til de sidste Frommes Bekymringer og Håb, gik lille Christine i de nymodens Boder på Marktplatz, ved Marienkirche og omkring Rothe Thurm og Rolandsstøtten at se på al den Tant, som der Franzosenteufel begyndte at smugle ind over Rhinen. Og havde hun så skaffet sig noget af Pynten, færdedes hun nede i Gæstestuen, når der var fornemme Rejsende.

Og dér fandt hun sin Skæbne - ja, og Eberhard Sebastian sin.

Der kom en norsk Greve til Halle, til Glaucha og tog netop ind i "Zum guten Geist." Han var en forfaren Mand, en vidtløftig Herre, kendt med alle Elskovens Snarer, og - en Dag Eberhard vågnede, sov hans lille Søster ikke i Kammeret ved Siden af, men var forsvundet med den udenlandske Herre. Staldkarlen så dem, da de foer inden Morgen i Herrens Kalesje.

Efter den første store, stumme Smærte sank Eberhard på Knæ og tugtede sig længe med Bønner og faldt til Føje under Guds Førelse.

Men i samme Time brød han op og drog hjem til Gutach, til sine Forældre, for, trods sine Studiefællers Smil og trods Hr. Beutels Vrede, at blive deres Søn i deres Alderdom, at de ikke skulde sidde barnløse i den lille Hytte i Skovene. Hjem at lægge af sig den lange, sorte Frakke, den stive Vest og det hvide Halsbind, at stille sine Bøger på Hylden og gribe sin Faders Øxe og svinge den med sin unge Kraft, nu hans var slidt til sidste Tave, og han ene kunde sidde i der Herrgottswinkel og snitte i Træ Ure og kunstfærdige Skrin, Side om Side med Theodore, der stak de skønne Blomsterbroderier, hun mindedes fra sit Hjem i Høje Schwarzwald, inden hun, efter en lang og arbejdsom Ungdom, kom til Dalene og blev gift med Theobald.

Vandrende Købmænd afhentede deres Husflid og bragte den til Forhandling i Freiburg im Breisgau, Pforzheim 45 og Waldkirch eller andre af Schwarzwalds store og små Byer. Men så tit de betænkte lille Christines Lod, gik Tårerne dem for Øjnene, og de mægtede ikke at fare fort med Arbejdet, ja end ikke at læse de gamle, kære, kendte Historier i de fromme Aviser: "Die geistliche Fama" eller "Der graue Mann."

Og Eberhard sad påny oppe ved Kulmilerne og så ud over sit Hjemlands milevide, sorte Skove, med de utallige, stigende Røgsejler bort i Horizonten, helt bort, til hvor Alperne svævede som luftige, blå Skyer, og hvor han og Christine i gamle Dage troede, at Paradiset lå.

Han havde en af sine teologiske Bøger på Knæet og læste flittigt i den, når han turde for Kulmilens Pasning. Ti han håbede, at Hr. Tobias Beutel omsider skulde formildes og skaffe ham Embedet som Lærer inde i Hornberg, at han kunde ernære sine gamle Forældre uden ganske at forspilde sin Kundskab. Men tænkte han på Christine, sin Barndoms Kærlighed og store Stolthed, kunde han ikke følge de hebraiske Bogstaver og Prikker eller sin Plan og sit Håb. Men han sænkede sit Hoved og lød.

Men hård blev Kampen for at fatte Guds Råd, da der kom det Bud til ham, ved en vandrende Urmager fra Triberg hinsides Hornberg By, ved Vandfaldet, at han havde set og hilst på Christine oppe i Landet Danmark, i Hovedstaden København, og at hun dér levede en Skøges Liv.

Hendes Forfører havde efter knap to Års Glæde og Herlighed på hans Gods oppe i Norge, skikket hende ned til Danmark med sin Kammerlakaj og dér ladet hende ene, da hun nægtede at gifte sig med Domestiquen. Og nu holdt hun i stor Elendighed til i en sørgelig Gade, i et frygteligt Hus, blandt de faldne Kvinder.

Da de hørte det i det lille Hjem i Gutachdalen, brast bægge de Gamle i høj Gråd, men Eberhard gik udenfor, ud under de gamle Valnøddetræer og kastede sig på sit Ansigt og skreg til Gud som Jakob i Pnuel: om han skulde drage ud og frelse hende eller blive og opholde Livet for de hjælpeløse Gamle?

Han ihukom hendes Barneåsyn, som det lo mod ham under Valnøddenes æbleduftende Blade eller fra Bækkens 46 klare, klukkende Vand, han ihukom hende, når hun med barnlig Ærefrygt lyttede til Faderens Oplæsning af den store, gamle Berleburger Bibels Anhang og klokkeren istemmede en af de hellige Sange i "Der andåchtig singende Christenmund."

Og han ihukom hende den sidste Aften i Halle an der Saale, i "Zum guten Geist", da hun var så febrilsk og lo og græd imellem hinanden, og hans rolige og uerfarne Sind intet forstod, men undredes og rørtes og glædedes over hendes blussende Kinder, hendes tåreblanke Øjne og leende Mund, til hun gemte sig ind til ham og kyssede ham og hvilte sin Kind mod hans og græd og hviskede de kære, gamle Navne derhjemme, fra Benzsletten til Vindhjørnets Klippe, fra Moosenmattle til Sabbatsklippens høje Granithorn, Faderens og Moderens Navne og alle de bibelske Navne, de havde givet til Bækken og Stien og Højden og den store, hvide Tjørn i Dalens Inderste. Og først og sidst en Hilsen til "der Herrgottswinkel." Men så blinde havde hans Øjne været, og så snedigt havde den fremmede, norske Greve faret frem, at han intet havde set, intet anede og forstod, men kun rørtes og længtes bly mod en sådan blussende og vexlende ung Kvinde for sig selv. Men nu - å han ihukom hende med de røde Rønnebær om Panden, spejlende sig i Bækken ved Huset . . .

Og han bad Gud om Kraft til at glemme hende og blive hos sine Forældre.

I tolv År arbejdede han dér i Niederwasser og fuldbragte den Herrens Vilje, der først havde kaldt ham fra hans Fædres Dont og siden sendt ham til den påny.

Hr. Tobias Beutel syntes knarvorren at mene, Eberhard spildte sin Tid og sin Lærdom ved det geménlige Bondearbejde, idet han henviste hans Forældre til kristenbarmhjærtige Gaver.

Og Eberhard talede forgæves til ham om praxis pietatis, at Troen ingenlunde gør det ene, men opera sunt in fide praesentia. Hr. Tobias gerådede i Raseri og skreg op mod malum pietisticum og errores Speneriani og forlod ham i stor Vrede

Eberhard så efter hans drøje, lille Skikkelse i Præstefrakken med et langsomt vågnende Blik. Ti - var 47 ikke Hr. Beutel en Tjener i den Fyrsternes Kirke, Profeten fra Halle havde udslynget sit Vredens Lyn imod, og som det fromme Folk i Skoven bad Gud befri sig for? Havde han ikke råbt og truet mod det åndelige Præstedømme, de ecclesiolae in ecclesia, der nu skulde herske lig i Apostlenes Dage, blandt de fattige og arbejdende Disciple? og som havde været forsømte helt siden Kirkens Syndefald under Konstantin den Store.

Nu åbenbaredes det jo, at Hr. Tobias ikke i Eberhard havde villet oprejse Gud en Tjener, men det ødelagte Zion en Håndlanger.

Og Eberhard faldt brat på Knæ og takkede Herren, at han havde åbnet hans Øjne og friet ham af Øjenskalkenes Snare.

Og da han atter svang Øxen, var det med tidobbelt Styrke i den Vished, at han fuldførte Guds Vilje med ham i det ringe. Det store biede kun altfor vist.

Og i det trettende År kaldte det ham.

Da hentedes bægge de Gamle, i en og samme Uge, ind til Herrens Glæde fra deres tro Tjeneste hernede, fra deres hårde Slid i Ungdommen og deres dybe Sorg i Alderdommen.

Og Eberhard så det næste Stykke af den usvigelige Vej belyst.

En gul og stille Efterårsaften låsede han Døren til Hytten, forvarede Nøglen i en Snor på sit Bryst og læssede sin Bylt på Nakken med sine Klæder og sine Bøger. Han lod alt stå urørt derinde: Sengen, hvori de Gamle døde, Hånd i Hånd; Vuggen, hvori han og Christine, som alle Slægtens Børn havde sovet, lige siden en ung Fader udskår den og snittede ved dens Hovedgærde Ordene: "Memento mori;" Træskeerne på Væggen og Lerskålen på Bordet, ja de friske Blomster om der Herrgottswinkel - at alt skulde hilse Christine fortroligt og kendt den Dag, de vendte tilbage, og han åbnede Barndommens Dør for hende.

Han skar sig en Stav af Rønnen ved Bækken, så endnu en Gang op over Dalen, op over de sorte Skovmure, hvorind i Stien svandt, nikkede og gik.

Da han ved Niederwasser lille Kirke bag Elven knælede på Forældrenes Grav under Asken og kyssede 48 dens Jord, faldt Aftenklokkerne fra det vedbendgroede Tårn ind i det hjærtelige, kimende Kor fra Dalenes og Højdernes Kirker og Kapeller. Men han rejste sig og påskyndede sin Gang, at han ikke skulde fortøve den dyre Tid, men nå de fleste Mile frem, han kunde den Nat, mod Staden i Nord, mod Christine. Hele Skovlandet bad rundt om med de viede Malmes Tunger. Velsignet af dem drog han ud at hente dets Barn tilbage til det hellige Skød.

Ja, de samme Veje drog han, som da han i sin Ungdom første Gang forlod sine Fædres Hus og deres Skove. Han gik under Herrens Hånd påny, omend han nu bedre fattede hans Fordring til sine Disciple, og Hånden var ham tung og let som da.

Sidst han drog disse Veje, trængtes Folkeslagene ad dem under Røgen fra Napoleonskrigenes Brande, Nu lå de hen under den hellige Alliances grå Vinterhimmel, milevidt forstenede og øde. Men i Eberhards Øjne var der ingen Forskel på Sporene, som hin af Lucifer kronede Verdenskejser satte, og dem han nu så af "Herrens Salvede". Og bægge var de ulige de nøgne og blodige Fødders, han ene søgte over Jorden, og i hvilke han nu, som én Gang, vandrede mod Nord.

Og som han da lægede de Legemets Vunder, han kunde, såede han nu sin Mesters Manna i de Sind, der lå hen så hærgede af denne Verden, som Markerne af deres Herrer."

Det skumrede i den lille Stue. Ildskæret fra Lyngen i Lermunken spillede hen over Papirerne, som den Gamle holdt i sine Hænder på Tæppet. Han vendte Ansigtet mod dem, og det smilte atter nært og mildt i det hvide Hår.

Men Erik Lange, der havde rejst sig, som vilde han følge Eberhard på hans Vandring, blev stående med Hånden på Stolens Ryg, og Ellen så ind i Ilden med store, åbne Øjne og Hænderne knyttede over Knæet, som sad hun foran den harpixduftende, nu så ensomt forladte Arne i Niederwasser-Dal

Døren knirkede, det trak koldt om Fødderne, og Jomfru Camrath gled ind i en Nejen.

49

"Hør, hvor stærkt Havet bruser i Aften. Vi får Storm i Morgen. Og det bliver drøjt for Hr. Lange og Fruen at komme hjem den lange Vej til Havnen" sagde Clemens Bek og lyttede mod Ruden

"Ja, vi må hjem, Ellen," Erik så op.

Men hun rejste sig hastigt, rystende som en Drøm af sig Ak, Bek, som nylig havde talt om den Vej, Eberhard drog fra Niederwasser til København, han talte nu om "den lange Vej" her på øen!

"Jamen, vi har jo rent glemt Vinen, at vi skulde drikke med Jomfru Camrath og Hr. Bek, og nu er de her jo, bægge de lykkelige," udbrød hun.

"Ak Frue, Vinglas, de findes ikke i min Husholdning!" smilte Bek

"Vi klarer os nok uden! Drue er Drue, selv i Kaffekopper," lo Ellen og åbnede Døren til det lille Køkken.

Det var et bitte Rum, egentlig kun et Hjørne, med en Vinduesglug ind mod Byen, en Stump trebenet Ovn og en Vask, nogle Kasseroller og et Par Hylder med Kopper og Tallerkener af Ler

Her var koldt og klamt og en Lugt af Mug.

Hun lænede sig mod Karmen, der knasede af Sand fra Klitterne derude, og støttede sin Pande mod den revnede Rude.

Byens Rønner og tangdækte Hytter krøb sammen derinde om det grå Kirketårn. Skyerne jog hastigt over Byen, og Sandet knøg over Vejen derude og hvislede langs Muren gennem den piskende Marehalm. Det trak sammen til Uvejr.

Dér på Tallerknen stod et Par stegte Sild, en Humpel Rugbrød og en Klump Fedt.

Her havde han altså de utallige År listet om og lavet sin fattige Mad for at opholde Livet. Ja, opholde det i Bøn og Tak. Mens hun og Erik -

Å, at hun havde klaget sig og grædt derhjemme i sin gode, hyggelige Stue, at hun havde kaldt sig ene - som om hun ikke vidste, langt bedre end han selv, at han var hendes, blot han en Dag blev sig selv igen, blot han befriedes for den Tanke, han havde skabt som en Frugt af sit Inderste, men som tyngede ham, som et for spinkelt Træ, til Jorden.

50

Hvad havde de ikke sunget derhjemme i Præstegården på Fyen: "Ach, søger de nedrige Steder - -"

Ja, Erik, nu søgte du dem, og fandt mig og dig selv! Men gamle Bek havde aldrig behøvet at søge - og derfor ophøjede Herren ham nu.

Ellen hørte Stemmerne derinde fra og greb hurtigt et Par Kopper og Krus og gik ind.

Gamle Bek så på hende fra Sengen og rystede på Hovedet: "Kære Frue, det er virkelig ikke noget for Dem at se det Køkken."

Men Ellen lo. "Bare Boel og jeg holdt vort i Orden som De Deres. Men så rent kan vist kun et enligt gammelt Mandfolk holde sit Hus," nikkede hun til ham. "Men nu skal vi drikke," og hun hævede sit Krus.

Og de stod dér, Erik Lange og Ellen og Jomfru Lucie, i Skæret af den spillende Ild og Glimtene fra Fyrtårnet fjærnt ude, omkring Clemens Bek, der sad rejst op i Sengen med Ryggen mod de opstablede Puder.

Eriks Øjne gled fra den ene til den anden af disse to skyggeagtige Skikkelser, som holdt den hede, røde Vin op i de rystende Hænder.

"Må vi så hilse på de Indfødte på Øen?"

Og han lukkede Øjnene, men vidste ikke, om det var i overvældende Smærte eller i Tak til den ukendte Gud.

Lyset sitrede ude over Havet som Skæret af en Måne skjult oppe i Skyerne. Bølgerne skummede fra Skymørket ind i Glansen og ud i Mørket igen. Mågerne red på Stormen, faldt ned igennem den og steg til Vejrs. Ternerne flakkede langs den stenede Bred.

Hånd i Hånd stred Erik Lange og Ellen sig frem under Vesterklit og Dræthøj sortgrønne Brinker. Ude bag Sønderbjærgets Fod buede sig Pakhusbugtens tangklædte Strand, frådehvid. Fyrtårnet sås ikke i Dagens Skyskumring.

Ellen lo og tabte Vejret, snublede over Stenene og Drivtømmeret og kæmpede sig frem, så Kjolen blafrede 51 om hende. Hun greb sig til den pelskantede Sømandshue og klamrede Hånden i Eriks Skulder.

"Nej, men Erik da, at vi skulde denne Vej til ham, netop i Dag!"

Erik Lange standsede, stindede sig mod Stokken og snappede Vejret gennem Tænderne. Skyerne fløj over det rygende Hav og dukkede det dirrende Lys. Ude i Pakhusbugtens yderste Spids skimtedes en Damper, svajende for Anker, kørende omkring med Bagstavnen dybt sænket. Den prøvede at ride Stormen af uden de dyre Havnepenge.

Han vendte Hovedet og så tilbage. Derinde bag de lange Moler, som Skummet i Dag hyllede som i Snefog, rokkede og svingede en Flok af sorte Master. Alle de hjemlige Fartøjer var tyet i Havn. I vældige Trappetrin sank Havnebankerne ned mod Bassinet, med et bitte Hus på hvert Trin, deres eget øverst, så Havnefogedens, så Assistentens, og nederst, for Bakkernes Fod, Købmandsgården.

At Mennesker kunde bo dér, under Stormen, på Øens Hæld, midt i Havet - -

"Ja," han klemte hendes Hånd, "nu må vi jo lære vor Ø at kende."

"Jamen -" hun så på ham, "fordi de tog den Plan fra dig, så -"

"Den Plan - den var min eneste, mit Arbejde på den al den Indsats, jeg kunde give i min Videnskab, til Menneskehedens Bedste. Nu blev den jo til Virkelighed. Nu må jeg søge Hjælp for mig selv."

"Ja, kom så," hun knugede til om hans Skulder, "så løber vi om vor Ø!"

"Nåh -" de svajede helt rundt, her hvor de stod, støttede mod hinanden, "det tror jeg dog, vilde blive for drøjt - at løbe en Tredjedel Kvadratmil i den Storm!"

"Tænk, er det ikke mere - og her er vi ganske ene i Havet," hun gøs ind mod ham, "med syv Mil til Jylland, med syv Mil til Sverrig -"

"Med otte til nærmeste Søsterø og ti til Sjælland," smilte han, "kom nu, mit Barn"

Og de amplede videre frem. Forude rejste

52

Brændingen en mægtig Liljekalk om det gamle Vrags sorte Spanter og krumme, rustrøde Søm.

"Tænk, at det har stået mod sådanne Storme i næsten hundrede År - så dybt har Havet en Gang hamret det ned."

"Ja," han nikkede med et vagt Smil, "hvad der kommer til denne Kyst, det bliver."

De drejede nu ind under Sønderbjærgs Fod. Det sorte Bjærg steg over dem med bitte. Enebærbuske, klamret fast i deres Fald som Pindsvin, mens Signalmasten højst oppe rykkede i sine hejste Stormkurve.

"Se Erik, Agnetes Kors"

Foran dem, dér hvor Vestervejen fra Byen smuttede ned mellem de marehalmsbølgende og sandfygende Klitter om Redningsvæsnets lille Telefonskur, stod Korset på sin kisteformede Klit, to Gange mandshøjt, med sorte, spilte Arme mod Ørkenens knygende Mørke. Det knagede i de svære Planker med de rustne Jærnbeslag.

"Kender Du Agnete Vendelins Historie?" spurgte Ellen.

"Nej, jeg véd kun, hun var Præsten Tangs Hustru, og at hun druknede her i Havet, da hun vilde redde et Barn."

"Så må Clemens Bek fortælle os om hende. Tænk, at han kan gøre os hjemme på Øen, så vi kan kende den for hvert Skridt - som han har kendt hvert Menneske på den i de sidste halvtredsindstyve År."

Erik Lange nikkede. "Ja, og at han kan gøre os hjemme i os selv, han, som fandt Verden i sig selv og øen."

Nu dukkede Byen op derinde, det lave, hvide Kirketårn, de lange, strå- og tangtækte Huse krøben sammen under Kirkebjærg og Byens Bakke. Yderst, i Ørkenens Rand, lå Prinsens Kapel med den lergrå Mur om hans og de fattige Fiskeres og de druknede Fremmedes Grave.

Foran dem, hyllet i en Tåge af Sandfog, hældede Beks Hus under sit Tangtag, tungere end vanligt, som bar det hele Havets og Stormens Vrede på sin Ryg og dukkede sig ydmygt mellem de gule, knitrende Graner. -

"laften vil der spørges Stranding," nikkede den 53 Gamle alvorligt mod dem, da de trådte ind i den lille, lune Stue, hvor Lyngilden buldrede i Lerovnen og spruttede Aske ud over Gulvet.

"Tror De?"

"Jeg frygter det. Ak, Hr Doktor, i sådan en Storm vågner der så mange Minder i mig, våde, frygtelige Minder, fra Tiden før Redningsvæsnet kom, da de måtte gå ud i deres almindelige, åbne Både og blev slåede tilbage, Gang på Gang, og selv gik under, eller hjælpeløse måtte stå og se de andre omkomme derude."

Ellen og Erik så på hinanden. De havde endnu meget at lære om det, at bo på en Ø. De havde lidet husket på den Frugt af Stormen, kun tænkt på sig selv, ene her midt i Havet, ikke på dem, der drev derude, langt mere ene, for hvem denne lille Plet Jord var Frelsen - og Fortabelsen.

Milevidt ud om sig strakte Øen jo sine Stenarme, sine Rev i øst og Nord og Vest. De havde hørt det, at denne Ø her i det nordiske Hav frygtedes af Søfarende Jorden over. Men i de to År, de havde boet her, havde der kun været én Stranding, hvor alle Mand blev reddede Erik var blevet kaldt til en af dem, en Russer, der havde fået sin Skulder og Hofte læderet, men - hvad kom Øen ham den Gang ved?

Men hvor mange Patienter kunde han ikke vente sig, når Havet sendte ham Forøgelse?

"I det sidste Tiår af sidste Århundrede," sagde Clemens, "var her over tredive Strandinger. Da skulde De se Øens Folk! Jeg tror, De vilde ønske at være en af deres, og forstå min og Jomfru Camraths Længsel efter at kaldes hjemmehørende."

Han smilte, og Erik Lange nikkede til ham.

"Men nu må De fortælle os videre om Eberhard. Sebastian," bad han og skubbede Simestolen til rette for Ellen, "om hans Komme til København."

"Jeg er sær urolig i Dag," sagde gamle Clemens og flyttede de magre, blåårede Hænder over Tæppet, "jeg kender det på mig, jeg tager ikke fejl! Jeg har levet for længe her på øen, til ikke at vide, når Ulykken kommer til dens Bred! Men vil De høre på mig, vil 54 jeg gærne fortælle indtil - ja indtil vi måske bliver afbrudt -"

Den Gamle blev siddende op, med Puderne skudt sammen bag Ryggen og så ud af Vinduet, mod Ørkenen, hvor Sandet fra de dybe Klitkedler rejste sig som lange, vaklende Spøgelser, der jog over de dede Rev og Flintesmedjer, faldt, rejste sig ravende og jog videre. Stundum, i enkelte Solblink, dukkede Fyrtårnet frem, kridhvidt, og forsvandt igen. Spøgelserne ilte ud til Ringdans om Øens yderste Menneskebolig, ud at slukke dets vejledende Lys, ud at spejde fra dets Odde efter Rov.

Drønet fra Havet stod om Hytten. De skrøbelige Mure sukkede som i gamle Støn, Lugen oppe på Loftet klaprede som varskoende Råb. Men Uret gik og gik, trofast og taktfast, uden Viden om den korte Angst, fuldendende sin Vandring mod Evigheden.

Bek famlede omkring sig, hvileløst: "Nej, nej, jeg kan ikke - De må have mig undskyldt og ikke være vred - men jeg kan ikke fortælle i Dag. Jeg aner ondt. Jeg aner en Nød i Havet her udenfor. Hør dog, hvor det stormer!"

"Vist stormer det," sagde Erik Lange, han rejste sig og gik hen til det østre Vindve, hvor Sandfoget ruskede forbi og haglede mod Ruden, mens Lufttrykket pressede Røgen og Flammerne mod Ovnlågen, og Havets tunge Bulder voxede op over Taget, "men det har dog stormet ligeså hårdt de to andre Efterår, vi har været her på Øen, og da er dog ingen Stranding sket. Derimod den stille, tågede Nat -"

"Det er ikke heller Vejret," sagde Clemens Bek og rystede på Hovedet, med de store, blege Øjne mod Ruden, "men - når man har levet så længe som jeg, her midt i Havet, så får man det i Legemet som Forudanen, som Dyrene får det, at nu har det ondt for mod andre. Jacobus Uz - ja, se nu véd De ikke, hvem han var, og mange af de Unge her véd det heller knap, og en Gang var det Navn dog det samme som Øens - han kunde have købt os alle, og Prinsen med, ved sine Penge, og han havde købt os ved sit Liv iblandt os - han mærkede det altid, når en Stranding var nær, og han led overmåde ved det: "For lå vi ikke 55 her og truede Sejlerne, slap de jo stolt over Havet. Men for at denne arme Bred kan bære os oppe, skal de lykkelige Strandes Børn omkomme." Og han forbandede Øen og os. Jacobus Uz var ikke født til at leve her, må De tro, og dog måtte han blive her til sin sidste Time. Og ved Strandingerne så han jo, hvorledes det Hav, der havde lukket ham ude fra den Verden, der skulde have været hans Gærning og hans Liv, nu kastede dem derude fra som døde op på hans Ø. Og han gemte sit Hoved og rystede af Gru for Havet, han måtte se og høre hver Dag, hvor han så stod og gik. Nu sover Jacobus Uz deroppe på Kirkegården mellem alle dem, fra hvem Havet tog Livet som fra ham, alle dem fra Syd og Nord, men jeg skulde tænke, han mærker endnu, når Havet viser sit Sind og sin Magt, ja både han og dem omkring ham, der en Gang hjemfaldt som han . . . Nå," han rystede på Hovedet, "jeg fantaserer nok! Men tro mig: Jacobus Uz's Uro smittede mig, da jeg som helt ung nede i hans fædrene Gård, hvor nu Havnen og Lægeboligen ligger, så ham løbe rundt i de store, mørke Stuer og løfte de lange Arme og de blide Øjne anråbende mod de tunge Bjælkelofter og krumme sin pukkelryggede Dværgeskikkelse i Vånde. Jeg véd jo, det var hans syge Sind, der foer vild, vi har jo ikke selv lagt vor Ø her i Havet - ak jeg tror, ingen havde gjort det! - vi kan ikke for dens Rev og Revler, vi er jo vel netop sat her for at hjælpe, hvor vi kan, for at rejse vore svage Hænder mod Havet og kæmpe med det om vore Brødre eller i det mindste gemme dem mildt i denne lille Plet Jord her midt i det menneskefjendske Dyb. Men hvor ofte er jeg ikke, især i tidligere Dage, før Menneskene lærte bedre at møde sin Fjende, før Fyrskibet og Redningsvæsnet kom, vågnet midt om Natten, med Klabautermandens Hånd på mit Hjærte, eller har derhenne i min lille Skole, under Bibeloverhøringen, mærket hans Klamhed bag mig og hørt det dryppe på Gulvet, og da følt mig skyldig som Jacobus Uz, her hvor jeg lå eller sad så trygt i Læ. Ak, Hr. Lange og Fru Ellen, Havet er frygteligt, frygteligt - uoverstigeligt og bundløst, giver aldrig, aldrig igen!"

56

Den Gamle bøjede sig frem i Sengen. Med sine langt udrakte Arme og det hvide Hår rejst i en Bølge om Hovedet så han, i sine Dyner, i det halvmørke Rum, selv ud som en Druknende, et Havets Rov, der rejste sig af Undergangen med sin Klage og varslede om mere Nød.

I det samme jog det gennem dem. Kirkeklokken inde i Byen faldt ind mod Stormen i korte, jagende Klemt, slugtes i Hav-Dønnet, vejredes hen og stred sig frem påny som en Klokkebøje.

"Dér! dér har vi det!" Clemens rakte bægge Arme mod Loftet.

Yderdøren reves op. Jomfru Camrath fløj midt ind på Gulvet, med Hænderne om Hovedet og Skørterne flyvende om Benene. Stormen fyldte Huset, så Køkkendøren sprang, og Ruderne klirrede.

Erik Lange kastede sig mod Døren og tvang den i.

"Jomfru Camrath - hvor er det? hvor?" råbte Bek.

"På Stensøre!" jamrede hun, "å, Gud være os alle nådig!"

Der blev et Øjebliks Stilhed i Stuen. De hørte kun Klokken kæmpe og kæmpe som en Bøje over Stormen, dukke under og kime sig frem igen.

"Greis Terner så det og fløj strax til Telefonskuret og fik ringet op. Det er en stor Skonnert, mener de."

"Dér er de allerede - Herren velsigne dem!" Bek pegede med rystende Hånd mod Østruden.

Som et Uvejrssyn under den sorte, susende Skyhimmel, båret lydløst gennem Stormen, fløj Redningsmandskabet forbi, de otte stejlende Kæmpeheste, den brandrøde Redningsbåd, de elve løbende Fiskere med Reb og Raketter og Redningsbælter og Lygter. Så stormede kun Sandet bagefter dem.

"Ak, ak Herre!" klagede Clemens Bek, "så ofte, så ofte jeg har set det! især om Natten, når Stilheden pludselig brister, og Skriget står over Øen: "Skib! Skib! på Nordvestrev, på Østerrev, på Stensøre!" Og så mange Kister jeg har fulgt til Ro!"

"Kære Hr. Bek," Erik Lange bøjede sig skælvende over ham, "nu må De ikke tage Dem det så nær. De er jo selv Patient."

57

"Tage det nær - ak Hr. Lange, kan De lade det være?"

Erik Lange rystede på Hovedet og så hen på Ellen. Hun støttede sig åndeløs mod Vinduet, med Lommetørklædet mod Munden og Hånden på det bølgende, venstre Bryst.

Men Jomfru Camrath stod stille, midt på Gulvet, med bøjet Hoved og foldede Hænder, og bad, tyst og indtrængende.

Den Nat, da Erik Lange og Ellen, gennem Bakkernes Læ i Kæret, havde kæmpet sig hjem til deres Bolig, og de lå dér, tavse, Side om Side, og med åbne Øjne lyttede til Havets og Stormens sludende Rasen over sig og følte sig hjemme som aldrig før på denne Ø, voldgivne og hjælpeløse, fulde af Tak mod denne ringe Stenhob og fulde af hin Jacobus Uz's Nød, den, gamle Bek havde talt om, kimede Telefonen pludselig som en Pil gennem Stormen.

Erik tumlede op og famlede derind gennem Mørket, og Ellen lyttede på Sengekanten, med Tæppet angst svøbt om sig.

I Stormens iskolde Rusk gennem Huset, der fik Lyset til at flakke, og i det uophørlige Havbulder dernede kom Ordene til hende:

"Ja, ja, strax! I fik dem i Land - alle? å, kun fem! å, og de - Ja, Kaptejnen? Begge Benene? Ja, ja, jeg kommer strax! Har han hængt derude i otte Timer, siger De? Ja, ja, nu er jeg der!"

Klokken kimede af, og Erik kom løbende ind til hende.

"A Erik," hun brast i Gråd i Tæpperne, "tænk på dem derude! Dér har de hængt midt i Havet og stridt i otte Timer, lige her udenfor, mens vi - - og kun fem kom i Land!"

Men Erik Lange rev Instrumenterne og Forbindstasken til sig fra Glasskabet og vendte sig hurtig om mod hende i det gule, flagrende Lys.

"Ja, i otte Timer kæmpede Redningsmandskabet, blev slået tilbage Gang på Gang og kæmpede sig atter ud. 58 mens de så dem falde derude fra Masterne, Mand efter Mand, og slås i Havet som Fluer, til kun de fem var tilbage, og de nåede dem. Nu har de gjort deres Pligt, nu skal jeg gøre min, for, Ellen, nu føler jeg det, jeg har en Pligt her på Øen."

59

ANDET KAPITEL

ERIK OG ELLEN dukkede frem i Vejskåret i Byens Bakke.

Ørkenen grånede som et Dyreskind slynget rundt omkring de grønne Brinker. Himlen sitrede disblå derude.

"Skulde man ikke tro, vi var i August?" Ellen løsnede, forpustet i det dybe Sand, Kåben, "tænk, at det er samme Ø som for to Døgn siden!"

De vendte sig og så tilbage over Kæret. Solgrønt lå det dernede, som et Bøgeblad, med Dammens lille Dugdråbe, mellem de langstrakte, tungt bølgede Banker. Vejstriben slyngede sig, hvid og tom, op mellem Plantagens fjærne Bjærgfyrtoppe. De hvide Klithøje flimrede som Sølv, og Havets Blå skinnede dybt ovre i Bakkerækkens Dalkløft.

"Her er stille," sagde Ellen og drog Vejret, "som dybt, dybt inde i Fastlandet - eller - som i Bunden af en Blomsterkalk, se selv, Strået rører sig ikke," hun holdt et lille Hjærtegræs op mod den blå Himmel.

Erik Lange nikkede træt. "Men den Ro er dyrekøbt. Hvor længe tør vi nyde den?"

"Ja, stakkels Ven," hun strøg ømt den store, hvide Hånd over hans Pande, "du har også haft en drøj Tur i de tre Døgn."

"Å - om det endda måtte endes som Stormen -" nikkede han, ind mod Byen, "men - Kaptejnen - om også det andet Ben går - -"

"Det gør det ikke, Ven, han har lidt nok, og du kom jo til i så god Tid." 60 "Vi får se," mumlede Lange. "Ak, Ellen, hvor er ørkenen skøn i Dag!" han pegede ud over den.

Lodden som Fløjl lå dens bløde, grå Mile for dem, med Enebærbuskenes små Skyggepletter. Let som fortættede Sandbolte tumlede Harerne sig derude, op over Stenrevene og Flyvesandsklitterne og i strakt Løb ud over den endeløse, stenstrøede, lavplettede Flade. Mågerne kreste og fløj helt ud, hvor Fyrtårnet skinnede som en lille, hvid Søjle, det faste Lands Varde. Havets blånende Ring gled ind om hele den gulbrune Slette, endnu skumplettet fra Stormen. Lynaflederne på Redningsstationens tjæresorte Tag blinkede. Muren om Prinsens Kapel smeltede ind i det Grå. Hans Gård og de lave, halmtækte Huse hvilte som trætte Dyr om Kirketårnets tavse Hyrde.

"Her er friskt og rent, som på Jorden før Menneskene kom," åndede Ellen, "men når jeg tænker på alle dem, der gik til Bunds derude -" hun vendte sig og pegede mod Syd, ad Stensøre til.

Fjærnt ude, bag den lange, dunkeltgrønne Bakkerække, skimtedes midt i det solblændende, skumfødende Blå, som bitte, forkullede Svovlstikker, de hældende Master på "Kalifornien".

"Ellen," han gav hendes Hånd et fast Tryk, "vi lever fuldtrøst - endda vi véd ikke hvorlænge. Husker du Jacobus Uz, som én Gang beherskede Øen her, men som nu ingen mere mindes? Så var det, fra Menneskene kom på Jorden."

Hun så på ham. "Hvor trygt du taler om det -"

"Ja - for jeg tror, jeg nåer tilbage til de oprindelige Spor her på Øen," nikkede han. "Men gå du nu ned til gamle Bek, jeg ser ind til Kaptejnen og kommer så efter." -

Heliotroperne, Levkøjerne og Resedaerne duftede i Vindueskarmen, som var de selve Solskinnets Ånde. Uret dikkede højlydt og kastede Solblinket fra sin svingende Pendul over på Væggens blomstrede Tapet. Klapbordets Fyrretræ spejlede rødt de små Lerkopper, der var sat frem om Kaffekandens Damp.

Clemens Bek hvilte i sine Puder og smilte mod Fru Ellen. Jomfru Camrath nejede, halvt med Ryggen til, 61 og dukkede sig dybere over Kandisstykkerne og Sigtebrødet.

"De kommer lige til Kaffe, Frue," nikkede han, "om De vil tage til Takke. Å," han lagde den gennemsigtige Hånd over Panden, "nu har vi atter Ro. Så længe det varer. Det har været frygtelige Dage. Véd De - om nogen af dem er kommen i Land?" han så ængstelig på hende.

"Nej, Skolemester, ingen endnu," sagde en Øbo, der sad henne på Dragkisten ved Køkkendøren, en Kiste med et Kors malet i en Krans af Bloddråber som i en Krans af Roser, "I véd, de kommer sjælden til vor Kyst. De driver op ved Falkenberg i Sverrig, om ikke de går helt til Bunds."

Ellen så på ham.

Han var ret en Type på Øens Folk. Det magre, hvide Ansigt rammedes skævt inde af det ravnsorte Hår. Brynene groede i ét over de mørkebrune Øjne. Munden løb som en Blodstribe gennem det blålige Skæg, der i en Vifte dækkede Hals og Bryst.

Han blinkede mod Lyset og gned de knoklede Hænder i hinanden.

Dette hvide Ansigt, disse hemmelighedsfulde Øjne, stirrede de ikke ud som fra Oldtidens Grotte, varslede de ikke en endeløs, dunkel Saga om dette Folk, én Gang strandet og for altid skilt fra dets Brødre, forladt i Havet og reddet af det som sidste Rest af Landets Urindvånere, der ovre på Fastlandet udryddedes af de nye, indtrængende Stammer, som nu kaldtes Landets Børn? Jo, her på Landets ringeste Del, på dets ensomste og usseligste Ø forvaredes de, rene i Racen, i Havets evige Adskillelse.

Hun lukkede Øjnene, men så for sig Flintesmedjerne derude i Ørkenen, den lange Række af Stenalderens Værksteder, der strakte sig over Øen fra Syd til Nord, som halvttilføgne Kæmpedyrs Knokler. Lød der ensomme Hammerslag derude, af Sten mod Sten? O, hvad var selv Clemens Beks Tid her på øen mod dette Racefolks, mod Uendeligheden forude og bagude? Jo, Erik havde Ret, her fandtes de evige Spor! -

"Ja, jeg er træt," sagde Clemens Bek, efter at Erik 62 var kommet, Kaffen drukket og den Fremmede gået, "træt som Jacobus Uz i sin Tid, når han lå i en Krog af sin store, skumle Stue, rullet sammen i en af de dybe Armstole, han havde arvet efter sine Kæmper af Fædre, udtømt efter Stormens Angst. Nu skinner Solen mildt, og vi glemmer hastigt de Døde, vi, der selv snart skal dø."

"Så tal til os om hine Døde," bad Erik Lange, "at vi kan takke Solen, at den skinner, og Havet, at det nu er roligt og blåt,"

Der svævede et Spindelvæv hen over Ruden, blinkende et Øjeblik.

"Ja, længer er selv det længste Liv, selv den længste Tid ikke," nikkede Clemens Bek, "jeg troede en Gang i min Ungdom, at min Smærte fik aldrig Ende, men se nu - ak ja, længe før nu! Men existerede Døden ikke, havde Menneskene måttet opfinde den - såvel som det evige Liv"

"Kære Doktor Lange og Frue," begyndte han, med Ansigtet vendt mod Rudens Blomster og Sol og med Hænderne foldede over sine Papirer, "hvorledes Eberhard Sebastian Båden nåede helt nede fra Gutach og op til København, fik aldrig nogen at vide. At det må have været en Vandring fuld af Sult og Nød og Møje, kan én jo let tænke sig, når man husker de Tiders Samfærdselsveje og Eberhards lette Pung, og at han aldrig gik nogen forbi, der sad forladt ved Vejen.

Men frem nåede han, og en skummel Aften i November 1829 stod han i Døren til Huset i Pistolstræde med sin Vadsæk og sin Ransel på Skulderen, høj og mørk, med det strenge, tunge Ansigt og de skarpe Øjne under den side Hat, i den langskødede Frakke, den dobbeltknappede Vest, Knæbenklæderne med Stålspænderne og de hjemmestrikkede Strømper.

Pigerne, der var kommet frem i deres Døre, da de hørte Mandstrin, tabte deres Smil og sænkede Hænderne med de støvede Urtekoste, og Værtinden, Madam Gundlachsen, stammede i sit Velkommen og sine Anbefalinger.

Eberhard Sebastians Øjne gled uforstyrret omkring 63 over dem alle - så læssede han den tunge Vadsæk af, for nu var han jo ved Målet, og sagde med sin dybe, tyske Røst de eneste danske Ord, han havde lært sig, om Bord på Smakken fra Eckernförde:

"Jeg er kommet for at hente min Søster Christine."

Alle Ansigterne dér i Døren, alle de fede og blussende og de hulkindede og sminkede gav et Ryk, og Hænderne slap deres klistrede Tag om Dørstolpen.

Søster - alle mindedes de i dette Øjeblik en lille Stue, en Fader, en Broder - og et nu længe glemt Håb om Udfrielse, om én derhjemme fra, som en Dag skulde stå på Tærsklen og sige: "Jeg er kommet for at hente dig."

Eller mindedes de ved Eberhards høje, præstelige Skikkelse Prædikanten eller en anden anselig Mand fra Sognet, de havde nejet for på Hedevejen eller mellem Hækkene, og i hvis Billede de havde tænkt sig den Gud, de læste om i Pontoppidans Forklaring?

Men Værtinden, Madam Gundlachsen, nejede forknyt og sagde: "Er det den tyske Pige, den Herre mener?"

Og Eberhard, der hørte sine Forældres Stemmer og deres hellige Bøger i det tyske Sprog, svarede lidt hæst, at det var den tyske Pige. Og Madam Gundlachsen bad ham da, stadig forknyt, at følge med. Men da så Eberhard stod i det skumle Kammer med de fugtige Vægge, det revnede Loft, med det blomstrede Kattunsforhæng for den uredte Seng og så Christine sidde dér på Dragkisten ved Vinduet, hvor den regnsorte og smudsskjoldede Mur stod lige ind på, da svimlede han for første Gang på sin faste Fod, da brast for første Gang fra hans troende Læber: "Min Gud, min Gud, hvi haver du forladt mig?"

Og han sank sammen på den halte Stol og skjulte sit Ansigt i de store Hænder og græd højt. Ti den Kvinde dér sad, opsvulmet som en Dyne, i blegrød Kjole, med Håret i svedige Totter om Panden, med sløve og grumsede øjne og de fede, ringbesatte Hænder på sine Knæ - hende, forstod han, at han aldrig kunde "hente". Hun vidste intet om Gutach og det lille Hus i Dalen, intet om den Korsfæstede og de Frelstes 64 store, hvide Skare - for hun var ikke mere et Menneske, men et Dyr.

Således havde de tolv År i den store By handlet med lille Christine fra Niederwasser.

Hun rørte sig ikke på sin Kiste, men da hun hørte hans Gråd, begyndte hendes Mundvige at hænge, de svulne Øjenlåg glippede, og lange Tårer randt ned over de sminkede Kinder. Hun græd højt og klukkende som en Høne, rokkede med det tykke Hoved og savlede ned på sit nøgne Bryst med de forgæves skjulte Sår - -

Men i Døren var Madam Gunlachsen og Pigerne stimlet sammen, tæt og tavst. Med de fede Arme overkors og Hagerne sænkede, stod de dér, alle, og trak Vejret pustende og klagende gennem Næserne og rokkede hid og did som en Skare Dyr i Nød, der hører Hyrden komme.

Og da steg Eberhard Sebastian op, høj og stiv, så hans børsteagtige Hår fejede Loftets Spindelvæv Han rakte Hænderne ud og råbte med stærk Røst:

"Herr Gott, dich erbarme!"

Og han sank på Knæ og bad, med Hænderne vredne fast i hinanden, om Frelse for disse ved Jesu blodige Vunder, om Styrke til at lede dem, til at holde ud i dette Hus, til Christine havde forladt det, og dets Sted var ryddet med Jorden.

De græd højt rundt om ham, og Christine snøftede og rokkede på sin Dragkiste. Ti forstod de end intet, fattede de alt.

Madam Gundlachsens Mand var kommet til. Han løftede den lille Paryk og tørrede sig over det svedige Hoved, sukkede beklemt og løsnede en Knap i sin Kalmukkes Vest. -

Således kom Eberhard til Huset iQ Pistolstræde, og dér blev han de følgende treogtyve År, Dag ud, Dag ind, oppe på Kvisten, i et elendigt Rum med Udsigt til Genbohusets smudsigrøde Tag, faldefærdige Skorstene og knækkede Ruder, til en Tagrende, der sprøjtede sit skidne Vand over hans Vindu, til en Strime Himmel, hvor Røg og Skyer altid drev.

Rotterne ude på Loftet tumlede mod hans revnede Dør, de drukne Mandfolks Skrål og Slagsmål med 65 Stoleben og knuste Flasker, Gadesælgernes Råb og om Natten en Stump af Vægterviserne nåede ham.

Høj og stiv sad han ved sin Bordklap foran det lave Vindu, i sin lange, snusbrune Skødefrakke, sin dobbeltknappede Vest, sine knirkende Gamasjer, med det stride Hår ordnet i en Pung i Nakken og skrev sine Korrespondencer for den tyske Købmand eller sine Traktatoversættelser og rettede sine Elevers Stile. Brynene stod stride på hans opadrynkede Pande, to dybe Furer trak sig fra den krogede Næse ned om den store og tørre Mund. Den grove Hud rynkedes læderagtig gul med blålig Skægskygge. Støt skred Gåsefjerspennen frem over de store, blålinierede Ark.

Omkring på Væggenes fugtige Tapet hang hans fromme Billeder og Skriftsprog og Dødsversene over hans Fader og Moder og hans Testemonium fra Halles Universitet, og i Række på den lille Fyrretræskommode stod hans Bøger - alle de, som nu står dér på min Kommode eller hænger over den i Reolen.

Han hørte intet, han så intet. Han skrev kun, troligt og støt.

Og dog undgik ham intet: Kvindernes Fnisen og Støjen med deres Mandfolk, når han, på Vej til sine Lektioner, skred ned ad den knagende Trappe med Staven i Hånden, Mændenes bryske Støjen eller lumske Lusken gennem Strædet om Aftenen, når han kom hjem fra Bibelmødet i de tyske Herrnhutters Sal i Ny Kongensgade - så lidt som Kvindernes bange, fugtige Øjne, deres Hulken og Stønnen Søndag Aften, når Skodderne til Gaden var lukket og Døren stængt for Kunder en Time eller to, således som han ved sin stille, uimodståelige Myndighed havde sat igennem, og han inde i Værtindens Stue udlagde Skriften for dem ved de spruttende Tællelys, der lyste over denne Kres af lyttende og klagende Kvinder med hende, Søster Christine, i Midten, sløvere og dybere sunken end nogen af dem, og med Madam Gundlachsen og den lille, tykke Mand med Parykken fjærnest i Krogens Mørke.

Han læste for dem af Arndts "Paradisets Urtegård", af Bogatzkys "Gyldne Skatkiste", af Rambachs "Passionsbetragtninger" ; han forklarede Skriften for dem, læste den 66 først på Græsk, at de kunde høre "Jesu egen Røst", og oversatte den derefter på sit knudrede Dansk. Han sang for af de Halle'ske Sange, til Freylinghausens Melodier, af "Der andåchtig singende Christenmund" og "Das geistreiche Gesangbuch", eller herrnhuttiske Sår- og Blodsalmer af Zinzendorf og Christian Gregor, "Herrnhuts Asaf".

De forstod ikke det tyske Sprog, men de græd over dets Hjærteklang og bad kun om det, når Eberhard vilde synge for dem af "Flensborger Salmebog" eller "Troens rare Klenodie".

Han løftede sit magre og dystre Ansigt mod det lave Loft og bad med hårdt knugede Hænder for sin Menighed, bad om Jesu fornyede Korsfæstelse for hver én af disse, bad ham om at opløfte dem i hvide Klædebon som sine udkårne Brude.

Nogle af Pigerne fik han virkelig rejst, de forlod Huset og kom ud i den borgerlige Verden igen, Men hende, for hvis Skyld han havde draget den lange Vej, kunde intet frelse. Hun var bundet til sin Gærning som et Dyr til sit Åg.

Hun sukkede, blot han så på hende, men fatte hans Ord, endsige følge dem, kunde hun ikke. Hun hulkede, når hun så de hellige Billeder og Forældrenes Gravvers på hans Vægge; hun gispede, når han lagde Hånden besværgende på hende og talte til hende om Gud Herrens Straffedom og om den Fristens Tid, intet Menneske måtte være overhørig, om hin terminus peremptorius salutis, hvorefter den evige Fordømmelse kom. Hun græd af alle Sluser, når han inderligen og sagtelig mindede hende om Gutach og Fyrreskovene og det blomstrende Kirsebærtræ for Døren og Valnøddens æbleduftende Skygge eller Feierabendfeisens høje Alter over Skovene.

Men havde han en Dag ført hende med sig bort fra Huset og søgt dem et nyt Logis eller Skibslejlighed til Kiel, da smuttede hun fra ham, inden han vendte sig om, og efter et langt Suk skred han bagefter hende, tung og stiv ved sin Stok. Til han opgav det Hele, gav hendes og sit Liv og evige Frelse over i Herrens Hænder, bøjede sit Hoved og blev i Skøgernes Hus i 67 Pistolstræde, at stande hende hos, når Herrens Time kom, når Forløsningen stundede, og Sjælens hvide Due atter kom til Syne over Syndens dybe Morads. Ti han troede ikke mer på hin terminus, de havde lært ham ved Halles Universitet; han kunde ikke tro den, han havde sluppet den efter svære Kampe, efter megen Gru for at han blødagtigen skød sit eget brændende Hjærte ind i Guds Rådslagning. Efter mange Knæfald for den ukrænkelige Gud havde han øjnet den blodige Helt, der sprængte Helvedes Porte, der besøgte selv de Fordømtes Mørke, endsige de Nulevende, om hvem Håbet aldrig kunde blive om, for hvem ingen terminus salutis gives.

Og på sit Kammer, på det nøgne og kolde Gulv, med Panden mod den hårde Sengekant, mens Søsterens og de andre Kvinders drukne Latter og Mændenes gejle Skrig klukkede og skingrede op til ham, lå han de lange Vinternætter og stred med sin Gud, stred sig fra hans Kjortelsøm op til hans Knæ, op i hans Skød, ind i hans Hjærte, at frelse sin Søster, hans Forældres Barn, den lille Christine - ikke for dette Liv, hvis sidste Bærmedråbe snart var tømt, men for det nye, hvor alt skal fornyes og dugges i Evigheds Bad. Først ud på Morgenstunden, når der omsider var blevet stille dernede, sank han, gysende og stiv, hen i et kort Blund, hvorunder Forældrene viste sig for ham, Hånd i Hånd, hvide, men ranke, som når de Søndag Morgen trådte ud over Tærsklen til Sommerens Gudstjeneste under Valnøddekronerne.

I en Krans af Hjemlandets Skove stod de og lovede ham snarlig Løn, om han holdt ud, og vinkede ham Farvel og forsvandt.

Men - for de Salige er jo tusinde År kun én Dag, og Tiden blev ikke kort, men lang, og Eberhard måtte stadig bo i Skøgernes Hus i Pistolstræde.

Men da sendtes der ham en Medhjælp, en lille Broder i Kampen for at frelse Søsteren, ja alle Søstrene og lede deres Gang til Faderhuset - en lille Solstråle ind i det solløse Kammer, et mildt Bud fra Herren, at han så hans Kamp og ikke havde glemt ham.

Et Barn kom til ham, et Barn fødtes dér i Huset, hvor Herrens Forbandelse og Velsignelse over Menne

68

skeparrene var glemt, og Dyret derfor herskede. Et Barn græd dér i Skøgernes Hus og udrettede derved, hvad Eberhard Sebastian Båden aldrig havde kunnet: stjal Frelsens Dør på Klem,

Og jeg var ved Guds Forsyn og så ganske ufortjent dette Barn."

Han tav et Øjeblik, og hans Ansigt fik atter hint strenge og ophøjede Udtryk. Så nikkede han og fortsatte:

"En Aften kom en af Pigerne i Pistolstræde hjem med en fremmed Kvinde. Det var en mørk og sludfuld Aften i November, Niårsdagen for Eberhards Komme til Huset. Vandet drev af den Fremmedes Dragt, og hun vaklede som en Beruset. Pigerne stimlede sammen om hende, og i det urolige Skær fra et Lys, som Madam Gundlachsen holdt i Vejret, så de, at den nye var helt ung og, hvad der undrede dem mere, at hendes Klæder, tilstænkede af Gadesnavs og forrevne, var af fint Stof, og at både hendes Ansigt og hendes Hænder, hvide og feberrystende, vidnede, at hun ikke var en af deres, men en Kvinde af de højere Stænder.

Men da nu Pigen, der havde ført hende hjem til Huset, nænsomt tog den våde Kåbe af hende, gav de alle et dæmpet Suk. Ti da de så hendes Figur, forstod de, hvorledes hun var kommet her.

"Jeg tog hende med," sagde Pigen lavt, "jeg fandt hende nede ved Havnen, hvor hun var krøbet ned ad Trapperne til Bådelejet og sad og så på Vandet. Hun er en Præstedatter."

Madam Gundlachsen gned sig over Næsen; så nikkede hun langsomt og ligesom mod sin Vilje.

"Ja, ja, så får vi vel gi' hende Husly, indtil videre. Sådan en Aften jager en Kristensjæl da ikke en Pige i hendes Tilstand på Gaden. Etatsråden må forlade det."

Men Christine, der som sædvanlig havde rokket frem og tilbage længst inde i Mørket bag de andre, på sin Dragkiste, Christine standsede med Et sin Gyngen hid og did, da Pigen førte den Fremmede ved Hånden forbi hende og op mod Trappen til sit Kammer. Hun standsede og stirrede med runde Øjne på hende, rejste sig 69 halvt op og så efter hende, med stivere og stivere Blikke, og gav så et Kluk og begyndte at hulke og vugge frem og tilbage, mens Tårerne løb hende ned ad de blanke, fede Kinder.

En Uge efter fødtes jeg dér i Skøgens lille Kammer, inderst inde i den mørke Gang.

Alle Kvinderne flokkedes udenfor Døren og lyttede med tilbageholdt Åndedræt og foldede Hænder til Skrigene derinde. Nogle stirrede bort over deres Sidemænd, som så de ikke dem, men noget fjærnt, fjærnt borte, og vred uvilkårligt deres Underliv og stønnede svagt. Andre skottede til hinanden, gemte de våde Øjne og vred Hænderne hårdt. Men alle svajede de, i Takt til Skrigene, hid og did under deres egne Skygger, der fra den lille Lygte på Gulvet bølgede over det revnede Loft som en bristende Uvejrssky, og deres Ansigter var så blege som dødes.

Da Eberhard Sebastian pludselig trådte ind ad Døren, tung af Regnen, troede han, de stod dér og lyttede til en Præken.

Men da greb to Hænder om hans Frakkes lange Skøde, og da han så ned, mødte han Christines Øjne dernede, skinnende og vilde:

"Eberhard, Eberhard," stønnede hun og vred sig helt ned mod Gulvet, "Eberhard, du må sørge for, de denne Gang ikke tager ham fra mig!" Og hun talte pludselig sin Hjemstavns Dialekt igen.

Men da bøjede Eberhard sig rystende over hende med udbredte Arme og råbte:

"Min Gud, min Gud, har du bønhørt mig omsider!"

Men nu standsede Skrigene derinde, og lidt efter åbnede Madam Gundlachsen Døren.

Alle Øjne fløj imod hende, og hun tørrede sit ophedede Ansigt og sagde:

"Ja. Barnet lever, en Dreng - men Moderen er død."

Da sank hele den mørke Klynge af Hoveder derhenne sammen, en hæs Mumlen bad:

"Må vi se dem? Må vi se dem?"

Madam Gundlachsen tøvede lidt, så nikkede hun højtideligt, og to og to dukkede de ind gennem den mørke Dørramme til det oplyste Rum dér for Enden af Gangen.

70

Men Christine rejste sig ravende med udstrakte Arme:

"Før mig til ham, Eberhard, før mig til ham, at jeg kan lægge ham ved mit Bryst!"

Eberhard ledte hende frem og derind.

De forpjuskede Hoveder duvede op og ned, de skælvende Hænder rakte sig ud og veg famlende tilbage. Madam Gundlachsen holdt i sin hævede Højre Lyset, så dets Skær flakkede hen over den mørke, urolige Gruppe, det hvide Leje og det fattige Kammer.

Og mens Eberhard mærkede i sin Hånd Christines, der var blevet som levende igen, men rystede febersyg, løftede han Øjnene til Himlen og bad den tilgive ham, at han et Øjeblik mindedes en anden Fødsel i et andet fattigt Rum, mellem Arme og Fattige, en Gang for længe, længe siden - - -

Christine døde denne Nat, men Eberhard lagde i den sidste Stund det nyfødte, moderløse Barn i hendes Arme, og hun døde i et strålende Smil og en salig Nynnen, en Nynnen af den gamle, hellige Vuggesang, deres Moder havde sunget over dem i det lille Hus i Gutach i Schwarzwald, Vuggen, hvorpå der stod: Memento mori.

Og Eberhard, der høj og stiv havde stået over hendes Leje og med stærk Røst sunget "de Halle'ske Sange," sank sammen ved Hovedgærdet, fik hendes sidste, lykkelige Blik, trykkede hendes Øjne til, skød Moderens Salmebog, Joachim Neanders "Glaub- und Liebes-Ubung," ind under hendes Hage og beskuede hendes Åsyn i det svage Skær fra den lille, svømmende Tande i Oliekruset og så, at det smilte som hendes Barneansigt i Lyseklynens Skær, når Fader Theobald læste højt af den hellige Skrift.

Han kyssede hendes Hånd og hviskede: "Schlafe wohl, du Dulderin ohne Gleichen!"

Men opløftede sine Øjne og priste hende, hvem det undtes, ved at fylde mere end sin egen Lidelse, at sone mere end sin egen Skyld.

Christines Fald lå fjærnt; Gud Herren havde slettet hendes Skyld med hendes Forstand. De sidste sexten År havde hun ene været hans Korsdragerinde for al Verdens Synd, hans stumme og sårfyldte Vidne.

71

Eberhard foldede sine Hænder om hendes Hånd og bad, at hans Endeligt måtte blive skyldfrit og forsonet som hans Søsters, Skøgens, og sænkede Panden i et dybt Suk mod Sengekanten, et Suk af Tak og Træthed, og smilte som et Barn i Drømme mod Suset af sit Hjemlands Fyrreskove, der nu kom ham så nær, ved Synet af Kirsebærtræets hvide, blomstrende Krone foran Husets Græstørvstag, ved Synet af "der Herrgottswinkel" derinde, dér hvor han nu skulde hjem og erstatte de længst visnede Blomster med friske og gemme sig i deres Duft Resten af sit Liv ....

Da han vaktes af en let og fugtig Hånd på sin Pande og så ind i et rødt og rimpet Ansigt med en savlende Mund og blå Øjensprækker.

Hans stride, sorte Bryn rynkede sig - langsomt, rystende lagde han den store og stive Hånd hen over Barnet. "I Guds Navn," mumlede han, "i Guds Navn!" og han turde ikke være den Gud ulydig, der ved denne Barnehånd havde ledet Christine hjem til sin Bolig.

Visselig, store Ting måtte Gud have bestemt med dette Barn, der alt i sin Fødsel havde været ham så underfuldt et Redskab!

Og Eberhard svor at blive hans Kristoforus over Verdensstrømmen.

Men Herren havde endnu én Bestemmelse med ham.

Ti da han steg ned fra sit Kammer på Loftet med Barnet i den ene Arm og på den anden sin Ransel og sin gamle Vadsæk, der i de ni År siden hans Ankomst herind, havde sovet uforstyrret i sin Krog - at forlade dette Hus og gå ud i Byen at jsøge sig og Barnet et nyt Logis, til den Lille, om et År eller to, var voxet så stor, at han kunde bære ham med sig hjem til Würtemberg og Båden, til "Guds Øjesten" og det fromme Folk i Skovene - da fandt han Skøgernes Stimmel, som en stum og skælvende Mur nede foran Trappen og Døren ud.

Da han så dem dér, flokket med bønlige og angstfulde Miner, men uden ét Ord, ramtes han i sit Hjærte og forstod, at han aldrig skulde sætte sin Fod over sine Fædres Tærskel, at hin Dør under Kirsebærtræet for 72 evigt skulde være lukt, at det var hans Lod, som Christines, at dø i det Fremmede.

Og han sank ned for Foden af Trappen, med Ansigtet i sine Hænder, og stred med Gud, men rejste sig med Sejren i sit Ansigt og udrakte Hænder:

"I har Ret! alle er I mine Søstre, som hun der døde! Barnet fødtes i dette Hus til Eders Frelse som til hendes. Ikke har jeg Lov at bortføre ham. Bær min Sæk op på Kammeret igen og stil en anden Seng derind. Barnet og jeg bliver her, hvor Gud Herren satte os. Hans Vilje ske, nu som altid! Lobe den Herrn!" -

Christine og min Moder blev begravet på de Fattiges Kirkegård på én og samme Dag Skøgerne skillingede sammen og rejste et fælles Kors, et Søskendekors af Træ på deres Grave.

Om min Moder vidste de intet andet, end hvad hun havde betroet Pigen, der ledte hende fra Kanalen til dette Hus: at hun var en Præstedatter fra Sjælland, at en fornem Herre havde været hendes Elsker og forladt hende, at hendes Fader havde udjaget hende, og hun havde søgt sin Elskers Spor her til København, men at hun var blevet afvist ved hans Dør, endda hun i et Brev hjemmefra havde meddelt ham alt, om sin Tilstand og sin Faders Hårdhed. Men hvem han eller hendes Fader var, vilde hun ikke sige.

"Min Fader kaldte mig uværdig til mit Navn, og han fandt mig ikke værdig til sit. Søg ikke efter dem! Lad Gud selv en Gang give mit Barn dets Navn og dets Ret - om jeg ikke har forspildt den for os bægge," sagde hun. Og Feberen tog hende, og hun havde intet Navn mer behov.

Men Eberhard døbte Barnet Benedict Clemens Bek. Ti Bek hed Pigen, der ledte hans Moder hid, og til Velsignelse var han sendt af Herren, og mild var han som Guds Vilje med ham.

Og Eberhard holdt sig Moderens Vilje efterrettelig og søgte ikke efter Faderen eller Elskeren, og ingen meldte sig. I Guds Hånd beroede Sagen.

Og Benedict voxede op i Skøgernes Hus i Pistolstræde, på Kvisten hos Eberhard Sebastian Båden. - 73 "Menneskets sande Hjerte-Spejl" stod støttet mod Ruden, og Benedict sad på Eberhards Knæ og stavede sig frem.

Udenfor Vinduet hoppede en Spurv om i Tagrenden og kvidrede. Den var slet ikke bange for Benedict eller Eberhard; den havde sin Rede henne ved Nedløbsrenden. Der var Unger i Reden, som den bragte Føden. Det var Forår nu.

Benedict drejede Hovedet for at se Ungerne gabe mod Brødkrummen, Moderen bragte; men Eberhards Hånd tog lempeligt om hans Nakke og vendte hans Ansigt mod Bogen.

Dér vandrede Hjærtet svimlende hen over en spinkel Streng mellem to øde Klipper med Granstumper på; dér lå det begravet i gyldne Skillinger, og dér var det fyldt af Flasker og Glas eller af et Damebillede i en grøn Krans. Dér krøb det på Jorden på en Snegls Ryg, men dér fløj det til Himmels med hvide, spændte Vinger.

Eberhard havde Ret: der var mere at se i Bogen end ude i Tagrenden. Og Gud vilde, at Benedict skulde læse i den. Bare Spurveungerne ikke vilde kvidre så højt, eller Solen skinne så rødt på Tagstenene derovre, hvor den gamle Jomfru Lieblein havde sat sine Blomster ud til Foråret . .

Men nu lød Eberhards dybe Røst, og Benedict bøjede Hovedet under hans tunge Hånd, som var Guds egen . . .

Men en Gang tog Eberhard ham med ud, hvor Himlen var så dyb og blå, at Benedict faldt ned i Græsset og gemte sit Ansigt dér og atter løftede det for Duften af Saften og Jorden og gemte det ind mod Eberhards sorte Vest og bad at komme hjem til Stuen og Bøgerne.

Og Eberhard nikkede og løftede ham op på sin Arm og bar ham hjem, og han sad dér, med Ansigtet skjult mod hans Skulder og rystede af Angst for det forfærdelige Rum over hans Hoved, der var så uhyre og blåt og tomt og levende af Fugle og Vinde. Og han vovede først at se op, da han hørte Døren gå i bag dem.

Og da løb han strax hen og greb om "Hjærtebogen" og så taknemmelig op mod det tunge, lave Loft.

Eberhard havde sat sig på sin Rejsekiste med Krucifixet i Kransen af de røde Bloddråber og med de lange 74 Inskriptioner på grønne Bånd, og lagde Hænderne over sine Øjne og mumlede:

"Nej, nej, du har Ret, Benedict! Derude hører vi ikke til, i det fremmede Land."

Men om Natten drømte Benedict, at han var under den blå Himmel, men sprang der så let igennem Græsset, som Spurvene fløj - og vågnede med våde Kinder, men turde dog aldrig bede Eberhard om at komme derud igen.

Han kaldte ham aldrig andet end Eberhard, og Eberhard aldrig ham andet end Benedict. Fader, det var Gud, og Sønnen Jesus. Og Eberhard og han var Faderens og Sønnens Tjenere.

Menneskene, det var de hvide Kvinder nedenunder, der råbte og støjede sådan hele Ugen igennem, langt ud på Natten, så Benedict foer op af Søvne med Skrig om Hjælp, men altid atter faldt til Ro under Eberhards Hånd, der lagde sig så stumt og blidt over hans Pande. Men som om Søndagene, når Eberhard og han kom ned til dem med Salmebøgerne og Biblen, sad og gemte Ansigtet i Hænderne.

Eberhard og Benedict tog Plads øverst ved det lange Bord, ved den tændte Olielampe, og Eberhard holdt den åbne Bog i Hånden og talte til dem i deres eget Sprog, det som Benedict ikke forstod. Men siden, når han sang for dem, var det på hans og Benedicts, og da græd Kvinderne altid mest, for det var Guds eget Sprog.

Og de steg atter op ad den stejle Trappe til deres Kvist, helt oppe under Stjærnerne, og lidt efter larmede og tumlede Kvinderne igen dernede. Men oppe hos dem var der roligt. Spurvene kvidrede ikke mere i Tagrenden, for det var Vinter nu. Men det var Søndagaften, og når de havde tømt den lille Jærnbakke med Mad og drukket deres Mælk, fortalte Eberhard, med Hænderne foldet over Klapbordet.

Benedict lå på Knæ på Stolen ved Siden af og stirrede ham ind i Ansigtet og lyttede. De to Lys, der brændte til Ære for Helligaftenen, spejlede sig i Ruden. Væggenes skrå Skygger hang om dem som sorte Vinger. Stundum glimtede en enkelt Stjærne ind til dem.

75

Lange Hyl brølte op fra Gyden og Stuerne dernede, men de hørte det ikke.

De var bægge langt borte, dybt nede i Eberhards Hjem, i Schwarzwald eller silvae nigrae, som Eberhard sagde med sin højtidelige Stemme.

Benedict så uhyre, sorte Fyrreskove, hvorover Kulsviernes Røg steg; han gik, som Eberhard havde gjort som lille Hyrdedreng, til Halsen i Lyng, så kun hans spidse Hue stak frem, Time efter Time oppe i Højsletterne efter det klokkeklemtende Kvæg. Ikke et levende Liv var at øjne de utallige Mile - kun de kulsorte Skove, kun de stigende Røgsøjler. Vinden drog forbi hans Øre, enstonig, langt borte fra.

Stundum kom han efter Kvæget hen over en af Højdevejene fra Basel til Pforzheim eller til og fra en af de Schwarzwalds andre Byer, vandrende Handelsmænd havde fortalt dem om, men som han og hans aldrig havde set. De små Stenskruer lå hen gennem Lyngen og Enebærkrattet og tegnede Vejen for de ensomt slyngede Hjulspor.

Her satte han sig og ventede så længe, han kunde for Klokkekøerne.

Han spejdede ud mod Øst og Vest, så langt han kunde skimte de grå og sammensunkne Varder; han så på de nedtrådte, gule Fodspor. Men intet Menneske viste sig. Fyrreskovene stod stumme og sorte om Lyngødet, og han åndede den svale og dunkle Højsletteluft så stille, som var han bange for at forstyrre.

En svag Lugt af brændt Træ drev mod hans Ansigt, og han rejste sig og fulgte vejrende Lugten, med Køerne foran sig, til han inde på et Rydningsland kom til et Par Bønder, der brændte Skov af, og længe stod og så på Risknipperne, der røg over det sortsvedne Jord som Dværges små Kaffekedler. Eller han nåede ind til en Kulmile, hvor en ensom Mand sad med Hånden under Hagen og grundede i den hvide Tjærerøg fra det sorte Bjærg. I et pludseligt Bulder rejste Urhanen sig med sine Høns - langt borte bragede det i Skoven af løbende Vildsvin; så suste kun Fyrretoppene, sagte og uophørligt. Ikke en Fuglestemme var at høre, kun det svage og evige Sus, der var som Guds Ånde.

76

Han krøb op på en Klippe, der rejste sig som et gråt Horn af Lyngen, og klynget fast i Stenen højest oppe så han i de mange Mile sorte Skove dybt, dybt nede den grønne Spalte, der var Gutachs Løb og Dal, ja måske han endog fandt Niederwasser hvide Kirketårn som en Nål.

Eller han øjnede langt, langt borte, svævende over det sorte Skovhav som en Kæde af skinnende Skyer, Alpernes Snetinder og skælvede på sin Klippe som for Guds Åsyn, for Paradisets Rige.

Og ved Windeckfelsen, hvor Vandene skiltes, og de næsten udslettede Fodspor i Vest løb ned mod Reichenbachthal og i Øst mod Oberes Gutach, knælede han i Blåbærrisene for det ældgamle Krucifix, hvis rustne Bliktag klaprede klagende over den Korsfæstedes skægløse Ansigt, der havde grædt sig hvidt i Årenes Ensomhed og Regn ....

Om Søndagene gled Kirkevandrenes Skare gennem de smalle, dybe Dale fra den inderste sorte Krog, mellem de natlige Fyrremure, langs de rivende Bække, under de blomstrende Kirsebærtræer, der stod som en sølverne Blomstertåge under Skovene, forbi Engstrimlerne orn den voxende Strøm, der bruste over de hvilende Savmøller, ud mod Hoveddalens smaragdgrønne Leje med de ældebrune Gårdes grønsværsdækkede Tage, Kirkens spidse, hvide Tårn og Borgruinerne på de stejle Højder.

I Gutach Nationaldragter kom de, Folkene fra de dybe Skove: Kvinderne i de hvide Særkeærmer med store, sorte Filthatte med røde eller hvide Ponponer på Hovedet, med folderige, korte Skørter, hvide Strømper og sølvspændede Sko - Mændene i Højtidsdragtens skyggebrede Hat, lange, lilla Fløjlsfrakke, sølvknappede Vest og Knæbenklæder og de høje Stave i Hænderne.

Tavse og alvorlige drog de frem, ranke og magre, med faste Skridt, mod Kirken i Dalen. Langvognene af Kurvefletning kørte imellem dem, ladet med femten til tyve Mennesker, med de svære Heste travende i de metalbeslagne Seletøj med Grævlingeskindene på Åget. Solen strålede over de sorte Skove, og Kirkeklokkerne kaldte fra de dybe Dale.

- Eberhard sluttede og så hen for sig med tunge 77 Øjne, men Benedict lå med Kinden mod Armen og stirrede på ham, bleg og andeles, svimmel som hin Gang han selv var under den åbne Himmel med Eberhard. Som Kulsviernes Røg steg over de dunkle Skove, steg Folkets og Benedicts Ånd mod Gud, op i det blændende, smilende Blå.

Så nikkede Eberhard mildt til ham, gennem Tårer, strøg ham over Kinden og hentede fra sin Hylde små Bøger og læste højt - Hauffs Eventyr fra de dybe Skove, om Værtshuset i Spessart, om den blanke Hirschgulden og det kolde Hjærte, Hebels "Rheinlåndischer Hausfreund" og "Schatzkåstlein," Eventyr og Sagn om Glasmandshytter og Kulbrændere og Herskabets Skovfogeder; om Bisper og Granat slib er e, vandrende Svende og Bjærgmænd; om Fløtere, der ad stride Floder styrede deres Tømmerflåder fra Skovenes grønne Skyggegrotte til alle Floders Fader, Rhinen, og videre til Holland og Havet; om Mittagsjungfrau fra Skovenes stille Lysning; om det gyldne Kors, der skinnede over hele Schwarzwald, fra Kirkespiret i Straszburg, Guds Under, til det mindste Kors på Brystet af Guds Moder i det ældste og laveste Kapel i den ensomste og inderste Skovkrog - i Würtemberg og Båden, i "Guds Øjesten."

Hele Natten drømte Benedict om Kirsebærtræernes snehvide Blomsterbånd, der gennem Schwarzwalds sorte, endeløse Skove ledte til Gud; om Suset, der aldrig ophørte, aldrig svandt og aldrig kom nær, så lidt som Gud Herren selv; om ensomt Løb over lyngklædte Sandåser højest oppe med Alpeverdenens hvide Skyer omkring, ned ad stejle Stier dybere og dybere ned i Kæmpefyrrenes krydrede Nat, hvorfra man aldrig fandt ud, men hvor man inderst inde nåede Skovlandets Hjærte, det blodigtgyldne Krucifix.

Og han vågnede, hed og beruset, i det iskolde, sorte Kammer og så ved det blaffende Spiddelys Eberhard famle sine Klæder på sig, stille Maden til rette til ham og knæle ned på Gulvet og bede, at Herren vilde give ham Styrke til at bære denne nye Dag, at holde ud i dette Hus, til han havde ført hver en af dets Kvinder, som Christine, til Herren - og tumle ned ad den stejle, mørke Trappe, forbi Dørene, hvor der hviskedes og 78 tiskedes, ud til sin Gærning på den tyske Købmands Kontor.

Og Benedict sov påny ind, til den gamle, venlige og astmapustende Madam Gundlachsen kom og vækkede ham og tændte Ilden for ham i den lille, trebenede Ovn og luftede ud og redte hans Seng. Eberhard havde redt sin egen, fejet og lagt Brændet til rette, før han gik.

Benedict kunde ikke snakke med Madam Gundlachsen, ti hun talte kun det jordiske Sprog, som Benedict jo ikke forstod, (ti Eberhard vilde bevare hans Øre for dette Huses Tale). Hun var så tyk og så rar og så pustende.

De så sammen på de små, røde Luer, der sprang frem af Træet og legede Tagfat med hverandre; på Sandet, der strøedes i vexlende Figurer på Gulvet; på Mælken, der dannede alle Slags Skikkelser i Øllebrøden: Svaner og Vogne og Træer - alt det, Madam Gundlachsen fortalte om, som hun og hendes Mand, der nu slet ikke mere kunde røre sig for Vattersot i Benene og bare nede i sin Halmstol førte Regnskab over Husets Indtægter og Udgifter, havde set og færdedes imellem, da de var unge, inden de blev så udslidte, at de ikke orkede mere og fik denne her Forretning at bestyre af den fornemme Herre, der ejede den, som han ejede deres lille Hus på Landet.

Tit listede også de hvide Piger op til ham, lå på Gulvet hos ham og legede med Glasskår og Propper og fortalte, at det var Geder og Køer eller Skibe, hvad de nu selv mindedes fra deres Barndom mellem Marker eller ved Stranden.

Men bedst som Legen gik muntrest, og de lo og kravlede omkring ham, blev de kaldt på, og da forandredes deres Ansigter strax og blev som Martyrernes, der pintes i Eberhards Bøger. Og de gik bort så stive og kolde, som kaldtes de fra Legen til Døden. Benedict så bedrøvet efter dem.

Ingensinde rørte de ham, selv ikke under Legen, og altid så de på ham, selv når de allermest lystigt kravlede rundt om ham, med store, andagtsfulde Øjne, som når de om Søndagen med foldede Hænder og sænkede 79 Pander skuede op til ham som - ja som Hyrderne i Billedbiblen til Barn Jesus.

De vovede kun at tale til ham med Tegn, men han lærte dog lidt efter lidt deres Sprog, og Eberhard sagde intet dertil. Ti heroppe var de jo kun legende Børn, og dets lallende Lyde faldt så let på Benedicts bløde Tunge, langt lettere end Eberhards eget stenede og tornede Sprog.

Men så måtte Benedict til at læse, at han kunde alle Skriftsprogene i den heidelbergske Katekismus og alle Salmeversene udenad og de geografiske Navne og Regnestykkerne - til han hørte Eberhards tunge Trin på Trappen og halvt lykkelig, halvt bævende løb hen og åbnede for ham.

Om Eftermiddagen sad han ved Siden af Eberhard, der oversatte lange Handelskorrespondencer, og læste i Stillings "Der graue Mann" eller Claudius' "Der Wandsbecker-Bote," eller i andre små, sortindbundne Bøger. Eller han stirrede, med Hånden under Kinden, ud mod Skyerne, Skorstenspiberne og Røghætterne og talte de blege, små Stjærner, der tittede frem, til Eberhard med streng Stemme spurgte, om han intet havde at tage sig for, og han påny måtte i Gang med Bøgerne eller med at trække de aflange, grå Sedler med Skriftsprogene frem af den lille, sorte Bog fra Herrnhut - "die tågliche Losungen," og tage Varsel for den kommende Dag eller blot indprente sig de hellige Ord.

Og han læste og grundede over dem ved Lysets svage Skær:

"Es ist ein kostliches Ding, dasz das Herz fest werde, welches geschiehet durch Gnade." Ebråer 13. 9, "Wachet, stehet im Glauben, seid månnlich und seid stark!" 1. Corinther 16. 13. "Schmecket und sehet, wie freundlich der Herr ist! Wohl dem, der auf ihn trauet!" Psalm. 34. 9. "Christus ist mein Leben und Sterben ist mein Gewinn." Philipper 1. 21.

Hvor han så, så han Korset, som han inderst inde i sine Drømme nåede Korset . . .

Ak Schwarzwald - han skottede til Eberhards strenge, skægløse, furede Ansigt - og han frøs. Ak den Mildhed, den var kun fra Søndagene, kun fra deres 80 Vandringer i Schwarzwald! Kun i Scfrwarzwald var der Mildhed - men også dér inderst inde Korset, Korset . . .

Og han lagde sit Ansigt ned på sine Hænder og gruede og græd sagte, længe - til Eberhard hævede hans Ansigt og så ham ind i Øjnene og sagde med sin skurrende Røst:

"Græd kun, Barn, græd! det er vel værd at græde for, hvad Herren har gjort for os, at beskue ham i hans blodige Herlighed og græde. Ihukom: hver Tåre er en Læsken i hans Vunder, men hvert Smil en Pil i hans Hjærte. Saligere den, der græder end den, der ler. Ve den, der ler! Ilden er ham vis!"

Og Eberhard knælede ned med Benedict i Favn og anråbte højt Gud om Korsets Gave for sig og Barnet. Og han pustede Lyset ud, og de klædte sig af i Mørke og gik tavse i Seng. Ingen af dem hørte de brunstne Mænds Brøl og Knalden med Dørene, Pigernes Skrig under deres Næver, Klirren af knuste Glas og Madam Gundlachsens Jammer.

Eberhard bad stadig, med høj Røst, bad for dette Barn, hvis Ansigt skinnede i dette Skøgernes Hus som en Engels og ledte Synderindernes vaklende Fødder mod Lammets blodige Trone; for hvis Åsyns Skyld Gud vilde skåne Sodoma og fare med Lempe mod Gomorra; bad ham fuldføre sin Vilje med dette Barn, denne hans Udkårne, der var velkommen på Jorden, velkommen til de frydefulde Nagler, til Blodets Strøm og Menneskenes Forhånelse, at sone deres Latter i sin Gråd, deres Vellyst i sit Blod, deres Liv i sin Død.

"Herre, se i Nåde til dette dit Lam, i hvem du har Velbehag! nedbøj hans Hjærte og knus hans Knokler og rejs ham en blodig Trone! Herre, jeg slipper dig ikke, før du har lovet mig, han skal blive dit Sandhedsvidne, din Helt! Herre, ikke jeg, jeg er for ringe et Kar, men ham du pegede på fra Fødslen, ham du lod føde i dette Hus, i Verden, der ligger i Kødet, at han skal sprænge dens Tag og løfte sin sårede Skare til dig, til dine naglestungne Fødder!"

Benedict lyttede og skælvede og stirrede på Vinduets Kors, der i Måneskinnet lå væltet ind over Stuen, med sine Arme rakt mod ham. -

81

Der stod en Dag en Præst i Stuen, en svær Mand med myndigt og rødt Ansigt, med høje Flipper som Horn over det sorte Halsbind, med krusede Mansjetter og guldkrykket Stok.

Strax Eberhard Sebastian Båden så ham, rejste han sig, tungt, så Klæderne raslede om ham, og ludede sig på de knyttede Næver over Bordet . . . Benedict sænkede "Menneskets Hjærtespeyl" i Skødet og stirrede angst på ham. Han mærkede Luften i den lave Stue så svær, så ladet med ondt.

Og voldsomt tørnede de to Mænd sammen, voldsomt, så Benedict tabte sin Bog og skælvede med åben Mund i sin Krog.

Præsten, der kaldte sig Gotthardsen, og som talte deres Sprog, men fumlende og med Besvær, bebrejdede med hovmodige Ord Eberhard Sebastian, at han boede i dette Hus, at han holdt Andagtsmøder for Skøgerne dernede, ja, at han holdt Bibellæsning og Vækkelsesmøder for det menige Folk her rundt om i disse Stræder, i disse Smudsets Boliger.

"Véd I da ikke," skreg Præsten og blev blodigrød under den mørkeblå Skægbund, "at slige Koncilier er forbudte ved Konventikelplakaten af 13. Januar 1741? Kun et lidet Tal får komme tilsammen og stedse kun under Sognepræstens Tilsyn. Jeg er Eders Sognepræst, men har I nogentid søgt min Tilladelse? Nej, nej - så lidt som Guds Hus. Men bi, bi! Min i Herren salige Forgænger, Hans Højærværdighed, Provst Stenersen, fo'er i sin Oldingesvaghed med Lempe. Men nu er det mig! Og jeg kender Eder, I Stundenleute, I den pietistiske Yngel fra Herrnhut og Marienborn og Halle, I trodsige Fornægtere af Stats- og Kirkemagt, I ecclesiolae extra ecclesiam et societatem, der endog vover at prale af Eders Guds- og Menneskespot! og jeg skal knuse jer og jeres Opsætsighed. Jeg tåler ingen af eders filadelfiske Menigheder, Eders collegia ascetica aut pietatis! I kalder Eders Menighed cruciata og besynger Eder selv som: "das Volk, das Jesu Marter treibt" - nu, I skal komme under Korsets Marter! Herren har talt og stiftet sin Kirke på Jorden, én sand Kirke, og hver ecclesiola in ecclesia er ham 82 en Vederstyggelighed, fra Døberne og de måhriske Brødre til Labadiesterne og Eder! En skal være Konge! εἷς κοίρανος ἔστω, εἷς βασιλεύς! Nu véd I det, jeg har varet jer - og vé jer, griber jeg Eder i Overtrædelse af mit Bud! Og nu dette Barn," han pegede med sin guldknappede Stok, allerede halvt drejet mod Døren, på Benedict, der stirrede forfærdet på ham, "skammer I Eder ikke, at lade dette uskyldige Væsen bo her under dette Tag, med Skørlevnere og Horkarle, at lade ham indånde denne Forpesteisens Luft og blive Vidne til -"

Men nu skød Eberhard Sebastian Baden Bordet fra sig og gik med et rungende Skridt Præsten så nær, at han veg og blev bleg under sin sorte Skæghud.

"Ud! ὕπαγε σατανα̃!" råbte Eberhard og løftede besværgende sin tunge Hånd, "ud af dette Hus, som tjener Gud, du skabede Får af hans Stamme, du Belials og Ba-als Tjener, du Dyrker af den Kirke, der i Sandhed ej alene er kainitisk, men og' caninisk, ej ene af Kains, men af en Hunds Sæd! Ud med dig, du Offerpræst for det ødelagte Zion, du Øjenskalk og Lykketjener, du, der gør dig bred i de bløde Sæder og spyr af Guds fattige Folk, du Dåre og Forbryder, der tror at kunne tjene Staten og Gud med det samme, der færdes i Rigdommens Haller og ryster denne Hyttes Støv af dine Såler! Ve dig, du falske og utro Tjener, du løst plaprende Tunge, din Straf skal blive stor! Jeg kender dig, du er ikke Knægten, der slår den blodige Frelser og ikke Farisæeren, der dømmer ham fra sit Sæde, men du er Judas Iskariotes, der sælger ham for tredsindstyve Sølvpenge, nej, for tredsindstyve Gange tredsindstyve! Ve dig, du der kysser, idet du forråder! Din Straf skal blive størst! Og dette Barn siger du - sænk dine øjne for dets Blik! Du taler om Synderinder i dette Hus. Du kommer for sent. Kun syv er tilbage. De andre, alle de andre har dette Barn ført frem for Guds Fødders Skammel, blot ved at dvæle her, hvor dit Paulun skulde stået! Hører du: dette Barn har draget dette Hus og dets Beboere frem at stå forrest på Guds Dommens Dag, når du og dine skal" nedstyrtes ved hans højre Hånd i det Mørke, hvor der er evig Gråd og 83 Tænders Gnidsel! Hver én af disse Kvinder skal skinne som en Sol på Gud Herrens Dag, når din indre Råddenskab slår ud, og du skal stinke som en forpestet Pøl. Ud, ud! din Time er nærere, end du tror!"

Men kun en Uge efter kom der Ordre, at Eberhard og Benedict skulde forlade Huset i Pistolstræde, Præsten havde gjort Myndighederne opmærksom på Bønnemøderne, der holdtes i Skøgernes Hus, og på Barnet, der boede på dets Kvist hos den fremmede Oprører og Separatist.

Men den Dag, da Flytningen kom, trådte Eberhard med skinnende Ansigt ind i Stuen til Benedict, der hed i Kinderne, fuld af Angst, beskuede de få, sammenbunkede Møbler, Eberhards Rejseskrin, Kiste og Ransel og Bøgerne, der var bundne i et hvidt Klæde, hele denne Forstyrrelse, dette Opbrud fra det eneste Sted i Verden, han vidste om, og hvor Livet kunde leves.

Med oprejst Pande trådte Eberhard ind og greb om hans Hånd:

"Kom!" sagde han, "kom! Herren er med os. Vort Fangenskabs Tid er omme. Nu gik Bartskæren fra Madam Gundlachsen, nu er hun vor og Guds. Og hun er den sidste. Alle de andre har Herren frelst til nyt Liv eller til sig. Syv Kvinder har forladt dette Hus i denne Uge, en for hver Dag. Og i de treogtyve År jeg har været her, er kun treogfyrre gået ud herfra, og af dem er sex faldet tilbage og gået til andre og værre Huse. Syv i én Uge! Herren er stor! Vor Tid er omme her. Gud gav os selv fri. Nu fører vi vor sidste Søster til ham. Nu opløses dette Hus!"

Benedict bævede. Han kendte disse Dødslejer, han knælende måtte overvære, mens Eberhard sang og læste Timer igennem, utrættelig; med sin høje, stærke Røst stred med den Døendes sluknende Ånd, hævede den og ledte den på Spor og ikke slap den før i Guds Favn - disse Dødslejer, der kunde trække Timer ud, og hvorunder Eberhard tilsidst var som badet i Sved og hvidere end den Døende selv, og hans egne Knæ var som sønderbrudte af at ligge. Han kendte disse forvildede, forfærdelige Åsyn, blå i Dødskamp og Krampe. Og nu Madam Gundlachsen, der havde hæget om ham 84 som en Moder og lært ham Spøg og Lege - - Madam Gundlachsen skulde dø, og de skulde bort fra dette Hus . . .

Men Eberhard Sebastian drog ham ved Hånden ned ad den stejle Trappe. Trinene knagede højt og genlydende. Der var tomt og taust i det en Gang så larmende og fyldte Hus. Ejeren, hin godsbesiddende Etatsråd, havde stillet det til Auktion til Nedrivning; dets Døre var lukkede og låsede; kun de og Madam Gundlachsen var tilbage. Hendes Mand havde Vattersotten taget i Foråret.

Med sin stærke, salmesyngende Røst, med sin faste Hånd drog Eberhard, med Benedict knælende i Bæven bag sig, den gamle Bordelværtinde, den stakkels, forkomne, godlidende Kvinde, Trin for Trin opad den svimle og strålende Stige til alle Synderes Ven, ind i Guds Hjærtes luende Sol.

Da hun omsider lå dér, med Barnets Hvidhed og Fred i sit fordums så blussende og altid bekymrede Ansigt, med de forslidte, viljeløse Hænder foldet på Brystet, og Eberhard Sebastian Båden, sunken i Knæ af Udmattelse, lydeligt og ihærdigt bad for hendes Sjæls Frelse og dens Fart opad, krøb Benedict helt sammen i Gråd på Gulvet foran hendes Leje - den gode, gamle Kone, der havde bragt ham hans Mad hver Morgen, tændt Ilden for ham og redt hans Seng; der havde lært ham at se de tusinde ukendte Figurer fra Verden derude i Flammernes Dans over Træet, i Sandets Strøg over Gulvet, i Mælkens Ringe i Øllebrøden, hun, der havde lært ham Liv og Drømme . . .

Men Eberhard bad: "Du var tro i din Gærning, dens Synd komme ikke over dig, men over den, som satte dig til den; som hentede dig ind fra sine grønne Godser på Landet, da du ikke længer dér kunde trælle sammen nok af de Penge, for hvilken han købte sig Statens og Menneskenes Hyldest; og som satte dig i dette Hus og gjorde det til et tro Billede af den Verden, hvori han vandt, og du tabte! Du var hjælpsom og flittig, du var barmhjærtig og mild, du var mod dette Barn som en Moder - og en Moder for alle disse hans arme Søstre, som nu har forladt dette Hus, så også du tør forlade 85 det, at det kan jævnes med Jorden som dets store Forbillede: Verden, om føje Tid skal. Herren føre dig hjem! - Og nu, Benedict!" Eberhard rejste sig, og hans Ansigt strålede, som havde han ikke kendt til Træthed, "nu har Herren den Gud løst os, nu vandrer vi den Dag i Morgen til hans og vort Folk i Skovene, til hint lille Hus i Schwarzwald, i Gutach ved Niederwasser, til hint Hus, der står og venter. Nu er vor Fangenskabs Ti l omme! Nu får vi Lov at gå hjem! O Benedict, du véd ikke, hvad det vil sige: hjem!"

Clemens Beks foldede Hænder gled ud af hinanden, han vendte besværligt Ansigtet mod Erik Lange og Fru Ellen, og han smilte anstrengt. Sveden stod ham på Panden, han søgte med dirrende Hånd at tørre den bort.

"Kære Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, tilgiv mig, jeg kan ikke ret vel tale længere i Dag. Nej, nej, det er ikke min Sygdoms Skyld, det er Stormens derude og det, jeg har fortalt. Og tilgiv mig, at jeg har talt om usædvanlige Ting, om Ting, Menneskene ikke mener, skal nævnes. Benedict, Barnet dér i Huset, var jo mig, og Eberhard min Plejefader. Dér begyndte jo mit Liv. Ja, fra hint Hus i Schwarzwald og fra hint Hus i Pistolstræde i København udgik mit Liv, dets gyldne og dets sorte Tråd, dets Armod og dets Højhed. Tak, jeg ser, at De smiler til mig. O ja, Dem tør jeg fortælle mit Liv, om mig og om mine. Men, Fru Ellen, hav ikke Tårer i Øjnene, græd ikke for os! Se dog, hvor den gyldne Tråd skinner over den sorte!"

"Har De hørt det, Bek, nu får vi virkelig en Præst her på Øen?" sagde Fru Ellen, hun stod i Døren med en Favn gulbrune Grene fra de gamle Pile i Kæret. Hun åndede forpustet, hendes blonde Hår dryppede af Regn, hendes Kjole mørknede af Væde og Græsmuld.

Der var faldet en let, grå Byge nu til Morgen, og der havde været vådt i Kæret.

"Ih nej da, hvad siger De!" Gamle Bek kom op på sin Albu og så spændt mod hende, "kom her - en Præst? en, som vil blive?" 86 "Ja, ja," Ellen læssede Pilegrenene af på Klapbordet efter at have skubbet den lille Dug til Side, "Postføreren bragte Bud med herover i Nat. De vidste det alle nede ved Havnen i Morges tidlig. Tænk, der har meldt sig en Ansøger. Honorius hedder han, af den gamle, lærde Slægt og - Hvad er der i Vejen, Hr. Bek?"

"Å -" den Gamle var sunket tilbage i Puderne, "å - jeg - intet, Fru Ellen - jeg blev kun så - glad - for de andres Skyld på Øen, de - der skal blive - når han nu bare vil holde ud . . ."

"Jo, det tænker jeg," hun ordnede de gule Grene i den lille Lerkrukke, hun hjemmevant hentede fra Vægskabet, hun strøg stadig, fugtigt åndende, det regnvåde Hår fra Kinden, "for Postføreren har hørt i Grenå, at det skal være en allerede lidt ældre Kandidat, der tidligere -" hun tøvede, "har virket i København som Videnskabsmand, holdt Privatforelæsninger på Universitetet. Han skal ovenikøbet være velstående. Jeg tænkte først: så bli'r han her ikke! Men Erik siger, at har en Mand som han søgt dette Kald, der nu har stået ledigt snart et År, så må det netop være for at blive. Han har jo ikke søgt det, fordi han måtte - for han er jo velstående - og ugift ..." hendes Stemme sank.

"Ja," sagde Clemens Bek langsomt, han havde nu lagt sig i sin vante Stilling, med Blikket ud ad Østruden mod den våde Marehalm og Ørkenen, der nu lå tavs og mørk af Regnen, under den duegrå Himmel med den vage Solrødme; Agnetes Kors hældede med sine bredte Arme ude på sin Klit, "en Mand af Navnet Honorius svigter ikke. Fru Ellen," han vendte pludselig Øjnene mod hende, "tilgiv mig, jeg narred' Dem! Jeg sagde, hvad der ikke var sandt, og jeg har dog lovet at fortælle Dem min hele Historie. Det var ikke af Glæde over, at Øen ikke længere skal ligge helt forskudt og uden for den øvrige Verden uden Præst, for - å, jeg synes ikke, Præsterne i alle de År, jeg har levet her, har virket synderligt til at gøre Livet trøsteligere. Nej, det var fordi - ak Fru Ellen, jeg er så sky for at røre ved det, jeg har aldrig fortalt det til noget Menneske, uden Hr. Jacobus Uz og Jomfru Camrath, men da De kom dér i Døren så våd og frisk og rødkindet som selve 87 Morgenen her i Havet, da blev det så levende i migf mit Minde, min Drøm fra - fra min Ungdom, da også jeg vovede mig Livet, Kvinden nær. Ak, Fru Ellen, her på mit sidste Leje gæster det mig nu - ikke at De ligner hende, ak slet ikke, men - De er ung og mild som hun, og Kvinde som hun - - Og i det samme nævnede De hendes Navn - Honorius, Dorete Honorius hed hun."

Ellen havde sluppet Krukken ned på Klapbordet og sagte nærmet sig. Nu stod hun foran hans Seng. Hun vovede knap at drage Vejret.

Han så op på hende i et usikkert Smil. Hun bøjede sig hurtigt og kyssede hans Hånd.

"Nej, nej, Fru Ellen, nej dog," han løftede afværgende den anden Hånd, "det er jo knap noget at høre, for andre! Men da jeg dog skal tale til Dem om mig og mit, og nu er så nær ved det, så er jeg lettet, det nu er sagt; at De nu véd, at også jeg - at jeg også har - haft en Kærlighed," han vendte Ansigtet bort, den gamle, magre Nakke skælvede let under det lange, hvide Hår.

Han mærkede stadig Ellens Mund på sin Hånd; så sagde han, stadig med Hovedet vendt bort: "Græd ikke, Fru Ellen, husk hvad jeg sagde sidst om den gyldne Tråd. Min gyldne Tråd, det var min Kærlighed. Jeg har ikke haft Eberhard Sebastian Badens stærke Tro og Længsel, jeg har for meget været bundet til Jorden, til Øen, men - jeg har haft en Kærlighed!"

Hans Stemme løftede sig halvt syngende og faldt brat.

Uret målte Tiden ud i så dyb en Stilhed, at Ellen syntes, hun hørte Årtier rinde mellem hver af dets Takter - Årtier i denne Stue.

"Men er en Mand af dette Navn kommen til Øen, da er det for at blive - til sin Død."

Han vendte Ansigtet mod hende, svagt rødmende.

Hun så ind i det - ak, var Årtierne rundne? var det ikke den barneunge Student fra den Gang, fra Kærligheden, fra Dorete Honorius?

"Tys, nu kommer Deres Mand!"

Ellen løftede Hovedet og lyttede: "Jeg kan ikke høre ham."

88

"Å nej," Bek smilte, "De har ikke lyttet så mange År i Stilheden som jeg. Men han kommer, han er vist lige gået forbi Præstegården."

Han lukkede Øjnene halvt. "Fru Ellen," han klemte hendes Hånd hårdt, "jeg længes, og jeg - frygter for, at Hr. Pastor Honorius skal stå her i min Stue."

Nej, nej, Årtierne var ikke gået - se, han bævede jo, som var det selve Dorete, der skulde træde over hans Tærskel!

"Hr. Bek," hviskede hun, "har hun aldrig været på Øen?"

"Her?" han så forbavset på hende, "her - ak, hvor skulde hun dog komme her?"

"Men - hun lever endnu?"

Han nikkede. "Ja, Herren være lovet, hun lever endnu - som Enke."

"Og - véd, De er her?"

Han rystede på Hovedet. "Ak nej, Fru Ellen, hvor skulde hun vide det?"

Ellen så grundende på ham. "De må fortælle mig om hende - og Dem," bad hun.

"Jeg skal gøre det, når Tiden kommer. Jeg tør det, for - det er kun om mig."

"Kun -?" bad hun, med Hænderne om hans.

"Jeg tror det," hviskede han og vendte atter Øjnene bort.

Hurtige Trin knitrede udenfor i Sandet, Dørklinken lettede, og Erik Lange trådte ind, med åben Frakke og Regnen i det mørke Skæg. Hans Øjne var blegblå og fugtigt klare af Morgenstunden.

"Nå, hvordan går det?" nikkede han.

"Med mig? å tal dog ikke om det! Kære Hr. Doktor Lange, jeg er jo så lykkelig for, at De er kommen, men jeg har ikke kaldet Dem som Læge. Jeg kender det selv altfor nøje, at det er Opbruddets Time."

"Jamen Hr. Bek -"

"Ak," smilte han, "siger De det ikke selv? De ser ingen Sygdom hos mig. Det er kun forbi"

Erik Lange så prøvende på ham, så nikkede han svagt.

" Og Gud være priset, det er forbi," hans Øjne 89 vandrede fra den ene til den anden, "for: er I to Ungdommen, så er jeg visselig Alderdommen."

"Men - De har haft en Ungdom, Clemens Bek," hviskede Ellen.

"Ja, jeg har haft en Ungdom," smilte han op mod det lave, røgsorte Loft.

Erik Lange trak Frakken af og hængte den på Knagen ved Døren. Så satte han sig ligeoverfor Ellen og greb hendes Hænder i sine. Hun så ham svagt smilende ind i Øjnene.

Uret gik og gik - : Ungdom og Alderdom, Ungdom og Alderdom - og de lyttede med Hænderne i hinandens, med Øjnene på den hvide Mand dér, hans foldede Hænder, hans løftede Øjne, og de fornam i deres Hjærters Slag Urets rolige Viden, Tidens evige Ret.

Clemens Bek rakte efter sin Papirdynge på Hylden over sin Seng og bladede i den, i den Tid, dette Ur en Gang havde udmålt med samme manende og samme beroligende Takt som nu:

"Husk, at dette Øjeblik er dit og dog kun et Lån, du skal give til det næste. Du er selv det faldende Sekund, jeg er Tiden, der har født de tusinde Sekunders Liv og vil føde de tusinders, når dits korte Lyd er forstummet Og dog er jeg, Evigheden, kun alle I Lyde og Liv."

Under denne Kampsang og Vuggevise begyndte Clemens Bek at fortælle:

"Som nu Eberhard rejste sig fra sin sidste Bøn på dette Kammers Gulv med Ranslen på sin Ryg og Staven i sin Hånd og fornam det, som var det kun én Dag og ikke treogtyve År siden, han bar dem sidst, og skred mod Trappen, som var den hin Dør i Gutach, han blot skulde åbne for at træde, ind i sin Barndom og Alderdom, Lønnen for sin lange Udlændighed, og ikke så, hvor Benedicts Øjne klamrede sig til det skumrende og nu så tomme Rum, hvor han og de få Møbler havde hørt hjemme, hvor hver Rift i Tapetet, hvert Søm i Gulvet, hver Sprække i Tagrenden derude var hans, dette Rum han aldrig havde forladt, og som de nu skulde ombytte med den vældige Himmel, de dybe 90 Skove, den Jord, Eberhard havde blindet ham for, og nu pludselig vilde føre ham ud til - bankede det højlydt på Døren dernede.

Eberhard sænkede brat Vadsækken og stirrede på Benedict med Øjne så stive og et Ansigt så gråt, som Saul, da Herrens Lyn slog ned for ham. Han rørte s g ikke, men holdt Vejret, som troede han, han ved at gemme sig, kunde unddrage sig Herren, kunde sætte sin egen Vilje i hans Sted - men påny drønede Slagene op igennem de tomme Rum, manende, kaldende.

Da drog Eberhard et Suk så dybt og tungt, at Benedict aldrig har glemt det, men siden mangen Nat har hørt det i Søvne og syntes, det var selve Jorden, der sukkede - et Suk som en Bøn, som en kort Hulken, som et Skrig - og skred med dukket Nakke og tunge Trin mod Døren og ned ad Trappen.

Men Benedict sank skælvende i Knæ og anråbte Gud, at den Hånd, som bankede dernede, måtte standse dem, måtte låse dem for evigt inde i denne Stue, borte fra Schwarzwald og Himlen og Jorden.

Da hørte han Eberhards Stemme dernede og en fremmed og velskolet Røst, der spurgte efter - ja efter ham, Benedict Clemens Bek . . .

Og der kom en Rystelse over ham, en Rædsel for at Gud Herren skulde straffe hans egenkærlige Bøn mod Eberhards Lykke og overgive ham til Fremmede, mens Eberhard selv fik Lov at drage til sit Hjemland og høste sin Løn.

Han hørte ikke Stemmerne mere, han hørte ikke Døren gå og vågnede først, da Eberhard stod dér ved Vindueskarmen, ved det tændte Tællelys og læste i et Brev, han holdt i sin Hånd.

Benedict så på hans store, tunge Ansigt i det vaklende Skær, så, hvor det var blevet furet og gammelt i det ene Sekund, Bankningen lød, og hvor det nu glemte sig selv i stor og opmærksom Undren.

Han vidste, at denne Bankning havde haft Bud til ham, og at dette Brev angik ham, og han blev fuld af Skrig efter ene at blive hos Eberhard, hvor i Verden de så kom hen, ja efter at gribe denne forladte Bylt 91 og Stav dér og ile med Eberhard herfra, ud, bort mod det Fremmede, blot de blev sammen!

Men som sædvanlig vovede han ikke at tale først til Eberhard, og som sædvanlig betvang han sit Sind og tav.

Han huskede en eneste Gang, han havde grædt og skreget op, han var vel fem År den Gang, og han sultede, og han frøs, og han græd efter Varme og Mad. Det var en Vinterdag med Sne på Ruden og Fog ind ad alle Revner og Sprækker og Klapren af Vinduer og Døre.

Eberhard sad ved sit Bord og skrev. Han havde dækket sit eget Tæppe og sin Frakke om Benedict og rystede af Kulde i sin tynde Skødefrakke og med sin Kuffert og Ransel stablet om Benene, for at holde Varmen. Sneen skreg under hans Albu og Pen, men han skrev videre med de frosne Fingre - jo før han blev færdig, jo før fik han og Benedict Mad og Brændsel. Han havde forklaret Benedict det, men han vilde ikke høre, han vilde have Mad nu og Varme nu! han frøs jo! han sultede jo! han tålte det ikke!

Madam Gundlachsen havde tysset og truet ad ham og peget på Eberhard; men Benedict vidste, hun havde tilbudt både varm Kaffe og Pandekager og Pindebrænde fra sig selv og de hvide Piger dernede, og at Eberhard blot havde rystet på Hovedet, høj og stiv: "Aldrig, nej aldrig! Ikke derfor er vi kommet i dette Hus. Gud Herren vil sørge for os." Og derfor skreg Benedict og vilde ikke tie, vilde ikke fryse, vilde ikke sulte! Eberhard skulde skaffe ham Mad og Varme!

Men da pludselig - Madam Gundlachsen var alt bedrøvet listet ned ad Trapperne - sprang Eberhard op fra sin Stol, så voldsomt, at hans Blækhorn og Sandhus væltede, og Stolen drønede i Gulvet, og med bægge Hænder rakt knyttede mod Loftet skreg han sin Forbandelse ud. Med Ansigtet gult og fortrukket i det flagrende, grå Hår forbandede han sin Gud, at han havde kaldt ham ind i dette barbariske Vinterland at dø af Sult, at omkomme af Kulde, at afmægtigt lytte til et Barns Råb om Mad.

"Herre, Herre, hvad vil du? Løft din Fod og knus 92 mig med det samme! Har jeg ikke lydt dine Ord fra min Ungdom? Har jeg ikke fulgt dine Bud til sidste Tøddel? Har jeg ikke ofret mit Liv for andre, som du? Driv mig ikke videre, at jeg ikke skal vende mig imod dig! Herre, du har set, hvilken Tjener jeg er dig, frygter du mig ikke som Fjende? Véd du ikke, jeg er stærk!"

Benedict var krøbet ned i Sengens Fodende, stirrende af Rædsel. Hver Lyd var frosset bort fra hans Læbe. Askegrå så han Eberhards kæmpestore Skikkelse rase dér mod Loftet med knyttet Næve, med Skum om Munden kives med Gud - og pludselig, næsegrus styrte om, ramt som af en Øxe, bevidstløs af Sult og Ophidselse.

Aldrig glemte Benedict den Scene og aldrig de Nætter efter, Måneder, ja År igennem, når Eberhard i sin bare, grove Skjorte, med vildt udrakte Arme og knoklede, sorthårede Ben lå på det iskolde Gulv og anråbte Gud om Tilgivelse, ydmygende sig til det yderste, anklagende sig for Hovmod, for Trods, for Gærningsgodhed, nedsættende sig under Forbrydernes Standpunkt, til et Væsen lavere end Kvinderne dernede ja lavere end Rigmanden, der holdt dem - til han omsider rejste sig, med tårevådt, roligt Ansigt:

"Tak, Herre, Tak, nu føler jeg i mit Hjærte, du har forstået og tilgivet, ja, nu véd jeg, det var dit Værk, at mit Hovmod skulde dø! O, Herre, pløj mit Hjærte med din Vredes lugende Plov! du ene store og stærke!"

Og derfor tav Benedict nu, tav og tvang sit Ansigt og sit Skrig, som han havde gemt sine Tårer, da de skulde forlade denne Stue. Eberhard havde jo lært ham det i hin Oprørets Vanvidsstund, i Angerens Torturnætter, i sit Suk, da han før slap Ranslen ned, i sit Ansigts Glemsel nys - at ene i Guds Vilje er der Frelse og Fred, at først når hver Egen vilje er død, holder Jesus sit Indtog i Hjærtet.

Og Benedict huskede, mens han, sitrende af Uvishedens Nød, sad her på Eberhards Rejsekiste med Bloddråbekransen om Krucifixet med den blege Frelser på, en Morgen for længe siden, da alle Sunde atter havde lukket sig for Eberhard i dette fremmede og fjendtlige Land, og han vækkede ham, inden han gik ud at søge 93 nyt Arbejde i Steden for det, der var blevet ham frataget for hans Boligs Skyld og hans Vækkelsesmøders, og Benedict så ham stå i det isgrå Dæmringsskær fra den tilfrosne Rude og holde den vante Bakke frem for ham. Han havde rakt efter den, varm og sulten af Søvn - og set, at der lå kun en Smule mulden Skorpe på den og kun stod et Glas Vand. Et Sekund var det luet op i ham, Skriget fra da han var ganske lille, Legemets Skrig, at det vil mættes og varmes, at Naturens Fornødenhed skal fyldes - men da hørte han en Lyd, hørte, hvor Jærnbakken rystede i Eberhards Hånd - Eberhards faste Hånd, som han aldrig havde set skælve - og han greb om Bakken, greb om den med bægge sine Hænder, at denne Skælven kunde standse.

Hin Bakkes Raslen hørte han nu i sit Øre, og tav.

Men pludselig vendte Eberhard sig. Der flagrede en Halvtreds Rigsbank Dalerseddel ud af Brevet og ned på Gulvet. Hans Ansigt var ophidset, hans Stemme snublede:

"Benedict, du kan vel nok blive her alene? Sæt dig på Kufferten dér. Du er vel ikke bange for gamle Madam Gundlachsen? Døren dernede skal jeg låse, ingen skal komme ind til dig. Jeg må efter den Tjener, der bragte mig dette. Det er min Ret, og det er min Pligt, ihvad her så står!"

Han rev med en Iver og en Hast, som Benedict aldrig før havde set hos ham, sin lange Frakke til sig, kastede den om sig og hastede mod Døren.

"Benedict," han vendte sig, "vi bli'r ikke i denne Stue, men vi bliver i dette Land - dit Fødeland . ." hans Stemme som brast ved dette sidste Ord; så hørte Benedict hans Trin tumle ned ad Trappen.

Men han blev siddende fortabt, i det muggent lugtende, dunkle Rum med Tranlygtens svage Skær over Loftet og det forrevne Tapet, blev siddende og stirre på Halvtreds-Dalersedlens hvide Lap med de rette og krusede Linier, dér på Gulvet - hvorfor var den kommet? hvad vilde den?

Og han mindedes sit og Eberhards Liv og Kvindernes dernede mangen sort og iskold og snefygende Vinterdag, når ikke én Krumme Brød var at opdrive i 94 Huset, hverken oppe eller nede, og ikke én Pind til at fyre med i de stormklaprende Ovne Og han forstod dunkelt dette Huses Forskel fra de andre - ja ikke i Gyden, for her og i Peder Madsens Gang derude var de jo alle ens, og når deres Kakkelovnslåge og Dør klaprede tomme, så raslede og klaprede Låger og Døre hele Gaden igennem i Snefoget og Sluddet som Dødningetænders Musik - men fra Husene ude i de andre Gader, de store Huse han havde set med Eberhard på den ugentlige Aftentur, deres brede, grå Mure, deres malede, boltede Porte, der aldrig kunde ryste eller klapre . . .

Og han forstod, hvorfor Eberhard og han havde sultet. Han forstod det ud af Præstens Ord forleden. Fordi de boede i dette Hus. Men i dette Hus var han født. I dette Hus havde Herren bestemt, at han og Eberhard skulde leve, til de havde fået den sidste hvide Kvinde til at forlade det!

Og nu var hun borte, og Madam Gundlachsen lå død dernede, og nu skulde de også forlade Huset. Denne Seddel lå dér og kaldte dem bort. Hvor mange Penge mon der var i den? Mon de, dersom den var kommet her til Huset før, alle for længe siden havde kunnet forlade det, han og Eberhard og Madam Gundlachsen og de hvide Piger?

Hvorfor havde Præsten været vred på Eberhard og ham, fordi de boede her, når det dog var Guds Vilje, og det havde lykkedes dem at få de stakkels Piger hen i de brede Gader, ja, i de store Huse ude bag Skorstenene og Røghætterne? Benedict havde jo selv en Aften ved Eberhards Hånd set ham tale længe med en af Pigerne derhjemme fra, og hun stod i et hvidt Forklæde og en sort Kjole og med en lille Kappe på Hovedet foran en Port til et Hus så stort og gråt og fast, at ingen Storm skulde få det til at ryste.

Og hvorfor kom Sedlen nu og kaldte dem bort, da de dog skulde herfra, da Huset var tomt, og de intet mer havde at udrette? Benedict brød sig ikke om den Seddel. De havde nået, hvad de skulde, uden den.

Han lukkede Øjnene og frøs og krøb tættere, sammen på Kisten og ventede.

95

Hvorfor hadede alle Mennesker dette Hus? Hvorfor havde Eberhard efterhånden mistet alle sine Lektioner, da det hed, at han boede her - indtil den tyske Købmand tog sig af ham. Hvorfor skulde Pigerne bort herfra?

Ja, her var koldt og mørkt om Vinteren, de frøs, og de sultede tit. Men om Sommeren, når Genskæret af Solen faldt ind over de sorte og brune Mure som Skær af Guld, og Jomfru Liebleins Blomster skinnede så røde og blå derovre i hendes Vindue, og han undertiden med Et kunde ånde en sådan sær og sød Duft langt, langt borte fra - ja derudefra, hvor den store Himmel stod, fra Græsset og Jorden - da kunde han græde, ganske stille og sådan, at Eberhard ikke så det, af bare Glæde og Lykke over, hvor skønt her var.

Og en Dag var en Sommerfugl kommet flagrende herind gennem Gyden, en snehvid Sommerfugl. Han troede først, det var et Snefnug og blev angst og bedrøvet: "Eberhard! Eberhard! Vinteren kommer allerede igen!" Men så smilte Eberhard og rundede varligt sin Hånd om det lille, flagrende Dun og sagde, at det var en Sommerfugl. Og han havde holdt den længe i sin hulede Hånd, og dér havde den sejlet stille op og ned på sine hvide Vinger, som var den slet ikke bange, og Eberhards øjne havde været så milde og så fugtige, som når han om Søndagene talte om Schwarzwald . . .

"Et Barn - et Barn her!" havde Præsten råbt.

Ja, her havde et Barn det netop godt. De var jo alle så venlige og milde mod ham, de knælede ned og så på ham sådan, at hans Hjærte blev så bevæget, at han måtte græde. Tit kom Madam Gundlachsen: "Husk, I må ikke røre ham," sagde hun, "husk dog -" Og de græd da, de hvide Kvinder, og de så på deres Hænder, og de var fulde af Sår, som Martyrernes . . .

Det var sandt, om Aftnerne var de tit fulde og skreg, men det var, når Mændene kom. Mændene, syntes Benedict, dem skulde Præsten true og straffe. Der var undertiden Herrer imellem dem, Herrer i store, blå Kapper med mange Slag og med høje, snævre Silkehatte og Gamasjer med blanke Støvler. Men Eberhard sagde, 96 at Præsten var deres Tjener, ti han fik jo sin Løn af den samme Pung, der betalte Skøgen, bare meget mere.

Oh, han vilde gærne blevet her altid! Hellere end til Schwarzwald, hellere end til et af de store Huse derude! Hvorfor var den Seddel kommet? Eberhard og han havde ingen Brug for den!

- Men nede på Gaden hastede Eberhard imidlertid efter Tjeneren.

Henne på Hjørnet af Peder Madsens Gang havde han tøvet et Sekund, men så fået Øje på den viftende, blå Kappe, der forsvandt i Porten ud til Østergade, og var ilet efter den.

Nu fulgte han tæt bag Tjeneren, men dog holdende sig i Murenes Skygger, hen over det store, svagt belyste Torv, forbi Statuen bag Lygtestanderne og Jærngitret, ind i en bred og dyb Gade, hvor de enkelte Lygter kastede deres svage Skær over vældige, grå Facader med høje, smårudede Vinduer.

Eberhard var i den fornemme Del af Staden. Her var højtideligt tomt og stille; kun Tjenerens Trin lød på Flisen foran, og Eberhard måtte sagtne sin Gang. Månen kom frem oppe mellem Skyerne og spillede i de høje Tages glitrende Tegl. Her duftede fint i den våde Efterårsaften, som af Kongerøgelse og lakerede Ovne. Mørke Træer suste forude i Gadens Munding.

Da drejede Tjeneren pludselig ind imellem to svære, kædebehængte Stenlygter, en lille Dør i en Port gik op og faldt i, med Genlyd i Gaden.

Eberhard trådte hastigt frem af Skyggen og læste på Skjoldet i Muren, under en Grevekrone, et Navn - et Navn, Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, som jeg må bede om at måtte fortie, et Navn, som aldrig er kommet over mine Læber og heller aldrig skal komme det, men som bæres af en af vort Lands største og ældste Adelsslægter, og som var min Faders og kunde have været min ulykkelige Moders og mit, om ikke - men ene Gud véd den rette Vej.

Uden at betænke sig et Øjeblik løftede Eberhard sin Hånd og drog i den tunge Smedejærnsring.

Der lød Trin derinde, en Luge gik op, og et Ansigt, belyst af en Håndlygte, kiggede ud, Portnerens tvære 97 og blussende Ansigt med Kasket og små, sorte Bakkenbarter.

Eberhard bad om at tale med Greven.

"Tale med Greven -" knurrede Portneren og løftede Lygten, for at dens Lys kunde falde over Eberhard, "hvem af dem? den gamle eller den unge?"

"Den unge," svarede Eberhard.

"Det kan De ikke komme til, sådan uden videre, min gode Mand, De har at melde Dem i Forvejen," sagde Portneren og vilde smelde Lugen i.

Men Eberhard holdt sin Hånd imod og forlangte at tale med den unge Grev, nu!

Portneren så tøvende på ham. Der var en Styrke og en Myndighed i Eberhards Ansigt og Stemme, der gjorde ham tvivlrådig, og efter endnu en Besigtigelse ved Lygten trak han Jærnstangen fra indvendig, og den lille Dør gik op.

Eberhard trådte ind i en høj hvid Porthvælving med fliselagt Gulv og Døre ned til Portnerboligen. Hans Trin genlød under Loftet Forude stod Mørket i Gården, kun et Hjørne af den kalkede Hestestald sprang frem.

"Bartholin!" kaldte Portneren, "hvad skal vi gøre ved den her Mand? Han vil tale med den unge Greve."

Tjeneren dukkede frem fra Hovedtrappen og beskuede Eberhard.

"Men Gud dog - er det Dem! hvor kan De tro - er det ikke blevet sagt Dem -"

Men Eberhard steg roligt op ad Trinene, skød ham til Side og gik videre ad den brede, hvide Marmortrappe. De to Tjenere stirrede måbende på hinanden.

"Nu er den gal!" udbrød Bartholin. "Hellige Død, hvad siger den gamle Greve! Mand, du skulde vide, hvor jeg har været i Dag! vi bliver bægge jagne, fordi vi har lukket ham ind!"

Og han styrtede op ad Trappen. Men dér stod Eberhard alt i Forstuen mellem Søjlerne og Statuerne, og da nu Tjeneren fløj mod ham og vilde standse ham, strakte han sin lange Arm ud og satte ham mod Væggen.

Men da Tjeneren så ham styre lige mod den store, 98 mørkerøde, ornamenterede Portiere til højre, foer han påny frem og greb om ham, for at standse ham, koste hvad det skulde. De brødes et Øjeblik, stumme; så segnede Tjeneren bagover i Knæ i et kort Smærtenshyl.

I det samme reves Forhænget til Side, et skarpt Lys faldt ud i den dunkle Hal med de ensomt brændende Kærter, og en lille, hvidhåret Herre stod på Tærsklen, med spidst, skægløst Ansigt, i Kammerherre-Uniform, med hvide Knæbenklæder og Kårde.

.,Hvem skriger her? Hvad ser jeg -!"

"Mit Navn er Eberhard Sebastian Baden," sagde Eberhard og trådte et Skridt frem, "Deres Domestique vil hindre mig i mit Ærinde, som er at søge Deres Søn, ikke Dem."

"Hvad! hvordan vover han -" udbrød den gamle Greve og målte Eberhard fra øverst til nederst, "siger han: De til mig?"

"Jeg siger De til alle uden til Gud, men kun ham. kalder jeg Herre," sagde Eberhard og fæstede sine store, grå Øjne så stift på Greven, at hans Blik brast. "Tir mig ikke, at det ikke skal forkyndes fra denne Stads Tage, hvad her er syndet i Løn. Ikke med Dem, men med Deres Søn vil jeg tale"

I det samme lød en svag og spinkel Stemme inde fra Salen:

"Fa'r, hvad er det?"

Og den fortumlede Greve veg et Skridt tilbage, så Eberhard fik Plads til at træde ind i den glimrende oplyste Sal. Hans Blik gled ligegyldigt hen over de mægtige, gardinhyllede Vinduer, Krystallysekronerne, de forgyldte Spejle og Konsoller, Malerierne i de Juelske Rammer og Loft- og Vægdekorationerne og fæstnede sig i al denne glitrende og funklende Pragt ene på den unge Mand, som lå dér ved Bordet på en silkebetrukken Løjbænk, indsvøbt i orientalske Tæpper og bladede i nogle små, saffiansindbundne Bøger. Han rejste sig strax på Albuen, da han så Eberhard, og hans hvide og stive Fugleansigt blev endnu hvidere og stivere, mens de tynde Hænder slap Bøgerne ned på Tæppet.

"Jeg ser, De forstår, hvem jeg er, Grev Hermann," sagde Eberhard med høj Røst, "og jeg ser, De ved, fra 99 hvem jeg kommer. Jeg kommer fra det Hus i Pistolstræde, fra Skøgernes Hus, hvor Deres Elskerinde, altså: Deres Hustru, fødte Deres Barn, Arvingen til Deres Navn og Rang og dette Palæ. Jeg kommer med Spørgsmål om, hvorfor De først nu, tretten År efter Barnets Fødsel, efter Moderens Død, lader høre fra Dem; hvorfor De har holdt Dem skjult og ladet hende, Deres Hustru, omkomme i Skam og Elendighed og føde Deres Barn hos os, hos Skøgerne i Pistolstræde; hvorfor De har ladet dette Barn uden Hjælp og Støtte?"

Der blev en dyb Tavshed. Ene Lysenes Sprutten hørtes, Suset af Springvandet nede i Gården og Ildens Knitren i Kaminen.

Så vedblev Eberhard: "Tro ikke, jeg kommer for at forlange flere Penge end dem, De i dette Dokument," han rakte det frem, "har lovet at give; tro ikke, jeg kræver, De skal tage ham til Dem og skænke ham Deres Navn og Rang og Bolig her i denne Sal! Jeg har lært ham at veje og vrage denne Verden og dens Gods og Guld og Rang og høje Sale, og jeg skal lære ham at foragte sin Fader og hans Fæller og optugte ham til et Herrens Ris over Dem og Deres Lige. Vi kræver intet uden dette," han rystede Brevet, "der vil sætte ham i Stand til at holdes til Bogen, at han med Tiden kan blive en ret Tjener, ikke for den Kirke, der er Belials Værk, men for den sande Hjærternes Kirke; at han kan stå fuldvæbnet overfor Dem, hans Fader, en Gang; at han kan eje Hænder stærke nok til at gribe om disse Piller og nedstyrte dette Tag over Dem og Deres, De skriver, at Drengen skal blive her i Landet. Det skal han, skønt jeg havde tænkt det anderledes. Men det skal De vide: under min Omsorg skal han være, som han altid hidtil har været. Ikke mindste Indblanding fra Deres Side tåles; Herrens Hånd vogte ham for Dem og Deres! Nej, jeg kommer her kun for at vare Dem ad, endnu en sidste Gang vare Dem ad: omvend Dem, gå i Dem selv og kast Dem for Jesu Fødder. Dommen er nær, Øxen har alt ramt Dem i Deres Hjærterod; på en Løjbænk af Ild skal De hvile, og i Deres egen Synds Bog skal De læse! Vær ikke min Røst overhørig. Ti Gud Herren taler gennem mig!"

100

Eberhard vendte sig, med Dokumentet i Hånden, mod den gamle Greve, der hvidere end et Lig, rystende over alle Lemmer, havde halet sin Paradekårde halvt ud af Skeden, mens Sønnens svage Skikkelse i Krampetrækninger, med Ansigtet mod Loftet var sunket om i sine Tæpper, og alle de små Bøger spredte en Regn af tørrede Blomster og Lugtebreve over Gulvet.

"Stik du dit Sværd i Balgen, gamle Mand, gråhærdede Synder! Med ét Tag af denne min højre Hånd kan jeg knække dit Værge og styrte dig ud af Ruden dér. Men hårdere vil Herrens Hånd ramme dig, smuldre dig til Støv i et Lyn, som den Konge, du tjener, og den Stat, du repræsenterer!"

Han vendte sig og gik roligt ud af Døren, forbi den forfærdede Tjener og de andre tililende Domestiquer. Bag sig hørte han den gamle Greves Råb:

"Dåre, hvad har du gjort! å, du gale, romantiske Fantast!"

Og så et højt Skrig og Tjenernes forvirrede Stemmer: "Grev Hermann får sin Krampe!"

Uforstyrret skred Eberhard ned ad de brede Trapper, ud og bort ad Gaden, til Huset, hvor Barnet ventede, ene, falden i Søvn i det øde Kammer.

Eberhard løftede Drengen op i sine Arme, støttede hans Hoved mod sit Bryst, svøbte ham i sin Kappe og sad således hele Natten på sin Rejsekiste, stirrende stift og stumt ud i Mørket. Så han derinde sit Hjemlands evigt grønne Skove, den lille Hytte dybt i Dalen, over hvis Tærskel, han nu forstod, han aldrig skulde træde, om ikke han vilde forskærtse Målet for dette Barn, der sov i hans Arme, og hvis Kristoforus han var? Med lige Våben, havde han sagt, skulde det en Gang stå overfor sin Fader og hans, overfor den tvehovede Hydra: Kirke og Stat. Ak, Eberhards egne Våben var forlængst rustede, han måtte jo fra Halle an der Saale længe før hans Studier var sluttede, og siden, i de tolv Års hårde Arbejde i Schwarzwald, i de treogtyves Pogeslid og Handelskorrespondence i denne Stue, havde hans Kundskaber måttet slumre. Nu, han var jo også Kristoforus, som kun var stærk - så stærk, at han kunde bære Kristus.

101

Og Kristus' Vilje var i dette ringe Barn her ved hans Bryst, han tvivlede ikke derpå. Havde Gud Herren ikke alt i dets Fødsel og nu atter vidunderligen udpeget det, mærket det, at det var hans? dette .Barn, der alt havde drevet den onde, larmende og leende Ånd ud af dette Hus, selve Verdens Afbillede, og gjort det tomt og stumt som Graven. Gud Herren vilde i ham oprejse sig en Stridsmand, en Boanerges som i de gamle Dage, en Elias, en Augustinus, at omstyrte Belials Kirke og uddrive dens Præster, at rejse Korsets frygtelige Tegn over den Verden, der sov i Kødet.

Ti så stor var Vederstyggeligheden vorden, så brændende begærede Guds Folk Lynet, at det måtte flamme og lutre. Tusindsårsriget var nær. Slog ikke alle Apokalypsens Tegn ind? Havde det Syndens Menneske ikke alt vist sig? Havde ikke Landene stået i Brand, og Folkeslagene løbet ad Vejene? Så han dem ikke i sin Ungdom, da han drog fra de dybe Dale?

Hin store Exegetiker, Johann Albrecht Bengel fra Denkendorf derhjemme, havde fejlet. Året 1836 var forlængst forbi. Men talte dog ikke alle Sandtegn om hint Riges Komme? Sang ikke hver Linie i Hillers Salmer derom? Huskede han ikke Rock og Markis de Marsay, Camisarderne og Tersteegen, Folkene i det Land og i den Tid, der var Gud nær, i det Hjemland, han aldrig skulde gense.

Og Eberhard priste i denne Nat sin Gud, at han, som fra hans Ungdom havde uddrevet hans egen Lyst, nu havde taget hans sidste Håb, hans Støttestav gennem Udlændighedens År, hans Drøm om Hjemkomsten til Gutach og Fædrenes Hus, fra ham, at han ene kunde være hans lovlydige Redskab.

O Madame de Guyon og Fénélon, Svane fra Cambray, I Viljens Bortlugere, Pris være Eders Lærdomme til mig! Vel mig, at jeg som ung lyttede til Eders Røster! . . .

Men han grundede længe over sit og Benedicts fremtidige Liv og indså, at de måtte herfra, at de måtte ud i Livet påny, at Benedict kunde lære det og dets Trods og dets Fare at kende, lære at se sin Fjende i Øje. Og han huskede en Plads, han havde set opslået 102 i "Den Berlingske Tidende," en Pedelplads på en lærd Skole nær Nørreport. Den vilde han søge, En gammel Student, halvgåen Kandidat i Theologien, vilde de vel ikke nægte den. Så kunde Benedict gå dér i Skole, stadig under hans Opsigt. Hver Skilling af de hundrede Rigsdaler Halvåret fra Benedicts Fader skulde, ikke hensættes i syndige Renter, men i sikkert Gem til hans Studie, om det skulde ske, at Gud Herren kaldte Eberhard, forinden det var endt. Pedellønnen vilde vel give nok til dem bægge.

Og han lænede det grå Hoved tilbage mod den kolde Mur og faldt i dyb Søvn og hørte et Sus som af store Skove, men vidste ikke, om det var silvae nigrae eller silvae albae, Himmeriges Liljeskove langs Krystalhavets Bred. -

Og Eberhard og Benedict forlod deres Kvist og Skjul og gik ud i Verden og ind i deres Martyrium.

Eberhards Hånd veg fra Benedicts Skulder, og han skulde nu færdes ene, kun altid mærkende Eberhards høje Skikkelse bag sig, hans Forventning i sit Hjærte. Ud i Livet gik han, lam og blind af det lange Mørke på Kvisten, Guds kårne Barn, udvalgt og velsignet til Sårene og Naglerne .....

Ak, Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, tilgiv mig de stærke Ord om mig selv, de skyggede jo som en Uvejrssky over mig fra min Fødsel! De var visselig ikke mine, jeg, der kun fødtes til Spurvens ringe Lod, til et Skjul i et af Jordens Smuthuller, ikke til som Svanen at synge mig ihjel for i Smærte og Skønhed at drage Menneskenes Blik mod det Høje. Men Eberhard havde, da han drog fra Schwarzwald, taget det fyrreommørkede Daldybs Himmelflugt, Skovnattens Lystørst, Korset i Skovhjærtet med sig, og læssede det nu alt på mine Skuldre, han, som selv med så rank en Ryg bar Kristus, den eneste Kristoforus. jeg har kendt. Han drømte Guds Vin, der har sprængt de stærkeste Kar, ind i det ringeste og skrøbeligste Lerkar af alle. -

Jeg vil bede Dem tænke Dem mig, Benedict Clemens Bek, i min falmede og lappede Dragt, som Madam Gundlachsen havde omsyet til mig af hendes salig Mands Frakker og Buxer, med mine halvblinde Øjne, mine 103 blege og svage Lemmer med Et stå dér midt i Skolegårdens Lys, omtumlet af de hundrede ranke, sunde og velklædte Drenge - jeg, der knap formåede at stamme deres Sprog, halvt i Skøgernes Dialekt og Slang, halvt i Eberhards tysk-danske, som han, de sidste Måneder før vi flyttede fra Pistolstræde, selv havde undervist mig i - som kunde de tusinde Skriftsprog og Bibelsteder, de hundrede Salmer og Varsler og Citater udenad, men ikke én Leg. Jeg, der kendte hvert Søm, hver Gulvflis, hver Lysskiftning i Kvisten i Pistolstræde, men ikke én Gade, ét Hus, én Vej i København, og som, selv i mine Drømme, så Menneskets verdslighedsfyldte eller himmelflyvende Hjærte, men knap havde set ét Træ, én Græsvold, ét Vand - jeg, der havde svimlet af Gru hin eneste Gang, jeg stod under åben Himmel.

Hvad jeg led, Doktor Lange og Frue, véd den, der kender Mennesket, at dets Hjærte er ondt fra dets Ungdom ; at kun igennem Nederlagets Ydmygelse og Smærte, gennem Alderdommens Brøst og Bræk bliver det svagt og fromt - at kun et Hav af vort eget Blod får os lært at skåne én Dråbe af Næstens,

O hvad har jeg set af menneskelig Ondskab! Den, der kommer så bagfra ind i Verden som jeg - der kommer dér fattig og uskøn, svag på Legemets og Forstandens Kræfter, kommer der, ene som et nøgent Hjærte, er den, der lærer det usminkede Liv at kende. Jeg har set Menneskene, som de var, ti hvo behøvede at bære Maske for mig? Jeg var jo altid den underste. Og jeg har både i København og her på Øen, som De vil få at høre, set Mennesker, der var Dyrets Spejl. Men - o Herren være lovet, jeg har også set Mennesker, der var Jesus'. Mennesker, der ikke søgte deres Eget, Mennesker, der med Svaghed og Brist, var Jordens Salt, der gjorde Livet leveligt og forklarede Guds Langmodighed.

Mennesker har været kærlige mod mig, der intet kunde give igen, endmindre skade . . . Tarves der mere Bevis for, at vi er af Guds Skød og skal vende hjem did igen? For disse Menneskers Skyld vil Gud skåne de andre og en Gang føre os alle frelst til sig.

Et sådant Menneske var jo først og fremmest Eberhard Sebastian Båden; sådanne Mennesker en Fader og 104 Datter, jeg ikke har kunnet nævne endnu, men snart må tale om, så sandt de mer end nogen blev mit Liv; et sådant Menneske Doktor Ørebro og måske mest af alle Jacobus Uz, Rovdyret og Helgenen; et sådant Menneske Lucie Camrath, og sådanne Mennesker De og Fru Ellen - Gud velsigne Dem - som vil være over at lytte til en gammel, fattig Mands stakkels, ligegyldige Liv, og endog siger, at det kan være Dem til Nytte og Glæde.

Hin stærke Guds Vin, Eberhard vilde, jeg skulde rumme, den havde jeg kun spildt, men hine dyreste Tårer på Jorden, Medlidenhedens uselviske Gråd - tro har jeg bevaret dem, der blev grædt over mig, og den skal jeg uspildt frembære for Herren på Dommens Dag, og kan hænde jeg, et af hans ringeste Kar, dog således kan blive et af de Vidner, Eberhard troede mig støbt til - ikke en Tordnens Søn, men en Tårernes Søn - ti jeg, som ikke har levet Livet, lærte Livet i dets Dyb at kende og kan for Herren vidne om dets Sår og Skrammer, men også om dets lægende Salve, vidne, hvad hans Skabning var. -

Om min Skoletid vil jeg helst kun tale lidt. Alle de, der var mine Lærere og ikke så til mig, men foragtede min Forsagthed og mit tunge Nemme, er jo nu for længst borte, og de fleste af dem, der var mine Kammerater og med mig fortsatte deres frste Barndoms Lege med Tusser og Orme, er døde som hine. Og Gud Herren har set i deres Hjærter, at de vidste ikke, hvad de gjorde, så sandt som jeg forlængst har set det og glemt det og tilgivet det ....

De rev mit fattige Tøj i Stykker, de knuste min Tavle og fyldte min Hue og min Lomme med Blæk og splittede mine Bøger for alle Vinde. De nåede mig, hvor jeg gemte mig i Legepladsens Hjørner, de spurgte mig om Huset i Pistolstræde, om Eberhard og min Moder, som Skøgen fandt på Trappestenen ved Færgelejet - og jeg begreb ikke, hvorfra de vidste det. De holdt mig under Posten, til jeg blev stiv og blå, og haglede mig til med Isstumper og Snebolte.

Og Lærerne så det og trak på Skuldrene og lo, fordi 105 jeg var sådan en Pigedreng. O, de kendte jo ikke min Barndom så nje som Drengene.

Men inden jeg efter min Skolegang, i Aftenmørket sneg mig op til Eberhard og min Seng på Kvisten, gemte jeg mig ind under Trappen og græd mig mæt, græd mig ud og tom og stille. Hvor kunde jeg klage til Eberhard? Huskede jeg ikke, hvor Jærnbakken havde rystet i hans Hånd, så jeg ikke hver Nat, i Halvsvne, hvor han ved tre fire Tiden, fuld af Åreknuder og Gigt som han nu var, rejste sig fra sit Leje og efter sin inderlige Bøn på det nøgne Gulv klædte sig på og hastede ned til de kolde og mørke Skolestuer at feje, vaske Gulv og fyre op? Vidste jeg ikke, at han gjorde det for mig, for at jeg skulde vinde den Lærdom, han selv havde givet Afkald på for sine Forældres, for lille Christines Skyld? vidste jeg ikke om det lille, altid lukkede Hus i Schwarzwald? Og huskede jeg ikke hin forfærdelige Nat, da han ved mine Skrig løftede sin Hånd mod Gud?

Og en Dag så jeg det, der satte syv Segl for min Mund over min egen Klage, men også først ret lærte mig at fatte Eberhards Ord om denne Verdens Mægtige, fatte dem så jeg aldrig har glemt dem.

Jeg så en Dag vor Skoles Rektor, som siden blev Professor ved Universitetet, og den Provst, der var Skolens Tilsynshavende, befale Eberhard at krybe op på det høje, snebelagte Tag og ændre en af Røghætterne, der var blæst skæv. Eberhard stod da nær de treds, og hans længe så kæmpestærke Lemmer var bøjede og brudte af de mange Års mangelfulde Føde, af det fremmede Vejrligs Råhed og Slud, af de isvåde Gulve og de tunge Kulspande.

Jeg så Eberhards Blik på dem, da de befalede ham derop, hans gamle, voldsomme Vrede, hans Beherskelse for min Skyld, for Jesu Skyld, der har befalet os at opfylde vor Gærning, og jeg så ham slæbe den tunge Stige til og krybe op.

Jeg så ham deroppe på Taget, hans søgende Hænder, hans tøvende Knæ, hvor han lukkede Øjnene for Svimmelheden, hvor han krøb på den glatte og glidende Tøsne, Jeg så de yre, faldende Sneflokke lege om hans grå Hoved og lægge sig på hans lange, bøjede Ryg.

106

Og jeg så de to Mænd stå dernede i Skolegården, på Flisen mellem Snevoldene og dirigere ham, råbende og rettende, svære, tykke Mænd i Pelse, med Huer med Stormklapper, med Guldbriller og Stokke, Statens og Kirkens Mænd.

Nu forstår jeg det: de kunde ikke tænke, at vi var Mennesker, de to Mænd i Gården og Drengene i Skolen, de så jo, at vi var fattige. Og selv i hint Øjeblik var der egentlig ikke Vrede i mit Hjærte mod dem, men grænseløs Fortvivlelse, ej alene over Eberhard deroppe, men over at sligt kunde få Lov at ske - Fortvivlelse så jeg kunde begravet mig i Snedriverne og blot bedt om altid at blive dér - hvis jeg havde turdet slippe Eberhard et Sekund med Øjnene.

"Bad du?" spurgte han, da han kom ned.

Og jeg svarede ikke, ti alt den Gang tror jeg, jeg vidste, at Gud Herren ikke hører vore Bønner, ikke ser til vor Nød, men lader Menneskene råde med hverandre og med sig selv, som de vil og kan, indtil han kalder os ind til sig og sin endelige Retfærdighed og Trøst.

Men jeg turde ikke sige sligt til Eberhard, og jeg havde da også nok i at se på ham. Se på ham, som han sad dér, sunken om på Tærsklen til Skolen, og stirrede stumt hen for sig med nedhængende, snevåde Hænder, mens Rektorens og Provstens Stemmer fjærnede sig gennem Porten.

Jeg tror, han sad en Time således, ubevægelig, som død. Og jeg vovede ikke at vække ham, ja knap at drage Ånden - til han pludselig udbrød og rejste sig i sin fulde Højde med det samme:

"Lovet være Herren evindelig, den miskundelige! Herre, Herre, du har set til mit Sind, der fra min Ungdom var hårdt og fuldt af Selvretfærdighed. Herre, tak at du i min Alderdom og Brøst nedbryder mig, at du ælter mig hårdt om, at jeg skal blive en duelig Sten i din store Bolig, Herre, tak at du ydmyger mig indtil dette! Ti Hovmod var min Arvesynd."

Jeg så skælvende på ham og kendte ham ikke igen. Men jeg så, hvor dybe Skyggerne lå under hans Øjne, hvor gullig hans Næse var, og hvor tungt den vældige 107 Pande ludede over det sunkne Blik, der brændte med en anden og uroligere Ild, end jeg før havde kendt.

Det var, som denne Hændelse, den Sejr Eberhard dén "vandt over sig selv, havde brudt "Arvesynden" i ham, men også Kraften.

Han blev forunderlig mild, og det mærkedes på hans Læsning. Nu var det ikke så meget mere de gamle, skyggemørke Pietister, ej heller Herrnhutternes duekurrende, men blodsugende Poesi, hvis "Niedlichkeiten" altid havde været hans Mandssind til Lede; men Mystikernes himmelvendte, sværmende Længsler og Syner - Therese af Jesu og Johannes af Korset - han søgte i sin korte Fritid fra Hverdagens sørgelige Sysler.

Hvor stemmede ikke "den serafiske Jomfru"s Valgsprog: "Aut pati aut mori" med Eberhards Sind nu i de Dage?

Eberhard var træt og forstod, at "Hvile er alle Tings Mål," og som han plukkede den lille Broder fra Assisis "Småblomster," sænkede han sig i Theresia a Jesu og Johannes de Cruces Disciple, i Michael Molinos og Fénélon, "Længslernes Mand" - i Kvietismens "hellige Ligegyldighed."

Han der havde villet knuge Verden i Knæ for Gud, vilde nu ene knæle selv. Han, der havde tjent Gud mer end de fleste, opgav nu i amour désinteressé sit Krav på sin himmelske Løn, som han havde opgivet sin jordiske: Hytten i Gutach. Og han, der havde været Guds Medkæmper i ecclesia militans og derfor drømt sig hans Medtriumfator i ecclesia triumfans, foldede nu sine Hænder, der var hærdede af praxis pietatis, i Angelus Silesius' Nynnen, i "der cherubinische Wandersmann"s Bekendelse:

Ruh' ist das höchste Gut; und wäre Gott nicht Ruh'

Ich schliesse flir ihn selbst mein' Augen beide zu!''

Endnu en eneste Gang vågnede den gamle Eberhard i ham. Det var en Dag, da han oppe fra sit Vindue, hvor han i et Øjebliks Fritid sad over Jacob Böhmes "Aurora," tilfældigvis nede i Gården så Drengene stimle 108 sammen om mig, løfte mig op og pludselig slippe mig ned på Brostenene, Gang på Gang.

Da glemte han, der altid havde været Gud en Medhjælper, den Salighedens Morgenrøde, det "mysterium magnum" der alt var i Opgang for ham selv, og bruste ned ad Trappen, ud over Pladsen og lige midt ind mellem Drengene, som han splittede som Avner for Vinden med sine Armes gamle Kraft.

De tumlede forfærdet bort for hans Hænder og hans Åsyn. De havde altid haft en egen hemmelig Respekt for hans fremmedartede og dystre Skikkelse, og havde jeg villet klage min Nød til ham, kavde jeg forlængst været fri. Men viste han mig ikke ved sit eget Exempel, og havde han ikke lært mig, at Korset og Vunden var vor Part i Livet og os tildelt ved Guds Vilje?

Lærerne kom til, først opbragte over Pedellens egenmægtige og voldske Færd, men da han vendte sit Ansigt mod dem i det nu så lange og flagrende grå Hår, forvirredes de. Rektoren rømmede sig hastigt, vendte sig og gik, mens andre af Lærerne, af de unge, med strenge Ord bebrejdede Drengene deres Færd.

Eberhard lyttede tavst til, gned sine Hænder kort i hinanden, greb om min Arm og sagde:

"Med Forlov tager jeg Drengen med op for i Dag?"

De menige Lærere så på Rektoren, der gjorde en ubestemt Bevægelse med Skuldrene, og jeg fulgte med Eberhard op på Kvisten, til dens Solskin, dens Blomster, dens Kanariefugl, dens rene, fromme Bøger.

Denne Eftermiddags Lykke glemmer jeg aldrig. Den viser mig noksom, hvilken Lidelse min Skolegang var.

Og så Lektierne! Hvor tungt jeg havde ved at tvinge min Hjærne nøgen og fri for Drømmen og Sorgen og Mindet! Hvor svært ved at fatte Deklinationernes og Formlernes Vigtighed, når jeg tænkte på Eberhards og mit Liv og Kvindernes i Pistolstræde!

Lettest faldt mig de græske og latinske Digtere og Historikere i Ingerslevs, Bojesens og Dorphs Udgaver in usum scholarum. Endsige Gudeverdenen i Tregders Mytologi.

Også Suhms Historie i Kierulfs og Werlauffs Bearbejdelse forstod jeg - disse Årstal havde en Gang 109 betydet Begivenheder i Menneskers Liv - omend min Tanke altid sukkende stjal sig fra Kongerne og Heltene til Skyggerne bag dem, de stille i Landet med de unævnte Sejre og Fald. Men Grammatiken - Madvigs latinske, Langes græske, Hjorts tyske, Abrahams franske - og Matematiken - først Schneekloth, senere Oppermann ... Jeg kunde lære Formlerne udenad, men forstå dem, endsige anvende dem - jeg nåede aldrig dertil! Var de selve Samfundets Skelet? Jeg og mine hørte ikke Samfundet til! Var de - som jeg havde læst i Novalis' "Philosophie und Physik," jeg fandt iblandt Eberhards Bøger-: "das Leben der Götter"? var Formlernes Mestre, Matematikerne "die einzig Glücklichen"? Hvor kunde jeg da undre mig over, at denne "Eudåmonie, selige Ruhe der Beschauung, himmlischer Quietismusu var lukket for mig?

Der var blandt Lærerne én, der led vel mindst ligeså dybt som jeg. Småkjær hed han, og han var Skriveog Musiklærer, en Stakkel fra en vestjysk Provinsby, som en eller anden velvillig Præst havde opdaget Evner hos, havde fået sat i Skole, sendt til København til Studenterexamen - og glemt - som hundrede fattige Studenter er blevet glemt af de velvillige Præster, der "opdagede" dem og rev dem ud af deres stille Gærning i Forfædrenes Spor - som Tobias Beutel rev Eberhard ud af hans ...

Denne Mand, Småkjær, måtte da nu ernære sig kummerligt ved sin skønne -Håndskrift og sin musikalske Evne. Jeg tror, den Evne var stor; jeg i det mindste har i hans Spil hørt Vestenvinden stryge klagende hen over de lave Huse i hans grå og frysende Hjemby ved det sukkende Hav. Men måske jeg kun har hørt det, fordi jeg fra Fødslen har været ét Øre for Lidelsens selv svageste Hvisken.

Han løb nu med sin Violin og sin Skrivebog omkring fra Skole til Skole, fra Port til Port, inden Voldene, i de Dages trange København. Og hvor han kom, blev · han modtaget af de andre Læreres knappe Hilsen og bortvendte Rygge - han var jo aldrig blevet en ret Akademicus, og Eksamenshovmodet var i de Tider stort - og af Drengenes sejrrige Glædeshyl, strax han trådte 110 over Tærsklen. Svampe, Grifler, ja Skarn sanket på Gaden haglede over ham, Skældsord, Trampen, Dundren i Pultene overdøvede hans Stemme, hans stakkels Violinspil, som han begyndte for at besværge de onde Ånder, hans Bønner, hans Vredesskrig, hans Hulken tilsidst.

Jeg sad og lyttede og kendte det vel - Hånsråbene over hans falmede, vendte Tøj, over hans sprukne Sko, hans grove Uldstrømper, hans gustne Linned, hans fattige Hjem og Fædre.

Og han segnede ned, med det magre, hvide Ansigt gemt i sine Hænder - til Døren gik op, og han forfærdet foer i Vejret og så ind i Rektorens Blik bag Brillerne. I den Dødsstilhed, der nu fulgte, hørte han med bøjet Hoved på Straffetalen til sig, at han ikke, som dog Rektoren selv og alle de andre Lærere, kunde skaffe sig Lydighed og Disciplin, på Trusler om Afskedigelse og, tilsidst, et Par ligegyldige Ord til Drengene om at være deres Lærer underdanig.

Og dette Martyrium gentog sig i hver Skole, Dag for Dag og År for År. Men hjemme sad en brystsyg Hustru og tre Børn. Og hver Morgen måtte han rejse sig og gå. ud til sin Dag.

Jeg husker en Morgen, da han krumrygget kom listende langs Muren, tynd som en Skygge, med Violinkassen under Armen og det slidte Skrivefutteral stikkende op af Lommen, Jeg var lige den Gang kommet i Skolen, og jeg strøg min Hue af for ham som for de an dre Lærere.

Han standsede forbavset og stirrede på mig, om det var en ny Hån mod ham, men da jeg stadig stod dér, bøjede han sig frem, med Hånden mod min Kind, og spurgte i den dybeste Undren:

"Hvem er du? og hvad hedder du, min Dreng?"

I det samme brølede Drengene bag os: "Hvad, Fjols! hilser du på Småkjær? Bi du bare, det skal du fortryde på! Hilse på Småkjær? Han er gal!"

Og jeg havde føjet en ny Lidelse til min gamle. Men jeg holdt dog ud, holdt ud med at hilse på ham, med at tie, når de andre skreg, med at gøre mig Flid med 111 Skriften og Sangen. Og han vidste det, og vi kendte hinanden.

Gennem Skrigene og Latteren og Suset af Kasteskyts mødtes vore Øjne, fortrolige og stille, i Helvedslarmen af Råb, Klapren og Trampen skælvede hans Musik til mit Øre, til mit Hjærte, og jeg søgte at svare med min Sang - jeg har en Gang haft en køn, lille Stemme -: "ja, Broder, her er jeg, her!"

Jeg véd, at han en Gang, da han skulde afskediges, og Rektoren hånligt sagde til ham: "Hvad? ikke en Dreng så meget som hilser på Dem!" bævende svarede, med Hatten i Hånden: "Jo, jo, Hr. Professor, Pedellens Søn, den lille Clemens Benedict Bek - og han synger også i mine Timer."

Og den Dag, da han udfriedes, da Drengene havde kommet Krudt i hans lille Tobakspibe, hans eneste Trøst, og den gik op i Luer i hans Ansigt, og han højt skrigende tumlede baglængs ned af Katedret, og derpå, et øjeblik efter, op og, under Klassens Latterbrag, ud midt på Pladsen, hvor han pludselig, i sin Angsts og i sin Kvides Grænseløshed, ramtes af Krampe og frådende styrtede om med sønderbrudte Lemmer - da véd jeg, at han i sin hakkende Dødskamp, mellem de tililende Drenge og Lærere, endnu angst for Levebrødet til sig og sine, stammede:

"Han - han - hilser på mig og - han - han - synger i min Time ..."

Sandelig, har jeg gjort dette Menneske noget godt, kun det mindste, da var det kun en svag Tak for det Klap, han strøg mig med over Kinden, da jeg hilste på ham. Det var det eneste Kærtegn, jeg mit Liv igennem havde fået, undtagen Skøgernes frygtsomme, når Madam Gundlachsen skønnede, at de turde røre mig - og for det Exempel han gav mig på Udholdenhed og Tålmod.

Og havde han levet forgæves - hans stakkels Hustru og Børn kom på Fattiggården og forsvandt siden fuldstændig, var han ikke død forgæves.

Den Scene dér i Skolegården glemte hverken Lærerne eller Drengene, fra dens blodige Plet steg der en ny og 112 bedre Ånd, en mildere og venligere, som havde han efterladt en Rest af sin egen i sit Blod.

Godt blev det aldrig, og der var vel overhovedet i "de gode, gamle Dage" ikke nogen Skole, hvor ikke enten Lærerne mishandlede Drengene barbarisk, eller Drengene drev Lærerne og deres Meddisciple til Fortvivlelse, men de voldsomme Optrin var dog omme. Og jeg nåede min Studenterexamen ad mindre torne strøet Vej, end jeg havde turdet håbe.

Men den Dag, da jeg havde forhvervet mig Retten til den så dyrt købte Hue, da var mig den største Smærte beredt, jeg har lidt i dette Liv - ja større end selv hin anden, jeg nu nærmer mig, ti den var jo samtidig min hejeste, min eneste Lykke. Mens hin ikun var Sår, ikun var Tab.

Da jeg kom op til Eberhard med mit Testemonium i Hånden, vaklende af Anspændelse og Træthed - ti ingen véd, hvad Slid det kostede mig at tage den Examen, ringe som mine Evner og svagt som mit Legeme var, og jeg bragte den til ham, som Hunden bringer sin Herre Byttet, ikke af egen Drift - ak havde jeg nogen? - kun efter hans Vilje - fandt jeg ham for første Gang i mit Liv liggende i Sengen.

Han rejste sig over Ende med udbredte Hænder og smilende Ansigt.

"Vær ikke bange, Benedict," sagde han, "jeg havde håbet at holde mig oppe, til du kom. Men jeg kunde ikke, jeg måtte ligge. Ja, jeg tyngedes til Jorden. Men nu er det jo Sommerferie, og du er Student, og jeg tør falde og ligge."

Gråden arbejdede i mig, men trods min Mødighed og min Angst vovede den sig ikke frem, og jeg foldede med rystende Hænder det store Ark med Universitet et s Segl ud for ham.

Han så på det op nikkede: "Ja, ja, det var nu dette! Knæl ned og tak Gud, at han førte os så vidt."

Han rullede Dokumentet sammen og løftede det i sin Hånd.

"Bed ham føre dig videre frem i Kundskab, at du med denne Stav kan slå hans Fjender ned og Vand af Verdens Klippe. Knæl og bed ham tage dig af min 113 Hånd i sin egen og føre sin Vilje med dig til Ende. Nær ingen Frygt for det jordiske, det er alt betrygget den tilstrækkelige Tid."

Jeg vidste ikke, hvad han mente, forstod hverken Truslen eller Løftet i hans Ord, sank kun ned og bøjede mit Hoved under det Kaldets Åg, han længe ikke havde rørt ved overfor mig, og som jeg halvvejs håbede, han havde lettet fra mig i Erkendelse af, hvor lidet mine Skuldre var skabte til det.

Men i Aften luede hans Øjne af den gamle Ild, og mens jeg bad, som han bød mig, skælvede jeg i mit Inderste for min Viden om, at jeg ikke var den, han troede - og for endnu en Hemmelighed, endnu en Bekendelse, jeg havde at gøre ham. Men han lod mig ikke komme til Orde, nu sålidt som siden i sin Sygdom.

Højt oprejst i Sengen, med Hænderne foldet, sang han, som en Ed for os bægge, Novalis' Salme:

"Wenn alle untreu werden,

so bleib ich dir doch treu,

dasz Dankbarkeit auf Erden

nicht ausgestorben sey!"

Hele Salmen sang han igennem med høj og genlydende Røst, med de store Hænder knugede og Øjnene mod det skrå Loft.

Så råbte han, med funklende Øjne og udbredte Arme: "Husk, for hans Fødders Tronskammel skal du lægge dem, hver Fjende og Forhåner, den ganske Verden i Kødet; hvert det naturlige Menneske, hver der glædes og ler; hver Syndens Tanke i dig selv, hver Drøm, hvert Håb, hvert Ønske og Begær, du skal drukne dem i Blod og Tårer, om du vil, han skal kendes ved dig på den yderste Dag! Barn, nu kan jeg ikke mere! Herre, nu er min Kraft brudt, nedbrudt for din Fod! Nu er jeg din, kun din! Men Gud, fuldbring du dit Værk med denne, i hvem du og din Søn har Velbehag, før ham op til Golgata Banke! For ham frygter jeg ikke, ikke hans Liv og ikke hans Død. Han hører jo til dine Elskede!" 114 Han sank tilbage med lukkede Øjne, med et Smil om sin Mund. Og jeg, som næsten aldrig havde set Eberhard smile, jeg gruede mer for dette Smil end for hans rystende, iskolde Hænder, hans blånende Kinder, hans Øjne, der stirrede afgrundshult under de strittende Bryn, hans vilde og stammende Stemme.

Jeg besvor ham om, at han var syg, jeg tryglede om, at jeg måtte hente en Læge. Men han rystede på Hovedet med hint høje og kolde Smil:

"En Læge? Nu kommer snart den eneste Læge til mig. Fusk ham ikke i hans Kunst! Han kan læge selv mit Sår, selv min Synds Vunde!"

Og jeg måtte tåreblændet og angstrystende, men lydig som altid krybe i min Seng. Jeg vilde holde mig vågen, men de sidste Ugers gennemvågede Nætter, deres vilde Anspændelse nu sidst for Examensbordet, overvældede mig, og jeg faldt i Søvn.

Og Sommerferien gik hen, og Eberhard lå dér, bestandig den samme, blå og gusten og kold, men syngende sine Salmer og bedende sine Bønner med høj og rungende Røst, som jeg ikke begreb, kunde komme fra det stadigt mer synkende Bryst.

Han var at se til som et Gigantskelet, med de vældige Knokler brydende ud af Kødet, med Pandeskallen faldende over de luende Øjenhuler og Iskulde strømmende fra sit Leje midt i Sommerdagens Glød på Tagkammerets Tegl.

Men ingen Læge måtte hentes, han tog ingen Mad til sig, ja han syntes end ikke at huske mig. Han sang kun og bad. Han steg og sank og steg igen som i Strid med en usynlig, en endnu stærkere Kæmpe, i den sidste, den hårdeste Jakobskamp. Og bestandig råbte han, ind mellem sine Salmer:

"Herre, Herre, husk at har jeg forbandet dig én Gang, så har jeg velsignet dig titusinde!" og han sang igen.

Og jeg sad ubevægelig, med mit Hoved mod den solhede Vindueskarm, blundende med Solens røde Skær i mine Øjne, stirrende ned i den tomme Skolegård, hentende, som vanligt, lidt Mad fra Portnerkonen og den Smule Mælk, Eberhard levede af - udmattet af Angst 115 og Gråd og Solbrand, bedøvet af den Døendes Råb og Skrig.

Til jeg omsider vågnede en Nat hen i September, da det nye Skoleår alt var inde, og Rektoren begyndte at knurre mod os, ved en vild og voldsom Sang, der rungede hen over mit Hoved mellem de trange Vægge som en Basun, et Dommedagskor:

"Hinunter in der Erde Schoosz,

weg aus des Lichtes Reichen!

Der Schmerzen Wuth und wilder Stosz

ist froher Abfahrt Zeichen!

Wir kommen in dem engen Kahn

geschwind am Himmelsufer an!

Gelobt sey uns die ewge Nacht,

gelobt der ewge Schlummer!

Jeg rejste mig forfærdet i Sengen, jeg vilde hen til ham, hen at gribe om hans Arme, der strakte sig, som skulde de sprænge Taget og rive sig løs fra hans Skuldre, hen at lukke hans forfærdeligt råbende og forfærdeligt jublende Mund. Men hans Ansigt skinnede i Kammerets blånende Dæmren som Ild, som Sol, hans Lemmer var løsnede af Jakobskampen og omslyngede nu Modstanderens Hals i et himmelflyvende Favntag.

Og jeg lukkede Øjnene, rædselsblændet.

Hele Novalis' forfærdelige Dødssalme sang han til Ende. Så hørte jeg et højt Skrig:

"Ja! ja! jeg råber: Ja! Her er jeg! Eberhard Sebastian Båden, din tro Tjener! Se, nu går Døren op! Korset skinner i der Herrgottswinkel! Ja ja! jeg kommer! Herre, i dine Hænder - - Hør, nu suser Elvene og Skovene! Herre, tag ham i din Hånd og fuldfør din Bestemmelse herligt med ham! Nu - nu går Kristoforus!"

Og han styrtede død tibage, så voldsomt at hans Hoved drønede mod Sengens Endestykke.

Og jeg," Clemens Beks Stemme, der havde hævet sig rystende ved de sidste Ord, som lå han endnu i hint Kammer og så den gamle Guds Kæmpe falde og sejre, blev hviskende og svag, "var ene - jeg Guds Lam."

116

Døren derhenne til Forstuen var gledet op, og Jomfru Camraths lille, krumme Skikkelse var dukket ind. Med bøjet Hoved havde hun stået og lyttet til de sidste Ord, til den gamle Dødshymne, med Hænderne foldede over den tildækkede Kurv på Armen.

Ellen havde sat sig tavs ved Vinduet, i Krogen ved Klapbordet, og med Albuen støttet i Karmen mellem Geranierne og Gyldenlakkerne set ud i Ørkenen.

Men nu så hun op og hen på Jomfru Camrath. Og hendes og Eriks Øjne mødtes:

Ja, de to Guds Lam uddrevne her i Ørkenen . . .

Gamle Bek samlede sine Papirer sammen, hans Hænder dirrede, og de store, blege Øjne sad endnu blegere i det hvide Ansigt end ellers.

Men nu vendte han Hovedet mod Lucie.

"Nå, dér kommer Jomfru Camrath nok med Middagsmaden? Ja, De har vel hørt det: vi får endelig en Præst igen! Er det ikke helt underligt: ham skal De ikke være Husholderske for! Hvordan tror De egentlig, han klarer sig? En Præst her på Øen, i hvis Hus Jomfru Camrath ikke findes," han smilte.

Jomfru Lucie flyttede Fødderne lidt, som i sine egne Tanker.

"Ja, Hr. Bek, og én tænker jo på, hvordan det skal gå? For den nye Velærværdighed er ugift, siger de. Og her er jo ikke andre på Øen, der kender sådan til Madlavning for Personer af Fastlandets Vaner. Og jeg synes, at når han nu endelig har forbarmet sig over os og segt herover, så -"

"Nej, Jomfru Camrath," Bek rystede bestemt på Hovedet, "nu fylder De de halvfjersindstyve, nu får De virkelig ikke Lov at slide for andre, ihvo de så er. Og det går jo slet ikke! Hvad tror De, Folk vilde sige, når de så, at Jomfru Camrath, som de gav Legatet til, dog blev ved at arbejde? De gav det jo til os, fordi vi har tjent dem så længe, og nu ikke mere kunde: De ved at sørge tro for Præsterne, at de dog kunde tøve her lidt længere, j eg ved at lære deres Børn den Smule, de kan. Nej," spøgte han, "det går slet ikke an, vi duer til noget mer. Takke må vi og så holde os stille - jeg her i min Seng og De Dem i Deres lille Stue - for nu 117 har De jo fået Dem én henne i unge Gravemands vestre Længe?"

"Ak ja, Hr. Bek, det er jo ikke i Præstegården, men

- om De endda kunde komme og se den!" Jomfru Lucie så op, der lyste et pludseligt Smil i det lille, mørke Ansigts Rynker, de sorte Øjne spillede. "Det er så underligt," lagde hun lavt til og strøg over Kurvens hvide Dug, "at nu har vi kendt hinanden i så nær de halvtredsindstyve År, og så kan De ikke komme og sidde i min Stue, nu jeg fik mig én. Jeg har endda siddet så tit hos Dem."

Clemens Bek nikkede langsomt mod hende - og Erik Lange og Ellen vidste det: om de Aftenstunder Jomfru Lucie var tyet herind i dette fattige Rum, for at sidde og hvile efter Dagens Slid, hvile og tie hos en, for hvem hun ikke blot var det ligegyldige Tyende, men et Menneske, der havde ejet Håb og gemte Minder - Håb og Minder, der havde været hans lige.

Urets Tik-Tak snakkede ustandseligt og uforanderligt gennem Stuen, og Ørkenen grånede dunkelt og dumpt derude, som i hine Stunder, da de to, der var strandet i dens Sand, i hinandens Tavshed søgte og fandt det Land og den Ungdom bag Havet - det Håb og det Minde, som var fremmed for denne Ø.

Men Clemens Bek havde dog været den lykkeligste, han, som havde ejet sin egen Stue. Nu bød hun ham ind til sin, til Gengæld, men nu kunde han ikke komme. Og som altid måtte hun ty til ham.

"Ja, Jomfru Camrath," smilte han, "nu er vi jo store Folk, bægge to."

"Ja, Hr. Bek, Gud har været god mod mig," hviskede hun. Og listede hurtigt ud i Køkkenet med Kurven.

Clemens Bek så efter hende, så sagde han lavt, med Fingrene flettede i hverandre:

"De véd jo intet om hende, uden hvad jeg har sagt

- men for den, der husker hende, fra da hun kom herover, de første År, og som har set hendes Faders, Konsul Bernhard Camraths Gård med de høje Vinduer mellem Søjlerne og Pilastrene, for ham må det vel lyde helt underligt at høre hende sige, at Gud har været hende god. Og dog - det lyder jo kun så. Ti den, 118 der har levet med hende her på Øen, og hvis Liv i mangt og meget blev hendes ligt, kan vidne, at Gud var os god - først ved at føre os hid. Verden er farlig, kanhænde hun havde klaret sig derude, jeg véd, jeg havde næppe. Og gjorde Årene herovre hende til en lille, grå Fugl, de gav hende også Vinger. De ser dem måske ikke, men jeg har set dem og véd, at de kan bære, både i denne Verden - og over til den næste. Der tales så meget om forspildte Liv, om ikke at nå over alt det, hvortil vor Frist kunde strække, om ikke at have set den store Jord, da vi jo dog fik to Ben at vandre på, og ikke beriget vort Sind med de mange Oplevelsers Erfaring - ak tro, jeg husker Jacobus Uz's Klage her på Øen! Men tænker jeg på Lucie Camrath, hvad hendes Vugge bød hende, og hvad hun bringer til sin Grav - tror jeg så vist, Gud Herren kræver hende ikke for de mange Talenter, men kalder hende sin tro Tjener, der ågrede vel med det betroede Pund. Ti er det Hjærtet, der fylder Blodet i vore Årer, da er det vel og' Hjærtet, der fylder Livet med Rigdom. Og da tør jeg sige, at hendes og mit Liv var rigt."

"Jamen -" Ellen flyttede sin Arm over Knæet.

"Jeg véd, hvad De vil sige, Frue," sagde Bek og slog Øjnene ned. "jeg véd det: nej, Jomfru Lucie har aldrig oplevet den Erfaring, der mer end alt andet gjorde mig Livet rigt og let. Men - så fyldte Gud hendes Hjærte helt. Ti det, som Verden lader tomt, det fylder han. Jeg husker så nøje de Ord, jeg læste efter Eberhards Død, i en af de Bøger, han havde hos sig i den sidste Tid, i Novalis' "Fragmente," fra 1797: "Unser ganzes Leben ist Gottesdienst." Eberhard havde ikke behøvet at trække en Streg under disse Ord for at vidne, de var Sandhed for hans Vedkommende. Men de er det vel egentlig for enhver, hvad enten han vil det eller ej, ti hvert vort Åndedrag er jo en Hyldest til vor Skaber. Men den der, ihvor hans Liv så falder, lever det som efter Guds Ordre, han har ej alene fortjent sig selv, men også sin utro Næste Gud. Og jeg, som har forbrudt så mangt af Livets Øjeblikke med at knurre mod Gud og med Forsøg på at rømme fra ham - ja, for 119 at jeg skal vise mig helt, som den jeg er, endog en Gang forgrebet mig på selve hans Gave: mit Liv - jeg har nu kun at håbe på, at Gud i hendes vil se mit, således som jeg havde Vilje, men ikke Evne til at leve det, og for hendes Skyld tilgive mit."

Køkkendøren gled op. En Lugt af brændt Lyng og kogende Mælk mærkedes Jomfru Camraths lille, visne Hoved med Huevingerne så ind.

"Vil De noget, Jomfru Camrath?" spurgte Bek.

"Det var bare -" hun rødmede under Eriks Blik. "Når Hr. Doktoren var ved at gå, skulde jeg bede Dem så meget fra Jordemoderen, om De ikke vilde se ind til den stumme Kone, Doktoren véd, det andet Hus østen Kroen. Madam Trebien er bange, det ikke går så helt let."

Erik Lange sprang op: "Og det siger De først nu!"

"Sabine mente, jeg måtte ikke så gærne ulejlige Doktoren. Det er da nok ikke så nær endnu."

Erik Lange trak hurtigt Frakken på. "I er et tålmodigt Folk, Clemens Bek, og ikke just vant til, at jeres Embedsmænd gør meget for jer."

"Å, vi vænner os vel til en Kende Langmodighed. Jeg har tænkt på det, at som jeg talte om Jomfru Camrath nys, at hun var kåret til at bede godt for os andre, for vor Unøjsomhed og Mangel på Tak, sådan er vel denne Ø, så yderlige Kår den er lagt under, skabt for at aftjene de rige Egnes Overmod. De stærke Mennesker og de lykkelige Egne må bestandig virke og frembringe, de får ikke Stunder til at lytte og mindes det første Spor: at Mennesket lever af Guds Hånd. Derfor skabte Gud de ringe Mennesker og de øde Øer."

"Vogt Dem, Hr. Bek," smilte Lange og rakte ham Hånden til Afsked, "det er jo den katolske Vranglære om Helgener, De dér forkynder - og nu i Morgen kommer vor nye Gejstlighed!"

"Jeg frygter ham ikke," Bek så op på Lægen, "har han søgt dette Embede, trods han er en velstående Mand og af Honorius' gamle, indflydelsesrige Slægt, ja, er han blot en Honorius, da mener han som jeg: én må bestandig bøde for de manges Synder, for éns Skyld skåner Herren Sodoma og Gomorra."

120

"Så lad ham for Deres Skyld skåne mit Sodoma og Gomorra!" sagde Erik og slap hans Hånd.

"Og for Jomfru Lucies mit," smilte Ellen.

Men Bek rystede hæftigt på Hovedet:

"Jeg har ingens Synd tjent af, end ikke min egen. Sammenlign mig ikke med Jomfru Camrath. Hør først min Historie og se så på hende! Hun som ingen har, kan ene bede om Tilgivelse for vore."

121

TREDJE KAPITEL

Idet Erik Lange drejede om Hjørnet af Klitten, standsede han - så blåt var Havet.

Han havde hele Natten våget hos den stumme Kone, for først nu ud mod Morgen at få hende forløst - og så, en Time efter at alt var vel overstanden at se hende dø af Blodstyrtning . . .

Blindet af den usle Stues Halvmørke, svimmel af Lugten af Blod og Smuds, svedig og udmattet af Ophidselse og Skuffelse, var han tumlet over Tærsklen ud i den gryende Novembermorgen.

Og dog - som han gik dér mellem Stendigerne og så Skæret fra Solopgangen ude bag Ørkenen og Fyrtårnet rødme Kirkebjærgs rimgrå Græs, og som han nu stod her, hvor Havet åbnede sig for ham, mørkeblåt og skumstænket under den lysnende blå Himmel, mens Brisen legede med hans Skæg og suste i Bjærgfyrrenes Toppe, fornam han samme uforskyldte og undrende Lykke, som da han derinde i Dæmringen, Stanken og Skrigene drog Barnet frem til den Dag, der duggede Ruden.

Hvorfra stammede dette nye Liv og denne nye Morgen på Øen? O, nu vidste han det: Fra den lange, sorte Nat og fra den Moder, der døde.

Han var gledet ned i Marehalmen ved Bjærgfyrrens Rod og så hen over de sandgrå og marehalmsstubbede Klitter. Den stejle, grusede Vej steg ned bag dem, forsvandt og skød frem igen nede ved Købmandsgården. Han sad lukket inde, som af et Tårns forhakkede Murkrone, med Udsigt over Havet og Havnen. Dér nede var i det blege Solskin allerede travl Færdsel.

122

Postskibet var jo kommet, og Postføreren og hans Folk læssede Fustager og Kasser på Fragtvognen. Købmanden og hans Karle rullede Troljer, belæssede med tunge Petroleumstønder frem og tilbage ad Jærnskinnerne. Skibets lille Flag spilede sig i Morgenblæsten fra de skrå Master. Om Bord på de andre Skibe færdedes de fiskerklædte Mænd hid og did. Havets vældige Blå kransede Molerne med sit Skum.

Han havde troet, at Barnet måtte ofres og mere end én Gang i Nattens Løb haft Klingen fremme, men midt i Moderens Skrig bestandig mødt hendes Øjne, hendes sammenbidte Rysten på Hovedet: "Nej, nej!" og tøvet og ventet. Og han havde frelst dem bægge ud til denne blå Morgen, om ikke Blodstyrtningen pludselig var stødt til...

Han trak Vejret langt: et Menneske var død under hans Hænder og et var blevet levende, den tapre Moder havde skænket ham Byrden af sin Død og af Barnets Liv. Han havde lydt Bønnen i hendes Øjne, fordi den var stærkere end nogen Læbes - og fordi han, efter sin bedste Indsigt, turde det. Over Blodstytning rådede han ikke.

Men Barnet - Faderen var Øens eneste Drukkenbolt, og hvor så ikke Stuen ud, blot efter de få Dage, Moderen havde ligget . . . Han havde valgt, efter hendes Bøn og sin Samvittighed. Men Valgets Følge?

Om nu Barnet blev stumt som sin Moder?

Snak! han var for medtaget af denne Nat! Det var der jo ikke Spor af Grund til at tro! Ja, det var umuligt at tro på så blå en Morgen!

Han drog atter Vejret, som åndede også han for første Gang. Han så op til sit Hus, hvis røde Tegltag glødede mod Himmelblået Man så lige dets Ruder spejle dybt, over Klitkammen.

Og med Et syntes han, at Luften deroppe mellem de utallige Bøger kemiske og fysiske Apparater var tør og besk af Støv og Syre; for første Gang fornam han som en Armod, ja næsten som en Brøde i sit Liv.

Ellen - hvor havde hendes Tanker mon været de lange Aftentimer sidste Vinter, når han sad over sine Planer eller drev ved Ruden med Øjnene og Sindet håbløst fyldt af Havets uendelige Grå?

123

Så tappert hun havde stået ham bi derinde i Barselstuens Uhygge, til Fødslen var overstået, og Fiskeren fulgte hende hjem Og hendes Øjne, som ikke kunde slippe Barnet . . .

Nå, nu sov hun vel trygt ovenpå den uvante Nat - og anede ikke, at han dog havde tabt Slaget tilsidst.

Han rejste sig for at gå Stien op til sin Bolig, da han fik Øje på en Herre, der med et sort Rejseslag over Skulderen og Kuffert i Hånden langsomt kom op ad Kørevejen nede fra Havnen.

En Herre - for det skønnede han strax, han var, på Holdningen og Gangen. Hvem kunde det vel være?

Her kommer jo ingen Fremmede - ja, sjælden en Gang om Sommeren, men nu på denne Årstid - -

Overklitfogeden var det ikke, ham kendte han - - Å Præsten, den ny Præst!

Den Vandrende forsvandt ind bag de skurvede og skallede Klitter, og Erik Lange gik videre ad Stien.

Han havde intet tilovers for Præster. Han huskede den sidste, der havde søgt og søgt herfra og intet Middel skyet til Forflyttelse over til de trygge Embeder på Fastlandet, og de andre, de ni, der havde været her i Clemens Beks Tid. Og rent bortset derfra - hvor kunde noget Menneske med Forstand og Retsind være Præst i statsautoriseret og -forpligtet "Kristendom"?

Men pludselig standsede han - ja, men - denne Præst, som havde søgt dette Kald, just fordi det stod ledigt, skyet af hans Kolleger, denne en rig Mand af gammel Slægt, som fra sin videnskabelige Løbebane søgte hid . . .

Og dér kom han nu til denne øde og stejle Strand -

Erik Lange mindedes sig selv og Ellen hin Morgen, de ved Femtiden på "Anne Hendrikke" for den svage Brise gled ind mod Øen fra den lange Sejlads over Nattehavet - den Kulde og det Øde, der var slået ud mod dem - de få og små Huse inde på de vældige, sorte Brinker, de ensomme Master i Havnen, om hvis Moler Skummet og Sandet føg - og de var dog to ...

Han kom ene.

I det samme dukkede den Fremmede op, med bøjet Hoved og Tæppet over Skulderen, besværligt stigende.

124

Erik Lange blev stående uvis - da den Kommende pludselig hævede Hovedet og så ham.

Lange tog til Hatten, og den Fremmede hilste.

"Jeg kan tænke, det må være øens nye Præst?" sagde Lange og gik ham i Møde. "jeg er dens Læge."

"Ja, jeg er Honorius - Præsten," svarede den anden og trykkede hans Hånd i sin, i et let og blidt Tag.

"De har vel nok haft en rolig Overfart?" Erik Lange så ud over det blå og lystløst ilende Hav, "men De er måske ikke vant til Søen, og dog træt?"

"Å nej, jeg er ikke vant til Rejser, jeg har næsten altid kun levet i min Stue og for mine Studier," sagde Præsten, idet han tog Filthatten af og strøg det glatte, mørkeblonde Hår til Side, "men - jeg har ligget i Nat og tænkt så meget - på det Sted, jeg her skulde til, og - det Liv, jeg nu skulde begynde. Og siden Klokken fire har jeg været oppe og spejdet efter Land. Der var ingen Blæst, men vi havde Strømmen imod og er først lige kommet ind. Men - Klokken er jo knap syv. Er Doktoren alt så tidlig oppe?"

"Jeg har været til en Fødsel," sagde Erik Lange, "men - har De ligget vågen i Nat, er De vel træt?"

"Ja-a," nikkede Præsten og så ud for sig med de blege Øjne bag Brillerne, "jeg nægter ikke - Mit Helbred har altid været svagt," lagde han til, undskyldende. "Men Folkene sagde mig, at der var kun Logis for Søfolk i Købmandshuset dernede, og jeg må altså til Byen, til Kroen."

Erik Lange så lidt på ham. Han var lang og bøjet, med hult Bryst og sænkede Skuldre, hans Kinder var gustne, med hede Pletter og Øjnene duggede bag Brillerne, Munden veg og rød som en Kvindes.

"Hm, Hr. Honorius - der er en lille Fjerdingvej til Byen, ad træls Bakke og Sand. Hvad mener De, om De gik med mig op til Lægeboligen? den ligger lige heroppe på Klitten, og hvilte Dem. Siden kunde vi så følges til Byen. Jeg skal alligevel derop til Barnet."

"Er Moderen død?" spurgte Honorius sagte.

"Ja - men hvor kunde De tænke det?"

Honorius svarede ikke, men nikkede som ad sine egne Tanker.

125

Erik så på ham: "Går De så med?"

"Tak, mange Tak, men -" han trykkede Hatten lidt ned med den lange, hvide Hånd, "- er det ikke for megen Ulejlighed, at jeg sådan kommer udenvidere, så tidligt om Morgenen?"

"Nej da, jeg er jo oppe, som De ser, og min Kone - ja, hun sover rigtignok, tror jeg da Hun har hjulpet mig i Nat, skal jeg sige Dem, og -"

De gik sammen ad den skærvelagte Sti ind mod Lægeboligen. Hvorfor skulde han fortælle den Fremmede dette? Det lignede ham lidet. Var han stolt af Ellen? vilde han prale med sin Hustru overfor denne enlige Mand?

De stod nu foran det lille, røde Murstenshus med de blanke, urtepottefyldte Vinduer, på den grusede Plads ovenover Trætrapperne, og så ud over Havet.

En Skare Trækfugle viftede hen derude, Mændene puslede stadig nede ved Havnen. Andet Liv var der ikke at øjne. Og hvor var både Fuglene og Menneskene bittesmå i Havet og Himlen!

"Nå, dette er så Øen," nikkede Præsten, foroverludet, med Hænderne på Ryggen; han havde sat Kufferten fra sig i Gruset, " og der er altså sex Timers Sejlads hertil."

" Der kan være mindre," smilte Lange. "Men der kan også være mere. "Anne Hendrikke" har været ti, tolv Timer om det, når også Vinden var imod. Men tænk så på gamle Dage - ja, for ikke længe siden, inden Motorerne kom, da var de en Gang, i tæt Tåge og Modstrøm, fem og halvfjersindstyve Timer under Vejs. Og i endnu ældre Tid, da Skibet gik fra København eller Gilleleje . . . Men da kom det her rigtignok også kun nogle få Gange om Året."

Honorius lyttede til, stadig med Hænderne på Ryggen.

"Men her var dog Præster den Gang," sagde han.

"De var her før Lægerne," indrømmede Lange.

"Ja, for de var Børn af det Ældste," nikkede Honorius, "men nu -"

Lange så skarpt på ham. "Ja, tror De, De selv kan finde Dem til rette her på Øen," spurgte han køligt, idet han lukkede Gangdøren op.

126

"I al Fald kun her," sagde Honorius med sin lave, sørgmodige Stemme og så sig nærsynet om i Forstuen.

"Kun her?" Lange så spørgende på ham, med Kufferten i Hånden.

"Ja, som Præst -" svarede Honorius dæmpet.

Lange nikkede. "Det forstår jeg. Jeg kan også bedst finde mig til rette som Læge her - nu - endsige da som -"

Han åbnede Døren ind til Dagligstuen, men blev forbavset stående, ti henne ved Vinduet sad Ellen med Hænderne i Skødet og så ud over Havet.

Hun bar endnu samme mørkeblå Kjole og hvide Krave som i Går, i Nat, hendes store, blonde Hår bruste løst om hendes Pande.

"Men Ellen, Barn, er du ikke gået i Seng?" han trådte et Skridt frem.

Hun så hastigt op, som vågnende, strøg sig over Brynene og smilte som efter en skøn Drøm. Hun åndede langt

"Å Erik, jeg har tænkt - jeg har blot tænkt så meget på det lille Barn, som vi - som du -"i det samme fik hun Øje på den Fremmede og blev blussende rød, som havde han grebet hende i en dyb og blufærdig Hemmelighed. Hun foldede hastigt Kjolen sammen over Skødet og rejste sig.

"Det er min Hustru og Øens nye Præst, Hr. Honorius," præsenterede Erik Lange.

"Velkommen!" Ellen rakte ham smilende Hånden.

Erik så på hende, og han syntes, at som hun stod dér i Solskinnet, høj og fyldig i sin blå Kjole, mod Vinduets Blomster og Havblå, var hun som selve denne Morgen, frisk og ung.

Hun havde siddet dér ved Vinduet de Timer med samme store Smil. Og nu skulde han formørke dets Tak og Tro.

Præsten bukkede. "Får jeg en Udsigt fra mit Vindue som denne?" han pegede.

"Ak nej, ligeså vid og ligeså øde, men evig grå og sort. De får "Ørkenen" for Deres Ruder."

"Nu, det passer vel også bedre," sagde han og krøb sammen i Skuldrene.

127

Men Erik Lange så på ham og på den store, blonde Kvinde overfor ham, der var hans Hustru, og følte det med Et, sørgmodigt og fuldt af Klage, og dog så forunderligt lykkeligt og blødt, at der var andre Mål for Menneskene end de "store", Clemens Bek talte om i Går, som han selv hidtil havde set som sine, og som Bek og gamle Jomfru Camrath havde vandret mod her på Øen - Mål, som hverken de eller Præsten dér vidste om, men som den lille, stumme Kvinde havde nået i Nat.

"Ellen," sagde han og lagde sin Hånd let over hendes, "et Par Timer efter at du var gået, døde Hanne, af en Blodstyrtning."

"Døde -" Ellen veg et Skridt, som ramt i Hjærtet af et Stød.

Erik Lange smilte sørgmodigt. "Der forefalder ikke ét Dødsfald om Året her på Øen, Hr. Honorius - og dog kan De nu strax komme i Virksomhed."

Præsten nikkede atter, som ad sine egne, vante Tanker.

Men Ellen stod bestandig med Hænderne for Brystet som mod en Forblødning. Store og blege søgte hendes Øjne Eriks - som bad de om Svar på et uløseligt Spørgsmål. -

- Præsten Honorius standsede brat, idet de dukkede ud af Svælget mellem Byens Bakke og Nordbjærg, og Ørkenen åbnede sig for dem som et Månelandskab under den høje og kolde Himmel.

Han blev stående ubevægelig, støttet til sin Stok. Så nikkede han.

"Ja, i Sandhed, dette er Ørkenen. Men," han løftede Hovedet, "ikke den hvori Røsten råber og ikke høres?"

"Nej," Lange så på ham, "når en Gang en Røst hæver sig her, da høres den vidt bort og giver længe Genlyd."

"Jeg tror det," sagde Honorius; der steg en svag Rødme i de hule Kinder. "Jeg forstår i al Fald nu," han pegede ud i Ørkenen med sin Stok, "hvad jeg vilde her."

"Så," Erik Lange rakte sin Hånd til Farvel, "tænker jeg, at Øens Folk kan være glade for, at De kom."

128

"Sig ikke det," Præsten så på ham med et hurtigt Blik, "De kender mig jo ikke."

"Nej, men jeg véd, De søgte dette Embede, for at den Skam ikke skulde times Deres Stand, at ingen gad ulejlige sig hid."

"Ikke min Stand!" Præstens Kinder brændte, og han svang Stokken bag sin Ryg, "men Gud: at han ingen Tjenere havde mer," hans Stemme sank.

Så nikkede han og gik op ad Stien langs Kirkebjærg, op mod den lave, øde Præstegård under dets Kam, med Ørkenen for sine Ruder,

"Erik," sagde Ellen, da de en Stund havde vandret tavse ind gennem Byens Gade, "jeg tror, du skal tage ham med til gamle Clemens Bek - at han kan se, Gud har endnu både Tjener og Menighed."

"Just, hvad jeg tænkte," nikkede han. "For han bliver." -

- "Vi kan hilse Dem fra Præsten," nikkede Ellen til gamle Bek.

"Hun har alt set ham," pegede Bek på Jomfru Lucie, "hun siger, han ligner Jacobus Uz, og gør han det, da er Lykken draget ind på vor Ø igen."

Jomfru Lucie så op fra sin Krog, hvor hun sad med sin Strømpe.

"Ja." sagde hun dæmpet, "det har Hr. Bek visselig Ret i." Hun så tøvende hen for sig. "Det var, som så jeg Hr. Jacobus - kun ikke Puklen." Pindene kom atter i Gang.

"Den kan vi undvære," smilte Bek, "om han ellers er Jacobus Uz lig."

"Husker du, Ellen, hvad jeg sagde?" vendte Lange sig til hende, "den Røst her vil hæve sig, bærer længe Genlyd."

"Ja, for her er den Armodens Stilhed, som kan lytte," nikkede Clemens.

"Hvordan har De haft det i Nat?" spurgte Erik Lange.

"Godt," nikkede den Gamle, "jeg lå længe vågen, for Gigten sled hårdt i mig, men jeg lå og hørte Blæsten om Huset og det gamle Urs Gang derhenne, og jeg lænkte på, hvor mange Efterårs og Forårs Blæst, jeg 129 havde hørt over denne Ø, og at nu var det jo nok den sidste - at nu var det min Tur til at flyve herfra - til mildere Egne." Han smilte. "Jeg lå og tænkte på mit hele Liv, Doktor Lange, på alt det, jeg har at takke for: at jeg, omend klein, dog altid har været så tålelig rask, i al Fald aldrig har behøvet at falde andre Mennesker til Byrde, undtagen det År, da jeg mistede min ene Lunge og var til Huse hos Doktor Ørebro. Altid har jeg jo haft Tag over Hovedet og Brød på mit Bord, har det Tag end været her på Øen og det Brød end ofte hårdt. Kun to Gange i mit Liv har jeg stået under åben Himmel og intet haft at dække eller mætte mig med. Men jeg så til Markens Liljer og Himlens Fugle, og det gik mig efter Ordene, at Herren klædte og mættede mig. Og jeg tænkte på de kærlige og fromme Mennesker, jeg har lært at kende, og som har forvisset mig om, at er end Gud fjærn, så er hans Sejr vis. Men mest af alt takkede jeg for, at han gav mig et Sind, der kunde glædes, et lykkeligt smilende Sind. Tænk, jeg, det uægte Barn af en svagt begavet, letsindig og hysterisk Fader af en ældgammel, hovmodig og fordærvet Slægt, og af en Moder, om hvem jeg knap véd . andet, end at hun var en ond og hård Mands Datter - hvor tror De vel, mit Sind kan stamme fra, om ikke fra al Glædes Kilde? I min Fødsels mørke Øjeblik dryppede Gud en Dråbe i mit Hjærte, der har fyldt mig med en ufornuftig, en uimodståelig og ubesejrlig Glæde."

Han så smilende ud af Vinduet, ud mod Stenrevenes og Højenes bløde Skyggepletter over Ørkensandets Dådyrskind. De fjærne Klitter flimrede som hvide Spind, Fyrets Tårn sejlede fjærnest ude som øens knejsende Gallionsfigur.

"Og nu sluttelig går det ind i al Glædes Rige -" hviskede han.

"Men inden De nåede så vidt, Clemens Bek, inden De kom over Deres Faders Svaghed og Deres Moders Sorg, inden De fik rystet det Åg af, som Eberhard Båden havde lagt over Deres Skuldre -"

"Ja, Herre, det er jo ikke det, at jeg ikke har kendt Kødets Sorger og Nød, Arvens Tryk og Åget, De nævnte, 130 foruden al Ungdoms selvskabte Pine: vor ublu Fordring til Livet, vort Krav på at være Kæledægger, og vor hadske Smærte, når vi falder på Jorden og slår os - den Pine, det er, igennem de lange År at skulle ribbe sig for al den Stads, vi majede os selv ud med, og som brænder os som en Nessosskjorte - til vi ligger nøgne som i vor Fødsels Øjeblik med den ene Ret: at takke Gud for vort Liv. Og da nå det efterhigede: at fyldes med Lykken, som er Gud."

"Måske De har Ret," Erik Lange så ned på sine Hænder. "Jeg husker jo, hvad De sagde i Går om de Svage, der udfører den Guds Gærning at bede, mens de Stærke strider. Men - når de da aldrig Lykken?"

"Å, tro dog ikke, jeg vil formaste mig til at udtale min Dom om Livet, jeg som har henlevet mit som en Drøm i denne mindste Afkrog af Verden! Jeg vilde jo kun sige: således var det for mig. Og - mon ikke selv den Stærkeste, om han er blevet gammel, har følt som jeg? med hvad Navn han så kaldte Gud."

"Jeg véd det ikke, Bek, jeg véd det ikke! Men fortæl os, som er unge, om den lange Vej dertil."

"Ja, Doktor Lange - ak, endnu er Vejen lang, fra Eberhards Dødsleje på Skolens Kvist til mit her i Ørkenen, lang den Gang, og dog nu, i Tanken, kun som ét Sekund."

"Men altså," han vred Puden til rette under Kinden "- nej bliv dog, kære Jomfru Lucie! - Jeg rejste mig og så mig om i den grå Morgen og syntes, det var første Gang, jeg så den. Jeg gøs og skjulte mit Ansigt ind ved Eberhards kolde Hånd og bad blot, at jeg måtte gemmes i Jorden hos ham. Livet syntes mig så tungt og så koldt som Morgenlyset selv, så fremmed og uforståeligt som de hæse Sælgerråb, der løftede sig derude - som den fjærne Tuden fra Vægterne på Blegdammene. Jeg var anderledes end det og dets Børn, jeg var ensom som Josef på Bunden af sin Brønd, og jeg vilde ikke sælges til de Fremmede - jeg forlangte kun, at Låget skulde skjule mig, at det Liv og de Røster, jeg ikke havde begæret, skulde tages fra mig, at jeg måtte sove og dø.

131

Det var nu min Ungdoms ublu Krav, ej mindre ublu end de andres. Jeg begærede Gråden og Døden, mit eget, som de deres: Latteren og Sejren.

Men Livet giver os sit. Vi skal kun tage.

Ogjeg måtte jo op, mine Knæ smærtede mod Gulvet, min Ånde frøs over Eberhards Hånd - eller var det den, der frøs mig? Mit Legeme var ikke mit, det var af den Verden, der lå i Kødet, med Behov og med Lyst, min sky og ensomme Sjæl ikke begreb.

Og jeg følte det, hvor uløseligt jeg var knyttet til det grå Lys, til de fremmede Røster derude - og hvor adskilt fjærn fra ham her hvilte - hvor f j ær n fra den eneste, jeg kendte, hvor nær alle dem, jeg aldrig havde set - hvor lang Vejen var, før jeg blev ham lig, og at den måtte gås.

Ja, først for hans Skyld, han som havde sejret over alle de fremmede Krav, uden dette ene: Gemslen.

Han, som havde sørget for mit Legeme, fra det blev til, han kunde nu ikke mere sørge for sit eget. Det måtte jeg.

Og som jeg løftede mine øjne mod den grå Rude, vidste jeg, hvor jeg skulde søge Hjælpen.

Dernede bredte sig jo den store Have, jeg i så mange Timer havde stirret ud over heroppe fra vor høje Bolig, den norske Kammerherre Erasmus Colbjørnsens Have, min Skolekammerat Adam Colbjørnsens Fader.

Jeg reiste mig og gik hen til Vinduet og så ud. Som en lilla Fløjlspude strakte Haven sig bag Skolens smudsiggule Mur under den svagt rødmende, skyfulde Morgenhimmel. Gavlen af Colbjørnsens Hus dukkede frem, grå som en Klippe.

Jeg krøb sammen ved Tanken om, at jeg skulde derned, og vidste dog, at jeg måtte det. Adam Colbj ørnsen, og så Augustinus Halm, var jo de eneste blandt Skolekammeraterne, jeg havde kendt det mindste til - udover Næver og Spot. De to havde aldrig gjort mig Fortræd, vel heller aldrig godt. Men Adam var dog Skyld i, at jeg havde kunnet udholde de fire Års Martyrium. Uden ham véd jeg ikke, hvor jeg skulde have båret det. Og dog havde han knap talt to Ord til mig om Dagen og aldrig rørt en Finger for at redde mig 132 fra Kammeraternes Mishandling. Men det behøvedes heller ikke. Han havde blot, sidste Gang de rev mine Bøger fra mig og slog mit Ansigt til Blods, trukket lidt på den smalle Mund og løftet lidt på de skrå Skuldre og sagt, med Blikket halvt til Siden: "At I gider" -

Det var nok, siden fik jeg Fred, de så på hverandre og skammede sig. Adam fandt dem drengerå - de måtte vise ham, de var voxne som han. Og jeg fik Lov til at sidde uænset i min Krog.

Jeg forstod det: jeg existerede endnu mindre end de andre i Adams Tanker, jeg som end mindre end de bar nogen Marschalstav i mit Tornyster. Og jeg vidste bedre end nogen, at han havde Ret: at jeg, "Guds Kårne", var hans ringeste Kar. Men jeg forlangte også kun det samme som de andre: at beundre ham, ja at beundre ham end dybere: Hans skarpe, rene Ansigt dér øverst oppe ved Duxepladsen, hans store, bølgende lyse Hår, hans spotske Smil, hans Silkehalstørklæde, hans hvide Hænder og fribårne Holdning og Gang. Hans Evne, som kunde alt i en Leg, hans Vilje, som stilede mod det Højeste som mod det eneste Mål, hans Foragt, der altid var velvillig som Herrens mod Slaven.

Og havde jeg Skoletimerne igennem stirret på ham, fuld af ængstelig Undren: hvor kunde Lektierne og hvor kunde Verden, d. v. s. Lærerne og Kammeraterne, ja Livet ude bag disse Mure nemmes så selvfølgeligt let? - da sad jeg Resten af Dagen, med mine Pensa i vor Vindueskarm, medens Eberhard forrettede sit Arbejde nede i Skolen eller grundede over sine Postiller, og stirrede, så ofte jeg kom til et særligt vanskeligt Sted i den latinske eller hebraiske Text, eller jeg udmattet hvilte, ned i den store, blåligt mørke eller løvgrøntbrusende Park mod det Colbjørnsen'ske Hus' grå og faste Klippegavl.

Jeg kunde, når Grenene eller Løvet skilte sig vug gende til Side, få Øje på Adam, der spadserede langsomt og rank, med tilbagebøjet Hoved og så op i Træerne og drømte, ikke ubestemte, forknytte, ujordiske Drømme som jeg, men faste, blanke Fremtidsplaner. Eller jeg kunde se ham spille Ringspil på Plænen med 133 unge, slanke Damer i højlivede, hvide Kjoler, med Bånd i Håret og nøgne Arme. At han endnu var Skoledren , skulde ingen ane. Og Aftner, når Løvet var gulnet og dryssede, så jeg de stejle Spidsbuevinduer i Husets Gavl skinnende af Lys, Kareter køre op foran Portalen, uniformerede, fjerbuskvajende Herrer og dybt dekolleterede Damer, fulgt af gallonerede Tjenere - undertiden endog Frederik den Syvende med Følge eller fremmede Regenter forsvinde derind. Og om Natten lå jeg og lyttede til Valsemusiken dernede fra, der bruste herop og overdøvede Eberhards Aftenbønner.

Ja, jeg måtte derned og bede Adam hjælpe mig. Havde han ikke, af og til, stundum, kastet et flygtigt Ord til mig - ja, havde jeg ikke midt i Timerne kunnet træffes af hans store, koldt strålende Blik, der iagttog mig på en egen besynderlig Måde, næsten - ja næsten som regnede han mig for mere lig sig selv end nogen af de andre, som et unicum, det samme i Dybet som han var i Toppen? Jeg forstod det og bluedes, men gav ham Ret og skælvede ved dette Bånd imellem os.

Og nu turde jeg vove at komme til ham, jeg vidste det, at han forstod det som jeg: han havde jo efter Examen rakt. mig Hånden dernede i Skolens Forhal som en Undskyldning for hans Overlegenhed, som et Løfte om Afbigt for den Nødvendighed, der halvt mod hans egen Vilje, havde tvunget ham til at tage Skolens Ærespræmie fra mig, Præmien for Årets bedste Studenterexamen, den jeg, efter at Eberhard havde vist mig den, havde haft for Øje hele Skoletiden, gennem alle de fire År slidt mig frem mod og været så vis på, som holdt jeg den alt i min Hånd - visselig ikke af Hovmod, men fordi jeg følte mig mer inde i Lektierne end nogen anden, jeg, som havde gennempløj et dem Dag og Nat, til jeg kunde remse dem udenad i Søvne - og fordi jeg måtte have den, om jeg skulde kunne klare mig selv i Fremtiden. Alle de andre havde også regnet denne Præmie for min og talt om den i halvt hånlige, halvt ligegyldigt-venlige Ord - efter at vi nu var blevet voxne, behandlede de mig altid på denne Vis ...

134

Men da havde pludselig Adam hørt det: at Ærespræmien med dens Stipendium tilfaldt mig, lyttet i et Ryk, set opmærksomt på mig med de blege, blå Øjne og knebet Læberne sammen.

Fra da vidste jeg, at Præmien var tabt, at min Fremtid bag Examinen stadig beroede på gamle Eberhards skælvende, forslidte Hænder.

Og godt var det, hans Tanker, da jeg kom til ham med mit Testemonium, men uden min Præmie, alt var så indhyllede i Feberen og bortvendt fra Jorden, at han ikke spurgte, og jeg ikke behøvede at svare. Hvem véd - tænkte jeg - om ikke da hans stærke Vilje for tredje Gang havde standset ham på Tærsklen til hans Hjem og tvunget ham tilbage her til dette kolde og grå Land, at leve og trælle videre?

Nu da disse Arbejdets Hænder var palmesmykkede, måtte Adam hjælpe mig. Og var det ikke også det, hans Blik mange Gange tidligere, som nu sidst nede i Forhallen, havde lovet?

Og hvem skulde vel også hjælpe, om ikke han?

Augustinus Halm, Fattighusdrengen, uægte Barn som jeg, en Skare københavnske Præsters asketisk holdte Protegé?

Jeg behøvede blot at tænke på ham, for at gyse for hans våde, gule Hænder, for hans blakkede, betændte Blik, for hans klamme, klæbende Nærhed! Af samme Kår som jeg, havde han været forfulgt og mishandlet som jeg, men lidt efter lidt ved sin enestående Evne for Regning vundet Lærerne, og ved sin Ydmyghed, sin Slesken, sine mangfoldige, smudsige Tjenester Kammeraterne og listet sig helt ind mod deres Hæle. Men dog bestandig holdt et skævt Sideblik tilbage til mig som til den egentlig Jævnbyrdige . . .

Men nej, kun Herren kan hjælpe sin Tjener, kun Spiret véd om al den Tynge, der hviler på Stenen nederst nede. Hvor vidt Augustinus end var forud for mig, han var dog for nær.

Og så stod jeg da som en Søvngænger foran den høje, mørkegrå Port med det norske Våben i Muren og mindedes alle denne Jords Mægtige, der havde 135 passeret igennem den, og glemte Eberhards Dom over dem og vovede knap at trække i Smedejærnsringen.

Og som i en Tåge så jeg den grå Tjener med Sølvsnorene stirre på mig, så mig selv vandre efter hans hvide, stramme Strømper op ad Granittrapperne, ind gennem de tildækkede, lagenhvide Sale, og endelig stå foran Adam, der forbavset rejste sig fra sin Egetræsstol ved det kæmpestore Skrivebord.

Jeg brast i Gråd, omsider forløst, og fremstammede, med Hovedet mod Bordet som mod en Trones Trin, min Bøn: at Eberhard var død, om han vilde hjælpe . . .

Jeg mærkede Tavshed om mig og så op.

Dér sad Adam og legede med en blank Papirkniv, spiddede den i Bordpladen og spillede atter med den i sin slanke Hånd. Han smilte let, så let, at jeg i samme Nu var ude af Tågen og inde i Livet.

Jeg havde aldrig talt til Eberhard om min Beundring og Kærlighed til Adam og den Colb j ørnsen 'ske Have; jeg vidste, han da vilde lægge sin Hånd om min Nakke og dreje mit Hoved den anden Vej, den Vej hvor Korset stod. Og jeg vidste det nu, hvor han havde Ret: at jeg aldrig måtte vende mit Hoved ad denne Kant. Men - o Gud - han selv var død, og ene Korset stod igen! Og Adam Colbjørnsens Øjne var blå som Himlen, den åbne Himmel, jeg havde svimlet under som Barn ...

"Hm, ja så, Clemens," sagde han - Lærerne og Kammeraterne havde altid kaldt mig ved dette Navn - "hvor sørgeligt for dig, at din Fader er død -"

Jeg lukkede Øjnene, svimmel påny under Himlens høje Uvidenhed: "Din Fader" - han vilde intet vide om min Fødsels fattige Skam - "for dig" - - Først mange År efter, hos en svensk Tænker iblandt Jacobus Uz's Bøger, fandt jeg de Ord, jeg nu bøjede mig under: "Din sorg år din, och du bor båra henne."

Bøjede mig? ak nej, faldt - faldt i Knæ, så jeg så ikke Himlen mer, men kun den lukkede Jord, der ikke vilde tage mod mig.

"Jeg skal bede Fader lade en af Tjenerne sørge for Begravelsen, at du ikke også skal have de Bekymringer 136 i din Sorg - og ja - du må vel flytte fra Lejligheden deroppe. Hvor agter du at tage hen?"

"Jeg véd det ikke -" stammede jeg.

Hvorhen? her i København? De kunde lige så gærne spurgt mig, hvor i Verden jeg vilde bo. Jeg kendte den ligeså godt.

"Hm nå - ja, Conradsen skal komme og hjælpe dig, jeg skal bede Fader om det. Jeg kondolerer."

Han rakte mig sin hvide Hånd i Krusemansjetten, trak i den lille Sølvring ved Døren, og Tjeneren stod der. -

Lidt efter lå jeg atter på Knæ ved Eberhards Lig på Kvistkammeret. Jeg så mig omkring, huskede Salen, Adam sad i, gemte mit Ansigt ved den kolde Hånd og bad den vende mig did, hvor Korset stod, hvor jeg hørte hjemme.

Jeg knugede mig sammen mod hans Båre, hvorom Oktoberdagens Skumring alt dalede.

Jeg vidste det kun altfor godt, jeg havde vidst det længe: jeg var ikke den Eberhard troede, og derfor kunde jeg ikke blive den, han vilde. Visselig, jeg kunde ikke rokke én Søjle i denne Verdens Tempel; jeg var som hin Mursten i Jung Stillings Salme, så ringe, at Herren end ikke kunde bruge den i den nye Bygning. Jeg var skabt til Skjulet, ikke til Lyset.

Men i Et havde Eberhard haft Ret: til Korset var jeg skabt, ene til det; ene det kunde jeg bære, ingen, ingen anden Byrde! Men rejse det, plante det dér, hvor nu Verdens Børs og Kirke stod, det kunde jeg end mindre end alt andet. En af de tusinde var jeg, der bærer det frem igennem Tiderne, at en Gang den rette, den vældige Hånd skal gribe det og plante det på Verdens og Kirkens Grav.

Og jeg bad til Gengæld Herren dække mig med dets Skygge og skjule mig i dets Nat . . .

Da bankede det brat på Døren, og ind trådte den grå Tjener, fulgt af en Bedemand.

Jeg rejste mig forvirret, ulykkelig over at være Vært, at skulle tage imod i dette Rum, der nu var mit.

Men jeg havde ikke behøvet at frygte. De lod, som om jeg ikke var til.

137

Bedemanden synede Liget, skrev op i sin Bog, rømmede sig og trak Hagen til rette i det høje Halsbind. Tjeneren satte sig på Stolen, den hårde, røde Træstol, Eberhard havde siddet på de syvogtyve Udlændighedens År, og så sig svagt fløjtende om i Stuen. Bedemanden gjorde sig færdig og vendte sig mod Conradsen:

"Så er der vel ikke mer?" sagde han og stak Blyanten ned i Tegnebogen. "I Aften kommer der en Ligkone og klæder Liget," sagde han og pegede med Spidsen af en blyfarvet Negl på den Døde. "Begravelsen vil finde Sted førstkommende Onsdag fra Assistensen."

"Ja men bi lidt, Kammerherren pålagde os jo at melde Dødsfaldet til Skiftekommissariet, om her ikke skulde findes nogen Bestemmelse efter den Døde, noget - Testa-men-te, om jeg så må sige", citerede Tjeneren med runde Armbevægelser og opspilede Øjne, "Jochumsen, det haver vi forglemt! Hvad om vi påtog os Eftersynet selv? Tror De, vi kunde overkomme det?"

Bedemanden fniste diskret bag den venstre Hanskes sorte, klamme Fingre.

"Nu: "Søger, så skulle I finde!" siger et ældre Sprichwort som vel må anses for tilforladeligt. Ergo: i Gang, Jochumsen! For De, Hr. Arving, skulde vel intet vide?" han fæstede sine runde, fremstående Øjne på mig.

Jeg rystede på Hovedet og krøb endnu længere ned i min Krog.

"Ih nej, men tror jeg ikke, her ligger en Studenterhue!" udbrød Bedemanden pludselig og holdt min i Vejret, der krøllet og tårevåd og glemt var faldet ned bag Liget, "hvem er Student her, om jeg må spørge?"

"Ih det er jo den unge Herre, Hr. Arvingen," pegede Tjeneren.

"Er - er De Student!" udbrød Bedemanden og stirrede.

Jeg svarede ikke og lukkede kun Øjnene. Kunde nogen undre sig mere end jeg over, at den hvide Hue var min?

Men pludselig hørte jeg et Udbrud og så forskrækket op. Jeg så lige i Skumringen derhenne, hvor Tællelyset brændte svagt, Conradsen og Jochumsen ligge 138 på Knæ overfor hinanden og stirre stift på hinanden, Jochumsen med en lang Rulle i Hånden, som en Strømpe. Et Glimt som af runde, blanke Guldmønter - - så pustedes Lyset ud, og henne i Mørket ravede de sammenkrøbne Skikkelser om ...

En hæs Mumlen begyndte.

Jeg rejste mig. Hvad var dog det, jeg havde set? Guld her - hos os - i Eberhards Seng?

Jeg mindedes pludselig hin Aftens Banken på vor Dør, Halvtreds-Dalersedlen på vort Gulv, Eberhards Ord: "Jeg tager den Plads, den kan vel ernære både dig og mig. Skolens Betaling må i Guds Navn gå af din Faders Penge, men Resten skal gemmes til dig, til jeg er død, ikke hensættes i syndige Renter, men i sikkert Forvar, at du kan have dine Vaaben mod ham og hans." Og hans Forsikring siden hen, som også på hans Sygdoms første Dag: "Frygt ikke det jordiske. Om du iler, og du nøjes, er du betrygget, til du bliver Kandidat. Men husk da: hvil ikke før hver Hvid af det urette Mammon er betalt tilbage.

Men jeg hørte det f jærnt, utydeligt og" utroligt. Hvad vidste jeg om Penge? Jeg havde aldrig ejet én Skilling i min Lomme.

De hviskede og mumlede stadig derhenne, det lød næsten, som de skændtes, og jeg lyttede atter.

Men da så Lyset igen pludselig blev tændt - jeg så Eberhards store Skygge tegne sig i sin dybe Hvile mod Muren - og Conradsen stod foran mig med en halvtoprullet Strømpe, hvis anden Halvdel fyldtes af Penge, af runde Guldmønter - da glemte jeg alt andet i dette ene: at disse Penge var mine, at Eberhard endnu sørgede for mig, at som hans tunge Hånd holdt min Nakke bøjet under Åget, mættede den endnu stedse min Mund - at alt skulde blive uforandret!

I en uendelig Tryghed - ak, ikke for Føde og Klæder, hvad vidste jeg om dem! - men for det vante Skjul, sank. jeg sammen over Strømpen på mine Knæ. Jeg hørte de andre snakke og le, febrilsk høflige og travle, opmuntre mig, slå mig på Skuldren og hastigt forsvinde ud af Døren med et sky Blik hen til Muren, hvor Eberhards store Skygge sov i sin dybe Ro.

139

Og jeg blev siddende med Strømpen i mit Skød, med sænket Hoved og faldt i Søvn. -

- Den Onsdag, de andre havde bestemt, en Dag i sørgelig Regn, gik jeg ene bagefter min Plejefaders Kiste, i min lejede Sørgekappe til fire Mark, igennem de våde og mennesketomme Gader ud mod Kirkegården.

Adam havde først lovet at følge med, men sendt Afbud i sidste Øjeblik. En Søn af en af hans Faders Venner og Standsfæller skulde begraves på denne Dag.

Men ved et Gadehjørne sluttede Augustinus sig til mig. Jeg véd ikke, hvorfra han kom. Han dukkede op af Mørket og var der, også i sin Sørgekappe. Han trykkede min Hånd i sin klamme, kolde, så jeg gøs, og så sig om. Jeg syntes: som frygtede han, nogen skulde se ham efter denne ensomme og fattige Kiste, som vaklede af Sted dér foran i Regnen.

Men inde på Kirkegården, just som vi drejede om ad Sidevejen for at nå de Fattiges Jord, brød Musik ud over os, så brat og voldsom, at jeg i min Sorg og min Forvirring, mellem de regnvåde Stammer og blanke Kors, et Øjeblik troede at høre de hinsidige Basuner hilse Eberhard velkommen.

Fakkelild brast frem i rygende, svovlrøde Luer, og et talløst Ligfølge skred forbi os igennem den høstsusende, regntågede Allé.

Augustinus var forsvunden så pludselig, som han var kommen, som var han sunket i den våde Jord, og jeg stod ene i Hornenes Brag og Faklernes Os og stirrede med svimle Øjne på de sorte Heste, der skred mig forbi i fodside Skrud, på Vognens sølvglitrende Himmel og bølgende Drapperier, på Kistens Sølvhjørner, hvor Engle blæste i stumme Trompeter, på den gamle Herre med Fjerbusken og Regnkappen over Uniformen dér forrest, og alle de andre, der, Fod for Fod, fulgte efter, med trekantede Hatte, Epauletter og lange Sørgekapper.

Som en sort Storm suste Alléen over os, en Storm, der blæste de tvende Døde, det levende Følge, ja Dagen og Året, Alverden i Graven.

Da så jeg pludselig Adams Ansigt og forstod, hvorfor Augustinus var løbet. Og som det stirrede dér lige ind i Regnen og Mørket, syntes det mig en Guds, Livets 140 Gud, der skred roligt frem i denne Nat, et hvidt og evigt Marmorhoved, hævet over Død og Fattiggrav og høstlig Regn.

Da Følget var draget forbi, nåede vi over den nu dobbelt opæltede Vej til de Fattiges magre Jordbede med de pjuskede Grave, de vanddryppende Glasperlekranse.

Vi stod dér og frøs i Regnen og ventede på, at den store Begravelse skulde blive omme. Præsten skulde jo også præke for os. Men det fornemme Ligtog var blevet forsinket, og han skulde nok tale længe derhenne.

Gennem Regnpisket og Suset i de vældige Pyramidepopler hørte vi fjærntfra hans Røst herned; så slukkedes den igen som Skæret af de røde Fakler, der havde flagret hen over os, og vi stod ene i Mørket, med vore ruskende Ligkapper og Klædet, der fløj over Eberhards Kiste

Ligbærerne blev utålmodige og skelede knurrende til mig. Men jeg så kun det flyvende Klæde over Kisten.

Jeg syntes, det var det sidste af Eberhards jordiske Væsen, der higede utålmodigt mod at ile fra denne Jords Kulde og Nat, men ikke kunde slippe, før dens Repræsentant, Præsten derhenne, havde sagt det forløsende Ord.

Så kom han da omsider, kæmpende sig frem i Blæsten mellem de svajende Tujaer, i sin sjaskvåde Præstekjole, snappede Skovlen og entrede den glidende Lerdynge.

Det gav et Ryk i mig. Jeg genkendte ham, Gotthardsen, Præsten fra Kammeret i Pistolstræde, og hørte i Forfærdelse alle Eberhards Ord til ham. Jeg strakte Hænderne afværgende ud, men han remsede løs på sin Formular, lod Lerklatterne dratte dumpt på Kisten og tog op i Kjolen for at stige ned.

Jeg lukkede Øjnene og forstod det: Præsten skulde kaste Jord over Eberhard - Præsten, som levede og sejrede.

Han så flygtigt, intetanende, på mig, nikkede kort og skridtede ud, så hurtigt han kunde, ind gennem Alléen og bort i Regntågen

"Han skal med til Middagen," hørte jeg en af Karlene sige. -

141

Men først en Uge efter erfoer jeg, af en Avislap, at i den Sarkofag, der under så tunge Fløjistæpper kryssede Eberhards fattige Fyrreskrin med det utålmodigt flagrende Klæde, gemtes min Fader.

Han var død samme Nat som Eberhard, og de jordedes i samme Time og af samme Præst, i de Riges og de Fattiges Jord. -

- Nogle Dage senere stod Adam og Augustinus i min Dør Augustinus må have vejret, at Adam havde sørget for Begravelsen, og derfor fortrudt sin Flugt. Hvorfor Adam kom, véd jeg ikke. Men han huskede sagtens stadig hin Præmie, han havde taget fra min Nød, fordi hans Ære bød ham det. Samme Ære krævede vel nu, at han hjalp den Svage. Og han var fuld af gavmild Glæde over omsider at være trådt ud af den Barnealder, hvori han længst ikke hørte hjemme, ind i de Voxnes Rækker, hvor han førte sig med så vant en Anstand.

De kom og vilde have mig med hen i "Studenterforeningen" i Boldhusgade. Nu måtte vi jo lære den at kende, sagde de.

Jeg sad på Eberhards gamle Rejsekiste med Korset og Blodkransen, endnu en Gang med "Hjærtebogen" i Hånden og så på dem, som de stod dér - Augustinus med de spejdende, rødkantede Øjne, det lurende Smil om de tynde Læber, med de blankslidte Klæder sirligt børstede og stoppede, årvågen og på Spring - og Adam, rank i sin snævre Frakke med den høje Krave og Kalvekrysset med Diamantnålen, med det lysende Ansigt i det lokkede Hår. Jeg så, at hans jomfruspinkle Træk havde fået mere Fylde, ja, at hans runde Hage alt skød sig i en svag Dobbeltfold over det hvide Halsbind. Jeg så dem, de to Sejrherrer i det kommende Liv - Forretningsmanden, der beherskede Pengenes Veje og Mål - og Andens og Sjælenes Behersker.

Jeg hørte dem sige, at nu måtte vi lære " Studenterforeningen" at kende, og spurgte mig selv med Bedemand Jochumsens Spørgsmål: "Er du Student?"

Og hvor lød det Spørgsmål mig ikke i Møde oppe i Boldhusgade mellem de leende og snakkende unge 142 Mænd, der drev rundt i de lave, tilrøgede Stuer med Piben i Munden og Glasset i Hånden!

Jeg stod dér mellem Adam og Augustinus og lyttede fortumlet til de ivrige Stemmer, til den frimodige Latter; så unge Hænder gribe hinanden i hjærteligt Tryk eller gestikulere forbitret og truende ad hinanden; så Øjne lyse af Harme, af Begejstring eller blot af ungdommelig Glæde. Jeg hørte det overalt: "Nu er vi blevet Studenter! Nu er Livet vort!"

Ak, hvad vilde det sige? Jeg ønskede jo kun, jeg var Barn igen og sad vel forvaret bag Ruden i Pistolstræde og fornam Eberhards Hånd på min Skulder. Intet var mit - endsige Livet!

Adam og Augustinus kom hurtigt bort fra mig, ind i Vrimlen, hvor Adams skønne, løftede Herskerhoved og høje, kolde Stemme snart samlede al den forvirrede Opmærksomhed om sig, mens Augustinus med sit ydmyge Smil høfligt veg til Side for alle og hist og her stjal sig til en Præsentation, et Håndtryk.

Jeg véd ikke selv, hvorledes jeg kom ind i Krogen ved Vinduet ud mod Admiralgade, blot at jeg stod dér og ønskede mig langt bort herfra. Jeg, som aldrig kunde "lære "Studenterforeningen" at kende , . ."

Hvad vidste jeg om "Helstatspartiet", om Bluhme og Ørsted, om de "Nation al-Liberale", om "Dagbladet", Bille og Hall? om "Bondevennernes Selskab", om Tscherning og Balthasar Christensen, om Rigsretten i Februar, dens Retfærdighed eller Uretfærdighed?

Hvad vidste jeg om Høedt og Fru Heiberg, om Goldschmidt, om Høyen og Skovgård? om de nordiske Studentermøder og Grundtvigs Højskole på Marielyst? om Grundlovsfesterne på Eremitagesletten, om Casinomøderne, Folketoget og "Frihedens Morgen" i 1849?

Ja, hvad vidste jeg om Koleraen og Krigen?

Jeg havde i hine trende solglødende og himmelblå Måneder under den store Pest's Tordensky siddet end strængere end ellers indelukket på Skolens Kvist, åndet en Lugt af Amoniakvand og Kalmusrod, hørt Møbelvogne rumle, tunge af Kister og set et Glimt af Baraklejren på Glaciser e og på Østre Fælled - mens Eberhard, i Skoleferien, næsten altid var ude i Byen, i 143 "Lille København", i Almindeligt Hospital, i Adelgade og Borgergade, overalt hvor Rædslen var størst og Hjælpen mindst Sent på Natten, når han kom hjem, faldt han i en dødlignende Søvn af Udmattelse, ja glemte til Tider endog sin Aftenbøn. Deraf forstod jeg, hvor stor Gruen var derude i den solbeskinnede, hedeog røgånden de By. Ti som sagt, jeg selv fik kun sjældent Lov at slippe udenfor Skolegårdens Mur, og kun gennem de Ord, der undslap Eberhard i Drømme, blev jeg vidende om den Mare, der red ham og Byen, ja, hele det midsommerligt blomstrende Land derude bag Gravenes duftende Kirsebærtræer og Linde og Voldenes viftende Møller. Udelagtig som jeg altid havde været -i Livet, var jeg det nu i Døden. Jeg skimtede bægge, men vagt, som gennem en Rude, der sløredes af min egen ensomme, længselsfulde og sky Ånde.

Og Krigen?

Da var vi jo endnu i Pistolstræde - i Hovedstadens Hjærte, udelukket fra alt. Vi havde hørt Trommer og Hurraråb, Soldaternes Bortdragen og Indtog, men det kom os ikke ved. Eberhard kendte ikke til det, han agtede jo al denne Verden for "Adiafora", ja for skadelig, især da Fyrsternes Strid og Folkenes Skrig på panem et circenses. Han var jo tilmed en Fremmed i dette Land, under hvis Klima og verdslige Folkesind han led.

De stakkels Kvinder derimod havde stået i tæt Hob ved Vinduerne og lyttet og spejdet ud efter Fanfarerne og Jublen, og skønt Madam Gundlachsen klagede over, at Kunderne mindskede under den store Begejstring og store Udskrivning af ungt Mandskab, og Husets Ejer, den rige Etatsråd, som Aviserne i de Dage roste for hans patriotiske Gavmildhed, gnavede mod hende og beskyldte hende for at stikke Penge til Side, var de dog hede og røde af Deltagelse, rørte til Tårer over vore Sejre, over Bov og Fredericia, svømmende i Gråd ved Budskabet om "Christian den Ottendes" Brand i Eckernförde Fjord. Mange af dem havde vel en Broder, der, omend han forlængst havde forskudt dem, dog stadig var deres Stolthed, eller den, som var den eneste hemmelige Ven blandt alle "Vennerne", med 144 derude og gruede for at læse hans Navn på Opslagstavlen ved Kvæsthusbroen - ja, de drømte om at pille Charpi, men vidste jo, de vilde blive afviste.

Om Søndagene, ved Andagtsstunderne, måtte Eberhards strenge Øjne og hårde Røst dæmpe deres Uro ned, og jeg tror, at de under hans brændende Bønner for det himmelske Fædreland, med bøjede Hoveder og våde Øjne bad for det jordiske. Deres Uro skælvede igennem mig, og jeg spejdede spørgende fra deres blussende Ansigter til Eberhards kolde og himmelvendte. Og i gammelklog, smærtelig Viden forstod jeg, at jeg altid skulde sidde ene bag Murene, når Fanfarerne gik. Derhen, hvor selv disse Kvinders Hjærter kunde komme som delagtige, skulde mit aldrig nå. Festerne siden i Ridehuset og Rosenborg Have, hvad forstod jeg af deres Jubel?

Og som den Gang fra Bordet dér lyttede jeg nu til alle disse unge Stemmers Iver. Intet kendte jeg til alt det, de råbte om og læste op af Aviserne, intet til Krimkrigen, intet til Menschikov og Florence Nightingale. Kun ét Navn nåede mig kendt, et Navn der udtaltes af en ung Theologs Stemme, som dirrede af Harme eller Frygt: Søren Åby Kierkegård.

Jeg så med Et for mig en forunderlig Skikkelse, Eberhard havde vist mig en Dag på en af vore korte, hastige næsten løbende Aftenture gennem Gaderne, hvor han aldrig slap mig af sin Hånd og ellers aldrig gav mig Lov til at se på noget - en slank, ja mager Skikkelse i Skødefrakke med bred Krave, med Hatten lidt på skrå på Hovedet, med Stokken op under Armen og Benklædet stumpende over Støvlen.

Jeg hørte Eberhards Stemme, - så vidt forskelligt fra den, der nu nævnede Navnet - bævende og blød, som ellers kun når han talte om Schwarzwald eller de hellige Mænd, hviske:

"Se ham dér! Det er dette Lands eneste sanddru Mand!"

Og jeg hørte ham endnu overdøves af en Gadedrengs skingrende Pift:

"Hæ - En ten-Eller! dér går Enten-Eller! du har 145 glemt at hale dit Buxeben op! Hvordan går det med Kæresten?"

Og jeg så, hvad jeg aldrig før havde set, Eberhard blotte sit Hoved og bøje sig dybt, idet den magre Herre haltede forbi.

Et Par store og forunderligt tindrende Øjne stirrede, truende, tvivlende - og han var borte.

Og jeg huskede fra Eberhards sidste År de tynde Hæfter, han havde grebet om med Hænder, der rystede af Andagt og Tak: "Hvad Christus dømmer om officiel Christendom", og de øvrige "Øjeblikke".

Og dette eneste Navn, jeg kendte, hørte jeg nu bespottet, endda jeg forstod, den store Farlige nu var død, kun få Dage efter Eberhard. Også Grundtvig, hvis: "Hvi er Herrens Ord forsvundet fra hans Hus?" jeg huskede fra Eberhards Bord, hånede den unge Teolog, vrængende ad ham og "Vorherres lille Flok".

O, jeg kunde vel lære disse Navne og disse Begivenheder at kende, vel og, føle den Begejstring eller den Vrede i mig, som de unge Mænd rummede - fornam jeg ikke mit Hjærte længselsfuldt og hungrende, begærede jeg ikke at svimle bort i Ild og Rus, at give mig hen i Kærlighed? Men jeg vidste det: deres Had vilde blive min Kærlighed, deres Foragt min Beundring; som Fjende måtte jeg stå iblandt dem. Og hvor turde jeg det?

Og desuden, om alt andet blev overvundet, om alt andet blev lært - aldrig blev deres Latter lært, ti aldrig blev Korset overvundet. Aldrig vilde jeg kunne le så glemsomt som de - jeg måtte jo mindes min Moder på Færgelejets Trappe, jeg måtte mindes Christine og de hvide Piger, Eberhards Offer og Længsel og Død - og Korset, Korset - -

Aldrig vilde jeg kunne bevæge mig som de, muntert og frit - mine Øjne var svage af Mørke, mine Ben krumme af Stillesidden. Jeg vilde svimle, som under den åbne Himmel hin Gang.

Pludselig rørte Augustinus ved mig. Jeg så op i hans fregnede, rødhårede Ansigt og tænkte: "Men han, er han ikke som du, uægte, fattig og grim?" Men jeg huskede, hvor listigt han havde smøget sig ind mellem 146 de andre, at de havde givet ham Hånden og talt til ham, omend de hurtigt havde vendt sig fra ham for at lytte til Adams Røst. Jeg huskede hans Handelstalent, hvorledes han alt i Skoletiden erhvervede sig små Summer ved Byttehandel og små Tjenester - ja Tjenester overfor de ældre, jeg ikke vil nævne. Jeg huskede, at han havde sneget sig hen til mig bag Eberhards Kiste, fordi han havde fået Nys om hin Strømpe med Guldmønterne, og at han flygtede, da det fornemme Ligfølges mange Fakler faldt over Adams Ansigt. Jeg så jo hans indsmigrende og beskyttende Blik på mig og erfoer, hvorfor han nu søgte mig.

"Du, Clemens, ser du ikke, de samler ind til vor ny Bygning? den skal ligge ved Holmens Kanal, og Herholdt skal bygge den, og Constantin Hansen skal udsmykke den. Du véd ikke, hvor den bliver fin. Du kunde vel ikke låne mig lidt Penge? man vil jo nødig stå tomhændet. Og så vil de hen til Konditor Pleisch og Gianelli - går du ikke med?"

Jeg så mig forundret om og gav ham, hvad han vilde. Og gav selv min Skærv til Bygningen og listede bort, ned ad Trappen og hjem til mig selv. Jeg vidste, jeg kom der aldrig mere. -

Næste Dag indfandt Augustinus sig og tilbød at gå med ud og finde mig et andet Værelse, et billigt Logis. Han havde flere Avertissementer, klippet ud af "Københavns Posten" og "Flyve Posten".

Jeg forstod ikke, hvorfor han hjalp mig. Han gjorde det på så underlig en Vis. Når vi nåede et af de Husnumre, han havde opskrevet, lod han mig blive stående nedenfor og løb selv op; lidt efter kom han så ned og erklærede ærgerlig, at det duede ikke. Jeg lod ham om det - hvad kendte jeg til København, til Værter og Værelser? Og jeg blev mer og mer fuld af undrende Tak imod ham, jeg kunde have grædt af Glæde over hans Venlighed, over at et Menneske tog sig af mig.

Ja selv, da han endelig en Gang hentede mig op, og jeg gennem et skiddent og stinkende Køkken med nedfaldende Loft blev ført ind i et sort og nøgent Kammer, kun med en uredt Seng, en Bordklap ved den skurvede Vindueskarm, en Stol og en rusten Kakkelovn 147 med hængende Låge, og han ivrigt anbefalede mig det: det var det bedste og billigste, han havde set - ja, selv da jeg fangede det Øjenblink, han vexlede med Værtinden, en uformelig, fedtskinnende Kone med opknappet Bomuldsbluse og tjavset Hår, med opsvulmet, rød Næse og Slæbere på Benene - selv da var jeg fuld af Tak, fordi jeg havde vundet mig en Ven, og sønderknust af Anger over, hvad ondt jeg havde tænkt om ham, så sønderknust, at jeg, da Madammen havde slæbt sine Tøfler af Sted efter sig over Køkkengulvet, og vi var blevet ene, med Tårer i Øjnene stammende bekendte min Mistanke til ham på Eberhards Begravelsesdag og i "Studenterforeningen" og tiggede om hans Tilgivelse.

Jeg så en opskræmt Opmærksomhed, en hånende Triumf jage over hans Ansigt og slukkes i et sødligt Smil - jeg så det og forstod det ikke, turde ikke forstå det, at jeg ikke atter skulde fejle . . .

Og så sad jeg da ene dér ved den fedtplettede og overklattede Vinduesklap - jeg fik siden at vide, at her havde boet en fordrukken Gadevisedigter og Afskriver, som nu var endt ude på Ladegården, og at Madammen havde været hans Kæreste - og så ud af den revnede Rude mod de fugtplettede Retiradedøre og de overfyldte Skarnkasser, der under den lodrette, salpeterskjoldede Brandmur stod lige ind mod mit Vindue, så tæt, at jeg kunde nå dem med min Hånd.

Jeg undrede mig svagt over, at det kunde være så dyrt, at få et sådant Skjul i denne store By, og tog mine Penge frem og talte dem.

Og jeg så, at når dette Værelse skulde betales, og Bøgerne til mit Studium købes, vilde der ikke være Penge til mere end højest to Måneder. Så meget mente jeg dog at kunne regne ud.

Og Eberhard havde sagt hin Gang, at der var nok til mit hele Studium, om jeg vilde ile og nøjes . . .

Jeg mindedes svagt de tre fyldte Strømper, jeg havde set i Hænderne på Bedemanden og Tjeneren Conradsen, da de slukkede Lyset og hviskede sammen - og at de kun havde rakt mig én, som var halvfyldt, da Lyset atter blev tændt. Jeg troede at vide, at Eberhard hver 148 Månedsdag hentede Penge fra min Fader . . . Men nej, jeg forjog de Tanker, at jeg ikke skulde synde påny. Kendte Eberhard mon mere til, hvad Logis og Værelse kostede, end jeg?

Jeg så på Rotterne, der sortvåde og langhalede entrede op over Skarnkassernes Rand og plumpede ned i Brostenenes brune og olieblånende Spildevand. Jeg lagde Hovedet ned mod Bordpladen, om jeg højt oppe kunde øjne blot den mindste Smule Himmel, men stødte mod Mure til mit Vindues Rand,

Jeg huskede på Vinteren, der skulde komme, så atter på mine Penge og fornam for første Gang med standsende Åndedræt, at jeg var ung og havde Håb - om hvad? O, om intet mindre end Livet!

Og jeg gemte Ansigtet i mine Hænder, af Angst for det og af Angst for at miste det. O, hvorfor var jeg ung, hvorfor var jeg ikke gammel som Eberhard og kunde slippe det?

Jeg foer op ved en gylpende, skvulpende Latter og en hvislende Fnisen.

Hvem lo? Lo man også her?

Jeg så mod Døren, og jeg syntes, jeg skulde kende Værtindens og Augustinus' Latter.

Men hvorfor skulde de le, og hvad skulde de le ad sammen? -

- Et Par Dage efter sad jeg atter ved min Klap med en Dynge Bøger foran mig, de filosofiske og teologiske Bøger, jeg havde fået opskrevet oppe på Universitetet,

Jeg så forvirret på dem - på Novum testamentum graece, på den hebraiske Grammatik og Pentateuchen, på Clausens: "Hermeneutik" og "Vejledning" til at fuldende Studiet i tre Ar, på de forskellige Clavis og Münters "Dogmehistorie" og Gieselers "Kirchengeschichte".

Jeg følte mig ikke mindre vildsom imellem disse Værker end mellem Studenterne oppe på Universitetet, hvor de vel ikke favnedes eller stredes om ukendte Ting - undtagen da når stakkels, gamle Sibbern stod på Katedret, og jeg måtte se Skolescenerne med Småkjær gentages med et af Danmarks frodigste Hjærter - men hvor de med rynkede Pander og ivrige Penne 149 skrev ned Forklaringer og Vejledninger, jeg ikke begreb, og som syntes mig så fjærne, som kunde de aldrig komme mig og mit ved. Var dette Begyndelsen til den Gærning, der var Guds Tjeneste? Hvad kom denne Dogmatik, denne Grammatik og Ledetråd Gud ved? Endsige denne Hegel'ske "Tro og Viden" contra denne Rasmus Nielsen'ske "Tro contra Viden"?

Kun Bengels: "Gnomon novi testamenti" kendte jeg. Det Navn havde jo været blandt de hellige i Eberhards Mund.

Eberhard havde sagt, at det Studium skulde skænke mig Våben lig med mine Modstandere.

Ak, hvad kendte jeg til Våben, og hvad havde jeg Våben behov? Og lig dem? Det blev jeg aldrig.

Ak, var jeg dog - - Hvilket? hvad? - og hvorhen? Jeg vidste det ikke . . .

Da bankede det i det samme. Jeg så op.

Værtindens laskede, brændevinsblussende Ansigt viste sig i Døren, men helt blåligt som i stor Forskrækkelse og Undren, og bag ved hende en glatbarberet Herre med små Skægkotelleter, Briller, høj Hat og Kappe med mange Slag. Han trådte hurtigt ind og lukkede Døren bag sig.

"Student Benedict Clemens Bek?" spurgte han og trak Bomuldshandsken af højre Hånd.

Jeg rejste mig, bukkede forvirret og stillede mig foran Vinduet - jeg tror i Håb om at skjule Retiradedørene og Skarnkasserne. Men jeg så snart, at intet undgik de rappe, brune Øjne under Brillerne.

"Km, meget vel - Prokurator Zacharias Zippel -" han vendte sig brat, lukkede Døren op og tørnede mod Værtindens Pande. "Ah, forlad Madam!" smilte han beskt, knirkede i sine blanktpolerede Kvastestavler efter hendes flygtende Slæbere tværsover Køkkengulvet og drejede Nøglen i Lås derhenne, trådte atter ind, satte sig uforstyrret på Stolen, stillede Hatten fra sig på sit Knæ, efter at have kastet et granskende Blik på Bordklappen, halede nogle Papirer op af den, rømmede sig, lagde Hagen til rette i Halsbindet og begyndte:

"Min høje Patron, Hr. Greve Ernst -" og han nævnte det Navn, som jeg vil tage med mig i min 150 Kiste, "har beordret mig hid til Dem, Hr. Studiosus. Som De vil have erfaret, er hans Excellenses eneste Søn, Barn og Arving, Grev Hermann, afgået ved Døden den tiende hujus, men da det vides, at den salig Afdøde nærede stor - hm - Bevågenhed for Dem, min Herre, og tilmed har efterladt sig en skriftlig Udtalelse om, at han ønskede sin Velgærning mod Dem fortsat efter sin salige Afgang, så tænker hans Excellense at efterkomme denne den kære Afdødes Begæring, omend samme er affattet uden nogen juridisk Bistand, og som Følge af den kære Afdødes ganske Temperament og vel også store Svagelighed, i særdeles vage og - lidet forretningsmæssige Vendinger. Men, som alt bemærket, hans Excellense ønsker at fuldføre den - nota bene: under visse Omstændigheder. For at høre disse Omstændigheder anmodes nu De, Studiosus B. C. Bek, om at indfinde Dem i hans Excellenses velbekendte Palæ i Bredgade, skrås for Marmorkirkens Ruin, førstkommende Fredag, som er i Morgen, hm."

Hr. Zacharias Zippel rejste sig, stak Dokumenterne i Lommen, knappede forsigtigt de store Hornknapper, strøg sin høje Hat rundt om dens svajede Skygge, satte den på og anbefalede sig med et umærkeligt Buk, forberedt på alt overfor denne sin Patrons Klient, på passende Ærbødighed eller fuldkommen Glemsel, alt efter som "Omstændighederne" vilde falde ud.

Ude i Køkkenet, hvis Dunstkres han passerede med et gennemtrængende Snøft, hørte jeg ham vride Nøglen om, atter tørne mod Værtindens Pande og i en sukkersød Tone udbryde:

"Ak Gud, Madam - jeg håber, De må have haft megen Plaisir af Deres Anstrængelser?"

Så stod jeg ene i mit Hummer. Jeg så mig om og foer sammen i et Gys, som vågnede jeg først nu herinde.

Jeg huskede min Konfirmationsdag, da Eberhard og jeg var kommen hjem fra Kirken - den eneste Gang vi havde været der - og han, efter i en indtrængende Tale at have lært mig, hvad jeg burde huske> og hvad glemme af Statspræstens Ord, hvad der var af Gud og hvad af ham selv - flere Gange nikkede ud for sig, 151 bredte sine Skøder til Siden, tog Plads på Rejsekisten og under min tavse Bæven begyndte at fortælle mig om. Resultatet af hans Vandring den Aften til min Fader.

De Sale, om hvis Pragt han kun havde haft korte og dømmende Ord, de havde vist sig for mig hele Natten og mangen Gang siden, når jeg ene ved Vindueskarmen drømte over Bøgerne og stirrede på Colbjørnsens Villa. End prægtigere end Salene dernede måtte de være, hvori min Fader og Bedstefader nu færdedes.

Og som jeg stod her i Mørket, luede de mig atter i Møde i Skær af Krystal og Perler og Guld, og jeg svimlede atter i et brændende hedt Begær - og i en dyb Undren over, hvorfra dette Begær kunde stamme, denne Svien som mod noget tabt, der med Rette var mit - jeg, som frygtede Mennesker og Lys og Latter, jeg, som sad under Korsets Skygge . . .

Jeg så ned på mine Hænder og huskede Adams Ord en Gang for længe siden, Ord, der havde gjort mig let af Fryd og siden mangen Gang i altfor beske Timer fyldt mig med uforklarlig Lykke: "Clemens, véd du, at du har en Adelsmands Hænder?"

Jeg så på dem og så det selv: de passede ikke på dette Bord.

Havde jeg mon været en anden, om jeg var blevet opfostret i min Faders Palads og ikke i Huset i Pistolstræde? var jeg kun forknyt og afmægtig, fordi jeg var under fremmede Kår?

Jeg lukkede Øjnene i en sød og sugende Døs, til det pludselig med et Sæt slog igennem mig, at jeg i Morgen skulde stå foran min Bedstefader, i de Sale, hvor jeg "hørte hjemme".

Og rystende, med Gåsehud på Kroppen, sad jeg atter ved Klappen og foldede mine "adelige" Hænder og tiggede Gud om Tilgivelse for mit Hovmod, om at hindre, jeg kom dér i Morgen, dér, hvor jeg vilde føle mig mer ringe og mer uvedkommende end noget andet Sted.

Og atter sank jeg hen i Drømme om min Fader, hvis Kiste jeg dog altså havde fulgt i samme Time, jeg 152 fulgte dens, der havde taget alle hans Pligter på sig, og om min Moder, Præstedatteren fra de grevelige Godser, hvem hendes hårde Fader jog fra sin Tærskel ved et Bibelord, og som flygtede hertil at søge sin Elsker op, der, sagtens i forfjamsket Fejhed, lod hende vise fra sig, ud til Trappen i Havnen, til Huset i Pistolstræde.

Og mit Hjærte fyldtes af Gråd for min Fader og Moder, de ulykkelige, jeg aldrig havde kendt. Og pludselig så jeg dem som i et Syn, jeg, der aldrig havde set Marker og Skove uden på Billeder - komme vandrende, unge og tæt omslyngede gennem en gul, bølgende Kornmark, op imod en Stente og en Skov, der svulmede midsommergrøn under en blå og hvidskyet Himmel. Jeg hørte Lærketriller, mærkede Kornets maltede Solvarme og Skovens Bregneduft, jeg så deres Ansigter vende sig mod hinanden, gullige af Sol og grønlige af Løv, rødmende af Blu og Elskov, og deres slanke Skikkelser tone bort i Skovdybets Blå . . .

Så så jeg min Moder ene, krøbet sammen på Bådetrappen, syg og isnet af det skyllende Vand, mens jeg hørte en stor, tung Port gå bragende i. . .

Jeg tænkte på, hvad jeg havde erfaret om Præster og deres Patroner, denne Jords Rige og Mægtige, og jeg gav Eberhard Ret i hans Dom, og gyste og tryglede mig endnu mere fri for Tilsigelsen i Morgen. Men være den overhørig faldt mig end ikke ind.

Så sank jeg da på Knæ for Eberhards Skrin og bad, for første Gang siden hans Død, for første Gang ene, uden hans Vejledning, til Gud - eller - var det til Eberhard? - at føre mig frelst igennem Dagen i Morgen, igennem alle "Omstændighederne". -

Næste Dag stod jeg i den høje Sal, Eberhard havde beskrevet mig med så spotske og vrede Ord, men som jeg trods alt havde drømt mig hjemme i, stod dér som en Tigger, i skælvende Venten på dens Herre, der sidst af alt var min Bedstefader.

Jeg søgte forgæves at mande mig op ved Tanken om, at det jo dog var ham, der havde budsendt mig, ja sendt den fine Prokurator ud i mit usle Kammer for at hente mig til denne store, sølvlysende og 153 krystalglimrende Sal - det lykkedes mig ikke. Palæets søjlesmykkede Facade, dets buede Portal, imod hvilken selv Erasmus Colbjørnsens var som en lille Dør, de blå, sølvtressede Tjenere med de døde, kolde Øjne, med de underligt mekaniske Ganestemmer; den statueprydede Marmortrappe og denne Sal med Loftets basunblæsende Engle og Væggenes legemsstore, nøgne Nymfer og Satyrer, Herakles og Omfale, eller Ariadne på den øde Sten i Havet; med de kirkestore Vinduer bag de dunkle Gardiner med Guldkvasterne - ja Marmorkirkens højtragende, vedbendslyngede Kæmperuin og Landkadet-Akademiets solblinkende Mansardtag derude; den lette Brise af Eau-de-Cologne, mit eget Billede, hvor jeg vendte mig, i de loftshøje Spejle - alt smuldrede mig Støv på dette Parketgulv.

Og dog følte jeg bestandig samme underlige Hjemve, samme vage Viden om, at her, her og ikke i Pistolstræde eller på Skolens Kvist eller i mit Hummer bag Køkkenet hørte jeg hjemme, at her var min rette Jordbund at gro.

Jeg så hen på Løjbænken, Eberhard havde talt om - ak, hvor stod det ikke klart i min Erindring! - Dér havde min Fader hvilet den Aften, sygelig og sløv, med Skødet fyldt af elegante og smægtende Bøger om den blå Blomst, om Urskovslængsel og Verdenssmærte.

Jeg syntes, jeg så mig selv ligge dér, i hans silkesyede Slåbrok, med de små, forgyldte Bøger i mine "adelige" Hænder og skue frem for mig i hans matte og dog søde Længsel . . .

da den tunge Portiere derovre raslede til Side, og min Bedstefader ilsomt trådte ind, fulgt i Hælene af Prokurator Zacharias Zippel, der, efter en forbeholden Hilsen til mig, duknakket listede hen til et Bord i Baggrunden og tog Plads dér, med Rørpennen bag Øret og Hænderne i de krusede Mansjetter foldet på den indlagte Mosaikplade.

Min Bedstefader - ak nej, Kongens Kammerherre, Greven, Excellensen, standsede et godt Stykke fra mig, med den lille, tørre Hånds Kno støttet mod en Stols høje og stive Ryg.

Jeg så strax, at de fire År måtte have gjort ham 154 gammel, ti han var ikke længer rank, men krum, og det spidse Ansigt i det pudrede Hår var gustent og rynket. Men de sorte øjne tindrede, fulde af vågen Ild, og hans Stemme var klar og skarp.

"Hr. Studiosus Benedict Clemens Bek," sagde han, "jeg har ønsket at se Dem, eftersom min Søn, den salige Grev Hermann, havde fattet en vis, mig ufattelig Forkærlighed for Dem - endda han, så vidt vides, aldrig har set Dem. Grev Hermann havde imidlertid forskellige lunefulde Svagheder, og jeg har, delvis, føjet ham i dem, mens han levede, og har i Sinde at gøre det også efter hans Død. Og nu har han angående Dem efterladt sig et udtrykkeligt Ønske om, at den Understøttelse, han havde tildelt Dem af sin private Kasse, indtil Deres Studenterexam en eller anden Uddannelse var fuldendt, skal fortsættes. Jeg agter at opfylde dette Ønske, skønt jeg ingenlunde er forpligtet dertil, af Respekt for den Afdøde og af ingen anden Grund - vel at mærke: under visse Omstændigheder".

Han hostede kort bag den tørre Hånd, rettede sig atter og vedblev, med de små, sorte Øjne rettede stift hen over mit Hoved, som så han mig ikke, som talte han ikke til mig, men til Luften bag mig, måske til den Døde.

"Deres - Præceptor, et galt og udannet Menneske, trængte sig i sin Tid ind i denne Sal i mit Palæ og tillod sig her en Opførsel, der - nok sagt," han gjorde en hastig Håndbevægelse, "havde ikke min Søns strax derpå følgende og derfra stammende Ildebefindende og siden hans indtrængende Bønner hindret mig, skulde jeg vel have vist bemeldte Person, hvorledes jeg trakterer ubudne Gæster. Men - den afdøde Greve havde den Svaghed at tillade ikke alene at hans Fader og han selv, ja Kirken og Regeringen forhånedes, men ej en Gang at afstå fra sit stædige Ønske om at yde den månedlige Understøttelse, der havde skaffet os Æren af bemeldte Besøg. Nu - er han ikke mer, og bemeldte Person, som jeg hører, til min Glæde, ej heller. Nu er det os!" han rettede sig, med Hånden på Stoleryggen, og de sorte Øjne sprang ind i mine som et Par Gnister, og jeg vidste i samme Nu, hvor dybt denne adelsstolte 155 Mand hadede mig og Mindet om min Moders og hans Søns Dårskab - som jeg alt forlængst havde forstået, hvor dybt han havde elsket dette sit eneste Barn og harmet sig ond og syg over hans dådløse Svaghed, hans blege Blod -, "og nu stiller jeg den ene, faste Betingelse, som jeg alt mer end én Gang vilde have den afdøde Greve til at stille: De lover højt og helligt, og nu i dette samme Øjeblik, at sky hver Tanke om hin bemeldte Person og hans fordømmelige Lære; at udslette, som havde det aldrig existeret, Mindet om det uhumske Bo, hvori han af ukendte Grunde, måske privat Tilbøjelighed, behagede sig i at dvæle og lade Dem, et Barn, leve - at beflitte Dem af al Magt på Deres Studium, det teologiske, undgående enhver Berøring med Tidens oprørske og formastelige Tendenser, men først og fremmest med Deres Præceptors forbryderiske, ja ugudelige Tankesæt. Jeg skal da anbringe Dem et passende Sted, hos en sundt tænkende Gejstlig i denne Stad, under hvis forstandige og kristelige Ledelse De kan beflitte Dem på at følge den Vej, som jeg har angivet Dem. Holder De Dem denne Ordre efterrettelig, skal De ej alene erholde den hidtil hafte, månedlige Understøttelse, men også, efter fuldendt Examen, Løfte om et velaflagt Præsteembede under et af mine Godser, hvortil jeg endnu, trods alle Demagogers Spy, faktisk har Kaldsretten. Vor Kirke trænger til lovlydige, Øvrigheden og Kronen hengivne Tjenere. Vil De blive en sådan - eller -" han gjorde den korte Håndbevægelse.

Jeg følte en forunderlig Klarhed i mig, da han tav, en høj og lykkelig Fred. Hans Ord om Eberhard, de var jo kun, som de burde, som Eberhard selv vilde have ønsket dem. Og de havde givet mig en Sikkerhed, som jeg aldrig før havde fornummet, en salig Vished, en Magt over Livet. Jeg syntes med Et, jeg overså mit og hans, Excellensens dér stod, ja mine og hans fra Jordens Begyndelse til dens Ende.

Og med sagte Stemme, med Øjnene mod Tavlegulvet, sagde jeg, uden Vrede og uden Tøven:

"Jeg vil følge min døde Velgører og Ven, den eneste der har taget sig af mig fra min Fødsel, i alle hans 156 Anvisninger og Ord. Jeg er ikke den, han troede, og jeg vil ikke udføre den Gærning, han håbede, og som han selv ofrede sit Liv for, men én Gang vil han komme, som han længtes efter, og da vil det gå Dem og dette Palads og hver Kirke i dette Land og i de andre og hver af dens lønnede Tjenere efter hans Ord. Deres Had regner jeg for intet, Deres Penge for mindre. Jeg vil følge i hans Fodspor til min Død."

Jeg bukkede, med Huen krampagtig trykket mod mit Bryst, og jeg stod som en død og vidste ikke af mig selv, ikke hvorfra de Ord var kommen, kun at jeg havde talt af en Ukendt, men at denne Ukendte vel var mig selv. Og jeg følte bestandig i mit Hjærte hin salige Klarhed og Fred.

Jeg hørte den tunge Stol ryste derhenne i Grevens Hånd, hans Stemme, der prøvede et Par Gange at tale, men brast, til den endelig blev sig selv mægtig, og sagde, isnende stille:

"Som De vil, min Herre, miø er det kærest således.

Jeg opfostrer nødig Bastardyngel. Så må jeg bede Dem fjærne Dem hurtigst muligt og aldrig mere komme mig for Øje. Ti mærk Dem vel dette: Skulde Nøden lære Dem. at fortryde disse Ord - der var, som jeg ventede dem - og De vil få megen Nød at smage, ti jeg kender den Arv af Viljeløshed, De har at tage -" Prokuratoren rømmede sig pludselig advarende fra Baggrunden, men Greven slog kort op med Hånden, "så vid, at finder jeg Dem udsulten og frysende på min Trappe, vil jeg bede mine Tjenere sparke Dem ud på Gaden. Ti jeg, min Herre," han slog atter højt ud med Hånden, "jeg har den Vilje, som De og Deres Fader manglede - - Kære Zippel," vendte han sig irriteret mod Prokuratoren, der havde rejst sig og forskrækket skrabet med Foden, "jeg véd, hvad jeg gør! Jeg er ingen Nar, og jeg ynder ikke Mummespil!"

Han trådte et Skridt tilbage, vendte sig og gik, men standsede ved Portieren, og idet han pegede på Zakarias Zippel, der hurtigt samlede sine Skrivesager, sagde han :

"Denne Mand har været Vidne til mit Tilbud og Deres Afslag. De må altså vide, at Løgn og nye Forsøg 157 vil tjene til intet. De har hørt, jeg ikke heller frygter Pralen og Klaffer - så lidt som Deres Trusler. Ti mindst af alt frygter jeg Fantaster!" Det gav et Ryk i ham. "Og at De ikke skal svælge i sødlige Fantasier om Deres Fader, min Søn, og skue i ham en Martyr for mig, skal jeg oplyse Dem om, at han var mer end villig, da jeg lod hin Kvinde, Deres Moder, Skøgen, vise fra min Port - omend han, som jeg siden erfoer, lod sin Domestique følge hende hemmeligt, til hun førtes derhen, hvor hun rettelig hørte hjemme - og at han havde ganske forglemt hende såvel som hendes Livs mulige Frugt, til Hr. Pastor Gotthardsen, den Gejstlige under hvis Tugt, jeg havde tænkt mig at anbringe Dem, en Dag, da han søgte min Hjælp mod en Person, der viste sig at være Deres Præceptor, kom til at nævne Dem og Deres Bolig, samt Deres ukendte Moders Lod. Min Søn, der som sædvanlig sad med en af sine Digtbøger, ved Navn "Wilhelm Meisters Lehrjahre" påhørte denne Samtale, just som han grundede over en tåbelig Passus om en Fader og hans uægte Søn, og grebes af den Sentimentalitet, han kaldte Samvittighedsnag. Trods alle mine Forestillinger, blandt andet om hvor lettelig et andet Barn kunde være blevet understukket, udsatte han hin månedlige Pension for Dem. Meget har jeg siden angret, at jeg den Gang føjede den tjenestivrige Præst i hans Begæring om at udrense hin Ulv af hans Hjord - omend jeg nu efter at have set Dem - noget min Søns Nerver dog aldrig tillod ham! - ej nærer nogen Tvivl om, hvem De er. Zippel, jeg véd, hvad jeg siger! - Ti i hint Hus, hvor De fødtes, hører De hjemme. Og - nu vil De også ende dér!"

Portieren faldt i bag ham, Prokuratoren snappede sin Pen og sine Dokumenter og hastede ud, uden et Blik til mig. Nu vidste han, hvorledes hans Stilling i Huset bød ham at tage mig: den absolutte Forglemmelse.

Jeg gik som i en Drøm ud af Salen, ned ad Trapperne, forbi Tjenerne og ud på Gaden.

Da jeg stod dér og i Skumringen så Marmorkirkens sorte Ruinhobe og Søjler pege mod Himlen og mærkede Palæets Mure i min Ryg, forstod jeg min Bedstefaders Ord: at han mindst af alt frygtede Fantaster.

158

Denne Kirke vilde rejse sig og knejse, Ansigt til Ansigt med dette Palads, gennem Hundreder af År, og nye vilde rejse sig i deres Sted, bestandig overfor hinanden, som sande Tvillingebrødre, så længe Jorden stod. Hin Mand, som Eberhard drømte om, var ikke kommen i mig og vilde aldrig komme i nogen anden.

Mine Ord til Greven deroppe var mit Livs eneste Handling, men i den havde jeg fundet mig selv. Jeg hørte til blandt "Sværmerne," blandt dem, som gik udenfor Kirken og Paladset, og jeg følte mig vel iblandt dem.

Ja, jeg følte mig vel, da jeg krøb i Halmsengen hjemme i det stinkende Kammer og hørte min Værtindes og hendes Mandfolks drukne Larmen derinde. Jeg følte mig vel næste Morgen, da jeg vågnede og så min Pung på Bordet og vidste, at mine Penge vilde slippe op midt i Vinterens Hjærte - og hvad så?

Jeg så på den døde Bogstabel dér. Hvad skulde jeg med disse Værker? Jeg havde jo fuldført mit Livs Handling: Forsagelsen. Striden vilde jeg aldrig kunne rejse.

Og dog - de lå dér, efter Eberhards Vilje, og jeg havde svoret at følge den - indtil videre.

Ti jeg vidste det: her skulde jeg ikke blive. Nu havde denne Verden kaldt, og jeg havde vist den fra mig. Nu måtte Herren åbne sin. Til ham gav jeg mig over, min Tanke, mit Håb, min Fremtid. På hans Røst biede jeg. Hans Viden gik end dybere end Eberhards, ti han fejlede ikke af mig, hans Skabning.

- Om det År, jeg endnu blev blandt Menneskene, i København, før jeg nåede til Øen her, var der mangt og meget at fortælle, og dog kun Et - det Ene, jeg nu nærmer mig, hvis Nærhed, jeg alt længe har følt . . . ak i en Bæven, så hed og sød som da det i Livet var mig nær - og jeg har da heller aldrig været det f jærnt, så sandt man ikke er sit Hjærte fjærn . . .

Hvorfor skal jeg fortælle om den Tid, mine Penge endnu slog til, og som blev længere, end jeg havde turdet håbe, fordi Adam en Dag fandt mig i mit Logis og, med Ansigtet fortrukket af Væmmelse og Forbitrelse, under Trusler i sin Faders Navn, ført mig bort midt i 159 Lejemålet til et koldt, men rent og billigt Tagkammer i en af de mørke Gader nær Universitetet - og fordi jeg levede i en Nøjsomhed, hvorom jeg ikke tror, at nogen af Nutidens fattigste Studenter drømmer? Jeg fik ikke varm Mad én Gang om Måneden, og jeg kendte ikke til Ild i min Ovn. Jeg løb på Gaderne eller gemte mig i en Krog af Adams store, lyse Værelse, hvor han lod mig sidde, også når han selv var ude, og hvorfra jeg stirrede på hans skønne og skarpe Profil, når han jærnflittig sad fordybet i sine Studier.

Eller hvorfor skal jeg fortælle om mit eget Studium, der i min Sult og Kulde, med min langsomme og tunge Fatteevne, mit drømmefyldte Sind, skred langsomt og trangt? om min Ensomhed blandt Studenterne, på Universitetet og på Gaden, i dens Vrimmel af Forretningsmænd, Officerer, Kunstnere og Lærde?

Det var jo altsammen kun Venten på Herrens Kalden, på at han skulde råbe og udpege mig min Plads.

Jeg troede jo ikke, som Eberhard, at Gud havde noget særligt for med mig - jeg kendte kun altfor vel mig selv - men jeg troede, og jeg troer endnu den Dag i Dag, ja så langt mer, som jeg nu har mit Livs visse Erfaring bag mig - at Gud, hvor stor og hvor f jærn han end er, dog har sin Bestemmelse med hver sit Kreatur. Men har han ført os på Vejen imod den, da må vi selv vandre den, da nytter det ikke at klage eller bede, da vil han hverken høre eller se os - før vi når Målet, om vi når det

Men på denne Herrens Føren mig ind på den for mig bestemte Vej, var det, jeg biede. Jeg vidste, det var en ringe Vej, men ikke hvor den lå. Og jeg bad kun og biede.

Enkelte Ting er der dog, jeg må fortælle fra mit Liv det År i København, mit sidste blandt Mennesker:

Der var blandt Studenterne en enkelt, jeg aldrig glemmer, endda jeg aldrig har vidst hans Navn, men som jeg vel skal finde på den store Gensynets Dag og drage frem for Herrens Trone, at han i ham kan kende en af sine Disciple.

Han så en Dag i det teologiske Auditorium, at jeg, som sædvanlig, ikke kunde følge med i Diktaten - det 160 var en Udlægning af "den ypperstepræstelige Bøn" - skubbede sit Hæfte hen til mig og betydede mig at skrive det af, idet han selv skrev videre på et løst Ark, skød det hen til mig, da jeg var færdig, tog sin Bog, og vexlede således, til Timen var til Ende, og jeg for første Gang havde mit Hæfte fyldt som de andre.

Jeg rejste mig og stod foran ham, jeg vilde tale, jeg vilde række ham Hånden, jeg vidste, nu tog jeg ikke fejl, som med Augustinus -: denne Gærning kom fra Gud. Men jeg turde ikke en Gang se ham i Øjnene. Og da jeg løftede dem, var han borte.

Jeg håbede på den næste Dag: at jeg kunde sige ham min Tak, fordi han havde givet mig at holde Modet oppe i en Verden, jeg ikke kendte, og hvor alt var modsat af min Sjæl.

Men han kom ikke, og heller ikke den næste. Jeg spurgte ikke efter ham, jeg kendte jo ingen, og jeg vilde ikke heller røbe ham for Verden. Og jeg håbede bestandig, han skulde komme, min eneste Ven.

Men han kom aldrig, han blev borte for altid.

Først længe efter, lige som jeg skulde rejse, fik jeg at vide, at han Dagen efter, at han hjalp mig - ja hjalp mig for Livet - var druknet ude ved Vedbæk. Adam fortalte mig det, da jeg vovede mig frem med mit Spørgsmål, som jeg måtte have besvaret, inden jeg forlod Verden, at jeg kunde tage dens bedste Blomst med. Jeg huskede jo vel den Datum; Adam mindedes den, fordi det var hans Fødselsdag.

Hans Navn erfoer jeg aldrig, Adam erindrede det ikke, om han nogensinde havde vidst det. Kun efter min Beskrivelse kendte han vor unge Studiefælle.

"Hvad var der ved ham?" spurgte han.

O nej, Adam, for dig var der intet ved ham, for mig var der alt!

Vær vis på, jeg skal kende ham. Han må jo træde frem for mig, lys og alvorligt smilende som den Gang, ja, i uforlignelig Ungdom må han skinne, han, som fik Lov at komme til sin Gud, uplettet efter hin Gærning.

- Augustinus var forsvundet for os efter hin Dag, Adam havde opdaget hans Komplot med min Værtinde og fratvunget ham de Penge, der havde udgjort hans 161 Andel af den urimelige Leje. Men en mørk Aften kom han luskende op til mig i mit nye Logis for at bede om at låne dem igen, og fik dem. Han talte dem op i sin hule Hånd, nikkede med et ilde Smil: de var der alle, og forsvandt. -

Men om mine Skovture, da hin frygtelige Vinter virkelig til sidst var omme, må jeg tale til Dem - om hin første, hvortil Adam tog mig med, sammen med et Par Kammerater, og om mine senere, ensomme.

Godt, jeg ikke var ene hin første Gang, da vi roede over Peblingesøen, landede mellem dens Pile og forbi Store Vibenshus nåede Skoven ved Charlottenlund, og, over Gentofte og Jægersborg, til Eremitagen.

Havde jeg været ene, tror jeg ikke, jeg var kommet hjem. Jeg tror, jeg havde druknet mig i det blå Øresund, som Empedokles sprang i det ildsprudende Bjærg for fuldt at vorde Et med Naturen!

Nu forblev jeg tavs og behersket som altid, fulgte med de andre frem og tilbage til Byen, hjem og ind på mit Kammer. Først da faldt jeg ned og turde hengive mig til mine Tårer.

Herre, tænk Dem det Barn, der fødtes i Fængsel, i den mørkeste og dunkleste Vrå, det Barn, hvis Øje var blindt af Skygger, hvis Øre var døvt af Mure, hvis Blod var stivnet af Stillesidden, med Et vågne op på Øresunds Bred en Midsommer dag ved Middagstid. Tænk Dem ham dér i Solnedgangen, med røde Skyer over Sundet, over Hveen og den svenske Kyst. Tænk Dem ham hjemadvandrende i Måneskin, forbi det vuggende Vand, de sovende Villaer, under de hvide, svævende Kloder, de hvide, svævende Skyer!

Jeg listede mig derud næste Dag og næste igen og mange, mange! Jeg løb fra Byen og Bøgerne, som til min ukendte Moders Skød. Jeg løb derud med dukket Hoved, som under Regnskyl, og sprang ind i det dybe ste Skjul i Skoven og kastede mig ned på mit Ansigt i Græsset, og hulkede og græd, som da jeg var Barn, men sprang op igen og dansede og løftede mit Ansigt mod Himlen, mod Solen, mod Gud og lovpriste og takkede, og jeg kransede mig med Bøgeløv og kastede mig ned igen og græd og kyssede og velsignede.

162

Jeg spiste ikke, jeg drak ikke, jeg sov ikke. Jeg sværmede, jeg dansede, jeg løb; jeg rasede gennem Skoven som en Dionys, som en Gudsberust.

Én Sommer kun levede jeg i Sjællands Bøgeskove, én Sommer kun gemte jeg mit Ansigt i Græsset og løftede det mod Bøgenes Toppe, én Sommer kun lå jeg i Guds rige Favn, så kom jeg til denne Sten i Havet.

Men i det halve Århundrede her har hin Sommer holdt mig levende og lykkelig og ung, holdt mig rig i min Armod og skøn i min Hæslighed, holdt Drømmen vågen i mig om hine evige, grønne Skove, hvoraf selv Jordens skønneste kun er et ringe Spejl - som Schwarzwald Eberhard af Liljelundene.

Og om Aftenen, når jeg dødsmat, af Løb, af Sult, af Lykke, kom hjem, støvet og blændet af Sol, duftende af Muld og Løv, da opgik det tredje store Rige for mig.

Religionen, den kendte jeg fra Barn, den var og blev hvert Åndedrag i mig, omend ikke således som Eberhard havde villet og tænkt - Naturen, den kom jeg fra - Poesien, den sad jeg nu foran. De tre mægtige Riger gød sig over i ét, og således forblev de for mig: det store Land, hvor jeg var hjemme, det Land. der mer end alle Jordens, var mig Himmeriges Spejl. Saligheden hernede.

Jeg havde alt længe, så ofte jeg gik gennem Kammerherre Colbjørnsens Bogsal skottet til de tætte og tavse Rækker Bind. Jeg havde syntes, de lignede et stort og tungt Orgel og krævede som et Orgels Registre at røres. Jeg huskede Eberhards Dom over dem; jeg havde, med hans Øjne, set dem i min Faders Hånd og hørt, at det var dem, der havde ledet Fader og Moder i Ulykke.

Men ejede de ikke også et Orgels Magt, dets Sus af helligt Vejr, dets Ånde af Evighed? Men jeg vovede ikke med egen Hånd at åbne for hint Vejr.

Da løsnede en stærkere Hånd det for mig. Og mit Selv druknede i det og fødtes påny af det.

Jeg læste - og som derude i Naturen forgik jeg, og blev mig selv. Jeg læste de franske Romantikere: Chateaubriand, Lamartine og Hugo; de engelske: Byron og Shelley og Keats; de tyske: Holderlin, Jean Paul og Novalis. Jeg famlede mig gennem de fremmede Sprog, 163 forstod, gættede, anede, blot frem, frem, videre frem. ind i denne Verden af Liljestængler, af Serafer, af Æolsharper, Suk og Stjæraer og Dug.

Dér inderst inde standsede jeg og svimlede, som i Skovens Dyb derude. Ti dér stod jo, ikke som i Eberhards Skove det sorte Kors. men hun, Afrodite, al Jordens Gud!

Ja, hvor jeg så, i Skoven, mellem Fugle og Dyr, i Menneskenes, i Bøgernes Verden, blandt Kammeraterne, på Bastionerne, i Kirsebærgangen, overalt: ene hun!

Og jeg gemte mit Ansigt for Gudinden, jeg følte det Hellige nær, og jeg kastede mig ned og bad Gud vise mig også dette sidste, fjerde Rige, inden han ledte mig til min Bestemmelse.

Og han bønhørte mig, og jeg fandt min Bestemmelse med det samme. -

Den Hånd, der havde åbnet Porten for mig til det tredie Rige var stærk, som den var ren. så stærk at end ikke Eberhards kunde holde den tilbage.

Nu er hans Navn sagtens blegnet, som de Bøger er blegnede, hvori min Tids unge så de højeste Tårne, de kunde drømme at nå. og til hvis stjærnefyldte Glug den skuffede Tanke vel siden så ofte drog fra Husbekymmer og Hverdagsslid og hentede den Trøst, at der er på Jorden bygget Tage, der rækker højere end Dagligstuens og Værkstedets.

Forundtes det end kun enkelte blandt os - og det lyder underligt, men er dog vel sandt: at foruden de to, der evnede selv at bygge Tårne for den nye Slægt: den store Digter og den store Tænker fra min Tid, gaves det kun mig, just fordi jeg end ikke fik en Hytte rejst, men bestandig stod på den åbne Mark - stedse at have Stj æraerne for Øje - så toges dog det løftede Blik i Arv af de andres Børn og gav dem Syn for deres Tårne. Ti intet Tårn blev bygget forgæves på Jorden.

Han, der viste os vore, var Carsten Gabriel Honorius, Professor ved Universitetet i den skønne Litteratur. Vi sad dér i Høresalen, med Larmen af det Liv, der ventede os alle, dæmpet bag blændede Ruder, med Ørene og Øjnene ene hos ham, denne tunge og klodsede Skikkelse, som stod dér oppe på Katedret, med den

164

stammende Stemme og de halvslukte Øjne - der pludselig løftedes og pludselig flammede, så Evigheden i et Befrielsens Nu brød gennem hans jordtyngede Skikkelse, så blændende stærk, at jeg tror, den mangen Gang siden har svedet i de andre, da Ærgærrigheden var blevet til Kampen for Brødet og den store Kærlighed til det forsagende Tålmod - som i mig i min Fattigdom og Ensomhed.

Men hvo kom Evigheden i ham så nær som jeg? Jeg, der fandt den forløst i hans Datter, der var sart, hvor han var tung, fri hvor han var bunden, Mål hvor han var Middel? Jeg som fik hende ind i mit Hjærte, i hver min Bloddråbe og bar hende med hertil, forløst fra Virkeligheden, som hun var forløst fra Faderens Tynge!

Jeg ser det nu, omsider, efter det halve Århundredes Bod og Sorg, at så er det. At vilde jeg eje hende, så måtte jeg forspilde hende, at den Synd mod hende, der gjorde mig uværdig til hendes Nærhed her i Livet og sendte mig til denne Ø, den var ej alene Følgen af en Kærlighed som min, men dens eneste Frelse.

Og således er jeg da nået til dette: i min Synd lød den Guds Kalden mig til mit rette Liv, som jeg biede på; min Synd udsprang af Guds Vilje med mig.

Og dog måtte den sones, som jeg har gjort det her på Øen. Ti idet jeg fuldbragte Guds Vilje, besmittede jeg den. Så dunkelt er et Menneske, at Guds Lys formørkes, når det går igennem ham. Men vi véd jo, at Synd er Sorg, og kun gennem Sorg nåer vi til Glæden og Gud. Jeg nåede ikke hende og ham gennem min Synd, men gennem dens Bod. -

Jeg kom og så hende i hendes Faders Stue, hvor vi, hans unge Lærlinge, altid var velkomne. Jeg så hende tre Gange, én Gang sammen med mange, én Gang Øje til Øje, alene vi to, og - så hin store, altafgørende Gang.

- Jeg havde aldrig tænkt at besøge Carsten Honorius. Ja, alle de andre - men jeg? Jeg huskede "Studenterforeningen" s Stuer i Boldhusgade, jeg huskede min Bedstefaders Sal - jeg vidste, sådanne Steder hørte jeg ikke hjemme - endsige hos ham. hvis slukte Blik jeg knap turde møde.

165

Men en Dag i Skumringen hentede Adam mig.

"Hvorfor vil du ikke med? du hører ham jo dog som vi andre."

Jeg gemte mine Øjne. Jeg vidste det: når Adam var en ligeså flittig Tilhører ved hans Forelæsninger som ved de teologiske, var det, fordi Eleven følte, han en Gang vilde blive Mesteren lig.

Han turde komme dér, men jeg - Ene mine Klæder - Den sidste Skilling af Eberhards efterladte Penge var længst brugte, og mit Tøj kunde, trods al Lappen og Børsten, ikke mere holdes sømmeligt. Hver Hvid måtte jo gå til Brød og til Lejen af mit Kammer.

Adam fangede mit Blik. "Du kan låne Tøj hos mig," sagde han rolig, ikke som rakte han mig en Gave, men som opfyldte han en selvfølgelig Pligt, således som han ydede mig al sin Hjælp, og hvorved han knugede mig end dybere ned i min Følelse af uafhjælpelig, medfødt Ringhed.

Nægte hvad Adam ønskede, kunde jeg ikke. men kun den, der er vandret ind i en Stue, hvor han ej en Gang har vovet at drømme sig hen, til en Mand, der synes ham ejende alt det, han agter for det største på Jorden, men som han véd, han selv aldrig vil nå blot ringeste Fnug af; kun den, som er kommet dér i lånte Klæder, udmarvet af et Års Leven på Brød, Vand og Æbleskiver fra en fedtet Bod; kommen der uden Håb og Mod, i Bevidsthed om al egen nutidig og fremtidig Ringhed; kun han kan vide, hvor Gulvet brændte mine Såler, hvor Luften sved mine Kinder og fyldtes af spejdende Øjne: Hvem er han? hvad vil han dog her?

Jeg havde den Gang søgt og søgt, hvert Stipendium, hvert Kollegie, der blev frie, og jeg havde set ej alene Augustinus, der jo trængte næsten ligeså hårdt som jeg, under sine Præsters Protektion vinde både det ene og det andet fra mig, men Kammerater, hvis Fædre jeg vidste var velstående, ja rige Mænd, tage det i Besiddelse, som var mig det daglige Brød og Taget over Hovedet, og bruge det til Lommepenge og tilfældigt Logis.

Jeg havde kæmpet længe med mig selv, før jeg overvandt mig og dristede mig op til en Professor, som 166 bortgav Fribolig og en lille Tærepenge i et af Kollegierne. Jeg kom derud og fandt ham, til min store Undren, indlogeret i en prægtig syv Værelsers Lejlighed i Stiftelsens Forbygning, og Friboligerne indskrænket til fem små, mørke Kamre i Baghuset - Kamre, der dog for mig, sammen med Månedspengene, havde været Frelsen.

Men - der var så mange, der søgte - - ja min Examen var god nok, mine Flidsbeviser i Orden, end mer mit testemonium paupertatis. Jeg kunde jo søge - men, noget Håb kunde han ikke give mig . . .

Nej, det kunde han ikke, ti han havde lovet sin gamle Studenterkammerat, Overlæreren i Flensborg, at hans eneste, uvorne Søn skulde få det, at Professoren kunde holde lidt Øje med ham.

Jeg stod den Aften, da jeg fik det endelige Afslag, i Mørket under nogle høje Træer og så Lyset skinne i det lille Kammer, hvor jeg havde håbet at nå ind, hvor nu den uvorne Søn støjede og lo med de andre, hvis Fædre Professoren kendte, eller som dekorerede Mænd eller Præster havde talt for. Jeg tænkte på, at jeg havde hørt hin Students Moder, Overlærer-Fruen, i Dag i Professorens Modtagelsesrum, taknemligt udbryde, da hun hørte, hvor mange Ansøgere, der havde været, og at hendes Søn dog havde fået Stipendiet: "Ja, så er det jo Guds Vilje!" Og jeg forstod, at Stipendier og Kollegier ikke var for mig og mine.

Og jeg søgte andre Midler til at holde mig oppe i denne By med de tusind lukte Døre, indtil Gud åbenbarede sin Vilje med mig.

En lille Tid havde jeg fået en Plads på et Handelskontor, hvor jeg skulde tælle Hovedbogens Summer sammen. Jeg havde altid haft særlig svært ved Regning, og mit Arbejde syntes mig så ansvarsfuldt og anspændte mig således, at jeg end ikke om Natten fandt Ro for Tallene, der spøgede i min ophidsede Hjærne. Efter en Måneds Forløb fik jeg Afsked, da var Husets Søn hjemkommen fra en Rekreationsrejse.

Hvad jeg end havde søgt siden, var lukket for mig. Kun én Dør var gået op: en Korrekturlæser Plads ved "Hornet," et Slags Forlag for uhumske "Romaner" og 167 Skillingsviser, der tillige udgav et af de Smudsblade, der nu efter Trykkefriheden myldrede frem.

Jeg anede intet om mit Arbejdes Art, hvor langt fra end både Redaktørens og Kontorets Udseende svarede til mine Tanker om en Person og et Sted, hvorfra Oplysning udgik til Folket - ti hvad vidste jeg om det København, der omgav mig?

Men strax da jeg så den første Linie, forstod jeg, hvorhen jeg var kommet.

Jeg har hørt det, at den Tids Smudsblade, selv de hæsligste som dette, er for intet at regne mod senere Tiders, hvor vel nu andre unge og nødlidende Studenter træller for det dyre Brød. Men for mig, Eberhards Barn, var dette, i sin Giftighed, sin Hadskhed og Løgn nok, mer end nok.

Jeg havde i Rædsel sluppet Pennen og Papirsstrimlen af Hånden, jeg, der omend nok så meget født i Skøgernes Hus, dog var opfostret på Eberhards Kvist og i hans fremmede Sprog - jeg havde aldrig tænkt mig, at Livet kunde rumme en Ondskab og Gemenhed så dyb.

Jeg var ilet til Adam med Korrekturen i min Hånd og havde skælvende rakt ham den og kastet inig ned i Hulken over, hvad jeg i Dag havde set, ja måttet være medvirkende til. Men han læste roligt Bladet, jeg rakte ham, trak på Skuldren og sagde:

"Enhver anden end du véd, noget sådant findes, og at ingen Magt vil kunne hindre det siden niogfyrre. Vil du ikke have Pladsen, tager en anden den med Glæde. Det har du vel erfaret på din Vandring efter Ansættelse. Vil du måske efter hin din anonyme Bedstefaders Ord ligge på hans Trappe, død af Kulde og Sult? Den Gang, hos ham begik du en Dårskab, begå nu ikke en ny!"

Jeg stirrede på ham, men - ja. lad mig sige det med det samme: De synes måske, at Adam, da han dog så til min Nød, kunde have lindret den af sin Overflod? Men havde han mon nået sin Bestemmelse som Kirkens højeste Repræsentant, om han. selv som ung, havde ønsket at ændre blot én Tøddel i den Samfundslov. han var kåret til at hellige - som man helliger . . og 168 styrker det nøgne Sværd med Fæstets Kors -: den Lov, der byder, at der skal være Fattige, for at der kan være Rige . .? Jeg forstod det med Et, den Gang da jeg horte de Ord udgå af hans kyske og strenge Mund, at han var selve den officielle, korskronede Verden, Eberhard havde villet ruste mig mod, den. der behevede mig og behøvede et Blad som dette - som Grundlag, som Kælder . . . eller Ventil.

Og næste Dag sad jeg igen ved Bordet, der var opfyldt af skårede, brændevinsosende Flasker og uappetitlige Madrester, mellem en rusten Kakkelovn og en uredt, sortbrun Dobbeltseng. Ti "Kontoret" var tillige Spisestue og Sovekammer for Redaktøren og det Pigebarn, han tilfældigt hentede ind fra Gaden.

Jeg forsøgte at tænke på Eberhard, der havde boet i Skøgernes Hus, men jeg vidste, der var ingen Sammenligning. Hvad havde han ikke renset dér! mens jeg - Det eneste, jeg kunde udrense, var Trykfejlene - og således gjorde jeg Bladet end lettere tilgængeligt for hver den. der havde en Halvskilling i sin Lomme, og vandt mig derved min egen . . .

Jeg sagde mig, at jeg med den holdt mig oppe og borte fra hin min Bedstefaders Trappe, hvor jeg efter hans Ord skulde ende, og at denne min Synd var intet imod, om jeg havde gjort ham til Vilje.

Men jeg anråbte Gud af en Nød som aldrig før, at han vilde udfri mig fra det Kød, der tvang min Sjæl til dette, som var den for tungt.

Tre Måneder havde jeg alt været på dette Kontor, men aldrig havde jeg dog følt min Nød, hin for Mennesket ufattelige Tvedragt mellem Ånd og Kød, som nu jeg hin Oktoberaften, nær Årsdagen for Eberhards Død, stod i denne Stue.

Men med et så opmærksomt Udtryk i det furede Ansigt lyttede Professor Honorius efter mit Navn, da Adam præsenterede mig. og så forskende rettede han disse halvslukte og dog så stærke Øjne på mig. at jeg sitrende spurgte mig selv. om der da også hos mig var noget at agte på, noget, der også gav mig Ret til at komme i denne berømte Mands Hus.

169

Han spurgte mig, med det tunge Hoved ludet tæt imod mig, om mit Studium, om mine Planer.

Jeg skælvede, jeg følte det et Øjblik på mine Læber at betro al min Nød til denne Mand. den eneste, der havde spurgt mig om noget af mit, men jeg betvang mig hastigt. Skulde jeg gengælde hans Venlighed med at bebyrde ham med alt det, som ene var mit? Og desuden: kun Gud vidste min Vej!

Men i hvor mange Stunder siden, når jeg syntes, jeg skulde segne under Menneskers Foragt, under at de end ikke agtede mig værdig til denne ringe Plads her på Øen, har jeg ikke vundet Livet igen ved Tanken om, at han, denne store og vise Mand, så på mig som på enhver anden - ja. jeg tror det: endog med en egen, bevæget Undren?

Han strøg nu en af de lange, fine og skønne Hænder, der stod i så forunderlig en Modsætning til hans øvrige, tunge og plumpe Krop som den pludselige Opvågnen af Ånd til hans vante, døde Søvn, henover min Skulder og sagde:

"Det er første Gang, De er her, Lad mig se Dem oftere."

Og han drog den halte Fod efter sig over Gulvet til en anden Gæst.

Men jeg så mig med Et frimodig om i Stuen med de mange unge, leende Ansigter og følte mig et Øjeblik som en af dem, og var det så vel også, i Kraft af denne Følelse.

Et Øjeblik - ja. Ti da så jeg pludselig hende, hans Datter, Dorete Magdalene Honorius.

Jeg så hende kun, fulgt af Pigen, byde den kinesiske Bakke rundt, med Tekopperne, Syltetøjet og Kummen med Skeerne. Men hendes Hoveds Bøjning, den nøgne, slanke Hals og de nøgne Armes Holden om den tunge Bakke - det var ungt og uskyldigt og lykkeligt nok, til at jeg med Et mindedes, hvem jeg i Sandhed var. jeg der havde vovet mig ind i denne Stue. vovet mig hende nær.

Men det var på én Gang ikke mere, som altid før, mig selv, jeg tænkte på - ikke mine Klæder, som hørte en anden til, og som jeg måtte give tilbage, når vi kom 170 herfra, ikke mit Kammer, om hvis Usselhed hun end ikke kunde drømme, ikke min Oprindelse, min Moders Død og Huset i Pistolstræde, end ikke den Artikel, jeg i Dag havde måttet læse. ja inddrikke, og som Tøddel for Tøddel måtte stå at læse i mine Øjne, som Smudset på den Mands Hænder, der har arbejdet i Kloaken.

Jeg frygtede ikke Undren og Smil, jeg frygtede ikke for mig selv, dertil var hendes Trin for lidet jordiske, hendes Hud for hvid, hendes Nakkes Bøjning for øm.

Jeg frygtede for hende. Jeg frygtede for Medlidenhedens Smitte. Jeg, hvis Åndedræt var Kval, jeg måtte ikke ånde herinde.

Disse Øjne havde aldrig set andet, end hvad der var skønnest og lykkeligst, her hos denne Fader, i dette bog- og bustefyldte Værelse, og jeg skælvede som en Forbryder, at jeg bragte al denne Skændsel, al denne Smærte nær hendes stille og blide Harmoni.

Jeg skottede til Faderen, som han haltede rundt dér, med Smilet i de halvslukte Øjne, om den grove Mund, med det grånede, letkrøllede Hår om den skyløse Pande. Og jeg tænkte, at han vilde jage mig ud, om han anede, hvad hans moderløse Barn kunde møde i mig.

Og da hun nu med Et, ved en uventet Drejning stod foran mig og smilte mod mig med det hvide Ansigt i det lokkede Hår under Pandebåndet og rakte Bakken frem mod mig med et lille Knix, da vendte jeg mig forfærdet, lod som jeg ikke hørte hendes Spørgsmål, lod som jeg ikke så Kagerne, hun havde bagt, og Syltetøjet, hun bar frem, men dukkede mig i Skjul bag en uvidende, en lykkelig Student og begyndte bag ham og de andre at liste mig langs Bogrækkerne hen mod Døren for at komme bort.

Men jeg kunde det ikke, jeg måtte endnu blot et Øjeblik følge hendes lette og lydløse Vandring blandt de andre, hendes Nakkes ømme Bøjning, hendes drømmende Smil. Jeg måtte se, hvad Uskyld og Lykke, hvad Ungdom var. Så skulde jeg forsvinde.

Og da blev pludselig alt tyst om mig. Professoren løftede sin skurrende Stemme, og da jeg så derhen, stod han dér med Hånden på Stoleryggen og talte. Alle Hoveder var vendt mod ham.

171

Jeg skottede atter hen til Dorete. Pigen havde taget Bakken fra hende, og også hun lyttede.

Der var ingen Fare for, at hun skulde se mig, så langt borte jeg stod. Jeg kunde nok få Lov at blive, den lille, sidste Stund.

Og jeg blev og forglemte mig, med Øjnene kun på hende.

Og jeg så hendes Hoved derinde mellem de andres, oprejst lyttende, med klare Øjne og let åben Mund, med Fletningerne lagt så roligt om Panden og Hænderne i Skødet. Og jeg glemte, hvad Smærte og Smuds mit Blik idag havde vandret igennem og taget med sig, og det vovede sig til hendes Kind, til hendes Øre, til hendes lange og nøgne Hals og nøgne Skuldre i den åbne Kjoles Chiffon, til hendes spinkle, nøgne Arme og de foldede Hænder, til Brystets blide Runding - ja, det vovede sig did som til sit Fædreland, sit længe søgte Hjem.

Jeg hørte, for første Gang i mit Liv, ikke et Ord af hendes Faders Tale, jeg så kun på hende, så mig ind i hende, ind til hende, ind i Uskyld og Lykke: ind i Ungdom.

Da med Et, midt i den svage Dis af Lampelys og de unge Mænds ivrige Ånde, mødte jeg hendes Blik.

Og i samme Nu var jeg frigjort for min Frygt som for min Skam.

Ti hendes Øjne gled mod mig med Himlens Højhed og Ro, Himlen, der véd om alt og som intet kan besmitte

Og jeg var fri for hin jordiske Tvedragt. Ti hendes Sjæl, som Legemet endnu ikke bandt, og min, som havde frygtet og hadet sit til Døde, mødtes midt i denne Ungdom af blussende Blod, i en undrende Genkenden.

Nu havde Gud kaldt, nu biede jeg kun på, hvad han vilde.

Da mærkede jeg et Par Øjne på os - Adams.

Som en Ørns var de over os, fulde og klare.

Jeg så hende skælve og sænke sit Hoved og sit Blik. Hendes Hænder søgte hinanden i Skødet.

172

Og jeg vidste, hun skulde blive hans. Han måtte hende; hun var det største - som Præmien.

Bestandig måtte vi begære det samme, vi, der var længere fra hinanden end alle - og nærmere, ja ens.

Og jeg vågnede, og fandt mig i hans Klæder.

Og jeg glemte, at hvad nu var mig givet, kunde aldrig tages, end ikke af ham, ja end ikke af hende.

I det Øjeblik, jeg hørte Guds Kalden: "Se, nu gaves dig det største af alt: at se en Søskendesjæl, gå bort og forvar det," da luede hin Tvedragt mellem Ånd og Kød påny.

Jeg glemte, at os var Frigørelsens Nåde og Sorg tildelt. Og jeg begærede hende, just som hun sad dér, blussende af sit Køds fagre Dragt.

O, jeg forlangte hende ikke i min Favn! Men jeg forlangte hende urørt som nu. Jeg anråbte dette Øjeblik at standse, Tiden at stå stille, Lampens Lys at fæstne sig i evig Glorie om hendes Hoved. Jeg krævede, de andre skulde glemme os to for altid; vi to være ene til; ene jeg se på hende og hun stirre frem for sig som nu.

Jeg begærede, at det, der var mig skænket som en Evighed, skulde dvæle i Sekundet.

Min Kærlighed til hende havde vakt den Egoisme, som hidtil havde slumret, og som den ganske skulde have reddet mig fra, om jeg havde fulgt Guds Vilje og ikke min egen.

Og da nu i det samme Professoren tav, og Studenterne brød op, takkende og henrykte trængtes om ham, og strax efter søgte ned mod Døren efter deres Tøj, og hun blev borte i Stimlen, vidste jeg, at jeg vilde komme igen næste Gang, hver Gang - så længe jeg fik Lov.

Da så jeg Adam og hende. Han havde bøjet sig for hende og kysset hendes Hånd til Farvel, og hun havde hilst ham, med sænket Pande, i et Knix.

Og nu rejste han sig, knejsende, med det lyse Hår tilbagekastet og Blikket i hendes.

Og jeg så hende skælve og Hænderne bedende søge hinanden. Og det hviskede gennem mig: Bed kun, hans Vilje står du ikke imod!

173

Nu slap Adam hende og kom hen til mig. Hun stod endnu bundet på samme Plet.

Og jeg fik al Styrken af hans Blik igennem mig, som et blottet Sværd. Og jeg skælvede som hun. Og jeg vidste vor Skæbne afgjort.

Vi fulgtes uden et Ord gennem de natlige Gader, hvor de mørke Skilte knirkede og knagede på deres Hængsler. Udenfor hans Hus standsede vi, og idet han fæstede samme stive, hvide Blik på mig, sagde han:

"Det er sandt, Clemens - du er ked af din Plads ved dette Blad," han gjorde en Bevægelse med Stokken, som vilde han end ikke med dens Spids røre det, han dog ikke anså mig for god til at tage Brødet fra. "Jeg har noget andet til dig."

Jeg så op. Å, hvad talte han om - hvad andet var der, end det, jeg havde oplevet - og mistet i Aften?

"Det er en Plads, jeg så averter et i "Fædrelandet" i Dag, men jeg glemte den igen - som Pogelærer på en Ø under Præsten deroppe, fri Station og femogtyve Rigsdaler om Året. Der er nok svært ensomt, syv Mil til nærmeste Kyst og knap tohundrede Mennesker. Men du holder jo af Ensomhed. Skibet ligger ved Christianshavn, og Skipperen véd nærmere Besked; så dér kan du forhøre dig. Men Pladsen skal tiltrædes strax."

Da brød i samme Nu som en vild Lue op i mig det, jeg aldrig før havde anet eller kendt, Selvet i voldsomt Frembrud, Jeget, som ikke hørte, ikke så, ikke Menneskers Røst så lidt som Guds - som kun var sig selv, ene sig, og fyldte Himmel og Jord med sit Skrig.

Han vilde have mig bort! Han regnede mig for Medbejler! Hvem var jeg da?

Jeg vilde knejse, jeg vilde skrige det ud for alle Vinde: at nu var jeg til! Han frygtede mig som Medbejler - til hende!

Men Adam så hurtigt på mig, stak Avisen i min Lomme og låsede sig ind af Porten.

"Tøjet kan du beholde - til Rejsen," sagde han og slog Døren i.

Men hvad agtede jeg hans Spot, at jeg, hans "Medbejler", aldrig uden i hans Klæder kunde være kommet 174 hende nær, hans rolige Viden om, at jeg dog drog til Øen - fordi jeg måtte?

Jeg huskede kun, at hun havde set på mig, og hvad Adam dømte om det Blik. Jeg glemte min egen Viden om det og Guds Mening med det, glemte os selv og tog os efter Verdens Dom. Jeg, der altid havde lydt og tiet og set på de andre og veget for deres Jeg og kun anet mit eget i dets dybe Underlegenhed for deres, jeg overvældedes nu af mit ukendte Selv. så jeg segnede ned på Trappestenen og endnu sad der, da Vægteren med Kabus og Morgenstjaerne stod foran mig og bød mig gå hjem og sove Rusen ud.

Jeg stirrede forvildet på ham, som havde virkelig mit Jeg i sit vilde Frembrud fortæret alle andre Væsner end mig selv, og rejste mig og vaklede af Sted.

Ja, i Sandhed beruset som den, der aldrig før har kendt Vin og nu har smagt den stærkeste af alle, flakkede jeg gennem Gaderne. Og som Vin kan skabe Mennesker om for en Stund, blev jeg omskabt disse Nattetimer.

En Gud blev jeg, en Gud af Ungdom og Skønhed, en Gud af Styrke og Mod - eller - Å nej, jeg blev vel kun et Menneske som de andre, ung og fuldt af Håb . . .

Alt kunde jeg vinde, alt skulde jeg beherske! Hun havde set på mig således, at Adam, Adam Colbjørnsen i mig så en Medbejler, der måtte bort! Jeg var ham lig - ja mer end ham, siden han frygtede mig! Ja, havde han ikke altid vist mig, han forstod, vi to skilte var ens?

Jeg havde troet mig lam, og nu kunde jeg bestige Bjærge!

Da stod jeg med Et påny i den fornemme, stille Gade, foran hendes Hus. Jeg anede ikke selv, jeg var nået derhen. Jeg var kommet her så helt selvfølgeligt, som hørte jeg til her, som var det mit rette Sted, mit Hjem.

Ja, jeg havde et Hjem og en Fremtid!

I Drømme, i lykkeligt smilende Drømme stødte jeg Lågen op og gik ind.

Den høstlige Duft af de gamle Linde sank om mig, 175 tyssende og manende. Men jeg så kun den Rude, der lyste bag de svære Stammer, bag de dalende Blade, min Elskedes Rude.

Og jeg gik frem imod den som Sejrherren til sit Rige, rank imellem de hældende Grene, over det faldende Løv.

Og da så jeg hende, som Sejrherren ser sin Elskede.

Hun stod derinde bag sin Rude, nøgen foran sit Spejl i det hvide Flor. Hendes Arme vandt Håret om Hovedet, hendes Hage var sænket mod Brystet, og hun smilte i et lønligt Smil.

Hendes Dragt hang hende om Lænderne, som Svøbene om den Blomst, der er skudt frem. Skæret fra Lysene sitrede i hendes Hud.

Og jeg tog ikke mine Øjne til mig, og jeg flygtede ikke. Jeg stod dér med Herrens Ret.

Til pludselig et Blad ramte min Kind, og min Fod raslede i det visne Løv.

I samme Nu var hendes Øjne mod Ruden, hendes Hænder som to Blade for hendes Bryster, hendes hele ' Legeme én Skælven, som ramt af en Pil.

Og jeg sunken ned i Rædsel på mine Knæ - i en Rædsel, hvori jeg så hende, stadig med Hænderne for sine Bryster, nærme sig Ruden og med fremstrakt Hals titte ud, smilende ad sin Angst.

Ti stod ikke den store Have skærmende om hende, her i hendes Faders Hus?

Men dér, hvor jeg lå gemt i Murens Mørke, i den høstvåde Jords Forrådnelse, veg mine Øjne ikke fra hendes spidse og hvide Fingres Spænden over Brysterne, fra hendes store og smilende Øjnes sagte og lykkelige Spejden og Hårets dunkle Skygge om Skuldre og Arme og om hendes Lænders åndende Sitren.

Til hun med løftede Arme og tilbagebøjet Hoved drog det hvide Gardin for Vinduet, og jeg så hende svinde bort derinde.

Men da lå jeg også på mit Ansigt mod Jorden, med Hænderne i dens Løv, i et stumt Skrig for hvad jeg havde gjort.

Himmelske Gud, hvad havde jeg gjort! Beluret hende.

176

da hun var nøgen, voldtaget hende, da hun var ene, skændet hende, da hun var hjælpeløs.

Jeg, jeg, jeg havde gjort det! Jeg, Eberhards Barn, Guds Lam, jeg, som elskede hende!

Nej, nej! jeg havde slået mine Øjne ned i Skyhed for den tilbedte Sjæl, for det tilbedte Legeme, der var ene med hinanden. Jeg var veget bort og løbet gennem Gaderne med det hellige Glimt i min Sjæl, Åbenbarelsen fra det salige Liv, der var mig skænket, just fordi mit Legeme var knust, min Vilje død, min Sjæl ene levende af Guds Hånd.

O nej. nej! Jeg havde set, jeg havde stirret - jeg havde stjålet hendes ensomste Løndom, hendes Nøgenhed: hendes Væren ene med sig selv! Jeg havde taget hende med Vold og mistet hende for evigt!

Hvorfor? hvorfor? Fordi Livet, fordi Lykken var kommet mig nær!

O Gud, hvorfor vakte du dem! hvorfor lod du mig ikke dø lykkeløs og uskyldig!

Eller - de andre ejede den jo altid, Lykken, fødtes med den - men havde nogen handlet som jeg?

Nej, jeg havde drukket mig ør i Bærme: i mit Selv, det Selv, jeg aldrig før havde kendt, men som altså så således ud, skændigere end et Dyrs. Med Lykken, med Livet var det vågnet - o Gud, tag Lykken, tag Livet fra mig, og giv mig hende og dig igen!

Forsent! Forsent!

Jeg skreg min Nød ned i Jorden, jeg krympede mig ned i den, at den vilde gemme mig med det samme. Mod hende havde jeg handlet således! hun, hvis Sjæl havde hvisket til mig: Broder, ene du er som jeg!

De gule Blade dalede over mig. og jeg skreg til dem, at de vilde dække mig, begrave mig, begrave mit Selv i deres evige Forgængelse.

Lugten af dem, af Muldens Ramhed sank om mig, steg om mig. beruste mig som Døden, og jeg lukkede Øjnene i et Takkens Gisp - o, forgå!

Men da jeg løftede mit Hoved, faldt de visne Blade fra det, og jeg stod atter oven Jorden og så mine Fødders Spor i Mulden.

Da vendte jeg mig og styrtede i Rædsel ud af Lågen, 177 ud på Gaden og bort, som kunde jeg løbe fra min Gærning og mit Selv . . .

Men jeg fandt dem bægge igen - på en Trappesten under et dunkelt Bislag, ved at en Hånd rørte min.

Jeg så i det usikre Skær fra en Tranlygte et Ansigt i mørktlokket Hår - og greb om den kolde Sten.

Du gode Gud, var det hende? kom hun for med sine hvide Hænder at rive mine Øjne og mit Hjærte ud?

"Lille Student, giv en Skilling, så skal du få et Kys," klynkede en hæs Stemme, og Hånden ruskede mig stadig, indtrængende, i Skulderen, "hører du - en Skilling og et Kys!"

Jeg sad på en tilsølet Trappe i et uhumsk Stræde. Var det Pistolstræde eller Peder Madsens Gang?

Og foran mig knælede en laset Kvinde, purung, med blålige Pletter i Ansigtet, med Håret tjavset, ned i de skinnende Øjne.

En Hånd, der var mager og hvid som en Dødnings, rev i Feber i min Frakke.

"Lille Student, en Skilling og et Kys ..."

Jeg bøjede mig beruset forover - gennem Forrådnelsens, Dødens tunge Os sitrede en svag, en øm Duft af en Blomst, af en Kvinde . . .

Jeg havde ikke taget fejl - jeg stod i Haven igen

- og hun var ikke vred, hun havde åbnet sin Rude, og hun bøjede sig ud og rakte mig sin Mund til Tilgivelse - og Farvel . . .

O jo, jeg kendte igen min Barndoms Atmosfære, Skarnlugten fra Skøgernes Hus, af smudsige Klæder og Senge, af smuldrende Gulve og Mure og Rendestenens Slam

- gennemsitret af unge Kvindelegemers ukrænkelige, lindrende Balsam!

"Lille Student, jeg giver dig, hvad jeg kan! Jeg har ikke smagt Mad i tre Dage, uden hvad jeg har sanket i Gårdenes Møddinger. Her er koldt på Brostenene, jeg har ingen Seng. Og jeg er syg. Jeg giver dig, hvad jeg kan!"

Jeg så mellem to Dødningehænders Famlen, og af et laset Sjal, et Kvindebryst dukke frem, sart og ungt og hvidt ...

Jeg troede, hun kom at rive mine Øjne og mit 178 Hjærte ud med sine hvide Hænder, og i Steden rakte de mig i guddommelig Barmhjærtighed hendes Bryst, at jeg skulde drikke nu og ikke vansmægte Livet igennem - jeg, der havde vovet mit Blik til den hellige Kilde.

Svimmel af Anger og Tørst, og med mine Øjne for sildigt lukkede, bøjede jeg mig og drak.

Og i al Forrådnelsens Os, i Dødens store Lugt om mig, sitrede Paradisblomstens Silkeblad mod mine Øjne, min Hud, mit Hjærte.

Jeg smæltede bort i dens Duft, selv kun en Ånde, smagende Livskærnens Honningsødme og Salt.

Jeg fornam en skælvende Hånd om min Nakke, en dunkel, dump Lyd i mit Øre, over mit Hoved, som en dobbelt Gråd, et Hjærtes og en Munds . . .

"Å lille Student - å lille Ven - -"

Og jeg så op igen og ind i Skøgens Ansigt.

"Jeg kan ikke give dig mer. Brostenene er kolde,

og jeg er syg ... giv migen Skilling -"

Jeg havde den Aften hentet min Månedsløn fra Kontoret, jeg trykkede Pungen mellem hendes Fingre, og hun et Kys på min Hånd . . .

Hun forsvandt derhenne i Tranlygtens Skær på den bitte, åbne Plads, skyggespinkel og sort, med det vilde, brusende Hår og Kjolen nedtrådt som et Slæb af Muld om Fødderne. Hun vinkede med den hvide Knokkelhånd, den anden foldede frysende Sjalet om det nøgne Bryst.

Og jeg sad i Pistolstræde, tyet til min Barndoms Tærskel og frelst for Øjeblikket og Evigheden af dens gode Fe. -

O lille Søster, Doretes og min, du gav hende Æren og mig Livet tilbage! Ti Kysset skænker Nøgenheden Jomfrudommen igen og Brøden Tilgivelse.

Men du, lille Søster, der byder den himmelske Kilde til Fals på Gaden - dig selv kan ene Gud læske, som du ene kunde læske mig! -

Hvordan og hvornår jeg nåede hjem til mit Loftskammer, aner jeg ikke. Men da jeg kastede mig dér på mit Leje, vidste jeg det: at jeg tog til Øen, at det var den Vej, Gud nu havde viet mig til, ja bestemt mig fra min Fødsel.

179

Jeg tog til Øen, ikke som Adam, men som Gud vilde. Jeg vendte for altid mit Øje bort fra hende, at jeg altid skulde se hende. Jeg slettede mig selv af de Levendes Tal, at jeg ikke skulde dø.

Og den Beslutning skænkede mig Ro, den Dødsdømtes, den Frelstes Ro, og jeg lukkede Øjnene i Søvn.

Men dér i Søvne åbenbarede hun sig for mig for anden Gang, hun, den evigt Vundne og den evigt Tabte.

Hun kom og satte sig på min Sengekant og talte mig til. Hun var nøgen, som da jeg så hende bag Ruden og i Strædet, ja, hun var ganske nøgen, med de spæde Hænder og Fødder krysset, kun svøbt i sit lange Hår.

Men jeg havde jo kysset hende til min og følte det ikke som en Brøde, at jeg var hende nær, og hun smilte mod mig, som kendte hun ikke til Vrede, endsige til Blu, kun til uendelig Sørgmodighed.

"Benedict", sagde hun og nævnte mig ved mit Barndoms Navn fra Pistolstræde, som ingen siden Eberhard havde kaldt mig ved, fordi jeg for ingen havde været velsignet, men nok mild for alle, "Benedict, se her kommer jeg til dig, således som Gud havde bestemt mig for dig, således som vi to, som Menneskeparrene, skabtes for hinanden, bag Adskillelsen og Klædebonnene. Du lærte min Nøgenhed at kende, og den var din i denne ene Stund, og du rørte den med dine Læber. Men vi færdes i Timelighedens Klæder, og derfor skal du aldrig gense den før i Evighedens Morgen. Ti sagde mine Øjne dig det ikke: Først i Evigheden, først når Legemer og Klæder er faldne, skal vi to vorde Et? Ti her på Jorden kan Sjæl bo hos Legem, men Sjæl aldrig hos Sjæl. Og se: du har intet Legeme for min Sjæl, og jeg intet for din. Men just derfor skal vi hisset smælte sammen, ti intet jordisk Støv vil blande sig i vor Forening. Men nu skal du gå bort, og du skal savne og længes og angre. Ti den, der her på Jorden foregriber det, der først var bestemt i Saligheden, han må sone i det Jordiske. Husk, at du har alt at angre! Men for at du her i Støvet skal holde din Længsel ren og ikke glemme den Brud, der bestemtes dig, gav Herren os vort Bryllup i Nat, vort Bryllup, hvorom Verden aldrig skal vide, og som ene vi forstår. Véd du, at da 180 jeg smilte til mit Spejl, var det til dig, og da jeg spejdede fra min Rude, var det efter dig? Se, din Brud kom til dig med Hænderne om sit Bryst som om Skatte. Men Ruden var stængt for os; vi sås, men kunde ikke favnes. Og jeg sendte dig min lille Søster, og du rørte hendes Bryst, og du smagte i hendes mit, den Spise, hvorefter du aldrig skal tørste. Du smagte Kvindens Legeme, og du åd dig til Frelse og Doms. Jeg var Livet, og du kyssede min Søster, Døden. Du forpligtede dig til den evige Død, ti du begærede det evige Liv. Dig ske efter din Vilje! Drag nu bort og lev for Mindet om vort Bryllup. Husk, at du har alt at mindes! Men kom til mig i Morgen, og lad os to, som véd alt og intet om hinanden, for første og sidste Gang tales ved, på vor Bryllupsmorgen og sige hinanden det God Dag, som på én Gang er Farvel og på Gensyn!"

Og hun åndede over min Mund og bredte sine Arme ud over mig som Vingefang. Men om det var et Kys og et Favntag til jordisk Trøst, eller det var en Beånding og Velsignelse til himmelsk Flugt, jeg véd det ikke.

Men jeg sov ind under det, dybt og trygt som til min lange Søvn. -

Da jeg vågnede næste Morgen, stod jeg roligt op i den klare og blanke Oktobersol, roligt som den Domfældte på den sidste Dag.

Jeg vidste nu, hvad jeg havde at gøre, men også at jeg kunde det. Jeg vidste, at det havde altid været bestemt således; jeg huskede jo Eberhards Ord om dem, der først skal grønnes og blomstre i Himmerige, hans Bøn om at give mig Korsets Gave - ja, jeg så det jo: inderst i Livets Skov stod ikke Afrodite, den blå Blomst, men, som i Schwarzwald, Korset.

Jeg tog roligt "Fædrelandet" frem, som Adam havde stukket i min Lomme i Går, da jeg ikke vilde tage det af hans Hånd, og læste Avertissementet: om Præsten, der tillige skulde være Lærer på den øde Ø i Kattegat, og som søgte sig en midlertidig Hjælper, en ung Student. Lønnen var alt frit og femogtyve Rigsdaler om Året.

Der stod "midlertidig", men jeg vidste, det var for 181 altid. Jeg vidste jo nu, hvorfor jeg ledtes hen til det Vindue og til Trappen i Pistolstræde, at det var ej alene, som jeg troede, af mit Selv, men af Gud; at det var ej alene Brøde, men Gave; at jeg blændedes ej blot af Guds Vredes Lyn, men af hans Åsyns Herlighed, af det Salige alt her på Jorden.

Men jeg vidste også - hun havde jo sagt mig det, Synet i Drømme - at Undret kun var sket med mig, med os, fordi jeg, fordi vi var så svage, at vi ene kunde bære dette, og ene dette kunde opholde os i det Jordiske.

Og som jeg kendte Grunden, kendte jeg Betalingen for Undret. Jeg vidste jo, jeg havde alt at angre og alt at mindes.

Og jeg tog mit gamle Skoleatlas frem og slog op på mit Land og fandt Øen dér, ene midt i Havet, skilt fra al Verden ved de syv Mile Hav til Jylland, syv Mile Hav til Sverrig, otte Mile Hav til nærmeste Ø, og ti Mile Hav til Sjælland, til den Bred hvorpå jeg stod, hvor hun levede.

Jeg mærkede mig Stedet på Christianshavn, hvor Skibet skulde ligge, hvor Skipperen skulde sige den Søgende nærmere Besked, og jeg gik derud.

Under Vejs gennem Gaderne, hvor Solen flammede som gyldne Luer, som Sommerens sidste Farvel, mødte jeg mange Studenter. Om den stærke Sol, der tindrede i alle blanke Ruder og Øjne og bragte alle de røde Blomster bag Madam Mørchs Vindue på det skæve Hjørne ved Nyhavn til at lue, viste mig dem, eller jeg selv så dem med særligt stærke Blikke, véd jeg ikke - men aldrig havde jeg mødt så mange af mine Lige, så mange huløjede og lurvet klædte Studenter, hvis gustne Hud fortalte om Æbleskivekælderen, hvis trætte Trin om den stenede Vandring mod Examen.

Men ikke én af dem så jeg dog styre min Vej, ad Christianshavn, ad Skibet, ad Øen til.

Jeg nåede derud og så et Hoved stikke op af Kahytsdøren i Piberøg og Skæg. Jeg stod på Bolværket med Huen i min Hånd og bad om Oplysninger.

Hovedet vendte sig så trægt, som var hele den skidne og tunge Skude dets Krop og talte det med dens hæse og havvrede Røst: 182 "Ja, det ska' være med det samme, hvis det i det hele ta'et ska' være. For i Aften letter vi. Og nu stunder jo Høsten, og så kommer vi ikke ad Øen til før til Våren: Og Præsten, Schwarzflügel, vil nu ha' sig en Student derop til Ungerne. Men hvad Fanden vil De dér? Har De egentlig betænkt Dem på det? Véd De kanskesens, hvordan der ser ud deroppe? I Deres Alder - De ku' sgu da ligesågodt gå på Assistens Kirkegården! Men hvad Fanden rager det mig! jeg siger bare: God Fornøjelse! og Tak for mig! Men vi letter Klokken ni præcis, at De véd det."

Det saltgrå, buskede Hoved forsvandt, så brat som gik det i Hi under Dækkets tjæreskidne Vinge, og den smudsige Puddel, som under hele Samtalen havde halset ude af sig selv henne ved Roret, hvortil den var tøjret, strakte sig nu flad på de sølede Planker, der stank af harsk Sild, og slængte sine Glam, sin Fråde og sine gule Øjnes Ild mod mig, som begærede den at flå hver Trevl af Kød og Tøj af mig

Men jeg vendte mig og gik, forfulgt af dens Halsen. Nu var det bestemt. I Aften gik jeg over den Ræling, for aldrig at vende tilbage.

Derude et Sted, midt i Havet, skulde jeg bie.

Men først skulde jeg se hende en Gang endnu, den sidste, den lovede. Lige før jeg rejste, skulde det være. Således var det Ret og Pligt. Fra hende vil jeg gå til Adam, sige ham Farvel, og så om Bord.

Jeg havde gennem Værtinden budsendt en Marskandiser. Jeg måtte jo afhænde de Par Møbler, jeg havde hos mig, som havde fulgt mig fra Pistolstræde og Skolens Kvist, Eberhards Møbler.

Ja, jeg skulde skilles fra dem som fra alt andet i min Fortid, uden dette ene.

Jeg var jo også uden én Skilling. Jeg havde jo givet vor lille Søster min Pung med alt mit Eje.

Marskandiseren kom, i slæbende Tøfler og islandsk Nattrøje, med Duskelue og Gedebukkeskæg. Han snøftede en Dråbe op i Næsen, skelede fra Møblerne og Dynerne til mig - og bød mig en Femtedel af det, jeg vidste, var deres Værd.

Men skønt hans skråsavlende Mund grinte af Spot, 183 nikkede jeg. Jeg vilde aldeles ikke slå igen! Når jeg krævede at blive, den jeg var, hvorfor skulde Verden da ej kræve det samme for sig? Havde den regnet min Barndom og Ungdom for mere værd end det, den nu bød mig for deres tavse Vidner?

Jeg pakkede Eberhards Kiste, pakkede den med alt det, der var mit jordiske Gods, mine to Skjorter, min ene Dragt og hans Bøger, lukkede Kisten og fik den bragt om Bord. Vadsækken vilde jeg bære med mig med det samme. O, den var ikke for tung!

Da jeg havde betalt Værtinden, og Eberhards Kuffert var hentet, talte jeg mine Penge efter -: jeg havde en Rigsdaler igen!

Jeg så mig om i det nøgne Kammer under Tagribberne og med Vinduesgluggen og smilte. Således slap jeg fra det. Ja således slap jeg fra mit frysende og sultende Selv. Jeg var færdig, jeg skulde rejse.

Jeg så gennem Skråruden ud mod Himlen, der nu i Solnedgangen skyedes og flammede højt og rødt op. Jeg så de enkelte Trætoppe og Korsene på de fjærne Tårne lue og store Skygger skride over Tagene,

Så vidste jeg, det var Tiden, stak Eberhards gamle Schwarzwalder-Ur i Lommen, tog min Vadsæk, så mig endnu en Gang rundt i det Kammer, hvor jeg havde sultet og frosset, lukkede så for det, og gik ned ad Trappen, lige ud ad Gaden til Eberhards Grav.

Jeg vidste, at havde han rådet selv, var der aldrig blevet sat et Mærke, dér hvor hans ligegyldige og lænkende Legeme var blevet lagt ned, ja ej en Gang rundet en Gravhøj, men det var blevet slettet i Et med den Jord, hvoraf det var taget og som havde krævet det igen.

Men jeg havde i mit Tab af ham, den Uundværlige, klamret mig til det af ham selv så foragtede Sted og rejst et fattigt Fyrrekors på hans Grav og derpå ladet male i Hvidt den hellige Augustinus' Ord, han så ofte i tunge Stunder havde manet mig og sig selv med: "Unruhig ist das Herz, bis es ruht in dir, o Gott!"

Og længere nede Novalis' Ord: "Das Leben ist um des Todes willen,"

Jeg knælede ned ved den alt i Efterårets Regn sunkne Grav og med Panden mod det sprukne og klæge Ler 184 syntes jeg, jeg for første Gang fuldt ud forstod Eberhard og blev ham lig i den Forståelse, ti stod nu ikke også de Ord over min Grav: "inquietum est cor nostrum, donec requiescat in deo"?

Jo, uroligt havde det været, til nu jeg var i Graven, i Guds Hånd, som han. Og sandet havde jeg, at Livet ene var for Dødens Skyld.

Jeg gik fra Eberhards Grav til min Faders, Ikke mange Skridt skilte dem, men en Mur var rejst imellem dem.

Og over min Faders Grav hvælvede sig et Mausolæum af Marmor, der bar Slægtens Navn i Guld og Laurbærkranse, min Faders nederst og sidst.

Mange af disse Navne havde også Historien tegnet i Guld og Æreskranse.

Jeg vidste, at hver Tomme Muld dernede i dette Magtens og Ærens Tempel var af samme Stof som mit Legeme, og dog stod jeg her mer fremmed end i min Bedstefaders Sal. Forgæves søgte jeg at liste mig ind til min Fader, som et Barn til en Voxen. Guldet og Æres-Kransen skilte os.

Og jeg vendte mig og så tilbage mod de trange Tommer uren og leret Jord, hvori Eberhard lå blandt de Fattige og Glemte. Og jeg vidste, at under hans sorte Kors hørte jeg hjemme.

Og min Moder - hendes Grav var hjemfaldet og slettet, og ingen vidste mere dens Sted. Et andet Legeme blandede sig nu med hendes Muld.

Således var også hun selv slettet for mig og blandet med andre - med Madam Gundlachsen, med de hvide Piger, i hvem mine søgende Barnehænder havde fundet en Moder. Nu sidst med Dorete og vor lille Søster i Pistolstræde.

Jeg vidste ene om hende, at hun havde været ganske ung og spinkel og mørk, at hun ikke havde villet opgive hverken sin Faders eller sin Forførers Navn, så lidt som der nogensinde var blevet spurgt efter hende, og at hun i sine store Smærter var død med hine selvfordømmende Ord, gennem hvilke jeg kunde ane hendes Faders, min mødrene Slægts fatalistisk hårde Sind.

Jeg syntes, jeg var som Menneskeheden selv, uvidende 185 om mit Livs Oprindelse: skabt og ladt ene. Med min Undren og min Ømhed.

Og jeg rejste mig, med Eberhards Taske i min Hånd og gik fra Kirkegårdens Døde ud blandt de Levende, hvor jeg heller ikke havde hjemme, hen til hende, gennem hendes Have, op til hendes Trappe og ringede på, ikke som tidligere, da jeg kom med Adam, men med en Følelse af Ret. Det var jo hendes Brudgom, der kom, hun havde selv budsendt ham.

Klokkens Ringen derinde vækkede mig ikke, og jeg så ikke den gamle Tjenerindes forbavsede Ansigt, da jeg, på hendes Erklæring om at Professoren ikke var hjemme, spurgte om Frøkenen.

Først da jeg stod foran hende i det lille, lavloftede Værelse med de smalle Bogreoler, med de mørke Gardiner og Blomsterfloret i de dybe Vindueskarme, og hun stilfærdigt rejste sig fra sin Forhøjning og så på mig, med Brodérrammen i Hånden, kom jeg til mig selv - ja, til mit rette Selv, og nær var jeg i Gråd sunket ned ved hendes Fod, i Gråd for hvad jeg havde vovet mod hende.

Men jeg huskede jo, hvorfor jeg kom og blev atter rolig i min Anger og mit Minde. Ti havde hun ikke selv sendt mig sin Tilgivelse i vor lille Søster, og havde hun ikke selv idømt mig min Dom og Bod?

Jeg stammede nogle Ord om Professoren, om noget jeg vilde spørge ham om, om en Bog - jeg løj for første Gang i mit Liv, løj for hendes Øjne, og vidste, at også det måtte være, og var tilgivet.

Men hun svarede stille og venligt, at hendes Fader først kom om en halv Time, men om jeg ikke vilde vente . . .

Den halve Time og hint Øjeblik i Haven og hint Kyssets Øjeblik, for deres Skyld er det, jeg blev født, ene i dem af mit Livs tusinde Timer har jeg levet. Da de var til Ende, var jeg død.

Jeg sad på den lave Stol ved Foden af Forhøjningen og hun deroppe, bøjet over Brodérrammen.

Det visne Løv i de gamle Linde bag Vindvet sov rødt og stumt. De grønne Tegl på Kirketaget dæmrede 186 så våde mod den violette Aftenhimmel med de spidse, sølvblege Stjærner.

Hun drog Nålen så roligt ud og ind gennem den hvide Ramme, rystede let de lange, løse Lokker fra sin Pande, smilte og spurgte.

Det gamle Tjenestetyende havde tittet ind en Gang, forundret, og tøvet henne mellem Portierens mørke Klunkefolder, med et fortørnet Ansigt, men Dorete havde nikket til hende i et Smil:

"Tak Rosine, Studenten venter på Fader."

Ja, jeg ventede på hans Komme, på min Død.

Og nu var vi atter ene, Nålen hvislede gennem det stive Stramaj, og hun nynnede svagt - ene som i Brylluppets Øjeblik og Kyssets Stund, ene på vor Bryllupsdag, der lakkede mod Hæld.

Hun sænkede det mørkt lokkede Hoved dybere, som for bedre at se, men selv her gennem Skumringen så jeg, hun rødmede - som ved vor Hemmelighed. Og mit Hjærte bankede. Men så lidt i Frygt som i Håb, nej kun i Andagt og Tak til den Gud, som jeg i denne Time følte, var os nær.

Hun talte til mig, og jeg sagde, at hun kendte mig jo ikke. Men hun rystede atter på Hovedet og bøjede sig dybere over Rammen og spændte Klædet ud og smilte.

"Jo, jo", sagde hun så, og hendes Stemme var ganske lav og så forunderlig øm," jo - for De gemte Dem, da jeg vilde række Dem Teen - De gemte Dem og veg bort."

Nu sænkede hun Hovedet helt ned over Rammen og tav og lyttede som i et åbent Smil til sine Ord.

Og jeg lyttede også, med Studenterhuen på mine Knæ, ubevægelig, på min lave Stol. Og jeg nikkede stille.

Jo, jo! Hun huskede mig, fordi jeg veg. Ja - fordi jeg var den, jeg var, og ingen anden!

Og jeg havde just begæret at være en anden, ja som de andre. Og derved mistet hende. Men vundet hende, nu jeg igen blev mig selv - nu jeg veg.

Jeg vidste, at denne Time havde ingen Fortsættelse. At den var Begyndelsen og Slutningen. Og jeg vilde det jo netop således.

187

Hun talte til mig, blidt og dæmpet, små Spørgsmål, små Svar, om Selskabet i Går, hvor vi mødtes, vi to, som sad her og aldrig mere skulde ses.

Vi talte med Ord, som Tusmørket, som vor store Hemmelighed gjorde vege og ømme.

Det duftede i Stuen af Kongerøgelse, af gamle Bøger og af Karmens dunkle Blomsterflor. Her havde hun levet sit ganske Liv, og her skulde hun leve indtil - nej, jeg vilde ikke tænke på det nu! denne halve Time var mig givet, og ingen kunde tage den og vort Bryllup,

Det røde Løv bag Ruden glødede som gyldne Skatte, Lyset i Kirkens grønne Tegl sluktes, og Himlens Violette blev Nat. Uret slog spinkelt derinde. Den halve Time var omme.

Jeg rejste mig og rakte hende Hånden til Farvel.

Hun så op, trykkede den og smilte, spurgte ikke, om jeg da ikke skulde vente på hendes Fader, men sad endnu foroverbøjet, med Sytøjet i sit Skød, og så efter mig, da jeg vendte mig i Døren og hilste Farvel.

Farvel? Nej på Gensyn!

Jeg tog min Vadsæk i Gangen, hvor jeg havde gemt den, ti hun, som ikke forstod mit God Dag, skulde end mindre fatte, hvad mit Farvel betød. -

Jeg gik derfra til Adam og sagde ham, at jeg tog med Skipperen i Nat.

Han så op fra sit Bord, hvor hans Bog lå, den Studiets Bog, jeg nu aldrig mere skulde åbne. Lyset faldt lige på hans Ansigt. Vore Øjne mødtes, og jeg syntes, jeg dybt derinde læste en Uvished, ja næsten en Tak.

Men så rejste han sig i et Smil, skød Bogen til Side og udbrød:

"Så skal vi drikke et Glas Champagne, før du rejser!" Og han rakte Armen ud og trak i Ringesnoren på Væggen.

Jeg svarede ikke, satte mig lige overfor ham, halvt i Skjul bag Bogstabelen, og tænkte på, at nu havde jeg set hende for sidste Gang i mit Liv, at nu forlod jeg Verden og Håbet og Menneskene og Fremtiden for altid, for at drage over Havet til Øen, til Døden. At aldrig mer skulde jeg høre det fine, gyldne Ur dikke dér, aldrig se disse opslagne Bøger, der skulde have 188 båret mig frem til en virksom og hædret Plads mellem Menneskene, aldrig mere sanse den fjærne, trygge Rumlen af de mange Vogne, af Menneskenes Færdsel, af den store By, men en Stilhed så dyb, som lå jeg alt i min Grav.

Jeg tænkte derpå i Hvile og Ro. Ti jeg vidste, jeg vilde aldrig glemme hendes fine, sorte og lokkede Hoveds Bøjning mod det selvlysende Vindue med det mørke Blomsterflor og det glødende Løv bagved; jeg vidste, at nu havde jeg vundet hende for evigt. At nu havde jeg ene at angre og mindes, ind til den Evighed, hvori der aldrig tages til Ægte, og hvor Vægtskålen er en anden end hernede; hvor jeg turde sidde for hendes Fod - Således som Gud havde vist os det i denne halve Time.

Ti disse tvende Stunder: i Nat for hendes Vindve og i Dag bag hendes Rude, havde lært mig, at min Kærlighed var ikke Drømme, men Liv, og kunde kræve sin Evighed. Jeg havde haft mit Bryllup og talt med min Hustru! Vi skulde genses.

"Skål!" sagde Adam.

Det sang i de høje, spinkle Glas, og Vinen løb igennem mig som lyse Flammer, som Luft af æterisk Vår.

Og jeg løftede mine Øjne mod Adams og hævede mit Glas mod hans.

Men da blev han med Et blussende rød, satte sit ned og gemte med sænket Ansigt Panden i sine fine Hænder. Og de rystede, som stred han, hans Skuldre fortrak sig, hans Nakke bøjedes.

Men så løftede han Blikket, og det var koldt og roligt, fuldt af Sejrherrens Strålen.

O ja Adam, jeg hilste dig, den jordiske Verden, der sejrede og tabte!

"Adam", sagde jeg og holdt om Glasset med Vinen, "jeg er knap atten År, og jeg véd, jeg kommer aldrig tilbage fra den Ø. Men jeg er glad for at komme derover. Og du véd det som jeg: kun dér passer jeg. Sørg derfor ikke nu og lad det aldrig angre dig."

Han gjorde en kort Bevægelse op mod sin ranke Hals i den åbne, løse Linning - og rakte mig sin Hånd, tavs, i et hårdt Tryk.

189

Du var ærlig, Adam, ærligere end den Verden, du havde forsvaret mod mig, den Uvedkommende.

"Og nu", sagde jeg, bøjede mig og greb min Kuffert, "nu er det så på Tide."

Han rejste sig brat, bredte Armene ud og stod således en Stund. Men jeg nærmede mig ikke og så roligt på ham.

Så sænkede han Armene, bladede hæftigt i Bøgerne og udbrød så, med lidt tyk Stemme

"Du må undskylde, Clemens, jeg fulgte dig selvfølgelig helst i Aften, til dit Skib, men - Der skal være stort Selskab hos -" og han nævnede min Bedstefaders Navn, "første Gang efter Sønnens, Grev Hermanns Død. Professor Honorius og Frøken Dorete kommer," lagde han til, idet hans Øjelåg gled ned.

Jeg følte det, at nu stødte han Dolken til Fæstet i mit Hjærte. I denne Aften skulde det ske. Dorete skulde neje sig for hans Vilje og blive hans. Jeg blinkede svagt med øjnene og nikkede.

Jeg gik jo til min Lykke. Vilde jeg formene ham i at gå til sin?

"Nej, hvorfor skulde du dog følge mig?" sagde jeg roligt. "Farvel, Adam - og Tak."

Jeg rakte ham Hånden, med Kufferten i den anden.

Han så langsomt og fuldt på mig, som spurgte han, hvorfor jeg takkede - O, han vidste det jo ikke, som

jeg!

Han vilde tale, men sænkede sit Hoved.

Jeg slap hans Hånd, vendte mig og så en sidste Gang det fornemme, lampelyste Værelses rige Hygge - og gik - til Skibet, -

Vor lille Søster - ak, hvor kunde jeg finde hende? Som min Moder var hun forsvundet i Jorden blandt de ukendte Døde. Men faldt mine Tårer på denne store, fælles Grav, der havde født os alle, faldt de og duggede hende. En Gang skulde vi mødes dernede. Til da skulde hun leve i mit Minde, i sin Duft, der frelste mig fra Skarnet.

Jeg gik gennem Gaderne og så de høje Huse for sidste Gang og deres kulsorte Skygger i det nye Gaslys; Skæret fra Købmændenes Stuer, fra 190 Håndværkernes Kældre, de Riges første Sale og de Fattiges Kviste. Jeg så Kareterne køre til Teatrene og til Selskaber, mødte de syngende Studenter, de sabelraslende Officerer, de kvindeklædte Præster, de fedtvraltende Grosserer og de listende Tiggere, hele det København jeg havde levet i og aldrig kendt og nu for evigt skulde forlade.

Jeg kom forbi Kongens Slot, forbi Holmens Kirke og Børsen, langs Kanalen, ud på Christianshavn, i de stejle Gavles dybe Skygger, til Pakhusenes vældige Mure og kranbehængte Gavle, til Luften, der var oplyst af Skæret fra Byen og gennemkrysset af Takkelagernes Fletværksstiger og Masternes Spær, til Lugten af gennemblødt Bolværk, af Tjære, af Vandets svale Fjærnhed og Kulde.

Jeg fandt for Enden af det snævre Stræde, under et Pakhus uhyre, grå Mur, som under et Fjæld, Smakken, jeg skulde med, og skrævede om Bord.

Hunden, den skiddenhvide Puddel, foer rasende op, men Rebet holdt, og kun dens glammen de Dans fortalte om dens Sind imod mig.

En Lygte jagede sit Skær hen over min Fod, og det skæggede Hoved med Kabussen og de lodne Arme fyldte Kahytslugen derhenne. Havets Kentaur viste mig atter sine Tænder.

"Det er Studenten," sagde jeg kun.

"Såh," knurrede den hæse Røst. Og Hovedet sank uden en Lyd. Nu havde det mig jo på sin Ryg.

Jeg satte mig på Kufferten, Eberhards Rejsekuffert med Korset i de røde Bloddråber. Kufferten, der havde gjort hin Rejse fra Gutach til København, hvorfra den aldrig vendte hjem, og nu skulde gøre denne Rejse fra København til Øen, hvorfra den heller aldrig skulde komme tilbage.

Hunden satte Kløerne i Dækket og stirrede på mig med glødende Øjne, fra Skyggen under Roret. Men tav nu - og ventede.

Jeg sad og så over mod Lygtelyset på den vældige, sorte Bindingsværksgavl, med Ryggen mod Havnen, Vejen vi skulde. Jeg fornam Hundens Had som en 191 sviende Truen i alle Lemmerne. Men jeg glemte det påny.

Ti jeg så med Et et Ansigt, jeg kendte, derovre, et hvidt Ansigt bøjet lurende frem, med tynde, udspilede Fingre, som Kløer, på Muren.

Det var Augustinus, og jeg vidste, hvad han vilde.

Jeg rejste mig roligt, påny omsydet af Hundens Halsen - nej, den behøvede ikke at frygte, jeg skulde ikke undslippe den - og gik hen til Rælingen og spurgte: "Er det dig, Augustinus? God Aften!"

Han dukkede nu ud af Mørket, lige nær ved mig. Jeg havde ikke set ham siden den Aften, han lånte af mig de ulovlige Penge, som Adam havde fratvunget ham.

Nu blinkede hans urolige Øjne mod mig, de lange Hænder svøbte hinanden, og han skød Skuldrene op om Ørene.

"Jeg vilde bare - jeg hørte, du skulde rejse - af din Værtinde - jeg vilde for gammelt Venskabs Skyld blot -"

Jeg nikkede til ham. "Farvel Augustinus, og lev vel."

Han så op med sine små, rindende Øjne, svøbte Hænderne, gylpede, og hvæsede, fremadbejet, skotten de rundt på alle de svingende og sejlende Skygger fra Master og Reb:

"Kan du ikke låne mig - blot en Rigsdaler - her er dyrt i denne store By - og nu sejler du jo . . ."

Jeg så på ham, på Stipendiaten og Regensianeren, og rakte ham min Rigsdaler.

Han snappede den, smuttede den i sin Hånd, svælgede, blinkede mod mig, dukkede og forsvandt,

Og nu var jeg ganske blottet, nøgen i Guds Hånd ...

Men da jeg lidt efter, mens Folkene tumlede på Dækket med de langsomt stigende, sorte Sejl, og Skibet alt langsomt duvede frem i det mørke, skvulpende Vand, en sidste Gang så tilbage mod Byen, mod den oplyste Bro, hvorover travle Arbejdsvogne og lygteskinnen de Kareter jog - så jeg endnu hans Ansigt derinde, mod den sorte Kæmpemur, som et Dødningehoved, følgende Skibet med opspilt grinende Mund.

192

Og jeg syntes, det Ansigt var selve Byens.

Ja Doktor Lange og Fru Ellen, nu synes De vist, at mit Liv er omme, at nu er der ikke mere at fortælle, fra den Aften, Københavns Lys og Larm svandt dér under Himlen, mens Mørket og Havet åndede mig i Møde - og til i Dag, da selv denne Ø skal svinde for mig i Havet.

Ak, jeg troede det jo selv - for jeg vilde det således! Min Flugt til Øen, hvad var vel den andet end Flugten fra mig selv og Menneskene, til den Død, der nu var min Ungdoms Egenvilje, som jeg søgte at tilliste mig bag Gud? Men udenom ham går ingen List.

Jeg var atten År og først de halvfjersindstyve er Støvets. Og først nu skulde egentlig Livet til at begynde.

Ti se, én som jeg har jo ikke, som de fleste andre, sit Liv i de ydre Oplevelser, den ydre Kamp og Lykke, men i sit Indre. Nu havde Livet givet mig sit Stof, nu skulde jeg bearbejde det, vise, om jeg var dets Gave og Krav værdig: at mindes alt og at angre alt. Om jeg var, ikke som Eberhard drømte: en Guds Helt, men en af hans utallige Korsdragere.

Jeg drømte, at Øen, jeg sejlede til, var Dødens, og jeg fik se, at den var Livets, svømmende som et Blad midt i det uendelige Hav, under den uendelige Himmel, med alle levende Skabninger om Bord: Umælende og Mæl ende, Dårer og Vise, Bødler og Ofre!

Jeg drog fra Storstaden, hvor jeg kunde gemme mig i Vrimlen, til Øen, hvor ingen af dens tohundrede Indbyggere kunde finde et Skjul for de andre; fra Myldret, hvor den enkelte stynes og stævnes af Skoven, til Ødet, hvor hver gror af sin Rod, uden Røgt eller Tugt.

Jeg havde reddet mig bag tætte Mure og skjult mig under lune Tage og kastedes nu med Et ud på den nøgne Sandplet under Himlens og Havets Luner og blandt Mennesker, som de oprindeligt var: Djævle og Engle.

Derom er det nu, jeg skal fortælle Dem - om Livet efter en Oldings Erfaring, ikke efter en Ynglings Drøm, af Guds, ikke af Menneskets Vilje." 193 "Ja, Clemens Bek," hviskede Erik Lange, idet han rakte sin ene Hånd mod den Gamle, mens hans anden søgte Ellens, "tal til os om Livet her på Øen - vi, der er unge og skal leve det."

Og Clemens Bek nikkede mod dem.

194
195

ANDEN DEL
ØEN

196
197

FØRSTE KAPITEL

ERIK LANGE og Pastor Honorius kom vandrende langs Nordstrand ude fra Fyrtårnet, hvor Præsten havde været på Besøg, og ind imod deres Hjem.

Øde strakte Stranden sig foran dem, i Ebbe, med sit Bælte af Sten og Sand. Her var fast og let at træde, i den svage Blæst, under den skyede Himmel. Klitternes marehalmsstride Hoveder stirrede stumt mod Havet.

Langt borte over Land, hvor deres Toppe tågedes hen i det grålige Lys, steg Nordbjærgets grøntskimlede Fjæld. Dér imod skred de.

Fjærnt over Havet viftede en Fuglefloks Vinger. Skummet gød sig ind om Stenene og Goplerne.

De vendte sig og så tilbage på Tårnet, der steg hvidt som et Lys, plantet i Sandet. Fyrgårdens fæstningsgrå Mure og tunge Tage lå som en Kiste under Klitterne.

Øens Spids pegede som en Finger ud i det Grå, hvor Hav og Himmel gled i Et.

De gik atter frem. I Sandet stod Mærket efter Postbudets Stok og hans Hunds Klør. For en Uge siden havde han været herude. Drivtømmeret under Klitterne huskede Erik Lange fra det første År.

Langt ude begyndte Nordvestrev at dukke frem i Rønneløbets Ebbe. Han mindedes, at første Gang, han så dets Stenbræmme på Vejen herude fra, løb han til, som i et pludseligt vanvittigt Håb om, at et nyt Land var steget op derude, at Jyllands Kyst var voxet nær . . . Nu vidste han, at om få Timer vilde den lille Fjerdingvej, Øen var øget med. tages hjem i Havet.

"Hr. Honorius," sagde han, "har De vandret Øen rundt, om Stranden - vor Trediedel Kvadratmil?"

198

Præsten så op; han gik foroverbøjet, i Sandet, med Paraplyen på Ryggen.

"Nej," sagde han og rystede på Hovedet, "endnu ikke. Men jeg har set den fra Sønderbjærg, med Havet rundt om."

"Og" - Erik Lange tøvede lidt, "hvad følte De, da De så det Syn?"

"Jeg følte". Honorius nikkede langsomt frem for sig. "at her var Verden - at her lå min Gærning."

Erik Lange så på ham fra Siden, hans hule Tinding og Kind, hans smalle, spidse Læber og de tunge, sænkede Øjelåg. Og han forstod, som hin Gang derhjemme, overfor Ellen, at der var et Liv, hvorom denne Mand intet vidste, men også, at havde han vidst om det, var han aldrig kommet hid.

"De mener, Hr. Pastor?" spurgte han dæmpet og kaldte ham for første Gang ved hans Titel.

.Jeg mener, at kun her kunde jeg tåle at høre den Titel, De dér nævnede, uden at blues."

..Og hvorfor kun her?"

"Fordi her ingen anden vilde bære den - til Guds Ære."

De vandrede videre frem i Tavshed. En Strandskade

red af Sted foran dem, lydløs, på sine Vinger, lavt

over Skummet. Oppe i Klitterne kom Tværkorset til

Syne, over Hulvejen, hvor Redningsmandskabet skulde

køre op, når Stormen satte Havet ind.

Præsten klamrede Hænderne om Paraplyen.

"Doktor Lange, De som vel forlængst har forladt Gud, husker De endnu hans forfærdende Nærhed?"

Erik Lange tøvede, men Honorius udbrød ivrig:

"Ja, jeg mener ikke den Gudsånd, Verdensånd, eller hvad De kalder det, De fandt i hans Sted, men vor Bibels Gud, den åbenbarede, den personlige Gud."

Lange så op og mødte det blege Ansigt dér under Hattens sorte Skygge, og han fornam et Nu sin egen Barndoms Gys.

"Jeg ser, De husker den. Svar mig da: hvem vover sig ham så nær, at han gør sig til hans Tolk, hans Tunge på Jorden?"

199

Erik Lange smilte: "Å, jeg synes endda, der er dem - og ikke så få. Det vil sige -"

"Hvad?"

Erik Lange trak på Skuldren. "Hertil vovede de sig jo rigtignok ikke så gærne. Eller spørg gamle Bek om Præsterne i hans fem og halvtredsindstyve År."

"Og dog forstår De ikke, hvorfor jeg turde og måtte hertil?"

"Hvorfor De turde: jo! Men hvorfor De måtte -"

,.Men Menneske!" Præsten greb om hans Arm, "så véd De jo intet om den Guds Forfærdelse, der er så stor, at den endog kan overvinde hans egen Forfærdelse i Mennesket."

Han tog Hatten af og strøg sig over Panden i Havkulden.

"Den Gud, der er så ringe, at han behøver min Tjeneste, og så mægtig, at han kan give mig Mod til at yde den."

De gik videre, Side om Side, i Aftengrået. Nordbjærg voxede forude, som selve Ararat, at de var ikke fortabte i Havet, her i dets Midte, at endnu var denne Plet Jord deres.

"Jeg forstår, Pastor Honorius," sagde Erik, idet de drejede ind ad Hjulsporene til Byen, "at én Ting må være Dem kært at De her ikke behøver at se dem af Deres Kolleger, der blev - på Fastlandet."

"Dem er det jo," Honorius' magre Hændet klemte atter om Paraplyen. "der har gjort Gud så ringe, at han fik min Tjeneste behov."

De gik forbi det ensomme Telefonskur ved Nordbjærgets Fod, hvorfra Strandvagterne skulde allarmere Redningsvæsnet, når en Stranding sås, og op langs Ørkenens grå Sande.

Langt forude, helt lavt over Jorden, brændte de enlige Lys i Byen.

"Wenn alle untreu werden, so bleib ich dir doch treu, dasz Dankbarkeit auf Erden nicht ausgestorben sey!"

nynnede det i Erik Lange fra Eberhards Dødssalme.

200

Pludselig spurgte han:

"Sig mig, har De endnu ikke været hos Lærer Bek?"

Honorius rystede på Hovedet. ,.Jeg har jo kun været her en Uge. Er det den Gamle, der véd om de mange Præster og har været Lærer under dem alle?''

, Ja - i fem og halvtredsindstyve År har han levet her på Øen. Og jeg tror, at han i det halve Århundrede har været dens sande Præst. Nu er hans Tid omme, måske det da er Deres."

"Måske, Doktor Lange - om jeg får Tid til at vidne som han."

Erik tøvede lidt, så sagde han: ,.Kom med os på Lørdag Eftermiddag og hils på ham. Jeg tror, at han - eller - Nej vent lidt, lad mig først spørge, om De må komme, og om jeg må fortælle Dem, hvorfor jeg overhovedet må spørge derom."

Honorius så undrende på ham, men Erik løftede afværgende Hånden.

"Nej, nej, jeg tør endnu intet sige Dem, for så måtte jeg jo sige Dem alt."

Præsten var standset og så tilbage. I det samme glimtede det store Fyrs Lys op og sluktes. Og Fyrskibets tændtes, to Mil til Havs, og forsvandt. Og det store Fyrs Lys sprang ud.

Inde i Ørkenen, på en Høj, stod Byfyrets tunge Støtte. De så dets Vogter, en Fisker fra Byen, bevæge sig travlt frem og tilbage foran dets Rude, og pludselig stod den tændt derovre, skinnende som en stor Lygte i sit Spejl, mens Mørket med Et blev tæt omkring den, og herude hvor de stod.

"Hvor føler jeg, at jeg lever, her," sagde Honorius, "ene i Havet og Natten. Kan Menneskene glemme Gud her? Hvor er det lettere at være hans Tunge?"

Nærved Byen blev de indhentede af Fyrpasseren ude fra "Lygten." Han syntes at have skyndt sig, ti de hørte hans Åndedræt puste kort.

Han strøg den skindkantede Hue af, idet han gik forbi dem i Vejkantens Rensdyrlav.

"God Aften, Boje Grue," sagde Erik Lange.

Fyrpasseren standsede overrasket - så var det dog sandt, hvad de sagde, at Lægen begyndte ligefrem at 201 snakke til Folk! Han tøvede, stadig med Huen i Hånden, skottende til Præsten.

Erik smilte. Han havde altså skyndt sig sådan for at komme i Lag med Øens nye Mand.

"Vi har været ude ved Fyrtårnet," forklarede han.

"Se, se - ja, jeg så jer nok oppe fra Lygten komme vandrende på Nordstrand."

"Ja, Præsten her var ude at hilse på Fyrmesteren."

"Se. se," "Lygtemanden" nikkede igen, stadig med Øjnene på Præsten.

Honorius så op, let rødmende, hans Hænder søgte forsigtigt hinanden om Paraplyen.

"Jeg er jo jeres nye Præst," sagde han og løftede Brillerne mod det magre og hvide Ansigt, som dér stirrede på ham ud fra det blåsorte Hår og Skæg og mod Ørkenens Baggrund, som et stort og alvorligt Spørgsmål.

"Velkommen skal De være," nikkede Boje Grue "- om De nu da kan finde Dem til rette hos os?" lagde han prøvende til.

"Det tror jeg," sagde Præsten, "for ellers var jeg ikke kommen."

"Se, se, godt det da. Og Doktoren - de siger inde i Byen, De bliver ikke?"

"Det passer ikke, Boje Grue, vi tænker kun på at blive."

"Se, se," Fiskeren nikkede atter. ,.Ja, her er da endelig også til at leve," sagde han med et kort Knyst, strøg atter Huen med Skindkanten af og gik ilsomt ind mod Husene, hvis lave, kalkede Mure nu ligesom gled op af Jorden, bag Stendigerne. Lugten af stegt Sild drev dem i Møde igennem den rå Luft.

"Nu fortæller han det til de andre." nikkede Erik Lange.

"At han virkelig behøver at fortælle, at vi to Tjenere blir på vor Post!" udbrød Honorius.

"Ja hvad?" Erik Lange smilte. "Det er jo knap, man en Aften som denne kan skimte, der i det Hele ligger Huse dér, endsige da, at der bor Mennesker! En skal se vel til for at tro, der er Liv her i Ørkenen."

"Jeg synes dog, det rejser sig selv og kalder", sagde 202 Præsten og nikkede ind efter den forsvindende Skikkelse i det trange Gademørke.

"Ja - for nu har de fastet længe uden Præst - og Læge", lagde Erik dæmpet til.

I det samme faldt der et svagt Lysskær ud fra Huset derhenne, det første, hvor den ene af Øens tvende Købmandshandler fandtes. Glasdøren klirrede, og Ellen trådte i Lysskæret ud på Trappen, med Favnen fuld af Pakker, talende tilbage ind i Butiken.

"Og så sender De de andre Sager hen til Staffen Tannis, til Barnet", nikkede hun og gik ned ad Trappen.

"Tannis - er det ham, hvis Kone jeg skal begrave i Morgen?" spurgte Honorius.

Lange nikkede. "Ja, hun fødte et Barn den Nat, De kom til Øen. Jeg kan ikke blive klog på det Barn, men noget i Vejen med det er der. Moderen var stum, ikke at det arves, men - Og Faderen er en sølle Fyr, Øens eneste Subjekt."

"Deres Hustru vil nok sørge for det Barn, ihvad det så fejler," sagde Honorius.

Lange så studsende op - og mødte Ellens Øjne. Hun stod lige foran ham i sin Pels og med sine Pakker.

Og i dette øjeblik forstod han, at det var det, hendes Øjne havde bedt ham om allerede hin Nat og hele den sidste Uge.

"I Guds Navn, Ellen!" udbrød han og klemte hendes Hånd i sin og lyttede selv med Undren til sit Udbrud.

"Tak, Erik Lange!" Præsten strøg sin Hat af og forsvandt ind i Mørket, ad Stien op mod sin ensomme Bolig.

"Erik, mente du det? vil du - må jeg tage Lillen hjem til mig?" spurgte Ellen og bøjede sig frem og så ham ind i Ansigtet, som de gik ud af Mørket mellem Byens Bakke og Nordbjærg, ud i den svage Dagslysning over Kæret.

Han sænkede sit Blik for hendes, så rømmede han sig, prøvende: "Ja, Ellen, jeg synes, jeg har megen Ensomhed at gøre god for dig igen."

"Her har aldrig været ensomt for mig, Erik."

203

Han så ned på Stiens dunkle Grønsvær og dens smalle Sandstribe.

" Heller ikke da -"

Han vovede stadig ikke at se op, men da hun tav, måtte han til det, og mødte hendes Øjne, så smilende, at han forvirredes.

"Jamen -" udbrød han, "du véd jo slet ikke -"

Og han standsede, forfærdet for, hvad han i dette Øjeblik kunde have råbet og mistet, hvor ulægeligt han kunde have såret hende og sig selv.

Men hendes Smil strålede kun endnu dybere, som de nu gik ind i Pilekrattets tynde Greneskygger.

"Du behøver ingenting at sige, Erik, og endnu mindre at være angst," sagde hun dæmpet og med sit uforanderlige Smil, "tror du ikke, at jeg kendte dig: at du kom tilbage?"

"Ellen, du har vidst -" han standsede midt i Pilelunden.

"Alting - bedre end du," smilte hun. "Å du Drømmer, tror du ellers, jeg havde turdet følge dig til denne Ø?"

Han bøjede Hovedet end dybere, men vidste ikke, om det var i Skam for hende eller for sig selv.

""Drømmer" siger du - var da mit Værk kun Drømme?"

"For dit Værks Skyld kalder jeg dig Drømmer. Andre kunde ikke drømme det; men du kunde ikke bygge det."

Hans Stok fulgte Vejens Sandstribe.

"Hvorfra véd du det?"

Hun svarede ikke strax, men hun listede sin Hånd ømt ind i hans.

"Erik - var du ellers kommet hertil?"

"Hvad mener du?"

"At det er med dig som med Hanna - : hun kunde føde Barnet, men hun havde ikke Kræfter nok til at leve for det."

" Jamen -"

"Og derfor gemte du dig for det her - du, som trængte til en endnu dybere Ro, end den du nu havde skabt for andre."

204

"Ellen, det er så sandt, som det er mig medfødt - og jeg skubbede Skylden på dig."

Hun smilte atter, og han så, det var med en Moders Beskyttelse - den Moder, han aldrig havde kendt.

Men pludselig hviskede hun, og for første Gang forsvandt hendes Smil.

"Erik, nu går du da ikke fra mig mere?"

Han så op. "Å Ellen, skulde jeg nu gå fra dig og Øen, så var der kun Havet at gå i. Og nu," han knugede hæftigt hendes Hånd, "da det er, som jeg først tør kalde mig din Mand!"

"Det har du turdet, Erik, fra den første Gang, jeg så dig."

"Nej, nej - og siden - å Ellen, at jeg fik dig alting sagt!"

Men hun smilte roligt imod ham - som ad hans Synd og ad hans Anger.

Han så på hende.

"Om du tog alle Byens Børn til dig, du vilde have Sundhed nok til dem alle."

Hun lo sagte og trygt. Men pludselig sagde hun med sine Øjne i hans:

"Men om det nu er, som du aner: om Lillen er blind?"

"Ja da," han nikkede langsomt, "vil du også have Lys nok til ham!"

Og han bøjede sig og kyssede hendes kolde Hånd, der holdt så fast om hans.

"Gamle Bek, fortæl mig lidt om Lillens Moder, inden min Mand kommer. Fødtes hun stum?"

Clemens Bek så op. "Lillen - å undskyld, Fru Ellen, mine Tanker var ved Præsten, nu De nævnte, at han vil komme til mig, eller de var ved - ak, de var ved mig selv! - når glemmer vi Mennesker dog en Gang vort eget? Nej, Frue, Hanna Kær fødtes ikke stum, hun var den gladeste, lille Pige i min Klasse, et af de Børn, hvis Ansigt lyste for mig derhenne i den lille, skumle Skole; der gav mig ensomme Gamling et 205 Hjems Glæde. Ja, ti jeg var jo alt op i Halvtredserne, da hun sad derhenne med sit lyse Ansigt og sine lyse Fletninger. Til hun aldrig kom der mere, til jeg måtte gå til hende og lære hende det, jeg blot på hendes Øjne og Nik og hendes Skrift på Tavlen kunde se, hun forstod. Hun hørte til dem, Fru Ellen, som glemte sit eget for andre. Som hun lod sit Liv nu for sit Barn, lod hun sin Stemme for sin Fader. Det var i den frygtelige Storm i November nu for atten År siden - der gik tre Skibe under på Revene det Efterår, med Mand og Mus - at hun vilde ud med varm Mad til sin Fader, der arbejdede i Pakhusbugten helt ude ved Fyret. De var ved at bjærge Vragtømmer i Land, hele Kysten var jo bedækket med det det År. Hanna tiggede sig Lov af sin Moder, da Stormen mod Aften lagde sig lidt. Men næppe var hun nået ud i Ørkenen, hvor hun vilde skyde Genvej ned til Pakhusbugten, før Stormen røg op af Havet igen, og Himlen blev sort som Natten. De har ikke levet her sålænge, Fru Ellen, og De véd

ikke ret, hvad et Uvejr vil sige her over Øen. Men lille Hanna erfoer det. Hun stred ude i det fem-sex Timer, først for at nå til Faderen, at han kunde få sin varme Mad, sådan som Børnene jo er vant til at bringe den til Fædrene, hvor de så arbejder - siden da hun kunde tænke sig, han var tyet til Fyrtårnet - blot for at nå hjem til Moderen og de små Søskende, til Menneskene, fra Ørkenen, fra Uvejret. Vi fandt hende først næste Morgen, nær Fyret, mod hvis Lys hun var krøbet til sidst på alle fire, med Kurven i Munden. Hun lå dér, væltet over Ende, næsten begravet under Sandflugten, der endnu stod os om Ørene i det hvinende Snefog, da vi gravede hende ud. Hun var blå og stiv og kold som en Sten. Vi løb med hende til Fyrgården og fik hende varmet op og gnedet og i hedt Vand. Og efter flere Timers Forløb levede hun op. Men sin Stemme havde hun skreget stum den Nat mod Stormen. Og siden skulde hun få Staffen Tannis, Øens eneste dårlige Mand!" Bek rystede på Hovedet. "Men - det var vel også hendes Trang til Offer. Hun vilde vel frelse ham - og det eneste, han gav hende, Barnet, det skulde hun ikke en Gang få at se!"

206

"Gamle Bek," Ellen bøjede sig frem, "Erik mener - tror - at det er blindt".

Clemens Bek gav et Sæt. Han spilede Øjnene op, de rystende Hænder fandt ind i hinanden.

"Så Gud ske Lov, hun gik bort! Det var hendes Rædsel, som hun mangen Gang fortalte mig på Tavlen, at Barnet skulde blive stumt som hun. Og så blindt - blindt hos Staffen Tannis!"

"Nej, nej," Ellen gemte sit Hoved ned i hans Puder. "Erik har givet mig Lov til at tage Lillen hjem."

Der blev en lille Tavshed, kun Havets bestandige, tunge Rullen. Så lød gamle Beks skælvende Stemme:

"Så vær vis på, Fru Ellen, at de første Ord lille Hanna taler, når hun nu dér hinsides får sit Mæle igen, er Deres Navn."

"Nej, det er jo Erik, der tilbød mig -" ivrede Ellen.

"Men det er Dem, der viste ham de Mennesker, som findes her på Øen."

"Eller Dem," nikkede Ellen.

I det samme gik Døren op, og Erik Lange og Pastor Honorius trådte ind.

Om Erik måtte tage ham med? Ellen havde svaret: "Hvor kunde han spørge? Lad mig blot sige det til Bek. Og fortæl du Honorius det Hele. Hvem skulde vel vide det, om ikke han?"

Den Gamle rejste sig brat op i Sengen, så brat som vilde han rejse sig af den med det samme, rejse sig fra sin Alderdom og sit Dødsleje, til sin Ungdom igen.

Dér stod han jo, han, som bar den Elskedes Navn; som måtte have set hende, måske kun for en Uge siden; som vidste om hendes Liv i alle de gangne År; som bar hendes Blod i sine Årer, hendes sarte Hud, hendes mørke Hår, hendes blå Øjne -

"Pastor Honorius -" hviskede han, "Ho-no-rius . .."

Og da Præsten rakte ham sin Hånd, bøjede han sig over den og kyssede den.

"Velkommen," hviskede han, "til Øen - og til mig..."

Honorius drog stille Hånden til sig og satte sig ved Sengen.

207

"Tak, Hr. Bek, og Tak for hvad Doktor Lange måtte fortælle mig;" han rettede forlegent ved sit sorte Halsbind. "Hin - hm -" han rømmede sig, idet han så sig om i den fattige Stue, "hun er min Bedstefaders Søster, Enke-Bispinde Colbjørnsen, født Dorete Honorius - og - Skal jeg skrive og bede hende komme hertil?"

Bek slap forfærdet hans Hånd og så op.

"Skrive - at hun skal komme her! O Hr. Pastor, det kunde jo aldrig ske!"

"Og hvorfor ikke? når jeg fortalte hende om - hvor De har husket hende."

"Komme her -" den Gamle lå med lukkede Øjne, med et Smil om Munden. "O, Hr. Pastor, det er jo som at høre, at de salige Sjæle fra Stjærnerne kunde komme til os! Her - her på denne Ø, i dens Sand og Sten og Storme! O Herre, den Drøm har jeg end ikke i min Ungdoms afsindigste Stunder drømt. At jeg kom til hende, til det faste Land igen - Men at hun kom til mig, hertil - hvad var utænkeligere?" Han blev liggende med lukkede Øjne og smilte.

"Men Tak," hviskede han, "Tak blot, at De sagde det - ja blot, at De er her, af hendes Navn og hendes Ånd - ellers var De her ikke. - Nu synes jeg, hun er mig nærmere end nogensinde i alle de År siden - siden -."

"Men -" Honorius bøjede sig frem over ham, "om nu hun gærne vilde se Dem? Doktor Lange har jo dog fortalt mig om Deres sidste Møde, den Aften i hendes Stue, og at -"

"Nej, nej!" Bek løftede atter Hånden, "ak, hvor tror De, hun mindes det? Det var et Øjeblik for hende, et Øjeblik hvorpå jeg har levet, men som i det næste var glemt af hende. Hvor kunde det være andet! Hun - og jeg!"

Pastor Honorius sad og så på det gamle Ansigt dér, med de lukkede Øjne, med det fjærne Smil om Munden. Han strøg let hen over de hvide Hår på Puden.

Men han mødte Erik Langes og Ellens spørgende Blikke: Har hun aldrig talt om ham? Ti han vidste trygt, at den Gamle ikke selv vilde spørge derom.

208

"Nej," Clemens Bek rystede på Hovedet, som havde han hørt deres stumme Tanker, "og fortæl mig heller intet om hende, om alle de mangfoldige År. Nu er de jo omme. Nej, nej, tal ikke om hende og nævn hende ikke! De kommer, og i Dem hun, her til mit sidste Leje."

Det knirkede i Forstuen, og Lucie Camrath listede ind. Men da hun så Præsten, gled hun halvt ud igen. i Skjul bag Døren.

Pastor Honorius rejste sig og så spørgende på Erik. Han nikkede, og Præsten gik hende i Møde.

"Frøken Camrath," sagde han og bøjede sig, som en ung Mand kunde have bøjet sig i hendes Faders Patriciergård for hendes unge Skønhed, "Doktor Lange har sagt mig, hvorfra De stammer, og jeg kender så vel den Camrath'ske Gård på Christianshavn, ti den har været først min Studenter-, og siden min Kandidatbolig. Og nu -" han så på hende med et tøvende Smil, "om jeg nu bad Dem, til Gengæld for det Husly, Deres fædrene Gård har skænket mig, at flytte op til min Bolig, i Deres gamle Kammer, som min Gæst - min Husholderske, der har været min Amme, kommer herover i næste Måned, og til da får vi Kost fra Kroen - da vil De vel ikke sige mig Nej?"

Lucie Camrath duvede mod Døren, som en Hoben falmede Klude. Nu hævede hun pludselig sine Øjne mod den Fremmede.

"Har De - har De boet i vor Gård?" hviskede hun.

"Til jeg rejste herover - hvor De nu skal bo i min," nikkede han.

"I Deres gamle Kammer, Jomfru Lucie," smilte Clemens Bek henne fra Sengen, "hvor De har levet de halvtredsindstyve År, i Gavlen, mod Sønderbjærg og Havet."

"Men som Gæst," sagde Honorius og lagde sin Hånd på hendes.

Jomfru Lucie hævede atter sine Øjne, stumt, mod den Fremmede, men gamle Bek nikkede:

"Sagde jeg nu ikke sandt, Jomfru Lucie? Har Gud været god mod nogen som mod os?"

209

"Fortæl os om den Godhed," bad Erik Lange og satte sig ved Siden af Sengen.

Ellen sad ved Vinduet mod Ørkenen, og Præsten havde draget Jomfru Lucie ned ved sin Side på Eberhards Kiste. Hun gemte sig for ham, vendt ind imod Murens Skygge. Men hendes Hånd hvilte ved hans - den, der havde åbnet hende hendes Alderdoms Ly og hendes Barndoms Hjem - den var vel som hendes Broders?

Clemens Bek så på hende. Aldrig havde han set hende sidde således hos nogen Fremmed.

Så nikkede han, åbnede de gulnede Papirer og begyndte:

"Jeg sagde sidst, at som den synkende og sluknende By var mig Livet og Menneskene, jeg forlod, blæste Mørket mig i Møde som fra den endelige Nat. Augustinus' Ansigt syntes mig det sidste menneskelige, jeg skulde se, mine Penge til ham, min Løsesum til Menneskene.

Fra mit eget Liv var jeg friet. Efter hin Time i hendes Have og Stue og min Rejse fra hende og alt, kunde intet mere komme. Al min Kraft var levet op. Jeg var fri, som de Døde er.

Som Øen kun var mig den Tåge, jeg flygtede til fra Lyset, var mit Fremtidsliv mig kun en Skygge.

Men jeg var ikke nået ud for Kronborg, før den Drøm var til Ende - ja, før min Drøm var til Ende, og mit Liv begyndt. -

Hunden, den skiddengrå Puddel, "Vombat", der allerede ved min første Ankomst til "Konkylien" havde modtaget mig så ugæstmildt, havde under hele Udsejlingen gennem Havnen ikke et Øjeblik afladt at rase mod mig, den eneste Fremmede om Bord.

Mens Søfolkene tumlede med Reb og Sejl under Skipperens hæse Råb og Trusler, og Christianshavns vældige Pakhusgavle, svagt plettede af Tranlygternes osende Skær gled forbi, og Slottets grønne Tage sank under den lysdæmrende Himmel, og jeg i Mørket ikke mere kunde skelne Byens Lys fra Lysene på de andre ud- og indsejlende Skibe, halsede dens vilde Glam over al Larmen, og funklede dens Øjne og Tænder, i 210 Skibslanternens Flimren, op mod Kabyssen, hvor jeg var krøbet sammen med min slunkne Vadsæk mellem Benene, som vilde den sønderrive mig, om den mellem alle sine Tønder kunde få Rebet slidt over.

Jeg så dens Ildøjne og dens skummende Kæft, og den blev mig pludselig som Øen, jeg skulde til, og dens ukendte Mennesker!

Vilde jeg ikke også være en Fremmed dér? Og med Et forstod jeg, hvad det var, jeg gik ind til.

Nu, Beslutningen uigenkaldelig var taget, var det, som dens Rus veg bort, og jeg blev vågen og nøgtern igen.

Lærer under Præsten på Øen dér midt i Havet! Hvad for Mennesker måtte der ikke leve sådan et Sted! Vilde de mon ikke rase mod mig, som Hunden dér, mod mig, den Fremmede? Blot Præsten, hvordan var han? Huskede jeg ikke Eberhards Dom om Præster, havde jeg ikke selv set Hr. Gotthardsen?

Og jeg vendte mig pludselig på Kabystaget og så tilbage.

Københavns Lysbue gled som en tåget Kuppel ned i Mørket, og med Et genlød det gennem mig:

Du ser den aldrig mere, aldrig mer dens Mennesker, dens Larm og dens Lys, dens travle Liv. Du går nu ind i Mørket som i en Grav, men i en Grav, hvor det vrimler af Gengangerskikkelser, af Orme og Øgler?

I det samme foer jeg op med et Skrig. Hunden havde sine Tænder i mit Ben. Den var sluppet løs, nu vi var ude af Havnen.

Jeg huggede Vadsækken ned i dens Hoved, en Matros kaldte leende på den, men den hang, rystende af Had, fast i mig, og først da Matrosen greb den i Nakken, slap den.

Men stærkere end Såret i Benet, stærkere end Mandskabets slet dulgte Morskab over Affæren, sved den Forfærdelse gennem mig: Du er atten År, og du sejler nu ud mod din levende Grav!

Og jeg snappede min Vadsæk, som måtte jeg springe om Bord på et af de Skibe, der nu med sin Stanglygte gled os forbi - tilbage! tilbage! - ja tilbage til Adam, at stå foran ham og råbe ud, hvad han havde gjort mod mig, men at jeg rejste mig mod ham, rejste 211 mig af min Grav og forlangte min Ungdom og mit Liv! Tilbage til Sulten, til Kulden, til Ensomheden, til de lukte Døre i den store, fremmede By! ti jeg kendte den dog, jeg havde dog levet derinde fra Barn, Eberhards Grav var der - og hun - -

Hun -! Jeg sank pludselig sammen. Du gode Gud, jeg havde glemt hende - ja, glemt, hvorfor jeg sejlede her ud i Natten, bort fra det Liv, de andre kunde eje, men hvortil jeg havde vist mig uværdig, og som jeg ved guddommelig Straf og Nåde var blevet friet for! Glemt min Lykke og min Brøde, min Dom og min Gave, glemt den eneste Betingelse, hvorunder jeg kunde få Lov til at beholde Livet: at mindes alt og at angre alt!

Og jeg åndede atter dybt op, dybt og lettet, og jeg så med rolige Øjne Lysene langs den danske og svenske Kyst glide bort og ned mod Skæret fra København og Malmø.

Jeg havde ikke handlet i et Øjebliks Vanvid, jeg havde handlet ud fra min Fødsels og min Skæbnes Lov,

Og jeg lukkede Øjnene trygt under Nattens kølige Brise, i den Bevisthed, at når jeg nu for altid viede mig til den, da var det som til Guds Vilje med mig. Men - én Ting fornam jeg tillige, ved Smærten i mit Ben, at denne min Guds Vilje var ikke, at jeg nu havde lidt og levet så meget, at jeg skulde få Hiets Fred Resten af mit Liv.

Nej, nu havde han tværtimod givet mig sine Gaver; nu skulde jeg give ham mit tilbage: mit Arbejde, min Kamp for hans i mig. Eventyret var omme, det eneste Mennesket vil af Livet, og den lange Hverdag begyndt, som ikke behager.

Gud kaldte mig til Øen, fordi dér lå mit Arbejde.

Men jeg så mig med Gysen om på det rodede Dæk; på dets Kasser og Tønder, på dets Dunke og Flasker - aldrig havde jeg set så mange Flasker, og Brændevin lugtede af dem alle - på Vombat, der nu, klemt mellem Benene på Matrosen, stirrede på mig, kun afventende det Øjeblik, han slap, for påny at styrte over mig; på Manden, hvis skidne og skægstubbede Ansigt grinte lumskt, som gottede han sig over min Angst, 212 mens han af og til lindede lidt på sit Greb om Hunden; på Kaptejnens Hoved, der stak op af Kahyttens Halvdør og hvilte mod hans Arme på Dækket, idet han, forsviret og forbitret, som selve Skibets hæslige Åsyn savlede Skroget til med lange, brune Spytstråler - på Styrmanden, hvis lange, radmagre Skikkelse, svøbt i en makrelfarvet Frakke, under de bugnende Sejl og med det hvide Ansigt inde i Sydvesten, i Skæret fra Nathuset syntes mig selve Klabautermanden, der styrede os ind i Døden.

Jeg åndede med knappe Åndedræt den ulidelige Stank af Ål og Sild, som Skibsdækket var gennemsivet med, så selv Søluften ikke kunde fordrive den - jeg tænkte på Kulden, på Sandflugten, på Drikkeriet og Barbarismen, på den uspiselige Føde, der ventede mig deroppe, alt det, som al min Fattigdom ikke havde kunnet tvinge mine, fra min Fader nedarvede, Nerver fra at grue for . . . Jeg havde altid hellere spist tørt, ja skimlet Brød, end Flæsk og Klipfisk . . .

Jeg tænkte på denne Fader, på hans Skikkelse på den forgyldte Løjbænk; på hans romantiske Bøgers blå Blomst; på Skovene, som nu svandt derinde i Mørket; bladeblødende, for at grønnes påny en Vår, men aldrig for mig. Jeg tænkte på alle mine Drømme, som nu skulde svinde; på al den Virkelighed, som nu skulde opgå for mig. Og jeg gøs, så Tænderne klaprede i min Mund.

Å, om de dog blot vilde tale til mig, Matroserne eller Kaptejnen, at jeg kunde forsøge at vinde deres Venlighed! at jeg kunde føle mig ikke helt så forladt her om Bord på Skibet i Natten! at jeg dog, når jeg gik i Land på øens øde Sandbred, kunde komme dér med nogle venlige Ord i mit Hjærte - og med lidt Viden om hvilke Mennesker, jeg dér vilde finde, hvem jeg skulde vende mig til, og hvor jeg skulde bo!

Ja, Præsten, Præsten - hvorledes var mon han? Å Gud, og vilde jeg kunne opfylde min Pligt? læse med Børnene? Den lille Tabel - jeg måtte tænke mig om ved de sværere Tal, den store - jeg kunde kun Halvdelen. Brøker kunde jeg ikke få ind i min Hjærne . . .

Ak, den var jo kun fuld af Duften fra den blå Blomst, 213 af Toner fra Underhornet, af Jean Paulsk Stjærneskær og Chateaubriandske Klosterlængsler, og der blev ikke Plads for Tal og Fakta! Søn af en Romantiker, Plejesøn af en Pietist, kom jeg til Øen . . .

Jeg véd, I har undret Eder over min Kærlighed. I forstår det ikke, hvor jeg kunde elske Dorete Honorius efter to korte og flygtige Sammenkomster, efter en eneste Samtale, elske således, at hun har udgjort for mig Livets Mening og Mål og fyldt hvert af dets Øjeblikke.

Men I har ikke set Dorete Honorius, da hun var ung. I har ikke set, at hun var selve Ungdommen og selve Jomfruen, selve sin Faders frigjorte Ånd, selve min Tids legemliggjorte Sjæl. I hende havde jeg elsket og krænket og viet mig til det bedste, jeg vidste: det Fjærne og det Skønne.

Derfor blev min Kærlighed, min Brøde og min Lykke så stor. Jeg så hende aldrig de mange År her på Øen uden med en Stjærne over sit Hoved. Og jeg véd, at når jeg møder hende, bliver det også under en Stjærne.

Men - at jeg har elsket hende, som jeg har, således, at hun har skænket mig Tålmodighed til at leve, ja efterhånden, som Tiden gik, og Ungdommens Smærter svandt, Lykken ved at leve, - voldt, at mit Liv i sin arme Ringhed dog blev, ej alene et dybt og inderligt, men sundt og fyldigt Menneskeliv - ak, det skylder jeg hin min store Brøde!

Havde jeg ikke set hende, som jeg så hende den Nat, da var min Kærlighed, som det meste andet i mit Liv, blevet Drøm, blevet Længsel og Smærte. Nu blev den, alt som Årene gik, Virkelighed - ja, vel min eneste Virkelighed. Blodet i mig blev den, Blodet i mine blege Årer, der varmede i mit luftige Legeme. Jeg har følt mig så sørgmodig og rig som en Enkemand og aldrig kendt en Pebersvends kummerlige Savn.

Ak ja, forstå mig: hint Øjeblik i Haven og med vor lille Søster blev jo for min Elskov det samme, som Ægteskabet bliver det for de andres: den varme Muld, hvori Blomsten gror og bærer Frugt.

Ti, Herre, så jeg hende end altid under en Stjærne, jeg så hende nøgen under den, og jeg kyssede hendes Bryst. Og jeg tørstede og sultede ikke mere.

214

Og som nøgne skal vi mødes under Evighedens Stjærne, uden Blu, som hun forjættede mig hin Nat i Drømme. -

Men alt dette forstod jeg endnu ikke, mellem Sildeog Brændevinstønderne den Nat på "Konkylien"s Dæk. Jeg gøs kun af Angst og af Søvn og af Kulde.

Vi var efterhånden nået ud forbi Helsingør og Helsingborg, og Vinden friskede til. Jeg frøs bitterligt i min tynde Frakke, knugede Hænderne sammen og grundede, mens jeg så de to Byers Lysperler dukke og svinde, over, hvor jeg vel kunde finde Ly for Natten. Og de kommende Timer syntes mig som selve det ventende Liv på Øen: én hjemløs og frysende Nattevagt.

Da gjaldede Kaptejnens Råb derhenne:

"O høj, Student! Købmanden vil snakke med ham. Tror han, vi har ham om Bord, for at vi skal kede os? Kom nu og lav lidt Sjov!"

Sjov? - Jeg stirrede angst på det grove og blissede Ansigt derhenne i Lygtens Skær.

Og Købmanden? hvem var det? Men - jo, der stod en hvid Ånde af Varme og Mados op derhenne i Lyset, - og hvor jeg frøs, og hvor jeg var sulten! Jo, jeg var sulten, jeg, den brødefulde Elsker, der stævnede under sorte Sejl mod Kreta!

"Nå, går det lidt villigt! Tror han, vi har Sind til at bede ham?"

Jeg foer sammen ved Røsten, den vilde, rå Befaling. Jo, jeg måtte lyde, jeg havde jo intet andet end lyde!

Jeg famlede mig derhen mellem Tovene og Bøtterne, og lige som jeg dukkede ned ad den bratte Stump Trappe, slap Matrosen Hunden.

Jeg gav et Skrig og dumpede ned lige på Næsen, hørte en Latter deroppe fra, besvaret af et Brøl omkring mig, og rejste mig, blødende, fortumlet, med bankende Hjærte.

Midt i den sviende Røgtåge, under den lave, osende Bliklampe, så jeg dem; - Kaptejnens blåplettede Ansigt, Styrmandens Kranie med de hule Øjne og det grinende Gebis, og et vældigt, blussende og svedblankt Fjæs med et Hår som Grisebørster og grønne Tandstumper - Købmanden forstod jeg.

215

"Høj, Student! ja, kigger man Stjærner, så får man s'gu "Vombat" i Hælene og dratter på "Konkylien". Den er ikke til den Slags - næ -" klukkede han, så hans Dobbelthage skvulpede, "kom nu og få en gammel Rommer!"

Jeg stirrede på dem. Var det blandt sådanne, jeg skulde leve på Øen?

"Hæ, De glor - jo, det er Mennesker, meget Ærede!"

Ja, han havde Ret: det var Mennesker, og jeg var ene.

Strax efter sad jeg bænket ved Bordet, der flød af Kaffe og Brændevin, dér under Lampens sodede Skærm.

"Nå, fortæl så, Student! Købmanden skænkede op i en Kop Kaffe af Brændevinsjomfruen, mens han blinkede ad de andre, "hvad De vil hos os? Véd De ikke, at der ovre er vi Kannibaler?"

Jeg prøvede at fortælle om Avertissementet i "Fædrelandet" -

"Ja, det har sin Rigtighed! gamle Schwarzflügel kan ikke overkomme Ungerne længer - - næ, han kan i det Hele taget ikke overkomme ret meget mer - hvis én da ellers skal høre efter Målenes Klager."

De andre revnede i Grin. Skipperens Ansigt krøb helt ned i det skidne Skæg, Styrmanden galede af sin sorte Mund og slog Knips med de lange Fingre, som havde han svedet sig.

"Hvem er Malene?" vovede jeg at spørge - jeg måtte jo kende de Mennesker, jeg skulde til - "og hvorfor klager hun?"

"Malene, det er hans - skal vi sige: Husholderske - og hvorfor hun klager? Ja ha, det vil De måske forstå, når De kommer over og får hende og Schwarzflügel at se. Og så - kan det jo være, at De kan tage til og linde ham Arbejdet også i andre Måder end som med Skolen."

Jeg forstod ikke, hvorfor de lo, men de forsvandt som Hvalfiske under Røgens grå Bølger, de brølede og svang de kølleagtige Hænder op i Luften og lod dem dundre i Bordet.

"For se," forklarede Købmanden, "vi andre, vi har jo sådan vor egen Avl at passe - det skulde da ene 216 være Prinsen, men han horer jo nu til dem, der spilder Sæden, som skrevet står 1. Mosebog 38te."

Jeg blev ildrød, dette forstod jeg - ti kendte jeg ikke Biblen? og huskede jeg ikke Augustinus og de store Drenge i Skolen i sin Tid?

"Jaha," Købmanden sank tilbage mod Væggen, mod hvis Glug de sorte Nattevande ideligt vaskede; han trak Vejret langt, så hans tærnede Vest bølgede. "De siger s'gu noget - De kunde jo også betjene ham! Hvad mener I? tror I ikke, han ku" lide sådan noget nyt Kyd?"

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde se hen. Jeg var syg af Kvalme, hed som i kogende Vand, som altid når Kammeraterne havde talt om sligt - end sige den Gang, de havde forsøgt med Vold - - den eneste Gang jeg havde forsvaret mig, så vildt, at de slap. O, dette var for mig Livets største "Vombat", Uhyret fra alle "Åbenbaringens" Rædsler!

Og her - Præsten - Prinsen -

"Prinsen?" spurgte jeg, "er der da en Prins på Øen?"

"Om der er - ih Gud!" Købmanden lettede sin vældige Bag og tog sig til det sorte Bind, han bar om det lyserøde Børstehår, "og det véd De ikke? Han er hele Øens Ejer og Fader til vos allesammen, men så rigtignok, af sine egne Grunde, heller ikke Fader til noen anden! Hans Majestæt, Prins Philip Gebhard den Niogtyvende af Bernburg-Lippe."

"Men hvordan - bor han da altid derovre - en Prins -"

"Jo ,jo, han bor der altid - osse sådan af sine egne Grunde . . . hæ, hæ, hvad mener I? Kan De huske vores Kanariefugle, Slaverne derinde på Voldene? hvad tror De, de mente om de her små Kugler, de havde om Benene? Se Prinsen kunde de jo ikke gi sådan noen på, så gav de ham hele Øen om Benene. Den skal s'gu nok holde."

Jeg så ned i Brændevinssølet. De havde nødt mig til at tage en Slurk af Kaffen, jeg følte mig som fuld af Brændevinstågen omkring mig, og min Kvalme fra før fyldte hele Munden - tilmed syntes jeg, Gulvet og 217 Loftet og Ansigterne rundt om mig begyndte at duve. Vi var nu kommen ud for Kullen, i Kattegat, jeg havde lige set et Glimt af Sjællands sidste Fyr.

"Men hvorfor - hvorfor kom han dog derover?" hørte jeg mig selv spørge.

"Fordi han holdt altfor meget af Kydmad, sådant ungt Kydmad som Deres - dikke, dikke dik, hvad? Og gamle Fre'rik forstod inte Spag med Nybor's Drenge - møj bedre med Nybor'spiger! - og skikkede Fyren til øen, som hørte til hans Godser, fra Moderen af - ja vist var den sidste Stump af hele Bernburg-Lippe - i Kattegat, hvad? Og nu har han siddet den af i sexogfyrretyve År i den bare Sand og Sten, efter at ha' været Fre'riks Yndling og promeneret den som Gesandt i Paris og Rom og Sankt Petersborg, eller hvad de nu hedder, de Satans Hedningestæder. Men Skål, drik på, at De må gøre Gavn deroppe og lad vos hellere ønske, De betjener Malene end som Prinsen, for det gi'r dog li'som lidt mer Resultat!"

Jeg hørte de andres Latterbrag og så deres Ansigter blusse gennem Røgen. Jeg prøvede at rejse mig; jeg følte, at jeg skulde kaste op ... jeg vidste ikke, om det var af Brændevinen, af Luften herinde eller af deres Ord, af de Billeder, de oprullede for mig. Men Knæene gik fra mig, jeg tumlede baglængs, lige som nu Skibet løftede sig og sank i en Bølgedal - jeg så lige et Glimt af et Fyr langt borte bag Ruden - gav et Skrig, jeg véd ikke efter hviken Hjælp, og styrtede næsegrus ned i Mørket, i Spildet af Brændevin og Søvand, som nu vaskede ned over Trappen . . . vendte mig, vilde op, men knækkede sammen i Søsyge og Brændevinsrus.

Jeg hørte Latteren tordne hen over mig, Søen plaske mod Ruder og Døre, og hulkede ned i det stinkende Søle. -

Hele det næste Døgn lå vi i Vindstille midt ude i Kattegat, med Havets Uendelighed til alle Sider, med det grå Øde trækkende gennem de nøgne Master.

Skrål og Skrig lød gennem Stilheden fra Kahytten, hvor de åd og drak og spillede Kort. Jeg sad krøbet sammen oppe ved Roret, med Øjnene mod "Vombat", der i sit Reb lurede på mig; så Fuglene trække fjærnt 218 over det grå Hav og stundum, langt borte, andre Skibes Master.

Jeg vidste, jeg havde været drukken i Går, og jeg følte mig besmittet, af deres Fusel, af deres Tale.

End ikke Blæst var der til at tvætte mig.

Jeg tænkte på hende - om hun havde set mig i Går - - Og korsede Armene om mine Knæ for at holde mig varm og for at besejre Trangen til at søge Varme og Føde - og Selskab dernede.

Men nu ravede de op fra Dybet, glorøde, med svingende Arme og kryssende Ben, skrålende ud mod den ubevægelige, blege Horizont, Skulder mod Skulder:

"Ho, dér er Studenten, nu skal vi ha' Sjov! slip Vombat løs, så laver vi Klapjagt - hi, hi!

Vombat, Haren har inte møjen Plads at salvere sig på - puds, puds!"

Jeg rejste mig, sprang op på Kahyttens Tag og stod dér, jeg véd det selv, så hvid, så vild af Skræk, så rede til uopholdelig at springe over Bord, om de løsnede Hunden, at selv Købmanden, der var henne ved dens Reb, blev betænkelig.

"Nå, så for Satan - kom så ned og drik!" råbte han og vinkede med sin vældige Hånd.

Jeg brast i Gråd og vaklede ned efter dem. Syg af Kulde, af Sult, af Ensomhed.

"Værs'go', spis! nu er Kydet på Bordet!" sagde Købmanden, idet han krøb til rette i sin Køje inde i Væggen, der var så smal til hans uhyre Korpus, at de andre, grinende, måtte trække Bordet hen under hans Bag.

Heldigvis krøb de også til Køjs, overvældede af Drik, og jeg sad ene ved det flydende Bord, mellem Flasker og Glasskår, skidne, gennemblødte Spillekort og Skråstumper; så det grå Vand bag Gluggen, endeløst, og hørte ingen anden Lyd i den dybe Havstilhed end deres rallende Snorken. Omsider faldt mit Hoved til Ro på mine Arme, og jeg sov ind, bedøvet af Fuselens Stank. -

Ud på Natten blæste det op. De ravede drukne til Sejlene og Styret, skrålende og skrigende, skældende og syngende, puffende mig til højre og venstre, til jeg 219 omsider fandt Ly oppe bag Styret, bag Klabautermandens krumme, lange Ryg.

Jeg så Sejlene sortne mod Himlen, de fulde Skikkelser tumle og krysse under dem, Lyset og Osen fra Kahytten, som en Ild midt op af Skibet, og Havet hvidtskummende i Natten rundt om vort jagende og dukkende Fartøj. Jeg hørte Råbene og Ederne, Sangene og Skrigene, jeg så Vombats Øjne gløde mod mig under Sejlene, og jeg syntes, vi foer lige ind i Helvede. -

Først langt ud på Eftermiddagen steg Øen af Havet. Langt, langt ude i det Grå, mod den grå Himmel, tegnede den sig som en lav Tåge, voxende efterhånden som vi for den stærke Medbør kom den nærmere, fæsnende sig til en Banke, ene midt i det grænseløse Hav.

Men hvor higede jeg mod det med Længsel: det faste Land, fra denne svømmende Ark af Drik og Søsyge og Kulde!

Den øvrige Verden, den var sunken bag de to Døgns Sejllads, så dybt, at den aldrig kunde stige mere.

Men se - dér forude voxede jo mit Hjem af Havet!

De havde alle, nu så nær Land, travlt med Sejlene og Roret, med Ladningen, der skulde fra Borde, med Posten, Provianten og Lønningerne til Embedsmændene. Men jeg fik dog i Farten det Svar: "Sønderbjærg!" da jeg spørgende pegte på den høje Banke.

Nu steg Fyret op, langt øst ude, snehvidt og slankt, som en Søjle i Ørkenen. En Banke svulmede i Nord, én skød sig frem i Midten; de gled sammen med Sønderbjærg som én Skykæde.

Var Øen så stor? fik jeg så megen Plads at løbe på?

Fra Højderne ud til Fyret, det var længere end i Eberhards Stue.

Det var "Ørkenen", de havde talt om i Går - jeg så det strax -: bag de lave Rækker Klitter et milevidt sort og øde Land. Jeg kunde gemme mig derude, grave mig ned i Ensomhed og Sand. De sagde jo, der trådte aldrig en levende Fod.

"Tre Favne!" råbte Lodmanden forude, og Ankerkættingen skurede over Bord.

220

Og nu så jeg dem inde på Landet, Menneskene under de knygende Klitter, en sort Stimmel.

"Er der så mange på Øen?" udbrød jeg, som jeg stod dér med min Vadsæk.

Jeg længtes ind mod dem, og jeg skælvede af Angst for dem. Jeg skimtede deres Ansigter som hvide Pletter i den sorte, ubevægelige Masse, og mine øjne sved af at stirre mod dem, de, som skulde bestemme over mig, dele Livet med mig her i Havets Midte . . .

"Hå, er det så mange, hva? De kan i al Fald bande

på, de er der alle, hver Sjæl, som kan krybe og kravle,

med deres Ejer og Fader, Prinsen, i Spidsen. Vi har

ikke væ't her i tre Måneder og kommer, Herren være

lovet, først igen til Våren!"

Ja, hvad brød jeg mig om det? Blot komme i Land, blot få begyndt på Livet derinde. Lad så Gud rulle sit grå Tæppe ned for al Verden!

Idet jeg krøb fra Borde ned ad Rebstigen, hug Vombat Tænderne i min Skulder. De havde sluppet den Løs deroppe, for at den skulde bringe mig Skibets sidste Hilsen. Men jeg kvalte mit Skrig og lod mig dumpe ned i Båden, så Vandet skvulpede om den.

"Hallo, hvad bilder sådan en Pibestilk sig ind? Næ vent nu, nu vågner I på Havsens Bunde!" brølede Købmanden deroppe, og hans kolossale Fedtkrop styrtede ned over Båden, så jeg gennemblødtes til Skindet.

"Stræk ud!" tordnede Skipperen, og Årerne røg ud til Siderne

Jeg sad i Bagstavnen, på min Vadsæk, og krøb sammen. Nu, jeg havde forladt Skibet, længtes jeg fuld af Angst tilbage mod det, af Angst for Menneskestimlen derinde. De stod jo så ubevægelige som Skygger, som Døde. Der var vel en hundrede Mænd og Kvinder og Børn, en Hest og et Køretøj, men ikke en Bolig at øjne, ikke en Strimmel dyrket Jord. Kun den stenede Strand, kun Klitternes sandfygende og marehalmsraslende Toppe, kun Højderækken bagved, sortgrøn, stejl som Verdens Grænsemur.

O nej, han havde Ret, Skipperen, at der var ikke mange! å, så lille en Flok på den øde Bred. Men de 221 var dog for mange mod mig! Når kastede de sig over mig?

"O høj!"

Det gav et Ryk, så jeg tumlede tilbage Roret ramte mit Bryst, så jeg gispede.

"Sid fast, Student!" hujede Skipperen. "Ja, og værsgo', stig ud og gå i Land, nu blir man ikke befordret gratis længere. Og de længes efter Dem derinde"

Jeg stirrede angst ind på Land.

Som ved ét Slag havde Flokken løsnet sig, stimede hid og did, splittedes og trængtes ned mod Vandet, som vilde de styrte sig i det.

Jeg så nu de stirrende Ansigter, de åbne Munde, de skælvende Hænder. Men jeg forstod, det var Posten, de ventede på, Pengene og Provianten, de skælvede efter at gribe, ikke mig.

Skummet gød sig op for deres Fødder - deres kæmpende og bølgende Klynge syntes mig som hele Men neskeheden, der bier efter Mad og Guld. Mig ventede ingen.

Jeg så Skipperen og Matroserne og tilsidst Købmanden skræve over Rælingen, i Vandet til Knæene og skvulpe ind, med Kasser og Tønder læsset på Nakken. Jeg så på deres sorte Fedtlædersstøvler og ned på mine blæsende, brune Buxer.

"Hi, der er ikke andet for, De må smøge op!" grinede Matrosen, som blev om Bord.

Jeg så sky mod Land; der var jo mange Fruentimre derinde. Så listede jeg Sko og Strømper af og stak mine Fødder uden Bords.

Som Jærnskruer klemte Vandets Kulde til om mine Ben, og jeg vaklede i Bølgeslaget.

"Hallo! du skal da ikke gå ledig! tag den med dig!" råbte Matrosen, og han læssede Eberhards Rejsekiste på min Ryg.

Jeg ravede under den pludselige Vægt, og Havbundens Stene skar mine Fødder.

"Kan I se, dér kommer han til Landet med hele sit Habengut!" råbte Købmanden, der alt var inde på Stranden, og pegede mod mig.

222

"Halløj Student! Student! du har brækket dine Ben!" skrålte Sømanden bag ved mig.

Jeg standsede forfærdet og stirrede ned. En Lattersalve genlød under Klitterne derinde. I det skyllende Vandspejl brødes jo mine nøgne, frysende Ben over.

Et Øjeblik var det mig, som måtte jeg kaste mig ned under min Kiste og rulle under den ud til Havs, til Havsens Bunde, fra denne Jordens Kyst. Men i det næste stod jeg inde på Land, vaklende og dinglende under Kisten.

Men ingen havde Tid til at agte på mig, jeg så kun Nakker og Rygge mod mig. Alle stimlede de med højt opløftede Hænder, med korte Råb og Skrig, jeg ikke forstod, om Skipperen og Købmanden.

"Hallo, tøv dog, tøv!" brølte Skipperen, "I får s'gu ikke Posten før hos Gravemand! derop allesammen!"

Jeg fik Tid til at læsse Kisten af mig og trække Strømper og Sko på. Så stod jeg dér, som Matrosen sagde, med alt mit Gods ved den stenede og skummende Strand og så på Menneskestimlen.

Nærmest mig holdt der en tohjulet Karre, jeg alt ude på Skibet havde lagt Mærke til - malet i skrigende grønt og rødt, blåt og gult, og overdrysset med Guldstjæraer, med vældige, brede Hjul og røde Saffianssæder, forspændt med en ynkelig lille, forpjusket Hest, der stod fortabt og krøb sammen mellem Vognstængerne, som lig et Par Kæmpehorn strittede op over den.

Jeg forstod strax, det var Prinsens Vogn, ti der var midt i Stjæraerne og Regnbuebåndene malet forgyldte Kroner, og jeg søgte efter ham i Vrimlen.

Jo, det måtte være ham - en Olding ragende højt op over alle de andre, som et Kæmpeskelet af en Fugl, med en udhungret Ørneprofil i et flagrende, gråt Hår, skrigende med en skingrende Fistelstemme, rækkende de lange, magre Arme i Vejret.

Og dér ved hans Side - hvem var dog det? - et Menneske endnu besynderligere end han! Var det da til de Vanskabtes Ø, jeg var kommet?

En Dværg, ikke større end et syvårs Barn, men med en uhyre Pukkel, som et Sneglehus på sin Ryg, hoppende for at se, fægtende med sine Arme som Vinger, og uafbrudt kaldende: 223 "Aviser! Aviser til Jacobus Uz! Bøger! Bøger til Jacobus Uz!"

Og deroppe mellem Klitterne stod der en høj, hvidhåret Mand i flagrende Kappe, bøjet frem over sin Stok, med Øjnene på Skipperen, der løftede Posttasken over sit Hoved. Skønt han stod dér udenfor Stimlen, så jeg dog i hans Øjne, der luede frem af det magre, gustne Ansigt, at han længtes måske endnu mer vanvittigt end de andre. Hans Hånd rystede som i Feber om Stokken.

Nogle af de Indfødte, af Fiskerne, havde strax rullet et Anker op under Klitten og lyttede med Øret til det, snuste til det og vexlede Øjekast over det. Knoklede og senede, med hvide Ansigter og sort Skæg lignede de hungrende Rovfugle om Bytte.

Og Kvinder så jeg, i Øens Nationaldragt, med stive, hvide Blondevifter om Ørene, rive og slide i de Pakker, Købmanden holdt under Armen.

Men ind over Klitterne, ud i "Ørkenens" gråsorte Dyb gik en kofteklædt Mand med et langt, flyvende Skæg, roligt, ved sin Stav, med Ryggen til. Han brød sig ikke om Postskibets Komme, om Buddet derude fra, fra Mennesker og Begivenheder, ikke om Kvindernes Stås eller Brændevinsankeret.

Jeg så efter ham, som han skred derinde, og tænkte på, om jeg nogensinde kunde blive vis som han.

I det samme strøg en anden Mand mig forbi, mager, i Småløb, foroverbøjet og holdende en gul Stok i sin krampagtigt knyttede Hånd. En Tressehue sad over det tynde, pjuskede Hår, en lurvet Uniformsfrakke daskede om hans hulbrystede Skikkelse.

Hans Øjne flakkede, hede som et Par Luer, hen over mig, over det fægtende Virvar på Stranden, og. videre løb han, foroverbøjet, i ilsomt Trav, med Stokken klemt i Hånden, som søgte han, forbi de andre, ud langs den tomme og skummende Strand noget, de ikke vidste om.

Blandt dem alle virkede han uhyggeligst på mig. Hans tomme Blik til mig, til de andres Glæde og Iver, hans stive, brændende Stirren frem for sig havde været som en Afsindigs.

224

"Fa'r - så du Fa'r?" hviskede en Pigestemme halvhøjt fra Klyngen.

Jeg så hende, i et grønt, besynderlig gevandtagtigt Drapperi, med lange, sorte Lokker, knuge sig ind mod Moderen, en høj, slank Dame, også i grønt, men ombølget af et mægtigt, sort Slør.

Disse to, med de hvide Ansigter, med de dunkle Øjne, der dirrede som Tårer under de mørke Vipper - var de Hustru og Barn til den vanvittigt blinde og vanvittigt stirrende, uniformerede Mand, hvis Skikkelse nu svandt hen derude i den øde Strand? Hvor var de kommet til denne Mand og på denne Kyst? Moderens Slør svøbte sig om hende og Barnet . . .

"Nej, nej! I får intet!" skreg Skipperen igen, hæs af Arrigskab og Anstrengelse, "før, som jeg siger jer, i Gravemands Bod. Er jeg kongelig Postfører eller ikke, hvad? Nå, I Kanaljer, af Sted til Gravemand!"

Og hele Skaren bølgede med Et frem mod mig, så jeg veg ud i Stenbræmmen og Skummet. Men nu så alles Øjne mig. Som en Ildregn luede de mig i Møde, opspilede, lyse og dunkle, gamle og unge, Mænds og Kvinders, i grisk Nysgerrighed.

Kun den unge Piges og hendes Moders dvælede blidt på mig, ja, den høje, slanke Frue syntes et Øjeblik at ville tøve, men svandt så ind i Toget. Men jeg følte de tos Øjne på mig som en sky og øm Hilsen.

Prinsen, der nu var blevet ene tilbage, stavrede hen til sin malede Kærre, med et dybt Knæk bagover i Haserne for hvert Skridt, stindende sig af ved en lang Stok med forgyldt Knap.

Fra den åbne Pels flagrede den sorte Frakke i Blæsten, hvid i Sømmene, tilstænket som af Vin og Mad. Som han vaklede dér under den puklede Klits Marehalm, med den knækkende Ryg, med den næbhuggende Profil, lignede han end mer et Fugleskelet, en dødssyg Pelikan.

Og de to, Moderen og Datteren, skred derhenne som to fine og sky Søfugle, mens deres Mand og Fader flagrede afsindigt bort, ud mod Havet og Ødet.

En Tjener i et lurvet Liberi, gråhåret og med blå Briller, greb om Tøjlerne, og Prinsens Gig rullede som et farveluende Hjul bort langs Klitterne . . .

225

"Måske det så er Studenten?"

Jeg jog sammen og så ind i et Par runde og brune Øjne, et rundt og olivenbrunt Ansigt. Et blankt, sort Hår lå spejlglat strøget om den lave Pande under Nationalhuens Vinger. Hun smilte mod mig med to dybe Smilehuller.

"Ja, for så er jeg Malene Tambov, Præstens Husholderske, og skal hente den unge Herre."

Jeg foer sammen. Det var altså hende, Præstens Slegfredsviv, om jeg skulde tro dem, hende der -

Jeg blev ildrød og kom til at skælve, Hun var mig så nær. så kødeligt nær, her midt på den kolde og blæsende Strand, som aldrig før nogen Kvinde - jeg syntes, ej en Gang vor lille Søster. Hendes Ånde i mit Ansigt, hendes leende, hede øjne i mine. hendes spændte Bryst under det sorte Tørklæde, hendes underligt nøgne og blanke Hænder . . . Som en Lue åndede hun midt i det øde Mørke.

"Ja, så er det vist bedst, vi kommer hjemad," sagde hun og smilte, og det Smil isnede mig, der nylig brændte. Og jeg grebes af en endnu dybere Skræk for Øen end før - som rummede den en Vulkan, og var jeg viet til den.

Vi fulgtes ad op gennem en Hulvej i Klitterne, tæt under Sønderbjærgs Fod, og så ud over Ørkenen.

Jeg glemte alt for det Syn - at et sådant fandtes i mit Land, havde jeg ikke troet!

Var det Jorden, eller var det Månen, jeg havde nået? Jeg måtte spørge mig selv - så hærget, så kulsort og oprodet af Sandhvirvler og Stenskruer, så skimlet af Renlav og spøgelsesplettet af hvide Klitter rakte den sig langs Højderækkens Fod, ud under den sorte Himmel.

Og hen der igennem løb det lange Tog af Mennesker, bag Skipperens og Købmandens bittesmå Skikkelser og Prinsens rullende Ildhjul, imod Kirken, der steg linhvid op af Ødet over en Klynge Tage, som Stråstakke og Tangdynger.

Men oppe i Sønderbjærgets skumrende Hæld skimtede jeg et enligt Træ, såvidt jeg kunde skønne, en Lind, hvis halvnøgne, stride Krone truede deroppe, som et Hjortedyrs, en Elgs Gevir, der havde reddet sig fra 226 Syndfloden didop, og nu evigt vågende rettede sine Horn ud imod Ødet.

"Ja, det er et sære Land, véd én nok, for den som ikke har set det før," lød en Røst i mine Øren, Malene Tambovs, farveblød og metalhård.

Jeg vågnede - nej, nej, jeg var ikke på Månen - og hun - det var som selve den kolde, grå Aftenluft om hende brændte!

Og jeg følte atter hin afsindige Skræk i mit Legeme, som skulde det fortæres.

Vi fulgte den sandede Vej langs Ørkenen, ind over en Lyngmark. Dér duvede to mørke Skikkelser rastløst op og ned over Hakke og Spade, slidende og stampende i Sandet, benyttende det sidste Dagskær over Havet.

..God Aften, Truels og Mærged!" nikkede Malene.

Men de to fik knap Tid til et Nik, endsige et Øjekast til mig og Postfølget, der rendte derovre, ind mellem Rønnerne.

Jeg vendte mig og så på dem, som de vuggede dér op og ned, ligegyldige for os, men som bundne sammen i én Takt, på Arbejdets Gænge.

Malene smilte. "Ja, de kymrer sig ikke om os og ikke om Posten heller. De har jo hinanden, de to. De skal giftes til Våren, og de graver ud til Hytten."

Jeg skottede til hende. Hun smilte stadig roligt; men jeg følte mit Hjærte mere varmt og mere tungt, som var jeg på én Gang mer hjemme og mer hjemløs end før.

Så var denne Ø dog som Verden derude, ej blot befolket af Skygger. Men havde jeg ikke søgt og, fuld af Hvile og Gru, troet at finde et Skyggerige?

Nu åbnede "Kæret" sig for os på venstre Hånd, og jeg så Skyerne spejle sig i den blanke, grunde Sø, som den Gang stod derinde.

Vi gik under Kirkebjærg og Byens Bakke, og på dens Kam tegnede sig, som en svær Stub mod Himlen, et Trætårn.

"Er det Prinsens?" spurgte jeg undrende og pegte.

"Det er Ørebros, Lægens," forklarede Malene. "De så ham vist dernede, en høj, hvid Mand, der stod oppe i Klitterne og ligefrem ristede af Iver efter Posten. Dér i Tårnet står han fra Morgen til Aften ved de Tider, 227 da vi kan vente Bud fra Fastlandet, og stirrer i sin Kikkert efter Skibet Han er rent tovlig efter Aviser, heller Bøger og al den Slags dér udefra. Datteren, Barbara, hun kigger nu ellers efter andet - ha, ha! - nå," Malene smilte sit sære, gyldne Smil og strøg Hænderne over Forklædet. Hun havde intet Overtøj på, trods den bitre Kulde.

"Prinsen ham så De jo og' - og hans " Triumfvogn", han kalder den for, den her malede Kasse, og hans Tjener, som hedder "Ministren", eller da ellers Hans - - Nå, den lille Pukkelryggede? Ih, det var jo Jacobus Uz! Ja han er lige så vild på Aviser og Videnskab som Doktoren, men snakke sammen gør de alligevel aldrig. Men det er ikke for det, Doktoren siger da heller ikke et levende Ord til nogen af os andre. Endda én synes, vi er ikke for mange til at snakke her på Øen. Det er vel det med Datteren, der gør ham både ræd og stum. En skulde nok synes, han behøved ikke at frygte Jacobus Uz, sådan som han er skabt. Men - jo Tak! De skulde have kendt Uz'en en Gang! Ja, at tænke sig sådan en fæl Vanføring - men - uha, uha, uha!" Malene krøb sammen i Skuldrene, og jeg syntes pludselig at se en Gru i hendes varme og gyldne Ansigt som for et Kryb, en Basilisk.

"Hvem Manden var, der travede hjem over Ørkenen og ikke brød sig en Visk om det Hele? Det var jo Fyrmesteren, Horn! Han har hele to Timer til sin eneste Nabo, Byen her. Og han sidder muttersene derude i Fyret, i Skæret, midt mellem Himmel og Jord, og hører ene Blæsten og Havet og Fuglene, der slår mod Ruden. Han og Jacobus Uz, de så heller ikke meget til hinanden. Men de har nu også deres Grunde til det. Det var jo da for Uz'ens Skyld, Fyrmester Horn jog Konen op gennem hele Tårnet og ud over Gelænderet højest oppe og ned. Og Jacobus traf lige til at komme og se det. Siden er det jo, han er blevet så from. Men derfor tror én ham da ikke alligevel!" Malene nikkede hen for sig.

Jeg stirrede forfærdet på hende. Hvad var det for en Ø, jeg var kommet til? hvorledes handlede Menneskene her mod hinanden?

228

Men hun forklarede roligt videre:

"Og Manden i Uniform, det var den gale Tolder, Vendelin hedder han. Han kom hertil fra Island. Han render Øen rundt hver evig eneste Dag, sådan som De så ham - ingen véd hvorfor! Fra Øen kan én jo dog ikke rende! Konen, hun har været Skuespillerinde eller sådan noget, og de har en Redefuld nøgne og sorte Unger. Ja, det er nu vist de galeste af dem allesammen! Men - nu er vi ved Præstegården."

Hun pegede op på den, som den lå dér, skummel og lang. med sine sorte Ruder dybt under Taget, under Bakkens mørkegrønne Kulm og stirrede ud over Ørkenen. En Række brøstfældige Trin, hvis gule Træ skinnede som Dødningeben i Græsset, førte op til den.

Byens forvirrede Hob af Tang- og Stråtage steg om os, muggent lugtende. Lys skødes som Pile ud fra Murene. Larmen af Stemmer og Skridt dér foran drejede brat til Siden og tabte sig. Pludselig, som en stor Ildfugl, foer et Skær op over Tagene, og faldt igen

"Fyret!" nikkede Malene. "Pastor Schwarzflügel véd jo slet ikke, om der er nogen Student med Skibet, så han venter Dem jo knap. Skal vi ikke gå med de andre til Gravemands og se Posten?" spurgte hun, mens hendes mørke Blikke legede over mig.

Jeg var så dødsens træt af de forgangne Døgn, af Vandringen herop, af alt hvad hun havde fortalt, at jeg mødigt havde lukket Øjnene for de mange Trætrin op til Præstegården. Men jeg nikkede. Hvor turde jeg sige Nej til hende, den eneste, jeg kendte på Øen - og som kendte dem allesammen?

Vi gik mellem de ludende Gavle, mellem Stendigerne og Fiskenættene, i de smudsige Ruders tågede Lys. En Os af trannet og forrådnet Fisk stod om os. En grå Trægavl dukkede op af Skyggerne.

"Det er Prinsens Gård," sagde Malene.

Kirkens hvide Tårn stod som et Spøgelse over den; jeg syntes, det lagde i en parodisk Velsignelse sin Hånd på den. En Gyde, mørk som en Tunnel skød sig ind langs Staldlængen mod Kirkegårdslågen dybest inde.

Vi drejede om under nogle ludende Hylde, og Fyret flammede som lige foran os, som et vildt Bål midt i 229 Ørkenen, men sluktes brat igen. Og i et Gys fornam jeg Ødet og Natten foran mig. Jeg vidste jo, fra Skibet, der var mindst en Mil derud.

Men til højre brast Lys som en Damp ud i Mulmet. Det var Gravemands Købmandsbod.

Malene svøbte Hænderne i Forklædet, og vi dukkede under Tagskæggets stikkende Strå ind i Læ for Ørkenen.

I en Sø af Tobaksrøg, af Menneske-em og Dis af flakkende Spiddelys stimede Menneskeflokken hid og did, som sorte Skygger af Tang, under det lave, rugende Lerloft - struttende sorte og røde Hårbuske, blanke, skallede Isser, Kvindernes hvide Huevinger. Jeg så dem for første Gang, Øens Folk.

Og jeg syntes, her i Halvmørket, de alle var ens og alle Landets andre Børn ulige - de knoklede Kæmpeskikkelser med de hvide, skæve Ansigter, med de blanke Øjne, de krumme Næser, de skrå Pander. Midt i en Race var jeg, der i Århundreder havde levet ublandet, skilt fra alt Samkvem med de andre ved det uoverstigelige Hav - ja, blandt Urtidens Fiskere, de første, der strandede her, forvildet under Storm, og i et Artusinde blev ene.

Jeg stirrede mig forvirret om efter én, blot én, der var fremmed iblandt dem som jeg . . .

Bag inde fra Klyngen læste en trangbrystet og pibende Stemme Navne op på Brevene, besynderlige Navne med en hæs og forældet Klang: Svente. Pirren, Tambov, Daue, Duun og Lam . . .

Som Kæmpeskygger under Loftet foer Skipperens Hænder og deres, der greb efter den hvide Stump Papir, de rakte, frem og tilbage gennem Røgtågen. Råb summede om mig, i et Sprog, jeg lige så lidt forstod, som havde det været et barbarisk Mål - Øfolkets egen Dialekt, jeg den Dag i Dag kun til Hælvten begriber, og som ingen af Øens Embedsmænd nogensinde har været her længe nok til at fatte.

Bagerst, lige foran os, stod Jacobus Uz. Han lagde Hovedet med den lange Manke af blødt, brunt Hår på Siden og lyttede, med dunkle, opmærksomme Øjne. Når hans Navn blev råbt op, rakte han sin Arm i Vejret, som en Mast over sig selv, til en ufattelig Længde.

230

Med en lang, snehvid og opspilet Hånd snappede han Aviser, Bøger eller Hæfter til sig. Breve var der ingen af.

Alt blev rakt ham på en sky og ærbødig Vis, der noksom viste mig, hvilken Rolle af Ærefrygt og Gru han spillede på Øen. Febrilsk stoppede han sin Høst ind på Brystet og lyttede påny, med det hvide, lange Ansigt ludet under Puklen.

Ved Siden af ham stod Lægen, Dr. Ørebro, høj og ludende, med det grå Hår redt frem foran Ørene i to glatte Vinger og det flortynde, grå Skæg om det kummerfulde Ansigt. Han stirrede gennem sine Briller; hans Tunge gik hele Tiden over hans Læber, som led han unævnelig Tørst og mærkede Drikkevandet nær.

Der raktes ham Bunke efter Bunke af Aviser, Pakker og Bøger. De forsvandt under hans Kappe, sporløst. Og han lyttede og stirrede påny gennem sine Briller.

Han og Jacobus Uz skottede, af og til, til hverandre, som målte de hinandens Høst, og klemte så deres fastere mod Brystet.

Den mørke Nat stirrede ind på os gennem Ruderne under det lave Loft. Og jeg så den og forstod, hvor de to samlede sig Våben.

Men over dem alle, selv de højeste Fiskere, ragede Prinsens Pelikanprofil, med en grotesk Skygge på Væggen, uhyggelig som en gigantisk Dødsle. Når hans Durchlautigheds Navn blev udråbt med den pibende Stemme, der - den viste sig senere at være den gamle Købmand Gregers Gravemands - da sank helt ned og næsten smuttede bort, huggede Profilen bydende over Væggen, og en brun og let rystende Næve, hans "Ministers", Hans Hofmans, rakte ud og trak Brevet til sig.

Luften stemte mig i Halsen, om Hjærtet, bankende og hed som den var af alle de stødvise, forhåbningsfulde eller skuffede Åndedræt. Og jeg følte om mig hin Ensomhedens vilde Puls, hin Oplevelses-Hunger og -Tørst, der skulde hamre og brænde i mig selv i mange År derefter, hver Gang Posten kom til Gravemands vestre Stue - endskønt jeg, som de fleste her, ikke kunde vente nogetsomhelst Bud . . .

231

To skuffede Ansigter så jeg: Moderens og den lille Piges fra Stranden. Med sin Arm klynget om Moderen lyttede hun efter det pibende Råb dér bagved den sort bølgende Hob, med skinnende Øjne og halvåben Mund. Og hvid stirrede hun, da Råbene omsider tav, og Mængden begyndte at strømme ud, op i Moderens Ansigt:

"Mo'r, ingenting til os! Ingenting nyt derude fra!"

"Nej, Agnete nej," Moderen rystede på Hovedet, inde i det lange Slør, "denne Gang ikke - men" - hendes Øjne lyste frem under Sløret, under Håret, som en Seerskes, med en skærende Glans.

"Mo'r, næste Gang?"

"Ja, Agnete, sikkert næste Gang!"

Og de to svævede, omslyngende hinanden, ud gennem Butikens Mørke, hvor Koste struttede under Loftet som et standset Hexeridt, og en Os af Ål og Sild, af Puddersukker, Tjære og Brændevin stod tyk.

Hele Skaren strømmede efter dem, og da Malene og jeg nåede ud under Tagets Strå, så vi dem spredes i Pletter og Klynger ind under de andre skumle Tage, der var så lave, at Beboerne syntes at måtte krybe ned i Jorden.

Moderens og Datterens slanke Skikkelser, der ligesom gled over det grånende Sand, forsvandt oppe i Gabet mellem Bakkerne.

"Nå ja, så var der ikke Brev til én," sukkede Malene.

"Ventede De Brev?" spurgte jeg.

"Nå, én venter vel alletider Brev på denne her Ø - så længe der er Liv i én," nikkede Malene, men så vendte hun sit hede Ansigt mod mig: "Men så kom jo De til Gengæld!"

Og jeg følte atter den hjærtehamrende Angst gennem mig, som for en Ild, jeg ikke kunde undgå, som brændte over hele denne Ø, uslukkeligere, vildere her midt i Havet end noget andet Sted, og som slog mig i Møde gennem hendes hede Åndedræt, hendes sortgyldne Øjne og Smil, ja hendes farvebløde og metalliske Røst, og alt, hvad hun sagde og fortalte.

"Se!" Malene tog mig om Armen og pegede ind i Gyden mellem Prinsens Staldlænge og Kirkegårdsmuren.

Og jeg så to tynde og dødningehvide Hænder med 232 udspilte Fingre gribe derinde, som op efter den tomme Luft - eller mig - - som fangede Døden fra Gravene - -

"Det er Prinsen", hviskede Malene, "mærkede De, hvor han stirrede på Dem henne i Gravemands Stue? Nå ikke? Men De kan tro, jeg så hans Øjne! De er noget for ham. Sådan lusker han derinde og vinker og kalder, hver Gang der kommer en ung Karl i Land fra Skibene."

Jeg gyste ind mod hende, som var der pludselig Læ og Ly ved hendes runde Hofte, ved hendes svulmende Bryst, i hendes hede Ånde, Læ mod de vinkende og fangende Dødningehænder derinde.

Prinsen, han havde strax set mig! Hvor var der Redning fra ham? - og hvor var der Redning fra hende ved min Side?

"Nå ja, ja, ha, ha! sagde jeg det ikke nok, Student? Malene hun er hidsig på det! Hun kaprede Dem strax. Bare De nu kan strække til både til hende og Prinsen! se hvor han gramser derinde!" smældede Købmandens fede Stemme i mit Øre.

Jeg skottede blodrød til Malene. Men store, hede og gyldne smilte hendes Øjne mod mig. og Købmandens fede Latter gurglede og gurglede bagved os som en Tusses Gøen, besvaret af Kaptejnens rustne Glam

"God Nat, Mons Flade, og god Nat, Skipper Tønnesen," sagde hun mildt, som havde intet krænkende Ord lydt. Og de to hilste.

Idet vi gik ind over den sandede Mark med de bitte, usle Bjærgfyrbuske, hørte jeg Tønnesen grynte:

"Så Gu', jeg misunder den Spirrevip det Satans Fruentimmer! Men hun svider s'gu nok Vingerne af ham!"

Jeg vovede ikke at møde Målenes Øjne, men jeg følte dem på mig som to Ildpletter,

Hastigt strammede hun Kjolen om sig og begyndte at stige op ad Trinene til Præstegården, og jeg kravlede efter, forsigtigt famlende mig frem. Som vi krøb herop ad denne smuldrende Trappe, der var som lagt af muldne Menneskeben, og jeg så hendes runde og svulmende Skikkelse, svøbt i den tætte Kjole, stige dér foran mig mod Husets sorte Ruder, syntes jeg, jeg 233 forstod Øen, alt hvad hun havde fortalt mig, om Lægens Datter, om Jacobus Uz, om Fyrmesterens Kone, og det var mig, som entrede jeg ad Prinsens udspilede Dødningefingre, ledet af hende, op i Bakkens Gravhøj.

I det samme vendte hun sig pludselig, bøjede sig langt tilbage, så hendes Bryster spændtes, og med Hovedet helt ned mod Ryggen, med lukkede Øjne, rakte hun Munden mod mig. Håret flød løst og sort om mine Fødder, de to Hænder var knuget hvide om Gelændrene. Hendes Åndedræt slog mig i Ansigtet som en Lue.

Da sprang alle Husets Ruder frem deroppe, gloende som. Ildøjne, og sluktes brat, ved Fyrglimtet.

Malene ilte atter, lydløst, blødt, op foran mig, der vaklede fortumlet bag hendes Skørter.

Gennem en klam, bælgmørk Forgang søgte vi mod en Dør, som Malene brat rev op.

Et svagt Lysskær dæmrede, som en halvtslukket Lygte, og jeg så derinde, som svævende frit i Dunkelheden under lave, ludende Bjælker, et hvidt Ansigt, med ét stirrende Øje og en sort Lap for det andet, et Hoved, fuldstændigt nøgent som et Æg. Et tomt Bord et vægfast Skab, et dikkende Ur dukkede frem som Skygger i det store Rum, der åndede med en ældgammel, jordrå Lugt, som var vi virkelig kommet ind i Gravhøjen.

"Hvem - er - dér?" lallede en Stemme, og Hovedet begyndte en leddeløs Rullen, "hvem - er - dér?"

"Det er Studenten, som skal være Lærer. Der er kommen én med "Konkylienu." sagde Malene, mens hun smøg sig bag om Lænestolen som en oprejst Slange.

"Hæ hæ, hæ hæ, hi," nikkede Æggeskallen, mens det seende Øje lyste imod mig som Fosfor, og Mørket strømmede fra Klappen som fra et Hul, "velkommen, velkommen - hi, hi!" og på en lang, sort Arm krøb en Hånd frem over Bordet som en Edderkop, "som min Afløser! hi, hi, hi! hvad Malene, hvad?" han drejede sig i Lænestolens Dyb og klorede Armen fast i hendes Skulder.

Hun så på mig og smilte, hedt og dybt, uforstyrret af Præstens grønligt stikkende Øje og det andet, blinde, 234 der syntes at stirre Pest og Død ud over hendes blomstrende Skikkelse dér i Blikhængelampens sørgelige Skær.

"Nå, Student, i Morgen er det Løverdag, og da er De fri. Men så på Mandag begynder De at læse med Ungerne, mens jeg - hva'? Malene, hva'? hi, hi, hi, hirr, hirr, hirr!" den hvide Skal rullede rundt, mens Armen krøb om Målenes Hals. Og uforandret smilte hendes Øjne mod mig.

"Vis så Studenten, hvor han skal bo. Student - ork ja, ja, en Gang - at tænke sig, at jeg virkelig en Gang - nå, men lad ham nu blive på Øen så længe som jeg - hva', Malene? hva?"

Hun nikkede og smilte, dukkede så ind i Mørket og strax efter frem af det igen, bag et tændt Lys i Jærnstage.

"Nå gå så, gå så! men kom igen - til mig, lidt snart!" Præstens Hånd slog i Bordet, hårdt og raslende som en Knokkel, han fniste og rullede Hovedet rundt mellem Stolens Øreklapper, der lurede på hver Side, som Flagermus.

Malene gik foran. Og gennem Gangen og ad en Stige nåede vi op på det halm- og kuldelugtende Loft, hvor Lysskæret flakkede over den gustne, strutten de Stråtækning, tørrede, horngrå Småfisk og et uhyre Sejl. Ad en Trædør trådte vi ind mellem to Skråvægges Kalk. I det samme luede Fyret op i Vinduet og kastede som et Sværd igennem Mørket mod os.

"Nå, sov godt!" Malene strøg Hånden hen over mit Ansigt, let som en Kats Pote, forsvandt ud af Døren og skød den til for mig, som en Gravtavle.

Spiddelyset sitrede i Kuldetrækken udefra over de sammenludende Vægge, over et skurvet og skrabet Træbord, et langt Forhæng i Krogen og en smal, rødmalet Træseng. En rund Lerovn stirrede fra sin Krog som en lavstammet, natlig Trold på Forhængets hvide Spøgelse.

Jeg stod endnu ubevægelig midt på Gulvet og åndede den skimlede og klamme Luft, da jeg pludselig, dybt under mig, hørte en Latter mækre op, tyndslidt og vild, 235 og strax derpå en solmoden, rund og fuld Røst, og så en lallende Gispen.

Jeg kendte Præstens og Målenes Stemmer, og jeg sank i sønderknust Gru sammen på Stolen foran Bordet, mens Lyset fra Fyret flammede gennem Natten - som kastede Fyrmesteren fra dets skinnende Glasborg, hvorfra han havde drevet sin utro Kone ned i Dybet og Døden, sin Vredes luende Sværd ud over Øen . . .

Men så træt var jeg, der kom lige ud fra mit københavnske Kvistgems Ensomhed, efter de to Dages åbne Himmel og Hav, efter den Vrimmel af Menneskeskikkelser- og Skæbner, jeg havde set og anet, at mine Øjne trods al Angst og Fortvivlelse faldt i af sig selv. Og da, just som jeg skulde sove ind, gled frem, i taktfast Arbejde, de to Unge, der i det sidste Dagskær, Side om Side, arbejdede på deres Hjem. Og jeg smilte i Tak og i Smærte, som havde jeg glemt, hvad det var for en Ø, jeg var kommet til. -

Dog vågnede jeg årle næste Morgen og så, da jeg slog Øjnene op, intet andet end den skyfyldte Himmel, dunkel, ubevægelig, en Hvælving af Sten.

Jeg krøb sammen for den, som for min Skæbne. Jeg så mig selv derude under den, bøjet og hvid, en opslidt Olding, famle rundt i Ørkenen, Livsfange under dette Fængselshvælv.

Jeg frøs i min Seng under det tynde Tæppe og så de nøgne Vægge, det revnede Loft og det gardinløse Vindue og mig selv derinde i det anløbne Spejl. Jo, det var mig og ingen anden, som var her i dette Kammer; som skulde ud under denne Himmel, vandre dér, til dette Spejl gav mig tilbage, ukendelig og dog denne ene samme: Jeg.

Syv Slag hamrede op gennem Gulvet, nede fra det gamle Bornholmerur i Stuen. Jeg foer sammen og mindedes Menneskene dernede, derude på Øen og bad kun om at blive i dette kalkmugne Rum; at Døren måtte være i Baglås, og ingen tænke på at åbne den; tryglede om at være gemt og glemt af alle, som en ugangbar Skilling i en Gulvsprække.

Da svulmede pludselig, som lige udenfor min Dør, Målenes Stemme: "Op Student, op! Klokken er syv!" 236 Jeg tumlede brat over Ende - og fornam hendes Hånds Hede over mit Ansigt i Går, fornam den i Stemmens Svulmen, som var det selve Solen, der kaldte mig op.

Og jeg vendte mig ind mod den kolde Mur og bad den gemme mig end mer for Solen end for Skyerne. Jeg lukkede mine Øjne og så, som hin sidste Nat i København, Dorete på mit Lejes Kant og gemte mig under hendes Bryster som under Evighedens Vinger.

Men jeg rystede af Sult og Kulde. Og jeg vidste, hvorfor jeg var Fange under den grå Himmel derude. Gysende greb jeg efter mine Klæder. -

Da jeg kom ned i det store, mørke Rum fra i Går - jeg havde længe banket på Døren, men ingen havde svaret - stod der en tildækket Tallerken og et Glas Mælk på den ene Ende af Bordet.

Som jeg sad dér og gnavede dette skorpede, bitre Brød i mig til Mælken, stirrende gennem de gardinløse Vinduer ud i Ørkenen, fornam jeg mit Fangenskab som aldrig før.

Malene stak sit Hoved ind ad Døren: "God Morgen, Student, ja, jeg må blive hos Schwarzflügel. Gigten er rent gal efter ham i Dag; vi får Storm. Men De har jo fundet Maden. Og Klokken tolv spiser vi Middagsmad."

Jo, jeg havde fundet Maden, og jeg skulde nok søge den igen Klokken tolv, her ved dette Bord, på denne Ø, evindeligt, til Gud selv løste mit Fængsel.

Men én Ting var mig en Lettelse: at Malene holdtes tilbage af Schwarzflügels Sygdom, at jeg ikke skulde mærke hendes Hånd over mit Ansigt eller hendes hede og ængstende Åndedræt om mig.

Jeg så mig rundt i det store, øde Rum med de rugende Loftsbjælker, de smårudede Vinduer, det ujævne Lergulv og den trebenede Ovn med de rustne, bibelske Relieffer. Jeg åndede den indegemte Lugt som af varm Olie, ormædt Træ og smuldret Ler, og tænkte på alle de Præster, der havde slidt Gulvet hult under deres rastløse Vandringer, i sløjfeprydede Sko, i Støvler, i Træsko eller Tøfler; som havde kastet sig på den vægfaste Bænk ved Ovnen, stirret på de stive Optog af de 237 hellige tre Konger og Tobias med Fisken eller Rut, der på Juda Korsvej skiltes fra sin Slægt og sit Land.

Jeg så dem med stumpe Tolleknive snitte de mange Skår i Vægbænkens Eg. eller døse her ved dette lange Bord over Biblen eller Ølbimplen. Jeg tænkte på de Præster fra den katolske Tid og de lige efter Reformationen, der gysende var gået i Land på denne Sandog Stenbunke i Havet og havde sovet, drømt eller arbejdet Årene hen, til de slap ud og bort; på dem, som rømte selv, hellere mistede både Ære og Krave, ja Saligheden, end de blev her og sandede til; og på dem, som aldrig kom herfra - - de uheldige, Drukkenboldtene og Skørlevnerne, der fra Fastlandet gemtes herovre og forpestede Luften om sig - eller rettede sig og blev til Mennesker.

Det var med Et, som det halvmørke Rum fyldtes af Skikkelser, høje og lave, brede og tynde, unge og gamle, i vexlende Tiders Dragt, med Parykker og Pisk, med hvide Halsbind og Knæbenklæder og flagrende, vilde Manker . . . Jeg hørte deres Røster, skærende og bløde, skældende eller klagende . . .

Kirkebøgerne på Hylden derhenne, faldefærdige og støvgrå - hvor mange Hænder havde ikke famlet igennem dem, ligegyldige eller samvittighedsfulde, plettet dem med Stænk af Ø1 eller Tårer, mens de førte ind Navne på Børn, hvis Børnebørns Død antegnedes i samme Bind - ti hvor få fødtes og døde ikke her?

Jeg følte Fængslets Luft herinde, her hvor de Fremmede på Øen havde holdt til, her hvor nu jeg sad og skimtede Ørkenens grå Øjne gennem de lave Ruder. Og i et Nu sved alle de svundne Århundreders Timer af Ensomhed, Kummer og Længsel mit Hjærte, som havde en Gnist af længst slukte Bål i den gamle Ovn ramt mig . . .

Jeg greb hastigt min Studenterhue og løb mod Døren, som var det at springe over dens Tærskel at springe hjem over Havet - og standsede i dens lave Træramme, foran Ørkenens Grå, som de mange før mig.

Og jeg vidste, at jeg bar i mig deres Liv, alle de Hedengangnes, der havde krysset ud og ind over denne 238 Tærskel, i Søgen ud fra Stuens Gravmørke og i Flyen ind for Fangevogterens, Havets Råb.

Lød ikke samme Råb om samme Sand- og Stentue, og stod jeg ikke her ved samme Ly - eller Grav?

Bag Havet var intet mer sig ligt; vågnede dér et svundet Århundredes Menneske i sin Kiste, vilde han søge den igen, som det eneste kendte, men her strax finde sine egne Spor, uudslettede i Sandet, til det kendte Hjem.

Var jeg andet end en Genganger fra et længst glemt Århundrede? Havde der ikke en Gang i det sextende eller syttende eller attende Århundred levet en ung Studiosus her på Øen, forslået af Sult og Afmagt? havde han ikke flakket gennem Ørkenen derude, lå han ikke i Jorden under Kirken deroppe?

Jeg gøs, som var jeg i fremmede Klæder, ja i fremmed Kød, så utroligt forekom det mig, alt hvad jeg havde set og levet i København: Butikerne og Jærnbanen til Roskilde og Dampskibet i Sundet, Colbjørnsens festlysende Palæ, Professor Honorius' Forelæsninger om den skønhedsdyrkende Menneskeånd, ja selv Doretes tyste Jomfrusmil og Jomfrubur og hendes Kniplingers sarte Spind - her hvor jeg stod på Tærsklen til denne Præstegård og så ud i Ørkenen. Og dog vidste jeg kun altfor vel, jeg var i mine egne Klæder og i mit eget Århundrede.

Alt hint var ikke Fremtidssyner, sendt mig til Trøst fra en lykkeligere Tid, der undte selv Mennesker som mig at leve. Jeg havde jo lært, at som på denne gemte og hemmelige Ø den Tid opbevaredes, man derude længst troede overvundet, opbevaredes i Menneskehjærtets hemmeligste Gem Udyret uforandret.

Hin unge Student, der havde ladet mig læse i sin Bog, Småkjær, Honorius, Dorete og jeg - så lidt vor Tid havde været, vilde den komme, så sandt den Tid, da Mennesker åd af Guds åbne Hånd, og Jorden ikke bar Tissel og Torn ej var mindre utopisk end den, da Menneskene skulde mødes uden Sværd eller Guld.

Men jeg vilde bede Pastor Schwarzflügel om Lov til i de gamle Kirkebøgers Støv at søge Sporene af hin fjærne Forgænger, jeg nu havde anet, at træde dem 239 dybere selv, tålmodig som han, at en Gang m in Efterfølger kunde ledes ved dem til Graven - -

Jeg løb ad de frønnede Trætrin, der klaprede som med svundne Tiders Genlyd, ned på Sandvejen og så ind mod det Syn, han daglig en havde set sit lange Liv igennem. Ti her blev Menneskene gamle.

Som i Går Aftes, som den Gang ragede Kirken op i den grå Luft over de jordlave Hytters halmstruttende Kuler. De blåsorte og gulbrune Trækroner fra Prinsens Have og Kirkegården struttede op som visne og ribbede Kåltoppe. Bankerne ludede som et grønsort Jordskred over denne sammenkrøbne Klynge Menneskeboliger, og Ørkenens nøgne Dansegulv for Uvejr og Død strakte sig bag den.

Og stærkt, som var det ej alene mit, men også den Gangnes og den Kommendes Liv, jeg skulde trælle ud, fra Døgn til Døgn og År til År, fornam jeg, hvad det at leve, her vilde sige.

Jeg var gået lidt bort fra Vejen ind i det marehalmsgroede Sand, for dog at få Øje på Kirkegårdens lergrå Mur og de tunge, gamle Askes Ro, da jeg pludselig fornam et Sus forbi mit Øre, en Stramhed i min Kind og så en stor Sten falde ned i Sanddyngen ved min Side.

Jeg for sammen og fik Øje på en ung, duknakket Mand på min Alder, med et hvidt, skævt Ansigt under Håret, der lå som en nedskreden Beghætte over Panden. Den ene Hånd svang efter Kastet, den anden klemte endnu en Sten.

"Fremmede!" hvislede han, "Fremmede!"

Og han skar sit Ansigt i en Grimas under Hårets Bræm, trampede på Jorden, som var den hans, truede med Stenen og humpede videre, vendende sig af og til og hødende med sit Våben, der var langt og spidst som en Kile.

Jeg bukkede mig uvilkårligt ned efter Stenen, han havde kastet, og holdt en Oldtidens Flinteøxe i min Hånd. Og jeg vidste det, rystende af Gru, at han havde Ret: at end ikke her havde jeg Hjemstedsret!

Med den Øxe og Kile, hans Urfader havde tildannet i sin ørkendybe Ensomhed, jog Efterkommeren efter den 240 Fremmede fra det Fastland, der havde ladet Øen hjælpeløs ene.

Og som jeg klamrede min Hånd om den første af de takkede Stene, jeg siden fandt her i hundredevis, knugede jeg for første Gang min tiggende Hånd om de Indfødtes stenkolde, døde . . .

Jeg var sunket ned på en Klitskrænt, og Øjeblikkets Angst og Angsten for den endeløse Fremtid her under Stenkastene, tvang et Par korte Hulk fra min Mund.

Den Indfødte vendte sig derhenne, svang hånende Stenen over sit Hoved og nikkede som i et lydløst Råb:

"Hvad skal I her fra Fastlandet? Nu kommer I for sent!"

Hvor angst luskede jeg ikke, med Stenen i Hånden, ad den krogede Vej ind mod Husenes Gavle og Facader med de fastnaglede, smudsskorpede Ruder, der bag Kampestensdigerne og Havernes krogede Frugttræer stirrede på mig som tilgroede Øjne!

Fiskegarnene var spændt som Fangenet for Gadens Krumning, Stenene på Stejlebakkerne foran Dørene var sankede mod mig, Osen af de rådnende Dynger Fisk og ophængte Isinger vilde forgifte mig.

Jeg listede langs Plankeværket ind til Prinsens Have med de struttende Grenekoste over, forbi hans Vindue med Urtepotter i gammelt Saxener Porcelæn og smuttede ind ad den mørke Gang mellem hans Staldlænge og en vildtgroende Haves Stikkelsbærbuske, ind gennem Lågen til Kirkegården - som havde hans Dødningehænder fra i Går nu fanget mig.

Ja, se hans Vindue vendte også herud imod. Men intet Ansigt spejdede fra dets Mørke, ingen Lyd hørtes fra den trange, hvide Trægård, som var han kun et Syn i Natten og havde den taget ham med sig.

Så stille var her mellem de hældende Kors og de sunkne Grave, som var jeg og de Døde ene tilbage på Øen.

Jeg gled ned på den sammenskredne Stenvold ved den rustne Låge og drømte mig ene her med lutter Døde, som vel en Gang i den sorte Pests Tid den sidste Genlevende. Kirketårnet ludede tungt over den udskårne 241 Trædør og Indgangsflisen, hvis Gravskrift fra det femtende Århundrede de Fødder, der havde danset eller slæbt sig ud og ind over den til Dåb og Bryllup og Begravelse, endnu ikke havde slettet ganske. De gamle Aske trængte deres stormslidte Hoveder tæt ind mod Kirkens regnfurede Mur og drog med de udstrakte, knoklede Arme Gravene ind under den, til Læ.

Buske af Marehalm strittede fra Stendiget ud over Tuerne. Som de Døde en Gang færdedes mellem Marehalm og Sten, hvilte de nu iblandt dem. Sprukne Træ duer søgte forgæves at erindre sig de udviskede Navne dernede. Men bag et smudsigt og revnet Glas læstes der: et stort og stærkt Han, og derunder et svagt og lille jeg, slettet af et Kors.

De store Stene derhenne i Vedbendkransen bar forunderlige og fremmede Navne: spanske og græske - to store Skibsbesætninger meldte de om, der i de sidste Dage i Syttenhundrede, midt i Juletiden, var forliste her på Øens Rev og sunkne i det nordiske Vinterhav.

Så trang var Kirkegården, at jeg så over den hele, fra hvor jeg sad ved dens Låge, og dog rummede den jo Verden i sit Skød, Tidernes de Ældste og Stedernes de Fjærneste. Hver Krumme af Jord var jo Støv af Mennesker, vidnede end kun to Stene om de Hærskarer af Fremmede, der så uformodet tilbragte Evigheden på denne Ø, der end ikke i Feberens Drømme havde vist sig for dem, og ti-tolv Kors om dem, for hvem den havde været Livets den eneste Viden.

Her sov de, de blå Zoners Børn og det nordiske Himmelstrøgs, alle nu hjemmehørende, alle ejende samme Ret, ej mere hadende og stenende hverandre, i Havets, i Himlens Midte.

En Gang lå jeg dernede, havde vundet mig Ret til at fylde min Plet.

En Gang - ja en Gang, men indtil da -

Jeg gik omkring Kirkens Hjørne, ud ad den nordre Låge og stod påny i Sandet, mellem knuste Muslingeskaller, med Adgang til Ørkenen - Så frit kunde jeg vandre derind - de langstrakte Klitter veg tilbage, skydende sig op mellem hverandre, og Stenrevene, der skruede sig op til Varder, sank i Midten og åbnede 242 mig Vej ind over de lavskimlede, sorte Sletter, ind i den grå Skygrotte.

Henne til højre lå Byens sidste Hus, langt og smuldrende, med Bindingsværkets sorte, krumme Knæ under Tangtagets sorte Vold. Jeg skimtede i Vinduet Kopper, Sydveste ag Tov, og inde under Taget den rustne Postkasse. Det var Gravemands Bod, hvor Posten hentedes. Jeg kendte den jo allerede. Men Skolen? Jeg vendte mig, og dér lå den. Ind under Kirkemuren, under Hyldes sammenhældende Skærme og visne Klaser, stirrende med sunkne Øjne på mig.

Jeg syntes et Nu, jeg derinde i Rudemørket skimtede et hvidt Ansigt se ud og hastigt forsvinde. Og jeg gik hen mod den nedskredne Trappesten og dukkede ind under Stråtaget, som skulde jeg søge mig selv.

Råddensød slog Lugten om mig inde i den bælgmørke Gang. Jeg fik en Dør stødt op, og et svagt Lysskær grånede over Hylder med Skoletasker og Kludesko til Børnene at smutte i fra de dyndede eller snefyldte Træsko.

Jeg snublede over Dørtrinet, med Hovedet bøjet under Karmen, ind i Skolestuen.

Stanken af Sved, af Sommer- og Vintervæde, af Tavlespyt og mugne Bøger osede herinde under den tunge Loftsbjælke, bag de små, kridtede Vinduer, hvorbag Stråtagets Mørke hang som et stivnet Snefog. Lave Pulte stemte mod Knæet, og jeg kom op på Katedret.

Jeg sank til Hvile i den simeflettede Armstol og støttede Nakken mod den sorte Tavle. Bænkene dukkede op dernede, i vage Skygger, stablet sammen som Vraggods. Kakkelovnen tonede frem og en fedtet Spejling af Væggens Landkort og Billeder af Dyr. Et Ur klukkede længere ind i Mørket, Hulk i Hulk.

Mer end fem Skridt i Bredden og syv i Længden var dette Rum næppe - dette Rum, hvor jeg nu skulde have min Gærning, til al Gærning ophørte.

Jeg dukkede Hovedet ned i mine Hænder, Simestolen knagede, og mine Klæder raslede, og jeg fornam det påny, som var jeg ham, den længst Døde, den unge Studiosus fra År 1600, der havde siddet her i dette samme Rum. Jeg følte ham i mig, som veg mit eget Hjærte og eget 243 Blod, og bankede og kresede hans nu derinde; jeg følte hans Røst i min Strube, og mine Hænder blev fremmede om mit Ansigt.

Nu vidste jeg, at han havde levet. At jeg havde haft en Forgænger, som jeg vilde få en Efterfølger. Og jeg fornam i mig Arenes Svind i hans Legeme; mine Knæ spidsede sig, og Albuerne blev hårde, mit Ansigts Hud rynkedes, og Håret tyndedes i min Nakke, som Murens Kulde klemte. Jeg visnede ned, som jeg sad her, ubevægelig gennem Årene, og Mørket dernede fyldtes af bestandigt nye Ansigter, ny, hed Ånde, nyt, ungt Blod, Slægtled efter Slægtled - - Jeg ene blev, mens langsomt, af mit Legemes Aske, et nyt formedjes, en ny, ung Studiosus at lede fra dette Kateder et nyt Århundredes Børn ind til Livet - Livet derude.

Jeg sansede i min Gengangerdøs tunge Træskostøvle-Trin histude, muldne og dumpe, som lød de ned til mig gennem Jorden; jeg mærkede Skymørket gennem Tagets Snefog og de lerklinte Vægges Gus om mig - - Jeg havde udtjent og fået Gravens Fred. En ny kunde komme . . .

Da jeg vågnede, med Ansigtet ned i den blæklugtende Pults Ormestøv, var det helt mørkt rundtom, som var jeg virkelig sunket ned gennem Tiderne, til Middelalderens Nat.

Jeg tumlede op og stødte Hovedet mod Loftsbjælken som mod et Kistefjæl, og jeg grebes af en vild Lyst til at leve. Jeg famlede om mig, ned ad Katedret, gennem Gangens Kludesko og ud.

Novemberaftenen og Novembermørket slog mig i Møde, iskoldt klammende, og jeg luskede mig tæt langs Kirkegårdsmurens Senegræs og Tisler, som i Gru for Ørkenen derude, dens Mulm, på min højre Hånd -

Jeg havde sovet mange Timer og måtte kæmpe med den Tro, at det var Århundreder; at jeg ikke vilde finde én af dem levende, jeg havde mødt i Går. Og i et Sug for Hjærtet fornam jeg min Længsel efter dem, som jeg delte Kår med her i Havet - mit Selskab Livet igennem: ja efter Malene, hendes Hede, hendes Stikken Luften om sig i Brand, hendes Hånd, at den skulde stryge Mørket fra min Pande.

244

Middagen Klokken tolv - jeg havde forsømt den, jeg havde overvundet den i min Væren hinsides Tiden - men nu følte jeg i mine slappe Tarme den arme Sult og Tørst!

Som en Hund krøb jeg op ad den brøstfældige Trappe mod Præstegården, under hvis sorte Tag en Rude dæmrede i svagt Lys. Nede i Byen havde alle Ruder siddet mørke, selv Prinsens, og dette eneste Lys deroppe bragte mit Hjærte til at slå i Tak, at jeg ikke havde sovet ud over Menneskeslægtens Undergang, forsovet mig i mit Skjul, mens Flodbølgen skyllede den bort. Mennesker var de dog trods alt derinde, og jeg higede mod dem, som Fuglen, der forvildede sig mellem Skyerne, higer mod Jorden igen.

Oppe i Gangen hørte jeg Pastor Schwarzflügels tussekvækkende Stemme og Målenes rolige, lade:

"Jo, nu kom han vist," og hun åbnede Døren til venstre, lige overfor den til Storstuen.

Skælvende trådte jeg ind i Lysskæret, der flakkede over en smudsig Væg, en Stol og en mægtig Seng, hvor Schwarzflügels Æggehoved med en begagtig Hætte på stak op af en Tæppedynge, under en Himmel af ældgamle, sorte Gardiner.

Havde jeg, strax den første Dag, forsømt min Pligt og pådraget mig deres Vrede, ved hvem jeg ene skulde varme mig mod Himlen og Havet derude?

Men Malene smilte: "Nå, Student, har De faret vild i Ørkenen? Nå ja, véd De, gamle Hannes, som var barnefødt her, han foer vild sådan en Aften derude, og hvormeget han end kravlede op på Klitterne og Stenrevene og spejdede og råbte og klagede sig, han fandt ikke ud, hverken til Havet eller Fyret eller herind. Natten og Skrækken var over ham, på hans egen Ø. Og først to Dage efter hittede vi ham, endda vi alle søgte efter ham i Kæde. Ja, Ørkenen er kun én Mil lang og en halv bred, men hun er ens, hvor De så går, og ligner dog aldrig sig selv, så én kan sagtens rende sig til Døde derude, selv om én er ung, og Kulden og Aldren ikke tager én som Hannes. Ødet kan ene gøre det, skal jeg tro."

Jeg krøb sammen i Lysskæret, med Ryggen mod Ør 245 kenmørket, der gabede efter mig - som kunde jeg gennem den høje Dør falde ud i dets Bundløshed. Jeg gispede ad den visne, sure Stank herinde, men følte mig dog i Tryghed.

"Er han dér?" kvækkede Schwarzflügels Stemme, "kom herind, Student!"

Malene så på mig, idet hun klemte sig ind mod Dørstolpen for at give mig Plads, dog ikke tættere end at hendes Bryst og Skød strejfede mig. Hun smilte med sit gyldne Smil, som vidste hun-, hvad vor Husbond vilde mig, og lukkede Døren bag sig.

Men den Gamle rejste sig i sin Dobbeltseng og strakte lurende Hovedet i den sorte Hætte frem på den senede Hals.

"Kig gennem Nøglehullet, om hun er der!" mækrede han.

Men jeg behøvede ikke at spejde gennem Dørens Sprække eller Nøglehul, jeg fornam noksom kun Ørkenens Kulde derude.

"Kom så tæt hen til mig," smiskede Schwarzflügel, og jeg skød den lille Træbrix, han pegede på, hen til Sengen.

"Stille! Stille!" hvæsede han, med bægge de åresvulne Hænder som en Tragt op om det lille, dødshvide Ansigt. "Hun kan høre gennem Døre og Vægge, hun kan liste på Kattefjed og fritte af Luften. Men hør nu: hvorfor tror han egentlig, jeg har fået ham herover, sådan én som ham?"

Jeg sad med Ansigtet helt henne ved hans og så i det svage Lys fra Tællepråsen mig selv inde i det store, blanke Øje under Hændernes og Hættens Skygge. Det andets Klap stirrede på mig, dødt og truende.

Hvert Hår i de grå Bryn, hver Rynke i det snehvide Ansigt så jeg, mens hans Ånde stod om mig, sød af Lakrisrod og Ælde. Stanken af Tjærejutten om hans gigtkrøgede Lemmer og Enebærosen fra Ovnen fik alt til at svømme for mig, omkring Dødningehovedet i Lighætten dér.

"Nå, hvorfor tror han, at jeg har hentet ham herover? hva'?"

"For - at læse med Børnene, Deres Velærværdighed," 246 stammede jeg, mens jeg svimlende holdt mig ved Sengehesten.

"Og du tror, jeg er for gammel til det?" hviskede han, stadig inde i sine Hænders Tunnel.

"Ja - jeg - jeg tænkte at -"

"Hæ, hæ - hva' er jeg for gammel til, hi, hi?" han slog pludselig sin Gribbehånd om min Arm, så de lange, blå Negle bed mig i Kødet, "til hvad er jeg for gammel? Til hende, Livstykket derude, hi - Abisag fra Sunnem, hva'? Se første Kongernes Bog, første Kapitel! hæ, hæ - den unge Hyrdepige i Israel! Har jeg mon ikke samme Ret som den gamle David? Har jeg ikke frosset som han? frosset gennem to Menneskealdre her på denne Ø, hvor de aldrig vilde slippe mig fra, da de først havde fået lokket mig herover; fryser jeg ikke nu som han - i Ligets Kulde - hu, hu. ha - Véd han, hvad det er at fryse? unge Mand? Nej, nej, jeg mærker jo hans velsignede Varme her i min Hånd, han ånder den jo over mig som hun - Nej, ikke som hun, ingen som hun! hun er jo selve Ilden i Jordens Årer! Men hør han nu her: hun skal ene skænke mig sin Varme, jeg som trænger, jeg som fryser mer end alle andre her på Øen, jeg kan ikke undvære én Gnist af den, jeg må ene bade mig i den! Og hør derfor: hun skal blive min, ene min, ikke én af de andre her på Øen skal låne af hendes Lue. Jeg vil hegne den inde her, ene til mig. Jeg har Penge, mange Penge, Poser, Kister fulde. Jeg har jo frosset her i mer end tredsindstyve Ar. Jeg har tryglet om, at komme herfra, over til Menneskene igen, til Varmen. Jeg har tilbudt at gå som en ung Præsts Medhjælper i det mindste Sogn, om de vilde slippe mig herfra; men de vilde ikke! De vidste godt, de fik aldrig en anden herover. Men Penge sendte de mig, flere og flere, jo oftere jeg bad om at slippe herfra; de murede mig inde i Penge! Og hvad skulde jeg med dem? Kunde jeg her købe Glæden for dem, Solen, Varmen, Menneskene - Ungdommen, de havde taget! Intet, intet! Jeg gemte dem, og nu vil jeg købe det alt, nu jeg fryser mer end nogensinde, nu vil jeg købe det alt i hende, ti hun er det alt, alt det de bedrog mig for! Nu skal de andre 247 undvære, nu vil ene jeg have hende! Varmen på Øen! Men jeg tror det: at hun bedrager mig - ja før, det véd jeg jo! men også nu, da jeg har lovet hende alt mit Guld, jat gøre hende til min Hustru, om hun, blot de to-tre År jeg har igen, vil holde ene mig i Live med sin Ild, mig alene, for jeg behøver hver Gnist, så mange Års Kulde er der i mig, og nu er jeg otteogfirs! Og derfor skal du nu prøve at lokke for hende, at lokke for hendes Ild, du, som selv brænder, så jeg mærker det i min Hånd! Og skænker hun dig det mindste af det, der er mit, så - så -" Hånden knugede som ind om mit blotte Ben, "skal hun få Lov at brænde op her på Øen, skal hun ikke nyde én Skilling af de Penge, hvormed de købte Livet fra mig, hvorfor de forbandede mig herover. Og tro mig, hun forstår, hvad der kan købes for Penge! Ha, hun gad flamme tværs gennem Europa! Ja ja, lad hende det når Kong David er død, men - hører du: svigter hun mig for kun én Gnist, skal hun aldrig nå derud, men fortære dem alle her og sig selv tilsidst - hun skal omkomme her af Hede, som jeg er omkommet af Kulde!"

Ja, jeg rystede af den Kulde, der strømmede ud om mig fra dette pibende og hvæsende Oldingelegeme - og for den Hede, der gød sig mod mig fra Døren derhenne. Jeg behøvede heller ikke nu at kigge gennem Nøglehul eller Revne - jeg vidste, at Malene stod presset mod Døren og lurede.

"Nu véd du, hvorfor jeg har kaldt dig. De unge Karle på Øen tør hun ikke mere indlade sig med. Men dig, som er fremmed og dér udefra, hvor hun bare tænker på at komme hen - kan hun modstå dig? Det er det, jeg vil vide! Nå, gå så!" Præsten stødte hæftigt til mig, "prøv! Lønnen? blir hun din, er det vel Løn nok! holder hun sit Ord til mig, skal du, den Dag hun er min Hustru, og jeg er vis, få god Erstatning. Gå så! Og pas Ungerne foreløbig."

Jeg flygtede mod Døren fra hans Lejes isnende Kulde - men veg tilbage for Heden, som dér strålede mig i Møde som fra et dulgt Bål.

Men da jeg rev Døren op og sprang ud, som ind i selve Bålet, så jeg hende forsvinde henne i Mørket.

248

Hun standsede brat og så på mig med de lysende Øjne, til jeg havde fået Døren lukket bag mig. Så vinkede hun ad mig, og jeg gik hjælpeløs efter.

"Ser De, Student," sagde hun med sin lave, glidende Stemme, med Hænderne under Forklædet og de gyldne Øjne i mine, "jeg vidste nok, hvorfor han hentede Dem I De unge Karle her, tør han ikke lide på. De holder med mig. Men han tænker, at De som Fremmed vil være ham tro og røbe mig. Han mener, at han skal leve to eller tre År - ha, ha, han gør det ikke ét! og så, Student, så! - men indtil da er vi kloge!" hun strøg hastigt Hånden over mit Ansigt og klemte den pludselig til om min Næse og Mund.

Jeg udstødte et halvkvalt Skrig og vaklede tilbage mod Muren. Al min Barndoms Gru fra Huset i Pistolstræde, fra Kammeraternes Hvisken og Sladren og indbyrdes Bedrifter, fra Folkenes Snak ombord i "Konkylien", al den Skræk, der var end større i mig end den for Menneskene: Skrækken for Livets Inderste, Ilden i Jordens Hjærte, overvældede mig.

Jeg så i et Glimt Dorete Honorius for mig - hvad den, hin eneste Gang fornumne Ild havde voldt: fortæret mig Livets Lykke! Jeg råbte til hende om Hjælp, og gled halvkvalt, afmægtig og svimlende ned på Gulvet. .

Malene bøjede sig forbavset over mig, og da jeg anråbende, med løftet Hånd, stirrede op i hendes Ansigt, så jeg med Et Ilden synke bort fra hendes Øjne, og en stille Strålen strømme ned mod mig, et Smil, som - ja som Carsten Honorius', ja som Doretes, da de så på mig - -

"Men Barn dog, Barn -" mumlede hun og strøg over mit Ansigt, men så vegt, så let, "arme, lille Barn, hvad vilde du dog her?"

Og da jeg brast i Hulken ind mod Muren, mærkede jeg, hun knælede ned, og strax efter hendes Kys på min Pande - det eneste Kys af en Kvinde, jeg har fået, og det eneste, jeg kunde få, min Doretes Kys, hint Forjættelsens Kys i Paradis.

"Stakkels Lille, hvad vilde du dog her?" hvisked hun undrende. "Og du er jo sulten, du har jo ikke fået 249 Mad siden i Morges! Kom nu og få dig Mælk og Brød, stakkels Lille."

Og da jeg sad inde i det store, skumle Rum, ved det lange Bord, mellem de gamle Kirkebøger, og gumlede mit Brød og svalgte min Mælk med mine Tårer, følte jeg hendes Nærhed, som hun stod dér, med den ene Hånd på Bordet og den anden på sin Hofte, så betryggende nær som en Ovnild, og vidste, at nu var hint Bål evigt slukket for mig.

Og jeg stod op og hviskede min Tak for Mad og sendte hende al min Taknemlighed i et Blik. -

- Næste Eftermiddag gik jeg ad Vejen mellem Bakkerne, forbi Kæret og Søen, ud mod Havet - at gå hjem om Sønderbjærg, som jeg sagde til mig selv. Ud at komme den høje Frue og den lille Pige nær, som jeg vidste inderst inde. Nær Hjærter, jeg anede var mit ligt.

Jeg havde jo i Forgårs Aftes set dem forsvinde ad denne Vej og vidste, at Toldergården lå ved Havet.

Til Lægen, Doktor Ørebro, turde jeg ikke komme. Han gik jo som en Blind iblandt de andre, inde i sine Bøgers Verden - hvor kunde han da se mig? Men

disses Øjne havde søgt mine . . .

Om Formiddagen havde jeg, oppe i mit Kammers Kulde og Tørveos, indsvøbt i min Frakke, sat mig ind i de Bøger, jeg i Morgen skulde bruge ovre i Skolen - Bøger, som stammede fra Begyndelsen af dette eller Slutningen af forrige Århundrede, og som var smudsige og sønderrevne af mange Hænder.

Skulde jeg virkelig lære Børnene efter dem? Ikke ét Ord fandtes om Revolutionen, ikke ét om Napoleon!

Å nej, Verden derude, var den ikke Øen så fjærn som en anden Klode? Hvad kom dens Historie den ved? Havde den ikke sin egen?

Disse Spor af Hænder, der havde tilsmudset eller ud revet hele Sider, skrev de ikke den Krønnike?

Dagen var skytung og havgrå som de andre, og så jeg op fra de gamle Bøger og ud i Ørkenen og fornam Dødsstilheden om mig, begreb jeg knap, hvorfor jeg i det Hele skulde være Lærer her. Hvad skulde jeg 250 belære om? Denne Stilhed fra Evighed til Evighed, var den ikke al Menneskeheds sluttelige Visdom?

Middagen havde jeg spist alene, da Pastor Schwarzflügel stadig lå syg, og der var Messefald i Kirken, hvad der nok var hveranden Søndag. Malene havde båret Maden ind til mig, stået med Hånden på Hoften og set smilende på mig, snakket lidt om Børnene, om Øen og atter båret Fadene ud. Men hendes Nærhed brændte mig ikke mere.

Jeg følte, at jeg var fri. Jeg følte, at jeg var et Barn, en Skygge, ja vel en Stakkel i hendes Øjne! Og jeg var taknemlig for at være det, jeg var.

Men nu søgte jeg herud, om jeg kunde finde dem, der just havde en Stakkel behov.

Da jeg dukkede ud oppe mellem Marehalms-Bakkerne, lå Havet efterårsgråt for mig.

Den Gang var der jo ingen, der blot så meget som tænkte på Havnen, og kun en Stump sort Pælehøfd rakte sig ud i det endeløse Grå. Uophørligt og uoverskueligt drev Himmel og Hav mig i Møde.

Jeg standsede, og i den sagte Hvislen af Marehalm og fygende Sand fornam jeg, hvor jeg var.

Der var ikke en Busk, ikke et Træ skabt, hvor nu Bjærgfyrrene dukker sig i forblæste Krat. Stranden lå tom dernede. Et Par Tønder og et Skur ved Bryggen, ellers kun Skummets Krans, så langt Øjet rakte. Og de sorte Brinker, der tog imod og tog imod.

Hinsides dette Hav skinnede Sol, og larmede Byer, blånede Bjærge og grønnedes Palmer, dryppede hvert Øjeblik som en Dråbe Guld - mens det her smuttede bort som et Sandskorn. Hinsides dette Hav arbejdedes og jubledes, favnedes og fødtes - her løb man, som Skikkelsen, jeg nu øjnede fjærnt nede på den øde Strand, foroverbøjet, i stift trippende Småløb, som Tolderen Vendelin, Øen rundt, dens tredjedel Kvadratmil, inden Havets Ring, og nåede, badet i Sved og åndeløs, tilbage til samme Sted, til sin Grav, hvor man snublede og styrtede, mens Sandet føg én til ...

Der rørte pludselig en Hånd ved min Skulder, og jeg vendte mig brat, som var det alt Døden.

Svandt ikke tusinde År i dette grå og blæsende Nu?

251

Bag mig stod Jacobus Uz. Hans dunkle, brune Øjne stirrede op på mig, det lange, brune Hår fløj under den lille Hat, og han holdt den anden Hånd med Paraplyen på Ryggen.

"De synes, det Hav er for stort?" sagde han og nikkede ud imod det.

Jeg svarede ikke, og han lod en gurglende Lyd høre i Halsen, idet han ligesom støttede sit Hoved på Puklen.

"Bliv her nu først otteogfyrretyve År," sagde han.

"Jeg bliver her altid," hviskede jeg.

Han så på mig, idet han tog fastere om Paraplyen bag sin Ryg.

"Hvorfor det?" spurgte han.

"Fordi - jeg har ingen andre Steder at være!" brast det ud af mig, og jeg kom til at ryste som af Gråets Blæst.

Da følte jeg hans Hånd på min, og da jeg så ned, stod hans øjne i mine.

Og med Et så jeg det: hvor han var skøn, hvor det Ansigt dér på den vanskabte Dværgeskikkelse var ophøjet og rent, med den smalle Pande, de lange, buede Bryn, hvor skær den skægløse Hud, hvor blødt og glansfuldt det flagrende Hår, og hvor Blikket skinnede af Dybde og Styrke.

Og det gik igennem mig: at han bar i Sandhed sin egen Ligsten på den forvoxede Ryg; at han sad i Sandhed dobbelt Fange: i dette Legeme og på denne Ø.

"Jeg, unge Mand," sagde han, "er Jacobus Uz, og jeg er, trods Prinsen, den rigeste Mand på denne Ø. Jeg kunde købe dens Størrelse trende Gange på Fastlandet derovre, men se på mig: Jeg er mine Fædres Barn, og jeg kan ingen andre Steder være end her. Lad os to da holde sammen!"

Hans magre Hånd knugede min så hårdt, at jeg kunde have skreget, om ikke mit Hjærtes Hamren havde døvet hver Smærte. Et Menneske talte således til mig her på denne Kyst - ja, Jacobus Uz, Øens Ånd!

"Jeg véd jo, hvem De er, og hvorfor De er kommet," nikkede han, "og jeg kender Pastor Schwarzflügel, og hvad Hjem, De dér vil få. Har jeg end aldrig været 252 fattig, har jeg været ung og stedse været ensom. Frygter De ikke for mig, så følg med mig til mit Hus."

Frygte ham? Jeg huskede flygtigt Målenes Gysen for ham, hendes Ord om ham, om Fyrmesterens Kone. Men - hvor var det sandt? Med disse Øjne, med denne Stemme!

Skælvende fulgte jeg ham hen ad den tilgroede Sti, mellem Marehalmsbuskene, mod hans Hus, hvis tunge, sorte Gavl nu ludede frem over Klitterne med et eneste, dunkelt Vindue. Det høje Tag var som sunket ned over Facadens lange Række mørke Ruder og Indgangsdørens Smedejærnsgelænder. Sandstensstøtter var plantede langs Huset med rustne Jærnkæder hængende imellem, som Lænker.

Idet jeg passerede det første Vindue nærmest Gavlen, så jeg et Ansigt derinde, et svært og bredt Ansigt, hvilende i sin egen Dobbelthage, med kniplings-bræmmet Fløjlshue på det blanke, brune Hår. Ubevægeligt stirrede det, myndigt og tungt, med de brune Øjenkugler under Brynenes Sodpletter ud over Havet. En svær Arm i Fløjlsærme hvilte på Karmens broderede Pude mellem Sneglehuse, Stene og Urtepotter, den anden Hånd skimtedes derinde, støttet mod en Stok.

"Hils!" knurrede Jacobus Uz, "det er min Faster."

Jeg rev Huen af, men Øjnene rørte sig ikke, stod ubevægelige ude over Havet.

Uz standsede foran Trappen og trak en tung Nøgle op nede fra sine Skøder; så sagde han:

"Kom, De må hellere se den Anden med det samme!"

Vi gik videre langs Vinduerne, der ligesom hinsides Døren ene fyldtes af Tagskæggets Skygge, og nåede det sidste.

"Her skal De ikke hilse," sagde Jacobus Uz, "hun ser os ikke. Det er min Moster."

Og jeg så bag Ruden et andet Kvindeansigt, dødshvidt, hult og langt, med en Tot sort Hår højest oppe; med glasagtige Øjne og tilklemt Mund mellem Hudfolder stirrede hun som hin første Kvinde, forstenet, uden at ane os, mod Himlens og Havets Grå.

"Nu har De set mine Husfæller," sagde Uz. "Vil De 253 nu se, hvorledes Mennesker, der endnu lever, tilbringer en Dag som denne på Øen?"

Jeg nikkede sky. Han åbnede Lågen ved Gavlen, og jeg gik bagefter ham ned ad den stejle Sti mod Havet.

Dér, bag et Klithjørne, dukkede Tolderens Hus op. Som en Tangdynge skød det sig ud fra Skrænten, med sit puklede Mostag hængende i en Pude ud over de lergrå Vægges ældehvide Bindingsværk, med Rudernes irrede Glasskår og Trappens sammenskredne Stenhob.

"Hvor gammelt er det - Hus?" spurgte jeg, mens jeg holdt mig i Senegræsset ned ad Stien.

Jacobus Uz rystede på Hovedet: "Ingen véd det. Så længe min Slægt har været her på øen, har det stået dér, og det er firehundrede År. Men se det nu forfra."

Vi stod nu på Bredden, med Huset lige foran os.

Som et vildt, tilgroet, ældegråt Dyr ludede det dér under Bankens Marehalm, stirrende med brustne Øjne under Tagets Manker af Tang, forrusket, forbidt, segnet i vild Kamp, lammet og døende, foran sin evige Fjende, Havet, der vældede og vældede mod det sit hvide Skum.

På Taget krympede der sig en Røn med sorte Klaser, og et Par Bænke klemte sig som Vragstumper ned i Tangdyngen. Ruderne stod sorte af Smuds og Mørke i Tangtagets Udhugninger.

"Dér lever da ingen Mennesker," hviskede jeg.

"Igennem fire Århundreder eller mere har der levet Mennesker derinde, levet og døet. Nu huses Toldforvalter Vendelins Hustru og syv Børn derinde. Kom og se!"

Han trak mig ved Ærmet hen mod Huset, til en af de skorpede Ruder.

Jeg stirrede gennem det af Solbrand og Saltstænk forvitrede Glar ind i et, så vidt jeg i Dunkelheden kunde skimte, umådeligt stort, men lavt Rum - som i en Grav under de vældige Langbjælker.

Inde i dette næsten fuldstændigt tomme Værelse færdedes lydløst otte besynderlige Skikkelser.

I Midten sad den høje Frue, jeg søgte, rank, i sin grønne Kjole, med Ryggen støttet mod Stolens Læn og en Dynge Skrammel stablet sammen om sine Fødder.

254

Hendes Hænder var bundne med lange Bånd, og hun vendte det hvide Ansigt i det lokkede, sorte Hår op mod Loftet.

Stundum løftede hun de bundne Hænder som i Anråbelse eller Triumf, mens hun kastede Nakken langt bagover og hendes Blik lyste.

Omkring hende dansede Agnete og en mindre Pige, let og mørk som hun, og svang et ildrødt Sjal, kastede det højt op over Moderen, slyngede det helt ind om hende, bølgede det hen over Gulvet eller op over hendes Hoved og hvirvlede det atter ind mod hende.

Hver Gang løftede hun de bundne Arme og stirrede mod Himlen som i Fryd eller i Smærte.

De andre fem Børn, tre Drenge og to Piger, af hvilke den mindste neppe var mere end tre År, var samlet omkring Gruppen. Den ældste Dreng sad krøbet op på Ryggen af en laset Stol og holdt, med ubevægeligt Ansigt under en af bulet Messing tildannet Krone, en Træsplint, tilklistret med Guld og omvundet med røde Snore, stift i Vejret.

Af de næste, en Dreng og en Pige, arbejdede hun med to Småstokke ivrigt i Luften, som slog hun dér en Tromme, mens han, med bægge Hænder for Munden, lod som han blæste Trompet

Den yngste Dreng syntes, klædt ud som Præst med Agnetes sorte Skørt om Halsen og en tung Bog i Hånden, med sin Salmesang, som de andre to med Tromme og Horn, at skulle overdøve Ofrets Smærtensskrig og Sejrshymner i det røde Sjals flagrende og hvirvlende Luer.

Den mindste Pige endelig lå i en lille, sammenrullet Bylt, med det sorte Hår flydende ned om sig, på Skramlets Brændehob, som i vild Gråd.

Bag dem alle stirrede den modsatte Vægs Isrude med Marehalmens blå Duske bag.

"De leger Jeanne d'Arc i denne Uge. De er nu nået til Rouen," hviskede Jacobus Uz bagved mig og trak mig tilbage.

Jeg stirrede fortumlet på ham. Han nikkede: "Jeg kender Programmet og véd altid, hvad jeg kan gå ned 255 og se, så snart Vendelin er løbet ud på sin Runde om Øen."

"Hvad løber han efter - og hvad leger de for?" udbrød jeg, og hørte det selv som et Skrig over mine Læber.

"De sagde, De måtte blive her altid - men jeg skulde næsten tro, De allerede nu kan svare Dem selv - efter Deres Blik, da jeg traf Dem deroppe," nikkede Jacobus Uz.

"Men - Børnene, som de stirrede - de så jo virkelig deres Moder brænde, og hun - hendes Øjne skinnede, som var hun midt i Ilden . ."

"Tror De ellers, de legede sådan, Dag ud, Dag ind, År ud, År ind? Om ikke Legen var Alvor, dødeligt Alvor?"

Vi steg langsomt op mod Lågen igen.

"Der var koldt dernede, der var ingen Varme," nikkede Jacobus Uz, "derfor tændte de Bålet, derfor opofrede Fru Vendelin sig selv på det. Der er aldrig Varme, og der er aldrig Lys i dette Hus. Der er knap Føde, og der er knap Klæder. Derfor giver hun dem sit eget Hjærte at spise, derfor svøber hun dem i sin egen Hjærnes Glød."

Han åbnede Døren mellem Jærngelænderne. Jeg skottede til højre og venstre, og jeg så derhenne de to ubevægelige Ansigter, det fede og det magre, stirrende urokkeligt over Havet.

"De ser på de to," smilte Jacobus Uz, "gør det kun, de ser ikke Dem, sålidt som Leonore Vendelin og hendes Børn så Dem."

Han lukkede den svære Egedør bag os, og vi stod i den mørke Forstue. Kun gennem en gitret Rude grånede Aftenlyset som en Ånde hen i Mørket.

Dog så jeg med Undren en Række Knager af Dyrehorn eller Stødtænder, der var anbragte så højt på den panelede Mur, at jeg knap på Tæerne kunde nå derop, og Jacobus Uz's lange Arme og Hænder kun vilde række dem halvvejs. Ligeså forbavsende var Kakkelovnen ovre på Bagvæggen, et Fjæld af Højde og Gråhed.

Men nu, da Jacobus Uz slog Døren op til Stuerne, 256 og jeg så ind gennem deres dunkle Række, ene gennemvandret af det flakkende Ildskær, forstod jeg, at denne Dværg gik som Navnets sidste mellem Kæmpefædrenes gigantiske Møbler. Træstole rejste deres Rygge rundt om Bordplader som til Kong Arturs Riddere, Skindsofaer bredte sig som Himmelsenge, Chatoller tårnede sig op under Loftsbjælkerne og bugnede ud over Bjørneskindstæpper, og som Marmorklipper steg Porcelænsovnene frem af Mørket, slyngende deres Skær som Ildbække ud gennem denne skumle og pelsede Rovdyrhule.

Falmede Rammer spøgede ud fra Væggene, og jeg så, jeg havde anet ret: skægovergroede Ansigter stirrede på mig, Kæmper af Mænd og store Kvinder sprang frem og svandt, mens Ildskæret dansede om den nuværende Ejers Dværgeskikkelse, der med det hvide Ansigt hældet og de lange Hænder korset betragtede den luende, røde Dans gennem de natlige Rum.

"Tag Plads, Hr. Student, tag Plads!" sagde han og ragede med sin Arm efter en Stol, på hvis Sæde han kunde have lagt sin Pande. "Her er min Plads."

Og med Abe-Behændighed entrede han op i den vældigste af alle Stolene, en sand Trone, der stod skrås for Stolen, han anviste mig. Han korsede øjeblikkelig Benene under sig og Armene over sit Bryst og lænede Hovedet mod en af de lange Fingre.

Som han sad dér, og hele hans Legeme forsvandt i Mørket, og kun det store Ansigt og de stærke Øjne blev tilbage, kunde jeg tro, han var sine Fædres Barn i sand og lykkelig Betydning, og at jeg talte med en af denne Øs Matadorer, af Kæmpeslægten, Søfarer- og Handelsslægten Uz.

Hans Øjne gled lurende hen på mig.

"Se så, unge Mand, nu har jeg fået Dem herind! Ikke mange af Øens Folk turde gøre Dem det efter! Hvad? Jeg synes, De ryster i Stolen? Se, se! De kender mig? De har hørt om mig - strax De satte Foden i Land, ja måske allerede før, om Bord på "Konkylien"? Jo, jo, nægt det ikke! Jeg véd det, og jeg véd også, hvad De har hørt! Jeg kunde fortælle Dem det igen, på Prikke! Og dér sidder De nu alligevel, i 257 Jacobus Uz's Hus, i Dyrets Hule? . . Ja, ja," han kastede sig pludselig frem i Ildskæret, som vilde han springe på mig, hans Øjne tindrede under den stejle, hvide Pande, .,ja, ja, jeg kender Øens Folk! De tager mine Gaver af mine Hænder, jeg føder dem og klæder dem og varmer dem, som Fru Leonore dernede sine Børn, ikke med Fantasier og Lege, men med Penge! Jeg bygger deres Huse og deres Både og betaler deres Skatter og Afgifter til Prinsen. De mættes ved min Dør, hvorfra de joges af mine Forfædres Spark; hver Vunde, de slog dem, er lægt ved min Hånd. Og dog gruer de for mig, som de ingensinde har gruet for dem. De har set mig fra Barn, uden Skjul på denne Ø, set mig som nøgen på Sønderbjærgets Top. De har peget mig ud for hverandre og nu for Dem: se Jacobus Uz! Ja, de har peget, men nu peger jeg!"

Og han rakte de udspilte Fingre mod mig fra Mørket.

"Véd De, at jeg var inde i Byen for at finde Dem og lokke Dem med mig her hjem? Véd De, at De er den eneste Fremmede, der er kommet her til Øen i tyve År? Og strax De trådte i Land, blev Deres Hjærte fyldt med Skræk for mig, den Nøgne på Sønderbjærg! De, der er den Verden derude, jeg har længtes efter som en Afsindig, og som nu omsider kom! Men!" han svang de lange Arme op i Mørket, som til et vildt For svar, "I skal ikke tage det fra mig, det eneste Øre, der kan lytte og forstå, som ikke er lukket af Løgnen om mig, den Løgn, hvoraf jeg dør! . . . De tror ikke, jeg kender Dem? Jo, jo, jeg gør. Spørg min Slave dernede. Mons Abild Flade, Købmanden, der styrer min Forretning, den Rest der er, og som De sejlede med herover. Han har fortalt mig alt om Dem, under svært Grin. Og jeg forstod strax, hvem De var, og hvorfor De var kommet, og at De altid måtte blive her. Og at De var den, jeg vidste, én Gang måtte sendes mig! Unge Mand," han rakte den dirrende Hånd ud imod mig, hans Stemme skrattede ru, "husker De Midas-Svenden, der hviskede sin Hemmelighed ned i Jorden, da han ikke kunde bære den ene mer? og fik Svar af Sivene. Mig har end ikke Ørkenens Marehalm svaret! En Gang, når De har levet her så mange År som jeg, vil De 258 forstå, at det ikke er en Gal, der har lokket Dem herind i Huset i Aften og taler med Dem som nu. Nej, lyt og De vil høre, at det er selve Øens Menneske, der taler op af dens Grav! Og dog vil ingen af dem kendes ved mig? Vil De? Men husk: jeg er den Nøgne, hvem intet Skjul undes! Skjulte de andre mig for Dem? Jeg ser det: de viste Dem alt! Så De mig da? Nej, nej, eneste Fremmede gennem tyve År, eneste Fælle, født uden Skjul, værgeløs og voldgiven som jeg! skal jeg ikke miste Dem og mig selv i Løgnen, så vær barmhjærtig: De, som lyttede til de andre, lyt nu til mig! Og sig: Hvad er Sandheden om mig!"

Han sank sammen i Stolens Mørke.

Jeg så okun hans lange Hænder og hørte kun hans pibende Åndedræt.

Og jeg skælvede, ene med ham i Huset på Øens Hæld, skælvede mer end overfor Rasmus Schwarzflügels Dødningeansigt.

"Menneskets Røst" skulde jeg høre, "Øens Menneskes" - ak, jeg anede, hvor den lød! skulde den en Gang blive min?

Hans hvide Ansigt dukkede op af Mørket.

"De har set Hulen, så se da Dyrene, mig og min Slægt!" han rutsjede ned af Stolen og rev den rustne Ovnlåge op, "se Hvalen og Bjørnen og Ulven og Lossen og Hyænen tilsidst, Hyænen, min Fader!"

Han pegede mod et Ansigt deroppe i Ildviften, et langt, gråblegt Ansigt med Øreduske og en Krave af gråt Skæg, et Par Øjne bidende som Igler under skæve Brynbuske, en lang, rynket, smilende Mund.

Han skubbede Lågen til og var i et Sæt oppe i Tronstolen.

"Se på dem, se deres Møbler, tæl deres Penge, og forstå det: jeg fødtes af Hvalens Vold og Hyænens Grumhed - Barn af en Slægt af Vikinger, Kapere, Redere og Handelsfyrster, med Blodtørsten, Havfarterne og Stormene, Geniets og Dyrets Vælde spærret inde i Barnets forkrøblede Krop, knuget til Jorden af al Slægtens Syndebyrde på min Ryg.

Min Broder, Caspar, var lys, hvor jeg var mørk, rank hvor jeg var byltet, god hvor jeg var ond. Han var 259 Hjorten, og jeg var Tussen i Uz'ernes Dyrerige. Men vi led 'ens, under vor Faders Klo, under hans Øjnes og hans Tænders Giftsmil - han, der havde Griskhed for Rovlyst, Had for Hævn, Pinsel for Drab.

Vi Børn sneg os gennem Huset, vejrende ham i Rædsel fra Stue til Stue, hans Lugt af Aloe og Tjære - Caspar foran, lys og slank, og jeg krybende efter, sort og puklet, haget frem ved mine Kæmpearme. Og fra Værelset længst inde, hvor min Moster nu sidder og stirrer til Havs, genlød vor Moders vilde Sange, Nat og Dag - til hun pludselig brød ud, sprængte Døren og jog gennem Værelserne med flyvende Hår og flagrende Natlin, forfulgt, forfulgt af alle Slægtens Rovdyr, af Hvalen og Bjørnen og Ulven, mens vi fløj rystende i Krogene, under de vældige Møbler, og Fader, det sidste og værste Dyr, styrtede sig over hende og slæbte hende ind til Fængslet igen.

Der var Gitre for alle Vinduerne den Gang, som endnu ude i Forstuen, for at spærre hende inde fra Havet, som hun jo så fra alle Ruder, og som kom for at gemme hende fra Jorden.

Hvordan Fader var kommet til Moder, erfoer vi aldrig. Han havde vel, efter Slægtens Skik, købt eller ranet hende fra Fastlandet. Godvillig kom ingen Kvinde her. Men var hun først i dette Hus, bag Havet, hvor var da Vej tilbage?

Fader vilde end ikke efter sin Død slippe Magten og Rigdommen; den skulde blive i Slægtens Vold. Og han lod sin Kvinde føde os.

Men jeg var ikke gammel, før jeg forstod, hvorfor min Broder og jeg så ud, som vi gjorde. Han, Hyænen,' Dyrenes sidste, opad sit eget.

Vel var vor Forretning den Gang stor, men - behøvede han tyve Krambodsvende, bestandigt skiftende? Han holdt et sandt Harem af Mænd på Øen.

Igennem den stakkels Prins lærte jeg siden at forstå Selvudryddelsesdriften hos Slægtens Sidste, Naturens Selvkontrol, og at tilgive den alt - uden det: at den bryder sig selv.

Caspar og jeg var bægge Børn af denne Lænd.

260

Når jeg om Dagen så Caspar stå ved et af de gitrede Vinduer og stirre ud, slank og hvid i den dunkle Nisje, mod det grå Hav, syntes han mig, der lurede inde i en af Krogene, et Gengangersyn, en forlængst død Yngling af Slægten, der, vendt tilbage til sit Jordlivs Fængsel, længselsfuldt stirrede over Havet. Nu Himmel og Hav flød sammen i Mulm, lyste han som en glemt Månestråle . . .

Men om Natten forbyttedes han og blev Trold som jeg. Byltet til en Kugle på Tæppet, med Tungen mellem Tænderne, at ikke deres Klapren skulde vække ham, lyttede jeg til hans Drømme.

Nu røbede han sig: han var mig lig. Nu hvirvledes han på Slægtens gloende Hjul. Han rallede af Vellyst og Pine, spændt som en Bue og med blussende Ansigt. Og faldt sammen som en død og med Skum om Læberne. Søvngængerord hvislede gennem det stille Barnekammer, Skrig fra hans Drengemund, som fra selve Natten i det ældgamle Hus. Ættens Mennesker tumlede gennem hans Drøm i bakkantisk Tog, et Følge af oprejste Dyr.

Til han pludselig rejste sig, lang og hvid, i Sengen og med fastlukkede Øjne begyndte sin Koreia, sin hellige Dans, Sankt Veits' Dans på Syndens gloende Kul, med Himmelflugt og Fald.

Med Ansigtet ukendeligt af Smærte, i Strømme af Sved og med oprakte Hænder vred han sit Legeme mod Loftet, som gennem et Marterhjul, længere og længere opad, voxende ovenud af sig selv, som en Lilje af et Løg. Nu knugede han de spilte Håndflader mod Loftet, de bristende Øjne i det hængende Hoved brændte gennem dets Bjælker; klæbet fast svajede han som en Hængt. Til Grebet brast, og han faldt ned i sig selv som et løst Lin, og kun de fægtende Hænder og Fødder kæmpede i Vejret.

Til han atter, ramt som af en Svøbe, slyngede sig opad i en Hvirvel af nøgent og hvidt, groende baglængs fast i Væggen, som en Ranke, med fastsugede Hænder og Fødder stigende det himmelske Lys så nær, så saligt nær - og nedstyrtet af et Lyn, til et flagrende Liglagen.

261

Jeg stirrede under Puklens Kugle, som et Dyr på en Engel. Mit Hjærte fløj med ham til Himmels om Forløsning og nedstyrtedes med ham, når han ramtes og faldt.

Men gennem min hudløse Medlidenhed listede det sig dog som en Lise: at var han end et Menneske i Dag - i Natten var han Varulv som jeg!

Og dog slap han ud, af sin Ham som af Faders Vold.

Caspar var Moder lyslevende, og siden den Nat, hun brød ud, gennem Gitrene, gennem Muren, og næste Morgen skyllede op for Faders Fod i sin hvide Natdragt, i Tang og Gopler, gruede Fader for hans Blik og hans Stemme, som for et Spøgelse, og rømte, blot han hørte hans Trin. Ha, ha, Hyænen, Nattedyret, frygtede de Døde.

Caspar fik Lov til at rejse, sejle bort med Faders Skibe. Han drog af Sted i sit blå Sømandstøj, med sin Bylt under Armen, høj og hvid som en Martyr, der stiger i Afgrunden. Han forsvandt over Havet som et Fnug, der blæses fri, og jeg tænkte, jeg så ham aldrig mere.

Men altid kom han igen, bestandig hvidere og tyndere og højere, som selve de Druknedes Ånd, dømt til at hjemsøge den flyede Kyst.

Stundum fik jeg Breve derudefra, fra Eskimo- og Negerstrande. Kun Navne, Datoer og Tal. Om sig selv talte han aldrig - tilsidst heller ikke om andet: Båres kun af Havet, stum og hjemløs som en af dets Bølger. Men endnu brændte hans Øjne. Endnu dansede han derude på det ensomme Skib sin Dans ad Jacobsstigens gloende Trin mod Sydkorset og Polens Stjærne.

Da brød Krigen ud i 48. Og han, som allerede da var en halvgammel Mand, smilede. Nu omsider vinkede Dødens Palmegren. Fader vovede ikke et Ord. Og han gik med og faldt ved Frederits, i Spidsen for alle, med den sønderskudte Fane over sig og gennemhullet af sytten Kugler. Han gemtes under de andres Lig, han glemtes blandt Heltenes Navne. Han havde nået sit Mål: bortlutres af Jorden. -

Men fra den Dag Ældstesønnen var sejlet bort fra 262 Huset og Øen, kastede Fader sig over mig, den sammenkrympede Kæmpe, i hvem han blottedes og fortsattes.

Ene med ham sad jeg, fasttryllet af hans Blik, som en Tusse for hans Fod. Alle så det, men ingen, hvor Hjærtet hamrede i Tussens Side.

Og han greb mig i sin Klo og slæbte mig til Kontoret dernede bag den mægtige Pult, op på dens Rand, foran vor Slægts Hovedbog.

Og mens Mørket fra Havet, fra de nøgne og sorte Brinker, fra Bjælkeloftet gjorde min Verden end trangere, læste jeg på de lige linierede og fast skrevne Sider vor Slægts Saga, min Oprindelse og Skæbne: Århundreders Bedrag og Vold, Smugleri og falske Vægte; Opkøb af uægte Smykker, der sendtes til uvidende, hedenske Stammer at ombyttes med Kanelbark og Elfenben, af forrådnet Kød. hvori Byer åd sig dødsens, af højtassurerede, synkefærdige Skibe, der udsendtes med uøvet Mandskab om Bord . . .

Og jeg flyede ned fra Stolen, atter til min Faders Fødder og tiggede om at slippe fra dette -: jeg osedes til, som Caspar i sine Drømme, af Stanken i dette Hus, jeg forbyttedes, jeg blev dem, de hedengangne Djævle.

Og jeg anråbte om at fries for Slægten og for Øen, at slippe ud til Fastlandet, til Menneskene bag Havet - jeg vilde se dem, jeg vilde blive dem lig, jeg vilde elske dem, jeg vilde leve, jeg vilde dø for dem!

Og han så ned på mig med sit tandede Smil: "Nå, så du vil til Menneskene? Har du set Fiskernes Børn, hvor de render for dig af Skræk og dog må stå stille og stirre af Undren? Var du ikke min Søn, stenede de dig ihjel! Vær vis på, lille Ven, at Gevæxter som den trives bedst i Mørke, denne Øs Sand er den gunstig," og han pegede på min Pukkel.

Og sydende under den ved Mindet om Fiskerens Drenge satte jeg i et Spring op på Kontorstolen og rugede sammenrullet over vor Bog. Og her hvor jeg sad i Skrænternes og Havets Mørke, i Nordens Nat og Kulde, knugede jeg med Vellyst min Hånd sammen om 263 Skæbner på den anden Side Jordkloden, tusinde Mile herfra - min, Øens, Nordens Hævner!

Til jeg pludselig vågnede en Dag - og så en Sommerfugl, den første og den eneste her på øen - Véd De det ikke? Her findes ingen! Hvor kunde de trives her, hvor ingen Blomster gror! Hvor kunde de bæres hid over Havets syv Mil! . . Og dog så jeg én, med Et, skinnende hvid, flagrende over Bogens sorte, besudlede Sider.

Med Kløerne boret om Bindet stirrede jeg. Hvad var det for en Skabning? Hvor kendte jeg den fra, som den svævede dér? Fra min Barndoms Undervisning, fra min Moders Fantasier, fra Caspars hellige Danse?

Nej, nej, jeg kendte den fra mig selv - den var jo mig, mig selv, min Sjæl!

Og med skinnende Øjne, med højtoprakte Hænder greb jeg efter den - og styrtede forover, ud over Pultens Rand, ned på Gulvet - og atter opad Væggen, i min Broders vilde Springdans, i hans hellige Raseri, ramt af hans Sot og hans Lykke!

Og jeg fik aldrig at vide, om virkelig den Sommerfugl, hin ene Gang, var båret over Havet til mig, at kalde på mig, at minde mig om den evige Sommer - eller om det var min egen Sjæl, der ikke længere turde hu e i mit forkrøblede Bryst og flyede for mig.

Fem Mand holdt på mig under dens Kamp for at fri mig for mit Legeme, og da jeg vågnede, var jeg Fange igen, men kun min Faders, ikke min egen.

Nej, jeg var skudt ovenud af mig selv, som min Broder og rakte mod Himlen som han.

Jeg bad min Fader om Bøger, bad om at møde Mennesker dér, hvor de var Ånd som jeg, tyste og uden Hån, med åbne Hænder og Hjærter. Jeg bad ej alene om Digtning, Historie og Drøm, jeg bad om Reguladetri og Matematik, om Astronomi, Fysik og Geografi, om at vinde Kloden, at rumme den i mig og min Ø.

Men med Hyæneøjnene gnistrende af Vrede huggede han sin hornede Hånd i Regnskabsbogen og sagde, at her var Kloden! Alt andet var Dunst og Dårskab, og 264 jeg, den sidste af hans Slægt, den puklede Vanskabte, skulde gøre Nytte til det sidste!

Og vi sad overfor hinanden, som fer, ved Pulten dernede ved Brinkens Fod, ved Bordet heroppe på dens Top. Som klæbrige, små Stene hang hans Øjne ved mig, mens de rynkede Læber gumlede deres bestandige Smil. Jeg var i hans Vold, som i Øens, hjælpeløs.

Ingen Lyd - uden hans haltende Listen, der kresede mig inde som Havet derude. Mine Læber groede til, jeg sad stum og blind som en død.

Men i mit Indre sang det, så højt at jeg gruede for, det skulde høres her i den evige Stumhed, sang det vældige Drapa om Kloden og Himlen, om alt Levendes Vrimmel, Verden, jeg havde skabt af mig selv, af mit elendige Legeme, det eneste jeg ejede.

I sorte Nætter blev det til, når jeg, hvem Bøger, hvem Medmennesker, hvem Jorden var nægtet, skabte mig dem selv. Krøbet sammen over Bordet, dækkende mit Lys med min Pukkel, rasede jeg hen over Papiret, skabte jeg Alt af Intet.

Ruderne gnistrede af Is rundt om mig, som sad jeg midt i Stjærnehimlen; min Ånde stod som Dampen af selve Guds Næsebor ud i det tomme Mørke og belivede det, og de myldrede frem, Skabningens Millioner.

Ene sad jeg, som Gud i Skabelsens Øjeblik.

Ja, se, som en Skumboble af Havet brast den frem, Øen - op over Blåskoven fløj den første Lærke, og det første Menneskepar skred gennem dens Stammer. Og jeg var ham, og hun var skabt af mit Sideben. Vi var Verdens første Kys og første Favntag og første Fødsel og første Død.

Og Slægter og Skæbner vrimlede fra os, fra Livsens og Dødens ø. Vi voxede og skyggede for Stjærnerne, vi drog dem i vor Favn, vi blev dem, Kosmos . . .

Da en Nat jog der en Skygge ind i den vældige Skygge fra min Pukkel, to Hyæneøjne luede ud af dens Mørke, en Knokkelhånd slog sammen om mit Værk . . .

Min Fader havde fundet mig og mit Lys.

Jeg sprang op, væltede Lampen og Bordet og foer gennem Stuerne og ud i Natten, til Havet, til min Moder. Jeg, alt Livets Skaber, foer mod Døden.

265

Og de efter mig. Jeg hørte deres Råb. Jeg så dem i Måneskinnet, Fader og hans Karle.

Og jeg løb som en Krabbe over Sandet, som en vanskabt Flygtning fra Skabelsens flammende Esse.

Men de hentede mig ind, de slæbte mig til min Moders Stue. Jeg sprællede på Gulvet i Gitrets Skygge. Og alt blev Nat.

Da jeg et halvt År efter vågnede af min Hjærnebetændelse, var mit Manuskript borte, brændt af min Fader. Og jeg tænkte ikke på det, jeg havde glemt det. Af Verden var kun Helvede igen, af dens Skabninger kun jeg.

Men da gav min Fader mig Løn, efter Slægtens Skik: Kvinder.

Se på mig, jeg, Øens Dværg, har været gift to Gange, med to af Landets skønneste Kvinder.

Hør nu:

Min første Hustru var en Herremandsdatter fra Fyen. Hendes Fader lå i vor Klo og sendte sin Datter som Løsesum.

Høj og blond og kølig som en Gudinde trådte hun i Land her på Øen. Og jeg lå for hendes Fod som Tussen og bad om Forløsning.

I Bryllupsnatten rømte hun. Hun sprang i min Båd, inden jeg nåede hende, og flygtede til Havs.

Jeg løb på Stranden og skreg. Det var i det store Høstfiske, og der var ingen Både på Stranden.

Hun drev den hele Nat på Kattegat, og det næste Døgn. Så nåede hun Djursland, ved Framnæs.

Nu er hun Sypige i København, syr sine fine, hvide Fingre af sig. Hun vil ikke vide af mine Penge, sålidt som af sin Slægts.

Så kom min Hustru Nummer 2: Hun var Datter af Købmanden i Grenå. Han havde skrevet falske Vexler i Faders Navn.

Hun var lille og tung, med mørkt Hår og blodfulde Læber.

Hun spærrede sin Dør af for mig, forskansede sig bag Chatoller og Pistoler.

Har De set Fiskerimærket oppe i Brinkerne? Dér 266 hængte jeg mig en Nat. De skar mig ned. Jeg løb atter på Kysten og så min Hustru rejse.

De siger, hun nu trækker Landet rundt som Landevejsmissionær og præker mod Kødets Lyst. Hun kræver mig bestandig for Penge, fler og fler, til Sjælenes Frelse. Hvad véd hun om den, der forgik herovre?

Og siden? Ja, spørg Øen! Å nej, De behøver jo ikke at spørge! Der er jo alt givet Dem rundelig Besked, jo, jo, jeg véd det! Om den store Kvindejagt over Øen, på gift og ugift, på hvert Skørt, der fandtes, og om den store Flugt for mig, der ejede dem alle i min Lomme, mig, den menneskeædende Trold, for hvem to Hustruer var rømt!

Da kom hun til mig, Madeleine, Fyrmesterens unge Hustru fra Provence - over Ørkenen, flakkende som en Due, fra Øens yderste Spids i Havet.

Kom hun som Øens Sonoffer til dens Herre, eller - som Øens Bod til dens Fange? Eller - hun fra de solhede Zoner, fra de blomstrende Haver, de menneskevrimlende, hvide Stæder - der nu sad ene i Tårnet derude mellem Ørken og Hav, med den tyve År ældre Mand, hvem Ungdommens Ishavssejlads og Manddommens Tårnvagt havde gjort til den tredje Stumme - sansede hun i mig en Lidelse som sin, og måtte lindre os med sit Hjærteblod? Eller - kom hun som Fuglen til Slangen, beruset og svimmel?

Hun kom til min Dør en Nat, han havde Vagt i Tårnet; ene var hun vandret hid gennem Natten og Ørkenen, gennem Øens ganske Ensomhed, og dér stod hun på min Dørtærskel, hvid, med en Søvngængerskes Øjne.

Jeg stirrede på hende. Og uden et Ord gled hun ned for min Fod - om Skånsel eller Bønhørelse? Jeg véd det ikke, den Dag i Dag.

Om jeg vækkede hende? Om jeg faderligt ledte det vildfarne Barn tilbage til dets Herre?

Se på Ansigterne dér, dem jeg var voxet op under, dem hvis Blod rasede i mig, indespærret i dette Legeme, som jeg havde raset i denne Ø - tænk på mine tvende Bryllupsnætter!

Synd? Om hun var kommen til mig, da jeg var tyve 267 Ar - hun havde frelst os bægge, løst os af Fortryllelsen !

Nu - jeg havde knælet for min første Hustrus Fod, jeg havde tryglet ved min andens Dør, men hende, den Bjærgtagne -

Halvåret efter - hun fortærede mig, hun åd mig! Jeg fandt mer end jeg søgte, min Overmand.

Vi fandt alle vor Overmand, vi her på Øen, hun fortærede os alle, selv Dyret dernede, Købmanden Mons Ab ild Flade. Hun jog som en gloende Ild over øen, hun sved de fremmede Skibe op.

Men Fyrmesteren, han der havde skånet hende så lidet, at han havde ført hende op til dette Sted, og så meget, at han havde ladet hendes Kvindelængsel fare vild, han, der sad yderst på Øen, dér hvor den alt tilhørte Havet; som aldrig kom herind og aldrig talte med et Menneske, anede han noget?

Jeg erfoer en Aften om hendes Besøg på et fremmed Skib i Pakhusbugten, at Kaptejnen havde jaget hende derfra med en Stok. Og jeg begav mig samme Nat på Vej til Tårnet.

Hun var jo forlængst ikke mere min - og dog mer min end nogens! Min Skabning, den forfærdelige, sin Skaber værdig. Jeg gik nu at hente hende hjem, at tilstå Fyrmesteren alt og tage hende hjem som min Hustru, den tredje. Hos hvem hørte hun hjemme uden hos mig?

Jeg løb i Måneskinnet, snart inde i Ørkenen, som var det over selve den døde Klode, snart ude langs Havet som ved det tomme Himmelrum, hvor Lyset strømmede. Jeg løb for at redde mig Ret og Pligt: for at redde mig Livet.

Jeg løb mod Fyrets Stråleglans, og nåede det på mindre end en Time. Og idet jeg segnefærdig af Hast dukkede ud mellem de yderste Klitter, ved Fyrgårdens kistesorte Tag, så jeg hende i sit hvide, flyvende Natlin fare ud af dens Ringmur og over Sandene mod Fyrtårnets Fod, og han, Manden, Fyrmesteren bagefter, langskægget, stor og sort, med den løftede Kniv i Hånden.

Hun foer i ustandselige Skrig mod Fyret, og de 268 forsvandt derind. Jeg hørte hendes Skrig op gennem Tårnets trehundrede Vindeltrin. som en Lue, der snoede sig vildere og vildere til Vejrs, op i Himlen.

Og jeg hang i den igenslåede Dør. Da slog Flammen ovenud deroppe. Skriget spillede på Tårnets Tinde, et Nu. Jeg så hendes flagrende Lin, Fyrmesteren, sort og løbende med oprakte Arme, og om dem og over dem Fyrets vældige Strålekrone, glidende gennem Månehimlens tyste Uendelighed, som Tågestriber af svævende Engle.

Jeg så, han nu var uden Kniv, at hans udrakte Arme nu ene begærede at gribe hende, at frelse hende. Men at hun i sin afsindige Skræk styrtede sig ud over Gelændret og ned - et sejlende, hvidt Fnug - og han hang sort og med anråbende Arme deroppe . . .

Jeg krøb over Sandene til hendes knuste Legeme og sank sammen over hende dér i Stenene og Marehalmskrattet, og jeg kyssede Kvindens Ansigt til Afsked og døde med hende.

Ja," Jacobus Uz bredte de rystende Hænder ud og løftede dem op om det legemsløse Ansigt som to hvide, skinnende Vinger, "mit Blod randt ud i hendes, jeg døde som hun i det lutrende Bad. Gud være lovet: Jacobus Uz døde. Nu lever han først - -"

Hans Pande sank ned på Hånden, hans skæve Skulder krøb frem, hans hele puklede Legeme -

"Min Fader, spørger De om ham? Ja, da spørger De om det sidste. Så hør da: Budskabet om min Broders Død kom til os Måneder efter. Hvem havde vel i de Tider Tanke for os? Vi hørte jo knap med til Landet. Men det indtraf just på hans Fødselsdag, som Fader fejrede med stor Pomp, med alle sine Karle og Trælle.

Jeg så Faders Ansigt åbne sig som et sort Gab. Og jeg forstod det: nu havde han to Fjender blandt de Døde.

Og han rømmede ind i sin Stue fra Gildebordet og skød Jærnstangen for.

Fra den Tid genlød det øde Hus som i min Moders Tid af Skrig og Sange. Jeg sad og lyttede og nikkede i Takt.

Det var Huset, der sang, Huset selv, der røbede sig, 269 som min Broder i Drømme, der sang sig ud for hvert lyttende Øre, ja ud over Havet, til dem derovre, vore Bødler og Ofre, at de kunde erfare om Livet herude.

Som en brøstfældig Olding, der ikke længere råder sin Tunge, sang det sin Hemmelighed ud. Når Sangen var til Ende, vilde det styrte sig til Havets Bund.

Men nej - en Dag som jeg sad og nikkede i Takt i min Stol til de kendte Toner, tav Sangen, brat, så mit Hoved fløj frem, som halshugget - og jeg lyttede. Men ingen Lyd mer. Og dog stod Huset her endnu, og jeg sad ene i det.

Da jeg sprængte Døren ind til ham, fandt jeg ham liggende udstrakt på Gulvet, næsegrus, som ramt fraoven.

Kun for et Minut siden sang han, og dog var han allerede kold, som havde han aldrig haft menneskeligt Blod i sine Årer, eller var Kulden her så stor, Menneskelivet så hjemløst fremmed, at det fortabtes i et Nu - som en Dråbe i Is.

Jeg krøb tavs sammen ved Siden af hans Lig, og ene i Stuen med ham, mit Ophav, grundede jeg over mig selv og min Lod.

Nu var jeg fri. Fri? Jeg så mig om på de grå Vægge, på det gitrede Vindue og Havet derude. Jeg så ned ad mig og huskede mine femogfyrretyve År.

Og pludselig kastede jeg mig over Liget dér og bed mig fast i dets iskolde Hår, dets stivnede Strube og Bryst - og mødte de brustne Øjnes Blinken: "Min Søn -! Hyæner er vi!"

Og jeg foer op i et Skrig, fra ham, fra mig selv, og atter kom Ånden over mig, Dansens hellige Ånd.

Jeg så atter Sommerfuglen for mig, hin eneste, svævende op og ned over Lyset, midt i den øde Stue mod det grå Hav, flagrende let, skinnende hvid.

Og jeg rakte efter den, jeg sprang efter den, krumbøjet, i bratte Ryk, i Sæt, som vilde jeg nu endelig kaste min Byrde af mig, min Pukkel, min Fader! Jeg skruedes op og rundt, efter Sommerfuglen. Jeg groede ovenud af mig selv, det knagede i alle mine Leddemod, jeg sprængte mit Hylster, omsider! Jeg fløj ud, min befriede Sjæl, Sommerfuglen - 270 Og jeg styrtede bevistløs om over Liget. -

Og siden, unge Mand - jeg var fri! Jeg var, som Sommerfuglen, steget af mine Fædres Legeme. Og denne Ø - den er intet Fængsel, den er jo Verden! Jeg så det først den Gang. Og nu véd jeg det:

Her er jeg født, og her skal jeg dø. Min Faders Klo lænkede mig her som Barn, min Pukkel som ung. Nu binder mig min Genoprejsning, min Anger og Bod.

Og jeg skal sejre tilsidst. De skal se mig én Gang, alle, som nu De, på Sønderbjærg, som den jeg er, rank og uden Pukkel. Af det Land, der drak mine Fædres og mine Ofres Blod og tilsidst mit eget, skal jeg påny trylle Blåskoven frem.

Ja, jeg skal skabe Øen, som jeg drømte, af mit Selv. Og jeg skal frelse den. En Gang, om ikke før, så når jeg er død. Som min Sjæl sejrede over mit Legeme, skal Godhed besejre Ondskab. Og da vil jeg have fuldbragt Uz'ernes Saga og Herrens Vilje med mig, den sidste."

Han var gledet helt ned i Stolen og var atter kun et hvidt, med lykkeligt stirrende Ansigt. Hans Stemme var sunket hen i en sagte, henrykt Hvisken.

"Nu kender De Jacobus Uz, og nu kender De Øen. Kom til mig, når De synes, at Havet er for stort og denne Ø for liden, og jeg skal vise Dem, at De er midt i Verden, på Livsens Ø i Havet - -" . .

Han haltede tungt af Sted ved Siden af mig, ud gennem Døren, som hans lange Arm skød op, ud i Forstuen .

Dér standsede han og åndede hastigt den rå Nattekulde ind. Vi så Himmel og Hav som ét sejlende Mørke mod os, kun Skumtoppene lyste. Og dets Røst fyldte Rummet som den eneste Lyd.

Han nikkede ud imod det og pegede til højre og til venstre.

"Dér sidder de og stirrer endnu, Faster og Moster, over Havet. Mod hvad? Faster efter sin Mand, der forlod hende Halvårsdagen for deres Bryllup og aldrig kom igen, og som hun begræd som død, til hun, syv År efter, erfoer, at han var set i en sydamerikansk Havn. Siden da har hun siddet dér og stirret. Moster 271 efter sin Søn, et uægte Barn, der som trettenårig Dreng af min Fader sattes om Bord på et af hans synkefærdige Skibe, der aldrig siden spurgtes et Ord om. Efter Havets Døde stirrer de - som om nogen vendte tilbage, der en Gang drog bort!"

Vi blev længe stående på Trappen foran Uz'ernes Hus, mellem Klitterne. Intet Lys brændte nede i Toldergården, sålidt som i Købmandsboden. Ingen Lygte rakte den Gang fra Molen sit søgende Lys ud mod Havet. Ene stod vi i det strømmende Mørke. Vi kunde tro os de sidste Levende Og jeg åndede langt og befriet ud mod Nattens Køling.

Det var, som gættede Jacobus Uz min Tanke gennem Mørket, ti han nikkede:

"Ja, det er Trøsten: En Gang skal Natten ånde ene, og denne Ø være Dødens. Men så længe vi er sammen på den, er jeg Deres, efter denne Nat!"

Han knugede min Hånd hårdt i sin og forsvandt ind ad sin Dør, som var det i den Nat, han talte om.

Og som havde han ladet mig ene i den, famlede jeg mig gennem Klitterne og Kæret til Byen og mit Kammer. Og jeg faldt i Søvn, som var hin endelige Trøst over mig.

Men i den Nat røg der en Storm op af Havet.

Dødtræt som jeg var efter Sejladsen bort fra mit Hi ud i Horizontens og Menneskesindets Vejrlig, sov jeg, som havde jeg lagt alt Liv hinsides.

Men i denne min Søvn hørte jeg dog stedse som et Ekko af dets vældige Stemme, ja vældigere end nogensinde før. Og jeg tænkte midt i Søvnen, at som jeg altid, bedøvet af Dagen, først ret havde levet den i Nattens Drømme, således fik jeg først nu i Døden Øren at sanse, Hjærte at skælve med for Livet. Og jeg smilte, fuld af Tak og af Sejr.

Men senere på Natten var det mig, som jeg endnu levede, men drev fra alle Mennesker og Kyster længere ud på Havet, på et enligt Fjæl, begravet under Vandene og løftet igen mod den uigennemtrængelige Himmel, hvor kun en eneste Stjærne stod.

Til sidst vidste jeg, hvor jeg lå, men syntes, at Bølgerne slog over Øen hejog os allesammen, at Havet tog 272 os. Men hin eneste Stjærne strålede, høj og kaldende, over os, over Verdens Undergang, Ti al Verden derude var jo sejlet dybt til Bunds bag hin Sejlads, og denne Ø var den sidste levnede Planke af det store Ver densskibbrud.

Og alle steg vi, Hånd i Hånd, med Jacobus Uz øverst oppe og Prinsen dybest nede, i én lang Kæde mod Stjærnen, mod Gud, at også vi, Jordens sidste, skulde nå vore allerede frelste Brødre, i det nye Himmelskib.

Og da jeg endelig vågnede og fortumlet efter Nattens Hav- og Stormbrøl, efter Øens, Husets, min egen Rysten som et vissent Blad, satte mig over Ende i Sengen og så ud ad min duggede Rude, troede jeg virkelig et Øjeblik, at vi var om Bord i hin høje Snekke.

Så dybblå strålede Himlen mod mig, som var vi over alle Tåger og Uvejr, så dunkelbrun bredte Ørkenen sig dernede bag de mosgrenne Strå- og Tangtage, de hvidtede Mure og Havernes sidste, gulddryppende Lev. Havet tindrede, skumskinnende, under Solen, hvis strålefyldte Hjul næsten sved de hvide Klitter.

Men sitrende sad jeg i min tynde Skjorte, åndende Kamrets isskarpe Luft, dristende mig lige så lidt denne overjordiske Dag nær som den underjordiske i Forgårs og Går. Jeg var flyttet ud for Himlens Åsyn og fattede ikke dets vexlende Miner.

Da sitrede med Et en Kalden igennem mig, svag og lys som fra selve den blå Himmel, ikke udæskende og solhed som Målenes.

"Har du set ham? Han kom i Fredags med "Konkylien" tt, sagde en Barnestemme på Sandvejen dernede under mit Vindue.

Jeg rejste mig mod den svale Stilhed, hvorfra hin Stemme var steget, og hvori den atter sank.

Og fornam med Et Solskinnets vage Varme gennem Himmelrummet, ja selv i dette skyggeklamme Kammer.

Kaldte den store Dag på mig? havde den mig behov? Betød jeg noget for nogen? var jeg ventet med Nysgerrighed og Længsel? Havde jeg en Gærning - og var den Gærning min Frelse?

Jeg huskede min Barndoms Gru for Årene. Skønt 273 mine Fødselsdage aldrig var blevet fejret - ti Eberhard og jeg fejrede ikke vort, men Kristi blodige Komme - følte jeg dog, hvor de uimodståeligt drog mig mod den voxne Alder. Og som når Eberhard trak mig ved Hånden ud til vore Aftenture i Byen, og jeg gennem Døren mærkede dens Træk og Larm af Mennesker, drejede jeg mig med bortvendt Ansigt tilbage mod vor Stue.

Skulde jeg nu i Skolen derovre, ene mellem lutter Børn, skønt voxen finde hin Stue igen? fredlyst af Årene lytte til Havet og Tiden derude?

Jeg sprang op og løb til Vinduet, fik det op og åndede ind en Luft af Havkulde, Lyng og Himmeldug, som havde jeg aldrig smagt Luften før.

Nej, jeg åndede for første Gang under den frie Himmel og for første Gang fri og dog hjemmehørende! Denne fremmede, vilde Ø krævede mig just, som den jeg var. Og derfor var den mit Hjem.

Men nede foran de mange Trapper rokkede Prinsen hen, stindende sig af ved Stokkegrebet mod sine Skøder, med højt løftet Næb snusende Morgenen ind. Hans Have, over hvis Træmur jeg så fra mit Vindue, lå sænket i Skygger, som i et sommerligt Skær af de sivende Plæner, og med Vildvinens Solluer om de åbne Vinduer.

Lige under min Rude stod Malene med blottet Hoved og de nøgne Arme krysset over Brystet. De gulbrune Ørelokker flimrede om hendes Hoved som en Glorie.

Ude i Ørkenen tumlede Harerne rundt om deres egne Skygger, mens Mågerne gled gennem det Blå som blege Halvmåner. Fjærnest skinnede Fyrtårnet som et Sejl.

Jeg greb efter mit Ur, Eberhards tunge, gamle Schwarzwalderur med den egernudskårne Trækapsel. Klokken var kun syv; før otte skulde vi ikke begynde. Om jeg gik op på Sønderbjærg, hvorfra de sagde, jeg kunde se over hele Øen? Ja, jeg vilde se den, min Ø, nu i denne blå Morgen!

Jeg følte det jo, mens jeg krøb ned ad den stejle Loftstige, som måtte Spøgelserne fra de forgangne Dages Mørke, min Angst for dem, min Ensomhed være blæst bort i denne Nats Storm. Smilte Øen ikke til mig, som en Moder, der kender sit Barn?

274

Da jeg nåede ud på Trappen og mødte Målenes brungyldne Øjne og blussende Kinder og så Dunene på hendes nøgne Arme flimre af Sol, som i Takt til det svære Brysts Ånden, de kryssedes over, fornam jeg påny hin Svien, som var Luften på Øen hed af Bål, den Jord. jeg trådte på, vulkansk. Men jeg vidste, den Ild brændte ikke mig.

Og hun smilte til mig, med sine hvide Tænder: "Nå, alt opstanden! skal Studenten have sin Mælk?"

Jeg puffede med min Fod til Sandet og stammede, at jeg tænkte at gå til Sønderbjærg.

Hun så lidt på mig med sine glødende Øjne, så smilte hun, med Armene slynget end fastere om Barmen, som tæmmede hun dens Flammer: "Ja, ja Student, så løb!"

Jeg vovede ikke at se op, smuttede kun hurtigt ned ad Trappen - og stod lige overfor Prinsen.

Han var standset dernede, stivet af på sin Stok, som på et tredje Ben, og jeg så ham nu lige ind i Ansigtet.

En Ruin af et Ansigt, en Dødsmaske af en berømt og heroisk Slægt. Under det tjavsede, hvide Hår skrånede Panden, tom og grum tilbage, Næsen krummede sig væligt over den slappe og sunkne Mund i det gustne Skæg. To bittesmå, beggrønne Øjne plirrede frem under de årede Kuglelåg. Det kæmpemæssige Legeme vaklede overvægtigt på de krogede Ben.

"God Morgen, Hr. Studiosus." skingrede en hæs og pibende Stemme, mens den ene gule Hanskehånd slog hilsende ud, "ti fejler jeg ikke. må det vel være Hans Velærværdighed, Rasmus Schwarzflügels nye Adjunctus?"

Jeg bukkede, med Huen presset ind mod det hamrende Hjærte. Skulde jeg møde ham netop nu?

Jeg huskede hans fumlende og søgende Dødningehænder den første Aften, Skipperens og Målenes Ord om ham. Jeg så hans små Øjnes stikkende Brænden under de betændte Låg, mærkede hans Åndes Konjaksos - og vidste, han var Herre på Øen: Ejer af os alle, og hvorfor han færdedes her som Forvist. Og mit Mod sank.

"Ja, ja, velkommen til min Ø! g!ædeligt hver Gang 275 en dannet Mand forøger vor Kres. Den er lille, men udsøgt, i Sandhed udsøgt!" Hans Hånd krammede om min Skulder som en Klo, og jeg følte mig halet ind mod det kæmpebrede, men tomme og sunkne Bryst under den ordensprydede Frakke.

Og jeg skælvede, vild af Skræk, som var jeg nu uhjælpeligt i hint Bål, som brændte over denne Ø, i dens, i dens Ejers Vold - Og jeg havde troet - o Gud, jeg havde troet - -

Jeg så op, døende, ind i hans Øjne: Jeg er ikke skabt til det voxne Liv, til dets Hede og Sejr. Husk det og slip mig, giv mig til Børnene!

Og pludselig fornam jeg hans Hånd løsne sit Tag, den gustne Rødme i hans hule Kindben svandt, og den sviende Stikken i hans Øjne gled over i en ubestemt, sødlig Smilen.

"Så, så, lille Ven!" Hånden klappede mig faderligt, mens Malene deroppe smilte moderligt til mig, "ikke bange, ikke bange! jeg er Fader på Øen, husk det: Fader! Jeg æder ingen, spørg sig for, og han skal høre det. Han er et godt Barn, jeg kan se det. Og pil så af, pil af! Men kom og besøg mig, så skal han se Prins Philip Gebhard deu Niogtyvende har det tåleligt, skulde jeg tro, her på Øen. Hm, hm.'

Han nikkede, så Tjavserne fløj frem under den høje, grå Hats svajede Skygge, greb bagom efter Stokken og stagede sig vaklende fremad mellem Stendigernes blågrå Marehalmsduske, med Stokkeknappen skjult under Skøderne.

Jeg så skælvende efter ham - de tunge Skuldre og den lange Rygs Knæk bagover, de skrævende Bens Råven under den flagrende Frakke. Den venstre Hånd

med den laxegule Hanske fangede frem i Luften under Hyldenes forrådnede Duske af Løv og Bær. Skyggerne af de ophængte Fiskenæt sitrede hen over ham.

Hvem var han? Hvordan var han? Var han, som jeg så ham hin første Aften, for et Øjeblik siden: Døden selv, der jog de Levende her på Øen? Eller var han. som han selv havde sagt, som hans Blik til mig nu tilsidst vidnede: dens Fader? en ulykkelig, godsindet Olding . . .?

276

Jeg åndede langt ud. O, jeg var sluppet, jeg var sluppet for Ilden, der brændte over Øen, der brændte alle, sluppet som Duen i Sagnet, der steg af Bålet med usvedne Vinger. Jeg følte mig friet og skånet. skånet for en Lyst, jeg i Gru havde anet, friet for en Pligt, jeg ikke mægtede at opfylde!

Men da jeg noget efter stod oppe på Sønderbjærgs øde Tinde, åndeløs og med ømme Hænder og Knæ af min Arbejden mig op ad de vilde, lerglatte Skrænter, ene med den svimlende Horizont og gysende i dens Isnen, følte jeg tillige, at denne Frihed, denne Skånsel gjorde mig ensom for altid, som nu på Sønderbjærg.

Ja, skånet var jeg, friet for Verden derude bag den bølgeflimrende Himmelrand, friet for det Studium, mit Legemes og min Ånds Kraft ikke magtede, fra det Kald, der efter min Bedstefaders som Eberhards Fortolkning var mig lige umuligt at løfte, friet fra Adams Kamp for Ære og Magt, fra Augustinus's for Penge og Vellevnet - friet, ja skånet for Dorete Honorius, for et Menneskes Liv i Arbejde og Elskov! Ja, jeg vidste det, mens jeg gøs her, for første Gang af de talløse, på Sønderbjærgets Top, at jeg, trods alle Eberhards Drømme, nu stod på mit rette Sted, ene, udenfor de andre og deres Kår, skånet for Lyst og Smærte.

Jeg vidste, at Gud selv havde ledet min Fod til Dorete Honorius som til Sønderbjærg. Og takkede ham, at skabte han Væsner som mig, så skabte han også Øer som denne.

Og jeg lovede, at her hvor han havde sluppet mig af sin Hånd, skulde han en Gang finde mig igen!

Og jeg så ud over, hvad han havde skænket mig og forpligtet mig til.

Over de vældige sortgrønne Bakker på min højre Hånd med de bitte Pletter af Enebær, hundredårige, dværgesmå, og af smudsiggrå Får, der fra deres oprodede Sandhuler på Læsiden gysende og sammentrykkede mødte mit Blik - over Kærets dybe, grønne Skål, med Pløje- og Agerjordenes Strimer, som i Søens øde Spejling af Lerskrænterne og Himlen, smalnede endnu fattigere hen.

Jeg øjnede ude bag de stenede Slugter, der under 277 Sønderbjærg skar ned mod Havet, nye, sorte Tinder, og derunder to-tre enlige Huse: ét højest oppe, som jeg vidste, var Jacobus Uz', Købmandsgården dernede på Stranden og længst henne, lidt oppe ad Hældet, mer lig en Tangdynge end et Hus, en sort Plet, der var Toldergården - alle med Havets Skumkrans under sig.

Gik mon endnu Legen derude i Dag, og stirrede Jacobus Uz' Faster og Moster endnu fra deres Rude?

Og Tolderen, løb han også på denne blå Dag sin Runde om Øen?

Bag Husene drejede de sorte Tinder sig under Himlen mod Nord og Øst og steg op i en svulmende Knude: Nordbjærg,

Mens bag mig Bakkerækken som kæmpemæssige Muldvarpeskud sluttede Kæret inde, med Byen ved deres Fod.

Ja her var Kresen: den gråsorte Ringmur mod Havet. Kærets Sø, den ensomme Vej fra Husene ved Kysten gennem Bakkernes Gab til Byen med Kirken. Prinsens Gård og Husenes Klynge - og så ørkenens sorte Rendebane for Harer, Sandflugt og Storme ud til Fyret på øens hvide Spids. Og Himmel og Hav.

Dette var Kresen. Jeg var atten År, og Støvets var halvfjersindstyve. Syv Mil, nej syvtusinde var der til nærmeste Kyst. Jeg var ene med Menneskene i de tre Huse histude, i de femogtredive dernede.

Min Pligt var mod dem, min Ret fra dem, fra Himlen og Havet.

Jeg hørte gennem Vindens Hvisken, gennem Bølgernes Susen min egen Ånde og vidste, at disse Lyde skulde aldrig forlade hinanden - før en Gang mit Øre ikke mere hørte, og min Ånde ikke gik. men Vinden hviskede, og Bølgerne suste, uforanderlige.

Jeg hørte Evighedens Træk over Øen og mit eget svage Pust.

Og jeg vendte mig og steg ned ad Sønderbjærg, ned til min Skole, at begynde mit Liv.

Men først søgte jeg til det lille Kapel. som man sagde mig, var bygget for kort Tid siden, og som endnu stedse ligger derude, lige ved Ørkenens Rand, bag den lergrå Mur, hvor nu Prinsen er gravlagt, og den nye 278 Kirkegård sparsomt gror op om ham med vore egne og fremmede Sømænds Grave.

Jeg lempede Døren på Klem, tøvede lidt på Tærsklen og skottede over Murstensgulvet hen til den kalkklamme Væg, hvor den enlige Kiste stod, jeg alt den første Dag havde set herinde, og som havde bragt mig til sitrende at fjærne mig, som havde jeg formastet mig et Dødsleje nær. Jeg troede jo, at i den Kiste ventede en død sin Begravelse, endnu ikke fuldkommen skjult.

Men nu vidste jeg, fra Malene, at denne Kiste altid stod her, hvor den grå Ørken og den grå Himmel stirrede ind på den fra den lave Gitterrude, stod og ventede på et Menneske, der måske i denne Time, i en exotisk Havns solblændende Larm dansede om Bord på sit Skib, et Menneske, der nærmede sig, uafvendeligt, til denne Kyst - og som skulde nå den, våd og viljeløs, med slappe, stumme Hænder, båret af Havet og Skæbnen . . .

Jeg skottede sky tilbage mod Landsbyens lave, sunkne Tage. Ikke ét Menneske var at se eller høre; kun et smudsigt Får gik i Ring på Marken bag Kirken, forgæves søgende sig endnu et Marehalmsstrå - så lukkede jeg Døren bag mig, gled på Knæ i Gråskumringen herinde og fik Kistelåget lettet.

Og jeg smuttede derned og rakte mig ud i det svagt hviskende, surt lugtende Leje af Høvlspån, lukkede mine Øjne fast og hvilte dér, den Strandede langvejs fra, hvem dette Leje forlængst var beredt.

Jeg åndede Høvlspånernes Lim, Kistens sorte Tjære og Emmen af Kalk, Støv og Kulde, Livets sidste, øde Bud. Og de sank i det grå Mørke, og jeg var i min Fred, omsider -

Et Øjeblik. Så var jeg oppe, fik lydløst Kistelåget til rette, Høvlspånerne og Støvet af mit Tøj, og var ude på Marken, i hurtigt Løb til min Gærning.

Men siden - : uden Visheden om, at den Kiste daglig stod derinde og biede - ti så ofte den end blev benyttet af andre Gæster, der kom dog altid en ny igen til mig - havde jeg ikke kunnet takke for Hverdagen.

Nu stod den jo her i Øens Midte, skjult og dog åbenbar som Døden. Og blot jeg smuttede et Øjeblik ned 279 under dens Låg, dukkede jeg, iført Vishedens sorte Sejrskjorte, med et uovervindeligt Smil, op til Livet, til Ørkenen igen.

Ingen havde betroet mig det - og dog véd jeg, at flere end jeg har søgt sig dette Leje, uset af alle - men efterladende sig i Høvlspånerne et andet Mærke end mit Legemes.

På denne skyggeløse Ø frelste Kisten os fra den evige Sol. -

Jeg fandt Skolen dér omme bag Kirken, så lille, at jeg med Møje kunde stå oprejst derinde under den sodede Bjælke, med de tre Vinduer mod den sandede Gade med de frønnede Pile og Fiskenættene.

Og jeg fandt Børnene samlet bag Bordene, der var stillet så tæt, at der måtte entres frem og tilbage over dem - Børn, der var voxet op af denne Jord som deres Fædre i Årtusinder, og skulde gro og visne her, som jeg.

Jeg fandt det Rum, hvori mit Liv skulde hengå, og dem, det skulde hengå for. Jeg så Væggenes skjoldede Verdenskort og Ruderne med Havets Ring. Jeg så de Øjne dér foran mig, der stod så vidt åbne for at fyldes med den vide Verden, i denne trange Ring.

Og mens jeg satte mig på det lave Kateder, i den slidte Simestol, selv ung, overfor disse B arneansigter, følte jeg os i Ringens, i Verdens Midte.

Hver Krumme af denne Ø var skabt af deres smuldrende Slægter. Hver Time af hvert forgangent Nu.

Før os sad andre i denne Stol og på disse Bænke, langt tilbage gennem Årene, og når en Gang disse Børn var voxne, og deres Børn, ja deres igen sad dernede, vilde jeg endnu sidde her.

I disse Hjærter skulde jeg leve. Jeg skulde sikre mit Liv, idet jeg sikrede disse Børns.

Og jeg følte igen med bange Tak, at jeg, der knap kunde den lille Tabel udenad, var skabt til Lærer - i denne Stue, for disse Børn.

Og jeg begyndte med et Smil, der strax blev besvaret af Børnene dernede, den første Time af mine tusinde. -

- Og derfor, Doktor Lange og Frue, og De, Hr. Pastor 280 Honorius," gamle Bek vendte langsomt Blikket mod de lyttende Unge, "vil De se mit Liv, så gå herfra til Skolen. Det er det samme Rum, de samme Bænke og den samme Stol som den Gang. Men nu skal De, Hr. Pastor, tage mit Sæde, som jeg en Gang tog gamle Pastor Schwarzflügels! . . .

Ja, og det var da mine første Dage på Øen, med dem begyndte de utallige, som blev mit Liv. Og som disse var de jo alle.

De, Doktor Lange og Fru Ellen, har levet her tilstrækkeligt længe, og om Dem, Hr. Pastor Honorius. tror jeg, at De vil komme til at leve her længe nok, til at vide det.

Vide, at intet Sted kan være så gudsforladt og intet i Guds Hjærte som dette.

Vide, om de Dage, da vi glider langs vore Strande som Underverdnens Skygger og lytter over Havet efter det mindste Bud. at vi endnu huskes af de Levende bag Horizonten. Eller når vi, alt med Livets og Kærlighedens Trang overstandne, har lagt os til Ro inde i Hytterne, som Orme i et Muldvarpeskud, på Bunden af en glemt Grav, hvorover Himmel og Hav er faldne.

Eller om dem i Hav- og Himmelblåt, når Øens hvide Brinker stiger af Sommersolens Ild, når vi danser nøgne i Guds blå Æterånde, i det gloende Sand, udødelige som han og glemmende Jorden som han.

De har sitret på Øen. når Hav og Himmel svulmer om den som om et hjælpeløst drivende Blad.

De har lyttet på den, når den, ene, hvid af Sne, rejser sig af det sortladne Vinterhav, den sidste skånede Plet af den undergangne Jord. De har levet Verdens første og sidste Dag. De véd om mit Liv, som jeg vidste om det efter hine Døgn.

Jacobus Uz sagde mig en Gang, at Menneskene vil ikke leve Tiden, men kun brænde op i Øjeblikkets Fest- eller Arbejdsrus. At de river Tiden over som en Snor for at lege med Øjeblikkets Perler. Til hver én er tabt, og de har intet at sanke dem med. At mer end Døden, frygter de Livet. At kun ved at forvandle Livet til Død: til Glemsel, kan de leve det.

Men vi kunde hverken flygte fra Tiden eller Øen.

281

Ingen Fest berøvede os Hverdagen. Intet var nyt, ti alt var evigt Vi medte hver Morgen hverandre og samme Horizont. Vi genkendte og kendte. Vi lyttede til Hjærtets Slag; de døvede os ikke. Og vi lærte, at Øjeblikket er langt, men Tiden kort.

Nu jeg skal bort herfra, synes det mig, at jeg kom her i Går, og dog kan jeg fortælle snart sagt om hver eneste Dag i det halve Århundrede. Og de, der delte Dagene med mig, hvor skulde jeg glemme dem?

Skønt det er over tredive År siden, Jacobus Uz og Agnete Vendelin forlod mig, møder mit Øje dem ved hver Sten derude og hvert Fjæl herinde. Ti hvor har de ikke stået en Gang, og hvor har jeg ikke mødt dem?

Og vort Møde var ikke i Øjeblikket og i Festen, Men i Tiden og Hverdagen. Vi fik Tidens og Hverdagens Ro at eje hinanden, og derfor har vi aldrig mistet hinanden. At eje hinanden, at eje sig selv, og det var jo at eje Tiden, lærte vi her på Øen.

Og derfor var det ikke til de Dødes, men til de Levendes Ø, jeg sejlede

Men om denne lange og korte Tid, om disse utallige Øjeblikke, der er i Tiden, som Blodet i mit Legeme: hver en Dråbe og dog kun én Varme, vil jeg nu fortælle Dem næste Gang - om mig selv og om dem, jeg lærte, at kende, så jeg i dem erfoer Gud."

"Og De tror ikke," sagde Pastor Honorius - de stod og så bort over Huset og Klitterne mod Agnetes Kors derude mod den blysorte Snehimmel, enkelte Fnug svævede alt ned over Ørkenen, "at jeg skal kalde hende nu?"

"Kalde hende?" Erik Lange foer sammen, "Pastor Honorius, hvor kan De dog! Husk dog hans Ord: hans Liv har ene været levet af Guds Hånd! Hvor kan da De gribe ind i det med Deres? Komme her ind med hende, der alt længst, ja vel egentlig altid, har været som en død" en Ånd! Hvad vilde vi føle, om den, vi havde elsket, og som Døden havde taget fra os og, 282 mens vi ældedes i Hverdagen hernede, bevaret i gylden Ungdom, i himmelsk Fred - om den pludselig stod dér, forkommen og grå som vi, og fordrede vor Kærlighed ned fra Himlen til at forynges i? De vilde jo handle grummere end Spiritisten, der begærer at slæbe de Døde op til Livet igen! De vilde jo tage fra ham, hvad Livet ikke kunde: hans Drøm."

Pastor Honorius rystede svagt på Hovedet.

"Hvor kan De tro det om mig? Jeg tænker ikke på den Rige, men på den Fattige. Doktor Lange, om nu hun - om min Tante -"

Erik Lange så hastigt på ham: "Om hun - ?"

Han borede Paraplyen ned i Vejens Sand foran sig. "Jeg har kendt min Tante, Bispinde Dorete Colbjørnsen, fra jeg var Barn, ja levet År hos dem, forældreløs som jeg var, både i Viborg og København. Jeg har set hende i Bispegården som i Ministerresidensen, ved de store Modtagelser og Middage - Adam Colbjørnsen førte jo sit Hus som en Konge - ved Døtrenes Bryllupper, ved Sønnernes Bortrejse til fremmede Lande, så vel som i de få Hverdage derhjemme, ene med hendes Husstand og hendes Børn. Men jeg ser hende altid for mig i Skumring, henne ved det Vindue, hvor Stolen og Sybordet fra hendes Barndomshjem står, og hendes Faders Bøger og Billeder er samlet, med Ryggen vendt til os alle stirre ud for sig i Aftenen."

Han tav, og de hørte kun Havet bryde, og Sneens lette Syden.

"Doktor Lange," sagde han dæmpet, "om nu hun midt i Vrimlen af Hoffets, Videnskabens og Kirkens Mænd, i sit Ægteska, i sin Børneflok, i sine Sale, har været ene som Clemens Bek her i Sandflugten og Hytten?"

"Og nu?" spurgte Erik Lange.

"Ja, nu sidder hun dér som Enke i sin store Gård i Viborg, inderst inde i den Vindueskrog, hvor hun har bygget sig et Hjem midt i Adam Colbjørnsens Hus."

"Ene?"

"Nej, Ester er hos hende. Det sidste Barn, der kom så længe efter de andre, at Biskoppen havde glemt at regne med hende - og overgav hende til Moderen, 283 som hendes. De andre Sønner og Døtre, de havde alle tjent hans Planer, ved Giftermål og Stillinger. De var alle hans Børn. Men Ester, hun blev min Tantes. Der hænger en lille, bleg Pastel af den unge Dorete Honorius i hin Vindueskrog - dér ser De Ester. Da hun kom, næsten så sent som Isak for Sara, var Adam Colbj ørnsen omsider mæt af denne Verden og havde vendt sin Hu mod Herren. Nu higede han mod den Højhed

- Og min Tante fik Lov at blive Moder. Hendes Tjenestetid hos hendes Herre var omme."

"Men da," Erik lagde sin Hånd på hans Skulder, "vent da, til hun kun finder en død, dér hvor hun heller aldrig fandt en Levende."

Pastor Honorius rørte sig ikke.

"Vis hende, at én altid var hende nær i Livet. Men vis ham ikke til hende før i Døden."

Gabriel Honorius nikkede over Paraplyen.

"Jeg véd, De har Ret. Jeg véd, Guds Hånd ændrer vor ikke. Men, Doktor Lange, den Døde vil blive hende mer levende end alle dem, hun færdedes mellem i sit travle Liv."

"O ja -" Erik Lange smilte svagt, "husk på, hvad hun i Drømme sagde til Clemens Bek: "Hernede kan Sjæl kun bo hos Legeme, men aldrig Sjæl hos Sjæl." Lad da ikke os to blande i deres Forening det jordiske Støv, Skæbnen selv befriede dem for."

"Var det Befrielse?" spurgte Honorius, næppe hørligt.

Erik Lange trak på Skuldren: "Spørg De Deres Gud

- jeg spørger kun om Faktum. Jeg tror, de bægge byder, at vi bøjer os."

Pastor Honorius greb efter hans Hånd.

"Tak, Erik Lange, at De lader mig høre det Bud. At bøje sig for det, er Lykken."

"Men," sagde han, idet de gennem Sandmarken gik hen til Clemens Beks Hus, "- at hviske sin Tak, idet hun bøjer sig, sin Tak for hvad hun så helt uforskyldt fik Nåde til at virke. det skal Dorete Honorius lære i denne Stue - når alt andet end Lydighed og Tak må forstumme."

Og Erik Lange nikkede sin Indvilligelse.

284

De dukkede ind under den lave Dørkarm, i Husets Lugt af Strå og Mug, af Tørv og Pelargonier og Kaffe.

Ellen løftede Hovedet. Hun sad ved Vinduet og syede.

"Er du allerede kommet?" spurgte Erik Lange. Han rakte Clemens Bek Hånden.

"Ja, jeg løb gennem Kæret. Boel er hos Lillen. og nu sover han," hun så lidt hen for sig, så sagde hun, med Nålen i den sænkede Hånd: "Da jeg var Barn, var jeg altid angst, når Moder gik fra mig, og det var mørkt. Men Lille - -" hun bøjede sig over Sytøjet.

Erik Lange strøg hende over det lyse Hår.

"Vent til Foråret, Ellen - jeg tør ikke nu, men så vil jeg prøve."

Ellen løftede hastigt Hovedet, hun så frem for sig i et Smil.

Gamle Bek fangede Smilet og sendte det tilbage.

"Ja, til Foråret, Fru Ellen - vi to smiler til Foråret"

"Å nej, gamle Bek -" hendes Øjne fyldtes med Tårer.

Men han løftede tyssende Hånden.

"Tys", sagde han, "kan De høre Sneen! Nu er vi i den mørke Tid. Men - om to blev seende til Foråret?"

Og kun Urets Takter bar dem fra December imod Maj.

285

ANDET KAPITEL

VÉD De, hvad det er i Aften, gamle Bek?" Ellen Lange bøjede sig over Sengen, rødkindet og stakåndet. Hun tilbragte jo nu sin Dag i Løb frem og tilbage mellem ham og Lillen, mellem de to lige Hjælpeløses Lejer.

Han så op. "Ja da, Fru Ellen - kunde jeg mon glemme Julen?"

"Jamen -" Ellen standsede brat.

"Mener De: jeg har aldrig selv haft Jul?"

"Ja, gamle Bek," hun så ham ind i Øjnene med et bedrøvet Nik.

Han smilte vemodigt. "Det er sandt, Fru Ellen, det har jeg ikke. Eberhard Sebastian vidste mere om Langfredag end om Julenat og Pinsesøndag. Men husk, at var jeg end aldrig selv Barn, så gik mit Liv til Gengæld hen blandt Børn."

"Og - fra dem kender De Julen?" hviskede Ellen med Øjnene ude i den hybenrøde Aftenhimmel.

"Ja, hvor kunde jeg glemme Julen? jeg, mod hvem dens Evangelium blomstrede og grønnedes i Barneøjne og Barnesmil, just i vor mørkeste Måned. Hvor tror De Julen tænder Lys som i denne Øs Vinter? Har De set Ruderne skinne her en Julenat og hørt Sangen fra Hytterne? Og forstod De, hvad dens Budskab er for vor Jord?"

"Men - når så Børnene gik til deres Hjem -" hviskede hun, og hun hørte som en fjærn Genlyd af Skolens Dør, der jublende sloges i - eller var det af hans, der sukkende gik op?

286

"Kære Fru Ellen," hans Ansigt lyste mod hende med den eneste Overlegenhed, det kendte: over Menneskenes ringe Viden om Lykken, "er der her på Øen én Rude, der kunde skjule sit Julelys for mig?"

Ellen så foroverbøjet frem for sig. "Lucie Camrath, var hun hos Dem den Aften?"

"Nej, nej, hun var jo da hos Præsten," udbrød han, næsten forskrækket, "den Aften skulde han jo da have nogen særlig god Mad. Julen og så Påsken er det jo Præsterne arbejder."

Hun så længe, tavs, ud i den blodigtrøde Solstribe i de gråsorte Skyer over Ørkenen. Så rettede hun sig brat, i et befriet Smil.

"Men nu, gamle Bek - i Aften skal De holde Jul!"

"Skal jeg?" han så på hende med et pippende Smil.

"Ja," hun lagde sig hastigt på Knæ ved hans Seng, ivrigt talende, med bægge Hænder om hans, "om De da vil give os Lov - Erik, Pastor Honorius og mig, og så naturligvis Jomfru Camrath - at komme her op og fejre den?"

"Her - vil De her hos mig - en Juleaften -?"

"Å Bek, sig det ikke," hun knugede hans Fingre, Tårerne skælvede i hendes Stemme, "- hvor skulde vi føle Julens Evangelium som hos Dem?"

"Jamen - Lillen -?"

"Lillen - han sover tidligt, han er for lille til Juletræ - og han kan ikke se det -" hun gemte Ansigtet ved Sengekanten.

Gamle Beks Hånd klappede hendes Nakke. "Det Evangelium ser selv den Blinde," hviskede han.

"Ja, og måske næste År -" hun så op.

"Ja, næste År!" han nikkede mod hende.

"Gamle Bek -" kaldte hun lidt efter, tøvende.

"Ja."

"Erik har selv fældet et Juletræ i vor Have. De véd, det kan kun være lille Men vi troede - De vilde helst have, at det Træ vi tændte, var groet her på Øen. De derude," hun nikkede mod Vestervindvet, hvor de visne Graners gustne Lund skimtedes gennem Skumringen, "de er jo også alle herfra?"

287

"Ja alle. Først fik jeg dem af Jacobus Uz, senere snart af Præsten, snart af Lægen."

"Havde De dem tændt?" spurgte Ellen og sænkede atter sit Ansigt

"Ja, altid - men jeg var jo ene med dem."

"Men i Aften -" hviskede hun.

"I Aften er der kære Mennesker hos mig, og jeg får min første Jul," atter strøg hans Hånd hen over hendes hvide, bøjede Nakke. "Og," hans Stemme smilte atter, "bedre sent, end aldrig!"

- - -

"De sagde, gamle Bek, at dette var Deres og Jomfru Camraths første Juleaften," Erik Lange bøjede sig frem over Sengen med sit fyldte Vinglas rakt mod den Syges, "véd De, at det er også Ellens og min, at De har lært os dens Evangelium?"

"Som mig, Præsten," Honorius smilte til ham, "der kendte hele Biblen, men ikke det glade Budskab."

"Gamle Bek," hviskede Ellen, idet hun med den venstre Hånd drog Jomfru Lucie med ind i den lille Kres.

Og som de dér knælede i deres Festklæder om de tvende Gamle, ved det dugede Bord, i Juletræets Lyspyramide, der tindrede igen fra det mørke Vindue, fra den blinde, endeløse Nat derude, vidste de tillige, i Tårer, uden Nag, at som dette var Clemens Beks første, var det hans sidste Jul. Havde den mon ellers strålet som nu? -

- Gamle Clemens Bek sad første Juledag efter den festlige Aften og ordnede sine Papirer i Sollyset på Lagnet.

Skæret fra hans Skjorte, den nattefaldne Sne og hans hvide Hår lyste om ham, men blandede sig med Gløden af Vinglassene og Lermunkens Tørvebrand.

De Unges Øjne hang ved ham, og som de så ham dér i de to Skær, i denne snehvide og ovnglødende Time, under Kirkeklokkernes Ringen den Gudstjeneste ud, i hvis Dragt Pastor Honorius sad, og hvorfra han lige var kommet, forstod deres bævende Hjærter Livet og Døden - Gravens Arvinger som de var.

Gamle Beks ildbelyste Ansigt smilte, som til deres Tanker: 288 "Jeg lovede sidste Gang at fortælle jer, I den unge Slægt her på Øen, om Tidens de mange, mange Dage, der nærmer til Evigheden. Så underligt, at jeg kan det - ti kom jeg ikke i Går, og er jeg ikke selv begyndende ung? Hvad kan jeg også andet end lalle - om hvor jeg tjente for Rachel og fik også Lea kær?

Når mit Minde nu går tilbage til de Mennesker, som den Gang levede på Øen, til deres Ansigter, Vaner og Skæbner, da fyldes jeg ikke, som I måske vil tro, af Ve for det Forgangne, men af Vished om, at jeg skal møde det altsammen igen, at intet, der har levet, kan dø.

Jeg ser dem jo alt så tydeligt nu, på de mange, mange Års Frastand, på den uendelige Afstand mellem dem og mig. Hvor nær vil jeg da ikke se dem snart, Øje til Øje, når jeg er lig dem? Når vi alle samles reddede i hint høje Himmelskib, jeg drømte om hin anden Nat på Øen og siden så mange Nætter.

Ja. og jeg ser mig selv, min egen Barndom, min egen Ungdom så nær, så klar, at jeg véd, den er ikke evigt forsvundet, men skal grønnes og blomstre påny . . .

Jeg ser mig vågne i det trange, mugne Bræddekammer under Loftet, lige foran Himlen, som var jeg den eneste, der vågnede under den. Jeg ser mig ligge lidt og stirre ud i den for at hente mig Ro fra den, mens jeg mindes de søvnløse Timer i Nat, da jeg i Dødsstilheden, i Dødsmulmet oplevede mit Livs Unytte og Håbløshed så dybt, at jeg råbte til, at denne Nat måtte være min sidste - men af det fjærne Fyrs pludselige Lysglimt ind over mit Ansigt og min Seng kaldtes til den Viden, der stedse måtte fornyes i mig: at så lidt vi gav os Livet selv, så lidt har vi Ret at bestemme dets Veje . . .

Atter og atter kom det fjærne Lys ind over mig. Blink efter Blink, hele denne Nat igennem som de utallige andre, som selve Skimtet af Gud i vort formørkede Sind, at vi ikke skal glemme og forlise, men kun lydigt styre efter hans Lys, det, som tit synes slukt, men dog altid påny. just når Natten er allersortest, sender os sit Vink fra det evige Lyshav.

Og jeg ser mig rejse mig, tungt og mødigt, men dog med hin Viden i mig: at jeg blev vækket til min ringe 289 Gærning af Gud Herren selv og går at udrette hans Vilje.

Nede i det store, øde Præsterum er Mælken og Brødet sat frem til mig, og mens jeg spiser ved det gulvfaste Bord og sejrer over den sidste Skygge fra Nattens Egenkløgt ved Mindet om de utallige Morgner til ligeså håbløse og trange Dage, der i svundne Århundreder begyndtes her i Suk og fuldbragtes til den eneste Lykke, som Lydighed er, hilser Målenes mørkhudede Ansigt med de strålende Øjne mig moderligt henne fra Køkkendøren. Og jeg smiler taknemligt til hende og undres over, hvad Varme hun må rumme, hun, som fødtes på denne kolde Ø i Havet: at hun kan kende både Elskov og Modersind. Og jeg forstår, at de unge Karle sværmer om hendes Ild, og at Schwarzflügel vil suge hver Gnist, nu han, med et Livs Frost i sig, fornemmer den nær.

Og jeg går ind for at sige God Morgen til ham. Jeg ser hans Hoved som et nøgent Æg i Alkovens Mørke, hans blinkende sorte Agatøje og fumlende, hvide Hænder, jeg ånder hans Lugt af Tjær ej ut og Enebær, og da jeg fornemmer hans Fingres Isgreb om mine, forgår min sidste Vrede mod ham og Malene. Jeg forstår dem b ægge, som jeg forstår Jacobus Uz og Prinsen og Fyrmesterens Kone, Madeleine fra Provence.

Men jeg takker for, at jeg er Barnet. Sctrwarzflugel mistror nu ikke længere Malene og mig og har altså egentlig ingen Brug for mig mere, men beholder mig dog herovre af Medlidenhed og for aldrig at behøve fjærne sig fra Malene, undtagen om Søndagene, når hun skal sidde lige neden for Prækestolen. Med første gunstige Vind vil han lade sig bære om Bord i et af Fiskerfartøjerne og søge over til Jylland at gøre hende til sin Hustru. Og Malene smiler trygt mod Fremtiden.

Og jeg går til min Skole langs Ørkenens Rand. Den .er blegrød af Morgen, året med luftige, blå Skygger som Koralrev. Eller den er lersort som en sammenfalden Kæmpegrav. Men jeg kender Vejen til min Gærning, hen langs Kirkebjærgs Fod, gennem Byen, til Skolen, og jeg går at forrette den.

Jeg ser på Børnenes Ansigter dernede, de som fødtes 290 på denne Ø, og som skal dø her, uden Håb om nogen anden Strand. Og jeg føler i Angst, at ingen Lærers Gærning har været ansvarsfuld som min. Jeg føler, hvor dybt jeg må slå min Rod i dette Sand, at jeg kan erfare al dets Næring og bære den frem for dem som Frugt, at de ikke en Gang som vildsomme Frø skal flagre ud på det golde Hav. Og jeg ser, at i min Pligt ligger min Frelse.

Og jeg begynder de langsomme Timer. Som min Rod skal søge dette ydmyge Sted som den eneste Jord, således søger mine Tanker nu Alfabetet og Additionen og den fattigste Bibel- og Verdenshistorie som den eneste Viden. Som jeg glemmer min Faders Palæ og Adam Colbjørnsens Vandring mod Berømmelse og Magt og Augustinus' mod Guldsækken og Madskabet, glemmer jeg Professor Honorius' Videnskab og min Faders Digtning, glemmer jeg de ærgerrige Tankers og ærgerrige Drømmes Ørneflugt og finder mig selv i denne Udørks trange og lave Skolestue mellem de tyve-tredive unge Sjæle, jeg ved Griffel og Tavle, ved Tabel og Katekismus, men først og fremmest ved mit eget Exempel skal lære at leve Livet.

Og som jeg mærker deres Ånde rundt om mig, og Varmen af deres Legemer og Blod, fornemmer jeg, at dette er det første og det sidste, og at i den Tak, jeg sender ind i deres lyttende Øjne og møder fra deres igen, gynges vi af den evige Strøm.

Og jeg går hjem langs Ørkenen, der nu ligger hvid af Sne, og nu gløder som et Sahara af Luftspejlinger: Af Bøgeskove og Lunde, grønne, venlige Hilsner fra min første Ungdom. Af rødtagede Havnebyer mellem Klipper, hvis fiskerklædte Beboere gennem skumvåde Gader, ad Trætrapper går ind og ud ad deres Donts daglige Døre, der et Nu åbnes for mig og atter lukkes - som hele Byen, som al vor Viden om Mennesker. Af Kuppelslotte, hvor Skikkelser med fyrstelige Trin skrider op ad Trappers Marmorkaskader og mellem bukkende Lakajer forsvinder under Søjlerækker - Skikkelser så fjærne og så ophøjede som Engle, og hvem det dog undes mig at se her fra mit ukendte Sand. Af Palmers paradisiske Baldakiner over brune Eneboere, 291 sorgløse Brødre, hvis evige Sol et Nu beskinner mig - Syner, der skænkes mig så uforskyldt som Nattens Stjærner og vider mig Horizonten, som de højner Himlen, men som jeg begærer så lidt som hine.

Siger De mig, jeg kan ikke have set de Luftspejlinger over Ørkenen? At Negeren aldrig rækker Hyperboræeren sin Hånd gennem Luften? At Gud har adskilt Landene med Milenes Afgrunde? at ene Rigdommens og Æventyrmodets Vinger besejrer dem?

Nu, jeg svarer: det gør også Drømmen - den Drøm, der udruges i Ørkenens Rede. Og under Armen bærer jeg jo min Barndoms Geografi, den jeg lærer Børnene efter, i Steden for den forældede og ulæselige Pjalt, jeg fandt herovre.

Langs Ørkenen, langs Skabelsens Værksted, hvor Guds Drømme stiger, formes og atter slettes, går jeg, hans uværdige Fortrolige, hjem, Stiens få Skridt og dog en Verdensomsejling - hjem at æde af den Føde, jeg frygtede så meget, og hvis Transtank har gennemtrængt hvert Hus, ja selv Kirken som Hyttefade med den Lugt, som er Jordens ældste: Fiskens, Gud sender op på vore Kyster fra det ukendte Dyb.

Malene har stadig et venligt Smil til mig, men jo kun som den Voxnes til Barnet, og Schwarzflügels mimrende Stemme kalder ad hende tidligt og silde.

Men jeg søger op på mit Værelse, tænder op med Lyng og Tang, sætter mig ved Bordet foran Vinduet og lærer mig selv hin første, barnlige Visdom og føler, at den kan jeg fatte og magte, som Barnet, som det første Menneske kunde.

Og jeg falder i Tanker over Bogen, og med Øjnene ude i Ørkenen med Havets Stribe bag de lave Klitter føler jeg, at her er mit rette Sted, her i det Oprindelige, hvor vi æder af selve Guds Hånd.

Og jeg ser mig strejfe rundt på Øen, fra Anløbsbroen under Jacobus Uz' og Tolderens Huse langs Stranden ud til Fyrtårnet og Øens yderste Spids, Totten, der hver Dag, jeg besøger den, ser anderledes ud, snart er kort og'snart er lang, snart peger mod Øst og snart i Vest; hvor jeg finder Sandet prikket af Mågernes Trin og undertiden kommer over en Flok sovende Sælhunde.

292

Jeg skotter sky til det høje, hvide Fyrtårn og Fyrgården bag Klitterne, og møder jeg stundum Fyrmesteren, hilser jeg hastigt og skynder mig forbi. Men har jeg mødt ham på Vejen ud. i hans tohjulede Kærre. med de vældigt brede Hjul, kørende langs Havet, og véd, at han ikke uventet kan dukke frem deroppe, hvor Hjulsporene fra hans Gård svinder ud i Sandet, står jeg i Timevis under Fyrets Mur, på Murstensgulvet om den, og mens Havet ustandseligt sender sit Skum og sit Mørke mod mig, og Blæsten toner i mit Øre. mens Strandskaden dukker sig i Frådesprøjtet om Høfdens Pæle, og Lyset rinder gennem Skyerne som Sandet gennem et Timeglas, stirrer jeg på de vejrblegede og hensmuldrende Mursten, der som en Vifte strækker sig ned mod Havets Tanghobe, og ser den unge Fyrmesterkone, Madeleine fra Provence i sin hvide Natdragt, under det sorte Hår ligge knust dér, mens Jacobus Uz' forvoxede Skikkelse ruger over hende.

Og jeg ser atter op mod Havets enstonige Skumvælden og mod Lyset, der nu ebber mellem Skyerne, og jeg tænker på, hvor saligt betrygget jeg er.

Og jeg skynder mig forbi Fyrgården, der ligger dernede mellem Klitterne under sine Tage, lukket som en Kiste over den Mand, der rummede hende som sin eneste Blomst og måtte knuse hende, da han så hende forgiftet. Men ude ved Pakhusbugten ser jeg endnu en Gang den skumle Bygning dernede og føler mig dens jorddumpe Minde så fjærn, som levede jeg virkelig på en anden Stjærne. Men også, her på denne milelange, havskummende Strand i Mørkefaldet, så ene som så kold og fjærn en Stjærnes Beboer, Og jeg kender min Saligheds Pris.

Men nåer jeg. Timer efter, hen under Sønderbjærgs Fod og ser ude under de sorte Brinker over Havet Lyset skinne fra Jacobus Uz' Hus i det nu fuldkomne Mørke, gribes jeg af Angst for Mulmet bag ved mig, den sandede Mil, jeg er løbet hen igennem, og hvor ene mit Åndepust har stønnet sin korte Menneskevarme ind i Evighedssuset af Hav og Blæst, og føler mig med Et så skælvende lille, så menneskeligt fortabt her på 293 Bunden af Natten, på Randen af Havet, at jeg sanseløst søger mod det enlige Lys.

I over tredive År har Korset nu stået på Jacobus Uz' Grav deroppe - foruden Agnetes og Prinsens vor Øs eneste Mindesmærke, og dog er det mig, som var det i Går Aftes, jeg tyede til ham.

Hvor ser jeg ham ikke sidde dér bag Lampen og kigge frem med sit hvide Ansigt, som begravet mellem Loftsbjælkens og Kæmpemøblernes Skygger. Og jeg. som nylig derude, hvor endnu ingen Regn eller Blæst har kunnet slette hans Blodspor, følte mig ham så sejrrig overlegen, knuger nu min Pande mod den lange, hvide Hånd, han rækker mig mellem Bogstablerne, i Gru for den Evighed, jeg drømte, jeg tilhørte, påny sendt til den Jord, jeg bestandig vil fly.

Natten suser derude bag Ruden, som vender imod den og Havet, og Urets ensomme Takt herinde nærmer os til dem bægge. Jeg løfter mit Ansigt og ser ind i hans, der smiler til mig ud fra Puklen, som ud fra den menneskelige Forkrænkelighed, der ene gav ham Sejren. Og jeg véd, at min Brøde er ikke mindre og kan ikke sones med mindre end hans, men at den også har givet mig det Liv, uden hvilket ingen Salighed kan vindes ....

Ja, nævn mig en Plet på Øen, hvor jeg ikke ser Jacobus Uz! Han var jo dens Ånd, ringe, men stærk som ingen.

Jeg ser ham stå oppe på Sønder bjærg med sin puklede Skikkelse mod Luften som en syg Fugls, der bier på, at dens lamme Vinge en Gang skal befries og bære den mod den Horizont, den aner bag Havet.

Jeg ser ham traske, under sin blå Fløjskappe, ned gennem Kærets dybe, grønne Skål, spejle sig i Søens Vande og forsvinde ind i Lunden som i Døden.

Jeg ser ham slæbende på Pakker af Madvarer, Tøj og Bøger til Øens Gamle og Fattige, ser ham hin Vinter, da "Bengalen" strandede, og den portugisiske Sømand som den eneste frelste lå oppe i Doktor Ørebros Hus, tro trave derop hver eneste Dag for, efter selv at have lært sig Portugisisk, at kunne lade den hjælpeløse Fremmede, der i sin Smærte, sin Længsel og sin Død, 294 lå som stum her på denne vildfremmede Kyst. mellem vildfremmede Mennesker, tale sig fra Livet ind i Døden og ånde ud sit sidste Suk i et menneskeligt Øre, der forstod.

Jeg ser ham alle de Strandingsdage og -Nætter, han i sit syge Legeme har anet længe forud, og som har drevet ham rundt i hans trygge Stuer i Anklager mod ham selv og Øen, stride mod Storm og Hav, krybende på alle fire i Strandens Marehalm og Sten. biende Time efter Time på det øjeblik, Båden nåer ind, og de Skibbrudne bæres i Land, op i Vognen, han holder ventende i Læ bag Klitterne, og som langsomt bringer dem enten til Kisten i Kapellet eller til hans Bolig, til Pleje og Røgt, mens han halter ved Siden af, med Hånden på Vognfadingen og, hvis de Skibbrudne er levende, trøster dem i et af de syv Sprog, han efterhånden mestrer,

Jeg ser ham knæle over Strandvaskerne, så snart enten Kystvagten eller Toldforvalter Vendelin, der jo løber sin daglige Tur Øen rundt, har bragt Bud om en ilanddreven Fremmed, tumle med ham efter de Regler, han har lært sig, ånde i hans Næsebor og på hans Øjne, og tilsidst opgivende lude det døde Hoved ind mod sit Bryst, mens hans Øjne stirrer over Havet som alt Levendes dumpe Spørgen til Døden.

Jeg husker en Vinternat, i Snefog, da et ostindisk Skib gik i Sønder ude på Stensøre, og kun en Neger blev reddet.

Strax han bragtes i Land, kastede han sig ned, rullede sig rundt i Sneen, foer op og styrtede atter ned, hylende gennem Stormen af Kulde. Jacobus Uz rev sin Kappe af og svøbte den om ham, og Negeren kyssede hans Hånd, faldt ned og kyssede den knygende Snestrand og råbte på sit barbariske Engelsk: "En forfærdelig, en dødshvid Strand og en puklet Dværg har frelst mig, der er fra Solen!" -

- Og jeg ser de to, der beboede det store, øde Hus under Brinkerne med ham: hans Faster og hans Moster.

Jeg ser deres Ansigter, som jeg så dem hin første Aften, hver bag sit Vindue stirre mod Havet, hver efter sin, som det aldrig bringer tilbage.

Og disse to Ansigter syntes mig tilsidst Øens eget.

295

der evigt skuende over Havet spørger: Kommer du aldrig, du faste Land, jeg en Gang med Vold sledes fra, og slutter mig påny fast i din Favn fra min Ensomhed?

Jeg ser Fru Boline d'Orchimont, Jacobus Uz' Faster.

Mod hele Slægtens Vilje ægtede hun en fremmed Kaptejn, der en Gang lå på Fiskeopkøb under Øen, og som efter knap et Års Ægteskab forlod hende og forsvandt under Horizonten, så brat som han var dukket op, og siden aldrig lod høre levende Lyd fra sig.

Jeg ser hende sidde tung og stor, med den fede Hånd på sin Krykkestok, på Forhøjningen ved sit Vindue, og stirre ud, ubevægelig, Dag for Dag, og År for År.

Jeg havde ikke været en Uge på Øen, før der blev spurgt: "Men De har da hilst på Fru d'Orchimont?" Og jeg blev stedet til Audiens hos hende, som Bevis på at nu var jeg rettelig optaget på Øen.

Hendes tunge, sortbrune Øjne under de mørke Bryn dvælede et Øjeblik på mig, mens hendes Brodersøn præsenterede mig, så vendte de sig atter ud af Ruden, ud mod Havet.

Jacobus Uz havde skubbet en af de stive Stole hen til mig, mens han selv satte sig på en lille Taburet ved Forhøjningens Fod, og alle stirrede vi tavse ud mod den flydende, grå Horizont. Urets spæde Lyd henne over Sofaens Lyreryg sitrede gennem Stilheden, som duftede surt af Hestehårsbetræk og Lakering.

På det tæppemørke Bord under Lysekronen, der svævede i sit hvide Flor som en Isklump, på Etagererne, på små Skak- og Spilleborde, på de broderede Puder i Karmen, hvor hendes plumpe, ringsmykte Hånd hvilte, ja på Forhøjningen omkring hendes Fødder i de sorte Tøfler, stod og lå der fuldt af vævede Duge og Forklæder, af snoede Konkylier, Rav, Flintekiler og Øxer, af Urtepotter med Begonier og Fuxier, af Kranse af Lyng og Evighedsblomster og Myrter - Gaver fra Øens Børn og Unge.

Al Øens fattige Blomsterhøst prangede her i hendes Stue. Hver vindslidt Rose, der spirede af de små Havers Sand, hver blå Stedmoder, der sprang ud af Ørkenens Stene, hver selvhvid Flintekile, hver gylden Stump Rav, Børnene fandt under deres Lege, og som 296 Havet drev i Land som Bud fra selve Solen - strax de lå i Hånden, var de hendes!

Hver Dug og hver Pude, der lykkedes for de unge Kvinder i de få Timer til syslende Drøm bag Ruden, bragtes til hendes Bord og hendes Karm. I hvert mørkt Sting var jo syet ind i et Suk for hendes Lod og i hvert lyst en Bøn for éns egen.

Hver Konfirmandinde og hver Brud på Øen lagde i Skælven deres Buket og Krans ned for hendes Fod, som for Livets, i Bøn til det, der nu åbnede sig som Havet derude, ukendt og grænseløst.

Ti som Fru Boline d'Orchimont havde siddet her, År efter År, svulmende i sin Silkekjole af Stillesidden og Ælde, var hun voxet ud til en Saga: til Øen, til Livet selv, til Jorden, Fortid og Fremtid, dunkel som Havet, der sendte den hjælpeløse Ø dens Skæbne og tog den igen - som Havet havde sendt ham og taget ham, Husbonden, den Fremmede, hun evigt biede på.

Og hun tog mod Gaverne, mod hver Funke af Sol i det fattige Sand, stum og døv og blind, med Ryggen vendt til de ofrende Unge, der bævede på hendes Tærskel. Og hun var elsket for sin Stumhed, for sin blinde Døvhed, som Jorden selv af dens bange Børn på Oceanets Bred.

Hendes Sorg sad i hvert Barns Hjærte som et fødselsskænket Sår og gjorde hver Ung svimmel af Smærte.

Den standsede Barnet midt i dets Spring og den Unge i Dansen. Hendes Sorg var Øens, ikke hendes . . .

Hun havde glemt den. Hun mindedes kun ét: Uretten. Hun biede kun ét: Hævnen.

Glemt var Dagenes og Nætternes hvileløse Angst under Bygebrist og Storm, Rædslen i Forladthedens Dyb, Fødslens Vildelse, den sanseløse Vandring til Havnemolen, den bundne Stirren mod Horizonten, Bien og Bien på Svar, fra Konsulaterne - glemt fra den Stund, en af Øens få Søfarere havde bragt det Bud med sig hjem fra Sydamerika, at han havde set d'Orchimont, som alle troede opslugt af Havet, lyslevende og i Selskab med en pragtfuld og farvestrålende Brasilianerinde gå om Bord i sit Skib midt i Havnens Sol.

Tavs havde Fru Boline hørt på denne Beretning, som 297 Jacobus Uz i skånsomme Ord havde bragt hende, i det Håb. at hun nu skulde støde den Utro ud af sit Hjærte og rejse sig fra sin forgæves Post ved Vinduet.

Og ud af sit Hjærte havde hun stødt ham. men fra Vinduet rejste hun sig ikke.

Nu sad hun kun og biede, at Savnet og Samvittighedsnaget skulde drive ham tilbage, og Oprejsningens Time slå for hende, den fødte Uz, der forledes for en Tøs i en hedensk Havn. Alt mens hun tog imod Øens Hyldest som et ringe Afdrag indtil det store Opgør.

Led hun ikke også for alle, for Øens Synd: dens Begær efter Sol?

Hun havde glemt deres første Møde dernede ved Anløbsbroen, hvor Bølgerne bestandigt slog ind over Sandet med samme Lyd som hin Dag, han steg i Land og så sig undrende rundt på disse sorte Brinker og de mørke Huse, som fortalte, at her virkelig boede Mennesker.

Glemt hans hvide Tænders Smil, hans gebrokne Sprog, som ikke kunde følge med hans ivrige Tale, når han med hæftige Fagter beskrev dem sit Hjemlands, sine endeløse Rejsers solfunklende Strande. Glemt hendes egen, hendes Forældres og Broders Lytten derinde i den skumle Storstue, hvor Nordenvinden tudede dumpt i Skorstenen og Bølgeslagets Kæmpen med Isen lød op, til Buddet om den evige Sommer, om Palmer og nøgne Mennesker.

Hun havde glemt det Suk, der gik gennem Stuen, når han omsider tav og smilende så ind i Lampens sløve Lue, i rolig Viden om, at han fra denne udsatte Plet Jord, fra denne Grav af Bjælker og Stene skulde vende hjem i Solen som dens Barn. Hun havde glemt, hvor hun og Forældrene, ja selv den hårde og magre Broder, Hieronymus, Caspars og Jacobus' Fader havde gemt Øjnene for hverandre, at de ikke gensidigt skulde fange derinde det vågnende Minde fra fjærne, sejlende Forfædres Stævnen under hvide Sejl ind i et Hav- og Himmelblåt, de siden dunkelt havde anet, når Præsten oppe i Kirken varslede om Paradis - Gnisten fra hine Tropestunder, der kunde svide Fædrenes Bjælkeborg af over deres Hoveder, og uden Pels og uden 298 Hårdugsskjorte give dem skælvende tilbage til Ophavet: Nøgenheden og Solen.

Ja, hun havde glemt, hvorledes hun i ham havde elsket sig selv, alt det, der var forgættet i denne Slægt og på denne Ø - og hvorledes hun, ene mod dem alle, havde stridt for den mistede Drøm: i sin Erklæring om, at han skulde blive hendes Ægtefælle!

Men mest af alt havde hun glemt sin Forraden den Drøm, sin Tvingen ham til at fæste Bo heroppe i Drømmens Grav, sin Ofren ham, ja sig selv på Slægtens skumle Alter.

Et halvt År havde han, i sin Betagelse af hendes statelige og strenge Skønhed, af hendes Vilje og Rigdom dvælet hos hende her yderst på Jordens Rand, i Boet for Vildmænd og Dyr - så havde han med brændende Kærtegn og Kys tiltryglet sig Lov af hende til endnu en Gang at søge ned til sit Hjem, tilsværgende hende, ved sin Hjemkomst at glemme, der fandtes andre Kyster end denne.

Og hun, som da var svanger, havde måttet lade ham drage ene bort til den Sol, der havde sendt ham - og aldrig gav ham tilbage.

Ene var hun blevet med Havet, Mørket og sin vrede Slægt, der aldrig tilgav, at hun havde lukket ham, den Fremmede, Fjenden og Solen, ind i den Borg, de havde stængt for hvert et Minde om det Uopnåelige og Forhadte. Ene med sin Tørst og Angst, med Veerne og Barnet.

Det levede et halvt År, mørkt af Hud og Hår, i én vimrende Gråd bag disse snestirrende Ruder, under disse rugende Lofter, mellem Mennesker, der skottede beskt og mistroisk til det, glemt af sin egen Moder, der så såre hun havde rejst sig fra Sengen, havde taget sin Plads ved Vinduet for at spejde efter ham, der jo måtte komme i Dag -

Ligegyldig hørte hun den vildfarne Gråd, hørte den ebbe ud og så Barnet gemmes i en endnu mørkere Kiste end dette Hus havde været det, for deroppe på Kirkegården at blande sin spæde Stemme i den dumpe Klagemumlen, der bestandig sukker gennem vor Ø fra alle de Fremmede, dens bitre Sand holder fangen.

299

Buddet var kommet, at ham hun ventede, levede, men at hun vilde vente forgæves.

Og dog sad hun stedse i sin Stol, ja sad nu for aldrig at vige.

Hun glemte sin Slægts Virketrang, Huset, der skulde styres, Forældrene, der skulde plejes. Hun vendte dem Ryggen og så mod Horizonten. Hun så ikke, hvor Støvet faldt under Lofterne, hvor Faders og Moders Kæmpeskikkelser grånedes og krøgedes og sky listede omkring, hjemløse i deres eget Hjem, i deres faste Borg, ramte af hin Gnist, der sved Mørkets Læ af deres Sind, af deres Alderdom. Hun hørte knap, da deres listende Skridt tav på Gulvene, og den ensomme Kirkeklokke gik over dem: "af dette Sand er du taget, til dette Sand skal du vende tilbage!"

Hun så ikke Brevdyngen på sit Bord, Brevene fra al Verdens Havne og Konsulater, Breve, hvis Duft af Tamarinde og Aloe havde sydet i hende som Feber, som den én Gang Elskedes Kys. Hun spejdede fra sin Rude fra Daggry, til Nattens Stjærner steg af det tomme Hav. Hver Mast, der ridsede sig frem langtude, hver Røgstribe, der trak sig langs med Kimmingen, fik hende til at rejse sig og ludet mod Ruden følge dem, til de, Timer efter, dukkede under Horizonten.

Hun sad der Dag for Dag, med Ryggen til Alverden, med Hånden knuget om sin Stav, stirrende ad sin Rude. Hendes Broder var død, Caspar var falden, Jacobus var voxet op, hans Hustruer komne og forsvundne, han havde levet sit Liv af Kval og Sejr. Hver én af dem, der var Barn med hende på Øen, havde lagt sig til Hvile i dens Sand. Hun sad der stedse og biede og spejdede.

Biede den Stund da han, dreven af den bitre Ensomhed på Havet, af Alderdommen, af Døden skulde søge tilbage til den sorte Strand, til hende - biede, at se ham overvunden for sin Fod, overvunden af Solen og Lykken, ene begære at lude sin Pande mod Mørket, mod Sorgen, mod hendes kolde Hånd.

Da vilde hun have fået Hævn - over ham og over sig selv. Da vilde hun vide, at hun og hendes Slægt, at Mørket fik det sidste Ord. - 300 Men ovre i den nordre Gavl af Huset, bag Jacobus Uz' Stuer, sad hans Moster, Jomfru Benedicte Comminchen.

Hun var kommet til Øen og Slægten, da hendes letsindige Forældre havde efterladt hende uden én Skilling, opdraget til Lediggang og Lystighed. Hieronymus Uz havde taget hende til sig, i Triumf over hendes Slægts og dens Levneds Nederlag, holdt hende fanget i sit Hus som selve den forhadte Glæde og givet hende Husly, Fede og Klæder af Nåde - og mod at hun lavede hans Mad og opdrog hans Børn.

Og hun lønnede ham ved at få et Barn med en skibbrudden Sømand, der lå syg på Øen et Årstid og siden døde af sine Sår - en Dreng, Hieronymus lod voxe op nede hos Handelsbodens Bestyrer, den svinske Mons Abild Flade, og kun ugærne lod Moderen se. Da han var tretten År, sendte han ham til Søs med et af de Skibe, om hvilke senere ene Assurancesummen spurgtes.

Men den Dag, da Skibet forlod Bryggen, styret af et beruset, ukyndigt Mandskab, med Ernst om Bord - det var Barnets Navn - stod Jomfru Benedicte ved Ruden, med Hænderne klemt om Lommetørklædet på sit Bryst, og stirrede efter det. Hun havde af sin Svoger fået Lov til at tage Afsked med Drengen nede i Handelsboden, men ikke at følge ham til Skibet. Og så stod hun da dér, med opspilede Øjne og Hænderne knugede hvide mod det allerede visnede Bryst - og stirrede og stirrede, til den sidste Mastetop var sunket bort i det Grå.

Så vågnede hun med en dæmpet Lyd og gik tilbage til sin Gærning, men strax efter stod hun der igen, og da Hieronymus Uz kom op fra Kontoret til sin Middagsmad, fandt han det store Bord i Spisestuen udækket og Caspar og Jacobus grædende af Sult. Jomfru Benedicte stod ved Vinduet, med stirrende Øjne og med Hænderne om Lommetørklædet mod Brystet.

Hans lave, skærende Stemme jog hende derfra, og Bordet blev dækket. Men da Maden skulde bæres ind, var hun forsvunden, og da Hieronymus søgte hende, stod hun ved Vinduet.

Hun vendte sig hastigt mod ham og sendte ham et 301 Blik fra sine opspilte, sorte Øjne og stirrede så atter over Havet, let løftet på sine Tæer, som for at se et Kig ud over Horizonten,

Da blev Hieronymus Uz hvid i de jordslåede Kinder, som hin Morgen han fandt hendes Søsters, sin Hustrus Lig i Strandkanten, stod lidt, vendte sig og gik.

Kort efter kom der en ny Husholderske over Havet til ham og hans Drenge. Og Jomfru Benedicte stod ligeså støt ved sit Vindue, som Fru Boline sad ved sit.

Og Hieronymus Uz vandrede frem og tilbage, hele det store Hus igennem, imellem de tvende Døre, men kom han til dem, standsede han brat og vendte.

Og Jacobus og Caspar blev ene og overladt til sig selv. Ti så lidt som Faderen vovede de sig ind ad de lukte Døre. Blot de så Fasterens eller Mosterens Ansigt bag Ruden, skjulte de deres - som vilde de ellers se det, de ikke kunde tåle.

Indtil de blev større, og med Øens andre Børn og Unge stod ventende foran Fru Bolines Dør og skælvende trådte ind under hendes sortbrune Øjnes stive Blik og som de andre bragte deres små Gaver - til det Ukendte, Skæbnen og Havet, at det skulde skåne dem.

Men ind til Moster Benedicte gik de endnu ikke, så lidt som Øens andre Unge: hun var jo bare ikke rigtig klog, en Kvinde, der havde fået et uægte Barn! Hunvar jo ikke af de Uz'ers Slægt og ikke fra Øen, en Indflyttet kun. Hvad kom hendes Modersorg dem ved?

Var hun mer end gamle Mærged Duun, der hver udslagne Dag så længe nogen kunde huske, ved sine Krykkekæppe havde slæbt sig op til Sønderbjsergets Top, og derfra, ludet mod Horizonten, havde gransket den rundt for at finde sin Søn, der for et halvt Århundrede siden forlod hende' for at samle Rigdom i det Fjærne - og enten ikke havde fundet den eller glemt hende, han havde villet bringe den til?

Sad ikke på hver en Strand, Bølger beskyller, en Moder som Benedicte og ventede sin Søn? Men hvor sad en Hustru som Fru Boline og biede sin Mand, som Havet havde sendt og atter taget - levende?

En Gang vilde jo Havet opsende alle sine Døde for de Ventendes Fødder på Stranden. Men når vilde det 302 opsende sine levende Døde, dem der sank i det med Vilje, der gav sig over til dets Vejløshed som en af dets Bølger?

Jomfru Benedicte biede jo kun for sin egen lille Sag, men Fru Boline for hele Øens -: at Solen, den unåelige, fra sin Vandring over fjærne, hede Øer skulde neje sig for denne Øs Fod og bede om at slukke sin Flamme i dens isnende Skød. Hun var Øens Længsel og Hævn. -

Men hin Aften vi havde bragt vor skyldige Hyldest til Fru d'Orchimont, der, med den sjalsvøbte Ryg til os, ej en Gang syntes at ane, vi sad hos hende, optaget som hun var af et Par sorte Prikker lige i Horizontens Rand, gik vi gennem alle Husets genlydende Sale, også den, hvor Længslen efter Solen en Gang var sprunget op af hendes Hjærte, over i Jomfru Benedicte Comminchens Stue.

Her var koldt og nøgent, med fattige Fyrremøbler og en rusten Jærnseng. Hendes skræmte, sorte Øjne mødte os, uden Krav på Gave og Hyldest. Men da Jacobus Uz og jeg trykkede hendes tynde, iskolde Hånd til vor Mund, og hendes magre, gråpjuskede Nakke og krumme Knokkelryg under den grønslidte Kjole vendte mod os, mens det gustne Lommetørklæde, knuget mod det sunkne Bryst, viftede i Rudens Træk, og kun den lille "Uro" under Loftet suste, som Tidens endeløse Væv - vidste vi bægge, hvor uendeligt længer denne Kvinde havde siddet end hun i den anden Gavl.

I Vindueskarmen stod Lampens sprukne Kuppel, grå af Klittens Sand som en Hovedskal. Om lidt skulde den tændes at lyse langt ud over Havet i Natten, at den kunde vejlede Sønnen til Moderen, når selv hendes Øjne ikke mere kunde våge. Den brændte dér i Karmen, som hendes Hjærte. hver Nat.

Den var kendt af Øens Folk. Når de på det natlige Fiske løftede Blikket, der var sunket som Dybets Dræt, kaldte dens lille Gnist, som Hjemmet, det usynlige dér i Natten. Og de smilte, atter erindrende, mod Jorden.

Og den var kendt af Søfarende, selv fra f jærne Have, der med lange Års Mellemrum sejlede forbi derude og bestandig så den brænde. Man vidste at fortælle om en utro Søn, en glemsom Søn, en af Havets levende 303 Døde, der havde givet sig dets Bedøvelse i Vold, og som en Nat under de umærkeligt, de uimodståeligt bærende Sejl mødte dens Lys, utrætteligt vågende i Mørket, og erindrede det fra År tilbage og med Et så et Vindue, en Lampe, et Ansigt i en fjærn By, under Bjærge . . .

Og man hviskede, at Buketten, som stod dér hos Jomfru Benedicte, den eneste, visnet hen til en Bunke gulligt Støv, men stedse urørt, var sendt hende fra en Moder som en fjærn Tak - -

Nu rejste Jomfru Comminchen sig og løftede Kuplen, og vi listede stille ud.

Men hos Fru Boline sad Vinduet mørkt, slukt som hendes Hjærte. -

Men først da bægge de Ansigter forsvandt, hver bag sin Rude - og det var med kun en Måneds Mellemrum - og Kirkeklokken kaldte som med deres Stemmer for sidste Gang ud over det aldrig tilbagegivende Hav - først da var det, som vendte mine egne Øjne tilbage fra Horizonten, som glemte jeg mine Drømme om Sollandet, Sorgen over alt det af mit Bedste, jeg havde sendt ud bag Havet, og som aldrig kom igen. Jeg blev først ret hjemme på Øen, da med hine Øjne Længslens brast. Og jeg tror, som jeg alle de andre. -

- Nej, ikke alle de andre - ikke Menneskene nede i den gamle Røverborg under Uz'ernes Hus og de sorte Brinker, Tolderen og hans Hustru og Børn.

På mine ensomme Ture ud langs Stranden mødte jeg bestandig Toldforvalter Lennard Vendelin.

Jeg så ham, som hin første Aften jeg steg i Land, komme langt borte på Stranden, i stift Småløb, med tætknappet Uniformsfrakke, med Tressekasketten ned i Panden og Stokken i Hånden, ens klædt både Vinter og Sommer.

o

Som han løb dér langs det vældende Hav under de knygende Klitter, det eneste levende så vidt øjet rakte, og som han strøg mig forbi med det øde Blik fra det gustne Ansigt, og atter forsvandt bagude mellem Klitterne og Havet, vakte han i mig, stedse påny, en Panik, så jeg kunde have kastet mig ned i Marehalmen for at slippe at se ham, og dog med Øjnene måtte 304 felge den lille, sorte Skikkelse, til den viskedes ud i det Fjærne, som havde Havet taget den.

Da først åndede jeg op og kunde fortsætte min Vandring. Men den sandede eller stenede Strand foran mig, Bølgeslaget og Vindens Susen, ja Klitrækken og Fyrtårnet eller Højdedraget langt ude, alt syntes mig ilende og flygtende. Og pludselig følte jeg mig selv i Løb som Vendelin, på Flugt som han - hvorfra og hvortil?

Jeg huskede, hvor jeg mødte ham ved hans Hus, ligbleg, ravende, med pibende Åndedræt, hjemkommen denne Dag for at løbe ud den næste.

Og jeg standsede og så gysende Havets Ring for mig, således som jeg i Dag havde vandret den rundt

Og jeg, der var gået ud for at udvide den Plet Jord, der var min, for at lægge Mil mellem Klittop og Klittop, ved kærlig Erfaring om hver Sten og hvert Strå, segnede ned i Sandet og gemte mit Ansigt for ikke at se, hvor jeg var.

Og først da jeg begreb, at som vor Udve i ham løb sit Fængsel rundt hver Dag, således havde Menneskets Higen, dets umættelige Begær altid løbet selve Jordkresen rundt, for dødsmat, segnefærdig at nå tilbage til samme Sted - turde jeg løfte mine Øjne mod den Grænse, der var mig sat, og med et lettet Suk forske videre i Stråenes og Stenenes Verdner og rulle Milene op for min Fod.

Men hjemme, under det firehundredårige Tangtags Skygge, i de bælgmørke, isnende Rum løb hans Hustru og Børn som han.

Jeg kom ind i disse Rum en Dag ved Jacobus Uz, og jeg, der var vant til Armoden, standsede på Tærsklen til de gravdunkle Kamre med de halvblinde Ruder, de svampesorte Gulve og de fattige, brøstfældige Møbler,

Men Fru Eleonora svævede os i Møde, rank og svøbt i et ildrødt Sjal, med en kunstig Nellike i det blåsorte Hår og de klartblå Øjne opspilede.

"Velkommen!" sang hendes sprøde Stemme, og hun knugede mig i Hånden, "hvilken Glæde at en studeret Mand er nået til vor ø! Oh. nu må De komme ret ofte til os og fortælle om Livet i Hovedstaden, om de nye Teaterstykker og Skuespillere og Bøger - - om 305 Verden derude -" hun standsede med de smalle, let smudsige Hænder klemt mod sit Bryst og Øjnene i mine, som vilde hun suge al min Viden ind i sit Hjærte.

Og da jeg stammende forklarede, at jeg vidste intet om Teatre og det litterære Liv i Hovedstaden, sukkede hun, mens Hænderne gled ned på hendes Skød, som var et Håb om Frelse fra Hungersdød bristet.

Inde i Hårets Sky lyste hendes Ansigt som en døds. Øjnene spejlede Tangtagets Skygge. Og jeg syntes, at først nu fornam jeg Øens Længsel.

Da så jeg et sortlokket Hoved ved Fru Eleonores Skørt, et Par tynde Hænder greb i det, og to spejlblå Øjne søgte op mod hendes som hendes før mod mig.

"Mo'r, skal vi ikke lege "Åge og Else" færdig?"

"Jo, jo," Fru Eleonore foer sammen, som vaktes hun atter til Live, og smilte, som var det til Lykken, "jo, Børn, vi skal," og hun bredte sine Arme med Sjalet ud til Siderne som to Vinger.

Og nu så jeg alle Børnene, med de sorte Hoveder, de skære Øjne og de spinkle Hænder, der krøb frem fra Mørket, klamret om hende som om en Klippe.

Og bagved, i Skyggen, skinnede den fjortenårige Agnetes Øjne i det blege Ansigt, rejst op af Mørket på den lange Hals.

"Undskyld, mine Herrer," Fru Lenore nejede med alle Børnene klynget rundt om sig, "men Dagen er så mørk, og vi legede Folkevisen om "Åge og Else". Vil De sætte Dem lidt ned, kan vi måske lege den færdig?"

"Gerne, Fru Eleonore," nikkede Jacobus Uz, idet han tog mig i Hånden og husvant tvang mig ned på en Stol, hvis brustne Kurvesæde sukkede.

Her var koldt, så vor Ånde drog som en Tåge hen gennem Mørket, men så vel Fru Lenore som Børnene havde nøgne Halse og nøgne Arme og syntes kun svøbte i mærkeligt brogede Pjalter og Skærf, mens de dansede rundt på hullede Strømpesokker.

"Nå Steffen, kom så," befalede Fru Eleonore og trak en højrygget Stol med falmet Betræk frem midt på Gulvet, "Ja sådan," hun støttede den trettenårige Steffens Hoved tilbage på Stolens Læn. "Nu er du alt kommet fra din Grav, fordi Else, din Fæstemø, græder så såre, 306 og du er vaklet ind i hendes Jomfrubur og sunket ned på hendes Stol."

Steffen lod sine Arme falde ned til Siden, mens Munden gled halvt op, og Øjnene sluttede sig til. Det magre Drengelegeme i den stumpede Trøje sank sammen så løst som Knokkel i Knokkel, og da nu en af de mindre Søskende kom løbende gennem Skumringen med et stort Lagen, hun kastede over ham, så kun Hovedet sås, lå han dér helt som et Lig, mens hans Barneansigt langsomt antog en døds tunge Hvile.

"Så du, Agnete," hviskede Fru Lenore, der ligesom Børnene ganske syntes at glemme os og Stuen omkring sig for den ubevægelige Skikkelse dér, "kom nu."

Og Agnete nærmede sig, med det sorte Hår gyngende over Ryggen som et Sørgeflor, og ved Stolen knælte hun ned. med de spinkle Arme udrakte og det halvnøgne Bryst tungt åndende. Langsomt, langsomt løftede hun Hænderne mod Broderen og hviskede:

"Og hør du, Ridder Hr. Åge,
Allerkæreste min!
Hvordan er der under den sorten Jord,
i Graven din?"

Og Steffen løftede mødigt Hovedet og nynnede med brudt Stemme:

"Sådan er der under den sorten Jord,
i Grav hos mig:
som i det frydelig Himmerig,
ti glæd du dig!"

Agnete veg lidt, med Hænderne på Hjærtet. så bøjede hun sig hastigt frem mod ham og hviskede som i Feber:

"Og hør du, Ridder Hr. Åge,
Allerkæreste min:
må jeg dig følge i sorten Jord,
i Graven din?"

Da løftede Steffen Hovedet lidt længere fra 307 Stoleryggen, og det sitrede under Lagnet, som hævede han sin Hånd, og han sang, højere end før og med dump Trussel:

"Sådan er der under den sorten Jord,
i Grav hos mig:
som i det sorteste Helved,
slå Kors for dig!"

"For hver en Gang du græder -"

og her slog hans Stemme over, halvt i Bøn -

"din Hu gøres mod,
da står min Kiste forinden fuld
med levret Blod."

"For oven ved mit Hovedgærd,
står Græsset grønt,
for neden ved mine Fødder
med Slanger omspændt."

"Men hver en Gang du kvæder -"

hans Stemme nynnede blid, mens Hovedet dalede mod Stolens Ryg som mod en uudsigelig Hovedpude -

"din Hu er glad,
da er min Grav forinden omhængt
med Rosensblad . . . ."

Agnete var gledet helt ned på Knæ og lyttede med fremstrakt Hals, med Hænderne flettet for Brystet. Steffens Ansigt sov i et roligt Smil mod Stoleryggen.

Men alle de andre Børn, der i Flok stod omkring de to, sang nu pludselig, med spæde Stemmer:

"Så tog hun op en Guldkam,
hun redte hans Hår;
for hver en Lok, hun redte,
hun fælded' Tår,"

alt mens Agnete, rejst halvt, tungt støttet mod Stolen, 308 med en Stump gammel, gul Kam strøg gennem Broderens lange, sorte Hår med varlige Tag.

Hendes foroverlænede Legeme, hendes tunge Øjenlåg og hendes segnende Bevægelser med Kammen forplantede sig til de yngre Søskendes Sang, der nu slukkedes, som et Lys i Mørket.

Steffens Hoved kæmpede sig atter fra Stolen. Med lukkede Øjne sang han, som lyttende:

"Nu galer Hanen den sorte
i mørken Vrå,
nu lukkes op alle de Porte,
og bort jeg må!"

Og mens han, stadig med lukkede Øjne, vaklende rejste sig mod hende:

"Nu galer Hanen den hvide
i højen Hal,
til Jorden stunder alle de Lige,
og bort jeg skal!"

"Nu galer Hanen den røde
i heden Sted,
til Jorden må alle de døde,
ti må jeg med!"

Og Børnenes sitrende Stemmer faldt ind, mens han knælende læssede et Stykke Vragtømmer på sin Skulder, og Agnete var sunken i Knæ:

"Op stander Ridder Hr. Åge,
tager Kiste på Bag,
så lakker han sig til Kirkegård
med megen Umag."

Hele Flokken drejede sig, syngende og med foldede Hænder efter Steffen, som ludende, med Hovedet hængende mod Brystet og segnende i Knæene for hvert Skridt, drog sig frem gennem Stuen med Vragstumpen på sin Ryg, fulgt af Agnete, der anråbende løftede 309 Ansigtet i det løse Hår og klemte begge Hænder om Byrdens nederste Ende for at lette og hjælpe:

"Det gjorde stolten Elselille
så mod i Hov,
så fulgte hun sin Fæstemand
gennem mørken Skov."

Ja, mørk som Skoven var det dunkle Rum, de to lakkede hen igennem, mens de syngende Stemmer fulgte dem, så véskælvende som de Levendes Hu den Døde:

"Dér de kom gennem Skoven,
på Kirkegård,
da falmed Ridder Hr. Åge
hans gule Hår."

"Og dér de kom af Kirkegård,
i Kirken ind,
da falmed Ridder Hr. Åge
hans Rosenskind."

De to var nu på deres møjsommelige Vandring nåede hen under det store Chatol, hvis Krone rakte op i Loftets Mørke som et uhyre, hedensk Alter.

Fru Eleonore havde slået dets Låge op som en Port. Dér standsede de, og sunket på det ene Knæ vendte Steffen sit Ansigt mod Søsteren, med lukkede Øjne, og åndede ud, knap hørligt:

"Og hør du stolten Elselille,
Allerkæreste min!
du græd nu aldrig mere
for Fæstemand din!"

"Du se dig op til Himmelen,"

og han vendte sit trætte Ansigt op til Loftsbjælken, som var det hele Jorden, han skulde løfte -

"til Stjærner små,
så ser du dig så gladelig,
hvor Natten går!"

310

Og mens Agnete drejede sig langsomt, undrende og halvt mod sin Vilje, som en Vidie mod Solen, der brast frem gennem Stjærnernes Skær - sang Børnenes klagende Stemmer:

"Så hun op til Himmelen,
til Stjærner små:
i Jorden slap den døde Mand,
hun ham ej så."

Og Steffen sank brat, men forunderligt lydløst og let, hyllet i sit Lagen, om på Gulvet, og lå dér ubevægelig under den hvide Dug, mens Børnene sang efter Agnete, som hastigt gribende om sig vaklede fremad med udrakt Hånd og stirrende Øjne som i Søgen:

"Så snarlig slap den døde Mand
i Jorden hen:
så sørgelig gik stolten Elselille
til Bure igen."

" Så såre græd stolten Elselille -"

fulgte de hende, som hun nu hulkende krøb mod sin Stol -

"og Gud hun bad
at hun måtte ikke leve end
i År og Dag."

"Det var stolten Elselille,"

sang de, nu atter flokkede tæt omkring Stolen og med hævede Hænder:

"blev syg og lå.
Og det var inden Månedsdagen,
hun lagdes på Bar."

Og alle løftede de den viljeløse Pige og bar hende hen ved Siden af Steffen under det hvide Lin, som de nu drog over dem bægge, syngende:

311

"For hun haver den Ridder trolovet -"

og knælede i Kres om de hvilende to.

Under den sidste Del af Sangen havde vi hørt løbende Skridt udenfor, vi vel kendte, og mens Børnene bar Agnete hen over Gulvet til Steffen, sled Skridtene sig gennem Forstuen derude, som var de med Et udmattede i deres Hast, og idet Børnene knælede, gik Døren op, og Toldforvalter Vendelin stod dér, med Stokken i sin sænkede Hånd, med det gustne Ansigt under Tressehuen lænet mod Dørstolpen.

Ingen af Børnene syntes at agte på ham eller den endnu stærkere Kulde, der strømmede ind om ham ude fra den åbne. grå Strand, og ikke heller Fru Lenore så ham, som hun. foroverbøjet, med Hænderne på Hjærtet, lyttede til Børnenes Sang og Spil.

Han smilte svagt, som i Hån, strøg Huen af for Jacobus Uz og mig og gik hen igennem Stuen med sænket Hoved og slæbende Stok og lukkede sig ud af den anden Dør.

Men strax efter hørte vi, fjærnt inde fra i det store Hus, Klaverspil. Der grebes i Tangenterne, voldsomt og vildt, som i et reddende Klippeskær; der udstødtes Angstskrig, som svang én sig op på en frelsende Sten; og nu jublede det af Fryd, af Sejr - -

Børnene var alle listede sammen om Moderen og lyttede, med Hovedet mod hendes Bryst eller i hendes Skød. Kun Steffen og Agnete lyttede henne fra Gulvet, tæt omslyngede, endnu under Lagnet.

Fru Lenore selv sad rank over Børnene, med opspilte Øjne, som så hun hine Stjærner, Børnenes Sang havde vendt vore Blikke imod - eller hine tropiske Lunde, den Spillende derinde tryllede op af de fugtige Gulvplanker, purpurbugnende, solluende, hedestrålende.

Så tav Musiken brat, som slukkedes et Farvebål, og midt i det frysende Mørke lyttede vi alle forgæves. Jeg fornam Jacobus Uz' Skælven ved min Side.

Så lød slæbende Skridt som i den yderste Udmattelse, en Skabslåge knagede langt derinde. Og vi vidste, at nu havde Tolder Vendelin fundet frem til sit Brændevinsforråd.

312

Men Fru Eleonore sad alt hos os, omslynget af sine Børn, dukkende op af dem, som den spinkle Klippe, der bærer Skoven, og hun smilte.

"De synes måske, min Herre, at jeg lader Børnene lege altfor sørgelige Spil? Men vi spiller også lystige må De tro! Var De kommen i Gar, havde De set "Aprilsnarrene" og i Morgen skal vi prøve Kleists "Der zerbrochne Krug". Men Børnene holder dog mest af de tragiske, ikke?" hun smilte ned til alle de hvide, opadvendte Ansigter.

"Jo! jo!" hviskede de alle, som i ét hedt Åndepust.

Fru Eleonore grundede, med Hagen støttet mod den slanke Hånd.

"Jeg skal sige Dem, Hr. Student, vi har jo ingen af den store Verdens Farver og Lykker og Ulykker her - så må vi leve os selv til dem, at vi ikke skal glemme, at Livet er stort!"

Jacobus Uz' hvælvede Øjne dvælede stift på Fru Lenore, så sagde han:'

"Fru Eleonore var nemlig Skuespillerinde, inden hun blev gift og kom til Island."

"Ja, ak ja," Fru Vendelin smilte og løftede sukkende Hagen fra Hånden, "men kun én eneste Gang, Hr. Student, som Agnete i "Elverhej", i min Mesters Skuespil!"

"Har De kendt Johan Ludvig Heiberg?" spurgte jeg ærbødigt.

"Kendt - ak ja, det var jo ham, der sagde, at jeg skulde blive Skuespillerinde; han oplærte mig gratis og skaffede mig den Debutrolle. Men så -"

"Så?"

"Ja så, efter denne ene Aften mellem de skovgrønne Kulisser, i den brændende Luft oven over de vrimlende og jublende Mennesker - var det, jeg blev gift og - kom til Patricksfjord på Island, og siden hertil," hendes Stemme sank.

"Mo'r, hvorfor rejste du til Patricksfjord? hvorfor blev du ikke dér mellem de grønne Træer?" spurgte en af de små Piger, med et bekymret og uforstående Blik.

"Fordi - fordi jeg elskede din Fader," smilte Fru Lenore og strøg hende over Håret, "derfor, Isabella 313 - og han," hun sænkede atter Hagen mod Hånden, "han vilde jo ikke vente, da han endelig havde fået det Embede som Sysselmand, Postholder og Tolder i Patricksfjord. Han havde aldrig brudt sig om sin Examen, og han havde haft Uheld med den, og intet andet Embede kunde han få, og han vilde ikke rejse, før vi var gift, og vilde ikke vide mig dér på Scenen som hans Hustru." Hun bøjede Hovedet lidt, så smilte hun og sagde: "Og vi blev viede, og han rejste derop et halvt År efter. Men jeg kunde ikke følge ham, for jeg skulde have Agnete - og hendes Tvillingebroder, som døde. Men da de to var et halvt År, måtte jeg jo rejse med dem efter min Mand. Jeg sagde Farvel til min Moder og mine Søstre og Veninder, til vort gamle Hjem ved Kvæsthusbroen og til ham, min store Mester, og det kongelige Teater, og vi styrede ud over Havet den månedlange Sejlads, hvor både Børnene og jeg var syge, langs den klippefulde Kyst, der blev vildere og vildere og ingen Ende syntes at ville tage og tårnede sig op som selve Verdens Grænse, til vi endelig drejede ind i Patricksfjord og var i vort Hjem."

Hun så ud for sig med det lysende Smil og grundede.

"Ja, Børn," nikkede hun og drog dem ind til sig, i sin Favn, under det røde Sjal, "vort Hjem deroppe kan nu kun Steffen og Agnete og måske Gisela og Hagen huske, og den første Vinter mindes ingen af jer, Men den tror jeg ikke, jeg vil kunne glemme, selv efter min Død . . .

Min Mand kendte intet til Forholdene deroppe og havde ikke sørget for ordentlig Proviant. Og der var Hungersnød i Landet. Vi kunde intet Mælk få, og lille Johan Ludvig døde. Korn var ikke heller til at opdrive, vi malte Brød af Majs, knust imellem Stenkværne. Vi fik omsider Smør, Mile borte fra, fra Hvalfangere i Syd. Det var grønt og harskt, men vi huggede det ud i små Klumper og spiste det som Delikatesse. Vi brændte Ærter til Kaffe, og måtte spare på Riklingen. Havde vi ikke haft de tolv Høns med fra Reykjavik, var Agnete og jeg også død. Nu stod vi det ud til Maj, til det danske Skib endelig kom igennem med Post og med Kasser fra mine Slægtninge - å Kasser fyldte af 314 Mad, som vi havde mættet os med hele Vinteren igennem i vore Drømme, men som vi troede, ikke mere fandtes i Virkeligheden.

Hele Verden troede vi jo frossen inde som vi, vi halvtredsindstyve Mennesker her i Fjordens Bund, i Revnen i de skyhøje Fjælde, i den evige Nat, i det sydende Snefog og den brølende Storm.

Vort Petroleum var forlængst sluppet op, og vi måtte spare på Trannen, så vi tilsidst famlede rundt i Mørke, i glemte Tider, og troede ikke mere på, at Solen og Lyset kunde komme, men at det var Verdens yderste Time.

Og så kom Skibet! ind mellem Majs sejlende, blå Isfjælde kom det med Bud og Brev og Fødevarer fra den Verden, der endnu stod, som kun vi var kommet bort fra. Men - som vi kun turde spise lidt ad Gangen, fordi vi havde fået Skørbug i Vinterens Hunger, således turde vi heller ikke se mod Solen, der steg op over Skarpafjellet og luede i den sommerblå Fjord mellem de krystalfunklende Isfjælde, tindrende i vore Ruder og spændende sin Regnbuebro over de isglimtende Tinder.

Men vi mærkede dens Stik i hver Dråbe af vort Blod, vi vendte os blændede og i Vånde mod den, som de forkrøblede Dværgfyrrer på Tunet, hvor Græsset alt grønnedes under Sneen. Kulde slog ind om os fra Fjordens lysende Gab med alle Isfjældenes Tænder. Men Himlen åndede sin Varme ned over os, ned i Græssets Rødder. Og Blomsterfloret brast frem, Smørblomster i Tunet, og alle Fj ælden es vilde Blomster. Og Fuglene stod ind over Fjorden, som sendt sølvskinnende ud af selve Himlens Blå: Stormmåge og Tejst, Søpapegøje og Alk, og i Fjældrifterne pilede Rypen. Røg steg op fra alle Skorstene, fra vor og Købmandens og fra Præstens Gård ved Kirken ude på Saudlaugsnæsset, som fra de Indfødtes Græstørvstage, ret op i det blikstille Blå. Ti nu var der kun en Måneds Tid igen, så vendte Fiskestimerne atter ind i Fjorden fra det Dybe i Havet, og vi skulde kunne fange dem med Hænderne.

Og de norske Hvalfangere stod snart ind ad Fjorden, og de amerikanske Helleflynderfiskere og tilsidst vor Længsel: de franske Ishavsfiskere, en hel Flådes 315 Mastevrimmel bag de to Fregatter, hvis Officerer skulde våge over dette svømmende Frankrig, den lange, solluende Sommerdag igennem,

Ja, Franskmændene kan I huske, Børn! de, som kom til os fra deres Vinbjærge og Rosenhaver som selve Søndenvinden, og hvirvlede ud over os Heden af al Sydens Jubel og Musik, af Paris'es blomsterhvide Alléer og myldrende Liv, af de store Teatres Orkestre.

De Indfødte krøb langs Stranden i deres Skindklæder og skulede angst og ondt mod de letklædte, dansende Skikkelser, angste for Uniformernes Guld og hadske mod det smilende, franske Sprog.

Men jeg - å jeg, Børn - -! Havde ikke Franskmændene hvert År bragt Søndenvinden ind i Patricksfjord - jeg var frossen ihjel, når Nordenbrisen atter hyllede Iståge om Fjorden, og Sneen og Mørket væltede ned over os fra Fjældene.

Men nu vidste vi i vor levende Begravelse, at Verden var ikke død, at nu, selv i dette Nu, kogte og strålede og flammede den. Og da var det, vi begyndte at leve os ind i den, dykke os i dens Ild, at vi ikke skulde forfryse - at vi begyndte vore Skuespil.

Igennem de sorte Bjælkerum drog vi i Optog, klædte i alle de Rester af brogede Kjoler og Sjaler og Skærf, jeg havde ført med mig herop.

Og vi glemte Mørket og Stormen og Kulden og de mange Mile tåget Hav og isstrittende Tinder, der var mellem os og de nærmeste Menneskeboliger, Vi var dernede, i Livets Hjærte, i Paris, Børnene og jeg.

Men min Mand, han havde ikke Fred at være hjemme hos os, han måtte ud i Vinterens talløse Mile, bort i de store Sexten-Mands-Både, ud i Fjorden til de ensomme Gårde i Klipperevnerne, eller op over Fjældene, bundet med Reb til sin Følgemand, der bar hans Niste og Bagage; med Isstav og Hakke i Hånd kravlende under de isblå Tinder, langs de dødshvide Fjælde, over de bundløse Afgrunde.

Og mens han var derude at dømme i fjærne Stridigheder eller inddrive Skatter og Bøder, måtte jeg tit skaffe Ret mellem Byens egne Folk, hvis dumpe Sind pludselig i Vinternattens Os af Bål og Transtank 316 grebes af Sanseløshed og rasede op i Bersærkergang og Mord

Til Våren atter kom, og Isfjældene som de første Sejlere strålende gled ind ad den åbne Fjord . . .

Husker I Børn, hvor vi drog til Fjælds, og hvor vi i Tak til Hønsene, der havde holdt os i Live Vinteren over med deres Æg, tog dem med derop, og hvor vi tumlede os på de lavgrønne Fjældskrænter omkap med de arme, halvblinde, skindmagre Dyr, der med deres baskende Vinger og spjættende Ben ellevilde dansede i Solskinnet i det guldprikkede Mos, mens Røgen fra vort Bål steg til Vejrs som en svimlende Søjle, og Solen, Solen stod dér som Verdens Hjærte, i det bundløse Blå opad og det bundløse Blå nedad i Fjorden, hvor Fjældene og vi og Byen dernede og Bryggen og de franske Skibe svævede?

Og husker I de femhundrede Svaner, vi så, den Våraften vi red over den brune Sandslette med Bjærgenes blå Rande allerfjærnest ude? de femhundrede snerene Fugle, der hvilede i den cirkelrunde Sø midt i Sletten, ubevægelige som var selve Sommerens hvide Sky dalet ned over Jorden, men som ved Hestehovenes Gungren suste til Vejrs som et Geysir, og i en Sølvstrøm skød ud under Himlen, over de grønklædte Fjælde, mod Syd, mod Syd! - mens vi, bøjede over Hestenes Halse, stirrede, som var det vore Sjæle, der fløj ..."

Hun smilte hen for sig, med Hovedet støttet mod Hånden, med alle de lyttende Barneøjne på sig. Så så hun op med sit store, stjærnefunklende, sejrrige Blik:

"Ja, mine Herrer, dér lærte jeg, at Legen er Livet!"

Og jeg, der havde måttet vænne mig fra Legen, slog mine Øjne ned og vidste, at kun fordi min Drøm ikke havde været stærk nok, havde jeg måttet slippe den. Men ihukom hin ene Drøm, Drømmen om Dorete, hvis Svanevinger dog bestandig bar mig ud over denne Ø, dette Liv, og jeg smilede til Fru Lenore som til en Søster.

Men i det samme gik Døren op derhenne i Mørket, og vi så Tolderens Skikkelse i utydelige Omrids.

"Eleonore," kom det med brudt Stemme, "Eleonore . . .u 317 Hun rejste sig hastigt, strøg Børnene af sig, og ilede hen til ham.

"Ja, Lennard, min Ven! Agnete," hun vendte Hovedet mod hende og de andre Børn, idet hun smøg sin Arm bag om Mandens Ryg, "Agnete og Steffen, vil I bringe de Små til Sengs?"

Og mens hun ledte sin Husbond, der halvt leddeløs, halvt stiv af Drik hang over hendes Arm som en Strandvasker, samlede Agnete og Steffen hastigt og lydløst de Små, og alle de hvide Ansigter og mørkkrøllede Hoveder forsvandt ud af Døren, som slugte af Mørket.

"Mine Herrer," Lennard Vendelin segnede ned på Stolen, hvor Steffen havde hvilet som den døde Age. og vi så nu i Vinduets irrede Grålys, at han var sin Søn lig og næppe mere levende end Sønnen i sin Rolle før, "mine Herrer, jeg hørte min Hustru sige, at Legen er Livet. Nu har jeg leget! Eller - å nej, Gud - jeg som ikke kan lege!" han greb sig til det halvnøgne Hoved, hvor de sortkrøllede Hår struttede som forkullet Krat, "og som sendtes fra Djævleø til Djævleø!"

Han sad lidt med lukkede Øjne, støttet mod sin Hustrus Skulder. Fru Eleonore strøg tyssende hans opadrynkede Pande.

"Ja du, Lenore," han famlede hårdt om hendes Hånd, "jeg véd, du vilde det, men mig kan du ikke døve med Leg! For jeg vil det Selv, det Selv!" han knyttede Hænderne og hævede sig halvtop af Stolen i et truende Suk. "Mig kan ingen Drømme mætte, sådan sulter mine Tænder, mine Øjne, min Hud. Ja, mine Herrer, jeg er fuld, døddrukken! fuld af Natteblæsten derude og af Musik og af Brændevin, og nu taler jeg, nu røber jeg det alt for Dem! Men tal ikke til mig om det, når De møder mig i Morgen, løbende på min Strand!

Véd De, hvorfor jeg løber, hver evig Dag, den halvtredje Kvadratmil rundt? véd De, hvorfor Eleonore og Børnene fryser i Mørket og Kulden, i Pjalter som et Fattiglems Kone og Børn? véd De, hvorfor her aldrig er Lys og aldrig er Varme og knap er Føde i dette Hus? hvorfor vi aldrig har taget herfra, sålidt som fra Island den Gang, ned til Livet at varme os en Stund, 318 at hente lidt af Lykken med os herop, at se lidt af Livet, før det er omme?

Fordi, mine Herrer, fordi," han rejste sig halvt over Ende med udbredte Arme og det gule, ophedede Ansigt vendt mod Loftet, "fordi jeg ikke kan lege! Fordi jeg vil det Selv! Ja vil det Selv, inden jeg der! ja, Livet selv!

Ha, véd De, hvad Sysselmanden i Patricksfjord, hvad Tolderen på denne Ø har skrabet sammen, sultet sammen, frosset sammen af sin egen, sin Hustrus, sine Børns Varme og Føde og Glæde? Véd De, hvad han har vundet ved at pine den sidste lovlige Skilling, ja, den der fulgte derefter, ud af Eskimoer og Fiskere?

Nej, nej! det siger jeg ikke! siger jeg ingen! Men - endnu ni År - eller ti - eller tolv - så!" han rakte Hænderne langt frem for sig.

" - - Mine Herrer,4t hans Hoved sank ned mod Hustruens Skulder, "har nogen af Dem gennem Døgn kravlet på alle fire, med Reb om Livet, ad en isblank Skrænt, med en kogende Elv i Dybet, med et Lavineskred over Hovedet, blodig på Hænder og Knæ, med Huden bortædt af Frost, blind af Sne og Is? Har nogen af Dem ruget i en Båd, Havmil efter Havmil, uden Anelse om, hvor De var, uden Håb om mer at nå Kyst, mens Bølgesprøjtet, sviende som Ild, frøs til Is i Deres Ansigt, i Deres Øren, over Deres Hænder, og Snetågen og Døden tætnede og tyknede om Dem?

Og har De siden løbet i syv År på denne Ø, rundt og rundt, og mødt Havet alle Vegne, dets grå Bølge for Deres Fod: hertil og ikke længere! så - ja så vil De forstå, at jeg ikke kan nøjes med Lege, med Drømme, at jeg må det selv! Ja, Livet selv!

Og derfor har jeg sparet og sultet og frosset og undværet alt, hvortil jeg fødtes, den fallerede Godsejers yngste Søn: Solen og Kvinderne og Vinen og Musiken og Edderdunsdynerne og den lækre Mad! Alt har jeg undværet, da den Exatnen, jeg troede, jeg skulde tage som en Skæmt, som en lille Titel til min Rigdom, pludselig ved min Faders Ruin, blev min den eneste Redning fra Undergangen.

Undværet - ? Ja: for en Gang at vinde igen, 319 hundredfoldig igen, dernede i selve Solens Gled, i mit Marmorslot på Azurkysten, i Middelhavets Blå! Ja, af Patricksfjordens Jøkler og Bræer, af denne Øs Sandbjærge og Klitmiler, har jeg rejst mig mit Slot!

Men hør det, mine Herrer, et sandt Slot, lødigt af Marmor, hedt af Sol, med de hvide Marmortrin sunkne i Havets Blå! et Slot i Palmeskove og Vinlunde! Ikke et Drømmebo, som Eleonore og Børnene bygger i, ikke et af hine Isfjælde, som hver Vår bragte Skønhedens Afsind ind til os, og i hvis strålende Tårne de tog Bo, ikke mærkende Kulden, ikke Havets sorte Grav underneden.

Kunde jeg have nøjedes med det," hans Hoved gled ned på hendes Bryst, og han famlede efter hendes Hånd, "da havde ingen behøvet at fryse, at sulte, at savne - men - jeg kunde ikke bo i det, vel, Lenore, sig mig det!"

Hun bøjede sig over ham: "Å Lennard, du véd det jo dog; af alt det du tog fra os til dit Slot, byggede vi just vort."

Vendelins Øjne blinkede i et mat, grønligt Glimt.

"Godt det," mumlede han, "så får vi hver sit. Eller -" hans Øjne spilede sig pludselig op, gråhvide, "er det kun dig, der får dit? Satan!" han knugede om hendes Hånd, så hun skreg dæmpet, "narres jeg for mit, inden -" han smilte svagt. "Jeg var dog i det nylig, som du i dit! Derinde, i Brændevinen er det alt: Heden og Musiken og den evige Sol -" hans Øjne faldt til, men endnu en Gang mumlede han i et listigt Smil: "Men jeg røbede dog ikke, hvor meget jeg fik skrabet fra jer til mit Slot ..."

Fru Eleonore så betydende over på os, og vi rejste os lydløst, i et Buk for hende, og forsvandt ud over det hulslidte Dørtrin, ud på Trappen.

Men da vi stod dér, på den regnfyldte Stenhelle, under Tangtagets ludende Vintersky, i det isnende Gufs af den snegrå Himmel, den tilsnete Strand og Havet, der tungt af Grødis rullede som Bølger af Jærn, med de nøgne, sorte Brinker på bægge Sider, da greb jeg uvilkårlig om Dørens ormædte Stolpe, vaklende som for et Slag.

320

Men Jacobus Uz sked sin høje Skulder op og smilte:

"Vær De glad, unge Mand, at De som Fru Lenore ikke T/il: "det Selv", men den Drøm, som ene Tabet skaber!" -

- Og nu ser jeg for mig Øens Ejer, dens Fader, som han til Tider yndede at kalde sig, Prins Philip Gebhard den Niogtyvende af Lippe-Bernburg.

Ja, jeg synes, at kigger jeg ud af Vindvet dér, vil jeg se ham storke hen ved sin sølvknappede Stok, med sin Racenæse i Vejret og hængende Skøder, således som Øen så ham gennem sexogfyrretyve År: en forslået Pelikan. Mens Fru Lenores Børn som farvetindrende Kolibrier fløj hen over vort grå Sand og vore Stene, gennem Slud og Sne, i deres himmelblå, græsgrønne og ildrøde Gevandter . . .

Også hos Prinsen indførte Jacobus Uz mig.

"Vist så, det er ligeså nødvendigt at søge Audiens hos ham som hos min Faster," smilte Uz, "husk, at er hun Øens Dronning, er han dens Konge. Og De skal se, han er slet ikke farlig."

Og han havde Ret. Men første Gang jeg, blændet og fortumlet, stod i hans lave, lyse Stue under Bjælkeloftet, med de hvide Gardiner, Rokokospejlene, Væggenes Armlysestager og Våbendekorationer, i den stærke, søde Duft af Eau-de-Cologne, Lugtepuder og Mahogni, og hans lange, gule Hånd krammede om min Skulder, svimlede jeg atter af Angsten fra hin første Aften på Øen, fra Folkenes Snak om Bord på "Konkylien", en Angst, der var lig den for Kannibalisme, for det eventyrligt Grusomme.

Var jeg ikke Maroonen, givet de Vildes Høvding i Vold?

"Shæ, shæ," snøvlede hans halvtyske Stemme, mens jeg mærkede hans kolde og klæbrige Øjne på mig, "shæ, shæ, unge Mand, så De vil tage Bolig på min Ø? Nåh, velkommen! vi trænger nok til civiliserte Mennesker. For Almuen her - ptøj! Jah, lad mig se, han kommer ret ofte ind til en ensom gammel Kavallér. Hm, hm . . . sådan en ung Mand - -"

Og han famlede ned over min Skulder og mit Bryst. Men enten det var Jacobus Uz' advarende, truende 321 Blik eller mit eget bønfaldende, forfærdede, han mærkede - så slap han mig brat. Og som hans Hånd famlede tomt ud i Rummet, og den indfaldne Hage mellem de grå Whiskers labbede leddeløst, fornam jeg dette brøstfældige Kæmpelegemes ensomme Nød.

Jeg så i de våde. små Øjne den bange Hjælpeløshed hos den sidste Kæmpeøgle. Jeg tydede på den rynkede Pande, de gustne Kinder, det forviltrede Hår og Skæg Døgnenes Sandfog og Lede og Hunger. Og i Halsens strakte Sener den forgæves evige Spejden efter Nåde, efter Udfrielse.

Min Gru for hans Væsen sank hen i et Dyb af Medlidenhed, og jeg havde føjet en ny Lidelse til min Kval ved Livet her på Øen - Lidelsen for hans Skyld.

Men langsomt vågnede han igen. det smærtelige Øjebliks Højhed gled af hans halvt imponerende, halvt latterlige Træk. Og de vred sig atter som en lysten Gamlings, idet han med et Smask sugede Hagen ind under Overlæben:

"Men vi skal da så sandelig have os et Glas Vin! Ja, vi skal da virkelig - En ny Gæsts Ankomst her til øen, det er dog - Hantz! Hantz!"

Han lappede i Saffianstøflerne, krogrygget, i den grå Diplomatfrakke, ud ad Døren efter sin Tjener, den tro Hans Hofman, der havde fulgt sin Herre i Landflygtighed - "min Bertrand på St. Helena!" sagde Prinsen i sine rørte Stunder.

Da vi lidt efter sad overfor hinanden ved et af de små. indlagte Borde med en Frynsedug på, og "Hantz", blåbrillet og gråhåret, med sort Skægbund og tvær, fremskudt Underlæbe, i sin Herres grå Uniform med rød Besætning, opvartede os med Vin i en Krystalkande og månedsgamle Kager på en Sølvbakke, og Prinsens kvækkende Stemme, vædet af Vin, selvbevidst dominerede Samtalen, gled mine Øjne rundt i dette Exil, som Kongens Yndling, Prinsen af det ældgamle Blod, Hoffets fejreste Kavaler og Danser, en Menneskealder havde beboet, og hvorfra først Døden skulde udfri ham.

Men jeg vidste ikke, om al denne sirlige Pyntelighed, med Etagerernes kostbare Nips, hvoriblandt mange 322 kongelige Gaver stod; med de perlebroderede Tæpper af ostindisk Kunst over Bordene; de luftigt slyngede Gardiner, kantede med Kniplinger og sammenholdte af blå Silkebånd, de blanke Rammer om de kronede Forfædre, der fra deres Hjælme eller Allongeparykker barsk stirrede ned på deres sidste, forkomne Descendent, Slægtens golde Sidste - om denne skinnende Orden, der kunde få én til at tro, at man opholdt sig i et Frøkengemak i et af Bredgades Palæer, og ikke i en forvist Mands Bolig på Danmarks fattigste og ødeste Ø - - skyldtes Prinsen selv, det skønhedssøgende i hans skæbnesvangre, kvindagtige Natur, eller Hans Hofmans erfarne Omhu for hans faldne Herre.

Jeg huskede, hvad jeg havde hørt om de første År, Prinsen havde levet her på Øen, strax efter sit Fald.

Han var blevet liggende på Skibet Dagen ud, havde i Nattens Mulm ladet sig sætte i Land og det første halve År gemt sig som en død i Husets skoddelukte Grav.

Og denne mægtige Herre, der havde færdedes som hjemme på Steder, der stod for Øens Folk som selve Sagnet, og som var blevet udjaget derfra for så bibelsk en Brøde, Moseloven stemplede til Helvedes Ild; som ikke én af dem havde set, uden Skipperen og hans Folk på "Konkylien"; som var usynlig til Stede her, hvor man, knap tohundrede Mennesker, svømmede på en, i et Øjeblik overskuet Plet i Havet, og til mindste Vane kendte hinanden - han smittede Luften om sig med sin Ulykke. Han blev som en overtroisk Besættelse for Kvinder og Børn, ja, for Mændene, hans Fæstere - en Genstand for Uro og Grublisering, en Fare, skjult inderst i Øens Hjærte . . . som et Skelet i et Huses Grund.

Hans ukendte Ydre, hans Liv og Færd bag de lukkede Skodder, så nær og dog skjult, lagde en Uhyggens Dæmper over Latter og Leg, som aldrig havde været stærk, men dog hjemmetryg her på Øen, og fyldte Ørkenens Øde og Nattens Mørke med en aldrig før kendt Dybde.

Da kom Hans Hofman, som Forløser for både Fangen og Øen - Hans Hofman, han havde taget Afsked med 323 som med hele Livet, men som han nu btidsendte fra Dybet af sin Elendighed.

Hans Hofman kom, tro og tavs, og fandt sin lystige Herre som et brændevinsbedøvet, af Frygt og Mørke tilgroet Vrag. Og han fik Skodderne fra Dørene, Vinduerne op, Brændevinsflasken ombyttet med Vinen, Prinsen barberet og klædt op, stoppet ud og stivet af og sendt ud på Vejen, ud til Visit hos Præsten og Tolderen og Uz'erne, ja fik købt ham en Hest og Vogn og, efter den genvågnende Prinses eget Ønske, Kareten malet grøn og rød og gul og blå, i alle Regnbuens Farver, flittigt tildrysset med Prinsekroner, og sin Herre ud at rulle i Triumfvogn over hele sit Rige, at tage det i Øjesyn og Besiddelse!

Og som Prinsen selv åndede op - ved sit Falds Rædsel og det halve Års levende Død bag Murene bragt ned til en frygtagtig Nøjsomhed og en glippende Undren over alt det Nye, Mærkelige og Uanede - trak Øens Befolkning atter Vejret. Hemmeligheden var løst, Skelettet åbenbaret. Man kunde atter roligt gå til sin Dont, éns Tanker sugedes ikke mere fra én af det Ukendte. Løftede man nu Øjnene fra Nættet eller Stejlebakken, mødte de kun i Fred alt det Barnekendte.

Men Pastor Schwarzflügel, den Gang en ung og ivrig Mand, mærkede Lettelsen som et hurtigt formindsket Besøg i sin Kirke . . .

Og Prinsen og Øens Beboere begyndte deres lange Samliv. Og lidt efter lidt glemtes det, først af ham selv og siden af dem, at han ikke altid havde levet her på Øen.

Han faldt ikke tilbage til sin sløve, fortvivlede Drikken, ti Hans udleverede ham kun en bestemt Ration Vin om Dagen, men Hofkavaleren og Kongens Tjener falmede hurtigt hen Ikke med Hensyn til sin daglige Levevis, sin Husførelse og Klædedragt - ti Hans holdt strix og ufortrødent igennem de sexogfyrretyve År på det mindste Punkts Overholdelse, i Viden om at ene således kunde hans Herre frelses fra den fuldkomne Undergang - men i sin Længsel og sine Behov.

Så hurtigt som et Træ, der fra en hegnet og velgødet Have flyttes over til en blæsende og mager Jord, tabte 324 han sine Blade. Han ældedes i få År, sikkende i Knæene, tabende Tænder og Hår, glemmende sin elegante Holdning, ja sine Sprogkundskaber fra Gesandtskabstiden i Paris, i Rom og Sankt Petersborg. Han ribbedes endelig for sit Hovmod, sin Prinsefølelse . . . Han tiggede om lidt Varme for sin stakkels, forkomne Menneskelighed, først hos Øens Embedsmænd: hos Schwarzflügel, som i de Dage spillede smukt på Fløjte og Klaver; hos Tolderen, den Gang en forhenværende Kaptejn, fuld af Sentimentalitet og Løgn og romaneske Historier om Elskov og troløse Kvinder i al Verdens Havne; hos Fyrmesteren, da: en gammel Særling og Pebersvend, tidligere ansat ved den grønlandske Handel, og som kiggede Stjærner og begik Astrologi i sit Tårn; hos Jacobus' Fader, den smallæbede og ligesindede Konsul Hieronymus ved Havnen, med de fine Vine og dyre Retter

Å, han tiggede hos dem. om de vilde frelse ham, frelse ham fra Mindet og fra Tiden - den endeløse, forfærdende Tid, der stirrede på ham som Ørkenens Sandøjne gennem alle Ruder; fri ham fra dette Selv, der skuede imod ham fra de isnende Spejle; der listede efter ham, hvor han sneg sig rundt i de dødsstille Stuer - dette Selv, han dog på anden Vis her på Øen mer og mer henvistes til ... idet han jo, som Tolder-Kaptejnen spottende sagde, ligesom Øen måtte befrugte sig selv og derfor også ligesom den visnede hen . . .

Ja, han gik dybere ned, gjorde Prins Philip Gebhard af Lippe-Bernburg! I de endeløse Timer, da Øens "bedre Folk" havde fjærnet sig fra ham til deres Huse eller Forretninger og ladet ham ene bag sit Stakit, skælvende i Ørkenens Vind, kunde han tigge Fiskerne, sine Fæstere, Almuen, han så hånligt havde nævnet til mig, om at stille sig læende mod den . . .

Jeg blev jo senere Deltager i mange af hans besynderlige Gilder, vel nok de besynderligste, der er fejret noget Sted.

Når hans Hus strålede som en Lysekrone midt i Natten, midt på Øen, og vi, alle i vore fineste Dragter, måtte melde os ved Døren, og Hans Hofman i fuldt Liberi slog den op og råbte vore Navne ind i Dagligstuen, hvor Prins Philip gav Kur i Uniform med Kors 325 og Kårde og Stjærne og nedladende rakte os sin ringsmykte Hånd. Vi kom dér, Øens Embedsmænd med Familie, jeg og de Udvalgte blandt Fiskerne, der trykkede af deres Stadsdragter, af Generthed og Morskab trådte hverandre over Tæerne i Krogene og puffede til Etagererne med de kongelige Gaver - til et lynende Blik fra deres Herre traf dem, og Hans knubsede dem bort.

Konversationen gik trangt; ved Begyndelsen af disse Sammenkomster holdt Prinsen strengt over, at et højtideligt Ceremoniel iagttoges, og - hvad havde vi at sige hinanden, som vi ikke i Forvejen vidste?

Men nu sloges Dørene op til Spisesalen, der fra Prinsens Kabinet strakte sig i Husets Længde med Vinduet ud mod Kirkegården, og Bordet funklede os i Møde, tindrende af Lys og Sølv, af Krystal og Dækketøj .

Der gik igennem os en Viden om vor Værts Byrd og Rang, og mens vi alle fyldtes af hed Glæde ved Tanken om de ukendte Vine og ukendte Retter, der ventede os derinde og for en Stund skulde flytte os fra vore Kår og vor Ø ud i "den rigtige Verden," listede vi, Embedsmænd som Fiskere, ærbødige og tavse bag vor Vært, der med sin på én Gang genvundne Holdning skred foran over Tærsklen.

Hans stod bag hans Stol tilbrillet og højtidelig, og bar på sine hvide Vanter de kronede Fade rundt og skænkede op af de servietsvøbte, selvhalsede Flasker. Og i den ædle Duft af Vin, i den lødige Funklen af Sølv og Guld, vågnede Prinsen mer og mer; hans af Angst og Blæst og Ælde forvitrede Ansigt strammede sig værdigt og højtideligt, hans pjuskede Nakke fik Adelsslægtens Stejlhed, og i de våde, blålige Øjne, der lignede anløbne Strandsten, glimtede et Genskær af Hoffets Lyshav. Han havde nået sit evige Mål: han havde glemt sig selv: det stakkels Menneske for Prinsen, Kongens Yndling, Hoffets maitre de plaisir.

Og mens vi skottede sky til alle de forunderligt udseende Retter, der bødes os, og som vi i vor Forlegenhed ikke vidste, hvorledes vi skulde behandle, tømte han Vinglas efter Vinglas, og for vore undrende Øjne så vi 326 ikke mer den velkendte, nedbrudte Stakkel, men Herren af det ældgamle Blod, en Åbenbaring af fornem Skønhed, af Arhundreders Rigdom og Kultur og Lediggang.

Og han løftede sin Stemme, som Sorgen gav Renhed, og med Øjnene stift stirrende, rejst med Glasset i den ene Hånd og den anden knyttet mod Bordet, manede han i højtidsfulde Ord sin Fortid frem - sin Barndom i Ætteslottet ved Rhinen, sin Pagetjeneste hos Christian den Syvende, sin ungdommelige Kammerjunkertid, og de første Gesandtskabsår . . . fremmede Kår og fremmede Egne, vi alle betagne, åndeløse lyttede til.

Mens Ørkenens Nat stirrede bundløs sort imod os, og vi hørte det evige, dumpe Kor af Havet, talte i Dødsstilheden hans Stemme om al den Herlighed og Pragt, denne Verden kan dølge sin Nøgenhed i, og som for hans eget tomme Sind havde været Godhed, Skønhed, Gud - uden hvilken intet, intet fandtes undtagen Fortvivlelse.

Og mens vi lyttede tavse, var det, som strøg al denne Jords Prunk os, dens Allerfattigste, forbi, og vi skælvede med i hans Suk, så de ranke, brændende Kærter, der syntes tavse at lytte til deres egen Pris, til Prisen for Glans og for Tomhed, sitrede.

Men da brast også Prinsens Stemme, Glasset faldt af hans Hånd, og som det ødte sin Vin over Dugen, tabte han sin Besjæling.

I lallende Pralen, i hikkende Trusler udstødte han en Strøm af uhumske Historier og Løgne om de høje og allerhøjeste Herskaber, om fornemme og berømte Herrer og Damer i Syd og Nord, i Øst og Vest.

Hele Bærmen af sin kongelige Vin gød han ud over os, skyllende Slatterne i sig, gispende og savlende og spildende på sin Vest.

Og mens Bordets høje Kandelaberkærter, der havde kastet deres Lys over Sammenkomsten og funklende i Guld og Krystal havde gjort den til en Fest, én efter én osende brændte ned, gav Gæsterne sig sanseløst hen i Nydelseu af de ukendte Vine og Spiser, i Rusen af de fremmede Drikkes og fremmede Krydderiers Hede, i drukkent Minde om hine høje Herskabers Glæder, hine 327 kongelige Selskabers Fryd. Man sank i en Pøl af Drikke og Mad, glemmende sig selv og glemmende Nattemørket derude, glemmende sin dybe Forladthed midt i Havet, i denne ene Times Bad i det for alle fælles Blod.

Skrigen og Råben, Banden og Næveslag haglede gennem den tobakstågede, vin- og åndestinkende Luft - til Prinsen med Et ravede op, ludet hen over Bordet, med sin vældige Kørepisk i Hånden og skrålte under, lallende Eder og Vræl:

"I Krapyl, hvad Satan bilder I jer ind? I Rak, sidder I til Bords hos Prinsen af Bernburg Lippe? hva'? Herrut! herrut! I Tiggerpagas!"

Og Piskens Snert suste ned over de dukken de Hoveveder og de flygtende, tumlende Skikkelser. Hele Selskabet opløste sig i vild Tumult, i Flugt og Fald, i Brag af knuste Stole og Klirren af Ruder og Glas - til Hans Hofman bagfra greb sin rasende Herre om Livet og slæbte ham ud, mens Prinsen hulkende hang over hans Arm og med pjevrende Stemme anråbte om Skånsel, Skånsel - å Nåde! at ikke forstødes, at ikke levende begraves, at ikke sendes til den frygtelige Ø ... alle Djævles Sæde . . .

Men næste Dag, når Prinsen sov Rusen ud bag nedrullede Gardiner lige til om Aftenen, og Fiskerne med fumlende Fingre og blissede Øjne søgte at rede deres Garn eller forrette anden, ikke altfor anstrengende Tjeneste på Landjorden, var denne ubehagelige Afslutning på Festen glemt. Så beruset af Højhed og Vin var Prinsen aldrig, at han jo ikke sørgede for, at hans Svøbes Snert gled uden om Embedsmændenes Hoveder, mens jeg jo nok af og til midt i Virvaret kunde få et Smeld med som et Bevis på, at også jeg beskæmmede Prinsens Bord ved min Nærværelse - og ligesom Fiskerne hørte til de Ufarlige.

Ak ja, jeg var jo mer ufarlig end de! Ti når Prinsen ud på Aftenen, ledsaget af Hans, kunde ses at halte Gaden igennem mellem Fiskeskeletterne og Stejlestenene og dukke sin grå Gestalt ind under Fiskenættenes og Isingernes Guirlander og søge fra Stengærde til Stengærde og ligesom tilfældigt komme i Snak med dem af Folkene, der havde været med til Gildet i Går, og 328 ligeså tilfældigt stille i Udsigt en Lettelse i den tilstundende Fæsteafgift eller en Tilladelse til Græsning i Kæret - gik han stedse min Dør forbi, den høje Trappe op til Præstegården, uden så meget som at mindes mig . . .

Hvorfor jeg alligevel altid påny var rede til at stille ved disse brutale Fester? Ak, mine Herrer og De, Fru Ellen, om De havde været ensom og ung i de Tiders Vintre, da intet, selv ej det mindste Bud nåede til vor Sne- og Mørkegrav, uden de sørgelige Strandinger, hvis ihjelslagne Mennesker og tilisede Vrag end mer vakte den Forestilling hos os, at vi var Dødens Ø, hvor alt tilsidst drev i Land - om De havde oplevet mine Dage i Skolestuen, mine Ture i Ørkenen, mine Aftner ved min kolde Rude og med Tranlampen, jeg tror, De vilde forstå det!

Havde man for Dem, midt i den endeløse Vinternat, tændt et sådant Bål, jeg véd, De havde kastet Dem i det som jeg.

Og desuden - inderst inde i mit Blod, unåelig for Kulden og Ydmygelsen og den trannede Fiskespise, sad der jo en Medviden om hin verdslige Skønhed, om hin Vinens og de pirrende Spisers Krydderi, et Næt af forvænte Smagsnerver, der, pint ved den kummerlige og stinkende Barbarføde, jeg havde svælget fra Barn for min glubske Sult, havde krympet sig sammen, men dér i Prinsens Stue, i Dunsten af Lys og Mad og Vin, rettede sig ud og nød, som mine Hænders Hud nød Gaflens vægtige, kolde Sølv og Damaskets og Porcelænets Glathed. Ja, ingen Isinger, intet Flæsk eller stenhårdt Brød, ingen kalkrå Vægges Fugtpletter, ingen Træstoles Hårdhed havde tugtet Mindet om mine Forfædres Vaner ud af mit genstridige Legeme, så vagt det end levede i mit ydmyge Sind! Og derfor tror jeg, jeg har lidt længere og mere, end Eberhard kunde drømme om.

Men som i mig blev også i alle de andre Erindringen om denne årlige Prinsefest tilbage, og uanset Lettelse i Afgift og Restance, tror jeg, også Fiskerne tog de efterfølgende Prygl med, ja næsten anså dem for det mest naturlige Udfald af deres Besøg i Slaraffenland.

329

Tit, når jeg på min Løbetur Øen rundt, så en af dem, der på den grå Strand var i Færd med at hale sin Båd ud i det vinterskummende Hav, med Et falde i Tanker, mens Blikket tabte sig ud i den mørke Horizont, vidste jeg, at nu gik en Undren gennem ham over, at et sådant Festliv virkelig levedes et Sted derude, ej blot i de gamle Sagn - og at han i Sandhed havde været med i det . . .

Og således gik det til, at Prinsen aldrig helt forskertsede sin Mission her på Øen: at repræsentere det Guddommelige.

Lige siden den Gang en fjærn Oldenburger, i den skæmtsomme Anledning af en Prinsesse Bernburg-Lippes illegitime Nedkomst, havde forlenet den lykkelige "Fader" med Øen: "denne den kosteligste Klenod i min Krone" og vitterliggjort sin Hyldestgave for evige Tider med sin kongelige Hånd og Segl - havde en mystisk Glorie omstrålet disse aldrig sete Guder, hvem den Jord, man trådte, den Luft, man åndede, tilhørte, ja hvem selve Havet tjente, så sandt som der tilfaldt disse Fjærne to Tredjedele af det Vraggods, der ved andres Forlis og ens egen Livsfare, reddedes i Land som Himlenes eneste Overskud til denne magre Strand!

Men mer end nogen af sine Fædre havde han tynget Øen. han, dens Gud, der omend usynlig, dog var nærværende! Og siden, da han trådte frem for alle og sås i sit ynkelige Pral, sin sløje Godlidenhed, sin altfor menneskelige Skrøbelighed, havde han vel, ved at dele sine Trælles Hverdag, berøvet Kravet dets Glorie, men ved de Fester, der holdtes for deres fra Havet og Sandet fravristede Penge, og hvorfra de joges ved hans Piskesnært, helliggjordes han atter med hin skønne Uretfærdighed, Menneskene kræver af sine Guder. -

Og nu selve dette Øens Folk - Kære, jeg har levet iblandt dem i fem og halvtredssindstyve År og har undervist dem. så langt, langt de fleste af dem, der lever her nu. Jeg har ejet deres Barneøjne og Barnesind i den lille Skole derhenne og har siden fulgt dem gennem Konfirmationen og Ægteskabet og tit til Døden med.

Næppe to af dem alle er forsvundne fra mig, ti ingen 330 forlader jo denne Ø, og selv den fjærnest Rejste vender tilbage til den.

Jeg har været med til Folkets Fester og Rettergang, dets Gadestævner og Jordskifter, dets Snapsting og Legestuer; til dets daglige Arbejde, dets store Marehalmsslæt og dets ringe Kornhøst, dets Pløjning ved Mikkelsdag og dets Såning ved Sankt Søren, dets Kreaturrøgt - mest gik jo Dyrene løse - og Sanken Fårekager til Vinterbrænde.

Jeg har ligget ude i Vårens og Høstens Dagsæt- og Somrens Natsætfiske, til Fangst med Rokke- og Flyndergarn, til Dræt med Hornfiskevod. Jeg har levet med i de lange Nætter, når Silden kommer, og Øen omstråles af de mange hundrede Fiskefartøjers Lys og Lanterner, vore egne og Svenskernes, og det for den, der står på Kirkebjærget, er, som havde Fastlandet pludselig sluttet os inde i sin strålende Favn, sin festlige Ring af By ved By, eller som var de svundne Tiders døde Fiskere stegne med deres Både af Havet og Glemslen og lå derude i alle Århundreders store Fiskedræt.

Jeg har lyttet til deres Snak, de kolde Timer derude under de blinkende Stjærner eller de lumre under Loftsbjælken Vinteraftener, når Kvinderne spandt og vævede deres Bolt Hvergarn og Vadmel til Fastelavn, deres egne, deres Husbonds og Børns Klædedragt, og tilberedte Lød af Farveurt og Allun, eller spandt til de fem Fiskegarn, som Mændene knyttede og snittede Flæene til af Kork og Træ - Rokkegarnene af Hampeblår og Flyndergarnene af Hør - mens Rummet stank af Oldtids Indelukkethed og Tran, og Lermunken hedede som i en Dampstue.

Stormens Suk gik omkring Huset, det store, gamle Våd rørte sig på Loftet - en Stranding stundede til, og Luften kærede af Skrig på ukendte Mål. Sagnene gik fra Mund til Mand.

De Fremmede hist oppe i Kirkegårdssandet kunde ikke finde Hvile for Hjemve og Kulde, men løb under de fygende Klitter, lagenflagrende og kaldende på deres Hjemstavns Skibe, som de fornam var nær i Natten, og tit dragende dem og deres Besætning med ind i samme Nød, ved Lyden af det hjemlige Mål.

331

Fjærnest nord i Ørkenen, hvor "de brodne Sandes" gule Kværn først havde udspyet Sandstormen over Øen fra Helvedes Dyb, og hvor et Menneske ikke satte sin Fod Året rundt, fandtes en Vinter, under et fælles Kistelåg af Is, en Skibsbesætning, dødt stirrende mod Horizonten.

Når var de strandede? Ingen havde set et Skib, ingen Vragstumper var drevne i Land.

Det var "den flyvende Hollænderes Besætning, der på denne Kyst havde fundet den Hvile, de havde jaget efter alle Have og Århundreder rundt.

På Nordveststrand forliste et engelsk Krigsskib med ottehundrede Mand. Da drev Havet af Lig; man sankede i trende Uger. Den Nat de omsider alle var gravede ned, fandt ingen Søvn på Øen.

"Hvor er vi mange i Nat!" sagde gamle Jasper Friborg.

Kahytsdørene, der nu skinnede med deres gyldne Lister langt hen under de sorte Tangtage, ruskedes af Stormnætterne som af Hænder, der kendte Grebene, mens sære, exotiske Dufte strøg i Kamret, og de perlemorssirede Strandingsmøbler knagede som under fornemt Besøg i Fattigmandsstuen.

Men den palmesyede Dug, der forvaredes i Præsters Kiste, og hvori alle er døbt, den fandt de på Nordstrand, svøbt om Liget af et engleskønt Barn med gyldne Lokker, ingen kendte . . .

Fremmede, forunderlige Klenodier sendte Havet op på vor Ø, tit Ting, hvis Værd og hvis Brug man ikke vidste, det Fjærnes og det Dybes Skatte . . .

Er Kirken ikke bygget af en Fremmed, en Russer? Til Tak løber Kirkelammet på Stranden hver Nat, et russisk Skib er Revene nær, og ingen Storm har endnu døvet dets Brægen ... -

Og mens det rimmede og skraslede så mindeligt om Husets Hjørne og Vindve af de løsgående Heste - som ikke måtte komme i Ly før Jul, at Foderet kunde række, og derfor tit forkom af Ange i Ørkenen, hvor de vankede om i Sneen, eller som Fårene søgte til Byens Kartoffelkule på Søndertofte, at opæde Menneskets 332 fattige Fede, eller ruskede Taget ned over Hovedet på os at mætte sig i Strå og Tang - herte jeg Sagnenes Hvisken fra den århundredgamle og dog så nære Fortid.

Sagn om Præster og Fogeder, om deres Had og Trætte, deres Drik og Skørlevnet. Om Fogeder, der krævede Førstegrøden af hver Plet i Kæret som Førstegrøden af hver Kvinde på Øen; som ranede den sidste Tredjepart af Vraggodset og tilsidst en Morgen på Sønderbjærgets Top daskede med døde Arme og Ben i Blæsten, spiddet på en Fork, med to Leblade krysset i Brystet.

Om Præster, der blev afsindige af Ensomhed og udstødte forfærdelige Gudsbespottelser fra Prædikestolen: at ikke Gud, men Satan var denne Øs Skaber; bad dem kende ham på hans Værk og dyrke ham ved Drik og Hor og Drab. Om andre, der mente, Gud havde gemt sig for dem i Ørkenens Sand og lå derude Dag og Nat, på Knæ, med gravende Hænder og tudede, som selve Øen, efter den forsvundne Frelser. Eller som en mørk Nat, vilde af Skræk for Forgængernes Rumsteren oppe i Præstegården, ranede en Båd og roede midt ud i Havet og Stormen i Håb om at nå Land, og aldrig siden spurgtes til.

De talte om "de Unges Båd," hin store, skønne Båd, der byggedes af et strandet Skib, og som selv i den største Havsnød var som under en hellig Beskyttelse, under Vingerne af en hvid Due. der bestandig viste sig over den, mod den sorteste Uvejrssky, og lyste den hjem til Øen. Jo, visselig, et Brystben af Duen, Åndens Fugl, måtte have været gemt i hint Skib og være fulgt med over til "de Unges Båd"!

Og de talte dunkelt om Hexe og deres Hærgen på Øen, deres Henvisnen af Glæde og Ungdom; om gamle Kvinder, der i Nag til de evigt altid samme Mennesker og den evigt altid samme Horizont, udspyede deres Forbandelsers Gift over hvert Barn, hvert Ungkvæg, hver Vår - om deres endelige Straf, når Øens Folk, under de beskyttende Juleklokker, og mens Præsten bad højt for Altret, styrtede sig over den Gamle, der kun havde sin Krykkestok til Værge, og med Næver og 333 Træsko sendermalede hende og splittede hendes blodige Rester af Kød og Klude for den signede Nats Blæst.

Om Påskemorgnerne før Doktor Ørebro, Øens første Læge, korn, og deres Legemer var voldgivne Feberen som Skibet Havet - da de ude i Ørkenen sprang over "de rensede Vande", en vanvittig Springdans af Pestslagne og Døende, mens Solen randt af Bølgerne . . .

Om Svenskerne talte de, deres Røvertogter i de ældgamle Dage, det uvæbnede Folks Rædsel for deres Stridsplejler og Hellebarder - om besynderlige, vilde Kampe ude i Ørkenen med Stenkiler og Flintespyd, Våben de Døde rakte op af Sandet til deres Efterkommere. -

Som Stormen ud langs vore Kyster kan blotte Skeletter af Strandvaskere, der er et Årti eller et Århundred gamle, således blottede hine Afteners Tale de . svundne Tiders Jammer på vor Ø.

Hungerens År, da de Døende slæbte sig ned til Havet og med bristende Øjne stirrede efter Hjælp, og deres Nødskrig vejredes hen, uhørt af hvert levende Øre.

Pestens År, da de løb langs Stranden, de få Levende her, i Rædsel for hverandre, og i Vildelse styrtede sig i Havet fra den besmittede Jord . . .

Ak, Luften er sort af Sorg og Nød over denne Ø: Gud Herren har forladt den!

Jeg hørte Hvisket fra de ældste Slægter -! Helt fra den første Skuren i den aldrig betrådte Bred, da hine Oldtidsfiskeres Kano sloges i Land; af det første løbende Fjed om Øen. dets bange Fart - og dets bratte Standsen, da det nåede sit eget Spor igen . . .

I Folkets Røst er endnu et Ekko af hine førstes Skrig, da de så sig i Havet og forstod, at de aldrig skulde nå til Skindteltet under Skovens Bryn igen. Men også Suset af hin Tids Skove på øen. Suset af Blåskoven, den aldrig sete, forlængst faldne, hvis Rødder endnu bunder så dybt i Hjærterne som i Ørkensandet derude, hvor hver Vår fylder Stubbene med Småpiles Gyldenprikker.

Som Slægternes ældgamle Drøm om Paradis åndede hin forsvundne Skov sin Svalhed og sit Læ, sine Myter 334 om Blomster- og Kildeånder ned gennem glødende og blæsende Århundreder.

Dér, hvor nu Marehalmet skrev i Sandet sin tidløse Ring om sin egen Ensomhed, hvor Mågen flakkede efter sit eget Skrig, hørte de en Storskovs dybe Toner i Stormen, så de solgrønne Løvbølger rulle og dukke sig, og fornam den ømme Duft af kildesvalt Mos.

Under Fuglesanges Kor bredte Skoven sig om Sønderbjærgets Fjæld og vendte sit løvdunede Bryst imod Verdenshjørnernes Vinde. Af Kærets fiskevrimlende Sø steg Skoven dem i Møde, som endnu en Vår af underjordisk Frodighed.

Å, jeg har jo selv i hin Lind på Sønderbjærgets Hæld, der min Landstignings Aften hilste mig fra mine nyligt opdagne og atter forsvundne Skove på Sjællands Kyst, hørt Blåskoven suse, åndet dens Ozon i min blæstpinte Lunge, set den løves og brænde op i Høsten!

Og da hint Blåskovens sidste Træ faldt og styrtede i Havet, da gik dets bristende Rødders Suk gennem mit som gennem Folkets Hjærte, som det sidste Farvel til Skoven . , .

De som var ældst på Øen i mine unge Dage, den gamle S vente Salme og Mærged Duun, for ikke at tale om Enken Abel, den Udødelige, kunde berette, at deres Bedsteforældre havde oplevet den store Brand, da en Kvinde stak Ild på Blåskovens sidste Rest, og Bålet sås i Jylland og Sverrig, og Folkene inde på Fastlandet korsede sig og troede, hele Øen brændte bort af Havet.

Men de Oldtidens og Middelalderens Folk, der selv har lagt Øen åben, idet de ryddede Skoven for at skaffe deres Boliger Plads og siden brændte den for at koge Salt, jages hver Høstnat med Sandet hen over Øen som usaligt hylende Ånder . . ,

Og jeg hørte om Stenrevene og Flintesmedjerne derude, om den gamle Havbund og de gamle Bopladser, hvor i Midnatten Skibes Køle stryger gennem vrimlende Fiskestimer i det flimrende Måneskin, eller Skygger af frysende Kæmpehænder glider hen, og tungsindige 335 Hammerslag høres, mens svage Gnister springer frem og blæses ud af Vindene ...

Men de tav om det Årtusindes Ensomhed, før Menmesker atter kom til Øen, det Årtusinde, hin Stenalderslægt var ene, og Broncealdren levede i Norden, men ikke satte ét Spor på denne Ø.

Men jeg tænkte på den Landingsdag, da Øens Folk så et Skib, der havde vovet sig ud, var nået over Havet, og de erfoer, at de varoikke ene på Jorden - den Dag, da de vågnede op af et Årtusindes Søvn, og i de Kommendes Latter og Tale og Færd fornam de Minder, der var så vage som Drømme, om et Land, de én Gang kom fra, et Land usynligt bag Vandene, men et Land, de nu i Sandhed så. var Gyldenriget. Ti de Kommende var dem jo kun lig som Guderne Menneskene, som Sværdet Stenkniven, som Kunsten Nødtørften.

Den Gang fødtes i vort Sind Visheden om "den rigtige Verden". De besøgende Guder gik, som de kom. Men efterlod deres sviende Minde. -

Herre, jeg har kendt de ældste Dages Ø, som de gamle og nutidiges. Jeg har fulgt næsten hver eneste én af dem til Jorden, der fandtes her. da jeg kom hertil. Og med hver af dem har jeg begravet en Sejr. En Sejr over Livet på disse Kår.

De har levet her længe nok til at sande de Ord, som hin gode og tro Foged, der tillige var Øens Præst, da ingen Gejstlig var at formå til at komme herover, sagde om os:

"Når en af denne Øs Folk dør, dør der en Slave, og jeg vil følge ham til Jorden og vise ham den Ære, jeg kan."

Men De har dog ikke levet i den Tid, da ingen Havn fandtes, da ingen Motorer kendtes, da Søen dækkede over sit Skød af Græs; da Herskabet tog over Hælvten af vor Indtægt og Præsten det halve af dens Rest; da vi intet Redningsvæsen havde, da vi ikke forbandtes med Fastlandet ved Telegrafen, da Konger fødtes og dræbtes, Krige brød ud og fuldendtes, Riger opstod og forgik, og vi vidste intet derom før halve Ar efter!

Men gå ud i Ørkenen, ud mod Fyret, længst østen i 336 Pakhusbugten, og stå dér, mens Marehalmen hvisler om Dem, og Stormen suser hen over Dem med det golde Sand og det golde Skum, og betænk, at dette gudsforladte Sted kaldes "Indien", i Taknemmelighed for, at Marehalmen dér gror så tykt og skænker os så glædelig en Høst til vore Kreaturer, der knap véd, hvad Græs og Hø vil sige! -

Men skønt jeg således har levet med Øens Folk og dets Historie, i Glæde og Elende, og tit været den mest Nødlidende af dem alle, har jeg bestandig været ensom blandt dem.

Som jeg den Dag i Dag med Nød kan forstå deres Sprog, når de taler til hverandre indbyrdes, har jeg heller aldrig lært at fatte deres Tankers Liv. Så længe og så hårdt ensomme har de været, at de ikke tilsteder nogen Fremmed Adgang til sig. Også derfor har Embedsmændene, især i gamle Dage, lidt så usigeligt herovre; også derfor blev mit Liv så trangt.

De var sjældent onde mod mig - hin unge Mand, der kastede Sten efter mig den første Dag, har altid haft Brødre, som han har det den Dag i Dag, men ikke mange. De fleste hader ikke os Fremmede, fordi vi glemte dem og lod dem ene, men vi er dem ligegyldige. O Herre, hvor har jeg været dem ligegyldig! Selv Børnene, hvis Hjærter jeg dog en Tid har holdt i min Hånd, af hvem jeg søgte at opbygge mig en Mur, et Hjem, selv de svandt bort fra mig, når de blev ældre, jeg véd ikke hvorhen - ind i Ensomheden, ind i den Hemmelighedsfuldhed, det aldrig skal lykkes en Fremmed at udforske, ind i Århundredernes Mørke!

Jeg har jo kendt mange, der viste mig et venligt Ansigt, et Smil, et Råd og en Hjælp - det er jo intet ondsindet Folk! - men jeg frygter, at ikke i éns Hjærte har jeg boet. Ikke én vil huske mig efter min Død. De er kun sig selv.

Se på dem, ser de ud som vi andre? Se på deres hvide, skæve Ansigter, der stirrer fra det blåsorte Hår og Skæg som fra Oldtidens Huler - lyser ikke svundne Glimt i disse smalle, sorte Øjne?

Jeg tror, de aldrig fuldt har overvundet hint Årtusindes Ensomhed. De er bestandigt af et andet Århundred end vort.

337

Som Fremmed har jeg levet iblandt dem, ja, som en Fremmed! For husk dertil, at de alle er af ét Blod, alle Søstre og Bredre, indgiftet i hinanden, levende af hinanden og fødende hinanden gennem utallige Tider, alle af hine første, en Stenalderstorm drev ud i Ødet.

Af anden Tid og af anden Slægt end alle vi andre, men indbyrdes forbundet som Blåskovens Rødder derude, der har viklet sig i hinanden, så intet fremmed Legem kan trænge sig imellem dem eller rede dem ud fra hverandre. -

Der gives ikke tapre Redningsmandskab på Danmarks Kyster.

De mørke Uvejrsnætter har jeg ligget her og hørt Havet og Himlen bruse over os og suse gennem min Hytte med Blæst og Sand, så mit Hår fløj, og mine Tænder knasede, og tænkt på Vagtholdene, der nu, to og to, stred sig ud langs Øens Luvside, spejdende efter Nødsignaler fra det bælgmørke Hav. Den Gang, før Telefonen kom her på Øen - og jeg var nær de halvtreds, da den kom - måtte de jo styrte sig ind gennem Ørkenen for at nå Byen og allarmere Kammeraterne, og jeg lyttede efter de tunge Støvlers Stamp forbi mit Vindve, som siden efter Dørens Huggen i ovre i Telefonskuret - og vidste da, at nu havde Øen fanget et Skib. Og som Jacobus Uz fandt jeg ingen Ro for Tanken om, at denne Dynge Sten, der holdt os oven Vande og oppe i det bitre, nødtørftige Liv, sænkede andre i Havet og Døden.

Men når jeg hørte Skrigene og Larmen inde i Byen, hvor alle Døre reves op, og alle styrtede ud, og Spørgsmål og Svar fløj hen i Stormen, mens Lygterne flakkede, og Redningsbåden rullede af sit Skur, og strax efter af otte til tolv Heste, fulgt af det løbende og råbende Mandskab, båres af Sted tværs gennem Ørkenen, gennem Fog og Driver af Sand og Sne, ud mod det brølende Hav; og siden når jeg, klamret fast i Marehalmen i en af Klitterne, så Båden forsvinde i Vandene - som med alle sine Årers Vinger knækkede - og stige op påny med sin duvende Lygte og atter dukke under, mens Kvindernes Åndedræt ved Siden af mig steg som Ild om mig midt i Issludet, og deres Hjærters

338

Hamren overdøvede Stormen for mig - da følte jeg, at nu tjente dette Folk sin Leje af for Læ og Ly, og til stod, at jeg var uden Ret til deres Ø.

Men så vel i Frelsens Øjeblik, når Båden gennem Brændingens Snestorm løb på Land med de fremmede Gæster, der nær havde slået sig til døde på dette Hjems Tærskel, som i Undergangens, når Havet tordnende slængte den afmægtige Båd tilbage og til Tak, fordi den havde vovet sig ind i dets blinde Vilje, havde tømt den til Hælvten, glemte mit Hjærte i sin Medjubel eller Medklage sin fremmede Byrd, gennemsitret af det Sus af Død, der står om denne Ø så evigt som Havet. - Af disse mange Fremmede, jeg har gået iblandt, husker jeg næsten hver og én, hans Færd og hans Træk, hans Vaner og hans Smil. Men, om hans Liv i hans Familie og i sig selv, véd jeg intet. Jeg har levet Dør om Dør med dem, men Dørene gik aldrig op; jeg har åndet under samme Himmel som de, men jeg véd ikke, hvad de så under den. Kun enkelte har jeg virkelig kendt, fordi de var blevet ensomme som jeg, skilt fra de andre ved Sind eller Skæbne.

Jeg tænker på hin gamle Kone, Mærged Duun, der hver evige Årets Dag, ihvad Vejret så var, ved sine to Krykkekæppe slæbte sig op ad Sønderbjærgets Hæld og ludet langt frem på Stokkene spejdede ud over Havet, om det dog aldrig vilde give hende hendes Søn tilbage, og siden, grundende, ned over den skumkransede Ø, som spurgte hun sig selv, hvor nogen kunde slippe denne den eneste Plet Jord fra sin Fod . . .

Hende havde den bestandige Spejden didud gjort ensom, og ofte, når hun, overvældet af Alderdom og Træthed, på Tilbagevejen tyede ind til mig, her i min Hytte, faldt vi i Snak. Og jeg måtte da forklare hende, at der virkelig fandtes en Verden bag Havet, hvor Mennesker kunde gå tørskoet og finde Lykken.

Men altid endte det med, at hun i et Suk udbrød, idet hun atter hev sig op på sine Kæppe:

"Men ikke for den, som fødtes her! Og derfor véd jeg, han må komme tilbage."

Og tilsidst blev det også mig helt svært at forsikre hende om Muligheden for at finde en anden Kyst, og 339 jeg troede som hun, at han måtte komme, om han da ikke forlængst havde fundet sin Hvile på Sandet under Havet . . .

Og jeg tænker på den unge Fisker, Lavrus Potter, i hvem Øens Ensomhed, dens Leven af sig selv, dens Århundreders Blodægteskab havde samlet sig som en Sot og kåret sit Offer.

Slægtsrødderne, der var filtret så tro i hinanden, havde slået en Knude i hans Bryst og kvalte hans Vejr, Som hin Fange, der så Væggene bestandig rykke nærmere ind på sig, Dag for Dag, fornam han Øen om sig, Men inden den tog ham, søgte han at undfly den, at særmærke sig og forny sig ved en fremmed Ånd.

Han havde fået i Arv en gammel, engelsk Bibel fra et strandet Skib og ved at sammenligne den, Ord for Ord, med sin danske, havde han lært sig selv Engelsk. Men som dette Engelsk var et besynderligt, længst overlevet og ubrugbart Sprog, ukendt med al Nutidens Handlen og Tænken, ja Brugsgenstande, således slap Øen ham ikke ud af Fortidens Ring.

Da groede et vildt Nag op i ham til hans egen Slægt. Men det var hvert Menneske, han så, og han bundede i dem som i sit eget Legeme!

Han søgte Frelse hos mig og de enkelte andre Fremmede - Doktor Ørebro og Fru Lenore - men som ingen her på Øen kan forstå, hvad nogen taler ovre bag Havet, kunde han ikke fatte vor Tale.

Så sænkede han sig i sit eget, vilde gøre Øen til sig selv, at ikke den skulde gøre ham til sin. Han gennemgravede Flintesmedjerne histude og de gamle Bådebyggersteder nede på Nordstrand, at finde sine egne første Spor, som han i de gamle Fortællinger og i sit Blod lyttede til sit ældste Minde.

Men da opslugte Øen ham helt, Han tabte sig selv - glemte sit eget Liv og sit eget Navn; hans ivrige Spørgsmål og Svar blev til en nynnende, ordløs Sang, en evig lang Tone som Blæstens gennem alle Tider. Hans Øjne og Læber blev blege som Sandet og viljeløse som Belgerne. Han forsvandt i Ørkenen og gravedes først frem som Lig af den Sanddynge, han havde rodet

340

sig ned i, så dybt som havde han villet forsvinde i Øens ældgamle, fælles Jeg . . .

Men ene omme bag Kirken boede hun, hvem vi kaldte Enken Abel, skønt ingen vidste noget om den Mand, den Silads Klokker, hvis Navn stundum udgik fra hendes Mund.

Men hvor kunde vi også det, selv her på de Saliges Ø, hvor de Levende er så få, at de Døde, Fiskere, Præster og Fogeder, helt tilbage fra forforrige Århundrede endnu den Dag i Dag, med deres Navne og deres Træk får Lov at færdes iblandt os ad de gamle Stier, inden Havets vante Ring - når Enken Abel sagde os, at hendes Mand havde hængt sig i sit Klokkereb, da hun var ung, i Fortvivlelse over aldrig at høre en anden Klokke svare hans og ingen af os, end ikke de Ældste, vidste, hvem Enken Abel selv var?

Gamle S vente Salme og gamle Mærged Duun mindedes kun, at da de var Børn, sagdes Enken Abel at være langt over hundrede År, men var ukendt af alle.

Og nu? Vi blev tavse, når hun krøb over Øen på sine Krykker, ud i Ørkenens Grå, til Blåbjærg, hvor vi skimtede hende, som en Sandtue, spejde til Havs - efter hvem? Efter Silads Klokker? eller - efter Døden?

Men dybest nejede Mo'r Duun sig for hende, når hendes klamme Pust trak os forbi. Ti, sagde hun, hvad er det at glemmes selv af sin Sen, mod det at glemmes af Døden?

Jeg søgte Enken Abel, Silads Klokkers Efterleverske, i Kirkebøgernes Krypt, med skælvende Hænder, ti jeg vidste jo, jeg søgte for os alle, for at løse vor Angst og vor Gåde. Men da jeg var nået til den første og den ældste, langt oppe i den katolske Tid, nogle smuldrende, løse Blade fra Morup Kirke i Halland, hvorunder vi da hørte, og endnu ikke havde fundet hendes Navn, sank jeg sammen over dem - - Vi afsides boende, hvem Livet glemte, kunde vi også glemmes af Døden?

Hun, der sagde sig at være født og døbt og viet på denne Ø og aldrig blot én Time været borte fra den - end ikke de århundreder-blege Skrifttræk nåede hende.

341

Vi frygtede ikke de Døde, de blandede sig jo mellem os som vore Lige. Histhenne i Kapellet, ved Ørkenens Rand, stod den evige Kiste åben. De steg op til os og vi ned til dem, ad det dunkle Dyb. Vi mødtes med genkendende Hilsner, som Voxne og Børn.

Men hun, Enken Abel, var Genfærdet, levende og dog død, dem og os, deres Tid og vor - den jordiske Evighed!

Jeg søgte til hendes Stue, hvor hun sad så ene som i sin Tid. Ti alle, med Undtagelse netop af Jacobus Uz, skyede hendes Hytte i Veje så lange, som havde Øen med Et fået nok af Plads. Ti i den dybe Stilhed hørte man bestandig hendes Mund gå derinde, og ingen tålte at lytte til denne Mund, der var ru og sprukken som en Sprække i Jorden, hvorfra det Begravne mumler.

Men jeg vovede mig derind, og halvkvalt åndede jeg Rummets Lugt - eller var det hendes egen? - - af Spindelvæv, Mug og Trøske, men aldrig af Mad eller Sved - for dér i hendes Ansigts hvide og forvitrede Ligtavle, hvis menneskelige Skrift, Årene forlængst havde slettet, at forske deres egne ramme Runer.

Jeg lyttede til hendes Røst, der som hendes Ansigt, hendes Lugt var uden Farve, uden Jeg: der talte så lidt til mig som til nogen anden levende eller død; der suste som Konkylierne om hende på det nøgne, sorte Gulv, vidløst, af Tidens Ocean.

Suste mod mig de Navne og Skikkelser, ieg vidste

døde for Århundreder siden, og andre, jeg kun kunde huske fra Kirkebøgerne, et Tog af Døde, der sneede gennem Stuen og tøede i Ørkenen og Tiden, mens bestandigt nye sneede frem. Jeg blindedes af det Eviges Fog, det Dødes Snegrotte skred over mig . . .

Men pludselig hørte jeg Røster, så jeg Ansigter - : som ved Glimtet af hint Pistolskud, der oppe i Kirken, under Præstens Velsignelse havde dræbt et ungt Brudepar, der var landet her i Natten, ukendt af alle. Men den der havde affyret det Skud; der havde fulgt dem over det sporløse Hav? Mørket skjulte ham, nu som den Gang...

Men foran Alteret så jeg næste Dag og altid siden 342 hint unge Blod. Intet havde kunnet slette dets Purpur af Angst og Ild. Og under Søndagspræknernes golde Støvdrys drak jeg mig en Rus i den Elskovens og Dødens spildte Vin! . .

Og Abel fortalte: Og Pakhuset tegnede sig mod Havskummet, tungt og sort, derude hvor Bugten endnu bærer dets Navn. Rustne Ankre krogede sig frem af Skyggen, forgæves fangende Grund. Gallionsfigurer udrakte Armene mod fjærne Have og Døgn. Guld i Tønder funklede frem med glemte Skattes Råb til den sultende Kyst. Fedtede Kort kastedes i et Spil om Liv og Død, om Himmerig og Helvede - og brat sluktes Lygten over de Spillendes Hoveder . . . Sandet og Skummet hvirvlede Bjælkevæggene ind i Natten og føg, ene som Glemslen, over deres Sted ...

Et Skib tegnede sig, ribbet, med hullede, sorte Sejl mod en blodrød Himmelstribe og ind gennem det blodplettede Vand, usete af alle i den årle Morgentime, svømmede Rotternes Millioner . . Rotterne, der efter på Havet at have opædt Skibet og hele dets Besætning, nu nærmede sig denne Ø som Dommedag.

Hvorfor? Aldrig før var en Rotte set her på Øen, og aldrig siden. Men - havde ikke Øens Folk, da hint Skib landsatte sine Pestsyge yderst ude på dens Spids, i Rædsel og Raseri stenet de Pestblinde, Feberkravlende, Dødsrallende i Havet igen?

Nu kom deres sorte Ånder tilbage, efter at have hævnet sig på Kammeraterne på Skibet, for at tage deres Hævn her, hvor de ene havde tryglet om kristnet Jord.

Og Ørkenen, den evige Trussel, blev levende, vrimlende sort af Rotter. Og som en Bølge af gnistrende Tænder, af strittende Haler, i et Knurr, der sprængte Himlen, rullede den ind over Byen, over Kirken over Menneskene . . .

Og de omkom i Ørkenens sorte Pest, snublende Oldinge, kæmpende Kvinder og Mænd, blandt faldende Huse, oprodede Agre, opædte Både!

Både! De foer imod Havet, og se: dér lå en sidste Båd, skinnende hvid! De kastede sig om Bord, huggende

343

efter hverandre, efter Broder, Hustru og Moder, for at redde sig selv! Men den bar dem alle, den rummede dem alle, blødtvuggen de. Og da de så undrende i Vejret, så de over sig, med spilte Vinger, Duen - Duen over "de Unges Båd"!

Og de brast i Gråd imod Rælingen, imod hverandre, og vidste sig tilgivne og reddede.

Men i denne lille Båd, der var voxet ud til at rumme den halve Ø, svømmede de nu rundt, Måned efter Måned, nærende sig af Fiske og Regnvand, under Duens hvide Vinger, spejdende, om øen atter blev deres.

Og de så Rotterne tage af, synke og svinde i Ørkenen som Regn. Og grædende og krumbøjede landede de endelig en Dag og skred i Tog op gennem den ø, hvor der intet mere var at leve af for en Rotte, og hvor de skulde begynde forfra, som deres første Fædre, uden Redskaber, uden Ly mod Havet, i det nøgne Sand, mellem deres Forældres og Børns hvide Skeletter . . . -

Hvor kunde jeg fortælle alt, hvad jeg lyttede mig til af Tidens Røst? Jeg måtte da, som Knken Abel, være hvad vi alle, selv det yngste Barn, selv den stærkeste Yngling og gladeste, unge Pige gøs for: glemt af Døden!

Men Abel selv, den Glemte? Å, hun havde jo kun søgt Døden dér, hvor hun ikke kunde finde den, i Ørkenen, på Havet! Da hun søgte det rette Sted, fandt hun, og huskedes hun.

En Nytårsmorgen fandt Klokkeren hende i Kirketårnet, i Klokkens Reb. Hun hang dér som sin Mand, som Silads Klokker, der ikke kunde få Svar, hang dér Årets sidste Dag, som et Lod, for at hindre det nye Års Indringning, kneble dets Opvækkelsesråb!

Vi stod alle om hendes Lig, da det var båret ned og lå på den gamle Flise for Kirkens Tærskel - ti hvo af os var ikke i Kirken at indvi sig i Håb og i Frygt til det nye År? Og vi så i hendes Ansigt den Tidens Rune, vi ikke havde kunnet tyde, erstattet af Dødens, og for første Gang syntes Dødens os nem at råde.

Og da siden derinde Klokkerne og Ordene lød over 344 os, var det ikke Visheden om Genopstandelsen, men om Døden, der lagde Jubel i vort Amen ... -

Andre, der var syge af det samme Blods Møde, har jeg kendt: en enkelt Idiot, en enkelt Vanskabt, en der blev Selvmorder af Tungsind Goldt er Folket som Øen selv. Det har ikke taget til, så langt Mindet går tilbage. Som her i Reglen kun dør ét Menneske om Året - og da er det gærne den ene Ægtefælle, der følger den anden, således fødes Året rundt kun ét Barn. Nogen betydelig Mand har Øen aldrig frembragt, undtagen måske Lavrus Potter, og ham tog den i sig igen. Ikke ét Ord af hans lange, evige Sang blev nedtegnet - om den da havde noget, om den var andet end Vejrets og Mindets Sus gennem et bestrenget Sind! Men dens Tone huskes endnu; den nynnes endnu efter, den er selve Øens Stemme.

De vil sjælden have hørt nogen le højt her på Øen, eller Børnene lege med Jubel. Men De vil heller aldrig have set nogen drukken eller utro. Som Helhed har det ublandede Blod skænket Folket Styrke og Enhed, samlet Sindet som Legemet Øen, givet dem ingen og intet at savne. -

Men nu de andre Fremmede, Embedsmændene, deres Hustruer og Børn?

Ak, tænker jeg på dem alle, er det mig, som har jeg kendt alle Mennesker! Og jeg synes, at jeg, der blev gemt i Verdens skjulteste Afkrog har levet i dens myldrende Centrum, ja til Tider, at jeg har haft selve Guds Øje, der ser i Hjærter og Nyrer!

Ti her har Menneskene ikke kunnet dølge sig At sige de Fremmede på Øen, de Landsforviste, der klamrede sig til hverandre i en Oprigtighed som de Synkende på den fælles Bjælke, der driver på Havet

De senere her på Øen, de, som tog dens Glæde og dens Lidelse i Eje, da alle hine var borte, der delte dem med mig i min Ungdom og Manddom - af dem lærte jeg, at intet er nyt under Solen, at det Liv, vi lever, er det, vore Forfædre levede i de Tider, vi kalder de svundne og grubler os savnsyge over.

De vidste det ikke, de troede sig alle de første på 345 disse Strande og under disse Kår og slyngede deres Klager og deres Trods mod Vindene, der kastede dem tilbage med Sus af bristede Røster. Og de faldt tilsidst til Ro hver i sin Rede, som de aldrig troede nogen før dem havde bygget sig til Læ, men i hvilke jeg havde set Jacobus Uz eller Doktor Ørebro, Fru Lenore eller Prinsen dukke sig.

Og så vist som min Anelse hin første Dag om, at der en Gang havde levet én som jeg på denne Ø, var sand, såvist vil der en Gang komme en tredie, der vil begynde forfra på vort Liv og give det til en Eftermand, der véd så lidt om ham som om os.

Hvert Sandskorn på denne Ø har en Gang været et Menneske, og i den sidste Høststorm vil vi alle flyve til den fælles Guds Favn.

Mit Livs halvtredsindstyve År, hvad er de her på Øen, der med alle sine døde Børn har beholdt alle deres Århundreder i sit Skød? Derfor - : på denne Plet, som jeg tilsidst fik gjort til min, så hver Sten og hvert Marehalm er Dele af mig selv, og jeg fuldt og fast tror, at jeg altid hist oppe vil høre Bølgerne sukke om dens Bredder - har jeg, så ofte jeg gav mig hen i de andres Glæde eller Sorg eller Råd, måttet fornemme, at nu talte en Fremmed uden Fødslens eller Forfædrenes Ret, kun med sin egen lille, korte Lidelses.

Det skænkede mig forud for de andre den Følelse, at jeg har ikke blivende Sted.

Men nu, da den Time er nær, da jeg skal give Lånet tilbage, er det jo dog, som de vil give mig Lov, som alle andre, at nævne et jordisk Hjem og jordiske Brødre deroppe. Ja, da de gav mig dette Legat, mig og Jomfru Lucie, da så jeg mig ikke blot for første Gang trygt omkring som Barnet i sit Hjem, men jeg fornam det tillige, som havde Jomfru Camraths og min lange Tjeneste, i sin Ringhed og Smærte, været som en Sonebod for Århundredernes Glemsel af denne Ø; som havde vi tjent den tilbage, ind i Fastlandets, ind i Danmarks Favn.

Og da vi véd, at ingen har tjent sig så fattige her på Øen som vi, tør vi nok nyde dens Gave vor sidste, korte Tid." 346 "Ja, om Dem ,Jomfru Lucie, skal jeg tale næste Gang - og derfor må vi jo lukke Dem ude! For ellers fik jeg vist ikke Lov at sige, hvad De var for mig?"

Og han smilte til hende, det Smil, der sagde de andre det Alt og det Intet, der var at sige, men som fik den halvfjerdsindstyveårige Jomfru til at rødme.

De stod udenfor Hytten, ved Stien, der gennem Kæret løber over til Vejen fra Byen til Havnen og Lægeboligen, Erik Lange og Ellen og Honorius.

Fyrblinket derude legede op og svandt, legede op og svandt under Skyerne, der evigt trak hen over Øen og dem. Alt om dem lå i Sne, tyst og hvidt.

"Farvel, Hr. Honorius, vi går denne Vej. for jeg véd nok, hvem Ellen tænker på: Lill en derhjemme," sagde Erik.

Ellen så på ham, idet hun gav hans Arm et hastigt Tryk. Men Pastor Honorius smilte:

"Tak, Fru Lange, De mener, at Deres Mand ikke må tale om Lill en og Hjemmet, De nu sammen går til. mens jeg skal op til den. øde Bolig, hvor ene de Forgængere spøger rundt, som gamle Bek talte om? Men så har jeg jo dem at tale med om Livet her på Øen! Husk: vi Præster er jo i vort Kald Søndagsfestens Mennesker! Jeg har da godt af at drøfte med dem, hvorledes de, hver især, fangede Hverdagens Sang. den lille Mejses: "Slid din Tid!" at vi en Gang i Spidsen for vor Menighed kan vinde de mange Hverdages Ret til den ene, store Helligdag. Og jeg kan ikke tænke mig andet, end at vi, helt fra den ældste Odins Gode herovre, gennem de katolske Patre og Reformationens gråskæggede Sømandspræster, og hin Jurist, der i mere end en Menneskealder måtte vidne for Folket, at Gud var til. omend ingen af hans Kårne eller Selvbestaltede var at lokke eller true hid, ja gennem hine to, der blev hans Efterfølgere: hin fordrukne, forjagne, alle andre Steder afsatte Præst og hin gamle Skørlevner-Degn - gennem hver og én der holdt ud og blev 347 tro, helt ned til mig - skal drage frem for Guds Trone forrest af alle Landets Menigheder, fordi vi, der er forglemte af alle andre, ej glemte ham."

Honorius trykkede dem kort i Hånden, som sky for sine egne Ord, og gik hastigt ad Stien op mod Præstegården.

348

TREDJE KAPITEL

I Dag er det en af de Øens himmelske Dage, gamle Bek talte om," sagde Erik Lange, idet han åbnede Vinduet. "Ja, er det ikke Verdens første Dag?"

Ellen så op fra Lillens Vugge, men lukkede Øjnene for Solens Blænden.

Himmel og Hav flød sammen i én Soltindren. Havnemolen og Skibsmasterne dernede svedes bort i den lyse Luen. Kun Skummet og Mågerne skinnede.

Luften isnede hende om Skulder og Bryst, og hun løftede de store, hvide Hænder, som stred hun med Bølger.

"Og du er jo Anadyomene!" smilte Erik mod hendes lysflammende Hår og rødmende Ansigt, hastigt åndende Bryst og udrakte Arme i den spændte, blå Morgenkjole.

"Er jeg, Erik?" spurgte hun. med lukkede Øjne.

Han dukkede hastigt ned i hendes Favn, i hendes Ånde, som i en Bølge.

"Ja, Ellen, ja," hviskede han, "du steg jo op af Havet til mig!"

Han havde lagt sig på Knæ og strøg hen over hen des høje Bryst:

"Aldrig har jeg åndet Luften før, og aldrig har jeg set dig før, aldrig Himmel og Hav. Du er min Havfødte!"

Hun havde lagt sin Hage mod hans Skulder og så ud for sig i den solfyldte Stue.

"Først nu, Erik?"

"Ja, Ellen, først nu jeg har levet de to Dage, gamle Bek talte om, både Mørkets og Lysets."

349

"Men, Erik - Lillen?" Kun lagde sin Hånd på Vuggens Kurvefletning, hun så ham grundende ind i Øjnene, "hvor skal han kende den lyse Dag fra den mørke?"

"Se," Erik Lange løftede varsomt Barnet op af Dynerne, dets søde Varme slog som en Rosenånde ud i den kolde Luft, og Barnet bøjede sig vågnende tilbage i den lange, hvide Sløjkjole.

Langes Hånd strøg let om dets dunede Nakke, idet han løftede dets Hoved mod Solen.

Barnets Øjne gled op i den sarte Ansigtshud, skært blå, og de blegrøde Hænder rullede sig ud som Blomsterblade.

I en klukkende Lyd foldede det sig ud i Solen, strakt frem over Plejefaderens Arm, følende mod Lyset.

" Kan du se,u hans Øjne smilede mod hendes, og hun bøjede sig mod hans Mund over Barnet. "Og vi har drømt om Nerveklinik og Klostre . . Ak, Solen og Havet og Barnet, er det ikke alt?"

Hun hvilede med det lyse Hoved mod hans Skulder. "Du var længe om at se det."

"Ja," han holdt med den ene Arm om hende, med den anden om Barnet, "for jeg led af den eneste Blindhed: Jeget."

"Og du tror," hun løftede stadig ikke Hovedet fra hans Skulder, "at Lillen også kan bære den mørke Dag?"

"Er ikke du hos ham, Ellen?"

"Jeg kan ikke leve evigt - og hans Verden bliver endnu trangere end gamle Beks."

"Og jeg? Alle Horizonter var min Vuggegave - og jeg måtte spærres inde her for at eje Jorden!"

"Erik," hviskede hun, "jeg synes, Foråret er så nær i Dag?"

Han rystede på Hovedet. "Vi er kun sidst i Januar og - jeg tør intet love."

Hun lå ubevægelig, med Hagen på hans Skulder, stirrende ud i den højblå Dag.

"Ja," sagde hun, "jeg har tænkt: om Lillen aldrig får sit Syn, hvor kunde jeg da lære ham at se som her? Her kan han kende hver Stemme og hver Sti. Her er ingen blind." - 350 - Himlen stod fuld af Rosenskyer, da Erik Lange og Ellen trådte ud af Lægeboligens Dør for gennem Kæret at gå ned til gamle Bek og høre om Aftener som denne, sete med andre Øjne og vidnende for andre Sind om Evighedens rene Ro.

Ude langs Horizonten hang en Røgstribe fra en Damper, og midt imellem den og de sandhvide Havnemoler gled en lille Båd hen for trygge Åreslag. Havet lå spejlglat om Øen, blåt og rødt af Himmel og Skyer.

"Hvem mon det kan være? Det er ingen af Fiskernes Både her. Det ser virkelig ud, som kom han fra Damperen derude," sagde Erik og pegede mod Bådens sorte, lille Plet, "men hvem søger her til Øen fra sådan en Oceanflyver?"

"Erik, kan du huske Beks Fortælling om de to Kvinder i Jacobus Uz' Hus, der stirrede hver fra sit Vindue over Havet? Om det var sådan en Ventet, der kom hertil, omsider?"

"En af dem, de ventede, kan det jo ikke være," smilte Erik Lange vemodigt, "dem måtte de nok selv over det sidste, store Hav for at genfinde. Og ingen savner jo nogen på Øen nu."

"Han har to store Kufferter med sig i Forstavnen," sagde Ellen, hvis opspilede Øjne drog dette eneste lille, levende Punkt til sig fra det rødmende og blånende Nirvana.

"Så må han jo komme fra Damperen," nikkede Lange og rettede på Lorgnetten, "og så er han sejlet med den helt derfra, hvor den er kommet, kun for at nå hertil"

"Erik," Ellen klemte hans Arm, "om det nu er en af dem, de ventede, de to Kvinder i Uz'ernes Hus - om det er nu, de sidder dér - om vi blot har drømt os selv, og der endnu er længe til vort Liv? Se Skyerne og Havet, de er så rolige, som var det en Time for længe, længe siden . . ."

"Jeg tror, selv du bliver Drømmer her på øen," smilte han mod hende. "Se dig om - ingen Time tøver, og ingen Time kommer igen. Ser du Jacobus Uz' Hus eller Tolderens Røverborg med de fangne Prinsesser? og ser du den enlige, tjærede Pælehøfd? Nej, til en 351 stor og stendæmmet Havn vender han tilbage, han dér udefra, og under Øens Brinker ser han den nye Købmandsgård og den nye Tolderbolig Havnefogedens Hus og vort, og os to heroppe, han ikke kender. Tro mig: han kan se, at denne Aften ikke er den samme som den, han forlod den Ø, han nu søger til!"

Nede ved Havnen var de nu også blevet opmærksomme på den enligt Kommende.

Købmanden var trådt ud i sin Dør i sin Lærredsjakke. Tolderen stod på sin Trappesten med Kikkerten for Øjet, mens Havnefogeden mellem de svære Tønder vadede ud ad Molen til. Et Par Fiskerhoveder stak op af de hvilende Fartøjer.

En Måge kresede i store Buer over Båden. Nu kom den ind om Fyrmolen, gennem Indløbet, ind i Havnen. Havnefogeden var gået ned på et af Slæbestederne, og Båden lagde til dér.

Gennem den blikstille Luft lød Stemmerne herop, og de hørte et besværligt og fremmed betonet Dansk. Så hilste Havnefogeden og gik atter op mod Land, mens den Fremmede fulgte ham med en sort, tung Kuffert i hver Hånd.

De så ham standse lidt og se sig om, fremmed og velkendt, vende sig og spørge om noget. Havnefogeden nikkede og pegede op mod Sønderbjærgs tunge, sorte Knude. Den Ukendte nikkede, som kendte han den uforandret igen, og skred op mod Købmandsgården, til Sømandshjemmets Dør. Købmanden svansede ham ilsomt i Møde og tog bukkende mod hans Kufferter.

..Erik, hvorfor tror du, han er kommen?" spurgte Ellen, med sine Øjne i hans.

"Så du, hvor han nikkede ud mod Sønderbjærg?" svarede Erik. "Mon ikke Alverden er sunket i Havet for ham uden denne ene sidste Klint? Han var jo Sømand og har vel set mere end det dobbelte af, hvad jeg en Gang så. Hvor gammel tror du, han var?"

"Å -- i halvtredserne eller sådan. Men han så ældre ud."

"Ja, han kom jo derudefra, og ikke tomhændet til sin Ø. Men er han herfra, må Clemens Bek kende 352 ham. Der er jo ikke ét Menneske på denne Ø i det sidste halve Århundrede, som han ikke har oplevet,"

"Erik," hun tog ham om Armen, "han pegede på Sønderbjærg - om det er til Clemens Bek, han kom?"

"Til gamle Bek - ak Ellen - hvem - og hvorfor -"

"For," hun stirrede på ham, "for at hente ham - nej, ikke ud til Verden, men -"

"Men hvorhen da?"

"Erik, sådan måtte Døden komme til ham, roende fra det Fjærne, på så rosenrød en Aften." -

- Da de bøjede sig ind under Hyttens Dørkarm og så den rosenrødmende Himmel over Ørkenens sorte Sandslette, med Fyrets hvide Støtte fjærnest borte i det lave Vindve, tyssede Jomfru Camrath foroverbøjet ad dem.

"Hyss, han sover," nikkede hun.

Hun gled ikke som sædvanlig, når de kom, som en Skygge bort fra Stolen for at give dem Plads, men sænkede sig atter, med en egen ejende Bevægelse, hen over ham, som var han med Et blevet mere hendes end deres.

Pastor Honorius rejste sig fra Krogen under Tabletten og nikkede tavs.

Erik og Ellen blev stående indenfor Tærsklen med standset Åndedræt. Manden, de havde set komme sejlende . . .

Men med et hurtigt Skridt trådte Erik hen til Sengen.

"Jomfru Camrath, hvad er der? er han blevet sygere - eller -"

Hun så op, med sky, brune Øjne. "Nej, nej, jeg véd ikke, men - han har sovet så længe, hele Natten og hele Dagen til nu - -"

Erik bøjede sig over den gamle Syge. Stille smilte det gullige Ansigt ham i Møde, med lukkede Øjne og roligt Åndedræt. Han lagde Hånden på hans Pande, den var sval, med let bankende Pulse: Brystet steg højt under den hvide Skjorte, og de storårede Hænder hvilte foldede på Tæppet.

Og atter så Erik Lange Båden, der nærmede sig for støtte Åreslag på det blikstille Hav. Urets Takt steg 353 ham i Øret, og i Oldingens Puls, der bankede mod hans Fingre, fornam han selve Tidens.

" Endnu ikke, Jomfru Camrath," sagde han og rystede på Hovedet mod hende, "endnu ikke. Han kunde leve mange År endnu - om ikke hans egen Vished var. Den tør jeg ikke tale mod. Han har altid været det Inderste nærmere end jeg."

Jomfru Camrath sendte ham et sky, taknemligt Blik fra de brune Øjne, trak det tærnede Sjal sammen om Brystet og veg lydløst bag Stolen, som gav hun ham atter fra sig, til dem og Livet - for en Stund.

De satte sig stille ned, Honorius stadig i sin Skyggekrog med den store, bløde Hat i Hånden, Erik på Simestolen ved Lejet, Ellen ved Siden af ham med hans Hånd i sin, mens Lucie Camrath listede ud.

I Åndedrættet og Urets Takt, i den rosenrødmende Himmel bag den blånende Klitørken og det hvide, f jærne Tårn lyttede de tre Unge til en uhørlig og evig Sang. Og i den dybe Aftenstilhed fortalte nu Kirkeklokken jævnt og trygt, at denne Jordens Sol gik ned til de utallige andre. Og lidt efter udmålte, langsomt og dvælende, de tre Gange tre Bedeslag den sidste, store Stilhed for de tre Højhelliges Fødder. Og aldrig syntes de at have set Jorden blive så hjemlig dunkel og Himlen så æterklar. Og dog aldrig Himmel og Jord hinanden så nær. Lyttede de selv ved Krystalhavets Bred?

Da pludselig gamle Bek rørte på sig, vendte sig halvt i Sengen, slog Øjnene op og fæstede dem på sine Gæster, store, blegblå, langt borte fra.

"Ih nej, hvad må jeg se - mine kære Fremmede, og Jomfru Camrath har ikke vækket mig! Hun må da ret skamme sig - så uhøflig jeg endda bærer mig ad!" han famlede om sig efter Sengebåndet for at komme over Ende.

"Lig dog stille, kære Clemens Bek," tvang Erik Lange ham lempeligt tilbage i Puderne, "De sov så trygt, at -"

"At hvad?" han så smilende på Lægen.

"Ja at," Lange lagde sin Hånd på hans Arm, "vi slet ikke mere kunde være bange for Døden, en Gang, for Dem som for os selv."

354

Den Gamle nikkede ud ad Ruden mod det hvide Tårn.

"Se, se, Doktor Lange, De giver mig dog måske Ret tilsidst? En Gang - ja - Véd De, hvad jeg drømte om nys?"

"Nej," de strakte alle lyttende Hovederne frem mod ham.

Han så ud i den rødmende Horizont og sagde sagte, endnu ligesom i Drømme, idet han foldede Hænderne over sine Knæ:

"Jeg drømte min Ungdoms Drøm igen - den stadige Drøm, der viste mig, at jeg dog aldrig helt faldt til Ro her på Øen; der hjemsøgte mig længe efter, at mit Sind havde fundet Fred, og jeg aldrig om Dagen tænkte på nogen anden Kyst end denne Øs: Drømmen om at jeg blev hentet herfra!

Den Drøm har en Gang voldt mig så fortvivlet en Smærte og siden så dyb en Ruelse, for den syntes mig jo Utaknemlighed mod Herren. Men nu tror jeg næsten, den var noget andet og mere; ja at den stammer fra ham selv.

Jeg så oppe fra Sønderbjærg en dejlig Dag, en Dag som denne, men i Somren, og jeg var den Gang kun nogle og tredive, et Skib helt ude i Horizonten med alle Sejl oppe, som spændte af Solnedgangens Ånde.

Det svævede i Havets og Himlens hvidnende Blå som midt i Æteren. Og jeg, som allerede havde glemt, at jeg en Gang gik på andre Strande og havde andre Mål end Pogelæsning på denne Ø, jeg vågnede pludselig op igen, vild af Længsel efter Verden og Æren, efter det berusende Øjeblik, efter hende.

Jeg troede for vist, det Skib sendtes ud imod mig af hendes rødmende Ånde, at det var selve Lykkens Snekke, der nu kom indenfor min Horizont. Og overvældet sank jeg ned i det vindslidte Græs dér mellem Fårehullerne og Enebærbuskene og biede med udstrakte Arme, som Robinson Crusoe, som Salas y Gomez.

Ja vel en halv Time varede den Drøm - så så jeg, som de, hvor Sejlene mindskedes derude, hvor de slettedes ud i den røde Horizont og det blå Hav; forstod, 355 at det var Lykkens Skib, men at det var sejlet min Ø forbi, for evigt.

Jeg troede nogle Uger efter, at jeg havde fundet Ro, at jeg påny havde slået Rod her i det kummerlige Sand, som de andre fattige Planter, det dog skaffede Næring og Hjem her midt i det golde Hav - da steg, i en Nats Drøm, Skibets røde Sejl op over min Horizont, for atter at glide bort bag den efter lange Minutters bange Håben. Og jeg vågnede og havde atter revet min Rod over.

Siden kom de Sejl atter og atter, undertiden med Års Mellemrum, op for mit Syn, snart kun i Drømme, men snart også som selve de grå og barkede Sejl på "Konkylien, tt når den lagde til efter Måneders Forløb derude i Pakhusbugten, og jeg nu selv stod blandt de andre på Kysten - især når den kom i Våren for første Gang efter den lange Vinters Indespærring i Mørke og Is.

En Vinter, da vi havde været udelukket fra Omverdenen i hele fem Måneder og fra Sønderbjærgets Top kun så Horizonten funklende og lynende af Is, med Isstabel over Isstabel, som lutter dragne Lanseodder rettede mod os - da Sneen og Natten var føget sammen og havde begravet hvert Minde om Sommer og Mennesker i vore Sind; da vi sad i vore frysende Kamre med Snemurenes dødsblå Skær i Mørket over vore Ansigter og Hænder, og vi ene nærede os af Harerne, der tyede ind til vor Tærskel, af Sælerne, der krøb op på Land, og Søfuglene, vi fangede med bare Hænder i Vågerne -: da Skibet så pludselig lå dér, rustrødt og barkbrunt, i den årle Martsmorgen - vi var alle blevet trommede ud midt om Natten ved Meldingen om, at de fra Fyret havde set dets Lanterner, og vi var der alle, store og små, hvad der kunde krybe og kravle - ja, da syntes jeg, at nu var Lykkens Snekke kommet, at den lå derude, kun få Favne fra mig, spejlende sig i det grønne, forårsgysende Vand, mens fjærnt ude på den ru og riflede Isflade en sidste Blok lurede som Dødens forjagne Isbjørn!

Og som jeg, syntes hver én omkring mig. Jeg hørte, jeg følte jo inde i Klyngen, hvor jeg stod, de hamrende

356

Hjærter, de snappende Åndedræt; hvor Ånden og Blodet gik og kom, som Hymner af Tak.

Men da den lettede og strøg bort, "Konkylien," og jeg ene stod tilbage på Stranden, mens de andre i det vante, lange Tog bugtede sig bort over Ørkenen mod Byen, at samles med Posten om Buddene derudefra, da tænkte jeg dog ikke på at være om Bord på Skibet og sejle herfra - kun, at Lykkens Snekke havde gæstet os, og at ingen kunde blot drømme at følge den. Jeg sendte den kun min Tak og vendte mig og løb op mellem Klitterne, ind mellem Stenmilerne og Flintesmedjerne, mod Byen, at dele med de andre Glæden over Posten, inde i Gravemands vestre Stue - endda jeg vel vidste, der intet direkte Bud kunde være til mig. Hvad sagde det? Lykkens Skib havde gæstet vor Strand!

Ja, så dybt var jeg den Gang faldet til Ro på min Ø. Og siden så jeg ikke Skibet.

Men nu, i Aften, da var det der med Et, men dog ikke helt som før. Det stod ikke mere ned mod Øen og mig for rosenrøde Sejl, udspændte af Aftenrødens Ånde; det snarere ligesom gled ned over mig højt oppe fra, fra Himlens Blå, med store, hvide Vinger kresende ned over mig som Sangsvanerne, når der dalende, bringer Foråret ned over Øen.

Det var snarere et Flyveskib som dem, jeg i de sidste År har læst om, et stort og snehvidt Himmelskib.

Og som jeg saligt ventede det, beruset og forglemmende alt som hin Ungdomsdag på Sønderbjærg, forstod jeg, at hin Længsel mod Skibet ej blot havde været min Ungdoms oprørske Unøjsomhed med min Lod, men også den vildledte Viden om hine andre Stjærner og andre Sole, både Eberhard og hendes Fader havde varslet om, og hvor de nu alt for længst havde hjemme.

Jeg forstod, at nu sendte de mig Lykkens sande Skib, det, hvor hver Dødelig har Ret til at gå om Bord. Ja, jeg forstod, at det måtte komme på Vinger og ikke på Sejl, fra Himlen og ikke fra Havet. Og at nu var det ingen Drøm, men selve Virkeligheden.

Og da veg den sidste Brod i mit Hjærte: den, at jeg dog altså endnu så sent, her hvor jeg i min Alderdom 357 læser om Flyveskibene, uden min Bevidsthed og Vilje, har fantasere! om, at i al Fald et sådant kunde nå over Havet og frelse mig. Ja, Brodden veg, som Smærten og Glæden over denne lille Plet af Jord - for Vingerne af det store Svaneskib - da jeg med Et hørte Eders Stemmer og vidste, at endnu var mit Skib ikke nået. Ti Eders er jo endnu så fjærnt, I Unge."

Han så på dem med sit lyse Smil, og de smilte alle mod ham i den undrende Viden, at så trygt den dunkle Jord derude var deres, så tryg var den skinnende Himmel hans.

Og atter tænkte Erik og Ellen Lange på den Ukendte, der var kommet til Øen gennem Rosenrødt og Himmelblåt - ja roende som mellem selve Himmelens Skyer.

Men de sagde intet om ham, som i andægtig Sky.

Og nu havde gamle Bek også alt sine Papirer hos sig, og Himlens Blegblå derude blev med Et dunkelt som Stedmor, idet Pastor Honorius tændte Lampen og stillede den ved Hovedgærdet. Ellen og Erik sad Hånd i Hånd. Præsten dukkede Hovedet i sine Hænder, og alle holdt de Ånden tilbage, som for at fatte en ny og vanskelig Lektie.

"Ja, jeg hørte jeres Stemmer," sagde Clemens Bek," og jeg syntes, jeg havde endnu lidt at udrette i denne Stue, hvor jeg nu ligger, og I sidder om mig; hvor jeg virkelig har lært det alt, så jeg kan lære Eder det igen: min Fejlen og min Skulken, min Lydighed og min Løn."

"Jomfru Camrath, nu kommer jeg til hende, den eneste, der er igen fra hin første Tid - som vidste Døden, at ingen Mand kan undvære sin Kvinde.

O ja, min Kvinde er hun, sendt mig som min! - - Ser I, hun er her ikke? hun tør ikke høre om vor Lykkes sære Blu? -

En Aften, da jeg stod blandt de andre på den Strand, hvor nu Menneskene i hundrede År havde flokkedes som vi og begæret Åndens og Legemets Føde derude fra - kom der en enlig Passager med Båden i Land.

Jeg ventede hende, jeg var jo sendt ud for at hente hende, Pastor Schwarzflügels Søsterdatter, Jomfru Lucie Camrath.

358

Men da hun steg i Land, spæd og ung, i sin sorte Rejsepels, med sin Kuffert i Hånden, og hendes sky Øjne løb rundt over den fygende Strand og Menneskeklyngen på den, syntes jeg, selve Hun kom, min Kærlighed, stegen af det golde Hav!

Kom hun ikke dér udefra? havde hun ikke i Forgårs strøget sin Kjole op ad hendes?

Men jeg huskede Jomfru Camraths Faders Købmandsgård på Christianshavn, jeg så hendes kostbare Pels og Taske, og jeg spurgte bævende, om hun skulde leve her?

O jo, se, hun var sørgeklædt, hun var ene i Verden! Hendes Fader havde denne Sommer fulgt hendes døde Moder i Graven.

Med Huen i Hånden stod jeg foran hende og bød hende denne Øs Velkommen, ærbødig, fuld af Klage for hendes, men fuld af Tak for min Skyld ... O Kvinde, at du kom!

- Og i den følgende Tid, da hun var så fuld af Undren og Skyhed over Livet her, over Pastor Scbrwarzflügel, hvis Spøgelsesmaske så lidet svarede til det faderlige Åsyn, hun i sin Forladthed havde håbet hos ham, Moderens så langt ældre, Broder og Præsten - og over Malene, hvis Abisag-Forhold til den gamle David rystede hendes Jomfrudrøm om Kærlighed - hvad betød hende da min Ungdoms og Kyskheds Trøst mod den, hendes Kinders Rosenskær, hendes Brysts myge Runding, hendes duggede Øjnes Blå, hendes Kjoles Susen skænkede mig?

Der var en Dag, jeg vilde flygte fra denne Ø, en blændende Sommerdag, jeg badede i Havet, og rejste mig på den yderste Revle og med Et så, jeg var nøgen og ung.

Jeg ejede aldrig Skønhed eller Styrke, men min Hud var sart og rødmende, mine Lemmer ranke og spinkle af Havets Kulde og Solens Hede, og jeg følte mig pludselig som Et med den blå Himmel og de blå Vande. Og da jeg inde på Kysten så mine sorte og luvslidte Klæder og ihukom, at jeg i dem trak i mit Livs Trælledragt, svulmede min Nøgenhed af Trods · mod denne påtvungne Ham, af Oprør mod at falme i den, i Sult 359 og Slid, og i Vredens Rus gav jeg mig over til Havet, at frelse min nøgne Ungdom . . den jeg var . . fra Fangedragt og Fangeø.

Jeg gav mig hen i Bølgerne som til mine Brødre, og først da jeg fornam det sugende Dyb under mig, den susende Kulde i min Marv, forstod jeg, at Havet erkendte så lidt min Ungdom som Jorden, men, som den, kun min Ret til en Grav.

Og med Dyrets Selvopholdelsesdrift søgte jeg til Land. Nær var jeg blevet derude, men omsider følte jeg Bund mod Knæet og skyllede bevidstløs op på Stranden.

Siden da jeg, klam og hvid som et Lig, trak i mine Pjalter, var den sidste Drøm om min Ret gået til Bunds derude. Hin Dødskulde havde iset mit Blod således, at det aldrig mer vovede at løfte sit krævende Råb.

Men at dette Råb tilsidst forstummede i mig, længe før den barmhjærtige Visnen havde gjort mig selv lig min Ham, så grå og så gold som den, skylder jeg Jomfru Lucie. Hun var for mig det samme, som Årets sidste Sol er for de døende Planter: det milde Dødskys, der skænker dem Forsoningen og Visheden i Et.

Hun sad ved mit Køns Dødsleje, og det stred ud med sin Hånd i hendes

Min Hjælp til hende var den usigeligt ringere, at støtte Drømmersken, den unge Pige, mellem Jordens Stene.

Som siden Skridtet fra Rigmandsdatterens Kår til Tjenestepigens her på øen kostede hende hendes Ungdoms Legeme, kostede Nedstigningen fra den syvende Drømmehimmel hende strax hendes Ungpigesind. Hun havde ikke som jeg blomstret hin eneste Nat, i Ungdoms Lykke og Synd Hun visnede til sin Rod.

Men medens den bed sig tro ned i den sultne Jord, der bødes den som Hjem, drog den med sig al Blomstens, al Bladenes, al Stænglens Flor. Dér gemtes det, usynligt for alle, uden for én. Og når hans Varme ånder på det, vil det springe ud, så ungt og skært, at hver Himmerigs Jomfru vil blegne derved.

Som to Skygger er vi vandret hen over Øen, Hånd i Hånd, med deres stumme Trøst i hinanden.

Og sammen vil vi knæle og bede hin evige 360 Kærlighed om den Ungdommens Blomstring, som her blæste af os. -

Men jeg vender nu tilbage til hine År, der omend lidet unge, dog var min Ungdom, og da jeg var faldet til Ro i Livet på Øen, imellem Lucie Camrath og Jacobus Uz, Fru Lenore, Pastor Schwarzflügel og Malene, i min Skole, og på mine ensomme Vandringer i Ørkenen og rundt langs Stranden inden Havets Ring - da Dagene var føgne sammen om mig som Sandet om Marehalmet, og jeg, som det, skrev mig inde i min egen lille Kres - og med Et fik føle Kniven om min Rod og fornam, at Sandet var mit Blods Dråber, mit Livs Dage. -

Pastor Schwarzflügel døde, Malene blev en rig Enke, og der kom en ny Præst til Øen.

Den gamle, som havde røgtet Gærningen herovre i over tredsindstyve År, døde i den Hustrus Arme, han havde købt sig for deres Løn, på en brændende Julidag, men uden at genfinde den Varme, der havde været Årenes og Lønnens Krav.

Hans Ansigt var lille og hvidt som en Snebold. Og koldt, strax Malene slap det ned fra sit Bryst, der havde holdt ham i Live i de sidste syv År.

Og da hun i et befriet Gisp kastede sig med udbredte Arme mod Solen, hvis rødglødende Brand stod ind fra ørkenen gennem det åbne Vindue, fornam jeg i hans Hånd, som jeg bævende rørte, Ensomhedens evige Vinter.

Tre Måneder efter blev den nye Præst udnævnt. Før kunde man ingen finde, som var villig til at tage Embedet op efter Schwarzflügel. Man vidste, at den nye hed Tang, og han sagdes at være en ung Mand.

Jeg sad ved mit Klapbord Aftenen før den Dag, han ventedes, og stirrede ind i den sorte Rude, der kun spejlede min Lampe og mit Ansigt, i en hvid Plet.

Langt derude glimtede vel som altid Fyrets Blink, blinkede og sluktes. Men jeg så det ikke. Jeg så kun mig selv i Mørket. Og jeg fornam mig påny om Bord på "Konkylien" i Havets Midte, mens de hidsede "Vombat" på mig.

Denne Ukendte, der nu nærmede sig over Havet, i 361 hans Hånd var jeg, ikke i Guds! Han ejede mig, min Gærning, mit Liv. Disse Børn dernede, jeg syntes var mine egne, købte med det Selv, jeg havde givet hen i mange trofaste Timer til deres Opdragelse og Undervisning; hvis mindste Vane, mindste Træk og mindste Forhåbning, jeg kendte, dem kunde han for altid lukke mig ude fra. Mer betød min Gærning ikke!

Og denne Ø, dette Hjem, jeg havde skabt af det tomme Hav, af min Angst, min Ensomhed, min Nød; som jeg kaldte mit som min Tanke, som mit Legeme - jeg kunde jages herfra, som jeg joges hertil! Kendte Staten mig? O Gud nej, - indsat af én Præst, kunde jeg afsættes af en anden,

Og da? Hvor åbnede der sig da en ny Kyst for mig? Havde jeg ikke givet mit Alt til at skabe denne?

Gud havde født mig og skulde en Gang tage mig til sig igen, men indtil da overlod han mig til Menneskene og mig selv.

Og Jeg var et Strå, og de vilde kaste mig ud at dø på Havet. Mer betød mit Liv ikke!

Den Angst, jeg dér gennemlevede, femogtyve År gammel, den levede jeg siden igennem, hver Gang en ny Præst meldtes. Jeg levede jo ene af deres, ene af Tilfældets Nåde Det gav mig tilsidst det rette Sind, Menneskets Sind, som ene er Tak. Takken for det Ufortjente: det daglige Brød, Taget mod Uvejret, Pletten, hvor man er hjemme. Og det lærte mig Glæden, Glæden over Livet, som Rekonvalsentens, hver Gang jeg var frelst påny.

Men hin første Gang knuste det mig, hver Tak, hver Tro, hver Glæde. Ene Hadet blev igen, som da Adam tog min Præmie, da han tog Dorete. Jeg syntes, han tog nu det ynkelige Liv, han havde levnet mig her.

Så knust var jeg, at kun mit Had frelste mig fra Selvudslettelse, i det klamrede jeg mig til den sidste Rest af mit Selv.

Derfor tilstedte Gud det, ja vakte det i mig, som han tilstedte, ja vakte mit Livs Brøde i mig, at jeg tilsidst kunde nå ham lutret.

Men da jeg næste Morgen, midt i de andres Klynge, stod på Strandbredden og så den mørke Skikkelse 362 derude stige ned ad Rebstigen til den ventende Båd, kunde jeg have kastet mig i Havet for hans, for deres, for Guds Øjne. Jeg stod jo her isnende ene, forladt af dem alle. De, ikke jeg dræbte mig.

Jeg havde drømt mig en af dem, drømt mig fælles med dem om Livet her på Øen. Nu så jeg, hvem jeg var og hvem de.

De stod dér alle og ventede nysgerrigt en ny Prædikant eller en ny Selskabsbroder, en ny Oplevelse og Adspredelse her i Ensomheden. Mens jeg - jeg ventede på min Dommer!

Dette Menneske derude var min Gud. Hvem vilde beskytte mig mod ham, og hvem kunde? Jacobus Uz, Fru Lenore, Prinsen? Alle så de kun på ham.

Og næppe så jeg ham sætte sin Fod for førsterang på den Strand, hvor jeg nu havde løbet i syv År og stødt mig på hver Sten og svalet mig i hver Bølge, før jeg kendte min Dom. Jeg skulde rives fra min Rod at dø på Havet.

Jeg véd, at jeg bringer mit Hjærte til Gud kun fyldt af Tak til ham og til Menneskene. Jeg har overvundet hver Sorg og hvert Nag. Men senest vandt jeg over, hvad jeg følte den Stund, da jeg stod dér på Stranden, skælvende foran Præsten som Lammet foran Slagteren, nøgen for ham, nu alle de andre havde præsenteret sig, sagt deres Navne, der ejede Magten og Retten.

Jeg nævnede mit og mit Hverv her på Øen, og jeg behøvede ikke at møde hans Øjnes kolde Undren for at vide, Blæsten tog det hen som en ugyldig Lyd.

"Hm, såh!" hørte jeg hans Stemme, og han vendte sig, uden at give mig Hånden, til de andres leende og talende Gruppe.

Jeg svimlede et Øjeblik dér på Havets Rand; så dukkede jeg mig, sneg mig hastigt fra de andre, jeg nu vidste, jeg ikke tilhørte, op mellem Klitterne, og foer i vildt Løb ind over Ørkenen, som kunde jeg undfly dem, mig selv og Gud ....

Men sent om Aftenen krøb jeg, rystende af Angst og Had og Sult, op ad den Trappe, der igennem syv År 363 havde ført mig til mit Brød og min Seng, og som jeg havde vænnet mig til at kalde min.

Og da jeg gennem den halvåbne Dør hørte Præstens og Lucie Camraths samtalende Stemmer, listede jeg mig forbi, op at skjule mig for dem på mit Værelse.

Mit? Jeg så mig forvildet omkring på dets fire Vægge, som blæste alt Ørkennatten om mig. Hver Plet af disse Vægge var hans, ja hvert af deres Minder, hver Tanke og hver Tåre, jeg havde skænket dem. Hvert øjeblik kunde han åbne Døren og kalde mig ud og bort. Ti alt var hans. Ja, alt mit Hjærte var hans, hans min Tanke, hans min Drøm, hans min Hensigt. Ti se: det var alt denne Ø! Her var jeg født, og her skulde jeg dø! Havde jeg levet andre Steder? Jeg mindedes det ikke.

Dorete havde jeg truffet i en Forudtilværelse og skulde træffe i en Fremtids. Men Livet, Vejen derfra og dertil? Her var den! Her min Gærning og her mit Brød!

Jeg hørte hans Skridt dernede, og jeg gøs, som trådte de min Nakke. Jeg kendte de Skridt! Herskerens, der præger hver Plet, de træder, som sin.

Jeg lukkede Øjnene under dem, og hør: op og ned, op og ned. Jeg hørte jo selve Livet gå over mig, over min levende Grav.

Men pludselig foer jeg sammen. Andre Trin slæbte ude på Trappen. Det var Gedskes, den gamle Pige, der skulde passe Huset Nådensåret, mens Malene var ovre i Grenå, at ordne den Arv efter sin Mand, som hans Slægtninge på Fastlandet vilde bestride hendes Ret til.

Det famlede udenfor Døren og bankede omsider på. Jeg dukkede mig - jeg lukker ikke op! De Trin har jo alt trådt mig ned!

Men nu gled Døren op på Klem og Gedskes rynkede Ansigt så ind.

"Nå, han er der alligevel. Han skal ned til den nye Præst, han vil tale med ham."

Døren gik i, og jeg blev liggende lidt. Så rejste jeg mig op - hvorfor? Af Sult! For at æde mig mæt, og med det samme høre, det var for sidste Gang. At 364 æde af hans Hånd, før jeg trådtes ned af hans Fod. Gud havde udleveret mig til ham.

Med hængende Hoved stod jeg dér i den Stue, hvori jeg havde levet og drømt, ej blot mit eget, men også dens længst døde Beboeres Liv, overfor ham, hvem dens lave Loft og dunkle Vægge i Dag for første Gang ommørknede og gav Læ.

Og jeg hørte hans skurrende Stemme:

"Hr. Student Bek, De præsenterede Dem for mig nede på Stranden som "Læreren på denne Ø. Jeg har nu forhørt mig og erfaret, at De er blevet kaldet som Hjælper af min Formand. Hr. Pastor Schwarzflügel. Men dette var jo en Sag helt mellem ham og Dem, I mit Kaldsbrev står Deres Navn ikke. Jeg har ingen Anvendelse for Dem, så lidt som jeg finder Penge anvist til Deres Løn. Jeg har naturligvis i Sinde selv at lede min Skole. Jeg siger Dem det, fordi det af Konsul Uz's og andres Udtalelser synes mig at fremgå, at man betragter Dem som berettiget til at blive her."

Han tav, og jeg mærkede hans Øjne på mig, så stærke, som ådes jeg bort fra Gulvplankerne, hvor jeg stod.

"Hm nå, men De selv kender jo meget vel Forholdet og har vel altså forberedt Dem på en anden Stilling?"

Jeg tav bestandig, men løftede nu Øjnene mod hans. Jeg mødte dem under den hvide, faste Pande og vidste, at det var utænkeligt at bede ham om Nåde. Han var Præsten, som kendte den fra sin Bibel, men ikke fra sig selv. Og jeg stod jo i hans Stue.

Da så jeg Lucie Camrath. Hun sad henne på den vægfaste Bænk, med bægge Hænder om den og Nakken imod Væggen.

Og i det samme jog mit Had også mod hende. Hvorfor sad hun dér, som klamrede hun sig i Angst til dette Hus; som lænede hun sin Nakke mod det som mod sin eneste Støtte?

Hun var jo ikke Snylteren som jeg, hun var jo den rige Betaler, Præsten så velkommen, som jeg var uvelkommen .

Og i dette Øjeblik nåede mit Had helt op til Eberhard Sebastian Båden, min Velgører, at han havde lært 365 mig at vrage hin Guldnøgle, som min Bedstefader havde villet række mig til Hjærter og Døre.

Men da nu Lucies Øjne mødte mine, forvirredes jeg, ti de syntes mig som en Druknendes, i den yderste Nød, ja, som et Hjælpråb til mig - - Til mig! og i denne Stund!

"Nå således!" Præsten, hvis Blik ikke havde sluppet mig et Nu, slog med et Vanegreb bægge Hænder om Frakkens Opslag og spændte sit Bryst som i Ornatet, "De synes at have delt Beboernes Anskuelse om, at alle fremtidige Præster var forskrevne til at overtage Hr. Schwarzflügels Forsørgelsespligt overfor Dem! De forekommer mig for ung, min Herre, til at lægge Dem ind på Fattighuset. Men anden Forsørgelsespligt véd jeg ikke, De kan påkalde."

Hans Stemme var stadig høj, men rolig, og han vuggede sig på Hælene med hele sit svære Legemes Vægt. Men til min Undren så jeg, at hans Øjne iagttagende gled mellem Lucie Camrath og mig.

"Hr. Pastor Schwarzflügel har jo lønnet Dem ret ordentligt, og da De forhåbentlig ikke har forbrugt al Deres Løn, må De have tilstrækkeligt til at nå tilbage til Fastlandet. "Konkylien" sejler i Morgen, og De synes mig at gare bedst i at følge med den. Ti mig bekendt er det den sidste Gang, den har anløbet Øen i År Og jeg ser ikke, hvor De ellers agter at tilbringe Vinteren her."

Han tav lidt, og lagde så til med mere dæmpet Stemme:

"Kunde jeg end ellers, i den første travle Tid her i mit Embede, have tænkt mig at anvende Dem, til det første Forårsskib kom, har Deres Måde at opfylde Deres Gærning på tilstrækkeligt advaret mig mod dette."

Jeg så forbavset på ham.

"Ja, min Herre, jeg sagte strax i Dag Skolen. Børnene sad der og ventede, Men deres Lærer - fandtes ikke."

Jeg lukkede Øjnene. Nej - jeg fandtes der ikke. Jeg havde forsømt og gjort mig fortjent til Afsked.

"Hvor De færdedes, vil jeg ikke efterforske, da Skolens Fremtid ligger i min og ikke i Deres Hånd. 366 Imidlertid: vær min Gæst i Aften og - ja, gør som De finder Dem tjenligst. Andet vilde jeg Dem ikke."

Han bøjede det svære, sorthårede Hoved stift og gik langsomt hen mod Lucie, stadig med Hænderne om sine Frakkeopslag.

Jeg søgte mod Døren og så kun hendes Ansigt, idet det slugtes af hans mørke Skikkelse, men så i det den samrne Rædsel og det samme Nødråb som før.

Men jeg var så trådt på, at jeg kun fornam mig selv. Ja, og min gnavende Sult! Hans Fod havde jeg fornummet, men hans Fad havde jeg ikke set. "Vær min Gæst -" havde han sagt. Men bede ham om Føde nu - ? Nej, så ligeså gærne dø med det samme!

Jeg nåede op på "mit" Værelse og kastede mig på Sengen med Ansigtet gemt i Dynerne Og jeg faldt hen i en Døs . . .

Jeg så alt i et døende Smil Eberhard Sebastian Båden og Dorete Honorius række deres Arme ud mod mig fra det Eviges Sol - så dybt havde jeg lidt denne Dag, at jeg gled den Tærskel nær, et halvt Århundred endnu skilte mig fra . . .

Men da jeg i et Sæt vågnede ved, at en Hånd rørte mig, fornam jeg, at for så let et Køb slipper ingen did. Og jeg så ind i dens Ansigt, som skulde dele med mig alle de År. Og i hendes Øjne alle deres Tårer.

Men jeg rejste mig hæftigt over Ende og udbrød:

"Hvad vil De her hos mig? De som har Gud med Dem og alle Mennesker! Gå ned til ham! Dem jager han ikke ud!tt

"Student Bek," hviskede hun, og hendes Hånd greb om min, "lad ham ikke høre, jeg er her! Jeg, siger De - å Gud, det er jo netop det!" og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder.

"Hvad er der?" spurgte jeg og rejste mig helt op, og så at hun havde bragt en Bakke med Brød og Mælk og stillet den på Stolen ved min Seng.

Og jeg så, at hun selv havde smurt den Mad, kejtet og i Hast. Ak, siden lærte hun noksom at tilberede Mad, dertil brugtes jo hendes Liv!

367

"Ja," hun så op, "spis, Student Bek, jeg stjal lidt Brød dernede til Dem, De har jo sultet hele Dagen."

Ja, ikke for første og nu visselig ikke heller for sidste Gang!

"Hvad er der?" spurgte jeg, og mine Øjne hang ved Maden.

Hun jog sammen og pegede på Brødet: "Spis!" hun løftede Ansigtet mod mig, og i det svage Fyrblink, der legede hen over det og Værelsets nøgne Vægge, så jeg al dets Rædsel dernede fra.

"Student Bek," hviskede hun og klamrede Hænderne om min, "han vil - have mig og mine Penge!"

"Hvad?" udbrød jeg og klemte til om hendes Hånd og glemte med Et min egen Nød.

"Ja - ja," hviskede hun og gemte Ansigtet.

Jeg skød Tallerkenen fra mig. "Men - hvor véd De det fra? Og - Deres Penge - - Nej, er det ikke Dem selv, han vil -?"

"Mig selv?" hun så op, i et endnu stærkere Gys end før, i sin urørte Jomfrudoms, "nej, nej, Gudskelov, det er kun mine Penge. For - han så jo på mig som på Dem - som vilde han jage mig fra sit Bord, til han af Gedske hørte, at jeg ikke var der gratis og af Nåde. Da så han op på mig, pludselig - å Bek, de Øjne - hvor på Øen kan jeg flygte hen for dem? Å tag mig med, tag mig med!"

Da lå jeg for hendes Fødder, som for Menneskenes, for Guds, i min Anger, i mit Råb om Nåde.

Ti se, jeg var ikke den eneste Jagne, kun én af dem, der så længe der er Harer og Hunde til, vil jages under den lukkede Himmel.

"Jamen," stammede jeg, "han kan da ikke allerede nu -"

"Nej, nej, men tilsidst, om jeg blir - og hvor skal jeg hen?" hun sank atter sammen.

Og jeg stirrede ned på hende. Ja, hvor skulde vi hen? Fyrblinket legede og legede hen over os. Men viste det os Vej?

"Student Bek," hviskede hun.

"Ja." Jeg bøjede mig og lyttede mod hende.

"Tilgiv mig," hviskede hun, med Ansigtet gemt i 368 Sengens Klæder, "jeg - tror, det er - min Skyld, at De må bort herfra."

"Deres?" udbrød jeg forundret.

"Ja for," hun havde nu gemt sit Ansigt, så jeg knap kunde høre hendes Ord, "han tænkte først, at lade Dem blive til Forårsskibet. Men da han hørte om mine Penge, turde han ikke, for -"

"Hvad?" jeg lyttede nu med Øret helt ned mod hende.

"Han tror - vi to - hører sammen," hun dukkede sig, sky som en Fugl for sin egen Hvisken.

Og jeg følte skælvende, med Hånden klam af hendes Kinds Gråd, at Præsten havde Ret i sin Tro! Kun at det var i Kyskheden og Døden, vi hørte sammen. Og idet jeg kyssede denne Kind, var det hendes som mit første og sidste Kys,

Og jeg véd, der i dette Nu fra bægges Hjærter sitrede en Tak til Gud, at han, som lod os ene i Klostercelle, lod falde et Skær fra det andet Køn derind.

Uden Ord tog vi Afsked med hinanden, og hun smuttede lydløst ned ad Trappen, mens jeg lagde mig på Sengen for at sove. Jeg tænkte knap mere på, at det var sidste Nat i dette Kammer, end sige på, at jeg skulde have Eberhards Kuffert pakket, at jeg kunde være rede til at gå om Bord i Morgen ved sex Tiden, når "Konkylien" lettede.

Jeg lukkede mine Øjne og sov ind, som den, der sover i det Hjem, ingen kan tage fra ham.

Men om Natten drømte jeg mig om Bord på "Konkylien" og sprang åndeløs, forfulgt af "Vombat", fra Dækket til Kahyttens Tag og over Rorbænken til Bagstavnen. Dér følte jeg Forfølgerens Tænder i mig, og da jeg, fuld af Smærte, så ned, så jeg Pastor Tangs Ansigt. Men strax derpå Præstens, Eberhard jog af vor Stue, og som siden kastede hans Grav til. En Præstekrave rundede sig om hans Hoved, men Kroppen var "Vombat"s, skidden og lodden. Og i et højt Råb på Eberhard sprang jeg over Bord, med et Sus gennem Klæderne og sank, mens Præstehundens Tuden tabte sig deroppe ...

Jeg vågnede, badet i Sved, og rejste mig fortumlet 369 over Ende. Men da jeg mødte den grånende Morgenhimmel derude med spinkle, sartrøde Skyer igennem som sprøde Koralrev, gik Virkeligheden gennem mig som et Stød: at denne Morgen var den sidste, jeg så på Øen!

Og i et Sæt var jeg oppe, i et Spring over Kufferten, til mit Tøj, som jeg rev på mig at flygte her fra Huset, at de ikke skulde gribe mig og slæbe mig om Bord - ud i Ørkenen at gemme mig, ja gemme mig ned i dens Hjærte, som Lavrus Potter, at vidne jeg var dens Barn!

Ja. ud i Ørkenen - den kunde vel ingen bestride mig, intet Menneske begærede jo den som sin - ud at stå Ansigt til Ansigt med Gud, at kræve hans Svar!

Og under de svagt rødmende Morgenskyer styrtede jeg mig ind i Ørkenens nat- og havkolde Gab,

Men jeg fandt ikke Gud derinde den Dag . , . Jeg så mig om i Stenødet og så, at hver hans Skabning havde Rede og Læ; jeg så Harernes Spor i Sandet og hørte Mågernes Skrig i Klitten; jeg så dem gnave på Marehalmens Rødder og hente Fisk fra Havet. Men jeg så selv ikke den ringeste Bræddestump eller den tørreste Skorpe til mig. Og jeg så, at den Guds Hånd, der stod åben for hvert hans ringeste Kræ, var lukket for Mennesket.

Og jeg begreb, det var, fordi den forud havde givet os alt. Os? Jo, men mig? Intet!

Og da jeg op ad Formiddagen, ude fra Totten, så "Konkylien" for fulde Sejl svinde bort i Horizonten, og vidste, at nu dukkede den ikke op derfra før om fem Måneder, fornam jeg, her på Øens yderste Spids, med Havet om mig, en Tomme fra min Fod, for første Gang, hvad det vilde sige at leve på Øen, på Livets Ø ...

Og sønderknust, mod Menneskene som mod Gud, vendte jeg mig og søgte tilbage, op forbi Fyrtårnet og ind gennem Ørkenen, til Pastor Tang, at tage af hans Hånd, hvad den måtte give.

Jeg vidste mig nu reddet her på Øen det første halve År.

Og da jeg i Skumringen, dødtræt, nåede Præstegården og så Eberhards Kuffert, med Låget halvåbent over mine Ejendele, stillet ned for Foden af Trappen, på 370 Marehalmsmarken, greb jeg den roligt i Hanken og slæbte den opad Skrænten, op foran det Vindue, jeg havde kaldet mit, og som nu var lukket for mig, og sank dér om i Græsset og ventede, med Hovedet støttet imod Kisten, hvad Gud vilde mig.

Pludselig gik en Dør op dernede, og jeg så Lucie smutte ud, glide langs Husmuren, rundt om Gavlen, op til mig.

Jeg herte hendes forpustede Stønnen, idet hun tog for sig i Græsset, men jeg så hendes Øjne skinne, og hendes Kinder blusse som i en Rus af Fryd.

"Student Bek," hviskede hun, stakåndet, idet hun nåede mig og greb min Hånd, jeg rakte mod hende til Hjælp.

"Student Bek, jeg er frelst! Gud er god!" og hun sank ned i Græsset ved min Side og brast i Hulken.

"Véd De det, i Går," hviskede hun, "sammen med Præsten kom Brevet - tænk, han førte det selv med og vidste ikke om det! Men da jeg aldrig spørger efter Brev, fordi jeg ingen har derude, der kan skrive til mig, fik jeg det først i Dag bragt op af gamle Simen Gravemand. Student Bek, min Formynder er rømt efter at have spillet alle mine Penge bort, selv den mindste Hvid!"

Jeg satte mig over Ende og stirrede på hende. Hun knugede Hånden mod Brystet, og hendes Øjne strålede, vendt mod Himlen i Tak.

Jeg rystede som i Stormvind. Dér takkede hun for Tabet af det, jeg anråbte om, fandt sin Frelse i det, hvori jeg så min Undergang.

Og idet jeg hørte hendes Ord og så i hendes Ansigt, ihukom jeg mig selv og Eberhards Lære, at det, Gud en Gang vil kræve af os, er vort Sind, så purt som han gav os det, og at han derfor ene dertil vil skænke os sin Hjælp.

Og jeg vidste, her hvor jeg sad uden Tag over Hovedet i den stundende Efterårsnat på Øen, at jeg havde handlet i hans Ånd ved at blive her. Han havde jo Sendt mig hid, at jeg kunde lutres til et Spejl for hans Åsyn.

Og da nu Lucie åndeløst spurgte mig, om hun ikke skulde stjæle Mad op til mig igen, om hvor jeg vilde 371 være i Nat, og hvor de fem Måneder og al Fremtiden - smilte jeg kun mod hende.

Igår havde jeg sultet efter kun én Dags Faste, men i Dag, efter tos, fornam jeg ingen Hunger mere, og ingen Frygt for i Nat, for de fem Måneder eller for al Fremtiden.

Og jeg spurgte hende i et Smil, hvad hun selv tænkte, hun, som nu var så fattig og så ene som jeg?

Men hun rystede på Hovedet. Tang havde forandret Opførsel mod hende, så hun forstod, hun nu var hans Tjenestepige, og som sådan kunde hun blive her som gamle Gedskes Hjælper og Aflåser. Hvor skulde han vel ellers få en fra?

Og hun smilte mod mig, befriet og lyksalig - sart og spæd som hun knælede dér mod den mørknende Himmel og Jord.

Jeg bøjede Hovedet og så hendes Lod, men ikke min egen.

Da greb hun min Hånd og hviskede, med Øjnene sky i mine, at jeg i denne kolde Nat, der nu drog frem over Øen, måtte gemme mig hos hende, på hendes Kammer.

Og hun, der havde skælvet af Rædsel ved Tanken om Tang og blusset ved at tilstå mig hans Mistanke mod os to, hun rødmede end ikke ved Tanken om, at have mig i sit lille Kammer i Natten.

Og jeg så os alt blunde sammen, Kind ved Kind, i hendes smalle, lille Seng, den særeste Brudenat noget Par har slumret - da jeg pludselig mindedes Tang, mindedes ham, som de Salige vel en Gang vil mindes en Skygge fra Jorden, og let strøg hendes Hår tilbage.

"Kære Lucie Camrath," smilte jeg, "da joges nok De som jeg fra hans Tag! Skynd Dem nu ind derunder, til Deres Gærning," jeg svalgte det Ord, og vidste dog, det var Lykken! "Bekymmer Dem ikke om mig. Jeg véd vel, hvad jeg vil."

"Går De da til Jacobus Uz?" spurgte hun, med Hænderne foldet under Hagen.

"Ja," nikkede jeg, "jeg går til Jacobus Uz," og vidste, at jeg løj, men at jeg måtte det for at få hende til

372

at gå og lade mig ene i den Guds Hånd, jeg havde kaldet lukket.

Hun så mig langt ind i Øjnene, så strøg hun sin Hånd hen over min, der hvilte på Eberhards Kiste, og hun smuttede ned ad Skrænten, gennem Mørket, så let, så ung som en Fugl - til sin Gærning . . .

Mens jeg blev siddende ubevægelig, med Armen om Kisten, og stirrede ud i Natten, hvor Jorden nu ganske var forsvundet, hvor ene Fyret lyste, som Guds Øje op af Kaos, mod mig, der ventede her på dets Rand som det første Menneske. Ventede på min eneste Ret: at fuldbyrde hans Bestemmelse med mig, at sone mig frem til ham.

Jeg så de få og fattige Lys slukkes dernede, ét for ét, og Menneskene gemme sig til Hvile, hver i sit Hus. Jeg mærkede Nattens Væde fryse til Rim i Græsset om mig, men tø til Dug på mit Ansigt. Jeg fornam Rummets Susen. Jeg var ene med Gud . . .

Jeg vågnede brat ved et Skær lige ind i mit Ansigt. Idet mine Øjne mødte det, og jeg mod Mørket så en gammel Mands Ansigt, troede jeg, det var Eberhard, der vækkede mig i Værelset i Pistolstræde til Morgenbønnen. Og senere, at det var Gud, der, nu Jordens Døre var lukket, åbnede Paradisets for mig.

Men til sidst så jeg, at det var Doktor Ørebro, og forstod, at han vendte hjem fra en Syg, ja vidste, det måtte være gamle Gårted Brems - og nu på Vejen til sit Hus her i Kirkebjærget havde fundet mig.

Og jeg vilde hurtigt rejse mig for ham, men sank i det samme tilbage, som med en Jærnring om mine Hofter; som var mine Ben alt begravede i Jorden.

"Men, du min Gud, Student Bek!" udbrød Ørebro, hans blege, blå Øjne vedblev at stirre på mig gennem Lygteskæret, "men du min Gud!"

Han sagde intet andet, men satte Lygten fra sig, så hans Ansigt og Skikkelse forsvandt i Mørket, og kun hans Arme, der nu sikkert og øvet greb mig om Livet og løftede mig, levede.

Jeg havde aldrig talt et Ord med Doktor Ørebro: han kom ikke til Jacobus Uz eller til Fru Lenore, så lidt som til Schwarzflügel og Malene, endsige til Prinsens 373 Gilder. Han levede så ene i sit Hus som Fyrmesteren derude i sit Tårn, kun med Datteren, når hun da var hjemme.

Jeg havde altid frygtet denne ensomme og fornemme Mand, men nu gav jeg mig trygt over til ham. Jeg så jo ikke andet end hans Arme, og de rakte ud efter mig og bar mig hjem som Guds. -

Og i den Tid, der nu kom, et halvt År, lå jeg ene i hans, i Guds Varetægt. Dér fritoges jeg for Ansvar og for Meje.

Jeg havde fået en Lungebetændelse den Nat på Kirkebjærg og lå i Feber flere Uger. Jeg var død, sagde de, om ikke Doktor Ørebro var kommet til og havde fundet mig, så rent tilfældigt - ti hvem færdedes ellers her om Natten?

Jeg smilte, jeg vidste det bedre. Var jeg endnu slebet til Spejl for Gud?

Men han så til min Træthed og tog det halve År Åget fra mig Han gav mig tilbage til min Barndom, under Skyggen af Eberhard Sebastian Badens stærke Hånd, og han gav mig frem mod Fremtiden, under Skyggen af sin . . .

Og først langsomt, langsomt vakte han mig og mindede mig om, at jeg var ikke længere Barn, og at der var endnu længe til min Salighed. Og da han omsider lod mig ene med mig selv, havde han givet mig Bevidstløshedens Minde, min anden Barndom, min første Salighed, midt i det anspændte Liv. Og han havde taget fra mig en Del af Livets Byrde, en Del af dets Styrkes Smærte. Han tog min ene Lunge og gav mig Nøjsomhedens Svaghed og Fred. -

Jeg vågnede en Dag i Ørebros Stue, i Solskinnet mellem Blomster og så Ørkenen derude. Jeg havde i mine Feberdrømme troet mig forjaget herfra, flakkende påny i Københavns isnende Gader eller på en fremmed og ukendt Kyst. Men da jeg så Ørkenen, smilte jeg, ti jeg vidste, at den fandtes intet andet Sted end på denne Ø.

Og langsomt huskede jeg alt, hvad der var hændet mig, og vendte mig uden Frygt ind i Stuen. Min Fremtid var sikret.

374

Og det var den virkelig: Jeg erfoer det nu af Doktor Ørebro. Han bragte mig stærke Bebrejdelser fra Jacobus Uz, ja fra Prinsen, at jeg ikke var tyet til dern, og sagde mig, at Pastor Tang havde vakt hele Øens Vrede ved sin Færd. Ikke at Menigheden viste ham det - når viste den nogen Fremmed sit Sind? - men desmere vilde han lidt efter lidt mærke det. Hans Tid blev ikke lang på Øen; hvor stærk han end var, dens Blæst havde brudt hvert Træ, der stod den imod.

Jeg lyttede ydmygt og gav mine Velgørere Ret: jeg havde ofret alle Mennesker for Tang alene, jeg havde skyldt dem for min Nød, og jeg havde, fornægt ende deres Hjælp, kastet mig helt på Gud. Jeg havde taget min Løn op forud og havde nu intet at kræve af ham sålidt som af Menneskene.

Og dog sendte han dem til mig som aldrig før, og sin Tilgivelse og sin Hjælp gennem dem.

Jacobus Uz kom hver Dag, så snart Ørebro gav ham Lov, og sad hos mig og læste for mig og talte med mig. Han bragte mig mange Bøger, og jeg mindedes, hvad Bøger havde betydet for mig hin korte Ungdomsvår i København, og lyttede påny til deres Tale. Jeg sansede atter Duften af den blå Blomst og forstod, at først dér, hvor den er gået ud, har Ulykken nået Mennesket. Jeg huskede på Eberhard, på Fru Lenore, på Jacobus Uz og mig selv: at vi alle kun havde holdt Livet oppe, fordi hin Blomstes Blå aldrig var blevet slukt for vore Øjne, og dens Duft bestandig kaldte os mod det forjættede Land, som Underhornets Toner, dets Røst.

Og mens jeg lå kraftesløs hen på Puden, så jeg mod den høje Vårhimmel derude og syntes, at intet Sted hvælvede sig så blå en Forglemmigejs Krone over Menneskenes Hoved som her. Og mit Hjærtes lette Slag lovede mig, at År og Årtier under denne Blomsterkrone var kun lig Timer og Dage.

Aldrig havde jeg set så langt over Ørkenen og Havet bagved den som her fra mit Sygeleje i Lægeboligen. Så bitte som Øen i Havet var mit Liv i Evigheden, så umærkeligt stigende af den og umærkeligt glidende bort i den igen. Som jeg havde vandret Øen rundt, havde jeg omkreset mit Liv. Jeg kendte det og vidste, at som 375 Øen vilde det blive sig selv ligt. Og sålidt som Øen kunde forlade sit Sted, kunde jeg forlade mit.

Og havde jeg lært, hvor jeg, uden at vide det, for stedse havde levet mig ind i denne Egn, lærte jeg nu, at også de andre betragtede mig som uadskillelig herfra. Jeg så det hos dem alle, ved deres Venlighed og deres Harme. Skyldtes det min Armod, eller skyldtes det min Rigdom? Skyldtes det, at ingen anden Kyst fandtes for mig, eller skyldtes det, at jeg havde farvet hver Plet på denne med mit Blod? Jeg grundede ikke derover, ti jeg begærede ikke mer at være Herre, og jeg skammede mig ikke over at være Tigger. Jeg vidste kun, at jeg var et Menneske.

Sidst lykkedes det mig at udrydde det Hovmod, at jeg ikke vilde ligge Doktor Ørebro til Besvær. Men da jeg ihukom, at min Skole var lukket for mig, som hele Verden var lukket derude, og jeg, ved at rejse mig i Sengen, fornam min Matheds Svimmel således, at jeg vidste, den nu aldrig vilde forlade mig, men bestandig gøre mig til en Fledføring hos Menneskenes Nåde - da græd jeg, uset, i Herrens Skød, min sidste Selvrådighed ud.

Og tålmodigt ventede jeg, indtil de vilde sige mig, hvad Bestemmelse, de havde taget for mig, og fuld af Taknemlighed hørte jeg den, da Ørebro mente mig rask nok: at jeg, når jeg var kommet mig helt, skulde flytte ned i det lille Hus, hvor jeg nu ligger, her under Sønderbjærgets Fod, og som da stod dér tomt, forgæves biende det unge Brudepar, jeg hin første Aften havde set i Fællig bygge sig det til Hjem, og som Havet, der havde sunget for deres fælles Barneleje, havde redt Brudelejet, da de, under Pastor Schwarzflügels evige Sygdomsforfald, var sejlede til Jylland for at vies.

Jeg skulde da spise, snart hos Ørebro, hvis Datter ventedes hjem med Forårsskibet, og som jeg skulde undervise i Fransk og Tysk, snart hos Toldforvalter Vendelin, hvis Børn jeg skulde læse med. Og så måtte vi forøvrigt se, hvor længe Pastor Tang forblev i sit Embede . . . og jeg læste i deres Øjne, at de vidste, jeg blev her altid og kunde vente mange Præster ud.

Jeg drejede Ansigtet bort fra dem, ud mod Ørkenen, 376 et Øjeblik. Jeg vidste, at Frøken Barbara Ørebro kunde mere Fransk og Tysk end jeg, at Fru Lenore hidtil selv havde læst med sine Børn, og at Jacobus Uz' Penge måtte stå bag hendes Tilbud. Jeg forstod, at det alt, lige til Huset, som hørte under Prinsens Fæstejord - kun var givet mig, for at jeg ikke skulde dø.

Men Gud havde jo ladet mig overleve hin Nat på Kirkebjærg, da jeg havde sat mig ud til hans Vilje, og jeg måtte tage det Liv, han bød mig. Og jeg drejede mit Ansigt mod dem og smilte og takkede.

Og en Forårsdag flyttede jeg så ind i dette Hus, der nu i henved halvtredsindstyve År har givet mig Læ og Værn, først, i Prinsens Levetid, gratis, senere mod en ringe Afgift til hans Arvinger. Jeg tog det Hus i Besiddelse, dej forgæves ventede det unge Brudepar; mit ensomme Åndedræt lød herinde, hvor deres skulde have hvisket sammen i Kys; mine ensomme Skridt slæbte sig over Gulvet, hvor deres skulde have danset sammen. En enlig Mand aldredes og grånedes dér, hvor Børn skulde have kravlet og faldet; mit Ansigt sås bag Ruden, hvor blomstrende Børns skulde let.

Men det var kun den første Nat, jeg stod foran den brede Dobbeltseng, som de Unges Slægtninge mod Jacobus Uz' Kavtion havde overladt mig med det nødvendigste af det øvrige Bohave, og mer end nogensinde før eller siden fornam mig som en Tigger, foran dette rige Leje. Jeg gøs for det som for en gloende Rist. Jeg så mig rundt i den lavloftede Stue, med Møblernes vage Skygger. Og jeg syntes, de truede ad mig: Hvad vil du os, du Fremmede? er vi mon skabt til dig?

Og jeg syntes, det var selve Livet, der talte. Dette lille Brudekammer blev mit Calvariebjærg, der lærte mig det sidste Suk: Herre, din Vilje ske!

Jeg begyndte mit ensomme Liv, ensom med de Møbler, jeg gennem Dagenes Langmodighed fik til at erkende min Ret, ensom med den stille Udsigt langs Sønderbjærgets Fod over Kæret, hvor intet Levende rørte sig Døgn igennem uden en Måge, der dalede i Søens ubevægelige Spejl, og som mit Øje taknemligt fulgte; ensom med Avnbøgen histude, i hvis røde Løv Dagenes Blæst randt som Sandet i Evighedens Timeglas. Ensom 377 med Ørkenen, den evigt uforanderlige; ensom med Skyer og Sol, der skiftede med hvert mit Åndedrag; med Regnen og Havets Sang; med mig selv, med Gud. Ensom med Hverdagens trofaste Husgeråd, under Uendelighedens Himmelkuppel.

Og derfor aldrig ensom. Ti den, der i et Gulvfjæl og et Urs Viser, i Gangdørens Klinke og den bristede Jord om Avnbøgens Rod vandt sig Venner, ham vil aldrig Forladtheden gribe, hans Hjærte vil slå mellem Venner, og uden Frygt vil han vende sit Ansigt mod Uendeligheden.

Fordi han ingen Fremmed er på Jorden, er han ingen Fremmed i Himlen.

I Angsten holder han sit Blik fæstet på den gamle Stoleryg og ser i Guds Øje og finder den Fred. som er Svar.

Hver Aften er hans Hovedpude Guds Bryst, og han luder sig til det i Søvnens blinde Tillid.

Nu var jeg på den øde Ø. Nu så jeg om min Fod den Ensomhed, der hegner hvert Menneske inde men som hidtil havde været dækket for mig, som for alle andre, af de Mennesker, jeg troede at leve iblandt Nu førte min Dør ikke ind til andre Stuer, men ud til Ørkenen. Jeg trådte ud af den til Gud og ind ad den til mig selv. Jeg var i Sandheden, omsider.

Som Øen selv må ernære sig den lange Vinter igen nem, var jeg henvist til mig selv. Og som jeg i Øens og min Stues Stilhed tilsidst fik Øre og Øie for den

mindste Lyd som for det mindste Lys, fornam jeg i mig Livets inderste Fiber. -

I Begyndelsen spiste jeg vexelvis hos Doktor Ørebro og Fru Lenore. Men efterhånden blev jeg ene ved mine Måltider som ved alt andet. Jeg lærte mig selv at lave Mad. Jeg vilde det således.. Ikke fordi jeg følte Menneskene om mig som Fjender, ej en Gang som Fremmede. Jeg har altid elsket Menneskene: trods min Angst måtte jeg give mig hen til dem, blot jeg så dem, som Bækken må rinde i Havet.

Men som jeg tror, jeg aldrig virkelig har løjet, fordi min Tunge vilde værge sig mod en Løgn som mod en Gift, begærede jeg, at alt Ydre skulde passe det Indre, 378 som Hansken Hånden. Jeg tror, at jeg, der så helt blev nægtet Evnen til at skabe, i denne Trang fik Kunstnerens Behov for Harmoni.

Jeg erkendte mig ene, og derfor måtte også mit Måltid være ensomt. Jeg beroede i mig selv, og jeg vilde berede mit Legems Føde selv. Jeg var derved en hemmelig Røst hørig.

Og jeg tog heller ikke fejl i, at det var en Lettelse for såvel Doktor Ørebro som Fru Lenore, da jeg bad om at måtte få udbetalt en lille Sum til Erstatning for mine Måltider hos dem, at jeg selv kunde tilberede mig mit, således som Guds Bestemmelse oprindeligt var med hvert Menneske.

De sagde mig nok imod, men jeg vidste det dog, at de havde følt min Nærværelse som en Tynge, ikke ellers, men ved Måltidet - som de vilde følt det ved Bønnen. Ved disse, Menneskets to oprindeligste Handlinger, vil det være ene. Og jeg blev ene med min Mad som med min Bøn.

Og så underligt havde det jo formet sig, at det blev lille Lucie Camrath, der lærte mig denne den første Kunst af alle: at tildanne sin Fede. Selv havde hun jo nylig lært det af gamle Gedske, og allerede nu, et halvt År efter, erstattet hende, der havde nok at skaffe i sin Broders Hjem, Frenne Pilots, Enkemanden med de mange Børn.

Som fattig og lykkelig Tjenestepige gik hun nu i det Hus, hvor hun havde været den forkælede Gæst og kunde have været Herskerinde.

Hun blev min Lærerinde, i mer end i den enkle Lektie at lave de Spiser af Mælk og Gryn og Brød, min Ø og min Pung kunde overkomme, og som har holdt mig rask til nu. Hun blev det i den Lære, der er ligeså enkel og ligeså forladt som disse Spiser: at Sjælen er alt.

Jeg kendte hende knap igen, da jeg så hende efter mit Sygeleje. Sådan var hun blevet Tyendet. Ja, toogtyve År gammel var hun bleven som nu. Så tidligt vandt hun sin Sejr.

Og jeg, der havde forfærdedes, fattede i de korte Stunder, hun kunde smutte fra Præstens Køkken ned til 379 mit, at som hun i Lykke havde erfaret sin Formues Forlis, erfoer hun nu sin Ungdoms og Skønheds. At som hun havde rystet hin fra sin Vinge, den nær havde bragt til Brud, rystede hun nu disse af den, at den ret kunde fyldes af Himlens Vejr. Jeg så Jomfruen vågne, dér hvor Frøkenen døde. Jeg forstod, hvorfor Verdens Frelser måtte fødes ved den ubesmittede Undfangelse og vandre i Armodens Skrud.

Og som hun og jeg stod dér i det unge Brudepars Køkken, syntes jeg, vi tilsammen beredte den Menneskenes Føde, der ene kan mætte.

Og da jeg bøjede mig og kyssede hendes Hånd, der, bestandig lille, var bleven hård, kyssede jeg selve Livet, som mættede mig med det ene Fornødne. -

Og nu travede jeg da tro min Vej fra Lægeboligen tl Toldergården og tilbage til min Hytte igen, fra at undervise andre til at lære selv. Og som altid var det sidste så langt besværligere end det første.

Ak, hvor lidt vidste jeg ikke, og hvor tungt havde jeg ikke ved at fatte og forstå! Hvor var jeg ikke tungnem og glemsom!

Som i Skolen: ikke for alt det Personlige! Historien og Sproget, som det åndede og levede i Rytme og Talemåde. Men Årstal og Grammatik, for ikke at nævne Regning og Matematik, alt, hvor ene Hjærnen herskede, alt, der ikke var farvet af Blod!

Min lille Lampe brændte over mit Bord langt ud på Natten, som var det hint unge Brudepar, der fejrede deres Fester. Men det var kun mig, der sled mig ør og åndeløs i natlige Deklinationer og Cifre og Brøker.

Men når jeg næste Morgen med de lasede Bøger under Armen travede af Sted op under Sønderbjærgets Fod eller ind gennem Kærets dugvåde eller rimslagne Græs og med trygt Hjærte vidste mig velforberedt til min Pligt, syntes det mig, at jeg denne Nat havde tjent Livet så tro, som det unge Brudepar kunde have gjort, og at jeg fornam denne Morgens Luft med stærkere Smag end nogensinde før.

Nede i Toldergården var min Gærning ikke altid let. Ikke, at Børnene jo var blide og lærenemme nok, omend langt dybere hildet i Drømmenes Blomsterkrat end 380 jeg og end mer ømfodede for Vandringen på Skærver. Jeg fik dem alle inderligt kær, som de med deres underligt dunkle og glødende Øjne under de hvide Pander og det sorte Hår stirrede på mig dér rundt om i Stuens Gravmerke, og med deres spinkle Stemmer og spinkle Lemmer syntes mig mere lig Ånder, der alvidende og trætte havde alt overstandet, end Bern, der først skulde til at erfare og leve.

Bøjet over det ustandselige Arbejde med Syen og Lappen af Børnenes nødtørftige, brogede Tøj, tonede Fru Lenores høje, sortindhyllede Skikkelse ud af Skyggerne som selve Nornen.

Men hvor vi frøs! Ak ja, hvor vi frøs i den knugende Vinterkulde over Øen! Om ikke Mørket, hvori vi stirrede som halvblinde i vore lasede Bøger, havde grånet af vor Ånde, kunde vi have troet os under Jorden, i dens sorte Frost.

At Jacobus Uz betalte den Løn for min Undervisning, som Fru Lenore rakte mig hver Månedsdag, og som jeg fattede om med samme andægtige Sky som om Brøkbogen og Grammatiken og al den anden Livets Virkelighed, jeg havde gruet og villet flygte for, havde ikke været Tolder Vendelin tilstrækkelig Beroligelse, da Arrangementet med min Undervisning blev truffet Man havde også måttet tilsværge ham, at ikke én Gnist og ikke én Funke af hans evige Lys- og Varmelængsel måtte spildes for denne Sags Skyld.

Og derfor frøs vi, og fumlede vi i Mørke. Men mer end nogensinde isnedes vi, når Vendelin pludselig strøg gennem Stuen, foroverbøjet, med sit Løbs Træk og Havkulde om sig som en Ligdragt, mens Hungerluen i hans Øjne sved Mørket og os som Ild.

Børnene krøb sammen som Døde, hvem en hvileløs Ånd vækker, og Fru Lenore stirrede bange og bedrøvet på Døren, hvorfra vi snart hørte, enten den knirkende Lyd fra Brændevinsskabets Låge eller de dybe Skrig fra Klaveret om Forløsning i Livets Sommer. Åndeløse, sammenludede, og dog hver for sig ensom, lyttede vi, som de Døde efter Opstandelsens Morgenhymner.

Men om Somren tog vi Oprejsning. Hvor sankede vi da ikke Solens og Sandets Hede i os! Sønden for 381 Tolder gården, i en dyb Klithule i Dræthøj, under Havets og Himlens tindrende Blå, lejrede vi os med vore Lektier.

De mindre Børn, alle uden Steffen og Agnete, lå nøgne, begravne til Skuldrene i Sandet, og de to, såvel som Fru Eleonore og jeg var klædt så let, at vi brændte i Klitten, fortærede som i Solkuglens Hjærte.

Jeg så de skære, unge Åsyn, de blomsterslanke og blomsterrødmende Lemmer, Steffens ranke Nakke, Agnetes flyvende Hår og Fru Lenores høje og smilende Skikkelse, og jeg syntes, at vi her på vor hvide Klint svævede som salige Ånder på en Sky. Og med et glemmende Smil kunde jeg da langt, langt ude øjne Tolderens bitte, sorte Skikkelse ile langs Sranden efter det. vi ejede her i vor Hvile. -

Hos Ørebro var der Lys nok og Varme nok. Men dér var Frøken Barbara Og disse Timer blev mig en Lidelse.

Som jeg følte min Uvidenhed i Doktor Ørebros Bibliotek, min Fattigdom i hans svale og velstående Rum, min Kejtethed overfor ham selv, hvem jeg knap hviskede en Tak for hans Hjælp, før han sky vendte Ryggen til - følte jeg al min Ringhed som Mand overfor Frøken Barbara.

Jeg sad for hende som nøgen, i min magre og hulbrystede Afmagt. Hendes kølige, langsomme, blå Blik klædte mig, øvet, af til Skindet og stødte mig, efter en koldblodig Besyning ud, hinsides Kønnet, ja Alderen, ud i Børnenes udelagtige Sfære. Og vendte sig ligegyldigt fra mig.

Jeg åndede op, befriet - og i Ve, som den, der kasseres til en Krig.

Men næste Dag, når jeg rykkede min Stol hen til hendes, ved Bordet ud mod Ørkenen, at gennemgå de franske eller tyske Forfattere, vi fandt i så rigeligt Udvalg i hendes Faders Bogsal, følte jeg påny sitrende i mine Hænder og Knæ samme svimle Angst for hendes Barms Svulmen, hendes Arms tunge Runding og Blikket i hendes Øjne, der var koldt af hendes talrige Bade og hedt af hendes timelange Dvale, når hun hvilte sit pragtfulde nøgne Legeme i Klitterne som selve Afrodite 382 på Kytera. Det Blik var som en Fordring, jeg ikke kunde efterkomme og tyngedes til Jorden af - og græd for, når den lettede. -

Men end mer pintes jeg af Forholdet mellem hende og Faderen. Af hans Tiggen om Kærlighed af sit eneste Barn, og af hendes forstokkede Døvhed for hans Ben.

Jeg tænkte på hans Hustru, der var død på en Sindssygeanstalt som en altædende Bug. Og jeg syntes, at jeg i disse højtliggende Stuer, med Blomsters og Bøgers blide Tyssen, her hvor Ørkenens og Havets ubegrænsede Stumhed mødtes bag Ruden, her hvor han havde sagt Kyskhedens Ro, oplevede anden Akt af Tragedien mellem Ånd og Kød.

Jeg havde lært at elske denne Mand, hvis tavse Fjærnhed gjorde mig end mindre og øen større, som en Stjærne gør os små og Himmeldybet dybt. Så jeg ham dér i hans Trætårn på Kirkebjærg med Kikkerten for Øjet, ubevægelig i Timevis, spejde ud mod Horizontens Skibe eller Himlens Kloder, tegnede han sig for mig som en Kure, som Åndens evige Vagt, her hvor jeg i min lave Hytte stirrede på ham.

Og nu så jeg ham tigge for dette Hunkøns Fod, tigge sig et Hjem i det Kød, han havde forladt - og søgte tilbage til, i hendes, i hans eget genopstandne! Og så ham stødes tilbage, ikke i Vold, så han kunde løfte sit Råb over at jages fra sit eget Hjem, men i sløv Ligegyldighed, som når Døren lukkes for én, ingen véd, vil ind.

Og jeg så ham stå dér udenfor, rystende af Skammens stumme Gråd.

Til det erfaredes, at den Dør, der aldrig havde gidet åbne sig for en Faders Hengivenhed, stod åben for hver én af Mandkøn, der vilde træde derind; til den Hemmelighed, Malene havde betroet mig den første Aften på Øen, og som hver af os vidste eller anede, blev åbenbar også for ham.

Kun én Sommer var jeg hendes Lærer, en stakkels, frysende Pædagog. I September rejste hun fra øen opå sin årlige Vinterrejse, den hun alt fra sit fjortende År, efter sin Moders Exempel, som en Hævn for Opholdet 383 i denne Udegn, havde tilvriste! sig af Faderens skælvende Hånd - for aldrig nier at vende hjem.

I Steden for hende selv kom et Bud om, at Frøken Barbara Ørebro var bleven dræbt i et københavnsk Horehus, til hvis faste Gæster hun havde hørt, alt siden hint fjortende År, og hvis luende Sol hun havde været.

Nøgen var hun blevet funden, pragtfuld og hvid, svøbt i sit gyldne Hårs Bølger, med en blodig Strikke om Halsen, men med al den Kødets Ro i sit Ansigt, som havde lokket hver hjemløs Sjæl til hende - til én Hånd nu havde hævnet dem alle.

Vi fandt Doktor Ørebro, der blindt havde troet selv hendes plumpeste Løgne død, med Brevet i sin Hånd.

Hans Bøn var omsider blevet opfyldt. Nu skulde han aldrig mer savne Kødet.

Eller - havde kan hænde, i hans sidste Øjeblik det ramt hans Hjærte som et Spyd: at aldrig havde hans Hustru og Datter i sådant Fjendskab lukket sig ude fra ham og Ånden, om han ikke havde søgt ene dens Frelse i Vagttårnet her på Tugtens Ø, og glemt Kødets Bolstre?

Jeg lukkede mine Øjne af Gru, men åbnede dem og smilte mod Lucie og Agnete, mod min Kærligheds unge Nøgenhed mellem Nattens ranke Lys. Og jeg fattede, at den, der vil leve evigt må dø. -

Jeg måtte skaffe mig en Erstatning for de Penge, jeg mistede ved Barbaras og Doktor Ørebros Død - jeg kunde jo ikke undvære én Skilling i Indtægt! - og jeg fandt den. Eller - jeg fandt den ikke selv, men det, som nærede mig mere end den.

En Dag på min vante Løbetur langs Havet, så jeg pludselig Tolder Vendelin, ikke som sædvanlig ilende langt ude, men stående ubevægelig på Stranden, som ventede han på mig.

Hvorfor havde han slået Rod dér? Jeg standsede næsten angst - vi var ene, så langt Øjet rakte - men så smilte jeg. Hos mig kunde han intet finde, selv ikke det ringeste Guld!

"Student Bek." sagde hans vejrhæse Stemme, mens hans Øjne flakkede om mig, "se her -" han borede Stokken ned i Sandet, "her er Skrivesand. Der bruges 384 meget af det på Fastlandet. Om De sankede det og lod Skipper Tønnesen tage det med?"

Han hilste med en krampagtig Bevægelse og satte i Løb. med Stokken under Armen, som havde han fortøvet sig, eller - flyede han . . .

Og jeg knælede med Undren og så det sorte Sand lien under det hvide, som en uudviskelig blodig Plet, et begravet Dyr. Ja, her var en lille Skilling at tjene, rakt mig af selve Øen, af selve dens golde Skød - og af ham Men - at han ikke tog den selv!

Jeg havde fundet en hvid Plet i dette mørke Sind.

Når jeg siden, de ensomme og blæsende Stunder derude i Pakhusbugten, gød Sandet i mine små Poser, og med Øjnene ude over det vældende, mørke Hav drømte, at et evigt Digt eller en uforgængelig Formel skulde tørres af Sandet, jeg sankede på denne ringe Kyst, syntes det mig dog stedse, at end mer vidnende om Evigheden, vort Slægtskab med Gud, end selv hin Skrift, var det, at Tolder Vendelin havde overladt mig sit Fund!

Kom han stundum forbi Stedet, når jeg gravede, vendte han Ansigtet bort, så mig ikke og løb hurtigere. Som her i Sandet det sorte var blandet med det hvide, var det i hans Sind.

Nu bruger ingen længere Skrivesandet, men så evigt som dets dunkle Rune er ristet på Øens Kyst, bærer jeg hans Gærnings lyse med mig til Gud. -

Hans Datter, Agnete, hun vandrede nu, tyve År gammel, over vor Ø som selve Jomfruen, ikke som Lucie tyst sammenfoldet i Løn, men slankt opblomstrende, skyldløst vendt mod Solen som en Lilje.

Hun gik over Øen som Helligdagens Hvile og Renhed, her i Hverdagens grove Slud og Fiskestank. Når hun skred ud over de sorte Banker og sås, sart og svaj, mod Horizontens Grå, syntes det i vore Øjne, at vor Drøm gik bort i Skyerne, hvor alle Drømme hører hjemme. Og når hun nogle Timer efter vendte tilbage fra Nordbjærg, ad den krinklede Gade mellem Fiskenættenes og Isingernes Guirlander, smilte Fiskeren, der sankede Sten til Stejlebakken, og hans Kone, som drev Koen ned ad Byens Bakke til Malkning, mens Børnene 385 legede under Kirkegårdsmuren, til hende som i Tak, for at hun ikke var blevet derude, hvor Solen gik ned.

Men når hun trådte ud under Toldergårdens ludende Tangtag, og med Hånden over Øjnene, efter Mørket inde i de skumle Stuer, så over Havet - da syntes hun os som selve sin Faders Syn, det han, det vi alle med ham løb efter langs de øde Strande.

Som en Vintergæk sitrede hun over vor frosne Jord. Til en Hæl trådte hende ned, og det sorte Sorgens Kors histude skød op over Øens Drøm . . .

Pastor Tang havde, som Jacobus Uz havde sagt mig, pådraget sig Folkets Uvilje ved sin Adfærd mod mig. Men der skulde en god Storm til at knække ham.

Tungt trådte han med brede Fødder i Jorden, og sikkert ludede han Ryggen, med de knyttede Hænder om Frakkens Bræmme. Under den brede Hatteskygge ramte et Par grønsorte Øjne én som et Stød af Jærn. Den glatbarberede, skægblå Overlæbe klemte sig blodløst mod Underlæbens Bid.

Så lidt han havde søgt at dølge, end sige undskylde den koldblodige Overgang i sin Færd mod Lucie Camrath. så selvfølgelig syntes det, han fandt sin Behandling af mig. Som han i sin sorte, bølgende Frakke med Herskergrebet rundt dens Opslag bestandig syntes iført sit Embeds Kendetegn, bar hver af hans Tanker den officielle Kristendoms Præg: Troen, der er alt og tilsteder alt.

Selv kom jeg aldrig i Kirken - jeg vidste, at mit Nag mod ham hørte ikke hjemme dér, men hans Prækner sagdes at eje både Form og Kraft, og Øfolket samledes, i gammel Vane, tro i de udskårne Stole og stirrede op på ham, som var han virkelig den Herre, Altertavlen afbildede - der kunde vandre på Vandene og skænke dem sin Hånds trygge Frelse fra det Dyb, ved hvis Rand de levede, og hvori én af hver Familie var forsvunden.

Men ingen søgte ham udenfor Kirken, og vandrede han, tung og sort, med sine stirrende Jærnøjne i det sortsmudsede Ansigt ned ad Gaden eller ud ad Vejene, hilstes han stumt og uden Smil.

Med den Tvivl og den Gru, der kunde vækkes af 386 hint altid kaldende Dyb om vor Ø, søgte de, som alt i Schwarzflügels sidste År, til Jacobus Uz, som anede de omsider, som hans Drøm var, at han i sin Ungdoms Synd og sin Manddoms Bod havde trådt hint Dyb, og at hans Hånds Greb om de Skibbrudne, der skylledes op på denne Bred -, var mer ligt Herrens på Altertavlen, end Præstens, der knugede Lucie Camrath ned til Tyende og slængte mig ud at omkomme på Bankerne.

Men Præsterne bærer jo Jesu Sorg i deres Kjolers Sorthed og efterfølger hans Gærninger ved Ord. Svøbt i sin Kjole, med sit Kaldsbrev i Hånden, vidste Tang sig bekræftet af Gud. Han lagde med Kjolen Pligten, men ikke Retten fra sig, og som han den syvende Dag førte Ordet ene blandt Stumme, var han selv stum de sex med Døren stængt for de Talende!

Hvad han tog sig til derinden for, vidste ingen. Ej en Gang Lucie. Ingen Tanke fulgte ham heller derind. Søndagen undtagen var han, ligesom sin Kirkes Kristendom, død for alle. Mens Jacobus Uz' lille Skikkelse tro røgtede hans og dens Pligt rundt om i de Syges, de Banges, de Fattiges Hytter, hvis længe lukte Døre nu omsider gled på Klem for ham.

Til med Et det utrolige Rygte spredte sig imellem os, at Agnete Vendelin skulde giftes med Tang og i næste Måned.

Da stod Præsten pludselig midt iblandt os, som Kirken deroppe, og vi så, at ingen kunde rokke ved dem. De havde jo deres Rod i afdøde Århundreder, i Dynger af Lig!

Jeg søgte ned til Toldergården, strax Lucie havde hvisket Rygtet til mig, skælvende, som måtte hun nu leve om igen sin Angst, eller se en anden som Sonoffer for sin Frelse.

Men da jeg kom ind i den sorte Stue, i den ramme Os af Tangtagets Jod og Gulvets jordsmuldrede Brædder, vovede jeg ikke at spørge.

Og da nu Agnete gled gennem Stuen, behøvede jeg det heller ikke. Hendes Ansigt var så hvidt, og hendes Gang så svævende, at jeg så, nu vilde hun snart 387 forlade os og gå til sine Skyer. Kun Øjnene skinnede, lysfyldte som en Martyrs.

Fru Eleonore så op på hende over sit bødede Barnetøj, og da hun, stum og rank, med den sorte, tunge Hårkrans som en Jorddynge, Skovlkastets sidste, på sit Hoved, forsvandt gennem Døren, brast Fru Lenore i Gråd.

"Han vil det," hviskede hun, med sin Hånd i min hjælpeløst trøstende, "min Mand. Han siger: så sparer vi de Penge! De véd jo hvortil -" hun smilte undskyldende.

Jo. vi vidste det alle. At Vendelin ofrede hende for at mætte sit Savn. At hun måtte dø for det. For selve Øens.

Faderens solgte hende. Brudgommens købte hende,

Så hårdt havde Øen da knuget denne Mand, som lukkede sig inde i sin Værdighed, at han nu måtte bemægtige sig vor Drøm - som hans Forgænger havde sikret sig vor Ild. Han, som havde villet rane Lucies Formue, var nu tvunget så dybt i Knæ, at han rakte Guld frem for en Kvinde. Ti det tvivlede ingen om, at Tolder Vendelin ej alene sparede, men også tjente Penge nu.

o

Og Agnete? Kendte nogen bedre, hvor Faderen hangrede og tørstede? og Moderen og de små Søskende, drømte hun at tænde Lys for dem i det sorte Hus?

Havde hun af Moderen lært at fortære sig ved sit eget Hjærtes Bål?

Hin Dag hun skred gennem Stuen, så jeg det da ikke i hendes Øjne - Afsindsskæret fra Patricksbjærgenes Is, fra Nattehavets Skum, opluet i de mørke Kamre til Martyr glød?

Vi havde jo alle ventet det, at en Dag vilde Drømmen brænde op i Solnedgangen. -

Men den Dag, da Præsten førte sin Brud i Land efter Vielsen ovre i Grenå, og hun ved hans Hånd trådte på Breddens rimfrosne Tang, forstod vi også alle, at hun blot havde leget Legene videre fra Moderens Stue, og nu var ved at vågne.

Hun var hvidere end Skummet bag hende og Rimen foran hende, og som Sneen kransede hele hendes Ø, 388 kransede nu hvide Åkander hendes Hoved som en Druknets.

Og i Øjnene tindrede nu kun én Længsels Lue: at de.

Vi nejede os alle for hende, hvor hun skred frem, høj og forstenet.

Præstens Ansigt brændte blodrødt under den skægblå Hud, hans Læber mimrede, og hans Hånd knugede hans Bruds Arm.

Og i den svidende Kulde fornam vi Ilden af hendes Længsel som af hans og sandede, at vor Kyst havde tændt dem bægge.

Som jeg den Nat lå i min Seng, i det unge. døde Brudepars Leje, holdt atter hine ranke Lys fra Doretes Kammer Vagt over mit Hovedgærde som om en Båre, hvor jeg hvilte i salig Fred.

Den Ild, der sved i Præstens Kinder, som den, der skinnede af Agnetes Øjne. se de blånede sammen i mine Kærter, lysende i mit Rum og higende mod det Høje!

Og jeg takkede, at af Livets røde og Dødens hvide Ild disse blånende Luer var blevet mine.

Men inderst i mit Hjærte bævede Gråden for Agnete, Jomfruen, der hjemfaldt i denne Nat. Jeg syntes, jeg så store og sorte Hænder gribe om Dorete, og hendes Lys gå ud i bælgmørk Nat - -

Men vidste, at jeg vilde kunne række hende mine Kærter uslukkede, dem, jeg havde taget med mig fra hendes Kammer, og som, skønt de brændte for mig Dag og Nat, dog aldrig brændte ud.

At vi skulde ses i deres Skær for Evighedens Alter, når jeg, én Gang, fra mit Fakkelløb gennem Jordlivets Storme fik dem reddet did . . .

Da vågnede jeg brat, alt med mit Smil i hendes genkendende - ved et Skrig langt borte fra - ja fra Jorden - og dog så nær - ja udenfor min Rude.

Jeg tumlede over Ende i Sengen, og i Sneens blålige Fosfordæmren så jeg noget Hvidt fare forbi derude - som en Ånd, og noget Sort og Tungt forfølge det - som Jorden Ånden. Og atter steg det fjærne og nære Skrig.

389

Jeg vidste mig jo ene herude, her hvor de Unge havde søgt Lykkens Ensomhed - og et Øjeblik mindedes jeg, som alt da jeg så Præsten og Agnete træde i Land, Sagnet om hint Brudepar, der var kommet til denne Ø, og hvor Bruden var blevet dræbt foran Alteret - så det ved hint Pistolglimt så levende igen af Tidens bundløse Mørke. Til jeg helt vågnede og løb mod min Dør.

Og da jeg fik den op mod den ru Vinternat. så jeg højt deroppe ad Sønderbjærgets snedækte Skrænt Agnete ile med flagrende Hår og udstrakte Hænder i sin lange Natdragt, på nøgne Fødder. og Præsten styrte efter hende. i sort, bølgende Frakke.

Fuldmånen stod halvt oppe bag Bjærgets stumpe Top, og Agnete løb mod dens lysende Skive, forfulgt af hans Arme.

Jeg rørte mig ikke nede på min Tærskel, så kun op mod det kuldetindrende Snefjæld, og bad og bad her i mit Dyb.

Nu så jeg hendes Hænder i Månen. en Snedamp røg op om hendes undslippende Fødder, og hun kastede sig med flagrende Hår og Kjole ud i den skinnende Hvidhed.

Præstens sorte Skikkelse dukkede sig, brat, som rullede Månen sit Hjul hen over ham.

Men med Hånden i hendes Skørt slængte han sig tilbage på Bjærgets yderste Rand, rivende hende baglængs hen over sig i en Seng af Sne.

I et krumt Spring var han oppe, greb hende i sine Arme og stormede ned over Bjærget. Hendes lange Klæder og lange Hår flagrede efter dem, og Sneen flimrede bag dem som et Gevandt, et Tog af Ånder, der vilde frelse deres Søster af Jordens Hånd.

Så tæt forbi mig foer han med sit Bytte i Favnen, at Lufttrykket pressede mig mod Dørkarmen, og jeg så Angstens og Anspændelsens Sved på hans Pande og hans Øjne stirre rødsprængte af deres Huler.

Agnetes lighvide Ansigt vendte mod mig, besvimet, med åben Mund, svømmende som en Druknets i det sorte Hårs Bølger.

390

De forsvandt som en Sky op mod Byen gennem Sneog Månetågen.

Og jeg blev ene tilbage, med Panden bevidstles mod Dørstolpens Is.

Jeg vidste nu, hvad jeg havde bedt om, da hendes hvide Skikkelse kastede sig ind til Månen, og Sølvstøvet rejste sig fra hendes flygtende Fødder. Og at Jorden havde sejret over hende og min Bøn,

Jeg stirrede op mod Månen. Den hvælvede nu en skinnende Gravkuppel over Snetoppen deroppe.

Men vor Drøm var ikke sunket frelst derunder. men lagt i Præstegårdens trange Ligkiste, som dæmrede sort i Kirkebjærgets Sne. -

Ene af alle på Øen havde jeg set Agnetes Flugt mod sit Brudeleje på Månen. Men alle så vi Agnete efter det i Præstegården.

Så hende skride ud ad Vestervejen og ud langs vore Strande eller bort over vore Bakker, bøjet, med Hænderne knuget mod Brystet og Hovedet sænket mod dem.

Hun gik sine Stier fra de Syges og Fattiges Hytter til sin Moders og sine Søskendes Hjem ved Stranden og tilbage mod Præstegården. Men ingen hørte hendes Skridt, når hun kom eller gik. Og når hun om Søndagen trådte ud af Kirkedøren ved Præstens Side. gøs vi alle, fordi han ikke så, han holdt ved sin Hånd en Død.

Vore Øjne fulgte hende for sidste Gang: Agnete, Farvel! Farvel!

"Nu dør hun," sagde den gamle Kone fra Sønderbjærg. Mærged Duun, en Dag vi så hendes Skikkelse svulme frugtsommelig mod den sarte Vårhimmel.

Og som jeg havde set hin Agnetes første forgæves Flugt, så jeg hendes sidste og lykkelige.

Så hende højt oppe fra Sønderbjærg, hvor jeg søgte Violer i det vinterbrune Græs, slæbe sig ad Stranden dernede, som havde Jorden endelig nu fået sit Ram på hende - den Tyngsel, hver Skabning skal skatte den.

Jeg vidste det ikke selv, før jeg strøede mine Violer ned over hende. Men alle førtes de bort fra hende ud 391 over Havet, der var blå som de. Men sitrende følte jeg, at n" var Stunden inde.

Og alt før jeg så det mindste af de nøgne Børn, der legede som små, blegrøde Blomster ude i Brændingen ved Skejnæs Hage, blæse ud i Havet og synke dér; alt før jeg så Agnetes betyngede Skikkelse dernede med Et kaste Jorden af sig og flyve hen under Brinkerne; alt fer jeg så hende forsvinde derude som i et Hav af de Violer, jeg havde villet strø over hende - vidste jeg, at nu var hun frelst.

Og da jeg, med sønderrevne Hænder og Klæder efter min halsbrækkende Rutsjetur ned over Sønderbjærgs Hæld og mit Løb over Strandsandet, nåede derhen og midt mellem de skrigende, nøgne Børn og det skummende Vand så hende ligge dér, svøbt i sit Hår og sin Kjole, med det frelste og jamrende Barn knuget ind til sit døde Bryst og med sit Smil lysende moderømt hen over dets hårstruttende Hoved, forstod jeg, at således friedes hun fra Barnet i sit eget Skød. fra Skatten til Jorden.

Og som jeg bøjede mig over hende og løsnede Barnet ud af hendes Arme og lagde dets rystende, nøgne Krop ned mellem de andre Børn i det hede Sand og lukkede hendes spinkle Arme og svøbte hendes Hår tæt om hendes Bryst og Skød, følte jeg over os den Guds Øjne, der ser over Jorden og dens Love og lader hver sin Skabning fuldbringe dem efter sin egen. Som jeg ihukom mit eget Bryllup, så jeg nu her Agnetes Fødsel og strøg min Hånd over hendes Pande som en Broderhilsen.

Og da i samme Nat, under Flytfuglenes Skrig, de frigjorte Bølgers Råb og de farende Skyers Træk Blåskovens sidste Træ. Linden på Sønderbjærg, brast, som en Streng for Forårsstormens Hymne, og hvirvledes ned på Stranden, just dér hvor hun havde ladet sit Liv - rejste vi af dets Tømmer Korset på Kistehøj, til Minde om hende, der havde blomstret som Skovens sidste Lilje. -

For Fru Lenore og hendes Drømme var det det knusende Slag - syntes det. Den Kvinde, der gik bag Agnetes Kiste med Klittislerne og Marehalmskransene, 392 det eneste Grønne Øen efter sin Vinterdød kunde give sin Datter med - og den Kvinde, der levede endnu et Par År i Tanghuset dernede ved Havet, var som én, der har lyttet til Evighedens Fugl, i dens Sangs Tryllekres værnet for Årene, og nu pludselig ramt af Dagens Sol falder i Aske. Kun Syvsoverne har haft et Ansigt som hun - de der i ét Nu blev tohundrede bortdrømte År ældre.

Men det er ingen Drøm, hvoraf man vågner.

Og da jeg efter de tvende Års Forløb en Aften ved hendes Dødsleje, overvældet af dets og Stuens Kulde, brast i Gråd for det Liv, som endtes her, løftede hun forundret smilende Hånden, og med Øjnene mod Bjælkernes tyngende Lag, med al sin Drømmeglorie tændt påny om sin Pande, lyttede hun mod Havsuset bag de lave og isdækte Ruder og hviskede:

"Græder De? hvorfor? for mit Liv? Det var jo én Lykke! én Sejlads over Jorden i en Sky - og se, nu sænker den sig over mig påny og tager mig hjem! Mørke og Sult og Kulde? De taler om dem, men jeg har ikke mærket dem! Min Mands Sind, der aldrig var hjemme hos os, men bestandig styrtede mod sit glødende Mål - jeg elskede det for dets vilde II - og mit fløj med, på Ildvinger, der gav Hede og Skærm for mig selv og mine Unger! Agnetes Død? Ja, da syntes jeg, jeg havde brændt mit eget Barn op i min Glød. Men at leve er at brænde op - og nu går jeg i Ilden til hende. Mine arme Små vil Jacobus Uz tage til sig."

Og hun smilte som den, Guds Vin har berust.

Det gik, som hun vidste. Jacobus Uz tog hendes Børn til sig. Og hendes Mand syntes knap at standse i sit Løb for at se tilbage efter hende og Agnete

Som på Agnetes Begravelsesdag løb han på sin Hustrus sin vante Tur, måske kun endnu mer vild og forstyrret end ellers.

Han blev ene i det store, øde Hus dernede, og ud fra dets Mørke hørte vi om Natten Klaveret klage og skrige, ikke efter dem, men efter den evige Sol. Og hver Dag så ham løbe ud på sin Jagt mod dens stigende eller synkende Kugle.

Han spiste hos Jacobus Uz mellem sine Børn, men 393 alt mens han huggede Maden i sig, stirrede han ud af Vinduet som en fanget Fugl af sit Bur; han greb sin Hat og ilte ud - ud på sit Løb!

Til han en Vinterdag ikke mødte ved Jacobus Uz' Middagsbord! Og først sent næste Aften af det søgende Mandskab fandtes over en Mil til Havs, på Isen, styrtet af Udmattelse, med Armene udstrakte mod Horizonten.

Havde han pludselig set, hvor Isen havde ladet Øen voxe, hvor den, afsindig af Vinterensomhed, havde skudt sig tid af sig selv for at række Fastlandet - og havde han som den forsøgt at flyve ud over sine egne Grænser?

Nu lå han dér, fanget i de opskruede Blokke, der just nu, i Solnedgangen, sprang ud på Isens milevide Flade som en Sydens Fabelblomst, flammende op som et Offerbål af blodrøde, himmelblå og evigtgrønne Luer, fortærende sig selv og den døde Mand derinde i Regnbuerøg.

Så sank Solen fjærnt i Isen, og her, hvor vi stod rundt om ham, så vi ham ligge ene i Iskisten, nu, hans Drøms vanvittige Glorie for altid var slukket, et Fattiglig, skændet og gråt - en Flue i Vinterens Hjærte . . .

Men spørg Øens Folk - de ser ham bestandig, Tolderen Lennard Vendelin, ile langs dens Kyster, som deres egne Længsler, i det forgæves Ringløb for Kulde og Død.

Hans Penge - vi fandt dem aldrig! Hans Skabe og Skuffer var nøgne og tomme som hele Huset. Havde han, trods alt, aldrig fået noget sanket af sin arme Løn? eller havde han gravet dem ned i Skjul?

Hviler de endnu i Jorden et Sted på denne Ø, sænket derned som hans eget glødende Hjærte?

Træder en Gang éns Fod over dem, véd jeg, han vil fornemme deres Brand gennem Sandet. Men ingen søger dem. Og ingen turde heller grave dem op. Som Troldenes Guld vilde de jo svide i Hånden, som Helvedes Kul.

- Hans rette Skat søger jeg under Skrivesandets Rune histude. Dér véd jeg, den ligger gemt. Men ene Gud og jeg kan tyde dens tilføgne og sære Skrift.

Hans og Fru Eleonores Børn, Agnetes Søskende - ja, de sendtes jo, én efter én, alt som de voxede fra 394 min Undervisning, bort fra Øen, over at glemme den og dens Drømme i Fastlandets Viden og Handlen.

Jacobus Uz frelste dem alle derved - undtagen Steffen, den ældste. Han havde levet for længe i Husets Skygger og' Lege, han huskede Patricksbjærgenes Is for godt.

Han vendte hjem fra København, dødssåret som en Fugl, de andre har lugtet det Fremmede ved og hakket tildøde. I hans Ansigt, som han lå dér og tæredes hen i den store Ætteseng ved Jacobus Uz' Vindue ud mod Havet, læste jeg al den Rædsel, Livet havde vist ham derovre, og jeg takkede min Gud, at han havde frelst mig hid.

Men her var ingen Frelse for Steffen mer. Han blødte ud af alle sine Sår. Og alt som han tæredes hen. veg Rædslen i hans Ansigt for Saligheden. Drømmen tog atter sit Barn. Han smilte sig ind i Døden.

Vi grov ham ned hos Agnete og hans Moder, og de slumre nu alle tre i vor Jord. På Kirkegården, hvor ellers alle Grave er nøgne, spirer der Blomster på deres, ja, et Flor af Blomster. Men ingen Grav røgtes heller som deres. Det er, som havde hele Øen sit Uforglemmeligste under den. -

Pastor Tang blev her ikke Året ud. Øen havde brudt ham.

Da hans Ansøgning om Forflyttelse ikke bevilgedes - som aldrig nogen Præsts herovre - tog han sin Afsked og flygtede herfra, midt i Vinterens Hjærte. Han fik lejet en svensk Fisker til at sejle sig til Fastlandet, og hele Tiden, fortalte Fiskeren siden, sad han med Ryggen mod Øen, dukket i sin Kappe, som truede Sønderbjærg, som truede Agnete ham fra dets Tinde bort over Havet, Mil efter Mil. Først da Øens sidste Punkt var sunket i Kimmingen, løsnedes hans Ansigt lidt, og da de, i Nattens Mulm, lagde til ved Grenå Brygge, foer han af Båden med en Hast som en Forfulgt og forsvandt uden et Ord i Landets Mørke.

Derovre, i dets Læ, voxede han til en Kirkens Primas. Han fik Erklæring for at have handlet i Sindssyge, voldet af Hustruens Død og Folkets Had, da han rømmede fra sit Embede her. Og fik et andet, som også en anden 395 og rig Hustru. Snart delte han selv Embeder ud som Bisp og Kultusminister. Nu nævnes hans Navn i den Helteskare, der trådte i Jesu Fodspor. Ti han var jo - ingen véd det bedre end De, Pastor Honorius - skabt til Krone for den Kirke der blev ecclesia triumfans!

Jeg må nu tale lidt om Malene, Pastor Schwarzflügels Efterlever ske. Hun kom tilbage fra Grenå, fra sin Dyst med Mandens Slægtninge, som Sejrherre, bleg og brun, med sin tætlukkede Mund, sine mørke Øjne, sit mørke Hår. Hun lod bygge Huset derhenne, hvor nu Postføreren bor, og sad hen som den rige Enke.

Men hun blev ensom som ingen på Øen. Ingen huskede, at Præstens Enke en Gang hed Malene Tambov, og ingen dristede sine Øjne til hende.

Og hun selv - det var, som bandt hendes Løfte til den døde Olding hende endnu, som krævede han hende bestandig som sin - ja, nu end mer i sin store, endelige Kulde. Hvorfor blev hun ellers her på Øen? Vilde Fastlandet ikke anerkende hende, sålidt som hendes Mands Slægt og Lige? og var hun dog blevet en Fremmed for sin Ø og sit Folk?

Når hun, i sin sorte Silkekyse og det sorte Silkesjal, skred op til den øverste Stol i Kirken, og siden, med Hænderne i Trådhanskerne og Blondemansjetterne foldede om Salmebogen, først af alle gik ud af Kirkedøren og ensom sin Vej mod sit rødtagede Hus, da var der ingen, som tænkte på den Malene, der med den løse Kjole om det nøgne, brændende Legeme havde vandret som en Ild imellem os, som selve den blotte Lue. Alle bøjede vi os, ærbødige med Huen i Hånden, for Enkepastorinden, og vovede et Blik sig til hendes blege, brune Kind, da gøs det tilbage, som så det en hvid Knokkelhånd krumme sig om den. Og når hun forsvandt ind ad sin Dør derude, syntes det os, som så vi hin Knokkelhånd hastigt låse den bag hende, sin Brud.

Jeg kom dog stadig hos hende - jeg, som ikke havde brændt ved hendes Lue, frygtede nu ikke hendes Kulde.

Og jeg lærte, at den stumme Rædsel, der stirrede ud af hendes store, brune Øjne, sad dybt ind i hendes Hjærte; at hun derinde i den døende Oldings Favn, i 396 Dødens Isgrotte havde lært det, som ikke kunde overleves: at ikke selv det hedeste Blod kan gløde Alderdommens Kulde op, men at den vil isne sig ind i hver dets Dråbe og dog blive lige kold. At Kulden er det sidste og eneste.

Stum sad hun ved sit Vindue, stirrende ud mod Ørkenen, svøbt i sit Sjal, mens hendes Hænder hjælpeløse søgte Ly hos hinanden, da de aldrig kunde finde det hos andres.

Jeg talte til hende, spagfærdigt, om at rejse. Om hine Solens evige Lande, jeg så i Ørkenens Luftsyner derude. Men hun rystede på Hovedet. Hun kunde ikke deres Sprog. Nej, hun kunde ikke niere nemme dem! Og sit eget havde hun glemt! -

Da var det, at Hr. Sivert Grünau kom til Øen og forløste hende.

En Aften, den sidste dette År, da vi ventede Bud fra Fastlandet, og alle var forsamlede nede på Stranden, havde Båden en Fremmed med ind. En fremmed Skikkelse sad mellem de svære, roende Sømænd og trådte bagefter dem op på Stranden.

Under den sorte, truende Himmel, mod det skumgrå Hav, der for vore Øjne syntes at søge hinanden bag det ensomme Skib derude, for tilsammen at lukke os inde i Vinterens Grav, stod han dér, gysende af Kulde, i sin store Pels, med sine gule Læderkufferter om sig og i sine gule Lædergamasjer, med den spidse Næse stikkende ud under Huen og holdende sine to rødhårede Rævehunde i deres Kæder, mens de frysende trykkede sig ind til ham og tudede ud mod Ørkenen og Heden.

Vi vidste, at han var kommet her for at blive - som Prinsen. At han var en Forvist som han, ikke af Staten, men af sin Familie. At han tilhørte en af Landets herskende Slægter og havde bedækket den således med Skændsel, at den nu, en sidste Betingelse for ikke at støde ham ud i Fattigdom og Forbrydelse, havde fordret hans Løfte om at begive sig hid til Øen og aldrig forlade den.

Vi vidste, at han skulde bo i den ene Fløj af Fru Malene Sahwarzfügels nye, tomme Hus.

Og vi, for hvem denne Strand var. selve Hjemmets, 397 det uundværlige og umistelige, og som så denne Fremmede betræde den skælvende som et Straffens og Fortabelsens Sted, hilste ham dog alle med et Smil som det sidste Bud, Landet sendte os - ja, som en Gave til den lange Vinters Ensomhed!

Men han skulede til os, vild som sine Rævehunde, dukkede sig i sin Krave og krøb op i Prinsens ventende Vogn

Vi så hans bøjede Hoved og krumme Ryg i Agestolen forsvinde op under Bankerne og hørte hans Hundes hylende Glam. Vi skottede til hverandre, som havde vi "fået selve den Onde om Bord", som Fiskeren og Degnen, Grejs Staven, sagde, idet han under Sydvesten skuede efter den Bortkørende.

Og vi fik at mærke, hvem vi havde fået om Bord - jeg fik det at mærke!

Ak, at jeg skal bekende min Synd, jeg som Himlen havde mærket med sin Nåde - at jeg lod mig friste og falde for det, som havde gydt Skræmsel over Steffens unge Ansigt og drevet ham hjem til Barndommens hvide Sand! Ja, jeg, Eberhard Sebastian Badens Barn, der havde siddet ved hans Side i Skøgernes Hus og havde set Helliggørelsens Lys brede sig over hærgede Ansigter og Glorier tændes om Tissel-Hoveder, mens Tungen tvættede sig i Lovprisningens Sprog som de Kårnes på Pinsedag - jeg, som udfriedes fra det lave Tagkammer, fra det smudsige Aviskontor, fra hver trang og formørket Synd, og henflyttedes midt i Havets Øde, under Himlens vældige Vejr - jeg, som havde set de hundrede Sole fødes af Himle som Krystal og Himle som Jærn, jeg, Gud havde viet til at leve som på Skabelsens første Dag - jeg, Guds Helt, som Eberhard Sebastian Båden havde varslet om, jeg faldt for hans Fjendes Hånd, usselt, for den første Snare, han satte ud!

Jeg har tænkt og tænkt over, hvorledes det gik til, hvorledes jeg, som jeg var, kunde gøre det. Jeg har grundet og søgt i det Uansvarlige, i Barndommens Instinkter, i Nattens Drømme, i Øjeblikkenes Begær. Men jeg har ikke dér set mig selv osende og stinkende af Brændevin, forvanskende Guds klare, faste Himmel og Jord til et grødet Kaos, mig selv til et blindet og 398 kravlende Dyr. Jeg har ikke i mig selv fundet én Lyst, der begærede en anden Verdensfarve end Guds, én Plet, der sugede Gift.

Jeg har altid været svag men rask. Jeg var et "Syndens Barn", men som mit Legeme havde Renhed kær, havde mit Hjærte Uskylden.

Og dog blev jeg, i mere end et Fjerdingår Broder med Sivert Grünau, en hel Slægts åbne Sår, et Væsen født af Gift, som Ormen, som Nælden.

Var det det Ukendte, det Ubrugte i mig: Kønnet, som aldrig havde smagt Mættelse, Dyret, som aldrig havde drukket Blod, der krævede sig? pligtede jeg til min Ungdom?

Jeg har angret det, men angrer det ikke mere. Jeg voldte intet Menneske ondt, ej en Gang mig selv, ti jeg mistede intet, men vandt Ydmyghedens Visdom. -

Sivert Grünau boede som sagt i Fru Målenes østre Gavl, og Rygtet gik om, hvor ødselt han havde ind rettet sine Værelser dér. Kom man forbi ad Sandstien, så man derinde bag det marehalmsstruttende Stendige svære Fløjlsgardiner og skimtede Statuetter og Vaser og en svævende, blå Cigarrøg.

Og traf man ham på de fodslidte Stier mellem Fiskeskeletter og Fåreskarn, forsigtigt trippende ved den sølvknappede Stok, med det magre Hoved med Fipskægget sænket i Pelskraven, blæsende Røgen fra sig og nynnende en fræk Melodi, vendte mere end én sig efter ham, i Undren over, at dette var en "Forvist", en af sin Slægt Forbandet.

De Unge snusede Cigarrøgen og Parfumen til sig og prøvede smittet at nynne Melodien efter, mens de, med Hænderne i Buxelommen, stirrede fortabt ud i Himlens Grå, som skimtede de et forlokkende Syn fjærnt borte. Og når de atter fik Træskostøvlerne i Gang, hev de dem trægt efter sig, som tyngede Sandet med Et, og en lang, sløv Stirren stod i deres Øjne.

Men de Gamle, der mindedes Prinsens Ankomst til Øen og hans første, fortvivlede Tid herovre, rystede på Hovedet og, målende forsigtigt Lyngrisene med Stunthosen, mente de, at den, der tog sig "en Forvisning" så let, var en usædvanlig led Hund.

399

Og Grejs Staven, til daglig Fisker, om Søndagen Degn, brummede med tætrynkede Bryn:

"Hvad Satan - skal vor Ø da være til Medding for, hvad de ikke kan nære sig for andre Steder?"

Og de Gamle mindedes med ham Enken Abels Fortælling om de Pestslagne og bed Tænderne sammen i bitter Ydmygelse. - Var vi da, for Skibe som for Fastlandet, intet andet end en Losseplads for Sot og Sår?

Jeg véd ikke, hvorledes det gik til, at jeg, fattige og sky Pogelærer - ti så såre Pastor Tang var fra Øen, fik jeg jo min Skole tilbage - kom fortroligt i med den fornemme Junker. Men jeg var vel lokket mod ham, som enhver af Øens Unge, selv af dens "Fremmedhadere" - ja, vel mer end nogen, så vist som jeg jo dog en Gang, omend i såleløse Sko, havde slidt de samme Hovedstadens Brosten, som hans Laksko havde strejfet henover, og såvist som der i mit Kød var nedarvet et Behov for Vin og Fløjl og, jeg tør vel sige det, en Trang til Skønhed!

Og skøn var han, Sivert Grünau, med det blåsorte Hår, den lave Pande, de grønbrune Øjne, med den lidt hæse Stemme og de gullige Hænders smygende Gebærder. Og i hans Stue henne i Fru Målenes Hus kunde man glemme sig bort fra Armod, Slud og Sand - mellem matgyldent Silke, Mahogni og Krystal, ved søde. stærke Parfumer, Konfekt og Vine.

Men - dér kom jeg kun sjælden, som glemte Grünau dog aldrig, selv i sin nuværende Trang for Selskab, min lave Stilling, eller besad han den Hjærteløses Uvilje mod at se en anden nyde af sin Rigdom.

Jeg traf ham først hos Prinsen, siden rundt om hos Fiskerne, sidst - på Kroen.

Aldrig glemmer jeg den første Gang, hans øjne, hans Tænder, hans Ringe funklede om mig, og jeg, svimmel og blindet, slog Øjnene ned. Allerede da var jeg fortabt.

Hvad nyttede det, jeg mindede mig selv om hans Rygte, om hvorfor han var kommet herover - for Drik og Spil, for Falsk, ja, som det lønligt hviskedes: - for Forsøg på Giftmord mod en besvangret Kvinde? Hvad nyttede min Kvalme ved hans søde Åndedræt og 400 hans Klæders Duft, hans sviende Smil og hans Bevægelsers kvindagtige Listen? Når dog alt det, ja hans øjeblikkeligt indgåede Forhold til den alderstegne Prins, som han sagdes at udplyndre, hildede mig som en broget Slange, en Fare, jeg i Nød var undsluppet og nu gysende så ham sno om sig som et smykkende Bånd!

Jeg mindes, hvorledes han ved at sætte sig tæt ved Siden af mig og bestandig støde sit Glas mod mit, vellystigt smægtende mig i Møde med sit Smil og sine Øjne, æggede mig ind i Beruselse, først den svævende og salige, hvor jeg med Et følte alle Livets Byrder kastet af, endog den største: min Afmagt mod alt og alle; dernæst den begærlige og griske, hvor alt skjult Ondt struttede ud af mig som Pindsvinets Pigge; og tilsidst den dyrisk labbende, hvor jeg slikkede Glassets og mit Væsens Bærme op ...

Indtil den Aften kom, da jeg vågnede af Rusen og så. den havde ført mig til Kroen.

Jeg må nu tale lidt om denne, at De kan forstå mig.

Jeg vidste jo, hvor den lå, jeg havde jo set dens sorte Tag og hørt Skrigene fra den. Jeg vidste om dem af Folkene, der til Tider søgte derind, som grebne af et Vanvid, en Panik for Øen, for Livet, for sig selv. og blev hentet ud derfra af deres Kammerater og bårne hjem som Døde. Af og til drev også andre derind og fik en Dram, når Kulden fra Havet havde været særlig grum, eller en ubegribelig Længsel med Et var sprunget frem i deres Hjærter og gjort dem mere frysende, end de kunde bære.

Men ellers besøgtes den udelukkende af de fremmede Fiskere, og Svenskerne især. Og den hed heller aldrig andet end "Svenskekroen", når der i det Hele taltes om den, hvad aldrig skete uden i Nødvendighed - som vi også gik forbi den, som vidste vi ikke om den.

En Gang havde det været anderledes, mindedes jeg fra Enken Abels Mumlen - da var derfra udsprunget den Ild, der nær havde svedet Øen så nøgen for Mennesker, som den blottede den for Skov!

Ja, ti det var i Blåskovens Dage . . . Men som man 401 nødigt nævnede Kroen og nødigt så til den, rørte man nødigt hint Minde.

Den Gang var alle Øens Mænd ved at forgå i Drik. Et Skib, fyldt med Vin, var strandet en Vinternat. De isfrosne Mænd havde, for Varmens Skyld, drukket af Spundsen og, som grebne af Afsind, forladt de Skibbrudne og i hylende, ravende Skarer trillet Tønderne hjem gennem Ørkenen, og mens Mørket og Stormen foer over Øen, drukket sig bort i hede Zoner, i Guld og Lykke . . . Til det sidste Anker var tømt, og de vågnede en Morgen, og Sandet og Sneen føg dem i Øjnene.

Men da havde de i Brændevinen gemt sig for deres egen Ø, som de ikke kendte mere.

Fiskene gik deres egne Veje i Havet, og Skoven og Lyngen groede ud over Agerstrimlen, Kvinderne og Børnene led Nød, mens Mændene stimlede med uredt Hår og Skæg om Bollen henne i Kroen, den aldrig før besøgte, hvor Værten, den djævelske Hinke Gjonge, hidsede dem vildere og vildere op, mens al Øens Rigdom sank til Bunds i hans Lomme.

Men hint Orgie var blevet brudt så brat, som det havde rejst sig. Som en afsindig Luftspejling var det fløjet op over Øen, og blæste det i Havet igen. Men tog Blåskoven med sig.

Ti en Dag Mændene rasede som bedst om Bollen, steg der med Et et Skrig derude fra, og de fangede et ildrødt Skær gennem Ruderne.

Ravende fik de Døren op, og med et Hyl: "Blåskoven!" tumlede de ud i Branden.

Selve Luften brændte. Ilden fortærede Skyerne; og de flagrede ned i Luer. Som en Skypumpe af Ild, brølende og dundrende i sin egen Storm - som sprungen ud af Havet hvirvlede Branden sig rundt om Øen, tårnende sig ind i den gyldentskinnende Sol og slukkende den i sin Røg.

De flygtende Fugle og Dyr, de jamrende Kvinder og Børn vrimlede ind mellem Mændene.

Men rolig, med løftet Hoved og med Faklen i Hånden stod hun, som havde stukket Ilden an, og stirrede på dem. Den unge Kone, hvis tre Børn, som de fleste

402

af hendes Søstres, var omkomne af Sult, mens Mændene drak på Kroen, og som nu vilde rydde Øen af Havet.

I et Nu blev Mændene ædru. Men al Tale om Slukning var umulig, og hovedkuls rev de, som siden da Rotterne var over dem, Kvinderne og Børnene med sig ned mod Kæret, videre ud over Brinkerne, mod Havet, i Bådene, fra Land!

Derude, milelangt fra Øen, så de Blåskoven voxe mirakuløst af Havet, favnende Himlen i sit Guldløv og Horizonten i sine Grene, omsusende dem med sit sidste Løvfalds brændende, gyldne Storm.

Men ikke ét af de ubevægeligt stirrende Ansigter talte. Først da de så Luerne på Sønderbjærgets Tinde slå op om hin unge Kvinde, som ingen Magt kunde føre fra Land, og om hendes Mand, der sammengleden lå for hendes Fod, gik der et Gisp igennem dem alle, så de svedne og dampende Både skælvede i det ildskinnende Vand, hvor rundtom Hjortenes Takker og Harernes og Rævenes Hoveder dukkede, mens Fuglene som et vanvidskvidrende Kor svævede over Bådene eller havde slået sig ned langs Rælingen.

Først trende Aftner efter roede Folkene i Land. Asken faldt over dem gennem Røgen, der lå Mile til Havs, som den evige Vinters Sne gennem Foget af Dødens Skov.

På den stinkende Slakkehob midt i Havet skulde de begynde Livet fra nyt. -

Men siden drak aldrig nogen Mand. Ti aldrig glemte de den Gang, de så Verden brænde, og at en Kvinde havde stukket den i Brand for deres Skyld.

I Stedet for Løvets Sus gik nu Sandflugtens hvislende Minde over Øen . . .

Men Enken Abel mumlede mere i sin Krog, i Huset bag Kirken mod Ørkenen, mumlede, at hin Hinke Gjönge, hin onde Vært, at han foer jo til Vejrs midt i Luerne, fløj med Røgen ud over Havet og sås aldrig mere - Nej, aldrig mere før - ? Ha, ha, har De set Værten derhenne nu? Hvem tror De egentlig, det er? Er der mon nogen, der kan sige hvorfra han er kommen, eller hvor han før har levet? Pludselig, for et Par År 403 siden, kom han her - Hvorfor mon? Der er ingen Blåskov groet op af Branden, men Menneskets Glemsel voxer hurtigere end Træer. Bi lidt. der times Øen ondt påny! Held den, der ikke skal se det for anden Gang!

Dagen efter at hun havde talt således, Nytårsmorgen, var det, vi fandt Enken Abel hængende død i Klokkerebet. Og nu, inden Årets Udgang, var Hr. Sivert Grünau kommet til Øen.

Da begyndte virkelig en og anden blandt de Gamle at ryste på Hovedet og mene, at var Værten i "Svenske-Kroen" end ikke Hinke Gjönge, så var dog Sivert Grünau, som selve hint Vinskib, strandet på vor Kyst, berusende os med det Fremmedes Gift.

De Unge flokkedes jo om ham derhenne hver eneste Aften, som fortryllede af hans Smil og hans Penge Han trakterede, og de drak, og de spillede - og tabte igen til ham det, de havde drukket for og mere til. Og lokkedes hver Aften bestandig påny derhen.

Og pludselig så jeg mig selv imellem dem,

Det var efter et Gilde hos Prinsen, det sidste og det vildeste, han gjorde, hidset af Grünau, der havde pustet hans under Ensomhed og Aske længst slukte Brand i en stakkels sidste, vildsom Lue, flakkende afmægtigt i Dødens Træk.

Det var tre Fjerdingårs Dagen for Grünaus Komme til Øen, en blåglødende Augustdag. Prinsen havde, ledet af Grünau, trods Hans Hofmans Protest, ladet dække Taflet midt ude i selve Ørkenen.

Dér stod det nu, med Benene plantede i det gustne Sand. prangende af Vin og Frugter og Sølv, som en fantastisk Frugt, brudt op af den golde Jord.

Vi flokkedes om det på vore Stole, og midt i den gule, glødende Cirkel, i Havets blå Rand og under den blå Himmelkube sad vi.

Hofman, hvis Ansigt med de sorte Brillers Dødningeøjne var lukt som en Maske om hans Sorg og Harme, syslede med Fadene og Anretningerne henne ved Ildgryden, der spændte sine røde Grene ud som en brændende Tornebusk. Fuglene sejlede højt hen over vore Hoveder, i stejle Stigninger og lange Fald.

404

Fyrtårnet flimrede som en festlig Kærte langt ude, og Havets Sus kogte, tyst og uforstyrreligt.

Vi så på hinanden, vi Øens Folk, og vi åndede svagt, som sad vi i det Allerhelligste, i Øens langsomt bankende Hjærte.

Men Grünaus Øjne spillede over os, og inden længe havde vi forglemt os selv og Himmelblået og Havsangen for Duften af den Tropefrugt, der havde åbnet sin Kærne her for os.

Vi skålede vildt med hinanden og ud mod de fire blinkende Verdenshjørner. Vi slyngede Glassene op i Solskinnet og krøb selv derop på vore Stole med viftende Servietter, som vilde vi flyve om Kap med de hvide Måger og hvide Skyer.

Ja Lægen, Doktor Hagedorn, der kom efter Ørebro, på Grund af Drukkenskab sendt hid, for i Jagt og Friluftsliv at lufte sig karsk, og som bestandig slæbte om med sin Bøsse, hev sig pludselig hen over Bordet og fyrede ud mellem Prinsens og hans Nabos Hoveder efter en Hare, der opskræmt var tumlet frem over et af Stenrevene. Og da den tumlede, skreg Grünau, der i et Sæt stod midt på Bordet mellem de knuste Flasker og Glas, til Hans Hofman:

"Spring efter den, flå den og steg den! Så æder vi den med det samme!"

Men da Hofman i Stedet for at svare, løftede sine Brilleøjne, sit sorte Dødningeblik mod Prinsen, knækkede Philip Gebhard den Niogtyvende med Et sammen, med det visne Hoved ned mellem Tallerken skårene og Vinstrømmene, brudt af sin Tjeners Blik; af Dødens Manen . . .

"Se!" skreg Grünau, med udstrakt Pegefinger og skrævende Ben, "nu labber hans kongelige Højhed den røde Flod!" . . .

Hin Aften var min Fuldskabs værste. Da Prinsen faldt sammen, hævede jeg fortumlet Hovedet og så den glødende Aftensol synke ude bag Sønderbjærg i Poser af Skyer, stor så den fyldte al Himlen.

Jeg forsøgte vaklende at komme op - Hvad var det, der brændte? - men i det samme råbte Grünau mig ind i Ansigtet, idet han greb mig i bægge Arme, at nu 405 blev Prinsen båret hjem, men at jeg skulde følge med de andre Unge.

Og bedøvet, solblændet lod jeg mig slæbe hen over Stensletterne, Klitterne og Lyngmarkerne, der stadig syntes mig belyste som af Flammer, ind mod Byen.

Og først da jeg hørte en Dør slå i efter mig for Ilden, og jeg åndede en ram og jordet Stank og så foran mig et Ansigt, jeg aldrig før havde set, endda jeg kendte hvert eneste ét på Øen, vågnede jeg, men uden Bevidsthed om, hvor jeg var.

Ja, et forfærdeligt Ansigt, et forfærdeligt Væsen så jeg - en hårløs, hvidgul og opsvulmet Masse, ubevægelig læsset på en Tønde, rugende med to stumpe Kødpølser over to lamme Kødkugler, mat blinkende mod mig af to blegblå Sprækker, med en hed, hvid Damp stødvis stående ud af Halsen.

Jeg stirrede på denne Skabning, som var jeg sunken ned til Underverdenen, ned til Øens Indvoldsorm.

Jeg hørte Grünaus Stemme, hæs og rå, så jeg knap kendte den, skrige på Brændevin, og jeg forstod, at jeg var i Svenskekroen.

Ti det Ansigt dér, det eneste jeg endnu aldrig havde set på Øen, var jo Hinke Gjönges, og derude brændte jo Blåskoven!

I det samme tændtes et Lys inde bag i Brændevinsosen, og jeg så dets ranke Flamme stige som et Spyd igennem Tågen, spejlet i den til en Krans af Kærter, og Dorete i deres Vagt, ung og slank og nøgen slå ud sit Hår.

Og jeg vendte mig og styrtede bort, ud i Ildskæret, ud i Verdensbranden og faldt over min Dørtærskel, ind i min Stue, bevidstløs, men frelst. -

Da jeg atter vågnede, lå jeg i min Seng, og Jacobus Uz sad ved min Side.

I hine tre Fjerdingår, fra Grünaus Komme til nu, havde han været borte fra Øen, for ovre i København at gennemgå et Præstekursus, så han under de idelige Vakancer - siden Tangs Flugt havde vi haft to Præster og flere Vikarer - kunde forrette det Forordnede: Jordpåkastelse, Vielse og Dåb, samt Søndagens 406 Bibellæsning i Kordøren - som han jo alt længst (havde bestridt Præstens sande Gærning iblandt os.

Og som jeg så ham sidde dér, med det blide Ansigt bøjet under Puklen og de tindrende Øjne på mig, vidste jeg, at aldrig havde Grünau fået sin Magt, om han havde været herhjemme, og aldrig var jeg kommen til at ligge her.

Hulkende af Fortvivlelse og Skam gemte jeg mit Hoved mod hans Arm og mærkede ham stryge min Nakke og hørte ham hviske den Trøst, at nu havde jeg bødet og rystet mit Klædebon, at nu vilde mine Fjed opad blive lette. Og med sin Hånd knuget om min, og Brynene som én Streg over Panden, svor han Kamp mod Grünau.

Min mod ham var alt vundet, fuldstændigt og uigenkaldeligt. Men min Synd blev tilbage til mig selv.

Og som i min første Tid på Øen lærte jeg nu at velsigne Ørkenen, der skænkede mig Ly for Mennesker; der dulgte min Nøgenhed og tog mod min Gråd som Guds eget Skød, hvis Mørke giver enhver til sig selv.

Ene sad jeg, hvor vort Gilde havde stået, på Jorden, med mine trætte Hænder foldet i hinanden og Ryggen mod en af Oldtidens Flintesmedjer.

Gravstille lå Sandet og Stenene om mig. Langt ude steg de mørke Banker, hvorunder Menneskene færdedes - Menneskene jeg aldrig mere turde komme til, fordi jeg havde svigtet på den Post for Afholdenhed og Værdighed, der i dette lille Samfund var givet enhver iblandt os, givet mig mer end nogen anden, jeg, hvem Øens Fremtid, Børnene, var betroet.

O, mit Spejlbillede i Børnenes Øjne havde dræbt mig, havde det ikke været Feriens Tid, hine beruste Uger, og havde jeg ikke stedse holdt mig i Hytternes Skjul som et Mørkets Dyr!

Jo, jeg var gemt for dem, men for Dorete og Gud? Skjulte jeg mig i mine Hænder, og grov jeg mig som Lavrus Potter ned i Øen, jeg blev ikke dulgt for dem, ikke for mig selv!

Jeg hørte Havets sagte Åndedræt og ingen anden Lyd, som havde jeg siddet Menneskenes Tusinder År ud, og var jeg og min Synd blevet ene tilbage, 407 glemte af den store Dommer, gemte at fortære hinanden.

Højt oppe under den lysslukte Himmel drog en Fugleflok hen, som det sidste Tog af Sjæle, der kaldtes ind for Dommen og Glemslen.

Det sidste Menneske sad jeg, her på det Stenrev, der havde båret det første. Langt ude i det Grå sprang en Funke op, som fra hans Flintesmedje. Mødtes jeg med ham, hin årle? Drejede Tiden sig hjem i sig selv?

Å nej, det var jo Fyret, der sendte sit Lys ned til mig. Så levede der da altså Mennesker endnu. Eller - var det den nye Slægt, der for første Gang tændte sit prøvende Lys, for første Gang sendte det ud i det ukendte Dunkle? Rakte Molen, jeg så her fra Flintesmedjens Ryg fjærnt borte under Sønderbjærg, sig mod et ubefaret Hav?

Jeg følte Gryets Dis om Panden, og mit Hjærte - hvor det forgangne Liv på denne Ø, fra hin Stenaldermands stumme Ensomhed, gennem dens tusinde senere Beboeres, ned til min egen Kvide havde søgt sig hen, som en Fugl fra en synkende Rede - bankede nu sine sagte Slag på den fornyede Jord.

Ja - Jorden var blevet ny i denne Nat og jeg med den. Min Synd var forladt, og jeg turde påny gå over Stensletterne ind til Bankerne, ind til Menneskene, ja til Børnene. Min Anger havde født Verden og mig selv påny - og Jacobus Uz havde Ret: lette gik nu mine Skridt mod det Høje! -

Ja, Verden var blevet en anden, da jeg kom tilbage fra Ørkenen. Svenskerkroen var skyet og frygtet som en Forbryders Grav. De unge Mænd som de gamle gik den forbi uden Ord eller Blik.

Og sås Sivert Grünau hastigt gå over Øen fra Fru Målenes Hus til Nordstranden og hjem igen, hilstes han fremmed og ukendt.

Hvorledes havde Jacobus Uz besejret det Onde?

Kun én Gang havde jeg set dem gå hinanden i Møde, på den grønne Eng under Byens Bakke, hvor de Unge om Søndagen drev deres Boldspil, og hvor Grünau smilende listede sig ind for at lokke dem med sig til hint andet Spil i Kroen.

408

Men så sønderknust var jeg, at da jeg så Uz' lille Skikkelse ilsomt skride ned ad Skrænterne og hen mod Grünati og herte deres Stemmer rejse sig mod hinanden, flygtede jeg. Jeg trængte ikke til at høre Jacobus Uz' Dom over os i hans Tale til de Unges Forfører - den tav ikke et Øjeblik fra mit Hjærte.

Men da jeg, på Flugten op over Sønderbjærg, vendte mig og så ned tilbage, veg Grünau baglængs med sænket Stok, ud mod Vejen og mod sit Hus, mens Uz' Dværgeskikkelse med løftet Hånd trængte ham. Inde i Skyggen under Bakken stod alle de Unge med Boldtræerne i Hånden. Og oppe på mit Bjærg sank jeg ned og takkede med Gråd Gud, at han havde udfriet mig og dem alle, inden Undergangens Brand havde slettet os og vor Ø.

Men de Ord, Jacobus den Dag havde råbt til Forføreren, og som havde bragt Karlene til at sænke deres Boldtræer og se ind i sig selv, var disse:

"Vil De, at enhver af denne Øs Unge skal falde bevidstløs over sit eget Dørtræ som vor unge Lærer? Og vil I, Karle, at han, som I har kendt igennem tretten År, skal ligge uhævnet dér? Fik denne Mand ham så vidt, hvor vidt tror I da jer at ville komme? Skal Eders Kvinder påny, som i Blåskovens Dage, tvinges til at brænde Øen af, for at fri sig for jer og Livet?"

Ingen nævnte nogensinde de Ord til mig, men jeg lyttede mig dem til af Lucie Camraths Tale, og jeg gemte mit Hoved af Gru for mig selv og den Gud, der havde kåret mig til Fald og til Frelse. Men forstod nu, hvorfor hin Nats Tilgivelse havde genfødt mig. -

Den onde Ånd trak sig ind i sin Hule og omslyngede dér sit sidste Bytte, Fru Malene.

Malene - vi havde glemt hende, og hun blev ene med Hr. Grünau. Prinsen lå de samme Dage syg, tilintetgjort af hin sidste Fest og sin sidste Opblussen til det Liv, han havde elsket så hedt og så totalt forlist.

Og alle havde vi vore Øine rettede på ham, vor

gamle Herre, der nu i nær et halvt Århundrede havde delt vore Kår - den nydende Verdens Gidsel til os. Han havde tændt dens Gøglebilleder over vor Ørken, 409 men de havde været os, som ham, til vemodig Glæde, aldrig til afsindigt Begær.

Og ingen havde glemt hans første Ruelses Tid iblandt os. Han havde elsket Verden som en arm Synder, ikke som en Syndens Smed. Han var bleven forført af Grünau, som vi alle, men han måtte bøde med Livet derfor.

Doktor Hagedorn, der efter sit Tilbagefald, forpjusket og forkommen, søgte at få Fæste på den Sti, der skulde redde ham bort fra Fortabelsen af hans jus practicandi - han sattes jo på denne Post som en sidste Prøve - tilså trofast Prinsen, men gav os intet Håb.

Det gamle Legeme, forlængst hentørret af den bitre Blæst og det bitre Savn, havde ikke kunnet tåle hin de glemte Safters Vår.

Og så lå han da dér, ved det lave Vindue ud mod Vejen, for at han stedse "kunde følge med i Livet", som han sagde, i vor Færden og Handlen. Det store Ansigt havde fundet sin kongelige Værdighed igen. De svage, våde Øjne var blevet blege og stille, den lille, slappe Hage fik Hvile mod hans Bryst.

Når vi på vor Vandring forbi så det Ansigt derinde, i det hvide Hår, syntes det os, som var det vor Øs.

Med dens Slettes kummerfulde Øde, med dens Bankers stejle Skuen, kranset af Havets Skum

Hvem havde Øen været et Fængsel som ham? Og Fangen havde fået Fængslets Træk. Ja, Øens Herre var blevet Øen selv. Nu lå han dér i Døden, som den i sit Hav, skuende som den mod det aldrig nåede Fastland.

Øjnede han nu Hjemmets og Udfrielsens Kyst?

En Dag var det store Ansigt bag Ruden forsvundet, og Øens Konge og Fange ikke mere vor.

Vi kyssede hans foldede Hænders Kulde, de slappe, viljeløse, som nu havde fundet Styrke og lukket sig tæt om hans Eje. Den skrå Pande, som hans fattige Grubien over hans forstødte Egenart havde rynket så tæt som Blæsten Øens Sand, hvilte nu glattet af Svarets evige Vindstille. Det leddeløst bruskede Legeme, der havde svajet under hver Brise og Lyst, strakte sig nu rank som en Soldats i Dødens Rustning.

Fangen havde friet sig selv og rystet Øen som en 410 Lænke fra sin Fod. Og vi, der bestandig beroede af den, så med Undren på ham, i hvem vi havde søgt Trøsten, når vi løb vor Pande mod dens Grænser, fordi kun han af os alle var smeddet fast.

Men hans Hovmester, Kok og Tjener, den gamle Hans Hofman, hvilte med sit Hoved mod hans Leje, som et fældet Dyr, der ene bad at følge sin Herre til de nye Jagtmarker. Fra hans sorte Brillers hvælvede Glas, som fra to Skåle af Sorg, dryppede hans Tårer.

Prins Philip Gebhard den Niogtyvende, den Sidste af Bernburg Lippe, blev gravet dybt ned i sin egen Ø, på Grænsen ud til dens Ørken, under et Gravmæle gråt som dens Sand.

I sin Sygdom havde han, vel for halvhundrede Gang, sendt sin Bøn til Kongen. Men ikke nu længere for at bede for sit Liv, men for sin Død, at den i al Fald måtte fri ham fra denne Ø! Og for første Gang blev hans Ben opfyldt.

Men da den gamle Hans, der havde ladet sig sætte tværs over Vinterhavet for at bringe den og hente Svaret, kom med det, smilte hans Herre imod ham, ud fra den Frihed, som ingen Konge kan tage, og sagde:

"Tak Hans, men nu fik jeg nok boret mig mit Leje her. Og hvor skulde også Herren kunne søge mig derovre!"

Og således blev da Øens Livsfange også dens Fange i Døden og gav os alle Visheden om, at vort Hjem var ikke mer et Fængsel end ethvert andet, og at man sover bedst i sit Hjem og helst skal findes dér.

Gamle Hans levede endnu et halvt År, så blev han gravet ned ved Foden af sin Herres Kiste, hans tro Hund, at følge ham til Forløsningens Kyst. -

Men samme Dag, en Dag formørket af Sandflugt og Storm, vi lagde Prinsen til rette i hans ventende Leje, kom Grünau og Fru Malene i Land nede ved Bryggen som Mand og Hustru og skyndte sig op og ind i deres Hjem og lukkede det bag sig.

Hvad havde drevet dem til at søge sammen? For hans Vedkommende blev vi ikke længe i Tvivl.

Den Post, der havde ligget i København og ventet på Foråret for at nå herover, og som gamle Hans 411 Hofman havde ført med sig tilbage sammen med den bevilgede Ansøgning, indeholdt det Bud til Grünau, at hans Moder, en svag og ulykkelig Kvinde, hvis Livs Smærte han havde udgjort, var død, og at hans Brødre for Fremtiden havde nedsat hans Pension til en ottende Del - der erstattedes med Fængslet, om han vovede sig fra Øen! Så havde han altså søgt og fundet Erstatning i gamle Schwarzflügels Snedriver af Penge. Men Fru Malene?

Var hun da blevet så dybt forarmet? var Øens Ild kvalt i dens Isfavn, at hun søgte Varme hos en Fremmed?

Vi mindedes påny Malene, da hun var ung og havde varmet og brændt os alle; da vi rakte vore frysende Hænder mod hende og hun ødslede sin Hede gavmildt for alle Vinde.

Og nu? Ingen af os havde jo set til hende eller tænkt på hende, siden den Dag gamle Scfrwarzflugel lukkede hende inde som sin.

Jeg mindedes hin Sommerdag, Schwarzflügel døde, og Malene i et dybt Åndedrag vendte sig mod det åbne Vindues Sol. Ak, huskede hun ikke, at var hun end sluppet fra hans Favn, hun bar dog stedse hans Navn? Hun var Præstefruen og skilt fra sine Kammerater, hun var ene som de andre af Embedsstanden her på Øen, ene blandt sine, som den Fugl der har været i Menneskers Hænder.

Og nu havde hun ladet sig fange af denne fremmede Fuglefænger . . .

Det var, som huskede Øen påny, at hun var en af dens ; som så den i hende det Lam, der ofredes Ulven, som nær havde sønderrevet dem alle, Øens Sonebod til det Fremmede.

Og Hadet mod ham, mod enhver Landgangsmand voxede. Vi mærkede det, alle vi ikke Indfødte, på Luften, på Stumheden om os. De Indenøes trak sig atter tættere sammen i sig selv.

Men Årene led, og jeg røgtede min lille Skole under den nye Præst, som det omsider lykkedes os at erhverve.

Pastor Flak hed han, Florentin Flak, og strax vi 412 så ham sidde i Båden, der førte ham ind fra "Konkylien", vidste vi, hvorfor han var kommet til os: for at sove!

Han var tre Alen høj og tilsvarende drej, en Kolos af tungt Kød, med små, søvnige Øjne i det dobbelthagede, kindbugnende Ansigt, med en hæs og rusten Stemme, med mødige og klagende Bevægelser. Hans Blik var vådt og tungsindigt, hans uformelige Pudehænder bønfaldende om Skånsel og Søvn.

Hos ham behøvede jeg ikke at frygte nogen Afsked. Han vilde såvist været taknemlig, om jeg også kunnet tage hans Præstegærning fra ham, den han havde valgt, som han havde valgt Øen her: som den mageligste af alle.

Og da vi skiltes nede ved Pakhusbugten, hvor vi havde været samlede for at se den Kristi Tjener, der omsider forbarmede sig over vor Forladthed, forstod vi, at så længe denne Mand levede, vilde vi ikke forlades! Han havde for Livstid redt sig sit Leje i vore Sanddyners uforstyrrede Ro. Ti hvor kunde der so ves som hos os?

Jeg var hos ham, da han døde, nu for to År siden. Jeg sad ved hans Side og så ham, som han lå dér og sov, som altid, i dette dunkle og øde Rum, der formelig stank af Søvn.

Femogtredive Ar var gået hen, siden han kom her, men jeg syntes knap, jeg kunde skelne nogen Forandring i det store, tungsindige og tomme Ansigt med Svedperlerne på den skallede Pande og den skægløse Hud.

Ikke en Gang Hår gad gro på ham, ikke en Gang dertil havde han Råd!

Og som jeg så dette fortabte Ansigt hvile dér i det gule Aftenlys gennem de lave Ruder, syntes det mig lig Ørkenen histude, og jeg begreb, hvor han havde fundet Ly og Søvn herovre, Ly for de Arbejdets Krav, han ikke kunde fylde, og Søvn for sit fattige Tungsind - at denne Ø var kastet ud i Havet som en reddende Planke for ham - som for mig . . .

Og da han nu besværligt slog de betændte Øjenlåg op og smilte mat til mig, idet han, med den våde Hånd 413 famlende efter min, mumlede: "Å jo, nu skal jeg rigtig sove!" og hans Kæbe i det samme faldt død ned på hans Bryst, og de irrede Øjne, stivnede, følte jeg i en taknemlig Skælven, hvor god Søvnen var os, og hvor nær min egen. -

Ja, se hvor langt jeg er nået ned i Tiden! Jeg må tilbage igen - men for også dér at træffe Grave! Mærker I, min Fortællings lange Vandring lakker imod sit Mål? -

Der kom til os en Dag, vi, der havde kendt Malene Tambov som ung, vilde have svoret, aldrig kunde komme - en Dag, da vi alle stod om en åben Kiste, og hun lå dér i Dødslin, så stiv, så hvid, så kold som et slukket Lys, man aldrig kan tænke, har skinnet

Ja, hun var død, Malene, efter knap to Års Ægteskab med Sivert Grünau, død pludselig en Nat, uden forudgående Sygdom, ikke sexogtredive År gammel!

Og dog måtte alle vi, for hvem hun en Gang havde været Ildens Varme og Glans på denne kolde Ø, takke derfor.

Ti Malene, som hun lå dér - var det den fromme, gode og vilde Pige, der, først af alle, tog imod mig på denne Strand som Vidnet om, at den var ikke Dødens, og hvis Fjed havde trådt Livets underjordiske Ild op selv af vort kolde Sand?

Som i stor Forundring stirrede hendes lukte Øjne nu dér fra Pudens Snedrive, og de én Gang så gavmildt udstrakte Hænder var krøbne ind i hinanden om Ly.

Men i disse Hænder, halvt gemt under Ligdragtens Brystblonder, holdt hun et Brev.

Vi så det alle, Jacobus Uz og jeg, der stod for Kistens Hovedgærde, Fiskerne langs dens Sider, Pastor Flak for dens Fodende, og Sivert Grünau, der havde sat sig på en Stol, tæt derved, med Armene om dens Ryg, og Øjnene på os.

Og som vi stod dér, tavse omkring den Tavse i Kisten, læste vi alle det Brev tværs gennem den forseglede Konvolut, vi, der alle, hver og én vidste, at Sivert Grünau havde dræbt sin Hustru hin Nat, efter at have suget til sig de sidste Livets Bloddråber, Schwarzflügel havde levnet hende; vi, der trods dette Huses Døre og 414 Vægge havde set så tydeligt i deres Liv, som vi nu læste hans Tilståelse dér i Brevet.

Og som vi stod dér og knap drog Ånden, knugede hver Mand sin Hånd for at gribe Vampyren, Bødlen, Lystmorderen, som lurede dér på sin Stol.

Men som jeg skottede rundt på alle disse magre, stive og hvide Ansigter i de sorte Skæg, der så ubevægelige som Døde svævede dér rundt Kisten, syntes de mig med Et, ej alene en Hævnerflok over ham. men over mig, over hver Fremmed, der sugede sit Liv fra den gennem Århundreder forrådte Kyst! Og jeg svimlede i et Sekunds Rædsel, som ventede jeg at blive grebet og slængt med ham i Havet, der opsendte os.

Og jeg så på Pastor Florentin Flaks nøgne Pande en Sved, som ængstedes han for det samme. Hans Læber bevægede sig atter og atter, som vilde han tale, begynde Ritualet, men de matte Øjne slap ikke Brevet, og hans Hænder søgte forgæves hinandens Støtte.

Da, just som han vilde tage fat på Ordene, trådte Jacobus Uz frem, ud af den mørke Række, og jeg så i dette Øjeblik, hvor hans stive, hvide Ansigt lignede de andres, men hvor hans strålende Øjne åbnede sig mod al Jorden, dér, hvor deres ene sænkede sig på Øen:

"Sivert Grünau, i alle disses Navn spørger jeg dig: Hvad er det for et Brev, din Hustru holder i sine Hænder?"

Grünau så op, rundt omkring på os, som Ulven mellem Hundene, og det var, som begyndte vi at fatte ham: at han, indespærret på denne Ø, måtte hævne sig, som en fremmed Blodsdråbe i et Legeme,

Men han svarede ikke, før Jacobus Uz trådte ham et Skridt nærmere og med løftet Røst spurgte:

"Har du, Sivert Grünau skrevet dette Brev?"

Så nikkede han, pludselig, som ramtes hans Hoved af et Slag.

"Og til hvem har du givet hende det med?"

Jeg hørte Åndedrættene omkring mig, som en Flok Hunde, der ene biede på Tegnet, for at styrte frem og sønderrive.

Grünau skulede omkring sig, og hans Hænder krøb om Stoleryggen, 415 "Til Gud," mumlede han.

"Godt," Jacobus Uz trådte et Skridt tilbage, og der gled som et stort Lys over hans Ansigt, "begynd så, Pastor Flak, at Malene kan bringe det til den Rette!"

Der løb et Stød igennem de to mørke Rækker, der alt havde ludet sig fremad, som en Række Uvejrs-Bølger på Spring, Men Jacobus Uz løftede Hånden og stirrede på dem, og så stor var den Magt, han omsider havde vundet over dem, at de vuggede tungt tilbage som Havet, da Herren besvor det, og faldt til Ro om Kisten.

Men næppe var vi kommet udenfor, før de, mørke og spørgende, samlede sig om Uz.

Han blev stående på Trappestenen og så ud over dem; så løftede han atter Hånden besværgende og spurgte:

"Vovede nogen af jer at bryde dette Brev?"

Flak rystede på Hovedet - som halvt bevidstløs lænet mod Døren og tørrende sig dirrende over Panden.

"Nu - og," Jacobus' øjne gled fra den ene til den anden i den truende Klynge, "tror I ikke, Grünau har givet sig til den rette Dommer - og Hævner?"

De tav alle, i en urolig Bølgen Så vendte de sig som én Mand, og skred i tæt Flok ned mod Byen, under hvis Tangtage de gled ind, én efter én.

Men Jacobus Uz tog sin Hat af og strøg sig over Brynene, idet han smilende så op mod den skyede Himmel.

"Tror De, Pastor Flak, og De, Clemens, at noget andet Sted havde tvunget Grünau til at skrive dette Brev?"

Han tav et Øjeblik, så nikkede han: "Men heller ikke havde vel noget andet Sted tvunget ham til denne Gærning . . . Derfor fandt han den rette Dommer, sin egen og dette Steds Skaber."

"Vi," sagde han, idet hans Øjne i Pine vandrede fra mig til Præsten, "vi må lære denne Ø at leve med Fastlandet og Fastlandet med denne Ø, uden at de opæder og myrder hinanden af Had, som denne Mand har begæret Malene og myrdet hende, fordi han måtte 416 bægge Dele, som han tilsidst har måttet lægge sin Tilståelse i Guds Hånd."

Jeg huskede de Ord - dem i hvilke jeg alt længe havde fundet den Mission, som jeg drømte mig, én iblandt mange, sat til at opfylde - mest fordi de skulde koste den, der talte dem, Livet.

Ti vel havde han, der én Gang havde reddet dem fra Ulven, nu reddet den fra deres Hånd - men ikke fra deres Hævn. Inden Året var omme, havde de fuldbyrdet den uden at bie Guds, han havde indanket sig for.

I dette År forandrede Grünau sig med Et. Han, som siden sit Nederlag på Boldengen og sit Ægteskab med Malene havde lukket sig inde, viste sig nu pludselig iblandt os igen, men ikke mere som den elegante, smilende Kavallér - nej, i ringe Hverdagsdragt, ja i Fiskertrøje og Træsko, listende sig nær de andres Gadestævner og Bådelag.

Han vilde gemme sig iblandt dem, blive én af dem. Gemme sig for Malene, gøre sig ukendelig for hende og Gud.

Men tavse viste de ham tilbage til disse to.

Hvor han gik, var Luften tom, han fandtes ikke . . . Han nærmede sig hastigt fra sit Hus; han flygtede fra dets Tærskel til hvert Menneske, der gik forbi. Men intet Øje så ham, intet Øre hørte ham.

Dødbleg, snublende i de uvante Træsko, puklet af den islandske Trøje, hvori han søgte at formumme sig for sig selv og for andre, løb han på Siden af Fiskerne, talende, spørgende, tiggende - ja, lovende sit Guld.

Men intet Blik, intet Ord, intet Smil mødte ham. Og vaklende, svajende i Knæene blev han tilbage på Vejkanten, i Ørkenens Rand, stirrende med Hånden for Panden efter den Bortvandrende - som spurgte han sig selv, om det var sandt, at han ikke havde talt, tigget, lovet - om han ikke fandtes . . .?

Han kom en Nat til mig, forvildet, sindssyg, bankede mig op og brød ind i min Stue, kastede sig over mig med bægge Hænder om mine Arme og tvang mig til at svare, til at indrømme hans Existens.

Men jeg var den Fremmede, og det var hos Øens Folk, han skulde finde Svar. Han skreg det ud, den 417 Nat hos mig, at ikke han, men de havde myrdet Malene! at de, den Gang Jacobus Uz jog ham bort fra Boldpladsen, jog ham ind til hende, som de havde gjort så ensom, at han måtte begære og myrde hende for at frelse og hævne sig!

Han segnede ned og tiggede om Redning fra demr fra Malene, fra Gud. Og jeg havde ingen Trøst og ingen Hjælp til ham, ti jeg kendte Øen og dens Folk. Jeg kunde kun svare ham, at han virkelig var til, at ingen Fornægtelse kunde udslette ham!

Og det forøgede kun hans Rædsel. Ti med ham levede jo hans Behov og hans Brøde!

Og han flygtede ud fra min Hytte til Fiskerne, der i Morgendæmringen gik forbi ud mod Sønderstrand at se til Nattedrættet - og flygtede fra dem ind over Ør kenen - som var han virkelig den Skygge, de gjorde ham til ved at se lige ud og uforstyrret svare hverandre hen over de Mellemrum, hans skrigende, tryglende og truende Røst havde fyldt!

Mig havde dette År nær knuget i Knæ, og Jacobus Uz sled det ud.

Han tiggede og anråbte dem om at lade hint uåbnede Brev, ulæst og ukendt, ene vandre til Gud Han besvor dem i Tilgivelsens og Barmhjærtighedens Navn, i den Dødes eget. Men mødte for den Bøn ligeså lukkede Ansigter og stumme Munde, som Grünau selv.

Han forsøgte tilsidst at få Grünau fra Øen. Men hvorhen?

Til Fængslet, ja. Forlod han denne Ø, var det ham vist.

Og han vilde just kæmpe ham løs fra det, ene over i Guds Hånd, fra Menneskenes Straf til Guds Nåde, Han stred for ham, som stred han for sig selv, for sin egen Ungdoms Synd og Brøde, for Visheden om, at alt kan sones, at enhver kan oprejses, og alt endes som det begyndes: i Gud!

Årets sidste Nat var vi alle samlede hos ham, i den store Købmandsstue, hvorfra fordum de havomspændende Planer udgik, hvor hans kæmpemæssige Forfædre på de udbredte Søkort havde tegnet Skibenes røveriske Baner for de lyttende Kaptejner, og hvor nu han, deres 418 sidste Efterkommer, kæmpede for deres, for sin, for Grünaus Synd; med de lange Arme bønfaldende løftede, med det hvide Ansigt og de tindrende Øjne mod det skyggetyngende Loft besvor dem om at tage Grünau op i deres Samkvem igen, at lade ham leve ved at erkende hans Existens! Til Gud slettede den og åbnede hans Brev - Gud, den eneste Dommer!

Han besvor dem i deres Ensomheds, i Øens Ensomheds Navn, at ikke lade ham omkomme!

Men tavse stirrede de skæve, hvide Ansigter rundt omkring ud fra de sorte Skæg som fra det Ensomhedens blinde Mørke, hvis Navn han påkaldte. . .

Tilsidst, da Lysene i denne Årets sidste Nat blegnede mod Dag, segnede han udmattet ned, i sine Fædres store Høvdingestol, med Hovedet som bevidstløs mod sit Bryst.

Men da havde han sejret, da havde de lovet at lyde ham, at tage Grünau op iblandt sig og lade Gud om Dommen.

"Clemens," hviskede han, da jeg bøjede mig over ham, "nu synes jeg, jeg selv har vundet Guds Tilgivelse, vundet ham et Menneskeliv i Steden for det, jeg forødte - ja, vundet ham til Evigheden, nu der undes Grünau Timeligheden til Bod. O, over alt Ondts Rod synes jeg, jeg har sejret! over Menneskets Hovmod, der formaster sig Dommeren Gud lig!u

Men, ak - da Mændene, overvundne, i tætsluttede Rækker, med de stive, hvide Ansigter, skred gennem Kæret, ud til Grünaus Hus for at banke på og vække ham til Livet igen, da fandt de Døren på Gab og Møblerne derinde væltede, som i vild Flugt, men ingen Sivert Grünau.

Og heller aldrig siden fandt de ham.

Der var faldet Sne den Nat, Jacobus Uz stred for ham og sig selv og Gud, men hans sidste Spor var slettet af Midnats Timens Blæst.

"De har båret til Havet," sagde jeg.

Men de tav alle og rystede på Hovedet. Ti han kom aldrig igen, endda de de nærmeste Nætter færdedes i Vagt ud langs Stranden for at se, om de eller Jacobus Uz havde haft Ret, om Gud sendte ham tilbage til Øen, 419 til deres Tilgivelse, eller for evigt havde luget ham bort fra den.

Han kom aldrig. Og endnu den Dag i Dag véd de, at de dømte ret: at Guds egen Hånd havde rykket ham op til Straffen, som den rykkede Elias op til Lønnen.

Men med Jacobus Uz var det omme. da han erfoer, at hans Sejr var tabt, at Grünau havde givet de andre Ret og erkendt sig død, den Nat, da et nyt Års For nægtelse vendte sig mod ham.

"Så tog Gud ikke mod vor Bod/' sagde han, som han lå dér på sin Sotteseng i sit fædrene Hus, med de lange Hænder knuget over Brystet og de strålende Øjne fjærnt ude over det Hav. der havde hegnet ham inde og drevet hans Grøde opad, kun opad, "så må både Grünau og jeg bøde på en ny Ø, i et nyt Liv. Men jeg er heller ikke træt af Livet og Kampen - ti dér skal vi jo stride Hånd i Hånd med Gud!"

Det var ikke det, at hvert Menneske på Øen fulgte Jacobus Uz - ti ved hvilken Begravelse var vi ikke alle sørgende og alle i Følget? - der viste, hvad han havde været; ej heller det, at Fyrmester Horn, Madeleines Mand, gik forrest bag hans Kiste, som Vidne om, at kunde to sønderrive hinanden i denne Øs Bur, som Grünau og Malene, så kunde de også nå hinanden med Tilgivelsens Kys. Nej, men det er det, at det gik ham efter Skriftens Ord:

At han ingenlunde er død, men lever.

Han lever, som ene det store Menneske gør, hvem vi aldrig mister, fordi han bestandig er tilstede iblandt os, ej alene hvor vi er to eller tre, men mest hvor vi er ene.

Den Dag i Dag er Jacobus Uz tilstede i hvert H j ærte på denne Ø, der kendte ham. Han savnes ikke som en tabt og begrædes ikke som en død, ti han lever. Lever i sit Minde, sit Ord, sit Exempel. Lever som denne Øs Frelser. Frelseren, der sejrede ved sin Død.

Jeg har kendt Luften her før hans Død, og jeg har kendt den efter den. Og jeg nemmer hver Dag hans Ånde i den, hans Ånde fra Palmers og Oliveners Fred.

Af hint Drapa, han i sin Ungdom skabte om Øen, fandt jeg end ikke én Linie i hans Skuffer, som han 420 havde givet mig at gennemse og ordne. Men han blev selv Drapaet om den - om Øen, Havet trænger så hårdt, at den ene må rejse sig mod Himlen!

Og for hans Penge, der var dem testamenterede, købte de sig fri af Prinsens Arvinger, fri for århundredlang Forsmædelse, fra hint skæmtsomme Kongebrev, og skaffede sig sin Havn -

Og Årene er gået, og Øen ligger her stedse, som da han og hans færdedes og led og sejrede på den, og ene jeg er tilbage af dem alle, ene jeg og Lucie Camrath.

Nu trækker Telefontrådene sig hen over Øen, fra Kyst til Kyst, helt ud til Fyrtårnet, og Menneskestemmer søger hverandre tværs over Ørkenen, hvor jeg søgte Guds Stemme, og som endnu stedse skræmmer Menneskefoden fra sig.

Redningsvæsenets store Skure og Signalstationer er byggede og Havnen åbnet. Mest er det jo sket for Jacobus Uz' uhyre, efterladte Formue, og altså også således lever han den Dag i Dag.

Nu plafrer Fiskerbådenes Motorer tæt rundt om vore Kyster, og Posten når os én eller to Gange om Ugen.

I Sildetiden vrimler det af Fremmede: Fiskere og Opkøbere, Exportørere og Nedpakkere på Havnens vældige Granitmole og om de talløse Oplagsskure og Kontorer.

Og der tales om Dampskib, der skal anløbe vor Ø og bringe os til København, ind i selve Landets Hjærte, på mindre end et halvt Døgn. Ja, om Badehotel dér ude ved Pakhusbugten, om at Fastlandets Lykkeligste og Rigeste vil søge vor Ø som en Ferieglæde . . .

Jeg har jo selv sidste Sommer set lysklædte Damer og Herrer, leende og jublende, vandre ud langs de Strande, hvor Øens Ældste i svundne Århundreder stirrede fra Ensomhed og Sot og Hunger mod "den rigtige Verden"; hvor Tolder Lennard Vendelin løb sin vilde, forgæves Flugt; hvor jeg selv har skælvet og grædt i min levende Grav - og fundet mit "Indien" . . .

Jeg tror det -: Tiden er ved at vende sig, Livet vil nå os! Jeg er den sidste af de Gamle, den sidste, der kan tale om Øen, den allersidste Røst, der kan vidne.

421

om Mennesket i Ensomheden, den gamle Adam! Om hans Fald, hans Oprejsning og Sejr. Om hans Dyst med sig selv, med sin Broder, med Gud.

Ja, om Mennesket, der er ene med Gud, ene som Øen har været ene med Hav og Himmel. Mennesket, der knuges under Guds Storms Vælde og pisker sig mod den i Trods og svøbes af den om sin egen Rod - for at rejse sig, ydmyg, dug dryppende og søgende opad i hans Sol.

Jeg har kendt Guds egne, ældgamle Kår for Menneskene! jeg bryder mig ikke om de nye. menneskeskabte.

Jeg levede her, da vi spærredes inde Livet ud; jeg bryder mig ikke om at kunne flyve herfra hver anden Dag.

Jeg drømte i min Ungdom om et Lykkeskib, der skulde komme og bringe mig til "Verden", som jeg kaldte den; men i Nat om, at det skal hente mig fra den.

Ti her var Verden. Og nu er den omme. -

Ja, jeg er færdig, som mit Liv er det. Kun en sidste Dag må jeg tale til Dem om, som jeg vel kun har en sidste Dag igen. -

- Jeg var blevet fireogfyrretyve År og havde været de femogtyve på Øen. Og det var en mørk Novembernat.

Jeg var ene som altid, i mit Kammer, med mig selv og min Lampe. Og jeg stirrede i dens blege Lys, der var ved at slukne, ti det var sent på Natten.

Og med Et så jeg Mørket rundt om mig og den dalende Lampe. Så det voxe ud over os, fra Loft, fra Vægge. Og vågnede som en Skindød i sin Grav.

Så det var Døden, der voxede om mig. Så det var over Midnat og jeg over Livets Midte. Mit Liv sank som Lyset dér - -

Og - du gode Gud, hvad havde jeg fået ud af det? Min Ungdom, mit Løb gennem Jordens fagre Riger - -! jeg, jeg som sad her, som havde siddet her, År efter År, som Pogelærer i dette Sand - -

Jeg foer i Vejret med Armene over Hovedet, som mod et Kistelåg - og tørnede dem mod Loftsbjælkerne og tumlede ned igen.

422

Og et Skrig sled sig frem igennem mit Bryst som en Krampe - jeg så i dette Nu, som en Døende, alt det Livet kan byde: Hustru og Børn, Rigdom og Rejser og Ære!

Jeg skreg Hindustans Navn og vidste ikke selv hvorfor - kun at Hindustan fandtes, at jeg var født med frie Ben at løbe på, at løbe til Hindustans solplettede Bjærgskove!

Jeg så en Stue, ikke arm og trang som min, men stor og skinnende som min Bedstefaders, som Colbjørnsens. Jeg så den i Sol og mig selv derinde, mellem Hustru og Børn, hjemkommen fra nyttig og berømmelig Gærning!

Og et Selskab så jeg, af åndrige Mandsansigter og skønne Kvindeåsyn, løftet talende og leende mod hverandre, i Lys, der funklede over Mændenes Ordner og Kvindernes nøgne Skuldre. Jeg hørte deres Tale, vægtig og vittig, jeg fornam Duften og Varmen, af Silke, Essenser og Hud, og jeg så Dorete, nu i denne Time, i dette Selskab, og ved Adams Side!

Og jeg skreg, som et Dyr, et Jordskred rammer, jeg skreg i afmægtig, vidløs Protest.

Og jeg hamrede mine Næver i mit Ansigt: din, din er Skyld, kun din egen! Hvorfor blev du ikke i København, trods Sult, trods Kulde, trods Stene! blev og sled dig frem som hundrede andre fattige Studenter har gjort og gjorde? som Augustinus, du forleden så nævnt i Præstens Avis som en af Københavns fremmeste Sagførere, lige bekendt for sine snilde Processer og sit kirkelige Sindelag? Hvorfor bed du dig ikke fast? Hvorfor skød du din Bedstefaders udrakte Hånd fra dig? hvorfor flyede du efter hin Nat i Dorete Honorius' Have?

Du havde været Adam nu, Biskop og hendes Husbond! Kunde ikke din Bedstefaders Navn have båret dig frem til Bispestolen? elskede hun dig ikke, søgte hendes Øjne ikke dine?

Og du skød det fra dig altsammen, vragede det alt? Hvorfor? Hvorfor? O Eberhard Sebastian Båden, du anråbte for mig om en Kristens Lod, og den blev min! du stjal Livet fra mig! det eneste vi kender, vi véd, vi har, har, nu, nu, i vore Hænder!

423

Og jeg - fordi jeg havde beskuet hende, ene, nøgen, og ikke vendt mine Øjne fra hende, flyede jeg. straffede mig med Døden! Hvorfor? Af Brøde mod hende - og for at vinde hende hinsides!

Hå, hun anede jo intet om det! jeg havde jo intet ondt voldt hende! ikke ridset én Streg i hendes hvide Hud, som dog en Gang var blevet mig givet, til min Mund og mine Hænder!

Og: Hinsides? hvad véd du om det? hvor véd du det fra?

Og nu - nu har hun levet Livet med ham: med Adam, med hans Børn. hvor skulde hun da i "det Hinsidige" skille sig fra ham, fra dem og gå til dig. den Ukendte, den Glemte?

Den Glemte! Ja, jeg vidste det, hun havde glemt mig, jeg var glemt af hende, jeg var glemt af Livet! Jeg var alt død, jeg havde alt længe været død!

Min Lampe gik ud i et Blaf, og jeg segnede næsegrus ned over Bordet . . .

Husk nu, at jeg var midt i de Fyrre, i Livets Axe, da det drejer sig fra Morgen imod Aften, i den farlige Alder mellem Ungdom og Alderdom, midt i Blodets Pres og Fald. Og husk, jeg havde ingen Ungdom ejet og ejede ingen Manddom. Jeg havde været Barn, og jeg skulde blive Olding. Som jeg syntes det: med Et.

Og husk, hvad jeg havde efterladt på Fastlandet, hvad jeg sanseløst troede at kunne finde dér igen.

Husk det, når jeg fortæller Dem, at jeg om Morgenen, i det isnende Gry, halvtbevidstløs lå på Knæ på "Konkyliens" Dæk og med forfærdede Øjne så Øens Kyster svinde og synke, mens Blæsten spilede Sejlene ud, mod Horizonten, mod Jyllands Kyst, hvortil Postskibet nu alt de sidste Ar havde gået.

Hvorledes jeg var kommen om Bord - jeg anede det knap! Jeg vidste kun, at jeg var faret op af Mørket inde i min Stue, fra den sluknende Lampes Dødningeskal og snublende over Tærsklen var styrtet ud i den dødsstille, rimgrå Nat, i vildt Løb ned mod Klitterne, over Lyng- og Sandmarken til Havet, som vilde jeg af Rædsel for Døden kaste mig ind i den!

Da så jeg med Et, med de opglidende Sejl mod 424 Novembermorgenens ulmende Skyrøde, med det dirrende Bougspryd pegende mod den dæmrende Horizont "Konkylien" ved at lette, for sidste Gang i dette År at stå fra Øen - selve Livets Skib, der gled mod Morgenrøden fra Natten!

Og jeg foer over Stenene mod Båden, som Postføreren, Skipper Braben og hans Folk, med krumme Rygge roede ud mod Skibet. Og som da jeg kom til Øen, løb jeg nu, da jeg skulde fra den. ud i Vandet, ud til Knæene, og kastede mig i en hæs Stønnen op over Rælingen og ned mellem de forfærdede Mænd.

Deres Årer strittede stift som standsede Vinger, og deres Øjne og Munde stirrede mod mig.

Men jeg kunde kun afmægtig vinke ad dem med Hånden, med halvsprængt Lunge og drivende Klæder.

"Skal - skal Skolemesteren med?" spurgte en af dem omsider.

Og jeg nikkede krampagtigt.

"Men -" de så på hverandre.

Og jeg så, hvor utroligt de fandt det. at en af Øens Folk, at først og fremmest jeg, skulde bort, skulde ud, fra Mørket, fra Vinteren, mod Morgenrøden.

"Ro til!" skreg jeg, og de huggede i én Takt Årerne ned i Revleskummet, og vi stod igennem det ud mod Skibet.

I samme Øjeblik Båden skurede mod dets vædesorte Flanke, og jeg så de hejste Sejl svulme deroppe og Ankerkæden rykke i vilde Hop. vågnede jeg og kom til mig selv.

I Rædsel så jeg mig om, ud over det grænseløse Hav og tilbage mod Kysten, den eneste!

Skulde jeg da forgå derude?

Men nu halede de i mig.

"Skolemester, så må De op, nu hejser vi Båden."

Og jeg entrede efter dem op ad Rebstigen, gled over Tovrullerne og stod nu her på Dækket, i min luvslidte, lappede Hjemmefrakke, uden Hat på Hovedet, med Solopgangsbrisen i Håret, stirrende på min Kyst, der sank dybere og dybere, hurtigere og hurtigere, mens Horizonten forude, under Skibets stærke Fart, foer ind mod mig i skummende, grå Vande, Række på Række, 425 brusende op over Jordens Rand som fra et uudtømmeligt Dyb, hvori vi snart skulde jage ned. Bestandigt bredere, bestandigt mer frådende jog Bølgerne bag Skibets Agterstavn ind mod min Ø, som var ene dér Frelse fra Slusen histude.

I et Skrig var jeg oppe over Rorbænken, med et Greb om Tovene, parat til at slynge mig derud, inden det var for silde, at bæres af Bølgerne ind til Stranden, til Livet - da Kaptejnen, Skipper Braben, havde mig om Armen og i et Ryk halede mig ned, hen forbi de dirrende Tovstrenge, de svulmende Sejl og de grå Bølger, der sprang op over den lave Ræling for at se efter mig - ned ad Trappen til sin Kahyt.

"Så, Skolemester," sagde han - og jeg foer sammen og vidste med Et, at de sidste År havde alle kaldt mig således og ikke mere Student, og det var, som forstod jeg min Flugt mod Ungdommen, "vil De nu ikke være så net at forklare mig dette herre? Hvad Satan vilde De om Bord på "Konkylien"? Hvor vilde De hen? og nu -" han gjorde en Gestus med Piben op mod Dækket, ud i de grå Vande.

"Å jeg - jeg -" jeg prøvede at tale, jeg prøvede i mit Virvar at finde en Grund, én, der havde kaldt mig derover - men hvad? og hvem? Å Gud, ingen kunde kalde mig, ingen kunde vente mig - og da brast jeg ned på de tjærelugtende Sejldugspuder og hulkede mig ud, græd som et Barn, en Yngling, jeg Manden på de fireogfyrre!

"De vilde altså bare væk," sagde Skipper Braben efter en lang Pause og med en tyk Røgsky, "hja, én kan næsten forstå det! Ser De, én har jo sejlet med den Skude i tyve År, lige siden salig Tønnesen gik neden om og hjem i det Hav, som hedder Brændevin, og som så mangen god Skipper kuldsejlede i - end sige en skidt - og jeg har jo nok før haft sådan en og anden om Bord gennem Tiderne, kan De tro, og det ikke ene af dem, der ikke var indfødt derovre. Men -" han bankede Piben ud, "vær stødt på, de er aldrig kommet længere end som til Grenå Havn - så har de bedt så tyndt om Forlov til at vende hjem med mig igen!"

426

Jeg løftede Hovedet og rejste mig forvirret. Jeg var ikke den eneste - men hvem da? I de femogtyve År jeg havde været på Øen, hvem havde da flygtet og var vendt tilbage, uden vi vidste det?

"Vidste det? Hå, ja de véd det jo nok, de andre! på den Ø kan ingenting godt skjules, men se - de taler ikke for gærne om det - for det gir Smitte, gør det. Og ikke heller er man jo villig til at nævnes som Synder - så det kan nemt være gået Skolemesteren forbi. Han hører jo ikke til Øens egne Folk."

Jeg så ud af Kahytsgluggen, i Vandene, der bruste og bruste forbi. Hørte jeg ikke til på Øen? hvor da? I Guder, hvor da? Derude?

"Skipper Braben" sagde jeg og vendte Hovedet bort, og jeg følte mig så gysende kold som selve Morgenen derude og vågnende som den til Lyset fra Nattens gøglende Mørke, "vil De tage mig med tilbage i Morgen?

"I Morgen?" Skipper Braben spyttede langt og bakkede atter længe tavs; så sagde han med Et, med Øjnene på mig: "Jamen hør, undskyld, det er jo netop det gale, Skolemester: det er sidste Gang i År, vi har været ved Øen!"

Jeg sank ned på Bænken, som brast med Et Gulvplankerne under mig, som sank jeg svinglende ned gennem Havet histude.

"Ja - jeg véd sgu ikke -" knurrede han og rev sig i det store, buskede Hår, "det er en Satans Historie!"

Men jeg stirrede nu kun på skrå hen for mig, hen mod Trappen over hvis øverste Trin de indskyllende Bølgers Skum drev ned.

Jeg var færdig, omme. Jeg tænkte slet ikke mere på Øens Kyster, jeg vidste, jeg skulde ikke nå dem. Og den histovre - ja, den skulde jeg kun betræde for strax, lydløst og stille, at lade mig bære af de grå Vande bort fra den, ned i Dybet, ned i Slusen - om jeg da måske, efter lange Tider, atter kunde skylles op på den forladte Bred og kysse den med mine døde Læber til Tak og Bøn om Tilgivelse. Hvis da ikke jeg forskødes selv som død - som Sivert Grünau.

Skipper Braben stirrede på mig med sine gråstribede Øjne.

427

"Hvad skal vi fange an, Skolemester?" sagde han, "Alle de andre, der har været med mig, fik jeg jo hjem igen. Men Dem - det ser sgu helt galt ud - hvis da ikke rent tilfældigvis en af vore Fiskere skulde ligge derovre, eller en Svensker, der skal hjemad og vil tage Dem med"

Jeg smilte svagt, som den Døende ad et utroligt Håb, der forespilles ham, og nikkede.

"Tak, Skipper Braben," sagde jeg. "Når jeg nogensinde hjem, kan De være vis på, jeg af min Løn skal skrabe Deres Betaling sammen, men -"

"Puh!" Braben blæste Røgen langt fra sig, "nej, det gør jeg sgu dog ikke! Når man er sat til at færge frem og tilbage mellem Øen og Verden derovre, så tager man ikke Flygtningene betalt! Man ligger jo dog dér og frister dem under Kysten og - man er da også selv en Smule Menneske!"

Han rejste sig og skrævede over Bænken, op ad Trappen.

Men jeg gled ned på de tjærelugten de Puder, med Ansigtet gemt i mine Hænder, bevidstløs båren af Sted, af min Skæbne som af Havet ....

"Siden De nu er kommet med, Skolemester, så kom dog op og se Fastlandet!" råbte Skipper Braben i mine Øren.

Jeg satte mig fortumlet op og så på ham. som havde han kaldt mig af Døden,

"Nå, De har sovet? Ja, det er godt det. Ja, jeg kender det, det har de fleste gjort, selv de stærkeste Karle. De har gærne været så matte i Sokkerne efter det Spring om Bord! Men vi har ellers haft en svær nem Overfart, bare sex Timer. Kig nu lidt op på Fastlandet, det har Skolemesteren jo ikke set de sidste tyve-tredive År."

Jeg tumlede op ad Trappen, og dér lå den - Jyllands Kyst, grå og lang og bakket. Ja lang - uendelig, strakt fra Horizont til Horizont, fortsat Syd på, ned i Tyskland-Asien-Hindustan - - -

Og jeg stirrede på den, med Hånden klemt om Kahytstaget, som vilde jeg ellers langs den endeløse Kyst suges ned, bort - i Tyskland-Asien-Hindustan . . .

428

Mine Knæ rystede under mig, alt som den gled nærmere og nærmere, ukendt, fjendtlig, ja ikke til!

En drømt Klode. Et Gengangersyn.

Vidste jeg ikke, den Kyst var død? Havde jeg ikke en Gang set den slettes i Havet?

Og nu steg den igen - efter femogtyve År?

Ja, som Spøgelsesskibet, den flyvende Hollænder, for at lokke én om Bord og briste under éns Fod.

Denne Kyst - jeg kunde ikke træde i dens Sand, jeg kunde ikke ånde dens Luft, jeg kunde ikke tale dens Sprog!

Det Fyr, der nu steg frem af Brinkerne derinde, over sit lave, grå Hus, det var ikke Fornæs, som de sagde. Fornæs, der på enkelte Aftener kunde sende sit Lyskast helt over til os. og som vi, de Nætter på Kirkebjærg, i stille Klynger, havde stirret efter som efter Guds egen Hilsen til os, at vi var ikke glemte - Kerubens Flammesværd, at Hjemmets Have var stedse til, men os endnu lukt. . .

Nej, det var et Bygningsværk af en anden Tid. en anden Slægt end min. Det kastede sit Lys ind over et ukendt Århundrede, det lyste ikke for det gamle.

Og de andre Huse derinde på de stubbede Marker, over de lersorte Skrænter -- aldrig vilde jeg vove at søge Menneskene derinde! Som Fyret ikke kunde lyse for Havsejlere, men for Sejlere kresende i Luften, således måtte de derinde ikke klæbe ved Jorden med Hænder og Fødder, men sejrrigt frie søge deres Føde i Æteren!

Årtusinder havde jeg været borte, og nu kom jeg igen - men blot for at fly, for at søge Skjul i Havet dernede, det eneste, der var som den Gang!

Vi gled ind mellem Havnens Skibe, og jeg så Mennesker bag deres Rælinger, jeg ikke kendte, Ansigter, jeg aldrig før havde set, Navne og Kår, jeg ikke kunde nævne. Og jeg holdt Hænderne for mine Øjne som for en Afgrund. Den ukendte, den bundløse Verden!

Jeg gled ind mod Grenå, som var det ind i selve den Verdens uhyre Hjærte . . .

Og jeg fandt mig, lidt efter, fortumlet, forblindet af ukendte Syner, af ukendte Lyde og Ansigter, drønende 429 Vogne, spyende Røg og Stenbro under Fødderne, anbragt inde bag et rundt Bord, i en Sofa, i en lille, mørk Stue, hvor jeg langsomt vågnede som af en sindsyg Drøm, vækket af en kendt Lugt til det ene sande Liv ...

Derovre sad Skipper Braben og drak sin Kaffe af en lille Sølvkande og talte med Folk, jeg aldrig før havde set, men dog vidste, jeg kendte - en lille, gammel Mand med gråt Hår i Sneflager om Ørene, med Briller, Pibe og Hue, og en lille, gammel Kone, med Blondeforklæde, Strikketøj, brunt Hår - og Øens Huevinger,

Jeg åndede ind - ja, nu kendte jeg den: det var Lugten af brændt Tang og Fåreskarn, Øens Vinterlugt. Dér i den trebenede Ovn, en Lermunk som min derhjemme, blussede min Arnes Ild.

Jeg satte mig halvt over Ende og stirrede på den, vantro, og i det samme lød Skipper Brabens Røst:

"Jo, det er rigtigt nok, Skolemester! Det er Tang, og det er Fåreskarn som på Øen, det. Villads Villum og Gunnel kan ikke nære sig herovre, uden at det brænder i Munken."

"Ja, for vi har jo lugtet den Lugt al vor Ungdom," nikkede Konen til ham og strøg det grå Garn over Armen.

Jeg stirrede på dem - og forstod det. De var Øens Børn som jeg, derfor kendte jeg dem.

"Men - hvorledes er I da kommet her?" brast det ud af mig.

Skipper Braben brummede lidt og skænkede Kaffe i, Konen sænkede sig over Strikkestrømpen, og Manden skød Brillerne op på Panden.

"Hm," sagde han, "det var jo Skæbnen, der gjorde det - heller Vorherres Vilje."

Og jeg fik at vide, i små Sætninger, mens Skibsuret dikkede deroppe, og min Arnes Røg slog om mig, at Villads Villum og hans Kone, Gunnel, nu for over fyrretyve År siden ved Lodtrækning var blevet kåret til at forlade Øen for herovre på Fastlandet, i den "virkelige Verden", at bestride vort Tarv: at tage Vare på den, udskibede Fisks Losning og Fragtning til Eckernforde Salterier, og på Indkøb og Ladning af Proviant til Øen, 430 som Fiskerne da hentede før Vinteren. Å jo, jeg havde jo hørt om de to!

"Det var efter Hungeråret," sagde Villads Villum, "da de havde forsømt os med Mel og Korn, og Vinteren stængede os inde, og vi havde ikke Føde tilsidst, og Børn og Gamle sveltede, og vi ikke kunde komme til Landet for Is. Tre prøvede på det, men kom aldrig tilbage. Da vi omsider så åbne Vande igen, blev det bestemt på Gadestævnet, at et af Øens unge, trolovede Par skulde herover og røgte, at det aldrig skete igen.

Ingen andre end Folk fra Øen turde man lide på, at de ikke glemte os. Men ingen af os vilde jo bort. Og så vedtog de Lodtrækning mellem os Unge, der skulde giftes. Og vi måtte love at lyde Loddet. Og så faldt det på Gunnel og mig. Jeg husker det - vi var tre Par, og vi stod dér under Kirkebjærg, på den grønne Boldeng, og det var Vårens første Dag, og aldrig havde vi set Himlen så blå over Ørkenen. Men Gud havde jo selv udpeget, sådan som vi alle på vore Knæ havde bedt ham gøre, før Lodderne kastedes, og vi måtte af Sted. Så tog vi da hinanden fast i Hånden og sagde Farvel til Ørkenen og til dem alle. Og nu sidder vi her på fyrretyvende År, og vi har ikke svigtet, men husket jer hver eneste Vinter - å ja, og hver eneste Vår!"

Jeg så på de to Gamle. Han stirrede ud for sig gennem Brillerne, over Avisen og Piben, og hun sad med Strikkestrømpen i Hånden mod sit Forklæde, og hendes Øjne så som hans,

Skulde jeg som de stirre forgæves over Havet mod min Ø? O, men de havde haft deres Kald, deres tro Post, mens jeg var rømmet fra min!

"Nå", Skipper Braben rejste sig tungt, med hængende Pibe, "Tak for Kaffe! Nu får I se lidt til den Mand dér - som til en Skibbrudden fra jer Ø. Så går jeg ud og kigger efter, om der skulde være én af vore her, som kanske kunde skibe ham hjem igen - for ellers får han min Tro blive her Vinteren over!"

Jeg lukkede Øjnene, men åndede Røgens Duft. Ja, her ved Ovnen, her kunde jeg overvintre - - Men - min Gærning på Øen og - min Gærning her? Hvor 431 skulde jeg finde Husly og Fede? endsige Penge nok til at betale en Grenåfisker med for at sejle mig de syv Mil til Øen? han skuide jo hjem igen - og fjorten Mil! Jeg rystede påny, som sidst da jeg var på Fastlandet, af Næringssorgens Slud.

"En her fra Øen? Nej da, så havde han jo været ind om hos os," Villads Villum rystede på Hovedet. "Men tøv - her var i Formiddags en Svensker fra Morup Tange - kan De få ham til at tage Skolemestren med hjem? Han sejler i Nat, sagde han, om det da blir Måne."

"En Svensker - det blir dyrt," sagde Braben og så på mig. Men jeg slog hastigt Øjnene op: "Pastor Flak vil betale for mig, nu, og jeg skal gennem Årene betale ham det tilbage."

"Godt!" Braben nikkede til mig, "dér fik De Dem den Gæld, Skolemester - men alligevel slap De billigt," han pegede på de to Gamle.

Jeg vendte mit Hoved bort - hvor kunde jeg se dem i Øjnene, jeg, som godvillig havde rømt den Ø, som Loddet havde drevet dem fra i fyrretyve År?

"Hm," sagde Braben, "vær ikke så genert! De har før huset mine Flygtninge."

"Ja, vi forstår det jo ikke," sagde gamle Gunnel og foldede stille Hænderne over Strømpen.

"Å Mo'r," Villads Villum nikkede hen til hende, "de er jo og' allesammen vendt tilbage."

Jeg foer op i det samme ved et Brag og et tordnende Brøl ude i Havnen.

"Hvad var det?" spurgte jeg rystende.

"Det var såmænd bare en Damper," sagde Villads Villum og kiggede ud ad Vinduet.

"En Damper -" jeg sank ned i Sofaen og strøg mig over Panden, "kommer der Dampere her?"

"Om der kommer Dampere?" spurgte han og stirrede på mig gennem Brillerne, "- å De er fra Øen - De har aldrig sejlet med en?"

"Nej - kun set dem, langt borte fra ude i Horizonten, og deres Røg over Havet. Til Øen kommer jo ingen. Og den Gang, i København - jeg husker dem knap: "Ofelia" og "Hamlet" i Sundet ..."

432

Jeg gemte mit Ansigt i Hænderne, og jeg mindedes, hvor jeg fra Stranden histovre havde fulgt Dampernes Røg med Øjnene, når den i stille Dage lå lavt over Havet, langs hele Horizonten, og drømt, at den var en Bro, jeg kunde gå ad til det skjulte Land under Kimminge.

"Og Jærnbanen," sagde Konen og så forsigtigt på mig, "har De heller aldrig set den?"

"Set den har jeg lige," smilte jeg, "Banen fra København til Roskilde. Men aldrig kørt med den."

"Nej, nej," nikkede Manden over sin Pibe, "vi har heller aldrig kørt med den. Den kunde jo aldrig bringe os hjem til vor Ø, kun længer bort. Den bringer altid kun Mennesker bort."

" Men," sagde Gunnel og standsede sine Strikkepinde, "jeg så Dem, da De kom herop med Skipper Braben, sådan De løb og dukkede Dem ved hans Side og holdt ham fast og ikke turde slippe ham og ikke turde se Dem omkring - og - og - jeg forstod, hvor længe vi har været borte fra Øen!" hun brast med Et i Gråd i sine runkne, små Hænder.

"Så, Mo'r, så," vinkede Manden med Pibestilken. "Gud, han pegede os jo selv ud."

"Jamen -" Gunnel stirrede over sin Lommeklud på Manden, "kan det være hans Mening at gøre Mennesker hjemløse?"

Villads Villum røg længe, så sagde han sagte: "Måske vi efter vor Død får Lov at sejle under Øen i "de Unges Båd"." -

Jeg så ikke på Byen, da jeg sejlede derfra med den svenske Fisker, jeg sad med Ryggen til og Øjnene ude i den grå Horizont, hvor Vandene vældede og vældede ud, mod Båden, mod mig, mod Jyllands Kyst.

Jeg sad ubevægelig, med Hænderne på mine Knæ, svøbt i Villads Villums gamle Frakke og med hans gamle Hue på Hovedet.

"Å tag dem - tag dem dog med!" bad Gunnel, da jeg ikke vilde modtage Gaverne, "så kommer dog de (il vor Ø!"

Jeg hørte ikke Larmen bag mig. Den døde mere og mere hen i Vindenes og Havets Sus. Jeg huskede kun 433 de Gamle, som de havde stået Hånd i Hånd på Bryggen og vinket efter mig, da jeg gled ud af Havnen, og stirret, stirret efter mig . . .

Og jeg begreb ikke, at Gud tillod mig at vende tilbage for deres Øjne; men jeg huskede Eberhards Ord om dem, som Gud elsker og gør landflygtige fra Hjem og Lykke. Og jeg bøjede Hovedet og vidste endnu en Gang, at Eberhard foer vild, at jeg aldrig havde været en af Guds Yndlinge . . .

Jeg så intet i Grenå, uden Havnen, Damperen og de mange fremmede Ansigter - og så et Restaurationsvindue på Hjørnet af den lange Gade, de sagde, gik op til Byen, og som holdt mig frelst fra den - et Bord, dækket med Mad, som jeg dunkelt huskede fra Københavns Butiker - af lækre, kræsne Spiser. Jeg huskede, hvor jeg havde gyst for Øens Kost, da jeg forrige Gang skibede mod den, og jeg smilte nu ad den, jeg havde set derinde, og som jeg havde drømt skabt for min Gane og mine Nerver.

Og Havnen og Damperen og Ansigterne, de mangfoldige, forvirrende, sank alle i Havet, det grå, det bundløse, det evige Hav . . .

Og blodrød svulmede Månen op af Mørket, som et Hjærte, som Guds, cor cordium.

Og som vor Båd ilede ned mod det, så vi Vandene fødes af det, Himmel og Hav vælde af dets Glød. Vi stævnede som i Verdensfødslens Blod.

Og alt som det skikkede de mumlende Bølger ned mod os, ind at højne Jorden, Boligen for Planter og Dyr og Mennesker, så vi det efter fuldendt Gærning, befriet og kølnet, stige højere og højere på Himlen, forladende al sin Skabning og os, ene sendende os sit fjærne og kolde Lys.

Men ad dets skælvende Bane stævnede vi mod vort Mål.

Og omsider steg den derude, den for os bestemte Bred, lille som en Krumme, stigende til en Tue, skillende de hvide Vande ved Sønderbjærgs Muldskud.

Nu så jeg Agnetes Kors, ene i Sandet, brede sine Arme mod os, som Sorgen, der bier Menneskene på den første Kyst.

434

Vi gled tinder de blånende Klitter, og Fyrets hvide Søjle bar sin Strålekrone ind i Himlen.

Lysvingerne skred gennem dens Dæmren som Tidens Visere, usynlige, men ustandselige. Evigheden havde taget sin Begyndelse.

Øens yderste Spids rakte sin hvide Finger ud mod Havet, og vore Sejl gled ned.

Jeg vadede ind gennem det isnende Vand; mine nøgne Fødder følte Bund, og jeg stod på min Ø. Vandene skiltes om mine Ben i lysende Riller, og over mit Hoved udmålte de evige Visere Rummet.

Jeg vendte mig og svingede min Hue til Afsked til Fiskeren, hvis Sejl alt påny svulmede hen ad Lysbroen, der bar ham ind til hans.

Men jeg løb på min Kyst, på mine nøgne Ben, over Sælhundelejerne, Stenene og Skræntens Marehalm, som jeg vakte til deres første Hvislen, op mod Lysets Søjle, mod Tårnets Dør.

Jeg fandt den åben og ilte inde i det klamme Mørke, ad de trehundrede Stentrin, rundt og rundt. Nu og da brast pludselig Lyset derudefra, Lyset, der milevidt omgav mit eget trange, stejle Mulm, ind over mig, som sølverne Klapper i en Fløjte, der spillede mig højere og højere, vildere og vildere til Vejrs, op at krones af Himmelkronen deroppe.

Trinene bed mine Fødder og svang mig opad, rundt og rundt og op.

O, jeg løb gennem År, gennem Århundreder, som selve Menneskeheden mod Himlen, rundt og rundt og dog altid op.

Men nu, under Stenhvælvets Drypsten, under Stalakitgrotten, rakte min Fod det sidste Trin, og åndeløs, segnefærdig slog jeg min Kno mod Døren ind til Lyset.

Jeg havde under Løbet herop hele Tiden tænkt på Fyrmesterens unge Kone, Madeleine fra Provence, og hendes Flugt, og jeg havde forstået, hvad hendes Mand, hvad hendes Elsker aldrig havde fattet: at hun ikke flygtede for dem, men for sig selv, for Mørket, op og ud i Lyset!

Og som hun begærede jeg kun at kaste mig ud i det, ud i Guds Favn.

435

Men dér stod Fyrmesteren i Døren, høj og snehvid, som Himmelkronens Vogter.

Som et farvefunklende Bjærg af Ædelstene tårnede Lanternen sig over hans Hoved og spandt mig ind i sin Regnbueglorie, idet jeg skælvende trådte hen under den.

Med Huen knuget i mine Hænder stirrede jeg op i den, som den langsomt, langsomt kresede dér om sin uhyre Lampe, fyldende hele det trange Rum fra Væggenes Tavler op til Rudernes Spejl-Ring, skuende mod alle Verdenshjørner og sendende dem sin Funklen.

Hver Farve ejede den - Græsgrønt og Himmelblåt, Ildgult og Blodrødt gled i Bånd gennem dens Prismer, al Jordens Farveglød i dens Himmelkrone, ikke én, men alle.

Jeg var sunken ned på Fyrmesterens Stol ved hans Bord med den lille Lampe og Biblen og stirrede op i dette kresende Bjærg.

Fyrmesteren rørte sig ikke. Rank stod Oldingen dér, med Hånden på Lanternens skinnende Metalleje og stirrede op i den. Over hans Ansigts dybe Furer gled Farverne - Græsgrønt og Himmelblåt, Ildgult og Blodrødt - fra hans store Øjne strålede de - som fra hans Hjærte - og om hans hvide Hoved luede deres Glorie.

Og han syntes mig som Tårnet selv, stigende fra det Lave, fra Synden og Hadet gennem Angrens og Ensomhedens Mørke op i Himmelkronens Lys. Hans Åsyn funklede mod mig, alvist som Guds.

Jeg rejste mig og vilde tale til ham. Men han vinkede til mig i et Smil, som Skipper Braben, da jeg sprang om Bord på "Konkylien" :

"Sig ikke noget! Derfor står Døren altid åben dernede. Jeg har ventet Dem længe. De er den eneste, som ikke har søgt herud en Nat, at se Øen fra mit Tårn, i min Lampes Skær. Se," han åbnede Døren ud til Rundgangen om Fyrkastellet, og vi trådte ud, jeg med nøgne Fødder på det isnende Jerngulv.

Og vi stod under Evighedens kresende Visere, midt i Himlen, med al Verden for vor Fod.

Dybt nede pegede Odden som Guds Finger og skilte Vandene og Landene. Månesitrende gled Vandene mod 436 Syd og Nord, og af Urtågen dæmrede Landet frem, Ørkenen og Bjærgene, som et endnu ikke færdigt spundet Flor.

Derinde bag os gled og gled Krystalkuben rundt, funklende af al det vordende Livs Glød - Græsgrønt og Himmelblåt, Ildgult og Blodrødt. Men højt over vore Hoveder steg Evighedens Visere, det brændende Hjærtes Stråler, lutrede til Æter og Lys - som Fyrmesterens og min af Dybet fødte, gennem Mørket bårne, til Lyset stegne Tanke.

Og her, yderst på min Øs Spids, i Tårnet midt mellem Himmel og Jord, ved dens ensomste og stærkeste Mands Side, dens Lys'es Vogter, mellem Livets glødende Kor og Evighedens pure Stumhed, knælede jeg, med de nøgne Fødder fastfrosne i Altanens Jærn, og takkede med løftet Åsyn min Skaber for det Liv, jeg nu, omsider, forstod!"

"Og vi," Ellen Lange bøjede sig lydløst over ham og kyssede hans Hånd, "vi takker Dem for Livet -"

" - som De lærte os at forstå," hviskede Erik fra den anden Side hans Leje.

Den Gamle stirrede rundt på dem, forundret smilende :

"Jeg -? Nej, Børn, tal dog ikke således! at jeg, der lige drev det til Lærer for Poge, kunde lære jer noget, I som -"

"Som hvad?" spurgte Pastor Honorius og bøjede sig over ham, "- som derude, i den store Verden og den store Viden, forgættede hint ene, De så fra Fyrtårnet hin Nat, så fra det Tårn, Deres Tålmod, Deres Ydmyghed, Deres Taknemlighed havde løftet Dem på: at vi er fra Gud og går til ham, og uden ham Intet og med ham Alt. Tak, Clemens Bek, Tak!"

Han lagde sig sagte på Knæ foran Sengen, og inden den Gamle kunde hindre det, lå de dér alle tre, de Unge tre, om den Gamles Leje, om Øens Ældstes.

Han hævede de skælvende Hænder til Protest - men de fandt på Vejen hinanden, og med Øjnene mod det mørke Loft hviskede han i et henrykt Smil: 437 "Tak Herre, tak, at du sendte mig også dette, at du tog også denne Angst fra mig!"

"Hvilken?" Honorius så spørgende på ham.

"Den," den Gamle holdt stadig Hænderne tæt knyttede og det strålende Blik mod Loftet, "min sidste og største Angst, den, der kom, ikke i min Manddomsalder, ikke da jeg var midt i Livets Axe, men yderst på dets Hjul - den, der ikke som hin gjaldt mig selv og dog mer mig selv end nogen anden af mit Livs mange Angster: den, at jeg vel har levet Livet ret - for mig selv; vel har nået et Mål - for mig selv; vel vundet min Sejr, som Eberhard Sebastian bad, jeg måtte - for mig selv; vel har stridt for Gud, som han pålagde mig - i mig selv.

Men at jeg har tabt i min Sejr, og ved at nå Målet forspildt det!

Jeg har vel ikke gjort stor Fortræd, og da aldrig, det jeg véd, med Vilje. Men det er da kun så småt, og det mindste, der kan kræves af et Menneske.

Men noget Godt, noget Glædeligt har jeg aldrig voldt. Eller svar mig - I, som har hørt mit Liv! Nævn mig blot ét Navn!

Og som jeg nu er blevet så skrøbelig, at jeg ej en Gang kan røgte den bitte Skole og må ligge her og læse i de Aviser, De bringer mig, om hvor Verden er blevet stor derude imens, hvor de bygger og opfinder og altid har travlt nu om Dage, er det kommet over mig så tungt: at jeg har været et gavnløst Menneske!

Jeg véd det jo nok, at jeg ikke fik meget at virke med, ikke mange Kræfter; at jeg blev kun en Stakkel, som hverken var rig eller klog eller modig; at jeg kunde vist ikke andet end passe den her lille Skole på Øen, jeg nu kom til for femoghalvtredsindstyve År siden - og så vogte på mig selv til hende.

Men alligevel - jeg kunde dog måske have gjort lidt Gavn, voldt lidt Glæde . . .

Å, ja Glæde - - Se, da jeg var ung Student og var i København - det var lige før, jeg skulde her til Øen - forærede Adam mig en Billet til "Musikforeningen" en Aften, de spillede Schillers Hymne: "An die Freude," Beethovens niende Symfoni.

438

Var det kun en sidste Almisse? Eller vilde Adam i al Fald give mig at høre Livets fulde Orkester, inden han fordrev mig fra det?

Men Koret sang mig ikke, som de Levende den Døde, ud af hin Sympatiens Ring, men ind i dens Rosenfavn:

"Wem der grosze Wurf gelungen,

eines Freundes Freund zu sein,

wer ein holdes Weib errungen,

mische seinen Jubel ein!

Ja - wer auch nur ein e Seele

sein nennt auf dem Erdenrund!

Und wer's nie gekonnt, der stehle

weinend sich aus diesem Bund!"

Ti jeg sad med lukkede Øjne, for ikke at se Menneskene omkring, og rystede ene foran den Gud over Stjærnerne, Hymnen sang om. Og jeg vidste, han havde endnu større Favn end selv Hymnen sang - at han kunde omslynge alle Millioner - også den, hvem det timedes end ikke at vinde hint eneste Hjærte.

Jeg troede det jo så vist, det var nok, man bare selv havde givet sit Hjærte hen, ret tro og inderlig kær, da turde man blande sin Røst i Glædens Kor og skulde ikke liste sig grædende bort.

Og den Glæde har sunget i mig i alle de År, i Blæsten og Sneen og Natten, i min dybe Ensomhed her på Øen, så jublende som Koret den Aften.

Men nu det sidste År, da jeg har ligget syg herinde, ene i de lange Aftner og Nætter og nu, jeg har fortalt jer om mit Liv, fra jeg var Barn og til i Dag, da er det, Angsten er vågnet i mig, at Hymnen alligevel havde Ret, at Gud ikke vil nøjes med Glædens Sang i mit Hjærte, men spørger, hvad Glæde, jeg vakte i en andens, og da - at jeg da heller ikke dér i Himmerigs store, evige Jubelkor skal blande min Røst med hendes og Millionernes, men græde ene hist, som jeg har sunget ene her. Å, tror I dog, Vorherre vil kende mig blandt sine?

Ikke som jeg frygtede hin Gang, jeg var Mand og endnu havde Hælvten af mit Liv for mig: at jeg har 439 forspildt den første Hælvt - nej! at jeg har forspildt det hele. At jeg har levet så kun for mig selv, som jeg har levet ensom i denne Hytte, For at nå Dorete, for at nå Gud. Så mange Kampe kostede Målet og Sejren, og så svage var mine Kræfter, at jeg glemte alle andre for mig selv . . .

I kan jo ikke forstå det - De ikke, Fru Ellen, som er Hustru og nu også Moder, ikke De. Doktor Lange, og Pastor Honorius, som har Examen og Viden og Evne til at læge og trøste os her på Øen. Å nej, I er unge og kan ikke forstå det - den Angst, der ikke er for én selv og dog mer end nogen for én selv: Angsten for ens Liv og dets Frugt, for ens Tro af ens Gærninger, ja praxis pietatis som gamle Eberhard sagde og selv fuldbragte! Angsten, den sidste Angst, for uden ét Offer at møde den Gud. der ofrede sig selv; der teg nede os den eneste Bane til Himlen: i Blod. Angsten, den sidste, for at have forspildt Livet, således som Gud ene kender Forspildelse: Gavnløshed!"

"Clemens Bek," Erik Lange famlede om hans Hånd, "De, som var denne Øs Frelser, De taler således!"

"Denne Øs Frelser?" den Gamles Øjne spurgte, undrende og bange.

"De brugte de Ord om Jacobus Uz, og De sagde: han er ikke død, han mildner Luften bestandig. Men De -"

"Ak, nævn dog ikke Jacobus Uz! Hvad har jeg udrettet som han? Har jeg trøstet de Syge og Skibbrudne, har jeg mættet de Sultne og skaffet de Husvilde Tag? Kan jeg efter min Død bestandig mætte og trøste og skænke Hjem? har jeg bygget Havnen og lagt Telefonen over Øen og forbundet os med Omverdenen ved Telegrafen? Ak nej, jeg begærer ingen Gærninger efter min Død, som kun de Største magted, blot én i Livet, som selv de Mindste evned."

"Spørg da, hvad De har været for hende og Livet på Øen," sagde Erik Lange og pegede ad Vestervindvet, hvor Lucie Camraths lille, bøjede, sorte Skikkelse langsomt kom forbi.

Men han standsede og sænkede Armen. Ti ved Siden af hende gik en Fremmed, den høje, svære Sømand, 440 han og Ellen havde set ro ind mod Øen gennem Morgensolskinnet, fra den store Damper derude.

"De får Fremmede, Clemens Bek," sagde han og rejste sig fra sin Stol,

"Fremmede -? jeg? - Aldrig er der kommet nogen Fremmed til mig!" Bek løftede Hovedet, "endsige nu -"

"Måske netop nu!" svarede Lægen langsomt, med Øjnene på Døren, som i en Anen.

Den gik op, og Lucie Camrath trådte ind, fulgt af den Fremmede.

Lucie blev, som altid, stående henne ved Døren, med Hænderne under Forklædet, i en sky Nej en for Langes og Præsten og med et hastigt Blik på den Syge.

Men den Fremmede trådte helt hen til Bek og bøjede sig, med den store Hat klemt mod Brystet, i et dybt Buk.

"Så nåede jeg det dog, Skolemester, at komme til Dem, mens De var i Live. Gud være priset - men · det kneb" . . .

Han satte sig på den Stol, Erik Lange havde forladt, og strøg sig med Ærmet over Panden som efter et langt Løb.

"Jamen - hvem er De da?" Gamle Bek havde rejst sig over Ende i Lejet, med skælvende Hænder om Sengefjælen.

"Kender De mig ikke, Lærer Bek? Da har vi ellers været i samme Stue, i den bitte Skolestue derhenne - og på den samme bitte Ø, i mer end femten År. Ude Thysen, en Dreng af Deres derhenne fra."

"Ude Thysen? Du - De - det er jo dig, de taler om på Øen - du er jo den rige Mand, som tjente de store Penge i Brasilien? Du sad derinde i min Skole og nu - hvorfra er du - De nu kommet?"

Sømanden ludede sig lidt frem mod den Gamle.

"Jeg er kommet fra Portalégre, Skolemester."

"Fra Porto Alégre?" den Syges Stemme åbnede sig undrende, "- hvordan er dér? Og du er blevet en stor Mand og kommer nu tilbage? Jamen," han skottede til ham, ængstelig, "véd du da - din - din Mo'r - er - død? og dine Søskende - de er her slet ikke 441 mere . . Men du - du har måske - Venner her på Øen?"

"Ja!" Sømanden sad nu helt bøjet mod ham, med Øjnene ret ind i hans, "ja! Skolemester, én Ven, min eneste Ven i Verden - Dem!"

"Mig?" Stemmen løftede sig og stod stille.

Ikke en Lyd hørtes i Mørket. Ene Urets sene Takter,

"Skolemester, det - er en af Deres Drenge, der kommer for at takke."

Den Syge begyndte at ryste, så de, der lyttede i Stuen, syntes, de skælvede med.

"Og du - du er kommet til mig, efter tredive Års Forløb, fra Porto Alégre kun for - for at -"

"For at se Dem, inden De dør, Skolemester, og takke Dem og velsigne Dem så mangfoldige Gange!"

"Jamen - jamen hvorfor -" Bek famlede om sig, som blændedes han og søgte sig forgæves til rette, "hvorfor - jeg - hvad har jeg da gjort dig af Nytte?"

"Nytte?" Thysens Stemme brast, halvt som i Latter, halvt som i Gråd, "hvad De har gjort mig af Nytte, Skolemester!" han rettede sig op, med bægge Hænder fast på Knæet, hans brune Øjne smilte frem for sig:

"Ja, én skulde jo ikke tænke, det gjordes nødigt at fortælle, for enhver her på Øen véd jo nok, hvad Nytte, De har gjort ham eller hende!

Men bi lidt, jeg skal endda prøve at sige det, om De vil lytte en Kende tålmodigt. Én er jo da kommet for det sammes Skyld: for at lette sin Sjæl.

De fremmede Herrer og den Dame kender jeg jo ikker men siden de nu altså sidder her på Øen og hos Dem? véd jeg, de nemt vil skønne, hvad jeg har at sige."

"Hm ja, altså ser De -" han gyngede sig let på Hænderne mod Knæene og så langt ud for sig, den hæse Stemme var lav og søgte de uvante Ord og det uvante Sprog. "Ser De - jeg har været viden om på Kloden og har ikke haft dansk Jord under mine Fødder siden mit femtende År og kun i Ny og Næ talt med danske Søfolk derude. Men da har jeg immer forhørt mig, om de var her fra Øen eller har ligget her på Fiske, og om de vidste Rede på Hr. Skolemesteren. Og så var det nu i Våren, jeg fik Nys om, at han var 442 krank, og så såre jeg kunde, gjorde jeg mig da fri fra Geschåften og kom herover."

De lyttede alle, men ingen mer end Bek, hvis Åndedræt hørtes, som var det selve Urets. Derude trak og trak Skyerne, denne Aften som alle de andre Aftener.

"Jamen - De har jo haft Deres Barndomshjem her på Øen?" hviskede Erik Lange, frygtsom - som man prøver Isen, om den er tilforladelig.

Sømanden vuggede sig tungt på Hænderne; så nikkede han:

"Hå? Barndomshjem - jo, såmænd, jo, det har jeg haft. Ja - den Herre tænker vel sådan på sit eget Hjem som Barn. Men - hja. se mit Hjem - ja, de Herrer og den Dame har jo ikke kendt det, men det var Øens Skam, om én selv skal sige, hvad sandt er. For se: er Øen her end kun klein, den har alletider været honnet. Men alletider har der været én Familie, i hvem det Onde ligesom slap ud. Og den Gang skulde det nu være mine Forældre - ihvor det nu kunde komme. Jeg tænker mest, det var Moders Skyld. Hun var fra Sverrig og kunde ikke ret trives her som de andre. Der er dem, der har sagt mig, hun var en knøv Pige, da hun steg her i Land med Fader. Men kridendes hvid blev hun, da hun fik se hans Hytte og Ørkenen og Havet ikring.

Han, Fader, var nu ikke heller af dem, én kan stinde sig ved - ikke ond, god nok, men ligeglad med det meste, ikke hægen efter Arbejde, men nok efter Lystighed, og dog let at forknytte, en Kende drikfældig og krank.

Mange Søskende fik jeg - ikke alle Helsøskende...

Mestendels blev Hjemmet da for mig vort gamle Får og Toften med Kartoflerne ved Ørkenen - og så en Stueklokke fra Mors Slægt i Varberg . . .

Men Fa'r, han stak af en skønne Dag, fra det Hele, han stak til Søs. Han lovte at skikke os af Lønningen, men blev naturligvis vasket over Bord i den første Storm, Skrog han var!

Så blev jeg ked af at gå her og se de sure Øjne og høre dem varsle, hvor ilde jeg skulde blive, hvor jeg skulde ligne på mine Forældre og Søskende. Ja, jeg 443 rettens hadede Øen og dens Folk - og Moder og Søskende med! Jeg syntes, de var mig kun til Tort.

Nu véd jeg jo, hun er død forlængst, og de spredt viden om, men jeg véd ikke hvor. Og jeg har aldrig tænkt én Tanke på at søge dem op, og heller aldrig Øen. Den var mig jo ene kun Skam og Sult og Sand. -

Jeg gik om Bord på en Svenskerskude og var glad, da Kysten sank dér agter, ja spyttede ad den og lovte den ene det, at jeg skulde gøre dens Tro om mig til Skamme!

Men se, så gik jo Årene og - ja, de Herrer og den Dame fatter det vel knap - der ikke kender Verden som jeg -, som Skibsdreng at sige, og ene i Vrimlen derude: den ganske Jordklode og alle Racer rundt, Menneskene som de nu én Gang er ...

Nej, De tænker sig det knap, hvad sådan en Gut lærer og husker som Voxen, fordi han ikke får let for at glemme det, sådan det opfriskes for ham af hvert Menneske, han ser.

Se, så var det, jeg lidt efter lidt måtte til at tænke på ham derhjemme, min gamle Lærer. Ja, ikke sådan på, hvad han havde lært os, for det var mestendels glemt og vel ikke mere værd, end hvad sådan de fleste studerte Folk kan lære af sig!

Nej, men på - sådan som han nyslede om på Vejen heroppe og i Skolestuen og i sin egen Hytte - som han var immer mild og fornøjet og gik til Side for - ja, jeg tror. for selv vor gamle Bede derhjemme! Og som han talte til os om den her Bibelhistorie, og var det Bedste af den hele, og aldrig kunde blive gal i sit Hoved på os, men bare så' så rettens forbavset ud, når vi var uskikkelige Knægte, som kunde han slet ikke tænke sig det.

Ja, alt det kom jeg sådan i Tanker om, efterhånds som jeg så Menneskene derude, som de gererede sig mod hverandre, som var de de eneste, der var til, og som havde de Brev på at erholde alt præcist, som de vilde, og mere til - og var vi andre ene til at smide over Bord . . .

Og da jeg så, hvor de levede derude, de store Herrer, i de varme, rige Lander med en sort Domestique på hver Finger, og selv, uden én ret mærkede til det, 444 blev noget lig efter dem med Mad og Drikkelse og alle Krav - da tænkte jeg jo på Gamlingen, at helt muntert havde han dog ikke haft det heroppe på den magre Strand, endda han var en Mand af god Oplæring. Men immer var han fuld af Smil og Tak og syntes ene, han fyldte for meget op.

Ja da var det, at han blev sådan noget som en Have for mig - ja heller et Hjem, som den Herre nævnte - og en Ankergrund, at jeg ikke forliste - og kan hænde ikke blev helt så grum som de fleste andre, hverken den Gang, jeg var den lille eller siden, da jeg fik Krammet på andres Lemmer - men holdt mig så tålelig skikkelig . . .

Vi Drenge, vi grinte jo tit, når vi herte, hvad han fik ud af Øen og af os og af alt det, vi syntes, ingenting var.

Men siden, da jeg derude så, hvad Menneskene fik ud af Havet og Jorden - og Himlen med, da tænkte jeg på, om det mon ikke var ham, der havde Ret - om han ikke fandt det, der var Guds Mening med det Hele. Og vi andre blot læste Verdenen, som en vis Mand Biblen. Og jeg probérte at kigge som ud af hans Øjne . . .

Hm, jeg kan jo godt sige det - der er jo ingen her, der sladrer, og der hændtes jo da heller ingenting - men se - Jeg véd en Gang, da jeg havde Kniven i min Hånd, en mørk Nat ved Rælingen og var færdig at hugge den i Nakken på den, der havde trådt mig som en Hund under Fødderne, og som var ikke bedre værd end en Død som et Dyrs.

Og jeg var rede til at tage mit eget Liv i Øjeblikket derpå. Jeg syntes, at så jeg kun ham tumle over Ende og fik hans Blod over min Hånd, da var jeg nøjet med mit Liv.

For det var jo ikke ene ham, jeg vilde til Livs, men alle dem jeg tyktes var mig onde - ja hele Verden kan jeg gærne sige, jeg gad myrde.

Ja, sådan kan en enlig Drengs Liv forme sig mellem Mennesker.

Men da, just som jeg skulde støde til - og jeg kan endnu høre, hvor Natteblæsten piber i Takkelagen - da var det med Et, som så jeg Gamlingen dér, hans 445 Ansigt for mig, så klart i Mørket, så mildt som - ja, jeg kan kun sige: som Guds Åsyn.

Og jeg slap Kniven ned i mit Ærme og listede af. Jeg takker ham for det, at jeg ikke blev en Morder og selv er død nu, længst

Og som den Nat er han kommet mange Gange siden, da jeg var ved at kravle mig opover og ikke vilde ned igen, da det just ikke var med Dolk, jeg vilde stikke, og ikke just Livet jeg vilde tage, men nok Næstens Nødvendigste - og selv forlore det, der gør, én gider leve, når én er kommet lidt op i Årene og har fået lidt Hold på sig selv.

Ja, både Dag og Nat er han kommet til mig, både i Syd og Nord, bare ved sit Minde: at han tænkte ikke på sig selv. Kommet som den Forsikring: at Gud var til. Og derfor er jeg nu kommet til ham for at sige min Tak både for første og sidste Gang. Min Tak bare fordi, at sådan et Menneske fandtes.

Jeg har jo tænkt så ofte på at komme, men Havet og så Pengene, de volder, vi glemmer, Tiden hun går, vi glemmer os selv snart tilsidst. Men Døden, hun skal nok vække.

Ja, vi lærte jo om Edens Have i Historien, hvor der var med Kilder og Blomster, og Dyrene græssede endrægtigt. Og han blev sådan en Have for mig, derude i de øde Vande og de store Vrimler, sådan ret et Fredens Bo.

Men siden fandt jeg ud, at han var Vorherre selv i Haven. Og at han var også Danmark, et kleint Land mellem de andre, men dog det hvor jeg var Barn, hvor det mest var koldt og mest var gråt, og Folk tit sad småt ved det, som han, men heller ikke var så griske på det.

Og sådan blev han for mig først god og så Gud, først Hjemmet og Øen og så mit eget Land, blandt alle dem, jeg så.

Og den, som ikke helt har mistet sit Hjem og sin Gud, han bliver alligevel aldrig helt sådan, som han var ene til og skulde have Jorden bare for sig.

Og derfor er jeg nu da kommet tilbage, omsider en 446 Gang, for at sige ham alt dette her og se ham én Gang til, inden han dør.

Ja," Sømanden vendte sig mod den Syge så brat som kastede han sig ind mod ham, "se derfor er det, jeg er kommet, se det førte mig hjem!"

"Fra - Porto Alégre -" stammede Bek med bægge Hænder klamret om Thysens Hånd.

"Præcis!" han nikkede. "Se, én bildte sig jo ind, at Øen var for lille og én selv for stor, endda én vel også kunde have gjort sit Arbejde her! Men nu én har set Kloden derude, synes én næsten, vi stemmer, Øen og én selv. For vel er Øen ikke blevet mindre klein, men det er nok én selv! Og derfor tænker jeg næsten, at den en Gang får arve min Smule Gods, at den ikke skal synes en anden Ung altfor ringe og arm, så han lokkes til at lade sin Mo'r, ihvo hun nu er, og sine Søskende i Stikken og sit Land med, for ene at søge at klare sig selv derude! Én véd, det er farligt at fødes her på Øen, og kan én ikke mer hjælpe sine egne, vil én se at bjærge de andres. Men de Penge får nok hedde "Skolelærer Clemens Beks Minde,u for havde han ikke levet her på Øen, var én nok aldrig selv kommet hjem."

"Fra - fra Porto Alégre -" hviskede Bek.

Men Erik Lange og Ellen og Pastor Honorius havde lydløst rejst sig og lydløst listet til Døren, med Øjnene mod de to, mod Oldingen, der havde levet Livet ud på denne Ø og holdt sine Hænder så fast om Mandens, der havde faret Jorden trende Gange rundt - og var vendt tilbage for at knuge sine om hans.

Clemens Bek mærkede dem ikke, og Lucie Camraths Øjne var som deres hos de to, og for første Gang så de et Smil i dem, et Smil af Lykke for Beks, for hendes egen Skyld: at Jordomsejleren først nu, i denne Stue, havde sejlet Jorden rundt.

Og idet Døren gled i efter Ellen, hørte de derinde fra:

"Fra Porto Alégre - fra Porto Alégre - -!"

447

De trådte sammen ud af Hytten, Erik Lange, Ellenr Honorius og en høj, gammel Dame, der støttede sit tunge Legeme på Præstens Arm og en Stok, mens Forårsblæsten svøbte hendes lange Sørgeslør om hende.

En ung Pige, med det blege Ansigt stirrende i et sort Flor og de spinkle Hænder foldede over Brystet, om en Buket Vintergækker, fulgte dem.

De standsede alle i Solen og så langs Sønderbjærgets Fod over det grønnende Kær ud imod Havets violblå Stribe, længst borte under den hvidskyede Himmel.

"Så Gud ske Lov. at du først kom nu, Tante Dorete," sagde Honorius dæmpet og knugede hendes ringsmykte Hånd i sin.

Bispinde Dorete Colbjørnsen ludede sig tungere på hans Arm og sin Stok.

"Det var, som jeg tænkte ved dit Brev: jeg kendte ham ikke, og jeg huskede ham ikke," hun stirrede ud for sig under de svære Bryn.

"Og - dog kom du, Tante Dorete?" Honofius' Stemme skælvede svagt.

Hun løftede det tunge Blik mod ham og vendte Hovedet halvt mod Datteren. Og hun nikkede og lukkede Munden tæt.

Men den unge Pige sitrede tyst, dukkede Ansigtet ned i Vintergækkene, vendte sig og forsvandt ind un der Hyttetagets gyldentstænkede Mospuder.

"Hun forstod dig dog -" smilte Honorius.

"Ja, ja," Bispinden stødte Stokken ned i Sandet" "hun er mit yngste Barn, det eneste, jeg beholdt! Vi har levet sammen. Hun kender mig!"

Honorius bøjede sig hastigt og kyssede hendes Hånd. Men ubevægelige stirrede de brune Øjne ud over Kæret, mod Havets Skum.

"Mennesket spår, men Gud rar," sagde hun tungt. "Han ene véd det Rette."

Højt oppe i den disblå Luft slog pludselig Lærken, Årets første. De løftede Hovederne. Og de frydefulde Toner fyldte Øen.

Ellen skjulte Panden mod Erik Langes Skulder.

"Å Erik, Erik - når jeg tænker på os - og på 448 Lillen, som nu se'r - og hører den Lærke . . og ham, hans Liv - den Stakkel!"

Men Erik Lange løftede hendes Hoved og så hende ind i Øjnene i et Smil:

"Ellen, dit Håb til Våren gik i Opfyldelse - gjorde ikke også hans? Og hans Liv - husk hvad han en Gang læste for os af den hellige Terese: "Hvad vilde Verden blive, hvis ikke der gaves Munke"?"

Og Bispinden nikkede langsomt, grundende:

"Ja, hvad vilde Verden, hvad vilde vi alle blive, om ikke der gaves Stakler som han?"