Kidde, Harald Helten

II

HARALD KIDDE

  • SINDBILLEDER. 1900.
  • AAGE OG ELSE - DØDEN. 1902.
  • AAGE OG ELSE - LIVET. 1903.
  • LUFTSLOTTE. 1904.
  • DE BLINDE. 1906.
  • LOVEN. 1908.
  • DEN ANDEN. 1909.
  • DE SALIGE. 1910.
III

HARALD KIDDE

HELTEN
ROMAN

Ak, søger de ydmyge Steder -

BRORSON

KØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG 1912

IV
V
Til
min Moder.

VI
1

FØRSTE DEL
DE SORTE SKOVE OG
DET SORTE STRÆDE

2
3

FØRSTE KAPITEL

ERIK LANGE skød Avisen fra sig, lænede sig tilbage i Stolen og lukkede Øjnene. Han nikkede et Par Gange frem for sig.

Ja, ja, så var det altså omme, så kunde han lige så godt blive her - til sin Dødsdag. Hans Liv var jo dog omme; de havde taget det, Kammeraterne fra Ungdommen, som han i en fortrolig Time havde betroet det.

Dér stod det jo: "Et moderne Kloster. Sanatoriet for Nervesyge. Dr. med. Magnus Kås og Holger Faber." Pengene var rejste, Grunden købt, Pladserne besatte. "Planen var hemmeligholdt til nu, da alt var sikret." Hvorfor? Havde de frygtet ham, at han skulde rejse sig og kræve sin Tanke tilbage?

Ak nej, de vidste jo, at han sad velforvaret her på Øen - og fik Underretningen om, at hans Plan var fuldført - af andre, Ugen efter at det øvrige Land vidste det - -

En Uge gammel var Avisen, kommet med Postskibet fra Jylland nu til Morgen. Grunden til Sanatoriet var allerede begyndt at ryddes. Grunden han havde anvist dem hin Aften på Regensen - - -

Hans Fingre standsede deres Trommen på Bordet. Han så Stedet for sig som hin første Gang fra Damperens Dæk - den skyggede Vig derinde, de mossede Sten, som Kølvandet fra Skruen vuggede sig til Hvile imod, de hvidstammede Bøge mod Skovmørket - - - Han så den lille Bæks Blinken i Solskinnet - og han fornam atter sin Skælven mod at nå derind, at drikke af Bækken, hvile mellem Bregnerne og se Damperen haste videre, mens han selv kun skulde blive her - - 4 Han så de to hvide Sommerfugle, som havde danset foran Skovskumringen, og sig selv, et ni-tiårs Barn, gemme sit Ansigt mod Faderens Malerkasse, der var overklistret med brogede Poststempler fra alle Klodens Stationer - til han mærkede Faderens Hånd på sin Nakke og hørte hans forundrede Stemme:

"Men Erik, hvad er der i Vejen? nu rejser vi jo!" Ja, de rejste - hele Jorden over - - til han atter, som ung Student, en Dag trængte sig gennem Bregnekrattet og virkelig stod på denne stille Plet, han bestandig havde drømt om siden, derude i Syden, i Middelhavet, i Lilleasien eller Indien - mærkede dens svale Dunkelhed om sin Pande og Mossets Fugtighed om sit Knæ, da han lagde sig ned for at drikke af Bækken, drikke for mange Års Tørst. Og da han rejste sig, og hans Øjne gled rundt over de hvide Bøgestammer, de nikkende Dueurter og Mørket, der blånede som Ensomhedens Ånde, vidste han, at han som Barn ikke tog fejl: at her skulde hans Nervesanatorium ligge, her hvor hans Moder fødtes, her hvorhen han havde stundet hver Time på de endeløse Rejser, her i Skjul af Skovene, med Udsigt vidt ud over Fjorden, Odderne og Havet

- Sanatoriet for alle de Børn, som det nittende Århundredes Rejse havde gjort trætte, som længtes mod en Skovbæk at drikke af.

Nej, han havde ikke taget fejl, den Dag på Damperens Dæk og ikke siden, på sine mange Opmålinger og Undersøgelser - dér i de stille Fjordskove var dets rette Plads, det store Sanatorium, det første i sin Slags - eller "et Nutidens Kloster" kaldtes det her i Avisen.

A ja, det var jo også hans Ord den Gang til Kås og Holger Faber: "Et Klosterhelg må vi skabe midt i den nye Sværdtid."

Og nu var det skabt, på hans Sted, efter hans Plan, uden ham, af de to Ungdomsvenner!

Men - havde han ikke også forladt sin Tanke, som han den Gang forlod dens Sted - giftet sig, søgt denne Plads over Hals og Hoved, siddet her nu på tredje År - og vilde han da, at Planen skulde glemmes, som han selv blev glemt herovre, at ingen andre end han skulde nå hin Bæk og drikke af dens Vand?

5

Planen var jo dog hans og skulde nu fuldføres - hvad vilde han mere?

Men pludselig knyttede han Hænderne, løftede dem som til Slag, rejste sig og trådte hen til Vinduet.

Havet bredte sig dernede, ind i den skyede Horizont, uoverskueligt, gråblåt, svagt glitrende af Sol.

Han lod Hænderne synke. .

Å, hvad vilde han? Havet lå mellem ham og dem, Årene mellem ham og hans Plan! De havde arbejdet, mens han havde drømt - rejst Penge og søgt Statstilskud, mens han arbejdede videre med Planen - på Papiret, forvirredes og tabte Troen på den og sig selv, her hvor han sad, Mile fra Mennesker og Tiden.

I Guder, hvorledes var han kommet her! Hvor var det faldet ham ind: Læge på en Ø syv Mil fra nærmeste Kyst, en Ø med knap tohundrede Indbyggere - han, der fra spædt Barn var tumlet om, den halve Jord over, fra Nord til Syd, fra Øst til Vest; som havde alle Jærnbanehjuls Hamren, alle Dampskibes Dunken i sit Blod, alle Horizonters Virvar for sine Øjne, alle Folkeslags Tungemål i sine Øren, han, det rejsende Århundredes Barn mer end nogen; som havde lidt mer end nogen for dets Synder - for at han skulde føre det til Hvile og Fred, han, Århundredets Læge, han var endt her!

Og hvorfor?

Erik Lange vendte sig hastigt mod Døren ind til Ellens Stue, men standsede så - - Å nej, han slap ikke! Langt før og langt dybere: fordi han var Århundredets Barn mer end nogen; fordi han aldrig havde lært at vente, at tåle, at gro - - Fordi han ikke havde kunnet bie, havde han mistet; fordi han kaldte Nuet al Fremtid, et Øjeblik Evigheden, havde han sat sin Evighed overstyr: sin Gerning, sin Bestemmelse - for hendes Skyld derinde, for sin egen.

Distriktslæge-Embedet her var ledigt, han havde søgt det: så kunde Ellen og han gifte sig, og han i Ensomhed modne sin Plan.

Nu var Planen fuldført af andre - og Ellen og han - -

Å - han gjorde en afværgende Bevægelse - - 6 Og han havde troet sig Århundredets Læge, han, som mer end nogen var dets Patient.

Patient -! Hans Hånd jog til Uret. Å det var sandt, her var jo virkelig en Patient at tilse. De havde jo været hos ham inde fra Byen, om han vilde komme og se til den gamle Skolelærer, som nu lå syg på anden Måned.

Nå, så hastede det vel heller ikke! Skønt, han kendte nok Øens Folk, de døde gerne mellem Hænderne på ham, når han endelig blev kaldet.

Hvad skulde egentlig Staten her i dyre Domme lønne en Læge for? Jordemoder havde de jo og Graver. Og andet ønskede de jo ikke.

Han stak Stetoskopet i Lommen og knappede til. Jomfru Camrath, som havde været her, mente, det var noget med Lungen, men huskede han Skolelærer Bek ret, var det nok snarere den rene Alderdom, som sædvanlig her på Øen.

Å nej, de havde nok kunnet nøjes med mindre end dette Århundredes Læge!

Han smilte bittert,

Her levede jo alt de svundne Århundreder, han vilde ført Menneskeheden derude tilbage til, Tiden, da Jordemoder og Graver var nok.

Han gik hurtigt ind gennem Værelset, betænkte sig et Øjeblik og bankede så på ind til Dagligstuen.

"Ja!" lød Ellens klare Stemme.

Han lukkede op.

"Jeg skal ned i Byen og se til en Syg, gamle Lærer Bek, jeg kommer igen til Aften," sagde han med Hånden på Dørgrebet.

Hans Hustru nikkede til ham henne fra Vinduet, hvor hun sad med sit Sytøj. Hendes store, blonde Hår bruste om det fyldige, hvide Ansigt med de mørkeblå Øjne. Hun bed en Sytråd over med de stærke Tænder.

"Hils ham, Erik, og spørg om han ikke trænger til noget, et Par Flasker Vin for Exempel," hun glattede Bakkeservietten ud over Knæet.

"Kender du ham da?" spurgte Erik Lange.

"Skulde jeg ikke kende ham, Erik? Synes du, her er 7 så mange Mennesker på Øen, at vi ikke nok kan kende dem alle, endsige Clemens Bek?"

Han trak kort på Skulderen.

"Ja, ja, det er nu din Fejl, det har jeg altid sagt dig," nikkede hun og bøjede sig over Sytøjet, "at du aldrig bryder dig om at lære dem at kende, aldrig går ind til dem og -"

"Synes du egentlig, de er så venlige, at man får Lyst til det?"

Hun rystede på Hovedet, "De er vel, som man tager dem! Venlige er de ikke, husk på, hvor ensomt de lever og især har levet, i forrige Tider. Men du -"

"Jeg er ikke sat til Sjælesørger for dem," svarede han kort, "han, som var det, har salveret sig."

"Ja, så skammeligt, så utroligt!" Ellen bankede med Foden på Forhøjningen, "tænke sig, at det næsten er umuligt at få en Præst herover! at det skal være Guds Tjenere!"

Erik Lange smilte og trak atter på Skulderen, så nikkede han og gik.

"Husk så at spørge ham om Vinen!" råbte hans Hustru efter ham.

Han tog i Forbigående mekanisk Morfinsprøjten til sig fra Apotekerskabet i Hjørnet og gik ud i Forstuen.

Nu havde han siddet her to År og kunde blive siddende her, til han blev firsindstyve og grå og blind som den forrige Distriktslæge, gamle Doktor Hagedorn, der en Gang i forrige Århundredes Midte sendtes herover, da hans Drikfældighed havde gjort ham uanvendelig på Fastlandet.

Ja, nu blev han, nu de havde stjålet hans Tanke, hans Liv!

Han standsede i den smalle Gang og trykkede et Øjeblik overvældet Panden mod den tunge Pelskåbe.

Og han havde troet sig kåret til at styre en Lægeanstalt for Tidens evige Uro, han, som selv ikke havde kunnet give sig Ro - som strax, strax måtte giftes, måtte - -

Og nu?

Ellen derinde - det var jo hendes Pels, han stod og gemte sit Ansigt i, den Pels hun havde haft på 8 under Farten herover, den ti Timer lange Rejse over Havet med "Anne Hendrikke", da hun frøs og var søsyg og ikke vilde lade ham mærke det, men smilte og trykkede hans Hånd i sin kolde, rystende - til de omsider så Lysene skinne dér midt i Havet og nåede ind forbi Havnelygten og herop, ad de mange Trappetrin, gennem de kulsorte Brinker, som op igennem selve den iskolde Morgens Skyer, og han drog Pelsen af hende og sluttede hende inde i sin Favn - endelig, endelig i deres egne Stuer, deres Hjem . . .

"Endelig" - ja dér var det! et halvt År havde de været forlovet! Om han havde biet et helt, eller to, eller tre? og havde stået som Førstelæge på Sanatoriet, dér hvor nu Kås og Faber stod - - to var de om at dele hans Plads, mindre kunde ikke gøre det.

Ja, om - om!

Men Ellen havde ikke mærket noget - troede han da. Ikke mærket hans Nød, ikke mærket de Aftner, han stod her ved Vinduet med Hænderne tungt i Hasperne og så Dagen, den nytteløse Dag, skumre derude over Havnen og Havet - Havet, der skilte ham fra den Verden, hvor hans Slot skulde stået, Slottet, han det første År i Ensomheden havde fuldendt til øverste Fløj og siden pillet ned igen, Sten for Sten - -

Og hun skulde heller ikke erfare, at det var genrejst, af andre, af andres Hænder, i andres Navne. Han havde gemt Avisen her i sin Lomme. Og mindst, mindst skulde hun erfare hans Anger!

Han gøs sammen. Ja, hun vidste, han angrede, de var kommen her til Øen, men at han - Nej, det skulde hun dog aldrig erfare!

Og var det sandt? angrede han virkelig deres forhastede Ægteskab, deres to Samlivs År?

Var hun ikke, som han havde drømt, frisk og fuld af Hvile, som selve Skovskjulet derovre?

Nu i Dag: hun havde ikke været det mindste glad eller forundret over, at han kiggede ind til hende for at sige Farvel og hvor ofte havde han ikke glemt det det sidste År! - slet ikke mærket, at han søgte til hende, hvad han vilde hende - kun talt om Bek, om hans Pligt mod Øens Folk . . .

9

Hvad han vilde hende? Avisen, han havde jo gemt den, for at hun ikke skulde læse den, ikke se det - hans Nederlag. Ja, Nederlag - derfor gemte han den, og derfor søgte han til hende, af Skam, for at trøstes.

A - men nu måtte det vel blive bedre, nu hans Plan til sidste Stykke var rykket ham af Hænderne, nu den voxede derovre, Dag for Dag, Time for Time, under andre stærkere, tyivlløse Hænder, nu måtte han vel vågne af det sidste Års dumpe Rugen, se hende og sig selv, at det var ham og ikke hende, der havde svigtet, og se Øen hun talte om - og gamle Clemens Bek, nu han nådigt var blevet forløst fra det Foster, han ikke mægtede at føde.

Han åbnede Døren med et Ryk og trådte ud på Trappestenen.

Den kolde Luft slog ham i Møde, og han knappede Frakken om, sig - Havet gled og gled fra Horizonten og ind mod Havnen dernede, ind mod dens grå Moler, der som Øens Arme rakte sig afværgende mod dets ustandselige Kommen.

Solen var gået bagom Skyerne. Ikke en Sejler, ikke en Røg var at øjne. Bådene nede i Havnen krøb sammen, med spinkle Master. Ingen Mennesker færdedes foran Købmandshusets stengrå Længe og de lukkede Oplagsskure. Høstfisket var omme. Blot for to Uger siden havde det vrimlet med fremmede Skibe, fra Sjælland, fra Jylland fra Sverrig, med Fiskeopkøbere og Exportører. Motorerne havde hamret hele Dagen igennem, og Sildebådene stået ud og ind af Havnen. Nu var der tomt og stille - tomt og stille som Årene rundt, på de to Sildemåneder nær. Et Par Måger kresede ude over Vagtskurene og Fyrets Glaskalot.

Erik Lange vendte sig, med Hænderne i Lommen og så mod Nordvest, De vældige, dunkle Banker stod ud under den grå Skyhimmel, nøgne og forladte. Mærket for Fiskeridistriktet tegnede sig som en bitte lille Rist.

Ja, nu kom Vinteren over Øen.

Ikke et levende Væsen at øjne eller høre, undtagen de svingende og glidende Måger.

Han gik hen forbi Trappen, den stejle Trætrappe, der med hundrede Trin førte fra Højden her ned til 10 Havnen. Han så lige Havnemesterens Tegltag dernede under Marehalmsskrænten og endnu længere nede hans første Assistents. Ingen Røg slog op derfra, ingen Lyd. Som Kistelåg lå Tagene over Murene. Som havde hvert Menneske forladt Øen og søgt bort over Havet, til Verden, og ene han og Ellen forglemt sig her . . .

Han gik hurtigt til, ad den skærvelagte Sti gennem Plantagen, med bægge Hænder i Lommerne.

Bankerne i Øst og Syd hvilte derude under Himlen, lersorte og ubevægelige. Skumkransen hvidnede dybt nede for deres Fod. De stod her, før Mennesker kom hertil, og stod her endnu i det forladte Hav.

Skærvernes Raslen under hans Skridt var den eneste Lyd De små, forblæste Bjærgfyr på Klitterne omkring ham rørte sig ikke.

Han drejede ved Havnefogdens sandede Have ud på Kørevejen og begyndte at gå opad. Havet forsvandt bag ham, og han kom ind mellem Klitterne.

Sandets Grå slog ligkoldt mod ham. Hullerne om de udgåede Fyrrer stirrede som døde Øjne under den lange, vindlagte Marehalm. En Spurv smuttede som en Rotte bort gennem de forgæves pløjede Furer, hvor Fremtidens drømte Skove forgik i Sand og Kulde.

Men nu vandrede han ned mod "Kæret", Øens Hjærte.

Stille og grønt bredte det sig dernede, med Vejens hvide Bændel langt hen igennem og op over de mørke Banker histovre. Den lille Lund af Vidier hvilte sig i Efterårsmørket, Krone ved Krone. Dammen blinkede tåget, og de ældgamle Pile længst borte, hvor Engdraget gled ud mellem Bankerne, og Havets Skum sås, sov over hverandre som trætte, gamle Mænd, Øens sidste, der havde været for gamle til at forlade den.

Erik Lange vandrede ned gennem det stille, fugtige Mørke, skød Genvej op over Græsskrænten fra den stenede Vej. Græsset gemte hans Trin, og han åndede den sumpede Luft.

De dunkle Banker lå trindt omkring ham, i ubrudt Grønt. Kun en var skåret op, men Ploven stod nu forladt og sænkede sine Horn mod Skyhimlen.

Her, hvor han gik, lå i gamle Dage Søen. De Ældste 11 på Øen mindedes den endnu. De havde som Børn drevet Kreaturerne her ned og vandet dem ved "de lange Vande".

Hvad havde Menneskene da levet af? når den eneste dyrkelige Plet på Øen stod under Vand.

Han rystede på Hovedet. Ja, hvorledes havde de Gamle på Øen levet, da her stod Vand; da Sandflugten rasede over hele den øvrige Ø, som endnu stedse ude i "Ørkenen" ; da hver Tomme Jord var Herskabets, og de alle var Fæstere under Prinsen; da selv Vraggodset tilhørte ham; da Posten nåede herover et Par Gange om Sommeren, om Vinteren slet ikke; da de ingen Læge havde, og til Præster, når de var så heldige, fordrukne, fra Fastlandet forjagne Teologer eller Degne?

En Duft af Hø og Muld slog om ham gennem den øde Ånde af Græs. Som en Rede lå Lunden for ham, dødsbrun og lerrød, det flygtende Ars, den sene Høsts Rede her på denne løvløse Ø.

Erik Lange standsede midt på Vejen, som havde han trådt på de døde Slægters Grave; som fornam han deres Ve gennem sit hele Legeme. Livet her midt i Havets grænseløse Øde, fra Vugge til Grav, Slægt efter Slægt, i Åarhundreder, i Årtusinder . . .

Pludselig løftede han Hovedet og lyttede. Højt oppe, oppe i den grå Skystilhed sang der en Lærke. En sidste kort og klar Trille; så skød den mod Jorden, lige ned for hans Fod i Græsset, og tav.

Han drog Vejret og gik videre.

Under Himlen havde de levet Livet, alle de der nu sov her i Øens Jord, uforanderligt, Søn efter Fader, her i Havet, der var det samme denne Aften som en Aften for tusind År siden.

Nej, de havde Ret! hvad skulde de med andre end Jordemoder og Graver?

Et Menneskeliv her på øen - Hvordan var det? den gamle Lærer Bek, havde han ikke levet her sit ganske Liv? Han måtte vel nu være de to eller tre og halvfjerdsindstyve År, men var han født på Øen? Næppe. Her var vist aldrig kommet nogen studeret Mand fra.

Ingen havde villet bort, så længe et Studium fordrede, 12 ja ingen havde vel nogensinde så meget som tænkt på det. Fiskere havde de været, Søn efter Fader, lige fra hine første Fiskerpar, som en Storm i Stenalderens Dage forslog fra Jyllands Kyst; som hjælpeløse drev på Havet i deres hulede Træstammer, til de, ved et Under, landede på dette ukendte, ubeboede Land, som de aldrig mer kom fra . . .

Men Bek? Nej, han lignede jo heller ikke de andre, som alle var Brødre og Søstre, én tæt Familie. Han måtte være kommet her over fra Fastlandet, som han selv, en Gang. Men hvornår? Og nu skulde han dø her, en Fremmed, ikke som de andre ned i en Jord, hvor han mødte sin egen Slægt i hver eneste Sandkrumme.

Erik Lange dukkede ud i det dybe Skår mellem "Byens Bakke" og Nordbjærg, og standsede brat, som han altid måtte, hvor ofte han så end var kommet den Vej.

Bag de sandede Hjulspor lå "Ørkenen" for ham. Kulsort, stenet og øde, svagt skimlet af Rensdyrlav, med en enlig Fyrr længst ude i Øst, dukket som et ensomt Elsdyr, der flygtet fra Kysten efter Føde, nu stirrede forstenet over denne milevide Flade, denne tømte Havbund, overspunden af Sandflugtens Grene, knoklet af Stenrevenes Rygrade og de gamle Flintesmedjers Hvirvler, kranset af Horizontens Klitter som af blånende Uvejrsskyer.

Der groede lidt Lyng og Marehalm ved Vejstriben. Telefonstængerne hældede under Nordbjærgs Skrænt, der så fortabt ud over Ørkenen. Et kummerligt Krat hang på dets Side, som et lille Dyr, der skræmt var var sprunget derop. Telefontrådene peb svagt, næsten uhørligt.

Gennem Tiderne havde Fyrren stirret derude, mens Kimmingens Klitter rejste sig og faldt og vexlede som Himlens Skyer, og Sandskornenes hvislende Flugt gik som Regn og Storm gennem dens Krone. En Hares flygtende Fod fik Stenene i Revene og Oldtidens Smedjer til at smutte, uænset og usporligt som Døgnene, som Årene. Et Drøn, et Fugleskrig lød ind fra Havet. Mørket kom og slettede Horizont og Tid.

En Funke sprang op, fjærnt i Mørket som en 13 pludselig Tanke, et Minde, og glemtes. Lidt efter fødtes et nyt Blink, endnu langt længere borte, for sildigt og forgæves. Til omsider det første vågnede påny og for sent spurgte efter Svaret, Det var Fyrene, Fyrtårnet på Øens Østspids, en Mil ude, og Fyrskibet to Mil til Havs, der søgte hinanden gennem Mørket - som Menneskene ...

Han havde rejst - han havde rejst Jorden rundt, før han var femten Aar, rejst lige siden sin Fødsel på en af Fiidjiøerne i det stille Ocean, hvor de begravede hans Moder. Og han var endt her i Ørkenen.

Hans Fader havde jo været en af de Omflakkende, en af de Fredløse, hvem Kunsten er Rejsepenge. Hvad havde hun ikke lidt, den lille, stille Provinspige, under denne rodløse Skiften Sted og Sprog, denne Feberhigen, denne aldrig mættede Nyhedsjagt - før hun, tusinde Mile fra sit gamle Hjem, hin skovbeskyggede Vig, fik Fred midt i en fremmed Verden og et fremmed Sprog? Var hans dybe Træthed ej alene fra hans egen Rejse, men fra hendes?

I et Anfald af Anger havde Faderen besøgt hendes Hjem i de østjyske Skove, og Erik dér fundet sin Havn - som de styrede forbi mod nye, ukendte og skræmmende.

Den ganske Jord havde Faderen krasset ned på sine Lærreder og solgt til høeje Priser. Men aldrig hin lille, grønne Vig.

"Hvorfor græder du? Nu rejser vi jo!"

Erik Lange knugede Hånden hårdt om Stokken.

Ja, hvorfor græd Moder i sin Tid? hvorfor lod hun sit Liv, ene, på den anden Side Jordkloden, borte fra sit Fædreland og sine Kære? Hvorfor havde han aldrig kendt nogen Stue, nogen Sti, nogen Himmel, noget Ansigt, der var hans? hvorfor var, alt i Vuggen, alle Horizonter styrtet sammen over ham og havde nu begravet ham her?

For at Faderen kunde stille sit Kunstnerkrav på Verdens Hovedstæder og Afkroge, Zonernes skiftende Farver og alle Solnedgange og Stjærnehimle, på at krese Jorden rundt med Solsystemet? for at han kunde skabe en Hob febrilske, farveflimrende Billeder, spredt Verden over, i amerikanske Millionærers Samlinger, i indiske 14 Rajaers Gallerier, et enkelt i hans eget Lands - og høste den Dom: "en Guldskat a£ Geni, som var splittet ud for alle Vinde og af alle Vinde ført sporløst bort?"

Å nej, han vidste det bedre: Faderen havde intet Talent, intet Geni været - så lidt som nogen Bøddel! Intet uden en Patient, en Sindsyg, et ansvarsløst Offer for Århundredets Hjul!

Nu sov han, omsider træt, på Kirkegården i Shanghai. . .

Hans Fader i Kina, hans Moder på Naviti-Levu, han selv her i Nordens kolde Hav - - Ja - han lukkede øjnene. Og som han og hans var hvirvlede hver til sit Verdenshjørne, vilde Tiden, vilde Hjulet hvirvle alle sine Børn, dem og deres Tanker, Jorden over, Hjulet, som var Tidens Hjærte, Hjulet, som ikke lod sig standse . . .

Han havde set ret her i Ensomheden . . . Og lad så dem derude, Vennerne, Forræderne, kaste sig mod det og knuses under det. Han var alt dér, hvor de alle vilde ende, udenfor Tiden, udenfor Jorden,

Men Ellen - han havde suget hende med ind i Hvirvlen - og slængt hende op på denne Ø - Ellen, ene derhjemme i Stuerne, nu og de hundrede Dage og Aftner før, næsten lige siden de kom her - til "deres Hjem," som han havde kaldt det . . .

Han bed Tænderne sammen. Nu, hun måtte finde sig i det, som han selv, som Moder. Alle var de hjemfaldne Ofre.

Eller - nej, Ellen og Menneskene her, de var ikke Hjulets Børn, så lidt som Moder havde været det; ti de var ikke Tidens, de var jo de gamle Århundreders, Klostrets.

Var Klostret her?

Han så ud over Ørkenen. Langt ude sad Enebærbuskene på den sorte Jord, som hvilende Skikkelser i deres Kapper. Som Eneboere, faldne til Ro.

Hvem skulde svare ham uden Ellen - og gamle Bek, han var på Vandring til, som Lægen til Patienten . . . Han smilte.

Og han havde drømt sig Menneskehedens Læge! O, nu så han det: han var ikke død, fordi han var kommet hertil. Han var kommet hertil, fordi han søgte sin Grav. Hvem vilde nu vække ham af den?

15

Og idet Erik Lange ad Græsstien gik ind mod Byen, klagede gennem hans Sind Ivan Ssavitsch Nikitins, Skænkeværten fra Voronez's Digt af Ruslands dybeste Nød: "Eine Nacht in einem Bauernhause": "Lerne hier auf Gott vertrauen und geduldig sein. . ."

Han skimtede gennem Skumringen de jordlave Tangtage, som Volde om Kirketårnets kalkgrå Skorsten. Han gik under "Byens Bakkes Hæld, mellem Fiskegarnenes Tågestriber og Stængerne, hvor Isingerne var hængt til Tørring.

I Præstegården oppe på Bakken var der slukket og mørkt. De havde haft Præst fra Jylland sidste Søndag, nu fik de ikke de to næste.

Han kom ind i Byens Gade, i den mugne Lugt mellem Stengærderne og de ludende Bindingsværksgavle.

Foran glødede et rødligt Lys mat, som en Lampe, der var blevet stående glemt på Bordet, da alle flygtede, og endnu en lille Stund vilde brænde som et sidste Minde om Mennesker, til den langsomt, langsomt slukkedes og gik ud, og det endelige Mørke kom. . .

Pludselig gav det et Sæt i ham.

En Brøndvippe knagede. Og nu dukkede et Menneske op, en Fisker, en høj og mager Mand med Kurv på Ryggen.

Han vendte sit hvide, lidt skæve Ansigt inde i det kulsorte Skæg mod Erik Lange og strøg Huen af. Erik hilste hastigt, venligere end vanligt.

Her var dog altså andre Mennesker på Øen, Mennesker han kunde spørge, han kunde søge til - som nu til Bek.

Fiskeren raslede videre i Skærverne, og Erik Lange kom forbi Prinsens Gård.

Dens Trægavl grånede ud af Havens Mørke, under Kirketårnet. Skodderne var lukket for, som de var blevet lukkede den Dag, Prinsen døde - - Hans Arvinger havde aldrig sat deres Fod på hans Ø eller i hans Hus.

Men Erik Lange så på dets Skodder.

Det Liv, som var blevet levet derinde næsten et halvt Århundrede igennem, af en Mand, der havde været et Hofs maitre de plaisir og en Konges Yndling, Gesandt i Europas Hovedstæder, Rom, Paris og Sankt Petersborg, 16 feteret og tilbedt - og med Et, faldet for en hæslig, en spedalsk Brøde, spærret inde bag disse Skodder, i denne Øs Grav - og som havde sovet i dens Sand nu snart andre halvtredsindstyve År, før Erik Lange satte sin Fod på dens Bred.

Og gamle Bek, som havde levet her ligeså længe, for nu også at blive Øens endelige Fange - -

Og han selv? Huskede han sin Forgænger, Distriktslæge Hagedorn? halvblind og sky for Mennesker, med Kundskaber fra forrige Århundredes Begyndelse - Beholdt Øen ikke sine, som Havet sine døde, for først at opsende dem på den yderste Dag?

Han standsede ved Stengærdet, ved Byens sidste Hus. ud mod Ørkenen.

Vilde en Gang en ung Mand komme og træffe ham selv, som han havde truffet Hagedorn?

Om han da ikke som Præsten rømte og nægtede at komme igen?

Nej, nej, sin Pligt, sin sidste Rest af Gerning svigtede han ikke!

For - hvem svigtede vel sit rette Sted og sin rette Syssel?

Havde hans Venner stjålet hans Plan og hans Ære? Eller havde han selv givet dem den?

Var han ikke bundet her, mere end Prinsen, mere end Bek? Som Planten i sin Gromuld -

Og Ellen?

Han tog tættere om Stokken og gik videre frem ad Vejen, "Vestervejen" kaldte de den, påny ud ad Havet til. Kirkebjærg tilhøjre veg langsomt tilbage, og han så atter ind over det skumringsgrønne Kær. Langt derinde, i modsat Retning den han nu gik, løb Vejen, han fulgte før. Så lukkede Sønderbjærg, Øens højeste Tinde, for med sin Fod, men nu var han ved Skolelærerens Hus.

Lille og sort lå det dér under sit Tangtag, der skød sig puklet op mod Himlen, uden Gærde om, nøgent og fladt, med Lyngen og Marehalmen om de grå Mure. Et Lys skinnede under Tagskægget, bag et rødt Forhæng. Bag Huset bredte Ørkenen sig ind i Mørket.

17

Han blev stående og lyttede til Havet, hvis Skumstribe han så, ikke hundrede Skridt fra sig, bag de utydelige Omrids af det tjæresorte, kæmpemæssige Kors på "Kistehøjen" - Agnetes Kors, det kaldtes for.

Nu hørte han også Havet bag Byen, ovre i Nord, voxende over Øen som Mørket. Og i Øst og Vest - Havet overalt, Havet og Mørket.

Og her boede gamle Clemens Bek ....

Han havde set ham, naturligvis, som han havde set alle Øens andre Indbyggere, men han havde aldrig talt med ham. Han kunde ikke tale med Mennesker. Fordi han som Barn havde set tusinder og ikke kendt ét. Og Folket her havde sit eget Sprog. Ikke en Gang gamle Hagedorn, som havde levet iblandt dem to Menneskealdre, havde forstået dem, når de talte indbyrdes. Indelukkede på deres egen Ø, i deres eget Sprog var de. Og Erik havde ikke Nøglen dertil. Han havde jo knap kunnet tale Dansk, så lidt som noget andet af de talløse Sprog, hvori han kunde sige God Dag og Farvel - især Farvel - da han efter Faderens Død, sytten År gammel, kom til sit Fædreland.

Men Clemens Bek - han havde set ham første Gang i Kirken, da han og Ellen var der, af Høflighed mod Præsten - der nu havde forladt sit Embede og Øen.

Han havde strax lagt Mærke til ham, dér i Stolerækken: at han ikke var Fisker, ja, at han vel egentlig var en Slags studeret Mand. Han havde stået dér, med det hvide, lange Hår kæmmet glat, i sin blå Frakke, sin sorte Vest og Krave, og ladet de andre komme ind forbi sig, trykket dem i Hånden og hvisket smilende God Dag. Og siden, som han sad dér under Prækenens Kedsommelighed, midt i Sollyset fra det lave Vindue, med Ørkenens grå Høje i Rammen - hans hvide Hoveds stille Holdning, hans Hænder om Salmebogen, hans sænkede Øjnes Blik - - Erik Lange havde følt et Øjebliks forunderlige Fred i sit Hjærte, som ved et Minde, han ikke den Gang kunde gøre sig klart, men som han nu vidste, var Grunden, Skovvigen derhjemme, hvor hans Slot skulde have stået - hvor det kom til at stå - men bygget af andre . . .

18

Nå, nu ikke tænke på det mere, nu kun ind til den Gamle!

Han trådte op på den sandflugtsstrøede Trappesten mellem en Klynge visnede Graner, der lugtede besk i Kulden, som gamle Kranse. Gud véd, hvorfor Bek havde stukket dem ned her rundt om sin Dør? Var det hans Lystlund? Måske han dér havde vandret så skont som under Palmer.

Erik Lange hørte en Stemme indenfor, en høj, enstonigt syngende Stemme, der talte. Han lyttede, det måtte være Bek.

"Å nej, nej, hvorfor har I endda sendt Bud? ulejlige ham helt herind fra Havnen for min Skyld! Å. nej, nej da - kære Jomfru Lucie, vi to ser jo dog nok, hvordan det er med mig. Hvorfor skal vi så ulejlige ham så langt?"

Og en anden Stemme svarede, svag og grå - som var det kun. Vinden, der stundesløs trak gennem den sprukne Gavl:

"Bek må ikke sige sådan. Hør, Bek? De kan da aldrig tænke på at gå ifra mig og lade mig ene her?"

"Jamen, Jomfru Lucie," spøgte Bek, "se det går nu da ikke! For De kom hele tre År senere her til Øen end jeg, så De kan da ikke slippe herfra, før De har hentet de tre ind!"

Erik Lange famlede mod Forstuens Dør.

"Å hør, dér er han, den velsignede Mand!" Stemmen fik travlt, "lille Jomfru Lucie, luk ham dog endelig ind!"

Lange så som en grå Skygge vige til Side, og lige dér i det svage Skær fra Lampen Beks Ansigt inde i det hvide Hår. Oprejst sad han i sine Puder og smilte undskyldende.

"Det er da så meget en Skam -" begyndte han.

Men Erik Lange vinkede hastigt af. Han følte sin Stemme underlig tyk, og træt sank han ned i Simestolen. Han så sig tåget om i det lave Rum med de røde Gardiner og Forhæng for Vinduerne, med den gamle Lerovn og Klapbordet inde under Hængereolen. De to gamle Ansigter smilte stilfærdigt mod ham.

Han åndede en Lugt af Ælde og Tørverøg, blandet 19 med den søde Duft af Heliotrop. Urets Minutlyd vuggede imod ham, som på Havets Evighedsgænge.

Og han, som havde forfejlet sit Mål, syntes, han havde nået det.

Formiddagssolen skinnede ind gennem den østre Rude og tegnede dens små Felter på Klapbordet og over det sandstrøede Gulv.

Ilden spillede som rde Tunger henne i Lerovnen og tindrede i Bornholmerurets blanke Pendul, der næste Nu svingede ind i Solen.

Erik Lange sad ved den Syges Seng og så på ham. Gamle Bek lå stille, med Hænderne foldet over Tæppet, og smilte til Lægen.

"Ja, Hr. Bek, jeg kan jo ikke sige Dem andet, når De endelig vil have det at vide, end at det er lidt småt med Kræfterne. Kun én Lunge, og så i den Alder -"

"Tak, Hr. Doktor, Tak!" den Gamle nikkede og løste de foldede Hænder; han så lidt ud af den solbeskinnede Rude, ud hvor Ørkenens grå Høje og sorte Stensletter strakte sig bort i Soldisen, "- men hvor længe mener Hr. Doktoren, jeg kan leve endnu?"

Erik Lange så prøvende ind i det magre Ansigt med de høje Kindben og den krumme Næse . . . De smalle Læber rødmede i et Smil. Håret lå som en let Snedrive over Puden.

"Hm ja - De føler Dem selv så forvisset om, at De ikke lever Foråret over - og det er jo også en vanskelig Tid her på Øen for Gamle og Syge.''

De rynkede, gullige Fingre klemte let sammen. Så nikkede Bek.

"Men -" skyndte Lange sig, "her hvor det egentlig kun er Alderdom -"

"Nej, nej," Bek smilte, "tro ikke det, Doktor Lange, at jeg er bange for at dø. Det er man da ikke i min Alder, skønt - der har jo nok været Tider, da jeg vilde det hellere end nu. Nej men - nå - -"

"Hvad, Hr. Bek?" Lange så på ham.

"Nej, nej, det er intet!" Bek rystede på Hovedet. "Ja 20 undskyld!" rettede han sig hurtigt, "jeg vil jo da ikke være uhøflig. Men det var bare, jeg tænkte på, det kunde måske komme til at knibe - så langt et Sygeleje."

"Mener De - med - Penge?" Lange tøvede lidt.

"Ja, ja, men lad os nu ikke tale om det! Jeg har jo da lagt lidt op . . Men det kan nok være . . . Nå, derfor vil Gud Herren nok sørge," han nikkede i et stort Smil.

Erik Lange sad lidt, så rejste han sig og gik hen til den lille Hængereol

Tilbyde den Gamle gratis Lægehjælp og Understøttelse ellers . . . hm, det var ikke så nemt! Det måtte Ellen hjælpe ham med en Dag, hun så herud. Hun og Bek lod jo til at være gode Bekendte.

"Jeg ser på Deres Bøger, Hr. Bek, det må jeg vel nok?" sagde Erik Lange, han lempede en af de små, sortindbundne Bøger ud af den lille Hængereol, om hvis Sejlgarnssnore der var vundet stride, stålgrå Strandtidsler.

"Ak ja, ja, Hr. Doktor, det kan vist ikke more Dem! Det er mest sådan gamle Bøger, men for mig har de jo været så meget, ja mere end Doktoren vist kan tænke."

Lange standsede med en lille Bog i Hånden: "Des Thomas von Kempen vier Bticher von der Nachfolge Christi" med en Velkomst: "Amen dico vobis."

"Har De holdt meget af at læse, Hr. Bek?"

"Om jeg har -" lød den Gamles Røst, "kære Hr. Doktor Lange, om ikke de Bøger derhenne havde været, og andre, som jeg i sin Tid lånte af Hr. Jacobus Uz, så havde det undertiden været - drøjt for mig her på Øen. Ja ikke de senere År," han legede med Sengebåndet, "men de første mener jeg. Når man er blevet gammel, har man jo nok, sådan i sine egne Tanker og Minder."

Lange stod med Thomas a Kempis i Hånden, han så på et af de små Titelstik: "Ich will horen was Gott der Herr in mir redet." Ps. 85. 9.

"Hr. Bek," sagde han sagte, "har De været længe her på Øen?"

"Til Foråret, De talte om, Hr. Doktor, har jeg været her fem og halvtredsindstyve År og et halvt." 21 "I fem og halvtredsindstyve År -" Lange slap den lille Bog ud af Hånden og ned på Kommodens hæklede Tæppe, "i fem og halvtredsindstyve År -"

"Ja, ja," nikkede den Gamle.

I fem og halvtredsindstyve År - til Foråret, han talte om - da han skulde befries . . .

"Men," Lange satte Bogen ind og trak en anden ud, "alle de År - har De ikke været nogle af dem borte fra øen?"

"Nej, aldrig!" Bek rystede på Hovedet. "En eneste Gang" sagde han og smilte svagt, "var jeg en Dag og en Nat herfra, ovre i Jylland, i Grenå, det er nu op mod tredive År siden, og - det var sådan helt sin egen Sag . ."

"Har De ikke været mere end én Gang borte fra Øen i det halve Århundrede og da kun ét Døgn og kun i Jylland?"

"Nej, Hr. Doktor."

"Og har De ikke haft Slægtninge, Venner at besøge?"

Der blev en lille Pause, kun Pendulet gyngede fra Ilden ud i Solen og ind i Ilden igen, og Lange blev bange for sit Spørgsmål.

"Nej, Hr. Doktor, nej," lød så den Gamles rolige Stemme, "jeg - har aldrig kendt hverken Fader eller Moder eller Søskende eller Venner, således som De mener det."

Der blev ganske stille. Havet bruste ude i Solskinnet, og en sen Flue summede om Heliotroperne.

Lange så på Bogen, han stadig holdt i Hånden: "Maiblumen. Lieder einer Stillen im Lande." Hans Øjne gled hen over de andre: Hiller: "Geistliches Liederkåstlein," Spener: "Herzliches Verlangen" . . .

"Hr. Bek," spurgte han lavt, "er De - en meget troende Kristen?"

"Om jeg - ak, Hr. Doktor," han smilte halvt, så Erik rødmede over sit Spørgsmåls Plumphed. "Jeg og mine Lige stod altid Kirken imod, sagde Hr. Pastor Tang til mig, da jeg var ung - "og Kirken det var Gud." Jeg ve l kun, jeg blandt alle Helte bedst har forstået Jesus Kristus, at jeg har forladt mig på hans Ord, 22 at de var sande, og har længtes mod ham hver Stund i mit Liv."

"Men - alle disse sære, gamle Bøger, De her har - se: Arnolds: "Wahre Abbildung," Bogatzkys "Skatkiste," Wandsbecker Botes "Asmus" -"

"Ak, Hr. Doktor, det er gamle Eberhard Sebastian Badens Bøger."

"Eberhard-?"

"Ja, det var en gammel teologisk Student fraset badiske Schwarzwald, der en Gang i det forrige Århundredes Begyndelse kom til København for - å det er en lang og underlig Historie - og han blev min Fader. Jeg sagde nok, jeg ingen Fader har kendt, og det er jo også sandt, men jeg har haft Eberhard Sebastian, og hvad skulde jeg da med en Fader?"

"Døde han, mens De var her på Øen?"

"Nej, før, det var derfor, jeg måtte hertil. Han havde mange Bøger, han var jo en studeret Mand, fra Universitetet i Halle an der Saale, omend han aldrig fik Examen. I København var han på en tysk Købmands Kontor, han informerede i Tysk, Græsk og Hebraisk, var siden Pedel på en Latinskole og - men - ak Hr. Doktor, de vilde ikke lade ham leve - -"

Den Gamles Stemme rystede, hans Hænder gik over Tæppet.

Erik Lange så hen for sig, langt ind i en svunden Tid, i svundne Liv, i svunden Lidelse og Uret. Den gamle, tyske Student, hvis Bøger han her holdt i sin Hånd, Bøger fra Pietismens inderligste Tid, og denne Olding dér i Sengen, der også havde studeret, men ingen Examen nået, som de ikke havde villet lade leve på det faste Land og som var endt herovre . . . Der steg en Duft, hengemt og tør, fra disse gulnede Bøger, en Duft af Støv fra fjærne Dage. Og se, dér stod jo hans Navn prentet: Eberhard Sebastian Båden, Niederwasser, Junius 1812. Og her igen, med Tilføjelse af Opholdsstedet og Året: - Glaucha, Halle an der Saale 1816. Og her, skrevet med samme faste og kantede Hånd, den Gamles eget Navn: Benedict Clemens Bek, Hafnia 1847, i Bjørn Christian Lunds: "Liden Brude-Gave -- til Alle Jesu Brude." 23 "Hr. Bek," sagde Erik Lange, "nu - har De ikke mere Deres Skole at skøtte, og jeg - ja, jeg har intet at tage mig for uden at tilse Dem og de Par andre syge her på Øen. Nu har vi bægge Tid. Vilde De en Gang imellem fortælle mig lidt om hin Eberhard Sebastian Båden - og om Dem selv, i de halvtredsindstyve År?"

"Om os?" den Gamle vendte forundret Hovedet, "ak, Hr. Doktor, hvad kan det interessere Dem at høre om sådanne fattige og ringe Liv? Jeg og mine hørte jo til i helt andre Kår, end De kan tænke Dem - ja, og i en helt anden Tid."

"I en anden Tid, ja netop! Derfor beder jeg Dem fortælle. Men jeg vil ikke plage Dem. Måske det vil gøre Dem ondt."

"Plage? hvor kan De dog tro! Og gøre mig ondt? Nej, nej! se, Jomfru Camrath og jeg har jo da så tit talt sammen om vore Liv, om hendes og mit, hvordan det nu er gået. Og jeg har da tænkt mit igennem, helt fra først til sidst, og endogså prøvet at skrive lidt af det ned. Men det vilde ikke ret falde for mig, jeg har aldrig været dygtig i Pennen - ak nej, så lidt som i andet, men jeg synes dog, jeg har fået det lagt sådan til Rette for mig, mit Liv i København og her, og gamle Eberhards med. Særlig nu på den sidste Tid ser jeg det så klart, helt som - ja som jeg ser Øen derude, og synes, jeg kender det som den, i hver Krog."

"Og De vil fortælle mig om det?" Lange havde nærmet sig Sengen og stille sat sig på Simestolen.

"Jamen hvor kan De dog bryde Dem om det? De, som er en lærd Mand og en ung Mand. Jeg og mit, vi er jo bare det svundne."

Lange så ud ad Østruden, hen forbi Klitternes nedskredne Sand og Marehalm, ud i Ørkenens kulsorte Slette med Revlernes fjærne Rygrade. En Mil derude, over Klitternes vage, blånende Rand, sås Fyrtårnet som et hvidt skinnende Stearinlys mod Himlen.

"Men måske ejede De i det svundne noget, vi ikke tør miste, vi unge, som De siger - om vi skal leve."

"Ak nej, tal dog ikke sådan, som jeg kunde lære Dem noget - jeg, en gamle Pogelærer, som forlængst har glemt den Smule, han i sin Tid sled sig til - og 24 De, som er en dygtig Læge efter alle de nye Regler, og rigtig Doktor tillige, fra Universitetet."

Erik så stadig ud af Ruden.

"Gamle Bek," sagde han dæmpet, "jeg har haft en Sorg, som jeg måske siden en Gang kan tale om - nu beder jeg Dem fortælle mig om Dem og Deres, om hvorledes Menneskene bærer deres Sorger og finder sig til Rette med Glæde i Livet. Jeg tror, De véd det, De og Deres!"

Der blev atter stille. En Ko brølte langt inde i Kæret, som grønnedes bag den vestre Rude.

"Måske, Hr. Lange, måske," nikkede Clemens Bek. Hans lyseblå Øjne så stjålent på den unge Læge.

"Men at tænke sig, at jeg skulde kunne -"

"Ja, De kan! jeg tror det!" Lægen greb hårdt hans Hånd i sin.

"Ja, ja, da skal jeg det så gærne - å, for det var jo dog mit Liv, så ringe det var, det eneste Liv her på Jorden - på Øen, havde jeg nær sagt." Den Gamle hostede. "Og se, det er jo det: husker De - ak nej, nu læser man vel slet ikke mere sådanne gamle Bøger - men se, i Jung Stillings "Lebensgeschichte", i Barnjomshistorien, dér fortæller han, at den gamle Bedstefader sagde til ham en Dag, de sad ved deres Kulmile højt oppe i Westfalens Skove og så ud over det mørke Land: "Vi og vore er kun ringe på Jorden, men i Paradiset grønnes og blomstrer al vor Æt." Ak, Hr. Doktor, der er dem, som kun grønnes og blomstrer dér. Til deres Slægt synes jeg, jeg hører. Men, som den gamle Bedstefader siden sagde til Stilling: "Når vi er døde, da er det ligegyldigt, hvad vi har været på Jorden, om blot vi elskede Kristus og var ham tro."

Lange vendte sig. Uden for Vestenruden stod Sønderbjærgs mørke Fod og Kærets grønne Engdyb åbnede sig, helt bort til Vejen, han gik i Går og i Dag.

"Hr. Bek, Jomfru Camrath - jeg hørte en Smule af deres Samtale i Går - har hun været på Øen lige så længe som De?"

"Omtrent, ja, tre År mindre er det. Jeg skal sige Dem, hun kom til Præsten, som da var her, min Principal, Pastor Rasmus Schwarzflügel hed han. Hun havde 25 da nyssens haft den store Sorg at blive forældreløs. Hendes Moder døde i Koleraåret 1857 og Faderen to År efter. Og da nu Pastor Schwarzflügel var hendes eneste levende Slægtning, en Halvbroder til hendes Moder, blev hun sendt herover for at komme sig lidt. Hun var ellers en rig Pige; Faderen, der var ostindisk Købmand, efterlod hende mange Penge. Men hendes Formynder spekulerede og ruinerede hende fuldkommen og forsvandt til Bengalen. Og så - ja så, da gamle Schwarzflügel døde, blev hun hos den nye Præst, og siden hos alle de andre og kom aldrig herfra, for hvor skulde hun søge hen?"

"Hun har altså - været en Dame en Gang?"

"Ja, ja da, hun har skam været en Dame, så fin i sine Klæder og Vaner som nogen, eneste Barn af hovedrige Forældre, vant til både Kammerjomfru og Tjener. Men siden - ak, her blev hun min Lige, og vi har måttet trælle slemt for Føden bægge to."

"Og - nu ser hun til Dem?"

"Ja, Gud bedre det, Hr. Doktor, hun har jo ingen Kondition nu, da Hr. Clood har forladt os. Hun har jo alle Tider været hos Præsterne."

"Som - Tjenestepige?" sagde Erik Lange sagte.

"Å ja, det blev hun jo, efterhånden som de vexlede, og det glemtes, hvad hun én Gang var. Men - det er jo heller ikke slemt at tjene, når ens Hjærte kun tjener Gud. Men nu er hun jo nok snart for gammel til Tyende og skulde gærne have sin Hvile den sidste Tid. Og så er det jo, vi bægge to håber på den lille Understøttelse De véd, Fyrmester Horn i sin Tid gav Øen, jeg her i min sidste Sygdom og hun for sine sidste År."

Lange vendte sig mod Døren.

"Vilde De ikke hellere - om nu jeg - - Er det ikke ligefrem - en Fattigunderstøttelse?"

"Fattig - ak, Hr. Lange, hvad er vi andet end fattige, vi to?" der lyste et Smil i de blegblå Øjne. "Og tænk så på, at får vi den - det skal afgøres nu i næste Uge, i Mødet hos Svenning Gai - så hører vi hjemme her."

26

"Ja, for vi er jo ikke født her, skønt det mange Gange undrer os. For vi må jo ret tænke os om, for at huske, der var en Gang en anden Verden end Øen - og derfor vil de jo ikke ret erkende os."

Lange så ned for sig. "Særligt venlige var de ikke, Øens Folk" ... Ja mod de enkelte Fremmede, der, med Års Mellemrum, forvildede sig herover på et nysgerrigt Besøg, mod dem var de høflige og talende nok, men mod dem, der vilde blive, Øens Embedsmænd og disse to, som først nu, efter et halvt Århundredes Tjeneste på Øen kunde erkendes værdige til en Fattigunderstøttelse . . . Ellen havde nok Ret: så ensomt havde de levet.

"Fyrmester Horn, ham skulde de have kendt - me'n han var jo allerede gammel, da jeg kom. Om ham og hans Hustru, lille Madeleine fra Provence, og Jacobus Uz, den forfærdelige Historie, skal jeg fortælle Dem, for den er også Øens Historie, omend så helt anderledes end min og Lucie Camraths. Jo, jeg kender øen og husker hvert Menneske på den gennem de sidste halvtredsindstyve År. Alligevel så underligt, nu at skulle bort . . . Men hør, nu kommer vist Jomfru Camrath."

Lange så op. Forbi Vestenruden kom hun, lille og bøjet, med Hænderne foldede foran Snipsjalet og Kurven over Armen. Øens Nationalhue med de stive, hvide Blonder stod hende højt om Panden. - Nu vilde hun snart få Ret til at bære den - som en Indfødt. . . .

Klinken klirrede, og hun trådte ind.

Det lille, magre og brune Ansigt, der i Modsætning til Clemens Beks sarte og barnehvide Hud var gennemkrysset af et Væv af Rynker og garvet af Øens hårde Blæst, blussede, da hun så Lægen.

Hun knixede forlegent i det ene Knæ og satte Kurven fra sig på Klapbordet.

En Gang en Storkøbmands Datter i Hyrdindedragt og Pandering og Bandolérsko - og nu -

"Hvordan går det, Jomfru Camrath? Godt at vi har Dem til at se efter vor Patient," smilte Erik Lange og undrede sig selv over, hvor han fik de Ord fra.

Hun så hurtigt op, to små, brune Øjne under de tynde Bryn.

27

"Å Tak, Hr. Doktor - ja, det er endda en Glæde, at én -" hendes Hånd, der var spæd som et Barns, men krummet af Arbejde og Ælde, glattede over hans Hovedpude.

"Se, Bek, jeg - ja, jeg tog Medisterpølse i Dag, for "Anne Hendrikke" kom jo i Går, og jeg synes - det var så kønt et Solskin - at vi skulde flotte os lidt. Jeg købte den jo henne ved unge Gravemands."

"Ih nej, Jomfru Lucie, så skal vi jo leve højt i Dag!" smilte Bek og prøvede på at komme op på Albuen for at sige Doktoren sømmeligt Farvel.

"Ellen," sagde Erik Lange, han sad ved Vinduet i hendes Stue, hvor han længe ikke havde siddet, og så ud over Havnen og Havet, der gled under det, uendeligt, uophørligt, uden Sejler og uden Røg. "Ellen, jeg tror, du har Ret: jeg må tale med Folkene her, om jeg vil, de skal fatte Tillid til mig og bruge mig mere, end de gør."

Fru Ellen så hurtigt op henne fra Viftepalmen, som hun var ved at vande. Så bøjede hun roligt det blonde Hoved og vandede videre.

"Ja, det har jeg jo altid sagt," nikkede hun og rev med den lille Urtepotterive den fugtige Muld sammen om Roden.

"Ellen," sagde han lavt, "jeg har ikke villet sige det: men Kås og Faber, om du husker dem - de har forelagt Rigsdagen min Plan, mit Sanatorium - og de er udnævnt til Læger dér."

Fru Ellens Hoved løftede sig ikke, men hendes Stemme sitrede let, da hun svarede: "Kære Erik, det har jeg set. Jeg kunde ikke finde Avisen, da du var gået i Går, og gik så ned til Havnefogedens og lånte den."

Han strakte Armen langt ud fra sig på Karmens broderede Pude.

"Så får vi måske blive her - i mange År."

"Jeg har jo tænkt det," sagde hun dæmpet.

Han løftede Hovedet og så hen på hende.

28

"Ellen," sagde han, pludselig, som brast det fra hans Mund.

Hun så hurtigt op, satte Kanden fra sig og var i et Brus hos ham,

"Erik," hun tog ham om Hovedet med de store, faste Hænder, der duftede af den våde Muld derhenne, "Erik!"

De så hinanden i øjnene. Hans Læber dirrede inde i det mørke Skæg.

"At du kunde skjule det for mig!"

"Det - var for at skåne dig, for at -"

"Skåne mig? - å nej, det var for at være ene med din Sorg, som du har været ene med Planen - og med alt, Erik, alt, det sidste År!"

"Det er ikke sandt!" han løftede afværgende Hånden.

Hun så fast på ham, stadig med Hænderne om hans sortkrøllede, tætskæggede Kinder.

"Jo, det er sandt. Hvorfor du vilde være ene og har ladet mig ene, har jeg aldrig ret forstået. Jeg tænkte altid: "Det er den store Plan," når du sad og tav ved Bordet, når du strax efter Kaffen gik ind på dit eget Rum og sjælden så herind om Aftenen, før vi lige skulde i Seng. Og, endnu sjældnere kom og spurgte, om jeg vilde en Tur med dig ind i Byen eller ud i Klitterne og Ørkenen. Men - nu da Sorgen er kommen, så kommer du dog til mig, og så forlanger jeg ikke mere. I Mænd og jeres Planer, må vi Kvinder jo ikke komme nær," hun smilte med Tårer i Øjnene.

Han slog sine ned. Nej, nej, lad hende tro det - lad hende tro, han sad over sine Planer, de Aftner han ørkesløs stod ved Ruden og så ud i det uhyre, sorte Rum og kun hørte Havet dybt nede og fornam dets Kulde på sin Pande - lad hende aldrig erfare, med hvilken Tanke om hende og sig selv han stod dér - at han ikke kunde gå ind til hende og Lampelyset og Sykurven, at han ikke skulde skrige højt i sit Fængsel.

Men nu - nu Sorgen kom, kom han til hende, og hun var rede og havde biet tro - som den grønne Skovdal derhjemme havde biet, mens han flakkede Jorden og Havene rundt - med Fader.

Ja, hin Dal derhjemme havde biet, mens han svigtede 29 den. Nu tog andre den i Besiddelse og hævede dens Skat, Men - hende beholdt han tilbage, hende kunde intet i Verden tage fra ham, ikke en Gang han selv! Han lænede sit Hoved ind mod hendes høje Bryst, og hendes Hånd strøg ham om Nakken.

"Erik, du vil ikke gøre Indsigelse mod dem, rejse din Ret mod dem, der således tager den?"

Han så lidt op og ud over Havet.

"Min Ret - å min Ret var at tænke den Tanke - og give den til andre, som kan udføre den. Jeg selv -"

"Hvad du?"

"Jeg," han smilte, "duede vist mere til Patient end til Læge dér."

"Men -" sagde hun langsomt, hun så med rynkede Bryn langt ud for sig, "om du nu ikke var kommet herover, så langt bort fra hele det Liv, du netop skulde leve i for at læge det, så langt fra Biblioteker og Laboratorier, Klinikker og Kolleger, så langt fra hele din Tid - tror du da -"

Han sad lidt, med Hovedet mod hendes Arm; han mærkede, hvor hun rystede. Så sagde han, lavt, hæst, som efter en fremmed Vilje:

"Jeg har troet det, indtil nu. Men nu véd jeg det: om vi ikke var kommet her til Øen, ja måske jeg da nu havde stået som Førstemand på mit Slot, men - at vi kom, det var helt min Skyld."

Hun nikkede langsomt og tungt: "Jeg sagde dig det, Erik, men -" hun blev pludselig blussende rød.

"Men hvad?" han så op.

"Helt din Skyld var det ikke," hviskede hun, hun gemte sit brændende Ansigt ved hans Skulder.

Han smilte svagt og strøg hende over den hvide, gyldne Nakke.

"Lille Ellen, det skulde jeg da være den første til at takke dig for."

"Jamen - når det nu voldte -"

"Det voldte vel det, det skulde," nikkede han. "Se, mit Slot bliver bygget, Portene til Klostret bliver åbnet, de Syge kan komme og smage af Bækkens Vand, og jeg selv -"

"Ja du - du?" hun så ham spændt ind i Øjnene.

30

"Jeg," han lagde sin Arm om hendes Nakke, "jeg tror nu, her er Brug for en Læge og et Menneske på denne Ø - og at jeg, med Tiden, kan blive den Læge og det Menneske."

Hun gispede kort og pressede sin Mund ind mod hans Kind, gledet halvt ned på hans Knæ.

"Om jeg ikke var bestemt til det," sagde han sagte, "kan jeg vel blive det, når jeg har lært, hvad jeg skal."

De tav bægge og så ud over det uendelige, strømmende Hav, der skilte dem, ene her på denne bitte Ø, syv Mil fra den øvrige Verden.

"Jeg tror, jeg er ved at lære, Ellen, at denne Ø er også Verden."

Hun nikkede ivrigt og så ham ind i Ansigtet.

"Jeg tror, jeg kom i rette Tid til gamle Clemens Bek."

"Til - Clemens Bek?"

"Ja. Véd du, at han har levet her i femoghalvtredsindstyve År?"

"Så længe -" hun så ud af Vinduet over Havet.

Han tog hende fast om Hånden.

"Ellen, om nu vi blev her ligeså længe?"

Hun rørte sig ikke, så ham kun ind i Ansigtet i et sitrende Smil.

"Med dig, Erik, er denne Ø mig Verden."

"Ellen," han drog hende til sig i et Kys, "du skal gå med mig og høre af gamle Clemens Bek, hvorledes man her lever et Liv."

"Ih nej, kommer Fruen også med?"

"Ja, jeg kommer, Lærer Bek, for jeg har jo hørt den glædelige Nyhed!"

"Ih nej, har De hørt den?" den Gamle smilte forlegen og glattede over Tæppet med de gullige Hænder. "Ja," sagde han, idet han længe så ud ad østvinduet, hvor i Dag Skyerne drev og drev, hastige og grå, over det sorte Øde. Havet hørtes som lige udenfor Murene. "Med mig var det jo endda kun en mindre Sag, for Deres Mand har jo lovet, at jeg skal ikke tære længere 31 på det end til Foråret, og Gud have Lov at jeg kan dø, som jeg har levet, uden at falde nogen til Byrde. Men for gamle Jomfru Camrath - å, Fru Lange, så glad mindes jeg ikke, jeg har været, lige siden jeg var ganske ung. Jeg synes, det er bestandig Solskin derude, jeg tænker jo hele Tiden på, at nu behøver hun ikke at begynde sin ny Tjeneste hos den ny Præst."

"Ja, om vi får nogen," smilte Erik Lange.

"Og så er der det," sagde Bek og fæstede sine øjne på dem, "at når jeg dør, så har Svenning Gai næsten lovet mig, at hun også, skal få min Part. Tænk så har hun 350 Kroner om Året at leve af, så får hun det jo næsten som i sin Ungdom igen."

Erik Lange så på ham. Næsten som i sin Ungdom - en ostindisk Storkøbmands Datter - Skænkede Øen sådan Glemsel for Penge?

Men Ellen viklede roligt Papiret af en Flaske Bourgogne og satte den på Bordet foran ham.

"Se her, Hr. Bek, denne Flaske skal vi drikke i Dag i den store Anledning. Og Boel skal bringe andre herud, at De kan have dem og styrke Dem på siden."

"Ak Frue," Beks øjne hvilte i et Smil på Flasken, "Vin, det har jeg såmænd ikke smagt siden hans Højhed Prins Philips Dage."

"Har De også kendt Prinsen?" spurgte Lange og løftede Hovedet.

"Om jeg har?" Bek nikkede, "han levede jo endnu de første tretten År, efter at jeg var kommet til øen. Hvor skulde jeg undgå at kende ham? Han ejede os jo allesammen. Nu ligger han derude i sit Kapel i Ørkenen. Han drømte altid, han skulde dog tilsidst slippe herfra ved Kongens Nåde, som han jo en Gang havde ejet mer end nogen anden Mand i Landet. Men det hjalp aldrig det mindste med alle hans Tiggerbreve. Just fordi han havde stået så højt i Kongens Gunst, var han nu faldet så ubønhørligt dybt. Men Tak, kære Frue, mange Gange Tak for Deres store Gave! Ih nej, at Fruen også kom, med Deres Mand!"

Hans perleblå Øjne gled i et svagt Smil fra den ene til den anden.

Ellen blev rød, og Lange vendte Hovedet bort. Havde 32 Øens Folk talt om, hvor sjældent de fulgtes? Ikke ét Skridt kunde man jo gå her på øen, uden Øjne vogtede én. Undtagen i Ørkenen da, dér satte aldrig et Menneske sin Fod.

"Tror De ikke, Hr. Bek," spurgte Erik, "at så liden Plads vi end har til at røre os her på Øen, der dog er .mangfoldige Steder derude," han nikkede mod det østre Vindue, "hvor aldrig et Menneske har trådt?"

Gamle Bek lå lidt stille og så ud i det sorte Land. En Fugleskare trak hen over det som et dunkelt Slør. Så rystede han på Hovedet. "Nej," sagde han lavt, "jeg tror ikke, der er den Plet på Øen, så stor som min Fod, som den ikke én Gang har dækket. Husk det dog, jeg var her i femoghalvtredsindstyve År, og én og en halv Mil lang er øen og knap en halv Mil bred."

Lange dukkede Hovedet. Å, hvor havde han løbet langs Havet for at finde ud!

"Og Ørkenen, Doktor Lange og Frue, dér gemte jeg mig den første Tid og siden mange Gange. Nej, der er ikke den Plet i Ørkenen, hvor jeg ikke har siddet og tænkt og bedt og fortvivlet og fundet mig selv igen. Om ikke Ørkenen var her, jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde have klaret mig. Og tidt griber jeg mig i at tænke, at Paradiset kan ikke være uden sin Ørken."

"Gamle Hr. Bek," sagde Erik Lange, "har De noget imod, at Ellen, min Kone, hører med, når De fortæller mig om Deres Liv?"

"Nej, nej, men -" den Gamle smilte undseligt, "hvor tør jeg dog fortælle om noget så småt - og sådan bare om mit eget?"

"Fordi det er det, vi helst vil høre og mest har behov."

Bek nikkede. "De er så gode mod mig, at sige det. Og ja, jeg bad i Går Jomfru Lucie lede mig de Papirer op, jeg talte til Doktoren om forgangen Dag, og de ligger derhenne - hvis jeg tør bede Dem. Ja, i Skuffen, i vestre Hjørne."

Ellen rejste sig og fandt en tyk Pakke gulnede Papirer frem af Klap-Bordet.

"Jeg synes, det er på Bagsiden af Kvitteringer, De har skrevet det," sagde Erik Lange, 33 "Ja, det er mine Kvitteringer for alle de År, jeg har været Lærer her. Kan De se, her står alle Præsternes Navne ned gennem Årene. Ak ja, ikke mindre end ni Præster har her været - og Pastor Flak var her dog enogtredive År."

"Og Læger?" spurgte Erik Lange.

"Ja se, Læge havde de jo først fået en ti-tolv År, føer jeg kom - det var Doktor Ørebro, og han var her til sin Død. Siden har vi så kun haft gamle Doktor Hagedorn, til nu De kom."

"Det glæder mig på Standens Vegne, at vi Legemets Læger har holdt bedre ud end Sjælens," smilte Erik.

"Har De boet her i denne Stue alle de År, De har levet på Øen?" spurgte Ellen.

"Ja - det vil sige, da jeg kom her, skulde jeg bo i Præstegården og gjorde det også de første syv År, hos Hr. Pastor Schwarzflügel, men da så Pastor Tang kom - Det var de værste År, da troede jeg ikke, jeg skulde have levet . . . Han tog både mit lille Embede og mit Kammer i Præstegården fra mig og -"

"Jog han Dem ud?"

"Ja, ja - husk på, jeg var jo ikke og har jo aldrig været ansat sådan som andre Lærere. Præsten skal jo tillige være Lærer for de femten-tyve Børn her er. Men Hr. Schwarzflügel kunde ikke overkomme det i sin Alderdom og Svagelighed og søgte sig en Hjælper. Men derfor behøvede Pastor Tang jo ikke at bruge mig, men kunde gøre med mig, hvad han vilde. Alle de andre Præster var dog så gode at tage mig igen. Men sikkert har det jo aldrig været."

"Og det har De måttet frygte for de mange Gange?"

"Ja, otte Gange har jeg gået og skælvet for, hvad den nye Præst vilde gøre. Men det er jo da altid gået ..."

"Men den Gang Pastor Tang jog Dem ud?"

"Ja, da var jeg jo ren tud omkommen her på Øen, om ikke Doktor Ørebro havde taget mig i sit Hus, for at jeg skulde læse med hans Datter, Frøken Barbara. Siden gav Prinsen mig Lov til at bo i dette her lille Hus, som stod tomt, fordi de var døde, som skulde boet her, et ungt Brudepar, der havde været i Grenå og blive viet. Men druknede på Hjemvejen til Øen. Så 34 flyttede jeg ind i deres Hjem, og siden har jeg jo så ganske rigtigt boet her. Fæsteafgift slap jeg for at betale. Og nu går det sagtens tilbage til Prinsens Arvinger. Men - det vil jeg hellere fortælle Dem om til sin Tid," han bladede i sine Papirer.

Ellens og Eriks Øjne mødtes og gled rundt i den lille, lave Stue.

To Vinduer havde den, ét mod Ørkenen og ét mod Sønderbjærg og Kæret. Mod Øst stod den åben til Ørkenen, mod Vest skyggede Bjærgets mørke Fod. Loftsbjælken hang tungt fra Køkkendøren til Døren ud til Forstuen. Uret dikkede enstonigt som Havets Brusen. Heliotroperne duftede sødt i Karmen . . . Klapbordet med det hæklede Tæppe; Simestolen og den rødmalte Træstol; Lerovnen, "Munken", som de kaldte den her på øen, med sine grønne Plader; et Par gamle, bibelske Billeder med tysk Underskrift: af de hellige Mænd i den gloende Ovn, Samsons Kamp med Timnas Løve, og de sovende Disciple i Getsemane - mellem dette havde Clemens Bek levet Livet, i det unge Brudepars Stue.

Erik Lange lyttede til Urets Gyngen igennem den Tid, det halve Århundrede, der var svundet hen på denne Ø - som Århundreder før var svundne og skulde svinde, mens Havet bruste mod dens Kyst.

"Fortæl, gamle Bek, fortæl," bad han og klemte sin Hånd hårdt om Ellens.

"Ja ja," Clemens Bek så langt ud af Østenruden; det milde Smil i Øjnene forsvandt, han hævede de dunede Bryn; der kom et strengt Udtryk over hans Ansigt, som så han fjærne og ophøjede Ting, ophøjede gennem Døden til Evighed - som udmålte han sit Liv, det Gud havde givet ham at leve, fra Begyndelsen ind til denne Time:

"Skal jeg fortælle, Doktor Lange og Frue, da vil jeg begynde med Begyndelsen, og den véd jeg, jeg finder nede i et lille Hus i Gutachdalen i badisk Schwarzwald.

Dér, i en lille Sidedal med Skov tæt ned omkring, nær Landsbyen Niederwasser, boede en from Skovhugger og Kulsvier ved Navn Theobald Efraim Båden og hans Hustru Theodore.

35

Deres Hu havde aldrig stået til Ungdommens Lyst, og de havde først sent fundet hinanden, men Gud Herren havde dog skænket dem to Børn, en Dreng ved Navn Eberhard Sebastian og en Pige, der hed Christine.

De boede midt i en katolsk Egn, men de holdt fast ved den protestantiske Lære, som de havde bragt med sig oppe fra Westfalen, hvorfra en Gang en af deres Slægt var vandret ud. Ti hvad Faderen havde lært, var Sønnen helligt, og ingen kunde tænke på at glemme det.

Men derfor var der ingen Strid mellem dem og deres katolske Naboer, og kom Theobald og Theodore og deres Børn forbi et af de store Gårdes Kapeller eller et af de talløse Krucifixer ved Vejen eller i Skoven, da knælede de ned og bad inderligt en Bøn. Ti i disse gamle, kolde og dunkle Stenhuse under Fyrrernes sorte og fugtige Skygge, eller ved Foden af de kransesmykte Trækors ude på de solede og blomsterfyldte Enge havde jo så mange Slægtled bøjet Knæ og betroet deres Sorg og bedt om Hjælp og Trøst, dér hvor den er at finde. Og Theobald og hans Kone så på de ældemørke Træstøtter, som stod dér på Hylderne mellem blomstrende Kirsebærgrene og duftende Mjødurt, og vidste, at de havde været fromme Slægters Trøst, og bøjede Panden for dem til Tak. Ti den store Lærer fra Halle, Philip Jacob Spener og hans Disciple havde lært dem, at enhver Strid om Trossager er Gud imod, og at han ene kræver Hjærtet

De havde det meget småt, Theobald og hans Familie, men det havde dog aldrig manglet dem på Brødet. Theobald huggede Stammer i de store Skove og slædede dem ned til Bønderne i Reichenbachdal eller den øvre og nedre Gutachdal. Men helst vogtede han deres Kulmiler.

Han gik derop Mandag Morgen og kom - om da Milen tillod det - ned igen til sine Lørdag Aften, for at være hos dem Søndag over, læse en Betragtning af Riegers "Hjærtepostil" og et Stykke af Forklaringerne til den gamle Berleburger Bibel, synge en Sang af "Der andåchtig singende Christenmund", tale med Theodore og Børnene om det læste og siden lege med dem i Engen ved Kilden, forsyne sig med Proviant for den 36 100kommende Uge og næste Morgen atter vandre op ad den stejle Sti og forsvinde ind i det tætte Mørke.

Da Eberhard var fem År, fik han Lov at ledsage sin Fader. Og det var jo ret Moro for Drengen at trave dybere og dybere ind i Fyrreskovens Nat, at høre de mørke Træers højtidelige Susen, se Solen glimte igennem et Sted langt inde og tænde hvidt Lys over de rustrøde Fyrrenåle, og prøve, om han kunde følge Faderen, der høj og tavs skred dér foran med Skovexen og Proviantsækken over Ryggen.

Og hvad var det ikke for ham, der aldrig havde været længere end til Landevejen gennem Niederwasser, at nå det store, sorte Kulbjærg heroppe, som stod og dampede hvidt under de brede Fyrregrene; at sove ved Faderens Side i Græstørvshytten og lytte ud i Skoven til dens natlige Sus og ukendte Lyde og vågne næste Morgen i dens Dug og Spindelvæv og fjærne Fuglesang!

Da Eberhard blev større, kom han i Skole inde i Hornberg hos den lille, protestantiske Menighed. Han havde en halv Mil at løbe med sin Taske med Tavlen og Læsebogen og den heidelbergske Katekismus, Men han var glad for at lære og for de andre Børn og sang hele Vejen langs de gamle Rønnebærtræer og Frugttræer, der i Våren stod så snehvide og i Høsten så koralrøde under de uhyre, sorte Skovmure. Vejen løb gennem den grønne Dal med Gutach skummende Strøm, forbi de klaprende Savmøller ved de store, ensomme Gårde, hvis vældige Tage favnede hele Huset så hjemligt og trygt, at man kun så et Glimt af de små Ruder og de mange røde Blomster på Svalegangene.

Hornberg Kirke dukkede frem derinde og Borgruinen oppe på sin fyrreklædte Højde Han løb over Broen og ind i den toppede Gade, forbi de lave, grå Gavle med Håndværkernes Skilte og Købmændenes Boder og de gamle Skriftsprog over Dørene, til han nåede Skolen, der lå lige nede ved Gutach, med Vinduerne ud mod Strømmen og de sorte Fyrrehøjder ved Markgrafenschanze.

Præsten og Skolemesteren hed Hr. Tobias Beutel og var en tør og drøj, lille Mand med et gult Ansigt og 37 en brun og støvet Paryk, med store Metalbriller og Knæbenklæder. Han fik snart Øje på Eberhards Lærelyst og Flid, men var dog streng og fåmælt mod ham som mod de andre Børn.

Med dem legede Eberhard ret af Hjærtens Lyst i Frikvartererne og vinkede langt efter dem, når de efter Skoletid spredte sig hver til sin Kant og i deres små, brogede Dragter forsvandt, én efter én, i Skovene.

Ingen skulde ad Niederwasser til som han, ti Menighederne dér var som sagt alle katolske. Og han løb alt, hvad han kunde, for han længtes efter sin Fader og Moder og den lille Christine og den lave, enebærstrøede Stue med den trebenede Ovn, det skurede Bord af Fyrreplanker og de hvide Træskeers Række på Væggene, med Moders Væv og "der Herrgottswinkel," det lille Alter med Krucifix, de trods deres Protestantisme ligesom deres Naboer havde i Hjørnet af Stuen, og for hvis friske Blomster han og lille Christine måtte sørge fra de våde Skovenge her inde i den lille Sidedal, hvor kun deres Hus lå, og hvor de derfor var Eneherrer.

Der stod et Kirsebærtræ for deres Dør, og en lille Lund af gamle Valnøddetræer, hvori Børnenes Gynge hang. Der rislede en Bæk forbi Dørtærsklen. Den kom højt oppe fra Skovene og bragte Bud fra Fader - ja undertiden lagde han virkelig hvide Fyrresplinter i den, og den bragte dem, tro og travl, ned til Eberhard og lille Christine. Små Væld brød op af Græsset, rustbrune og klukkende, som bristende Jærnhatte. Røgen fra Moders Nadvergryde steg op af Skorstenen mellem Husløgene og sejlede hvid under de sorte Fyrreskove. Aveklokken ringede inde fra Hornberg og svaredes fjærnt og nært fra Niederwasser Kirke og Gårdenes Kapeller. Og mens Solen blev rødere over det mossede Stråtag, korsede Eberhard og Christine sig andægtigt.

Eberhard lukkede Øjnene og drømte om de Lørdagaftner, han med Faderen dukkede frem af Skovene svimmelt højt oppe, ud på "der Feierabendfelsen," og med Huen i Hånden og Arbejdsredskaberne for Fødderne lyttede til de utallige, skjulte Kirker, der nu dybt dernede i de sorte Skovkløfter ringede Helligdagen ind. Og han smilte med Tårer i øjnene og lovede lille 38 Christine, så snart hun bare kunde kravle Vejen, at lede hende op til fra Festaftnens høje Klippe at høre alle Schwarzwalds Klokker ringe Hverdagens Sol i Bjærge.

Eberhard var stor og grov i Lemmerne ligesom Faderen, men Christine var lille og fin, red og hvid som Moderen nok en Gang havde været, da hun var ung. Og Eberhard elskede hende. Hun kransede de røde Rønnebær om den hvide Hals, satte Skærmblomsterne, der stod som en Tåge over Engen, i sit Hår og spejlede sig i Bækken. Fader syntes ikke ret om det og rystede tit strengt på sit grå Hoved, men Eberhard sprang efter Blomster til hende og bragte hende de største og saftigste Brombær i et æbleduftende Valnøddeblad eller hentede Nødder ned til hende fra Egernernes Reder.

Men en Dag kom Hr. Pastor Tobias Beutel ind ad Døren med sin Stok i Hånden og blev hilst med megen Ærbødighed af dem alle. Han satte sig på Bænken ved "der Herrgottswinkel," som han rynkede let på Næsen ad, så sig om, rømmede sig og drog ned i Vesten.

Og hvad han vilde, var da det, at de skulde lade Eberhard studere. Han vilde læse Latin og Græsk og Hebraisk med ham, som han stadig havde holdt vedlige ved sin flittige Gransken i de hellige Skrifter på Grundsproget - og siden . . Gud vilde hjælpe, han havde vel ikke uden Hensigt nedlagt så store Evner i Eberhard. De fik se. Han vidste, at de havde Slægtninge i Halle an der Saale, i Værtshuset "Zum guten Geist" - kan hænde Eberhard kunde bo der for en ringe Betaling, han nok kunde fortjene som Præceptor for godt Folks Børn i Halle, hvor der foruden Saltværksejerne i Giebichenstein fandtes mange rige Købmænd.

Theobald sad længe tavs, med de store Hænder på Knæene og grundede. Theodore gik til og fra med Risene til Ovnen og sagde intet. Lille Christine tittede nyfigent fra den ene til den anden, og Gøgen i Uret sprang frem og kukkede. Men Eberhard vovede ikke at løfte sine Øjne, sådan rystede han på sin Bænk.

Ti hvad var dog egentlig det, Hr. Tobias Beutel dér sad og talte om! Halle an der Saale, lå den ikke hundrede Mile borte? og - Student, Lærer, Præst? ak, 39 Kulmilerne deroppe og lille Christine og Niederwasser By - - Nej, nej, aldrig! i Evighed nej!

"Hm," sagde gamle Theobald, "det var sære og store Nyheder, Hr. Pastoren her forebringer os. Ingen af vor Slægt har nogensinde forladt Gutach og dette Hus, siden vi kom herind fra Westfalen. Vi har alle ernæret os af Skovene - selv min Farfaders Broder, der var Skovløber hos hans rigsfyrstelige Højærværdighed, Benediktinerabbeden i Sankt Blasien. Vi kender ikke det, Hr. Pastor Beutel taler om,"

"Nå, derfor kan det vel nok være godt," mente Hr. Tobias og brystede sig lidt, "jeg selv er en Bondesøn fra Odenwald, og jeg skulde mene, at -"

"Ak ja, De, Hr. Pastor! Men hvem véd, om Gud vil føre vor Eberhard så vel, som De blev ført? Halle an dér Saale, det er ret, at vi har Slægtninge dér, men vi har aldrig set dem, siden vor første Ungdom - og den Stad ligger mange Mile herfra."

Men Hr. Tobias Beutel rettede Hagen i sit Halsbind og klemte om Stokken. Og da han gik, var det afgjort, at han fik råde. Ti da han havde rørt ved det, at Gud Herren vel kun havde skænket Eberhard hans Evner, for at han skulde bruge dem i hans Tjeneste og til hans Forherligelse i disse frafaldne og vanartede Tider, hvor turde da den fromme Theobald tale længere imod?

Men han sukkede ofte, når han ved Aftensbordet tog efter de grove Rugbrødsskiver, og skottede hen til Øxen i Krogen, hvis Skaft var slidt blankt af hans og hans Fædres Arbejde efter Ordene: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød." Theodore sænkede Vandøsen. Hun syntes, hun et Øjeblik så de blodige Sårmærker fra Krucifixets Herre på sin Drengs brune Hænder og Fødder. Men hendes Blik mødte Theobalds, og de nikkede til hinanden. De skyldte Gud deres Søn, men han ikke dem Regnskab for, hvad han vilde bruge ham til.

Lille Christines Øjne fløj fra Forældrene til Broderen. Hvorfor var de så alvorlige? Fordi den fremmede Mand havde været her? Lille Christine blev altid glad, når der kom Fremmede. Det skete så sjældent her i Sidedalen. Kun af og til en Hausierer, vandrende under sin Varekasses hvælvede Trætag, eller en Urmager, hvis 40 utallige, små og store Ure dikkede om ham med så travle Penduler, som ilte Tiden anderledes hastigt derude, hvorfra han kom, og vilde de med alle deres spillende Tunger minde ham om, som han sad her hos dem på Bænken i Skovene, at de længtes derud igen . . .

Fyrreskoven og Valnøddetræerne ude bag Ruden skinnede i Solnedgangen så rade som en Arneild. Hun søgte Broderens Øjne, men slog fortumlet sine ned. De lyste jo som - ja som selve den hellige Sebastians på Martertavlen ved Wiesereck!

"Eberhard," forsøgte hun, "skal vi lege?"

Men Eberhard rystede langsomt på Hovedet. "Jeg skal ikke lege mer," sagde han.

Lille Christine stirrede. Ikke lege, når hun vilde det. . .

Men Faderen nikkede tungt, og hun turde ikke spørge. Hun kendte ikke Eberhard mere.

Ti havde Hr. Tobias Beutels Bud om Herrens Kald og Vilje med Eberhard boret sig ind i Faderens og Moderens Hjærte, havde de stunget som en Lanseod i hans og ved en Tornekrans skilt det fra alt, det til nu havde drømt som sit.

Når han nu hver Dag gik ind til Hr. Tobias i Hornberg, så han stift ud for sig, uden et Blik til de andre Drenge.

Hvor kunde nogen Tid de Ord glemmes, Hr. Tobias havde råbt i sin Harme over deres enfoldige Modstand: at selve den hellige Guds Finger havde mærket ham som sin, at han skulde blive Gud Herren en Tjener som en af dem, Faderen læste for dem om i "Martyrernes Historie," en Efterfølger i Nagler og Blod! Ham undtes ikke Skæmt eller Leg.

Ene lille Christine kunde bringe ham til at smile som Barn igen. Men mangen Gang, når han så Aftenrøgen fra den lille Hytte stige og Faderen dukke ud af Skoven derhenne med Øxen og Risknippet, mens Moderen vinkede til ham fra Døren, og lille Christine løb ham i Møde, fyldte Tårerne hans Øjne.

Ti da randt det ham i Hu, at dette havde været alt hans Fædres Liv, og indtil hin Dag hans visse Vej.

Men som hans Fædre aldrig havde klaget over deres nøjsomme, strenge Liv, men taget dets galdebitre 41 Træskål med Tak, således slap heller aldrig en Klagelyd, endsige en Bøn om Fritagelse fra hans Læbe.

Og da de fornødne År var gået, drog han en Dag fra det Hus, hvori han fødtes, og som hans Fader aldrig havde forladt, mod Nord ad de ukendte Veje, mod hin fjærne og ukendte Stad, under Herrens Hånd,

Han drog med sin Stav og sin Bylt fra de dunkle Schwarzwalddale op over Rhinens Vinbjærge, gennem hele Schwabens Land.

Det var i Dagene efter det store Folkeslag ved Leipzig, i det sene Efteraar 1813. Og han mødte Landsbyer og Byer på Flugt. Verden stod i Brand. Folkeslagene løb på Vejene. Han mødte Flyttelæs med segnefærdige Heste, bandende Mænd, skrigende Kvinder og nøgne Bern. Han fandt Syge og Gamle, ja spæde Nor i Grøfterne, efterladte af de Flygtende. Han måtte hjælpe og trøste og kom sent frem.

Han gik gennem Landsbyers sortsvedne Ruiner, i Halm og sønderslaget Bohave, og han løsnede de vildt brølende Kreaturer i Staldene, hvis Stråtage var skredet over dem og havde begravet dem levende. Han stod ene ved Brønden i de uddøde Landsbyer og grundede tungt over den gudløse Verdens Ondskab og det stundende Tusindårsrige, som den lærde Johann Albrecht Bengel efter Apokalypsens sikre Ord havde varslet til År 1836, og hvis Tegn af Ild og Blod jo alt sås på Himmel og Jord.

Og han gik videre, trøstig og støt. mod sin lange Vandrings Mål, mens Napoleon intet anende fuldbyrdede sit som Gud Herrens Tugtensris i de sidste Dage.

Og så sad Eberhard Sebastian Båden omsider i et lille, venligt Kammer i Værtshuset "Zum guten Geist" i Forstaden Glaucha i Halle an der Saale og studerede til Teolog.

Han var blevet en høj og stor og mager Yngling med et langt, strengt og furet Ansigt, der voldte, at ingen trådte ham nær, med en dyb, ru Stemme og stive, kantede Bevægelser.

Han havde døjet ondt af Rejsen og den fremmede Stad, ti hans Hjærne var fyldt af Schwarzwaldskovenes dybe Sus, af Kulmilernes Glød og hans Fædres langsomme, sørgmodige og fromme Tanker, men havde ikke 42 nemt for Syslen med Bog og Pen - ihvad så den gode Hr. Tobias Beutel troede.

Men han lød jo Guds udtrykkelige Bud, og han passede sine Kollegier og sine Pensa som en tro og flittig Student og sled tro og flittig i det som Præceptoi for de Halle'ske Saltværksejeres og Købmænds Børn og erhvervede sig just så meget, som medgik til den billige Kostpenge til hans Slægtninge her, den sindige, gode Vært og hans milde, moderlige Kone.

Men mangen ensom Stund ved Bogen stred han hårdt mod sin Længsel efter dem derhjemme, først da efter lille Christine, efter Suset af de sorte Skove og Klukket af Bækkene i de milde Dale og Savmøllernes skingre Svirren . . . Da kunde han, ør og svimmel, gribe sin Stav og vandre ud af Byen, ud langs Saales stejle Bredder, ud at svale sin Pande ved Giebichenstein eller i Peissnitz' og Rabeninsels Lunde og røre sit tunge Legeme, der blev stift af evigt at sidde bøjet, og råbte på de stejle Vandringer, den tunge Skovøxe og Jærnets Vægt på Skuldrene.

Eller han satte sig ned i den enebærduftende Gæstestue, når ingen Fremmede fandtes, og talte med den lavmælte Vært og hans Kone, om det fælles Hjem i Gutach ved Niederwasser. Og da så de alle langt ud for sig og forstod knap, hvorledes de var kommet her, og hvad de vilde. Men så rejste Værten sig, klappede ham på Skulderen og sagde mildt:

"Ak Eberhard, vi får mindes: skønt er Sshwarzwald som intet andet Land, men fattigere end noget. Det kan ikke livnære alle sine Børn, de må ud. Men det følger dem altid i deres Tanker, til den sidste."

Men da skete det en Dag, at Schwarzwald kom til ham i sin kæreste Skikkelse. Ja, lille Christine kom til ham, med Bud og Hilsen fra Hjemmet i Gutach.

Hun var aget den lange Veje, de mange, mange Mile, først med en Købmand fra Hornberg, der skulde til Leipziger Messe, siden med Bønder og Fragtkørere, og nu stod hun dér for ham i den lave Dør til hans Værelse.

Ja det var lige det, at hun kunde stå der, så høj var hun blevet, men så slank som en af de unge Popler derhjemma og så lys som en af Birkene. Og hun 43 lo så muntert og overmodigt til Eberhards store, stumme Undren, at han fik føle sig helt genert overfor sin lille Søster. Sin lille Søster - var det virkelig hende fra Bækken, fra Engen, fra der Herrgottswinkel derhjemme? Så glad var Eberhard, at han ikke kunde tale for Tårer, ja, at han glemte at undres over, hun uden Fornødenhed havde ladet de gamle Forældre ene. Men samtidig var han beklemt om Hjærtet, han vidste knap hvorfor . . over at hun også var kommet ud af Schwarzwalds Skove og det lille Hus i Niederwasser, hvor Slægten havde levet, Fader efter Søn, i de mange Led, og aldrig været mere end højest to Dage og to Mile borte

- at også hun var kommet til den store Stad.

Og ak, Tiden viste, han havde haft kun altfor god Grund til sin Frygt!

Lille Christine var ikke som Eberhard og sine Forældre eller de gode Værtsfolk i "Zum gut en Geist." Enten det nu var et stærkt Solglimt i Dalen, eller de røde Rønnebær, eller en Fugl, der havde fløjtet langt inde i Skoven og var fløjet endnu dybere ind, da hun løb efter den, der havde vakt hendes Længsel - eller om hun havde lyttet for meget til hin vandrende Urmager, der i sin Rustning af dikkende Ure havde siddet som selve Tidens Feberhjærte på Bænken foran deres Hytte i Dalen - hvad nu Gud Herrens Hensigt var - så hørte hun slet ikke hjemme i Schwarzwald, i den lille Stue, i de gamle Kapeller, hos de fromme og fattige Folk i de sorte Skove. Hun hørte hjemme i Byerne

- ja ikke i Halle, ikke i det fromme Halle, hvor August Hermann Francke og Breithaupt havde virket, hvor Thomasius havde levet, hvor Waisenhuset stod og Pietismens Stad var, men i store, farlige, brogede Byer

- ja, dér hørte den lille Christine hjemme, så underligt det lød.

Eberhard mærkede det snart til sin store Skræk: hun brød sig ikke om at besøge de collegia pietatis, hvor de sidste fromme Stundenleute fra Speners Tid, fra Pietismens store Dage samledes og drøftede Slægtens Vanart og det tusindårige Riges Komme.

Selv i Würtemberg, der jo alle Dage havde været "Guds Øjesten," hvor Hiller og Oetinger og Bengel havde 44 sunget og lært, ja i Wetterau, "de Inspirerede" s Land, hvor Berleburg lå, var nu Frafaldets Tid inde som. over al Verden, og de sidste Ting nær. Hvad mægtede imod dette Mørke endog det klare Lys, der skinnede fra Wupperthal, fra Krummachernes hellige Sædejord? Den var jo i Menneskenes Øjne kun: "der Muckerthal"!

Men hellere end at lytte til de sidste Frommes Bekymringer og Håb, gik lille Christine i de nymodens Boder på Marktplatz, ved Marienkirche og omkring Rothe Thurm og Rolandsstøtten at se på al den Tant, som der Franzosenteufel begyndte at smugle ind over Rhinen. Og havde hun så skaffet sig noget af Pynten, færdedes hun nede i Gæstestuen, når der var fornemme Rejsende.

Og dér fandt hun sin Skæbne - ja, og Eberhard Sebastian sin.

Der kom en norsk Greve til Halle, til Glaucha og tog netop ind i "Zum guten Geist." Han var en forfaren Mand, en vidtløftig Herre, kendt med alle Elskovens Snarer, og - en Dag Eberhard vågnede, sov hans lille Søster ikke i Kammeret ved Siden af, men var forsvundet med den udenlandske Herre. Staldkarlen så dem, da de foer inden Morgen i Herrens Kalesje.

Efter den første store, stumme Smærte sank Eberhard på Knæ og tugtede sig længe med Bønner og faldt til Føje under Guds Førelse.

Men i samme Time brød han op og drog hjem til Gutach, til sine Forældre, for, trods sine Studiefællers Smil og trods Hr. Beutels Vrede, at blive deres Søn i deres Alderdom, at de ikke skulde sidde barnløse i den lille Hytte i Skovene. Hjem at lægge af sig den lange, sorte Frakke, den stive Vest og det hvide Halsbind, at stille sine Bøger på Hylden og gribe sin Faders Øxe og svinge den med sin unge Kraft, nu hans var slidt til sidste Tave, og han ene kunde sidde i der Herrgottswinkel og snitte i Træ Ure og kunstfærdige Skrin, Side om Side med Theodore, der stak de skønne Blomsterbroderier, hun mindedes fra sit Hjem i Høje Schwarzwald, inden hun, efter en lang og arbejdsom Ungdom, kom til Dalene og blev gift med Theobald.

Vandrende Købmænd afhentede deres Husflid og bragte den til Forhandling i Freiburg im Breisgau, Pforzheim 45 og Waldkirch eller andre af Schwarzwalds store og små Byer. Men så tit de betænkte lille Christines Lod, gik Tårerne dem for Øjnene, og de mægtede ikke at fare fort med Arbejdet, ja end ikke at læse de gamle, kære, kendte Historier i de fromme Aviser: "Die geistliche Fama" eller "Der graue Mann."

Og Eberhard sad påny oppe ved Kulmilerne og så ud over sit Hjemlands milevide, sorte Skove, med de utallige, stigende Røgsejler bort i Horizonten, helt bort, til hvor Alperne svævede som luftige, blå Skyer, og hvor han og Christine i gamle Dage troede, at Paradiset lå.

Han havde en af sine teologiske Bøger på Knæet og læste flittigt i den, når han turde for Kulmilens Pasning. Ti han håbede, at Hr. Tobias Beutel omsider skulde formildes og skaffe ham Embedet som Lærer inde i Hornberg, at han kunde ernære sine gamle Forældre uden ganske at forspilde sin Kundskab. Men tænkte han på Christine, sin Barndoms Kærlighed og store Stolthed, kunde han ikke følge de hebraiske Bogstaver og Prikker eller sin Plan og sit Håb. Men han sænkede sit Hoved og lød.

Men hård blev Kampen for at fatte Guds Råd, da der kom det Bud til ham, ved en vandrende Urmager fra Triberg hinsides Hornberg By, ved Vandfaldet, at han havde set og hilst på Christine oppe i Landet Danmark, i Hovedstaden København, og at hun dér levede en Skøges Liv.

Hendes Forfører havde efter knap to Års Glæde og Herlighed på hans Gods oppe i Norge, skikket hende ned til Danmark med sin Kammerlakaj og dér ladet hende ene, da hun nægtede at gifte sig med Domestiquen. Og nu holdt hun i stor Elendighed til i en sørgelig Gade, i et frygteligt Hus, blandt de faldne Kvinder.

Da de hørte det i det lille Hjem i Gutachdalen, brast bægge de Gamle i høj Gråd, men Eberhard gik udenfor, ud under de gamle Valnøddetræer og kastede sig på sit Ansigt og skreg til Gud som Jakob i Pnuel: om han skulde drage ud og frelse hende eller blive og opholde Livet for de hjælpeløse Gamle?

Han ihukom hendes Barneåsyn, som det lo mod ham under Valnøddenes æbleduftende Blade eller fra Bækkens 46 klare, klukkende Vand, han ihukom hende, når hun med barnlig Ærefrygt lyttede til Faderens Oplæsning af den store, gamle Berleburger Bibels Anhang og klokkeren istemmede en af de hellige Sange i "Der andåchtig singende Christenmund."

Og han ihukom hende den sidste Aften i Halle an der Saale, i "Zum guten Geist", da hun var så febrilsk og lo og græd imellem hinanden, og hans rolige og uerfarne Sind intet forstod, men undredes og rørtes og glædedes over hendes blussende Kinder, hendes tåreblanke Øjne og leende Mund, til hun gemte sig ind til ham og kyssede ham og hvilte sin Kind mod hans og græd og hviskede de kære, gamle Navne derhjemme, fra Benzsletten til Vindhjørnets Klippe, fra Moosenmattle til Sabbatsklippens høje Granithorn, Faderens og Moderens Navne og alle de bibelske Navne, de havde givet til Bækken og Stien og Højden og den store, hvide Tjørn i Dalens Inderste. Og først og sidst en Hilsen til "der Herrgottswinkel." Men så blinde havde hans Øjne været, og så snedigt havde den fremmede, norske Greve faret frem, at han intet havde set, intet anede og forstod, men kun rørtes og længtes bly mod en sådan blussende og vexlende ung Kvinde for sig selv. Men nu - å han ihukom hende med de røde Rønnebær om Panden, spejlende sig i Bækken ved Huset . . .

Og han bad Gud om Kraft til at glemme hende og blive hos sine Forældre.

I tolv År arbejdede han dér i Niederwasser og fuldbragte den Herrens Vilje, der først havde kaldt ham fra hans Fædres Dont og siden sendt ham til den påny.

Hr. Tobias Beutel syntes knarvorren at mene, Eberhard spildte sin Tid og sin Lærdom ved det geménlige Bondearbejde, idet han henviste hans Forældre til kristenbarmhjærtige Gaver.

Og Eberhard talede forgæves til ham om praxis pietatis, at Troen ingenlunde gør det ene, men opera sunt in fide praesentia. Hr. Tobias gerådede i Raseri og skreg op mod malum pietisticum og errores Speneriani og forlod ham i stor Vrede

Eberhard så efter hans drøje, lille Skikkelse i Præstefrakken med et langsomt vågnende Blik. Ti - var 47 ikke Hr. Beutel en Tjener i den Fyrsternes Kirke, Profeten fra Halle havde udslynget sit Vredens Lyn imod, og som det fromme Folk i Skoven bad Gud befri sig for? Havde han ikke råbt og truet mod det åndelige Præstedømme, de ecclesiolae in ecclesia, der nu skulde herske lig i Apostlenes Dage, blandt de fattige og arbejdende Disciple? og som havde været forsømte helt siden Kirkens Syndefald under Konstantin den Store.

Nu åbenbaredes det jo, at Hr. Tobias ikke i Eberhard havde villet oprejse Gud en Tjener, men det ødelagte Zion en Håndlanger.

Og Eberhard faldt brat på Knæ og takkede Herren, at han havde åbnet hans Øjne og friet ham af Øjenskalkenes Snare.

Og da han atter svang Øxen, var det med tidobbelt Styrke i den Vished, at han fuldførte Guds Vilje med ham i det ringe. Det store biede kun altfor vist.

Og i det trettende År kaldte det ham.

Da hentedes bægge de Gamle, i en og samme Uge, ind til Herrens Glæde fra deres tro Tjeneste hernede, fra deres hårde Slid i Ungdommen og deres dybe Sorg i Alderdommen.

Og Eberhard så det næste Stykke af den usvigelige Vej belyst.

En gul og stille Efterårsaften låsede han Døren til Hytten, forvarede Nøglen i en Snor på sit Bryst og læssede sin Bylt på Nakken med sine Klæder og sine Bøger. Han lod alt stå urørt derinde: Sengen, hvori de Gamle døde, Hånd i Hånd; Vuggen, hvori han og Christine, som alle Slægtens Børn havde sovet, lige siden en ung Fader udskår den og snittede ved dens Hovedgærde Ordene: "Memento mori;" Træskeerne på Væggen og Lerskålen på Bordet, ja de friske Blomster om der Herrgottswinkel - at alt skulde hilse Christine fortroligt og kendt den Dag, de vendte tilbage, og han åbnede Barndommens Dør for hende.

Han skar sig en Stav af Rønnen ved Bækken, så endnu en Gang op over Dalen, op over de sorte Skovmure, hvorind i Stien svandt, nikkede og gik.

Da han ved Niederwasser lille Kirke bag Elven knælede på Forældrenes Grav under Asken og kyssede 48 dens Jord, faldt Aftenklokkerne fra det vedbendgroede Tårn ind i det hjærtelige, kimende Kor fra Dalenes og Højdernes Kirker og Kapeller. Men han rejste sig og påskyndede sin Gang, at han ikke skulde fortøve den dyre Tid, men nå de fleste Mile frem, han kunde den Nat, mod Staden i Nord, mod Christine. Hele Skovlandet bad rundt om med de viede Malmes Tunger. Velsignet af dem drog han ud at hente dets Barn tilbage til det hellige Skød.

Ja, de samme Veje drog han, som da han i sin Ungdom første Gang forlod sine Fædres Hus og deres Skove. Han gik under Herrens Hånd påny, omend han nu bedre fattede hans Fordring til sine Disciple, og Hånden var ham tung og let som da.

Sidst han drog disse Veje, trængtes Folkeslagene ad dem under Røgen fra Napoleonskrigenes Brande, Nu lå de hen under den hellige Alliances grå Vinterhimmel, milevidt forstenede og øde. Men i Eberhards Øjne var der ingen Forskel på Sporene, som hin af Lucifer kronede Verdenskejser satte, og dem han nu så af "Herrens Salvede". Og bægge var de ulige de nøgne og blodige Fødders, han ene søgte over Jorden, og i hvilke han nu, som én Gang, vandrede mod Nord.

Og som han da lægede de Legemets Vunder, han kunde, såede han nu sin Mesters Manna i de Sind, der lå hen så hærgede af denne Verden, som Markerne af deres Herrer."

Det skumrede i den lille Stue. Ildskæret fra Lyngen i Lermunken spillede hen over Papirerne, som den Gamle holdt i sine Hænder på Tæppet. Han vendte Ansigtet mod dem, og det smilte atter nært og mildt i det hvide Hår.

Men Erik Lange, der havde rejst sig, som vilde han følge Eberhard på hans Vandring, blev stående med Hånden på Stolens Ryg, og Ellen så ind i Ilden med store, åbne Øjne og Hænderne knyttede over Knæet, som sad hun foran den harpixduftende, nu så ensomt forladte Arne i Niederwasser-Dal

Døren knirkede, det trak koldt om Fødderne, og Jomfru Camrath gled ind i en Nejen.

49

"Hør, hvor stærkt Havet bruser i Aften. Vi får Storm i Morgen. Og det bliver drøjt for Hr. Lange og Fruen at komme hjem den lange Vej til Havnen" sagde Clemens Bek og lyttede mod Ruden

"Ja, vi må hjem, Ellen," Erik så op.

Men hun rejste sig hastigt, rystende som en Drøm af sig Ak, Bek, som nylig havde talt om den Vej, Eberhard drog fra Niederwasser til København, han talte nu om "den lange Vej" her på øen!

"Jamen, vi har jo rent glemt Vinen, at vi skulde drikke med Jomfru Camrath og Hr. Bek, og nu er de her jo, bægge de lykkelige," udbrød hun.

"Ak Frue, Vinglas, de findes ikke i min Husholdning!" smilte Bek

"Vi klarer os nok uden! Drue er Drue, selv i Kaffekopper," lo Ellen og åbnede Døren til det lille Køkken.

Det var et bitte Rum, egentlig kun et Hjørne, med en Vinduesglug ind mod Byen, en Stump trebenet Ovn og en Vask, nogle Kasseroller og et Par Hylder med Kopper og Tallerkener af Ler

Her var koldt og klamt og en Lugt af Mug.

Hun lænede sig mod Karmen, der knasede af Sand fra Klitterne derude, og støttede sin Pande mod den revnede Rude.

Byens Rønner og tangdækte Hytter krøb sammen derinde om det grå Kirketårn. Skyerne jog hastigt over Byen, og Sandet knøg over Vejen derude og hvislede langs Muren gennem den piskende Marehalm. Det trak sammen til Uvejr.

Dér på Tallerknen stod et Par stegte Sild, en Humpel Rugbrød og en Klump Fedt.

Her havde han altså de utallige År listet om og lavet sin fattige Mad for at opholde Livet. Ja, opholde det i Bøn og Tak. Mens hun og Erik -

Å, at hun havde klaget sig og grædt derhjemme i sin gode, hyggelige Stue, at hun havde kaldt sig ene - som om hun ikke vidste, langt bedre end han selv, at han var hendes, blot han en Dag blev sig selv igen, blot han befriedes for den Tanke, han havde skabt som en Frugt af sit Inderste, men som tyngede ham, som et for spinkelt Træ, til Jorden.

50

Hvad havde de ikke sunget derhjemme i Præstegården på Fyen: "Ach, søger de nedrige Steder - -"

Ja, Erik, nu søgte du dem, og fandt mig og dig selv! Men gamle Bek havde aldrig behøvet at søge - og derfor ophøjede Herren ham nu.

Ellen hørte Stemmerne derinde fra og greb hurtigt et Par Kopper og Krus og gik ind.

Gamle Bek så på hende fra Sengen og rystede på Hovedet: "Kære Frue, det er virkelig ikke noget for Dem at se det Køkken."

Men Ellen lo. "Bare Boel og jeg holdt vort i Orden som De Deres. Men så rent kan vist kun et enligt gammelt Mandfolk holde sit Hus," nikkede hun til ham. "Men nu skal vi drikke," og hun hævede sit Krus.

Og de stod dér, Erik Lange og Ellen og Jomfru Lucie, i Skæret af den spillende Ild og Glimtene fra Fyrtårnet fjærnt ude, omkring Clemens Bek, der sad rejst op i Sengen med Ryggen mod de opstablede Puder.

Eriks Øjne gled fra den ene til den anden af disse to skyggeagtige Skikkelser, som holdt den hede, røde Vin op i de rystende Hænder.

"Må vi så hilse på de Indfødte på Øen?"

Og han lukkede Øjnene, men vidste ikke, om det var i overvældende Smærte eller i Tak til den ukendte Gud.

Lyset sitrede ude over Havet som Skæret af en Måne skjult oppe i Skyerne. Bølgerne skummede fra Skymørket ind i Glansen og ud i Mørket igen. Mågerne red på Stormen, faldt ned igennem den og steg til Vejrs. Ternerne flakkede langs den stenede Bred.

Hånd i Hånd stred Erik Lange og Ellen sig frem under Vesterklit og Dræthøj sortgrønne Brinker. Ude bag Sønderbjærgets Fod buede sig Pakhusbugtens tangklædte Strand, frådehvid. Fyrtårnet sås ikke i Dagens Skyskumring.

Ellen lo og tabte Vejret, snublede over Stenene og Drivtømmeret og kæmpede sig frem, så Kjolen blafrede 51 om hende. Hun greb sig til den pelskantede Sømandshue og klamrede Hånden i Eriks Skulder.

"Nej, men Erik da, at vi skulde denne Vej til ham, netop i Dag!"

Erik Lange standsede, stindede sig mod Stokken og snappede Vejret gennem Tænderne. Skyerne fløj over det rygende Hav og dukkede det dirrende Lys. Ude i Pakhusbugtens yderste Spids skimtedes en Damper, svajende for Anker, kørende omkring med Bagstavnen dybt sænket. Den prøvede at ride Stormen af uden de dyre Havnepenge.

Han vendte Hovedet og så tilbage. Derinde bag de lange Moler, som Skummet i Dag hyllede som i Snefog, rokkede og svingede en Flok af sorte Master. Alle de hjemlige Fartøjer var tyet i Havn. I vældige Trappetrin sank Havnebankerne ned mod Bassinet, med et bitte Hus på hvert Trin, deres eget øverst, så Havnefogedens, så Assistentens, og nederst, for Bakkernes Fod, Købmandsgården.

At Mennesker kunde bo dér, under Stormen, på Øens Hæld, midt i Havet - -

"Ja," han klemte hendes Hånd, "nu må vi jo lære vor Ø at kende."

"Jamen -" hun så på ham, "fordi de tog den Plan fra dig, så -"

"Den Plan - den var min eneste, mit Arbejde på den al den Indsats, jeg kunde give i min Videnskab, til Menneskehedens Bedste. Nu blev den jo til Virkelighed. Nu må jeg søge Hjælp for mig selv."

"Ja, kom så," hun knugede til om hans Skulder, "så løber vi om vor Ø!"

"Nåh -" de svajede helt rundt, her hvor de stod, støttede mod hinanden, "det tror jeg dog, vilde blive for drøjt - at løbe en Tredjedel Kvadratmil i den Storm!"

"Tænk, er det ikke mere - og her er vi ganske ene i Havet," hun gøs ind mod ham, "med syv Mil til Jylland, med syv Mil til Sverrig -"

"Med otte til nærmeste Søsterø og ti til Sjælland," smilte han, "kom nu, mit Barn"

Og de amplede videre frem. Forude rejste

52

Brændingen en mægtig Liljekalk om det gamle Vrags sorte Spanter og krumme, rustrøde Søm.

"Tænk, at det har stået mod sådanne Storme i næsten hundrede År - så dybt har Havet en Gang hamret det ned."

"Ja," han nikkede med et vagt Smil, "hvad der kommer til denne Kyst, det bliver."

De drejede nu ind under Sønderbjærgs Fod. Det sorte Bjærg steg over dem med bitte. Enebærbuske, klamret fast i deres Fald som Pindsvin, mens Signalmasten højst oppe rykkede i sine hejste Stormkurve.

"Se Erik, Agnetes Kors"

Foran dem, dér hvor Vestervejen fra Byen smuttede ned mellem de marehalmsbølgende og sandfygende Klitter om Redningsvæsnets lille Telefonskur, stod Korset på sin kisteformede Klit, to Gange mandshøjt, med sorte, spilte Arme mod Ørkenens knygende Mørke. Det knagede i de svære Planker med de rustne Jærnbeslag.

"Kender Du Agnete Vendelins Historie?" spurgte Ellen.

"Nej, jeg véd kun, hun var Præsten Tangs Hustru, og at hun druknede her i Havet, da hun vilde redde et Barn."

"Så må Clemens Bek fortælle os om hende. Tænk, at han kan gøre os hjemme på Øen, så vi kan kende den for hvert Skridt - som han har kendt hvert Menneske på den i de sidste halvtredsindstyve År."

Erik Lange nikkede. "Ja, og at han kan gøre os hjemme i os selv, han, som fandt Verden i sig selv og øen."

Nu dukkede Byen op derinde, det lave, hvide Kirketårn, de lange, strå- og tangtækte Huse krøben sammen under Kirkebjærg og Byens Bakke. Yderst, i Ørkenens Rand, lå Prinsens Kapel med den lergrå Mur om hans og de fattige Fiskeres og de druknede Fremmedes Grave.

Foran dem, hyllet i en Tåge af Sandfog, hældede Beks Hus under sit Tangtag, tungere end vanligt, som bar det hele Havets og Stormens Vrede på sin Ryg og dukkede sig ydmygt mellem de gule, knitrende Graner. -

"laften vil der spørges Stranding," nikkede den 53 Gamle alvorligt mod dem, da de trådte ind i den lille, lune Stue, hvor Lyngilden buldrede i Lerovnen og spruttede Aske ud over Gulvet.

"Tror De?"

"Jeg frygter det. Ak, Hr Doktor, i sådan en Storm vågner der så mange Minder i mig, våde, frygtelige Minder, fra Tiden før Redningsvæsnet kom, da de måtte gå ud i deres almindelige, åbne Både og blev slåede tilbage, Gang på Gang, og selv gik under, eller hjælpeløse måtte stå og se de andre omkomme derude."

Ellen og Erik så på hinanden. De havde endnu meget at lære om det, at bo på en Ø. De havde lidet husket på den Frugt af Stormen, kun tænkt på sig selv, ene her midt i Havet, ikke på dem, der drev derude, langt mere ene, for hvem denne lille Plet Jord var Frelsen - og Fortabelsen.

Milevidt ud om sig strakte Øen jo sine Stenarme, sine Rev i øst og Nord og Vest. De havde hørt det, at denne Ø her i det nordiske Hav frygtedes af Søfarende Jorden over. Men i de to År, de havde boet her, havde der kun været én Stranding, hvor alle Mand blev reddede Erik var blevet kaldt til en af dem, en Russer, der havde fået sin Skulder og Hofte læderet, men - hvad kom Øen ham den Gang ved?

Men hvor mange Patienter kunde han ikke vente sig, når Havet sendte ham Forøgelse?

"I det sidste Tiår af sidste Århundrede," sagde Clemens, "var her over tredive Strandinger. Da skulde De se Øens Folk! Jeg tror, De vilde ønske at være en af deres, og forstå min og Jomfru Camraths Længsel efter at kaldes hjemmehørende."

Han smilte, og Erik Lange nikkede til ham.

"Men nu må De fortælle os videre om Eberhard. Sebastian," bad han og skubbede Simestolen til rette for Ellen, "om hans Komme til København."

"Jeg er sær urolig i Dag," sagde gamle Clemens og flyttede de magre, blåårede Hænder over Tæppet, "jeg kender det på mig, jeg tager ikke fejl! Jeg har levet for længe her på øen, til ikke at vide, når Ulykken kommer til dens Bred! Men vil De høre på mig, vil 54 jeg gærne fortælle indtil - ja indtil vi måske bliver afbrudt -"

Den Gamle blev siddende op, med Puderne skudt sammen bag Ryggen og så ud af Vinduet, mod Ørkenen, hvor Sandet fra de dybe Klitkedler rejste sig som lange, vaklende Spøgelser, der jog over de dede Rev og Flintesmedjer, faldt, rejste sig ravende og jog videre. Stundum, i enkelte Solblink, dukkede Fyrtårnet frem, kridhvidt, og forsvandt igen. Spøgelserne ilte ud til Ringdans om Øens yderste Menneskebolig, ud at slukke dets vejledende Lys, ud at spejde fra dets Odde efter Rov.

Drønet fra Havet stod om Hytten. De skrøbelige Mure sukkede som i gamle Støn, Lugen oppe på Loftet klaprede som varskoende Råb. Men Uret gik og gik, trofast og taktfast, uden Viden om den korte Angst, fuldendende sin Vandring mod Evigheden.

Bek famlede omkring sig, hvileløst: "Nej, nej, jeg kan ikke - De må have mig undskyldt og ikke være vred - men jeg kan ikke fortælle i Dag. Jeg aner ondt. Jeg aner en Nød i Havet her udenfor. Hør dog, hvor det stormer!"

"Vist stormer det," sagde Erik Lange, han rejste sig og gik hen til det østre Vindve, hvor Sandfoget ruskede forbi og haglede mod Ruden, mens Lufttrykket pressede Røgen og Flammerne mod Ovnlågen, og Havets tunge Bulder voxede op over Taget, "men det har dog stormet ligeså hårdt de to andre Efterår, vi har været her på Øen, og da er dog ingen Stranding sket. Derimod den stille, tågede Nat -"

"Det er ikke heller Vejret," sagde Clemens Bek og rystede på Hovedet, med de store, blege Øjne mod Ruden, "men - når man har levet så længe som jeg, her midt i Havet, så får man det i Legemet som Forudanen, som Dyrene får det, at nu har det ondt for mod andre. Jacobus Uz - ja, se nu véd De ikke, hvem han var, og mange af de Unge her véd det heller knap, og en Gang var det Navn dog det samme som Øens - han kunde have købt os alle, og Prinsen med, ved sine Penge, og han havde købt os ved sit Liv iblandt os - han mærkede det altid, når en Stranding var nær, og han led overmåde ved det: "For lå vi ikke 55 her og truede Sejlerne, slap de jo stolt over Havet. Men for at denne arme Bred kan bære os oppe, skal de lykkelige Strandes Børn omkomme." Og han forbandede Øen og os. Jacobus Uz var ikke født til at leve her, må De tro, og dog måtte han blive her til sin sidste Time. Og ved Strandingerne så han jo, hvorledes det Hav, der havde lukket ham ude fra den Verden, der skulde have været hans Gærning og hans Liv, nu kastede dem derude fra som døde op på hans Ø. Og han gemte sit Hoved og rystede af Gru for Havet, han måtte se og høre hver Dag, hvor han så stod og gik. Nu sover Jacobus Uz deroppe på Kirkegården mellem alle dem, fra hvem Havet tog Livet som fra ham, alle dem fra Syd og Nord, men jeg skulde tænke, han mærker endnu, når Havet viser sit Sind og sin Magt, ja både han og dem omkring ham, der en Gang hjemfaldt som han . . . Nå," han rystede på Hovedet, "jeg fantaserer nok! Men tro mig: Jacobus Uz's Uro smittede mig, da jeg som helt ung nede i hans fædrene Gård, hvor nu Havnen og Lægeboligen ligger, så ham løbe rundt i de store, mørke Stuer og løfte de lange Arme og de blide Øjne anråbende mod de tunge Bjælkelofter og krumme sin pukkelryggede Dværgeskikkelse i Vånde. Jeg véd jo, det var hans syge Sind, der foer vild, vi har jo ikke selv lagt vor Ø her i Havet - ak jeg tror, ingen havde gjort det! - vi kan ikke for dens Rev og Revler, vi er jo vel netop sat her for at hjælpe, hvor vi kan, for at rejse vore svage Hænder mod Havet og kæmpe med det om vore Brødre eller i det mindste gemme dem mildt i denne lille Plet Jord her midt i det menneskefjendske Dyb. Men hvor ofte er jeg ikke, især i tidligere Dage, før Menneskene lærte bedre at møde sin Fjende, før Fyrskibet og Redningsvæsnet kom, vågnet midt om Natten, med Klabautermandens Hånd på mit Hjærte, eller har derhenne i min lille Skole, under Bibeloverhøringen, mærket hans Klamhed bag mig og hørt det dryppe på Gulvet, og da følt mig skyldig som Jacobus Uz, her hvor jeg lå eller sad så trygt i Læ. Ak, Hr. Lange og Fru Ellen, Havet er frygteligt, frygteligt - uoverstigeligt og bundløst, giver aldrig, aldrig igen!"

56

Den Gamle bøjede sig frem i Sengen. Med sine langt udrakte Arme og det hvide Hår rejst i en Bølge om Hovedet så han, i sine Dyner, i det halvmørke Rum, selv ud som en Druknende, et Havets Rov, der rejste sig af Undergangen med sin Klage og varslede om mere Nød.

I det samme jog det gennem dem. Kirkeklokken inde i Byen faldt ind mod Stormen i korte, jagende Klemt, slugtes i Hav-Dønnet, vejredes hen og stred sig frem påny som en Klokkebøje.

"Dér! dér har vi det!" Clemens rakte bægge Arme mod Loftet.

Yderdøren reves op. Jomfru Camrath fløj midt ind på Gulvet, med Hænderne om Hovedet og Skørterne flyvende om Benene. Stormen fyldte Huset, så Køkkendøren sprang, og Ruderne klirrede.

Erik Lange kastede sig mod Døren og tvang den i.

"Jomfru Camrath - hvor er det? hvor?" råbte Bek.

"På Stensøre!" jamrede hun, "å, Gud være os alle nådig!"

Der blev et Øjebliks Stilhed i Stuen. De hørte kun Klokken kæmpe og kæmpe som en Bøje over Stormen, dukke under og kime sig frem igen.

"Greis Terner så det og fløj strax til Telefonskuret og fik ringet op. Det er en stor Skonnert, mener de."

"Dér er de allerede - Herren velsigne dem!" Bek pegede med rystende Hånd mod Østruden.

Som et Uvejrssyn under den sorte, susende Skyhimmel, båret lydløst gennem Stormen, fløj Redningsmandskabet forbi, de otte stejlende Kæmpeheste, den brandrøde Redningsbåd, de elve løbende Fiskere med Reb og Raketter og Redningsbælter og Lygter. Så stormede kun Sandet bagefter dem.

"Ak, ak Herre!" klagede Clemens Bek, "så ofte, så ofte jeg har set det! især om Natten, når Stilheden pludselig brister, og Skriget står over Øen: "Skib! Skib! på Nordvestrev, på Østerrev, på Stensøre!" Og så mange Kister jeg har fulgt til Ro!"

"Kære Hr. Bek," Erik Lange bøjede sig skælvende over ham, "nu må De ikke tage Dem det så nær. De er jo selv Patient."

57

"Tage det nær - ak Hr. Lange, kan De lade det være?"

Erik Lange rystede på Hovedet og så hen på Ellen. Hun støttede sig åndeløs mod Vinduet, med Lommetørklædet mod Munden og Hånden på det bølgende, venstre Bryst.

Men Jomfru Camrath stod stille, midt på Gulvet, med bøjet Hoved og foldede Hænder, og bad, tyst og indtrængende.

Den Nat, da Erik Lange og Ellen, gennem Bakkernes Læ i Kæret, havde kæmpet sig hjem til deres Bolig, og de lå dér, tavse, Side om Side, og med åbne Øjne lyttede til Havets og Stormens sludende Rasen over sig og følte sig hjemme som aldrig før på denne Ø, voldgivne og hjælpeløse, fulde af Tak mod denne ringe Stenhob og fulde af hin Jacobus Uz's Nød, den, gamle Bek havde talt om, kimede Telefonen pludselig som en Pil gennem Stormen.

Erik tumlede op og famlede derind gennem Mørket, og Ellen lyttede på Sengekanten, med Tæppet angst svøbt om sig.

I Stormens iskolde Rusk gennem Huset, der fik Lyset til at flakke, og i det uophørlige Havbulder dernede kom Ordene til hende:

"Ja, ja, strax! I fik dem i Land - alle? å, kun fem! å, og de - Ja, Kaptejnen? Begge Benene? Ja, ja, jeg kommer strax! Har han hængt derude i otte Timer, siger De? Ja, ja, nu er jeg der!"

Klokken kimede af, og Erik kom løbende ind til hende.

"A Erik," hun brast i Gråd i Tæpperne, "tænk på dem derude! Dér har de hængt midt i Havet og stridt i otte Timer, lige her udenfor, mens vi - - og kun fem kom i Land!"

Men Erik Lange rev Instrumenterne og Forbindstasken til sig fra Glasskabet og vendte sig hurtig om mod hende i det gule, flagrende Lys.

"Ja, i otte Timer kæmpede Redningsmandskabet, blev slået tilbage Gang på Gang og kæmpede sig atter ud. 58 mens de så dem falde derude fra Masterne, Mand efter Mand, og slås i Havet som Fluer, til kun de fem var tilbage, og de nåede dem. Nu har de gjort deres Pligt, nu skal jeg gøre min, for, Ellen, nu føler jeg det, jeg har en Pligt her på Øen."

59

ANDET KAPITEL

ERIK OG ELLEN dukkede frem i Vejskåret i Byens Bakke.

Ørkenen grånede som et Dyreskind slynget rundt omkring de grønne Brinker. Himlen sitrede disblå derude.

"Skulde man ikke tro, vi var i August?" Ellen løsnede, forpustet i det dybe Sand, Kåben, "tænk, at det er samme Ø som for to Døgn siden!"

De vendte sig og så tilbage over Kæret. Solgrønt lå det dernede, som et Bøgeblad, med Dammens lille Dugdråbe, mellem de langstrakte, tungt bølgede Banker. Vejstriben slyngede sig, hvid og tom, op mellem Plantagens fjærne Bjærgfyrtoppe. De hvide Klithøje flimrede som Sølv, og Havets Blå skinnede dybt ovre i Bakkerækkens Dalkløft.

"Her er stille," sagde Ellen og drog Vejret, "som dybt, dybt inde i Fastlandet - eller - som i Bunden af en Blomsterkalk, se selv, Strået rører sig ikke," hun holdt et lille Hjærtegræs op mod den blå Himmel.

Erik Lange nikkede træt. "Men den Ro er dyrekøbt. Hvor længe tør vi nyde den?"

"Ja, stakkels Ven," hun strøg ømt den store, hvide Hånd over hans Pande, "du har også haft en drøj Tur i de tre Døgn."

"Å - om det endda måtte endes som Stormen -" nikkede han, ind mod Byen, "men - Kaptejnen - om også det andet Ben går - -"

"Det gør det ikke, Ven, han har lidt nok, og du kom jo til i så god Tid." 60 "Vi får se," mumlede Lange. "Ak, Ellen, hvor er ørkenen skøn i Dag!" han pegede ud over den.

Lodden som Fløjl lå dens bløde, grå Mile for dem, med Enebærbuskenes små Skyggepletter. Let som fortættede Sandbolte tumlede Harerne sig derude, op over Stenrevene og Flyvesandsklitterne og i strakt Løb ud over den endeløse, stenstrøede, lavplettede Flade. Mågerne kreste og fløj helt ud, hvor Fyrtårnet skinnede som en lille, hvid Søjle, det faste Lands Varde. Havets blånende Ring gled ind om hele den gulbrune Slette, endnu skumplettet fra Stormen. Lynaflederne på Redningsstationens tjæresorte Tag blinkede. Muren om Prinsens Kapel smeltede ind i det Grå. Hans Gård og de lave, halmtækte Huse hvilte som trætte Dyr om Kirketårnets tavse Hyrde.

"Her er friskt og rent, som på Jorden før Menneskene kom," åndede Ellen, "men når jeg tænker på alle dem, der gik til Bunds derude -" hun vendte sig og pegede mod Syd, ad Stensøre til.

Fjærnt ude, bag den lange, dunkeltgrønne Bakkerække, skimtedes midt i det solblændende, skumfødende Blå, som bitte, forkullede Svovlstikker, de hældende Master på "Kalifornien".

"Ellen," han gav hendes Hånd et fast Tryk, "vi lever fuldtrøst - endda vi véd ikke hvorlænge. Husker du Jacobus Uz, som én Gang beherskede Øen her, men som nu ingen mere mindes? Så var det, fra Menneskene kom på Jorden."

Hun så på ham. "Hvor trygt du taler om det -"

"Ja - for jeg tror, jeg nåer tilbage til de oprindelige Spor her på Øen," nikkede han. "Men gå du nu ned til gamle Bek, jeg ser ind til Kaptejnen og kommer så efter." -

Heliotroperne, Levkøjerne og Resedaerne duftede i Vindueskarmen, som var de selve Solskinnets Ånde. Uret dikkede højlydt og kastede Solblinket fra sin svingende Pendul over på Væggens blomstrede Tapet. Klapbordets Fyrretræ spejlede rødt de små Lerkopper, der var sat frem om Kaffekandens Damp.

Clemens Bek hvilte i sine Puder og smilte mod Fru Ellen. Jomfru Camrath nejede, halvt med Ryggen til, 61 og dukkede sig dybere over Kandisstykkerne og Sigtebrødet.

"De kommer lige til Kaffe, Frue," nikkede han, "om De vil tage til Takke. Å," han lagde den gennemsigtige Hånd over Panden, "nu har vi atter Ro. Så længe det varer. Det har været frygtelige Dage. Véd De - om nogen af dem er kommen i Land?" han så ængstelig på hende.

"Nej, Skolemester, ingen endnu," sagde en Øbo, der sad henne på Dragkisten ved Køkkendøren, en Kiste med et Kors malet i en Krans af Bloddråber som i en Krans af Roser, "I véd, de kommer sjælden til vor Kyst. De driver op ved Falkenberg i Sverrig, om ikke de går helt til Bunds."

Ellen så på ham.

Han var ret en Type på Øens Folk. Det magre, hvide Ansigt rammedes skævt inde af det ravnsorte Hår. Brynene groede i ét over de mørkebrune Øjne. Munden løb som en Blodstribe gennem det blålige Skæg, der i en Vifte dækkede Hals og Bryst.

Han blinkede mod Lyset og gned de knoklede Hænder i hinanden.

Dette hvide Ansigt, disse hemmelighedsfulde Øjne, stirrede de ikke ud som fra Oldtidens Grotte, varslede de ikke en endeløs, dunkel Saga om dette Folk, én Gang strandet og for altid skilt fra dets Brødre, forladt i Havet og reddet af det som sidste Rest af Landets Urindvånere, der ovre på Fastlandet udryddedes af de nye, indtrængende Stammer, som nu kaldtes Landets Børn? Jo, her på Landets ringeste Del, på dets ensomste og usseligste Ø forvaredes de, rene i Racen, i Havets evige Adskillelse.

Hun lukkede Øjnene, men så for sig Flintesmedjerne derude i Ørkenen, den lange Række af Stenalderens Værksteder, der strakte sig over Øen fra Syd til Nord, som halvttilføgne Kæmpedyrs Knokler. Lød der ensomme Hammerslag derude, af Sten mod Sten? O, hvad var selv Clemens Beks Tid her på øen mod dette Racefolks, mod Uendeligheden forude og bagude? Jo, Erik havde Ret, her fandtes de evige Spor! -

"Ja, jeg er træt," sagde Clemens Bek, efter at Erik 62 var kommet, Kaffen drukket og den Fremmede gået, "træt som Jacobus Uz i sin Tid, når han lå i en Krog af sin store, skumle Stue, rullet sammen i en af de dybe Armstole, han havde arvet efter sine Kæmper af Fædre, udtømt efter Stormens Angst. Nu skinner Solen mildt, og vi glemmer hastigt de Døde, vi, der selv snart skal dø."

"Så tal til os om hine Døde," bad Erik Lange, "at vi kan takke Solen, at den skinner, og Havet, at det nu er roligt og blåt,"

Der svævede et Spindelvæv hen over Ruden, blinkende et Øjeblik.

"Ja, længer er selv det længste Liv, selv den længste Tid ikke," nikkede Clemens Bek, "jeg troede en Gang i min Ungdom, at min Smærte fik aldrig Ende, men se nu - ak ja, længe før nu! Men existerede Døden ikke, havde Menneskene måttet opfinde den - såvel som det evige Liv"

"Kære Doktor Lange og Frue," begyndte han, med Ansigtet vendt mod Rudens Blomster og Sol og med Hænderne foldede over sine Papirer, "hvorledes Eberhard Sebastian Båden nåede helt nede fra Gutach og op til København, fik aldrig nogen at vide. At det må have været en Vandring fuld af Sult og Nød og Møje, kan én jo let tænke sig, når man husker de Tiders Samfærdselsveje og Eberhards lette Pung, og at han aldrig gik nogen forbi, der sad forladt ved Vejen.

Men frem nåede han, og en skummel Aften i November 1829 stod han i Døren til Huset i Pistolstræde med sin Vadsæk og sin Ransel på Skulderen, høj og mørk, med det strenge, tunge Ansigt og de skarpe Øjne under den side Hat, i den langskødede Frakke, den dobbeltknappede Vest, Knæbenklæderne med Stålspænderne og de hjemmestrikkede Strømper.

Pigerne, der var kommet frem i deres Døre, da de hørte Mandstrin, tabte deres Smil og sænkede Hænderne med de støvede Urtekoste, og Værtinden, Madam Gundlachsen, stammede i sit Velkommen og sine Anbefalinger.

Eberhard Sebastians Øjne gled uforstyrret omkring 63 over dem alle - så læssede han den tunge Vadsæk af, for nu var han jo ved Målet, og sagde med sin dybe, tyske Røst de eneste danske Ord, han havde lært sig, om Bord på Smakken fra Eckernförde:

"Jeg er kommet for at hente min Søster Christine."

Alle Ansigterne dér i Døren, alle de fede og blussende og de hulkindede og sminkede gav et Ryk, og Hænderne slap deres klistrede Tag om Dørstolpen.

Søster - alle mindedes de i dette Øjeblik en lille Stue, en Fader, en Broder - og et nu længe glemt Håb om Udfrielse, om én derhjemme fra, som en Dag skulde stå på Tærsklen og sige: "Jeg er kommet for at hente dig."

Eller mindedes de ved Eberhards høje, præstelige Skikkelse Prædikanten eller en anden anselig Mand fra Sognet, de havde nejet for på Hedevejen eller mellem Hækkene, og i hvis Billede de havde tænkt sig den Gud, de læste om i Pontoppidans Forklaring?

Men Værtinden, Madam Gundlachsen, nejede forknyt og sagde: "Er det den tyske Pige, den Herre mener?"

Og Eberhard, der hørte sine Forældres Stemmer og deres hellige Bøger i det tyske Sprog, svarede lidt hæst, at det var den tyske Pige. Og Madam Gundlachsen bad ham da, stadig forknyt, at følge med. Men da så Eberhard stod i det skumle Kammer med de fugtige Vægge, det revnede Loft, med det blomstrede Kattunsforhæng for den uredte Seng og så Christine sidde dér på Dragkisten ved Vinduet, hvor den regnsorte og smudsskjoldede Mur stod lige ind på, da svimlede han for første Gang på sin faste Fod, da brast for første Gang fra hans troende Læber: "Min Gud, min Gud, hvi haver du forladt mig?"

Og han sank sammen på den halte Stol og skjulte sit Ansigt i de store Hænder og græd højt. Ti den Kvinde dér sad, opsvulmet som en Dyne, i blegrød Kjole, med Håret i svedige Totter om Panden, med sløve og grumsede øjne og de fede, ringbesatte Hænder på sine Knæ - hende, forstod han, at han aldrig kunde "hente". Hun vidste intet om Gutach og det lille Hus i Dalen, intet om den Korsfæstede og de Frelstes 64 store, hvide Skare - for hun var ikke mere et Menneske, men et Dyr.

Således havde de tolv År i den store By handlet med lille Christine fra Niederwasser.

Hun rørte sig ikke på sin Kiste, men da hun hørte hans Gråd, begyndte hendes Mundvige at hænge, de svulne Øjenlåg glippede, og lange Tårer randt ned over de sminkede Kinder. Hun græd højt og klukkende som en Høne, rokkede med det tykke Hoved og savlede ned på sit nøgne Bryst med de forgæves skjulte Sår - -

Men i Døren var Madam Gunlachsen og Pigerne stimlet sammen, tæt og tavst. Med de fede Arme overkors og Hagerne sænkede, stod de dér, alle, og trak Vejret pustende og klagende gennem Næserne og rokkede hid og did som en Skare Dyr i Nød, der hører Hyrden komme.

Og da steg Eberhard Sebastian op, høj og stiv, så hans børsteagtige Hår fejede Loftets Spindelvæv Han rakte Hænderne ud og råbte med stærk Røst:

"Herr Gott, dich erbarme!"

Og han sank på Knæ og bad, med Hænderne vredne fast i hinanden, om Frelse for disse ved Jesu blodige Vunder, om Styrke til at lede dem, til at holde ud i dette Hus, til Christine havde forladt det, og dets Sted var ryddet med Jorden.

De græd højt rundt om ham, og Christine snøftede og rokkede på sin Dragkiste. Ti forstod de end intet, fattede de alt.

Madam Gundlachsens Mand var kommet til. Han løftede den lille Paryk og tørrede sig over det svedige Hoved, sukkede beklemt og løsnede en Knap i sin Kalmukkes Vest. -

Således kom Eberhard til Huset iQ Pistolstræde, og dér blev han de følgende treogtyve År, Dag ud, Dag ind, oppe på Kvisten, i et elendigt Rum med Udsigt til Genbohusets smudsigrøde Tag, faldefærdige Skorstene og knækkede Ruder, til en Tagrende, der sprøjtede sit skidne Vand over hans Vindu, til en Strime Himmel, hvor Røg og Skyer altid drev.

Rotterne ude på Loftet tumlede mod hans revnede Dør, de drukne Mandfolks Skrål og Slagsmål med 65 Stoleben og knuste Flasker, Gadesælgernes Råb og om Natten en Stump af Vægterviserne nåede ham.

Høj og stiv sad han ved sin Bordklap foran det lave Vindu, i sin lange, snusbrune Skødefrakke, sin dobbeltknappede Vest, sine knirkende Gamasjer, med det stride Hår ordnet i en Pung i Nakken og skrev sine Korrespondencer for den tyske Købmand eller sine Traktatoversættelser og rettede sine Elevers Stile. Brynene stod stride på hans opadrynkede Pande, to dybe Furer trak sig fra den krogede Næse ned om den store og tørre Mund. Den grove Hud rynkedes læderagtig gul med blålig Skægskygge. Støt skred Gåsefjerspennen frem over de store, blålinierede Ark.

Omkring på Væggenes fugtige Tapet hang hans fromme Billeder og Skriftsprog og Dødsversene over hans Fader og Moder og hans Testemonium fra Halles Universitet, og i Række på den lille Fyrretræskommode stod hans Bøger - alle de, som nu står dér på min Kommode eller hænger over den i Reolen.

Han hørte intet, han så intet. Han skrev kun, troligt og støt.

Og dog undgik ham intet: Kvindernes Fnisen og Støjen med deres Mandfolk, når han, på Vej til sine Lektioner, skred ned ad den knagende Trappe med Staven i Hånden, Mændenes bryske Støjen eller lumske Lusken gennem Strædet om Aftenen, når han kom hjem fra Bibelmødet i de tyske Herrnhutters Sal i Ny Kongensgade - så lidt som Kvindernes bange, fugtige Øjne, deres Hulken og Stønnen Søndag Aften, når Skodderne til Gaden var lukket og Døren stængt for Kunder en Time eller to, således som han ved sin stille, uimodståelige Myndighed havde sat igennem, og han inde i Værtindens Stue udlagde Skriften for dem ved de spruttende Tællelys, der lyste over denne Kres af lyttende og klagende Kvinder med hende, Søster Christine, i Midten, sløvere og dybere sunken end nogen af dem, og med Madam Gundlachsen og den lille, tykke Mand med Parykken fjærnest i Krogens Mørke.

Han læste for dem af Arndts "Paradisets Urtegård", af Bogatzkys "Gyldne Skatkiste", af Rambachs "Passionsbetragtninger" ; han forklarede Skriften for dem, læste den 66 først på Græsk, at de kunde høre "Jesu egen Røst", og oversatte den derefter på sit knudrede Dansk. Han sang for af de Halle'ske Sange, til Freylinghausens Melodier, af "Der andåchtig singende Christenmund" og "Das geistreiche Gesangbuch", eller herrnhuttiske Sår- og Blodsalmer af Zinzendorf og Christian Gregor, "Herrnhuts Asaf".

De forstod ikke det tyske Sprog, men de græd over dets Hjærteklang og bad kun om det, når Eberhard vilde synge for dem af "Flensborger Salmebog" eller "Troens rare Klenodie".

Han løftede sit magre og dystre Ansigt mod det lave Loft og bad med hårdt knugede Hænder for sin Menighed, bad om Jesu fornyede Korsfæstelse for hver én af disse, bad ham om at opløfte dem i hvide Klædebon som sine udkårne Brude.

Nogle af Pigerne fik han virkelig rejst, de forlod Huset og kom ud i den borgerlige Verden igen, Men hende, for hvis Skyld han havde draget den lange Vej, kunde intet frelse. Hun var bundet til sin Gærning som et Dyr til sit Åg.

Hun sukkede, blot han så på hende, men fatte hans Ord, endsige følge dem, kunde hun ikke. Hun hulkede, når hun så de hellige Billeder og Forældrenes Gravvers på hans Vægge; hun gispede, når han lagde Hånden besværgende på hende og talte til hende om Gud Herrens Straffedom og om den Fristens Tid, intet Menneske måtte være overhørig, om hin terminus peremptorius salutis, hvorefter den evige Fordømmelse kom. Hun græd af alle Sluser, når han inderligen og sagtelig mindede hende om Gutach og Fyrreskovene og det blomstrende Kirsebærtræ for Døren og Valnøddens æbleduftende Skygge eller Feierabendfeisens høje Alter over Skovene.

Men havde han en Dag ført hende med sig bort fra Huset og søgt dem et nyt Logis eller Skibslejlighed til Kiel, da smuttede hun fra ham, inden han vendte sig om, og efter et langt Suk skred han bagefter hende, tung og stiv ved sin Stok. Til han opgav det Hele, gav hendes og sit Liv og evige Frelse over i Herrens Hænder, bøjede sit Hoved og blev i Skøgernes Hus i 67 Pistolstræde, at stande hende hos, når Herrens Time kom, når Forløsningen stundede, og Sjælens hvide Due atter kom til Syne over Syndens dybe Morads. Ti han troede ikke mer på hin terminus, de havde lært ham ved Halles Universitet; han kunde ikke tro den, han havde sluppet den efter svære Kampe, efter megen Gru for at han blødagtigen skød sit eget brændende Hjærte ind i Guds Rådslagning. Efter mange Knæfald for den ukrænkelige Gud havde han øjnet den blodige Helt, der sprængte Helvedes Porte, der besøgte selv de Fordømtes Mørke, endsige de Nulevende, om hvem Håbet aldrig kunde blive om, for hvem ingen terminus salutis gives.

Og på sit Kammer, på det nøgne og kolde Gulv, med Panden mod den hårde Sengekant, mens Søsterens og de andre Kvinders drukne Latter og Mændenes gejle Skrig klukkede og skingrede op til ham, lå han de lange Vinternætter og stred med sin Gud, stred sig fra hans Kjortelsøm op til hans Knæ, op i hans Skød, ind i hans Hjærte, at frelse sin Søster, hans Forældres Barn, den lille Christine - ikke for dette Liv, hvis sidste Bærmedråbe snart var tømt, men for det nye, hvor alt skal fornyes og dugges i Evigheds Bad. Først ud på Morgenstunden, når der omsider var blevet stille dernede, sank han, gysende og stiv, hen i et kort Blund, hvorunder Forældrene viste sig for ham, Hånd i Hånd, hvide, men ranke, som når de Søndag Morgen trådte ud over Tærsklen til Sommerens Gudstjeneste under Valnøddekronerne.

I en Krans af Hjemlandets Skove stod de og lovede ham snarlig Løn, om han holdt ud, og vinkede ham Farvel og forsvandt.

Men - for de Salige er jo tusinde År kun én Dag, og Tiden blev ikke kort, men lang, og Eberhard måtte stadig bo i Skøgernes Hus i Pistolstræde.

Men da sendtes der ham en Medhjælp, en lille Broder i Kampen for at frelse Søsteren, ja alle Søstrene og lede deres Gang til Faderhuset - en lille Solstråle ind i det solløse Kammer, et mildt Bud fra Herren, at han så hans Kamp og ikke havde glemt ham.

Et Barn kom til ham, et Barn fødtes dér i Huset, hvor Herrens Forbandelse og Velsignelse over Menne

68

skeparrene var glemt, og Dyret derfor herskede. Et Barn græd dér i Skøgernes Hus og udrettede derved, hvad Eberhard Sebastian Båden aldrig havde kunnet: stjal Frelsens Dør på Klem,

Og jeg var ved Guds Forsyn og så ganske ufortjent dette Barn."

Han tav et Øjeblik, og hans Ansigt fik atter hint strenge og ophøjede Udtryk. Så nikkede han og fortsatte:

"En Aften kom en af Pigerne i Pistolstræde hjem med en fremmed Kvinde. Det var en mørk og sludfuld Aften i November, Niårsdagen for Eberhards Komme til Huset. Vandet drev af den Fremmedes Dragt, og hun vaklede som en Beruset. Pigerne stimlede sammen om hende, og i det urolige Skær fra et Lys, som Madam Gundlachsen holdt i Vejret, så de, at den nye var helt ung og, hvad der undrede dem mere, at hendes Klæder, tilstænkede af Gadesnavs og forrevne, var af fint Stof, og at både hendes Ansigt og hendes Hænder, hvide og feberrystende, vidnede, at hun ikke var en af deres, men en Kvinde af de højere Stænder.

Men da nu Pigen, der havde ført hende hjem til Huset, nænsomt tog den våde Kåbe af hende, gav de alle et dæmpet Suk. Ti da de så hendes Figur, forstod de, hvorledes hun var kommet her.

"Jeg tog hende med," sagde Pigen lavt, "jeg fandt hende nede ved Havnen, hvor hun var krøbet ned ad Trapperne til Bådelejet og sad og så på Vandet. Hun er en Præstedatter."

Madam Gundlachsen gned sig over Næsen; så nikkede hun langsomt og ligesom mod sin Vilje.

"Ja, ja, så får vi vel gi' hende Husly, indtil videre. Sådan en Aften jager en Kristensjæl da ikke en Pige i hendes Tilstand på Gaden. Etatsråden må forlade det."

Men Christine, der som sædvanlig havde rokket frem og tilbage længst inde i Mørket bag de andre, på sin Dragkiste, Christine standsede med Et sin Gyngen hid og did, da Pigen førte den Fremmede ved Hånden forbi hende og op mod Trappen til sit Kammer. Hun standsede og stirrede med runde Øjne på hende, rejste sig 69 halvt op og så efter hende, med stivere og stivere Blikke, og gav så et Kluk og begyndte at hulke og vugge frem og tilbage, mens Tårerne løb hende ned ad de blanke, fede Kinder.

En Uge efter fødtes jeg dér i Skøgens lille Kammer, inderst inde i den mørke Gang.

Alle Kvinderne flokkedes udenfor Døren og lyttede med tilbageholdt Åndedræt og foldede Hænder til Skrigene derinde. Nogle stirrede bort over deres Sidemænd, som så de ikke dem, men noget fjærnt, fjærnt borte, og vred uvilkårligt deres Underliv og stønnede svagt. Andre skottede til hinanden, gemte de våde Øjne og vred Hænderne hårdt. Men alle svajede de, i Takt til Skrigene, hid og did under deres egne Skygger, der fra den lille Lygte på Gulvet bølgede over det revnede Loft som en bristende Uvejrssky, og deres Ansigter var så blege som dødes.

Da Eberhard Sebastian pludselig trådte ind ad Døren, tung af Regnen, troede han, de stod dér og lyttede til en Præken.

Men da greb to Hænder om hans Frakkes lange Skøde, og da han så ned, mødte han Christines Øjne dernede, skinnende og vilde:

"Eberhard, Eberhard," stønnede hun og vred sig helt ned mod Gulvet, "Eberhard, du må sørge for, de denne Gang ikke tager ham fra mig!" Og hun talte pludselig sin Hjemstavns Dialekt igen.

Men da bøjede Eberhard sig rystende over hende med udbredte Arme og råbte:

"Min Gud, min Gud, har du bønhørt mig omsider!"

Men nu standsede Skrigene derinde, og lidt efter åbnede Madam Gundlachsen Døren.

Alle Øjne fløj imod hende, og hun tørrede sit ophedede Ansigt og sagde:

"Ja. Barnet lever, en Dreng - men Moderen er død."

Da sank hele den mørke Klynge af Hoveder derhenne sammen, en hæs Mumlen bad:

"Må vi se dem? Må vi se dem?"

Madam Gundlachsen tøvede lidt, så nikkede hun højtideligt, og to og to dukkede de ind gennem den mørke Dørramme til det oplyste Rum dér for Enden af Gangen.

70

Men Christine rejste sig ravende med udstrakte Arme:

"Før mig til ham, Eberhard, før mig til ham, at jeg kan lægge ham ved mit Bryst!"

Eberhard ledte hende frem og derind.

De forpjuskede Hoveder duvede op og ned, de skælvende Hænder rakte sig ud og veg famlende tilbage. Madam Gundlachsen holdt i sin hævede Højre Lyset, så dets Skær flakkede hen over den mørke, urolige Gruppe, det hvide Leje og det fattige Kammer.

Og mens Eberhard mærkede i sin Hånd Christines, der var blevet som levende igen, men rystede febersyg, løftede han Øjnene til Himlen og bad den tilgive ham, at han et Øjeblik mindedes en anden Fødsel i et andet fattigt Rum, mellem Arme og Fattige, en Gang for længe, længe siden - - -

Christine døde denne Nat, men Eberhard lagde i den sidste Stund det nyfødte, moderløse Barn i hendes Arme, og hun døde i et strålende Smil og en salig Nynnen, en Nynnen af den gamle, hellige Vuggesang, deres Moder havde sunget over dem i det lille Hus i Gutach i Schwarzwald, Vuggen, hvorpå der stod: Memento mori.

Og Eberhard, der høj og stiv havde stået over hendes Leje og med stærk Røst sunget "de Halle'ske Sange," sank sammen ved Hovedgærdet, fik hendes sidste, lykkelige Blik, trykkede hendes Øjne til, skød Moderens Salmebog, Joachim Neanders "Glaub- und Liebes-Ubung," ind under hendes Hage og beskuede hendes Åsyn i det svage Skær fra den lille, svømmende Tande i Oliekruset og så, at det smilte som hendes Barneansigt i Lyseklynens Skær, når Fader Theobald læste højt af den hellige Skrift.

Han kyssede hendes Hånd og hviskede: "Schlafe wohl, du Dulderin ohne Gleichen!"

Men opløftede sine Øjne og priste hende, hvem det undtes, ved at fylde mere end sin egen Lidelse, at sone mere end sin egen Skyld.

Christines Fald lå fjærnt; Gud Herren havde slettet hendes Skyld med hendes Forstand. De sidste sexten År havde hun ene været hans Korsdragerinde for al Verdens Synd, hans stumme og sårfyldte Vidne.

71

Eberhard foldede sine Hænder om hendes Hånd og bad, at hans Endeligt måtte blive skyldfrit og forsonet som hans Søsters, Skøgens, og sænkede Panden i et dybt Suk mod Sengekanten, et Suk af Tak og Træthed, og smilte som et Barn i Drømme mod Suset af sit Hjemlands Fyrreskove, der nu kom ham så nær, ved Synet af Kirsebærtræets hvide, blomstrende Krone foran Husets Græstørvstag, ved Synet af "der Herrgottswinkel" derinde, dér hvor han nu skulde hjem og erstatte de længst visnede Blomster med friske og gemme sig i deres Duft Resten af sit Liv ....

Da han vaktes af en let og fugtig Hånd på sin Pande og så ind i et rødt og rimpet Ansigt med en savlende Mund og blå Øjensprækker.

Hans stride, sorte Bryn rynkede sig - langsomt, rystende lagde han den store og stive Hånd hen over Barnet. "I Guds Navn," mumlede han, "i Guds Navn!" og han turde ikke være den Gud ulydig, der ved denne Barnehånd havde ledet Christine hjem til sin Bolig.

Visselig, store Ting måtte Gud have bestemt med dette Barn, der alt i sin Fødsel havde været ham så underfuldt et Redskab!

Og Eberhard svor at blive hans Kristoforus over Verdensstrømmen.

Men Herren havde endnu én Bestemmelse med ham.

Ti da han steg ned fra sit Kammer på Loftet med Barnet i den ene Arm og på den anden sin Ransel og sin gamle Vadsæk, der i de ni År siden hans Ankomst herind, havde sovet uforstyrret i sin Krog - at forlade dette Hus og gå ud i Byen at jsøge sig og Barnet et nyt Logis, til den Lille, om et År eller to, var voxet så stor, at han kunde bære ham med sig hjem til Würtemberg og Båden, til "Guds Øjesten" og det fromme Folk i Skovene - da fandt han Skøgernes Stimmel, som en stum og skælvende Mur nede foran Trappen og Døren ud.

Da han så dem dér, flokket med bønlige og angstfulde Miner, men uden ét Ord, ramtes han i sit Hjærte og forstod, at han aldrig skulde sætte sin Fod over sine Fædres Tærskel, at hin Dør under Kirsebærtræet for 72 evigt skulde være lukt, at det var hans Lod, som Christines, at dø i det Fremmede.

Og han sank ned for Foden af Trappen, med Ansigtet i sine Hænder, og stred med Gud, men rejste sig med Sejren i sit Ansigt og udrakte Hænder:

"I har Ret! alle er I mine Søstre, som hun der døde! Barnet fødtes i dette Hus til Eders Frelse som til hendes. Ikke har jeg Lov at bortføre ham. Bær min Sæk op på Kammeret igen og stil en anden Seng derind. Barnet og jeg bliver her, hvor Gud Herren satte os. Hans Vilje ske, nu som altid! Lobe den Herrn!" -

Christine og min Moder blev begravet på de Fattiges Kirkegård på én og samme Dag Skøgerne skillingede sammen og rejste et fælles Kors, et Søskendekors af Træ på deres Grave.

Om min Moder vidste de intet andet, end hvad hun havde betroet Pigen, der ledte hende fra Kanalen til dette Hus: at hun var en Præstedatter fra Sjælland, at en fornem Herre havde været hendes Elsker og forladt hende, at hendes Fader havde udjaget hende, og hun havde søgt sin Elskers Spor her til København, men at hun var blevet afvist ved hans Dør, endda hun i et Brev hjemmefra havde meddelt ham alt, om sin Tilstand og sin Faders Hårdhed. Men hvem han eller hendes Fader var, vilde hun ikke sige.

"Min Fader kaldte mig uværdig til mit Navn, og han fandt mig ikke værdig til sit. Søg ikke efter dem! Lad Gud selv en Gang give mit Barn dets Navn og dets Ret - om jeg ikke har forspildt den for os bægge," sagde hun. Og Feberen tog hende, og hun havde intet Navn mer behov.

Men Eberhard døbte Barnet Benedict Clemens Bek. Ti Bek hed Pigen, der ledte hans Moder hid, og til Velsignelse var han sendt af Herren, og mild var han som Guds Vilje med ham.

Og Eberhard holdt sig Moderens Vilje efterrettelig og søgte ikke efter Faderen eller Elskeren, og ingen meldte sig. I Guds Hånd beroede Sagen.

Og Benedict voxede op i Skøgernes Hus i Pistolstræde, på Kvisten hos Eberhard Sebastian Båden. - 73 "Menneskets sande Hjerte-Spejl" stod støttet mod Ruden, og Benedict sad på Eberhards Knæ og stavede sig frem.

Udenfor Vinduet hoppede en Spurv om i Tagrenden og kvidrede. Den var slet ikke bange for Benedict eller Eberhard; den havde sin Rede henne ved Nedløbsrenden. Der var Unger i Reden, som den bragte Føden. Det var Forår nu.

Benedict drejede Hovedet for at se Ungerne gabe mod Brødkrummen, Moderen bragte; men Eberhards Hånd tog lempeligt om hans Nakke og vendte hans Ansigt mod Bogen.

Dér vandrede Hjærtet svimlende hen over en spinkel Streng mellem to øde Klipper med Granstumper på; dér lå det begravet i gyldne Skillinger, og dér var det fyldt af Flasker og Glas eller af et Damebillede i en grøn Krans. Dér krøb det på Jorden på en Snegls Ryg, men dér fløj det til Himmels med hvide, spændte Vinger.

Eberhard havde Ret: der var mere at se i Bogen end ude i Tagrenden. Og Gud vilde, at Benedict skulde læse i den. Bare Spurveungerne ikke vilde kvidre så højt, eller Solen skinne så rødt på Tagstenene derovre, hvor den gamle Jomfru Lieblein havde sat sine Blomster ud til Foråret . .

Men nu lød Eberhards dybe Røst, og Benedict bøjede Hovedet under hans tunge Hånd, som var Guds egen . . .

Men en Gang tog Eberhard ham med ud, hvor Himlen var så dyb og blå, at Benedict faldt ned i Græsset og gemte sit Ansigt dér og atter løftede det for Duften af Saften og Jorden og gemte det ind mod Eberhards sorte Vest og bad at komme hjem til Stuen og Bøgerne.

Og Eberhard nikkede og løftede ham op på sin Arm og bar ham hjem, og han sad dér, med Ansigtet skjult mod hans Skulder og rystede af Angst for det forfærdelige Rum over hans Hoved, der var så uhyre og blåt og tomt og levende af Fugle og Vinde. Og han vovede først at se op, da han hørte Døren gå i bag dem.

Og da løb han strax hen og greb om "Hjærtebogen" og så taknemmelig op mod det tunge, lave Loft.

Eberhard havde sat sig på sin Rejsekiste med Krucifixet i Kransen af de røde Bloddråber og med de lange 74 Inskriptioner på grønne Bånd, og lagde Hænderne over sine Øjne og mumlede:

"Nej, nej, du har Ret, Benedict! Derude hører vi ikke til, i det fremmede Land."

Men om Natten drømte Benedict, at han var under den blå Himmel, men sprang der så let igennem Græsset, som Spurvene fløj - og vågnede med våde Kinder, men turde dog aldrig bede Eberhard om at komme derud igen.

Han kaldte ham aldrig andet end Eberhard, og Eberhard aldrig ham andet end Benedict. Fader, det var Gud, og Sønnen Jesus. Og Eberhard og han var Faderens og Sønnens Tjenere.

Menneskene, det var de hvide Kvinder nedenunder, der råbte og støjede sådan hele Ugen igennem, langt ud på Natten, så Benedict foer op af Søvne med Skrig om Hjælp, men altid atter faldt til Ro under Eberhards Hånd, der lagde sig så stumt og blidt over hans Pande. Men som om Søndagene, når Eberhard og han kom ned til dem med Salmebøgerne og Biblen, sad og gemte Ansigtet i Hænderne.

Eberhard og Benedict tog Plads øverst ved det lange Bord, ved den tændte Olielampe, og Eberhard holdt den åbne Bog i Hånden og talte til dem i deres eget Sprog, det som Benedict ikke forstod. Men siden, når han sang for dem, var det på hans og Benedicts, og da græd Kvinderne altid mest, for det var Guds eget Sprog.

Og de steg atter op ad den stejle Trappe til deres Kvist, helt oppe under Stjærnerne, og lidt efter larmede og tumlede Kvinderne igen dernede. Men oppe hos dem var der roligt. Spurvene kvidrede ikke mere i Tagrenden, for det var Vinter nu. Men det var Søndagaften, og når de havde tømt den lille Jærnbakke med Mad og drukket deres Mælk, fortalte Eberhard, med Hænderne foldet over Klapbordet.

Benedict lå på Knæ på Stolen ved Siden af og stirrede ham ind i Ansigtet og lyttede. De to Lys, der brændte til Ære for Helligaftenen, spejlede sig i Ruden. Væggenes skrå Skygger hang om dem som sorte Vinger. Stundum glimtede en enkelt Stjærne ind til dem.

75

Lange Hyl brølte op fra Gyden og Stuerne dernede, men de hørte det ikke.

De var bægge langt borte, dybt nede i Eberhards Hjem, i Schwarzwald eller silvae nigrae, som Eberhard sagde med sin højtidelige Stemme.

Benedict så uhyre, sorte Fyrreskove, hvorover Kulsviernes Røg steg; han gik, som Eberhard havde gjort som lille Hyrdedreng, til Halsen i Lyng, så kun hans spidse Hue stak frem, Time efter Time oppe i Højsletterne efter det klokkeklemtende Kvæg. Ikke et levende Liv var at øjne de utallige Mile - kun de kulsorte Skove, kun de stigende Røgsøjler. Vinden drog forbi hans Øre, enstonig, langt borte fra.

Stundum kom han efter Kvæget hen over en af Højdevejene fra Basel til Pforzheim eller til og fra en af de Schwarzwalds andre Byer, vandrende Handelsmænd havde fortalt dem om, men som han og hans aldrig havde set. De små Stenskruer lå hen gennem Lyngen og Enebærkrattet og tegnede Vejen for de ensomt slyngede Hjulspor.

Her satte han sig og ventede så længe, han kunde for Klokkekøerne.

Han spejdede ud mod Øst og Vest, så langt han kunde skimte de grå og sammensunkne Varder; han så på de nedtrådte, gule Fodspor. Men intet Menneske viste sig. Fyrreskovene stod stumme og sorte om Lyngødet, og han åndede den svale og dunkle Højsletteluft så stille, som var han bange for at forstyrre.

En svag Lugt af brændt Træ drev mod hans Ansigt, og han rejste sig og fulgte vejrende Lugten, med Køerne foran sig, til han inde på et Rydningsland kom til et Par Bønder, der brændte Skov af, og længe stod og så på Risknipperne, der røg over det sortsvedne Jord som Dværges små Kaffekedler. Eller han nåede ind til en Kulmile, hvor en ensom Mand sad med Hånden under Hagen og grundede i den hvide Tjærerøg fra det sorte Bjærg. I et pludseligt Bulder rejste Urhanen sig med sine Høns - langt borte bragede det i Skoven af løbende Vildsvin; så suste kun Fyrretoppene, sagte og uophørligt. Ikke en Fuglestemme var at høre, kun det svage og evige Sus, der var som Guds Ånde.

76

Han krøb op på en Klippe, der rejste sig som et gråt Horn af Lyngen, og klynget fast i Stenen højest oppe så han i de mange Mile sorte Skove dybt, dybt nede den grønne Spalte, der var Gutachs Løb og Dal, ja måske han endog fandt Niederwasser hvide Kirketårn som en Nål.

Eller han øjnede langt, langt borte, svævende over det sorte Skovhav som en Kæde af skinnende Skyer, Alpernes Snetinder og skælvede på sin Klippe som for Guds Åsyn, for Paradisets Rige.

Og ved Windeckfelsen, hvor Vandene skiltes, og de næsten udslettede Fodspor i Vest løb ned mod Reichenbachthal og i Øst mod Oberes Gutach, knælede han i Blåbærrisene for det ældgamle Krucifix, hvis rustne Bliktag klaprede klagende over den Korsfæstedes skægløse Ansigt, der havde grædt sig hvidt i Årenes Ensomhed og Regn ....

Om Søndagene gled Kirkevandrenes Skare gennem de smalle, dybe Dale fra den inderste sorte Krog, mellem de natlige Fyrremure, langs de rivende Bække, under de blomstrende Kirsebærtræer, der stod som en sølverne Blomstertåge under Skovene, forbi Engstrimlerne orn den voxende Strøm, der bruste over de hvilende Savmøller, ud mod Hoveddalens smaragdgrønne Leje med de ældebrune Gårdes grønsværsdækkede Tage, Kirkens spidse, hvide Tårn og Borgruinerne på de stejle Højder.

I Gutach Nationaldragter kom de, Folkene fra de dybe Skove: Kvinderne i de hvide Særkeærmer med store, sorte Filthatte med røde eller hvide Ponponer på Hovedet, med folderige, korte Skørter, hvide Strømper og sølvspændede Sko - Mændene i Højtidsdragtens skyggebrede Hat, lange, lilla Fløjlsfrakke, sølvknappede Vest og Knæbenklæder og de høje Stave i Hænderne.

Tavse og alvorlige drog de frem, ranke og magre, med faste Skridt, mod Kirken i Dalen. Langvognene af Kurvefletning kørte imellem dem, ladet med femten til tyve Mennesker, med de svære Heste travende i de metalbeslagne Seletøj med Grævlingeskindene på Åget. Solen strålede over de sorte Skove, og Kirkeklokkerne kaldte fra de dybe Dale.

- Eberhard sluttede og så hen for sig med tunge 77 Øjne, men Benedict lå med Kinden mod Armen og stirrede på ham, bleg og andeles, svimmel som hin Gang han selv var under den åbne Himmel med Eberhard. Som Kulsviernes Røg steg over de dunkle Skove, steg Folkets og Benedicts Ånd mod Gud, op i det blændende, smilende Blå.

Så nikkede Eberhard mildt til ham, gennem Tårer, strøg ham over Kinden og hentede fra sin Hylde små Bøger og læste højt - Hauffs Eventyr fra de dybe Skove, om Værtshuset i Spessart, om den blanke Hirschgulden og det kolde Hjærte, Hebels "Rheinlåndischer Hausfreund" og "Schatzkåstlein," Eventyr og Sagn om Glasmandshytter og Kulbrændere og Herskabets Skovfogeder; om Bisper og Granat slib er e, vandrende Svende og Bjærgmænd; om Fløtere, der ad stride Floder styrede deres Tømmerflåder fra Skovenes grønne Skyggegrotte til alle Floders Fader, Rhinen, og videre til Holland og Havet; om Mittagsjungfrau fra Skovenes stille Lysning; om det gyldne Kors, der skinnede over hele Schwarzwald, fra Kirkespiret i Straszburg, Guds Under, til det mindste Kors på Brystet af Guds Moder i det ældste og laveste Kapel i den ensomste og inderste Skovkrog - i Würtemberg og Båden, i "Guds Øjesten."

Hele Natten drømte Benedict om Kirsebærtræernes snehvide Blomsterbånd, der gennem Schwarzwalds sorte, endeløse Skove ledte til Gud; om Suset, der aldrig ophørte, aldrig svandt og aldrig kom nær, så lidt som Gud Herren selv; om ensomt Løb over lyngklædte Sandåser højest oppe med Alpeverdenens hvide Skyer omkring, ned ad stejle Stier dybere og dybere ned i Kæmpefyrrenes krydrede Nat, hvorfra man aldrig fandt ud, men hvor man inderst inde nåede Skovlandets Hjærte, det blodigtgyldne Krucifix.

Og han vågnede, hed og beruset, i det iskolde, sorte Kammer og så ved det blaffende Spiddelys Eberhard famle sine Klæder på sig, stille Maden til rette til ham og knæle ned på Gulvet og bede, at Herren vilde give ham Styrke til at bære denne nye Dag, at holde ud i dette Hus, til han havde ført hver en af dets Kvinder, som Christine, til Herren - og tumle ned ad den stejle, mørke Trappe, forbi Dørene, hvor der hviskedes og 78 tiskedes, ud til sin Gærning på den tyske Købmands Kontor.

Og Benedict sov påny ind, til den gamle, venlige og astmapustende Madam Gundlachsen kom og vækkede ham og tændte Ilden for ham i den lille, trebenede Ovn og luftede ud og redte hans Seng. Eberhard havde redt sin egen, fejet og lagt Brændet til rette, før han gik.

Benedict kunde ikke snakke med Madam Gundlachsen, ti hun talte kun det jordiske Sprog, som Benedict jo ikke forstod, (ti Eberhard vilde bevare hans Øre for dette Huses Tale). Hun var så tyk og så rar og så pustende.

De så sammen på de små, røde Luer, der sprang frem af Træet og legede Tagfat med hverandre; på Sandet, der strøedes i vexlende Figurer på Gulvet; på Mælken, der dannede alle Slags Skikkelser i Øllebrøden: Svaner og Vogne og Træer - alt det, Madam Gundlachsen fortalte om, som hun og hendes Mand, der nu slet ikke mere kunde røre sig for Vattersot i Benene og bare nede i sin Halmstol førte Regnskab over Husets Indtægter og Udgifter, havde set og færdedes imellem, da de var unge, inden de blev så udslidte, at de ikke orkede mere og fik denne her Forretning at bestyre af den fornemme Herre, der ejede den, som han ejede deres lille Hus på Landet.

Tit listede også de hvide Piger op til ham, lå på Gulvet hos ham og legede med Glasskår og Propper og fortalte, at det var Geder og Køer eller Skibe, hvad de nu selv mindedes fra deres Barndom mellem Marker eller ved Stranden.

Men bedst som Legen gik muntrest, og de lo og kravlede omkring ham, blev de kaldt på, og da forandredes deres Ansigter strax og blev som Martyrernes, der pintes i Eberhards Bøger. Og de gik bort så stive og kolde, som kaldtes de fra Legen til Døden. Benedict så bedrøvet efter dem.

Ingensinde rørte de ham, selv ikke under Legen, og altid så de på ham, selv når de allermest lystigt kravlede rundt om ham, med store, andagtsfulde Øjne, som når de om Søndagen med foldede Hænder og sænkede 79 Pander skuede op til ham som - ja som Hyrderne i Billedbiblen til Barn Jesus.

De vovede kun at tale til ham med Tegn, men han lærte dog lidt efter lidt deres Sprog, og Eberhard sagde intet dertil. Ti heroppe var de jo kun legende Børn, og dets lallende Lyde faldt så let på Benedicts bløde Tunge, langt lettere end Eberhards eget stenede og tornede Sprog.

Men så måtte Benedict til at læse, at han kunde alle Skriftsprogene i den heidelbergske Katekismus og alle Salmeversene udenad og de geografiske Navne og Regnestykkerne - til han hørte Eberhards tunge Trin på Trappen og halvt lykkelig, halvt bævende løb hen og åbnede for ham.

Om Eftermiddagen sad han ved Siden af Eberhard, der oversatte lange Handelskorrespondencer, og læste i Stillings "Der graue Mann" eller Claudius' "Der Wandsbecker-Bote," eller i andre små, sortindbundne Bøger. Eller han stirrede, med Hånden under Kinden, ud mod Skyerne, Skorstenspiberne og Røghætterne og talte de blege, små Stjærner, der tittede frem, til Eberhard med streng Stemme spurgte, om han intet havde at tage sig for, og han påny måtte i Gang med Bøgerne eller med at trække de aflange, grå Sedler med Skriftsprogene frem af den lille, sorte Bog fra Herrnhut - "die tågliche Losungen," og tage Varsel for den kommende Dag eller blot indprente sig de hellige Ord.

Og han læste og grundede over dem ved Lysets svage Skær:

"Es ist ein kostliches Ding, dasz das Herz fest werde, welches geschiehet durch Gnade." Ebråer 13. 9, "Wachet, stehet im Glauben, seid månnlich und seid stark!" 1. Corinther 16. 13. "Schmecket und sehet, wie freundlich der Herr ist! Wohl dem, der auf ihn trauet!" Psalm. 34. 9. "Christus ist mein Leben und Sterben ist mein Gewinn." Philipper 1. 21.

Hvor han så, så han Korset, som han inderst inde i sine Drømme nåede Korset . . .

Ak Schwarzwald - han skottede til Eberhards strenge, skægløse, furede Ansigt - og han frøs. Ak den Mildhed, den var kun fra Søndagene, kun fra deres 80 Vandringer i Schwarzwald! Kun i Scfrwarzwald var der Mildhed - men også dér inderst inde Korset, Korset . . .

Og han lagde sit Ansigt ned på sine Hænder og gruede og græd sagte, længe - til Eberhard hævede hans Ansigt og så ham ind i Øjnene og sagde med sin skurrende Røst:

"Græd kun, Barn, græd! det er vel værd at græde for, hvad Herren har gjort for os, at beskue ham i hans blodige Herlighed og græde. Ihukom: hver Tåre er en Læsken i hans Vunder, men hvert Smil en Pil i hans Hjærte. Saligere den, der græder end den, der ler. Ve den, der ler! Ilden er ham vis!"

Og Eberhard knælede ned med Benedict i Favn og anråbte højt Gud om Korsets Gave for sig og Barnet. Og han pustede Lyset ud, og de klædte sig af i Mørke og gik tavse i Seng. Ingen af dem hørte de brunstne Mænds Brøl og Knalden med Dørene, Pigernes Skrig under deres Næver, Klirren af knuste Glas og Madam Gundlachsens Jammer.

Eberhard bad stadig, med høj Røst, bad for dette Barn, hvis Ansigt skinnede i dette Skøgernes Hus som en Engels og ledte Synderindernes vaklende Fødder mod Lammets blodige Trone; for hvis Åsyns Skyld Gud vilde skåne Sodoma og fare med Lempe mod Gomorra; bad ham fuldføre sin Vilje med dette Barn, denne hans Udkårne, der var velkommen på Jorden, velkommen til de frydefulde Nagler, til Blodets Strøm og Menneskenes Forhånelse, at sone deres Latter i sin Gråd, deres Vellyst i sit Blod, deres Liv i sin Død.

"Herre, se i Nåde til dette dit Lam, i hvem du har Velbehag! nedbøj hans Hjærte og knus hans Knokler og rejs ham en blodig Trone! Herre, jeg slipper dig ikke, før du har lovet mig, han skal blive dit Sandhedsvidne, din Helt! Herre, ikke jeg, jeg er for ringe et Kar, men ham du pegede på fra Fødslen, ham du lod føde i dette Hus, i Verden, der ligger i Kødet, at han skal sprænge dens Tag og løfte sin sårede Skare til dig, til dine naglestungne Fødder!"

Benedict lyttede og skælvede og stirrede på Vinduets Kors, der i Måneskinnet lå væltet ind over Stuen, med sine Arme rakt mod ham. -

81

Der stod en Dag en Præst i Stuen, en svær Mand med myndigt og rødt Ansigt, med høje Flipper som Horn over det sorte Halsbind, med krusede Mansjetter og guldkrykket Stok.

Strax Eberhard Sebastian Båden så ham, rejste han sig, tungt, så Klæderne raslede om ham, og ludede sig på de knyttede Næver over Bordet . . . Benedict sænkede "Menneskets Hjærtespeyl" i Skødet og stirrede angst på ham. Han mærkede Luften i den lave Stue så svær, så ladet med ondt.

Og voldsomt tørnede de to Mænd sammen, voldsomt, så Benedict tabte sin Bog og skælvede med åben Mund i sin Krog.

Præsten, der kaldte sig Gotthardsen, og som talte deres Sprog, men fumlende og med Besvær, bebrejdede med hovmodige Ord Eberhard Sebastian, at han boede i dette Hus, at han holdt Andagtsmøder for Skøgerne dernede, ja, at han holdt Bibellæsning og Vækkelsesmøder for det menige Folk her rundt om i disse Stræder, i disse Smudsets Boliger.

"Véd I da ikke," skreg Præsten og blev blodigrød under den mørkeblå Skægbund, "at slige Koncilier er forbudte ved Konventikelplakaten af 13. Januar 1741? Kun et lidet Tal får komme tilsammen og stedse kun under Sognepræstens Tilsyn. Jeg er Eders Sognepræst, men har I nogentid søgt min Tilladelse? Nej, nej - så lidt som Guds Hus. Men bi, bi! Min i Herren salige Forgænger, Hans Højærværdighed, Provst Stenersen, fo'er i sin Oldingesvaghed med Lempe. Men nu er det mig! Og jeg kender Eder, I Stundenleute, I den pietistiske Yngel fra Herrnhut og Marienborn og Halle, I trodsige Fornægtere af Stats- og Kirkemagt, I ecclesiolae extra ecclesiam et societatem, der endog vover at prale af Eders Guds- og Menneskespot! og jeg skal knuse jer og jeres Opsætsighed. Jeg tåler ingen af eders filadelfiske Menigheder, Eders collegia ascetica aut pietatis! I kalder Eders Menighed cruciata og besynger Eder selv som: "das Volk, das Jesu Marter treibt" - nu, I skal komme under Korsets Marter! Herren har talt og stiftet sin Kirke på Jorden, én sand Kirke, og hver ecclesiola in ecclesia er ham 82 en Vederstyggelighed, fra Døberne og de måhriske Brødre til Labadiesterne og Eder! En skal være Konge! εἷς κοίρανος ἔστω, εἷς βασιλεύς! Nu véd I det, jeg har varet jer - og vé jer, griber jeg Eder i Overtrædelse af mit Bud! Og nu dette Barn," han pegede med sin guldknappede Stok, allerede halvt drejet mod Døren, på Benedict, der stirrede forfærdet på ham, "skammer I Eder ikke, at lade dette uskyldige Væsen bo her under dette Tag, med Skørlevnere og Horkarle, at lade ham indånde denne Forpesteisens Luft og blive Vidne til -"

Men nu skød Eberhard Sebastian Baden Bordet fra sig og gik med et rungende Skridt Præsten så nær, at han veg og blev bleg under sin sorte Skæghud.

"Ud! ὕπαγε σατανα̃!" råbte Eberhard og løftede besværgende sin tunge Hånd, "ud af dette Hus, som tjener Gud, du skabede Får af hans Stamme, du Belials og Ba-als Tjener, du Dyrker af den Kirke, der i Sandhed ej alene er kainitisk, men og' caninisk, ej ene af Kains, men af en Hunds Sæd! Ud med dig, du Offerpræst for det ødelagte Zion, du Øjenskalk og Lykketjener, du, der gør dig bred i de bløde Sæder og spyr af Guds fattige Folk, du Dåre og Forbryder, der tror at kunne tjene Staten og Gud med det samme, der færdes i Rigdommens Haller og ryster denne Hyttes Støv af dine Såler! Ve dig, du falske og utro Tjener, du løst plaprende Tunge, din Straf skal blive stor! Jeg kender dig, du er ikke Knægten, der slår den blodige Frelser og ikke Farisæeren, der dømmer ham fra sit Sæde, men du er Judas Iskariotes, der sælger ham for tredsindstyve Sølvpenge, nej, for tredsindstyve Gange tredsindstyve! Ve dig, du der kysser, idet du forråder! Din Straf skal blive størst! Og dette Barn siger du - sænk dine øjne for dets Blik! Du taler om Synderinder i dette Hus. Du kommer for sent. Kun syv er tilbage. De andre, alle de andre har dette Barn ført frem for Guds Fødders Skammel, blot ved at dvæle her, hvor dit Paulun skulde stået! Hører du: dette Barn har draget dette Hus og dets Beboere frem at stå forrest på Guds Dommens Dag, når du og dine skal" nedstyrtes ved hans højre Hånd i det Mørke, hvor der er evig Gråd og 83 Tænders Gnidsel! Hver én af disse Kvinder skal skinne som en Sol på Gud Herrens Dag, når din indre Råddenskab slår ud, og du skal stinke som en forpestet Pøl. Ud, ud! din Time er nærere, end du tror!"

Men kun en Uge efter kom der Ordre, at Eberhard og Benedict skulde forlade Huset i Pistolstræde, Præsten havde gjort Myndighederne opmærksom på Bønnemøderne, der holdtes i Skøgernes Hus, og på Barnet, der boede på dets Kvist hos den fremmede Oprører og Separatist.

Men den Dag, da Flytningen kom, trådte Eberhard med skinnende Ansigt ind i Stuen til Benedict, der hed i Kinderne, fuld af Angst, beskuede de få, sammenbunkede Møbler, Eberhards Rejseskrin, Kiste og Ransel og Bøgerne, der var bundne i et hvidt Klæde, hele denne Forstyrrelse, dette Opbrud fra det eneste Sted i Verden, han vidste om, og hvor Livet kunde leves.

Med oprejst Pande trådte Eberhard ind og greb om hans Hånd:

"Kom!" sagde han, "kom! Herren er med os. Vort Fangenskabs Tid er omme. Nu gik Bartskæren fra Madam Gundlachsen, nu er hun vor og Guds. Og hun er den sidste. Alle de andre har Herren frelst til nyt Liv eller til sig. Syv Kvinder har forladt dette Hus i denne Uge, en for hver Dag. Og i de treogtyve År jeg har været her, er kun treogfyrre gået ud herfra, og af dem er sex faldet tilbage og gået til andre og værre Huse. Syv i én Uge! Herren er stor! Vor Tid er omme her. Gud gav os selv fri. Nu fører vi vor sidste Søster til ham. Nu opløses dette Hus!"

Benedict bævede. Han kendte disse Dødslejer, han knælende måtte overvære, mens Eberhard sang og læste Timer igennem, utrættelig; med sin høje, stærke Røst stred med den Døendes sluknende Ånd, hævede den og ledte den på Spor og ikke slap den før i Guds Favn - disse Dødslejer, der kunde trække Timer ud, og hvorunder Eberhard tilsidst var som badet i Sved og hvidere end den Døende selv, og hans egne Knæ var som sønderbrudte af at ligge. Han kendte disse forvildede, forfærdelige Åsyn, blå i Dødskamp og Krampe. Og nu Madam Gundlachsen, der havde hæget om ham 84 som en Moder og lært ham Spøg og Lege - - Madam Gundlachsen skulde dø, og de skulde bort fra dette Hus . . .

Men Eberhard Sebastian drog ham ved Hånden ned ad den stejle Trappe. Trinene knagede højt og genlydende. Der var tomt og taust i det en Gang så larmende og fyldte Hus. Ejeren, hin godsbesiddende Etatsråd, havde stillet det til Auktion til Nedrivning; dets Døre var lukkede og låsede; kun de og Madam Gundlachsen var tilbage. Hendes Mand havde Vattersotten taget i Foråret.

Med sin stærke, salmesyngende Røst, med sin faste Hånd drog Eberhard, med Benedict knælende i Bæven bag sig, den gamle Bordelværtinde, den stakkels, forkomne, godlidende Kvinde, Trin for Trin opad den svimle og strålende Stige til alle Synderes Ven, ind i Guds Hjærtes luende Sol.

Da hun omsider lå dér, med Barnets Hvidhed og Fred i sit fordums så blussende og altid bekymrede Ansigt, med de forslidte, viljeløse Hænder foldet på Brystet, og Eberhard Sebastian Båden, sunken i Knæ af Udmattelse, lydeligt og ihærdigt bad for hendes Sjæls Frelse og dens Fart opad, krøb Benedict helt sammen i Gråd på Gulvet foran hendes Leje - den gode, gamle Kone, der havde bragt ham hans Mad hver Morgen, tændt Ilden for ham og redt hans Seng; der havde lært ham at se de tusinde ukendte Figurer fra Verden derude i Flammernes Dans over Træet, i Sandets Strøg over Gulvet, i Mælkens Ringe i Øllebrøden, hun, der havde lært ham Liv og Drømme . . .

Men Eberhard bad: "Du var tro i din Gærning, dens Synd komme ikke over dig, men over den, som satte dig til den; som hentede dig ind fra sine grønne Godser på Landet, da du ikke længer dér kunde trælle sammen nok af de Penge, for hvilken han købte sig Statens og Menneskenes Hyldest; og som satte dig i dette Hus og gjorde det til et tro Billede af den Verden, hvori han vandt, og du tabte! Du var hjælpsom og flittig, du var barmhjærtig og mild, du var mod dette Barn som en Moder - og en Moder for alle disse hans arme Søstre, som nu har forladt dette Hus, så også du tør forlade 85 det, at det kan jævnes med Jorden som dets store Forbillede: Verden, om føje Tid skal. Herren føre dig hjem! - Og nu, Benedict!" Eberhard rejste sig, og hans Ansigt strålede, som havde han ikke kendt til Træthed, "nu har Herren den Gud løst os, nu vandrer vi den Dag i Morgen til hans og vort Folk i Skovene, til hint lille Hus i Schwarzwald, i Gutach ved Niederwasser, til hint Hus, der står og venter. Nu er vor Fangenskabs Ti l omme! Nu får vi Lov at gå hjem! O Benedict, du véd ikke, hvad det vil sige: hjem!"

Clemens Beks foldede Hænder gled ud af hinanden, han vendte besværligt Ansigtet mod Erik Lange og Fru Ellen, og han smilte anstrengt. Sveden stod ham på Panden, han søgte med dirrende Hånd at tørre den bort.

"Kære Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, tilgiv mig, jeg kan ikke ret vel tale længere i Dag. Nej, nej, det er ikke min Sygdoms Skyld, det er Stormens derude og det, jeg har fortalt. Og tilgiv mig, at jeg har talt om usædvanlige Ting, om Ting, Menneskene ikke mener, skal nævnes. Benedict, Barnet dér i Huset, var jo mig, og Eberhard min Plejefader. Dér begyndte jo mit Liv. Ja, fra hint Hus i Schwarzwald og fra hint Hus i Pistolstræde i København udgik mit Liv, dets gyldne og dets sorte Tråd, dets Armod og dets Højhed. Tak, jeg ser, at De smiler til mig. O ja, Dem tør jeg fortælle mit Liv, om mig og om mine. Men, Fru Ellen, hav ikke Tårer i Øjnene, græd ikke for os! Se dog, hvor den gyldne Tråd skinner over den sorte!"

"Har De hørt det, Bek, nu får vi virkelig en Præst her på Øen?" sagde Fru Ellen, hun stod i Døren med en Favn gulbrune Grene fra de gamle Pile i Kæret. Hun åndede forpustet, hendes blonde Hår dryppede af Regn, hendes Kjole mørknede af Væde og Græsmuld.

Der var faldet en let, grå Byge nu til Morgen, og der havde været vådt i Kæret.

"Ih nej da, hvad siger De!" Gamle Bek kom op på sin Albu og så spændt mod hende, "kom her - en Præst? en, som vil blive?" 86 "Ja, ja," Ellen læssede Pilegrenene af på Klapbordet efter at have skubbet den lille Dug til Side, "Postføreren bragte Bud med herover i Nat. De vidste det alle nede ved Havnen i Morges tidlig. Tænk, der har meldt sig en Ansøger. Honorius hedder han, af den gamle, lærde Slægt og - Hvad er der i Vejen, Hr. Bek?"

"Å -" den Gamle var sunket tilbage i Puderne, "å - jeg - intet, Fru Ellen - jeg blev kun så - glad - for de andres Skyld på Øen, de - der skal blive - når han nu bare vil holde ud . . ."

"Jo, det tænker jeg," hun ordnede de gule Grene i den lille Lerkrukke, hun hjemmevant hentede fra Vægskabet, hun strøg stadig, fugtigt åndende, det regnvåde Hår fra Kinden, "for Postføreren har hørt i Grenå, at det skal være en allerede lidt ældre Kandidat, der tidligere -" hun tøvede, "har virket i København som Videnskabsmand, holdt Privatforelæsninger på Universitetet. Han skal ovenikøbet være velstående. Jeg tænkte først: så bli'r han her ikke! Men Erik siger, at har en Mand som han søgt dette Kald, der nu har stået ledigt snart et År, så må det netop være for at blive. Han har jo ikke søgt det, fordi han måtte - for han er jo velstående - og ugift ..." hendes Stemme sank.

"Ja," sagde Clemens Bek langsomt, han havde nu lagt sig i sin vante Stilling, med Blikket ud ad Østruden mod den våde Marehalm og Ørkenen, der nu lå tavs og mørk af Regnen, under den duegrå Himmel med den vage Solrødme; Agnetes Kors hældede med sine bredte Arme ude på sin Klit, "en Mand af Navnet Honorius svigter ikke. Fru Ellen," han vendte pludselig Øjnene mod hende, "tilgiv mig, jeg narred' Dem! Jeg sagde, hvad der ikke var sandt, og jeg har dog lovet at fortælle Dem min hele Historie. Det var ikke af Glæde over, at Øen ikke længere skal ligge helt forskudt og uden for den øvrige Verden uden Præst, for - å, jeg synes ikke, Præsterne i alle de År, jeg har levet her, har virket synderligt til at gøre Livet trøsteligere. Nej, det var fordi - ak Fru Ellen, jeg er så sky for at røre ved det, jeg har aldrig fortalt det til noget Menneske, uden Hr. Jacobus Uz og Jomfru Camrath, men da De kom dér i Døren så våd og frisk og rødkindet som selve 87 Morgenen her i Havet, da blev det så levende i migf mit Minde, min Drøm fra - fra min Ungdom, da også jeg vovede mig Livet, Kvinden nær. Ak, Fru Ellen, her på mit sidste Leje gæster det mig nu - ikke at De ligner hende, ak slet ikke, men - De er ung og mild som hun, og Kvinde som hun - - Og i det samme nævnede De hendes Navn - Honorius, Dorete Honorius hed hun."

Ellen havde sluppet Krukken ned på Klapbordet og sagte nærmet sig. Nu stod hun foran hans Seng. Hun vovede knap at drage Vejret.

Han så op på hende i et usikkert Smil. Hun bøjede sig hurtigt og kyssede hans Hånd.

"Nej, nej, Fru Ellen, nej dog," han løftede afværgende den anden Hånd, "det er jo knap noget at høre, for andre! Men da jeg dog skal tale til Dem om mig og mit, og nu er så nær ved det, så er jeg lettet, det nu er sagt; at De nu véd, at også jeg - at jeg også har - haft en Kærlighed," han vendte Ansigtet bort, den gamle, magre Nakke skælvede let under det lange, hvide Hår.

Han mærkede stadig Ellens Mund på sin Hånd; så sagde han, stadig med Hovedet vendt bort: "Græd ikke, Fru Ellen, husk hvad jeg sagde sidst om den gyldne Tråd. Min gyldne Tråd, det var min Kærlighed. Jeg har ikke haft Eberhard Sebastian Badens stærke Tro og Længsel, jeg har for meget været bundet til Jorden, til Øen, men - jeg har haft en Kærlighed!"

Hans Stemme løftede sig halvt syngende og faldt brat.

Uret målte Tiden ud i så dyb en Stilhed, at Ellen syntes, hun hørte Årtier rinde mellem hver af dets Takter - Årtier i denne Stue.

"Men er en Mand af dette Navn kommen til Øen, da er det for at blive - til sin Død."

Han vendte Ansigtet mod hende, svagt rødmende.

Hun så ind i det - ak, var Årtierne rundne? var det ikke den barneunge Student fra den Gang, fra Kærligheden, fra Dorete Honorius?

"Tys, nu kommer Deres Mand!"

Ellen løftede Hovedet og lyttede: "Jeg kan ikke høre ham."

88

"Å nej," Bek smilte, "De har ikke lyttet så mange År i Stilheden som jeg. Men han kommer, han er vist lige gået forbi Præstegården."

Han lukkede Øjnene halvt. "Fru Ellen," han klemte hendes Hånd hårdt, "jeg længes, og jeg - frygter for, at Hr. Pastor Honorius skal stå her i min Stue."

Nej, nej, Årtierne var ikke gået - se, han bævede jo, som var det selve Dorete, der skulde træde over hans Tærskel!

"Hr. Bek," hviskede hun, "har hun aldrig været på Øen?"

"Her?" han så forbavset på hende, "her - ak, hvor skulde hun dog komme her?"

"Men - hun lever endnu?"

Han nikkede. "Ja, Herren være lovet, hun lever endnu - som Enke."

"Og - véd, De er her?"

Han rystede på Hovedet. "Ak nej, Fru Ellen, hvor skulde hun vide det?"

Ellen så grundende på ham. "De må fortælle mig om hende - og Dem," bad hun.

"Jeg skal gøre det, når Tiden kommer. Jeg tør det, for - det er kun om mig."

"Kun -?" bad hun, med Hænderne om hans.

"Jeg tror det," hviskede han og vendte atter Øjnene bort.

Hurtige Trin knitrede udenfor i Sandet, Dørklinken lettede, og Erik Lange trådte ind, med åben Frakke og Regnen i det mørke Skæg. Hans Øjne var blegblå og fugtigt klare af Morgenstunden.

"Nå, hvordan går det?" nikkede han.

"Med mig? å tal dog ikke om det! Kære Hr. Doktor Lange, jeg er jo så lykkelig for, at De er kommen, men jeg har ikke kaldet Dem som Læge. Jeg kender det selv altfor nøje, at det er Opbruddets Time."

"Jamen Hr. Bek -"

"Ak," smilte han, "siger De det ikke selv? De ser ingen Sygdom hos mig. Det er kun forbi"

Erik Lange så prøvende på ham, så nikkede han svagt.

" Og Gud være priset, det er forbi," hans Øjne 89 vandrede fra den ene til den anden, "for: er I to Ungdommen, så er jeg visselig Alderdommen."

"Men - De har haft en Ungdom, Clemens Bek," hviskede Ellen.

"Ja, jeg har haft en Ungdom," smilte han op mod det lave, røgsorte Loft.

Erik Lange trak Frakken af og hængte den på Knagen ved Døren. Så satte han sig ligeoverfor Ellen og greb hendes Hænder i sine. Hun så ham svagt smilende ind i Øjnene.

Uret gik og gik - : Ungdom og Alderdom, Ungdom og Alderdom - og de lyttede med Hænderne i hinandens, med Øjnene på den hvide Mand dér, hans foldede Hænder, hans løftede Øjne, og de fornam i deres Hjærters Slag Urets rolige Viden, Tidens evige Ret.

Clemens Bek rakte efter sin Papirdynge på Hylden over sin Seng og bladede i den, i den Tid, dette Ur en Gang havde udmålt med samme manende og samme beroligende Takt som nu:

"Husk, at dette Øjeblik er dit og dog kun et Lån, du skal give til det næste. Du er selv det faldende Sekund, jeg er Tiden, der har født de tusinde Sekunders Liv og vil føde de tusinders, når dits korte Lyd er forstummet Og dog er jeg, Evigheden, kun alle I Lyde og Liv."

Under denne Kampsang og Vuggevise begyndte Clemens Bek at fortælle:

"Som nu Eberhard rejste sig fra sin sidste Bøn på dette Kammers Gulv med Ranslen på sin Ryg og Staven i sin Hånd og fornam det, som var det kun én Dag og ikke treogtyve År siden, han bar dem sidst, og skred mod Trappen, som var den hin Dør i Gutach, han blot skulde åbne for at træde, ind i sin Barndom og Alderdom, Lønnen for sin lange Udlændighed, og ikke så, hvor Benedicts Øjne klamrede sig til det skumrende og nu så tomme Rum, hvor han og de få Møbler havde hørt hjemme, hvor hver Rift i Tapetet, hvert Søm i Gulvet, hver Sprække i Tagrenden derude var hans, dette Rum han aldrig havde forladt, og som de nu skulde ombytte med den vældige Himmel, de dybe 90 Skove, den Jord, Eberhard havde blindet ham for, og nu pludselig vilde føre ham ud til - bankede det højlydt på Døren dernede.

Eberhard sænkede brat Vadsækken og stirrede på Benedict med Øjne så stive og et Ansigt så gråt, som Saul, da Herrens Lyn slog ned for ham. Han rørte s g ikke, men holdt Vejret, som troede han, han ved at gemme sig, kunde unddrage sig Herren, kunde sætte sin egen Vilje i hans Sted - men påny drønede Slagene op igennem de tomme Rum, manende, kaldende.

Da drog Eberhard et Suk så dybt og tungt, at Benedict aldrig har glemt det, men siden mangen Nat har hørt det i Søvne og syntes, det var selve Jorden, der sukkede - et Suk som en Bøn, som en kort Hulken, som et Skrig - og skred med dukket Nakke og tunge Trin mod Døren og ned ad Trappen.

Men Benedict sank skælvende i Knæ og anråbte Gud, at den Hånd, som bankede dernede, måtte standse dem, måtte låse dem for evigt inde i denne Stue, borte fra Schwarzwald og Himlen og Jorden.

Da hørte han Eberhards Stemme dernede og en fremmed og velskolet Røst, der spurgte efter - ja efter ham, Benedict Clemens Bek . . .

Og der kom en Rystelse over ham, en Rædsel for at Gud Herren skulde straffe hans egenkærlige Bøn mod Eberhards Lykke og overgive ham til Fremmede, mens Eberhard selv fik Lov at drage til sit Hjemland og høste sin Løn.

Han hørte ikke Stemmerne mere, han hørte ikke Døren gå og vågnede først, da Eberhard stod dér ved Vindueskarmen, ved det tændte Tællelys og læste i et Brev, han holdt i sin Hånd.

Benedict så på hans store, tunge Ansigt i det vaklende Skær, så, hvor det var blevet furet og gammelt i det ene Sekund, Bankningen lød, og hvor det nu glemte sig selv i stor og opmærksom Undren.

Han vidste, at denne Bankning havde haft Bud til ham, og at dette Brev angik ham, og han blev fuld af Skrig efter ene at blive hos Eberhard, hvor i Verden de så kom hen, ja efter at gribe denne forladte Bylt 91 og Stav dér og ile med Eberhard herfra, ud, bort mod det Fremmede, blot de blev sammen!

Men som sædvanlig vovede han ikke at tale først til Eberhard, og som sædvanlig betvang han sit Sind og tav.

Han huskede en eneste Gang, han havde grædt og skreget op, han var vel fem År den Gang, og han sultede, og han frøs, og han græd efter Varme og Mad. Det var en Vinterdag med Sne på Ruden og Fog ind ad alle Revner og Sprækker og Klapren af Vinduer og Døre.

Eberhard sad ved sit Bord og skrev. Han havde dækket sit eget Tæppe og sin Frakke om Benedict og rystede af Kulde i sin tynde Skødefrakke og med sin Kuffert og Ransel stablet om Benene, for at holde Varmen. Sneen skreg under hans Albu og Pen, men han skrev videre med de frosne Fingre - jo før han blev færdig, jo før fik han og Benedict Mad og Brændsel. Han havde forklaret Benedict det, men han vilde ikke høre, han vilde have Mad nu og Varme nu! han frøs jo! han sultede jo! han tålte det ikke!

Madam Gundlachsen havde tysset og truet ad ham og peget på Eberhard; men Benedict vidste, hun havde tilbudt både varm Kaffe og Pandekager og Pindebrænde fra sig selv og de hvide Piger dernede, og at Eberhard blot havde rystet på Hovedet, høj og stiv: "Aldrig, nej aldrig! Ikke derfor er vi kommet i dette Hus. Gud Herren vil sørge for os." Og derfor skreg Benedict og vilde ikke tie, vilde ikke fryse, vilde ikke sulte! Eberhard skulde skaffe ham Mad og Varme!

Men da pludselig - Madam Gundlachsen var alt bedrøvet listet ned ad Trapperne - sprang Eberhard op fra sin Stol, så voldsomt, at hans Blækhorn og Sandhus væltede, og Stolen drønede i Gulvet, og med bægge Hænder rakt knyttede mod Loftet skreg han sin Forbandelse ud. Med Ansigtet gult og fortrukket i det flagrende, grå Hår forbandede han sin Gud, at han havde kaldt ham ind i dette barbariske Vinterland at dø af Sult, at omkomme af Kulde, at afmægtigt lytte til et Barns Råb om Mad.

"Herre, Herre, hvad vil du? Løft din Fod og knus 92 mig med det samme! Har jeg ikke lydt dine Ord fra min Ungdom? Har jeg ikke fulgt dine Bud til sidste Tøddel? Har jeg ikke ofret mit Liv for andre, som du? Driv mig ikke videre, at jeg ikke skal vende mig imod dig! Herre, du har set, hvilken Tjener jeg er dig, frygter du mig ikke som Fjende? Véd du ikke, jeg er stærk!"

Benedict var krøbet ned i Sengens Fodende, stirrende af Rædsel. Hver Lyd var frosset bort fra hans Læbe. Askegrå så han Eberhards kæmpestore Skikkelse rase dér mod Loftet med knyttet Næve, med Skum om Munden kives med Gud - og pludselig, næsegrus styrte om, ramt som af en Øxe, bevidstløs af Sult og Ophidselse.

Aldrig glemte Benedict den Scene og aldrig de Nætter efter, Måneder, ja År igennem, når Eberhard i sin bare, grove Skjorte, med vildt udrakte Arme og knoklede, sorthårede Ben lå på det iskolde Gulv og anråbte Gud om Tilgivelse, ydmygende sig til det yderste, anklagende sig for Hovmod, for Trods, for Gærningsgodhed, nedsættende sig under Forbrydernes Standpunkt, til et Væsen lavere end Kvinderne dernede ja lavere end Rigmanden, der holdt dem - til han omsider rejste sig, med tårevådt, roligt Ansigt:

"Tak, Herre, Tak, nu føler jeg i mit Hjærte, du har forstået og tilgivet, ja, nu véd jeg, det var dit Værk, at mit Hovmod skulde dø! O, Herre, pløj mit Hjærte med din Vredes lugende Plov! du ene store og stærke!"

Og derfor tav Benedict nu, tav og tvang sit Ansigt og sit Skrig, som han havde gemt sine Tårer, da de skulde forlade denne Stue. Eberhard havde jo lært ham det i hin Oprørets Vanvidsstund, i Angerens Torturnætter, i sit Suk, da han før slap Ranslen ned, i sit Ansigts Glemsel nys - at ene i Guds Vilje er der Frelse og Fred, at først når hver Egen vilje er død, holder Jesus sit Indtog i Hjærtet.

Og Benedict huskede, mens han, sitrende af Uvishedens Nød, sad her på Eberhards Rejsekiste med Bloddråbekransen om Krucifixet med den blege Frelser på, en Morgen for længe siden, da alle Sunde atter havde lukket sig for Eberhard i dette fremmede og fjendtlige Land, og han vækkede ham, inden han gik ud at søge 93 nyt Arbejde i Steden for det, der var blevet ham frataget for hans Boligs Skyld og hans Vækkelsesmøders, og Benedict så ham stå i det isgrå Dæmringsskær fra den tilfrosne Rude og holde den vante Bakke frem for ham. Han havde rakt efter den, varm og sulten af Søvn - og set, at der lå kun en Smule mulden Skorpe på den og kun stod et Glas Vand. Et Sekund var det luet op i ham, Skriget fra da han var ganske lille, Legemets Skrig, at det vil mættes og varmes, at Naturens Fornødenhed skal fyldes - men da hørte han en Lyd, hørte, hvor Jærnbakken rystede i Eberhards Hånd - Eberhards faste Hånd, som han aldrig havde set skælve - og han greb om Bakken, greb om den med bægge sine Hænder, at denne Skælven kunde standse.

Hin Bakkes Raslen hørte han nu i sit Øre, og tav.

Men pludselig vendte Eberhard sig. Der flagrede en Halvtreds Rigsbank Dalerseddel ud af Brevet og ned på Gulvet. Hans Ansigt var ophidset, hans Stemme snublede:

"Benedict, du kan vel nok blive her alene? Sæt dig på Kufferten dér. Du er vel ikke bange for gamle Madam Gundlachsen? Døren dernede skal jeg låse, ingen skal komme ind til dig. Jeg må efter den Tjener, der bragte mig dette. Det er min Ret, og det er min Pligt, ihvad her så står!"

Han rev med en Iver og en Hast, som Benedict aldrig før havde set hos ham, sin lange Frakke til sig, kastede den om sig og hastede mod Døren.

"Benedict," han vendte sig, "vi bli'r ikke i denne Stue, men vi bliver i dette Land - dit Fødeland . ." hans Stemme som brast ved dette sidste Ord; så hørte Benedict hans Trin tumle ned ad Trappen.

Men han blev siddende fortabt, i det muggent lugtende, dunkle Rum med Tranlygtens svage Skær over Loftet og det forrevne Tapet, blev siddende og stirre på Halvtreds-Dalersedlens hvide Lap med de rette og krusede Linier, dér på Gulvet - hvorfor var den kommet? hvad vilde den?

Og han mindedes sit og Eberhards Liv og Kvindernes dernede mangen sort og iskold og snefygende Vinterdag, når ikke én Krumme Brød var at opdrive i 94 Huset, hverken oppe eller nede, og ikke én Pind til at fyre med i de stormklaprende Ovne Og han forstod dunkelt dette Huses Forskel fra de andre - ja ikke i Gyden, for her og i Peder Madsens Gang derude var de jo alle ens, og når deres Kakkelovnslåge og Dør klaprede tomme, så raslede og klaprede Låger og Døre hele Gaden igennem i Snefoget og Sluddet som Dødningetænders Musik - men fra Husene ude i de andre Gader, de store Huse han havde set med Eberhard på den ugentlige Aftentur, deres brede, grå Mure, deres malede, boltede Porte, der aldrig kunde ryste eller klapre . . .

Og han forstod, hvorfor Eberhard og han havde sultet. Han forstod det ud af Præstens Ord forleden. Fordi de boede i dette Hus. Men i dette Hus var han født. I dette Hus havde Herren bestemt, at han og Eberhard skulde leve, til de havde fået den sidste hvide Kvinde til at forlade det!

Og nu var hun borte, og Madam Gundlachsen lå død dernede, og nu skulde de også forlade Huset. Denne Seddel lå dér og kaldte dem bort. Hvor mange Penge mon der var i den? Mon de, dersom den var kommet her til Huset før, alle for længe siden havde kunnet forlade det, han og Eberhard og Madam Gundlachsen og de hvide Piger?

Hvorfor havde Præsten været vred på Eberhard og ham, fordi de boede her, når det dog var Guds Vilje, og det havde lykkedes dem at få de stakkels Piger hen i de brede Gader, ja, i de store Huse ude bag Skorstenene og Røghætterne? Benedict havde jo selv en Aften ved Eberhards Hånd set ham tale længe med en af Pigerne derhjemme fra, og hun stod i et hvidt Forklæde og en sort Kjole og med en lille Kappe på Hovedet foran en Port til et Hus så stort og gråt og fast, at ingen Storm skulde få det til at ryste.

Og hvorfor kom Sedlen nu og kaldte dem bort, da de dog skulde herfra, da Huset var tomt, og de intet mer havde at udrette? Benedict brød sig ikke om den Seddel. De havde nået, hvad de skulde, uden den.

Han lukkede Øjnene og frøs og krøb tættere, sammen på Kisten og ventede.

95

Hvorfor hadede alle Mennesker dette Hus? Hvorfor havde Eberhard efterhånden mistet alle sine Lektioner, da det hed, at han boede her - indtil den tyske Købmand tog sig af ham. Hvorfor skulde Pigerne bort herfra?

Ja, her var koldt og mørkt om Vinteren, de frøs, og de sultede tit. Men om Sommeren, når Genskæret af Solen faldt ind over de sorte og brune Mure som Skær af Guld, og Jomfru Liebleins Blomster skinnede så røde og blå derovre i hendes Vindue, og han undertiden med Et kunde ånde en sådan sær og sød Duft langt, langt borte fra - ja derudefra, hvor den store Himmel stod, fra Græsset og Jorden - da kunde han græde, ganske stille og sådan, at Eberhard ikke så det, af bare Glæde og Lykke over, hvor skønt her var.

Og en Dag var en Sommerfugl kommet flagrende herind gennem Gyden, en snehvid Sommerfugl. Han troede først, det var et Snefnug og blev angst og bedrøvet: "Eberhard! Eberhard! Vinteren kommer allerede igen!" Men så smilte Eberhard og rundede varligt sin Hånd om det lille, flagrende Dun og sagde, at det var en Sommerfugl. Og han havde holdt den længe i sin hulede Hånd, og dér havde den sejlet stille op og ned på sine hvide Vinger, som var den slet ikke bange, og Eberhards øjne havde været så milde og så fugtige, som når han om Søndagene talte om Schwarzwald . . .

"Et Barn - et Barn her!" havde Præsten råbt.

Ja, her havde et Barn det netop godt. De var jo alle så venlige og milde mod ham, de knælede ned og så på ham sådan, at hans Hjærte blev så bevæget, at han måtte græde. Tit kom Madam Gundlachsen: "Husk, I må ikke røre ham," sagde hun, "husk dog -" Og de græd da, de hvide Kvinder, og de så på deres Hænder, og de var fulde af Sår, som Martyrernes . . .

Det var sandt, om Aftnerne var de tit fulde og skreg, men det var, når Mændene kom. Mændene, syntes Benedict, dem skulde Præsten true og straffe. Der var undertiden Herrer imellem dem, Herrer i store, blå Kapper med mange Slag og med høje, snævre Silkehatte og Gamasjer med blanke Støvler. Men Eberhard sagde, 96 at Præsten var deres Tjener, ti han fik jo sin Løn af den samme Pung, der betalte Skøgen, bare meget mere.

Oh, han vilde gærne blevet her altid! Hellere end til Schwarzwald, hellere end til et af de store Huse derude! Hvorfor var den Seddel kommet? Eberhard og han havde ingen Brug for den!

- Men nede på Gaden hastede Eberhard imidlertid efter Tjeneren.

Henne på Hjørnet af Peder Madsens Gang havde han tøvet et Sekund, men så fået Øje på den viftende, blå Kappe, der forsvandt i Porten ud til Østergade, og var ilet efter den.

Nu fulgte han tæt bag Tjeneren, men dog holdende sig i Murenes Skygger, hen over det store, svagt belyste Torv, forbi Statuen bag Lygtestanderne og Jærngitret, ind i en bred og dyb Gade, hvor de enkelte Lygter kastede deres svage Skær over vældige, grå Facader med høje, smårudede Vinduer.

Eberhard var i den fornemme Del af Staden. Her var højtideligt tomt og stille; kun Tjenerens Trin lød på Flisen foran, og Eberhard måtte sagtne sin Gang. Månen kom frem oppe mellem Skyerne og spillede i de høje Tages glitrende Tegl. Her duftede fint i den våde Efterårsaften, som af Kongerøgelse og lakerede Ovne. Mørke Træer suste forude i Gadens Munding.

Da drejede Tjeneren pludselig ind imellem to svære, kædebehængte Stenlygter, en lille Dør i en Port gik op og faldt i, med Genlyd i Gaden.

Eberhard trådte hastigt frem af Skyggen og læste på Skjoldet i Muren, under en Grevekrone, et Navn - et Navn, Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, som jeg må bede om at måtte fortie, et Navn, som aldrig er kommet over mine Læber og heller aldrig skal komme det, men som bæres af en af vort Lands største og ældste Adelsslægter, og som var min Faders og kunde have været min ulykkelige Moders og mit, om ikke - men ene Gud véd den rette Vej.

Uden at betænke sig et Øjeblik løftede Eberhard sin Hånd og drog i den tunge Smedejærnsring.

Der lød Trin derinde, en Luge gik op, og et Ansigt, belyst af en Håndlygte, kiggede ud, Portnerens tvære 97 og blussende Ansigt med Kasket og små, sorte Bakkenbarter.

Eberhard bad om at tale med Greven.

"Tale med Greven -" knurrede Portneren og løftede Lygten, for at dens Lys kunde falde over Eberhard, "hvem af dem? den gamle eller den unge?"

"Den unge," svarede Eberhard.

"Det kan De ikke komme til, sådan uden videre, min gode Mand, De har at melde Dem i Forvejen," sagde Portneren og vilde smelde Lugen i.

Men Eberhard holdt sin Hånd imod og forlangte at tale med den unge Grev, nu!

Portneren så tøvende på ham. Der var en Styrke og en Myndighed i Eberhards Ansigt og Stemme, der gjorde ham tvivlrådig, og efter endnu en Besigtigelse ved Lygten trak han Jærnstangen fra indvendig, og den lille Dør gik op.

Eberhard trådte ind i en høj hvid Porthvælving med fliselagt Gulv og Døre ned til Portnerboligen. Hans Trin genlød under Loftet Forude stod Mørket i Gården, kun et Hjørne af den kalkede Hestestald sprang frem.

"Bartholin!" kaldte Portneren, "hvad skal vi gøre ved den her Mand? Han vil tale med den unge Greve."

Tjeneren dukkede frem fra Hovedtrappen og beskuede Eberhard.

"Men Gud dog - er det Dem! hvor kan De tro - er det ikke blevet sagt Dem -"

Men Eberhard steg roligt op ad Trinene, skød ham til Side og gik videre ad den brede, hvide Marmortrappe. De to Tjenere stirrede måbende på hinanden.

"Nu er den gal!" udbrød Bartholin. "Hellige Død, hvad siger den gamle Greve! Mand, du skulde vide, hvor jeg har været i Dag! vi bliver bægge jagne, fordi vi har lukket ham ind!"

Og han styrtede op ad Trappen. Men dér stod Eberhard alt i Forstuen mellem Søjlerne og Statuerne, og da nu Tjeneren fløj mod ham og vilde standse ham, strakte han sin lange Arm ud og satte ham mod Væggen.

Men da Tjeneren så ham styre lige mod den store, 98 mørkerøde, ornamenterede Portiere til højre, foer han påny frem og greb om ham, for at standse ham, koste hvad det skulde. De brødes et Øjeblik, stumme; så segnede Tjeneren bagover i Knæ i et kort Smærtenshyl.

I det samme reves Forhænget til Side, et skarpt Lys faldt ud i den dunkle Hal med de ensomt brændende Kærter, og en lille, hvidhåret Herre stod på Tærsklen, med spidst, skægløst Ansigt, i Kammerherre-Uniform, med hvide Knæbenklæder og Kårde.

.,Hvem skriger her? Hvad ser jeg -!"

"Mit Navn er Eberhard Sebastian Baden," sagde Eberhard og trådte et Skridt frem, "Deres Domestique vil hindre mig i mit Ærinde, som er at søge Deres Søn, ikke Dem."

"Hvad! hvordan vover han -" udbrød den gamle Greve og målte Eberhard fra øverst til nederst, "siger han: De til mig?"

"Jeg siger De til alle uden til Gud, men kun ham. kalder jeg Herre," sagde Eberhard og fæstede sine store, grå Øjne så stift på Greven, at hans Blik brast. "Tir mig ikke, at det ikke skal forkyndes fra denne Stads Tage, hvad her er syndet i Løn. Ikke med Dem, men med Deres Søn vil jeg tale"

I det samme lød en svag og spinkel Stemme inde fra Salen:

"Fa'r, hvad er det?"

Og den fortumlede Greve veg et Skridt tilbage, så Eberhard fik Plads til at træde ind i den glimrende oplyste Sal. Hans Blik gled ligegyldigt hen over de mægtige, gardinhyllede Vinduer, Krystallysekronerne, de forgyldte Spejle og Konsoller, Malerierne i de Juelske Rammer og Loft- og Vægdekorationerne og fæstnede sig i al denne glitrende og funklende Pragt ene på den unge Mand, som lå dér ved Bordet på en silkebetrukken Løjbænk, indsvøbt i orientalske Tæpper og bladede i nogle små, saffiansindbundne Bøger. Han rejste sig strax på Albuen, da han så Eberhard, og hans hvide og stive Fugleansigt blev endnu hvidere og stivere, mens de tynde Hænder slap Bøgerne ned på Tæppet.

"Jeg ser, De forstår, hvem jeg er, Grev Hermann," sagde Eberhard med høj Røst, "og jeg ser, De ved, fra 99 hvem jeg kommer. Jeg kommer fra det Hus i Pistolstræde, fra Skøgernes Hus, hvor Deres Elskerinde, altså: Deres Hustru, fødte Deres Barn, Arvingen til Deres Navn og Rang og dette Palæ. Jeg kommer med Spørgsmål om, hvorfor De først nu, tretten År efter Barnets Fødsel, efter Moderens Død, lader høre fra Dem; hvorfor De har holdt Dem skjult og ladet hende, Deres Hustru, omkomme i Skam og Elendighed og føde Deres Barn hos os, hos Skøgerne i Pistolstræde; hvorfor De har ladet dette Barn uden Hjælp og Støtte?"

Der blev en dyb Tavshed. Ene Lysenes Sprutten hørtes, Suset af Springvandet nede i Gården og Ildens Knitren i Kaminen.

Så vedblev Eberhard: "Tro ikke, jeg kommer for at forlange flere Penge end dem, De i dette Dokument," han rakte det frem, "har lovet at give; tro ikke, jeg kræver, De skal tage ham til Dem og skænke ham Deres Navn og Rang og Bolig her i denne Sal! Jeg har lært ham at veje og vrage denne Verden og dens Gods og Guld og Rang og høje Sale, og jeg skal lære ham at foragte sin Fader og hans Fæller og optugte ham til et Herrens Ris over Dem og Deres Lige. Vi kræver intet uden dette," han rystede Brevet, "der vil sætte ham i Stand til at holdes til Bogen, at han med Tiden kan blive en ret Tjener, ikke for den Kirke, der er Belials Værk, men for den sande Hjærternes Kirke; at han kan stå fuldvæbnet overfor Dem, hans Fader, en Gang; at han kan eje Hænder stærke nok til at gribe om disse Piller og nedstyrte dette Tag over Dem og Deres, De skriver, at Drengen skal blive her i Landet. Det skal han, skønt jeg havde tænkt det anderledes. Men det skal De vide: under min Omsorg skal han være, som han altid hidtil har været. Ikke mindste Indblanding fra Deres Side tåles; Herrens Hånd vogte ham for Dem og Deres! Nej, jeg kommer her kun for at vare Dem ad, endnu en sidste Gang vare Dem ad: omvend Dem, gå i Dem selv og kast Dem for Jesu Fødder. Dommen er nær, Øxen har alt ramt Dem i Deres Hjærterod; på en Løjbænk af Ild skal De hvile, og i Deres egen Synds Bog skal De læse! Vær ikke min Røst overhørig. Ti Gud Herren taler gennem mig!"

100

Eberhard vendte sig, med Dokumentet i Hånden, mod den gamle Greve, der hvidere end et Lig, rystende over alle Lemmer, havde halet sin Paradekårde halvt ud af Skeden, mens Sønnens svage Skikkelse i Krampetrækninger, med Ansigtet mod Loftet var sunket om i sine Tæpper, og alle de små Bøger spredte en Regn af tørrede Blomster og Lugtebreve over Gulvet.

"Stik du dit Sværd i Balgen, gamle Mand, gråhærdede Synder! Med ét Tag af denne min højre Hånd kan jeg knække dit Værge og styrte dig ud af Ruden dér. Men hårdere vil Herrens Hånd ramme dig, smuldre dig til Støv i et Lyn, som den Konge, du tjener, og den Stat, du repræsenterer!"

Han vendte sig og gik roligt ud af Døren, forbi den forfærdede Tjener og de andre tililende Domestiquer. Bag sig hørte han den gamle Greves Råb:

"Dåre, hvad har du gjort! å, du gale, romantiske Fantast!"

Og så et højt Skrig og Tjenernes forvirrede Stemmer: "Grev Hermann får sin Krampe!"

Uforstyrret skred Eberhard ned ad de brede Trapper, ud og bort ad Gaden, til Huset, hvor Barnet ventede, ene, falden i Søvn i det øde Kammer.

Eberhard løftede Drengen op i sine Arme, støttede hans Hoved mod sit Bryst, svøbte ham i sin Kappe og sad således hele Natten på sin Rejsekiste, stirrende stift og stumt ud i Mørket. Så han derinde sit Hjemlands evigt grønne Skove, den lille Hytte dybt i Dalen, over hvis Tærskel, han nu forstod, han aldrig skulde træde, om ikke han vilde forskærtse Målet for dette Barn, der sov i hans Arme, og hvis Kristoforus han var? Med lige Våben, havde han sagt, skulde det en Gang stå overfor sin Fader og hans, overfor den tvehovede Hydra: Kirke og Stat. Ak, Eberhards egne Våben var forlængst rustede, han måtte jo fra Halle an der Saale længe før hans Studier var sluttede, og siden, i de tolv Års hårde Arbejde i Schwarzwald, i de treogtyves Pogeslid og Handelskorrespondence i denne Stue, havde hans Kundskaber måttet slumre. Nu, han var jo også Kristoforus, som kun var stærk - så stærk, at han kunde bære Kristus.

101

Og Kristus' Vilje var i dette ringe Barn her ved hans Bryst, han tvivlede ikke derpå. Havde Gud Herren ikke alt i dets Fødsel og nu atter vidunderligen udpeget det, mærket det, at det var hans? dette .Barn, der alt havde drevet den onde, larmende og leende Ånd ud af dette Hus, selve Verdens Afbillede, og gjort det tomt og stumt som Graven. Gud Herren vilde i ham oprejse sig en Stridsmand, en Boanerges som i de gamle Dage, en Elias, en Augustinus, at omstyrte Belials Kirke og uddrive dens Præster, at rejse Korsets frygtelige Tegn over den Verden, der sov i Kødet.

Ti så stor var Vederstyggeligheden vorden, så brændende begærede Guds Folk Lynet, at det måtte flamme og lutre. Tusindsårsriget var nær. Slog ikke alle Apokalypsens Tegn ind? Havde det Syndens Menneske ikke alt vist sig? Havde ikke Landene stået i Brand, og Folkeslagene løbet ad Vejene? Så han dem ikke i sin Ungdom, da han drog fra de dybe Dale?

Hin store Exegetiker, Johann Albrecht Bengel fra Denkendorf derhjemme, havde fejlet. Året 1836 var forlængst forbi. Men talte dog ikke alle Sandtegn om hint Riges Komme? Sang ikke hver Linie i Hillers Salmer derom? Huskede han ikke Rock og Markis de Marsay, Camisarderne og Tersteegen, Folkene i det Land og i den Tid, der var Gud nær, i det Hjemland, han aldrig skulde gense.

Og Eberhard priste i denne Nat sin Gud, at han, som fra hans Ungdom havde uddrevet hans egen Lyst, nu havde taget hans sidste Håb, hans Støttestav gennem Udlændighedens År, hans Drøm om Hjemkomsten til Gutach og Fædrenes Hus, fra ham, at han ene kunde være hans lovlydige Redskab.

O Madame de Guyon og Fénélon, Svane fra Cambray, I Viljens Bortlugere, Pris være Eders Lærdomme til mig! Vel mig, at jeg som ung lyttede til Eders Røster! . . .

Men han grundede længe over sit og Benedicts fremtidige Liv og indså, at de måtte herfra, at de måtte ud i Livet påny, at Benedict kunde lære det og dets Trods og dets Fare at kende, lære at se sin Fjende i Øje. Og han huskede en Plads, han havde set opslået 102 i "Den Berlingske Tidende," en Pedelplads på en lærd Skole nær Nørreport. Den vilde han søge, En gammel Student, halvgåen Kandidat i Theologien, vilde de vel ikke nægte den. Så kunde Benedict gå dér i Skole, stadig under hans Opsigt. Hver Skilling af de hundrede Rigsdaler Halvåret fra Benedicts Fader skulde, ikke hensættes i syndige Renter, men i sikkert Gem til hans Studie, om det skulde ske, at Gud Herren kaldte Eberhard, forinden det var endt. Pedellønnen vilde vel give nok til dem bægge.

Og han lænede det grå Hoved tilbage mod den kolde Mur og faldt i dyb Søvn og hørte et Sus som af store Skove, men vidste ikke, om det var silvae nigrae eller silvae albae, Himmeriges Liljeskove langs Krystalhavets Bred. -

Og Eberhard og Benedict forlod deres Kvist og Skjul og gik ud i Verden og ind i deres Martyrium.

Eberhards Hånd veg fra Benedicts Skulder, og han skulde nu færdes ene, kun altid mærkende Eberhards høje Skikkelse bag sig, hans Forventning i sit Hjærte. Ud i Livet gik han, lam og blind af det lange Mørke på Kvisten, Guds kårne Barn, udvalgt og velsignet til Sårene og Naglerne .....

Ak, Hr. Doktor Lange og Fru Ellen, tilgiv mig de stærke Ord om mig selv, de skyggede jo som en Uvejrssky over mig fra min Fødsel! De var visselig ikke mine, jeg, der kun fødtes til Spurvens ringe Lod, til et Skjul i et af Jordens Smuthuller, ikke til som Svanen at synge mig ihjel for i Smærte og Skønhed at drage Menneskenes Blik mod det Høje. Men Eberhard havde, da han drog fra Schwarzwald, taget det fyrreommørkede Daldybs Himmelflugt, Skovnattens Lystørst, Korset i Skovhjærtet med sig, og læssede det nu alt på mine Skuldre, han, som selv med så rank en Ryg bar Kristus, den eneste Kristoforus. jeg har kendt. Han drømte Guds Vin, der har sprængt de stærkeste Kar, ind i det ringeste og skrøbeligste Lerkar af alle. -

Jeg vil bede Dem tænke Dem mig, Benedict Clemens Bek, i min falmede og lappede Dragt, som Madam Gundlachsen havde omsyet til mig af hendes salig Mands Frakker og Buxer, med mine halvblinde Øjne, mine 103 blege og svage Lemmer med Et stå dér midt i Skolegårdens Lys, omtumlet af de hundrede ranke, sunde og velklædte Drenge - jeg, der knap formåede at stamme deres Sprog, halvt i Skøgernes Dialekt og Slang, halvt i Eberhards tysk-danske, som han, de sidste Måneder før vi flyttede fra Pistolstræde, selv havde undervist mig i - som kunde de tusinde Skriftsprog og Bibelsteder, de hundrede Salmer og Varsler og Citater udenad, men ikke én Leg. Jeg, der kendte hvert Søm, hver Gulvflis, hver Lysskiftning i Kvisten i Pistolstræde, men ikke én Gade, ét Hus, én Vej i København, og som, selv i mine Drømme, så Menneskets verdslighedsfyldte eller himmelflyvende Hjærte, men knap havde set ét Træ, én Græsvold, ét Vand - jeg, der havde svimlet af Gru hin eneste Gang, jeg stod under åben Himmel.

Hvad jeg led, Doktor Lange og Frue, véd den, der kender Mennesket, at dets Hjærte er ondt fra dets Ungdom ; at kun igennem Nederlagets Ydmygelse og Smærte, gennem Alderdommens Brøst og Bræk bliver det svagt og fromt - at kun et Hav af vort eget Blod får os lært at skåne én Dråbe af Næstens,

O hvad har jeg set af menneskelig Ondskab! Den, der kommer så bagfra ind i Verden som jeg - der kommer dér fattig og uskøn, svag på Legemets og Forstandens Kræfter, kommer der, ene som et nøgent Hjærte, er den, der lærer det usminkede Liv at kende. Jeg har set Menneskene, som de var, ti hvo behøvede at bære Maske for mig? Jeg var jo altid den underste. Og jeg har både i København og her på Øen, som De vil få at høre, set Mennesker, der var Dyrets Spejl. Men - o Herren være lovet, jeg har også set Mennesker, der var Jesus'. Mennesker, der ikke søgte deres Eget, Mennesker, der med Svaghed og Brist, var Jordens Salt, der gjorde Livet leveligt og forklarede Guds Langmodighed.

Mennesker har været kærlige mod mig, der intet kunde give igen, endmindre skade . . . Tarves der mere Bevis for, at vi er af Guds Skød og skal vende hjem did igen? For disse Menneskers Skyld vil Gud skåne de andre og en Gang føre os alle frelst til sig.

Et sådant Menneske var jo først og fremmest Eberhard Sebastian Båden; sådanne Mennesker en Fader og 104 Datter, jeg ikke har kunnet nævne endnu, men snart må tale om, så sandt de mer end nogen blev mit Liv; et sådant Menneske Doktor Ørebro og måske mest af alle Jacobus Uz, Rovdyret og Helgenen; et sådant Menneske Lucie Camrath, og sådanne Mennesker De og Fru Ellen - Gud velsigne Dem - som vil være over at lytte til en gammel, fattig Mands stakkels, ligegyldige Liv, og endog siger, at det kan være Dem til Nytte og Glæde.

Hin stærke Guds Vin, Eberhard vilde, jeg skulde rumme, den havde jeg kun spildt, men hine dyreste Tårer på Jorden, Medlidenhedens uselviske Gråd - tro har jeg bevaret dem, der blev grædt over mig, og den skal jeg uspildt frembære for Herren på Dommens Dag, og kan hænde jeg, et af hans ringeste Kar, dog således kan blive et af de Vidner, Eberhard troede mig støbt til - ikke en Tordnens Søn, men en Tårernes Søn - ti jeg, som ikke har levet Livet, lærte Livet i dets Dyb at kende og kan for Herren vidne om dets Sår og Skrammer, men også om dets lægende Salve, vidne, hvad hans Skabning var. -

Om min Skoletid vil jeg helst kun tale lidt. Alle de, der var mine Lærere og ikke så til mig, men foragtede min Forsagthed og mit tunge Nemme, er jo nu for længst borte, og de fleste af dem, der var mine Kammerater og med mig fortsatte deres frste Barndoms Lege med Tusser og Orme, er døde som hine. Og Gud Herren har set i deres Hjærter, at de vidste ikke, hvad de gjorde, så sandt som jeg forlængst har set det og glemt det og tilgivet det ....

De rev mit fattige Tøj i Stykker, de knuste min Tavle og fyldte min Hue og min Lomme med Blæk og splittede mine Bøger for alle Vinde. De nåede mig, hvor jeg gemte mig i Legepladsens Hjørner, de spurgte mig om Huset i Pistolstræde, om Eberhard og min Moder, som Skøgen fandt på Trappestenen ved Færgelejet - og jeg begreb ikke, hvorfra de vidste det. De holdt mig under Posten, til jeg blev stiv og blå, og haglede mig til med Isstumper og Snebolte.

Og Lærerne så det og trak på Skuldrene og lo, fordi 105 jeg var sådan en Pigedreng. O, de kendte jo ikke min Barndom så nje som Drengene.

Men inden jeg efter min Skolegang, i Aftenmørket sneg mig op til Eberhard og min Seng på Kvisten, gemte jeg mig ind under Trappen og græd mig mæt, græd mig ud og tom og stille. Hvor kunde jeg klage til Eberhard? Huskede jeg ikke, hvor Jærnbakken havde rystet i hans Hånd, så jeg ikke hver Nat, i Halvsvne, hvor han ved tre fire Tiden, fuld af Åreknuder og Gigt som han nu var, rejste sig fra sit Leje og efter sin inderlige Bøn på det nøgne Gulv klædte sig på og hastede ned til de kolde og mørke Skolestuer at feje, vaske Gulv og fyre op? Vidste jeg ikke, at han gjorde det for mig, for at jeg skulde vinde den Lærdom, han selv havde givet Afkald på for sine Forældres, for lille Christines Skyld? vidste jeg ikke om det lille, altid lukkede Hus i Schwarzwald? Og huskede jeg ikke hin forfærdelige Nat, da han ved mine Skrig løftede sin Hånd mod Gud?

Og en Dag så jeg det, der satte syv Segl for min Mund over min egen Klage, men også først ret lærte mig at fatte Eberhards Ord om denne Verdens Mægtige, fatte dem så jeg aldrig har glemt dem.

Jeg så en Dag vor Skoles Rektor, som siden blev Professor ved Universitetet, og den Provst, der var Skolens Tilsynshavende, befale Eberhard at krybe op på det høje, snebelagte Tag og ændre en af Røghætterne, der var blæst skæv. Eberhard stod da nær de treds, og hans længe så kæmpestærke Lemmer var bøjede og brudte af de mange Års mangelfulde Føde, af det fremmede Vejrligs Råhed og Slud, af de isvåde Gulve og de tunge Kulspande.

Jeg så Eberhards Blik på dem, da de befalede ham derop, hans gamle, voldsomme Vrede, hans Beherskelse for min Skyld, for Jesu Skyld, der har befalet os at opfylde vor Gærning, og jeg så ham slæbe den tunge Stige til og krybe op.

Jeg så ham deroppe på Taget, hans søgende Hænder, hans tøvende Knæ, hvor han lukkede Øjnene for Svimmelheden, hvor han krøb på den glatte og glidende Tøsne, Jeg så de yre, faldende Sneflokke lege om hans grå Hoved og lægge sig på hans lange, bøjede Ryg.

106

Og jeg så de to Mænd stå dernede i Skolegården, på Flisen mellem Snevoldene og dirigere ham, råbende og rettende, svære, tykke Mænd i Pelse, med Huer med Stormklapper, med Guldbriller og Stokke, Statens og Kirkens Mænd.

Nu forstår jeg det: de kunde ikke tænke, at vi var Mennesker, de to Mænd i Gården og Drengene i Skolen, de så jo, at vi var fattige. Og selv i hint Øjeblik var der egentlig ikke Vrede i mit Hjærte mod dem, men grænseløs Fortvivlelse, ej alene over Eberhard deroppe, men over at sligt kunde få Lov at ske - Fortvivlelse så jeg kunde begravet mig i Snedriverne og blot bedt om altid at blive dér - hvis jeg havde turdet slippe Eberhard et Sekund med Øjnene.

"Bad du?" spurgte han, da han kom ned.

Og jeg svarede ikke, ti alt den Gang tror jeg, jeg vidste, at Gud Herren ikke hører vore Bønner, ikke ser til vor Nød, men lader Menneskene råde med hverandre og med sig selv, som de vil og kan, indtil han kalder os ind til sig og sin endelige Retfærdighed og Trøst.

Men jeg turde ikke sige sligt til Eberhard, og jeg havde da også nok i at se på ham. Se på ham, som han sad dér, sunken om på Tærsklen til Skolen, og stirrede stumt hen for sig med nedhængende, snevåde Hænder, mens Rektorens og Provstens Stemmer fjærnede sig gennem Porten.

Jeg tror, han sad en Time således, ubevægelig, som død. Og jeg vovede ikke at vække ham, ja knap at drage Ånden - til han pludselig udbrød og rejste sig i sin fulde Højde med det samme:

"Lovet være Herren evindelig, den miskundelige! Herre, Herre, du har set til mit Sind, der fra min Ungdom var hårdt og fuldt af Selvretfærdighed. Herre, tak at du i min Alderdom og Brøst nedbryder mig, at du ælter mig hårdt om, at jeg skal blive en duelig Sten i din store Bolig, Herre, tak at du ydmyger mig indtil dette! Ti Hovmod var min Arvesynd."

Jeg så skælvende på ham og kendte ham ikke igen. Men jeg så, hvor dybe Skyggerne lå under hans Øjne, hvor gullig hans Næse var, og hvor tungt den vældige 107 Pande ludede over det sunkne Blik, der brændte med en anden og uroligere Ild, end jeg før havde kendt.

Det var, som denne Hændelse, den Sejr Eberhard dén "vandt over sig selv, havde brudt "Arvesynden" i ham, men også Kraften.

Han blev forunderlig mild, og det mærkedes på hans Læsning. Nu var det ikke så meget mere de gamle, skyggemørke Pietister, ej heller Herrnhutternes duekurrende, men blodsugende Poesi, hvis "Niedlichkeiten" altid havde været hans Mandssind til Lede; men Mystikernes himmelvendte, sværmende Længsler og Syner - Therese af Jesu og Johannes af Korset - han søgte i sin korte Fritid fra Hverdagens sørgelige Sysler.

Hvor stemmede ikke "den serafiske Jomfru"s Valgsprog: "Aut pati aut mori" med Eberhards Sind nu i de Dage?

Eberhard var træt og forstod, at "Hvile er alle Tings Mål," og som han plukkede den lille Broder fra Assisis "Småblomster," sænkede han sig i Theresia a Jesu og Johannes de Cruces Disciple, i Michael Molinos og Fénélon, "Længslernes Mand" - i Kvietismens "hellige Ligegyldighed."

Han der havde villet knuge Verden i Knæ for Gud, vilde nu ene knæle selv. Han, der havde tjent Gud mer end de fleste, opgav nu i amour désinteressé sit Krav på sin himmelske Løn, som han havde opgivet sin jordiske: Hytten i Gutach. Og han, der havde været Guds Medkæmper i ecclesia militans og derfor drømt sig hans Medtriumfator i ecclesia triumfans, foldede nu sine Hænder, der var hærdede af praxis pietatis, i Angelus Silesius' Nynnen, i "der cherubinische Wandersmann"s Bekendelse:

Ruh' ist das höchste Gut; und wäre Gott nicht Ruh'

Ich schliesse flir ihn selbst mein' Augen beide zu!''

Endnu en eneste Gang vågnede den gamle Eberhard i ham. Det var en Dag, da han oppe fra sit Vindue, hvor han i et Øjebliks Fritid sad over Jacob Böhmes "Aurora," tilfældigvis nede i Gården så Drengene stimle 108 sammen om mig, løfte mig op og pludselig slippe mig ned på Brostenene, Gang på Gang.

Da glemte han, der altid havde været Gud en Medhjælper, den Salighedens Morgenrøde, det "mysterium magnum" der alt var i Opgang for ham selv, og bruste ned ad Trappen, ud over Pladsen og lige midt ind mellem Drengene, som han splittede som Avner for Vinden med sine Armes gamle Kraft.

De tumlede forfærdet bort for hans Hænder og hans Åsyn. De havde altid haft en egen hemmelig Respekt for hans fremmedartede og dystre Skikkelse, og havde jeg villet klage min Nød til ham, kavde jeg forlængst været fri. Men viste han mig ikke ved sit eget Exempel, og havde han ikke lært mig, at Korset og Vunden var vor Part i Livet og os tildelt ved Guds Vilje?

Lærerne kom til, først opbragte over Pedellens egenmægtige og voldske Færd, men da han vendte sit Ansigt mod dem i det nu så lange og flagrende grå Hår, forvirredes de. Rektoren rømmede sig hastigt, vendte sig og gik, mens andre af Lærerne, af de unge, med strenge Ord bebrejdede Drengene deres Færd.

Eberhard lyttede tavst til, gned sine Hænder kort i hinanden, greb om min Arm og sagde:

"Med Forlov tager jeg Drengen med op for i Dag?"

De menige Lærere så på Rektoren, der gjorde en ubestemt Bevægelse med Skuldrene, og jeg fulgte med Eberhard op på Kvisten, til dens Solskin, dens Blomster, dens Kanariefugl, dens rene, fromme Bøger.

Denne Eftermiddags Lykke glemmer jeg aldrig. Den viser mig noksom, hvilken Lidelse min Skolegang var.

Og så Lektierne! Hvor tungt jeg havde ved at tvinge min Hjærne nøgen og fri for Drømmen og Sorgen og Mindet! Hvor svært ved at fatte Deklinationernes og Formlernes Vigtighed, når jeg tænkte på Eberhards og mit Liv og Kvindernes i Pistolstræde!

Lettest faldt mig de græske og latinske Digtere og Historikere i Ingerslevs, Bojesens og Dorphs Udgaver in usum scholarum. Endsige Gudeverdenen i Tregders Mytologi.

Også Suhms Historie i Kierulfs og Werlauffs Bearbejdelse forstod jeg - disse Årstal havde en Gang 109 betydet Begivenheder i Menneskers Liv - omend min Tanke altid sukkende stjal sig fra Kongerne og Heltene til Skyggerne bag dem, de stille i Landet med de unævnte Sejre og Fald. Men Grammatiken - Madvigs latinske, Langes græske, Hjorts tyske, Abrahams franske - og Matematiken - først Schneekloth, senere Oppermann ... Jeg kunde lære Formlerne udenad, men forstå dem, endsige anvende dem - jeg nåede aldrig dertil! Var de selve Samfundets Skelet? Jeg og mine hørte ikke Samfundet til! Var de - som jeg havde læst i Novalis' "Philosophie und Physik," jeg fandt iblandt Eberhards Bøger-: "das Leben der Götter"? var Formlernes Mestre, Matematikerne "die einzig Glücklichen"? Hvor kunde jeg da undre mig over, at denne "Eudåmonie, selige Ruhe der Beschauung, himmlischer Quietismusu var lukket for mig?

Der var blandt Lærerne én, der led vel mindst ligeså dybt som jeg. Småkjær hed han, og han var Skriveog Musiklærer, en Stakkel fra en vestjysk Provinsby, som en eller anden velvillig Præst havde opdaget Evner hos, havde fået sat i Skole, sendt til København til Studenterexamen - og glemt - som hundrede fattige Studenter er blevet glemt af de velvillige Præster, der "opdagede" dem og rev dem ud af deres stille Gærning i Forfædrenes Spor - som Tobias Beutel rev Eberhard ud af hans ...

Denne Mand, Småkjær, måtte da nu ernære sig kummerligt ved sin skønne -Håndskrift og sin musikalske Evne. Jeg tror, den Evne var stor; jeg i det mindste har i hans Spil hørt Vestenvinden stryge klagende hen over de lave Huse i hans grå og frysende Hjemby ved det sukkende Hav. Men måske jeg kun har hørt det, fordi jeg fra Fødslen har været ét Øre for Lidelsens selv svageste Hvisken.

Han løb nu med sin Violin og sin Skrivebog omkring fra Skole til Skole, fra Port til Port, inden Voldene, i de Dages trange København. Og hvor han kom, blev · han modtaget af de andre Læreres knappe Hilsen og bortvendte Rygge - han var jo aldrig blevet en ret Akademicus, og Eksamenshovmodet var i de Tider stort - og af Drengenes sejrrige Glædeshyl, strax han trådte 110 over Tærsklen. Svampe, Grifler, ja Skarn sanket på Gaden haglede over ham, Skældsord, Trampen, Dundren i Pultene overdøvede hans Stemme, hans stakkels Violinspil, som han begyndte for at besværge de onde Ånder, hans Bønner, hans Vredesskrig, hans Hulken tilsidst.

Jeg sad og lyttede og kendte det vel - Hånsråbene over hans falmede, vendte Tøj, over hans sprukne Sko, hans grove Uldstrømper, hans gustne Linned, hans fattige Hjem og Fædre.

Og han segnede ned, med det magre, hvide Ansigt gemt i sine Hænder - til Døren gik op, og han forfærdet foer i Vejret og så ind i Rektorens Blik bag Brillerne. I den Dødsstilhed, der nu fulgte, hørte han med bøjet Hoved på Straffetalen til sig, at han ikke, som dog Rektoren selv og alle de andre Lærere, kunde skaffe sig Lydighed og Disciplin, på Trusler om Afskedigelse og, tilsidst, et Par ligegyldige Ord til Drengene om at være deres Lærer underdanig.

Og dette Martyrium gentog sig i hver Skole, Dag for Dag og År for År. Men hjemme sad en brystsyg Hustru og tre Børn. Og hver Morgen måtte han rejse sig og gå. ud til sin Dag.

Jeg husker en Morgen, da han krumrygget kom listende langs Muren, tynd som en Skygge, med Violinkassen under Armen og det slidte Skrivefutteral stikkende op af Lommen, Jeg var lige den Gang kommet i Skolen, og jeg strøg min Hue af for ham som for de an dre Lærere.

Han standsede forbavset og stirrede på mig, om det var en ny Hån mod ham, men da jeg stadig stod dér, bøjede han sig frem, med Hånden mod min Kind, og spurgte i den dybeste Undren:

"Hvem er du? og hvad hedder du, min Dreng?"

I det samme brølede Drengene bag os: "Hvad, Fjols! hilser du på Småkjær? Bi du bare, det skal du fortryde på! Hilse på Småkjær? Han er gal!"

Og jeg havde føjet en ny Lidelse til min gamle. Men jeg holdt dog ud, holdt ud med at hilse på ham, med at tie, når de andre skreg, med at gøre mig Flid med 111 Skriften og Sangen. Og han vidste det, og vi kendte hinanden.

Gennem Skrigene og Latteren og Suset af Kasteskyts mødtes vore Øjne, fortrolige og stille, i Helvedslarmen af Råb, Klapren og Trampen skælvede hans Musik til mit Øre, til mit Hjærte, og jeg søgte at svare med min Sang - jeg har en Gang haft en køn, lille Stemme -: "ja, Broder, her er jeg, her!"

Jeg véd, at han en Gang, da han skulde afskediges, og Rektoren hånligt sagde til ham: "Hvad? ikke en Dreng så meget som hilser på Dem!" bævende svarede, med Hatten i Hånden: "Jo, jo, Hr. Professor, Pedellens Søn, den lille Clemens Benedict Bek - og han synger også i mine Timer."

Og den Dag, da han udfriedes, da Drengene havde kommet Krudt i hans lille Tobakspibe, hans eneste Trøst, og den gik op i Luer i hans Ansigt, og han højt skrigende tumlede baglængs ned af Katedret, og derpå, et øjeblik efter, op og, under Klassens Latterbrag, ud midt på Pladsen, hvor han pludselig, i sin Angsts og i sin Kvides Grænseløshed, ramtes af Krampe og frådende styrtede om med sønderbrudte Lemmer - da véd jeg, at han i sin hakkende Dødskamp, mellem de tililende Drenge og Lærere, endnu angst for Levebrødet til sig og sine, stammede:

"Han - han - hilser på mig og - han - han - synger i min Time ..."

Sandelig, har jeg gjort dette Menneske noget godt, kun det mindste, da var det kun en svag Tak for det Klap, han strøg mig med over Kinden, da jeg hilste på ham. Det var det eneste Kærtegn, jeg mit Liv igennem havde fået, undtagen Skøgernes frygtsomme, når Madam Gundlachsen skønnede, at de turde røre mig - og for det Exempel han gav mig på Udholdenhed og Tålmod.

Og havde han levet forgæves - hans stakkels Hustru og Børn kom på Fattiggården og forsvandt siden fuldstændig, var han ikke død forgæves.

Den Scene dér i Skolegården glemte hverken Lærerne eller Drengene, fra dens blodige Plet steg der en ny og 112 bedre Ånd, en mildere og venligere, som havde han efterladt en Rest af sin egen i sit Blod.

Godt blev det aldrig, og der var vel overhovedet i "de gode, gamle Dage" ikke nogen Skole, hvor ikke enten Lærerne mishandlede Drengene barbarisk, eller Drengene drev Lærerne og deres Meddisciple til Fortvivlelse, men de voldsomme Optrin var dog omme. Og jeg nåede min Studenterexamen ad mindre torne strøet Vej, end jeg havde turdet håbe.

Men den Dag, da jeg havde forhvervet mig Retten til den så dyrt købte Hue, da var mig den største Smærte beredt, jeg har lidt i dette Liv - ja større end selv hin anden, jeg nu nærmer mig, ti den var jo samtidig min hejeste, min eneste Lykke. Mens hin ikun var Sår, ikun var Tab.

Da jeg kom op til Eberhard med mit Testemonium i Hånden, vaklende af Anspændelse og Træthed - ti ingen véd, hvad Slid det kostede mig at tage den Examen, ringe som mine Evner og svagt som mit Legeme var, og jeg bragte den til ham, som Hunden bringer sin Herre Byttet, ikke af egen Drift - ak havde jeg nogen? - kun efter hans Vilje - fandt jeg ham for første Gang i mit Liv liggende i Sengen.

Han rejste sig over Ende med udbredte Hænder og smilende Ansigt.

"Vær ikke bange, Benedict," sagde han, "jeg havde håbet at holde mig oppe, til du kom. Men jeg kunde ikke, jeg måtte ligge. Ja, jeg tyngedes til Jorden. Men nu er det jo Sommerferie, og du er Student, og jeg tør falde og ligge."

Gråden arbejdede i mig, men trods min Mødighed og min Angst vovede den sig ikke frem, og jeg foldede med rystende Hænder det store Ark med Universitet et s Segl ud for ham.

Han så på det op nikkede: "Ja, ja, det var nu dette! Knæl ned og tak Gud, at han førte os så vidt."

Han rullede Dokumentet sammen og løftede det i sin Hånd.

"Bed ham føre dig videre frem i Kundskab, at du med denne Stav kan slå hans Fjender ned og Vand af Verdens Klippe. Knæl og bed ham tage dig af min 113 Hånd i sin egen og føre sin Vilje med dig til Ende. Nær ingen Frygt for det jordiske, det er alt betrygget den tilstrækkelige Tid."

Jeg vidste ikke, hvad han mente, forstod hverken Truslen eller Løftet i hans Ord, sank kun ned og bøjede mit Hoved under det Kaldets Åg, han længe ikke havde rørt ved overfor mig, og som jeg halvvejs håbede, han havde lettet fra mig i Erkendelse af, hvor lidet mine Skuldre var skabte til det.

Men i Aften luede hans Øjne af den gamle Ild, og mens jeg bad, som han bød mig, skælvede jeg i mit Inderste for min Viden om, at jeg ikke var den, han troede - og for endnu en Hemmelighed, endnu en Bekendelse, jeg havde at gøre ham. Men han lod mig ikke komme til Orde, nu sålidt som siden i sin Sygdom.

Højt oprejst i Sengen, med Hænderne foldet, sang han, som en Ed for os bægge, Novalis' Salme:

"Wenn alle untreu werden,

so bleib ich dir doch treu,

dasz Dankbarkeit auf Erden

nicht ausgestorben sey!"

Hele Salmen sang han igennem med høj og genlydende Røst, med de store Hænder knugede og Øjnene mod det skrå Loft.

Så råbte han, med funklende Øjne og udbredte Arme: "Husk, for hans Fødders Tronskammel skal du lægge dem, hver Fjende og Forhåner, den ganske Verden i Kødet; hvert det naturlige Menneske, hver der glædes og ler; hver Syndens Tanke i dig selv, hver Drøm, hvert Håb, hvert Ønske og Begær, du skal drukne dem i Blod og Tårer, om du vil, han skal kendes ved dig på den yderste Dag! Barn, nu kan jeg ikke mere! Herre, nu er min Kraft brudt, nedbrudt for din Fod! Nu er jeg din, kun din! Men Gud, fuldbring du dit Værk med denne, i hvem du og din Søn har Velbehag, før ham op til Golgata Banke! For ham frygter jeg ikke, ikke hans Liv og ikke hans Død. Han hører jo til dine Elskede!" 114 Han sank tilbage med lukkede Øjne, med et Smil om sin Mund. Og jeg, som næsten aldrig havde set Eberhard smile, jeg gruede mer for dette Smil end for hans rystende, iskolde Hænder, hans blånende Kinder, hans Øjne, der stirrede afgrundshult under de strittende Bryn, hans vilde og stammende Stemme.

Jeg besvor ham om, at han var syg, jeg tryglede om, at jeg måtte hente en Læge. Men han rystede på Hovedet med hint høje og kolde Smil:

"En Læge? Nu kommer snart den eneste Læge til mig. Fusk ham ikke i hans Kunst! Han kan læge selv mit Sår, selv min Synds Vunde!"

Og jeg måtte tåreblændet og angstrystende, men lydig som altid krybe i min Seng. Jeg vilde holde mig vågen, men de sidste Ugers gennemvågede Nætter, deres vilde Anspændelse nu sidst for Examensbordet, overvældede mig, og jeg faldt i Søvn.

Og Sommerferien gik hen, og Eberhard lå dér, bestandig den samme, blå og gusten og kold, men syngende sine Salmer og bedende sine Bønner med høj og rungende Røst, som jeg ikke begreb, kunde komme fra det stadigt mer synkende Bryst.

Han var at se til som et Gigantskelet, med de vældige Knokler brydende ud af Kødet, med Pandeskallen faldende over de luende Øjenhuler og Iskulde strømmende fra sit Leje midt i Sommerdagens Glød på Tagkammerets Tegl.

Men ingen Læge måtte hentes, han tog ingen Mad til sig, ja han syntes end ikke at huske mig. Han sang kun og bad. Han steg og sank og steg igen som i Strid med en usynlig, en endnu stærkere Kæmpe, i den sidste, den hårdeste Jakobskamp. Og bestandig råbte han, ind mellem sine Salmer:

"Herre, Herre, husk at har jeg forbandet dig én Gang, så har jeg velsignet dig titusinde!" og han sang igen.

Og jeg sad ubevægelig, med mit Hoved mod den solhede Vindueskarm, blundende med Solens røde Skær i mine Øjne, stirrende ned i den tomme Skolegård, hentende, som vanligt, lidt Mad fra Portnerkonen og den Smule Mælk, Eberhard levede af - udmattet af Angst 115 og Gråd og Solbrand, bedøvet af den Døendes Råb og Skrig.

Til jeg omsider vågnede en Nat hen i September, da det nye Skoleår alt var inde, og Rektoren begyndte at knurre mod os, ved en vild og voldsom Sang, der rungede hen over mit Hoved mellem de trange Vægge som en Basun, et Dommedagskor:

"Hinunter in der Erde Schoosz,

weg aus des Lichtes Reichen!

Der Schmerzen Wuth und wilder Stosz

ist froher Abfahrt Zeichen!

Wir kommen in dem engen Kahn

geschwind am Himmelsufer an!

Gelobt sey uns die ewge Nacht,

gelobt der ewge Schlummer!

Jeg rejste mig forfærdet i Sengen, jeg vilde hen til ham, hen at gribe om hans Arme, der strakte sig, som skulde de sprænge Taget og rive sig løs fra hans Skuldre, hen at lukke hans forfærdeligt råbende og forfærdeligt jublende Mund. Men hans Ansigt skinnede i Kammerets blånende Dæmren som Ild, som Sol, hans Lemmer var løsnede af Jakobskampen og omslyngede nu Modstanderens Hals i et himmelflyvende Favntag.

Og jeg lukkede Øjnene, rædselsblændet.

Hele Novalis' forfærdelige Dødssalme sang han til Ende. Så hørte jeg et højt Skrig:

"Ja! ja! jeg råber: Ja! Her er jeg! Eberhard Sebastian Båden, din tro Tjener! Se, nu går Døren op! Korset skinner i der Herrgottswinkel! Ja ja! jeg kommer! Herre, i dine Hænder - - Hør, nu suser Elvene og Skovene! Herre, tag ham i din Hånd og fuldfør din Bestemmelse herligt med ham! Nu - nu går Kristoforus!"

Og han styrtede død tibage, så voldsomt at hans Hoved drønede mod Sengens Endestykke.

Og jeg," Clemens Beks Stemme, der havde hævet sig rystende ved de sidste Ord, som lå han endnu i hint Kammer og så den gamle Guds Kæmpe falde og sejre, blev hviskende og svag, "var ene - jeg Guds Lam."

116

Døren derhenne til Forstuen var gledet op, og Jomfru Camraths lille, krumme Skikkelse var dukket ind. Med bøjet Hoved havde hun stået og lyttet til de sidste Ord, til den gamle Dødshymne, med Hænderne foldede over den tildækkede Kurv på Armen.

Ellen havde sat sig tavs ved Vinduet, i Krogen ved Klapbordet, og med Albuen støttet i Karmen mellem Geranierne og Gyldenlakkerne set ud i Ørkenen.

Men nu så hun op og hen på Jomfru Camrath. Og hendes og Eriks Øjne mødtes:

Ja, de to Guds Lam uddrevne her i Ørkenen . . .

Gamle Bek samlede sine Papirer sammen, hans Hænder dirrede, og de store, blege Øjne sad endnu blegere i det hvide Ansigt end ellers.

Men nu vendte han Hovedet mod Lucie.

"Nå, dér kommer Jomfru Camrath nok med Middagsmaden? Ja, De har vel hørt det: vi får endelig en Præst igen! Er det ikke helt underligt: ham skal De ikke være Husholderske for! Hvordan tror De egentlig, han klarer sig? En Præst her på Øen, i hvis Hus Jomfru Camrath ikke findes," han smilte.

Jomfru Lucie flyttede Fødderne lidt, som i sine egne Tanker.

"Ja, Hr. Bek, og én tænker jo på, hvordan det skal gå? For den nye Velærværdighed er ugift, siger de. Og her er jo ikke andre på Øen, der kender sådan til Madlavning for Personer af Fastlandets Vaner. Og jeg synes, at når han nu endelig har forbarmet sig over os og segt herover, så -"

"Nej, Jomfru Camrath," Bek rystede bestemt på Hovedet, "nu fylder De de halvfjersindstyve, nu får De virkelig ikke Lov at slide for andre, ihvo de så er. Og det går jo slet ikke! Hvad tror De, Folk vilde sige, når de så, at Jomfru Camrath, som de gav Legatet til, dog blev ved at arbejde? De gav det jo til os, fordi vi har tjent dem så længe, og nu ikke mere kunde: De ved at sørge tro for Præsterne, at de dog kunde tøve her lidt længere, j eg ved at lære deres Børn den Smule, de kan. Nej," spøgte han, "det går slet ikke an, vi duer til noget mer. Takke må vi og så holde os stille - jeg her i min Seng og De Dem i Deres lille Stue - for nu 117 har De jo fået Dem én henne i unge Gravemands vestre Længe?"

"Ak ja, Hr. Bek, det er jo ikke i Præstegården, men

- om De endda kunde komme og se den!" Jomfru Lucie så op, der lyste et pludseligt Smil i det lille, mørke Ansigts Rynker, de sorte Øjne spillede. "Det er så underligt," lagde hun lavt til og strøg over Kurvens hvide Dug, "at nu har vi kendt hinanden i så nær de halvtredsindstyve År, og så kan De ikke komme og sidde i min Stue, nu jeg fik mig én. Jeg har endda siddet så tit hos Dem."

Clemens Bek nikkede langsomt mod hende - og Erik Lange og Ellen vidste det: om de Aftenstunder Jomfru Lucie var tyet herind i dette fattige Rum, for at sidde og hvile efter Dagens Slid, hvile og tie hos en, for hvem hun ikke blot var det ligegyldige Tyende, men et Menneske, der havde ejet Håb og gemte Minder - Håb og Minder, der havde været hans lige.

Urets Tik-Tak snakkede ustandseligt og uforanderligt gennem Stuen, og Ørkenen grånede dunkelt og dumpt derude, som i hine Stunder, da de to, der var strandet i dens Sand, i hinandens Tavshed søgte og fandt det Land og den Ungdom bag Havet - det Håb og det Minde, som var fremmed for denne Ø.

Men Clemens Bek havde dog været den lykkeligste, han, som havde ejet sin egen Stue. Nu bød hun ham ind til sin, til Gengæld, men nu kunde han ikke komme. Og som altid måtte hun ty til ham.

"Ja, Jomfru Camrath," smilte han, "nu er vi jo store Folk, bægge to."

"Ja, Hr. Bek, Gud har været god mod mig," hviskede hun. Og listede hurtigt ud i Køkkenet med Kurven.

Clemens Bek så efter hende, så sagde han lavt, med Fingrene flettede i hverandre:

"De véd jo intet om hende, uden hvad jeg har sagt

- men for den, der husker hende, fra da hun kom herover, de første År, og som har set hendes Faders, Konsul Bernhard Camraths Gård med de høje Vinduer mellem Søjlerne og Pilastrene, for ham må det vel lyde helt underligt at høre hende sige, at Gud har været hende god. Og dog - det lyder jo kun så. Ti den, 118 der har levet med hende her på Øen, og hvis Liv i mangt og meget blev hendes ligt, kan vidne, at Gud var os god - først ved at føre os hid. Verden er farlig, kanhænde hun havde klaret sig derude, jeg véd, jeg havde næppe. Og gjorde Årene herovre hende til en lille, grå Fugl, de gav hende også Vinger. De ser dem måske ikke, men jeg har set dem og véd, at de kan bære, både i denne Verden - og over til den næste. Der tales så meget om forspildte Liv, om ikke at nå over alt det, hvortil vor Frist kunde strække, om ikke at have set den store Jord, da vi jo dog fik to Ben at vandre på, og ikke beriget vort Sind med de mange Oplevelsers Erfaring - ak tro, jeg husker Jacobus Uz's Klage her på Øen! Men tænker jeg på Lucie Camrath, hvad hendes Vugge bød hende, og hvad hun bringer til sin Grav - tror jeg så vist, Gud Herren kræver hende ikke for de mange Talenter, men kalder hende sin tro Tjener, der ågrede vel med det betroede Pund. Ti er det Hjærtet, der fylder Blodet i vore Årer, da er det vel og' Hjærtet, der fylder Livet med Rigdom. Og da tør jeg sige, at hendes og mit Liv var rigt."

"Jamen -" Ellen flyttede sin Arm over Knæet.

"Jeg véd, hvad De vil sige, Frue," sagde Bek og slog Øjnene ned. "jeg véd det: nej, Jomfru Lucie har aldrig oplevet den Erfaring, der mer end alt andet gjorde mig Livet rigt og let. Men - så fyldte Gud hendes Hjærte helt. Ti det, som Verden lader tomt, det fylder han. Jeg husker så nøje de Ord, jeg læste efter Eberhards Død, i en af de Bøger, han havde hos sig i den sidste Tid, i Novalis' "Fragmente," fra 1797: "Unser ganzes Leben ist Gottesdienst." Eberhard havde ikke behøvet at trække en Streg under disse Ord for at vidne, de var Sandhed for hans Vedkommende. Men de er det vel egentlig for enhver, hvad enten han vil det eller ej, ti hvert vort Åndedrag er jo en Hyldest til vor Skaber. Men den der, ihvor hans Liv så falder, lever det som efter Guds Ordre, han har ej alene fortjent sig selv, men også sin utro Næste Gud. Og jeg, som har forbrudt så mangt af Livets Øjeblikke med at knurre mod Gud og med Forsøg på at rømme fra ham - ja, for 119 at jeg skal vise mig helt, som den jeg er, endog en Gang forgrebet mig på selve hans Gave: mit Liv - jeg har nu kun at håbe på, at Gud i hendes vil se mit, således som jeg havde Vilje, men ikke Evne til at leve det, og for hendes Skyld tilgive mit."

Køkkendøren gled op. En Lugt af brændt Lyng og kogende Mælk mærkedes Jomfru Camraths lille, visne Hoved med Huevingerne så ind.

"Vil De noget, Jomfru Camrath?" spurgte Bek.

"Det var bare -" hun rødmede under Eriks Blik. "Når Hr. Doktoren var ved at gå, skulde jeg bede Dem så meget fra Jordemoderen, om De ikke vilde se ind til den stumme Kone, Doktoren véd, det andet Hus østen Kroen. Madam Trebien er bange, det ikke går så helt let."

Erik Lange sprang op: "Og det siger De først nu!"

"Sabine mente, jeg måtte ikke så gærne ulejlige Doktoren. Det er da nok ikke så nær endnu."

Erik Lange trak hurtigt Frakken på. "I er et tålmodigt Folk, Clemens Bek, og ikke just vant til, at jeres Embedsmænd gør meget for jer."

"Å, vi vænner os vel til en Kende Langmodighed. Jeg har tænkt på det, at som jeg talte om Jomfru Camrath nys, at hun var kåret til at bede godt for os andre, for vor Unøjsomhed og Mangel på Tak, sådan er vel denne Ø, så yderlige Kår den er lagt under, skabt for at aftjene de rige Egnes Overmod. De stærke Mennesker og de lykkelige Egne må bestandig virke og frembringe, de får ikke Stunder til at lytte og mindes det første Spor: at Mennesket lever af Guds Hånd. Derfor skabte Gud de ringe Mennesker og de øde Øer."

"Vogt Dem, Hr. Bek," smilte Lange og rakte ham Hånden til Afsked, "det er jo den katolske Vranglære om Helgener, De dér forkynder - og nu i Morgen kommer vor nye Gejstlighed!"

"Jeg frygter ham ikke," Bek så op på Lægen, "har han søgt dette Embede, trods han er en velstående Mand og af Honorius' gamle, indflydelsesrige Slægt, ja, er han blot en Honorius, da mener han som jeg: én må bestandig bøde for de manges Synder, for éns Skyld skåner Herren Sodoma og Gomorra."

120

"Så lad ham for Deres Skyld skåne mit Sodoma og Gomorra!" sagde Erik og slap hans Hånd.

"Og for Jomfru Lucies mit," smilte Ellen.

Men Bek rystede hæftigt på Hovedet:

"Jeg har ingens Synd tjent af, end ikke min egen. Sammenlign mig ikke med Jomfru Camrath. Hør først min Historie og se så på hende! Hun som ingen har, kan ene bede om Tilgivelse for vore."

121

TREDJE KAPITEL

Idet Erik Lange drejede om Hjørnet af Klitten, standsede han - så blåt var Havet.

Han havde hele Natten våget hos den stumme Kone, for først nu ud mod Morgen at få hende forløst - og så, en Time efter at alt var vel overstanden at se hende dø af Blodstyrtning . . .

Blindet af den usle Stues Halvmørke, svimmel af Lugten af Blod og Smuds, svedig og udmattet af Ophidselse og Skuffelse, var han tumlet over Tærsklen ud i den gryende Novembermorgen.

Og dog - som han gik dér mellem Stendigerne og så Skæret fra Solopgangen ude bag Ørkenen og Fyrtårnet rødme Kirkebjærgs rimgrå Græs, og som han nu stod her, hvor Havet åbnede sig for ham, mørkeblåt og skumstænket under den lysnende blå Himmel, mens Brisen legede med hans Skæg og suste i Bjærgfyrrenes Toppe, fornam han samme uforskyldte og undrende Lykke, som da han derinde i Dæmringen, Stanken og Skrigene drog Barnet frem til den Dag, der duggede Ruden.

Hvorfra stammede dette nye Liv og denne nye Morgen på Øen? O, nu vidste han det: Fra den lange, sorte Nat og fra den Moder, der døde.

Han var gledet ned i Marehalmen ved Bjærgfyrrens Rod og så hen over de sandgrå og marehalmsstubbede Klitter. Den stejle, grusede Vej steg ned bag dem, forsvandt og skød frem igen nede ved Købmandsgården. Han sad lukket inde, som af et Tårns forhakkede Murkrone, med Udsigt over Havet og Havnen. Dér nede var i det blege Solskin allerede travl Færdsel.

122

Postskibet var jo kommet, og Postføreren og hans Folk læssede Fustager og Kasser på Fragtvognen. Købmanden og hans Karle rullede Troljer, belæssede med tunge Petroleumstønder frem og tilbage ad Jærnskinnerne. Skibets lille Flag spilede sig i Morgenblæsten fra de skrå Master. Om Bord på de andre Skibe færdedes de fiskerklædte Mænd hid og did. Havets vældige Blå kransede Molerne med sit Skum.

Han havde troet, at Barnet måtte ofres og mere end én Gang i Nattens Løb haft Klingen fremme, men midt i Moderens Skrig bestandig mødt hendes Øjne, hendes sammenbidte Rysten på Hovedet: "Nej, nej!" og tøvet og ventet. Og han havde frelst dem bægge ud til denne blå Morgen, om ikke Blodstyrtningen pludselig var stødt til...

Han trak Vejret langt: et Menneske var død under hans Hænder og et var blevet levende, den tapre Moder havde skænket ham Byrden af sin Død og af Barnets Liv. Han havde lydt Bønnen i hendes Øjne, fordi den var stærkere end nogen Læbes - og fordi han, efter sin bedste Indsigt, turde det. Over Blodstytning rådede han ikke.

Men Barnet - Faderen var Øens eneste Drukkenbolt, og hvor så ikke Stuen ud, blot efter de få Dage, Moderen havde ligget . . . Han havde valgt, efter hendes Bøn og sin Samvittighed. Men Valgets Følge?

Om nu Barnet blev stumt som sin Moder?

Snak! han var for medtaget af denne Nat! Det var der jo ikke Spor af Grund til at tro! Ja, det var umuligt at tro på så blå en Morgen!

Han drog atter Vejret, som åndede også han for første Gang. Han så op til sit Hus, hvis røde Tegltag glødede mod Himmelblået Man så lige dets Ruder spejle dybt, over Klitkammen.

Og med Et syntes han, at Luften deroppe mellem de utallige Bøger kemiske og fysiske Apparater var tør og besk af Støv og Syre; for første Gang fornam han som en Armod, ja næsten som en Brøde i sit Liv.

Ellen - hvor havde hendes Tanker mon været de lange Aftentimer sidste Vinter, når han sad over sine Planer eller drev ved Ruden med Øjnene og Sindet håbløst fyldt af Havets uendelige Grå?

123

Så tappert hun havde stået ham bi derinde i Barselstuens Uhygge, til Fødslen var overstået, og Fiskeren fulgte hende hjem Og hendes Øjne, som ikke kunde slippe Barnet . . .

Nå, nu sov hun vel trygt ovenpå den uvante Nat - og anede ikke, at han dog havde tabt Slaget tilsidst.

Han rejste sig for at gå Stien op til sin Bolig, da han fik Øje på en Herre, der med et sort Rejseslag over Skulderen og Kuffert i Hånden langsomt kom op ad Kørevejen nede fra Havnen.

En Herre - for det skønnede han strax, han var, på Holdningen og Gangen. Hvem kunde det vel være?

Her kommer jo ingen Fremmede - ja, sjælden en Gang om Sommeren, men nu på denne Årstid - -

Overklitfogeden var det ikke, ham kendte han - - Å Præsten, den ny Præst!

Den Vandrende forsvandt ind bag de skurvede og skallede Klitter, og Erik Lange gik videre ad Stien.

Han havde intet tilovers for Præster. Han huskede den sidste, der havde søgt og søgt herfra og intet Middel skyet til Forflyttelse over til de trygge Embeder på Fastlandet, og de andre, de ni, der havde været her i Clemens Beks Tid. Og rent bortset derfra - hvor kunde noget Menneske med Forstand og Retsind være Præst i statsautoriseret og -forpligtet "Kristendom"?

Men pludselig standsede han - ja, men - denne Præst, som havde søgt dette Kald, just fordi det stod ledigt, skyet af hans Kolleger, denne en rig Mand af gammel Slægt, som fra sin videnskabelige Løbebane søgte hid . . .

Og dér kom han nu til denne øde og stejle Strand -

Erik Lange mindedes sig selv og Ellen hin Morgen, de ved Femtiden på "Anne Hendrikke" for den svage Brise gled ind mod Øen fra den lange Sejlads over Nattehavet - den Kulde og det Øde, der var slået ud mod dem - de få og små Huse inde på de vældige, sorte Brinker, de ensomme Master i Havnen, om hvis Moler Skummet og Sandet føg - og de var dog to ...

Han kom ene.

I det samme dukkede den Fremmede op, med bøjet Hoved og Tæppet over Skulderen, besværligt stigende.

124

Erik Lange blev stående uvis - da den Kommende pludselig hævede Hovedet og så ham.

Lange tog til Hatten, og den Fremmede hilste.

"Jeg kan tænke, det må være øens nye Præst?" sagde Lange og gik ham i Møde. "jeg er dens Læge."

"Ja, jeg er Honorius - Præsten," svarede den anden og trykkede hans Hånd i sin, i et let og blidt Tag.

"De har vel nok haft en rolig Overfart?" Erik Lange så ud over det blå og lystløst ilende Hav, "men De er måske ikke vant til Søen, og dog træt?"

"Å nej, jeg er ikke vant til Rejser, jeg har næsten altid kun levet i min Stue og for mine Studier," sagde Præsten, idet han tog Filthatten af og strøg det glatte, mørkeblonde Hår til Side, "men - jeg har ligget i Nat og tænkt så meget - på det Sted, jeg her skulde til, og - det Liv, jeg nu skulde begynde. Og siden Klokken fire har jeg været oppe og spejdet efter Land. Der var ingen Blæst, men vi havde Strømmen imod og er først lige kommet ind. Men - Klokken er jo knap syv. Er Doktoren alt så tidlig oppe?"

"Jeg har været til en Fødsel," sagde Erik Lange, "men - har De ligget vågen i Nat, er De vel træt?"

"Ja-a," nikkede Præsten og så ud for sig med de blege Øjne bag Brillerne, "jeg nægter ikke - Mit Helbred har altid været svagt," lagde han til, undskyldende. "Men Folkene sagde mig, at der var kun Logis for Søfolk i Købmandshuset dernede, og jeg må altså til Byen, til Kroen."

Erik Lange så lidt på ham. Han var lang og bøjet, med hult Bryst og sænkede Skuldre, hans Kinder var gustne, med hede Pletter og Øjnene duggede bag Brillerne, Munden veg og rød som en Kvindes.

"Hm, Hr. Honorius - der er en lille Fjerdingvej til Byen, ad træls Bakke og Sand. Hvad mener De, om De gik med mig op til Lægeboligen? den ligger lige heroppe på Klitten, og hvilte Dem. Siden kunde vi så følges til Byen. Jeg skal alligevel derop til Barnet."

"Er Moderen død?" spurgte Honorius sagte.

"Ja - men hvor kunde De tænke det?"

Honorius svarede ikke, men nikkede som ad sine egne Tanker.

125

Erik så på ham: "Går De så med?"

"Tak, mange Tak, men -" han trykkede Hatten lidt ned med den lange, hvide Hånd, "- er det ikke for megen Ulejlighed, at jeg sådan kommer udenvidere, så tidligt om Morgenen?"

"Nej da, jeg er jo oppe, som De ser, og min Kone - ja, hun sover rigtignok, tror jeg da Hun har hjulpet mig i Nat, skal jeg sige Dem, og -"

De gik sammen ad den skærvelagte Sti ind mod Lægeboligen. Hvorfor skulde han fortælle den Fremmede dette? Det lignede ham lidet. Var han stolt af Ellen? vilde han prale med sin Hustru overfor denne enlige Mand?

De stod nu foran det lille, røde Murstenshus med de blanke, urtepottefyldte Vinduer, på den grusede Plads ovenover Trætrapperne, og så ud over Havet.

En Skare Trækfugle viftede hen derude, Mændene puslede stadig nede ved Havnen. Andet Liv var der ikke at øjne. Og hvor var både Fuglene og Menneskene bittesmå i Havet og Himlen!

"Nå, dette er så Øen," nikkede Præsten, foroverludet, med Hænderne på Ryggen; han havde sat Kufferten fra sig i Gruset, " og der er altså sex Timers Sejlads hertil."

" Der kan være mindre," smilte Lange. "Men der kan også være mere. "Anne Hendrikke" har været ti, tolv Timer om det, når også Vinden var imod. Men tænk så på gamle Dage - ja, for ikke længe siden, inden Motorerne kom, da var de en Gang, i tæt Tåge og Modstrøm, fem og halvfjersindstyve Timer under Vejs. Og i endnu ældre Tid, da Skibet gik fra København eller Gilleleje . . . Men da kom det her rigtignok også kun nogle få Gange om Året."

Honorius lyttede til, stadig med Hænderne på Ryggen.

"Men her var dog Præster den Gang," sagde han.

"De var her før Lægerne," indrømmede Lange.

"Ja, for de var Børn af det Ældste," nikkede Honorius, "men nu -"

Lange så skarpt på ham. "Ja, tror De, De selv kan finde Dem til rette her på Øen," spurgte han køligt, idet han lukkede Gangdøren op.

126

"I al Fald kun her," sagde Honorius med sin lave, sørgmodige Stemme og så sig nærsynet om i Forstuen.

"Kun her?" Lange så spørgende på ham, med Kufferten i Hånden.

"Ja, som Præst -" svarede Honorius dæmpet.

Lange nikkede. "Det forstår jeg. Jeg kan også bedst finde mig til rette som Læge her - nu - endsige da som -"

Han åbnede Døren ind til Dagligstuen, men blev forbavset stående, ti henne ved Vinduet sad Ellen med Hænderne i Skødet og så ud over Havet.

Hun bar endnu samme mørkeblå Kjole og hvide Krave som i Går, i Nat, hendes store, blonde Hår bruste løst om hendes Pande.

"Men Ellen, Barn, er du ikke gået i Seng?" han trådte et Skridt frem.

Hun så hastigt op, som vågnende, strøg sig over Brynene og smilte som efter en skøn Drøm. Hun åndede langt

"Å Erik, jeg har tænkt - jeg har blot tænkt så meget på det lille Barn, som vi - som du -"i det samme fik hun Øje på den Fremmede og blev blussende rød, som havde han grebet hende i en dyb og blufærdig Hemmelighed. Hun foldede hastigt Kjolen sammen over Skødet og rejste sig.

"Det er min Hustru og Øens nye Præst, Hr. Honorius," præsenterede Erik Lange.

"Velkommen!" Ellen rakte ham smilende Hånden.

Erik så på hende, og han syntes, at som hun stod dér i Solskinnet, høj og fyldig i sin blå Kjole, mod Vinduets Blomster og Havblå, var hun som selve denne Morgen, frisk og ung.

Hun havde siddet dér ved Vinduet de Timer med samme store Smil. Og nu skulde han formørke dets Tak og Tro.

Præsten bukkede. "Får jeg en Udsigt fra mit Vindue som denne?" han pegede.

"Ak nej, ligeså vid og ligeså øde, men evig grå og sort. De får "Ørkenen" for Deres Ruder."

"Nu, det passer vel også bedre," sagde han og krøb sammen i Skuldrene.

127

Men Erik Lange så på ham og på den store, blonde Kvinde overfor ham, der var hans Hustru, og følte det med Et, sørgmodigt og fuldt af Klage, og dog så forunderligt lykkeligt og blødt, at der var andre Mål for Menneskene end de "store", Clemens Bek talte om i Går, som han selv hidtil havde set som sine, og som Bek og gamle Jomfru Camrath havde vandret mod her på Øen - Mål, som hverken de eller Præsten dér vidste om, men som den lille, stumme Kvinde havde nået i Nat.

"Ellen," sagde han og lagde sin Hånd let over hendes, "et Par Timer efter at du var gået, døde Hanne, af en Blodstyrtning."

"Døde -" Ellen veg et Skridt, som ramt i Hjærtet af et Stød.

Erik Lange smilte sørgmodigt. "Der forefalder ikke ét Dødsfald om Året her på Øen, Hr. Honorius - og dog kan De nu strax komme i Virksomhed."

Præsten nikkede atter, som ad sine egne, vante Tanker.

Men Ellen stod bestandig med Hænderne for Brystet som mod en Forblødning. Store og blege søgte hendes Øjne Eriks - som bad de om Svar på et uløseligt Spørgsmål. -

- Præsten Honorius standsede brat, idet de dukkede ud af Svælget mellem Byens Bakke og Nordbjærg, og Ørkenen åbnede sig for dem som et Månelandskab under den høje og kolde Himmel.

Han blev stående ubevægelig, støttet til sin Stok. Så nikkede han.

"Ja, i Sandhed, dette er Ørkenen. Men," han løftede Hovedet, "ikke den hvori Røsten råber og ikke høres?"

"Nej," Lange så på ham, "når en Gang en Røst hæver sig her, da høres den vidt bort og giver længe Genlyd."

"Jeg tror det," sagde Honorius; der steg en svag Rødme i de hule Kinder. "Jeg forstår i al Fald nu," han pegede ud i Ørkenen med sin Stok, "hvad jeg vilde her."

"Så," Erik Lange rakte sin Hånd til Farvel, "tænker jeg, at Øens Folk kan være glade for, at De kom."

128

"Sig ikke det," Præsten så på ham med et hurtigt Blik, "De kender mig jo ikke."

"Nej, men jeg véd, De søgte dette Embede, for at den Skam ikke skulde times Deres Stand, at ingen gad ulejlige sig hid."

"Ikke min Stand!" Præstens Kinder brændte, og han svang Stokken bag sin Ryg, "men Gud: at han ingen Tjenere havde mer," hans Stemme sank.

Så nikkede han og gik op ad Stien langs Kirkebjærg, op mod den lave, øde Præstegård under dets Kam, med Ørkenen for sine Ruder,

"Erik," sagde Ellen, da de en Stund havde vandret tavse ind gennem Byens Gade, "jeg tror, du skal tage ham med til gamle Clemens Bek - at han kan se, Gud har endnu både Tjener og Menighed."

"Just, hvad jeg tænkte," nikkede han. "For han bliver." -

- "Vi kan hilse Dem fra Præsten," nikkede Ellen til gamle Bek.

"Hun har alt set ham," pegede Bek på Jomfru Lucie, "hun siger, han ligner Jacobus Uz, og gør han det, da er Lykken draget ind på vor Ø igen."

Jomfru Lucie så op fra sin Krog, hvor hun sad med sin Strømpe.

"Ja." sagde hun dæmpet, "det har Hr. Bek visselig Ret i." Hun så tøvende hen for sig. "Det var, som så jeg Hr. Jacobus - kun ikke Puklen." Pindene kom atter i Gang.

"Den kan vi undvære," smilte Bek, "om han ellers er Jacobus Uz lig."

"Husker du, Ellen, hvad jeg sagde?" vendte Lange sig til hende, "den Røst her vil hæve sig, bærer længe Genlyd."

"Ja, for her er den Armodens Stilhed, som kan lytte," nikkede Clemens.

"Hvordan har De haft det i Nat?" spurgte Erik Lange.

"Godt," nikkede den Gamle, "jeg lå længe vågen, for Gigten sled hårdt i mig, men jeg lå og hørte Blæsten om Huset og det gamle Urs Gang derhenne, og jeg lænkte på, hvor mange Efterårs og Forårs Blæst, jeg 129 havde hørt over denne Ø, og at nu var det jo nok den sidste - at nu var det min Tur til at flyve herfra - til mildere Egne." Han smilte. "Jeg lå og tænkte på mit hele Liv, Doktor Lange, på alt det, jeg har at takke for: at jeg, omend klein, dog altid har været så tålelig rask, i al Fald aldrig har behøvet at falde andre Mennesker til Byrde, undtagen det År, da jeg mistede min ene Lunge og var til Huse hos Doktor Ørebro. Altid har jeg jo haft Tag over Hovedet og Brød på mit Bord, har det Tag end været her på Øen og det Brød end ofte hårdt. Kun to Gange i mit Liv har jeg stået under åben Himmel og intet haft at dække eller mætte mig med. Men jeg så til Markens Liljer og Himlens Fugle, og det gik mig efter Ordene, at Herren klædte og mættede mig. Og jeg tænkte på de kærlige og fromme Mennesker, jeg har lært at kende, og som har forvisset mig om, at er end Gud fjærn, så er hans Sejr vis. Men mest af alt takkede jeg for, at han gav mig et Sind, der kunde glædes, et lykkeligt smilende Sind. Tænk, jeg, det uægte Barn af en svagt begavet, letsindig og hysterisk Fader af en ældgammel, hovmodig og fordærvet Slægt, og af en Moder, om hvem jeg knap véd . andet, end at hun var en ond og hård Mands Datter - hvor tror De vel, mit Sind kan stamme fra, om ikke fra al Glædes Kilde? I min Fødsels mørke Øjeblik dryppede Gud en Dråbe i mit Hjærte, der har fyldt mig med en ufornuftig, en uimodståelig og ubesejrlig Glæde."

Han så smilende ud af Vinduet, ud mod Stenrevenes og Højenes bløde Skyggepletter over Ørkensandets Dådyrskind. De fjærne Klitter flimrede som hvide Spind, Fyrets Tårn sejlede fjærnest ude som øens knejsende Gallionsfigur.

"Og nu sluttelig går det ind i al Glædes Rige -" hviskede han.

"Men inden De nåede så vidt, Clemens Bek, inden De kom over Deres Faders Svaghed og Deres Moders Sorg, inden De fik rystet det Åg af, som Eberhard Båden havde lagt over Deres Skuldre -"

"Ja, Herre, det er jo ikke det, at jeg ikke har kendt Kødets Sorger og Nød, Arvens Tryk og Åget, De nævnte, 130 foruden al Ungdoms selvskabte Pine: vor ublu Fordring til Livet, vort Krav på at være Kæledægger, og vor hadske Smærte, når vi falder på Jorden og slår os - den Pine, det er, igennem de lange År at skulle ribbe sig for al den Stads, vi majede os selv ud med, og som brænder os som en Nessosskjorte - til vi ligger nøgne som i vor Fødsels Øjeblik med den ene Ret: at takke Gud for vort Liv. Og da nå det efterhigede: at fyldes med Lykken, som er Gud."

"Måske De har Ret," Erik Lange så ned på sine Hænder. "Jeg husker jo, hvad De sagde i Går om de Svage, der udfører den Guds Gærning at bede, mens de Stærke strider. Men - når de da aldrig Lykken?"

"Å, tro dog ikke, jeg vil formaste mig til at udtale min Dom om Livet, jeg som har henlevet mit som en Drøm i denne mindste Afkrog af Verden! Jeg vilde jo kun sige: således var det for mig. Og - mon ikke selv den Stærkeste, om han er blevet gammel, har følt som jeg? med hvad Navn han så kaldte Gud."

"Jeg véd det ikke, Bek, jeg véd det ikke! Men fortæl os, som er unge, om den lange Vej dertil."

"Ja, Doktor Lange - ak, endnu er Vejen lang, fra Eberhards Dødsleje på Skolens Kvist til mit her i Ørkenen, lang den Gang, og dog nu, i Tanken, kun som ét Sekund."

"Men altså," han vred Puden til rette under Kinden "- nej bliv dog, kære Jomfru Lucie! - Jeg rejste mig og så mig om i den grå Morgen og syntes, det var første Gang, jeg så den. Jeg gøs og skjulte mit Ansigt ind ved Eberhards kolde Hånd og bad blot, at jeg måtte gemmes i Jorden hos ham. Livet syntes mig så tungt og så koldt som Morgenlyset selv, så fremmed og uforståeligt som de hæse Sælgerråb, der løftede sig derude - som den fjærne Tuden fra Vægterne på Blegdammene. Jeg var anderledes end det og dets Børn, jeg var ensom som Josef på Bunden af sin Brønd, og jeg vilde ikke sælges til de Fremmede - jeg forlangte kun, at Låget skulde skjule mig, at det Liv og de Røster, jeg ikke havde begæret, skulde tages fra mig, at jeg måtte sove og dø.

131

Det var nu min Ungdoms ublu Krav, ej mindre ublu end de andres. Jeg begærede Gråden og Døden, mit eget, som de deres: Latteren og Sejren.

Men Livet giver os sit. Vi skal kun tage.

Ogjeg måtte jo op, mine Knæ smærtede mod Gulvet, min Ånde frøs over Eberhards Hånd - eller var det den, der frøs mig? Mit Legeme var ikke mit, det var af den Verden, der lå i Kødet, med Behov og med Lyst, min sky og ensomme Sjæl ikke begreb.

Og jeg følte det, hvor uløseligt jeg var knyttet til det grå Lys, til de fremmede Røster derude - og hvor adskilt fjærn fra ham her hvilte - hvor f j ær n fra den eneste, jeg kendte, hvor nær alle dem, jeg aldrig havde set - hvor lang Vejen var, før jeg blev ham lig, og at den måtte gås.

Ja, først for hans Skyld, han som havde sejret over alle de fremmede Krav, uden dette ene: Gemslen.

Han, som havde sørget for mit Legeme, fra det blev til, han kunde nu ikke mere sørge for sit eget. Det måtte jeg.

Og som jeg løftede mine øjne mod den grå Rude, vidste jeg, hvor jeg skulde søge Hjælpen.

Dernede bredte sig jo den store Have, jeg i så mange Timer havde stirret ud over heroppe fra vor høje Bolig, den norske Kammerherre Erasmus Colbjørnsens Have, min Skolekammerat Adam Colbjørnsens Fader.

Jeg reiste mig og gik hen til Vinduet og så ud. Som en lilla Fløjlspude strakte Haven sig bag Skolens smudsiggule Mur under den svagt rødmende, skyfulde Morgenhimmel. Gavlen af Colbjørnsens Hus dukkede frem, grå som en Klippe.

Jeg krøb sammen ved Tanken om, at jeg skulde derned, og vidste dog, at jeg måtte det. Adam Colbj ørnsen, og så Augustinus Halm, var jo de eneste blandt Skolekammeraterne, jeg havde kendt det mindste til - udover Næver og Spot. De to havde aldrig gjort mig Fortræd, vel heller aldrig godt. Men Adam var dog Skyld i, at jeg havde kunnet udholde de fire Års Martyrium. Uden ham véd jeg ikke, hvor jeg skulde have båret det. Og dog havde han knap talt to Ord til mig om Dagen og aldrig rørt en Finger for at redde mig 132 fra Kammeraternes Mishandling. Men det behøvedes heller ikke. Han havde blot, sidste Gang de rev mine Bøger fra mig og slog mit Ansigt til Blods, trukket lidt på den smalle Mund og løftet lidt på de skrå Skuldre og sagt, med Blikket halvt til Siden: "At I gider" -

Det var nok, siden fik jeg Fred, de så på hverandre og skammede sig. Adam fandt dem drengerå - de måtte vise ham, de var voxne som han. Og jeg fik Lov til at sidde uænset i min Krog.

Jeg forstod det: jeg existerede endnu mindre end de andre i Adams Tanker, jeg som end mindre end de bar nogen Marschalstav i mit Tornyster. Og jeg vidste bedre end nogen, at han havde Ret: at jeg, "Guds Kårne", var hans ringeste Kar. Men jeg forlangte også kun det samme som de andre: at beundre ham, ja at beundre ham end dybere: Hans skarpe, rene Ansigt dér øverst oppe ved Duxepladsen, hans store, bølgende lyse Hår, hans spotske Smil, hans Silkehalstørklæde, hans hvide Hænder og fribårne Holdning og Gang. Hans Evne, som kunde alt i en Leg, hans Vilje, som stilede mod det Højeste som mod det eneste Mål, hans Foragt, der altid var velvillig som Herrens mod Slaven.

Og havde jeg Skoletimerne igennem stirret på ham, fuld af ængstelig Undren: hvor kunde Lektierne og hvor kunde Verden, d. v. s. Lærerne og Kammeraterne, ja Livet ude bag disse Mure nemmes så selvfølgeligt let? - da sad jeg Resten af Dagen, med mine Pensa i vor Vindueskarm, medens Eberhard forrettede sit Arbejde nede i Skolen eller grundede over sine Postiller, og stirrede, så ofte jeg kom til et særligt vanskeligt Sted i den latinske eller hebraiske Text, eller jeg udmattet hvilte, ned i den store, blåligt mørke eller løvgrøntbrusende Park mod det Colbjørnsen'ske Hus' grå og faste Klippegavl.

Jeg kunde, når Grenene eller Løvet skilte sig vug gende til Side, få Øje på Adam, der spadserede langsomt og rank, med tilbagebøjet Hoved og så op i Træerne og drømte, ikke ubestemte, forknytte, ujordiske Drømme som jeg, men faste, blanke Fremtidsplaner. Eller jeg kunde se ham spille Ringspil på Plænen med 133 unge, slanke Damer i højlivede, hvide Kjoler, med Bånd i Håret og nøgne Arme. At han endnu var Skoledren , skulde ingen ane. Og Aftner, når Løvet var gulnet og dryssede, så jeg de stejle Spidsbuevinduer i Husets Gavl skinnende af Lys, Kareter køre op foran Portalen, uniformerede, fjerbuskvajende Herrer og dybt dekolleterede Damer, fulgt af gallonerede Tjenere - undertiden endog Frederik den Syvende med Følge eller fremmede Regenter forsvinde derind. Og om Natten lå jeg og lyttede til Valsemusiken dernede fra, der bruste herop og overdøvede Eberhards Aftenbønner.

Ja, jeg måtte derned og bede Adam hjælpe mig. Havde han ikke, af og til, stundum, kastet et flygtigt Ord til mig - ja, havde jeg ikke midt i Timerne kunnet træffes af hans store, koldt strålende Blik, der iagttog mig på en egen besynderlig Måde, næsten - ja næsten som regnede han mig for mere lig sig selv end nogen af de andre, som et unicum, det samme i Dybet som han var i Toppen? Jeg forstod det og bluedes, men gav ham Ret og skælvede ved dette Bånd imellem os.

Og nu turde jeg vove at komme til ham, jeg vidste det, at han forstod det som jeg: han havde jo efter Examen rakt. mig Hånden dernede i Skolens Forhal som en Undskyldning for hans Overlegenhed, som et Løfte om Afbigt for den Nødvendighed, der halvt mod hans egen Vilje, havde tvunget ham til at tage Skolens Ærespræmie fra mig, Præmien for Årets bedste Studenterexamen, den jeg, efter at Eberhard havde vist mig den, havde haft for Øje hele Skoletiden, gennem alle de fire År slidt mig frem mod og været så vis på, som holdt jeg den alt i min Hånd - visselig ikke af Hovmod, men fordi jeg følte mig mer inde i Lektierne end nogen anden, jeg, som havde gennempløj et dem Dag og Nat, til jeg kunde remse dem udenad i Søvne - og fordi jeg måtte have den, om jeg skulde kunne klare mig selv i Fremtiden. Alle de andre havde også regnet denne Præmie for min og talt om den i halvt hånlige, halvt ligegyldigt-venlige Ord - efter at vi nu var blevet voxne, behandlede de mig altid på denne Vis ...

134

Men da havde pludselig Adam hørt det: at Ærespræmien med dens Stipendium tilfaldt mig, lyttet i et Ryk, set opmærksomt på mig med de blege, blå Øjne og knebet Læberne sammen.

Fra da vidste jeg, at Præmien var tabt, at min Fremtid bag Examinen stadig beroede på gamle Eberhards skælvende, forslidte Hænder.

Og godt var det, hans Tanker, da jeg kom til ham med mit Testemonium, men uden min Præmie, alt var så indhyllede i Feberen og bortvendt fra Jorden, at han ikke spurgte, og jeg ikke behøvede at svare. Hvem véd - tænkte jeg - om ikke da hans stærke Vilje for tredje Gang havde standset ham på Tærsklen til hans Hjem og tvunget ham tilbage her til dette kolde og grå Land, at leve og trælle videre?

Nu da disse Arbejdets Hænder var palmesmykkede, måtte Adam hjælpe mig. Og var det ikke også det, hans Blik mange Gange tidligere, som nu sidst nede i Forhallen, havde lovet?

Og hvem skulde vel også hjælpe, om ikke han?

Augustinus Halm, Fattighusdrengen, uægte Barn som jeg, en Skare københavnske Præsters asketisk holdte Protegé?

Jeg behøvede blot at tænke på ham, for at gyse for hans våde, gule Hænder, for hans blakkede, betændte Blik, for hans klamme, klæbende Nærhed! Af samme Kår som jeg, havde han været forfulgt og mishandlet som jeg, men lidt efter lidt ved sin enestående Evne for Regning vundet Lærerne, og ved sin Ydmyghed, sin Slesken, sine mangfoldige, smudsige Tjenester Kammeraterne og listet sig helt ind mod deres Hæle. Men dog bestandig holdt et skævt Sideblik tilbage til mig som til den egentlig Jævnbyrdige . . .

Men nej, kun Herren kan hjælpe sin Tjener, kun Spiret véd om al den Tynge, der hviler på Stenen nederst nede. Hvor vidt Augustinus end var forud for mig, han var dog for nær.

Og så stod jeg da som en Søvngænger foran den høje, mørkegrå Port med det norske Våben i Muren og mindedes alle denne Jords Mægtige, der havde 135 passeret igennem den, og glemte Eberhards Dom over dem og vovede knap at trække i Smedejærnsringen.

Og som i en Tåge så jeg den grå Tjener med Sølvsnorene stirre på mig, så mig selv vandre efter hans hvide, stramme Strømper op ad Granittrapperne, ind gennem de tildækkede, lagenhvide Sale, og endelig stå foran Adam, der forbavset rejste sig fra sin Egetræsstol ved det kæmpestore Skrivebord.

Jeg brast i Gråd, omsider forløst, og fremstammede, med Hovedet mod Bordet som mod en Trones Trin, min Bøn: at Eberhard var død, om han vilde hjælpe . . .

Jeg mærkede Tavshed om mig og så op.

Dér sad Adam og legede med en blank Papirkniv, spiddede den i Bordpladen og spillede atter med den i sin slanke Hånd. Han smilte let, så let, at jeg i samme Nu var ude af Tågen og inde i Livet.

Jeg havde aldrig talt til Eberhard om min Beundring og Kærlighed til Adam og den Colb j ørnsen 'ske Have; jeg vidste, han da vilde lægge sin Hånd om min Nakke og dreje mit Hoved den anden Vej, den Vej hvor Korset stod. Og jeg vidste det nu, hvor han havde Ret: at jeg aldrig måtte vende mit Hoved ad denne Kant. Men - o Gud - han selv var død, og ene Korset stod igen! Og Adam Colbjørnsens Øjne var blå som Himlen, den åbne Himmel, jeg havde svimlet under som Barn ...

"Hm, ja så, Clemens," sagde han - Lærerne og Kammeraterne havde altid kaldt mig ved dette Navn - "hvor sørgeligt for dig, at din Fader er død -"

Jeg lukkede Øjnene, svimmel påny under Himlens høje Uvidenhed: "Din Fader" - han vilde intet vide om min Fødsels fattige Skam - "for dig" - - Først mange År efter, hos en svensk Tænker iblandt Jacobus Uz's Bøger, fandt jeg de Ord, jeg nu bøjede mig under: "Din sorg år din, och du bor båra henne."

Bøjede mig? ak nej, faldt - faldt i Knæ, så jeg så ikke Himlen mer, men kun den lukkede Jord, der ikke vilde tage mod mig.

"Jeg skal bede Fader lade en af Tjenerne sørge for Begravelsen, at du ikke også skal have de Bekymringer 136 i din Sorg - og ja - du må vel flytte fra Lejligheden deroppe. Hvor agter du at tage hen?"

"Jeg véd det ikke -" stammede jeg.

Hvorhen? her i København? De kunde lige så gærne spurgt mig, hvor i Verden jeg vilde bo. Jeg kendte den ligeså godt.

"Hm nå - ja, Conradsen skal komme og hjælpe dig, jeg skal bede Fader om det. Jeg kondolerer."

Han rakte mig sin hvide Hånd i Krusemansjetten, trak i den lille Sølvring ved Døren, og Tjeneren stod der. -

Lidt efter lå jeg atter på Knæ ved Eberhards Lig på Kvistkammeret. Jeg så mig omkring, huskede Salen, Adam sad i, gemte mit Ansigt ved den kolde Hånd og bad den vende mig did, hvor Korset stod, hvor jeg hørte hjemme.

Jeg knugede mig sammen mod hans Båre, hvorom Oktoberdagens Skumring alt dalede.

Jeg vidste det kun altfor godt, jeg havde vidst det længe: jeg var ikke den Eberhard troede, og derfor kunde jeg ikke blive den, han vilde. Visselig, jeg kunde ikke rokke én Søjle i denne Verdens Tempel; jeg var som hin Mursten i Jung Stillings Salme, så ringe, at Herren end ikke kunde bruge den i den nye Bygning. Jeg var skabt til Skjulet, ikke til Lyset.

Men i Et havde Eberhard haft Ret: til Korset var jeg skabt, ene til det; ene det kunde jeg bære, ingen, ingen anden Byrde! Men rejse det, plante det dér, hvor nu Verdens Børs og Kirke stod, det kunde jeg end mindre end alt andet. En af de tusinde var jeg, der bærer det frem igennem Tiderne, at en Gang den rette, den vældige Hånd skal gribe det og plante det på Verdens og Kirkens Grav.

Og jeg bad til Gengæld Herren dække mig med dets Skygge og skjule mig i dets Nat . . .

Da bankede det brat på Døren, og ind trådte den grå Tjener, fulgt af en Bedemand.

Jeg rejste mig forvirret, ulykkelig over at være Vært, at skulle tage imod i dette Rum, der nu var mit.

Men jeg havde ikke behøvet at frygte. De lod, som om jeg ikke var til.

137

Bedemanden synede Liget, skrev op i sin Bog, rømmede sig og trak Hagen til rette i det høje Halsbind. Tjeneren satte sig på Stolen, den hårde, røde Træstol, Eberhard havde siddet på de syvogtyve Udlændighedens År, og så sig svagt fløjtende om i Stuen. Bedemanden gjorde sig færdig og vendte sig mod Conradsen:

"Så er der vel ikke mer?" sagde han og stak Blyanten ned i Tegnebogen. "I Aften kommer der en Ligkone og klæder Liget," sagde han og pegede med Spidsen af en blyfarvet Negl på den Døde. "Begravelsen vil finde Sted førstkommende Onsdag fra Assistensen."

"Ja men bi lidt, Kammerherren pålagde os jo at melde Dødsfaldet til Skiftekommissariet, om her ikke skulde findes nogen Bestemmelse efter den Døde, noget - Testa-men-te, om jeg så må sige", citerede Tjeneren med runde Armbevægelser og opspilede Øjne, "Jochumsen, det haver vi forglemt! Hvad om vi påtog os Eftersynet selv? Tror De, vi kunde overkomme det?"

Bedemanden fniste diskret bag den venstre Hanskes sorte, klamme Fingre.

"Nu: "Søger, så skulle I finde!" siger et ældre Sprichwort som vel må anses for tilforladeligt. Ergo: i Gang, Jochumsen! For De, Hr. Arving, skulde vel intet vide?" han fæstede sine runde, fremstående Øjne på mig.

Jeg rystede på Hovedet og krøb endnu længere ned i min Krog.

"Ih nej, men tror jeg ikke, her ligger en Studenterhue!" udbrød Bedemanden pludselig og holdt min i Vejret, der krøllet og tårevåd og glemt var faldet ned bag Liget, "hvem er Student her, om jeg må spørge?"

"Ih det er jo den unge Herre, Hr. Arvingen," pegede Tjeneren.

"Er - er De Student!" udbrød Bedemanden og stirrede.

Jeg svarede ikke og lukkede kun Øjnene. Kunde nogen undre sig mere end jeg over, at den hvide Hue var min?

Men pludselig hørte jeg et Udbrud og så forskrækket op. Jeg så lige i Skumringen derhenne, hvor Tællelyset brændte svagt, Conradsen og Jochumsen ligge 138 på Knæ overfor hinanden og stirre stift på hinanden, Jochumsen med en lang Rulle i Hånden, som en Strømpe. Et Glimt som af runde, blanke Guldmønter - - så pustedes Lyset ud, og henne i Mørket ravede de sammenkrøbne Skikkelser om ...

En hæs Mumlen begyndte.

Jeg rejste mig. Hvad var dog det, jeg havde set? Guld her - hos os - i Eberhards Seng?

Jeg mindedes pludselig hin Aftens Banken på vor Dør, Halvtreds-Dalersedlen på vort Gulv, Eberhards Ord: "Jeg tager den Plads, den kan vel ernære både dig og mig. Skolens Betaling må i Guds Navn gå af din Faders Penge, men Resten skal gemmes til dig, til jeg er død, ikke hensættes i syndige Renter, men i sikkert Forvar, at du kan have dine Vaaben mod ham og hans." Og hans Forsikring siden hen, som også på hans Sygdoms første Dag: "Frygt ikke det jordiske. Om du iler, og du nøjes, er du betrygget, til du bliver Kandidat. Men husk da: hvil ikke før hver Hvid af det urette Mammon er betalt tilbage.

Men jeg hørte det f jærnt, utydeligt og" utroligt. Hvad vidste jeg om Penge? Jeg havde aldrig ejet én Skilling i min Lomme.

De hviskede og mumlede stadig derhenne, det lød næsten, som de skændtes, og jeg lyttede atter.

Men da så Lyset igen pludselig blev tændt - jeg så Eberhards store Skygge tegne sig i sin dybe Hvile mod Muren - og Conradsen stod foran mig med en halvtoprullet Strømpe, hvis anden Halvdel fyldtes af Penge, af runde Guldmønter - da glemte jeg alt andet i dette ene: at disse Penge var mine, at Eberhard endnu sørgede for mig, at som hans tunge Hånd holdt min Nakke bøjet under Åget, mættede den endnu stedse min Mund - at alt skulde blive uforandret!

I en uendelig Tryghed - ak, ikke for Føde og Klæder, hvad vidste jeg om dem! - men for det vante Skjul, sank. jeg sammen over Strømpen på mine Knæ. Jeg hørte de andre snakke og le, febrilsk høflige og travle, opmuntre mig, slå mig på Skuldren og hastigt forsvinde ud af Døren med et sky Blik hen til Muren, hvor Eberhards store Skygge sov i sin dybe Ro.

139

Og jeg blev siddende med Strømpen i mit Skød, med sænket Hoved og faldt i Søvn. -

- Den Onsdag, de andre havde bestemt, en Dag i sørgelig Regn, gik jeg ene bagefter min Plejefaders Kiste, i min lejede Sørgekappe til fire Mark, igennem de våde og mennesketomme Gader ud mod Kirkegården.

Adam havde først lovet at følge med, men sendt Afbud i sidste Øjeblik. En Søn af en af hans Faders Venner og Standsfæller skulde begraves på denne Dag.

Men ved et Gadehjørne sluttede Augustinus sig til mig. Jeg véd ikke, hvorfra han kom. Han dukkede op af Mørket og var der, også i sin Sørgekappe. Han trykkede min Hånd i sin klamme, kolde, så jeg gøs, og så sig om. Jeg syntes: som frygtede han, nogen skulde se ham efter denne ensomme og fattige Kiste, som vaklede af Sted dér foran i Regnen.

Men inde på Kirkegården, just som vi drejede om ad Sidevejen for at nå de Fattiges Jord, brød Musik ud over os, så brat og voldsom, at jeg i min Sorg og min Forvirring, mellem de regnvåde Stammer og blanke Kors, et Øjeblik troede at høre de hinsidige Basuner hilse Eberhard velkommen.

Fakkelild brast frem i rygende, svovlrøde Luer, og et talløst Ligfølge skred forbi os igennem den høstsusende, regntågede Allé.

Augustinus var forsvunden så pludselig, som han var kommen, som var han sunket i den våde Jord, og jeg stod ene i Hornenes Brag og Faklernes Os og stirrede med svimle Øjne på de sorte Heste, der skred mig forbi i fodside Skrud, på Vognens sølvglitrende Himmel og bølgende Drapperier, på Kistens Sølvhjørner, hvor Engle blæste i stumme Trompeter, på den gamle Herre med Fjerbusken og Regnkappen over Uniformen dér forrest, og alle de andre, der, Fod for Fod, fulgte efter, med trekantede Hatte, Epauletter og lange Sørgekapper.

Som en sort Storm suste Alléen over os, en Storm, der blæste de tvende Døde, det levende Følge, ja Dagen og Året, Alverden i Graven.

Da så jeg pludselig Adams Ansigt og forstod, hvorfor Augustinus var løbet. Og som det stirrede dér lige ind i Regnen og Mørket, syntes det mig en Guds, Livets 140 Gud, der skred roligt frem i denne Nat, et hvidt og evigt Marmorhoved, hævet over Død og Fattiggrav og høstlig Regn.

Da Følget var draget forbi, nåede vi over den nu dobbelt opæltede Vej til de Fattiges magre Jordbede med de pjuskede Grave, de vanddryppende Glasperlekranse.

Vi stod dér og frøs i Regnen og ventede på, at den store Begravelse skulde blive omme. Præsten skulde jo også præke for os. Men det fornemme Ligtog var blevet forsinket, og han skulde nok tale længe derhenne.

Gennem Regnpisket og Suset i de vældige Pyramidepopler hørte vi fjærntfra hans Røst herned; så slukkedes den igen som Skæret af de røde Fakler, der havde flagret hen over os, og vi stod ene i Mørket, med vore ruskende Ligkapper og Klædet, der fløj over Eberhards Kiste

Ligbærerne blev utålmodige og skelede knurrende til mig. Men jeg så kun det flyvende Klæde over Kisten.

Jeg syntes, det var det sidste af Eberhards jordiske Væsen, der higede utålmodigt mod at ile fra denne Jords Kulde og Nat, men ikke kunde slippe, før dens Repræsentant, Præsten derhenne, havde sagt det forløsende Ord.

Så kom han da omsider, kæmpende sig frem i Blæsten mellem de svajende Tujaer, i sin sjaskvåde Præstekjole, snappede Skovlen og entrede den glidende Lerdynge.

Det gav et Ryk i mig. Jeg genkendte ham, Gotthardsen, Præsten fra Kammeret i Pistolstræde, og hørte i Forfærdelse alle Eberhards Ord til ham. Jeg strakte Hænderne afværgende ud, men han remsede løs på sin Formular, lod Lerklatterne dratte dumpt på Kisten og tog op i Kjolen for at stige ned.

Jeg lukkede Øjnene og forstod det: Præsten skulde kaste Jord over Eberhard - Præsten, som levede og sejrede.

Han så flygtigt, intetanende, på mig, nikkede kort og skridtede ud, så hurtigt han kunde, ind gennem Alléen og bort i Regntågen

"Han skal med til Middagen," hørte jeg en af Karlene sige. -

141

Men først en Uge efter erfoer jeg, af en Avislap, at i den Sarkofag, der under så tunge Fløjistæpper kryssede Eberhards fattige Fyrreskrin med det utålmodigt flagrende Klæde, gemtes min Fader.

Han var død samme Nat som Eberhard, og de jordedes i samme Time og af samme Præst, i de Riges og de Fattiges Jord. -

- Nogle Dage senere stod Adam og Augustinus i min Dør Augustinus må have vejret, at Adam havde sørget for Begravelsen, og derfor fortrudt sin Flugt. Hvorfor Adam kom, véd jeg ikke. Men han huskede sagtens stadig hin Præmie, han havde taget fra min Nød, fordi hans Ære bød ham det. Samme Ære krævede vel nu, at han hjalp den Svage. Og han var fuld af gavmild Glæde over omsider at være trådt ud af den Barnealder, hvori han længst ikke hørte hjemme, ind i de Voxnes Rækker, hvor han førte sig med så vant en Anstand.

De kom og vilde have mig med hen i "Studenterforeningen" i Boldhusgade. Nu måtte vi jo lære den at kende, sagde de.

Jeg sad på Eberhards gamle Rejsekiste med Korset og Blodkransen, endnu en Gang med "Hjærtebogen" i Hånden og så på dem, som de stod dér - Augustinus med de spejdende, rødkantede Øjne, det lurende Smil om de tynde Læber, med de blankslidte Klæder sirligt børstede og stoppede, årvågen og på Spring - og Adam, rank i sin snævre Frakke med den høje Krave og Kalvekrysset med Diamantnålen, med det lysende Ansigt i det lokkede Hår. Jeg så, at hans jomfruspinkle Træk havde fået mere Fylde, ja, at hans runde Hage alt skød sig i en svag Dobbeltfold over det hvide Halsbind. Jeg så dem, de to Sejrherrer i det kommende Liv - Forretningsmanden, der beherskede Pengenes Veje og Mål - og Andens og Sjælenes Behersker.

Jeg hørte dem sige, at nu måtte vi lære " Studenterforeningen" at kende, og spurgte mig selv med Bedemand Jochumsens Spørgsmål: "Er du Student?"

Og hvor lød det Spørgsmål mig ikke i Møde oppe i Boldhusgade mellem de leende og snakkende unge 142 Mænd, der drev rundt i de lave, tilrøgede Stuer med Piben i Munden og Glasset i Hånden!

Jeg stod dér mellem Adam og Augustinus og lyttede fortumlet til de ivrige Stemmer, til den frimodige Latter; så unge Hænder gribe hinanden i hjærteligt Tryk eller gestikulere forbitret og truende ad hinanden; så Øjne lyse af Harme, af Begejstring eller blot af ungdommelig Glæde. Jeg hørte det overalt: "Nu er vi blevet Studenter! Nu er Livet vort!"

Ak, hvad vilde det sige? Jeg ønskede jo kun, jeg var Barn igen og sad vel forvaret bag Ruden i Pistolstræde og fornam Eberhards Hånd på min Skulder. Intet var mit - endsige Livet!

Adam og Augustinus kom hurtigt bort fra mig, ind i Vrimlen, hvor Adams skønne, løftede Herskerhoved og høje, kolde Stemme snart samlede al den forvirrede Opmærksomhed om sig, mens Augustinus med sit ydmyge Smil høfligt veg til Side for alle og hist og her stjal sig til en Præsentation, et Håndtryk.

Jeg véd ikke selv, hvorledes jeg kom ind i Krogen ved Vinduet ud mod Admiralgade, blot at jeg stod dér og ønskede mig langt bort herfra. Jeg, som aldrig kunde "lære "Studenterforeningen" at kende , . ."

Hvad vidste jeg om "Helstatspartiet", om Bluhme og Ørsted, om de "Nation al-Liberale", om "Dagbladet", Bille og Hall? om "Bondevennernes Selskab", om Tscherning og Balthasar Christensen, om Rigsretten i Februar, dens Retfærdighed eller Uretfærdighed?

Hvad vidste jeg om Høedt og Fru Heiberg, om Goldschmidt, om Høyen og Skovgård? om de nordiske Studentermøder og Grundtvigs Højskole på Marielyst? om Grundlovsfesterne på Eremitagesletten, om Casinomøderne, Folketoget og "Frihedens Morgen" i 1849?

Ja, hvad vidste jeg om Koleraen og Krigen?

Jeg havde i hine trende solglødende og himmelblå Måneder under den store Pest's Tordensky siddet end strængere end ellers indelukket på Skolens Kvist, åndet en Lugt af Amoniakvand og Kalmusrod, hørt Møbelvogne rumle, tunge af Kister og set et Glimt af Baraklejren på Glaciser e og på Østre Fælled - mens Eberhard, i Skoleferien, næsten altid var ude i Byen, i 143 "Lille København", i Almindeligt Hospital, i Adelgade og Borgergade, overalt hvor Rædslen var størst og Hjælpen mindst Sent på Natten, når han kom hjem, faldt han i en dødlignende Søvn af Udmattelse, ja glemte til Tider endog sin Aftenbøn. Deraf forstod jeg, hvor stor Gruen var derude i den solbeskinnede, hedeog røgånden de By. Ti som sagt, jeg selv fik kun sjældent Lov at slippe udenfor Skolegårdens Mur, og kun gennem de Ord, der undslap Eberhard i Drømme, blev jeg vidende om den Mare, der red ham og Byen, ja, hele det midsommerligt blomstrende Land derude bag Gravenes duftende Kirsebærtræer og Linde og Voldenes viftende Møller. Udelagtig som jeg altid havde været -i Livet, var jeg det nu i Døden. Jeg skimtede bægge, men vagt, som gennem en Rude, der sløredes af min egen ensomme, længselsfulde og sky Ånde.

Og Krigen?

Da var vi jo endnu i Pistolstræde - i Hovedstadens Hjærte, udelukket fra alt. Vi havde hørt Trommer og Hurraråb, Soldaternes Bortdragen og Indtog, men det kom os ikke ved. Eberhard kendte ikke til det, han agtede jo al denne Verden for "Adiafora", ja for skadelig, især da Fyrsternes Strid og Folkenes Skrig på panem et circenses. Han var jo tilmed en Fremmed i dette Land, under hvis Klima og verdslige Folkesind han led.

De stakkels Kvinder derimod havde stået i tæt Hob ved Vinduerne og lyttet og spejdet ud efter Fanfarerne og Jublen, og skønt Madam Gundlachsen klagede over, at Kunderne mindskede under den store Begejstring og store Udskrivning af ungt Mandskab, og Husets Ejer, den rige Etatsråd, som Aviserne i de Dage roste for hans patriotiske Gavmildhed, gnavede mod hende og beskyldte hende for at stikke Penge til Side, var de dog hede og røde af Deltagelse, rørte til Tårer over vore Sejre, over Bov og Fredericia, svømmende i Gråd ved Budskabet om "Christian den Ottendes" Brand i Eckernförde Fjord. Mange af dem havde vel en Broder, der, omend han forlængst havde forskudt dem, dog stadig var deres Stolthed, eller den, som var den eneste hemmelige Ven blandt alle "Vennerne", med 144 derude og gruede for at læse hans Navn på Opslagstavlen ved Kvæsthusbroen - ja, de drømte om at pille Charpi, men vidste jo, de vilde blive afviste.

Om Søndagene, ved Andagtsstunderne, måtte Eberhards strenge Øjne og hårde Røst dæmpe deres Uro ned, og jeg tror, at de under hans brændende Bønner for det himmelske Fædreland, med bøjede Hoveder og våde Øjne bad for det jordiske. Deres Uro skælvede igennem mig, og jeg spejdede spørgende fra deres blussende Ansigter til Eberhards kolde og himmelvendte. Og i gammelklog, smærtelig Viden forstod jeg, at jeg altid skulde sidde ene bag Murene, når Fanfarerne gik. Derhen, hvor selv disse Kvinders Hjærter kunde komme som delagtige, skulde mit aldrig nå. Festerne siden i Ridehuset og Rosenborg Have, hvad forstod jeg af deres Jubel?

Og som den Gang fra Bordet dér lyttede jeg nu til alle disse unge Stemmers Iver. Intet kendte jeg til alt det, de råbte om og læste op af Aviserne, intet til Krimkrigen, intet til Menschikov og Florence Nightingale. Kun ét Navn nåede mig kendt, et Navn der udtaltes af en ung Theologs Stemme, som dirrede af Harme eller Frygt: Søren Åby Kierkegård.

Jeg så med Et for mig en forunderlig Skikkelse, Eberhard havde vist mig en Dag på en af vore korte, hastige næsten løbende Aftenture gennem Gaderne, hvor han aldrig slap mig af sin Hånd og ellers aldrig gav mig Lov til at se på noget - en slank, ja mager Skikkelse i Skødefrakke med bred Krave, med Hatten lidt på skrå på Hovedet, med Stokken op under Armen og Benklædet stumpende over Støvlen.

Jeg hørte Eberhards Stemme, - så vidt forskelligt fra den, der nu nævnede Navnet - bævende og blød, som ellers kun når han talte om Schwarzwald eller de hellige Mænd, hviske:

"Se ham dér! Det er dette Lands eneste sanddru Mand!"

Og jeg hørte ham endnu overdøves af en Gadedrengs skingrende Pift:

"Hæ - En ten-Eller! dér går Enten-Eller! du har 145 glemt at hale dit Buxeben op! Hvordan går det med Kæresten?"

Og jeg så, hvad jeg aldrig før havde set, Eberhard blotte sit Hoved og bøje sig dybt, idet den magre Herre haltede forbi.

Et Par store og forunderligt tindrende Øjne stirrede, truende, tvivlende - og han var borte.

Og jeg huskede fra Eberhards sidste År de tynde Hæfter, han havde grebet om med Hænder, der rystede af Andagt og Tak: "Hvad Christus dømmer om officiel Christendom", og de øvrige "Øjeblikke".

Og dette eneste Navn, jeg kendte, hørte jeg nu bespottet, endda jeg forstod, den store Farlige nu var død, kun få Dage efter Eberhard. Også Grundtvig, hvis: "Hvi er Herrens Ord forsvundet fra hans Hus?" jeg huskede fra Eberhards Bord, hånede den unge Teolog, vrængende ad ham og "Vorherres lille Flok".

O, jeg kunde vel lære disse Navne og disse Begivenheder at kende, vel og, føle den Begejstring eller den Vrede i mig, som de unge Mænd rummede - fornam jeg ikke mit Hjærte længselsfuldt og hungrende, begærede jeg ikke at svimle bort i Ild og Rus, at give mig hen i Kærlighed? Men jeg vidste det: deres Had vilde blive min Kærlighed, deres Foragt min Beundring; som Fjende måtte jeg stå iblandt dem. Og hvor turde jeg det?

Og desuden, om alt andet blev overvundet, om alt andet blev lært - aldrig blev deres Latter lært, ti aldrig blev Korset overvundet. Aldrig vilde jeg kunne le så glemsomt som de - jeg måtte jo mindes min Moder på Færgelejets Trappe, jeg måtte mindes Christine og de hvide Piger, Eberhards Offer og Længsel og Død - og Korset, Korset - -

Aldrig vilde jeg kunne bevæge mig som de, muntert og frit - mine Øjne var svage af Mørke, mine Ben krumme af Stillesidden. Jeg vilde svimle, som under den åbne Himmel hin Gang.

Pludselig rørte Augustinus ved mig. Jeg så op i hans fregnede, rødhårede Ansigt og tænkte: "Men han, er han ikke som du, uægte, fattig og grim?" Men jeg huskede, hvor listigt han havde smøget sig ind mellem 146 de andre, at de havde givet ham Hånden og talt til ham, omend de hurtigt havde vendt sig fra ham for at lytte til Adams Røst. Jeg huskede hans Handelstalent, hvorledes han alt i Skoletiden erhvervede sig små Summer ved Byttehandel og små Tjenester - ja Tjenester overfor de ældre, jeg ikke vil nævne. Jeg huskede, at han havde sneget sig hen til mig bag Eberhards Kiste, fordi han havde fået Nys om hin Strømpe med Guldmønterne, og at han flygtede, da det fornemme Ligfølges mange Fakler faldt over Adams Ansigt. Jeg så jo hans indsmigrende og beskyttende Blik på mig og erfoer, hvorfor han nu søgte mig.

"Du, Clemens, ser du ikke, de samler ind til vor ny Bygning? den skal ligge ved Holmens Kanal, og Herholdt skal bygge den, og Constantin Hansen skal udsmykke den. Du véd ikke, hvor den bliver fin. Du kunde vel ikke låne mig lidt Penge? man vil jo nødig stå tomhændet. Og så vil de hen til Konditor Pleisch og Gianelli - går du ikke med?"

Jeg så mig forundret om og gav ham, hvad han vilde. Og gav selv min Skærv til Bygningen og listede bort, ned ad Trappen og hjem til mig selv. Jeg vidste, jeg kom der aldrig mere. -

Næste Dag indfandt Augustinus sig og tilbød at gå med ud og finde mig et andet Værelse, et billigt Logis. Han havde flere Avertissementer, klippet ud af "Københavns Posten" og "Flyve Posten".

Jeg forstod ikke, hvorfor han hjalp mig. Han gjorde det på så underlig en Vis. Når vi nåede et af de Husnumre, han havde opskrevet, lod han mig blive stående nedenfor og løb selv op; lidt efter kom han så ned og erklærede ærgerlig, at det duede ikke. Jeg lod ham om det - hvad kendte jeg til København, til Værter og Værelser? Og jeg blev mer og mer fuld af undrende Tak imod ham, jeg kunde have grædt af Glæde over hans Venlighed, over at et Menneske tog sig af mig.

Ja selv, da han endelig en Gang hentede mig op, og jeg gennem et skiddent og stinkende Køkken med nedfaldende Loft blev ført ind i et sort og nøgent Kammer, kun med en uredt Seng, en Bordklap ved den skurvede Vindueskarm, en Stol og en rusten Kakkelovn 147 med hængende Låge, og han ivrigt anbefalede mig det: det var det bedste og billigste, han havde set - ja, selv da jeg fangede det Øjenblink, han vexlede med Værtinden, en uformelig, fedtskinnende Kone med opknappet Bomuldsbluse og tjavset Hår, med opsvulmet, rød Næse og Slæbere på Benene - selv da var jeg fuld af Tak, fordi jeg havde vundet mig en Ven, og sønderknust af Anger over, hvad ondt jeg havde tænkt om ham, så sønderknust, at jeg, da Madammen havde slæbt sine Tøfler af Sted efter sig over Køkkengulvet, og vi var blevet ene, med Tårer i Øjnene stammende bekendte min Mistanke til ham på Eberhards Begravelsesdag og i "Studenterforeningen" og tiggede om hans Tilgivelse.

Jeg så en opskræmt Opmærksomhed, en hånende Triumf jage over hans Ansigt og slukkes i et sødligt Smil - jeg så det og forstod det ikke, turde ikke forstå det, at jeg ikke atter skulde fejle . . .

Og så sad jeg da ene dér ved den fedtplettede og overklattede Vinduesklap - jeg fik siden at vide, at her havde boet en fordrukken Gadevisedigter og Afskriver, som nu var endt ude på Ladegården, og at Madammen havde været hans Kæreste - og så ud af den revnede Rude mod de fugtplettede Retiradedøre og de overfyldte Skarnkasser, der under den lodrette, salpeterskjoldede Brandmur stod lige ind mod mit Vindue, så tæt, at jeg kunde nå dem med min Hånd.

Jeg undrede mig svagt over, at det kunde være så dyrt, at få et sådant Skjul i denne store By, og tog mine Penge frem og talte dem.

Og jeg så, at når dette Værelse skulde betales, og Bøgerne til mit Studium købes, vilde der ikke være Penge til mere end højest to Måneder. Så meget mente jeg dog at kunne regne ud.

Og Eberhard havde sagt hin Gang, at der var nok til mit hele Studium, om jeg vilde ile og nøjes . . .

Jeg mindedes svagt de tre fyldte Strømper, jeg havde set i Hænderne på Bedemanden og Tjeneren Conradsen, da de slukkede Lyset og hviskede sammen - og at de kun havde rakt mig én, som var halvfyldt, da Lyset atter blev tændt. Jeg troede at vide, at Eberhard hver 148 Månedsdag hentede Penge fra min Fader . . . Men nej, jeg forjog de Tanker, at jeg ikke skulde synde påny. Kendte Eberhard mon mere til, hvad Logis og Værelse kostede, end jeg?

Jeg så på Rotterne, der sortvåde og langhalede entrede op over Skarnkassernes Rand og plumpede ned i Brostenenes brune og olieblånende Spildevand. Jeg lagde Hovedet ned mod Bordpladen, om jeg højt oppe kunde øjne blot den mindste Smule Himmel, men stødte mod Mure til mit Vindues Rand,

Jeg huskede på Vinteren, der skulde komme, så atter på mine Penge og fornam for første Gang med standsende Åndedræt, at jeg var ung og havde Håb - om hvad? O, om intet mindre end Livet!

Og jeg gemte Ansigtet i mine Hænder, af Angst for det og af Angst for at miste det. O, hvorfor var jeg ung, hvorfor var jeg ikke gammel som Eberhard og kunde slippe det?

Jeg foer op ved en gylpende, skvulpende Latter og en hvislende Fnisen.

Hvem lo? Lo man også her?

Jeg så mod Døren, og jeg syntes, jeg skulde kende Værtindens og Augustinus' Latter.

Men hvorfor skulde de le, og hvad skulde de le ad sammen? -

- Et Par Dage efter sad jeg atter ved min Klap med en Dynge Bøger foran mig, de filosofiske og teologiske Bøger, jeg havde fået opskrevet oppe på Universitetet,

Jeg så forvirret på dem - på Novum testamentum graece, på den hebraiske Grammatik og Pentateuchen, på Clausens: "Hermeneutik" og "Vejledning" til at fuldende Studiet i tre Ar, på de forskellige Clavis og Münters "Dogmehistorie" og Gieselers "Kirchengeschichte".

Jeg følte mig ikke mindre vildsom imellem disse Værker end mellem Studenterne oppe på Universitetet, hvor de vel ikke favnedes eller stredes om ukendte Ting - undtagen da når stakkels, gamle Sibbern stod på Katedret, og jeg måtte se Skolescenerne med Småkjær gentages med et af Danmarks frodigste Hjærter - men hvor de med rynkede Pander og ivrige Penne 149 skrev ned Forklaringer og Vejledninger, jeg ikke begreb, og som syntes mig så fjærne, som kunde de aldrig komme mig og mit ved. Var dette Begyndelsen til den Gærning, der var Guds Tjeneste? Hvad kom denne Dogmatik, denne Grammatik og Ledetråd Gud ved? Endsige denne Hegel'ske "Tro og Viden" contra denne Rasmus Nielsen'ske "Tro contra Viden"?

Kun Bengels: "Gnomon novi testamenti" kendte jeg. Det Navn havde jo været blandt de hellige i Eberhards Mund.

Eberhard havde sagt, at det Studium skulde skænke mig Våben lig med mine Modstandere.

Ak, hvad kendte jeg til Våben, og hvad havde jeg Våben behov? Og lig dem? Det blev jeg aldrig.

Ak, var jeg dog - - Hvilket? hvad? - og hvorhen? Jeg vidste det ikke . . .

Da bankede det i det samme. Jeg så op.

Værtindens laskede, brændevinsblussende Ansigt viste sig i Døren, men helt blåligt som i stor Forskrækkelse og Undren, og bag ved hende en glatbarberet Herre med små Skægkotelleter, Briller, høj Hat og Kappe med mange Slag. Han trådte hurtigt ind og lukkede Døren bag sig.

"Student Benedict Clemens Bek?" spurgte han og trak Bomuldshandsken af højre Hånd.

Jeg rejste mig, bukkede forvirret og stillede mig foran Vinduet - jeg tror i Håb om at skjule Retiradedørene og Skarnkasserne. Men jeg så snart, at intet undgik de rappe, brune Øjne under Brillerne.

"Km, meget vel - Prokurator Zacharias Zippel -" han vendte sig brat, lukkede Døren op og tørnede mod Værtindens Pande. "Ah, forlad Madam!" smilte han beskt, knirkede i sine blanktpolerede Kvastestavler efter hendes flygtende Slæbere tværsover Køkkengulvet og drejede Nøglen i Lås derhenne, trådte atter ind, satte sig uforstyrret på Stolen, stillede Hatten fra sig på sit Knæ, efter at have kastet et granskende Blik på Bordklappen, halede nogle Papirer op af den, rømmede sig, lagde Hagen til rette i Halsbindet og begyndte:

"Min høje Patron, Hr. Greve Ernst -" og han nævnte det Navn, som jeg vil tage med mig i min 150 Kiste, "har beordret mig hid til Dem, Hr. Studiosus. Som De vil have erfaret, er hans Excellenses eneste Søn, Barn og Arving, Grev Hermann, afgået ved Døden den tiende hujus, men da det vides, at den salig Afdøde nærede stor - hm - Bevågenhed for Dem, min Herre, og tilmed har efterladt sig en skriftlig Udtalelse om, at han ønskede sin Velgærning mod Dem fortsat efter sin salige Afgang, så tænker hans Excellense at efterkomme denne den kære Afdødes Begæring, omend samme er affattet uden nogen juridisk Bistand, og som Følge af den kære Afdødes ganske Temperament og vel også store Svagelighed, i særdeles vage og - lidet forretningsmæssige Vendinger. Men, som alt bemærket, hans Excellense ønsker at fuldføre den - nota bene: under visse Omstændigheder. For at høre disse Omstændigheder anmodes nu De, Studiosus B. C. Bek, om at indfinde Dem i hans Excellenses velbekendte Palæ i Bredgade, skrås for Marmorkirkens Ruin, førstkommende Fredag, som er i Morgen, hm."

Hr. Zacharias Zippel rejste sig, stak Dokumenterne i Lommen, knappede forsigtigt de store Hornknapper, strøg sin høje Hat rundt om dens svajede Skygge, satte den på og anbefalede sig med et umærkeligt Buk, forberedt på alt overfor denne sin Patrons Klient, på passende Ærbødighed eller fuldkommen Glemsel, alt efter som "Omstændighederne" vilde falde ud.

Ude i Køkkenet, hvis Dunstkres han passerede med et gennemtrængende Snøft, hørte jeg ham vride Nøglen om, atter tørne mod Værtindens Pande og i en sukkersød Tone udbryde:

"Ak Gud, Madam - jeg håber, De må have haft megen Plaisir af Deres Anstrængelser?"

Så stod jeg ene i mit Hummer. Jeg så mig om og foer sammen i et Gys, som vågnede jeg først nu herinde.

Jeg huskede min Konfirmationsdag, da Eberhard og jeg var kommen hjem fra Kirken - den eneste Gang vi havde været der - og han, efter i en indtrængende Tale at have lært mig, hvad jeg burde huske> og hvad glemme af Statspræstens Ord, hvad der var af Gud og hvad af ham selv - flere Gange nikkede ud for sig, 151 bredte sine Skøder til Siden, tog Plads på Rejsekisten og under min tavse Bæven begyndte at fortælle mig om. Resultatet af hans Vandring den Aften til min Fader.

De Sale, om hvis Pragt han kun havde haft korte og dømmende Ord, de havde vist sig for mig hele Natten og mangen Gang siden, når jeg ene ved Vindueskarmen drømte over Bøgerne og stirrede på Colbjørnsens Villa. End prægtigere end Salene dernede måtte de være, hvori min Fader og Bedstefader nu færdedes.

Og som jeg stod her i Mørket, luede de mig atter i Møde i Skær af Krystal og Perler og Guld, og jeg svimlede atter i et brændende hedt Begær - og i en dyb Undren over, hvorfra dette Begær kunde stamme, denne Svien som mod noget tabt, der med Rette var mit - jeg, som frygtede Mennesker og Lys og Latter, jeg, som sad under Korsets Skygge . . .

Jeg så ned på mine Hænder og huskede Adams Ord en Gang for længe siden, Ord, der havde gjort mig let af Fryd og siden mangen Gang i altfor beske Timer fyldt mig med uforklarlig Lykke: "Clemens, véd du, at du har en Adelsmands Hænder?"

Jeg så på dem og så det selv: de passede ikke på dette Bord.

Havde jeg mon været en anden, om jeg var blevet opfostret i min Faders Palads og ikke i Huset i Pistolstræde? var jeg kun forknyt og afmægtig, fordi jeg var under fremmede Kår?

Jeg lukkede Øjnene i en sød og sugende Døs, til det pludselig med et Sæt slog igennem mig, at jeg i Morgen skulde stå foran min Bedstefader, i de Sale, hvor jeg "hørte hjemme".

Og rystende, med Gåsehud på Kroppen, sad jeg atter ved Klappen og foldede mine "adelige" Hænder og tiggede Gud om Tilgivelse for mit Hovmod, om at hindre, jeg kom dér i Morgen, dér, hvor jeg vilde føle mig mer ringe og mer uvedkommende end noget andet Sted.

Og atter sank jeg hen i Drømme om min Fader, hvis Kiste jeg dog altså havde fulgt i samme Time, jeg 152 fulgte dens, der havde taget alle hans Pligter på sig, og om min Moder, Præstedatteren fra de grevelige Godser, hvem hendes hårde Fader jog fra sin Tærskel ved et Bibelord, og som flygtede hertil at søge sin Elsker op, der, sagtens i forfjamsket Fejhed, lod hende vise fra sig, ud til Trappen i Havnen, til Huset i Pistolstræde.

Og mit Hjærte fyldtes af Gråd for min Fader og Moder, de ulykkelige, jeg aldrig havde kendt. Og pludselig så jeg dem som i et Syn, jeg, der aldrig havde set Marker og Skove uden på Billeder - komme vandrende, unge og tæt omslyngede gennem en gul, bølgende Kornmark, op imod en Stente og en Skov, der svulmede midsommergrøn under en blå og hvidskyet Himmel. Jeg hørte Lærketriller, mærkede Kornets maltede Solvarme og Skovens Bregneduft, jeg så deres Ansigter vende sig mod hinanden, gullige af Sol og grønlige af Løv, rødmende af Blu og Elskov, og deres slanke Skikkelser tone bort i Skovdybets Blå . . .

Så så jeg min Moder ene, krøbet sammen på Bådetrappen, syg og isnet af det skyllende Vand, mens jeg hørte en stor, tung Port gå bragende i. . .

Jeg tænkte på, hvad jeg havde erfaret om Præster og deres Patroner, denne Jords Rige og Mægtige, og jeg gav Eberhard Ret i hans Dom, og gyste og tryglede mig endnu mere fri for Tilsigelsen i Morgen. Men være den overhørig faldt mig end ikke ind.

Så sank jeg da på Knæ for Eberhards Skrin og bad, for første Gang siden hans Død, for første Gang ene, uden hans Vejledning, til Gud - eller - var det til Eberhard? - at føre mig frelst igennem Dagen i Morgen, igennem alle "Omstændighederne". -

Næste Dag stod jeg i den høje Sal, Eberhard havde beskrevet mig med så spotske og vrede Ord, men som jeg trods alt havde drømt mig hjemme i, stod dér som en Tigger, i skælvende Venten på dens Herre, der sidst af alt var min Bedstefader.

Jeg søgte forgæves at mande mig op ved Tanken om, at det jo dog var ham, der havde budsendt mig, ja sendt den fine Prokurator ud i mit usle Kammer for at hente mig til denne store, sølvlysende og 153 krystalglimrende Sal - det lykkedes mig ikke. Palæets søjlesmykkede Facade, dets buede Portal, imod hvilken selv Erasmus Colbjørnsens var som en lille Dør, de blå, sølvtressede Tjenere med de døde, kolde Øjne, med de underligt mekaniske Ganestemmer; den statueprydede Marmortrappe og denne Sal med Loftets basunblæsende Engle og Væggenes legemsstore, nøgne Nymfer og Satyrer, Herakles og Omfale, eller Ariadne på den øde Sten i Havet; med de kirkestore Vinduer bag de dunkle Gardiner med Guldkvasterne - ja Marmorkirkens højtragende, vedbendslyngede Kæmperuin og Landkadet-Akademiets solblinkende Mansardtag derude; den lette Brise af Eau-de-Cologne, mit eget Billede, hvor jeg vendte mig, i de loftshøje Spejle - alt smuldrede mig Støv på dette Parketgulv.

Og dog følte jeg bestandig samme underlige Hjemve, samme vage Viden om, at her, her og ikke i Pistolstræde eller på Skolens Kvist eller i mit Hummer bag Køkkenet hørte jeg hjemme, at her var min rette Jordbund at gro.

Jeg så hen på Løjbænken, Eberhard havde talt om - ak, hvor stod det ikke klart i min Erindring! - Dér havde min Fader hvilet den Aften, sygelig og sløv, med Skødet fyldt af elegante og smægtende Bøger om den blå Blomst, om Urskovslængsel og Verdenssmærte.

Jeg syntes, jeg så mig selv ligge dér, i hans silkesyede Slåbrok, med de små, forgyldte Bøger i mine "adelige" Hænder og skue frem for mig i hans matte og dog søde Længsel . . .

da den tunge Portiere derovre raslede til Side, og min Bedstefader ilsomt trådte ind, fulgt i Hælene af Prokurator Zacharias Zippel, der, efter en forbeholden Hilsen til mig, duknakket listede hen til et Bord i Baggrunden og tog Plads dér, med Rørpennen bag Øret og Hænderne i de krusede Mansjetter foldet på den indlagte Mosaikplade.

Min Bedstefader - ak nej, Kongens Kammerherre, Greven, Excellensen, standsede et godt Stykke fra mig, med den lille, tørre Hånds Kno støttet mod en Stols høje og stive Ryg.

Jeg så strax, at de fire År måtte have gjort ham 154 gammel, ti han var ikke længer rank, men krum, og det spidse Ansigt i det pudrede Hår var gustent og rynket. Men de sorte øjne tindrede, fulde af vågen Ild, og hans Stemme var klar og skarp.

"Hr. Studiosus Benedict Clemens Bek," sagde han, "jeg har ønsket at se Dem, eftersom min Søn, den salige Grev Hermann, havde fattet en vis, mig ufattelig Forkærlighed for Dem - endda han, så vidt vides, aldrig har set Dem. Grev Hermann havde imidlertid forskellige lunefulde Svagheder, og jeg har, delvis, føjet ham i dem, mens han levede, og har i Sinde at gøre det også efter hans Død. Og nu har han angående Dem efterladt sig et udtrykkeligt Ønske om, at den Understøttelse, han havde tildelt Dem af sin private Kasse, indtil Deres Studenterexam en eller anden Uddannelse var fuldendt, skal fortsættes. Jeg agter at opfylde dette Ønske, skønt jeg ingenlunde er forpligtet dertil, af Respekt for den Afdøde og af ingen anden Grund - vel at mærke: under visse Omstændigheder".

Han hostede kort bag den tørre Hånd, rettede sig atter og vedblev, med de små, sorte Øjne rettede stift hen over mit Hoved, som så han mig ikke, som talte han ikke til mig, men til Luften bag mig, måske til den Døde.

"Deres - Præceptor, et galt og udannet Menneske, trængte sig i sin Tid ind i denne Sal i mit Palæ og tillod sig her en Opførsel, der - nok sagt," han gjorde en hastig Håndbevægelse, "havde ikke min Søns strax derpå følgende og derfra stammende Ildebefindende og siden hans indtrængende Bønner hindret mig, skulde jeg vel have vist bemeldte Person, hvorledes jeg trakterer ubudne Gæster. Men - den afdøde Greve havde den Svaghed at tillade ikke alene at hans Fader og han selv, ja Kirken og Regeringen forhånedes, men ej en Gang at afstå fra sit stædige Ønske om at yde den månedlige Understøttelse, der havde skaffet os Æren af bemeldte Besøg. Nu - er han ikke mer, og bemeldte Person, som jeg hører, til min Glæde, ej heller. Nu er det os!" han rettede sig, med Hånden på Stoleryggen, og de sorte Øjne sprang ind i mine som et Par Gnister, og jeg vidste i samme Nu, hvor dybt denne adelsstolte 155 Mand hadede mig og Mindet om min Moders og hans Søns Dårskab - som jeg alt forlængst havde forstået, hvor dybt han havde elsket dette sit eneste Barn og harmet sig ond og syg over hans dådløse Svaghed, hans blege Blod -, "og nu stiller jeg den ene, faste Betingelse, som jeg alt mer end én Gang vilde have den afdøde Greve til at stille: De lover højt og helligt, og nu i dette samme Øjeblik, at sky hver Tanke om hin bemeldte Person og hans fordømmelige Lære; at udslette, som havde det aldrig existeret, Mindet om det uhumske Bo, hvori han af ukendte Grunde, måske privat Tilbøjelighed, behagede sig i at dvæle og lade Dem, et Barn, leve - at beflitte Dem af al Magt på Deres Studium, det teologiske, undgående enhver Berøring med Tidens oprørske og formastelige Tendenser, men først og fremmest med Deres Præceptors forbryderiske, ja ugudelige Tankesæt. Jeg skal da anbringe Dem et passende Sted, hos en sundt tænkende Gejstlig i denne Stad, under hvis forstandige og kristelige Ledelse De kan beflitte Dem på at følge den Vej, som jeg har angivet Dem. Holder De Dem denne Ordre efterrettelig, skal De ej alene erholde den hidtil hafte, månedlige Understøttelse, men også, efter fuldendt Examen, Løfte om et velaflagt Præsteembede under et af mine Godser, hvortil jeg endnu, trods alle Demagogers Spy, faktisk har Kaldsretten. Vor Kirke trænger til lovlydige, Øvrigheden og Kronen hengivne Tjenere. Vil De blive en sådan - eller -" han gjorde den korte Håndbevægelse.

Jeg følte en forunderlig Klarhed i mig, da han tav, en høj og lykkelig Fred. Hans Ord om Eberhard, de var jo kun, som de burde, som Eberhard selv vilde have ønsket dem. Og de havde givet mig en Sikkerhed, som jeg aldrig før havde fornummet, en salig Vished, en Magt over Livet. Jeg syntes med Et, jeg overså mit og hans, Excellensens dér stod, ja mine og hans fra Jordens Begyndelse til dens Ende.

Og med sagte Stemme, med Øjnene mod Tavlegulvet, sagde jeg, uden Vrede og uden Tøven:

"Jeg vil følge min døde Velgører og Ven, den eneste der har taget sig af mig fra min Fødsel, i alle hans 156 Anvisninger og Ord. Jeg er ikke den, han troede, og jeg vil ikke udføre den Gærning, han håbede, og som han selv ofrede sit Liv for, men én Gang vil han komme, som han længtes efter, og da vil det gå Dem og dette Palads og hver Kirke i dette Land og i de andre og hver af dens lønnede Tjenere efter hans Ord. Deres Had regner jeg for intet, Deres Penge for mindre. Jeg vil følge i hans Fodspor til min Død."

Jeg bukkede, med Huen krampagtig trykket mod mit Bryst, og jeg stod som en død og vidste ikke af mig selv, ikke hvorfra de Ord var kommen, kun at jeg havde talt af en Ukendt, men at denne Ukendte vel var mig selv. Og jeg følte bestandig i mit Hjærte hin salige Klarhed og Fred.

Jeg hørte den tunge Stol ryste derhenne i Grevens Hånd, hans Stemme, der prøvede et Par Gange at tale, men brast, til den endelig blev sig selv mægtig, og sagde, isnende stille:

"Som De vil, min Herre, miø er det kærest således.

Jeg opfostrer nødig Bastardyngel. Så må jeg bede Dem fjærne Dem hurtigst muligt og aldrig mere komme mig for Øje. Ti mærk Dem vel dette: Skulde Nøden lære Dem. at fortryde disse Ord - der var, som jeg ventede dem - og De vil få megen Nød at smage, ti jeg kender den Arv af Viljeløshed, De har at tage -" Prokuratoren rømmede sig pludselig advarende fra Baggrunden, men Greven slog kort op med Hånden, "så vid, at finder jeg Dem udsulten og frysende på min Trappe, vil jeg bede mine Tjenere sparke Dem ud på Gaden. Ti jeg, min Herre," han slog atter højt ud med Hånden, "jeg har den Vilje, som De og Deres Fader manglede - - Kære Zippel," vendte han sig irriteret mod Prokuratoren, der havde rejst sig og forskrækket skrabet med Foden, "jeg véd, hvad jeg gør! Jeg er ingen Nar, og jeg ynder ikke Mummespil!"

Han trådte et Skridt tilbage, vendte sig og gik, men standsede ved Portieren, og idet han pegede på Zakarias Zippel, der hurtigt samlede sine Skrivesager, sagde han :

"Denne Mand har været Vidne til mit Tilbud og Deres Afslag. De må altså vide, at Løgn og nye Forsøg 157 vil tjene til intet. De har hørt, jeg ikke heller frygter Pralen og Klaffer - så lidt som Deres Trusler. Ti mindst af alt frygter jeg Fantaster!" Det gav et Ryk i ham. "Og at De ikke skal svælge i sødlige Fantasier om Deres Fader, min Søn, og skue i ham en Martyr for mig, skal jeg oplyse Dem om, at han var mer end villig, da jeg lod hin Kvinde, Deres Moder, Skøgen, vise fra min Port - omend han, som jeg siden erfoer, lod sin Domestique følge hende hemmeligt, til hun førtes derhen, hvor hun rettelig hørte hjemme - og at han havde ganske forglemt hende såvel som hendes Livs mulige Frugt, til Hr. Pastor Gotthardsen, den Gejstlige under hvis Tugt, jeg havde tænkt mig at anbringe Dem, en Dag, da han søgte min Hjælp mod en Person, der viste sig at være Deres Præceptor, kom til at nævne Dem og Deres Bolig, samt Deres ukendte Moders Lod. Min Søn, der som sædvanlig sad med en af sine Digtbøger, ved Navn "Wilhelm Meisters Lehrjahre" påhørte denne Samtale, just som han grundede over en tåbelig Passus om en Fader og hans uægte Søn, og grebes af den Sentimentalitet, han kaldte Samvittighedsnag. Trods alle mine Forestillinger, blandt andet om hvor lettelig et andet Barn kunde være blevet understukket, udsatte han hin månedlige Pension for Dem. Meget har jeg siden angret, at jeg den Gang føjede den tjenestivrige Præst i hans Begæring om at udrense hin Ulv af hans Hjord - omend jeg nu efter at have set Dem - noget min Søns Nerver dog aldrig tillod ham! - ej nærer nogen Tvivl om, hvem De er. Zippel, jeg véd, hvad jeg siger! - Ti i hint Hus, hvor De fødtes, hører De hjemme. Og - nu vil De også ende dér!"

Portieren faldt i bag ham, Prokuratoren snappede sin Pen og sine Dokumenter og hastede ud, uden et Blik til mig. Nu vidste han, hvorledes hans Stilling i Huset bød ham at tage mig: den absolutte Forglemmelse.

Jeg gik som i en Drøm ud af Salen, ned ad Trapperne, forbi Tjenerne og ud på Gaden.

Da jeg stod dér og i Skumringen så Marmorkirkens sorte Ruinhobe og Søjler pege mod Himlen og mærkede Palæets Mure i min Ryg, forstod jeg min Bedstefaders Ord: at han mindst af alt frygtede Fantaster.

158

Denne Kirke vilde rejse sig og knejse, Ansigt til Ansigt med dette Palads, gennem Hundreder af År, og nye vilde rejse sig i deres Sted, bestandig overfor hinanden, som sande Tvillingebrødre, så længe Jorden stod. Hin Mand, som Eberhard drømte om, var ikke kommen i mig og vilde aldrig komme i nogen anden.

Mine Ord til Greven deroppe var mit Livs eneste Handling, men i den havde jeg fundet mig selv. Jeg hørte til blandt "Sværmerne," blandt dem, som gik udenfor Kirken og Paladset, og jeg følte mig vel iblandt dem.

Ja, jeg følte mig vel, da jeg krøb i Halmsengen hjemme i det stinkende Kammer og hørte min Værtindes og hendes Mandfolks drukne Larmen derinde. Jeg følte mig vel næste Morgen, da jeg vågnede og så min Pung på Bordet og vidste, at mine Penge vilde slippe op midt i Vinterens Hjærte - og hvad så?

Jeg så på den døde Bogstabel dér. Hvad skulde jeg med disse Værker? Jeg havde jo fuldført mit Livs Handling: Forsagelsen. Striden vilde jeg aldrig kunne rejse.

Og dog - de lå dér, efter Eberhards Vilje, og jeg havde svoret at følge den - indtil videre.

Ti jeg vidste det: her skulde jeg ikke blive. Nu havde denne Verden kaldt, og jeg havde vist den fra mig. Nu måtte Herren åbne sin. Til ham gav jeg mig over, min Tanke, mit Håb, min Fremtid. På hans Røst biede jeg. Hans Viden gik end dybere end Eberhards, ti han fejlede ikke af mig, hans Skabning.

- Om det År, jeg endnu blev blandt Menneskene, i København, før jeg nåede til Øen her, var der mangt og meget at fortælle, og dog kun Et - det Ene, jeg nu nærmer mig, hvis Nærhed, jeg alt længe har følt . . . ak i en Bæven, så hed og sød som da det i Livet var mig nær - og jeg har da heller aldrig været det f jærnt, så sandt man ikke er sit Hjærte fjærn . . .

Hvorfor skal jeg fortælle om den Tid, mine Penge endnu slog til, og som blev længere, end jeg havde turdet håbe, fordi Adam en Dag fandt mig i mit Logis og, med Ansigtet fortrukket af Væmmelse og Forbitrelse, under Trusler i sin Faders Navn, ført mig bort midt i 159 Lejemålet til et koldt, men rent og billigt Tagkammer i en af de mørke Gader nær Universitetet - og fordi jeg levede i en Nøjsomhed, hvorom jeg ikke tror, at nogen af Nutidens fattigste Studenter drømmer? Jeg fik ikke varm Mad én Gang om Måneden, og jeg kendte ikke til Ild i min Ovn. Jeg løb på Gaderne eller gemte mig i en Krog af Adams store, lyse Værelse, hvor han lod mig sidde, også når han selv var ude, og hvorfra jeg stirrede på hans skønne og skarpe Profil, når han jærnflittig sad fordybet i sine Studier.

Eller hvorfor skal jeg fortælle om mit eget Studium, der i min Sult og Kulde, med min langsomme og tunge Fatteevne, mit drømmefyldte Sind, skred langsomt og trangt? om min Ensomhed blandt Studenterne, på Universitetet og på Gaden, i dens Vrimmel af Forretningsmænd, Officerer, Kunstnere og Lærde?

Det var jo altsammen kun Venten på Herrens Kalden, på at han skulde råbe og udpege mig min Plads.

Jeg troede jo ikke, som Eberhard, at Gud havde noget særligt for med mig - jeg kendte kun altfor vel mig selv - men jeg troede, og jeg troer endnu den Dag i Dag, ja så langt mer, som jeg nu har mit Livs visse Erfaring bag mig - at Gud, hvor stor og hvor f jærn han end er, dog har sin Bestemmelse med hver sit Kreatur. Men har han ført os på Vejen imod den, da må vi selv vandre den, da nytter det ikke at klage eller bede, da vil han hverken høre eller se os - før vi når Målet, om vi når det

Men på denne Herrens Føren mig ind på den for mig bestemte Vej, var det, jeg biede. Jeg vidste, det var en ringe Vej, men ikke hvor den lå. Og jeg bad kun og biede.

Enkelte Ting er der dog, jeg må fortælle fra mit Liv det År i København, mit sidste blandt Mennesker:

Der var blandt Studenterne en enkelt, jeg aldrig glemmer, endda jeg aldrig har vidst hans Navn, men som jeg vel skal finde på den store Gensynets Dag og drage frem for Herrens Trone, at han i ham kan kende en af sine Disciple.

Han så en Dag i det teologiske Auditorium, at jeg, som sædvanlig, ikke kunde følge med i Diktaten - det 160 var en Udlægning af "den ypperstepræstelige Bøn" - skubbede sit Hæfte hen til mig og betydede mig at skrive det af, idet han selv skrev videre på et løst Ark, skød det hen til mig, da jeg var færdig, tog sin Bog, og vexlede således, til Timen var til Ende, og jeg for første Gang havde mit Hæfte fyldt som de andre.

Jeg rejste mig og stod foran ham, jeg vilde tale, jeg vilde række ham Hånden, jeg vidste, nu tog jeg ikke fejl, som med Augustinus -: denne Gærning kom fra Gud. Men jeg turde ikke en Gang se ham i Øjnene. Og da jeg løftede dem, var han borte.

Jeg håbede på den næste Dag: at jeg kunde sige ham min Tak, fordi han havde givet mig at holde Modet oppe i en Verden, jeg ikke kendte, og hvor alt var modsat af min Sjæl.

Men han kom ikke, og heller ikke den næste. Jeg spurgte ikke efter ham, jeg kendte jo ingen, og jeg vilde ikke heller røbe ham for Verden. Og jeg håbede bestandig, han skulde komme, min eneste Ven.

Men han kom aldrig, han blev borte for altid.

Først længe efter, lige som jeg skulde rejse, fik jeg at vide, at han Dagen efter, at han hjalp mig - ja hjalp mig for Livet - var druknet ude ved Vedbæk. Adam fortalte mig det, da jeg vovede mig frem med mit Spørgsmål, som jeg måtte have besvaret, inden jeg forlod Verden, at jeg kunde tage dens bedste Blomst med. Jeg huskede jo vel den Datum; Adam mindedes den, fordi det var hans Fødselsdag.

Hans Navn erfoer jeg aldrig, Adam erindrede det ikke, om han nogensinde havde vidst det. Kun efter min Beskrivelse kendte han vor unge Studiefælle.

"Hvad var der ved ham?" spurgte han.

O nej, Adam, for dig var der intet ved ham, for mig var der alt!

Vær vis på, jeg skal kende ham. Han må jo træde frem for mig, lys og alvorligt smilende som den Gang, ja, i uforlignelig Ungdom må han skinne, han, som fik Lov at komme til sin Gud, uplettet efter hin Gærning.

- Augustinus var forsvundet for os efter hin Dag, Adam havde opdaget hans Komplot med min Værtinde og fratvunget ham de Penge, der havde udgjort hans 161 Andel af den urimelige Leje. Men en mørk Aften kom han luskende op til mig i mit nye Logis for at bede om at låne dem igen, og fik dem. Han talte dem op i sin hule Hånd, nikkede med et ilde Smil: de var der alle, og forsvandt. -

Men om mine Skovture, da hin frygtelige Vinter virkelig til sidst var omme, må jeg tale til Dem - om hin første, hvortil Adam tog mig med, sammen med et Par Kammerater, og om mine senere, ensomme.

Godt, jeg ikke var ene hin første Gang, da vi roede over Peblingesøen, landede mellem dens Pile og forbi Store Vibenshus nåede Skoven ved Charlottenlund, og, over Gentofte og Jægersborg, til Eremitagen.

Havde jeg været ene, tror jeg ikke, jeg var kommet hjem. Jeg tror, jeg havde druknet mig i det blå Øresund, som Empedokles sprang i det ildsprudende Bjærg for fuldt at vorde Et med Naturen!

Nu forblev jeg tavs og behersket som altid, fulgte med de andre frem og tilbage til Byen, hjem og ind på mit Kammer. Først da faldt jeg ned og turde hengive mig til mine Tårer.

Herre, tænk Dem det Barn, der fødtes i Fængsel, i den mørkeste og dunkleste Vrå, det Barn, hvis Øje var blindt af Skygger, hvis Øre var døvt af Mure, hvis Blod var stivnet af Stillesidden, med Et vågne op på Øresunds Bred en Midsommer dag ved Middagstid. Tænk Dem ham dér i Solnedgangen, med røde Skyer over Sundet, over Hveen og den svenske Kyst. Tænk Dem ham hjemadvandrende i Måneskin, forbi det vuggende Vand, de sovende Villaer, under de hvide, svævende Kloder, de hvide, svævende Skyer!

Jeg listede mig derud næste Dag og næste igen og mange, mange! Jeg løb fra Byen og Bøgerne, som til min ukendte Moders Skød. Jeg løb derud med dukket Hoved, som under Regnskyl, og sprang ind i det dybe ste Skjul i Skoven og kastede mig ned på mit Ansigt i Græsset, og hulkede og græd, som da jeg var Barn, men sprang op igen og dansede og løftede mit Ansigt mod Himlen, mod Solen, mod Gud og lovpriste og takkede, og jeg kransede mig med Bøgeløv og kastede mig ned igen og græd og kyssede og velsignede.

162

Jeg spiste ikke, jeg drak ikke, jeg sov ikke. Jeg sværmede, jeg dansede, jeg løb; jeg rasede gennem Skoven som en Dionys, som en Gudsberust.

Én Sommer kun levede jeg i Sjællands Bøgeskove, én Sommer kun gemte jeg mit Ansigt i Græsset og løftede det mod Bøgenes Toppe, én Sommer kun lå jeg i Guds rige Favn, så kom jeg til denne Sten i Havet.

Men i det halve Århundrede her har hin Sommer holdt mig levende og lykkelig og ung, holdt mig rig i min Armod og skøn i min Hæslighed, holdt Drømmen vågen i mig om hine evige, grønne Skove, hvoraf selv Jordens skønneste kun er et ringe Spejl - som Schwarzwald Eberhard af Liljelundene.

Og om Aftenen, når jeg dødsmat, af Løb, af Sult, af Lykke, kom hjem, støvet og blændet af Sol, duftende af Muld og Løv, da opgik det tredje store Rige for mig.

Religionen, den kendte jeg fra Barn, den var og blev hvert Åndedrag i mig, omend ikke således som Eberhard havde villet og tænkt - Naturen, den kom jeg fra - Poesien, den sad jeg nu foran. De tre mægtige Riger gød sig over i ét, og således forblev de for mig: det store Land, hvor jeg var hjemme, det Land. der mer end alle Jordens, var mig Himmeriges Spejl. Saligheden hernede.

Jeg havde alt længe, så ofte jeg gik gennem Kammerherre Colbjørnsens Bogsal skottet til de tætte og tavse Rækker Bind. Jeg havde syntes, de lignede et stort og tungt Orgel og krævede som et Orgels Registre at røres. Jeg huskede Eberhards Dom over dem; jeg havde, med hans Øjne, set dem i min Faders Hånd og hørt, at det var dem, der havde ledet Fader og Moder i Ulykke.

Men ejede de ikke også et Orgels Magt, dets Sus af helligt Vejr, dets Ånde af Evighed? Men jeg vovede ikke med egen Hånd at åbne for hint Vejr.

Da løsnede en stærkere Hånd det for mig. Og mit Selv druknede i det og fødtes påny af det.

Jeg læste - og som derude i Naturen forgik jeg, og blev mig selv. Jeg læste de franske Romantikere: Chateaubriand, Lamartine og Hugo; de engelske: Byron og Shelley og Keats; de tyske: Holderlin, Jean Paul og Novalis. Jeg famlede mig gennem de fremmede Sprog, 163 forstod, gættede, anede, blot frem, frem, videre frem. ind i denne Verden af Liljestængler, af Serafer, af Æolsharper, Suk og Stjæraer og Dug.

Dér inderst inde standsede jeg og svimlede, som i Skovens Dyb derude. Ti dér stod jo, ikke som i Eberhards Skove det sorte Kors. men hun, Afrodite, al Jordens Gud!

Ja, hvor jeg så, i Skoven, mellem Fugle og Dyr, i Menneskenes, i Bøgernes Verden, blandt Kammeraterne, på Bastionerne, i Kirsebærgangen, overalt: ene hun!

Og jeg gemte mit Ansigt for Gudinden, jeg følte det Hellige nær, og jeg kastede mig ned og bad Gud vise mig også dette sidste, fjerde Rige, inden han ledte mig til min Bestemmelse.

Og han bønhørte mig, og jeg fandt min Bestemmelse med det samme. -

Den Hånd, der havde åbnet Porten for mig til det tredie Rige var stærk, som den var ren. så stærk at end ikke Eberhards kunde holde den tilbage.

Nu er hans Navn sagtens blegnet, som de Bøger er blegnede, hvori min Tids unge så de højeste Tårne, de kunde drømme at nå. og til hvis stjærnefyldte Glug den skuffede Tanke vel siden så ofte drog fra Husbekymmer og Hverdagsslid og hentede den Trøst, at der er på Jorden bygget Tage, der rækker højere end Dagligstuens og Værkstedets.

Forundtes det end kun enkelte blandt os - og det lyder underligt, men er dog vel sandt: at foruden de to, der evnede selv at bygge Tårne for den nye Slægt: den store Digter og den store Tænker fra min Tid, gaves det kun mig, just fordi jeg end ikke fik en Hytte rejst, men bestandig stod på den åbne Mark - stedse at have Stj æraerne for Øje - så toges dog det løftede Blik i Arv af de andres Børn og gav dem Syn for deres Tårne. Ti intet Tårn blev bygget forgæves på Jorden.

Han, der viste os vore, var Carsten Gabriel Honorius, Professor ved Universitetet i den skønne Litteratur. Vi sad dér i Høresalen, med Larmen af det Liv, der ventede os alle, dæmpet bag blændede Ruder, med Ørene og Øjnene ene hos ham, denne tunge og klodsede Skikkelse, som stod dér oppe på Katedret, med den

164

stammende Stemme og de halvslukte Øjne - der pludselig løftedes og pludselig flammede, så Evigheden i et Befrielsens Nu brød gennem hans jordtyngede Skikkelse, så blændende stærk, at jeg tror, den mangen Gang siden har svedet i de andre, da Ærgærrigheden var blevet til Kampen for Brødet og den store Kærlighed til det forsagende Tålmod - som i mig i min Fattigdom og Ensomhed.

Men hvo kom Evigheden i ham så nær som jeg? Jeg, der fandt den forløst i hans Datter, der var sart, hvor han var tung, fri hvor han var bunden, Mål hvor han var Middel? Jeg som fik hende ind i mit Hjærte, i hver min Bloddråbe og bar hende med hertil, forløst fra Virkeligheden, som hun var forløst fra Faderens Tynge!

Jeg ser det nu, omsider, efter det halve Århundredes Bod og Sorg, at så er det. At vilde jeg eje hende, så måtte jeg forspilde hende, at den Synd mod hende, der gjorde mig uværdig til hendes Nærhed her i Livet og sendte mig til denne Ø, den var ej alene Følgen af en Kærlighed som min, men dens eneste Frelse.

Og således er jeg da nået til dette: i min Synd lød den Guds Kalden mig til mit rette Liv, som jeg biede på; min Synd udsprang af Guds Vilje med mig.

Og dog måtte den sones, som jeg har gjort det her på Øen. Ti idet jeg fuldbragte Guds Vilje, besmittede jeg den. Så dunkelt er et Menneske, at Guds Lys formørkes, når det går igennem ham. Men vi véd jo, at Synd er Sorg, og kun gennem Sorg nåer vi til Glæden og Gud. Jeg nåede ikke hende og ham gennem min Synd, men gennem dens Bod. -

Jeg kom og så hende i hendes Faders Stue, hvor vi, hans unge Lærlinge, altid var velkomne. Jeg så hende tre Gange, én Gang sammen med mange, én Gang Øje til Øje, alene vi to, og - så hin store, altafgørende Gang.

- Jeg havde aldrig tænkt at besøge Carsten Honorius. Ja, alle de andre - men jeg? Jeg huskede "Studenterforeningen" s Stuer i Boldhusgade, jeg huskede min Bedstefaders Sal - jeg vidste, sådanne Steder hørte jeg ikke hjemme - endsige hos ham. hvis slukte Blik jeg knap turde møde.

165

Men en Dag i Skumringen hentede Adam mig.

"Hvorfor vil du ikke med? du hører ham jo dog som vi andre."

Jeg gemte mine Øjne. Jeg vidste det: når Adam var en ligeså flittig Tilhører ved hans Forelæsninger som ved de teologiske, var det, fordi Eleven følte, han en Gang vilde blive Mesteren lig.

Han turde komme dér, men jeg - Ene mine Klæder - Den sidste Skilling af Eberhards efterladte Penge var længst brugte, og mit Tøj kunde, trods al Lappen og Børsten, ikke mere holdes sømmeligt. Hver Hvid måtte jo gå til Brød og til Lejen af mit Kammer.

Adam fangede mit Blik. "Du kan låne Tøj hos mig," sagde han rolig, ikke som rakte han mig en Gave, men som opfyldte han en selvfølgelig Pligt, således som han ydede mig al sin Hjælp, og hvorved han knugede mig end dybere ned i min Følelse af uafhjælpelig, medfødt Ringhed.

Nægte hvad Adam ønskede, kunde jeg ikke. men kun den, der er vandret ind i en Stue, hvor han ej en Gang har vovet at drømme sig hen, til en Mand, der synes ham ejende alt det, han agter for det største på Jorden, men som han véd, han selv aldrig vil nå blot ringeste Fnug af; kun den, som er kommet dér i lånte Klæder, udmarvet af et Års Leven på Brød, Vand og Æbleskiver fra en fedtet Bod; kommen der uden Håb og Mod, i Bevidsthed om al egen nutidig og fremtidig Ringhed; kun han kan vide, hvor Gulvet brændte mine Såler, hvor Luften sved mine Kinder og fyldtes af spejdende Øjne: Hvem er han? hvad vil han dog her?

Jeg havde den Gang søgt og søgt, hvert Stipendium, hvert Kollegie, der blev frie, og jeg havde set ej alene Augustinus, der jo trængte næsten ligeså hårdt som jeg, under sine Præsters Protektion vinde både det ene og det andet fra mig, men Kammerater, hvis Fædre jeg vidste var velstående, ja rige Mænd, tage det i Besiddelse, som var mig det daglige Brød og Taget over Hovedet, og bruge det til Lommepenge og tilfældigt Logis.

Jeg havde kæmpet længe med mig selv, før jeg overvandt mig og dristede mig op til en Professor, som 166 bortgav Fribolig og en lille Tærepenge i et af Kollegierne. Jeg kom derud og fandt ham, til min store Undren, indlogeret i en prægtig syv Værelsers Lejlighed i Stiftelsens Forbygning, og Friboligerne indskrænket til fem små, mørke Kamre i Baghuset - Kamre, der dog for mig, sammen med Månedspengene, havde været Frelsen.

Men - der var så mange, der søgte - - ja min Examen var god nok, mine Flidsbeviser i Orden, end mer mit testemonium paupertatis. Jeg kunde jo søge - men, noget Håb kunde han ikke give mig . . .

Nej, det kunde han ikke, ti han havde lovet sin gamle Studenterkammerat, Overlæreren i Flensborg, at hans eneste, uvorne Søn skulde få det, at Professoren kunde holde lidt Øje med ham.

Jeg stod den Aften, da jeg fik det endelige Afslag, i Mørket under nogle høje Træer og så Lyset skinne i det lille Kammer, hvor jeg havde håbet at nå ind, hvor nu den uvorne Søn støjede og lo med de andre, hvis Fædre Professoren kendte, eller som dekorerede Mænd eller Præster havde talt for. Jeg tænkte på, at jeg havde hørt hin Students Moder, Overlærer-Fruen, i Dag i Professorens Modtagelsesrum, taknemligt udbryde, da hun hørte, hvor mange Ansøgere, der havde været, og at hendes Søn dog havde fået Stipendiet: "Ja, så er det jo Guds Vilje!" Og jeg forstod, at Stipendier og Kollegier ikke var for mig og mine.

Og jeg søgte andre Midler til at holde mig oppe i denne By med de tusind lukte Døre, indtil Gud åbenbarede sin Vilje med mig.

En lille Tid havde jeg fået en Plads på et Handelskontor, hvor jeg skulde tælle Hovedbogens Summer sammen. Jeg havde altid haft særlig svært ved Regning, og mit Arbejde syntes mig så ansvarsfuldt og anspændte mig således, at jeg end ikke om Natten fandt Ro for Tallene, der spøgede i min ophidsede Hjærne. Efter en Måneds Forløb fik jeg Afsked, da var Husets Søn hjemkommen fra en Rekreationsrejse.

Hvad jeg end havde søgt siden, var lukket for mig. Kun én Dør var gået op: en Korrekturlæser Plads ved "Hornet," et Slags Forlag for uhumske "Romaner" og 167 Skillingsviser, der tillige udgav et af de Smudsblade, der nu efter Trykkefriheden myldrede frem.

Jeg anede intet om mit Arbejdes Art, hvor langt fra end både Redaktørens og Kontorets Udseende svarede til mine Tanker om en Person og et Sted, hvorfra Oplysning udgik til Folket - ti hvad vidste jeg om det København, der omgav mig?

Men strax da jeg så den første Linie, forstod jeg, hvorhen jeg var kommet.

Jeg har hørt det, at den Tids Smudsblade, selv de hæsligste som dette, er for intet at regne mod senere Tiders, hvor vel nu andre unge og nødlidende Studenter træller for det dyre Brød. Men for mig, Eberhards Barn, var dette, i sin Giftighed, sin Hadskhed og Løgn nok, mer end nok.

Jeg havde i Rædsel sluppet Pennen og Papirsstrimlen af Hånden, jeg, der omend nok så meget født i Skøgernes Hus, dog var opfostret på Eberhards Kvist og i hans fremmede Sprog - jeg havde aldrig tænkt mig, at Livet kunde rumme en Ondskab og Gemenhed så dyb.

Jeg var ilet til Adam med Korrekturen i min Hånd og havde skælvende rakt ham den og kastet inig ned i Hulken over, hvad jeg i Dag havde set, ja måttet være medvirkende til. Men han læste roligt Bladet, jeg rakte ham, trak på Skuldren og sagde:

"Enhver anden end du véd, noget sådant findes, og at ingen Magt vil kunne hindre det siden niogfyrre. Vil du ikke have Pladsen, tager en anden den med Glæde. Det har du vel erfaret på din Vandring efter Ansættelse. Vil du måske efter hin din anonyme Bedstefaders Ord ligge på hans Trappe, død af Kulde og Sult? Den Gang, hos ham begik du en Dårskab, begå nu ikke en ny!"

Jeg stirrede på ham, men - ja. lad mig sige det med det samme: De synes måske, at Adam, da han dog så til min Nød, kunde have lindret den af sin Overflod? Men havde han mon nået sin Bestemmelse som Kirkens højeste Repræsentant, om han. selv som ung, havde ønsket at ændre blot én Tøddel i den Samfundslov. han var kåret til at hellige - som man helliger . . og 168 styrker det nøgne Sværd med Fæstets Kors -: den Lov, der byder, at der skal være Fattige, for at der kan være Rige . .? Jeg forstod det med Et, den Gang da jeg horte de Ord udgå af hans kyske og strenge Mund, at han var selve den officielle, korskronede Verden, Eberhard havde villet ruste mig mod, den. der behevede mig og behøvede et Blad som dette - som Grundlag, som Kælder . . . eller Ventil.

Og næste Dag sad jeg igen ved Bordet, der var opfyldt af skårede, brændevinsosende Flasker og uappetitlige Madrester, mellem en rusten Kakkelovn og en uredt, sortbrun Dobbeltseng. Ti "Kontoret" var tillige Spisestue og Sovekammer for Redaktøren og det Pigebarn, han tilfældigt hentede ind fra Gaden.

Jeg forsøgte at tænke på Eberhard, der havde boet i Skøgernes Hus, men jeg vidste, der var ingen Sammenligning. Hvad havde han ikke renset dér! mens jeg - Det eneste, jeg kunde udrense, var Trykfejlene - og således gjorde jeg Bladet end lettere tilgængeligt for hver den. der havde en Halvskilling i sin Lomme, og vandt mig derved min egen . . .

Jeg sagde mig, at jeg med den holdt mig oppe og borte fra hin min Bedstefaders Trappe, hvor jeg efter hans Ord skulde ende, og at denne min Synd var intet imod, om jeg havde gjort ham til Vilje.

Men jeg anråbte Gud af en Nød som aldrig før, at han vilde udfri mig fra det Kød, der tvang min Sjæl til dette, som var den for tungt.

Tre Måneder havde jeg alt været på dette Kontor, men aldrig havde jeg dog følt min Nød, hin for Mennesket ufattelige Tvedragt mellem Ånd og Kød, som nu jeg hin Oktoberaften, nær Årsdagen for Eberhards Død, stod i denne Stue.

Men med et så opmærksomt Udtryk i det furede Ansigt lyttede Professor Honorius efter mit Navn, da Adam præsenterede mig. og så forskende rettede han disse halvslukte og dog så stærke Øjne på mig. at jeg sitrende spurgte mig selv. om der da også hos mig var noget at agte på, noget, der også gav mig Ret til at komme i denne berømte Mands Hus.

169

Han spurgte mig, med det tunge Hoved ludet tæt imod mig, om mit Studium, om mine Planer.

Jeg skælvede, jeg følte det et Øjblik på mine Læber at betro al min Nød til denne Mand. den eneste, der havde spurgt mig om noget af mit, men jeg betvang mig hastigt. Skulde jeg gengælde hans Venlighed med at bebyrde ham med alt det, som ene var mit? Og desuden: kun Gud vidste min Vej!

Men i hvor mange Stunder siden, når jeg syntes, jeg skulde segne under Menneskers Foragt, under at de end ikke agtede mig værdig til denne ringe Plads her på Øen, har jeg ikke vundet Livet igen ved Tanken om, at han, denne store og vise Mand, så på mig som på enhver anden - ja. jeg tror det: endog med en egen, bevæget Undren?

Han strøg nu en af de lange, fine og skønne Hænder, der stod i så forunderlig en Modsætning til hans øvrige, tunge og plumpe Krop som den pludselige Opvågnen af Ånd til hans vante, døde Søvn, henover min Skulder og sagde:

"Det er første Gang, De er her, Lad mig se Dem oftere."

Og han drog den halte Fod efter sig over Gulvet til en anden Gæst.

Men jeg så mig med Et frimodig om i Stuen med de mange unge, leende Ansigter og følte mig et Øjeblik som en af dem, og var det så vel også, i Kraft af denne Følelse.

Et Øjeblik - ja. Ti da så jeg pludselig hende, hans Datter, Dorete Magdalene Honorius.

Jeg så hende kun, fulgt af Pigen, byde den kinesiske Bakke rundt, med Tekopperne, Syltetøjet og Kummen med Skeerne. Men hendes Hoveds Bøjning, den nøgne, slanke Hals og de nøgne Armes Holden om den tunge Bakke - det var ungt og uskyldigt og lykkeligt nok, til at jeg med Et mindedes, hvem jeg i Sandhed var. jeg der havde vovet mig ind i denne Stue. vovet mig hende nær.

Men det var på én Gang ikke mere, som altid før, mig selv, jeg tænkte på - ikke mine Klæder, som hørte en anden til, og som jeg måtte give tilbage, når vi kom 170 herfra, ikke mit Kammer, om hvis Usselhed hun end ikke kunde drømme, ikke min Oprindelse, min Moders Død og Huset i Pistolstræde, end ikke den Artikel, jeg i Dag havde måttet læse. ja inddrikke, og som Tøddel for Tøddel måtte stå at læse i mine Øjne, som Smudset på den Mands Hænder, der har arbejdet i Kloaken.

Jeg frygtede ikke Undren og Smil, jeg frygtede ikke for mig selv, dertil var hendes Trin for lidet jordiske, hendes Hud for hvid, hendes Nakkes Bøjning for øm.

Jeg frygtede for hende. Jeg frygtede for Medlidenhedens Smitte. Jeg, hvis Åndedræt var Kval, jeg måtte ikke ånde herinde.

Disse Øjne havde aldrig set andet, end hvad der var skønnest og lykkeligst, her hos denne Fader, i dette bog- og bustefyldte Værelse, og jeg skælvede som en Forbryder, at jeg bragte al denne Skændsel, al denne Smærte nær hendes stille og blide Harmoni.

Jeg skottede til Faderen, som han haltede rundt dér, med Smilet i de halvslukte Øjne, om den grove Mund, med det grånede, letkrøllede Hår om den skyløse Pande. Og jeg tænkte, at han vilde jage mig ud, om han anede, hvad hans moderløse Barn kunde møde i mig.

Og da hun nu med Et, ved en uventet Drejning stod foran mig og smilte mod mig med det hvide Ansigt i det lokkede Hår under Pandebåndet og rakte Bakken frem mod mig med et lille Knix, da vendte jeg mig forfærdet, lod som jeg ikke hørte hendes Spørgsmål, lod som jeg ikke så Kagerne, hun havde bagt, og Syltetøjet, hun bar frem, men dukkede mig i Skjul bag en uvidende, en lykkelig Student og begyndte bag ham og de andre at liste mig langs Bogrækkerne hen mod Døren for at komme bort.

Men jeg kunde det ikke, jeg måtte endnu blot et Øjeblik følge hendes lette og lydløse Vandring blandt de andre, hendes Nakkes ømme Bøjning, hendes drømmende Smil. Jeg måtte se, hvad Uskyld og Lykke, hvad Ungdom var. Så skulde jeg forsvinde.

Og da blev pludselig alt tyst om mig. Professoren løftede sin skurrende Stemme, og da jeg så derhen, stod han dér med Hånden på Stoleryggen og talte. Alle Hoveder var vendt mod ham.

171

Jeg skottede atter hen til Dorete. Pigen havde taget Bakken fra hende, og også hun lyttede.

Der var ingen Fare for, at hun skulde se mig, så langt borte jeg stod. Jeg kunde nok få Lov at blive, den lille, sidste Stund.

Og jeg blev og forglemte mig, med Øjnene kun på hende.

Og jeg så hendes Hoved derinde mellem de andres, oprejst lyttende, med klare Øjne og let åben Mund, med Fletningerne lagt så roligt om Panden og Hænderne i Skødet. Og jeg glemte, hvad Smærte og Smuds mit Blik idag havde vandret igennem og taget med sig, og det vovede sig til hendes Kind, til hendes Øre, til hendes lange og nøgne Hals og nøgne Skuldre i den åbne Kjoles Chiffon, til hendes spinkle, nøgne Arme og de foldede Hænder, til Brystets blide Runding - ja, det vovede sig did som til sit Fædreland, sit længe søgte Hjem.

Jeg hørte, for første Gang i mit Liv, ikke et Ord af hendes Faders Tale, jeg så kun på hende, så mig ind i hende, ind til hende, ind i Uskyld og Lykke: ind i Ungdom.

Da med Et, midt i den svage Dis af Lampelys og de unge Mænds ivrige Ånde, mødte jeg hendes Blik.

Og i samme Nu var jeg frigjort for min Frygt som for min Skam.

Ti hendes Øjne gled mod mig med Himlens Højhed og Ro, Himlen, der véd om alt og som intet kan besmitte

Og jeg var fri for hin jordiske Tvedragt. Ti hendes Sjæl, som Legemet endnu ikke bandt, og min, som havde frygtet og hadet sit til Døde, mødtes midt i denne Ungdom af blussende Blod, i en undrende Genkenden.

Nu havde Gud kaldt, nu biede jeg kun på, hvad han vilde.

Da mærkede jeg et Par Øjne på os - Adams.

Som en Ørns var de over os, fulde og klare.

Jeg så hende skælve og sænke sit Hoved og sit Blik. Hendes Hænder søgte hinanden i Skødet.

172

Og jeg vidste, hun skulde blive hans. Han måtte hende; hun var det største - som Præmien.

Bestandig måtte vi begære det samme, vi, der var længere fra hinanden end alle - og nærmere, ja ens.

Og jeg vågnede, og fandt mig i hans Klæder.

Og jeg glemte, at hvad nu var mig givet, kunde aldrig tages, end ikke af ham, ja end ikke af hende.

I det Øjeblik, jeg hørte Guds Kalden: "Se, nu gaves dig det største af alt: at se en Søskendesjæl, gå bort og forvar det," da luede hin Tvedragt mellem Ånd og Kød påny.

Jeg glemte, at os var Frigørelsens Nåde og Sorg tildelt. Og jeg begærede hende, just som hun sad dér, blussende af sit Køds fagre Dragt.

O, jeg forlangte hende ikke i min Favn! Men jeg forlangte hende urørt som nu. Jeg anråbte dette Øjeblik at standse, Tiden at stå stille, Lampens Lys at fæstne sig i evig Glorie om hendes Hoved. Jeg krævede, de andre skulde glemme os to for altid; vi to være ene til; ene jeg se på hende og hun stirre frem for sig som nu.

Jeg begærede, at det, der var mig skænket som en Evighed, skulde dvæle i Sekundet.

Min Kærlighed til hende havde vakt den Egoisme, som hidtil havde slumret, og som den ganske skulde have reddet mig fra, om jeg havde fulgt Guds Vilje og ikke min egen.

Og da nu i det samme Professoren tav, og Studenterne brød op, takkende og henrykte trængtes om ham, og strax efter søgte ned mod Døren efter deres Tøj, og hun blev borte i Stimlen, vidste jeg, at jeg vilde komme igen næste Gang, hver Gang - så længe jeg fik Lov.

Da så jeg Adam og hende. Han havde bøjet sig for hende og kysset hendes Hånd til Farvel, og hun havde hilst ham, med sænket Pande, i et Knix.

Og nu rejste han sig, knejsende, med det lyse Hår tilbagekastet og Blikket i hendes.

Og jeg så hende skælve og Hænderne bedende søge hinanden. Og det hviskede gennem mig: Bed kun, hans Vilje står du ikke imod!

173

Nu slap Adam hende og kom hen til mig. Hun stod endnu bundet på samme Plet.

Og jeg fik al Styrken af hans Blik igennem mig, som et blottet Sværd. Og jeg skælvede som hun. Og jeg vidste vor Skæbne afgjort.

Vi fulgtes uden et Ord gennem de natlige Gader, hvor de mørke Skilte knirkede og knagede på deres Hængsler. Udenfor hans Hus standsede vi, og idet han fæstede samme stive, hvide Blik på mig, sagde han:

"Det er sandt, Clemens - du er ked af din Plads ved dette Blad," han gjorde en Bevægelse med Stokken, som vilde han end ikke med dens Spids røre det, han dog ikke anså mig for god til at tage Brødet fra. "Jeg har noget andet til dig."

Jeg så op. Å, hvad talte han om - hvad andet var der, end det, jeg havde oplevet - og mistet i Aften?

"Det er en Plads, jeg så averter et i "Fædrelandet" i Dag, men jeg glemte den igen - som Pogelærer på en Ø under Præsten deroppe, fri Station og femogtyve Rigsdaler om Året. Der er nok svært ensomt, syv Mil til nærmeste Kyst og knap tohundrede Mennesker. Men du holder jo af Ensomhed. Skibet ligger ved Christianshavn, og Skipperen véd nærmere Besked; så dér kan du forhøre dig. Men Pladsen skal tiltrædes strax."

Da brød i samme Nu som en vild Lue op i mig det, jeg aldrig før havde anet eller kendt, Selvet i voldsomt Frembrud, Jeget, som ikke hørte, ikke så, ikke Menneskers Røst så lidt som Guds - som kun var sig selv, ene sig, og fyldte Himmel og Jord med sit Skrig.

Han vilde have mig bort! Han regnede mig for Medbejler! Hvem var jeg da?

Jeg vilde knejse, jeg vilde skrige det ud for alle Vinde: at nu var jeg til! Han frygtede mig som Medbejler - til hende!

Men Adam så hurtigt på mig, stak Avisen i min Lomme og låsede sig ind af Porten.

"Tøjet kan du beholde - til Rejsen," sagde han og slog Døren i.

Men hvad agtede jeg hans Spot, at jeg, hans "Medbejler", aldrig uden i hans Klæder kunde være kommet 174 hende nær, hans rolige Viden om, at jeg dog drog til Øen - fordi jeg måtte?

Jeg huskede kun, at hun havde set på mig, og hvad Adam dømte om det Blik. Jeg glemte min egen Viden om det og Guds Mening med det, glemte os selv og tog os efter Verdens Dom. Jeg, der altid havde lydt og tiet og set på de andre og veget for deres Jeg og kun anet mit eget i dets dybe Underlegenhed for deres, jeg overvældedes nu af mit ukendte Selv. så jeg segnede ned på Trappestenen og endnu sad der, da Vægteren med Kabus og Morgenstjaerne stod foran mig og bød mig gå hjem og sove Rusen ud.

Jeg stirrede forvildet på ham, som havde virkelig mit Jeg i sit vilde Frembrud fortæret alle andre Væsner end mig selv, og rejste mig og vaklede af Sted.

Ja, i Sandhed beruset som den, der aldrig før har kendt Vin og nu har smagt den stærkeste af alle, flakkede jeg gennem Gaderne. Og som Vin kan skabe Mennesker om for en Stund, blev jeg omskabt disse Nattetimer.

En Gud blev jeg, en Gud af Ungdom og Skønhed, en Gud af Styrke og Mod - eller - Å nej, jeg blev vel kun et Menneske som de andre, ung og fuldt af Håb . . .

Alt kunde jeg vinde, alt skulde jeg beherske! Hun havde set på mig således, at Adam, Adam Colbjørnsen i mig så en Medbejler, der måtte bort! Jeg var ham lig - ja mer end ham, siden han frygtede mig! Ja, havde han ikke altid vist mig, han forstod, vi to skilte var ens?

Jeg havde troet mig lam, og nu kunde jeg bestige Bjærge!

Da stod jeg med Et påny i den fornemme, stille Gade, foran hendes Hus. Jeg anede ikke selv, jeg var nået derhen. Jeg var kommet her så helt selvfølgeligt, som hørte jeg til her, som var det mit rette Sted, mit Hjem.

Ja, jeg havde et Hjem og en Fremtid!

I Drømme, i lykkeligt smilende Drømme stødte jeg Lågen op og gik ind.

Den høstlige Duft af de gamle Linde sank om mig, 175 tyssende og manende. Men jeg så kun den Rude, der lyste bag de svære Stammer, bag de dalende Blade, min Elskedes Rude.

Og jeg gik frem imod den som Sejrherren til sit Rige, rank imellem de hældende Grene, over det faldende Løv.

Og da så jeg hende, som Sejrherren ser sin Elskede.

Hun stod derinde bag sin Rude, nøgen foran sit Spejl i det hvide Flor. Hendes Arme vandt Håret om Hovedet, hendes Hage var sænket mod Brystet, og hun smilte i et lønligt Smil.

Hendes Dragt hang hende om Lænderne, som Svøbene om den Blomst, der er skudt frem. Skæret fra Lysene sitrede i hendes Hud.

Og jeg tog ikke mine Øjne til mig, og jeg flygtede ikke. Jeg stod dér med Herrens Ret.

Til pludselig et Blad ramte min Kind, og min Fod raslede i det visne Løv.

I samme Nu var hendes Øjne mod Ruden, hendes Hænder som to Blade for hendes Bryster, hendes hele ' Legeme én Skælven, som ramt af en Pil.

Og jeg sunken ned i Rædsel på mine Knæ - i en Rædsel, hvori jeg så hende, stadig med Hænderne for sine Bryster, nærme sig Ruden og med fremstrakt Hals titte ud, smilende ad sin Angst.

Ti stod ikke den store Have skærmende om hende, her i hendes Faders Hus?

Men dér, hvor jeg lå gemt i Murens Mørke, i den høstvåde Jords Forrådnelse, veg mine Øjne ikke fra hendes spidse og hvide Fingres Spænden over Brysterne, fra hendes store og smilende Øjnes sagte og lykkelige Spejden og Hårets dunkle Skygge om Skuldre og Arme og om hendes Lænders åndende Sitren.

Til hun med løftede Arme og tilbagebøjet Hoved drog det hvide Gardin for Vinduet, og jeg så hende svinde bort derinde.

Men da lå jeg også på mit Ansigt mod Jorden, med Hænderne i dens Løv, i et stumt Skrig for hvad jeg havde gjort.

Himmelske Gud, hvad havde jeg gjort! Beluret hende.

176

da hun var nøgen, voldtaget hende, da hun var ene, skændet hende, da hun var hjælpeløs.

Jeg, jeg, jeg havde gjort det! Jeg, Eberhards Barn, Guds Lam, jeg, som elskede hende!

Nej, nej! jeg havde slået mine Øjne ned i Skyhed for den tilbedte Sjæl, for det tilbedte Legeme, der var ene med hinanden. Jeg var veget bort og løbet gennem Gaderne med det hellige Glimt i min Sjæl, Åbenbarelsen fra det salige Liv, der var mig skænket, just fordi mit Legeme var knust, min Vilje død, min Sjæl ene levende af Guds Hånd.

O nej. nej! Jeg havde set, jeg havde stirret - jeg havde stjålet hendes ensomste Løndom, hendes Nøgenhed: hendes Væren ene med sig selv! Jeg havde taget hende med Vold og mistet hende for evigt!

Hvorfor? hvorfor? Fordi Livet, fordi Lykken var kommet mig nær!

O Gud, hvorfor vakte du dem! hvorfor lod du mig ikke dø lykkeløs og uskyldig!

Eller - de andre ejede den jo altid, Lykken, fødtes med den - men havde nogen handlet som jeg?

Nej, jeg havde drukket mig ør i Bærme: i mit Selv, det Selv, jeg aldrig før havde kendt, men som altså så således ud, skændigere end et Dyrs. Med Lykken, med Livet var det vågnet - o Gud, tag Lykken, tag Livet fra mig, og giv mig hende og dig igen!

Forsent! Forsent!

Jeg skreg min Nød ned i Jorden, jeg krympede mig ned i den, at den vilde gemme mig med det samme. Mod hende havde jeg handlet således! hun, hvis Sjæl havde hvisket til mig: Broder, ene du er som jeg!

De gule Blade dalede over mig. og jeg skreg til dem, at de vilde dække mig, begrave mig, begrave mit Selv i deres evige Forgængelse.

Lugten af dem, af Muldens Ramhed sank om mig, steg om mig. beruste mig som Døden, og jeg lukkede Øjnene i et Takkens Gisp - o, forgå!

Men da jeg løftede mit Hoved, faldt de visne Blade fra det, og jeg stod atter oven Jorden og så mine Fødders Spor i Mulden.

Da vendte jeg mig og styrtede i Rædsel ud af Lågen, 177 ud på Gaden og bort, som kunde jeg løbe fra min Gærning og mit Selv . . .

Men jeg fandt dem bægge igen - på en Trappesten under et dunkelt Bislag, ved at en Hånd rørte min.

Jeg så i det usikre Skær fra en Tranlygte et Ansigt i mørktlokket Hår - og greb om den kolde Sten.

Du gode Gud, var det hende? kom hun for med sine hvide Hænder at rive mine Øjne og mit Hjærte ud?

"Lille Student, giv en Skilling, så skal du få et Kys," klynkede en hæs Stemme, og Hånden ruskede mig stadig, indtrængende, i Skulderen, "hører du - en Skilling og et Kys!"

Jeg sad på en tilsølet Trappe i et uhumsk Stræde. Var det Pistolstræde eller Peder Madsens Gang?

Og foran mig knælede en laset Kvinde, purung, med blålige Pletter i Ansigtet, med Håret tjavset, ned i de skinnende Øjne.

En Hånd, der var mager og hvid som en Dødnings, rev i Feber i min Frakke.

"Lille Student, en Skilling og et Kys ..."

Jeg bøjede mig beruset forover - gennem Forrådnelsens, Dødens tunge Os sitrede en svag, en øm Duft af en Blomst, af en Kvinde . . .

Jeg havde ikke taget fejl - jeg stod i Haven igen

- og hun var ikke vred, hun havde åbnet sin Rude, og hun bøjede sig ud og rakte mig sin Mund til Tilgivelse - og Farvel . . .

O jo, jeg kendte igen min Barndoms Atmosfære, Skarnlugten fra Skøgernes Hus, af smudsige Klæder og Senge, af smuldrende Gulve og Mure og Rendestenens Slam

- gennemsitret af unge Kvindelegemers ukrænkelige, lindrende Balsam!

"Lille Student, jeg giver dig, hvad jeg kan! Jeg har ikke smagt Mad i tre Dage, uden hvad jeg har sanket i Gårdenes Møddinger. Her er koldt på Brostenene, jeg har ingen Seng. Og jeg er syg. Jeg giver dig, hvad jeg kan!"

Jeg så mellem to Dødningehænders Famlen, og af et laset Sjal, et Kvindebryst dukke frem, sart og ungt og hvidt ...

Jeg troede, hun kom at rive mine Øjne og mit 178 Hjærte ud med sine hvide Hænder, og i Steden rakte de mig i guddommelig Barmhjærtighed hendes Bryst, at jeg skulde drikke nu og ikke vansmægte Livet igennem - jeg, der havde vovet mit Blik til den hellige Kilde.

Svimmel af Anger og Tørst, og med mine Øjne for sildigt lukkede, bøjede jeg mig og drak.

Og i al Forrådnelsens Os, i Dødens store Lugt om mig, sitrede Paradisblomstens Silkeblad mod mine Øjne, min Hud, mit Hjærte.

Jeg smæltede bort i dens Duft, selv kun en Ånde, smagende Livskærnens Honningsødme og Salt.

Jeg fornam en skælvende Hånd om min Nakke, en dunkel, dump Lyd i mit Øre, over mit Hoved, som en dobbelt Gråd, et Hjærtes og en Munds . . .

"Å lille Student - å lille Ven - -"

Og jeg så op igen og ind i Skøgens Ansigt.

"Jeg kan ikke give dig mer. Brostenene er kolde,

og jeg er syg ... giv migen Skilling -"

Jeg havde den Aften hentet min Månedsløn fra Kontoret, jeg trykkede Pungen mellem hendes Fingre, og hun et Kys på min Hånd . . .

Hun forsvandt derhenne i Tranlygtens Skær på den bitte, åbne Plads, skyggespinkel og sort, med det vilde, brusende Hår og Kjolen nedtrådt som et Slæb af Muld om Fødderne. Hun vinkede med den hvide Knokkelhånd, den anden foldede frysende Sjalet om det nøgne Bryst.

Og jeg sad i Pistolstræde, tyet til min Barndoms Tærskel og frelst for Øjeblikket og Evigheden af dens gode Fe. -

O lille Søster, Doretes og min, du gav hende Æren og mig Livet tilbage! Ti Kysset skænker Nøgenheden Jomfrudommen igen og Brøden Tilgivelse.

Men du, lille Søster, der byder den himmelske Kilde til Fals på Gaden - dig selv kan ene Gud læske, som du ene kunde læske mig! -

Hvordan og hvornår jeg nåede hjem til mit Loftskammer, aner jeg ikke. Men da jeg kastede mig dér på mit Leje, vidste jeg det: at jeg tog til Øen, at det var den Vej, Gud nu havde viet mig til, ja bestemt mig fra min Fødsel.

179

Jeg tog til Øen, ikke som Adam, men som Gud vilde. Jeg vendte for altid mit Øje bort fra hende, at jeg altid skulde se hende. Jeg slettede mig selv af de Levendes Tal, at jeg ikke skulde dø.

Og den Beslutning skænkede mig Ro, den Dødsdømtes, den Frelstes Ro, og jeg lukkede Øjnene i Søvn.

Men dér i Søvne åbenbarede hun sig for mig for anden Gang, hun, den evigt Vundne og den evigt Tabte.

Hun kom og satte sig på min Sengekant og talte mig til. Hun var nøgen, som da jeg så hende bag Ruden og i Strædet, ja, hun var ganske nøgen, med de spæde Hænder og Fødder krysset, kun svøbt i sit lange Hår.

Men jeg havde jo kysset hende til min og følte det ikke som en Brøde, at jeg var hende nær, og hun smilte mod mig, som kendte hun ikke til Vrede, endsige til Blu, kun til uendelig Sørgmodighed.

"Benedict", sagde hun og nævnte mig ved mit Barndoms Navn fra Pistolstræde, som ingen siden Eberhard havde kaldt mig ved, fordi jeg for ingen havde været velsignet, men nok mild for alle, "Benedict, se her kommer jeg til dig, således som Gud havde bestemt mig for dig, således som vi to, som Menneskeparrene, skabtes for hinanden, bag Adskillelsen og Klædebonnene. Du lærte min Nøgenhed at kende, og den var din i denne ene Stund, og du rørte den med dine Læber. Men vi færdes i Timelighedens Klæder, og derfor skal du aldrig gense den før i Evighedens Morgen. Ti sagde mine Øjne dig det ikke: Først i Evigheden, først når Legemer og Klæder er faldne, skal vi to vorde Et? Ti her på Jorden kan Sjæl bo hos Legem, men Sjæl aldrig hos Sjæl. Og se: du har intet Legeme for min Sjæl, og jeg intet for din. Men just derfor skal vi hisset smælte sammen, ti intet jordisk Støv vil blande sig i vor Forening. Men nu skal du gå bort, og du skal savne og længes og angre. Ti den, der her på Jorden foregriber det, der først var bestemt i Saligheden, han må sone i det Jordiske. Husk, at du har alt at angre! Men for at du her i Støvet skal holde din Længsel ren og ikke glemme den Brud, der bestemtes dig, gav Herren os vort Bryllup i Nat, vort Bryllup, hvorom Verden aldrig skal vide, og som ene vi forstår. Véd du, at da 180 jeg smilte til mit Spejl, var det til dig, og da jeg spejdede fra min Rude, var det efter dig? Se, din Brud kom til dig med Hænderne om sit Bryst som om Skatte. Men Ruden var stængt for os; vi sås, men kunde ikke favnes. Og jeg sendte dig min lille Søster, og du rørte hendes Bryst, og du smagte i hendes mit, den Spise, hvorefter du aldrig skal tørste. Du smagte Kvindens Legeme, og du åd dig til Frelse og Doms. Jeg var Livet, og du kyssede min Søster, Døden. Du forpligtede dig til den evige Død, ti du begærede det evige Liv. Dig ske efter din Vilje! Drag nu bort og lev for Mindet om vort Bryllup. Husk, at du har alt at mindes! Men kom til mig i Morgen, og lad os to, som véd alt og intet om hinanden, for første og sidste Gang tales ved, på vor Bryllupsmorgen og sige hinanden det God Dag, som på én Gang er Farvel og på Gensyn!"

Og hun åndede over min Mund og bredte sine Arme ud over mig som Vingefang. Men om det var et Kys og et Favntag til jordisk Trøst, eller det var en Beånding og Velsignelse til himmelsk Flugt, jeg véd det ikke.

Men jeg sov ind under det, dybt og trygt som til min lange Søvn. -

Da jeg vågnede næste Morgen, stod jeg roligt op i den klare og blanke Oktobersol, roligt som den Domfældte på den sidste Dag.

Jeg vidste nu, hvad jeg havde at gøre, men også at jeg kunde det. Jeg vidste, at det havde altid været bestemt således; jeg huskede jo Eberhards Ord om dem, der først skal grønnes og blomstre i Himmerige, hans Bøn om at give mig Korsets Gave - ja, jeg så det jo: inderst i Livets Skov stod ikke Afrodite, den blå Blomst, men, som i Schwarzwald, Korset.

Jeg tog roligt "Fædrelandet" frem, som Adam havde stukket i min Lomme i Går, da jeg ikke vilde tage det af hans Hånd, og læste Avertissementet: om Præsten, der tillige skulde være Lærer på den øde Ø i Kattegat, og som søgte sig en midlertidig Hjælper, en ung Student. Lønnen var alt frit og femogtyve Rigsdaler om Året.

Der stod "midlertidig", men jeg vidste, det var for 181 altid. Jeg vidste jo nu, hvorfor jeg ledtes hen til det Vindue og til Trappen i Pistolstræde, at det var ej alene, som jeg troede, af mit Selv, men af Gud; at det var ej alene Brøde, men Gave; at jeg blændedes ej blot af Guds Vredes Lyn, men af hans Åsyns Herlighed, af det Salige alt her på Jorden.

Men jeg vidste også - hun havde jo sagt mig det, Synet i Drømme - at Undret kun var sket med mig, med os, fordi jeg, fordi vi var så svage, at vi ene kunde bære dette, og ene dette kunde opholde os i det Jordiske.

Og som jeg kendte Grunden, kendte jeg Betalingen for Undret. Jeg vidste jo, jeg havde alt at angre og alt at mindes.

Og jeg tog mit gamle Skoleatlas frem og slog op på mit Land og fandt Øen dér, ene midt i Havet, skilt fra al Verden ved de syv Mile Hav til Jylland, syv Mile Hav til Sverrig, otte Mile Hav til nærmeste Ø, og ti Mile Hav til Sjælland, til den Bred hvorpå jeg stod, hvor hun levede.

Jeg mærkede mig Stedet på Christianshavn, hvor Skibet skulde ligge, hvor Skipperen skulde sige den Søgende nærmere Besked, og jeg gik derud.

Under Vejs gennem Gaderne, hvor Solen flammede som gyldne Luer, som Sommerens sidste Farvel, mødte jeg mange Studenter. Om den stærke Sol, der tindrede i alle blanke Ruder og Øjne og bragte alle de røde Blomster bag Madam Mørchs Vindue på det skæve Hjørne ved Nyhavn til at lue, viste mig dem, eller jeg selv så dem med særligt stærke Blikke, véd jeg ikke - men aldrig havde jeg mødt så mange af mine Lige, så mange huløjede og lurvet klædte Studenter, hvis gustne Hud fortalte om Æbleskivekælderen, hvis trætte Trin om den stenede Vandring mod Examen.

Men ikke én af dem så jeg dog styre min Vej, ad Christianshavn, ad Skibet, ad Øen til.

Jeg nåede derud og så et Hoved stikke op af Kahytsdøren i Piberøg og Skæg. Jeg stod på Bolværket med Huen i min Hånd og bad om Oplysninger.

Hovedet vendte sig så trægt, som var hele den skidne og tunge Skude dets Krop og talte det med dens hæse og havvrede Røst: 182 "Ja, det ska' være med det samme, hvis det i det hele ta'et ska' være. For i Aften letter vi. Og nu stunder jo Høsten, og så kommer vi ikke ad Øen til før til Våren: Og Præsten, Schwarzflügel, vil nu ha' sig en Student derop til Ungerne. Men hvad Fanden vil De dér? Har De egentlig betænkt Dem på det? Véd De kanskesens, hvordan der ser ud deroppe? I Deres Alder - De ku' sgu da ligesågodt gå på Assistens Kirkegården! Men hvad Fanden rager det mig! jeg siger bare: God Fornøjelse! og Tak for mig! Men vi letter Klokken ni præcis, at De véd det."

Det saltgrå, buskede Hoved forsvandt, så brat som gik det i Hi under Dækkets tjæreskidne Vinge, og den smudsige Puddel, som under hele Samtalen havde halset ude af sig selv henne ved Roret, hvortil den var tøjret, strakte sig nu flad på de sølede Planker, der stank af harsk Sild, og slængte sine Glam, sin Fråde og sine gule Øjnes Ild mod mig, som begærede den at flå hver Trevl af Kød og Tøj af mig

Men jeg vendte mig og gik, forfulgt af dens Halsen. Nu var det bestemt. I Aften gik jeg over den Ræling, for aldrig at vende tilbage.

Derude et Sted, midt i Havet, skulde jeg bie.

Men først skulde jeg se hende en Gang endnu, den sidste, den lovede. Lige før jeg rejste, skulde det være. Således var det Ret og Pligt. Fra hende vil jeg gå til Adam, sige ham Farvel, og så om Bord.

Jeg havde gennem Værtinden budsendt en Marskandiser. Jeg måtte jo afhænde de Par Møbler, jeg havde hos mig, som havde fulgt mig fra Pistolstræde og Skolens Kvist, Eberhards Møbler.

Ja, jeg skulde skilles fra dem som fra alt andet i min Fortid, uden dette ene.

Jeg var jo også uden én Skilling. Jeg havde jo givet vor lille Søster min Pung med alt mit Eje.

Marskandiseren kom, i slæbende Tøfler og islandsk Nattrøje, med Duskelue og Gedebukkeskæg. Han snøftede en Dråbe op i Næsen, skelede fra Møblerne og Dynerne til mig - og bød mig en Femtedel af det, jeg vidste, var deres Værd.

Men skønt hans skråsavlende Mund grinte af Spot, 183 nikkede jeg. Jeg vilde aldeles ikke slå igen! Når jeg krævede at blive, den jeg var, hvorfor skulde Verden da ej kræve det samme for sig? Havde den regnet min Barndom og Ungdom for mere værd end det, den nu bød mig for deres tavse Vidner?

Jeg pakkede Eberhards Kiste, pakkede den med alt det, der var mit jordiske Gods, mine to Skjorter, min ene Dragt og hans Bøger, lukkede Kisten og fik den bragt om Bord. Vadsækken vilde jeg bære med mig med det samme. O, den var ikke for tung!

Da jeg havde betalt Værtinden, og Eberhards Kuffert var hentet, talte jeg mine Penge efter -: jeg havde en Rigsdaler igen!

Jeg så mig om i det nøgne Kammer under Tagribberne og med Vinduesgluggen og smilte. Således slap jeg fra det. Ja således slap jeg fra mit frysende og sultende Selv. Jeg var færdig, jeg skulde rejse.

Jeg så gennem Skråruden ud mod Himlen, der nu i Solnedgangen skyedes og flammede højt og rødt op. Jeg så de enkelte Trætoppe og Korsene på de fjærne Tårne lue og store Skygger skride over Tagene,

Så vidste jeg, det var Tiden, stak Eberhards gamle Schwarzwalder-Ur i Lommen, tog min Vadsæk, så mig endnu en Gang rundt i det Kammer, hvor jeg havde sultet og frosset, lukkede så for det, og gik ned ad Trappen, lige ud ad Gaden til Eberhards Grav.

Jeg vidste, at havde han rådet selv, var der aldrig blevet sat et Mærke, dér hvor hans ligegyldige og lænkende Legeme var blevet lagt ned, ja ej en Gang rundet en Gravhøj, men det var blevet slettet i Et med den Jord, hvoraf det var taget og som havde krævet det igen.

Men jeg havde i mit Tab af ham, den Uundværlige, klamret mig til det af ham selv så foragtede Sted og rejst et fattigt Fyrrekors på hans Grav og derpå ladet male i Hvidt den hellige Augustinus' Ord, han så ofte i tunge Stunder havde manet mig og sig selv med: "Unruhig ist das Herz, bis es ruht in dir, o Gott!"

Og længere nede Novalis' Ord: "Das Leben ist um des Todes willen,"

Jeg knælede ned ved den alt i Efterårets Regn sunkne Grav og med Panden mod det sprukne og klæge Ler 184 syntes jeg, jeg for første Gang fuldt ud forstod Eberhard og blev ham lig i den Forståelse, ti stod nu ikke også de Ord over min Grav: "inquietum est cor nostrum, donec requiescat in deo"?

Jo, uroligt havde det været, til nu jeg var i Graven, i Guds Hånd, som han. Og sandet havde jeg, at Livet ene var for Dødens Skyld.

Jeg gik fra Eberhards Grav til min Faders, Ikke mange Skridt skilte dem, men en Mur var rejst imellem dem.

Og over min Faders Grav hvælvede sig et Mausolæum af Marmor, der bar Slægtens Navn i Guld og Laurbærkranse, min Faders nederst og sidst.

Mange af disse Navne havde også Historien tegnet i Guld og Æreskranse.

Jeg vidste, at hver Tomme Muld dernede i dette Magtens og Ærens Tempel var af samme Stof som mit Legeme, og dog stod jeg her mer fremmed end i min Bedstefaders Sal. Forgæves søgte jeg at liste mig ind til min Fader, som et Barn til en Voxen. Guldet og Æres-Kransen skilte os.

Og jeg vendte mig og så tilbage mod de trange Tommer uren og leret Jord, hvori Eberhard lå blandt de Fattige og Glemte. Og jeg vidste, at under hans sorte Kors hørte jeg hjemme.

Og min Moder - hendes Grav var hjemfaldet og slettet, og ingen vidste mere dens Sted. Et andet Legeme blandede sig nu med hendes Muld.

Således var også hun selv slettet for mig og blandet med andre - med Madam Gundlachsen, med de hvide Piger, i hvem mine søgende Barnehænder havde fundet en Moder. Nu sidst med Dorete og vor lille Søster i Pistolstræde.

Jeg vidste ene om hende, at hun havde været ganske ung og spinkel og mørk, at hun ikke havde villet opgive hverken sin Faders eller sin Forførers Navn, så lidt som der nogensinde var blevet spurgt efter hende, og at hun i sine store Smærter var død med hine selvfordømmende Ord, gennem hvilke jeg kunde ane hendes Faders, min mødrene Slægts fatalistisk hårde Sind.

Jeg syntes, jeg var som Menneskeheden selv, uvidende 185 om mit Livs Oprindelse: skabt og ladt ene. Med min Undren og min Ømhed.

Og jeg rejste mig, med Eberhards Taske i min Hånd og gik fra Kirkegårdens Døde ud blandt de Levende, hvor jeg heller ikke havde hjemme, hen til hende, gennem hendes Have, op til hendes Trappe og ringede på, ikke som tidligere, da jeg kom med Adam, men med en Følelse af Ret. Det var jo hendes Brudgom, der kom, hun havde selv budsendt ham.

Klokkens Ringen derinde vækkede mig ikke, og jeg så ikke den gamle Tjenerindes forbavsede Ansigt, da jeg, på hendes Erklæring om at Professoren ikke var hjemme, spurgte om Frøkenen.

Først da jeg stod foran hende i det lille, lavloftede Værelse med de smalle Bogreoler, med de mørke Gardiner og Blomsterfloret i de dybe Vindueskarme, og hun stilfærdigt rejste sig fra sin Forhøjning og så på mig, med Brodérrammen i Hånden, kom jeg til mig selv - ja, til mit rette Selv, og nær var jeg i Gråd sunket ned ved hendes Fod, i Gråd for hvad jeg havde vovet mod hende.

Men jeg huskede jo, hvorfor jeg kom og blev atter rolig i min Anger og mit Minde. Ti havde hun ikke selv sendt mig sin Tilgivelse i vor lille Søster, og havde hun ikke selv idømt mig min Dom og Bod?

Jeg stammede nogle Ord om Professoren, om noget jeg vilde spørge ham om, om en Bog - jeg løj for første Gang i mit Liv, løj for hendes Øjne, og vidste, at også det måtte være, og var tilgivet.

Men hun svarede stille og venligt, at hendes Fader først kom om en halv Time, men om jeg ikke vilde vente . . .

Den halve Time og hint Øjeblik i Haven og hint Kyssets Øjeblik, for deres Skyld er det, jeg blev født, ene i dem af mit Livs tusinde Timer har jeg levet. Da de var til Ende, var jeg død.

Jeg sad på den lave Stol ved Foden af Forhøjningen og hun deroppe, bøjet over Brodérrammen.

Det visne Løv i de gamle Linde bag Vindvet sov rødt og stumt. De grønne Tegl på Kirketaget dæmrede 186 så våde mod den violette Aftenhimmel med de spidse, sølvblege Stjærner.

Hun drog Nålen så roligt ud og ind gennem den hvide Ramme, rystede let de lange, løse Lokker fra sin Pande, smilte og spurgte.

Det gamle Tjenestetyende havde tittet ind en Gang, forundret, og tøvet henne mellem Portierens mørke Klunkefolder, med et fortørnet Ansigt, men Dorete havde nikket til hende i et Smil:

"Tak Rosine, Studenten venter på Fader."

Ja, jeg ventede på hans Komme, på min Død.

Og nu var vi atter ene, Nålen hvislede gennem det stive Stramaj, og hun nynnede svagt - ene som i Brylluppets Øjeblik og Kyssets Stund, ene på vor Bryllupsdag, der lakkede mod Hæld.

Hun sænkede det mørkt lokkede Hoved dybere, som for bedre at se, men selv her gennem Skumringen så jeg, hun rødmede - som ved vor Hemmelighed. Og mit Hjærte bankede. Men så lidt i Frygt som i Håb, nej kun i Andagt og Tak til den Gud, som jeg i denne Time følte, var os nær.

Hun talte til mig, og jeg sagde, at hun kendte mig jo ikke. Men hun rystede atter på Hovedet og bøjede sig dybere over Rammen og spændte Klædet ud og smilte.

"Jo, jo", sagde hun så, og hendes Stemme var ganske lav og så forunderlig øm," jo - for De gemte Dem, da jeg vilde række Dem Teen - De gemte Dem og veg bort."

Nu sænkede hun Hovedet helt ned over Rammen og tav og lyttede som i et åbent Smil til sine Ord.

Og jeg lyttede også, med Studenterhuen på mine Knæ, ubevægelig, på min lave Stol. Og jeg nikkede stille.

Jo, jo! Hun huskede mig, fordi jeg veg. Ja - fordi jeg var den, jeg var, og ingen anden!

Og jeg havde just begæret at være en anden, ja som de andre. Og derved mistet hende. Men vundet hende, nu jeg igen blev mig selv - nu jeg veg.

Jeg vidste, at denne Time havde ingen Fortsættelse. At den var Begyndelsen og Slutningen. Og jeg vilde det jo netop således.

187

Hun talte til mig, blidt og dæmpet, små Spørgsmål, små Svar, om Selskabet i Går, hvor vi mødtes, vi to, som sad her og aldrig mere skulde ses.

Vi talte med Ord, som Tusmørket, som vor store Hemmelighed gjorde vege og ømme.

Det duftede i Stuen af Kongerøgelse, af gamle Bøger og af Karmens dunkle Blomsterflor. Her havde hun levet sit ganske Liv, og her skulde hun leve indtil - nej, jeg vilde ikke tænke på det nu! denne halve Time var mig givet, og ingen kunde tage den og vort Bryllup,

Det røde Løv bag Ruden glødede som gyldne Skatte, Lyset i Kirkens grønne Tegl sluktes, og Himlens Violette blev Nat. Uret slog spinkelt derinde. Den halve Time var omme.

Jeg rejste mig og rakte hende Hånden til Farvel.

Hun så op, trykkede den og smilte, spurgte ikke, om jeg da ikke skulde vente på hendes Fader, men sad endnu foroverbøjet, med Sytøjet i sit Skød, og så efter mig, da jeg vendte mig i Døren og hilste Farvel.

Farvel? Nej på Gensyn!

Jeg tog min Vadsæk i Gangen, hvor jeg havde gemt den, ti hun, som ikke forstod mit God Dag, skulde end mindre fatte, hvad mit Farvel betød. -

Jeg gik derfra til Adam og sagde ham, at jeg tog med Skipperen i Nat.

Han så op fra sit Bord, hvor hans Bog lå, den Studiets Bog, jeg nu aldrig mere skulde åbne. Lyset faldt lige på hans Ansigt. Vore Øjne mødtes, og jeg syntes, jeg dybt derinde læste en Uvished, ja næsten en Tak.

Men så rejste han sig i et Smil, skød Bogen til Side og udbrød:

"Så skal vi drikke et Glas Champagne, før du rejser!" Og han rakte Armen ud og trak i Ringesnoren på Væggen.

Jeg svarede ikke, satte mig lige overfor ham, halvt i Skjul bag Bogstabelen, og tænkte på, at nu havde jeg set hende for sidste Gang i mit Liv, at nu forlod jeg Verden og Håbet og Menneskene og Fremtiden for altid, for at drage over Havet til Øen, til Døden. At aldrig mer skulde jeg høre det fine, gyldne Ur dikke dér, aldrig se disse opslagne Bøger, der skulde have 188 båret mig frem til en virksom og hædret Plads mellem Menneskene, aldrig mere sanse den fjærne, trygge Rumlen af de mange Vogne, af Menneskenes Færdsel, af den store By, men en Stilhed så dyb, som lå jeg alt i min Grav.

Jeg tænkte derpå i Hvile og Ro. Ti jeg vidste, jeg vilde aldrig glemme hendes fine, sorte og lokkede Hoveds Bøjning mod det selvlysende Vindue med det mørke Blomsterflor og det glødende Løv bagved; jeg vidste, at nu havde jeg vundet hende for evigt. At nu havde jeg ene at angre og mindes, ind til den Evighed, hvori der aldrig tages til Ægte, og hvor Vægtskålen er en anden end hernede; hvor jeg turde sidde for hendes Fod - Således som Gud havde vist os det i denne halve Time.

Ti disse tvende Stunder: i Nat for hendes Vindve og i Dag bag hendes Rude, havde lært mig, at min Kærlighed var ikke Drømme, men Liv, og kunde kræve sin Evighed. Jeg havde haft mit Bryllup og talt med min Hustru! Vi skulde genses.

"Skål!" sagde Adam.

Det sang i de høje, spinkle Glas, og Vinen løb igennem mig som lyse Flammer, som Luft af æterisk Vår.

Og jeg løftede mine Øjne mod Adams og hævede mit Glas mod hans.

Men da blev han med Et blussende rød, satte sit ned og gemte med sænket Ansigt Panden i sine fine Hænder. Og de rystede, som stred han, hans Skuldre fortrak sig, hans Nakke bøjedes.

Men så løftede han Blikket, og det var koldt og roligt, fuldt af Sejrherrens Strålen.

O ja Adam, jeg hilste dig, den jordiske Verden, der sejrede og tabte!

"Adam", sagde jeg og holdt om Glasset med Vinen, "jeg er knap atten År, og jeg véd, jeg kommer aldrig tilbage fra den Ø. Men jeg er glad for at komme derover. Og du véd det som jeg: kun dér passer jeg. Sørg derfor ikke nu og lad det aldrig angre dig."

Han gjorde en kort Bevægelse op mod sin ranke Hals i den åbne, løse Linning - og rakte mig sin Hånd, tavs, i et hårdt Tryk.

189

Du var ærlig, Adam, ærligere end den Verden, du havde forsvaret mod mig, den Uvedkommende.

"Og nu", sagde jeg, bøjede mig og greb min Kuffert, "nu er det så på Tide."

Han rejste sig brat, bredte Armene ud og stod således en Stund. Men jeg nærmede mig ikke og så roligt på ham.

Så sænkede han Armene, bladede hæftigt i Bøgerne og udbrød så, med lidt tyk Stemme

"Du må undskylde, Clemens, jeg fulgte dig selvfølgelig helst i Aften, til dit Skib, men - Der skal være stort Selskab hos -" og han nævnede min Bedstefaders Navn, "første Gang efter Sønnens, Grev Hermanns Død. Professor Honorius og Frøken Dorete kommer," lagde han til, idet hans Øjelåg gled ned.

Jeg følte det, at nu stødte han Dolken til Fæstet i mit Hjærte. I denne Aften skulde det ske. Dorete skulde neje sig for hans Vilje og blive hans. Jeg blinkede svagt med øjnene og nikkede.

Jeg gik jo til min Lykke. Vilde jeg formene ham i at gå til sin?

"Nej, hvorfor skulde du dog følge mig?" sagde jeg roligt. "Farvel, Adam - og Tak."

Jeg rakte ham Hånden, med Kufferten i den anden.

Han så langsomt og fuldt på mig, som spurgte han, hvorfor jeg takkede - O, han vidste det jo ikke, som

jeg!

Han vilde tale, men sænkede sit Hoved.

Jeg slap hans Hånd, vendte mig og så en sidste Gang det fornemme, lampelyste Værelses rige Hygge - og gik - til Skibet, -

Vor lille Søster - ak, hvor kunde jeg finde hende? Som min Moder var hun forsvundet i Jorden blandt de ukendte Døde. Men faldt mine Tårer på denne store, fælles Grav, der havde født os alle, faldt de og duggede hende. En Gang skulde vi mødes dernede. Til da skulde hun leve i mit Minde, i sin Duft, der frelste mig fra Skarnet.

Jeg gik gennem Gaderne og så de høje Huse for sidste Gang og deres kulsorte Skygger i det nye Gaslys; Skæret fra Købmændenes Stuer, fra 190 Håndværkernes Kældre, de Riges første Sale og de Fattiges Kviste. Jeg så Kareterne køre til Teatrene og til Selskaber, mødte de syngende Studenter, de sabelraslende Officerer, de kvindeklædte Præster, de fedtvraltende Grosserer og de listende Tiggere, hele det København jeg havde levet i og aldrig kendt og nu for evigt skulde forlade.

Jeg kom forbi Kongens Slot, forbi Holmens Kirke og Børsen, langs Kanalen, ud på Christianshavn, i de stejle Gavles dybe Skygger, til Pakhusenes vældige Mure og kranbehængte Gavle, til Luften, der var oplyst af Skæret fra Byen og gennemkrysset af Takkelagernes Fletværksstiger og Masternes Spær, til Lugten af gennemblødt Bolværk, af Tjære, af Vandets svale Fjærnhed og Kulde.

Jeg fandt for Enden af det snævre Stræde, under et Pakhus uhyre, grå Mur, som under et Fjæld, Smakken, jeg skulde med, og skrævede om Bord.

Hunden, den skiddenhvide Puddel, foer rasende op, men Rebet holdt, og kun dens glammen de Dans fortalte om dens Sind imod mig.

En Lygte jagede sit Skær hen over min Fod, og det skæggede Hoved med Kabussen og de lodne Arme fyldte Kahytslugen derhenne. Havets Kentaur viste mig atter sine Tænder.

"Det er Studenten," sagde jeg kun.

"Såh," knurrede den hæse Røst. Og Hovedet sank uden en Lyd. Nu havde det mig jo på sin Ryg.

Jeg satte mig på Kufferten, Eberhards Rejsekuffert med Korset i de røde Bloddråber. Kufferten, der havde gjort hin Rejse fra Gutach til København, hvorfra den aldrig vendte hjem, og nu skulde gøre denne Rejse fra København til Øen, hvorfra den heller aldrig skulde komme tilbage.

Hunden satte Kløerne i Dækket og stirrede på mig med glødende Øjne, fra Skyggen under Roret. Men tav nu - og ventede.

Jeg sad og så over mod Lygtelyset på den vældige, sorte Bindingsværksgavl, med Ryggen mod Havnen, Vejen vi skulde. Jeg fornam Hundens Had som en 191 sviende Truen i alle Lemmerne. Men jeg glemte det påny.

Ti jeg så med Et et Ansigt, jeg kendte, derovre, et hvidt Ansigt bøjet lurende frem, med tynde, udspilede Fingre, som Kløer, på Muren.

Det var Augustinus, og jeg vidste, hvad han vilde.

Jeg rejste mig roligt, påny omsydet af Hundens Halsen - nej, den behøvede ikke at frygte, jeg skulde ikke undslippe den - og gik hen til Rælingen og spurgte: "Er det dig, Augustinus? God Aften!"

Han dukkede nu ud af Mørket, lige nær ved mig. Jeg havde ikke set ham siden den Aften, han lånte af mig de ulovlige Penge, som Adam havde fratvunget ham.

Nu blinkede hans urolige Øjne mod mig, de lange Hænder svøbte hinanden, og han skød Skuldrene op om Ørene.

"Jeg vilde bare - jeg hørte, du skulde rejse - af din Værtinde - jeg vilde for gammelt Venskabs Skyld blot -"

Jeg nikkede til ham. "Farvel Augustinus, og lev vel."

Han så op med sine små, rindende Øjne, svøbte Hænderne, gylpede, og hvæsede, fremadbejet, skotten de rundt på alle de svingende og sejlende Skygger fra Master og Reb:

"Kan du ikke låne mig - blot en Rigsdaler - her er dyrt i denne store By - og nu sejler du jo . . ."

Jeg så på ham, på Stipendiaten og Regensianeren, og rakte ham min Rigsdaler.

Han snappede den, smuttede den i sin Hånd, svælgede, blinkede mod mig, dukkede og forsvandt,

Og nu var jeg ganske blottet, nøgen i Guds Hånd ...

Men da jeg lidt efter, mens Folkene tumlede på Dækket med de langsomt stigende, sorte Sejl, og Skibet alt langsomt duvede frem i det mørke, skvulpende Vand, en sidste Gang så tilbage mod Byen, mod den oplyste Bro, hvorover travle Arbejdsvogne og lygteskinnen de Kareter jog - så jeg endnu hans Ansigt derinde, mod den sorte Kæmpemur, som et Dødningehoved, følgende Skibet med opspilt grinende Mund.

192

Og jeg syntes, det Ansigt var selve Byens.

Ja Doktor Lange og Fru Ellen, nu synes De vist, at mit Liv er omme, at nu er der ikke mere at fortælle, fra den Aften, Københavns Lys og Larm svandt dér under Himlen, mens Mørket og Havet åndede mig i Møde - og til i Dag, da selv denne Ø skal svinde for mig i Havet.

Ak, jeg troede det jo selv - for jeg vilde det således! Min Flugt til Øen, hvad var vel den andet end Flugten fra mig selv og Menneskene, til den Død, der nu var min Ungdoms Egenvilje, som jeg søgte at tilliste mig bag Gud? Men udenom ham går ingen List.

Jeg var atten År og først de halvfjersindstyve er Støvets. Og først nu skulde egentlig Livet til at begynde.

Ti se, én som jeg har jo ikke, som de fleste andre, sit Liv i de ydre Oplevelser, den ydre Kamp og Lykke, men i sit Indre. Nu havde Livet givet mig sit Stof, nu skulde jeg bearbejde det, vise, om jeg var dets Gave og Krav værdig: at mindes alt og at angre alt. Om jeg var, ikke som Eberhard drømte: en Guds Helt, men en af hans utallige Korsdragere.

Jeg drømte, at Øen, jeg sejlede til, var Dødens, og jeg fik se, at den var Livets, svømmende som et Blad midt i det uendelige Hav, under den uendelige Himmel, med alle levende Skabninger om Bord: Umælende og Mæl ende, Dårer og Vise, Bødler og Ofre!

Jeg drog fra Storstaden, hvor jeg kunde gemme mig i Vrimlen, til Øen, hvor ingen af dens tohundrede Indbyggere kunde finde et Skjul for de andre; fra Myldret, hvor den enkelte stynes og stævnes af Skoven, til Ødet, hvor hver gror af sin Rod, uden Røgt eller Tugt.

Jeg havde reddet mig bag tætte Mure og skjult mig under lune Tage og kastedes nu med Et ud på den nøgne Sandplet under Himlens og Havets Luner og blandt Mennesker, som de oprindeligt var: Djævle og Engle.

Derom er det nu, jeg skal fortælle Dem - om Livet efter en Oldings Erfaring, ikke efter en Ynglings Drøm, af Guds, ikke af Menneskets Vilje." 193 "Ja, Clemens Bek," hviskede Erik Lange, idet han rakte sin ene Hånd mod den Gamle, mens hans anden søgte Ellens, "tal til os om Livet her på Øen - vi, der er unge og skal leve det."

Og Clemens Bek nikkede mod dem.

194
195

ANDEN DEL
ØEN

196
197

FØRSTE KAPITEL

ERIK LANGE og Pastor Honorius kom vandrende langs Nordstrand ude fra Fyrtårnet, hvor Præsten havde været på Besøg, og ind imod deres Hjem.

Øde strakte Stranden sig foran dem, i Ebbe, med sit Bælte af Sten og Sand. Her var fast og let at træde, i den svage Blæst, under den skyede Himmel. Klitternes marehalmsstride Hoveder stirrede stumt mod Havet.

Langt borte over Land, hvor deres Toppe tågedes hen i det grålige Lys, steg Nordbjærgets grøntskimlede Fjæld. Dér imod skred de.

Fjærnt over Havet viftede en Fuglefloks Vinger. Skummet gød sig ind om Stenene og Goplerne.

De vendte sig og så tilbage på Tårnet, der steg hvidt som et Lys, plantet i Sandet. Fyrgårdens fæstningsgrå Mure og tunge Tage lå som en Kiste under Klitterne.

Øens Spids pegede som en Finger ud i det Grå, hvor Hav og Himmel gled i Et.

De gik atter frem. I Sandet stod Mærket efter Postbudets Stok og hans Hunds Klør. For en Uge siden havde han været herude. Drivtømmeret under Klitterne huskede Erik Lange fra det første År.

Langt ude begyndte Nordvestrev at dukke frem i Rønneløbets Ebbe. Han mindedes, at første Gang, han så dets Stenbræmme på Vejen herude fra, løb han til, som i et pludseligt vanvittigt Håb om, at et nyt Land var steget op derude, at Jyllands Kyst var voxet nær . . . Nu vidste han, at om få Timer vilde den lille Fjerdingvej, Øen var øget med. tages hjem i Havet.

"Hr. Honorius," sagde han, "har De vandret Øen rundt, om Stranden - vor Trediedel Kvadratmil?"

198

Præsten så op; han gik foroverbøjet, i Sandet, med Paraplyen på Ryggen.

"Nej," sagde han og rystede på Hovedet, "endnu ikke. Men jeg har set den fra Sønderbjærg, med Havet rundt om."

"Og" - Erik Lange tøvede lidt, "hvad følte De, da De så det Syn?"

"Jeg følte". Honorius nikkede langsomt frem for sig. "at her var Verden - at her lå min Gærning."

Erik Lange så på ham fra Siden, hans hule Tinding og Kind, hans smalle, spidse Læber og de tunge, sænkede Øjelåg. Og han forstod, som hin Gang derhjemme, overfor Ellen, at der var et Liv, hvorom denne Mand intet vidste, men også, at havde han vidst om det, var han aldrig kommet hid.

"De mener, Hr. Pastor?" spurgte han dæmpet og kaldte ham for første Gang ved hans Titel.

.Jeg mener, at kun her kunde jeg tåle at høre den Titel, De dér nævnede, uden at blues."

..Og hvorfor kun her?"

"Fordi her ingen anden vilde bære den - til Guds Ære."

De vandrede videre frem i Tavshed. En Strandskade

red af Sted foran dem, lydløs, på sine Vinger, lavt

over Skummet. Oppe i Klitterne kom Tværkorset til

Syne, over Hulvejen, hvor Redningsmandskabet skulde

køre op, når Stormen satte Havet ind.

Præsten klamrede Hænderne om Paraplyen.

"Doktor Lange, De som vel forlængst har forladt Gud, husker De endnu hans forfærdende Nærhed?"

Erik Lange tøvede, men Honorius udbrød ivrig:

"Ja, jeg mener ikke den Gudsånd, Verdensånd, eller hvad De kalder det, De fandt i hans Sted, men vor Bibels Gud, den åbenbarede, den personlige Gud."

Lange så op og mødte det blege Ansigt dér under Hattens sorte Skygge, og han fornam et Nu sin egen Barndoms Gys.

"Jeg ser, De husker den. Svar mig da: hvem vover sig ham så nær, at han gør sig til hans Tolk, hans Tunge på Jorden?"

199

Erik Lange smilte: "Å, jeg synes endda, der er dem - og ikke så få. Det vil sige -"

"Hvad?"

Erik Lange trak på Skuldren. "Hertil vovede de sig jo rigtignok ikke så gærne. Eller spørg gamle Bek om Præsterne i hans fem og halvtredsindstyve År."

"Og dog forstår De ikke, hvorfor jeg turde og måtte hertil?"

"Hvorfor De turde: jo! Men hvorfor De måtte -"

,.Men Menneske!" Præsten greb om hans Arm, "så véd De jo intet om den Guds Forfærdelse, der er så stor, at den endog kan overvinde hans egen Forfærdelse i Mennesket."

Han tog Hatten af og strøg sig over Panden i Havkulden.

"Den Gud, der er så ringe, at han behøver min Tjeneste, og så mægtig, at han kan give mig Mod til at yde den."

De gik videre, Side om Side, i Aftengrået. Nordbjærg voxede forude, som selve Ararat, at de var ikke fortabte i Havet, her i dets Midte, at endnu var denne Plet Jord deres.

"Jeg forstår, Pastor Honorius," sagde Erik, idet de drejede ind ad Hjulsporene til Byen, "at én Ting må være Dem kært at De her ikke behøver at se dem af Deres Kolleger, der blev - på Fastlandet."

"Dem er det jo," Honorius' magre Hændet klemte atter om Paraplyen. "der har gjort Gud så ringe, at han fik min Tjeneste behov."

De gik forbi det ensomme Telefonskur ved Nordbjærgets Fod, hvorfra Strandvagterne skulde allarmere Redningsvæsnet, når en Stranding sås, og op langs Ørkenens grå Sande.

Langt forude, helt lavt over Jorden, brændte de enlige Lys i Byen.

"Wenn alle untreu werden, so bleib ich dir doch treu, dasz Dankbarkeit auf Erden nicht ausgestorben sey!"

nynnede det i Erik Lange fra Eberhards Dødssalme.

200

Pludselig spurgte han:

"Sig mig, har De endnu ikke været hos Lærer Bek?"

Honorius rystede på Hovedet. ,.Jeg har jo kun været her en Uge. Er det den Gamle, der véd om de mange Præster og har været Lærer under dem alle?''

, Ja - i fem og halvtredsindstyve År har han levet her på Øen. Og jeg tror, at han i det halve Århundrede har været dens sande Præst. Nu er hans Tid omme, måske det da er Deres."

"Måske, Doktor Lange - om jeg får Tid til at vidne som han."

Erik tøvede lidt, så sagde han: ,.Kom med os på Lørdag Eftermiddag og hils på ham. Jeg tror, at han - eller - Nej vent lidt, lad mig først spørge, om De må komme, og om jeg må fortælle Dem, hvorfor jeg overhovedet må spørge derom."

Honorius så undrende på ham, men Erik løftede afværgende Hånden.

"Nej, nej, jeg tør endnu intet sige Dem, for så måtte jeg jo sige Dem alt."

Præsten var standset og så tilbage. I det samme glimtede det store Fyrs Lys op og sluktes. Og Fyrskibets tændtes, to Mil til Havs, og forsvandt. Og det store Fyrs Lys sprang ud.

Inde i Ørkenen, på en Høj, stod Byfyrets tunge Støtte. De så dets Vogter, en Fisker fra Byen, bevæge sig travlt frem og tilbage foran dets Rude, og pludselig stod den tændt derovre, skinnende som en stor Lygte i sit Spejl, mens Mørket med Et blev tæt omkring den, og herude hvor de stod.

"Hvor føler jeg, at jeg lever, her," sagde Honorius, "ene i Havet og Natten. Kan Menneskene glemme Gud her? Hvor er det lettere at være hans Tunge?"

Nærved Byen blev de indhentede af Fyrpasseren ude fra "Lygten." Han syntes at have skyndt sig, ti de hørte hans Åndedræt puste kort.

Han strøg den skindkantede Hue af, idet han gik forbi dem i Vejkantens Rensdyrlav.

"God Aften, Boje Grue," sagde Erik Lange.

Fyrpasseren standsede overrasket - så var det dog sandt, hvad de sagde, at Lægen begyndte ligefrem at 201 snakke til Folk! Han tøvede, stadig med Huen i Hånden, skottende til Præsten.

Erik smilte. Han havde altså skyndt sig sådan for at komme i Lag med Øens nye Mand.

"Vi har været ude ved Fyrtårnet," forklarede han.

"Se, se - ja, jeg så jer nok oppe fra Lygten komme vandrende på Nordstrand."

"Ja, Præsten her var ude at hilse på Fyrmesteren."

"Se. se," "Lygtemanden" nikkede igen, stadig med Øjnene på Præsten.

Honorius så op, let rødmende, hans Hænder søgte forsigtigt hinanden om Paraplyen.

"Jeg er jo jeres nye Præst," sagde han og løftede Brillerne mod det magre og hvide Ansigt, som dér stirrede på ham ud fra det blåsorte Hår og Skæg og mod Ørkenens Baggrund, som et stort og alvorligt Spørgsmål.

"Velkommen skal De være," nikkede Boje Grue "- om De nu da kan finde Dem til rette hos os?" lagde han prøvende til.

"Det tror jeg," sagde Præsten, "for ellers var jeg ikke kommen."

"Se, se, godt det da. Og Doktoren - de siger inde i Byen, De bliver ikke?"

"Det passer ikke, Boje Grue, vi tænker kun på at blive."

"Se, se," Fiskeren nikkede atter. ,.Ja, her er da endelig også til at leve," sagde han med et kort Knyst, strøg atter Huen med Skindkanten af og gik ilsomt ind mod Husene, hvis lave, kalkede Mure nu ligesom gled op af Jorden, bag Stendigerne. Lugten af stegt Sild drev dem i Møde igennem den rå Luft.

"Nu fortæller han det til de andre." nikkede Erik Lange.

"At han virkelig behøver at fortælle, at vi to Tjenere blir på vor Post!" udbrød Honorius.

"Ja hvad?" Erik Lange smilte. "Det er jo knap, man en Aften som denne kan skimte, der i det Hele ligger Huse dér, endsige da, at der bor Mennesker! En skal se vel til for at tro, der er Liv her i Ørkenen."

"Jeg synes dog, det rejser sig selv og kalder", sagde 202 Præsten og nikkede ind efter den forsvindende Skikkelse i det trange Gademørke.

"Ja - for nu har de fastet længe uden Præst - og Læge", lagde Erik dæmpet til.

I det samme faldt der et svagt Lysskær ud fra Huset derhenne, det første, hvor den ene af Øens tvende Købmandshandler fandtes. Glasdøren klirrede, og Ellen trådte i Lysskæret ud på Trappen, med Favnen fuld af Pakker, talende tilbage ind i Butiken.

"Og så sender De de andre Sager hen til Staffen Tannis, til Barnet", nikkede hun og gik ned ad Trappen.

"Tannis - er det ham, hvis Kone jeg skal begrave i Morgen?" spurgte Honorius.

Lange nikkede. "Ja, hun fødte et Barn den Nat, De kom til Øen. Jeg kan ikke blive klog på det Barn, men noget i Vejen med det er der. Moderen var stum, ikke at det arves, men - Og Faderen er en sølle Fyr, Øens eneste Subjekt."

"Deres Hustru vil nok sørge for det Barn, ihvad det så fejler," sagde Honorius.

Lange så studsende op - og mødte Ellens Øjne. Hun stod lige foran ham i sin Pels og med sine Pakker.

Og i dette øjeblik forstod han, at det var det, hendes Øjne havde bedt ham om allerede hin Nat og hele den sidste Uge.

"I Guds Navn, Ellen!" udbrød han og klemte hendes Hånd i sin og lyttede selv med Undren til sit Udbrud.

"Tak, Erik Lange!" Præsten strøg sin Hat af og forsvandt ind i Mørket, ad Stien op mod sin ensomme Bolig.

"Erik, mente du det? vil du - må jeg tage Lillen hjem til mig?" spurgte Ellen og bøjede sig frem og så ham ind i Ansigtet, som de gik ud af Mørket mellem Byens Bakke og Nordbjærg, ud i den svage Dagslysning over Kæret.

Han sænkede sit Blik for hendes, så rømmede han sig, prøvende: "Ja, Ellen, jeg synes, jeg har megen Ensomhed at gøre god for dig igen."

"Her har aldrig været ensomt for mig, Erik."

203

Han så ned på Stiens dunkle Grønsvær og dens smalle Sandstribe.

" Heller ikke da -"

Han vovede stadig ikke at se op, men da hun tav, måtte han til det, og mødte hendes Øjne, så smilende, at han forvirredes.

"Jamen -" udbrød han, "du véd jo slet ikke -"

Og han standsede, forfærdet for, hvad han i dette Øjeblik kunde have råbet og mistet, hvor ulægeligt han kunde have såret hende og sig selv.

Men hendes Smil strålede kun endnu dybere, som de nu gik ind i Pilekrattets tynde Greneskygger.

"Du behøver ingenting at sige, Erik, og endnu mindre at være angst," sagde hun dæmpet og med sit uforanderlige Smil, "tror du ikke, at jeg kendte dig: at du kom tilbage?"

"Ellen, du har vidst -" han standsede midt i Pilelunden.

"Alting - bedre end du," smilte hun. "Å du Drømmer, tror du ellers, jeg havde turdet følge dig til denne Ø?"

Han bøjede Hovedet end dybere, men vidste ikke, om det var i Skam for hende eller for sig selv.

""Drømmer" siger du - var da mit Værk kun Drømme?"

"For dit Værks Skyld kalder jeg dig Drømmer. Andre kunde ikke drømme det; men du kunde ikke bygge det."

Hans Stok fulgte Vejens Sandstribe.

"Hvorfra véd du det?"

Hun svarede ikke strax, men hun listede sin Hånd ømt ind i hans.

"Erik - var du ellers kommet hertil?"

"Hvad mener du?"

"At det er med dig som med Hanna - : hun kunde føde Barnet, men hun havde ikke Kræfter nok til at leve for det."

" Jamen -"

"Og derfor gemte du dig for det her - du, som trængte til en endnu dybere Ro, end den du nu havde skabt for andre."

204

"Ellen, det er så sandt, som det er mig medfødt - og jeg skubbede Skylden på dig."

Hun smilte atter, og han så, det var med en Moders Beskyttelse - den Moder, han aldrig havde kendt.

Men pludselig hviskede hun, og for første Gang forsvandt hendes Smil.

"Erik, nu går du da ikke fra mig mere?"

Han så op. "Å Ellen, skulde jeg nu gå fra dig og Øen, så var der kun Havet at gå i. Og nu," han knugede hæftigt hendes Hånd, "da det er, som jeg først tør kalde mig din Mand!"

"Det har du turdet, Erik, fra den første Gang, jeg så dig."

"Nej, nej - og siden - å Ellen, at jeg fik dig alting sagt!"

Men hun smilte roligt imod ham - som ad hans Synd og ad hans Anger.

Han så på hende.

"Om du tog alle Byens Børn til dig, du vilde have Sundhed nok til dem alle."

Hun lo sagte og trygt. Men pludselig sagde hun med sine Øjne i hans:

"Men om det nu er, som du aner: om Lillen er blind?"

"Ja da," han nikkede langsomt, "vil du også have Lys nok til ham!"

Og han bøjede sig og kyssede hendes kolde Hånd, der holdt så fast om hans.

"Gamle Bek, fortæl mig lidt om Lillens Moder, inden min Mand kommer. Fødtes hun stum?"

Clemens Bek så op. "Lillen - å undskyld, Fru Ellen, mine Tanker var ved Præsten, nu De nævnte, at han vil komme til mig, eller de var ved - ak, de var ved mig selv! - når glemmer vi Mennesker dog en Gang vort eget? Nej, Frue, Hanna Kær fødtes ikke stum, hun var den gladeste, lille Pige i min Klasse, et af de Børn, hvis Ansigt lyste for mig derhenne i den lille, skumle Skole; der gav mig ensomme Gamling et 205 Hjems Glæde. Ja, ti jeg var jo alt op i Halvtredserne, da hun sad derhenne med sit lyse Ansigt og sine lyse Fletninger. Til hun aldrig kom der mere, til jeg måtte gå til hende og lære hende det, jeg blot på hendes Øjne og Nik og hendes Skrift på Tavlen kunde se, hun forstod. Hun hørte til dem, Fru Ellen, som glemte sit eget for andre. Som hun lod sit Liv nu for sit Barn, lod hun sin Stemme for sin Fader. Det var i den frygtelige Storm i November nu for atten År siden - der gik tre Skibe under på Revene det Efterår, med Mand og Mus - at hun vilde ud med varm Mad til sin Fader, der arbejdede i Pakhusbugten helt ude ved Fyret. De var ved at bjærge Vragtømmer i Land, hele Kysten var jo bedækket med det det År. Hanna tiggede sig Lov af sin Moder, da Stormen mod Aften lagde sig lidt. Men næppe var hun nået ud i Ørkenen, hvor hun vilde skyde Genvej ned til Pakhusbugten, før Stormen røg op af Havet igen, og Himlen blev sort som Natten. De har ikke levet her sålænge, Fru Ellen, og De véd

ikke ret, hvad et Uvejr vil sige her over Øen. Men lille Hanna erfoer det. Hun stred ude i det fem-sex Timer, først for at nå