↩ Oho! tænkte hun, de gjemmer det, til de kommer hjem - - men hvad så? hvad så? - - å, hvor det var utåleligt at være så forfærdelig nysgjerrig - og ikke en Gang have Lov til at være det! Men hun skulde da nok passe på at være i Nærheden, når de skulde "forsvinde". For hun havde hørt Tale om, at lige med ét, lidt hen på Aftenen, skulde de være borte, uden at nogen 25 mærkede det. Det var det eneste anstændige, havde Mama sagt. Gud, det Ord: anstændig, hvor det ærgrede hende! for hun forstod det ikke. Hvorfor var det anstændigere at luske af Sted som Forbrydere, i Stedet for pænt og ordentlig at sige Farvel, som man ellers plejede - - og hvad var der at skjule? De vidste jo dog alle, at de gik hjem sammen, nu, de var Mand og Kone - og hvis alle Folk, der holdt Bryllup, havde noget at skjule, maatte det jo være - - uf! Hvorfor gik de så i Kirke først? hvor kunde Præsten give dem sin Velsignelse? hvorfor holdt de stort Selskab ? - hvorfor - - trrrrrrrr - - det snurrede rundt i hendes Hoved - men det var måske også Madeiraen. - Nej, nu vilde hun i Lav med Fætter Christian, men det måtte sættes i Værk med Forsigtighed.