Juel-Hansen, Erna Uddrag fra EN UNG DAMES HISTORIE

Men hun var ikke til at få af Sted, var ikke af Gulvet. Kådere end nogensinde satte hun et flammende Liv i det hele. Aldrig før havde hun gjort sådan Furore. Men midt i Vrimlen af Polkaer og Galopader, og mens de hviskede hende i Øret under Dansen, og hun lo og så' dem ind i Øjnene med en brændende Glans i Blikket og intet Sekund glemte at ægge ved Svar og Modsigelser, med halve Håndtryk og en mere end halv Hengivelse af dette kraftige, bløde, varme Pigelegeme, hvis Magt hun kjendte, løb Tankerne sur i hendes Hoved om dette ene, hun intet Øjeblik tabte af sin Bevidsthed - - og sommetider var det det vildeste Vås: ikke et Ord sandt om denne Pige og dette Barn, som var hans - - Vrøvl og Løgn, Vrøvl og Løgn alt sammen - - - og sommetider var det sandt - og så var det den dybeste Sorg og Fortvivlelse, rigtig som noget rev og sled i hende 133 et Sted med skarpe Kløer og Negle - - og så var det ligesom igår, han havde kysset hende, og hun ventede på ham endnu, og han kom ikke -