Jacobsen, Jørgen-Frantz Barbara

BARBARA

2
3

JØRGEN-FRANTZ JACOBSEN

📖 BARBARA
ROMAN

GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK
FORLAG - KØBENHAVN - MCMXXXIX

4

COPYRIGHT 1939 BY GYLDENDALSKE
BOGHANDEL NORDISK FORLAG - COPENHAGEN

OPLAG: 2000 EKSEMPLARER

PRINTED IN DENMARK
GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI
KØBENHAVN

5

JØRGEN-FRANTZ JACOBSEN

DA Jørgen-Frantz Jacobsen døde i Marts 1938, kun 37 Aar gammel, efterlod han sig Manuskriptet til nærværende Bog. For den danske Offentlighed er Jacobsen tidligere fremtraadt som Forfatter til to Bøger om Færøerne 1), samt til en lang Række Kroniker i „Politiken" om færøske, islandske, norske og andre skandinaviske Emner, og han vandt sig gennem disse Arbejder Ry som en klar og karakterfuld journalistisk Skribent, en Mand, der greb sit Stof an med Myndighed og Ubestikkelighed, men paa en kunstnerisk fængslende, en morsom Maade.

Jørgen-Frantz Jacobsen, der er født 1900 som Søn af en Købmand i Thorshavn paa Færøerne, var en udadvendt og positiv Natur og en mangesidig Begavelse, og med Rette stilledes der store Forventninger til ham. Utvivlsomt vilde han have kunnet gøre en betydelig Indsats baade som Videnskabsmand (Historiker) og Politiker, hvis ikke en haardnakket Sygdom havde hindret ham i hans frie Udfoldelse. Denne Sygdom, Tuberkulose, begyndte allerede at optræde i hans toogtyvende Aar, da han som Student boede paa Regensen, og den kom til at præge hele hans senere Liv. Den tvang ham i lange Perioder til Sengeleje og Passivitet, men den formaaede aldrig at kue hans Livsmod og hans Aand. Saa snart en forbigaaende Bedring gav ham friere Tøjler, kastede han sig ud i det virksomme Liv, som laa saa godt for hans aktive Natur. Han deltog i Politik, lærte en Mængde Mennesker og Forhold at kende, foretog Studier og Rejser, forelskede sig, — bestandig skrivende, saadan som det lige fra Barndommen af havde været ham en Fornødenhed. Han paatog sig vidtløftige Opgaver og udsatte sig Gang paa Gang for Overanstrengelse, hvilket atter førte Tilbagefald med sig og paany lænkede ham til Sygelejet. „Orglet er stærkt nok,“ plejede han at sige, „men Kirken kan ikke holde til det.“ Og efterhaanden som han nærmede sig Manddomsaarene * 6blev Kirken stadig skrøbeligere, mens Orglet forblev lige ustyrligt.

Ogsaa med skønlitterært Arbejde syslede Jacobsen fra sin tidligste Ungdom. Nogle Digte har han skrevet, nogle mindre Noveller og Skuespil, og han har efterladt sig i Hundredevis af poetiske Breve og Reportager, der ofte former sig som ypperlige Naturog Rejsebeskrivelser eller som Livserindringer.

Romanen Barbara tog han fat paa i 1934. Hans Sygdom var da begyndt at antage et kompliceret og faretruende Forløb. Størstedelen af Bogen er skrevet paa Sygesengen, ofte under Omstændigheder, der mindst af alt skulde synes at disponere til produktivt Arbejde. Men det laa ikke i Jacobsens Natur at bryde sammen. Han var absolut ukuelig, og han mødte enhver Modgang med et Sind, der kun kan karakteriseres paa én Maade: heltemodigt. Ingen har nogensinde hørt Jørgen-Frantz Jacobsen klage over den i Virkeligheden ganske usædvanligt haarde Skæbne, der blev ham til Del. Tværtimod ytrede han ofte Taknemmelighed mod Livet, med hvilket han, som han udtrykte sig, altid havde staaet paa en god Fod, og hvis Gaver han ikke havde Sind til at mistænkeliggøre. „Alene alle disse færøske Bjerge og Dale: Kirkjubøreyn, Reyðafallstind, Sjeyndir — og al den Musik: Bach, Mozart, Beethoven, Ravel eller Carl Nielsen! Ja og saa Kingo, Bellmann og La Rochefoucauld!" som han udbryder i et af sine Breve.

Fire Maaneder før sin Død skriver han til en Ven: „Mit mozartske Livssyn skal du sgu ikke nære nogen Bekymring for ... Min Styrke ligger i, at jeg ikke stræber efter Lykke og Velvære, men paa godt og ondt er forelsket i min egen Skæbne.“ Under et katastrofalt Anfald af Sygdommen, der, som han vidste, vilde nødvendiggøre en vanskelig og farlig Operation, skrev han disse stoiske og selvironiske Ord: „Det er en Prøvelse, dette her, men vil man have det gode, maa man tage det onde med. Dør jeg, vil man kunne skrive paa min Grav: Her hviler en, der lærte meget menneskeligt at kende og altid var harmonisk lykkelig. Tilsidst opnaaede han endog at føle et Pust af Alderdommens Molest.“

Som man vil forstaa, yndede Jørgen-Frantz Jacobsen hverken det patetiske eller det mystiske. Derimod prægedes hans Livssyn af Humor, en Humor af en vis ærlig og kernefuld Art, ofte iblandet en Malurt af hvas Kritik og Selvironi, og altid knyttet 7til den Respekt for Livet og dets umiddelbare Realiteter, som han satte højere end Alverdens ugenerte og uvederhæftige metafysiske Taagetale.

Stoffet til Romanen Barbara er hentet fra et færøsk Sagn, „Beinta og Peder Arrheboe“, der bygger paa et Grundlag af historiske Tildragelser. Den smukke, men onde Præstekone Beinta, der er gift flere Gange og volder sine Mænds Ulykke og Død, opfattes af Overleveringen som en nærmest dæmonisk Kvindeskikkelse, en Vampyr, der er ond for det ondes Skyld. Den Barbara, Jørgen-Frantz Jacobsen fortæller om, er ogsaa paa sin Vis en Ulykkesfugl og en Vampyr, men hun er skildret saaledes, at man forstaar hende, kommer til at holde af hende og tilsidst faar ondt af hende. Hun er hverken dæmonisk eller mystisk, men i al sin paradoksale Kvindelighed saare menneskelig. Det samme gælder Bogen som Helhed. Den foregaar paa Frederik den Femtes Tid, men det drejer sig ikke om nogen arkaiserende Skildring, snarere om en moderne, kunde man sige, og Jacobsen bygger hele Vejen paa egne Oplevelser, ikke paa Læsning og litterære Studier. Det er en Bog om Liv og Ungdom, en Skildring, der præges af Skælmeri og Ynde, af Humor og Poesi, men ogsaa har sine Saltkorn af Ironi og en Understrøm af Vemod. Den er skrevet af en Mand, der endnu er ung og spændstig paa Sjælen, men hvis Legeme allerede er nedbrudt og ældet, — en Mand, der trods alle Trakasserier og smertelige Erfaringer aldrig blev bitter, fordi han „paa godt og ondt“ var oprigtig forelsket i Livet i den Form, han havde forefundet det.

William Heinesen.

8
9

„FORTUNA"

LYSENE den kongelige Handels Bygninger ude i Havn blev nær pustet ud af Trækken, hver Gang Vindkastene kom. Ind imellem kunde det være stille som i Graven. Saa begyndte det svære Bjælkeværk at give sig, og Stormen lagde paany sit Kvælertag om de bruntjærede Træhuse. Det peb saa vaandefuldt i hver en Vraa, Pakhuslugerne rev og sled i deres Jernkramper, paa Græstagene blafrede det som af vilde Flammer, og Brændingen væltede sig tungt om det stenede Tinganæs og indhyllede hele Thorshavn i en Byge af Salt og Regn.

Paa Søboden arbejdede Ole Hosetager og Poul hos Rebekka med at sortere Trøjer. De sad indenfor den lille Lyskreds af en Lygte. Ellers laa Pakhusene mørke. Men i Kramboden var flere forsamlede.

Der var spurgt Tidender. En Baad, som havde været paa Fiskeri østen for Nolsø, havde set et Skib. De mente, at det var „Fortuna", som var ventende fra København med Varer til Handelen. Men hun kunde ikke komme ind i dette Vejr. Baaden havde i sidste Øjeblik vundet til Land før Stormen brast paa.

Mændene stod ørkesløse og drøftede dette Skib. De var alle Thorshavnere — Havnemænd — paa en Gang Soldater ved Skansen, Lastdragere ved Handelen og Fiskere paa det vildene Hav, naar Vejret var til det, og Kommandanten vilde lade dem fare. De hang over Disken. Tællelyset skinnede paa deres slappe Ansigter og glitrede i deres sure, rødkantede Øjne. De spyttede og gabede melankolsk. Nyheden blev vendt og vendt som en Skraa. Gabriel, Krambodsvenden, stod indenfor Disken ved sin Pult. Undertiden saa han op fra sit Regnskab og blandede sig lidt i Samtalen.

Om Skibet havde to Master eller tre? Naa, to Master. Ja, det monne nok være „Fortuna“.

Katrine i Kælderen kæmpede sig ind i Kramboden. Stormen var 10i Hælene paa hende som en ond Aand. Saa faldt Døren i med et Brag. Hun bød spagfærdig Godaften, forskrækket over al den Blæst, hun havde lavet. Mændene spyttede lidt længere og tilkendegav paa den Maade, at de havde bemærket hende. De var jo ikke særlig fornemme paa det — hverken Springus, Niels i Punten, Samuel paa Vippen eller Tangloppen. Men de satte ikke Pris paa kvindelig Indblanding under en strengt saglig Samtale om Søfart. Katrine havde ogsaa den fulde Forstaaelse heraf. Hun stod længe spag og var kun Katrine i Kælderen. Eller rettere sagt: foreløbig var hun næsten ikke til. Men hendes Øjne var vagtsomme og maalbevidste. Hun havde sin lille Krig at føre igennem. Saa da Gabriel engang, saadan nærmest tilfældig, fik Øje paa hende, var hun der straks: — Gud eje dig, Gabriel, lad mig faa op i Kruset fra dig af Sirup i Aften!

Hun skubbede forsigtig Kruset hen foran sig paa Disken.

— Hvad Satan kommer du drivende herud for nu igen? Har du ikke allerede været her en Gang før i Dag og købt baade Mel og Gryn?

— Velsignet være du! Bare til at læske Børnene med i Aften!

— Aa, ryg og rend! skreg Gabriel opbragt. Hvorfor Djævelen kan I ikke købe alt paa en Gang?

— Vi kunde ikke tage mere paa Kontrabogen i Morges, ved du. Men nu har Markus fisket saa godt i Dag, saa ...

— Tror du ikke, jeg har andet at bestille end at rende i Sirupstønden, hver Gang Markus fisker en Hundestejle?

Han gik ærgerlig over til Tønden, bøjede sin fede Ryg og lod den træge Sirup løbe ned i Kruset. Katrine saa til i Ophidselse. Det gik saa langsomt. Bare han nu ikke fortrød det paa Halvvejen! Gabriel stønnede og smaabandede. Omsider rettede han sig op og slængte Kruset henad Disken: — Se der!

Han tog hendes Kontrabog og skrev i den. Katrine gik. Mændene spyttede.

Gabriel var af Naturen godmodig, men lidt opblæst paa Embedets Vegne. Han havde en stor, fyldig Mund, der ligefrem boblede af venlig Frækhed. Lediggangen havde gjort ham fed, og under det daglige Ophold indenfor Krambodens Disk var Drilagtigheden kommet over ham som en Syge. Han var en Konge over Kunderne, og han uddelte med samme Gavmildhed Korn og Kandis, Snus og Skoser til Smaamanden hinsides Disken.

Og nu begyndte denne Snak om Skibet at kede ham.

11

— Naa, sagde han pludselig, henvendt til Tangloppen: du såa vel ingen Grind i Dag?

Tangloppen spyttede kort. Han havde forstaaet Signalet. Nu skulde han drilles. Hans Hoved drejede sig i hurtige Ryk til Højre og Venstre, hans Øjne flakkede vagtsomt. Lo de ad ham?

— Grind? Hvem plejer at se Grind i November Maaned, maa jeg spørge?

— Jeg tænkte, maaske du gjorde det. Du ser Grind, naar ingen anden gør det.

Den Historie gik da aldrig i Glemmebogen! Tangloppen havde engang taget Fejl af en Flok dykkende Ederfugle og troet, det var Grind. Han havde i sin Iver slaaet Aliarm og voldt en Del Postyr. Lignende Uheld var ogsaa hændt andre. Var det noget at tale om saa mange Aar efter? Han blev rasende, hver Gang det blev nævnt.

Mændene lo. Tangloppen nidstirrede dem, maalte dem, en efter en, med sit sure forurettede Blik, mens han ledte efter Ord. Han standsede ved Samuel paa Vippen: — Du, Samuel, ja du skulde holde din Kæft! Jeg ligger i hvert Fald ikke ovre paa Skansen og sover paa min Post, mens Grinden svømmer lige for Næsen af mig, som du!

— Jeg?

Samuel var helt valen om Munden af krænket Forbløffelse: — Jeg?

Det klukkede i hele Forsamlingen. Den Historie var ligesaa velkendt. Kun Samuel kendtes absolut ikke ved den. En Underverden af Harme stod paa Spring i hans Øjne. Han mønstrede den elendige Tangloppe. Hvad vovede han ikke at beskylde ham for?

Det blev en Duel paa Blikke. Saa blev det en Duel paa Ord. Begge havde de faaet Brændevin. De var opfyldt af krænket Selvrespekt. De kunde deres Ting, vilde de fortælle hinanden! De passede deres Gerning. Om nogen turde paastaa noget andet, maaske?

De slog saa smaat i Disken. Gabriel var i sit Es. Nu havde han Spillet gaaende. Undertiden kom han med en gravalvorlig, yderst saglig Bemærkning, der vældigt stimulerede Kamphumøret. Et Vendepunkt i Striden indtraadte, da Tangloppen pludselig — som ved en hemmelig Indgivelse — fik fat i Ordet Filurendrejer og slyngede det ud. Han vidste ikke, hvad det egentlig betød. Der 12blev Tavshed. Samuel paa Vippen rettede sig op og stirrede paa Tangloppen.

— Jeg? En Filurendrejer?

Han vidste heller ikke, hvad en Filurendrejer var. Men det gjorde ikke Sigtelsen mindre ærerørig. Her maatte gøres noget.

— Nej! udbrød han med Fatning og megen Værdighed. Og saa begav han sig paa Vandring. Alle saa forbløffet til. Han gik indenfor Disken! Ind mellem Tønder og Sække, helt hen til Gabriels Pult. Der stillede han sig op.

— Nej, du er en Filurendrejer! brølede han og slog et drønende Slag i Regnskabsbøgerne. Han sendte Tangloppen et lammende Blik. Saa vendte han tilbage til sin Plads, den lange Vej, som en Mand der har gjort sine Sager godt.

Tangloppens Øjne flakkede vildt. Han var ramt.

— Jeg? Jeg? En Filurendrejer?

Mon det virkelig skulde være sandt? Han maabede.

— Nej, sagde han omsider fast, fuld af genvunden Overbevisning: — Du, du, ja du!

Han smed Tøflerne, traadte indenfor Disken, gik helt hen til Pulten og dunkede i den med grædende Stemme: — Du er en Filurendrejer!

Saa gik han omhyggeligt tilbage til sin Plads igen og tog Tøflerne paa.

Var Samuel paa Vippen blevet forbavset, første Gang Beskyldningen udslyngedes, blev han det ikke mindre anden Gang. Han havde i det hele taget en sjælden Evne til at føle Forbavselse over Verdens Ondskab — og til at møde den med Sjælestyrke. Men her maatte protesteres!

Saa gik han roligt ind igen til Pulten, stillede sig op, sigtede og fyrede, som den Soldat han var. Det knagede i Pulten: — Nej! Du er en Filurendrejer!

Tangloppen dukkede sig lidt. Igen dette generende Flankeangreb. Hans Hoved drejede sig i vagtsomme Ryk, til Højre og Venstre, hans sure Øjne spejdede skelende. Nej, dette var mere, end man kunde finde sig i. Tøflerne af. Afsted til Pulten. Ogsaa han var Soldat og forstod at sende en Fuldtræffer. Det skulde han vise dem. Han lagde hele sin pjuskede og hundsede Sjælskraft i det krænkede Blik og hele sin Legemsstyrke i den vrede Næve: — Nej! Du — er — en — Filurendrejer!

Det sidste Ord skreg han ud og ledsagede det med tre smaa 13Ekstraskud, en Salve i Pulten. Saa vendte han tilbage igen. Sejrrig iførte han sig sine Tøfler. Nu havde Samuel faaet det.

Samuel var ilde berørt over dette brutale Overfald. Men lidt efter lidt rettede han sig saa nogenlunde. Han satte sig i Gang, stadig lidt bøjet, men i fornyet tragisk Storhed. Og saaledes blev de ved. De andre Mænd skuttede sig i velbehagelig Nevtralitet. De holdt Hænderne for Munden, men Øjnene levede, opmærksomme og forlystede. Gudskelov det ikke var dem, der var i Skudlinjen.

Gabriel kunde i Begyndelsen slet ikke lide de Naturkræfter, der var sluppet løs paa hans Pult. Men efterhaanden ofrede han Værdigheden paa Morskabens Alter. Nu havde han Fanden gale mig i hvert Fald faaet dem godt i Gang. Det kriblede i ham, hans Mave gik stille ud og ind. Og Havnemændene fortsatte trolig Komedien til hans Højheds Velbehag. Tilsidst stillede han sig op ved Skranken og regulerede dem lidt paa Embeds Vegne. Den ene fik ikke Lov til at gaa ind og banke, før den anden var kommet udenfor.

Saaledes var Gabriel. En Virtuos til at spille paa Godtfolks Svagheder, hidse dem op mod hverandre, faa dem til at krænge deres Hjerters lønligste og taabeligste Ærgerrighed ud. Hvad vilde de ude i hans Krambod, Staklerne? Nej, Livet hjemme hos Kællingerne i Tørverøgen og Ungernes Skraal var nok ikke morsommere. Herude var der dog en Duft af Kardemomme og andet Krydderi, ja Udsigt til en Brændevinsdunk. Og saa var der Nyhederne. En Afglans af Verden.

Og noget kunde jo hænde.

Døren var paany blevet trukket op med Storm og Gny. Ingen havde ænset det under Skændsmaalet — det var vel et eller andet Kvindemenneske! Nu saa de alle, at det var Barbara, Sorenskriverdatteren, der var kommet.

Alt var pludselig anderledes. Selv Gabriel var anderledes. Tangloppen var standset midt i Ordet Filurendrejer, hans Næve faldt som et idiotisk Vaadeskud i den kongelige Pult. Der stod han — paa Hosesokker — aa Jesus, — og skabede sig!

Det var ikke, fordi der stod nogen særlig Respekt om Barbara. Hun talte venligt til den gemene Mand og var aldrig hoffærdig. Men naar Solen paa en Uvejrsaften pludselig skinner i Mændenes Kreds ...

— Har I Silkebaand at sælge? klang hendes Stemme.

14

— Silkebaand! Gabriel fik samlet sig: — Silkebaand, javel!

Barbara, Solen, fik pludselig en saglig Rynke mellem Øjnene, skød Læberne frem og begyndte at vrage. Tangloppen luskede meget forsigtig ud til sin Plads, men — Barbaras Skørt skjulte hans Tøfler.

— Men vi faar nok flere Silkebaand i Morgen, sagde Gabriel. Et Glimt vaagnede i hans Øjne.

— I Morgen?

Der laa Forbavselse i hendes Stemme.

— Ja, eller i Overmorgen.

— Hvad mener du? Barbaras Stemme var endnu mere forbav set, men laa samtidig paa Grænsen af Latteren.

— Hør, hold nu op, Barbara, sagde Gabriel hengivent: du skal ikke bilde mig ind, at du er den eneste i hele Havnen, der ikke ved, at „Fortuna“ ligger udenfor Nolsø.

— Ved Gud ...

Barbara blev paastaaelig, Indignationen begyndte at brydes med den lille Latter, der hev i hendes Strube.

— Ja, tog nu Tangloppen til Orde med skrævende Ben og forklarende Haandbevægelser: vi saa hende, Tommassa Ole og Markus i Kælderen og Samuel paa Vippen og jeg, da vi var ude at fiske i Morges.

Barbara lod pludselig Solen skinne paa Tangloppen.

— Gjorde I? Men hvorfor kommer hun saa ikke ind?

Tangloppen var overstraalet og rystede beæret og ivrigt paa Hovedet: — Nej, det er ikke liggende her i Havnen i dette Vejr!

— Aa nej, selvfølgelig.

— Og den nye Vaagøpræst, som er med, — har du heller ikke hørt om ham, Barbara? spurgte Gabriel.

— Naturligvis ved jeg, at der skal komme en ny Præst til Vaagø.

Hun lod lidt irriteret og opgav Silkebaandene.

— Ja, som sagt, vedblev Gabriel, naar Skibet er kommet i Morgen eller i Overmorgen, saa kan du faa de Silkebaand, du ønsker. Men saa er det vel for sent?

— Hvad mener du? Barbara var igen midt imellem Krænkelse og Smil.

— Ingenting. Jeg mener bare, at saa er det for sent at pynte sig for Præsten. For saa er han kommet i Land.

Mændene saa bestyrtede paa Gabriel. Ganske vist var han en 15Fætter til Barbara. Men at skose hende akkurat som en anden én ...! De skottede i Smug til hende. Hun stod i det gule Kærtelys med et Smil om Munden. Slet ikke vred. Det var næsten, som følte hun et underfundigt Behag over Afsløringen.

Saa vendte hun sig mod Niels i Punten med Stemmen fuld af Glæde: — Har din lille Datter det bedre, Niels? Jeg skal i Morgen komme med noget til hende.

Hun gik hen mod Døren og begyndte at presse den op. Tangloppen, som imidlertid havde faaet Tøflerne paa, sprang hen for at hjælpe. Der var meget af et Smil i hans græmmede Ansigt, da hun var gaaet. Der var nok et Smil over dem alle. Noget af hendes Latter, der hev i Struben, hang endnu som en Tone i Kardemommeduften. Et Syn var kommet og gaaet. De lurvede Mænd var blevet andagtsfulde.

Men saa brød Gabriel Tavsheden: — Det er Fanden han hente mig et stivt Stykke! Nu tør jeg sværge paa, at hun i Morgen skal ned og besnære den nye Præst, naar han kommer i Land, akkurat som hun gjorde med Hr. Niels og Hr. Anders dengang de kom!

Der var Forargelse i Gabriels Stemme.

Naa ja. Den Historie kendte de alle. Barbara var allerede Enke efter to Præster, Hr. Thomas paa Norderøerne og Hr. Niels paa Vaagø, den sidste var død for kun et Aar siden. En tredje, Hr. Anders paa Næs, som hun indimellem havde været trolovet med, havde besindet sig i Tide. Ham var det ikke gaaet ilde. Men Folk sagde, at Barbara havde voldt begge de to Mænds Død, som hun havde været gift med. Der var blevet sladret meget om dette rundtomkring paa Øerne, og nogle kaldte hende onde Barbara. Men det var nok mest i de afsides Bygder. De, der kendte Barbara, sagde, at ond var hun ikke. Og hvad Havnemændene, hendes Bysbørn, angik, saa havde hun aldrig haft noget udestaaende med dem, tværtimod. Men Gabriel skulde nu altid komme med Skoser.

Ole Hosetager og Poul hos Rebekka kom ind fra Søboden med Lygten. De var færdige. Det var nu ogsaa Tid til at gaa hjem til Aftensmaden. Alle Mændene brød op og vandrede tungt ud i Stormen mellem Pakhusene, op over Reyn, forbi Kirken og hjem til deres Hytter.

Gabriel var pludselig ensom i sin Krambod. Han var stor, han var Kundernes Konge, og alle havde hørt, at selv Barbara kunde 16han skose. Men et Sted gjorde det lidt ondt inde i Gabriel. Han var kun et Menneske. Ogsaa i hans Handelssjæl boede der et lønligt Stykke Idioti. Det var ingenting. Maaske var det bare en lille Hund, der hylede ad Maanen, naar ingen hørte det. Han havde det jo godt, havde sin Løn og tjente ekstra. Han blev ogsaa nok Handelsforvalter engang. Eller Foged, for han havde gode Forbindelser. Og hvad Ensomhed nu angik, saa havde han ogsaa Angelika, der kom til ham i hans Logemente, naar han ønskede det. Alt var vel tilrettelagt, han klarede det. Men der var nu hans Kusine Barbara, der havde været gift med to Præster. Hun havde holdt Bryllup med mange flere Mænd, han vidste det, han var et lyst Hoved, intet gik ham forbi. Det var en Skam for Familien og en Forargelse i det hele taget. Men naar galt skulde være, hvorfor havde hun saa aldrig holdt et lille Bryllup med ham? Det laa jo dog saa snublende nær. Og det vilde være indenfor Familien. Det maatte dog let kunne ordnes.

Men nu kom denne nye Præst.

Den lille Hund inde i Gabriel satte sig til at hyle rigtig hjerteskærende med Snuden lige i Vejret. Saa fik han pludselig en Idé. Han udstødte et lille Fløjt. Selvfølgelig!

Da han lidt efter var inde hos Handelsforvalteren med Nøglerne, havde han sin Plan i Orden.

— Hvor har du nu været henne, Barbara Christina? spurgte Magdalene, Sorenskriverenken, lidt koldt og vrippent. Hun havde siddet ved Chatollet i sin Storstue og ordnet gamle Sager.

Barbara frøs og var halvt gennemblødt af en Byge. — Altid sidder du ved det Chatol, Mor. Hvorfor holder du dig ikke herude i Røgstuen, hvor der er varmt?

— Aa Jesus, jeg har jo lagt i Bilæggerovnen.

— Ja den varmer ikke, det ved du.

De spiste deres Aftensmad i Tavshed. Saa gik Moderen igen ind i sin højtidelige Stue med Chatollet og de to slette Miniaturer paa de hvidskurede Vægge. — Tror du ikke, din Far kan have gemt nogle Penge i et hemmeligt Rum i Chatollet? spurgte hun i Døren.

— Det spørger du om hver Dag. Den Historie tror jeg ikke længere paa. Saa havde vi fundet det Rum for længe siden ...

Da Gabriel en Time senere bankede paa og traadte ind, fandt han Barbara i Uldklokke ved Ildstedet. Et Par Strømper laa 17skødesløst henslængt, som hun havde krænget dem af sig. Hun var søvnig og træt, og Fætterens Komme vakte ingen Kvindelighed i hende.

Magdalene kom ud fra Stuen og spurgte Nevøen om Tidender. — Sid dog ikke saadan! henvendte hun sig til Datteren. Du kunde tage noget over dig!

— Aa, Gabriel er ikke saa fremmed, sagde Barbara tvært.

Nej, Gabriel var ikke saa fremmed. Her kunde han sidde og se hendes hvide Arme og Hals — som en Selvfølgelighed, en altfor stor Selvfølgelighed. Det var det forbandede ved det. Hun var saa enestaaende skær i Huden. Mon det var, fordi hun havde været i Tønden?

Magdalene gik en Stund efter ind igen. Men Barbara gabede.

— Du Barbara, — vilde du have nogle Silkebaand og Tøj og saadan noget? spurgte Gabriel pludselig fortrolig.

Det gav et Sæt i Barbara, hendes Øjne blev pludselig spillevende, hendes Stemme fik en varm Klang. — Har du noget?

— Jeg kunde maaske skaffe dig noget.

— Hvor? Hvor? Hele hendes Krop var pludselig i Bevægelse, hendes Ansigt lyste i straalende, næsten komisk Forventning.

— Du maa ikke mæle et Ord om det, sagde Gabriel.

— Selvfølgelig ikke, raabte hun utaalmodig, hun skuttede sig i spillende Hemmelighedsfuldhed. Den lille Latter hev i hendes Strube.

— Jeg har en hel Bunke ude hos mig selv, hviskede Gabriel.

— Er det sandt? Ude i Lejeboden? Skal vi gaa derud straks?

Det var kun et Øjebliks Sag, en Kiste aabnet, en Skuffe trukket ud, saa var Barbara igen i Skørter og Sko med Tørklæde om Halsen og inderligt medsammensvoren. Gabriel var lidt fortumlet, hans store Mund slappedes.

I det samme kom Suzanne Harme, Landfogedens Datter.

— Hvor er det morsomt, pludrede Barbara: nu skal du bare høre, jeg skal ud i Lejeboden med Gabriel og se paa noget Silke og Klæde, han har, — er det ikke spændende? Det var godt, du kom!

Det syntes Gabriel nu ikke. Et stort Haab sank. Satan i Helvede!

— Ud i Lejeboden? sagde Suzanne. Hun gøs vist lidt. Hun var mørk og fin. Hun rynkede Panden.

— Er det ikke rasende spændende? gentog Barbara.

— Jeg ved ikke. Nu i Aften? Vækker det ikke Opmærksomhed? Og Far er jo Landfoged.

18

— Det plejer du nu ellers ikke at bryde dig saa meget om! brast det ud af Gabriel: Men vi kan ogsaa godt gaa uden dig.

— Nej, nej, mente Barbara.

— Jo men Far har jo Kontor i Lejeboden, sagde Suzanne. Og hvis du bliver opdaget, Gabriel?

— Naa. Mon aldrig Landfogeden skulde have solgt en Alen Klæde? Hvordan var det med den hollandske Ostindiefarer? Men iøvrigt er der ikke Landfogedkontor oppe i mit Værelse — i hvert Fald ikke i Aften.

— Mor, jeg gaar et Øjeblik ind til Suzanne! raabte Barbara, da de gik ud. De vadede gennem Gongen i kulsort Mørke. Regnen kom i ondsindede Kast, baade oppefra og nedefra. De famlede sig frem og maatte træde forsigtigt.

— Dette er altsaa Smughandel, fastslog Suzanne.

Barbara lo dybt nede fra. Spændende. Spændende. Hun maatte tage Gabriels Arm. Gongen var det eneste sammenhængende Stræde i Havnen. Ellers var det bare tilfældige Smøger mellem de spredte Huse og Hytter, Skot, som de kaldte det i Byen, ofte saa smalle, at to Mennesker knap kunde passere hinanden. De kom op paa Højden, Reyn, hvor Skolen, Præstegaarden Reynegaard og Kirken laa. De gik over Kirkegaarden. Bag Kirken, i Kirke-Skotet, var Indgangen til Lejeboden, den nordligste af den kongelige Handels Bygninger. Gabriel stak en vældig Nøgle i Laasen. Det begsorte Mørke, den pludselige Tysthed og den tunge Luft stemte de to unge Kvinder for Brystet, da de traadte ind i det natlige Pakhus. Gabriel fumlede sig frem, fandt omsider en Lygte, slog Ild og tændte. De gik op ad en stejl Trappe og hen over et langt Loft. Deres Skygger flakkede henover de knagende Gulvplanker. Tagets visne Græsrødder hang hist og her ned mellem Spærene. Suzanne klamrede sig gysende til Barbara.

De traadte ind i Gabriels Logemente henne i den ene Gavl. Det var et lille Rum med Alkove, Vægskabe og Kister.

— Møder du aldrig Mester Naaber her? spurgte Suzanne med en Tone af lattermild Ængstelse i Stemmen.

— Mester Naaber — hvem er egentlig det? spurgte Gabriel.

— Ved du ikke det? Nej, du er jo heller ikke barnefødt her. Alle Havnefolk er bange for ham. Han skal gaa rundt paa Lofterne herude i Havn om Natten.

— Jeg har aldrig set ham.

19

— Han gaar med en sort, spids Hætte og taler med sig selv. Og naar han ser paa en, har han gule Øjne.

Hun skuttede sig af Uhygge: — Nej, aldrig i Livet havde jeg turdet bo her!

Gabriel kunde ikke lide at høre dette. Han begyndte lidt støjende at tænde Lys.

— Har du heller aldrig set Raadet? vedblev Suzanne.

— Raadet, hvad siger du?

— Raadet, ja. Suzannes Øjne udvidede sig: — De syv Mænd! De sidder i et af Husene, jeg ved ikke hvor, ved et stort Bord.

Det begyndte at isne i Gabriel. Suzanne var revet med af sine egne Ord. Hendes Ansigt var en lille Kende fordrejet. Hendes Stemme var lav og anspændt: — Flere har set dem. De sidder helt tavse og skriver og skriver og forsegler Breve.

— Hold op! raabte Barbara hæftigt. En Skælven gik igennem hende, saa smilede hun ganske svagt.

— I er ikke rigtig kloge, sagde Gabriel.

Der blev Tavshed. Det svage Lysskær fra Stagen naaede ikke nær at trænge ud i alle det lille Rums Kroge. Nøgent Træværk, mørkt af Ælde, skimtedes gennem Tusmørkets Spind. Suzannes Øjne lyste endnu besynderligt. Men saa begyndte Gabriel at pakke ud, og Farver blomstrede frem af mystiske Gemmer. Det lille Rum var pludselig forvandlet, den uhyggelige Stemning var brudt. Begærlige Kvindehænder greb efter Stofferne, bredte dem ud, hvide Fingre løb gennem knitrende Silke, det lyste og skinnede over det fattige Bohave. Det var i Begyndelsen kun tyst Forundring og straalende Øjne. En stille Vaar var tændt under Mester Naabers Græstag — det rejste sig som en Høj paa fire Pæle, de to Kvinder sad tryllebundne.

Gabriel, Kræmmer og Elsker, spillede sine Kort med kvik Eftertanke, ødte ikke sine Trumfer, men gik saglig tilværks og lod Skuespillet udfolde sig som en Ildfest. Stunden var hans. Han brød ikke Stilheden, han lod bare Under efter Under ske.

— Jamen Gabriel, spurgte Suzanne pludselig fornuftigt: hvor har du faaet fat paa alt dette?

— Behøver jeg at sige det? Jeg har ikke stjaalet det.

— Du har nok haft Maskepi med en eller anden hollandsk eller engelsk Lurendrejer!

Gabriel vilde ikke benægte det. Det lød ganske godt. Sandheden 20var iøvrigt den, at det var en af den Kgl. Handels egne Skippere, han arbejdede sammen med.

— Og Silkestrømper har du ogsaa! udbrød Barbara i forbavset Jubel.

Kram er Magt, tænkte Gabriel. Han saa pludselig for sig Barbaras vaade Uldstrømper, der havde ligget ved Arnen, saa glansløse og hverdags. Han syntes, han hentede et vældigt Stik hjem og spillede ud paany. — Se her!

Han tog et Par Brokadesko frem og anbragte dem ved Siden af Barbaras Fødder, der var tilsølet af Gadesnavs.

Begge Kvinderne maabede. Barbara trak Fødderne til sig, lidt flov ved Sammenligningen, men straks efter vilde hun prøve Skoene. Gabriel var ikke uvillig, ja han vilde endda hjælpe hende, knælede ned og trak hendes Sko af. Barbaras Fod stak kun i en grov Uldsok, men Pokker staa i det — lille og væver som den var passede den akkurat i den fine Sko, ja Skoen var nærmest lidt for stor. Aa den Satans Suzanne! Hvorfor var hun kommet? Gabriel såa pludselig i svimlende Perspektiv, hvad Stunden indeholdt af spildte Muligheder. Han havde mange Ting, som Barbara maaske ellers ikke havde været uvillig til at prøve!

Hans Hjerte bankede. Og saa skete det, at hans kvikke Hoved et Sekund slog Klik. Han trak et fint Strømpebaand frem. Om Barbara ogsaa vilde prøve det?

Det hev lidt i hendes Strube, hun skottede til Suzanne, saa lo hun og sagde meget venligt: — Et Strømpebaand er da ikke noget at prøve, Gabriel.

Suzanne saa op, lidt distraheret, med en flygtig Rynke i Panden, og sagde saa med pludselig Iver: — Lad mig prøve de Sko!

Barbara rejste sig. — Hvordan vilde en Kjole af dette her Stof tage sig ud? spurgte hun og begyndte at drapere sig med noget blomstret.

— Se, hvis jeg nu havde et saadant Skørt og saa disse Sko, sagde Suzanne og vippede med Foden under noget Silketøj.

— Nej nu skal du se, raabte Barbara begejstret. Hun halede noget ud af Bunken og holdt det op mod Lyset.

Gabriel prøvede at blande sig i det, men de hørte ikke paa ham. Og paa en Gang stod det ham klart, at hans Varer helt og aldeles havde slaaet ham selv ud. Begge Kvinderne havde styrtet sig ud i en Rus af Tøjsnak, de valgte og vragede, følte og prøvede. Barbaras 21Øjne lyste, hendes Stemme jublede frisk, hun blev smukkere og smukkere i sin Skønhedsiver.

— Jeg tror hellere, jeg vil have min Kjole af, sagde Suzanne.

— Ja, det tror jeg ogsaa, jeg vil, sagde Barbara.

Deres mørke Dragter var vaade og uformelige af Regnen og gjorde de skære Tøjer fugtige, naar de prøvede dem paa sig. Suzanne var allerede begyndt at aabne sit Kjoleliv, da hendes Øjne faldt paa Gabriel: — Aa, Gabriel, gaa udenfor saa længe, hvad!

— Det er nu næsten Synd, sagde Barbara.

Suzanne saa paa Gabriel, eftertænksomt, prøvende. Saa afsluttede hun sin Betragtning: — Nej, vi kan ikke have dig herinde og glo.

Og Gabriel gik.

Tilfældigt opdaget i sit eget Værelse og hældt udenfor som en ubelejlig Hund! Det kogte i ham. Dette var hans fine, store Plan. Her stod han paa det øde Loft. De havde sikkert allerede glemt ham derinde. Han gik frem og tilbage med Lygten, ærgerlig, men samtidig ogsaa rigtig uhyggelig tilmode. Mester Naaber! Stormen havde taget til, den laa som et uafladeligt, overmægtigt Pres over Huset — en uudtømmelig Sang af tusindstemmig Vaande. Han naaede til Loftets anden Ende ved Munkestuen, og kiggede ud gennem en lille Rude. Vestrevaag laa i en Fraade, Skummet lyste gennem Mørket. Raadet — sad de nu ved Raadsbordet et eller andet Sted i Handelsbygningerne? Maaske kun nogle Alen herfra. Den Satans Suzanne — at komme med den Historie netop i Aften. Hun skulde ikke sove alene i dette Hus i Nat.

Han gik igen hen til sin egen Dør. Kvinder og Kvidder indenfor. Barbaras Latter, Paafund og Smaaudbrud. Suzannes lidt dybere og klogere Stemme. Nej, derinde var de døve for Storm og Brænding. De vendte ikke Timeglasset, talte ikke Nattens skridende Timer. De ænsede sidst af alt Gabriels hamrende Hjerte og sviende Begær. Han var en Skygge paa et Loft. Men derinde var det Sommer. De fraadede i Tøj og Pynt og Farver. Han anede, hvor det raslede og knitrede af Stoffer. Ja, han turde sværge paa, at de havde afført sig hver Trævl af det hjemlige Uldtøj. De var to Sommerfugle, der solede sig i Eventyret, de hyllede sig i Rødt og Gyldent og Blaat, i luftig Kattun og tung Silke — hans Varer! De pyntede sig mætte i Forfængeligheds Behag.

Det varede meget længe, før Kvinderne kom i Tanker om at 22lukke Gabriel ind igen. Da havde de valgt, hvad de vilde have. Det var egentlig Barbara, der var kommet for at købe, skønt den anden jo ogsaa skulde have lidt. Og hvad kostede det?

Gabriel, Elsker og Kræmmer — han havde jo tænkt, under visse lykkelige Forudsætninger at svare Barbara, at det kostede næsten ingenting. Men nu var han gram i Hu og nævnte grove, nærmest ublu Priser.

Det uventede skete, at Barbara betalte uden at blinke, kontant op af en Pung — hensynsløst, i Sølv. Offer paa Skønheds Alter.

Gabriel rødmede.

Suzanne havde ikke været belavet paa Købet, hun maatte have Kredit. Og fik det meget gerne — Byens fineste Dame.

Saa maatte Gabriel følge dem ud. Nej Tak, Vin skulde de ikke have, det var vist sent nu, mente Suzanne. Og Gabriel forstod, at denne Trumf skulde han ikke have gemt saa længe.

Mens de gik gennem det lange Loftsrum, sagde Barbara stille og venligt til Gabriel: — Jeg prøvede alligevel dine Strømpebaand.

Skulde det være en Trøst? En mærkelig Trøst, maatte man sige! Og dog, saaledes som det blev sagt lød det nærmest som en Tak. Var det sandt, som det blev sagt, at ingen hyldede Barbara helt ulønnet?

Men Gabriel hyldede hende ikke. Den Mær og Præstetøjte! Han vidste nok Besked.

Paa Kirkegaarden tog Kvinderne Afsked med ham. Han gik tilbage mellem Gravene, forbi Kirken. Barbaras Specier laa endnu i hans svedige Haand. Nu kunde han snart begynde at købe Jord. Men den lille Hund inde i Gabriel hylede. Saa traadte han ind i det mørke uddøde Hus til Mester Naaber og et ensomt Leje.

Og mens Stormen laa som en Mare over Byen, smuttede to Kvinder, listige og fordægtige, fulde af Oplevelse og med rigt Bytte, gennem regnpiskede Smøger til deres Hjem.

23

ENKEN PAA KALDET

— Ja, De ved jo, at der er en Enke paa Kaldet?

Det var Landfogeden, der talte.

Den nye Vaagøpræst, Hr. Poul Aggersøe, vidste det. Det optog ham kun meget lidt. De fleste Præster tog saadan noget praktisk og giftede sig med Enken. Men han var ikke gjort af et saa mageligt Stof. Han gik ikke i Giftetanker i det hele taget, og det ærgrede ham, naar andre gjorde det paa hans Vegne.

Han sad i sin Kollega Havnepræstens Stue, omgivet af Mennesker, som vilde høre Tidender ude fra den store Verden. Han havde maattet fortælle om Slag og Generaler, om Kong Frederik af Preussen, som ingen kunde overvinde, og om Kong Ludvig af Frankrig, som ingen kunde forstyrre i hans Udsvævelser. Alle var i en Slags Ophidselse over Nyhederne, baade Sorenskriveren, Landfogeden, Handelsforvalteren og Kommandanten. De gik frem og tilbage og traadte over den høje Tærskel mellem Storstuen og Studerekammeret. Kvinderne sagde ingenting — undtagen gamle Armgard, Lagmandsenken, og hendes Søster Ellen Katrine med Krykkerne og det glade Ansigt. Hun mente nu, at ingen kunde maale sig med Malebrok, der havde levet i hendes Ungdom.

Hr. Poul sad og iagttog alle disse vildfremmede Mennesker, han var kommet iblandt. Det gyngede endnu for ham. Fire Uger havde han sejlet. De sidste Døgn havde Skibet ligget i en Brandstorm under en sort, skarp Ø, der hed Nolsø. Endelig i Morges havde Vejret bedaget sig, og de var sejlet ind.

Rester af Nattemørket hang endnu i Luften, da „Fortuna“ lod sine Ankre falde. Det var raakoldt, Snebyger slæbte henover Fjeldenes lurvede Grønsvær. Et sort og vejrbidt Kirketaarn af Træ ragede op over nogle Klynger af Huse. Det var Thorshavn. Det var saa jordslaaet alt. Menneskene, der dukkede frem under Husgavlene, 24var forkomne og blege i den gustne Morgenstund. Hr. Poul havde næsten følt det, som var han landet i en Stad i Underverdenen, da han traadte i Land paa Klipperne paa Tinganæs. Men da han gik op mod Handelshusene, såa han midt i en Skare Nysgærrige, der stod inde i Porten, to smukt klædte Kvinder. Han lagde særlig Mærke til den ene. Hun var lys og rank, hun stod saa smukt paa Fødderne og ænsede ham vist slet ikke.

Hele den mørke, regnfulde Dag havde han færdedes mellem fremmede Mennesker. De stod ikke skarpt for ham endnu, de var store Skygger, der talte et halvt uforstaaeligt Tungemaal. Her i Præstens skumrende Stuer gik de frem og tilbage, en Rok snurrede et eller andet Sted i Huset, Tagets visne Græs hang ned foran Vinduerne, der var en graa Udsigt over Østrevaag til Skansen paa den anden Side, hvor Flaget blafrede. Men gennem det altsammen fulgte Erindringen ham om Kvinden, han havde set. Han kunde glemme hende lange Stunder, men hun var der dog hele Tiden alligevel — som noget sødt, som et Lyspunkt, som en Trøst.

Men Landfogeden vilde nu aabenbart helst tale om denne Enke paa Kaldet.

Landfoged Augustus Harme var dansk, han var stor, rød og ganske let svedende. Hans Stemme var suffisant, ganske elskværdig, men altid belærende, altid bedrevidende. Han rømmede sig evindelig og gav sig god Tid dertil. Han tog sig en Pris og lod sine Tilhørere vente, til han igen var klar til at udtale sig.

— Ja, sagde han, maaske ved De ogsaa, at denne Enke er Datter af afdøde Sorenskriver Peter Willumsen Salling. Hun er ikke gammel, kun otteogtyve Aar, tror jeg.

— Gaa nu ikke der og lovpris Barbara Christina! lød det strikst fra et Strikketøj: hun er et Skarns Stykke, det ved alle.

Det var Lagmandsenken, der faldt ind. Hun havde en stor Næse, hendes Øjne var skarpe og kolde som en Søfugls.

— Jeg rekommanderer ikke Barbara, sagde Landfogeden. Men jeg misrekommanderer hende heller ikke. Jeg synes blot, at vor unge Præst maa sættes ind i Forholdene.

— Saa skulde De heller fortælle om hendes Gerninger end om hendes Alder, replicerede Armgard og satte den knyttede Haand mod Bordet: hvad hun har udrettet i sine otteogtyve Aar ...

— Jeg ved ikke, jeg ved ikke, sagde nu Sorenskriveren. Et 25Skarns Stykke synes jeg ikke, man kan kalde Barbara. Hun har sine Fejl, som er lette at se. Men kan hun gøre for det? Egentlig er der ikke en ond Blodsdraabe i hende.

— Ja du, Johan Hendrik! Du har gaaet der i Huset hos den gamle Sorenskriver som Pot og Pande. Du er vist den rette til at tale med om de Ting!

— Det er rigtigt, Armgard. Jeg har kendt Barbara fra Barnsben af. Men De ved ikke andet om hende, end hvad De har hørt Folk sladre.

— Jeg ved, hvad sandt er. Jeg ved baade, hvordan Hr. Thomas og Hr. Niels døde.

Sorenskriveren, Johan Hendrik Heyde, sagde ikke mere. Han strøg sig tænksomt om Hagen. Der var ved hans lange, lidt ludende Skikkelse noget nervøst, noget tvivlende. Saadan var han altid. En Hædersmand, klogere end de andre, altfor klog til at være stærk. Men han kunde være spydig paa en tør og ætsende Maade. Derfor var han ogsaa respekteret, ja frygtet.

Ligesom Broderen, Havnepræsten Wenzel Heyde, regnedes han blandt de bedste Færinger. De hørte til en gammel Slægt med rigeligt fremmed Blod i, men rodgroet i Landet. Ellers var de to Brødre meget forskellige. Sorenskriveren var lang og tynd, Præsten lille og tæt. Sorenskriveren skeptisk, Præsten salvelsesfuld. Og medens der hos Johan Hendrik altid smaakogte en hemmelig Galde mod de danskfødte Embedskolleger — Landfogeden og Handelsforvalteren — bar Wenzel paa en lige saa hemmelig og lige saa fortærende Trang til at tækkes dem og være i deres Selskab. Derfor var Hr. Wenzel ogsaa tilfreds nu, han havde dem i sin Stue. Den store Landfoged, den vittige Handelsforvalter med de mange morsomme Historier og den fine Kone, Fru Mathilde, der ikke sagde meget og vistnok havde Blodmangel, men som kunde fnise og daane paa en meget fornem Maade.

Samtalen havde en Tid gaaet smaat mellem de mange Mennesker. Efter at Nyhederne udefra var fortalt, var der ikke længere noget, der rigtig forenede dem alle. Men inde i Studerekammeret var der dog et lønligt Samlingspunkt, der Gang paa Gang fik Mændene til at veksle underfundige Blikke. Der var ingen Ro over dem. De vandrede og vandrede og skridtede over Dørtærskelen. Det var nok ikke udelukkende paa Grund af Barbara, at Armgard strikkede saa ondt og temperamentsfuldt. Hun 26havde lugtet Lunten, og hun ærgrede sig. De andre Kvinder gjorde ligesaa. Saadan var det altid, naar der var kommet Skib.

Ogsaa Lagmanden, Samuel Mikkelsen, rejste sig og gjorde en Tur ind i Studerekammeret. Det var for den svære, ubevægelige Mand næsten som en hel Rejse. Og den varede længe. Armgard gav et ondt Grynt fra sig, da hun saa sin Nevø, hendes Mands Efterfølger, fylde hele Døraabningen med sin vældige Ryg. Men hendes Søster Ellen Katrine havde et medvidende Glimt i Øjnene. Hun laa henslængt paa en Bænk og tegnede et lystigt Tegn i Luften med sin Krykke: — Aa Verden, Verden!

Den nye Præst huskede senere alt dette saa tydeligt. Men i Øjeblikket forstod han det ikke rigtigt. Først en diskret Indbydelse fra Embedsbroderen Hr. Wenzel aabnede hans Øjne for, at der var fransk Brændevin at faa i Studerekammeret.

Han opfattede heller ikke dette med Enken Barbara: at der var kommet som et frisk Pust i Samtalens slappe Sejl, da Landfogeden nævnte hendes Navn.

Lagmanden vendte tilbage fra Studerekammeret, stor og spag, men med et eller andet ubestemmeligt Drag af Fornyelse over sig. Han havde et stort bølgende Fuldskæg. Han lignede Guden Jupiter. Men Øjnene var rolige og milde. Oftest lyste et fint, næsten kærligt Smil i dem.

Han satte sig ned og sagde ikke noget lige straks. Saa oplod han sin sagtmodige Røst. — Hvordan Barbara var i sit første Ægteskab, skal jeg lade være usagt, skønt jeg har hørt mærkelige Ting om det. I sit andet Ægteskab var hun ikke nogen god Hustru, det tror jeg, jeg tør sige. Men at paastaa at hun tog Livet af Hr. Niels — det er nu Uret, for det var Vaadeværk.

Armgard fnøs. — Vaadeværk! Ja saa er der sket meget Vaadeværk for Barbara. Og altid er det kommet hende mærkelig vel tilpas.

Ellen Katrine strakte sig paa sin Bænk og hævede Krykken som til et Signal: — Ti du nu stille, Armgard, og lad Samuel fortælle. Han ved dog bedre Besked end du!

Samuel Lagmand sad og kiggede paa sine smaa Hænder. Han plejede sjælden at tale over sig. Alle iagttog ham spændt. Han havde aldrig før sagt noget om Barbara. Men han maatte jo vide Besked. Hans Embedsgaard, Stegaard, laa i Sandevaag, kun en god Fjerdingvej fra Præstegaarden Jansegærde i Midvaag, hvor Hr. Niels og Barbara havde boet.

27

— Jeg forstaar mig ikke paa Barbara. Da hun kom vester til Vaagø med Hr. Niels, kunde ingen se andet end, at hun forgudede ham. Alle talte godt om hende, og jeg kan for min egen Part ikke sige andet end, at i al sin Gerning og alt sit Væsen var hun som en Engel at se til.

— En Engel! Søfuglen, gamle Armgard, saa hvast paa sin Nevø: Nej, min Gud, Samuel! Næven nærmede sig igen Bordpladen: Om ikke de andre var saa kloge, saa burde i alt Fald du vide, at en Engel udenpaa er ikke det samme som en Engel indeni.

Lagmanden smilte. Han tøvede lidt. Men ingen brød ind, Ordet var hans. Saa kom det besindigt, med et uendelig lille Stænk af overbærende Ironi: — Ja, Armgard Faster, De er nu saa hastig. Men det var nu ellers netop det, jeg var i Færd med at sige. Hun var ikke nogen Engel indeni. Men det behøver ikke at betyde at hun var en Djævel, for saadan var hendes Natur ikke. Jeg tror, at hun gerne vilde være god imod alle. Hun gik ned til Folkene, naar de kom fra Fiskeri, hun gik i Tørv, hvad Præstekoner ellers ikke plejer, og hun gik i Dans. Det huede nok ikke rigtig Hr. Niels.

— Herregud, mente Ellen Katrine: gaa i Dans, det skulde vel ikke være nogen Synd — heller ikke for en Præstekone.

— Nej, faldt Sorenskriveren ind: var De Præstekone, Ellen Katrine Moster, og gik i Dans, saa tror jeg heller ikke, der vilde komme nogen Synd ud af det.

— Aa du, Johan Hendrik! Hold dog en Gang Mund med dine Næsvisheder! Hun tjattede efter ham med Krykken. Hendes Mine var paa en Gang pompøs og kaad.

Men i Lagmandens milde Øjne blinkede det bare en Brøkdel af et Sekund. Saa fortsatte han: — Sagtens kunde Hr. Niels have følt sig mere tryg med en anden Kone. Jeg siger ikke, at det var Barbaras Skyld. Men det var nu saadan, at naar Barbara var i Dansen, saa var alle i Dansen, Mænd og Kvinder.

— Det er der ingen, der vil forstaa, sagde Præstekonen, Anna Sophie, Husets Værtinde: det er ikke altid saa let at være Barbara i en Dans.

— Hvis Barbara selv havde forstaaet det, saa havde hun holdt sig borte fra Dansen, sagde Armgard. Og denne Gang lod hun Næven dundre i Bordet.

— Mon det altid har været saa oplivende, Aften efter Aften 28at sidde hjemme i Jansegærde hos Hr. Niels med samt hans beskidte Bøger? sagde Anna Sophie med pludselig Iver.

— Aa Verden, Verden! udbrød Ellen Katrine og tegnede meget tankefuldt i Luften med sin Krykke.

Men Præsten Wenzel Heyde, den lille og salvelsesfulde, saa meget misbilligende paa sin Hustru. Hun var munter og trivelig og havde dybe Smilehuller.

— Men sig mig en Ting, spurgte Ellen Katrine, holdt Barbara ikke af sin Mand?

— Jeg kan forsikre Dem for, sagde Lagmanden, at jeg mindes ikke at have set en Kone være saa kærlig mod sin Husbond, den første Tid jeg kendte dem. Hun vilde altid have ham hos sig og vilde hjælpe ham med alting. Og naar han var borte, længtes hun altid efter ham. Og han længtes nok ogsaa efter hende. Han vilde aldrig ligge Nat hos os paa Stegaard. Selv i det daarligste Vejr red han altid hjem til hende om Aftenen — i Regn og Slud eller i Frost. Og gennem hele deres Ægteskab blev det for Resten ved med at være saadan, at hun taalte ikke, han forsømte hende. Herover kom nok deres første Trætter — ved Gud, jeg tror det var alt det, at hun vilde give ham Lov til at skrive sine Prædikener.

— Ja, Barbara! sagde Sorenskriveren: naar hun er i det Lune, er hun i Stand til at blive jaloux paa selveste Gud i Himmelen!

Lagmanden smilte. — Ja. Men hvad hun ikke vilde tillade sin Mand, det tillod hun jo gerne sig selv. For ofte og tidt forsømte hun ham. Det var svært at blive klog paa. Hun vilde være god mod ham, det tror jeg bestemt. Men styre sig, det kan Barbara ikke. Hun gør akkurat hvad hun i Øjeblikket har Lyst til — var der en Dans, som hun vilde med i, saa gik hun. Jeg tror, at det ofte kunde skære hende i Hjertet af Medlidenhed med Manden, det ved Gud! Men hun gik alligevel. Og saa glemte hun ham hurtig. Og ligesaa: var der en god Fart her til Havnen, saa skulde Barbara jo med. Ofte laa hun her i Uger og Maaneder, som I jo alle ved, der bor her.

— Unægtelig! sagde Handelsforvalteren.

Lagmanden saa paa ham og granskede et Sekund: — Hvordan hun skikkede sig her — det ved I jo bedre end jeg.

— Vi har jo ikke kunnet undgaa — hm. — ikke kunnet undgaa at formærke et og andet, sagde Landfogeden.

— Ja, det skal Guderne vide, sagde Handelsforvalteren.

29

Sorenskriveren saa sarkastisk paa ham: — Hm. ja — De har jo ogsaa vist Sagen Interesse.

— Naa, jeg sørgede for at Melzer paa „Jubelfesten“ kom i en anden Fart. Det har De vel ikke noget at indvende imod?

Johan Hendrik Heyde havde intet at indvende. Han saa bare endnu mere sarkastisk ud.

— Nu ja, fortsatte Lagmanden, heller ikke hjemme paa Vaagø skikkede Barbara sig, som hun burde. Det kom jo snart for en Dag, skønt hun forstod at fare varligt frem. Jeg vil ikke sidde og regne op alt, hvad jeg har hørt, meget er nok ogsaa Sladder. Men der er forskellige Mænd, som hun har vist Venskab.

Armgard havde længe forholdt sig tavs. Nu brød det ud af hende: — Efter alt hvad jeg hører, Samuel, er det en Tøjte, du sidder og taler om!

Handelsforvalteren fløjtede lidt: — Nej, en Præstefrue.

— Jesus forlade mig, sagde Samuel Mikkelsen: hun er i sin Adfærd saa sømmelig og fin som en Dronning. Og saa venlig og god mod alle. Som Anna Sophie sagde før: det er ikke saa let at være Barbara. Alle flokkes om hende. Hun er saadan, at hun frister alle — og selv fristes. Det kommer mig ofte for, at hun er som et Barn ...

— Et godt Barn ja, otteogtyve Aar, Præstekone og Landets største Hore! sagde Armgard.

— Ja, ja, sagde Sorenskriveren. Og Samuel har dog Ret. Et Barn — et farligt Barn, ganske vist.

— Aa Verden! Ja, enhver siger sin Historie. Men sig mig, hvordan var Præsten, Samuel?

— Det skal jeg sige Dem, Ellen Katrine Faster: Hr. Niels var en særdeles skikkelig og ordentlig Mand. Fredelig af Naturen. Han gav efter, og prøvede paa at lukke sine Øjne. Som jeg har sagt, holdt hun af ham, men efterhaanden begyndte hans Føjelighed vist at irritere hende. Saa prøvede han nok at tage Skeen i den anden Haand og sætte haardt mod haardt. Men det vakte bare hendes Trods. De sloges. Man fortæller, at hun engang kastede en Lysestage efter ham. Saa begyndte eftèrhaanden alle at synes, at det var Synd for Præsten. Særlig tog Tjenestefolkene hans Parti. Og Forholdene i Jansegærde blev efterhaanden mere og mere forvirrede.

Lagmandens Stemme var dyb og landlig. Den kunde minde om Køer, der sagte brøler i deres Baase, eller om Stalddøres Knirken 30paa Træhængslerne. Ordene faldt enkelt og næsten enfoldigt. Men der var over hans Jupiteransigt et fint behersket Spil af Godmodighed, Satire og Kløgt.

— Saa var det en Dag, vedblev han, at Barbara var særlig urimelig mod Hr. Niels — i alles Paahør. Hun var efter ham med Haansord og den Slags. Den skikkelige Mand vidste ikke, hvad han skulde stille op. Han prøvede at berolige hende, men det hidsede hende bare mere op. Tilsidst slog hun ham. De havde en Huskarl, der hed Kristoffer, en Kæmpekarl. Ham blev dette for meget. Pludselig gaar han hen og tager Barbara og bærer hende ud af Huset.

— Tog Karlen Præstefruen? spurgte Fru Mathilde.

— Ja.

— Gud! Hvad sagde hun?

— Hvad skulde hun sige? Han bar hende som et lille Barn. Hun skal have set temmelig forbavset ud. Først da han var kommet bagom Husene med hende, begyndte hun at blive urolig. Men hun var jo ikke stor mellem hans Hænder. Saa tog han og satte hende paa Hovedet ned i en Ajletønde. Og der stod hun.

— Er det virkelig sandt, at han har gjort det? spurgte flere.

— Kristoffer har selv fortalt mig det, sagde Lagmanden.

Fru Mathilde fik et lille Tilfælde og maatte have sit Hovedvandsæg frem. — Ved Gud, hvis det var mig! Jeg havde aldrig vist mig for Mennesker igen!

— Det skal heller ikke have taget sig videre sømmeligt ud, sagde Samuel og bar med et værdigt Smil over med Tilværelsen, der undertiden kan forme sig beklagelig drastisk; alle Husfolkene var fulgt efter — de var nok lidt forstenede.

Han smilede igen ganske let: — Det er jo heller ikke helt almindeligt at se en Præstekone paa den Maade. — Hvem hjalp hende op?

— Kristoffer væltede Tønden, saa kravlede hun selv ud.

— Da var hun vist ikke myg at stryge? spurgte Sorenskriveren.

— Hun var rasende. Hun sendte alle Folkene ud af Huset for Resten af Dagen. Hr. Niels, den Stakkel, han fik Kærligheden at føle, han maatte hjælpe hende med at blive ren igen. Atten Bøtter Vand, siger de, maatte han bære til hende fra Elven. Det var ved Sommertid, en Lørdageftermiddag. Hans Prædiken den næste Dag i Midvaag Kirke blev derefter. Men Barbara ... da Folkene om 31Aftenen kom hjem, var hun lige saa net og væn som altid og lod som om ingenting var hændt. Kristoffer kom til mig og gav sig selv an. Jeg gik ud fra, at hverken Hr. Niels eller Barbara ønskede en Retstrætte om denne Sag. Det gjorde de heller ikke. Saa beholdt jeg Kristoffer hos mig, og fra ham ved jeg meget om Forholdene i Jansegærde.

Der var forbløffet Tavshed. Man hørte kun Strikkepindene.

— Naa, det var altsaa Dronningen, du talte om, sagde omsider Armgard.

— Dronning var hun alligevel, sagde Lagmanden. Tre Dage efter skulde jeg til Havnen med Baad. Da kom Barbara og spurgte, om hun kunde komme med. Men da sagde jeg for Resten, at jeg ikke kunde have hende med. Jeg kan ellers ikke lide at være utjenstvillig. Men det lod iøvrigt til at forbavse hende højlig! Ja, saadan er Barbara.

— Det er i Grunden mærkeligt, at den Historie ikke har latterliggjort Barbara mere end den har, mente Hr. Wenzel. Man skulde tro, at selv den smukkeste Kvinde efter dette maatte være umuliggjort i Bund og Grund.

— Naa, hvorfor ikke tværtimod? sagde Sorenskriveren.

— Nej uf! udbrød Fru Mathilde.

— Det viser, hvor dygtig hun er, mente Anna Sophie.

— Naa hvad Fanden, forklarede Handelsforvalteren: hun sørgede ganske simpelt for, at Folk fik andet at tale om, for kort Tid efter var det jo, at hun slog Manden ihjel.

— Det var næsten et halvt Aar efter, at alt dette skete, rettede Lagmanden sagtmodig. Det var i November. Præsten havde en Søndag været hos os og prædiket i Sandevaag Kirke. Det havde været Tøvejr og Regn, men i Dagens Løb blev det haard Frost, og alle Veje og Stier blev overisede. Præsten vilde som sædvanlig ride hjem om Aftenen. Vi forsøgte paa alle Maader at faa ham fra det. Men der var intet at stille op med ham. Han blev ved sit. Saa ked af ham, som Barbara sikkert var, saa taalte hun dog stadig ikke, at han lod hende sidde alene hjemme.

— Saa red Præsten, vedblev Lagmanden, og alle ved jo, hvordan det gik. Ved Midvaags Sand snublede Hesten paa en glat Helle, og Hr. Niels faldt og brækkede Benet. De siger, at Barbara var meget øm over ham den første Tid og plejede ham saa omsorgsfuldt, at det saa ud, som om de var bedre Venner end nogensinde. Men saa begyndte det vist at blive hende for 32ensformigt. Præsten kom sig godt og var naaet saa vidt, at han kunde sidde oppe med det daarlige Ben strakt hen over en Stol. En Dag kommer en af Huskarlene ind og siger, at en fremmed Baad er ved at lægge til nede ved Landingspladsen. — Det er nok nogle Herrer fra Havnen, tilføjer han. Barbara, som havde siddet hos Hr. Niels, fløj op og løb hen til Vinduet — saadan er hun jo — og i Uagtsomhed kom hun til at vælte Stolen, saaledes at Præstens syge Ben faldt til Jorden og brækkedes anden Gang. Saa førte de Præsten til Badskæren her i Havnen, men han kludrede vel bare med det, der stødte Koldbrand til, og Hr. Niels kom jo ikke over det.

— Ja, Samuel, sagde Armgard. Og Enken sørgede dybt!

— Jeg ved ikke, hvor dybt hun sørgede, men hun sørgede, det kunde da enhver se.

— Vist sørgede hun, sagde Sorenskriveren. Hun er jo ikke noget Uhyre, Barbara. Men hun glemmer forbandet hurtigt, det skal jeg villigt indrømme.

— Det er nok, som jeg siger, sagde Lagmanden: hun er som et Barn.

— Aa, ti dog med den Snak. Voksne Mænd, som Land og Folk er betroet til! At I kan lade jer forblænde paa den Maade. Et Barn! Et Skarn, siger jeg, saadan som hun bærer sig ad, leflende med alle.

Armgard var oprørt.

— Sig mig, spurgte Anna Sophie, har De nogensinde været sammen med Barbara?

Søfuglen snerrede.

— Hun er saa yndig, sagde Anna Sophie.

— Hun er en farlig Kvinde, sagde Landfoged Harme med megen Værdighed.

— Ja, mente Hr. Wentzel: som der staar i Salmen, „skønneste Blomster har tærende Gift.“ Lad Barbara være saa yndig, hun være vil, kristelige Mennesker maa dog tage Afstand fra hendes Gerninger.

— Hun burde sættes fast, sagde Armgard med Foragt. Hun er farlig at have gaaende, der er kun Ulykker at finde i hendes Spor. Hun maatte jo kunne dømmes for Hor.

— Naa, sagde Johan Hendrik og trak paa Skulderen, — saa var der maaske en Del andre, der ogsaa skulde dømmes. Saavidt jeg da har forstaaet Verden.

33

— Aa ja, aa ja, Gud naade os! sagde Ellen Katrine, lam og forlystet paa sin Bænk.

— Nej, lad Vorherre dømme Barbara, ræsonnerede Johan Hendrik. Hun er nu saadan indrettet, at nær sagt hver Mand, ja hvert levende Væsen, der ser hende, synes godt om hende. Og hun mærker det i hvert eneste lille Tilfælde, ja om det saa bare er en Hund, der beundrer hende fra en Krog.

— Nu ja, spurgte Anna Sophie, kan hun gøre for det? Saadan er Kvindens Natur.

— Ja, ikke sandt? vedblev Johan Hendrik ivrig. Og saa meget Kvinde er hun blevet, at det er en Nødvendighed for hende, at alle, selv den mindste og uværdigste, skal beundre hende. Alt i hende vil sejre — og har gjort det til denne Dag. Alle skal elske hende. Og hun vil elske alle. Men det er dér, det glipper for hende, hun overkommer det ikke.

— Saadan Tale forstaar jeg slet ikke, sagde Armgard.

— Det er vist meget rigtigt og klogt sagt altsammen, sagde Handelsforvalteren, men det hele kan dog udtrykkes paa en langt kortere og mere letforstaaelig Maade. Barbara er saa bundliderlig. Det er min ganske enkle Mening.

I det samme hørtes Kvindestemmer ude i Røgstuen, og to unge Kvinder kom tilsyne i Døren. Det gav et lille Sæt i Hr. Poul — det var de to smukke Kvinder, han om Morgenen havde set i Handelens Portrum.

— Donnerwetter! udbrød Kommandanten. Han var saa forøllet og forbløffet, at han blev staaende i Døren til Studerekammeret med Flasken aabenlyst i Haanden.

Dette blev hans eneste Bidrag til Samtalen, og det bemærkedes ikke af nogen, for alles Øjne var pludselig rettet mod de nyankomne, der lyste op i deres smukke Klæder, duftede af Pudder og fyldte Luften med Kvidder og Smil.

— Ja, naar man taler om Solen —! sagde Landfoged Harme.

— Talte De om os?

— Om dig, Barbara, ja, sagde Sorenskriveren med alvorlig Stemme og et lille dulgt Smil.

Det glædede og smigrede hende vist, hun slog Øjnene ned og lo, blufærdigt og frisk.

Men Hr. Poul var som forstenet.

De to unge Kvinder gik rundt og tog alle i Haanden. Barbara Salling var temmelig høj og lys, hendes Mund var stor og rød, 34hendes Tænder smukke. Hun førte sig med en medfødt Naturlighed og med lige saa stor Artighed. Suzanne Harme var finere af Skikkelse og havde et langt kønnere Ansigt. Men hendes kloge Øjne overstraaledes af det livfulde og hastigt vekslende i Barbaras Blikke, og hendes sonore Røst blev ensformig ved Siden af alle de besynderlige Brydninger i Venindens Stemme. Det var som en Regnbue af kildrende Støj, der pludselig havde rejst sig midt i den tørre Samtale.

Den nye Vaagøpræst rejste sig og hilste lidt fortumlet Enken paa Kaldet. Han var overrasket og blændet. Barbara vekslede Haandtryk med ham uden at ænse ham altfor meget, men hendes Naturlighed var saa fuldkommen, at det virkede beroligende paa ham. Ja, alle var beroligede. Lagmanden smilte op af sin Godmodigheds stille Dyb, Hr. Wenzel var venlig, omend med Reservation paa Himmelens Vegne, Anna Sophie var oprømt og Handelsforvalteren galant indtil det geskæftige. Men hans blodløse Kone, Fru Mathilde, sad med Øjnene paa Stilke og slugte Barbara og al hendes Gøren og Laden med Nysgerrighedens vildeste Dæmoner i Blikket. Dog, det var der ingen der ænsede, for alle ænsede kun Barbara.

Men Barbara ænsede Armgards Strikketøj og var meget interesseret.

— Det er ikke en Trøje ... aah, et Tørklæde, et Shawl?

Og Mønstret var meget interessant! Armgard maatte forklare, hvordan det vilde blive og pegede med Strikkepinden.

— Det bliver pænt! Barbaras Øjne fik et Udtryk af levende Forventning om, hvordan gamle Armgards Tørklæde vilde se ud, naar det engang blev færdigt.

Armgard blev saa hyggelig i Ansigtet, et Smil begyndte at sprede hendes sammenkrympede Læber, de gamle Tandstumper kom til Syne af lutter Venlighed, og tilsidst saa hun paa Barbara med saa megen Ømhed i Blikket, som man paa nogen Maade kan vente af en Maage. De konverserede, de to, om Ret og Vrangt.

Gamle Ellen Katrine paa Bænken ønskede at se Barbara rigtigt. Hun havde aldrig talt med hende før, hun boede paa den store Gaard inde paa Østerøen og var saa sjælden i Havnen. Hun holdt længe den unge Kvindes Haand: — Naa, dette er altsaa Barbara, saaledes ser De altsaa ud! Hendes gamle Øjne var fulde af Opmærksomhed.

Barbara var ikke saa lidt genert over Mønstringen, hun saa 35ned og hun saa op, næsten komisk usikker i Blikket. Hun rødmede.

— Ja, ja, sluttede omsider den gamle, pæn er De, som jeg havde ventet. Jesus velsigne Dem! Verden, Verden ...

Barbaras Ærinde var kun at spørge Landfogeden, om der var kommet Breve til Moderen med „Fortuna". Hun havde forgæves søgt ham i Fogedstuen. Der sagde de, at han var ude i Havn. Hun fik Suzanne med sig. Nu, Gudskelov, fandt de endelig Landfogeden paa Reyn. Men, æh, nej, der var ingen Breve til Mme. Salling, sagde Fogeden. Ja, saa var der ikke andet, og de to Kvinder gik igen.

Sorenskriveren hilste Barbara Farvel i en vis spydig Tone, som de begge efterhaanden var blevet enige om at betragte som en Form for Kæleri. Hun svarede med et Blik, der kunde tydes saaledes: Ja, du er den eneste, der forstaar mig tilbunds, og du gouterer mig! Han nød det en Smule. Men hvem kunde vide? Maaske takkede hun ogsaa Handelsforvalteren for hans Galanteri med en eller anden Mine, der udnævnte ham til den eneste eller den egentlige.

Jo, Barbara — hun havde nok søde Hemmeligheder med alle — større eller mindre Hemmeligheder.

— Hvor er hun yndig, sagde Ellen Katrine. Det kan jo godt være, at I har Ret i, hvad I siger, men er I nu ogsaa saa sikre paa, at Hr. Niels har været en Mand for hende?

— Nej, sagde Sorenskriveren med et lille Smil: men — hvem er det?

Han strøg sig tænksomt over Hagen, som han havde for Skik. Der var blevet et sandt Rend ind i Studereværelset. Lagmanden havde været der igen og gik sindig rundt i stor og stille Selvfornyelse. Det skumrede og regnede udenfor. Mændene blev enige om, at de vilde gaa ned i Handelen og se paa Varer. Det tegnede til en fugtig, en meget fugtig Aften. Armgards Pinde strikkede igen vredt paa Mønstret, der havde vakt Barbaras spændte Forventning en flygtig Stund.

Det var Hr. Pouls første Dag i Thorshavn.

36

GLÆDE PAA BORG

Regnvejret vedblev.

Hr. Poul Aggersøe gik sig iblandt en lille Tur i Gaderne, men fandt intet, der kunde drage hans Hjerte op af det Tungsind, hvori det var nedsunket straks ved Synet af denne mørke og forkomne Stad.

Han havde ikke ventet dette af sig selv, thi han var ellers ikke genegen at hænge med Hovedet. Han plejede at være en glad Mand, og i hans hidtidige Levned var mange Punkter, som hans Hjerte kunde styrke sig ved ogsaa i ensomme Stunder. Han havde som Studiosus og efter sin Attestats som Alumne paa Borchs Kollegium høstet adskillig Ære for sin theologiske Dygtighed, hvilket ikke havde været ham ukært. Han var sig bevidst, at man i den gejstlige Verden ventede sig noget af ham, og i selve sin Sendelse til Færø havde han Grund til at se en betydningsfuld Mission. Nej, han var ikke en af disse hungrige Fyre med et lille Haud Illaud, der kun ansaas tjenlige til et lidet Kald i Finmarken eller paa Grønland. Biskoppen havde selv kaldt ham for sig og bedt ham søge Vaagø Kald. Det skulde ikke være ham til nogen Præjudice, nej, han skulde faa andre Kald efter dette! Men Biskoppen havde bragt i Erfaring, at det stod ilde til med Præstestanden i Færø og havde derover modtaget Besværinger fra Landprovsten deroppe, Hr. Anders Morsing. Nu haabede han ved at afsende en eller to af de bedste blandt de unge at tilføre Færø Præstestand nye Kræfter, som kunde være til Støtte for de hæderlige og et Eksempel til Efterfølgelse for de daarlige.

Da Poul Aggersøe efter Samtalen med Bispen var kommet ud paa Gaden igen, havde den sene Eftermiddagssol netop skinnet paa Vor Frue Kirkes himmelhøje forgyldte Spir. Det hævede sig op i mangfoldige Etager og Afsatser, nederst firkantet og sluttet, længere oppe ottekantet, stadig blomstrende og spændende sig 37opad, det ene Led ud af det andet, i ufortrødent og svimlende Himmelstræb, indtil det omsider, som den højeste Tone i en Aria, endte i en lang Spids og en Stang med tre luende Kroner 350 Fod oppe i Luften. Det var et vældigt Skue, en Pragt, som han daglig frydede sig over, og det stod ham pludselig klart, hvor svært det vilde blive for ham at forlade København. Thi skønt selv Landbo hang han mere og mere ved denne Stad, hvor han fandt alle de Ting, der glædede hans Hjerte.

Han havde et Sind for Fest og Glans saavelsom for Ære. Han hørte med Jubel paa Orgelspil og Kirkesang, men han gik ogsaa gerne i Teater og til Opera. Og i Mascarader havde han ogsaa deltaget, ihvorvel det havde forekommet ham tvivlsomt, om dette nu ogsaa anstod sig en Mand, der beredte sig til at tjene Herren. Thi Herren vilde han tjene, omend han i sin Bravhed ofte følte, at hans ildfulde og svulmende Natur, ak! altfor meget var af denne Verden.

Men han var ung og var hidtil let kommet overens med Gud. Ja, Gud hjalp ham, han havde givet ham rige Gaver, naadigt styrket ham i Flid og Duelighed og ført ham vidt i Lærdom. Og dette Kald udi Færø kunde kun kaldes en yderligere Udmærkelse, thi det var jo ikke et almindeligt Kald, men snarere at regne for et stejlt Trin paa Naadens Stige, som — omend det i Øjeblikket var besværligt — senere vilde befordre ham des længere.

Netop at det var besværligt, maatte jo opmuntre ham des mere. Var han maaske en blødagtig, en svag og magelig Person? Ingenlunde. Han havde Kræfter, som han gerne vilde prøve. Ganskevist, Forkyndelsen havde han ikke hidtil anset for sin Sag. Han var stærkest i Lærdommen. Men endelig var det ikke saa meget for at prædike som for at genoprejse Ro og Orden og gode Sæder, at han blev udsendt, og sandelig, han agtede ikke at spare sig. Det skulde spørges lige ned til Bispegaarden i København, hvad han udrettede.

Og samtidig vilde han ikke glemme, at hans egen Ære kun var Guds Ære! Saaledes ildnede han sin Sjæl, og da han Dagen efter hørte Gudstjenesten i Vor Frue Kirke, og hele den straalende Menighed sang Kingos store Salme Far Verden, farvel, — da svulmede hans Hjerte som aldrig før, og med glødende Sind tog han Afsked med Stadens Herlighed og Glans for som en Herrens Soldat at begive sig til det fjerne Færø. Ja det brændte 38i hans Bryst, da han under Orgelpibernes jublende Leg gik ud af Kirken. Solens Straaler brødes i ulige lange Stubbe mellem de vældige Piller i det tredelte Kirkeskib. Herligt opbygget traadte han ud i Stimmelen ved Taarnets Fod. Da stod hans Vilje lige saa rank som Spiret, der højt over hans Hoved spændte og strakte sig mod Himlen.

Men en lille Snigtanke i sit Hjerte havde han i denne Stund ikke ænset. Nemlig, at det ikke var alt i Staden, der lige stærkt havde holdt ham tilbage. At der ovenikøbet var noget, der stødte ham lidt bort. Det var Lucie Gemynther, en honnet og holden Købmands Datter.

Hun havde en Tid gefallet ham særdeles, og han havde tænkt, at dette maaske kunde føre vidt. Men saa var Lucie selv saa altfor meget kommet paa den samme Tanke, ja, hun havde vist sig saa dødsens forlibt, at Poul Aggersøe var begyndt at vende sig bort fra hende. Thi hun plagede ham med sin Bestandighed og med sine Sentiments, der hurtig blev ham en Melodi, han kendte altfor godt. Han gjorde sig Selvbebrejdelser derover, men det stod ham kun altfor klart, at han ikke havde hende kær. For hun var som en Efeu, der vilde sno sig opad ham, som omkring en Stamme, og ganske dække ham med sin Hengivenhed. Men han ønskede det ikke. Han vilde kun være sig selv, Poul Aggersøe, og følte andres Affektion som en Byrde og som en Hæmning.

Lucie græd den Dag, han rejste, og han var glad og lettet da Skibet stod Bomløbet ud, og han ikke saa hende mere. Overfarten forløb vel og var kun stormfuld paa Sidstningen, da de nærmede sig deres Maal. Hr. Poul havde endnu Glansen af Københavns Spir og Taarne i Øjnene den Dag, de fik Land i Sigte. Men hin lurvede Morgen, da han første Gang saa Thorshavn — ja, det var ikke længere siden end i Gaar, skønt det forekom ham en Evighed siden — da var det, som om baade Mod og Glæde var blevet suget ud af hans Hjerte.

Her gik han i Regnen mellem frønnede og daarligt tjærede Træhuse. Han kunde ikke holde ud hele Tiden at sidde inde i Præstegaarden. Hans Vært og Kollega, Wenzel Heyde, var Magister og en lærd Mand, men da Hr. Poul var begyndt at komme ind paa theologiske Materier og lægge for Dagen, at ogsaa han var bevandret i Lærdommen, havde det været som om Mag. Wenzel blev forstemt derover. Han var ellers ikke uvenlig, men sagde dog ikke meget, og i hans vandblaa Øjne kom altid Skygger, 39som om han uafladelig blev fortrædiget og forurettet af baade synlige og usynlige Ting.

Hr. Poul vilde gerne træffe sin Foresatte, Provsten Anders Morsing, men han var inde paa Næs paa Østerøen. Hr. Poul talte om at rejse ind til ham, men alle forsikrede, at det var spildt Møje, thi Provsten vilde sikkert komme til Havnen om faa Dage.

Hvad i Himlens Navn kunde Hr. Poul da gøre? Fogeden og Sorenskriveren havde han alt gjort sin Opvartning, Fogeden var en kalkunsk forhenværende Toldskriver, Sorenskriveren en Knark, en Særling og en Atheist, hvem han i alle Maader var uenig med, Lagmanden, der gæstererede i Havnen, var en blid men tørstig Okse, der gik sine egne stille Veje, Handelsforvalteren en Gavflab, gamle Armgard og gamle Ellen Katrine med Krykken — ak Herre Jemini! Og ellers? Aa, Gud, aa Gud — i Thorshavn! Eller i Havnen, som alle sagde.

Og dog, hver Gang Hr. Poul tog sin sorte vandtunge Hat og traadte ud i den evige Regn, skete det med et lille Haab om, at der dog omsider skulde times ham et eller andet lyst og leende, en Glæde i Mørket. For han vidste, at ogsaa her, et eller andet Sted i denne Labyrint af snævre Gyder, Gaardspladser og Møddinger, maatte der være en Vraa, hvor Skønhed og Øjenlyst havde til Huse. Han kunde ikke nægte for sig selv, at han gerne gad set hende igen — Enken paa hans eget Kald. Ikke at han havde særlige Intentioner. Gud bevare ham derfor! Han saa allerede, hvilken farlig Konstellation Skæbnen havde bragt tilveje mellem ham og hende. Men samtidig med, at det gjorde ham urolig, var det ogsaa en lille Glæde for ham i denne Kummerlighed. Hans Tanker legede med Barbara. Maaske var hun endda ikke saa straalende. Men — naar Solen er gaaet ned, faar Stjernerne Glans.

Det blev Hr. Wenzels Kone, Anna Sophie, der uventet kom ham til Hjælp. Da han ud paa Dagen igen belavede sig paa at gaa, spurgte hun ham, om han havde gjort Visit hos Mme. Salling, hans Forgængers Enke. For det troede hun dog alligevel ...

Dette var en af de mange Ting, som Hr. Wenzel i Dagens Løb stødte sig paa. Hans Kinder begyndte at blusse, Øjnene lyste hjælpeløse og krænkede.

— Hr. Poul, sagde han, maa vel selv afgøre, hvad han finder passende. Hvad Barbara ... Mme. Salling angaar, er intet blevet skjult.

40

— For Magdalenes Skyld! sagde Anna Sophie ganske uanfægtet. Hun tilføjede: ja, Magdalene er hendes Moder — Mme. Stenderup. For hendes Skyld, synes jeg i hvert Fald! Hun vilde føle sig ilde derved, om De oversaa dem. Herregud, hun kan jo ikke gøre for ...

— Naa ja, sagde Mag. Wenzel eftergivende og saa endnu mere krænket ud: Mme. Stenderup er sandeligen ... sandeligen at beklage!

Hr. Poul lod Mme. Anna Sophie forklare sig, hvad Vej han skulde gaa. Det var ganske ligetil, ved Gongen, i Nystue, som det kaldtes, ligeoverfor Fogedstuen, der var det.

Hun sagde det med et ganske lille Smil. Der var noget fortroligt og ligesom underfundigt ved hele hendes Maade. Det var, som om hun kendte hans Tanker bedre, end han selv gjorde. Men Hr. Wenzel vedblev at se fornærmet ud. Maaske kendte han igen sin Hustrus letfærdige Sind, bedre end hun selv gjorde. Han kendte hende maaske alt for vel.

Hr. Poul blev i Nystue modtaget af Mme. Magdalene Stenderup, men fik ikke Indtryk af, at hans Besøg fra hendes Side var imødeset med nogen særdeles Forventning. Hun hilste ham snarere med en Slags halvbitter Hengivelse i Skæbnen. Hvorledes Ordene faldt, huskede han ikke senere, men de fremførtes med en træt Tilvanthed, som om hun vilde sige, at det for hende var et altfor velkendt Salmevers at se en ny Præst i sit Hus.

Men dette glemte han straks over den uskrømtede Glæde, der lyste op i Barbaras Ansigt, da han traadte ind i Stuen. Ja hun forstillede sig ikke i mindste Maade. I hendes Stemmes varme, glitrende Falset brød en barnlig Triumf ud, som om hun endelig, endelig! havde vundet et langt og spændende Spil, som maaske andre havde tvivlet paa, om hun kunde vinde, — for Eksempel Gabriel, der ogsaa var i Stuen, Mons. Gabriel Hansen. Men maaske allermest Hr. Poul selv.

Og han følte det. Var det ikke ligefrem, som om hun sagde til ham: Naa, nu kunde du altsaa ikke længere! Men han fandt sig ikke i mindste Maade incommoderet derved. For samtidig var det, som om hun sagde: Det var jo godt at du kom! Kan du ikke forstaa det? Hun var saa naturlig og anstændig, at han straks følte sig rolig og vel tilmode og ligesom smittet af hendes Væsen. Alt var saa aldeles morsomt og ligetil.

Men Gabriel, der med aarvaagne Øjne havde iagttaget dette 41Møde, morede sig ikke, og kunde sidst af alt finde Barbara naturlig og anstændig, saadan som hun kastede sig selv mod denne fremmede. Ikke fordi det i mindste Maade var overraskende. Han havde alt i Gaar Morges taget sit Bestik af denne nye Vaagøpræst og set, at han var en Mand med sit eget Ansigt, en noget mørk og tæt Fyr, meget ulig salig Hr. Niels. Saa det var i alle Henseender at forudse, hvordan Barbara vilde te sig ... det var hende vist for Resten snart ligegyldigt, hvordan Mændene saa ud, bare de var ... ja Pokker maatte vide, hvad hun havde set i adskillige! Bare de var af Hankøn altsaa!

De satte sig omkring et hvidskuret Bord, alle undtagen Magdalene, der med en lidt besværet Mine gjorde sig et Ærinde ud af Stuen. Barbara syede. Men hendes livfulde Øjne var ikke saa meget ved Sytøjet, de var med deres hastig skiftende, grønlige Glans overalt, og foreløbig mest hos Gabriel. Hun vidste maaske ikke, hvad han tænkte, men hun vidste, hvad han følte. Hun var saa lydhør. Naar hun saaledes sad mellem to Mænd, hørte hun Takten af begges Hjerteslag. Hun kunde spille tostemmigt paa dem som paa to Instrumenter. Og nu skulde Gabriel trøstes og oprejses lidt. Hun talte med ham, udspurgte ham om noget og hørte meget opmærksomt paa hans Svar. Under dette saa hun kun tre Gange paa Hr. Poul og slog hver Gang meget hastigt Øjnene ned.

Hr. Poul, der hele Dagen havde følt det, som logerede han alt i det yderste Mørke, syntes paa en Gang, at han befandt sig i et stærkt Lys. Det skyldtes ikke blot den hvide Bordplade, Barbaras hvide Sytøj og hendes meget hvide og varme Hænder. Det var særlig disse Øjne, der skinnede saa stærkt, at hun maatte tage dem til sig, hver Gang de havde set. Det var, som om de havde været altfor fortrolige og bagefter var skamfulde derover.

I Begyndelsen fandt Hr. Poul stort Behag i disse Blikke, indtil han bemærkede, at de langt mere spillede paa Gabriel end paa ham selv. Han saa ogsaa, hvorledes hun flere Gange smilede behaget: Mundvigene krummede sig lange og røde og lavede Gruber op i hendes Kinder. Hr. Poul forstod ikke rigtig, hvad der taltes om — det maatte være fordækte Hentydninger, Gabriel kom med, Finter, som det ikke var Barbara helt ukært at høre. Men selv begyndte han nu saa smaat at føle sig tilovers.

Dog, hans Time kom straks derpaa, da Barbara alvorligt og meget opmærksomt begyndte at spørge ham ud om hans Rejse, 42om hans Studeringer, hans Demis-Prædiken og mange andre Ting vedrørende hans Præstegerning. Det viste sig, at hun kendte flere af Professorernes Navne. Ja, der var ingen Ende paa hendes Frækhed, tænkte Gabriel. For hvad Forstand kunde vel Barbara have paa disse Dele? Dog vedblev hun at tale, som om hun alle sine Dage kun havde haft en Præstekones Tanker i sit Hoved, og tilsidst spurgte hun Hr. Poul, om han nogentid havde truffet hendes salig Husbond Hr. Niels.

Satan til Skamløshed! tænkte Gabriel. Det ærgrede ham, at her ikke var andre tilstede, som med ham kunde vidne om hendes Hykleri.

Men for Hr. Poul var det, som om han for første Gang i dette Land havde truffet en Person, der med Interesse gad paahøre ham, og han udtalte sig frit og ærligt og var i sit Hjerte smigret. Thi skønt han vel vidste, at en Materie som denne næppe i sig selv kunde være passende Kost for en Kvinde som Barbara, saa sáa han dog paa hendes Ansigt og Øjne, hvor levende optaget hun var, og hvorledes hun gav Agt paa hans mindste Mine, og han faldt i dette Øjeblik paa den Tanke, som forekom ham rigtig, at i en Samtale med Fruentimmer Emnet kun var et Paaskud, medens det egentlige var Glæden over at staa Ansigt til Ansigt, at kunne lade Øjnene mødes, Stemmerne blande sig med hinanden og Sjælene røre ved hinanden. Og Barbaras Sjæl, der talte gennem hendes grøngyldne Øjne, rørte meget ved ham, og bluedes undertiden og trak sig bort, men vendte straks tilbage og legede for ham og solede sig i hans stærke, ivrige Blik. Hendes Mundvige krummede sig nu atter behaget opad, hun lyttede som til et sjældent Spil, og det han fortalte drejede sig nu kun tilsyneladende om Præster og Sogne, men var i Virkeligheden en lang Solo-Aria op af hans Manddoms Dyb. En Aria, der blev hørt.

Da var det, at Barbaras Øjne pludselig begyndte at flakke hen i Retning af Gabriel. Hun slog dem ned, kiggede en Gang til lynsnart hen paa ham og smaafniste ganske svagt. Ordene blev træge i Hr. Pouls Hals: hvad var der sket? Havde Gabriel gjort noget, sagt noget? Blandede han sig i Koncerten? Barbara saa stivt paa sit Sytøj og syede hastigt.

— Det er et Pudevaar, sagde hun stille.

Men det var synligt, at hun var fuld af indre Latter. Gabriel stirrede paa hende med et ætsende Blik.

43

— Det er et Pudevaar, gentog hun paastaaeligt. Stemmen gik op i Falsetten og endte i denne hivende Lyd, som var midt imellem et Suk og en Latter.

Hr. Poul var blevet aldeles ilde tilmode. Han forstod ikke et Ord af det hele. I Begyndelsen troede han, at det var ham selv, der blev let ad, det, saa han nu, var ikke Tilfældet. Alligevel led han slet ikke dette nye skælmske Spil mellem Barbara og Gabriel, der ganske havde afbrudt og overflødiggjort hans egen Beretning.

Pludselig trak Gabriel i Sytøjet. Barbara værgede sig lidt og slog ham over Fingrene, men fik ikke hindret ham i at trække alt det hvide Tøj op paa Bordpladen. Saa opgav hun pludselig, og sagde med en Stemme, som hun prøvede paa at gøre vred: — Aa, dit Fjols, Gabriel! Ja, det er en Særk! Man skulde tro, du aldrig havde set en Særk før!

Gabriels fede Ansigt var til det yderste forlystet og frækt.

— Jo nok, svarede han, men aldrig saa fin en Særk. Hvem skal ...?

Men Barbara var pludselig blevet blodrød til langt ned paa Halsen. Hun var kommet til at se paa Hr. Poul, kun et Sekund, og aldrig havde hun været saa hurtig til at tage Øjnene til sig. Gabriel bemærkede, at noget var sket, og forstod pludselig, hvor de var henne. For Pokker! Igen havde han været ubehændig. Hr. Poul og Barbara var begge maalløse, han selv var den eneste der talte, alligevel forstod han, at han i dette Øjeblik var mindre end ingenting. Øjeblikket var ham uudholdeligt. Han sagde at han nu var nødt til at gaa.

— Vil du gaa? spurgte Barbara hen i Vejret.

— Ja, ja. Det var Handelen, sagde Gabriel. Han var meget optaget netop i disse Dage.

Ogsaa Hr. Poul var begyndt at lette paa sig. Han mumlede noget om, at det maaske ogsaa var paa Tide for ham at trække sig tilbage. Men da fik Barbara pludselig Mælet igen og begyndte med høj Stemme at snakke sig ud af sin Forvirring: Nej, nej! Han maatte endelig ikke gaa! Hendes Moder var netop i Færd med at koge Café til ham! Hun havde jo slet ikke faaet talt med ham endnu, som hun sikkert, sikkert ønskede. Hun havde blot saa travlt i Huset. Han maatte endelig ikke gaa endnu!

Gabriel var ude i Forstuen, han stak Hovedet ind og sagde, 44med en Haandbevægelse i Retning af Sytøjet: — Ja, Farvel, — og Held og Lykke med Brudesærken!

Barbara lo. En lille Latter, der samtidig var et Suk, der hev i hendes Strube: — Aa, dit Vrøvl, Gabriel!

Hun fulgte ham ud og stod lidt ude i Regnen og var fuld af Glæde. Saa gik hun ind igen til Hr. Poul, den nye Hr. Poul. Og da det var ved den Tid, da det begyndte at skumre, fik hun tændt Lys.

Hr. Pouls Melankoli var efter dette Besøg blevet forvandlet til en stille Munterhed. Da han kom fra Besøget hos Barbara, vandrede han som befriet gennem den mørke Stad og ønskede kun at være lidt alene med sin Glæde. Der var netop et Ophold i Regnen. Han drejede af ad en blæstfyldt Smøge, som førte ned mod Vandet. Der stillede han sig op i Læ af et Baadehus for at samle sit Sind og prøve paa at klare sig, hvori hans nye Lykke bestod. Men det varede ikke længe, før han fornam, at ogsaa andre i denne Aftenstund havde søgt til Havets Bred med deres Tanker. En enlig Skikkelse dukkede frem af Mørket, de hilste paa hinanden, det var Gabriel.

Det var ham ikke ukært, at det netop var Gabriel. Skønt han havde incommoderet ham betragtelig under Samtalen med Mme. Barbara, saa var han dog en af Deltagerne i den behageligste Scene, han havde oplevet, siden han var kommet her til Landet, og kunde han end maaske se ud til at være et Stykke af en Skælm, saa var han dog sikkert en lystig Scapin, som det kunde være værd at snakke med.

Gabriel viste sig da ogsaa venlig, fortrolig og ganske vel skaaren for Tungebaandet. De talte om alt muligt, som angik Havnen og Landet her, og Gabriel fortalte ganske løjerlige Ting om mange, som fik Hr. Poul til at le. Men at de saa længe undlod at omtale en bestemt Person, tydeliggjorde det mere og mere for dem begge, at det var hende, deres Tanker i Fællesskab drejede sig om, og da de omsider kom til Emnet, blev Gabriels Stemme helt blød og bevæget.

— Et elskværdigt Fruentimmer, siger De! Ja, og saa skulde De endda have kendt hende, da hun var atten og ganske uskyldig. Da var Barbara sød!

— Jeg kan forestille mig det, sagde Hr. Poul.

— Joho, sagde Gabriel. Desværre — at hun skulde blive saa ganske spoleret! Det er harmeligt, det ved Gud det er!

45

— Jeg har hørt en Del Snak derom allerede, sagde Hr. Poul. Saa det maa vel have sin Rigtighed, skønt jeg kun daarlig faar det til at rime med hendes Væsen, som forekommer mig artigt og anstændigt nok, og ikke som man skulde vente det af en saadan Kvinde.

— Aa, hun er fuld af ... Hvis De kendte hende ret, vilde De finde det væmmeligt ... Hun er fuld af ... Kunster, saa snart hun ser en fremmed.

— Kunster? spurgte Hr. Poul tvivlraadig. Han huskede paa Barbaras Blikke, der var saa straalende, at hun hele Tiden maatte slaa dem ned. — Tværtimod, vedblev han, forekommer hun mig saa ganske naturlig.

Gabriel fnøs lidt. — De Øjne! Ja, hun er god! Jeg skal sige Dem en Ting, ja, det ved Gud, det er sandt: man skammer sig ofte over at være i Familie med hende. For til Tider lever hun jo som en ren ... en ren ... ja, Skøge!

— Ja, jeg kan jo ikke dømme derom, mumlede Præsten. Jeg hører, man siger det. Men jeg troede, det mest var de ældre, der brød Staven over hende ...

— Saa er det saagu de unge, der har Erfaringerne med hende.

— Ja, jeg for min Part, sagde Præsten, har fra hendes Side ikke fornummet andet, end hvad der har været sømmeligt og skønt.

— Bevares! Heller ikke mig er hun i Stand til at anfægte, sagde Gabriel vægtigt: dertil kender jeg hende kun altfor godt ... alle kender hendes Kneb og Kunster. Det er egentlig til at grine ad ... hvis det ikke havde været ens Familie! Men en Ting vil jeg sige Dem, sluttede han: liderlig, det er hun.

Ha, ha, tænkte Hr. Poul, da de var skiltes. Denne Gabriel er nok ikke saa uanfægtet, som han lader. Selv maatte Hr. Poul indrømme, at han selv aldeles ikke var uanfægtet efter denne Samtale. Og hans nye Glæde over Havnen og hele dette trøstesløse Land var ikke blevet mindre. Det undrede ham meget, thi Gabriel havde ikke sagt andet, end hvad der var egnet til at nedbryde hans Velbehag over Besøget i Nystue. Dog syntes det ham, at dette Velbehag nu kun var blevet stærkere.

I den følgende Tid gik der næppe en Dag, uden at han saa Barbara, og hvert nyt Møde bidrog kun til at øge hans Lykke. Han vidste ikke selv, hvad han skulde tænke om det. At hun var en ildeberygtet Kvinde, det kunde han ikke være i Tvivl om. Han 46behøvede ikke Gabriels Undervisning heri, han kunde selv tage sit Bestik. Det var saa øjensynligt, hvordan hun virkede paa alle Mænd. Hun hverken sagde eller gjorde noget dadelværdigt. Alligevel! Det kunde ikke være anderledes. Maaske kunde hun sletikke gøre for det. Hun var alle til Behag, og ingen kendte hendes Veje.

Hvad i Himlens Navn kunde da han, en Præst, en Mand, der skulde tjene andre som et Eksempel til Efterfølgelse, — hvad kunde han have med en saadan Kvinde at skaffe? Han saa allerede klart den Snare, som Skæbnen var ved at lægge for ham. Men han frygtede den ikke. Han vidste allerede at han burde sky hende, men i Stedet snarere søgte han hende. Hans Hjerte var smigret i Bund og Grund. Hans Sanser var blændet af hendes grønne Øjenkast, kildret af hendes glitrende Stemme. Og denne sorte og vaade Landsby med dens Pakhuse og Rønner og dens usle Befæstning, dette Sted, der i Begyndelsen kun havde været ham en Kilde til Melankoli, sáa han nu som gennem et straalende Spektrum.

Saa fik det da være, at denne Glæde kun blev taget paa Borg, og at hver Dag, der gik paa denne Maade, kun fordyrede den. Han skulde vide at betale, naar Afregningens Time kom. Han tvivlede ikke om, at han vilde være solvent, blev det end nok saa dyrt. Han havde hidtil aldrig tvivlet paa sig selv, han var vant til at gaa for fulde Sejl.

Den femte Dag kom Landprovsten, Hr. Anders Morsing, med Baad fra Næs. Hr. Poul havde hørt, at denne Mand engang havde været trolovet med Barbara, men at han havde brudt med hende inden Brylluppet. Det sidste forekom troligt nok, naar man sáa ham. Han var en Mand af Myndighed, høj af Vækst og med et hvast Ansigt. Hvad Øjenleg mon han vel nogensinde kunde have haft med Barbara? Hans Blikke var som Staal, saa overvættes blaa og faste, at enhver, han talte med, maatte føle det, som blev han beskuet langt ind i sin Samvittighed. Men omkring hans Mund spillede et lille Smil, som paa en Gang var barsk og sødt.

Hr. Poul følte sig kaldt til Orden, straks da han sáa ham. Han var med ét tilbage i Fortidens Element. Provsten sad med Biskoppens Brev aabent i den ene Haand og mønstrede ham.

— Hm, sagde han. Som De ved ventes der noget af Dem. Her i Landet er det ikke som andre Steder. Det burde jo være saaledes, at det var Præsterne, der tjente Sognebørnene som et Forbillede paa Fromhed og kristeligt Levned, men det er ofte tværtom! 47Jeg skal ikke nævne Navne, men vi har et Par Brødre, — De og jeg altsaa! — om hvem man kunde ønske, at de blot var halvt saa fromme som deres Menighed. Derfor haaber man af de yngre Præster, at de maa være gjort af et andet Stof.

Han rettede sine Øjne lige ind i Hr. Pouls Ansigt: — Se, det gælder næppe om at have slugt saa og saa mange store Bøger, eller at være bevandret i saa og saa mange af de kristelige Rørelser, der grasserer i vore Dage — alle disse flæbede Finesser og subtile Sjælerier! Jeg vil sige Dem en Gang for alle, hvad jeg forøvrigt allerede har sagt: at i klippefast Gudstro og sand Hengivenhed i Herren har vi mere at lære af dette Folk end Folket kan lære af os. Ja, jeg mener fortrinsvis Bygdefolket. Havnefolk ... dem kan De ikke saadan regne. Hvad det kommer an paa for os Præster lige nu, er ikke, at vi i vor Forkyndelse galer den ene højere end den anden, men ganske simpelt, at vi i vort Liv og Levned er vort Kald værdige, og at vi i Ydmyghed og Trofasthed betjener, underviser og vejleder vore Sognebørn i Lovens Bud og gode Sæder, saaledes at vi kan gøre os en Smule fortjent til den ubegribelige Tillid, de nærer til os.

Provsten havde et Par Gange slaaet let i Bordet, hans Mund var fuld af Fynd og af Smil, men Øjnene var grumme.

— Og saa forøvrigt, vedblev han, har De jo selv Øjne at se med. De vil sikkert hurtigt vide, hvad De har at gøre.

Hr. Poul havde til alt dette ikke andet at sige end Ja og Amen. Han forsøgte nogle Ord, men syntes at de faldt tynde og ligegyldige ud.

— Og nu kan De saa begive Dem ud i Deres Kald med det allerførste, sluttede Hr. Anders.

Hr. Poul svarede, at han havde Tilbud om at maatte følges med Lagmanden, som var i Færd med at skulle hjem til sin Gaard igen.

— Hm, sagde Provsten og smilte: saa kommer De i godt Kompagni til Deres Kald. Ja, ja. Alt godt om Samuel Mikkelsen! Men han rider sjælden den Dag, han sadler — naar han gæstererer her i Havnen. Nuvel, det maa De tage Vare paa. Jeg lider paa, at De i alle Maader tager Vare paa Dem selv!

Hr. Anders saa endnu en Gang nærgaaende fast paa ham — og rejste.

Hr. Poul var overvældet. Han følte det næsten, som var han blevet baade døbt og konfirmeret paany. Denne Provst var som en stor, baade kras og krydret Dram. Nuvel, Timen var inde! Han 48tænkte med en Slags Opløftelse, at nu skulde han med det allerførste rive sig løs, sige Havnen Farvel og begynde paa Arbejdet. Det blev vel ikke saa tungt endda. Han gik til Lagmanden for at træffe Aftale om Rejsen. Det var den Dag en Lørdag.

Hele Resten af Dagen mindedes han Provst Anders' skarpe, ransagende Blikke, der havde lyst ham langt ind i Samvittigheden og kaldt ham til Orden. Men iblandt saa han ogsaa for sig Barbaras grøngyldent straalende Øjne, som hun bestandig maatte slaa ned, fordi de vidste altfor meget om en Hemmelighed, der ikke kunde tales om, ja næppe tænkes paa, men som dog fik hendes Mund til at krumme sig i et sødt, behaget Smil, der lavede Gruber op i hendes Kinder. Den underfundige og evige Hemmelighed, som Barbara havde med alle Mænd.

49

FAR, VERDEN, FARVEL

Kirkeklokkerne ude paa Reyn kaldte til Gudstjeneste. De havde en mild Tone, der flagrede over Hustagene. Men Taarnet, som de hang i, var dystert og brøstfældigt af Ælde. Det dirrede under Bevægelsen. Klokkerne hev og peb i Træværket, og denne jammerlige Bilyd blandede sig med den fuglelette Klang og hørtes overalt i Byen.

Stormen og Regnen var stivnet til stille Kulde. Gadernes Snavs var blevet haardt og skarpt, og Vandpytterne var frosset til klingrende Is. Solen skinnede mat over denne seksogtyvende Søndag efter Trinitatis.

Kirken var lille. Der var tretten Stole paa hver Side og et lille Pulpitur over Indgangen. Det var isnende koldt mellem de nøgne Tømmervægge. Der var intet Loft, man saa lige op i Tagets svære Rafter og Spær.

Thorshavns fattige Indvaanere begyndte at indfinde sig. Konerne var i sorte Sjaler og Tørklæder. De kom ind med sammenkneben Mund og Kingos Salmebog mellem Hænderne. Mændene fulgte efter, lidt tøvende, med en skummel Trang til at holde sig i Baggrunden. Enkelte Løsgængere blandt dem fandt Vejen op paa Pulpituret. De var kun Hverdagens Helte, baade Samuel paa Vippen og Niels i Punten. Her i Helligdommen maatte Kællingerne hellere føre an.

Ogsaa de bedre Folk og de fine kom i Kirke. De havde deres faste Pladser, det var deres Ret, som ingen af de gemene turde krænke. Landfoged Harme kom og bredte sig ud sammen med sin Datter Suzanne. De sad paa forreste Række. Der var ogsaa Sorenskriverstolen, som endnu benyttedes af Sorenskriverenken Mme. Stenderup, og Præstestolen, hvor de to Søstre Armgard og Ellen Katrine havde Plads som Hr. Wenzels Slægtninge og Gæster. Ogsaa Hr. Poul Aggersøe fik Plads paa denne Bænk.

50

Der var ogsaa mange andre, der havde deres faste Stole, skønt de ikke var konditionerte, baade Mme. Dreyer, Sieur Arentzen og gamle Jomfru Kleyn. De var solide Folk, der betalte deres Pladser. Det var deres Stolthed og Adelsmærke overfor Hoben, og det sporedes ganske svagt paa deres Ansigter, idet de satte sig ned.

Men fælles for alle Kirkegængerne var, at deres Aande kunde ses i den bitterlig kolde Luft, som graa Skyer.

Hr. Poul sad og tænkte paa alle de Gange, han havde gaaet i Kirke i Vor Frue i København, paa hele den galante Tumult udenfor Portene af Karosser, Chaiser og Lakajer, som smækkede med Vogndørene, paa den pyntede Stimmel af fornemme og af Borgere, som fornøjet og værdigt skridtede mellem Pillerne gennem de tre lige høje Skibe, medens Orgelet højtidsfuldt præluderede og knurrede under Hvælvingerne. Ak, her i Havnen var kun en arm og krumbøjet Degn, som hæst fremhakkede Indgangbønnen. Og imens var der dødsstille under Tagbjælkerne og ingen Hosten og Harken som ellers.

Men umiddelbart derpaa kom Barbara hastig og stille og satte sig ind i Sorenskriverstolen til sin Moder — som et sidste levende Glimt af Verden, før den alvorstunge Salme begyndte.

Sorenskriver Johan Hendrik Heyde var den Dag kommet til Kirke samtidig med Landfogeden og hans Datter. Han havde hilst paa dem, vekslet nogle Bemærkninger og smilet, men da de var traadt ind i Vaabenhuset var han ikke fulgt med dem op ad Kirkegulvet til sin Stol. I Stedet var han trasket op paa Pulpituret.

Hvorfor gjorde han det? Han havde intet imod dem, men alligevel var der i dette Øjeblik noget, der skilte. De talte Dansk. Nuvel, det var deres Sprog. Og Johan Hendrik følte intet Nag til det danske, han havde selv opholdt sig meget i Danmark, hans egen Slægt var dansk. Ja, han vilde have fundet det urimeligt, om Folk som Fogeden eller Handelsforvalteren havde talt Færøsk. Og dog, her paa hjemlig Grund mellem færøsk Almue var dette letløbende Sprog et Brud paa Tonefaldet. Det irriterede ham lidt, ligesom naar han hørte nogen spille ved Siden af paa et Instrument. Han var selv afstemt efter Folket. Derfor var det ham imod at gaa frem i første Række. Han forblev hellere i Baggrunden paa Pulpituret. Her kunde han i Ro sidde og fundere over Jordforbedringer, nye Fiskeriforsøg og andre nyttige Ting til Landets bedste.

Noget efter at Sorenskriveren havde taget Plads, knagede det tungt i Trappen, og op kom hans Fætter Samuel Mikkelsen, Øernes 51Lagmand. Han var saa stor og ubekvem, men ogsaa han foretrak Pulpituret. Ikke af nogen subtil Uvilje mod andre gode Folk, men af ren Diskretion. Han fór saa varsomt frem, han sagde ingen Spøg uden med Finhed, og naar han tog sig en Dram under Gudstjenesten, gjorde han det med stor Delikatesse — ikke fordægt som en Skalk eller som en Skolepog, men med uforstyrrelig Værdighed. Johan Hendrik følte sig kvæget ved hans vældige Nærværelse, men Landfoged Harme mente, maaske ikke uden Grund, at Hans Majestæts færøskfødte Embedsmænd misforstod deres Stilling ved at forstikke sig blandt Skumlerne paa Pulpiturets seks Gratisbænke.

Anderledes var det med Kommandanten, Løjtnant Otto Hjørring. Han stillede ikke sit Lys under en Skæppe, men tren ind i Kirken i rød Kjol, med Kaarde, Knebelsbart, Haarpisk og alt, hvad forlanges kunde af en militær Person. Men ganske vist tog han Fejl og ravede ind i en af de gemene Stole. Tangloppen var baade beæret og foruroliget og kastede mange ængstelige Sideblikke til det overvældende Naboskab af Farvepragt og liflig Dunst.

Saadan var de mødt op, alle Sognets Folk, høje og lave. Gabriel i Søndagspuds, from og ukendelig. Handelens Betjente og Skansens Konstabler, Husegaardsbonden med sit Tyende, og Sundsbonden, der paa sin Fod var kommet langvejs fra. Menigheden arbejdede sig frem gennem den første omstændelige Salme. Der var intet Orgel. De forfrosne, skælvende Stemmer holdt kun daarlig Trit med hverandre. Nogle sang fint og kunstfærdigt, for Eksempel Sieur Arentzen, paa hvem det tydeligt var at se, at han opfattede sig selv som Forsangeren. Andre sang uden en Tone i Livet, og Konerne bare jamrede op af deres sorte Tørklæder. Der var en overvættes Hosten og Snøften, da det sidste, uendelige, trangbrystede Vers var sunget til Ende. Modellen af Ostindiefareren „Norske Løve", der hang under Loftet, drejede sig langsomt i sin Snor. Dens Bovspryd begyndte at pege mod Syd.

Præsten, der havde staaet vendt mod Alteret, vendte sig mod Menigheden: — Herren være med Eder!

En Dampsky stod ud af hans Mund. Hundrede Dampskyer fra Menigheden svarede: — Og med Din Aand!

Hr. Wenzel var lidt for lille til den røde Messehagel, og det saa ud, som om han hvert Øjeblik kunde snuble og falde i Messeskjortens Folder. Han kastede et Blik udover Menigheden. Handelsforvalteren 52var ikke mødt. Beklageligt. Nej, den Mand var desværre en maadelig Kirkegænger. Idag var det særlig harmeligt. Præsten følte en pludselig Skuffelse. Dagens Prædiken havde vel Bud til en og hver, men dog mest til de store og verdslige, der lettest glemte Kirken og oversaa dens Tjenere. Landfogeden var der. Men i det Øjeblik Hr. Wenzel igen vendte sig mod Alteret, bemærkede han, at hans egen Kone var fraværende. Anna Sophie var ikke kommet endnu!

Lader os alle bede!

En vag Uro begyndte at fylde ham. Han faldt i Staver midt i Ritualet. Saa gjorde han en Synkebevægelse og messede Kollekten igennem med en svag Skælven i Stemmen. Ingen fandt det paafaldende. Hr. Wenzel talte ofte, som om han var fornærmet over et eller andet. Hele hans lille rødskæggede Skikkelse var altid ligesom let forurettet.

Gudstjenesten gik sin Gang. Man kom til Epistelen. Hr. Wenzel, der havde følt sig saa underlig fraværende, mandede sig op. Han vendte sig mod Menigheden og messede med stærk Røst: — Epistelen paa den sjette og tyvende Søndag efter Trefoldighed skriver Sankt Paulus i sit første Brev til Thessalonikerne.

Anna Sophie var ikke kommet.

— Men vi bede Eder, Brødre, at I kende dem, som arbejde iblandt Eder, og ere Eders Forstandere i Herren, og paaminde Eder. Og holde dem for de, som skulle overmaade elskes for deres Gerningers Skyld; værer fredsommelige iblandt Eder selv. Men vi formane Eder, Brødre, paaminder de uskikkelige ...

En god Tid efter at han var færdig med Epistelen, hørte Hr. Wenzel endnu for sit indre Øre Genklangen af sin Stemme. Han havde ikke forbundet nogen Mening med ét Ord af, hvad han havde sagt. Hans Hjerte var foruroliget, hans Hjerne var tom. Heller ikke Hr. Poul, som sad i Præstestolen, havde hørt efter. Ogsaa hans Hu vandrede uroligt paa andre Veje. Ja, i hele Kirken var der vel næppe mange, der havde lagt Mærke til Apostelens Ord. Nogle var for bekymrede, andre for søvnige. Og saaledes gik Gudstjenesten som et Spil, der en Gang var sat i Gang. „Norske Løve“ havde atter umærkeligt drejet sig og stævnede nu mod Sydvest.

Straks da Præsten havde besteget Prædikestolen og var begyndt at tale, kunde Johan Hendrik oppe paa Pulpituret høre, at der var et eller andet, der maatte have krænket hans Broder. Der var noget 53vist i Tonefaldet, han kendte saa godt. Han havde kendt det, lige siden de begge var Drenge.

Hr. Wenzel begyndte tøvende, men fandt snart den sikre Traad, han havde lagt, og fulgte den rask. Det var denne Prædiken, han saa flittigt havde forberedt, og som helst ogsaa Handelsforvalteren skulde have hørt, omend den lige saa meget havde Bud til Fogeden, ja i Grunden til en og hver i Menigheden lige ned til den laveste.

— Men vi bede Eder, Brødre, at I kende dem, som arbejde iblandt Eder og ere Eders Forstandere i Herren ...

Det var ikke hvert Aar, der var en seksogtyvende Søndag efter Trinitatis, og det var ikke enhver Sognepræst, som det var tilladt ved Højmesse at prædike over Epistelen i Stedet for over Evangeliet. Men Hr. Wenzel, som var Magister, havde Lov dertil, og endelig, paa denne sjælden forekommende Søndag, fik han Lejlighed til at sige det, der saa længe havde ligget ham paa Hjerte.

Anna Sophie var endnu ikke kommet.

Ogsaa hun kunde have godt af at høre hans Ord. Skønt — det var vel som at slaa Vand paa en Gaas. Nej, det var maaske ikke derfor, han savnede hende. Han tillod ikke sig selv at tænke dybere derover. Men hans Hjerte vidste bedre, det bankede hæftigt.

Han begyndte med at give Kejseren, hvad Kejserens var. Kongens Embedsmænd og Betjentere og al den verdslige Øvrighed — dem burde alle agte og adlyde. Thi Øvrigheden var indsat af Gud! Men — hvorledes var det med Guds Ords Tjenere? Burde ikke de æres og agtes i samme Maade? Thi hvad var deres Embede? Apostelen Paulus forklarede det i sit Brev til Epheserne. Giver nu Agt paa Eder selv, skriver han til Menighedens Forstandere, og paa den ganske Hjord, iblandt hvilken den Hellig Aand satte Eder til Bisper at føde Guds Menighed, hvilken han forhvervede formedelst sit eget Blod.

Han saa sig for første Gang om og hævede Stemmen: — Men naar Bisper og Præster give Eder Eders aandelige Føde, vogte Eders Sjæle, retfærdiggøre Eder hos Gud, bør de da ikke anses lige med dem — ja mindst lige med dem, som føde Eder legemligt, tage Vare paa Landets Forsyning (dette skulde Handelsforvalteren have hørt!), vogte paa Eders timelige Vel og holde Ret og Retfærdighed iblandt Eder?

Hr. Wenzel havde talt sig op: — Aandeligt og timeligt er to Ting, men iblandt disse er det aandelige ikke ringere end det timelige. Naar I holde de jordiske Love, som Øvrigheden haandhæver, 54bør I da ikke ogsaa adlyde Guds evige Bud, som jeg forkynder?

Han saa appellerende paa Fogeden, og Landfoged Harme nikkede.

— Og naar I betale Landskyld og Skat til Kongens Lejebod, bør I da ikke ogsaa betale Eders Skyldighed til Guds Kirke?

Fogeden nikkede igen indrømmende. Hr. Wenzel svang sig videre op: — Og naar I yde Tjeneste og betale Matrikulskat til Militæret og dets Befalingsmænd, ere Eders Forstandere i Herren da ikke saa meget værd, at I yde dem Tiende?

Hans Øjne strejfede Løjtnanten, som snorksov i al sin højrøde Pragt. Saa vendte hans Blik tilbage til Fogeden, ja, det var næsten som om denne Prædiken var ved at udarte til en Samtale med Fogeden. Og Fogeden nikkede atter naadigt.

— Thi Præsten, vedblev Hr. Wenzel, Præsten er Eders aandelige foresatte, indsat af Den Hellig Aand — og for Resten ogsaa af Hans Kgl. Majestæt — paa samme Maade som Landfoged og Lagmand, Handelsforvalter og Sorenskriver ...

Han sendte sin Broder et Blik, i hvis inderste Grund laa en Slags mild Bebrejdelse. Men saa saa han hurtigt igen paa Landfogeden og fortsatte: ... æh, paa samme Maade som disse ere Eders høje verdslige foresatte, som I bør agte og elske. Fortørnes ikke paa Præsten, fordi han siger Eder Sandheden. Selv de højeste bør ikke sidde hans Formaninger overhørige, om ikke for hans ringe Persons Skyld, saa for hans Embedes Skyld.

Nu var det sagt. Hr. Wenzel gjorde en Pause, hans vandblaa Øjne flakkede lidt uvist om, som søgte han at udgranske Virkningen af sine Ord. Saa fortsatte han: — Fremdeles taler Apostelen til os i Dag: Men vi formane Eder, Brødre, paaminder de uskikkelige ...

Pludselig var det, som om han faldt i Staver. Anna Sophie — nu saa han hende! Og Handelsforvalteren saa han ogsaa. Gennem et af Kirkens Vinduer kunde han se over paa Præstegaarden, og dér, inde i Kammeret, saa han baade sin Kone og Handelsforvalteren ...

Han stod og svajede, fattede ingenting, følte ingenting. Det var nærmest, som om han drømte. Anna Sophie og Handelsforvalteren! Hvorledes var det nu ... han huskede det ikke straks ... der havde hele Tiden været noget om dette, dette havde han hele Tiden vidst!

55

Han vilde fortsætte, hvor han havde sluppet, men han havde et Sting i Hjertet. Det voksede. En lammende Smerte brød løs inde i ham. Hans Hjerte gik langsomt i en jernhaard Knude, det klemte og sved op gennem Struben, det straalede af Pine i hele hans Bryst.

Anna Sophie!

Han hørte sin egen Stemme, der endnu stammede: — Paaminder de uskikkelige, paaminder de uskikkelige ...

Hele Menigheden saa ham, hvorledes han stod og rokkede, hjælpeløs, kridhvid i Ansigtet, med en lille ildrød Plet paa hver Kind. Enkelte troede, han var blevet syg, ingen forstod den sande Grund til hans store Nød. En god Stund forløb, Løjtnantens trygge Snorken begyndte at blive urolig, han talte enkelte Ord i Søvne.

Da var det, som om Præsten selv studsede ved den store Stilhed. Han mærkede, at han stod paa Prædikestolen — og prædikede ikke. Menigheden sad i Kirken — og lyttede ikke. Et Solstrejf faldt ind ad Vinduerne, han saa alle Ansigterne ganske tydeligt. Øverst oppe i Baggrunden sad hans Broder med forundret Mine. „Norske Løve“ svajede langsomt i sin Snor, uden Maal eller Med. Og hele Kirken var som et Skib, der herreløst drev for Havets Bølger, fuldt af Mennesker, men uden Styresmand.

Hr. Wenzel mandede sig op. De uskikkelige — nu havde han det! Han lod sin Stemme lyde, den dirrede af Forurettelse. Havde han haft noget paa Hjerte før, saa havde han det ikke mindre nu. De uskikkelige, det var de store! Han saa for sig Handelsforvalterens mætte og glatte Mine. Som et Lyn tydeliggjorde den alt for ham. Han havde beundret denne Mine, hæget om den som en Plante, naar Handelsforvalteren sad ved hans Bord over en god Steg. Nu saa han sin egen Lykke fortæret, sig selv nedtrampet med det samme selvfølgelige, veltilfredse Udtryk. Han gispede, hans Sjæl og Sind vendte sig mod de store, snappede efter dem som en ufortjent sparket Hund. Han saa dem pludselig for sig som en evig Skare af mægtige og mætte. Fogeden, og bag ham en Række af Fogeder, der havde foragtet Landets Bønder. Løjtnanten, og bag ham et Geled af Løjtnanter, der havde tampet Eksercits ind i skikkelige Karle. Handelsforvalteren, og bag ham en Flok af Handelsforvaltere, der havde snydt hans værdige og troskyldige Fædre. Kendte han ikke de store? Kong David, der stjal Urias' Hustru. Herodes, der lod Johannes Døberen halshugge. Og bag dem alle Pontius Pilatus, der toede sine Hænder. De store toede til syvende 56og sidst altid deres hvide, velbehagelige Hænder. Kendte han dem ikke? De havde været hans Livs Orm. Endnu for faa Minutter siden havde han staaet her og ansøgt om at maatte være én iblandt dem. Og nu var han blevet hugget i Hjertet!

Skælvende af Bitterhed havde Hr. Wenzel begyndt sit Opgør med denne Verdens uskikkelige, men efterhaanden som han grov i sin egen Sjæl og blev Bjælken i sit eget Øje vár, voksede han selv med sin Forkyndelse. Ingen lønlig Krog i Menneskehjertet, ingen selvisk Snigtanke, intet Jorderigs Begær, ingen daaragtig Forfængelighed lod han forblive skjult. Han gjorde det klart, at Verden, og kun Verden, var Menneskesindets Maal og Med. Thi alle Mennesker var født daarlige og syndige og vidste ikke selv, hvor store Syndere de var. Ingen kunde blive retfærdig ved egen Kraft eller Fortjeneste, og alle fattedes Ære for Gud. Hver Gang et Menneske havde gjort en god Gerning, da kom bagefter Selvgodheden, den store Smigrer, og rakte ham Haanden og gjorde dermed det gode til ondt. Intet godt blev sagt eller gjort, uden at Verden som en skiden Bagtanke laa under. Saa uendelig var Menneskets Evneløshed til den sande Godhed. Alt var paa Bunden Begær, Falskhed, Selvretfærdighed, Egenkærlighed, Daarskab, Forfængelighed! Forfængelighed!

— Hm, sagde Sorenskriveren til Lagmanden: saa han drejer over i det Hjørne i Dag. Ja, saa er altsaa et eller andet gaaet ham kontrært.

Men Menigheden nede i Kirken hørte med Undren og Forfærdelse paa Hr. Wenzels Tale og tænkte, at han dog alligevel var en stor Prædiker og Revser. Thi det var for dem alle, som om han viste dem deres eget Billede i et Spejl, og saa dybt ind i deres Hjerter. De tænkte ikke paa, at det kun var sit eget Hjerte, han saa i.

Ogsaa den nye Vaagøpræst, Hr. Poul, maatte som saa mange andre bøje Hovedet. Thi han følte, at han selv vandrede paa den samme Forfængelighedens Sti og aldrig var helt glad, uden at hans Hjerte var smigret, hans Ærgerrighed var ægget og hans Begær var tændt. Verden var det, og kun Verden, der legede for hans Øje, og han havde ikke selv Evnen til at løfte Blikket højere.

Men Hr. Wenzel, der saa, at han havde Menigheden med sig, gik dybere og dybere ned i Menneskehjertets Kældere og Irgange, og da han ikke kunde naa længere og ganske havde afsløret Menneskets fuldkomne Evneløshed til det gode og Uværdighed til at 57se Gud, lod han pludselig Miraklet ske. Og dette Mirakel var Naaden ved Jesus Kristus, der tog alle Synder fra os! Ja, ved Naaden og kun ved Naaden var det muligt at rejse sig, slippe Verdens Byrde og foragte den som det Skarn, den er, og endelig af et sandt Hjerte at vende sine Tanker mod Himlen.

Amen! sluttede han med høj Røst, og inden han begyndte paa Bønnen, flakkede hans blege Øjne hastigt Kirken rundt uden dog at komme et bestemt Vindue for nær. Det var en Naadens Stund i Havnens Menighed.

Da de kom til Salmen, sagde Hr. Wenzel, at de ikke skulde synge den i Salmebogen foreskrevne — han var Magister og kunde dispensere herfra — men en anden, som var velbekendt fra „Aandeligt S jungekor“ eller fra Bogen „Tusindtal", og som hed Ked af Verden og kær ad Himmelen. Den kunde de fleste saa at sige udenad. Sieur Arentzen sang kunstfærdigt for, højligen støttet af Hr. Wenzel selv:

Far, Verden, far vel!
Jeg kedes nu længer at være din Træl.
De Byrder, som du mig har byltet oppaa,
dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,
Jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Salmen rev alle med, og hele Menigheden istemte med fuldt Bryst det næste Vers:

Hvad er det dog alt,
som Verden opsminker med fauer Gestalt?

Tangloppen skævede til Kommandanten, der stadig snorksov med et ubeskrivelig umilitærisk Ansigtsudtryk.

Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
det er jo kun Ise-Skrog, Skarn og, Fortræd,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Aa ja, saadan var det vel! Samuel Mikkelsen havde en Kende Hovedpine efter den sidste Aftens stille Svir. Den var den femte i Rækken, og han begyndte saa smaat at føle Lede ved de Kar og 58Glar, som ved Midnatstide kunde staa paa et Gildesbord. Nej, ingen jordisk Glæde var vel uden Bismag.

Hvad er mine Aar,
som smugende svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring? mit tankefuld Sind?
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedes Spind?
Hvad er mit Arbejde? min Møje? min Sved?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

De unge troede ikke paa det. Men der var intet furet Ansigt i Kirken, som ikke blev tænksomt ved disse Ord. Lige fra Landfoged Harme med det store Ansvar og til Samuel paa Vippen med de otte Børn. Den ene maatte erkende, at hans fyrretyveaarige Embedsgerning kun stod som en Skrift i Sand, den anden ventede bare tre Skovlfulde Muld som den jordiske Afslutning paa en Lastdragers Liv. Men Sorenskriveren, den altid tvivlende og tvære, kom paa den sure Tanke, at et Stykke nyttigt Arbejde paa Jorden var mere glæderigt end ti Jubelraab i Himlen. Han læste nymodens Bøger og havde lagt sig efter den Tro, at Flid og Patriotisme var saligere end Palmegrene.

O Rigdom og Guld,
du Jorderigs Afgud i skinnende Muld,
du est dog af Verdens bedragelig Ting,
som vokser, aftager og veksles omkring,
du est dog i højeste Mærke og Med
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Dette var en Trøst for mange, der havde mistet Gods. Men Gabriel havde ikke mere Hold paa sine Tanker, end at han fra dette Øjeblik kom i dybe Spekulationer over det Spørgsmaal, om forskellige Summer, som i den senere Tid var blevet omvekslet fra andres til hans egne Lommer, ikke burde anbringes i fire Gylden Jord, som var til Salg i Mygledal.

Ak, Ære, hvad er?
Hvad er dine Kroner og Kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid paa Ryg,
du hemmelig stødes og sjælden est tryg!
Du ofte der snubler, hvor andre de gled.
Forfængelighed,
Forfængelighed.

59

Hvem kunde vel sige sig fri? Hvem havde ikke sin Ærgerrigheds Orm — stor eller lille? Fra de bedre Folks lejede Stolestader til de fattiges Bænke var der ingen Sjæl, som ikke i Smug skelede til en Medbejler eller til en Overmand. Misundelsen sad dem alle paa Ryg. Hvem var uden Hovmod, hvem var uden skjulte Saar?

I Hr. Wenzels Sind løb Sorg og mærkelig Trøst sammen i store Hvirvler. Sangen husvalede ham. Se! Thomas Kingo havde følt og oplevet alt paa samme Maade som han selv.

Ak Yndest og Gunst,
du hastigt opførte og faldende Dunst,
du kunstig Opblæsere, hvegende Vind,
som Tusind har Øjen og dog løber blind —
hvad est du, naar man dig ved Solen har set?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Hvad gaar der dog af Wenzel idag, tænkte Sorenskriveren igen. Et eller andet maatte have forurettet den lille Mand og pint ham ind i hans inderste Præstesjæl. Havde mon Landfogeden ikke gidet høre paa hans Prædiken? Noget var sket, det var klart, og nu stod han der, Wenzel, Gud hjælpe ham, vadende i al Jorderigs Passion, men med Aasynet vendt mod Naadens Lys — selvfølgelig, pøj! Denne Salme blev snart en Uting, en Slags Brændevin at trøste sig paa, naar Godtfolk brændte sig paa Livsens Vælling. Blot en Mand tabte tre Mark i Kortspil, saa far, Verden, farvel! Ja, det skulde fedt hjælpe.

Men da de kom til det næste Vers brast det et Øjeblik ganske for Hr. Wenzel, han glemte Naaden og græd og sang sin Kvide ud:

Ak, Venskab og Tro,
som alt efter Lykken vedst Fløjet at sno!
Du smukke Bedragere, heldige Skalk,
som skuffer saa ofte i Drøvelsens Kalk.
Du est, som og jeg af Forfarenhed ved,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Og han vedblev flammende af retfærdig Harme og Nidkærhed:

Ak, kødelig Lyst,
som mangen med dødelig Læber har kyst.
Dit fængende Tønder, din flyvende Gnist
har mangen i evige Luer henhvist ...

60

Den usynlige Glorie omkring Barbaras Hoved begyndte at gløde. Thi hende var det, de fleste i dette Øjeblik rettede deres Tanker imod, i Misundelse, i Begær, i Fordømmelse. Gabriel attraaede hende med Smerte, selv Sorenskriveren paa Pulpituret sad og betragtede hende. Men selv sad hun saa tankeløs som Fuglen paa et Gærde, intetanende om at Helvede luede omkring hende. Den nye Vaagøpræst, Hr. Poul Aggersøe, elskede hende med Rædsel.

... Din Skaal synes Honning, men Drikken er led
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Armgard var saa lille og saa gammel i sit sorte Tøj. Hun nikkede bekræftende. Hun savnede i denne Salme kun et Vers om Brændevinen. For den var Fandens Urt og havde draget mange i Fordærv. Men hendes Søster Ellen Katrine stirrede lystigt hen for sig i sine Erindringers Vælde: — Verden!

Saa far da, far vel,
du skalt nu ej længer bedrage min Sjæl.
Bedragelig Verden, jeg takker dig af,
og synker dig ned i Forglemmelsens Grav.
Jeg længes at bøde min Sorrig og Nød
i Abrahams Skød,
i Abrahams Skød.

Og alle rystede Jorderigs Aag af sig og sang ud om Himlenes Salighed. De havde gjort op med deres Hjerter. Mens Menigheden rejste sig og Klokkerne begyndte at larme i Taarnets Træværk, hang Salmens Jammerklang endnu i alles Øren.

Forfængelighed, Forfængelighed!

Hr. Poul gik langsomt ned ad Gulvet. Han mindedes den Søndag, da han i Frue Kirke i København mente at have sagt Farvel til Verden. Men Verden var fulgt med ham. Her var ingen Piller og Arkader, intet Orgel og ingen Hvælv, kun et nedrigt Kirkerum af Træ. Og dog var Verden lige stærk og lige svær at sige Farvel til.

Hr. Wenzel kom og tog ham ved Armen, rød og blussende og ligesom ikke helt sig selv. Han kom som med en Fuldmagt fra meget høje Steder, ydmyg og dog rystende af Triumf.

— Nu, Johan Hendrik, spurgte han ude i Forkirken: hvad syntes du om den Prædiken?

— Tjah, sagde Sorenskriveren og gav sig god Tid til at sætte 61sin Hat paa Hovedet: Enden var jo ikke Begyndelsen lig! Ellers lignede den dig selv godt nok i begge Ender.

Men Samuel Lagmand, der nu havde tømt Dagens første Flaske, hilste venligt og klarøjet paa de gamle Fastre Armgard og Ellen Katrine.

Det sneede lidt. Udenfor lød Klokkeklangen friere, den flagrede mellem de hvide Fnug. Alle følte en sær Opløftelse. De havde set sig selv og hverandre i Verdens forlokkende Spejl og var betagne og rystede over alt paa denne Jord. Men Gudskelov! Verden havde ingen Magt over dem, de havde revet sig løs. Lettede og befriede ilede de hjem. De vidste ikke, at det var Forventningen om Middagsmaden, der gav dem Vinger.

Men inde i den tomme Kirke hang stadig Ostindiefareren „Norske Løve“ i sin Snor, med Kanoner, Vimpler og Flag, og svajede langsomt alle Kompassets Streger rundt, snart i den ene, snart i den anden Retning.

62

VERDEN

Det trak i alle Smuger og Smøg og lugtede raat af Tang. Vejret var graanet igen. Søndenvinden luftede ind fra Havet og løste Frostens bidende Greb.

En Døs var faldet over Byen. I Husene og Hytterne sad Folk i deres bedste Klæder. De var mætte af Mad og Sabbat og begyndte saa smaat at kede sig. Ude paa Reynegaard sad Samuel Lagmand og spillede Skak med sin Fætter Sorenskriveren. Der var langt mellem Trækkene og endnu længere mellem Ordene. Armgard og Ellen Katrine sad og talte om gamle Dage og blev hvert Øjeblik uenige om deres Slægt. Det var et stort Savn for Armgard, at hun ikke turde strikke — det gav hende ellers Udløsning, naar Vreden greb hende, men Søndagsfreden maatte ikke krænkes med verdsligt Arbejde.

Præsten og hans Kone viste sig kun lidt den Eftermiddag, de havde nok haft en Samtale i Kammeret. De gamle mente ikke, det havde været rigtigt af Anna Sophie at forsømme Gudstjenesten. Men de sagde naturligvis ingenting.

Hr. Poul var gaaet ud. Han saa ikke et Menneske i de øde Gyder. Da han nærmede sig Nystue, sagtnede han sine Skridt. Midt i Tristheden var det ham en dyb Glæde at vide, at i dette Hus boede Barbara. Var hun mon derinde? Maaske var hun snarere i Fogedstuen hos Suzanne.

Paa Sandet, hvor Elven løb ud i Østrevaag, laa Ænderne og gemte Næbbet under deres Vinger. De smaaskræppede foruroliget, da han gik forbi, men de var altfor dvaske til at røre paa sig. Det var Springus', Vupsens og Katrine i Kælderens Ænder. Hver Familie havde sin And, men de var uden kunstige Kendemærker — Byens Folk kendte Byens Ænder, lige saa godt som de kendte hverandre. Ja, Landfoged Harme kendte maaske ikke Ænderne saa nøje, skønt han boede lige ved, men han havde jo større Ting at 63tage Vare paa. Hvad Hr. Poul angik, sáa han slet ikke de Ænder, han vandrede iblandt. Han var udelukkende optaget af den Tanke, at han maaske i dette Øjeblik blev iagttaget fra et Vindue. Det blev han ogsaa, han blev betragtet fra mange Vinduer. Alle Kællingerne i Gongen var meget optaget — det var i den følgende Time Eftermiddagens store Begivenhed, at de havde set den nye Præst hoppe over Elvens Sten og begive sig op i Haugen.

Søndenvinden vedblev med at blæse Graahed ind over Byen. Ænderne laa og krøb sammen i Vinden. Men da, pludselig, skete der noget!

Ingen vidste, hvem der først gjorde Anskrig — Vagten paa Skansen var det ikke, skønt han var nærmest til det.

En eller anden, som var gaaet et Ærinde, havde først set Synet ... tre Minutter efter havde hele Thorshavn set det: der stod tæt af spejdende Mennesker bag hvert Hushjørne ud mod Stranden.

— Aa Jesus naade os!

Store Sejl dukkede op bag Horisonten. De stod der som et ondt, et altfor tydeligt Tegn. De gamle Koner førte an i Jammeren. Dette maatte være Ufredsskibe! De klynkede og smaagræd, klaprede med Tænderne og søgte at varme deres forfrosne Hænder under Søndagsforklæderne.

Ja, det var ikke andet at vente. Aarets sidste Handelsskib havde jo været her. Desuden — saa store Sejl, det var intet almindeligt Skib, det kunde enhver se.

Et Øjeblik efter dukkede endnu et Skib op bag Synsranden.

Rædslen krummede allerede Ryggen. Den var først som en lille rygende Lunte, saa var den pludselig som en Lue, der stod spejlet i alles Øjne, og endelig brød den ud i en vild Larm af Raab, Graad og Forbandelser.

Der var egentlig ingen Raadvildhed. Her var kun et at gøre. Redde, hvad reddes kunde — Husgeraad, Sengetøj, lidt sammensparet Uld, hvadsomhelst! — og saa til Fjelds. Det var et Instinkt, der virkede. Skrækken for Sørøvere laa alle i Blodet. Gennem Aarhundreder havde Øerne været hjemsøgt. Trampende Englændere og fulde Skotter havde ofte gjort Landgang, brækket Kister og Skabe op, slaaet Kreaturerne for Panden og slæbt Folk med sig paa Islandsfiskeri. Det var noget, alle havde hørt om. Og det var endda ikke det værste. Engang havde store Horder af Hedninge — Tyrker eller Blaamænd var det vist — hærget og brændt paa 64Suderø, dræbt for Fode og slæbt over tredive Kvinder og Børn bort fra den enfoldige Hjemstavn til et ukendt og djævelsk Slaveri. Det var det frygteligste, nogen vidste om at sige. Heller ikke Thorshavn var altid gaaet fri. For Aar tilbage havde Franskmænd ødelagt Skanserne og plyndret Byen.

Færingerne, der selv var Efterkommere af Sørøvere, var i Aarhundredernes Løb blevet tæmmet af Fattigdom og Ensomhed. De var blevet et sky og forsagt Folk. Stod de overfor fremmede, kendte de kun ét Værn — Flugten op i de utilgængelige Fjelde. Nu stod hele Thorshavn paa Spring for tre sorte Sejl i Horisonten.

En Tromme var begyndt at knurre rundt omkring i Gyderne. Her var en eller anden, der ikke havde tabt Modet. Otto Hjørring, den Helvedeshund, maaske havde han det ikke bare i Kæften. Men han var saa fuld! Med den ene Haand holdt han den mere end halvdøde Trommeslager i Kraven, med den anden svang han sin dragne Klinge. Han huggede i Tangloppens brøstfældige Gavl, saa Skorstenen var nær ved at trimle. Men Tangloppen var ikke hjemme, Konen havde sendt ham ned paa Sandet for at hente Anden. Og hvad hende angik, da havde hun alle Dage frygtet Kommandanten, men i Dag frygtede hun kun Sørøverne. Og saaledes var det med alle Kællingerne. Med Favnen fuld af Rokkehjul, Smaabørn og Tørfisk stimlede de i Rædsel gennem Gongen, græd, faldt omkuld, rejste sig op igen og paakaldte Herren evindelig. Hytterne blev efterladt med aaben Dør, og Arnens Ild fik Lov til at gaa ud.

Mændene flygtede lidt langsommere, ja nogle overvejede endda, om de skulde flygte straks. Men derfra og til at trække i rød Trøje, hvide Gamacher og høj Grenaderhue, gøre Front mod Fjenden og defendere sig som Hans Majestæts Soldater — det var nok mere end Otto Hjørring, det fulde Svin, kunde formaa dem til.

Gabriel havde den Eftermiddag siddet inde hos Sorenskriverenken Magdalene og hjulpet hende med at undersøge det gamle Chatol. Hans fede Hænder gled ivrigt prøvende frem og tilbage over Træværket, han bankede hist og her let med Knoerne for at finde Hulheder og var aldeles ukuelig. Der var ikke den Del og Ting, ikke den Pakkenellike, ikke det gulnede Pantebrev, der ikke kom for Dagens Lys. Men Skatten i det hemmelige Rum viste sig stadig ikke. Dog, der var ingen Tvivl om den Sag — var den der, skulde den nok komme frem. Dette var en ganske anderledes Ransagning, end Magdalene med sine visne Fingre nogensinde havde 65kunnet præstere, og hun var sin Nevø meget taknemmelig for den Kraft og Ildhu, han lagde for Dagen. Chatollet ligefrem vaandede sig under hans Greb. Han var begyndt at holde paa det. Det saa yderst derangeret ud og krænket i sin Værdighed, med alle de tomme Skuffehuller og Indholdet flydende paa Borde og Stole.

Gabriel prøvede og prøvede og tænkte og tænkte. Men det, han tænkte paa, var lige saa meget Barbara, som det var Chatollet. Ak, om han havde kendt hendes inderste Rum. I de sidste Dage havde det været næsten som en Besættelse. Denne nye Vaagøpræst — var det nu hans Tur? Var der mon allerede noget imellem dem? Han passede paa, saa godt som han kunde, men Kramboden tog hans Dag. Hver Aften var han i Nystue. Han spottede, han insinuerede, han frittede, men Barbara bare smilte hemmelighedsfuldt og protesterede, naar han gik altfor uanstændig vidt.

Barbara nød ham. Hun var saa musikalsk. Der var ikke den Nuance, ikke den Betoning i hans Stemme, der gik hende forbi. Hun hørte hans Hjertes Slag. Hun hørte den ynkelige Hund dybt inde i Gabriel, der hylede og bad: „Sig, det er Løgn!“ Og hvor hun legede med denne Hund! Men ofte løb hendes gode Hjerte af med hende, og saa sagde hun, det var Løgn. Men hver Gang hun sagde det, tænkte hun hemmeligt: „Sæt det var sandt.“ Og saa smilte hun, og Gabriels Hund hylede igen.

Tilsidst kunde hun næsten ikke undvære hans Snak, og da Gabriel gav sig til at undersøge Chatollet, var det ikke langt fra, at hun surmulede. Hun gik ud og vendte lidt efter tilbage med Suzanne.

Da Raabene og Larmen hørtes udenfor, blev Magdalene meget bange. Men Gabriel havde Omløb i Hovedet. Han greb gamle Sorenskriver Stenderups Kikkert og gik ad en Stige op paa det øverste Loft. Barbara og Suzanne fulgte hastigt efter. Men Magdalene blev ved med at staa og stønne: — Aa Jesus, aa Jesus, det er Sørøverskibe!

— Gu er det ej! raabte Gabriel og stirrede med sagkyndig Mine ud over Havet. Men der var i hans Stemme en Tone af Angst.

De tre unge stod i en Klynge omkring det lille Vindue i Gavlen og skiftedes med at se i Kikkerten. Barbara blussede af Iver og næsten hoppede paa det skrøbelige Gulv. Suzanne var tavs.

— Det er Orlogsskibe, mente Gabriel.

— Er det? Er det? Barbara begyndte at danse: Lad mig se!

66

— Selv om det er Orlogsskibe, er det maaske for tidligt at glæde sig, sagde Suzanne. Orlogsmænd kan jo ogsaa plyndre og brænde en By. Det har man set før.

Gabriel var alt andet end glad. Det saa ud til, at Jorden begyndte at brænde under ham. Han gik langsomt ned ad Stigen. Men Barbara og Suzanne kunde ikke rive sig løs fra Vinduet. De stirrede og stirrede, talte aandeløst i Munden paa hinanden og afbrød hinanden, smaasloges om Kikkerten og raabte stadig: — Lad mig se! Lad mig se!

Barbara var altfor uforsigtig med sine Skørter. Hun tænkte slet ikke paa Stigen nedenunder. Gabriel kunde se hendes Ben.

— Aa Jesus naade os! blev Magdalene ved med at klynke. Hun stirrede raadløst paa alle sine Ting, der flød rundtomkring i Stuen.

— Ja, faa heller alt det af Vejen, sagde Gabriel tonløst.

Magdalene begyndte idiotisk at samle Papirer sammen.

— Gud! hørtes Suzannes Stemme ovenpaa: sæt, det nu er Sørøvere, og at de kommer og voldtager os begge!

Barbara lo pludselig i varm Diskant, hendes Øjne straalede: — Ja, du! Og tænk, hvor alle vil have ondt af os bagefter. Det bliver næsten det morsomste!

Gabriel kunde stadig se hendes Ben.

— Staa nu ikke deroppe og bliv liderlige! raabte han. Det skulde lyde rask og spøgefuldt, men det var et Smertensbrøl. Saa rev han sig løs og styrtede ud.

Han havde genvundet sin Kraft. Som en saaret Hval arbejdede han sig frem gennem Gongen — imod Folkestimmelen. Da han var kommet ud paa Reyn mødte han de sidste Flygtninge. Han styrtede ind i den tomme Lejebod, op for at bringe sine Sager i Sikkerhed.

Men Barbara og Suzanne havde næppe ænset hans Forsvinden. De blev mere og mere tryllebundne af Skibene.

— Nu kan jeg se det ene ganske tydeligt, raabte Barbara: det har tre Rækker af Kanoner og forgyldt Gallion! Hun klappede i Hænderne.

Lagmanden kom gaaende gennem Gongen. Det var Synd at sige, at han skyndte sig, men opmærksomme Iagttagere vilde dog have bemærket, at han løftede Hælene noget hurtigere fra Jorden end sædvanlig. Hans Ansigt var ogsaa mærkelig spændt.

Landfoged Harme var ganske ude af sig selv. Hans Paryk sad 67skævt, han fægtede i Luften med en lang hollandsk Kridtpibe. Han var begyndt at raabe paa Suzanne og sáa temmelig apoplektisk ud. Da han fik Øje paa Lagmanden, faldt han et Øjeblik til Ro. Denne vældige Skikkelse var som en Klippe i Malstrømmen. Hvis Samuel Mikkelsen var forsagt, saa var det ialtfald ikke til at se paa ham. Han saa lige saa inderlig god og stilfærdig ud som sædvanlig. Men noget Raad var han ikke i Stand til at give den skræmte Landfoged.

— Jeg ved ikke, jeg ved ikke, sagde han. Jeg er nu saa ubekvem, jeg tror, jeg bliver, hvor jeg er. Men I andre kan jo komme jer af Vejen, hvis I synes. Det er ikke godt at vide. For naturligvis — det kan jo være Ufredsskibe.

Flere Mennesker havde gjort Holdt udenfor Fogedstuen. De vilde ikke være bekendt at vise sig altfor bange. Det var nu værd at se, hvad de store besluttede sig til.

Men Landfogeden kunde aldeles ikke beslutte sig til noget. Han vimsede omkring. Nu havde han faaet tre Protokoller under Armen. Lagmanden bare stod der. Stod.

Sorenskriveren kom til. Han tog sig som sædvanlig til Hagen. — Det bliver en Skam for os alle, mente han, hvis det nu viser sig at være venligsindede Krigsskibe, og Folkene ombord ikke finder et Menneske, hverken i Byen eller paa Skansen.

— Det synes jeg ogsaa, sagde Samuel Mikkelsen stille.

Og der stod de saa begge.

Hr. Wenzel kom asende gennem Gongen med en vældig Byrde paa Ryggen. Han næsten segnede under Sølvtøj, Kisteklæder og Dyner.

Det trak lidt omkring Sorenskriverens Mund. Han kunde ikke dy sig: — 0 Rigdom og Guld, — du Jorderigs Afgud i skinnende Muld!

Præsten tilkastede ham et Blik under Dynerne, men tav forbitret.

Men Folket var bare forfærdet. Den Guds Mand! Saadan havde de aldrig set ham. Anna Sophie kom med de to gamle. De var saa smaa og visne at se her i Stimmelen. Vinden tog i Ellen Katrines sølvhvide Haar. Det var en Jammer.

Rædselen fik atter Overtaget. Mængden begyndte at sætte sig i Bevægelse, medens Landfogeden med Protokollerne uafladelig kaldte: — Suzanne! Suzanne!

Da glimtede det et Sted oppe i Højden. Barbara lukkede Gavlvinduet 68i Nystue op og lænede sig ud: — Det er jo ikke Sørøvere! Kan I ikke se det?

Hendes Stemme var midt imellem Irritation og Latter. Det lød, som om hun var blevet afbrudt i noget meget morsomt og ærgrede sig over, at Folk ikke kunde forstaa, det hele kun var Spøg.

Alle studsede. Barbaras Arme hvilede i Vindueskarmen, runde og rolige. Hun var i blaat Kjoleliv, hvid og rød og med Varme i Stemmen. Det var som en Aabenbaring af Hygge og Skælmeri midt i den kolde Rædsel.

— Kan I ikke forstaa det? vedblev hun. Saa store Skibe kan ikke være Sørøverskibe. Det maa være Orlogsskibe!

Der var almindelig Tøven. Lagmanden stod stadig plantet paa samme Sted. Han skyggede med Haanden over Øjnene og stirrede ud over Havet. Saa vendte han sig om og sagde med et lille Smil: — Jeg tror virkelig Barbara har Ret.

Barbara straalede: — Ja, ikke sandt? De har hvidt Flag!

— Hvidt Flag med gule Liljer? spurgte Sorenskriveren.

— Ja, det tror jeg. Hun tog Kikkerten: Jo, hvidt Flag med noget gult i!

— Naa, det er en anden Sag! Det er en anden Sag! Landfogeden begyndte igen at blive officiel: Saa er det Franskmænd, dem er vi ikke i Krig med.

— Saavidt jeg ved, er Danmark ikke i Krig med nogen, sagde Sorenskriveren spydigt.

Der blev en almindelig Parlamenteren og Snakken. Folk gik igen ned til Vandet for at kigge. Nysgerrigheden begyndte at afløse Rædslen.

— Velsignede Folk, sagde Lagmanden til et Par af Soldaterne, gaa over paa Skansen! Der maa jo saluteres! Lad os dog ikke blive helt til Spot for de fremmede.

De gik. Ordenen var i Færd med at vende tilbage. Folk bar deres stakkels Ting hjem igen. Der var Glæde, Befrielse og Forventning i Luften. Kun nogle Koner var endnu vantro og jamrede om Ufredsskibe. Men de unge vilde ud paa Tinganæs og se de fremmede komme.

Da Barbara og Suzanne kom ned paa Gaden, mødte de Gabriel. Han syntes ikke at forstaa et Ord af det hele.

— Hvor er du tyk! sagde Barbara.

— Ja, hvorfor er du saa tyk?

De følte paa ham. Saa brast de i Latter. Suzanne begyndte at 69hale rødt Silketøj ud af hans Vest. Men Gabriel slog efter hende og gik bort, besværet og uglad. Han havde ti Alen Klæde i Bukserne.

En halv Time efter klirrede alle Ruder i Thorshavn under Kanonernes Torden. Der stod tykt med Mennesker paa Tinganæs og Skinderskær. Ankerkæder raslede, fremmede Stemmer kommanderede og raabte, og ud af Krudtrøgen dukkede Master og Sejl, Bovspryd og Vanter, udskaarne Gallerier og lange Rækker af Kanonporte. Matroserne vrimlede i Rigningen, travlt optaget af at beslaa de tunge Sejl. Ogsaa Skansen saluterede med Bravour.

Det var et Liv og en Fest. Aldrig havde man i Thorshavn set noget lignende. Tre vældige Orlogsmænd! Naar man stod paa Sandet kunde man se Mastestængerne paa det ene højt oppe over alle Hustagene paa Reyn.

De tre franske Orlogsskibe, Neréide, Amphitrite og Fieurs de Lys, var kommet fra Krigen i Amerika. Storme og Uvejr havde drevet dem for langt mod Nord. Nu søgte de Havn paa Færøerne for at udbedre forskellige Havarier og indtage frisk Vand, før de fortsatte Hjemturen.

Men Thorshavn var ikke nogen tryg Havn. Saa længe Vinden var sydvestlig, laa Skibene ganske vist i Læ af Kirkebøfjeldet, men drejede den mere mod Syd eller Øst, vilde Søen staa lige ind paa den aabne Red. Lagmanden, Landfogeden og Sorenskriveren havde været ombord og forklaret Admiralen dette. De havde raadet ham til at gaa til Kongshavn eller Vestmanhavn, hvor han kunde ligge trygt for alle Vinde. Dog mente Lagmanden, at han burde vente til næste Dag. For nu faldt Mørket paa. Det var ikke saa let at navigere mellem Øerne ved Nattetide, og det skulde jo være et sært Uheld, om det skulde blive sydøstlig Storm netop i Nat.

Samuel Mikkelsen hørte ingenlunde til de letsindige, men Hastværk havde nu aldrig været hans Sag, og navnlig ikke, naar Vinen kom paa Bordet. Han sad i en gylden Kahyt, som han aldrig havde set Magen til, og var han end en vadmelsklædt Mand at se til udenpaa, saa blev han snart indvendig saa hyggeligt prydet, at han aldeles følte sig hjemme.

Underligt at tænke sig, at disse Franskmænd var kommet efter Vand! Det var en tynd Drik at vise Gæstfrihed med. Men naar det kom an paa det, skulde det ikke manqvere. Vand var der nok af paa Færø, og naar Franskmændene ovenikøbet gav Vin i Stedet!

70

Sorenskriveren oversatte hans Tanker, og de franske Befalingsmænd var overraskede over, at denne Klanfører eller Finne, eller hvad han kunde være, forstod at belægge sine Ord saa smukt. De havde hele Tiden været artige mod de tre Færinger, nu blev de udsøgte.

Selv var de ikke meget tilbøjelige til at lette samme Aften. De havde været halvtredje Maaned i Søen. Kongshavn og Vestmanhavn var halvøde Steder, efter hvad de forstod, men her i Thorshavn maatte der dog være nogen Mennesker — var der ikke Piger, kunde man ikke faa en Dans? Sorenskriveren havde mest Lyst til at svare ak nej. Men Samuel Mikkelsen vilde ikke forsømme nogen Lejlighed til at gengælde et saa straalende Gæstevenskab, saa hvis Officererne kunde finde en ringe Glæde i en Dans, var det det mindste, man kunde gøre for dem.

Og saaledes blev det aftalt, at der samme Aften skulde holdes et Bal og et Gilde i den kgl. Handels Pakhuse, og Baade blev sendt i Land med Lanterner og Flag og Vinankre og andre Ting, som kunde tjene til at festliggøre Stenkælderen under det yderste af Husene paa Tinganæs.

Da Tiden nærmede sig, samledes de fleste af Havnens Indvaanere ude paa Tinganæs for at se de fremmede Herrer komme i Land. Der gik Frasagn om Pragten ombord. Admiralen, Grev de Casteljaloux, havde ganske vist ikke Aktører og Aktricer med sig, som man havde hørt, at enkelte franske Marskalker havde, naar de skulde i Krig. Men han havde dog et Orkester og et Bibliotek, en Bibliotekar, en Mundskænk og mange Kammertjenere. Saa stor en Herre havde aldrig før været paa Færøerne.

Skibene vendte deres høje, udskaarne Spejl mod Land. Der var tændt Lys ombord, gennem Galeriernes Glasruder kunde man se ind i Kahytterne. Søen bruste tungt om Næsset. Folk stod i den stride Aftenvind og stirrede ud. De talte om store Skibe, der fordum havde været ved Øerne, om Norske Løve, der en Nytaarsnat forliste ved Lamhauge, og om Westerbeech, den hollandske Ostindiefarer, der lagde sine Ben under Suderøens Bjerge. Nogle vilde forkorte Tiden med at synge Visen om Norske Løve. Men det var altfor sørgeligt og altfor taabeligt paa denne store Aften. Hvad vilde ogsaa de fremmede tænke!

Da Chaluppen med de franske Gæster kom roende ind mod Land, havde de brændende Fakler med, og hvert Hus og hver ussel Hytte i Havnen lyste pludselig saa ildrødt ud af Mørket. Da 71 blev alle Sind fordrejet, og ingen kendte sig selv eller Verden igen. Enken Oluvas elendige Bod ovre paa Kaag, som aldrig et Menneske havde ænset, stod skarpt belyst og grinede ud paa Vaagen. Det var som i Drømme. Det var, som om Enken selv havde afkastet sin trettenaarige Sorg, slaaet sig løs og drukket sig fuld. Ja, om det saa var det gamle Kirketaarn, saa stod ogsaa det mørkerødt paa Himlen som et Tegn. Saadan havde aldrig nogen set Kirketaarnet før.

Men ingen Øjne dvælede længe paa Himmelen den Aften. Franskmændene raabte allerede i Brændingen. De kastede Fangelinerne med vældige Sving og stimlede i Land, hurtige, leende med hvide Smil. Havnens Kvinder vidste ikke mere af sig selv. Deres kolde Hverdagsøjne inddrak begærligt den barske Sol i de fremmedes Blikke, Sommeren i deres mørke Teint. Det var som en Ild, der fyldte dem. Deres Øren bruste af Støvletramp og Kaardeklir- ren, en levende Rytme af Mænd rev dem med sig.

Da Oboens Dyrestemme lidt efter begyndte at skingre inde i Stenkælderen, fyldte Daarskaben alles Hjerter.

Undtagen Gabriels. Det kunde ikke juble. Hans Øjne veg ikke fra Barbara. Hun var klædt i de Stoffer, han selv havde solgt hende. Ak, hun huskede ikke mere, hvem der havde skaffet hende hendes Glans, der var ikke et Støvgran af Erkendtlighed i hendes Sind. Hun kendte ikke, hun saa ikke Gabriel. Hendes Øjne udvidede sig og straalede, ukendelige, hun vidste ikke, hvor hun stod og gik, hun blev skønnere og skønnere! At hun ikke skammede sig, den Tøjte, den fødte Skøge!

En af de franske Befalingsmænd kom forbi. Jo naturligvis, det maatte jo ske, det var saa sikkert som Fyrtøj og Gnist. Gabriel vendte sig bort, tvi! han gad ikke se.

Det var Kaptejn Montgaillard, der bød Barbara op til en Gavotte, og dermed var Ballet aabnet.

Lidt efter var der ikke en Pige, ja ikke en yngre Kone, som ikke var paa Gulvet. Men Havnens Mænd hengav sig begærligt til det, som de den hele Eftermiddag havde drømt om. Vinankrene var henne i den ene Krog, og her flokkedes de, medens Admiralens Folk skænkede ud i gyldne Baner. Lagmand Samuel Mikkelsen havde taget Plads ved en Tønde, og der sad han stille og olympisk og tog til sig.

Men Gabriel gik rundt og tænkte. Han regnede og regnede, men hvordan Fanden han saa regnede, fik han kun ét og samme Facit 72paa dette Stykke. Det var sikkert og vist. Han saa Barbaras Øjne beundre Montgaillards Bryn. Tvi og tvi. Hans Hjerte sved.

Der var ogsaa en anden, som ikke var glad. Det var Hr. Poul. Alt dette var kommet saa aldeles bag paa ham. Han havde vænnet sig til at tro, at han selv var et Lys paa Færøs sorte Himmel, i interessant Konstellation til Venus, ja endnu for et Øjeblik siden havde han tænkt sig sammen med Barbara i en Dans. Ak, Forfængelighed, som fik sin Straf. Nu saa han Barbaras gyldne Hoved dreje langsomt rundt mellem hvide Parykker og Haarpunge, der lige saa sindigt drejede, mens han selv som en teologisk Student stod lænet op ad Væggen og saa til.

— Hej, Broder! Hvad er det dog for et Ansigt at stille op paa saadan en Aften?

Han fik et bravt Slag paa Skulderen. Det var ingen anden end Hr. Wenzel, der var dukket op, rød og lystig. Nej, nu vil vi more os, det kan vi saa Gud! trænge til, vedblev han og trak Hr. Poul hen i Hjørnet, hvor Skænken var.

Der stod alle de bedre Folk og drak Skaaler. Landfogeden var saa rød som en Bagbords Lanterne, men han var ikke rigtig vel fornøjet. Han havde tænkt sig det anderledes. Ærlig talt! Her stod Honoratiores, men Gæsterne brød sig ikke en Døjt om dem. Se nu den Løjtnant der — han holdt sig ikke for god til at kurtisere, ja endda caressere Stenbiderens Sara!

Handelsforvalteren udtalte sig ikke om, hvordan han havde tænkt sig det. Han var graableg, Sveden sad i Tusind smaa Perler paa hans Ansigt, hans fortinnede Øjne skinnede skummelt ud over de dansende. Havde man fulgt hans Blik, vilde man have set Fru Mathilde. Hun var saa mærkelig oplivet i Armene paa en af de franske Officerer.

Sorenskriveren stod lænet op ad en Bjælke, kroget og forlystet. Men Hr. Wenzel var ganske lystig og sagde til Lagmanden: — Nu ja, hvis Handelsforvalteren kan blive Hanrej i Aften, saa skal jeg ikke sørge over at være en Hanrejs Hanrej, ha ha ha!

Lagmanden svarede ikke stort til dette. Han sad som en Gud ved sin Tønde og var sig selv nok, mens Ballet hvirvlede omkring ham. Hr. Poul var ikke meget tilsinds at drikke. Musikken larmede meningsløst i hans Hoved, Vinen smagte af ingenting. Han hørte en Stemme lige ved sit Øre: — Se nu Barbara! Nu danser hun med en anden. Det kan blive spændende at se, hvem der endelig knalder hende i Aften!

73

Han vendte sig om. Det var Gabriel, der talte, hans Stemme var fuld af Haan og Forargelse, men paa en Gang slog den over i en blød og højtidelige Tone: — Ja, studer hende bare grundigt i Aften — det vil De lære meget af!

Han gik bort, han næsten græd. Han havde drukket adskillige Bægre. Det var ellers ikke hans Vane. Det plejede han at lade de mindre regnekyndige om. Men i Aften var Verden af Lave og alle Handelstanker ugyldige.

Barbara dansede med løftet Hoved, hun gjorde Trin og Figurer, drejede sig, gjorde igen Trin og Figurer — det var en helt anden Aritmetik. Ballets Daarskab greb pludselig Gabriel. Hans Hjerte sved, men paa en lystig Maade. Han hørte Oboen, der uafladelig fortalte det samme lille Eventyr, mens Fagotten paa en pjanket Maade kluklo og snakkede med. Han følte sig himmelsk tosset, det svimlede for ham, han maatte selv kluklé.

Rundt om ham svingede og drejede Ansigterne, kendte og ukendte. Stenvæggene skreg og glammede af Musik. Derhenne stod hans Pige Angelika og blev kysset af en Greve, var det ikke latterligt? Derhenne i Døraabningen stod Vupsen og flere af hendes Slags, Hverdagens mundrappe Nymfer fra Kramboden — aa Gud forbarme sig! Deres Øjne stod paa Stilke, de var fulde af Gebærder, men de havde kun hverandre at fjante med, de var altfor afrakkede. Og bag dem, helt ude i Mørket, stod Mændene som Ulve, Lyset glimtede i deres Øjne, de stirrede hungrigt ind i Kanaans Land. I en Luge helt oppe under Loftet saas Tangloppens sørgmodige Træk. Hans sure Øjne var som naglet til Vinen. Og derhenne sad Lagmanden urørlig ved sin Tønde. Men baade Lagmanden og Tønden, han sad ved, og Fustagen, han sad paa, og Tangloppen i Lugen og Kvinderne i Døren og Angelika og Greven drejede rundt i en vældig Cirkel. Og Musikanternes Violinbuer gik langsomt op og ned.

Gabriel havde Taarer i Øjnene. Hans Hjerte sved, men lystigt, lystigt! Han fattede paa en Gang alt, ja selveste Livets Mening. Ogsaa Skønheden fattede han, den havde han aldrig fornummet før, men nu klang hans Hjerne og hulkede hans Bryst.

Helt anderledes var det med Hr. Poul. Han kunde ikke drikke, han hørte intet, han saa intet, en større og større Kummer fyldte ham.

Pludselig blev der stille i Salen. Musikken døde hen, Dansen holdt op. Noget skete udenfor. Et Ord gik fra Mund til Mund.

— Admiralen!

74

Paa faa Sekunder var der dannet Spalier, Kaarderne fløj af Skederne, og Admiral, Grev de Casteljaloux traadte ind. Han hilste og smilede rundt, og alle de fremmede Befalingsmænd stod ranke som Lys.

Byens Folk saa til i stor Højtidelighed. De havde aldrig tænkt sig, at en saa stor Mand kunde være saa grim. Lyset faldt paa hans vældige koparrede Ansigt. Næsen var stor og krum, Øjnene udhvælvede; og hans brede Læber bevægede sig uafladelig, som om han hele Tiden mindedes en fin Sauce, han havde smagt. Men han førte sig med saa megen munter Værdighed, at det var en stor Behagelighed at iagttage ham, og bagefter maatte alle indrømme, at finere Mand havde de aldrig set.

Nogle af Officererne flokkedes om ham, de talte og lo. Kaptejn Montgaillard foreslog noget, men Admiralen saa skeptisk ud. Saa begyndte Admiralen at forsikre og blev helt alvorlig.

Gabriel var gaaet hen til Barbara, som pludselig stod ledig, og sagde et eller andet dumt til hende. Hun smilte og syntes kun glad for at høre det. I det samme kom Montgaillard og førte hende hen til Admiralen, og Barbara nejede saa smukt, som hun paa nogen Maade kunde.

Der blev givet en Ordre til Orkestret, Musikerne bøjede sig over deres Hæfter og bladede. Der brændte et Vokslys paa hver Nodepult, de gule Skær lyste paa hvide Parykker, blaa Fløjlsfrakker og store Kniplingsmanchetter. Saa slog Kapelmesteren an. Der var dødsstille i Kælderen. Udenfor bruste Søen tungt.

En Fløjtetone begyndte at skælve i Rummet, en anden svarede, det var som to ensomme Fugle, der talte sammen; saa pludselig faldt Violinernes dejlige Røster ind med en blomstrende Melodi. Det var Admiralens Menuet, han dansede den med Barbara.

Et Øjeblik efter var det forbi, det gentog sig ikke. Men Versailles værdige Sol havde skinnet i Saltkælderen ude paa Tinga- næs, hvor Brændingen i Vinternætterne plejede at piske mod Ruderne.

Hr. Poul gik udenfor, han var saa aldeles tilovers. At han dog nogensinde havde kunnet smigre sit Hjerte med den Tanke, at der skulde være nogen Sammenhæng mellem ham og denne Kvinde. Han saa nu Afgrunden imellem dem. Gud havde revet Sløret fra hans Ansigt og vist ham hans egen Taabelighed.

Men han følte ikke nogen Taknemmelighed mod Gud. Hans Krop brændte.

75

Han gik og gik. Natten var ikke helt mørk. Men alt hvad han saa, Huse og Gavle og Vinduesfag, mindede ham kun om den Glæde, han havde baaret paa, da han sidst kom der forbi.

Tilsidst var han kommet tilbage til Festen. De fleste var nede paa Næsset for at se Admiralen gaa ombord igen.

Da kom Barbara hen til ham, varm og straalende, og hviskede ham ind i Øret: — Skal vi to ikke gaa lidt ud sammen?

Hun sagde det fortroligt og barnligt.

De gik. Men tilbage stod Gabriel. Han blev bleg og ganske ædru. Dette overgik enhver Regnekunst. Den Mær!

Husene, Gavlene og Vinduesfagene i Byen mindede Hr. Poul om en Glæde, der havde været tabt, men som var genfunden. De talte ikke meget. Pludselig sagde Barbara: — De fornøjer Dem jo slet ikke i Aften!

Det lød næsten lidt ydmygt.

Hr. Poul følte hendes Haand, han greb den heftigt, men hun legede med hans Fingre. Hun saa paa ham, et Sekund, med usikre Øjne, saa sænkede hun langsomt Blikket.

— Nej, men Franskmændene fornøjer sig godt nok, svarede han endelig. Han havde ikke Herredømme over sin Stemme.

Et lille Smil bredte sig om Barbaras Mund. Hun stod endnu og saa ned: — Ja ... men ...

Pludselig kom der Klang i hendes Stemme: — I Morgen er de jo borte! Ikke sandt?

Hun saa paa ham. Igen var der en næsten komisk Usikkerhed Blikket. Hun trykkede hans Haand ganske let og gentog: — Ikke andt?

Hr. Poul var svimmel. Da Barbara sagde, at hun vilde hjem, lgte han hende. Saa gik han selv hjem. Instinktivt holdt han borte fra Festen. Han maatte gemme sin Glæde, han følte, den var af det skøreste Glas.

Men Barbara gik lige tilbage til Ballet.

ele Kælderen var en skummel Tumult af berusede Mennesker. erne talte endnu deres sære, forlokkende Sprog, men her be- des ingen Forlokkelse længere, alt var i Opløsning. Kun Lagden sad urørlig paa sin faste Plads. Han tog sig en Gang til en, som om han vilde stryge noget bort. Den Skalmeje! Den e saadan en Ulyd, det svirrede i hans Hoved.

an Hendrik, Sorenskriveren, kom ravende hen imod Bar- Aldrig havde hun set ham saa fornedret. Hun undgik ham 76og stilede henimod Montgaillard, der stod lænet op ad Væggen med korslagte Arme. Hans stærke Læber spidsede sig i et Smil, han tog hende om Armen og talte. Barbara forstod ikke Ordene, men hun forstod Melodien. Hun saa hans Ansigt ganske nær ved, hans leende Øjne var gyldne og ligesom fulde af Lys, hun følte hans Læber, han kyssede hende stærkt og hedt.

Gabriel saa det. Han gik udenfor og betroede uden Omsvøb Tangloppen, at nu havde han for bestandig opgivet at faa et Menneske ud af Barbara. Han vilde overhovedet ikke bekymre sig om hende mere, for hun var det ikke værd.

Saa gik han ind igen. Han saa Barbara i Armene paa Montgaillard. De satte sig ned sammen ved en Tønde og begyndte at drikke.

Alt var en Kedel af Hyl og Tramp. Det luftede ind ad Døren. Lanternerne dinglede langsomt i Loftet, Skyggerne af deres Rudeindfatninger krydsedes paa Væggen i en Dans. Gabriel gik ned i Varekælderen ved Siden af. Der var næsten mørkt, men hele Kælderen levede. Rundtomkring mellem Huder, Talgtønder og Smørdritler sad Parrene. Han følte Embedsmanden komme op i sig — denne Kælder stod under hans Opsigt — han vaklede en Inspektionsrunde. Men hvem brød sig om Gabriel i Aften? Omkring sig hørte han Gispen og Fnisen, Kurren paa Fransk og Hyl paa Færøsk. Han saa sin Pige, Angelika, hønefuld og syndig afklædt mellem et Kor af Franskmænd. Men hvad brød han sig om Angelika? Hun var jo kun Angelika! Han genkendte et Skørt. Han havde selv solgt det til Suzanne Harme. Det var utroligt, hvad den stolte Suzanne lod en ung fransk Officer gøre ved sig. Men hvad brød han sig om Suzanne? Hun var jo kun Suzanne. Han var fuld, han var mat, han var fortvivlet, hans Øjne var udslukte, hans Hænder var valne.

Han vendte sig om, han kom igen forbi Montgaillard og Barbara. Han tog sig sammen. Han kunde jo sige noget til hende! Selvfølgelig — hvad var mere naturligt? Men han fandt bare ikke sin egen Stemme, og da han endelig fik fat paa den, kendte han den ikke igen. Det blev til ingen Verdens Ting. Men saa kom Sorenskriveren til — og han var bedre skaaren for Tungebaandet.

— Naa, Barbara! sagde han: sidder du ved en Tønde? Jeg troede, du havde faaet nok af Tønder!

— Det kommer an paa hvad der er i dem, lallede Gabriel plumpt.

77

Barbara stirrede paa dem, fuld og haansk. Montgaillard forstod ikke, hvad Drukkenboltene sagde.

Gabriel og Johan Hendrik gik ud paa Næsset. De var Perlevenner, det opdagede de pludselig. Ellers havde de ikke kunnet fordrage hinanden.

Nej. Satan skulde bekymre sig om Barbara. Det var de begge enige om. De bekræftede det med mange Omfavnelser og sáa hinanden dybt i Øjnene. Og den nye Vaagøpræst. Hvis han bildte sig noget ind, ha, ha, ha! Gabriel maatte le. Han stod midt paa Tinganæs og lo himmelhøjt ad den nye Vaagøpræst, den Helvedes Idiot!

Og Gudskelov, at de ikke var Ægtemænd — Johan Hendrik og Gabriel! Gud i Himlen være evig lovet! De var vel snart de eneste her i Havnen, som ikke var Hanrejer i Aften. Saa Gudskelov for det.

Men saa sagde Johan Hendrik, at det kunde være godt nok, men for Vorherre var han dog en ussel Hanrej. Og Gabriel indrømmede, at naar han skulde være ærlig, saa var ogsaa han selv i sit Hjerte, som Vorherre kunde se ind i, en ussel, ussel Hanrej — selv om han var Gabriel udenpaa.

De var begge meget nedbrudte, og Natten var lang.

Da de kom tilbage til Kælderen, var Festen slut. Lysene var brændt ned, den ene af Lanternerne i Loftet var begyndt at blafre. Der var ingen Musikanter og ingen Dans. Kun enkelte vandrede som Skygger paa det øde Gulv. Der kom nogen op fra Varekælderen. Det var Kaptejn Montgaillard og Barbara. Hun vaklede ved hans Arm, skændig derangeret og opknappet. De røde Silkesløjfer ned ad hendes Kjole hang krøllede og døde som knuste Roser. Det skvulpede af Vin i hendes Sko.

Pludselig standsede hun, kastede Hovedet tilbage og lo. Hun trak sin ene Sko af og øste dens røde Indhold ud over Gulvet. I det samme fik hun Øje paa Johan Hendrik. Hastig gemte hun sit hede Ansigt mod Montgaillards Skulder og udstødte et langt, leende Suk. Hendes vaade og blanke Strømpefod ledte efter Skoen, der var faldet paa Gulvet.

Gabriel og Johan Hendrik stod og saa til. Men saa blev Montgaillard utaalmodig, han svøbte sin Kappe om Barbara og bar hende ud. Hendes ene Strømpe var gledet ned til Ankelen, det bare Ben hang og dinglede. Der dryppede Vin fra hendes Fødder.

Johan Hendrik var sunket sammen paa et Vinanker med Ansigtet 78gemt i sine Hænder. Pludselig saa han op. I frygtelig Falset istemte han:

— Hvad er det dog alt,
som Verden opsminker med fauer Gestalt?

Gabriel stod lænet op mod Væggen i den strideste Brændevinsgraad. Undertiden sang han med. I Haanden holdt han et Strømpebaand. Han havde fundet det paa Gulvet. Det var det ene af det Par, han i sin Tid havde solgt til Barbara.

Sangen bølgede ujævnt frem. Undertiden var den ved at gaa i Staa, undertiden tog den uventet Fart. Det var som en vanskelig Sejlads i høj Sø. Men de hjalp hinanden, de to, ofte såa de hinanden dybt i Øjnene — de forstod hinanden saa godt, deres Sjæle græd sammen, mens de sang og bekendte:

— Misundelse sidder dig altid paa Ryg,
du hemmelig stødes og sjælden est tryg,
du ofte der snubler, hvor andre de gled —
Forfængelighed,
Forfængelighed.

Men Gabriel holdt fast ved Strømpebaandet. Ofte var det det, han sang til. Han skændte paa det og revsede det:

Dit fængende Tønder, din flyvende Gnist
har mangen i evige Luer henhvist ...

De jamrende Toner døde langsomt hen i Stenkælderen. Gabriel og Sorenskriveren begav sig hjem. Der var nu øde, den sidste Lanterne var ved at brænde ud. Da puslede det sagte i en Krog. Det var Lagmand Samuel Mikkelsen, der rejste sig fra sin Tønde. Han var saa ubekvem — endda lidt mere end sædvanlig. Men over hans Ansigt laa der et fint Smil. Oppe i Byen hørtes endnu Sangen:

Saa far da, far vel,
du skalt nu ej længer bedrage min Sjæl ...

79

REGNVEJR

Den store Skansebaad var blevet sat i Vandet og laa nede ved Vippen og ventede paa Lagmanden og Hr. Poul, de skulde have Skyds til Vaagø.

Det var en lang og besværlig Rejse, der forestod dem. Den første Dag skulde de i Baad til Kollefjord og derfra til Fods gennem Dalen til Kvivig. Den næste Dag skulde de over Sundet til Futaklett paa Vaagø og derfra over Fjeldene til Sandevaag. Lagmanden valgte ikke gerne denne Rute, han var ingen ivrig Fodgænger og sejlede helst hele Vejen. Men det var Vinterdage og Søturen Syd om Kirkebønæs ikke tilraadelig.

De ti Soldater i Skansebaaden ventede længe. Det var noget, de var vant til, ikke mindst, naar de skulde skydse Lagmanden. De sad og talte om ikke at forpasse den gunstige Strøm. Det plejede de altid at tale om. For Strømmen ventede ikke paa Lagmandens Sendrægtighed, selv om alle andre gjorde det. Det havde et Par Gange vist sig.

Det var to Dage efter de franske Skibes Besøg, og alt var ualmindelig hverdagsagtigt. Byen havde sovet det meste af Mandagen. Om Aftenen havde Snakken gaaet og gaaet, og meget mærkeligt var kommet frem. Men i Dag var det Tirsdag og graat Vejr.

Præsten kom gaaende. Lidt efter dukkede Lagmanden frem — foruden Hast.

— Hør, det er rigtigt! henkastede han, som om det drejede sig om en meget ringe og næsten medlidenhedsvækkende Ting: Barbara spurgte mig, om hun kunde komme med. Hun maa snart være her.

Han vendte Ryggen til, det saa ud, som om han slet intet havde sagt.

En Skygge af Surmuleri gik over Mændenes Ansigter. — Øst- faldet er snart udrundet, bemærkede Niels i Punten mut og hidsigt.

80

Samuel Mikkelsen svarede ikke. Mandskabet mumlede misfornøjet. Vente paa Lagmanden kunde nu være, hvad det vilde. Men vente paa Kvindfolk! Det kendte de. Det tog ingen Ende. I det hele taget — Kvindfolk og Baade! Kvindfolk skulde ikke have Lov til at komme i Baad, Kvindfolk var en Uting i Baad, bare til Fortræd med alle deres Tørklæder og Sjaler og Skræppen op. Værre end Høns.

Gabriel kom ud af Kramboden, blegfed og rund. Intet at bestille i Dag. Han slog en mat Sludder af med Lagmanden og Præsten. Der var et og andet, som han burde have fortalt Hr. Poul, men Lagmanden stod der. For Resten var Gabriel ligeglad — hvis Hr. Poul vilde være til Grin, saa værsaagod! Han var advaret.

Det varede en halv Time, før Barbara kom. Østfaldet var nok forlængst udrundet, der var blevet spyttet mange Gange i Østrevaag paa den Ting, baade dybt og filosofisk og stridt og ærgerligt. De vilde faa Vestfaldet at ro op imod, ingen Tvivl om det. Men Barbara kom gaaende saa let. Hun rakte sin Haand ud til Niels i Punten og bad ham hjælpe hende ned i Baaden. Hendes Stemme var frisk og skæmtsom.

Skansebaaden tog en god Overhaling da Lagmanden traadte indenbords, den gyngede livligt efter Chok'et, men Lagmandens Ansigt var uanfægtet. Han satte sig i Agterstavnen. Saa lagde de fra Land. Gabriel stod alene tilbage paa Bryggen, han blev mindre og mindre at se.

Aarerne knirkede og peb mod Toldene. Baaden fløj frem med raske Ryk. Elven, Fogedstuen og Nystue forsvandt bag Skansetangen, Gongen gled hastig efter, Gavl for Gavl, saa fulgte Reyn med det sorte Kirketaarn, saa Handelshusene ude i Havn, tilsidst det yderste, hvor Festen havde staaet, og endelig Tinganæs' lave Odde. Byen var borte. De roede langs en øde Kyst.

Da Hr. Poul første Gang saa Thorshavn, havde han syntes, at det var en Stad i Skyggernes Rige, han var kommet til. Men nu følte han det, som var det selve Verden, han tog Afsked med. Han sad agter i Baaden sammen med Lagmanden og Barbara. De blev uafladelig løftet op og ned. Lagmanden styrede. Det ene Øjeblik saas hans Skikkelse højt oppe mod den graa Himmel, det næste Øjeblik sad han dybt nede mellem Mure af Vand med en skummende Bølgetop over sit milde Hoved.

Hr. Poul havde sejlet den lange Vej fra København herop, men aldrig havde han oplevet Havet som i Dag. Han var det 81saa nær, han følte dets Styrke dirre i Baadens Fjæle, ja op gennem sin egen Ryg. Han behøvede kun at strække sin Haand ud, saa var den i Bølgerne; han saa ind i dem, hvor Lyset brødes grønligt.

Men ikke en Draabe Vand kom indenbords. Mændene sad tørt og hyggeligt og smaasnakkede. Sejlet var blevet sat. Det hang udspilet som en Fugl over deres Hoveder.

— Ikke bliver du søsyg, Barbara? sagde Lagmanden.

— Nej ... Barbara? raabte Ole Atten med sin hæse Stemme: aldrig har jeg set et Kvindfolk saa rask paa Søen. Ikke Tale om at nogen har set hende søsyg, ikke Tale om!

— Nej, hun er nu ogsaa snart vant til Søen, mente Lagmanden. Han saa venligt paa Barbara. Men i hans gode Øjne flakkede Skyggen af et Smil.

— Og bange er hun heller aldrig, fortsatte Ole Atten sin Palaver.

— Jo, det ved Gud jeg er bange! brød det pludselig ud af Barbara: Jeg hader Holmesund!

Hun havde grebet Hr. Poul om Armen. Han følte, at hun virkelig var angst. Foran dem laa en sort Klippeholm. Havet brødes tungt omkring den, øste rundeligt op af sin Overflod og gav aldrig Stenene Tid til at løbe tørre igen. Imellem denne Holm og Land var der et smalt Sund, fuldt af Skær, som Søen kogte henover. Ogsaa Hr. Poul følte et lille Gys, da han saa Baaden dreje ind i dette stride Farvand. Han saa paa Lagmanden, men Samuel Mikkelsen nikkede tilbage: — Vejret er godt. Lidt efter tilføjede han godmodigt henvendt til Mandskabet: — Jeres Øst- fald ligger længe i Dag. Det er ikke udrundet endnu!

Det havde maaske været lidt af en Overdrivelse med dette Øst- fald. Niels i Punten indrømmede, at der var en lille Rest tilbage af det endnu. De naaede det lige!

I Virkeligheden vaskede Strømmen endnu som en Elv nord- paa gennem Holmesund. Baaden dansede som en Prop. Den var saa nær ved Klipperne om Bagbord, at Aarebladene næsten rørte ved Land. Hr. Poul følte stadig Barbaras ængstelige Greb om sin Arm. Men Lagmanden sad ved Roret saa stille, som om han spillede Skak.

Paa en Gang blev Vandet smult. De var ude af Sundet. Nord- paa stod Østerøens Tinder sorte og skarpe. Men Mændene ventede Regn. Skyerne hang lavt over Nolsø.

82

Det var over Middag, da de naaede frem til Kollefjord.

— I ror os sagtens helt ind til Øreenge, ved jeg, sagde Samuel Mikkelsen uskyldigt til Mandskabet. Det er saa langsommeligt at gaa langs Fjorden.

— Vi har lang Vej hjem! mumlede Niels i Punten. Og Modvind ... og Vestfaldet ligger ikke og venter paa os.

— Vestfaldet — Herregud Niels, sagde Lagmanden: Vestfaldet ligger vel sin Tid ud. Det er daarligt nok begyndt.

Ingen svarede paa dette. Aareslagene blev maaske lidt arrige. Lagmanden sad gravalvorlig, men maaske smilede han lidt indvendig. De lagde til Land inderst i Fjorden. Mændene tog Bagagen op af Baaden. Lagmanden var den, der bragte mindst med sig, han havde kun et Skrin. Men det bad han dem være meget varsomme med. Der var Stentøj i til hans Kone. Saa begav han sig vældig paa Vandring. Hr. Poul og Barbara fulgte efter.

Gaarden Øreenge laa et Stykke derfra midt paa en lille Slette. Men ovenover hang de vældige Bjerghamre. De taarnede sig ind i Skyerne og blev borte. Elven suste, og ellers var der ikke en Lyd at høre undtagen det blege Græs, der hvislede om deres Fødder. Bonden kom dem i Møde. Om Mandskabet ikke ogsaa vilde ind med?

— Det siger de nok ikke nej til, mente Samuel Mikkelsen.

Der blev Trængsel i Røgstuen, da alle Mændene kom anstigende. De var saa beskedne og sky af sig paa Landjorden, de stod paa Rad og stak en efter en Snapsen ud, som Bonden skænkede til dem. Yderst stod Niels i Punten med Varme i Blikket. Ja, ja, han sagde saa mange Tak. Men Vestfaldet ...

— Vestfaldet ligger til Klokken seks, sagde Bonden: I skal vel have en Bid Mad, inden I tager afsted?

Hr. Poul følte Trang til at smutte udenfor et Øjeblik. Han fandt et Indelukke mellem nogle Udhuse. Her var saa uendelig stille og hyggeligt. Lagmanden stod der allerede.

— Naa, det var da et fortræffeligt Sted! sagde Hr. Poul.

— Ja, svarede Lagmanden og smilte lidt usikkert: vel at mærke, naar det bruges paa den rigtige Maade.

Han rakte en Flaske til Hr. Poul. Men Præsten undrede sig over, at der i et Land, hvor der var saa megen Lejlighed til at drikke, kun var saa liden Lejlighed til at tage Drikkens Konsekvenser. Han drak en lille Slurk og gik rastløst videre langs Husvæggene, der var bygget af løse Sten og Græstørv. Men Lagmanden 83 syntes ikke at have Sorger af saadan jordisk Art. Han fortsatte Samværet med sin Flaske.

Regnen var begyndt at falde. Gaarden Øreenge laa og hvilte sig paa sin Slette. Græsset dækkede den som et Tæppe lige op til Tagryggene, og op gennem Lyren snoede Tørverøgen sig i blaa Ringe. Køerne brølede i Staldene. Men i Røgstuen hang Gryderne over Ilden. Havnemændene saa til med lysende Øjne — det var ikke hver Dag, de havde Udsigt til Bondekost.

Da Lagmanden kom tilbage igen, begyndte han at tale med Bonden om en Hest. Kunde han ikke laane en Hest? Han var saa ubekvem og langsom til Bens. Det vilde være kedeligt for Barbara og Hr. Poul at have ham paa Slæb gennem Dalen i Regnvejret. Men hvis han havde en Hest at sidde paa, kunde de bedre følges ad.

Jo, en Hest skulde han med Glæde faa. Bonden spurgte, om ikke ogsaa Barbara og Hr. Poul vilde have Heste, men Barbara skulde ingen Hest have, hun vilde ikke sidde og fryse. Og Hr. Poul mente som Barbara.

Det var et bedrøveligt Regnvejr, da de omsider skulde drage af.

Var det en Hest? Hr. Poul havde aldrig set Mage til Hest. Den saa heller ikke videre munter ud. Den stod med lukkede Øjne. Dens Hale hang lige ned, dens Manke hang lige ned, og dens Ører hang lige ned. Regnen faldt ogsaa lige ned.

Lagmanden bad Skydsmændene om at være forsigtige med Skrinet. Der var lidt Stentøj i, sagde han. Til hans Kone. Saa steg han i Saddelen, mens Hesten var lige ved at kapsej se. Et lønligt Smil stjal sig fra Ansigt til Ansigt. Maaske var der ogsaa et Strejf af det i Lagmandens egne Øjne. Han kunde vel næsten tænke sig til Synet. Men hans Stemme var from og stille som altid, da han bød Farvel, og Gaardens Folk hilste ham med stor Ærbødighed.

Dværghesten satte det ene Ben foran det andet, Lagmandens Kæmpekrop duvede langsomt paa dens Ryg, og saaledes forsvandt han sagtmodig i Regntaagen.

Hr. Poul og Barbara fulgte efter, Græsset hvislede sagte om deres Ben, de fik straks vaade Fødder. Barbara kiltede det tunge Yderskørt op over Knæene og gik i sit stribede Underskørt. Hun var saa rask. Hendes Ansigt var vaadt, men Øjnene straalede.

De to Skydsmænd kom noget bagefter med deres Oppakning. De var ikke glade for Turen i dette Vejr.

Regnen silede ned. I den tætte Dis saas kun de vaade Omrids af 84Lynghøje og Tørvegrave. For ikke at komme ud af Kurs maatte de hele Tiden holde sig til Elven. Dens Vande steg og steg og blev efterhaanden mere og mere grumsede af Jord og Mudder. Hvert Øjeblik kom de til Bække, der fra Dalens Sider løb ned til Elven. Lagmandens Hest travede gennem tykt og tyndt, men Barbara sprang over Bækkene. Hr. Poul stod ofte og tøvede, før han turde følge hende.

— Hop! raabte hun til ham og lo.

Han var ikke vant til en saadan Jordbund, fuld af Sten og Tuer, Moser og Tørveskær. Han maatte beundre Barbaras Fødder, hvorledes de uden Tøven altid fandt det rette Sted at træde paa, hendes Ben, hvor smukt de bar hende. Hun gik som en Støtte over alle Ujævnheder, hendes Barm var hævet, hun saa lige ud i Luften. Men omkring hendes Mund laa der et stadigt Smil, som om hun higede mod et lykkeligt Maal.

Hr. Poul følte pludselig, hvordan Vandet begyndte at løbe ned ad hans Ryg. Han var dyngvaad.

Lagmanden sad i den drivende Regn og vuggede og nikkede, men Ansigtet var uforstyrreligt. — Nu er du særkevaad, Barbara, kan jeg tænke, sagde han fra sin Højde.

Barbara lo saligt gennem Vand, det hev i hendes Strube: — Ja, lige til Skindet ... se engang!

Hun trak sit Skørt ud til Siderne, det klæbede om hendes Knæ.

— Du skulde gaa klædt som et Mandfolk ...

— Jeg ved ikke. Jeg tror det er morsommere at være Kvindfolk! Hun lo igen og tog Hr. Pouls Arm — men slap straks.

De havde vandret en Time og kunde nu ikke blive mere vaade, end de var. Det var saa smaat begyndt at blive mørkt. De var kommet over et Vandskel. Elven, som de nu fulgte, løb den anden Vej gennem Dalen. Foran dem glimtede Overfladen af to Smaasøer. Skydsmændene fortalte, at nu var de halvvejs.

Lagmanden var ingen fnysende Rytter, han lod sagtmodig Hesten vandre, som den selv vilde, men den begyndte alligevel at blive træt — den var jo mindre end han selv.

De havde arbejdet sig frem til en større Sø, det var Leynum Vand. Bjerghamrene hang ud over Vandet, men nedenunder snoede Stien sig langs Bredden. Her maatte man ikke raabe eller tale højt, forklarede Skydsmændene, Stene kunde rive sig løs og falde ned. Men det var overflødigt at advare, ingen havde længe mælet et Ord.

85

Hr. Poul og Barbara, der hele Tiden havde gaaet i Nærheden af hinanden, snart foran, snart ved Siden af Lagmanden, var nu rykket helt tæt sammen i Skumringen. Undertiden, naar de kom til en lille Forhindring, rakte de hinanden Haanden. De vadede i Pløre, deres Sko var indvendig fulde af Mudder, der gled og smuttede under Svangen. Regnen stod dem nu lige i Ansigtet, det var haabløst at snakke sammen, undertiden kunde de næsten ikke faa Pusten i dette vældige Vejr. Men Hr. Poul følte sig vel tilmode og forfrisket. Det var, som om han ledtes ind i et nyt, storladent Liv, der paa sin Bund gemte noget sødt og kosteligt.

Et Stykke nede i det tætte Mørke glimtede et Par svage Lys. Barbara raabte til ham, at det var Husene i Leynum. De standsede et Øjeblik for at vente paa de andre. Samuel Mikkelsen dukkede frem som en tam og vældig Kentaur.

— Vi maa heller gaa ind til Ole Jacob i Leynum, sagde han. Han giver os sagtens Husly. Elvene er saa store i Aften. Det bliver umuligt at komme over dem til Kvivig.

Skydsmændene kom til. De var af samme Mening, og Barbara mente ogsaa, det var en glimrende Idé. Det var altid saa kedeligt at overnatte hos Præstefolkene i Kvivig ... saa kunde man ellers sige, hvad man vilde. Men Hr. Poul opdagede med et, at han var ked af, at denne Vandring snart var forbi. Han vilde gerne have gaaet gennem store Elve med Barbara.

Et Kvarter efter stod de i Tunet til Ole Jacob i Leynums Gaard. Lagmanden lettede sagte paa Klinken og gled vældig og nænsom ind gennem den lave Dør. De andre fulgte efter i Gaasegang og blev staaende lige indenfor Døren. De saa alle ud, som om de var trukket op fra Havets Dyb. Ilden brændte klart paa Arnen, Røgstuen var fuld af Mennesker, der alle i Tavshed stirrede paa de indtrædende.

— God Aften, sagde Samuel Mikkelsen omsider, spagt og sindigt.

Madmoderen gik ham et Par Skridt imøde: — Min Herre og Gud, er det Lagmanden, der er ude at rejse i dette Vejr?

— Ja, selv femte, sagde Lagmanden og smilte nu ganske svagt.

— Men velsignede ... kom indenfor!

Ole Jacob, Bonden, havde rejst sig og kom og trykkede de fremmedes Hænder. — Havde vi vidst, at vi kunde vente saa store fremmede i Aften, skulde vi have lagt i i Glasstuen, sagde Madmoderen. Men Barbara lo: — Vi sidder meget bedre i Røgstuen.

86

Nadvergryden hang over Ilden. Pigerne gik fra og til og havde faaet travlt. Men Karlene sad for det meste paa Bænkene langs Væggen. Nogle af dem kartede eller spandt, et Par ældre Mænd strikkede.

De fremmede blev bragt til Sæde. Varmen slog dem imøde, det begyndte snart at dampe af deres Klæder.

— I trænger til tørt Tøj, kan jeg tænke, sagde Madmoderen. Lagmanden trak lidt paa Smilebaandet. Der kunde ikke være Tvivl om, at han trængte stærkt til at skifte, men det var en temmelig kendt Sag, at der i hele Landet kun var en eneste Mand, som han passede Tøj med. Og denne Mand boede et Sted langt oppe paa Norderøerne.

— Jeg er nu ikke særlig vaad, sagde han. Jeg kan godt blive siddende i mit Tøj. Maaske faar jeg snart Lov til at gaa i Seng.

Madmoderen kom med Favnen fuld af Uldtøj. Hun begyndte venligt at klæde Barbara af.

— Aa, det var dejligt, sagde Barbara. Hun smilede veltilpas og gjorde sig slap og træt i alle Lemmer.

Men Hr. Poul kom pludselig i det hæftigste Oprør. Det var som et Skud. Han for op og slog et Slag hen ad Gulvet, han vidste ikke selv af, at han gjorde det.

Barbara begyndte at blive nøgen, hun var saa hvid, at hun skinnede i Røgstuen. Hun var ikke det mindste sky af sig over den overvættes Naturlighed her i Leynum, hun var selv ganske naturlig og fri. Men som i Tankeløshed sørgede hun hele Tiden for, at ingen saa noget uhøvisk eller hemmeligt eller altfor blændende meget af hendes bare Skind. En Gang var hun lidt uheldig. Hun dækkede lynsnart sit Bryst til igen. Men Hr. Poul havde set det. Hun rødmede pludselig dybt. De, der bemærkede det, blev lidt forbavsede — efter alt, hvad de havde hørt, troede de ikke, at Barbara var af dem, der rødmede.

Hr. Poul havde taget Plads igen. Hans Hjerte slog saa stærkt, at det næsten smertede, og han dirrede svagt over hele Kroppen. To Kvinder af Tyendet begyndte at hjælpe ham af de vaade Klæder. Han vidste knap nok, hvordan han fik skiftet.

Da var Barbara allerede forlængst paaklædt — i tykt og svært Bondekonetøj. Men hendes Ansigt var lille og lyst og muntert.

Lagmanden mente, at han hellere vilde gaa og lægge sig — hvis de ikke tog ham det ilde op. Han havde et Skrin, det var bedst, han fik det med sig, der var nogle Brystdraaber i, som var gode 87at tage om Natten. De spurgte ham, om han var syg. Nej, syg var han ikke. Han blev vist ind i Glasstuen, et Lys blev tændt i en Stage.

Snakken, der en Tid var døet hen paa Grund af de fremmedes Komme, var begyndt at live op igen. De havde alle med Forbavselse hørt om de franske Skibe, der havde været inde paa Havnen, men i Virkeligheden forekom det dem en langt større Begivenhed, at de selv i Aften havde faaet saa høje Gæster. Lagmanden var Øernes første Mand. Hans vældige Bukser blev i dette Øjeblik hængt til Tørre oppe under Taget. De gyngede majestætisk frem og tilbage. Men en splinterny Præst var vel ogsaa værd at se. Og allermest samlede Nysgærrigheden sig om Barbara.

Hun følte det, og hun straalede. Hun forstod saa godt at tale med alle og havde en særlig Evne til at finde de smaa iblandt dem og ophøje dem med et Par Ord. Hun solede sig i deres Taknemmelighed og Beundring. Det varede ikke længe, før hun havde fundet ud af, at gamle Tormod var blevet afbrudt i en Historie, dengang Gæsterne kom. Hun satte sig ned paa en Skammel foran ham og bad ham fortsætte.

Gamle Tormod sad ved Ildstedet. Der hang Tørvesmuld og Aske i hans Klæder, og hans hvide Oldingehoved rystede hele Tiden svagt. Han undskyldte sig først. Det var bare en gammel Løgnehistorie, sagde han, som ingen gad høre paa, og allermindst en Præst og lærd Mand, der sikkert vidste meget bedre Besked. Men han var let at lokke, og lidt efter var han i Gang med at fortælle om Huldrefolkene, som Mænd og Kvinder kunde træffe ude i Haugen, naar de allermindst ventede det.

Madmoderen havde travlt. Hun raabte til Tormod, at han skulde lade være med at vrøvle. Han gik jo i Barndom, maatte han huske paa. Hvad troede han, de fremmede brød sig om at høre paa saadan Snak.

Men Tormod hørte hende ikke. Han sad med fjerne, halvlukkede Øjne og fortalte om Præsten Rasmus Ganting, der en Sommerdag kom gaaende langs Sørvaagsvand. Der var der en grøn Høj, og Højen stod aaben. En Kvinde stod i Døren og bød ham indenfor. En anden Kvinde kom med Ø1 i et Sølvbæger og gav ham at drikke. Men før han drak, blæste Hr. Rasmus alt Skummet af Øllet og lige i Ansigtet paa Huldrekvinden. „Det var klogt gjort af dig,“ sagde hun. „Var jeg ikke klogere end du, var jeg ikke kommet ind i denne Høj,“ svarede Præsten.

88

Ilden blussede under Gryden. Skyggerne dansede sorte langs Væggene. Oppe i Taget flakkede den vældige Skygge af Lagmandens Bukser. Tormod fortalte og fortalte. Strikkepindene gik, og Rokkehjulene sang. Han fortalte om Manden i Gaasedal, der havde en Huldrekvinde til Veninde. Hun kom til ham om Natten. Ægtehustruen anede intet om dette, men en Nat, da hun laa inderst i Sengen hos sin Mand, mærkede hun pludselig en kold Haand. Da var det Huldrekvinden, der havde lagt sig paa Sengestokken ved Mandens anden Side.

Alle sad tavse og lyttede. Enkelte havde vel selv erfaret et og andet, som de ikke mente hang rigtig sammen. Tankerne vandrede ud i de vældige Fjelde til mørke Heder og kæmpestore Sten, hvor de hedne levede deres tyste Liv ... Men Madmoderen kaldte dem alle tilbage til Virkeligheden, for nu var Nadveren færdig.

Hr. Poul var underlig tilmode. Han følte det næsten, som om han selv var kommet ind i en Høj. Hans Hjerte var fuldt af stor Uro og sær Hygge. Saasnart han havde spist, bad han om at maatte gaa til Ro. Han vilde prøve paa at samle sig.

Han blev vist ind i Glasstuen og bedt om at dele Seng med Lagmanden. Lyset i Stagen blev tændt paany. Det blev anbragt paa et hvidskuret Bord imellem to Vinduer. Væggene, Loftet, alt var af hvidskuret Træ. Paa den ene Sidevæg var der et Skab og en Alkove. Paa den anden Sidevæg var der to Alkover i Flugt med hinanden. Lagmanden snorkede i den ene af dem.

Mens Hr. Poul klædte sig af læste han Indskriften paa Bilæggerovnen:

Da jeg greb Overmand ved Fod
tog han mig bort med sig,
thi raader jeg min Ven saa god,
han spejle sig i mig.

Relieffet forestillede en Ørn, der fløj bort med en Mand mellem Kløerne. Det, man skulde spejle sig i, var Mandens Bagdel. Ole Jacob forklarede, at de gamle havde sagt, det var Griffenfeldt, som det gik saa ilde.

Hr. Poul kravlede op i Alkoven. Lagmanden fyldte svært op, men der var dog en passende, lun Plads tilbage til Præsten. Han stødte paa noget haardt og glat ... det viste sig, at det var to Trepægleflasker. Og de var tomme. Det tog nok sin Tid for en Lagmand at afvikle et Besøg i Havnen.

Lyset fra Røgstuen faldt ind gennem Dørsprækken. Derude var 89der endnu Liv og Stemmer. Undertiden hørtes Barbaras Latter, glad og behaget. Hr. Poul laa i det lune Mørke og forsøgte forgæves at kalde sin Sjæl til Andagt. Herregud, hvordan var det, han kom rejsende til sit nye Kald? Hans Blod brændte af Begær til Barbara.

Dagens Oplevelser begyndte at gaa igen for hans Sanser. Han mærkede Baadens Rytme og saa Holmen, som Brændingen vaskede op omkring. Han sprang over alle Bækkene i Kollefjordsdalen, medens Regnen silede. Barbara tog ham ved Haanden, hun var saa vaad, at Tøjet klæbede og slubrede omkring hende. Hun sagde „Hop,“ „Hop,“ „Hop," med forskellig Stemme hver Gang. Hun bød ham ind og gav ham 01, og han glemte at puste Skummet af.

Han vaagnede ved at noget puslede i hans Nærhed. En eller anden var i Færd med at gaa i Seng ved Siden af. Han saa en kæmpestor forvirret Skygge paa Væggen. Pludselig faldt det ham ind, at det var Barbara. Han hørte hende lægge sig og lukke Skydedøren for, men stadig puslede det ganske nær. Hans Hjerte hamrede.

Andre Mennesker kom ind. Han hørte Bonden og Madmoderen smaasnakke ganske sagte. De sov nok i Sengen ligeoverfor. Der var blevet stille i Huset. Overalt puslede man og gik til Ro. Kun en enkelt Pige gik endnu i Røgstuen og bagte Brød i Arnens varme Aske.

Hr. Poul følte noget kradse ganske svagt paa Hovedpuden. Han troede, det var en Mus, og greb efter det. Han fik fat paa en Haand. Han vendte sig mod Hovedgærdet og saa lige ind i Barbaras Øjne. Der manglede et Par Fjæle i Panelet mellem de to Køjer, hendes Hoved var kun en Alen fra hans. Den sidste Lysrest fra Dørsprækken faldt paa hendes Ansigt, hun var dødsens alvorlig og tavs, han mærkede, at hun var lige saa ophidset og betaget som han selv.

De kærtegnede stumt hinandens Hænder og Arme og stirrede paa hinanden som i Skræk. Lyset fra Dørsprækken blev svagere og svagere, de laa tilsidst i Gravmørke. Og der var ingen Hindring imellem dem. Men Lagmanden bare snorkede.

90

KULØRTE STENE

Ved Ebbetid laa hele det store Midvaagssand hvidt og tørt. Da plejede Barbara at komme over til Hr. Poul i Jansegærde fra sit Enkesæde i Kalvelien paa den anden Side af Bugten. For da kunde hun saa dejligt skyde Genvej, sagde hun. Ofte kunde det lyde, som om det bare var for Genvejens Skyld, hun kom. Sandet var saa fladt og saa hvidt! Og naar Vejen var saa kort — ikke sandt? Hun straalede altid, naar hun fortalte det.

Barbara havde mange straalende Forklaringer paa sit Livs Krogveje og Genveje, ja hun havde ligesom en Pose fuld af Udflugter, der skinnede som kulørte Stene og blinkede som hendes egne grøngule Øjne. Men skønt Hr. Poul meget godt vidste, at det udelukkende var for hans Skyld, at hun hver Dag kom over Sandet, smertede det ham altid lidt, naar hun talte saadan. For hans Hjerte var fuldt af stor Uro.

Hans Liv var ikke Dage og Nætter, hans Liv var Flod og Ebbe. Han sad de lange Sommerdøgn ved sit Bord og læste i Paradisets Urtegaard, i Sjæleskatten eller i Troens rare Klenodie. Men hans Hjerne var tom og genlød kun af Bølgernes Konkyliesus, naar de langsomt kom skridende og segnede mod Havstokken. Hans Hjerte var paa det hvide Sand dernede, som aftog og tiltog i Størrelse, og naar Vandene veg, ebbede ogsaa den sidste Rest af Andagt ud af hans Sind. Da kunde han bare vente og vente.

Foran sig paa Bordet havde han to Messinglysestager staaende. I Foden paa den ene var der et stort Skaar. Han vidste godt, at det var fremkommet, dengang Barbara i Arrigskab havde kastet Stagen efter hans Forgænger, Hr. Niels. Men han tænkte aldrig paa dette. Han længtes kun efter, at Barbara ligesom i Gaar og i Forgaars skulde komme og lege med Blækhornet og Sjæle-Skatten, nedlade sine lette Hænder mellem hans usselige lærde Sager og beskinne alle Ting med sine levende gule og grønne Øjekast. I en 91af disse kvalfulde Ventestunder var han begyndt at skrive nogle Vers om hende.

Min smukke,
min Dukke,
min Lyst og min Del,
min jordiske Engel
og sødeste Sjæl,
du haver betaget
mit Hjerte og alt
med dine Gebærder
og yndig Gestalt ...

Men selv disse Vers om Barbara kunde han ikke rigtig samle sin Flid om. Hans Øjne var uafladelig nede paa Sandet, hvor han ventede at se hende.

Naar hun kom, var hun ogsaa en rank og yndig Gestalt mellem alle Ungerne, der løb og legede dernede. Hun gik altid saa rank. Men en Gang havde han set hende bøje sig ned og binde sin Skotvinge, der var gaaet op. Hun gik oftest, ligesom de andre Kvinder i Bygden, med Sko af lyst, blødt Skind med røde Baand, der var bundet omkring Ankelen. Hendes Skridt var saa lette, at hun ikke satte Spor; Sandet var fast og riflet i Bølgernes Lignelse, saaledes som Tidevandet havde efterladt det. Hr. Poul tænkte ofte paa, hvor det maatte gøre ondt i hendes Fodsaaler at gaa paa denne knudrede Grund, og hvor Gruset og Smaastenene maatte skære i hendes Hæle og Fodbalde. Han elskede hendes Fødder, der hver Dag gjorde alle disse Skridt for at komme til ham, og som hoppede saa rask over Elven. Naar hun naaede frem, kunde han altid se hendes Ansigt i det Øjeblik, hun kom forbi Vinduet. Hendes Mine var dødsens alvorlig, hendes Øjne flammede, hun skyndte sig.

Og dog var han hver Dag bange for, at hun ikke skulde komme, at Ebben skulde rinde ud som et Timeglas, og Floden igen oversvømme hele Sandet. Men havde han den mindste Grund til en saadan Frygt? Det var endnu aldrig hændt, at hun ikke var kommet. Derimod var det sket, at hun var kommet i Utide, var gaaet den lange Vej udenom Bugten og havde overrumplet ham med hæftig Kærlighed. Og engang, da hun ikke havde truffet ham hjemme, havde hun paa hans Bord efterladt et lille Brev, hvori der stod: „Min kjærrest Ven, jeg kunne ikke vente so længe so kom flux hid, thi jeg vil helst være vor du er, men du var ikke her din hjærte Barbara Christine Salling."

92

Det var frygtelig daarlig og rastløst skrevet. Men Hr. Poul blev svimmel og næsten forfærdet, da han læste det, for han følte, at dette var en bævende Sandhed af Kød og Blod og ikke en glitrende Sten fra Barbaras Eventyrpose.

Men det var ogsaa sket, at han selv, midt paa Formiddagen, var gaaet op i Kalvelien til hende og havde sagt: — Jeg længes saa- dan efter dig. Og hun med ukendelig Stemme havde svaret: — Det er godt!

Da han igen forlod hende var hun højbarmet og rosenkindet som en Gudinde, og Øjnene lyste som stærke Luer.

Folk i Bygden mente, at Hr. Poul og Barbara var forlovede, og Rygtet herom var forlængst naaet til Thorshavn. Alle rystede paa Hovedet og sagde, at det jo var, hvad man kunde have ventet. Men i Virkeligheden havde hverken Forlovelse eller Giftermaal nogensinde været nævnt mellem de to. Det havde de aldrig haft Tid til, for de var altid meget mere end forlovede og gifte, naar blot de saa hinanden.

Men i enlige Stunder hændte det, at Præsten fik Anfægtelser, der forfærdede ham. Naar han af Sjæle-Skattens tunge Bind søgte at øse kristelige Ord og Tanker til sine Prædikener, fandt han oftest kun Fordømmelse af sit eget Levned. Der stod, at de troendes Kyskhed var en Nødvendighed, at den ikke kunde skilles fra Kristi Samfund, at den var Troens Frugt. Og Midlerne til at opnaa den var 1) et helligt, oprigtigt Forsæt, 2) straks at kvæle den onde Lyst, 3) at sky al Lejlighed dertil, 4) at sky Ladhed og Ørkesløshed og 5) at tømme Kødet ved at faste. Ak! Som om han ikke fastede! Ofte tillod hans Kød ham næppe at spise, saa syg og længselsfuldt opsat var han paa Barbaras. Komme. Og naar han havde spist kunde det hænde, at han kastede Maden op igen.

Nej, han var en ussel Præst, og det var ham kun en mager Trøst, at der om Kyskhed ogsaa stod: kan faa rose sig af. Thi han var en skikkelig Mand og vidste ikke, hvor faa det var.

Han læste ofte, saa Sveden sprang ud af hans Pande, om der dog ikke skulde være et eller andet lille Stykke, hvori Gud kunde finde et ringe Behag i ham og Barbara. Thi de elskede jo hinanden saa inderlig og oprigtig. Men han kunde ikke forlige Barbara og Gud. Hvorledes skulde han blot kunne tale til Gud om Barbara? Og hvorledes skulde han tale til Barbara om Gud?

Han fandt intet Forsvar for sin Handlemaade, og dog kunde 93han umulig handle anderledes, end han gjorde. Han havde ikke Magten over sig selv.

Men han kunde jo indtræde i Ægteskab med Barbara. Da vilde alt være anderledes. Thi Kvinden var jo ogsaa en høj-nyttig Skabning mod Hor, Utugt og Løsagtighed. Dette læste han i en lille gammel Bog, som han fandt mellem Hr. Niels' Efterladenskaber. Den hed Fromme Kvinders Spejl og var i mangt og meget en liflig Bog ved alt det skønne den skrev om Ægtekvinden. „Det er vist,“ stod der, „at der aldrig kan være og findes saa hjerte gode Venner, hvilke mene det saa hjertelige og trolige med hverandre, som fromme Ægtefolk, hvilke ere et Kød, et Legem, et Hjerte og have en Vilje, som bære Fryd og Sorg, godt og ondt, med hverandre, og særdeles er Kvinden med hendes Skønhed, Yndelighed, Kærlighed og Livsalighed, søde og liflige Tale og Ord, for Manden den ypperste Vederkvægelse udi hans Besværinger — næst Guds Ord."

Naar Hr. Poul læste dette, fyldtes hans Hjerte af Sødme, men samtidig af svimlende Gru. Han kendte jo Barbaras Historie, og han kendte hende selv langt bedre, end hans Hjerte vilde være ved.

Kvinden lignes ved en Hind, der har en saare skarp og let Hørelse, særdeles naar den oplader sine Øren. Men, naar den lader sine Øren synke, skal den være nær døv. Som en Hind bør Kvinden ogsaa oplade sine Øren, naar hun hører Guds Ord, eller naar hendes Husbond formaner hende, og høre godt efter, hvad Folk taler om hendes Rygte. Derimod bør hun være døv for allehaande de Epicurers Guds Bespottelse, for Gækkens skamfulde Ord og Gerninger, hvilke opirre til Ukyskhed og Letfærdighed ...

Men ak, Barbara, Barbara! Var der noget Epicurs Ord, som ikke straks fangedes af hendes Øren og fik hendes Sanser til at sitre? Var der nogen Underfundighed, som ikke straks vakte Liv i hendes Øjne? Var der nogen Leg, hun ikke straks vilde lege?

Hr. Poul var som Fuglefængeren, der hænger i sin Line, og hverken tør se op eller ned. Thi stirrer han op mod Himlen, taber Linen sig i det fjerne, og det ser ud som om han hænger i en afhugget Traad. Men ser han ned bliver han Afgrundens Rædsel var.

Han turde næppe tænke. Han turde bare leve. Hans Lykke trak ham skaanselløst gennem Sommerens Døgn, hans Lykke var en sitrende og flygtig Hind, hvis Øren altid var oprejste og aar- vaagne.

94

Undtagen i Kirken. Men Hr. Pouls Prædikener var ikke gode.

Barbara, der mærkede alt, mærkede ogsaa, at hendes elskede ikke var helt glad, og det var for hende en dyb Krænkelse. En Dag, da de talte om deres Kærlighed, sagde hun: — Hver Gang jeg rækker dig hele min Haand, rækker du mig kun din lille Finger.

Hr. Poul blev saa forbavset over dette, at han længe var stum. Saaledes havde han ikke forstaaet det, nej, langt snarere omvendt.

— Du rækker mig ikke hele din Haand, sagde han, det gør du ikke, for det kan du ikke.

Nu var det Barbara, der blev forbavset, hun rødmede lidt og sagde hurtigt: — Jeg giver dig alt, hvad jeg har at give dig.

Hun saa lidt forpint ud. Hr. Poul gik op og ned ad Gulvet. Saa udbrød han pludselig: — Barbara! Du ved jo, jeg har min Gerning.

— Ja, men kan jeg ikke hjælpe dig lidt?

Hun løb hen til ham, lagde Armene om hans Hals og bad saa mindeligt: — Kan jeg ikke hjælpe dig lidt?

Hr. Poul mindedes det lille Brev fra Barbara, hvor frygtelig daarligt det var skrevet. Det var saa hjælpeløst som en Bøn, det var det mest rørende, han vidste om hende — han gemte det som et Stykke af hendes egen Sjæl.

Barbara saa paa ham med barnlig Iver. Hendes Øjne var pudsige: — Jeg kan godt skrive, naar nogen dikterer mig ...

Præsten følte som en Rus. Mag. Chr. Scrivers Sjæle-Skat laa paa Bordet saa liflig forsødet. Barbara klappede i Hænderne. Hun foreslog, at de skulde lave en Prædiken straks — nu med det samme. Men det vilde Hr. Poul ikke. Han vilde først tænke. I Morgen skulde de begynde paa Arbejdet.

Barbara sagde, at hun vilde komme tidligt den næste Dag. Hun var saa sjæleglad, hun kyssede ham mange, mange Gange da hun gik.

— Nu tror jeg, vi faar det dejligt sammen! For ser du, tilføjede hun fortroligt: alt hvad du laver, maa jeg jo være med i, forstaar du ikke det?

Hr. Poul gik længe omkring og vidste hverken, hvad han gjorde eller sagde. Han greb sig selv midt i en Salme:

Halleluja, vor Gud er stor,
og Himlen svare: Amen!

95

Den næste Dag kom Barbara for at skrive. Hun havde saa mange Fjer med, at Præsten maatte le. Han spurgte, om Gæssene oppe i Kalvelien nu gik aldeles nøgne, fordi Barbara skulde skrive en Prædiken. Men hun forklarede, at hun var saa slem til at ødelægge Pennene, fordi hun skrev saa hastigt.

Hun satte sig utaalmodigt ved Bordet, lagde Papiret skraat foran sig, lagde ogsaa Hovedet paa Skraa, og saa snart Hr. Poul begyndte at diktere, gav hun sig ivrigt til at skrive løs, med Tungen lidt ude af Munden. Hendes Haar faldt lidt ned over Panden, hun blussede mere og mere i Ansigtet, mens Pennen kradsede og spruttede.

Aldrig havde Hr. Poul tænkt sig noget lignende — at denne dejlige Kvinde skulde blive hans lydige og ivrige Redskab. Hans Lykke udvidede sig som en Boble og blev saa let og tom. Pludselig savnede han alle sine Følelser, han tænkte paa andre Ting og fik Indfald. Barbaras boglige Færdigheder, Gud bedre det! de var nok ikke fremragende. Men som hun sad der, gjorde hun vel Nytte. Ja, selv de enfoldige Gæs var Aandens og Lærdommens Redskaber, thi de var fulde af Fjerpenne. Overmodet gennemstrømmede ham et Sekund. Saa blev han mismodig. Aldrig havde han før følt Overmod overfor Barbara, kun Tilbedelse. Han følte et dybt Savn og stillede sig ved Vinduet. Der lavede han sig et Kighul i Duggen. Udenfor var alt grønt og frodigt, Taagen drev i Græsset.

Barbara satte et Punktum, standsede sin Pen og saa op: — Hvad saa mere?

Hun strøg Haaret fra Panden og var rød og glad af Iver.

— Lad mig se, hvad du har skrevet.

Hun rakte ham Arket. Det var overmalet med store Bogstaver, de dansede ivrige og sjuskede afsted og havde alle Retning op mod Papirets højre Hjørne. Bogstaveringen var saa som saa, men læselig. Da opdagede han noget, og udbrød med Smerte i Stemmen: — Jesus!

Barbara forstod ikke straks hvad han mente. Hun rødmede paa en Gang dybt.

— Barbara! Aa, kan du ikke engang stave Jesus?

— Naa! Hun snappede hastigt Arket fra ham, satte sig ned igen, og med Tungespidsen mellem Læberne og spruttende Pen stregede hun hastigt og voldsomt sit Hjeses ud og skrev det rigtige Ord ovenover. Saa rakte hun ham glad og næsten sejrstolt Papiret.

96

Men Hr. Poul tog ikke imod det. Han sad bleg i sin Stol og stirrede paa hende. Barbara blev forvirret. Det saa i Begyndelsen ud, som om hun i sin Pose ledte efter en straalende Sten, der kunde faa hans Ansigt til at lyse op igen. Men hendes Hjerte var for klogt. Hun forstod pludselig, hvem Jesus var, og begyndte at blive ulykkelig.

Hun gik hen til Hr. Poul, men han skjulte sit Ansigt i Hænderne. Hun pillede forlegent ved hans Skulder, saa rørte hun ganske let ved hans Haar og hans Kind, og tilsidst hviskede hun ganske sagte ind i hans Øre: — Du maa ikke være vred paa mig.

Han gjorde en hæftig Bevægelse.

— Gaa væk, din ... din ... det er ikke mig, du skal bede om Forladelse!

Barbara gik hen til Vinduet og tegnede hjælpeløse Tegn og Streger i Duggen. Hun var ussel af Fortvivlelse og Skam. Ogsaa Præsten fyldtes mere og mere af Kummer. Han sad sammensun- ket i sin Stol. Dette var første Gang, der var et ondt Ord mellem ham og Barbara. Han glemte ganske sin Vrede. Men dog kunde han ikke faa sig til at gaa hen til hende.

— Selvfølgelig, mumlede Barbara omsider med brudt Stemme: selvfølgelig var det forfærdelig dumt af mig, dette her. For jeg er ikke værdig til det ... jeg er jo en Synderinde.

Og hun tegnede en Mængde lange Streger i Duggen. Det saa ud, som om det var et meget vigtigt Arbejde, hun udførte.

Hr. Poul sad lidt i Tavshed. Saa spurgte han: — Er du ... er du en meget stor Synderinde?

Barbara vendte sig om imod ham. Hun saa paa ham med brændende bange Øjne.

— Ja.

Saa løb hun hen og knælede foran Præsten og omfavnede hans Knæ og skjulte sit Ansigt. Og saaledes laa hun længe, uden at nogen af dem sagde et Ord. Men denne Gang var det ham, der pillede en ganske lille Smule ved hendes Haar.

Han var i Hjertens Grund forlegen. Hvad havde han gjort? Han vidste ikke, hvad det var, dette mindede ham om. Maaske var det en eller anden Drøm. Men det var i hvert Fald noget meget beskæmmende. Han begyndte at se sig selv som en lille, lille Mand med en skriftklog Pegefinger. Men her var en stor Synderinde, som græd!

Pludselig kom han til at tænke paa Simon den Spedalskes Hus, 97og hans Hjerte forløstes. Han havde fundet det! Han rejste sig og bladede i Biblen paa Lukas det syvende Kapitel.

— Barbara, vil du høre noget? spurgte han.

Hun nikkede, mut og stum.

— „Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabasterkrukke med Salve, og hun stillede sig bag ham ved hans Fødder ..."

Barbara sad dødsstille under Oplæsningen. Undertiden saa hun op paa Hr. Poul med et hastigt, forskrækket Blik. Men han læste videre for hende om Kvindens Ydmyghed og om Farisæernes Selvretfærdighed, og han naaede frem til Jesu Lignelse om Manden, der havde to Skyldnere. „Den ene var fem Hundrede Denarer skyldig, men den anden halvtredsindstyve. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres Skyld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?"

Det gav et Sæt i Barbara — det var, som om noget pludselig gik op for hende, hun var lige ved at komme med et Udbrud.

Men Præsten læste videre af Jesu Ord: „Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: „Ser du denne Kvinde?""

Da bævede Barbara og blev meget flov. For hun var jo Kvinden, og hendes Hjerte var blevet en Alabasterkrukke. Aldrig havde hun givet, og aldrig havde hun faaet som nu.

— „Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder, men hun vædede mine Fødder med sine Taarer og aftørrede dem med sit Haar. Du gav mig intet Kys, men hun ophørte ikke at kysse mine Fødder fra jeg kom herind. Du salvede ikke mit Hoved med Olie, men hun salvede mine Fødder med Salve. Derfor siger jeg dig: hendes mange Synder er hende forladte, eftersom hun elskede meget, men den, hvem lidet forlades, elsker lidet."

Under de sidste Ord begyndte Barbara at leve op. Hendes gule Øjekast skinnede skræmt og lykkeligt. Men Hr. Poul sad stille og tavs. Han var gennemrystet. Han havde lært noget helt nyt om Guds uendelige Naade.

— Tak, Poul! sagde Barbara. Hun var frygtelig skamfuld. Jeg troede, Gud forlængst havde forkastet mig, hviskede hun og omfavnede ham saa blindt og hæftigt som aldrig før.

Men Hr. Poul maatte sige til hende: — Min allerkæreste! Det er jo slet ikke mig, du skal takke. Nu gaar jeg udenfor saa længe, 98saa kan du være her ene som i et Lønkammer og takke Gud for hans Ord.

Hvorledes Barbara bar sig ad med at takke Herren, vidste hun vel knap nok selv. Men var det sødt — og det var det utvivlsomt — saa var det ogsaa kort. For en to tre var hun udenfor i det grønne hos Hr. Poul og kvidrede som en Fugl.

Taagen var ifærd med at fordampe og gennemlystes af Solens Straaler. En lun Varme vævede sig ind i Støvregnen, den brændte svagt paa deres Hud. Og Midvaags grønne Indmark lo gennem Dampenes Formummelser! Smørblomster og Kodriver skinnede gule i Græsset. Men endnu tyngedes hvert Straa af en Dugdraabe.

Det var Ebbe nu, men det var ganske uden Betydning.

Barbara var saa glad, hun tog Hr. Poul under Armen og sagde, at nu skulde de gaa op til Søen, til Sørvaagsvandet.

Da de kom ud paa den brune Hede, skinnede Solen i al sin Glans, og Lyngen og Jorden blev tør og god at gaa paa. Hr. Poul gik og grublede over det, som var sket. Det var ham saa ufattelig en Glæde, at han næppe turde tro derpaa. Nu var Perlen funden, thi Gud og Barbara var forligte.

Men Barbara tænkte ikke saa meget. Hun gik rask til og sprang. Hun var en stor Synderinde, og Jesus var hendes Ven. Hun syntes blot ikke, at Hr. Poul var glad nok. Hun gik tæt hen til ham, holdt fast om hans Arm og flettede sine Fingre ind i hans. Saa smilede hun trøstende til ham og sagde som til et Barn: — Du er jo ogsaa en Synder, Poul, ikke sandt? Jo, det er du! Vi er begge meget store Syndere!

Hr. Poul vidste ikke, om han skulde græde eller le. Han sagde Ak! og var betynget og frydefuld. Og Barbara smilte og trøstede ham endnu mere og var lige ved at gøre et Greb i Løgneposen og sige, at om han ikke skyldte 500 Denarer, saa nærmede Beløbet sig stærkt de 450! Men saa tog hun sig i det og saa lidt medlidende paa ham. For i sit Hjerte vidste hun, at han ikke engang skyldte 50. Stakkels gode Hr. Poul — hun elskede ham!

Hr. Poul anede saa smaat, at hendes Kristendom ikke kunde staa for en teologisk Prøvelse. Men han smilte bare ad det og tænkte paa Skriftens Ord: Uden I blive som Børn ... Den knastørre Sjæle-Skat hjemme paa hans Bord havde kun forvirret hans Sind og skjult Guds sande Kærlighed for ham.

De kom til Vandet. Det laa sort og blankt, og de grønne og brune Aase rundtomkring spejlede sig deri. Hr. Poul havde ofte 99været paa disse Steder. Naar han skulde til sine Annexsogne i Sørvaag og Bø eller ude paa den ensomme Ø Myggenæs, gik Vejen her forbi. Ogsaa i ensomme, anfægtede Stunder havde han vandret her. Men sammen med Barbara havde han aldrig været ved Sørvaagsvand, og han syntes, det var en ny, en alvorsfuld Verden, han førte hende ind i. Han havde gjort sig mange smukke Forestillinger om denne Egn, og han længtes efter at fortælle om dem.

Der laa en Klynge af smaa Huse ved Søens Bred. Det var ikke Menneskeboliger, kun Tørvehuse og Baadskure. Men alligevel var det som en ganske lille By. Netop ved denne Tid var ogsaa mange Mennesker paa Færde. Midvaagsfolk skar om Sommeren deres Tørv i Sørvaagshaugen paa den anden Side af Søen, og i disse Dage var de første Tørv tørre og skulde føres over Vandet.

Hr. Poul og Barbara satte sig ned i Lyngen. En enkelt tungtlastet Baad nærmede sig Land.

— Naar jeg kommer her, sagde Præsten, maa jeg altid tænke paa Genezareth Sø. Jeg ved ikke, hvordan det kan være. Første Gang jeg saa dette Vand, var det som en gammel Drøm, der kom tilbage i mig. Men saa forstod jeg, at det kun var Tanken om Genezareth Sø.

Barbara svarede intet videre paa dette og forstod det maaske ikke helt. Men hendes levende Øjne viste, hvorledes hun beundrede Hr. Poul, og hvorledes hendes Hjerte hang ved hans Ord.

— Disse Huse her, vedblev han, forekommer mig næsten grangivelig som Kapernaum.

— Kapernaum! raabte Barbara glad. Hun var ligesom bedre med og syntes pludselig, hun kunde deltage i Samtalen. Kapernaum! Var det ikke i Kapernaum, at ... at ...

Men saa gav hun sig ivrigt til at rykke Lyng op og se ned i Jorden: — Var det ikke der, det skete, du ved nok ... ? Og hun var igen flov.

Præsten tænkte sig om og svarede, at hos Lukas stod der intet om Stedet, hvor det skete, men det kunde godt være, at det var i Kapernaum, for der kom Jesus saa tidt.

Barbara sagde, at det var sikkert Kapernaum. Hun straalede over hele Ansigtet og blev ivrig, for nu var hun jo med i Eventyret, som Hr. Poul fortalte. Dette var en stor og pragtfuld Sten, som hun forærede sig selv, og hendes Øjne skinnede gyldne i Solen.

100

— I det hele taget, sagde Hr. Poul, gik Jesus rundt i alle de smaa Byer ved Genezareth Sø, og undertiden var han ovre paa den anden Side, i Ørkenen, og prædikede. Det Sted tænker jeg mig altid derovre, hvor du kan se de Folk gaa og arbejde.

Barbara sad lidt og bed i et Græsstraa. Saa sagde hun plud- selig:

— Du minder mig om Jonas — min første Mand.

Hr. Poul vidste ikke, hvad han skulde tænke om dette, og sva- rede ikke.

— Du minder mig altid om Jonas, vedblev Barbara. Det tænkte jeg straks! — den allerførste Gang, jeg saa dig!

— Naa dengang nede i Handelens Port?

—• Ja, jeg var udelukkende gaaet derned for at se, hvordan du saa ud.

— Holdt du meget af Hr. Jonas? spurgte Præsten.

— Der er ingen, jeg nogensinde har holdt saadan af som af Jonas. Vi talte altid sammen, som du og jeg har gjort i Dag, om alle mulige Ting, og vi blev aldrig trætte af at være sammen. Det var paa Viderejde ... det var vidunderligt. Men saa døde han, og jeg savnede ham frygteligt. Altid, altid har jeg ønsket, at det kunde blive saadan igen, som da jeg var gift med Jonas — men det er det aldrig blevet.

Hun kastede en Tot Lyng fra sig.

—• Hvad talte I da om, du og Hr. Jonas? Om Gud?

— Ogsaa om Gud. Om alt. Jeg husker det ikke saa nøje, jeg var saa ung dengang, men naar Jonas talte om Gud, glædede det mig altid. Det var ikke som naar ...

Hun standsede pludselig.

— Som naar? spurgte Hr. Poul ophidset.

— Som naar Anders begyndte med sine evindelige Formanin- ger og Prædikener og ...

— Hr. Anders? Provsten paa Næs?

—• Uf ja, nu er han Provst. Folk har nok været saa velvillige at fortælle dig, at jeg engang har været forlovet med ham. Men jeg kunde ikke holde ham ud. Altid fuld af ... af Straf og Dom ... og altid vilde han forbedre mig.

— Trængte du saa meget til at forbedres?

Barbara saa ned: — Jeg trængte til en Mand som Jonas, det var det eneste, jeg længtes efter, og det eneste, som kunde holde mig borte fra ... fra Synden.

101

Det sidste Ord fik hun kun frem ved en Slags Overvindelse. Det lød aldeles fremmed i hendes Mund. Men saa klarede hun pludselig Skærene og tilføjede: — Han gav mig Stene for Brød.

—• Blev du saa træt af Guds Ord? spurgte Præsten.

— Ja, sagde Barbara. Led og ked. Men jeg glemte ikke Jonas, og jeg tænkte stadig, at der maaske kunde komme en anden ... en, der var som Jonas og kunde gøre alt godt igen.

—• Og saa kom Hr. Niels?

— Hr. Niels! Det var, som om Barbara havde glemt, at hun nogensinde havde været gift med en, der hed Hr. Niels. Men saa udbrød hun pludselig: — Stakkels Niels! Ja, det var forfærdeligt. Og det var Mester Balzer, der havde hele Skylden. Han kludrede saadan med det Ben. Jeg hader den Abekat!

Præsten faldt i dybe Tanker. Saa spurgte han tilsidst: — Jamen kunde Hr. Niels ikke føre dig tilbage til Guds Ord?

Barbara gjorde først ligesom en Grimace, men saa blev hun blød i Trækkene og sagde stille: — Jeg holdt forfærdelig meget af Hr. Niels, det maa du tro, selv om jeg ofte var et Bæst imod ham. Vi var forfærdelig gode Venner. Men ... men ... forstaar du: han havde saadan en forfærdelig kedelig og pibende Stemme.

Præsten vendte sig om og saa forstemt ned i Jorden. Der saa han en lille Edderkop, der arbejdede mellem Lyng og Græs- straa.

Men Barbara rejste sig op, børstede lidt af sit Tøj og raabte:

— Kom, lad os gaa ned til Vandet. Maaske kan vi sejle over til den anden Side med den Baad dér!

Hr. Poul fulgte efter hende. Hun tog igen og flettede sine Fingre ind i hans, saa op paa ham og sagde: — Nu er vi ved Genezareth Sø og gaar ind i Kapernaum, ikke?

Og da de kom ind i Kapernaum, omfavnede hun ham og sagde:

— Du maa ikke dø, hører du. Jeg kan ikke undvære dig!

Hun var meget alvorlig og sitrede.

Da de kom ned til Vandet, var Baaden udlosset og klar til igen at lægge ud. Hr. Poul og Barbara fik Lov til at følge med. De satte sig ned paa den agterste smalle Tofte og rørte hele Tiden lidt ved hinanden. Baaden var fuld af Tørvesmuld, og Aarerne knirkede og skreg mod de knastørre Tolde. Rundt omkring dem laa Søen som en vældig, blank Flade, og Eftermiddagssolens Spejlbillede glitrede og skar dem i Øjnene. Men ovre under Land var Fjeldets dunkle Skygge, og i de Bølger, Baaden skar, var ogsaa 102sorte, svale Pletter. Barbara holdt sin Haand ned i Vandet og lod det skumme mellem Fingrene.

Tørvehederne var et mørkt Land med sorte Grave. De saa ud som Saar i Jorden. Men Luften var lys og tindrede af Stemmer fra voksne og Børn, som arbejdede rundt omkring. Spover og Hjejler stod paa Lyngtuer og sang, og hist og her, hvor Folk lavede Mad, steg Røg tilvejrs. Det var en Røg, der kradsede og sved i Øjnene, men den var sød og stærk som en Slags Brændevin. Der var Timian i den.

Barbara sagde, at dette var noget af det bedste, hun vidste: at gaa i Tørv. Hun trak Hr. Poul rundt fra den ene Familie til den anden og spurgte overalt interesseret, hvor vidt de var naaet, og hvornaar de mente, de sidste Tørv var tørre og kunde føres over. Hos en af Familierne fik de et lille Maaltid. Det var fattige Folk, men Barbara priste Traktementet og fik Præsten til ogsaa at gøre det.

Der var en gammel Morlil, som hjalp til med at bære Tørvene ned til Vandet. Hun gjorde det som alle de andre paa Landets Vis i en Løb. Det var en stor Tremmekasse, beregnet til at bære paa Ryggen, ophængt i et Uldbaand rundt omkring Panden. Den gamle Kone var lige ved at segne under Byrden. Hendes Hals var stærk og sej g nok, og Ansigtet var sammenbidt af Vilje. Men Benene kunde næsten ikke bære hende.

— Lad mig prøve at bære den Løb! sagde Barbara.

— Nej, nej, nej, sagde den gamle, det manglede da bare.

Men Barbara fik saa listeligt narret Løben fra hende, og ingen anede noget, før hun havde lagt det grove Uldbaand over Panden og bøjet sin fine Ryg ind under den svære Byrde. Hun gik uden Vaklen ned til Vandet, læssede af og kom slentrende tilbage med Løben hængende over den ene Skulder. Nu vilde ogsaa Hr. Poul bære. De læssede Løben til ham og lagde Baandet over hans Pande. Men ikke saa snart havde han hele Vægten over sig, før hans Knæ begyndte at dirre. Hans Nakke var for veg, og pludselig segnede han baglæns og satte sig paa Enden.

— Jeg vidste det! raabte Barbara og jublede.

Men Folkene var høflige og forklarede, at ingen fremmed kunde bære en Løb, fordi deres Nakke ikke var opøvet dertil.

Saa tog Barbara fat igen. Hun var ikke til at standse, hun lo højt og alle beundrede hende. Men hver Gang hun satte den tomme Løb fra sig, var hun lige saa oprejst og højbarmet som nogensinde. 103Hendes Øjne brændte, hun var som et tændt Lys iblandt dem. Hun var ligesom fuld af Kraft og Velgerninger, for Gud havde i Dag givet hendes Hjerte Medhold.

Først da Arbejdet var forbi, børstede hun Tørvesmuldet af sin Hals. Hun fortalte, at hun ogsaa havde faaet Tørvesmuld ned ad Ryggen og lo og skuttede sig. Saa gik hun med Hr. Poul og var stadig fuld af Varme og Straalekraft.

De gik mod Syd og kom til Søens Ende. Men her var ingen Jordans Flod. Det stille, blanke Vand kastede sig i en vældig Fos ud i Verdenshavet. Det blaanede og skummede dybt under dem. Saaledes endte denne Genezarethsø — ikke i en trang Dal, men i en brusende Evighed.

De sprang fra Sten til Sten og naaede over paa den anden Bred af det korte Stykke Elv, som fra Vandet førte ud til Fossen. Det var Aften nu, og alle Hedens Fugle tav. Da de naaede Midvaag, var det ud mod Midnat. Men det var Flod, og Barbara fandt derfor Paaskud til endnu at blive lidt hos Hr. Poul. De gik i det duggede Græs, og alle Tings Nordsider, Husene, Stenene og Trækorsene paa Kirkegaarden, var belyst af Himlens store Baal over Fjeldtoppene. Der var saa dødsstille, at de kun turde hviske. De satte sig ned og talte og talte og var enige om alting, og imens flyttede Himlens Lys sig mere og mere mod Øst.

Da Hr. Poul lagde sig til at sove, var Naturens Vælde endnu over ham. Hans Sanser slap kun langsomt den dunkle Jord, den tindrende Himmel og de lyse Stemmer, som havde lydt over Hederne. Men det bratte Vandfald mod Havet var alle Tings Ende. Dog, Guds Naade og Guds Godhed var saa stor og saa besynderlig, at det godt kunde tænkes, at Englene i deres Himmelske Sangbøger stavede Ordene lidt forkert. Ja, det skulde være mærkeligt andet.

Men ogsaa Barbara gik i Seng, fornyet af denne store Dag. Hun huskede ikke saa nøje alle Ting, men hendes Hjerte gemte endnu paa disse Ord: „Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget."

Og hun elskede meget.

104

BRÆNDEVIN

Græsset paa alle Hustagene i Thorshavn stod grønt og frodigt i Taagen. Det var en tør og blid Taage, som ikke engang for- maaede at fugte Gydernes Sten, men den var saa tæt, at den lukkede alt og alle ude som i et Skab fuldt af hvidt Mørke. Drengenes støjende Leg ude paa Tinganæs og Ternernes Skrig over deres Hoveder dæmpedes ned og kvaltes i den usigtbare Atmosfære. Men andre Lyde, som kom langt borte fra, hørtes mærkelig tydeligt. Man havde i Dagens Løb gentagne Gange hørt taktfaste Aareslag ude fra Fjorden, og hver Gang det var sket, havde Drengene standset deres Leg og lyttet og spejdet, indtil en fuldt bemandet Baad gled frem af Taagen og lagde til ved Vippen eller en af de andre Landingspladser ved Østrevaag.

Det var Dagen før Olaj. I alle Byens Gader var der et tyst Folkeliv af Bygdemænd. De var kommet til Havnen for at træffe Bekendte og se Lagtinget blive sat. De spadserede op og ned i deres tunge Spændesko, mødtes paa Gadehjørnerne og stod i Klynger og spurgte nyt. En begyndende Lystighed var at spore i manges Øjne. Men de førte ingen støjende Tale og gjorde intet Spektakel. De var fulde af Højtid og Værdighed.

Byens Koner gjorde sig en lille Morskab ud af at linde paa Vinduerne og belure Bygdemændene, naar de i en eller anden Vinkel eller Smøge hemmeligt samledes om en Flaske. Men Ansigt til Ansigt var de mindre opsat paa at møde Olaj gæsterne. Bygdefolk havde en underlig enfoldig Maade at spørge paa. De kunde sidde saa uskyldige og se ud, som om de ikke kunde tælle til tre. Men lur dem! De kunde baade tælle til tre og til ni, og hvad Sladder de i Dag var ude efter, behøvede ingen at tvivle om. Byens store Skandale var allerede over det hele Land, nu tørstede man kun i hver eneste Bygd efter at lære de nærmere Omstændigheder at kende.

105

Ja, det var Fanden til Skandale — saa aldeles uden Sidestykke. Den ramte ikke blot Enkeltpersoner, den gik ud over den hele By. Gabriel var den, der først havde givet Historien Ben at gaa paa. Allerede for flere Maaneder siden havde han til de Bønder, der søgte Kramboden, fortalt om alle de mange Fransebørn, der snart vilde komme i Thorshavn. De kunde bare vente til August, havde han sagt, saa skulde de faa at se, hvor travlt Jordemoderen pludselig vilde faa. Han havde grinet godt, og Bygdemændene var vendt hjem, helt opspilet af denne sodomitiske Nyhed.

Det forlød ogsaa, at Barbara nu snart skulde giftes med den nye Vaagøpræst. Ja, det var ualmindeligt med hende. Aldrig syntes hun at mættes af Præster, mente Bønderne. Men Gabriel var ikke helt sikker paa, at Appetiten var saa stor denne Gang. Der kunde jo ogsaa være andre Aarsager end Hunger. Lad os nu se, havde han sagt. Han vidste, hvad han vidste. Og efterhaanden mente alle at vide, at Hr. Poul var i Begreb med at gifte sig et Fransebarn paa Halsen.

— Ja, er det ikke Satans, plejede Gabriel at sige til Kunderne. Han blev aldrig træt af at tale om Barbaras uudtømmelige Elskovs Træskhed. Med et Vægtlod eller et Kornmaal i Haanden kunde han ofte staa og ligefrem falde i Staver over hendes Adfærd, og han rystede paa Hovedet og fniste: Satans, hvad!

Hele Sommeren igennem havde det været sjælden hyggeligt at komme til Handelen, og denne otteogtyvende Juli var Kramboden ogsaa det første Sted, Olajgæsterne stilede imod, saa snart de var kommet i Land. Den første, der kom, var Niels Peter paa Myren i Lervig. Han var en stor Spasmager, men de fleste lo lidt ad hans Nysgerrighed og Aabenmundethed. Han busede lige paa, Ordet Fransebarn var ude af hans Mund, næsten før han selv var inde ad Døren. Men Gabriel bad ham kort og godt om at holde Kæft og rejse ad Helvede til. Niels Peter blev saa flad, at han luskede af. Han forstod ikke et Ord af det hele, og vidste intet bedre end at takke sin Gud for, at ingen havde bivaanet, at han saa uheldigt havde forspurgt sig hos en Øvrighedsperson. Dette var en Oplevelse, han nok kunde holde for sig selv.

Senere kom andre Bygdemænd ind i Kramboden. De forstod bedre Folkeskik. De var langsomme og omstændelige og trak Tiden ud med alskens Snak om Vind og Vejr og Jordens Grøde. Men ikke et Ord fandt Gabriel for godt at sige om den store Menneskegrøde i Havnen. Det var besynderligt, ja, det var en forstem- 106mende Olajskuffelse. Enkelte gik saa vidt som til at spørge, om der var noget nyt. Men videre gik de ikke. De var anstændige Bønder, der stak Fingeren i Jorden og lugtede, hvor de var. Og de havde en stærk Følelse af, at den kgl. Handelsluft ikke var gunstig for altfor mange Spørgsmaal i Dag.

Da de kom ud igen, var de lige kloge. De var revnefærdige af Nysgerrighed. De gik Bakke op og Bakke ned i Byen, skottende til alle Sider og nidstirrende hver ussel Vinduesrude. De prajede formløst andre Olajgæster og spurgte dem rent ud, om de ikke vidste noget om disse velsignede Franseunger. Men nej, ingen vidste noget, selv Niels Peter vidste kun løs Snak om den og den og den, som de alle kendte i Forvejen. Og det var dog altfor lidt at vide, nu da man befandt sig paa selve Aastedet. Vupsen kom forbi, og hun var ganske rigtig tyk, det var hun. Men det havde Vupsen været saa mange Gange før i sit Liv.

Brændevinen vilde ikke smage. Nej, dette tegnede til en død Olaj. Heller ingen bad dem komme indenfor, og ikke en Haand saa man for sig i denne Taage. De vidste intet bedre end at gaa frem og tilbage gennem Gongen — ud mod Tinganæs og tilbage igen.

— Kan du ikke tale med Gabriel, var der en, der foreslog Niels Peter.

Han rystede paa Hovedet: — Nej, det kan jeg ikke.

— Aa jo! Det er da en smal Sag for en Mand som dig!

— Jeg kunde godt have spurgt, sagde Niels Peter, men jeg tror ikke, at han siger noget til mig. Han siger nok intet uden i Vennevold. Du, Hans Lavus, du kunde spørge, du er jo hans Fætter.

Hans Lavus drejede langsomt Hovedet, stirrede tankefuldt frem for sig og lukkede Øjnene et Par Gange. Han havde hvide Øjenvipper.

— Jo, jo, nikkede han omsider, men det lød snarere, som om han talte med sig selv end med en af de andre.

— Ja for du er jo hans Fætter, ikke? vedblev Niels Peter. Hans Lavus var sletikke Gabriels Fætter, han var en sindsvag Omstrejfer, kendt over hele Landet og tolereret for sin Skikkeligheds Skyld. Han troede, at han var noget stort — som oftest kaldte han sig Lagmand. Men han var en mild og vemodig Øvrighed, som kun havde den Fejl, at den var tilgængelig for Smiger. Og da nu alle paastod, at han var den eneste iblandt dem, som Ga 107briel vilde værdige et Ord, var han ikke den, der sagde nej. Der begyndte at komme Liv i hans Øjne, han saa fornøjet hen for sig: — Hm, ja, gode Mænd. Hm, ja. Hvad er det saa, I vil have mig til at spørge om?

Niels Peter lagde ham Ordene saa godt i Munden. Han skulde sige: „Hm, Gabriel, hm, gode Mand, hvad godt ved du at fortælle om Fransebørnene i Dag?“ Og saa skulde han byde ham en Pris. Saaledes. Niels Peter rettede sig op og viste, hvordan en stor Mand bød en mindre Mand en Pris. Bønderne smilte hemmeligt til hverandre. Fanden til Abekat, denne Niels Peter. Men lige meget, nu begyndte det at blive Olaj. De gik alle ind i en Krog, Hans Lavus fik ogsaa en Snaps, og saa vandrede de ud mod Tinganæs.

Gabriel saa ikke nøjere paa det Optog, som med Hans Lavus i Spidsen begyndte at fylde Kramboden. Han stod og vejede Korn til Vupsen og var tavs og officiel. Først da han var færdig, værdigede han at kaste et Blik paa de indtrædende.

— Hm, Gabriel, hm, gode Mand, lød pludselig Hans Lavus' blide Taaberøst: hvad godt ved du at fortælle om Fransebørnene i Dag?

Han smilede fjoget og rodede en latterlig Tobaksdaase frem af et rødt og uhumsk Lommetørklæde.

Gabriel var lige ved at eksplodere, men tog sig i det. Hans raske Hoved havde paa et Sekund læst Komplottet i Bygdemændenes altfor talrige og altfor gravalvorlige Ansigter. Særlig Niels Peters Ansigt bagest i Flokken var ikke til at tage Fejl af. Det store Grin laa paa Lur og vogtede paa hvert Ord. I flere Sekunder hørtes ingen anden Lyd end Vupsens Astma. Saa sagde Gabriel omsider med træt og rolig Stemme: — Gaa ud med dig, Hans Lavus. Jeg har ikke Tid til at staa og fjante med dig i Dag. Se her!

Han smed et Stykke Topsukker hen ad Disken. Hans Lavus greb med Begærlighed den hvide Klump og betragtede den med klæbrige, forelskede Øjne. Bygdemændene stod hjælpeløse og saa til. Hele deres Foretagende var strandet. De følte sig som Narre og anede ikke, hvordan de skulde slippe ud med Værdigheden i Behold.

Men da var det, at Vupsen tog Ordet. Det begyndte med et Pib i hendes trange Bryst, men saa klaredes Mælet:

— Ja, gaa du hellere ud med dig, Hans Lavus, og gaa I hellere 108ud alle sammen! I ved vist ikke, at Piben har faaet en anden Lyd her i Kramboden. Men det kan jeg fortælle Jer, at nu er Gabriel færdig med at tale om Fransebørnene. Han har været som en Herrens Forbandelse hele Sommeren til at haane og lyve om os Smaafolk og dutte os Løsunger paa. Men Spotteren kommer i Spotterens Hus og brænder Spotteren inde! Det kan I rejse hjem og fortælle i Bygden. For nu har Gabriel selv faaet et Fransebarn paa Halsen, det kan I hilse og sige fra Vupsen. Han skal giftes med Fogedfrøkenen paa Søndag! Og Barsel allerede i næste Maaned! Og det kan I forbande Jer paa, at Fogedfrøkenen er ikke den Dame, at hun nogensinde har lagt sig med Gabriel. Nej, det var en fornemmere Karl, og fransk, det var han, selvom saa Gabriel Tusinde Gange bliver skrevet i Kirkebogen som Ægtemand og Fader!

Gabriel havde under alt dette staaet bleg og stum. Da Vupsen var færdig, sagde han med blød og afmægtig Stemme: — Jeg skal gaa ind og hente Handelsforvalteren, skal jeg.

— Ja, gaa du bare ind til ham, tog Vupsen fat paa en frisk: han er vist ikke altfor forlegen efter at komme ud og tale om Fransebørn, han heller. De fine Folk er blevet saa spage i den sidste Tid. Det er ikke bare Vupsen, det er baade Fruer og Frøkener, der skal barsle i August.

— Du er en Skarnskæft, sagde Gabriel. Tanken om, at det ikke blot var ham selv, men den hele Øvrighed, der blev forhaanet, gav ham nye Kræfter. — Du skal vare din Mund, sagde han med Vægt, ellers skal jeg sørge for, at du kommer til at barsle i Mørkestuen, forstaar du.

Vupsen havde efterhaanden nærmet sig Døren.

— Ja, du kan nu Tusind Gange sætte mig i Mørkestuen eller paa Spidse Sten, skreg hun, men lave en Franseunge om til en Gabrielsunge, det kan du ikke. Farvel!

Bygdemændenes Øjne var efterhaanden blevet større og større. De var nærmest forfærdede, og da Talen faldt paa Mørkestuen, blev de helt uvel. Langsomt tumlede de ud af Kramboden, svage i Knæene af Sensation. Paa Trappen stod Niels Peter krumbøjet, hans Skuldre gik langsomt, det saa ud, som om han hulkede. Ogsaa de forreste af Bygdemændene begyndte nu at krympe sig sammen. Men ikke en Lyd kom fra dem. De fik bare travlt, hele Flokken fik travlt, de ligefrem ilede afsted, og først da de naaede en velbeskyttet Krog, gjorde de Holdt og begyndte at fnise. De var 109saa bevægede, at de næsten ikke kunde drikke, det varede længe, før de genvandt Mælet. Men saa begyndte en mægtig Hygge at brede sig iblandt dem, Nyheden og Brændevinen fyldte deres Bryst som en Varme, en enkelt istemte et Kvad. Og i Dagens Løb blev det hyppigere og hyppigere, at løsrevne Kvadstubbe steg tilvejrs mellem de tjærede Trævægge. Den mælkehvide Taage lukkede for alle Gyder, man saa ikke en Haand for sig, men Byen var fuld af usynlig Lystighed.

Gabriel var alene tilbage i sin Krambod. Med en gammel Sæk gik han omkring og slog efter alle de Rester af Korn og Sukker og Tobak, som var spildt omkring paa Diskene. Denne Tørn havde været værre end ventet, og han saa, der forestod et Par fordømte Døgn. Men det fik ikke hjælpe. Han havde gjort Regnskabet op, og det skulde nok holde. Det gjaldt bare om at beherske sig. Det var det forbandede ved det, han var saa uvant med at beherske sig overfor disse Abekatte. Men jo mere, han beherskede sig, jo mindre blev Grinet, og jo mindre blev Omkostningerne.

Selve Gevinsten var sikker nok. Han havde nøje overvejet det hele, Debet og Kredit. Suzanne Harme var et godt Parti, det bedste Parti i Landet. Det var paa Forhaand givet, at der med hende fulgte Avancement, og han havde straks betinget sig, at Landfogeden gjorde ham til sin Fuldmægtig. Heraf fulgte med nogenlunde Sikkerhed, at han ogsaa vilde blive hans Efterfølger. Ganske vist havde Fogeden ikke forpligtet sig til snart at dø, men han havde dog allerede haft et apoplektisk Anfald.

Dette var den største Post, men hertil kom, at Suzanne var en baade smuk og fornuftig Kvinde. Dette blev Gabriel ikke træt af at gentage for sig selv. Hun var ingen Barbara — Gud være lovet, hun var ingen Barbara! Ganske vist var hun jo ikke ubeskadiget. Men naar man overtager et beskadiget Vareparti, netop i Anledning af at det er beskadiget, saa kan man ikke samtidig forlange, at det skal være ubeskadiget. Suzanne var endda kun lidt beskadiget, og det var en evig Fordel, at ingen her i Landet kunde prale af at være Fader til hendes Barn. Føj for Fanden, det vilde ikke have været rart.

Endelig var der den Post, at Suzanne, selv om hun ikke ligefrem var Barbara, saa alligevel næsten var Barbara. Hun smagte dog betydeligt af Fugl, ja, hun var i Grunden en Slags Barbara, der blot ikke havde Barbaras Fejl. Kunde det være bedre?

110

Heroverfor stod dog paa Debetsiden, at naar han giftede sig med Suzanne, saa kunde han ikke gifte sig med Barbara. Han forstod ikke rigtig denne Post. For havde han nogensinde ønsket at gifte sig med Barbara? Afgjort nej. Var det ikke favorabelt ikke at være gift med Barbara? Afgjort jo. Det var noget Kludder, dette her. Hvorfor skulde det staa under Debet, at han ikke giftede sig med Barbara, naar denne samme Omstændighed indeholdtes i flere Poster paa Kreditsiden? Han grundede mere og mere over dette og var slet ikke klar over sig selv eller sit Regnskab. Tilsidst trøstede han sig med, at det hele jo kun var et Posteringsspørgsmaal. Ja akkurat. Det var noget lignende som med Overskudet. Eller Kassebeholdningen. Den satte man ogsaa paa Debetsiden. Mærkelig nok.

Den anden Post paa Debetsiden var Grinet. Det var i Virkeligheden kun en lille Post, som sletikke kunde maale sig med de andre. Men der var det fordømte ved den, at den skulde erlægges kontant, med det samme. Men saa var det ganskevist overstaaet. Hvad der senere vilde løbe paa, var sikkert ikke store Sager. Saa det gjaldt bare om at faa en Ende paa det. Udlæg var naturligvis altid pinlige, men naar man vidste, hvad man fik for Pengene ...

Dette blev Gabriel heller ikke træt af at gentage for sig selv, det trøstede han sig med, og derfor holdt han sig tappert paa sin Skanse. Det var ikke altid saa let at se Fjenden i Øjnene, Folk var berusede og obsternasige i Dag ... den Satans Vupse havde tændt Oprørsfaklen, saa at sige, og gjort Almuen aldeles respektløs. Kom ikke skikkelige Bygdemænd ind i Kramboden og sagde frække Underfundigheder? Ja, han havde Fornemmelsen af, at der var en Slags hemmeligt Opløb bag Hjørnet, hvor Grinet boblede, og hvorfra der fra Tid til anden blev sendt Spioner ind i Kramboden for at udforske Stemningen.

Saa lystig en Olajfest havde der ikke været i mange Aar. Havnefolk havde muntret sig i Vinter, dengang Franseskibene laa paa Rheden. Nu var det Bygdefolkenes Tur. De havde intet andet at drikke end Brændevin og kunde ingen anden Dans end færøsk Dans. Men ogsaa den havde sine Fortrin, den havde sine store Fortrin og var vel egnet til Lejligheden.

Niels Peter var den, som begyndte Dansen. Hans store Held ude i Kramboden havde gjort ham til Dagens Mand, og selv stillede han ikke sit Lys under en Skæppe. Med skingrende Stemme satte han i:

111

— Kongen spurgte Datter sin —
matrori, matrori,
— hvem er ældste Sønnen din?
Turlulu gæk, gæk, gæk,
turlulu gæk, gæk, gæk,
turlulu gæk.

Det var der intet ondt i. Men det var dog frækt og opsigtsvækkende at danse ude i Havn, lige foran Kramboden. Flere og flere traadte ind i Ringen, og Kaadheden og Frimodigheden steg fra Minut til Minut. Enkelte besindige Mænd mente, at det var en farlig Sag at ærte Gabriel paa denne Maade. De forstod saa meget, at han var en Mand, der vilde gaa frem i Magt og Ære, og som kunde hævne sig naar Timen var inde. Men de yngre vilde ikke lade sig sige. De var beskænkede nu og tænkte kun paa Narrestreger. Da Gabriel bleg og vred kom ud paa Trappen og bad dem for Fanden holde inde, stirrede Niels Peter ham lige ind i Øjnene og sang:

— Fogeden sagde til Datter sin —
matrori, matrori,
— Hvad har du gjort af Æren din?
Turlulu gæk, gæk, gæk.

Og saa trak Gabriel sig tilbage igen. Men Niels Peter begyndte nu at lave om paa Versene og blev mere og mere nærgaaende og personlig. Han sang i vilden Sky:

— Fogeden sagde til Datter sin:
Hvem kan vi finde til Husbond din?

Det blev Gabriel for meget. Han røg ned ad Trappen og svor, at han skulde gøre en besk Ende paa denne Opsætsighed. Han havde Blod paa Tanden. Han skulde hente baade Øvrighed, Kommandant og Soldater! Men han naaede ikke saa vidt. To af de stærkeste Bygdemænd fik ham imellem sig, greb ham om Haand- ledene og tvang ham til at danse med i Kæden:

— Fogeden sagde til sin Dattermand —
matrori, matrori,
— Afkom du faar udaf Adelstand!
Turlulu gæk, gæk, gæk,
turlulu gæk, gæk, gæk,
turlulu gæk!

112

Mændene svingede og gjorde vældige Kast med Gabriels Arme, sáa ham dybt ind i Øjnene og sang som gale. Men pludselig holdt de alle inde, Ordene visnede paa deres Læber, der hørtes ingen anden Lyd end Ternernes Skrig i Taagen. Lagmanden var dukket op iblandt dem. Han gik saa beskedent, havde han ikke været saa stor, havde de slet ikke bemærket ham. Bagved ham, i Taagen udenfor Handelens Port, kom Barbara opad Rampen sammen med Hr. Poul og Sysselmanden fra Vaagø. De var lige kommet i Land paa Vippen.

— Herre Jesus naade mig, sagde Lagmanden med sin blide Oksestemme og saa sig forbavset om: hvad er her paa Færde?

De saa alle lidt slukørede ud. Gabriel var sprunget ind i Kramboden. Ogsaa Hans Lavus var lusket af. Han var den eneste i hele Landet, der ikke kunde taale at se Lagmanden, det voldte ham altid den største Melankoli. Men ellers plejede der kun at være Tryghed, hvor Samuel Mikkelsen kom frem. Hans store Ro var en liflig Styrkelse for alle Hjerter. Det varede heller ikke længe, før Niels Peter fik samlet sig saa meget, at han kunde give en Slags Forklaring.

— Nu maa vel alle glæde sig, sagde han kaadmundet. Det er ikke hvert Aar, der bliver gjort saa fornemt et Bryllup i Havnen.

Et Smil for som en Skygge mellem Lagmandens Øjne. Det var tydeligt, at han havde forstaaet Sammenhængen, men han forandrede ikke en Mine.

— Gaa hellere op i Tingstuen og dans en skikkelig Olajdans, sagde han. Dette er et altfor underligt Dansested.

Et Øjeblik efter var Kramboden fuld af munter og behagelig Tale. Det var en Lettelse for Gabriel igen at være iblandt polerte Mennesker, der forstod at lykønske ham paa den rigtige Maade. Lagmanden havde gennem et Brev fra Sorenskriveren erfaret om det forestaaende Giftermaal, og paa Vejen til Havnen havde han fortalt Nyheden til Hr. Poul og Barbara.

— Det var dog morsomt! sagde Barbara til Gabriel. Hendes leende Stemme var fuldt oprigtig. Tænk, at du skulde blive gift med Suzanne. Ja, saa bliver du jo næsten min Svoger!

— Du skal jo ogsaa giftes nu, hører jeg, sagde Gabriel mat. Øjeblikket tillod ham ingen Malice. Nej, det var i enhver Henseende Barbara, der kunde have Grund til at smile. Han havde i en Fart taget Maal af hende. Ikke Tale om, at hun var med Barn.

113

— Ja, er det ikke morsomt, sagde Barbara, — vi skal begge giftes!

Hun var lykkelig og aldeles uden Ondskab.

Om Aftenen sad Lagmanden inde hos Landfoged Harme. Landfogeden var synlig ældet. I Vinter havde han haft et voldsomt Anfald og havde længe ligget syg. Altfor sent var han blevet underrettet om sin Datters Tilstand. Hun havde været saa kærlig ikke at ville volde sin Fader denne Sindsbevægelse, før han selv var kommet til Kræfter igen. Men gode Raad havde været dyre. Det var Sommerdage, og han havde maaske kunnet faa Datteren ud af Landet med et af Handelsskibene. Men uheldigvis havde han ingen Slægtninge, som han mente, han kunde betro hende til. Desuden var der jo Barnet. Det var dog bedst for alle, at det fik en Fader. Han havde saamænd tænkt paa Sorenskriveren, men det vilde vel have været at gøre ham et krænkende Tilbud. Saa var der Gabriel ... Ja, det var sandelig ikke, fordi Fogeden satte Pris paa denne Gabriel. Og han syntes endnu mindre om ham efter i den sidste Tid at have lært ham nærmere at kende. Men noget maatte jo gøres.

— Ja, sagde Samuel Mikkelsen. Jeg skal ikke sige andet end, at ogsaa jeg kunde have undt Deres Datter en anden Mand end Gabriel. Sandt at sige har jeg heller aldrig haft videre Tiltro til ham. Men hvad siger Suzanne selv?

— Suzanne er naturligvis heller ikke begejstret over denne Udgang, sagde Landfogeden. Men nu er Barbara jo kommet ... maaske kan hun trøste hende lidt — Gud bedre det.

Lagmanden smilte med et lidt ulykkeligt Smil. Han sad nogen Tid og tænkte.

— Maaske, sagde han, — maaske at De hellere skulde have talt med Johan Hendrik alligevel. Jeg ved ikke rigtig, men han er dog en fornuftig Mand, som i hvert Fald ikke vilde have sagt nej paa en uskikkelig Maade. Og havde han sagt ja, vilde det have været saa meget bedre for alle Parter. Jeg tror heller ikke at han vilde være blevet mindre estimeret af den Grund. Folk er saa forskellige og bliver forskelligt agtet.

I det samme kom Gabriel ind. Han var meget altereret og tog ikke meget Hensyn til, at ogsaa Lagmanden var i Stuen.

— Almuen er opsætsig i Dag, sagde han. Det er som om Fanden rider dem. Jeg synes, det er tungt nok, at jeg skal gaa her og tage Følgerne af Suzannes forbandede Friheder.

Lagmanden saa op og glemte næsten at skjule sin Forbavselse. 114Mage til Tonefald. Var denne Knægt ikke ogsaa allerede begyndt at tale om „Almue". Han maatte smile lidt. Nej, nej, tænkte han: naar Fattigmand skal raade, saa kender han ikke Maade.

— Niels Peter i Myren vil jeg nu have i Mørkestuen, vedblev Gabriel. Han har i Dag forsmædet og haanet den hele Øvrighed. Det er let nok at sidde her og have det hyggeligt. Hvorfor skal det gaa ud over mig, som ikke har gjort andet end godt? Jeg har i Dag maattet høre paa en Nidvise om Landfogeden og Suzanne.

— Hvis Visen slet ikke handlede om dig, Gabriel, sagde Lagmanden venligt, saa burde du vel ikke have taget dig det saa nær?

Gabriel stirrede rasende paa Samuel Mikkelsens urokkeligt blide Ansigt: — Handlede om mig? Handlede om mig? Selvfølgelig handlede den ogsaa om mig ... hvad Satan ...?

— Gjorde den? sagde Lagmanden. Hans Øjne var saa hjertensgode og smukke.

— Og nu beder jeg kun om en Arrestordre paa Niels Peter i Myren, sagde Gabriel vredt til Landfogeden. Saa skal jeg nok gaa til Kommandanten eller til Hans Konstabel og faa den udført.

Landfoged Harme begyndte at røre paa sig. Han var urolig og tvivlende. Han pustede tungt og rodede lidt med en Pen. Saa begyndte han at vandre op og ned ad Gulvet og var meget rød i Kammen.

Lagmanden havde hele Tiden siddet i nøjagtig samme Stilling. Nu rejste han sig langsomt, det mørknede ligefrem derved i det lille Værelse. En Stund stod han og kiggede ud ad Vinduet. Saa sagde han:

— Ja, dette er en Sag, som ikke kommer mig ved — i hvert Fald ikke foreløbig. Men vil du lyde mit Raad, Gabriel, saa gør du ikke noget ved den. Du kan alligevel ikke sætte alt Olajfolket i Mørkestuen.

Samuel Mikkelsen gik. Han var ikke glad. Herregud, tænkte han, her kommer nok baade en og anden i Mørkestuen i kommende Tider. Rundt omkring i Byen hørte han af og til Omkvædet:

Turlulu gæk, gæk, gæk.

Han ønskede, at de vilde tie med det.

Folk hilste glade paa Lagmanden. Hans Skikkelse var det vældige Tegn paa, at det nu for Alvor var Olaj. Men Lagmanden gik lige til sit Logi og lagde sig. Blandt alle de mærkelige Ting, der skete under denne Olaj fest, var dette maaske det mest usædvanlige.

115

I ET PRÆSTEKONVENT

Olaj dagen oprandt med Solskin og Klokkeklang.

Hr. Poul, som var den Præst, der sidst var kommet til Landet, holdt Gudstjenesten i Kirken, og alle var mødt frem for at høre, hvilke formanende Ord han havde at sige til Tingmændene. Senere gik Lagmanden til Tinget med Lovbogen under Armen, og Kirkeklokkerne ringede paany. Efter Lagmanden gik Landfogeden, Sorenskriveren, alle Landets syv Præster og de seks Sysselmænd, og tilsidst kom de otteogfyrretyve Lagrettesmænd med hvide Pibekraver om Halsen. Bønderne var højtidelige og sang ikke mere Turlulu gæk. Gabriel havde genvundet Fatningen og begærede ikke mere Niels Peter indsat i Mørkestuen. Byens Koner laa nysgerrige i Vinduerne og raabte ikke Skældsord efter de forbidragende. Der hørtes kun Klokkeklang og Trav af højtidelige Spændesko.

Lagmanden gik ind i Tingstuen, og alle Øvrighedspersonerne og Lagrettesmændene fulgte efter. Almuen blev staaende udenfor i Gongen. Gennem de aabne Vinduer kunde de skimte de dunkle Skilderier af Kong Frederik den Femte og Dronning Juliane Marie.

Lagmanden rejste sig op og rømmede sig.

— Vor Herre Jesu Kristi Fred og Velsignelse, begyndte han med sin dybe og sagtmodige Røst, være med os og alle dennem, som ere udi denne gode Tingsfærd nu og altid, Amen.

Af en Bog oplæste han den lange Formular, hvormed Tinget lystes i Fred. Ordene var svære at skelne, hans Stemme blev undertiden svag og utydelig. Men omsider lagde han Bogen ned og sluttede:

— Dermed sidder i Herrens Fred allesammen.

Tinget var nu sat, og Forhandlingerne begyndte. Landfoged Harme var den første, der havde Ordet. Han støttede sig lidt mod 116Bordet og hans Hoved rystede svagt. Det var aabenbart, at han var faldet stærkt af siden sidste Aar. Ogsaa hans Stemme var det gaaet tilbage for. Det var næsten en Ynk at høre ham rømme sig og sige: a-hø-møh, for der var ingen Magt og Værdighed i det længere.

Landfogeden spurgte, som Skik var, om nogen indenfor Tinget eller blandt Almuen havde noget Kæremaal at føre om Landets Forsyning eller Handelens Betjente i Adfærd, Maal eller Vægt. Der blev en almindelig Mumlen. Adskillige havde sagtens i Aarets Løb svoret paa, at det ikke skulde vare længere end til Olaj, før de skulde klage over de gode Hoser, som Handelen havde vraget og nægtet at modtage som Betaling, eller over Brændevinen, som Handelen havde været udgaaet for. Skraatobakken havde ogsaa været daarlig og muggen en Overgang. For slet ikke at tale om Gabriels Maliciøskhed ofte og tit. Men nu, da de blev spurgt, og Landfogeden stod og saa sig om til Højre og Venstre, tav de alle. Det var sin Sag at træde frem i denne Forsamling, det var vanskeligt at udtrykke sig paa rette Maade, og begik man en Dumhed, var man sikker paa at blive til Grin for det hele Land. Nej, det var nok i alle Maader bedst at forholde sig rolig. Som de gamle sagde: Tier du, har du én Skade, taler du, har du to.

Denne den første Tingdag plejede iøvrigt altid at være kort, den var nærmest kun en Formalitet.

Efter Tinget skulde der være Præstemøde. Højst utilfreds gik Hr. Poul ud paa Reynegaard sammen med alle sine Kolleger — Hr. Severin fra Suderø, Hr. Marcus fra Sandø, Hr. Wenzel fra Sydstrømø, Hr. Gregers fra Nordstrømø, Hr. Anders fra Østerø og Hr. Christian fra Norderøerne. Barbara — han havde kun set et Glimt af hende i Dag. Herren maatte vide, hvor hun havde sine Veje. Hr. Poul var altid utilpas, naar han ikke havde hende hos sig, og her i Havnen voldte hendes livlige Færden ham idel Kval. Provsten Hr. Anders Morsing komplimenterede ham for hans Prædiken, men han hørte det knapt. Han gik og saa sig om til Højre og Venstre, om han dog ikke kunde faa Øje paa hende i Vrimmelen. Men han saa kun ukendte Bønder.

— Ja, om De saa vil tage til Takke med mit ringe Hus, sagde Hr. Wenzel, da de traadte ind paa Reynegaard. Han var lille, rødhaaret og salvelsesfuld som altid.

— Ringe Hus? Sandelig! Det var Hr. Severin. Han udstødte en lang astmatisk Lyd og brød saa ud i en skrattende Latter: Sandelig, 117sandelig siger jeg Eder ... naa, Herren forlade! Nej, hvad jeg skulde sige ... ringe Hus! Kære Kollega! Hvem af os har et Hus som dette? Minsandten!

Han gned sig i Hænderne og gik hurtigt op og ned ad Gulvet. Han var en meget lille og meget tyk Mand med et kærligt, fornøjet Ansigt.

Reynegaard var ikke noget ringe Hus, og Salen, som de kom ind i, var et stort, fire Fags Værelse. Solen skinnede i de lyse Firkanter paa det hvidskurede Gulv. Udenfor var Kirken, Kirkegaarden og Corps de Garde med Mørkestuen.

— Næh, vedblev Hr. Severin, hvis vi to havde et saadant Hus, hva, Hr. Gregers!

Han gik hen og prøvede at slaa Hr. Gregers paa Skulderen, men han naaede kun et Stykke op ad Ryggen: — Jeg siger: hva? Hva mener De? Hva? Hva?

For hvert Ord gav han Hr. Gregers et Slag, og ved hvert Slag hvirvlede Støvet som Røgen fra et Kanonskud i tykke Skyer ud af Hr. Gregers Præstekjole og dansede i Solskinnet. Hr. Gregers tabte den Draabe, der hang under hans Næse, og fór forskrækket sammen. Han var en mager, gigtsvag Mand med furet Ansigt og laset Paryk. Han prøvede paa at tale, men først da Hr. Severin holdt op med at tampe ham og var brudt ud i sin voldsomme Latter, fik han Ordene frem.

— Vi har de Boliger, Herren har kaldet os til, sagde han med hul og klagende Stemme.

— Naa ja, naa ja, sagde Hr. Severin, men saa vilde jeg bare ønske, at Herren ...! Han fik et voldsomt Hosteanfald: ... Hvad vilde jeg sige ... næh! Har Møllene ogsaa været i Deres Paryk?

— Nej, hos mig er det saamænd Musene, der har været paa Spil.

— Nej virkelig, minsandten ...!

De havde begge taget deres Parykker af og faldt i dyb Samtale om huslige Plager. En ny klar Draabe spirede under Hr. Gregers' Næsetip. Han havde mange Genvordigheder.

Og det havde de alle. Den høje, benede Hr. Marcus fra Sandø klagede til Hr. Christian fra Norderøerne over de mange Børn, Herren havde givet ham, og som rigtignok var en Velsignelse, men som det var svært at skaffe i Vej. Gudskelov — en Søn havde giftet sig en god Gaard til i Skaalevig, en anden havde ved Fogdens Hjælp faaet et godt Fæste paa Suderø, og tre Døtre var godt gifte. 118Men der var ni Børn tilbage. Det var ikke nemt, nej, det var ikke nemt.

Hr. Christian havde ingen Børn og var ikke gift. Han vilde meget hellere tale om Herrnhuterne. Han sagde, at han forstod godt Herrnhuterne, det følte han Trang til at sige, og han havde Sympati for Mænd som Zinzendorf og Spangenberg.

Ja, sagde Hr. Marcus, hans Datter Elsebeth var nu nitten Aar, han havde taget hende med til Havnen, hun blev saa dum af bare at gaa dernede i Todnæs Præstegaard, saa hvis Hr. Christian vilde tale hende lidt til om aandelige Sager, saa ...

— Ja, Spangenberg, sagde Hr. Christian og strøg sig om Hagen med lange, følsomme Haandbevægelser. Han udtalte Navnet med en sagte, højtidelig Stemme, som om han hviskede et helligt Ord. Hans Ansigt var blegt og patetisk, men ellers var han en høj og velskabt Mand med et vældigt krøllet Haar, der var pudret og flettet bagtil i en ganske lille Pisk, som strittede op over Præstekraven.

Hr. Wenzel havde et Øjeblik forladt sine Gæster. Han kom ind i Kammeret og fornam der Lyden af mange Stemmer og Duften af Chokolade. Fru Anna Sophie viste sig i Stuedøren, rød og hvid med Munden fuld af Sukkerbrød.

— Det maa jeg nok sige, sagde Hr. Wenzel og saa meget forurettet ud, — her er nok ingen smalle Steder, ser jeg.

— Ja hvad, sagde hans Kone, det er jo bare en Gang om Aaret, at alle Præstekonerne er her, saa ... Jeg har for Resten tænkt paa, om jeg skulde have bedt Barbara med, men de er jo ikke gift endnu.

— Naa ogsaa det! Ogsaa det! Hr. Wenzel havde faaet en lille rød Plet paa hver Kind og gik krænket bort. Hans Kone stod lidt og tyggede og saa efter ham. Saa gik hun ind igen til alle Præstekonerne.

Inde i Salen havde Hr. Anders givet sig i ivrig Samtale med Hr. Poul. Han havde grebet ham i Læggene paa hans Præstekjole og trukket ham hen til et af Vinduerne. Han talte til ham med en myndig Mine, hans Øjne var blaa og skarpe under de buskede Bryn.

— Ja, ogsaa jeg har været i Deres Stilling, sagde Hr. Anders. Jeg har, som De nok ved, engang været forlovet med Barbara ... Barbara Hr. Nielses, saa jeg kender til det, jeg taler om.

— Ja, jeg ved det, sagde Hr. Poul kort og ærbødigt.

— Jeg venter, at De ikke vil tage mig det ilde op, at jeg taler 119til Dem som en, der er ældre og mere erfaren end De — Provsten rømmede sig — og som Deres foresatte.

Hr. Poul bøjede Hovedet.

— Det er altsaa fraterne jeg henvender mig til Dem, men dog ogsaa serio, og jeg maa paa det alvorligste mane Dem til at overveje, hvad det er, De staar i Begreb med at foretage Dem.

Hr. Poul saa op.

— Det har jeg paa det alvorligste overvejet hele denne Sommer, sagde han. Hans Stemme rystede og var lige ved at briste.

— Ja ogsaa jeg har engang maattet overveje den Sag, sagde Provsten. Jeg har aldrig fortrudt det Resultat, jeg kom til.

Hr. Poul følte sig incommoderet af Provstens overvættes faste og blaa Øjne. Hans Tanker strejfede flygtigt Provstinden, som han om Morgenen havde set et Glimt af — hun var tyk og spidsnæset og havde en skingrende Stemme. Han undredes over, at hans Hu kunde være saa kaad i en saa alvorlig Stund, han var lige ved at smile. Han mindedes pludselig Skoledagene og Rektor og var stadig lige ubehagelig berørt af de blaa Øjne. Men et Svar maatte han dog hitte paa. Saa sagde han:

— Jeg hverken kan, ejheller vil jeg svigte et Løfte, jeg har givet.

— Naa, sagde Provsten og tog Øjnene til sig.

Hr. Poul var rent forbavset over, hvor stærkt hans Svar havde virket. Han følte det næsten, som om han havde sagt en Løgn og skammede sig en Smule — han vidste ikke selv hvorfor.

— Ja saa, gentog Provsten. Han var lidt raadvild, men det var tydeligt, at han ikke var slagen. En Stund efter spurgte han: — Er De overbevist om, at den Kvinde, De vil gifte Dem med, tager sine Løfter lige saa alvorligt, som De tager Deres?

Det faldt Hr. Poul ind, at han burde blive rasende over dette Spørgsmaal, men han blev det ikke. Han formaaede end ikke at foregøgle Vrede. Han sagde kun:

— Jeg ved, at Barbara mener det meget, meget alvorligt. Men naturligvis er hun et skrøbeligt Menneske, det ved jeg ogsaa.

Provsten svarede ingenting. Han rettede kun sine incommoderende blaa Øjne lige mod Hr. Poul.

— Men lidt har man maaske Lov til at stole paa Gud, tilføjede Hr. Poul pludselig.

Provsten tog igen Øjnene til sig, og Hr. Poul følte sig igen lidt skamfuld. Men saa rankede Provsten sig op og sagde myndigt: — 120Nej, hør nu her! De maa ikke bilde Dem ind, at Herren gider laane en Finger til Deres fordømte Hazard med Dem selv og Deres hellige Kald i et Ægteskab, som ... som ... er De gal, Mand?

— Jeg ved det er voveligt, sagde Hr. Poul, og jeg ved saa godt som nogen, at Barbara er ... en Synderinde ... naturligvis ...

Han greb sig selv i at tegne paa Ruden, men den var blank og ganske uden Dug. — Nuvel, vedblev han roligere: vi skal dog ikke glemme, at Herren selv ikke mente sig for god til at omgaas Synderinder og ...

— Ja, han giftede sig saagu ikke med dem! sagde Provsten.

— Nej vist, han giftede sig ikke med nogen — det vil sige, han var alle Synderes Brudgom, og naar saa er, bør vi Mennesker vogte os for at holde os for gode til ... jeg mener blot, at man bør vogte sig for enhver Selvretfærdighed.

— Hm, sagde Provsten og nikkede et Par Gange. Det er maaske for hendes Synders Skyld, at De gifter Dem med hende?

— Det er mit Haab til Gud, at det vil blive til Velsignelse.

— Naa saadan. Alligevel er det dog vel ikke et platonisk — jeg mener et rent aandeligt Ægteskab, De paatænker.

Der var aabenlys Haan i Provstens Stemme. Hr. Poul svarede hastigt:

— Nej, saa sandt for Herren ikke, som vi begge to kun er usle, syndige Mennesker. Men alt staar i Guds Haand.

— Gu' gør det ej, sagde Provsten hidsigt. Jeg mener ... rettede han raabende: du skal ikke friste Herren din Gud!

— Naa, er det denne unge Mand her, hva?

Det var Hr. Severin, der var kommet til. Han langede et drøjt Slag op paa Hr. Pouls Skulder, udstødte en lang astmatisk Lyd og brød saa ud i sin støjende Latter: — Nej, hvad jeg skulde sige: frister han Herren? Frister han Herren? Er det ikke ham selv, der er blevet en Smule fristet, hva? hva? hva, hva? Eva og Slangen, hva? Vogt dig for Slangen! Gifte sig med hende? Daarskab, kære Ven, Daarskab, siger jeg. Nej, spejl Dem i Provsten, han var hende for snu, var han ... for klog, mener jeg ...

Hr. Severin skiftede nu om og begyndte at banke op paa Provstens Skulder: — Han havde mere Kvindeforstand, minsandten! Provstinden!

Hr. Severin var aldeles forpustet og fik et langt Hosteanfald: — Hvad jeg skulde sige. Her dufter jo af ... af ... minsandten! Af Chokolade, gør her ikke?

121

Han saa sig glædesstraalende omkring.

— Jo min Hustru ... sagde Hr. Wenzel højtideligt og forbeholdent.

— Nu, det kalder jeg et Præstecalent! raabte Hr. Severin og gned sig i Hænderne.

— Ja, ja, sagde Provsten og sendte Hr. Severin et strengt Øjekast: endnu er vi ikke kommet til Chokoladen. Der er et Par Ting ...

Han gik hen og indledte en Samtale med Hr. Wenzel, og det var tydeligt, at Havnepræsten følte sig husvalet derved. Han havde hidtil været saa aldeles ensom i denne Forsamling.

— Troens rare Klenodie! hørtes pludselig Hr. Christians Stemme. Han kærtegnede med varsomme Hænder en Bog, som han lige havde trukket op af sin Lomme: — Kender De den?

Hr. Marcus stirrede nærsynet paa Bogens Ryg. Hans Adolf Brorson, stavede han langsomt. Nej, sagde han ligegyldigt, den kender jeg ikke. Nej, ser De, vedblev han, de to Gylden Jord i Deple, de ligger jo lige i Deres Præstegæld, og det var da noget for Dem, hvis ...

— Hvad for noget? raabte Hr. Severin. Minsandten! Har min gode Kollega nu ogsaa forskaffet sig Jord helt oppe paa Norderøerne?

— Kun to Gylden, sagde Hr. Marcus. Det er jo ingen Herregaard, maa man sige. Men bedre end ingenting, bedre end ingenting, tilføjede han med et Blik til Hr. Christian.

— Nuvel, nuvel, som en liden Medgift, mente Hr. Severin listigt.

— Frugten af tvende Ligprædikeners Møje og Besvær, sagde Hr. Gregers med bitter Klang i sin hule Stemme.

— Jeg fik dem nu for en, sagde Hr. Marcus og skottede først hen mod Provsten, saa op mod Loftet.

— For en! Hr. Severin brød ud i et Latterbrøl. For en! Han begyndte at banke op paa Hr. Marcus' Skulder: — Altsaa to Fluer med ét Smæk! Hva? Hva? Godt gjort. Ja, det skulde vi andre lægge os efter! At tage Jord for vore Ligprædikener, hva? Hva? Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, med Jord din Ligfærd betales maa! Ha ha ha! Ikke blot en, men to Gylden Jord for en Ligtale ...

Hr. Severin afbrødes af Hoste.

— Naa, sagde Hr. Marcus og saa hen paa Provsten og Mag. 122Wenzel. Det er dog kun i visse Tilfælde. Ak, mange betaler slet intet for en Ligtale. Det er ikke nemt.

— Nej, det er ikke nemt for dem, som ingen Jord har, sagde Hr. Gregers hult og tørt. Hvor intet er, har selv Kejseren tabt sin Ret.

— Jeg har ni uforsørgede Børn, sagde Hr. Marcus dystert.

— Sig mig, hvad tager De for en Sjælemesse? spurgte Hr. Severin.

— Jeg er ikke Papist, sagde Hr. Marcus forarget, og hvad jeg ejer og har, har jeg forhvervet paa hæderlig Maade med Tinglysning derpaa. Det er ikke saa let for mig. Mine Sognebørn er ikke saa gavmilde som Deres. Man fortæller mig, at ingen ofrer mindre end en Sletdaler i Deres Præstegæld.

Hr. Severin brød ud i en frygtelig Latter. Han værgede for sig med Hænderne og hostede og protesterede og var lige ved at kvæles. — Det er Løgn! raabte han. Det er den sorteste Løgn! Ved sidste Bryllup fik jeg tre Markstykker, det ved Gud jeg gjorde, og en Otteskilling.

— Naa, fangede De den endelig? sagde Hr. Gregers med uhyggelig Tørhed: det var den sidste Otteskilling paa Suderøen — nu faar De ikke flere af den Slags.

— Ja, Fan'en vide, sagde Hr. Severin pludselig alvorligt: nej, saa er der maaske ikke flere af dem. Men Markstykkerne viser sig jo stadig, tilføjede han beklagende. Det er ikke til at se Ende paa dem endnu, skønt jeg har indvekslet en god Slump.

— Noget saadant, sagde Hr. Marcus sagligt, kunde aldrig have ladet sig gøre paa Sandø. Det er kun fordi Suderøen ligger saa afsides, at det gaar. Sandingerne vilde straks mande Baad til Havnen for at tilveksle sig Kobber. Men Suderøen er altsaa saa langt borte.

Han strøg sig under Hagen: Tænk, kun at faa Sølv i Offeret! Men i Dag har Suderingerne nok fyldt hele deres Baad med Kobber. Selvfølgelig har de det. Og saa skal De se! Saa hævner de sig. Saa faar De i lange Tider ikke andet end Skillinger paa Alteret ...

— Ja, lad os nu se, sagde Hr. Severin og raslede med sine Lommer: foreløbig har jeg sikret mig ... naa! Han fik Øje paa Provsten og blev pludselig lidt mere spag. Men, tilføjede han og blinkede med det ene Øje: dette er en Sag, hvori vi kunde hjælpe hverandre.

Han brød ud i Latter og vendte sig mod Mag. Wenzel. Det var 123den eneste Mand i Forsamlingen, hvis Skuldre han kunde naa at klappe uden at række sig.

— Jeg holder mig for god til saadan noget, sagde Hr. Wenzel med sin krænkede Stemme.

Han trak sig tilbage fra Hr. Severin og holdt sig i Nærheden af Provsten.

— Ja saa De da, sagde Hr. Severin og vendte sig mod Hr. Poul: lyt til mit Raad, unge Mand. Hold fast paa Kobberet og slip det ikke. Lad ikke Skillingen løbe, saa kommer Dalerne ganske af sig selv. De skal se, De faar Brug for dem.

— Hm, sagde Provsten, vi skulde vel endelig en Gang se at faa et Landemode ud af denne Forsamling.

Han saa sig om med sit myndige Blik, men fik i det samme Øje paa Hr. Marcus, der kom trækkende med sin Datter.

— Nu, Elsebeth, sagde han, gør dine Complimentes for Herrerne, som din Mor har lært dig, og sig pænt Goddag i Stuen. Se, dette er Hr. Christian fra Viderejde.

— Ej, sandelig! Hr. Severin kom løbende. Sandelig, sandelig, siger jeg, Herren forlade mig min Mund, — nu, det kalder jeg, det kalder jeg en Jomfru, hva? Hva?

Han gav sig til at banke løs paa Hr. Christian, hvis Hoved vuggede i Takt med Slagene, saa hans lille Pisk gik som en Perpendikel: — Nu, det kalder jeg en yndig Ungmø!

Elsebeth var meget rød. Hendes klare Øjne sad en Smule paa Skraa, hun havde en Mine af Uskyld som et ungt Dyr. Hr. Severin kneb hende flere Gange i Kinden, og hun stirrede forskrækket ned i Gulvet. Ogsaa Hr. Christian rødmede svagt. Han stod endnu med Troens rare Klenodie i Haanden og havde faaet et høfligt og frygtsomt Ansigtsudtryk.

— Naa, tal saa med hende, tal nu med hende, for Pokker! galede Hr. Severin. Er det en Maade? Minsandten! Da jeg var i Deres Aar ...

— Saa, saa, ødelæg nu ikke det hele, saa godt som det var begyndt, sagde Hr. Marcus ængsteligt.

— Ja, Severin, forføj dig nu — hvad har du med de unge at skaffe?

Det var Hr. Severins Frue, der havde trængt sig ind i Salen. Hun var lille og tyk og lignede i et og alt sin Mand.

Provsten kastede sig opgivende i en Stol og strakte Benene ud fra sig. Mag. Wenzel gik hastigt op og ned ad Gulvet.

124

— Skændigt, hviskede han, skændigt!

Han havde igen faaet en rød Plet paa hver Kind. En stærk Duft af Chokolade fyldte Salen. Præstekonerne var allerede i Kammeret, de nærmede sig som en Bølge af Støj, Sved og kulørte Shawler. Mme. Wenzel Heyde trivelig, træt og forspist, Mme. Anders Morsing svær, spids og skinger, Mme. Gregers Birkeroed munter og mandhaftig og Mme. Marcus Færøe lille og forslidt.

Hr. Gregers rettede sine rødkantede Øjne og sine krogede Hænder mod Loftet: — Ak Herre, se i Naade!

Et nyt Folkefærd havde fyldt Salen, erobret den paa samme Maade, som en Kakadueflok tager et Træ i Besiddelse. Det var som om alle Præsterne falmede og svandt hen. Kun Provsten sad som en Høg med vaagne, ublide Øjne.

Hr. Christian prøvede paa at smile. Det saa nærmest ud, som om han var ved at besvime. En Sky af kvindeligt Væsen og kvindelig Snak omgav ham. Men efterhaanden blev han mere tryg. De mange Forespørgsler, der stilledes ham, var saa hjertelige og saa jævne, saa lette at besvare, at han følte sig helt hyggelig tilmode. Det var, som om han indhylledes i en lun Kappe af Omsorg og Moderlighed. Alting forløb ogsaa naturligt. Provstinden havde lagt sin Arm om Elsebeths Liv og vuggede hende sagte frem og tilbage som et Barn, der skulde trøstes og beroliges. Elsebeth selv var begyndt at smile. Hun tog sine blanke Dyreøjne fra Gulvet og saa ind i Hr. Christians skønne, drømmende Ansigt.

— Ja, ser De, hviskede Hr. Severin til Hr. Poul: betræffende Fruentimmer! Det er nu en Sag, som bør behandles med Omtænksomhed. De havde nu aldeles ikke været snydt, om De havde været i Hr. Christians Sted. Og hvilket yndigt Lam!

De gustibus et coloribus non disputandum, sagde Hr. Poul.

— Hvadbehar? Hva? Naa-e, nej, sagde Hr. Severin og gav sig til at le. Men hans Latter lød mindre støjende end før. Hvad jeg skulde sige, selvfølgelig er det aldrig rart med en Enke paa Kaldet. Det har De Ret i!

Provsten havde rejst sig. Han rømmede sig pludselig højlydt: — Hvad Trolovelsen angaar, saa kan den maaske vente til siden ...! Dette er nemlig et Præstekonvent, skal jeg sige Dem, tilføjede han og saa Hr. Marcus skarpt ind i Øjnene.

Damerne var lidt stødte, de gik knejsende ud af Salen, de vilde virkelig ikke forstyrre! Hr. Christian stod alene tilbage, rød og 125bleg og stadig med sin rare Klenodie i Haanden. Mag. Wenzel, Hr. Gregers og Hr. Severin antog igen deres sædvanlige Størrelse. Provsten satte sig ved Bordet og aabnede med et Smæld den Gejstlige Mødeprotokol.

— Vi skulde vel se at faa en kristelig Ende paa dette Komsammen, sagde han.

— Ak ja, vist saa, sagde Hr. Gregers og foldede pludselig Hænderne: det aandelige kræver sandelig ogsaa sit!

Provsten smilte et barsk Smil. Alle Præsterne tog Plads omkring Bordet og begyndte at hoste og nyse og udfolde vældige, røde Lommetørklæder. De trak ogsaa store Papirark frem. Det var de kirkelige og gejstlige Regnskaber fra deres Præstegæld i det forløbne Aar.

— Er der nogen, som har videre at fremføre i denne Kreds? spurgte Provsten.

Det var der ingen, der havde.

— Mine Brødre, sagde Provsten, jeg vil saa slutte dette Landemode med at minde Dem om nogle Ord, som jeg ogsaa erindrede Dem om i Fjor, og om jeg husker ret ogsaa i Forfjor og i alle de foregaaende Aar.

Han smilte igen og saa sig omkring med et spydigt Blik: — Det er saamænd kun den kongelige Synode i Rendsburgs Formaning til Præsterne, hvori det hedder: „Saa er det jo vistnok vor ueftergivelige Pligt at drage i dybeste Overvejelse, at Gud haver indstiftet Prædikeembedet og indsat os i samme, ikke for timelige Sagers Skyld — Provsten hævede Stemmen — men paa det han maatte vorde forherliget hos Menneskene ved os."

Der blev en Pause. Provst Anders lod sine stærke blaa Øjne dvæle en Stund hos hver enkelt af Præsterne, særlig længe fikserede han Hr. Poul.

— I Sandhed ikke upaakrævede Ord, sagde Mag. Wenzel højtideligt og saa betydningsfuldt paa Hr. Severin.

— Ak nej, ak nej, sagde Hr. Severin og vuggede med Hovedet: vi er alle skrøbelige og uværdige Mennesker ... ja vi er. Gud ved, at vi er!

— Ja ja, istemte Hr. Marcus. Han holdt Haanden for Munden og skelede op mod Loftet.

Hr. Gregers sagde ingenting. Han nikkede blot. Men Hr. Poul og Hr. Christian syntes i Tankerne at være langt borte.

126

— For Resten, sagde pludselig Provst Anders og begyndte at blade i sin Bog. Her er et andet Punkt i samme Formaning, som maaske ogsaa fortjener at erindres.

Han smilede atter, næsten grumt. — Det er om at iagttage Embedsværdigheden, sagde han og strejfede Hr. Poul med Øjnene. Men saa sáa han pludselig paa Mag. Wenzel og læste: „Dette sker sandelig ikke ved at tilkæmpe sig visse Ærestitler og Karakterer, ikke ved en paatrængende, insinuant, smigrende og verdensformet Omgang med ansete og rige i Menigheden, med aabenbare Verdensbørn, for derved at tilvende sig Fordele, timelig Ære og Forrettigheder, ikke ved at stille sig lige med Verden i fri, ubunden Tale, kostbar Spise og Klædning."

Mag. Wenzel var blevet kridhvid, han sad og snappede efter Vejret. Hans blaa, lidt vandede Øjne havde faaet en uhyggelig Glans, de røde Pletter paa hans Kinder blussede sygeligt. Han sagde ingenting, han saa blot saa forurettet ud som en uskyldig afbanket Hund.

Der var heller ingen Tvivl om, at det var Mag. Wenzel, som Provsten med sin sidste Formaning havde sigtet til, og det forekom alle aabenbart uretfærdigt og overdrevent. Herregud, Hr. Wenzel var Skikkeligheden selv, den kristeligste blandt dem alle.

— Ak, sagde Hr. Severin ligefrem, — om mine Synder ikke havde været større end Mag. Wenzels! Han var lige ved at bryde ud i sin sædvanlige Latter, men tog sig i det.

— Ak ja, sagde ogsaa Hr. Marcus og skelede igen op mod Loftet.

Mag. Wenzel sad og pillede ved Spænderne paa en Bog. Han rystede voldsomt paa Hænderne. Men pludselig sagde han, med en underlig knækket Stemme: — Hvo der ikke kan se et Menneskes Hjerte, kender ikke heller hans Synder. Mange synder smaat i det aabenbare, andre synder stort i det skjulte.

Alle studsede og betragtede Mag. Wenzel. Han sad og kiggede ned i Bordet. Det var umuligt at afgøre, om ikke en tynd og frygtagtig Glorie et Øjeblik flakkede over hans tynde Haar.

— Alle have vi syndet, tilføjede han, og os fattes Ære for Gud.

Provsten saa ærgerlig ud.

— Ja, vi skulde vel slutte med lidt Andægtighed, sagde han.

Mag. Wenzel begyndte pludselig at blade ivrigt i den Bog, som laa foran ham. Ogsaa Hr. Christian kom paa en Gang i Bevægelse.

127

— Jeg kunde have Lyst at foreslaa en Sang af Troens rare Klenodie, sagde han.

— Nej, sagde Provsten barsk og mumlede nogle haanlige Ord om Klenodier.

— Her i Aandeligt Sjungekor, sagde Mag. Wenzel stadig bladende, maa der vel være et eller andet Suk, som er egnet.

— Ja, sagde Hr. Gregers Birkeroed med sin forgræmmede Stemme: et eller andet Suk. For Eksempel: Aldrig er jeg uden Vaade, aldrig dog foruden Naade, altid er jeg fuld af Ve ...

Hr. Anders Morsing saa ud, som om han vilde sige: hold Kæft. Han tog Aandeligt Sjungekor fra Mag. Wenzel og begyndte selv at blade: — Vi skal ikke have noget Suk her! Langt snarere en Poenitentze-Salme!

Han udtalte Ordet med Munden fuld af Straf og Haan.

— Her er for Eksempel én: Den anden Sang er en Bekendelsesog Bedringssalme. Han bladede lidt: Den er lang som et ondt Aar, er den, men lige meget, der skal skarp Lud ...

Han saa op, hans Øjne blinkede med en Slags bister Munterhed under de buskede Bryn.

Præsterne hostede, nyste og udfoldede vældige Lommetørklæder. Mag. Wenzel uddelte Aandelige Sjungekor.

Hr. Severin var den, der først stemte i. Han sang med vældig Røst.

Kom Sjæl og lad os græde,
ak! græd, mit Kød, og du!

Nu begyndte ogsaa Hr. Gregers' hule, klagende Stemme at høres:

Øs op en Jammers Væde
fra Øjne, Sind og Hu.

Og alle gav sig hen i Sangen.

Tøm ud dit fule Hjerte
for al Urenheds Skam,
fyld det med Suk og Smerte,
kast af al Ondskabs Ham.

Præsterne sang højt og langsomt, med uendelig bævende Dvælen paa enkelte Toner. De var som en Baad fuld af Bodfærdige, der med usikre og tøvende Aaretag padlede sig frem over et lumsk Vand. Kun Provsten sad som en Slags Styrmand, med skarpe, bydende Øjne. Undertiden slog han Takten i Bordet.

128

Og om en Flyve-Tanke
af Vellyst banker paa,
lad den til Helved vanke
og fra dig ude staa!
Kom lad mig Verden kaste
bag Ryggen ganske hen,
og til min Jesum haste
med Poenitentz igen.

Da de var naaet frem til det tolvte Vers randt stride Taarer ned ad Hr. Marcus' Ansigt. Men Hr. Severin sang med Løftelse i Stemmen og forklaret Ansigt.

Jeg, Tyveri har drevet,
i Handel været sledsk,
jeg X for V har skrevet
og været falsk og tredsk,
med Træk jeg har udsuget
min næstes Blod og Sved,
og har dog højt opskruet
min sær Retfærdighed.
Min næstes Hus at søge
jeg tredskeligen ved,
hans Hustru som en Skøge
staar i mit Hjertes Med,
hans Lykke, Gods og Ære
jeg ham misunder slet,
og tit en Flig tør skære
bort fra hans Gavn og Ret.

Det tyvende Vers var det sidste. Det blev sunget med uformindsket Kraft og fortrøstningsfuld Befrielse:

Saa vil jeg derpaa træde
frem til din Skriftestol,
og om Afløsning græde
for dig, al Naades Sol!
Ak! Lad mig faa at høre:
Din Synd er sonet, gak!
saa skal min Mund udføre
din Lov med Tusind Tak.

Præsterne rejste sig og pudsede deres Næser.

— Ak ja, sagde Hr. Severin. Det gør saa godt en Gang imellem rigtig at ty til Guds Naades frelsende Favn.

— Ja, Naaden! sagde Hr. Marcus. Hvor var man uden Naaden?

Provsten nikkede sardonisk til ham:

129

— Naa, det synes jeg ikke, De behøver at spørge om, Hr. Marcus. For Resten skal De vist ikke føle Dem alt for sikker. Det skal iøvrigt ingen af os, tilføjede han med hævet Stemme: Gud lader sig ikke spotte.

Hr. Severin var i Færd med at stoppe Snustobak op i sine brede Næsebor. Han saa let bebrejdende paa Provsten og nøs vældigt.

— Ja, sagde Mag. Wenzel og aabnede Døren til Kammeret. Hvis De saa vil ...

Duften af Chokolade og Lyden af Kvindestemmer trængte paany ind i Salen.

— Ak ja, udbrød Hr. Severin. Det gør saa godt ... hvad jeg skulde sige ... det timelige kræver ogsaa sit!

Og han brød ud i sin sædvanlige Latter og dunkede Hr. Christian i Ryggen.

130

I EN URTEGAARD

Barbara var i en grøn Silkekjole med hvidt Flors Fichu den Dag. Hun ærgrede sig over, at Hr. Poul var hæftet hele Formiddagen, hun sagde, det var noget Vrøvl, Præsterne spildte Tiden med. De talte ikke om andet end om Tiende og Uld og Uld og Tiende igen. For saadan var Præster altid, naar de var sammen. Og det var jo en Ting, som Barbara maatte kende. Hun sad inde i Fogedstuen hos Suzanne og hørte paa hendes sørgelige Historie. Hun vidste ikke, hvad hun skulde svare, hun var selv saa lykkelig og havde ingen Erfaring i at være ulykkelig.

— Du kan sagtens, sagde Suzanne og smilede lidt trist, — du er altid nyforlibt og nyforlovet. Du ved ikke, hvad det vil sige slet ikke at være forlibt og dog være forlovet.

— Jo, det ved Gud i Himlen, jeg gør, udbrød Barbara pludselig med Overbevisning. Er der noget, jeg kender, saa er det det.

Hun sukkede lykkeligt og lettet. — Jeg har været gift i Aarevis, uden at være forlibt.

— Ja, men ikke med Gabriel.

Barbaras Ansigt blev et Øjeblik eftertænksomt. Det var rigtigt nok, Gabriel havde hun ikke været gift med. Saa sagde hun i en kyndig Tone: — Gabriel! ... Ham kan du da nok klare.

Suzanne rystede svagt paa Hovedet: — Du aner ikke, hvor han er mig imod!

Barbaras Ansigt saa stadig ud, som om hun vejede og maalte Gabriel. Han var ikke hende imod. Han var altid saa spottende og saa sikker i sin Sag, men det var vel ikke saa svært at faa ham ud paa glat Is. Mærkelig nok, hun havde aldrig forsøgt det. Hun havde aldrig haft Tid.

— Gabriel, sagde hun, — ham kan du sikkert faa det med, som du selv vil. Du skal bare drille ham.

131

— Ja, men jeg kan ikke udstaa ham. Jeg taaler ham ikke.

— Naa-aa! sagde Barbara. Men saa behøver du jo sletikke at bryde dig om ham — vel?

Det var mærkeligt med Barbara. Suzanne havde altid beundret hende og ment, at hun sad inde med Alverdens Forfarenhed. Og nu talte hun bare som et Barn. Hun sad i Solen ved Vinduet og kiggede ud og vilde helst snakke om løst og fast. Og da hun pludselig saa Gabriel komme, straalede hun over hele Ansigtet og raabte ud til ham:

— God Dag, Gabriel!

Da Gabriel traadte ind følte Suzanne straks, at han var anderledes, end han plejede at være. Der var et fornøjet, næsten godmodigt Smil i hans fede Ansigt. Han gned sig i Hænderne: Naa, Barbara, hvordan gaar det?

Mere sagde han ikke. Hans Øjne sagde Resten. Med venlig Frækhed betragtede han hendes slanke Skikkelse. Den kendte, kildrende Latter hev i Barbaras Strube, en stor Glæde lyste op i hendes Ansigt. Gabriel blev hed derved, men samtidig følte han et lille Prik i sit Hjerte.

— Ja, Barbara, sagde han, du kan sagtens. Du kommer heldigt fra alting.

Barbara udstødte igen et leende Suk. Hun prøvede paa at se alvorlig ud. — Hvad mener du?

Men hun var altfor lykkelig til at kunne skjule noget. Hun rødmede og blev meget smuk. Gabriels frække Mine var lige ved at briste. Hans Hjerte sved. Det var Satans. Hvad vilde han med denne Rose, som han altid rev sig paa?

Men Barbara havde pludselig besindet sig og skyndte sig hen til Suzanne. Hun kyssede og omfavnede hende mange Gange.

— Adieu, Gabriel! raabte hun og gik.

Gabriel stod lidt og tyggede. Han sparkede til en Skammel og gik saa hen til Vinduet. — Gud Fader! sagde han og rystede paa Hovedet. Nu skal hun ud at lede efter ham — Præsten. Uf, sikken Liderlighed! Jeg haaber ikke, at du for Fremtiden har altfor meget Konfifium med hende, Suzanne, det lærer du intet godt af.

Suzanne havde rejst sig op. Hun slog med Nakken, hendes Øjne var smaa af Foragt: — Barbara er i hvert Fald forlibt i den Mand, hun skal giftes med. Det er mere end man kan sige om mig.

Hun gik ud og lukkede Døren haardt efter sig.

132

— Hov, hov, hov! raabte Gabriel og kastede sig i en Stol. Han slog Benene overkors og var aldeles som hjemme i Fogedstuen.

Da Barbara kom ud i Gongen, mødte hun Johan Hendrik, Sorenskriveren. Han hilste med sit sædvanlige, spydige Smil: — Naa? Barbara lo behaget.

— Ja, naar du ser saadan ud, saa ved vi jo alle, hvad Klokken har slaaet, sagde Sorenskriveren. Sig mig — er han meget forlibt?

Barbara lo igen. Hun kunde saa godt lide Johan Hendrik, hun havde ofte Lyst til ligefrem at betro sig til ham.

Sorenskriveren strøg sig om Hagen. — Denne Gabriel, mumlede han. Hm, jeg ved ikke. Skidt er det.

— Hvorfor i Alverden har du i Grunden aldrig fundet paa at gifte dig med hende? sagde Barbara og lo. Men i det samme rødmede hun lidt.

— Jeg! Hvem tror du bryder sig om mig gamle Mand?

— Aa lad være, Johan Hendrik! Barbara lo højt og var nu helt rød.

— Hvordan tror du egentlig, jeg vilde være som Ægtemand? spurgte Johan Hendrik.

Barbara saa ned i Jorden. Saa sagde hun, idet hun med Foden stødte lidt til en Sten: — Det ved jeg ikke. Jeg drømte engang, du var gift.

— Med Suzanne?

— Nej. Med mig!

— Hov, hov, sagde Johan Hendrik. Er du sikker paa, at jeg taaler at høre saadan noget?

Barbaras Ansigt var helt blegt. Hun prøvede paa at se Sorenskriveren lige ind i Ansigtet, men maatte uafladelig lukke Øjnene, det tog sig baade pudsigt og rørende ud.

— Nej, men hvad jeg skulde sige, fik hun endelig fremstammet: ... jeg tror, at Suzanne vilde være Tusinde Gange lykkeligere med dig end med Gabriel.

Sorenskriveren strøg sig om Hagen.

— Det samme sagde Lagmanden til mig i Morges. Har I lagt Raad op sammen, I to?

— Nej slet ikke. Slet ikke! Barbara lo: Det var bare noget, der faldt mig ind i samme Øjeblik, jeg saa dig. Og saa syntes jeg, 133at jeg lige saa godt kunde fri til dig straks! Tænk at Lagmanden har haft nøjagtig samme Idé!

Hun var rød og glad og havde ganske genvundet Fatningen.

— Ja, er det ikke underligt? sagde Johan Hendrik. Det er den eneste Gang i mit Liv, at jeg har haft Indtryk af, at Lagmanden virkelig har været opsat paa noget. Han sagde ganske vist ikke meget, som du vel kan tænke, men ...

— Ja, men vil du da ikke? raabte Barbara. Hun stod og trippede, i hendes Stemme brødes Iver og Forventning.

— Naa ja, for mit Vedkommende ... Jeg har altid syntes særdeles godt om Suzanne, og selv om de ogsaa skulde lave en Vise om mig ... skønt! det gør de nu vist ikke. Men du forstaar, den Sag er ikke saa let at ordne nu.

— Aa, du maa forsøge, Johan Hendrik, vil du ikke?

— Lad os nu se, sagde Sorenskriveren og fik et grublende Udtryk.

Pludselig klarede han op og skottede hen paa Barbara:

— Men saa bliver der jo intet Par af os to!

Barbara slog lynsnart Øjnene ned. Det hev i hendes Strube.

— Adieu, Johan Hendrik! raabte hun og skyndte sig ud mod Reyn. Glæden lyste som en Sol i hendes Stemme.

Det første, Hr. Poul saa, da han efter Præsternes Middagsmaaltid traadte ud af Reynegaard, var Barbara i sin straalende grønne Silkekjole. Han følte et dumpt Stød af Tilfredshed, som saa ofte, naar han havde haabet, men ikke ventet at se hende. Hun kom ham smilende i Møde, tog ham ved Armen og var fuld af Munterhed og dirrende Verve. Falsetten i hendes Stemme var som en Regnbue af Lyde, der kildrede hans Øre. Han fulgte med hende, hun var levende og let, men selv var han tynget af en kvalfuld Glæde.

— Hvor skal vi gaa hen? spurgte hun.

De vandrede gennem Gongen helt hen til Elven ovenfor Byen. Hr. Poul fortalte om Landemodet, om Hr. Christian og Elsebeth, og Barbara lo og sagde, at det var grusomt gjort mod Hr. Christian.

— Sagde de intet om mig? spurgte hun pludselig. Hendes Stemme lød lidt ydmyg og hun slog Øjnene ned.

— Nej. Det vil sige — Hr. Severin vrøvlede noget, du ved jo, hvordan han er.

— Hvad sagde han?

134

— Aa, han lo bare i vilden Sky og raabte op om, at det var Daarskab og saa videre.

Hr. Poul mærkede et lille Tryk om sin Arm. Barbara saa hastigt op paa ham. I hendes Blik var der noget paa en Gang foruroliget og taknemmeligt. Der blev en Pause. Saa spurgte hun ganske henkastet:

— Sagde Provsten ingenting?

— Nej, svarede Hr. Poul bestemt. Men Hr. Severin, tilføjede han hastigt, Hr. Severin mente, jeg meget heller skulde have giftet mig med Elsebeth Marcusdatter fra Sandø. Han sagde, at hun var et yndigt Lam.

Barbara saa ud som et Barn, man har gjort Fortræd. Men det var kun en Skygge, der fór hen over hendes Ansigt. Straks efter lo hun og sagde: — Jeg synes nu, at Elsebeth er meget sød, og hun passer glimrende til Hr. Christian.

Barbara gik lidt i Tanker. Saa tilføjede hun: — Men Hr. Severin er og bliver en Abekat. Han plejer at holde Taler for mig og kalde mig Chrysilis og Amaryllis.

De havde staaet lidt ved Elven, var vendt om og var igen kommet ud paa Reyn. De vidste ikke, hvor de skulde gaa hen. Pludselig fik Barbara en Idé: at de skulde gaa ind i Rektors Kaalgaard og sætte sig. Der var der saa roligt og ensomt.

Solskinnet stod lige ned i Rektors Have. Den laa bag Skolen ned ad en stejl Skrænt paa Vestsiden af Reyn-Højden. Der var ingen Træer, men adskillige Sirbuske, og overalt stod Kvannerne mandshøje med hvide Blomsterskærme. Ingen Steder paa Færøerne havde Hr. Poul endnu set saa frodig en Plantevækst, han bedøvedes næsten af Varmen og den krydrede Duft fra Urterne.

Barbara satte sig ned. Hun var hjemmevant her som alle Steder i Havnen.

— Har du en Kniv? spurgte hun.

Han rakte hende sin Kniv. Barbara skar en af de høje Kvanner over, kvistede Blade og Blomster af og rakte ham et Stykke af den tykke Stængel. — Værsaagod, sagde hun. Smag en Gang paa det!

Hr. Poul bed i Stængelen. Den var overmaade grøn og saftig.

— Smager det ikke godt? lo Barbara. Hun var selv begyndt at spise.

Kvannen havde en stærk Smag, brændende frisk og dunkelt 135krydret paa en Gang. Hr. Poul vidste ikke straks, om han kunde lide den, han var helt overrasket, det kradsede i hans Mund.

— Den smager af Sommer, sagde Barbara. Hun sad med den grønligt hvide Blomsterskærm i Haanden og drejede den mellem Fingrene.

— Den smager, som den ser ud, sagde Præsten og tænkte paa Plantens voldsomt grønne Farve og Frodighed. Alt omkring dem var grønt. De sad som paa Bunden af en Flaske.

— Kan du tænke dig, sagde Barbara: jeg har friet i Dag — friet til en Mand.

— Friet — hvad mener du? spurgte Hr. Poul. Friet til hvem?

— Til Johan Hendrik, Sorenskriveren.

Hr. Pouls Hjerte var begyndt at banke. Hvad var nu dette? Altid var han fuld af Uro, aldrig følte han sig tryg.

— Aa, Poul! Lad dog være med at se saadan ud, raabte Barbara. Hun tog hans Hoved mellem sine Hænder og sáa ham lige ind i Øjnene: Du maa ikke se saadan paa mig, hører du.

— Nej, men ... mumlede han og var ganske forvirret.

— Troede du virkelig paa, hvad jeg sagde? vedblev Barbara og vilde ikke slippe hans Hoved. Hendes Stemme var baade glad og indigneret.

— Selvfølgelig ikke, sagde Hr. Poul og rev sig læmpeligt løs: jeg blev kun saa ... forskrækket.

— Du er en frygtelig Nar, er du, sagde Barbara. Du maa ikke være saadan. Det er ikke pænt af dig. Det er modbydeligt, hører du. Jeg friede ikke paa egne Vegne, selvfølgelig. Jeg friede for Suzanne. Kan du ikke forstaa det?

Og saa fortalte Barbara vidt og bredt om Suzanne og om Gabriel, hvor ækel han var, og hvor Synd det hele var, og imens drejede og drejede hun sorgløst paa den store, grønligt hvide Blomsterskærm, som hun havde i Haanden. Men Hr. Poul tænkte paa den Søndagaften, da de franske Skibe var i Havnen.

— Og hvad svarede saa Sorenskriveren? spurgte han adspredt.

— Aa, han sagde ... ja, han sagde, at selvfølgelig ...! men at han meget hellere vilde have været gift med mig.

— Naa, sagde Hr. Poul.

Barbaras Øjne flakkede lidt, saa søgte hun at fange hans Blik, men han saa ned i Jorden. Saa tog hun et Græsstraa og prikkede ham lidt paa Halsen.

— Nar, Nar, Nar! hviskede hun ind i hans Øre.

136

Det varede en Stund inden Hr. Poul løftede Hovedet, men i samme Sekund, Barbara kunde se hans Øjne, kastede hun sig hæftigt om Halsen paa ham, kyssede ham længe og knurrede tilsidst af Kælenskab. Endelig holdt hun inde, saa ham i Øjnene og spurgte: — Troede du virkelig?

Men i det samme lagde hun sig igen ind til ham og knurrede og havde nær aldrig sluppet ham. Hr. Poul sad helt fortumlet i den stærke Varme, han følte endnu Kvannens skarpe Sødme i sin Mund, hans Hjerte var tynget af kvalfuld Glæde.

Gabriel stod netop i Fogedstuens Vindue, dengang Hr. Poul og Barbara kom forbi. Synet af dem ramte ham som et Slag, han vidste godt i Forvejen, at de i dette Øjeblik maatte være sammen. Alligevel taalte han ikke at se det, det gjorde ondt, ikke blot i hans Hjerte, men ogsaa i Maven, ja ned i Benene. Det var Satans, dette her. Han vandrede rastløst op og ned ad Gulvet. Saa gik han ud. Han vilde ikke gaa for hurtigt, han var bange for at indhente dem og se dem igen. Hvorfor gik han i det hele taget? Han kunde ikke gøre for, at hans Underkrop gik med ham, førte ham afsted gennem Gongen.

Han standsede midt paa Reynet. Han kunde ikke se dem nogen Steder. Solen brændte paa hans Hoved, han havde glemt sin Hue. Han var aldeles raadvild og fortvivlet og havde en dump Fornemmelse i sine Laar. Han spadserede rundt mellem Husene, men vendte bestandig tilbage til det øverste af Reynet, Skolereyn, som det kaldtes. Hans Næsebor bevægede sig. Pludselig hørte han Barbaras Latter. Den ramte ham som en lille spids og blank Pil et Sted inde i Kroppen. Nej, han taalte det ikke. Han gik ind i Rektors Kaalgaard og banede sig Vej mellem Ribsbuskene. Et Øjeblik standsede han og lyttede. Fluer summede og Solen stak. Nu hørte han Barbaras Stemme helt nær ved. Og der sad hun i grøn Silkekjole og stort Fichu.

Hun og Hr. Poul.

I samme Øjeblik, Præsten saa Gabriel komme, fik han denne mørke, anspændte Mine, der sagde saa meget som, at nu skulde der igen holdes fast. Men Barbara lo og sagde forbavset:

— Gabriel! Er du her?

Gabriel smilte forlegent og stillede sig op foran dem. Hr. Poul følte det, som om en Sky var gledet for Solen. Han stirrede forbitret paa Gabriels svære Ben og sagde ikke et Ord. Ogsaa Gabriel 137var rasende. Han vilde slet ikke se paa Præsten. Han ækledes over ham, som over en Spyflue paa et friskt Bær.

Barbara var den, der først begyndte at tale. — Vil du have Kvanner, Gabriel? sagde hun ganske ligegyldigt.

Præsten saa ublidt paa hende. Men ogsaa Gabriel var ude af Stand til at vise nogensomhelst Polerthed. Maaske stødte han sig over en eller anden Klang i hendes altfor naturlige Tonefald, maaske tirredes han af et Blink i hendes venlige Øjne. For Satan! Han vidste jo godt, at han stod og var til Grin.

— Kvanner, vrængede han hidsigt, jeg spiser ikke Kirkegaardsplanter!

Barbara saa ud, som om hun havde faaet et Slag. Hun var aldeles uvant med at nogen talte saa haardt til hende.

— Ja men Gabriel, sagde hun, dette er jo ikke ...

— Det er Ligurter! sagde Gabriel. Ved du ikke, at der har været Pestkirkegaard her?

— Sikke noget Vrøvl, raabte Barbara. Pestkirkegaarden var ikke her, den var helt dernede i Hjørnet.

— Lige meget, ækelt er det alligevel, sagde Gabriel.

Egentlig var det Præsten, hans Vrede gjaldt, men han vilde ikke se ham, han vilde ikke anerkende hans Eksistens her i Haven. Derfor var det Barbara, han skændte paa, og han følte en Slags sød Udløsning ved at iagttage Virkningen af sine Ord. Han lo sagte uden at smile og vedblev: — Du maatte dog vide, Barbara, at Kvannen er en skiden Urt. Man bliver spedalsk af den! Ha ha ha. Ja, hvor Djævelen skulde ellers den Spedalskhed komme fra, der sniger sig om her i Havnen? Det er ækelt — ækelt!

Barbara var virkelig altereret. Aldrig havde nogen sagt, at det, hun gjorde, var ækelt. Hun drejede meget hurtigt paa den store Kvanneskærm og slængte den pludselig fra sig.

— Du er et Vrøvl, Gabriel! sagde hun med en lille uglad Latter.

Gabriel var saa tilfreds over sin Sejr, at han satte sig ned ved Barbaras Side.

— Ak, sagde han for at sige noget, og stønnede lidt. Han saa ikke Hr. Poul. Hr. Poul saa heller ikke ham, det sortnede for hans Øjne af Vrede.

Gabriel lo igen saa smaat og sagde formildet: — Nej, naturligvis er det ikke bevist, at det er Kvanner, der foraarsager Spedalskhed. Men ... Niels i Puntens Søn Hans, der i Fjor kom ud 138paa Spedalskhedshospitalet paa Arge, han havde lige godt ædt sig fordærvet i Kvanner kort forinden, det er jo almindelig kendt!

Det svarede Barbara ingenting til, men pludselig sagde hun: — Er du glad over, at du skal giftes, Gabriel?

Hun vilde gerne tale om noget andet end Kvanner.

— Glad, sagde Gabriel, hvad Fanden skal jeg være glad for?

— Ja, glad for Suzanne, for Eksempel?

— Hm. Skal jeg ikke ogsaa være glad for Barnet, synes du? Nej, ved du nu hvad!

Han sad med Albuerne hvilende paa Knæene og stirrede ned i Græsset. Pludselig saa han paa Barbara og lo: — Næh, saa maa man sige, at der var en, der var betydelig mere behændig den Aften.

Et leende Gisp undslap Barbara.

— Du tager fuldstændig Fejl! raabte hun ivrigt. Latter og Indignation brødes i hendes Stemme, hun begyndte saa smaat at rødme. Men det lykkedes hende ikke at blive vred.

Gabriel sad i lydløs Latter og betragtede hende. Han havde den samme venligt nærgaaende Mine som om Morgenen. En enkelt Gang sendte han Præsten et ransagende Blik. Det var første Gang, han saa paa ham. Hr. Poul havde det samme tillukkede Udtryk, der sagde, at han holdt fast.

Men Barbara skyndte sig at tale om noget andet.

— Vil du meget nødigt giftes med Suzanne? spurgte hun Gabriel.

— Ja det skal Guderne vide, sukkede han oprigtigt. Unægtelig kunde jeg have tænkt mig noget andet.

Et behaget Smil lyste op i Barbaras Ansigt. Igen undslap der hende en lille Latter.

— Ja men Gabriel, sagde hun og lukkede flere Gange Øjnene, maaske ... maaske du kan lade være?

Gabriel fik et ganske besynderligt Ansigtsudtryk. En overmægtig forfængelig Tanke flagrede et Sekund i hans Hjerne. Hans Underlæbe blev saa slap.

— Lade være? sagde han med usikker Stemme.

Barbara blev ved med at betragte ham og blinkede stadig ganske langsomt. — Ja, jeg mener, at maaske er det ikke nødvendigt, sagde hun sagte og lidt tøvende.

— Gu er det nødvendigt, sagde Gabriel uden Overbevisning. 139Men paa en Gang blev hans Ansigt blegt og anspændt. — Sig mig, hvad mener du egentlig? raabte han.

— Jeg mener kun, at du sikkert kan blive fri, hvis du vil, sagde Barbara rask.

Gabriel fór op.

— Hvem Satan siger, at jeg ikke vil? Jeg mener ... hvem Satan siger, at jeg ... at jeg kan blive fri?

— Det er der ingen, der siger endnu, men Sorenskriveren vil maaske gifte sig med Suzanne, hvis hun vil have ham. Baade Lagmanden og jeg har talt med ham om det, og ... og ...

Barbara trak Skuldrene sammen og saa drillende op paa Gabriel: — Og naar du er saa ked af det, saa ...

— Du skal have Tak, Barbara, sagde Gabriel højtideligt. Du skal have Tak, gentog han næsten brølende, at du fortalte mig dette i Tide. Jeg skal Fanden gale mig aldrig glemme dig denne Svinestreg!

Han var allerede ude af Haven. Græstørv løsnede sig under hans Fødder og rullede ned ad Skrænten. Barbara stod og betragtede haanligt det vældige Muskelspil i hans Bag. Maaske var hun samtidig lidt fortrydelig over, at han saa formløst forlod hende. Hun lagde Mærke til, at hans Bukser var af tykt, meget solidt Klæde.

Men pludselig fløj en gul Sommerfugl op af Buskene og begyndte at flagre rundt i Haven.

— Aa se! raabte hun.

Hr. Poul rejste sig langsomt. Solen stak. I sin Mund havde han endnu den ramme Sødme af frodigt Flor og sort Jord.

140

IDEVANDE

Hr. Poul vaagnede. Solen skinnede ind ad Vinduet og lyste paa Barbaras Tøj, der laa i en Bunke paa en Stol.

Han var gift nu. Barbara sov ved hans Side.

Noget af Barbaras Tøj var hvidt Linned, andet var kulørte Stoffer — det var hendes Ham fra Gaarsdagen, som laa der, hastigt strøget af hende og henslængt, uordentligt, men ikke uskønt. Hr. Poul laa lidt og betragtede disse Klædningsstykker. Maaske vilde hun have lagt dem lidt anderledes, havde hun tænkt over det. Men tænkte Barbara over noget? Som Tøjet laa der, var det en af hendes Hjertes Gerninger, grebet og foreviget i al sin stærke, tankeløse Natur og Grace.

Hr. Poul fyldtes af beundrende Ømhed og Taknemmelighed. Disse Klæder laa der som en Betroelse, som en Slags rørende Erklæring til ham. Han vendte sig om imod hende. Men hendes sovende Ansigt var anderledes end hendes vaagne. Han havde lagt Mærke til det før. Naar hun sov var der en Slags Græmmelse over hendes Træk, noget hjælpeløst og lidende. Ogsaa dette lod hun ham se. Men skulde han se det? Var det en Betroelse, som hun vilde have vedkendt sig i vaagen Tilstand? Hans Hjerte bankede for hende.

Hvem var Barbara? Var det hende, som iaftes havde klædt sig af ved Stolen derhenne, eller var det Kvinden, der sov her med en Ve i sit Ansigt? Hvis nu alt, hvad han kendte til Barbara, kun var en Ham, et Hylster af mange Farver, ligesom hendes Klæder?

Hun slog Øjnene op, og i samme Sekund var hun en anden. Hun lo til ham, som om hun pludselig havde faaet ham igen, efter at han i lang Tid havde været borte fra hende. Hun var varm af Søvnen og lagde sin Arm om hans Hals. Saa sáa hun paa Solen og sagde, at det var Tid til at staa op.

Barbara stod ud af Sengen. Hun gik saa blomstrende naturlig omkring i sin bare Særk, kun hendes Fødder krympede sig en 141Ubetydelighed ved Berøringen med det kolde Gulv. Hr. Poul laa og undrede sig. Her udenfor Nystue havde han for mindre end et Aar siden gaaet og bævet ved den blotte Tanke om Barbara. Og nu stod hun foran ham som hans Ægtehustru, nøgen og blussende af Varme fra deres fælles Seng.

En Skuffelse slog pludselig ned i ham. Var dette virkelig det hele? En Seng, et Favntag og en mærkelig sød Atmosfære, som han dog forlængst havde vænnet sig til — var der intet andet Indhold i det Gøgleværk, som han nu i tre Fjerdingaar havde været besat af?

Barbara smøgede Særken af sig og stod splitternøgen paa Gulvet. Hr. Poul følte et voldsomt Stød af Vellyst, men saa sneg Tomheden sig atter ind over ham. Saaledes saa altsaa Barbara ud. Hun var dejlig, han indsaa det godt. Men han følte intet ved det.

Han mødte hendes flammende Blik i Spejlet og hørte hendes bevægede Stemme: — Nej, min Ven, i Dag maa jeg skynde mig. Vi skal jo rejse!

— Det var kedeligt, hørte han sig selv sige. Han var aldeles forbløffet. Aldrig før havde han behøvet at sige en saadan Løgn til hende. Han huskede, hvor bevidstløst vild han engang var blevet over en Vinternat at have set et Glimt af hendes Nøgenhed i en Røgstue. Nu stod hun i Morgensolen og stænkede sin rødmende Krop med Eau de Cologne. Og han var saa koldsindig, at han kun savnede sin Kval og sin Smerte.

Barbara sendte ham flere Fingerkys og lo. Men pludselig studsede hun: — Hvad er der, min Ven? Er du ked af det? Men jeg har ikke Tid!

Hun løb hen og gav ham et Kys med det yderste af sine Læber. Hendes Krop var vellugtende og kølig. Men Hr. Poul følte det, som om en vældig Sæbeboble var bristet. Han var fuld af smertelig Medlidenhed med Barbara og gjorde sig bitre Selvbebrejdelser.

Men Barbara kendte ikke hans Tanker og begyndte at klæde sig paa. Hun knappede Underkjolen over sine Hofter, sáa sig hastig i Spejlet, satte sig ned og trak sine Strømper paa. Allerede da begyndte Hr. Poul at føle sig anderledes tilmode. Men Barbara ænsede ham sletikke. Hun vandt i en Fart Strømpebaandene om sine Knæhaser. Saa tog hun en Kam og begyndte at rede sit Haar.

Han søgte at fange hendes Blik i Spejlet. Men hun betragtede 142kun sit eget Billede og smilte til sig selv, mens hun satte sin Frisure. Han forsøgte at tale med hende, men hun svarede kun med Enstavelsesord og indhyllede sig i en Sky af duftende Pudder.

— Maa jeg kysse dig? spurgte han.

Han saa hendes leende Mund, rød og hvid i Spejlet. Hun satte omhyggeligt en lille sort Plet paa sin Kind.

— Maa jeg kysse dig?

Hun viskede Pletten ud og anbragte en ny lidt nærmere den ene Mundvig. Saa drejede hun sig pludselig mod ham, hendes Barm bølgede i Vellugt, Øjnene brændte i hendes pudrede Ansigt. Hun gav ham et hastigt, aandsfraværende Kys og vendte sig straks mod Spejlet igen.

— Hvor du maler dig, sagde han. Jeg anede ikke, at I malede jer saadan paa Færø!

Hun svarede ikke. Han vidste intet bedre at foretage sig end at iføre sig sine Bukser. Saa satte han sig paa Sengekanten og tænkte paa Kærligheden. Den var som Sol og hastige Skygger.

Barbara havde taget sin blaa Kjole paa. Hun knyttede et Silketørklæde om sin Hals og lyste og duftede. Saa lukkede hun Vinduet op. En mild Luftning ryddede op i Pudderskyerne. Thorshavns Haner galede, Ænderne svømmede ude paa Østrevaags blanke Vandspejl.

— Der gaar Gabriel! sagde hun.

Gabriel gik gennem Gongen i Paryk og trekantet Hat. Han var blevet en fin Mand. Selv hans Skygge var lige saa skarp og distingué i Morgenlyset som nogen af Silhouetterne paa Landfoged Harmes tøjbetrukne Vægge. Folk hilste ærbødigt paa ham, og han svarede ved at føre den forsølvede Knap paa sin Ibenholtsstok op til Hatten. Det var en af Landfogedens Stokke.

Gabriel var blevet gift og havde den første Morgen i sit Ægteskab faaet en Søn. Barnet var kommet lidt for tidligt til Verden, det var svageligt og havde straks maattet døbes. Det var opkaldt efter Landfogeden og hed Augustus Gabrielsen Harme.

— Adieu, sagde Barbara og kyssede paa Fingeren, — jeg har rædsomt travlt i Dag.

Hr. Poul løb efter hende, men hun undslap ham og var væk som en brusende Fugl. Han stod tilbage paa Hosesokker som en halvpaaklædt Stymper. Den sædvanlige vage Uro begyndte atter at plage ham. Han ønskede det Øjeblik tilbage fra for lidt siden, da han slet ikke havde brudt sig om hende. Han kiggede ud ad Vinduet 143og saa hende gaa ind ad den Dør i Fogedstuen, ad hvilken Gabriel for lidt siden var gaaet ud. Naa, saa vidste han dog, hvor han foreløbig havde hende. At han virkelig kunde komme paa saa absurd en Tanke, at han ikke brød sig om Barbara! Han tændte sig en Pibe Tobak og klædte sig langsomt paa.

Han følte Trang til at tale med en eller anden. Men du Verdens Skaber — hvem kunde han tale med om Barbara? Sin Kollega Havnepræsten? Mag. Wenzel vilde svare i Himmelen, hver Gang han spurgte paa Jorden. Lagmanden? Han sáa for sig Samuel Mikkelsens gode Ansigt. Han vilde smile mildt og overbærende ad Kærlighedens Subtiliteter. Sorenskriveren? Han vilde slaa op i en filosofisk Bog og oplyse Sagen med Eksempler og Paralleller. Men naar alt kom til alt, var det saa ikke at foretrække? Han havde hørt saa mange Guds Ord, han trængte nu til en jordisk Prædiken. Sorenskriveren var en Mand, han altid havde fundet Behag i at tale med. Han kunde godt lide denne magre Ræsonnør. Han havde bare aldrig haft Tid, aldrig haft Aanderum.

Der var nu noget mærkeligt i, at han i Dag var begyndt at reflektere. Han havde ikke reflekteret i tre Fjerdingaar. Var det alligevel ikke, som om Feberen i hans Hjerte var blevet mindre? Han var glad for det og kunde dog ikke lide det.

Da han en halv Time senere traadte ind i Sorenskriverens Stue, fornam han straks en Atmosfære, som han genkendte. Det var noget fra København, han kom til at tænke paa Regensen og paa Kollegierne i de lærdes Kvarter, og pludselig huskede han Frue Kirkes gyldne, himmelstræbende Spir. Han følte det, som om han var blevet rykket tilbage til en tidligere, glemt Tid, da endnu meget var usket.

Sorenskriveren kom ham imøde, ikke helt paaklædt, med en Bog i Haanden.

— Undskyld, sagde han. Det er ikke fordi jeg er nogen Syvsover. Men Bøgerne gør mig ofte og tit saa opsat, at jeg derved glemmer at staa op.

Ja, tænkte Hr. Poul: Regensen! Han talte først lidt om Vejret, og Sorenskriveren talte om Afgrøderne, som han mente vilde blive gode efter den gunstige Sommer.

— De er en Mand, som er fornuftig paa alle Ting, Mons. Heyde! sagde Hr. Poul uden videre Overgang.

— Jeg prøver efter Evne at være det, sagde Sorenskriveren med sin stilfærdige, dybe Stemme.

144

— Ja, sagde Hr. Poul og kiggede ligesom lidt fraværende ud ad Vinduet: Saa mener De sikkert, at jeg er en meget ufornuftig Mand?

— Hvorfor det?

— Jeg tænker paa mit Giftermaal.

Sorenskriveren satte sig ned, slog det højre Ben over det venstre, lænede sig forover og begravede Hagen i sin Haand. Saa skiftede han Benene om og lænede sig tilbage, og endelig sagde han, idet han gravede en Sølvtabatiere op af Lommen: — Den, der lever uden Daarskab, er ikke saa viis, som han selv tror.

Hr. Poul saa forbavset paa ham. Sorenskriveren rejste sig op, vinkede afværgende med Haanden og lo: — Ja, De maa ikke tro, det er mig, der har fundet paa disse Ord — saa klog er jeg ikke. Nej, det er La Rochefoucauld.

— Laroche ... naa en af disse nymodens franske Filosoffer?

— Naa, saa nymodens ... nej, men han vil heller aldrig blive démodé. Jeg plejer ofte at læse et Ord af ham, omtrent som jeg tager mig en Pris. Det er saa sundt!

Han rakte sin lille Sølvdaase frem mod Hr. Poul: — Det er saa sundt i Ny og Næ at høre et Sandheds Ord om sig selv, og Mennesket i det hele taget. Sorenskriveren nøs hæftigt. — Det er en Materie, som jeg aldrig bliver træt af at ræsonnere om.

— Den Mening havde jeg ogsaa om Dem, sagde Hr. Poul. Des mere forbavser De mig ved at recommendere mig, hvad De selv kalder Daarskab.

Sorenskriveren satte sig ned og lo. Han lagde igen Benene overkors og gned sig ned ad den ene Strømpe.

— Ja, jeg mener rent ud sagt: spring bare overbord! Der skal nogen til at leve Livet, og den som gaar udenom Daarskaben, han gaar min Tro ogsaa udenom Livet. Ved De hvad, jeg kan gerne tilstaa for Dem, at jeg ikke blot beundrer Dem, men ogsaa misunder Dem. Ja, nu maa De ikke misforstaa mig. Fremfor alt staar det mig klart, hvad voveligt Spil det er De spiller, og De kommer sikkert ikke til at danse paa Roser. Men for at udtrykke min Tanke præcist: jeg misunder Dem de Erfaringer, De vil komme til at gøre.

— Ogsaa hvis jeg taber Spillet?

— Netop hvis De taber Spillet. Vinder De det, maa der jo være noget galt fat med Dem.

— Jeg forstaar Dem ikke rigtigt.

145

— De vil forstaa mig bagefter — hvis De da overlever det.

Sorenskriveren sprang pludselig op og gik hen og gav Hr. Poul et Klap paa Skulderen: — Nu maa De forstaa Skæmt, — selvfølgelig overlever De det. De maa ikke lade Dem paavirke af nogen Superstition. Altsaa, Courage! Men saa meget ved De vel i Forvejen, at der forestaar Dem en Avanture.

— De siger, at De misunder mig det Spil, jeg er kommet til at spille. Det ligger da nær for mig at spørge, hvorfor De ikke selv vover nogen Avanture.

— Ak, smilte Sorenskriveren: jeg er altfor fornuftig. Fornuften stiller sig i Vejen for Visdommens Erhvervelse. De skal ikke spejle Dem i mig, jeg er ikkun en Pedant. Her har jeg siddet i mange Aar og været ved at forgaa af Nysgerrighed efter at kende Menneskene, og til den Ende har jeg læst Gud ved hvor mange Bøger! Tror De, at jeg er blevet klogere?

Han pustede lidt og lo. — Jeg skal sige Dem én Ting: hvad man forstaar af en Bog, er kun, hvad man bifalder, og hvad man bifalder er kun, hvad man paa en eller anden Maade ved i Forvejen. Eller hvad der passer i ens Kram. Resten er Røg.

Sorenskriveren havde gjort en Pause. Han sad tilsyneladende ganske distrait og fløjtede med den ene Halvdel af Munden. Saa rejste han sig pludselig og begyndte at spankulere.

— Forstaar De mig? Her sidder jeg og ræsonnerer og studerer Søkort over det Hav, som hedder Menneskelivet. Og saa kommer pludselig De og styrer for fulde Sejl lige til Havs.

— Mod mit eget Skibbrud, siger De jo.

— Ja, ja. Men forstaa mig ret: en Filosof lider aldrig noget totalt Skibbrud. Og det var altsaa dette, jeg vilde sige til Dem: siden De nu er kommet paa denne Galej, saa rejs som en Filosof. Gør Deres filosofiske og moralske Observationer af alt, hvad De ser og hører, og maal hver Dag Daarskabens Vindstyrke. Saa vil De en Dag træde i Land, berøvet Deres Skude maaske, men til Gengæld vil De med et alvidende Smil kunne ryste paa Hovedet og sige „Verden, Verden!“ ligesom min Moster Ellen Katrine.

Hr. Poul følte sig stadig forvirret.

— Det er nyt for mig at høre, sagde han, at Daaragtigheden skulde være et Middel, som fører til Visdommen.

Sorenskriveren standsede og lo. Med sine magre Fingre gjorde han en Gestus, som om han var en Prædikant: — For en Guds Mand som Dem skulde det ikke være saa svært at fatte. Ligesom 146De sikkert har bemærket, at Vejen til Saliggørelsen gaar gennem Synden, saaledes gaar Vejen til Visdommen gennem Daaragtigheden.

Hr. Poul syntes, at han genkendte noget i denne Tankegang. Han følte sig besnæret af den, den hjalp ham gennem noget vanskeligt.

— Jeg troede, De var en Discipel af Baron Holberg og saadanne Mænd, sagde han, hvis Moral udelukkende siges at bero paa Fornuften.

Sorenskriveren satte sig pludselig ned. Han saa ud, som om han havde faaet Mavekneb, han gjorde en Grimace og var ligesom i Vaande:

— Ja hvad skal jeg sige? Det eneste man har at holde sig til, er sin stakkels Fornuft. Derfor læser man Holberg og Bayle og Locke og alle de Mænd. Men hvis jeg i min Vankundighed tør kriticere disse Autores en Smule, saa skulde det være i dette Stykke, at de i al deres Fornuft glemmer, at Mennesket i sin Grund er deræsonabelt og sletikke kan leve uden Ufornuft. Jeg er ikke langt fra ligesom min Broder Wenzel at tro paa Arvesynden!

— Paa Arvesynden?

— Ja, eller paa Arve-Ufornuften! Synd og Daarskab er kun to Navne paa en og samme Ting. Min Broder Wenzel støder sig blodigt paa det og kalder det Synd og plager i den Anledning Himmelen med en vidtløftig Korrespondance om sit eget Hjertes ynkelige og urimelige Tilstand. Jeg føler mig ikke et Haar bedre end han, men kan dog ikke finde mig selv andet end latterlig og daaragtig. Ret beset, kære Hr. Poul, er vi jo som Aber allesammen. Det er idel Avind, Havesyge, Begær og Forfængelighed, der raser i os. Navnlig Forfængeligheden!

Han rystede paa Hovedet og lo: — Men saadan er nu vor Natur, hvadenten det nu er Fanden eller hvem det er, der har sat dette Abesind i os.

— Det er saa sandt, saa sandt, sagde Hr. Poul. Hvad var vi allesammen, om ikke Gud i sin Kærlighed havde givet os Naaden, der gør alle vore Synder hvide som Sne.

— Naaden, sagde Sorenskriveren, puh, Naaden, undskyld. Hvad er Naaden andet end et Hovedvandsæg, som man lugter til, naar Syndens Fodsved bliver altfor stram?

Hr. Poul kunde ikke bare sig for at smile. Han tænkte paa Hr. Severins og Hr. Marcus' Salmesang. Men det var frygteligt, dette her, det var Kætteri, det var imod Loven.

147

— Næ, vedblev Johan Hendrik, et Hovedvandsæg kan maaske tage Lugten bort, men Sveden bliver saagu den samme. Det er at overdøve den ene Daarskab med den anden.

Hr. Poul gjorde et Kast med Hovedet og sagde: — Hvad De der siger, rammer kun de ortodokse. Nutidens kristne tror ikke paa Naaden, uden at man samtidig af et ærligt Hjerte sørger over sine Synder og søger at forbedre sit Liv. Gør man ikke det, har man sletikke Naaden.

— Hvad er et ærligt Hjerte? Ja, undskyld at jeg spørger som en Pontius Pilatus.

Sorenskriveren rejste sig og begyndte igen at spankulere. Hr. Poul tænkte paa sit eget Hjerte. Det kunde ikke være ærligt, selv overfor Barbara havde det i Morges været skammelig ubestandigt og flygtigt. Han vidste ikke, om han i dette Øjeblik overhovedet elskede hende, eller om det ikke snarere var noget Kogleri altsammen. Han blev Sorenskriveren Svar skyldig.

— Ja, der ser De, sagde Johan Hendrik. Aben i vort eget Hjerte løber vi aldrig fra, hvadenten vi er kristne eller Atheister. Har De læst Pascal? Naa, nej. Min Broder Wenzel har heller ikke læst ham, og det er en Fejl. Men han har læst Kingo, og han siger: far, Verden, farvel. Det vil sige, han siger Fanden, gør han, men lad det være, han er jo ikkun en Abe som alle andre. Jeg ved virkelig ikke, hvordan Vorherre skal kunne gøre Forskel paa os. Min egen fattige Fornuft har ikke ført mig længere end til at anerkende min Daarskab, men aldrig til at forbedre mit urimelige Hjerte. Den har ikke hjulpet mig mere end Naaden. Dog kan jeg ikke finde anden Maade at dyrke Gud paa end med det Lys, jeg har faaet, at eftersøge Narren i mig selv og prøve at gøre Nytte i den Verden, hvori jeg er sat. I mine Kaar er der lidet at lære og mindre at udrette. Men De, min kære Ven, De maa vide, at de Mennesker, som møder den sande Naade, er dem, hvem Skæbnen tager et Tag i og spiller paa som paa et Instrument. Om disse Mennesker da gider uddrage nogen Lære deraf.

— Jeg holder Dem for en Kætter, Mons. Heyde, sagde Hr. Poul. Dog maa jeg tilstaa, at jeg har lært noget af Dem.

Sorenskriveren svarede ikke. Han stod ved et lille Bord og var beskæftiget med at skrue en Fløjte sammen. Da han var færdig hermed, satte han Instrumentet for Munden og blæste en lang Kadence.

— Ja se, sagde han. Dette er nu en af mine Daarskaber. Jeg 148kan ikke lade være med at spille, skønt der hverken er noget fornuftigt eller noget moralsk i det.

Han blæste igen en lang, skælvende Trille og stod saa eftertænksomt med Fløjten mellem Hænderne: — Selv Holberg, den gamle Knark, havde ogsaa en Passion for Musikken. Man skulde ikke have troet det. Har De nogensinde set ham?

— Nej, han var død, før jeg blev immatrikuleret.

— Naa ja. Jeg har hørt ham spille ... en Aften, jeg kom forbi hans Gaard i København.

Johan Hendrik blæste smaa Musikstykker og snakkede ind imellem. Han fortalte om sin Brodersøn Andreas Heyde, der spillede saa udmærket Violin. Faderen var død. Selv studerede han nu Økonomi i København.

— Økonomi? spurgte Hr. Poul forundret.

— Ja, nikkede Sorenskriveren, det satte jeg igennem. Saa kan han maaske blive Fødelandet til nogen Nytte. Wenzel vilde naturligvis have, at han skulde læse Theologi. Han mente, at det andet var en altfor verdslig Materie.

— Det kan jeg tænke, sagde Hr. Poul.

— Og saa anførte han, at Theologien i hvert Fald ikke var brødløs.

Johan Hendrik gjorde en Grimace. — Verden, Verden! tilføjede han og trak paa Skuldrene.

— De er ingen stor Præsteven, forstaar jeg, sagde Hr. Poul og smilte.

— Ikke saa stor som Mme. Aggersøe!

Sorenskriveren sænkede pludselig sit Instrument og gjorde en dyb, meget forbindtlig Compliment mod det aabne Vindue.

— God Morgen, Johan Hendrik! lød Barbaras Stemme udenfor: Jeg kommer hidlokket af dit Spil!

— Hm, sagde Sorenskriveren. Det kan du sagtens bilde mig ind. Jeg ved nok, hvorfor du kommer. Men det er kun godt, at du længes efter din Husbond!

Hr. Poul havde i det samme rejst sig op. Hans Kone glippede med Øjnene, da hun sáa ham, og lo, men uden Overbevisning.

— For Resten, sagde hun og rødmede, — jeg kom virkelig for Spillets Skyld! Jeg vidste slet ikke, at Poul var her.

— Ja, men kom indenfor, sagde Sorenskriveren. Saa vil jeg spille for jer begge. Det burde nu være paa en Oboe d'Amour!

Barbara sáa paa Sorenskriveren og lo. Det var for Hr. Poul, 149som om der mellem de to eksisterede en Fortrolighed, han ikke kendte.

— En Oboe d'Amour, — ved du hvad det er, Barbara? vedblev Sorenskriveren. Du forstaar ikke Ordene, hvad? Men du kender altid Melodien!

— Nej, jeg maa videre, sagde Barbara. Jeg har slet ikke Tid til at staa her, jeg har saa meget at gøre. For Resten kommer der et Skib! Man siger, det er „Fortuna".

Hun vinkede Farvel og smilede endnu engang til Sorenskriveren. Men da hun var kommet et lille Stykke ned i Gyden, vendte hun sig om og sendte sin Mand et Fingerkys. Da havde Sorenskriveren trukket sig tilbage til det Indre af Stuen.

— Ja, sagde han. Det er en dejlig Kone, De har. Jeg har gjort Kur til hende, siden hun var en lille Pige, og hun har altid været saa elskværdig at lade, som om hun ikke vidste, hvor gammel jeg var.

Hr. Poul betragtede ham tvivlende. Disse skødesløse Ord behagede ham, men de stillede ikke hans Tørst efter Beroligelse. Han havde mest Lyst til at aabne hele sit Hjerte for Sorenskriveren, at besværge i hvert Fald denne Mand til at være hans Forbundsfælle. Men han frygtede for at faa altfor rystende Sandheder at vide. Han havde allerede erfaret, at Johan Hendrik Heyde var en Kirurg, som brugte Kniven uden Skaansel. Derfor drejede han Samtalen hen paa mere almindelige Emner, og lidt efter tog han Afsked.

— Farvel, sagde Sorenskriveren. Er der noget, jeg kan være Dem til Tjeneste med, haaber jeg at De kommer igen. Jeg følger Dem med Interesse.

Hr. Poul vidste ikke rigtig, om han skulde sætte Pris paa denne Interesse. Han følte det, som om han var en Papirsbaad, der blev sat ud at sejle i en Elv. Men foreløbig var Strømmen rolig. Han laa og drejede hid og did i Kærlighedens Idevande.

150

FORTUNA

I Byens Gader var paa det Tidspunkt en vis Bevægelse at spore. Vinduer blev aabnet, Folk spejdede ud, enkelte hastede afsted ned gennem de smalle Trappegyder, som førte til Stranden. Da Hr. Poul kom ned i Nystue, sáa han, at et Skib var under Opsejling. Han genkendte det som „Fortuna", det Skib med hvilket han selv for tre Fjerdingaar siden en skummel Novembermorgen var kommet til Landet.

Hverken Barbara eller hendes Moder var hjemme. Han havde Indtrykket af, at hele Byen var paa Tæerne. Solen skinnede og Skansen flagede. Det var som paa en Festdag. Paa Vejen til Tinganæs indhentede han Lagmanden og slog Følge med ham. Han spurgte ham, om de ikke snart skulde rejse.

— Velsignede, svarede Samuel Mikkelsen og betragtede ham med et Smil: Naar nu Skibet lige er kommet! Nej, i Dag tror jeg ialtfald ikke vi kommer afsted.

Hr. Poul havde hele Tiden haft en ubestemmelig Uvilje mod dette Skib. Nu blev han helt ærgerlig over det. Det var ham pludselig om at gøre at komme afsted med det første, han var nervøs og ængstelig over at skulle blive længere i Havnen. Hans Uro steg, da han kom ud til Vippen ... her fandt han Barbara midt i Menneskevrimmelen. Hun ænsede ham næppe, hun gik omkring og havde ikke Øje for andet end Skibet.

Herregud, tænkte han. Skal jeg nu ogsaa opleve at være jaloux paa et Skib! Han maatte ryste paa Hovedet ad sig selv. Det var sandelig ikke store Sorger, han plagede sit Hjerte med.

Da Skibet lidt efter ankrede op paa Østrevaag, kunde man paa dets Dæk skelne en fremmed Mand. Det var nok en Passager, men ingen var i Stand til at sige hvem det var, for der ventedes ingen til Øerne. Folk stod i nysgerrige Grupper og snakkede og fremsatte Formodninger. Skansebaaden lagde fra Land med Flag i 151Agterstavnen og en rød Konstabel ved Roret. Det var en lang og bevæget Ventetid. Men da Baaden omsider var paa Vej ind mod Land igen med Skipperen og den ukendte Mand ombord, steg der pludselig et Genkendelsens Raab op fra den rappe Kvindeskare yderst ved Vippen:

— Andreas! Det er Andreas!

Og nu kunde alle se, at det var Andreas Heyde, Studenten, der var kommet hjem igen.

Præsten, Wenzel Heyde, der ogsaa var kommet ned paa Tinganæs, fik straks sine røde Pletter paa Kinderne: — Det var ikke Meningen ... det var ikke Meningen.

Selv Sorenskriveren fik et misbilligende Udtryk. Han havde altid tænkt sig, at Brodersønnen skulde føre sine Studier til et Resultat, før han kom hjem igen. Dette her syntes der ikke at være megen Alvor i, det maatte man sige. Men ellers saa det ud til, at Havnefolk var glade over at se Andreas igen, de stimlede sammen nede ved Vippen og omringede ham i samme Øjeblik, han satte Foden paa Land.

Andreas Heyde gik rask gennem Vrimmelen og hilste og lo. Han havde et lyst, mandigt Ansigt og meget store, muntre Øjne. Hans Klæder var galante og velskaarne, men han bar dem paa en egen skødesløs Maade. Hans Hat sad skævt og der laa Tobaksstøv i Folderne paa hans Vest. Dens nederste Knapper var endda ikke knappede, saa Skjorten posede en Smule ud over Bukselinningen. Han gik lige hen til sine Farbrødre og hilste dem frimodigt, men derpaa fik han saa travlt med at tage Folk i Haanden, baade høje og lave, at han sletikke havde Tid til at svare paa Spørgsmaal.

Først da der var blevet mere roligt omkring ham, og han havde faaet børstet lidt Snus af sig, sáa han med en pludselig Hovedbevægelse op paa sine to Onkler og sagde: — Naa! Det havde I vist ikke ventet!

Hans Stemme havde en lys og munter, lidt udfordrende Tone.

— Din Farbror og jeg ... begyndte Hr. Wenzel alvorligt og højtideligt.

Andreas afbrød ham med en lille Latter. Han stod med begge Hænder i Lommerne og lod sig skiftevis med et lille Knæk synke ned, snart i det ene, snart i det andet Knæ. — Her skal I se, sagde han og halede et Papir frem: Kongelig Rentekammer-Resolution! Det havde I nok ikke ventet.

Havnefolk stod rundt omkring og udvekslede ret højlydte Bemærkninger 152om den nyankomne. De kendte ham alle, han var en af Byens Børn, og de var stolte af ham. — Det var en Fyr som ham, der burde have haft Fogedfrøkenen, var der en, der bemærkede, — i Stedet for Gabriel, den Fæhund!

— Det skal du nu ikke sige, mente en anden: Andreas er nok vant til Mamseller, der er fornemmere end Fogedfrøkenen.

— Pøj, sagde en tredje. Fornemmere end Fogedfrøkenen! Hvis Suzanne ikke er en fin Dame ...

— Ja, hun er fin her i Havnen, men ude i Verden ...

— Havnefolk er aldrig for fine for Havnefolk, konkluderede Vupsen. Suzanne, den Stakkel, det blev ikke sunget for hendes Vugge, at hun skulde blive nødt til at gifte sig med en Bygdetamp, og det har jeg jo ogsaa sagt til ham selv.

— Du er gal, er du, — han skal snart være Foged!

— Ja, jeg er lige glad, selv om han saa ...

— Du skulde passe lidt paa, Lagmanden staar her!

— Lagmanden er jeg ikke bange for. Han er en mild og velsignet Øvrighed at have over sig. Havde bare alle været som han.

Samuel Mikkelsen havde en Tid lang i al Stilhed moret sig over Samtalen. Nu vendte han sit skæggede Ansigt mod Vupsen og sagde med sit fromme Smil: — Du glemmer jo helt, at ogsaa jeg er Bygdemand.

— Aa, sagde hun, det har intet at sige! De, Samuel, og Sorenskriveren og alle I! En dejlig Slægt, det ved Gud, det er I, og aldrig glemmer I den menige Mand.

Lagmanden smilte igen. Han kendte Ramsen. Det hændte, at Vupsen og andre Fattigfolk indfandt sig paa Bygden for at bede om lidt Uld, lidt Tælle eller hvadsomhelst af Landets Produkter. De gik aldrig uhjulpne bort fra hans eller hans Slægts Gaarde. Herregud, Havnefolk havde saa lidt at leve af. Man maatte forbarme sig over dem, selv om de var lidt uvorne i Munden ofte og tit.

Sorenskriveren og Hr. Wenzel havde med stigende Forbavselse læst, at Vi Frederik den Femte, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, gennem sit Rentekammer vilde have befalet, at Studiosus Andreas Heyde skulde gøre en Rejse til Færøerne for der at udforske og gøre en Beretning om Landets Natur, dets Flora og Fauna, dets Indbyggere og dets Økonomi.

Hr. Wenzel var blændet og tavs. Sorenskriveren stod og svingede 153med Armene af Iver. Men pludselig tog han sig tvivlende til Hagen og spurgte: — Tror du nu ogsaa, du kan?

— Kan? lo Andreas.

— Det bliver svært, sagde Johan Hendrik. Men det er et dejligt Arbejde, det ved Gud det er. Hvordan Pokker har du baaret dig ad?

— Det er Professor Oeder, som har udvirket det, sagde Andreas. Han er min Protektor.

Johan Hendrik sáa sig distræt omkring. Han længtes i dette Øjeblik mest efter en Siddeplads, hvor han kunde slaa sig ned og i Fred fundere over denne overvældende Sag. Men overalt var der fuldt af snakkende Mennesker. Andreas selv var ogsaa som Kviksølv. Det var umuligt at faa nogen ordentlig Besked i denne Forvirring. Det maatte vente.

Hr. Poul glemte senere i Livet aldrig disse Øjeblikke. I samme Sekund som Andreas Heyde traadte i Land fyldtes hans Hjerte af en frygtelig Beklemmelse. Han saa straks, at en farlig Fugl var kommet flyvende, som han aldrig vilde kunne værge sig imod. Han vidste, at han fra nu af var prisgivet et Spil af uberegnelige Kræfter.

Hans Øjne søgte Barbara. Hun stod et Stykke borte fra ham, oppe ved Handelens Port, paa det Sted, hvor han allerførste Gang havde set hende. Tilsyneladende var hun optaget af en Samtale med Mme. Anna Sofie Heyde. Undertiden drejede hun Hovedet og kastede et Blik, først ud over Vandet, og saa paa Tilbagevejen henover den forsamlede Menneskeskare. Saa genoptog hun sin Snak. Han kunde høre hendes Stemme og hendes Latter. Hele hendes Væsen lyste.

Hun var i dette Øjeblik hans Fjende, det følte han. Det vilde være en haabløs Gerning at gaa op til hende og søge at lokke hende bort fra dette Sted. Han var uden Magt over hende, hun gjorde i et og alt, hvad hun selv vilde. Hun var en Kat, hun var frygtelig.

Andreas Heyde kom nærmere og nærmere til Porten, stadig snakkende og leende. Han havde maaske sletikke ænset Barbara endnu. Hr. Poul iagttog ham paa nærmere Hold, mærkede sig hans stærke og slentrende Gang, udforskede hans vennesæle og samtidig aldeles ligeglade Træk. Han tiltaltes af Glansen i hans Væsen. Og samtidig vidste han, at dette betød hans egen Ruin.

Det uundgaaelige var nu ganske nær. Andreas Heyde saa op med et Ryk og fik pludselig et aarvaagent Udtryk. Barbara vendte 154Profilen til og saa ingenting. Men Anna Sophie begyndte at skæmte og spørge, om Andreas ikke længere kunde kende sin gamle Tante, der var kommet ned for at tage imod ham. Under hele denne Velkomstscene stod Barbara stadig med en adspredt, men høflig Mine og bar Hovedet ganske fornemt. Saa vendte Andreas sig hurtig mod hende med et aabent og en lille Smule uforskammet Smil. Hans Holdning var skødesløs, men i samme Øjeblik, han sáa hendes Ansigt, blev han alvorlig og beredte sig skyndsomt paa at gøre en Kompliment.

— Ja, du kender vel ...? sagde Anna Sophie.

— Ih jo, sagde Andreas og bukkede: fra min Skoletid ... kender jeg jo udmærket ... Mme. Salling.

— Mme. Aggersøe! rettede Anna Sophie med et Smil.

— Mme. ... Mme. Aggersøe? spurgte Andreas forundret og bukkede igen. Hans lyse Ansigt var stivt af Forvirring.

Barbara rødmede pludselig.

— Jeg husker godt Dem, skyndte hun sig at sige og sluttede Sætningen med sin lille Latter.

Hr. Poul hørte det. Dette velbekendte Suk, som endte i en Falsettone, aa — han kendte hende! Nu havde de Spillet gaaende.

Baade Andreas og Barbara var en Smule forlegne, men hun var den, der hurtigst fandt nogle ligegyldige Ord at sige. Hun hjalp ogsaa ham paa Gled, hørte opmærksomt efter hvad han fortalte, og bifaldt hans Ord med smaa Latterudbrud. Meget snart var han frimodig og skødesløs som før. Men helt blev han dog ikke sig selv igen. I alt, hvad han sagde, var der nu en ganske svag Tone af Alvor og Artighed.

— Du tager vel til Takke med at bo hos os, Andreas? spurgte Anna Sophie. De satte sig i Bevægelse. Hr. Wenzel, Sorenskriveren, Andreas Heyde, Anna Sophie og Barbara. Alle var nu paa Vej hjem. En bred Menneskestrøm gled mellem Handelens Huse og op ad Stien mellem Kirkegaarden og Corps de Garde. Hr. Poul gik med og naaede hen ved Siden af sin Kone. Hun sáa paa ham, ligesom en Smule forbavset, men sagde ingenting.

— Vi kommer vel næppe til at rejse i Dag, sagde Hr. Poul.

— Nej, svarede hun ligegyldigt.

— Dig er det maaske heller ikke saa magtpaaliggende?

— Hvad for noget? Naa, rejse? Nej, selvfølgelig kan vi ikke rejse, du, nu da Skibet er kommet. I Morgen, min Ven! Eller en anden Dag.

155

Hun talte til ham som til et plagsomt Barn, venligt men adspredt.

— I kommer vel med ind? spurgte Anna Sophie. De, Hr. Poul, skal hilse paa vores Nevø!

Hr. Poul vilde undskylde sig, men Barbara sagde: — Kom nu bare med, Poul!

Hr. Poul fulgte med som den sidste af Gæsterne, uglad og med bange Anelser. Han følte sig saa aldeles tilovers. Det hele mindede ham altfor meget om den Aften, da de franske Skibe kom til Byen.

Andreas Heyde var ikke den Mand, der kunde sidde stille paa en Stol inde i Præstens Dagligstue. Han var allevegne i Huset paa en Gang, talte med alle paa en Gang, var i Økonomien det ene Øjeblik, til Opera det andet Øjeblik og til Grindedrab ind imellem. Han medbragte en ny Bog, fortalte han, som vilde interessere Sorenskriveren, — han havde den her i sit Skrin, han vilde finde den frem med det samme. Uden Ceremonier tog han sin Kjole af, hængte den over en Stol og gav sig til at pakke ud. Imens sang han med sin lyse Stemme: — La la la la la la la la!

Saa rejste han sig og saa med pludselig Ærbødighed paa Barbara.

— Ja, Mme. Aggersøe undskylder mig, at jeg er saadan sans faqon! Jeg glemmer at aflægge mine studentikose Unoder. Jeg skal beflitte mig paa at erindre ...

Sorenskriveren tænkte, at Andreas mindre saa ud som en Studiosus end som en petit maître, med de overvættes Skjorteærmer og Kniplinger. Det var maaske Bagateller, som kunde tilskrives hans Ungdom. Han vilde ikke fælde nogen overilet Dom. Men lidt anderledes havde han dog tænkt sig Brodersønnen.

Det havde Hr. Wenzel i høj Grad ogsaa. Han var paa dette Tidspunkt allerede smækfornærmet, de røde Pletter glødede som Geranier paa hans Kinder. Han vidste ikke, hvem han var mest fortørnet paa, Andreas eller sin Kone, Anna Sophie, der hoppede rundt og gjorde sig til Nar for denne Sprade og Fusentast, som de havde faaet i Huset. Men her høstede Johan Hendrik nu Frugterne af sin store Plan med at sætte Drengen til et saa verdsligt og forfængeligt Studium.

— La la la la la la la la la, sang Andreas allerede igen.

— Ja, la la la la! tænkte Johan Hendrik. Han kunde ikke nægte, at han ærgrede sig. La la la, puf!

Hr. Poul iagttog sin Kone. Hun sad rank paa en Stol og sagde 156ingenting, men om hendes Mundvige laa et svagt Smil. Andreas henvendte sig ikke til hende, han sáa ikke engang paa hende. Han saa paa alt andet end hende. Og dog var hun den Tap, omkring hvilken alt hans Postyr drejede sig. Hr. Poul saa det med djævelsk Klarhed, og han saa, at Barbara saa det. Hun nød det altsammen, baade Økonomien og Operaen og Delfinerne og Skrinet og Skjorteærmerne og Sangen, som en Komedie, der ageredes til hendes Ære. Hvad havde ikke Sorenskriveren engang sagt: at ingen Hund kunde beundre hende fra sin Krog, uden at hun jo mærkede det og fandt Behag deri! Men dette var en ung Apollon, der gjorde sig til hendes Abekat.

Andreas Heyde begyndte rask at smide allehaande Sager op af sit Rejseskrin. Han var utaalmodig og hastig og lod det flyde omkring sig med Strømper og Veste, Bøger og Nodepapir, Spænder, Pistoler, smaa Daaser med Miniaturer paa Laaget og mange andre mandige og galante Ting. En sød og fyrig Duft stod op af Skrinet. Til sidst halede han et Instrument frem, det var en Lut.

— Det maa jeg sige! udbrød Mag. Wenzel bittert. Du har samlet dig Liggendefæ!

— Jaja, sagde Andreas. Men endda mangler jeg saadan en — han gjorde en rund Bevægelse: saadan en Møllesten, véd Onkel, som Præsterne ... jeg mener saadan en Præstekrave, som Onkel vist gerne havde set mig komme anstigende i!

Han lavede et komisk, uskyldigt Ansigt og kastede et hemmeligt Blik til Barbara. Hr. Poul saa, at hun hastigt bed sig i Læben og kvalte en Latter. Hun blev pludselig rød og alvorlig. Mag. Wenzel drejede om paa Hælen og gik hurtigt op og ned. Lidt efter var han ude af Stuen.

Sorenskriveren smilte lidt ved sig selv. Han stod og undersøgte Lutten.

— Jeg troede ellers at du spillede Violin? sagde han.

— Det gør jeg ogsaa, svarede Andreas. Men Violinen har jeg aparte i en dertil indrettet Kasse. Denne Lut bruger jeg kun, naar jeg synger.

— Synger du ogsaa?

— Naa — kun saadanne smaa Viser.

— Hm, sagde Johan Hendrik og tog sig til Hagen.

— Hør, syng en Sang for os! raabte Anna Sophie og Barbara næsten enstemmigt.

Der var paa en Gang kommet en Uro over dem, de kunde ikke 157sidde stille, deres Øjne skinnede af Iver. Andreas begyndte at klimpre og skrue paa sit Instrument. Han fik en tankefuld Rynke mellem Øjnene og satte sig ned paa den yderste Kant af sit Skrin, med det ene Ben dinglende i Luften, det andet støttet mod Jorden. Han stirrede endnu nogle Øjeblikke frem for sig, saa sáa han pludselig op paa sin raske Maade, gjorde et kraftigt Greb i Strengene og sang:

Columbine, Columbine,
tænker du ej mere paa,
ej mere paa, ej mere paa?
Hver en sød og yndig Mine,
som jeg før var vant at faa,
var vant at faa, var vant at faa!
Kom jeg tidlig, kom jeg silde,
fandt jeg dig ved godt Humør,
allerhelst naar som jeg vilde
gøre dig en ret Douceur.

Han lo og kiggede paa Barbara med komisk Fortvivlelse i sine store Øjne. Saa fortsatte han med hulkende Strengespil:

Før du mig vel kunde lide.
Nu er du forandret slet.
Forandret slet, forandret slet.
Og af mig, ej mer vil vide —
Columbine, er det ret?
Og er det ret, og er det ret?
Vi har været saa fortrolig,
og har haft hinanden kær,
hvorfor gør du mig urolig,
som saa tro et Hjerte bær?

Hr. Poul ønskede sig langt bort. Han følte det, som om hans Hjerte var en aaben Bog, som alle læste i og gjorde sig lystige over. Fortvivlet søgte han at gøre muntre Miner, han vidste, at han lignede en Stymper. Men pludselig klappede Sorenskriveren Andreas paa Ryggen og sagde: — Ja, ja, Hr. Arlequin, lad det nu være nok! Husk paa din Farbror, han sætter vist ikke Pris paa dette. Du sagde ellers, at du havde en Bog til mig?

Andreas lagde Instrumentet fra sig. Det var som om han pludselig havde glemt al Sang og Musik. Han bøjede sig hastigt ned over Skrinet, rodede lidt i det og trak en Bog frem: — Værsaagod, Onkel, om De ikke vil forsmaa den som en lille Present. Det er en helt ny og meget omtalt Bog.

158

Frangois Quesnay, læste Johan Hendrik.

— Ja, det er en Mand af den nye økonomiske Skole, som de kalder den fysiokratiske. De vil nu have, at alt skal gaa paa en helt ny og ligesom mere naturlig Melodi her i Verden. De siger, at Landbruget og Jordens Opdyrkning er den sande Kilde til al Rigdom, og følgelig ogsaa bør spille den første Violin i ethvert velstyret Riges Økonomi.

Sorenskriveren stod med den aabne Bog i Haanden. Med lysende Øjne betragtede han sin Brodersøn, der ivrigere og ivrigere forklarede, hvorledes alt i Verden vilde gaa af sig selv, om blot Bonden, af hvis Sved alle Mennesker levede, blev oplyst, dygtig og flittig.

— Pauvre paysan, sagde han, pauvre royaume. Pauvre royaume, pauvre roi! Ja, vi ser det ogsaa her hos os. Om vore Bønder var saa dygtige, at de selv kunde avle alt det Korn, som de bruger til deres Brød, da behøvede ikke Kongen med stort Tab for sig selv forhandle Korn hernede i Kramboden, og vort Land vilde spare mangen en Skilling derved.

Sorenskriveren vilde flere Gange tage sig til Hagen, men han glemte det, Haanden standsede midtvejs og sank ned igen — dette var alt for interessant. Kun Barbara interesserede denne Tale ikke. Der var ligesom faldet en Skygge over den Del af Stuen, hvor hun sad.

— Nej, vi maa afsted, sagde hun.

Andreas afbrød pludselig sig selv. Han vidste ikke rigtig, hvor han skulde vende sig hen, det saa ud som om han helst vilde tale med alle paa en Gang.

— Nej afsted? sagde Anna Sophie: I bliver da og spiser, ikke? Maden er straks færdig. Andreas, kom, lad mig vise dig dit Kammer!

— Mit Kammer! sagde Andreas: jeg havde tænkt at bede om et Kammer, som ikke var paa Loftet. For visse Aarsagers Skyld nemlig ...

Han gik ud sammen med Anna Sophie. Sorenskriveren stod i dybe Tanker, saa gik han ind i Studerekammeret til sin Broder.

Hr. Wenzel spadserede ophidset frem og tilbage over Gulvet. — Jeg ved ikke, hvad du siger til den Junker! hvislede han. Der ser du, hvad der er kommet ud af det meningsløse Studium. Ædt sin Arv op har han. Og mine og dine Penge. Og saa har han lært sig at synge utugtige Coupletter.

159

— Naa, sagde Johan Hendrik, han har sine Unoder. Men hvad Pokker har det med Studiet at gøre? Drengen er inde i Økonomien.

— Ja, det kan man se paa hans Spradeklæder, sagde Wenzel med yderste Bitterhed.

Sorenskriveren vendte sig pludselig mod ham: — Lige meget! Jeg er saagu glad for, at vi ikke har faaet ham hjem som en Pedant eller en Orm! Han vrængede arrigt: Eller som et Hængehoved! Nu gælder det Landets Vel. Vi skal hjælpe Bonden frem. Du forstaar det vist ikke. Men lad mig fortælle dig en Ting, som du forstaar: ogsaa Tiendeparterne bliver større derved. Farvel.

Inde i Stuen var Hr. Poul og Barbara blevet alene sammen. Hun saa ikke paa sin Mand, det gav et Sæt i hende, da han pludselig stod foran hende.

— Ja men sødeste! udbrød hun. Hvordan er det du ser ud? Poul!

Hun rejste sig op og kærtegnede ham, hendes Stemme var fuld af Ømhed: — Hvad er der, min Ven?

Hr. Poul svarede ikke, rørte sig ikke. Hans Ansigt var stivt, men Øjnene sortnede af Vrede. Han var lige ved at slaa hende. Men pludselig knækkede han sammen og sagde blot: — Barbara!

Hun omfavnede ham hurtigt og saa paa ham. Der var i hendes Øjne en overmaade Forskrækkelse.

— Vil du rejse med mig i Dag? spurgte han tonløst.

— Ja, svarede hun, stadig forskrækket. Men pludselig lyste det op i hendes Ansigt: — Ja, lad os rejse! Hun lo og kyssede ham flere Gange: Selvfølgelig! Vi rejser bare!

Hun havde næsten Taarer i Øjnene.

Hr. Poul følte en vidunderlig Lettelse, og det saa ud, som om hun gjorde det samme. De gik begge hurtigt frem og tilbage paa Gulvet, og naar de mødtes smilte de til hinanden.

— Men Lagmanden! sagde Hr. Poul pludselig. Det er jo næppe sandsynligt, at han vil rejse i Dag.

— Pyt, sagde Barbara. Vi rejser uden Lagmanden! Vi tager vores eget Skyds.

Andreas var glædesstraalende, da han et Øjeblik senere traadte ind i Stuen.

— Fik De et godt Kammer, Monsieur? spurgte Barbara.

160

— Kunde ikke være bedre! I en Præstegaard bør man altid logere i Stuen ... besynderlig naar det er min Farbror Wenzel, der er Præsten!

— Ja, saa kan De komme hjem om Natten, naar De lyster, sagde Barbara.

— Akkurat! raabte Andreas. De forstaar mig, Madame.

— Ja, vedblev Barbara. Hendes Øjne var fulde af Liv: og saa kan De ...

Hun afbrød sig selv.

— Netop! sagde Andreas. Det kan jeg ogsaa!

De lo begge. Barbara var en Smule rød. Men paa en Gang rakte hun ham Haanden, saa paa ham og sagde: — Naa, farvel, Monsieur, og god Fornøjelse. Vi rejser nu.

Andreas Heydes Ansigt lignede et pludselig slukket Lys.

— Rejser De? stammede han. Jeg troede ...

Et lille behaget Smil bredte sig om Barbaras Mundvige: — Ja, sagde hun i en Tone, der paa en Gang var drilagtig og undskyldende: nu maa vi virkelig rejse.

— I kan ikke rejse i Dag, sagde Anna Sophie, der var kommet ind i Stuen. Hele Mandskabet skal losse! I faar ikke Skyds.

— Nej, De faar ikke Skyds! gentog Andreas ivrigt.

Barbara saa lidt tvivlraadig ud. — Hvad skal vi saa gøre? sagde hun. Saa maa vi vist blive. Hun sendte sin Mand et Blik, der paa en Gang lo og græd: — Det var kedeligt, Poul!

Hr. Poul var desperat. Han følte det, som gjaldt det Liv eller Død.

— Vi gaar til Velbestad, sagde han, og tager Skyds derfra. Det er ogsaa meget hurtigere.

— Ja, det var en god Plan, sagde Barbara. Det er baade hurtigere og morsommere. Sikken et Fæ, at jeg ikke tænkte paa det straks!

— Ja men alt jeres Rejsegods, det kan I ikke tage med den Vej, indvendte Anna Sophie.

— Nej, det er jo helt umuligt, sagde Andreas overtalende.

— Nej, saa er vi lige vidt, sagde Barbara.

— Godset tager Lagmanden, naar han engang kommer, sagde Hr. Poul.

— Naa ja, selvfølgelig! sagde Barbara. Godset kan jo Lagmanden tage. Saa maa vi hellere rejse.

Hun sendte Andreas et Blik, leende og beklagende paa en Gang.

161

— Ja saa farvel, Monsieur!

I Løbet af ganske kort Tid var de fornødne Aftaler truffet, Godset gjort klart og Barbara rejseklædt. Da de gik forbi de vestligste Huse i Byen, tog hun pludselig sin Mands Arm og lo fortroligt: — Hvor er det spændende, dette her! Det er næsten som om du bortfører mig!

Hun trykkede sig lidt ind til ham, inden hun slap hans Arm. Foran dem laa det brede Landskab i Middagssolens Lys. De gik over grønne Sletter og brune Heder og blev mere og mere alene i Naturen. Elvene suste og Hjejlerne sad paa deres Lyngtuer og sang. Det var en dejlig Eftermiddag, varm og frisk. Da de var naaet op paa Fjeldryggen over Velbestad, kunde de se vestpaa ud i det store Hav. Øerne Hestø og Kolter laa høj rejste og skumbræmmede med Eftermiddagsskygger over deres østvendte Lier. I Nordvest blaanede Vaagøs Fjelde. Hr. Poul og Barbara saa paa hinanden og lo, som om de havde undgaaet en stor Fare.

162

JULEFEST

De første Maaneder, Hr. Poul henlevede som gift Mand paa Jansegærde Præstegaard, var de lykkeligste i hans Ægteskab. I denne Tid blev Dagene kortere og kortere og Vejrliget mere og mere barskt og stormfuldt. I de faa Timer omkring Middagstid, hvor det var lyst, kunde man se Mænd med Løb paa Nakken gaa op mod Vandet for at hente Brændsel i den lille By af Tørvehuse, som lignede Kapernaum. Men det var et øde og vaadt Kapernaum, og naar Mændene i Skumring og koldt Bygelys vendte tilbage med deres Byrder, var de graa som Katte at se mod den mørke Jord.

Vinteren gnavede paa mange Sind. Men for Hr. Poul var Mørket kun som en lun Rede, han gravede sig længere og længere ind i. Hans Dage var gode og søde. Hvor han stod og gik, hvadenten det var i Folkestuen, paa Prædikestolen eller i Hytterne hos de syge, vidste han med sig selv, at han var en Mand, som nys havde forladt en god Havn og straks skulde vende tilbage til den. Barbara ventede ham altid med Længsel. Hun syede Tøj til ham og prøvede det paa ham, og hun var kun i daarligt Lune, naar han skulde ud paa længere Rejser. Da gad hun næppe nok pakke hans Skrin og give ham Mad med. Men undertiden maatte han jo til de fjerne Sogne i Sørvaag og Bø og blive borte nogle Nætter, ja et Par Gange om Aaret skulde han endda helt ud til Øen Myggenæs.

Han kunde maaske have følt sig altfor lykkelig, som det et Par Gange før var sket for ham, men han vidste nu, hvor skrøbelig Lykken var, og den Usikkerhed, som fulgte heraf, gjorde ham frisk og aarvaagen. Han indsaa nu, hvad han som yngre ikke havde agtet paa, at Kærligheden er som en Lue, der ikke kan brænde ren og klar, uden at Ængstelsen som en Trækvind holder den vedlige. Men denne Ængstelse, der før havde været ujævn og lunefuld, var nu blevet til en støt og rolig Blæst. Han 163vidste nu, at der kun var en Fare, der truede ham. Han huskede altid paa Andreas Heyde, men han nævnte ham aldrig. Hellerikke Barbara nævnte ham.

Og dog hændte det, at de talte om ham. I deres allerlykkeligeste Stunder kunde Hr. Poul føle som et Stik i sit Hjerte, og da plejede han at spørge: — Tror du, at du altid kan være mod mig som nu?

Hvad Barbara svarede hertil, var noget forskelligt. Naar hun var mest svimmel, svarede hun sletikke. Men ellers kunde det ske, at hun blev usikker i Blikket og med en dybt bevæget Stemme sagde:

— Det haaber jeg.

Naar Præsten saa blev forstemt over dette, prøvede hun paa at trøste ham. Hun sagde, at han skulde lade være med at stille saadanne taabelige Spørgsmaal, at det var grimt af ham, særlig nu, da de netop havde det saa godt sammen. Og naar hun tilsidst ikke vidste mere at sige, plejede hun at slutte med disse Ord: — Herregud, Poul, saadan noget skal man ikke tænke paa. For Øjeblikket er det kun os to, ikke sandt? Kan du ikke glæde dig over det?

Hr. Poul indsaa Visdommen heri. De var begge hjælpeløse og værgeløse Mennesker. Han kendte Barbara, aa Gud! Hun mente det ikke mindre godt end han selv, hendes Hjerte var mange Gange bedre end hans. Men hun havde ikke Raadighed over sit Hjerte, det gik altid sine egne Veje. De skælvede begge for dette Hjerte, der var saa ubændigt og saa blindt, og de havde kun Guds Naade at ty til i deres menneskelige Svaghed.

Hr. Poul lærte paa denne Maade at tage imod hver ny Dag som en Gave af Gud. I de mørke Morgener læste han ved Tællelysets Skin Andagten for Husets Folk, men bagefter plejede han at gaa ned paa Sandet for der at holde sin egen Andagt. Og medens Dagen som en blodrød Rose brød frem i Sydøst vandrede han frem og tilbage i den mørke Havstok og ihukom Morgensangens Ord:

Hver Morgen i min Skaal
en Naade uden Maal
til mig nedflyder.

De gyldne Morgener var hyppige i December Maaned og var for Hr. Poul en Kilde til stor Fryd. Men for de fleste Mennesker var Dagene kun som mere og mere trange Vaager af Lys i Mørketidens 164haarde Betryk. Alle længtes nu efter Julens Glæde og Befrielse og forberedte sig dertil efter Evne ved Slagtning af Faar og ved Bagning. Et Par Baade havde været i Thorshavn for at hente Juledrikke, og en af dem bragte et Brev til Barbara fra hendes Veninde Suzanne.

Det var et ganske muntert og lykkeligt Brev. „Om du havde været her,“ skrev Suzanne, „vilde du næppe have kendt Havnen igen. Her er nu alt blevet anderledes. Vi har haft et Bal og skal snart spille en Comoedie i Tinghuset. Den hedder Herman v. Bremenfeld og alle vi unge skal agere med i den. Som du kan tænke, er det Andreas Heyde, der er Mand for alt dette."

Barbara blev først meget oplivet over dette Brev, men saa faldt hun i Tanker. Hr. Poul havde ikke meget ud af at tale med hende den Dag, hun svarede ham som fra en anden Verden. Om Aftenen spurgte han hende om hun fortrød paa, at hun ikke var til Comoedie i Havnen. Men da omfavnede hun ham og sagde, at hun meget hellere vilde holde Jul med ham i Jansegærde. Han turde ikke fortælle hende, at det kun blev en meget kort Jul, de kom til at holde sammen. Allerede Juledag efter Højmesse maatte han til Sørvaag for at holde Aftensang, og om Vejret var gunstigt, skulde han Anden Juledag ud til Myggenæs. Han haabede meget paa, at det ikke vilde blive gunstigt.

Blandt dem, der i disse Dage gjorde Baadrejser til Havnen, var ogsaa Lagmanden. Han var den sidste, der vendte tilbage. Først Juleaftensdag efter Mørkets Frembrud landede han i Sandevaag. Da var Helgen allerede inde, og der var ikke mange, der bemærkede, at han havde en Gæst med sig. I Lagmandsgaarden havde det ikke været ventet, men saa snart Husets Sønner sáa den fremmede Mand, gættede de, at det maatte være Andreas, der kom for at holde Jul. Det tænkte vi nok, sagde de, da de trykkede hans Haand. Andreas kom vel ikke tilbage til Landet uden ogsaa at besøge Stegaard! Og Andreas lo og var straks den samme som i Drengeaarene, da han jævnlig havde været Gæst hos sin Slægtning Samuel Mikkelsen og lavet utallige Skarnsstreger sammen med hans fire uregerlige Sønner. Han huskede alt og alle og gik straks Røgstuen rundt og hilste paa hver enkelt af Tyendet.

Gamle Armgard opholdt sig den Jul paa Stegaard. Andreas var ikke helt modig, da han skulde ind i Storstuen for at hilse 165paa hende. Han gjorde en gysende Grimace til sine Halvfætre idet han greb i Dørklinken.

— Hun er blid, sagde de. Mod dig er hun blid i Aften, det kan du være forvisset om.

Armgard var blid. Hendes Ansigt smeltede af Ømhed og Stolthed, da hun genkendte sin Søstersønnesøn. Hun beholdt længe hans Haand mellem sine benede Hænder.

— Nej Andreas — er det dig? Saa nu er du tilbage, Jesus velsigne dig. Jeg kan ikke sige dig, hvor det glæder din Tante! Men hør nu her, kære Andreas, sæt dig ned, fortæl nu din Tante. Lad mig høre ...

Andreas satte sig ned og berettede, frimodigt efter sin Vane, men med et artigt Tonefald. Sommetider maatte han gentage, hvad han havde sagt, men det var ikke ofte. Armgard var ikke døv, hun vilde blot have alt paa det rene.

— Det kan jeg godt lide, sagde hun, at du tænker paa dette stakkels Land. Lad os nu se, hvordan dine Kartofler, eller hvad det er du kalder dem, vil gro. Du ligner din Oldefader, Poul Caspar, Lagmanden. Han var den første, der plantede rigtige Urtegaarde her i Landet, som du ved. Bærbuskene her udenfor, dem kom han med. Men kære Andreas, du tager det ikke ilde op, om din Tante giver dig et Raad? Du maa ogsaa tænke lidt paa dig selv. Forsøm nu ikke at faa et Levebrød i Tide!

Andreas blev helt blød om Hjertet ved at se sin Tantes Ansigt. Det var saa gammelt og saa kærligt. Naar hun smilte kunde han se Tandstumperne i hendes Mund.

— Naa? frittede Lagmandssønnerne: hun slog ikke i Bordet for dig i Dag?

Andreas følte sig en lille Smule flov. Lagmandskonen, Birita, hyssede paa sine Sønner: — Saa ti dog stille med jer. Det er en forfærdelig Mund I altid bruger! Samuel, du skulde sige et Par Ord til dem.

Samuel Mikkelsen smilte: — Andreas tager dem ikke saa højtideligt, ved jeg. Han kender dem fra før.

— Han kender dem vist altfor godt, er jeg bange for, sagde Birita.

Lagmandssønnerne var fire, men den ældste af dem, Peder, var nu gift og bestyrede paa Faderens Vegne den store Slægtsgaard ovre paa Østerø. De andre tre, Mikkel, Jacob og Samson, gik alle ugifte hjemme hos Forældrene, roede meget paa Fiskeri, 166hjalp til med Gaardens Drift, og var ellers de gladeste Deltagere i alle Bryllupper paa Vaagø. Der var ogsaa en Datter, Armgard Maria, en smuk, mørk Pige. Men hun kom sjældent til Orde. Det var altid Brødrene, der snakkede og harcellerede i Røgstuen.

— Sig mig, hvad vi skal stille op med dem, Andreas, spurgte Lagmandskonen. Deres Fader og jeg har villet holde i hvert Fald en af dem til Lærdom eller Embedsforretninger, men de gider ikke. Og Bønder kan de jo ikke alle blive, Gud bedre det. Det skulde da være, om de kunde gifte sig en Gaard til, men hvad mener du? Tror du, der er nogen ærlig Bondedatter, der bryder sig om disse forhærdede Dovendidrikker?

Mikkel lo: — Hvad ved du om det, Mor? At Pigerne ikke skulde bryde sig om mig, det har jeg hidtil ikke formærket. Jeg havde ellers netop tænkt paa at faa mig en Kæreste nu til Julen.

— Ja, jeg vil tro det, sagde Birita. Din Skørtejæger! Dine Julekærester plejer sjældent at blive dine Paaskekærester. Hvornaar tænker du paa at trolove dig med en ordentlig Pige?

— Jeg bryder mig Fanden om jeres Julekærester og Paaskekærester, sagde Samson, den yngste af Sønnerne. Jeg gaar nu til Søs. Jeg agter mig i Krig, skal jeg sige jer. Du, Andreas, tager mig sagtens med og skaffer mig til Orlogs, ved jeg?

Lagmanden standsede midt i Arbejdet: — Du skulde ikke føre saadan Tale, Samson.

Samson havde rejst sig og stod kæmpestor og overstadig kaad midt paa Gulvet. Han svingede med Armene.

— Ja, du er en mageløs Karl, sagde Birita. Andreas vil nok betakke sig for at have dig med til Spot og Spe nede i København.

Samson svarede hende ikke. Han lukkede Øjnene, begyndte at vugge med Skuldrene og kvad med vældig Stemme hen for sig: — Saa sejle de Ædelinge af Norge!

— Din Tante Armgard kommer efter dig, Samson, raabte Mikkel til ham.

Men Samson ænsede ham ikke. Han vuggede som en Bersærk hele Røgstuen rundt, daskende med sine Kæmpearme i Luften og stadig syngende.

— Du skulde sige et Par Alvorsord til ham, Samuel! manede Birita.

Lagmanden smilte godmodigt i sit store Skæg. Hans smukke, 167klare Øjne fulgte med dulgt Munterhed Sønnens drabelige Gebærder. Men omsider rømmede han sig og udbrød med en dyb, halvt klagende, halvt formanende Stemme: — Herre Jesus, Samson, hvor du dog er uskikkelig, nu Højtiden staar for Døren. Vær nu stille, Samson, Far beder dig om det.

Kort efter var Aftensmaden færdig. Stilheden sænkede sig langsomt over Røgstuen, alle spiste den overflødigt gode Mad med Andagt, de begyndte at mærke den store Fests Nærhed. Lagmanden læste Aftenbønnen op, som det var hans Skik. Hans dybe Stemme var sløret, og skønt han læste meget langsomt, snublede han to Steder over Ordene. Men han var træt, han var lige hjemkommen fra Havnefærd og længtes efter at komme til Ro. Det store Hus begyndte at berede sig til Natten. Næste Morgen skulde alle tidlig op, for det var Julemorgen.

Lagmandssønnerne og Andreas gik et Øjeblik ud i Tunet. Det var let Frost. Fjeldenes takkede Silhouetter skar store, skarpe Stykker bort af Stjernehimmelen. — Skal vi tage os en Dram nu? spurgte Samson fortroligt. Han havde aabnet Døren til en Lade. En tung og sød Duft af Hø trængte ud fra Mørket. — Nej, vent hellere, mente Jacob. Højtiden er jo ikke inde endnu.

— Du og jeg, Andreas, — vi burde blive oppe til Midnat, foreslog Samson. Saa kunde vi drikke en Skaal sammen.

— Plag nu ikke Andreas, sagde Jacob, han er træt efter Rejsen.

— Ja, saa for Pokker, sagde Samson, saa kan vi vel lægge os her i Høet og sove. Saa kan vi staa saa meget des tidligere op! Skam faa den, der ligger og snuer paa en Julemorgen. Jeg ved ikke, om du tager til Takke, Andreas? Du er nok vant til andet Bolster nede i København!

Andreas havde nede paa Regensen ofte drømt, at han var hjemme igen og sov i en duftende Hølade. Han tog gerne til Takke, hans Blod var uroligt, ogsaa han længtes utaalmodigt efter, at Natten skulde gaa. Men det var ikke bare for at drikke Jul, han var kommet til Stegaard, han havde ogsaa en anden lille Hensigt med sin Vaagørejse.

Man mærkede den lune Lugt fra Stalden. Køerne stod i Mørket og gumlede, undertiden brølte de svagt hen for sig og trak Vejret dybt ind igen. Der var for Andreas noget fortroligt ved denne Lyd, han kendte sig hjemme igen paa Stegaard, og han fyldtes af Taknemmelighed mod dette Sted, hvor han havde tilbragt saa 168mange Barndommens Dage. Lagmandens uforstyrrelige, svære og spage Skikkelse voksede frem for hans Blik. Han havde den samme fromme og sindige Røst som Køerne, han var en Bonde i Hjertens Grund. Men han var en Bonde af de store, rundhaandet og gæstmild, og Smilet, der altid en Smule undseligt spillede om hans værdige Ansigt, var et kærligt, et ydmygt, et ironisk og et overbærende Smil. Det levede med i alt, hvad der skete, det var som en Flamme, der flakkede ved hvert Ord, som blev sagt, ja næsten ved hver Tanke, som blev tænkt. Saa megen Visdom, saa megen Finhed og saa megen Spas boede der i denne Kæmpe. Andreas følte sig lidt skamfuld. Hvilken Mine vilde Samuel Mikkelsen have sat op, om han havde kendt den egentlige Hensigt med hans Besøg? Det var ikke til at gætte. Han lagde sig til Hvile i Lagmandsgaardens søde Hø. Gennem et Hul i Stenvæggen sáa han en Stjerne blinke.

Han vaagnede, rystende af Kulde. Udenfor blinkede Stjernerne endnu.

— Glædelig Jul, sagde Samson med rustent Mæle. Har du sovet godt i Høet? Nu ved jeg, du trænger til noget at varme dig ved! Han rakte ham et Anker, som det klukkede i: Skaal!

— Skaal! sagde Andreas. Og glædelig Fest! Han lagde Munden til Hullet og drak et Par Mundfulde. Det brændte i hans. Mave.

De stod begge op og rystede sig. Det var endnu Nat, ikke et Lys var at se i Sandevaag.

— Vi maa have noget at bide i, sagde Samson. Han lukkede op til et Tremmehus, Døren skreg paa sine Hængsler. Indenfor hang tørrede Faarekroppe paa Rad, der lugtede raat og syrligt af Kød. Samson trak sin Kniv af Sliren og skar med et stærkt og sikkert Snit en Bov løs.

— Kød er godt, sagde han. Det er godt for Sult, for Kulde, for Træthed, for daarligt Lune ...

— For Kærlighed? lo Andreas.

Samson vrængede mandigt. De spiste og skar og spiste. Andreas følte et fyrigt Velbehag ved dette Maaltid, det haarde Faarekød brast mellem hans Tænder, dets ramme Saft berusede ham, hans Mave skreg af Fryd og Sult. — Spis, sagde Samson. Vi spiser nu foreløbig denne Kølle op ... du kan bande paa, Far under os den gerne.

De sad hver paa et Kar. Imellem dem paa Gulvet stod en Tællepraas 169og lyste. Pludselig hørte de Skridt oppe paa Vejen. Samson lyttede. — Det er Ole ved Ledet, sagde han. Jeg kender ham paa Travet. Han plejer sjældent at være den sidste til at komme og ønske os en glædelig Jul.

De gik udenfor og lyttede til Skridtene, der kom nærmere og nærmere. I Bygden var nu enkelte Lys at se, ogsaa i Lagmandsgaarden begyndte der at blive Uro.

— Ja, nu har vi snart alle Julegæsterne, sagde Samson.

De værdige Bønder, som i de tidligste Morgentimer kom for at ønske Lagmanden glædelig Jul, blev alle vist ind i den inderste Stue, hvor Samuel Mikkelsen selv skænkede for dem. De yngre kom ikke længere end i Storstuen, hvor Sønnerne var Værter, og enkelte stakkels Mennesker var næsten ikke til at formaa længere end ind i Røgstuen. Dog blev de alle beværtet lige rundeligt og omsider sat til Bords omkring prægtige Køller af tørret Kød. Lysene brændte i Stagerne, og Mændenes Skygger flakkede som Trolde paa de hvidskurede Vægge. Men ingen højrøstet Tale hørtes, alle var sindige og anstandsfulde i deres Juleglæde.

De yngre havde dog ikke saa megen Ro paa sig og gik snart videre paa andre Julebesøg. De ældre derimod var stærkt fordybede i alskens Erindringer og dvælede længe omkring Lagmandens Sølvbæger. Han skænkede ofte for dem og indbød tilsidst Halvdan Bonde og Justinus Bonde til at blive og høre Julelæsten. De var da begge lidt stive i Øjnene og fulde af dybe, kristelige Tanker. De sagde ikke Nej til et Guds Ord.

Gæsterne og Husets Folk samledes langsomt i Storstuen, hvor de andægtigt tog Plads langs Væggene.

— Du er nu blevet saa lærd en Mand, Andreas, sagde Lagmanden. Jeg tror, jeg vil bede dig læse Læsten for os i Dag. Du gør os sagtens den Glæde.

Andreas blev forvirret — dette var ham en Streg i Regningen. Han vilde først indvende, at han agtede sig til Midvaag for at høre Højmessen, men forstod hurtigt, at det var en Ære, Lagmanden viste ham. Han følte sig som Varg i Veum, da han satte sig ved Bordet med Lysene og Jesper Brochmands store HusPostil. Henne ved Bilæggerovnen sad Armgard, hendes kolde Øjne var halvt tillukkede, hendes blege, benede Ansigt med den krumme Næse var ubevægeligt som en Maske. De sidste af Tyendet kom ind og satte sig lydløst ned ved Døren.

— Siden det er saa stor en Højtidsdag i Dag, skulde vi maaske 170synge en Salme, mente Samuel Mikkelsen og begyndte at blade i Salmebogen.

De stemte sagte i:

Den signede Dag er os beteed,
thi maa vi frielig kvæde,
Christ er fød, det er nu skeed,
thi maa vi os nu glæde ...

Lagmanden sang for. Hans Stemme var lidet melodisk, dog var der i den en Tone, som rørte Andreas og fik ham til at tænke paa en Fagot, et Horn eller et andet troskyldigt Hyrdeinstrument. Han følte et Øjebliks Andagt, men vaagnede til den kolde Virkelighed, da Salmen var forbi. Foran ham laa Bogen opslaaet. Brochmands Prædikener var berygtede for deres Længde.

— Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus ...

Han læste paa den lette, raske Maade, han havde tilegnet sig, og hørte straks selv, at Tonen var falsk. Det var ikke det Hjertens ubehjælpsomme og enfoldige Danske, han lige havde hørt Samuel Mikkelsen synge, det var et profant og forfængeligt Sprog. Han gjorde en Pause, da han var færdig med Evangeliet. Alle hans Tilhørere sad ubevægelige, de fleste skjulte deres Ansigt mellem Hænderne. Halvdan Bonde sad med glasagtige, rindende Øjne og trak sig i sit hvide Skæg.

— Jeg tror, jeg gaar ind i Kammeret, mumlede Lagmanden hen for sig: jeg hører lige saa godt dér ...

Andreas kom i det Øjeblik til at se paa Samson, der sad vel forskanset med Bilæggerovnen mellem sig og Armgard. Det forekom ham, at han saa et lynsnart Smil forsvinde paa hans Ansigt. Han følte sig nedgjort og latterlig i dette værdige Sæde, hvor han mod sit Ønske var sat.

— Kommer, I Guds Børn, begyndte han, og begræder Verdens Uagtsomhed at tage imod Jesum Christum, Verdens Frelser og Kongernes Konge. Se, nu fuldkommes det, hvad Esajas klarligen siger: en Oxe kender sin Ejermand og et Asen sin Krybbe, men Israel kender det ikke, og mit Folk forstod det ikke.

Nej — det burde Lagmanden have læst. Andreas forstod ikke at træffe Tonen, han rødmede over sit paatvungne Præsteskab og ønskede blot, at det snart maatte have en Ende. Nu kunde han allerede have været halvvejs til Midvaag. Han læste over Stok og 171Sten, han forstod ikke længere Ordene, han tænkte kun paa, hvordan han skulde forkorte denne Pine. Men rundt om ham sad hans Tilhørere fordybede med Ansigterne begravede i deres Hænder.

Da hørtes inde fra Kammeret en Lyd, som i Begyndelsen var svag, men som hurtigt blev stærkere. Det var kun altfor tydeligt, at det var en Snorken. Andreas skottede derind og saa i Fodenden af en Seng Samuel Mikkelsens korslagte Ben. Latteren kogte op i ham, hans Stemme blev et Øjeblik svag og ukendelig, Sveden sprang frem paa hans Pande, han læste og læste, mens Huset rystede af Lagmandens Snorken. Men alle Tilhørerne sad stadig andægtige med Ansigterne skjulte. Kun Armgard saa lige ud, hendes Ansigt var som af Sten.

Andreas lod Munden løbe, selv var han næsten bevidstløs. Latteren kom i Anfald, det var en Sygdom, en Krampe. Han havde læst mange Sider allerede, men endnu var der ingen Udsigt til noget Amen. Han var som et Vrag, der uden Landkending og uden Kompas omtumledes paa den Brochmandske Veltalenheds vilde Hav. Næste Gang, han skulde blade, bladede han flere Blade frem, han vidste ikke saa nøje, om det var to eller fire, det syntes heller ikke at gøre nogen Forskel, for stadig var intet Amen i Sigte.

Han læste og læste, det blev jo længere, jo værre. Nej, Brochmand! Han havde altid hørt, at han var drøj at læse, men saa lang en Læst havde han endnu aldrig set. Det maatte vel være, fordi det var en Højhelligdag. Udenfor var det nu klar Dag, Hanerne gol og Lysene blafrede blege paa Bordet. Han bladede atter dobbelt, men saa stadig intet Amen.

Da tog Armgard Ordet. — Hør, Andreas, sagde hun. Blad om igen!

Andreas bladede et Blad tilbage og fandt til sin Glæde et Amen. Han sáa taknemmelig paa Tanten og vilde læse den sidste Rest af Prædikenen.

— Nej, Andreas, sagde Armgard. Endnu er du ikke kommet tilbage til første Juledag.

Andreas saa forvirret i Bogen. Øverst paa Bladet stod Lektien paa St. Stephans Dag. Han forstod ikke et Ord af det hele.

Armgard havde rejst sig. Hun slog i Bordet, saa det dundrede: — Saa blad dog tilbage, saa blad dog tilbage, for Fanden! Gud forlade mig min Mund! Sidde og læse Side op og Side ned om St. Stephan paa en første Juledag! Hvor har du dine Tanker? Blad tilbage til det Sted, hvor du første Gang snød!

172

Andreas bladede forvirret baglæns, mange Blade, som han alle havde læst. Og saa fandt han endelig Amen til første Juledag. Det stod paa en af de Sider, han havde sprunget over.

Armgard havde taget Plads igen. — Læs saa fra det Sted, hvor du snød, gentog hun kort.

Andreas begyndte igen at læse, lydig som en Pog. Der blev en pinlig Stilhed, da han endelig havde sagt Amen. Men da viste Lagmanden sig pludselig i Kammerdøren, udsovet og smilende.

— Du skal have saa mange Tak, Andreas, sagde han, at du tog dig dette paa. Hvem der blot var saa vel skaaren for Tungebaandet i det Danske som du!

— Ja, velsignede, istemte Halvdan Bonde med sin høje Oldingestemme. Et himmelsk Tungemaal, du læser, ja, som en dansk Præst. Men for mine gamle Øren var det vel hastigt ...

Andreas var stadig lidt flov. Tilhørerne kom paa Rad for at tage ham i Haanden og takke ham for Læsten. Allersidst kom Lagmandssønnerne, værdige og tavse som de andre, men indvendig illuminerede af Latter.

Halvdan Bonde og Justinus Bonde var begyndt at tage Afsked. Lagmanden bad dem blive og sagde, at de bar Julen ud.

— Velsignede, indvendte de. Bærer vi Julen ud? Har vi ikke faaet alt, hvad Hjertet kan begære? Baade Brændevin og Evangeliet!

De vandrede bort, ærværdige men lystige.

Andreas stod ude i Tunet. Han havde et let Hjerte, han var allerede i Færd med at ryste det lille Uheld af sig. Naar alt kom til alt, var det ikke for at læse i Bønnebøger og Postiller, han var kommet til Vaagø.

Samson kom ud. Han klappede ham paa Skulderen: — Nu er du ikke Kejserens Ven! sagde han og lo.

— Mon jeg var blevet det alligevel? tænkte Andreas. I det fjerne kunde han høre Kirkeklokkerne i Midvaag.

Det blev et noget hastigt Middagsmaaltid Hr. Poul indtog denne første Juledag. Gudstjenesten i Midvaag havde trukket ud, og næppe var han hjemkommet til Jansegærde, før Skydsmændene indfandt sig, der skulde ledsage ham til Sørvaag. Dagen var saa kort, sagde de. Bedst var det at rejse i Dagslys! Men de kom nu alligevel til at vente en rum Tid i Røgstuen, hvad der maaske heller ikke var dem saa meget imod.

173

Barbara var ret surmulende.

— Du maa indrømme, sagde hun, at det ikke er morsomt for mig at holde Jul paa denne Maade! Og saa, at du vil ud til Myggenæs! Jeg forsikrer dig, at det endnu ikke er sket, at nogen Præst har været paa Myggenæs i Julen. Kommer du derud, kan du udsætte dig for, at Havet rejser sig, saa at du ikke slipper derfra i Maaneder! Det er Afsind af dig, dette her!

— Ja, men Hjerte Ven, sagde Præsten. Du vilde ikke lade mig fare derud i Sommer og hellerikke i Høsten. Nu kan det ikke udsættes længere. De Godtfolk derude har endnu ikke set deres Præst, endskønt jeg har været i Embedet over et Aar. Børnene løber udøbte omkring derude som Hedninger! Somme kan ikke blive gifte, andre ligger ukristeligt i deres Grave uden Jordpaakastelse. De har Grund til at bebrejde mig dette derude, du maa forstaa, at jeg var nødt til at love dem det.

— At komme i Julen?

— Noget maatte gøres. For at bøde paa min Efterladenhed, forstaar du!

— Endnu har aldrig nogen Præst været der i Julen!

— Netop derfor, Barbara! For Resten er det jo ikke saa givet, at Vejret arter sig saa i Morgen, at jeg kommer afsted. Saa vender jeg tilbage til dig, ved du ...

Men Barbara var uformildet og halvtvær, og Maaltidet endte som det var begyndt, i daarlig Stemning. Præsten havde netop iført sig Rejsetøjet og stod rede til at gaa, da han kom til at se ud af Vinduet.

— Vi faar fremmede, sagde han. Eller rettere: du faar det. Tager jeg ikke Fejl er det Lagmandssønnerne, som kommer slentrende inde paa Sandet.

Barbara livede hurtigt op. Hun var straks henne ved Ruden. — Ja, sagde hun, det er Samson ... og Mikkel, og ...

— Og Jacob, vel? sagde Præsten.

— Nej, sagde Barbara, det er ikke Jacob. Det er ...

I det samme sáa Præsten, hvorledes hendes Ansigt fuldkommen forvandledes. Hun gik fra Vinduet, stum og til det yderste forvirret. Hun saa næsten ud, som om hun havde faaet et uventet Slag i Ansigtet.

Præsten kiggede hastigt ud igen. En frygtelig Anelse havde slaaet ned i ham. Han genkendte straks Andreas Heydes skødesløse Gang og lyse Ansigt. Det var ham, der gik forrest af de tre.

174

Hr. Poul vendte sig mod sin Kone. Hun var endnu i hæftig Bevægelse, og da hun begyndte at tale, havde hun ikke ganske Herredømmet over sin Stemme.

— Det faar nu være, sagde hun. De Mænd kommer ikke til at træffe nogen hjemme. Jeg følger med dig ... op til Vandet. Saa kan de vente, som de har Stunder.

Hun var meget ilfærdig og ligesom angst. I en Fart fandt hun noget varmt Tøj at tage over sig og gik saa hastigt ud sammen med Hr. Poul. Skydsmændene fulgte forbavset efter.

Vejret var stille og køligt. Der laa Rimfrost over Jorden, og alle smaa Pytter var dækket af glasklar Is. Barbara tog sin Mands Arm og trykkede sig ofte ind mod ham. Efterhaanden som de kom længere bort fra Jansegærde, sagtnede hun sine Skridt og gik tilsidst langsomt.

— Nu maa du snart komme tilbage igen. Det maa du love mig!

Hun sagde det stille og ligesom angstfyldt. Ellers havde hun sletikke talt. Hun var meget alvorlig og sáa paa ham med et Blik fuldt af Smerte.

— Jeg kommer det forteste jeg kan, sagde Hr. Poul. Maaske kommer jeg allerede i Morgen, om Vejret slaar om.

— Ja, men det gør det! Det gør det sikkert! ivrede Barbara.

— Ak, Herre min Gud, Barbara! udbrød Præsten. Kan du glemme mig paa tre Dages Tid?

Herpaa svarede Barbara ikke straks, men endelig sagde hun: — Kæreste Poul! Du ved hvad jeg helst ønsker. Det er alt, hvad jeg kan sige. Skynd dig nu hjem igen!

Og medens Skydsmændene et Øjeblik gik foran, kastede hun sig om hans Hals og omfavnede ham med Voldsomhed. Saa strøg hun hans Ansigt og sáa paa ham med Sorg i Øjnene. De var kommet over Aasen. Vandets store Spejl bredte sig ud foran dem. Da de naaede den lille Klynge af Huse, som de engang havde kaldt Kapernaum, trak Skydsmændene en lille Baad ud af et Baadeskur og skød den ud i Vandet. Den tynde Is inde ved Land splintredes med en klinger Lyd. Hr. Poul tog Afsked.

— Kom igen! var det sidste, Barbara sagde. Hun var ganske bevæget.

Baaden gled stille fra Land. Det kolde Vinterlys laa over Indsøens Flade. Barbara gik hjem. Hr. Poul sad og iagttog hende, som hun bevægede sig op gennem Haugen, rask og opret. Hun vendte sig ikke om.

175

VEJRFAST

Hr. Poul blev den næste Morgen tidlig vækket af sin Vært. Vejret var stille og stjerneklart. Vilde han til Myggenæs, sagde Sørvaagsmanden, saa kunde Omstændighederne ikke være bedre paa denne Aarstid. De tilbød at skydse ham derud straks.

Han spurgte dem, om de ogsaa mente at kunne skydse ham hjem igen samme Dag. Dertil svarede de, at alt stod i Guds Haand, men hvis han hurtigt gjorde sig færdig paa Myggenæs, vilde de forsøge at vente paa ham ved Landingspladsen. Naar blot der ikke rejste sig Sø. Det var ene og alene det, det kom an paa. Thi var der ikke stille Vejr ved Myggenæs, var det lige saa umuligt at lægge fra som at lægge til.

Efter det kunde Hr. Poul ikke andet end holde sit Løfte om at gæste Myggenæs i Julen. Men han erindrede med Gysen alle de Historier, han havde hørt om Folk, der i Maaneder havde ligget vejrfast derude, blot paa Grund af Dønning ved Landingspladsen, og han vidste, at han ikke vilde føle sig tryg igen, før han vel var borte fra den Ø.

I Mørke roede de ud gennem den lange Sørvaagsfjord. Det var en vidtløftig Baadtur, der forestod dem, den blev ellers næsten aldrig foretaget ved Vintertide. Myggenæs laa langt til Havs, det var den yderste af alle Færøerne. Og Bygden og Landingspladsen laa helt ude paa den vestlige Ende. I alt kunde det vel være en elleve-tolv Sømil at ro derud fra Sørvaag.

Mændene spejdede mod Stjernehimmelen og mente, at det gode Vejr sagtens vilde holde Dagen ud. De trak paa Aarerne og var ivrige. Paa begge Sider gled mørke Næs og rimdækkede Fjelde forbi. Da de kom ud i Fjordmundingen, skimtede de i Stjerneskinnet det fjerne Myggenæs, der som et eneste Bjerg ragede op af det vestlige Hav, lysende hvidt i Toppen. Men dets Sider var sorte og bratte og levnede ingen Plads til Sneen.

Kort efter begyndte Stjernerne saa smaat at blegne, og da Baaden 176var kommet ud paa det aabne Hav, oprandt Dagen. Myggenæs voksede foran Stavnen i det tidlige Vintersolskin, luerød og raa i sin vildt forrevne Vælde. Det var en Aabenbaring og en Rædsel paa én Gang.

Det var endnu tidligt paa Dagen, da de ankom til den lille Bygd ved Øens vestligste Ende. Der blev stor Bevægelse, da Baaden viste sig, og ikke saa snart havde Hr. Poul sat Foden paa Land, før Klokken oppe i den jammerligt lille Græstørvskirke lysteligt begyndte at bimle og udsende sine Toner i den lyse Morgen. Det var en Glædens Dag for alle paa Myggenæs.

Opstigningen til Bygden var lang og stejl. Hr. Poul gik ind i Kirkeværgens Hus og undte sig selv et hastigt Maaltid, saa fortsatte han straks til Kirken, hvor alle havde forsamlet sig — alle undtagen Sørvaagsmændene, der var gaaet ned til deres Baad igen.

Hr. Poul forrettede Gudstjenesten, kort, men dog foruden nogensomhelst usømmelig Skyndsomhed. Solen skinnede hele Tiden ind ad de smaa Vinduer og vidnede om, at Vejret holdt sig. Bagefter blev fire Børn døbte, og et ungt Par blev viet i Ægtestand. Saa var der kun nogle Jordpaakastelser tilbage. Hr. Poul gik i det blege Solskin mellem Gravenes visne Græstuer, og den lille Kirkeklokke sang atter ud over hele Bygden. Da det var overstaaet, var Præstens Ærinde fuldbyrdet. Vejret var uforandret. Hr. Poul gik atter ind til Kirkeværgen og gjorde sig rejseklar. Han havde frygtet, at man maaske vilde sinke ham med Opvartning og Traktemente, men det var, som om hans Vært ganske forstod ham, at han snarlig vilde afsted igen.

Han var allerede paa Vej ned mod Landingspladsen, da en Mand kom løbende efter ham og med forvirrede Ord standsede ham. Han vilde have ham til at vende tilbage og komme og døbe et Barn.

— Døbe et Barn? spurgte Hr. Poul. Hvorfor var Barnet ikke i Kirken?

— Velsignede, — da var det ikke født endnu!

Præsten blev ærgerlig. Han forstod paa sine Ledsagere, at ogsaa de nærmest var uvillig stemt mod denne Mand og helst havde jaget ham bort. Men han vilde dog ikke vise sig vranten.

— Lad mig saa døbe det i en Fart, sagde han rask og vendte om.

— Præsten skulde maaske hellere blot have sagt nej, mumlede 177Kirkeværgen. Den Taabenakke burde vide, at Præsten ikke kan have gode Stunder ... en Vinterdag! ... saa sent, ovenikøbet!

— Hvor er saa Barnet? spurgte Hr. Poul brysk, da han traadte ind i den fremmede Mands Hus.

Den fremmede gjorde en latterlig, besværgende Bevægelse: — Barnet ... Barnet er ikke født endnu ... det vil sige: ikke helt ... ikke helt kommet til Verden. Men jeg forsikrer, vedblev han bønfaldende, at min Kone altid er meget rask i Vendingen, hvad det angaar! Det kommer straks!

— Gudsdød, Hanus Elias, er du ikke rigtig klog! udbrød Kirkeværgen. Vil du plat holde Præsten for Nar? Hvad tænker du paa?

— Det varer saa kort, det varer saa kort, bedyrede Hanus Elias.

Hr. Poul tænkte i dette Øjeblik paa at gaa. Han var rasende nok til det. Hvorfor han alligevel ikke gjorde det, kunde han senere aldrig forklare sig selv, endskønt hans Tanker i Eftertiden meget ofte fik Lejlighed til at vende tilbage til denne ulyksalige Stund.

De havde vel ventet et Kvarter i Hanus Elias' Glasstue, da pludselig et lille Vindstød fik Huset til at skælve. Præsten sáa ud og bemærkede, at Blæsten et Øjeblik bølgede i det visne Græs paa Nabohusets Tag. Solen skinnede ikke længere.

— Nu gaar jeg, sagde han kort og rejste sig.

— Ja, nu er ikke at vente! sagde Kirkeværgen. Sydvestenvinden er paa Vej, det er tydeligt.

I det samme kom Hanus Elias ind, bedende og besværgende:

— Velsignede, gaa ikke nu! Barnet er født! Det skal bare gøres lidt i Stand ... velsignede ... det haster vel ikke saa?

— Haster! sagde Kirkeværgen forbitret. Dum har du altid været, Hanus Elias, gør dig nu ikke dummere, end du er, du ved vel, hvad det gælder!

Hanus Elias gjorde et Par fortvivlede Bevægelser. Han lignede i sit faderlige Sindsoprør en fortabt Sjæl, han dansede af Befippelse.

— Kom saa med Barnet ... for Satan! sagde Hr. Poul og trampede i Gulvet.

Han gav sig til rasende at vandre frem og tilbage i Stuen. Kirkeværgen var gaaet udenfor for at se paa Vejret. Han kom ind igen og sagde: — Her er ikke megen Tid at spilde!

178

— Det ordner sig vel, det ordner sig vel, stammede Hanus Elias.

Blæsten bølgede atter paa Nabohusets Græstag. En skinger Barnegraad lod sig høre. Tre forpustede Mænd kom løbende: de kom for at hente Præsten. I det samme blev Barnet frembaaret. Da var i alt en halv Time forløben.

Hr. Poul døbte Barnet som Lyn og Torden. Da han spurgte om dets Navn, hakkede Gudmoderen lidt i det. Barnet skulde have fem Navne. Hr. Poul gav det kun tre, og i samme Øjeblik, Amen var sagt, var han ude af Døren. Alle de Mænd, der var tilstede, løb med ham.

Da de fik frit Udsyn, sáa de dybt nede Baaden, der fuldt bemandet og hæftigt vippende laa ud for Landingen. Men ellers syntes Havet ganske roligt, og ude over dets Flade saas endnu Strejf af Solen.

Hr. Poul løb som for Livet ned ad Klipperne. Hele Bygden var paa Benene, alle havde kun Tanke for dette ene, om det nu vilde lykkes Præsten at komme afsted.

Han naaede ned til den yderste Helle. Kun to Favne fra ham laa den gyngende Baad — det drejede sig blot om et dristigt Spring. Hr. Poul vidste, at det var hans Lykke, der stod paa Spil, Hjertet sad ham i Halsen. Gang paa Gang nærmede Baaden sig Land, men hver Gang maatte den skyndsomt trække sig tilbage for ikke at blive kvast. Voldsommere og voldsommere huggede den i de urolige Vande. Maaske kunde han den ene Gang have sprunget, hvis han havde været en øvet Sømand. Det var han ikke. Men nu samlede de gæveste Myggenæsmænd sig om ham. De var rede til at hjælpe ham paa alle Maader, de raabte ud til Mændene i Baaden, de vilde, om det skulde være, kaste Præsten ombord til dem, hvis de vilde passe paa at gribe ham. Men ingen Lejlighed frembød sig mere dertil. Det var for sent. Lyden af Bølgernes Sug og Skyllen mod Kysten begyndte allerede at overdøve Mændenes Stemmer: det var Brændingen, der tog fat. Endnu gjorde Sørvaagsbaaden et Par dristige Forsøg paa at nærme sig. Men det var næsten kun af Høflighed. Det var haabløst.

Da skete det Uheld, at en af de Myggenæsmænd, der ivrigst havde gestikuleret og raabt, gled paa de glatte Sten og faldt i Vandet. I en Haandevending blev han grebet af de andre og pjaskvaad trukket i Land igen. Det var Hanus Elias.

179

Kirkeværgen skældte ham Krukken fuld: — Det havde du godt af! Dig var det, der ødelagde det hele, din Ulykkesfugl! Aldrig kan du være som andre Mennesker. Gaa nu hjem og skam dig! Her ser du, hvad du har voldt!

Beskæmmet og dryppende gik Hanus Elias til sit Hus. Voldt? Hvad havde han vel voldt? At Præsten maatte blive paa Myggenæs. Det skulde være saa stor en Skade? Naar man tilmed var Præst og kunde gæsterere hos en Mand som Kirkeværgen! Endda i denne Juletid!

Men Præsten stod som lammet og saa med Fortvivlelse i Hjertet Baaden ro afsted. Da den var kommet et Stykke ud, satte den Sejl og pilede bort.

— Ja, var der en, der sagde: de faar god Bør, og Strømmen er dem ogsaa gunstig!

Kirkeværgen vendte sig mod Hr. Poul. — Dette var ilde, sagde han. Maaske Præsten vil tage til Takke med mit Hus?

Fra det Øjeblik talte Hr. Poul ikke mange Ord. Han havde endnu for et Døgn siden været en gennemlykkelig Mand, og endnu for en Time siden var han fuld af Fortrøstning og Haab. Nu sad han uhjælpelig i en Fælde. Hans Vanheld var saa stort, at han næsten ikke kunde fatte det.

Niklas Bonde, Kirkeværgen, tænkte i sit stille Sind, at Præsten nu ogsaa tog sig dette Uheld mere nær, end det var rimeligt. — Vejret er jo ikke egentlig daarligt, sagde han, og saa vidt jeg kan skønne, tegner det heller ikke til Uvejr. Det er blot denne Vindretning, der er saa forbistret uheldig. Men — hvis Forsinkelsen ikke strækker sig over mere end en Dags Tid eller to? Lad os haabe det bedste.

Hr. Poul sendte Niklas et venligt Blik, men trak samtidig paa Skuldrene, som om han ansaa det hele for at være temmelig haabløst alligevel. Han gik hen til Vinduet. Vejret saa virkelig stadig ud til at være ganske godt, der var ingen Bevægelse at spore paa den endeløse, graa Havflade, hvor Flager af Solstrejf blinkede hist og her.

Han følte det, som om han var ude for en Slags Forhekselse.

Niklas Bonde lod Bordet dække og satte Gaardens bedste Spiser frem. Hr. Poul var venlig og høflig, men han havde aldeles ingen Appetit, og allerede i den tidlige Skumring bad han Niklas vise ham det Sted, hvor han skulde sove.

180

Det var ham til nogen Lettelse at være helt alene med sig selv. Efterhaanden faldt der en dump Ro over ham. Hvorfor skulde man, naar alt kom til alt, ogsaa tænke det allerværste? trøstede han sig selv. Og selv om saa var, at det værste hændte! Burde det saadan knække ham? Var han ikke dog en Mand og en Præst?

Men i alle Tilfælde: det var en Prøvelse, dette her, en haard Prøvelse. Han bad Gud staa sig bi. Det blev til en lang og inderlig Bøn, og han følte sig styrket derved. — Vi lader det bero, hviskede han til sig selv. Vi ser Tiden an. Gud alene maa raade.

Da han vaagnede næste Morgen, følte han ikke, som han havde ventet, et Fortvivlelsens Stik i Hjertet. Tværtimod, han følte sig trøstet og fattet. Vejret havde ikke forandret sig synderligt. Lidt Blæst, ellers det samme solrøde Gry som i Gaar. Hr. Poul gav sig nu i Snak med Kirkeværgen. Efter Morgenmaaltidet fulgtes de ad rundt i Bygden. Præsten vilde besøge syge og gamle. Det adspredte ham. Han vænnede sig efterhaanden til Tanken om dette Vanheld, der maaske dog, naar alt kom til alt, ikke var noget Vanheld, men blot en Prøvelse for ham og hende. Han forestillede sig sin Hjemkomst: Barbara kommer ham i Møde, hun smiler, og han kan ligesom allerede se paa hendes Smil, at det hele er godt. Ak, maaske havde Barbara virkelig forandret sig i Løbet af disse dybe, lykkelige Vintermaaneder, de havde tilbragt ene sammen i Præstegaarden! Maaske var hun ikke den gamle Barbara, men en ny, en forklaret, en trofast og længselsfuld Barbara!

Der gik elleve Dage, før det blev Vejr for Præsten til at tage afsted. Til Gengæld blev Vejret da ogsaa saa smukt, som var det ved Høj sommertide. Det brede Sund mellem Myggenæs og Vaagø var kun kruset af Krapsø og af de susende og blinkende Veje af Medstrøm, der bar Baaden lynsnart afsted. Sørvaagsfjorden var saa rolig som en Indsø og fuld af Spejlbilleder af Skyer og Fjeldvægge. I Sørvaag skaffede Skydsformanden Hr. Poul en Hest og fulgte ham selv ridende op til Vandet. Her stod der allerede en Klynge Skydsmænd parat ved en lille Baad. Præsten havde sagt, at det hastede meget.

Hr. Poul havde til at begynde med følt sig taknemmelig og lettet paa denne Hjemrejse. Han havde følt sig hjulpet af Gud og Mennesker. Men jo nærmere de kom Midvaag og Jansegærde, jo mere sank hans Mod. Billedet af Barbara, der kom ham i 181Møde, gled tilbage for et andet Billede, der for Resten ikke var noget Billede, men bare en Tomhed. Tomhed! Tomme Stuer! Og en Stemme, der tomt meddelte, at Barbara ikke var hjemme. At Mme. Aggersøe var taget til Havnen ... paa Besøg.

Barbara er ikke hjemme! gik det som Gys igennem ham, mens han hastede ned mod Midvaag. Dér gled Bygden frem, Sandet, Jansegærde. Barbara er ikke hjemme!

Nej — Barbara var ikke hjemme. Det forholdt sig virkelig saadan. Det blev den gamle, halvdøve Pige Kristine, hvis Stemme skulde give ham denne Meddelelse, i en dagligdags og inderligt pligtopfyldende og tjenstlig Tone. Barbara var rejst til Havnen. Hun havde ingen Besked efterladt sig.

Hr. Poul gik en Stund frem og tilbage gennem de tomme Stuer, iført sit Rejsetøj og med et Tæppe over Armen. Barbara! Hulkede det tomt i ham.

Han gik ud i Røgstuen for at spørge Kristine, om Barbara var rejst alene eller sammen med nogen. Men han kunde ikke faa Spørgsmaalet over sine Læber. Paa en Gang kom han i Tanker om Lagmanden! Samuel Mikkelsen ... Samuel Mikkelsen maatte jo være paa hans Parti! Han maatte ... han maatte ikke have tilstedt, at det var sket, det, som nu var sket!

Hr. Poul kastede Tæppet fra sig, han løsnede lidt paa sine tunge Rejseklæder, men gav sig ikke Tid til at afføre sig dem. Hurtigt var han ude af Døren og paa Vej til Sandevaag. Det stod for ham som en Slags Redning at tale med Samuel Mikkelsen. Han løb det meste af Vejen, og da han naaede Sandevaag, var han gennemblødt af Sved og havde næsten ikke Vejr til at tale.

I Stegaards Tun traf han Samson. Han sagde, at Faderen var nede ved Baadenøsterne. Han ventedes snart hjem.

Hr. Poul satte sig ned paa den nærmeste Sten. Han var dødsens træt.

— Kommer Præsten ikke ind? spurgte Samson. De sidder saa ubekvemt der.

— Jeg sidder godt nok, sagde Hr. Poul kort og fraværende.

Samson sáa hans Blik. Han lod ham have Fred og gik ind i Huset. Der fortalte han blot, at Præsten sad udenfor. — Han vil ikke ind, tilføjede han. Der blev ikke talt stort om det. Enkelte nysgerrige kiggede ud. De saa i Skumringen Præsten sidde med Albuerne støttet paa Knæene, skjulende sit Ansigt. Ingen vilde forstyrre ham.

182

Nede paa Strandbakken var et Punkt kommet til Syne, det hævede sig og voksede langsomt op af Jorden, først et Hoved, saa et Par Skuldre, saa efterhaanden en hel Mandsskikkelse, der sagteligt nærmede sig og for hvert Øjeblik blev større og større i Tusmørket. Det var Lagmanden, som var for hjemgaaende. Præsten mærkede ham pludselig som en stor Skygge foran sig og fór op. Samuel Mikkelsen hilste ham Godaften.

— Barbara er rejst fra mig, sagde Hr. Poul.

Lagmanden svarede ingenting. Han stod med et ulykkeligt Udtryk i Ansigtet.

— Kommer De ikke ind? spurgte han omsider sagte. Værsaagod, lad os gaa denne Vej.

De gik ad en særlig Indgang ind i Lagmandens Kammer.

— Jeg er meget forharmet over dette, begyndte Samuel Mikkelsen, efter at de havde siddet tavse en god Stund. Det var ikke med min gode Vilje, de rejste til Havnen sammen, men jeg kunde ikke forhindre dem. Jeg prøvede paa at tale dem til Rette, men, som De kan tænke ... det er nytteløst at tale til Folk, naar den Galskab er over dem.

Lagmanden talte mildt og tøvende. Alligevel sved det i Præstens Hjerte, og da han hørte Ordene den Galskab, gik der et Skred af Forfærdelse igennem ham.

— Andreas er saa fremfusende, vedblev Samuel Mikkelsen. Jeg skulde ikke have bedt ham her vester ... men det faldt mig ikke ind et Øjeblik ...

— Han var kommet før eller senere alligevel, sagde Præsten. Dette skulde ske.

— De drikker en Snaps? sagde Lagmanden, ligesom bønligt overtalende.

Han aabnede et Skab og fyldte Sølvbægeret til Randen. Præsten skubbede det fra sig. — Nej Tak! Ikke nu ... jeg ... nej Tak.

— De har det maaske som jeg, sagde Lagmanden. Jeg er ikke tilsinds til vaade Varer, uden jeg er i glad Lune.

— Jeg er ikke oplagt, mumlede Præsten.

De sad lidt i Tavshed. Bægeret stod imellem dem paa Bordet.

— De kunde endelig drikke det som Medicin, mente Lagmanden.

Præsten svarede ikke. Pludselig tømte han Bægeret.

— Det gør godt for Hjertet, sagde Lagmanden.

Præsten følte, at det gjorde godt for Hjertet. Pludselig smilte 183han. Han smilte som en Hund, hans Øjne var udslukte og hungrige.

— Ak, sagde han, ja! Det forbavser mig nu ikke det mindste, det gør det ikke! For jeg vidste det i Forvejen.

Lagmanden smilte maaske ogsaa en Brøkdel. Han tænkte, at ogsaa han vidste det i Forvejen. Om ikke netop dette, saa noget lignende. Saa gik han efter Flasken og fyldte igen Bægeret.

Præsten sad og mumlede for sig selv. Han gentog dumpt: — Men det skulde nu være saaledes. Skønt jeg hele Tiden vidste det saa godt, kunde jeg ikke handle anderledes.

— Nej, sagde Lagmanden, saadan er det vel.

— Ja ja, saadan er det.

Hr. Poul tømte igen Bægeret. Hans Øjne var ligesom blindede, han drak med Begærlighed. Aa ja, sagde han.

Døren gik langsomt. Armgard kom ind med et Lys, hun var noget krumbøjet og sendrægtig i sine Bevægelser, naar hun gik omkring. Hun missede med sine kolde Øjne mod Præsten.

— Goddag, Hr. Poul, sagde hun, lidt spydigt. Og hvordan lever nu De?

— Tak, sagde Præsten. Og De selv?

Armgard havde sat sig ned med sit Strikketøj.

— Hvordan skal man leve, naar ens Slægt ...? Hun afbrød sig selv.

Strikkepindene var kommet i Gang, de gik som en Maskine. Hendes Øjne lukkede sig halvt.

De sad alle tavse en Stund. Præsten havde været fastende siden om Morgenen. Han mærkede, at Lagmandens Kognac begyndte at døve hans Sanser. Der sneede en sort Sne mod hans Øjne, den haarde Pine i hans Bryst havde løsnet sig en lille Kende.

— Naar jeg betænker det ret, sagde han, saa er det hele vel ikke saa overvældende en Ting ... jeg mener, nuvel, man maa kunne hæve sig over sin egen Skæbne. Jeg kan godt se det latterlige i det. Ha ha ha! Hanrejer er for Resten altid latterlige.

Han lo igen og Taarerne stod ham i Øjnene. Han drak et Bæger til og sagde: ah, aa ja, ja, ja.

— Naa, lad os nu se, sagde Lagmanden. Det hele trækker sig vel i Lave igen, skulde jeg tro. Barbara er jo saa ... hun er saa ... vægelsindet, ofte.

Han skottede til sin Moster. Gamle Armgards Øjenlaag var næsten faldet helt til. Havde hun ikke strikket saa rask, kunde 184man godt have troet, at hun sad og smaablundede. Men han kendte hende bedre og vidste, at man naarsomhelst kunde vente sig en Udtalelse fra hende.

— Ja, Barbara! sagde Præsten og fik pludselig et aldeles taabeligt Udtryk i Ansigtet. Det saa ud, som om han havde et Syn. Paa en Gang udbrød han: — Mener De det virkelig? Tror De nogensinde, hun kommer igen? Nej? Nej?

Hans Stemme var ganske ude af sit Leje, vild og bønfaldende som hos en, der pludselig raaber noget i Søvne. Saa tilføjede han roligere, nærmest som henvendt til sig selv: — Kunde jeg blot en Gang, en eneste Gang til her i Livet ... ja, saa vilde jeg ikke forlange mere. Aa Barbara, hvor jeg længes efter dig!

Armgard havde set op. Hun rømmede sig, men afbrød sig selv og strikkede videre. Der var om hendes Næse og Mund et haanligt Udtryk.

— Ser De, sagde Præsten og vendte sig fortroligt mod Lagmanden: Forstaar De ... jeg maa forklare mig ... De har Grund til at vente en Forklaring af mig. Jeg har jo hele Tiden saa inderlig godt vidst, at dette maatte komme, det har jeg hele Tiden været ganske klar over.

— Naa ja, afbrød Armgard ham tørt. Saa var det altsaa derfor, at De endelig vilde giftes med hende!

Præsten overhørte hende med en fuld Mands Overlegenhed. Han drejede blot Ryggen endnu mere om mod hende og greb fat i Lagmandens Ærme.

— Altsaa, jeg har hele Tiden gaaet og ventet paa dette. Som paa en Straf, kan jeg sige, for det var jo altfor godt, det var jo alt ... altfor epikurisk, vellystigt, livsaligt. Han snublede tungt over Ordene: Forstaar De, det maatte altsaa komme. Det var ventet. Alligevel kom det uventet! Jeg mener, at det kom uventet den Dag, altsaa. Jeg var ikke beredt, det var altfor pludseligt. Hvis jeg blot en eneste Gang ... jeg mener, jeg maa dog i hvert Fald have Lov til ... jeg vil ikke unddrage mig Straffen, men først, først ... det vil jeg altsaa! raabte han og slog i Bordet.

— Armgard Moster, sagde Lagmanden, Præsten maa have Mad.

— Det har jeg givet Besked om, sagde Armgard.

Præsten sad tilbagelænet og stirrede hen for sig. — Barbara! mumlede han. Om hun vidste, hvad jeg tænker og føler for hende nu, om hun kendte mit Hjerte nu, saa kom hun til mig. Skaal! Skaal, Barbara, hører du mig ikke?

185

Han havde løftet Sølvbægeret og sad og græd. Armgard vendte sin Stol bort med et forbitret Ryk. En Pige kom ind og dækkede Bord for Præsten. Selv sad Hr. Poul nu sammensunken og saa ud, som om det hele ikke vedkom ham. Lagmanden havde rejst sig og lagde sin Hue paa en Hylde under Loftet.

— Værsaagod, sagde han. Velsignede, spis nu, Hr. Poul, De kan sagtens trænge til det, hører De!

Han talte med et blidt, næsten bønfaldende Tonefald og smilte yderlig hjælpeløst. Hr. Poul tog et Stykke Fladbrød og lagde det ved sin Tallerken. Lagmanden og Armgard var der ikke dækket til. De sad begge et Stykke fra Bordet, som Skikken var for Værtsfolk.

Præsten gjorde ikke meget ved Maden. Han sad med en tørret Faarekølle og gjorde et Par ligegyldige og kraftesløse Forsøg paa at skære af den.

— Velsignede, spis, sagde Lagmanden, det styrker baade Hjerte og Sjæl at spise Kød.

Men Præsten rørte ikke Kødet. Det saa ud, som om han allerede var i Færd med at falde i Søvn. Pludselig rettede han sig lidt op, knyttede Hænderne og sang med drøje Armbevægelser:

— Ak Herre, med Dit Tugte-Riis,
Du haver gjort mig stor og viis ...

Armgard saa overrasket op. — Det er vist en ny Salme! bemærkede hun.

Hr. Poul sáa ganske idiotisk ud. — Er det ikke godt? spurgte han. Ak Herre, med Dit Tugteris du haver gjort mig stor og vis? Ja, saadan er det. Nu har jeg fundet det. Ha ha ha! Pludselig finder man det!

— Hør, stakkels Hr. Poul, sagde Armgard i en spids, belærende Tone: De er en enfoldig Mand, og det kunde sikkert ikke falde Herren ind at tugte Dem. Nej, nej. Hun fortsatte i en spottende Falset, der lød som en Maages Latter: De, som ikke engang kan passe paa Deres egen Kone! Men hun, der bliver ved med at fordærve Ungdommen her i Landet, Gud forlade mig, nu kan hun heller ikke lade vor Slægt gaa fri! ... naar hun engang kommer under Herrens Ris ...!

Og gamle Armgard slog den knyttede Haand i Bordet, saa at Sølvbægeret sang.

Hr. Poul sad et Øjeblik og maabede. Saa sagde han: — Ja ... 186Fanden annamme hende! Djævelen gale i hende, som hun har baaret sig ad! Det Helvede, hun er ... den Rakkermær!

Og dermed faldt han i Søvn. Lagmanden smilte ulykkelig og kaldte diskret paa sine Sønner. De bar forsigtig Præsten i Seng. Helt uvidende var de ikke med, hvad der var gaaet for sig i Lagmandens Kammer.

— Du skulde have set, sagde Samson med et skævt Smil: du skulde have set, da han skaalede med Armgard Tante! Han troede vist, det var Barbara!

187

TEMPO DI MINUETTO

Hr. Poul vaagnede midt om Natten og vidste i Begyndelsen ikke af noget. Men pludselig erindrede han alt, hvad der var sket. Det kom som et voldeligt Slag i Hjertekulen. Efter dette sov han ikke mere, men laa opfyldt af den største Uro og med en krampagtig Pine i sit Bryst. Han længtes begærligt efter at Husets Folk skulde vaagne, og at det skulde blive Dag.

Han var først oppe af alle den Morgen, og det første, han foretog sig, var at spørge Lagmandssønnerne om Vejrudsigterne for en Rejse til Havnen. Han gik ud og ind og ud igen, stak Haanden frem i Tusmørket og følte en fin Støvregn, kiggede mod Himlen og prøvede at gætte sig til Vindretningen. Den Tanke, at han maaske inden Aften skulde gense Barbara, kunde næsten kvæle ham.

Men Lagmandssønnerne var sene ud af Køjerne, og da de omsider kom frem under Tagskægget udtalte de som deres Formodning, at det ikke var Havnevejr i Dag med saa stærk Vind. Syd om Næsset kunde der i hvert Fald ikke være tale om at gaa, nu Dagene var saa korte, men maaske man kunde lande ved Velbestad. De vilde tale med deres Fader om det, sagde de.

Lagmanden havde aldrig været Morgenmand. Da han endelig langt om længe viste sig, var der over hans dybt flegmatiske Personlighed noget svagt foruroliget. Man kunde tænke sig, at han vilde have set saadan ud, hvis Stegaard havde været ved at brænde af over Hovedet paa ham. Han var paa Grænsen af at have Hastværk.

Hr. Poul havde i den lange Ventetid uafladeligt vandret ud og ind af Huset. Han havde skiftevis stirret paa Vejret og stirret paa Folkene. Han var som en Hund, der stumt og desperat anraaber om menneskelig Indgriben i en fortvivlet Sag. Nu, da han omsider saa Lagmanden komme, hastede han straks hen til 188ham. En ubændig Iver udgik fra Præsten, hans Vilje var saa stærk, at den virkede paa de andre som en Kraft.

— Vejret er ikke godt, det er det jo ikke, sagde Samuel Mikkelsen. Han lænede sig frem over et Stengærde og betragtede omhyggeligt Himlen.

Der gik en lille Stund.

— Præsten gør maaske klogest i at lægge Vejen om ad Futaklet, sagde Lagmandssønnen Jacob prøvende.

Hr. Poul svarede intet hertil. Men maaske gjorde han en eller anden Bevægelse. Hele hans Væsen udstraalede den vildeste Uvilje. Han vidste, at det mindst vilde blive en Todages Tur. Og skulde han nu gaa den tunge Gang tilbage til Futaklet, til Kvivig, til Leynum, til Øreenge, hele den lange Vej, som han i en lykkelig Tid havde gaaet med Barbara? Og som hun nu siden havde gaaet med Andreas! Hans Hjerte knyttede sig sammen i Fortvivlelse.

— Nu er der jo det, sagde Lagmanden med dybeste Sindighed, at Hr. Poul maaske har lidt Hastværk i Dag.

Han saa spørgende paa Præsten, om det ikke forholdt sig saadan. Hans Øjne udtrykte kun Velvilje og Høflighed.

— Dette er en Himmelens Orkan! brast det ud af Jacob. Han pustede lidt, det var hans Vane at puste, naar han blev ivrig.

Samuel Mikkelsen svarede ikke. Præsten stod og flyttede sig uroligt. Han var ude af sig selv, ja, det var som om hans Aand vilde vride sig ud af hans Legeme og ensom flyve over Vaagøfjord.

Lagmanden kastede endnu et vurderende Blik paa Skyerne: — Vinden er stærk, sagde han. Men Vindretningen er den gunstigste, vi kan have, saa længe den holder sig nordøstlig. Og det var Halvmaane i Gaar, saa Strømmen skulde være god ... skønt helt spag er den ikke, Maanen er saa nær Jorden.

Han stod et Øjeblik og grundede, Ansigtet var ubevægeligt. — Ventede vi til Vestfaldet slækker af, skulde det vel kunne gaa, tilføjede han.

Det lød ganske henkastet. Først da Lagmanden og hans Sønner var paa Vej ind igen i Huset, forstod Hr. Poul, at det var et sidste Ord, der var blevet sagt, og at Sagen var afgjort. Han stod tilbage og vilde næsten ikke tro, at han havde faaet sin Vilje. I Aften skulde han gense Barbara!

Men inde paa Lagmandsgaarden blev der adskillig Bevægelse 189den Morgen, hvad Præsten ikke kunde undgaa at bemærke paa Lagmandskonens Miner. Og en Gang maatte Samuel Mikkelsen tysse paa sin Søn Samson, der ellers ikke regnedes for en Rædhare, men som dog sagde Satan og Helvede til at skulle gøre denne Svinerejse for den forbandede Rakkermærs Skyld. Men Lagmanden sagde, at de vilde fare for Præstens Skyld, thi det var Synd for ham. Og Armgard dundrede i Bordet og lignede en Flint i Ansigtet og sagde, at de skulde fare for Slægtens Skyld, at ikke den Hore skulde plat fordærve Andreas.

Det var hen ad Middag, da Samuel Mikkelsen med ti Mand lagde fra Land i Sandevaag. Selv sad han agter og styrede, og Præsten sad hos ham. Vinden bar i Kast ud efter Vaagen. Sejlet blev sat, den store Baad pustedes udefter, og alle Huse i Sandevaag og Midvaag trak sig hastigt sammen i smaa, uanselige Klynger, medens Tinderne foroven begyndte at række deres sorte Fingre op over Hamrene, som havde skjult dem. I Hr. Pouls Hjerte begyndte Knuden saa sagte at løsne sig, han sejlede, han fløj mod sit Maal. I Aften ... han vidste ikke, om han skulde grue eller juble.

Kort efter var de ved Klovning, et brat Næs, hvis yderste Del var kløvet løs fra Land og stod og ludede ud over Havet. De drejede her ud i den aabne Vaagøfjord og roede østpaa langs det høje Land. Vinden kom i ujævne Kast fra oven, Sejlet blev lagt. Vandet var smult og sort, Troldkonefingeren ragede op som et mørkt Spir Tusinde Fod over deres Hoveder, og bag den var det lodrette Fjeld endnu meget højere.

Mændene roede. De slog deres smækre Aarer i Bølgerne med korte, hastige Tag, Baaden gik frem i stærke Ryk, Lagmanden og Præsten nikkede uvilkaarligt for hver Gang. Mændene talte med hæse Stemmer og spyttede Skraatobak i Vandet. De saa ofte til Vejrs. — Himlen er som en Sodgryde, sagde en af dem.

Det var rigtigt, Himlen var meget mørk. Og mod Fjeldets Fod kogte Havet sagte. Men Lagmanden smilte op af sin Godheds Dyb, hans Haand laa gelassent paa Rorpinden. Hans rødhaarede Søn Samson roede som en Kæmpe. — Saa sejle de Ædelinge af Norge! sang han og sendte Præsten et vældigt Blik og slog Smut med Øjet. Og Præsten smilte igen. Det var, som om en karsk Luftning begyndte at fylde hans beklemte Hjerte. Han ønskede, at han havde været en Mand som Samson.

190

De havde roet en Time og havde forlængst sluppet Vaagølandet. Vinden stod en Smule kontrær ned imod dem fra Vestmannasund, men rejste dog ingen nævneværdig Sø. Da sagde pludselig en af Mændene: — Hør, jeg mener, Vinden er ved at dreje mere mod Øst?

— Jeg ser det, sagde Samuel Mikkelsen. Des mere gælder det om at ro ind til Strømølandet. Saa kan vi være i Læ hele Vejen til Velbestad og endda have Østfaldet med os.

Men Vejen til Strømøs skærmende Kyst var endnu lang, og den blev baade vaad og salt, for Vinden blev mere og mere imod, og Vandet stænkede stridt ind i Baaden, saa en af Mændene engang imellem maatte øse. Men den højtsvungne Forstavn gik trodsigt op og ned, op og ned, og huggede sig østpaa Favn for Favn, mens Aarerne smældede i Bølgerne.

— Saa sejle de Ædelinge af Norge! sang Samson endnu en Gang og lo gennem Saltvandet, som løb ned over hans Bryn. Men Præsten følte sig ikke længer frit til Mode og var utaalmodig over, at det gik saa langsomt.

— Den lakker, den lakker stadig, sagde Mændene bekymret, og mente hermed, at Vinden nu fra Øst begyndte at dreje videre mod Syd. Deres Sanser var kun opladt for Vejr og Strøm, de spejdede og spejdede og tog Varsler af mange smaa Tegn i Skyernes Flugt og Bølgernes Færd. Men over Havets urolige Flade stod Øerne som høje, groftskaarne Blokke. I Sydvest løftede Kolter sit vilde Hoved, stejlende mod Himlen, og Strømøen, der laa foran dem, var som en lang Række af Kasteller og Afgrunde, stadig vekslende Kasteller og Afgrunde.

Da en Snebyge pludselig skjulte alt for deres Øjne, blev der paa en Gang saa ensomt i Baaden. Man hørte kun de skridende Bølgetoppes Syden mellem Aaretagene. Lagmanden rodede sindigt et Kompas frem og styrede efter det. Den vaade Sne piskede ham ublidt i Ansigtet, men han fortrak ikke en Mine.

Den lakker, den lakker, tænkte han og iagttog den skælvende Kompasnaal.

Barbara, Barbara, tænkte Præsten og stirrede sig blind mod Sneen.

Det havde været Samuel Mikkelsens Plan at gøre hele Rejsen i Ly af Vaagøens og Strømøens høje Bjerge, der tog af for den stærke Nordøstenstorm, og samtidig vilde han saa lade sig drive for Østfaldet sydpaa gennem Hestøfjorden. Nu saa han denne 191Plan tilintetgjort. I Løbet af en halv Time var Stormen sprunget om til Sydøst og stod nu uhæmmet op langs Strømøs Kyst, stik imod Strømmens Retning. Det var det værste, der kunde være sket.

Da Bygen var ovre, kunde alle se det. De var nu inde under Strømøs Fjelde, men ude paa Fjorden tog Stormen allerede fnysende Tag med Østfaldets stride Vande. Selv laa de i haard Modvind, men inde ved Land var Strømmen ikke saa stærk. Der blev ikke talt mange Ord. Alle vidste, at det var halsløst at vende om, det gjaldt nu kun om at krybe frem langsmed Landet imod Stormen, og haabe, at man kunde lande ved Velbestad. Men endnu var der tre Sømil til denne Bygd.

De havde nu roet i godt tre Timer. Over deres Hoveder traadte pludselig det vældige Konefjeld ud af Skyerne som et forstenet Brøl. Taagerester jog endnu forbi denne sorte Bjergruin, tilhyllede de gigantiske Hamre og blottede dem igen, svøbte sig om Klipper og slap dem, dansede, dunstede og steg som Røg op gennem vaade Kløfter og Spalter. Det var som at se op i et Jætteorgel, der spillede uhørligt, men med vilde, synlige Klange.

Lagmanden holdt Baaden saa nær Land som muligt. De red over Bølgetoppene i Brændingens Kant, og ofte saa det ud, som om de var ved at kastes ind paa Klipperne. Men paa den anden Side af Baaden fraadede Østfaldet, pisket op af den modgaaende Storm.

Præsten sad og betragtede den vaade Strand. Dens brune Tang blottedes dybt ned i Bølgernes Mellemrum. Dette er den Ø, Barbara gaar paa, tænkte han, den er kun tre Favne fra mig. Kunde jeg blot komme i Land, da kunde jeg ile til hende, der hvor hun er. Længere tænkte han ikke. Hvad der videre skulde ske, vidste han ikke. Og dog tænkte han altfor langt. Lagmanden tænkte ikke længere end til Lambatange, som de snart skulde passere. Det var en berygtet Strømtange.

— Ja, ja, tænkte Samuel Mikkelsen: Østfaldet er ganske vist paa sin fulde Højde. Men det var Halvmaane i Gaar. Svageste Strøm! Skønt ... Maanen er nærmest Jorden i disse Dage. Helt spag bliver den ikke.

Samson roede som en vild Mand. En Vene midt ned ad hans Pande svulmede. Den svulmede som Rolands Halsaarer, da han blæste i Hornet Olivant i Runseval. Alle ti Mand roede og bed Tænderne sammen. Baaden krøb frem, Alen for Alen.

192

— Som en Flue paa en Tjærepind, sukkede en af Mændene.

— Ja, som en Flue paa en Tjærepind, stønnede en anden. Og de arbejdede sig i dette Øjeblik forbi den store Kløft, som er lige Nord for Lambatange.

— Et Ruskvejr, vi fik i Dag, bemærkede Lagmanden gelassent til Præsten.

Straks efter var det, at den første Bølge i Strømfeltet med en brusende Kam rejste sig foran dem over deres Hoveder. Lagmanden greb haardt om Rorpinden og sagde — lidt højere end det var hans Vane:

— Ro til!

Mændene slog Aarerne i Vandet. Det var, som om de piskede Baaden frem mod den fraadende Død.

— Nu — nu — nu — ro — ro — hæng i — ro — nu — nu, stønnede en gammel Mand i Takt med Aareslagene. Lagmanden styrede Baaden lige mod Midten af Braadet, den red op i den kogende Sø, slingrede og tog Vand ind i begge Bord, mens alting forsvandt i Skum, Fraade og piskende salt Regn. Præsten sad ligbleg og holdt sig fast. En Melodi cirkulerede og cirkulerede i hans Hjerne. Om han nu ikke skulde træffe Barbara i Aften?

Pludselig blev alt stille. De laa paa en Flade af Skum og vuggede. De to bageste Mænd øste, Resten trak voldsomt paa Aarerne. Det var kun en ganske kort Stund. Pludselig raabte Lagmanden:

— Streng jer nu an!

Denne Gang raabte han, og hans Stemme var ganske knækket over. Foran dem rejste sig en grøn Mur af Vand, den krummede sig langsomt og begyndte omhyggelig at kniple sig ud i en bred og sindrig Krone af Skum i Toppen.

— I Jesu Navn! sagde en af de forreste blandt Mændene.

Det blev pludselig vindstille. De var i Læ af Vandmuren, den ludede sig over dem, de saa det grønne Dagslys igennem den, Aarerne jamrede vildt mod Toldene. Saa rejste Baaden sig og stejlede, næsten lodret.

Et langt Brag tordnede omkring dem. Præsten mærkede det stride, iskolde Vand om sine Laar og blindedes af Fraade. Kolters rasende Profil og Konefjeld, der som et Jætteorgel spillede med Damp og rygende Skyer, var det sidste han saa. Han følte en glitrende, iskold Pine og Glæde som af umaadelige Mængder splintret Glas, og han tænkte: er dette det sidste? Naa, saadan er 193det altsaa, tænkte han videre og følte sig lettet og fri, men i det samme sáa han Forstavnen staa trodsigt op af Vandet og alle Mændene med Søen drivende af deres Skæg.

Og de flaaede Laagene af deres Madskrin, hældte alt Indhold ud og begyndte at øse som besatte. Samson øste saa mandeligt, at Vandet stod som en tyk Straale ud af Baaden, og da en ung Mand fra Sandevaag klynkede og sagde: — Jesus, vi forgaar! Og i hvilket Ærinde? da fik Samson endda Tid til at brøle: — Hold Kæft, din Kryster, og øs!

Og alle øste og roede og øste igen som rasende. Selv Lagmanden øste, saa ubekvem han var af Krop, og Hr. Poul fandt ogsaa et Skrin at øse med. Vandet strømmede om deres Ben, Fladbrød, Faarekøller, Knive, Slirer og andet Nisteindhold flød omkring, men Baaden, der et Øjeblik havde ligget som død, begyndte at leve op igen, Forstavnen rankede sig og huggede atter mod Bølgerne, og Lagmanden bad dem nu alle om i Guds Navn at ro, saa var de snart udenfor al Fare. Lidt efter var de ude af Strømfeltet, just som et nyt kridhvidt Braad blomstrede og bredte sig ud over det sorte Vand.

— Naa, — denne Gang var du bange! lo Samson og lagde overgivent sin Lab paa den unge Mands Skulder, som han havde skældt ud. Men Justinus Bonde, som var med paa Baaden, sagde stille og meget sagligt til Lagmanden: — Nu troede jeg, vi skulde forlise.

— Jeg mente det samme, svarede Samuel Mikkelsen. Et fortrædeligt Sted, denne Lambatange!

— Herren tager os ikke, før han vil have os, var der en, der sagde.

Men Præsten lagde Mærke til, at den samme Melodi stadig cirkulerede og cirkulerede i hans Hoved. Den havde været der hele Tiden. Det var en Menuet. Han huskede den, fra dengang Franserne dansede paa Tinganæs.

En Byge kom og skjulte alle Fjelde og Sunde. Baaden stred sig videre frem langs Strømøs Kyst. Som en Flue paa en Tjærepind.

Braaddene paa de undersøiske Skær ved Velbestad lyste gennem Skumringen, da de omsider naaede frem. Brændingen stod helt op i Græsset, der var ingen Mulighed for at komme paa Land her. Lagmanden prøvede forskellige Steder at nærme sig Kysten, men det maatte opgives. Inde paa Land gik nogle Mænd 194og raabte noget, som ikke kunde høres. Over en halv Time forløb paa denne Maade, og det blev efterhaanden helt mørkt.

— Nu ved jeg ikke andet Raad, end at vi forsøger at sætte op i Kirkebø, sagde Lagmanden.

Dette med at „sætte op“ klang ilde. Det var noget, man kun tyede til, naar man var i Havsnød. At havne tolv Mand høj paa et Sted, hvor man slet ikke skulde have været, det huede ikke Søfareren Samuel Mikkelsen. Og saa Ærindet! Hvad vilde Kirkebøfolk tænke om dem, at de laa her og pjaskede som Abekatte paa en Uvejrsdag — Lagmanden selv! — for at skydse en desperat Præst, som Konen var rendt fra? Var det ikke bedre at vente, til Vestfaldet kom og Søen lagde sig, og saa sætte Sejlet og flyve hjem med baade Strøm og Vind i Ryggen? Nej, det fik være. Denne stakkels Fyr maatte i Land et Sted paa Strømø, ellers mistede han vel Forstanden.

Der var to Sømil fra Velbestad til Kirkebø, stadig lige mod Stormen. Lagmandens Folk roede, stønnede over Aarerne, bed Tænderne sammen og lagde sig tilbage i Sædet med hele deres Legemsvægt. Og uafladeligt maatte Baaden øses. Samsons Pande svulmede. Han forsøgte sig endnu engang:

— Saa sejle de Æede ... lin ... ge af Norge!

Men hans Stemme var hæs og hans Blik udslukt. De roede i Tavshed. Kun en Menuet cirkulerede i Præstens fortvivlede Hjerne. Da — ud paa Aftenen — styrede Lagmanden pludselig Baaden ind i Læ af Kirkebøholmen. De skimtede gennem Mørket, hvor de var — den store Gaard og Kirkeruinerne. Kort efter var Baaden i god Behold trukket op paa Land, og Samuel Mikkelsen og hans Baadsfolk gik stilfærdige og vaade ind paa Gaarden, saadan som søfarende Færinger ofte gaar — næsten som om de var lidt flove ved det.

Kirkebøbonden modtog dem med overstrømmende Venlighed og forklarede straks Hr. Poul, at her paa dette Sted var i Fordums Tid Færøernes Bispestol. Han pegede paa den store Domkirke, hvis tomme Vindueshuller glanede sorte og uhyggelige. Men Hr. Poul havde ingen Sans for Antiquiteter, han vilde ikke engang have tørre Klæder, han gav sig næppe Tid til at spise et Maaltid Mad. Bonden vilde ikke tro, det var hans Alvor, at han vilde til Havnen allerede i Aften i dette Herrens Vejr og mod Nat. Men Lagmanden fik saa læmpelig trukket Bonden tilside og 195sagt ham, at det var faafængt at tale med Folk, naar den Galskab var over dem.

Den Galskab — Bonden forstod. Ja, hvad kunde ikke denne Kvinde afstedkomme! Nu havde hun altsaa i Dag nær været tolv Mænds Bane — det var ikke til at tage Fejl af. Kirkebøbonden trak sig i sit hvide Skæg. Han sagde ingenting. Det behøvedes heller ikke; Mænd som Samuel Mikkelsen og han kunde godt udveksle Tanker uden at sige noget.

Men der kunde ikke være Tale om den Ting: vilde Præsten endelig til Havnen i Aften, skulde han faa god Ledsagelse. Bonden sendte sin bedste Fjeldmand med. Over Reynet skulde de gaa, Kirkebøreyn. For der var der ingen opsvulmede Elve, ingen Sumpe og Moradser.

De vandrede afsted kort efter, begge med smaa Hornlygter, hvis matte Lyskredse gled hen over Grønsvær og Sten. Præsten gik hurtigt til, han ilede rastløs op ad den bratte Sti. Kun i de allervanskeligste Passager i Hammeren lod han Karlen gaa foran. En Menuet drejede og drejede stadig i hans Hoved, han vidste det ikke selv, han tænkte ikke, han higede kun. Kortaandet til det yderste af den stejle Opstigning og idelig afbrudt af Forhindringer gik han stadig med denne Melodi lirende inde i sig. Den var blevet Temaet i hans Nød, den ledede ham frem, og som en Søvngænger klatrede han over Kirkebøreyns kyklopiske Hamre til Kanten af den store, stenede Vidde.

— Nu gælder det om, at vi ikke taber Stien af Syne, sagde hans Ledsager, ellers er vi ilde farne i dette Mørke.

Stien var et utydeligt, nedtraadt Spor, som snoede sig over grusede Flader og mellem Dynger af Kampesten. Karlen vilde gaa forsigtigt frem og mærkede sig nøje hver Varde, de passerede, men Præsten var hele Tiden ved at løbe fra ham, og kun ved Skinnet af deres Hornlygter fandt de hinanden igen. Da hændte det, at Præstens Lygte gik ud i Blæsten. Det var midt paa en aaben Slette, der var oversaaet af store Klippeblokke. Hr. Poul ænsede ikke straks sit Uheld, han gik bare videre, vild og sløv. Da hørte han Karlen raabe, og sáa, at han svang sin Lygte. Aabenbart var han kravlet op paa en høj Sten. Hr Poul vendte om og gik hen imod Stedet, men straks derpaa forsvandt Lyset. Raabene vedblev, ogsaa Hr. Poul raabte. Han løb som i Blinde. Og saaledes gik de to Mænd omkring i den kulsorte Aften, hver med en slukket Lygte, og raabte haabløst efter hinanden mellem store 196Sten og søndrede Klippeborge. Lyden af deres Stemmer føg bort i den stærke Storm. De fandt ikke hinanden igen. Men Hr. Poul satte Kursen, som hans sovende Hjerne foreskrev ham den, og han gik, og han faldt, og han rejste sig igen og gennemtravede Ufører af Sten og store Urer uden at se en Haand for sig.

Engang, da han var kommet paa fladere Mark, hørte han pludselig en stærk og stadig Hvislen. Langsomt trængte denne store, sorgfulde Lyd til hans Bevidsthed, han studsede, og Angsten, som han hidtil ikke et Øjeblik havde følt, krøb langsomt frem i hans Hjerte. Han løb et Stykke, men havde stadig denne Tone af sydende Ve til Venstre for sig. Da blev det lidt lysere, Maaneskinnet hvidnede under Skyerne, og han saa, at han stod ved en Fjeldsø. Dens Bølger ilede afsted og slog mod de øde, stenede Strande. Det var et Liv, han havde fundet her i Ørkenen — et oprørt Vand, og al dets Lidenskab var Ensomhed.

Han hastede videre, det blev lysere og lysere, Halvmaanen jog mellem Skyerne, og Hr. Poul sáa i skarpe, dvælende Lysstrejf, hvor han var: paa et stivnet Hav af Sten med store Bølger, overmægtige Braad af Klipper og Fraade af skridende Grus. Og Stenene grinede mod ham, og Klipperne havde saa rædselsvækkende Former, at en panisk Skræk greb ham, og han løb som for Livet.

Han løb længe. Men omsider gik det ned ad Bakke paa blødere Jordbund, og naar han snublede, stødte han sig ikke mere, men følte straks Væden sive gennem sit Tøj. Han vadede i Moradser og stod tilsidst ved et ensomt Hus, hvor der brændte Lys. Da han aandeløst bankede paa Døren, hørte han pludselig Menuetten indeni sig selv, og det gik op for ham, at den hele Tiden havde cirklet og cirklet i hans Hjerne, mens han havde løbet og stønnet og vaandet sig, og — hvem ved? — maaske hylet.

Han spurgte straks, da han kom ind, hvor han var og om Vejen til Havnen, men Ordene blev pludselig siddende i hans Hals. Thi rundt omkring sig i denne Røgstue sáa han kun afskyeligt hærgede eller vanvittige Ansigter, og alle stirrede de maabende og daaragtigt paa ham.

— Herre Jesus! sagde omsider en Mand med et kridhvidt Ansigt. Hans Stemme var saa uvirkelig melodisk. — Herre Jesus, gentog han. Dette er jo Hospitalet! Hospitalet paa Arge!

— Spedalskhedshospitalet! udbrød Hr. Poul og sank i Knæene.

— Ja, velsignede, Spedalskhedshospitalet! lød det fra en Mand, der dyrisk sad og gnaskede over et Madtrug. Der var en ilde 197Lugt i Rummet, som stemte Hr. Poul for Brystet. Alt var som et Mareridt.

Den blege Mand med den melodiske Stemme sagde, at han vilde følge Præsten paa Vej. Sandaaen var ikke saa let at komme over i Aften, han vilde vise ham det rette Overgangssted.

— Der er Komedie i Havnen i Aften, sagde han. Han lod saa alvidende og talte meget og omstændeligt paa sin blide Maade. De mødte nogen i Mørket. — Det er en af Lemmerne, forklarede han. De gaar og strejfer og stripper omkring og har dog ikke Lov til at komme blandt Mennesker. Og han forklarede, at det var ikke morsomt for ham at høre til Lemmerne. Men ingen vilde have ham hjemme, endskønt han kun var meget lidt syg.

Han vedblev at tale, fuld af Viden og Vemod, indtil de kom til den larmende Sandaa, hvis oprørte Hvirvler drejede sig i Maanelyset. Der takkede Præsten for Følgeskabet og slap vel over Elven.

Hans Hjerte begyndte at hamre frygteligt, for nu var han ganske nær Havnen. Han kunde allerede se enkelte Lys, ja, nu skulde han altsaa gense Barbara. Han kunde ikke tænke længere end til dette Punkt. Hun var vel til Komedie ... saa kunde han slet ikke faa hende i Tale. Han gik aandeløst til. Og Menuetten!

Han kom forbi de yderste Huse og huskede paa den Eftermiddag for kun fem Maaneder siden, da han var flygtet her forbi med Barbara. Overalt var der lukket og øde. Ogsaa i Nystue var der mørkt, ingen var hjemme. Hr. Poul travede videre gennem Gongen med sin udslukte Hornlygte.

Men i Tingstuen var der Festblus og Stimlen af mange Mennesker. Det første, hans Øjne fæstede sig ved, da han traadte ind, var Sorenskriveren, der gravalvorlig sad og strøg en Violin og udførte en douce Musik. Han sad bagved et Sted, og bagved et andet Sted stod flere og fniste, deriblandt Gabriel, stor og svær, i en flunkende højrød Kjol. Og det dæmrede for Hr. Poul, at han paa en Maade genkendte dette, men han var ved at segne af Træthed og dræbende Hjertebanken. Jo — det var jo „Jeppe paa Bjerget", og Gabriel maatte være Baron Nilus. For i en stor Seng midt paa Gulvet laa Andreas Heyde og skabede sig ustyrligt og sagde med en fuld Mands Stemme: — Men mon jeg ikke drømmer? Mig synes dog nei. Jeg vil forsøge at knibe mig i Armen, giør det da ikke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg ikke ...

198

I det samme fik Hr. Poul Øje paa Barbara midt i Stimmelen. Hun gik ud af Salen, han troede, hun vilde undfly ham og fulgte efter. Men ude i Forstuen stod hun og ventede.

— Ja men sødeste! udbrød hun: er du vanvittig? Er du fuldkommen vanvittig?

Hendes Stemme næsten græd af Ømhed, hun følte paa hans forrevne, dyngvaade Tøj og strøg ham over Ansigtet: Er du fuldkommen vanvittig?

— Barbara, jeg er kommet ... til dig, stammede Hr. Poul brudt.

— Er du kommet til mig? Hun talte som til et Barn, og en Jubel begyndte at koge op i hendes Stemme: Men hvordan i Alverden er du kommet i dette Vejr? Sødeste! Gaaet fra Kirkebø? Er du vanvittig!

Hun greb ham fast ved Armen: — Kom! Kom hjem, min Ven!

Og hun snoede sin Haand ned om hans og greb den og klappede den ømt med sin anden Haand og ledte ham imens gennem Gongen og støttede ham og var ham nær med hele sin Krop og sáa hastigt og undseligt op paa ham mange Gange og straalede. Men Hr. Poul bar i sin venstre Haand stadig den udslukte Lygte.

Hun fik ham ind i Nystue, tændte Lys, hjalp ham af Tøjet og gav ham at spise, og hun gjorde alt dette med en tavs Villighed, en underdanig Ildhu, som han aldrig før havde kendt hos hende. Det husvalede saa godt. Men medens han langsomt og søvngængeragtigt spiste, maatte han dog spørge hende:

— Elsker du — ham?

Barbara blev pludselig alvorlig. Hun saa ned og sagde hastigt:

—Ja.

Det vil sige, hun snarere hviskede det, hun sagde det næsten slet ikke, hun henaandede det bare i en Fart ... det var ganske vist ja, men det kunde næsten lyde som nej. Hendes Øjne var fulde af Ruelse.

Saa blev der en Pause, hvorpaa hun spurgte: — Poul, maa jeg drikke lidt af dit Øl?

Hun tog Kruset, drak af det, rakte ham det og sagde: — Drik du nu ogsaa! Du maa jo være meget tørstig.

Og Hr. Poul drak og var igen ligesom vederkvæget. Han følte det som et Kærtegn gennem sin dumpe Træthed.

— Jeg er glad for, at du er hos mig igen, sagde Barbara pludselig ydmygt. Hun sáa ned.

199

Hr. Poul var ikke længere fortvivlet. Men det var blot altsammen, som om han drømte. Han spiste roligt, spiste sig mæt.

— Nu kan du tro, du skal i Seng, sagde Barbara.

Hr. Poul lagde sig.

— Skal jeg sidde hos dig lige til du falder i Søvn? spurgte Barbara overtalende: jo, ikke?

Hr. Poul følte en Vilje vaagne i sig. Ny Utilfredshed, ny Uro.

— Barbara, hvad skal der blive af mig? spurgte han dæmpet.

— Ja men sødeste Ven! udbrød hun i ømmeste Diskant, grædende og leende paa en Gang. Det hev i hendes Strube. Hun satte sig paa Sengekanten og bøjede sig over ham: — Du maa ikke være saa ulykkelig, hører du! Hun gjorde sin Stemme hemmelighedsfuld: — Jeg skal fortælle dig en Ting: du har slet ikke Grund til det. Ikke Spor af Grund til det! Jeg føler akkurat for dig som før. Som altid. Det er virkelig sandt!

Hun saá paa ham i hastige Blik. Hendes Øjne var stadig fulde af Undseelse, Ruelse og pudsig Forskrækkelse. Hun havde lagt sine Hænder ind under hans Skuldre og spillede krampagtig paa hans Ryg med alle ti Fingre. Hun var dyster og latterlig, blussende i skamfuld Forventning.

Hr. Poul var saa træt, hans Tanker gik langsomt. Men han tog om hende og trak hende til sig, og pludselig mærkede han, at hun var ham ganske lydig. En Jubel skød op i hans Bryst, et overmægtigt Braad rejste sig langsomt og gennembruste ham med Glæde. Ak Himmel! Alt, var ham tilladt, ja, hun hjalp ham endda, klædte sig af med ydmyg Ilfærdighed, lagde sig hos ham. Han saa tæt ved sig hendes Øjne, grønne som Havdyb, hver Gang hun skottede op til ham, hendes Ansigt var ukendeligt, uskønt, ja taabeligt af Fryd.

Ak, ak, ak — alt hvad han havde døjet, lidt og stridt, det var altsammen kun sket, for at de begge skulde kende dette Øjeblik af ufattelig Forening. Aah — hun belønnede ham for Myggenæs, for den kolde Aske i Jansegærde, for den svare Sorg paa Stegaard, for Havsnøden under Konefjeld, for Kirkebøreyns Rædselsørken, for de spedalske paa Arge ... og for Menuetten, plin — plan — plon! Ha ha ha! Barbara belønnede Hr. Poul, hun var ham underdanig, hun var ham huld, hun jublede sanseløst med ham, mens Havnefolk gik hjem fra Komedien ... ja, den halve Nat igennem.

Han sov ind som en druknende i Braadsøer af Glæde, og Barbaras Øjne funklede endnu havgrønt, da han slap hende.

200

CHINA

Hr. Poul begyndte at vaagne, men laa længe uden at vide af noget. Saa kom han pludselig til sig selv med et voldsomt Stød i Hjertet, men straks derpaa huskede han Barbara. Han laa jo hos hende! Ja, det var rigtigt, alt var godt, det var ikke ondt, som han havde troet. Og han sukkede udløst og befriet, hans Hjerte gik atter i Skridtgang. Ja, det spankulerede som en udkørt Hest, der pludselig er sluppet løs paa en liflig Eng. Han vendte sig om og sov ind igen.

Da han atter vaagnede, var det næsten lyst. Barbara slog Øjnene op, stirrede først forvirret paa ham og genkendte ham saa med stor Glæde. Hun lagde Armene om ham og kyssede ham.

— Jeg er glad for, at du er kommet, sagde hun og sáa skamfuld og lidt dum ud. Hun pillede forlegen ved hans Skjorteknap.

Hr. Poul sagde, at ogsaa han var glad, at han ikke huskede, han nogensinde havde været saa glad som den foregaaende Aften.

— Nej, ikke sandt? sagde Barbara begejstret: Aldrig nogensinde har vi begge været saa jublende glade! Ved du hvad det minder mig om? Husker du dengang i Leynum?

Hun slog hastig Øjnene ned og trykkede sig ind til ham.

— Men hvad nu med ...? sagde Hr. Poul og afbrød straks sig selv. En Latter, en enorm Latter fyldte med et hans Sind, ja, hans Hjertes Hest løb en Glædesrunde paa sin grønne Græsgang. Aa, Andreas Heyde! tænkte han. Aa haa haa! Men han vilde ikke give sin Glæde til Kende, og ikke en Lyd slap ud af hans Mund.

Og dog havde Barbara forstaaet ham saa godt, at hun hastig og næsten forskrækket udbrød: — Dette maa du ikke sige til et Menneske! Hører du! Det er en Hemmelighed mellem os. Aa, jeg kan ikke tænke mig, hvor fortvivlet han vilde blive, hvis han fik det at vide!

201

Hun stirrede tankefuldt hen for sig og ænsede ikke mere sin Mand.

Hr. Poul laa længe tavs. Hans Hjertes Hest stod stille og teede sig, som om den var angst. Dette var første Gang, han havde hørt hende tale om Andreas Heyde, og Tonen, hvori hun talte, var ham ganske fremmed.

— Barbara, fortryder du? spurgte han.

— Aa nej, kæreste, sagde hun og smilte til ham. Men straks derpaa gav hun sig igen til at stirre, som om hun saa et Syn.

— Jeg er saa bange for, at han har drukket sig fuld! sagde hun pludselig. Han har sikkert været fuld i Gaar Aftes.

Hun skælvede svagt.

Jeg var fuld i Forgaars Aftes, sagde Hr. Poul.

— Var du? sagde Barbara adspredt og vedblev at stirre.

Hr. Poul vidste ikke, om han var vred eller ulykkelig, han vendte sig bort fra sin Kone. Hun elskede Andreas Heyde! Men det var jo ikke andet, end hvad han hele Tiden havde vidst, ja hvad hun selv havde sagt. Havde han et Øjeblik troet, at det kunde være anderledes? Var han maaske kommet hertil for at hente hende tilbage til Jansegærde? Havde han virkelig været saa taabelig? Nej, han huskede jo, hvad han havde tænkt. Kunde han blot en Gang til, en eneste Gang!

Nuvel, hans Ærinde var udført. Udført med vældig Kraft og Glans. Hvad vilde han mere? Endnu en Gang!

— Hvorfor vender du Ryggen til mig? spurgte Barbara. Der var i hendes Stemme en Smule Forurettelse. Hr. Poul følte sig gladere og svarede ikke.

— Du er vist sur, hviskede hun ind i hans Øre. Han vendte sig igen mod hende og smilede.

— Jeg er ikke sur, sagde han. Jeg har blot tænkt. Du er nu forelsket i en anden, og jeg ved, at jeg er dig i Vejen. Jeg vil ikke prøve paa at hindre dig i noget, og det kan jo heller intet nytte mig. Men derfor maa jeg ogsaa slaa dig ud af mine Tanker og helt glemme dig. Synes du ikke ogsaa det selv?

Barbara svarede ikke, hun rystede hjælpeløst paa Hovedet, næsten umærkeligt, blot saa meget, at Hr. Poul kunde se det. Hun var meget alvorlig, hendes Øjne var fulde af stor Kummer.

— Ja men Barbara, vedblev Hr. Poul, naar du nu ... naar det nu ikke er mig, du holder af.

— Du ved jo, hvor meget jeg holder af dig, sagde Barbara. Det 202maa du dog have forstaaet! Ellers vilde det i Aftes have været aldeles utænkeligt, aldeles utænkeligt! Du har ingen Grund til mellem os er alt, som det har været! Forstaar du det ikke?

Hun talte med indtrængende Hæftighed, hun holdt om hans Haandled og lod sine Hænder glide op i hans Ærmer. Saa tilføjede hun pludselig i en lettere Tone: — Du skulde bare ikke være rejst fra mig. Saa var der jo slet intet sket!

Hun smilte lykkelig over det Fund, hun her havde gjort, denne lille kulørte Sten. Hun troede selv paa den: — Vi to skulde blot have boet sammen her i Havnen, ikke? Jeg vantrives paa Landsbygden. Nu maa du blive her nogle Dage, — ikke, min Ven?

En god Time efter var Hr. Poul paa Vej til Sorenskriveren, tilfredsstillet, men lidet trøstet. Hans Kone var gaaet til Andreas Heyde. Han kunde vel trænge til hendes Besøg, Fyren. Hr. Poul undte ham det gerne. Man skulde være ædel mod sin Fjende. Nu havde han allerede sat ham et godt Horn i Panden. Men hvorfor skulde han være en Enhjørning? Ét Horn var intet Horn! Nej, et Par maatte det være ... mindst. Hr. Poul greb sig selv i denne Tankegang. Var han allerede en saadan — Libertiner? Ak, Tankerne myldrede saa rask i hans Hoved i Dag, han var i et besynderligt Humør, ulykkelig og fyrig og stolt. Han lod sig synke ned i en af Sorenskriverens Stole, kastede sin Hat fra sig og sagde: — Ja, saa har man da opnaaet at blive sin egen Kones Elsker! Der er en anden Mand, der har opnaaet at blive sin egen Hanrejs Hanrej! Hvad synes De er værst?

En Lysning gik hen over Johan Hendrik Heydes muntert furede Ansigt, han var straks Fyr og Flamme, rettede sig op, lagde Bogen fra sig, gned sig med en Finger over Næsetippen og sagde: — Naa — det kalder jeg en lystig Maade at anskue Tingene paa!

Saa satte han sig i en sammensnoet Stilling og støttede Hagen mod sin ene Haand.

— Tjah! Almindeligvis maa man holde paa, at Ægtemanden er den eneste, der kan være virkelig Hanrej, eftersom han er den eneste, der er gift med paagældende Kvinde. Sin egen Hanrejs Hanrej kan man aldrig blive, thi ...

— Ej, De anskuer Sagen altfor juridisk, afbrød Hr. Poul. Det er ikkun for Gud og Mennesker, Barbara er min Hustru. I sit Hjerte er hun en andens Kvinde. Derfor er realiter denne anden 203Hanrejen, eftersom han er den, som ...? Mener De ikke ogsaa det selv ... at de er meget forlibte?

— Ak jo, altfor forlibte, sukkede Johan Hendrik. Andreas bestiller ikke det Gud lader skabe, skønt han kunde udrette store Ting. Tænk — sendt af Rentekammeret! Det er meget forkert.

— Ja, det synes jeg ogsaa. Det er virkelig meget forkert! lo Hr. Poul overstadigt med en knivskarp Svie i sit Hjerte: I allerhøjeste Grad forkert, ha ha!

Sorenskriveren betragtede ham opmærksomt.

— Ja, sagde han, De befinder Dem nu i det Farvand, hvor jeg vidste, De vilde komme. De synes at bære det godt ... hm, hvordan skal jeg udtrykke mig? At taale Søen godt.

— Jeg er i en stormende Affekt, sagde Hr. Poul. I en desperat Affekt! Og dog i en jublende Affekt! Jeg havde aldrig tænkt mig at kunne huse saa mange stærke Sentiments paa en Gang.

— Ha ha! Ja, det tænkte jeg. Saa kan det være, at Vorherre ikke forgæves spilder sine Ulykker paa Dem! Men endnu er De kun i første Stadium.

— Jeg husker godt, hvad De sagde til mig, sidst vi saas. At de Mennesker, der møder den sande Naade, er dem, som Skæbnen tager sit Tag i og spiller paa som paa et Instrument.

— Ja, forudsat at disse Mennesker da overhovedet er Instrumenter og ikke Siv eller Brændestykker eller Rokkehoveder.

— Gudsdød, jeg er et Instrument! sagde Hr. Poul. Et Blæseinstrument! Og Herren trakterer mig vældigt! Som en Skalmeje, en højst uværdig Skalmeje!

— Nu vel, nu vel, en Basun er De maaske ikke, og vogt Dem for Resten for at blive en Trompet. Johan Hendrik smilte satirisk: — Men en Træblæser, ja, lad os sige en Træblæser. Det kan synes lidt kedeligt, er dog det skønneste.

Han rejste sig pludselig og gik ivrig op og ned ad Gulvet.

— Hovedsagen, fortsatte han og standsede foran Hr. Poul: Hovedsagen er, at man har et Temperament, som ikke radbøjes, men som inspireres af Vanheldet. Desperation og Raseri er den bedste Vind at sejle i, naar blot man forstaar det. Men sejl nu ikke for haardt! Man kan kuldsejle. Jeg gaar ud fra, at De vil begaa en Række Daarskaber, hvad? Lad nu i hvert Fald være med at slaa min Brodersøn ihjel.

— Jeg forsikrer Dem, sagde Hr. Poul, at jeg nærer en næsten kollegial Følelse overfor ham.

204

— Det bliver De næppe ved med at gøre.

Hr. Poul følte straks Sandheden i disse Ord. I dette Øjeblik var Barbara hos Andreas. Hun havde lovet at komme hjem i Aften ...

— Spiller De lidt? spurgte han Sorenskriveren.

— Jeg kan gerne spille et lille Stykke for Dem. Det er jo desværre kun solo! Ak, jeg er næsten altid henvist til Solospil. Det bliver aldrig saa agitato som for Eksempel Trio.

Han smilte skævt til Præsten og udsendte en lang skælvende Trille. Hr. Poul følte en Rus i sig, han var ulykkelig, men fyrig, Musikken fyldte ham med Ild.

Skulde han storme og rase hele Dagen?

Hr. Poul havde længe opholdt Sorenskriveren, nu havde han bekvemmet sig til at gaa. Barbara havde lovet ham at komme i Aften, men der var endnu langt til Aften. En frygtelig Ensomhed overfaldt ham og gnavede hans Hjerte, mens han vandrede gennem de snævre, vinterskumle Gyder. Han mødte en Mand, hvis Ansigt han mente at have set før, uvist hvor. Manden hilste genkendende. Han mødte flere Mennesker, som han huskede som fra en Drøm. De hilste alle genkendende. Han tænkte ikke videre over det, men da han kom tilbage til Nystue, sagde hans Svigermoder Magdalene til ham: — Kirkebømænd har været her og spurgt efter Dem. De vilde vide, om De var kommet Vejen frem. De har ledt efter Dem med Lygter og Lys paa Reynet i Nat.

Hun talte vrippent og syrligt bebrejdende som altid. Hr. Poul svarede ikke andet end: naa!, han kom i dette Øjeblik i Tanker om, at han jo burde aflægge sin Kollega Havnepræsten et Besøg. Han yndede ikke Mag. Wenzel, dog droges han mod hans Hus. Man kunde aldrig vide, hvad der kunde ske i det Hus. Det var visselig ikke velbetænkt at gaa derhen. Men han var i Desperationens Affekt.

Hr. Wenzel modtog ham med nogen Reservation paa Himmelens Vegne og adskillig Bebrejdelse paa sin Families Vegne. Han nævnte intet direkte, men det syntes aabenbart, at han gjorde Hr. Poul ansvarlig for den Forargelse, der udgik fra hans Kone, og som nu var blevet Slægten Heyde til Forfang. Hans Udtryk var usigelig forurettet. Han havde iøvrigt syge og sorrigfulde at besøge — der var saa megen uforskyldt Nød, han bad Hr. Kollega have sig undskyldt og gik ud. Men hans Kone blev hjemme og gjorde Anstalter til en beskeden Kop Caffé.

205

— De bryder Dem maaske endelig ikke saa meget om Caffé? sagde hun da Mag. Wenzel var gaaet. Kanske De lige gerne drikker et Glas fransk Brændevin eller Rom?

For første Gang i sit Liv opdagede Hr. Poul rigtig Mme. Anna Sophie Heyde, og han sluttede sig straks til hende. Hun var stor, lys og mild og havde i al sin Gøren og Laden en Fortrolighed, der trøstede ham lidt. Ak, hans Hjertes Hest! Den føltes pludselig ligesom en kærtegnende og beroligende Haand. Han besluttede straks, at han ogsaa vilde være fortrolig, pleje sin Sorg hos Anna Sophie. Han længtes, han tørstede efter hendes kvindelige Venskab. Han havde længe været saa ensom, ja lige siden han kom til dette Land! Barbara havde ikke været hans Ven, han indsaa det med et. Hun havde været hans Modspiller, ja hans Fjende, og ganske ene havde han maattet spille mod hende. Nu længtes han efter at tale med en Ven — om sin Fjende, om sin Fjende ...

Og Anna Sophie saa venligt og tankefuldt paa ham.

— Saa megen Magt har De altsaa dog over hende, sagde hun. Jeg lagde godt Mærke til, hvad der skete under Komedien i Aftes!

Hr. Poul følte en hemmelig Glæde. — Det var der vel flere, der gjorde, bemærkede han.

— Ikke alle, ikke alle! lo Anna Sophie.

— Naa?

— Ikke Jeppe. Hun sukkede dybt og rystede paa Hovedet: — Aah — Andreas! Han var altfor sikker i sin Sag. Og da han endelig var færdig med at spille Jeppe, var han blevet saa fuld, at han sletikke savnede hende. Først i Morges ...

— Er han da saa négligeant imod hende? spurgte Hr. Poul. Han var pludselig meget forstemt.

— Négligeant ... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Ikke altid i hvert Fald! Han kan være empressé nok, den gode Andreas. Og da kan ingen staa for ham.

— Ja, ja! sagde Hr. Poul og fortrak Ansigtet som i Smerte. Jeg ved det, han forstaar Kunsten. Snart négligeant, snart empressé. Saadan er Barbara ogsaa selv. Tror De ikke, jeg ved, hvordan det skal gøres? ... Men jeg gør det bare ikke!

Han stirrede mørkt ned paa Bordpladen. Intet pinte ham som dette, at Andreas kunde være négligeant mod Barbara og dog være elsket af hende.

— Trøst Dem, sagde Anna Sophie. I dette Spil gaar det alligevel aldrig helt efter Reglerne.

206

— Ja, den som kan være mest négligeant, han vinder, sagde Hr. Poul modfaldent.

— Ha ha, De er et Mandfolk! De aner vist ikke, hvor vi Kvinder elsker at snyde! Og særlig Barbara! Hun snyder altid, aa, Gud, aa, Gud! Tror De til Eksempel, at det var efter Reglerne, hvad hun gjorde i Aftes? De saa i hvert Fald ikke meget négligeant ud, da De traadte ind paa Komedien, ha, ha! De saa ud, som om De lige var gravet op af Kirkegaarden. Himmel ... og hun gik dog med Dem!

Anna Sophie rystede beundrende paa Hovedet.

— Det var saa vel af Medlidenhed, sagde Hr. Poul forsøgsvis.

— Nej, det var af ... ja, af Kvindelighed! Hun har en dejlig Natur! Hvem der var som hun! Ved De ... alle vi andre Kvinder elsker hende ... skønt vi burde misunde hende. Og det er meget!

Anna Sophie lo. Hr. Poul sagde ingenting. Han sad og brændte af Længsel efter Barbara, han tømte sit Glas, og kun hun var i hans Tanker. Han attraaede hende, saa det gjorde ondt i hvert Ledemod. Han havde sovet hos hende i Nat, og det forekom ham ganske usandsynligt. Men endnu mere usandsynligt var det, at hun vilde komme tilbage til ham i Aften. Skønt — hun havde lovet det. Nej, han troede ikke paa det! Og dog troede han paa det og kom i det hæftigste Oprør.

— Hvor er hun? spurgte han.

— Ikke her — det kan De da nok tænke. Hun viser sig aldrig her. Andreas ser vi heller ikke meget til. De har nok deres Tilholdssteder ...

Hr. Poul følte sig i et Skred af Skuffelse og Forfærdelse. Det gik op for ham, at han hele Tiden havde troet, at hun var her et Sted paa Reynegaard. En taabelig Tanke. Nu var det paa en Gang, som om hun ganske var sluppet ham af Hænde. Hun havde sine hemmelige Veje.

— Hun er fuld af Løgn! udbrød han pludselig. Anna Sophie trak lidt paa Skuldrene.

— Det er alle Kvinder. Det er vi nødt til. De maa ikke tænke ilde om os for det! Naar en Kvinde lyver, er det ikke det samme, som naar en Mand lyver. Nej, vi er anderledes.

— Jeg mister Barbara, sagde Hr. Poul.

— Man mister aldrig Barbara, sagde Anna Sophie med et Smil. Men til Gengæld besidder man hende aldrig helt. Hvis De bare forstod det, kunde De maaske tage det hele roligt.

207

— Ja, saadan er hun altsaa, sagde Hr. Poul vredt. Hun vil gabe over alt. Hun vil have Andreas, men det betyder ingenlunde, at hun vil give Afkald paa mig. Hun giver aldrig Afkald paa nogen Mand! Men hun skal alligevel faa Lov til at vælge — i dette Tilfælde!

— Hun lader sig ikke tvinge — ikke ved noget Middel.

— Jeg vil ikke tvinge hende, men maaske sparker jeg hende — saa langt ind i Helvede, som en Hare kan hoppe i fjorten Aar!

Hr. Poul rejste sig. Det sortnede for hans Øjne.

— Hun kommer tilbage til Dem igen, sagde Anna Sophie stille.

— Mener De det ... alvorlig talt?

Hr. Poul blev pludselig som et andet Menneske.

— Det er saa godt som givet. Jeg tror, jeg forstaar mig paa Barbara, De kan gerne stole lidt paa mig. Imidlertid maa De tage det med Ro — De har Livet for Dem! Glem heller ikke, at der jo ogsaa er andre Kvinder til i Verden.

Hun rejste sig og ligesom strakte sin Krop en Smule, hun var stor og blond og blid og smilede ganske let. Hr. Poul opfattede denne Gestus som et Strejf gennem Taage og huskede den altid siden — paa den Maade, som man ofte bliver ved med at huske aldeles ligegyldige Iagttagelser.

Han var let svirende, da han omsider brød op fra Reynegaard. Han var vel blevet siddende i evig Samtale om Barbara, hvis ikke Skumringen havde mindet ham om, at Aftenen nærmede sig. En frygtelig Spænding og Utaalmodighed begyndte at klemme hans Hjerte, men han var hjælpeløs og kunde ikke gøre andet end vente. Her sad han i Nystue, i Barbaras Hjem, og hørte til Huset. Men Barbara, hvor var hun?

Hans Svigermoder Magdalene stillede Mad frem og værdigede ham ikke mange Ord. Da han ymtede noget om, at Barbara vist snart kunde ventes, satte hun blot et usigelig vantro Ansigt op.

— Ja, men hvor kan hun da være? spurgte han.

— Tror De, jeg, sagde Magdalene bittert, tror De, jeg nogensinde kender hendes Veje eller hendes Venner? Hun er min Datter, det kan jeg ikke fragaa, og jeg har prøvet at opdrage hende saa godt som muligt. Men nu vasker jeg mine Hænder, Hr. Poul, det har jeg altid ladet Dem forstaa, jeg vasker mine Hænder.

Tiden gik og Ensomheden red Hr. Poul som en Mare. Undertiden mente han, at nogen tog i Dørklinken, og i disse Øjeblikke fyldtes han af en saadan Forventning, at han baade sáa Barbaras Gestalt for sig og hørte hendes glitrende Stemme.

208

— Kæreste! Har du ventet længe? Er du rasende paa mig?

Men Barbara kom ikke, og den svage Smækken af hendes Moders Kabalekort var den eneste virkelige Lyd, der hørtes.

Hr. Poul kunde ikke holde sig i Ro. Han gik ud.

— Sig, at jeg er gaaet ned i Fogedstuen, sagde han til sin Svigermoder.

Hun svarede ham med et sarkastisk Nik og sukkede. Og begyndte en ny Kabale.

Gabriel røg paa lang Kridtpibe og var hyggelig. Hans Kone Suzanne sad og vuggede den lille Augustus. Landfoged Harme selv var gaaet til Ro, han var efterhaanden blevet meget skrøbelig. Men Datteren — det var paafaldende, hvor frisk hun saa ud, selv Hr. Poul kunde ikke undgaa at lægge Mærke til det. Der var kommet en ny, fin Glans over hendes leende Læber og Tænder, og i Øjnene var der et Skælmeri, som forstærkede sig til Solglans, hver Gang hun sáa paa sin Søn. Hun var en udsøgt, mørk Skønhed, og Gabriel røg paa sin Pibe og ejede hende i den Grad, at Hr. Poul næsten kunde høre ham sige: — Ja, ser du det, min Ven! Saaledes bærer en klog Mand sig ad!

Men Suzanne, der sad ved Vinduet og vuggede sin Søn, gav sig til at synge:

Væk fra Vindevet, min Ven,
kom en anden Gang igen,
Storm og Kuld' haver drevet
min Husbond hjem igen.

— Hvad Fanden er det for noget forbandet Sludder, du sidder og synger for Ungen? sagde Gabriel irriteret.

Men Suzanne rettede blot sine skælmske Øjne mod Manden og vedblev at synge.

Har jeg ikke Lov at synge
for mit Barn
som jeg vil
og som jeg kan
og som jeg skal!
Væk fra Vindevet, min Ven,
kom en anden Gang igen,
Storm og Kuld' haver drevet ...

Gabriel gik ud — lidt pludseligt. Han gik en Tur rundt om Fogedstuen. Det kunde jo være i et naturligt Anliggende, han gjorde det. Suzanne lo. Det var kun en kendt Vuggevise, hun havde 209sunget. Men Gabriel kendte den ikke. Den var aldrig blevet sunget ved hans Vugge.

Hans gode Humør var halvt spolert, da han kom ind igen. Han spurgte raat, hvor Barbara — altsaa Mme. Aggersøe! — var henne i Aften. Hr. Poul svarede, at hun var ude, men at han ventede hende hjem snart.

— Pfuf! udbrød Gabriel med et Fnis. Saa kommer De til at vente længe!

Hr. Poul vidste intet at svare hertil, men Gabriel fortsatte med en Stemme, der dirrede af Haan: — Aldrig i Livet har jeg oplevet noget saa enfoldigt som Deres Ægteskab med hende i Sommer!

Baade Suzanne og Hr. Poul blev ganske forbløffet over Gabriel. Han næsten græd. Skadefryd, Harme og gennemgaaet Lidelse vævede sig sammen i hans Røst.

— Lad os ikke tale om Barbara nu, sagde Suzanne afværgende.

— Tale om hende! Skal Hr. Poul ikke have Lov til at tale om sin egen Kone, maaske?

Han vendte sig mod Hr. Poul: — Jeg ved ikke, hvor meget De agter at finde Dem i? Hvis jeg var i Deres Sted, saa ... Gud, hvilken Frækhed! Jeg kan godt sætte hende fast for Dem, hvis De ønsker det. Og Galanen med!

— Sætte hende fast? sagde Hr. Poul. Og — dermed gøre sig ganske til Latter?

— De er sgu allerede til Grin, for Fanden! Det kan aldrig blive værre. Vil De være Hr. Niels om igen? Ja — endnu værre? Hun har aldrig været saa skrup-liderlig og skamløs for Næsen af os alle som nu! Det skinner ud af hende, hvor hun staar og gaar. Hun er dog ... hun er dog ... en ... en Forargelse, ptøj! Og saa ... ja, Gud bevares! ... i Gaar Aftes at rende med Dem, som om intet var i Vejen! Ha ha ha, ja, De er Fanden fortære mig mere godtroende ...

— Hvor har du travlt, Gabriel! sagde Suzanne tørt og kort. Vreden blussede i hendes Ansigt.

— Travlt! Travlt! Det er maaske ikke gaaet op for dig, at det er min ... og din Faders ... Opgave og Bestilling at vaage over ... over Sædeligheden, altsaa! Ikke sandt? Men selvfølgelig! Selvfølgelig! Din søde Hustrupligt er som sædvanlig at holde med Tøjten, Horen, Bolersken, og indbyde hende til Caffé ... naar jeg er ude!

210

Hr. Poul vidste intet at sige. Han var mat, beskæmmet og fortvivlet, og sáa for sig i altfor tydelige Billeder, hvordan Barbara havde levet og straalet i denne trivielle Verden, medens han selv havde siddet paa Myggenæs.

Gabriel gik ud og kom tilbage igen med en Flaske Brændevin i den ene Haand og Christian den Femtes Norske Lov i den anden. Han lagde med magistral Vægt den svære Bog paa Bordet, bad sin Kone om at tage Glas frem, skænkede og bød. Hr. Poul drak straks ud, han gjorde det i sin Nød uden Værdighed. Det var det eneste, han kunde gøre. Han vidste intet at sige.

— Lad os nu se, sagde Gabriel og begyndte at blade. Lad os nu se hvad Loven siger ... mmmmmm ...

Han spyttede i Fingrene og bladede med uøvet Haand. Han var ikke mange Maaneder gammel i Juraen. — Her staar ... her staar ... lad os nu se. Om Manddrab. Om Afhug og Saar, nej. Om Udfordring og Dueller. Om Husfred, Kirkefred, nej. Om Skade, om Vaades Gerning. Nej! Han svedte: Om Nødværge, nej. Om ... om Løsagtighed!

Han raabte det næsten og fnisede derefter: — Jo, det er et stivt Stykke! En Præstekone! Her skal vi nu se: Hvo nogen Kvindeperson beligger, bøde til sit Herskab 24 Lod Sølv, og Kvindfolket 12 Lod Sølv og stande begge aabenbare Skrifte!

Han fniste igen. — Men havde de ikke Middel til Bøderne — Gu har de ej, ha! Hun i hvert Fald ikke! — da straffes de efter deres Formue med Fængsel paa Kroppene! Men dersom de ægte hverandre, da betale han til Bøder halv femte Lod Sølv og hun halv saa meget og være fri for Skriftemaal ...

Præsten stivnede, og ogsaa Gabriel saa lidt tvivlraadig ud. Men saa sagde han: — Naa, dette gælder altsaa blot ugifte Folk. Jeg tænkte det nok, det var ogsaa altfor mildt!

Han tømte sit Glas. — Her maa være en Artikel om gifte Kvinder — om Hor altsaa! Lad mig se ... det var slet ikke for meget, om hun blev strøget til Kagen en Gang, hvad?

Hr. Poul rejste sig. Han var i voldsomste Sindsoprør. — Jeg begærer ingen Straf over hende, det gør jeg ikke, stammede han hæftigt: ingen Hævn, nej! Skønt hun har ... har kostet mig ...

Han stod og lænede sig mod Stoleryggen, og Stolen dirrede mellem hans Hænder.

— Saa er der ogsaa det, tilføjede han omsider og tog sig pludselig i det: jeg mener, kanske hun kommer paa bedre Tanker.

211

Det sidste henkastede han fortvivlet. Han gav sig til at gaa frem og tilbage.

— Det gør hun nok, skal De se, sagde Suzanne med en underlig bevæget Overbevisning i Stemmen.

— Ja, det gør hun sikkert! sagde Gabriel tørt midt mellem Læsningen af to Paragraffer.

— Ja, du gør hende ikke bedre ved at piske hende! sagde Suzanne vildt og rejste sig med flammende Øjne.

— Ti stille, svarede Gabriel, ivrigt læsende. Det er slet ikke sikkert, at her er nogen Hjemmel for at piske hende. Her staar alt muligt andet Vrøvl. Men Gud — hvor kunde hun trænge til det!

Han lænede sig tilbage i sin Stol. — En ordentlig Gennempiskning ovre paa Kagen! Den Dag, det skete ...

— Du blotter kun dig selv, din usle ...! sagde Suzanne gennem sine tillaasede Tænder.

Gabriel saa lidt beskæmmet ud og drak sig et Glas. — Jeg mener kun, at hun trænger til Klø, det mener jeg, sagde han.

— Hvad kommer det dig ved? hvæsede Suzanne. Hvad kommer det dig ved? Her staar Hr. Poul, det er dog ham, det først og fremmest angaar. Han kan selv straffe hende, hvis han vil.

Hr. Poul havde taget Plads og sad sammensunken paa Kanten af Stolen.

— Ja, det vil jeg! sagde han. Men hans Stemme var besynderlig, og det lød, som om han sank noget.

— Tag Dem et Glas, sagde Gabriel. Værsaagod! Naa ja, hvorfor Fanden giver De hende ikke Bank, som alle andre Mænd gør, naar deres Koner ikke vil skikke sig? Men De er maaske som Hr. Niels, der heller selv lod sig slaa!

— Fik jeg fat paa hende! sagde Hr. Poul og aandede meget tungt. Han følte nu Vreden gro op gennem sin Krop. Det mørknede for hans Øjne.

— Det er da let nok, sagde Gabriel.

— Naar jeg ikke ved, hvor hun er?

— Ha! Men det kan jeg godt fortælle Dem. Hun og hendes Galan holder begge til oppe i „China"!

— Gabriel! raabte Suzanne højt.

Hr. Poul drak nok et Glas. Vreden gik fra hans Bug og Lænder op gennem Brystet og ud i Armene. Han knyttede sine Hænder haardt og stønnede sagte. Ansigtet var kridhvidt og forstenet.

— Det nytter ikke at tugte hende, skreg pludselig Suzanne. Hun 212talte grædende, skældende, overtalende: Det nytter ingenting, Hr. Poul, det forhærder hende bare. Jeg ved det! Jeg kender hende! Hendes Moder har pryglet hende — aa! Dengang de to Søskende fra Stakkenæs havde begaaet Blodskam, tog hun hende selv med over paa Skansen og viste hende Halshugningen! Og bagefter — for at hun aldrig skulde glemme det — slæbte hun hende hjem og gav hende saadan en Endefuld, at hele Byen kunde høre det! Og I ser, I ser, hvad saadant har frugtet! I kan ikke tugte hende, I kan jo ikke tugte hende, det er taabeligt, det er i-di-o-tisk er det! Idioter! Idioter!

Men Hr. Poul saa sort og rødt. Han hørte allerede Barbaras Skrig gjalde over hele Byen, hendes glitrende Falset styrte i et Hvin og splintres som et Krystaltaarn! Han vilde Vold og Hævn, han greb sin Stok, Gabriel tog Flasken, de gik begge ud.

— Idioter! græd og skældte Suzanne efter dem: Idioter! Lille Augustus Harme Gabrielsen vaagnede og begyndte ogsaa at græde.

„China“ var et lille Hus, hvor Kgl. Handels Søfolk plejede at holde til naar de laa i Havnen. Stedet var ikke helt vel berygtet, mindre fordi der dreves Smughandel, end for visse andre Aarsagers Skyld. Ved Siden af det egentlige „China“ laa et andet, mindre Hus, der var en Slags Annex, og som vendte ud mod Kaalog Urtegaarden paa Vestsiden af Reynet. Dette Hus havde Andreas Heyde lejet for der i Uforstyrrethed at drive sine Studier, som det hed sig. Hans Forsætter havde vistnok ogsaa fra Begyndelsen været præget af nogen Alvor, men snart havde det vist sig, at Muserne vantrivedes i et saa nært Naboskab med Bacchus og Venus. Dog havde siden Nytaar Bacchus haft mindre gode Dage, og Andreas havde ført et Levned, der for dem, som ikke sáa altfor godt i Mørke, kunde synes næsten adstadigt.

Hr. Poul og Gabriel famlede sig fra Gongen ind i den bælgmørke og stejle Trappegyde, som hedder Klettaskot. De var begge overvældede af en frygtelig Vrede. Hr. Poul vilde slaa. Gennembanke og afsmøre Galanen, Barbara og hvemsomhelst, der kom paa hans retfærdige Vej. Gabriel havde større Planer, han vilde overrumple, afsløre og nedkalde en Fandens Skandale og Blamage over deres syndige Forehavende, gribe og udlevere dem paa fersk Gerning til alles Spot og gøre op med dem som en Rettens Haandhæver. Dog fandt han, at baade Hr. Poul og han selv maatte styrke sig lidt, før de skred til Værket. De standsede op, drak hinanden til af Flasken, ønskede hinanden alt godt og var ganske broderlige. 213En lille, trang Trappe førte ned til „China“ og det andet Hus. Men Gabriel vilde, at de først skulde gøre en omgaaende Bevægelse og gik bagom ind i Kaalgaarden. Der saa han, at der var Lys i Stuen.

— Ha! vi har dem! fniste han og listede sig hen mod Vinduet.

Et Gardin var trukket for, men han kunde kigge ind gennem en aaben Stribe forneden. Hr. Poul stod lammet af Raseri. Han genkendte Gardinet fra Jansegærde — Barbara havde givet ham det at hænge for hans Studerekammervindue.

— De har ikke lagt sig endnu, hviskede Gabriel, gusten af Skuffelse.

Han vendte sig om mod Hr. Poul, hans Ansigt var halvt belyst inde fra Stuen. Han kiggede igen: — Men han gaar uden Sko. Maaske er de i Færd med at gaa i Seng nu ... vent!

Og han flyttede sig for bedre at udstudere hvad der skete. Men Hr. Poul vilde ikke vente, han gik rundt om Huset til Døren, og da han fandt den laaset, gav han sig straks til at hamre paa den og sparke paa den og raabe.

— Luk op i Satans Skind og Ben!

Gabriel var hos ham i tre Spring.

— Saa for Helvede! hvæste han: nu ødelægger De det hele! Vi kan jo ikke bevise dem nogetsomhelst!

— Jeg skal smøre dem! Jeg skal smøre dem! skreg Hr. Poul med afsindig Stemme.

Han slog en lille Glugge ind med sin Stok. Men Døren modstod alle hans Angreb.

— Lad mig! sagde Gabriel og begyndte at fingerere ved Trælaasen med sin Kniv.

Præsten blev ved med at sparke. Det rungede i det natteøde Kvarter, Vinduer og Døre aabnedes paa Klem, et helt Opløb af Folk i Særke, Uldklokker og mangehaande intime Pjalter, med bare Ben og i Trætøfler, stod tænderklaprende paa Spring bag ethvert Skjul, mens Hunde gøede og Haner fløj af Hjalet og galede. Men Kærnen, selve Betændelsen i denne Staahej, var stadig Præstens uvirkelige Stemme, der bandede og skændte.

Pludselig fløj Døren op — Gabriel havde lirket Slaaen fra. Hr. Poul for ind i den mørke Røgstue og faldt over et eller andet, men var straks paa Fode igen, Gabriel fulgte efter ham, de gik ind i den oplyste Inderstue — den var tom. Vinduet var aabent, og ude i Kaalgaarden hørtes flygtende Skridt. Gabriel saa sig om 214med rappe Øjne, og i et Sæt var han ude af Vinduet. Han var som en Kugle af Kraft, det knaste og braste under hans Fødder.

Men tilbage stod Hr. Poul — med Duften af Barbara i sin Næse, den velbekendte, sødt fortrolige Atmosfære af hendes mange smaa Ting, hendes Klæder, hendes Færden. Ja, her var Barbaras Genius til Huse! Han genkendte et af hendes Skørter, som laa slængt hen over Sengen, et Par af hendes Sko, hendes smaa Æsker og Skrin, og midt paa Bordet — Blækhornet fra Jansegærde, hans eget gode Blækhorn, som hun havde foræret ham, da han kom til Vaagø! En stor Fjer stod og vajede op af det og foran laa Papir, som var beskrevet. Og nu saa han andre Ting, der ogsaa var ham bekendte, Nodepapir, en Lut og mange af de mandige og galante Ting, som engang var blevet trukket op af Andreas Heydes Kiste.

Han stod længe naglet til Pletten. Helt ud i hans yderste Led sved det af Forfærdelse. Han støttede sig til Bordpladen, snappede efter Vejret, stønnede, ja klynkede en Gang imellem.

— Ræve have Huler! fremstammede han tilsidst dumpt og drukkent. Ræve have Huler.

Foran ham laa et Stykke Manuskript. Han gennemlæste det flere Gange uden at forbinde mindste Mening dermed. Færøerne, stod der, er en liden Gruppe af smaa Insuler, beliggende vel ... Miil Vest for Norges Kyst og ... Miil ... for Hetland. Øernes nordligste Pynt er af Capitain ... bestemt til ... nordlig Latitude og ... vestlig Longitude, deres sydlige Pynt til ...

Her standsede foreløbig Andreas Heydes store Værk om Færøerne, skrevet efter det kongelige Rentekammers Ordre. Hr. Poul lo ikke. Det dæmrede blot for ham, at disse Linjer var skrevet her i denne Stue i Lyset af Barbaras ømme Nærværelse, og pludselig tog han Papiret, krøllede det sammen og smed det paa Gulvet. Saa tog han i Gribebrædtet paa Lutten, svingede den rundt, gik ud i Røgstuen og slog den i Kvag mod Gruekanten. Strengene sang op, rallede og tav saa pludselig stille. Det var som et Mord. Hr. Poul kastede Stumperne af Instrumentet paa Ilden og ragede op i Gløderne. Saa hentede han alle Nodepapirerne og fik Ild i dem, og hurtig lod han Barbaras Skørt, hendes Syskrin, Gardinet, Blækhornet følge efter. En kvalmende Røg begyndte at fylde Huset.

Gabriel kom forpustet og smaabandende ind. Han havde opgivet Forfølgelsen. Men Andreas var med det ene Ben plumpet i en Mødding. Gabriel fniste bittert: det havde han tydeligt hørt, 215og det var ham en Kilde til stor Triumf. Han var godt drukken nu. Det varede lidt, før det gik op for ham, hvad Hr. Poul egentlig havde for. Men saa sagde han pludselig strengt: — Hold op med det Hærværk! Det kan jeg som Embedsmand ikke være med til. De er jo fuld!

Og dermed vaklede han ud. Men forinden stak han det sammenkrøllede Manuskript til sig. Han vidste næppe selv, at han gjorde det. Det var nærmest Vane. Han var en Hund efter Aktstykker.

Hr. Poul havde raseret hele Stuen. Hans Øjne var matte og vidløse, hans Underkæbe hang. I store Knipper var han i Færd med at bære Sengehalmen ud paa Skorstenen, febersyg og svedende gik han i det røde Ildskær som en Høstmand og høstede Høet paa Forargelsens Leje.

— Ræve har Huler ...!

Naboerne sáa med Forfærdelse Gnisterne fuse og fyge ud af Chinas Skorsten. Stimmelen voksede mere og mere, men ingen turde gaa ind til den afsindige Mand, der slog Stole og Bænke i Stykker og kastede dem paa Ilden.

— Ræve har Huler!

Da kom Runden. Det var Niels Konstabel, Niels i Punten, Tangloppen, Ole Atten, Poul hos Rebekka og Hinkeren, alle med Morgenstjerner og Sabler, men ellers i Trætøfler eller lasede Støvletter og lidet militæriske at se til. Dog var de Ordenens Haandhævere, og det klirrede af deres Vaaben, da de gik ned ad den snævre Trappe til China. Lidt benovede blev de ved at træffe Vaagøpræsten som Brandstifter, men Niels Konstabel var en nøjagtig Mand, der altid kendte sin Pligt. Ej heller mødte Soldaterne nogen Modstand hos den arme, altererede Præst. Han fulgte villig med dem.

— Ræve har Huler ...! rallede han, da han tumlede ned i Corps de Gardes sorte Kælderrum.

216

NUL NE MÉRITE

— Lad mig, sagde Barbara, jeg naar meget længere ned.

Det gjorde hun ogsaa, hendes Arme saas bare og flimrende hvide gennem det dirrende Søvand. Hun havde en Kniv i sin ene Haand og løsgjorde med den et Fløskæl, som sad fastsuget paa den bratte Havbund. Skællet rullede langsomt gennem Vandet ned i hendes anden Haand.

— Værsaagod, sagde hun og trak sine vaade Arme op af Vandet. Hendes Ansigt var hedt og forpustet, men hendes Hænder var røde og lidt valne af Vandet.

— Du er en Vandnymfe, sagde Andreas. En Oceanide!

De laa begge ud over de sorte Klipper i Strandkanten nedenfor Skansen og fangede Fløskæl. De skulde bruge dem til Madding, for de plejede i disse Sommeraftener ofte at sidde med Medestang og fiske Rødfisk og Sej til at koge og stege.

— Nej, lad nu hellere mig! sagde Barbara igen og rakte sig ivrigt ned mod Vandet. Du kan jo ikke for dine Ærmer!

Hun ransagede Klippen dybt under Vandfladen, og Tangbladene snoede sig om hendes Arme. Hendes Haar var faldet ned i Panden. Undertiden kiggede hun op mellem Tjavserne og pustede til dem.

Andreas sad og lyttede til den grotteagtige Klang af Søen, hver Gang den gylpende og klukkende steg mellem Klippeblokkene. Barbaras korte Ærmer blev vaade, men hun ænsede det ikke. Hun arbejdede i det grønlige Dyb, hendes Ryg var spændt af Iver, og naar hun saa op fra Dunkelheden havde hendes Øjne det samme Glimt som Vandet.

— Ja, hun er en Vandnymfe, tænkte Andreas. Han havde set Malerier af Vandnymfer, siddende paa Klipper og Skær, plaskende i Bølgerne med hvide Kroppe og søgrønt Skær i Øjnene. Men hist og her paa deres Legemer var de røde og ligesom valne af det store og vaade Element, i hvis Favn de gav sig hen.

217

Han sad og var lidt fortumlet — som altid, naar Barbara fornyede sig i hans Fantasi. Ej, her saa han hende med ét indlogeret i Naturen, i den store Natur! Sandt at sige, han trængte til det. Han kendte hende efterhaanden for godt i Alkoven.

Vinteren havde været lang. Ikke, at de havde haft nogen kedsommelig Vinter, nej, tværtimod. Det havde været en Vinter fuld af Aventurer og Escapader og hemmelige Rendez-Vous, saadan som ingen Sjæl havde kunnet drømme om i en halvt underjordisk Flække som Havnen. Særlig i den Tid, da China laa øde, og de intet blivende Logis havde haft sammen, havde de levet et Liv efter hans Hjerte. Men nu var det Sommer, og hans Hjerte havde vendt sig mod Naturen, træt af Mørke og af for ægte Kærtegn.

Men se til Barbara, saa friskt hun forvandlede sig til en Naturens Datter! Hun havde givet ham søde Kys, hun vilde med samme Grace give ham salte Kys og oaressere ham med en vaad og valen Haand. Hun vilde favne ham i Lugten af Tang og Muslingers raa Substans og efterlade ham salig og med Fiskeskæl i Haar og Klæder. Ja, hun var en Oceanide! Han vilde ligge hos hende et Sted paa denne Klippekyst.

De gik meget langt ad den øde Strand den Dag, og i deres store Lyst og Selvforglemmelse lod de intet naturligt forblive hemmeligt for de nøgne Stenheller og for den lunefuldt legende Havbrise.

Men bagefter, da Andreas slog sine Øjne op og gensaa Stranden, Fjorden og Nolsøs lange, svungne Rygning, kom et mærkeligt Humør over ham, som han ikke kunde blive klog paa. For Fanden — han plejede ikke at være den Mand, som fortrød en vel fuldbragt Gerning! Han saa heller ikke andet, end at han havde handlet efter Naturens Bud! Men naar han betragtede Aftensolen paa de smaa Huse ude paa Nolsøs velkendte Istme og Fjordens store Flade, der fra hans Fødder som et Gulv strakte sig lige derud, da følte han, at det alligevel var noget helt andet, han havde villet i denne sit Hjemlands Natur. Hvad Pokker, det var jo slet ikke Barbara, han havde villet! Det var selve Naturen, han havde villet! Det var den, han var kommet til Landet for at opsøge og herligt og nyttigt beskrive. Og her havde han ikke blot forspildt en dyrebar Arbejdsvinter med Tant, men nu, da Naturen paany aabnede sig, slæbte han sine kælne Galanterier op ved Strand og fiskede Rødfisk med en Amaryllis, mens andre Mænd roede til Havs eller gik til Fjelds.

218

Da de gik hjemad, sáa de et Skib, som var under Opsejling. Det var „Fortuna", der kom paa Aarets første Rejse fra København, og uvilkaarligt greb Barbara Andreas ved Armen.

— Er du i daarligt Humør, Andreas? spurgte hun sagte.

Selv var hun hed og blussende, men i hendes Øjne var der et Skær af Smerte eller Frygt. Andreas fyldtes af Ømhed, da han saa det.

— Nej, elskede! svarede han.

Men senere, da de var kommet forbi Skansen og kunde se Byen, Tinganæs og Vippen, hvor Folk var begyndt at stimle sammen, sagde hun meget uglad: — Jeg tænker paa, at du engang skal rejse herfra.

— Det maa du ikke tænke paa nu! Det er der længe til. Du ved jo, hvor kort jeg er kommet med mit Arbejde. Og desuden, tilføjede han og lo: desuden ... tager jeg dig med, min Skat!

Det gav et Sæt i Barbara, et stort Lys tændtes i hendes Øjne, men straks efter blev hun dødsens alvorlig og spurgte med en næsten forskrækket Stemme: — Er det dit Alvor, Andreas?

— Selvfølgelig er det mit Alvor.

Han prøvede paa at le, men kunde ikke rigtig samle sig til det.

— Det er mit rammeste Alvor, sagde han med stærk Stemme. Selvfølgelig, selvfølgelig!

Barbara var endnu en Stund alvorlig, men lyste saa paa en Gang op.

— Jeg har ikke noget højere Ønske i Verden! København! Og Poul, du ved ... han vil sikkert ... sikkert ... han lader Ægteskabet opløse, og saa er jeg løs, helt løs! Jeg har altid netop saadan ønsket, ønsket at komme bort herfra! Tror du ikke ... tror du ikke, jeg kan komme til København?

Hun var besjælet, hun lyste af en eventyrlig Tanke, hun næsten dansede over Kragestens Klippegrund.

Tørverøgen fra alle Havnens Nadvergryder stod ret tilvejrs i Aftenens lave Solskin, og Byens Græstage laa dybgrønt beskygget i den gyldne Dis. Stemmer hørtes fra Vippen, og „Fortuna"s Ankre plumpede i det stille Vand.

— Ak, om Barbara rejste af Lande, tænkte Andreas. Da vilde jeg i Ro slaa mig ned i denne Stad!

Men Barbara dansede begejstret foran ham som en stor, sort Skygge lige mod den røde Sol.

219

Da Andreas et Par Dage senere besøgte sin Farbroder Johan Hendrik, sagde denne pludselig til ham: — Nu, Andreas, du tænker ikke snart paa at rejse ned igen? Hvorledes er det — Kammeret har ikke sat dig nogen Frist?

— Nej, sagde Andreas tøvende. Der staar jo kun i Resolutionen, at jeg skal gøre det. Hvornaar staar der intet om.

— Hm, det var ilde. Naa, for den Sags Skyld forhaster de sig jo ikke selv i Rentekammeret. Men ...

— Jeg mener ikke, det er saa ilde. For sandt at sige gaar det ikke saa fort med Arbejdet ... som jeg havde tænkt mig.

Sorenskriveren stolprede omkring, gned sig paa sin Lænd, fløjtede med den ene Halvdel af Munden, trommede lidt paa Bordet og var meget tankefuld.

— Du kunde jo rejse med „Fortuna“ nu, sagde han pludselig.

— Nu! raabte Andreas.

— Ja — har du noget imod det? Johan Hendrik smilede skævt.

— Med uforrettet Sag? Jeg maa nok hellere sige Dem Sandheden, Onkel! Jeg ved, De dømmer mig ikke saa haardt som andre gør. Altsaa ... det er skammeligt at maatte tilstaa det: jeg er endnu knapt begyndt.

Han tilføjede bortvendt: — Det vil sige: jeg var begyndt. Men alt det Arbejde forstyrrede ... Vaagøpræsten!

Sorenskriverens Smil fortrak sig til en meget satirisk Grimace. Han gned sig med Voldsomhed paa Hoften og slog sig saa pludselig ned i en Stol.

— Sig mig engang, Andreas! Lad os nu sætte, at du var færdig med din Relation, og alting ellers var, som det er nu. Vilde du i saa Fald være sindet til at rejse?

Andreas tøvede lidt. Hans skødesløse Selvsikkerhed havde ganske forladt ham, de store blaa Øjne var vigende i Blikket. Det kunde se ud, som om han følte sig fanget i en Fælde. Men paa en Gang rankede han sig.

— Enfin! sagde han. Jeg ved ærlig talt ikke, om De helt vil kunne lide mit Svar, men det nytter mig alligevel ikke at spille nogen Komedie for Dem. Hvis jeg kunde rejse, vilde jeg hellere end gerne have gjort det. Men jeg ser ingen Udgang paa dette. For enten maa jeg rejse med ingen Relation, og det kan jeg ikke. Eller ogsaa maa jeg først forfatte Relationen, og det kan jeg heller ikke ... ikke saa længe Barbara i hvert Fald ...

— Men du kunde altsaa tænke dig at stikke af fra hende?

220

— Det vilde være svært, men ...! Jeg havde jo troet, at hun var mere flygtig ...

— Ha ha ha ha! Sorenskriveren fyldte sine Næsebor med Snustobak, hans Ansigt var muntert fortrukkent. — Flygtig! Hæ! I er to gode Aber. I er lige flygtige begge. I kan bare ikke være det samtidig. Kan du ikke forstaa det? Naar du er flygtig, er hun det ikke. Naar hun er flygtig, er du det ikke. Det troede jeg saa Gud, du vidste! Hvor gammel er du? Treogtyve Aar.

Sorenskriveren blev med et alvorlig: — Og hun er niogtyve ... niogtyve, ja! Hvis hun nu var klog ...! Men det er hun ikke, det er hun jo ikke.

Han tog sig til Hagen og gav sig til at fundere. — I Grunden ... i Grunden er Barbara i adskillige Henseender ikke ... ikke særlig begavet.

Han nøs og skar Ansigt. — Gud bevare os for Resten, hvis hun havde været det!

Han slog et Slag op og ned ad Gulvet, standsede pludselig og sagde: — Sæt nu, at hun havde kunnet tænke! ... Saa vilde hun for Resten have været fæl — hvad Andreas!

Andreas svarede ikke. Han sad og hang med Hovedet.

— Barbara, vedblev Johan Hendrik, lader sig udelukkende regere af sit Hjerte.

Han stirrede helt mørkt hen for sig. — Og det bliver en ussel Historie ... en usselig Historie, den Dag Hjertet falmer, og hun skal lade sig lede af sin Fornuft.

Han rystede paa Hovedet: — Tjah! I Grunden har jeg ondt af hende.

— Jeg har saa hjertelig ondt af hende! udbrød pludselig Andreas. Hun ofrer alt for mig og tænker slet ikke paa sig selv.

Han havde Taarer i Øjnene: — Rygte, Omdømme, er hende ligegyldigt, hun agter slet ikke paa egen Fordel.

Johan Hendrik studsede et Øjeblik. Saa sagde han med en mærkeligt spydig og tør Stemme: — Du skal nu ikke græde, Andreas. For hun agter endnu mindre paa andres Fordel. Hun gør, hvad hun har Lyst til. Og du er vel forstandig nok til at se, hvad Forfang hun volder baade andre og sig selv. Tænker du aldrig paa Vaagøpræsten? Han bliver maaske dømt fra Kjole og Krave for Embedsforsømmelse og desperat Adfærd. De siger, at han ikke har været ædru paa Prædikestolen siden Nytaar. Og du har ikke gjort ærligt Pennings Værk siden Nytaar. Hvad tænker du paa?

221

Andreas gjorde en hjælpeløst utaalmodig Bevægelse med sin Krop.

— Havde jeg blot skrevet den Relation, saa vilde jeg ikke tage i Betænkning ...

Sorenskriveren gik hen til sit Chatol og gav sig sagte fløjtende til at rode i en Skuffe. — Ser du, Andreas, sagde han. Det er ikke, fordi du har fortjent det. Det er heller ikke, fordi jeg anser, at det gunstigt vil bidrage til din Forfremmelse i Flid og nyttige Dyder, at jeg gør dit Arbejde for dig. Men noget maatte gøres. Desuden fandt jeg stor Fornøjelse deri. Endskønt det havde været at ønske, at det var dig, der fandt denne Fornøjelse. Værsaagod. Her er Relationen.

Andreas stirrede paa det sirligt skrevne Manuskript, der blev lagt foran ham paa Bordet.

— Saa rejser du med „Fortuna", ikke? spurgte Sorenskriveren. Hans Øjne var meget aarvaagent rettet mod Brodersønnen.

— Onkel, De regner mig ikke for meget, og har vel heller ikke Grund dertil. Men Ære i Livet, det har jeg dog.

Med disse sine sidste Ord bruste Andreas en Smule op, og hans store Øjne funklede. Men Johan Hendrik forandrede ikke en Mine, strøg sig bare hastigt over Næsetippen og sagde tørt: — Forklar dig nærmere. Ære er et saa vidtløftigt Begreb.

— Skulde jeg smykke mig med laante Fjer? spurgte Andreas og stillede sig i Positur.

— Hæ, enkelte af dine egne Fjer kommer du dog til at stikke imellem! I hvert Fald Svingfjerene! Hele Arbejdet maa jo skrives om, forstaar du nok. For det første, fordi det jo maa være skrevet med din egen Skrift. For det andet fordi det hele Værk trænger til utallige Forbedringer, ikke blot i Henseende til Sprog og Udtryksmaade, hvori du sagtens vil finde mig altmodig, men ogsaa i selve Ræsonnementet. For i Økonomien, saavel som i al Videnskabelighed, anser jeg mig at være din Undermand. Det er ikkun i Flid, at jeg i denne Vinter har været din Overmand. Hæ, kort sagt, dette er kun Materien, jeg har indsamlet for dig, du maa selv ræsonnere over den. Men det mener jeg, at du meget bedre kan gøre nede i København end her — saadan som det nu er blevet.

Andreas' blege Ansigt var mere hjælpeløst end nogensinde. Hans Øjne begyndte igen at blive blanke.

— Onkel, jeg takker Dem for, at De ikke tænker mere ilde om mig end som saa, og har gjort dette til mit bedste.

222

— At der jo sidder et lyst Hoved paa dig, tvivler jeg stadig ikke om, sagde Johan Hendrik. Netop derfor er det, at jeg ... ellers skulde Fanden!

— Men — Barbara? spurgte Andreas modløst.

— Hvad godt tænker du at kunne udrette ved at hænge over hende?

— Jeg har sagt til hende, at jeg vilde tage hende med, naar jeg engang skulde rejse ...

Johan Hendriks røde, furede og ligesom lidt støvede Ansigt trak sig pludselig sammen til en stenhaard Maske. — Barbara i København! Ja, der kan du da allenfals blive hende kvit, hæ! Inden en Maaneds Tid sidder hun min Tro i Spindehuset. Var det dit Alvor?

— Nej.

— Dumt, forbandet fjaset af dig. Tror hun paa det?

— Jeg ved ikke. Jo, nok. Men hun tror, der er saa længe til.

Sorenskriveren stampede med en Fod i Gulvet og begyndte saa at gaa frem og tilbage. — Svaghed, Svaghed, Svaghed, mumlede han, forbandede Svaghed! Du stikker altsaa af fra hende, at du har forstaaet! Naa?

— Ja, hviskede Andreas. Men det bliver ikke let. Det skærer mig i Hjertet, dette her.

Johan Hendrik gjorde igen en af sine store Grimacer og stod dybt hensunken i Tanker en Stund. Men saa klarede han op og sagde med en munter Mine: — Naa! Vi vil ikke tage Fejl af vore Følelser og bilde os ind, at vor Svaghed er Ædelmod.

— Nej, sagde Andreas. Men dette er at gøre hende meget ondt.

Johan Hendrik aabnede langsomt sin Tabatiere. — Hør Andreas, lad os nu ræsonnere dette igennem.

Han tog en Pris Tobak og holdt den frem foran sig mellem Spidsen af sin Pegefinger og sin Tommel.

— Nul ne mérite d'être loué de sa bonté s'il n'a pas la force d'être méchant.

Han snusede Tobakken ind, skar Ansigt og nyste. — Altsaa, Andreas: Ingen fortjener Ros for sin Godhed, hvis han ikke har Styrke til at være ond.

„Fortuna“ laa paa Østrevaag og lastede. Niels i Punten og Tangloppen padlede den store Lægter frem og tilbage mellem Vippen og Skibet. Det var mest Trøjer, Hoser og Uldgods, der blev ført 223ombord, Frugten af en Vinters Møje og Flid i alle Færøs Røgstuer, svære, haardtstrikkede Sager, beregnede til at sælges i København, i Hamburg og i Amsterdam til Brug for Alverdens Søfolk.

— Hvis jeg engang skal rejse af Landet, er jeg bange for, at jeg ikke har Tøj til det, sagde Barbara drømmende. Hvad mener du, Andreas? Vil du være mig bekendt?

Hun lo sagte og skælmsk og blev rød i Kinderne. De sad alene sammen paa det yderste Tinganæs, nær ved det Sted, hvor der er udhugget et Kompas i Klippen.

— Tøj! Du har Tøj som ingen anden her, sagde Andreas. Og den Smule, du mangler, er let at faa i København. Se! Nu er Solen snart lige i Vest! Han pegede paa Kompasset.

— Ja, saa er det Fyraften, og alle Lossemændene gaar hjem, sagde Barbara adspredt.

Han vilde ikke modsige hende. Han vidste at Mændene ikke vilde gaa hjem, før „Fortuna“ var fuldlastet. Vejret var smukt og Vinden nordlig, det var Meningen, at Skibet skulde gaa under Sejl ud paa Natten. Men Barbara anede endnu ingenting.

Andreas' sorgløse Hjerte blødte i Dag af Ømhed og Skam. Hun sad saa lykkelig hos ham og legede med sin nye, straalende Tanke, den blændende Løgn om hendes Rejse til København. Han orkede ikke at tage den fra hende, han vilde lade hende glæde sig, saa længe hun kunde, han havde ikke Mod til at se hende ensom og forraadt paa denne Strand. Ak, hver Gang han sáa hendes lyse Ansigt, fik han Lyst til at kysse hende og græde i hendes Arme — hende, hvis Lykke han skulde myrde.

— Mener du, at jeg danser godt nok? spurgte hun.

— Du danser af Naturen bedre end noget andet Fruentimmer, jeg kender.

— Jeg har engang danset med en Admiral. Det var herinde i Kælderen ...

— Ja, du dansede med en Admiral, og bagefter giftede du dig med en Præstemand!

— Aarr! Du skal altid ...! Det var jo længe, længe bagefter. Men tror du nu, jeg danser helt ... efter Moden?

— Jeg skal lære dig at danse efter Moden. Skal vi gaa til Johan Hendrik Farbror. Maaske vi kan faa et lille Bal i Stand!

— Aa ja, raabte Barbara og var straks Fyr og Flamme.

De rejste sig og spadserede op mellem Handelens Bygninger. Ogsaa for Andreas var det en forløsende Tanke at holde Bal. Han 224vilde danse sig ud af dette, det var den eneste Maade, ellers vilde hans Vokshjerte smelte paa denne skønne og sørgelige Aften. Og hans Farbror Sorenskriveren skulde spille dertil, det var ikke Spor for meget, at han spillede til sin egen Komedie, den Knark. Ja, den sære Knark. Andreas havde altid frygtet hans Retskaffenhed og havde oftest maattet slaa sine Øjne ned for hans granskende og vidende Blik. Nu var han i Vildrede med sin Onkel. Men i sin Usikkerhed klamrede han sig fastere til ham. Thi hans moralske Respekt for ham var grænseløs.

Jo, mente Johan Hendrik. Et Bal vilde vel nok kunne lade sig opføre. Sieur Arentzen vilde sagtens komme og spille paa sin Violoncel. Og de var flere unge i Havnen, som ikke sagde Nej til en Dans.

Men da de alle senere paa Aftenen opstadsede i deres bedste Klæder indfandt sig hos Sorenskriveren, var Glæden kun mat, og Gæsterne talte for det meste kun sagte med hverandre. Det var som om noget trykkede dem.

— Du er ikke som du plejer at være, sagde Barbara til Andreas.

Hendes Øjne brændte i det pudrede Ansigt. Hun var nervøs. — Jeg ved ikke, sagde hun, — dette er som et Skyggebal.

Udenfor de smaarudede Vinduer var Natten stille og ganske lys. Et rosenfarvet Strejf af Dagen laa endnu over Nolsøs Top, og alle Byens Græstage var belyst paa deres Nordside. Østrevaag laa dybt nede som et sort Spejl. Ænderne sov paa Sandet med Hovedet under Vingen.

— Asj! sagde Johan Hendrik. Hvem holder vel ogsaa Bal ved Dagslys? At jeg ikke tænkte paa det!

Han gik ud og kom tilbage med en tændt Armstage og begyndte saa at tænde Lys rundt omkring, paa Chatollet og paa Reolerne. De blafrede blege og gjorde ikke megen Virkning, men Sorenskriveren gik udenfor Huset og begyndte at smække Skodderne for Vinduet.

— Hvad Satan! raabte Gabriel fra Trappestenen. Han var en af de meget faa, som var indviet i den hemmelige Plan. — Er det saadanne Mørkets Gerninger, her skal foregaa i Aften?

— Jeg ved ikke, svarede Johan Hendrik. Dagens Lys synes ikke at være godt for dette Gæstebud. Denne Andreas er gjort af et blødt Stof. Hm! Selv skal jeg ikke rose mig ... heller ikke jeg faar mig til at sige hende det. Det er maaske ogsaa det bedste. Men vi faar en Fandens Dag i Morgen!

225

— Hi hi hi, fniste Gabriel, en Satans Komedie, I laver!

— Ja, rækker man Fanden en Lillefinger! Intet vinder paa sig som Løgne.

— Naa, fordi I dypper Barbara i hendes eget Fedt! Hvordan har hun ikke selv baaret sig ad?

— Det er saa! sagde Sorenskriveren og pustede. Det er saa! Men alligevel ...

Han tog sig til Hagen og stirrede tankefuld ud over Fjorden: — Nej, nej ... siger vi noget nu, venter jeg, at vi ikke faar Andreas afsted.

De gik begge ind, og Lystigheden var allerede kendelig. Sieur Arentzen skruede paa sin Violoncel og prøvede dens Tone med brede Buestrøg. Alle talte støjende op, og Lysene skinnede i deres Øjne.

— Naa, ser vi det, ser vi det, sagde Johan Hendrik og gned sig i Hænderne. Nu er det, som det skal være.

Han greb sin Fløjte og udsendte en lang Trille.

— Ja, nu er det ...! raabte Barbara højt. Og i hendes Stemme brødes Begejstringen som varmt Solskin. Hun var saa barnligt glad, hele hendes Krop var i Bevægelse.

— Ak Barbara, vi narrer dig, vi narrer dig ...! tænkte Johan Hendrik.

Men Barbara klappede i Hænderne og sagde: — Nu foreslaar jeg, at vi for Plasér leger, at dette er en Danseskole. Og Dansemester skal Andreas være og sige os, naar vi ikke danser efter Moden. Ikke?

Andreas stod bleg i sin mest galante Kjol. Men da Fløjten og Violoncellen begyndte at blande deres Røster, ildnedes hans Hjerte, og hele hans skødesløse Kækhed kom op i ham. Blot glemte han aldeles at være Dansemester.

Forøvrigt var der heller ikke noget for en Dansemester at gøre — i hvert Fald ikke, hvad Barbara angik. Hun dansede med saa rank en Holdning og dog saa meget frit Behag, saa afmaalte Skridt og dog saa megen Grace, at alt, hvad der kunde være at rette paa hende, kun var Lapperier. Hun gjorde alt af Naturen. Alligevel var der i hendes Ansigt en Slags alvorlig Agtpaagivenhed, kun naar hun saa paa Andreas luede hendes Øjne varmt, og en Gang, da hun i Dansen rakte ham Haanden, spurgte hun ham ømt og alvorligt: — Er det godt?

Sorenskriveren sad og saa paa hende, hans Ansigt var fortrukket 226af at fløjte, og ingen kunde i hans furede og mangetydige Træk se, om han græd eller lo. Men Johan Hendrik lo ikke i Aften.

Ak, Barbara, vi narrer dig! tænkte han, og hans Hjerte krympede sig. Aldrig havde han set Skønhed og Natur saadan bedraget. Her dansede hun for Andreas, ak! ak! ak! den Vindbøjtel, den dumme Karl, hun sendte ham brændende Blikke, og om faa Timer vilde han hemmelig sejle fra hende, som en Lømmel.

Johan Hendrik blæste og blæste, Celloen tonede dybt ved Siden af, Temaerne kom igen og igen, og de dansende, som fyldte hans Stue, gjorde atter og atter de samme Skridt og Figurer, mens Lysene dryppede og langsomt blev kortere. Det var som en stor Maskine, han havde sat i Gang og ikke kunde standse, — et Eventyr med en skrækkelig Ende. Engang mens der pauseredes, hentede han Vin, alle de Flasker, han havde, og Munterheden steg. Ogsaa Andreas muntrede sig og syntes kun at leve i Nuet, det var en straalende lystig Fest i dette mørkt tilskoddede Hus. Men Sorenskriveren saa med Kummer i Hjertet kun paa sit Offer, hvor alvorsfuldt glødende hun var midt i sin Overgivenhed, hvor stærk hun var i sin Glæde, hvor andægtig i sin Dans. Og et Øjeblik mente han at fatte hende og hendes Gerninger. Hun var Naturen selv, ansvarsløs, men blind tillige, let at narre, og de narrede hende, de narrede infamt Naturen midt i dens blinde og tillidsfulde Udfoldelse.

Og saa denne Andreas, hans Nevø, der bare dansede og lo og ikke tænkte paa noget! Den Kumpan lignede vel Barbara i det daarlige, men ikke i det gode. Hvad Natur var der i ham? Nej, han var vel ikke værd at hun ofrede til ham af sin Guddommelighed, nej Gud forlade dem alle, ptøj!

Og Ballet sluttede. Sorenskriverens Hus aabnede sig atter for Sommernatten, Dens blege Lys faldt nøgternt paa Flasker, Glas og rygende Praase. Det var som en eventyrlig Sæbeboble, der pludselig var sprunget. Nolsø laa dagklar og udtryksløs, alt var udtryksløst og stille, og uvilkaarligt dæmpede alle deres Stemmer ned da de kom ud paa Trappestenen. Havnen var livløs, Maagerne sov paa Tagryggene.

— Saa kommer du tilbage til mig, naar du har fulgt Barbara hjem! sagde Johan Hendrik til Andreas. De Garn vilde jeg helst have taget op, før jeg lægger mig!

— Javel, svarede Andreas. Han var først lidt forvirret, men forstod hurtigt Meningen.

227

— Hvorfor sagde du ja? spurgte Barbara dybt skuffet, mens de fulgtes ad ned gennem Gyden.

— Ja men kære! sagde Andreas. Det kunde jeg ikke nægte ham. Desuden, tager vi ikke de Garn op nu, bliver det Middag, før vi faar det gjort ...

Sorenskriveren blev staaende i sin Dør. Han var ikke sikker, før Andreas var vel tilbage. Ak, ak! Men ... nul ne mérite d'être loué de sa bonté ...

Barbara gik i Seng, skuffet og lidt vred paa Andreas. En ganske ubestemmelig Frygt var ogsaa paakommet hende. Han havde i den sidste Tid ikke altid været, som han plejede. Men hun lod sig ikke gerne forurolige. Desuden var hun ør og træt af Vin og Dans og sov hurtigt ind.

Hun vaagnede halvvejs ved Lyden af Sang. Længe hørte hun den gennem Drømme og følte sig svarligt plaget deraf. Men pludselig forstod hun, hvad det var. Det var Ankersangen ombord paa „Fortuna" — den var i Færd med at lette! Og næsten samtidig kom en frygtelig Skræk over hende. Som en Fugl var hun ude af Sengen og henne ved Vinduet.

En helt ny Glans laa nu over Havnen, og paa Nolsøs nordøstlige Kant rødmede Solen. Et vældigt Strejf af Skønhed gik gennem Barbaras Sanser, men hendes Tanker havde ikke Tid til Glæde. Ombord paa „Fortuna“ saa hun et Øjeblik Mændene gaa rundt i Gangspillet.

— O hiv, o høj!

Saa tav de, Sejlene var allerede sat, og „Fortuna“ gled lydløst ud af Vaagen. Og da var det, at hun med et saa Andreas paa Dækket. Hun saa kun et Glimt af ham, hans Skikkelse, saadan som han havde set ud, da han kom. Men det var ham, det var dødsens sikkert!

Hun udstødte en kort Lyd, saa jamrende fortvivlet, og i samme Øjeblik havde hun grebet et Skørt og var ude af Døren. Hun styrtede ned paa Sandet ... der var ikke et Menneske at se. „Fortuna“ duvede langsomt udefter. Hun løb som en vild paa de bare Fødder over de nøgne Klipper langs Østrevaag. Efter Fortuna!

Et Sted maatte hun vade til Knæene ud i Vandet for at komme forbi. Et andet Sted, udenfor Handelsforvalterens, rev hun sine Ben til Blods ved at klatre op paa en høj Stenterrasse. Hun kom forbi Handelens Port og løb videre, ud paa det yderste af Tinganæs. 228Saa kunde hun ikke komme længere. „Fortuna“ gled bort. Hun udstødte igen den samme jamrende Lyd, saa løb hun tilbage langs den tomme Strand.

Men da hun kom tilbage til Vippen mødte hun Niels i Punten.

— Aa Jesus, Niels! raabte hun til ham: er Andreas rejst? Og jeg som skulde have været med!

Niels stirrede forbavset paa hende. Han følte sig ilde ved dette Møde. Ofte havde han set Barbara, men aldrig som nu, hændervridende og med grove Spor af Taarer paa sine Kinder.

— Ja, mumlede han, Andreas var med „Fortuna".

— Og jeg, som ...! hulkede Barbara. Hun var aldeles ude af sig selv. Men pludselig blev hun en anden — et Blink af Iver og underfundig Overtalelse begyndte haabefuldt at skinne gennem hendes Taarer, hun greb Niels i Ærmet.

— Men I kan naa dem endnu, ikke? Hvis I skynder jer, kan I ro mig ombord i et Firemandsfar, du og Ole Atten og ...?

Hun saa op mod Handelens Port, hvor tre Havnemænd bestyrtede og generte stod i en Klynge.

— Det kan I sagtens! Ikke? Ikke?

Barbaras Stemme var ved at genfinde sin sædvanlige Klang, den brød over i Falset af Iver, hun stod og trippede paa de haarde Sten.

Niels var straks klar over, at dette var en betænkelig Sag. — Velsignede, sagde han nølende. Det gaar ikke an at rejse til København skoløs og kludeløs, ved jeg!

Barbara saa ned ad sig selv, hvor skammelig upaaklædt hun var, og rødmede et Sekund. Men hun havde ikke Tid, hun glemte det straks igen. Hun kaldte paa de andre Mænd og ivrede og overtalte med vaadt og vildt straalende Ansigt.

— Jeg vil gaa hjem og hurtigt klæde mig paa! Imens sætter I Firemandsfaet i Vandet, saa kommer jeg — ikke?

Hun ventede ikke paa Svar. Hun sprang fra dem og ind gennem Handelens Port. Og saaledes løb hun i Solens allerførste spæde Straaler gennem hele Havnen, i bare Særk og Skørt. Intet Menneske saa det. Jo — Johan Hendrik saa det, netop som han kom ud af Reynegaard. Men han troede ikke sine egne Øjne, han fattede først senere, hvad det var for en Naturoplevelse, han havde haft.

Et Kvarter efter pilede et Firemandsfar ud over Østrevaags blanke Spejl. Barbara sad agter og fuldstændiggjorde lidt paa sin Paaklædning. Hun ikke saa meget som vendte sig efter sin Mor, 229der hyllet i tilfældige Laser og med Rædsel i sin gamle Stemme stod inde paa Sandet og raabte hendes Navn. Byen var blevet vækket. Det aarle Solskin blinkede i adskillige Vinduer, som aabnedes af Nysgerrighed, ja, flere var allerede ude og i Tøflerne. Men Barbara ænsede intet af alt dette, hun saa kun paa „Fortuna", der med udfoldede Sejl, som en gylden Støtte, stod Fjorden ud.

— Taage øster i Havet, bemærkede Niels i Punten, da de passerede Skansetangen.

— Ja, velsignede, det er saa ved disse Aarsens Tider, pustede Ole Atten. De lagde alle Kræfter i Aaretagene. Baaden vaskede frem over det blanke Vand. — Det er som at ro Grinderoning! raabte Unge Markus oplivet fra forreste Tofte: havde nu Vorherre sendt os en Grind!

— Ja, men ikke nu! sagde Barbara hastigt og nervøst. Hun havde en Haand paa hver Lønning, hun næsten stod op i Sædet, og hendes Øjne slap ikke et Sekund „Fortuna". Baaden gik hende ikke nær hurtigt nok. Solen skinnede paa hendes venstre Kind, hun lignede en Gudinde, der kørte en Kærre.

— Vi haler ind paa den! raabte hun.

Niels i Punten skottede stadig østerud. Det var en Sommermorgen af de allerfineste. Men Taagen laa i store, dovne Drifter ude i Havet og nordpaa mellem Øerne. Den gled saa sagte, blandede sig med de blaa Fjelde, svøbte sig om deres Fod, og lod Tinderne staa klare og skarpe i den lyse Dag. Det var Godvejrstaage, et sandt Sommertegn. Men det var ikke godt for Sigtbarheden, tænkte Niels. Hvad der navnlig gjorde ham betænkelig, var den store Skybanke, som laa lige bagved Nolsø. Flige af den var allerede i Færd med at vælte sig ind over den lave Istme, hvor Nolsø Bygd laa. Men det saa Barbara ikke, hun saa kun frem.

— Vi haler ind paa den! raabte hun igen med Haab og Jubel i sin flertonige Stemme. Tror I ikke, vi naar den?

Mændene kiggede fremad over deres Skuldre.

— Jo, sagde Niels, — om alt gaar, som det gaar nu, saa naar vi den.

— Aah, Niels! sagde Barbara. Du vil aldrig love noget. Jeg kender dig.

— Love? Velsignede. Jeg vil ikke sige for meget. Niels var mere blid og føjelig denne Morgen, end han nogensinde havde været. Men love ...

Der var jo ogsaa det mærkelige, at Fortuna ikke drejede bi, 230skønt de jo ombord forlængst maatte have set Baaden. Der var sagtens noget muggent ved dette Foretagende, tænkte Niels. Ja, det havde de alle tænkt. Det var ikke derfor, de spændte sig saadan an, de ventede sig kun liden Tak for denne Roning, naar de kom til Land. Men de havde taget saa mange Skyller før, baade af Kommandant og Foged, og nu i den sidste Tid ogsaa af denne Gabriel. De tog saa gerne en til for Barbara, hun havde altid været venlig imod dem.

„Fortuna" ændrede Kurs og styrede mere østpaa. Den var nu i det yderste af Fjorden og nærmede sig Nolsøs sydligste Punkt, Boren.

Baaden var nu ogsaa kommet langt ud. Kirkebøreyn og Nolsø havde forstrakt sig sært, og blaanende Øer, Fjelde og Tinder, var kommet frem baade i Syd og Nord. Baaden duvede og skummede frem over den store Vandflade.

— Ro mod Boren, ro lige mod Boren! raabte Barbara.

— Strømmen ...! indvendte Niels i Punten.

— Aa, du med din Strøm! raabte Barbara utaalmodigt: kan I ikke se, at vi skyder Genvej, naar vi gaar helt nær ved Boren?

Niels føjede hende — delvis. Han vidste, at det var forkert manøvreret, hvis Fortuna skulde naas, men han var blevet svagere i Troen, baade med Hensyn til, om den kunde naas, og om den burde naas. Det var vel saa sin Sag at hjælpe et Menneske af Landet, som ikke havde Øvrighedens Pas ... naar han nu tænkte nærmere over det. Og aldrig i Verden kunde han tro, at Barbara havde et Pas.

Alligevel roede han af al Magt, og det gjorde de andre ogsaa. De kunde ikke andet foran Barbaras Aasyn, hun raabte til dem, hendes Øjne skinnede, hun æggede dem med sin Iver.

„Fortuna“ var nu i god Afstand bagom Boren, og selv nærmede de sig denne langstrakte, bratte Pynt. Fra Havnen saa den saa lav og flad ud, nu begyndte den at rejse sig foran dem som en Mur, vild og sort. Gennem dens yderste Ende gik et Hul, som man kunde se Dagens Lys igennem. Ellers var Vandet sort og grønt her under Land. De var efterhaanden saa nær, at de ganske tydeligt saa Faarene græsse i Solskinnet oppe paa Klippen, men selv laa de i Skyggen.

Mændene satte Fødderne i Spænd mod Baadens Spanter og næsten rejste sig op for hvert Aaretag.

— Nu — nu — nu! stønnede Niels i Punten taktfast gennem 231sammenbidte Tænder. Ole Atten havde tabt sin Hue, hans hvide Haar og Skæg strittede, han pustede som en Blæsebælg, han lo og lignede baade en Kæmpe og en gammel Abekat. Unge Markus hujede paa forreste Tofte og Tangloppens Ansigt var saa blodsprængt, at det saa ud som om Øjnene sidelæns vilde hoppe ud af det. Aa Jesus ... saadan roede Havnemænd for Barbara, Mænd var de, Karle! Og Søen vaskede forbi dem i begge Bord, og Barbara raabte og jublede og priste dem.

Men da hun saa ind paa Land opdagede hun, at Baaden næsten ikke saa meget som skred frem. De var kommet ind i Strømmen og laa som i en Elv. Graaden kom hende i Halsen, hun udstødte et Raab af Skuffelse og Skræk.

— Velsignede, velsignede, tab ikke Modet! stønnede Ole Atten. Vi vinder, vi vinder om Tangen! Det er saa kort! Den vinder, som har Taalmodighed!

Men Taalmodighed var det, som Barbara sidst af alt havde. Hun rejste sig, hun satte sig, hun vred sine Hænder, hun skreg til Mændene og var ganske ude af sig selv. Et godt Kvarters Tid varede det, før de havde vundet de faa Favne rundt om Boren og faaet Udsyn mod Øst ...

Da var det, at det brast. Barbaras Udtryk blev pludselig aldeles tomt, Mændene skottede frem over deres Skuldre og fik derpaa det samme Udtryk. Der var intet at se til Fortuna. Der var overhovedet slet intet at se. Hverken Hav eller Himmel. Der var kun hvid Taage, Tomhed og Maageskrig. Mændene roede endnu en Stund som besatte, men pludselig holdt de inde og hvilede paa Aarerne. Haabløst. Der blev ganske stille i Baaden.

I samme Øjeblik brød Barbara ud i en overmægtig, hjerteskærende Graad. Mændene sad hjælpeløse og hørte hendes frygtelige Hulken. Men Strømmen førte tavst og hurtigt Baaden tilbage omkring Boren, ind i Nolsøfjord, hvor ingen Taage var. Og da Aarerne omsider igen blev dyppet, blev Stævnet vendt mod Havnen.

Det var et slukøret, et bedrøveligt Syn en lille Times Tid senere at se dem ro ind paa Østrevaag igen. Paa Tinganæs, paa Skansen og paa hver en Odde stod Mennesker og saa derpaa. Mange havde set Barbaras Udfærd, alle saa hendes Tilbagekomst. Hun sad agter, stiv og kridhvid.

Johan Hendrik Heyde, der havde staaet ved sit Vindue, vendte sig ind mod Stuen. Han orkede ikke at se dette Syn. Men ellers 232var Havnefolk ikke anderledes, end at de maatte gøre sig deres smaa Betragtninger over den Spidsrod, de overværede. En Mumlen fulgte Baaden ind langs Vaagens Bred.

— Ja, ja, saa mangen én har brændt sig paa hende. Dér brændte hun sig selv. Og det til Gavns ...

Da Baaden lagde til ved Vippen, stod Gabriel paa Land og ventede, og en hel Klynge, mest unge Mennesker, dannede sig straks omkring ham. Heller ikke var nogen Vinduesplads tom der i Nærheden. Men Barbara sáa saaledes ud, at Gabriel for et Øjeblik mistede Mælet. Hvid og stum som en Søvngængerske steg hun i Land og gik lige forbi ham op til Nystue. Først da hun var ude af Syne, kom han sig saa vidt, at han begyndte at overfuse Mændene. Tavse og flove lagde de Barbaras ilde indpakkede og ligesom tilfældigt sammenskrabede Bagage op paa Land. Gabriel sparkede foragteligt til Klunset.

— Og det Skrammel og Stakkelstads vilde hun til København med, pfuf! Bær det Skidt op i Nystue, befalede han nogle Børn. Men I, fortsatte han til Mændene, I ved bare ikke, hvad det er, I har indladt jer paa. Havde I idag hjulpet Barbara af Landet, var I selv hurtigt fulgt efter. Paa Bremerholm, forstaar I!

Og dermed gik han. Gamle Ole Atten, den mest pligttro af alle Soldaterne, dirrede paa Hænderne. Men Gabriel gik smaafnisende ind i Fogedstuen.

— Hi, hi, nu tror jeg fanerne, sagde han til sin Kone, nu tror jeg fanerne, at Glansen endelig en Gang er gaaet af Sankte Gertrud. Nu er hun saagu færdig, den Mær!

Suzanne værdigede ham ikke et Ord. Hun bandt bare den Sløjfe, hun var i Færd med, og gik saa lige op i Nystue. Paa Vejen mødte hun Ungerne, der kom slæbende med Barbaras arme Stads.