↩ Tangloppen dukkede sig lidt. Igen dette generende Flankeangreb. Hans Hoved drejede sig i vagtsomme Ryk, til Højre og Venstre, hans sure Øjne spejdede skelende. Nej, dette var mere, end man kunde finde sig i. Tøflerne af. Afsted til Pulten. Ogsaa han var Soldat og forstod at sende en Fuldtræffer. Det skulde han vise dem. Han lagde hele sin pjuskede og hundsede Sjælskraft i det krænkede Blik og hele sin Legemsstyrke i den vrede Næve: — Nej! Du — er — en — Filurendrejer!