Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Barbara

Han sad i sin Kollega Havnepræstens Stue, omgivet af Mennesker, som vilde høre Tidender ude fra den store Verden. Han havde maattet fortælle om Slag og Generaler, om Kong Frederik af Preussen, som ingen kunde overvinde, og om Kong Ludvig af Frankrig, som ingen kunde forstyrre i hans Udsvævelser. Alle var i en Slags Ophidselse over Nyhederne, baade Sorenskriveren, Landfogeden, Handelsforvalteren og Kommandanten. De gik frem og tilbage og traadte over den høje Tærskel mellem Storstuen og Studerekammeret. Kvinderne sagde ingenting — undtagen gamle Armgard, Lagmandsenken, og hendes Søster Ellen Katrine med Krykkerne og det glade Ansigt. Hun mente nu, at ingen kunde maale sig med Malebrok, der havde levet i hendes Ungdom.