↩ Gamle Ellen Katrine paa Bænken ønskede at se Barbara rigtigt. Hun havde aldrig talt med hende før, hun boede paa den store Gaard inde paa Østerøen og var saa sjælden i Havnen. Hun holdt længe den unge Kvindes Haand: — Naa, dette er altsaa Barbara, saaledes ser De altsaa ud! Hendes gamle Øjne var fulde af Opmærksomhed.