↩ Og dog, hver Gang Hr. Poul tog sin sorte vandtunge Hat og traadte ud i den evige Regn, skete det med et lille Haab om, at der dog omsider skulde times ham et eller andet lyst og leende, en Glæde i Mørket. For han vidste, at ogsaa her, et eller andet Sted i denne Labyrint af snævre Gyder, Gaardspladser og Møddinger, maatte der være en Vraa, hvor Skønhed og Øjenlyst havde til Huse. Han kunde ikke nægte for sig selv, at han gerne gad set hende igen — Enken paa hans eget Kald. Ikke at han havde særlige Intentioner. Gud bevare ham derfor! Han saa allerede, hvilken farlig Konstellation Skæbnen havde bragt tilveje mellem ham og hende. Men samtidig med, at det gjorde ham urolig, var det ogsaa en lille Glæde for ham i denne Kummerlighed. Hans Tanker legede med Barbara. Maaske var hun endda ikke saa straalende. Men — naar Solen er gaaet ned, faar Stjernerne Glans.