↩ Men for Hr. Poul var det, som om han for første Gang i dette Land havde truffet en Person, der med Interesse gad paahøre ham, og han udtalte sig frit og ærligt og var i sit Hjerte smigret. Thi skønt han vel vidste, at en Materie som denne næppe i sig selv kunde være passende Kost for en Kvinde som Barbara, saa sáa han dog paa hendes Ansigt og Øjne, hvor levende optaget hun var, og hvorledes hun gav Agt paa hans mindste Mine, og han faldt i dette Øjeblik paa den Tanke, som forekom ham rigtig, at i en Samtale med Fruentimmer Emnet kun var et Paaskud, medens det egentlige var Glæden over at staa Ansigt til Ansigt, at kunne lade Øjnene mødes, Stemmerne blande sig med hinanden og Sjælene røre ved hinanden. Og Barbaras Sjæl, der talte gennem hendes grøngyldne Øjne, rørte meget ved ham, og bluedes undertiden og trak sig bort, men vendte straks tilbage og legede for ham og solede sig i hans stærke, ivrige Blik. Hendes Mundvige krummede sig nu atter behaget opad, hun lyttede som til et sjældent Spil, og det han fortalte drejede sig nu kun tilsyneladende om Præster og Sogne, men var i Virkeligheden en lang Solo-Aria op af hans Manddoms Dyb. En Aria, der blev hørt.