↩ Noget efter at Sorenskriveren havde taget Plads, knagede det tungt i Trappen, og op kom hans Fætter Samuel Mikkelsen, Øernes 51Lagmand. Han var saa stor og ubekvem, men ogsaa han foretrak Pulpituret. Ikke af nogen subtil Uvilje mod andre gode Folk, men af ren Diskretion. Han fór saa varsomt frem, han sagde ingen Spøg uden med Finhed, og naar han tog sig en Dram under Gudstjenesten, gjorde han det med stor Delikatesse — ikke fordægt som en Skalk eller som en Skolepog, men med uforstyrrelig Værdighed. Johan Hendrik følte sig kvæget ved hans vældige Nærværelse, men Landfoged Harme mente, maaske ikke uden Grund, at Hans Majestæts færøskfødte Embedsmænd misforstod deres Stilling ved at forstikke sig blandt Skumlerne paa Pulpiturets seks Gratisbænke.