↩ En god Tid efter at han var færdig med Epistelen, hørte Hr. Wenzel endnu for sit indre Øre Genklangen af sin Stemme. Han havde ikke forbundet nogen Mening med ét Ord af, hvad han havde sagt. Hans Hjerte var foruroliget, hans Hjerne var tom. Heller ikke Hr. Poul, som sad i Præstestolen, havde hørt efter. Ogsaa hans Hu vandrede uroligt paa andre Veje. Ja, i hele Kirken var der vel næppe mange, der havde lagt Mærke til Apostelens Ord. Nogle var for bekymrede, andre for søvnige. Og saaledes gik Gudstjenesten som et Spil, der en Gang var sat i Gang. „Norske Løve“ havde atter umærkeligt drejet sig og stævnede nu mod Sydvest.