ANNE CHARLOTTE
278279
FØRSTE AKT
Dagligstue hos Direkteur Hejn. Luxurieus svær Vintermontering. Større Meubelgruppe tilbage til Højre, mindre fremme til Venstre. Dør tilbage til Venstre og fremme til Højre. Mellem mindre Billeder paa Bagvæggen legemsstort Portrait af Fruens Fader. Sørgeroset over Rammen.
FØRSTE SCENE
DE GEBR. ANNE CHARLOTTE Anne Charlotte siddende bag Bordet til Venstre, hvorpaa Bøger og Brochurer. De G e e r paa Visit, har lige taget Plads til Højre for Fruen. Profil imod Tilskuerne.
- ✂
- DE GEER
-
Saa De morede Dem virkelig igaar? Ja, jeg syntes det nok.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Ja. - Skulde det desuden ikke være Morskab nok for en Balaften ganske uventet at træffe en gammel Ven, man ikke har seet i hele fire lange Aar?
- ✂
- DE GEER
-
Ja fire Aar e r længe. - Der er skeet meget her, mens jeg har været borte.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
(Sørgmodigt, seende efter
Faderens Portrait.)
Ja, der er meget skeet.
- ✂
- DE GEER
-
(vendt efter Portraitet.)
Hvor det ligner! (Rejser sig halvt.) Ja, det er ganske det kjære, modige, gamle Ansigt. Mod Fruen.) Jeg har aldrig kjendt en gammel Mand som Deres Fader, en, der troede saa godt om Livet og om Menneskene som han. Naar man kom til ham med sine ungdommelige Planer og Forhaabninger, saa havde han aldrig disse mistrøstige erfarne Sententser til En, som gamle Folk ellers altid kommer med; der var ikke Tale om overlegne Smil eller om at ryste medlidende paa Hovedet; han tog Ens Planer op og lod dem lykkes i sin Fantasi; og Vanskeligheder! Vanskeligheder og Forhindringer dem huggede han løs paa, saa de faldt til alle Sider, og Fremtiden stod der for En som en aaben festlig Port, man blot skulde tage sig sammen for at spadsere igjennem .... Altid gik man forfrisket bort fra ham, mere tryg paa sin Lykke, sikkrere paa sig selv.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Og ikke sandt, han havde Ret?
- ✂
- DE GEER
-
Han havde Ret, han f i k det ikke altid. De ligned' ham i saa meget, Frue, og ligner ham maaske endnu?
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Ja, hvorfor skulde jeg være forandret!
- ✂
- DE GEER
-
Fire Aar! - Det er sjældent, et Menneske er sig selv tro saa længe.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Det har De ikke lært af Fader.
- ✂
- DE GEER
-
Nej, - det er der - Andre, der har lært mig.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Hvem?
- ✂
- DE GEER
-
Man skal ikke nævne Navne.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Jeg forstaar Dem ikke.
- ✂
- DE GEER
-
Nej.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Men maaske De vil indrømme, at det i en Samtale er behageligst, at man forstaar hinanden?
- ✂
- DE GEER
-
Ja er nu det saa vist?
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Jeg foretrækker det i det Mindste.
- ✂
- DE GEER
-
Ja, seer De, Frue, det, jeg mener, er jo ikke andet end det, at naar vi som ganske unge skal til at i Lag med Livet, saa har vi, de fleste af os, fra Naturens Haand en Mængde skjønne Egenskaber. Vi er uegennyttige, tillidsfulde, rede til at lide for Sandheden, uforsonlige overfor alt hvad der er lavt, urokkelige i vor Tro paa, at det, der er Ret, skal sejre, vi er ridderlige, modige, alt hvad der er modigt, fint og ædelt.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Ja!
- ✂
- DE GEER
-
Men al den Herlighed er af Naturen slet ikke bestemt til at vare, ikke mer end det Sæt Tænder er det, man faar som ganske lille. Der er nemlig en Drift hos os, som ikke rigtig har ladet sig mærke, før nu da man som Voksen er kommen i Haandgemæng med Livet, og det er Selvopholdelsesdriften, - og det er mærkværdigt ...
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Skal jeg sige Dem min oprigtige Mening?
- ✂
- DE GEER
-
For min Skyld ikke. Jeg veed altfor godt, at naar man kalder sin Mening for oprigtig, saa er den ubehagelig.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Ja, hele Deres lange Historie er efter min Mening ikke andet end Vrøvl.
- ✂
- DE GEER
-
(efter en Pavse, betænksomt).
Aa ja, der kan være Noget i det samme. Saadanne almindelige Theorier, hvormed man søger at ramme den, man ikke aabenlyst tør angribe - -
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Er det mig, De mener?
- ✂
- DE GEER
-
(ser ned).
Sig mig, Frue, har De aldrig lænkt paa, hvad Indtryk det maatte gjøre paa mig dernede i Venedig, da jeg fik at vide, at De havde forlovet Dem med Frederik Hejn?
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Nej, gjorde det noget synderligt Indtryk paa Dem?
- ✂
- DE GEER
-
Ja det gjorde, Frue, for der var et helt Flor af lyse, lykkelige Haab og fme Drømme, der blev vejret hen, som man siger, netop ved det.
- ✂
- ANNE CHARLOTTE
-
Nej hør, vil De nu virkelig gjøre Dem den Ulejlighed at bilde mig ind, at De er gaaet om med en ulykkelig Kjærlighed til mig? Det er jo dog aldeles unødvendigt. Jeg er slet ikke saa fordringsfuld, jeg tillader, at man bevarer sit Hjertes Fred overfor mig. ....