Ingemann, B. S. Valdemar Seier

Første Deel

8
9

Fra et lille afrundet Cellevindue i den sydlige Fløi af Klosterbygningen i Sorøe skinnede en stjernelys Efteraarsnat i Aaret 1204 en stille eenlig Lampe gjennem de halvafbladede Linde ud paa Søen. Indenfor i den høie hvælvede Bispestue, som den kaldtes, sad i en sort Læderstol ved et i Muren fastnaglet Eegebord en ærværdig hvidskjægget Olding med en stor Pergamentscodex for sig, omgiven af skrevne Annaler og Krøniker og en Mængde Afskrifter af ældgamle danske Sange og Folkesagn, Runeindskrifter og Gravminder fra Hedenskabets Dage, blandede med Membraner af gamle Classiker, Homilier og Missalier, som tildeels skjultes af en stor opslagen glosseret Bibel. Midt imellem Bøgerne stod en Kobberlampe med en hjemmegjort Skjerm af et flere Gange overskrevet og afskrabet Pergamentsblad. Derved faldt det stærkeste Lys paa Bogen og undertiden paa Oldingens Hoved, naar han bøiede sig, medens et Glimt af Lampelyset, blandet med et svagt Skin af den opstaaende Maane, sparsomt oplyste det dunkle Studerekammer. Paa Væggene hang der gamle forrustede Sværde og Hellebarder, Staalhuer, Bidsler og Harnisker, samt Kiler og Offerknive af Flint, udgravne af Kæmpehøie; paa Hylden i Krogen over Løibænken laae der Brudstykker af Aske-Urner og tykke Pandeskaller mellem usædvanlig store Knogler og Dødningebeen; og ved Kaminen stod, under Sanduhret paa Hjørnehylden, et stort blankt Ridderharnisk med et Spyd og en Stridsøxe, som efter Skikkelsen ikke syntes ældre, end fra det 11te Aarhundrede.

Den gamle Alderdomsforsker bar over den sorte Klerkedragt en hvid, noget afslidt og skjødesløst sammenbunden Cistercienserkappe med udrevne Armhuller, hvorigjennem de lange sorte Kannikærmer afstikkende stak frem. Kappen var ham meget for kort og syntes ikke hans egen; han var høi og mager, og skjøndt han var en fredelig Lærd, syntes dog de store kjække Grundformer i hans fiintdannede af Alder og Grandskning gjennemfurede Ansigt saavelsom hans næsten sammenfaldne Kæmpeskikkelse at bebude, at han var af en mægtig Krigeræt og ædel Stamme. I hans mørke dybtliggende Øine lyste en klar dybsindig Aand, og som han saaledes sad fordybet i sit Arbeide, med Haanden under Kinden, en lille sort Fløiels Kallot over den høie 10 skaldede Isse og det hvide Skjæg hvilende paa Bogen, medens Alt var stille omkring ham og alle Levende slumrede, var det ligesom han saae og hørte de forrige Tiders store Aander, og tilhørte en anden Verden og en anden Tid, end den, hvori han dog saa utrættelig vaagede og arbeidede.

Den ærværdige Gamle var Saxo Grammaticus. Som Erkebisp Absalons Haandskriver og uadskillelige Ven, havde han for tre Aar siden lukket denne ædle Herres Øine paa Sorøe Kloster, og siden havde han sjelden forladt den Celle, hvor han havde hørt de sidste uforglemmelige Ord af Absalons Mund. Han havde vel egentlig hjemme ved Domcapitlet i Roskild, men havde en særdeles Kjærlighed til Sorøe Kloster, hvor han ofte tilforn havde opholdt sig, og hvor han nu, med sin nye Herre Bisp Peder Sunesøns Tilladelse, forblev som Gjest, medens han lagde den sidste Haand paa sin mærkværdige Danmarks Historie.

Han skrev flittig i sin Bog, men lagde af og til Pennen og bladrede i de gamle Skrifter. Ofte faldt hans Øie paa en Pergaments-Justinus, som havde tilhørt Absalon, og som laae paa Enden af Bordet med det sidste Blad opslaget, hvorpaa der stod skrevet: Liber sanctæ Mariæ de Som per manum domini Absalonis Archiepiscopi*. Ved Siden laae den af Absalon besørgede Afskrift af Vitherlagsretten og den sjællandske Kirkeret tilligemed et nyt pynteligt Haandskrift, paa hvis Læderbind stod med store snørklede Bogstaver: Testamentum Dni Absolonis.

Et dybt Suk trængte sig fra Oldingens Bryst, og paa gamle Folks Viis udtalte han ubevidst og lydeligt hvad han tænkte. »Var jeg nu snart hos dig, fromme Herre og Fader! - sagde han - det var to lange Vintre; nu kommer den tredie - længer vil Pennen dog ikke gaae. -Der var det vi saaes sidst - vedblev han, og hans Blik faldt paa Løibænken i Krogen - nu ja, hans store Gjerning er endt - han hviler salig i Herren. Snart har hans Tjener nu ogsaa fuldkommet hans Villie og Danmarks Helte, de ældste som de yngste, skal ikke savne deres Eftermæle. Nu kun et Par kjærlige Ord til vor unge Konge og den gode Andreas -ja vel! saa bør det være.« Nu taug han stille en god Stund igjen og skrev ivrig. »Kunde gamle Arnold Islænder nu reise sig af Graven - begyndte han igjen, da han med Velbehag havde forelæst sig nogle ziirlige latinske Vers - hvad mon han vilde sige til * 11 hvad jeg her har gjort af hans herlige Sagn og Sange? Han vilde vist ryste sit Vildmandsskjæg og brumme: de klang dog bedre i vort eget Sprog - Nu, giv dig til Taals, Gamle! - saaledes som de der ligge ordret fra din Mund, som de endnu tone levende blandt Folket, vil de med Guds Hjelp ogsaa bevares og leve til Danmarks sidste Dag; men skal Verden lære at kjende Danmark og dets Aand, maa jeg være dets Tolk for de fremmede Sjæle. Hm, hm - kommer du igjen, gamle Tvivl! kan den boglærde Dannemand kjende Folkets Billede i den fremmede Dragt, h vi gjør jeg mig da nu Skrupler over den brogede Kjortel? den Tid kommer vel ogsaa, da en ærlig Frende betaler min Gjeld og giver Folket Billedet tilbage, som jeg tog det. I Guds Navn kun endnu et Par Træk, og hvad jeg kan udrette i Verden er skeet. Du kom mig vel i Forkjøbet, Broder Svend! - vedblev han med et godmodigt Smiil, efterat han igjen en Stund havde skrevet, i det han nu bøiede sig med Møie og optog fra Fodklædet paa Flisegulvet en liden ziirlig Afskrift af Svend Aagesens Historie - Du har dog ikke gjort min Gjerning overflødig: et nemt Udtog af Krøniken gav du os; men hvad Danmark var og hvad det med Herrens Hjelp kan blive, det saae du dog aldrig. Dog du gjorde ærlig hvad du kunde, og din Bog skal ikke ligge her i Støvet ved min Fod.«

Omhyggelig afpustede han nu hvert Støvgran af Svend Aagesens liden Bog og lagde den ved Siden af Erkebisp Absalons Skrifter.

Da aabnedes Døren og tre geistlige Mænd traadte ind med en liden Dreng imellem sig. De geistlige Herrer vare alle i Reiseklæder og bare pelsværksforede Kapper over deres Ordensdragter. Den ene var en anseelig aldrende Mand med graasprængt Haar og Skjæg og et noget svageligt Udseende, men med en saadan Høihed og Ærværdighed i Mine og Adfærd, at skjøndt han ikke bar Krumstaven og den bispelige Hue, dog Ingen, som saae ham, kunde tvivle paa, at han jo var en Prælat af den høieste geistlige Værdighed: det var den lærde og fromme Erkebisp Andreas Sunesøn fra Lund Hans Ledsagere vare to yngre kraftige Mænd. Den ene havde et rundt, muntert og høist livligt Ansigt og bar under sin kostbare graaværksforede Reisekappe en hvid Cistercienserkaabe af det fineste Pelt. Det var den berømte Broder Gunner fra Øm Kloster i Jylland. Erkebispens anden Ledsager var en ung Kannik fra Roeskilde med en lammeskindsforet bruun Vadmelskappe og et lidet Skrin under Armen, hvilket han bar med megen Forsigtighed og hvori han forvarede adskillige sjeldne og 12 kostbare Lægemidler; paa Ryggen bar han desuden en grøn Pose med tørrede Urter og Kryderier, som udbredte en stærk Duft omkring ham. Hans kloge og alvorlige Ansigt indgjød Tillid og Fortrolighed; hans Adfærd var stille og betænksom og han syntes at være en Mand, som havde Kjendskab til Verden og Tillid til sig selv og sine Erfaringer; han var en af sin Tids bedste Læger og var som Skribent i sit Fag bekjendt under Navnet Mester Henrik Harpestræng. Han og Broder Gunner vare mødtes i Lund i Embedsanliggender hos Erkebispen; med ham fulgte de nu begge til Ribehuus, hvor den unge Kong Valdemar den 2den holdt Hof.

At reise gjennem Sjælland uden at besøge Fader Saxo og see hvorvidt han var kommen med sin Danmarks Historie, kunde den gode Hr. Andreas ikke overtale sig til, og skjøndt det ilede med Reisen og Mester Harpestræng havde meget at indvende mod at tage den uleilige og usunde Nat (efter hans classiske Udtryk noctem intempestam) til Hjelp, opgav Erkebispen dog ikke sin Beslutning, til stor Glæde for Broder Gunner, som havde hørt saameget tale om Saxo Grammaticus, men endnu aldrig havde seet ham, og som meente, at en halv Times Samtale med Danmarks største Historieskriver vel kunde være et halvt Aars Snue værd imellem Brødre.

Den lille Tiaarsdreng, som fulgte med de geistlige Herrer, var en Sønnesøn af den forrige Borgherre paa Karise, som havde været Erkebispens gamle Ven, og som var falden i de ulykkelige Borgerkrige for Svend Grathe. Karise-Gaard og Gods var af Valdemar den 1ste, som et forskjærtset Lehn, overdraget til en af hans kjækkeste Stridsmænd Radulph; den liden faderløse Carl af Rise, som Drengen kaldtes, blev dog med sin Moder og sine tvende Søstre ædelmodig understøttet saavel af den gamle brave Radulph, hos hvem de boede, som af den goddædige Erkebisp i Lund; men da Radulph selv havde trende Sønner, var der intet Haab for Carl nogensinde at komme i Besiddelse af sine Fædres forskjærtsede Gods. Den lærde Andreas vilde derfor endelig gjøre Carl til en lærd Mand og tilkommende Prælat, uagtet Drengens uimodstaaelige Lyst til Ridderstanden. Derfor bragte Erkebispen ham ogsaa nu med for at sætte ham i Skole hos de lærde Bernhardiner i Sorøe under Fader Saxos særdeles Opsyn. Carl af Rise var en deilig Dreng med krøllede gule Haar og kjække sorteblaae Øine: om sin korte blaae Trøie havde han bundet Broder Gunners stadselige Belte; sin lille Hue havde han smykket med en 13 spraglet Hanefjær, og han var meget glad ved at maatte bære det store Slagsværd, Erkebispen altid havde med sig paa sine Reiser. Han var ogsaa kommen til Hest og havde hartad været den raskeste Rytter af hele Selskabet. Uagtet den Forstyrrelse i den natlige Rolighed, de Reisendes Indtrædelse i Cellen nødvendig maatte foraarsage, sad gamle Saxo dog saa fordybet i sine Tanker og sin Krønike, at han aldeles ikke bemærkede deres Komme; han vendte nemlig Ryggen mod Døren og mærkede kun, at Lyset paa hans Bog blev ustadigere, da Lampeflammen ved Trækvinden fra Døren og de Reisendes Bevægelse viftede frem og tilbage.

»Seer I, Broder Gunner! - hviskede Andreas - der seer I Manden; det er vist Krøniken, han skriver paa, og vi kunde gjerne rive Klostret ned over Hovedet paa ham, inden han mærkede, her var Nogen tilstede. Vi kunde nu i al Mag, paa Løibænken der, lære at kjende Manden ved hans lucubrationes i Lønkammeret og maaskee høre ham tale høit med sig selv og sine store henfarne Venner, som Abbed Gaufred har sagt mig, han pleier; men det er ikke smukt at belure sin Ven selv paa hans bedste og berømmeligste Gjerning, og vi har heller ingen Tid at miste.«

»Guds Fred, ærværdige Hr. Broder og Ven!« sagde han nu med høi Røst og lagde sin Haand paa Saxos Skulder.

Saxo saae sig om med et roligt, men besynderlig høitideligt Aasyn, som den, der snarere ventede et Besøg fra Aandernes Verden, end Gjester fra Lund, Roskild og Øm. Saasnart han kjendte Erkebispen, blev han glad overrasket. Saa hastig det var ham muligt, fik han Stolen rykket til Side og modtog den kjærlige Erkebisps Favntag med hjertelig Glæde; men da han saae de to fremmede Herrer, og Broderv Gunner strax hilsede ham, som hans store Beundrer, der længe havde glædet sig til at see ham, da blev den beskedne Grammaticus heelt undseelig; han bukkede sig statelig nogle Gange og bad de ærede Gjester tage til Takke med hans ringe og tarvelige Leilighed. Saasnart han imidlertid af Erkebispen hørte Gunners og Henrik Harpestrængs Navne, vare de gode Herrer ham heller ikke længer fremmede; thi om Broder Gunners ypperlige Talegaver, saavelsom om hans sjeldne Kundskaber i geistlig og verdslig Ret, havde han vel hørt tale, og Mester Harpestræng havde han før seet i Roskild. Af den unge Kanniks nye Lægebog havde han nylig faaet en Afskrift, som han med Fornøielse havde læst, uden dog at indrette sin Diæt og Levemaade efter de deri sivne Reeler.

14

Saxo fik nu snart sine Gjester bænkede, og hentede fra et Skab i Muren en Kande med god gammel Klosterviin og to kostelige Sølvbægere med vendiske Afgudsbilleder, som Absalon havde givet ham af Krigsbyttet fra Arcona, og som han omhyggelig tørrede Støvet af med Fligen af sin Kappe og gjorde Plads til paa Enden af Bordet. Han syntes ganske at glemme sine lærde Sysler for at beverte og vederqvæge de høiagtede Gjester. Erkebispen havde maattet tage Sæde i den store Læderstol, og de Andre paa en Bænk, som var halv skjult af Membraner og gamle Klædningsstykker. Drengen, som Ingen syntes at bemærke, havde sat sig paa en Bønskammel næsten under Bordet ved Erkebispens Fod, og benyttede det Lys, han der kunde faae af Lampen, til at betragte nogle ziirlig skildrede Ridderbilleder paa Tittelbladet af en gammel Kæmpevisesamling.

»Siig mig nu først og fremmest, kjære Fader Saxo, hvordan gaaer det med eders store, mig saa inderlig kjære Værk, eders historia danica?« spurgte Erkebispen nu og satte Bægeret fra sig; men da Saxo i samme Øieblik med Deeltagelse spurgte om hans Hexaëmeron endnu ikke var fuldendt, trak den gode Erkebisp, uden at fordre Svar paa sit Spørgsmaal, et stort latinsk Haandskrift ud af sin Multums Sidelomme. »See her - sagde han glad - her bringer jeg Eder de tre sidste Bøger eller distinctiones, som jeg har kaldet dem. Ligesom jeg i det Foregaaende, som I veed, har besjunget Skabelsen, Syndefaldet og Dødens Oprindelse ved den første Adam, saaledes har jeg her sluttet Værket med Beskrivelsen over det sande og evige Livs Gave ved den anden Adam, og stræbt at forklare Gudmenneskets dobbelte Natur. Om dette Stykke vil I maaskee sige hvad I sagde om min Forklaring over Mysterium trinitatis i anden Bog og over de ti Bud Ord, at jeg derudi mere har viist mig som Theologus og Dialecticus, end som Poet; men det faaer saa være: Ingen kan lægge en Alen til sin Vext; maaskee vil Slutningen om Opstandelsen og det evige Liv item om den evige Død behage Eder mere, og jeg haaber I vil ikke finde mig ubeskeden, naar jeg i decima distinctione siger:

Utilitas operis, oculis inspecta serenis,
Vixpatietur opus ajustojudice sperni«*.

* 15

»Nei visselig! - svarede Saxo med Varme og trykte Erkebispens Haand - ingen retfærdig Bedømmer af eders christelige Digt, forsaavidt jeg allerede kjender det, vil kunne Andet, end høiagte det fromme gudelige Sind saavelsom den Lærdom og Skarpsindighed, I deri lægger for Dagen. At mangen Betragtning deri mere synes at egne sig for en theologisk Dissertation, end for et Poem, den Mening har jeg vel yttret engang, ærværdige Herre, men jeg veed, I tillader mig gunstig at sige min Mening reent ud. Een Indvending maa I tillade mig endnu, for den Kjærligheds Skyld, hvormed jeg veed I betragter mit Liv og min Gjerning i Verden: et Ord har I sagt, som har saaret mig og hvori jeg troer, I har Uret; det er nemlig eders Daddel udi Prooemio over den verdslige Poesie og de saakaldte Fabler, som I anseer for saa skadelige for Ungdommen. Uden Levningerne af vor gamle verdslige Poesie og vore høist mærkværdige Oldsagn, som Mange ville kalde Fabel og Digt, vidste jeg kun Lidet at fortælle om vore Fædres Aand og Tænkemaade, og ved at kjende sine Fædre fordærves visselig ikke vor Ungdom.«

»Kjære Fader Saxo! - svarede Erkebispen og klappede ham beroligende paa Skulderen - I veed jo med hvilken Glæde jeg har læst de ti første fortreffelige Bøger af eders Historie, og at det følgelig ikke kan være min Mening, at den verdslige Poesie og de mærkelige Sagn, I deri har bevaret fra Forglemmelsen, ere Tant og ubetydelige Fabler; men jeg mener kun, at alt Sligt med Varlighed maa bibringes Ungdommen, hvis det ikke skal nære uchristelige Fordomme og hedensk Overtro, som exempli gratia den nu saa gængse Tro paa Stjernernes Indflydelse paa det menneskelige Liv, som man endogsaa siger, vor unge heltemodige Konge ikke skal være aldeles fri for:

Qvaliter ex astro, sensu vitaqve carente,
Dependeret Homo, rationis dote beatus«*.

»Om Sligt tør jeg ikke dømme - svarede Saxo betænkelig, og Erkebispens sidste Yttring gav hans Tanker pludselig en anden Retning. -Men vist er det - vedblev han - vor unge Konge er fød under mærkelige Auspicier og jeg tør vel sige under en vidunderlig, en *

* dvs. Som af Stjernen, der selv ei Sands og Liv har i Eie,
Afhang Mennesket, hvem Fornuftens Lykke blev givet

16 gaadefuld Stjerne. Og troe mig, han har sin onde som sin gode Engel nær; heelt mægtige ere de begge; Gud give den Gode en ærefuld Seier, da vil en sanddru Efterslægt først med Rette kunne kalde ham hvad den forbausede Samtid allerede har nævnet ham: Valdemarus victoriosus.«

»Vel, kjære fromme Ven! - svarede Erkebispen og oprullede sit Haandskrift - den Sandhed gjælder visselig ikke alene om vor unge Konge, men om hver kraftig og dygtig Menneskesjæl i Verden, og det maa jeg vel nødes til at indrømme Eder, aldenstund det er mine egne Ord i den første Bog af mit Poem:

Om ni semper adest homini specialiter unus
Angelus, ut vexet, ae ut custodiet alter«*.

Den gode Hr. Andreas var nu kommen ind i sit Digt og gjorde Mine til at ville forelæse Saxo det forfra. Men Broder Gunner, som allerede kjendte dette vidtløftige scolastiske Poem og frygtede for nu atter at maatte høre det, istedetfor at gjøre Saxos Bekjendtskab, gjentog hastig Erkebispens forrige Spørgsmaal om Fuldendelsen af Saxos Historie, medens han skjemtsom erindrede Erkebispen om, at en halv Nat var for kort til at begynde paa Verdens Skabelse, om den ogsaa kun var halv saa lærd og grundig, som i hans philosophiske Poem.

Den gode Hr. Andreas, som vel kjendte den almindelige Forfattersvaghed, han ikke kunde udstaae hos Andre og med Møie bekæmpede hos sig selv, overvandt nu sin Meddelelseslyst saa aldeles, at han rullede sit Hexaëmeron taalmodig sammen igjen, lagde det op paa Saxos Antiqvitetshylde og bad ham læse det engang ved Leilighed, naar han var eene og intet Bedre havde at sysle med, men nu tilfredsstille hans og Broder Gunners Længsel efter det langt vigtigere Værk, hvoraf de lovede sig og Fædrelandet saa meget.

»I Sandhed, ædle Herrer! - svarede Saxo undseelig - jeg blues ved den Tillid, I vise min ringe Evne og Dygtighed: jeg føler kun alt for vel, at jeg har paataget mig en Gjerning, som jeg ikke er Mand for; jeg skulde heller ikke have fordristet mig dertil, havde ikke min fromme Herre Absalons idelige Begjering og Formaning hartad tvunget mig dertil; men et saadarit Herrebud er høit, ædle Herrer, og *

*dvs. Hver en Menneskesjæl har nær en plagende Engel;
Men ved hans Side gaaer en vogtende Engel tillige.

17 skjøndt jeg vel kjender mig for ringe til et saadant svart og vigtigt Arbeide, og det maaskee vil findes, at min Dristighed var større, end min Dygtighed, maa min salige og fromme Herres strenge Befaling tjene mig til Undskyldning, saavel hos Eder som hos Efterverdenen, for hvad der fattes mig paa Forstands og Viisdoms Vegne. Dette har jeg ogsaa sagt den gunstige Læser af min Bog iforveien; thi Forord volder ingen Trætte.«

»Af Eder skal vi lære Beskedenhed og Ydmyghed, fromme Fader Saxo! - afbrød Erkebispen den beskedne Olding. - I holder Eder for ringe til at beskrive et enkelt Folks Historie, medens jeg med langt ringere Evner har formastet mig til at besynge den største Herres største Værk. Derfor maa jeg vel ogsaa af vor lystige Broder Gunner der, med alle hans Berømmelser over min Lærdom og Flid, døie mangen forgyldt Pille, som er bedskere, end alle Mester Harpestrængs Urter.«

»I tager dog langt taalmodigere mod Broder Gunners bedske Piller, end mod mine uskyldige Urter, ærværdige Herre! - tog Mester Harpestræng Ordet - og var I saa karsk paa Legemet, som paa Sjælen, behøvede I ikke mig i eders Følge.«

Paa Saxos deeltagende Spørgsmaal til Erkebispens Sundhed, forsikkrede den fromme Andreas, at han følte sig stærk nok til at følge Kongen paa det liflandske Korstog, han haabede der nu snart blev Alvor af. »Dog saa sjælekarsk, som den gode Mester Harpestræng troer mig, maa jeg vel neppe være - tilføiede han med et dybt Suk -hvis jeg virkelig behøver alle de blodrensende Drikke, han er saa god at plage mig med; thi er der saamegen Ureenhed i mit Kjød og Blod, saa mener jeg vist, det maa komme indenfra; og kunde jeg, hvad jeg inderlig ønsker, blive en hellig Guds Mand, som min fromme Navne i Slagelse vist er, og som Abbed Vilhelm var, saa blev jeg vist ogsaa den sundeste Mand i Verden.«

Mester Harpestræng smilede rolig ad den fromme Erkebisps theologiske Lægedomssystem, uden at modsige ham i denne hans Yndlingsforestilling; thi ved sin Omgang med Erkebispen havde han vant sig til denne Synsmaade og anpriste ofte selv et fromt Sind og en hellig Vandel som det bedste Lægemiddel baade for Sjæl og Legem.

Men nu førte Andreas og Broder Gunner den afbrudte Samtale tilbage til Danmarks Historie og bragte gamle Saxo til at fortælle hvad han selv havde seet og oplevet i Valdemar den Stores Dage og i 18 Absalons, Esbern Snares, Vettemans og den mægtige Sunos daglige Omgang. Den Gamles Ørne funklede og han syntes at blive ung paany ved at mindes sin mærkværdige Ungdom; han glemte ogsaa derover ganske hvad han nys vilde have sagt om sin Historie og hvorledes han høitidelig vilde overrække den til Erkebispen, hvem den tildeels var tilegnet.

»Men, kjære Fader Saxo! - spurgte Gunner og betragtede med Forundring de mangfoldige Skrifter, som laae opdyngede paa Bordet - hvor var det muligt, at I kunde faae Ro til at blive en saa boglærd Mand, og finde Eder i det stille Stueliv og i at føre Pennen for den krigerske Bisp?«

»Det undrer mig hartad selv - svarede Saxo med et veemodigt Blik paa det store Harnisk ved Kaminen - sært var det, at jeg kunde see mig omgiven af saa mandige og herlige Helte, uden selv at gribe Sværdet og øve Krigerfærd ved Absalons Side. Min i Herren salige Fader og min Farfader tjente dog Dannerkongen med Ære i Orlog og Ridderfærd, og jeg følte vel mangengang en krigersk Drift i mit Blod, naar jeg hørte Lurens og Skjoldenes mægtige Klang; men hos min Vugge, ved den fredelige Herthadal, maa det være sjunget, at jeg skulde tjene Land og Konge med en fredelig Dont; thi aldrig har jeg forstaaet at føre andet Vaaben og Værge, end Pennen og Griflen. Det tidlige Klosterliv og min idelige Syslen med Skrifter og Bøger maa vel sagtens ogsaa have givet min Adfærd og udvortes Omgængelse i Verden noget Ubehjelpeligt og Stuelærdt, som ikke egner sig for Ridderen og Helten. Selv min Forkjærlighed for det ædle Romersprog skal i min Ungdom have røbet sig sært i mine Talemaader og Mundheld. En Deel af disse Særheder, hvorover Ridderne smilede, troer jeg dog nu at have afvant mig med, ædle Herrer, og paa mine gamle Dage taler jeg nu, som I hører, vort gode danske Maal temmelig ublandet og med samme Lyst og Glæde, som det var classisk Latin. At sidde lige paa en Hest lærte jeg vel ogsaa; men en Ridder og Helt skulde der dog aldrig blive af mig, og jeg maa nøies med den Ære, at være agtet værdig til at optegne de Bedrifter og Heltegjerninger, jeg saae Andre udøve. Hvad der glæder mig meest at ihukomme, kan I nu læse her, og vel meget mere, som jeg kunde ønske at forgjætte, hvis det ikke var Sandhed og for Danmark dyrekjøbt Sandhed«

Her tog han sin Krønike i Haanden og betragtede endnu engang med Deeltagelse og Kjærlighed dette sit Livs kjære og vigtige Værk, 19 medens han betænkte sig paa hvorledes han vilde sige Erkebispen, at Skriftet var tilegnet ham.

»Saa det er da eders Krønike! - sagde Broder Gunner glad og udstrakte sin Haand efter Bogen - Tillader I det, ærværdige Fader, saa lad mig faae den i min Haand! det er en Skat, som jeg længe har længtes efter. Lang Frist under jeg Eder ikke heller, inden jeg sender Eder en rap Skriver paa Halsen, som kan afskrive Bogen til Abbed Thorkild og mig og Brødrene i Øm.«

Med disse Ord tog han Bogen og bladrede nyfigen i den, medens Mester Harpestræng aabnede sit Lægedomsskriin og beredte en blodrensende Drik til Erkebispen og denne fordybede sig i en lærd Samtale med Saxo om de hedenske Nordboers Askeurner og Begravelsesskikke. Dertil gave Oldsagerne paa Hylden over Løibænken ham Anledning; thi derhen faldt ofte uvilkaarlig hans Blik, siden han havde givet sit Haandskrift Plads der blandt Askeurnerne. Det varede heller ikke længe inden Saxo fik Øie paa Haandskriftet, og uden at erindre hvorfra det var kommet, tog han dettaegjerlig ned og kastede sig over det ved Bordet, hvorover han snart glemte baade Krøniken, Erkebispen og de Gamles Urner. Den gode Hr. Andreas tog denne hans Adspredelse og Fordybelse i Poemet ingenlunde fortrydelig op, men rykkede selv Lampen noget nærmere til Lænestolen, hvori Saxo i sin Glemsomhed selv havde sat sig, og glædede sig i sit Hjerte over den Opmærksomhed, den ærlige Saxo skjænkede hans Digt paa hans Persons Bekostning. Selv satte han sig i det halve Mørke paa Bænken og bladrede i nogle Papirer, men holdt dog hemmelig Øie med enhver af Saxos Miner under Læsningen.

Men nu afbrød Gunner den almindelige Taushed. »Tillader I, ærværdige Fader! - sagde han til Saxo med et venligt Sideblik til Erkebispen - saa vil jeg oplæse et Par Ord af eders Fortale, som vedkommer Een af os nærmere, end han maaskee troer.«

Saxo nikkede mekanisk med Hovedet, uden at høre hvad han sagde eller lade sig afbryde i sin Læsning. Uden at bekymre sig om Erkebispens fortrædelige Ansigt, begyndte derpaa Broder Gunner at oplæse høit paa Latin følgende Sted af Fortalen:

»Men efterdi Gud almægtigste haver nu henkaldet hannem (nemlig Erkebisp Absalon) førend min Historie er fuldendt, da haver jeg ingen anden til at flye, uden Eder, værdige Erkebisp Andreas, som udi hans Sted med menige Mands Samtykke er udvalgt og indsat.«

20

»Hvad, hvorledes? til mig?« spurgte Erkebispen og studsede.

Broder Gunner smilede venlig og vedblev, og nu fulgde Ord for Ord den kjærlige Berømmelse over den fromme Erkebisps Lærdom og Forfarenhed i boglige Konster, om hvorledes han havde reist gjennem Frankerig, Italien og England og læst aabenbarlig og med stor Ære ved fremmede Universiteter og Skoler; om hans Rigdom og gudfrygtige Rundhed til Kirkernes Forbedring og Underholdning; om de herlige og nyttelige Bøger, han havde skrevet; om hans Flittighed i at fordre og forfremme den christelige Religion - kort, hele det udødelige Minde, den trofaste Saxo i Fortalen til sin Krønike har reist for Erkebisp Andreas.

Over denne sanddrue Lovtale, som Gunner med inderlig Glæde læste, rullede Glædens og Taknemmelighedens Taarer stille ned i den fromme Erkebisps Skjæg, og uden at huske paa sit Digt eller bekymre sig om selv at forstyrre Saxo i dets Læsning, foer Hr. Andreas pludselig op fra Bænken og faldt den forbausede Saxo om Halsen.

»Hvad er det? ærværdige Herre! - spurgte Saxo - hvi favner I mig saa heftigt og med Taarer, som Kong Knud favnede Valdemar ved Blodgildet i Roskild?«

»I har beskæmmet mig med eders Lovtale, kjære trofaste Ven! - sagde den bevægede Erkebisp -jeg er langt fra at være den Mand, I saaledes priser: Gud veed det bedre; mit Hjerte er ikke reent for daarlig Smitte af denne Verdens Begjering og Forfængelighed Spørg kun Mester Harpestræng - der sidder han og laborerer for mig igjen -han kan vidne, jeg har et hidsigt blod, som han neppe med alle sine kjølende Urtedrikke kan holde tilbage inden Hudens naturlige Grændser. - Og selv i dette Øieblik, da jeg hører mig berømmet for Efterverdenen af eders udødelige Pen, som et Mønster paa Gudsfrygt og Selvfornægtelse, sidder jeg skammelig her og glæder mig iløn over forfængelig Ære og over hvad Efterverdenen vil sige om det Digt, I der læser, som maaskee er fortæret af Rust og opædt af Møl, naar eders Krønike endnu med ufortjent Ære nævner mit Navn blandt Kongers og Fyrsters.«

»Intet sandere Ord staaer i min Krønike, end hvad jeg i min dristige Tilegnelse har sagt om Eder, ærværdige Herre!« svarede Saxo og besindede sig. »Men hvorledes forglemmer jeg mig - vedblev han forvirret og reiste sig - har jeg ikke sat mig selv og ladet Eder staae.«

Førend Erkebispen nu havde føiet ham og taget Sæde i Lænestolen 21 igjen, kom gamle Saxo ikke tilbage til hvad han saa ofte havde begyndt paa og glemt igjen, og han gjentog nu mundtlig hvad Broder Gunner nylig havde læst og bad Erkebispen modtage Krøniken i den salige Herre Absalons Sted og ved sin Lærdom og høie Værdighed være ham til Hjelp og Tryghed mod al Avind og Bagtale, der, som han sagde, gjerne medfølger, naarsomhelst noget Mærkeligt og Usædvanligt foretages.

Endnu engang omfavnede og kyssede Erkebispen ham rørt og tog nu Bogen fra Gunner, for selv at see den og glæde sig ved den. Af Beskedenhed vovede han ikke at kaste sine Øine paa Fortalen, men gjennembladrede Bogen med Glæde. Da han opslog det sidste Blad, forundrede han sig dog storlig og spurgte Saxo, hvorfor han ikke havde omtalt de sidste mærkelige Begivenheder, og om han ikke vilde lægge den sidste Haand paa Værket med et Blik paa den lykkelige Stjerne, som med det nye Aarhundrede syntes at være oprunden over Danmark ved den unge Valdemar Seiers Thronbestigelse.

»Paa lykkelige Stjerner troer I jo ikke selv, ædle Herre! - svarede Saxo med et veemodigt Smiil - desuden hører jeg til det forgangne Aarhundrede og hvad det nye fører i sit Skjold vover jeg ikke at udtyde. Hvad der er i Alles Minde behøver jeg ikke at fortælle. Den ædle 6te Knuds Død kunde jeg heller ikke bringe over mit Hjerte at nævne; thi, visselig! han døde ingen naturlig Død: han døde ikke af Pest, som man har sagt, men af Gift.«

»Af Gift? - gjentog Erkebispen og studsede - et saa grueligt Kongemord skulde være begaaet her i Danmark og hverken være opdaget eller straffet? hvor kommer I paa den skrækkelige Formodning? Fader Saxo!«

Den Gamle rystede paa Hovedet og taug.

»Jeg har længe hørt mumle derom - sagde Gunner - men jeg har altid holdt det for en løs og ugrundet Tale; jeg har endogsaa hørt onde Tunger besmitte det største og ædleste Navn i Danmark med en Mistanke, som visselig er ligesaa formastelig som urimelig. Jeg stod ved vor unge Konges Side, da Sørgebudskabet om hans Broders pludselige Død forfærdede ham og kaldte ham til den ledige Throne, og, ved Gud i Himlen! han sørgede som den kjærligste Broder, og Danmarks Krone erstattede ham ikke hvad han tabte.«

»Det er den dobbelte Forbandelse ved denne Urettens gruelige Hemmelighed - sagde Saxo - at den kaster sin uvisse Skygge selv paa 22 den reneste og meest glindsende Skikkelse. Gud bevare hver christen Sjæl for at troe, at en Broderhaand eller noget dansk Hjerte har havt Deel i hiin Ugjerning! men Gud bevare min Tunge for at nævne det Navn, jeg nu tænker paa, for nogen Anden, end den, der under Kirkens hellige Taushedseed hører min sidste og hemmeligste Tanke!«

»For Guds Skyld, Fader Saxo! - sagde Gunner - har I noget sandsynligt Beviis for eders Mistanke, saa fordølg det ikke, men leed os paa Sporet efter Kongemorderen, han være her eller i de fjerneste Lande! og, visselig! vor unge retfærdige Konge vil hverken hvile Nat eller Dag førend hans Broders skammelige Død er hevnet.«

»Jeg har kun en Formodning - svarede Saxo - for mig er den fast Overbeviisning, men den kunde dog være falsk og forlede vor unge heftige Konge til himmelraabende Uretfærdighed Der er maaskee kun to Mennesker i Verden, som vist kunne vidne i denne Sag. Den eene tør jeg ikke nævne uden i Skriftestolen, og han tier vist selv dermed til den yderste Dag; den anden er en Mand, hvis Navn og Opholdssted er mig ubekjendt, men saameget veed jeg: han ligner meer et overnaturligt Væsen, end et Menneske; jeg har kun seet ham een eneste Gang; men jeg glemmer ham aldrig.«

»Hvorledes saae han ud? hvor saae I ham? hvad sagde han?« spurgte Gunner ivrig.

»Det er en besynderlig Casus - sagde Erkebispen - hvad I kan meddele os i denne høist vigtige Sag, det siig os!«

»Alt, hvad jeg her kan og tør sige, er dette - tog Saxo Ordet igjen -I den Nat, da Kongen saa pludselig døde, sad jeg eene her ved min Krønike og beskrev Tildragelserne med Bisp Valdemars og Hertug Adolphs Fangenskab og sagde maaskee, i min Iver for 6te Knuds Fortjenester, et Ord mindre eller mere, end jeg med roligere Overlæg vilde; da blev jeg pludselig urolig og ængstelig tilmode. Og jeg udstrøg igjen hvad jeg havde skrevet. Alle gamle Barndomshistorier faldt mig ind om Anelser, Varsler og overnaturlige Begivenheder; i denne underlige Stemning saae jeg Lampeflammen bevæge sig urolig, som da I før overraskede mig her, ædle Herrer! og jeg syntes idetsamme at høre Døren aabne sig sagte bag ved mig; thi jeg sad med Ryggen mod Døren, som jeg pleier. Jeg saae mig ikke tilbage; thi en besynderlig Gru havde bemægtiget sig min Sjæl og overvældet mig i den eensomme Midnatstime. Men da mærkede jeg tydelig, at jeg ikke var eene længer, og at der maatte staae Nogen tæt bag ved min Stol; 23 thi det var ligesom en kold Aande berørte min Nakke, og jeg saae en fremmed Skygge bevæge sig paa Væggen. Jeg tog endelig Mod til mig, greb Lampen i Haanden og vendte mig pludselig, for at see hvo der forstyrrede mig saa silde, og nær havde jeg tabt Lampen af Haanden i min Forfærdelse: thi et guulagtigt rynket og fordreiet OldingsAnsigt stirrede mig imøde med forvildede Miner og matte Glasøine, og der stod en lille kroget Skikkelse i sort Bjergmandsdragt for mine Øine, med en Krykkestav under Armen: hvorfor skriver du ikke? skriv! - sagde han med hæs og lallende Stemme - i Nat døer den store Valdemars første Søn; hvoraf han døer, det veed kun jeg og Een til i Verden. Nu gjorde han en forfærdelig Mine, som Een der drikker, og døer i Krampe, og lallede et Navn, som jeg vel hørte og forstod, men endnu ikke tør nævne for nogen jordisk Domstol. Hvoraf veed du det? vilde jeg have spurgt; men jeg var ikke istand til at bringe et Ord over mine Læber. Den Gamles Ansigt forandrede sig igjen pludselig og blev roligt med et ædelt, fast prophetisk Udtryk: et nyt Lys vil opgaae over Danmark, langt større, end det, denne Nat slukker -sagde han - Stjernen staaer klar i Løvens Øie; men Skytten og Jomfruen truer den. - Her blev hans Aasyn igjen frygteligt. - Hold fast paa Lykken, medens I har den! den Sortes Øie skeler endnu til Volmarstammen, og den Haand er endnu over Mulde, som brød dens første Green. - Med disse Ord rettede han den krogede Ryg, og det var for mine forbausede Øine som den lille krogede Mand blev høi som en Kæmpe. Jeg sank afmægtig tilbage i Stolen, og da jeg opslog mine Øine, var jeg eene, og den underfulde Nattegjest var hverken at see eller opspørge.«

»Det maa have været en Afsindig - sagde Broder Gunner - eller ogsaa har I drømt, kjære Fader Saxo! og har taget Virkningen af eders ophidsede Indbildningskraft for en virkelig Erfaring.«

»Det være som det vil! - svarede Saxo - hvad jeg her har fortalt Eder bliver imellem os; kald det et Phantom eller en Drøm, om I vil, men lad det ikke forstyrre nogen Menneskesjæl!«

En temmelig lang Taushed paafulgte.

»Lader os nu kun tænke paa hvad der ligger os klart og tydeligt for Øie! - tog endelig Saxo Ordet igjen - Danmarks Stilling synes Eder herlig og glimrende; men troer mig dog, kjære Herrer! Frygten og Svagheden ere farligere Fjender, end Modet og Kraften: lumske og giftige Fjender lure ved Danmarks udvidede Grændser og see med 24 onde og skjæve Øine paa Folkets voxende Magt og Hæder. De vendiske og slaviske Smaafyrster og deres Venner see med Frygt og giftigt Nid den store Valdemars Slægt paa Danmarks Throne, og ingen tydsk Keisers Venskab er længer at stole paa, end han behøver vor Hjelp.«

Nu begyndte der en ivrig Samtale mellem Erkebispen, Saxo og Broder Gunner om Danmarks Stilling og Vilkaar og om hvad man havde at haabe og frygte af Fremtiden.

Mester Harpestræng blandede sig ikke i en Samtale, som ingen væsentlig Berørelse havde med hans Theologie og hans Lægekonst; thi han var temmelig eensidig og ligegyldig for alt Andet, og talte ikke gjerne om noget, som ikke angik disse hans to kjæreste Videnskaber; han havde derimod nøie lagt Mærke til den formeentlige Forgivelse, Talen nylig var om, og uden at bekymre sig om alle uvisse Formodninger og Drømmerier, hvorfor han ansaae Saxos Fortælling om Bjergmanden, tænkte han kun paa om det ikke var muligt endnu at skaffe Vished om en saadan Kjendsgjernings Virkelighed, ved at undersøge det nu i tre Aar begravne Kongeliig.

Broder Gunner deeltog imidlertid med Livlighed i Samtalen. Han var en kjæk og ivrig Fædrelandsven, og blev snart noget rhetorisk og høirøstet; han kunde ikke længer blive siddende paa Bænken, men reiste sig heftig og udbredte sig i en glimrende Lovtale over den nærværende gyldne Tid og over den Viisdom og Kraft, hvormed den unge Valdemar førte Spiret; han kaldte ham en stor Søn af en stor Fader, og haabede, at han skulde hæve Danmark til en Høide, som selv den første store Valdemar aldrig havde drømt om. Selv Kongens unge Søstersønner Grev Albert af Nordalbingien og Grev Otto af Luneborg priste han som et Heltepar, liig Axel og Esbern Snare.

»Ret saa, Broder Gunner! - sagde Saxo og nikkede - I sparer ikke paa Hyperbolen. Grev Otto er jo en Dreng endnu. I kunde holde Taler paa Thinge som for Brødrene i Øm, hører jeg, og for en Deel har I Ret: den store Valdemars Kæmpeværk, Folkets Gjenfødelse i Aand og Kraft, synes vel ikke standset ved hans Grav; men husk paa Hunden i Fabelen, der greb efter Skyggebilledet og tabte hvad den havde i Munden, og I vil maaskee tilstaae mig« -

»Tilstaae mig først, ærværdige Fader! - afbrød Gunner ham med Varme - at vi leve i en lykkelig Tid! I er Manden fra det forgangne Aarhundrede, og seer heller tilbage, end frem; det er naturligt. I eders 25 Ungdom dagedes det først over Danmark efter den frygteligste Nat, og nu priser I den forgangne Dagrøde og beklager dens Bortgang, medens jeg seer Solen staae høit paa vor Himmel og glæder mig over den herlige Aarhundredsdag, som er oprunden. Med eders første store Valdemar og hans herlige Mænd er ikke Danmarks Aand og Kraft uddød og begraven. Den ædle 6te Knuds Død, hvorledes han end kom af Dage, skal heller ikke nedslaae os. Vor unge Valdemars store og glimrende Ungdomsbedrifter har I jo ogsaa været Vidne til i eders Alderdom, og som jeg før saae i Fortalen til eders Bog, har I ikke heller forglemt at prise hans Mod og hans Livsalighed med den Hæder, han fortjener. Saa deel da nu ogsaa min Glæde over hvad Stort, der er os givet, og mit friske Haab om den Herlighed, som skal komme! Lad Danmarks Fjender og Misundere kun fnyse! de skal lære at skjælve og føle, at en Søn af den store Valdemar endnu sidder paa Danmarks Throne, og at en yngre Slægt af danske Mænd er opvoxen, i hvem Axels og Esberns, Vettemans og Sunos Aand kraftig lever og rører sig.«

Medens Broder Gunner, med sin kraftige og smukke Stemme og med et vist rhetorisk dog naturligt og virkelig begeistret Foredrag, saaledes talede og selv syntes at fremkalde et Slags Deeltagelse i Mester Harpestrængs uforanderlige Ansigt, bortvendtes pludselig Alles Opmærksomhed fra den ivrige Taler til en huul Klang af Vaaben i Cellekrogen ved Kaminen, og de saae nu med Forundring, at det store blanke Harnisk, under Hylden med Sanduhret, tilligemed Skjoldet og Stridsøxen bevægede sig i Halvmørket og kom nærmere.

»Hvorledes? - sagde Saxo alvorlig - rører min Farfaders Kæmperustning sig i Krogen? eller gjøgler et Blændværk for mine gamle Øine?«

Erkebispen tog strax Lampen i Haanden, dog med et Slags Betænkelighed og Forsigtighed, for nærmere at undersøge den mistænkelige Krog; da faldt Harnisket med stort Bulder til Gulvet og liden Carl af Rise sprang ud deraf som af en Tønde.

Broder Gunner, som saa pludselig var bleven udreven af sin høitidelige Stemning, maatte dog lee over de forbausede Ansigter omkring sig og glemte derover den ubehagelige Afbrydelse.

»Ikke vred, gode Hr. Bisp! - bad Drengen forbluffet -jeg vilde kun prøve hvordan den Jerntrøie passede mig; jeg skulde vist heller ikke have støiet saa stærkt, at Nogen her havde mærket det; men saa 26 talte Fader Gunner saa smukt om alle de tappre Riddere, her vare opvoxede, og saa vilde jeg prøve, om jeg ikke ogsaa kunde blive Ridder, og saa rørte jeg mig ogsaa kraftig, som han sagde, og saa« -

»Du er en Gjæk - sagde Erkebispen - er du nu allerede paa Spil her? sæt Harnisket hvor det stod og vær stille!«

Nu forestillede han Drengen med det samme for Saxo, som han underrettede om Carls Navn og Slægt og om de ringe Udsigter, han havde for Fremtiden, hvis han ikke kunde lære Latin og med Tiden forsage Verden i et Kloster. Drengens barnagtige Lyst til Ridderstanden uden Formue og Fædrenegods meente Erkebispen man ikke burde tage Hensyn paa for det Første, men anbefalede ham, som sin Pleiesøn, til den gode Fader Saxos Omhu og til at oplæres i Klosteret i Gudsfrygt og boglige Konster, hvortil han troede, Carl ikke savnede Evner, skjøndt han endnu kun var en uregjerlig Vildkat.

»Var den gamle Herre af Rise hans Bedstefader, - svarede Saxo og betragtede Drengen med Velvillie - saa bliver der vel med Guds Hjelp Noget af ham; jeg skal nok sørge for, at han lærer Noget. Gak ud i Refectoriet, Søn, og faae dig noget at leve af! - dog nei, du faaer give Tid til imorgen; det er vel næsten Midnat.«

»Det er nærmere Morgen, end Midnat,« bemærkede Mester Harpestræng og skyndte paa Afreisen.

Endnu engang takkede Erkebispen Saxo for den kjærlige Tilegnelse af hans Historie, men bad ham ikke lægge Pennen endnu og opfordrede ham til selv at overbringe Kongen det fuldendte Værk til Foraaret; derhos bad han ham om ret snart i en Skrivelse at meddele ham sin oprigtige Mening om hans Hexaëmerons tre sidste distinctiones; dog dette hvidskede han ham i Øret, og vilde ikke, at Broder Gunner skulde høre det

Men Gunner havde kun Øine og Øren for Saxo; han vilde gjerne have forlænget Opholdet hos ham og skjemtede med, at de kunde komme til Ribehuus i en Haandevending, hvis de i Slagelse kunde laane hellig Anders berømte Føl eller det Luftfartøi, der havde bragt ham fra Joppe.

Over denne spøgefulde Yttring mod den for sin Hellighed berømte Præst i Slagelse, som Gunner ansaae for en Bedrager eller en sindsforvirret Sværmer, paadrog den muntre Klosterbroder sig en alvorlig Irettesættelse af Erkebispen. Thi uagtet den gode Hr. Andreas ivrede mod Astrologien og al Tro paa det Vidunderlige i verdslige 27 Sager, tvivlede han dog ikke paa Ægtheden af hellig Anders Mirakler, og forsvarede altid denne vidunderlige Præsts Gudsfrygt og Redelighed med den største Iver.

Medens de Reisende nu iførte sig deres Reisekapper og toge Afsked med Saxo, stod Carl af Rise i dybe Tanker over hvad han nys havde hørt; det forbausede ham, at der endnu var Mennesker til, som kunde gjøre Mirakler, og derover glemte han fast Sorgen over Afskeden og over at han maatte tilbagegive Erkebispens Sværd og Broder Gunners statelige Bælte.

Neppe havde Saxo fulgt sine Gjester til Døren og var kommen tilbage til sit Studerekammer, førend han af sin aarvaagne Lærling bestormedes med Spørgsmaal ikke alene om hellig Anders Mirakler, men om Troværdigheden af alle de Sagn og Folkeeventyr, Drengen havde hørt af sin Bedstemoder.

Istedetfor at indlade sig med sin videlystne Lærling i en kold og kritisk Undersøgelse om slige Fortællingers Troværdighed, fik gamle Saxo selv Lyst til at høre Nogle af de mange underlige Historier, hvoraf Barnet havde Hovedet fuldt; saa mødig han var, kom han dog atter Olie i Lampen og glædede sig ret hjertelig ved at høre mangt et velbekjendt Barndomseventyr, opfrisket af den livlige Dreng. Der var endogsaa et og andet, som han opskrev efter Carls Fortælling, for at sammenligne det med ældre Sagn og Beretninger. Til Gjengjeld lovede han sin muntre Lærling, at fortælle ham ret mange smukke og vidunderlige Historier om danske Kæmper, Konger og Helte.

Det var næsten blevet Morgen inden Carl og Saxo vare komne til Hvile. Da det ringede til Morgenmessen i Klosteret, vaagnede Saxo af sin lette Blund og gik med sit Missale til Capellet, men huskede ikke paa Drengen, som han havde beredt et Leie til imellem Papirerne paa Bænken.

Da han kom tilbage, satte han sig til sit Arbeide og erindrede ikke Andet, end at han, som sædvanlig, var ene i Cellen. Men da Middagsklokken ringede og han vilde gaae til Refectoriet, fik han forundret Øie paa Drengen, som sad opreist paa Bænken og gned sig Søvnen af Øinene.

»Hvad er dette? - nu det er sandt, det er dig - hvad er det nu du hedder?«

»Carl - svarede Drengen bedrøvet - kjender I mig ikke mere? 28 gode Herre! og I lovede mig dog iaftes, at I vilde fortælle mig saamange smukke Historier om Konger og Kæmper.«

»Jo vist kjender jeg dig, Carolus af Rise, du er en flink Dreng, som gjerne vil høre Historier og lære Noget; men kom nu med! det er Middag.«

Saxo tog derpaa sin nye Lærling ved Haanden og gjorde ham først bekjendt med Klosterbrødrenes gode Bord Snart var ogsaa den muntre livlige Dreng, som Erkebispens Yndling og Pleiesøn, vel antagen af Abbed Gaufred og samtlige Brødre.

I de første Par Dage maatte han kun være tilstede ved Gudstjenesten og Andagtsøvelserne i Klosteret, men havde Frihed til at see sig om i Klosteret og lege med Stedets Ungdom. Efter Abbed Thorkilds og Broder Gunners Exempel i Øm, havde nemlig den virksomme Abbed Gaufred i Sorøe indrettet et Slags Skole, meest for rige Adelsmænds Børn, som enten vare bestemte til den geistlige Stand, eller som, efter en kort Underviisning i Christendom og boglige Konster, kunde ansættes som Kertesvende, eller Pager, og Væbnere hos ridderlige Herrer og Fyrster. Til dette sidste Slags Lærlinger sluttede Carl sig fornemmelig, og hans Lyst til Ridderstanden og et rask eventyrligt Liv viste sig snart i alle hans Sysler og Lege.

Han deeltog villig i Underviisningen, men spurgte de ærværdige Brødre mere om Verden og dens Anliggender, end de kunde besvare, og satte vel ogsaa ofte ved sin Vildskab og Ubændighed de adstadige Fædres Taalmodighed paa Prøve. Om Aftenen derimod glemte han gjerne al Vildskab og Leeg, og sad stille og opmærksom i Fader Saxos Celle, naar den Gamle efter Løfte fortalte ham nordiske Kæmpehistorier og gamle vidunderlige Sagn om Konger og Helte. Historien om Hagbarth og Signe saavelsom om Rolf Krake og hans Kæmper gjorde isærdeleshed et dybt Indtryk paa Drengens troe og kjærlige Sind

Efterhaanden gjorde Saxo ham fortrolig baade med den ældste og nyeste danske Historie saavelsom med Bibelhistorien og den almindelige Verdenshistorie; og da han endelig ogsaa en Aften fortalte ham hvilken berømt og tapper Mand Kong Valdemar den 2den allerede var, og at han var en Søn af den store Kong Valdemar, hvis Daad og Liv Saxo med de stærkeste og livligste Farver havde afmalet ham; da kunde Drengen ikke længer rigide sin Iver tilbage; han sprang op fra Skammelen og raabte: »jeg vil tjene Kongen -jeg vil tjene ham, 29 som Hjalte og Viggo tjente Kong Rolf; men er jeg for ung dertil endnu, saa lad mig komme i Lære hos en dygtig Riddersmand først! hvo er vel den bedste af alle Kongens Mænd? gode Fader!«

»Kongen har vel ingen Axel eller Esbern - svarede Saxo og klappede den ivrige Dreng paa de røde Kinder - men han har dog mange tappre Mænd omkring sig, og det vilde være svært at sige dig hvilken der er den bedste; imidlertid troer jeg, at Ingen lettelig vil kunne maale sig med Grev Albert af Nordalbingien. Staaer din Lyst og Hu til Krigsstanden, saa baader det kun lidet, at tvinge dig til Bogen. Jeg skal skrive til Erkebispen derom og tænker vel at overtale ham. Imidlertid kan du følge med mig til Roskild i Julen. Bisp Peder har sendt mig Bud, at han venter mig. Der vil vi maaskee faae Grev Albert at see, thi han ventes der mellem Juul og Paaske, og saa kan vi tale nærmere om Sagen.«

Ingen var nu gladere end liden Carl af Rise, og da Saxo sendte Erkebispen sin venlige Bedømmelse over de tre sidste distinctiones af hans Hexaëmeron, indhentede han tillige hans Tilladelse til at lade Drengen følge sin Tilbøielighed.

Imidlertid nærmede sig Julen og Carl talede nu ikke om Andet, end om hvilken mægtig og statelig Ridder han snart vilde blive.

»Hvo der attraaer en gylden Hest, har altid dens Tøile i Haanden -sagde Saxo til sin kjække Lærling Aftenen førend deres Afreise var bestemt - men giv Tid, Søn! det gaaer ikke saa rask med at vinde den gyldne Spore, som du tænker. Kommer du til Grev Albert, som jeg haaber, saa faaer du en Vaabenmester, som selv har gaaet Ridderskolen igjennem i fremmede Lande og han lader dig ikke løbe af Lære i Utide. Lær saa først til du er 14 Aar at bære Kerten bag Ridderens Stol og tjene ham ydmyg ved Bord og for Seng! naar du saa i 7 Aar til har baaret hans Skjold og hans Landse, trukket hans Stridshengst og vogtet hans Fanger, og dertil viist dig som en dygtig og tro Væbner og selv taget Fanger i Leding - saa er det alt store Ting om du kan værdiges til at holde din første Vaabenvagt i Herrens Huus.«

»Vaabenvagt? hvad vil det sige? Fader Saxo!« spurgte Drengen, og da Saxo nu forklarede ham denne Skik, sonj Væbneren maatte underkaste sig inden han blev Ridder, syntes Carl det var en smal Sag at vaage en Nat i en Kirke og passe paa et Skjold. »Det vil jeg allerede gjøre i denne Nat - sagde han og brystede sig - naar du saa vil love mig, at jeg snart maa blive Væbner og ikke for længe skal dække Bord og rede Senge.«

30

»Pral og Hovmod gjorde end ingen Mand stor - svarede Saxo med en usædvanlig Strenghed - skal der nogensinde blive Andet af dig, end en Pralhals, maa du være ydmyg og from og ikke lade dine Ord være større, end din Gjerning; en Ridder slaaer høit og taler sagte, hedder det; men tomme Tønder buldre meest og tomme Fjerdinger ligesaa, mærker jeg.«

Taarerne stode Carl i Øinene ved sin kjære Lærers haarde Ord; men han meente dog, at han ikke havde sagt Andet, end hvad han ogsaa nok turde gjøre, naar han kun maatte faae Lov dertil.

Da reiste Saxo sig alvorlig og tændte sin Hornlygte, som han gav Drengen i Haanden. Selv tog han sin Farfaders gamle Sværd og Skjold fra Krogen ved Kaminen og tørrede Støvet af Skjoldet med sin Kappe. »Gak foran - sagde han til Carl - og lys mig til Capellet! hvor Danmarks største Helte hvile, vil jeg see, om du er saa djærv i Gjerning som i Ord.«

Carl fortrød nu i sit Hjerte hvad han før havde sagt, og huskede nu først paa, at mange Døde vare begravne i Capellet; men han skammede sig ved at lade sig mærke med nogen Frygt og gik ganske taus med Lygten foran gjennem de mørke Munkegange.

Da de traadte ind i det hvælvede Steencapel, tabte Saxo i Adspredelse Skjoldet paa Steengulvet, og det gjenlød huult i de øde mørke Hvælvinger og i de aabne Begravelser; Carl bævede, men lod sig dog ikke mærke med nogen Frygt; han tog Skjoldet op med tilsyneladende Rolighed.

»Jeg vil nu vise dig i hvad Selskab vi ere« - sagde Saxo høitidelig og følte sig selv heelt underlig stemt ved i den natlige Stund at nærme sig sine store Henfarnes Grave - »See her - vedblev han og standsede ved en Pille i Muren - her hvile Stamfædrene til Danmarks bedste Kæmpeslægt; her lod Erkebisp Absalon kort før sin Død, for 3 Aar siden, indmure sin Farfader Skjalm Hvides og den drabelige Tuchos Kæmpebeen; de laae før i Fjenisløflille. Glem ikke hvad jeg har sagt dig om dem, og bed til Christ og vor Frue, at du kan staae her engang igjen, naar du er saa gammel som jeg, uden at behøve at tilhylle dit Aasyn og blues!«

Carl stirrede paa Muren og det var ham som de strenge Kæmper vilde fremtræde af den og spørge ham hvad han vilde iblandt dem; han neddæmpede taus et ængsteligt Suk og fulgte Saxo stille op i Choret med Lygten. Der pegede Fader Saxo paa Asker Rygs og Frue 31 Inges, Esbern Snares og den mægtige Sunos Grave og erindrede Carl om deres berømmelige Liv og Idrætter. Tilsidst standsede han ved Absalons Grav. »See her - sagde han bevæget og Taarerne stege ham i Øinene - her hviler en Mand, hvis Lige du aldrig faaer at see, og som Danmark ikke i Aarhundreder skal opvise Mage til.« Og nu læste og forklarede han ham den berømmelige Gravskrift, han havde sat til den store Erkebisps Eftermæle, og knælede med Drengen ved Graven i stille Bøn.

Saaledes tilbragte de en Stund sammen blandt Gravene i Andagt og Bøn, og Carl begyndte at blive fortrolig med Stedet og dets høitidelige Alvor. Hvad Saxo ofte før havde sagt ham, gjentog han her og erindrede sin Lærling om, at en tilkommende Ridder maatte elske Gud fremfor Alt og frygte ham alene og saa hverken skjelve for Levende eller Døde. »Har du nu Mod til at vaage her ene i Capellet til Hanegalet?« spurgte han tilsidst.

»Det tør jeg nok«, sagde Carl, dog med bævende Stemme og uden aldeles at kunne skjule sin Frygt. Derpaa gav Saxo ham Sværdet'i Haanden, satte Skjoldet ved Lygten paa Absalons Grav og bad ham vogte det vel, hvorhos han formanede ham til flittig Bøn og Paakaldelse, at han ikke skulde falde i Frygt og fristes til at flye og skammelig svigte sin Vaabenvagt. »Men har du ikke Mod og Kraft til at blive her - tilføiede han - saa staaer Capeldøren aaben, og Veien til Arnekrogen kjender du.«

Denne sidste bebreidende Underretning gav dog Carl Modet tilbage ; thi hvad han meest havde frygtet for, var at lukkes ene inde hos de Døde hele Natten; men nu, da han vidste, han kunde gaae bort, naar han vilde, besluttede han fuldt og fast at blive og forsvare sin Post, ih vad der saa skulde møde ham.

Da Saxo saae, det var Drengens faste Beslutning, som en fuldkommen Væbner, at udholde en Vaabenvagt, glædede han sig høilig over hans Kjækhed, og fandt, at denne Prøve allerede var stor nok for en Dreng af hans Alder, som endnu aldrig havde været øvet i Vaaben og som havde Hovedet fuldt af Eventyr og Spøgelsehistorier. Han vilde nu ogsaa fritage Carl for videre Modsprøve og tage ham tilbage med sig i Cellen; men Carl skammede sig ved at behandles som et frygtsomt vægelsindet Barn og paastod, at han vilde blive og efterkomme hvad han havde lovet. Den tidlig vakte Æresfølelse i det barnlige Sind fandt Saxo det betænkeligt ved Mistillid at krænke; men for at 32 forebygge alle farlige Følger, som Tiden, Stedet og Drengens levende Indbildningskraft kunde medføre, besluttede han, hemmelig at blive der i Nærheden, og forlod kun Capellet for ubemærket, gjennem en Sidedør fra Sacristiet, at vende tilbage og skjule sig i den mørke Korsgang, hvorfra han, ved Skinnet af Lygten paa Gravstenen og den nylig opstaaede Maane, kunde bemærke enhver af den unge Helts Bevægelser.

Han saae nu da ogsaa i sit Skjul hvorledes Drengen trolig gik op og ned ved Alteret med det store Sværd i Haanden; men naar Maanen undertiden mellem de flyvende Skyer pludselig skinnede ind gjennem de smaae Ruder og oplyste de udskaarne Billeder paa Gravmælerne, eller naar Trækvinden i de øde Hvælvinger bevægede de gamle Faner under Loftet, da saae Saxo, ikke uden Frygt, hvorledes Drengen stirrede ængstelig omkring sig, men da saae han ogsaa med inderlig Glæde hvorledes hans fromme Lærling knælede og bad, til han atter fik Mod og begyndte sin Vandring som før.

»Ret saa, Carl!« - tænkte den Gamle, og uden at vide det, gav han som sædvanlig Tanken Lyd.

Forbauset hørte Drengen sit Navn nævnes uden at kunne øine hvor den Røst kom fra, som syntes at ville styrke og opmuntre ham, men dog opfyldte ham med en inderlig Rædsel. Vel bævede hele hans Legeme ved den Forestilling, at han her var ene i Natten mellem Gravene og maaskee omgiven af de døde Heltes usynlige Aander; men at de meente ham det vel, troede han dog vist at have fornummet paa den venlige Stemme.

Imidlertid faldt Fader Saxo selv i underlige Tanker. Stedet og Tiden virkede ogsaa med en uimodstaaelig Magt paa ham, og det var ham i hans vaagne Drømme, som han saae sin henfarne Ven den store Absalon reise sig af sin Grav og træde for Alteret i biskoppelig Ornat, med Krumstaven og Monstransen i de ærværdige Hænder, og lyse Velsignelsen over Land og Folk, saaledes som han saa ofte havde seet og hørt ham i levende Live. »Herren være med Eder!« syntes han endelig tydelig at høre udsjunget paa Latin med Absalons mægtige Stemme, og han knælede ubevidst selv og sang paa Latin med sagte Røst, dog saa høit, at Carl tydelig kunde høre det: »Og med din Aand!«

Da reiste Haarene sig af Forfærdelse paa Carls Hoved, han tabte Sværdet af Haanden og vilde flye; men det var ham som hans Fødder 33 groede fast til Gulvet og han blev staaende ubevægelig; thi Sværdet havde i Faldet omkastet Lygten og udslukket Lyset. Det var et Øieblik bælmørkt omkring ham, og ved Maaneskinnet, som pludselig fremlyste, saae han nu tydelig, at en høi hvid Skikkelse bevægede sig fra den mørke Korsgang imod ham. Han ravede forfærdet tilbage og holdt sig ved den udskaarne Engel i Chorsdøren for ikke at styrte til Jorden.

Den hvide Skikkelse var Saxo i Cistercienserkappen; ved Larmen af det faldende Sværd var han opvakt af sine Drømme, og nærmede sig nu for at tage Carl hjem med sig og befrie baade ham og sig selv fra den sjæleangribende Nattevagt.

»Kom, min Søn! - sagde han - det er Nok; du har trolig vaaget og bedet og mere stolet paa den almægtige Guds Kraft, end paa dig selv. Tag nu Vaabnene og følg mig! det er over Midnat.«

Carl kjendte sin faderlige Lærer og styrtede sig glad i hans Arme: »Gud skee Lov, du kom, gode Fader! - sagde han og drog Veiret frit igjen - det er dog ikke saa let, som jeg troede, at holde Vaabenvagt, og af mit Mod skal jeg ikke en andengang prale; jeg havde gjerne løbet min Vei før, men jeg kunde ikke røre en Fod«

»Hvad frygtede du da for? Søn! - spurgte Saxo rolig, men med høitidelig Alvor, og hans ærværdige Ansigt var blegt som en Dødnings - her i Guds hellige Huus og med gudfrygtige Tanker kunne jo dog kun gode Aander være os nær, og for dem behøve vi aldrig at frygte.«

»Det syntes mig ogsaa - svarede Drengen og klyngede sig tættere op til ham - men jeg blev dog saa bange, for mig syntes, de Døde knælede rundt omkring her og holdt Messe.«

»Jeg troede ogsaa at see en kjær Henfaren - svarede Saxo med sagte Røst, medens hans Blik endnu dvælede ved Alteret - men jeg frygtede ikke; thi jeg hørte min salige Herres Stemme, som velsignede mig og kaldte mig til sig; og visselig, det bæres mig for, at han ikke har kaldet mig forgjeves. Maaskee have vi begge drømt - tilføiede han -men Drømme kunne ogsaa komme fra Herren.«

Som han sagde dette, susede det underligt over hans Hoved, og de gamle Faner bevægede sig over Absalons Grav.

Tause, gik nu Saxo og hans Lærling ud af Capellet; Drengen bar Skjoldet og Sværdet, og Saxo den udslukte Lygte. Begge vare de besynderlig høitideligt stemte og ligesom indviede af høiere Væsner til 34 et stort og vigtigt Kald Oldingen drømte om sin forklarede Herre og Ven og om Kaldet til hans Herlighed i Guds evige Rige. Drengen var ikke mere bange, men drømte om Heltedaad og Ridderfærd, om lystelige Eventyr og deilige Qvinder. Hvad han før havde hørt mellem Gravene var ham nu som Englenes Sang og de store Helteaanders Opfordring til at blive stor og herlig som de.

I den mørke Munkegang mellem Capellet og Klosteret skinnede en eenlig Lampe under et Mariabillede; ved den tændte Saxo sin Lygte, thi Maanen var skjult af Sneeskyer, og uden at forstyrre hinanden i den saa høist forskjellige men dog saa lykkelige Stemning, hvori det natlige Eventyr havde sat dem, gik de begge stille tilbage til Cellen og lagde sig til Hvile.

Næste Morgen følte Saxo sig usædvanlig afkræftet og uskikket til Reisen, men da Carl alt stod reisefærdig ved hans Løibænk, reiste han sig med Anstrængelse, bad stille sin Morgenbøn og iførte sig sine Lammeskinds Reiseklæder. Saasnart han med Carl havde bivaanet Messen, tog han Afsked med Abbed Gaufred og de gode Brødre, hvis høitærede Gjest han nu i 3 Aar havde været. Under Armen bar han tvende Bøger, som han havde laant af Absalon, og som han i Testamentet var erindret om at give tilbage til Sorøe Kloster. Det var hiin Pergaments Justinus og en Valerius Maximus (per manum Absalonis). Det kostede ham stor Overvindelse at skille sig fra disse Bøger. »Tag dem - sagde han til Abbeden - tag dem snart! at jeg ikke skal fristes til at medtage dem, og synde mod min Herres sidste Villie, som I selv har hørt og opskrevet den. De halvtredie Mark Sølv, han saa gavmild eftergav mig, skulde jeg vel havt Ondt ved at skaffe; men dette Laan falder mig dog hartad haardere at tilbagegive: thi seer I, ærværdige Herre, her ere kostelige Pletter af Absalons Lampe.«

»Vi skal bevare dette Arvegods som en Helligdom blandt vort Klosters Reliqvier«, sagde Abbed Gaufred og lagde Bøgerne omhyggelig til Side.

Nu omfavnede Saxo ham og alle Brødrene til Afsked. »Gierne -sagde han tilsidst - havde jeg lagt mine Been her til Hvile ved min fromme og salige Herres Fødder; men den gode Bisp Peder vil nu have mig hos sig; maaskee skal jeg modtage den sidste Salvelse af hans Haand, og hvor de ældste af Danmarks Konger hvile efter deres Gjerning, er det maaskee nu mig beskikket at betegne Efterslægten Veien til Kongegraven.«

35

Abbeden og alle Brødrene vare rørte ved den fromme Fader Saxos Bortreise; thi det var dem høist sandsynligt, at de havde seet ham for sidste Gang. Af Gods havde han ikke stort at medtage og af Penge endnu mindre, men han behøvede saare lidet og med en Mark Sølv kunde han behjelpe sig længe. Hvad han omhyggeligst havde indpakket var Erkebisp Absalons Skrifter og de to Sølvbægere, han havde til hans Amindelse; med Omhu havde han ogsaa indsvøbt i sit Sengetæppe sin paa Pergament ziirlig afskrevne Krønike, som han haabede endnu engang at faae gjennemseet i Roskild.

Saxo var for gammel til at ride, derfor havde Abbeden laant en Karm til ham hos Adelsfruen paa Pedersborg. Med dette magelige Kjøretøi kunde han uforstyrret hengive sig til sine Tanker paa Veien og overlade Kjøresvenden Omsorgen for Tømmen og Hestene.

Det var en klar munter Vinterdag: Solen glimrede paa de riimpudrede Træer; Hjulene knirkede paa den letfrosne Jord og Hestene vrinskede i den friske Morgenluft. Carl hoppede sjæleglad i Sædet hos Kjøresvenden, medens gamle Saxo tænkte paa sin lykkelige Ungdom, naar han saa ofte havde redet denne Vei mellem de velbekjendte Søer og Skove ved den kjække Absalons Side. Dog forglemte han ikke at see sig om og gjøre sin unge Ledsager opmærksom paa de mange nye Landsbykirker, de kjørte forbi eller øinede i Frastand, og som den store Valdemar og hans gudfrygtige Mænd havde ladet opføre af tilhugne Kampestene og brændte Muurstene og forsyne med kostbare Blyetage. Han fortalte sin opmærksomme Lærling hvorledes fromme Herrer og Fyrster havde bygget Kirker i Landet trende hundrede Aar før og at Knud den Store havde bygget saare mange; men at de som oftest havde været af Træ og vare opbrændte af de hedenske Vender. Hvor han ved Veien blev en Kæmpehøi vaer eller et gammelt hedensk Offersted, bød han Kjøresvenden holde stille, og besaae med Carl de mærkelige Levninger fra Oldtiden. Da han saae Bjernede Kirke i Frastand paa venstre Side af Veien, gjorde han Drengen opmærksom paa dens besynderlige Bispehueskikkelse og fortalte ham, at Absalons Farbroder Ebbe Skjalmsøn og hans fromme Hustrue Ragnild først havde bygget en Trækirke paa det Sted, men at den var brændt af Sørøverne og opreist af Steen igjen i sin nærværende Skikkelse af Erkebisp Andreas's og Bisp Peders Fader den berømte Suno Ebbesøn af Knardrup, som han saare vel havde kjendt i sin Ungdom og om hvem han vidste mange store og mærkelige Træk at fortælle.

36

Veien gik gjennem Slaglille og Fjenisløflille. I denne sidste mærkelige Bye blev Saxo heelt stille og veemodig ved Erindringen om de forrige Dage. Han gik op med Carl til Kirken og viste ham de to berømte Taarne, som også vare Drengen velbekjendte fra den skjønne og mærkelige Historie om Axels og Esberns Fødsel.

Da de siden kom til Sigersted, og Carl hørte, at her var Stedet, hvor Historien med hans kjære Hagbarth og Signe havde tildraget sig, da blev Drengen saa bevæget, at han græd, og forlangte, at Saxo skulde vise ham Træet, hvorpaa Hagbarths Kappe havde hængt og Stedet, hvor Signes Jomfrubuur havde staaet i Flammer. En Kilde vistes kun endnu, som kaldtes Signes Kilde, og Carl maatte nøies med de uvisse Formodninger, det gamle Sagn syntes at stadfæste. Paa Veien til Ringsted lod han nu Saxo have Ro, for selv at fortælle Kjøresvenden Historien om Hagbarth og Signe.

I Ringsted besøgte Saxo med Carl St. Bents og Mariæ Kirke og viste ham Hertug Knuds forgyldte Kiste tilligemed den store Valdemars, Dronning Sophias og Knud den 6tes Grave. »Hvert'Skridt, jeg nu gaaer, - sagde den Gamle bevæget - seer jeg nu kun deres Grave, som i Livet vare mig kjære og dyrebare. Gud holde sin Haand over Danmark, og lade det ikke savne Mænd, som ligne mit Aarhundreds store Henfarne!«

Da han forlod Kirken kastede han endnu et veemodigt Blik til 6te Knuds Grav og bemærkede med Forbauselse en Forandring ved den. »Har Graven været aabnet?« spurgte han den gamle Kirketjener, og erfarede nu, som en Hemmelighed, at tre fremmede Herrer fra Ribe, ledsagede af Mester Harpestræng fra Roskild, havde i Efteraaret paa kongelig Befaling aabnet Graven og foretaget en hemmelig Undersøgelse med det kongelige Liig.

Den øvrige Deel af Veien sad Saxo taus og fordybet i alvorlige Tanker; men der var en saadan Fred og Klarhed udbredt over hans ærværdige Aasyn, at Carl ikke vovede at forstyrre ham med noget Spørgsmaal. Den muntre Dreng benyttede derimod Leiligheden til at lære Kjøresvenden Konsten af at styre Heste og Vogn, og Saxo mærkede nu saa lidet til Reisen og sit Reiseselskab, at han først erindrede hvor han var, da han rullede ind ad den røde Port i Roskild og saae St. Lucii velbekjendte Spire glindse i Aftenrøden.

Carl klappede i Hænderne af Glæde over det herlige Syn, saasnart den store Stad, som han for førstegang saae, laae udstrakt for ham 37 med sine Volde og Grave og sine 27 Kirker og Klostre. Domkirken stod endnu, som den for 120 Aar siden var bygget andengang af Knud den Hellige. Byens meest glimrende Tid var vel forbi, da det nye Axelhuus allerede var i stærk Opkomst, Ribe var bleven Kongens Sæde og Roskild fra en Kongestad nu var bleven til en Bispestad; dog var den endnu den største og bedste Stad i Landet. Dens anseelige Bygninger naaede lige ned til Issefjorden; Haraldsborg kneisede stolt og glindsende ved Fjorden; mange Skibe opfyldte Havnen; velhavende Borgere gik statelig paa Gaderne; Landsedragere, Væbnere, Riddere og geistlige Herrer bevægede sig i broget Vrimmel mellem hverandre; Dagleiere og Lastdragere forlode deres Arbeide, medens de mangfoldige Klokker ringede til Ave Maria, og Børn, fromme Oldinger og ærbare Borgerkoner med deres sorte Huer og Kaaber og med deres Døttre ved Haanden gik til Kirkerne.

Carl betragtede Alt med den største Opmærksomhed og bestormede Kjøresvenden med flere Spørgsmaal, end han kunde faae Svar paa; thi denne var en Bondeknøs, som ikke vidste stort Andet, end hvor de rigeste Kjøbmænd boede, som tillige holdt Ølhuse og til hvem Bønderne endogsaa fra de fjernere Egne med Fordeel bragte deres Fødevare. Over Porten til en stor mørk Træbygning med Høienlofts-Svale og to udstaaende Stokværk, samt med bibelske Billeder i Snitværk paa Stolperne, saae Carl et i Træ udskaaret Skjoldemærke med en stor sort Ørn i hvidt Felt. »Hvad er det for en Ridders Vaaben?« spurgte han og fik nu at vide, at det var Byens Vaaben, som stod over Thinghuset.

»I det store hvide Huus jævne ved, med vor Herre og de tolv Apostler paa Stolperne, boer den rige Borgemester Hr. Yvald - tilføiede Kjøresvenden - de to smykkede Borgermænd, som gaae op ad Trappen i de side blaae Kjorteler og med de lange Stokke i Hænderne, er saamæn Niels Gvadersøn og Styrmer Jensøn, som han vel sagtens kjender. - Seer jeg ret, har Hr. Yvald store Folk til Gjest, aldenstund der staaer saa farlig meget Tjenerskab og rækker sig i Porten.«

Nu rullede Karmen ind i Bispegaarden tæt ved Domkirken og det store Kapittelhuus og holdt stille for en bred Steentrappe med snørklet Jernrækværk.

»Velkommen, Fader Saxo, velkommen!« lød det rundt omkring Vognen, og en heel Skare unge Kanniker med korte sorte Kapper og Skrifter under Armene, stimlede om ham for at hjelpe ham ud af 38 Karmen. Hvor vi har længtes efter Eder - hvor Bisp Peder vil blive glad, naar han seer Eder - han har ikke talt om Andet i lang Tid -men vi maae ikke beholde Eder i Kapittelhuset - I skal boe i Bispens bedste Stue.« Saaledes modtoges han af de unge Kanniker, som næsten alle vare hans forrige Disciple. De næsten bare ham paa deres Hænder op ad Trappen og han omfavnede dem Alle kjærlig, velsignede dem rørt og kaldte dem sine kjære unge Venner.

I Forsalen kom Bisp Peder ham imøde med aabne Arme. Bispens daglige Graaværkskappe fløi uordentlig om ham og den sorte FløielsKallot sad skjævt. Med de funklende ungdommelige Øine, de røde Kinder og den glatragede Hage kunde den høie smukke Mand med sine raske Bevægelser have gjældt for en Yngling, havde ikke de næsten sneehvide Haar igjen gjort ham ældre, end han virkelig var; thi Bisp Peder var ikke meget over de 40 Aar. Han omfavnede Saxo heftigt og inderligt og lod ham ikke komme til Orde for sine livlige og varme Venskabsyttringer, førend han midt i sin Glæde bemærkede, at Saxo var bleeg som en Døende og med Møie holdt sig fast ved Bordet for ikke at synke om.

»Sæt dig - sæt dig dog for Guds Skyld - er du syg? - raabte nu Bisp Peder og trak hastig en Lænestoel frem - hvorledes er det fat? Har Reisen udmattet dig?«

»Ja vel, ærværdige Herre - svarede Saxo og sank tilbage i Stolen. - Livsreisen har gjort mig mødig troer jeg, og jeg trænger til Hvile -men nu er jeg jo ogsaa ved Maalet; jeg har fuldkommet min Herres Villie og han har kaldet sin Tjener til sig.« - »Carl fik du Bøgerne af Karmskrinet?« - her reiste han sig igjen af den halve Dvale.

Carl stod med Taarer i Øinene ved hans Side og lagde nu den ham anbefalede vigtige Bogpakke paa hans Skjød, idet han stille knælede ved hans Fod og kyssede taus hans Haand.

Da klappede Saxo ham mild og rolig paa Kinden. »Tak - sagde han - du er mig en tro agtpaagiven Dreng. Græd ikke Søn! dig vil det nok gaae godt i Verden, thi du har et fromt og kjærligt Hjerte. - Den gode Bisp Peder vil vist sørge for dig, naar jeg ikke kan mere - og naar Grev Albert kommer« -

»Ak, kjære Fader! - sukkede Drengen - for mig sørger nok vor Herre, naar du kun ikke vil blive syg og døe fra mig.«

»Han er syg, farlig syg - sagde Bisp Peder og foer op og ned i Stuen - og Mester Harpestræng er borte - hvem har vi nu at tye til uden 39 denne tydske Kjødmanger i Badstugaden? men der er intet Andet for - vi maae lade ham hente.« Han sendte nu den ene Klerk og Lægbroder efter den anden ud at opsøge Mester Gregor i alle Byens Ølhuse, hvor de vidste, han søgte, og gav Befaling til sine Tjenere at rede Sengen i Alkoven, medens han jog alle de medlidende men overflødige unge Kanniker ud af Stuen, at de ikke ved deres Deeltagelse skulde forurolige hans kjære syge Gjest.

»Min bedste Læge er nu Hvile, - sagde Saxo udmattet - Men førend jeg kan hvile rolig, ærværdige Herre! vedblev han med Anstrængelse og rakte Bispen den svære Bogpakke, maa jeg nedlægge i eders Haand dette mit Arvegods til Danmarks Folk og dets Konge; det er min Danmarks Historie. Jeg vilde selv have bragt den til Kongen, naar jeg endnu engang omhyggelig havde gjennemseet den og affilet Stilen; men skulde jeg forhindres deri, saa overræk I paa mine Vegne Kongen Bogen, som den er, og helst i en lykkelig Stund, naar det er Eder klart, at Herrens Aand er over Kongen og Fædrenelandet. To Afskrifter maa I dog først besørge deraf, een til eders Broder Erkebispen, og een til Eder selv, baade til en venlig Ihukommelse om mig og til en Betryggelse for at intet Uheld skal gjøre min Livsgjerning til Intet. Kan mit ringe Efterladenskab ikke bestride Afskriverlønnen, saa ved jeg vist, I kjærlig vil lægge til hvad der mangler.«

»Forstaaer sig, forstaaer sig! dit Ønske skal jeg visselig opfylde«, svarede Bispen og bekæmpede, saa godt han kunde, sin Frygt og Utaalmodighed. »Jeg skulde dog haabe, du ikke er kommen hid, for at gjøre dit Testamente over Hals og Hoved« - føiede han i en næsten vred Tone til. - »Gud lønne dig dog evig for dette Stykke Arbeid! - vedblev han inderlig bevæget, idet han betragtede Bogen - det skal glæde danske Hjerter, saalænge der er danske Mænd til.« Dermed lagde han Bogen hastig under Laas og Lukke i sit Reliqvieskab. »Og nu til Sengs! her er ingen Tid til at være blød om Hjertet.« Derpaa tog han kraftig selv den Syge i sine Arme, løftede ham op af Stolen og mere bar end fulgte ham til det hastig beredte Leie i Alkoven.

Med største lil var tydske Mester Gregor allerede kommen. Det var en lille vims Mand i en stiv Skarlagenskjortel med store udstaaende Sidelommer. Han undersøgte med vigtig Mine den Syges Puls og rystede betænkelig paa Hovedet, medens han med en vidtløftig Strøm af latinske Konstord og tydskblandet Dansk trak sine Instrumenter ud af Lommerne og paastod, at en øiebliklig Aareladning var 40 nødvendig. Hvor syg Saxo var, rystede han dog paa Hovedet og gjorde en fortrædelig Mine, hvergang en latinsk Barbarisme skurrede i hans Øren; og da Mester Gregor vedblev at udkramme sin Lærdom om Aareladningstheorien og syntes derover reent at forglemme den Syge, bragte han snart Bisp Peders Utaalmodighed og Urolighed til det Høieste.

»Skal og maa han aarelades strax - raabte Bispen - hvi spilder I da den kostbare Tid med Snak og dræber baade mig og den gode Fader Saxo med eders barbariske og uchristelige Latin?«

Endelig blev da ogsaa den Syge aareladt og forbunden, hvorpaa han faldt i en dyb og rolig Søvn. Deraf lovede Mester Gregor sig hans sikkre Helbredelse, hvis han, vel at mærke, saasnart han vaagnede, og man nærmede sig ham med en Verbena eller Jernurt i Haanden, paa det første Spørgsmaal til hans Befindende, blot vilde svare, at han befandt sig vel; men svarede den Syge da, at han befandt sig ilde, saa var der kun lidt Haab til Liv forsikkrede den lærde Barbeer.

»Dum Snak og Overtro! - sagde Bispen ivrig - Vil Gud hjelpe, bekymrer jeg mig ikke om eders Verbena og alle Hexeurter.«

Mester Gregor beraabte sig forgjeves paa sin Principals Auctoritet og at det saaledes stod »i den lærde Mester Harpestræng sin Lægebog.« Den gode Mester Harpestræng kunde i dette Stykke være en Gjæk som saa mange Andre, meente Bispen, og for at skaffe den Syge Ro til at sove trak han den høirøstede Mester Gregor ud af Sygestuen, og lod kun sin gamle tro Tjener Martin blive tilbage tilligemed Carl af Rise, som ikke var at bringe fra Sygeleiet, men som lovede at være saa stille som en Muur.

Drengen dæmpede ogsaa virkelig strax sin stærke og lydelige Graad; han satte sig taus paa Gulvet i Alkoven ved Foden af Sengen og vovede neppe selv at drage Aande for at høre om den Syge ogsaa aandede. Med stigende Ængstelighed syntes han at bemærke, at den Sovende stedse aandede svagere og svagere, og medens gamle Martin bad sagte og sukkede ved Kaminen, græd Drengen stille og bitterlig bag Alkovetæppet uden at give en Lyd fra sig.

Medens Saxo slumrede, foer Bisp Peder op og ned ad Gulvet i den anden Stue i en ivrig Ordstrid med Messer Gregor, som han beskyldte for at have udmattet den afkræftede Olding for stærkt med sin Aareladning; han beklagede tillige Mester Harpestrængs Fraværelse, til saa stor Fornærmelse for hans Vicarius, at Mester Gregor gik vred 41 bort, og bad Bispen selv være Læge, siden han troede at forstaae Konsten bedre.

Bisp Peder blev næsten altid vred og opfarende, naar han havde en Sorg at kæmpe mod, som han ikke vilde give efter for, og da gik det altid ud over den første den bedste, han traf paa; men snart fortrød han sin Heftighed, og den, der ved en saadan Leilighed var bleven fornærmet af ham, var altid vis paa, snart at see Prøver paa hans Hjertensgodhed og kjærlige Sindelag.

Medens Bisp Peder endnu gav sin Ængstelighed for Saxo Luft i vrede Yttringer mod den bortgangne Mester Gregor, traadte gamle Martin ind til ham og bad ham komme til den Syge, som var vaagnet urolig og havde forlangt Skriftemaal og Sacrament.

I største Hast iførte Bispen sig sin Ornat, tog de hellige Naademidler i Haanden og gik med dyb Smerte til den kjære Syge, efterat han først havde befalet Martin at blive uden for og forbyde Alle og Enhver Indgangen.

Da Bispen traadte ind i Sygestuen, syntes Saxo at være indslumret igjen, og der var dødsstille. Bisp Peder traadte sagte ind i den dunkle Alkove, hvor han satte sig ved Hovedgjærdet, uden at bemærke Carl, som sad skjult af Alkovetæppet ved Foden af Sengen og bad med foldede Hænder, under stille Taarer.

Da aabnede Saxo sine Øine og kjendte Bispen. »Mit Timeglas er nær ved at udrinde - begyndte han - ingen svar forsætlig Brøde betynger mit Hjerte; men beed den forbarmende Gud for sin korsfæstede Søns og sin evige Kjærligheds Skyld tilgive mig hvad jeg af menneskelig Skrøbelighed har syndet i denne Verden! En svar Mistanke foruroliger mig endnu forunderlig, og jeg kan ikke døe, førend jeg har bevaret den hos Eder, under Kirkens hellige og ubrødelige Taushedssegl.« Her reiste han sig halvt i Leiet og saae ud i Stuen; men da han intet Menneske blev vaer, lagde han sig betrygget tilbage. »Maaskee er denne Mistanke selv en syndig og fordømmelig Tanke -vedblev han - men er den falsk, saa beed Gud tilgive mig den for min Kjærligheds Skyld til Kongen og Fædrenelandet! for Verden har jeg fortiet den; men for Kirkens hellige Domstol maa jeg i min Dødsstund indstævne som 6te Knuds hemmelige Morder og som vor unge Kong Valdemars giftigste og lumskeste Dødsfjende, en Mand, som jeg aldrig har seet med Legemets skuffende Syn, men som nys stod klart for mit indre ubedragelige Øie, og som jeg visselig 42 troer at kunne kjende og vidne imod paa den yderste Dag, naar den Urettens Hemmelighed er mig klar, som jeg nu kun skimter i sin rædsomme Dunkelhed, men som truer Danmark og den store Valdemars Slægt med Fordærvelse« -

»I forfærder mig! - svarede Bispen - er eders Mistanke uden Beviis, saa tie med den, og betyng ikke min Sjæl med en Hemmelighed, som kun den alvidende Dommer kan randsage!«

»Er Danmarks Lykke og vor unge Konges Liv Eder af Vigtighed, -vedblev Saxo - saa gru ikke for at høre og bevare en Hemmelighed, som hvor dunkel og ubeviislig den er, dog maaskee kan være Eder et Lysglimt i Mørket og et Vink af Danmarks gode Aand, naar Nøden er stor og Hjertet er raadvildt« - - Nu blev hans Stemme svagere og svagere. Bisp Peder hørte undertiden ikke godt og han anstrængte sig forgjeves for at høre og forstaae hvert Ord Snart tabte ogsaa den Døende aldeles Mælet, og gav kun ved Tegn tilkjende, at han ønskede Sacramentet og den sidste Salvelse.

Da Bisp Peder havde opfyldt denne sørgelige Pligt, sank Saxo med et roligt Smiil tilbage i hans Arme og opgav sin Aand.

Med dyb Kummer og i piinlig Uvished om han havde forstaaet Saxos sidste vigtige Ord eller ikke, forlod Bispen sin afsjælede Ven og lukkede sig inde i sit Lønkammer.

Gamle Martin kunde nu ikke længer holde de unge Kanniker og Saxos andre talrig forsamlede Venner tilbage; de strømmede bekymrede ind til Alkoven, hvor de fandt Carl grædende over sin kjære Lærers Liig.

Gamle Martin havde Medlidenhed med Drengen og fik ham med Møie bragt fra Liget og til Rolighed paa sit Kammer. Saasnart Drengen havde fattet sig, bemærkede Martin med Forundring en vis Bestemthed og hartad mandig Alvor i hans Ansigt, som han ikke syntes at have bemærket for en Time siden. Han gjorde ham adskillige Spørgsmaal om hans Familieforhold og Bestemmelse for Fremtiden, hvorpaa Carl gav korte og bestemte Svar, medens han dog syntes at tænke paa noget ganske Andet, end hvad der spurgtes ham om.

»Hvor gammel er du? - spurgte Martin endelig - du synes mig en heel Deel ældre, end du ser ud til!«

»Jeg er gammel nok - svarede Carl - til nu ikke længer at være Barn og til at kunne tie med hvad jeg ikke vil og maa sige.«

43

»Gjør du en Hemmelighed af din Alder?« spurgte Martin forundret.

»Det var ikke min Mening, - svarede Carl -jeg bliver snart elleve Aar; men jeg har mærket, at man i een Time kan blive ældre, end i ti Aar, og du skal ikke spørge mig oftere om min Alder; jeg veed maaskee dog hvad du aldrig drømte om, hvor gammel du er, og hvad maaskee Ingen i Danmark veed uden jeg. Siig mig, hører din Herre godt?«

»Han er undertiden noget tunghør. - Men jeg skulde næsten troe, du havde en Skrue løs, Dreng! Hvad kan du vide, som Ingen veed uden du? og hvad angaaer det dig, at min Bisp er lidt tunghør? han jog dig vel ud, da han hørte din Herres Skriftemaal? du har vel aldrig været saa uforskammet og gudsforgaaen at belure din Herre i hans sidste Time ?«

Ved disse Martins Ord brast Drengen i Graad; men snart fattede han sig dog igjen: »den gode Fader Saxo kan dog ikke være vred paa mig derfor - sagde han - hvad kunde jeg for det? jeg sad der jo ikke for at lure, og Ingen sagde mig det var syndigt og gudsforgaaent; men naar jeg seer Fader Saxo igjen hos vor Herre, da skal han see, at jeg kunde ligesaagodt tie som Bispen.«

»Tag dig iagt, Dreng! - udbrød Martin forskrækket - har du været Vidne til et Skriftemaal, og er der, som det lader til, Hemmeligheder deri, som angaae Land og Rige, saa kan et Ord derom komme dig dyrt at staae; Kirken er ikke at spøge med og faaer min Herre det at vide, kan han maaskee blive nødt til at lade dig indspærre i Klosterfængslet, til du faaer Skjæg og graat Haar som jeg.«

»Du vil dog ikke forraade mig? - spurgte Carl og betragtede den ærlige Martin med et roligt og prøvende Blik. - Gjør det ikke! - føiede han til med Kjækhed og Bestemthed - jeg kan tie; men hvad jeg veed, kan være godt for os Alle, naar vor Herre vil give mig Forstand og Lykke.«

Martin betragtede med Forundring den kjække alvorlige Dreng, som syntes ham at voxe for hans Øine ved hvert Ord, han sagde; og hvor nysgjerrig den Gamle end var efter den-vigtige Hemmelighed, Drengen enten virkelig vidste eller indbildte sig at vide, vovede han dog ikke at sætte Carls Taushed paa Prøve, og gruede selv for at blive indviet i en Løndom, som med Rette kun tilhørte Kirken, og som det var Formastelse for nogen Lægmand at ville udforske.

44

»Gak til Sengs, - sagde han ængstelig - og bed Christ og vor Frue bevare din Forstand og din Tunge! see til, du kan glemme hvad du nu tænker paa, og blive et Barn igjen, som du vist var igaar! Naar Børn faae graat Skjæg i Svøbet, saa staaer Verden ikke længe.«

Dermed gik Martin fra harn og overlod ham til sig selv. Sorgen over hans kjære Lærers Død og de vigtige alvorlige Tanker, der saa pludselig vare indtrængte paa ham, havde hartad gjort Carl fremmed og frygtsom for sig selv; siden den forrige Nat, da han vaagede ved Absalons Grav, havde han oplevet saa Meget, at han syntes, det maatte være mange Aar siden. Han var nu forladt og ene blandt lutter fremmede Mennesker, men han syntes ogsaa, han var bleven voxen og myndig, og kunde sørge for sig selv; dog var han bekymret og ængstelig tilmode. Tilsidst bad han from og inderlig sin Aftenbøn og faldt i Søvn. Da han vaagnede, var det Hemmelighedsfulde traadt tilbage i hans barnlige Sind, som en dunkel ængstelig Drøm, og han følte kun ret levende Sorgen over sin kjære Læremesters Død, som dog formildedes ved Tanken om det nye Liv, han nu selv skulde begynde.

Bisp Peder holdt sig adskillige Dage indelukt i sit Lønkammer og saae intet Menneske, uden den gamle Tjener, som han i sin dybe Sorg ikke engang foer op imod og skjendte paa.

Den ærlige Martin, som kjendte sin Herres Natur, frygtede saare for hans usædvanlige Stilhed og Veemodighed og begik ofte en forsætlig Forseelse ved Opvartningen, dog uden at det derved lykkedes ham at paadrage sig nogen heftig Irettesættelse.

»Idag skal han da begraves, den gamle Kannik fra Soer - sagde Martin den ottende Dag efter Saxos Død, da han om Morgenen bragte Bispen Øllegrøden - Alle de unge Kanniker vil bære ham; der er strøet Buxbom og Vintergrønt over hele Gaden, og her er en Sorg og Stads, som det kunde være en Bisp, de begrove - og han var jo dog intet Andet, end en ringe Skriver og Klerk.«

»Du dumme, dorske Menneske! - udbrød nu Bispen ivrig og stødte Øllegrødsskaalen om - har du end ingen Forstand paa hvilken Mand han var, og at een saadan Skriver er meer, end ti Bisper, saa kan du vel see paa mig og paa alle boglærde Mænd her i Byen, at vi har mistet en Fader, og at vi sørge over ham, som over en Erkebisp eller en Konge.«

»Paa det Lav! - vedblev Martin, som var glad over at see sin kjære 45 Herre i Liv og Kraft igjen, medens han omhyggelig opreiste den omstødte Tinskaal og reddede hvad han kunde af dens Indhold - paa det Lav! I sørger meget meer nu, Herre Bisp! end da den forrige Erkebisp døde dernede i Soer - hvad var det nu han hed?« -

»Absalon, den store Absalon! - raabte Bisp Peder og stampede -kolde, følesløse Klods! har du allerede glemt saa stort et Navn? er en stor Mands Ihukommelse ikke større hos Folket, saa fortjener det, Gudsdød! at sove sig ihjel.«

»Ja rigtig, Erkebisp Absalon - svarede Martin rolig, men med Taarer i Øinene, medens han tørrede det spildte 01 af Bordet med sit Ærme - da han døde, kaldte I mig dog den første Dag en Klods; men nu varede det hele otte Dage inden I kunde huske, at jeg var en dum og haardhjertet Klodderjan, blot fordi hans Skriver er død.«

»Gamle ærlige Martin! - sagde Bispen nu rørt og trykte ham i Haanden -jeg seer nok hvor du vil hen: du kjender mig, og vil heller see mig larme, end sørge. Naar jeg kaldte dig dorsk og følesløs, gjorde jeg dig skammelig Uret. Nu, velan da! - du har Ret; jeg skal ikke sidde længer her med Hovedet mod Jorden og lade mig kue af en ørkesløs dræbende Sorg; jeg vil opløfte mit Hoved og give Hjertet Luft ved hans Grav. Ifør mig min Ornat!Jeg vil tale til Danmarks Folk ved den store Saxos Grav; jeg vil prise Gud for hvad han gav os i ham og ikke lægge Hænderne i Skjødet. - Herren gav, Herren tog - Herrens Navn være lovet!«

Det var den sidste Dag i Aaret. En tæt Frosttaage laae over Byen, og det var ved Middagstid næsten dunkelt som ved Qvel. Domkirkens store Liigklokke ringede. Porten til Bispegaarden aabnedes og med Krumstaven i Haanden gik Bisp Peder, stille og høitidelig, i Spidsen for Roskilde Byes samtlige Præster og Ordensbrødre og anførte det store Liigtog til Kirken. Qvinder og Børn stode nysgjerrige i Vinduer og Dørre; mange Tilskuere beklagede vel kun, at Taagen skjulte dem Pragten og Stadsen, og at Faklerne brændte saa mat; men mange fremmede Øine bleve dog vaade ved Synet af Bisp Peders og de unge Kannikers store Bedrøvelse. Baade Unge og Gamle trængte sig frem, for at tage den kjære Byrde fra de Andre, og mangen Ven af den herlige Saxo gik, mere nedtynget af Sorgen, end af Byrden, under hans Liigbaare. I Kirken talede Bisp Peder fra Høialteret et kraftigt Ord til den kjære Dødes Priis og Ihukommelse; men snart qvalte 46 Taarerne hans kraftige Stemme, og han gav Tegn med Bispestaven til Chordrengene, at de skulde istemme det sædvanlige Reqviem.

I Kirkegangen var Liigkisten nedhisset, og en liden Steen med en latinsk Indskrift, som Bisp Peder havde forfattet, var lagt over Graven*. Liigtoget drog ud af Kirken i stille Sorg; de nysgjerrige og deeltagende Tilskuere adspredte sig. Endnu stod kun i den dunkle Kirkegang en næsten halvvoxen Dreng med gule Lokker, i en lang sort Kappe og med en udslukt Fakkel i den nedsegnede Haand. Det var Carl af Rise, som endnu græd taus og stille ved Saxos Grav. Endelig tørrede han Taarerne af sine store blaae Øine, knælede ved Graven og gav sit Hjerte Luft i lydelige Bønner. Styrket og lettet om Hjertet, reiste han sig, lod den slukte Fakkel ligge paa Kirkegulvet, og vendte sig for at gaae ud af Kirken; da studsede han og saae med Forbauselse, at han ikke var eene. En gammel kroget Mand, med en Krykkestav under Armen, stod for ham i en fremmed sort Dragt med et bagvendt ombundet Skjødskind og en liden Hornlygte i Beltet: hans Ansigt var gustent og rynket og hans stirrende Øine matte som Hornet i hans Lygte.

»Tand for Tunge, Dreng, selv naar du beder! - hviskede han truende og holdt Fingeren for Munden - hvad han, som ligger der, -han pegede paa Graven - ikke havde Magt til at skrive i sin Bog, det er nu skrevet i en større Bog; men den skal ikke aabnes før den sidste Basun sprænger Gravene. Gak du din Vei ligefrem! see hverken til Høire eller Venstre! - vær taus med de Døde og tro mod de Levende! - Skeet er skeet - og hvad der staaer i Stjernerne, det kan dog hverken Levende eller Døde forhindre.«

Forfærdet, troede Carl i den truende Olding at see hiin besynderlige Bjergmand, Saxo havde talt om til Erkebispen og Broder Gunner hiin Aften, da Drengen sad paa Bønskammelen under Bordet i Saxos Celle; hvad han dengang kun flygtig havde bemærket var nylig traadt langt klarere og anskueligere frem for hans Sjæl, da han bag Alkoyetæppet havde hørt hiint hemmelige Skriftemaal. Han havde slaaet Øinene til Jorden af Gru for den Gamles stirrende Blik. Den hæse lallende Stemme klang endnu i hans Øren; men da han atter hævede sine Øine for at see, om den Gamle stod der endnu, saae han * 47 ham gaae ud af Kirkedøren med sin Krykkestav. Carl tog nu Mod til sig og gik selv ud af Kirken for at indhente ham, men han kunde i den stærke Taage ingensteds øine ham, og han syntes lettere om Hiertet ved ikke at see ham mere. Det var ham nu ogsaa som den Gamles Ord havde lettet en Steen fra hans Hjerte, og at han nu frit kunde vandre ud i Verden og glemme det Hemmelighedsfulde, som saa forstyrrende havde grebet ind i hans sorgløse Barndomsliv.

Uden at vide hvad han skulde foretage sig eller hvorhen han skulde vandre i den fremmede Verden, gik nu Carl efter den Gamles Anviisning sin Vei ligefrem og saae i egentlig Betydning hverken til Høire eller Venstre. Han gik Bispegaarden og Kapittelhuset forbi, hvor Ingen i disse Sorgens Dage havde lagt synderlig Mærke til ham, uden gamle Martin, som havde sørget for hans daglige Nødtørft og en ung Kannik, som havde laant ham den sorte Kappe, han bar. Ved Kapittelhuset tilbagegav han efter Løfte Kappen til Portneren, og rystende af Kulde i sin korte blaa Trøie gik han videre frem i den store fremmede Bye, dog uden at glæde sig som før over al dens Tummel og Herlighed Taagen havde imidlertid adspredt sig, og det var blevet muntert klart Frostveir. Ved et stort hvidt Huus med de tolv Apostlers Billeder paa Stolperne, ligeoverfor Tinghuset med Byens Vaaben, som han strax ved sin Ankomst havde lagt Mærke til, saae han paa Steentrappen en lille prægtig klædt Pige med deilige mørkeblaae Øine og guulbrune Lokker, som stak frem under den Gyldenstykkes Hue. Hun syntes ikke ældre, end fire Aar, og havde saa fim hvid Hud og var saa statelig smykket, at Carl standsede og troede vist, det maatte være en Prindsesse. En gammel Kone i en simpel Blyants Kaabe, som syntes at være det fornemme Barns Fostermoder eller Amme, stod i Døren og formanede hende, men i en meget eftergivende Tone, til at komme ind og ikke sidde længer der paa den kolde Trappe i Blæsten. Men den lille Pige var altfor sysselsat med sin Leeg til at agte derpaa; hun sad stille og glad med det lille Gyldenstykkes Skjørt fuldt af Buxbom og Vintergrønt, som hun havde opsamlet paa Gaden, hvor Liigtoget var draget forbi. Hun mærkede Intet til Kulden i sin varme Skarlagenstrøie, som var foret med flint Leekatteskind. De smaa Ravhjerter om Barnets Hals og de guldspændte Skoe paa de nydelige Smaafødder havde draget en Flok nysgjerrige Tiggerbørn omkring hende, til hvilke hun ei alene uddeelte de smaa Urtekoste og Krandse, hun havde bundet af Buxbom og Vintergrønt, men som 48 hun nu ogsaa begyndte at udskifte sine Perler og Barne-Smider iblandt, uden at bekymre sig om den gamle Fostermoders sagtmodige Trudsel med at ville sige det til hendes Fader.

»Det bliver den gamle Fader ikke vred for; han giver mig nok noget Legetøi igjen«, sagde den lille Pige.

»Men din nye Fader, din rigtige Fader« - indvendte Fostermoderen.

»Aa, hvad! - afbrød Barnet hende - han er vel heller ikke saa slem«; og nu gjorde hun Mine til at ville spænde Guldspænderne af sine Skoe for at give dem til en lille Tiggerpige, som beundrede dem; men i det samme fik hun Øie paa Carl, og da den smukke Dreng saae forgrædt og bedrøvet ud, glemte hun alle de andre Børn over ham. Hun rakte ham strax den sidste Urtekost, hun havde, og bad ham komme op med til hendes Fader, saa skulde han faae Alt, hvad han vilde have, og behøvede aldrig at græde meer.

»Kan du da skaffe mig en Fader igjen?« spurgte Carl bedrøvet.

»Har du da slet ingen Fader? stakkels Dreng! - svarede Barnet - saa korn da kun med mig! for jeg har to; men hvad hedder du?«

»Carl!« -

»Nu saa kom da, Carl!« dermed sprang hun op og trak ham med sig op ad Steentrappen.

»Men er du forstyrret, Barn! hvad vil du med den fremmede Dreng? vær dog fornuftig lille Jomfru Rigmor!« sagde Fostermoderen. Men uden at høre derpaa løb lille Rigmor med Carl ved Haanden ind i en stor hvælvet Stue med et rødblommet Fodklæde paa Flisegulvet, og hvor det stærke Blus i Kaminen udbredte en behagelig Varme. I et rummeligt Karnap sad der to statelige Mænd i alvorlig Samtale. Den eene var en tyk aldrende Mand i pyntelig Borgerkjortel og med et rundt veltilfreds Ansigt; det var den velhavende Borgemester Yvald; han sad magelig i en rødmalet Guldlæders Lænestol ved et rundt Bord, hvorpaa der stod to massive Sølvbægere og en Viinkande. Ligeover for ham sad en høi alvorlig Riddersmand med sort studset Mundskjæg og et blegt, noget tungsindigt, men kjækt og krigersk Ansigt; det var lille Rigmors Fader, Grev Albert af Nordalbingien, Kongens Søstersøn og øverste Hærfører. Han var vel endnu en ung Mand ikke meget over 24 Aar, men saae ud som han var langt over de 30. For to Aar siden var han først slagen til Ridder ved Kongens Kroning. En dyb Hjertesorg havde tidlig furet hans høie Pande 49 og bleget hans sortsmudsede Kinder. For fire Aar siden ved Rigmors Fødsel var nemlig hans unge Hustrue den skjønne Grevinde Hedevig død; hun var en Datter af Markgrev Herman af Thyringen og havde i eet Aar gjort den unge Grev Albert til den lykkeligste Ægtemand af Verden. Siden hendes Død havde den ungdommelige Munterhed forladt ham: paa Familielykke syntes han ingen Fordring mere at gjøre. Sin moderløse Datter havde han sat i Kost og Pleie hos sin Faders gamle Ven, Borgemester eller, som han heller kaldte sig, Proconsul Yvald i Roskild, medens Grev Albert selv satte Krigeræren og Troskab mod sit Land og sin Konge til sit Livs eneste Maal. Som Kong Valdemars Frende og Vaabenbroder, havde han ogsaa snart vundet det store Navn, han nu allerede besad, som Danmarks kjækkeste Ridder og som Greve af det nylig erobrede Løvenborg (dvs. Lauenburg); ved Grev Adolphs Undertvingelse var han nu tillige bleven Statholder af Nordalbingien. Med Hensyn paa sin fædrene Byrd havde han tilforn ogsaa kaldet sig Greve af Orlamimde; thi hans Fader var den gamle Grev Sigfrid af Orlamimde. Men ligesom Grev Albert paa mødrene Side var af ægte dansk Kongeblod, saaledes syntes ogsaa hans kjække Hjerte alene at tilhøre Danmark; han havde afstaaet sin ældre Broder alle Rettigheder paa Grevskabet Orlamiinde, og siden han havde modtaget Ridderslaget af sin Morbroders Haand, tilhørte han aldeles Moderlandet og dets heltemodige Konge.

Naar han ikke var i Leding eller hos Kongen paa Ribehuus, sad han sædvanlig paa Rendsborg Slot, for derfra at bevogte Danmarks Grændser. Nu agtede han at føre sin Datter til Hoffet i Ribe, hvor hans Morsøster Prindsesse Regitze endnu levede ugift og kunde tage sig af Barnets Opdragelse, og hvor han selv oftere kunde have Leilighed til at see det kjære Billede af sin tabte Hedevig. Dog var dette ikke Hovedanledningen til hans Nærværelse i Roskild; han var der nemlig som Kongens Udsending for at drive paa Udrustningen til et Ledingstog mod Hertug Ladislaus i Pommern.

Saavcl hjemme som paa sine Reiser førte Grev Albert en næsten fyrstelig Pragt, foruden mangfoldige Væbnere og Svende havde han sin Skriver, sin Drost, sin Mundskjænk og sin Kammermester med, og siden Roskild havde ophørt at være en Kongestad, var der ikke seet saa prægtigt et Herskab i Staden.

Med Borgemester Yvald og de anseeligste Borgere i Roskild, Gildernes Skraaherrer Niels Gvadersøn og Styrmer Jensøn, havde Grev 50 Albert allerede ved sin mægtige Indflydelse udvirket hvad han vilde og aftalt det Vigtigste med dem om det nødvendige Krigsstyr og om Udrustningen af Skibe og Mandskab. Nu tømte han Afskedsbægeret med sin gjestfrie Vert og agtede næste Dag at afreise fra Roskild med sin Datter.

Da lille Rigmor hoppede ind i Stuen med Carl ved Haanden, afbrød Grev Albert den politiske Samtale om Kongens Erobringslyst og store Planer, hvori den gode nysgjerrige Borgemester havde indviklet ham dybere, end han ønskede, men hvorved Greven dog stedse vidste at undvige ethvert Spørgsmaal, som han ikke troede sig berettiget til at besvare.

»Derom vil vi tale nærmere om ti Aar!« - sagde han afbrydende -og betragtede nu med Opmærksomhed den smukke undseelige Dreng, som hans Datter trak hen imod ham. Ved Synet af den høie statelige Riddersmand fik Carl sin sædvanlige Kjækhed og Livlighed tilbage. Det maa enten være Kongen selv eller hans bedste Ridder, tænkte han og bøiede sig ærbødig for den fremmede Herre. Han erindrede sig Saxos Beskrivelse over Kongen og hans vigtigste Mænd og sagde nu høit og bestemt: »I er visselig Grev Albert, ædle Herre, thi saaledes har man beskrevet mig Kongens bedste Ridder.« Ved disse Ord blev han blodrød, og slog Øinene ned af Undseelse.

»Hvad jeg ikke endnu er, haaber jeg med Guds og den hellige Michaels Hjelp engang at blive - svarede Greven med beskeden Selvtillid -jeg er ellers rigtignok Grev Albert, hvad vil du mig? vakkre Dreng!«

»Behøver I ikke en tro Kertesvend, ædle Herre ?« tog Drengen nu Ordet igjen og optog i sin Forlegenhed noget af Grevens alvorlige og bestemte Mine. »Jeg trænger til en dygtig Herre og Vaabenmester som Eder, - vedblev han med voxende Kjækhed - hos hvem jeg kan blive en god Væbner og, vil Gud og den hellige Michael, en brav Kongens Tjener og Ridder med Tiden.«

»Hos hvem har du gaaet i Skole? Dreng! - spurgte Greven forundret og smilede - du føier jo dine Ord heelt statelig, og teer dig allerede som en halv Ridder.«

»Teer jeg mig galt, strenge Herre, - svarede Carl - saa er det ikke min Læremesters Skyld; thi det var den gode Fader Saxo, en bedre Læremester har I selv vist ikke havt - her stege Taarerne ham i Øinene - han havde lovet at føre mig til Eder og bede Eder tage mig i 51 eders Tjeneste; men idag har jeg idetssted maattet følge ham til den sorte Grav histoppe i Kirken.« Carl taug nu og gav sine Taarer frit Løb.

»Havde du en saadan Mand til Læremester og havde du ham saa kjær, som jeg seer, - sagde Greven og klappede ham paa Kinden - saa vil du vist ogsaa tjene din Herre og Vaabenmester huld og tro.« Nu spurgte han Carl om hans Navn og Byrd, og da han hørte, Drengen var af god Slægt, og saae hans brændende Lyst til Ridderstanden og hans besynderlige Hengivenhed for Kongen, som han dog aldrig havde seet, lovede han sig ret meget af ham og tog ham uden Betænkning i sin Tjeneste.

»Saa er jeg da nu virkelig eders Kertesvend ? ædle Herre!« spurgte Carl, inderlig glad, og kyssede Ridderens Haand; og da Grev Albert bekræftede det og strax satte ham i Arbeid med at gaae Kammermesteren tilhaande med Reisetilberedelserne, klappede lille Rigmor i de smaa Hænder; »seer du, Carl! - raabte hun glad efter Drengen, som løb bort for at udføre sin Herres første Befaling - nu har du ligesaa godt en Fader som jeg; - men jeg har dog to«, vedblev hun og løb hen i Hr. Yvalds Arme.

Den gode venlige Borgemester, som selv ingen Børn havde, men elskede Rigmor som sin Datter, og nødig gav Slip paa det kjære Pleiebarn, trykkede hende kjærlig til sit Bryst med den venstre Arm, medens han viskede sig hastig med den høire Haand over de buskede graae Øienbryn. »Tak for den Tid, I betroede mig hende, ædle Ridder! - sagde han bevæget til Faderen og greb det eene store Sølvbæger - gid det gaae hende saa vel blandt de Store ved Hove, som det hidtil er gaaet hende blandt os Smaafolk her!«

»Tak for eders Ømhed og Kjærlighed for den lille egensindige Dukke!« svarede Grev Albert og stødte til med sit Bæger, medens han gav Fostermoderen et Vink til at føre Barnet ud. Dette skete dog ikke uden Indvendinger fra Barnets Side, hvorimod Fostermoderens Kjærtegn kun lidet havde hjulpet, dersom de ikke kraftig vare blevne understøttede af Grev Alberts strenge Blik.

Forbauset betragtede Barnet sin nye Faders mørke Ansigt og syntes ikke selv at kunne begribe hvorfor hun med Eet blev saa stille og adlød.

»Har I kun ikke forkjælet mig Glutten med eders Godhed, kjære Hr. Proconsul! - vedblev Albert, da Barnet var ude - I er mig alt for 52 mild og blødhjertet. Rigmor har vel sin Moders Ansigt; men Sindet kjender jeg mig ved Den gode Moer Marthe har heller ingen ret Myndighed over hende. At lystre maa jeg nok lære hende selv, skal der ikke blive en lille egenraadig Heltinde af hende. Skade, at hendes Vanart klæder hende saa vel!«

»Troe mig, strenge Hr. Ridder! - svarede Yvald - det er et velsignet fromt Barn: hun er saa blød som Vox, naar man kun giver hende Tid til at gaae i sig selv og frivillig erkjende sin Uret; men skal hun bøies med Strenghed, er hun - med Tugt - saa stiv som en ung Stridsfole, der aldrig bar Trendse og Kapsun.«

»Det skal vel give sig med Tiden«, svarede Grev Albert bestemt og alvorlig, og uden at udlade sig videre om sine Opdragelsesgrundsætninger, tilbragte han nu Resten af Dagen med at udstede Brevskaber og forsegle Documenter, som angik Foranstaltningerne til det forestaaende Krigstog.

Om Aftenen modtog han et Besøg af Bisp Peder, som pludselig havde bestemt at reise med til Ribehuus, som det lod til, af vigtige men hemmelige Grunde. Han yttrede kun, at han herefter ansaae det for sin Pligt, at holde sig saa meget og saa nær til Kongens Person, som hans biskoppelige Embede tillod ham, og at Kongen ikke kunde være omgiven af troe og hengivne Undersaatter nok. Om Saxo talede han med Kjær lighed og Veemod; »men harmfuldt er det - tilføiede han ivrig, da han mærkede, han blev blød om Hjertet - at her ikke er to Kanniker i Kapittelhuset, som forstaae saa meget Latin, at jeg uden Ærgrelse har kunnet betroe dem at afskrive hans classiske Mesterværk.«

Næste Morgen tidlig reed Grev Albert ud af Roskild Port, med en talrig Skare af Væbnere og Svende omkring sig og ledsaget af Skriveren, Marsken og Kammermesteren, med deres pyntelige Foerværks Reisekapper, hvorpaa deres Herres Vaaben og Grevekrone glimrede i Sølvbaldyring. Ved Grevens høire Side reed Bisp Peder med en stor bruun Pels over sin sorte Fløiels Huusdragt, og paa sin adstadige høie Skimmel syntes han fast høiere og anseeligere end den smekkre mørkladne Ridder, som med Ravnefjærene i Hjelmen og i det glindsende sorte Harnisk tumlede en vild, gnistrende sort Hingst; siden hans unge Hustrues Død var nemlig Gravens Farve bleven Grev Alberts Livfarve. I en prægtig forgyldt Reisekarm lod Greven sin Datter med hendes Fostermoder og Bispens gamle Martin age mellem 53 de sidste Væbnere af Følget. Carl sad hos Kjøresvenden og saae veemodig tilbage til den Stad, hvor han forlod sin kjære Fader Saxos Grav; men den lille Rigmors Glæde over den prægtige Karm og det stadselige Reisetog, som snart trøstede hende efter Afskeden med den gode Fader Yvald, gav ogsaa snart Carl den barnlige Livlighed og Munterhed tilbage, og han glædede sig ret over det nye herlige Liv, han nu rullede imøde, medens han trolig passede paa en Skindsæk, hvori hans nye Herres Klenodier og Klædningsstykker forvaredes.

Reisen gik først til Sæbygaard, hvor Esbern Snares unge Enke den velbekjendte smukke Frue Helene boede.

Til denne betydelige Omvei havde Grev Albert med stor Møie overtalt Bispen, som havde mange Betænkeligheder ved at besøge denne af de Fleste saa strengt bedømte Ridderfrue.

Der holdtes et stort og prægtigt Huus paa Sæbygaard. Ved Borgeledet stod en pyntelig spraglet Gaardsfoged med en sølvknappet Stok, ligesom ved en fyrstelig Borg. Slottet havde en herlig Beliggenhed ved den store Tiis-Søe og var næsten skjult af den omliggende Bøgeskov. Det var prydet med høie Taarne og Muurkrandse og en fiirkantet gylden Vindfane i Bannerform, hvori Esbern Snares Vaaben, den mægtige Ørnekloe, var udskaaret; ikke blot Hjelmen over Porten og Jernkjæderne foran Vaaningshuset tilkjendegave Ridderfruens Rang, men over Døren ved Trappen glimrede endogsaa et fremmedt kongeligt eller hertugeligt Vaaben med en gylden Krone over et Par Lindorme.

Ved den høie Steentrappe modtoges Grev Albert og hans Selskab af fem statelige Riddere.

»Min Stifmoder byder Eder velkommen, ædle Herre! hun har modtaget eders ærede Brevskab og venter Eder med mine Søstre i Riddersalen.« Saaledes hilstes Grev Albert af den Ældste blandt Ridderne, en høi aldrende Herre med megen Anstand og Værdighed, dog noget stiv og afmaalt i sine Bevægelser og Høflighedsyttringer; det var Hr. Niels Mule, Esbern Snares ældste Søn med hans første Hustrue Huldfrid; han havde været Valdemar den 1stes Stallare, og levede nu som oftest, som en udtjent Hofmand, stille og afsondret paa sine Lehnsgodser.

Mere ligefrem og fortrolig rakte hans Broder Johan Marskalk Grev Albert Haanden og bad ham og Bispen tage til Takke med Husets ringe Leilighed. Han var ogsaa en høi og anseelig Mand, med 54 temmelig skarpe og aldrende Træk, og udmærkede sig i sit Udvortes ved en paafaldende Simpelhed og Tarvelighed, som næsten gav ham Udseende af en forarmet Ridder, skjøndt han besad betydelige Jordegodser og var en af de rigeste Mænd i Landet. Som Kongens Marskalk opholdt han sig sædvanlig ved Hoffet i Ribe; men en dobbel Familiefest havde samlet alle Esbern Snares Sønner paa Sæbygaard, hvor Frue Helene høitideligholdt sin Datter Ingeborgs og sin Stifdatter Cæcilias Forlovelse med de unge Riddere Peder Strangesøn og Anders Grosøn.

Begge disse unge Riddersmænd modtoge ogsaa med megen Artighed de fornemme Gjester, medens den tredie af Esbern Snares Sønner den lille tykke Absalon Bælg løftede Rigmor af Karmen og førte hende med det øvrige Selskab op i Riddersalen.

Der traadte Frue Helene med sin Datter og Stifdatter Gjesterne imøde. Hun var smykket som en Fyrstinde og bar et Diadem af glimrende Ædelstene over de mørkebrune opstrøgne Haar. Hun var iført en høirød foran aabenstaaende Silkekjortel med lange Ærmer og Guldstjerner i Bræmmerne. Hun havde næsten ligesaa ungdommeligt et Udseende som den femtenaarige Datter ved hendes høire Side. Jomfrue Ingeborg lignede Moderen meget, kun havde hun lysere Haar og noget finere Ansigtsformer. Hun syntes ogsaa mindre bekjendt med sin egen Skjønhed, end Moderen; den simplere Dragt, hun bar, som neppe var hendes eget Valg, syntes hun dog at have iført sig med megen Omhu. Uden Guldprydelser paa den brune høit op i Halsen tilknappede Armkjortel, og med sin simple Sølvtop uden Perler eller Stene i Haaret, gjorde hun ved første Øiekast langt fra ikke den glimrende Virkning, som Moderen; men paa den pyntelige Peder Strangesøns glindsende Øine kunde man imidlertid strax see, at hun var hans Hjertes Udvalgte.

Endnu mindre smykket og uden al Fordring paa Skjønhed, fremtraadte Stifdatteren, den stille beskedne Cæcilia, i en staalgraa sortbræmmet Kjortel, og syntes aldeles at forsvinde ved Siden af den glimrende Stifmoder. Hendes rolige blaae Øine og jævne tækkelige Væsen syntes dog at gjøre en uimodstaaelig Virkning paa den ligefremme og ærlige men noget fiirskaarne og lidet ziirlige Anders Grosøn.

Fru Helene modtog Grev Albert og Bisp Peder med megen Mildhed og Venlighed; men dog med en vis nedladende Artighed, som er 55 store Folk egen, og som bedre vilde have skikket sig for en Dronning, end for en Ridderfrue. At hun var af fyrsteligt Blod kunde hun aldrig forglemme, og hvem der var uvidende derom eller syntes at have glemt det, vidste hun ofte ved en let Hentydning at bringe ihu, at hendes Fader var Hertug Guttorm af Sverrig.

I sit syttende Aar havde hun, uden Tilbøielighed, men af Eftergivenhed for Faderens Ønske, ægtet den kjække og berømte, men da graahærdede Esbern Snare, som dengang var en af Danmarks vigtigste Mænd, og som med Absalon og Ridder Suno egentlig regjerede Landet, som den mindreaarige sjette Knuds Formynder. Helene var Esberns tredie Hustrue og havde paa hans gamle Dage forøget hans talrige Familie med Datteren Ingeborg. Esberns Munterhed og Livlighed havde ikke forladt ham i hans Alderdom; men siden hans første Hustrues Død havde han forladt det ham saa kjære Kallundborg og bosat sig paa Sæbygaard, hvor ingen Erindringer om lykkeligere Dage forstemte ham. Den fyrstelige Pragt, hans unge Kone der indførte, syntes ogsaa at adsprede og fornøie ham. Store Herrer og Fyrster havde der ofte beæret ham med deres Nærværelse, og den unge Kong Valdemar, som da var Hertug i Sønderjylland, havde ofte opholdt sig nogle Dage i hans Huus og glædet sig med ham ved Jagten. Den Opmærksomhed og ridderlige Artighed, den muntre Hertug da havde viist den unge smukke Ridderfrue, havde smigret hende lønlig, og hendes Venner troede, at hun ved uforsigtige Yttringer selv havde været Aarsag i det krænkende Rygte, som siden udbredte sig, om en hemmelig og utilladelig Forbindelse mellem hende og Hertug Valdemar. Dette Rygte havde endnu faaet større Næring, da kort efter Esbern Snares ulykkelige Fald fra Trappen, hvorved han endte sit raske Helteliv, hans unge Enke havde født sin Søn Knud, som Mange paastod lignede paafaldende den unge Hertug. Ja der var endogsaa dem, der ymtede om, at hendes gamle Ægtemands halsbrækkende Fald fra Trappen var en opdigtet ulykkelig Hændelse, som skulde dække en gruelig Misgjerning, hvorom man ikke troede den skjønne Enke saa aldeles ukyndig. Kort efter udbredtes endogsaa den Snak blandt Almuen, at det spøgede paa Sæbygaard siden den gamle Herres Død, og at den onde Aand havde havt en Finger med i Spillet ved hans pludselige Død, eller vel endogsaa i egen Person havde afhentet ham. Denne Folkesnak, der var saa krænkende for den brave Helts Eftermæle, beskyldtes nu ogsaa Frue Helene for selv at have udbredt, 56 for at skjule sin egen Brøde med sin berømmelige Huusbonds Skjændsel. Rygtet om hendes hemmelige Forstaaelse med Valdemar var endelig blevet Mange til upaatvivlelig Vished, da Valdemar, kort efter sin Thronbestigelse, ikke havde taget i Betænkning, paa sin Hyldingsreise gjennem Sjælland, at aflægge et kort Besøg hos den unge Enke paa Sæbygaard, hvor han med taknemmelig Erindring om Esbern Snares Fortjenester af Fædrenelandet havde givet Frue Helene sit kongelige Løfte paa, at hendes lille Knud, der dengang endnu laae i Vuggen, skulde med Tiden blive forlehnet med et Hertugdom.

Grev Albert vidste vel hvorledes der mangesteds taledes om Fru Helene og Kongen; men han var saa overbeviist om Usandfærdigheden i alle disse Rygter, at han netop ved den Opmærksomhed og Agtelse, han nu viiste den fortalte Ridderfrue, vilde svække Bagtalelsens Magt. Som en streng og ærbar Ridder vilde han, uden denne faste Overbeviisning, havde redet hendes Slot forbi med Foragt, eller vel endog sat et Skjændselsmærke paa Porten med Kridt, som Skik og Brug var blandt de strengeste Riddere, naar de rede et berygtet Sted forbi; men hans Hensigt med dette Besøg var fornemmelig at byde det falske Rygte Trods og vise de danske Riddere, at han var beredt til at bryde en Landse med hvem det skulde være saavel for sin Konges som for den ædle Frue Helenes Ære og for det berømte Ridderhuses ubesmittede Navn, hvortil hun hørte. Herom havde han paa Veien havt en ivrig Ordstrid med Bisp Peder, som med Hensyn paa Frue Helenes Opførsel, uden dog at troe hende skyldig i de uhørte Grueligheder, hun beskyldtes for, havde yttret det gamle saa ofte misbrugte Ord, at der sjelden gik Røg af en Brand, uden der var Ild i den.

Efterat de første temmelig stive Høflighedsskikke vare iagttagne, blev af Frue Helene og samtlige tilstedeværende Vidner et Medgiftsbrev underskrevet og med Voxaftryk af deres Seglringe bekræftet, hvorved den rige Enkefrue afstod Kallundborg Slot med alle dets Herligheder til sin Datter Ingeborg og hendes tilkommende Ægtemand, saavelsom Tersløsegaard til Stifdatteren Cæcilia og hendes Fæstemand. Derpaa blev i Borgcapellet en høitidelig Forlovelse mellem de tvende unge Par fuldbyrdet med Ringenes Vexlen og en kort Bøn.

Da saaledes Familiefestens vigtige Handling var foretaget, førte Ridderfruen de ærede Gjester til Spisesalen, hvor Herrer og Damer 57 vel ordnede sig parviis efter Rangen, men hvor den høitidelige Stemning saavelsom den stive Hoftone dog snart afløstes af munter og utvungen Selskabelighed. Her glimrede Frue Helene med Vid og Munterhed Den letbevægelige Bisp Peder glemte i det muntre Selskab for en Stund Sorgen over sin kjære Saxo saavelsom sin ufordeelagtige Mening om sin skjønne Vertinde. Selv den strenge alvorlige Grev Albert syntes usædvanlig oprømt.

»I har jo nylig været paa Ribehuus, Grev Albert! - sagde Helene og vendte sig til sin Sidemand, da endelig en Standsning i den almindelige muntre Underholdning indtraf - Hvorledes finder Kongen sig i sit halve Enkemandsstød? han hænger dog vel aldrig med Hovedet over Tabet af en Brud, som han kun havde seet med Andres Øine? Da jeg sidst saae ham her - tilføiede hun og hævede Hoved og Bryst noget høiere - syntes det keiserlige Svogerskab at være ham et Statsanliggende, hvorfor Hoved og Hjerte ikke havde fælles Deeltagelse; Prindsesse Marias Død er vel kun en Streg i hans politiske Regning?«

»Jeg har ikke i lang Tid seet Kongen mere tilfreds. - svarede Greven, som Vinen og Selskabet havde gjort mindre forsigtig og forbeholden, end sædvanlig, naar Talen var om Kongen - Hiin Forlovelse var vistnok et Offer, han bragte Statskonsten og Danmarks billige Fordring paa en Dronning. Men et lignende Offer maa han dog rimeligviis bringe engang, og den Frihed, han nu maaskee glæder sig ved, kan neppe vare længe. Beklageligt vilde det imidlertid være - tilføiede han - hvis en saa elskværdig Herre ikke kunde lade Hjertet have en Stemme med ved Valget af sin tilkommende Dronning.«

Det tillidsfulde Smiil, hvormed Frue Helene hørte denne Yttring, syntes Grev Albert at røbe, at hun ikke ansaae det for umuligt, engang selv at blive Danmarks Dronning. Det var ham ligesom der nu gik et Lys op for ham, hvorved han kunde forklare sig Anledningen til hine ærekrænkende Rygter, og kunde han end ikke frikjende hende for stolte og forfængelige Drømme, troede han dog fuldt og fast, at hun var uskyldig i alt det, hun beskyldtes for.

Hun gav imidlertid selv hastig Samtalen en anden Retning og spurgte om de nye Krigsrygter vare sande. Uden at sige mere om det nye forestaaende Ledingstog, end hvad der var Alle bekjendt, vidste Grev Albert snart at gjøre alle Ridderne begeistrede for deres unge Konges heltemodige Foretagender, og i denne Stemning opfordrede 58 han den kjække Esberns Sønner og deres tilkommende Svogre til at følge med til Ribe, hvor Kongen nu samlede sine bedste Mænd omkring sig.

»Strenge Hr. Ridder! - afbrød Frue Helene ham - vil I skræmme Livet af mig og mine Døttre og paa eengang berøve os al mandlig og ridderlig Bevogtning her paa Gaarden? I og Kongen har nok isinde at erobre hele Verden, saavidt jeg mærker, og saa skal Qvinderne her i Danmark forsvare sig selv. Vel har vi paa Slægtens Vegne Fru Inges og stolt Ingefrids kjække Exempler for Øie; jeg og mine Døttre troer jeg heller ikke vilde være bange for at lade nogle Skibe bore i Grund, hvis vi dermed kunde frelse Land og Konge; men Amazoner ere vi dog ikke, og bliver her ikke en Mand tilbage paa Gaarden, troer jeg vi døe, om ikke just af Frygt, saa af Kedsommelighed.«

»I gjør vort Kjøn alt for megen Ære, ædle Frue! - svarede Grev Albert - næst den Ære at staae Kongen og Fædrenelandet bi, vilde vist enhver høflig dansk Ridder ansee det for den største Ære, at kunne more Eder og eders ædle Døttre her i Fruerstuen, helst naar han kom hjem fra en Seier - tilføiede han lidt skarp - og havde givet Prøver paa, at han ikke var de Skjønnes Opmærksomhed og Deeltagelse uværdig.«

»Jeg følger med til Ribe«, sagde den ene Ridder efter den anden.

Fru Helene saae, det var blevet Alvor, og at Esbern Snares Helteblod var kommet i Bevægelse hos Sønnerne, medens t)øttrene sade stille med Taarer i Øinene. Hun kastede Nakken lidt spodsk tilbage: »Nu vel, - sagde hun efter et Øiebliks Betænkning - saa reise vi Alle da til Hove; jeg har Grund til at haabe, at vi hverken vil være Kongen, eller Prindsesse Regitze uvelkomne, saameget mere som Prindsessen forlængesiden har indbudet mig til sig paa Ribehuus. Jeg haaber da vore tappre Riddere og Beskyttere ikke har større lil med at slaae Hedninger ihjel, end at de kan medtage og beskytte tre christelige forladte Damer; thi jeg har nu ikke engang min lille Knud hjemme: han rider Ranke paa sin Morfaders Knæ; min gamle Fader Hertugen kan ikke afsee ham og troer ikke sin Datter saa forladt af al ridderlig Beskyttelse i Danmark.«

Ved denne Frue Helenes pludselige Beslutning blev Grev Alberts alvorlige Ansigt endnu mørkere og strengere, end sædvanligt, og han syntes at læse i Bisp Peders Miner, at han nu troede sin ufordeelagtige Mening om den skjønne Frues Letsindighed eller vel endog 59 strafværdige Forhold og Hensigter bekræftet. Imidlertid bøiede de sig begge tause, og tænkte kun paa Midler til at forebygge Udførelsen af denne raske Beslutning.

Frue Helenes Plan syntes heller ikke at behage hendes Stifsønner, men af høist forskjellige Grunde. Niels Mule overveiede ængstelig hvorvidt det sømmede sig for en Riddenrue ligefrem at besøge en Prindsesse, paa en flygtig og maaskee forlængst forglemt Indbydelse; Johan Marskalk, som var sin langt yngre Stifmoders Regnskabsfører, beregnede de unyttige Udgivter, Reisen og Opholdet ved Hoffet nødvendig maatte medføre; den lille tykke Absalon Bælg, som var rask nok, naar det gjaldt et Væddemaal, en Æresbelønning eller fremmede Damers Bifald, vilde nødig paa Reisen spilde sin ridderlige Høflighed paa sine Søstre og sin Fru Stifrnoder og søgte at afskrække dem med Aarstidens Strenghed og de slette Veie; men Ingen af Brødrene kjendte det vanærende Rygte om Kongens Forhold til den skjønne Enke, og det høist Upassende i hendes Nærmelse til Hoffet under disse Omstændigheder faldt derfor Ingen af dem ind.

Hvad Fru Helene havde bestemt, gjorde enhver Indvending hende kun mere paastaaelig i at udføre, og hendes lunefulde Indfald fandt saa stort Bifald hos Peder Strangesøn og Anders Grosøn, som derved fik deres Forlovede med sig, at alle Grev Alberts og Bisp Peders Forslag til at beskytte de Skjønne paa Sæbygaard, som om Fjenden var midt i Landet, bleve forkastede. Grev Albert tilbød dem nemlig saa mange af sine bedste Væbnere til Beskyttelse, som hans skjønne Vertinde fandt nødvendigt, og Bisp Peder meente, at den aldrende Hr. Niels Mule havde vundet Krigerære nok og med al Ære kunde blive tilbage hos Damerne. De havde imidlertid reist sig fra Bordet, og talede endnu herom med Iver.

»Jeg skulde næsten troe, - faldt Fru Helene dem ind i Talen - at den kjække Grev Albert og den ærværdige Bisp Peder frygte for, at jeg og mine Døttre skal erobre Ribe med Storm, siden det er dem saameget om at gjøre at holde os fangne her paa Sæbygaard.«

»Det kan blive farligt nok, ædle Frue! - svarede Greven høflig -om ikke just for det adstadige Borgerskab i Ribe, saa for de unge ridderlige Helte paa Ribehuus, og Kongen behøver nu frie og raske Helte, som ingen Lænker bør bære - selv ikke Skjønhedens.«

Ved denne Artighed blev Fru Helenes Ansigt mildt og venligt igjcn, og hun betroede sin Datter, at den strenge Grev Albert, uagtet 60 hans lidt vel lange og kedsommelige Sorg over hans afdøde Hustru, dog endnu kunde være ret vakker og elskværdig, naar han vilde.

»Der er en vigtig Omstændighed til, - her vendte hun sig i halv spøgende Tone til Greven - hvorfor jeg nødvendig maa forlade Sæbygaard, naar ikke Huset er fuldt af de kjækkeste og drabeligste Riddere. Det er jo noksom bekjendt, at det spøger her ganske forskrækkeligt, og vi har jo havt alvorlige Beviser paa, at man ikke kan gaae sikkert ned her ad Trapperne i Mørke.«

Alle Ansigter bleve pludselig alvorlige. Greven saae forbauset paa sin smukke Vertinde og vidste ikke, om han skulde tage hendes Yttring for Alvor eller Spøg; men Hentydningen paa hendes Ægteherres ulykkelige Død forbød ham at ansee det for Spøg.

»Vær kun derfor ganske rolig, ædle Frue! - sagde han i samme, halv alvorlige, halv skjemtende Tone - det er vel længe siden her var en Biskop i Huset; hans Sag er det egentlig at befrie Eder fra alle uvelkomne Gjester fra en anden Verden; med mit gode Sværd fortrøster jeg mig ellers selv til at skaffe Eder Huusfred, hvis det behøves; behag kun at anvise mig mit Natteleie i det Værelse, hvor det skal være værst! vil Bisp Peder gjøre mig Selskab er det mig kjært; hvis ikke, tænker jeg vel ene at kunne bestaae i det Eventyr.«

»Velan, ædle Ridder! det gjælder et Forsøg«, svarede Fru Helene, og gav strax Befaling til at indrette den grønne Stue til Greven. »Hr. Biskoppen kan faae Værelset næst ved - tilføiede hun - og vil de gode Herrer være sammen, kan Mellemdøren staae aaben. - Anseer I Huset imorgen for roligt og sikkert, vil jeg opgive min Beslutning og blive her.«

»I Guds Navn! - sagde Bisp Peder - giv mig hvilket Værelse, I vil, høibaarne Frue! gode Aander frygter jeg ikke for, og de onde har ingen Magt over en Christen.«

»Har I eders Nattero kjær, ædle Herrer! - sagde Absalon Bælg - saa lad det Forsøg fare! i den grønne Stue og hele den østlige Fløi af Slottet sover intet fornuftigt Menneske meer; jeg troer rigtignok det Meste, hvad man siger derom, er Snak og Indbildning; men min forvovne Fader kostede det dog Livet, da han vilde gjøre Ende paa den Snak og gaae alene derop i Mørke. Siden den Tid har vi klogelig holdt os derfra.«

»Min trinde Hr. Stifsøn trives bedst hvor der ingen Fare er, -skjemtede Fru Helene og loe. - I det mindste - føiede hun 61 formildende til, da hun mærkede det fornærmede ham - sparer han helst sit Mod og sine Kræfter til Fjender, som han kan tage og føle paa.«

Deri gjorde han ret, meente Johan Marskalk: thi med Liv og Kræfter skulde man ligesaalidt ødsle eller friste Gud ved unyttig Dumdristighed, som man skulde sætte sin Formue overstyr paa Fjas og Tant.

Saavel denne mere faderlige, end sønlige Formaning, som det, der uden al væsentlig Forbindelse havde foranlediget den, slog Fru Helene bort med Spøg, og hvad Talen nys var om, saae blot ud som et uskyldigt Drillerie, hvorved den muntre Vertinde vilde sætte den tappre Grev Alberts Mod og Dristighed paa Prøve.

Riddernes Reise til Ribe var imidlertid bestemt. Om Fru Helene og hendes Døttre skulde med syntes fornemmelig at beroe paa hvad Lune den skjønne Frue næste Dag var i. Hun satte imidlertid ubemærket hele Tjenerskabet i Bevægelse med at berede Alt til Afreisen, medens hun selv, gjestfri og underholdende, sørgede for sine Gjesters Moroe. Tavlebordene og Bretspillene kom frem, og om Aftenen drak Ridderne, lystige og høirøstede, den tappre Kong Valdemars Skaal og paa Lykke til hans kjække Foretagender. Grev Albert og Bispen toge vaersomt til Bægerne og bleve mærkelig alvorligere og betænksommere, som Sengetiden nærmede sig. Da endelig Fru Helene og hendes Døttre toge den lille Rigmor med sig og bade Herrerne Godnat, og de fyrstelig smykkede Kertedrenge tilligemed Carl traadte ind for at lyse Gjesterne til deres Sovekamre; saae Grev Albert og Bisp Peder alvorlig til hinanden og besluttede at være paa deres Post; thi det Smiil, hvormed den skalkagtige Vertinde havde ønsket dem en rolig Nat, havde bragt dem paa den Mistanke, at hun selv maaskee kunde have nogen Deel i det formeentlige Spøgerie, hvormed hun syntes at ville skræmme dem.

»Er dette den grønne Stue?« spurgte Grev Albert Drengen, som lyste ham, da han, efter at have besteget en høi Trappe og gjennemvandret tre lange mørke Gange, endelig stod i et stort hvælvet Værelse med mørkegrønne Paneler og en stor Eegeseng med grønne Silkegardiner.

»Ja. Herre!« svarede den fremmede Dreng, som bleg, og med skjælvende Haand tændte Voxlysene i en trearmet Sølvstage, der stod paa det forgyldte Natbord.

»Hvad fattes dig, Dreng! har du Kolden? du ryster jo som et 62 Espeløv og slukker Lysene, førend de ere halv tændte. Kom, lad mig selv - eller hvor er Carl, min egen Kertedreng?«

»Her, strenge Herre!« svarede Carl i det han sprang til med sin Kerte og tændte Lysene.

»Saa kan du gaae, - sagde Greven til den fremmede Dreng - see du kommer i Seng og faaer noget varmt 01 med Peber i! du har stærk Feber, kan jeg see.«

»Ja, Herre! - svarede Drengen - Men min Kerte brænder ikke godt, maa jeg laane din - sagde han til Carl - der er saa mørkt paa Gangen og den fæle Trappe.«

»Men hvorledes skal jeg da selv finde tilbage ?« spurgde Carl lidt urolig.

»Du kan blive her og ligge paa Løibænken hist, - svarede Greven fortrædelig - giv ham Kerten og lad ham løbe! han er mørkeræd.«

Carl taug og adlød, og den fremmede Dreng gik langsomt og skjælvende ud af Døren med Haanden ængstelig for Kerten, at ikke Trækvinden skulde udpuste den.

I Sideværelset havde Bisp Peder ogsaa faaet tændt de tre Lys i sin Armstage, og ladet Drengen, som lyste ham, gaae tilbage. Nu aabnede han Døren til sin Naboes Værelse, og traadte ind.

»Her er altsaa den berygtede grønne Stue, - sagde han og saae sig nøie om i alle Kroge - her er kun de tvende Indgange, seer jeg; Døren til Gangen vil jeg sætte Stangen for, ligesom jeg har gjort i min Stue. I har vel eders Vaaben med? ædle Greve!«

Greven pegede paa sit store Sværd, som stod ved Sengen og meente, det dog vel var bedst, at blive oppe for det Første, og oppebie, vaagne og muntre, hvad der vilde komme; thi Kertedrengens overvættes Frygt troede han dog maatte have nogen Grund.

»Lagde I Mærke til den høie steile Trappe, vi kom op ad, og til den store rødplettede Møllesteen forneden? - spurgte Bispen - paa den, sagde den frygtsomme Dreng mig, var det, at den gamle kjække Borgherre satte Livet til; han havde ofte sin Gang her om Natten, -sagde han ogsaa - og man troede, han i Taarnet i denne Sidefløi havde Omgang med Aander, og bespeidede Stjernernes Gang.«

»Gamle Esbern var en klog og dygtig Herre - svarede Grev Albert - det er intet Under, at den overtroiske Almue tillægger ham forbudne Konster og Omgang med Aander; han havde ualmindelige Kundskaber ikke alene i Statskonsten og Folkenes Historie; men han 63 skal ogsaa paa sine gamle Dage have lagt sig efter Astronomien og Naturvidenskaberne. For ikke at blive mistænkt for Trolddom har han muligen holdt sine Studier skjulte, og hemmelig vaaget her om Natten ved sine Forskninger. Lad os undersøge Værelset noget nøiere! maaskee kan vi finde Beviser for min Formodning.« Derpaa tog Grev Albert Lysestagen i den venstre og Sværdet i den høire Haand, og undersøgte Panelerne nøie; han rykkede en gammel Dragkiste tilside og bemærkede i Panelet en rusten Staalknap. Da han trykte paa den med Sværdheftet, sprang en skjult Falddør op og en snever Vindeltrappe viste sig forinden. »Seer I! - sagde Greven - min Formodning stadfæstes, her har vi vist en hemmelig Opgang til Taarnet. Tag I det andet Lys, ærværdige Herre! og lader os forfølge vor Opdagelse!« Carl vilde give sin Herre et Beviis paa sin Kjækhed, og bad ham at maatte gaae foran med den ene Stage. »Nu vel, det kan jeg lide - svarede Greven og rakte ham sin - men taber du den, bliver jeg vred for Alvor.«

Drengen gik nu med bankende Hjerte foran, og holdt saa fast paa Lysestagen, som om den kunde flyve fra ham.

Da de kom til Enden af den høie Vindeltrappe, stode de for en stærk jernbeslagen Dør, som Grev Albert stødte op med sit Sværd, og de traadte ind i en cirkelrund Taarnstue med store tillukte Luger paa alle Sider; i Midten stod et rundt Bord, hvorpaa der laae allehaande konstige Instrumenter og en Mængde opslagne Skrifter med røde Bogstaver og fremmede Ziffre. Paa Enden af Bordet laae en stor tillukt Bog med en svær Steen over, og forbundet med Gulvet ved en Kobberlænke. De satte Lysene paa Bordet og betragtede Værelset og dets underlige Boskab.

»En Studerestue altsaa og formodentlig et Observatorium«, sagde Bispen og satte sig i den store Stol ved Bordet for at eftersee Skrifterne og Papirerne, medens Grev Albert med det ene Lys overbeviste sig om, at der ingen anden Udgang var fra Værelset, end den til Trappen. Han betragtede med Deeltagelse en stor konstig Messingkugle, hvorpaa alle Stjernebillederne vare indridsede, og hvorpaa han tillige saae adskillige velbekjendte Navne, meest fra det nysforbigangne Aarhundrede. Men hvad han meest studsede ved var et lille Arnested med et Kobberrør gjennem den tykke Muur og med allehaande underlig formede Skaaler eller Flasker af Leer og Metal; hvad der herved meest forundrede ham var, at Asken var varm og skjulte gloende 64 Emner. »Her maa da altsaa være Nogen, som endnu benytter disse Redskaber«, sagde han, og nærmede sig Bordet for at underrette Bispen om sin Opdagelse. Da saae han en Forbauselse i Bisp Peders spændte Ansigt, som fast forfærdede ham: Bispen stirrede med ufravendte Øine paa et Blad med røde latinske Bogstaver.

»Hvad læser I der? ærværdige Herre!« spurgte Greven og satte sit Lys paa Bordet ved Siden af Bispens.

»Forfærdelige Hemmeligheder ligge her begravede - hviskede Bisp Peder - og hvis vi turde aabne den Bog der, - her pegede han paa den store lænkede Bog med Stenen - kunde der maaskee opgaae et Lys for os, som kunde forklare mig en Gaade, jeg nu i ni Dage grunder paa, maaskee kunde vi da bevare Kongen og Fædrenelandet fra en stor Ulykke og opdage en Forbrydelse - et Kongemord, som ellers vil være skjult til den sidste Basun aabner Gravene. See, det staaer her med tydelige Ord, og jeg røber Eder ikke nogen Hemmelighed, som ene tilhører mig eller Kirken. Ikke for Intet har vist Herren ledet os tilsammen til dette Sted.«

»Læs, Læs! - sagde Greven forfærdet -jeg forstaaer Eder ikke.« -»Gak tilside!« sagde han til Carl, der ogsaa studsende havde nærmet sig og hørt nogle af Bispens Ord, som han forbauset erindrede sig at have hørt, Ord for Ord, af hiin besynderlige Bjergmand i Kirken.

Paa sin Herres Befaling gik Carl tilside, men kunde dog ikke undlade at lytte opmærksom til hvert lydeligt Ord, der undslap den heftige Bisp Peder.

»I hiin Bog staaer det Alt - sagde Bispen - men her staaer en skrækkelig Forbandelse over den, der uberettiget aabner den. See, dette er kun et Register over den hemmelige Bogs Indhold«

»Stjernetyderdrømme! - sagde Grev Albert - mystisk Sværmerie og Afsindighed!«

»See her! - udbrød Bispen igjen - Den store Kong Valdemars Horoskop og Skjæbne. Tvillingbrødrene Axels og Esberns Horoskop og Skjæbne. Og see her! Sjette Knuds Skjæbne - hans Morders fordømte Navn - hører I! myrdet - hans Morders Navn - see, det er det, jeg vil vide - den, der myrdede ham? truer ogsaa hans kongelige Broder. Og see her! ogsaa til os kommer Listen: Hr. Sunos og hans Sønners Skjæbne - Andreas Erkebisp, hans langvarige Helsot - Peder Bisp i Roskild; Jacob, Lars og Ebbe Sunesøn; Grev Albert af Orlamunde, 65 hans Horoskop og mærkelige Skjæbne; hans Stjernes Forbindelse med Kongens« - -

»Hvad ogsaa mig! - raabte Grev Albert - fordømte Gjøglerie! jeg vil intet Ord vide derom; det tjener kun til at gjøre fornuftige Folk galne.«

»Men see her da! - vedblev Bisp Peder ivrig - det kunde dog vel være værd at vide: Kong Valdemar den Anden - hans hemmelige Fjender og Efterstræbere, hans Krigslykke og Elskov - den store Fare, han og Riget kan undgaae, hvis han advares i Tide« - -

»Hvad! - raabte Albert - altsaa dog ingen Nødvendighed, ingen jernfast uundgaaelig Skjæbne! er der selv Vaklen i Stjernerne? Galskab er det, fordømt Vanvid - men det gjælder Kongen, min Herre, og jeg maa vide det; ad den Gjøglers Trudsler og Forbandelser leer jeg. - Dette er ikke den brave Esbern Snares Værk. - Her maa være en Gjæk og Bedrager, som har villet havt ham til Bedste. Maaskee er han lumskeligen bleven myrdet, den ærlige Helt, da han opdagede Bedrageriet. Vi maae være paa vor Post her; maaskee lurer hiin Gjøgler et Sted her i Nærheden. Men vide vil jeg dog hvad han siger om Kongen. - Der kan være Sandhed, fordømt Sandhed i det Galskab; maaskee en hemmelig Sammensværgelse mod Kongens Liv -jeg vil vide det, paa hvad Side staaer det? kast det op, ærværdige Herre! - see, den Helvedes Bog er aaben!« Med disse Ord slog han med sit Sværdhefte til den svære Steen, som laae over Bogen, saa Stenen med et stort Bulder rullede hen ad Gulvet og den store kobberbeslagne Bog aabnede sig af sig selv, idet Vægten faldt af Bindet. - »Læs det Blad, der er opslaget, først! - sagde Albert - maaskee det ogsaa skal have Noget at betyde, og vil vi være Gjække, saa lad os være det tilgavns!«

»Anders, Præst i Slagelse, den Hellige kaldet, Kong Valdemar den Andens Fortrolige, - læste Bispen - den mægtige Mand, hvis vidunderlige Skjæbne her er aabenbaret, skal aflægge sit Regnskab for den øverste Dommer i Midnatsstunden mellem den 1ste og 2den Jan. Anno Domini 1205.«

»Hvad, hvorledes ? i denne Nat ? i denne Time ? - udbrød Grev Albert - viser Sanduhret hist ikke paa tolv? Den Løgn skal vi snart overbevise os om; for tre Dage siden bragte den gamle underlige Præst, sund og rask, mig et hemmeligt Budskab fra Kongen. Kast nu op hvad der staaer om Sjette Knud og om Kongen selv, ærværdige 66 Herre! men hvad fattes Eder? I skjælver jo - og hvi bliver her saa dunkelt?«

»Seer I ikke hvor Lysene slukkes - hviskede Bisp Peder - see, nu gaaer det fjerde ud.«

»Her maa være Trækvind; jeg vil tænde dem igjen - men læs, læs, kjære Herre! førend Nogen forhindrer det.«

Bispen bladrede ængstelig i den store Bog, medens Grev Albert greb Armstagen med de to viftende Lys, som endnu brændte, for at tænde de udslukte; men da kom Bisp Peder til at røre ved Kjæden, som lænkede den store Bog til Gulvet, og som det syntes gik heelt derigjennem, og med et forfærdeligt Bulder omvæltedes Bordet; det var som en usynlig Malmhaand i samme Øieblik traf baade Bispen og Grev Albert; Lysestagen faldt Greven af Haanden, og der var bælmørkt omkring dem.

»Fordømte Gjøglekonster! - raabte Greven og uddrog sit Sværd -er her Nogen, saa tal! eller, ved den levende Gud! jeg hugger den første ned, der kommer mig nær.«

»Forgrib Eder ikke! saar ikke mig og Drengen i Mørke! - hviskede Bispen, som var styrtet af Stolen, men nu reiste sig med Besindighed og Kraft - er her Djævelskonster i Spillet med, saa er det nu mig, som med Guds Hjelp skal forsvare os Alle, og saa kommer I dog ingen Vei med eders Sværd, kjække Ridder! os er skeet vor Skjel; hvi vilde vi vide og udforske, hvad der er Fordømmelse for Mennesker at vide? - Lad den ligge, den til Helved lænkede Bog, som vilde lokke os med sig i Afgrunden! Følg mig, ædle Ridder! gak efter os, Dreng! vel er her mørkt som i en Grav, og Veien seer jeg ikke, men jeg har den med mig, som er Lyset og Veien.« Med disse Ord tog han det hellige Crucifix, han bar paa Brystet, i sin Haand, og fandt uden Vanskelighed Døren og Vindeltrappen.

Taus, med en lønlig og inderlig Bøn, gik den tillidsfulde Bisp ned ad den snevre, steile Vindeltrappe. Grev Albert fulgte ham, forsigtig og taus, med Sværdet i Haanden, og Carl, som med Møie havde betvunget sin Angest og ikke røbet den ved en eneste Lyd, holdt sig saa nær til sin Herre som muligt. Midt paa den mørke Vindeltrappe var en noget rummeligere Afsats med en Aabning i Muren, hvorigjennem der faldt en svag Lysning af det nylig tændte Nytaarsny. Derved syntes Carl at bemærke, at en anden Trappe stod i Forbindelse med 67 denne, og han saae nu tydelig, at et Lys bevægede sig dybt nede paa hans venstre Haand, som i en umaalelig Afgrund.

»Seer I, strenge Ridder! - hviskede han til sin Herre - der kommer man med Lys, dybt, dybt nede.«

Grev Albert saae det ogsaa og viste det til Bispen.

»Tie stille og lad os gaae! - svarede Bisp Peder - den Vei kom vi ikke fra, og med hiint Lys har vi Intet at skaffe.« - »Viig fra os, Satan!« raabte han ned i det dybe Hul, og strax udsluktes Lyset; men et Jammerskrig lød fjernt gjennem Aabningen, og en dyb, lallende Stemme, som Carl troede at gjenkjende, raabte, frygtelig forstærket, som gjennem et Talerør: »vogt dig, Peder Sunesøn! vogt dig, Albert af Orlamunde!«

I det samme mærkede de, at den snevre Trappe var opfyldt med Røg; de forstærkede deres Skridt, og en tættere, fast qvælende Røg modtog dem. Da de endelig vare ved Enden af Taarntrappen, var Løndøren til Grev Alberts Sovekammer lukket i Laas. Med et mægtigt Spark sprængte Greven Døren, og en heftig Lue slog dem imøde fra det med Røg og Flammer opfyldte Sovekammer. At gaae tilbage var den visse Død; de maatte frem gjennem Luerne for at komme til Gangdøren, og det lykkedes. Men Døren havde Bispen saa fast stænget for, at de vare nær ved at qvæles, inden de fik den aabnet, og nu havde de tre lange Gange og den sidste høie Trappe tilbage. Gangene vare opfyldte af Røg. Luerne forfulgte dem bagfra; brændende Paneler og Bjælker faldt ned rundt omkring dem, og da de endelig naaede den sidste berygtede Trappe, stod den i lys Lue.

»Følg mig! - raabte Bispen - i Guds og alle Helliges Navn! vi maae derigjennem.« Han holdt Crucifixet foran sig, og ilede bedende fremad. Med svedne Haar og Klæder stode de endelig paa den store Møllesteen ved Enden af Trappen, og med et umaadeligt Brag styrtede Trappen gnistrende sammen. De traadte ud i Gaarden og aandede igjen, og nu saae de hele Sidefløien i en eneste Flamme, og med et uhyre Brag styrtede Taarnet. Ved det stærke Lys, som Ilden pludselig udbredte, bemærkede Carl, at der fløi en Mængde brændende Papirer ud af det sammenstyrtede Taarn, og han syntes at see en menneskelig Skikkelse opsamle dem og forsvinde i Røgen.

»Takket være den Almægtige! dengang var han beskjærmende med os«, sagde Bisp Peder, og fulgte nu roligere Grev Albert og Carl, 68 som ilede op i Slottets Hovedfløi for at vække og frelse de Sovende. Snart vare alle Gaardens Beboere forsamlede, og den almindelige Skræk forsvandt efterhaanden, da de saae, at Ilden ikke greb videre om sig, men nøiedes med at fortære og ødelægge den hele østlige ubeboede Sidefløi.

Fru Helene var i det første Øieblik yderst bestyrtet. Den pludselige Ild havde i saa faae Øieblikke lagt Taarnet og Sidebygningen i Aske, at det var hende ubegribeligt, at hendes Gjester kunde være reddede. Hendes Glæde ved at see dem uskadte var tillige saa heftig og inderlig, at hun, uden Hensyn paa Kjøn og Sømmelighed, i sin lette uordentlige Natdragt, med de flagrende brune Lokker om den ubedækkede Hals, omfavnede dem hjertelig og bad dem tilgive hende, at hun saa letsindig havde sat deres Liv i Vove. »Den lille Sorte troede jeg dog ikke var saa ond, - sagde hun - eller har I maaskee drillet ham ? jeg hørte et fælt Skrig, han skulde dog vel aldrig selv være omkommen i Luerne, den Stakkel!«

Saaledes talte hun, som Grev Albert troede, endnu fortumlet af Skrækken; men uden nærmere at forklare sig, skyndte hun sig med Hænderne for Barmen og med blussende Kinder til sit Sovekammer, saasnart hun besindede sig og bemærkede Forstyrrelsen i sin Paaklædning.

Da hun atter traadte frem, var hun i Reiseklæder. Ethvert Spor af Angest og Uro var forsvundet af hendes skjønne muntre Ansigt; hun følte sig nu ret glad ved ufortøvet at kunne forlade et Sted, hvor hun dog nu aldrig meer kunde sove rolig nogen Nat, forsikkrede hun.

Ingen gjorde derfor nu den mindste Indvending mod hendes Reise. Det var imidlertid bleven Dag. Ingeborg og Cæcilia vare ogsaa reisefærdige. Hestene stode sadlede for Døren, og hele det talrige Selskab satte sig til Hest, undtagen lille Rigmor og hendes Fostermoder, som ledsagedes i Karmen af Bispens gamle Martin og Carl af Rise.

Den Opmærksomhed og Høflighed, Carl saae sin Herre og de ædle Riddere bevise deres ridende Damer, ansaae han det nu for sin Pligt at bevise den lille lunefulde Rigmor, ethvert af hendes barnlige Ønsker var ham en Befaling; han sprang ofte af Vognen, naar den var i stærkest Fart, og indhentede den igjen, uden at foraarsage mindste Ophold, blot for at bringe sin lille Dame en afralden Fuglefjær eller en Busk smukt grønt Mos, som hun havde peget paa eller ønsket sig. Derfor belønnedes han rigelig ved det smukke Barns Glæde og 69 venlige Tak, og undertiden endnu mere ved hendes Frygt, naar han gjorde et forvovent Spring, og ved hendes Beundring over hans Kjækhed og Hurtighed, naar han kom saa vel og behændigt fra det.

Hvor Reisetoget standsede for at udhvile og vederqvæge sig, sørgede Carl altid først for at bringe Rigmor i Sikkerhed fra Vognen og Hestene; saa sprang han til sin ridderlige Herres Tjeneste, hjalp ham Reisekappen af, trak hans Hest til Stalden og besørgede hurtig Alt, hvad han ønskede.

Den første Aften i Herberget betragtede Bisp Peder opmærksom den raske livlige Dreng, som gik tilhaande ved Qvelsnadveren og som ved tusinde Smaatjenester gjorde sig yndet af dem Alle. Bispen kjendte nu først Carl og erindrede, at det var den samme smukke Dreng, som var kommen til ham med Fader Saxo, og som den Gamle havde rost og anbefalet ham kort før sin Død. Bispen omfavnede Drengen heftig og bebreidede sig, at han ikke før havde tænkt paa ham og taget sig af ham. - »Du havde Ret, Søn! - sagde han bevæget - vor Herre sørgede bedre for dig, end Bisp Peder, og du kunde ingen bedre Herre og Mester faae i Verden, end ham, du nu har.«

»Jo, Kongen«, meente dog Carl; dog dette sagde han saa sagte, at Ingen hørte det, og Bispen klappede ham paa Kinden og lod ham løbe.

De slette og krumme Veie gjorde flere Dagreiser nødvendige, og det talrige Selskab kom sjelden længer nogen Dag, end tre eller fire Mile. Reisen gik gjennem Slagelse og over Corsøer til Nyborg. I Slagelse var der i de Dage en stor og almindelig Sorg, og med Forbauselse hørte Bispen og Grev Albert, at den berømte Præst Anders, som havde faaet Navn af en hellig Mand, i disse Dage var død. De spurgte nøiagtig om Dagen og Timen, og en Klosterbroder, som havde været tilstede ved hans Død, underrettede dem om, at han havde forladt Verden som en Helgen i Midnatsstunden mellem den første og anden Januari.

»Hiint Ord var altsaa dog Sandhed, - sagde Grev Albert tankefuld til Bispen, da de rede ud af Slagelse Port - vel, at vi ikke læste mere i hiin forunderlige Bog! det havde kunnet gjøre mig forrykt troer jeg. Imidlertid forlader jeg nu ikke Kongen uden den høieste Nødvendighed.«

»Jeg ikke heller, - svarede Bispen - hvad der nu skal blive af Danmark, beroer visselig, næst paa den almægtige Guds Bistand og 70 Folkets gjenopvakte christelige Aand, paa denne mærkelige Konges Liv og Lykke.«

Om den nylig afdøde Præst i Slagelse fortalte Folket de forunderligste Ting. Han lod til at have været en sjelden begavet Mand og en stor Folketaler. Skjøndt han aldrig af Paven blev canoniseret, levede hans Navn dog til de sildigste Tider blandt Folket, som en vidunderlig Helgens. Selv paa den unge muntre Kong Valdemar paastod man, at den gudfrygtige Præst ved sin Tale og Adfærd havde gjort en forunderlig Virkning. Den bekjendte Tildragelse i Slagelse, da Kongen der, for to Aar siden paa sin Hvldingsreise gjennem Sjælland, havde maattet afstaae Byen de betydelige Jorder, den hellige Anders sagdes at have omredet paa Føllet, medens Kongen var i Badet, ansaaes vel af Mange som en Spøg af Valdemar og et listigt Gjøglerie af Hellig-Anders; men at Kongen dog ansaae ham for meer, end en sværmerisk Gjæk eller en skinhellig Bedrager, syntes han derved at have beviist, at han flere Gange efter hiin Tildragelse havde ladet den besynderlige Præst kalde til sig og længe underholdt sig med ham i sit Lønkammer, ja selv benyttet sig af ham til vigtige og hemmelige Sendebud Naar der siden taltes om denne Mirakelmand ved Hove, taalte Kongen ikke at den puklede Hofnar eller nogen af de lystige unge Hofmænd spottede ham, men Kongen blev da ofte, selv naar han var muntrest og lystigst, pludselig alvorlig og besynderlig stemt, saa at Mange meente, den hellige Anders maatte have betroet ham vigtige Hemmeligheder. Derfor kaldtes ogsaa siden denne mærkelige Præst saavel i Folkemunde som i Skrifter Kongens Fortrolige (Regi Valdemaro IIdo familiaris).

Med Deeltagelse betragtede de Reisende, til Hellig-Ånders Ihukommelse, Korset paa Hvilehøi mellem Slagelse og Corsøer, som et mærkeligt Tidens Tegn; og skjøndt Enhver troede hvad han vilde om Underværket, som sagdes der at være skeet, var der dog Ingen, som vovede at spotte høit derover. Kun meente Fru Helene, at det vilde vare længe, inden hun blev saa hellig, at hun kunde reise udenlands paa Hellig-Anders beqvemme Viis; men at der vel ogsaa gaves en anden Maade at gjøre slige Konster paa. Og heri gav Bispen og Grev Albert hende ganske alvorlig Ret. Der var vel En og Anden blandt Ridderne, som gjerne ved denne Leilighed vilde have givet sit Hjerte Luft og beklaget sig over Geistlighedens overhaandtagende Magt og Indflydelse; især vare Johan Marskalk og Absalon Bælg 71 særdeles misfornøiede over Tabet af de betydelige Godser, hvormed deres Forfædre havde beriget Kirker og Klostere. Nogle bittre Ord mod Præstemagten svævede dem allerede paa Læberne; men den ærværdige Bisp Peders Nærværelse lagde dem Baand paa Tungen, og den strenge Grev Alberts bekjendte Agtelse for den geistlige Stand holdt ethvert ubeskedent og usømmeligt Udtryk tilbage.

Fru Helenes ufordeelagtige Navnkundighed og den Opmærksomhed, det prægtige Reisetog med hende opvakte i alle Byer, var Bisp Peder, for hans geistlige Værdigheds Skyld, særdeles ubehagelig; men da han ikke, uden at fornærme hele Selskabet, kunde forlade det eller beklage sig over sin mislige Stilling, udbrød ofte hans Heftighed mod den store graae Hingst, han reed, og som aldrig kunde gaae ham tilpas. Derved kom han ofte i en større Fart, end han ønskede, og naar han saaledes undertiden i sin Heftighed, med Kappen flyvende om sig, kom forud for Selskabet, og stundom svinglede lidt ubehændig paa den urolige Hingst, loe Fru Helene ret hjertelig, og bekymrede sig kun lidet om den strenge Alvor, hvormed Grev Albert betragtede hende.

Paa den stormfulde Seilads over store Belt mumlede Skibsfolkene temmelig høit og i plumpe Udtryk over, at de havde Kongens Frille ombord. Dette troede imidlertid Grev Albert, at Ingen havde hørt uden han, og harmede sig taus derover for ikke at gjøre Ondt værre; thi med Baadsmændene kunde han dog ingen Landse bryde for Fru Helenes Ære, og hendes Adfærd syntes ham heller ikke saa stille og ærbar, som han fordrede. Siden saae han, at Jomfru Ingeborg var særdeles bleg og forvirret og den stille Cæcilia fældte Taarer; han formodede da vel, at nogle plumpe Baadsmandsord om deres Moder maatte være komne dem for Øren; men han overlod det til deres omhyggelige Fæstemænd at trøste og opmuntre dem. Paa Fru Helene mærkedes vel ogsaa nogen Forstemthed; men hun gav Søluften og den stærke Kuling Skylden derfor, og var snart ligesaa munter og selskabelig som tilforn. Saasnart de vare iland, vidste hun endogsaa at gjøre hele Selskabet oprømt ved sit Vid og sit behagelige Lune, saa Grev Albert ikke vidste hvad han meest skulde forundre sig over, den Sjælsstyrke, hvormed hun syntes at bære Forsmædelsen i den offentlige Mening om hende, som dog vist for en Deel var hende bekjendt, eller den ubegribelige Letsindighed, hvormed hun syntes 72 aldeles at ringeagte Rygtet, idet hun ved denne Reise selv gav de onde Tunger Stof til Bagvaskelse.

I Nyborg modtoges det fornemme Reiseselskab med Ære af Slotsbefalingsmanden, den gamle eenarmede Hr. Ludolph, for hvem Grev Alberts og Bisp Peders Navne vare den bedste Anbefaling, og som hilste Esbern Snares trende Sonner, som en gammel Ven af deres berømte Fader. Den gamle stive Slotsherre viste vel ogsaa Fru Helene al den Ærbodighed, han troede at skylde hendes høie fyrstelige Byrd, men hans Høflighed mod hende var kold og tvungen og kostede ham iøinefaldende Overvindelse. Paa sin gamle halte Skimmel, som han af Erkjendtlighed mod dens Ungdomsbedrifter altid reed paa, ledsagede han imidlertid Selskabet til Odense, hvor de ønskede at udhvile og vederqvæge sig.

Ved Odense Port yttrede den gamle Herre sin Forlegenhed med at finde et Herberg i Staden, som sømmelig kunde modtage saa stort og fornemt et Herskab. Men derfor vidste Johan Marskalk Raad; han spurgte om St. Knuds Gildehuus da ikke var rummeligt nok til at huse dem, og da Hr. Ludolph forsikkrede, at det var det største Huus i Staden, fandt den sparsomme Marskalk det rigtigst at tage derind og lade sig frit beværte af Gildebrødrene. »Nylig har Kongen jo stadfæstet deres desuden alt for store Friheder og Rettigheder, - sagde han - man burde heller udrydde slige halve Hængehoveder og halve Skjelmer af Landet: Urostiftere ere de og hemmelige Oprørere, der ikke ere bange for at slaae en Konge ihjel, naar han ikke er efter deres Hoved. Men nu har man jo endog givet deres selvgjorte Skraa Lovskraft - istedetfor at lade dem hænge, har man givet dem ti Mark Sølv af Øen Sild til Klæder og Eeneret til at male Korn for hele Odense Bye. De maae jo være hovedrige; men derfor paaligger det ogsaa de Æsler af Kjærlighcdspligt at beverte alle Reisende.«

»Jeg er selv en Broder af St. Knuds hellige Gilde, - svarede den gamle Hr. Ludolph rolig - hvad I nys har sagt til Fornærmelse for Kongens bedste og meest hengivne Undersaatter vil jeg tilgive Eder; thi en udengilds Mand kan ikke krænke en ægte Gildebroders Ære; men vil I overbevise Eder om, at vort Broderskab ikke mener det ilde med Kongen og Fædrelandet, saa indbyder jeg Eder til at modtage den Gjestfrihed, som vi unægtelig af Kjærlighedspligt ere alle uformuende Reisende skyldige, og som jeg ikke vovede at tilbyde et saa rigt og fornemt Herskab.«

73

En almindelig Forlegenhed stod malet i alle Ansigter; især var Hr. Niels Mule, som ethvert Anstød mod det Sømmelige gik særdeles nær, ganske ude af det; han begyndte pludselig at hoste og tale orn Veir og Vind, hvori hans hele Politik bestod ved Hove, naar der indtraf noget Anstødeligt.

»Hvorledes - stammede Johan Marskalk - høitærede Hr. Ludolph! hvorledes kan I, som Ridder og Slotsherre, være Medlem af et Gildelag, som jeg troede kun bestod af Kjødmangere og Kræmmere.«

»Jeg skammer mig ikke ved at regne mig blandt Nyborgs brave Borgerskab - svarede Hr. Ludolph - min Optagelse i Broderskabet var vistnok en Undtagelse fra den almindelige Vedtægt; men I seer jo ogsaa, at jeg derfor har opofret min Ret, som Padder, til at fordre Æresopreisning af Eder med Sværdet og min venstre Arm; dog derfor er jeg ikke værgeløs.«

Grev Albert søgte nu, saa godt som muligt, at bilægge Tvisten, og til Beviis paa sin Agtelse for St. Knuds mægtige og undertiden farlige Broderskab, som Kongen dog nylig havde givet Beviser paa Tillid og kongelig Bevaagenhed, modtog han paa sit Reiseselskabs Vegne Hr. Ludolphs Indbydelse til Gildehuset, med den Betingelse, at han maatte erstatte de tjenende Brødre deres Uleilighed og Udgift. Grev Albert greb desuden gjerne denne Leilighed til at gjøre sig bekjendt med Aanden og Tonen i disse nu saa talrige Broderskaber, som Mange ansaae for saa farlige for Landets Rolighed.

Den gamle Slotsherre gjorde sig en Ære og Fornøielse af at gjøre Grev Albert bekjendt med Gildets Love og Vedtægter, som nu ikke længer vare nogen Hemmelighed, og som i en urolig og usikker Tid kun havde fælles Forsvar og Sikkerhed til Hensigt. At Gildet nu ikke egentlig meer havde noget statsborger ligt Formaal for Øie og at dets Medlemmer vare Kongens troe og nidkjære Undersaatter, var det ham isærdeleshed magtpaaliggende at gjøre denne Kongens tro og hengivne Ven indlysende. Dette lykkedes ogsaa den gamle sære Herre saa aldeles, at Grev Albert erklærede, saasnart Tid og Leilighed tillod det, selv at ville indtræde i et saadant Broderskab, naar dets Skraaer og Vedtægter ikke udelukkede nogen Fædrelandsven, han være Kriger eller Borger; thi han indsaae vel hvorledes disse Broderskaber, hævdede og beskyttede af Kongerne og Landets vigtigste Mænd, kunde være Kongen og Fædrenelandet til betydeligt Værn i ulykkelige og urolige Tider, hvis saadanne Samfund virkelig bestode 74 af de bedste Fædrelandsvenner, som dog saaledes havde et Foreningspunkt, naar Splid og Tvedragt adskilte Hjerterne.

I det store Gildehuus modtoges Gjesterne med Venlighed og trohjertig borgerlig Gjestmildhed. To aldrende Borgermænd i Gildebrødrenes halvgeistlige Hættekapper modtoge de Reisende, uden at besvære dem med noget Spørgsmaal om deres Navn og Stand. »Hvo er Danmarks retmæssige Konge for Gud og Mennesker?« spurgte kun den ældste af dem enhver af de indtrædende Gjester, og paa Svaret: »Valdemar Valdemarsøn« indlodes de strax i den øverste rummelige Gjestestue, hvor der var flere Gildebrødre tilstede, og hvor der opvartedes med Øl, Mjød og et stort Saltmadsfad. For og efter Maaltidet blev der sjunget en kort Messe, og over Bordet udbragtes der Skaaler for Hellig Knud, Jomfru Maria og Kongen. Til Gildebrødrenes andre Vedtægter og Skikke saae de Reisende Intet, og som udengilds Gjester var Broderskabets store Forsamlingssal dem lukket.

Efter Maaltidet gav den gamle Slotsherre Grev Albert et hemmeligt Vink og Greven fulgte ham ubemærket ind i et afsides Værelse.

»Dersom I ikke anseer mig for nysgjerrig eller paatrængende, ædle Greve! - sagde den gamle stive Herre og betragtede Albert med et skarpt gjennemtrængende Blik - saa besvar mig et Spørgsmaal i Fortrolighed! hvorledes kommer I, som Kongens og Landets troe Ven, til at ledsage denne altforvel bekjendte Fru Helene til Ribehuus, og det paa en Tid, da Folket er blevet skuffet i sit visse Haab om at see en agtet og ærbar Dronning dele Valdemars Throne? - kjender I ikke bedre Kongens eneste svage Side og denne Qvindes høitflyvende Planer? eller kan Grev Albert nedværdige sig til at understøtte Synd og Underfundighed?«

»I fornærmer med dette Spørgsmaal ikke mig alene, - svarede Albert med krænket Selvfølelse - I fornærmer min Konge og den ædelbaarne Dame, hvis Beskytter og Ledsager jeg nu er; men jeg seer vel Grunden til eders Spørgsmaal, og ærer den velmeente skjøndt ubeføiede Iver for Kongens og Landets Vel, som misleder Eder. Over Kongens Sind og Hjerte raader han kun selv; den saakaldte Svaghed, I maatte heller sige Slethed, man kun alt for skaansom bedømmer hos Konger og store Mænd, og som jeg hører I med flere gode Dannemænd ogsaa tiltroer vor unge Konge, vilde jeg foragte hos ham, som hos enhver, hvis han besad den; men mit Hjerte rnaa aldeles frikjende ham derfor. Fru Helenes formeentlige Hensigter og 75 Planer ere mig ubekjendte; hvad Bagvaskelsen siger hende og Kongen paa, har jeg vel hørt, men Gud forbyde mig nogensinde at troe det! hendes Reise til Ribehuus misbilliger jeg, som en af hendes største Ubesindigheder; men til at hindre den, har jeg hverken Magt eller Ret. Tilfældet og simpel Padderhøflighed har gjort mig til hendes Ledsager, og saalænge hun er under min Beskyttelse, tillader jeg ingen Mand af Ære ustraffet at sige et fornærmeligt Ord om hende. Eders Alder, værdige Hr. Ludolph! tillader mig kun for denne Gang at gjøre en Undtagelse med Eder.«

»Brave, trofaste unge Mand! - svarede Hr. Ludolph og greb hans Haand med Varme - eders Kjærlighed til Kongen og eders ridderlige Agtelse for Qvinden forblinder eders Øine, seer jeg; men dadle Eder derfor kan jeg ikke. Tilgiv, at jeg et Øieblik var uvis om hvad jeg skulde troe om Eder! At I ikke vil slaaes med en gammel eenarmet Mand for hvad jeg siger Eder under fire Øine, takker jeg Eder ikke for; thi det vilde være en Latterlighed; og hermed er da den Sag klaret. Imidlertid raader jeg Eder til ikke at opholde Eder her længer med denne Dame, end høist nødvendigt Nu et Ord paa mit og Broderskabets Vegne. Skulde det engang - som Gud forbyde - blive Tilfældet, at Kongens bedste Ven og Raadgiver maatte have nødig at spørge om, hvor der endnu var danske Mænd at finde, som havde Liv og Gods tilovers for Fædrenelandet, saa behøver I kun at aabne dette Brev, og hvert Navn, I læser deri, kan I stole paa, som paa Eder selv.« Med disse Ord rakte han Greven et stort Pergamentsbrevskab, forseglet med rødt Vox, hvori St. Knuds Billede med Septer og Krone var aftrykt. »Det er en Nødskilling, - føiede han til - gid den Stund aldrig maa komme, da I behøver den! men kommer den engang, og gamle Ludolph maaskee da ligger under Fanen med det rustne Sværd paa Kisten i Nyborg Kirke, saa tænk paa mig, brave unge Herre! og lad mig ikke have seet Eder forgjeves!«

Taarerne stode den gamle Herre i Øinene, og uden at vente paa Svar gik han hastig bort, og gav den bevægede Grev Albert Tid til at fatte sig og forvare det uaabnede Troskabsbrev paa sit Bryst

Da Greven korn tilbage til Selskabet, var den gamle Slotsherre der ikke. Man hørte Hestetramp paa Gaden, og saae ham allerede ride ud af Byen saa hastig som den halte stive Skimmel kunde bære ham.

Grev Albert syntes at bemærke, at Gildebrødrene betragtede Fru Helene med mistænkelige Øine og gave hverandre hemmelige og 76 betydende Vink; han kom den gamle Slotsherres Raad ihu og skyndte paa Afreisen. Til stor Ærgrelse for Johan Marskalk forglemte Bispen og Grev Albert nu ikke ved Afreisen at lægge en rigelig Gave i Gildehusets Gjestebøsse, og Fru Helene syntes ret at have sin Glæde af at drille sin faderlige og sparsommelige Hr. Søn ved sin fordobblede Rundhed og Gavmildhed Absalon Bælg, som havde taget meest til Takke med Sylten og Saltmadsfadet, yttrede ved Afreisen derimod temmelig høit, at hans fornuftige Broder Johan havde Ret, og at hvis de gode Gildebrødre vare rigtige Møllere, vidste de nok at mele deres Kage og faae deres Kjærlighedspligt betalt af Meelsækkene.

»Jeg kjender ikke Esbern Snare igjen i hans Sønner, - sagde Bisp Peder paa Veien til Grev Albert, da de vare komne noget forud - den kjække Esbern udskiftede høimodig Skjænk og Sjælegave til Kirker og Klostere; disse plyndrede dem gjerhe ud, om de turde. I veed vel, at de endnu forholde Sorøe Kloster Steenløsemagle; det Ran skal de visselig fortryde paa deres Dødsdag.«

»I det Stykke tør jeg ikke forsvare dem - sagde Grev Albert - men det veed jeg dog, behøver Kongen deres Arm, er den redebon og stærk, og behøver han deres Pung, staaer den ham vist ogsaa aaben.«

»Med Armen kan det maaskee have sin Rigtighed, men med Pungen ikke, med Pungen, Gudsdød, ikke - ivrede Bispen - den holde de fast og lukket i Haanden som Judas Iscariot paa vor Altertavle.«

»Da veed Fru Helene desbedre at lukke den op; hos hende sidder Daleren ikke fast«, skjemtede Greven for at afbryde.

»Ja hos hende sidder jo Ingenting fast«, mumlede Bisp Peder ærgerlig.

Over denne Yttring kom Grev Albert i Harme: »var I Ridder, som I er Bisp, - svarede han heftig - turde jeg dog endnu bryde en Landse med Eder for den ædelbaarne Frues Dyd og Ære.«

»Tør man vide hvorom de ædle Herrer tvistes? - spurgte Fru Helene, som i det samme jog med sin raske Ganger ind imellem dem -mig synes de ere noget høirøstede, og at Talen er om at bryde Landser.«

Bisp Peder taug forlegen og lod Hingsten undgjælde sin Utilfredshed, men Grev Albert lod sig ikke bringe ud af sin Fatning. »Talen er om en Dame af ædel Byrd og, saavidt jeg veed, af ulastelig Vandel, - svarede han - hun er noget uforsigtig, letsindig og forfængelig, det tilstaaer jeg, og hun glemmer derover den gyldne Regel, at det ikke 77 er nok for en Qvinde at være ulastelig, men at hun ogsaa maa synes det. Jeg vil tage Eder, ædle Frue! til Dommer i vor Tvist: troer I, at en saadan Svaghed og Følgerne deraf i Mængdens Omdømme kan berettige nogen Ridder til at drage hendes Slot forbi med Haan og sætte et Skjændselsrnærke paa Porten?«

»Hvilken Ridder - spurgte Fru Helene forbauset - vilde være saa uforskammet og uretfærdig?«

»Jeg ikke, ædle Frue! det forsikkrer jeg Eder; men vilde det da ikke være ligesaa ubilligt og uretfærdigt, naar en uforskammet Haand havde efterladt sligt et Mærke paa den fortalte Qvindes Port, og en Herrens Tjener gik forbi med Foragt og lyste Forbandelse over Huset?«

»Visselig, visselig, I har Ret, ædle Ridder! - raabte Bisp Peder ivrig - og jeg har Uret, skammelig Uret. Skinnet kan skuffe, og selv om det ikke skuffede, være det langt fra mig at løfte den første Steen mod Synderinden.«

»Eders Tvist er altsaa bilagt uden min Stemme,« svarede Fru Helene med dybt krænket Stolthed i Blik og Miner, medens hun forgjeves søgte at skjule den bittre Taare, som nedrullede over hendes skjønne blege Kinder.

Hos Grev Albert var ved dette Syn enhver Tvivl udslettet om hendes Reenhed og uplettede Vandel. »Ja visselig, ædle Frue! - sagde han med Varme - vor Tvist er hævet, og den Dames Ære, vi talte om, sværger jeg ved Gud og den hellige Michael at forsvare mod enhver Modstander, som jeg vil forsvare min Herres og Konges Ære, med Ord og med Sværd, med Liv og med Blod Vil I paa hiin ædle Dames Vegne, - tilføiede han - række mig et Pant, skjønne Frue! saa vil jeg bære det paa mit Bryst, at det kan minde mig om min Eed, saalænge jeg lever.«

Mildere bevæget, tog Fru Helene den hvide Handske af sin Haand, hvorpaa hendes Taare var falden, rakte Grev Albert den taus og trykte sin ædle Ridders og Beskytters Haand med Taknemmelighed; thi hun forstod ham saare vel. Hun reed tankefuld et Stykke fremad og standsede pludselig sin Hest, som om hun gruede for at ride længer frem og vilde vende tilbage. Men nu indhentede det øvrige Selskab hende med Latter og Spøg, og hun bekæmpede hastig enhver Betænkelighed.

Ingen var lykkeligere ved Reisen, end Carl. Mange Navne og Steder vare ham bekjendte af den gode Fader Saxos Fortællinger. Han 78 betragtede Alt med den største Opmærksomhed og hvad han ikke vidste skulde gamle Martin altid fortælle ham. Ved Landsbyen Ohrup saae han Gramaaen forene sig med Nipsaaen, og spurgte Martin, om det ikke var der, den fromme Biskop Leofdagus vilde svømme over, da de grumme Hedninger dræbte ham med deres Pile.

»Det er Snak, - sagde Martin -jeg kjender alle Bisper her i Landet, og her har aldrig været nogen af det Navn.«

»Jo vist har her saa, længe før du blev fød«, svarede Carl og fortalte lille Rigmor den rørende Historie. Barnet tog hjertelig Deel deri og var nær ved at græde over den fromme Martyrs Død; men Fostermoderen trøstede hende med, at det nok var et gammelt Eventyr, og at der nu ingen Hedninger meer vare til i Verden.

»Jo vist er der saa, - afbrød Carl hende ivrig - vor Konge fører jo endnu ofte Krig med Hedningerne, og saasnart jeg har lært at føre Sværd og Skjold, vil jeg være med.«

Det smukke Barn blev ganske alvorlig ved disse Carls dristige Ord, og Fostermoderen, som meente, det var af Frygt for Hedningerne, søgte at trøste hende med den Forsikkring, at der dog ingen Hedninger vare her tillands, og dem, som vare i fremmede Lande, holdt Kongen nok i Ave. Men nu fortalte Carl en anden Historie, og Rigmor loe og klappede i Hænderne igjen. Som de nu kom nærmere til Ribe, blev gamle Martin snaksommere; thi han var fød der i Egnen og kjendte nu hver Busk og Steen paa Veien. Han forklarede heelt lærd paa sin Viis, hvad siden andre Lærde have gjentaget, at Byen hed »Rive« fordi der blev revet saa meget Hø om Sommeren, og han kunde ikke noksom beskrive hvor lifligt der var i Høhøsten, og hvor herligt Byen da saae ud ved Aaen og Havet mellem de mange grønne Høie og Kjærene med deres Svaner og de nye herlige Abildgaarde, som de geistlige Herrer, efter den hellige Abbed Vilhelms Exempel, havde anlagt og ladet hente Abildkjærner og Planter til fra fremmede Lande. Over de tre Vandmøller ved Aaen udbredte han sig vidtløftig, og fortalte Carl omstændelig, hvorledes man i den ene beredte Skind med megen Konst til Pelse. Da han nu saae Ribe i Frastand gjorde han dem Alle opmærksomme paa, hvor grandgivelig den lignede et Gaaseæg, og, naar man saae ret til, en ordentlig velskabt Mand med Arme og Been, og i begge disse Paastande maatte man give ham Ret; thi han var barnfød der i Egnen, og maatte vide det bedst, hed det.

79

De kjørte forbi nogle halvnedrevne Huse og Brakker. »See, her er Gammel-Ribe, - sagde Martin - nu boer her kun Fattigfolk; men her boede i gamle Dage de rige og fornemme Folk, for ikke at være Havet og Sørøverne for nær.«

»Fy, det var en Skam, - sagde Carl - men nu tør vi nok boe ved Havet, - vedblev han glad - nu ere Sørøverne bange for os - saadan en Konge har vi nu.«

De kjørte nu ind ad den saakaldte Slotsport, som gjennem Grønnergaden førte til Slottet, og Carl vilde endelig vide hvad de tre himmelblaae kronede Løver skulde betyde, som vare afbildede over Porten, ligesom de sprang frem i Luften af et Taarn. Da følte Martin sig ret stolt ved at kunne fortælle, at det var Byens ældgamle Vaaben fra de hedenske Tider, og at Kong Harald Hildetand havde givet det til den gode Stad Ribe. Hvad Løverne skulde betyde vidste han vel ikke saa nøie, men han havde ofte grundet derpaa, sagde han, og meente i sin troskyldige Fromhed, at det vel skulde betyde den hellige Trefpldighed.

»Men Vaabnet sagde du jo var fra de hedenske Tider«, indvendte Carl.

»Ja saa skal det vel betyde, at Nipsaaen har tre Arme, og løber gjennem Byen paa tre Steder, - sagde Martin ærgerlig - for det veed jeg den gjør, og saa har den vist ogsaa gjort i de hedenske Tider; men vil han vide det bedre, maa han spørge vor Bisp, ellers er jeg barnefød her og behøver ikke at spørge Nogen om hvordan Ribe seer ud Prøv nu, om han kan tælle Taarnene! - vedblev han stolt, og glemte sin mislykkede Fortolkning - see, der ligger vor Fruekirke paa Lilliebjerget; see, hvor Taget skinner, som pure Sølv og Guld! det er halv Bly og halv Kobber, maa han vide, og der har vi Slottet; det hedder Kosborg.«

»Ribehuus vil du nok sige«, afbrød Carl ham.

»Kosborg hed det, da jeg var ung, - svarede Martin - nu hører jeg nok, de kalde det Rdbehuus, ligesom der ikke var flere Huse i Ribe, for Ingenting maa nu være som det har været før. See her, - vedblev han snaksom - her har jeg mangen god Gang rendt over Horsetorvet til Kagkilde og seet Tyvene bære Steen af Bye - det var en lykkelig Tid - og hist nede paa Dammen ved Fiskertorvet har jeg tidt seet dem holde Thing.«

»Hvem ?«spurgte Carl adspredt.

80

»Ih! Borgerne mener jeg; vil han være en Ordkløver, vil jeg ikke have med ham at skaffe.«

»Bliv ikke vred, gode Martin! - bad Carl - fortæl os kun noget mere! du kjender Alting saa godt her.«

»Ja jeg kan nævne ham hver Gade og Slippe her i Byen: førend jeg kom til vor Bisp, maa han vide, har jeg samlet mig mangen god Blumbum*, hist i Capittelhuset og hentet sød Viin baade for Erkedegnen, Dekanen, Seniorerne, Capittel-Procuratoren og alle fire og tyve Kanniker, baade de Regulares og Seculares - siden han er saa klog og har gaaet i Skole hos en Grammaticus, veed han vel sagtens hvad jeg mener.«

Carl taug undseelig: thi Latinen havde han aldrig kunnet komme afsted med, og han mærkede vel, at gamle Martin havde tjent saalænge hos sin Bisp, at han deri var ham overlegen.

Over denne lille Triumph blev Martin kjæk og munter, og fortalte nu omstændelig, hvorledes det gik til i Capittelhuset fra Morgen til Aften, og hvorledes der læstes atten Messer daglig for den hellige Jomfru og alle fromme Sjæle. Han nævnede alle Byens Gader og Porte, Torve, Broer og Kirker, samt alle Byens Gilder fra St. Knuds og den hellige Gjertruds indtil Peblingegildet i Svinkrog.

Endelig rullede Karmen over Vindebroen og holdt stille ved Brønden midt i Slotsgaarden. Carl beundrede det store prægtige Slot, med dets høie Volde, Mure og Taarne, medens gamle Martin beregnede, at Slottet nu maatte have staaet i 80 Aar, og berømte den dybe mærkelige Brønd, som kunde forsyne en heel Hær med Vand i den længste Beleiring. I Gaarden vrimlede der af kongelige Gaardssvende og Huuskarle, som modtoge de Fremmedes Heste paa Befaling af Gaardsfogeden. Denne førte Gjesterne til Slotstrappen, hvor han overlod dem til Dørvogteren og Slottets indvendige Betjenter. Saasnart Carl havde løftet Rigmor af Vognen og bragt hende op ad Slotstrappen til Fru Helene og hendes Døttre, ilede han til sin Herre, tog hans Kappe paa Armen og fulgte saaledes Selskabet i ærbødig Frastand, medens hans Hjerte bankede af glad Forventning efter at see Kongen, som var den høieste Lyksalighed, han i lang Tid havde drømt om.

* 81

Det var just ved Middagstid og Kongen sad ved Bordet blandt sine Frender og sine Mænd. Det reisende Selskab blev af et Slags UnderHofmarsk anviist Plads ved et altid opdækket Gjestebord i et af Slottets mindre Gemakker; kun blev Grev Albert af særdeles kongelig Gunst indbudt til det kongelige Taffel, hvor hans Plads altid var ham forbeholden. Saasnart Greven i et afsides Værelse havde taget Haandtvæt og ordnet sit Haar og sin Klædedragt, bad han høflig Fru Helene og hendes Døttre undskylde, at han paa Kongens Bud maatte forlade dem. I Fru Helenes skjønne Ansigt var en ydmygende Følelse af hendes underordnede Værdighed her umiskjendelig; men hun holdt gode Miner og bad den opvartende Hofbetjent efter Taffelet at melde hende og hendes Døttre for Prindsesse Regitze.

Til stor Glæde for Carl, fik han Befaling af Grev Albert til at følge ham, og med sin Herres Kappe paa Armen fulgte han Greven til den store kongelige Spisesal. Bævende traadte han over den høie bonede Tærskel og blev strax af en Hofbetjent anviist Plads blandt de andre Svende og Kertedrenge bag ved Marskens Stol, nærved Døren, medens Grev Albert nærmede sig den øverste Ende af Bordet med Anstand og Ærbødighed.

Forundret betragtede Carl de mange statelige Riddere ved Bordet og al den Pragt og Herlighed, som omgav dem; men han gav sig ikke Tid til at dvæle ved nogen af de mangfoldige nye Gjenstande, som her tildroge sig hans Opmærksomhed; hans Øine søgte kun Kongen, og han ledte ikke længe forgjeves. Den unge Konges kjække og muntre Ansigt, det runde ungdommelige Heltehoved, med de krøllede brune Lokker og det korte mørkebrune Mundskjæg, svarede vel ikke til den Forestilling, han havde gjort sig om et stort kronet Hoved; men den store Valdemars Søn behøvede ingen kongelig Krone for at kjendes; hans mørkebrune næsten sorte Ørneøine havde allerede det mægtige Herskerblik, som uvilkaarlig tvinger til Underdanighed, og hans høie runde Pande, som ingen Sorgens Tverfure endnu rynkede, syntes med sin stolte og skjønne Hvælving at være en ophøiet Bolig for de dristigste Kongetanker. Et Par letbevægelige Lidenskabsfurer mellem de store livfulde Øine røbede den Heftighed og Kraft, hvormed han vidste at sætte sin Villie igjennem. Han sad rolig og munter ved Bordet i sin daglige Huusdragt, hvori han sædvanlig er afbildet, med en hvid Ringkrave om Halsen, et Slags kort bomuldsforet Pantsertrøie af hvid Silke, med en Rad Guldknapper i 82 Bræmmen, knappet høit op i Halsen og ned over Brystet, dertil prydet med gyldne Tverstriber og smalle baldyrede Bræmmer ved Haandledene. En smal Sværdgjord med et Guldspænde sluttede ham fast om det smekkre Liv, derved hvælvede Silketrøien sig fyldig over hans Bryst som en Brynie. Forresten bar han korte posede Underklæder af sort Fløiel med haandsbrede Guldgaloner paa langs, dertil hvide Strømper og Skoe med brede Sløifer.

Carl saae ham dog kun som Brystbillede, men bemærkede rigtigt, at hvis der var Forhold i hans Legemsbygning, maatte han fast være et Hoved høiere, end de fleste af hans Mænd; thi det temmelig høie Bord syntes for ham alene at være for lavt; og naar han spiste, løftede han undertiden Brikken op fra Bordet for ikke at bøie sig.

Adelsdrengen, som stod bag ved Kongens Stol med hans guldbaldyrede Skarlagenskappe paa Armen, var i Carls Øine et lykkeligt Menneske, fordi han kunde være Kongen saa nær og række ham Alt, hvad han pegede paa.

Imidlertid var Grev Albert kommen op til Bordenden og hilsede Kongen paa sædvanlig Ridderviis.

»Velkommen, brave Albert! - sagde Kongen og rakte ham sin høire Haand, som Greven med halv nedbøiet Knæ kyste. - Tag Plads og vederqvæg Eder blandt os! eders Sæde staaer ledigt; naar vi har drukket et Velkomstbæger sammen, følger I mig til Lønkammeret.«

Derpaa satte Greven sig paa sin sædvanlige Plads øverst blandt Ridderne, og de to nærmeste Riddere reiste sig paa gammel Viis for at give ham Plads; thi skjøndt de stive Hofskikke fra Svend Grathes Tid for en Deel vare afskaffede, og Kongen, som hans store Fader, var en Elsker af sømmelig Munterhed og Utvungenhed ved Bordet, vare dog de Skikke og Sædvaner vedligeholdte, som Kongens Værdighed og gjensidig Høflighed syntes at udfordre. Ved Bordet talede Enhver frit med sin Sidemand, dog ikke høirøstet, men saaledes at Enhver kunde høre Kongens Ord, saasnart han talede høit til Nogen.

Nærmest ved Kongens høire Haand sad hans alvorlige Søster, den langt ældre Prindsesse Regitze, som dog endnu ikke var uden ungdommelig Ynde, men hvis rolige aldeles lidenskabsløse Ansigt kun opvakte liden Deeltagelse. Hun talede yderst sjelden, men hørte taalmodig paa hvad hendes Sidemand den skaldede Grev Claus, hendes og Kongens Halvbroder, med sin sædvanlige Vidtløftighed og Omstændelighed fortalte hende om sin tilkommende Gemalinde, 83 Grevinde Ida af Schwerin, og om alle hendes Dyder og Fuldkommenheder.

Paa Kongens venstre Side sad Erkebisp Andreas, med hvem Kongen fornemmelig underholdt sig, og som han udspurgte om hans Reiser og Begivenheder i fremmede Lande. Broder Gunner og Mester Harpestræng vare ogsaa her tilstede; men de vare bænkede noget længer fra Kongen, for at give Plads for hans fornemme Gjest, den tydske Ordens Ridder og Hærmester i Lifland, Hr. Hermand Balke; han var en høi mager Mand, som i sin snevre sorte Ordensdragt, med det sorte sølvindfattede Kors om Halsen og paa Livkjortelen, kneisede stolt og anseelig ved Siden af Kongens krumryggede Skriftefader den listige Erkedegn Arnfred og de tykke uanseelige Kanniker fra Bøhmen Renert og Albrecht med deres eenfoldige men ærlige Fuldmaaneansigter; for dem holdt Mester Harpestræng en lille Forelæsning over Diætetiken, som de syntes at høre paa med stor Beundring, medens de tværtimod hans Forskrift toge tilta^ke saavel med Laxen og Spegegaasen, som med det røgede Harekjød. Broder Gunner derimod sad i en livlig og underholdende Samtale om den ældste nordiske Digtekonst; han havde nemlig faaet sin Plads mellem de to berømte Skjalde Thorgeir Danaskjald og Islænderen Olaf Hvitaskjald, Skaldas bekjendte Forfatter, som paa denne Tid var Kong Valdemars Gjest. Baade Gunner og Islænderen vare heftige, og naar de undertiden blev for høirøstede, maatte den sagtmodige Thorgeir tale dem tilrette og erindre dem om Bordskikken, medens Kongens Drost, den fromme og stærke Astrad Fracke, som sad ligeoverfor dem, spegede sit Kjød ved Afholdenhed fra Kjødspiser, fordi han nylig havde overilet sig i Vrede, men holdt sig dog til Vinen for ikke at kede sig, og den gamle tørre Andreas Kammermester rystede sit graae ærlige Hoved og gav Bjørn Mundskjænk et Vink om ikke at lade sætte meer Viin for de høirøstede Gjester; thi de forstyrrede ham i hans Beregning over hvormange Sølvkander der var i Brug, da det var hans Pligt at svare til Sølvtøiet.

Blandt de danske Riddere havde, næst Grev Albert, Junker Strange Ebbesøn Forsædet; han var Kongens fortrolige Ven og Raadgiver, og havde været hans Vaabenmester og Lærer i hans Barndom; han var en mild og beleven Mand med et godmodigt skjøndt noget skalkagtigt Smiiltræk ved Munden; Haarene hang ham langt ned over Ørene, og et aabent ærligt Ansigt skinnede glad og rolig 84 derigjennem; formedelst sit ungdommelige Udseende kaldtes han endnu af de Fleste unge Junker Strange, skjøndt han var over 40 Aar og var Fader til de unge Riddere Ebbe og Peder Strangesøn. Blandt de ældre Riddere vare især Erkebispens og Bisp Peders Brødre: Jacob af Mone, Lars Sunesøn og Kong Sverkes Svigerfader Hr. Ebbe Sunesøn af Knardrup berømte for deres Manddom og Heltebedrifter; de havde alle tre stor Slægtliighed med deres geistlige Brødre, og vare høie og stærke Mænd med et alvorligt og krigersk Udseende. Næst dem vare især Brødrene Ivar og Ebbe Glug berømte som tvende af Kongens tappreste Riddere; men de vare mindre anseelige og faldt mindre i Øinene ved Siden at Peder Glob og Ivar Lykke, som ved deres Rigdom, Pragt og artige Sæder tildroge sig alle Fremmedes Opmærksomhed. Hr. Ebbe Sunesøns anden Svigersøn Grev Engelbret var især i Orde for sin Dristighed og Belevenhed; og vel ikke mindre dristig, men ikke nær saa høflig var den stærke undersætsige Hr. Carl Graa, om hvem det hedder i Kæmpevisen:

Der Ingen er i Sverrigs Land,
Som eene kan mod hannem staae.

Han havde til Sidemand den ikke mindre berømte Hr. Ove Dyre, som var en vældig og lidenskabelig Jæger, og altid bar et stort forgyldt Jægerhorn over Skulderen og om hvem det hedder i Kæmpevisen:

Han hugger ned for Fod i Strid,
Som Bønder de meie Korn.

Hos de yngre Riddere Junker Knud og Hr. Lembak sad Kongens unge Søstersøn Grev Otto af Luneborg, som endnu kun var en femtenaarig Yngling, og endnu ikke havde modtaget Ridderslaget, men som allerede havde givet de meest udmærkede Prøver paa Mod, Dristighed og en mageløs Hurtighed i at udrette de forvovneste og vanskeligste Foretagender, hvorfor han ogsaa allerede af Mange kaldtes den anden Esbern Snare. Hans runde skjægløse Pigeansigt, og endnu spinkle fine Legemsbygning gav ham Udseendet af en halvvoxen Dreng, og Carl af Rise, som dog næsten var fem Aar yngre, syntes i Legemskræfter hartad at kunne være hans Lige.

85

Som Kong Artur blandt Ridderne ved det runde Bord, sad saaledes Kong Valdemar Seier blandt sine Lehnsmænd og Riddere, og naar han betragtede den stolte Række af udmærkede og prøvede Mænd, hævede hans Bryst sig heelt stoltelig, og han betragtede de glimrende Seiervindinger, han allerede havde vundet, kun som lykkelige Forbud paa den Høihed og Velmagt, hvortil han med sine dristige Ungdomsplaner haabede at hæve Danmarks Rige.

Kongen selv var den største og skjønneste Mand af dem Alle. De Ældste af hans Kæmper, som havde kjendt hans store Herre Fader i hans unge Dage, og fægtet med ham for Arcona, kunde ikke noksom forundre sig over den unge Konges tiltagende Liighed med deres gamle Herre og Konge. Selv Klangen i hans Stemme og den særegne Maade, hvormed han slog op med Haanden, naar han uddeelte en Befaling eller blev hastig i Sindet, erindrede dem ofte om hans mægtige og undertiden vel heftige Herre Fader.

Kongen havde udbragt en Velkomstskaal for den kjække Grev Albert, hvilken alle Ridderne havde ledsaget med et hjerteligt Glædesraab; men Kongen havde bemærket, at hans fornemme Gjest Hr. Hermand Balke havde følt sig fornærmet og tilsidesat derved, og han ønskede dog ikke at gjælde for uhøflig og uopmærksom mod denne stolte og vigtige Mand.

»Til Ære for det ædle tydske Huus af St. Maria til Jerusalem ville vi tømme dette Bæger«, sagde han derfor efter nogen Betænkning og reiste sig. Strax stode alle Ridderne op og ledsagede Skaalen med Bægerklang, dog uden det sædvanlige Glædesraab. Den stolte fremmede Ridder bøiede sig med Anstand for Kongen og hans Mænd, medens han paa den tydske Ordens Vegne modtog Skaalen og til Gjengjæld tømte et Bæger igjen til Ære for Danmarks Konge og det ædle danske Ridderskab.

Uagtet denne gjensidige Høflighed kunde dog hver Mand see, at Kongen endnu stod paa en spændt Fod med den tydske Orden, af hvem han ikke vilde lade sig afstikke Grændser for sine Erobringer i det hedenske Lifland og Estland Kongen og Erkebisp Andreas havde ogsaa nylig havt en ivrig Ordstrid med Hærmesteren om den ligesaa urimelige som haarde og uchristelige Maade, hvorpaa Ordenen søgte at udbrede Ordet i hine Lande, da man istedetfor blot at forsvare Ordets Forkyndere, tvang Hedningerne til Daaben med Sværdet, eller, naar man vilde være lemfældig, søgte at lokke dem ved forfængelig 86 Øienslyst og et Slags bibelske Comoedier, blandede med smagløse og forargelige Optog af den græske og romerske Afgudslære. Det store Korstog til Lifland, Valdemar længe havde tænkt paa, og hvortil Paven nu ogsaa paa det kraftigste havde opmuntret ham, lod derimod til at kunne blive velgjørende for hine Lande, især saaledes som den fromme Erkebisp agtede at lede det; men dette Foretagende var det, Hærmester Balke havde til Hensigt at forhindre. Imidlertid syntes hans Underhandlinger med Kongen derom kun at have havt liden Fremgang. Han havde allerede taget Afsked, og han agtede nu ikke længer at opholde sig her ved Hoffet forgjeves.

Paa hine gjensidige kolde Hoflighedsyttringer fulgte en almindelig Taushed. For at bringe Munterheden tilbage, gav Kongen Bjørn Mundskjænk et Vink om, at han skulde lade Bægrene fylde paany, medens Kongen selv opfordrede de tvende Skjalde til at forlyste dem Alle med et muntert Qvad, helst et saadant, som kunde digtes paa Stedet, og ikke behøvede lang Tid og Betænkning. I dette Slags Sange havde Thorgeir Danaskjald just sin Styrke, og Kongen vilde gjerne give ham en Leilighed til om muligt at overgaae den berømte Islænder, hvis konstigere rimede Sange, Kongen formodede, behøvede længer Tid og Betænkning.

Thorgeir rødmede undseelig ved Opfordringen og bad den ældre og fremmede Mester at synge først, han undsaae sig ogsaa ved at lade sin konstløse Sang høre for Skaldas berømte Forfatter, som i Bevidstheden om sin høiere Konstfærdighed ansaae den gammeldags Digtemaade for altfor simpel og eenfoldig.

Olaf H vitaskjald lod heller ikke Leiligheden gaae forbi til at vise sig for Kongen og hans Hof i et glimrende Lys. Han havde længe ventet paa en saadan Opfordring, og da den øiebliklige Digtning ikke var hans Sag, havde han med Flid og Konst udarbeidet et Drapa til Ære for Kongen i den vanskeligste og konstigste af alle de nyere Versarter, den saakaldte Alhendt, hvori de enkelte Stavelser i hver Verslinie rimedes tvende Gange, og hvori Ordene, ved dristige og usædvanlige Omsætninger, skulde mere forbause og overraske.

Han kunde Sangen godt udenad, cg sang den med en stærk og mandig Stemme, efter at han først havde bedet om Undskyldning, hvis en øiebliklig Digtning skulde mislykkes ham i den vanskeligste af alle Versarter, som han kun troede sin ophøiede Gjenstand værdig.

Konstgrebet lykkedes. Hvad han sang til Ære for Kongen, 87 behagede Alle, skjøndt det lød noget stivt og tvungent, og en almindelig Beundring udbrød over den nye konstige Riimklang og de dristige Vendinger.

Kongen takkede ham venlig, skjøndt han ikke havde forstaaet det Halve af Qvadet; men han fandt, at der hørte megen Konst og Snildhed til at faae saamange halvrimede Ord til at hænge sammen, og han begreb ikke hvorledes det var muligt i slig Hast at faae et saadant Konststykke færdigt.

Nu kom Raden til Thorgeir; men han var saa overrasket og forbauset over hvad han nys havde hørt, og det behagede ham dog saa lidet, at han ikke længer vidste hvad han skulde troe om sin egen Sang og Digtning, eller om den rette Skjaldekonst maaskee dog bestod i Andet, end i at synge varmt og ligefrem hvad hans Hjerte var fuldt af Han stod taus og modfalden en liden Stund og betænkte sig.

»Mangler du Stof- sagde Kongen - saa lad mig hjelpe dig! besyng os den skjønneste og herligste Qvinde! det er jo en Gjenstand, et ungt Hjerte altid kan opvarmes af«

»Maaskee kan jeg komme den unge Bardes Indbildningskraft til Hjelp«, sagde hastig Hærmester Balke, og lod Thorgeir overrække en liden tillukt Lade af forgyldt Sølv, besat med kostelige Stene. Thorgeir aabnede Laden og saae et lidet qvindeligt Brystbillede, malet med sjelden græsk Konst i Vox paa Nøddetræ. Aldrig havde den unge Skiald seet saa deiligt et Qvindeansigt; han bøiede sig fast ærbødig derfor, som for en Helgeninde; hans klare blaae Øine tindrede mildt og roligt; han følte sig ret glad og stille tilmode, som for Guds Moders fromme Billede i Kirken, og han glemte alle Betænkeligheder og begyndte et Qvad i Syngesprogets ældste simple Digtemaade, hvori Voluspa og de ældste nordiske Skjaldeqvad ere digtede, i simple konstløse Ordføininger og uden anden Prydelse end Rhytmus og enkelte kraftige Bogstavriim, som dog ganske syntes at komme afsig selv. Saaledes besang han med en klar og venlig Stemme, og i rene dybe Toner, den deilige Qvinde, han syntes at see levende for sine Øine. Han beskrev hendes guldgule Lokker, og lignede dem med den modne bølgende Axestrøm paa Danmarks Sletter; i de blaae himmelklare Øine saae han den dybe stille Kjærlighed og den høie gaadefulde Stræben mod det Evige og Uforgængelige, som opfyldte og bevægede hans inderste Sjæl, naar han saae Himlen med alle dens Stjerner speile sig i det store Hav eller i Danmarks stille klare Søer.

88

Han beskrev ikke længer nogen enkelt Deel af det herlige Billede: det stod heelt og levende for hans Sjæl; men hans Kjærlighed til Fødelandet og hans Begeistring over dets stille venlige Deilighed blandede sig saaledes med hans Forestilling om reen qvindelig Skjønhed, at han i den deiligste Qvindes Billede saae den Aand og det Udtryk, som mindede ham om hans Moders Vuggesange og hans Barndoms skjønneste Drømme. I Billedet, han besang, saae han saaledes Danmarks forklarede Engel opløfte sig fra Dalene og de grønne Høie, fra de lysegrønne Skove og stille Søer og knæle med Tro, Haab og Kjærlighed for den hellige Forbarmers Throne. »Fred og Velsignelse over Danmark - hørte han hende bede - Fred og Velsignelse over Kongen og mit Folk! Fred og Velsignelse over mine troe kjærlige Sønner og Døttre i Evighed!« Hans Stemme bævede under Sangen og hans Øine fyldtes med Taarer. Qvadet var endt, og intet Bifaldsraab hørtes, Ingen beundrede hans Konst og Skjaldegaver; men alle Hjerter vare rørte, og i mangen haard gammel Kæmpes Øie glindsede en Taare. Ogsaa Kongen var bevæget: »Tak, min brave Thorgeir! - sagde han - har du end ikke Olafs Konst og sjeldne Snildhed, saa har du dog Ord og Toner, som gaae til Hjertet; det kan jeg og alle brave Dannemænd godt lide, derfor skal du ogsaa med Rette hedde Danaskjald. Men hvad er det for en Talisman, som har gjort dig Hjertet saa varmt? lad see engang! maaskee kan den ogsaa lære os Andre at synge.«

Thorgeir havde nylig rakt Billedet fra sig, og det var allerede gaaet gjennem alle Riddernes Hænder, da det nu kom til Kongen. Alle beundrede det høilig og fandt, at Thorgeir ikke havde sagt for meget til dets Berømmelse. Da Kongen saae Billedet, forandrede hans Ansigt sig pludselig; han sad længe taus og fordybet i dets Beskuelse; og han var den Eneste, som ikke strax udbrød i lydelig Beundring over Billedets Skjønhed og Konstværkets sjeldne Værd; men det Blik, hvormed han betragtede det, og den synlige Overvindelse, hvormed han søgte at løsrive sig derfra, for at give det tilbage til dets Eiermand, undgik ikke den snilde Hærmesters Opmærksomhed.

»Dersom dette Arbeide af en konsterfaren bøhmisk Klosterbroder skulde have noget Værd i eders Øine, stormægtigste Konge! -sagde Hr. Balke - saa værdiges at modtage det, som et ringe Beviis paa min Ærbødighed Det er langtfra at være noget fuldendt Billede af hvad 89 det forestiller, men er kun en svag Efterligning af den unge Prindsesse Margaretha af Bøhmen.«

»Altsaa et virkeligt Contrafei! - udbrød Kongen - Ved St. Bent! den hellige Lucas selv kunde ikke have contrafeieret den benedidede Jomfru lifligere. Jeg takker Eder for den vakkre Gave, - tilføiede han med neddæmpet Glæde - modtag denne Armring til Tegn paa min Erkjendtlighed.« Med disse Ord afstrøg han en kostelig Guldarmring, besat med store Topaser og lod den ved Hofmarsken overrække Hærmesteren paa et Sølvfad; men den skjønne Margarethas Billede forvarede han hastig i den gyldne Lade, og gjemte det ved sit Bryst ved Siden af sine kjæreste Reliqvier.

»Ere de bøhmiske Klosterbrødre nu saa verdsligsindede, - spurgte Erkebisp Andreas - at de tage deres Tilflugt til en hedensk Konst for at afbilde den jordiske og forgængelige Skjønhed?«

»Tillad mig, ærværdige Herre! - svarede Hærmester Hermand, til hvem dette Spørgsmaal syntes henvendt - den ædle Malerkonst er, visselig mere christelig, end hedensk, og de fromme Mænd, som udøve den, laane kun den jordiske og forgængelige Skjønhed for dermed at give os en svag Efterligning af den himmelske og evige. Hiint Billedes Bestemmelse var kun at tjene til Model til et stort Altarbillede, som forestiller den hellige Agneses Martyrdød, og hvormed den fromme Pater har prydet sin Klosterkirke. Saasnart det havde opfyldt sin fromme Hensigt, agtede han det ikke for passeligt at beholde det længer i Klosteret og overlod mig det af Villighed, uden at tænke paa, at det skulde komme i saa høie og værdige Hænder.«

Herom blev nu ikke talt mere. Paa Kongens Vink reiste Erkedegn Arnfred sig og fremsagte en kort latinsk Bordbøn. Dermed var Taffelet hævet. Kongen gik tankefuld med Grev Albert til sit Lønkammer, og Prindsesse Rcgitze ledsagedes af sine Fruer og Terner til Fruersalen. Her modtog hun Fru Helene og hendes Døttre med Venlighed, dog med en vis Tilbageholdenhed og Betænkelighed, som hartad bragte den skjønne Enke til at fortryde sit Besøg. Prindsessen beklagede, at hendes Broder Kongen var saa overvældet med vigtige Statssager, at der i denne Tid kun var liden Selskabelighed og Underholdning ved Hoffet. »Der tales nu kun om Krig og Orlog, - sagde hun - jeg har derfor besluttet for det Første at afsondre mig fra det krigerske Selskab, her nu har samlet sig, og danne en lille fredelig, 90 meest qvindelig Hofstat i denne Fløi af Slottet, som min Broder Kongen har overladt til min Raadighed. Eders muntre Selskab, ædle Frue! - tilføiede hun - vil derfor her være mig særdeles behagelig, hvis I med eders Døttre kan finde Eder i det stille Nonneliv, jeg nu paa en Maade agter at føre, og som snart vil blive nødvendigt, naar min Broder nu, som det lader til, imod Sædvane, ogsaa vil tage Vinteren til Hjelp til sine krigerske Foretagender.«

Disse Udsigter til et indesluttet kedsommeligt Hofliv i Fruersalen behagede Fru Helene kun lidet; men hun gav sig Mine af, at det netop saaledes var efter hendes Sind; thi Kongens Livlighed og Lyst til qvindeligt Selskab, var hende Borgen for, at der neppe, saalænge han var hjemme, vilde blive saa dødt og stille paa Ribehuus, som Prindsessen lod til at ville skræmme hende med. Den lille Rigmor blev nu ogsaa af sin Fostermoder bragt til Prindsessen, af hvem hun blev modtaget med Kjærlighed.

Imidlertid havde de unge Riddere iført sig deres Kapper, Handsker og Harnisker, og vare med Esbern Snares Sønner og disses Svogre uddragne til Lystriddet og de daglige Vaabenøvelser, medens nogle af de ældre Riddere og Hofmænd forlystede sig ved Bretspillet og Tavlebordet.

Thorgeir Danaskjald var gaaet bort med den lærde Islænder for at lade sig undervise af ham i de nye konstige Sangformer; thi han ærede høilig den ældre Bardes Fortjenester, og ønskede ivrig at tilegne sig, hvad han af den Fremmedes Konst og Snildhed kunde lære, uden Opofrelse af sin eiendommelige Natur og hvad han selv ansaae for det Høieste og Vigtigste i det ædle Skjaldskab.

Erkebisp Andreas og Broder Gunner havde strax opsøgt den nysankomne Bisp Peder, og i et venligt Broderlag overveiede de nu tilsammen Kongens og Landets vigtigste Anliggender.

Men i den dybe Muurhuling ved et Vindue, med smaa blyindfattede Glasruder, sad Hærmester Hermand og Erkedegn Arnfred i Slottets store Riddersal ved et Tavlebord og talede hemmeligt sammen om det stærke Indtryk, den skjønne bøhmiske Prindsesses Billede syntes at have gjort paa Kongen.

»Det havde jeg vel ventet, - sagde Hærmesteren, selvtilfreds - eders stridbare Konge er bekjendt som den artigste Ridder i Christenheden og en varm Beundrer af de Skjønne, maaskee alt for varm, som Nogle ville mene. Prindsesse Margaretha er virkelig ikke alene 91 den skjønneste, men jeg tør paastaae det, den meest dydzirede og elskelige Dame jeg kjender. Eders Konge er hende vel kun bekjendt af Navn og Rygte; rnen som Helt og Ridder har han allerede en høi Stjerne hos hende. En Forbindelse med hende vilde ikke alene være lykkelig for Danmark, men maaskee ogsaa for de fremmede Lande, som denne erobrelystne Konge nu truer med Ild og Sværd. Jeg kjender Skjønhedens Magt over Hjerterne, og Margaretha elsker Freden endnu høiere, end hun ærer Seiervinderen og Helten.«

»Jeg forstaaer, jeg forstaaer, - smidskede Arnfred listig - det er ikke alene paa Liflands og den tydske Ordens Vegne, I vil underhandle her; I har ogsaa en hemmelig Fuldmagt, som et ømt qvindeligt Hjertes Gesandt« - -

»Deri feiler I storlig, fromme Herre! - afbrød Herman Balke ham med Selvfølelse - at benytte Tilfældet og de menneskelige Lidenskaber til store velgjørende Øiemed, anseer jeg ikke for uværdigt selv for en Stormester af min hellige Orden; men jeg fornedrer mig ikke til et blindt Middel for Andres Villie, fordi der faldt et Middel i min Haand, som maaskee kunde foreene min Villie med Andres. En Fyrstes eller en Prindsesses personlige Lyksalighed kommer det her ikke an paa. Hvad hiint Billede iøvrigt angaaer, saa har jeg ikke sagt et eneste usandt Ord derom, og den skjønne Margaretha drømmer ikke om, at hun saaledes in effigie hviler ved den unge Konge af Danmarks Hjerte. Hiin Talisman var et Frø, Himlen lod falde i min Haand, - vedblev han med andægtig Mine -jeg udkastede det kun i en beleilig Stund, hvor jeg vidste, det vilde finde en god og villig Grund. Opvoxer det maaskee til en Palme for Danmark, forlanger jeg ingen Ære derfor; men min og Fleres, ogsaa eders Velynders den fangne Bisp Valdemars Fordeel kan maaskee derved forenes med Eders. Han, som har Kongernes Hjerter i sin Haand, har vist ikke gjort Eder, ærværdige Herre! til min Ven og Fortrolige for Intet. Som Kongens Skriftefader, har I Leilighed til at lade et Ord falde i rette Tid - og« -

»Jeg forstaaer, jeg forstaaer, - hviskede Arnfred - den forelskede Løve slipper Byttet, mener I, og den tydske Orden faaer ene Æren og den billige Æressold for at omvende Lifland med Sværdet - Eders Ven Bisp Valdemar staaer sig vel ved det bøhmiske Hof; blev han paa den fromme Margarethas Forbøn fri, gav han maaskee Kongen Andet at tænke paa, end eders Hedninger, og jeg -ja jeg maatte nøies med« - -

92

»Den første Bispestol i det omvendte Lifland, saasandt den tydske Orden formaaer noget hos hans Hellighed«, faldt Hærmesteren med Eftertryk ind. Derpaa rakte Herrerne hinanden Haanden over Tavlebordet og reiste sig tause med et fortroligt Blik, da just Nogen nærmede sig. Smilende under Hætten gik den krumme Erkedegn tilbage til Capittelhuset. Hermand Balke gik til sin Vaabensvend ved Døren. Svenden kastede den hvide Korskappe over sin høie Herres Skuldre, rakte ham Handskerne og Hatten med den hvide Fjærbusk, hvorpaa han fulgte ham i ærbødig Frastand til Slotsgaarden. Der stod en høi Hingst sadlet for Ridderen og en adstadig Hoppe for hans Svend; og i faa Øieblikke havde den tydske Ordens Hærmester, som det syntes, med aldeles uforrettet Sag forladt Ribehuus; men han troede at have kastet en Brand i Kongens Hjerte, som vilde give Helten Andet at tænke paa, end at erobre Lifland og gjøre noget Indgreb i Sværdbrødrenes og den tydske Ordens Foretagender. Tydsklands indbyrdes Stridigheder og Kongens Forbund med Keiser Otto gjorde ham det desuden nødvendigt, at henvende sin Opmærksomhed paa et ganske andet Punkt, end han havde ladet sig mærke med for den snilde Hærmester.

Usædvanlig adspredt, havde Valdemar hørt Grev Alberts Beretning om det rigelige Krigsstyr, der var bragt tilveie, og givet ham Befaling til ufortøvet at bryde op med Elbhæren, for at ydmyge Kong Ladislaus, og sætte en Skræk i de nordtydske Fyrster, hvoraf en Deel vare Valdemars Lehnsmænd; men han vidste, de pønsede kun paa en Leilighed til at løsrive sig fra det danske Overherredømme. Kongen lovede, selv om faa Dage at støde til Hæren. Men den alvorlige Grev Albert betragtede forundret sin heltemodige Konges Aasyn, og fandt ikke den Ro og Bestemthed deri, som ellers altid udmærkede ham, naar han lagde Planer og uddelte saa vigtige Befalinger. Ei heller begreb Albert hvad der mod Sædvane holdt Kongen tilbage paa Ribehuus, naar saa vigtigt et Tog var forhaanden. Da faldt Tanken om Fru Helene og Alt, hvad man sagde om hende og Kongen, Greven pludselig ind, og han rødmede selv ved den Tanke, der mod hans Villie paatrængte sig ham.

»Jeg har bragt Esbern Snares kjække Sønner med, - sagde han - og deres muntre Stifmoder har gjort dem Selskab hertil, formodentlig for at more sig her ved Hoffet; men bliver min Konge sin Plan tro, vil Ribehuus neppe blive riig paa Forlystelser for det Første.«

93

»Det skal I ikke sige, - svarede Kongen - Toget til Pommern tænker jeg ikke skal staae længe paa, og gaaer Alt efter mit Ønske, kan her maaskee snart blive ret lystigt og levende paa Slottet. Hvad siger I, min kjække Søstersøn, om jeg nu for Alvor tænkte paa at formæle mig?«

»Dertil udfordres først en kongelig eller keiserlig Brud«, bemærkede Albert; og da Kongen ikke udlod sig videre derom, tog Greven Afsked og begav sig endnu samme Dag, særdeles mørk og forstemt, med mange Riddere og Svende til Hæren, ledsaget af Carl og sit øvrige Følge.

Næste Morgen reed Kongen som sædvanlig til Ottesangen i Domkirken. Da han vilde træde ind ad den prægtige Kirkedør, med Ringen i det forgyldte Kattehoved, saae han den skjønne Fru Helene og hendes Døttre, som bleve staaende ved Indgangen for at hilse ham. Med sin prægtige røde Silkekaabe med Hermelinsbræmmer og den høie Silkehat med Strudsfjær tildrog den skjønne Enke sig Alles Opmærksomhed. Mange Mennesker stimlede til Kirken, og det foraarsagede et lidet Ophold, medens Folket veeg tilside og gjorde Plads for Kongen og hans Følge.

»See, det er Kongens Frille, den rige Enke fra Sæbygaard - sagde en tyk Ribe-Borger til sin Ledsager - see, hvor hun udmaier og kroer sig! hende faae vi nu maaskee endog til Dronning istedetfor Keiserens Søster-tvi!«

Forbittret hørte Kongen den uforskammede Tale; bleeg af Harme, vendte han sig om og saae et fornærmeligt Smiil i mange Ansigter; men hvo der havde sagt hine Ord vidste han ikke. Han betvang sin Heftighed og gik rolig videre; men Fru Helenes og hendes Døtres Hilsen besvarede han med et koldt og fremmed Buk, uden at see paa dem. Den skjønne Enke lod hastig Sløret falde for sit Ansigt, for at skjule den pludselige Farvevexling, hun følte i sine Kinder; hun greb sin Datter under Armen, for ikke at vakle, og skyndte sig til en lukket Kirkestol, hvor hun med hede, bittre Taarer sank paa Knæ og syntes at bede.

Kongen havde glemt sin Rosenkrands og sendte sin Kertedreng efter den. Urolig og adspredt, tumlede han ind i Skriftestolen og følte en usædvanlig Trang til at give sit Hjerte Luft for sin Skriftefader. »Jeg har en svar Synd paa min Samvittighed, - sagde han gjennem Gitteret til den opmærksomme Erkedegn - ved uforsigtig og 94 forfængelig Snak og letsindig Opførsel har jeg bragt en fornem og ærbar ung Enke i Vanrygte, og bragt mig selv i ond Omtale blandt Folket. Ved hvilken Bod kan jeg udsone den Brøde ? og hvorved kan jeg gjøre Ende paa den krænkende Folkesnak?«

»Eders Forseelse, min Konge! - svarede Skriftefaderen - hører vel ikke, strengt taget, til peccata mortalia eller Dødssynderne, men om den endogsaa kunde henregnes dertil, vilde en ringe Deel af den hellige Kirkes Fortjenester være tilstrækkelig til at udsone den, og derpaa giver eders sønlige Hengivenhed for Kirken og den romerske Stol Eder et billigt Krav. Vil I dernæst undgaae Brødens naturlige Følger for Verdens Øine, og undgaae Forsmædelsen i eders Æres Besmittelse, saa bør det skee ved en christelig og hæderlig Formæling med en Qvinde af eders Stand, og ved aldrig oftere at see den unge forføriske Enke.«

Kongens Kinder blussede. »For to Dage siden - svarede han - vilde denne Bod have været mig streng og vanskelig nok, idag tykkes den mig kun alt for let«; og nu aabenbarede han Skriftefaderen det lønlige Afguderie, han siden igaar Middags havde været henfaldet til, og hvorledes han istedetfor at læse sit Ave Maria kun havde betragtet en verdslig Qvindes Billede, som havde faaet Plads ved hans Hjerte ved Siden af hans Bedstefaders, Hertug Knuds, blodige Haarlok.

»Det hører endnu til peccata venialia, naadige Herre! - hviskede Arnfred gjennem Gitteret - hvad ogsaa den mystiske Præst i Slagelse maa have sagt Eder om det indvortes Lys, om Nedsænkelsen i Guds Væsen ved Selvcontemplation og Sandsenaturens Udryddelse, saa viser denne eders Fortabelse i et verdsligt Billede noksom, at det er eders sunde Natur imod, at helde til Mystikernes unaturlige Lære. Det er bedre at gifte sig, end lide Brynde, siger Apostelen, og jeg veed intet bedre Raad at give Eder, ædle Herre!«

»Hvad? Brynde - gjentog Valdemar heftig - nævn ikke saaledes den bedste og reneste Følelse, jeg har kjendt i mit Liv! jeg bekjender dig den ikke som nogen Synd; men maaskee er det et Sværmerie, et Slags Vanvid, som dog Ingenting fører til, og jeg harmer mig kun over, at jeg for denne Grilles Skyld glemmer saavel at handle, som at bede; thi det er ikke alene mit Ave Maria jeg forsømmer, det kunde jeg vel indhente igjen, det er ikke blot min Rosenkrands, jeg glemmer; men min Hu staaer nu meer til en Qvinde, jeg aldrig har seet, end til Kamp og Ledingsfærd for Landets og Kronens Ære. Var jeg 95 Qvinde eller Præst, vilde jeg maaskee troe, at der var Trolddom ved hiint Billede, som jeg modtog af Fjendehaand; men skille mig ved det, vilde jeg dog ikke for alle din Kirkes Helgenbeen og Martyrtænder tilsammen.«

»Det Offer forlanger ikke heller den hellige Kirke af Eder - hviskede Arnfred - for Trolddom frygter jeg ikke her, skjøndt man vel før har hørt noget Lignende; men hvad der gjør saa heftig en Virkning paa eders kongelige Sind, tilskriver jeg meget mere en venlig Indskydelse af eders Skytshelgen og Farfader, den benedidede Hertug Knud Følg trøstig hvad slig hellig Indskydelse tilsiger Eder, og sørg for Rigets og Kronens Bevarelse ved en Formæling, som kan bringe Danmark som Eder Lykke og Velsignelse!«

»Det er dog kun Drømmerier og Tant Altsammen, - svarede Kongen - og hvo staaer mig inde for, at det Indtryk, hiint Billede har gjort paa mig, ikke forsvinder, som en anden Drøm, naar jeg seer hende virkelig. Men jeg vil tænke paa det. Gud befalet, Præst!« Dermed gik Kongen ud af Skriftestolen, og da Ottesangen var forbi, reed han tankefuld tilbage til Slottet.

Neppe traadte Fru Helene og hendes Døttre ud af Kirken, ledsagede af Peder Strangesøn og Anders Grosøn, førend der hørtes en almindelig Mumlen mellem den nysgjerrige tilstimlende Almuesklynge, som gjorde dem et høist ubehageligt Følgeskab til Slottet. Forbittrede over denne Paatrængenhed og uanstændige Forfølgelse, droge begge de unge Riddere deres Sværde, og det var nær kommet til blodige Optrin, havde ikke nogle Riddere af Kongens Følge paa Valdemars Befaling redet tilbage og adsplittet den urolige Almue, der peeb i Fingrene og udraabte plumpe og fornærmelige Ord mod den smukke pyntede Hex, som de kaldte hende: »hun forlokker Kongen og vil være Danmarks Dronning! - raabte de - tilbage til Sverrig med hende! hun har knækket Halsen paa sin Mand og staaer i Pagt med den Onde.«

Fru Helene troede, at hun skulde synke i Jorden af Skam, og hendes Døttre græd og klyngede sig ængstelig til deres forbittrede Fæstemænd. Afmægtig og bleeg som et Liig, båres den forfulgte Skjønne op paa Slottet. Hendes Stifsønner og Døttrenes Fæstemænd vare yderst opbragte over denne fornærmelige Behandling. Kongen befalede i sin Heftighed Sagen paa det Strengeste undersøgt. For hele HofFets Ørne erklærede han Fru Helene for den ærbareste og 96 ulasteligste Ridderfrue, og svor ved sin kongelige Ære og Magt at beskytte hende mod enhver Fornærmelse. Den, der uden Beviis beskyldte hende for nogen Brøde, erklærede han for den skammeligste Bagvasker og Æreskjænder, som skulde dømmes og straffes derfor efter Lovens hele Strenghed.

Dermed beroligedes nogenlunde Fru Helenes Frender og Venner, og de ønskede nu kun saasnart som muligt at bringe hende bort fra Ribehuus, hvilket ogsaa Kongen fandt rigtigt og nødvendigt.

Men da Helene slog Øinene op igjen efter sin Afmagt, stirrede hun saa vildt og fortvivlet om sig og talede dertil saa forvirret, at man forskrækket maatte hente Mester Harpestræng, som fandt hendes Tilstand betænkelig og erklærede, at hun var falden i en hidsig og farlig Feber. Hun røbede i sin Vildelse en lidenskabelig, fast rasende Kjærlighed til Kongen; hun nævnede ofte hans Navn med Taarer og vred sine Hænder. - »Min Gamle - sukkede hun -ja han maatte døe, det stod i Stjernerne - saa sagde jo den Sorte - og jeg er uskyldig -hvad vilde han ogsaa paa den Trappe i Mørket? - og er hun ikke ogsaa nu død - hun, som min Hjertenskjær først rakte Haanden? - saa skulde hun jo komme - hun med Kronen i de brune Lokker - ha, var det da ikke rnig? - hvi loe han saa fælt i Skjægget, den Sorte?« Saaledes talte hun fort, og Ternerne korsede sig og sagde, hun talte om sin Pagt med den Onde.

Lille Rigmor løb forskrækket bort fra Sengen, og da Prindsesse Regitze mærkede hvorom Talen var, lod hun Alle gaae bort og blev alene ved den Ulykkeliges Leie.

»Hvo er den Sorte, I taler om, ædle Frue! - spurgte hun rolig - er det en geistlig Mand? - eders Skriftefader og Sjælesørger maaskee?«

»Min Sjælesørger? - gjentog Fru Helene og loe - min Sjælesørger! ja vel, paa en Maade - men han har ikke sørget godt for min arme syndige Sjæl - i Hulen har han bragt mig, i den dybe sorte Hule, hvor der hverken skinner Sol eller Maane« -

»Hvad saae I da i Hulen?« spurgte Prindsessen ængstelig og spændt.

»Hvad der staaer i Stjernerne saae jeg - Hertugens Navn - nei, Kongens - den skjønneste og mægtigste Konges - ogsaa dit Navn saae jeg - her stirrede hun Prindsessen stivt i Øinene - ogsaa du er født til en Krone - mit Navn - sukkede hun - ak, mit Navn saae jeg ikke. Vee, Vee! det var vist skjult af Skam og Skjændsel.« - Her holdt hun begge Hænder for det skjønne blege Ansigt og græd bitterlig.

97

Men denne Sindsforvirrelse varede ikke længe: med en overordentlig Sjælsstyrke syntes hun at gjøre Vold paa sig selv og tvinge sit heftige Sind. Med hendes Besindighed kom, til Mester Harpestrængs Forundring, hendes fuldkomne Sundhed tilbage. Inden Aften loe og spøgede hun endog selv med tilsyneladende Rolighed over, at Ribe Gadedrenge havde kaldt hende en Hex, og at hun havde taget sig den Sorg saa nær. Da hun hørte med hvilken Heftighed Kongen havde taget sig af hendes Sikkerhed og Ære, hævede hun Hoved og Bryst og spurgte forundret hvorfor hendes Døttre og deres Fæstemænd vare reiseklædte.

»Har jeg maaskee i min ubegribelige Svaghed sagt, at jeg vilde reise ? - spurgte hun - er jeg ikke forviist fra det gjestfrie danske Hof, som jeg umuligt kan troe, saa fordrer min Ære, at jeg netop nu bliver her; Hertug Guttorms Datter kan dog ikke forjages fra Ribehuus af en Flok Gadepeblinger ?«

Alle taug forlegne, og Fru Helene reiste sig, stolt og bestemt, og forlangte at tale med Kongen.

»Jeg skal selv forebringe min Broder ederssØnske, ædle Frue!« svarede Prindsesse Regitze hastig og forlod hende.

Valdemar sad urolig og tankefuld i sit Lønkammer, da hans alvorlige Søster, imod Sædvane og uanmeldet, traadte ind til ham.

»Undskyld mig, min Broder, hvis jeg forstyrrer dig! - sagde hun og nærmede sig ham fortrolig - en vigtig Sag bringer mig til dig: det gjælder din og vort Huses Ære. Den ulykkelige Fru Helene ønsker at tale med dig.«

»Jeg kan ikke see hende, - svarede Kongen bestemt - men saasnart Lægen tillader det, maa hun reise.«

»Det er vistnok nødvendigt - sagde Prindsessen - men her er Meget at overveie: en Hertugs Datter, en Gjest ved vort Hof, en Ridderfrue af saa stort og mægtigt et Huus, en Dame, hvis Ære du selv offentlig med Heftighed har forsvaret - kan hun, beskæmmet og foragtet, forvises vort Hof, som en forskudt og paatrængende Bolerske?«

»Hvad vil du da jeg skal gjøre ? - spurgte Valdemar heftig - det vanærende Rygte om os kjender du. Vil du, jeg skal trodse det ? vil du, jeg skal opreise hendes Ære, ved at opofre min egen, række hende Haand og Krone og udsætte mig for Europas og mit Folks Foragt? Jeg er ikke uden Brøde, det tilstaaer jeg dig; jeg fandt, hun var den 98 skjønneste og elskværdigste Qvinde, jeg havde seet, og jeg viste hende en Opmærksomhed, som har berettiget hende til de urimeligste Formodninger. Men at hæve en Riddersmands Enke paa Danmarks Throne, det Galskab kunde aldrig falde mig ind. Min Letsindighed og Uforsigtighed har havt sørgelige Følger. Den skjønne Enkes gode Navn og Rygte er forspildt, og min Ære har ikke vundet derved Jeg vil gjøre Alt for at gjøre min Forseelse god igjen, kun Intet, som vanærer Riget og Kronen.«

»Siig mig oprigtig, min Broder! - spurgte Prindsessen og betragtede ham med et alvorligt gjennemtrængende Blik - elsker du hende? eller har du nogensinde elsket hende? hos Jer Mænd er det jo tvende Spørgsmaal, hvad hos os kun er eet. Haand paa Hjertet, Broder! for din Roligheds Skyld spørger jeg dig derom.«

»Du gaaer mig vel nær paa Samvittigheden, Søster! - svarede Valdemar - nu vel da! jeg har virkelig indbildt mig engang, at jeg elskede hende; men nu veed jeg det vist: det var en Vildfarelse.« Her faldt hans Øine uvilkaarlig paa den forgyldte tillukte Lade, som laae paa Bordet, med Prindsesse Margarethas Billede.

»Endnu eet Spørgsmaal kun, min Broder! for den ulykkelige Helenes Skyld, hvis Skjæbne jeg af Hjertet beklager: har du nogensinde sagt hende med rene og tydelige Ord hvad du troede at føle for hende?«

»Om jeg endogsaa derfor kan frikjende mig, - svarede Kongen -saa kan jeg dog ikke frikjende mig for Blik og Miner, som tale tydeligere og meer overbevisende, end alle Ord, og i den Henseende er og bliver jeg strafskyldig. Den Bod, som derfor er paalagt mig, vil du smile ad, og jeg maa tilstaae digtdet, havde jeg selv været min Skriftefader, jeg kunde ikke have straffet mig mildere: jeg formæler mig med en Prindsesse, jeg aldrig har seet. - Fru Helene seer jeg aldrig mere. Men jeg vil skrive hende til, jeg vil give hende et tydeligt Beviis paa min Agtelse; saalænge hun vil være din Gjest, skal hun behandles her som en Fyrstinde, som Hertug Guttorms Datter; men jeg forlader Ribehuus imorgen, og vender ikke tilbage saalænge hun er her. En Æres- og Sikkerheds-Vagt skal, baade medens hun er her og naar hun reiser, beskytte hende mod enhver Fornærmelse. Hendes yngste Søn har jeg lovet et Hertugdom; det Ord skal jeg holde til Trods for al Verdens Snak, men meer kan og vil jeg ikke gjøre.«

Derved blev det. Kongen skrev et Brev til den skjønne Enke, og 99 Prindsessen overrakte hende det med en venlig Hilsen fra Kongen.

Da Fru Helene læste Brevet, blegnede hun; men hun fattede sig hastig, reiste sig, rolig og bestemt, og erklærede, at hun endnu i denne Nat vilde begive sig paa Reisen til Skaane. »Paa Kullen bygger jeg mig et Slot, - sagde hun lønlig til Prindsessen - derfra vil jeg betragte Himlens Løb og lade Jorden gaae sin skjeve Gang. Hils Kongen fra mig og siig ham: jeg er nu Kuliemandens Dronning, saa veed han nok hvad jeg mener.«

Prindsessen betragtede hende forundret og forstod hende ikke, men frygtede for, at hendes Forstand var forvildet. Nu kaldte Fru Helene sine Døttres Fæstemænd for sig og spurgte dem om deres Kjærlighed til hendes Døttre var ligesaa varm idag, som igaar. De forsikkrede det og forundredes over det besynderlige Spørgsmaal.

»Saa ere de om en Time eders Ægte-Hustruer eller aldrig, - sagde hun bestemt -jeg kan ikke beskytte dem længer her i Danmark, og følge de mig over Sundet, skal de aldrig vende tilbage.«

Peder Strangesøn og Anders Grosøn saae glad forundrede til deres Forlovede, som stode reiseklædte og beredte til at følge deres lunefulde Moder. Pigerne stode røde og blege med Taarer i de skjønne Øine, og de unge Riddere betænkte sig ikke længe.

»Om en Time er jeg eders retmæssige Svigersøn, ædle Frue! - svarede Peder Strangesøn - og imorgen fører jeg min skjønne Hustrue til Kallundborg.«

»Ræk mig Haanden, ædle Cæcilia! - sagde Anders Grosøn - til Slotscapellet har vi kun faa Skridt; lad mig imorgen føre min kjære Hustrue til Tersløsegaard!«

De forbausede Piger gjorde ingen Indvendinger. Alle forundrede sig over det pludselige og uforberedte dobbelte Bryllup, som først havde været bestemt til Foraaret. Prindsessen rystede paa Hovedet og lod sin besynderlige Gjest raade her, som hun var hjemme. Der blev strax sendt Bud efter Junker Strange og Esbern Snares tre Sønner. Den muntre Junker Strange lykønskede sin Søn, idet han loe ret hjertelig, og fandt Fru Helenes overraskende Indfald fortreffeligt. Niels Mule hostede forlegen og hviskede til sin Broder Johan: »vor smukke Fru Moder har dog intet Begreb om hvad der sømmer sig: sin egen Ære har hun forspildt og nu gjør hun sine Døttre til Latter med sligt hovedkulds Bryllup, som her var Ugler i Mosen, og det ved Hove - det er forskrækkeligt.«

100

»Det er saamæn det fornuftigste Indfald, vor unge Fru Moder har havt i lang Tid, - svarede Johan Marskalk - nu sparer hun jo to Bryllupsgilder paa eengang.«

Forundret, hørte Kongen næste Morgen af sin Søster, hvorledes i al Hast og Stilhed de to unge Riddere vare blevne viede i Capellet og allerede før Dag vare reiste bort med deres Hustruer, og hvorledes Fru Helene før Midnat havde forladt Ribehuus, alene ledsaget af Johan Marskalk, hvis sparsommelige Forslag, at reise i simpel borgerlig Forklædning, hun for at undgaae al Opmærksomhed havde antaget, ligesom hun ogsaa havde frabedet sig den tilbudne Æres- og Sikkerheds-Vagt. Den besynderlige Hilsen, Fru Helene havde bedet Prindsessen bringe Kongen, holdt den forsigtige Søster det for klogest ikke at tale om, da hun formodede, den kun indeholdt en bitter Hentydning paa hvad det nu dog var bedst aldeles at forglemme. Hun ansaae det ogsaa for klogest, ikke at tale om den Sindsforvirrede, hun troede at have bemærket hos den skjønne Ulykkelige; den heftige Kjærlighed til Kongen, hun havde røbet i sin første feberagtige Vildelse, vogtede Prindsessen sig endnu omhyggeligere for at omtale. Hun søgte meget mere at berolige sin kongelige Broder ved at beundre den stolte Enkes Fatning ved Afreisen og den lunefulde Munterhed, hvormed hun selv havde spøget over sit adstadige Udseende i den borgerlige Matronedragt.

»Stakkels, stakkels Helene! - sukkede Valdemar - naar hun loe og spøgte, skjulte hun ofte en urolig og sønderreven Sjæl. Jeg kjender hendes Munterhed; den har mangengang forfærdet mig. Hendes Liv er forspildt. Gud give hendes arme Sjæl Fred, og tilgive mig i Naade, hvad jeg med min alt for varme Deeltagelse kan have bidraget til at forøge Forvirrelsen i dette fredløse og sig selv fortærende Hjerte! Hun er dog en stolt og ædel Sjæl.«

Prindsesse Regitze var gaaet. I en veemodig Stemning sad Kongen, med Haand under Kind, og tænkte paa den vigtige vovelige Beslutning, han var ifærd med at tage, og hvoraf hans hele Livs Lykke maaskee kunde afhænge. Han greb sig selv i den Tanke og bluedes. »Lykke! - sagde han - hvad er Kongernes Lykke? deres Folks og Rigers Lyksalighed, deres Thrones Hæder og Glands - Kjærlighedslykke, huuslig Lykke, dertil kan Borgeren og Bonden glæde sig - derfor maa ingen Konge sukke.« Uvilkaarlig aabnede han den lille Billedlade og betragtede den skjønne Ubekjendte, som han maaskee først 101 skulde see som sin Brud »Helene er det ikke, - sagde han - men det er vel, her er Ro og Klarhed - ingen fortærende Lidenskab, ingen hemmelighedsfuld urolig Higen efter Høihed og Magt - her er stille Kjærlighed og fordringsløs Uskyld - ingen skjult Vulcan, ingen glimrende Maske af Munterhed og Vid, som skjuler en fortvivlet Kamp mellem Kjødet og Aanden.«

Som han sad i disse Betragtninger aabnedes Døren og Kannikerne Renert og Albrecht traadte ind.

»Stormægtigste Herre Konge har allersomnaadigst befalet«, stammede de begge, som med een Mund, og bleve staaende med Hælene paa Dørtærskelen i den aabne Dør, medens de bøiede sig saa dybt, at de forskrækkede maatte træde et Skridt frem for ikke at falde paa Næsen, idet den listige Hofnar hastig lukkede Døren efter dem.

»Ere I ikke Bøhmere af Fødsel?« spurgte Kongen, og maatte tvinge sig for ikke at smile.

De bejaede det ærbødig, medens en Blanding af Nysgjerrighed og ængstelig Forventning udtrykte sig i deres runde ellers sorgløse Ansigter.

»Har I nogensinde seet Prindsesse Margaretha af Bøhmen?« spurgte Kongen videre.

»Til Tjeneste, naadige Herre!« svarede de begge næsten paa eengang, og bukkede sig begge lige dybt, som Træmænd, der bevæges ved en Snor.

»Saa beskriver mig hende nøiagtig, - vedblev Valdemar - og siger mig uden Frygt Alt hvad I vide om hende, det være Godt eller Ondt! hvert sandt Ord, I sige, skal jeg betale Eder kongelig; men den første Usandhed, jeg griber Eder i, vil jeg strengelig straffe.«

Over denne Tiltale bleve de forbausede Klerke først ængstelige, og det varede noget, inden de fik Munden paa Gang; men snart strømmede Lovtalerne over den skjønne Prindsesses Mildhed og Fromhed rigelig over deres Læber, og jo længer de talte, jo mindre frygtede de for at fortale sig; de gjennemgik punktlig alle syv moralske og theologiske Cardinal-Dyder, som de forsikkrede hun besad i den allerhøieste Grad, hvorhos de ikke forsømte flittig at anføre den hellige Augustins og Petri Lombardi Sententser og benytte deres skolastiske Lærdom om de 7 Helligaandsgaver og de 8 Saligheder, medens de kappedes om i Munden paa hinanden at sige alle de Sandheder og gyldne Ord, som den gavmilde Konge vilde betalt dem saa rigelig.

102

»Nok, nok om de latinske Dyder! - afbrød Kongen dem endelig -og tal Een ad Gangen, hvis jeg skal forstaae hvad I sige! Har hun kun en Hundrededeel af de Fuldkommenheder, I der har opregnet, maa hun jo være ti Gange bedre, end en Engel i Himlen. Men siig mig nu hvorledes hun seer ud! ikke sandt hun skeler lidt, har en Pukkel eller to paa Ryggen - nu kun herud med det! tal du først, Renert! lyver du, saa veed du, jeg holder Ord.«

»Allersomnaadigste Herre! - tog Renert Ordet - fritag mig for en Beskrivelse, som« - -

»Fritag os for en Beskrivelse«, stammede Albrecht efter.

»Hvad? - afbrød Kongen dem heftig - altsaa dog skeeløiet, pukkelrygget!« -

»Det forbyde St. Augustin! - svarede Renert - saa maa hun være ble ven det for nylig. For 6 Maaneder siden, da jeg uværdig havde den Ære at see hende, var hun deiligere, end den hellige Margarethas Billede i vor Kirke - men fritag os for en Beskrivelse, naadige Herre! som kunde opvække verdslige Tanker i vort Sind og lade os forglemme den himmelske Herlighed og Skjønhed for den jordiske.«

»Det var ogsaa min ringe Mening, eders Naade!« tilføiede Albrecht.

»Nu, det var dog vel, - sagde Kongen - hun er altsaa da hverken skjæv eller vanskabt; det være langt fra mig at friste Eder til verdslige Tanker; men siig mig kun, ligner dette Billede hende virkelig?«

»Unægtelig, eders Naade! - svarede Renert, som dog ingen Samvittighed gjorde sig af at betragte Billedet - men det ligner dog kun ligerviis som Demanterne i eders Krone ligne Himmelens Stjerner.«

»Ja saaledes ligner det, eders Naade!« tilføiede Albrecht, og tørrede Sveden af sin Pande.

»Saa gaaer med Fred, I fromme ærlige Mænd! - endte Kongen nu Forhøret og klappede dem paa Skuldrene - naar jeg erfarer Sandheden af eders Udsagn, skal jeg kongelig belønne eders Sanddruhed; men hvad jeg har talt med Eder her er en Hemmelighed, for hvis Bevarelse I staae mig inde.«

»Med vore uværdige Hoveder, allersomnaadigste Herre!« svarede den Ene ordret efter den Anden, idet de gik baglænds ud af Døren og bukkede sig.

»Det var hendes Landsmænd! - sagde Kongen betænkelig - hvad om hun nu med al sin Skjønhed var ligesaa eenfoldig og 103 kedsommelig som de?« - »Nei, det er umuligt!« - vedblev han beroliget, medens han med Henrykkelse atter betragtede Billedet - »Ærlighed og Troskab, hellig Eenfold og Uskyld, Aaand og Hjerte taler her til mig fra det døde Træ; hvad maa det levende Gudsbilled da ikke kunne sige mig!«

Kongen sad endnu med Billedet i Haanden, da Døren aabnede sig, og Junker Strange traadte ind.

»Hvad befaler min naadige Herre og Konge?« spurgte Ridderen, og blev med et undertrykt Smiil staaende ærbødig ved Døren.

»Naade hid og Naade did! - svarede Kongen og gik ham fortrolig imøde, efterat han hastig havde skjult Billedet - ingen Omstændigheder, Strange! naar vi to ere ene. Sæt dig her hos mig og tal med mig uden Omsvøb, som i gamle Dage, da jeg ikke var din Herre og Konge. Underdanige Tjenere har jeg Nok af; dig holder jeg for min fuldtroe Ven. Førend jeg, som Konge, æsker din Tjeneste igjen, vil jeg nu høre af min gamle Vaabenmester hvad han tykkes om sin Lærling som Ridder og Mand.«

»Som Ridder og Mand!« - gjentog Junker Strange og holdt ikke længer det skalkagtige Smiil tilbage, medens han paa Kongens Vink tog Sæde ved Siden af ham paa Løibænken - »nu vel, da undrer det mig vel, at I sidder hjemme dennesinde, og seer paa Billeder, medens I sender Hæren i Leding; men jeg formoder, I har gode Grunde derfor, og vel heller ikke ret længe vil sidde her ved Arnen og varme Eder. Vil I ellers ikke høre mig berømme Eder i eders aabne Øine, saa giv mig et andet Spørgsmaal! thi min Hengivenhed for eders kongelige Person er Eder vel tilfulde bekjendt.«

»Jeg drager endnu idag til Hæren, - tog Valdemar noget adspredt Ordet igjen - hvi jeg tøver, skal du siden faae arvide; men svar mig først, som en ærlig Mand, anseer du mig for en ørkesløs Drømmer, for en svag følsom Gjæk, som kunde gaae i Maaneskin og synge smeltende Minnesange til en usynlig Skjønhed i Ginnistan eller en Prindsesse i Maanen ?«

»Det vel ikke, Herre Konge! - svarede Junker Strange - men I har mig for meget med Præster og Skjalde at skaffe, de sætte Eder Hovedet fuldt af Anelser, Stemmer i Sjælen, Samvittigheder, Helgene og Engle, saa det er færdigt at løbe sur med eders gode sunde Forstand. Denne Hellig-Anders var mig især en Torn i Øiet« -

»Tael du ikke om ham, - afbrød Kongen ham alvorlig - han vidste 104 mere, end jeg og du faaer at vide i hundrede Aar, og han havde Ret den Gamle: det Guddommelige viser sig kun for os som en mørk Tale, som et Billede i Speilet - men den, hos hvem det sande Billede opgik, skal allerede her see det Skjønneste, Aasyn mod Aasyn.«

»I udlægger vel slig forblommet Tale paa eders egen Viis, Herre Konge! - svarede Junker Strange - og deri troer jeg, I gjør Ret; men for at komme tilbage til eders Spørgsmaal, saa maa jeg med Sandhed tilstaae, at I ikke har ladet os savne Beviser paa eders Mandhaftighed. Er I endog, som man siger, ikke blind for Qvindeskjønhed, men en ridderlig Beundrer af alle skjønne Piger, Koner og Enker - saa har I hidindtil dog mere viist det i Ord, end i Gjerning. I har endnu ikke lagt Jer paa den lade Side for at bortdrømme eders Ungdom i blødagtig Elskov; dog kunde maaskee Folk og Land beklage sig over, at I -ikke blot for Krigstog og Seiervindinger, men tildeels vel ogsaa for den Hyldest, I har ydet en vis smuk Enke - forglemmer at give Landet en Dronning og de store Valdemarers Navn og Krone en Arving.«

Valdemar rødmede. »Altsaa er du ogsaa af den fast almindelige Mening, at jeg bør formæle mig - sagde han - uagtet det sidste mislykkede Forsøg paa at gjøre mig til Slave af en statsklog Forbindelse?«

»Det er mit og hele Danmarks Ønske, Herre Konge!«

»Nu vel! saa skaf mig Prindsesse Margaretha af Bøhmen til Brud! og jeg vil intet Øieblik betænke mig. Det er gjerne Kongers og Fyrsters Tilskikkelse at maatte beile uden Elskov og for Landets Vel at lade sig lede iblinde til Brudeskamlen; lyver imidlertid ikke dette Billede - her tog han det rask og bestemt frem - saa kan der nu maaskee med mig skee en Undtagelse i dette Stykke; thi jeg vil ærlig tilstaae dig det, jeg har i disse sidste Dage, trods alle dine gode Tanker om min Mandhaftighed, ikke stort tænkt paa anden Erobring og Besiddelse, end denne skjønne Prindsesse. Gjør dig derfor strax rede, brave Strange, og drag til Bøhmerland for mig! bring Kong Primislaus min broderlige Hilsen, og giv dig Mine af at være kommen for at underhandle med ham om Pagt og Forbund mod de urolige nordtydske Fyrster og mod de hedenske Liflændere! Men tag dette Billede med dig! -jeg skiller mig nødig fra det, og du svarer mig til det som min Øiesteen. - Giv nøie Agt paa, om det er en tro og virkelig Efterligning af Prindsesse Margaretha! Finder du, som jeg haaber, at hun ingen af de Skjønheder mangler, som du her finder afbildede, og at 105 Rygtet ikke farer med Tant i hvad det melder om hendes Dydelighed og elskelige Skikkelse, saa udforsk nøie hendes Sindelag til mig, førend du melder et Ord om min kjærlige Hu til hende! og mærker du, at det er sandt, hvad Hermand Balke engang i halv Spøg lod sig forlyde med, at jeg har et godt Navn og staaer vel anskreven hos den skjønne Kongedatter, saa indled Sagen med hende og Faderen med den Klogskab og Fiinhed, jeg tiltroer dig, og saaledes, at du, hvis et Afslag kunde befrygtes, itide kan dreie af og træde tilbage, uden at bringe mig et Svar, som vilde krænke min kongelige og ridderlige Ære!«

»Et vanskeligt Hverv, min Herre og Konge! - svarede Junker Strange og trak paa Skuldrene - jeg skal altsaa baade beile og ikke beile for Eder, baade skaffe Eder en Brud og staae inde for, at hun behager Eder, naar I seer hende, og at ikke Vinden imidlertid vender sig, og I forandrer eders Tanker. Kun i dette Stykke stoler jeg ikke paa eders Standhaftighed, Herre Konge!«

»Gudsdød! vil du fornærme mig, Strange! - sagde Valdemar heftig og foer op - vil du gjøre mig til et ustadigt vankelmodigt Barn, som ikke selv veed hvad det vil?«

»Jeg adlyder punktlig, Herre Konge! det forstaaer sig - svarede Junker Strange og bukkede - bliver I vred, tør jeg intet Ord sige mere. Jeg glæder mig af Hjertet til eders Beslutning, og det vistnok lykkelige Valg, I har truffet; men erindrer I, Herre! hvorledes I var tilmode, da Forlovelsen med Keiserens Søster var bragt istand - og hvor let om Hjertet I blev, da I var vis paa aldrig at see hende?«

»Det var en anden Sag, Strange! dennegang griber jeg ikke efter Lykken iblinde og dennegang er Hjertet med i Spillet.«

»Øinene, Herre Konge! dog kun paa anden Haand, som jeg seer, og Ørene og den Billedbog, I er fød med i Hovedet - men jeg seer I bliver vred igjen, Herre! jeg tier og adlyder; men advaret Eder har jeg. Vogt kun eders Hjerte i ni Uger! Var det ikke bedst, om I beholdt Billedet? Herre Konge!«

»Troer du, jeg er slig en Træl af mine Øine - og saa kold og phantasieløs, at jeg nogensinde kunde glemme dette Ansigt, om jeg saa aldrig saae det mere i Verden? - Tag det! - jeg skal vise dig, at jeg ogsaa i dette Stykke er standhaftigere, end du troer. Endnu et Blik kun i disse Øine! - see saa - forvar det nu! - det Engleaasyn skal nu ingen Lysets eller Mørkets Aand udslette af min Sjæl.«

106

»Jeg tvætter mine Hænder og lader Eder selv svare for Følgerne, -tog Junker Strange Ordet igjen - naar og hvorledes skal dette Beilertog gaae for sig og hvem har min Konge udseet til mine Ledsagere?«

»Du reiser endnu idag, endnu i denne Time, om muligt, og drager med 30 Riddere og ligesaa mange Svende op ad Elben til Bøhmerland. Dine Ledsagere kan du vælge efter dit eget Tykke; dog vil jeg raade dig at tage Bisp Peder af Roskild med, han er en boglærd Mand og kan være dig en god Raadgiver paa Veien, iligemaade Hr. Albert af Eskildsøe, han er en Mand, som vel kan føie sine Ord. Den unge Hr. Limbak og Oluf Lykke, samt den rige Peder Glob tage du ogsaa med! saavelsom Grev Engclbret og Absalon Bælg, de ere vel forfarne i al ridderlig Anstand og Belevenhed Indvilliger Kongen og hans Datter i mit Ønske, saa lader du dig i mit Navn og paa mine Vegne strax ægtevie til Prindsessen og iagttager med Sømmelighed de brugelige Skikke. Lykkes dit Foretagende, sender du mig ufortøvet et lilbud til Schwerin, hvor jeg om kort Tid agter at bringe Grev Clauses Forlovelsesanliggender i Rigtighed. Du hjemfører Bruden i saa prægtigt et Optog som muligt! Min høisalige Faders lykkebringende Langskib med Dragestavnen og de gyldne Knapper skal bringe hende hid. Ved Manøe sætter du hende iland! der skal jeg selv - vil Gud -modtage hende, som det sømmer sig en Ridder og Konge. Og dermed Gud befalet, brave Strange! du er mig en tro og ærlig Mand; men paa mit Hjerte forstaaer du dig slet; kun saameget maa du vide: jeg lægger min og maaskee Danmarks Lykke i din Haand. Nu Tand for Tunge! det følger af sig selv. Gud og vor Frue være med dig!«

Med dette vigtige hemmelige Bud forlod Junker Strange Kongens Lønkammer og uddeelte strax de nødvendige Befalinger. Ridderne smykkede sig med statelige Hofklæder. Nogle af de Fornemste, Hr. Peder Glob og Grev Engelbret, skinnede i røde Skarlagens Broge, dertil bare de brune, grønne eller røde Kjorteler og Silkekapper med Maarskinds Kraver og Bræmmer, velglattet Haar og Skjæg og Hatte med Fjærbuske og kostelige Stene. Guldsporerne klirrede paa de Bukkeskinds Halvstøvler og Sværdene i de gyldne Gehænger. Junker Strange bar selv en prægtig Skarlagenskappe med Egernskindsbræmmer, en Gave af hans gavmilde Konge, dertil en rød Klædes Reisehue med Guldgaloner og røde Plumasier.

Kongen svang sig selv paa sin hvide Hingst og reed med det prægtige Gesandtskab til Stranden.

107

Blandt de danske Riddere og Væbnere, som fulgte Junker Strange, var der to, hvis vælige Hingste syntes at være blevne enige om at løbe løbsk gjennem Ribe Gader: som to susende Kastespyd fore de unge saddelfaste Ryttere Kongen og alle Ridderne forbi og forsvandt dem i et Øieblik af Syne.

»Brække de kun ikke Halsen eller ride Folk tilskamme - sagde Kongen - hvad var det for Karle, som ikke bedre forstod at kapsune deres Heste ?«

»Feiler jeg ikke storlig, min Konge! - svarede Junker Strange - saa brugte de mere Sporen, end Milen, og vilde forlyste min Konge ved et Vedderid.«

»Piltestreger! - sagde Valdemar vred - vilde de endelig brække Arme og Been, kunde de gjøre det en andengang, og ikke naar jeg sender dem hen, hvor jeg behøver hele Karle og forstandige Folk Hvem var det!«

»Den lille tykke Absalon Bælg var den ene, og saae jeg ret, var den anden eders raske spærlemmede Søstersøn, den unge Grev Otto.«

»Hvad, den dunhagede Knøs! hvad skulde han med? han er jo ikke Ridder engang; - sagde Kongen, medens hans Ansigt formildede sig - jeg vedder dog, han rider Esbern Snares Søn sønder og sammen.«

Nu vendte Kongen sig spøgende til den statelige Grev Engelbret, som reed ved hans venstre Side: »var eders unge Frue ikke bange for at lade Eder reise ud blandt de berømte Skjønne i Bøhmerland?« spurgte han.

»Min Hustru er rigtignok noget iversyg, ædle Herre - svarede Grev Engelbret i samme spøgende Tone - men i Bøhmerland troer. hun dog ikke der er stort at frygte for min Troskab; var det til Flandern eller Portugal jeg reiste, da var det maaskee en anden Sag.«

»Hvi saa? - spurgte Kongen - ere de flanderske og portugisiske Skjønne da saa farlige og uimodstaaelige?«

»Det paastod idetmindste min Hustru ifjor, - svarede Greven - da jeg kom hjem fra det flanderske Grevehof i Gent, og nødvendig maatte prise Grev Ferdinands Søster, den portugisiske Prindsesse Beengjerd, som den skjønneste Qvinde, jeg havde seet i Verden, uden med min Huuscapellan at kunne troe, det var ved Trolddomskonster hun havde forblindet mine og alle Riddernes Øine.«

»I er en Mand, som forstaaer Jer paa Qvindeskjønhed, - svarede Kongen og loe - og eders Frue har vel skjellig Grund til at have et 108 Øie paa hver Finger. Skulde imidlertid en Ægteherre være forpligtet til at lukke sine Øine for enhver fremmed Skjønhed, synes hiin det ægte Livs Stand, som man jo kalder den, kun slet at kunne bestaae med et ægte ridderligt Sind, og en saadan Troskab kunde jeg aldrig forpligte mig til i mine Dage.«

Bisp Peder, som reed tankefuld paa Kongens høire Side, rystede paa Hovedet; men Kongen, som kjendte hans Ivrighed og strenge Meninger, lod ham sjelden komme til Orde i Andres Nærværelse.

»Prindsesse Beengjerd er altsaa efter eders Tykke den skjønneste Qvinde i Verden, - vedblev Valdemar med et tillidsfuldt Smiil -hvad vedde vi dog, ædle Greve! naar I har seet Prindsesse Margarethe af Bøhmen, tager I eders Ord tilbage?«

»Derpaa sætter jeg Borg og Fæste mod Fjæren i eders Hat, min Konge!«

»Det blev Eder for dyrt et Veddemaal; jeg vil foreslaae Eder et andet: kan I, naar vi sees igjen, paa ridderlig Tro og Ære endnu bevidne, at Prindsesse Beengjerd er fagrere, end Margarethe af Bøhmen, saa er Grevskabet Gleichen eders Lehn, saalænge en Konge af min Slægt har Raadighed derover; men maa I tilstaae, at jeg, som endnu ikke virkelig har seet Nogen af dem, dog har dømt rigtigere om deres Skjønhed, saa skal I til Straf for eders overilede Dom bære en knækket Trompet i eders ridderlige Vaaben.«

»Det er et Ord, Herre Konge!« svarede Grev Engelbret, og alle Ridderne loe.

»Jeg kommer bag efter og er vel overflødig idag«, raabte Hofnarren, den lille puklede Claus Klumpe, som i sin Bjældetrøie og med den spidse Hue med to Paafuglefjær, kom travende bag efter paa sit Æsel med sin pyntede Abekat paa Saddelknappen.

»Hvad skal nu det betyde, gamle Gjæk! - spurgte Kongen og loe -du tænker dog vel aldrig paa at reise med i Gesandtskabet?«

»Jeg troede, det fulgte af sig selv, Herre Konge! - svarede Skalken - men er jeg overflødig, som det lader til, saa følger jeg Eder tilbage til Slottet og fører min egen Brud hjem. See hvor blufærdig hun smiler til mig i sin Brudestads!« her trykte han den som Dame smykkede Abe med latterlig Pathos til sit Bryst, og gav den et Ørefigen, da den vilde bide ham i Skjægget.

Kongen mærkede nu vel, at Narren med denne plumpe Spas vilde lade ham vide, at man gjettede sig til hans Hensigt med 109 Gesandtskabet; men han lod som han ikke forstod Spasen, og under lystig Skjemt travede han med de statelige Hofmænd ned til Stranden, hvor det store forgyldte Langskib med Dragestavnen laae seilfærdigt.

Paa Skibsbroen stode Grev Otto og Absalon Bælg og modtoge Kongen med en Undskyldning for deres ubetænksomme Kappelyst.

»Den, der kom først til Broen - sagde Kongen - skal være det lilbud, Junker Strange sender mig til Schwerin om Udfaldet af sin Sendelse.«

»Saa maae vi begge bringe Eder Budskabet, Herre Konge! - svarede Absalon Bælg - thi vi stode begge i samme Øieblik her paa Skibsbroen.«

»Havde min Blak ikke faaet en Flintesteen i Hoven, havde jeg dog staaet her først; - tog Grev Otto Ordet - skal vi bringe min Konge et glædeligt Budskab, saa lad det i et dobbelt Brevskab betroes os begge, og da vil vor Konge bedst skjønne, hvo af os der rider den rappeste Ganger.«

»Velan, lad det saaledes skee, - sagde Kongen - den af Jer der først bringer mig det Budskab, jeg ønsker, skal paa den første Gildesdag paa Ribehuus dandse med mine gyldne Sporer.«

De takkede begge Kongen for hans Tillid og saae udfordrende til hinanden, idet de rystede hinanden i Hænderne og sprang i Aareskuden.

»Med Guldsporen følger Ridderslaget, - hviskede Grev Otto glad til sin Medbeiler - det skal du faae Lov til at overlade mig, tykke Bælg!«

Snart vare alle Ridderne indskibede. Junker Strange lod det røde Vadmelsseil heise, medens Kongen tilraabte ham og hans Ledsagere Lykke paa Reisen, hvilket de besvarede med et mægtigt Hurra og »leve Kong Valdemar Seier!« Under Sang og Spil stævnede Skibet fra Stranden. Med en Blanding af Glæde og uvis Anelse af det Tilkommende stod Valdemar længe paa Skibsbroen og saae hvorledes den gyldne Dragestavn gyngede i Bølgerne og glimtede i Solskinnet, medens den gjennemskar det urolige Hav for at hente ham den skjønne men dog fremmede Brud. Det Uvisse og Gaadefulde i den tilslørede Fremtids Lykke, som vi med Haab og Uro hige efter som iblinde, fremtraadte ved dette Syn ret levende for den unge Konges Sjæl, og han følte sig hensat i en af hine saa tillokkende som veemodige Stemninger, hvori Sjælen vakler mellem Haab og Frygt, og hvori selv den 110 mægtigste Konge paa Jorden føler sin Lykkes Afhængighed af mægtigere usynlige Magter.

Kongens Taushed og dybsindige Henstirren paa Havet og det forsvindende Skib syntes at paalægge hans Hofmænd en lignende Adfærd, og de betragtede Havet med høist alvorlige og vigtige Miner, hvilket Hofnarren ikke forsømte at efterligne med opspilede Øinc og maabende Mund, dog uden dennegang ved Kongens og Hofmændenes Latter at belønnes for sin Konst. Thi da Kongens Øine vare trætte af at forfølge Skibet, faldt de paa en Gjenstand, som bedre kom overeens med hans alvorlige Sindsstemning, end Narrens pudseerlige Vrængeansigt. Det var nemlig en gammel graaskjægget Mand i en forreven Oxehudskappe og med en bred Slaghætte over Ørene; han sad krumrygget paa en Kampesteen ved Stranden og ridsede i Sandet med sin Krykkestav, uden at lægge Mærke til Kongen og hans prægtige Følge.

Kongen gav sine Hofmænd et Vink om at blive tilbage, og nærmede sig ene den Gamle, som, uden at opløfte Hovedet, vedblev at ridse i Sandet, medens han mumlede uforstaaelig i Skjægget og bevægede Ansigtstrækkene urolig.

»Hvad bestiller du der? Gamle!« spurgte Valdemar, men fik intet Svar; thi den Gamle syntes tunghør; ved nøiere at betragte hans bleeggule rynkede Ansigt, troede Kongen ogsaa at bemærke, at hans Øine havde tabt Livet og Seekraften; thi de vare matte og dunkle som Blæreruderne i Fattigmands Jordboe.

»Hvo er du? gamle Mand!« - spurgte Kongen nu med forstærket Røst og lagde sin Haand paa hans Skulder; hvorpaa den Gamle reiste sig langsomt, og rettede den krumme Ryg saaledes, at han syntes fra en Dværg at voxe til en Kæmpe; han famlede med Krykkestaven et Par Skridt frem, og blev saa staaende rolig med det rynkede Ansigt imod Kongen, medens han samlede Oxehudskappen om sig og skjulte en sort smudsig Dragt, der syntes at maatte tilhøre en Kulsvier eller en Bjergmand.

»Hvo jeg er? - gjentog han langsomt - ja derom maa du spørge min Herre og Mester; han veed det vel bedst. Der var en Tid, da man kaldte mig Herre og Ridder; nu kalde de skaanske Herrer mig slet og ret Thord Knudsøn Bonde. Man kalder mig ellers hertillands Kuliemanden, fordi jeg har hjemme paa Kullen; men har jeg ikke drømt 111 feil, saa er du Kong Volmar Volmarsøn, og har Lyst til at vide hvad jeg nu just sad og tænkte paa.«

»Du seer bedre, end jeg troede - svarede Valdemar forundret - jeg troede, du var blind; men du synes jo endog at kunne see paa Folk hvad de tænke.«

»Sligt kan vel times mig iblandt, - mumlede den Gamle - hvorvel jeg ikke uden gjennem Glaret seer den kjære Guldets Dronning meer, naar hun skinner klarest; den Skade fik jeg da jeg sidst gik gjennem Ilden for din og din Slægts Skyld.«

»Du taler i Gaader, Gamle! men er du blind, hvorlunde har du da fundet Veien hid saa langt fra?«

»Seer du ikke min levende Styttestav, han hopper nu om histhenne under Skrænten og samler mig Tordenstene og Bernsteen til Røgelse i Steen-Gruben.«

Valdemar saae hen, hvor den Gamle pegede, hvor han ogsaa fik Øie paa en pjaltet Tiggerdreng, som hoppede om mellem Stenene.

»Hvad har kunnet bevæge dig til at gaae saa langt fra dit Hjem, med din Alder og Skrøbelighed?« raabte Kongen nu den Gamle i Øret.

»Hvor gammel jeg er, kan jeg endnu maaskee overleve dig - svarede Oldingen - hvor blind jeg er, seer jeg dog maaskee længer, end du, hvor døv jeg er, hører jeg dog hvad du aldrig drømte om - og hvor skrøbelig jeg er, kan den Tid dog vel komme, da Kong Volmar behøver min Styrke og søger mig. Dennesinde maatte jeg gaae dig imøde: men ukaldet staaer jeg ikke for dit Aasyn: Jeg skal sjunge dig en Vise, Konge! som jeg førstegang sang i din Fødselsstund og som jeg ikke har glemt endnu; den kan du have godt af at tænke paa, naar Lykken tykkes dig gunstigst. See, den Vise var det just, jeg tænkte paa, da din kongelige Haand faldt paa min Skulder og din stærke Røst bragte mig din store Herre Fader ihu.«

»En afsindig Mand!« sagde Valdemar sagte, og gruede fast ved at betragte hans Aasyn. »Nu saa syng mig da din Vise, gamle Drømmer!« sagde han høit og vilde række den Gamle et Guldstykke; men det gled urørt ud af hans Haand og blev borte i Sandet.

Kongen lænede sig taus til sit Sværd, medens den tandløse Olding med klangløs Stemme og lallende Tunge mere hviskede, end sang:

»Til Seir og Lykke blev Volmar fød;
Men sorgløs Mand har ei levet,
112 Og Lykken vendes kan om til Nød:
I Stjernerne staaer det skrevet.
Din Lykkestjerne i Glands jeg saae
Den havde i Nord ei Mage;
I Løven saae jeg den herlig staae,
Og langt fra Los og fra Drage.
Men Skaalen blinker med fjendtlig Magt,
Og farlig Jomfruen smiler;
Falsk Skytten sigter paa natlig Jagt,
Mens Løven blunder og hviler.
Er Havet roligt, som blanke Skjold,
Du sove ei ved dets Bredder!
Er Øglen stille og stiv og kold,
Du spøge ei med dens Edder!
For Snare vogt dig og falske Baand!
Dog Baandet agte du nøie!
Thi brister Baandet for mægtigst Haand,
Døer Stjernen i Løvens Øie.«

Da den Gamle havde sjunget sin Vise ud, vaklede han udmattet tilbage til Stenen og sank krumrygget sammen paa sit forrige Sæde, medens han bøiede den skjæggede Hage ned mod Brystet og syntes at blunde.

»Han gaaer i Barndom, Stakkel! og synger nok snart paa det sidste Vers - sagde Kongen ved sig selv og betragtede den krogede Skikkelse, som nu saae heelt dværgeagtig og ubetydelig ud - Kuliemanden Thord Knudsøn - hm, det Navn er mig ikke nyt - gamle Esbern talte jo engang heelt forblommet om den kloge Thord Stjernetyder paa Kullen; og Helene - var det ikke med den sorte Kuliekonge hun sagde at hun vilde dandse paa mit Bryllup, i Bjerggruben, hint vilde Øieblik, da jeg talte om min Formæling? Hm, var det ikke Kuliemanden og hans hemmelige Viisdom, hiin fromme Slagelse-Prophet advarede mig for? - Nu vel! veed han min Skjæbne, saa lad ham beholde sin Viisdom for sig selv! -jeg vil ikke vide et Ord mere derom 113 - det vilde kun forstyrre mig min friske Livslyst og gjøre mig til en overtroisk Drømmer. Sværmerier og Tant er det dog tilhobe, om ikke noget Værre, - intet Menneske skal vide sin Beskikkelse. Dog vil jeg sørge for ham, den Gamle; hans Drømmerier vise dog, han er mig og min Slægt tro og hengiven.«

Derpaa gik Valdemar tilbage til sit Følge og gav Befaling til, at den gamle blinde Mand med samt hans Dreng skulde strax føres tilbage til sit Hjem paa Kullen, og i Fremtiden forsørges paa Kongens Regning; men det skulde strengelig forbydes ham nogensinde at sætte sin Fod paa denne Side af Sundet.

Alvorlig steeg Valdemar tilhest og saae endnu engang ud over Havet, hvor han langt borte kunde øine Skibet, som en liden sort Prik. Derpaa gav han sin Ganger Tøilen og overlod den til sig selv, medens han med sin udmærket stærke Hukommelse Ord for Ord gjentog Kuliemandens Sang, hvoraf ingen Stavelse var undgaaet ham, uagtet den Gamles Stemme var hæs og utydelig. Han grundede forgjeves paa at udfinde anden Mening i de gaadefulde Ord, end en almindelig Formaning imod de Ungdommens Tillokkelser og Fristelser, den udlevede Alderdom er ivrigst i at prædike imod, og som han efter sin heftige Natur ogsaa var meest udsat for. Uagtet han ikke engang vilde tilstaae sig selv, at han lagde nogen Vægt paa hiin gamle Drømmers Ord, var han dog ikke fri for sin Tidsalders Hang til det Overnaturlige og Hemmelighedsfulde, og han gjentog saa ofte hine dunkle Ord i sine Tanker, at de med den gamle Kuliemands Billede bleve uudslettelige i hans Erindring; men han tilbagetrængte med mandig Kraft disse Forestillinger og skjulte dem ligesom i Sjælens inderste Afkrog, medens snart igjen det friske muntre Liv med sine dristige Forhaabninger og de stolte Planer om Seier og-Lykke, hvortil han følte sig fød og baaren, i skjønne og herlige Billeder svævede ham for Øie.

Kongen var reden tilbage til Ribehuus, hvor en stor Mængde Riddere og Væbnere allerede paa hans Befaling holdt i fuld krigersk Rustning i Slotsgaarden, for strax at ledsage ham til Hæren, der med Grev Albert i Spidsen var dragen forud over Elben til Pommerland. Valdemar vilde endnu kun uddele nogle Befalinger til sin Drost og sit Raad, og tage Afsked med sin Søster. Saasnart dette var skeet, traadte han ud af sin Vaabensal med Hjelm og Pantser og det blanke trekantede Skjold paa Armen, som han var den første danske Konge 114 der havde prydet med tre sølvblaae Løver og fire og tyve gyldne Hjerter. Ved Slotstrappen stod den pantsrede Stridshingst, der fnysende og stampende ventede ham. Erkebisp Andreas og Broder Gunner havde allerede længe staaet reiseklædte i Riddersalen, beredte til at følge deres Konge. Mester Harpestræng, som Valdemar havde udnævnt til sin Livlæge, stod, med sin Lægedomskasse under Armen og sin grønne Urtepose paa Ryggen, ved Erkebispens Side. For at forlyste Kongen og opmuntre Krigerne paa det strenge Vintertog, vare Thorgeir Danaskjald og den islandske Barde ogsaa med blandt Kongens nærmeste Ledsagere. Den skaldede Grev Claus gik ængstelig og utaalmodig med Pantseret over sin pynteligste Vaabenkjortel op og ned i Salen, og tørrede Sveden af sin blanke Pande; thi han vidste at Greverne af Schwerin vare den pommerske Fyrstes Venner, og uagtet Kongen havde lovet at følge med ham til Schwerin paa Tilbagetoget og bringe Forlovelsen i Rigtighed med Grevinde Ida, frygtede han dog for, at dette Tog skulde lægge Hindringer i Veien for hiin Forbindelse. Erkedegn Arnfred, der ogsaa havde faaet Tilladelse til at følge med, følte sig, som Kongens Skriftefader, som en Mand af Betydenhed, men betragtede Erkebispen og Broder Gunner med et skjævt og misundeligt Blik; thi han frygtede med Grund for at fortrænges af dem i den unge Konges Gunst og Fortrolighed. Naar Kongen ikke var tilstede, holdt han sig ydmyg og smigrende til Grev Claus, hvis hele Fortrolighed han besad, og af hvem han ansaaes som den viseste Mand i Landet.

»Til Hest, ædle Herrer!« - lød nu Astrad Frackes stærke Røst - og paa Drostens Anmodning ilede Alle til Slotstrappen, som Kongen allerede steg ned af, ledsaget af Ridderne Jacob og Lars Sunesøn.

Men ligesom Kongen vilde sætte Foden i Stigbøilen, foer en høi, fremmed Ridder, i forvirret Klædedragt og bedækket med Støv og Hesteskum, ind i Slotsgaarden, sprang hastig af sin udmattede Ganger og kastede sig bleeg og nedbøiet for Kongens Fødder.

»Hvad betyder dette? min troe, brave Johan Ganz! - udbrød Kongen forbauset -jages du af onde Aander! - stat op! naar forlangte jeg slig Hylding af en Lehnsmand og Ridder? - er der hændtes dig en Ulykke, eller bringer du mig Budskab om et Nederlag? - saa tal dog, Menneske! og staae paa dine Been! er du slagen med Stumhed og Lamhed?«

»Naade og Hjelp! min kongelige Herre og Beskytter! - sagde den 115 ulykkelige Ridder og reiste sig - jeg har heelt slet bevogtet den vigtige Borg, I betroede mig - Graaboe ligger i Gruus og Aske, og I seer en forjaget og landflygtig Mand for Eder; men jeg har ikke sveget og forraadt min Herre og Konge - jeg er lumskelig mod Tro og Love overrumplet og overmandet i den dybeste Fred og Tryghed; han der lagde Graaboe i Aske, var en Lehnsmand og Vasal af Danmarks Krone, som jeg.«

»Hvo var det, tal! - raabte Valdemar heftig og Vreden blussede paa hans brune Kinder - Gudsdod! det skal Ingen have gjort mig ustraffet.«

»Grev Henrik af Schwerin var Voldsmanden, - svarede Ridderen - han skal ilon have undsagt mig og svoret min Undergang, fordi jeg i en Ordstrid engang maatte erindre ham om hans Lehnspligt mod Danmarks Krone. Jeg lægger min retfærdige Sag i min Konges Hænder og forventer med Tillid eders kongelige Beskyttelse.«

»Ved St. Knud og alle Hellige! den skal du ikke savne, - svarede Kongen - men Gudsdød! hvor var det muligt? - spurgte han heftig igjen - hvi forsvarede du dig ikke ? du er ikke den Mand, som pleier at liste sig ud af Bagdøren og lade Fjenden drikke Velkomst i Høisalen.«

»Det er førstegang, I seer mig saaledes, Herre Konge! - svarede Ridderen nedbøiet, og slog det stolte Øie beskæmmet til Jorden -for eders og disse tappre Ridderes Øine staaer jeg førstegang som en Flygtning og slagen Mand; men jeg fortrøster mig til for hele Verdens Øine at kunne bevise min Uskyldighed og forsvare min ridderlige Ære. Er der Løgn og Svig i min Mund, og er Grev Henrik ikke en Nidding og Forræder, saa maa Bødlen hænge mit Skjold med Spidsen i Veiret paa Galgen og den usleste Hoppe slæbe det bagvendt ved Halen gjennem Skarnet. Havde Grev Henrik mødt mig som en ærlig Fjende og ikke brugt nedrig Svig, da skulde visselig Graaboe have staaet endnu og jeg ikke staaet her, som en slet Huusholder over min Herres Gods, og som en huusvild Flygtning uden andet Liggendefæ, end min Hest og mit gode Sværd.«

»Ved min kongelige Ære, du skal faae fuld Opreisning og Retfærdighed, - sagde Kongen nu rolig og bestemt - det lover og tilsiger jeg dig her for Alles Øine; men jeg dømmer Ingen uhørt, og Grev Henrik skal have Ret til selv at tale sin Sag for min Domstol. Saalænge intet Ord meer om den Sag, Ridder Ganz! nu følger du mig i Leding.«

116

Derpaa svang Kongen sig paa sin Stridshingst og foer ud af Slotsgaarden med sit talrige Følge. Ridder Ganz besteg, taus og beroliget, en frisk pantsret Ganger, som Drosten paa Kongens Vink havde ladet ham bringe. De hundrede Hesteskoe klapprede gjennem Ribe Gade, og Børn og Qvinder stimlede til Vinduer og Dørre for at see Kongen. Det dundrede huult paa Sønderportsbro, og snart var Kongen og hans glindsende Skare de nysgjerrige Tilskuere af Syne.

Det var en smuk mild Vintermorgen i en af de sidste Dage af Februar; en let Riimfrost puddrede Grenene i Nordtydsklands Eegeskove. Ved Stalden i et eenligt Herberg, ikke langt indenfor den schwerinske Grændse, stod en rask fiintbygget Yngling, med et ædelt fyrsteligt Ansigt, men i en simpel Væbners Dragt, og lagde selv Bidslet paa sin lette Ganger. Det var Valdemars Søstersøn, den unge Grev Otto, som var fulgt med Junker Strange til Bøhmen og som i denne Forklædning hurtigst og sikkrest troede at kunne bringe sin kongelige Morbroder et vigtigt Budskab. Otto var for faa Dage siden udredet fra Prag tilligemed Absalon Bælg, men de havde snart fulgt forskjellige Veie, og Absalon Bælg, som formodede endnu at træffe Valdemar i det Pommerske, troede, ved ikke strengt at følge Kongens Befaling, at være des sikkrere paa at træffe ham først. Grev Otto vidste vel, at Valdemar endnu skulde være i Pommern, hvor han allerede med Grev Albert havde slaget Hertug Ladislaus af Marken og tvunget ham til Underkastelse; men Rygtet sagde ogsaa, at Kongen alt var paa Tilbagetoget; Otto formodede derfor sikkrest at træffe ham i Schwerin om faa Dage. En fjendtlig Stemning mod de Danske havde han strax paa Grændsen havt Leilighed til at bemærke, og den Fare, han udsatte sig for, ved nu at ride ene gjennem dette Land, indsaae han strax. Han talte Tydsk med Færdighed, dog noget for blødt i Udtalen; thi hans Moders skjønne Maal var ham kjærest; hidtil var det dog lykkedes ham at gjælde for en tro Undersaat af det romerske Rige.

»Hvilken Vei rider jeg nu nærmest til Schwerin?« spurgte han paa Sachsisk, men blandede i sin Hast et dansk Ord i sin Tale, uden at mærke det, idet han svang sig i Sadlen.

Den lille tykke braknæsede Kro-Vert, som med en lodden Hue over det sorte uredte Haar stod i den aabne Halvdør og gabede, betragtede ham nu skarpt og med et underfundigt Smiil. »Kan I følge den landsherlige Grændsevogter, som nys reed ud af Laden, - svarede 117 han - saa kommer I maaskee snarere til Schwerin, end I lyster; thi hører jeg ret paa eders Tungemaal, og lyver ikke eders blaae Pigeøine, var jer Moder fra hiin Side Elben.«

»Og derfor skulde jeg ikke være velkommen i Schwerin mener I?« spurgte Otto hastig og bøiede allerede Knæet for at spore sin Hest.

»Hvis det er sandt, hvad man siger, at den danske Hær har huseret slemt i Pommerland og vil gjeste Schwerin idag eller imorgen, saa behøver I ikke at jage Livet af jer gode Hest, unge Herre, for at komme i sorte Grev Henriks Hundehul. Giver I mig derimod en Haandfuld af eders fine Guldstykker, skal jeg skaffe Jer sikker tilbage over Grændsen.«

»Hvor Kongen af Danmark er Lehnsherre, - svarede Otto stolt -behøver ingen Dansk at kjøbe sig Sikkerhed; i alt Fald betaler jeg den heller med Staal, end med Guld. Farvel!« dermed sporede han sin Hingst og foer afsted for at indhente den fremmede Rytter, der skulde samme Vei, som han.

Verten loe haanlig efter ham: »rid du kun, dumme Grønskolling! -mumlede han - du kommer tidsnok; havde vi saa sandt din Konge og hans dumdristige Søstersønner her ene, saa skulde I ikke prale ret længe med jer Lehnshøihed.«

Efter et stærkt Fiirspring af nogle hundrede Skridt indhentede Otto den fremmede Rytter og spurgte, om han kunde gjøre Følgeskab med til Schwerin.

»Det kan du gjerne, unge Springfyr! - svarede Rytteren med en dyb og raa Stemme - hvis du har Lyst til at see hvorlunde Grev Henrik vender det Hvide ud af Øinene mod de danske Drenge; vil du ellers gjælde for en ægte Tydsker, skulde du tage Munden lidt mere fuld, naar du nævner vor gode Stad Schwerin.«

Rytteren, som gav ham dette Svar, var en svær bredskuldret Karl med sort kruset Skjæg og i tung krigersk Rustning; han bar en stor lodden Stridshue med et Vildsvinehoved, som sad ham dybt ned over Øinene, og hvorpaa Hugtænderne stak frem over Panden som et Par Horn og gav ham et vildt og frygteligt Udseende. I en Rem over Skulderen bar han en klirrende Staalbue med et stort Pilekogger og ved hans venstre Hofte hang der et langt Slagsværd, som der syntes at høre Kæmpekraft til at løfte.

Grev Otto betragtede sin drabelige Sidemand nøie, og indsaae strax, at han her gjorde klogest i at holde Fred, uagtet Blodet kogte i 118 hans Aarer over den fornærmelige Tiltale. »I synes i eders Kraft og Mandhaftighed at glemme, at I selv har været ung og duunhaget engang, som jeg, - svarede han i saa rolig en Tone, som muligt - men vil I give Tid til jeg faaer udrettet mit Ærinde i Schwerin, vil jeg gjerne lære Jer Noget af eders Drabelighed af.«

»Jeg agter ikke at slaaes med Drenge, - brummede Rytteren - vi skal desuden nok komme tilrette med det Gode, tænker jeg, helst hvis du, som jeg nu hartad troer, er et lille vakkert formummet Stykke Pigebarn.«

Denne Spot over den spærlemmede Ynglings Ungdom og næsten jomfruelige Udseende kunde Grev Otto ikke længer udholde, og uden at tænke paa Følgerne, havde han allerede sit korte Sværd draget, og ventede kun paa, at hans Modstander ogsaa skulde gjøre sig kampfærdig, for alvorlig at prøve Kræfter med denne Goliath. Men Rytteren lod slet ikke til at bemærke hans Vrede, og istedetfor at gribe til det lange Sværd, gabede han ligegyldig, idet han drog en Mundgodtsbimpel ud af sin Saddeltaske. Derpaa tog han sig i al Magelighed en dygtig Hjertestyrkning. »Kan du taale en kraftig Morgenslurk i dit Kyllingehoved, saa gjør mig Besked!« sagde han nu og rakte Otto Bimplen uden at see paa ham.

Over Kæmpens Ligegyldighed blev den hidsige Yngling saa forbauset, at han stødte Sværdet i Balgen og tog imod Bimplen uden Indvendinger. Men for dog at vise sin gigantiske Ledsager, at han ingen formummet Pige var, tømte han i sin Ærgrelse Træflasken ud til Bunden og rakte ham den tom tilbage.

»Nu, drikke kan du dog som en heel Karl, det maa jeg lade dig; - sagde Rytteren tørt og stak Flasken i Saddeltasken - lad mig nu see, om du kan ride i Spring, uden at blive Græsrytter!« dermed satte han selv sin sværtbelæssede Hest i et tungt Fiirspring, hvorved han pustede omkap med Hesten, medens Otto paa sin lette Springer travede ham forbi uden mindste Anstrængelse.

»Din Hest er bedre, end min, - sagde Rytteren, da de atter rede jævnsides - naar du holder ad dig paa hiin Side den første Bro, har du den lige Landevei for dig til Schwerin, og kan ikke tage feil af Veien. Men jeg har større Hastværk, end du, og du er nok saa god at bytte Hest med mig med det Gode; hvis ikke, maa du finde dig i, at jeg uden mange Omstændigheder bruger den Stærkeres Ret og heri følger den mandhaftige danske Konges Exempel.« Med disse Ord giorde 119 han ganske rolig Mine til at ville drage sit lange Slagsværd Men Otto, som reed ved hans venstre Side, havde i et Øieblik sit korte Sværd i Haanden, og overhuggede behændig Læderremmen, hvori Kæmpens store Sværd hang, og derved havde han for et Øieblik halv afvæbnet sin langsomme Fjende; derpaa gav han hastig sin lette Hest af Sporerne, takkede høflig for god Underretning og viste nu den forbausede Rytter, at han godt kunde ride i Spring uden at blive Græsrytter. En hvinende Piil fra Rytterens Staalbue fløi ham vel forbi Øret, men uden at krumme et Haar i hans gule Lokker, og heed i Hovedet af den nylig forvundne Harme og den stærke Drik, foer Otto nu saa hurtig afsted, at han snart ikke meer kunde øine sin uforskammede Veiviser. Nu faldt hine Vertens Ord ham ind om sorte Grev Henriks Hundehul, saavelsom hvad Rytteren havde mumlet om at see Greven vende det Hvide ud af Øinene mod de danske Drenge. Ganske rolig blev han vel ikke ved slige Udsigter til en ugunstig Modtagelse; men han kunde dog ikke opgive sit Forsæt at overraske Kongen strax ved hans Ankomst til Schwerin med et glædeligt Budskab, og han haabede uden at røbe sit Navn og sit Ærinde at kunne faae Adgang paa Slottet, og selv maaskee udforske, om hans kongelige Morbroder intet Forræderie havde at befrygte der. Skulde eridogsaa det værste hændes og skulde man fordriste sig til, at sætte ham fast som en mistænkelig Person, saa haabede han dog at Absalon Bælg maatte træffe Kongen, og Valdemar Seiers Arm vilde være stærk nok til at hjelpe ham ud af enhver Forlegenhed.

Uden flere Eventyr kom den raske Yngling til Schwerin, og behøvede ikke at spørge om Slottet; thi det ragede saa høit og mægtigt frem over de lave Borgerhuse, at han strax kunde see, det maatte være de stolte Grevers Bolig. Slottet laae eene paa en liden Øe, som var forbunden med Staden ved en Vindebro; det var stærkt befæstet; men Vindebroen var fredelig nedslagen, og da Otto forklarede Skildvagten, at han var en fremmed Ridders Væbner, og skulde vente sin Herre paa Slottet, blev det ham ikke formeent at ride over Slotsbroen, og sætte sin Hest i Herskabets Stald, hvorhos det blev ham sagt, at Greverne vare paa Jagt med alle de fremmede Herskaber, og at han kunde holde sig til de andre Svende, som ventede deres Herskaber ved Borgeledet.

Her tog han sig forsigtig i Vare for at indlade sig i nogen udførlig Samtale med de fremmede Svende, hvorved han let kunde røbe sig, 120 og han nøiedes med i al Korthed at erkyndige sig om, hvilke de fremmede Herskaber vare, som opholdt sig her og nu vare paa Jagten med Greverne. Der blev da blandt Andre nævnet ham den unge Grev Adolph af Holsteen, hvis Fader nylig var udløst af sit danske Fangenskab, den vendiske Fyrste Henrik Borvin og hans tre Brødre, Grev Henrik af Danneberg og Bisp Conrad af Hildesheim, hvilke fast alle vare Valdemars aabenbare eller hemmelige Fjender; desuden nævntes der en portugisisk Prindsesse, som dog Andre paastode kun var en Grevinde af Flandern; men at den danske Konge hverken var kommen eller ventedes, var aabenbart. Da Grev Otto havde faaet at vide hvad han ønskede, indlod han sig ikke videre med Nogen, men betragtede det prægtige Slot med de fire høie Taarne, hvoraf det paa Nordsiden især tildrog sig hans Opmærksomhed ved sit skumle Udseende og de smaa høie Lufthuller med Jernstænger i de tykke Mure. »Det er udentvivl Grevernes Fangetaarn, - bemærkede han, og hans kjække Hjerte hjemsøgtes af en kold Gysen - den, der først sidder der, skal have ondt ved at see Sol og Maane igjen.« Dog snart var denne ubehagelige Forestilling forsvunden for hans ungdommelige Letsind og Munterhed, og da Tiden faldt ham lang ved Borgeledet, gjorde han sig ingen Betænkelighed ved at gjøre sig en liden Lystvandring rundt om Borgens Mure og Fæstningsværker. Med sit skarpe Blik troede han at bemærke, at Slottets østlige Side var den svagest befæstede, og at man der lettest ved Hjelp af Gravsvinet kunde gaae lige ind til Grunden af Murene og undergrave dem. Dog mange slige krigerske Betragtninger fik han ikke Tid til at anstille; thi pludselig traadte fire stærkbevæbnede Krigsknegte imod ham, og spurgte i en raa og barsk Tone: hvo han var og hvorfor han saa opmærksom betragtede Skandserne; paa hans Svar og Forlegenhed, saavelsom paa den fremmede Tone i hans Sprog, forekom han Krigsknegtene mistænkelig, og de gave ham med faa Ord at forstaae, at de ansaae ham for en dansk Spion, som de ikke kunde lade gaae løs og ledig her omkring og udspeide Borgens Forsvarstilstand.

»Ingen har sagt mig, at det var mig formeent at gaae her, - svarede Otto forbauset - jeg skammer mig ikke ved at kalde mig dansk, men anseer I mig for mistænkelig, kan jeg ikke forhindre Jer i at holde mig med Selskab til jeg kan retfærdiggjøre mig for min Konges Vasaller.«

»De danske Drenge sætte nu Næsen i Veiret, fordi de har en Kong 121 Volmar igjen at gjøre sig store af, - brummede den ældste af Krigsknegtene, en svær rødnæset Karl, og strøg sig om sit graasprengte røde Mundskjæg - men I lære nok at stikke Piben ind, tænker jeg, kommer Tid, kommer Raad: her spørge vi endnu ikke Kongen af Danmark i hvilket Træ vi vil hænge hans Spioner.«

Over denne Tiltale blev Grev Otto dog noget betænkelig og vogtede sig klogelig for at give sine fjendtligsindede Bevogtere Anledning til at misbruge deres Overmagt.

»Jeg er kommen i et lovligt og fredeligt Anliggende, - sagde han -og en Borg, der har saa drabelige Forsvarere, behøver vist ikke at frygte for Spioner. Men jeg gaaer her og keder mig; Greverne og de fremmede Herskaber komme vel ikke fra Jagten før Qvel; jeg har redet mig Halsen fuld af Støv; kan I ikke for gode Ord og Betaling skaffe mig et Par Kander god Viin og hjelpe mig med at drikke dem her i det Frie.«

»Det er dog en ganske brav Knøs, - sagde den gamle Krigsknegt til sine Kammerater - er han her i lovligt Ærinde, maae vi jo behandle ham høfligt. Spring du efter Vinen, Fritz Grønhage, hos gamle Broder Martin i Klosterkjælderen, jeg skal holde din Armbue saalænge. Her kan vor Gamle ikke see, at vi drikke, og naar Greverne komme, kan vi see det paa Bakken og være paa Skandsen førend en Hund kan gjøe ad os.«

Fritz, den yngste af Krigsknegtene, rakte sin Armbue strax fra sig og greb med Forundring og Glæde det Guldstykke, Grev Otto allerede havde fremtaget.

Medens han hentede Vinen, kastede hans Kammerater sig paa deres Kapper paa Skrænten og lagde deres Vaaben fredelig tilside, medens de indbøde den fremmede unge Herre, som de nu kaldte ham, til at tage Plads imellem dem.

»Er det sandt, unge Herre, at jer Konge vil paaføre vore Grever Feide for Historien med den langbenede Johan Ganz, - spurgte den gamle Krigsmand og strakte sig - den Vildgaas var ikke værd at gjøre saa megen Støi over; at vi rev ham Reden ned over Hovedet, havde han ærlig forskyldt: hvad vil saadan en langbenet Slyngel understaae sig at kaste vore Grever deres Lehnsmandspligt til den danske Konge i Næsen!«

»Til den Begivenhed kjender jeg slet Intet«, svarede Otto.

»I veed nok mere, end I vil ud med, - tog Krigsknegten Ordet 122 igjen - men en klog Karl tier med hvad han ikke tør sige, og deri fortænker jeg Jer ikke. Men har I da ikke hørt hvorlunde jer Konge og denne Satans Grev Albert har forknyttet Hertugen i Pommerland? og veed I ikke heller, om Rygtet er sandt, at eders unge Konge midt i sin stornæsede Drabelighed har faaet Giftetanker i Hovedet igjen og vil beile til Prindsessen af Bøhmerland, som han sagtens aldrig har seet?«

»Derom har jeg vel hørt en Fugl sjunge; men om der er Noget om, skal jeg lade være usagt.«

»Hm - mumlede Krigsknegten - det gaaer dog underligt til i Verden med disse store Herrers og Fyrsters Frierie; de kan ikke, som En af os, see sig for, og smage paa Øllet, førend de maae drikke det, rnen maae kjøbe Katten i Sækken og lade det komme an paa et Træf. Nu, derfor gaaer det ogsaa som det hedder i Visen:

Prindsessen Kongens Krone faaer:
Ei Spurv er Tranens Lige;
I Stegerset Smaaternen gaaer,
Hun styrer Land og Rige.«

»Det skal Ingen sige min - (Morbroder paa, havde Otto nær sagt i sin Ivrighed) det skal Ingen sige Kong Valdemar paa - rettede han sig hastig - at han lader sig kapsune af Mand eller Qvinde. Men siig mig engang - vendte han pludselig Samtalen for at aflede Opmærksomheden - er det sandt at jer kjække Grev Henrik har saa deilig en Hustru, men at han selv er saa sort som en Ravn og altid seer sig selv i det eene Øie og vender det Hvide ud af det andet, paa hvem han saa seer?«

»Det gjør han kun, naar han er bister - svarede Krigeren mut - og tag dig iagt, unge Næsviis, at du ikke faaer ham saadan at see. Vel er han noget sort i Hud og Haar, det kan ikke hans bedste Ven nægte; men ingen Qvinde er saa hvid, at hun skulde være bange for at sværte sin Mund paa hans Krølskjæg. Du er en ret vakker Knøs, troer jeg; men skal her være Fred og godt Kammeratskab imellem os, skal du -bandte han - tale med Respekt om Grev Henrik. Han er en Herre, som det er Værd at løbe Fanden i Vold for, naar det kniber. Siger han til mig: hør, gamle Kunz, imorgen har jeg en Fangst for; der er den og den gamle Ræv, som længe har ligget og drillet mig i sin Hule, 123 ham skal du ryge mig ud, eller jeg knækker dit Halsbeen - saa veed jeg det er ramme Alvor og gjør ingen lang Sladder; men naar jeg saa bringer ham den gamle Ræv ved Ørene, saa kan jeg ogsaa drikke en heel Maaned paa min Post, uden at høre et ondt Ord derfor - og Grev Henrik betaler ovenikjøbet Gildet. Hvad ellers den naadige Fru Audacia angaaer - men der har vi Fritz Grønhage med Vinen. Nu lystig, Kammerater! Grev Henrik og hans smukke Frue skal leve! den, der ikke drikker den Skaal med af Hjertens Grund, er en Forræder og skal klæde Hjul og Steile.«

Nu gik det lystig med Vinen, og da den gamle Kunz Rødnæse, som hans Kammerater kaldte ham, havde faaet Tørsten noget dæmpet, tog han Ordet igjen og begyndte hvor han slap.

»Hvorlunde Grev Henrik har faaet saa deilig en Frue - sagde han med et selvtilfreds Smiil og strøg sig om Skjægget - see det kan den unge Herre der ikke heller blive klog paa - det spørger alle Folk om og det kan I nok ikke heller faae i eders tykke Hoveder, Karle! men det kan jeg fortælle Jer - maaskee har jeg fortalt Jer det før, men I kan nok taale at høre det endnu engang.«

»Det kan Greven jo takke dig for; det har vi jo hørt hundrede Gange, - afbrød Fritz ham - havde du ikke snappet Frøkenen bort af den gamle Markgreves Taarn - saa« - -

»Hold Mund, du Grønskolling, naar jeg taler! hvad veed du deraf? har jeg ikke sagt dig det hundrede Gange ? det var ikke i Taarnet hun sad, der havde jeg vel maattet lade hende sidde til hun blev sort; nei i Lunden gik hun og hørte paa Fuglesang, og da lod jeg ikke det smukke Stykke Vildt løbe min Herre af Hænderne; havde jeg været en ung eenfoldig Gjæk som du, som et Par forgrædte Pigeøine kan gjøre til et blødsødent Æg, saa havde jeg ladet hende løbe, men jeg var gammel: jeg tænkte som saa: lader du den skye Hind rende, knækker den naadige Herre din Hals - har hun grædt i otte Dage over Brudgommens Øine, saa leer hun i tyve Aar og flere over sin Ægteherres Slotte og Borge. Og see om jeg ikke spaaede sandt? hvor er der nu saa lystig en Frue som Grevinde Audacia? og hvor er der saa lystigt et Huus som her paa Slottet? Herrer og Fyrster, Grever og Bisper, Fruer og Prindsesser fare ud her og ind - Vinen flyder her som Vand, og Hornet klinger her fra Morgen til Aften. Hvad leer I ad? I Grinebidere! er Grev Henrik ogsaa lidt beesk engang imellem og sætter Jer paa Vand og Brød i Hundehullet for et godt Ord, naar de fremmede 124 Herrer gjøre ham kruus i Hovedet og see for mildt til Grevinden, derfor var det dog Synd at sige, at det ikke gik lystigt nok til her paa Slottet. Saalænge Prindsessen fra Flandern har været her, har jeg idetmindste ikke været ædru een Dag, det kan jeg gjøre min Eed paa, og i Keiserens Gaard kan det ikke gaae prægtigere til.«

»Efter som Klerkerne sige, har Prindsesse Beengjerd dog ikke for rund en Haand«, mumlede en af Krigerne.

»Saa har hun des rundere Arme - tog gamle Kunz Ordet igjen - og de Herrer og statelige Riddere, her nu flokkes om hende og vor skjønne Frue, strøe mere Sølv og Guld ud iblandt os i een Uge, end vi før saae her i hele Aar.«

Den fjerde Krigsknegt, som hidtil ikke havde mælet et Ord, men med hængende Hoved og andægtig Mine i al Stilhed holdt sig til Viinkanden, tog nu Ordet med et dybt Suk. »Ak ja, - sagde han -Suus og Duus, verdslig og forfængelig Snak hører man nu Nok af her; men om Valfarten til det hellige Land har jeg nu ikke længe hørt et opbyggeligt Ord her paa Borgen.«

»Faaer du nu Skrupler igjen, Hinz Hængehoved! fordi Vinen smager dig for godt? - svarede Kunz - til det hellige Land kan vi tidsnok komme og blive satte paa Spid af de Vantroe. Faaer Grev Henrik, som let kan hændes, idag eller imorgen et Anfald af sine fromme Griller igjen, og faae vi flere Bisper paa Halsen, end den snue Hildesheimer, saa faae vi maaskee neppe Tid til at sove en ærlig Ruus ud, førend vi kan faae Lov til at følge den naadige Herre i Sæk og Aske til Jorsal for vore Synders Skyld.«

»Ere eders Grever saa fromme Riddere, at de virkelig tænke paa et Tog til det hellige Land? - spurgte Otto med Deeltagelse - jeg troede, de bekymrede sig kun om Vildsvinejagten og det lystige Liv her hjemme, men lod den hellige Grav være velforvaret blandt de Vantroe.«

»At I ikke har bedre Tanker om vort fromme Herskab, det kommer af, at I er en Kigindervelt, unge Herre, som ikke veed, at det hører til en ordentlig Ridder nuomtide at være from og andægtig til sine Tider, hvor lystig han saa lever forresten, og i det Stykke staae vore Grever ikke tilbage for nogen Ridder i Christenheden. Over sin grønne Jagttrøie bærer Grev Henrik altid en Rosenkrands af Rubiner og Smaragder, maa I vide, og den er meer værd, end hele hans Grevskab; han forsømmer aldrig nogen Messe, og komme vi paa 125 Jagten til et Skovcapel for St. Hubert eller St. Veit, maae vi alle af Hestene og bøie Knæ midt i Skarnet, om saa det bedste Stykke Vildt derved skal løbe os af Hænderne.«

»Men hvorfor hører jeg bestandig kun tale om Grev Henrik? -spurgte nu Otto - er Grev Gunzelin ikke den ældste og regjerende Greve ?«

»Det veed ikke jeg, - svarede Kunz - men det veed jeg: siger Grev Henrik ja, siger Grev Gunzelin aldrig nei, og har Grev Henrik sagt nei, hjalp det kun lidet om Grev Gunzelin sagde ja til Dommedag; forresten rager det hverken mig eller dig, hvo der her har meest at sige, og hvem vi lystre, naar vi faae Befaling til at spænde dig krum eller kaste dig i Hundehullet. - Er du kommen hid for at føle os paa Tænderne og faae os til at snakke over os ved Viinkanden, saa vil du nok snart faae at vide, hvo der her er Herre. Men hvad er det for en Karl der rider ned ad Bakken mod Slotsbroen? - seer jeg ret, er det en af vore Grændseryttere, ja rigtig, det er min egen kjødelige Broder, nu skal vi see, her er Ufred paafærde igjen.«

Otto reiste sig hastig tilligemed Krigsknegtene og kjendte i den Rytter, som nærmede sig Slottet, hiin sværtbevæbnede Kriger, som vilde bytte Hest med ham paa Veien. Han saae ham stige af ved Borgeledet og sætte sin Hest i Stalden.

»Paa Skandsen, Kammerater! - raabte nu Kunz og greb sin Bue -Herskabet kommer, seer I de røde Fjærbuske over Bakken. Afsted, unge Vovehals! - raabte han til Otto - skynd dig tilbage til de andre Svende og lad ikke vor naadige Herre see dig her! paa dit ærlige Ansigt vil jeg troe, at du ingen Spion er og opsætte at hænge dig indtilvidere.«

Krigsmændene løb til deres forladte Poster, og Grev Otto fulgte klogelig den gamle Kunzes Raad og skyndte sig tilbage til Borgeledet. Der stod nu den lange Grændserytter, med Vildsvinehovedet paa Stridshuen, og lænede sig magelig til en Stolpe. Otto søgte at undgaae ham; men Rytteren nærmede sig fortrolig, som en gammel Bekjendt. »Tak for sidst, Kammerat! - brummede han og klappede den unge Greve haandfast paa Skulderen - du kunde ride i Spring som en heel Karl, saae jeg, og du svinger ret behændig din lille Smørstikker; du skal dog have Tak for at du ikke huggede mig Næven over istedetfor Sværdremmen, det havde hartad været dig nemmere. Men forstod du hvad min Piil hviskede dig i Øret paa Veien?«

126

»Saa temmelig, - svarede Otto - og havde jeg havt min Bue med, skulde jeg have givet Jer Svar paa Tiltale, uden at krumme et Haar paa eders ærværdige Kindskjæg.«

»Du er mig Pokker til Knøs - sagde Rytteren - med Pilen var det ellers ikke saa ilde meent; jeg vilde kun mærke dig lidt i dit venstre Øre, for at kjende dig igjen ved Leilighed. Men see, der har vi Herskabet!«

Glindsende i Aftensolen reed en prægtig Skare Riddere og fyrstelige Herrer langsomt ned ad Bakken mod Slotsbroen med en fornem geistlig Herre og tre pyntelige Damer iblandt sig, ledsagede af en talrig Flok Jagtsvende med Hunde og Falke i Kobbel og Baand, og med allehaande Fuglevildt og Jagtredskaber over Hestemankerne. Saasnart de Forreste i Toget vare komne over Broen, aabnede en kaalormspraglet Gaardsfoged dem Borgeledet og drev de nysgjerrige Tilskuere tilside med sin lange sølvknappede Stok. Ved den drabelige Grændserytters Side stod den forklædte Grev Otto og glædede sig over det prægtige Optog.

Paa venstre Side af en deilig, fyrstelig smykket Jægerinde reed en Mand af Middelstørrelse, med et forvovent bruunt og sortskjægget Ansigt, krum Høgenæse og huultliggende, mørke Øine, hvormed han ikke saae aldeles lige; under en kort flagrende Skarlagenskappe bar han en grøn Fløiels Jægertrøie med Guldknapper, og i det sølvbaldyrede Bælte en bred sølvbeslagen Jagtkniv; paa det sorte kruuslokkede Hoved bar han en Hat fra Garderige, besat med Sølvblik, Ædelstene og kostelige røde Fjædre, og paa det brede Bryst skinnede et kostbart Paternosterbaand med Rubiner og Smaragder mellem Perlerne.

»Det maa vel være sorte Grev Henrik, - sagde Otto til sin Sidemand - men den stolte deilige Qvinde ved hans Side, med den runde Perlehat over de brune Fletninger, er det hans Frue ?«

»Nei, paa det Lav, - svarede Krigsmanden - det er den portugisiske Prindsesse Beengjerd eller Beringard, eller hvad hun hedder, som er Søster til Greven i Flandern, hun er ogsaa noget i Slægt med vort naadige Herskab, troer jeg, og besøger dem ofte; vist er det et stolt Stykke Qvinde at see paa - hun er smuk som en Ulykke; med den aabne Trøie og Guldstifterne paa den blaae Fløielskappe, kan hun stikke Øinene ud paa den Bedste; hun gjør ogsaa alle unge Karlefolk gale her med sine Hexeøine. Tag dig iagt, unge Knøs! at du ikke seer 127 hende for dybt i de gnistrende Falkeøine, hun har gjort mangen brav Svend og Ridder til Nar blot ved at gloe paa dem.«

Uagtet denne Advarsel kunde Otto dog ikke lade være nøie at betragte den skjønne farlige Jægerinde, idet han hilsede hende ærbødig, og han maatte tilstaae, at saa glimrende en Skjønhed havde han endnu aldrig seet. Der luede en Ild i den stolte Portugiserindes sorte Øine, som blændede og forbausede og som ikke engang fordunkledes af de utallige glimrende Ædelstene, som i tre store Guldkjæder prangede paa hendes Hals og Bryst; hun sad rank og næsten stiv paa den høie skummende Hingst, som fnøs og tyggede i Guldbidslet. Den høie pibede Krave om Prindsessens Hals syntes at hindre hende i at bevæge Hovedet frit, og hendes Hilsen syntes kold og hovmodig.

»Hun tænker kun paa sine Guldkjæder og Ædelstene og veed jo neppe, om hun vil see til Folk, - sagde Krigsmanden - Nei, da lønner det sig bedre at gjøre en krum Ryg for hende der, med den guldstjernede Hoveddug og den grønne Armkappe.«

Otto hilsede nu ogsaa ærbødig den høie fyldige Blondine, som langsom reed ham forbi mellem en geistlig Herre med et klogt og listigt Ansigt, og en stiv adstadig Ridder med tre Falke paa Armen. Hun slog nu just det prægtige Slør tilside og gjengjældte Tilskuernes jublende Hilsen med fyrstelig Anstand og en høist indtagende Mildhed.

»See, det er Grevinde Audacia, Grev Henriks skjønne Frue, - vedblev Krigsmanden - hun kunde være Keiserinde hvad Dag det skulde være, hvad Skabelonen anbelanger, og dog holder hun sig ikke for god til at see mildt til en fattig Djævel; saaledes maa en Qvinde see ud, som en gammel Krigsknegt skal krumme Ryg for, uden at bande i Skjægget.«

»Hun tykkes mig at passe til sorte Grev Henrik som Svanen til Ravnen - svarede Otto. - Herren med Falkene ved hendes venstre Side var vel Falkeneermesteren?«

»Du er en Skalk, unge Knøs! - sagde Rytteren - Grev Henriks Broder seer rigtignok ikke meget fyrstelig ud; men han er et godt føieligt Skind, og naar han kun maa raade over sine Heste, Hunde og Falke, bryder han sig kun lidt om, hvo der raader over Folk og Land.«

»Var det Grev Gunzelin, - svarede Otto - saa er det vist hans Søster, der kommer mellem de to smaa prægtige Herrer med de glubske Ansigter - hun ligner ham idetmindste paa et Haar.«

128

»Truffet, Kammerat! det er Grevinde Ida, som Grev Henrik skal have i Sinde at kaste den danske Claus Bastard i Armene, for at holde gode Miner med Kong Volmar, siger man. De to Bulbidere, hun rider imellem, er ellers fornemme Folk; det er et Par vendiske Fyrster, Borvin troer jeg, de hedde; vil du see flere af samme Suurdeig, saa giv Agt paa de to, der komme bag efter med den unge ranke Grev Adolph imellem sig; man skulde troe, de Karle havde havt en Mops til Fader, og en gammel Ræv til Moder; det kan ærgre mig og enhver ærlig Tydsker af ægte sachsisk Blod, at vi skal kalde det Sørøverpak Landsmænd Det halve Schwerin er nu fuldt af slige Karle, som sætte den stumpede Næse i Sky, og ikke kan see en ærlig Karl lige i Ansigtet for den tykke stakkede Pande der hænger dem ud som en Pølse over de graagrønne Katte-Øine, og saa har de Lod til som Puddelhunde, saa en ærlig Sachser snart kommer til at lade sig kronrage, naar han er sorthaaret, og hans Moder maaskee har forseet sig paa saadan en Stud.«

Medens den stolte Rytter gav sin Harme Luft mod sine vendiske og slaviske Landsmænd, som han selv dog temmelig lignede, havde Otto med Opmærksomhed betragtet Grev Clauses tilkommende Gemalinde. Den uanseelige Skikkelse, og det sygelige, ubetydelige Ansigt, som det ved første Øiekast forekom ham, svarede kun slet til hans Forestilling om en blomstrende fyrstelig Brud; men da hun opslog de store alvorlige Øine, hvorigjennem en dyb Følelse og en stille opoffrende Sjæl med rørende Veemod røbede sig, da forandrede sig hans Ligegyldighed til inderlig Deeltagelse; han fandt hende endogsaa smuk og indtagende, og det faldt ham nu først ind, at Grev Clauses Brud vel neppe kunde være lykkelig; han beklagede i sit Hjerte, at hun maaskee skulde blive et Offer for sine Brødres Hensigter og Planer og deres vistnok forstilte Venskab til det danske Hof; han syntes at see en Taare glindse i hendes Øie, og det forekom ham, som et dybt dæmpet Suk hævede den sorte Silkekrave over den stille Korsdragerindes Barm; men det var ligesom hun samlede sig hastig, idet hun saae sig venlig om og hilsede Tilskuerne med et fromt veemodigt Smiil.

Otto saae ikke meer af det fyrstelige Tog, men da det var draget forbi, vendte han sig stille og tankefuld om og blandede sig blandt de fremmede Svende.

Da klappede en plump Haand ham paa Skulderen: »vil du slippe 129 heelskindet herfra, unge Galning! - hviskede den stærke Grændserytter ham fortrolig i Øret - saa raader jeg dig nu til at smøre Haser jo før jo heller; thi her bliver ikke længe ret lysteligt for en Dansker, mindst for slig en spærlemmet Junker, som nok meer er vant til at klappes af Jomfruhænder, end af Stigremmen.«

Uden at tøve paa Svar, vendte den stærke Rytter sig hastig fra ham, og gik med Gaardsfogden op til den høie Slotstrappe, som Herskabet nylig var steget op ad Efter en kort Forklaring blev han der af Dørvogteren øiebliklig indladt; men med opløftet Stok gik Gaardsfogden gravitetisk tilbage til Borgeledet. Tankefuld var Otto imidlertid gaaet ind i Stalden for at see til sin Hest; men til hans Forundring var den ingensteds at finde; i Baasen, hvor han havde sat den, fandt han derimod Grændserytterens gamle forjagede Hest. Den havde en Saddel paa, som Grev Otto erkjendte for sin, og som han selv havde spændt af sin raske Ganger. Forbittret over dette Bytte, stod han i alt Begreb med at gjøre Larm og kræve Staldkarlen til Regnskab for denne Uforskammenhed; men Staldkarlen var intetsteds at see, og de fremmede Svende, han henvendte sig til, loe ham ud og meente, at en ordentlig Svend gik ikke omkring og drev som en fornem Herre, og lod ikke sin Hest forbytte i Stalden. Med Møie betvang den opfarende unge Herre sin Heftighed, og havde nogle Gange Haanden paa Sværdet for at tugte de Uforskammede; da hørte han Hestetramp i Slotsgaarden, og hans Forbittrelse steeg nu til det Høieste, da han saae den svære Grændserytter fare bort over Slotsbroen i det stærkeste Fiirspring, og kjendte sin raske kjære Ganger, som fnysede vild og vilde afkaste den fremmede Rytter. Blussende af Harme, foer Otto ud for at indhente og standse Ransmanden; men han maatte med fordobblet Harm kun see hvorledes det ædle Dyr, med Sporerne i de blodige Sider, selv med sin Vildhed maatte tjene sin ubarmhjertige Plager. I et Øieblik vare Hest og Rytter forsvundne.

Saa forbittret Otto var, fattede han sig dog snart, og bemærkede en besynderlig Mumlen og Uro omkring sig; men det syntes ikke at gjælde ham eller hans Hest; en langt vigtigere Sag syntes at sysselsætte alle Munde og Øren. Folkestimlen paa Slotsbroen og ved Borgeledet var tiltaget betydelig. Man løb frem og tilbage. »Fjenden er for Porten - de Danske komme« - lød det nu høiere fra den Ene til den Anden, uden at Nogen vidste hvo der først havde sagt det, eller hvoraf man vidste eller troede det. Man løb op i Taarnene og paa 130 Slotsmurene, og agtede hverken Skildvagternes Trudsler eller Stød; enhver Støvskye, man saae i det Fjerne, blev til en Krigshær, og hver Røg af en fredelig Arne blev til en brændende Bye for de forskrækkede Borgeres Øine. At der virkelig var Ufred paa Færde, tvivlede Ingen meer paa, da en Luur nu endogsaa klang huult fra det nordre Slotstaarn, og alle Krigshøvdinger i fuld Rustning skyndte sig op paa Slottet.

»Byen er spærret - alle Stadsportene lukkes« raabte den Ene til den Anden. Otto overveiede sin Stilling under disse Omstændigheder og fandt den høist betænkelig. Da lian forlod Kongen og drog til Bøhmen, var der ikke tænkt paa nogen Feide med Schwerin, men derimod paa et gunstigt og fredeligt Besøg, og nu ventede man her et fjendtligt Overfald Hvad Otto havde hørt om Grevernes Fremfærd mod Johan Ganz, hvem han vidste Valdemar agtede høit, lod ham vel formode, at en streng Gjengjældelse vilde ramme de hovmodige Grever; men hvis Valdemar ikke i den første Vrede nu overilede sig, maatte det være blind Allarm, troede han, og meente, at Kongen dog først vilde forsøge at mægle Fred mellem sine urolige Lehnsmænd. Imidlertid indsaae Grev Otto, at hvis hans Navn og Byrd i dette Øieblik blev røbet, udsatte han sig for at blive sønderreven af Schwerinerne. At krybe i Skjul forbød hans Stolthed ham, og han besluttede at træde sin Konges Vasaller dristig og aaben for Øie, og fordre deres Beskyttelse, som en dansk Afsending, der havde Befaling til, her at bringe deres Konge og Lehnsherre et Budskab. Den schwerinske Rytters Ransgjerning var han ogsaa her berettiget til at paaanke; og med denne Beslutning gik han rask og bestemt op mod Slotstrappen for at lade sig melde af Dørvogteren. Men i den almindelige Forvirrelse havde saavel Dørvogteren som Gaardsfogden forladt deres Poster. Blandt en heel Deel unge Krigere gik Otto op ad Slotstrappen, uden at standses af Nogen med Spørgsmaal eller Indvendinger. Han blev ved at følge sine fremmede Ledsagere, som ikke lagde Mærke til ham, og snart saae han sig i en stor Vaabensal, hvor Grev Henrik stod, skummende af Vrede, blandt de fremmede Fyrster og Herrer, og uddeelte Befalinger blandt sine Krigere til Byens og Slottets Forsvar.

Otto kunde ikke trænge sig frem og var for beskeden til at afbryde de fyrstelige Herrer i deres ivrige Tale; at liste sig tilbage syntes ham ogsaa uværdigt, og oplagdes her fjendtligt Raad mod hans Konge blandt hans Vasaller og Lehnsmænd, forbandt Pligt og Troskab ham 131 ogsaa til at blive. Han blev derfor staaende ubemærket ved Døren og blev Vidne til den hele Forhandling. Nu erfarede han strax hvilket Budskab Grændserytteren havde bragt, at nemlig en stor Deel af den danske Hær var dragen over den schwerinske Grændse med Kongen selv i Spidsen, ledsaget af Grev Albert og den forjagne Johan Ganz, og at de med stærke Skridt nærmede sig Staden.

»Ikke engang et ordentligt Feidebrev agter han mig værdig, den Stolte! - sagde Grev Henrik og skar Tænder - Med sin anmassede Lehnshøihed, vil han vel holde Dom over mig her som sin Vasal; men selv som saadan skyldtes mig Ret og Forsvar blandt mine Lige, i en Mandsret; det nægter jeg ikke den mindste af mine Borgriddere. Som Tyran, som overmodig Despot, vil han gjeste mig, og ethvert Forsvarsmiddel er lovligt og gyldigt; kunde jeg forgifte ham Elementerne, jeg vilde forsvare det. Jeg kan nu ingen Hær stille imod ham; men Stad og Slot skal forsvares til det Yderste. Vindebroen skal trækkes op - enhver, som kan bære Vaaben, skal paa Skandserne, og den første, der siger et Ord om Overgivelse, skal, som en feig Forræder, have en Piil gjennem Ryggen paastedet.«

Nogle Krigshøvdinger gik strax for at udføre den forbittrede Greves Befaling.

»Ret saa!« - sagde den gamle Henrik Borvin og stødte sit brede Glavind mod Gulvet, medens hans vilde dyriske Ansigt fordreiede sig i fortvivlet Trods - »Han har vel havt Spioner iblandt os, og veed hvorfor vi her ere forsamlede; han vil brænde Slottet ned over vore Hoveder, og det kan vi nu ikke forbyde ham; men vise ham skal vi dog, at vi ikke længer vil være hans Hunde, og at vore Vildbasser har lært os at sprætte Forfølgerens Bug op, før vi styrte.«

Den vendiske Fyrstes trende Brødre og adskillige schwerinske Høvdinger bifaldt med vildt og larmende Raab denne fortvivlede Beslutning. Men den unge Grev Adolph af Holsteen, en høi og stolt Yngling, med et alvorligt, noget tungsindigt Ansigt, bad Grev Henrik betænke, at han paa denne Maade, for at trodse Overmagten, vilde opoffre Alt, selv Haabet om nogensinde at kunne hævde sin Ret, og at det derfor var bedre at sende Kongen nogle Underhandlere imøde; en ærlig Underhandling om Vaabenstilstand med den overmægtige Voldsmand syntes ham for Øieblikket værdigst: »Jeg er den af os Alle, som har meest Grund til at hade Kong Valdemar, - tilføiede han - mig har han skilt ved min Fædrenearv, min gamle Fader 132 holdt han i Fængsel og Baand, til han kjøbte sig Liv og Frihed for sin Hertugkrone; jeg hader ham til Døden; dog Hevnens Time er endnu ikke kommen, og jeg raader til Forlig og Underhandling.«

Greven af Danneberg var af samme Mening.

»Nei, ingen Underkastelse! - ingen skjændig Ydmygelse! - raabte Grev Henrik - før fortvivlet Forsvar og Kamp paa Liv og Død!«

»Vil I høre mit Raad, kjække Grev Henrik! - tog nu Bispen af Hildesheim Ordet, med et roligt Smiil i det listige Ansigt - saa skal I hverken begynde paa et fortvivlet og unyttigt Forsvar, som kun vil have Schwerins Ødelæggelse og eders visse Undergang til Følge; I skal heller ikke underhandle med eders paatvungne Lehnsherre, som med en overlegen Fjende; som saadan, kunde han foreskrive Eder hvad Fredsvilkaar, han vilde. Men I skal aabne Schwerins Porte, lade Slotsbroen nedrulle og lade alt jert Mandskab afvæbne, som i den tryggeste og dybeste Fred. Med Spil og Sang og fredelig Lystighed skal I, som en mild og venlig Vert, modtage eders Lehnsherre og kongelige Gjest, og jeg sætter Eder mit Bispedømme i Pant paa, at hvor vred han endogsaa er paa Jer for sin kjære Johan Ganz's Skyld, og med hvor fjendtligt Sindelag han end kommer, vil han drage mild og rolig herfra, naar I kun lover ham at opbygge Graaboe igjen og forlige Jer med Gaasen. Hvorvidt I siden finder Jer forpligtet dertil, kan I altid betænke Jer paa. Men det veed jeg kun, endnu er det ikke den rette Tid og Stund at bryde aabenbart med saa mægtig en Herre. Kommer Tid, kommer Raad; endnu har han baade Keiser og Pave til Venner. Saa meget kjender jeg til den stolte Kong Valdemar, at han vil blues ved at behandle sin uroligste Lehnsmand som Fjende, naar han finder alle Døre aabne og ingen Mand i Vaabcn; han vil snart glemme Vreden, naar Vinen glindser i Bægeret og eders skjønne muntre Qvinder sidde ved hans Side. I er hans troe og kjære Lehnsmand som tilforn, og skal her holdes en Mandsret mellem Eder og Ridder Ganz, giver jeg Eder mit Ord paa, den skal endes med Dands og Spil, som det lystigste Gilde. Kun gode Miner maa der holdes, og kjender jeg Eder ret, Grev Henrik, er I Mand for at være ligesaa snild og klog, som I er tapper og behjertet. Den falske Undseelse kan kun et Øieblik forblinde eders Øine. Husk paa den tappre og ædle Kong David, han bluedes ikke ved at kalde Saul sin Konge og Herre, skjøndt Propheten i Løndom havde salvet hans Hoved, han biede from paa Herrens Time og gav Tid Gjør I ligesaa! og kan I ikke selv 133 lege paa Harpen for eders Saul, saa lad eders skjønne Qvinder gjøre det! jeg vilde see den Bjørn, som de ikke skulde gjøre til et Lam.«

»I er idag den klogeste af os Alle, fromme Herre! - svarede Grev Henrik - Naar mit Blod er i Kog, staaer min Forstand stille. I har Ret: her er Fred og ingen Fare; ingen Feide er mig forkyndt, og jeg kan med al Ære holde en Fredsfest paa min aabne Borg blandt mine Venner. Op da med Portene! Vindebroen ned! ingen bevæbnet Mand maa sees paa Slottet. Madsvendene skal brase op, Mundskjenken skal i Arbeid, Giger og Harper skal her klinge, og vil Kong Valdemar være min Gjest, skal han, skjøndt ubuden, have det ligesaa lystigt som vi Andre. Dennegang vil jeg betale Gildet; en andengang kan maaskee Raden komme til ham.«

Da Grev Henrik sagde dette, saae Otto et afskyeligt Smiil i hans mørke Ansigt, og nu saae han først hvorledes smaalig List og Underfundighed udtindrede af hans skelende Øie, medens dog det kjække mandige Ansigt røbede en dristig og bestemt Sjæl, som ingen Fare skyede.

Paa Grevens Vink havde næsten alle Krigshøvdingerne forladt Vaabensalen for at iværksætte deres Herres forandrede Beslutning. Endnu gjorde den gamle Venderfyrste og hans Brødre nogle Indvendinger mod den fredelig Maske, som ikke huede den gamle Vikingshøvding, med mindre man ved denne List kunde gjøre et stort Bytte og maaskee bemægtige sig Kongen og hans vigtigste Mænd.

»Hvad tænker I paa? - mumlede Grev Henrik - han har jo en Krigshær i Hælene. Taalmodighed, Taalmodighed, vakkre Borvin! vor Tid kommer nok ogsaa engang; Kong Valdemar har selv lært os hvorledes man skal tinge med Fyrster om Land og Rige. Saalænge Grev Adolph kan bie, kan vi med Men hvo er den fremmede Svend der ved Døren?«

»En Spion, en Forræder! han maa hænges!« hviskede Borvin og hans Brødre temmelig høit.

»Kom hid, Dumdristige!« - raabte Grev Henrik, og viste ham det Hvide af sit Øie med et frygteligt Blik - »hvo er du? og hvad vil du her ?«

»Jeg er en dansk Væbner«, svarede Otto saa kjæk, som det var ham muligt, og nærmede sig.

»En Dansk - hug ham ned paastedet! han forraader os«, mumlede de vilde vendiske Høvdinger og blottede allerede deres Sværde.

134

»Til Kongen af Danmarks Lehnsmand betroer jeg mit Liv og min Sikkerhed - tog Otto hastig Ordet - Kong Valdemar vil kræve mit Liv af eders Haand, og krummes her et Haar paa mit Hoved vil min Herre og Konge visselig ikke lade blive Steen paa Steen af eders stolte Slot, Hr. Greve! jeg beder Eder derfor, hør mig! og kan jeg ikke retfærdiggjøre mig, saa er jeg eders Fange, til vor fælles Herre og Konge kan dømme os imellem.«

»Saa tal, Dumdristige! hvo gav dig Ret til at liste dig ind paa mit Slot og belure os ?«

»Jeg søgte Beskyttelse og Retfærdighed her, og Ingen forbød mig Indgangen. Jeg kom ikke for at belure og forraade Eder, og hvad jeg har hørt har jeg ingen Vidner paa imod Eder for min Konge.«

»Ræk mig din Dolk og dit Sværd, Ulykkelige! - sagde Grev Henrik - for din Ungdoms Skyld vil jeg skaane dit Liv.«

»Men eders Fange skal jeg maaskee være min Livstid, for aldrig at forraade hvor ærligt I og disse gode Herrer mener det med min Herre og Konge. Nei, Hr. Greve! min Frihed lader jeg mig ikke saa let afhandle. I troer maaskee, at en simpel Væbner ikke saa let vil savnes, og at Ingen vil spørge om den unge Danske, som her skulde bringe Kong Valdemar et ubetydeligt Budskab; - men i saa Fald forregner I Eder: mit Budskab er ikke ubetydeligt, og mit Navn ikke heller -jeg er Kong Valdemars Søstersøn, Grev Otto af Lüneborg.«

»Grev Otto! Kongens Søstersøn!« sagde den Ene forundret til den Anden og betragtede den kjække Yngling med Opmærksomhed.

Ogsaa Grev Henrik studsede, han kjendte strax den unge Greve, men han betænkte sig et Øieblik. »Ja saa! - sagde han derpaa listig, som han holdt det for en Usandhed - Kong Valdemars Søstersøn, Grev Otto af Lüneborg rider altsaa Verden rundt i Ærinder til sin kongelige Morbroder, som en simpel Væbner, uden alt Følge; eller har Hr. Greven maaskee sit Følge udenfor og vil kun overraske mig i denne ligesaa ydmyge som smagfulde Forklædning?«

»Eders Vantro er ikke naturlig, Hr. Greve! - svarede Otto og gjennemskuede den listige Grev Henriks Anslag - I fandt maaskee eders Regning bedst ved at lade mig gjælde for hvad jeg synes, og kaste mig i Fængsel som en Landløber og Bedrager. Det Usandsynlige i, at jeg paa denne Maade kommer hid for at bringe min Konge et Budskab, endogsaa førend han er kommen her selv, kan et Veddemaal og en lystig Spøg forklare Eder, og at jeg, uagtet jeg vilde være ukjendt, 135 dog selv har nævnet mig for Eder paa saa ubeleilig en Tid, vil være Eder forklarligt, naar jeg siger Eder, at jeg ved det urimelige Krigsrygte var udsat for større Fare blandt det urolige Folk, end hos Eder, som jeg ingen Fjendtlighed burde kunne vente hos. Jeg havde desuden en Klage at forebringe Eder: jeg er bleven fornærmet ved eders Hof og berøvet min Ganger af en schwerinsk Rytter.«

»See, see - vedblev Grev Henrik med samme forstilte Mistroe - Digtekonsten trives nu i Danmark, mærker jeg, og selv forløbne Væbnere og Kertesvende mangle ikke en Fabel af egen hastige Opfindelse, naar de dermed kunne snakke sig fra Strikken eller Hundehullet. Tør jeg maaskee spørge Hr. Greven af Lüneborg hvad det er for et vigtigt Budskab, som kun kan betroes saa vigtig og fornem en ung Herre, hvem man jo allerede, naragtig nok, berømmer som den anden Esbern Snare?«

»Mit Budskab er ikke til Eder, men til eders Lehnsherre og min Konge, - svarede Otto - og kun til ham har jeg Befaling at overbringe det.«

»Din Konges Hemmeligheder vare maaskee ligesaagodt forvarede hos mig, som mine ere det hos dig; men jeg har hørt nok, for at see til hvilket Gjestekammer her paa Slottet du hører.«

Med disse Ord gav Grev Henrik Drabanterne ved Døren et Vink, og førend Otto kunde faae draget sit Sværd, var han af tre stærke Karle bagfra overfaldet og afvæbnet.

»I det nordre Taarn, - bød Grev Henrik - I svarer mig for ham med eders Liv! hvad Brevskaber, I finder hos ham, bringer I mig strax.«

Drabanterne førte allerede Fangen hen mod Døren. Otto taug og beed sig harmfuld i Læberne, men gjorde ingen Mine til Modstand. Dog da han paa Veien til Døren kom tæt forbi Kaminen, rev han pludselig sin høire Arm fri, greb et Brevskab hastig ud af sin Barm og kastede det i Kaminflammen, hvor det øiebliklig var fortæret af Luen. »Mit Budskab til min Konge kunde neppe være af Vigtighed for Eder, men hvad der er mig betroet maa jeg bevare; det staaer nu skrevet et andet Sted, hvor ingen Lue kan fortære det«, med disse Ord vendte den kjække Yngling sig med ædel Trods til den forbausede Grev Henrik.

»Dumdristige Dreng! - svarede Greven forbittret med et glubende 136 Blik -jeg har en Tang, som maaskee dog kan pille det uforbrændelige Brevskab ud, hvor du skjuler det.«

Otto blegnede, men fattede sig hastig og med et bedende Blik gjennem det høie Vindue til den klare blaae Himmel fulgte han taus og stille sine Bevogtere ud af Vaabensalen.

»De stolte Valdemarers Blod stikker dog i Knøsen, hvor fiin og spærlemmet han er, - sagde Grev Adolph, da Otto var ude - maa jeg end hade den hele stolte Slægt, det Store maa jeg dog agte og beundre; for min Bøns Skyld, strenge Grev Henrik, lad intet Ondt vederfares denne kjække, ubesindige Yngling! lad ham sværge Eder Taushed og giv ham fri! At han tro kan bevare Hemmeligheder, har han beviist os, og eders egen Sikkerhed raader Eder her til Skaansel.«

»Men naar han nu ikke vil sværge, kan jeg da lade ham løbe og forraade os Alle for sin overmægtige Morbroder?«

»Saa maa han blive eders hemmelige Fange indtil videre, det forstaaer sig - svarede Grev Adolph - men I maa give mig eders ridderlige Ord paa, at han ikke faaer det værre i eders Taarn, end jeg havde det, da jeg var Gidsel hos Kong Valdemar for min Fader.«

»I er ædelmodigere, end jeg kunde være i eders Sted, ædle Greve! -svarede Henrik - Med Tangen meente jeg det ikke heller saa lige; jeg vilde kun prøve den unge Herres Standhaftighed, og sætte ham en lille Skræk i Blodet for hans Dumdristighed. Jeg giver Eder mit Ord paa, at han skal behandles som en fyrstelig Statsfange. Men I kan jo Alle vidne for mig, ædle Herrer, at jeg ikke har fængslet Grev Otto af Lüncborg, men kun en omløbende mistænkelig Person, som uden Rimelighed vilde udgive sig for ham.«

»Det er fraus pia, som Venskabspligten helliger, - sagde Bisp Conrad - for den Synd giver jeg os Alle den hellige Kirkes Indulgents og Absolution forud.«

Hermed vare fast alle de fremmede Herrers Samvittigheder beroligede, og, paa Grev Adolph nær, lovede de alle, naar det behøvedes, at bevidne Grev Henriks Uvidenhed om den unge Fanges sande Navn og Byrd.

»Jeg lover Eder intet falsk Vidnesbyrd, Grev Henrik! - sagde den unge alvorlige Grev Adolph - men behandler I Fangen som I har lovet, kan jeg tie, hvor jeg ikke kan vidne til eders Fordeel.«

I største Hast bleve nu alle Anstalter føiede til at modtage den kongelige Gjest med al mulig Pragt og Festlighed. Der blev givet 137 Befaling til Borgerne at oplyse Staden paa det Prægtigste med Fakler den første Aften, Kongen opholdt sig paa Slottet. Nu kom der den beroligende Tidende, at den danske Hær havde gjort Holdt i en temmelig stor Afstand fra Staden, og strax efter meldte Kongen sig høflig som Gjest hos Greverne ved sin Marsk, der rigtignok var ledsaget af en stærk Bedækning, men som bragte en egenhændig Skrivelse fra Kongen, hvori han bad Greverne undskylde, at han uanmeldet gjorde sit Tilbagetog gjennem det Schwerinske, da han havde Sager af Vigtighed med Greverne at afgjøre.

Efter denne fredelige Anmeldelse reed Grev Henrik med sin Broder selv Kongen imøde, og samme Aften gjorde Kongen med et talrigt Følge sit Indtog gjennem Staden, høflig ledsaget af Grev Henrik og hans Broder, under et tvungent Glædesraab af de schwerinske Borgere, som oplyste Veien for ham med Fakler og Blus.

Paa Veien talede Valdemar kun lidet, og der laae en Skye over hans stolte Pande, som truede med en heftig Vredesstorm. Ved fordobblet Opmærksomhed og Høflighed søgte den snilde Grev Henrik at formilde sin kongelige Gjest, og han besad i høi Grad den Gave med tilsyneladende Trohjertighed og venlige Ord at kunne afvæbne sin bittreste Fjende, naar han derved kunde opnaae en vigtig Hensigt. I det første Udbrud af sin Vrede var Valdemar ofte voldsom og uforsonlig; det vidste Grev Henrik af Erfaring; men han vidste ogsaa, at naar det kun lykkedes at tilbageholde eller aflede Kongens første heftige Vredesudbrud, var det siden ikke vanskeligt at stemme hans muntre ungdommelige Sind til Eftergivenhed og godmodig Skaansel.

Dette lykkedes ogsaa den listige Greve saa aldeles, at der ved Kongens prægtige og ærefulde Modtagelse paa Slottet, hvor dog Grev Adolphs Nærværelse synlig forstemte ham, ingen Leilighed blev givet ham til at give den Harme Luft, Høfligheden, som Gjest, tvang ham til at dæmpe. Den unge Grev Adolph var en Herre, som havde et mægtigt Herredømme over sig selv, uagtet hans bittre Fjendskab til Kongen, havde han dog billig Høiagtelse for hans store og sjeldne Egenskaber, og det forstemmende Indtryk, hans Nærværelse gjorde paa Valdemar, vidste han med ridderlig Fiinhed og Belevenhed at udslette, idet han syntes at have glemt alle forbigangne Stridigheder, og hilsede Kongen med Ærbødighed og tilsyneladende Velvillie. De vendiske Fyrsters plumpe, smigrende Høfligheder vare vel lidet skikkede til at indgyde Kongen Tillid og Fortrolighed; men den listige 138 Bisp Conrad og Greven af Danneberg lykkedes det bedre at give deres Hyldest et naturligt og oprigtigt Udseende; og da nu den milde Grevinde Audacia, som Vertinde, modtog sin kongelige Gjest med uskrømtet Venlighed og beundrende Høiagtelse; udslettedes de mørke Furer mellem Kongens Øine aldeles, og hans sædvanlige Munterhed og godmodige Tilfredshed viste sig venlig i Tale og Blik.

Den muntre livlige Broder Gunner, som med Erkebispen, tolv Riddere og Grev Claus ledsagede Kongen, saavelsom de tvende Skjalde, der vare med i Følget, bragte snart en utvungen og underholdende Samqvemstone i Gang. Johan Ganz var bleven tilbage hos Grev Albert ved Hæren, men havde Befaling til næste Dag at møde paa Slottet.

Grev Henrik glemte ikke at lykønske Kongen med den nylig vundne Seier over Hertug Ladislaus, og forsikkrede, at skjøndt han havde staaet i venskabelig Forbindelse med den pommerske Fyrste, fandt han dog denne hans Revselse aldeles billig, og priste den ædelmodige Seierherre, som lod den Overvundne beholde Land og Rige, og nøiedes med Æren af at være hans Overmand og Lehnsherre.

Saalidet end disse falske Smigrerier forblindede Kongen, saa gjorde de dog intet ubehageligt Indtryk paa den stolte ærgjerrige Erobrer, og Kongen vrededes ikke paa den forsigtige Smigrer, som tog sig nøie ivare for at sige mere i denne Anledning, end han troede klogt og nødvendigt. Idet Talen bragtes paa Lehnshøiheden, blev imidlertid Kongens Ansigt alvorligt, og han vilde maaskee strax have yttret sig om den ubehagelige Anledning til dette Besøg; men Grev Henrik, som mærkede det, lod hastig Fløidørene aabne til den prægtig oplyste Spisesal, hvor Sølvkanderne blinkede, og Vinen glindsede i de store Pokaler.

»Vi ville opsætte det Alvorlige til imorgen«, sagde nu Kongen, og lod sig af sin skjønne Vertinde føre ind i den glimrende Sal. Her overraskedes han pludselig ved Synet af en qvindelig Skjønhed, som overgik hans dristigste Drømme om den sydlige Himmelegns Feer og Sirener. Det var den stolte glimrende Prindsesse Beengjerd, som i sin prægtigste fyrstelige Dragt traadte ind i Salen fra den modsatte Side, ledsaget af Grevinde Ida og sine Damer. Hun gjengjældte Kongens Hilsen med Ynde og Værdighed; og da hun af Grevinde Audacia var bleven forestillet Valdemar, som Grev Ferdinand af Flanderns Søster og Kong Sanctius's Datter af Portugal, udfordrede hendes 139 Rang og kongelige Byrd, at Valdemar tilbød hende sin høire Arm og førte hende til Hæderspladsen ved Bordet. Paa Kongens venstre Side tog Grevinde Audacia selv Plads, og mellem disse tvende høist forskjellige Skjønheder blev den unge Konge snart saa oprømt og livlig, at hvo der ved hans Indtrædelse paa Slottet havde seet hans strenge alvorlige Blik, neppe vilde have gjenkjendt dette Ansigt, hvori nu Glæden og den livligste Skjønhedsfølelse spillede.

Han henvendte sig meest med sin Tale til Audacia, hvis Munterhed, Ynde og utvungne Hjertelighed fornøiede ham; men naar han vendte sig til den straalende Beengjerd gik hans Tale undertiden i Staae, medens hans Øine blændedes af hendes Skjønhed, og hans Øre fortrylledes, som af den deiligste Musik, ved hvert klangfuldt Ord, han aflokkede hendes Læber. Hun havde Besværlighed ved at udtrykke sig i de germaniske Tungemaal, og blandede ofte portugisiske og spanske Ord i sin Tale. Dog selv denne Mangel havde noget besynderlig Tillokkende for Valdemar og gav hendes Tale et Udtryk af Barnlighed, der formildede det Stolte og Stive i hendes Væsen. Denne Stivhed forsvandt imidlertid ganske, naar hun undertiden kom til at glemme Prindsessen over Portugiserinden og Udtrykket over hvad hun tænkte og følte, og saaledes hørte Valdemar en Tidlang paa hende med den største Glæde og Deeltagelse, da hun var kommen til at tale om sit skjønne, herlige Fødeland, og med den overordentligste Livlighed skildrede ham det i sit Modersmaal.

»Mig see Majesta forstaae mig«, sagde hun glad, da hun bemærkede Kongens Deeltagelse.

»Ikke Ordene, men Minerne og den henrivende Musik, der ledsager dem - svarede Kongen - og jeg kunde ingen skjønnere Beskrivelse over eders herlige Fædreneland ønske mig. Men jeg vil lære eders Sprog, skjønne Prindsesse! og I maa lære mit; vi ville begge vinde derved.«

Da imidlertid Kongen mærkede, at hans levende Deeltagelse for Prindsessen vakte Opmærksomhed, vendte han sig snart igjen til Grevinde Audacia, og bestræbte sig for at vise hende endnu større Velvillie og Deeltagelse, dog uden at forsømme at give Prindsessen Leilighed til at deeltage i Samtalen, og han vidste saaledes at dele sig mellem dem begge, at enhver af dem troede at underholde ham bedst; men enhver Anden, som lagde Mærke til hans Ord og Miner, troede, at den muntre Grevinde dog bedst underholdt sin kongelige Gjest.

140

Grev Glaus sad meget lykkelig ved den stille Grevinde Idas Side, og sagde hende alle de smukke Ting, han paa Felttoget og paa Reisen havde beredet sig paa, og som han nu ofte paa en temmelig tvungen Maade søgte at anbringe. Vel maatte han saagodtsom føre Talen alene, men da han gjerne hørte sig selv tale, fandt han sin tilkommende Brud, uagtet hendes Taushed, særdeles underholdende. Hun hørte kun lidet af hvad han sagde, og havde ingen Besværlighed med at vedligeholde Grev Clauses Selvunderholdning, hvortil kun et enkelt Ja eller Hvorledes behøvedes; men hun havde kun Møie med at tilbageholde ethvert smerteligt Suk, som Forestillingen om hendes tilkommende Skjæbne aftvang hende. Det var imidlertid saa langt fra, at dette foruroligede hendes Beiler eller forstyrrede hans Lyksalighed, at han meget mere med en hemmelig Glæde tilregnede sin Elskværdighed de formeentlige Længselssuk, han troede, den blufærdige Brud forgjeves stræbte at neddæmpe.

For at give Kongen et Beviis paa sin uforandrede Hengivenhed for det danske Kongehuus, og betage ham enhver grundet Tvivl om hans Lehnsmænds Troskab, reiste Grev Henrik sig nu og udbragte ikke alene en ærbødig Velkomstskaal for sin kongelige Gjest, men erklærede med det samme i sit og sit grevelige Huses Navn, at han og hans Broder ansaae det for en Ære at besvogres med det ædle danske Kongehuus, og at de derfor modtoge og billigede den høifyrstelige Grev Claus's Formælingstilbud til deres Søster Grevinde Ida af Schwerin, under de Vilkaar og Medgiftsbestemmelser, som de haabede at blive enige om med deres ærede kongelige Gjester.

Kongen takkede paa Grev Clauses Vegne og foreslog munter de Forlovedes Skaal, uden at tænke paa, at Klangen af de talrige Bægere var en sørgelig Liigklokkeklang for en stille, opoffrende Sjæls jordiske Lyksalighed. Neppe formaaede Grevinde Ida at reise sig fra Stolen og med en taus Bøining at modtage de almindelige Lykønskninger; bleeg og afmægtig, sank hun tilbage paa Stolen og maatte, mere død end levende, føres til sit Sovekammer af sine Terner.

En almindelig Forstemthed fulgte paa dette Optrin. Grev Claus gjorde i sin godmodige Forvirrelse Mine til at ville ledsage den Syge; dog han besindede sig og tømte rolig sit Bæger, da Grev Henrik trøstede ham og alle sine Gjester med, at det var en ubetydelig Upasselighed, som hos hans Søster var sædvanlig ved enhver glædelig Overraskelse, der angreb hendes lidt vel følsomme Hjerte for voldsomt.

141

Efter Bordet aabnedes de store dobbelte Døre til Riddersalen, hvor Kongen modtoges med Gigers og Trompeters Klang, og hvor de stateligste unge Riddere stode beredte til Dands blandt de fornemste og skjønneste unge Schwerinerinder.

Kongen hilsede Selskabet venligt, og paa Grev Henriks Opfordring indbød han Prindsesse Beengjerd til en spansk ridderlig Dands, som udfordrede megen Anstand og Værdighed, og som den unge Konge med alle ridderlige Færdigheder forstod til Fuldkommenhed Prindsessen hørte med Glæde den hende vel bekjendte stolte Musik, hvortil hun, allerede som Barn, ved sin Faders Hof havde bevæget sig med Kjækhed og Selvfølelse. Hun rakte sin kongelige Dandser Haanden, og Alle vege ærbødig tilside for det stolte Fyrstepar. Dandsen begyndte alvorlig og høitidelig: det var ikke Munterhed og Glæde, den udtrykte, det var som en Triumphgang for Seierherren, som en Dronnings Høitidsgang til Altret paa hendes Kroningsdag. Alle studsede og forbausedes ved de Dandsendes skjønne og majestætiske Bevægelser, hvori deres ædle høie Skikkelser viste sig for hinanden i den største Glands og Værdighed Dandsen stemte Kongen alvorlig fast veemodig, og naar han betragtede sin skjønne Dandserinde, var det ham ligesom hans Livs høieste Lykke svævede i en hidtil aldrig seet Skikkelse for ham, og snart nærmede sig ham smilende, snart veeg veemodig tilbage, som for evig at forsvinde. »Ak, hvi er hun ikke Margaretha af Bøhmen!« sagde hans Blik, og han bebreidede sig selv i samme Øieblik sit Hjertes Ustadighed, og at han saaledes lod sig henrive af ethvert skjønt qvindeligt Billede, han betragtede. Den stolte Prindsesse syntes med sine sorte tindrende Øine at gjennemskue Kongens Sjæl i hans urolige halv veemodige halv henrykte Blik; hun syntes ogsaa et Øieblik at dele hans Uro; men da Dandsen var ude, gik hun med samme stolte rolige Smiil tilbage til sit Sæde, som da hun var traadt frem.

Valdemar harmede sig over sig selv og sine Tanker; han greb rask et stort Bæger med Viin og udtømte det. Derpaa opfordrede han Selskabet til en ret lystig Runddands, og bad den muntre Grevinde Audacia at bringe ham ud af den høitidelige Dødningedandstakt, og følge ham i de lystige Rækker. Den muntre Dands begyndte, og Ingen dandsede nu heftigere og vildere, end den unge Konge. Grev Henrik saae med et skjævt og mistænkeligt Blik med hvilken Livlighed og Glæde hans unge skjønne Frue lod sig svinge af den kraftige Helt, og 142 han søgte ikke at holde Kongen tilbage, da Valdemar strax efter den lystige Dands ønskede at forlade Selskabet og begive sig til Ro.

Imidlertid sad Grev Otto i det mørke Taarn og hørte Musikken og Lystigheden paa Slottet. Han formodede, at Kongen maatte være kommen, og undersøgte sit Fængsel nøie, for om muligt at finde Leilighed til at sætte sig i Frihed; men jo længer han ved Lampen, man havde givet ham, betragtede det skumle Fangetaarn, jo mismodigere overtydede han sig om, at ingen Udflugt var mulig.

Det var allerede silde ud paa Aftenen, da den svære Fængselsdør aabnedes, og en Mand traadte ind, i en graa Kappe med et stort Sværd i Haanden og ledsaget af en lille tør Munk med en glindsende Monstrans i de foldede Hænder. I Manden med Kappen og Sværdet kjendte Otto strax paa det vilde skelende Blik sorte Grev Henrik.

»Jeg har Medynk med dig, unge Menneske! - sagde Henrik - og skjøndt jeg ikke veed i hvilken forbryderisk Hensigt du saa dumdristig har indsneget dig paa mit Slot og udgivet dig for den ædle Grev Otto af Lüneborg, agter jeg dog at skjenke dig Liv og Frihed, hvis du paa den hellige Monstrans høitidelig vil sværge ikke at aabenbare noget Menneske hvad du idag ulovlig og uberettiget har hørt i min Hal.«

Otto betænkte sig et Øieblik, derpaa sagde han bestemt og rolig: »tie kan jeg som en Muur, Hr. Greve! uden at nogen Eed binder min Tunge, naar min Pligt og Troskab fordrer det; men af Frygt for mit Liv og min Frihed at lade min Tunge binde med en Eed, hvor maaskee min Troskab mod min Herre og Konge kunde byde mig at tale, det gjør jeg ikke, førend jeg troer, jeg maa det. I fjorten Dage vil jeg idetmindste betænke mig paa eders Forslag.«

»Sværger du ikke inden otte Dage, - svarede Grev Henrik - saa skal du her mellem fire Vægge faae Lov til at betænke dig derpaa til din Dødsdag, og den kan komme før du venter det: med Forrædere og Spioner holder jeg ingen lang Rettergang.«

Med disse truende Ord forlod Grev Henrik Fængslet med den Geistlige og overlod Otto til hans sørgmodige Tanker.

Paa Schwerin Slot var den fangne Grev Otto dog ikke den eneste, som tilbragte en urolig og søvnløs Nat. Ligeoverfor hans Fangetaarn sad den ulykkelige Grevinde Ida paa sit stille eensomme Kammer og græd. Hun havde vel overvundet sin legemlige Svaghed, men hendes fromme Sjæl kæmpede en haard Kamp mellem den naturlige Drift til 143 Lyksalighed og hvad hun ansaae for Pligt mod sine Brødre; thi Grev Henrik havde forestillet hende dette Ægteskab, som det eneste Redningsmiddel i deres forviklede Forhold til det danske Kongehuus. Hun afskyede vel ikke Grev Claus, som noget slet eller foragteligt Menneske; hun erkjendte hans ærlige godmodige Hjerte, men hun havde saare ringe Tanker om hans Aand og Forstand Den eneste Følelse, han kunde opvække hos hende, var Kedsommelighed og et Slags Medynk, naar han var til Spot for de hjerteløse men kløgtigere Mennesker: Greven af Danneberg og Bisp Conrad havde saaledes, paa en høist uskaansom Maade for hende, med tilsyneladende Ærbødighed bragt hendes snaksomme Brudgom til at sige de latterligste og eenfoldigste Ting.

»Han har mig dog virkelig kjær, Stakkel! - sagde hun - han er maaskee det eneste Menneske, som kunde være istand til at fornægte sin egen Tilbøielighed for min Skyld, og han kjender mig dog ikke, han vil aldrig lære at kjende og forstaae mig. Kunde jeg maaskee raade og veilede ham - kunde jeg hjelpe ham at gjøre andre Mennesker lykkelige - selv bliver jeg det dog aldrig. Gud og den hellige Jomfru give mig Styrke!«

Med disse selvfornægtende Betragtninger lukte hun sine Øine, dog uden at blunde; der var Fred i hendes Hjerte, men Lyksaligheden tog hun under stille Taarer Afsked med for denne Verden. Da hørte hun en klar ungdommelig Mandsstemme fra Taarnet; det var Otto, som sang i sit Fængsel:

»Fangen Fugl sidder sorrigfuld
Med Hovedet under sin Vinge;
Var mit Buur end af lyse Guld,
Min Glæde var dog heelt ringe.
Ørneungen har Marv i Klo -
I Skyen flyve hans Frender.
Den skal ikke blandt Øgler boe,
Som høit over Skye har Venner.«

Saaledes trøstede Otto sig i sit Fængsel, og Grevinde Ida glemte for en Stund sin egen Hjertesorg af Medynk med den fremmede Ungersvend, som hun dog endnu ikke vidste hvo var.

144

I Slottets modsatte Fløi sad imidlertid den skjønne Prindsesse Beengjerd tankefuld ved sit Natbord Det stærke Indtryk, hun havde gjort paa den unge heftige Konge, havde hun vel bemærket, og med saadant Velbehag havde hun aldrig betragtet nogen Mand Hans store Navn, som Helt og Seiervinder, hans skjønne elskværdige Skikkelse, hans ædle ridderlige Væsen, hans Ungdom, Livlighed og dristige Aand gjorde ham til Gjenstanden for hendes kjæreste Drømme; men han beilede til Margaretha af Bøhmen, sagde man - han ventede snart et gunstigt og afgjørende Svar; dette Rygte, som var gaaet kort forud for Valdemars Ankomst, havde allerede ved denne første Sammenkomst gjort hende noget ligegyldig ved den indtagende halvforlovede Fyrstes Artigheder. Men hun haabede nu, hint Rygte var ugrundet; idetmindste besluttede hun, næste Dag at være mindre kold og tilbageholden og om muligt dog vise den unge Konge, at hun agtede ham høit og satte Priis paa den Opmærksomhed, han viste hende.

Under disse Tanker afførte hun sig selv sine kostbare Prydelser. Hun havde bortsendt sine Terner, for uforstyrret at overgive sig til sine Drømmerier. »Hidtil har mit Liv været Tomhed og Forfængelighed, - sagde hun - uden nogen Livsplan har jeg gjøglet Dagene bort, ladet mig smigre af aandløse Beundrere og sat min Storhed i forgjængelig Pragt og Skjønhed Her søgte jeg heller intet Bedre, og her glindser nu pludselig en virkelig Lyksalighed for mine Øine, og en stor heltemodig Sjæls Deeltagelse og Velvillie; maaskee vinker mig en Dronningkrone, og som jeg ikke skal kjøbe med lav og ussel Opoffrelse af min Frihed, min Selvstændighed og Hjertets naturlige Fordringer. Ham - kun ham kunde jeg række Haanden med Stolthed, uden at foragte mig selv og fornægte den ædleste Følelse af min Menneskeværdighed«

I disse Tanker forstyrredes den skjønne Prindsesse ved en sagte Banken paa Døren; den aabnede sig, og Grevinde Audacia traadte ind i en skjøn skjødesløs Natdragt, med de store gule Haarfletninger om den fyldige Barm.

»Jeg kan ikke sove, ædle Veninde!« - sagde hun, halv urolig, halv spøgende, og med en Blanding af Frygt og hemmelig Selvtilfredshed - »jeg maa raadføre mig med Eder og betroe Eder en Opdagelse, en Formodning, vil jeg sige, som kan have betænkelige Følger. Har I selv intet Besynderligt mærket med Kongen ?«

145

»Hvorledes? - stammede Prindsessen forlegen - I troer allerede at have mærket« - -

»Ikke jeg alene troer det, - svarede Audacia og rødmede heelt ned paa den hvide Hals - jeg har hørt flere yttre sig forblommet og skjemtende derom; men det kunde let blive en farlig Skjemt, som jeg dog vil haabe der ingen anstødelig Anledning er givet til« - -

»Kan nogen være saa uforskammet at troe sligt?« spurgte Prindsessen og studsede.

»Ja, hvad kan disse kloge, mistænkelige Mennesker ikke falde paa? - tog den skjønne Grevinde Ordet igjen - disse stive forsigtige Hofmænd, de veie jo hvert Ord og afmaale hvert Skridt; de see Plan og Hensigt i den betydningsløseste Yttring, og troe strax, der lurer Forfængelighed, Egenkjærlighed og Slethed i hvert uskyldigt godmodigt Smiil, som Høflighed og gjensidig Velvillie fremkalder. En ung artig Konge behøver kun at sidde ved Siden af en tækkelig Dame til Bords, og underholde sig med hende uden Tvang, saa hedder det strax, han er forelsket og har Hensigter; og har Damen det Uheld at behage, udmærker han hende siden ved at træde en Dands med hende - saa er Historien allerede færdig, saa er han dødelig forelsket, og saa er Skylden ikke hans men den forfængelige Dames - saa er hun kommen ham alt for forekommende imøde, har givet ham kjærlige Øiekast, fortrolige Haandtryk og hvad veed jeg alle de Forbrydelser, hun beskyldes for« - -

»Uforskammet, nederdrægtigt! - afbrød Prindsessen hende med blussende Kinder, og de stolte sorte Øine gnistrede af Harme - Hvo har sagt Eder det? hvo tør tænke saa skammelig en Tanke om en fri og ædelbaaren Dame, hvem ikke den stolteste Ridder har fordristet sig til at nærme sig med den fjerneste Tanke om en Mulighed« - -

»Ikke den strengeste Ærbarhed, ædle Veninde! - tog Grevinden atter Ordet - kan beskytte en ung Qvinde nuomstunder mod Misundelsens og Bagtalelsens Gift, med mindre hun er grim, som Arvesynden, eller kold og død, som en Steen. Jeg kan nu atter vente en smuk Straffeprædiken af min skinsyge Ægteherre - og imorgen kommer jeg vel til at klæde mig i Sæk og Aske og opvarte min kongelige Gjest som en adstadig bodfærdig Matrone, med den sorte Hue over Haar og Kinder. - Men hvad fattes Eder, ædle Prindsesse! I tager visselig altfor levende Deel i min Forlegenhed og min taabelige Uro over denne lille Ubehagelighed. - Hvad Ulykke er der igrunden skeet? at 146 den unge elskværdige Konge har talt venligt til mig og svunget mig lidt for rask og heftigt i en Runddands, det er da ikke saa forskrækkeligt; som Vertinde, kunde jeg jo ikke, uden Uhøflighed, trække mig snærpet tilbage og see suurt til saa mægtig og fornem en Gjest, fordi min Ægteherre undertiden er noget skinsyg. Selv gjør han jo desuden alt Muligt for at smigre og behage sin farlige Overmand, og mig har han selv formanet til at være saa mild og forekommende som muligt. At jeg nu ikke viser Kongen min Velvillie paa Skrømt, men af et oprigtigt Hjerte, see det er hele Ulykken; thi hykle kan jeg ikke, og I maa vist ogsaa tilstaae, Prindsesse, at Kongen har noget særdeles Elskværdigt og Indtagende i sit Væsen, som maa behage enhver Qvinde.«

»O ja! - svarede Prindsessen med paatagen Ligegyldighed og fattede sig hastig - han er en ganske vakker Herre, skjøndt jeg er langt fra at finde ham saa indtagende og farlig, som han synes at være i eders Øine.«

»Farlig? - gjentog Grevinden lidt stødt - farlig vil jeg kun kalde ham med Hensyn paa hans Forhold til min Ægteherre, og vor paatvungne Afhængighed af den danske Krone. - At jeg ikke anseer ham eller nogen Mand som farlig for mig selv og min Ægtetroskab, derpaa haaber jeg ingen Anledning at have givet Eder til at tvivle.«

»Bevares! - svarede Prindsessen - det er langt fra at være min Mening; men siden I er saa god, ædle Grevinde! at beære mig med eders Fortrolighed i denne Sag, saa tillad mig en Bemærkning! eders Livlighed og Munterhed er vistnok høist elskværdig; men en vis Tvang og Forsigtighed er sikkert nødvendig, for at undgaae Miskjendelse og Ubehageligheder i eders huuslige Forhold Dog, hvis I tillader det, saa lader os afbryde en Samtale, hvormed jeg frygter for at saare eders fine Følelse -jeg befinder mig desuden ikke ret vel og« - -

»Undskyld mig, hvis jeg kom til Uleilighed! - sagde Audacia med krænket Følelse af tilbageviist Fortrolighed, og Taarerne stode den skjønne Frue i Øinene -jeg troede, førstegang i mit Liv at have fundet en søsterlig deeltagende Sjæl, som forstod mig og lod mit Hjerte vederfares Ret. Ved eders Nærværelse syntes min Barndoms naturlige Munterhed og Livlighed at vende tilbage; eders høie, dristige Blik over Livet forsonede mig med det Haarde og Tvungne i mine Forhold, og jeg hævede mig fri og glad derover, som Falken over Jægerens Hoved, naar den glemte Baandet, der bandt den til hans Haand. Men nu er ogsaa I, min fyrstelige Frende, bleven mig kold og 147 fremmed, og hvor jeg ventede søsterlig Deeltagelse, møder jeg Ligegyldighed og kolde Formaninger om min Pligt.«

»Audacia! - udbrød Prindsessen heftig og bevæget - tilgiv mig et Øiebliks Svaghed! jeg har desværre ikke fundet Kongen mindre elskværdig, end I, og jeg troede i min Blindhed at bemærke en Deeltagelse hos ham, som smigrede mig -Jeg troede eders Opdagelse eller Formodning gjaldt mig og ikke Eder - og - jeg maa blues derved, ædle Veninde! men jeg vil gjengjælde Fortrolighed med Fortrolighed - krænket Forfængelighed og et Slags Skinsyge har været nærved at adskille vore Hjerter - men jeg vilde foragte mig selv, var det muligt. Den største Mands Kjærlighed er visselig ikke saameget værd, at den skulde berøve os vor sidste og eneste Trøst - gjensidig Fortrolighed og Venskab.«

Veninderne sank bevægede i hinandens Arme, og den muntre Audacia glædede sig snart af Hjertet ved at kunne forklare sig Kongens Adfærd paa en Maade, hvorved hun vel selv maatte afstaae en Erobring, der lønlig havde smigret hende, men hvorved hun dog gjerne overlod sin stolte fyrstelige Veninde Seiren.

Medens dette hemmelige og fortrolige Hjerteraad holdtes i Prindsessens Sovekammer, gik Valdemar urolig op og ned i sit Gemak og holdt en streng Samvittighedsret over sit heftige ungdommelige Hjerte, som han ikke længer selv kunde blive klog paa. Men snart fik den nye heftige Lidenskab Overhaand. Den Virkning, Prindsesse Margrethes Billede havde gjort paa hans Sind, var han nu fast nær ved at holde for Koglerie og Øienforblindelse. Han kaldte det Sværmerie og Indbildningsbedrag og gav Thorgeir Danaskjald Skylden, som først med sin overspændte afsindige Begeistring for et dødt malet Bræt havde bragt ham i den sværmeriske Stemning, hvori han kunde forelske sig i et Par malede Øine. Han fordømte sin Overilelse, og at han ikke havde villet indsee, hvad den forstandige Junker Strange dog strax havde forudseet.

»Hvad var hiint døde Billede mod dette levende? - sagde han -Grev Engelbret havde Ret - hun er den skjønneste Qvinde i Verden - saadan maa en Dronning see ud - hvad er Margaretha mod hende, om hun endogsaa ligner det ulykkelige Billede? - en mild blaaøiet Pige - hun kan maaskee blive en kjærlig og from Moder, en stille fredelig Huusmoder - men hvad har hun af Beengjerds Ild og høie kongelige Seiersblik? - med Margaretha kunde jeg blive en rolig 148 fredelig Hyrde, hvis jeg var en smægtende Ungersvend, hvis mit Folk var en Flok Faar og mit Septer en kjælen Hyrdefløite; men »til Seir og Lykke blev Volmar fød, i Stjernerne staaer det skrevet« - og Beengjerd -ja, hun eller Ingen er den stolte glindsende Seirens Møe, som kunde følge mig kjæk i Vaabenglands til min og Danmarks Lykke. Ha, var det ikke forsilde - kunde et lilbud endnu træffe Junker Strange, inden det ulykkelige Ord er udsagt - og det usalige Baand knyttet, som maaskee gjør mig til Slave for min Livstid« - -

Han greb rask i Klokkestrængen, og den gamle Andreas Kammermester traadte ind.

»Ivar Glug skal gjøre sig rede til en hastig Reise; inden en halv Time skal han afhente sit Brevskab - skaf mig strax et Blad at skrive paa!«

»Her, min Herre Konge! - svarede den gamle troe Andreas og fremtog Alt, hvad Kongen behøvede, af sin Lomme -jeg har været beredt paa Alt; jeg tænkte nok, her var Ugler i Mosen.«

»Hvad! tænker du ogsaa strax at vide hvad jeg har for? - nu, hvad tænker du da?«

»Jeg tænker aldeles Intet, hvis min naadige Herre og Konge befaler det, - svarede den Gamle - men hvis det haster, og I selv saalænge vil bevare eders Klenodier, kan jeg maaskee selv, hvor gammel jeg er, ligesaa hastig som Ridder Glug, bringe Grev Albert eders Bud, og inden fire Timer skal Staden og Slottet være omringet.«

»Hvad, drømmer du, Gamle! hvo tænker paa Sligt? Gjør hvad jeg har sagt dig og tie!«

»Kun et Ord, min naadige Herre og Konge! - bad den Gamle - har I mærket Uraad her, saa lad mig bringe Klenodierne i Sikkerhed og selv vaage ved eders Dørtærskel, saalænge I tøver her!«

»Fy, Andreas! - svarede Valdemar - troer du, jeg er blandt Røvere og Mordere? gaae og adlyd, og beskæm aldrig en christelig Ridder med slig uværdig Mistillid!«

Den gamle tørre Andreas bukkede sig taus og gik, med den magre Arm krummet fast om den tunge Guldlæders Lade, hvori han forvarede Kongens Bæger, de kostelige Guldkjæder med Diamanterne og de andre kongelige Prydelser.

»Den gamle tro Karl! - sagde Valdemar og saae efter ham - han ruger over mit Liv og mit Gods, som en Drage, og drømmer ikke om, 149 at der gives større Sorger i Verden, end Frygt for Røvere og Mordere.«

Hastig skrev nu Kongen et Brev til Junker Strange, hvori han bød ham, hvis det ikke allerede var for sildigt, at lade sin Beilen for ham fare, og vende ufortøvet og uden Bruden tilbage.

Neppe havde Kongen endt denne Skrivelse og forseglet den med sin Ring, førend Ridder Glug traadte reisefærdig ind og modtog sin Konges Befaling til i største Hast at begive sig med dette Brevskab til Bøhmerland.

Saasnart Ridderen var gaaet, lagde Kongen sig til Hvile og slumrede endelig ind under urolige Drømme. Den skjønne Fru Helene syntes ham at have forvandlet sig til Prindsesse Beengjerd; Margarethas Billede var blevet levende, og han syntes at vakle mellem begge, blandt steile Klipper og deilige Dale, medens den sorte Kuliemand stod fjernt paa sit Fjeld og truede.

Næste Dag kom Ridder Ganz efter Kongens Befaling til Slottet med en sikker Bedækning, og blev modtagen af Grev Henrik med kold Høflighed. Kongen syntes endnu ikke stemt til alvorlige Forretninger, og Grev Henrik foreslog en Vildsvinejagt. Dertil var Kongen ikke utilbøielig, helst da han hørte, at Prindsessen ikke frygtede for at tage Deel i denne farlige Forlystelse, som Grevinde Audacia undskyldte sig for. Prindsessen tog, som sædvanlig, kun tvende af sine Damer med, som holdt sig i en ærbødig Frastand fra deres fyrstelige Herskerinde.

Paa Jagten havde Valdemar ofte Leilighed til at vise sin Kjækhed og Raskhed, og Grev Henrik sørgede for, hvergang et Vildsviin var saaret eller fældet, om han endog selv havde gjort det afgjørende Pileskud eller Spydkast, at Æren dog blev Kongens, og at Valdemar altid blev den første, som traf Dyret med sin Jagtkniv.

Men saasnart Valdemar mærkede dette plumpe forslidte Smigrerie, kjølnedes Heftigheden i hans Jagtlyst, og da de næste Gang priste Kongen for at have truffet Vildsvinet lige i Hjertet, uden at de havde lagt Mærke til hans Skud, faldt en Ørn ned iblandt dem, med Kongens Piil i Brystet, og beviste, at han ikke havde attraaet den Ære, man vilde skjenke ham, og behøvede ingen fremmed Piil til at træffe det høieste og stolteste Maal.

Prindsesse Beengjerd loe høit paa de forbausede Jægeres 150 Bekostning, medens Vildbassen undløb, og Grev Henrik mærkede, at den stolte Seierherre fandt en almindelig Jægertriumpf for smaalig til at kunne smigres derved.

Paa denne farlige Jagt maatte Valdemar ofte beundre Prindsessens Kjækhed og Aandsnærværelse. Paa Tilbageveien reed han noget foran Selskabet ved hendes Side; han bragte hende snart ind i en alvorlig og underholdende Samtale og forbausedes nu ved det høie kongelige Blik, hvormed hun betragtede Verdens Glæder og Sorger, dens Herlighed og Usselhed; han fandt hende endogsaa med Forundring hævet over mange Tidsalderens Fordomme med Hensyn paa Stat og Kirke; han saae sig forsigtig tilbage, og lagde Fingren paa Munden: »vogt Eder, ædle Prindsesse! - sagde han - hvad jeg neppe tør tænke høit i mit Lønkammer, siger I saa frit og dristigt, at I vilde blive anseet for en farlig Kjætterske, hvis nogen Tredie hørte derpaa.«

»I forraader dog Ingen mit Kjætterie, - svarede Beengjerd i det provensalske Tungemaal og smilede - i saa Fald havde jeg forregnet mig svarlig - ingen stor Mand kan for Alvor være Slave af sin Tid, mener jeg, og synes Kong Valdemar Seier endogsaa at bære Tidens Lænker heelt let og statelig, saa troer jeg dog vist, at I overseer hvad det endnu er for tidligt aabenbart at bekæmpe, og at I har et høiere Maal for Øie, end det, Keiseren og den hellige Fader vil give Eder Brev paa.«

»Derom, vil Gud, i en beleiligere Stund, skjønne Prindsesse!«- svarede Kongen og ledede nu Samtalen paa mindre alvorlige og farlige Gjenstande; den provensalske Digtekonst og Minnesangene gave saaledes snart Kongen Leilighed'til med fremmede og begeistrede Ord at sige sin skjønne Ledsagerinde paa en fri og dog forblommet Maade, hvad Tid og Omstændigheder forbød ham at udtrykke ligefrem, som sine egne Følelser og Tanker.

»Jeg seer I elsker Poesien, ædle Herre!« - afbrød Beengjerd denne Underholdning, da Hentydningerne i de forelskede Minnesange, Kongen anførte og priste, bleve alt for tydelige - »som jeg hører, har I ogsaa Skjalde ved eders Hof: det vilde ret glæde mig engang at kunne forstaae og kjende Aanden i eders nordiske Sange.«

Til en Prøve derpaa, fortolkede Valdemar hende nu med Glæde en af de skjønneste nordiske Ballader, hvori en stærk og dyb Kjærlighed fremtraadte, stor og seirende, i Kamp med Had og fjendtlige 151 Hindringer, og hvori Troskaben beseglede Hjerternes uadskillelige Pagt med Døden. Det var Visen om ung Hagbart og skjøn Signe.

»Eders nordiske Elskere - bemærkede Prindsessen - ere dog altsaa, ligesom alle andre, temmelig forsigtige og besindige, selv i deres heftigste Lidenskab, og ville heller see deres Elskerinder brænde sig af Kjærlighed, end lade sig hænge for dem for tidlig; jeg holder mere af den kjække Jomfru; i hendes Sted - tilføiede hun stolt - havde jeg maaskee dog betænkt mig paa at brænde mig levende, havde jeg vidst, min Troskab først skulde sættes paa Prøve.«

»Vore nordiske Skjønne, - svarede Valdemar lidt stødt - overlade Stoltheden til Mændene, men søge kun at overgaae dem i Kjærlighed og Tillid.«

Nu kom Jagtselskabet til, og det var ligesom den lille Uenighed mellem Valdemar og Prindsessen kun tjente til at gjøre deres Underholdning mere indtagende, idet den fælleds Velvillie blandedes med smaa Drillerier.

Da de kom tilbage til Slottet, var der atter glimrende Festlighed med Spil, Dands og al mulig Lystighed Kongen overgav sig til sin ungdommelige Munterhed og spøgede meget med sin skjønne Vertinde, deels for at skjule sin Tilbøielighed til Prindsessen, og maaskee tillige for at prøve, om hendes Deeltagelse for ham var saa stor, at den kunde røbe sig ved et lidet Anfald af Skinsyge.

Dette lykkedes ham maaskee mere, end han ønskede; men Audacia vidste nu klogelig at trække sig tilbage; hun forlod Selskabet under Paaskud af en lille Upasselighed, og gav Kongen Leilighed til at forsone sig med den stolte Prindsesse, medens paa samme Tid Rynkerne mærkelig forsvandt af Grev Henriks mørke Ansigt.

Saaledes gik flere Dage hen under bestandige Forlystelser og Adspredelser, og den muntre Konge syntes ganske at have glemt den alvorlige og fortrædelige Sag med Johan Ganz, medens han daglig mere og mere indviklede sig i den skjønne Prindsesse Beengjerds Lænker.

Imidlertid havde Junker Strange punktlig udført sin Konges Befaling. Han var med det hele prægtige Gesandtskab paa det Høfligste bleven modtagen af Kong Primislaus, og havde i flere Uger klogelig fordulgt den egentlige Hensigt med sin Sendelse, medens han havde gjort Forbunds-Underhandlingerne til Paaskud for sine daglige 152 Opvartninger ved Hove. Det hele Gesandtskab blev hver Dag indbudt til det kongelige Taffel, hvor da sædvanlig Dronningen og Prindsesse Margaretha vare tilstede.

Kongen af Bøhmen var en venlig godmodig Mand paa 52 Aar. Han gik klædt i en simpel tydsk Ridders sorte Huusdragt, med et sort søivindfattet Kors paa Brystet; han havde et ærligt men noget plat Ansigt, og bar et kløftet bruunt Skjæg og glat nedkæmmet Haar, omhyggelig adskilt i Panden, som paa Christusbillederne. Han var en from Tilhænger af de mystiske Moralisters Lære, og med Ringeagt for Skolastikernes spidsfindige Lærdom forbandt han de strengeste Begreber om Afholdenhed og sædelig Reenhed; han talte som oftest i bibelske Billeder, og tog ingen Beslutning i vigtige Anliggender, uden at have raadført sig med Guds Stemme i sin Sjæl, som han udtrykte sig. Denne Stemning og Tone saavelsom den tydske Ordens Ridderdragt var almindelig ved hans Hof, og den fromme Bernhard af Clairvaux's theologiske Skrifter saavelsom Richard de St. Victores Betragtninger over Anskuelsens Naade laae altid i ziirlige Afskrifter opslagne paa Kongens Arbeidsbord. Kong Primislaus var sparsom paa Ord og en Elsker af Stilhed og streng Hofskik. Det gik derfor som oftest meget stille og stift til saavel ved Taffelet som ved Hoffesterne, og de danske Riddere længtes snart efter det muntrere og friere Hofliv paa Ribehuus. Men Junker Strange vilde ikke overile sig; han betragtede daglig Prindsessens Billede, og daglig bestyrkedes han i den Overbeviisning, at den barnlig glade og venlige Prindsesse, med de deilige lysegule Lokker og de kjærlighedsfulde himmelblaae Øine, i Skjønhed langt overgik hiin Afbildning, som tilsidst endog syntes ham en ringe og uværdig Efterligning af det Uefterlignelige. Han søgte saa ofte som muligt Leilighed til at tale med Prindsessen, og vidste ofte snildt og umærkeligt at bringe Talen paa sin Konge og paa Danmark. Uden at ane hans Hensigt, røbede den skjønne sextenaarige Prindsesse med næsten barnlig Aabenhed og Velvillie da ofte en særdeles Forkjærlighed for de Danske, som hun havde hørt saa meget Godt om, og som efter de Beskrivelser, man havde givet hende over deres Ærlighed, Godmodighed, Fromhed og Kjærlighed til Konge og Fædreneland, syntes hende af alle Folk meest beslægtede med hendes ærlige trofaste Landsmænd Landet maatte ogsaa være saare venligt og deiligt, meente hun, og Navnet Valdemar, som allerede fra den første store Valdemars Dage var vidt berømt i fremmede Lande, syntes 153 hende et værdigt Navn for en Helt af saa ædel en Stamme og med saa udmærkede Egenskaber som den danske Konge; kun beklagede hun, at han ikke nøiedes med at forsvare sine Grændser og gjøre sit ædle Folk lykkeligt, men at hans Hu stod til Erobringer og Seiervindinger i fremmede Lande.

Junker Strange forsvarede sin Konge saa godt, han kunde, rnod denne Dadel; men med al sin Veltalenhed kunde han ikke overbevise den fromme fredelige Prindsesse om, at en christelig og ridderlig Konge, for at udvide sit Rige og vinde et stort Navn, havde Ret til at udgyde en eneste Draabe Menneskeblod; en anden Sag var det, meente hun, naar han for at omvende Hedninger og frelse deres Sjæle, satte sit og andres Liv i Vove, naar han da kun var vis paa at det ikke var Ærgjerrighed og verdslig Herskelyst, men virkelig Guds Stemme i sin Sjæl, han fulgte, og at han paa denne Vei kraftigst kunde oplive det indvortes Ord og det guddommelige Lys i sig selv og i Andre.

Junker Strange mærkede af denne Yttring, at Prindsessen hyldede den samme Lære om christelig Dyd og Samfund med Gud, som hendes Fader; men han kunde ikke andet, end ære og høiagte den Aand og det Hjerte, som lod sig henrive af slige fromme og ædle Lærdomme, som nu fra de skjønne qvindelige Læber klang ham langt mere indtagende og elskelige, end hos de ivrige geistlige Mænd, af hvem han før havde hørt slige Meninger.

Han betænkte sig endelig ikke længer paa at aabenbare Kong Primislaus den egentlige Hensigt med Gesandtskabet, dog med saa megen Klogskab og Forsigtighed, at Kongen maatte love ham den dybeste Taushed om denne Sag, hvis den ikke fik det forønskede Udfald.

Kongen lukkede sig inde i sit Lønkammer, for, som han sagde, at raadføre sig med det indvortes Ord i sit Hjerte. Derpaa lod han sin Datter kalde, og forestillede hende hvorledes en fornemmelig Røst ogsaa udenfra forbandt sig med den indre ubedragelige Stemme, som opfordrede ham til at bede hende modtage den ædle danske Konges christelige Tilbud. »Han, som har Kongernes Hjerte i sin Haand, -sagde han - kalder dig til Hyrdinde for en ædel Hjord, og til at lede den høie dristige Hyrdes Gang paa en evig Vei. Lad ham ikke kalde dig forgjeves! men bøi dig som en ydmyg Tjenerinde for den 154 Høiestes Villie, og beed Herren give dig Viisdom til i Ydmyghed og Fromhed at udføre hans beskikkede Raad!«

I tre Dage saaes den fromme Margaretha nu ikke ved Taffelet, og da hun den fjerde Dag ved sin Moders Haand traadte ud med Kongen af Lønkammeret, forbausedes Alle, som saae hende; thi der straalede en saa mild og venlig Klarhed over hendes fromme uskyldige Ansigt, og med den sorgløse Barnlighed, Naturlighed og aabenhjertige Godmodighed, som udgjorde hendes største Skjønhed, var der nu tillige forbundet en vis høitidelig og fyrstelig Værdighed, saa at Ridderne uvilkaarlig maatte bøie sig langt dybere, end sædvanlig, for hende, som for deres Herskerinde og Dronning, og den heftige Bisp Peder kunde ikke holde de begeistrede Ord tilbage, hvormed han priste det Land og den Konge lyksalig, som turde kalde hende deres Dronning.

Kongen erklærede nu ogsaa høitidelig for sit hele Hof og det danske Gesandtskab, at hans Datter havde raadført sig med Gud og sin Samvittighed, og havde besluttet at modtage den danske Kong Valdemars Ægteskabstilbud, samt at han inden trende Uger, hvis det saa var den Allerhøiestes Villie, agtede at lade den formelige Formælingsact fuldbyrde paa sædvanlig fyrstelig Viis med den kongelige Brudgoms Vicarius og Afsending.

Endnu inden Formælingsdagen var fastsat, havde Junker Strange strax afsendt Grev Otto og Absalon Bælg med denne glade Tidende til sin Konge. Men imedens Grev Otto nu sad i Taarnet og ikke kunde røgte sit Ærinde, laae Absalon Bælg med et sønderbrudt Been og forstødt Hoved i et Herberg paa den schwerinske Grændse, hvor hans Hest var styrtet med ham.

Medens saaledes begge lilbuddene udebleve, og den vigtige Forandring foregik med Valdemars Sind og Tilbøielighed i Schwerin, var Høitidsdagen kommen. Et Fodklæde af kosteligt Silke var udbredt paa Gulvet i Bøhmerkongens store Riddersal. Hele Hoffet var samlet. Kongen og Dronningen sade i deres kongelige Prydelser paa Høisædet; og imellem dem sad den skjønne kongelige Brud, iført en himmelblaa Silkekjortel og et Diadem af kostelige Perler. Under Trompeternes Klang fremtraadte Junker Strange, smykket som en fyrstelig Brudgom, og ledsaget af Bisp Peder og de tredive statelige danske Riddere.

Junker Strange knælede for Prindsessen og opfordrede hende, i sin 155 Konges Navn og paa hans Vegne, til at række ham Haanden for Altret Derpaa reiste Kong Primislaus sig og fulgte sin Datter til Slotscapellet, ledsaget af Dronningen og hendes qvindelige Følge, medens Junker Strange, som Kongen, hvis Person han forestillede, ledsagedes af Bisp Peder og alle Ridderne.

Efterat Bispen høitidelig havde forrettet Vielsen, og Gesandten per procurationem, som det kaldtes, havde modtaget den fyrstelige Bruds Haand, og paa sin Konges Vegne lovet hende Troskab for Gud og Verden; gik Brudeskaren tilbage til Riddersalen. Efter Maaltidet fremsattes et gyldent Tavlebord for Bruden og Gesandten. Paa sædvanlig Viis var her Skakspillet, hvori Bruden trende Gange maatte tabe, et Slags halv spøgende Bekræftelse paa, at hun havde tabt sin Frihed og sin Haand til den lykkelige Spiller eller ham, paa hvis Vegne Ridderen overvandt hende i denne Leeg.

Ved Tavlebordet, hvor de kunde tale ene og ubemærket sammen, kunde den skjønne Brud, som spilte saa voveligt et Spil, dog ikke tilbageholde et Par forblommede Spørgsmaal, hvoraf Meningen var, om hendes kongelige Brudgom ogsaa virkelig var af saa fager og ædel en Skikkelse, som han havde Ord for, og om han var fast i Tro og bestandig.

Det første Spørgsmaal besvarede Junker Strange med frimodig Glæde, og medens Solen beskinnede hans lyse muntre Ansigt og ædle Skikkelse, kneisede han stolt og forsikkrede Prindsessen, at Kongen var vel saa fager som han tvende Gange; det sidste Spørgsmaal undgik han at besvare, idet han ialmindelighed berømte sin Konges store og herlige Egenskaber, og fortalte den opmærksomme Brud hvilket mægtigt Indtryk hendes blotte ufuldkomne Billede, sammenklinet med Vox paa en Trætavle, havde gjort paa den unge heftige Kong Valdemar.

Med Forundring og inderlig Glæde hørte hun denne Fortælling, som hun vilde have anseet for en Fabel, hvis Junker Strange ikke havde fremtaget Billedet og overbeviist hende. Nu erindrede hun først hvorledes hiint Billede var blevet til, og hun fortalte Junker Strange hvorledes hun havde gjort sig mange Betænkeligheder ved at laane hiin konsterfarne Klosterbroder sit verdslige ubetydelige Ansigt til dermed at fremstille den hellige Agnese; men at hendes Fader havde overtalt hende dertil, og forestilt hende, at ingen Guds Gave var saa verdslig og ringe, at den jo kunde tjene til et godt og 156 helligt Øiemeed, naar vi kun gav den hen med et fromt og ydmygt Hjerte. »En besynderlig Beskikkelse, - tilføiede hun - og ingen blot Hendelse maa jeg kalde det, at jeg saaledes, uden mit Vidende, selv maa have aabnet mig Veien til den Mands Hjerte, i hvis Haand det har været den Almægtiges Villie at lægge min Skjæbne og min hele timelige Lyksalighed; den evige, - vedblev hun med en from Taare i det opløftede Øie - den ligger fast og urokkelig i min Herres og Frelsers velsignede Haand.«

Til sildig ud paa Aftenen sad Junker Strange ved Tavlebordet hos Prindsessen og fortalte hende med Glæde alt det Gode, han vidste om sin kjære unge Herre og Konge; naar han da betragtede den ædle Kongebrud, hvis Brudgom han paa saa besynderlig en Maade for en kort Tid havde Navnet og Skinnet af, da kunde han, uagtet hans Alder og Rolighed, dog ikke undgaae den Tanke, at hvis han var, hvad han forestillede, var han en misundelsesværdig Mand, og han priste i sit Hjerte Kong Valdemar lykkelig, til hvem han skulde hjemføre saa ædel en Skat. Han vogtede sig imidlertid samvittighedsfuldt for at sige et eneste Ord, som kunde røbe saa dristig en Tanke.

Endnu var der en Skik tilbage, som satte saavel den blufærdige Prindsesse som Junker Strange i Forlegenhed; men den kunde ikke undgaaes. Paa Kongens Befaling afbrød Prindsessens Hofmester Hr. Ib Urne Underholdningen ved Tavlebordet og opfordrede den forestillende Konge af Danmark til at følge sin Brud til Brudekamret.

Begge rødmede; men den besindige Gesandt reiste sig strax og rakte ærbødig Prindsessen sin Arm, hvorpaa han, ledsaget af hele Hoffet, fulgte hende til det prægtige Brudekammer. Der maatte hun i sin fulde Brudepynt tage Hvile paa det fyrstelige Leie; Junker Strange maatte sætte sig paa en Stol ved hendes Side og lægge sin høire Fod med den velafpudsede Karduansstøvle paa Kanten af Leiet, dog saa yderligt som muligt, og uden at Guldsporen gjorde mindste Rift i det kostelige Liin.

Med saa megen Anstand og Sømmelighed, som muligt, blev denne besynderlige Skik iagttaget, og saasnart Junker Strange havde løseligt berørt Lagenet med sin Støvle og sat Foden tilbage paa Fodklædet, reiste de sig strax begge. Med Ærbødighed hilsede Gesandten den unge Dronning og forlod Brudekamret med samtlige Gjester og Vidner.

Næste Morgen tidlig vare Gaderne fra Slottet til Skibsbroen 157 belagte med kostelige Silketæpper; ved Broen laae Kongeskibet med den gyldne Dragestavn seilfærdigt, og ledsaget af Folkets Jubelraab og mange Fattiges oprigtige Afskedstaarer, blev den unge deilige Dronning af Danmark fulgt til Skibet af Junker Strange og det hele Hof.

Bevæget tog det fromme Fyrstepar Afsked med deres kjære eneste Datter, og Kong Primislaus gav hende endnu mangen faderlig Formaning med paa Veien, om at blive en oprigtig Moder for sit Folk, og sine Undersaatters Haab og Lid Mild og kjærlig og med barnlige Taarer omfavnede Margaretha sine kjære Forældre, og lovede trolig at ihukomme hvert Ord, de havde sagt hende. »Den fangne ulykkelige Bisp skal jeg visselig heller ikke glemme - hviskede hun sin Moder i Øret ved Afskeden - men glem heller ikke, Moder! mine stakkels Fattige og Syge her hjemme!« Hun hilsede endnu engang sine kjære Landsmænd med Mildhed og Kjærlighed, og rakte sin Hofmester en Pung, fuld af Guld, som han strax besørgede uddeelt til de mange Fattige, der stode grædende ved Bolværket.

Da Margaretha nu var stegen over paa Skibet og saae hvorledes de Fattige græd og velsignede hende, og hvorledes hendes kjærlige Forældre stode ene og forladte paa Skibsbroen, da skjulte hun sit Ansigt i sin Kaabe og græd bitterlig; thi det var hende nu ligesom hun aldrig skulde see Fader og Moder og Fædreneland mere, og som om hun alt havde uddeelt Sjælegaver blandt de Fattige, for at de skulde bede for hendes Sjæl.

Junker Strange havde allerede sat Foden paa Skibsrælingen, da en iilsom Rytter foer frem imellem Folket, og sprang af ved Skibsbroen. Det var Ridder Glug, som, forpustet og halv aandeløs af det hurtige Ridt, overbragte Junker Strange Kongens Skrivelse.

Den forbausede Gesandt behøvede ikke at spørge om, fra hvem Brevet kom: han kjendte strax det runde røde Voxsegl i det grønne Silkebaand. Han aabnede Brevet hastig og blegnede. Urolig nærmede Kong Primislaus sig og spurgte om nogen Ulykke var tilstødt den ædle Kong Valdemar, da dette Brevskab syntes at være en Jobspost.

Junker Strange fattede sig hastig. »En Jobspost er det mig tilvisse, -svarede han, idet han omhyggelig forvarede Brevet paa sit Bryst -min naadige Herre lader mig vide, at min kjæreste Søn og Lærling er falden i en svar og rnaaskee dødelig Sot, og at jeg maa ile, hvis jeg vil see ham ilive. Min Herre Konge sender Eder derhos først og fornemmelig sin broderlige og sønlige Hilsen; men han har endnu ikke 158 modtaget det lykkelige Budskab, jeg sendte ham. Fred være med Eder, fromme Herre og Konge! - tilføiede han hastig, da han saae en urolig Mine i Kongens Ansigt - førend jeg har overgivet eders ædle Datter til hendes kongelige Brudgom, sømmer det sig ikke for hans Tjener at tænke paa sin egen Sorg og Kummer.«

Derpaa steeg han i Skibet og gav strax Befaling til at heise Seil.

»Seer I Kongen før jeg, Ridder Glug! - raabte han til Ridderen, som stod ventende paa Skibsbroen - saa siig ham hvad I har hørt og seet, og at jeg i denne Time er afseilet herfra med hans og Danmarks ædle Dronning. - Hun leve!« Her svingede han sin Hue, og et almindeligt: »leve den danske Dronning! leve Margaretha af Bøhmen, leve den deilige Danxmar!« skingrede fra Skibet som fra Skibsbroen og fra de med utallige Mennesker opfyldte Flodbredder, medens Skibet sagtelig gled ned ad Strømmen, under Spil og Klang og med vaiende Flag og Vimpler.

159

Anden Deel

160
161

Samme Dag, da Junker Strange med lønlig Bekymring forlod Prag og saa langsomt som muligt drog ned ad Elben med den skjønne veemodige Kongebrud, samme Dag holdt Grev Claus Bryllup med Grevinde Ida paa Schwerin Slot. Dagen tilforn havde Valdemar bilagt Sagen mellem Johan Ganz og Grev Henrik, og tilgivet Greven hans Overilelse og Voldsgjerning, under den Betingelse, at han skulde opbygge Graaboe Slot inden et Aars Forløb, fuldkommen erstatte Johan Ganz ethvert Tab og i Kongens Nærværelse række ham Haanden til Forlig. Den stolte Grev Henrik havde klogelig underkastet sig alle disse Betingelser og med sin Broders Samtykke endog sat Halvdelen af Grevskabet og Slottet Schwerin i Pant for Grevinde Idas Brudeskat og Mødrenearv.

I den bedste Forstaaelse, som det syntes, med den danske Konge, endte Grev Henrik nu Dagens Høitidelighed med en Fest, som var endnu mere prægtig og glimrende, end nogen af de foregaaende.

Den lykkelige Grev Claus tog sin tause og alvorlige Bruds stille Taarer alene for Virkningen af Vielsens glade Høitidelighed Men Grev Henrik gav ofte Søsteren et strengt og advarende Blik. Hun samlede al sin Styrke for at synes rolig og tilfreds, og fuldende det Offer, hun bragte sin Stand og sine Brødres mislige Forhold.

Det faldt ikke Valdemar ind, at her var et ædelt qvindeligt Hjerte, der sukkede lønligt over ham, som over en haard og grusom Fredsforstyrrer. I Grev Clauses Brud havde han kun seet den ubetydelige, almindelige Hofsjæl, for hvem en standsmæssig Formæling er et velkomment Bytte af udvortes Forhold og Forbindelser.

Kongen saae og tænkte kun paa den skjønne Prindsesse Beengjerd. Vel havde Erkebisp Andreas bemærket hans daglig voxende Lidenskab og advaret ham derfor, idet han havde erindret ham om Junker Stranges Gesandtskab, hvis Hensigt han vidste. Men disse Advarsler frugtede kun lidet Kongen havde vel lovet den fromme trofaste Ven, at vaage over sig selv og forlade Schwerin saasnart muligt; men her ventede han det afgjørende Budskab fra Bøhmen, og dets lange 162 Udeblivelse gav ham Haab om, at Ridder Glugs Sendelse kunde have det forønskede Udfald. Han drømte sig allerede fri fra alle Baand. I Haabets glade Tummel havde han denne Dag hyppig grebet Bægeret, og nu stod han om Aftenen ved et Vindue i den glindsende Sal i en livlig og fortrolig Samtale med den henrivende Portugiserinde.

Midt i den underholdende Samtale overraskedes de begge ved en kjæk og dristig Harpeklang, idet en dyb og kraftig Stemme sang Seirens og Skjønhedens Priis. Det var den islandske Barde Olaf Hvitaskjald; han havde snildelig bemærket hvad der foregik i Kongens og den skjønne Prindsesses Hjerter, og han greb nu Leiligheden til i et heldigt Øieblik at vise Kongen hvorlunde han ogsaa forstod den Konst at røre Hjerterne, til Trods for den blødhjertede Thorgeir Danaskjald. Han vidste nu hvilke Strænge han her skulde røre, og han sang ikke i blide smeltende Toner om den stille fredelige Skjønhed og Fredsfyrstens rolige Lyksalighed Hans Harpe klang vildt og mægtigt, som Stormen over det oprørte Hav, og i stolte Seierstoner besang han Heltens herlige Flugt til Udødelighed og et evigt Navn, som Skjolds og Dans høie Kæmpegang ved Valkyriens Haand Han beskrev Helten med kraftige Træk - og det blev Valdemars Billede; han beskrev den stolte dristige Valkyrie - og det blev Beengjerd.

»Stolt og herligt! - sagde Prindsessen til den unge opflammede Konge - vel forstaaer jeg kun lidet af Qvadet; men det er nordiske Toner: saaledes tænkte jeg mig dem fra Kæmpernes Land, og saaledes føler jeg min Sjæl beslægtet og fortrolig med eders høie vidunderlige Heltefolk.«

Valdemars Kinder blussede; hans kjække Øine tindrede; han greb Prindsessens Haand og trykte den med lidenskabelig Varme; der svævede ham allerede et Ord paa Læben, som paa det tydeligste vilde have røbet hans Sjælstilstand Men da traadte Erkebisp Andreas alvorlig og advarende til. »Min Herre og Konge! - sagde han - et Budskab fra Bøhmen.«

Valdemar blegnede og slap Prindsessens Haand »Fra Bøhmen? -spurgte han - Ridder Glug? - nei, det er umuligt!«

»Eders Søstersøn, Grev Otto af Lüneborg« - svarede Erkebispen; og i det samme traadte, til Grev Henriks og Fyrsternes Forbauselse, den unge fangne Greve, i sin simple Væbnerdragt, kjæk og fri ind i Hallen, og hilsede Kongen og hele Selskabet med fyrstelig Værdighed.

163

»Følg mig til mit Gemak!« sagde Valdemar og vaklede, men han samlede pludselig sin hele Styrke, og med tilsyneladende Rolighed bad han Prindsessen og Grev Henrik undskylde, at vigtige Statssager bortkaldte ham.

Kongen gik hastig bort med Grev Otto, og enhver kunde see, at en høist vigtig og ubehagelig Forestilling havde forstemt ham. Prindsessen havde pludselig skiftet Farve; hun foregav en Upasselighed og forlod Selskabet.

Grev Henrik saae efter den befriede Grev Otto og stampede af Harme i Gulvet, idet han beed sig krampagtig i Læberne; men Grev Adolph og Bispen af Hildesheim hindrede ham i at give sin Harme Luft, og ilede med ham og de vendiske Fyrster til Grevens Lønkammer, hvor de holdt et hemmeligt Raad over hvad her under disse besynderlige Omstændigheder var at gjøre.

»Vi ere forraadte! - udbrød Grev Henrik - den helvedes Dreng maa kunne hexe - eller her er Forrædere midt iblandt os. Ingen Djævel kunde undflye af det Taarn, og der hænger Nøglen. Et rask men dristigt Skridt kan maaskee redde os endnu: inden tre Timer kan Grev Albert bestorme Slottet; - men sidder Kongen saa i Taarnet« - -

»For høit, for voveligt Spil, - afbrød Bispen af Hildesheim ham -men saae jeg ret paa den unge Grev Otto, sladdrer han ikke af Skole; maaskee kan denne Seddel sige os mere; den rakte han mig hemmelig i Forbigaaende.«

»Lad høre, lad høre!« raabte Alle. Bispen oprullede nu en lille Pergamentsseddel og læste:
»Det Taushedsløfte, ingen Trudsel kunde aftvinge mig, har Huset Schwerins gode Skytsaand bevæget mig til frivillig at aflægge. Saalænge Grev Henrik af Schwerin og hans Venner intet fjendtligt Skridt foretage mod deres Lehnsherre, min kongelige Morbroder, skal intet Menneske vide hvad jeg her har hørt og erfaret. Derpaa sætter jeg min fyrstelige Ære i Pant; men ingen Time længer er min Tunge bunden.
Otto, Greve af Lüneborg.«

164

»Hm, - mumlede Grev Henrik - den Time kan vel komme engang, da vi frit tør løse den Drengetunge. For det første vil vi troe ham og forholde os rolige. Jeg skulde næsten troe, at min følsomme Søster Ida har havt en Finger i dette Spil«, tilføiede han og betragtede Nøglen til Fængslet, som hang med Kammen til Døren istedetfor til Vinduet.

»Hvis saa er, - tog den alvorlige Grev Adolph Ordet - saa maae vi Alle takke eders ædle Søster derfor: hendes Hjerte har da taget Hovedet med paa Raad, som man kunde vente af Grev Henriks Frende.«

Hiin Formodning var ikke ugrundet. Grevinde Ida havde allerede ved Slotsbroen bemærket den unge fremmede Væbners deeltagende Blik, da hun hiin Aften reed hjem fra Jagten. Fra Fangetaarnet ligeoverfor sit Vindue havde hun i de sidste Dage ofte hørt en klar ungdommelig Stemme synge danske Kæmpeviser. Hun havde nærmere erkyndiget sig om den nye Statsfange. Da hun nu hørte, det var hiin unge vakkre Væbner og at han havde udgivet sig for Grev Otto af Lüneborg, tilligemed Alt hvad man vidste om Aarsagen til hans Fangenskab, tog hun ikke længe i Betænkning at benytte sig af sin Adgang til Broderens Lønkammer, og bemægtige sig Nøglen til Fængslet. Hendes eneste Glæde paa hendes Bryllupsdag havde saaledes været at befrie den vigtige Fange, som ved sit Æresord og Taushedsløfte betryggede hende for Følgerne. Otto vidste ikke, om Absalon Bælg endnu var kommen, og han var urolig over saalænge at maatte fordølge Kongen det vigtige Budskab. Hvad Grevens plumpe Trudsler ikke havde formaaet, udvirkede derfor let et venligt Ord af Grevinde Ida, som paa denne Maade troede bedst at befæste Freden mellem sin Broder og det danske Kongehuus.

Næste Morgen tidlig traadte Valdemar reiseklædt ud af sit Gemak og gav sine Mænd Befaling til øieblikligt Opbrud. Hans Aasyn var usædvanlig spændt og hans Blik uroligt. Han tog hastig Afsked med Grev Henrik og hans Broder, takkede dem høfligt for deres Gjestmildhed, og bad Grev Henrik bringe sin Gemalinde og Prindsesse Beengjerd den Afskedshilsen, han selv ikke kunde oppebie den passelige Tid til at bringe dem.

I faa Øieblikke sad Valdemar paa sin raske Hingst og foer i stærkt Trav med sit hele Følge over Slotsbroen og gjennem den slumrende Stad. Ved Leiren standsede han kun ved Grev Alberts Telt for at give ham Befaling til at følge med og lade Hæren drage hjem. Med et 165 fordobblet Følge af Riddere og Svende ilede Kongen derpaa, barsk som til et Felttog, for at modtage sin Dronning ved Manøe.

Erkebisp Andreas var ikke den eneste, som formodede Grunden til Kongens mørke Aasyn; Broder Gunner og den islandske Barde troede ogsaa at vide hvad der foregik i den kongelige Brudgoms Hjerte, saasnart de erfarede Aarsagen til den hastige Reise. Men for Grev Otto var alt dette endnu en Gaade. Han troede at have bragt sin Morbroder et høist glædeligt Budskab, og kunde ikke forklare sig den Misfornøielse og Heftighed, hvormed Kongen havde affordret ham det forkommede Brevskab, hvis Indhold han dog Ord til Ord havde sagt Kongen. Valdemar havde fordret strengt Regnskab for hans Udeblivelse; men Ottos Løfte forbød ham at retfærdiggjøre sig, og han paadrog sig endnu mere Kongens Ugunst ved aabenhjertigt at erklære, at der var rnødt ham Uheld, som han havde maattet forpligte sig til ikke at omtale.

Misfornøiet, reed Grev Otto nu ved Kongens Side og troede, at Forsinkelsen af hans Budskab var den eneste Aarsag til Kongens Forstemthed, da han maaskee med Grund kunde befrygte ikke at komme tidsnok til Dronningens Modtagelse.

Grevinde Ida, som, ved Grev Clauses Side og ledsaget af sine Damer og Terner, paa sin lette Jagthest havde indhentet Kongen, for at følge med sin Gernal til Ribe, saae med Deeltagelse den Forlegenhed og Uro, hun havde sat den unge Grev Otto i ved hiint Taushedsløfte. Ubemærket af de Andre, skjænkede hun ham et venligt tillidsfuldt Blik, og holdt Fingeren paa Munden. Otto besvarede stiltiende den tause Erindring med Haanden paa sit Bryst, og trøstede sig over Kongens Uvillie med den Overbeviisning, at han for Øieblikket dog tjente sin Konge bedst ved Taushed og derved tillige beroligede den ædle Grevinde Ida for hendes Broder.

Førend Kongen naaede Eiderstrømmen, fik han tilstrækkelig Stadfæstelse paa sin Søstersøns Beretning. En lille tyk støvet Rytter indhentede Toget, imedens det holdt paa Veien og skiftede Heste. Idet Rytteren sprang af Hesten, gjenkjendte Kongen Absalon Bælg, uagtet hans blege Ansigtsfarve og hans haltende Gang.

Førend Absalon Bælg forklarede Aarsagen til sin lange Udeblivelse, overrakte han Kongen et forseglet Brevskab og sagde med sit sædvanlige lette Sind, at om han end ikke dennegang vandt Guldsporen for sit lilbud, saae han dog, at det glædelige Budskab, han bragte, 166 ikke var meget gammelt, siden Kongen endnu først var paa Veien til sin Lykke.

Uden at svare rev Kongen strax Seglet fra Brevet og læste det med et Aasyn som en Fange, der læser sin egen velbekjendte Dødsdom. Dog fattede han sig hastig, stak Brevet i Barmen og spurgte Absalon Bælg om Aarsagen til hans Forsinkelse. »Du har dog vel ikke svoret dig den Onde i Vold paa at fordølge dine Vanheld eller dumme Streger? - sagde han - dog du kan spare al Forklaring; her er Syn for Sagen, din hinkende Fod har vel bedre fortjent en Guldspore, end min Hr. Søstersøns hele og holdne Been. Du har af Iver for min Tjeneste sat din Hals i Vove, seer jeg; men laae du end selv under Badskjærs Haand, kunde du dog havt den Klogskab at sende mig Brevskabet med en Anden.«

»Jeg vovede ikke at betroe saa vigtigt et Budskab i Fjendehaand, Herre Konge! - svarede Absalon Bælg - thi Schwerinerne troer jeg ikke bedre, end Fjender, og blandt dem var det jeg styrtede i en Faldgrube. Desuden stolede jeg paa min raske og lykkelige Medbeiler i dette Vedderid; et stærkt Stød i Hovedet havde tilmed berøvet mig Sands og Samling.«

»Har du været gal? - svarede Kongen - det er en anden Sag, saa er du lovlig undskyldt. Havde min Søstersøn anført den Undskyldning, vilde jeg lade den gjælde.«

Absalon Bælg forundrede sig over Kongens slette Lune paa saa lykkeligt og behageligt et Reisetog, og drog sig saasnart som muligt tilbage blandt Følget, for nøiere at erkyndige sig om hvad der var forefaldet.

Den hastige Reise blev endnu mere fremskyndet, da Ridder Glug ved Broen over Hvid Aae indhentede Kongen med Junker Stranges mundtlige Svar, og lod ham vide, at hans Dronning var dragen med fulde Seil under Spil og Klang ned ad Elben, og at man nylig havde seet Kongeskibet krydse mellem Helgoland og Amrom.

Kongen maatte samle al sin Styrke for at tilbagetrænge den bittre skjærende Følelse, som opfyldte ham, og som var nær ved at udarte til en ubillig Harme mod hans uskyldige ubekjendte Dronning. Han saae sig bunden i en uopløselig Lænke, som han selv og hans besynderlige Skjæbne havde sammenkjædet; men han besluttede med Værdighed at underkaste sig Nødvendigheden. Han søgte endogsaa at formilde dens Tvang, ved at tilbagekalde sig hiint Billede, som for 167 faa Maaneder siden havde henrevet ham saa vidunderligt; men forgjeves: Billedet af den Bøhmiske Kongedatter var og blev nu et dødt, blegt Helgeninde-Aasyn, som den livlige Portugiserinde med sin yppige Livsfylde syntes aldeles at have fortrængt af hans lidenskabelig urolige Sjæl.

»Nu rask frem! - raabte han til sine Mænd - om en føie Stund skal I see Danmarks Dronning; den Lykkejeg rider imøde, er vel værd at brække Halsen for.« Dermed satte han Guldsporerne i Hingstens Sider og foer afsted, som det gjaldt et Vedderid paa Liv og Død.

Kun med stor Anstrængelse kunde Ridderne følge ham; og han kom saa betimelig til Landingsstedet ligeoverfor Manøe, at han kunde iføre sig sin kongelige Hædersdragt og berede Dronningens Modtagelse paa det Prægtigste.

Rygtet om Dronningens Ankomst havde allerede for nogle Dage siden med en utrolig Hast udbredt sig over hele Landet I Ribe gjordes der store og prægtige Tilberedelser til hendes Modtagelse, og en uhyre Menneskevrimmel opfyldte Staden og dens Omegn. Langs med Nipsaaen til Havet, var Aabredden opfyldt med Mennesker, og paa Manøe var ligeledes Kysten tæt besat med de nysgjerrige Øeboer i deres nationale Høitidsdragter. Prindsesse Regitze med sin stive glimrende Hofstat var allerede ankommen til Skibsbroen, hvor hun holdt i sin gyldne Karm. Hun reiste sig fra Hyndet for at hilse og lykønske sin kongelige Broder til den forønskede Formæling. Han trykkede hendes Haand heftigt og taug, og hun tog hans Taushed for et Tegn paa en dyb og heftig Bevægelse, som han ikke for saa Manges Øine vilde give Luft med Ord.

Nu kom der Bud paa Bud om hvorvidt Kongeskibet var kommet, og det varede ikke længe, inden et høit og larmende Glædesraab blandt Folket forkyndte, at den gyldne Dragestavn var kommen tilsyne under Sylt. Snart saaes tydeligt det prægtige Langskib glide frem forbi Romøe, og Folkets Glædesraab besvaredes nu fra Skibet med Spil og Klang og Baadsmændenes lydelige Hurren.

Kongen havde kastet sig paa sin melkehvide Dystløberhingst og tumlede den vildt og heftigt paa Sandet ved Strandbredden. Han saae ud imod Skibet, som bragte ham den fremmede Brud. Det Uvisse og Gaadefulde var nu blevet til Vished og Virkelighed; hvad han halvt med Haab halvt med Uro for faa Maaneder siden havde higet efter som i Drømme, skulde nu opfyldes; men han gruede lønlig for at see 168 den ubekjendte Brud, som han nu dog vidste, han aldrig kunde elske. Det gyldne flyvende Drageskib var ham nu ingen Glædens Fugl, som bragte ham Lykke og Velsignelse, det var ham en frygtelig hvislende Slange, der bragte ham den bittre Frugt, han nys afsindig havde grebet efter, og som nu kostede ham hans Frihed og hans Paradiis paa Jorden.

I Forstavnen paa Kongeskibet stod den stille skjønne Kongebrud ved Junker Stranges Side, og i nogen Frastand hendes Møer og Fruer. Hun betragtede med veemodblandet Glæde de grønne danske Kyster, som i deres venlige Vaarpragt laae udbredte for hendes Øine; hun saae de mange tusinde fremmede Mennesker, hvis Moder og Fyrstinde hun nu skulde være. Hun taug, og hendes Hænder havde foldet sig ligesom til en stille Bøn, medens en mild Taare ubemærket rullede ned over hendes Kind. Hun stod festlig smykket i Brudekjortelen af det himmelblaae Silke og med Perlediademet i de lysegule Lokker.

Skibet gled alt ned under Manøe, og man var Landkysten saa nær, at alle Ansigter paa Kysten vare kjendelige. Da bemærkede Margaretha den stolte prægtige Rytter, som tumlede den hvide Hingst paa Sandet i Solskinnet: en prægtigere Mandsskikkelse syntes hun aldrig at have seet, og det bares hende for, at det vel maatte være hendes kongelige Brudgom.

»Siig mig, hr. Strange Ebbesøn! førend vi komme nærmere Land, -vendte hun sig rødmende til sin Sidemand - hvo er vel den dristige Ungersvend, som rider den hvide Hest paa Stranden ?«

»Hil være Eder, ædle Dronning! - svarede Junker Strange - at I seer ham først af alle Mænd i Danmarks Rige! det er min Herre og Konge, eders stormægtige Brudgom, Kong Valdemar af Danmark.«

»I seer dog ikke feil? Hr. Strange! - svarede Margaretha og skiftede Farve - hans Aasyn er vel herligt og kongeligt, og en fagrere Mand saae jeg ikke i Verden; - men han seer dog ikke ud som en Brudgom, der venter sin Brud.«

»Min Herre og Konge er en streng og vældig Orlogsmand, ædle Dronning! - svarede Junker Strange - han er en Mand, som vel tør see paa sine Fjender: de flye for ham baade i Øster og Vester, naar han er vred i Hu; men paa skjønne Qvinder seer han ikke fuldt saa dristig, helst hvor han forud veed sig overvunden og fangen.«

»Det tykkes mig dog en heelt underlig Færd, - sukkede 169 Kongedatteren og slog Sløret for sit rødmende Aasyn - at Bruden kommer Brudgommen imøde, og at de begge maae spørge: hvo er denne?«

»Vær trøstig og glad, fromme Dronning! - svarede Junker Strange og hans Røst bævede af en mægtig Veemods-Følelse, som han forgjeves søgte at skjule -Jeg haaber til Gud og vor Frue, at I aldrig skal fortryde denne Færd, saalænge I maa leve, og tykkes I Eder end fremmed her en Stund, det tør jeg vidne ved den høieste Gud: al den Stund, I maa leve, vil jeg være eders Tjener og Ridder, og hver ædel Sjæl i Danmark skal elske og ære Eder som en Himmelens Engel.«

Nu kastedes der Anker i Sandet, og Aareskuden lagde tilborde. Under Folkets høie Glædesraab bares Dronningen iland med sine Møer og Fruer.

Valdemar sprang fra sin Ganger og gik hende statelig imøde tilligemed Prindsesse Regitze, ledsaget af Erkebispen og alle Ridderne. Dronningen slog Sløret tilside. Inderlig bevæget, betragtede nu Kongen den deilige Prindsesse, der i den himmelblaae Kjortel bares ham imøde, som hans Brud, og hvis Blufærdighed og rene Engleaasyn fortryllede alle Øine, som saae hende. Han gjenkjendte hiint forglemte Drømmebillede, der ligesom fra en bedre Verden engang havde henrevet ham til Beundring og til en Kjærlighedslængsel, som denne Verden ikke syntes at kunne tilfredsstille. Nu stod hun for ham som hans ægteviede Brud Stormen i hans urolige ængstede Sjæl opløste sig i inderlig Veemod; han syntes, at en salig Helgeninde var nedstegen til ham for at ydmyge og beskæmme hans ustadige Hjerte. Et renere uskyldigere Qvindeaasyn havde hans Øine aldrig seet, og han gik hende imøde med en Følelse af Anger og Blussel, som han aldrig før havde kjendt, men som bragte Taarer i hans stolte Helteøine. Han rakte hende sin Haand til Velkomst og bøiede uvilkaarlig sit Knæ, idet han hilste hende, som sin og Danmarks Dronning, og bød hende være velkommen og velsignet i sit Rige.

Skibsbroen og Veien fra Strandbredden var beklædt med Silke og Skarlagen. Den prægtige forgyldte Karm stod beredt til at føre Dronningen til Ribe. Hun havde besvaret Kongens Hilsen og velsignet ham og sit jublende Folk med et dybt bevæget Hjerte, og med et Udtryk af Fromhed og usigelig Ynde, som gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Alle; nu steeg hun i Karmen, ledsaget af Prindsesse Regitze og liden Rigmor. Kongen svang sig paa sin Hest og gav Befaling til at drage frem. Men den larmende Folkeskare spændte Hestene fra 170 Karmen, og mere bar end trak den til Ribe, under Velkomstsange og uophørlige Fryderaab.

Førend man kom til Slottet, standsede Toget ved Domkirken. Kongen steeg af sin Ganger og gik op til Høialteret, ledsaget af Erkebispen og den talrige Ridderskare. Dronningen ledsagedes til Alteret af Junker Strange og hans tredive Riddere, og i hendes Følge var Prindsesse Regitze med sine Damer og de bøhmiske Møer og Fruer saavelsom Dronningens Hofmester Hr. Ib Urne og de andre fremmede Riddere. Liden Rigmor og Kirstine af Rise, Carl af Rises Søster, en deilig halvvoxen Pige, som nylig var kommen i Prindsessens Tjeneste, bare Dronningens Slæb. Ved Alteret bøiede Junker Strange sit Knæ for Dronningen og traadte ærbødig tilbage blandt Ridderne, efterat han havde overrakt Kongen et Pergamentsblad, hvorpaa den i Kongens Navn fuldbyrdede Formæling var stadfæstet. Dette Document overrakte Kongen til Erkebispen, som udlagte og oplæste det høit for Folket; og i Kraft deraf erklærede nu Erkebispen i den hellige Kirkes Navn Kong Valdemar Valdemarsøn af Danmark og Margaretha af Bøhmen rette Ægtefolk at være, hvorpaa han efter en høitidelig og rørende Tale meddeelte dem Kirkens Velsignelse.

Derpaa gik Brudetoget med Kongen og Dronningen i Spidsen, i en høitidelig Procession over Silke- og Skarlagens-Tæpper op paa Ribehuus, ledsaget af det jublende Folk.

Paa Ribehuus blev Kongens Bryllupsfest feiret med stor Pragt og Høitidelighed Skjaldene besang den unge Dronnings Fromhed og Deilighed og Kong Valdemars Lyksalighed, og Ingen, som saae den skjønne Margaretha, kunde tvivle paa, at Valdemar jo maatte være den lykkeligste Brudgom i Verden.

Det var en venlig mild Foraarsdag. En stor Mængde Fremmede opfyldte Slottet og Staden. Borgere og Bønder havde trængt sig til Slottet for at see det fyrstelige Brudepar, og Kongen viste sig fra Altanen med sin Dronning og modtog sit Folks glade Hyldest. Hans Sind var heftigt bevæget, thi han saae hvor høit han var æret og elsket, og hvor oprigtigt Folket glædede sig ved den Lyksalighed, de troede at være Vidne til. Mange tusinde Tunger gjentoge: leve Kongen og hans Brud! medens Thorgeir Danaskjald sang et hjerteligt Qvad til Ære for den deilige Dagmar, som snart gjenlød fra alle danske Hjerter og Tunger.

Det Bøhmiske Navn Danxmar, hvormed Margaretha helst 171 benævnedes og hilsedes af sine Landsmænd, var nemlig strax af det henrykte danske Folk blevet forvandlet til Dagmar eller Dagmor, hvormed de ellers benævnede Morgenrøden; thi saaledes som hun var fremstegen for dem fra Havet, med det guldgule Haar og det lyse fromme Aasyn, syntes hun dem liflig som Morgenrøden, og det var ligesom man haabede, at med hende skulde en ny herlig Morgenrøde opgaae over Danmark, idet Fredens, Fromhedens og Uskyldighedens Billede syntes at række Kraften og Heltemodet Haanden i en sjelden og lykkelig Forening af den ædleste Qvindelighed og den meest glimrende ridderlige Manddom. Navnet Dagmar beholdt Dronningen fra den Dag af saavel i Folkets Mund, som i Skjaldenes Sange, og det blev siden et Hædersnavn, hvormed Danmark til de sildigste Tider hilsede sine frommeste og elskeligste Dronninger.

Junker Strange og de tredive danske Riddere, som havde fulgt Dronningen fra Bøhmen, saavelsom hendes Hofmester Hr. Ib Urne og de andre Bøhmiske Adelsmænd, som vare i hendes Følge, modtoge nu af Kongen kostelige Gaver: Skarlagens Æreskapper, Vaaben, Ringe, Guldbidsler og Paradeheste. Adskillige af dem modtoge endogsaa betydelige Forlehninger, og blandt dem var Grev Engelbret; thi uagtet han, af Høflighed mod Dronningen og maaskee af Overbeviisning, vilde have erklæret hiint spøgefulde Veddemaal for tabt, hvis det havde sømmet sig at tale høit derom, blev han dog af Kongen, uden al videre Forklaring, udnævnt til arvelig Lehnsbesidder af Grevskabet Gleichen med alle dets Herligheder. Da Junker Strange hørte dette, blev hans Aasyn mørkt: han erindrede sig hiin Skjemt ved Afreisen, og vidste af Kongens Brev, at han havde seet og beundret Prindsesse Beengjerd i Schwerin. Skjøndt Kongen nu lod som hiin Sammenligning mellem hendes og Dagmars Skjønhed var en længstforglemt Spøg, forstod Strange dog kun alt for vel, at Kongen selv nu i sit Hjerte ansaae Veddemaalet for tabt og fandt sig forpligtet til at opfylde sit Løfte. Uagtet Junker Strange intet fortroligt Ord endnu havde talt med Kongen siden Hjemkomsten, behøvede han nu ingen Bekræftelse paa den sørgelige Hemmelighed, som han i Kongens lidenskabelige Lønbrev forvarede taus ved sit Bryst.

I Dronningens og hendes Damers Nærværelse skulde ogsaa i Anledning af Dagens Høitidelighed adskillige Adelssvende i Slotscapellet modtage Ridderslaget af Kongens Haand.

Grev Otto og Absalon Bælg stode i spændt Forventning; men 172 Kongen syntes ikke at erindre dem, ligesom de heller ikke vare blevne tilsagte til de sædvanlige Forberedelser. Efter foregaaende Badning og Skriftemaal, og efter at have modtaget Bodssacramentet, fremtraadte nemlig tolv unge Væbnere, Sønner af de fornemste Mænd i Landet og som alle havde aflagt tilstrækkelige Prøver paa Mod og Manddom i det sidste Felttog. De vare iførte hvide Klæder, og havde et Sværd hængende ved et Bind om Halsen. De nærmede sig først Alteret, hvor de overrakte deres Sværde til Slots-Præsten, som indviede Vaabnene og lyste Velsignelsen over dem, hvorpaa han hang dem i Bindet igjen om Væbnernes Hals. Derpaa neiede de unge Riddernovitzer for Alteret, idet de nærmede sig Kongens Sæde og knælede. Kongen spurgte dem i hvilken Hensigt de ønskede at indtræde i Ridderstanden, og om de agtede at beskytte den hellige Christendoms og Ridderskabets Ære. Dette bekræftede de med en høitidelig Eed. Kongen erindrede dem derpaa kortelig om de vigtigste Ridderpligter; han formanede dem til ikke at leve sorgløst i denne Verden, men beskytte Folket og dets retmæssige Konge og udøse deres Blod for Troen; han erindrede dem om at staae Enker, Faderløse og alle svage og uformuende Mennesker bi af al Evne, og være alle rene og dadelløse Damers Beskyttere mod Fornærmelser og ærekrænkende Ord; han opmuntrede dem endelig til Billighed, Tapperhed, Gavmildhed, Sanddruhed og ubrødelig Ordholdenhed. Derpaa lod han dem ved Grev Albert og Junker Strange overrække de gyldne Sporer, med den Erindring, at de ikke alene skulde tjene dem til Hestens Fremskyndelse, men til et Symbol paa, at Tapperhed og Ære vare Sporerne til alle ædle Ridderbedrifter. Paa samme Maade overraktes dem Pantsersærkerne, Kyradserne, Armskinnerne og Pantserhandskerne, og idet de bleve omgjordede med de indviede Sværd, blev det betydet dem, at dette var et helligt ridderligt Symbol paa Kydskheden, Retfærdigheden og den christelige Kjærlighed. Nu reiste den ridderlige Konge sig og gav enhver af dem tre Slag paa Skulderen med Fladen af sit blottede Sværd, idet han ved enhver af dem gjentog den sædvanlige Formel: »i Guds, den hellige Michaels og den hellige Georgs Navn gjør jeg dig til Ridder; vær tapper, uforsagt og tro!« Derpaa lod han dem overrække Hjelm, Skjold og Landse; nu reiste de unge Riddere sig, hilsede Kongen og Dronningen statelig og begave sig bort for at vise sig for Folket i deres Ridderpomp og ride et Dystrid eller en Gangerdands sammen i Slotsgaarden.

173

Denne Høitidelighed syntes endt. For at samle sig havde Kongen gjort den saa omstændelig som muligt; endelig reiste han sig og gjorde Mine til at række Dronningen sin Arm for at forlade Capellet Men da fremtraadte den unge Grev Otto med Kjækhed og Værdighed, og opfordrede det samtlige danske Fadderskab til at vidne, om han ikke havde aflagt saadanne Prøver paa Mod og Manddom, at han uden Ubeskedenhed kunde udbede sig Ridderslaget af sin Herres og Konges egen Haand. »Af ingen ringere Haand vil jeg modtage det -tilføiede han stolt - Om min Herre og Konge endogsaa i dette Øieblik miskjender mig, haaber jeg dog vel, den Tid skal komme, da Kong Valdemar ikke vil fortryde, at han slog sin Søstersøn og Henrik Løves Sønnesøn til Ridder paa sin Bryllupsdag. Desuden er min kongelige Frende efter sit ubrødelige Ord og Tilsagn mig sine gyldne Sporer skyldig, - vedblev han med kjæk Frimodighed - thi skjøndt jeg blev forsinket - hvad jeg maaskee i sin Tid skal bevise skete af Troskab og Iver for min Konge - var jeg dog den Første, der bragte ham det lykkelige Budskab, at den skjønneste og ædleste Prindsesse var hans Brud.«

Kongen saae forbauset paa den kjække Yngling og vidste ikke om han skulde vredes eller glædes over saa dristig og usædvanlig en Fordring.

»For Ubeskedenhed har jeg hidtil ikke kunnet dadle den unge kjække Grev Otto af Lüneborg, - sagde han med streng Alvor. - Paa hans Raskhed og Dristighed har jeg havt usædvanlige Prøver; med hans sidste Foretagende var jeg utilfreds; men herover maa jeg opsætte min Dom til hans Ordholdenhed tillader ham at retfærdiggjøre sig. Han er min Søstersøn, ædle Riddere, jeg vil derfor overlade det til Eder at afgjøre, om hans Bøn og dristige Fordring strax kan opfyldes, og han uden alle videre Prøver og Forberedelser kan modtage Ridderslaget af min Haand.«

Et eenstemmigt hæderligt Ja af det samtlige danske Ridderskab fulgte paa Kongens Opfordring; hvorpaa Grev Otto bøiede sit Knæ og modtog Ridderslaget af Kongens Haand med den sædvanlige Formel. Men idet Vaabnene overraktes ham tilføiede Kongen streng og alvorlig: »vær ikke blot tro og ordholden, Ridder Otto! men vær ogsaa sanddru og oprigtig! vær den sidste til at tale i Ældres Samfund, som jeg er vis paa, du vil være den første til at slaae til i Kampen, naar det gjælder Landets og din Konges Ære.«

174

Den ubillige Bebreidelse, der laae i disse Ord, skjar den unge ærelystne Otto i Hjertet; men han ærede og elskede sin strenge heltemodige Konge for høit til at vredes paa ham derfor. Han bøiede endnu engang sit Knæ, kyssede Kongens Haand med de tause brændende Læber og drog sig hastig tilbage iblandt Ridderne.

»Siden nu en Undtagelse fra den almindelige Vedtægt har fundet Sted, - sagde Kongen derpaa og vendte sig til sine ældste Riddere -fordrer Billigheden, at jeg endnu foreslaaer Eder en anden. Ridderloven siger vel, at Ingen, som er lam eller har noget legemligt Bræk, kan optages i den ædle Ridderstand, han være nok saa riig eller tapper; - dog her staaer en vakker ung Adelsmand af den ypperste Helteslægt her i Landet; han har viist sig brav ved Løvenburg, men er nylig i min Tjeneste bleven lam, jeg haaber kun for en Tid; kan det tillades, at jeg hædrer ham strax med Ridderslaget?«

Med disse Ord vinkede Kongen ad Absalon Bælg. Neppe mærkede den lille tykke Bælg, at Talen var om ham, førend han til Kongens Forbauselse fremtraadte rask og fast, uden at halte eller ømme sig, uagtet det ulægede Saar og det opsvulmede Knæ voldte ham den heftigste Smerte.

»Min Herre og Konge! - sagde han - naar det gjælder de gyldne Sporer, er jeg hverken halt eller lam, aldenstund begge Been ere lige lange, om de end ikke ere lige tykke.«

Derpaa bøiede han det opsvulmede Knæ fast mod Fliserne, uden ved en Mine at røbe sin Smerte; og Kongen tøvede ikke med at give ham Ridderslaget under det almindelige Bifaldsraab.

Til denne Høitidelighed var der i hele Forsamlingen intet opmærksommere Vidne, end Carl af Rise; han stod med sin Herres Kappe og Sværd bag ved Grev Albert; hans Kinder brændte som Gløder, og han tænkte kun paa hvor det vilde være herligt, naar han ogsaa engang kunde modtage Ridderslaget af den største Konges Haand. Han betragtede Kongen og Dronningen som et Par overmenneskelige Væsner, som man kun i Frastand kunde skue op til og beundre. Blandt de statelige Herrer og Hofmænd følte han sig vel fremmed og forladt; dog fandt han i den store fornemme Forsamling to Par venlige velbekjendte Øine, som tittede fortrolig og smilende til ham bag Dronningens Stol. Der stod nemlig hans Søster Kirstine, som han ikke havde talt med siden han drog med Erkebispen til Soer; hun var i hans Fraværelse kommen til Hove; ved hendes Side stod 175 den lille lunefulde Rigmor, det deilige Barn, for hvis Øine Carl kun ønskede at vise sig som den drabeligste Helt i Verden.

Da Festligheden i Capellet var tilende, og Grev Albert vendte sig for at modtage Kappe og Sværd, saae han med Forbauselse Drengens alvorlige og mandige Ansigt, medens Carl i sine Heltedrømme betragtede det halvuddragne Riddersværd og sukkede.

»Giv mig Kappen og behold Sværdet, Carl! - sagde Grev Albert, idet han slog ham sagte og venligt paa Kinden - Du har nu været med mig i Leding, værget mig tro mod Baghold, og passet vel paa min Rustning og mine Fanger; herefterdags er du min Væbner og skal bære Sværd og Skjold ved min Side. Sølvsporen skal du dandse med iaften: vær flink, at den snart kan blive gylden!«

Carls Øine tindrede af Glæde; han kyssede henrykt og taknemmelig sin ædle Herres og Vaabenmesters Haand; og da han nu fulgte Toget ud af Capellet med sin Herres Sværd ved sin Side, smilede vel en og anden Ridder ad den halvvoxne Knøs, som det lange Riddersværd slæbede efter paa Stenene; men Carl saae paa dem med et tillidsfuldt Blik, som han vilde sige: giv kun Tid! jeg voxer nok til Sværdet, hvor langt det er. Han var ikke lidet stolt ved at see, at den lille Rigmor med et Glædeshop slap Dronningens Slæb og klappede i Hænderne, da hun saae det store Sværd ved hans Side.

Om Aftenen var Slottet paa det Prægtigste oplyst. I Slotshaugen brændte Fakler og Blus, medens Gigerne tonede fra Riddersalen og de statelige Herrer og Damer bevægede sig let og ziirligt i de glindsende Dandserækker.

Kongen havde opført den første Dands i Riddersalen med sin Brud, og medens den unge Dronning nu med den livligste fast barnlige Glæde deeltog i Festen og beærede Junker Strange, Ridder Otto og de anseeligste Riddere med en Dands; gik Kongen ud i Slotshaugen, for at kjøle sig, og fordybede sig snart i en af de mørke lange Lindegange, som vare længst fra Slottet, og hvorigjennem Maanen kun hist og her kastede en svag Straale, medens Nipsaaen blinkede gjennem Ellebuskene i Baggrunden. Valdemars Hjerte var beklemt: den Rolighed og Fatning, han hele Dagen havde maattet tiltvinge sig, var ham et piinligt Sjælepantser, som han nu længtes efter i Eensomhed at kunne afkaste.

»Store, retfærdige Gud! - udbrød han - saa er jeg nu da formælet -og, forunderlige uudgrundelige Tilskikkelse! - med den skjønneste, 176 elskværdigste, den frommeste Guds Engel paa Jorden - med hende, for hvis blotte ufuldkomne Billede jeg sværmede som en afsindig Minnesanger - men som jeg nu, med al min Beundring for, dog ikke i Sandhed kan kalde min - ikke trykke glad og livsfrisk til mit Hjerte, som min Sjæls Fortrolige. Og dog aftvinger hun mig en Følelse, som jeg ikke kan nævne: Andagt vilde jeg kalde det, hvis hun var og blev en Drøm - et Helgenindebillede - en hellig uomfattelig Tanke. Og hende, som jeg nu ikke tør nævne, min stolte herlige Valkyrie - hende, som jeg stolt og dristig kunde flyve med gjennem Kamp og Seier til Udødelighed og et evigt Navn - hende, som jeg kunde favne med uendelig Livskraft og virkelig Glæde - hende seer jeg nu aldrig meer i denne Verden - hende har jeg forskjertset for evig for - en Drøm.«

Som han halv høit udtalte disse Ord og gav sit beklemte Hjerte Luft, ubemærket af alle Levende, som han troede, stod pludselig en høi dunkel og formummet Qvindeskikkelse for ham i den halvmørke Gang og hævede en blinkende Dolk imod ham i Maaneskinnet.

Han bekymrede sig ikke om Dolken: han syntes at see Beengjerds høie Skikkelse; han saae Diamanter i de dunkle Lokker; men et tæt sort Slør skjulte hendes Aasyn. I et blaat flagrende Gevandt svævede hun, taus og truende, forbi ham og forsvandt mellem Ellebuskene ved Aaen. Han tænkte og saae kun Beengjerd, og i den spændte underlige Stemning, hvori han var, udraabte han uvilkaarlig: »bliv, bliv! fordøm mig ikke! forlad mig ikke i Vrede, skjønne uimodstaaelige Tryllerinde! - din er jeg dog - din og ingen Andens i al Evighed. -Om Verdens ædleste Prindsesse, om en Engel fra Himlen kalder sig min Brud og min Dronning - dit er Hjertet dog - din er Sjælen for den Alvidendes Aasyn.«

Han vidste ikke selv hvad han sagde - han stod med udbredte Arme, og saae nu først, han var alene. Da hørte han en deilig klar Qvindestemme, men bævende, og, som det syntes, halvqvalt af Graad, synge fjernt, som fra den modsatte Aabred, med en Blanding af Vildhed og inderlig Veemod:

»Er Hjertet mit, og er Sjælen min,
Om Kronen jeg vil ei spørge:
Dankonning! dands med din Brud saa fim!
For Lykken Stjernerne sørge.
177 Nu vil jeg læse i Stjernebog,
Og see de kommende Dage;
I Dybet ned mig de Stjerner drog;
Engang jeg kommer tilbage.
Nu maa jeg vanke om Klint og Øe
Og fremme den Mægtiges Villie:
Naar Volmars Stjerner fødes og døe,
Jeg sjunger og dandser paa Tillie.«

Sangens sørgmodige Toner tabte sig i det Fjerne, og Kongen syntes at høre en fjern Pladsken i Aaen, som af Aareslag eller som af en stor Fisk, der bevægede sig mellem Sivene. Det gamle Sagn om Havfruer randt ham i Tanker og han vidste ikke om han havde vaaget eller drømt. I en underlig veemodig Stemning gik han tilbage til Slottet, hvor Glæden og Munterheden snart nødte ham til at forglemme det besynderlige Eventyr.

Da han traadte ind i Riddersalen igjen, foer Grev Otto ham i en Runddands forbi, med en lille venlig Blondine ved Haanden, hvis usædvanlige Skjønhed og Ynde endogsaa tildrog sig Kongens Opmærksomhed. Han spurgte om hendes Navn, og Erkedegn Arnfred, til hvem han adspredt havde vendt sig, nævnede ham Kirstine af Rise.

»Hun er i Sandhed et deiligt Barn, som den unge Grev Otto ikke skulde sætte Griller i Hovedet, - sagde Klerken - hun er en Søster til den unge Væbner hist, som dandser saa strunk med sine nye Sølvsporer og svinger Grev Alberts lille Datter.«

Den tjenstagtige Klerk taug og gik med et listigt Smiil tilside, da han mærkede, Kongen var adspredt og ikke gav Agt paa ham.

Medens Valdemar nu nærmede sig Dronningen og sagde Grev Albert et venligt Ord i Forbigaaende om hans smukke muntre Datter, traadte Grev Otto ud af Dandsen og stødte paa Arnfred, som med et skalkagtigt Smiil bemærkede, at den unge fyrstelige Ridder stod sig godt hos de Skjønne, saavel de store, som de smaae. »Eders lille Dame - sagde han med en temmelig verdslig Kjendermine - bliver vist inden to Aar den deiligste Pige her ved Hoffet - endogsaa Kongen har bemærket det, og han er en stor Kjender, vil man sige.«

»Kongen? - gjentog Otto hastig -ja saa.«

»Ogsaa for Dronningens Øine - vedblev Klerken - har den lille 178 Jomfru Kirstine fundet Naade: Dronningen skal have udbedet sig hende og Grev Alberts lille Rigmor til sin daglige Opvartning. Men I synes ogsaa adspredt, Hr. Greve! jeg vil ikke forstyrre Eder længer med min Underholdning. Jeg søgte Eder kun for at overrække Eder en lille hemmelighedsfuld Seddel, som en Ubekjendt nylig stak mig i Haanden og bad mig give Eder, naar Ingen saae det. Et lille ridderligt Eventyr, kan jeg gjette; men jeg er ikke nysgjerrig. I seer, Seglet er heelt og holdent.«

»Det forstaaer sig, - svarede Otto - et Segl er jo en Helligdom, som vel i eders Haand maa være vel forvaret.«

Dermed tog han hastig det lille Brevskab og gik tilside for ubemærket at see hvad det indeholdt. »Ved Midnat - i Lindegangen ved Aaen - paa Ridderære og Tro« - stod der med skjæve latinske Bogstaver og uden Navn eller Mærke.

Otto forvarede Sedlen og længtes utaalmodig efter at erfare hvad det uventede Stævnemøde skulde sige.

Saasnart Dronningen nu saae sin kongelige Brudgom igjen, gik hun ham glad og venlig imøde. Hun syntes ikke at bemærke, at han var adspredt og forstemt; hun troede ham rolig og tilfreds, som hun selv var. Hun vidste ikke hvor glad og lykkelig han kunde see ud: saaledes som hun først havde seet ham fra Skibet, da han tumlede sin vilde Ganger paa Sandet, saaledes saae hun ham nu ikke meer; den lykkelige Brudgoms Billede saae hun dog ikke heller; men den dybe Alvor i det mægtige Kongeaasyn troede hun nu eengang for alle maatte være hendes kongelige Brudgoms eiendommelige og uforanderlige Væsen. At han ærede og agtede hende høit, havde hun seet; hun havde seet den strenge Helt hjertelig bevæget ved hendes Modtagelse og hun kjendte og fordrede ingen større og heftigere Kjærlighed, end den Velvillie, hvormed han saa øiensynlig udmærkede hende fremfor Alle.

Kongen havde vundet Herredømmet tilbage over sig selv og sin Sindsstemning; han greb nu det fyldte Viinbæger og det lykkedes ham endog for Folkets Øine at synes glad og lyksalig. Derfor hed det ogsaa i Folkesangen, som en rask Bondeknøs sang i Slotsgaarden:

»Saa drukke de deres Bryllupshøitid
Udi saa god en Stund:
179 Kong Valdemar og Dronning Dagmar
Saa vel hverandre und'
Der glædtes ved baade Store og Smaa,
Den Fattige med den Rige;
Der glædtes Bonde og Borger meest
Af Hjertens Grund tillige.«

Enhver havde nemlig ved denne Bryllupsfest fri Adgang til Slottet, forsaavidt Plads og Orden tillod det, og for dem, der ikke kunde rummes i Slottets store Sale, var Slotsgaarden indrettet til en stor Bryllupssal med Fakler og Blus, lystig Spil og Dands og Overflødighed af stærkt Øl og Mjød Der forlystede sig især de Ringe og Fattige blandt Almuen. At det ogsaa fornemmelig var denne store Deel af Folket, som glædede sig ved Dronningens Ankomst, og at det var Rygtet om hendes fromme og fredelige Sind og Folkets Haab om fredelige og lykkelige Dage, der gjorde Glæden saa stor og almindelig, dette vidner noksom det følgende Vers af Folkesangen:

»Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred,
Hun kom goden Bonde til Lise.
Havde Danmark altid saadanne Blomster,
Man skulde dem ære og prise.«

Da nu Bægerne gik rundt i Riddersalen og det høie Brudepars Skaal lød høit og glædeligt, under Trompeternes Klang, i Hallerne som i Slotsgaarden, istemte fast alle Tilstedeværende med oprigtig Glæde hvad Bondeknøsen sang og hvad Folket siden ofte gjentog:

»Christ signe de unge Ædlinge to!
De længe maatte sammen leve!
Guds Ord, Retfærdighed, Dom og Skjel
For hver Mand at haandhæve.
Den Frøken kom af ædle Bøhmerland.«

Midt under den almindelige Glædestummel syntes Valdemar at høre et dybt Suk i Nærheden af sig; han saae sig om og troede at skimte 180 den samme høie tilslørede Qvindeskikkelse, som han før havde seet ved Aaen og som nu hastig forsvandt mellem de lystige Bryllupsgjester.

Dandsen var ophørt i Riddersalen og Brudeblussene udslukte. I Slotshaugen ved Aaen gik Thorgeir Danaskjald alene i stille sværmeriske Drømme og saae hvorledes Maanen og Stjernerne speilede sig i Strømmen. Den skjønne fredelige Fest, Tonerne fra Riddersalen, Skinnet af Brudefaklerne gjennem det unge grønne Løv, Dronningens milde fromme Aasyn, Sangen og Vinen i de blinkende Bægere og fremfor Alt de deilige Brudepiger havde fremkaldt saamange skjønne og venlige Billeder i den syttenaarige Bardes Sjæl, at han ikke kunde tænke paa Søvn og Hvile den Nat. Af alle de ædle Møer og Fruer, han den Dag havde seet, var der dog ingen, som saaledes havde glædet ham at beskue, som Dronningen selv og de to deilige Brudepiger, der havde baaret hendes Slæb. Hiint Syn svævede ham endnu for Øie, som den hellige Agnese, baaren til Himlen af Guds Engle. Hvad han havde sjunget om den Bøhmiske Prindsesse den Dag, han ved Kongens Bord førstegang saae hendes Billede, uden at vide hvis det var, erindrede han sig nu igjen, og hvad han da, ligesom i en prophetisk Drøm, havde anet, syntes ham nu at være gaaet i Opfyldelse. Folkets Glæde over deres fromme sextenaarige Moder syntes ham saa rørende og skjøn, og Billedet af hendes kjærlige Modtagelse ved Kysten stod ham saa levende for Øie, at han nu i Eensomhed digtede og sang hiin venlige Vise, som Folket siden saa ofte og gjerne gjentog og hvorpaa Omqvædet var:
»Der seiler Hr. Strange med Dronning Dagmar.«

Som den stille Thorgeir gik saaledes halv drømmende halv syngende ved Aabredden, hørte han pludselig Klirren af Vaaben i Lindegangen. Han greb hastig sin korte Daggert og ilede efter Klangen. Snart saae han tre Sværd blinke klirrende i den halv oplyste Gang, og kjendte den lette spinkle Grev Otto, som forsvarede sig kjækt og ivrigt mod to svære Karle, der saae ud som fremmede Jægere. Thorgeir foer til med hævet Daggert; men inden han kunde naae de Kæmpende, saae han den ene af de fremmede Stimænd falde til Jorden for Ottos Sværdslag og den anden styrte sig ud i Aaen og svømme.

181

»I jammerlige Niddinger! - raabte Otto - gjaldt det mig eller en Anden ?«

»Velbaarne unge Herre! - stønnede den saarede Jæger - det gjaldt saavist en Anden - det gjaldt mig arme Djævel - skaan mit Liv! -jeg kom i et fredeligt Ærind - skal vi drikke Forlig og godt Kammeratskab igjen? -jeg vil være en Slyngel, om jeg hænger Jer, naar I kommer og spionerer hos os - hjelp mig for gammelt Venskabs Skyld! - jeg forbløder mig.«

»Er det dig, gamle Rødnæse! ja saa - sagde Grev Otto og rev sin fine Liinkrave af- stil dermed Blodet, gamle Slyngel! og lad mig saa høre dit fredelige Ærind!«

»Lutter Venskab! - bandte den gamle Drukkenbolt - lutter christen Kjærlighed - Gratulatser og Omfavnelser - men det er Takken, man faaer hos de Store.«

Otto vidste ikke, om det var Forstillelse eller om den underlige Karl endnu var halv beruset.

»Hjelp mig den dumme Karl op paa Slottet! - sagde han til Thorgeir, som stod taus og forundret ved hans Side - det er en gammel Bekjendt, seer jeg - han meente mig det saa godt, saa jeg neppe kan røre min Arm. - Lever han, skal vi nok faae Sandheden ud af ham.«

Thorgeir tog nu den svære Jæger ved Skulderen og det rødhaarede Hoved Otto tog ham ved Benene, og saaledes bare de ham op mod Slotstaarnet, medens han brummede afbrudt mellem Tænderne, og skjældte sin Kammerat for en Slyngel, som havde ladt ham i Stikken.

»Havde Bryllupsøllet ikke været stærkere, end jeg - mumlede han - havde jeg vel faaet den Bogfinke ved Vingebenet, der nu har mig ved Støvlerne.«

»Troede du, jeg var en Fugl eller Jomfru, som man kunde fange og bortføre? - sagde Otto - jo det var et smukt Stævnemøde - derfor skal den fordømte Klerk staae mig til Regnskab, var han saa Erkedegn og Kongens Skriftefader ti Gange.«

Derpaa forsvandt de mellem Lindene.

Tidlig om Morgenen efter Brylluppet var der stor Folkestimmel paa Ribe Gader, for at see Kongen og Dronningen drage til Ottesangen i Domkirken. Kongen reed ikke paa sin hvide Hingst, som sædvanlig, men han sad i den gyldne Karm, ved den deilige Dagmars Side.

182

Under det almindelige Glædesraab nærmede en gammel Bonde sig den kongelige Karm, og sang høit og tydeligt:

»Skal Bonden bag Ploven synge,
Hun gange foruden Tynge!
God Villie drager stort Læs tilbyes.
Skal Konningen Seier vinde,
Han ei vore Hænder binde!
Ei bunden Hund beder mange Dyr.«

Kongens Aasyn blev mørkt ved den Vise, som han ikke for første Gang hørte. Dronningen spurgte om hvad det var, man sang.

»Det er den gamle Vise om Plougskatten - svarede Valdemar misfornøiet - dermed er Bonden ikke tilfreds, og jeg har været nødt til for den Sags Skyld at lade nogle oprørske Bønder fængsle paa Vordingborg. Hiin Graaskjæg vil nok gjøre dem Selskab.« - »Kjør til!« -raabte han til Kjøresvenden, og snart overdøvedes den gamle Bonde med sin Sang af Vognens Rumlen og de nysgjerrige Tilskueres Glædesraab.

Da Kongen kom tilbage fra Ottesangen, var han særdeles mildt og sagtmodigt stemt. Den fromme Erkebisp Andreas havde efter Kongens Ønske hørt hans hemmelige Skriftemaal og meddeelt ham og Dronningen Sacramentet. Ingen anden vilde Valdemar betroe den Hjerteshemmelighed og den Strid i hans Inderste, som foruroligede ham. Den gudfrygtige Erkebisp havde ogsaa med Varme grebet denne Leilighed til at lægge Ko'ngen paa Hjertet Alt hvad han troede der kunde bringe Fred i hans Sind og hjelpe ham til at overvinde hiin fortærende Lidenskab, der truede med at gjøre hans fromme uskyldige Dronning til et Offer for hendes ædle Tillid og Hengivenhed.

Med en anden Kjærlighed i Hjertet bluedes Valdemar ved at skuffe den rene uskyldige Sjæl, som havde hengivet sig til ham; han vidste intet bedre Middel til at overvinde sig selv, end at styrte sig i en stor og mægtig Kamp til Kronens og Christendommens Ære; han havde derfor, som Bod for sin lønlige Brøst, fuldt og fast besluttet et Korstog til det hedenske Lifland. Denne Beslutning havde Erkebispen saameget mere billiget og bestyrket ham i, som det længe havde været denne fromme Herres eget inderligste Ønske, at see 183 Christendommen grundfæstet hos hiint forvildede Folk, og at kunne beskytte dens Bekjendere og Udbredere mod Vold og Overlast.

Da Kongen efter Ottesangen var ene med den unge Dronning, trykte han hendes Haand med Hjertelighed, og inden han meddeelte hende sin Beslutning, opfordrede han hende til, efter Landets Skik og Brug, at fordre den saakaldte Morgengave eller at yttre hvilket Ønske hun helst vilde see opfyldt og hvis Opfyldelse det stod i Kongens Magt at glæde hende med »Lad eders Bøn ikke være ringe, min ædle dyrebare Dronning! - tilføiede han - og und mig den Glæde at give Eder det første Beviis paa min Hengivenhed!«

Den fromme Dagmar betænkte sig ikke længe. »For mig selv har jeg intet Ønske, min kjæreste Herre og Konge! - sagde hun - thi jeg tvivler ikke paa, at I jo har mig hjertelig kjær og vil bevare eders kjærlige Villie for mig saalænge Gud under mig at leve hos Eder og det gode danske Folk. Men siden I tilstaaer mig en Bøn, saa rinder der mig et Løfte ihu, som jeg gav min fromme gudfrygtige Moder, da vi skiltes. Der sidder en Fange paa et af eders Slotte, som har fortørnet Eder saare, og som skal have oplagt farlige Raad mod Riget og Kronen under eders høisalige Broders Regimente. Han blev betvungen og fangen af eders mægtige Haand og har nu længe bødet haardt for sin Vildfarelse. Lad Naade gaae for Ret og giv eders Frende den ulykkelige Bisp Valdemar af Slesvig nu fri af Fængslet for min Bøns Skyld! giv ham tilbage til Slægt og Venner! og han vil vist aldrig forsynde sig imod Eder.«

Kongens Aasyn havde forandret sig mærkeligt. »Tie stille med den Bøn, min ædle Dronning! - sagde han mørk - kommer Bisp Valdemar ud af Sjøborg Slot, gjør han Eder til Enke inden Aaret er omme. Selv den hellige Fader har jeg nægtet Opfyldelsen af denne Bøn; det er en farlig og vigtig Sag, som jeg idetmindste endnu et Aar maa betænke mig paa.«

»Kongers Liv som deres Hjerter er i den Almægtiges Haand - svarede Dagmar - kom min første Bøn ihu, naar Herrens Ord i eders Hjerte tilsiger Eder det! - Jeg har imidlertid en anden Bøn, som I visselig vil opfylde for Guds Skyld og for hans Skyld, som var alle Fattiges Formynder og Trøster: giv de fattige Bønder frie for den Plougskat, som trykker dem! og giv de Fanger løs af Jernet, som for denne Sags Skyld i deres Nød og Trang har forglemt deres Lydighed mod Loven og dens strenge Haandhævere!«

184

»Et slet Exempel for Oprørere! - sagde Kongen - dog jeg seer i denne eders Bøn, min fromme Dronning! et skjønt Beviis paa eders moderlige Kjærlighed til Folket - det skal skee som I ønsker.«

Dermed ringede han med Sølvklokken, som stod paa Bordet, og gav strax Befaling til, at Junker Strange skulde vente ham i Lønkammeret.

»I talte om Herrens Ord i vort Hjerte - vendte han sig nu atter til Dronningen - og det glæder mig, at I saaledes nævner det høie uimodsigelige Kald, som bestemmer ethvert Menneskes lid og Gjerning i Verden. Derfor kan jeg nu ogsaa, uden Frygt for at mistydes af Eder, betroe Eder hvad jeg anseer for Herrens uimodsigelige Røst i mit Hjerte, og hvad jeg idag har lovet Gud og vor Frue.« Og nu aabenbarede han hende sin Beslutning, ufortøvet at drage til Lifland med Erkebispen og Hæren, for at beskytte de forfulgte Christne der og fremme Ordets Udbredelse blandt de Vantroe.

Dagmars klare blaae Øine opfyldtes med Taarer; men hun sagde intet Ord for at holde ham tilbage eller gjøre hans Beslutning vaklende.

»Drag med Gud, min ædle Herre og Konge! - sukkede hun - var det til en verdslig og forfængelig Kamp I drog, vilde jeg sørge - nu maa jeg glæde mig, om eders Bortgang og Fare end koster mig Taarer.«

Valdemar sluttede hende bevæget og overrasket i sine Arme.

»I eders rene fromme Haand - sagde han - betroer jeg med Tryghed Kongespiret i min Fraværelse: i Spidsen for Rigets Raad styre I nu viselig Folk og Land, medens jeg sørger for Kronens Ære og Glands og opfylder mit Løfte!«

Dronningen betragtede ham med et veemodigt prøvende Blik.

»Ak, min allerkjæreste Herre! - sagde hun mildt advarende - er den verdslige Krones Ære og Glands Eder kun ikke dyrebarere, end den evige Livsens Krone, vi ogsaa her maae tragte efter! I har et stort og mægtigt Herskersind, min kjække Brudgom, men deri har I ogsaa en stor Frister at bekæmpe. Fortørnes ikke paa mig, fordi jeg ikke kan fordølge Eder denne min største fast eneste Bekymring! hvad gavnede det os, kjæreste Herre! om vi vandt den ganske Verden, men leed Skade paa vor udødelige Sjæl?«

»Du kjære fromme Præstinde! - svarede Valdemar og smilede -havde du ikke været Qvinde, var du vist bleven Bisp eller Pave. Her 185 døde nylig en gudfrygtig Præst i mit Rige, som var saa hellig, at man troer, han kunde gjøre Mirakler; han har ofte sagt mig det samme; vor gode fromme Erkebisp formaner mig ogsaa flittig til Selvfornægtelse og Ydmyghed; men hvad hjelper det Alt? Verden kræver sin Ret, og Falken bliver aldrig til Due. Naar jeg troer mig ydmygst, mærker jeg dog altid, at jeg ikke er fød og baaren til at hænge med Hovedet, men til at kneise rask og fri over Hoben, og røre mig mægtig i den Verdenjeg har for Øie. Jeg tilstaaer det: jeg er endnu et uroligt og heftigt Verdensbarn, som ikke kan nøies med det himmelske Rige, men vil have Kronen og Herligheden med i denne Verden. Dog lad det ikke ængste dig, min fromme Dagmar! jeg taber derfor ikke den Herlighedens Krone af Syne, som jeg ikke her kan gribe, men som dog ene laaner alle Kroner paa Jorden deres rette Lys og Glands.«

Med disse Ord forlod Valdemar sin fromme elskelige Dronning og gik til sit Lønkammer, hvor Junker Strange allerede ventede ham.

Ophævelsen af Plougskatten og Fangernes Løsgivelse paa Vordingborg var vel det Første, Kongen bød sin troe Ven og Raadgiver sætte i Værk; men han havde endnu et andet fortroligt Ord at sige ham.

»Kjære trofaste Strange! - sagde han - du har seet og kjendt mig fra jeg var lille; du har været et taust og tro Vidne til alle mine Daarligheder; ogsaa den sidste bevarer du i dit troe Bryst. Lad den være død og magtesløs! - tilintetgjør hiint lidenskabelige Vendekaabebrev, jeg sendte dig! - du havde desværre Ret - du kjendte mit ustadige Hjerte bedre, end jeg selv; men jeg vil tvinge det til Stadighed og Troskab; og bliver jeg end aldrig en lykkelig Gemal, ulykkelig skal den uskyldige Dagmar dog ikke blive for min Skyld Hun er meget for from og god til mig, det tilstaaer jeg; og nu seer jeg vel, vi passe sammen som Ørn og Due; men vil Gud og den hellige Knud, skal hun dog aldrig fortryde, at hun forlod Fader og Moder og blev Ørnens Brud i det fremmede Land.«

»Min Herre og Konge! - svarede Junker Strange - her er Brevet, I sendte mig med Ridder Glug; fra den Stundjeg foer fra Prag, har det brændt paa mit Bryst som et Neldeblad Sønderriv det selv og lad det være dødt og magtesløst! Det glæder mig af Hjertet, at jeg, i min Uro for eders og den fromme Dronnings Fred, dog ikke forgjeves har 186 stolet paa eders medfødte Kongesind og paa den Magt, Hjertensgodhed og Deilighed har over alle store Hjerter.«

Kongen greb Brevet med Heftighed og rev det over.

»See saa! - sagde han - saaledes sønderriver jeg ethvert Krav paa egen Lyksalighed, som en brudt og ugyldig Pagt med den store Sjælenes Frister. Fra denne Time af er jeg kun Konge og Korsdrager, og under Gud mig Kraft som Villie, skal min Lyksalighed nu kun være min ædle Dronnings Fred og mit Folks og Riges Ære. Men bevare vil jeg dog dette ydmygende Minde om min Ustadighed og Svaghed, at jeg aldrig skal hovmode mig og troe mig stærk, naar jeg sidder her ene for Guds Aasyn i mit Lønkammer.« Dermed forvarede han det sønderrevne Brev omhyggelig blandt sine vigtigste og hemmeligste Statspapirer, og heftig bevæget trykkede han den troe Ven til sit Hjerte.

»Saaledes kjender jeg den store Valdemars Søn«, sagde Junker Strange og modtog sin unge Konges Favntag med hjertelig Glæde. »Og nu, min Herre og Konge! - vedblev han munter - paa en god og ærlig Beslutning følger et glad og roligt Ansigt. - Jeg har altsaa dog ingen Utak fortjent som eders Brudefører, og I maa dog tilstaae mig, at imod Prindsessen var hendes Contrafei en Skygge. See, det har jeg her endnu; siden min Konge ikke har fordret det tilbage, agter I maaskee at lade mig beholde det til en venlig Erindring om min korte forlorne Brudgomsstand.«

»Billedet?« gjentog Kongen og saae halv forlegen paa den velbekjendte gyldne Lade, hvori det gjemtes; »ja vel, det kan du beholde« -

Junker Strange rystede paa Hovedet og aabnede veemodig Laden, saa det skjønne Billede kom tilsyne.

»Jeg forstaaer dig, gamle tro Ven! - sagde Kongen og rødmede -tag denne Guldkjæde til Erindring om den skjønne Lænke, du bragte mig, men giv mig Billedet! vel maa jeg blues hvergang jeg kaster mine Øine derpaa; men det skal dog følge mig til min Grav og minde mig om Eed og Pligt og om den Drøm, der dog var den venligste og uskyldigste, jeg drømte.«

Derpaa gjemte han Billedet ved sit Bryst, uden at see paa det, og med Haanden under Kinden sad han en Tidlang taus ved Bordet og stirrede mod Jorden.

Junker Strange rystede atter paa Hovedet: »naar kommer den Tid, min ædle Herre og Konge! da I faaer afdrømt? - tog han endelig 187 Ordet igjen med sin gamle Frimodighed - de Præster, Skjalde og Qvinder har dog, med eders Tilladelse, bragt Eder en heel Deel Skramlerie ind i Hoved og Hjerte, som I skal have ondt ved at faae ud igjen til I bliver gammel og graa. Nu, i Guds Navn, munter og lystig, min Konge! jeg rider nu til Vordingborg med Junker Knud og løsgiver Fangerne; naar jeg kommer tilbage, er her vel virkelig Bryllupsglæde, haaber jeg.«

»Imorgen før Gry bryder jeg op med Hæren til Lifland! - her opfoer Valdemar hastig - jeg har afdrømt, Strange! herefter skal du see mig vaagen. Du støder til Hæren med dit Banner saasnart du kan. Faer med Gud!«

Kongen gik med store Skridt op og ned af Gulvet; og Junker Strange tog hastig Afsked og gik.

Strax efter meldte Kammersvenden den unge Grev Otto. Han traadte ind med den høire Arm forbunden.

»Hvad, saaret? - spurgte Kongen - har du allerede havt en Hanekamp, en ridderlig Æresdyst?«

»O, nei, min kongelige Frende! - svarede Otto - jeg har kun fanget en Stimand, som havde et Ærinde til Eder; dette Brevskab har han selv udleveret; men her er et andet, som fandtes omhyggelig skjult i hans Ærme.« Han overrakte derpaa Kongen begge Brevskaber og fortalte oprigtig sit natlige Eventyr, saavelsom den Mistanke, han havde om, at Erkedegn Arnfred stod i Forbindelse med den schwerinske Stimand og hans Herskab.

Valdemar gjennemlæste hastig begge Breve. »En høflig Lykønskning fra Grev Henrik til mit Bryllup - sagde han - og et navnløst Brev til en Ubenævnt fra en nederdrægtig Gjæk, som synes at have stor Lyst til at røbe mine Hemmeligheder, naar han vidste dem. Ingen af Delene synes mig af stor Vigtighed. Har den schwerinske Jæger været beruset, som du siger, og vil han nu Ingenting tilstaae, saa maa han for min Skyld søge hvad Galge han vil. Hans Angreb paa dit Liv eller din Frihed maa vel være skeet i ruus og maa være en Sag imellem dig og din Fange. Klerken, du talte om, skal jeg vide at vogte mig for; men her er intet gyldigt Beviis imod ham. Har han fornærmet dig og havt dig til Gjæk, nu, saa afgjør du det med ham som du vil og tør! men med de geistlige Herrer vil jeg helst være udenfor Legen. Som det lader til, min unge Hr. Ridder! - tilføiede han med et Smiil - har du nok selv været saa lystigt og eventyrligt stemt 188 igaaraftes af Vinen og Dandsen med de smukke Brudepiger, at du formodentlig ikke ret har vidst selv hvad du foretog dig. Vær en andengang forsigtigere førend du løber til ethvert Stævnemøde, og jag ikke for hidsigt efter ridderlige Eventyr!« -

Med denne Formaning lod Kongen sin unge Søstersøn gaae, og Otto harmede sig i sit Hjerte saavel over denne Irettesættelse, som over den Ligegyldighed, hvormed Kongen betragtede en Sag, der, i Forbindelse med hvad Otto vidste om de schwerinske Grevers hemmelige Sindelag, syntes ham den strengeste Undersøgelse værd.

Ligesom Otto nu med krænket Stolthed forlod Kongens Lønkammer, mødte han i Borggaarden den krumryggede Erkedegn Arnfred, som syntes forbauset ved at see ham, og søgte at liste sig forbi ham gjennem Baggaarden, hvor Kongens Jagtsvende og Falkedrenge forlystede sig med at afrette Hunde og Falke. Otto lod ham ikke undvige, men skyndte sig ind i Baggaarden og traadte ham hastig i Veien.

»Tøv lidt, ærværdige Herre! - sagde han blussende af Vrede - jeg skylder Eder Tak for den vakkre Indbydelse til Stævnemødet.«

»Min naadigste Hr. Ridder og Greve! - svarede Klerken krybende og skjælvende - jeg vil ikke haabe, at noget Ubehageligt - jeg seer, I er saaret og vred; men jeg forsikkrer Eder ved den hellige Augustin, jeg er saa uskyldig og uvidende i den hele Sag, som et nyfødt Barn.«

»Kan vel være, fromme Herre! - svarede Otto - men anstaaer det en saa uskyldig og hellig Mand at være Overbringer af hemmelige og mistænkelige Indbydelser, det være sig til Elskovshandeler eller Snigmord? og kan I nægte, at I staaer i Forbindelse med Kongens arrigste Fjender og har tilbudt at forraade dem hans Hemmeligheder?«

»Kan I bevise hvad I beskylder mig for!« - svarede nu Arnfred trodsig, medens Kongens Tjenere forlode Falkene og Hundene og stimlede til. »Har jeg fornærmet Eder eller Kongen - vedblev Klerken høirøstet - saa behag at søge mig for mit rette Forum, og lad den canoniske Ret skille os imellem! her mellem Hunde og Drenge anstaaer det hverken mig eller Eder at tvistes.«

»Jeg giver eders canoniske Ret Døden og Djævelen, - raabte den forbittrede Yngling - paa anden Lov og Ret forstaaer jeg mig ikke, end paa mit gode Sværd: vil I slaaes med mig paa Liv og Død, saa kom! - hvis ikke, fortjener I at sparkes ud af Kongens Gaard, som en Nidding og Forræder.«

»Tag Jer iagt, unge hidsige Herre! - truede Arnfred, og tog sig al 189 den Værdighed paa, han forrnaaede - krummer I et Haar paa en hellig Kirkens Tjener, vil det komme Jer dyrt at staae. Havde Kongen selv tilladt Jer en saadan ugudelig Fremfærd, han skulde komme til at angre det svarligt. Jeg klager for Erkebisp og Pave. I skal blive excommuniceert - sat i Band - fordømt timeligt og evigt« -

»Klag længe nok til Erkebisp og Pave! - raabte Otto - men hold Jer kun til mig! Kongen vil ikke have med slig en elendig Karl at gjøre; men jeg erklærer Jer, i mit eget Navn og paa mit eget Ansvar, for en Nidding og Forræder for alle disse brave Folks Øine, og enhver Kongens troe Tjener, som her staaer, giver jeg paa mit eget Ansvar baade for Keiser og Pave, Lov til at jage Jer ud af Kongens Gaard med Hundepidsken.«

Den raske kjække Otto stod høit anskreven hos alle Drenge og Tjenere paa Slottet, og neppe havde han sagt dette ubesindige Ord, førend Alle raabte: »ud med Forræderen! ud med Forræderen!« og Hundepidskene surrede allerede om Klerkens Arme og Been.

Under de skrækkeligste Forbandelser og Trudsler maatte den beskæmmede og forfulgte Erkedegn tage Flugten, medens Jagthundene, under den almindelige Larmen og Skrigen, toge den Flygtende for et Stykke Vildt og sønderslede hans Kappe og Klæder.

»Stands Hundene og lad ham løbe! - raabte Otto - han er ikke værd at slide en ærlig Hundepidsk i Stykker paa.« Og uden anden betydelig Skade, end Skrækken og Skammen, slap Arnfred ud af Slotsgaarden og ilede ufortøvet med de sønderrevne Klæder til Kapittelhuset og til Erkebispen, ledsaget og beklaget af den forbausede Almue.

Denne Tildragelse havde gjort stor Opsigt paa Slottet og i Staden. Erkebisp Andreas havde strax efter været hos Kongen med Grev Albert; Kongen havde været høilig forbittret, hed det; men Nogle sagde dog, at han havde søgt at undskylde sin ubesindige Søstersøn ved at fremlægge et Forræderbrev, som Erkebispen havde erkjendt for Arnfreds Haandskrift. Rygterne og Meningerne om denne Sag vare høist forskjellige. I Almindelighed tog Medlidenheden dog den mishandlede Klerks Parti. At Fornærmeren var en fornem Herre og Kongens Søstersøn, forværrede Sagen. Erkedegnens Brøde var ikke beviist, hed det, og Erkebispen selv havde erklæret sig nødt til, for Geistlighedens Sikkerhed og Værdighed at indmelde Sagen for den pavelige Stol.

190

Imidlertid gik Grev Otto urolig frem og tilbage i Slotshaugen. Hidsigheden havde sat sig, og efter hvad der var hændet, indsaae han vel, at han hvert Øieblik kunde vente en Arrestbefaling. Et saa forhaanende Angreb paa en anseelig Klerk vidste han vel udsatte ham saavel for Almuens som for de talrige Klosterbrødres Forfølgelser, og han overlagde nu med sig selv, om det ikke var rigtigst og klogest, under slige Omstændigheder, at forlade Hoffet og Ribe i al Hast.

Som han gik i disse foruroligende Betragtninger, saae han en let qvindelig Skikkelse fare imod ham, med de gule nedfaldende Lokker flagrende om Halsen, og ganske bleeg af Angest og Forfærdelse. Det var den smukke Kirstine af Rise.

»Gud i Himlen, Ridder Otto! - udbrød hun grædende - hvad har I gjort? Man leder efter Eder over hele Slottet for at fængsle Eder. Kongen, Erkebispen, alle Mennesker ere forbittrede paa Eder. Selv den fromme Dronning siger, det var en ond og ugudelig Gjerning. Jeg er den eneste, som dog umulig kan troe, I er ond og ugudelig. Men kom, kom! lad mig skjule Jer i Melkestuen, inden de faaer fat paa Jer og sætter Jer i Taarnet!«

»Vær rolig, du gode velsignede Pige! - svarede Otto glad, og glemte al Fare ved at see hendes elskværdige Deeltagelse. - Vær rolig og tvivl kun ikke paa min Uskyldighed! jeg har kun straffet en Hykler og Forræder: han har villet lokke mig i Snigmorderhænder; han har villet forraade min Herre og Konge; han har ærlig fortjent sin Beskæmmelse, og anden Skade fik han jo ikke.«

»Gud skee Lov! I er uskyldig - raabte Jomfru Kirstine glad og tørrede Taarerne af de blaae Øine med Halsdugen - det vidste jeg nok, I kunde ikke være ond og ugudelig, men for Guds og den hellige Jomfrues Skyld! kom, lad mig skjule Jer! Kongen er saa vred, saa vred, siger man.«

»Gud velsigne dig, gode kjære Kirstine! men der kommer Nogen; jeg vil ikke undvige. Skjul dig i Busken der! man vil tale ilde derom, hvis man seer dig her saaledes.«

Blodrød af Undseelse, kastede Jomfru Kirstine et Blik paa sin forstyrrede Paaklædning og krøb hastig ind i Busken.

Otto saae nu, det var Grev Albert, som nærmede sig. Han gik ham frimodig imøde.

»En dum Historie, min unge hidsige Hr. Fætter! - sagde den alvorlige Feltherre - Jeg søgte dig paa Kongens Befaling. Han synes dog 191 vredere, end han er; men han kan ikke redde dig, er du ikke inden en Time ude af Slottet og Byen. Man søger dig nu paa Slottet for at fængsle dig; men din Hest staaer sadlet ved Haugeporten. Kast en Hættekappe om dig og vær ude af Landet saasnart muligt! Ved Elben støder du med dit Banner til Hæren, og følger os til Lifland.«

»Bring Kongen min Tak, jeg adlyder strax! - svarede Otto - jeg haaber, at I, min strenge Fætter! ligesaalidt som Kongen, holder mig for et slet og hevngjerrigt Menneske, for denne Ubesindigheds Skyld; man maatte jo være Stok og Steen for ikke at opbringes mod en saadan nederdrægtig Forræder.«

»Ikke mod Satan selv skal en Ridder fægte med Hundepidsken, -svarede Grev Albert mørk - brug nu Sværdet desbedre mod Kirkens Fjender, og Alt kan maaskee blive godt endnu. See kun til, du kommer herfra!«

Grev Albert taug og saae forbauset til Busken, hvorfra et lille lyshaaret Pigehoved lyttende stak frem.

»Træerne og Buskene seer jeg har Øren her«, tilføiede han, og trak Otto hastig bort med sig. Otto saae endnu engang med et venligt taknemmeligt Aasyn tilbage til Busken og forsvandt med den mørke ridderlige Herre blandt Abildtræerne.

»Han er reddet, Alt kan blive godt endnu - sagde Jomfru Kirstine og hoppede ud af Busken, da de vare borte - men ak, nu maa han flygte, den smukke kjække Ridder; maaskee kommer han aldrig meer igjen. Ak, see der har han jo tabt sin kostelige Seglring. Hvor skal jeg nu kunne bringe ham den? Jeg faaer gjemme den for ham til han kommer igjen.«

Derpaa tog hun Seglringen op og bandt den med en Silketraad fast til Sølvbratsen i sit Livstykke, ved Siden af et Ravkors og en hellig Reliqvie, som hun altid gjemte ved sin Barm. Og nu løb hun, let som en Fugl, ad en Gjenstie tilbage til Slottet.

Dagen efter var der stille og øde paa Ribehuus. Kongen var dragen i Leding med Hæren, medens Erkebispen med sine tre ridderlige Brødre anførte Flaaden; Erkebispens fjerde Broder, den kjække ivrige Bisp Peder, fulgte med Kongen tilligemed Grev Albert og Grev Engelbret af Gleichen. Brødrene Ivar og Ebbe Glug, Esbern Snares Sønner og deres tvende Svogre, Johan Ganz, Ove Dyre og mange flere navnkundige Lehnsmænd og Riddere havde ladet sig korse af Bispen og fulgte Kongen med talrige Krigerklynger under deres 192 Bannere. I Kongens Følge var desuden den gamle troe Andreas Kammermester, saavelsom Thorgeir Danaskjald og den islandske Barde, tilligemed Broder Gunner og Henrik Harpestræng. Carl af Rise reed nu rask og glad, med Sværdet og sit glatte Væbner-Skjold, ved sin høie Vaabenmesters Side. Snart indhentede Junker Strange med en betydelig Forstærkning Hæren, og ved Elben stødte Grev Otto til med et udsøgt Mandskab af Friser.

Dronning Dagmar sad nu ene tilbage paa Slottet blandt sine Møer og Fruer. De første Timer efter Afskeden lukkede hun sig inde i Capellet, og gav sit Hjerte Luft ved Graad og fromme Bønner. Mild og rolig traadte hun atter ud af Capellet, og lod strax sin Hofmester Hr. Ib Urne kalde. Med ham raadslog hun om hvorledes hun viseligst kunde benytte den store Magt og Evne, Herren nu havde skjenket hende, til at udbrede Lykke og Velsignelse omkring sig.

Hr. Ib Urne var en ligesaa klog og besindig, som from og goddædig Herre, og en bedre Raadgiver kunde Kong Primislaus neppe have medgivet sin Datter. Synet af den redelige gamle Ridder, med de hvide fromt adskilte Haar og det præstelige Udseende i den sorte tydske Ordensdragt, erindrede altid Dagmar om hendes fromme kongelige Fader, som Hr. Ib Urne endogsaa vel paafaldende syntes at have taget til Mynster saavel i Klædedragt som i Adfærd Han raadede Dronningen fremfor Alting til ikke at udstrække den Magt og Myndighed, Kongen havde overladt hende, videre, end til saadanne milde og christelige Foretagender, hvorved hun kunde erhverve sig Folkets Kjærlighed og Tillid, uden hos Rigets Raad at paadrage sig Mistanke om verdslig og forfængelig Herskesyge eller Lyst til at indlade sig i de Regjeringsforretninger, hun endnu ikke kunde kjende.

»Christ og vor Frue bevare mig fra en saadan daarlig Selvklogskab! - svarede Dagmar - ikke Faderens men kun Moderens Omsorg for de mange tusinde Børn paaligger mig. Men skal jeg ikke blot af Navnet være en Moder for det kjære danske Folk - vedblev hun efter nogen Betænkning - saa maa jeg jo selv see og kjende Landet og Folket, og det kan jeg ikke ved at sidde stille her paa Ribehuus. Jeg ønsker at gjøre en Reise gjennem Landet; og kunde det sømme sig for mig at reise ubekjendt, vilde jeg maaskee saaledes faae Leilighed til at see Land og Folk i en sandere Skikkelse, end naar jeg som Dronning drog omkring og modtog mine Undersaatters Hylding. Kunde jeg, som en simpel Ridderfrue, med et lidet Følge uden Pragt og Opsigt, 193 drage Landet igjennem, vilde det være mig en stor Glæde og Adspredelse i min Eenlighed og ikke friste mig til forfængeligt Selvbehag.«

Imod dette Dronningens Ønske havde Hr. Ib Urne kun nogle faa Betænkeligheder i Henseende til Maaden, og han raadede hende til at underrette Rigets Raad derom og i Alting rette sig efter Folkets Skik og Sæder.

Faa Dage efter reed Dronningen, som til et Jagttog, paa en adstadig hvid Pasganger ud af Slotsgaarden, ledsaget af Prindsesse Regitze, Grevinde Ida og Jomfru Kirstine af Rise, saavelsom af Drosten, Hofmesteren og de to bøhmiske Kanniker Renert og Albrecht foruden adskillige Tjenere og Terner.

Det fyrstelige Reisetog var med al sin Simpelhed dog prægtigere, end man her tillands var vant til at see, og hvor den skjønne Ridderfrue med de fornemme Herrer og Fruer drog frem, blev hun hilset af det glade Folk som deres unge elskværdige Dronning. Hun besøgte saaledes de vigtigste Stæder i Landet og de fleste kongelige Slotte saavel i Jylland som paa Øerne. Da hun ikke selv kjendte Landet, havde hun overladt Reisens Anordning til Drosten; dog gjorde hun undertiden en Forandring deri efter Hofmesterens eller den ærværdige Renerts Forslag.

Da de vare komne til det nordlige Sjælland, var det denne geistlige Herre meget om at gjøre, at faae Dronningen til Sjøborg Slot, hvis skjønne Beliggenhed i den stille Indsøe han i Særdeleshed priste; hvorimod Drosten Astrad Fracke og Prindsesse Regitze bestandig søgte at forhindre det, men uden at anføre nogen antagelig Grund derimod.

En Dag betragtede Dronningen den skjønne Egn ved Gurre Søe og pegede paa et Sted ved Søen, hvor hun ønskede engang at kunne bygge et Slot; thi Stedet erindrede hende om hendes Barndoms lykkeligste Dage i en lignende fredelig Egn, hvor hendes Fader havde et Lystslot. Ved denne Leilighed talte Renert atter om Sjøborg, som han syntes laae endnu skjønnere, end det Slot, Dronningen drømte sig ved Gurre Søe. »Vi ere nu ikke langt derfra«, sagde han. Og Dronningen fik stor Lyst til at see det, men mødte atter Indvendinger.

»Hvad besynderligt er der da ved det Slot, - sagde hun - siden Meningerne ere saa deelte om at besøge det? jeg veed dog, det er ikke et af de farlige fortryllede Slotte, hvorom de provensalske Troubadourer fortælle saa meget Vidunderligt.«

194

»Det har som oftest været brugt til Statsfængsel, min ædle Dronning! - svarede Prindsesse Regitze - der var det gamle Hertug Adolph af Holsteen for kort siden endnu sad fangen, og for at undgaae slige ubehagelige Erindringer« - -

»Nu er han jo fri og forligt med Kongen, - sagde Dagmar - han lever jo tilfreds og nøisom paa Schawenborg og bekymrer sig ikke mere om forfængelig Glands og Herlighed. Vi ride nu til Sjøborg, Hr. Drost!« - her vendte hun sig med mere Bestemthed, end man havde tiltroet hende, til Astrad Fracke. - »Fyrstelige Personer - tilføiede hun alvorlig - skulde mindst undflye slige Minder om Magtens og Høihedens Fald og Fornedrelse og om den Mægtiges Haand, som er over os Alle.«

Man fandt det ikke sømmeligt at gjøre flere Indvendinger, og snart saae Dronningen det ældgamle Slot, som mellem Ruinerne af en gammel Stad laae paa en lille Øe i en Indsøe, hvor det med sine stærke Mure og høie Taarne syntes utilgængeligt. Kun paa Dronningens udtrykkelige Befaling vovede Fiskerne at føre Selskabet over til Øen. De gik til Fods gjennem Levningerne af den forfaldne Stad, hvor nu kun nogle fattige Fiskerhytter stode opklinede til store Mure af gamle Steen-Bygninger. De maatte tøve en Stund ved den tillukte Slotsport, medens Borgfogden betænkte sig paa, om han paa Dronningens Befaling turde lukke op eller ikke. Imidlertid læste og forklarede de lærde Kanniker den latinske Indskrift, som var indhugget i en Steen over Slotsporten, og som vidnede om Slottets Ælde, da det deri sagdes at være opført af Hedningerne i Aristoteles og Alexander den Stores Dage*.

Endelig aabnedes Porten og Reiseselskabet traadte ind i Slotsgaarden.

»Her er mørkt og skummelt«, sagde Dagmar og betragtede det høie stærke Fangetaarn og de tykke Borgmure, som beængstende indesluttede det stille øde Gaardsrum, hvor Græsset groede høit over Brostenene og intet Spor af Liv og Virksomhed var at see.

»Var jeg ikke kommen saa vidt, kunde jeg fast fristes til at vende om, - vedblev Dronningen - her seer ud som jeg tænker mig det i en Borg, hvor den sorte Død har havt hjemme.«

* 195

»Eders Naade ønsker maaske ikke at see mere«, sagde en lille stærk Mand med et vrantent og skummelt Ansigt, som, med en lodden Hue i den ene Haand og et stort Bundt Nøgler i den anden, flere Gange havde bukket ydmygt for Dronningen, uden at hun havde bemærket ham. Det var Slotsfogeden, hvis Hilsen nu Dronningen besvarede, idet hun erkyndigede sig om hans Navn og Bestilling.

»Boer her nu slet Ingen paa Slottet?« spurgte hun adspredt.

»Ingen uden jeg, eders Naade! med min gamle Hustru og Slutteren - svarede han med usikker Stemme - og det forstaaer sig - vedblev han hastig, da Dronningen saae sig om - den ærværdige Hr. Bisp der i Taarnet. Det er ham, der seer herud gjennem Jernstængerne; han vil maaskee gjøre eders Naade sin underdanige Opvartning, og snakke Eder allehaande for om sin slette Behandling; men jeg beder Eder ydmygst, at I ikke vil høre paa hans Snak eller indlade Eder med ham; det er en farlig gudsforgaaen Krop, som der ikke er et Ord Sandhed i.«

»Ak, er det her han sidder, den ulykkelige Bisp!« sukkede Dagmar og saae med inderlig Medlidenhed op til Fængselsgitteret; men Forfærdelse blandede sig med hendes Medynk, da hun nu saae det vilde blege Ansigt, som med et uredt rødligt Skjæg fordreiede sig krampagtigt bag Gitteret, idet to mørke funklende Øine stirrede hende imøde mellem Jernstængerne.

»Dronning Judiths ædle Datter! Danmarks fromme Dronning! -lød nu en huul Mandsstemme fra Taarnet - jeg besværger Eder ved den forbarmende Gud og vor hellige Frue, at I ikke forlader denne Jammerens Bolig, inden I har hørt hvad den ulykkelige, mishandlede Bisp Valdemar har at sige Eder.«

»Tal frit, Ulykkelige! - svarede Dronningen - I kan Intet have at sige mig, som jo Alle maae høre.«

»Har Rygtet om eders Fromhed ikke ogsaa bedraget mig - raabte Fangen med bitter Stolthed - saa vil I vist ikke fordre, at en Biskop af kongeligt Blod skal give sin Elendighed til Priis for eders Terner og Tjenere: jeg, som har hørt Kongers og Keiseres Skriftemaal, skal vist ikke forgjeves betle hos Eder om et Øiebliks Samtale uden spottende Vidner.«

»Her er visselig Ingen i mit Selskab, som spotter den Ulykkelige -svarede Dronningen - men jeg vil opfylde eders Ønske.« - »Før mig ind paa Slottet, og bring den fangne Herre for mig!« bød hun Slotsfogeden.

196

Han trak paa Skuldrene og rystede betænkelig paa Hovedet, idet han med en fortrædelig Mine langsomt aabnede Døren for Dronningen og hendes Følge.

De traadte ind gjennem Forsalen i en stor hvælvet Riddersal, fuld af Støv og Spindelvæve, og hvor Ugler og Flaggermuus fløi forskrækkede ud gjennem de sønderbrudte Vinduer.

»Eders Naade maa undskylde, at her ikke er feiet og pudset -mumlede den trevne Slotsfoged - her pleie vi ikke at vente andre Fremmede, end dem, der maae være fortrolige med Støv og Natfugle. Her kan eders Følge opholde sig, og i Værelset her jævne ved skal jeg bringe Eder Fangen gjennem Løngangen. Men jeg maa udbede mig et Par af eders stærkeste Svende til Hjelp; naar jeg løser ham fra Blokken, er han ellers istand til at slaae mig for Panden og undløbe. Den ærværdige Hr. Bisp er stærk som en Bjørn og ikke at spøge med Jeg beder eders Naade endnu eengang - tilføiede han - at I ikke agter paa hvad han siger; han er den lebendige Antichrist og jeg troer fast, han har forsvoret sig til den Onde.«

Paa Dronningens Vink fulgte nu et Par Svende med Slotsfogeden; hvorpaa Dagmar bad sit Følge blive, og gik ene ind i det anviste Sideværelse.

Det var et lidet dunkelt Kammer, med et eneste Vindue, som sad høit oppe i den tykke Muur og var forsynet med Jernstænger. Paa Væggene hang der store Jernlænker, Bøiler og allehaande gamle forrustne Kobberredskaber, hvis Bestemmelse syntes at have været at tvinge Fanger til Bekjendelse; deres Ælde og Skikkelse vidnede om Hedenskabets barbariske Tider. Et plumpt Steenbord med Skrivertøi og en lille Malmklokke var tilligemed to gamle Stole forresten det eneste Boskab i det skumle uhyggelige Marterkammer.

Dronningen satte sig i den store Armstol ved Bordet og ventede en Stund med Haanden under Kinden paa den mærkelige Fange, hvis vilde stolte Aasyn hun fast gruede for at see igjen.

Snart hørte hun Raslen af Lænker; en Løndør i Væggen, som hun ikke før havde seet, blev aabnet, og nu saae hun det samme frygtelige Ansigt, hun nylig havde seet bag Gitteret. Med Hænder og Fødder sammenlænkede traadte den høie stolte Bisp med kongelig Anstand og Værdighed frem for hende og hilsede taus, medens han, med et bydende og foragteligt Sideblik til Slotsfogeden og de to Svende, der 197 ledsagede ham, syntes at vente paa at Dronningen skulde give dem Befaling til at forlade Værelset.

Dronningen havde reist sig og besvaret hans Hilsen; men Synet af den stolte Fange havde rystet hende; hun syntes at have Møie med at fatte sig og tøvede med at give den Befaling, han ønskede. Bispen vendte sig da selv med bydende Mine til Slotsfogeden: »I og eders Haandlangere ere overflødige her - sagde han - troer I, Danmarks Dronning ikke har Mod til at være ene med en lænket Mand?«

Slotsfogeden og Svendene saae uvisse og spørgende paa Dronningen.

»Gaaer kun udenfor Døren! - sagde hun med usikker Stemme -jeg skal ringe, naar jeg vil Eder Noget.«

Slotsfogeden og Svendene gik, og Dronningen gav Bisp Valdemar et Vink til at sætte sig, medens hun selv sank tilbage i Armstolen og følte sig angreben af det stærke Indtryk, den besynderlige Fange gjorde paa hende.

Han blev staaende og betragtede hende med et skarpt gjennemtrængede Blik.

»Kan dette Aasyn ogsaa skuffe - sagde han bitter - saa er det sidste Glimt af Gudbilledet paa Jorden en falsk bedragerisk Maske. Kjender I mit Liv og den formeentlige Brøde, hvorfor jeg bærer disse Lænker, ædle Dronning!« - vedblev han roligere, og det var ligesom en Blanding af Mildhed og Veemod dæmpede Vildheden og Bitterheden i hans stolte kolde Aasyn.

Dagmar havde foldet sine Hænder, og det var ligesom en lønlig Bøn havde givet hende den Rolighed og Styrke tilbage, som hun før savnede.

»Jeg kjender eders Fødsel og nøie Slægtskab med det danske Kongehuus - tog hun nu med stille Værdighed Ordet - jeg veed hvorledes den verdslige Krones Glands har ledet eders dristige Sjæl paa Afveie; men jeg haaber at I nu i eders Trængsel og Gjenvordighed har vendt eders Sind til Fredens og Frelsens Herre. Efter min fromme Moders Formaning var ogsaa min første Bøn til min Herre og Konge et endnu vel forgjeves Ønske om eders Frigivelse.«

»Forgjeves? - gjentog Bispen med smertelig Heftighed - uforsonligt er hans Had da, og hans Hevn uudslukkelig, den stolte lykkelige Seierherre, som jeg bar paa disse Arme og sang Kæmpeviser for, før 198 jeg drømte om, at han skulde sidde paa Danmarks Throne, naar jeg sad i Bolt og Lænker paa hans Bud.«

»For Uretfærdighed kan I ikke anklage min ædle Herre og Konge - tog Dagmar Ordet igjen - og hvad I saa har at sige mig, beder jeg Eder erindre, at jeg er Valdemars Dronning og intet Ord bør høre, som fornærmer min Ægteherre og Konge. Hans mægtige Haand er falden tungt paa eders Hoved, og det smerter mig dybt at see en Mand som Eder i Lænker; men« - -

»Men jeg bærer dem med Rette, mener I - hør mig, ædle Dronning! hør hvorledes det gik til med mit Fangenskab og døm saa, om jeg bærer disse Lænker med Rette, og om den Harm, som fortærer mig, er syndig og uretfærdig. Vel sandt, jeg greb Sværdet i aaben Kamp mod Kong Knud, da han med væbnet Haand sigtede mig for Svig; i Forbund med den gamle Hertug Adolph gjorde jeg Fordring paa den Krone, min Fastersøn ikke havde mere Ret til, end jeg. Han sendte eders kjække Gemal den unge Hertug Valdemar imod os. Krigslykken var os ugunstig; vi bleve overvundne. Men den Overvundne har ogsaa Rettigheder: vi søgte Fred og Forlig, og paa Tro og Love, under Løfte om sikkert Leide, betroede vi vort Liv og vor Frihed i Seierherrens Haand. Og see! saaledes holdt man de dyre Løfter og Eeder: som dømte Misdædere kastedes vi, uden Lov og Dom, i dette Fængsel. Dyrt maatte den gamle Hertug Adolph kjøbe Liv og Frihed med Fortabelsen af sine helligste Rettigheder; og jeg, som intet Hertugdom havde at kjøbe min Frihed for, jeg sidder her endnu blandt Ugler og Tudser. Maa da ikke denne himmelskrigende Uretfærdighed neddrage Himlens Forbandelse og Straffedom over Throne og Folk! og kan det Rige bestaae for den Retfærdiges Dom, hvor Tro og Love saaledes er traadt under Fødder?«

»En saadan Uretfærdighed kan jeg umulig tiltroe min ædle høimodige Konge - svarede Dagmar - I fordølger mig visselig Sandheden, Herre! jeg har hørt tale om en svar, en gruelig Brøde« - hun holdt inde og betragtede med Gru hans vilde urolige Aasyn.

»I blues ved at nævne den skjændige Opdigtelse af Underfundighed og Svig - tog han nu Ordet - og det gjør eders fromme Hjerte Ære. Kong Knuds bratte Død skulde være mit Værk - ikke sandt? -her loe han krampagtigt - eller jeg skulde idetmindste være Medvider i et Mord, som maaskee aldrig er skeet, og som aldrig er beviist for Verdens Øine. Som en hemmelig Kongemorder og farlig 199 Efterstræber af mine Fastersønners Krone og Liv er jeg behandlet: saaledes skal det synes et retfærdigt Selvforsvar at indespærre mig her til min Dødsdag. Men jeg bar dog disse Lænker, da Kong Knud endnu var karsk; jeg var fordømt, mod Tro og Love, som en Forræder og Kongemorder, førend den retfærdige Haand fraoven knuste min meensvorne Dommer og drog ham for den evige Hevners Domstol.«

»Hvad Kong Knud kan have forsyndet sig imod Eder, ærværdige Herre! - svarede Dagmar - det maa han forsvare for hiin store Dommer og det kan dog aldrig regnes min retsindige Gemal til Brøde« -

»Vilde han ikke dele Broderens Brøde, hvi gjorde han da ikke godt hvad hiin gjorde ondt, og løste sin ulykkelige Frende af Lænken, da Magten og Kronen var hans? - men derom vil jeg tie; jeg vil ikke glemme, det er med hans rene, fromme Dronning jeg taler. I veed nu, ædle Dronning, med hvad Ret jeg sidder her: havde jeg myrdet Kong Knud, som han vel kunde have forskyldt af mig - hvi beviste man det da ikke for al Verden? hvi lod man da ikke Bøddelsværdet falde knusende paa mit Hoved, og Ravnene fortære mig paa Steilen? Skaansel var det visselig ikke. Men kan Ingen opstaae imod mig og vidne jeg er skyldig, saa fordrer jeg Frihed og Erstatning for hvad jeg her har lidt, ikke som Naade, nei, som streng Retfærdighed, som et helligt Krav paa Menneskelighed.«

»Var I fri i dette Øieblik - svarede Dagmar - og havde I udført hvad der engang var eders Agt og Villie, sad I nu, mægtig og hædret, paa Danmarks Throne, tilstaae mig det, Ulykkelige! da bar min kongelige Gemal maaskee de Lænker, jeg med Bedrøvelse seer betynge eders fribaarne Hænder.«

»Ha, var det saa! - svarede Bispen, og Tanken om en slig Lykkesomskiftelse gav hans mørke Øine en frygtelig Ild - sad jeg nu paa Danmarks Throne, hvortil jeg havde større Ret og Adkomst, end Nogen, sukkede eders lykkelige Gemal nu i disse Lænker - han standsede pludselig og skiftede Farve, derpaa vedblev han med nedstemt Tone - ædle Dronning! vilde I da ikke kalde mig ubarmhjertig og grusom, hvis jeg ikke paa eders fromme Bøn vilde løse hans Lænker, og paa hans Eed og Æresord give ham tilbage til Verden og Menneskenes Samfund?«

»Jeg haaber endnu at see Eder fri engang - sagde Dronningen og betragtede ham med et forskende Blik - men kunde Kongen da stole paa, at I vilde holde den Eed og opfylde det Løfte, som maatte være 200 den nødvendige Betingelse for eders Frihed? kunde han da stole paa, at I aldrig mere vilde lade Eder forlede af daarlig Herskesyge eller uchristelig Hevn til at efterstræbe ham og hans Krone? jeg seer paa eders Aasyn, ærværdige Herre, at I endnu ikke har forligt Eder med Gud og hans Tilskikkelse, og at eders Hjerte endnu ikke er frit for Had og Bitterhed og fredløs Higen efter Høihed og Magt.«

»Dronning, Dronning! - svarede Bispen og hævede sit Hoved - I er selv fød af høikongelig Æt og kan ikke foragte den Krone, I bærer. Fordøm ikke hiin stolte Higen i mit Bryst, som bød mig i Bispekaaben gribe dristig efter mine Fædres Krone! Bind Ørnen til Dueslaget eller til det hellige Alter, og see, om den ikke vil løsrive sig og søge Veien over Skyen mod det herlige Sollys! Sjælshøihed og medfødt Storhed foragter de smaalige Skranker, som Lykken og et lunefuldt Folk vil opreise for Aanden og Modet; og visselig! havde dette Hoved ikke været viet og salvet til en Krone af Kongernes usynlige Konge, skulde jeg ikke havt Kraft til at holde det opreist under disse Lænkers fornedrende Vægt.«

Som han saaledes talte, glindsede hans Øine af en sværmerisk, halv vanvittig Ild; men idet han veemodig betragtede sine Lænker, tilføiede han med bitter Selvfornægtelse: »dog derfor kan I nu være rolig, Kong Valdemars Dronning! giver Kongen mig fri paa min Eed og mit Løfte om Fred og Forsonlighed, saa gaaer jeg tilbage til Kirken, til hvis ophøiede Tjener jeg for Verdens Øine er salvet og viet; og i dens hellige Skjød vil jeg stræbe at glemme hvad jeg under gunstigere Stjerner kunde have øvet og virket for en utaknemmelig Verden. Glandsen og Høiheden har jeg seet fare mig forbi, som en skuffende Drøm - jeg vaagnede i Fængsel og Lænker - og, ved Gud og vor hellige Frue! er mit Fængsel sprængt og mine Lænker afrystede, skal jeg ikke andengang fristes til at ville beherske en Verden, jeg har lært at foragte.«

»Gud give, at I med et frommere Sind kunde afsige Verden, end I nu synes stemt til, ærværdige Herre! - svarede Dagmar og betragtede med Ængstelighed og dyb Medynk hans urolige, men lidende Aasyn. -Den Behandling, I her har været underkastet, kan jeg vel vide har været lidet skikket til at formilde eders heftige Sind og forsone Eder med Verden og Menneskene; men jeg giver Eder mit Ord paa, at eders Tilstand fra idag skal forbedres, og hvad jeg formaaer til at fremskynde eders fuldkomne Frigivelse og Udsonelse med Kongen, skal 201 jeg visselig ikke undlade. Han, som raader for hvad der skal komme, vil lede Alt til det Bedste og give Eder Styrke til at bære Ulykken, som Lykken, naar den vender tilbage. Men giv mig eders Haand derpaa, ærværdige Herre! og lov mig det for den Alvidendes Aasyn, at I vil komme mig ihu og mindes, jeg er Valdemars Dronning, naar I, som jeg haaber, snart for min Bøns Skyld udvandrer fri fra disse Mure! Giv mig eders Haand derpaa! og jeg vil troe, hvad eders mørke Aasyn endnu synes mig at nægte, at I for hans store Kjærligheds Skyld, som bar Korset for os Alle, vil stræbe at taale og tilgive, og lade enhver Tanke paa Hevn imod ham, jeg elsker, være fjern fra eders Sjæl, saasandt som I selv engang haaber Tilgivelse hos den evige Forbarmer!«

»Visselig, visselig!« udbrød Bispen, heftig bevæget; hans urolige Blik syntes for første Gang at hvile med Fred paa den fromme Dronnings Aasyn og Skikkelse, medens han greb hendes Haand og førte den ærbødig til sine Læber. - »Jeg lover Eder med Haand og Mund for den Alvidendes Aasyn - vedblev han høitidelig - at jeg aldrig i mit Liv skal glemme denne Time, og vorder jeg fri for eders Bøns Skyld, skal jeg aldrig glemme hvad jeg skylder Kong Valdemars ædle Dronning. Ja, blev jeg mægtig og stor, som jeg nu er ringe og foragtet - tilføiede han stolt og opløftede sit Hoved - satte Herren mig selv paa St. Peders høie Stol og gav mig Magt til at løse og binde evindelig - jeg vilde ikke binde ham, som bandt mig, naar slig en Engel stod ved hans Side; jeg vilde ikke med Kirkens Lyn og Forbandelse knuse ham, som med sit verdslige Spiir nedtrykte mig i Støvet, saalænge en saadan Fredens og Forsonlighedens Engel stod imellem os. -Og nu Fred være med Eder, ædle Dronning! staaer jeg end mishandlet og fornedret for eders Øine, og ere mine Hænder end bundne, som Apostelens i Hedningers Fængsel, som en indviet Kirkens Tjener og en fri Forkynder af det levende Guds Ord, staaer jeg her dog endnu og meddeler Eder, i Kraft af Indvielsens Helligdom og paa mit hellige Embedes Vegne, den saliggjørende Kirkes Velsignelse.«

Med disse Ord opløftede han den lænkede Haand med høi biskoppelig Værdighed Dronningen saae ikke den lænkede Fange; hun saae kun den høie mægtige Uddeler af det Helligste; hun bøiede uvilkaarlig sit Knæ og modtog med foldede Hænder hans Velsignelse.

Derpaa gik Bispen taus og stolt tilbage mod Løndøren, hvorfra han var kommen. Dronningen reiste sig og ringede, hvorpaa 202 Slotsfogeden med Slutteren og Svendene traadte ind og fulgte Fangen gjennem Løngangen til Taarnet.

Stille og tankefuld, sad Dagmar endnu i Marterkamret og eftertænkte hvad hun kunde og turde gjøre for den ulykkelige Bisp, da Slotsfogeden kom ene tilbage gjennem Løndøren og ventede taus i en ydmyg Stilling paa hvad Dronningen efter den lange Samtale med Fangen havde at sige ham.

»Har Kongen udtrykkelig befalet, at Biskop Valdemar skal bære Jern og være smeddet til Blokken, som en Dødsfange?« spurgte hun rolig og betragtede ham med et Blik, som han søgte at undvige.

»Om ikke just udtrykkelig - stammede Slotsfogeden forvirret - saa har jeg dog min Konges strenge Befaling til at indestaae med mit eget Liv for Fangens Tilstedeværelse, og dertil har jeg intet sikkrere Middel, end Lænken og Blokken.«

»Kan Slottets Udgange da ikke bevogtes? - spurgte Dronningen videre - og ere dets Mure ikke faste nok til at modstaae en enkelt Mands Kræfter? hvorfor seer jeg ingen Vagt og Besætning her?«

»Efter de Forholdsregler, jeg hidtil har fulgt - svarede Slotsfogeden, endnu mere forlegen - har jeg troet at kunne spare min strenge Konge slig unødvendig Udgift; men naar eders Naade befaler det, skal jeg øiebliklig lade Vagter besætte alle Udgange og give Fangen al den Frihed, min egen Sikkerhed kan tillade.«

»I har altsaa egenmægtigt udvidet eders Myndighed - sagde nu Dronningen fortørnet - I har uden Nødvendighed ladet den Ulykkelige vansmægte i Lænker. Derfor skal I staae Kongen til Rede og Regnskab, naar han kommer hjem. Det er hans og min Villie, at Slesvigs Biskop behandles med al den Skaansel og Værdighed, som tilkommer hans høie Byrd og hans ærværdige Stand, og at I ikke udstrækker eders Myndighed her en Haarsbred videre, end I har udtrykkelig Fuldmagt til. Jeg lader nu en af mine troe Tjenere blive her tilbage; og vogt Eder, Hr. Slotsfoged, at I ikke handler anderledes, end I kan forsvare! I vil blive dragen til strengt Ansvar for enhver Uretfærdighed, her i min kongelige Gemals Navn er bleven udøvet«

Angest og skjælvende, kastede Slogsfogeden sig paa Knæ og bad Dronningen for den hellige Jomfrues Skyld ikke gjøre ham ulykkelig og anklage ham for Kongen, hvorhos han forsikkrede, at den ærværdige Hr. Bisp skulde nu blive behandlet som en Konge og faae godt Øl og Kjødmad selv paa Fastedagene, om hun befalede det.

203

Uden at give den krybende Slotsfoged nogen Trøst, gik Dronningen tilbage til Riddersalen. Der kom Prindsesse Regitze hende urolig og misfornøiet imøde og bad hende, som snarest forlade dette sørgelige og ubehagelige Opholdssted En saa lang Underholdning med Kongens bittreste Fjende og saa farlig en Statsforbryder, gav hun ogsaa Dronningen at forstaae, kunde let mistydes og lægges hende til Last af Kongens Venner.

»Min kongelige Gemal har en utro Foged paa dette Slot, - sagde Dagmar rolig - det glæder mig, at Hændelsen førte mig hid Kongen er streng og retfærdig; men her bliver hans Befalinger misbrugte af Lavhed og Egennytte til Uretfærdighed og Grusomhed Sørg for, Hr. Hofmester! - her vendte hun sig til Ib Urne - at en tro Kongens Tjener bliver her tilbage og paaseer, at den fyrstelige Fange ikke behandles strengere, end Kongen udtrykkelig har befalet!«

Hr. Ib Urne satte strax denne Dronningens Befaling i Udøvelse. Snart begav Reiseselskabet sig tilbage gjennem Slotsgaarden. Dronningen kastede endnu et veemodigt Blik op til Fængselsgitteret og syntes at skimte Fangens blege Ansigt i den mørke Baggrund. Taus og alvorlig forlod hun det skumle Fangeslot, og førend hun paa den modsatte Søbred atter havde besteget sin Ganger, afbrød Ingen den almindelige Taushed.

Den stille Grevinde Ida og Jomfrue Kirstine af Rise rede nærmest ved Dronningens venstre Side. De glædede sig af Hjertet over hendes milde goddædige Adfærd og talte nu med Deeltagelse om den ulykkelige Fange, hvis fyrstelige Udseende selv i Frastand mellem Jernstængerne havde forbauset dem.

»Men han har dog et frygteligt Tigerblik - indvendte Prindsesse Regitze - og min Broder Kongen har vist Ret; havde Bisp Valdemar Evne, som Villie, vilde han være Keiser eller Pave, og Vee da den, der ikke bøiede sig for ham!«

»Der er noget Stort men Frygteligt i hans Aasyn - sagde Dagmar -dog med Herrens Hjelp kan vel hans medfødte Høihed overvinde det dybe Had og den stolte Menneskeforagt, som fortærer ham.«

»Efter hvad mine Brødre har fortalt mig om ham - sagde Grevinde Ida - har jeg længe beklaget, at en Mand med saa store og herlige Evner skulde være sjunken saa dybt; jeg har dog altid troet, hans Ulykke har været større, end hans Brøde.«

»De kjække Grever af Schwerin - svarede Prindsesse Regitze - see 204 i vor urolige Bisp Valdemar kun Helten og Krigeren, og som saadan fortjener han vistnok Agtelse; men hans lave Byrd paa mødrene Side er umiskjendelig saavel i hans lid som i hans Aasyn, og man kan ikke fortænke det danske Kongehuus i, at han her betragtes med heelt andre Øine. Skjøndt han paa en Maade er min Frende, vilde jeg dog ikke være ene med ham for al Verden, og jeg maa beundre vor unge Dronnings Mod: han skal undertiden have slige Anfald af Raserie og Grumhed, at intet Menneske er sikker for ham.«

»Den Ulykkelige! - sukkede Dagmar - han har brudt Freden med sig selv og med Verden, og til Freden i Forsoneren kan han endnu ikke finde Veien i Ydmyghed.«

»Eders Naade fortrød dog ikke, at vi kom til Sjøborg?« spurgte Renert med et selvtilfreds Smiil og drev med Besværlighed sin Ganger nærmere. Men Dronningen hørte det ikke; hendes Øine dvælede med venlig Ømhed paa Grevinde Ida og Kirstine, hvis stille Hjertelighed og Hengivenhed hun i ethvert Ord og enhver Mine kunde læse.

Med disse to venlige hengivne Sjæle blev den fromme Dronning hver Dag mere fortrolig. Prindsesse Regitze derimod var hende for kold og klog, og skjøndt Dronningen agtede hendes Bestemthed og rolige Besindighed, følte hun sig dog aldrig ret fri og glad i hendes Selskab; thi det var hende ligesom den ældre forstandige Regitze vilde være hendes Hovmesterinde og som Kongens Søster give sig Anseelse af en Vigtighed og Indflydelse, der ikke kunde være Dronningen behagelig. Enhver barnlig Spøg af den unge godmodige Dronning syntes i den alvorlige Regitzes Øine ikke at passe med en Dronnings Anstand og Værdighed og med de strenge Regler for Hoflivet, som Prindsessen paa det nøiagtigste indpræntede sine Damer. Saaledes deelte og adskilte sig, strax efter Tilbagekomsten til Ribehuus, det qvindelige Selskab paa Slottet; og der dannede sig ligesom to forskjellige Hofstater, som syntes fremmede for hinanden.

Imidlertid gik Sommeren dog venligt og behageligt hen for Dronning Dagmar under stille veldædige Sysler, medens Kongen færdedes lykkelig i Lifland og lagde Grunden til den christne Kirke i dette hedenske Land.

205

Ved Grevehoffet i Schwerin havde Kongens Bryllup med den bøhmiske Prindsesse vakt den største Opmærksomhed og Deeltagelse især hos Slottets qvindelige Beboere. Dog var det kun den aabenhjertige Grevinde Audacia, som lod sig forlyde dermed Prindsesse Beengjerd havde derimod siden Kongens pludselige Bortreise ikke nævnet hans Navn og havde omhyggelig undgaaet enhver fortrolig Samtale om ham med Audacia. Da Efterretningen kom om den prægtige Bryllupsfest paa Ribehuus, sad Beengjerd ved Grev Henriks Side ved Bordet; hun blegnede og da man blev opmærksom paa hendes Tilstand, flød Blodet strømmeviis fra hendes venstre Haand, som hun med Bordkniven havde skaaret et dybt Saar i. Hun lod Haanden forbinde og syntes med den største Ligegyldighed at høre Nyhederne fra Danmark Fra den Dag af syntes Prindsessen endogsaa langt mere oprømt og munter, end tilforn, hun deeltog med Heftighed i alle Forlystelser og var endogsaa undertiden lystig indtil Overgivenhed.

»Det var glade, lykkelige Dage, I skjænkede os!« sagde Audacia, da Prindsesse Beengjerd kort Tid efter stod reiseklædt i hendes Gemak, for at drage tilbage til Portugal. »Hvor misunder jeg Eder det varme sydlandske Blod, Prindsesse! min Glæde er dog kun mod eders, som en jævn Arneild mod et flammende Vesuv. Hvor vil den Mand være stolt og beruset af Lykke, som engang i eders Arme flyver til de lyksalige Øer.«

»Der findes neppe Mænd - svarede Beengjerd og loe - den Slægt kjender ingen anden Lykke, end den, man ikke behøver at flyve til, men kan sende Bud efter, som efter Vinen i Kjælderen. Misund mig ellers ikke mit varme Blod, kjære Audacia! - vedblev hun hjerteligere og hendes Stemme bævede - Vulkanen kan være artig nok at see paa, men dybt i dens Indre brænde de evige Flammer. Naar I hører fra mig igjen, ædle Veninde, sidder jeg maaskee med Breviaret og Dødningehovedet i Cellen og har sagt god Nat til hele den skjønne Verden, som I troede kunde fortrylle mig.« - »Kongen af Danmark lærte mig en nordisk Sang - vedblev hun efter et tankefuldt Ophold - den Sang kan jeg endnu et smukt Vers af:

»Jeg drømte, jeg var i Himmerig
Udi den favre Bye,
206 Jeg havde min Kjærest i min Arm
Vi fulde gjennem den Skye.«

Her brast hun i en heftig Graad og sank i den deeltagende Venindes Arme. Nu erfarede først den forbausede Audacia, at Beengjerd under Lystighedens Maske skjulte et sønderrevet Hjerte, martret af den dybeste Smerte, den meest krænkede Stolthed og den bittreste Følelse af Foragt for det hele mandlige Kjøn, blandet med en fortærende uudslukkelig Lidenskab for den eneste Mand, hun havde følt Agtelse og Beundring for, men som nu dog syntes hende en Slave af en ussel, foragtelig Statskonst.

»I gjør visselig den unge elskværdige Konge Uret - sagde Audacia, da Beengjerd havde overvundet det heftige Udbrud af Smerte og atter blev bitter imod ham. - Hvad kunde han for, at han ikke havde seet Eder et Par Maaneder før? De arme Fyrster ere dog mere at beklage, end at dadle, naar de maae beile iblinde, for Folks og Rigers Skyld, og først mærke, de have et Hjerte som andre Mennesker, naar Haanden er bunden ved Tractater og Gesandter.«

»Jeg regnede ikke Valdemar til Hoben af Fyrster - svarede Beengjerd - og det smerter mig, jeg kunde tage feil af ham. Men anderledes er det ikke med disse Verdens Herrer: naar de synes at tilbede os, er det kun en Tidsfordriv, en Adspredelse, de søge, som ved Tavlebordet; naar deres Tjenere melde dem, at Taffelet er dækket, kaste de Brikkerne om og forlade ligegyldig Spillet, om det saa gjaldt et sønderrevet Hjerte eller en Sjæls Salighed.«

»Ligegyldig forlod Kongen os visselig ikke - tog Audacia atter Ordet - og, som jeg hører, har han strax forladt sin unge Dronning for at drage i en farlig og vovelig Kamp.«

»Ny Tidsfordriv, ny Adspredelse - svarede Beengjerd bitter -hvorlænge skal en ung elskværdig Prindsesse, som opoffrer Alt for at benaades med en Kongehaand - hvorlænge skal sligt troskyldigt Offerlam holde Kongeørnen tilbage fra Fjeldet og Valpladsen? - ret saa! han søger det større Bytte og bekymrer sig ikke om Smaaligheder.«

»Jeg troer at kjende Mændenes Hjerter bedre - sagde Audacia -men skeet er skeet. Paa den stolte forvildede Kongeørn vil vi nu ikke mere harmes. Han har Fjender nok i Verden, og han maa flyve høit, hvis de ikke skal naae ham.«

»Hvad Nød har han? - spurgte Beengjerd - han staaer jo som en 207 Kæmpe blandt Dværge, og har desuden baade Keiser og Pave til Ven.«

»Men Keiser og Keiser er nu to, som I veed, og faaer Philip Overhaand, som hele Nordtydskland nu haaber, saa kan den Tid vel komme, da hverken Keiser Otto eller Paven kan redde Kongen af Danmark.«

»Lad eders dristige Gemal kun vogte sig, kjære Audacia! - sagde Beengjerd og hævede Pegefingeren advarende - sender Valdemar atter en Hær til Schwerin, vil der maaskee neppe meer blive Dands i disse Sale. Og nu lev vel, kjære Veninde! I seer, jeg er kold og rolig igjen, som det sig bør. Lad den Svaghed, jeg har røbet Eder, være en evig Hemmelighed imellem os, og hvad I saa hører om mig, saa troe dog aldrig, jeg er slig en nervesvag, smeltende Maaneskins-Dame, som en Mand kan forstyrre Hovedet paa! Der rinder ogsaa Kongeblod i mine Aarer.«

Med disse Ord afbrød Prindsessen den fortrolige Samtale. Uden med en Mine at røbe sin Sjæls Tilstand, tog hun Afsked med Greverne af Schwerin og lovede at besøge Grevinde Audacia igjen, naar Grev Henrik engang gjorde Alvor af sin Valfart til det hellige Land

Vinteren kom og nødte Valdemar til at ende det liflandske Korstog. Hvad der var skeet for Christendommens Udbredelse saae han vel, var ikke tilstrækkeligt, og for at grunde sit verdslige Herredømme i Landet, behøvede han en langt større Vaabenmagt. Sit faste Slot paa Øsel havde han selv maattet afbrænde, og da han saae sit eget overilede Værk opgaae i Flammer for sine Øine, svoer han høit og dyrt, at hvis han ikke levede den Dag, da det hele Land var christnet og dansk, saa vilde han ikke nævnes den store Valdemars Søn.

Medens Kongen drog tilbage med Hæren, blev Erkebisp Andreas i Riga, hvor han tilbragte Vinteren med at oplyse og forklare Davids Psalmer for Klerkerne.

Kongen var kommen tilbage til Ribehuus med en Seier over sig selv, som var større, end om han havde erobret et Rige. Hans Aasyn var roligt og tilfreds, og Dagmars Glæde var stor, da hun saae ham. Hun fortalte ham strax med barnlig Oprigtighed Alt, hvad hun i hans Fraværelse havde tænkt og drømt og oplevet, hvorledes hun havde 208 lært at kjende og elske hans Folk, og hvor inderligt hun havde længtes efter ham og bedet for ham.

Han sluttede hende rørt i sine Arme som den reneste uskyldigste Qvinde, hvem det i denne forvildede og fordærvede Verden syntes forbeholdt, kun at see det Skjønne og Gode og bede kjærlig for hver syndig og vildfaren Sjæl, som en Søster.

Sammenkomsten med Bisp Valdemar paa Sjøborg og det Løfte, hun havde taget af ham, hvis han blev fri, var den vigtigste Nyhed, Dagmar havde at meddele Kongen ved hans Hjemkomst Hun havde, uden at vide det, truffet det lykkeligste Øieblik til at røre Kongens Hjerte ved en tro og sanddru Beskrivelse over den Tilstand, hvori hun havde seet hans ulykkelige Frende, og hendes gjentagne Bøn om Barmhjertighed og Naade for den virkelig forurettede Fange var ikke forgjeves.

Dagen efter sin Hjemkomst gik Kongen tankefuld frem og tilbage i sit Lønkammer og lod sin Skriver opsætte et Brev til Pave Innocenz, hvori han erklærede, at Knud Magnussens Slegfredsøn Bisp Valdemar af Slesvig, som havde stræbt den høisalige Kong Knud og ham selv efter Kronen og Livet og derfor nu i syv Aar havde siddet fangen paa Slottene Norborg og Sjøborg, vilde han nu efter Pavens Anmodning sætte paa fri Fod, paa den Betingelse, at den urolige og farlige Bisp af Paven strengelig blev tilholdet at forlade Riget og ikke forene sig med dets Fjender, men drage til Rom og forholde sig rolig.

Denne Skrivelse blev ufortøvet afsendt og Kongen følte sig glad og let om Hjertet derved; thi han erkjendte selv, at hans Broder Knud havde handlet ubilligt ved at berøve Bispen Friheden, og at han selv havde været strengere mod sin farlige Frende, end hans velgrundede men dog ubeviislige Mistanke kunde retfærdiggjøre.

Prindsesse Regitze og de ældste af Rigets Raad rystede paa Hovedet, da de hørte, at Kongen vilde frigive Bisp Valdemar, og de ansaae denne hans Mildhed og Eftergivenhed for en stor og vigtig Statsfeil, som de, med al deres Agtelse for den fromme Dronning Dagmar, dog høilig dadlede hende for at være Skyld i.

209

En klar Vinterdag sad Bisp Valdemar ved Gitteret i Sjøborg Fangetaarn og forede en stor tyk Ædderkop med levende Fluer, som han havde samlet i deres Dvale og bragt tillive ved Ildstedet. Han ømmede sig af og til ved Smerten i sine Fødder, som ved den lange Indesidden vare opsvulmede. Han var vel ikke længer smeddet til Blokken og han kunde, uden at hindres af Lænker, nu bevæge sig nogle faa Skridt i det snevre vel tillaasede Taarnkammer; men han bevogtedes nøie, og gjennem en skjult Aabning i Muren kunde Slutteren see enhver af hans Bevægelser og bemærke Alt, hvad han foretog sig. Bispens Aasyn var endnu langt mere vildt og frygteligt, end da Dronningen saae ham. Haar og Negle havde han ladet voxe; det røde Skjæg var smudsigt og filtret, og han lignede mere et vildt Dyr, end et Menneske. »Suug, Staldbroder, suug! - mumlede han og stirrede paa Ædderkoppen - suug Livet ud af Millioner, til du bliver tyk som en Oxe! saa skal du faae den store Spyflue med Septer og Krone; men æde ham maa du ikke - pine ham skal du, til han seer ud som jeg - til der ikke er mere Kjød paa hans Been, end en eneste Ravn kan fortære. Ha, elendige, barnagtige Hevndrømme! syndige ubispelige Tanker!« - Her foer han op og straffede sig haardt med en PoenitentseSvøbe, og Slutteren hørte hvor han vaandede sig under Slagene og bad.

»Til slig jammerlig og afmægtig Ondskab - mumlede nu Fangen igjen - til slige fornedrende Tanker har Tyrannie og Mishandling nedværdiget en Kongesøn. Ha, er det den Onde, som frister mig i det lille Uhyre der? - see, hvor geskæftig den arbeider og piner sit Bytte! ret saa! - syng og spræt kun, Fange! du slipper ikke. Saaledes - ha, saaledes vilde jeg see ham sprætte, saaledes qvæles og hildes dybere og dybere i Fordærvelsen. Tie stille, Frister! tie stille! - viig fra mig Satan!« dermed slog han til Ædderkoppen og knuste den med Svøben. »Hvad gjorde jeg - sukkede han efter et Ophold sagte og nedslagen -det var min sidste, min eneste Ven i Verden, min troe Staldbroder i Nød og Jammer. I syv Aar har vi dog forligtes og levet fredeligt sammen - maatte jeg nu myrde dig, arme Djævel, fordi jeg ingen Anden kunde knuse! - Nu er jeg da ganske ene i dette Helved - sukkede han smerteligt - og Fristeren ramte jeg dog ikke - nei, han staaer udenfor og leer.«

En dæmpet ondskabsfuld Latter hørtes virkelig i Nærheden. Det 210 var Slutteren, som morede sig over Bispens sære Fagter og troede, han var afsindig.

Som sædvanlig efter slige heftige Udbrud af Harme, Hevnlyst og Anger, hensank nu den ulykkelige Fange i en dyb Stilhed og Taushed, og da kunde Ingen uden Livsfare nærme sig ham. Af denne Dvale blev han mod Sædvane forstyrret ved Hestetramp og Larm i Slotsgaarden. Han reiste sig forbittret og saae ud af Gitteret. Han saae et prægtigt Tog af Riddere og Damer ride ind i det øde Gaardsrum, hvor Slotsfogeden løb urolig frem og tilbage og hilsede ydmyg og krybende det fremmede Herskab.

»Er det nu blevet Skik ved Hove at reise til Sjøborg for at see den nye Nebucadneser? - mumlede han og trak hastig sit Hoved tilbage fra Gitteret - den Triumph skal de ikke nyde, at see mit elendige Aasyn.« Han bøiede derpaa sin Ryg med stor Besværlighed og rullede en svær opreven Gulvsteen for Døren. Det varede ikke ret længe, inden han hørte Nøgler og Jernstænger rasle, og Døren aabnedes paa Klem.

»Hvem er der? - raabte han med frygtelig Stemme - jeg vil Ingen see - jeg vil ikke vises til Skue, som en fangen Bjørn. Den første, som træder over min Dørtærskel, sønderriver jeg med mine Ravneklør.«

»Her er en fornem Herre fra Ribe, som bringer Eder et lykkeligt Budskab, Herre Bisp! - sagde Slotsfogeden i langt høfligere Tone, end sædvanlig - han bringer vigtige Brevskaber fra Kongen og Paven.«

»For Pavens Budskab lukker jeg op, for Kongens ikke«, svarede Fangen og bortrullede Stenen.

»Da vilde Pavens Budskab kun lidet gavne Eder uden Kongens«, sagde Junker Strange og traadte ind ad Døren; men da han nu saae hvem han talte til, veeg han forfærdet et Skridt tilbage. »Gud forbarme sig! er I Bisp Valdemar! - sagde han - havde min Konge seet Eder saaledes, havde I visselig ikke siddet her saa længe.« - »Jeg kommer hid for at forkynde Eder Frihed«, vedblev han og overrakte Bispen Kongens skriftlige Befaling til hans Frigivelse.

Et Glimt af Glæde foer over Fangens skumle Aasyn; men da han saae Kongens Navn og Segl, blev hans Ansigt mørkt igjen. »Giv det til min Bøddel der! - sagde han og pegede paa Slotsfogeden, som stod frygtsom i den halvaabnede Dør. - Han kan modtage Befalinger af 211 eders Konge, jeg ikke. Men lad see, hvad skriver den hellige Fader? han er min eneste Herre og Øvrighed i Verden.«

Junker Strange overrakte ham nu Pavens Brev, hvori den fangne Bisp truedes med Kirkens Band, hvis han ikke øiebliklig efter sin Frigivelse drog til Rom og afholdt sig fra al Forbindelse med Kongens Fjender.

»Saa det var Betingelsen - sagde Bispen bitter - Herodes og Pilatus altsaa Venner. Nu vel! hils da eders Konge, Hr. Ridder, og siig ham, at jeg ryster Støvet af mine Fødder paa Grændsen af hans forbandede Land og sætter aldrig min Fod meer paa dansk Grund, saalænge han bærer Krone og Septer; hvorlænge det skal være, veed Ingen af os; men der er en stor Hævner over os Alle. - Og nu afsted!«

»Endnu Eet, ærværdige Herre! - sagde Junker Strange - jeg har medbragt Eder et uventet behageligt Reiseselskab, som I dog ikke skulde lade Eder see for i denne sørgelige Skikkelse: det er eders høifyrstelige Søster Hertuginde Jutta af Sachsen, som ved Efterretningen om eders Frigivelse selv er reist hid for at afhente Eder.«

»Min Søster Jutta! - raabte Bispen og syntes et Øieblik at have forvundet al sin Harme - saa er der dog et Menneske til endnu, som bekymrer sig om mig - hvor er hun? jeg vil see hende« -

»Dog ikke i denne Skikkelse, Ærværdige! - indvendte Junker Strange og stillede sig i Veien for ham - I vil forskrække hende - har I da ingen andre Klæder? - faae dog Haar og Negle menneskelige!«

»Nei, nei, Hofsnog! saaledes - just saaledes skal hun see mig - saaledes, som I har tilredet mig, skal Hertug Bernhards Gemalinde see mig, at hun kan vidne for Tydsklands Fyrster hvorledes man i Danmark behandler en kongelig Prælat og en viet christelig Biskop.«

Med disse Ord stødte den voldsomme Bisp baade Junker Strange og Slotsfogeden tilside og styrtede som en Rasende ud af Døren. Da han kom ud af Taarnet og indaandede den frie Luft i Slotsgaarden, saae han sin Søster, som ilede blegnende imod ham fra Slotstrappen, og han styrtede udmattet og afmægtig til Jorden.

Da han opslog sine Øine igjen, saae han sig paa en Løibænk, i Slottets Forsal, og i sin bekymrede Søsters Arme.

»Broder, Broder! arme, mishandlede Broder!« -jamrede den blege aldrende Dame, idet hun græd og vred sine magre Hænder, saa de gyldne Ringe faldt paa Gulvet - »skal jeg saaledes see dig igjen!«

212

»Jutta! er det dig - sagde Bispen og reiste sig vaklende - ja rigtig! men du kjender mig vel neppe? ja, see kun ret paa mig og lad dette Elendighedens Billede ikke udslettes af din Sjæl, før det er betalt, hvad der i syv lange Aar er skrevet paa Regning med Gift og Galde!«

»Ak styrk dig, kjære Broder - sagde den bekymrede Hertuginde og rakte ham med bævende Haand et Bæger Viin, som Junker Strange havde ladet bringe - styrk dig, arme Broder! at vi kan komme bort herfra og aldrig see denne Jammerens Bolig meer!« Derpaa tog hun en liden Guldkam frem af sin Sidebrask og redte hans Haar og Skjæg;

»Og for hver Lok hun hannem redte,
da fældte hun modige Taar'«

hedder det endnu derom i den gamle Folkesang.

»For mig skal du ikke græde, kjære Søster! - trøstede han hende halv sagte - lever jeg et Aar og er karsk, fuldtvel skal jeg hevne min Harme.«

»Ak, tie dermed! - hviskede Hertuginden ængstelig - kommer du atter paa Sjøborg Taarn, seer jeg dig aldrig meer.«

Junker Strange var lydhør og intet Ord var undgaaet hans Opmærksomhed; men han var selv inderlig bevæget ved at see den stolte Bisp i saa ydmygende en Forfatning, og de Trudselsord, der ved hans Frigivelse nu faldt ham af Munden, ansaae den godmodige Ridder kun for ufrivillige Yttringer af den Ulykkeliges spændte og sygelige Stemning. Med en Skarlagens Ridderkappe skjulte Hertuginden nu sin Broders smudsige og forrevne Fængselsdragt. Derpaa fulgte hun ham ned ad Slotstrappen og lod ham løfte paa en adstadig Ganger; thi han var for svag til selv at stige i Sadelen. Saa hurtigt, som hans Kræfter tillode det, forlod Biskop Valdemar saaledes med Hertuginden og hendes Følge Sjøborg Slot og reiste strax ud af Landet. Han vilde først begive sig til sin Svoger Hertug Bernhard af Sachsen, for derfra, som det hed, at fortsætte Reisen til Rom, saasnart hans Sundhedstilstand gjorde det muligt.

Junker Strange havde med Deeltagelse taget Afsked med Hertuginden og hendes tause Broder, hvorpaa han med sit Følge var reden langsomt og tankefuld tilbage til Ribehuus.

Da den brave ærlige Ridder atter stod for sin Konge i det lønlige 213 Gemak og fortalte hvorlunde han havde røgtet sit Ærinde og hvilken Ynk han havde seet paa den høie fyrstelige Fange, saae han Taarer i Kongens strenge Øine og greb hans Haand med Varme. »Tak fordi I betroede mig det Budskab, Herre Konge! - sagde han - hvorvel det ikke var lysteligt: jeg har seet mangt sørgeligt Syn i Verden; men Gud lade mig aldrig oftere see slig en Mand i Fængsel og Nød! det skjærer mig altid dybt i Hjertet at see medfødt Høihed og Storhed fornedret.«

»Har jeg gjort ham Uret - sagde Valdemar - saa tilgive Gud mig det i Naade! har jeg nu handlet uklogt ved at give ham fri, som man jo siger, og vil jeg snart faae Skam og Skade til Tak; saa er det dog bedre at lide, end at gjøre Uret. For hvad der staaer i Stjernerne raader dog ingen Magt og Klogskab i Verden.«

Junker Strange troede ikke at burde fordølge sin Konge de Trudselsord, den befriede Bisp havde udstødt i sin Heftighed, og Kongen faldt i dybe og alvorlige Tanker derved.

»Du skal see, han gaaer ikke til Rom - sagde Valdemar betænkelig - han trodser Pave, som Konge, den Stolte, og ægger snart alle mine aabenbare og hemmelige Fjender til Hevn.«

»Men saa rammer den knusende Bandstraale ham, hvis den hellige Fader, som man siger, er en Mand af Ord og ingen Nathue« - indvendte Junker Strange. - »Slaaer Bispen sig til eders aabenbare Fjender, Herre Konge! saa veed vi jo hvor vi kan træffe ham med Sværd og Skjold. Men I talte om hemmelige Fjender; dem kan ingen brav Mand vogte sig for. Hvem mener I med dem?«

»I Fortrolighed, Strange! - svarede Valdemar - Keiser Otto har jeg viist vigtige Tjenester; han kalder mig vel ogsaa Broder og Ven, saalænge han behøver min Arm mod den selvgjorte Keiser Philip og Hertugen af Schwaben; men troer du, han har glemt, han er Henrik Løves Søn, og at jeg blev ved Vaabenmagt Henrik Løves Arving. Jeg troer ikke den vanslægtede logrende Løveunge bedre, end mine egne tvungne Lehnsmænd i Venden og Schwerin. Af Bisp Valdemars Svoger i Sachsen kan jeg nu heller intet Godt vente mig. Husker du hvad Hertug Bernhard sagde, da han saae Henrik Løves store Kobberløve i Brunsvigs Slotsgaard? »hvorlænge vil du med aaben Strube vende dig mod Østen? sagde han, hold op dermed! du har hvad du vil; vend dig nu mod Norden!« see, det Ord glemme de tydske 214 Fyrster og Keisere aldrig. - Men lad Løven komme med sin aabne Strube og med hele sin Yngel! den skal finde mig lysvaagen.«

Med disse Ord gik Valdemar med store Skridt ud af Døren, og Junker Strange fulgte ham til Raadet.

Nogen Tid var forløben, og det Uveir, Kongen havde seet optrække imod sig, var nu ikke langt borte. Den indbyrdes Uenighed i Tydskland mellem de to Keisere og deres Partier syntes at ville ophøre. Philip havde til Mortensdag 1207 sluttet Vaabenstilstand med Keiser Otto, han drog nu med en mægtig Hær, i Forening med flere tydske Fyrster, mod Norden, og man troede, det gjaldt et Anfald paa Danmark. Samme Bud, som bragte Kongen denne Tidende, overbragte ham ogsaa den vigtige Nyhed, at Bisp Valdemar havde fundet Beskyttelse hos Keiser Otto og var, til Trods for Pavens Befaling, saavel af geistlig som verdslig Menighed valgt til Erkebiskop i Bremen.

Harmfuld over disse Efterretninger, havde Kongen strax ladet Grev Albert og Bisp Peder kalde til sig. Den strenge rolige Feltherre og den ivrige Bisp stode allerede tause og forventningsfulde i Gemakket, medens Kongen endnu gik heftig op og ned ad Gulvet med de vigtige Brevskaber i Haanden.

»Læs!« sagde Kongen og overrakte dem Brevene, som de læste og tilbagegave.

»Hvad agter I at gøre? min kongelige Frende!« spurgte Grev Albert uden at forandre en Mine i sit Ansigt.

»Erkebisp - den Formastelige!« udbrød Bisp Peder heftig og betragtede Kongen med urolig Iver.

»I see, det er ikke Tid at sidde længer rolig her hjemme - sagde Kongen - min kjære Fætter Bispen er Skyld i Alt. Ham er det, som har hidset mig alle Tydsklands Djævle paa Halsen. Han drømmer nok alt, han er Pave, og fra Bremens Erkebispestol vil han skaffe mig mere at gjøre, end alle de Andre tilsammen. Men hør! min Plan er lagt: Lad øiebliklig Hæren sammenkalde, min kjække Søstersøn! Vi maae ikke give Philip Tid til at sætte Fod paa dansk Grund. Og I, gjæve Bisp Peder! I skal være min Talsmand i Rom. Drag ufortøvet did og gjør Indsigelse paa mine Vegne mod Bisp Valdemars Valg til bremisk Erkebiskop! Jeg skal give Eder Brev og behørig Fuldmagt med.

215

Det er af ingen ringe Vigtighed; jeg stoler paa eders Iver og Dygtighed I holder Eder ufravigelig til Pavens egne Ord og den udtrykkelige Betingelse for Bisp Valdemars Frigivelse.«

Med disse Ord afskedigede Kongen dem begge, og Dagen efter drog han selv med Grev Albert og sine Riddere, i Spidsen for en lille udvalgt Hær, mod Rigets Grændser, medens Bisp Peder, ledsaget af sin gamle troe Martin og tvende bevæbnede Svende, med største lil begav sig paa Veien til Rom. Kongens Brev og Fuldmagt havde han forsigtig selv fastsyet til Brystlommen i sin Underkjortel.

Over en Maaned var forløben. Bisp Peder havde reist Nat og Dag. Den største Deel af Reisen var gaaet lykkelig for ham. I et sortrøget og smudsigt Herberg mellem Terni og Rom sad han en Aften, gjennemblødet af Regn, i den almindelige Gjestestue. Han lod Martin tørre Reiseklæderne ved Ildstedet, medens han ved det fastpælede smudsige Bord forfriskede sig med et Bæger Orvietto-Viin.

»Saavidt kom vi da - smaasnakkede Martin - og imorgen ved denne Tid kan vi jo, om Gud vil, være i Rom. Det er, min Tro, et herligt Land dette Velskland, naar de stakkels Folk kun ikke vare saa eenfoldige: forlanger jeg en Kande Øl, kommer de mig altid med den fordømte Olie; det er alt det, de veed hvad en Flaske Viin er for noget. Herre Bisp! - sagde han nu høit - nu er Reisekappen tør; vil I nu tage den paa og lade mig faae Kjolen tørret. I er, Gud hjelpe mig, istand til at faae en Feber paa Halsen, saaledes som I farer afsted og bryder Jer hverken om Regn eller Uveir. Rom løber jo ikke fra os, veed jeg.«

Bispen lod ham snakke og gav ham Kjortelen, medens han svøbte sig i Kappen og tænkte paa den latinske Tale, han vilde holde for Paven.

»Det maa dog nok være Snak med alle de Røvere, der skal være hertillands - vedblev den snaksomme Martin - endnu har vi jo ingen seet; men nysgjerrig er man her som Pokker. Før var jeg nær aldrig sluppen fra en Tydsker, som med Djævels Vold og Magt vilde vide hvem vi var og i hvad Ærinde vi reiste.«

»En Tydsker? - spurgte Bispen og blev opmærksom - hm, hvad svarte du ham da?«

216

»Ih, jeg svarte hvad sandt var, at min Herre var en fornem Bisp fra Danmark, Kongens bedste Ven, som reiste med vigtigt Bud og Brevskab til Paven - og at jeg var« - -

»Dum Sladder og Pral! - afbrød Bispen ham fortrædelig - hvem bad dig om at gjøre Nogen klog derpaa?«

»Om Forladelse, strenge Herre Bisp, hvis jeg deri har forseet mig -svarede Martin og tabte Kjolen af Haanden - jeg kunde gjerne have bundet ham Noget paa Ærmet, men I pleier jo aldrig at kunne lide, nogen Menneskesjæl lyver; dermed siger I jo vi gjør Venskab og Kammeratskab med Djævelen - Kors bevare! og havde jeg sagt Andet, havde jeg jo aabenbart løiet.«

»Du kan tie, hvor Tale ikke baader - sagde Bispen heftig - her troede jeg mig dog sikker for din Snaksomhed, siden du ikke forstaaer et Ord af Sproget; i Tydsken troede jeg ikke heller du var stærk.«

»Ak, Herre Bisp! jeg hjelper mig som jeg kan - svarede Martin - det Latin, jeg lærte i Kapittelhuset, kommer mig her godt tilpas. Men vil I ikke tage Brevtasken selv til Jer, Herre! - jeg er bange den skal komme Ilden lidt for nær.«

»Gudsdød! min Brevtaske - raabte Bispen og foer heftig op - giv hid! den maa ikke komme fra mit Bryst: den er mig vigtigere, end alle vore Reisepenge.« Derpaa tog han den vaade Kjortel paa igjen.

Bispen og gamle Martin havde under denne Samtale ikke bemærket, at en høi, taus Pillegrim var kommen ind i Stuen til dem og havde sat sig i en mørk Krog ved Døren. Nu kom ogsaa Huusverten ind med et Par fremmede bevæbnede Ryttere, som talte slet Italiensk og syntes at være Tydskere.

»I skal altsaa følge den fromme Hr. Pillegrim til Loretto - sagde Verten frittende - det maa være en tung Gang for en fornem Herre, især naar han har svolne Fødder; men at han ikke maa tale et Ord paa hele Reisen synes mig dog næsten den værste Poenitentse. Ak, du kjære Herregud! hvad kan man ikke komme til at love den hellige Jomfru naar man er i Nød og Betryk! jeg har saamæn selv engang lovet hende ikke at spørge nogen Reisende om hans Navn et heelt Aar, for en fordømt Stregs Skyld.«

»Det Aar er nu da vel ude?« skjemtede en af de fremmede Ryttere.

»Ja for længe siden, kjære Sjæl! og slige Løfter gjør jeg aldrig meer. Man maa dog jo vide hvem man har under sit Tag, at man ikke skal huse Røvere og Kjættere. En anden Sag er det med Folk, som den 217 fromme Pillegrim der, som et helligt Løfte berøver Navn og Mæle. Men Maaltidet er beredt, mine Herskaber! Vi spise vel Alle af samme Fad Forsaavidt vi trænge til Føde, ere jo alle den kjære Guds Skabninger lige.«

Der traadte nu flere Gjester ind og satte sig ved det dækkede Aftensbord midt i Gjestestuen, hvor ogsaa Bisp Peder havde taget Sæde. En tyk smudsig Qvinde, som var Vertens Hustrue, satte et stort Fad dampende Macaroni paa Bordet. Verten stillede sig ved Bordenden og læste med foldede Hænder en Bøn. »Huusfred, Landefred og Samvittighedsfred!« saaledes endte han Bønnen, og da han i samme Øieblik bemærkede en Feil ved Anretningen, slog han sin Hustru Saltkarret i Hovedet, og spurgte, med Ønsket om en tredobbelt Forbandelse, om det var at dække Bord for saa fornemme Herskaber.

Den huuslige Strid, som heraf opstod, blev afbrudt, idet den tause Pillegrim i Krogen pludselig reiste sig og gav Verten et Vink, medens han kastede en Pung paa Bordet, som Verten hastig stak til sig.

»Det strider mod min fromme Herres Løfte - sagde den fremmede Rytter - at tage Deel i Bordets Forlystelser, saavelsom at hvile nogen Nat under Tag, inden han naaer Loretto.«

»Ja saa! - sagde Verten - saa ønsker jeg Eder en lykkelig Reise og beder den hellige Jomfru ledsage Eder.«

Pillegrimmen vendte sig for at forlade Stuen; det var stærk Aftenskumring og Pigen traadte just ind med to Lamper, som hun satte paa Bordet med det sædvanlige Ønske om den lykkeligste Nat. Hastig nærmede Pillegrimmen sig Døren, men i det han med et skarpt Blik betragtede Bisp Peder, gled den store Pillegrimshætte ham ned over Nakken; Lampelyset faldt stærkt paa hans Ansigt, og Bisp Peder, som var bleven opmærksom paa den besynderlige Gjest, syntes forbauset i det blege rødskjæggede Ansigt at gjenkjende Bisp Valdemars vilde lidenskabelige Træk.

Verten havde fulgt sine Gjester til Dørs og var kommen tilbage. »En smuk Helgen! - sagde han og korsede sig - han gaaer bodfærdig paa sin Fod gjennem Byerne; han nyder kun Vand og Brød og mæler intet Ord i Herbergerne: men paa Landeveien rider han magelig, har baade Kjødmad og Viin med sig og taler tydsk som en Djævel med sine Drabanter. Nei. med Fromheden og Helligheden i Verden er det reent forbi.«

»Jeg saae ikke feil. Det var Bisp Valdemar - hviskede Bisp Peder til 218 Martin - han reiser ikke til Loretto men til Rom. Har Paven ikke mit Budskab, inden han kommer, er det galt Hold reen Mund og lad strax Hestene sadle!«

»Men har han kjendt Eder, Herre Bisp! var det maaskee dog sikkrest at lade ham drage forud Han har fire stærke Ryttere med sig.«

»Vi ere jo ogsaa fire. I Kongens Ærind holder ingen Dansk Mandtal over Venner og Fjender. Der er vel ogsaa flere Veie til Rom. Gjør som jeg siger!«

Martin gik, og snart stode Hestene sadlede for Døren. Bisp Peder havde imidlertid af Verten erfaret hvad Vei Tydskerne med Pillegrimmen vare reiste; han havde tillige faaet Anviisning paa en anden langt kortere Vei til Rom, men som gik gjennem en vild og farlig Fjeldegn. Dog derfor vidste Verten Raad For god Betaling var strax en kyndig Veiviser beredt til at ledsage de Reisende.

Bisp Peder betalte rigelig det Maaltid, han ikke gav sig Tid til at nyde, og svang sig rask og ivrig paa sin Ganger. Den omhyggelige Vert gav ham en from Velsignelse med paa Veien; men Bispen blev betænkelig derved; thi Tonen i Vertens Stemme erindrede ham om Bordbønnen som endte med Forbandelse; og da han saae den Veiviser, Verten havde anbefalet, var han nærved at fortryde sin hastige Beslutning. Men nu reed Føreren foran paa sit Muulæsel. »I Guds Navn!« sagde Bisp Peder og fulgte ham.

De havde redet nogle Timer. Mørket tiltog og Veien blev vanskeligere og snevrere mellem Fjeldene; den slyngede sig i saamange Bugter og Krumninger, saa man syntes at komme ligesaameget tilbage, som frem. Tilsidst var der intet Spor meer at see. Føreren holdt stille og erklærede, at han havde forvildet sig og ikke længer kjendte Vei eller Sti. »Men hist seer jeg Fakler paa Fjeldskrenten - sagde han -det er vist Æseldriverne fra Herberget; de vilde samme Vei som vi. Dersom de gode Patroner tillade det, vil jeg give de godt Folk et Tegn, som vi bruge her i Nødsfald til gode Venner.«

Uden at vente paa Svar tog han hastig en Pibe frem og stødte tre Gange deri med en hvinende og gjennemtrængende Lyd Tegnet besvaredes strax af et lignende, og Faklerne kom nærmere.

»Man kommer - sagde Veiviseren - det var en Lykke, jeg ikke glemte min Jægerpibe.«

Bisp Peder saae skarpt og betænkeligt paa den gule sortsmudsede Italiener. Det var netop saa lyst endnu, at han kunde skimte et listigt 219 Smiil om hans tynde Læber. Bispen reiste aldrig ubevæbnet; med Haanden paa sit Sværdhefte kastede han et tillidsfuldt Blik mod Himlen og kaldte paa Martin. »Siig til Svendene - sagde han paa dansk - at vi maae i Guds Navn være beredte paa et pludseligt Angreb.«

»Herregud! er det saaledes fat!« sukkede Martin og skyndte sig at udføre sin Herres Befaling.

Det varede ikke mange Øieblik før de saae sig omringede af en Flok vilde smudsige Karle med Fakler og blinkende Sværd Føreren var forsvunden. Martin og de to Svende saae forfærdede paa den store Overmagt; men de grebe dog uden Betænkning til deres Sværde. Bispen havde strax sit Sværd draget; men hans Hest blev sky for Faklerne; den steilede med ham paa en Fjeldskrent og styrtede.

Bedøvet af det stærke Fald, laae Bispen med Sværdet i Haanden nedenfor Skrenten og vidste ikke hvad der var foregaaet. Da han kom til sig selv, var der bælmørkt omkring ham; han hørte Martin og Svendene jamre sig og bande i nogen Frastand Med Besværlighed reiste han sig og famlede i Mørket frem efter Lyden. »Det var bedre I bad, end bandte - raabte han - hvor er I? hvor blev Røverne?«

»Det var Djævle og ikke Mennesker - jamrede Martin - men Gud og vor Frue være lovet, at I er levende, Herre! jeg ligger her og kan ikke røre en Haand.«

»Vi slog fra os saalænge vi kunde - sagde den ene af Svendene -men der var vist ti mod een.«

»Tyve Djævle mod een, vil du sige - raabte Martin - ak, hjelp os, kjære Herre, vi ligge her bundne og svømme i vort Blod.«

Endelig fandt Bispen sine bundne Tjenere og skjar deres Baand over med sit Sværd. De sprang op og saae sig om; men der var Ingen at see og høre i Nærheden. Langt borte saae de endnu Glimt af Faklerne, som snart forsvandt mellem Fjeldene.

»Var det virkelig Røvere og ikke Djævle?« - sagde Martin, som nu først mærkede, at han intet betydeligt Saar havde faaet, og at det, han før havde taget for Blod, kun var en Bæk, han havde ligget i. »Ak, kjære Herre Bisp! - vedblev han - da jeg saae Hesten styrte ned med Jer ad Skrenten, blev det sort for mine Øine, jeg huggede fra mig hvad jeg kunde; men der var, som sagt, vist over tredive Slyngler om at binde mig.«

»Tak din Gud for Livet og pral ikke, Martin! - sagde Bispen - blev nogen af Jer farlig saaret?«

220

»Det er et Guds Under, at der er en heel Lem paa nogen af os -sagde Martin - jeg vil ikke prale, kjære Herre! hvor mange Røvere der var, skal jeg rigtignok lade være usagt, for jeg havde andet at gjøre, end at tælle dem; men at jeg har forsvaret mig ordentlig, selv da jeg var bunden og ikke kunde røre en Lem, see det kan jeg bevise Eder, Herre! der ligger Randselen med eders Ordensklæder og her har jeg Guldpungen. Jeg lod ikke de Kjeltringer tage en Hvid deraf.«

Bisp Peder foer nu med Haanden til sin Brystlomme. »Guds hellige Blod! den er borte - udbrød han forskrækket - jeg er plyndret - hele Reisen er forgjeves.«

»Jeg har den jo, Herre! - raabte Martin - her har jeg jo Guldposen.«

»Hvad spørger jeg om Guldposen? Brevtasken, Brevtasken med Kongens Brev og Fuldmagt« -

»Det var en Ulykke, kjære Herre! havde I kun betroet den til mig! - men har I ikke tabt den i Faldet? vi maae lede til den findes.«

»Forgjeves, forgjeves - den er borte - den er ikke tabt - den er ranet med Vold og Magt - den var syet godt fast - Kjolen er sønderreven - Lommen er afskaaren. - Ha, det var ikke almindelige Røvere. Guld og Klæder brød de sig ikke om - mine Brevskaber gjaldt det -ha, dette Overfald var den formastelige Bisp Valdemars Anstiftelse. Hvad skal jeg nu i Rom uden Brev og Fuldmagt?«

Den heftige Bisp var næsten fortvivlet. Han vred sine Hænder og vidste ikke, om han nu skulde drage frem eller tilbage.

»Min kjære gode Herre! - trøstede Martin ham venlig og troskyldig - hvor kan I dog tage Eder den Ting saa nær ? I veed dog vel sagtens hvad der stod i Brevet, og saa veed jeg dog, I kan belægge eders Ord vel saa godt som Kongen selv. Og hvad Fuldmagt behøver I? naar den hellige Fader seer eders ærlige danske Ansigt, saa kan han jo nok see, I farer ikke med Usandhed.«

»Gamle trofaste Martin! - sagde Bispen glad - gjennem din Mund taler min gode Skytsaand til mig. Ja du har Ret: med Guds Hjelp kan jeg undvære Kongens Brev og Fuldmagt. Jeg vil ikke sørge for hvad jeg skal sige: han, som i denne Time holdt sin beskjærmende Haand over os, han kan ogsaa give mig Ord og Fuldmagt, som ingen Konge kan give mig bedre, og ingen Røver fratage mig. Kom! vi vil i Herrens Navn drage videre. Jeg har før fundet Vci hvor der var vel saa mørkl, og værre Fjender i Nærheden; men jeg havde ham med mig, som er Veien og Lyset.«

221

Bispens tillidsfulde Ord gave nu ogsaa Svendene Modet tilbage. De fandt snart alle Hestene, og, skjøndt man hverken kunde see Vei eller Sti, fulgte Tjenerne nu dog trøstige deres gudfrygtige Herre, som med Hænderne foldede over Sadelknappen lod Hesten gaae sin egen Gang, uden at røre ved Tøilen.

De havde saaledes redet tause en Tidlang, og Ingen vidste hvor han kom hen.

»Jeg gad dog vidst, Herre Bisp! - sagde nu Martin betænkelig -hvor I før har fundet Vei i saadant Mulm og Mørke. For mine Øine er det, som vi reed her mellem lutter Klippestyrtninger og dybe Afgrunde.«

»Saa er det jo ved hvert Skridt, vi gaae i Verden - svarede Bispen -om vi ogsaa i vor daarlige Selvklogskab ere stokblinde derfor.«

»Var det saaledes at forstaae, fromme Herre! saa maa I vel have Ret; men jeg troede ikke, I talte til mig, som vor Herre til Disciplene.«

»Ogsaa i bogstavelig Forstand var det Sandhed, jeg sagde - svarede Bispen - med Tro og Tillid til den usynlige Veiviser, har jeg før fundet Vei, hvor Mulmet og Mørket gjorde mig mere beklemt om Hjertet, end her, og hvor værre Fjender vare mig nær, end de, jeg her frygter for: det var i et mørkt forbandet Taarn, hvor der var Koglerie og Djævelskab.«

»Kors bevare os! hvorledes kom I da derfra? Herre!« spurgte Martin, nysgjerrig og frygtsom, idet han saae sig om og korsede sig.

»Jeg maatte gaae derfra gjennem Ildsluer, og det var min velforv skyldte Straf, fordi jeg vilde være klogere, end det er et christent Menneske forundt, og kige i den Bog, som skjuler Menneskenes Skjæbne og Fremtid.«

»Er der da virkelig en saadan Bog til?« - spurgte Martin og glemte at see efter den farlige Vei - »det er jo den, man kalder Cyprianus.« Han slog atter et Kors for sig, da han nævnede dette Navn og saae sig betænkelig tilbage.

Svendene vare blevne noget tilbage. Man var kommen til et Sted, hvor der kunde ride to jævnsides, og Martin reed med spændt Opmærksomhed hen ved sin tankefulde Herres Side.

»Lad os ikke tale meer om slige Ting - sagde Bispen med dæmpet Stemme - saameget vil jeg kun sige dig, Martin! naar du vil tie dermed: Det bæres mig for, og jeg har Grund til at troe, at af denne min 222 Reises lykkelige Udfald afhænger min store Herre og Konges Liv og Lykke. Hans høisalige Broder Kong Knud kunde maaskee endnu have levet og siddet paa Danmarks Throne, havde han sendt mig denne Vei og brugt Kirkens Arm, hvor han brugte sin egen. Men det forstaaer du dig ikke paa, gamle Martin! spørg mig aldrig mere om slige Ting! Lad os drage vor lige Vei med Gud og ikke bekymre os om de forborgne Ting og dem, som skal komme!«

Tause og stille, fortsatte nu Bisp Peder og hans Tjenere Reisen, som iblinde, til det blev Dag; og da de nu saae sig tilbage, gyste de Alle, og det syntes dem et forbarmende Guds Underværk, at de, uden at nedstyrte og knuses mellem Fjelde og Afgrunde, havde kunnet ride en saadan Vei i Mørket. De traf snart paa Mennesker og erfarede nu, at man vel kunde komme ad denne Vei til Rom, men at intet Menneske vovede derpaa om Natten. Nu kunde de ikke uden en stor Omvei komme tilbage paa den almindelige og ellers kortere Vei. De havde imidlertid Dagen for sig. De leiede en ny Veiviser. Snart saae de den gule Tiber; de fulgte den smukke Vei langs med dens Bredder, og inden Aften naaede de lykkelig Rom.

Uden at standse noget Øieblik for at betragte den store mærkelige Stads Herligheder og mærkværdige Oldtidsminder, begav Bispen sig Morgenen efter sin Ankomst i sin bispelige Ornat til Vaticanet, og forlangte øiebliklig at indlades i et høist vigtigt Anliggende til Pave Innocenz. Han maatte imidlertid tøve over en Time i Forsalen; thi hans Hellighed - hed det - havde lukket sig inde i sit Lønkammer med en fremmed Pillegrim, som man troede var en fornem Afsending fra Keiseren og de tydske Fyrster. Heftig og utaalmodig gik Bisp Peder op og ned i Forsalen. Endelig aabnedes Døren til Pavens Gemakker, og med et stolt triumpherende Smiil fremtraadte den høie tause Pillegrim, i hvem Bisp Peder nu tydelig kjendte sin Konges Dødsfjende, Bisp Valdemar. Kjæk og frimodig treen Peder Sunesøn sin formummede Fjende imøde, og det hoverende Smiil i Pillegrimmens Aasyn forsvandt pludselig. Han syntes et Øieblik overrasket og forfærdet, men med et listigt foragteligt Blik paa sin afvæbnede Anklager og Modstander, forlod han taus og hastig Forsalen, uden at lade som han kjendte ham.

Med fuld Fortrøstning paa sin retfærdige Sag og det Sandhedens ubedragelige Vidnesbyrd, han nu med fordoblet Iver og Kraft følte 223 sig mægtig til at aflægge for St. Peters hellige Stol, traadte Bisp Peder ind for den strenge og mægtige Pave Innocenz.

Paven sad med sin Purpurfløiels Skulderkrave over den hvide Liindragt, i en forgyldt Armstol, med Foden paa en rød Fløiels Skammel, hvorpaa de hellige Nøgler vare indvirkede, og ved hans Side stod et Bord med et Crucifix mellem en stor Mængde Papirer. I det kraftige Oldingsansigt laae en Ro og Bestemthed, som forbausede. Hans Haar var graat men krusede sig kraftigt om den røde FløielsCallot, som skjulte Tonsuren. Synet af denne mægtige Mand, som fra sit Lønkammer beherskede Konger og Keisere, gjorde et stærkt Indtryk paa den danske Bisp, som for første Gang stod for sin strenge Overherres Øine. Han bøiede sit Knæ og kyssede Korset paa hans fremstrakte Fod; derpaa reiste han sig frimodig og gjorde i sin Konges Navn den alvorligste Indsigelse mod Bisp Valdemars uretmæssige Valg til bremisk Erkebisp. Han beraabte sig paa Pavens eget Brev og udtrykkelige Betingelse for den fangne Bisps Frigivelse, og inden Paven fik Tid til at spørge om Brev og Fuldmagt fra Kongen, aflagde Bisp Peder en sanddru Beretning om det natlige Overfald og tilbød sig med den helligste Eed og sine Tjeneres Vidnesbyrd at bekræfte Sandheden i sit Udsigende.

Den strenge kraftfulde Innocenz syntes et Øieblik raadvild og ubestemt. Den ligesaa snilde som dristige Bisp Valdemar havde nylig saaledes fremstillet ham Sagen, og havde vidst at lægge en saadan Vægt paa Keiserens og de tydske Fyrsters Gunst og Forbøn, at den ellers saa standhaftige Innocenz næsten havde besluttet at tilgive ham og bekræfte hans Erkebispevalg, hvis det paa nogen Maade lod sig forene med hans Ord og Løfte til Kongen af Danmark.

Saaledes som Bisp Peder nu med Kraft og Iver oplyste Sagen, maatte Paven betragte Bisp Valdemar som en farlig og egenmægtig Oprører selv mod den pavelige Stol. Den svare Mistanke, der endnu hvilede paa hiin listige overmodige Prælat, som Efterstræber af hans kongelige Fætteres Krone og Liv, og nu denne sidste underfundige Voldsgjerning mod Bisp Peder, hvori den Anklagede, efter al Sandsynlighed, havde Deel - alt dette gav nu, ved Bisp Peders klare og ivrige Fremstilling, Bisp Valdemars Sag et saa misligt Udseende, at Paven besluttede at undersøge Sagen paa det Strengeste med Cardinalerne, og gav Bisp Peder det bedste Haab om et forønsket og lykkeligt Udfald for ham og hans Konge.

224

Glad forlod denne Kong Valdemars tro og nidkjære Afsending Vaticanet og ventede nu rolig paa det bedste Udfald af sin Sendelse.

Bisp Valdemar erfarede den samme Dag ved sine Venner og Speidere, at Cardinalerne i Anledning af hans Sag vare samlede hos Paven, og at han kunde vente at blive dragen til strengt Ansvar for mange svare Beskyldninger. Han fandt det ikke raadeligt at oppebie Udfaldet af denne mislige Sag, og da man næste Morgen søgte ham for at høre hans Forsvar, var han intetsteds at finde. Han havde hemmelig om Natten forladt Rom for at tage sin Tilflugt til sine verdslige Venner og Beskyttere.

Efter Bisp Valdemars Flugt syntes hans Sag at drages i Langdrag, og den utaalmodige Bisp Peder frygtede med Rette for hans mægtige og formaaende Velyndere, saavel ved Pavehoffet selv, som blandt de anseeligste Konger og Fyrster i Europa. Den ene Uge gik efter den anden, og to Maaneder vare forløbne, uden at det endnu lod til, at Paven og Cardinalerne vilde tage nogen endelig Beslutning. Men nu indløb den forbausende Efterretning, at Bisp Valdemar var flygtet til Keiser Philip og Hertug Bernhard af Sachsen, af hvem han med bevæbnet Bedækning var ført til Bremen, og at han der var bleven modtagen med stor Jubel og Glæde som Erkebiskop. Dette voldsomme Indgreb i de pavelige Rettigheder fortørnede Innocenz høilig: han betænkte sig nu ikke længer paa at erklære Bisp Valdemar for en Oprører mod Kirken og den pavelige Stol, og et formeligt Bandbrev blev udstedet, hvis Overbringer blev bemyndiget til at kuldkaste hans Magt og Myndighed som Erkebisp i Bremen og erklære ham fredløs og forbandet, til han bodfærdig og angergiven selv indstillede sig til Dom for den pavelige Stol.

Udrustet med denne mægtige Bandstraale, begav Bisp Peder sig øiebliklig paa Tilbagereisen fra Rom, og inden han saae sin Herre og Konge igjen, agtede han selv at drage til Bremen og fuldføre dette farlige Foretagende. Thi der var ingen ved det pavelige Hof, som under disse Omstændigheder havde Mod og Lyst til at udsætte sig for den aabenbare Livsfare, der var forbunden med at overbringe det pavelige Bandbrev i en fjendtlig Stad til en saa mægtig beskyttet Forbryder mod Kirken.

225

Som Bisp Valdemar en Dag stod for Høialteret i Bremens Domkirke og i sin nye erkebispelige Ornat læste Messen for det forsamlede Folk, traadte en høi Mand ind i Kirken, iført en stor hvid Hættekappe med et sort Dødningehoved, udsyet paa Brystet; hans Ansigt var skjult af Hætten, der naaede ham i en Spids til Brystet, og gjennem to store Huller i Hætten tindrede et Par mørke ildfulde Øine. Den alvorlige formummede Skikkelse nærmede sig Alteret og lagde det pavelige Bandbrev opslaget for Erkebispens Øine. Han stirrede forbauset paa den pavelige Bulle og blegnede. Den Formummede traadte tilbage og var forsvunden blandt Folket; og nu lød en mægtig Røst gjennem Kirken: »Erkebisp Valdemar er lyst i Kirkens Band; Vee den, som beskytter Kirkens Fjende! - forbandet er den, han velsigner - hans Stav er brudt og den hellige Salve bortsveden af hans Isse.«

En almindelig Forfærdelse udbredte sig over Menigheden. Som lynslaget styrtede Folket ud af Kirken. Den bandlyste Erkebisp tabte Krumstaven af Haanden og sank afmægtig om for Alteret. Men Bisp Peder, som havde været Overbringeren af det frygtelige Bandbrev, var faa Timer efter ude af Bremen og paa Veien til Kong Valdemar, som efter Rygtet havde slaaet Keiser Philip paa Flugt fra Nordalbingien og var dragen med en stærk Besætning ind i Brunswig.

Rygtet om Keiser Philips mislykkede Angreb paa Danmark, om hans hovedkulds Flugt og den danske Konges seierrige Fremgang havde sat hele Nordtydskland i Skræk og Forbauselse. Til dette mægtige Angreb havde de smaa nordtydske Fyrster sat al deres Tillid, og adskillige af Kong Valdemars Vasaller og Lehnsmænd havde uden Betænkelighed gjort fælles Sag med Keiser Philip og sendt ham Hjelpemandskab mod deres forhadte Lehnsherre.

Paa Schwerin Slot holdt sorte Grev Henrik et vigtigt Krigsraad med Bispen af Hildesheim og Grev Adolph. Hertug Bernhard af Sachsen havde ved en egenhændig Skrivelse stadfæstet Efterretningen om sit og Keiser Philips Nederlag paa de danske Grændser, hvilket han dog kun kaldte et mislykket Angreb og et øieblikligt Tilbagetog, som han nu haabede skulde formaae Keiseren til en alvorligere Rustning i Bambcrg. Greven af Danneberg og den vendiske Fyrste Henrik 226 Borwin og hans Brødre havde nylig forladt Schwerin med Løfte om Hevn og virksom Understøttelse mod den fælles Fjende.

»Sagde jeg det ikke nok - sagde Bispen af Hildesheim - I var for hidsig, Grev Henrik! I vilde ryste Frugten af før den var moden, og den traf Jer steenhaard i Panden. Krigslykken er nu eengang med Kong Valdemar, og paa den Vei kommer I aldrig til Maalet.«

»Paa Omveie endnu mindre, Herre Bisp! - sagde Grev Adolph -hvad hjalp det nu, at vi ikke selv aabenbart var med Keiseren? havde vi været med, skulde Hæren dog ikke have ladet sig jage, som en Flok Faar.«

»Det var et sandt Ord, kjække Grev Adolph! - sagde Henrik af Schwerin og beed sig harmfuld i Underlæben - hvad hjalp det dumme Svogerskab mig? hvad hjalp Forliget med Johan Ganz? mit halve Grevskab staaer endnu i Pant, og Graabbe Slot opbygger jeg aldrig. Hvad hjelper alle vore Skriverier, Hr. Bisp! alle de fine forblommede Ord har Fanden skabt: vor hele Plan er nu i Kongens Haand og hvad han ikke kan stave sig til, har den næsvise Grev Otto fortalt ham. Ha, hvi lænkede jeg ikke den Øretuder fast til Blokken, da jeg havde ham! Nu ere Vingerne voxede paa Vildgaasen, og han bryder sig ikke meer om mine Jægere, end at han sender mig Knud Rødnæse selv tilbage med Brev og Hilsen og Tak for sidst. Hør hvad den dumdristige Dreng tør skrive mig til.« Her rev han et Brev op og læste:
»Hilsen tilforn og skyldigst Tak for det ædle Gjestevenskab »i Schwerin Slotstaarn! »Hvorlunde Jagten løb af paa Kong Valdemars Bryllupsdag, »kan eders dygtige Jæger selv berette, hvis han det ei har for»gjættet hos Vildttyvene i Ribe Tyvehul. Eders gudelige Ven »og fromme Mellemhandler hos Kongen, har jeg paa min »egen Fare ladet Sold og Løn udbetale med Hundepidsken. »Hvad mig selv anbelanger, da er jeg, efter de sidste Op»dagelser, i alle Maader løst fra min Eed og mit Tausheds»løfte, og hvad der er dunkelt og forblommet i eders kløgtige »Skrivelse til Keiseren, har jeg tilfulde oplyst min Herre og »Konge om. Jeg vilde ønske, at jeg for Fremtiden, med mere »Agtelse og med Tillid til eders ridderlige og fyrstelige Ære, »kunde nævne mig
»eders aabne og altid kampfærdige Fjende
»Ridder Otto, Greve af Lüneborg.«

227

Grev Henrik sønderrev Brevet og kastede Stumperne harmelig paa Gulvet.

»Hvad vil I harme Jer over den kaadmundede Drengs Stikpiller? -sagde Bispen af Hildesheim - Er det sandt, at Grev Albert rykker med en Hær mod Schwerin, har I nu vigtigere Ting at tænke paa. Dennegang ender det neppe med Dands og Lystighed, som sidst. Jeg vil raade Eder at forlade Slottet snarest muligt med eders Broder og Gemalinde, hvis I ikke troer, det kan forsvares saa længe, til Keiser Philip og Hertug Bernhard kan komme sig af Skrækken og sende Jer Undsætning.«

Som de endnu raadsloge herom, kom en Grændserytter jagende ind i Slotsgaarden. Han bragte Greverne af Schwerin den forfærdende Efterretning, at Grev Albert havde forstyrret Wittenburg og ødelagt Slottet Boitzenborg, og at han plyndrede og ødelagde allevegne, hvor han drog frem, uden Skaansel. Kongen af Danmark - hed det -havde selv været med ved Boitzenborg og havde der havt en fortrolig Sammenkomst med Keiser Otto. Derfra var Kongen dragen med Keiseren til Ribe; men Grev Albert og den unge Grev Otto af Lüneborg rykkede med stærke Skridt mod Schwerin.

Grev Henrik skummede af Harme. Han gav Befaling til sine Krigshøvdinger at samle alt krigsdygtigt Mandskab i Schwerin og at berede sydende Beeg og gloende Stene til at modtage Fjenden med. Det hjalp ikke, at Bispen af Hildesheim raadede til Flugt og føiede Anstalter til selv at forlade Slottet. Grev Henrik vilde Intet høre derom, og Grev Adolph erklærede, at han vilde blive og dele Skjæbne med sin kjække Bundsforvandte.

Medens Alt var i Bevægelse paa Schwerin Slot med Forsvarstilberedelser, stødtes der i en Trompet fra Taarnet, og en høi fremmed Mand i en graa Hættekappe lod sig melde, som en gammel Ven, der kom i et vigtigt Anliggende. Slotsbroen blev nedrullet og den Fremmede indladt. Da han traadte ind i Riddersalen til de forsamlede Herrer og Fyrster, studsede Alle, som om en Hevnens og Forfærdelsens Aand var traadt ind iblandt dem, idet den Fremmede slog Hætten tilside fra det vilde udtærede Aasyn.

»Erkebispen af Bremen - den kjække Bisp Valdemar!« lød det nu fra Mund til Mund, og Grev Henrik bød ham velkommen, som en tro Ven og Staldbroder i Nøden.

»Kalder I mig Ven og Staldbroder endnu, naar I hører hvem jeg 228 er? - sagde den frygtelig alvorlige Gjest -jeg er en fredløs, en bandlyst Mand« - -

»Fredløs! - bandlyst!« - gjentoge Alle med Forfærdelse.

»Fredløs og bandlyst!« gjentog ogsaa Grev Henrik, men rakte ham Haanden med det samme, »Ven og Staldbroder er I mig dog ligefuldt

- Ven og Staldbroder i Nød og i Hevn.«

»Saa hør da - sagde den mørke Gjest - jeg troede Innocenz for frygtsom og de tydske Fyrster og Folk for heltemodige: hvorledes det er gaaet Keiser Philip og Hertug Bernhard veed I, mig ramte Bandstraalen for Høialteret selv; den har smeltet Krumstaven i min Haand og bortsvedet en hellige Salve af min Isse, siger man; men jeg har endnu Marv i min Haand og Kongeblod i mine Aarer. Giv mig for Bispehuen en Hjelm og for Monstransen et Sværd! og I skal ikke have kaldt mig Ven og Staldbroder i Nøden forgjeves.«

»Hvad har I da isinde, lad høre, kjække Herre! - sagde Grev Henrik

- Fjenden er for Døren, og her er ikke lang Tid at raadslaae.«

»Slottet kan I ikke forsvare med den Haandfuld Folk, I har - tog den krigskyndige Erkebisp nu rolig og besindig Ordet - det er slet befæstet, har jeg seet, især fra Østsiden, og Grev Albert er ikke at spøge med. Lad en lille Besætning her tilbage, for at underhandle med Fjenden om en taalelig Overgivelse! men følg selv ufortøvet med mig til Bamberg! Medens I der sætter Mod i Keiser Philip og driver paa et afgjørende Tog mod Dansken og Keiser Otto, drager jeg i Spidsen for mine gamle Sachser og Bremere mod Hamborg; jeg tager Staden ved Storm og Overrumpling og derfra skal jeg give Kong Valdemar Andet at tænke paa, end at plyndre og ødelægge Schwerin. Keiser Otto er ham kun gunstig paa Skrømt; det veed Ingen bedre end jeg; han vil nu søge Hjelp i England; men inden den Hjelp kommer, maa det være ude med det danske Tyrannie. Min overmodige Fætter har nu ogsaa blandet sig i de svenske Kronstridigheder, det veed I maaskee alt - de tappre Sunesønner ere med 16000 Danske og Bøhmere dragne Kong Sverker til Hjelp mod Prinds Erik. Det er et lykkeligt Øieblik. Kan jeg nu holde Kongen Stangen ved Hamborg, medens Svensken slaaer Sunesønnerne og I med Keiser Philip og Hertug Bernhard trænger Grev Albert paa denne Side - saa maa Danmarks Throne styrte, og saa skal jeg lære Kong Valdemar og den strenge Innocenz, hvad en bandlyst Kongesøn formaaer.«

»Høiærværdige Hr. Broder! - sagde Bispen af Hildesheim og 229 studsede - det er nok ingen simpel Ridderhjelm, I vil bytte Eders Bispehue med: forstaaer jeg Eder ret, vil I have en gylden Ring om den; men betænk, det er en halsløs Gjerning! uden Fred med vor hellige Fader, rammer Bandstraalen Kronen som Infulet.«

»Lad det være min Sag, Hr. Broder! - afbrød Erkebispen ham stolt og tillidsfuldt. - Har I overveiet min Plan, Grev Henrik! saa betænk Jer ikke længer! her ere Øieblik kostbare.«

»Jeg følger Eder, kjække Herre! - sagde Grev Henrik bestemt - I er fød til at bære Septer og Krone.«

Neppe var denne Beslutning tagen, førend den blev sat i Værk, og inden en Time havde de schwerinske Grever med deres Familie og Kostbarheder forladt Schwerin Slot og drog med deres Venner og Bundsforvandte til Bamberg.

Kong Valdemar havde imidlertid ved en stor Seiersfest paa Ribehuus havt Keiser Otto til Gjest. Folket var stolt og svimmel af Krigslykken og deres seierrige Konge. Skjaldene priste hans Seier og hoverede over Keiser Philips og de tydske Fyrsters Flugt og Nederlag. Selv den fredelige, sagtmodige Thorgeir Danaskjald syntes beruset af sin Konges Lykke og gav Folket en Seierssang, hvori han priste Fædrenes Manddom og Dygtighed og berømte Kongen, som den store Valdemars uovervindelige Søn. Skjøndt det var Keiser Ottos Fjender, hvis Flugt og Nederlag der hoveredes over, behagede det dog ikke Henrik Løves Søn at høre den tydske Manddom og Dygtighed ringeagtet i Danmark. Keiser Otto havde ikke sin Faders heltemodige Udseende : han var uanseelig af Vext; hans ubestemte noget fromladende Ansigt syntes bedre at passe til en Klerk, end til en Keiser, og hvor han viste sig ved den høie Valdemars Side, kunde ikke al hans keiserlige Pragt erstatte hvad han manglede i Kraft og Værdighed til at gjøre Indtryk paa Folket.

Skjøndt Valdemar viste sin keiserlige Gjest al den Ære og udvortes Høflighed, han kunde fordre, var Kongen dog for ærlig og oprigtig til ganske at kunne fordølge sin Mistillid til ham; og Keiseren forlod ham og det danske Folk med et dybt og hemmeligt Nag i Hjertet og med den Beslutning, ikke længer, end nødvendigt, at holde Freden og Forbundet med den seiersstolte Konge af Danmark.

230

Da Keiseren var borte, var Valdemars Aasyn først fuldkommen tilfreds og roligt. Han syntes nu endogsaa at have forvundet enhver hemmelig Sorg og at have forglemt den skjønne Beengjerd; idetmindste var hans Glæde sand og oprigtig, da den fromme elskværdige Dagmar kort efter hans Hjemkomst meddeelte ham sit og Danmarks glædelige Haab om en Thronarving.

Midt i Glæden herover og førend Seiersrusen endnu var forbi, fik nu Kongen den uventede og ubehagelige Tidende, at den bandlyste Bisp Valdemar havde den 3die August taget Hamborg med Storm og plyndret den overrumplede Stad paa det Ubarmhjertigste. Paa samme Tid hørte han Tidenden om, at Grev Albert og Grev Otto havde indtaget og besat Schwerin Slot uden betydelig Modstand, men at Grev Henrik og hans Venner vare hos Keiser Philip i Bamberg, hvor der foretoges svære Udrustninger. Fra Sverrig bragtes tillige det Budskab, at Prinds Eriks Vaabenmagt var stor og overlegen, men at Bisp Peder og hans Brødre dog agtede at vove et Hovedslag.

»Han er mig for hidsig, den kjække Bisp! - sagde Kongen, og gik med dette sidste Budskab i Haanden heftig frem og tilbage i Dronningens Gemak. - Fra Romerreisen skilte han sig mesterlig; her frygter jeg, hans Heftighed bringer ham selv og hans kjække Brødre i Ulykke.«

Han udstedte nu hastig en Deel Befalinger og lod sit Harnisk bringe.

Dronningen sad imidlertid taus og stille ved sit Sømmebord og betragtede sin heftige Gemal med et veemodigt Blik.

»Velan! jeg drager mod Hamborg - sagde Kongen nu høit og bestemt, efterat han enstund havde staaet taus og tankefuld, med Haanden paa Panden - men, saasandt jeg er den store Valdemars Søn! jeg farer ikke i Harnisk forgjeves. Jeg forlader dig atter, min ædle Dagmar! og du seer mig kun som Seierherre igien. Det gjælder Land og Rige.«

»Ak, min kjæreste Herre og Konge! - sukkede Dagmar, medens Valdemar iførte sig sin Rustning - kommer da den Tid aldrig, da I kan sørge for Land og Rige i Fred? og skal jeg da stedse kun see Eder som et herligt glædeligt Drømmesyn, der kommer og forsvinder, men aldrig kan boe og bygge hos mig i Herrens Fred og Glæde?«

»Naar jeg bliver gammel og graa - svarede den jernklædte Konge og hvilte Haanden paa det store Slagsværd - da faaer jeg og Danmark 231 vel Fred engang, haaber jeg, og da har jeg et stort Fredens Værk at udøve, som jeg nu ikke kan tænke paa: at bygge Landet med Lov sømmer sig en viis og god Konge; men Kronens Sikkerhed og Ære maa der først sørges for. Saalænge mine Fjender vaage, kan jeg ikke hvile og tænke paa Fredens Gjerning. Gud være med dig, du fromme Fredens og Sagtmodighedens Billede! i din venlige Nærhed tør jeg ikke dvæle og indslumre. Til Seir og Lykke blev Volmar fød - men Lykken vendes kan om til Nød - har en gammel Spaamand sagt mig. See, derfor vil jeg gribe Lykkens Vinger fast, medens de endnu suse over mit Hoved Gud styrke dig, min Dagmar, farvel!«

Med disse Ord forlod Valdemar sin fromme Dronning og Ribehuus. Dagmar sad atter forladt paa det store øde Slot; men snart hørte hun Tidender fra ham.

En Dag sad Dronningen i Fruerstuen og syede paa smaa Huer og Christentøi til den lille forventede Thronarving. Ved hendes høire Side sad Grevinde Ida sørgmodig og tænkte paa sine Brødres ulykkelige Strid med Kongen, medens Naalen ofte faldt ud af hendes Hænder; hun havde samme kjære løndomsfulde Syssel som Dronningen og hendes Skikkelse røbede tilstrækkelig hendes Tilstand. Jomfru Kirstine af Rise slog munter Guldspolen i den lille Silkevæv og nynnede paa Thorgeir Danaskjalds Seierssang, som meest var til Ære for Kongen, men hvori Grev Albert og Ridder Otto ogsaa nævnedes, som Kongens bedste og kjækkeste Riddere.

Paa en Skammel ved Dronningens Fod sad liden Rigmor og lyttede til Sangen.

»Er det da kun Konger og Riddere, som fortjene Ære og Priis? - sagde Rigmor - kan ikke Væbnerne ogsaa være flinke?«

»Aa jo! - svarede Kirstine - men saa blive de nok ogsaa Riddere engang, og hører man nogen rask og dristig Gjerning af dem, blive de nok ogsaa besjungne. Nu vil der blive Nok at synge om, naar Bisp Peder Sunesøn og hans tappre Brødre komme hjem med Seier fra Sverrig.«

»Gid du sige det i en god Tid, kjære Kirstine! - sagde Dronningen - det gjælder mangent kjært og dyrebart Liv. Ogsaa mange af mine kjære troe Landsmænd droge did. Gud veed, om de komme tilbage.«

232

»Men hvad skal de da i Sverrig? - spurgte Rigmor utaalmodig -det er jo med Tydskerne vi har Krig, derovre, hvor Fader og Ridder Otto og Carl af Rise er.«

»Kongen vil ikke blot beskytte sig selv og sit Rige - svarede Dagmar - han vil ogsaa beskytte sine Venner og Frender. Saae du ikke nok den fremmede ulykkelige Konge, her var, som saae saa bleeg og god ud, ham, der sad ved Siden af Keiseren ved Bordet! det var Kong Sverker fra Sverrig; han var forjaget af sit Rige og bad Kongen om Hjelp, og i Nøden skal man kjende sine Venner; see, derfor laante Kongen ham mange af sine bedste Riddere; min Fader i Bøhmen gjorde ligesaa. Ak, de meente det godt, de kjære Sjæle! men Lykken og Seiren er i Herrens Haand.«

»Men Herren mener det jo cgsaa godt - sagde Rigmor - saa har det jo ingen Nød.«

»Visselig, mit gode Barn! - svarede Dagmar og klappede hende rørt paa Kinden - hvad han tiiskikker os er godt, om det ogsaa er Sorg og Trængsel; hans Raad og Veie ere urandsagelige.«

Dagmars moderlige Samtale med hendes kjære Brudepiger blev afbrudt af Hr. Ib Urne, som bragte hende Tidender fra Kongen.

»Eders høikongelige Gemal, ædle Dronning! er karsk og vel, Gud være lovet! - sagde han - i sin retfærdige Vrede har han slaget Bro over Elben og gjort et drabeligt Indfald i det Bremiske med Ryttere og Vogne, formodentlig for at lokke den bandlyste bremiske Erkebisp ud af Hamborg; men det forstokkede Verdensbarn løber ikke i Fælden. Han bliver i sin faste Øgle-Rede og forskandser sig, som han vilde true Danmark og trodse Kongen og den hellige Fader derfra i al Evighed. Til Modvægt og Værn mod den Belialsbisp anlægger Kongen nu en stærk Befæstning ved Elben, lige over for Hamborg. Grev Albert har faaet Befaling til at forene sin Hær med Kongens; thi man venter nu hver Dag de Keiserlige Philister med stor Magt fra Bamberg.«

»Gud beskytte Kongen og den retfærdige Sag! - sagde Dagmar - er der ingen Tidender fra Sverrig?«

»Man taler om et stort Slag ved Lene, høibaarne Dronning! men Rygterne om Udfaldet ere forskjellige og ikke alle som Duft fra Libanon.«

»Det er mig ingen gode Tegn - sukkede Dagmar - skaf mig snarest muligt Vished, kjære Hr. Hofmester! jeg frygter, jeg seer aldrig vore 233 kjære troe Bøhmere meer. Ak, jeg er dog imod min Villie Skyld i megen Ulykke her: for min Skyld kom de brave Landsmænd dog hid til Norden, maaskee for at lægge deres Been i det fremmede Land Og den utaknemmelige Bisp Valdemar, som gav mig Haand paa, at han ikke vilde hevne sig! havde jeg ikke havt saa stor Ynk med ham, og bedet saa inderlig for ham, havde han visselig endnu siddet fangen paa Sjøborg.«

»Vilde Herren saaledes gaae i Rette med os for vore gode Gjerninger - sagde Hr. Ib Urne - hvor vilde det da gaae os med de slette?«

»Ak, slet og ringe er dog al vor Gjerning, - sagde Dagmar - men han, som kjender Hjerterne, vil forbarme sig i Naade. lil, kjære Hr. Hofmester! og lad mig ikke længer være i Uvished og Frygt!«

Hr. Ib Urne gik. Snart erfarede ogsaa Dagmar og Kongen den sørgelige Tidende om Nederlaget ved Lene, som har gjort saa dybt og varigt et Indtryk paa alle danske Hjerter, at Erindringen derom har bevaret sig hos Folket til de sildigste Tider i en uforglemmelig Sørgesang. Uagtet Slagets ulykkelige Udfald og det store Nederlag, de Danske lede under Anførsel af den kjække heftige Bisp Peder Sunesøn og hans tre Brødre, havde Kong Valdemar dog ingen Skam af sine Mænd; thi med Sandhed sang Folket med Skjalden:

»De Danske de stode saa mandelig bi
De Svenske til liden Fromme:
Langt heller de vilde paa Stedet døe;
End fra Hr. Sverker rømme.
De Svenske vare to og tre mod Een;
Thi blev i Krigen stor Nød:
Saa mangen Ridder der blegned om Kind,
Saa mangen Hofmand blev død.«*

Blandt de tappre danske Riddere, som vare faldne i dette Slag og bleve begravne i Sverrig, vare Bisp Peders og Erkebisp Andreas's tvende Brødre, den berømte Hr. Ebbe Sunesøn til Knardrup, Kong Sverkers Svigerfader, og Hr. Laurids Sunesøn, saavelsom den raske Grev Engelbret af Gleichen, Hr. Carl Graa og Ridder Ove Dyre med det * 234 gyldne Horn. Bisp Peder selv og hans Broder Jacob af Mone vare undkomne med Livet og dragne med den sørgelige Tidende til Kongen. Den ulykkelige Kong Sverker undkom vel ogsaa med Livet, men faldt siden i et nyt Slag ved Gestilren, ikke langt fra hiin ulykkelige Valplads ved Lene. Af de mange danske og bøhmiske Stridsmænd, som havde fulgt ham og Sunesønnerne i denne ødelæggende Kamp, kom der kun faa tilbage, og det var et sørgeligt Syn for alle Danske at see de blodige Heste og de tomme Sadler. Derom hed det veemodig i hiin folkelige Sørgesang:

»De vare vel otte tusinde Mænd,
Der de af Danmark fore hen;
Vel neppe fem og femti Mand
Kom hjem til Landet igjen.
Mellem de Bjerge og dybe Dale
Der gjælde baade Ugle og Ravn,
Der græder saa mangen smuk Fæstemøe,
Haver mist sin Fæstemand
De Fruer de stande udi Høieloft,
De vente, deres Herrer skal komme;
Hestene de kom blodige hjem,
Og Sadlerne de vare tomme«*

Valdemar holdt paa sin hvide Stridshingst for Hamborg og opmuntrede sine holsteenske Bønder til at arbeide rask paa Skandser og Volde, da Bisp Peder og Ridder Jacob Sunesøn, ledsagede af gamle Martin, kom, nedslagne og bedækkede med Blod og Støv, til Leiren og bragte ham denne Jobspost.

Kongen beed sig i Læben og taug, for ikke med noget harmfuldt bebreidende Ord end dybere at saare Bisp Peder og hans Broder, som havde seet deres Brødre falde ved deres Side, og ikke havde forladt Valpladsen, saalænge der var en dansk og bøhmisk Stridsmand tilbage, der holdt Stand.

»Det er den retfærdige Guds Straf over mig og min Slægt - sagde * 235 Bisp Peder - det var ikke for Konge og Fædreland vi dennegang streed men for os selv og vor ulykkelige Svoger. Jeg misbrugte eders høimodige Gunst, Herre Konge! til eders og Landets Fordærv og paa en Tid, da I selv kunde behøve vor Arm og vort Skjold See, derfor var Herren ikke med os; jeg tog ham ikke paa Raad med mig i min blinde Iver og Fortrøstning paa egen Kraft og forfængelig Styrke; derfor lod han mig see mine Brødres blodige Pander og jog mig som en overvunden og beskæmmet Flygtning hid, for at jeg skulde bekjende min Skyld for eders Aasyn, min strenge Herre og Konge! Straf mig nu som jeg har forskyldt! men lad eders retfærdige Vrede kun komme over mit Hoved! min Heftighed og Utaalmodighed var Skyld i den hele Ulykke.«

»Kunde jeg meer harmes paa dig, min brave trofaste Bisp Peder! - sagde nu Kongen og lagde sin Haand deeltagende paa hans Skulder -saa fortjente jeg ingen Medynk og Trøst, naar jeg selv engang tabte Lykken og Seiren af Haanden, og den Dag kan jeg vel ogsaa opleve. Forbud og Varsel om Lykkens Omskiftelse sender Herren mig idag ved dig. Dine djærve Brødres Fald smerter mig dybt, jeg havde ingen bedre og trofastere Venner - den kjække raske Engelbret - Carl Graa - Ove Dyre med sit klingende Horn - ingen af dem seer jeg da heller meer kæmpe modig og lystig ved min Side. Bleve de jordede paa Valpladsen, eller faldt deres Liig i Fjendens Hænder?«

»Vi begrove dem, Herre Konge! medens vi endnu havde kjække Stridsmænd omkring os. Denne Piil drog jeg af min Broder Ebbes troe Bryst« -

»Giv hid - sagde Valdemar - den skal gjemmes til hans Ihukommelse blandt Seiersfanerne, han bragte mig i bedre Dage.«

»Jeg bad for deres Sjæle - vedblev Bispen og hans stærke Stemme bævede -jeg kastede Jord paa dem med mit blodige Sværd. Gud give dem en salig Opstandelse og lade ikke deres Blod komme over mit syndige Hoved!«

»Vær trøstig, fromme Herre - sagde Kongen bevæget. - I er, som eders hellige Navnebroder, vel snel til at drage Sværdet, men ogsaa ivrig, som han, i at angre og fortryde. Hvad I har at bebreide Eder ved dette Tog tilgive Gud Eder i Naade, som jeg af Hjertet tilgiver og beklager Eder! - Men her er nu ingen Tid til Sorg og Klager. Tabt er tabt, og de Døde komme ikke tilbage.« Kongen sagde nu ogsaa et Par venlige Ord til den tause bekymrede Hr. Jacob og fortalte dem 236 derpaa hvorledes Sagerne stode, og at man for det Første blot kunde tænke paa at holde Bisp Valdemar indesluttet i Hamborg og berede sig paa at møde og tilbageslaae den store Hær, hvormed Keiser Philip ventedes fra Bamberg.

Erkebisp Andreas, som var kommen tilbage fra Riga og opholdt sig hos Kongen i Leiren, hørte nu, stille og gudhengiven, Efterretningen om sine Brødres Død Han var hver Dag med Bisp Peder og Grev Albert i Kongens Krigsraad og tog ivrig Deel i Krigstilberedelserne.

En Dag traadte Erkebispen med Bisp Peder ind i Kongens Telt, og Valdemar kunde see paa Brødrenes Ansigter, at de havde et godt Budskab at bringe ham.

»Der maa være hendet noget Overordentligt og Nedslaaende for Fjenden, Herre Konge! - sagde Erkebispen - der er stor Uorden og Forvirring i Hamborg; vore Forposter har seet Krigerne kaste deres Vaaben og forlade Skandserne; eders dristige Søstersøn Grev Otto og min unge raske Pleiesøn Carl af Rise har strax benyttet sig af denne Uorden og vovet sig forklædte ind i Staden for at udforske hvad der er paafærde. Et fast utroligt Rygte siger, at Keiser Philip er død, og at Bisp Valdemar skal være pludselig forsvunden af Hamborg.«

»Det kan jeg umulig troe - sagde Kongen - men ligemeget, om de Rygter ere sande eller falske! vi vil drage Fordeel af Forvirringen. Lad strax blæse til Storm imod Staden!«

Paa Erkebispens og Grev Alberts Vink klang nu Luren i Leiren. Der blev stor Tummel med Heste, Krigsfolk og de svære Stormmaskiner. Kongen og Grev Albert svang sig paa deres Heste; Bisp Peder foer allerede med draget Sværd blandt de ordnede Kriger-Rækker og opmuntrede dem med kraftige Ord, og snart rykkede hele Hæren i god Orden mod Staden.

Midt i den fjendtlige Bye gik Grev Otto og Carl af Rise imidlertid med de korte Sværd under deres Kjøbmandskapper blandt en stor Hob hamborgske Borgere, Skippere og Lastdragere, som strømmede skareviis til Raadhuset.

»Han er borte - sagde en adstadig Borger - han har smurt Haser og ladt os Alle kjønt i Stikken; det tænkte jeg nok: slig en bandlyst forjagen Bisp kunde aldrig bringe os Andet, end Ulykke og Forbandelse.«

»I kan troe, den Onde har skinbarlig taget ham - mumlede en Skipper - og det har han ærligt forskyldt, som han har handlet med 237 os: har vi ikke der maattet slide og slæbe for ham, som umælende Bæster, paa de fordømte Skandser, saa Blodet sprang os ud af Neglerødderne.«

»Men han var dog en allerhelvedes Karl! - meente en Lastdrager med et forvovent Røveransigt - han gav Paven en god Dag og turde bygge Taarne lige for Kongen af Danmarks Næse.«

»Han stolede nok paa, han havde den nybagte Keiser i Ryggen -sagde Skipperen - men nu har Fanden jo ogsaa taget den gode Ven; han har nok gabet for høit, da han vilde sluge hele Tydskland.«

»Han fik Nordalbingien i Vrangstruben, Kammerat! - sagde en stærk buttet Baadsmand, hvis Tungemaal røbede, at han var fød paa hiin Side Elben - eller I kan troe, han er død af det Bugvrid, han fik, da Kong Valdemar pidskede ham tilbage over Elben.«

»Nei Keiser Philip har faaet en forgiftet Daggert mellem Ribbenene - sagde Borgermanden - og man vil sige, den kom fra hans gode Ven, den lille gudfrygtige Keiser Otto.«

»Den er vel snarere kommen fra den stornæsede Konge af Danmark - sagde en stor haandfast Kræmmersvend - han har jo sin Næse allevegne og har gjort os Peberet og Saltet dyrt nok her i Staden.«

Nu tabte Grev Otto Taalmodigheden og, uden at betænke sin farlige Stilling, drev han den forbausede Kræmmersvend en saadan Kindhest til med den venstre Haand, at han tumlede.

»Troer I, Kongen af Danmark skiller sig af med sine Fjender ved Snigmord!« raabte Otto forbittret og svang i det samme med den høire Haand Sværdet til sit Forsvar; thi med stort Skrig styrtede nu den hele Flok Borgere og Lastdragere imod ham.

»En dansk Spion! en dansk Spion! - raabte de - ned med ham! hæng ham! steen ham! knuus ham!«

Carl af Rise saae forbauset den store Fare, Ridder Otto havde styrtet sig i. Der havde været god Leilighed for Carl til at komme bort, uden at røbes: han gjorde ogsaa en uvilkaarlig Bevægelse til Flugt; men, blodrød af Skam, sprang han nu tæt til Ottos Side og dækkede ham Ryggen saa godt, han kunde, med sit Væbnersværd.

»Der er to! der er flere - ned med dem, de Hunde! Strikken om Halsen paa dem!« raabte den opbragte Almue og begyndte at kaste Skarn og Stene efter dem. Men hiin lille buttede Baadsmand med flere haandfaste Kammerater trængte sig til for at forsvare dem, og under denne Strid lød der pludselig stor Larm og Skrigen fra alle Gader 238 og Stræder. »De Danske storme! Fjenden er for Stads-Porten!« lød det, og i et Øieblik var den store Folkehob adspredt. Kræmmersvenden og Baadsmanden, som allerede havde faaet hinanden i Haarene, vare bortrevne med den urolige Folkeskare, og der var en saadan Tummel og Forvirring i Byen, at Ingen meer gav Agt paa Otto og Carl, som klogelig gjemte deres Sværd under Kapperne, og gik op paa den nærmeste Skandse. Der saae de Hæren rykke frem imod Byen, men det lod ikke til, man tænkte paa Forsvar. Allevegne laae der bortkastede Vaaben, og store Skarer af Flygtninger droge med Larm og Skrig gjennem Gaderne. Endelig sagtnedes den forvirrede Tummel, og fra Raadhuset drog en pyntelig Skare af sortklædte Herrer gjennem Gaderne: det var Borgermester og Raad, som efter deres Tyrans Undvigelse vare blevne enige om at overgive Staden til den danske Konge, hvorfor de nu droge ham imøde for at overrække ham Stadens Nøgler og udbede sig hans kongelige Gunst og Beskyttelse.

Ridder Otto og Carl blandede sig mellem Folkeskaren, som fulgte dette Optog. Men da de mødte Kongen tæt ved den aabne Stadsport, bragte de ham ingen Nyhed; thi han vidste allerede Alt, og fik nu af den hamborgske Øvrighed sikker Bekræftelse paa, at Keiser Philip virkelig var myrdet i Bamberg af Pfalsgreve Otto af Witelsbach, og at derved, som ved et Lynslag, hele den keiserlige Hær var splittet ad, og alle de tydske Fyrster havde begivet sig hjem til deres egne Lande. Om Bisp Valdemar sagde kun Rygtet, at han var paa Veien til Rom for at underkaste sig Paven og bede om Naade og Befrielse fra Bandet.

Kongen lod nu kun en Besætning drage ind i Hamborg med streng Befaling til at behandle Staden som en fredelig Bye. Derpaa afskedigede han den hamborgske Øvrighed med Mildhed og drog tilbage til Leiren. Her holdt han strax et hemmeligt Raad med Grev Albert og Erkebispen; thi vigtige Budskaber vare komne fra Rom og et stort Gesandtskab fra Sverrig. Store og mægtige Planer opfyldte Kongens Sjæl.

»Lykken er dog ikke vegen fra mig - sagde han - den synes aldrig at have været mig gunstigere. Det er som en mægtig usynlig Haand har slaget mine Fjender og gjort deres Raad og Anslag til Intet: hvor jeg rykker frem, aabne Portene sig for mig, og mine Fjender flye, førend jeg kan naae dem med Sværdet. Jeg har nu saa mægtig en Hær 239 samlet, som der behøves til at erobre et Kongerige. Min første Tanke var Sverrig: der har min Ære lidt et Tab; der har førstegang Lykken vendt mig Ryggen og der ligger mangen brav dansk og bøhmisk Ridder uhevnet i Sandet ved Lene. Men seer, ædle Herrer, hvad Kong Erik skriver mig til! Folket har valgt ham til Konge, og han haaber, jeg vil agte Folkets Ret og Myndighed dertil. Han beder mig, høimodig glemme det sidste ulykkelige Slag, hvoraf de Danske havde ligesaa stor Ære som Tab. Han tilbyder mig Fred og Venskab og begjerer min Søster Regitze til Dronning.«

»Vil eders ædle Søster modtage dette hæderlige Tilbud - sagde Grev Albert - maa jeg ansee det for den største Lykke for Danmark og for Eder. I kan da med Tryghed, min kongelige Frende! vende eders Vaaben hvorhen I vil, uden at have en mægtig og farlig Fjende i Ryggen.«

»For menneskelige Øine staaer det ikke anderledes til at indsee, Herre Konge! - sagde Erkebispen. - Er det Guds Villie saaledes at grunde Freden i Norden, kan Christendommen vente sig store Ting af eders fromme Sind og eders seierrige Vaaben.«

»Af min kloge Søster frygter jeg ingen Indvending - sagde Valdemar - hun er over den Alder, hvori Lidenskab kan bestemme hendes Valg; hun har desuden aldrig lignet mig i dette Stykke. Kong Erik er en tapper og agtværdig Herre. Jeg elsker ham ikke; men det var ubilligt, om jeg vilde nægte, hvad han desværre har nødt os til at bekjende. Min Søsters Kjærlighed til Danmark og til mig vil overalt hæve enhver Betænkelighed.«

Kongen satte sig til sit Teltbord og greb Pen og Pergament. Han brugte ingen Skriver til sine fortrolige og hemmelige Brevskaber. Han var selv usædvanlig kyndig i alle boglige Konster og havde endogsaa udfundet en ny og beqvemmere Maade at skrive Runer paa ved Hjelp af Punkter. Han skrev nogle faa vigtige Ord til sin Søster, lagde den svenske Konges Beilerbrev ved Siden og lod ufortøvet Junker Strange kalde. Ham blev det overdraget, at bringe dette vigtige Andragende til Ribe, og derfra uden Ophold at bringe Prindsessens Svar til Sverrig og paa behørig Maade at bringe dette betydelige Anliggende i Orden.

»Og seer nu - vedblev Kongen, da Junker Strange var gaaet - seer nu, I gode Herrer! hvad den hellige Fader her skriver mig til; det overgaaer langt min Forventning, og jeg kan fornemmelig takke 240 Eder derfor, min troe virksomme Erkebisp Andreas! den kloge og kraftfulde Innocenz vil af al Magt understøtte mine Foretagender mod de Vantroe i Preussen og Lifland; han kalder mig sin kjæreste Søn og har udstedet Breve til alle christelige Fyrster trindt om Danmark, hvori han under Bandsstraf forbyder dem at anfalde eller forurolige Danmark, at forhindre mine christelige Foretagender eller formindske mine og mine tilkommende Arvingers Rettigheder.«

»I er Lykkens Yndling, Herre Konge! - sagde Grev Albert forbauset - I forstaaer den store Konst, at kæmpe med himmelske som med jordiske Vaaben.«

»Kirken har valgt Eder til sin Ridder og Vaabendrager, Herre Konge! - sagde Erkebispen - og den Almægtiges Haand er øiensynlig med Eder. Et saa stort, saa vigtigt Øieblik kommer sjelden meer end eengang. Lad intet verdsligt Hensyn til større Magt og Ære nu forvilde Eder! Opgiv de stolte Kæmpeplaner med Britannien! Knud den Store, høilovlig Ihukommelse, den mægtige Knud, Herre Konge, hvis Arving I tænker paa at blive, satte jo sin Krone paa Guds hellige Alter, da denne Verdens Smiger og Forfængelighed vilde friste ham til at sætte sin Ære over den Almægtiges.«

»Et Korstog altsaa først og et Korstog sidst - det er nu, som før, eders Raad og Mening, ærværdige Herre! - sagde Valdemar med dæmpet Stemme og syntes at bekæmpe en stor fristende Tanke - thi at jeg skulde lade Hæren drage hjem og selv sove ind paa Ribehuus, anseer I neppe for den lid, dette store vigtige Øieblik fordrer. - Velan da! - vedblev han bestemt efter nogle Øieblikkes Taushed -imorgen drage vi med Hæren mod Preussen; jeg skal vise mine christne Fjender, at jeg er vaagen og tør glemme dem over Hedningerne. Jeg vil nu ikke see Ribehuus, førend Sørgesangen over Slaget ved Lene kan overdøves af nye Seierssange. Thorgeir Danaskjald og den djærve Islænder skal følge os. Den Forfængelighed maa I holde mig tilgode, min fromme Sjælesørger! at medens jeg sørger for Kirkens Seier og Korsets Ære blandt de Vantroe, jeg tillige vil have sørget for min ridderlige og kongelige Ære og mit Navns Ihukommelse hos en vantro Efterslægt.«

Den fromme Erkebisp trak paa Skuldrene og taug. Men Grev Albert hævede stolt sit tungsindige Aasyn og betragtede den kjække ærelystne Konge med Velbehag. »Ved St. Michael! - sagde han begeistret - et lovligt og priseligt Eftermæle, er den eneste Lykke paa 241 Jorden, som ikke døer og henfarer, og som det er værd for en ærlig Ridder at stræbe efter. Var Eftermælet ogsaa Tant og Forfængelighed, vilde jeg ikke drage Staalhandsken paa for at vinde et Kongerige.«

»Ja vel, høie Herrer! - sagde nu Erkebispen - hvor Evangeliet ved eders Ridderfærd engang prædikes i Fred, der vil man sige til eders Ihukommelse hvad I gjorde. Den Retfærdiges Navn skal ikke udslettes, hans Ihukommelse bliver i Velsignelse; men Guds og den Korsfæstedes er Æren.«

Med disse Ord heftede han et rødt Silkekors paa Kongens og Grev Alberts Skuldre.

Det nye vigtige Korstog var saaledes bestemt, og Dagen efter bar hele Hæren slige Kors og drog med vaiende Faner og klingende Spil mod de fjerne hedenske Lande.

Medens Kongen og Grev Albert feidede lykkeligt i Preussen og Polen og gjorde store Erobringer fra Veixlen langs med Havet til Samland, nærmede Tiden sig, da Dronning Dagmar skulde være Moder. Hun glædede sig ofte inderlig, fast barnlig dertil; men undertiden blev hun beængstet og urolig tilmode. Derfor søgte hun jævnlig Bevægelse i fri Luft, og, ledsaget af Kirstine af Rise, gik hun daglig i Slotshaugen og sad. der ofte halve Dage paa sit Yndlingssted mellem Ellebuskene ved Aaen, hvor hun havde ladet det side fugtige Jordsmon ophøie, og en liden Løvhytte indrette ved den sivgrønne Aabred. Der laae altid en lille nydelig Baad med Purpursæder og forgyldte Aarer, som Kongen havde ladet bygge til smaa Lystfarter med Dronningen paa Aaen. Naar Dagmar var alene med Jomfru Kirstine paa dette sit Yndlingssted, fandt hun ofte en barnlig Glæde i at sætte sig i den fastbundne Baad og vugge sig i den mellem de høie Siv og Rør, medens Jomfru Kirstine maatte synge Viserne for hende om Rosmer Havmand og Eline af Villenskov, om Elvehøi og Elvepigerne og de mange vidunderlige Sagn, hvorpaa de gamle danske Folkesange ere saa rige. Naar Dronningen hørte disse Sange, syntes hun at være kommen til et fortryllet Land, hvor den hele Natur ligesom var levende og besjælet, og hvor Englene fra hendes skjønne Barndomsdrømme under de simple rørende Toner gyngede sig med det voxne Barn i den gyldne Vugge.

242

En Aften ved Solens Nedgang sad Dronningen saaledes vuggende og drømmende i Baaden. Jomfru Kirstine sad ligeoverfor hende paa Roerbænken og sang:

»Bonden udaf Villenskov
De Trolde gjennem Vindvet saae :
Hjelp mig nu, Jesus Mariæ Søn!
Disse Trolde de agte mig paa.
Han slog Kors i hver en Vraa
Og mecst udi hans Stue;
Forfærdedes nogle Trolde der ved
De fløi ad vildene Skove.
Somme fløi Øster, Somme fløi Vester
Nogle fløi Nord paa;
Nogle fløi ned i dybene Dale;
Jeg troer de ere der endnu - -*

Hvad fattes Eder, min ædle Dronning! - afbrød Kirstine pludselig Sangen -I bliver saa bleeg, og hvad stirrer I saa besynderlig paa?«

»Ak jeg drømte saa sødt og tænkte paa min Fader og min Moder og mine Barndomslege - sagde Dagmar - men saa sang du om de onde Trolde, og mig syntes, de stak Hovederne frem af alle Buske og truede mig.«

»Kors bevare os! - sagde Kirstine og saae sig halv ængstelig om -men I troer dog aldrig, ædle Dronning, at der er saadant Troldpak meer til i Verden; det var jo kun i gamle, gamle Dage, inden her var Kirker og Præster og rigtig christen Tro i Landet.«

»Du sang jo dog selv, at Bonden slog det hellige Kors for Troldene - sagde Dagmar -jeg troer vel ikke saa lige Alt, hvad der staaer i slige Viser, men der er dog visselig ligesaavel onde som gode Aander til; derpaa kan ingen Christensjæl tvivle; og ingen Sjæl er saa god og uskyldig, at vi jo hver Aften maae bede den kjære Herre Gud befrie os fra det Onde. Siig mig, kjære Kirstine, seer du ikke ogsaa ligesom et blegt qvindeligt Ansigt hist imellem Sivene - nu synes mig * 243 endogsaa det bevæger sig - og seer du de vaade Lokker med Sivkrandsen?«

»Ak ja, ædle Dronning! jeg seer noget lignende - befaler I ikke at vende tilbage til Slottet? det begynder allerede at skumre - og Aftenluften« -

»Siig kun reentud, du er bange, lille Kirstine! - sagde Dagmar - nu er jeg det ikke længer: vi staae jo Alle i Guds Haand. Den blege Qvinde synes ikke heller at ville os noget Ondt; hun seer saa lidende og sørgmodig paa mig; maaskee er det en ulykkelig Pige, som har skjult sig derude for at beklage sin Nød for mig i Løndom. Maaske kan jeg hjelpe hende. See, nu kommer hun nærmere!«

»Ak, det maa vist være et stakkels vanvittigt Menneske - sagde Kirstine med en Blanding af Frygt og Medlidenhed - see hvor besynderligt hun fordreier Ansigtet og peger mod Himlen - og hør! hør, hun synger« -

Med dæmpet Frygt og nysgjerrig Opmærksomhed hørte Dronningen og Jomfru Kirstine nu tydelig en klar bævende Stemme, som sang afbrudt og sørgmodig mellem Sivene, medens den hemmelighedsfulde Sangerinde aldeles skjulte sig for dem. Forbauset hørte Dronningen følgende Ord:

»Dagmar, Dagmar, du Dronning from!
Din Skjæbne spurgte jeg Stjernerne om.
En Søn du føder, saa lys og bold;
Hans Moder var varm; hans Fader var kold.
En Søn du føder med gyldne Haar;
En stakket Lykke jeg kun ham spaaer.
Han lege skal med Guldkronen rød
Til Fugl med Staalkloe volder hans Død.
Men hvis jeg Skriften foroven nam,
Dit unge Liv du lader for ham -
Langt borte fra Fader og Moder.«

»Ak, hører du, Kirstine! - sukkede den fromme Dagmar og græd 244 bitterlig - det er min Død hun spaaer mig. - Guds Villie skee! men her er dog saa skjønt i Verden at leve!«

»For Guds Skyld! kom, min ædle Dronning, og lad os flye! det er en ondskabsfuld eller vanvittig Qvinde, som vil skræmme Livet af Eder med sine Spaadomme. For Gud i Himlens Skyld, lad os komme herfra!«

Dronningen reiste sig vaklende for at stige af Baaden; men da sang atter den løndomsfulde Stemme veemodig og hjertelig: