↩ »Alt, hvad jeg her kan og tør sige, er dette - tog Saxo Ordet igjen -I den Nat, da Kongen saa pludselig døde, sad jeg eene her ved min Krønike og beskrev Tildragelserne med Bisp Valdemars og Hertug Adolphs Fangenskab og sagde maaskee, i min Iver for 6te Knuds Fortjenester, et Ord mindre eller mere, end jeg med roligere Overlæg vilde; da blev jeg pludselig urolig og ængstelig tilmode. Og jeg udstrøg igjen hvad jeg havde skrevet. Alle gamle Barndomshistorier faldt mig ind om Anelser, Varsler og overnaturlige Begivenheder; i denne underlige Stemning saae jeg Lampeflammen bevæge sig urolig, som da I før overraskede mig her, ædle Herrer! og jeg syntes idetsamme at høre Døren aabne sig sagte bag ved mig; thi jeg sad med Ryggen mod Døren, som jeg pleier. Jeg saae mig ikke tilbage; thi en besynderlig Gru havde bemægtiget sig min Sjæl og overvældet mig i den eensomme Midnatstime. Men da mærkede jeg tydelig, at jeg ikke var eene længer, og at der maatte staae Nogen tæt bag ved min Stol; 23 thi det var ligesom en kold Aande berørte min Nakke, og jeg saae en fremmed Skygge bevæge sig paa Væggen. Jeg tog endelig Mod til mig, greb Lampen i Haanden og vendte mig pludselig, for at see hvo der forstyrrede mig saa silde, og nær havde jeg tabt Lampen af Haanden i min Forfærdelse: thi et guulagtigt rynket og fordreiet OldingsAnsigt stirrede mig imøde med forvildede Miner og matte Glasøine, og der stod en lille kroget Skikkelse i sort Bjergmandsdragt for mine Øine, med en Krykkestav under Armen: hvorfor skriver du ikke? skriv! - sagde han med hæs og lallende Stemme - i Nat døer den store Valdemars første Søn; hvoraf han døer, det veed kun jeg og Een til i Verden. Nu gjorde han en forfærdelig Mine, som Een der drikker, og døer i Krampe, og lallede et Navn, som jeg vel hørte og forstod, men endnu ikke tør nævne for nogen jordisk Domstol. Hvoraf veed du det? vilde jeg have spurgt; men jeg var ikke istand til at bringe et Ord over mine Læber. Den Gamles Ansigt forandrede sig igjen pludselig og blev roligt med et ædelt, fast prophetisk Udtryk: et nyt Lys vil opgaae over Danmark, langt større, end det, denne Nat slukker -sagde han - Stjernen staaer klar i Løvens Øie; men Skytten og Jomfruen truer den. - Her blev hans Aasyn igjen frygteligt. - Hold fast paa Lykken, medens I har den! den Sortes Øie skeler endnu til Volmarstammen, og den Haand er endnu over Mulde, som brød dens første Green. - Med disse Ord rettede han den krogede Ryg, og det var for mine forbausede Øine som den lille krogede Mand blev høi som en Kæmpe. Jeg sank afmægtig tilbage i Stolen, og da jeg opslog mine Øine, var jeg eene, og den underfulde Nattegjest var hverken at see eller opspørge.«