Ingemann, B. S. Uddrag fra Valdemar Seier

↩ »Aa, hvad! - afbrød Barnet hende - han er vel heller ikke saa slem«; og nu gjorde hun Mine til at ville spænde Guldspænderne af sine Skoe for at give dem til en lille Tiggerpige, som beundrede dem; men i det samme fik hun Øie paa Carl, og da den smukke Dreng saae forgrædt og bedrøvet ud, glemte hun alle de andre Børn over ham. Hun rakte ham strax den sidste Urtekost, hun havde, og bad ham komme op med til hendes Fader, saa skulde han faae Alt, hvad han vilde have, og behøvede aldrig at græde meer.