↩ Riddernes Reise til Ribe var imidlertid bestemt. Om Fru Helene og hendes Døttre skulde med syntes fornemmelig at beroe paa hvad Lune den skjønne Frue næste Dag var i. Hun satte imidlertid ubemærket hele Tjenerskabet i Bevægelse med at berede Alt til Afreisen, medens hun selv, gjestfri og underholdende, sørgede for sine Gjesters Moroe. Tavlebordene og Bretspillene kom frem, og om Aftenen drak Ridderne, lystige og høirøstede, den tappre Kong Valdemars Skaal og paa Lykke til hans kjække Foretagender. Grev Albert og Bispen toge vaersomt til Bægerne og bleve mærkelig alvorligere og betænksommere, som Sengetiden nærmede sig. Da endelig Fru Helene og hendes Døttre toge den lille Rigmor med sig og bade Herrerne Godnat, og de fyrstelig smykkede Kertedrenge tilligemed Carl traadte ind for at lyse Gjesterne til deres Sovekamre; saae Grev Albert og Bisp Peder alvorlig til hinanden og besluttede at være paa deres Post; thi det Smiil, hvormed den skalkagtige Vertinde havde ønsket dem en rolig Nat, havde bragt dem paa den Mistanke, at hun selv maaskee kunde have nogen Deel i det formeentlige Spøgerie, hvormed hun syntes at ville skræmme dem.