↩ »Gamle Esbern var en klog og dygtig Herre - svarede Grev Albert - det er intet Under, at den overtroiske Almue tillægger ham forbudne Konster og Omgang med Aander; han havde ualmindelige Kundskaber ikke alene i Statskonsten og Folkenes Historie; men han 63 skal ogsaa paa sine gamle Dage have lagt sig efter Astronomien og Naturvidenskaberne. For ikke at blive mistænkt for Trolddom har han muligen holdt sine Studier skjulte, og hemmelig vaaget her om Natten ved sine Forskninger. Lad os undersøge Værelset noget nøiere! maaskee kan vi finde Beviser for min Formodning.« Derpaa tog Grev Albert Lysestagen i den venstre og Sværdet i den høire Haand, og undersøgte Panelerne nøie; han rykkede en gammel Dragkiste tilside og bemærkede i Panelet en rusten Staalknap. Da han trykte paa den med Sværdheftet, sprang en skjult Falddør op og en snever Vindeltrappe viste sig forinden. »Seer I! - sagde Greven - min Formodning stadfæstes, her har vi vist en hemmelig Opgang til Taarnet. Tag I det andet Lys, ærværdige Herre! og lader os forfølge vor Opdagelse!« Carl vilde give sin Herre et Beviis paa sin Kjækhed, og bad ham at maatte gaae foran med den ene Stage. »Nu vel, det kan jeg lide - svarede Greven og rakte ham sin - men taber du den, bliver jeg vred for Alvor.«