↩ »Hvad? Brynde - gjentog Valdemar heftig - nævn ikke saaledes den bedste og reneste Følelse, jeg har kjendt i mit Liv! jeg bekjender dig den ikke som nogen Synd; men maaskee er det et Sværmerie, et Slags Vanvid, som dog Ingenting fører til, og jeg harmer mig kun over, at jeg for denne Grilles Skyld glemmer saavel at handle, som at bede; thi det er ikke alene mit Ave Maria jeg forsømmer, det kunde jeg vel indhente igjen, det er ikke blot min Rosenkrands, jeg glemmer; men min Hu staaer nu meer til en Qvinde, jeg aldrig har seet, end til Kamp og Ledingsfærd for Landets og Kronens Ære. Var jeg 95 Qvinde eller Præst, vilde jeg maaskee troe, at der var Trolddom ved hiint Billede, som jeg modtog af Fjendehaand; men skille mig ved det, vilde jeg dog ikke for alle din Kirkes Helgenbeen og Martyrtænder tilsammen.«